Fristes vi desuagtet stundum til, forskrækkede at bortvende Øiet fra Herrens trofaste Vidne med den straalende Martyrkrone, fra den lyksalige Kæmpe, der seirer herligst da han synker i Knæ og beder for sine arrige Fiender, saa han har aabenbar stridt den gode Strid, han har fuldendt Løbet, saa han staaer ved Maalet, staaer, som en fuldkommen Disipel, tæt ved sin Mester, tæt ved vor guddommelige Frelser, som bad paa Korset: Fader! tilgiv dem, thi de veed ikke hvad de giør, ja, staaer Guds Søn saa nær i Aanden, at han seer ind i hele hans himmelske, evige Herlighed, fristes vi, siger jeg, imellem til at bortvende Øiet fra et saadant Syn, hvorved alle Guds Engle fryde sig, og alle Troende, den hellige Stephans Brødre og Systre i Aanden, har endnu langt mere Grund til at fryde sig, da kommer det aabenbar kun af, at vi seer mere paa os selv end paa Stephanus, seer meer paa Jorden, vi er taget af, end paa Himlen, vi er kaldet til, og endelig seer meer paa vore egne Tanker og Veie end paa Herrens, hvis Tanker er alene dybe og vise, og hvis Veie er alle gode og jævne.