Ja m. V. vi veed det vel alle, der er en Dag i denne uge, som aabenbar er skikket til at vække vor Bekymring, og det i høiere Grad, jo alvorligere vi er, og jo mere vore nærmeste Medmenneskers, vore Bymænds og vore Landsmænds, vor Næstes Vel ligger os paa Hjerte, thi hvem af os veed det ikke, at paa Torsdag skal det være Valgdag for hele Danmarks Rige, da skal de Mænd udvælges her og allevegne, med hvem Kongen vil raadføre sig om alt hvad der angaaer hele Rigets, hele Folkets Vee og Vel, og hvad de fleste Stemmer raade til, det vil rimeligviis skee, enten det saa er godt eller ondt, til Gavn eller til Skade, enten for det indvortes eller det udvortes Menneske, enten det angaaer vor timelige Velfærds eller vor evige Saligheds Sag!

Hvilken Dag er ikke denne Torsdag, denne almindelige Valgdag til at vække Bekymring hos os alle, og især hos dem, der spørge om meer end hvad de skal æde og drikke og klæde sig med, især for dem, som først søge Guds Rige og Hans Retfærdighed, og veed, at det er noget, som de fleste, der nuomstunder føre det store Ord i Verden enten spotter med eller bryder sig dog ikke synderlig om.

Ja m. V. denne Bekymring for Danmarks Fremtid blev saa stærk hos mig, at jeg slet ikke kunde vinde Ro til at giøre mit Dagværk paa denne Herrens Dag, før Aanden sagde til mig: Herren har jo sagt: sørger ikke for imorgen, den Dag imorgen skal sørge for sig selv, hvi lader du da ikke Torsdag sørge for sig selv, og nøies med at sørge for den Dag idag, den Herrens Dag, som du veed, skal være frugtbar til hans Ære og til hans Menigheds Opbyggelse! Kun ved denne levende Indpræntning af Guds-Ordet: sørger ikke for imorgen! følde jeg mit Hjerte trøstet og beroliget og min Sjæl frigjort, saa jeg tænkde kun paa den store Valgdag og alt hvad den kan synes at true med, for klarlig at see, hvad Herrens Ord formaaer i det troende Hjerte og for at trøste Menigheden med hvad der trøstede mig.