Der er ikke
megen tvivl om, at
Den deuteronomistiske historieværk (se
nedenfor) indeholder en række sikkert ægte gamle traditioner om Saul. Men
selve tendensen i historieværket er imod Saul. Historieværket kritiserer Saul og
traditionerne om Saul fordrejes visse steder. I stedet bliver David gjort til
en slags helt – på trods af at Davids mange fejl ikke
skjules. Problemet er også at første
Det billede vi har
fået overleveret af Saul er et billede af et menneske som er meget sammensat - af helt forskellige
karaktertræk men hvor disse træk er integreret
i een samlet person. På den ene side er Saul den
grusomme og blodige kriger som
udrydder
Den følgende
notits er blevet brugt til at vise at Saul
faktisk angreb de kana’anæiske skikke
med troldmænd, dødemanere og sandsigere. Saul var
bestemt en meget ren og from Jahve dyrker:
v9 Kvinden
svarede: »Du ved da, hvad Saul har
gjort; han har udryddet dødemanere og
sandsigere i landet.
(1 Samuelsbog 28)
Det er meget
tydeligt i Samuelsbøgerne at Saul støttes af hele
Sauls beslutninger er vise og kloge. Det
er klogt nok at satse på David. Saul har brug for David i den militære
kamp. Saul er ærlig nok over for David. Saul gør ham til sin søn.
Baggrunden
for at Saul kaldes som konge er en forfærdelig krise i
v6 Da
israelitterne indså, hvilken fare de
var i, og at de var hårdt trængt, gemte nogle sig i huler, grotter og
klippekløfter, i gravkamre og cisterner, v7 mens
andre gik over Jordan til Gads og Gileads land.
(1 Samuelsbog 13)
Saul er også med hensyn til det ydre og
fysiske meget velsignet. Det gælder for alle
de store fremtrædende mænd i det gamle Testamente at de er smukke, skønne og fysisk veludrustede
og velproportionerede. Det gælder
også fx David og Samson og Gideon. Salomos søn Adonija - som desværre starter en væbnet opstand imod faderen og
derfor bliver henrettet - er billedskøn. Han er kendt ud over hele Israel for
sin ynde og skønhed! Adonija er en Adonis!
(det fælles ord adon betyder herre).
Det samme træk findes i Salme 45 om
kongen som er skøn som en gud på
jorden. Guds velsignelse kan ses i menneskers udseende – lige som
fysisk grimhed er et tegn på at man er forladt
af Gud og ikke elsket af Gud. Grimme, uskønne og deforme mennesker er ikke
velsignede af Gud men forladt af Gud:
v1 I Benjamin boede en
velstående mand, der hed Kish. Han var
søn af Abiel, søn af Seror, søn af Bekorat, søn af benjaminitten Afia. v2 Han havde en søn, der hed Saul;
han var en smuk ung mand. Ingen af
israelitterne var smukkere
end han; han var et hoved højere end
alt folket.
Saul er hyrde
lige som David ifølge disse myter. Hyrden bruges i Det gamle Testamente som
metafor – hyrden er kongen.
v3 Sauls far Kish havde nogle æsler. Da de engang var løbet væk,
sagde Kish til sin søn: »Tag en af karlene med dig og gå ud og led efter
æslerne.«
Saul er sendt
til verden. Saul er verdens frelser.
Saul er Herrens tjener – som hos Esajas.
Han skal frelse hele Israel – lige som de tidligere dommere der også var
frelsere. Saul kommer fra Gud – og ned til verden. Fordi verden lider og sukker
i trængsel. Hele verden vånder sig. Når Saul salves – et nyt træk i kongedømmet – får han Herrens ånd og kraft. Salvingen er en dåb eller en indvielse
eller en overgangsrite:
v15 Dagen før Saul kom, havde Herren
talt til Samuel og sagt: v16 »I
morgen vil jeg sende en mand fra
Benjamins land til dig. Ham skal du salve
til fyrste over mit folk Israel, og han skal frelse mit folk fra filistrene; for jeg har set mit folks nød, og dets klageskrig har nået mig.« v17 Så
snart Samuel fik øje på Saul, sagde Herren til ham: »Det er den mand, jeg talte til dig om. Han skal herske over mit folk.«
Saul reagerer
sådan som alle mænd gør i Det gamle Testamente
med at bedyre at de ikke er egnede og at de er helt uværdige til det høje kald.
Denne reaktion er et slags skema i
Det gamle Testamente og skal nok ikke tages helt bogstaveligt. David reagerer
på samme måde. Profeterne gør det
samme ved deres kaldelse:
v21 Saul svarede: »Jamen jeg er kun benjaminit; jeg kommer fra
Israels mindste stamme, og min slægt er den mest ubetydelige af alle slægter i
Benjamins stamme. Hvor kan du sige sådan noget til mig?«
(1 Samuelsbog 9)
v1 Da tog Samuel oliekrukken og hældte olien ud over hans hoved, kyssede
ham og sagde: »Nu salver Herren dig
til fyrste over sin ejendom.
Det gamle Testamente er fyldt med tegn og undere. Samuel
forklarer Saul hvilke tegn han skal se. Tegnene beviser at Herren virkeligt har
udvalgt og salvet Saul. I hele sin kongetid opsøger Saul Herrens svar og
orakler – Saul søger et tegn fra Herren. Dette er typisk for kulten. Man
henvender sig til guden for at få et tegn – et orakelsvar. Man henvender sig fx
med et spørgsmål: - Skal jeg angribe filistrene i morgen? Som Saul spørger på
et tidspunkt.
v2 Når du i dag forlader mig, vil du møde to mænd ved Rakels grav i Selsa i Benjamins land; de vil fortælle dig, at æslerne, som du gik
ud at lede efter, er fundet, og at din far ikke længere tænker på æslerne, men
er bekymret for jer og siger: Hvad kan jeg gøre for min søn? v3 Når
du går videre derfra og kommer til Tabor-egen, vil du møde tre mænd, der er på
vej op til Gud i Betel. Den ene bærer tre kid, den anden tre brød og den tredje
en krukke vin. v4 De
vil hilse på dig og give dig to brød, som du skal tage imod. v5 Derefter
kommer du til Guds Gibea, hvor filistrenes guvernør bor.
Når du går ind i byen,
vil du støde på en flok profeter, der er på vej ned fra offerhøjen; i spidsen
for dem går folk, der spiller på harpe, pauke, fløjte og citer, og selv er de i
profetisk henrykkelse.
Saul er en ekstatiker
– han kommer ofte i ekstase – i profetisk henrykkelse.
Det hebraiske udtryk den profetiske henrykkelse bliver på græsk oversat til ekstasis – ekstase. Det vises mange
steder i Samuelsbøgerne. Saul er en helt anden type end David. Saul bliver grebet
og overvældet af Herrens ånd. Når Saul får ånden bliver han et andet menneske som Samuel siger. Saul
bliver forvandlet. I ekstasen overgår
han til en anden tilstand. Saul får
en ny identitet. Han ser ind i en anden verden – han ser den
virkelige guddommelige verden. Saul ser syner
– han er visionær. Han er en profet
lige som de andre store profeter i Det gamle Testamente. Han ser noget som
andre mennesker ikke ser. Når Saul bliver besat af ånden får han overjordiske
kræfter. Han kan dræbe alle fjender
og filistre – i eet hug. Saul er en samuraj. Han bliver en Samson. Alt lykkes for ham. Han kan udrette hvad han
vil. Alt lykkes for ham. Herren vil bane vejen for ham så han ikke skal støde
sin fod på nogen sten. Gud er med ham. Han bliver en lykkemand. Han bliver båret
frem af ånden. Saul bliver båret frem på hænder og fødder af Herrens engle, som
der står i Salmerne. Han bliver eet
med ånden. Saul bliver hellig. Han bliver en gudsmand. Han bliver som en gud
på jorden. Saul aflægger det gamle
menneske og ifører sig et nyt menneske – som en klædning. Han får et nyt hjerte – et nyt sind, som det hedder.
Saul er en profet lige som Samuel.
Også Samuel er ekstatiker. Saul
kommer let i ekstase. Han anvender musik
for at komme i ekstase. Hans spyd spiller også en rolle i forbindelse med hans
ekstaser – det fremgår selv om det ikke er klart hvilken rolle dette spyd har. Spydet er på en eller anden måde et
middel for Saul til at komme i ekstase lige som musikken. Spydet er måske en
stav som vi kender det fra Moses, Aron og Elias. Når han kommer i ekstase
mister han kontrollen over sig selv.
Han kan gå amok over for fjenderne.
Han bliver vanvittig. Han taler i tunger. Saul ser også senere den døde Samuel for sig i en vision hos den
kloge kvinde - dødemaneren. Når Saul kommer i ekstase bliver han helt udmattet og falder omkuld – som en epileptiker. Dette er typisk for mange slags
ekstase i hele oldtiden. Efter at Saul har set den døde Samuel i en vision er
han døden nær – han er helt afkræftet. Vi kender også dette tegn – dødsprocessen ved ekstasen – andre
steder som fx profeten Ezekiel især
(Ezekiel var muligvis epileptiker) og
hos forfatteren af Johannes’
Åbenbaring. Ekstasen kender vi også godt fra det gamle Grækenland – nemlig Dionysos mysterierne. Under ekstasen
kaster han alt tøjet og bevæger sig splitternøgen omkring. Saul bliver som
et lille barn. Ekstasen eller henrykkelsen er en overgangsrite hvor han aflægger
alt det gamle. Saul bliver født på
ny. Han bliver et nyt menneske – et andet menneske. Han bliver det sande menneske. Saul kommer i ekstase
for an Samuel splitternøgen. Han falder omkuld og ligger som en død hele dagen og hele natten. Under
denne ekstase ser Saul syner for sig. Han hører Guds stemme. Han ser Gud. Noget
tyder på at denne kult har været centreret omkring profeten Samuel. Noget tyder
på at Saul er kommet i ekstase under bestemte træer – altså på bestemte hellige
steder. Saul sidder under et bestemt træ – en tamarisk som i Det gamle
Testamente er et helligt træ. Abraham er knyttet til en tamarisk og Saul bliver
begravet under en tamarisk. Mystikken og ekstasen har haft sammenhæng med
tamarisken. På samme måde hænger ekstasen nok sammen med en faste (en udmattelse) som det kan ses
nogle steder. Nogle af Sauls krigere
oplever og dyrker den samme ekstase – fremgår det af Samuelsbogen. Saul er
omgivet af en forsamling, en flok af andre profeter som også er i ekstase. Det
er som om der har været et fællesskab omkring Saul af ekstatikeren. De har alle
levet i ånden – besat af ånden – eet med Gud.
v20 Saul blev så bange over Samuels ord [visionen], at han i samme
øjeblik faldt om på gulvet, så lang han var. Han havde heller ikke flere kræfter,
for han havde ikke spist noget det sidste døgn.
(1 Samuelsbog 28)
Ekstasen er en åbenbaring. Saul ser ind
i en anden verden end den vi kender med vore almindelige øjne. Saul ser en dybere virkelighed. Han ser
virkeligheden som den er. Dette fænomen kendes i hele Det gamle og nye
Testamente. I Apostlenes Gerninger får Peter og Paulus den profetiske
henrykkelse. Den spiller en stor rolle i Paulus’
breve. Tungetalen er et eksempel på
den profetiske henrykkelse – ekstasen. I de følgende eksempler er ekstasis – henrykkelsen – forbundet med
bøn, bestemte steder, fordybelse, koncentration, meditation, måske sult. Peter
og Paulus ser syner og de hører lyde og stemmer. Under ekstasen modtager de orakler og budskaber fra Gud:
v9 Den næste dag, da de var undervejs og nærmede sig byen, gik Peter ved den sjette time op på taget
for at bede. v10 Da blev han sulten og ville have noget at spise. Mens man
tilberedte det, faldt han i henrykkelse,
v11 og han så himlen åben og noget komme ned, som lignede en
stor dug, der ved de fire
hjørner blev sænket ned på jorden.
(Apostlenes Gerninger 10)
v17 Og det skete, da jeg [Paulus] igen var kommet til Jerusalem
og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse, v18 og jeg så Herren. Han sagde til mig:
›Skynd dig at forlade Jerusalem, for de vil ikke tage imod dit vidnesbyrd om
mig.‹
(Apostlenes Gerninger 22)
I ekstasen er Saul ude af sig selv – han er
ikke længere sig selv. Henrykkelsen er forbundet med vildskab, det
ukontrollable, glæde, lyst og udfoldelse. I ekstasen bliver manden eet med hans eget højere væsen – og eet
med det guddommelige.
I 4. Mosebog 11 fortælles om Moses og de 70
mænd der kommer i ekstase. Ekstasen består i at Gud tager noget af ånden og
udgyder den på de 70 ældste. Guds ånd bliver lagt ned over dem. De modtager Guds ånd – for en tid. Ånden ligger over Moses permanent – han er en gudsmand – men de
70 ældste får kun ånden for en tid. Mens de har ånden ser de syner og får
åbenbaringer. De ser det som var engang og det som skal komme. De ser det som
mennesker ellers ikke kan se:
v24 Så gik Moses ud og
fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Han samlede halvfjerds mænd af folkets ældste og lod dem stille sig omkring teltet. v25 Herren steg ned i skyen og talte
til ham, og han tog noget af den ånd, som hvilede på ham [Moses], og lagde
den på de halvfjerds ældste. Ånden kom over
dem, og de kom i profetisk henrykkelse.
Det gjorde de ikke siden hen.
(4 Mosebog 11)
v6 Herrens ånd vil gribe dig, så du kommer i profetisk henrykkelse
sammen med dem og bliver forvandlet til et andet menneske. v7 Når
du ser disse tegn indtræffe, kan du udrette, hvad du vil, for Gud er med
dig. v8 Gå i forvejen ned til Gilgal;
så kommer jeg ned til dig for at bringe brændofre og måltidsofre. Vent syv
dage, til jeg kommer og fortæller dig, hvad du skal gøre.«
v9 Da Saul vendte sig om og forlod Samuel, gav Gud ham et andet
hjerte, og samme dag indtraf alle
disse tegn. v10 De nåede til Gibea, og en flok profeter kom ham i møde. Da
greb Guds ånd ham, og han kom i profetisk henrykkelse sammen med dem. v11 Da alle de, der kendte ham fra tidligere, så ham i
henrykkelse sammen med profeterne, sagde de til hinanden: »Hvad er der sket med
Kishs søn? Er også Saul blandt
profeterne?« v12 Og en mand fra stedet dér sagde: »Hvem er deres far?« Derfor
er det blevet et mundheld: Er også Saul blandt profeterne?
v23 Mens han [Saul] var på vej til Najot i Rama, kom Guds ånd over ham, så han kom i
profetisk henrykkelse, mens han
vandrede af sted til Najot i Rama. v24 Også han rev i profetisk henrykkelse klæderne af sig foran
Samuel, og han faldt om og lå nøgen hele dagen og natten. Det er derfor, man siger: Er
også Saul blandt profeterne?
(1 Samuelsbog 19)
v17 Derpå stævnede Samuel folket
sammen hos Herren i Mispa.
Saul er udvalgt og
kaldet af Gud. Han er Guds mand. Saul er sønnen over for faderen – Herren. Saul
er et ideal. Han er et hoved højere end alle andre i Israel. Saul er Israel og
Israel er identisk med Saul – den salvede. Han repræsenterer folket. Han er en midler – en formidler. Saul spreder Guds velsignelse –
han giver velsignelsen videre. Saul er konge og præst på én gang. Han er hellig
– sakral.
v22 Så spurgte de igen Herren: »Er manden [Saul] her?« Herren
svarede: »Han [Saul] har gemt sig ved trosset.« v23 Så løb de hen og hentede ham, og han trådte frem midt i
folkemængden. Han var et hoved højere end alt folket. v24 Da sagde Samuel til dem alle: »Her ser I ham, som Herren har udvalgt. Hans lige findes ikke i hele folket.« Og alle
brød ud i hyldestråb: »Kongen leve!
David flytter siden hovedstaden – og arken! - langt sydpå – meget ucentralt til Jerusalem. Jerusalem er en fremmed by som dyrker fremmede guder! Sauls hovedstad er Gibea
i det gamle kerneområde for folket –
i Efraim. Sauls styre er meget bedre i overensstemmelse med Israels
traditioner. Israels gamle hellige byer er byer som Gilgal – stammeforbundets
hovedstad – og Betel og Sikkem i det samme område. Saul er meget mere folkelig
- kan vi måske sige - end Davidskongerne siden hen.
v26 Saul gik også hjem til Gibea
fulgt af nogle krigere, hvis hjerte
Gud havde rørt.
(1 Samuelsbog
10)
Saul kommer i ekstase og
vinder store sejre over
v1 Ammonitten Nahash drog ud og belejrede Jabesh i Gilead. Mændene i Jabesh sagde
til ham: »Slut pagt med os, så vil vi underkaste os.« v2 Ammonitten
Nahash svarede: »Jeg vil slutte pagt med jer på den
betingelse, at jeg må stikke højre øje ud på jer alle sammen og på den måde
bringe forhånelse over hele Israel.«
v3 De ældste i Jabesh sagde til ham: »Giv os en frist på syv
dage, så vi kan sende bud ud over hele Israel. Hvis der ikke er nogen, der kan
frelse os, vil vi overgive os.« v4 Da
sendebudene kom til Sauls Gibea og forelagde sagen for indbyggerne, brast alle
i gråd.
Saul har evnen
til at komme i ekstase. Herrens ånd
kommer over ham. Han flammer op af
vrede. Der er sket en stor uret mod borgerne i Jabesh, føler Saul. Saul gribes af ånden og får overnaturlige
kræfter. Saul handler inspireret – han er beåndet – besat. Det er ikke længere
det gamle ego som handler – Saul handler på en ny måde – han er ikke længere i
kødet. Saul skærer okserne i tolv stykker – i en slags rus - og sender dem ud
til alle de tolv stammer. Vi kender nøjagtigt det samme træk fra Dommerbogen. Når Saul kalder på Israel
møder de villigt frem på hans kampdag – som det hedder i Salmerne. Saul er omgivet af sit folk og de er trofaste imod ham
fordi han har Guds ånd og vinder hver gang. Saul er en gudsmand – en hellig
kriger – han kæmper Herrens krige
imod de ugudelige. Gudsmanden – og Saul – vækker frygt, ærefrygt. Saul vækker en rædsel som det hedder. I Det gamle
Testamente udtrykkes kongens storhed
og vælde ved at han vækker rædsel og
frygt. Kongen er overmægtig, farlig, urørlig, overmenneskelig. Kongen og gudsmanden
er vældig – dvs han er som en tyr! Ingen kan røre ham. Ingen kan
antaste ham. Han er usårlig – ophøjet – udvalgt – evig. Han er på en måde eet med Gud. Gud vækker frygt og rædsel når han viser sig – og det gør
Herrens salvede også:
v5 I det samme kom Saul
hjem fra marken med sine okser, og han spurgte: »Hvad er der i vejen med dem,
siden de græder?« De fortalte ham, hvad mændene fra Jabesh havde sagt, v6 og da han hørte det, greb Guds ånd ham, og vreden flammede
op i ham. v7 Han tog et spand okser,
skar dem i stykker og sendte
stykkerne med sendebudene ud i hele Israel
med den besked: »Hvis der er nogen, der ikke
vil rykke ud sammen med Saul og Samuel, skal der ske det samme med hans okser.«
Da blev folket grebet af rædsel for
Herren, og de rykkede ud alle som én.
(1 Samuelsbog
11)
På Sauls tid var
v19 I hele Israel fandtes der ingen smede, for filistrene tænkte, at hebræerne ellers ville lave sværd eller spyd. v20 Israelitterne måtte derfor ned til
filistrene, når de skulle have smedet deres plovjern, hakker, økser og segl. v21 Prisen var en pim for plovjern og hakker,
og en tredjedel sekel for forke og økser og for at få indsat pigge. v22 Den dag, slaget stod, var der derfor
ingen af Sauls og Jonatans folk, der havde sværd eller spyd; men det havde Saul
og hans søn Jonatan.
(1 Samuelsbog
13)
Også Sauls søn
Jonatan bliver grebet af ånden og får enorme kræfter.
Også Jonatan vækker en gudsrædsel når han viser sig.
Han er en kæmpe der uden videre
»Følg med mig derop, for Herren har
givet dem i Israels hånd.« v13 Så
klatrede Jonatan derop på hænder og
fødder fulgt af våbendrageren. Jonatan fældede
filistrene, og våbendrageren kom bagefter og gav dem dødsstødet. v14 I
dette første angreb, som Jonatan og hans våbendrager foretog, dræbte de omtrent
tyve mand på en strækning af omtrent en halv plovfures længde. v15 Da
opstod der rædsel i lejren og i hele
hæren; selv forposten og plyndringsstyrken blev grebet af rædsel. Jorden rystede, og
der opstod en gudsrædsel.
Herren giver alle fjenderne i Sauls
hånd. Herren skaber en forvirring i fjendens rækker – på nøjagtigt samme måde
som Gud gjorde da Israel drog ud af Egypten! Guds fjender begynder at hugge løs
på hinanden. Saul sejrer fordi Herren er med ham. Saul indfrier alle
forventninger. Saul er en vinder, en sejrherre. Sauls hovedopgave er at besejre
de ydre fjender og det bruger han al sin energi på. Det kommer til at svække
ham da David rejser sin opstand – for Saul kan ikke bruge energien på at
forfølge oprøreren David. Sauls hovedopgave er at besejre Israels fjender – og
her har han succes:
v20 Derpå
kaldte Saul alle sine folk sammen, og da de kom ud på slagmarken, så de, at
filistrene rettede deres sværd mod hinanden, og det var én stor forvirring.
v22 Da
alle de israelitter, som havde gemt
sig i Efraims bjergland, hørte, at filistrene var på flugt, gik de også med i
krigen og forfulgte dem. v23 Således gav Herren Israel sejr den dag.
v47 Da Saul havde vundet kongedømmet over Israel, gik han i krig mod sine fjender på alle sider, moabitterne, ammonitterne,
edomitterne, Sobas konger og filistrene, og
hvorhen han vendte sig, sejrede han. v48 Han vandt sejr i
et slag mod amalekitterne og reddede
Israel fra de folk, der udplyndrede det.
(1 Samuelsbog 14)
Vores
viden stammer fra det som kaldes det deuteronomistiske historieværk. Dette historieværk er blevet færdigredigeret
(færdigskrevet) ca
Historieværket
er samlet, redigeret, til dels skrevet
af jødiske præster, lærde og skriftkloge – på et meget senere
tidspunkt end de begivenheder som beskrives. Derfor lægger historieværket nogle
gange personerne noget i munden som de antageligt ikke har sagt. David og Salomo bruges som talerør for den religion, tro eller gudsopfattelse disse præster
havde i 400 tallet f. Kr.! Det er ikke til at undgå – sådan foregik al
historieskrivning i oldtiden. De græske historieskrivere gør det samme.
De forholder sig frit til stoffet – de digter små samtaler og episoder. De
kombinerer ting som egentlig ikke har noget med hinanden at gøre.
Forfatterne
eller redaktørerne har haft et meget stort skriftligt materiale til deres rådighed. De har haft masser af skriftlige kilder og de har haft mange faste mundtlige traditioner. De opfinder ikke historien! Det som de skriver, er
absolut ikke fri fantasi men de former hele historien i en bestemt retning. De fortolker hele udviklingen religiøst. Alt forklares ved forholdet mellem Gud og folket. Når det går skidt
for Israel skyldes det at det bliver ramt af Guds vrede – og Gud er med rette vred på Israel fordi det har
dyrket de fremmede guder. Synd – begrebet synd - er i
historieværket forbundet med gudsdyrkelsen
– synd er ikke noget moralsk. Salomo
var en stor synder fordi han tillod
dyrkelsen af de fremmede guder – selv om han ikke selv tilbad disse fremmede
guder. Synd er noget kultisk, noget
rituelt. Synd er at tilbede Gud på en forkert måde. I Nordriget tilbad de Gud
eller Herren som en tyr – en guldtyr.
Dette var en stor synd – ikke fordi
de tilbad andre guder – men på grund
af dyrkelsen af billedet af tyren (billedforbudet i Moseloven).
Hele
den 1. Krønikebog i Det gamle
Testamente handler om David. Krønikebøgerne er meget sene produkter – de er redigeret og
skrevet efter det deuteronomistiske
historieværk – måske ca
Der
er ikke noget i vejen med Det gamle Testamente som en historisk kilde – tværtimod! Vi skal bare passe lidt på når vi læser teksten
– fx historien om David. Forfatterne
til historieværket lægger tekster og
trosforestillinger tilbage til Davids
tid – hvor de ikke hører hjemme. Der
er ikke noget i vejen med de ord som Salomo
taler i begyndelsen af 1. Kongebog – Salomos bøn og velsignelse. Men disse ord
er med garanti aldrig nogen sinde
blevet udtalt af Salomo! De bliver lagt
i munden på Salomo! Disse ord af Salomo – sammen med Natans forjættelse til David og Samuels
afskedstale – er evige udtryk for den
jødiske tro. De er helt uovertrufne i Det gamle Testamente. De
er fantastiske udtryk for den jødiske tro! Men de er udtryk for den senjødiske tro og teologi ca
I
historieværket findes mange små stykker som går langt tilbage og er ægte og
meget gamle overleveringer. Deboras sang fra Dommerbogen er et ægte digt fra
omkring
I
Israel begyndte man tidligt at skriver årbøger
eller annaler – det vil sige små
notitser år for år om store begivenheder i kongens regeringsperiode. Annaler
kender vi fra alle samfund og lande – også fra Danmark fra den tidlige middelalder. I historieværket finder vi
disse annaler citeret nogle steder –
fx et sted som handler om kæmpen Goliat.
Historieværket
indeholder mange dobbeltberetninger –
dvs den samme begivenhed bliver omtalt to gange men med afvigelser. Årsagen er
at der har eksisteret forskellige mundtlige eller skriftlige traditioner – og historieværket prøver
at få det hele med! Den kronologiske beretning kan også være
helt usammenhængende – fx efter en mands død fortæller man bare videre om hvad
han gør! Men alle disse mærkværdigheder skyldes at historieværket ikke er forfatterværk men en samling
af gamle sagn, legender, traditioner.
Fx
er der dobbeltberetninger der skildrer at Saul bliver konge – i 1. Samuelsbog 10.17 og 11.15 og to helt forskellige
versioner af historien (legenden) om Saul og David i ørkenlandet i 1.
Samuelsbog 18.17 og 18.22. Historieværket anbringer blot disse dobbelt beretninger ved siden af hinanden i teksten uden at
få dem til at smelte sammen. Forfatterne til Samuelsbogen er en slags samlere og redaktører og udgivere af gamle sagn og beretninger.
Princippet er nogle gange at få det hele med – selv om det ikke helt passer
sammen!
Efter
de flestes mening kan vi stole på historieværket i de meget grove træk. Det vil sige: Det er meget
sandsynligt at Saul er en virkelig
figur og at han har været konge i Israel eller i dele af Israel. Det er meget sandsynligt at han har ført krig med
især filistrene. Det er meget
sandsynligt at David er en kriger som
er kommet i hans tjeneste. David har
hurtigt vundet et stort ry – som det siges. David er stærk og
mægtig og har lykken med sig. Saul
gør David til militær leder. Saul
bliver i stigende grad afhængig af
David. David bliver gift med Sauls datter – med prinsessen – og David får mere og mere magt. På et tidspunkt starter David et oprør imod Saul og David allierer
sig med alt og alle - på kryds og tværs. David vil have magten i riget. Han er hård
og kynisk. Han allierer sig med arvefjenden filistrene. Til sidst lykkes
det for David at erobre magten i
Israel og han bliver konge – ca
Sådan
mener de fleste historikere at historien
forløber. David optræder brutalt –
han bedrager og er temmelig troløs.
Han stiler eensidigt imod magten –
koste hvad det vil. Han udrydder alle
sine fjender. Han viger ikke tilbage for noget. Han bliver bakket op af en klan eller et parti i Israel og hans popularitet
vokser hele tiden. Hvordan Saul dør
er stadig væk omstridt. Historisk set ligger der meget tåge over Sauls død men på et tidspunkt dør Saul – sandsynligvis i
en krig med filistrene på et
tidspunkt hvor David er allieret med
filistrene! – og vejen bliver åbnet
for David. Vi kan sige at David er sønnen
der kæmper imod faderen. Måske er
David skyld i Sauls død – men det kan vi ikke
bevise ud fra Det gamle Testamente.
Samuelsbøgerne handler først og fremmest om David. Samuelsbøgerne
er blevet formet og tilpasset af jødiske præster og
skriftkloge i 400 tallet f. Kr. Der er mange kildemæssige problemer i denne skildring af David. Nogle steder kan vi se at
disse jødiske lærde har præget
beretningen meget. De digter også
selv små legender. Fx har der var et sted
– en mark – som i 400 tallet blev kaldt for Sværdklingernes
Mark. - Hvorfor hedder den mon sådan?
Tilsyneladende sådan spørger de jødiske lærde og så gætter de: Der foregik nok engang et slag mellem Sauls folk og Davids folk på denne mark! Og det slag
foregik nok sådan og sådan. Denne legende
er typisk for ældre historieskrivning
og der virkelig mange eksempler i historieværket. Et andet eksempel er
stednavnet Absaloms Minde – hvorfor hedder det mon sådan? Vi
kender denne metode fra hele oldtiden. Vi kender også den slags fra vores
Danmarks historie. Mange stednavne
frister til at give sådanne forklaringer! De er som regel et falsum!
Billedet af David er et produkt
af de forestillinger som disse
jødiske lærde havde. De forestiller
sig hvordan det var engang i fortiden
– i gamle dage – i heltetiden – i
Israels stortid, da Israel var et verdens
rige og hvor alle kongerne var vasalkonger
under David! De jødiske lærde tror at
Davids tid var barsk, hård, grusom og det var David også. De jødiske lærdes egne fortolkninger spiller altså en
rolle – men de har først og fremmest
brugt det meget store kildemateriale
de havde – virkelige ægte kilder som årbøgerne fra det gamle Israel.
Samuelsbøgerne og Kongebøgerne er bestemt ikke
fri fantasi! Men de er farvet af en
bestemt opfattelse – lige som når alle nutidige danskere tror at alle vikinger gik med en hjelm med horn!
(Sagen er at vikingerne aldrig gik
med horn – hornene kender vi kun fra bronzealderen!).