Lot
er en stor patriark.
I
1. Mosebog er Lot en af de store fædre - en stor patriark. I
den tekst som vi nu har er figuren Lot
sat i relation til Abraham. Lot er en søn af en
broder til Abraham. Lot og Abraham kommer oprindeligt
begge fra det fjerne mystiske land langt ude i østen. Lot
og Abraham kommer sammen til Kana’ans land – det
forjættede land.
Men
vi skal nok forestille os at fortællingerne om Lot og
om Abraham oprindeligt har været helt adskilte
og at de hver for sig har haft en selvstændig position. Det er også det
indtryk man får når man læser teksterne om Lot.
Beretningen om Lot har grundlæggende ikke noget at
gøre med Abraham! Sagaen om Lot er en oprindelig helt
selvstændig beretning! Vi må antage at der i oldtiden har eksisteret en lang beretning om Lot
og med Lot som den centrale hovedperson – altså sagnet om Lot og om Lots folks oprindelse - men denne oprindelige beretning
kender vi nu kun i uddrag.
Lot
er en stor patriark – han er vores fader, vores stamfader. Gud har givet alle
løfterne til Lot. Vi er alle Lots
sønner. Vi tilhører hans folk og han har indstiftet vores tro og religion. Han
er vores identitet! Det er den oprindelige mening i teksterne om Lot. Derfor er der også meget nøje paralleller mellem
fortællingerne om Lot, om Abraham og om Jakob. Disse
tre figurer har spillet nøjagtigt den samme
rolle oprindeligt. De er vores stamfædre – ikke alle tre men kun den som vi holder os til! Vi der bor i Lots land - vi ved at Lot er
vores stamfader!
Lot
bliver siden hen i Det gamle Testamente stemplet
som mindreværdig – som en synder. Der sker senere det at Abraham bliver løftet op – og Lot
bliver devalueret. Men det har
selvfølgelig ikke været den
oprindelige mening med fortællingerne om Lot – han er
jo vores fader! Denne devaluering af Lot sker fordi
Det gamle Testamente kommer til at opfatte Lots folk
nok som et broderfolk – men samtidigt
som en fjende. Hvis vi i dag læser fortællingerne om Lot
- præcist som de står - kan vi tydeligt
se at Lot er en helt
– helt lige som Abraham og Jakob. Gud
griber ind og frelser Lot og hans hus ved et stort under. Lot er udvalgt af Gud. Lot
er udvalgt til at få landet i arv og
eje. Da Lot var i det fremmede land i østen gav Gud
ham løftet om at han skulle blive et stort folk og få et nyt land som var
frugtbart og skønt. Lot er udvalgt til at blive et stort folk.
- Vi er stolte over at tilhøre Lots land og folk! Vores gud er den gud som Lot
troede på – den gud som viste sig for
Lot – dengang
i urtiden! Vi kan se at troen og religionen tydeligt er fædrenes, forfædrenes
gud – altså i eental:
forfaderens - Lots - gud! Abrahams gud er ikke vores
gud – nej, vi følger den gud som Lot troede på –
vores gud er Lots gud!
I
den følgende beretning er Abraham blevet hovedpersonen men vi skal nok
realistisk forestille os at Lot og hans folk kommer
til Kana’ans land og ser det land som Gud har
lovet dem. Lot ser ud over landet – altså Jordan
dalen – og ser at det er det land som
Herren har lovet ham. Lot slår sig ned i dette land –
i dalen – og på den anden side af Jordan. Det bliver Lots
land – det land som flyder med mælk
og honning.
Da
Lot kommer til Palæstina er han allerede meget rig på kvæg, på sølv og guld. Han
er en konge – en patriark. Han er en velsignelse for hele hans folk – fordi Gud
er med ham. Lot
har afgivet afkald på alt i det gamle
land – men nu får han det hele tilbage
og endnu mere! Guds løfter til Lot går i opfyldelse!
Gud er rig på troskab. Landet er som Egypten og Edens have – dvs frugtbart ud over alle grænser. Det land som Lot får af Gud er Paradiset!
Der er ikke ret mange henvisninger i Det gamle Testamente til fortællingen om
Edens have og Paradiset. Denne fortælling bliver hurtigt glemt og historien om
Adam og Eva spiller næsten ingen rolle i Det gamle Testamente! Dette citat om Lot er en af de meget få henvisninger til beretningen om
Edens have. Citatet viser noget om hvordan man har opfattet begrebet Edens have
– også på grund af sammenligningen med Egypten! Edens have er det frugtbare, vandrige land. Gud har vendt hele menneskehedens udvikling. Adam
blev drevet ud af Edens have og keruberne - krigerne – blev sat til at vogte
indgangen til Paradiset. Men nu har Gud vendt
hele menneskehedens skæbne: Lot har fået Paradiset tilbage – Lot og
hans folk kommer fra nu af til at bo i et paradis på jorden! Igennem Lot som et symbol har alle mennesker fået Paradiset tilbage
af Gud! Lot er et fokuspunkt.
Gud handler igennem Lot men dermed handler Gud med alle mennesker. Gud har udvalgt
Lot til at sprede velsignelsen
til alle mennesker på jorden. Når Lot får Paradiset – får vi alle Paradiset tilbage. Vi har fået hele herligheden tilbage, som
det hedder hos profeten Esajas. Lot er det menneske
eller den repræsentant eller den formidler som Gud handler igennem. Gud handler igennem Lot som en form eller et redskab. Gud frelser alle mennesker igennem Lot fra Karans land! Gennem Lot bliver alle
mennesker velsignet – alle jordens slægter.
v8 Da sagde Abram til Lot: »Der må ikke være splid mellem dig og mig, mellem dine
og mine hyrder, for vi er jo i slægt med hinanden. v9 Se,
hele landet ligger åbent foran dig! Lad os gå hver til sit; vil du til venstre,
går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre.«
Det følgende
er Lots syn ud over det forjættede land. Lot er lige kommet til Palæstina – han har rejst gennem
mange vanskeligheder og trængsler – gennem megen lidelse. Nu står han foran det
forjættede land. Han ser ud over hele den overvældende frugtbarhed og
velsignelse der hviler over dette dejlige land. Han ser med det samme at det er
dette land som Gud har lovet ham:
v10 Lot så ud over landet og
lagde mærke til, at hele Jordandalen
lige til Soar var så vandrig som Herrens have [Edens have, Paradiset], som Egyptens land. Det
var, før Herren ødelagde Sodoma og Gomorra. v11 Så
valgte Lot hele Jordandalen
og brød op og drog mod øst. Sådan gik
de hver til sit. v12 Abram
slog sig ned i Kana'an; Lot
slog sig ned i Jordandalens byer og teltede, indtil
han nåede Sodoma.
v13 Mændene i Sodoma var meget
onde og syndede mod Herren.
Hvis vi skal
forstå Lot skikkelsen skal i læse det følgende stykke
som om det bliver sagt til Lot – eller også til Lot. Lot er en stor
patriark. Gud har frelst ham. Gud kaldte
ham i østen og bragte ham til Kana’ans land. Gud
giver Lot alle løfterne. Lot
får det forjættede land i arv og eje!
I Det gamle Testamente
bliver Lots folk og efterkommere også opfattet som
store og stolte folk. De er vores broderfolk – Israels broderfolk. Lots sønner er ammoniterne (jvf byen Amman i
dag) og moabiterne
omkring og på den anden side af Jordan floden. David nedstammer fra moabitterne! De har
fået deres land lige som Israel har
fået sit land. Det er tankegangen i
Det gamle Testamente. I de oprindelige sagn er Lot
selvfølgelig blevet ophøjet lige som
vi kan se at Abraham bliver ophøjet og herliggjort. Siden hen bliver Lot nedvurderet – men det er en senere tendens. Hvis vi
skal forstå Lots store rolle skal vi huske at han er
en stor patriark og Guds redskab. Han er Guds salvede. Han er en Herrens tjener
og patriark lige som Jakob, Ismael og Esau!
Gud giver Lot de evige
løfter. Løfterne til Lot er uden betingelser. Gud vil aldrig
nogen sinde tage de løfter tilbage:
v14 Efter at Lot og Abram var gået hver til sit, sagde Herren til Abram [Lot]:
»Se ud over landet, derfra hvor du står, mod
nord og syd, mod øst og vest.
v15 Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere
for evigt. v16 Jeg vil lade
dine efterkommere blive som jordens støv; hvis nogen kan tælle jordens støv,
kan også dine efterkommere tælles.
v17 Drag nu omkring
i landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig.«
(1
Mosebog 13)
v16 Derpå brød mændene op og rettede blikket mod
Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej.
v17 Herren tænkte: »Skulle jeg
skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? v18 Abraham skal
jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i
ham. v19 Jeg
har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej
og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet
Abraham.«
I Salmernes
Bog opfattes synden som en stor kollektiv lidelse og ulykke der har ramt
menneskene. Vi lider alle under synden og synden er tungere end vi kan bære,
som det hedder i Salmerne! – Red os og frels os! Fjern synden og lidelsen og
denne nød og trængsel! Vis dig Herre og fjern synden!
Sådan er tanken i Salmernes Bog. I det følgende citat er tanken om synden
grundlæggende den samme. Udtrykket om skriget
der rejser sig fra menneskets verden op til Gud findes også i Salmerne mange steder. Synden er ikke
primært en individuel synd hos enkelte mennesker. Synden er den tilstand hvor verden er gået helt af led
og hvor dødsriget har sejret i
verden. Synden er en tilstand af kollektiv
lidelse og smerte og håbløshed. I
synden går vi alle fortabt. Synden
rammer alle! Synden er en magt – den onde fyrstes magt – som er
kommet ned over os. Vi kan ikke gøre noget. Derfor råber vi på Herren!
I beretningen
om Lot og Herrens engle og de liderlige mænd fra Sodoma kan vi tydeligt se hvad synden er. Synden i byen medfører at alle mennesker kommer i fare, i
livsfare. Lot er ved at miste livet på grund af
synden. Synden er en frygtelig magtfaktor
som hærger menneskenes samfund. Lot stiller sig op imod synden men han bliver væltet omkuld. Over for synden er vi
magtesløse. Synden og døden har al for stor magt. Over for dem er det enkelte
menneske magtesløst og prisgivet. – Se til os Herre og befri os fra synden,
lyder det i Salmerne! Se til den side hvor vi er! Synden er blevet en byrde – tungere end vi kan bære! Synden
er et uvejr, en storm, en orkan. Synden er en oversvømmelse – som det også
siges i Salmernes Bog. At blive frelst
er at blive trukket op af de vældige vande.
Sagnet om Lot og Sodoma bliver ikke
fortalt for at vi skal forstå at Gud
sender en frygtindgydende død og
ødelæggelse ned over vores hoveder hvis
vi ikke holder hans lov og bud! Det er en komplet
misforståelse af 1. Mosebog og af hele
Det gamle Testamente. Sådan er Sodoma – og Syndfloden fx – ofte blevet forstået i den kristne
historie – men det er en fuldstændigt fordrejet opfattelse af Det gamle
Testamente. Sagnet om Sodoma er ikke
en trussel – det er et evangelium! Tekstens
mening er at vise at Gud frelser og redder selv om synden og døden og lidelsen er frygtindgydende og
overvældende! Meningen erat vise at det som sker er underfuldt – at Guds frelse er et stort under! Lot bliver frelst ved et stort under – ikke på grund af
hans egne kvaliteter eller egenskaber. Gud vil
ikke at vi skal lide og dø. Gud vil ikke at lidelsen
og smerten skal fortsætte. Derfor griber han ind. Gud er ikke døv. Han hører skriget fra Sodoma – alle menneskers
skrig om hjælp. Gud er retfærdig. Han er en fader for de faderløse og en forsvarer for alle enkerne. Gud genopretter det som er ret – han bringer tingene tilbage til
det som de burde være. Meningen med menneskene er at de skal
leve i fred og glæde. Gud griber ind for at menneskene igen kan leve i Guds
fred og glæde. Gud er ikke nogen juridisk eller stillesiddende dommer der
sidder og holder sig til sin lovbog! Gud dømmer – dvs
han fjerner synden og redder menneskene fra lidelsen og døden. Gud gør det som
er ret!
Gud hører skriget – det skrig der stiger op fra mennesker som bliver ofre for en stor uret! Et andet sted i 1. Mosebog
fortælles om Hagar
i ørkenen der går helt fortabt. Der er sket en stor uret imod Hagar. Vandet slipper op og hun og den lille dreng farer
vild. Hagar giver næsten helt op. Men Gud hører drengens skrig. Eksemplet er
meget parallelt til skriget fra
Sodoma – i begge tilfælde har synden, lidelsen og uretten taget magten i verden.
Gud griber ind og redder drengen –
han skal blive et stort og stolt folk
– ligesom Gud frelser den lille Jesus
ved flugten til Egypten. Skildringen i Hagar
historien er gribende – 3000 eller
4000 år efter at historien blev til:
Hun [Hagar] tog af sted [fra Abraham], men for vild i Be'ershebas ørken. v15 Da vandet i
sækken slap op, lagde hun drengen under en busk v16 og
gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun
tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.«
Hun satte sig og brast i gråd.
v17 Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte
fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger.
(1 Mosebog 21)
Forholdet
mellem Lot og Gud er en relation. Retfærdigheden
består i at parterne lever op til den relation. Evangeliet er at Gud har
indgået i en relation med menneskene – og med Lot. Lot viser sig som en retfærdig
mand. Da mændene i Sodoma truer hans gæster – Herrens unge engle – så forsvarer
han dem så godt som han kan. Han risikerer endda sit eget liv. Gud lever op til den relation – den pagt – som han har sluttet med menneskene. Gud redder menneskene ud af synden, ud af nøden og trængslen. Gud
sender absolut ingen død og ødelæggelse ned over verden. Det er os mennesker som har skabt den onde
verden, lidelsen. Det er os mennesker der dømmer
menneskene og dræber og forfølger og ødelægger. Det er ikke Gud. Gud gør det som er passende og rimeligt og naturligt i relationen. Gud er en ægtemand som gør det man må forvente – det som er naturligt. Gud er rig på troskab!
Gud er en frelsende gud i Det gamle Testamente.
Hvis man ikke husker det ved læsningen af teksterne – forstår man slet ikke
pointen - som den er ment fra forfatternes og udgivernes side! Gud er ikke nogen trussel – han er vores bedste håb!
Vi finder
præcist den samme opfattelse af synden hos Paulus
i Det nye Testamente. Paulus bygger jo også meget af sin argumentation i Romerbrevet på Abrahamsfortællingerne
i 1. Mosebog!
Pointen i vers 20 nedenfor er ikke at Herren fordømmer
synden i Sodoma! Det gør han - men det er ikke
meningen med verset! Pointen er –
lige som i Salmerne – at Gud kan se
at synden er blevet en forfærdelig lidelse
for menneskene – en byrde som er så tung at vi ikke kan bære den (Salmerne).
Gud føler sorg og medlidenhed. Meningen med menneskene er ikke at de
skal lide! Gud harmes over den uret
der er sket. Synden er en uret imod menneskene! Gud vil ikke se på hvordan
menneskene lider så meget under syndens magt. Han beslutter sig for at gribe ind og standse og udrydde synden – den synd som rammer alle mennesker! Gud er en frelser.
Gud frelser menneskene ved at han griber ind og sender sine krigere og
dræberengle og ved at han udrydder og tilintetgør
synden og lidelsen. Vi kan se at patriark fortællingerne i 1. Mosebog faktisk
rummer et sandt evangelium!
Gud gør netop
i Sodoma historien det som Salmerne
hele tiden beder Gud om: Gud drager ned til jorden for at se på forholdene! –
Se på os! Vend ikke dit ansigt bort! Se til min side! Skjul ikke dit ansigt for
os! Se til vores nød og elendighed! Gud, se på mig! Lad dit ansigt lyse på mig
– så jeg bliver frelst! Det er
præcist temaet i Salmernes Bog. Når Gud ser
på os – bliver vi frelst – i lyset fra hans ansigt og fra hans øjne.
v20 Og Herren sagde: »Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget
stor.
v21 Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer
til det skrig, som har nået mig,
eller om de ikke gør; det vil jeg vide.«
Den følgende
beretning handler om hvordan Abraham forhandler med Gud og søger at frelse
indbyggerne i Sodoma. Men vi skal nok forestille os at det er Lot som fører
denne samtale med Gud! Denne tolkning passer meget bedre med at Lot senere bliver
givet kraft til at frelse folkene i
Sodoma! Det er Lot som bor i Sodoma – ikke Abraham!
Abraham har slet ikke noget at gøre med disse områder omkring Jordan. Det er Lots land og ikke Abrahams land. Den mest naturlige læsning
er altså det er Lot som argumenterer med Gud.
Denne tekst
er nok en senere legende om Sodoma.
Teksten tilhører det såkaldte Præsteskrift
og teksten har de samme tanker som vi kan finde i den jødiske visdomslitteratur – fx i Jobs bog. Samtalen argumenterer filosofisk eller teologisk. Lige som Jobs Bog rejser
samtalen sådanne abstrakte spørgsmål
som: - Hvad er retfærdighed? Er Gud
retfærdig? Er menneskenes skæbne retfærdig? Er livet retfærdigt? Vi kender også
denne visdomslitteratur og disse spørgsmål om retfærdighed fra mange af Salmerne – hvoraf nogle tydeligt nok er
meget sent daterede og tilhører den strømning
i jødedommen man kan kalde visdomslitteraturen
(efter
Men det er på
den anden side også muligt at teksten
er et meget gammelt sagn – en gammel
tradition om Lot. Fortællingen løfter Lot op til at være en profet,
en frelser, en formidler – alle
menneskers talerør over for Gud. Lot er virkelig en talsmand!
v22 Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men
Abraham blev stående foran Herren. v23 Abraham
trådte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med
uretfærdige? v24 Måske er der
halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive
stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? v25 Du kan
umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige
og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer
hele jorden, ikke øve ret?« v26 Herren
svarede: »Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive
hele stedet for deres skyld.« v27 Abraham svarede: »Nu vover
jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske! v28 Måske mangler der fem i de halvtreds
retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?« Han svarede: »Jeg
vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre.« v29 Men
Abraham blev ved med at tale til ham: »Måske findes der fyrre,« og han svarede:
»For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det.« v30 Så
sagde han: »Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der
tredive,« og han svarede: »Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive.« v31 Men han sagde: »Jeg vover igen at tale
til dig, Herre! Måske findes der tyve,« og han svarede: »For de tyves skyld vil
jeg lade være at ødelægge den.« v32 Så sagde
han: »Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske
findes der ti,« og han svarede: »For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge
den.« v33 Så gik Herren, da han var
færdig med at tale med Abraham, og Abraham vendte hjem.
(1
Mosebog 18)
Den
følgende beretning er en nøje parallel
til beretningen om Abraham i Mamre. Lot får besøg på samme måde, gør det samme som Abraham og
historien handler om det samme: at vise gæstfrihed.
Gæstfriheden var enormt vigtig i det
gamle Israel og Lot viser at han er et godt menneske. Samfundet er afhængigt af
at private familier viser gæstfrihed. Gæstfriheden er en hovedhjørnesten i hele oldtiden. Vi kender også dette træk fra
Grækenland. Gæstfriheden betyder at gæsterne skal beskyttes mod enhver skade –
med alle midler. De fremmede er svagt stillede og skal værnes. Med ens eget liv
skal gæsternes sikkerhed beskyttes. Gæsten er urørlig – næsten hellig. Disse meget stærke normer om gæstfriheden
var nødvendige fordi samfundet som
sådant ikke kunne beskytte mennesker
der var alene og på rejse – fjernt fra deres slægt og hus. Hvis ikke
gæstfriheden fungerer – går de fortabt – de har ingen beskyttelse og en mand
uden en beskytter er i oldtiden helt fortabt. Baggrunden for gæstfriheden er en
svagt udviklet samfundsstruktur. Da Maria
skal føde Jesus barnet går hun fortabt, fordi hun ikke kan finde gæstfrihed
noget sted. Under sine rejser er Paulus
helt afhængig af jødernes gæstfrihed der hvor han kommer frem i Lilleasien og i
Grækenland.
Lot
bliver testet for om han kan vise sand gæstfrihed og han består prøven. Han viser
at han vil gøre alt for at beskytte sine gæster mod enhver fare. Han vil endda
give sine egne døtre bort for at beskytte sine gæster. Lot
består virkelig den prøve som Gud har sendt ham! Han må endda nøde de fremmede
for at tage ophold i hans hus. Lot er perfekt. Lot opfører sig helt lige som Abraham i Mamre:
I
en lignende beretning i Dommerbogen
fortælles næsten den samme historie som i Lot
beretningen. Også i Dommerbogen trues gæstfriheden af at folkene fra byen om natten overfalder
huset og truer den person som viser gæstfriheden. Også i Dommerbogen
tilbyder den gæstfrie mand at mændene
kan få hans døtre i stedet! Der er
ingen tvivl om at disse tre beretninger – Mamre, Lot
og Dommerbogen – har sammenhæng med hinanden. Lighederne
er meget store. I princippet er det den samme
sagnfortælling i tre forskellige former.
v1 De to engle kom
til Sodoma ved aftenstid. Lot sad i Sodomas byport,
og da han [Lot] så dem, rejste han sig og gik dem i
møde, kastede sig til jorden for dem v2 og sagde:
»Kom med hjem, og overnat hos jeres tjener, og få vasket støvet af jeres
fødder. Så kan I gå videre i morgen tidlig.« De svarede: »Nej, vi overnatter på
torvet.« v3 Men han
blev ved med at nøde dem, indtil de tog hjem til ham. Han tilberedte et måltid for dem og bagte usyrede brød, og
de spiste.
Ifølge
den nuværende tekst er Sodomas mænd fuldstændigt besat af seksuelle synder. De
er grotesk liderlige og kan slet ikke kontrollere sig selv. De er alle homoseksuelle – eller også er de simpelt
hen interesseret i enhver form for
seksualitet. De vil ligge med alle smukke og dejlige mennesker – uanset om de
er kvinder, mænd eller dyr. De er sikkert også interesseret i dyr – vi kender
denne forestilling fra Moselovens
afsnit om de seksuelle synder! Straks de får at vide at der er kommet nogle nye
mænd som gæster hos Lot – frisk kød - går de til angreb. De vil straks have samleje med
disse nye fremmede mænd. De er helt optændt
af begær. Eksemplet er interessant fordi det nok fortæller os noget om hvordan
man i Det gamle Testamente har opfattet begrebet Herrens engle! Lot har fået besøg af to af
Herrens engle. Disse engle er unge smukke
attraktive mænd – det er derfor at mændene i Sodoma er så
liderlige! Herrens engle er rigtige mænd, dejlige mænd, som virker som en
urimelig stor fristelse for alle mænd – fra den yngste til den
ældste! - i Sodoma.
I
beretningen er Herrens engle det samme
som Herren. Det er stort set meningen og det kan vi tydeligt se nogle steder fx
i vers 17 og 21 hvor det pludselig er
Gud eller Herren der taler.
Beretningen i 1. Mosebog skelner i virkeligheden ikke mellem Herrens engle og Herren. Derfor er situationen ekstra grotesk: Mændene i Sodoma har hørt at Gud er kommet som gæst i Lots hus og nu vil alle mændene i byen voldtage Gud og have samleje med Gud! Gud er for dejlig, for ung, for smuk og for attraktiv til at de kan lade ham være!
Han skal straks voldtages!
v4 Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af
mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste
én. v5 De råbte
til Lot: »Hvor er de mænd, der er kommet til dig i
nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge
med dem!«
Lots reaktion virker lidt overdrevet i vore øjne men tekstens
mening er at vise at Lot er et godt menneske – han beskytter
sine gæster for enhver pris. Det er den prøve som Lot
skal bestå.
v6 Men Lot gik ud i døråbningen til dem, og da han havde lukket
døren bag sig, v7 sagde
han: »Nej, brødre, I må ikke handle ondt!
v8 Jeg har to
døtre, som ikke har ligget med nogen mand. Dem vil jeg føre ud til jer, så I
kan gøre med dem, hvad I har lyst til. Men disse to mænd må I ikke gøre
noget; de er gæster under mit tag.« v9 »Flyt
dig!« sagde de og føjede til: »Her kommer han som fremmed og vil bestemme! Nu
skal vi gøre noget ved dig, som er værre end det, vi vil gøre ved dem!« De
trængte ind på manden Lot og var ved at sprænge
døren.
Hele
Lot historien handler om hvordan Gud frelser Lot og hans folk fra synden. Det er evangeliet i Lot sagaen. Gud hører nødskriget og reagerer og frelser. Vi
kan stole på Herren. I nedenstående citat vises det ved at Gud frelser Lot ved episoden i byen – hvor mændene truer med at slå Lot ihjel. Lot er i livsfare men
Gud rammer mændene med en slags blindhed så de må indstille angrebet. Det ord
som er oversat med blindhed er temmelig usikkert i den hebraiske grundtekst men
mændene bliver ramt af en forvirring eller forstyrrelse så de må opgive. Vi kender
dette fænomen mange steder fra. Da Sauls søn Jonatan
angriber filistrene bliver de ramt af en forvirring og blindhed – så de går
fortabt! Profeten Elias rammer sine fjender med en forvirring og blindhed så de
ikke længere ved hvem de er og hvor de går hen! De kommer i en tilstand af en
slags hypnose.
v10 Da rakte
de to mænd hænderne ud, trak Lot ind i huset til sig
og lukkede døren. v11 Og de slog
mændene uden for døren med blindhed
fra den mindste til den største, så de var ude af stand til at finde døren.
Beretningen
om Lot og Herrens engle og de liderlige mænd i Sodoma
har en meget nøje parallel i Dommerbogen
kapitel 19. Ned i de mindste detaljer
kan vi se at de to beretninger ligner
hinanden. Der må altså være en direkte tekstmæssig
sammenhæng mellem de to beretninger. Også beretningen i Dommerbogen
handler om at vise gæstfrihed – det fremgår meget tydeligt af hele kapitlet som
gennemspiller temaet gæstfrihed med to eksempler. Også i Dommerbogen
viser manden sin godhed og gæstfrihed ved at gå til yderligheder. Vi skal nok forestille os at forfatterne og redaktørerne til 1. Mosebog har reageret på disse
yderligheder på samme måde som vi
gør! De har også tænkt at eksemplerne
var uhyrlige!
I
Dommerbogen
– hvor dramaet foregår i byen Gibea i det centrale Palæstina - ender affæren med en
frygtelig katastrofe hvor en helt
uskyldig kvinde bliver overfaldet, mishandlet, voldtaget og dræbt:
v22 Mens de sad og havde det
rart, blev huset omringet af mændene i byen, og det var ondsindede mennesker.
De hamrede på døren og råbte til den gamle mand, der ejede huset: »Kom ud med
den mand, der er kommet til dit hus. Vi
vil ligge med ham!« v23 Men manden,
der ejede huset, gik ud til dem og sagde: »Nej, brødre, I må ikke handle ondt!
Så nedrigt må I ikke bære jer ad, nu da denne mand er kommet til mit hus. v24 Her er min datter; hun er jomfru. Hende vil jeg føre ud til jer, så I kan
voldtage hende og gøre med hende, hvad I har lyst til. Men denne mand må I
ikke gøre noget så nedrigt imod.« v25 Men
mændene ville ikke høre på ham.
Så tog manden
sin medhustru og førte hende ud på
gaden til dem. Og de lå med hende og mishandlede hende hele natten, lige til
det blev morgen; de slap hende først, da det var ved at blive lyst. v26 Ved daggry kom kvinden og faldt sammen
foran døren til mandens hus, hvor hendes herre var, og dér lå hun, lige til det
var helt lyst. v27 Om morgenen stod
hendes herre op, og da han åbnede døren og gik ud for at drage videre, fandt
han sin medhustru liggende foran døren med hænderne på tærskelen. v28 Han sagde til hende: »Rejs dig op, så
vi kan komme af sted!« Men der kom intet svar. Så løftede han hende op på æslet
og begav sig hjemad.
(Dommerbogen 19)
I
historien om Lot bliver Lot
en frelser. Lot får magt af Gud til at redde og
frelse menneskene i Sodoma. Lot prøver hvad han kan
men de afviser ham. De er fulde af hån. Vi kan se at Noa
og Lot ligner hinanden. Lot
er lige som Noa en mand som kan overleve katastrofen,
han kan redde mennesker i sin ark, hvis de vil kan de komme med Lot. Lot bliver mødt med
ligegyldighed og hån. Vi kan sige at mørket hersker i Sodoma og at Lot er det lys som er kommet til verden – men som verden
ikke vil kendes ved. Lot bliver til grin – akkurat lige
som Jesus bliver til grin i Det nye Testamente. Lot
bliver mødt med egoets stemme. Egoet vil ikke høre på lyset:
v12 Så sagde de to mænd til Lot: »Hvis der er andre her, som hører dig
til, svigersønner, sønner eller døtre, ja, enhver der hører dig til i byen, så før dem bort herfra, v13 for
vi [Herrens engle!] skal ødelægge dette sted. Herren har hørt deres høje skrig, og nu har han sendt os for at
ødelægge byen [synden].« v14 Lot gik hen til sine svigersønner, som skulle giftes
med hans døtre, og sagde: »Skynd jer væk herfra, for Herren vil til at ødelægge
byen.« Men hans svigersønner troede, han
holdt dem for nar.
Lot kommer i den samme klassiske situation som gennemspilles mange gange
i 1. Mosebog. Lot skal forlade alt og sige farvel. Lot skal bryde med fortiden. Lot
skal vælge mellem verden og kaldet fra Gud! Lot tøver
– meget realistisk men han holder fast i at følge kaldet. – Følg mig! Du må
ikke se dig tilbage! Du skal opgive alt det som du har og ejer og holder af!
Hvis I ikke hader verden kan I ikke følge mig, som Jesus siger i Det nye
Testamente. Lot består prøven. Han viger ikke tilbage.
Han bryder med verden og alt det jordiske og ydre – kun på den måde kan han
blive frelst. Lot må vælge mellem livet og døden. At
leve i verden er at være en levende død. Hvis ikke Lot
følger Herren vil han miste livet. Synden hersker i hele verden. Der findes
ingen flugt fra synden hvis er
inden i verden. Så er man fortabt. Kun ved at gå ud af verden kan man blive
frelst. Lot bliver frelst fordi det er Guds vilje –
fordi Gud har udvalgt Lot til at være en fader for
folket. Det er nødvendigt at Lot frelses ellers vil
folket gå fortabt. Det er Guds plan at Lot skal
reddes fra synden og døden. Lot har en stor fremtid i
Guds plan. Lot skal reddes. Da Lot
tøver griber Gud ind og hjælper og skubber Lot.
Hvis mennesker er i tvivl griber Gud ind og tager
dem og fører dem og skubber dem og lokker dem!
Beretningen
om Lot og Sodoma skildrer hvordan det er svært for Lot at sige farvel til Sodoma. Meningen med dette træk er
selvfølgelig ikke at Lot er en stor synder og derfor
er det svært for ham at sige farvel til de mange seksuelle synder i Sodoma!
Meningen er heller ikke at skildre Lot som et dårligt
menneske eller en svag mand! Meningen er at forklare at Lot
virkelig skal sige farvel til alting – lige som Jesus i Det nye Testamente
taler om at sige farvel til verden. Lot skal miste
alt – alt det han ejer og holder af og tror på – hele egoets verden. Ikke
mærkeligt at det er svært for Lot! Situationen er den
samme som at sige farvel til sit land, sit hjem, sit sprog, sin kultur, alle
sine venner, alle sine ting – det er selvfølgelig ikke nemt. Det som Gud kræver
af Lot er radikalt!
Gud kræver at Lot handler imod egoets fornuft – imod enhver
menneskelig fornuft. Det Gud kræver af Lot er det
samme som Gud krævede af Noa! Lot
skal opgive alt og kaste sig ud i afgrunden og stole på Herren! Lot skal opgive alt som han elsker - for at blive en evigt
hjemløs, omvandrende aramæer!
Frelsen
kommer altid i det øjeblik hvor solens første stråler skinner frem om morgenen. Vi kender dette
træk fra en mængde af Salmerne. Når
dagen bryder frem er det et orakel –
et tegn fra Gud. Gud viser sig som de første solstråler. Gud afgør alting ved de første stråler. De
første stråler adskiller lys og
mørke, synd og tro, ulykke og lykke. Gud sejrer
over mørket ved de første solstråler.
Mørket må vige når lyset bryder frem.
Lyset behøver ikke at bekæmpe mørket – mørket viger af sig selv, når lyset
kommer. Lyset er simpelt hen for
stærkt og overvældende! Lyset fejer alt andet til side.
v15 Da det blev lyst, skyndede englene på Lot
og sagde: »Tag nu din kone og dine to døtre, som du har her, for at du ikke
skal miste livet på grund af byens synd.« v16 Da
han tøvede, tog mændene ham og hans kone og hans to døtre ved hånden og førte
dem uden for byen og satte dem dér, fordi
Herren ville skåne dem. v17 Da de
havde ført dem ud, sagde de: »Flygt for livet! Se dig ikke tilbage, og gør ikke holdt noget sted i Jordandalen. Bring dig i sikkerhed i bjergene, hvis du ikke
vil miste livet!«
Lot er
en frelser og en formidler. Han frelser
byen Soar. Meningen med teksten er at Lot med sin snedighed
og snuhed og visdom redder en by som
ellers var bestemt af Gud til
ødelæggelse! Lot argumenterer klogt over for de to
engle – altså over for Gud. Lot redder menneskene i Soar fra
døden. Vi kan sige at beretningen er et ætiologisk
sagn – det forklarer hvorfor Soar som den eneste
by i hele Jordan dalen overlevede. Der skete en katastrofe – hele Jordandalen blev ødelagt og brændt op - kun én by
overlevede. Hvorfor? Har man siden spurgt. Lot er så
klog og vis at han får ret over for Gud og får sin vilje. Dette træk minder om
beretningen om Jakobs natlige kamp med Gud. Jakob fravrister Gud en
velsignelse. Det støtter også at det er Lot og ikke Abraham som får Gud til at redde byen Sodoma
hvis der blot er nogle som er retfærdige.
Der er noget som tyder på at der
faktisk er sket en naturkatastrofe i Jordandalen på et tidspunkt. Dalen har oprindeligt været
frugtbar og velsignet men blev siden et mere goldt område. Måske har der i det
gamle Israel været en dunkel erindring
om denne naturkatastrofe og det er så baggrunden for dette sagn om Sodoma som
forklarer hvad der skete dengang og som forklarer
hvorfor Lots sønner og folk – moabiterne og ammoniterne - ikke lever i et frugtbart, grønt område
men mest lever i ørkenområder (det nuværende Jordan).
Lot
taler jo egentlig med de to mænd – de to engle. Det er vigtigt at Lot pludselig her skifter og taler til Gud – til Herren! Meningen med beretningen er at vi skal opfatte de
to engle som Gud. Abraham bliver da
også besøgt af tre mænd i Mamre – men i virkeligheden
bliver han opsøgt af Gud. Det fremgår
klart af beretningen om Mamre.
Beretningen om Sodoma og Lot handler om Guds underfulde
frelse – ikke om død og ødelæggelse. Lot udtrykker fortællingens pointe i citatet her. Gud har
frelst Lot ud af døden. Gud har trukket ham op af
synden og døden, op af al slags slam og dynd (Salmerne):
Du har vist stor godhed mod din tjener og ladet mig beholde livet!
I det følgende fortælles om
hvordan byen Soar bliver frelst. Lot
optræder i samtale over for Gud. Lot optræder som en
slags profet. Lot
frelser byen Soar. Lot er
en slags midler eller mellemvæsen mellem menneskene og Gud. Gud frelser
menneskene igennem Lot – Lot er menneskenes talerør
og talsmand. Gud har udvalgt Lot
for at hele verden skal frelses og lidelsen forsvinde fra verden. Lot og Herren lever i en relation hvor begge parter har
forpligtelser som er naturlige:
v18 Men Lot sagde til dem: »Herre [ental], v19 jeg
har fundet nåde for dine øjne; du har vist stor godhed mod din tjener
og ladet mig beholde livet. Men jeg kan ikke bringe mig i sikkerhed i bjergene,
for ulykken kunne indhente mig, så jeg døde. v20 Se, den by dér ligger så nær, at jeg kan nå
derhen, og den er jo lille. Lad mig bringe mig i sikkerhed der; den er jo så lille! Så kan jeg beholde livet.« v21 Han
svarede ham: »Også den bøn opfylder jeg; den by, du omtalte, vil jeg lade være
at ødelægge. v22 Skynd dig
nu at bringe dig i sikkerhed dér, for jeg kan intet foretage mig, før du er
nået derhen.« Derfor kalder man byen Soar [bagatel].
v23 Da solen stod op over landet, og Lot
var kommet til Soar, v24 lod
Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. v25 Han
ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der
voksede på markerne.
Det
følgende vers er en slags ætiologisk
beretning. Den jødiske forfatter Josephus som levede ca 100 e. Kr. fortæller om disse saltstøtter som er opstået
ved erosion. Disse saltstøtter var meget velkendte i det gamle Israel. De blev
simpelt hen ifølge Josephus kaldt Lots kone!
Vi
kender fænomenet fra alle folk i oldtiden.
Forskellige ejendommelige klippeformationer blev forklaret ved at de i
virkeligheden var guder, mennesker eller halvguder. Mange myter fortæller om
hvordan guderne har haft samleje med store klipper. Giganterne blev født ved at Gud havde samleje med jorden Gaia. På Færøerne fortæller færingerne stadig væk
gamle sagn om to klippeformationer som i virkeligheden er to mennesker!
Lots hustru er et symbol på den kernesituation som hele tiden
opstår i 1. Mosebog. Gud kalder på mennesket. Mennesket skal bryde med alt og
forlade sin faders hus og alt hvad det holder af. Mennesket skal bryde med
fortiden og ikke se sig tilbage. Lots hustru bukker
under for trangen og længslen – meget forståeligt – og hun ser sig tilbage. Hun
bliver til en saltstøtte. Hvis vi hele tiden ser os tilbage imod fortiden – går
vi fortabt som Lots hustru. Der er kun ét valg og to
muligheder:
v26 Men Lots kone så sig tilbage, og
hun blev til en saltstøtte.
v27 Næste morgen kom Abraham tilbage til det sted, hvor han
havde stået foran Herren, v28 og
da han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen,
så han, at der steg røg op fra jorden
som røgen fra en smelteovn.
Myten om Lot og hans døtre.
Den efterfølgende beretning er
sandsynligvis oprindeligt en fortælling der ikke
har noget at gøre med Lot. I Det gamle Testamente
bliver den gamle historie bare overført
på Lot. Der er ingen tvivl om hvad meningen er i det
nuværende gamle Testamente: Meningen
er at tilsvine og nedrakke Lot og hans folk.
Historien fortæller om at Lots efterkommere – moabiterne og ammoniterne der
levede på den anden side af Jordan – er opstået ved at den gamle Lot havde samleje
med sine to døtre! Døtrene drikker deres far beruset og bliver på den måde
gravide. Alle moabiter og ammoniter
er derfor urene og syndens børn – det er meningen i
teksten. De er i sandhed afskyelige.
Al krig er i Det gamle Testamente hellig krig – og historien giver altså
en god grund til at alle moabiter og ammoniter skal udryddes – de er en afskyelighed for Herren!
Vi ved at Israel som regel havde
et meget anspændt forhold til sine naboer moabiterne
og ammoniterne. David besejrer godt nok moabiterne – men som regel lider Israel ynkeligt nederlag i sine krige med naboerne. Den
lille historie i 1. Mosebog er altså en slags hævn over Israels fjender. Historien udspringer altså af Israels magtesløshed over for alt for mægtige
fjender. Det er nok meningen med den nuværende tekst.
Om selve beretningen kan man sige
at de to kvinder og døtre i beretningen optræder som helte! De redder
situationen. Slægten er ved at dø –
der er ingen mænd nogen steder i verden som de kan få børn med. Derfor får de
børn med faderen – den eneste mand
som findes. Når vi læser denne beretning isoleret
er det klart meningen at vi skal forstå de to kvinder som helte! På den måde ligner
de to kvinder andre stolte kvindelige helteskikkelser fra Det gamle
Testamente – som Debora, Jael,
Hagar, Rakel og Rebekka. Det som de gør, er ikke nogen synd eller skam – tværtom.
Den vigtigste opgave som kvinden har
i Det gamle Testamente er at blive en moder
til mange sønner. Det er hendes ære og herlighed. Det er netop den opgave og ære og udvælgelse som de
to kvinder lever op til. I selve
beretningen – hos Jahvisten - er der heller ikke spor
af nogen fordømmelse over de to kvinder! De to kvinder opfatter det som de gør
som det naturligste i hele verden. De gør det som er nødvendigt. De føler
stolthed – og bestemt ikke nogen skam.
Muligvis kan der også være en tanke
om at disse børn er af mere rent blod
end børn fra almindelige ægteskaber:
Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi kan føre
slægten videre ved vores far.
Efter de nogle forskeres mening er
den nedenstående myte en ægte gammel myte – en skabelses
beretning om hvordan de første
mennesker opstod. Det er vigtigt at det i historien står at der ikke var nogen mennesker i hele verden!
Myten forklarer hvordan menneskene er blevet skabt. Lot og hans to døtre er antageligt guder – som vi kender det fra de kana’anæiske guder Ba’al og hans
kvindelige gudinder som Ashera
og Astarte. Mennesket er blevet skabt ved at den
mandlige gud har samleje med gudinden – mennesket er en søn eller et
barn af Gud! Gud er vores fader – vi er af hans slægt!
v29 Dengang Gud tilintetgjorde Jordandalens
byer, huskede han Abraham og sendte Lot væk fra den
ødelæggelse, han bragte over de byer, hvor Lot havde
boet.
v30 Fra Soar drog Lot op i bjerglandet og
slog sig ned der sammen med sine to døtre,
for han var bange for at blive boende i Soar. Han tog
ophold i en hule sammen med sine to
døtre.
De
følgende vers 31 – 35 udgør den oprindelige mytes
indhold. Vi har mange lignende myter
fra oldtiden:
v31 Den ældste sagde
til den yngste: »Far er gammel, og der er
ingen mænd i landet, som vi kan få børn med [som kan komme ind i os] på
samme måde som alle andre [kvinder].
Meningen
med vers 31 er nok at faderen er meget
gammel og måske snart vil dø – derfor er de to kvinder nødt til at handle nu.
De to kvinder handler klogt, snedigt
og snarrådigt. De finder en løsning på en forfærdelig knibe. De
bliver på en måde glorificeret i
myten. Deres snedighed viser sig også
ved at de drikker faderen under bordet – for at få deres vilje med ham!
v32 Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi
kan føre slægten videre ved vores
far.« v33 Den nat gav de deres far vin at
drikke, og den ældste gik ind og lagde sig hos ham. Han sansede hverken, at hun
lagde sig, eller at hun stod op igen. v34 Dagen efter sagde
den ældste til den yngste: »Jeg lå hos far i nat. Lad os give ham vin at drikke
igen i nat. Så skal du gå ind og ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre
ved vores far.« v35 Også den nat gav de deres far vin at
drikke, og den yngste gik ind og lagde sig hos ham. Han sansede hverken, at hun
lagde sig, eller at hun stod op igen.
Det følgende er den fortolkning af myten som 1. Mosebogs jødiske forfattere anlægger.
Navnene Moab og Ammi har
sikkert ikke noget at gøre med den oprindelige myte:
v36 Sådan blev begge Lots
døtre gravide med deres far. v37 Den ældste
fødte en søn, som hun kaldte Moab. Han er stamfader til moabitterne. v38 Den yngste
fødte også en søn, som hun kaldte Ben-Ammi. Han er stamfader til ammonitterne.
(1
Mosebog 19)
I
1. Mosebog bliver Lot kædet sammen med de seksuelle
synder. Sodoma bliver også kædet samen med specielt seksuelle synder. Det er
meget overraskende. I Det gamle Testamente bliver Sodoma omtalt mange gange –
også som en syndens by – men Spdomas synd har ikke
noget at gøre med det seksuelle! Når vi læser historien om Sodoma og Loot skal vi nok tænke på det. Meningen oprindeligt har nok
været at synden var stor og herskede i Sodoma – i hele landet vel at mærke –
men at denne synd var generel og at den var en plage og byrde for alle
mennesker. Alle led under synden – der ikke var individuelle synder – og Gud
greb ind for at frelse menneskene ud af syndens greb.
Hos
Profeten Esajas bliver Sodoma for eksempel kritiseret for de mange blodige ofre
til Herren. Befolkningen i Sodoma tror at de kan klare hele deres gudstjeneste
blot ved at ofre i deres templer. Esajas kritiserer altså Sodoma for en fordrejet
gudstjeneste – ikke for nogen seksuel eller individuel synd:
v10 Hør
Herrens ord,
Sodomas stormænd,
lyt til vor Guds belæring,
Gomorras folk!
v11 Hvad skal
jeg med jeres mange slagtofre?
siger Herren.
Jeg er mæt af brændofre af væddere
og fedtet af fedekvæg;
blod af tyre, lam og bukke
vil jeg ikke have.
(Esajas 1)
Profeten Ezekiel kritiserer Sodoma for
social uretfærdighed og ligegyldighed over for de fattige!
v49 For dette
var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og
sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden.
(Ezekiel 16)
Patriarken
Lot kaldes ude i østen.
I
1. Mosebog fortælles om Lots og Abrahams slægt ude i
østens land – i Mesopotamien. Den nuværende fortælling er centreret om Abraham
men vi kan sagtens fore stille os at de to patriarker Lot
og Abraham har været meget mere sideordnede. Dette giver sikkert et mere sandt
billede set fra Lots og hans folks synspunkt.
Vi
må altså opfatte historien således:
I
1. Mosebog 11 fortælles historien om Lots slægt.
Dette stykke stammer fra en helt anden kilde end Lot
historien i kapitel 13, 18 og 19. I det følgende er det meget tydeligt at det
ikke er Abraham som træffer den store afgørelse om at forlade Mesopotamien! Det
er Abrahams far Tera – Lots
farbror – som er hovedpersonen i
historien! Det er Tera – ikke Abraham - som træffer beslutningen om at udvandre og forlade
alt! Tera tager
sine sønner og han tager sit hele hus
og rejser bort. Abraham spiller ingen rolle her – han er helt passiv. Det
fortælles slet ikke hvorfor Tera beslutter sig for den voldsomme afgørelse at udvandre!
Det fremgår slet ikke hvorfor han netop skulle rejse til Kana’ans land! Historien er helt uforklaret!
De
rejser først til byen Karan.
Denne by kender vi rigtigt godt fra oldtidens kilder. Karavaneruten og
rejseruten fra Mesopotamien går nordpå i en bue og ned til Kana’ans
land (Palæstina). Karan var et knudepunkt for alle
karavanerne i oldtiden. Tera og Lot
rejser ad den normale karavanerute – ikke tværs gennem ørkenen. Det er altså
meget logisk at Tera
rejser til Karan.
Karan ligger på grænsen mellem det nordlige
Mesopotamien og det nuværende Tyrkiet. Herfra går ruten sydpå til Damaskus. Ifølge
denne tradition i kapitel 11 har Teras slægt
antageligt boet mange år i Karan – det virker sådan. Karan var en by som alle
kendte i oldtiden. Karavaneruten gik igennem Karan
som er en meget gammel by – nok ældre
end
Det
fremgår også klart af det berømte citat fra 5. Mosebog 26 som på en måde sammenfatter hele Israels identitet som folk. I dette citat er det
Josva der
taler efter at de tolv stammer er kommet ind i Palæstina. Citatet er en
fantastisk fremstilling af Israels identitet og skæbne. Citatet er Israels trosbekendelse – og ordene er blevet
brugt som en fast standardiseret
trosbekendelse i det gamle Israel – som et Credo.
Derfor hedder det at ordene skal siges for
Herrens ansigt. Vi kan tydeligt se at historien om Jakobs ophold hos Laban er en tydelig parallel til Josvas tale. Jakob var svag og lille da han kom til Laban –
men Gud – faderens gud - gjorde ham til et stort og mægtigt folk og han sejrede over Laban – Egypten – og han
kunne drage bort som en stor sejrherre og vinder – ved Guds underfulde og
frygtindgydende gerninger:
v5 Da skal du [Israel]
erklære for Herren din Guds ansigt:
»En omflakkende aramæer [Abraham] var min
fader; med få folk drog han ned til
Egypten, hvor han boede som fremmed,
og dér blev han til et stort, mægtigt
og talrigt folk. v6 Men egypterne
mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt trællearbejde. v7 Da råbte vi til
Herren, vore fædres Gud, og Herren hørte vores røst og så vores lidelse,
møje og undertrykkelse. v8 Da førte Herren os ud
af Egypten med stærk hånd og løftet arm, med store og frygtindgydende
gerninger, med tegn og undere; v9 han
førte os til dette sted [Palæstina] og gav os dette land, et land, der flyder
med mælk og honning.«
(5
Mosebog 26)
v27 Dette er Teras slægt. Tera fik Abram, Nakor og Haran. Haran fik Lot. v28 Haran døde
før sin far Tera i sit fædreland, i Ur i Kaldæa. v29 Abram og Nakor giftede
sig. Abrams kone hed Saraj,
Nakors kone hed Milka og var datter af Haran, Milkas og Jiskas far. v30 Saraj var
ufrugtbar og fik ingen børn.
v31 Så tog Tera sin søn Abram,
sin sønnesøn Lot, der var søn af Haran,
og sin svigerdatter Saraj, sin søn Abrams kone, og sammen forlod de Ur i Kaldæa
for at drage til Kana'ans land. De kom til Karan, hvor de
slog sig ned. v32 Tera
levede 205 år. Så døde Tera i Karan.
(1
Mosebog 11)
I
kapitel 12 taler Gud til Abraham og kalder Abraham til at forlade alt i
Mesopotamien og drage ud. Vi må forestille os at disse ord også er blevet sagt
til patriarken Lot. Lot er
udvalgt til at blive et stort folk – han er udvalgt til at få landet i arv og
eje for evigt. Lot skal blive en mægtig herre og hersker. Gud vil være med ham alle dage. Gud vil
aldrig forlade eller svigte Lot. Lot vil få lykken og heldet og styrken som kommer
fra Herren. Lot skal være en lykkemand. Lot skal blive Herrens salvede.
Lot
bliver nedvurderet i det nuværende Gamle Testamente – men oprindeligt
har Lot fået de samme
løfter og det samme kald som Abraham.
Det er derfor at Lot bliver en stor patriark – og som
sådan fremstilles han også i 1. Mosebog. Lot og
Abraham har oprindeigt været ligestillede og sagnene om Lot og om
Abraham har sikkert været helt uafhængige
af hinanden. Først senere bliver Lot gjort til
Abrahams brors søn. Oprindeligt er Lot simpelt hen en
stor patriark – vores forfader og
stamfader.
I
Det gamle Testamente bliver Abraham
løftet op – trods hans mange svagheder! – og Lot trykket ned. Måske har vi i
Det nye Testamente en parallel til denne historiske udvikling.
I den historiske udvikling skifter personer status og anseelse. I Det nye
Testamente ser det måske ud til at Johannes
Døberen er den som er blevet trykket ned og Jesus
er den som bliver løftet op! Det nye Testamente giver Johannes Døberen en meget
beskeden rolle – nok ikke helt i overensstemmelse med den faktiske historie! Billedet af Johannes
Døberen bliver også på den måde meget selvmodsigende
i Det nye Testamente – på samme måde
som billedet af Lot i Det gamle Testamente!
Da
Lot kommer ind i Palæstina er han omgivet af sine
mange folk og han er en rig og mægtig mand. Han er en konge. Han har vundet magt og rigdom i Karan.
Lot følger Herrens kald – Lot
betænker sig ikke et eneste øjeblik. Han kommer i den samme kaldssituation som Rakel i historien om Laban. Pludselig kaldes der på Rakel: - Vi du forlade din faders hus og alt det som du holder af og kender? Rakel svarer på samme måde som Lot.
Hun betænker sig ikke et eneste øjeblik. Hun forlader sin fars hus – Laban – og overskærer alle bånd til hendes hjemland, familie og kultur – og drager
til Kana’ans land! Rakel opgiver enhver tryghed og
menneskelig sikkerhed – Hun stoler på
Herren! Rakel vælger den - menneskeligt
set - totalt usikre løsning! Rakel er
en sand helt – Hun er vores moder –
hun er Israels moder! Lot er i sandhed en helt. Lot er uden nogen frygt. Lot
tager af sted fordi han stoler på
Herren.
At
tro er i 1. Mosebog det samme som at
være trofast mod Herren – dvs at tro på Herrens løfter og garantier. At tro er at stole på Herren. At tro er at glemme sine menneskelige bekymringer og
behov for sikkerhed, kontrol og planlægning. At tro er at overlade alt til Gud i himlen og opgive at løse problemerne selv! At tro er at opgive egoet. Troen er
det modsatte af synden – synden består
i egoets forsøg på at styre og
kontrollere verden. Egoet er fuld af frygt. Egoet bliver bange – fordi det
ikke tror på Herren og hans
velsignelse. Egoet går i gang med at løse
problemerne på egen hånd – fx er historien om Abraham og Sara i Egypten et godt eksempel på synden – og den historie havde også nær
kostet Sara livet!
– Lad Gud være i fred, er budskabet i 1.
Mosebog.
Lot
siger – sådan kan vi oversætte det - helt farvel
til egoet, den gamle verden, fortiden. Han følger det kald – det råb som lyder til ham ude i det fremmede.
Lot er en helt.
Han følger råbet: - Følg mig!
v1 Herren sagde til Abram [Lot]:
»Forlad dit land og din slægt og din
fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. v2 Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne
dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
v3 Jeg vil
velsigne dem, der velsigner dig,
og den, der forbander dig, vil jeg
forbande.
I dig skal alle
jordens slægter velsignes.«
v4 Så drog Abram
[Lot] af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og
Lot drog med ham. Abram var
femoghalvfjerds år, da han forlod Karan. v5 Abram tog sin kone Saraj
og sin brorsøn Lot og al den rigdom, de havde samlet, og alle de folk, de havde skaffet sig i Karan, og begav
sig på vej mod Kana'an, og de [Lot]
kom til Kana'an.
(1 Mosebog 12)
Det specielle ved 1. Mosebog er at det i begyndelsen skildrer hele
menneskehedens historie. Denne
skildring går historisk tilbage til den kilde
til Det gamle Testamente man plejer at kalde Jahvisten. Jahvisten er et kildeskrift måske
fra ca
I Jahvistens beretning 1. Mosebog 12.1 –
citatet ovenfor – er et afgørende vendepunkt.
Her slutter urhistorien
som indledes med Adam og som ender med tårnet i Babel. Urhistorien
handler om alle mennesker – i den epoke hvor de alle taler det samme sprog
– alle mennesker er egentlig ét folk. Først med Babel opstår der mange sprog og
mange folk.
I kapitel 12 udvælges ét
folk - én mand – Abraham. Fra nu af følger Det gamle Testamente denne mand og dette folk. Fortællingen får ét eneste fokus. Men som det fremgår af velsignelsen
oven for er Abraham ment som et fokus
for Guds handlemåde. Gud udvælger Abraham – men han kunne lige så godt have udvalgt en anden – det er tanken i 1.
Mosebog! Tanken er at gennem Abraham velsignes alle folk – alle mennesker. Velsignelsen bliver ikke givet specielt til Abraham – som man kunne tro hvis man læser
teksten overfladisk – men den bliver givet til alle mennesker. Sådan blev teksten også opfattet i hele Det gamle Testamente – og i Det nye Testamente. Tanken i 1. Mosebog er universalistisk – den handler om alle
mennesker og hele menneskeheden. Den handler om dig og mig – her og nu. Abraham
er et gennemgangsled.
Velsignelsen strømmer gennem
Abraham til alle mennesker til alle tider. Sådan bliver teksten opfattet i Apostlenes Gerninger og hos Paulus i Romerbrevet. Abraham er på en vis måde et symbol – eller en midler, en formidler. - Frelsen kommer fra Zion, som det siden siges i det gamle Testamente – og det
citat er ikke eensidig
jødisk nationalisme! Alle mennesker
er ens og ligeværdige og ligestillede over for Gud. Hos profeten Esajas og i Salmerne finder vi denne universalistiske
tanke meget tydeligt. Israel er egentlig ikke
historiens centrum – Israel er et symbol eller en repræsentant – vi er alle
Israel. - Vi er alle født i Jerusalem, som der står i en af Salmerne! Alle jordens slægter bliver velsignede i
og med at Abraham bliver velsignet –
fordi Abraham er vores fader – vi er hans folk. Han er vores identitet. Velsignelsen til Abraham
peger helt klart ud over de snævre rammer for israel
og Israels historiske eksistens. Denne velsignelse handler om alle mennesker –
uanset deres sprog, kultur eller religion.
Apostlenes Gerninger citerer Peter
for følgende prædiken, der handler om Abrahams
kaldelse. Det som Gud lovede Abraham
er nu – men først nu - gået i opfyldelse ifølge Peter. Alle mennesker er nu blevet velsignet af
Gud fordi Gud har sendt den døde men genopstandne Kristus til verden for at
velsigne alle mennesker. Peter taler ikke
om den historiske Jesus – tømmermandens søn. Peter taler om den Kristus som har vist sig for disciplene efter
hans død! Det afgørende er ikke at Jesus blev født som et menneske i Palæstina –
det afgørende er at han stod op fra de
døde – at Gud reddede ham fra
forrådnelsen, som Peter siger. Kun den genopstandne
– herliggjorte - Kristus kan velsigne alle mennesker – det gør
han på Guds vegne. Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde,
kunne han ikke velsigne alle mennesker – det er Peters tanke. På en vis måde er
Peter enig i det gamle ord fra Det gamle Testamente: - Frelsen kommer fra Zion:
v25 I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham:
›Alle jordens slægter skal velsignes i
dit afkom.‹ v26 Det
var for jer som de første, at Gud
oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne
jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab.«
(Apostlenes Gerninger 3)