Jakob og Penuel.

Jakobs natlige brydekamp.

Fortællingen om Jakobs natlige brydekamp er en af de mest berømte af alle historierne i Det gamle Testamente. Den går tilbage til den del af det gamle Testamente som skyldes Jahvisten. Jahvisten fremstiller ofte Gud på en meget antropomorf måde og Jahvisten indeholder mange virkeligt gamle sagn og beretninger.

Historien er blevet fortolket på mange måder, men den er grundlæggende en ætiologisk kultberetning som historierne om Jakob og Betel og Abraham og Mamre. Vi kan se at historien forklarer stednavnet Penuel – Jakob navngiver byen. Penuel betyder Guds ansigt – El betyder Gud og Panim betyder ansigt. Jakob har engang i urtiden givet stedet det navn fordi det var på dette hellige sted at han så Guds ansigt. Jakob så Gud lige i øjnene. Jakob kæmpede med Gud om natten i en brydekamp. Det er sikkert tekstens mening. På den måde indeholder teksten urgamle elementer som måske er meget ældre end Jakob og Abraham.

Disse legender og syner af Gud fremstilles i 1. Mosebog næsten som om de er almindelige historiske begivenheder. Jakob er på flugt og derfor tager han af sted med sin slægt og familie. Men det er ikke tekstens mening at de skal forstås som almindelige begivenheder. Jakobs oplevelser om natten foregår skjult. Han er alene. Det foregår i mørket. Oplevelser er en slags drøm, en vision - et syn. Oplevelsen er ikke blot en begivenhed.

v23  Samme nat stod han [Jakob] op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested [ved Jordan]; v24  han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over.

Jakobs modstander dukker pludselig op af det rene ingenting. Det ser vi ved alle visioner og syner. Manden er bare en mand. Det som Jakob oplever, er ikke uden videre klart og tydeligt. Manden er ikke nogen almindelig mand og der er åbenbart ingen grund til at han skulle angribe Jakob. Manden er ikke én af Jakobs mange fjender. Det som sker, sker på et slags indre plan. Det er svært at sige hvordan sådanne tekster er blevet opfattet i det gamle Israel.

Det fremgår, at manden ønsker at overmande og besejre Jakob. Jakob opfatter ham som Gud selv - så Gud ønsker at overfalde og fysisk besejre Jakob. Gud overfalder Jakob. Gud er en slagsbroder. Men det fremgår også at mandens kræfter hører op når lyset kommer. Manden er altså også en slags dæmon – en ond ånd – en vampyr! Vi ved fra hele oldtiden at mennesker kæmper med guder eller væsner som kun har deres kræfter om natten – når det bliver lyst må de flygte. De bliver svage og magtesløse. Gud er et slags spøgelse.

Jakob er i 1. Mosebog en sand kæmpe – han har kæmpens kræfter lige som Samson. Jakob er fysisk ikke som andre mennesker. Han er en slags mellemvæsen mellem en gud og et menneske – en gigant eller titan som grækerne kalder det. Jakob er fysisk stærkere end manden – end Gud! Gud må give op. Gud indser at Jakob er for stærk – som det netop foregår i en brydekamp. Gud kommer helt bogstaveligt ned med nakken. Gud bliver sendt til tælling. Gud går i gulvet! Skildringen af denne gudekamp er helt unik i Det gamle Testamente – ja unik i hele oldtiden. Jakob er så stor en kæmpe at han endog kan overmande Gud. Gud fortryder at han har kastet sig over Jakob. Gud må bede om nåde! Gud tigger om nåde – hvis det bliver lyst er Gud fortabt – Jakob må slippe ham fri nu af hans kvælertag!

Gud giver Jakob et farligt slag på hoften – det antydes at Gud gør dette på en magisk måde. Man kan måske sige at Gud bliver nødt til at bruge urene metoder! Siden den dag haltede Jakob. Dette træk skal muligvis forklare hvorfor man i Israel haltede dansende i forbindelse med gudstjenesten og offertjenesten! Vi kender denne hellige halten fra Salmerne, fra David og fra den historiske litteratur (også Elias på bjerget).

v25  Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. v26  Da han [manden] indså, at han ikke kunne besejre ham [Jakob], gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. v27  »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.«

Jakob tvinger manden – Gud – til at velsigne ham. Jakob får en ny velsignelse og et nyt navn. På denne symbolske måde kommer Jakobs kamp til at handle om Israels forhold til Gud – om Israels kamp for at få Guds lykke, kraft og velsignelse.

Jakob kan tvinge manden fordi Jakob faktisk har fået den fysiske magt over Gud. Gud bliver tvunget til at gøre det som Jakob kræver. Gud er nødt til at velsigne ham – tilgive ham fortidens skyld (og bedrageriet i forbindelse med broderen Esau).

Jakob er en helt – den største af dem alle. Han har kæmpet med Gud og mennesker og sejret over dem alle. Jakob er den største. Jakob er konge.

Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« v28  Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« v29  Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret«.

Den gud som vi – Jakobs folk – tilbeder er netop den gud som Jakob så, rørte ved og mødte! Han har ikke noget navn! Han hedder ikke noget. Gud er den Gud, som Jakob så ved Penuel – det sted, hvor han så Herren ansigt til ansigt! Teksten her er et typisk eksempel på denne tanke om Gud: Gud er Jakobs gud eller Gud er den gud som viste sig og som stadig viser sig i Penuel. Gud er simpelt hen guden i Penuel – som det siges. Man kan identificere forskellige guder på den måde. Vores gud er Gud i Penuel – forfaderguden – vor faders gud. De andres guder er guder som findes andre steder – nemlig på steder hvor de andre folk er bosat! Babylons guder bor selvfølgelig i Babylon og filistrenes guder hos filistrene i deres byer! Jakob indstifter en religion eller en tilbedelse i Penuel på den anden side af Jordan. Jakob gør Penuel til en hellig by – dvs til vores hellige by. Vi kan sige at Jakob bliver en slags kultstifter eller religionsstifter. Vi tilbeder Gud efter de regler som Jakob - vores forfader - indstiftede. Gud viste sig dengang for Jakob – men han viser sig også for os, når vi drager op til Penuel – fx én gang om året på valfart – sådan fungerede forfader-kulten typisk i det gamle Israel. De hellige byer blev én gang eller flere gange årligt til mål for en valfart – målet for pilgrimme. Det kender vi godt fra eksemplet Betel og Mamre.

Der er mange eksempler på at mennesker i Det gamle Testamente spørger Gud om hans navn – men Gud vil ikke afsløre hvad han hedder. Tanken er at hvis man kender navnet så kender man manden – og altså Guds væsen eller natur. Navnet er ikke blot udvendigt eller overfladisk. Det er en afgørende del af personen. Kender man troldens navn har man fået magt over trolden. I eventyr prøver de at gætte troldens navn. Jakob får et nyt navn – dvs han får en hel ny skæbne! Den døende Rakel vil give sin nyfødte søn et dårligt navn. Det bliver forhindret af Jakob, men hvis det ikke var blevet forhindret havde sønnen – Benjamin – fået en ond skæbne! Mandens navn bestemmer eller skaber hans skæbne.

v30  Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?«

Så velsignede han ham dér.

v31  Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet«. v32  Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.

(1 Mosebog 32)