Josefskikkelsen
i 1.
Mosebog.
Jakob og Josef.
De
såkaldte Josef historier i 1. Mosebog starter i 1. Mosebog kapitel 37 der
fortæller om Josefs barndom og ungdom i Palæstina. Josef vokser op med sine brødre
og sin gamle far Jakob. Josef bliver offer for sine brødres ondskab og solgt
som slave og til sidst havner han i Egypten med en karavanetransport.
Josef
historierne adskiller sig meget fra de øvrige patriark fortællinger. Fortællingen er flydende og ordrig og
psykologisk – Josef gribes af
følelser og må skjule ansigtet og gå udenfor! Teksten er litteratur – ikke bare
gamle sagn! Fortællingerne om Josef er fortalt delvist i en eventyrstil. Historien handler om den
lille fattige dreng der bliver stor og mægtig. Josef er da han kommer til
Egypten en hebræer – dvs en fattig
mand, en deklasseret, en kasteløs, en træl. (Ordet hebræer betegnede oprindeligt de lavere sociale klasser – ikke et
folk. Det kan vi tydeligt se i Josef historien).
Vi
kan se af følgende eksempel hvordan stilen i Josef historien er helt anderledes end normalt i 1. Mosebog
– historien er en novelle – den er
skrevet som en menneskelig psykologisk
historie hvor meningen er at vi skal kunne genkende
evigtgyldige menneskelige følelser – som savnet
eller kærligheden. Meningen med
historien er at vi skal blive bevæget. Josef historien foregår tildels i et sentimentalt univers – selv om det kun
er en del af historien. Alle følelserne vælder frem nogle gange – det
er meningen at vi også skal græde:
v30 Da kærligheden til
broderen vældede op i Josef og gråden
trængte sig på, skyndte han sig ind i sit kammer og græd. v31 Derpå
vaskede han sit ansigt og kom ud igen. Han beherskede
sig og sagde: »Sæt maden frem!«
(1 Mosebog 43)
v1 Nu kunne Josef ikke længere beherske sig. Han råbte
til de folk [egypterne], der stod omkring ham, at de alle skulle gå ud. Der var ingen andre end brødrene til
stede, da Josef gav sig til kende for dem. v2 Han
græd højt; det hørte egypterne, og
det rygtedes i Faraos palads.
(1 Mosebog 45)
Josef
historien indeholder mange meget overraskende træk. Fx bliver ordet hebræer flittigt brugt og det er et helt
ualmindeligt ord i Det gamle
Testamente. Josef historien bliver til dels fortalt fra en egyptisk synsvinkel. De ord som Josefs brødre
siger, er til dels sådanne ord som man i Egypten kunne forestille sig at folk fra Kana’ans land kunne bruge! Sådan taler
de – disse arme fårehyrder! Ordene
som brødrene siger, er en slags fantasi.
Teksten virker egyptisk. Fx siger
teksten at Josefs brødre mest er bekymret for deres æsler (kapitel 43). Det virker som en latterliggørelse af de underudviklede folk fra fastlandet! Den
adfærd som brødrene udviser i Egypten virker som en forestilling om at sådan
opfører disse fårehyrder sig – de er jo helt uden kultur! Josef historien
virker ofte som en egyptisk historie om mødet med de fremmede – altså ikke en
historie om Israels møde med Egypten! Historien tager de egyptiske forhold som en selvfølge – som et udgangspunkt. Teksten
tror at der er herberg på den anden
side på vejen til Kana’an – hvor rejsende kan bo og overnatte – men det var der historisk ikke! Teksten ved ikke ret meget om forholdene i Kana’ans land – det meste bygger
på fantasi! Penge spiller en enorm
rolle i Josef historien. Penge spillede en stor rolle i Egypten som var et udviklet samfund – men penge spillede ingen rolle i Israel – teksten tager
helt fejl. Teksten projicerer noget
over på Israel som ikke er historisk korrekt! Israel var naturligvis ikke noget pengesamfund! Det er også
interessant at Josef historien ikke kender noget til forskellige stednavne i
Kana’ans land! Kana’ans land er bare et stort område – brødrene tager hjem til
deres fader – men det er helt ubestemt hvor Jakob bor i Kana’ans land. Josef
historien minder her om et eventyr. I
eventyrene er der ingen stednavne!
Alt foregår i et ubestemt univers – af enten her os eller langt borte i
fremmede lande! I eventyr er der heller ingen tidsangivelser - bortset fra Der
var engang. I Josef historien er der dog visse vage tidsangivelser.
Josef
bliver efterhånden ophøjet til en
verden af glans, pragt og egyptisk højfornemhed.
Faraos hof kaster en lyskrans, en glorie
over Josefs hoved. Alle hans drømme
går i opfyldelse. Han kommer til at leve i en æstetisk verden af kostbarheder,
skønhed og elegance – hele det egyptiske hofs
drømmeverden. Det er ikke helt overraskende at Josef historien er blevet brugt
til en Disney tegnefilm!
Vi
ved fra de egyptiske kilder at
egypterne kun følte foragt for de
nomader og ørkenstammer – som fx Jakobs sønner! - som væltede ind over Egypten i tilfælde af tørke! Egypten prøvede hele
tiden af rejse en vældig kinesisk mur
imod disse barbariske horder! – Alle
disse elendige asiater som ikke ved
hvordan de skal leve eller dø, som de kaldte dem. Egypterne følte sig højt hævet over disse asiater – de følte sig langt overlegne også racemæssigt – folk fra den anden side
var primitive og besværlige og egentlig afskyelige
- som det siges om alle de ildelugtende
fårehyrder – så som Jakobs sønner!
Historisk set ville den egyptiske farao – Guds søn – naturligvis aldrig nogen
sinde acceptere en audiens med sådanne forhutlede asiatiske ildelugtende
fårehyrder!
v16 Rygtet om, at Josefs brødre var kommet, nåede Faraos palads, og det blev Farao og hans folk glade over. v17 Farao
sagde til Josef: »Sig til dine brødre: I skal læsse dyrene og tage hjem til
Kana'an. v18 I skal hente jeres far og jeres familier og
komme ned til mig. Jeg vil give jer alt
godt i Egypten, så I kan leve af landets overflod! v19 Jeg
giver dig befaling om at sige: Tag vogne med fra Egypten til jeres kvinder og
børn, hent jeres far og kom herned! v20 I
skal ikke bekymre jer om jeres ejendele, for
alt godt i hele Egypten skal være jeres.«
(1
Mosebog 45)
Når
vi læser Josef historierne skal vi nok skarpt skelne mellem to forskellige
komplekser af fortællinger:
Det
ene kompleks – det vigtigste kompleks i 1. Mosebog – kan man kalde Jakob og
hungersnøden. På sine gamle dage rammes Jakob af endnu en plage. Der udbryder
en frygtelig hungersnød – ikke bare i Palæstina men i hele verden. Jakobs folk
og hus er ved at uddø i Palæstina. De er lige ved at blive tilintetgjort. Krisen
er den værste krise som der fortælles om i 1. Mosebog. Jakob er faderen og han
er på den måde ansvarlig for folkets velfærd og trivsel. Jakob modtager
velsignelsen fra Gud og formidler den videre til sit folk. Men nu er der ingen
velsignelse tilbage. Jakob bliver ramt af alle fortidens synder og han og
folket er ved at gå fortabt. Hungersnøden kan sammenlignes med beretningen om
Noa, synden og syndfloden. Hungersnøden er ved at oversvømme hele verden så at
der intet bliver tilbage af Israels folk. Men når nøden er størst griber Gud
ind. Han hører menneskenes skrig. Gud frelser Jakob og hans folk. Jakob og hans
folk kommer til Egypten og får asyl. De får deres eget land i Egypten og
oplever Guds underfulde frelse.
Jakob
udtrykker selv tanken – evangeliet - i
følgende citat. Jakob troede at han var fortabt men Gud har grebet ind. Guds
frelse er underfuld og Jakob kan næsten ikke tro at det er sandt. Når mennesker
hører Guds evangelium liver de op – de får nyt mod på livet. Beretningen minder
fuldstændigt om beretninger i Det nye Testamente. Josef er blevet en hersker i hele Egypten – Kristus er blevet en hersker i hele verden:
v25 De drog op fra Egypten og kom til deres far Jakob i Kana'an, v26 og
de sagde til ham: »Josef er stadig i live! Han
er hersker i hele Egypten.« Men hans hjerte stod stille, for han kunne ikke
tro dem. v27 Men
da de fortalte deres far Jakob alt, hvad Josef havde sagt til dem, og da han så de vogne, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op. v28 Israel
sagde: »Min søn Josef er i live. Jeg vil tage af sted og se ham, inden jeg dør.«
(1
Mosebog 45)
At
komme til Egypten er som at komme til Edens have. Egypten bliver det nye
forjættede land for Jakob og hans folk. Egypten er gæstfri og tager venligt
imod dem og giver dem alt hvad de har brug for. Alt dette sker fordi Gud står
bag de historiske begivenheder. Det betyder ikke så meget hvad mennesker gør.
Historien bestemmes grundlæggende af Guds plan og vilje til at frelse Israels
folk. Gud bruger de midler som skal til. I dette tilfælde bruger Gud den
ægyptiske farao og konge som sit redskab.
Den
verdensomspændende hungersnød er
blevet forudsagt af Josef over for den egyptiske konge:
Det, Gud vil gøre, har han ladet Farao se. v29 Der
vil komme syv år med stor overflod i hele Egypten.
v30 Efter
dem kommer syv hungerår, så al overfloden bliver glemt i Egypten, for hungersnøden vil gøre det af med landet.
v31 Man
vil ikke længere mærke noget til overfloden i landet på grund af den
hungersnød, der følger efter, for den
bliver meget knugende.
(1 Mosebog 41)
I
Josef beretningen udtaler Josef selv i sin store tale til brødrene i 1. Mosebog 45 hvad der er teologien i 1. Mosebog (de jødiske lærdes teologi). Det som
mennesker gør, er ikke så afgørende – Gud
er den som egentlig handler i
historien. Josef blev solgt som slave og bragt til Egypten for at noget kunne ske – alting sker for at! Hans brødres handlinger eller deres motiver eller deres
moral er ikke så afgørende. Gud virker gennem
det som mennesker gør. Josefs brødre handlede godt nok skændigt ved at sælge
deres egen bror – men det skete i virkeligheden fordi Gud ønskede det. Gud frelser menneskene på trods af at menneskene begår mange
synder. Menneskenes synder får ikke lov til at ødelægge livet for menneskene på
jorden. Det tillader Gud ikke. Han hører deres skrig. Han bekæmper uretten.
Hungersnøden er en stor uret. Gud
genopretter retfærdigheden. Når nøden er størst, griber Gud ind. Brødrene skal
ikke tænke så meget på fortiden. De
skal ikke føle skyld og skam mere. De skal forlade og glemme og give slip på
det som skete. Det skete alt sammen
for at livet kunne opretholdes, som Josef siger!
Gud
sender mennesker. Vi er messengers og budbringere. Josef blev sendt til Egypten. Gud handlede for at
Israel skulle holdes i live – for at redde Israel fra hungersnøden. Hvis Josef
ikke var kommet til Egypten havde
Israel været fortabt – så havde de
ikke haft noget sted at gå hen. Fordi Josef blev sendt til Egypten – som en engel – kunne han siden frelse Israel og hele verden fra døden
og hungersnøden. Josef blev også sendt
i forvejen – som den første – som den førstefødte. Hele Jakobs
hus skal følge efter. Josef kom som den første
til Egyptens land – men nu skal hele Israel følge ham. Hele Israel skal nu
emigrere til Egypten – deres nye
land. Josef fik et nyt land – et nyt
hjemland i Egypten. Det samme skal nu
ske for Israel og hele Jakobs hus!
»Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. v5 Vær nu ikke
bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse.
v7 Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i
stort antal.
v8 Det
er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud.
Han har gjort mig til fader
for Farao og til herre over hele hans
hus og til hersker i hele Egypten.
(1 Mosebog 45)
Det
er vigtigt at holde fast i at - i dette kompleks - er Jakob hovedpersonen. (Bortset
fra at den virkelige hovedperson i
beretningen er Gud selv i følge 1.
Mosebog!). Det som sker, er Jakobs
historie. Det står direkte i de korte indledninger: - Dette er Jakobs historie. Josef historierne er de
sidste begivenheder i Jakobs liv – de
sidste trængsler han gennemlever –
den sidste frelse. Josef er ikke
hovedpersonen. Det er ikke Josef der velsigner Efraim og Manasse – det er
faderen Jakob! Josef spiller egentlig en mindre
væsentlig rolle. Pointen er forholdet mellem Jakob og Gud. Josef er Jakobs søn og Josef kommer til at spille en
vigtig rolle som den mægtige mand i Egypten som formidler at Jakob kan rejse til Egypten – men Josef er ikke hovedpersonen. Det er
karakteristisk at Josef historierne ender
på det tidspunkt hvor Jakob dør. De handler faktisk om Jakob! Efter Jakobs død
er der intet at fortælle mere – der er intet mere at fortælle om Josef!
Den
sidste begivenhed som overhovedet omtales i 1. Mosebog er Josefs død og
balsamering. Josef lever væsentligt kortere end sin far Jakob. Patriarkerne
lever kortere og kortere i 1. Mosebog:
v26 Så døde Josef
110 år gammel. Han blev balsameret og
lagt i kiste i Egypten.
(1
Mosebog 50)
Josef
forsvinder samtidigt med Jakob. Josef har i virkeligheden kun en birolle – han deltager i det egentlige
drama – hvad vil Gud gøre med Jakob?
Den Jakob som havde begået så mange skrækkelige synder mod Gud og mennesker –
den Jakob som havde kæmpet med Gud og mennesker og sejret! Jakob er den sidste
af de store helte i Det gamle
Testamente! I Josef historien får han da også en sand heltebegravelse – med al Egyptens pomp og pragt – han bliver
begravet som en konge!
v7 Josef drog så op for at begrave sin far, ledsaget af alle Faraos hoffolk, hans hus' ældste
og alle Egyptens ældste. v8 Også
hele Josefs hus og hans brødre og hans fars
hus drog med. v9 Han var også ledsaget af vogne og heste, så det blev et meget stort følge. v10 Da
de kom til Goren-ha-Atad vest for Jordan, holdt de dér en stor og anselig klagefest. I syv dage holdt han sorg over sin far.
v11 Da landets kana'anæiske indbyggere så sorgen i
Goren-ha-Atad, sagde de: »Egypterne
holder en anselig sørgefest.« Derfor kalder man stedet Abel-Misrajim. Det
ligger vest for Jordan.
(1
Mosebog 50)
Når
vi læser de sidste kapitler i 1. Mosebog er det vigtigt at vi forstår hvad der
er de jødiske præsters og lærdes pointe:
- Det som skete, var et stort under –
et helt ubegribeligt under! Under hungersnøden i hele verden løftede der sig et
skrig til Gud i himlen. Gud hørte det skrig.
Gud
greb ind og frelste Jakob og hans sønner fra den forfærdelige nød. Jakob og hans
sønner var ved at dø – ved at blive udslettet. Israel – Abrahams folk – var ved
at blive udslettet. I den sidste time greb Gud ind. Israel blev frelst. Israel
fik et nyt hjem i Egypten. De fordele og den nåde og den modtagelse som de fik
i Egypten var ubegribelig og underfuld.
De fordele som Israel fik i Egypten overgik
endda Josefs optimistiske forventninger! Gud greb ind og handlede igennem den egyptiske konge – farao.
Farao blev Guds redskab – på samme
måde som den persiske konge Kyros
blev Guds redskab. Kyros var en hedensk rovfugl
fra østen som slet ikke troede på Gud. Farao var en hedensk konge som
troede på Osiris og solguden Re og Ammon. Men Gud handler tværs igennem alle menneskelige forhold. Gud er en Gud for alle. Alle jordens slægter bliver velsignet i
det som Gud gør. Gud er historiens herre,
som det siges i Salmernes Bog. Indvandringen
i Egypten under Jakob var hellig
historie – sakral historie. Gud hørte den gamle synder Jakob på hans
gamle dage – da alting gik helt i stykker for Jakob!
Det,
som Gud gjorde, skete fordi Josef
havde fået magt og indflydelse og en stor herlighed i Egypten. Josef er den som
formidler frelsen til Israel. Josef
er snu og snedig og han får den egyptiske konge til at træffe de rigtige beslutninger! Josef tilrettelægger det politiske forløb –
men Gud er den som frelser Israel fra
tilintetgørelsen – ikke Josef. Josef instruerer sine brødre for ud for at de
skal i audiens hos den egyptiske konge – men det er Gud som sender sin ånd
til farao og får ham til at give nåden og frelsen
til Israel! Farao giver Israel hele herligheden
tilbage – Paradiset tilbage – men kun fordi det står i Guds bog og kun
fordi at Guds ånd virker inden i
Farao!
Der
er helt åbenbare forbindelser mellem
dette store evangelium i slutningen
af 1. Mosebog og evangeliet i Det nye
Testamente. Det nye Testamente handler om at Gud frelser alle mennesker ud af trængslen, ud af synden og ud af
dødens rige. I 1. Mosebog kan vi tydeligt se dette budskab. Vi kan sige at
Josef er en forudsigelse af Kristus –
Josef er en Guds mand. Josef er en fremmed
egypter. Josef er en fremmed skikkelse i forhold til Israel. Den verden som
Josef lever i har intet at gøre med
Isaks eller Abrahams verden. Men 1. Mosebog tror på at Josef blev udvalgt af Gud til at frelse Israel. Det
var ikke Josefs brødre som sendte
Josef til Egypten – Gud sendte Josef
til Egypten for at livet skulle opretholdes og for at jorden og menneskene kunne blive
frelst! Josef var lige som den fremmede konge Kyros – Josef er en rovfugl
fra østen! Men historien handler ikke
om Josef – eller Jakob for den sags skyld – den handler om Gud. Gud er historiens subjekt.
– Lad Gud være i fred, er det budskab
som udtrykkes i slutningen af 1. Mosebog!
I
det andet kompleks i Josef historierne spiller derimod Josef hovedrollen. Vi kan kalde dette kompleks for Sagnet om Josef. Sagnet om Josef handler
om en ung mand i Egypten som kommer fra meget små kår og kæmper med mange
vanskeligheder men som til sidst bliver hele Egyptens herre! Josef bliver
storvisir i hele Egypten – kun den egyptiske farao er større end han! Josef
bliver næsten en verdenshersker.
Josef er vis og retfærdig og klog og stærk. I Sagnet om Josef er Josef i høj grad et forbillede – et ideal. Fortællingerne er blevet fortalt for at
mennesker skal beundre Josefs person og prøve at efterligne ham.
Josef
sagnet er samtidigt – antageligt – et forfadersagn.
Josef bliver en fader og stamfader
senere i Israel. Meget tyder på at Josef sagnet er blevet brugt lige som
fortællingerne om Jakob og Abraham og Lot. Meget tyder på at
folkegrupper eller stammegrupper i områderne Efraim og Manasse – i det
centrale Palæstina omkring Sikem – har opfattet Josef som deres stamfader. I det gamle Israel var der
godt nok nogen tvivl om hvem Jakobs 12 sønner egentlig var! I følge nogle
tekster er Efraim og Manasse blandt de tolv sønner – i følge nogle tekster er
det kun Josef som er Jakobs søn. Efraim og Manasse blev født på Josefs knæ – dvs de blev i følge 1. Mosebog adopteret af Jakob. (Lige som Hagars søn
Ismael bliver født på Saras knæ og
Rakels sønner bliver født på hendes knæ).
v23 Josef oplevede at se Efraims børnebørn. Også
Manasses søn Makirs børn blev født på
Josefs knæ.
(1
Mosebog 50)
De
har kaldt sig Josefs hus og Josefs sønner. Josefs hus er en
vigtig del af de såkaldte Rakel stammer – Rakels sønner. Josef er en søn af
Rakel. Rakel sønnerne og Josefs hus hører hjemme i et geografisk område i Samaria. Et sted – i beretningen om
Josefs barndom - omtales strækningen
fra Sikem til byen Dotan – og det
dækker meget godt Rakel stammernes kerne område. Dette område ligger altså
højt mod nord i Palæstina – langt fra Jerusalem og langt fra Abrahams område som lå omkring
Hebron og Mamre. Josefs hus hører til i det oprindelige kerneområde for alle stammerne. Sikem var en hovedstad
for alle stammerne i Dommertiden. Vi ved at det senere politiske Nordrige – Samaria – kaldte sig selv for Josefs
hus. Josef bliver et symbol på hele Israel i en lang periode. Josefs
sønner bliver det samme som Israels sønner – folket. Centrum i det senere Nordrige som opstod efter Salomo er
netop de områder hvor stammerne Efraim og Manasse boede. Josef historierne er
altså gamle sagn om vores forfader og stamfader. Vores stamfader var en stor
mand i Egypten – han var hersker over hele Egypten. Han fik sønnerne Efraim og
Manasse. Han kom til Palæstina. Her blev han vores stamfader. Vi er hans slægt og folk! Vi må antage at dette er den
gamle oprindelse til Josef sagnet som så siden hen er blevet en del af 1.
Mosebog og af Jakobs historien. Vi må antage at Josef
sagnet oprindeligt har været helt selvstændigt – lige som Lot sagaen fx Josef
sagnet har været helt uafhængigt af
Jakob og Abrahams fortællingerne! Først siden hen kædes disse forfaderfigurer
sammen i Det gamle Testamente – de sættes i familie
med hinanden. Det er også interessant at det som fortælles om Josefs barn slet
ikke passer med andre steder i 1. Mosebog. Fx er Josef den yngste søn af Jakob i Josef sagaen – men i det øvrige 1. Mosebog er
det derimod Benjamin som er den
yngste søn. Josefs fader hedder Jakob i den ene tradition men Israel i den anden situation. Josef
sagnet har oprindeligt været helt selvstændigt.
I det sagn har der antageligt intet
stået om Jakob eller andre af Jakobs sønner!
I
Josef sagnet er Josef grundlæggende en egyptisk mand! Når vi læser teksterne er
der egentligt ikke meget som siger at Josef skulle komme fra Palæstina. Når vi
læser teksterne er det faktisk også ret uklart hvordan Josef egentlig er havnet
i Egypten. De forskellige beretninger er selvmodsigende. Måske lyder den
oprindelige myte sådan at Josef altid har været i Egypten – han stammer slet
ikke fra Palæstina?
v1 Da Josef var blevet bragt ned til Egypten, blev han ...
(1
Mosebog 39)
Josef
er egypter, han taler egyptisk, han
tilbeder de egyptiske guder, han tænker som en egypter. Han går klædt som en
egypter. Han gifter sig med den egyptiske ypperstepræsts
datter. Alene af den grund er han deltager i den egyptiske hedenske
gudsdyrkelse – men han kan heller ikke være kongens førsteminister – stor visir – uden at deltage i kulten af de egyptiske guder. Han får et egyptisk navn af Farao og det er ved dette navn at han er kendt – bestemt ikke som Josef! Josef er slet ikke
Josef!
v45 Så gav Farao Josef navnet Safenat-Panea,
og han gav ham Asenat til hustru; hun var datter af Potifera, præsten i On.
(1 Mosebog 41)
Han
kan sikkert både læse og skrive egyptisk. Han er et fornemt produkt af den
egyptiske visdomstradition. Han hører til blandt de egyptiske troldmænd og
orakeltydere! Han er gift med hedenske egyptiske kvinder og får to egyptiske
sønner med dem! Han har tilsyneladende fået en egyptisk uddannelse – han opfatter og reagerer som en egypter. Dette er sikkert
den oprindelige mening med Josef sagnet. Josef var egypter! Teksterne viser et meget godt kendskab til forholdene i
Egypten og Egyptens historie. Teksten i Josef sagnet kender forholdene for de
egyptiske templer og for de sociale forhold i Egypten. Denne viden må stamme fra Egypten – ikke bare fra
personer i Israel som kendte til forholdene i Egypten. Teksten kender egyptiske love, skikke, navne og
stednavne. Teksten røber en stor viden
om Egypten. Beskrivelsen af Josef må på en eller anden måde stamme fra Egypten. Nogle af
beretningerne om Josef er helt klart afhængige af egyptiske kilder. Fx er beretningen om Josef der
er ved at blive voldtaget af Potifars hustru – afhængig af skriftlige historier
som vi kender fra Egypten. Historien om Potifars hustru er oprindeligt simpelt
hen en egyptisk novelle – vi kender den oprindelige novelle!
Det
er også interessant at en hel række af de faktiske
oplysninger om egyptiske
samfundsforhold som findes i Josef historierne kan bekræftes af andre kilder fra datiden!
Josefs
brødre – og Jakob – kommer til sidst til Egypten og her møder de Josef. Det er
helt tydeligt at Josef optræder som en egyptisk
prins og fyrste over for dem. De kan ikke
genkende ham. Han er simpelt hen en egypter.
Han viser en stor nåde over for dem – men han bliver opfattet som en egyptisk
hersker – ikke som en mand fra Palæstina!
Vi
skal i det følgende se nogle flere eksempler på de to forskellige komplekser
der er i Josef fortællingerne. Josef fortællingerne adskiller sig meget fra det
øvrige gamle Testamente. Sproget og stilen og ånden er helt anderledes.
Fortællingerne er meget lange og strømmer og flyder af sted. Josef
fortællingerne virker som et senere produkt end fx Jakobs og Abrahamsfortællingerne.
Figurerne i Josef historien optræder som en slags eventyr figurer. Ånden er
ikke særlig religiøs! Josef er ikke religiøs på den måde som Abraham eller
Jakob er. Josef er mere moderne. Josef drager ikke rundt som en nomade og møder
Gud ved Betal eller sikem! Josef er et moderne menneske som har en almen
abstrakt tro på Gud – som egentlig ikke har meget at gøre med Israels religion.
Vi kan sige at Josef tror på guderne – lige som alle andre egyptere. Josef
fortællingerne taler ikke meget om Gud – de handler om menneskelige sejre,
nederlag – Josefs visdom og kløgt. Josef kan tyde drømme – det er en evne han
har – men disse drømme har - meget overraskende - intet med Gud at gøre! Josef er på en måde en areligiøs skikkelse.
Jakob
og hungersnøden.
v13 Der var ikke brød på hele jorden, for hungersnøden
var meget knugende. Egypten og Kana'an vansmægtede på grund af hungersnøden.
(1 Mosebog 47)
Hungersnøden rammer hele verden. Den truer alle mennesker i hele
verden. Hele verden kommer til Egypten for at få hjælp. I Egypten er det Josef
som bestemmer alt. Han er den som kan frelse alle mennesker – ikke bare i
Egypten – men i hele verden. Josef er en frelser. Han er en reel konge. Han er
herrens salvede og redskab.
Jakobs folk er
helt prisgivet manden i Egypten – manden med det egyptiske navn.
Vi ved at man I det gamle
v27 Israel slog sig ned i Egypten, i landet Goshen. Der blev de
bofaste, og de blev frugtbare og meget talrige. v28 Jakob
levede i Egypten i 17 år. Tallet på Jakobs leveår var 147.
(1 Mosebog 47)
Goshen er et grænseområde ved Egyptens grænse mod nordøst. Goshen
ligger i nærheden af den moderne by Suez og Port Said. Vi har også bevaret en
egyptisk indskrift der fortæller at
Egyptens konge tillod edomitterne fra
fastlandet at slå sig ned her – omkring år
Israel og Jakob oplever en stor ophøjelse og velsignelse
i Egypten. De bliver modtaget med åbne arme. De får alle ting. Gud har frelst dem. Det er Gud som har ordnet
det sådan at de fra nu af har fundet et hjem.
Israel har forladt Kana’ans land. De er kommet til Egypten som næsten er som et
Paradis (jvf Lots udtryk). Josef har
været det redskab som Herren har
udvalgt - for at Israel kunne frelses og komme til at bo i Egypten. Jakob og
hans hus kommer i audiens hos den egyptiske konge. Højere kan intet menneske
nå. Israel er endelig frelst. Den egyptiske konge giver dem hele Egyptens rigdom – de får alt – de får hele herligheden. De kan få alt hvad de ønsker sig i Egypten. Kongen vil
bruge Jakobs sønner – lige som Josef - som sine betroede tjenere. Jakobs sønner
bliver store høvdinge i Egypten! Alt
ligger åbent for dem. De får den bedste
del af Egyptens jord. Indvandringen i Egypten er en indvandring ind i Guds
rige:
v3 Farao spurgte brødrene: »Hvad er jeres levevej?« De svarede: »Dine
tjenere er fårehyrder ligesom vores forfædre.« v4 Og
de sagde til Farao: »Vi er kommet for at
bo som fremmede i landet, herre. Der er intet græs til vores får, for
hungersnøden i Kana'an er knugende. Giv derfor dine tjenere lov til at bo i
landet Goshen.« v5 Farao sagde til Josef: »Din far og dine
brødre er kommet til dig. v6 Egypten ligger åbent
for dig. Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de
kan bo i landet Goshen. Og hvis du ved, at der er dygtige mænd blandt dem, så sæt dem til at have opsyn med mit kvæg.« v7 Derefter
førte Josef sin far Jakob hen og forestillede ham for Farao, og Jakob hilste
Farao.
(1 Mosebog 47)
Jakob og Israel kommer til Egypten på grund af den overvældende
livsfare – hungersnøden.
Indvandringen i Egypten er en Exodus!
Folkets befrielse består i indvandringen i Egypten! Jakob drager
ind i Egyptens land som en konge med
sine 66 sønner og utallige koner i et triumtog!
Men Gud har i forvejen sagt alle ting
til Jakob. Jakob skal slå sig ned i Egypten. Egypten skal være deres land. Gud vil føre folket ned til Egypten. Gud går i spidsen for folket - hele vejen til Egypten. Gud fører sit folk ud af nøden og ud af
lidelsen og trængslen og ud i det åbne
land - friheden (Salmerne). I det gamle land Kana’an var løfterne ikke
gået i opfyldelse. Når de kommer til Egypten - skal alle løfterne gå i
opfyldelse. Egypten er Guds rige:
v27 Israel slog sig ned i Egypten, i landet Goshen. Der blev de bofaste, og de blev frugtbare og meget talrige.
v28 Jakob levede i Egypten i 17 år.
Tallet på Jakobs leveår var 147.
(1 Mosebog 47)
Israel skal blive et mægtigt folk.
Jakob skal opleve en lykke og en velsignelse som han aldrig nogen sinde før har oplevet. Jakob bliver modtaget som en
konge af den egyptiske farao! Israel forlader
fuldstændigt Palæstina. De forlader alt det gamle. De bryder ud. De siger farvel som da Abraham sagde farvel til hjemlandet ude østpå og sin faders hus.
Israel ser sig ikke tilbage. Egypten er foran.
De har ikke efterladt sig noget derhjemme - i det gamle land. Israel udvandrer fra Palæstina og bosætter sig i deres kommende hjem – Egypten.
Teksten fremstiller det sådan at det ikke er Jakob på egen hånd der beslutter at flytte til Egypten –
det er Guds direkte kald og afgørelse. Beslutningen er overvældende og
vidtrækkende. Den handler om en ændring af hele folkets skæbne. Gud er
historiens herre. Det er Gud som får tingene til at ske. Gud kalder her Jakob
på samme måde som det ofte sker i patriark fortællingerne. Udvandringen til
Egyptens land er sakral historie. Jakob bliver kaldet til at vælge. – Følg mig, siger hans Gud:
v2 Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede
ja, v3 sagde
Gud: »Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til
Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et
stort folk. v4 Jeg vil selv drage med
dig ned til Egypten og Josef skal lukke dine øjne.«
v6 De tog deres kvæg med sig og al den rigdom, de havde samlet sig i
Kana'an, og så kom Jakob og hele hans slægt
med ham til Egypten. v7 Han
bragte sine sønner og sønnesønner, sine døtre og sønnedøtre, ja hele sin slægt med sig til Egypten.
(1 Mosebog 46)
Sagnet om Josef.
Når Josef handler, handler han næsten som en
gud i Josef historierne. Hans brødre bliver bange
når han handler. Josef spreder frygt og ærefrygt – som en gud på jorden.
Josef spørger flere steder på denne måde: -
Er jeg i Guds sted? Det er ikke mærkeligt for han
fremstilles næsten som en gud! Josef
siger de samme ord som englene siger: - Frygt
ikke! Josef handler vilkårligt med brødrene. Han
optræder som en rigtig autokrator –
en enevældig konge – fra oldtiden. Typisk for oldtidens
mægtige herre er netop at han
Så tog han Simeon ud af flokken og spærrede
ham inde for øjnene af dem.
(1 Mosebog
42)
Alle mennesker i hele verden – også hans kødelige brødre – kommer til
ham og kaster sig ned for ham. De er
hans trælle. De vil være hans trælle. Alle
menesker i Egyptens land vil være hans trælle. Han skal eje dem og være deres herre. Josef er en gud på jorden:
v18 Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og
sagde: »Vi vil være dine trælle.« v19 Men
Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i
Guds sted?
Josef er en
lykkemand. Det hebraiske ord Mashliah
kan oversættes med en lykkemand.
Dette begreb kender vi fra mange eksempler i Det gamle Testamente. David er
også en Mashliah – en lykkemand. Sådan er Josef født – han er en lykkemand fra undfangelsen. Han er sin faders sidste
barn i alderdommen og hans fader elsker ham – forguder ham. Han har Guds lykke
og held. Han har en god karma. Det han gør lykkes for ham – til hans egen og
alle andres store velsignelse. Det skyldes ikke at han er særligt from eller
religiøs - for det er han overhovedet ikke. Det skyldes simpelt hen at Herren er med ham. Gud er med visse
mennesker. Alting lykkes for dem. De
får alting. Josef får alting – et godt udseende, popularitet, rigdom, succes,
magt, anseelse, ære, kærlighed. Josef er en lykkemand
- på samme måde som Job er en lykkemand.
Jobs Bog indeholder en fantastisk beretning om hvordan Job levede og trivedes i
gamle dage! Alt lykkedes for ham. Livet var som det skulle være. Job sejrede og han var en vinder. Vi kan sige at livet er et spil og nogle mennesker er bare født som vindere. Josef er en født
vinder. Alle mennesker elsker
Josef. Josef har en velsignelse –
næsten en udstråling eller et stof
eller en karisma – som spreder sig
til omgivelserne. Den egyptiske farao elsker
Josef. Potifar elsker Josef - fordi
han spreder lykken og heldet og
velsignelsen omkring sig. Josef spreder frugtbarheden omkring sig - næsten som
en gud. Josef er født med en sølvske
i munden. Alt hvad han rører ved bliver til det pure guld. Alle hans forslag til den egyptiske konge bliver til folkets
frelse og velsignelse. Alt lykkes. Josef er en magnet som trækker alle mennesker til sig. Josef er en stjerne – som i hans egen drøm. Josef er
en drøm.
Josef skaffer
sig en helt overvældende rigdom og
velstand i kongens tjeneste. Han skaffer sig enorme godser og utallige trælle
og trælkvinder. Alle mennesker i Egypten bliver næsten hans trælle. Alle hans drømme fra ungdommen går i opfyldelse –
alle hans mest forfængelige drømme!
Josef kommer til at leve i en drømmeverden, en eventyrverden omgivet af under
dejlige egyptiske prinsesser og ufattelige rigdomme. Josef kommer til at opleve
hele det egyptiske hof som vi kender fra de egyptiske grave som Tut Ankh Amons
grav. Josef bliver Egyptens rigeste mand. Guds velsignelse kan altid
ses ved mandens velfærd, lykke og
rigdom. Da Jakob kommer til Egypten er Josef – ene mand – i stand til at
forsørge hele Israels folk – et helt folk af sultne asiater fra
fastlandet:
v12 Josef forsørgede
sin far og sine brødre og hele sin fars slægt efter antallet af børn.
(1 Mosebog
47)
Under Josef
ser det ud til at Kana’an er en egyptisk provins. Vi ved at det gamle Kana’an i
lange perioder var styret af Egypten.
Kana’an var Kams søn, som det hedder
i Det gamle Testamente – dvs en søn af Egypten. Josefs politiske handlinger
gælder ikke kun Egypten men også Kana’an.
Han samler alle de penge sammen som
findes i hele Kana’an. Ordet penge
spiller en helt dominerende rolle i Josef historierne – de handler faktisk mest
om penge:
v14 Josef samlede alle de penge, der fandtes i Egypten og
i Kana'an, de penge, som var indkommet ved salg af korn; dem bragte han til
Faraos palads.
(1 Mosebog
47)
Tankegangen i
Josef historien er ikke specielt religiøs! Velsignelsen er i høj grad jordisk
og materiel. Josef er ikke særligt from! Han taler det samme sprog som
egypterne – egypterne taler også om Gud – men på en almen menneskelig måde.
Josef er simpelt hen en velsignet og lykkebringende
mand. Han er god at være i nærheden
af. Alting lykkes for Josef – han har
en heldig hånd. Josef er heldig
uanset hvad han rører ved. Det er ikke fordi Josef er from og beder til Gud!
Det gør han ikke. Det er fordi Josef er et slags overmenneske. Josef har en kraft og energi inden i sig som er overnaturlig eller magisk. Josef er
gudernes yndling. Han er den kønne
unge mand som alle guderne elsker og forkæler. Da Josef var barn blev han elsket og forkælet af sin
far og Josef tilbragte tiden med at drømme om sin egen storhed og ophøjelse når
han blev voksen! Da han blev voksen blev han elsket og forkælet af alle guder –
og mennesker. Josef er en vinder. Josef er en Adonis – han har fået sin mor
Rakels udseende. Alle elsker en vinder. Alle
elsker Josef!
v2 Herren var med Josef, så han havde lykken
med sig. Han var i sin egyptiske herres hus, v3 og
da hans herre så, at Herren var med ham, og at Herren lod alt, hvad han gjorde, lykkes, v4 fattede
han velvilje for Josef, og Josef kom i hans tjeneste. Han satte ham til at
styre sit hus og gav ham ansvar for alt, hvad han ejede. v5 Fra det
øjeblik han satte ham til at styre sit hus og alt, hvad han ejede, velsignede Herren egypterens hus for Josefs
skyld. Herrens velsignelse kom over alt, hvad han ejede inde og ude. v6 Han overlod Josef alt, hvad han ejede,
og bekymrede sig ikke om noget.
v21 Men Herren var med Josef og viste ham godhed og
lod ham finde yndest i
arrestforvarerens øjne.
v22 Arrestforvareren gav Josef ansvaret
for alle fangerne i fængslet, så det var ham, der gjorde alt, hvad der skulle
gøres. v23 Arrestforvareren tog sig
ikke af noget af det, Josef havde fået ansvaret for; det var, fordi Herren var med Josef, og det, han gjorde, lod Herren lykkes.
(1 Mosebog
39)
Josef viser
sig – som det hedder - for sin fader Jakob, da Jakob for første gang ankommer
til Egypten (46.29). Det verbum som den hebraiske tekst her anvender – at vise sig, at åbenbare sig – bliver ellers kun anvendt om Gud
og Herren der viser sig for mennesker. Meningen er at Josef viser sig - som en gud. Josef er
en slags gud på jorden. Når han viser sig er det som at se
Gud! Hans brødre
Josef skjuler sig og han afslører ikke sin
identitet – lige som Jahve i patriark fortælllingerne. Josef viser sig i en
anden form – i en anden skikkelse så han ikke direkte
Josef forklarer at det som mennesker gør er ikke så afgørende – det afgørende er det som Gud gør! Brødrene har nok opført sig
meget slet og syndigt over for Josef – men det er ikke så vigtigt. Gud er den som er historiens herre, som det siges i Salmerne. Gud vender tingene i den rigtige
retning. Josef kom til Egypten fordi det var nødvendigt for at
Brødrene er så bange for Josef at de tilbyder at være
hans trælle. Josef er storvisir i
Egypten. Kun kongen er større end han er. Josef
udstråler en overvældende magt og herlighed.
v18 Hans brødre gik til ham,
faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« v19 Men
Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i
Guds sted? v20 I udtænkte
ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er
sket: holde mange mennesker i live. v21 Frygt derfor ikke!
Jeg vil sørge for jer og jeres familier.«
Josef er en helt anden type end Jakob og Abraham. Josef er en
verdslig konge – en hersker. Josef er en klog og vis politiker. Josef redder
folket i Egypten – og mennesker i hele verden – fordi han træffer vise og kloge
politiske beslutninger. Josef er politiker og embedsmand. Han er et moderne
menneske – ikke en omvandrende nomade som Jakob og Abraham!
Den mest gennemgående karakteristik af Josef i 1. Mosebog er: - Gud er med ham! Herren var med ham!
Josef bliver ikke beskyttet imod alle problemer eller vanskeligheder – slet
ikke – men han kommer hele tiden godt igennem. Han er vis og klog og forstandig
– men det mest afgørende er at Gud er med ham. Josef er udvalgt siden han er en
lille drøm og går og får sine store drømme om sin egen store fremtid! Josef har
en enorm selvbevidsthed. Josef er en vinder. Han kommer hele tiden ovenpå. Han
er en lykkemand – lige som vi kender det fra skildringen af Job i hans fordums
dage. Josef klarer sig altid godt – for der er en som går foran ham og baner
vejen. Josef er beskyttet af Herrens engle. Skildringen af Josef ligner i denne
henseende skildringen af Saul og David og af kongerne – den salvede – i
Salmernes Bog. Josef er en gudsmand –
han er en hellig mand – han er en hellig kriger for Herren. Han beskyttes og
værnes af det guddommelige. Josef tror da også netop på forsynet – han har en
slags almen religiøsitet – helt forskellig fra Jakob og Abraham.
Josef bliver ikke af
Herren forskånet for alle problemer. Han kommer ud i et indviklet seksuelt forhold til Potifars
hustru som er gift med hans herre og
arbejdsgiver. Potifars hustru vil ligge med Josef - fordi han er så smuk. Josef har arvet sin mors Rakels
smukke ydre! Josef må flygte over hals og hoved fra Potifars hustru –
splitternøgen! Det skader ham meget og det er en varig skam og skændsel over
hans hoved men han kommer alligevel ovenpå. Herren er med ham! Kvinden er
beskere end døden! Potifars hustru bliver en snare for Josef lige som vi kender
det fra mange andre eksempler –
Samson, David, Salomo. Som Saul siger
om David: - Jeg vil give ham min egen datter til hustru. Hun skal blive ham en snare!
Vi kender historien om Potifars hustru fra den egyptiske
litteratur. Denne fortælling er altså blevet overført på Josef senere. Meningen
er at vise hans snarrådighed, moral og trofasthed mod sin herre. Kvinden blev
grundlæggende opfattet som ejendom og
Josef viser at han respekterer Potifars ejendom. Noget tyder på at Potifar ikke
troede så meget på sin kone – men mere på Josef. I oldtiden var kvinder som regel meget lystfyldte væsner som ikke helt kunne styre deres seksuelle
lyster. Kvinden har ikke mandens
selvkontrol. Alle kvinder lægger derfor op til hor og utroskab. Det er deres natur. Kvindens natur er egentlig en skøges natur.
Alle de store mænd i Det gamle Testamente har udseendet med sig!
Det er simpelt hen fast standard at de store helte også prises for deres
skønhed og ynde! Vi kender det fra den historiske litteratur om kongerne og fra
Salmernes Bog. Salme 45 er een lang lovprisning af kongens skønhed og
dejlighed! Højsangen er fuld af mageløse og skønne og dejlige mandlige elskere!
Saul var smukkere end alle andre mænd i folket – og et hoved højere! David var
en køn dreng. Gideon var smukkere end alle andre.
Josef sagnet er på mange måder ikke
særligt religiøst. Josef har en almen form for religiøsitet som ikke har
ret meget at gøre med Jakob eller Abraham. Josef kan godt tale om Gud – fx som det
guddommelige eller som et forsyn – men de ord som han siger, kunne lige så godt
være sagt af en egypter! Josef er
ikke specifikt religiøs – han har den almene religiøsitet vi finder i hele
oldtiden. Gud taler ikke direkte til Josef som han taler til Abraham eller
Jakob. Han deltager ikke i nogen tilbedelse af Gud eller Herren! Han er
religiøst set helt forskellig fra Abraham og Jakob. Josef lever i et helt andet
miljø – bykulturen i Egypten. Han er dannet, belæst, kultiveret. Det er umuligt at finde noget træk hos Josef man kan
kalde israelitisk! Han er ikke engang
semitisk. Han er egypter. Når vi
læser om Josef er det simpelt hen ubegribeligt at han skulle have været en
voksen mand i Israel dengang han blev overflyttet til Egypten! Der er intet
israelitisk ved figuren Josef – bortset fra navnet Josef. Sandsynligvis er
Josef da også ren egypter i den oprindelige fortælling om Josef.
Gud er for Josef det samme som det
guddommelige eller guderne. Josef tænker på samme måde som alle de dannede egyptere tænkte. Vi kender
udmærket deres tanker og forestillinger fra de egyptiske kilder. De har ikke
været polyteister. De har haft en moderne,
oplyst, rationel form for gudsopfattelse. Den kender vi også fra visdomslitteraturen – både i Egypten og
i det gamle Israel. Det religiøse er en svag, udvisket baggrund i Josefs liv som egentlig ikke spiller nogen rolle. Det
religiøse er en slags stemning eller højtidelige udtryk som han kan bruge i visse situationer når det er passende.
Josef er en udpræget verdslig figur. Det eneste som betyder
noget for Josef er at han ved at Herren
eller guderne er med ham! Det giver ham held og succes – og en vis ret til
at gøre hvad han vil.
Josefs opfattelse af begrebet synd
er bestemt ikke israelitisk eller
jødisk. Synd er for ham krænkelse af borgerlig
moral og disrespekt for den sociale struktur – kongen - og ejendomsretten. Synd har egentlig ikke noget med Gud at gøre. Et
eksempel på Josefs opfattelse af synden har vi i fortællingen om Josef og Potifars hustru. Potifars hustru er bestemt
en synder fordi hun er ulydig over
for sin mand – og fordi hun – som kvinder
er – er liderlig og ikke kan
kontrollere sit begær. Synd er for Josef noget ikke-religiøst. Det er slet ikke noget kultisk – for i Josefs almene
religiøsitet findes der slet ikke noget kultisk! Han ser det kultiske – Abrahams og Jakobs religion!
- som noget primitivt og overstået. Han er som de dannede europæere i det 18. århundrede.
Han er oplyst. Han kan godt blive overtroisk men så drejer det sig om privat at
tage varsler – som vi kender det fra
eksemplet med bægeret i Benjamins sæk!
Josef hører mest sammen med begrebet visdom. Vi kender en hel visdomslitteratur fra det gamle Egypten og
vi kender visdomslitteraturen fra Det gamle Testamente – fx Ordsprogenes Bog.
Det er mest den verden som Josef lever i. Han er en hofmand, en embedsmand
som giver vise råd. Josef ved godt
hvad nåde er – det er det samme som kongens nåde og gode vilje (ikke Guds
nåde). Josef lever i et farligt
bureaukratisk system hvor en embedsmand hurtigt
kan miste hovedet! Josef er den eminente rådgiver som vi kender fra
Ordsprogene. Josef får en uddannelse og er et produkt af hele denne forfinede,
litterære, internationale kultur. Josef er en oplyst mand. I Israel i
kongetiden (ca
Vi kender situationen fra begivenhederne omkring David. Davids søn
Absalom gør oprør imod faderen og vi har bevaret en lille situation var
Absaloms hos diskuterer hvad de skal gøre. Først giver Akitofel sit råd og
dernæst Davids Ven Hushaj. Det viser sig at det sidste råd er det klogeste. 2.
Samuelsbog viser os hvordan en sådan rådslagning er foregået:
v7 Hushaj svarede Absalom: »Det råd, Akitofel
denne gang er kommet med, er ikke godt.« v8 Han tilføjede:
»Du kender din far og hans mænd og ved, at de er tapre og forbitrede som bjørne
i det fri, når man har taget ungerne fra dem. Desuden er din far en kriger!
(2 Samuelsbog 17)
Josef er en drømmetyder og på den måde skaber han sig en stor
karriere hos Egyptens konge. Josef kan forudsige fremtiden. Josef kan se ud i
fremtiden. Josef siger at kun Gud kender fremtiden – men Josef bruger sin evne
som en almindelig menneskelig evne. Josef er ikke specielt religiøs. Han taler
lige som alle de egyptiske troldmænd og magikere. Der er ingen forskel på Josef
og de egyptiske spåmænd og seere og drømmetydere – Josef er bare lidt
heldigere. I virkeligheden er Josef en egyptisk magiker i kongens tjeneste. Det
som Josef siger her – er præcist det
samme som de egyptiske – hedenske -
spåmænd sagde:
v15 Farao sagde til Josef: »Jeg
har haft en drøm, som ingen [af de andre troldmænd] kan tyde, men jeg har hørt
om dig, at du kan tyde en drøm, så
snart du hører den.« v16 Josef svarede Farao: »Det er ikke
mig, der kan. Gud vil give Farao et
gunstigt svar.«
(1 Mosebog 41)
Josef lever inden for den egyptiske religions rammer. Josef er
alment religiøs. Den gud som Farao taler om er også Josefs gud. Josef har ikke
nogen specielt israelitisk religion! Gud er noget helt abstrakt for Josef – det
er bare alles gud – fx egypternes gud. Josef har Guds ånd – men det har
intet at gøre med troen eller religionen i Israel. Guds ånd har ikke noget at
gøre med det som man kalder Guds ånd i Det gamle Testamente! Det har intet at gøre med Abrahams gud! Josef er
helt frigjort – han er oplyst! Josef er højere udviklet end Abrahams og Israels primitive form for religion! Josefs religiøsitet er meget mere moderne:
v37 Dette forslag syntes Farao og alle hans folk godt
om, v38 og Farao spurgte sine folk: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?«
v39 Så sagde
Farao til Josef: »Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være
nogen så forstandig og klog som du. v40 Du skal
styre mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig. Kun tronen vil jeg have frem
for dig.«
(1 Mosebog 41)
Josef skikkelsen bliver helt klart set fra et
egyptisk synsvinkel. Josef er egypter. Han bliver vurderet som en egyptisk prins. Han er vis – fordi han gavner farao
og Egypten – ikke fordi han er from! Han træffer kloge beslutninger som gavner
Egypten og den egyptiske konge. Det som Josef gør, har egentlig ikke noget at gøre med Jakob eller
Israel. Josef er tydeligt nok en egyptisk
skikkelse. Josef roses meget fordi han styrker kongens magt og ejendom. Josef skikkelsen er helt verdslig. Josef prises højt fordi han er
en tro tjener for farao – ikke fordi
han er en tro tjener for Gud eller er interesseret i Israels anliggender. Når
vi læser om Josef glemmer vi hele
tiden at han i følge 1. Mosebog stammer
fra Palæstina – det virker som om han simpelt hen er en egyptisk embedsmand, prins og fyrste:
v20 Så købte Josef al
Egyptens jord til Farao. Hver egypter solgte sin jord, for hungersnøden var
hård. Sådan kom landet til at tilhøre Farao, v21 og
folket gjorde han til trælle i hele Egypten fra den ene ende til den anden.
(1 Mosebog 47)
I Egypten får Josef så høj en position at han bliver tilbedt som
en gud. Folket ser ham som en gud og som en frelser. Folket i Egypten tror at
Josef er af gudernes slægt. Farao er Guds søn i Egypten – og det bliver Josef
også i al fald i praksis:
v25 De [egypterne] sagde: »Det er takket være dig [Josef], at vi lever! Måtte vi finde nåde for dine
øjne, herre. Vi vil være Faraos trælle.«
(1 Mosebog 47)
Josef er forudbestemt til at blive noget stort. Herren er med ham.
Allerede som barn viser denne storhed sig. Josef har en voldsomt udviklet
selvbevidsthed. Han ved fra barnsben at han vil blive til noget stort – han vil
blive verdens herre. Hans far begunstiger ham og anerkender vel at Josef er
noget stort. Den kjortel som Josef får kender vi andre steder fra. Ordet
betyder en meget fornem kjortel som blev båret af de kongelige:
v3 Israel [eller Jakob?] elskede Josef mest af alle
sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom.
Han lod en lang ærmekjortel lave til
ham. v4 Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de
til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.
(1 Mosebog 37)
Josef drømmer store drømme om sig selv og hans brødre bliver –
naturligt nok – mere og mere vrede på ham. Til sidst beslutter brødrene sig for
at skaffe sig af med Josef. Det ender med at han kommer til Egypten. Det er
interessant at Josefs drømme ikke har noget som helst religiøst indhold. Der er
mange drømme i 1. Mosebog men de er alle sammen religiøse i deres fortolkning.
Tanken er at Gud meddeler sig til mennesket igennem en drøm. Men Josefs drømme
har intet med Gud at gøre. De er helt verdslige eller jordiske. De er profetier
om at Josef skal blive til noget stort – blive en konge i hele verden – større
end alle brødrene:
v5 Engang havde Josef en drøm, som han fortalte sine brødre, og de kom til at hade ham endnu
mere. v6 Han sagde til dem: »Nu skal
I høre, hvad jeg har drømt!
v7 Vi var ved at binde neg ude på marken; mit neg rejste sig og blev stående, mens jeres neg slog kreds om mit neg og
bøjede sig for det.«
v8 Da sagde brødrene til ham: »Skal du måske være konge og hersker over os?« Og de hadede ham endnu mere på grund af de
drømme, han fortalte dem.
v9 Så havde han igen en drøm, som han fortalte sine brødre; han sagde:
»Nu har jeg igen
haft en drøm: Jeg så solen, månen og elleve stjerner bøje sig for mig.«
v10 Da han fortalte
sin far og sine brødre den, skældte hans far ham ud og sagde til ham: »Hvad er
det for en drøm, du har haft? Skulle jeg og din mor og dine brødre virkelig komme
og bøje os for dig?« v11 Hans
brødre blev skinsyge på ham, men hans far glemte ikke drømmen.
(1 Mosebog 37)
Josefs drømme går faktisk i opfyldelse. Den lille Josef ved at Gud
har bestemt ham til noget stort. Det nedenstående citat viser et forbløffende kendskab til de egyptiske
forhold – sådan optrådte den egyptiske stor visir! Josef får den kongelige
kjortel tilbage som han mistede. Josef får det hele tilbage – hele herligheden.
Hans fornemhed bliver frygtindgydende som man sagde i oldtiden:
v41 Farao sagde til Josef: »Hermed sætter jeg dig over
hele Egypten!« v42 Og han tog
sin signetring af og satte den på
Josefs hånd; han gav ham en fin linneddragt
på og hængte en guldkæde om hans
hals. v43 Han lod
ham køre i sin næstfornemste vogn, og
foran ham råbte man abrek. Sådan
satte han ham over hele Egypten.
(1 Mosebog 41)
Hungersnøden rammer tungt hen over Egyptens land. Det er vigtigt
at huske at i følge Oldtidens
tankegang er kongen ansvarlig for frugtbarheden og markens afgrøder. Kongen er
en slags formidler. Han får velsignelsen og kraften og giver den videre. Hvis
folket trives og har det godt er det kongens skyld – men hvis det vantrives er
det også kongens skyld. Vi ved faktisk at man i meget gamle dage har ofret
egyptiske konger ved en menneskeofring – netop på grund af denne tanke om
kongens skyld. Israels konger spillede den samme rolle og havde det samme
ansvar. Når hungersnøden ligger tungt ned over Egyptens land rettes hele
opmærksomheden sig imod kongens person. Hvis kongen er forbandet af guderne må
han ofres – hungersnøden er hans skyld. Det er i denne situation af den
egyptiske konge bliver reddet af Josef:
v53 Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, v54 begyndte
de syv hungerår, sådan som Josef
havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød.
v55 Hele Egypten sultede, og folket
råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og
gør, hvad han siger til jer!« v56 Hungersnøden lå over hele
landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne.
Hungersnøden blev hård i Egypten.
(1 Mosebog 41)
Josef er begavet med en
særlig evne. Han fået en særlig karisma. I den
forstand er Josef visionær – han kan se ud i fremtiden, han kan se det
usynlige. Han er en seer, en hellig mand. Han kan tyde drømme. Det er denne
evne som han får brug for da han kommer i kongens
tjeneste i Egypten. Josef tyder faraos
drømme og andre mænds – fx bageren og mundskænkens – drømme. Josef har fået en
helt speciel gave. Men denne gave er
egentlig ikke specielt religiøs. Indholdet af disse drømme – fx
Faraos drømme – er slet ikke
religiøst. Det er helt verdsligt. Josef forudsiger
at der vil komme en tørketid der skal
vare i syv år – på grund af drømmen om de syv magre og de syv fede køer. Josef
har fået denne evne af Herren – siger
1. Mosebog – men det er en almen
menneskelig evne. Den er ikke
profetisk eller religiøs. Josefs drømmetydning er et meget enestående fænomen i Det gamle Testamente. Ellers er drømme altid religiøse. Figuren Josef er
mærkeligt areligiøs – han er lige som
en sækulariseret skikkelse. Han lever
i en helt anden verden end
patriarkerne i Palæstina! Vi kan sige at Josef skikkelsen er udtryk for en oplysningstid – en oplyst tid – som Europa kendte det i 18. århundrede.
Josef optræder mange måder som en gud. Han viser sig pludseligt.
Han skjuler sig. Over for de fremmede – brødrene – skjuler han sig. Han viser
ikke sin sande identitet. Han stiller dem på en prøve – som en gud. Han
konfronterer dem med deres skyld. Han frelser dem fra døden og hungersnøden.
Hans glans og højhed og herlighed er så mægtig at han næsten virker som en gud.
Vi ved jo også at Farao blev opfattet som Guds søn og en levende gud på jorden.
Josef er også Guds søn. Hans herlighed er næsten som kongens. Han er retfærdig
som Gud. Han kan tillade sig hvad han vil. Han er højt ophævet over menneskenes
verden. Han er mystisk – næsten usynlig.
»Jeg er Josef! « Men hans brødre var ude af stand til at svare
ham, så forfærdede blev de.
(1 Mosebog 45)
Brødrene er fulde af frygt
fordi Josef narrer dem og lægger penge i deres sække. Brødrene frygter for deres liv. Josef optræder netop
vilkårligt. Han er uberegnelig. Han gør hvad han vil. Josefs tjener og hushovmester siger følgende
til brødrene. Af dette citat kan vi direkte se at Josef sammenlignes med en gud! Det er jo ikke Gud som har lagt pengene i sækken – det er Josef!
v23 Men han [Josefs tjener] svarede: »Vær rolige, I
skal ikke være bange! Jeres Gud og jeres
fars Gud må have lagt en skat i jeres sække, for jeres penge har jeg fået.«
Så hentede han Simeon ud til dem.
(1 Mosebog 43)
De fremmede asiater og barbarer der søgte ned til Egypten under
hungersnøden er meget svagt stillede. De bliver slet ofre. Vi
ved at egypterne foragtede og hadede dem. Disse nomader har været meget bange
men de er blevet presset til at søge
ind i Egypten på grund af hungersnøden. Josefs brødre er også meget bange.
Josef gør dem endnu mere bange. Han forvirrer dem og narrer dem. Han angriber
dem uden grund. Han mistænkeliggør
dem uden god grund. Han kører rundt med dem. Han handler vilkårligt og fængsler
dem uden videre og truer med at slå
dem alle sammen ihjel. Josef handler
meget autokratisk! Han udnytter bevidst deres svaghed. Han misbruger dem. Han viser sin overlegne magt på dem. Alt dette er oldtidens skema – sådan viser en stor konge sin magt! Vi kan se at David optræder på samme måde i Det gamle Testamente – i Samuelsbøgerne!
Josef bliver hele verdens
frelser. Alle jordens slægter kommer til ham. Døden og tørken og lidelsen
og synden truer hele verden. Alle mennesker er ved at gå fortabt. Fra alle
mennesker løfter der sig et skrig til Herren – lige som Hagars skrig eller lige
som skriget fra Sodoma. Der er ved at ske en stor uret imod alle mennesker.
Alle mennesker håber på Guds frelse. Josef er formidler og mellemmand - han
giver alle mennesker brød. Alle jordens slægter bliver velsignet i ham, som det
blev sagt til Abraham. Josef afviser ikke nogen mennesker. Han giver liv og
brød til alle mennesker i hele verden. Han er en frelser:
v53 Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, v54 begyndte
de syv hungerår, sådan som Josef
havde sagt. Der kom hungersnød i alle
lande, men i hele Egypten var der brød.
v55 Hele
Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle
egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad
han siger til jer!« v56 Hungersnøden lå
over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til
egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten.
v57 Fra hele
jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var
hård på hele jorden.
(1 Mosebog 41)
Det er lige som Jakob siger til sine sønner i fortællingen: - Tag
ned til Egypten – så vi kan leve og ikke
dø!
Josef handler suverænt
og helt vilkårligt. Han fængsler
mennesker uden nogen begrundelse. Han skalter og valter med sine brødre. Han er
herren – han er ophøjet – han spreder
frygt og rædsel. Hvem er han? Er han en gud?
Som den mest selvfølgelige
sag i hele verden truer han med at
slå alle mennesker ihjel! Josef er en rigtig Cæsar – som vi kender cæsarerne fra Romerriget! Samtidigt er han en
slags orientalsk despot! Josef er
lige så vilkårlig og despotisk som de assyriske og babylonske storkonger. Josef
er en gevaldig babylonsk storkonge!
Han er en rigtig egyptisk autokratisk hersker. Når Josef fremstilles sådan er
det netop tidens – oldtidens - tanker! En stor og mægtig
konge var fuldstændigt vilkårlig i oldtiden
– hans vilkårlighed med små mennesker er netop beviset for hans vælde og storhed! En stor konge er pr definition frygtindgydende – ellers er han ikke
nogen stor konge. Hvis han ikke kan sprede skræk og rædsel – er han slet ikke
nogen konge! Og hvis han ikke er en stor og farlig konge – kan han heller ikke være retfærdig – det er hele oldtidens tankegang! At være retfærdig forudsætter at man har kraft og magt og herlighed! En svag mand er ikke retfærdig – han er bare et offer!
Hele oldtiden – også Det gamle Testamente – tænker efter et meget autoritært skema! Deres skema var helt
anderledes end vores, skal vi huske. Hele oldtiden – inklusive Det gamle
Testamente – er præget af en forestilling man kan kalde tilbedelsen af magten.
v18 Den tredje dag sagde Josef
til dem: »Dette skal I gøre, hvis I vil
beholde livet.
(1 Mosebog42)
v27 Da nu en af dem [en af brødrene] åbnede sin sæk for at give sit æsel foder i
herberget, opdagede han sine penge øverst i sækken. v28 Han
sagde til sine brødre: »Mine penge er kommet tilbage; de ligger i min sæk!« Da sank hjertet i livet på dem, og de så forfærdede på hinanden. »Hvad har Gud dog gjort mod os?« sagde de.
(1 Mosebog 42)
I den bibelske
sammenhæng er der en forbindelse
mellem Josef og Johannes Døberen og Jesus i Det nye Testamente. Sådan blev
det da også opfattet i den tidlige kristne
kirke. Josef har alle dage spillet en stor rolle i den folkelige kristne
tradition. Josef historien appellerer
stærkt til fantasien! Josef er lige som et billede
på Kristus – han er en forudsigelse –
som det kaldes i Det nye Testamente.
Josef er et billede på Kristus. Josef er et tegn. Kristus er den engel
som Jakob taler om da han velsigner Efraim og Manasse i slutningen af 1.
Mosebog:
v16 den
engel, som har udfriet mig fra alt ondt,
skal velsigne drengene.
Josef har også den etiske, moralske ophøjethed som vi faktisk
finder hos Jesus og Johannes Døberen. Josef er ren og hellig. Han er Nazir.
Han er en gudsmand – en Herrens engel og kriger. Han er måske et meget
stærkere kongesymbol i Det gamle Testamente end David. Han er udvalgt. Han er
Herrens salvede. Han er Herrens
tjener – og går da også mange trængsler igennem. Han bliver fristet af Gud -
men består også prøven. Han var hele Egyptens herre og hersker – ja hele verdens herre. Hele verden kom til ham – ene mand – under den frygtelige
hungersnød. Hele verden håbede på hans frelse. Han uddelte brød og frelse til hele
folket – hele verden. Han modtog alle de folk på flugt som strømmede ind i
Egypten under tørketiden. Han var vis og klog og fandt en udvej.
Kristus er en kæmpe. Josef var en kæmpe. Han gjorde virkelig kæmpegerninger – med Grundtvigs udtryk –
i Egypten! De blev alle mættede på grund af hans retfærdighed og visdom.
Josefs karakter. Josef er Egypten og Juda er Israel (1. Mosebog 44).
Josef optræder helt uberegneligt
og vilkårligt over for brødrene. Josef
bliver faktisk fremstillet på en rigtig ubehagelig måde. Den ene dag modtager
han brødrene med pomp og pragt – den næste dag lægger han en fælde for dem som
er grusom, umenneskelig og hensynsløs.
Josef er helt hjerteløs – han er en autokrator – en Cæsar. Josef er en afspejling af hvordan almindelige
mennesker – det arme folk – opfattede kongen
i oldtiden. Josef er på den måde et spejl.
Det gamle Testamente har mange forfærdelige erfaringer
med de hjerteløse og hensynsløse konger – og det udtrykkes i billedet af Josef! Josef er et monster. Han har ingen respekt over for brødrene. Han leger med dem. Han vil skræmme
dem. Han er frygtindgydende – fordi han
er helt uden nogen moral og menneskelighed.
Mennesker bliver bange når de ser Josef i hans magt og herlighed.
De ord som Juda siger til Josef udtrykker meget godt den ærefrygt og rædsel mennesker
føler over for enevoldsherskeren:
v18 Så trådte Juda hen til
ham [Josef] og sagde: »Undskyld, herre! Lad din tjener [træl] tale til dig, herre, uden
at din vrede flammer op imod mig; du er jo Faraos lige.
(1 Mosebog 44)
Han placerer et bæger i
Benjamins sæk på en skjult måde. Siden hen anklager han Benjamin og alle
brødrene for tyve og røvere - skyldige. Brødrene har i forvejen megen frygt og angst for den egyptiske prins – men nu bliver de helt desperate. De går fortabt.
Josef har et særligt bæger
– et guld eller sølv bæger – som han bruger i sin private kult. Han kommer
væske i bægeret og små objekter ned i væsken – fx blomster. Derefter iagttager
han de små objekters bevægelser. På den
måde kan Josef se ud i fremtiden.
Josef bruger denne praksis – den mantiske
praksis – i sit forhold til kongen – som et led i hans opstigning og herlighed.
En sådan mantik eller spådomskunst
bliver fordømt i Det gamle
Testamente! Josefs praksis er ikke egentlig religion – den er overtro og magisk praksis men den bliver fordømt i Det gamle Testamente. Josefs
religion har intet med den israelitiske religion at gøre. Josef har romernes
almene religiøsitet – som vi også kender fra Pilatus. Josef er overtroisk lige
som Pilatus. Det lille træk er typisk
for figuren Josef. Han er helt egyptisk. Spådomskunsten med bægeret er typisk
egyptisk. Men vi kender også eksemplet med bægeret fra hele oldtiden – især fra
romerne. Josef tror at der er mere mellem himmel og jord – og tror at han kan
bruge det overnaturlige til at gavne sig selv.
Dette bæger er naturligvis helligt – kan vi sige - i Josefs egen private kult! Vi kender paralleller til
denne historie. Rakel stjæler sin far
Labans husguder og der opstår en meget
farlig situation. Jakob siger at den som har stjålet Labans husguder skal dø – han ved ikke at det er hans kone
Rakel som har stjålet husguderne. Rakel redder situationen i sidste øjeblik –
hun er snu og snedig!
Josef anklager brødrene for denne frygtelige synd – det såkaldte
tyveri (som han selv har iscenesat!). Josef spørger dem om de ikke er klar over
hvem han er! Dette sted er meget afslørende
for Josefs identitet! Josef er en egyptisk troldmand – lige som alle de andre troldmænd ved det egyptiske hof! Selvfølgelig tager han varsler – det er jo hans opgave over for den egyptiske farao.
Josef er stolt over at være en stor
egyptisk troldmand og mantiker. Han er den største af dem alle:
v14 Da Juda og hans brødre
kom ind i Josefs hus, var han der stadig, og de kastede sig til jorden for ham.
v15 Josef sagde til dem: »Hvad er
det dog, I har gjort? Ved I ikke, at en
mand som jeg tager varsler?«
(1 Mosebog 44)
Situationen med Benjamin og bægeret i Benjamins sæk er altså meget farligt! Hvis Benjamin bliver
opdaget må han tro at han skal dø.
Josef leger med Benjamins liv. Josef
optræder som en helt uberegnelig
vilkårlig fyrste uden nogen
menneskelige følelser! Josef er en ond mand. Etisk set må vi klart sige at han falder igennem! Josef er et rigtigt dårligt menneske! Han har en frastødende og ubehagelig karakter! Opfattelsen af skylden i Det gamle Testamente er sådan at hvis man rent faktisk bliver dømt som skyldig – som Benjamin
– ja så er man skyldig! Det gamle
Testamente kender ikke vores begreb
om skyld! Benjamin går virkeligt
fortabt – på grund af Josefs ondsindethed vel at mærke! Josef er ond lige som alle kongerne var onde. Kongerne er ikke som vi er. De gør bare
hvad de vil. De er som de er. De er farlige.
De er uberegnelige. De kan være
urimelige og helt uretfærdige menneskeligt set. Men det ændrer ikke noget – det
er kongerne som har magten. De
spiller et grusomt spil med os
almindelige mennesker. Der findes undermennesker og overmennesker. Kongerne er
overmennesker og deres magt er uindskrænket. De viser deres store herlighed ved deres totale ligegyldighed
og vilkårlighed – sådan kan intet almindeligt menneske jo optræde, tænker
oldtiden! Ingen kan stoppe dem. Sådan er livet - i følge oldtidens tankegang.
I kapitlet træder Juda –
Josefs bror – op imod Josef. Dramaet bliver et drama mellem de to
brødre – men de to brødre repræsenterer
to verdener, to kulturer. Juda
repræsenterer Israel, Israels kultur
og religion. Josef repræsenterer den højfornemme og oplyste areligiøse kultur i Egypten. Konfrontationen
mellem de to brødre er et højdepunkt
i 1. Mosebog. Juda sejrer over Josef.
Fårehyrderne sejrer over den egyptiske prins. Dette kapitel udtrykker
livsopfattelsen og religionen og teologien
hos de jødiske lærde og præster som siden hen samlede og forfattede 1. Mosebog.
Kapitlet og Judas tale er et monument
over deres opfattelse af det gamle Israel, patriarkernes Israel. Her taler
Jakob og Jakobs stolte sønner – og de taler Roma
midt imod! Jakobs sønner – Israels folk
- er bestemt ikke længere bare ildelugtende og arme fårehyrder eller forbandede
asiater som ikke ved om de kan leve eller dø! Hele Det gamle Testamentes ånd taler i Judas tale i kapitel 44.
Josef bliver fristet. Josef, Jakob og de egyptiske sønner
- Efraim og Manasse.
Jakob velsigner Josefs to egyptiske sønner Efraim og
Manasse. Jakob skal snart dø. Derfor giver han den patriarkalske velsignelse
videre. Vi kan også se Isak hele
tiden i baggrunden. Isak havde
velsignet Jakob og givet ham
velsignelsen – men Jakob havde groft bedraget
den gamle, døende og blinde Isak! Velsignelsen af Jakob var – efter Guds vilje
men - en menneskelig tragedie!
Velsignelsen
er evig. Den kan ikke laves om. Jakob har kun een
virkelig velsignelse. Velsignelsen er lige som en olie som Jakob kan give videre – men han må vælge. Begge drenge kan
ikke få velsignelsen – i al fald ikke den virkelige afgørende velsignelse. Det
er derfor at Esau tidligere går
fortabt – Isak havde ikke nogen
ekstra velsignelse tilbage til Esau.
Velsignelsen var allerede blevet opbrugt
– som en olie.
Velsignelsen
flyder ud af den højre hånd. Den
højre side er den rigtige side – æren og herligheden og velsignelsen strømmer
ud til den højre side. Kongen – den salvede – sidder ved Guds højre side.
Kristus sidder i himlen ved Guds højre side. Kristus får al velsignelsen fra
Gud gennem Guds højre hånd.
Josef
bliver fristet – han bliver bange. Josef bliver lille og svag og
bekymret. Han falder tilbage. Han mister troen og tilliden. Den gamle Jakob er
også blind og forvirret og døende.
Jakob tager fejl – han tager fejl af
de to sønner. Jakob vil give velsignelsen til Efraim - den yngste søn. - Det er forkert,
tænker Josef! - Der er ved at ske en forfærdelig ulykke, tænker Josef. Josef
bliver desperat – han forsøger at
gribe ind og flytte den gamle Jakobs
hænder - så de vender rigtigt! Jakob har krydset
sine hænder, da han skal velsigne sine børnebørn! Situationen er et af højdepunkterne i hele Det gamle
Testamente! Men Jakob tager ikke
fejl! Josef begynder bare at tvivle
på Guds styrelse og Guds plan. Josef mister troen – han bliver bange. Gud ved hvad han gør – Jakob ved hvad han gør! Jakob er ikke en
sindsforvirret gammel tåbe der ikke ved hvad han gør! – Jeg ved det, som han siger! Josef falder i
og han falder for fristelsen - til at
styre og kontrollere med sin forstand
og sine egne tanker! Josef er et symbol
på det som alle mennesker gør hele tiden
– Vi vil styre og kontrollere det liv, som er i Guds hånd! Josef mister troen.
Han mister ånden og modet. Han gør sig selv lille
og svag. Han gør sig selv til et
lille offer – han er fuld af frygt for at det hele skal gå galt! Når vi gør os selv
til små og svage ofre – er det en
stor sorg for Gud – det er tanken i
1. Mosebog!
På
den måde bliver Josef i denne berømte situation – et af højdepunkterne i hele Det
gamle Testamente - til et evigt symbol.
Vi kan alle genkende os selv i Josef
– han er vores spejl. – Lad Gud være
i fred!
v13 Josef tog nu sine to sønner i hånden, Efraim i
sin højre hånd, så han stod til venstre for Israel, og Manasse i sin venstre, så han stod til højre for Israel, og så
førte han dem hen til ham. v14 Israel
rakte sin højre hånd frem og lagde den på Efraims hoved, skønt han var den
yngste, og sin venstre hånd lagde han på Manasses hoved; han krydsede sine hænder. Men Manasse var jo den førstefødte.
v15 Så velsignede han Josef:
»Den Gud, for hvis ansigt
mine fædre Abraham og Isak vandrede,
den Gud, som har været min hyrde
fra min fødsel til i dag,
v16 den
engel, som har udfriet mig fra alt ondt,
skal velsigne drengene.
De skal kaldes med mit navn
og med mine fædre Abrahams og Isaks
navne,
og de skal blive talrige i landet.«
v17 Da Josef
så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, blev han bekymret
og greb sin fars hånd for at flytte den fra Efraims hoved over på Manasses. v18 Josef sagde til sin far: »Det er
forkert, far! Det er ham her, der er den førstefødte, læg din højre hånd på
hans hoved.« v19 Men det
ville hans far ikke.
Han sagde:
»Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Også han skal blive til et folk; også han
skal blive stor. Men hans yngre bror skal blive større end han, og hans
efterkommere skal blive til en mængde folkeslag.« v20 Den dag
velsignede han dem og sagde:
»Med dit navn skal Israel velsigne og sige:
Gud gøre dig som Efraim og Manasse.«
Sådan satte han Efraim foran Manasse!
(1
Mosebog 48)
Jakob
får i kapitel 46 af Gud at vide – i en vision - at Josef skal lukke hans øjne. Josef
er en Jakob historie men en Jakob historie som adskiller sig meget fra de øvrige. I Josef historien bliver Josef ophøjet blandt de tolv brødre. Han er
den vigtigste. Brødrene er ikke ligestillede – den yngste Josef er den vigtigste. Jakob velsigner
Josef og det er Josef der viderefører
arven fra Jakob! Josefs hus er fra nu af det vigtigste hus –
faktisk det samme som hele Israel.
Josefs sønner er faktisk det samme som hele Israel.
I Nordriget – Samaria - sættes riget netop lig
med Josefs hus! Det sande Israel starter med Josef – han var godt nok
ikke den førstefødte men han blev den højeste
af dem alle. Jakob elskede Josef.
Josef er Israels identitet.