Jakob i Betel. Jakobs drøm.

Når vi i dag læser patriark fortællingerne i 1. Mosebog er vi vænnet til at patriarkerne er sat i forhold til hinanden. De er i familie med hinanden. Jakob er søn af Isak og Isak er søn af Abraham. Sara er Abrahams første hustru – ud af mange. Selv en figur som Lot er sat i forhold til Abraham – han er hans broders søn. Josef er søn af Jakob og alle de tolv brødre – Juda, Benjamin, Naftali osv – er Jakobs sønner med to hustruer nemlig Rakel og Lea!

Vi skal nok ikke tænke så meget over denne slægtssammenhæng. Det er sandsynligt at disse figurer først på et senere tidspunkt er sat i forhold til hinanden. Oprindeligt er de uafhængige og adskilte. Josef skikkelsen er for eksempel helt klart oprindeligt uafhængig af Jakob historierne. Det er først meget senere at Jakob bliver far til Josef. I øvrigt hedder Josefs far slet ikke Jakob men Israel ifølge nogle af teksterne!

Jakob – for eksempel – er den stamfader og fortidshelt som er blevet dyrket af et folk, en gruppe eller en stamme i Palæstina – og evt også uden for Palæstina. Jakob er vores fader – deraf navnet patriarkerne – dvs fædrene. Vi er alle sønner af Jakob. Vi kommer fra ham og vi nedstammer fra ham. Jakob er vores identitet – Jakob er folket – det kollektive. Jakob mødte Gud, Gud viste sig for vores stamfader - engang i urtiden. Den gud som Jakob så og erfarede med sine egne øjne – på bestemte steder – det er den gud vi holder os til. Vi tror på Jakobs gud! denne sætning – Gud er forfaderens gud - går som en rød tråd gennem hele 1. Mosebog.

Tro og religion er knyttet til slægten, stammen, folkegruppen. Vi tilbeder Jakobs gud. Jakob er den urfader som opdagede Gud – han mødte Gud. Han er et vidne om hvem gud er. Vi har fortællinger om Jakob og de fortæller hvordan Jakob fandt Gud. De fortæller hvor vi skal tilbede Gud – vores gud. Jakobs gud er gud for Jakobs folk – han er vores beskytter – vores skytsgud. Han beskytter os når vi kæmper mod vore fjender. Han redder os fra trængslen og nøden. Han er ikke Gud for de andre folk – han er Gud for vores stamme. Gud kan i visse sammenhænge smelte sammen med stedet – Betel er både et sted – en by – og navnet på guden men Gud kan også smelte sammen med forfaderen! Jakob og Jakobs gud bliver næsten det samme – fordi Jakob oprindeligt var en mytisk skikkelse i urtiden.

I teksten i 1. Mosebog fortælles en række historier – eventyr - om Jakob og Laban. Disse fortællinger er blevet fortolket meget forskelligt. Det er tydeligt nok at de skal fortælle noget ompatriarken Jakob i deres nuværende form. Jakob boede engang langt ude østpå i et fremmed folk – hos Laban – en slags konge. Jakob var en træl og slave og han måtte trælle for Laban som udnyttede ham. Men Laban blev afhængig af ham. Jakob sejrede på grund af sin magi, snuhed, klogskab og snedighed. Jakob var den lille men han var snu, snedig og vågen. Jakob vandt sig en stor rigdom og forlod Laban og kom til Palæstina hvor Jakob blev en patriark. Ude i det fremmede havde Jakob også vundet to kvinder – Rakel og Lea. Rakel og Lea er to prinsesser – lige som Sara - som Jakob erobrer fra Laban. Jakob er den lille mand som alligevel vinder over den store mand - kongen Laban og bliver gift med hans to døtre – de to prinsesser! Lea og Rakel bliver netop mødre til de tolv stammer – de bliver begge ophøjet siden hen – evige moderskikkelser. Lige som Abraham må de også forlade alt i det fremmede – bryde med alle bånd. De bliver idealer – helte. Ifølge traditionen var de tolv stammer netop delt i Rakel stammerne og Lea stammerne efter deres urmoder! Laban - Jakob historierne har præg af at være eventyr – deres stil er en eventyrstil. De er små noveller – lige som Josef historierne. Man kan også sige at der findes en skjult sammenligning i Jakob historierne: Lige som Jakob trællede i mange år under Laban i det fremmede hedenske land – så trællede de tolv stammer i mange år under Egypten og den fremmede hedenske konge i Egypten!

Vi skal altså ikke tænke os Jakob som Abrahams sønnesøn. Vi skal forstå Jakob som en helt selvstændig skikkelse – blot knyttet til et bestem geografisk område – en folkegruppe. Det kan vi også tydeligt se ved de steder som beretningerne handler om. De hellige steder er netop de steder som befinder sig i vores område – i det geografiske område hvor vi - Jakobs folk og hus - bor. På den måde kan vi sige at de to steder Betel og Penuel er de centrale helligsteder for Jakobs folk. De ligger tæt på Jordan – langt væk fra Abrahams kerneområde i sydlandet - i Negev. Andre byer i forbindelse med Jakob er Sikkem og Mahanaijim. Jakobs område er Israels gamle kerneområde – antageligt der hvor Israels stammer først slog sig ned. De legender som fortælles beretter om at Jakob opholdt sig på disse steder – meget naturligt for det er netop i disse områder hans folk bor. Jakob er en slags fortidig konge – den førstefødte. Jakob var en helt – en kæmpe som levede engang. Han havde overmenneskelige kræfter. Jakob kæmpede med Gud i en brydekamp om natten og vandt. Jakob rejste en stenstøtte som vejede flere tons og var over 5 meter høj! Den stenstøtte rejste han engang i urtiden lige netop der hvor vi bor nu! Det er den stenstøtte som vi kender!

Vi skal altså forestille os at der har været meget gamle traditioner om figuren Jakob – måske beretninger som var meget ældre end Abraham – meget ældre end folket Israel. Legenderne om Jakob er urgamle og måske fælles for mange folk – også for kana’anæerne fx Først senere bliver disse Jakobshistorier jødiske eller integreret i Israels historie og kultur. Da Israels stammer kom ind i Palæstina mødte de mange gamle legender og de overtog nogle af disse gamle legender lige som Israel overtog de helligsteder og helligdomme som allerede eksisterede. De omformede dem og gav dem et nyt indhold. Det som vi nu kan læse i 1. Mosebog er slutproduktet af en lang udvikling der har varet 1000 eller 2000 år! Vi ved at der var gamle myter om stedet Betel – og guden Betel fx Disse myter overtog nogle af Israels stammer og de formede disse myter på en bestemt måde. Oldtidens Israel var meget åbent over for kulturen og fortællingerne i det omgivende samfund. De var nysgerrige og rummelige. Det bedste udtryk som er brugt om Jakobsfortællingerne er faktisk at de er så rummelige som de er! De kan fortolkes på mange forskellige måder. På samme måde som historierne om Abraham. Jakobsfortællingerne har ikke én korrekt forklaring – de er et organisk resultat af en meget lang udvikling hvor mange religioner og kulturer har formet disse legender. De udtrykker derfor noget meget alment menneskeligt – noget som i følge oldtiden i al fald gjaldt for alle mennesker. Guden i Betel – stenstøtten – kunne også tilbedes af folk fra meget forskellige religioner – det skete faktisk i kongetiden i Israel. Israel – specielt Nordriget – var tolerant, åbent og havde ikke nogen eksklusiv eller fordømmende holdning til de fremmede!

Beretningen i 1. Mosebog 28 er beretningen om Jakobs drøm i Betel. Denne beretning er faktisk sammensat af to forskellige kilder. Den ene kilde Jahvisten – som er den ældste kilde til 1. Mosebog – fra ca 900 f. Kr – fortæller denne beretning. Vi kan blandt andet se de to adskilte kilder fordi de to kildetekster bruger to forskellige gudsnavne – Herren og Gud!

Vi kan se at beretningen e ren typisk saga eller kultberetning. Den er ætiologisk – den forklarer hvordan alt er opstået – lige som skabelsesberetning i 1. Mosebog 1 er ætiologisk. Beretningen forklarer hvordan Betel er opstået og hvad det betyder og forklarer at Gud bor på dette sted – kun på dette sted. Derfor oplevede Jakob Gud om natten!

Betel er den centrale helligdom for det var netop her i Betel af Jakob fik løfterne af Gud – jeg vil altid være med dig – dit folk skal blive et stort folk - Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Løfterne til Jakob er løfterne til alle vi som tilhører hans folk – hans klan. Jakob er repræsentant – han er et tegn eller et symbol. Løfterne er de helt centrale tekster i Det gamle Testamente. At tro på Gud er det samme som at tro på hans løfter – på det han dengang lovede Jakob. Jakob indgik i en relation dengang han mødte Gud – en pagt – som blev skabt ved Guds løfter – ikke ved Jakobs præstationer! Vi – Jakobs folk – lever i denne relation – i denne pagt. Vi kan stole på Jakobs gud for han er rig på troskab – han holder hvad han dengang lovede Jakob!

Jakobs folk fik så at sige en religiøs hovedstad med Jakob – Betel. Jakobs hus fik en identitet. Gud fik en identitet. Gud fik et navn dengang da Jakob mødte Gud. Forud kendte Jakob intet til Gud – han vidste ikke noget om Gud som der står i teksten! - men nu mødte han gud og derfor kender vi Guds navn – på grund af Jakob. Vi tilbeder Jakobs gud. I Det gamle Testamente er navnet uhyre vigtigt. Den som kender en mands navn kender hans væsen – hans dybeste identitet. Den som kender troldens navn kan få magt over trolden. Navnet er ikke noget tilfældigt eller ligegyldigt – det er en del af personen – også en del af Gud. det er helt afgørende at kende Guds navn – ellers kan vi ikke holde os til ham – vi kender ham ikke! Den gud som Jakob finder er Betels Gud – den gud som bor i Betel.

Rent historisk fik Betel en enorm betydning især i Nordrigets – kaldet Israels - tid fra 900 tallet til 722 f. Kr. da Nordriget Samaria blev erobret af Syrien. Men også efter 722 f. Kr. var Betel en vigtig religiøs hovedsted – et center for pilgrimme og valfart. Betel var en slags religiøst Rom – som Rom og den senere katolske kirke – eller et Mekka. Betel er den gamle åndelige hovedstad – eller centrale helligdom – bestemt ikke Jerusalem som af de fleste i Israel blev opfattet som en fremmed by befolket af hedninger (jebusitter og hittiter) og placeret alt for langt mod syd!

Vi ved at der var opstillet en central stensøjle i Betel fra gammel tid – måske fra ca 1500 eller 2000 f. kr. Vi skal tænke på at disse områder er meget tidligt udviklet i oldtiden. Byen Jeriko er således den ældste by i hele oldtiden – i Mellemøsten! Området omkring Betel var et knudepunkt på grund af handelsvejene og karavanerne. Denne stensøjle – en såkaldt masseba på hebraisk – var 5-6 meter høj, vejede flere ton og hugget ud i ét stykke. Grækerne kendte meget godt denne stensøjle – det ved vi fra den græske litteratur. Det græske ord for søjle – baitylos - er faktisk et låneord – det kommer af ordet og navnet Betel!

Jakob er en kæmpe – han kan bruge stenstøtten som hovedgærde og han kan flytte rundt på den. Da Jakob kommer ud til Laban for at gifte sig med Rakel løfter han ene mand en kæmpesten op fra en brønd – en sten som ellers kræver ti mands kræfter! Jakob løfter stenen af bar utålmodighed! Man får faktisk indtrykket af at Jakob rent faktisk er en kæmpe – en gigant – altså ikke noget normalt menneske – en mellemting mellem en gud og et menneske? I 1. Mosebogs indledning fortælles historien om giganterne eller kæmperne. Jakob kan virke som en af disse giganter. Giganterne opstod fordi nogle guder i himlen blev forelskede i de smukke jordiske kvinder. Disse kvinder fik så børn med de himmelske guder – deres sønner blev giganter og de levede i meget lang tid og de havde overmenneskelige kræfter! Alle patriarkerne – også Abraham – har træk som kan minde om disse giganter. Israels senere gudsmænd som Elias ligner også giganterne i deres overnaturlige vælde. Forestillingen om at der eksisterer sådanne giganter eller titaner (fx Grækenland) kender vi fra hele oldtiden.

v13  Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren [Jahve], din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. v14  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15 Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

v16  Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren [Jahve] er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«

v19  Han gav stedet navnet Betel [betyder ordret: Guds sted eller Guds hus].

(1 Mosebog 28)

Hele beretningen i 1. Mosebog 28 indeholder en mere fyldig beretning. Dele af denne stammer helt klart fra Elohisten – det kan vi se fordi gudsnavnet bliver Gud - og ikke Herren!

Jakob bruger stensøjlen som hovedgærde. Vi ved at stensøjlen blev dyrket ved at den blev overhældt med olie – en meget gamle skik. Stenen blev salvet – dvs hyldet og tilbedt og æret. Fra gammel tid blev stenen opfattet som Guds bolig. Gud bor inden i stenen. Gud er omkring stenen når den bliver salvet og indviet. At salve stenen er en magisk handling – måske – for derved kan man hidkalde Gud. Gud kommer når vi salver og smører stenen og råber på Herren!

Det er stenen som giver Jakob drømmen. Drøm og vision er i høj grad det samme i Det gamle Testamente. Jakob får syner – han ser visioner på grund af stenen. Det siges at han bruger stenen som hovedgærde. Han overnatter ved stenen eller sammen med stenen og det giver ham drømmen. Stenen fungerer lige som de hellige træer som også giver visioner når man sidder under dem – det kan vi se med Abraham der sidder under tamarisken i Mamre og med Saul som sidder under det hellige træ og kommer i ekstase. Patriarkerne er også skildret som visionære, som profeter.

Stenen har oprindeligt været en fallos figur eller blevet tilbedt som en fallos. Det er det mest sandsynlige men siden opfattes den ikke som en fallos figur.

Fallos figurer som stensøjler eller obelisker kender vi fra kana’anæerne. Der var opstillet mange af disse figurer i det gamle Israel. Vi ved at det hebraiske ord masseba ofte dækker over en fallos figur – men det har ikke altid været eentydigt hvad disse stenstøtter skulle betyde. I Indien har vi bevaret fallos figurer – også fra nutiden -som meget godt ligner stenstøtterne fra Palæstina. Fallos figurerne brugte man også i det gamle Grækenland – med Dionysos kulten.

v10  Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan [Mesopotamien]. v11  Undervejs kom han til et sted [Betel], hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér.

Der er enighed om at ordet stige ikke er nogen helt god oversættelse af det hebraiske udtryk. Det hebraiske ord betyder noget som bliver dynget op og hobet op til en forhøjning – en rampe, en trappe, en vej som går langsomt op. Det som Jakob ser, er en forhøjning – en rampe som går opad mod et punkt højt oppe. Han ser ikke engle klatre op og ned ad en stige i vores forstand! Det han ser, er en stigning snarere. Den græske historieskriver Herodot beskriver et tempelanlæg som minder om dette billede. Herodot kalder det en trappe eller trappeopgang. Når man går op af trappen kommer man op til guderne. Billedet stammer muligvis fra de babylonske templer. For neden i disse templer var der en forhøjning - en rampe. Her var gudens jordiske bolig og tempel placeret. Ved siden af byggede man i Mesopotamien et meget højt tårn og øverst i tårnet (Zigguraten) var gudens egentlige bolig – i det inderste øverste rum. Det øverste og inderste rum blev kaldt for himlen! Vi kan også i Det gamle Testamente ofte se at ordet himlen betegner et bestemt sted – typisk det allerhelligste i templet i Jerusalem. Himlen betyder ofte noget andet end man senere i kristendommen har forstået ved himlen!

Det som er stigen er altså et sted hvor himlen mødes med jorden. Stigen eller trappen er det sted hvor to verdener skærer hinanden og forbindes. Når man står i porten kan man se begge verdener. Jakob ser en port hvor man kan gå ind i himlens verden – Guds verden – en perleport eller en drageport. Han ser Guds engle dvs ikke engle men krigere eller budbringere eller guder. Han ser disse guder komme igennem porten ind i vores verden og gå ud af porten og ind i Guds verden. Hver dag gennemvandrer disse guder nemlig hele jorden. Vi kender også dette billede fra Jobs bog hvor Herrens budbringer – Satan – går ud af himlen og ind i verden. Englene er Guds ministre og generaler og befuldmægtigede. De bliver sendt ud i verden for at udføre Guds ordre. De får magt og myndighed (se Jobs Bog nedenfor). De bærer våben og dræber og besejrer. Stigen er altså et gennemgangssted – en port som Jakob ser langt borte – der hvor jorden og himlen mødes – paradiset – eller gudernes bjerg. I Babylon opfattede man Zigguraten – tårnet – som en sådan indgang til himlen. Dette tårn er det tårn som optræder i 1. Mosebog som Babelstårnet. Vi kender også billedet fra profeten Zakarias (se nedenfor). Som det første menneske står Jakob i denne vision lige foran porten til himlen – det er meningen med beretningen!

v12  I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. v13  Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. v14  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15  Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

v16  Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«

v17  Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus [Betel betyder Guds hus], det er himlens port!« v18  Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. v19  Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. v20  Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, v21  og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud; v22 stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.«

(1 Mosebog 28)

I 1. Mosebog 35 beskrives Betel igen. Det som beskrives er en valfart til Betel. Blandt stammerne har man én gang om året haft en hellig rejse – en valfart til Betel. Teksten indeholder regler for denne valfart, denne pilgrimsvandring. De skal gemme bort alle de fremmede guder. Teksten viser at Jakobs folk har haft mange guder og dyrket mange guder. Rakel er også et eksempel på det – men alligevel er guden i Betel den største. Teksten udtrykker at når man skal på valfart skal man rense sig. Valfart kender vi mange steder fra Det gamle Testamente. Valfarten til Betel svarer til valfarterne til Jerusalem. I kongetiden var der en sådan valfart til det gamle hellige sted Betel – som en slags konkurrent til Jerusalem.

Gud er et sted – Gud hedder det samme som et sted. Gud er den gud som findes et bestemt sted. I den forstand har Jakobs guder ikke noget navn – Gud er det samme som Betel – Betel er et navn på Gud.

Helligdommen eller templet i Betel forklares af denne historie – det er det alter som Jakob – vores fader – engang byggede. Gudstjenesten i Betel blev oprettet af vores urfader. Historien er ætiologisk – den forklarer hvor tingene kommer fra. Hvor kommer stenstøtten fra? Hvor kommer vores gud fra? Hvorfor er Betel et helligt sted?

Visse steder er simpelt hen hellige – dvs hvis man opholder sig på det sted så kan man opleve Guds nærvær! Hvis man er på et andet sted kan man ikke opleve Gud! Gud findes kun på et bestemt sted. Gud bor på et bestemt sted. Ordet Betel betyder direkte oversat: Guds hus eller bolig! (El betyder Gud og Bet betyder hus – lige som i Bet-lehem som betyder guden Lahmus hus!). Han bor i Betel – dvs han bor i alteret eller han bor inden i stenen – eller omkring stenen. Lige som Gud ifølge disse gamle historier kunne bo i et træ. Gud er ikke et abstrakt væsen som findes alle steder uafhængigt af tid og rum. Det er en meget senere tanke.

Vi kan sige at Jakob tror at Gud er en ånd eller kraft som bor på et bestemt sted – som man kan få kontakt med på et bestemt sted. Når man ligger på jorden på det sted får man drømme – Gud viser sig i disse drømme. Andre steder får man ikke disse drømme. Hvad er det for en gud som viser sig i drømmen? Det er den gud eller kraft som bor i Betel – som findes her på dette sted! Sådan er Jakobs tro og religion i de grundlæggende træk. Derfor er der mange guder – der er mange hellige steder.

Jakob kalder stedet for El-Betel – hvilket betyder: Den bestemte adskilte gud som netop og kun findes i Betel – Betel betyder så igen Guds hus eller bolig! Det væsentlige er at navnet på Gud og navnet på stedet og navnet på stensøjlen og navnet på helligdommen er det samme! Gud hedder Betel! Gud er simpelt hen Betel! Gud er bundet til den stensøjle. Når man salver stensøjlen med olie kommer Gud til stede og han velsigner os. Vi ved at det er foregået sådan i det gamle Israel. Tanken er altså også magisk – hvis man smører søjlen med olie – så får man Guds kraft! (Forfatterne til 1. Mosebog har nok ikke troet på denne magiske tanke!).

I historien nedenunder taler Gud direkte til Jakob mens han opholder sig i Sikkem. Det er interessant at Gud omtaler en bestemt gud – nemlig den gud som viste sig for Jakob dengang han var trængt! Gud taler så at sige ikke om sig selv – han taler til Jakob om en anden gud – nemlig om guden i Betel! Guden i Betel er en anden gud end Gud!

Ifølge forfatterne til 1. Mosebog findes der kun én gud – men ifølge myten eller beretningen her er der faktisk flere eller mange guder! Gud bliver identificeret konkret med de forskellige steder. Vi kan sige at guden i Betel er en særlig skytsgud som beskytter stedet Betel (og netop kun Betel!) – hvis kraft virker i Betel. Vi kan sammenligne med grækernes byer som havde skytsguder – en særlig gud – som Athene. Vores skytsgud beskytter os – vores gud – fædrenes gud!

Gud siger til Jakob: - Drag op til Betel og der skal du bygge en sten for Betel. Han er den gud som dengang viste sig for dig. Han frelste dig ud af nøden. Ham skylder du at sige tak. Derfor skal du rejse en stor sten for den gud – Betel – på det sted! Betel har været trofast og han har været en god gud for dig! Betel er en stor gud og ham skal du holde dig til!

v1  Gud sagde til Jakob: »Drag op til Betel, slå dig ned der, og byg et alter for den Gud, der viste sig for dig, da du var på flugt for din bror Esau.«

v2  Så sagde Jakob til sin familie og til alle sine folk: »Fjern de fremmede guder, I har hos jer, rens jer, og skift tøj. v3  Lad os drage op til Betel; dér vil jeg bygge et alter for den Gud, som hørte min bøn, dengang jeg var i nød, og som var med mig på min rejse.« v4  De gav Jakob alle de fremmede guder, de havde hos sig, og de ringe, de havde i ørerne. Han gravede det hele ned under egen ved Sikem, v5  og så brød de op.

Men en gudsrædsel [slags hypnose] kom over de omkringliggende byer, så ingen forfulgte Jakobs sønner.

v6  Jakob kom til Luz i Kana'an, det samme som Betel, sammen med alle sine folk. v7  Dér byggede han et alter og kaldte stedet El-Betel, for dér havde Gud åbenbaret sig for ham, da han var på flugt for sin bror.

v14  Jakob rejste en støtte, en stenstøtte, på det sted, hvor Gud havde talt med ham, og han udgød drikoffer på den og hældte olie over den. v15  Og stedet, hvor Gud havde talt med ham, kaldte Jakob Betel.

(1 Mosebog 35)

Profeten Zakarias som levede omkring 500 f. Kr. fortæller i Zakarias bogen kapitel 1 om det sted hvor man kan gå ind i himlen og komme ud af himlen – således som Jakob drømmer om. Englene bliver hver dag sendt ud i verden - lige som en konges tjenere og embedsmænd for at udføre hans planer:

v7  Den fireogtyvende dag i den ellevte måned, måneden shebat, i Dareios' andet regeringsår kom Herrens ord til profeten Zakarias, Berekjas søn, Iddos sønnesøn.

Han sagde: v8  Jeg så i nat en mand [en engel] sidde på en rød hest; han holdt blandt myrterne i kløften, og bag ham var der røde, rødbrune og hvide heste. v9  Jeg spurgte: »Hvad betyder det, herre?« Den engel, der talte med mig, svarede: »Jeg vil vise dig, hvad det betyder.«

v10  Da sagde manden, der holdt blandt myrterne: »Det er dem, Herren sendte, for at de skulle drage omkring på jorden.«

v11  De sagde til Herrens engel, der stod blandt myrterne: »Vi drog omkring på jorden. Hele jorden er rolig og stille.« v12  Da sagde Herrens engel: »Hærskarers Herre, hvor længe skal det vare, før du viser barmhjertighed mod Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerds år [under eksilet]?«

(Zakarias 1)

v6  En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren; blandt dem var også Satan. v7  Herren spurgte Satan: »Hvor kommer du fra?« Satan svarede: »Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs.« v8  Herren spurgte ham: »Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt.«

v9  Satan svarede: »Det er vel ikke uden grund, at Job er gudfrygtig. v10  Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet. v11  Men ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!«

v12  Da sagde Herren til Satan: »Nu får du magten over alt det, han ejer; men ham selv må du ikke række hånden ud imod.«

Så forlod Satan Herren.

(Jobs Bog 1)