Hvem er David

v23 Men David sagde: »Pas jer selv, Serujasønner! Vil I virkelig sætte jer op imod mig i dag? I dag er der ingen i Israel, der skal lide døden, for nu ved jeg, at det er mig, der er konge over Israel.« v24 Kongen sagde til Shim'i: »Du skal ikke dø!« Og det gav han ham sin ed på.

(2 Samuelsbog 19)

v8 »Jamen hvad har jeg gjort?« spurgte David.«

(1 Samuelsbog 29)

v17 Jeg tænkte, at dine ord, herre konge, nok ville give mig ro i sindet, for du, herre konge, er som en Guds engel til at vurdere godt og ondt. Herren din Gud være med dig!«

(2 Samuelsbog 14)

v8 Han tilføjede: »Du kender din far [David] og hans mænd og ved, at de er tapre og forbitrede som bjørne i det fri, når man har taget ungerne fra dem. Desuden er din far en kriger.

Alle i Israel ved jo, at din far [David] er en helt, og at han er omgivet af tapre mænd.

(2 Samuelsbog 17)

v10 Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus.

(2 Samuelsbog 12)

David er Israels konge – Herrens salvede – Herrens udvalgte. David er Herrens tjener som Esajas taler om. Gud Herren udvalgte David ud af mange for at velsigne ham og sætte ham til hyrde for fårene. Herren har afgivet evige løfter til David og hans hus. David er ifølge Det gamle Testamente den konge i Israel som afløser Israels første konge nemlig Saul. Før Saul var der i følge Det gamle Testamente ikke egentlige konger - men såkaldte dommere. Dommerne og de senere konger havde grundlæggende den samme funktion – de er sendt for at frelse Israel - men hele institutionen er helt forskellig.

Navnet David har en sådan position i Det gamle Testamente at det ofte bruges i stedet for ordet konge eller i stedet for den regerende konges eget navn. Alle kongerne er David – de er ét med David eller Davids søn. Siden hen bliver betegnelsen David og Davids søn en titel for den Messias som jøderne ventede. Kristus er Davids søn.

Ordet David betyder muligvis konge eller øverstbefalende. Muligvis er der sket en forveksling. Muligvis hedder David slet ikke David – fordi David er hans titel og ikke hans egennavn.

Navnet på den borg eller by som David erobrede i Jerusalem (jebusitternes borg) er muligvis Davidsbyen – dvs at byen eller borgen har heddet Davidsbyen før at David erobrede den! Hvis det er sandt er David ikke hans egennavn – men den titel som David tog efter at han havde indtaget Jerusalem – den gamle kana’anæiske by!

David blev begravet i en klippehule inden i denne borg Davidsbyen. På Jesu tid kender man stadigvæk denne grav og den findes stadigvæk i det 1. århundrede. Den er ikke fundet siden trods mange udgravninger. Men hele området er blevet udgravet så vi kan se murene og linjerne i Jerusalem på Davids tid. De senere konger i Juda blev begravet sammen med David. Da man gravede en vandtunnel gennem klippen i oldtiden borede man uden om Davids grav i en bue! Vi kan altså nogenlunde se hvor David lå begravet.

Det gamle Testamente har en meget indviklet og detaljeret kronologi. Ifølge denne kronologi er David blevet konge ca 1000 f. Kr. Han regerede i 40 år fortælles det – dvs til ca 960 f. Kr. Han blev afløst som Israels konge af sin søn Salomo. Efter Salomos død blev landet opsplittet i to riger – Nordriget eller Samaria der blev kaldt for Israel (og som omfattede de 10 af de 12 stammer) og Sydriget – Juda eller Judæa – som omfattede Judas stamme og område og hovedstaden Jerusalem. Ifølge Det gamle Testamente blev riget taget fra Salomos søn og hans slægt fordi Salomo havde syndet – han havde gjort det som var ondt i Herrens øjne.

Vores faktiske viden om David – og Saul og Salomo og hele samtiden – stammer udelukkende fra Det gamle Testamente. Vi har ikke én eneste lille notits i kilder fra nabostaterne! Dette gør selvfølgelig hele historien mere usikker.

Det deuteronomistiske historieværk.

Vores viden stammer fra det som kaldes det deuteronomistiske historieværk. Dette historieværk er blevet færdigredigeret (færdigskrevet) ca 500 f. Kr eller i 400 tallet f. Kr. – altså ca 500 år efter Davids tid. Historieværket omfatter alle bøgerne fra 5. Mosebog til 2. Kongebog. Vi skal altså forestille os at dette meget lange afsnit af Det gamle Testamente oprindeligt har udgjort én sammenhængende beretning. Opdelingen i Josvabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne er altså sekundær. For eksempel ved vi at opdelingen i 1 og 2 Samuelsbog og 1 og 2 Kongebog først er sket senere. Hele beretningen om Israels historie har været én sammenhængende beretning – fra Moses og helt ned til 500 tallet f. Kr. hvor Babylon besejrede Israel og hvor kongedømmet blev tilintetgjort – og dele af befolkningen sendt i eksil i Babylon. Historieværket dækker ifølge dets egne oplysninger en periode fra ca 1350 f. Kr. (Moses) til 587 f. Kr. – nederlaget til Babylon – altså hele Israels historie. I hele denne lange periode findes der mange årstal som vi er sikre på – fordi de kan bekræftes af mange forskellige kilder (assyriske, egyptiske, babylonske kilder).

Historieværket er samlet, redigeret, til dels skrevet af jødiske præster, lærde og skriftkloge – på et meget senere tidspunkt end de begivenheder som beskrives. Derfor lægger historieværket nogle gange personerne noget i munden som de antageligt ikke har sagt. David og Salomo bruges som talerør for den religion, tro eller gudsopfattelse disse præster havde i 400 tallet f. Kr.! Det er ikke til at undgå – sådan foregik al historieskrivning i oldtiden. De græske historieskrivere gør det samme. De forholder sig frit til stoffet – de digter små samtaler og episoder. De kombinerer ting som egentlig ikke har noget med hinanden at gøre.

Forfatterne eller redaktørerne har haft et meget stort skriftligt materiale til deres rådighed. De har haft masser af skriftlige kilder og de har haft mange faste mundtlige traditioner. De opfinder ikke historien! Det som de skriver, er absolut ikke fri fantasi men de former hele historien i en bestemt retning. De fortolker hele udviklingen religiøst. Alt forklares ved forholdet mellem Gud og folket. Når det går skidt for Israel skyldes det at det bliver ramt af Guds vrede – og Gud er med rette vred på Israel fordi det har dyrket de fremmede guder. Synd – begrebet synd - er i historieværket forbundet med gudsdyrkelsen – synd er ikke noget moralsk. Salomo var en stor synder fordi han tillod dyrkelsen af de fremmede guder – selv om han ikke selv tilbad disse fremmede guder. Synd er noget kultisk, noget rituelt. Synd er at tilbede Gud på en forkert måde. I Nordriget tilbad de Gud eller Herren som en tyr – en guldtyr. Dette var en stor synd – ikke fordi de tilbad andre guder – men på grund af dyrkelsen af billedet af tyren (billedforbudet i Moseloven).

Hele den 1. Krønikebog i Det gamle Testamente handler om David. Krønikebøgerne er meget sene produkter – de er redigeret og skrevet efter det deuteronomistiske historieværk – måske ca 300 f. Kr. Krønikebøgerne har ikke nogen særlig kildemæssig værdi i forbindelse med David. De giver en meget idylliserende skildring af David som hele Israels idealkonge! 1. Krønikebog bruger helt klart Samuelsbøgerne som kilde – men alle oplysninger om David som på nogen måde kan opfattes som negative bliver filtreret fra! Vurderet historisk er billedet af David altså ren manipulation. Krønikebogen retter simpelt hen i teksten i Samuelsbogen - udelukkende ud fra en ideologisk og teologisk synsvinkel – ikke fordi Krønikebogen har andre kilder til rådighed! Forfatterne til 1. Krønikebog har simpelt hen slettet det som de ikke brød sig om!

Der er ikke noget i vejen med Det gamle Testamente som en historisk kilde – tværtimod! Vi skal bare passe lidt på når vi læser teksten – fx historien om David. Forfatterne til historieværket lægger tekster og trosforestillinger tilbage til Davids tid – hvor de ikke hører hjemme. Der er ikke noget i vejen med de ord som Salomo taler i begyndelsen af 1. Kongebog – Salomos bøn og velsignelse. Men disse ord er med garanti aldrig nogen sinde blevet udtalt af Salomo! De bliver lagt i munden på Salomo! Disse ord af Salomo – sammen med Natans forjættelse til David og Samuels afskedstale – er evige udtryk for den jødiske tro. De er helt uovertrufne i Det gamle Testamente. De er fantastiske udtryk for den jødiske tro! Men de er udtryk for den senjødiske tro og teologi ca 500 f. Kr.! De er ikke udtryk for Davids eller Salomos eller Natans tro! Vi skal bestemt ikke forkaste Det gamle Testamente som en kilde! Det gamle Testamente er en god kilde – man skal bare vide hvad der er hvad! Forfatterne af historieværket lægger Salomo ordene i munden for at udtrykke at denne tro er urgammel og sand og hellig! Sådan gjorde man i oldtidens historieskrivning – sådan gjorde grækerne og babylonerne og romerne også! Historieværket fortolker alle begivenheder religiøst – det gjorde man i hele oldtiden. Det betyder ikke at historien om David er løgn og latin – det betyder blot at historieskrivningen foregik på en anden måde i oldtiden.

I historieværket findes mange små stykker som går langt tilbage og er ægte og meget gamle overleveringer. Deboras sang fra Dommerbogen er et ægte digt fra omkring 1100 f. Kr. – nok det ældste stykke i Det gamle Testamente! Tekster bliver bedre – mundtligt - bevaret når de er på vers! Det kender vi også fra Homer i Grækenland. Deboras sang minder faktisk om Homers heltedigte. I historierne om David findes faktisk også et heltedigt – over Saul.

I Israel begyndte man tidligt at skriver årbøger eller annaler – det vil sige små notitser år for år om store begivenheder i kongens regeringsperiode. Annaler kender vi fra alle samfund og lande – også fra Danmark fra den tidlige middelalder. I historieværket finder vi disse annaler citeret nogle steder – fx et sted som handler om kæmpen Goliat.

Historieværket indeholder mange dobbeltberetninger – dvs den samme begivenhed bliver omtalt to gange men med afvigelser. Årsagen er at der har eksisteret forskellige mundtlige eller skriftlige traditioner – og historieværket prøver at få det hele med! Den kronologiske beretning kan også være helt usammenhængende – fx efter en mands død fortæller man bare videre om hvad han gør! Men alle disse mærkværdigheder skyldes at historieværket ikke er forfatterværk men en samling af gamle sagn, legender, traditioner.

Efter de flestes mening kan vi stole på historieværket i de meget grove træk. Det vil sige: Det er meget sandsynligt at Saul er en virkelig figur og at han har været konge i Israel eller i dele af Israel. Det er meget sandsynligt at han har ført krig med især filistrene. Det er meget sandsynligt at David er en kriger som er kommet i hans tjeneste. David har hurtigt vundet et stort ry – som det siges. David er stærk og mægtig og har lykken med sig. Saul gør David til militær leder. Saul bliver i stigende grad afhængig af David. David bliver gift med Sauls datter – med prinsessen – og David får mere og mere magt. På et tidspunkt starter David et oprør imod Saul og David allierer sig med alt og alle - på kryds og tværs. David vil have magten i riget. Han er hård og kynisk. Han allierer sig med arvefjenden filistrene. Til sidst lykkes det for David at erobre magten i Israel og han bliver konge – ca 1000 f. Kr.

Sådan mener de fleste historikere at historien forløber. David optræder brutalt – han bedrager og er temmelig troløs. Han stiler eensidigt imod magten – koste hvad det vil. Han udrydder alle sine fjender. Han viger ikke tilbage for noget. Han bliver bakket op af en klan eller et parti i Israel og hans popularitet vokser hele tiden. Hvordan Saul dør er stadig væk omstridt. Historisk set ligger der meget tåge over Sauls død men på et tidspunkt dør Saul – sandsynligvis i en krig med filistrene på et tidspunkt hvor David er allieret med filistrene! – og vejen bliver åbnet for David. Vi kan sige at David er sønnen der kæmper imod faderen. Måske er David skyld i Sauls død – men det kan vi ikke bevise ud fra Det gamle Testamente.

Saul

Saul bliver afhængig af den unge David og for David bliver tjenesten hos Saul den store chance. Saul er svag i den forstand at han lider mange nederlag over for filistrene – som da også ender med at tage livet af ham og hans sønner. David viser sig som en succesfuld kriger. Myten om at David er en lille fårehyrde som er rødmosset, har kønne øjne, ser godt ud og er god til at spille på citer – er meget meget senere! Den myte er del af historieværkets ideologiske billede af David som ideal. Disse myter har ingen historisk værdi. Historieværkets forfattere har selvfølgelig ikke haft nogen viden om Davids udseende.

Saul gør David til sin svigersøn – sin søn i en vis forstand. Dette er en enorm chance for David og historisk set bruger David nok sin nye position til at starte en opstand imod Saul. Det er det gamle skema: Sønnens oprør imod faderen som vi ser mange gange i Det gamle Testamente.

Da Saul vil gøre David til svigersøn reagerer David med at sige at det er han slet ikke værdig til. Dette svar er muligvis bare sædvane og kutyme. Vi ved fra utallige eksempler at når mennesker i Det gamle Testamente tilbydes høje poster reagerer de altid på denne måde – ved at erklære at de ikke er værdige. Eksempler herpå er Gideon der udnævnes til dommer, Saul selv da han salves til konge, alle profeterne da de kaldes til profeter osv! Men måske ligger der også noget andet i Davids svar:

v17 Saul sagde til David: »Jeg vil give dig min ældste datter Merab til hustru, hvis du viser dig tapper i min tjeneste og fører Herrens krige.« v18 Men David svarede Saul: »Hvem er jeg, og hvad er min stamme og min fars slægt i Israel, at jeg skulle blive kongens svigersøn?«

(1 Samuelsbog 18)

Meget tyder nemlig på at Davids slægt – dvs hans fars slægt – Isaj – stammer fra moabitterne. Ifølge Ruts Bog er Davids farmor nemlig en moabitisk kvinde som kommer til Israel fra moabitternes land på den anden side af Jordan. Der har nok eksisteret en gammel tradition om at Isaj og David stammede fra moabitterne – selv om Ruts Bog er en senjødisk bog som er skrevet 700 år efter Davids tid.

Meget tyder på at den gamle legende i Israel om David og moabitterne er rigtig nok. Under borgerkrigen er David nødt til at bringe sin familie i sikkerhed – ellers var den muligvis blevet henrettet. David sørger for at Isajs slægt – Davidsslægten – kommer i sikkerhed hos moabitterne på den anden side af Jordan. At nedstamme fra moabitterne var bestemt ikke noget at prale af i det gamle Israel! Det har været med til at give David en svagere stilling. David har måske til dels været en outcast. Han har haft sværere ved at blive anerkendt af de tolv stammer. Hele sit liv kæmpede David en håbløs kamp om at blive anerkendt i Israel og det kan muligvis have sammenhæng med denne afstamning. Moabitterne var ifølge Det gamle Testamente et helt fremmed folk – de var ugudelige, hedenske og afskyelige! Alle moabitterne nedstammer nemlig fra Moab – og Moab er resultatet af Lots afskyelige samleje med hans egen kødelige datter (Mosebøgerne)! Rent historisk er moabitterne indvandret i Kana’an ligesom og på nogenlunde samme tid som Israels tolv stammer.

v3 Derfra drog David til Mispe i Moab og sagde til Moabs konge: »Lad min far og mor rejse over til jer, indtil jeg bliver klar over, hvad Gud har for med mig.« v4 Han bragte dem så til Moabs konge, og hos ham boede de, lige så længe David var i klippeborgen [under oprøret mod Saul].

(1 Samuelsbog 22)

Den mand (Hushaj) som i Samuelsbøgerne kaldes Davids Ven – med en speciel titel – er arkit dvs han tilhører ikke de tolv stammer - han er ikke israelit – han er kana’anæer. David har måske i høj grad allieret sig med den slags outsidere i kampen om magten.

David appellerer meget kraftigt under Absaloms oprør til følelserne i Israel og beder folket om at tage ham tilbage, men det er ikke sikkert at Israel har haft det helt som David:

Skal I virkelig være de sidste til at hente kongen hjem? v13 I er dog mine landsmænd og af samme kød og blod som jeg.

(2 Samuelsbog 19)

David omgiver sig altid med en livgarde - et kampkorps – af såkaldte kretere og pletere – kreti og pleti. Det er noget omstridt hvad dette udtryk dækker. Kreti og pleti er et ordspil. Kreti betyder nok ikke folk fra Kreta – selv om de har været kendt i det gamle Israel. Kreti og pleti betyder efter de flestes opfattelse professionelle lejesoldater fra filistrenes folk. Det er altså yderligere et træk som viser at David omgav sig med folk af fremmed herkomst – trofaste krigere som han kunne stole på! Men dette har også skabt en konstant modsætning til Israels folk og stammerne.

Historieværket tegner et billede af David og dette billede får selvfølgelig betydning for eftertiden. Vi ved ikke om dette billede er historisk korrekt men vi kan stadigvæk analysere og bruge dette billede. Det fortæller os en masse om Det gamle Testamente og dets tankeverden. Hvis vi måler David med vores etik og moral må vi sige at David er usædvanlig brutal, kynisk og beregnende. Han er en moralsk katastrofe. De beretninger vi har om David viser ham som en skikkelse der minder om de onde romerske kejsere i kejsertiden der kun var optaget af deres egen magt og forfængelighed. David svigter sine løfter og de eder til Herren som han højtideligt har svoret bryder han hvis det på nogen måde gavner hans egen sag. David er et overmenneske - kan vi sige. David har nok respekt for ligeværdige mennesker - som Saul - men ingen som helst respekt for undermennesker dvs almindelige mennesker. David myrder og henretter uskyldige almindelige mennesker for et godt ord. Det er den kongelige klogskab og visdom som han siger til Salomo. At udnytte alle chancer. At dræbe sine modstandere – det er at være snedig. At lyve højlydt og højtideligt – det er at være meget snedig! David er netop snu og snedig ifølge historieværket! Han vil alliere sig med Fanden får at få magten. Han tænker i kategorien over- og undermennesker. Moralsk set – med vores moral – falder han helt igennem. Han er et monster. David er en rigtig bundumoralsk røverkonge. Vi kan sige at det var med god ret at de ti stammer – Israel – gjorde oprør imod monarkiet efter Salomos død! Monarkiet under David og Salomo var blevet en rædselstid – som de romerske kejsere. David bedyrer hele tiden sin uskyld – Hvad har jeg gjort? Som han hele tiden siger - men han gør det lidt for meget! Ingen tror rigtigt mere på hans forsikringer. David har blod på hænderne når han bedyrer sin uskyld. David er klar til at slå sin bedste ven ihjel hvis det gavner hans sag – og så benægte det bagefter. Historieværkets beretning om Davidstiden er usædvanlig blodig og chokerende. Opgøret efter Davids død er virkelig de lange knives nat. For en moderne læser er det meget svært at se at David er en helt. Det virker som om at Herren har salvet den forkerte! En moderne læser kan måske identificere sig med Saul, men slet ikke med David!

Samuelsbøgerne handler først og fremmest om David. Samuelsbøgerne er blevet formet og tilpasset af jødiske præster og skriftkloge i 400 tallet f. Kr. Der er mange kildemæssige problemer i denne skildring af David. Nogle steder kan vi se at disse jødiske lærde har præget beretningen meget. De digter også selv små legender. Fx har der var et sted – en mark – som i 400 tallet blev kaldt for Sværdklingernes Mark. - Hvorfor hedder den mon sådan? Tilsyneladende sådan spørger de jødiske lærde og så gætter de: Der foregik nok engang et slag mellem Sauls folk og Davids folk på denne mark! Og det slag foregik nok sådan og sådan. Denne legende er typisk for ældre historieskrivning og der virkelig mange eksempler i historieværket. Et andet eksempel er stednavnet Absaloms Minde – hvorfor hedder det mon sådan? Vi kender denne metode fra hele oldtiden. Vi kender også den slags fra vores Danmarks historie. Mange stednavne frister til at give sådanne forklaringer! De er som regel et falsum!

Billedet af David er et produkt af de forestillinger som disse jødiske lærde havde. De forestiller sig hvordan det var engang i fortiden – i gamle dage – i heltetiden – i Israels stortid, da Israel var et verdens rige og hvor alle kongerne var vasalkonger under David! De jødiske lærde tror at Davids tid var barsk, hård, grusom og det var David også. De jødiske lærdes egne fortolkninger spiller altså en rolle – men de har først og fremmest brugt det meget store kildemateriale de havde – virkelige ægte kilder som årbøgerne fra det gamle Israel. Samuelsbøgerne og Kongebøgerne er bestemt ikke fri fantasi! Men de er farvet af en bestemt opfattelse – lige som når alle nutidige danskere tror at alle vikinger gik med en hjelm med horn! (Sagen er at vikingerne aldrig gik med horn – hornene kender vi kun fra bronzealderen!).

Snu og snedig.

David er grundlæggende snu og snedig, når vi læser Samuelsbøgerne. I Samuelsbøgerne er det også Saul der giver den berømte karakeristik af den unge David – at han er snedig! Det er hans store styrke. At David er så snu og snedig er årsagen til hans senere store magt og herlighed. Også Davids hærfører Joab er snu og snedig. Under Davids regering kommer der et oprør imod Davids herredømme fra en mand ved navn Sheba. Sheba truer - lige som mange andre oprørere - med at vælte David helt og fuldstændigt. David sender Amasa ud for at samle hæren. Det aftales at Amasa skal mødes med Joab i byen Gibeon. Men ved dette møde viser Joab sig som meget snu og snedig! Vi skal tænke på at Amasa er helt uforberedt! Han forventer at han skal holde et almindeligt møde med Joab og Davids folk:

v8 Da de [Joab] kom til den store sten i Gibeon, var Amasa allerede kommet. Joab var iført sin våbendragt. Uden på den havde han et bælte med et sværd i skeden, der var fastgjort ved lænden. Da han gik frem, faldt det ned.

v9 Joab sagde til Amasa: »Hvordan har du det, broder?« Han greb Amasa i skægget med højre hånd for at kysse ham; v10 men Amasa tog sig ikke i agt for det sværd, Joab havde i hånden, og Joab stak det i maven på ham, så indvoldene væltede ud på jorden. Han døde for et eneste stød.

(2 Samuelsbog 20)

Joab er snedig. Han overlister Amasa. Han forvirrer Amasa ved først venligt og kammeratligt at spørge ham om hvordan det går. Joab forvirrer Amasa ved at lade som om han vil kysse Amasa. Joab er virkelig snedig! Han viser sin overlegenhed over for Amasa! Når vi læser om dette drama har vi svært ved at forstå hvordan oldtiden kunne opfatte denne handlemåde som snuhed, snedighed, klogskab og visdom – som det kaldes i historieværket! Der er en dyb afgrund mellem vores opfattelse og oldtidens og Det gamle Testamentes opfattelse! Vi bliver rystede og vi føler afsky – med god grund – når vi læser sådanne beretninger.

Joab er modig. Joab viser sin tapperhed. Joab frygter ikke noget. Han bliver ikke nervøs eller bange. Han kan tage sig sammen. Han er en af Davids helte – sådan er tankegangen i Det gamle Testamente! David frygter Joab, siges det – Joab er et overmenneske.

Når vi læser om David, bliver vi – moderne mennesker - naturligt rystede og forbløffede. Vi synes at det som David gør og siger, er forkasteligt, umoralsk og umenneskeligt. Men vi skal huske at David er et barn af tiden og et barn af oldtiden. David er som alle de andre konger i oldtiden. Når vi læser om de assyriske eller babylonske konger ser vi nøjagtigt de samme træk – og vi føler den samme afsky. Sådan var oldtidens konger – eller sådan blev de i al fald fremstillet. Kongens storhed og vælde viser sig i hans grusomhed og vilkårlighed! I Samuelsbøgerne advarer Gud indtrængende Israel imod at anskaffe sig en konge og indføre monarkiet. Den advarsel går i høj grad i opfyldelse og David er det første gode bevis!

Jesus eller Kristus er Davids søn – han er en søn af David. Josef tilhører Davids slægt, siges det. Når vi læser det skal vi huske at ordet David i løbet af Det gamle Testamente får en meget videre betydning end personen David! Ordet David bliver et symbol, et begreb som ikke har ret meget at gøre med den historiske David. David betyder det samme som Herrens tjener hos Esajas eller den David som optræder i Salmernes Bog. David er en frelser – han er den konge som skal frelse Israel og hele verden. Jesus er selvfølgelig ikke en person der skal blive lige som den historiske David. På Jesu tid er den historiske David jo også meget fjern fortid! Både den jødiske tro og det jødiske samfund havde ændret sig totalt siden Davids tid. Tidens tanker var blevet helt anderledes. David var blevet et symbol.

Kampen mellem nord og syd.

Efter Salomos død holder hele folket møde og følgende bliver sagt til den nye konge Rehabeam som er en søn af Salomo:

v4 »Din far [Salomo] lagde et tungt åg på os; hvis du letter det trællearbejde og det tunge åg, som din far lagde på os, vil vi tjene dig.« v5 Men han svarede dem: »Gå bort, vent tre dage, og kom så tilbage til mig!« Og så gik folk bort.

(1 Kongebog 12)

Men den nye konge er meget hånlig og uforsonlig. Davidskongerne i Jerusalem er et tyranni – sådan er det blevet opfattet. De hører ikke til Israel. Byen Jerusalem var slet ikke nogen israelitisk by – den var befolket af et andet folk jebusitterne. De ti stammer nægtede at lade sig underkue af Judas stamme og af Jerusalem. Den nye konge fra Jerusalem var fuldstændigt afvisende:

v12 Den tredje dag kom Jeroboam [fra norden] med alle folkene til Rehabeam, som kongen havde befalet, da han sagde: »Kom tilbage til mig om tre dage.« v13 Kongen svarede folket hårdt; han forkastede det råd, de gamle havde givet, v14 og sagde til dem efter de unges råd: »Har min far [Salomo] lagt et tungt åg på jer, vil jeg gøre det tungere; har min far tugtet jer med svøber, vil jeg tugte jer med skorpioner!« v15 Kongen ville ikke lytte til folket.

(1 Kongebog 12)

På længere sigt fører dette brud – de to stater - mellem nord og syd til en stempling af hele kulturen nordpå. Jerusalem kan kun se hedenskab og oprør i de nordlige stammer. Vi kender det fra Det nye Testamente: - Kan noget godt komme fra Galilæa? Som bekendt kom Jesus fra de nordlige provinser nemlig fra Galilæa! Bruddet fik uoverskuelige konsekvenser. Men Det gamle Testamente blev i det væsentlige et produkt af Jerusalem – religionen og troen i Jerusalem – i Juda - gik af med sejren. Juda og Judaea kom til at betyde slet og ret jøde.

Davids oprør

David er en ledende militær person som øjner chancen og starter et oprør imod den siddende, legitime konge for selv at tage magten. Det er den mest sandsynlige historiske sandhed. Vi kender dette mønster fra utallige andre eksempler fra Det gamle Testamente – og fra hele oldtiden. Militærmandens magt og omdømme vokser og vokser og han griber pludselig chancen. I Samuels og Kongebøgerne bliver Saul fordrejet til at være en ond mand og David bliver fremstillet som uskyldig - men dette er nok en stærk fordrejelse. Det som David gør – opstanden og oprøret – er både ulovligt og illoyalt og bedragerisk. David viser sig som helt troløs. Han svigter fuldstændigt den tillid som Saul har vist ham. David svigter loyaliteten mellem krigerne – brødrene. Siden hen svigter David muligvis også denne loyalitet over for helten Urias – hans broder.

Alligevel opløftes David som en helt i historieværket. Han faldt ikke fra den rette gudstjeneste – modsat alle de andre konger. Det gamle Testamente har slet ikke vores livsanskuelse og moral. Der er vitterlig en afgrund mellem dem og os. Det som vi opfatter som umenneskeligt og afskyeligt – bliver accepteret i Det gamle Testamente. Ifølge historieværket er David en stor konge – og store konger er nu engang grusomme og onde – de har lov til at være voldelige og grusomme. Sådan er menneskets natur. Sådan er verden. Det voldssamfund vi finder omkring David bliver ikke fordømt. På den måde ligner Det gamle Testamente hele oldtiden. Vi finder de mest afskyelige krigsberetninger fx hos assyrerne og babylonerne – men de bliver opfattet som store beviser for at storkongen er mægtig! Storkongen i Babylon har lov til at udrydde og slagte store menneskemasser og pine dem grusomt. Det viser kun hans vælde, storhed og magt! Kongen behøver ikke at være et godt menneske – men han skal først og fremmest have stor magt, mere magt end alle andre.

David levede i et stærkt voldeligt samfund. Det kan vi se i hvert eneste vers i historieværket. I det følgende instruerer Davids søn Absalom sine mænd i hvad de skal gøre – hvordan de skal dræbe og henrette en mand. De skal udnytte chancen når han har drukket sig beruset. Absalom er klog og snedig – han har visdom! I følge Absalom skal mændene vise tapperhed og mod og ikke være bange. De skal tage sig sammen og være rigtige mænd. Mænd kan ikke vise sig som svage – så er de fortabt. Hvis mændene ikke har mod til at dræbe og slagte Amnon – er de ikke bedre end kvinder! Sådan blev disse ord og begreber anvendt i Davids samfund:

v28 Absalom gav nu sine folk den ordre: »Læg mærke til, når vinen har gjort Amnon lystig. Når jeg så siger til jer: Hug Amnon ned! skal I dræbe ham. I skal ikke være bange; det er mig, der har givet jer ordren. Tag jer sammen og vis mod!«

(2 Samuelsbog 13)

Brødre som slår hinanden ihjel, krig, voldtægt og massedød – det er det som sker. Det kan ikke undgås. Det er livets lov. Det skal en mand ikke klage eller klynke over. Rigtige mænd er ikke ofre, men krigere. Allerede Kain slog sin broder ihjel. Rigtige mænd er hidsige og de holder på deres ære. De kræver blodhævn. De tåler ikke nogen krænkelse af deres eller slægtens ære. En mand tåler ikke at blive vanæret – heller ikke af kvinder for en kvinde kan kaste skam over sin mands hoved ved ikke at føde ham sønner. En mands ry og omdømme er ham mere kært end livet – og i al fald meget mere kært end hans kvinder! Et liv uden stolthed, ære og herlighed er slet ikke noget liv – ikke for mænd. Mænd græder ikke – men de græder rituelt under ligklagen over de døde helte – vore brødre. David græder voldsomt over Saul – men ingen kvinde kan vække nogen dybere følelse i ham. Mandens væsen er krigeren, krigshelten. Manden lever kun fuldt ud når han går i krig og vinder æren. Den største ære vindes ved at dræbe utallige fjender og skille deres ugudelige hoveder fra kroppen. Denne ære er evig. Mandens navn lever videre for evigt. Han mindes med ærefrygt. Han får et evigt liv. - Mænd og brødre kommer til at slå hinanden ihjel, som det hedder i 2. Samuelsbog kapitel 13 som kommentar til Absaloms drab af broderen! Sådan noget sker!

Fremmede guder

Forskellige ting tyder på at David deltog i dyrkelsen af de fremmede guder - lige som så mange andre i Israel. Det siges for eksempel at David tog de fremmede guder – gudestatuer – med sig når han havde overvundet et folk med sine heltebedrifter. I det følgende citat overtager David et smykke fra den fremmede gud Milkom som er en seksuelt betonet frugtbarhedsgud – som Ba’al:

v29 David samlede hele hæren og drog mod Rabba [Jordan], angreb den og indtog den. v30 Fra [guden] Milkoms hoved fjernede han guldkronen, der vejede en talent, og en ædelsten. Den blev anbragt på Davids hoved. Fra byen tog han et vældigt bytte, v31 indbyggerne førte han med sig, og han satte dem til at arbejde med sav, jernhakke og jernøkse eller overførte dem til arbejdet ved teglstensformene. Således gik han til værks over for alle ammonitternes byer.

(2 Samuelsbog 12)

Milkom betyder kongen eller herren. Milkom er det samme ord som Melek og Molok som vi også kender som gudenavne i Det gamle Testamente (Ordets stamme er mlk). Fx ofres der mennesker til Molok. Alle disse navne dækker egentlig det samme og de dækker det samme som gudenavnet Ba’al der blot betyder Herren. Vi skal nok ikke tro at der er tale om forskellige guder. Der er tale om den samme fælles semitiske frugtbarhedsgud – Ba’al eller Herren. Hvordan David har opfattet disse forskellge guder ved vi naturligvis ikke noget om. Vi kan kun se hvad han gør i nogle få tilfælde. Under Salomos regering kommer der imidlertid en rigtig officiel kult af de fremmede guder. Grænserne har været meget flydende. En af Sauls sønner hedder fx Ba’als søn når vi oversætter navnet!

Filistrene går i krig mod David og de tager deres gudebilleder med i krigen. Da bliver slået og må flygte. Deres gudebilleder ligger tilbage. David tager disse gudebilleder med. David gør det samme som filistrene i sin tid gjorde da de erobrede Pagtens Ark. Filistrene stillede Pagtens Ark op i deres vigtigste Ba’al tempel ved siden af deres gudestatuer.

v21 Dér efterlod filistrene deres gudebilleder, og David og hans mænd tog dem med sig.

(2 Samuelsbog 5)

Vi ved også fra Samuelsbøgerne at David havde en såkaldt husgud i sit hjem. Hvad det betyder, er ikke helt sikkert. Husguderne er billeder (statuer) af guder – også fx fallos figurer – som var opstillet i hjemmet og blev tilbedt og som man ofrede til. Husguden var ofte en frugtbarhedsgud og ofte en kvindelig gud. Husguden er den nære gud som giver velsignelsen til slægten - og især til faderen i familien! Vi har arkæologisk fundet mange husguder i Palæstina. Davids hustru redder ham fra Sauls forfølgelse på denne måde. Husguden må altså have været et stort billede – en statue eller støtte. Husguden skal ligne David i sengen:

v12 Så firede Mikal David ned fra vinduet, og han flygtede og undslap. v13 Men Mikal tog husguden og lagde den på sengen. Hun anbragte et gedeskind ved dens hoved og dækkede den med et tæppe.

(1 Samuelsbog 19)

Vi kan sige at der i Det gamle Testamente findes noget man kan kalde tilbedelsen af magten. Det viser sig mange steder – også nogen gange i gudsopfattelsen. Det viser sig også ved at Kongebogen fortæller at profeten Elias lod en stor ild falde ned fra himlen og på den måde skabte han en omfattende ildebrand som dræbte 50 mennesker – 50 mennesker brændte op i flammerne! Efter vores begreber er disse mennesker komplet uskyldige i forhold til Elias. De har intet gjort der kan forklare Elias’ adfærd! Den magt som Elias udøver, er brutal, helt vilkårlig og hensynsløs! Men historien fortælles for at vise at gudsmanden Elias er en stor mand! Vi kan se at der er en afgrund mellem dem og os.

David og Salomo

Da David er blevet gammel og skal dø giver han en række gode råd til sønnen og efterfølgeren Salomo. – Vær stærk og mandig! (1 Kongebog 2.2). David taler om folk han har haft hos sig i mange år:

v5 Du ved selv, hvad Joab, Serujas søn, har gjort imod mig. v6 Brug nu din klogskab, og lad ham ikke gå ned i dødsriget med fred i hans høje alder!

v8 Så har du også Shim'i, benjaminitten Geras søn fra Bahurim. Han kom ganske vist ned til Jordan for at tage imod mig, og da svor jeg ved Herren, at jeg ikke ville lade ham dø for sværdet. v9 Men du skal ikke lade ham gå fri. Du er klog nok til at vide, hvad du skal gøre ved ham. Lad ham gå ned i dødsriget med blod i hans høje alder!«

(1 Kongebog 2)

David instruerer Salomo i hvordan han skal dræbe og henrette folk som har tjent David i mange år – men som David tror kan være en trussel mod Salomo. På trods af sit hellige løfte siger David at også Shim’i skal henrettes (Jvf citatet i starten)! David viger ikke tilbage for noget hvis det drejer sig om magten. Salomo skal bruge sin visdom og klogskab! Efter at Salomo er blevet salvet til konge følger da også et forfærdeligt blodbad på kongens fjender eller konkurrenter. Ved Salomos tiltrædelse kommer der en sand de lange knives nat! Alt bliver styret og bestemt af den vise Salomo – han er klart ansvarlig for drabene – men bag ved styrer hans fader - den døde David.

Salomo beslutter også at henrette sin egen bror Adonija:

v24 Ja, så sandt Herren lever, han som har sikret mig herredømmet på min far Davids trone og bygget mig et hus, som han lovede det: I dag skal Adonija lide døden!« v25 Kong Salomo gav så Benaja, Jojadas søn, ordre til at hugge ham ned. Sådan døde han.

(1. Kongebog 2)

Salomo beslutter sig også til at lade hærchefen Joab henrette. Disse drab foregår ikke i krig og ikke efter nogen retsproces. De pågældende bliver uden videre slagtet og hugget ned. Salomo ønsker fred:

Men over David, hans slægt, hans hus og hans trone skal Herrens fred være i evighed.« v34 Benaja, Jojadas søn, gik så hen og slog ham [hærchefen] ihjel, og han blev begravet i sit hus i ørkenen. v35 I hans sted satte kongen Benaja, Jojadas søn, over hæren, og præsten Sadok indsatte han i Ebjatars stilling.

(1. Kongebog 2)

Til sidst bliver Shim’i hentet og henrettet:

Kongen sagde til Shim'i: »Du ved inderst inde, hvor megen ulykke du har voldt min far David. Nu vil Herren lade din ondskab ramme dig selv. v45 Men kong Salomo skal være velsignet, og Davids trone skal være grundfæstet til evig tid for Herrens ansigt.« v46 Så gav kongen Benaja, Jojadas søn, ordre til at gå udenfor og hugge ham ned. Sådan døde han.

(1. Konge bog 2)

David er ikke nogen idyllisk fårehyrde eller en begavet musik spiller der får Saul i bedre humør. David er en professionel kriger som kommer i Sauls tjeneste:

v5 Hver gang David drog ud, hvor Saul end sendte ham hen, havde han lykken med sig, så Saul satte ham over sine krigere. Hele folket beundrede ham, og det gjorde Sauls folk også.

v6  Da de kom tilbage, gik kvinderne fra alle byer i Israel kong Saul i møde under sang og dans til pauker, glædesråb og triangler, v7  og de dansende kvinder sang:
      Saul har dræbt sine tusinder,
      men David sine titusinder.
v8  Det syntes Saul ikke om, og han blev meget vred. Han sagde: »David giver de ti tusind og mig tusind. Nu mangler han kun kongemagten!«

(1 Samuelsbog 18)

David gør en glimrende karriere. Han får et stort ry. Saul er sikkert loyal over for David – David bliver gift med hans datter men David er meget ambitiøs.

David gør oprør og allierer sig med en præst Akimelek. Akimelek bliver siden arresteret af Saul. Akimelek bedyrer sin uskyld. Han henviser også til at David jo er stor mand med magt og prestige og at støtte ham kan ikke være forkert:

v13 Saul sagde til ham [Akimelek]: »Hvorfor har du og Isajs søn [David] sammensvoret jer mod mig? Du gav ham jo brød og et sværd og rådspurgte Gud for ham, så han kunne give sig til at lure på mig, som han gør i dag.« v14 Akimelek svarede kongen: »Hvem af alle dine folk er så betroet som David? Han er kongens svigersøn, anfører for din livvagt, og han nyder stor anseelse i dit hus. v15 Det er langtfra første gang, jeg har rådspurgt Gud for ham. Min herre kongen må ikke rette anklage imod mig og imod min fars hus, for din tjener har intet som helst kendskab til dette.«

(1 Samuelsbog 22)

En røverkonge

Under oprøret bliver David en omvandrende røverkonge. David overlever gennem hele tiden at slutte pagter med forskellige personer og familier. På den måde stiger hans magt lidt efter lidt. Davids pagter minder om den vi kender fra den moderne mafia verden. David er klar til at slutte pagt med hvem som helst hvis det kan gavne ham. Han prøver overalt at skaffe forbundsfæller og allierede. Saul prøver at slå oprøret ned. Til sidst går David i tjeneste hos filister kongen! Han allierer sig med Israels arvefjende – de fremmede som tilbeder de fremmede guder. Tidligere har David også allieret sig med moabitterne – et af Israels nabofolk som også var i krig med Israel og en gammel fjende. Forholdet mellem David og filisterkongen er jævnbyrdigt. Det har karakter af en alliance. De er begge interesseret i at tilintetgøre Sauls kongerige! Davids handling er efter vore begreber sandt højforræderi!

Hvis vi kun bedømmer David ud fra vores egen moralopfattelse og værdier og livssyn er David ikke nogen helt – han er en forbryder. Vi ville nok ikke synes at han skulle gøres til Israels konge – vi ville smide ham i fængsel!

David lever i et temmelig lovløst og ret voldeligt samfund – kan vi sige ud fra vore normer – og David er et produkt af det samfund. Hans tanker er tidens tanker og skemaer. Volden er en del af hverdagen. Sådan er det bare. Det er som at vokse op i et gangster eller mafia miljø i USA! Sådan er det bare! Sådan er livet!

v25 Da sagde David til budet [efter budskabet om de mange faldne på Israels side]: »Det skal ikke bekymre dig. Sværdet fortærer både den ene og den anden.

(2 Samuelsbog 11)

Med sine mange pagter kan David nemt komme til at krænke andre. Da David pludselig slutter en pagt med Abner som er leder af Sauls partiet svigter og krænker David helt klart sin egen hærfører gennem mange år Joab. Men David tager ikke så mange hensyn hvis det kan gavne hans opstigning til magten. Joab bliver rasende – men David er en stjerne som hele tiden stiger. Folket tilbeder ham mere og mere. Vi kan her se fænomenet – tilbedelsen af magten. David er ikke nogen helgen. Han er en sand Cæsar!

Saul får en sørgelig skæbne i fortællingerne. Vi kan føle med ham. Alt tyder på at han har behandlet David godt, givet ham avancemente og sin egen datter som konge. Saul har gjort ham til sin søn. Men David tænker mest på sin egen magt og Saul bliver forladt af Gud som det siges. Saul går fortabt. Saul må give op over for den rå magt – over for Davids snedighed og bedrag. Saul spørger med god grund hvorfor de har sammensvoret sig imod ham. David er jo kun ud på én eneste ting – at tage hans diadem og armbånd:

v13 Saul sagde til ham: »Hvorfor har du [præsten Akimelek] og Isajs søn [David] sammensvoret jer mod mig? Du gav ham jo brød og et sværd og rådspurgte Gud for ham, så han kunne give sig til at lure på mig [for at slå mig ihjel], som han gør i dag.«

(1 Samuelsbog 22)

Mens David er i tjeneste hos filisterkongen får en fri base hvorfra han foretager plyndringstogter og hærgninger. David bliver en sand røverkonge i spidsen af en klan af krigere – professionelle soldater:

v8 David og hans mænd gjorde indfald hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne. Det var den befolkning, der boede i det område, som strækker sig fra Telam helt til Shur og til Egypten.

David plyndrer disse byer, hugger hele befolkningen ned og bruger byttet til at sende bestikkelser til sine venner i Israel. Disse plyndringer kaldes meget pralende siden for sejren over malekitterne (2 Samuelsbog 1.1)! David optræder meget brutalt efter vore begreber. Han tænker mest på at øge sin polularitet i Israel og den får han gennem gaver og bestikkelser. David lyver om hvad han har gjort. David er snedig som det siges:

v9 Når David hærgede deres land, lod han hverken mænd eller kvinder i live. Men får og køer, æsler og kameler og klæder tog han, og så vendte han tilbage til Akish [filisterkongen]. v10 Når Akish spurgte: »Hvor har I gjort indfald i dag?« svarede David: »I Judas sydland [i Israel].«

v11 David lod hverken mænd eller kvinder i live for ikke at skulle føre dem med til Gat; for han tænkte: »De ville røbe os og sige: Sådan har David gjort.« Sådan bar han sig ad, lige så længe han opholdt sig i filistrenes land.

(1 Samuelsbog 27)

Vi kan se af filisterkongens spørgsmål: - Hvor har I gjort indfald i dag? At David simpelt hen lever af at lave daglige røveriske overfald på de fremmede folkeslag. David er en slags professionel kriger eller soldat. Han er en banditleder som lever af at lave daglige overfald og røverier – helt uafhængig af om disse folk eller byer har gjort nogen skade imod David eller imod filistrene! David plyndrer og dræber mænd, kvinder og børn for at gavne sin egen sag.

David lyver over for filister kongen. David siger stort set aldrig sandheden. Han siger det som er opportunt, det som gavner sagen. Han er snu og snedig som det siges! Han er ikke så naiv at han fortæller sandheden!

I denne periode angriber David også en såkaldt røverbande som det hedder i teksten. Også her går David hårdt frem. David får et enormt ry som kriger. Han myrder både kvinder og børn:

v17 Den næste dag huggede David dem så ned, fra daggry til aften. Ingen af dem undslap undtagen fire hundrede unge mænd, som sprang op på deres kameler og tog flugten.

(1 Samuel 30)

Davids taktik

David skildres på mange måder – under hans oprør imod Saul – som en røverkonge. David flakker rundt i Israel, overfalder landsbyer og holder til i klippehuler. Han tiltrækker mange forskellige slags folk – lykkejægere kan man måske sige. David lover alt til alle. Han er snedig som Saul siger et sted.

v1 David drog så bort derfra og undslap til Adullams hule. v2 Og alle slags underkuede, alle forgældede, alle forbitrede flokkedes om ham, og han blev deres anfører. Omkring fire hundrede mand sluttede sig til ham.

(1 Samuelsbog 22)

Vi får nærmest indtryk af at David bliver anfører for en flok eller klan af vrede og forbitrede mænd – desperados - som er villig til hvad som helst:

Og da Saul sad i Gibea med alle sine folk stående omkring sig, v7 sagde han til dem: »Hør her! Isajs søn [David] vil nok give jer alle sammen marker og vingårde og gøre jer alle sammen til tusindførere og hundredførere, v8 siden I har sammensvoret jer mod mig!

(1 Samuelsbog 22)

Saul dør

Saul dør mens David er i tjeneste hos filisterkongen og Saul og hans sønner dør under en krig med filistrene. Om der er en forbindelse med David – altså om David er involveret i Sauls død - kan vi ikke sige noget om. Efter Sauls død kommer en mand – en budbringer - til Davids lejr og fortæller om Sauls død på denne måde:

v6 Budbringeren svarede: »Jeg var tilfældigvis på Gilboas bjerg, og dér stod Saul og støttede sig til sit spyd, mens vognene og rytterne trængte ind på ham. v7 Han vendte sig om og fik øje på mig; så råbte han på mig, og jeg svarede ja. v8 Han spurgte, hvem jeg var, og jeg svarede, at jeg var amalekit [et af Israels nabofolk]. v9 Så sagde han til mig: ›Kom herhen og giv mig dødsstødet; jeg er i live endnu, men det sortner for mine øjne.‹ v10 Jeg trådte hen til ham og gav ham dødsstødet, for jeg var klar over, at han ikke kunne overleve, når han først var faldet om. Jeg tog diademet, han havde på hovedet, og et armbånd, han havde om armen, og dem har jeg med til dig, herre [David].«

Man får mest den mistanke at manden er blevet sendt af sted af David for at skaffe Sauls kongesymboler. Manden giver i al fald netop David det han vil have og har brug for.

Manden har måske selv dræbt Saul – men mere sandsynligt har han vel blot været til stede? Hele historien virker suspekt. Det lyder ikke overbevisende at han tilfældigvis befinder sig på stedet! David reagerer demonstrativt og sørger voldsomt over Sauls død. Davids sorg er måske en demonstration – alle ville jo mistænke David for mordet på Saul. David er altid voldsom og demonstrativ når han bedyrer sin uskyld.

v11 Da greb David fat i sine klæder og flængede dem; det samme gjorde alle de mænd, der var hos ham. v12 De holdt ligklage, græd og fastede indtil aften over Saul og hans søn Jonatan og over Herrens folk og Israels hus, fordi de var faldet for sværdet.

David tænker i klassebaner – i under- og overmennesker. Uanset hvad - har manden – amalekitten fra et fremmed folk - ikke lov at røre Saul – Herrens salvede. Manden er amalekit – han er ikke noget værd. Han er ikke værdig:

v13 David spurgte budbringeren: »Hvor er du fra?« og han svarede: »Jeg er søn af en amalekit, der bor her som fremmed.« v14 Da sagde David til ham: »Hvor vovede du at lægge hånd på Herrens salvede og dræbe ham?«

David henretter ham uden videre – som en ren mafia henrettelse. Efter vore begreber har manden ikke gjort sig skyld i noget ondt. David optræder vilkårligt:

v15 David kaldte så på en af de unge mænd og sagde: »Kom herhen og hug ham ned!« Og han slog ham ihjel.

(2 Samuelsbog 1)

Manden tilhører det folk – amalekitterne – som David angreb og nedslagtede da han var i tjeneste – som det kaldes - under filisterkongen. David regner ikke disse amalekitter for virkelige mennesker. I sine overfald imod dem tillod han sig hvad som helst. David tænker rigtigt aristokratisk – som her hvor han taler om en stormand som er død. Der er forskel på folk:

v38 Og kongen sagde til sine mænd: »I forstår vel, at det er en høvding og stormand i Israel, der er faldet i dag.

(2 Samuelsbog 3)

Aristokraten

Den aristokratiske tankegang som David har – tanken om over og undermennesker – gives der også udtryk for her – blot er denne tanke lagt i munden på hæren. Men i virkeligheden er den Davids tankegang: Han er mere værd end ti tusind af dem! David kan undvære folket, men folket kan ikke undvære David! Hvis halvdelen af hæren bliver dræbt kan David få en ny hær – men folket kan ikke blot skaffe sig en ny konge – kongen er salvet og indsat af Gud. Kongen stammer fra Gud. Mennesker har ikke samme værd. Nogle mennesker er mindre værd – de er egentlig ligegyldige:

Kongen [David] sagde til hæren: »Jeg vil selv rykke ud sammen med jer.« v3 Men de svarede:

»Det må du ikke! Bliver vi slået på flugt, er der ingen, der bekymrer sig om det; hvis halvdelen af os dør, er der ingen, der bekymrer sig om det. Men du er mere værd end ti tusind af os.«

(2 Samuelsbog 18)

Beretningen i 2. Samuelsbog om Sauls død er ikke helt identisk med beretningen i slutningen af 1. Samuelsbog. Dette er helt sikkert et eksempel på at der har eksisteret forskellige versioner af historien om Sauls død. De to beretninger ligner hinanden meget men er ikke helt identiske. Dette kaster også en tåge ud over Sauls tragiske død:

v1 Imens var filistrene gået til angreb på Israel. Israelitterne flygtede for filistrene, og mange lå dræbt på Gilboas bjerg. v2 Filistrene trængte ind på Saul og hans sønner, og de dræbte Sauls sønner Jonatan, Abinadab og Malkishua.

v3 Saul var nu hårdt presset i kampen, og da nogle bueskytter opdagede ham, blev han dødsensangst for dem. v4 Han sagde til sin våbendrager: »Træk dit sværd, og hug mig ned, så ikke disse uomskårne skal komme og hugge mig ned og mishandle mig!« Men hans våbendrager ville ikke, for han turde ikke.

Ifølge denne beretning begår Saul selvmord – uden nogen hjælp udefra. Derfor begår våbendrageren også selvmord. Der er ikke andre til stede:

Så greb Saul selv sværdet og styrtede sig i det. v5 Da våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit sværd og døde sammen med ham.

Vi kan her sammenligne med beretningen i 2. Samuelsbog. Her kalder Saul ikke på våbendrageren – der findes slet ingen mennesker omkring Saul - men på amalekitten. Det virker som om Saul er blevet ramt af fjendernes, filistrenes angreb. Amalekitten giver ham dødsstødet men dræber ham ikke. Saul er allerede døende:

v8 Han spurgte, hvem jeg var, og jeg svarede, at jeg var amalekit. v9 Så sagde han til mig: ›Kom herhen og giv mig dødsstødet; jeg er i live endnu, men det sortner for mine øjne.‹ v10 Jeg trådte hen til ham og gav ham dødsstødet, for jeg var klar over, at han ikke kunne overleve.

(2 Samuelsbog 1)

v6 Den dag døde således både Saul, hans tre sønner og hans våbendrager og desuden alle hans mænd.

(1 Samuelsbog 31)

David er glad for at kalde på de raske unge mænd som han anvender til sine henrettelser. De unge mænd – Betlehems kliken er den blevet kaldt - udfører kongens vilje uden nogen skrupler:

v12 På Davids befaling slog de unge mænd dem ihjel, huggede hænder og fødder af dem og hængte dem op ved dammen i Hebron.

(2 Samuelsbog 4)

Henrettelser

Davids karriere er en lang strøm af disse ret brutale henrettelser. Alle disse henrettelser fører så til sidst til at David krones til hele Israels konge – efter at han har været lokal konge i Hebron i syv år.

Efter Sauls død udsender David et budskab fra sin by Hebron til modstanderne – dvs til Sauls hus som det hedder. Her prøver David – efter brevets ordlyd - at trøste tilhængerne af Sauls hus:

v7 Vær nu modige og tapre, for ganske vist er jeres herre Saul død, men Judas hus har salvet mig til deres konge.«

(2 Samuelsbog 2)

Man må nok sige at David viser en fuldstændig manglende forståelse for modstanderne. Brevet virker som en fornærmelse. David kan kun se sig selv. Han kan ikke se at det som han siger, bliver et slag i ansigtet på Sauls hus – ikke en trøst. David er helt uden fornemmelse for den slags. Han er ufølsom.

Da Israel efter Sauls død vælger en ny konge nemlig Sauls søn ignorerer David det fuldstændigt. David tager ingen notits heraf. Han viser ingen respekt for den konge som er retmæssigt valgt. Han starter simpelt hen en krig imod den nye konge!

Den nye krig mellem David og Sauls søn fremprovokeres af David. Sauls parti gør forsøg på at stifte fred mellem parterne og få denne borgerkrig mellem brødre afsluttet – men David er helt uforsonlig. Han vil ikke have fred – han vil have magten. David er fanatisk:

v26 Abner [Sauls parti] råbte til Joab [Davids parti]: »Skal sværdet blive ved at fortære? Kan du ikke indse, at dette ender i fortvivlelse? Hvor længe skal det vare, før du giver dine folk besked om at indstille forfølgelsen af deres brødre?«

(2 Samuelsbog 2)

Efter han er blevet konge fortsætter han krigene mod nabofolkene som her moabitterne. David lader alle moabitterne lægge sig på jorden – efter at de er blevet besejret - og så måler han med en snor hvor mange der skal henrettes. Davids handlemåde er dybt nedværdigende. David behandler disse mennesker som slagtekvæg. De har ikke nogen ret eller værd i hans øjne:

v2 Han slog også moabitterne, og han målte dem med en snor; han lod dem lægge sig ned på jorden og målte af; to snorlængder skulle man dræbe, og én hel snorlængde skulle man lade blive i live. Moabitterne blev Davids skatskyldige undersåtter.

(1 Samuelsbog 8)

Batseba

David involverer sig med Batseba – en gift kvinde – og sætter hendes mand på en post hvor han bliver dræbt. Urias er en af folkets store helte som det fremgår af en særlig liste af helte. Urias er oven i købet hittit. David bryder en række meget alvorlige regler og bud i høvdingesamfundet. Urias har været ham tro. Urias bliver nedværdiget og ydmyget af David.

v2 Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppefra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. v3 David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias' kone. v4 David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til ham, og han lå med hende; hun havde netop renset sig efter sin menstruation. Bagefter gik hun hjem. v5 Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid.

(2 Samuel 11)

Amnon og Tamar – bror og søster

Samuelsbøgerne fortæller historien om Amnon og Tamar – bror og søster. David har utallige sønner og døtre men Amnon og Tamar er i følge datidens normer bror og søster – Davids børn med forskellige kvinder.

Amnon bliver seksuelt optaget af sin søster og lokker hende til. Det er interessant at planen stammer fra Amnons gode ven, som er søn af Davids bror. Amnonsven er meget klog og meget snedig som det siges. Han forklarer hvordan Amnon kan snyde David og lokke søsteren Tamar til et samleje! De to venner synes at samlejet mellem bror søster er i orden. Måske kan vi se her at hoffet omkring David er blevet påvirket udefra. Fx var et forhold mellem bror søster ikke forkasteligt – tværtimod – et samleje mellem bror og søster er mere rent og helligt:

Davids søn Amnon [var] forelsket. v2 Han var syg af begær efter sin søster Tamar; men hun var jomfru, og Amnon så ingen mulighed for at få sin vilje med hende. v3 Nu havde Amnon en ven, der hed Jonadab, en søn af Davids bror Shim'a, og Jonadab var en meget klog mand. v4 Han sagde til ham: »Kongesøn, hvorfor ser du så elendig ud hver morgen? Vil du ikke fortælle mig det?« Amnon svarede: »Jeg er forelsket i Tamar.« v5 Jonadab foreslog ham, at han skulle gå i seng og lade, som om han var syg, og når så hans far kom for at se til ham, skulle han sige: »Lad min søster Tamar komme over og lave mad til mig. Hun skal lave det inde hos mig, mens jeg ser på det, og selv servere det for mig.« v6 Amnon gik så i seng og lod som om han var syg.

(2 Samuel 13)

v8 Tamar gik så hen til sin bror Amnon, der lå i sengen. Hun tog dej, æltede den og lavede lækre kager inde hos ham og bagte dem. v9 Så tog hun panden og øste indholdet op til ham. Amnon ville ikke spise, men sagde, at alle skulle gå ud, og da de alle var gået ud, v10 sagde han til Tamar: »Kom her ind i kammeret med maden og server den for mig!«

Tamar tog de lækre kager, hun havde lavet, og kom ind i kammeret med dem til sin bror Amnon. v11 Men da hun satte dem frem for ham, for at han skulle spise, greb han fat i hende og sagde: »Kom og lig hos mig, søster!« v12 Hun sagde: »Nej, bror, du må ikke voldtage mig; det gør man ikke i Israel. Så nedrigt må du ikke bære dig ad. v13 Hvor skulle jeg gå hen med min skam?

(2 Samuelsbog 13)

Meningen med sætningen: - Det gør man ikke i Israel er nok, at det gør man andre steder – nemlig i Egypten for eksempel. Historien er muligvis et vidne om at Israel kender forholdene i Egyptens kongehus. Det er ikke umuligt at Egyptens kongehus kan have spredt sine tanker til Israel og dets kongehus.

v15 Bagefter blev Amnon grebet af et voldsomt had til hende, ja, han hadede hende mere, end han nogen sinde havde elsket hende, og han sagde: »Rejs dig og forsvind!« v16 Men hun sagde: »Nej, bror, du må ikke sende mig bort! Den uret ville være større end den, du allerede har begået imod mig.« Han ville ikke høre på hende, v17 men råbte til den unge mand, der var hans tjener: »Få hende dér væk fra mig! Ud med hende, og lås døren efter hende!« v18 Tamar havde en lang kjole på med ærmer. Sådan gik kongedøtrene klædt, så længe de var jomfruer. Da tjeneren havde fået hende ud og havde låst efter hende, v19 kom hun støv på hovedet og flængede sin lange kjole, lagde hænderne på hovedet og gik skrigende omkring.

Denne historie bliver så kendt. Vi har reaktioner – dels fra Tamars bror Absalom dels fra David. Absalom mener ikke at Tamar skal tage det så tungt. Det er OK at bror og søster har omgang med hinanden. Amnon er jo en mand. Tamar har ikke lidt nogen skade:

v20 Hendes bror Absalom sagde da til hende: »Har din bror Amnon været sammen med dig? Ti nu stille, søster, han er jo din bror! Det skal du ikke tage dig nær.« Så boede Tamar i sin bror Absaloms hus ensom og forladt.

David reagerer på samme måde. Amnon er Davids første fødte søn og det vejer meget tungere. Tamar er trods alt kun en kvinde. Amnon har ikke gjort noget forkert. David elsker sine drenge. Det fremgår også af historien at David ville have tilladt et ægteskab mellem bror og søster. David er nok også påvirket af fremmede normer og kulturer. Historien er interessant fordi David jo bliver snydt – David viser sig som naiv og bliver snydt. Den plan som Amnons trofaste ven lagde, er lykkedes! David har et blødt punkt – hans elskede sønner – og de kan måske bringe ham i vanskeligheder. Amnons ven – søn af Davids bror - er meget klog og snedig som det siges:

v21 Kong David hørte om alt dette. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for han elskede ham, da han var hans førstefødte.

(2 Samuelsbog 13)

For David er mænd en ting og kvinder noget helt andet. Det alvorlige er ikke at David krænker Batseba men at han svigter Urias. Davids sønner vejer naturligvis meget tungere end hans døtre. Et sted siges det som nævnt at David regerede Israel med en stor retfærdighed. Men det er ikke sikkert at kvinden Tamar helt har delt denne store ros til David:

v15 David regerede over hele Israel og øvede ret og retfærdighed mod hele sit folk.

(2 Samuelsbog 8)

I Samuelsbogen henvender en kvinde sig til David. David er som en engel – han er Guds engel. David ved lige som Gud selv hvad der er godt og ondt – David er Guds søn:

v17 Jeg [kvinden] tænkte, at dine ord, herre konge, nok ville give mig ro i sindet, for du, herre konge, er som en Guds engel til at vurdere godt og ondt. Herren din Gud være med dig!«

(2 Samuelsbog 14)

Kvinder

Davids opfattelse af mænd og kvinder kommer også til orde i hans store ligklage over Saul og Sauls søn Jonatan. Her udtrykker David det centrale: Mænds forhold til andre mænd er samfundets kerne og livstråd. Kvinder betyder ikke så meget. Samfundet bæres af mænds kærlighed til hinanden, troskab over for hinanden og krig og kamp imod hinanden. Samfundet består af relationer mellem brødre - helte! Historien består af relationer mellem fædre og sønner! Faderen lever videre i sønnen og får evigt liv. Sønnen skal frygte faderen og gøre hans vilje. Faderen ejer alle som tilhører hans hus, som det hedder. Vi kender denne tanke fra alle rigtige mandssamfund – fx fra Mafia kulturen i USA og i Italien.

Kvinder er væsner som helt klart står på sidelinjen - som tilskuere. Kvinder er ikke til nogen nytte i krigen – de har altså ikke nogen virkelig nytte – bortset fra børnefødslerne. Oftest er kvinden en fælde og en snare for manden, som Saul siger. Kvinder bliver blot ofre i krigen. De bliver røvet og taget til fange (som det sker med to af Davids hustruer). Kvinder kan ikke gøre noget ifølge Davids anskuelse. Kvinder er ejendom og kan flyttes fra mand til mand. David overtager en kvinde i ørkenlandet, da hendes ufatteligt rige mand dør. David viser sig som en sand beskytter og fader for de hjælpeløse kvinder! David overtager og arver Batseba, da helten Urias dør. Det var bestemt også Davids pligt over for Urias, fordi Urias var hans helt – hans søn - hans broder. Om Saul og Jonatan synger David i ligklagen – i denne ligklage taler David netop som krigeren til sine brødre, de andre krigere:

       v26  Jeg sørger over dig, Jonatan [Sauls søn], min broder,
      jeg holdt inderligt af dig.
      Din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders.
       v27  Ak, heltene er faldet,
      krigsvåbnene er tilintetgjort!

(2 Samuelsbog 1)

Siden bliver kvinden Mikal uden videre flyttet fra en mand til en anden. Mikal er Sauls datter. Som et led i en aftale med Sauls parti kræver David at få udleveret Mikal som han vil gifte sig med. Mikal er allerede gift med en af Sauls folk! Mikal bliver taget fra sin mand og givet til David. Det er oven i købet Sauls egen søn som gør det! Mikal bliver flyttet som et møbel. Samuelsbogen fortæller om hvordan Mikals hidtidige mand følger efter hende over til David:

v15 Så sendte Ishboshet [Sauls søn] bud og tog hende fra hendes mand Paltiel. v16 Hendes mand fulgte med og gik grædende efter hende lige til Bahurim; dér sagde Abner til ham, at han skulle gå hjem, og så gik han hjem.

(2 Samuelsbog 3)

David og de fremmede

Da David kommer til Jerusalem slutter han pagt med den herskende klasse i Jerusalem – jebusitterne. Hele Davids regimente hviler på denne pagt med de fremmede jebusitter. Det er også denne alliance der giver ham så mange problemer med folket der føler sig fremmedgjorte. David har allieret sig med de fremmede. David har flyttet Israels center langt sydpå hvor det ikke hører hjemme! Jerusalem lå langt borte fra Israels gamle centrum omkring Efraim. Men David slutter denne pagt. Han gifter sig med jebusitternes kvinder. Det er meget bemærkelsesværdigt at den eneste søn af David som hele tiden stiger i anseelse og til sidst afløser ham er Salomo. Da David kommer til Jerusalem får han et nyt kuld af sønner – først og fremmest Salomo! Der er en bestemt grund til at det bliver Salomo der kommer til at afløse ham. David havde sluttet pagt med den herskende klasse i Jerusalem – de gamle magthavere. Batseba og Urias er ikke jebusitter. De er hittiter – men de tilhører den herskende klasse i Jerusalem stadigvæk! - David har solgt sin sjæl til de fremmede, synes Israel at sige i Samuelsbøgerne!

David bliver ved med at slå hårdt ned på enhver opposition. Her går det ud over nogle af Davids fjender – Herrens fjender:

v8 Da de kom til den store sten i Gibeon, var Amasa allerede kommet. Joab [hærchefen som siden myrdes] var iført sin våbendragt. Uden på den havde han et bælte med et sværd i skeden, der var fastgjort ved lænden. Da han gik frem, faldt det ned.

v9 Joab sagde til Amasa: »Hvordan har du det, broder?« Han greb Amasa i skægget med højre hånd for at kysse ham; v10 men Amasa tog sig ikke i agt for det sværd, Joab havde i hånden, og Joab stak det i maven på ham, så indvoldene væltede ud på jorden. Han døde for et eneste stød.

Joab genoptog så forfølgelsen af Sheba [Davids modstander], v11 mens en af Joabs mænd blev stående ved liget og råbte: »Alle, der holder med Joab og er på Davids side, følger Joab!«

v12 Amasa lå midt på vejen, badet i blod, og da manden så, at hele hæren gjorde holdt, rullede han Amasa bort fra vejen ind på marken og kastede en kappe over ham, for alle, der kom forbi, så ham og standsede op.

(2 Samuelsbog 20)

I Samuelsbøgerne fortælles den romantiske historie om den lille dreng David – fårehyrden der er helt uvant med krig – som nedlægger kæmpen Goliat med sin slynge. Denne myte er en meget senere legende. Samuelsbøgerne citarer faktisk nogle årbøger eller annaler hvor der er gamle notitser om filistrenes kæmpe Goliat. Når David siden tillægges heltedåden er det altså et falsum. Myten om Davids heltedåd imod Goliat er digtet for at styrke Davidskongernes ry og rygte. Det mest forrygende er måske at den virkelige helt Elkanan også er fra byen Betlehem – lige som David. På den måde – på grund af bynavnet - er myten om David og Goliat måske opstået:

v18 Nogen tid efter blev der igen krig i Gob med filistrene. Ved den lejlighed blev Saf, der hørte til Rafa-slægten, dræbt af Sibbekaj fra Husha.

v19 Der blev igen krig i Gob med filistrene. Elkanan, der var søn af Jair fra Betlehem, dræbte gatitten Goliat, hvis spydstage var som en væverbom.

v20 Der blev igen krig i Gat. Der var en kæmpestor mand; han havde seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod, i alt fireogtyve. Han hørte også til Rafa-slægten. v21 Han hånede Israel, men Jonatan, der var søn af Davids bror Shim'a, slog ham ihjel.

(2 Samuel 21)

Strejtog og plyndringer

Selv efter at David er blevet konge fortsætter han med at udsende streftogter som det hedder i den danske oversættelse. Davids streftogter er voldelige overfald og plyndringer af områder og landsbyer. På den måde henter David stadig et personligt bytte! David opfører sig som en røverkonge. David er fra starten en anfører for et strejfkorps – som det hedder om to af Sauls mænd (2. Samuelsbog 4). David er en typisk bandeleder – en strejfkorpsfører. Davids vej til magten går gennem disse strejftogter – overfald og plyndringer. Vi kender mønsteret fra vore dages Mafia verden. David er omgivet af raske krigere der altid er rede til et pludseligt streftogt der kan indbringe personlige gevinster. Den følgende episode udspiller sig efter at David er blevet konge:

v22 Netop da kom Davids mænd og Joab tilbage fra et strejftogt, og de bragte et stort bytte med sig.

(2 Samuelsbog 3)

David er altid rask til at udstede grusomme forbandelser over sine fjender eller modstandere. Her går det ud over hans mangeårige hærfører Joab som har svigtet Davids tillid og handlet mod hans vilje. Salomo henretter som nævnt siden hen hærføreren Joab:

v28 Da David siden hen fik det at høre, sagde han: »Jeg og mit kongedømme er til evig tid uden skyld over for Herren i Ners søn Abners blod.

v29 Måtte det komme over Joabs hoved og over hele hans fars hus, og måtte Joabs hus aldrig slippe for folk, der har udflåd og spedalskhed, går med krykker, falder for sværdet og lider sult!«

(2 Samuelsbog 3)

Pagtens Ark

David er lunefuld, temperamentsfuld og skiftende. Han har en stærk tro på sin egen betydning. Han har en gevaldig selvtillid. Han er stolt og ærekær. Han er ikke bange for at gå meget langt. David beslutter sig for at flytte Pagtens Ark – i sig selv en gevaldig vovelig beslutning – men derudover vil han flytte Pagtens Ark hjem til sig selv – som det hedder! David vil flytte Pagtens Ark hjem til sit eget hus! En meget selvbevidst farlig beslutning. Pagtens Ark bliver lige som Davids personlige guddom, hans skytsånd. David bemægtiger sig arken. I teksterne tales der om Davids gud – den rette gud er den gud, som David tilbeder! På vej i processionen får David også betænkeligheder – men han gennemfører alligevel sin plan. Flytningen af arken er et kup:

v9 Ved den lejlighed [under flytningen af arken] blev David grebet af frygt for Herren og sagde: »Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig?« v10 Og han ville ikke flytte Herrens ark hjem til sig i Davidsbyen [Davids palads], men satte den hen i gatitten Obed-Edoms hus.

(2 Samuelsbog 6)

Arken bliver placeret hos Obed-Edom og David hører hvordan Edoms hus bliver velsignet ud over alle grænser! Pagtens Ark har ligesom en magisk kraft og dens kraft spreder sig til de nærmeste omgivelser (Det kender vi også fra historien om arken da den blev erobret af filistrene – arken fik ødelagt deres gudestatuer!). Da David opdager det, beslutter han sig med det samme til at han vil flytte arken hjem til sig selv – ind i Davidsbyen – ind i hans eget private palads! Den magiske kraft som arken udspreder, skal komme David og hans hus til gode! Religionen eller kulten bliver under David til kongens kult og religion:

v11 Herrens ark stod nu i Obed-Edoms hus, og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans hus. v12 Da kong David fik at vide, at Herren havde velsignet Obed-Edoms hus og alt, hvad han ejede, gik han hen og førte Guds ark op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen.

(2 Samuelsbog 6)

Ingen stoler på David. Det er meget tydeligt at når David gør noget har alle en mistanke om at der ligger noget bag! David har altid en bagtanke, en hemmelig plan. Det som han siger, er ofte noget helt andet end det han mener. Da David henvender sig til ammoniterne og højlydt forsikrer sin evige hellige troskab mod ammoniterne – vores broderfolk – er der ingen som tror på ham. Som de siger: - Han er sikkert ude på at overfalde og ødelægge os. Alle er mistænksomme over for David. David har faktisk ry for at være uberegnelig. Han lyver. Han er snedig.

David slutter en hellig pagt med Sauls sønnesøn – længe efter Sauls død – og lover ham at han skal have Sauls jorder tilbage. Men i virkeligheden betyder pagten at Sauls sønnesøn bliver taget som et gidsel og holdt fange i borgen i Jerusalem – og at Sauls jorder bliver givet til en helt anden nemlig til en af Sauls tjenere! Ingenting er som det officielt er under David. Facaden er kun facade.

Vi kan sige at billedet af David i Det gamle Testamente er en type – et billede – og ikke så meget et konkret billede af David. Alle konger er grusomme – synes historieværket at sige. David er bare den første. De kommende konger er lige som David. Kong Jehu som blev konge ca 841 f. Kr. i Samaria var usædvanlig grusom men han var en stor konge og han blev indsat og salvet af Eliias! Han bekæmpede hedenskaben i Nordriget. Han brugte grusomme midler – men det var ok. Det var nødvendigt. Jehu var Guds mand – som David var Guds mand.

En Cæsar

Det fremgår af Samuelsbøgerne at en hel del af de krigere som David og andre har er professionelle soldater. Det er folk som bliver hvervet og får løn. Deres løn ligger i deres bytte og plyndringer. David er hele tiden omgivet af en livvagt og af sine elitetropper som de kaldes. Vi kender præcist det samme billede fra de romerske kejsere – som netop støttede sig til deres elitetropper – der altid var loyale. Disse elitetropper er altså ikke bare gode borgere eller mænd fra Israel. De er professionelle dræbere og efter vore begreber voldsmænd. Til det grove arbejde anvendte David også netop krigere fra andre folk end Israel. De adlød jo bare hans ordrer – uanset om de var i strid med traditioner og normer i Israel. De troede jo slet ikke på Gud!

David er først og fremmest krigerkonge. Da historieværket blev redigeret ca 500 f. Kr. havde Israel lidt et frygteligt nederlag til Babylon. Israel var blevet ydmyget og forladt af Gud. Netop derfor fremhæves det meget i Samuelsbøgerne at David vandt store sejre. Det fortælles at han slår alle storrigerne omkring Israel og at Israel bliver en verdensmagt fra Egypten til det nuværende Tyrkiet til landene på den anden side af Eufrat! Også Syrien undertvinger han. David dræber mennesker og dyr. Aramæerne har hentet styrkerne på den anden side af Eufrat. Om Babylon eller Eufrat riget fortælles det i Samuelsbogen:

v18 Men aramæerne måtte flygte for israelitterne, og David dræbte syv hundrede vognheste og fyrre tusind ryttere. Også deres hærfører Shobak slog han ihjel.

(2 Samuelsbog 10)

Batseba

Historien om David og Batseba indeholder mange overraskelser og gåder. Antageligt har der været en oprindelig historie og siden er historien blevet udbygget og fortolket på forskellig måde. De senjødiske lærde som skriver historieværket har deres egne fortolkninger.

Grundlæggende gør David hele tiden det at han gifter sig med fornemme kvinder hvis mand er død. På den måde lever David helt op til sin forpligtelse som mand i det gamle Israel! Når hendes mand dør, er hun fortabt! Batseba går fortabt – og derfor skal David helst gifte sig med hende – fordi Urias er en broder – han er en af Israels helt store helte som det fremgår af heltelisten! David viser sig altså som et godt menneske efter datidens normer. Vi kender også denne mandens pligt over for enken i Det nye Testamente hvor syv brødre må gifte sig med den samme kvinde – de andre brødre dør! Saddukæerne spørger så: - Hvem skal hun være gift med i opstandelsen? Mandens og kogens pligt er i hele Det gamle Testamente at være en fader for de faderløse og en beskytter for enkerne! Heri består netop mandens retfærdighed – hans godhed og kvalitet! David beskytter Batseba – den ulykkelige som er gået fortabt.

Tamar går også fortabt – men hun finder ingen mand som kan beskytte hende. Tamars skæbne er grusom og forfærdelig. Han er helt fortabt. Over for Tamar svigter David faktisk sin forpligtelse – mandens retfærdighed.

Den oprindelige historie om Batseba kan vi se i selve teksten i Samuelsbogen. Den oprindelige tekst lyder som citatet nedenfor. David gør intet forkert. Han sørger for Batseba og redder hende. David bliver ikke anklaget af Gud. Profeten Natan støtter fuldt ud David. Alt er som det skal være. David velsigner Batseba med en søn som skal være en stor frelser og konge for hele Israel. Salomo er fra undfangelsen velsignet af Gud – ikke et syndens barn:

v26 Da Urias' kone hørte, at hendes mand var død, holdt hun ligklage over sin mand. v27 Men da sørgetiden var omme, hentede David hende hjem til sig; han giftede sig med hende, og hun fødte ham en søn.

(2 Samuelsbog 11)

v24 David trøstede Batseba, sin hustru. Han gik ind til hende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav navnet Salomo. Ham elskede Herren, v25 og han sendte bud gennem profeten Natan, at hans navn skulle være Jedidja for Herrens skyld [-ja betyder Jahve eller Herren].

(2 Samuelsbog 12)

Absalom – vreden imod David

Davids regering var sikkert præget af megen vilkårlighed, brutalitet og uretfærdighed. Måske rammer hans søn Absalom egentlig meget godt når han kritiserer faderen for hans misregimente. Absalom hænges ud i historieværket som en oprører men måske er der en sandhed i det Absalom siger. Samuelsbogen indeholder denne lille dramatiske historie om Absalom, Davids søn. Det morsomme er egentlig at sønnen Absalom gør nøjagtigt det samme som hans far David altid har gjort: Han lover alt til alle – alle lover han guld og grønne skove – det var sådan hans far David fik magten i Israel:

v2 Han plejede at stille sig ved vejen til porten om morgenen og kalde enhver til sig, der var på vej til kongen for at få en retssag afgjort. Han spurgte så: »Hvilken by kommer du fra?« Og når den anden svarede, at han var fra en af Israels stammer, v3 sagde Absalom til ham: »Din sag er god og rigtig, men hos kongen finder du ingen lydhørhed.«

v4 Og Absalom føjede til: »Gid man ville gøre mig til dommer her i landet; så skulle jeg nok skaffe enhver, der kom for at få sin sag afgjort, sin ret.«

(2 Samuelsbog 15)

Der er i al fald ikke nogen tvivl om at der var en udbredt utilfredshed i Israel mod David – der var en voksende vrede imod hans elitestyre fra Jerusalem som slet ikke var repræsentativt for hele Israel. David støttede sig til et lille mindretal:

Sammensværgelsen havde vokset sig stærk, og Absalom fik flere og flere tilhængere i folket.

(2 Samuelsbog 15.12)

Samuelsbogen indeholder en lille beskrivelse af Davids kernetropper – den klan som han støttede sig på. Vi kan se at den kun består af mænd som David stoler på – mænd fra hans fortid da han sted op mod magten. Eliten er hans kamptropper – hans krigere. David er en sand fører for den flok som han efterhånden har samlet omkring sig – handlekraftige mænd der er modige. David er en sand Cæsar! David holder en parade over hans elitestyrker, hans indsatsgrupper, hans personlige håndlangere, hans strejftogtskrigere:

v17 Fulgt af hele hæren begav kongen sig af sted, og ved Bet-Merhak gjorde de holdt. v18 Alle hans egne folk gik ved siden af ham, mens alle kreterne og pleterne og alle de seks hundrede gatitter, der havde fulgt ham fra Gat, gik forbi kongen.

(2 Samuelsbog 15)

David forbandes

Davids søn Absalom starter et oprør imod faderen David. Dette skema ligner Davids oprør imod Saul og mange andre eksempler. Situationen er en forfærdelig krise for David. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? David må som en ren ydmygelse flygte ud af Jerusalem. David går helt fortabt og vi kan se at David udfører rigtige klage og sørge riter. David går virkelig fortabt. Hele Israel vender sig i vrede imod David – tyrannen. Sauls hus – Sauls parti som stadig lever i bedste velgående – vil hævne Davids ugerninger. David bliver forbandet af en Guds profet som sikkert meget godt repræsenterer hele Israel:

v5 Da kong David nåede til Bahurim, kom en mand ud fra byen. Han var af samme slægt som Saul, hed Shim'i og var søn af Gera. Han gik og udstødte forbandelser v6 og kastede sten efter David og hans folk, skønt kongen var omgivet af hele hæren og alle elitetropperne.

v7 Shim'i forbandede ham og sagde:

»Forsvind, din morder, dit onde menneske! v8 Nu gengælder Herren dig alt det blod, du har udgydt i Sauls hus. Du gjorde dig til konge efter ham, men nu har Herren givet riget i din søn Absaloms hånd. Det har du for din ondskab, din morder!«

(2 Samuelsbog 16)

David ved godt at der er noget om det som profeten siger. Shim’i er ikke nogen lille mand. Han er en stor profet. Senere møder han op med en hel hær på 1000 mand! Under Absaloms oprør ser det ud til at befolkningen mest ønsker at stene David! Serujasønnerne [hærchefen Joab] vil slå profeten Shim’i ihjel – hugge ham ned på stedet - men det får David sat en stopper for:

v10 Men kongen svarede: »Pas jer selv, Serujasønner! Når han forbander, er det, fordi Herren har sagt, han skal forbande mig; hvem kan så spørge: Hvorfor gør du det?«

(2 Samuelsbog 16)

Det er denne Shim’i som David alligevel senere får likvideret. David er konstant truet af vrede oprørsforsøg og opstande imod hans styre. Da David er på vej hjem efter sønnen Absaloms oprør og David ikke engang er kommet helt hjem til Jerusalem – kommer det næste vrede oprørsforsøg – lige oven i Absaloms opstand! Der er en konstant utilfredshed med Davids misregimente. Det er nok meget rammende når David i Samuelsbøgerne siger at det næste oprørsforsøg bliver værre end det sidste! Det bliver værre og værre!

David bliver totalt ydmyget af sin egen søn som har samleje med alle de ti hustruer som David har efterladt i Jerusalem. David lever i en rå verden - og historien vidner også meget om tidens kvindesyn! Kvinderne er mandens ejendom! Når Absalom åbenlyst har samleje med de ti kvinder – skal det nok forstås bogstaveligt – dvs mens folket ser på! Det seksuelle og magtmæssige overfald på kvinderne skal give nyt mod til hele Israels folk!

v20 Absalom sagde til Akitofel [Herrens præst]: »Giv os et råd om, hvad vi skal gøre!« v21 Akitofel svarede Absalom: »Gå ind til din fars medhustruer, som han lod blive tilbage til at tage vare på paladset. Så vil alle i Israel forstå, at du virkelig har lagt dig for had hos din far. Det vil sætte mod i alle dine tilhængere.«

v22 Så slog man et telt op på taget for Absalom, og åbenlyst for hele Israel gik han ind til sin fars medhustruer.

(2 Samuelsbog 16)

Det fortælles senere at David straffer de ti hustruer strengt! Davids og tidens kvindesyn kan vi tydeligt se i denne lille notits. David straffer kvinderne – de er skyldige, som dette begreb bruges i Det gamle Testamente. De er blevet urene. Skyldig er man ikke altid på grund af sine egne gerninger – men på grund af skæbnen eller livet eller andre menneskers gerninger. De skyldige er dem som taber i livets spil – de som går fortabt fx bliver ramt af bylder og pest. De fattige, ensomme, de forladte, de syge er – fortabt og skyldige i Det gamle Testamente! Livet er en retsproces – med tabere og vindere. Vi kender denne tanke godt fra Salmernes Bog.

Selve handlingen – at have samleje med den gamle konges hustruer – er et fast mønster i Det gamle Testamente og der er mange eksempler på denne vane. Vi kender også et eksempel fra Davids historierne nemlig Abner som under et oprør har samleje med den gamle Konge Sauls hustru. Dette bliver Abner siden kritiseret for af Sauls søn. Det følgende viser igen hvordan kvindeopfattelsen var i det gamle Israel. Abner mener at det er grotesk at Sauls søn bliver så vred – Abner har været trofast mod Sauls hus. Det som tæller er relationer mellem mænd – mellem helte. Kvinden – Sauls enke Rispa – er ligegyldig:

v6 Under krigen mellem Sauls hus og Davids hus fik Abner styrket sin magt i Sauls hus. v7 Saul havde haft en medhustru som hed Rispa. Ishboshet [Sauls søn] sagde til Abner: »Hvorfor gik du ind til min fars medhustru?« v8 Abner blev meget vred over Ishboshets ord og sagde: »Er jeg et hundehoved fra Juda? Jeg har hele tiden været trofast mod din far Sauls hus, mod hans slægtninge og venner, og så kommer du og vil drage mig til ansvar for en kvindes skyld!

(2 Samuelsbog 3)

David flytter Pagtens Ark til Jerusalem – til hans palads – hjem til sig selv – som det siges! Selvfølgelig kommer arken ikke hjem – for den har aldrig været i Jerusalem! Israels gamle centrum lå langt nordligere end Jerusalem – byer som Betel i området Efraim. David flytter tyngdepunktet i Israel ved sit kup. Resultatet bliver 1000 års modsætning mellem nord og syd i Israel. David gennemfører dermed en genistreg – et kup. Ingen tvivl om at David her gjorde noget genialt – som fik enorm betydning for udviklingen af religionen i det gamle Israel. Det fremgår at David er nervøs og usikker omkring denne flytning . David flytter faktisk Gud selv – som vi kan se i teksterne. Det ser ud som om David fortryder midt i det hele. Hele Israel har været imod det som David gjorde. Det er et led i hans barske centralisering af al magt i Jerusalem – i Davidsbyen dvs i paladset og kongeborgen (Ordet Davidsbyen betyder ikke hele byen Jerusalem men kun Davids borg og fæstning – den fæstning han overtog fra kana’anæernes konger). David flytter arken til en fremmed hedensk by – sådan er det blevet opfattet. David udfordrer hele Israel når han flytter Gud og arken. Det er med til at fremkalde vreden imod David - som vi kan se i Samuelsbøgerne. Men flytningen lykkes – David vinder en stor sejr – men skaffer sig yderligere fjender samtidigt. Pagtens Ark spillede en vigtig rolle i forbindelse med Davids mange togter og krige. Hver gang David drog i krig udførtes en procession hvor arken blev båret ud gennem Jerusalem i spidsen for hæren. Et stykke uden for byen gjorde pagten og optoget så holdt. Hæren blev velsignet af Gud. Alle Davids krige var Herrens krige. PÅ Davids tid eksisterede kun hellige krige! Det er Guds vilje at alle mænd, kvinder og børn skal hugges ned, ydmyges og henrettes – som David fx gjorde det i hans krige imod amalekitterne! Det er ikke strengt taget Davids vilje – det er Herrens vilje! Efter velsignelsen blev arken båret tilbage til sin plads i Jerusalem og hæren drog ud imod Herrens fjender. Hver gang David påtænkte krig spurgte han Herren om han skulle angribe, hvornår han skulle angribe og på hvilken måde. Jahve var under David en ren krigsgud. Jahve blev under David identisk med kongens gud – Davids gud – den gud som kongen tror på! Det fremgår meget tydeligt af Samuelsbøgerne. Gud bliver simpelt hen den gud som støtter kongen – den gud som er kongens frelse.

Davids søn Absalom rejser et oprør imod David. Absalom bliver udvalgt og salvet af hele Israel. Absalom vinder over hele linjen. Det er tydeligt at al den vrede som har hobet sig op imod David får frit løb. David taber alt. Han bliver fuldstændigt ydmyget. Absaloms oprør og succes viser hvor svag David i virkeligheden er. David styrer Israel imod folkets vilje. Før blev de måske tugtet med svøber – men nu bliver de tugtet med skorpioner, som det hedder! Hele Israel rejser sig i samlet flok til oprør imod David og hele hans misregimente. Absaloms oprør bliver en katastrofe for David. David går helt fortabt. David bliver forladt af Gud – lige som Saul blev forladt af Gud.

Absaloms oprør er sønnens oprør imod faderen. På samme måde var Davids oprør imod Saul sønnens oprør imod faderen. Vi kan se dette mønster eller skema mange steder i Det gamle Testamente. Det svarer til kana’anæernes myte om kampen mellem guderne: Ba’al er sønnen og El er faderen. Da faderen bliver ældre eller svagere og da sønnen bliver stærkere og stærkere resulterer det i det store oprør imod faderen! David anvender de samme midler imod Saul som Ba’al anvender imod faderguden El. Absalom anvender de samme handlemåder imod David som Ba’al anvender imod El! Absalom går ind hos Davids ti hustruer og samleje med dem - som Ba’al gør det med Els hustruer Ashera og Anatot! Sønnen rejser sig for at få faderens magt og herlighed. Sønnen vil være som faderen. Sønnen ønsker at være fader.

Det er uhyggeligt svært for David at komme tilbage til magten efter Absaloms oprør. David starter en krig imod Absalom – hans egen søn – og David vinder krigen. Israel bliver slået og Israel går fortabt. Absalom bliver fanget og henrettet. Men stadigvæk – det fremgår tydeligt at Israel – de tolv stammer – vil simpelt hen ikke have David tilbage som konge! De har fået nok! Koste hvad det vil så vil de ikke have Jerusalemskongen tilbage. David bruger alle kneb og bestikkelser. Han lover til højre og venstre og han sværger hellige eder – som han altid gør ved den slags lejligheder! Men det nytter ikke noget. Israel tror ikke på David. Israel har mistet tilliden til David og hans elitetropper! Selv Davids kerneområde Juda vil ikke have ham tilbage som konge! Denne situation er en kæmpekrise – en virkelig ydmygelse – for David. Resten af livet var David vred og rasende over alt det som skete i denne periode hvor han opholdt sig på den anden side af Jordan i eksil!

David sejrer trods krisen. Han vender tilbage som konge – ved hjælp af mange eder, løfter, intriger og henrettelser. Men splittelsen mellem nord og syd viser sig stadigvæk. David er ikke hele Israels konge. De nordlige stammer – det vil sige næsten hele Israel – føler ikke at David er deres konge. Splittelsen mellem Israel (de ti stammer) på den ene side og Juda på den anden side starter med David – den er skabt af David. David er skyld i at Israel bliver splittet. Under forgængeren Saul eksisterer der ingen modsætning mellem Israel og Juda! David er ikke en repræsentant for Israel – han er leder af en lille klike i Jerusalem eller af en lille Betlehems klike. Det er den modsætning som - efter Salomos død - fører til at Israel fuldstændigt forkaster Davidskongerne i Jerusalem og at der opstår to kongeriger i Israel. Det er ikke svært for en moderne læser at føle sympati med de nordlige stammers og Nordrigets opfattelse:

v42 Men nu kom alle israelitterne til kongen og sagde: »Hvorfor har vore brødre, judæerne, fået lov til at bemægtige sig kongen og ledsage ham og hans familie over Jordan sammen med alle Davids mænd?« v43 Judæerne svarede israelitterne: »Kongen er os nærmest, så hvorfor er I vrede? Har vi måske udnyttet kongen eller skaffet os fordele?« v44 Israelitterne svarede: »Vi har ti gange så stor del i kongen, også i David, som I. Hvorfor tilsidesætter I os?« Men judæerne gav et endnu hårdere svar end israelitterne.

(2 Samuelsbog 19)

Sammenfatning

Vi kan måske sammenfatte Davids regeringstid med de berømte ord i 2. Samuelsbog kapitel 2 hvor Abner fra Sauls parti opfordrer Davids folk til at standse krigen og standse forfølgelsen af deres brødre! David har Israel imod sig i hele hans regeringsperiode. David bliver aldrig accepteret af Israel. Det som David gør, vækker forfærdelse i hele Israel, som der står i 2. Samuelsbog kapitel 3! Davids regeringstid er én lang forfølgelse af brødrene. Nogle steder omtales den fred – den Pax - som David har bragt til Israel men hvis vi ser på selve fremstillingen i Samuelsbøgerne er der ingen fred. Der er kun krig, oprør, kup, forfølgelser og overfald i hele Davids regeringstid. Israel får aldrig fred. Det hele ender i krig og blod. Det hele ender i en fortvivlelse, som Abner siger. Davids modstandere er forsonlige og ønsker fred og samarbejde men David er uforsonlig. David ønsker ikke fred. Han ønsker krig – fra hans karrieres start til slut. David er en rigtig kriger, en rigtig krigsmand, en krigsmager. Davids dyder er militærets dyder. - Hvor længe skal det vare endnu? Israel går fortabt:

v26 Abner [Sauls hus] råbte til Joab [Davids hus]: »Skal sværdet blive ved at fortære? Kan du ikke indse, at dette ender i fortvivlelse? Hvor længe skal det vare, før du giver dine folk [Davids folk] besked om at indstille forfølgelsen af deres brødre?«

(2 Samuelsbog 2)

David bliver – gennem profeten Natan - forbandet af Gud. Gud bliver vred på David. Gud advarede hele Israels folk imod kongedømmet – og Guds advarsel viser sig at være sand. Davids handlinger viser alle de onde sider af kongedømmet. Herren taler således til David:

v10 Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus. v11 Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. v12 Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.«

(2 Samuelsbog 12)

Advarslerne mod kongedømmet

I Samuelsbøgerne fortælles om hvordan Herren advarer Israel imod at indføre kongedømmet. Da Samuel salver den første konge Saul holder Samuel en tale for hele folket hvor han forklarer hvilke rettigheder den nye konge nu vil få over folket. Samuel forudser at Israel vil komme til at fortryde kongedømmet mange gange senere – men når kongedømmet først er indført kan det ikke afskaffes. Kongen vil gøre hele folket til sine trælle. Kongen vil tage al deres ejendom fra dem. Kongen vil plage dem med evindelige blodige krige. Kongen vil lægge skat og tiende på al deres herlighed. Deres døtre skal komme til at slide og slæbe for kongen.

Samuels ord viser sig bestemt at gå i opfyldelse:

v10 Samuel fortalte folket, som krævede en konge af ham, alt hvad Herren havde sagt; v11 han sagde: »Den konge, der skal regere over jer, har disse rettigheder:

Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn v12 eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind og på halvtreds mand eller til at pløje sin jord og høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. v13 Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage. v14 De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. v15 Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. v16 Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. v17 Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham. v18 Til den tid skal I komme til at råbe til Herren på grund af jeres konge, som I selv har valgt; men da vil Herren ikke svare jer.«

(1 Samuelsbog 8)