Hagar og Abraham.

Noget af det helt centrale i løfterne til Abraham i 1. Mosebog er det løfte at han skal få en søn og at hans efterkommere skal blive lige så utallige som havets sand og himlens stjerner. Løftet om sønnen er på den måde løftet om at Abraham skal blive til et stort folk – Israel. I den forstand er Isak – Abrahams søn med Sara – det samme som Israel.

Men en central del af Abrahamshistorierne kommer til at handle om en anden søn nemlig Ismael. Sara er ufrugtbar og Abraham og Sara løser selv problemet på menneskelig vis. De kan ikke vente på Gud – det er sikkert meningen med fortællingen i Det gamle Testamente.

Sara har som hustru klart definerede rettigheder. Hvis hun ikke kan føde sin mand Abraham en søn er det en stor skam og vanære for Sara – det er tanken i hele Det gamle Testamente. Den ufrugtbare hustru er forladt af Gud. Hun er fortabt – ja hun er forbandet. Hendes mand har god ret og grund til at vise hende bort. Den ufrugtbare hustru bliver i oldtiden foragtet, udstødt og nedværdiget – også i Det gamle Testamente. Dette træk findes stadig væk i Mellemøsten i visse kulturer. Behandlingen af – samfundets reaktion på - disse ufrugtbare kvinder har været gruopvækkende! Men Sara har den juridiske ret at hun kan give en af sine egne kvindelige trælle til sin mand og lade denne kvinde føde et barn i stedet for sig selv. Barnet bliver så født – som det hedder – på Saras knæ – dvs barnet bliver i enhver henseende Saras barn. Følgen af denne ordning bliver at slavekvinden bliver en fri kvinde og virkeligt hustru til ægtemanden! Vi ved at disse regler var gældende i hele området. Vi kender dem også fra Hammurapis lov (Mesopotamien) fra ca. 1800 f. Kr.

Saras mand Abraham har i Det gamle Testamente en uindskrænket ret til at have samleje med dels alle sine forskellige hustruer dels med sine egne kvindelige trælle – dels med evt. tilfangetagne! Men det løser ikke Saras problem. Sara og Abraham har hver sine trælle eller slaver og Abraham råder kun over sine egne trælle. Men hvis Sara giver ham en af sine trælle er det en anden sag. Da de to mennesker ikke stoler så meget på Gud og da de for længst er blevet meget gamle (i al fald ifølge Mosebogen) – går de i gang med at løse problemet selv.

På den måde opstår der en hidsig trekant bestående af Abraham og to kvinder Sara og Hagar – trælkvinden. Hagar bliver gravid og føder drengen Ismael. Sara burde dermed være godt tilfreds – men da hun selv bagefter føder en søn – Isak – opstår der problemer. Årsagen til disse problemer placerer 1. Mosebog (Jahvisten) hos Sara. Sara bliver misundelig og vred og uretfærdig. Hun bliver jaloux. Hun frygter at Ismael vil blive foretrukket eller blive behandlet for godt. Sara bliver rasende og kræver at Hagar og barnet skal udstødes. Abraham er dybt knyttet til Ismael – og bestemt også til hans mor Hagar! Men Abraham er ret svag og passiv og Sara får sin vilje. En del af historien handler altså om de kvinders voldsomme krig imod hinanden og en arme mand midt imellem.

Men en meget vigtig del af disse historier handler om Hagar – moderen – og barnet. Vi må antage at der ligger meget gamle historier – sagn - bag historien om Hagar og hendes søn. Den måde som Hagar bliver fremstillet på svarer meget godt til de billeder vi kender fra Det nye Testamente. Hagar er kvinden – moderen med barnet som Gud henvender sig til. Den søn som er født eller som skal fødes - skal blive til noget stort. Gud griber ind og frelser moderen som er gået fortabt og hendes søn. Der ligger urgamle forestillinger bagved disse beretninger som handler om moderen og barnet.

Beretningerne om Hagar findes især i 1. Mosebog kapitel 16 – som skyldes den kilde man kalder Jahvisten – og i kapitel 21 som skyldes den lidt senere kilde Elohisten. Grunden til disse to navne kan vi også se i eksemplerne neden for: Hos Jahvisten benævnes Gud nemlig normalt som Herren eller Jahve – mens Gud hos Elohisten benævnes Gud (eller Elohim på hebraisk).

Jahvisten fortæller således om Hagar:

v1 Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. v2  Og Saraj sagde til Abram: »Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende.« Og Abram gjorde, som Saraj sagde.

v4  Han gik ind til Hagar, og hun blev gravid. Da hun blev klar over, at hun var gravid, begyndte hun at se ned på sin frue. v5  Da sagde Saraj til Abram: »Du har ansvaret for den uret, der overgår mig! Jeg har selv lagt min trælkvinde i din favn, men nu, da hun har opdaget, at hun er gravid, er hun begyndt at se ned på mig. Herren skal dømme dig og mig imellem!«

v6 Abram svarede Saraj: »Her har du din trælkvinde! Gør med hende, som du synes!« Så behandlede Saraj hende så hårdt, at hun flygtede væk fra hende.

(1 Mosebog 16)

Det mest interessante i Jahvistens beretning er det som herefter sker. Hagar er flygtet og befinder sig alene i ørkenen. Af stednavnene kan vi se at hun er flygtet fra Hebron området og sydpå. Hun befinder sig dybt nede i Negev ørkenen i nærheden af Egypten.

Hagar er gået fortabt. Hun befinder sig helt alene midt i ødemarken. Hun er gravid. Hun er blevet drevet på flugt. Hun har ikke en chance. Hun er vanæret. Men netop i den situation griber Gud ind og taler til den gravide kvinde. Herrens engel er i 1. Mosebog det samme som Herren. En engel er en budbringer og en kriger – en messenger – ikke en sød og nuttet blid engel med vinger! Det er Gud selv – Herren eller Jahve – som pludselig taler til hende.

Hun får en vision – en åbenbaring. Hun ser Gud. Hun – der en træl og egypter fra et fremmed land – bliver reddet af Gud. Hagar bliver en hellig kvinde som ser Gud. Hun ser Gud og overlever synet. Hun bliver udvalgt. Gud ser på hende. Gud ser hende som hun er. Når Gud ser på os bliver vi frelst - som det siges i Salmerne. Gud ser hende og hun ser Gud. Hagar kalder Gud for den gud som har set på hende og den gud som hun har set som en levende gud!

Hagar bliver moder til et helt nyt folk og moder til en helt ny gudsdyrkelse – det er meningen med den oprindelige Hagar beretning eller kultsaga. Hagar bliver en slags urmoder eller moder til alle mennesker – præcist den rolle som Sara ellers får i Det gamle Testamente – og også i Det nye Testamente hos Paulus!

Beretningen om Hagar skal egentlig forklare oprindelsen til et folk – ismailiterne. Dette folk – en stamme eller et broderfolk til Israel – levede i Negev ørkenen syd for Israel. Ismailiterne var ørkenens frie sønner og stolte beduiner. Legenden om Hagar i ørkenen er en skabelsesberetning og fortæller om deres gud. Deres gud er den gud som Hagar - som den første - så i ørkenlandet – den gud som ser – den gud som har set mig.

Hagar bliver en slags religionsstifter lige som vi kan sige at Abraham bliver en slags religionsstifter da Herren viser sig for Abraham i Mesopotamien og fortæller ham at han skal forlade alt og drage til Kana’ans land. På et dybere plan er Hagar og Abraham sideordnede men senere er Hagar myten blevet en del af Abrahams beretningerne i 1. Mosebog og Hagar får en meget mere beskeden stilling.

Beretningen om Hagar skal også forklare det sted hvor Herren viste sig for Hagar – dvs for menneskene. Herren viser sig ved den oase som siden bliver ismailiternes helligdom. På denne måde er beretningen om Hagar en typisk urgammel saga som der findes mange eksempler på i 1. Mosebog. Myten eller fortællingen forklarer tider og steder og oprindelsen til ting og folkets eller stammens oprindelse.

v7 Herrens engel traf hende ved en kilde i ørkenen, kilden ved vejen til Shur [Egyptens grænse ved Middelhavet]. v8  Han sagde: »Hagar, Sarajs trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er på flugt fra min frue Saraj.«

Herrens engel er i 1. Mosebog – og i Det gamle Testamente – ikke det som man i kristendommen senere har forstået ved en engel. Herrens engel er ikke venlig og sød - og har ikke vinger! Herrens engel betyder ordret en budbringer fra Herren (angelos på græsk) – og kan ofte oversættes med en af de guder eller gudssønner som omgiver Herren i himlen – en af hærskarerne. Herren er omgivet af en mængde guder eller væsner som han er en slags fader for. Gud er bestemt ikke alene i himlen. Han er omgivet af en hofstab – selv om guderne ikke altid er loyale over for ham (Salmernes Bog). I Jobs bog er Satan en af disse guder eller engle. Satan er en slags budbringer eller repræsentant over for mennesket Job. Disse engle er altid mænd og ofte rigtige mænd med et frygtindgydende ydre. De er magtvæsener. Når mennesker ser en engel bliver de grebet af frygt og angst – som om de havde set en frygtelig samuraj eller kriger. Engle er ikke søde! Herrens engel er en kriger og Herrens engle deltager i hans krig på jorden imod de onde kræfter – Rahab og Livjatan – og Babylon. Herrens engle dræber og tilintetgør – og frelser (Salmernes Bog). Englene overvinder dødens og syndens magt og det kræver magtanvendelse. Det onde overvindes ikke ved bløde ord!

Disse guder, gudssønner eller englemagter spiller en vis rolle i hele 1. Mosebog. I begyndelsen af Mosebogen fortælles også den berømte historie om at disse guder blev så forelskede i de skønne jordiske kvinder at de kom ned på jorden og fik børn med de jordiske kvinder. Resultatet af disse forhold blev en helt ny race af giganter og kæmper – gudsmænd eller helte – heroer. Disse helte eller kæmper truede efterhåndens Guds magtposition i himlen! Til sidst måtte han skride ind over for dem og begrænse deres magt! Sådanne myter kender vi mange steder fra i oldtiden. Dionysos i Grækenland er således halvt gud og halvt menneske.

Hagar får løfterne og forjættelserne om det barn som hun skal føde. Hun skal føde en søn. Hendes efterkommere skal blive lige så mange som havets sand. Hagar får den største forjættelse som nogen kvinde kan få i Det gamle Testamente. Ordene til Hagar er de ord som vi siden hører til Maria. Hagar ved ikke at hun er med barn. Først nu får hun det åbenbaret af budbringeren - englen! Hendes fødsel er underfuld – hellig. Lige som i Det nye Testamente får hun at vide hvad barnet skal hedde. Den søn som skal fødes er en del af Guds store plan. Hagars søn er forudbestemt til noget stort. Han er i en vis forstand Herrens salvede og redskab. Han er en konge. Herren har hørt hendes råb og set hendes trængsel - som det hedder i Salmerne. Hagar bliver frelst.

Sønnen skal blive stor og mægtig. Det er helt tydeligt at de ord som bruges om Ismael er positivt ment i den hebraiske tekst! Ismael skal blive en fri og stærk og handlekraftig mand – en fri beduin! Hele Det gamle Testamente elsker den type som her fremstilles ved eksemplet Ismael. Ismael symboliserer en menneske og mande opfattelse – et ideal - som findes i hele Det gamle Testamente. Vi finder også dette skema i Salmerne i opfattelsen af kongen, i Samuelsbøgerne skildring af David som den vilde, stærke kriger. Ismael er en stolt og rank skikkelse. Han er uregerlig og ukontrollabel. Han bøjer sig ikke for nogen. Han er en mand af ære. Han er værdig. Han er uafhængig. Han rider hvor hen han vil. Han bestemmer selv. Ismael er en rigtig mand – som rigtige mænd skal være – det er det som er meningen med disse vers i 1. Mosebog!

Ismael er en helt – en kæmpe. Ismael er en forudsigelse af eller et billede på Samson og Gideon. Ismael er på en vis måde en gudsmand. De ord som bliver sagt om Ismael kunne lige så godt være blevet sagt om David når vi tænker på skildringen af David i Samuelsbøgerne. Ismael er en forudsigelse af David:

v12  Han skal blive
      et vildæsel af et menneske;
      hans hånd skal være vendt mod alle
      og alles hånd mod ham.

Vi kan let misforstå disse ord og udtryk som negative – men oldtidens verden er ikke vores verden. Disse ord – denne hyldest – har været positivt ment. Den mennesketype vi kan se i teksten blev elsket af hele oldtiden. Vi finder det også hos de gamle romere og grækere. Ismael er også et billede på Jesus og Johannes Døberen i Det nye Testamente. Også Johannes Døberen er en fri og respektløs og stærk mand som ikke bøjer sig for nogen. Ismael er en kriger. Johannes Døberen er også en kriger – Herrens tjener og kriger! Jesus er en sejrherre – han vil til sidst lægge alle fjenderne og alle kongerne som en skammel under sine fødder så han kan træde på deres nakke! Jesus er den sejrende Kristus og konge og Messias i Johannesevangeliet – og ikke et arme offer!

Da det gamle Israel efterhånden blev bofast og jordejende bønder kom de til at elske og forgude dette vilde og uregerlige ideal! Israel så i dette ideal et glimt af fortiden – af friheden på de store stepper!

Ismael er en stor mand – ikke fordi han er et lovlydigt eller moralsk godt menneske eller fordi han er særligt from – men fordi han er et vildæsel (bogstaveligt: en vild og utæmmet zebra)! Han skal blive stærk og magtfuld. Ismael er bestemt til at blive en Cæsar og en fri fugl. Han skal blive et dyr som ingen nogensinde kan tæmme eller kontrollere. Han skal leve uafhængigt og frit i forhold til landkulturens og bykulturens regelbundethed. Ismael skal gøre som han vil. Han skal følge sin egen jernvilje. Han skal herske og udbrede sig som han vil. Han skal ikke adlyde nogen. Han skal blive en lykkemand. Ismael skal ikke blive et arme offer. Ismael skal blive som sin moder – fri, stolt, selvbevidst, rank!

Ishamels moder Hagar hævdede sig over for sin herre og frue – Abraham og Sara. Hagar var ikke bange. Hun var frygtløs. Hun var stolt af sig selv. Hun følte sig uskyldig. Langt ude i ødelandet møder Hagar Gud og Gud fortæller hende at hun er frelst. Gud griber ind og fastslår Hagars ret! Gud fastslår at der er sket en uret imod Hagar! Gud er en fader for de faderløse og en beskytter og forsvarer for alle enkerne – alle de forladte kvinder!

Den kvinde Hagar som verden fuldstændigt har forkastet hende har Gud gjort til hovedhjørnestenen! Hun skal føde en søn som skal blive herre og mester. Hun er udvalgt af Gud. Gud har udvalgt hende til at blive moder for et stort folk af frie og frygtløse mænd! Historien om Hagar i ødemarken er et ægte evangelium i Det gamle Testamente. Vi kan hele tiden høre ordene til Maria og Elisabeth som paralleller. I det gamle Testamente kan vi også se tydelige ligheder mellem vildæslet – vildmanden - Ismael og gudsmænd og profeter som Elias og Elisa – Herrens krigere. Herrens krigere og Guds mænd er alle sammen uregerlige og mægtige vildmænd!

Der er meget tydelige forbindelser mellem disse billeder af Hagar i Det gamle Testamente og billeder i Det nye Testamente.

v10  Og Herrens engel sagde til hende: »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles.« v11  Og Herrens engel sagde til hende:
      »Se, du er med barn;
      du skal føde en søn
      og give ham navnet Ismael,
      for Herren har hørt din lidelse.
v12  Han skal blive
      et vildæsel af et menneske;
      hans hånd skal være vendt mod alle
      og alles hånd mod ham,
      han skal leve på tværs af alle sine brødre.«
v13 Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende, »Du er Gud, der ser«. For hun tænkte: »Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?« v14  Derfor kalder man brønden Be'er-Lahaj-Ro'i. Den ligger mellem Kadesh og Bered.

(1 Mosebog 16)

I 1. Mosebog 21 kan vi se Elohistens beretning om den samme begivenhed – Hagar i ødemarken. Her er visse ting forandret. Gud hedder nu Gud og ikke Herren og derfor hedder det ikke Herrens engel men Guds engel. Hagar har allerede født sønnen Ismael og de trues begge af døden i ørkenlandet – moderen og hendes lille baby. Gud griber ind men vi kan se at Elohisten har en meget afdæmpet og mere fattig udgave af beretningen og løfterne. Hagar flygter ikke men bliver sendt bort. I denne beretning går Hagar virkelig fortabt og er ved at dø da hun får en vision af Gud. De ord som bruges om Ismael At Gud er med ham bruges også om David i Samuelsbøgerne, om Josef og om Jesus og Johannes Døberen i Det nye Testamente. Guds kraft, lykke og velsignelse er med Ismael. Gud frelser Hagar ved en pludselig brønd eller kilde i ørkenlandet – et under lige som det der sker med Moses under udvandringen fra Egypten:

v14  Tidligt næste morgen gav Abraham Hagar noget brød og en lædersæk med vand, satte drengen på hendes skulder [en baby] og sendte hende væk.

Hun tog af sted, men for vild i Be'ershebas ørken [Negev]. v15  Da vandet i sækken slap op, lagde hun drengen under en busk v16  og gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.« Hun satte sig og brast i gråd.

v17  Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger. v18  Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk.« v19  Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. v20 Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte.

(1 Mosebog 21)

Englen taler til Maria helt på samme måde som Herren havde talt til Hagar. Hagar er ikke nogen smålig, ond eller egoistisk kvinde i 1. Mosebog – hun er en helt lige som Maria bliver en helt og moder til en helt:

v30  Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. v31  Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v32  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v33  han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.«

(Lukas 1)

v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,

v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,

v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

(Lukas 1)

v80  Drengen [Johannes] voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

(Lukas 1)

v40  Og drengen [Jesus] voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

(Lukas 2)