Brevet til Galaterne – Galaterbrevet.

Paulus har lige så meget at sige i dag som han havde for 2000 år siden. De tanker vi finder hos Paulus er i deres kerne evigt gyldige. Han er unik fordi vi kender ham som et personligt menneske fra oldtiden. Vi kender næsten ikke andre mennesker fra oldtiden på denne personlige måde. Men det afgørende i hans breve er at han formulerer tanker som er evigt gyldige – for alle mennesker. Paulus tanker i deres egentlige kerne har noget at sige til alle mennesker – troende og religiøse mennesker såvel som ateister, buddhister, muslimer, venstreorienterede såvel som borgerlige.

Vi skal vise respekt for Paulus når vi læser hans breve. Paulus er jøde og han er stolt af at være jøde. Paulus’ breve handler om jødedommen og er et forsvar for jødedommen. Paulus’ univers og alle hans rødder findes i Det gamle Testamente.

Paulus møder Kristus – men han forlader ikke jødedommen. Efter at han har mødt Kristus bliver ikke mindre jøde – men mere jøde. Paulus omvender sig ikke til kristendommen – en sådan tanke ville have været helt absurd for Paulus. Paulus bliver ved med at være stolt af at han er farisæer og zelot – en af de ivrige – de som er nidkære for Herren. Paulus tager naturligvis ikke afstand fra sin ungdom eller jødiske karriere – tvært om er han pavestolt over sin fremragende stilling i jødedommen – han er en af de ypperste, som han siger. Paulus er jøde hele livet og 100 % og til sin dødsdag. Naturligvis - Hvad ellers?

Paulus er kendt som en missionær – men vi skal være meget klare på at det som Paulus driver ikke er mission i den senere betydning af ordet. Paulus er grundlæggende en lærer, en rabbiner, som rejser rundt i Lilleasien og i Grækenland – og besøger de jødiske menigheder – det vi kalder diasporaen! Paulus opsøger stort set ikke de ægte rigtige hedninger! Han går altid til de lokale jødiske menigheder og synagoger og over for dem prædiker han kristus – som han siger. Paulus drager altså ikke ud i verden for at få vantro og ateister til at tro på Gud! Slet ikke – det er helt misvisende ud fra Det nye Testamente. Vi kan sige at Paulus deltager i en intern jødsik debat! Han henvender sig til mennesker som i forvejen er gode troende jøder. Han fremlægger sine egne meninger om den rette jødedom. Paulus lever og ånder i et næsten rent jødisk miljø! Den senere kristne mission henvendte sig til fremmede mennesker i den tredie verden, i Afrika eller i Amerika som ikke troede på Gud – men det gør Paulus slet ikke. Han er kun sammen med folk som deler den samme tro som ham selv!

Paulus tænker jødisk – det kan vi også se i hans forhold til dåben. I den senere kristne kirken bliver ritualet dåben med vandet en afgørende rite. Man bliver simpelt hen medlem af kirken – medlem af Guds folk – ved at man bliver døbt af en præst –helt konkret. Når man driver mission består det af at man rejser ud til de fremmede lande og dåber hedningerne! Dåben bliver næsten en magisk handling nogle gange i kirkens historie. Hvis de små børn ikke bliver døbt – går de fortabt – de kommer i helvede! De kristne stater gør dåben til en tvangshandling således at alle bliver tvangsdøbt hvis de ikke frivilligt lader sig døbe. I Danmark blev mennesker tvangsdøbt af staten indtil 1849.

Paulus har slet ikke dette forhold til dåben. Paulus tænker meget mere jødsik – og meget mere alment. Galaterne bliver omvendte – dvs de ser Gud, eller de får syner eller ånden kommer over dem. Men de bliver ikke døbt. Paulus døber næsten ikke nogen mennesker – det fremhæver han netop i sine breve. Det at han ikke døber – fremhæver han som noget positivt. Den dåb som er vigtig i følge Paulus er dåben med helligånden eller dåben med ild og vand som han siger. Galaterne bliver døbt med ånden eller af ånden – de bliver døbt af Gud mener paulus. Det er den afgørende dåb – ikke den dåb som mennesker eller præster kan forrette. At blive døbt er at gå igennem ild og vand – at blive et nyt menneske. Når man bliver døbt bliver det gamle menneske – egoet eller Adam – brændt bort i en ildebrand.For Paulus er dåben en indvielse som vi også finder i samtidens mysteriereligioner. Dåben er en personlig psykisk forvandling. Dåben er naturligvis noget som sker med voksne mennesker – ikke med børn. Dåben er en død – for når galaterne bliver døbt med ånden – får ånden – så dør de på korset sammen med Kristus. I dåben – i døden – bliver de eet med Kristus. Dåben er en ny identitet og en ny relation. I dåben får galaterne en relation til Gud – de kommer til at leve i en pagt med Gud – vi kan sige at de bliver gift med Gud – pagten er et slags ægteskab for Paulus.

Paulus er ikke kristendommens første teolog. Paulus er ofte i kristendommen blevet gjort til noget helt andet end han er. Paulus er ikke kristen. Jesus var heller ikke kristen. Paulus er et fint eksempel på jødedommen på hans tid. Han er et eksempel på en – kan vi sige – moderne jødedom. Det som Paulus siger var der stor enighed om blandt jøderne på hans tid. Jødedommen var enormt tiltrækkende for grækere og romere på Paulus tid og jødedommen åbnede sig op. det gør Paulus også. Men han forlader naturligvis ikke sin tro – fædrenes tro – Abrahams tro og religion.

Paulus’ teser i Galaterbrevet:

For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. (6.15)

Vi kan opfatte Galaterbrevet som en slags diskussion mellem Paulus og de kristne i Jerusalem. Desværre har vi kun sagen set fra Paulus’ synspunkt. Vi ved egentlig slet ikke hvad kirken i Jerusalem har ment eller sagt. Vi ved at kirken i jerusalem blev ledet af Jesu bror Jakob og at Jakob, Peter og Johannes var kirkens tre søjler, som Paulus siger. Disse tidlige kristne har en direkte forbindelse tilbage til Jesus – peter og Johannes er to af Jesu disciple. De har kendt Jesus og oplevet hans død og korsfæstelse. De er alle jøder og for dem er jødedommen selvindlysende – men det er jødedommen også for Paulus. Ofte kaldes jakob og de tidlige kristne i Palæstina og Jerusalem for jødekristne. Men ordet jødekristen er meget uklart – ingen ved rigtigt hvad det indebærer.

Galaterbrevet er en slags diskussion med Jakob og kirken i Palæstina. Paulus står tydeligt på en måde uden for denne kreds. Den repræsenterer en anden slags jødedom og tro. Paulus er født i Lilleasien – i diasporaen.

Paulus fremfører tre teser i Galaterbrevet (fx i afsnittet der indledes i 2.15) henvendt til Peter og Jakob:

For det første siger Paulus at de tillægger det som mennesker gør alt for stor betydning. Troen handler ikke om hvad mennesker skal gøre men om hvad Gud gør og har gjort. Jøderne har deres livsstil, skikke og ritualer – og denne livsstil er god og velsignet i følge paulus og han lever selv som en from jøde – men den har ikke noget at gøre med troen eller med kristus eller med Guds løfter. Det væsentlige er ikke at mennesker lever efter Guds lov – det væsentlige er at de ser og lovpriser og er taknemmelige for Guds undere – for livets gave. Troen handler ikke om menneskers retfærdighed – godhed – men om Guds retfærdighed.

Jakob og peter folkene mener at det er nødvendigt for Guds folk at holde sig separat og adskilt fra verden. Guds folk – de troende – skal leve på en bestemt måde. De skal leve rent og helligt. Hvis de har bordfællesskab eller spisefællesskab med de urene – hedningerne – bliver de selv urene. Jøderne skal adskille sig og leve rent og helligt for Herren. De skal ofre sig og vie deres liv til Herren. Paulus afviser fuldstændigt dette synspunkt. Paulus henviser til Jesus som havde fællesskab med alle og spiste sammen med hedninger og syndere. Paulus siger at alle mennesker er Guds folk og at de troende ikke skal trække et skel. Muren er blevet revet ned, som Paulus siger. Der er intet skel mere, ingen adskillelse. Alle er ens og eet – kvinde som mand, græker som jøde. Jødernes spiseregler og omskærelse kan være gode nok – men de er ikke love som alle troende skal adlyde. For Gud er disse regler ikke afgørende. Gud ser på det usynlige ikke på det synlige. Gud har ingen personsanseelse – for Gud er der ingen forskel på mennesker. Ingen mennesker er i sig selv bedre end andre.

Som den tredie tese siger Paulus at Jakob og Peter og kirken i Jerusalem måske godt ved at al frelse kommer fra Gud – alene – men at de gør omskærelsen og reglerne i Moseloven til en betingelse for Guds frelse. Gud kan kun frelse de mennesker som er dele af hans folk. Gud bliver på den måde gjort mindre og svagere end han er, siger Paulus. Jakob og Peter siger at Gud kun kan frelse menigheden eller den enkelte hvis de lever efter loven eller lever som jøder. De ved godt at frelsen alene kommer fra Gud – mennesket kan ikke redde sig selv – men de siger at mennesket kun bliver frelst hvis det lever efter loven – altså har en jødisk livsstil – følger Vejen som man sagde. Hvis de ikke lever efter loven og Vejen er de slet ikke Guds folk – og så vil Gud naturligvis ikke frelse dem. Gud er netop trofast over for sit folk, mener Jakob og Peter – ikke over for alle mulige mærkelige andre folk! Så har de selv sat sig uden for frelsen. Paulus afviser på dette punkt fuldstændigt Jakobs opfatttelse. Vi ved ikke om Jakob virkeligt har ment det – vi ved faktisk intet om hvad Jakob stod for – men hvis han har sagt det – så er Paulus i al fald fuldstændigt imod.

Vi kan oversætte striden til nutiden på denne måde: Jakob og Peter siger at Gud er trofast og at han frelser alle de troende, alle de fromme, alle de kristne, alle mennesker som adlyder Gud, alle dem som tror på Gud – dem vil Gud frelse. Det er dette synspunkt som Paulus går voldsomt imod. I følge Paulus frelser Gud også dem som ikke tror på Gud. For Gud er der ingen forskel. Gud kender godt menneskers religion og han ved godt at religion ofte er blevet misbrugt af mennesker. Menneskers religion er ikke vigtig for Gud. Gud frelser dem han vil frelse – dvs alle mennesker. Gud taler til dem som ikke tror på ham og han frelser de mennesker som ikke tror på Gud og alle de mennesker som ikke kan tro på Gud længere. Gud frelser alle de mennesker som ikke tør at tro på Gud mere!

Gud frelser alle mennesker i følge Paulus uanset om de er fromme eller lovlydige eller jøder eller grækere – uanset hvad de tror og tænker – det er Paulus’ meget radikale tese! Moseloven er givet til menneskene for at støtte og hjælpe dem i livet og Moseloven er bestemt en god ting – men en overholdelse af loven er ikke en forudsætning for at Gud kan frelse menneskene. Moseloven er en hjælp – en støtte – ikke et krav – når vi taler om Guds frelse. Paulus mener at frelsen – retfærdiggørelsen – og loven hører til på helt forskellige niveauer – de er ikke i strid med hinanden – de er ikke modsætninger. De hører til to helt forskellige livsområder.

Vi kan sammenligne med et helt andet verdsligt eksempel: Hvis et moderne menneske føler sig ensomt og forladt og ulykkeligt vil det sikkert hjælpe det menneske at søge professionel psykologisk hjælp. På den måde vil det menneske få megen støtte og hjælp – og for så vidt kærlighed.

Men det at gå til psykolog eller gå i terapi kan naturligvis ikke sammenlignes med virkelige relationer. Hvis det menneske kommer til at opleve virkelige menneskelige og kærlige relationer vil det menneske få noget helt andet – på et helt andet plan. Det menneske kan naturligvis fortsat gå til psykolog. Og det vil muligvis stadig være en god ting. De to ting strider naturligvis ikke med hinanden. Men de virker på to helt forskellige måder. Paulus mener at troen og Kristus giver menneskene noget som loven – eller den jødiske livsstil - Vejen – aldrig nogen sinde kan give dem. Kristus og loven – eller Vejen - er helt usammenlignelige.

Indledning – Hvem er Paulus?

Paulus er jøde –lige som Jesus og lige som alle de andre mennesker som blev grebet af Jesus bevægelsen – Nazaræerne – i det første århundrede efter Kr. Dette faktum er det vigtigste holdepunkt når vi i dag skal forstå Paulus. Paulus er ikke modstander af jødedommen. Han gør ike op med jødedommen og han tager ikke afstand fra den jødiske tro og religion! Paulus er jøde. Paulus er som det fremgår af brevene stolt af at være jøde og han er stolt over at tilhøre farisæernes parti. Jødedommen er hans hele identitet. Paulus er en trofast jøde til sin dødsdag. Paulus opfatter ikke sig selv som starten på en ny religion. Der er kun een religion. Gud er een og der er kun een sand tro og religion – jødedommen.

Når vi læser Paulus’breve er det vigtigt at huske på at alle hans breve er lejlighedsprodukter – de er bestemt ikke teoretisk eller gennemført dogmatik! Sådan er de ofte blevet læst i den kristne kirke – men det kan de så at sige slet ikke bære. Alle brevene er skrevet i en helt bestemt situation. Brevene har et ganske bestemt formål. Paulus argumenterer så godt han kan – med alle til rådighed stående midler. Han kommer måske til at sige noget som han ikke helt mener – så at sige i kampens hede. Det er det indtryk vi får af og til. Paulus er i Galaterbrevet bekymret og hele brevets formål er at overtale og overbevise galaterne. Vi må ikke glemme at Paulus breve på den måde er stærkt eensidige og meget bestemt af en konkret situation. De giver måske ikke altid et fuldstændigt billede af hvad Paulus i virkeligheden mener. Engang imellem løber følelserne bare af med Paulus. Han kan udstøde mange eder, forbandelser og trusler. Han er tydeligt nok meget ophidset og vred. Hans breve er ikke teoretisk dogmatik – de er ikke blevet til i ro og mag. De er blevet til i kampens hede. I kampens hede kan Paulus komme til at sige noget som han nok ikke helt mener – selv om vi godt kan forstå det han siger! Vi skal ikke glemme at alle hans breve er indlæg i strid og ballade og at de alle har et ganske bestemt formål.

Luther ønskede bestemt ikke at bryde med den katolske kirke. For Luther – oprindeligt – var der kun een kirke, kun een sand tro – den katolske. Det som Luther sagde og gjorde medførte den politiske begivenhed at de nordiske lande i Europa brød med den katolske kirke – men det var ikke Luthers ønske eller tanke. Luther ønskede en reformation af kirken – en fornyelse –en renselse – endnu en ny reformation i en meget lang række af reformationer. På samme måde med Paulus og Jakob og alle Jesus folkene og nazaræerne. De ønskede naturligvis ikke at bryde med jødedommen. De var alle jøder og jødedommen var deres element. Som fisk i vandet. Der var for dem kun een gud – den jødiske gud – i det gamle Testamente. De antog visse nye tanker om Jesus og Messias. De var vidner til at den genopstadne Jesus viste sig for dem. Jesus viste sig for Maria – og hun blev kirkens moder kan vi sige på langt sigt. Men ingen af dem – hverken Paulus eller Maria eller Jakob – ønskede at forlade jødedommen. De opfattede selvfølgelig deres tro og tanker som en del af jødedommen – og deres tro og tanker var da også i overensstemmelse med mange tanker i jødedommen i det 1. århundrede e. kr. Det som Jesus folkene sagde var ikke så speielt. De var del af en bred strømning. Jesus var på mange måder en del af den farisæiske bevægelse. Alle var de grundlæggende enige om troen og Gud. Alle havde de deres ben solidt plantet i Det gamle Testamente.

Den helt afgørende begivenhed i Paulus’ liv er – må vi antage – hans møde med det gamle Testamente og hans møde med den samtidige jødiske litteratur og rabbinerne. Den afgørende begivenhed er ikke hans møde med den genopstandne Jesus ved Damaskus! Paulus opfatter det sådan at den genopstandne Kristus pludseligt viser sig for ham i et syn. Paulus kastes til jorden. Han bliver væltet omkuld. Han bliver blind. Men det afgørende i paulus liv er at denne enorme oplevelse bliver fortolket ind i det skema som Paulus havde i forvejen. Jesus eller Kristus er en opfyldelse af Loven. Det som siges om Jesus er det som allerede står at læse i Det gamle Testamente. Evangeliet findes i det gamle Testamente – mange steder og igen og igen i følge Paulus. Jesus historien er en kort sammenfatning af det som har stået i det gamle Testamente i forvejen.

Forholdet mellem Gud og mennesket, mellem Gud og Israel – eller det sande israel – er som et forhold mellem en ægtemand og hans ægtehustru. Gud elsker sin ægtehustru og det er det som er evangeliet – både i Det nye og gamle Testamente. På det punkt er der for Paulus ingen forskel.

Gud elsker ikke mennesket fordi det har gjort noget eller tænkt eller troet eller følt på en bestemt måde. Gud elsker mennesket fordi det fortjener at blive elsket, fordi mennesket er et elskeligt væsen, fordi mennesket har brug for kærligheden. Gud holder ikke op med at elske mennesket fordi mennesket gør noget bestemt.

Ægtemanden elsker hans hustru. Hans kærlighed til kvinden kommer fra ham selv. Kærligheden er inden i ham og den bliver givet eller tilbudt til kvinden. Hans kærlighed er ikke betinget. Han bliver ved med at elske hende – også selv om hun ikke elsker ham. Hans kærlighed udspringer af at han elsker hende – fordi han ikke kan lade være. Gud elsker alle mennesker – fordi han ikke kan lade være – fordi sådan er hans natur. Det er en helt afgørende pointe for Paulus i Galaterbrevet og i Romerbrevet.

Gud elsker israel – Israel er hans stolte sønner – hans afkom – hans børn. Gud er i slægt med Israel. Vi kan sige at tanken i Det gamle Testamente og hos paulus er at Gud elsker israel – med god grund. Hvilken fader elsker ikke sine sønner? Gud gør det som er ret og retfærdigt og passende – og naturligt! Hvlken mor elsker ikke sit barn? Vi er Guds sønner og døtre. Derfor elsker Gud alle mennesker. Det er ret og retfærdigt. Han svigter ikke. Han lever op til det som er naturligt i en relation. Gud er retfærdig – dvs han elsker! Gud forlader aldrig sine egne børn – sine får som det gamle Testamente siger. Han er rig på troskab. Han giver os hele herligheden tilbage – vi har bestemt fortjent det! Måske ikke i vore egne øjne – men sådan er det i Guds øjne!

Når Paulus siger at vi er Guds sønner har han helt sikkert sin inspiration fra Det gamle Testamente. Nogle forskere har dog også peget på at Paulus kender den græske stoiske filosofi meget godt og at det netop i stocismen er en tese at alle mennesker er Guds sønner. Vi er alle sønner af Gud – og tegnet er at alle mennesker har del i Logos – dvs i fornuften eller forstanden. Det græske ord kan dog også oversættes med ånden – i så fald er der store ligheder mellem Paulus og stoikerne. Men sandsynligvis har Paulus hele tanken om sønneskabet fra Det gamle Testamente – fx fra Salmerne. At vi er sønner af Gud betyder i stoicismen at vi er lige som Gud, vi har det samme væsen (fysis) som Gud og at vi er af Guds slægt og familie. Stoicismen spiller en vis rolle i hele det nye Testamente. I Johannesevangeliet bliver Logos således brugt som en betegnelse for kristus.

I Galaterbrevet taler paulus meget om Loven. Paulus er ikke modstander af loven – slet ikke –paulus er jøde. Loven er givet til menneskenes frelse. Men Guds frelse og kærlighed afhænger ikke af at mennesker overholder loven. Gud taler til alle mennesker uanset hvem de er og uanset hvad de tror på eller gør. Det er ikke loven som sikrer menneskene Guds velsignelse eller kærlighed! Guds kærlighed til mennesket er det primære – Loven er kommet til senere. Loven er en hjælp til menneskene. Men loven kan ikke frelse noget menneske. Vi kan ikke frelse os selv ved at gøre gode gerninger – og Guds frelse er ikke betinget af at vi gør gode gerninger!

Den Gud som Paulus tror på er den Gud som findes i hele Det gamle Testamente. Det er den gud som frelser mennesker fordi de har brug for det og fordi de fortjener at blive frelst. Det som Gud gør er retfærdigt. Gud kan se at der sker en stor uret imod mennesket og derfor griber han ind. Frelsen er nåde – men pointen i Det gamle Testamente er at mennesket har fortjent at blive frelst. Ingen mennesker har fortjent at gå fortabt og leve i lidelsen. Alle mennesker er værdige og værd at elske. Alle mennesker har fortjent Guds kærlighed. Mennesket er fundamentalt set uden nogen skyld. Gud elsker alle mennesker – med rette! Det er tanken – fx i Salmernes Bog – det er en typisk jødisk tanke – og den tanke ligger også neden under alt det som Paulus skriver i Galaterbrevet. Gud er nådig og han frelser af nåde – men når han frelser mennesket gør han det som er ret – det rette! Han er en trofast ægtemand! Gud lever op til sine forpligtelser. Han svigter ikke. Han forlader ikke bare sin hustru. Han gør hvad han kan. Han er rig på troskab!

Paulus har på den måde et bestemt menneskesyn. Mennesket er ikke en arme synder eller forbryder som Gud lige så godt kunne slå ihjel! Det er bestemt ikke Paulus’ menneskeopfattelse. Mennesket er godt og værdigt og elskeligt. Gud elsker ægtehustruen – fordi Gud har denne kærlighed inden i sig – men også fordi hun er værd at elske. Hun er dejlig. Guds kærlighed til mennesket er akkurat som mandens kærlighed til kvinden – den erotiske kærlighed – som vi kan læse hos profeten Ezekiel. I Guds øjne er hun vidunderlig og dejlig – og derfor vil Gud gøre alt for hende – som enhver anden mand – kan vi måske sige. Hun er attraktiv – også for Gud. Gud er tiltrukket på en måde som vi kender det fra forhold mellem mennesker, mellem mænd og kvinder. Det gamle Testamente ved godt at Gud ikke er noget menneske – men det bruger disse sammenligninger og metaforer og billeder! Gud er forelsket! Der er en god grund til at ægtemanden elsker hende! Hun er elskelig - og derfor kan Gud også igen og igen glemme hendes små synder! De gør ingen virkelig forskel – de ændrer ikke ved hans evige kærlighed til hustruen! – Jeg elsker dig ikke på grund af det som du gør, siger Gud. – jeg elsker dig på grund af det menneske som du er!

Han er rig på troskab. Han er tro indtil døden. Han gør det som er ret og rimeligt og naturligt i denne naturlige relation. Pagten mellem Israel og Gud er i følge Paulus en naturlig relation – som et ægteskab. Gud er rig på troskab og han gør det som er ret og retfærdigt – dvs han forlader aldrig sin kvinde. Når hun kalder – kommer han altid. Når vi råber på Herren så viser han sig ved underfulde tegn og undere, som det siges i Salmerne. Vi ser Gud – måske i et syn, måske i et tegn, måske i et andet menneske – i noget som er ubegribeligt og underfuldt! Denne tanke – at råbe på Herren – er helt grundlæggende i Paulus’ breve. Den tanke har han mødt i Salmernes Bog.

Gud bliver ikke borte. Han skjuler ikke sit ansigt. Han ser hende – kvinden - som hun er. Da Hagar er gået helt fortabt i Sinais ørken og hendes lille barn er ved at dø – griber Gud ind. Han ser hende. Hun ligger i sandet. Hun er ved at dø. Da Gud ser på hende bliver hun frelst og hendes søn bliver til et stort folk. Gud giver hende – kvinden - det som hun har brug for – at blive set. At blive set er - i Salmerne - det samme som at blive frelst. Galaterne oplever hvordan ånden – Helligånden eller Guds ånd - kommer over dem – dvs de oplever hvordan de pludseligt bliver set af Gud – som de virkelige konkrete mennesker de er – på godt og ondt. De ser Gud i et syn og de kan se et stort lys der kommer fra hans ansigt. Loven kan aldrig levere nogen velsignelse eller frelse til mennesker – velsignelsen kommer direkte fra lyset – fra Guds ansigt!

Gud elsker ikke Abraham fordi han er et dydsmønster. I følge 1. Mosebog er Abraham slet ikke noget dydsmønster. Han er egoistisk – uansvarlig – lille – og illoyal. Abraham er en stor løgner og vi får faktisk et rigtigt usympatisk billede af Abraham når vi læser sagnene i 1. Mosebog! Gud elsker ikke Abraham fordi han opfylder loven eller opfører sig godt eller bare anstændigt – Gud elsker Abraham - på trods! Gud elsker Abraham fordi Abraham har brug for at blive elsket og fordi Abraham på trods af sine mange synder har fortjent at blive frelst. Abraham vikler sig hele tiden ud i forfærdelige selvskabte problemer – men Gud redder ham hver gang. Gud er en trofast ægtemand – eller for den sags skyld: ægtehustru. Gud elsker Abraham og alle mennesker – fordi de er hans elskede. Vi er Herrens elskede! Gud elsker og velsigner galaterne, Gud giver sin egen ånd til galaterne – fordi han er en frelsergud – fordi han gør hvad han vil og er som han er – han kan ikke lade være! Disse typiske gammeltestamentlige tanker ligger hele tiden i Paulus breve.

I den senere kristne kirke er Paulus’ menneskesyn ofte blevet helt glemt. Den kristne kirke har nogle gange dyrket en opfattelse af mennesket som svagt og lille og slet ikke værdigt til at blive frelst. – Vi har slet ikke fortjent velsignelse, glæden og lykken, har tit været omkvædet i den kristne kirke. – Vi er kun arme syndere og Gud har ret til at sende os direkte i fortabelsen. Vi har ikke nogen ret at gøre gældende. Mennesket er kun en forbryder og en synder – jeg erkun en afskyelig og værdiløs ormesæk – som Luther engang sagde!

Paulus har en helt andet Gudsopfattelse og menneskeopfattelse. Hans opfattelse har sine rødder i opfattelsen i Det gamle Testamente. For at forstå Paulus er vi derfor hele tiden nødt til at forstå inden for rammerne af Det gamle Testamente og samtidens jødedom. Ellers forstår i Paulus på en helt uhistorisk måde – på en måde som han selv ikke ville kunne genkende.

Den menneskeopfattelse vi finder i Paulus’ breve stammer i det væsentlige fra Det gamle Testamente. Paulus er et barn af Det gamle Testamente. Han kender Gud fra Det gamle Testamente. Paulus opfatter det gamle Testamente typologisk: Abraham er en type – en arketype. Det som skete mellem Gud og Abraham – er nøjagtigt det samme som nu sker mellem Gud og galaterne! Derfor er galaterne en opfyldelse af det løfte som Gud gav til Abraham. Galaterne er udvalgt på samme måde som Abraham – troens fader.

Indledning:

Paulus indleder brevet – som normalt – med en afsender - med en præsentation af ham selv. Paulus er en apostel. Det græske ord apostel betyder en som er sendt, en ambassadør, en udsending, en repræsentant, en budbringer, en Messenger. Paulus er ikke udsendt af mennesker men af Gud. Paulus er sendt til verden af Gud for at Paulus kan repræsentere Gud og tale Guds ord – evangeliet til mennesker.

I Det gamle Testamente er Herrens apostle eller udsendte som regel identiske med herrens engle! En engel er en budbringer – en udsendt. I Det nye Testamente har ordet apostel også denne bibetydning. Paulus er en engel sendt fra Gud. Alle mennesker som har mødt Gud er engle som han udsender. Hun er et himmelsk væsen – hun er en Guds engel. Ordet engel har ikke i Det nye Testamente den betydning som det senere får i den kristne epoke. En engel er ikke et sødt væsen – evt et barn! – som har søde englevinger. I Det nye Testamente er en engel blot en som er sendt af Gud eller som taler Guds ord fordi han er blevet bemyndiget af Gud.

Der er sikkert mange i paulus’ samtid som ville sige at Paulus var udsendt af mennesker! Rent historisk ser det ud til at Paulus blev udsendt som en slags missionær af kirken i Antiokia. Paulus repræsenterede denne forsamling – eller kirke – og han havde sin myndighed fra denne kirkes bemyndigelse. Men det er ikke sagens kerne i følge Paulus. Sagens kerne er at Paulus har mødt Gud og set Gud – Paulus har set den genopstandne Kristus og kristus har sendt ham ud i den nuværende onde verden for at prædike evangeliet.

Ved denne selvpræsentation løfter Paulus sig selv meget højt op. han tillægger sig selv en overjordisk myndighed og bemyndigelse. Han erklærer at han er sendt direkte fra Gud. Men Paulus mener noget dybere: Paulus mener at alle mennesker som møder Gud er Guds apostle og udsendinge. Vi er alle Messengers for Vor Herre. Gud kalder hvert enkelt menneske og viser sig for hvert enkelt menneske. Vi er alle de udvalgte.

Paulus er sendt af Gud. Det betyder også at han i en vis forstand kommer fra Gud. Gud er hans oprindelse eller hjem. For Paulus vil det også gælde alle andre mennesker som er blevet kaldet af Gud. Apostel bliver man ved at man bliver kaldet og udsendt af Gud. Galaterne – de græske hedninger i Galatien i Lilleasien – mødte og så Gud. Helligånden kom ned over dem. De så Gud i et stort lys. Galaterne er derfor udsendte og udsendinge. På samme måde som Paulus er det. Galaterne fik ikke deres tro fra en bog eller på grund af et foredrag – de fik troen da de så Gud selv midt i Galatien. Religion og guder gør ikke så megen forskel – men hvis Gud viser sig og griber ind i menneskers liv med underfulde og mægtige gerninger gør det en forskel. For galaterne gjorde det en stor forskel.

Vi er alle brødre. Jesus er den førstefødte af alle brødrene. Gud oprejste ham fra de dødes rige – lige som Gud vil oprejse alle os fra de dødes rige. Galaterne er vore brødre. Ordet brødre er det mest typiske udtryk der anvendes om de første Jesus folk eller kristne. Vi kan se i litteraturen at ordet brødrene ikke kun dækker mænd – ordet bliver så alment at det ikke er kønsspecifikt. Brødrene dækker både brødrene og søstrene. Tanken omkring brødrene er en enorm stærk kraft hos Paulus og i den tidlige kirke eller bevægelse. Alle er vi lige og lige værdige. Alle er vi hinandens støtte og hjælpere. Jesusbevægelsen opbygger et enormt stærkt solidarisk fællesskab. Vi kan se dette fællesskab fx i Apostlenes Gerninger. Tanken om brødrene er forbløffende moderne og demokratisk. Den er de kristnes allervigtigste bidrag. Tanken om brødrene går helt imod hele oldtidens tankegang som var meget patriarkalsk og aristokratisk og klassebestemt. I de første kristne menigheder er alle deltagere på lige fod. Alle er lige og ingen er særligt priviligeret. Den tidlige kristne kirke er i oldtiden et unikt menneskeligt fællesskab. Alle er virkeligt lemmer på det ene legeme – hver bidrager med sit til det fælles bedste.

Begyndelsen på Galaterbrevet indeholder de centrale trossætninger som dannede udgangspunkt for den allertidligste Jesus bevægelse. Vi finder her en meget tidlig kristen trosbekendelse – som det kan ses nedenfor i opstillingen af de forskellige led.

Paulus udtrykker sig i megen korthed – han bruger tydeligt nok formler fra den tidlige trosbekendelse. De indledende udtryk i Galaterbrevet udtrykker det som alle kristne (eller hvad vi nu skal kalde dem – en kristen kirke eksisterede endnu ikke på Paulus tid) kunne bekende sig til.

Gud har oprejst Jesus fra de døde. Jesus blev korsfæstet og han døde på korset og blev lagt i klippehulen. Men Gud oprejste ham fra de døde. Ordet oprejste ham fra de døde betyder to ting: Gud ophøjede Jesus og gjorde ham til en konge og herre over hele jorden. Gud trak Jesus ud af graven og satte ham på en tronstol ved sin højre side. Gud gjorde kristus til hele universets herre og konge. Gud gav ham oprejsning efter han var blev ydmyget og vanæret af menneskene.

Desuden betyder ordet oprejste at Gud hentede Jesus ud af døden. Gud gav Jesus et nyt liv og en ny identitet og et nyt legeme. Den kristne tro startede ved at Maria gik ud til den tomme grav. Hun ville gøre begravelsen af Jesus færdig. Hun ville se hans døde legeme. Men Maria fandt bare den tomme grav. Hun mødte havemanden og samtalede med ham om hvor de havde lagt Jesus. Pludselig så hun at det ikke var havemanden – men Jesus. Det som Paulus og vi i dag forstår ved kristendommen eller den kristne tro starter med Marias oplevelse ved den tomme grav. Kristendommen er en tro på at Jesus er blevet en konge – en tro på at han er hele universets herre – en tro på at han lever hos Gud og at han er alle menneskers frelser. Kristendommen starter ikke ved den historiske Jesus – manden fra Nazareth. Paulus har aldrig mødt eller set den historiske Jesus. Kristendommen begynder der hvor mennesker oplever den genopstandne kristus – Herren, Vor Herre, som Paulus siger.

Synden hersker i hele verden. Jorden lider og mennesker og dyr lider. Der rejser sig et skrig til himlen. Der sker en stor uret imod mange mennesker i den nuværende onde verden, som Paulus siger. Mennesker forfølges og pines og misbruges og voldtages. Mennesker dræbes i tusindvis og i millionvis. Naturen lider under menneskers misbrug. Børn misbruges. Gud er den frelsergud som hører dette skrig. Kristus er den konge som vil besejre de onde ånder og magter i verden. Kristus er den magt – den herre – som vil og kan besejre synden og lidelsen. Kristuser hos Paulus den sejrende kristus. Kristus er en kriger. Han river os ud af synden og nøden og lidelsen. Kristus har større kraft og styrke end nogen anden. Han nedkæmper alle de onde fjender. Han dræber Livjatan og Rahab. Han er alle menneskers frelser og redningsmand. Han er en mægtig herre og høvding. Ingen kan stå imod hans hånd og sværd. Han kommer hærgende gennem den onde verden med økse og løftet hånd. Kristus kommer med ild og brand og jordskælv og naturkatastrofer. Kristus kommer med lyn og torden. – Sådan har Paulus forestiilet sig de sidste tiders – altså nutidens – endelig sejr. Paulus har disse forestillinger til fælles med hele jødedommen på hans tid. Vi finder også disse eskatologiske forestillinger i Johannes Åbenbaring.

[1]

v1 Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, v2 og alle brødrene, der er hos mig.

Til menighederne i Galatien.

v3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus,

v4 som gav sig selv hen for vore synder

for at rive os ud af den nuværende onde verden,

efter Guds, vor Faders, vilje!

v5 Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.

v6 Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham [Kristus], som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, v7 som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium.

Paulus rejser spørgsmålet: - Hvordan kan vi vide at noget er sandt?

Se afsnittet nedenunder om dette spørgsmål.

Paulus hævder at selv om han selv sagde noget andet – skulle galaterne ikke tro på ham – for det ville være løgn hvis han sagde noget andet end det sande evangelium. I følge Paulus er der kun to muligheder: Enten er noget sandt eller det er løgn. Hvis galaterne fik et budskab fra en engel – eller fra Gud selv - der var i strid med evangeliet – så ville det være en løgn alligevel.

Paulus udstøder forbandelsen – Anathema som han siger på græsk. Anathema betyder at personen skal tages bort, isoleres og slås ihjel. Han skal ofres til Gud. Anathema betyder at de skal tage en sådan person udenfor og splitte hans hjerne med deres køller – som Filon fortæller det om zeloterne. Ordet Anathema viser at Paulus er en sand zelot – hans sprog er voldeligt og for os i dag er hans sprog forvirrende og usympatisk – foruroligende og meget frastødende. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Paulus tænker tidens tanker – ikke vore tanker. Vi tænker og føler ikke som Paulus. – Udryd alle jeres fjender og alle synderne af jeres midte, som det siges i Moseloven! – Gør som Pinehas – Israels helt og en stor zelot - og stik en lanse igennem deres tarme så alle indvoldene vælter ud!

Se afsnittet nedenunder om forbandelsen og om Paulus som zelot.

v8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.

v9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

v10 Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.

Forsvar for evangeliet: 1.11 – 2.21:

Ikke fra et menneske – ikke fra mennesker – men direkte fra Gud:

De to følgende vers 1.11 og 1.12 indeholder et hovedpunkt i Paulus’ brev til galaterne og vi skal nedenunder vende tilbage til diise vers. Versene indeholder hans centrale tese - nemlig at han har modtaget evangeliet og sandheden fra Gud alene og ikke fra noget menneske. Der er ingen tvivl om at Paulus’ ord og udtryk har vakt en voldsom opsigt – og også forundring og også skepsis – i samtiden og sikkert også hos galaterne.

Paulus’ påstand er ekstremt vidtgående. Han står helt alene i verden og Gud meddeler sig direkte til ham. Troen på Jesus eller Kristus har Paulus ikke fået fra noget menneske eller fra nogen kirke eller fra noget menneskeligt fællesskab. Han har fået troen og sandheden og virkeligheden åbenbaret af Gud – direkte – uden noget mellemled. Alle andre menesker og hvad de tror på - er ligegyldigt i denne sammenhæng. Paulus er alene med Gud og Gud har kaldet ham og meddelt sig til ham.

Paulus mener at på samme måde som Gud kaldte ham – på samme måde kalder Gud alle mennesker i hele verden – uanset deres tro, religion eller hudfarve!

Paulus grundskema er også her – sikkert – Abraham historien i 1. Mosebog. Abraham bliver kaldet af Gud direkte i det fjerne land i østen. Abraham taler ikke med andre mennesker – han lærer ikke noget om troen eller religionen eller Guds vilje ved at tale med andre mennesker. Gud meddeler sig direkte til Abraham – brat og pludseligt og helt uformidlet. Gud beslutter sig pludselig for at gribe ind. Gud viser sig pludselig for Abraham – helt uden nogen forberelse. Alting sker voldsomt og brat – i eet øjeblik. Indsigten eller forståelsen kommer som et lyn fra en klar himmel.

Det som kun stammer fra mennesker – viden eller videnskab eller religion eller filosofi – er ikke så gyldigt som det der stammer direkte fra Gud, mener Paulus. Han modstiller meget voldsomt det som kommer fra mennesker og det som kommer frra Gud. Det som kommer fra Gud er ubetinget sandt og gyldigt – fuldstændigt uanset hvad mennesker eller kirker eller kloge folk siger. På den måde giver Paulus udtryk for en almenmenneskelig oplevelse. Det som han oplever er et pludseligt glimt af lyset – af noget som han pludselig ved er ubetinget sandt. Det han taler om er den pludselige bratte indsigt hvor mennesker med usvigelig sikkerhed indser at dette er sandt. Alle mennesker har sådanne glimt af indsigt. Paulus taler om denne pludselige indsigt eller kensho – som man har sagt i østen. Nogle gange får vi et glimt af indsigt – og nogle gange er det en åbenbaring fra Gud – det er det som Paulus mener.

Det som kommer fra mennesker er meninger og anskuelser, siger Paulus. Meninger kan man altid diskutere. Der kan altid argumenteres for og imod. Men det som er indlysende sandt – det som er helt evident – kan ikke diskuteres. Der er ikke forskellige meninger om det som er selvindlysende rigtigt. Menneskeligt talt kan vi også sammenligne med geometrien. Når vi pludselig kan se det geometriske bevis – at det er sandt – diskuterer vi ikke længere – så er der ikke forskellige meninger.

Ordet åbenbaring er en oversættelse af det græske apokalypsis. På Paulus’ tid findes der et væld af apokalyptiske skrifter og i Det nye Testamente finder vi også apokalyptiske afsnit: Johannes Åbenbaring er en apokalypse eller et apokalyptisk skrift og i evangelierne finder vi korte apokalypser. I Markusevangeliet 13 finder vi en apokalypse hvor Jesus taler om de sidste tider.

Ordet apokalypse betyder først og fremmest to ting. For det første betyder ordet at apokalypsens indhold – forkyndelsen – ikke stammer fra mennesker men stammer fra Gud. En apokalypse betyder en åbenbaring af himmelske mysterier og af Guds mysterier. Det som bliver åbenbaret er ikke noget som mennesker har tænkt sig til – det er netop uden for vore tanker – uden for vores forstand. Det som har været skjult indtil nu er nu blevet åbenbaret – dvs at det er blevet afdækket. Gud fjerner dækket – selv kunne vi ikke på egen hånd finde denne sandhed. Indtil nu har der ligget et slør eller et dække over det - så det var usynligt. Det var netop utilgængeligt for vores forstand – for vores intellekt. Det som åbenbares er noget som har ligget skjult hos Gud. Det som åbenbares er en hemmelighed – et mysterium. Hele denne tanke findes i alle Paulus breve – meget tydeligt i Kolossenserbrevet - og kom til at spille en enorm rolle i hele oldkirken.

I Det gamle Testamente finder vi typiske apokalypser i Danielsbogen – som er et sent skrift fra ca 150 f. Kr. Danielsbogen fik en vigtig betydning i den tidlige kristendom.

En apokalypse er altså en åbning af en æske – en åbenbaring af en hemmelighed – en visning af noget som hidtil har været skjult. Gud har nu vist Paulus – dette ene konkrete individuelle menneske Paulus - en hemmelighed som indtil nu har været helt skjult. Vi kan se at Paulus udviser en enorm selvbevidsthed - når han kan skrive sådan. Samtiden har lagt mærke til denne enorme selvbevidsthed. Paulus føler sig fuldstændigt sikker. Han ved hvad han har set og hvad han har hørt. I disse udtryk fremstiller Paulus virkeligt det sande menneske – det stolte menneske – som hævder sig selv og står ved det som det har set med sine egne øjne.

Det andet træk som er typisk for en apokalypse er at apokalypsen som regel drejer sig om de sidste tider eller den kommende fremtid eller om det som Gud nu vil gøre. Gud åbenbarer sin vilje og sin plan med menneskene – den endelige frelse – sejren over synden og døden. På den måde er Johannes Åbenbaring en ægte apokalypse – den viser netop hvad Gud nu vil gøre.

Paulus har den samme tanke. Gud vil nu føre alle mennesker ind i hans folk. Gud vil føre alle mennesker ind i fåreflokken Israel. Gud vil gøre alle mennesker i hele verden til hans sønner - og til Abrahams sønner. Det er indholdet af Paulus’ apokalypse – indholdet af hans åbenbaring.

Det er meget vigtigt at se at denne åbenbaring i følge Galaterbrevet ikke stammer fra Kristus! Det er ikke Kristus som er afsenderen af denne åbenbaring til Paulus. Gud åbenbarer apokalypsen for Paulus – det er Gud som afslører hemmeligheden og det himmelske mysterium for Paulus. Kristus er ikke den som kommer med åbenbaringen – Kristus er indholdet af åbenbaringen! Det er helt tydeligt når vi læser den græske originaltekst. Det er vigtigt at se at Paulus bruger ordet og begrebet Kristus på denne måde! Det er netop også derfor han siger at han prædiker Kristus! Kristus er et begreb eller et ord som ofte betyder det samme som evangeliet – eller sandheden eller lyset. For Paulus antager ordet Kristus en anden betydning end bare et personnavn for Jesus – manden fra Nazareth! Kristus er noget meget bredere og mere alment. Det er også derfor at Paulus siger at Kristus er det legeme som alle mennesker bliver lemmer på. Vi lever i Kristus – og Kristus lever inden i alle mennesker. Kristus er ikke længere en person for Paulus – han er snarere en ny tilstand i universet. Derfor siger han også at i Kristus er der ingen forskel på kvinde og mand eller i Kristus er vi allerede korsfæstede og døde og i Kristus lever vi nu et liv i himlen! Kristus bliver af Paulus brugt på en helt ny måde og man må ikke bare oversætte Paulus brug af ordet Kristus til personen Jesus!

Evangeliet er ikke - hos Paulus - de ord og den forkyndelse som kommer fra Jesus – de ord som Jesus gik rundt og sagde. Det er netop ikke det som er evangeliet - i følge Paulus. Jesus eller Kristus er ikke afsender eller kilde eller ophav til evangeliet! Evangeliets indhold er Kristus! Evangeliet er ikke Jesu egne ord – men ordet om Kristus – ordet om at Kristus opstod fra de døde. Dette punkt er ofte blevet misforstået i kirkens historie! Det er nok også ret sikkert at Paulus’ modstandere – Jakob og Peter og de andre i Jerusalem – forstod det på en anden måde end Paulus. For Jakob var evangeliet muligvis lig med de ord som Jesus havde sagt mens han levede – men det er ikke evangeliet i følge Paulus.

Vi kan sige at for Paulus opstår kristendommen eller den kristne tro først efter Jesu død. Kristendommen starter ved at Kristus – den døde Jesus – åbenbarer sig for mennesker – først for Maria ved den tomme grav. Kristendommens basis og udgangspunkt er at mennesker så Kristus i et syn efter hans død. Der startede kirken. Kirken eller kristendommen starter med Maria ved den tomme grav – ikke med Jesus!

Gud viser sig for Paulus – hele denne tanke er ægte jødisk. Gud viser sig for menigheden i Salmernes Bog. Gud viser sig i en epifani – når vi råber på Herren. Gud åbenbarer sandheden for Paulus. Paulus bliver på den måde et vidne – en martyr i kirkens forstand og som ordet bruges i Det nye Testamente - og en apostel – sådan var netop definitionen i den første kristne bevægelse. Troen starter med dem som har set Kristus i en drøm eller i et syn. Den døde Jesus er ikke død – men han lever nu - på en anden måde – på en måde som vi ikke kan forstå med forstanden. Gud åbenbarer sig for alle mennesker – sådan som de er og der hvor de er. Paulus og hans vision skal ikke godkendes nogen steder. Gud giver ham al den autoritet og sikkerhed og magt som han har brug for. Troens indhold kommer ikke fra noget som vi har læst i gamle støvede bøger, som Grundtvig sagde. Troen kommer direkte fra Gud og når vi modtager hans åbenbaring er vi faktisk helt alene i verden – men ved at vi bliver kaldet bliver vi podet ind og lemmer på det hele legeme!

Se endvidere nedenunder afsnittet om Paulus og ordet Kristus!

v11 For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. v12 Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.

Paulus og jødedommen:

Nidkær for Herren:

Hvad er det dog den kristne kirke har gjort ved den menneskelige selvopfattelse og selvagtelse? Hvad er det dog for et billede af mennesket som igennem tiden er kommet fra den kristne kirke?

Den kristne kirke har meget ofte gjort mennesket lille og svagt, dårligt og syndigt. Kirken har tordnet imod verdens syndere og truet dem med straf og tilintetgørelse. Kirken har fortalt mennesker at de slet ikke var noget værd. Kirken har fortalt mennesker at de kun fortjener lidelse og straf. Mennesket fortjener ikke at have det godt. Kirken har været med til at forøge menneskers skam og skyld i et ubegribeligt stort omfang. Moderne mennesker tror ikke længere på sig selv. De har helt mistet troen. De tror aldrig at de er gode nok. De tror altid at de skal præstere og gøre noget mere for at være gode nok.

Hele denne lange psykiske udvikling af mennesket i kristendommens miljø er ikke kun skabt af den kristne kirke. Det er ikke kun kirken som har fortalt mennesker at de er syndige, hjælpeløse og ofre. Det har mange andre kræfter også fortalt mennesker – men en del af ansvaret for denne sørgelige udvikling er kristendommen og den kristne kirke.

Det mest afgørende når vi i dag læser Paulus er at forstå at Paulus har en helt anden opfattelse af mennesket. Paulus deler den menneskeopfattelse som vi finder i hele Bibelen, især i det gamle Testamente og i hele oldtiden. Den menneskeopfattelse er det modsatte af det moderne menneskes menneskeopfattelse.

Paulus er stolt af at være jøde. Han er stolt over sin fortid i jødedommen. Som en jødsik farisæer og zelot blev Paulus ansat af det jødiske råd – synedriet – til at forfølge de kristne. Paulus for frem med bål og brand. Han retsforfulgte de kristne og han forfulgte dem – det er meningen med teksten. Vi ved at Paulus var medansvarlig for mordet på kirkens første martyr Stefanus. Vi ved at Paulus var med til at arrangere mordet på Stefanus!

Paulus tager ikke afstand fra sine gerninger i fortiden da han var en såkaldt kristenforfølger. Paulus tager ikke afstand fra denne periode i et eneste af sine skrifter! Paulus er stolt over sin egen indsats!

Paulus var en løve for Herren – han brændte af nidkærhed for Herren - han slog Herrens fjender med ild og brand. Han lod igen og igen kristne piske offentligt. Paulus føler sig i slægt med Makkabæerne som var de jødiske guerilla folk som omkring 160 f. kr. Rejste et oprør imod den syriske besættelsesmagt i Israel. Paulus er en frihedskæmper. Paulus optrådte som en voldsmand – efter vores beregninger – men Paulus har Det gamle Testamentes helt anderledes menneskeopfattelse. Elias og Elisa var store gudsmænd og de sendte ild og brand ned over deres fjender. De var kæmper. Samson var en gudsmand. Ånden kom over Samson og så gik han ud og dræbte 84 filistre med sine bare næver!

Paulus tilgiver sig selv. Han fordømmer ikke sig selv. Paulus gør ikke sig selv lille eller dårlig eller syndig. Nu er han en talsmand for Jesusbevægelsen – dengang var han en forfølger. Men Paulus tager ikke afstand fra det han gjorde engang. Paulus er ikke – som det moderne meneske –plaget af følelser af skyld og skam. Tværtom er Paulus glad og stolt. Han er velsignet. Han er udvalgt af Gud. Han er taknemmelig over alt hvad han har fået. Han hører til de ypperste i jødedommen. Han føler sig næsten som en konge – som Job siger. Paulus er stolt over at være jøde og af at være en af farisæerne – en af de rene. Han er ikke nogen arme synder.

Martin Luther brugte en meget stor del af sit liv på at fortolke Paulus’ breve og forstå den paulinske teologi. Men når vi sammenligner den menneskeopfattelse som findes i Luthers skrifter og når vi sammenligner den selvopfattelse som Luther havde af sig selv med Paulus opfattelse – er sammenligningen næsten skræmmende. Hos Luther er mennesket blevet lille og svagt – et hjælpeløst barn og et offer. Luther opfattede sig selv som uden nogen virkelig værdi. – jeg er kun en afskyelig og ussel ormesæk, som han sagde. Der er gået 1500 år mellem Luther og Paulus. På Luthers tid har alle mennesker fået en helt anden menneskeopfattelse end den vi kender i Bibelen. Nedturen er - menneskeligt set – frygtelig og sørgelig. Mennesket taber sin naturlige stolthed, rankhed og værdighed – og i denne lange psykiske udvikling har kristendommen spillet en vigtig rolle. Kristendommen har ikke været den eneste faktor – men kristendommen har været en vigtig faktor i udviklingen! Menneskeopfattelsen i kristendommen har været radikalt anderledes end menneskeopfattelsen i oldtiden, hos grækerne, i Det gamle Testamente. Hvis Paulus havde set denne udvikling, hvis Paulus havde set al vores skyld og skam og selvundertrykkelse - ville han have grædt sine bitre tårer. – Gud græder når vi gør os mindre end vi er!

Paulus’ forhold til hans egen fortid som en brændende og ivrig – zelotisk - kristenforfølger der kæmper for israel og for alt som er rent og helligt – er opløftende og positivt set fra et moderne synspunkt. Paulus lever med sin egen fortid. Han har ingen dårlig samvittighed. Vi finder ikke et eneste lille eksempel på at Paulus følte ubehag ved sin fortid eller dårlig samvittighed eller skyldfølelser! Når vi sammenligner med den senere Luther er forskellen ubegribelig stor. Luther er fuld af dårlig samvittighed og følelser af skyld og skam og dårligt selvværd!

Paulus forsøger ikke at ændre på noget eller pynte på det som skete engang. Han er en sand stoiker. Det som er sket er sket og det er nu fortid. Paulus bevarer selvrespekten og selvagtelsen selv om han nu – senere – indser at han tog fejl. Men han gjorde det bedste han kunne. Han gjorde en god gerning – han bekæmpede Jesus folkene fordi de var forrædere imod Israel og afvigere. Han var en kæmpe og han lever bagefter med fortiden som den skæbne som er hans og som han har fået af Gud. Alting sker for at – som Paulus siger i Romerbrevet. Der er en mening med alt som sker. Gud sendte Josef i forvejen til Egyptens land for at hele Israel siden kunne blive frelst fra hungersnøden. Josef blev ikke sendt bort af hans brødre – Gud sendte Josef til Egypten. Alting sker for at. Paulus ser på sin egen fortid som en blodig kristenforfølger med stolthed og selvrespekt. Det som han gjorde levede op til de fineste traditioner i jødedommen. Paulus var en af de fornemste repræsentanter for den jødiske tro – den tro som han hele livet elskede og værnede om! – Vi er ikke arme syndere! Vi er ikke elendige hedninger – Vi er ikke fortabte – Vi er de retfærdige! Som Paulus udtrykker sig når han tænker på sin jødiske identitet. Paulus lever i hele det univers som vi finder i Salmernes Bog som Paulus da også meget ofte bruger og citerer. I Guds øjne er mennesket uskyldigt – uden nogen skyld. I Salmernes Bog er mennesket uden skyld – Synden er blevet en stor og forfærdelig overmagt – den nuværende onde tidsalder som Paulus siger – men mennesket er retfærdigt for Gud og Gud vil gribe ind og frelse alle mennesker – fordi de har fortjent det! Det er tanken i Salmernes Bog – og det er den underliggende tanke hos Paulus. Vi kan tydeligt se det i Romerbrevet hvor Paulus bruger Salmerne til at forklare begrebet retfærdiggørelsen fra Gud.

Det er vigtigt at huske at der på Paulus’ tid var en lang række af sekter og partier i jødedommen – og at disse sekter bekæmpede hinanden med et voldsomt og næsten voldeligt sprog. I dag siger jøderne at hvis blot to jøder er til stede i et lokale – er der straks tre meninger! Der er en afgrund imellem os og oldtiden og oldtiden elskede det voldelige og voldsomme. I oldtiden var der en regulær tilbedelse af magten og til dels volden. Det finder vi i hel Det gamle Testamente. Denne tankegang findes ikke længere i vores moderne samfund. Oldtidens mennesker var ikke mere voldelige end vier – men de tænkte og talte radikalt anderledes! Derfor er Jahve i Det gamle Testamente også en temmelig voldelig gud – efter vores tankegang!

De forskellige sekter bekæmpede hinanden helt bogstaveligt med blod og brand. Man kan også sige at der på Paulus’ tid foregik en voldsom diskussion af hvad der var sand jødedom – hvad er Vejen – Halakhah – som man sagde. Paulus deltager i denne interne jødiske debat – det er det han gør i hele sit liv – og Jesus deltager i denne debat. Jesus og Paulus tilhører grundlæggende farisæerne – men farisæerne var voldsomt opsplittede i mange skoler. Sprogbrugen var også sådan at man konsekvent kaldte sine fjender og modstandere for ugudelige og syndere! De ugudelige er altså ikke ateister – de har blot en lidt anden definition af den sande jødedom og tro! Jøder som afholdt påsken efter en lidt afvigende kalender – kalenderen var faktisk et stort problem på Paulus’ tid – blev udskældt som syndere, fortabte, ugudelige og hedninger. De blev udskældt som hellenister – efter vores begreb helt uden grund. Tonen var på Jesu tid og på Paulus’ tid meget hård og uforsonlig! Alle syndere burde egentlig udryddes fra jordens overflade! Korsfæst ham – korsfæst ham – vi kender det fra Det nye Testamente.

Vi kender nogle af disse partier eller sekter fra Det nye Testamente – farisæerne og saddukæerne. Det fremgår også at det nye Testamente at tonen er ualmindelig hård mellem sekterne. De der blev uenige med Jesus og hans folk ønskede simpelt hen at slå ham ihjel og bringe ham ud af verden. Oldtiden reagerer med en tankegang og følelse som er ukendt for os. Synderne har ikke fortjent at leve – og Jesus var den største af alle synderne. Jesus trampede på alt det som var rent og helligt for os - de sande jøder – Makkabæernes efterkommere. Det var ikke mærkeligt at Paulus forfulgte Jesusfolkene. Guds forbandelse havde ramt Jesus og derfor blev han korsfæstet! Det som Jesus sagde og gjorde var ækelt og afskyeligt – kan vi sige med begreber fra Det gamle Testamente! Hvis ikke Jesus blev henrettet ville han bringe en forfærdelige ulykke over Israels folk! Jesus var en direkte hån imod Herren! Jesus hånede den Gud som havde været Israels trofaste frelser i 2000 år! Jesus vanærede Gud. Jesus trampede på alt hvad der var helligt – og retfærdigheden sejrede da han blev sømmet op på et træ – som det hedder i Apostlenes Gerninger!

Ud fra de oplysninger vi kan finde i Det nye Testamente kan vi sige at Paulus har forrettet straffeaktioner over alt i Palæstina imod de første Jesustroende. Han har været delagtig i mordet på den kristne martyr Stefanus. Han har personligt gennemført hårde og brutale piskestraffe for de første kristne. Paulus har pisket de kristne med de 39 piskeslag som vi også kender det fra afstraffelsen af Jesus. Paulus har været overbevist om at han kæmpede for en god sag. Han roser sig selv når han siden hen ser tilbage på begivenhederne i brevene. Han fremhæver at han overgik alle andre i sin nidkærhed for Herren – dvs i sin fysiske brutalitet mod modstanderne!

Vi kender mange flere sekter – først og fremmest essenerne fra Paulus’ tid men den vigtigste bevægelse for Paulus er nok en bred strømning som gik tilbage til Makkabæerne. Makkabæerne er de folk som omkring 150 f. kr. rejste et oprør dels imod de hedenske magter som havde taget magten i Israel (Palæstina) - dels imod de jøder som vi kan kalde slapperne inden for jødedommen. Makkabæerne kender vi fra flere såkaldte Makkabæer bøger. Makkabæerne er de hårde drenge – strammerne. De stod hårdt på at hvis man var jøde skulle man leve rent og helligt efter pagten og loven. Hos Makkabæerne finder vi altså en klart defineret Vej – Halakhah i den rene uforfalskede udgave.

Makkabæerne hævdede at alle sande jøder skulle omskæres, overholde alle de indviklede spiseregler, isolere sig fra de omgivende ikkejøder, holde de jødiske religiøse højtider på den korrekte måde. Makkabæerne afviser enhver åbenhed eller integration eller imødekommenhed over for de såkaldt hedensake elementer – grækerne først og fremmest. Sagen var nemlig at meget store dele af den jødiske befolkning var blevet slappere – set fra Makkabæernes synspunkt. Mange jøder blev faktisk slet ikke omskåret! Mange overholdt ikke spiselovene – bl a fordi de ønskede et fællesskab med grækerne. Mange jøder begyndte at tænke meget mere græsk – interessere sig for græsk kultur og litteratur. Den store del af jøderne var i gang med at blive integreret – med vores moderne udtryk. Mange jøder mente ikke at jøderne skulle isolere sig fuldstændigt fra folkene og folkeslagene (goyim på hebraisk der har fået en meget negativ klang på længere sigt!) som de kaldes i Det gamle Testamente. Man skulle modernisere jødedommen og nærme sig de fremmede. Denne tendens var ikke spor ny – i hele Det gamle Testamente kan vi se en stærk tendens til at Israel søger at tilpasse sig de omgivende kulturer! Det er et helt typisk træk for det gamle Israel.

De fleste jøder blev på den måde slappere – og Makkabæerne blev symbol for de hårde drenge – de som var tro mod Herren, de som vandrede for Herrens ansigt, de retfærdige, de fromme, de lydige, de nidkære – som de blev kaldt. De nidkære eller zeloterne blev de sande jøder – i al fald efter deres egen opfattelse. Ordet zelot betyder netop dem som er opfyldt af en vældig ånd fra Gud og drager ud i verden og dræber Herrens fjender! De er efter vore begreber fanatiske. Det var det som Makkabæerne gjorde. Makkabæerne rejste et militært oprør – de dræbte og hærgede. De vandt en stor sejr for Herren. Gud er med os! Efter deres sejr blev store mængder af jøder faktisk tvangsomskårne! Makkabæerne var rene og hellige – og de var martyrer. De var besat af Guds ånd – de var besat af en ild fra Herren. Ånden kom over dem og derefter gik de ud og dræbte 84 af Herrens fjender med de bare næver – som det fortælles om Samson – som blev et symbol. Makkabæerne var helte. For Paulus var de sande helte. Paulus hører klart hjemme i denne tradition – tilbedelsen af de hellige og rene martyrer der døde for Herren i kampen mod de sataniske kræfter!

Det er meget vigtigt at huske på at det er denne tradition – de hårde drenge – som Paulus tilhører! Paulus er ikke en slapper som fortæller galaterne at loven er ligegyldig – den er nok gammeldags! Paulus tilhører de hårde drenge. Han har sine rødder hos Makkabæerne og farisæerne – dvs dem som er rene og som holder sig adskilt - for sig selv. Paulus har et bestemt synspunkt på Loven – eller rettere det får han efterhånden – men Paulus er ikke en slapper. Moseloven er det jødiske folks adelsmærke. Vi er de hellige – de ivrige – de rene. Vi er Herrens sønner og krigere. Længere tilbage i Israels historie har Paulus sine rødder hos Elias og Elisa. Elias er grusom, brutal og uden nogen nåde. Elias er en ren dræber i Kongebøgerne. Elias nedbrænder hele hære af kongens soldater. Elias nedslagter de 400 Ba’als præster med sine egne hænder. Elias er en kriger – en tapper kriger for Herren – Elias fører hellig krig mod de ugudelige. Alle disse gamle idealer – helteidealer – lever meget stærkt videre hos Paulus.

Se også afsnittet nedenunder om Paulus som zelot og nidkær for Herren!

v13 I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. v14 Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.

Damaskus – Det sande menneske:

Paulus bliver ikke omvendt ved sin oplevelse ved Damaskus. Paulus bliver kaldet af Gud til at blive et lys for folkeslagene og bringe lyset og glæden og evangeliet ud til alle folkeslagene. Der er en meget nøje sammenhæng mellem Damaskus oplevelsen og træk vi kender fra Det gamle Testamente. I afsnittet nedenunder skal vi se nøjere på hvordan vi skal opfatte Damaskus oplevelsen men ganske kort så hænger Damaskus oplevelsen sammen med Jeremias kaldelse til at blive en profet for alle folkene og Damaskus oplevelsen hænger sammen med omtalen af Herrens tjener hos Esajas (Deuteroesajas). Paulus bliver kaldet af Gud på samme måde. Paulus er Herrens tjener. Paulus er en stor helt i Det gamle Testamentes forstand.

Gud kalder ikke Paulus for at få ham til at opgive jødedommen eller for at han skal svigte sine fædres tro! Sådan er Damaskus oplevelsen nogle gange blevet fortolket i den kristne kirke – den er en forfærdelig misforståelse. Hvis man forstår teksten på den måde har man slet ikke læst teksten – og man viser slet ingen respekt for Paulus. Paulus er et stort menneske og han har krav på respekt. Når vi læser hans breve kan vi udmærket se at han har mange menneskelige svagheder. Han er ofte svag, lille og frygtsom. Han er illoyal og manipulerende. Han truer og udstøder urimelige forbandelser! Men Paulus er stadig væk et stort menneske. Han er et menneske på godt og ondt. Han er ærlig nok i sin bestræbelse. Han gør det bedste han kan. Vi skylder at vise ham respekt.

Den forskning om Paulus som er foregået de sidste 20 eller 30 år har givet et helt andet Paulus billede. Det billede svarer ikke til det gamle fx lutherske billede af Paulus og derfor er de moderne videnskabelige resultater da også omstridte – men de tegner nok et meget mere sandt billede af hvem Paulus i virkeligheden var.

Paulus tager aldrig nogen sinde afstand fra jødedommen. Han bliver kaldet af Gud til at gå i en ny retning – ikke til at opgive jødedommen som en gammel og forældet tro! Apostlenes Gerninger fortæller at Paulus på et tidspunkt befinder sig i Efesus – en af tidens millionbyer og et centrum i den tidlige kristne bevægelse. Paulus får et syni Efasos og Gud siger til ham at han skal forlade Lilleasien og Efesos og drage over til Makedonien og Grækenland. Denne oplevelse og Damaskus opplevelsen svarer fuldstændigt til hinanden! Det er det som er det vigtigste at forstå ved personen Paulus. Paulus skifter ikke sin tro og religion ud i Efesos – han rejser i en ny retning – han kaster sig ud i nye udfordringer, kan vi sige. Paulus følger åndens stemme og vejledning. Det har han gjort hele sit liv! Det gjorde han også i gamle dage – dengang han var en farisæisk rabbiner i Jerusalem. Paulus oplever i denne forstand ikke noget brud. Han bliver ved med at tro på det samme – Guds underfulde frelse – Guds udvælgelse – både af ham selv, af Israel og af alle mennesker i hele verden.

Det er – historisk set – vildt overraskende at Paulus ikke søger kirkens støtte eller godkendelse eller accept efter Damaskus oplevelsen. Han lægger i brevene megen vægt på at han ikke er afhængig af den tidlige kristne kirke. Han rejser ikke til Jerusalem og får nogen godkendelse af Peter eller Jakob. Guds kald er fuldt tilstrækkelig – der mangler ikke noget. Det som Paulus siger her er meget radikalt og vidtgående – der ligger en hel livsopfattelse og teologi i dette lille træk.

Paulus har meget at sige til moderne mennesker tror ikke meget på sig selv. De tror at deres meninger eller overbevisninger skal godkendes eller bekræftes af andre – af de andre eller videnskaben eller religionen eller de åndelige eller de nærmeste. Paulus fortæller os noget helt anderledes. Paulus siger at vi skal tro på os selv og være ærlige – og være stolte af os selv – vi skal blive som børn forstået på den positive måde! Børn har en naturlig stolthed og sikkerhed og umiddelbarhed – som mange moderne mistet har tabt i forvirringen.

Gud kalder hvert enkelt menneske – uanset sprog eller religion eller hudfarve. Gud kalder mennesket direkte. Gud viser sig for alle mennesker i et sprog og i en form som de kan forstå! Ingen mennesker behøver at få deres oplevelse godkendt af eksperter eller videnskabsfolk eller præster eller paver! Det som det enkelte menneske pludseligt i et glimt oplever som indlysende sandt – det er simpelt hen sandt! Det er Guds stemme! Det er sandt og det skal ikke godkendes af andre mennesker. Paulus hævder det enkelte menneskes frihed og storhed og rankhed og værdighed. Paulus siger til alle mennesker i hele verden at de skal stole på sig selv. Dan Paulus hører Gud og ser Gud og ser lyset oog sandheden – da ved han at det er sandheden. Sandheden er selvindlysende – den kræver ikke noget forsvar. Paulus skal ikke forsvare sig over for Jerusalem eller Jakob eller Peter. Sandheden er selvindlysende og indiskutabel. Da vi først har set lyset er vi ikke i tvivl. Når lyset kommer må mørket vige. Så behøver vi ikke at rådføre os med andre mennesker og tro at de er klogere! Det er de ikke!

Paulus udtrykker i Galaterbrevet idealet om det sande menneske. Det sande menneske er Paulus selv. Men alle mennesker er det sande menneske. Alle mennesker er Herrens udvalgte og salvede. Alle mennesker er værdige og ukrænkelige – ingen har loov til at gøre dem til slaver og trælle. Vi skal være ranke og stolte. Vi skal ikke bøje nakken for nogen magt eller kraft – heller ikke selv om der kommer en engel fra himlen, som Paulus siger!

Se yderlige kommentar i afsnittet nedenunder om Damaskus oplevelsen!

v15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede v16 at åbenbare sin søn [Kristus] for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne [folkeslagene], rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, v17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

Jerusalem:

v18 Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage; v19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror. v20 Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn! v21 Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien. v22 Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; v23 de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, v24 og de priste Gud for mig.

[2]

v1 Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med. v2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. v3 Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære; v4 det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os. v5 Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer. v6 Og de, som anses for at være noget – hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker – mig pålagde de ansete intet nyt. v7 Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne v8 – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne v9 – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne. v10 Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

Antiokia – Peter:

v11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. v12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. v13 Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. v14 Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?

Paulus sammenfatning. Sagens kerne – 2.15 – 2.21:

De sidste syv vers i kapitel 2 i Galaterbrevet indeholder på mange måder sagens kerne – evangeliet – i følge Paulus. De tanker vi finder her svarer til tanker vi finder i Romerbrevet – som Paulus antageligt skrev efter galaterbrevet – og i alle Paulus’ breve.

Det er meget bemærkelsesværdigt at Paulus så voldsomt fremhæver sin identitet som jøde. I disse vers giver Paulus udtryk for den typiske jødiske selvopfattelse. Paulus er stolt af at være jøde og af at tilhøre Guds udvalgte folk. Det er tydeligt at Paulus identitet simpelt hen er at være jøde. Paulus var jøde hele sit liv og glad og stolt over det. Paulus omvender sig ikke ved Damaskus oplevelsen. Paulus om vender sig overhovedet ikke. Paulus svigter ikke og aldrig nogen sinde fædrenes tro. Paulus er jøde – han er af stammen Benjamin og Abraham er hans stamfader. Sådan som Paulus her taler ville alle fromme jødertale i samtiden. Vi møder præcist de samme udtryk i evangelierne! Vi – jøder – er ikke arme syndere. Vi er Guds udvalgte folk. Gud er den gud som beskytter og frelser os. Vi lever efter hans lov og i hans velsignelse og nåde. Vi er hans slægt eller hans hus eller hans ægtefælle. Ingen skal komme og sige at vi er elendige syndere som ikke kender Gud og ikke lever efter hans lov!

På en vis måde er den typisk jødiske selvopfattelse aristokratisk. Israel er udvalgt af Gud. Ingen af de andre folk er udvalgt af Gud. Israel er hans adel – Gud er vores konge. Derfor er det ret og rimeligt at vi opretholder adskillelsen fra de andre folk. Vi – jøder – er anderledes. Vi skal naturligvis leve anderledes. Vi skal ikke bare begynde at leve som syndere og hedninger – som grækere og romere. Vi er bestemt til noget højere. Paulus har også denne aristokratiske tanker. Vi er Guds sønner.

Vi finder naturligvis denne glæde, lykke og stolthed i hele Det gamle Testamente. Salmernes Bog er et godt eksempel. I to af Salmerne spørges der: - Hvem er ret til at bo på Herrens bjerg? Og svaret lyder i begge salmer: - Det har vi! Vi er de retfærdige – Vi er Guds slægt og sønner! De har andre folk har ingen ret til at bo på Herrens bjerg – men vi har retten! Ikke på grund af vores egne gode gerninger – slet ikke – men fordi er Guds børn – fordi vi er retfærdige i Guds øjne! Salmernes typiske stolthed og udvælgelsestanke finder vi helt klart hos Paulus! I hele verden – blandt alle folkene eller goyim som det hedder i Det gamle Testamente – er Israel unikt! Vi er den sande adel. Vi er arvingerne! Vi er de salvede – Herrens salvede.

Når Paulus her siger Vi mener han ikke direkte galaterne – ikke bogstaveligt. Han mener: - Vi jøder! Galaterne er ikke jøder – de er ikke genetisk eller biologisk del af folket Israel. Paulus taler til Peter og Jakob og til alle Jesus folkene i Jerusalem. Paulus udtrykker sin identitet med Peter og Jakob og jøderne i Palæstina. – jeg er lige som I er, siger han. Vi er alle stolte over at tilhøre Guds udvalgte folk. Følelsen er den samme som vi idag kan finde hos mange amerikanere som også måske kan sige: - Vi amerikanere – vi er stolte over at tilhøre Guds eget folk!

Et menneske gøres ikke retfærdigt ved lovgerninger, siger Paulus. Det er helt afgørende at han siger at det er noget som vi – alle vi jøder – ved! Alle jøder ved godt at et menneske ikke kan redde sig selv ved at gøre lovgerninger eller fromme gerninger. Det er noget som alle ved og har erfaret, siger Paulus. På det punkt har Paulus naturligvis helt ret! Ingen jøder troede at de kunne gøre sig fortjent til Guds nåde og velsignelse og frelse ved gode gerninger! Alle jøder var enige om at Gud frelser Israel og folket og det enkelte menneske – ved underfulde gerninger og mægtige handlinger. At mennesket kan frelses overhovedet er et under – et mirakel! At Israel blev frelst ud af trællehuset Egypten var et mageløst under – helt ubegribeligt at det kunne ske! Israel blev naturligvis ikke frelst ud af Egyptens plager på grund af dets gode gerninger! Det ville have været en grotesk tanke for alle fromme jøder på Paulus’ tid!

Af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt – er derfor den vigtigste sætning i Paulus teologi – men vi skal også forstå at det var den vigtigste sætning i alle jøders erfaring og livsanskuelse. Alle jøder vidste og havde erfaret denne sandhed. Paulus’ berømte lære om retfærdiggørelsen er altså ikke så speciel. Den var Peter og Jakob og alle andre jøder også enige i. Når mennesker rammes af forfærdelige ulykker, når mennesker rammes af dødelige sygdomme, når mennesker rammes af vold, krig og voldtægt – hvad hjælper så fromme gerninger eller lovgerninger? Alle jøder var naturligvis enige med Paulus. Når døden rammer mennesker med al sin gru, når lidelsen og galskaben og volden rammer mennesker i al sin grusomhed – er der kun een som kan redde menneskene – og det er deres Gud foroven! Loven redder ikke noget menneske fra Synden – for Synden er den magt og lidelse som hærger i verden. Synden lægger alle mennesker under sin vold og magt. Synden dræber og ydmyger mennesker. Synden er menneskenes forfærdelige fjende. Synden er en ond magt – i Paulus’ livsanskuelse. Når vi på den måde er lige ved at gå fortabt – er der een som kan redde os. I universet er der en magt som er endnu større end synden – nemlig kristus. Kristus er den konge hvis magt er endnu større end Satan og Synden. Kristus kan rive os ud af graven, ud af gruben, ud af lidelsen – kristus frelser og redder os ud af nød og trængsel. Han løfter os op på klippen og fører os ud i det åbne land. Synden havde omringet os og belejret os som en by i det åbne land. Vi var helt fortabt. Selvfølgelig kunne lovgerninger eller kristne gode gerninger ikke redde os i den situation. Den slags ville være helt spildt. Vi var ved at dø – Gud greb ind og reddede os ud af kniben. Gud er stor. Gud er een. Det er hele jødedommens tro. Paulus har denne tro – men det de andre også – i al fald de fleste andre jøder! Da kvinden Hagar lå i ørkenen og var ved at dø sammen med sin lille dreng – Abrahams søn – som var døende – var der kun een som kunne frelse hende! Hagar blev ikke frelst ved fromme religiøse handlinger! Hagar blev ikke frelst fordi hun bad til Gud. Hagar blev ikke frelst fordi hun ofrede til Herren. Hagar blev ikke frelst fordi hun viste kærlighed eller godhed eller næstekærlighed. Hagar blev ikke frelst fordi hun troede på Gud. Hagar blev ikke frelst fordi hun tilhørte den rigtige religion. Hun blev ikke frelst fordi hun var døbt eller fordi hun gik i kirke. Hagar blev frelst af Gud – ved et stort ubegribeligt under – fordi Gud så ned til Hagar og så hendes nød og ulykke og fordi Gud fik med medfølelse med Hagar og fordi Gud elskede Hagar. Gud gjorde det som han skulle gøre. Gud er rig på troskab han svigter ikke. Gud som hans egen elskede kvinde ligge døende i sandet langt nede i Sinai – og Gud gjorde det som var nødvendigt og det som var passende. Guds frelse var et stort under. Gud frelste Hagar fordi hun havde fortjent det – fordi alle mennesker i hele verden har fortjent at blive frelst af Gud! det er præist Paulus’ opfattelse. Alle mennesker i hele verden er Abrahams børn og de har en værdighed og værdi som er umålelig. Gud frelser dem alle – Han er som han er og gør som han vil og det som han vil er at frelse alle mennesker – jøder som grækere – troende som ateister!

v15 Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.

v16 Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger,

men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.

v17 Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke! v18 For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder.

Vi døde – men nu lever vi et nyt liv. Vi er eet med Kristus – 2.19 – 2.21:

Engang levede der en mand som var besat af en ond ånd. Han var besat af alkoholismens onde ånd. Hele hans liv var bestemt af denne ånd. Det som han sagde, det som han gjorde, det som han ønskede sig – alt hvad tænkte og følte var bestemt af denne onde ånd. På en vis måde var han slet ikke sig selv. Sådan følte han det i hvert fald. Han var ufri, tvunget og presset. Han gjorde det som han ikke ville – og det som han ville, det gjorde han ikke. Han følte ikke at han kunne vælge. Alle mennesker var hans fjender – alle mennesker var imod ham. Ingen gjorde det som han ønskede og ville. Han levede et ondt liv. Han var ulykkelig. Han var magtesløs. Til sidst gik han helt fortabt.

En dag blev han helt taget ud af denne onde ånd – alkoholismens onde ånd. Han blev ædru. Det skete pludseligt og brat. Det skete bare og han vidste ikke hvor det kom fra. Pludseligt var han bare ædru – han blev fri. Han fik en anden ånd eller en ny ånd, kan vi sige. Det som skete for ham opfattede han som et ubegribeligt stort under! Han var helt sikker på at det ikke skyldtes hans egne gode gerninger. Det skyldtes ikke hans vilje eller viljestyrke og det skyldtes heller ikke det som andre mennesker gjorde. Han blev bare – pludselig - frelst. Bagefter var hans glæde og taknemmelighed stor. Han fik et nyt håb og nyt mod på livet. – Hvor kommer det fra, tænkte han, men han kunne ikke forklare det som skete på en almindelig menneskelig måde.

Vi kan sige at denne lignelse udtrykker det som er det centrale i Galaterbrevet – det som er Paulus hovedanliggende. Det som Paulus vil sige er at vi i livet med vore egne øjne kan se hvordan der sker store undere. Da Paulus var i Galatien skete der fx mægtige undere! Det vi mennesker skal gøre er at glæde os over disse store undere. Vi skal ikke bilde os noget ind, som Paulus siger. Vi skal ikke bagefter bilde os ind at vi er årsagen til disse store undere! Det ville være en grotesk misforståelse og selvovervurdering. Det er ikke os som frelser verden ved vores små fromme gerninger – det er Guds løftede hånd og hans overmenneskelige kræfter som frelser verden – fuldstændigt på kryds og tværs af hvad vi mennesker gør eller føler eller tænker. Gud frelser verden og gør store mirakler og undere – uanset hvad vi tror og mener! Han gør hvad han vil. Gud er Gud for alle. Gud taler til alle mennesker i hele verden. Alle mennesker er hans sønner og døtre.

v19 For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. v20 Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. v21 Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

Hovedargumentet i Galaterbrevet: 3.1 – 5.12:

Erfaringen:

Vi kan sige at Galaterbrevet er udsprunget af Paulus’ bekymring for menigheden i Galatien og for udviklingen i Galatien. Paulus har tidligere besøgt disse menigheder en eller to gange. Han er sandsynligvis den som har bragt evangeliet til Galatien – selv om vi ikke kan vide det med sikkerhed. Siden har Paulus fået forskellige efterretninger fra Galatien og disse rygter gør ham bekymret. Derfor skriver han brevet.

Hvad er det egentlig Paulus er bekymret for? Dette spørgsmål er faktisk ikke helt nemt at besvare og der har været ret forskellige svar på det spørgsmål!

Man kan antage at Paulus er bekymret for at galaterne – efter at være blevet kristne efter Paulus’ forkyndelse – skal forlade kristendommen. Dette er helt sikkert ikke Paulus’ bekymring. På hans tid er der ikke et skarpt defineret fænomen som hedder kristendommen eller den kristne kirke. Vi kan sige at den kristne kirke eksisterer slet ikke og der eksisterer ikke noget som hedder kristendommen.

Paulus er jøde. Han er født jøde og han vedbliver med at være jøde til sin dødsdag. Han tænker helt igennem jødisk. For Paulus eksiterer der kun een sand tro eller religion – jødedommen. Paulus er en del af den meget brede jødiske strømning som starter i senjødedommen før Kr. og som eksisterer i det 1. århundrede e. Kr. Paulus’ teologi er jødisk – hans rødder er helt og holdent i Det gamle Testamente. Hvis vi skal forstå Paulus på en historisk retfærdig måde skal vi hele tiden tænke ham ind i tankerne i Det gamle Testamente. Paulus er ikke kristendommens første teolog – han er slet ikke kristen – han er jøde! Paulus er jøde på samme måde som Jesus var jøde. At fremstille Paulus som en modstander af jødedommen er helt at misforstå det han skriver. For Paulus ville det have været helt utænkeligt at han skulle starte en ny religion! Der er kun een gud og der er kun een tro.

Paulus er ikke en kristen teolog som gør op med jødedommen – eller med en jødisk lovreligion. Paulus elsker jødedommen og han er stolt af at være jøde. Han fremhæver netop sin jødiske identitet – af Benjamins stamme osv. Han er uddannet farisæer og han forlader selvfølgelig aldrig sit jødiske farisæiske udgangspunkt. Han tager aldrig afstand fra hans forfølgelser af de såkaldt kristne eller af Jesus folkene! Paulus er ekstremt trofast over for sin baggrund i jødedommen.

Vi skal forestille os at det som Paulus siger – hans teologi – er noget som mange andre jøder allerede havde sagt og skrevet. Paulus er original på nogle områder – men grundlæggende er han blot et produkt af en lang strøm af jødisk litteratur. Det som Paulus siger kan vi finde i mange af samtidens jødiske skrifter.

Paulus tager iikke afstand fra jødedommen. Han går ikke imod omskærelsen – selvfølgelig ikke! Omskærelsen er et frelsestegn som Gud har givet til Israel. Naturligvis er Paulus selv omskåret og naturligvis skal alle små jødiske drengebørn omskæres! Omskærelsen er en gammel jødisk tradition og skal ikke afskaffes.

Paulus er ikke imod loven eller Moseloven! Moseloven er en hjælp og en velsignelse givet til Israel. Det er godt at leve efter Loven. Loven beskytter menneskene imod det onde. Loven er en hjælp som kommer fra Gud. Paulus er ikkeimod loven – det ville være absurd set fra hans jødiske synspunkt.

Det som står på spil i Galatien er noget helt andet. Vi skal ikke overdrive forskellen mellem Paulus og jerusalems folkene (fx Jakob) – forskellen har nok ikke været så stor – men de har været uenige på nogle punkter. Desværre kender vi kun sagen fra den ene part – Paulus – vi kender slet ikke sagen set fra Jerusalems synspunkt. Men vi må antage at Jakob har troet at galaterne skulle have adgang til Israels folk – dvs til løfterne og velsignelsen. Jakob har ment at den mest naturlige vej var – den gammel kendte – nemlig at galaterne blev proselytter dvs gudfrygtige som mman sagde: galaterne skulle have lov til at blive jødiske – blive omskåret, deltage i gudstjenesten, overholde sabbaten osv. Jakob har fortalt galaterne at det var en god vej – og vi ved at galaterne selv var interesseret i at blive proselytter – altså antage en jødisk livsstil. Denne jødiske livsstil var attraktiv og tiltrækkendei datiden – det har vi mange beviser på. Jødedommen blev af grækerne opfattet som en frelse og en redning – som deres egen gamle religion og livsstil ikke kunne virkeliggøre. Jødedommen var ældgammel, mystisk og tiltrækkende. Vi ved at rigtigt mange grækere og romere – helt frivilligt naturligvis – valgte den jødsike stil.

For Paulus bliver det et problem. Hans hovedargument er at galaterne – ved at antage den jødiske livsstil – underkaster sig en fremmed lov – helt uden grund. Paulus tænker teologisk. For Paulus er friheden et hovedpunkt. Men vigtigt for Paulus er også galaternes identitet som galatere – grækere især. Galaterne skal ikke opgive deres identitet siger Paulus. Gud har givet dem ånden – de har selv erfaret ånden, ekstasen og besættelsen – Gud har antaget og godkendt dem. Galaterne har ikke noget at frygte. De skal ikke bekymre sig. De er i Guds hånd – og de burde de egentlig vide – for det har de jo selv oplevet. Paulus henviser hele tiden i Galaterbrevet til galaternes egen oplevelse da de modtog ånden – da de hørte evangeliet.

Gud kræver ikke at vi skal gøre noget specielt fromt eller religiøst for at blive frelst – det er pointen i Galaterbrevet! Gud giver frelsen til alle mennesker som er i nød og som har brug for frelsen. Gud hører skriget fra menneskene. Gud er rig på troskab og når vi råber på Herren så viser han sig ved underfulde tegn og mægtige gerninger. Gud ønsker ikke at vi skal blive mere religiøse eller moralske. Gud ønsker ikke at vi skal adlyde bestemte ritualer. Gud ønsker ikke at vi skal lade os omskære – eller lade os døbe! Gud ønsker og håber kun på een ting: at menneskene vil glæde sig over hans frelse – se hans gerninger – modtage hans frelse i glæde og taknemmelighed. Gud giver frelsen som en fri gave. Gud ønsker ikke at vi skal underkaste os eler svigte os selv. Han ønsker at vi skal være stolte, ranke og glade.

Gud ønsker at vi skal holde op med at være så bange og frygtsomme og begynde at stole på livet og hinanden. Gud ønsker at vi skal have vores oprindelige herlighed – Paradiset – tilbage. Gud ønsker at vi skal give slip på vores lille angste ego – og begynde at leve livet. Gud vil at vi skal gribe den rasende løve - som angriber os - med de bare næver og rive den itu – som det fortælles om Samson i Dommerbogen! Gud vil at vi skal vise storsind og nåde imod alle de fjender som vi har besejret!

Gud giver os en så stor frelse og velsignelse at det er muligt for os at give slip – at give slip på frygten, følelserne og tankerne. Gud giver os alt det vi har brug for – og han håber at vi må drage konsekvensen: At vi ikke skal frygte noget men leve i glæde og tillid. Galaterne trues af egoet og frygten og usikkerheden og de vil sikre sig. Det er det som Paulus er så bekymret over. Galaterne har glemt at de engang har set Gud – at de engang oplevede hvordan ånden og suset kom over dem.

Paulus bekymring ligger altså på et dybere plan – på et meget mere alment plan. Paulus hævder at galaterne med åndsmodtagelsen allerede er blevet del af det sande Israel. Paulus har et begreb om Israel som er blevet spiritualiseret. På det punkt er han enig med mange jødiske lærde på hans tid. Det sande Israel er ikke kun det historiske etniske Israel i Palæstna – det sande Israel er hele verden, alle mennesker. Israel har været et fokuspunkt – Jahve har handlet igennem Israel – idet gamle Testamente men i virkeligheden er målet for Guds virke hele jorden og alle mennesker. Abraham er kun et fokuspunkt – alle jordens slægter velsignes gennem Abraham. Gud er ikke specielt Israels Gud – han er Gud for alle mennesker i hele verden. Disse tanker finder vi i en stor del af den samtidige jødiske litteratur. Paulus har lært af disse tanker. Allerede i Salmernes Bog i Det gamle Testamente og hos Esajas kan vi finde disse tanker. Det sande Israel er alle mennesker. Vi er alle Herrens tjenere og salvede. Alle mennesker er Guds sønner og det er de blevet ved løftet til Abraham. Alle jordens slægter blev velsignet i Abraham – ikke med noget krav om lovoverholdelse eller forandring. Gud gjorde alle mennesker i hele verden til hans sønner i løftet til Abraham. Det er grundlaget for Paulus’ teologi – og på det område er han enig med en stor del af den samtidige jødiske tænkning!

Der er ikke nogen positiv grund til at galaterne skal gå ind under loven, som han siger. Og hvis de går ind under loven – så er det et udtryk for at de ikke længere tror på den oplevelse de havde af ånden. Så falder de for fristelsen som det siges i Det gamle Testamente. De bliver bange og gør sig selv små og svage – og glemmer deres glæde og stolthed. Paulus bekymring ligger på dette meget almen menneskelige plan. Paulus har fået respekt for galaterne da han var der – og han synes at de skal bevare respekten for sig selv – og afvise Jakobs krav eller måske snarere: kravene fra deres egen lille frygtsomhed!

Tro er for Paulus noget meget dybere end at vælge mellem forskellige former for religion – noget meget dybere end at vælge mellem jødedom og kristendom eller tro på Jesus. Troen er den rette dybe reaktion hos mennesker når Gud kalder på dem. Troen findes hos Abraham i Det gamle Testamente og hos galaterne i Paulus’ samtid. Troen er en glæde og lettelse og opløftelse ved at hører Guds kald. Der findes mange slags religion og tro i verden men det er når det kommer til stykket kun ydre overfladiske former. Paulus er selv jøde – naturligvis – men han ved at der findes mange slags religion og gudstjenesten. Troen går meget dybere. Troen findes steder hvor vi slet ikke havde regnet med troen. Som Jesus siger at høvedsmanden har en større tro end nogen from jøde i Israel! Troen er egentlig ikke afhængig af de ydre former. Troen findes hos alle mennesker – når de bliver kaldet til at følge Guds stemme. Gud er ikke afhængig af vores begreber eller religion. Det ved Paulus. Det som han forstår ved troen er noget meget dybere. Troen kan udtrykkes på mange måder og i mange sprog. Galaterne er Guds børn og sønner akkurat lige som israel er Guds sønner. Der er dybest set ingen forskel. Efter Kristus er der ikke længere forskel på mand og kvinde, fri eller træl eller jøde eller græker, som Paulus siger. Der er kun een Gud og Gud er een. Der er kun eet menneske – mennesket. Vores sprog eller kultur eller tanker eller religion gør ingen forskel - i al fald ingen forskel for Gud eller i hans øjne. Måske finder vi meget mere tro hos de mennesker som tilsyneladende ingen tro eller religion har? Vi skal ikke dømme som Paulus siger. – Vi er ikke herrer over hinandens tro – men medarbejdere på hinandens glæde!

[3]

v1 Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. v2 Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? v3 Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? v4 Er alt det sket med jer til ingen nytte – hvis det da virkelig var til ingen nytte? v5 Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer – gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?

Skriften:

Det gamle Testamente indeholder evangeliet. Beretningen om Abraham viser at Gud frelste Abraham. Abraham var retfærdig i Guds øjne. Abraham var ikke retfærdig fordi han var lovlydig imod Loseloven – rent historisk var Moseloven jo helt ukendt for Abraham. Abraham blev anerkendt og godtaget af Gud fordi han troede. Galaterne har nu den præcist samme tro som Abraham havde – der er virkeligt ingen forskel i følge Paulus. At tro er at tro på Guds løfter og at stole på hans velsignelse. Alle mennesker er ens stillet og i den samme relation til Gud. Galaterne har mødt Gudskald til dem – i deres sprog – i en vis form – som passede til deres situation. Gud kalder på alle mennesker som han kaldte på Abraham. Gud har kaldt på galaterne. De fik ånden. Ånden kom over dem og de så Gud med deres egne øjne. Gud viser sig helt uafhængig af alle kulturer og religioner. Gud viser sig i mange former – men det er kun ydre former. Galaterne er Abrahams sønner og efterkommere. Det løfte som Gud gav til Abraham er givet til alle mennesker – altså også til galaterne. De er Guds udvalgte og hans elskede. Gud tager initiativet lige som da han kaldte på Abraham i det fjerne land i østen. Med sit initiativ skaber Gud en ny relation mellem sig selv og mennesket. Gud er trofast i den relation – han er rig på troskab – dvs han er retfærdig. Han svigter ikke. Han er til at stole på.

Abraham blev regnet som retfærdig – værdig til frelsen og velsignelsen – af Gud – ikke på grund af Abrahams gerninger eller godhed eller moral – men fordi Gud ville det på den måde. Det samme gælder for galaterne. De er godkendte som de er. De mangler ikke noget. Der er ikke noget som mangler.

Galaterne er blevet velsignede. Velsignelsen betyder at de har fået hele herligheden og livet tilbage. De er blevet født på ny – de er blevet nye mennesker. De har aflagt det gamle menneske – den gamle Adam. De er blevet frigjort af nøden, tvangen, ufriheden, lidelsen, sorgen. De er velsignede – de er stærke, magtfulde. De er blevet sat fri og de er blevet voksne. De er blevet arvinger. De får lykken og heldet til at gøre det som de vil. Gud baner vejen foran dem. Han fjerner stenene på deres vej. Gud vil gå foran dem som et lys – som en engel. De er beskytede – de er urørlige og usårlige. De er Herrens salvede. De er blev Guds sønner – gudsmænd – Guds mænd. De har Guds ånd – de har Guds kraft og visdom. De har Guds magt. De er Guds redskaber og form. De er hans legeme.

Alle troende er eet legeme. Alle troende er eet med Abraham. Abraham er et symbol, et fokuspunkt. Vi er alle lemmer på det samme legeme. Da galaterne fik ånden fra Gud blev de dele af det hele legeme. På det legeme er der ikke forskel på mand eller kvinde eller fri eller træl for alle er lemmer på det samme legeme.

At leve under loven – at leve i verden er en forbandelse. At leve i verden erat leve med frygt og angst og bekymring. Verden og egoet er en ond magt som har besat verden. Verden kræver at vi skal adlyde verdens lov og krav. Vi skal præstere, forbedre os, forandre os, leve moralsk, leve op til alle mulige krav. Verden dømmer alle mennesker uden nogen nåde – Ondskabens Domstol som det kaldes i Salmernes Bog. I verdens øjne er vi aldrig nogen sinde gode nok – vi er altid skyldige – vi er syndere. Det er ikke Gud som gør os til arme syndere – det er egoet og verden. Verden gør os små og afmægtige. At leve i verden – under loven – er som at leve i et land som er blevet besat af en fremmed fjendtlig magt – af en ond konge. Når vi lever i verden kan vi ikke finde nogen glæde ved livet – vi er evigt pressede. Vi skal hele tiden præstere noget mere.

Evangeliet er at verden er ophævet. Verden findes ikke længere. Verdens krav gælder ikke mere. Vi er blevet frie – frie til at glæde os over livet. På samme måde som et barn kommer fri af forældrenes krav når de bliver voksent – på samme måde er vi blevet fri og voksne og uafhængige. Vi skal ikke længere trælle under nogen herre. Vi er selv blevet herrer i riget.

Når vi lever i verden er der ingen frelse – der er ingen udveje. Vi er låst inde. Der er ikke noget håb. Vi er fordømt og fortabt. Vi kan ikke gøre noget. Den som er under loven kan ikke af sig selv komme fri – han kan ikke komme fri af denne besættelse. Han lever i de dødes rige. Han lever uden noget håb og uden tro på nogen gud som kan redde ham.

v6 Det er som med Abraham: »Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« v7 Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner. v8 Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: »I dig skal alle folkeslagene velsignes.« v9 Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham.

Det er nok vigtigt at huske på hvad der egentligt er meningen i Det gamle Testamente. Paulus siger at det menneske som ikke holder Guds lov vil blive straffet. Det gamle Testamente er enigt i det synspunkt. Loven er givet til Israel som en hjælp til Israel. Meningen er at den som lever efter loven vil det gå godt her på jorden. Han vil materielt og immaterielt klare sig godt. I Det gamle Testamente er det det samme som at sige at den som stoler på Herren vil blive hjulpet! Der er slet ikke den modsætning mellem Paulus og Det gamle Testamente som man kan tro når man læser Galaterbrevet. Paulus er jøde og han har sine rødder i Det gamle Testamente.

Meningen i Det gamle Testamente er ikke at mennesket bliver retfærdigt ved at holde loven! Sandsynligvis var der ikke mange jøder der overhovedet ville sige det! Mennesket bliver i følge jødedommen frelst af Gud ved Guds indgriben og nåde. Gud frelste Israel ud af Egypten – på trods af at Israel satte sig til modværge og bestemt ikke viste sig lydige mod Herren. Det gamle Testamente fortæller igen og igen den samme historie. Mennesket bliver frelst ved en ubegribelig underfuld frelse – ikke på grund af dets gode gerninger! Vi skal altså ikke tro at der er så stor forskel som man kan tro når man læser teksten her!

Loven er Guds hjælperedskab til menneskene. Loven er livets lov. Hvis vi bryder den lov bliver vi straffet – ikke af Gud men af virkeligheden. Den som hader og forfølger sin næste – vil blive straffet af livets lov – fordi han handler imod livets lov. Det som Paulus blandt andet forstår ved loven er en kosmisk kraft – en karma. Loven er givet som en opdrager til israel. Alle nationer har fået deres love – for at hjælpe dem og for at de kan få kontrol over synden eller volden.

Gud forbander ikke nogen. I det gamle Israel gav han looven til folket som en del af hans pagt – hans relation til israels folk. Men galaterne er ikke lig det etniske begrænsede Israel. Loven er ikke givet til galaterne – den er kun givet til Israel. Det ville være helt malplaceret at mene at denne Israels lov også skal gælde i Galatien.

Paulus har en delvist positiv og delvist negativ opfattelse af loven. Fordi loven har to aspekter. Paulus er jøde og ser loven som en guddommelig hjælp og støtte til israel Loven har frelst Israel igennem mange trængsler. Men samtidigt er loven ikke identisk med Guds frelse. Loven er kun en midlertidig form. Med Kristus har Israel og alle mennesker fået en hel anden mulighed. Kristus har opfyldt loven – det vil sige at han på en vis måde har ophævet loven eller gjort den overflødig.

Gud kalder på alle mennesker direkte – helt på tværs af alle ydre former, al religion, al tro, alle kulturelle forskelle. Loven har ingen relevans direkte når der tales om Guds frelse. Gud frlste Abraham – selv om Abraham intet kendte til loven. Gud frelser galaterne – og den frelse har intet at gøre med Moseloven.

Når Gud taler direkte til mennesker gør han dem frie og værdige. Loven var en hård magt og lov som lå hen over menneskene og gjorde dem i en vis forstand til trælle. Loven gjorde dem bange for loven sagde til mennesker: - Hvis I ikke holder loven vil I gå fortabt! Loven var både positiv og negativ på en gang. Paulus er jøde og han mener bestemt ikke at Israel skal afskaffe loven – slet ikke! Men loven skal ikke påtvinges galaterne – fordi Gud allerede har godtaget galaterne som de er.

v10 For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.« v11 Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«. v12 Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.«

I en vis forstand findes evangeliet allerede i Det gamle Testamente – det er Paulus’ pointe som han gentager i flere af brevene. Beretningen om Abraham viser – lige som utallige lignende eksempler – hvorledes Gud frelser mennesker ved sin trofasthed, nåde, kraft og kærlighed. Israels historie med Gud er en historie fuld af undere og mageløse mægtige gerninger! Gud er ikke en gud som stiller krav. Gud er den gud som ser at mennesker er inød. Han ser at der sker en stor uret på jorden. Han hører det skrig som løfter sig fra jorden – som det hedder i Salmerne. Gud er den gud som er retfærdig – som lever i en relation, et ægteskab med israel hvor Gud lever op til sine forpligtelser som en ægtemand! Hele denne opfattelse er grundlæggende for Paulus – og den stammer naturligvis helt og holdent fra det gamle Testamente. Den gud som findes i Det gamle Testamente er ikke en dømmende gud – som sidder med en lovbog og dømmer mennesker individuelt – han er en frelsergud. Gud frelser hele Israels folk når det er i nød og lidelse. Paulus er helt sikker på at det er sådan og det er en afgørende del af hans tro. Paulus kender Gud fra Det gamle Testamente. Kristus er en opfyldelse af Det gamle Testamente. Kristus er Gud selv. Det som nu sker på grund af Kristus er at alle mennesker kan frelses – uden at følge nogen særlige fromme lovgerninger. Men i følge Paulus’ teologi har det været sådan hele tiden! Sådan var det også på Abrahams tid. Jesus er blot endnu en bekræftelse af det som allerede er sagt så mange gange i Det gamle Testamente. Jesus er naturligvis ikke i strid med jødedommen eller loven eller Det gamle Testamente! Jesus er jøde – lige som Paulus er jøde. Jesus er – antageligt – en slags farisæer – lige som Paulus var en farisæer! For Jesus og Paulus var der kun een mulig religion – jødedommen. Der er kun een gud som er virkelig og som har magt og som kan redde mennesker i nød.

Kristus er et billede på den sande relation – den sande pagt – som har været til stede hele tiden. Vi er frikøbte og løskøbte. Gud har købt os ud af lidelsen og synden – som i Salmernes Bog og som det siges i beretningen om udvandringen fra Egypten. Vi er alle velsignede. Gud giver os livet og velsignelsen. Det har han gjort alle dage – og hele Det gamle Testamente er eet stort vidnesbyrd herom!

v13 Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« – v14 for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.

v15 Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. v16 Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. v17 Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. v18 Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.

Loven:

Det som er Paulus’ hovedpointe er at vise at Det gamle Testamente – og den jødiske tro – ikke er en lovreligion. På det område har Paulus utvivlsomt fuldstændigt ret. Hvis man tror at det gamle Testamente opfatter pagten som en pagt mellem israel og Gud hvor Israel skal adlyde og følge Guds lov og derefter vil blive frelst – tager man helt fejl af Det gamle Testamente.

Det som fortælles i det gamle Testamente er det stik modsatte. Skriften fortæller igen og igen hvordan Gud reddede israel ud af nøden – ikke fordi israel havde gjort fromme gerninger – men fordi det havde hårdt brug for Guds indgriben. Gud frelste Israel ud af trællehuset i Egypten fordi det rejste sig et stort skrig fra israelitterne i Egypten – ikke fordi de fulgte Guds lov eller var særligt fromme. Gud sendte Josef i forvejen til Egypten for at Iisrael senere kunne blive frelst fra den verdensomspændende hungersnød der truede med at udslette hele landet. De helt centrale tekster i Det gamle Testamente – så som Salmernes Bog og Esajas og patriarkfortællingerne i 1. Mosebog – fortæller alle sammen den samme historie: Gud er en frelsergud som frelser menneskene – Israel – af nåde og omsorg og kærlighed.

Paulus har derfor fuldstændigt ret i sin opfattelse. Paulus kender det gamle Testamente ud og ind. Loven er ikke centrum i Det gamle Testamente. Løftet til Israel om velsignelsen – løftet til Abraham – er det centrale i Det gamle Testamente. Loven kommer til som et supplement. Pagten er ikke en lovpagt hvor folket underkaster sig Guds lov for at få hans nåde!

Alle jøder – eller næsten alle jøder – på paulus’ tid var fuldstændigt enige i dette synspunkt. Det gamle Testamente fortæller frelseshistorie – det er et vidnesbyrd om hvordan israel igen og igen på en ubegribelig underfuld måde blev frelst ud af trængslen. Israel bliver frelst af Gud – netop på trods af dets mange svagheder og mange frafald. Israel svigter igen og igen – men Gud er rig på troskab. Herren er som en ægtefælle for Israel. Han er tro og retfærdig i hans relation til ægtefællen – israel. Historiens centrum er ikke Israels lovoverholdelse eller lovbrud – men Guds egenhændige frelse – på hans eget initiativ. Gud bryder blot igennem med sin frelse uanset hvad menneskene gør. Gud frelser de fortabte og alle lovbryderne. Gud frelser Kain – broder morderen – og beskytter ham. Gud tilgiver igen og igen. Gud er en fader for de faderløse og en beskytter for alle enkerne.

Det billede som Paulus beskriver i Galaterbrevet af den gamle jødiske religion og tro er altså fuldstændigt historisk korrekt.

Paulus har grundlæggende et positivt syn på loven – ikke mærkeligt når vi tænker på at han helt igennem er jøde og tænker jødisk. Loven er givet til israel for overtrædelsernes skyld – dvs for at håndtere og begrænse synden og ulovlighederne og lidelsen. Paulus ser loven som en velsignelse for Israel. Intet menneske bliver retfærdigt ved at overholde loven siger Paulus – men det var stort set alle jøder enige i! Loven er ikke givet for at mennesker skal blive retfærdiggjorte – den er givet for at regulere samfundet og gavne livet på jorden! Den er ikke det centrale i forholdet mellem Gud og mennesket. Den er en god ting, en nyttig ting. Loven strider ikke imod løftet til Abraham. Løftet blev givet uden nogen betingelser. Gud frelste Abraham som en ren nåde. Men loven og løftet til Abraham er ikke sammenlignelige – de foregår på to forskellige planer. Abraham blev frelst og gjort retfærdig helt uafhængig af loven. Abraham blev ikke frelst fordi han blev omskåret. Guds frelse var betingelsesløs.Abraham blev frelst – fordi han havde brug for det.

Gud er den som giver livet – som gør levende. Mennesket kan ikke ved nogen lovoverholdelse eller moral eller regel give sig selv livet. Livet får vi som en ren gave. Vi skal ikke præstere ellergøre noget. Der er ikke noget at gøre. Der er ingenting vi skal gøre for at få livet og velsignelsen.

Galaterne har ved et mirakel fået Guds ånd og velsignelse. Ikke fordi de har været særligt religiøse eller fromme eller moralske. Ånden er blot kommet over dem – og de har taget imod ånden – de har troet på Guds gave og løfte. De har ikke stillet sig tvivlende eller skeptiske da de fik velsignelsen og lykken og friheden. De har sagt ja tak i tro og jubel! Dette er for Paulus det helt afgørende punkt. Gud handler suverænt på kryds og tærs af hvad mennesker gør. Gud sidder ikke stille og venter på at mennesker skal blive gode og værdige til hans frelse. Gud handler på eget initiativ. Det eneste som vi skal er at tage imod – i glæde og taknemmelighed. Gud er ikke en smålig gud som sidder og holder øje med om mennesker overholder loven. Han kender menneskenes hjerte – han ved hvad de har brug for – han giver hver især hvad han har brug for!

v19 Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. v20 En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. v21 Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. v22 Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

Troens komme:

De følgende formuleringer om Loven eller Moseloven er siden hen blevet opfattet meget negativt. Den danske oversættelse til at vi var spærret inde under loven og bevogtet – kan også give nogle forkerte associationer.

Helt grundlæggende har Paulus en positiv opfattelse af Loven eller Moseloven. Paulus er jøde og tænker naturligvis som en jøde. Loven blev givet af Gud – godt nok igennem en formidler – en engel – men loven stammer fra Gud i følge Paulus’ opfattelse. Den blev givet til Israels frelse. At Loven ko til israel på Sinai var en god ting – den var et udtryk for Guds frelsergerning og underfulde gerninger.

Paulus siger at vi var bevogtede af Loven – Loven beskyttede os som en mur eller som en militær magt. Paulus’ billede er at Israel er en lille udsat by som ligger i et stort fjendtligt land som hele tiden angriber byen. På den måde er loven en beskyttelse og den har en helt igennem positiv funktion. Loven er vores skjold og værn – vores fæstning go klippe- med de metaforer der bruges i Salmerne. Gud beskytter Israel igennem loven.

Loven er en opdrager. Paulus forestiller sig Israel som et barn der ikke kan klare sig alene. Barnet må have en guide, en beskytter og en opdrager. Loven lærer os hvordan vi skal klare os i verden. Loven fortæller os hvad der er rigtigt og forkert – hvad der er umoralsk eller forbudt. Uden den lov ville israel være gået fortabt. I så fald var israel blevet overladt til sin egen elendige skæbne – et lille barn kan ikke klare sig i denne verden uden en beskytter.

Det som Paulus forstår ved Loven kan vi oversætte med livets lov – sådan bliver det også opfattet i 5. Mosebog – deuteronomium – som Paulus er stærkt påvirket af. Livets lov fortæller os at hvis vi bryder livets love vil livet gå i stykker. Livets lov er den lov – eller karma – som findes i selve Guds skabelse. Det er ikke Gud som straffer eller forbander – men vi bliver ramt af de naturlige følger af vore egne gerninger. Det er det som Paulus – i al fald nogle steder – forstår ved loven. Loven er noget positivt. Det menneske som dræber andre mennesker, mishandler eller udnytter andre mennesker bliver til sidst ramt af sine egne gerninger. Det er livets lov. Når vi er kronisk vrede og forbitrede på andre – bliver vi selv mest ramt af disse dårlige følelser. Den som elsker og er trofast imod andre mennesker – bliver belønnet – kan vi sige. Ikke belønnet af Gud specielt – men af selve livets lov. Livets lov kender alle mennesker på en vis måde – i hele verden – som Paulus siger i Romerbrevet. Livets lov er den regel og mekanisme som findes i den skabte verden. Livets lov fungerer som en hjælp til mennesker. Den giver dem en korrektion og den giver dem en viden om virkeligheden. Denne måde at opfatte Loven på finder vi også i Salmerne.

Paulus mener ikke at livets lov eller loven eller for den sags skyld Moseloven er sat ud af kraft. Moseloven er nyttig – den er fuld af nyttige og gode vejledninger til mennesker. Moseloven lærer os hvordan vi skal klare og takle livet. Moseloven fortæller os hvornår vi krænker livets og tillidens og kærlighedens love. Moseloven kommer fra Gud – den er Guds eget ord. Gud åbenbarede sig for Moses på bjerget. Moseloven er ikke identisk med pagten. Pagten er meget ældre end Moseloven. Pagten er den relation – det ægteskab som eksisterer mellem israel og Gud. Moseloven er ikke en vejledning i hvordan får Guds kærlighed eller frelse! For den frelse har Gud allerede for længst givet til Israel – dengang han udvalgte Abraham i det fjerne land i østen.

Paulus mener at intet menneske bliver frelst ved gerninger, præstation, tanker eller følelser. Gud elsker os ikke på grund af det som vi gør – men på grund af dem som vi er. Troen betyder ikke at vi skal præstere noget nyt – nemlig troen! Troen er ikke noget nyt lovkrav hos Paulus! Troen er ikke et krav om at nu skal alle mennesker tro på kristendommen eller tro på en bestemt trosbekendelse. Troen er kun een ting: At mennesket tror på Gud når han viser sig – at mennesket tror på at han vil redde i nødens stund. Troen er en opgivelse af vores lille frygtsomme ego. Vores ego afviser måske at tro – det er naivt, det er en drøm, siger egoet – i troen giver vi slip på vores lille ego og vores lille frygt og bekymring – vi bliver lettede og glade!

Paulus siger at Gud giver frelsen til alle mennesker - uden nogen betingelser. Guds frelse har faktisk intet at gøre med loven. Men hvis man tror at man kan erhverve sig frelsen ved at gøre og tænke og føle noget bestemt – så tager man fejl, siger Paulus. Velsignelsen kommer og strømmer vedholdende fra Gud og er en gave lige som selve livet – og kærligheden. Når vi oplever en stor kærlighed i livet oplever vi på en måde Guds velsignelse og frelse. Når vi oplever en sådan kærlighed kan vi alle forstå at den kommer til os so en stor nåde. Kærligheden kommer brat, pludseligt, udefra. Vi ved ikke hvor den kommer fra. Vi forstår det ikke. Vi har ikke gjort noget. Vi har ikke præsteret noget. Vi har ikke arbejdet på sagen. Pludselig kom kærligheden der bare – som om den faldt ned fra himlen. Det er et under – et mirakel! Vi kan se at kærligheden og vores menneskelige oplevelse af kærligheden er et billede på Guds frelse – den kommer ufortjent og den er i sandhed underfuld! Loven er et fænomen som foregår på et helt andet plan. Loven kan regulere samfundet eller livet på jorden. Den kan være et værn imod synden. Loven er ikke ophævet – tværtom. Loven kan vi ikke undvære – og Paulus vedblev naturligvis med at være en trofast og lovlydig jøde hele sit liv. Kristus har ikke ophævet loven – men kristus viser os at Guds frelse kommer til alle mennesker – sådan som de er lige nu – uden nogen betingelser om at de skal gøre noget bestemt. I stedet kan vi måske sige at kristus ophæver al gammel religion – han ophæver ikke loven. Kristus er en opfyldelse af Loven.

v23 Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, v24 så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. v25 Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.

Konklusion:

Vi er af Guds slægt – vi er hans sønner og døtre. Vi er Guds sønner – ikke på grund af det vi gør eller på grund af det man kan se. Der er ingenting at se. Vi er Guds sønner – alle mennesker er hans sønner – på grund af troen – dvs i Guds øjne. Paulus skal ikke misforstås på den måde at troen bliver en ny lov eller et nyt krav. Vi er Guds sønner ved Guds beslutning og ved hans kraft ikke ved vores egen tro. Virkeligheden er at vi er af Guds slægt – og den virkelighed er ikke afhængig af vores tro, tanker eller meninger.

Vi er eet med Guds søn – eet med Kristus – eet med Isak – eet med Abraham. Alle menneskers virkelige identitet er kristus. Kristus har befriet os fra dødens og syndens magt. Vi er blevet værdige og stærke og frie. Kristus har taget os ud af vores gamle offerrolle.

Vi er eet legeme. Vi er lemmer på det samme legeme. Set med verdens øjne er vi ensomme og adskilte fra hinanden. Set med verdens øjne er vi forladt og fortabt i en fjendtlig verden. Men det er ikke sandt. Vi er lemmer på eet legeme. Alle mennesker er på et dybere plan eet med hinanden. Hun er min søster og hun er mig selv. Du er egentlig lig med mig og jeg er egentlig lig med dig. Vi er ikke hinadens modstandere eller konkurrenter. På det ydre plan er vi måske forskellige men på det virkelige åndelige plan er vi ens og eet.

Paulus udtrykker sig revolutionerende. At sige at der ingen forskel mere er på fri og træl eller mand og kvinde var revolutionerende. Hos Paulus finder vi en helt overraskende opfattelse af kvinden – helt i strid med det som hele oldtiden var enig om. Efter de flestes mening betyder det at Paulus virkeligt har kæmpet for en ligestilling af mænd og kvinder – i al fald inden for kirkens eller Jesus bevægelsens rammer.

Paulus ser alle mennesker på jorden som værdige og ligestillede. På disse områder løfter Paulus sig op over det som var almindeligt i datidens jødedom. Paulus fokuserer på mennesket på en måde som næsten kan kaldes moderne.

Kristus sejrede over denne verden og denne verdens fyrste, kristus var en konge – en helt. Kristus sejrede over dødens og egoets magt. Kristus sejrede over synden og loven. Kristus var en kæmpe. Han var sendt af Gud – han var Guds redskab og Gud selv. Kristus erden konge som har befriet alle mennesker og gjort det muligt for alle mennesker at leve sammen med Gud i en pagt bygget på troen – tilliden og ærligheden. Kristus har befriet os fra frygten og ængstelsen. På grund af kristus har vi ikke længere noget at frygte. Vi kan stole på Gud, stole på livet, os selv og hinanden. Kristus er en konge – Messias. Han er den konge som Israel håbede på. Efter Kristus begivenheden er det muligt for alle mennesker at give slip på deres frygt og leve i glæde og tryghed.

Paulus ved selvfølgelig godt at forskellene mellem mænd og kvinder og trælle og frie fortsat består. Det vidner også hans breve om. Men Paulus mener at for Gud er der ingen forskel mellem mand og kvinde eller jøde eller græker. Vi kan også sikkert sige at i den kristne kirke skal der ikke være nogen forskel. På den måde formulerer Paulus en radikal ligestilling og ligeberettigelse. Inden for kirkens rammer må mænd aldrig nogen sinde have privilegier eller rettigheder eller pligter som kvinder ikke også har del i. I kirkens regi skal mænd og kvinder – og frie og trælle – være totalt ligestillede! De fleste forskeres synspunkt er nu at det er det som Paulus mener. Nedenstående formel om jøde og græker osv findes mange steder i hans breve. Den gentages igen og igen. Den kan kun betyde at Paulus har kæmpet for en fuldstændig ligestilling af mænd og kvinder. Sådan kommer det ikke til at gå – men det var altså det som Paulus ønskede. Efter hans mening skulle kvinder have fuldstændige de samme rettigheder og muligheder for at tjene og arbejde i kirken som mænd! Paulus synspunkt er på dette område virkeligt revolutionerende i forhold til oldtidens almene tankegang.

Paulus mener ikke at forskellene fx mellem mænd og kvinder skal udslettes eller ignoreres. Det han mener er at de to kon netop i deres forskellighed kan bidrage med hvert sit til det fælles legeme – på lige fod. Paulus taler mange steder om det ene legeme og alle lemmerne på legemet. Mænd og kvinder er forskellige lemmer på legemet – de bidrager hver med sit kønsspecifikke præg – men den ene skal ikke begunstiges frem for den anden!

Paulus synspunkt i forhold til Israel og jøderne er også meget vidtgående. Paulus siger at Israel ikke længere har nogen særrettigheder eller privilegier eller nogen særstilling. Alle mennesker på jorden er nøjagtigt ens stillede. Dette synspunkt er et voldsomt opgør med hele israels selvbevidsthed – og det har været provokerende i samtiden. Alle mennesker er fuldstændigt ens stillede – i al fald over for Gud. Gud har ingen personsanseelse, som Paulus siger et andet sted. Gud ser ingen forskelle – i al fald ingen forskelle som kan berettige til nogen forskelsbehandling. Paulus mener ikke at mænd og kvinder er ens – men han mener at de skal samme rettigheder og at de skal behandles ens – med respekt og værdighed! Gud ser ikke på om mennesker er jøder eller hedninger – Gud ser ikke på menneskers religion – eller kultur eller sprog eller hudfarve! Uanset hvilke tanker eller tro eller følelser galaterne har – så er de Guds sønner – ikke ved deres egen indsats men på grund af løftet til Abraham.

v26 For I er alle Guds børn [sønner] ved troen, i Kristus Jesus. v27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

v28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

26 παντες γαρ υιοι θεου [Guds sønner] εστε δια της πιστεως εν χριστω ιησου 27 οσοι γαρ εις χριστον εβαπτισθητε χριστον ενεδυσασθε 28 ουκ ενι ιουδαιος ουδε ελλην ουκ ενι δουλος ουδε ελευθερος ουκ ενι αρσεν και θηλυ παντες γαρ υμεις εις εστε εν χριστω ιησου 29 ει δε υμεις χριστου αρα του αβρααμ σπερμα [Abrahams sperma - sæd] εστε κατ επαγγελιαν κληρονομοι. . .

[4]

Vi er arvinger til hele riget. Vi er sønner af kongen. Vi er konger og herrer i riget. Det er vores sande identitet. Fortiden er forbi. Vi er ikke længere umyndige eller under en formynder. Vi er ikke længere under en opdrager. Vi er blevet frie. Paulus fokuserer meget stærkt på det enkelte menneske og dets værdighed. Vi skal ikke bilde os noget ind. Vi skal ikke lyve for os selv – vi har fået magten. Det er os der bestemmer! Vi er ikke længere små eller svage. Vi er mægtige som kongen selv – som Gud selv. Han udøver sin magt igennem os og han har givet os al magt. Jesus sender sine disciple ud i verden med al magt og myndighed til at gøre endnu større gerninger end han selv gjorde.

Vi kan blive svage – vi kan blive fristet. Når vi falder for fristelsen gør vi os selv til børn – til trælle – til afmægtige mennesker. Men så lyver vi for os selv – så svigter vi os selv. Vi svigter Guds mening med os. Vi håner den frelse som vi har fået. Vi har ingen magt eller magter over os. Vi skal ikke adlyde eller lystre nogen magt eller gud. Vi er frie af al fortidens trældom og umyndighed.Vi er blevet voksne og modne. Vi er ikke længere under loven. Vi er ikke længere under nogen lov, moral, etik eller religion. Det som verden kræver at vi skal gøre og præstere – har ikke længere nogen magt. Vi er taget ud af den onde verden med alle dens krav og bud. Vi har fået det forjættede land – Guds rige – i arv og eje. Vi har fået hele herligheden tilbage. Vi har fået vores styrke, kraft og ungdom tilbage. Vi skal ikke vige fra vores nye status og velsignelse. Vi skal aldrig give efter for egoets eller verdens krav. De krav gælder ikke mere. Vi har fået magten tilbage. Vi er herrer og konger. Vi skal ikke gøre os selv små og svage så vi må trælle for guderne. Guderne er det rene ingenting. De er en illusion – en indbildning. De har ingen magt. Vi er selv som Gud selv. Vi har ingen magt eller gud over os som vi skal tjene. Vi er verdens lys og lysets børn. Vi er Herrens krigere og udsendte.

Hos Paulus er det at være et barn ikke nogen stor anerkendelse eller ros! Paulus deler hele oldtidens opfattelse: - Børn er ikke rigtige mennesker. Børn er endnu ikke blevet mennesker. (Det er een af grundene til at børn kunne ofres i oldtiden). Barnet har ikke forstand og indsigt som den voksne. Barnet er fysisk svagere og kan ikke klare sig selv. Børn er ufrie – de er evigt underkastet en myndighed. Børn er afmægtige og magtesløse. Børn er ikke arvinger. Børn har ingen rettigheder overhovedet. I det gamle israel er børn simpelt hen – i al fald i teorien – ejendom. Børn er ting. Børnene er faderens ejendom. De tilhører ikke sig selv – de tilhører faderen. De er en forlængelse af hans person. Faderen har i det gamle israel og i den romerske lovgivning en hals og hånds ret over børn, trælle og kvinder i faderens hus. Faderen er patriark. Pater familias har en potestas – en magt og myndighed - i oldtiden som vi slet ikke kender. Kvinder og børn skal vise ærefrygt for faderen. De skal ydmyge sig og være lydige. Når de ser faderen kaster de sig ned på jorden. Faderen har ret til at sælge dem og straffe dem korporligt. Faderens magt er uindskrænket over for hans hus. Abraham har selvfølgelig fuld ret til at ofre og brænde sin søn Isak – det er netop forudsætningen for historien. Det som Abraham gør er ikke noget overgreb – det er hans fulde indiskutable ret. Ingen i oldtiden ville nogen sinde finde på at kritisere Abraham for offeret af isak!

Paulus baggrund – baggrunden for hans menneskeopfattelse - er denne opfattelse af barnet. I evangelierne finder vi meget overraskende en helt anden opfattelse af barnet – helt i strid med oldtidens tankegang. Det ser faktisk ud til at Jesus har brudt med oldtidens opfattelse af barnet. Hos Jesus er barnet snarere blevet et slags ideal – I skal blive som børn igen, som Jesus siger. - Lad de små børn komme til mig, siger Jesus! Disciplene prøver meget karakteristisk at holde børnene borte fra Jesus. Disciplene har vel delt Paulus opfattelse: Børn har ingen forstand – de skal ikke tages alvorligt. De skal tugtes med riset – som det siges i Ordsprogenes Bog: - Den som elsker sin søn sparer ikke på stokken!

Det væsentlige er imidlertid at Paulus udtrykker sin menneskeopfattelse – sin opfattelse af det voksne, modne, frie menneske gennem hans sammenligninger med børn og mindreårige. Mennesket og manden er ikke noget barn, siger Paulus. Vi er ikke under en fremmed magt. Vi er ikke uforstandige eller magtesløse. Tværtom: - Hele verden venter på vores belæring, som det hedder hos Deuteroesajas.

Mennesker gør sig selv ofte til små børn. Vi gør os selv meget mindre end vi er. Vi hævder vi er uden kontrol og uden magt. Vi hævder at andre mennesker har taget magten over os – lige som børn. Dette er den alment menneskelige fristelse: At vi vil gøre os selv små og svage – til ofre for verdens ondskab. Vi hævder at vi blot er blevet ramt. Vi hævder at ulykken eller sygdommen bare rammer os – uden at vi kan gøre noget. Vi klager og klynker. Vi klager over at livet er uretfærdigt. Det som Paulus mener er at vi har svigtet os selv. Vi bilder os nget ind, som han siger. Vi lever i en illusion. Ondskaben kommer ikke bare og rammer os. Vi er frie og stærke. Vi er herrer i riget. Vi er kongens – Guds – sønner. Vi er arvinger til riget og tronfølgere. Vi er de sande herremænd. Vi er adel. Paulus menneskeopfattelse er i høj grad i slægt med den stolte menneskeopfattelse vi også finder hos grækerne – fx hos Platon og Aristoteles. Heller ikke Platon og Aristoteles havde i øvrigt nogen høj agtelse for børn!

Vi er myndige. Vi er arvinger. Vi er ikke tjenere eller trælle. Vi skal ikke bøje nakken for nogen magt eller person. Vi er herrer over alt, som Paulus siger. Vi er ikke længere undergivet forvaltere og formyndere.

Vi er frie. Vi er dels frie af menneskelig magt og mennesker med såkaldt magt. Vi skal ikke bøje nakken for noget menneske på hele jorden. Men vi er også gjort frie for alle magter og ånder og guder i hele universet. I følge Paulus er universet fyldt med magter og ånder og guder. Vi skal ikke tjene dem. Vi behøver ikke at være deres trælle. Vi behøver ikke længere at dyrke disse guder. Disse guder i verden har ikke længere nogen magt over os. Kristus har gjort os fri – fri af al religion, gudstilbedelse og fri af alle ofre til guderne og fri af alle religiøse krav. Vi skal heller ikke frygte onde ånder og guder i universet. Kristus er den konge som Gud sendte til verden. Kristus besejrede alle magter og kræfter og guder i verden. Alle hans fjender er blevet lagt for hans fødder. De ligger som en fodskammel foran hans fødder så han kan træde på deres nakke. Kristus er Messias – han er den konge som sejrede – og med den sejr er alle mennesker blevet sat fri af alle guder og religion. Vi har fået vores frie værdighed tilbage. Vi har fået hele herligheden tilbage, som Esajas siger. Lige som Job i Jobs Bog har vi fået alt det tilbage som vi engang mistede – og vi har fået endnu mere end vi engang havde. Kristus har givet os Paradiset tilbage. Kristus er hos Paulus den sejrende kristus – Messias. Kristus er en opfyldelse af alle menneskers håb – alle de mennesker som i så lang tid levede under synden og lidelsen.

I den senere kristne kirke er det ofte blevet en fast formel at sige at alle mennesker er Guds børn. Hvis vi tager udgangspunkt i Paulus og i Galaterbrevet (og i de øvrige Paulus breve) er det bestemt ikke den mest heldige formulering. At sige at vi er Guds børn giver den association at vi er små og svage og hjælpeløse som børn – og det er det modsatte af hvad Paulus siger i Galaterbrevet. Paulus skelner netop meget skarpt mellem barnet og sønnen, mellem barnet – som er under voksenalder – og den voksne frie mand – arvingen! I Galaterbrevet bliver ordet barn og børn jo netop brugt devaluerende og til at beskrive en lavere status – som ikke er vores sande status! Vi er netop ikke børn i følge Paulus. Vi er sønner! At være et barn er for paulus at være som en træl. Når tiden ermoden skal vi blive fuldvoksne. Vi skal ikke længere være børn eller Guds børn! Vi skal indtage vores rette status som hele tiden har ventet på os. Vi skal få vores sande identitet. Vores sande identitet er ikke at være små oog svage som børn – eller hjælpeløse. Den tid hvor vi skal indtage vores rette position er – nu og lige nu i følge Paulus. Den tid er netop kommet nu! Vi skal aflægge alt det barnlige og blive fuldvoksne. Vi skal ikke længere være børn – vi skal være mænd!

Den danske oversættelse – se følgende citat – oversætter det græske udtryk sønner med børn. På den måde er der flere pointer der går helt tabt – og det er i al fald vigtigt at huske at Paulus ikke siger børn men sønner. Hans pointe er jo netop forskellen på de to udtryk – forskellen mellem afmagten og friheden:

v1 Hvad jeg mener, er: Så længe en arving er umyndig, adskiller han sig ikke fra en træl, skønt han er herre over alt; v2 han står under formyndere og forvaltere indtil den tid, hans far forud har fastsat. v3 På samme måde med os: Da vi var umyndige, trællede vi under verdens magter. v4 Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår [blive sønner ordret]. v6 Og fordi I er børn [sønner], har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! v7 Så er du da ikke længere træl, men barn [søn]. Og er du barn [en søn], har Gud også gjort dig til arving.

5 ινα τους υπο νομον εξαγοραση ινα την υιοθεσιαν [blive sønner – opnå sønnestatus] απολαβωμεν 6 οτι δε εστε υιοι [fordi I er sønner] εξαπεστειλεν ο θεος το πνευμα του υιου αυτου εις τας καρδιας ημων [sendt sin søns ånd ind i vore hjerter] κραζον αββα ο πατηρ 7 ωστε ουκετι ει δουλος αλλα υιος [ikke længere en træl men en søn] ει δε υιος [en søn] και κληρονομος δια θεου.

Religionen:

Galaterne har set Gud – Gud har kaldt på dem – præcist på det sted hvor de var. Akkurat lige som Gud kaldte på Abraham da han boede i et fremmed land i østen og slet ikke troede på Gud! Gud har kaldt på galaterne: - Følg mig! Og galaterne har reageret med tro og glæde –de har fulgt kaldet. Gud kaldte på dem som galatere – som de konkrete mennesker de var. Gud er ikke afhængig af hvilken religion som mennesker tilbeder eller dyrker. Gud er som han er og gør hvad han vil. Gud kalder på dem som han vil kalde på – i det sprog som er relevant og forståeligt. Galaterne tilhørte ikke en bestemt religion eller tro – de havde ikke den rette tro eller livsanskuelse. Men pludselig oplevede de Gud. De så Gud i et glimt. Ånden kom over dem. De så Gud i et stort lys. De blev lige som besat. De kom i en ekstase. Gud handler tværs igennem al slags religion eller kultur. Gud er Gud for alle. Han taler til mennesker i det sprog som de forstår. Han taler til ateisten i det sprog som ateisten forstår. Gud behøver ikke at bruge ordet Gud! Guds frelse forudsætter ikke at vi tror på ham!

Galaterne viste en stor tro. De troede på den gud som de så og oplevede - med deres egne øjne. Den gud som de så var ikke en gud som de havde læst om eller hørt om. De troede slet ikke på Gud – de kendte ikke Gud – men pludselig så de Gud vise sig for dem. I det øjeblik reagerede de med troen – troen på det som de så med deres egne øjne. At tro er at se. De så Gud og de oplevede at de blev set af Gud. I det øjeblik forstod de at alle de andre guder kun var falske guder – kun forestillinger og religion. Gud kaldte på dem med det samme løfte og med den samme velsignelse som til Abraham. Hos Gud er der ingen persons anseelse – Gud gør ikke forskel. Gud ser ikke på om vi tror på ham. De troede på Guds løfte og de modtog Guds velsignelse. Deres tro var den glæde og jubel og lettelse de følte da de troede på løftet. At tro er at blive befriet for frygten – at komme ud af gruben og ud i det åbne land som det siges i Salmerne. De troede at de var Guds sønner – de troede på den nye identitet og bestemmelse som Gud gav dem. De indså at deres gamle følelser og tanker – at de var svage og prisgivet og ofre for en ond verden - var en illusion. Da de fandt troen – fandt de deres værdighed, styrke og frihed. Da galaterne fandt troen ved at høre evangeliet fra Paulus fandt de en ny tro på sig selv. De fik herligheden tilbage – alt det som de havde mistet – på grund af syndens og dødens magt.

Det lille afsnit i Galaterbrevet i 4.8 – 4.11 er meget centralt i hele brevet. Det er meget tydeligt at Paulus her – helt og fuldt – taler som en jøde. Afsnittet er typisk for Paulus. I gamle dage kendte galaterne slet ikke Gud. En sådan sætning kan nok virke meget overraskende set fra grækernes synspunkt! Den er kun set fra et rent jødisk synspunkt. Paulus mener at galaterne ikke havde nogen relation til Gud i gamle dage. At kende nogen i Det gamle Testamente betyder at leve sammen med dem i en tæt relation. At kende nogen bruges fx om det seksuelle forhold. Adam kendte Eva – og hun fødte ham mange sønner. Israel har kendt Gud i gamle dage – modsat galaterne – fordi Israel har levet i en tæt relation med Jahve. At kende nogen betyder at gøre noget mod dem, at give dem noget, at få noget fra den anden, at have et fællesskab, at dele seng og bord, at leve samen. Israel har i følge Paulus en lang forhistorie sammen med Gud. Israel har været Guds ægtefælle siden udvælgelsen af Abraham i det fjerne land i østen. Israel har ikke altid været en sød eller trofast eller lovlydig ægtehustru – men parterne har levet sammen i mange år. Det er Paulus tanke – det er det som radikalt adskiller galaterne fra Israel. Israel har en frelseshistorie i fortiden som handler om hvordan Jahve frelste Israel igen og igen. Galaterne har overhovedet ingen frelseshistorie! De kendte slet ikke Gud og de havde derfor slet ikke nogen relation til Gud. Gud har ikke i fortiden frelst galaterne – galaternes folk – igen og igen af trængslen. Gud har levet sammen med Israel! Gud har slet ikke interesseret sig for galaterne – de har ikke været hans folk – og han har ikke gjort noget for at frelse dem! Hvert folk har fået sine guder som skytsguder – israel fik Gud altså Jahve. Denne tanke er helt typisk for Det gamle Testamente. Vi finder den også hos Paulus som er en trofast jøde. Men det er vigtigt at huske at Paulus andre steder kan sige noget helt andet! I Romerbrevet skriver Paulus en helt anden historie. Men i galaterbrevet er det tydeligt nok: I gamle dage var galaterne fuldstændigt fortabt. De guder som de troede på var ikke virkelige guder – de var bare små ånder eller dæmoner! De kendte slet ikke den Gud som er den eneste mægtige virkelige Gud! De var fuldstændigt fortabt!

Dette ændrede sig radikaldt da galaterne modtog ånden og blev fyldt af helligånden og så syner. På det tidspunkt skete der det at Gud viste sig for de fremmede galatere – i det fjerne land – langt borte fra Israel. Galaterne kom til at kende Gud og Gud kendte dem – Gud så dem som de var og Gud accepterede dem som de var.

Galaterne skulle ikke gøre mere end de gjorde – de skulle blot modtage ånden. De var gode nok som de var. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle forandre sig eller forbedre sig. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle overholde Moseloven. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle blive jøder! Dette er hele pointen for Paulus i Galaterbrevet. Det som skete med galaterne var fuldt tilstrækkeligt. Der er ikke noget som mangler. Galaterne mangler ikke noget. De skal ikke prøve at blive jøder. Gud elsker dem som de er. Gud har godkendt dem som de er. Galaterne er blevet Guds sønner og døtre. De skal overhovedet ikke gøre eller præstere mere! De så og oplevede Gud og de fik Guds ånd – i en åndelig besættelse – og mere skal der ikke til.

Jakob skal ikke komme og kræve at galaterne skal blive jøder. Ingen har ret til at komme til galaterne og stille krav om noget. Vi er ikke herre over hinandens tro, som Paulus siger, men vi er medarbejdere på hinandens glæde!

Galaterne skal ikke tro at de er nødt til at forandre sig og forbedre sig. Galaterne skal ikke tro at de bliver nødt til at blive som jøder! Det er en total misforståelse. De er galatere og Gud elsker dem som de er. De er nu dele af Guds folk – det sande Israel og de skal ikke gøre noget mere. De skal ikke engang lade sig døbe – det er ikke afgørende i følge Paulus. De har fået Guds ånd og de behøver overhovedet ikke noget mere.

v8 Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. v9 Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem? v10 I overholder dage og måneder og tider og år. v11 Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.

Personligt:

v12 Vær som jeg, brødre, for jeg er, som I er – det beder jeg jer om! I har ikke gjort mig nogen fortræd. v13 I ved, at det var under menneskelig skrøbelighed, jeg første gang forkyndte evangeliet for jer, v14 og min ynkelighed fristede jer ikke til foragt og afsky. Tværtimod, I tog imod mig som en engel fra Gud, ja, som Kristus Jesus selv. v15 Hvor er nu jeres begejstring? For jeg kan bevidne, at I gerne havde revet jeres øjne ud og givet mig dem, hvis I kunne. v16 Er jeg blevet jeres fjende ved at sige jer sandheden? v17 Det er ikke for det gode, at de er ivrige for jer; de vil have jer for sig selv, for at I kan være ivrige for dem. v18 Det er godt at være ivrig for det gode, og det til hver en tid, ikke kun, når jeg er hos jer. v19 Mine børn, som jeg igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer! v20 Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu og kunne tale med en anden røst. For jeg er i vildrede med jer.

Skriften:

Ordene slave eller træl eller tjener er forskellige oversættelser af det samme hebraiske ord for slave eller træl i Det gamle Testamente. Det er vigtigt at huske at det at være en tjener eller træl ikke altid er noget nedværdigende i det gamle Testamente! Ordet kan dække en relation mellem herren og tjenere som er postiv og har karakter af et betroet forhold. Abrahams træl er hans ven – hans arving – hans medarbejde. Trælle institutionen i Det gamle Testamente var ikke helt det som vi senere historisk har forstået ved slaveri! Slaverne eller trællene i Det gamle Testamente var ikke nordamerikanske negerslaver!

Men Paulus lever i en moderne verden og han kender udmærket slaveriet – i al dets grufuldhed – i hans samtid fx i grækenland og i Rom! De rommerske slaver blev behandlet ofte grusomt og umenneskeligt. De var helt reelt ting og genstande og herren kunne dræbe dem uden nogen særlig retfærdighed eller dom. Slaverne blev udnyttet på store plantager og godser i Rom. Hele det gamle romerske samfund var brudt ned på Paulus’ tid og resultatet var en umenneskeligt klassesamfund.

Når Paulus her taler om slaven og slavernes status tænker han på sin egen samtid. Slaven var uden nogen rettigheder. Slaven måtte altid ydmyge sig og bøje sig. Slaven var fuldstændigt prisgivet og fortabt. Slaven kunne misbruges – også seksuelt.Slaven havde ingen værdighed eller selvagtelse eller selvfølelse.

På den måde tegner Paulus et billede af det sande menneske. Det sande menneske er det frie menneske – som ikke er ejet af nogen herremand. Det sande menneske er stolt, rank og sin egen herre. Det sande menneske er hos Paulus symboliseret ved Sara – den frie kvinde. Det sande menneske har Guds ånd – ånden fra Gud. Det sande mennesker har fået Guds styrke og magt og herlighed. Det sande menneske er som beskrivelsen af Job i Jobs Bog – dengang i gamle dage. Det sande menneske er en giver, er gavmild, er en vinder. Det sande menneske er agtet og respekteret af andre mennesker. Det sande menneske er en fader for sin slægt. Det sande menneske er uden skyld, uden små skyld eller skam følelser. Det sande menneske er stolt og glad. Det sande menneske elsker livet – og dør mæt af dage.

Paulus hævder denne opfattelse af det nye menneske – det sande menneske – i modsætninge til trællen eller slaven. Paulus deler hele denne menneskeopfattelse med Det gamle Testamente. Vi finder dette billede og ideal i hele Det gamle Testamente – hos patriarkerne, i Salmernes Bog. På en vis måde er dette menneskebillede typisk for hele oldtiden. Vi finder det samme billede i det gamle grækenland og hos Platon og Aristoteles. Vi finder det også hos stoikerne som Paulus kender godt.

I den kristne kirke er dette billede af mennesket meget ofte blevet glemt og gået tabt. Ofte har den kristne kirke dyrket et helt andet billede af det kristne menneske – som svagt, ydmygt, lidende. Det sande menneske hos Paulus – det nye menneske, åndens menneske – er helt anderledes. Det sande menneske lider ikke og lider ikke under andres foragt eller forfølgelse. Det sande menneske er velsignet – i det gamle Testamentes forstand. Det trives, det lykkes med de ting som det kaster sig ud i, det er inspireret af Guds ånd. Det sande menneske er en vinder - det sejrer. Det sande menneske kan møde megen modgang – sådan er verden – men det kæmper og kommer ovenpå. Det sande menneske er storsindet, givende, gæstfrit, gavmildt og generøst. Det sande menneske åbner sig for hele livet uden smålig frygt eller ængstelse. Det sande menneske tror på sine egne kræfter – fordi det ved at det har Guds velsignelse. Det sande menneske er det menneske som Gud oprindeligt skabte – det lever som Gud havde skabt det til. Det sande menneske lever i den forstand i Paradiset – i friheden som Paulus siger. Det sande menneske lever i en relation og pagt med Gud og dets guder – og det er fuld af troskab. Det svigter ikke.

Når vi i dag læser brevet til Galaterne skal vi altså huske på denne fundamentale menneskeopfattelse som Paulus havde. Paulus er stolt af sig selv – Jeg er uden nogen plet eller synd, som han siger. Paulus har et stærkt og sundt selvværd. Han kæmper imod de onde kræfter med åben pande. Han sætter ikke sit lys under en skæppe. Han er glad for sig selv og stolt over det som han har gjort. Menneskeopfattelsen hos Paulus er et vigtigt korrektiv til en moderne opfattelse af mennesket – som svagt og magtesløst.

Paulus har den samme menneskeopfattelse som vi finder i hele Det gamle Testamente. Det sande menneske er den Herrens tjener vi finder hos Esajas. Det sande menneske er Herrens salvede og udvalgte som vi finder i Salmernes Bog. – Han er et frugtbart oliventræ som er plantet ved bækken, som det siges i Salmerne. Det sande menneske er Abraham eller Jakob eller Josef eller David. Han er en helt – en kæmpe i sprogbrugen fra Det gamle Testamente.

v21 Sig mig, I, der vil være under loven: Hører I ikke, hvad loven siger? v22 Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde. v23 Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte. v24 Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar – v25 »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn.

Det jordiske Jerusalem er religionen, samfundet, moralen, loven. Paulus tænker hele tiden i modsatte kategorier. For Paulus vælger mennesket mellem to og kun to muligheder. Det jordiske Jerusalem er alt det som vi kan se med øjnene – det synlige – formernes verden. Men den sande virkelighed er ikke det vi kan se med øjnene. Vores sande identitet er ikke vores biologiske moder eller fader eller familie. Vi er himmelske – vi kommer fra himlen. Det himmelske Jerusalem er vores moder – vores ophav – vores væsen. Der findes en anden og mere virkelig virkelighed bag ved det som vi kan se. At tro er at kunne se denne virkelighed – Guds virkelighed. At tro er at forlade denne verden – at blive et nyt menneske – eller at høre op med at være et menneske som han siger et sted: - Vi er ikke længere mennesker! Det sande menneske er et nyt menneske som ikke er underkastet verden – som er stærkt og frit. Det sande menneske er en gudsmand som det siges om Elias, Elisa og Moses og mange andre i Det gamle Testamente.

Vi skal ikke se på det synlige men på det usynlige, som Paulus flere steder siger. Det synlige er alt det som er underkastet lidelsen og synden og døden og loven. Men den sande virkelighed er usynlig. Vi er frie og mægtige og velsignede. Måske kan vi ikke se det med det ydre øje – men det er ikke desto mindre sandt. Den sande virkelighed er den virkelighed som Gud kan se. I Guds øjne er vi retfærdige og gode. I Guds øjne er vores bestemmelse at leve livet fuldt ud på livets betingelser. Vores sande identitet er skjult siger Paulus. Den er i himlen. Vores sande bolig og hjem er i himlen. Alle mennesker er på en vis måde himmelske væsner – engle. Vi er alle Messengers for Vor Herre.

Det sande menneske råber højt af fryd og glæde over Guds underfulde gerninger. Det sande menneske holder ikke igen på sig selv – eller på sin vilde glæde over livets mirakel! Det sande menneske behøver ikke at skjule sig – det behøver ikke at leve i frygt. For det sande menneske er alle andre mennesker dets venner. Hun og han er ikke min modstander eller konkurrent eller en forhindring for min udfoldelse – de er mine venner og de tænker kun på at glæde mig. De gør alt hvad de kan. Vi er alle velsignede og lever alle i nåden. Det sande menneske er ydmygt nok til at se velsignelsen som kommer i så rigelige mængder. Det sande menneske er taknemmeligt og fuld af glæde over livet. Det sande menneske har mod på livet – det giver sig i kast med livet.

Livet er et stort under. Livet er en kostelig ubegribelig gave. Vi har ikke fået denne underfulde gave for at vi skal drukne os selv i skyldfølelser eller dårligt selvværd. Det er at håne Guds velsignelse og gave. Vi har fået livet for at vi skal gribe det og få det til at lykkes. Hele denne menneskeopfattelse ligger som en undertone under Paulus’ breve. Denne menneskeopfattelse er ofte blevet helt glemt i den kristne kirke – men den er helt grundlæggende for Paulus – og for Jesus i evangelierne for den sags skyld. - Vi er uden skyld, som det hedder i Salmerne. Vi er alle velsignede. Det sande menneske er en lykkemand – en Job.

v26  Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder; v27  der står jo skrevet:
      Råb af fryd, du ufrugtbare, du som ikke fødte!
      Bryd ud i jubel, råb af glæde, du som ikke fik veer!
      For den enlige kvinde har flere børn
      end den, der er gift.

v28 Men I, brødre, er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak. v29 Men ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu. v30 Men hvad siger Skriften? »Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn.« v31 Så er vi ikke børn af trælkvinden, brødre, men af den frie kvinde.

Konklusion:

Temaet i Galaterbrevet er den meneskelige frihed. Baggrunden for brevet er at Paulus tror at den frihed som galaterne har opnået da de modtog ånden – den er de nu ved at tabe igen.

Før de modtog ånden var de ufri og under verdens og egoets og dødens magt. De græske hedninger var ufri dengang de levede med deres gamle guder – lige som det gamle Israel levede i trældom og ufrihed – fordi det levede under Loven – en magt. Men da de modtog ånden blev de frie. Når ånden kommer over os – bliver vi frie. Vi bliver frie af verden, egoet, lidelsen, logikken, verdens visdom og videnskab.

Nu er de ved at miste og afgive den frihed igen. Dels bliver de lokket af fremmede – Jakobs folk – som sniger sig ind hos galaterne. Dels bliver de selv svage. De er ikke kun ofre for en fremmed intervention - for udviklingen sættes i gang på grund af deres egne behov, følelser og tanker! Paulus opfatter det som de oplever som en fristelse. Galaterne bliver fristede – og de er lige ved at bukke under for fristelsen. Det betyder at de er ved at gøre sig selv små og svage, til små afmægtige syndere og arme ofre. De er ved at opgive troen – også troen på at de som mennesker er gode nok som de er. Galaterne er ved at miste deres glæde ved livet og stolthed og værdighed – som hedninger, siger Paulus! Det som sker med galaterne er både helt uforståeligt – hvordan kan de opgive en så stor velsignelse? – og samtidigt noget alle mennesker kan genkende. Vi kan alle sammen spejle os i galaternes usikkerhed og frygt og bekymring – i deres lille indelukkede horisont – frygten. Verden er ond og farlig – vi må gøre noget for at beskytte os! Alt andet ville være uansvarligt – vi er jo ikke børn!

Vi kan sige at Galaterbrevet handler om at mennesker pludselig får en ny styrke, kraft, velsignelse og frihed – og så bagefter bliver bange og gør sig selv små og svage – til arme ofre. På denne måde beskriver Galaterbrevet en uhyre almen menneskelig situation. Galaterbrevet handler om galaternes tilbagefald og frafald fra tilliden og troen. Paulus er ofte uforstående – Hvordan kan de dog gøre det? Men Paulus forstår naturligvis godt galaternes situation. Det er ikke så mærkeligt at galaterne bliver bange! Alle mennesker bliver bange – eller kan blive bange – hvis de pludselig opdager at de er frie, stærke, guddommelige og velsignede! Det er altid fristende at falde tilbage i hjælpeløsheden. Det er altid mere trygt at være et lille, arme offer! Galaterbrevet beskriver på den måde noget uhyre alment!

Da galaterne modtog ånden – da ånden kom over dem – forstod de at de var perfekte, uden skyld og Guds børn og sønner! Da de modtog ånden – blev de seende – de så pludselig virkeligheden som den var og er. De så at de var stærke og frie og uden skyld i Guds øjne! I selve oplevelsen – da de følte ånden – var de ikke i tvivl. De var helt sikre. Alt var lyst og klart og selvindlysende. Det som galaterne oplevede var at de kom direkte ud fra mørket og ud i lyset. I det øjeblikvar de ikke i tvivl. De vidste at Gud var med dem, at de var Guds sønner, at de på en måde alle sammen var Herrens salvede. Da de modtog ånden blev de adopteret af Gud – de blev hans sønner – de blev Israel og del af Israel – de fik del i velsignelsen og lykken og frelsen. Men bagefter – i tidens løb – kom de i tvivl. De troede ikke længere. De holdt op med at tro på sig selv. De holdt op med at tro at de var værdige. De begyndte at tro at de skulle forandre sig og forandre deres livsstil for at være gode nok. De gjorde sig selv små og svage. De holdt op med at være stolte hedninger! De gjorde sig selv til slaver og trælle. De gjorde sig selv til trælle under etik, moral, regler, love. De handlede ud fra frygt og angst. Meget psykologisk forståeligt – og Paulus forstår dem godt – men katastrofalt i forhold til den værdighed og rankhed og frihed som de havde opnået! Paulus ser med sorg på det som er ved at ske. Galaterne er blevet ydmyge og små. De ydmyger sig selv. De lader sig forføre – men allermest handler de ud fra deres egen lille frygt og angst. De bliver angste for at de skal præstere noget mere – ellers gårde galt. De får den tanke at de vil sikre sig og forsikre sig – akkurat lige som moderne mennesker. Pludselig tror de ikke at det kan være sandt de som Paulus siger. Pludselig betvivler de også deres egen erfaring og oplevelse – selv om den var voldsom og tydelig nok. Galaterne begynder at tænke som mennesker – de bliver bare små almindelige mennesker – ofre og prisgivet og små og svage. Galaterne tror at de skal redde sig selv og sikre sig gennem deres gerninger – ved at gøre og gøre. De har glemt at de blot skal være! De har glemt at Guds kærlighed og velsignelse bliver givet uden betingelser – uden nogen pris. De gør på den måde Gud meget mindre end han er – de skaber en ny gud i deres eget billede! De begynder at tro at Gud er lige så lille og svag som de selv er! De har glemt af de har fået en ny herre – som Paulus kalder det med oldtidens sprogbrug – Kristus er nu deres herre! Kristus er deres beskytter og værner. De glemmer at de lever i en virkelig relation med Kristus og at Kristus vil leve op til sin rolle – uanset hvad mennesker gør! Kristus er retfærdig. Han frelser alle mennesker – ikke fordi de har gjort noget specielt – men fordi de har brug for det! Kristus ved hvad menneskene har brug for – at lidelsen skal ophøre – og han gør det som er naturligt i hans relation med menneskene. Kristus frelser dem ud af lidelsen. Galaterne skal ikke lade sig omskære eller holde lov eller moral eller religiøse regler for at kristus skal frelse dem. Kristus frelser dem på hans eget initiativ – fordi det er hans vilje – fordi det er hans formål – fordi det er det normale og naturlige at gøre!

Vi kender disse tanker fra Salmernes Bog og vi kan se hvordan disse tanker bliver helt dominerende for Paulus i Det nye Testamente.

Jakobs folk fortæller dem at de skal gå videre. Det er ikke tilstrækkeligt det som er sket. Galaterne skal gå videre og blive proselytter – dvs de skal antage en jødisk livsstil. En jødisk livsstil indebærer mange forskellige skikke og livsvaner – fx omskærelsen, overholdelsen af de jødiske riter og højtiden, overholdelsen af sabbaten.

Galaterne er i en dobbelt situation. På den ene side ved vi at den jødiske livsstil var enormt attraktiv blandt grækerne i Lilleasien i det første århundrede e. Kr.! Jødedommen var en åndelig magnet og mange grækere – hedninger – var meget tiltrukket af jødedommen! På den anden side var galaterne tilsyneladende udsat for et pres fra Jakobs folk – fra udsnedte fra menigheden i Jerusalem. De udsendte Jesus folk fra Jerusalem fortalte galaterne at de skulle købe hele pakken – og blive indlemmede i det jødiske folkefællesskab – på den måde ville de både teoretisk og virkeligt få andel i velsignelsen og løfterne.

Vi kan mange steder se hvordan Paulus bruger udtryk og begreber fra den græske stoicisme. Her kan vi se et lille eksempel: - Galaterne skal stå fast! De skal være mandhaftige, modige, karakterfaste, ubøjelige! Det er ægte stoiske idealer vi finder hher hos Paulus. Meget tyder på at Paulus havde et godt kendskab til den græske filosofi.

(5,1) Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

[5]

Paulus formulerer sig i et absolut valg. Enten holder galaterne fast i deres oprindelige oplevelse og indsigt – eller også mister de denne indsigt totalt. Paulus er naturligvis ikke modstander af omskærelsen. Paulus er jøde. Han er selvfølgelig selv omskåret og i følge Det nye Testamente tager han også initiativ til at andre skal omskæres. Paulus fastholder sin jødiske identitet. Han er jøde. Omskærelsen er et tegn for israels folk. Når man er jøde skal man omskæres – mener Paulus. Men hvis galaterne lader sig omskære nu – som hedninger og ikkejøder – er den en anden sag. De er ikke jøder og Gud mener bestemt ikke at de skal omskæres. Tværtom har Gud vist dem at de er godkendte og accepterede som de er – som hedninger og uomskårne! Hvis de lader sig omskære forsøger de at blive som jøderne – dvs de opgiver fuldstændigt deres identitet og stolthed. Det er ikke meningen. I jordisk forstand er jøder en ting og hedninger noget andet. Omskærelsen er en gammel praksis hos jøderne – den er blot en gammel sædvane. Den har ikke nogen mening over for grækerne! De skal ikke omskæres. Jakob og hans folk tager fejl. Galaterne er allerede en del af Israels folk – de er allerede det sande Israel. De skal ikke prøve på i deres livsstil at blive jøder. De skal ikke svigte sig selv. Det er en hån imod evangeliet – fordi Gud netop har godkendt og frelst dem som de er.

Galaterne skal ikke forbedre sig eller forandre sig eller blive mere fromme eller religiøse! De skal ikke lytte til de andre missionærers prædiken og moralisme. Galaterne skal ikke forbedres. Gud elsker dem som de er. Troen er at de indser at det er sådan det er – at de er godkendte og elskede – Guds sønner. Evangeliet er det budskab som de hørte dengang Paulus besøgte dem og det budskab som gjorde dem glade og lettede. Evangeliet gjorde dem helt frie til at leve deres eget liv. Evangeliet tog frygten fra dem – da de modtog ånden. Hvis de nu tænker på at forbedre sig og lade sig omskære – udtrykker de en hånd og foragt over for evangeliet. Evangeliet forventer kun een ting af galaterne – at de viser deres glæde og taknemmelighed – at de viser at de har set underet og den underfulde frelse. Evangeliet indeholder ikke nogen krav til galaterne – men evangeliet gav dem et helt nyt liv – i lyset og glæden.

Når vi lever her i verden er der to muligheder i følge Paulus: Enten lever vi i nåden eller vi lever i kødet eller under loven. I den ene tilstand er vi frie og stærke og glade. I den anden tilstand er vi afhængige, lidende og ofre. Det Paulus skriver til galaterne er at de må vælge. De kan ikke blive ved med at halte frem og tilbage, som Elias siger til Ba’al præsterne! Galaterne må vælge mellem om de tror at isen kan bære. De må vælge om de tør at leve på troen og løftet og håbet og Guds nåde – selv om de måske inderst inde er bange.

Verden fortæller os evigt og altid at vi ikke er gode nok som vi er. Verden dømmer os hele tiden. Gud dømmer os ikke – dommen kommer ikke fra Gud. Den kommer fra os selv, fra samfundet, fra egoet. Hvis vi lever i verden uden tro, uden håb og uden nogen gud – er vi fortabt. Så lever vi under loven. Så skal vi passe på – for alting går sikkert galt. Så må vi hele tiden sikre os og forsikre os. Så er andre mennesker vore fjender og modstandere – eller forhindringer på vores vej. At leve i verden sådan er et liv i lidelse, i frygt, i evig bekymring, i vrede. Buddha beskrev det liv i lidelse hele tiden. Jesus siger at Gud vil tage os ud af lidelsen – og at han allerede har taget os ud af lidelsen. Det er ikke noget at være bange for. Se på markens lilljer og himlens fugle!

Troen betyder hos Paulus at galaterne skal tro på sig selv – også og ikke mindst. Problemet i følge Paulus er jo netop at de slet ikke tror på sig selv – de er bange og bekymrede – de vil sikre sig yderligere – de tror ikke rigtigt på Herren alligevel. Hvis de har troen på Gud har de også troen på sig selv. Så falder de ikke for fristelsen. Så bevarer de deres identitet, styrke og sikerhed. Så opgiver de ikke den erfaring de gjorde da ånden kom over dem. Gud græder hvis vi gør os mindre end vi er. Gud vil at alle mennesker skal være frie og stærke og mægtige! Gud spejler sig i alle mennesker – vores glæde og styrke og herlighed er også hans glæde og herlighed. Hvis vi gør os til små og arme syndere – håner vi evangeliet om Guds frelse til alle mennesker. Gud glæder sig over sønnen – hans vækst, hans succes og hans sejre. Alle mennesker er Guds sønner. Dette er kernen i Paulus opfattelse i brevet til Galaterne.

v2 Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3 Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. v4 I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. v5 For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. v6 For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.

v7 I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? v8 Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det. v9 Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. v10 Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet. Men den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er. v11 Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte. v12 Gid de ville lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede!

Åndens frihed: 5.13 – 6.10:

Frihed:

Moseloven er i Det gamle Testamente er en uoverskuelig række af regler og love om alle mulige forhold i det gamle israels samfund. Moseloven er blevet til over en lang periode og den fungerer også som det gamle samfunds lovgivning – verdslige lovgivning så at sige. Moseloven indeholdt bestemmelser om krigsførelse, seksualliv, religiøse højtider og ejendoms og arveretten.

Alle de jødiske lærde og rabbinere på Jesu tid og på paulus’ tid søgte at formulere hele loven ien kort formel – i et ord som Paulus siger. Jesus gør det samme som de andre rabbinere og lærde. Jesus prøver også at sammenfatte hele loven i een sætning – i eet ord. Jesus er jøde og han mener selvfølgelig at man skal leve efter loven hvis man er jøde! For Jesus vvar det selvindlysende. Meningen med loven er jo at den skal overholdes – ikke til dels eller på udvalgte punkter – men i sin helhed! Det er derfor at alle jødiske lærde prøver at sammenfatte hele loven i een sætning.

Et berømt eksempel herpåer den jødsike rabbiner Hillel som sammenfattede hele Moseloven i een sætning – den såkaldte gyldne regel: - Du skal være mod andre som du vil at de skal være imod dig!

Paulus sammenfatter hele Moseloven i Galaterbrevet i den ene sætning: - Du skal elske din næste som dig selv! Denne sætning er et direkte citat fra Moseloven i Det gamle Testamente – nemlig fra 3. Mosebog 19.18. Der er slet ingen tvivl om at denne løsning – at sammenfatte hele Moseloven på denne måde – går tilbage til Jesus.

Det er vigtigt at huske at Paulus mener at loven er positiv og at loven skal holdes. Det er også sikkert at Jesus hhar ment det samme. De er begge jøder – trofaste over for fædrenes religion. Loven er Vejen – Halaka som jøderne sagde. Der findes ikke nogen anden vej. Der er kun een vej – Vejen.

Det er ikke Paulus’ mening at Moseloven skal afskaffes. Det er heller ikke hans mening at Moseloven skal erstattes med den citerede sætning. Loven kan ikke erstattes med en eller flere andre regler! Loven gælder stadigvæk. Loven er en velsignelse og beskyttelse som Gud har givet menneskene. Loven er livets lov. Men det er hans mening at sætningen er en vejleder. Loven er svær at overskue - og sætningen er en sætning som kan anvendes i praksis – de mange bud og regler kan jo virke uoverskuelige. Jesus har sikkert opfattet det på samme måde. De diskuterer ikke om loven eller om Vejen er sand – de diskuterer hvordan loven kan udtrykkes i en kort formel.

Næstekærligheden får en helt dominerende betydning siden hen i kristendommen. Ud fra teksten her i Galaterbrevet kan vi sige at reglen eller ordet betyder noget bestemt: Vi skal elske vores næste – dvs vi skal elske det menneske som er tæt på, de mennesker som vi lever sammen med, de mennesker som vi har en tæt relation til. Det er meningen med næstekærligheden i Det nye Testamente. Vi skal ikke elske hele menneskeheden abstrakt eller alle mennesker på hele jorden. Det er ikke meningen med sætningen.

Sætningen handler ikke om at vi skal have mange søde følelser for andre mennesker. Sætningen siger ikke at vi skal føle en hel masse eller leve i en overmenneskelig mild og kærlig følelse - til alle dyr og mennesker på hele jorden! Næstekærlighed er noget konkret. Næstekærlighed er ikke en sød følelse. Det drejer sig om at sørge for hinanden og være til rådighed for hinanden konkret. Næstekærlighed er den kærlighed som findes mellem en mand og hans kone og en forælder og hans børn. Næstekærlighed er ikke søde følelser men konkret trofasthed og omsorg. Næstekærlighed betyder at vi glemmer vores eget lille ego og gør noget for andre – fordi de har brug for det. Næstekærligheden hænger sammen med tanken om pagten i Det gamle Testamente.

v16 Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17 For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18 Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

At leve i næstekærlighed er leve som et frit menneske - at handle ud fra ånden – ikke at adlyde bogstavet. Når vi lever i kærlighed – lever vi efter en indre impuls – vi lever efter den Guds ånd som vi har inden i os. Vi behøve rikke detaljerede regler som står i en bog, siger Paulus. Vi behøver ikke at være slaver af regler eler bogstaver. Når vi følger ånden gør vi det som skal til og det som vi vil! Vi handler intuitivt og spontant. Vi improviserer. Vi handler ud fra situationen. Vi er frie. Vi er lige som Gud og vi skal ikke spørge andre eller autoriteter om hvad vi skal gøre. Vi ved det godt - alle sammen - inderst inde.

Næstekærligheden er ikke en nemmere eller mindre lov end Moseloven. Tværtom så er næstekærligheden en langt mere omfattende lov. Det er også det som Jesus siger . – jeg er ikke kommet for at nedbryde eller afskaffe loven. Jeg er kommet for at opfylde loven!

Næstekærligheden er Guds vilje og Guds lov – akkurat som det siges i Det gamle Testamente. Næstekærligheden betyder i virkeligheden ikke at vi skal ofre os selv for næstekærligheden er spontan og fri. Vi gør det som vi ønsker og vil – det som vi har lyst til. Næstekærligheden er simpelt hen den livsførelse hvor vi bliver os selv, bliver frie og voksne mennesker og realiserer os selv. Vi er ikke længere arme ofre. Vi er ikke mere ofre for synden og kødet – dvs egoismen, verden og vore egne svagheder og begær. Når vi er kærlige bliver vi frigjort for al det gamle slaveri under egoet. Vi er ikke det samme som egoet. Vi er noget meget højere. Vi er frie og værdige. I næstekærligheden bliver vi sande menensker – først i kærligheden bliver vi for alvor rigtige mennesker.

Paulus opsummerer hele loven i den ene sætning. Det er vigtigt at huske at det som Paulus her gør ikke er antijødisk eller kritisk imod jødedommen! Lige modsat! Det som Paulus gør er det som alle de jødiske rabbinere gjorde i datiden. Paulus optræder fuldstændigt som en jødisk skriftklog eller lærer. De prøver alle sammen at sammenfatte hele loven i et ord eller een sætning. Vi kan se dette træk helt tydeligt i evangelierne. Det er også vigtigt at Paulus’ forslag – ud fra kærligheden i 3. Mosebog – ikke var så ualmindelig. Mange jødsike rabbinere ville have sagt det samme som Paulus siger her – næstekærligheden er en god sammenfatning af hele loven.

v13 Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. v14 For hele loven er opfyldt i det ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv.« v15 Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt!

Ånden:

v31 Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, v32 en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. v33 Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren:

Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.

Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

(Jeremias 31)

Der findes ikke nogen ægte kærlighed uden frihed - og der findes ikke nogen sand frihed mellem mennesker uden kærlighed. Det er pointen i Galaterbrevet.

Kærligheden kan ikke påtvinges andre. Den bliver givet frit til andre som en gave. Der følger ikke nogen regning med sand kærlighed. Kærligheden stiller ikke krav til andre. Den giver af et glad hjerte. Forudsætningen for at give kærlighed til andre er at man selv er fri og stærk. Svage mennesker kan ikke give nogen ægte kærlighed. Kun stærke og frie mennesker kan elske andre mennesker. De giver af deres overskud. Det er Paulus’ pointe.

Vi behøver ikke læse i en bog om hvad der er ægte kærlighed. Det ved vi godt. Vi kan slet ikke læse os til hvad der er sand kærlighed. Sand kærlighed er simpelt hen det vi gør og det som vi giver når vi er frie og glade og stærke. Vi er frie og stærke – det er vores natur - fordi vi har fået Guds ånd.

Ånden er den indre vejleder som fortæller os - i situationen - hvad vi skal gøre og hvordan vi skal reagere og ånden eller Helligånden er den energi eller den kraft inden i os der får os til at handle. Ånden er dels en vejleder – vi behøver ikke nogen bøger eller lærere – og dels en energi – en magt inden i os, inden i vores sjæl og ånd og legeme.

Vejen – Vejen som den hedder i Apostlenes Gerninger - er derfor simpel nok. Vejen fortæller os at vi skal gå lige frem! Vi skal se lige frem og lige ud. Vi skal ikke se os tilbage og ikke hænge fast i fortiden. Vi skal ikke se os til siderne. Vi skal gå lige frem og gøre det som ligger ligefor, som Paulus siger. At gøre det som ligger ligefor er at opfylde hele loven – at gå Vejen. Det er at vandre for Herrens ansigt – at være velsignet. Det som ligger ligefor er det som ånden viser os hele tiden. Guds ånd fortæller os hele tiden hvad vi skal gøre. Vi skal ikke frygte noget. Vi skal ikke bekymre os. Vi skal ikke planlægge. Vi skal ikke sikre os. Vi skal blot gå Vejen – lige frem. Det er den åndelige vej – den eneste sande åndelighed. Hver gang vi gør noget andet – bekymrer os, sikrer os og laver beregninger – falder vi ned i Kødet. Kødet er vores lille frygtsomme ego. Kødet gør os til ufri slaver. Kødet får os til at skade andre og skade os selv. Kødet skaber megen lidelse i verden. Kødet gør os fortabte. Kødet er hos Paulus det samme som Synden. Synden viser sig når vi bliver bange og begynder at ryste på hånden. Synden og kødet får os til at blive små og svage – arme ofre. Kødet gør os til ofre for en dårlig verden. Vi føler os forfulgt og uretfærdigt behandlet. Vi klager og klynker. Vi piver over at livet er så hårdt. Vi klager over at andre mennesker er så onde og ikke gør det som vi vil have at de skal gøre. Når vi kommer i den tilstand har synden taget magten i vores liv. Vi har fuldstændigt mistet vores frihed og værdighed. Vi er gået helt fortabt. Ud fra Paulus’ tankegang kan vi sikkert sige at de fleste moderne mennesker er gået helt fortabt! Det moderne menneske er blevet lille og svagt. Det klager og klager. Det er utilfreds med alting. Det har ingen taknemmelighed og det har ingen ånd tilbage – ville Paulus sikkert sige!

Livet er en vandring – Paulus bruger en gammel metafor fra Det gamle Testamente. – Enok vandrede for Herrens ansigt i 200 år, som det hedder i 1. Mosebog. I Salmerne er det at leve det samme som at vandre. Det som Paulus beskriver er at vandre med Gud eller med ånden eller for Herrens ansigt – at gå Vejen – Halakah.

I følge Paulus har alle mennesker en intuitiv viden og sikkerhed. Vi ved godt hvad vi skal gøre. - I skal ikke frygte, for Helligånden vil fortælle jer hvad I skal sige og hvad I skal gøre, når I stilles for domstolen, som Jesus siger. Ånden er en indre stemme som hele tiden er til rådighed – en indre visdom som er Guds visdom og ikke menneskers visdom. Vi skal blot åbne os for den ånd – vi skal blot høre efter og lytte og følge åndens røst. Vi skal bare sidde stille – i al fald engang imellem. Vi skal give ånden en chance – ellers bliver den helt overdøvet af verdens larm.

Hele Paulus’ liv er et godt eksempel på åndens stemme. Ånden fortæller ham hvad han skal gøre. Da han er i Efesos fortæller ånden ham at han skal rejse over til grækenland. Ånden er Guds stemme. Ånden er en stemme som er neden under vores almindelige bevidsthed. Åndens stemmer kommer fra noget ubevidst eller overbevidst. Åndens stemme er den eneste vejleder som mennesker nogen sinde får brug for. Vi behøver ikke spørge nogen anden lærer eller præst eller professor eller autoritet. Vi skal blot give slip på vore egne små tanker og følelser, være stille og lytte til åndens stemme. Hvis vi ikke splitter os og adspreder os, hvis vi samler os og sidder helt stille - kan vi høre åndens stemme. Måske taler den ikke særligt højt - men det er klogt det som den siger!

Kødet viser sig fx i vores lyst, vore lyster og i vores begær – efter sex, ting, ejendom, status, magt osv. I Kødet sidder der en tørst som hele tiden taler til mennesket. Men den tørst og den sult som sidder i Kødet er umættelig. De lyster og det begær vi tror at vi har, kan aldrig nogen sinde tilfredsstilles. Paulus har præcist den samme opfattelse af begæret som Buddha havde. Kødet får aldrig nok. Kødet vil bare have mere og mere. Kødet gør alle andre mennesker til forhindringer, fjender og konkurrenter. Kødet ser med misundelse på de andre som har fået meget mere end lille mig og som har det meget bedre end mig. Kødet og ånden er modsætninger i Paulus’ teologi. Han bruger Kødet og ånden på en meget bred måde til at beskrive en lang række af menneskelige fænomener. Nogle gange opfatter han Kødet og ånden som væsner eller som magter i universet. Kødet er ikke specielt de seksuelle lyster. Når Paulus taler om at korsfæste kødet mener han ikke at de seksuelle lyster skal korsfæstes eller ødelægges. Kødet er hele egoets samlede behov og begær – også begæret efter at være særligt from og særligt religiøs eller særligt hellig! Det er kødet der gør os kronisk vrede – men det er også kødet som gør os ængstelige og frygtsomme. Det er kødet som får os til at misbruge andre mennesker men det er også kødet der gør os svage så vi kan misbruges af andre! Kødet gør os små og ynkelige. Kødet gør os til helt uværdige mennesker. Kødet ydmyger os og tager vores styrke og frihed fra os. Ånden gør os til stolte og frie og stærke mennesker – kødet gør os ufrie og magtesløse. Kødet gør os til arme syndere – dvs til små og svage ofre som altid klager over at verden er ond! Kødet får os til evindeligt kun at tale om vore egne sygdomme og dårligdomme. Kødet får os til fuldstændigt at glemme taknemmeligheden og glæden ved livet. Når vi kun lever i Kødet er verden fuld af ondskab og vi kan kun se det negative og håbløse. Når vi kun lever i Kødet er der ikke længere noget godt eller dejligt i livet! Når vi lever i Kødet falder vi ned i fristelsen – vi falder ned i misbruget af narkotiske stoffer og misbruget af andre mennesker. Når vi kun lever i Kødet lever vi uden Gud og uden håb i verden, som Paulus siger i Efaserbrevet.

v19 Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21 nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

Paulus skelner meget tydeligt mellem Kødets gerninger og åndens frugt (ental). Ånden er en kraft eller energi som virker inden i mennesket. Ånden giver sig udtryk i at der skabes et nyt menneske – menneskets karakter eller natur bliver forandret og forvandlet. Mennesket er et træ og dette træ sætter sin frugt – denne sammenligning findes også meget tydeligt i evangelierne. Sammenligningen med træet er også kendt fra den stoiske filosofi.

Træets godhed viser sig i dets frugt. Et godt træ bærer gode frugter, som Jesus siger. De gode frugter er dels et helt nyt menneske – et forvandlet menneske – dels bestemte nye handlinger. Men egentligt er det ikke mennesket selv som frembringer disse frugter. De kommer så at sige af sig selv – de kommer som et resultat af en naturlig udvikling – en modning. Mennesket gør ikke de godegerninger med sin vilje, siger Paulus, men de gode gerninger – kærligheden – kommer automatisk og af sig selv. Egentlig er det ånden eller Guds ånd som skaber de nye resultater. Ånden er skabende og kreativ. Når træet sætter sin frugt – er det Gud som spirer og sætter frugt. Den kristne er lig med Kristus og det er Kristus som handler i mig, siger Paulus.

De gode gerninger som kommer ud af ånden er slet ikke gode gerninger som vi plejer at opfatte gode gerninger, siger paulus. Det som jøderne plejer at kalde gode og fromme gerninger er kun Kødets gerninger – mener paulus. De er i virkeligheden ikke gode gerninger for de kommer af frygten. De bliver fremkaldt af loven. De er ikke frie gerninger og derfor er det kødets gerninger i følge Paulus. Åndens frugt er noget helt andet. Det er de sande gode gerninger som er frie gerninger – de kommer af kærlighed og overskud – de bliver gjort ud af en frygt. Åndens frugt er egentlig Guds eller kristi eller åndens gerninger. Mennesket er på en vis måde passivt.

Vi kommer ikke langt ved at bruge vores vilje. Vi skal lade Gud være i fred. Vi skal lade Gud være - så han kan sætte træets frugt – han vil sikre at det gode træ sætter den gode frugt. Vi skal ikke gøre en hel masse. Det er kun vores ego som så handler og det kan ikke sætte gode frugter alligevel. Vi skal lade ånden selv udfolde sig. Vi skal være redskaber for Helligånden. Når vores eget lille ego træder tilbage får ånden mulighed for at træde frem og vise sig.

v22 Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23 mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! v24 De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.

Relationer:

Kødet og ånden:

Paulus bruger i Galaterbrevet Kødet og ånden som to modsætninger. Enten lever vi efter kødet eller vi lever efter ånden. Den som sår til kødet eller ind i kødet eller ned i kødet høster resultaterne af sine gerninger – det er livets lov. Den der sår i ånden høster det evige liv, siger Paulus.

Kødet betyder ikke nødvendigvis det legemlige – det er nok historisk set den største misforståelse med hensyn til begrebet kødet. Paulus er ikke en åndelig gnosticistisk modstander af det kødelige og legemlige! Paulus har sine rødder i Det gamle Testamente – og det Det gamle Testamente har bestemt ikke nogen græsk åndelig modvilje imod det kødelige. Det græske ord som er oversat med kødet er ordet Sarx. Sarx betyder ikke specielt det legemlige eller menneskets legeme.Sarx har en meget videre betydning. Når Paulus går imod Sarx eller Kødet er det altså ikke fordi han er modstander af det legemlige eller fysiske – og kun tilhænger af det åndelige eller psykiske! Skellet mellem Sarx – kødet – og ånden går et helt andet sted i følge Paulus. Sarx eller kødet kan vi meget bedre oversætte med vores begreber som egoet eller det egocentriske.

Kødet er synden og egoet. Kødet og synden er to sfærer i universet og samtidig to måder at leve på. Hvis man lever i kødet lever man i verden. De mennesker som har fået Guds ånd – ved åndsdåben – lever ikke længere i kødet. Kødet er blevet korsfæstet. De har fået et nyt liv. Nu lever de i ånden.

At leve i ånden er at leve i kristus eller i Gud – eller eet med Gud. At leve i kødet er at leve med ego, begær og frygt og bekymring. At leve i kødet er at leve uden nogen virkelig tro og tillid til livet eller til sig selv eller til andre mennesker. Hvis man på den måde lever i en permanent mistro til andre mennesker – hvis man frygter dem og tror at de er forhindringer eller fjender eller konkurrenter – så lever man i kødet.

At leve i kødet behøver altså ikke at betyde at man lever særligt materialistisk eller begærligt eller kødeligt. At leve i kødet er ikke identisk med at være drevet af begær – men ofte er det umættelige begær typisk hvis man lever i kødet.

Se endvidere afsnittet nedenunder om Paulus og begrebet Kødet!

v25 Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. v26 Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.

[6]

v1 Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! v2 Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. v3 For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. v4 Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; v5 for enhver skal bære sin egen byrde. v6 Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. v7 Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: v8 Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. v9 Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. v10 Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller.

v11 Se, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd: v12 De, der tvinger jer til omskærelse, er dem, der vil skaffe sig anseelse i det ydre, blot for at undgå forfølgelse på grund af Kristi kors. v13 For de, der lader sig omskære, holder ikke engang selv loven, men de vil have jer omskåret for at kunne være stolte af det, der sker på jeres krop. v14 Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden. v15 For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. v16 Og alle, som vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem, og med Guds Israel!

v17 Herefter må ingen volde mig besvær; for jeg bærer Jesu sårmærker på min krop.

v18 Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jeres ånd, brødre! Amen.

Om at læse teksten:

Paulus skriver på græsk og den tekst som vi idag har til Paulus’ breve er den græske grundtekst. Den græske grundtekst er ikke særlig usikker – de manuskripter vi har overleverede er for så vidt sikre nok. Vi har mange manuskripter og de er nogen lunde samtidige og de er stort set enige om hvad paulus siger. Så det er den gode nyhed.

Den dårlige nyhed er at Paulus og hans sætninger og breve i den græske grundtekst er meget svære at forstå – ikke i alle men i en række tilfælde. Mange moderne forskere har simpelt hen givet op – de tror simpelt hen ikke det er muligt at forstå Paulus længere. Hans breve var sikkert forståelige i datiden – men ikke længere forståelige for os i dag.

Vi kan se på nogle konkrete eksempler på disse vanskeligheder:

Paulus har en del sætninger som kun består af navneord – substantiver – og ingen verber! Paulus kan for eksempel konstruere en sætning som: - Mand Gud Nåde! Hvad betyder denne sætning – som jo slet ikke er en sætning i følge vore sproglige regler og grammatik? I den danske oversættelse kan man ikke bare skrive de tre ord – oversætterne har følt at det var nødvendigt at indsætte nogle verber eller udsagnsord. Ellers kan vi jo slet ikke forstå nogen mening med sætningen. Men hvilke verber skal man så indsætte? Hvad mener Paulus? (Præcist det samme problem findes i Det gamle Testamente som indeholder en mængde af disse sætninger som kun består af navneord uden forbindelse).

Som et teoretisk eksempel kan vi oversætte Paulus’ sætning sådan: - Gud har engang vist denne mand en stor nåde! Gud vil engang i fremtiden vise ham nåde! (Skal vi oversætte med fortid, nutid eller fremtid? – Det er et stående problem). Hvem er hovedpersonen i sætningen? Skal vi oversætte: - Manden skal vise Gud en stor nåde? Manden har fået Guds nåde? Skal vi oversætte med en ubestemt mand eller med den bestemte form manden? Står der Gud eller står der guden? Står der en ubestemt nåde eller står der nåden – altså den nåde som vi kender?

Begrebet tro er også et godt eksempel hos Paulus i Galaterbrevet. Nogle gang skriver Paulus tro med den bestemte form – altså troen. Troen kan så betyde kristendommen eller den kristne tro. Nogle gange skriver Paulus bare tro uden nogen artikel. Hvad betyder det? Det værste er at det er ret tilfældigt om Paulus skriver troen eller tro – det er ret tilfældigt om han bruger en artikel i forbindelse med ordet! Paulus skriver altså følgende og han mener åbenbart at det er stort set det samme: - Tro, en tro, Troen! Paulus anvender sproget på en mere løs måde end vi gør og det skaber et væld af mulige oversættelse.

Paulus er uhyre komprimeret i sit sprog fx i Galaterbrevet. Problemet med at forstå Paulus er at han ofte siger mindst 4 ting på een gang. Derfor er hans sætninger ofte meget vanskelige at forstå - og ofte bliver de lidt for lange!

Paulus citerer ofte det som andre siger – Måske er han enig - og måske er han uenig. Problemet er bare følgende: Vi kan ofte ikke se at Paulus overhovedet citerer! Paulus citerer bare – skjult. Han skriver som man taler. Og ofte kan vi ikke se om han er enig med det eller den person som han citerer. Citerer han Peter fordi han er enig med Peter – eller for at vise at Peter har uret?

Paulus skriver komprimeret – i virkeligheden består hans sætninger ofte af flere uafhængige sætninger – de kan altså opløses i flere sætninger! Det er typisk for Galaterbrevet. Paulus er så ophidset at han siger det hele i een sætning – og resultatet er at vi i dag ikke altid kan forstå hvad han mener! Han har ikke tid til at vente – ikke tid til at forklare sig ordentligt! Men resultatet er en sammensmeltning af sætninger. Når man læser teksten i dag er man simpelt hen ofte nødt til at opløse sætningen og fx fjerne nogle af ordene – ellers er sætningens hovedmening ikke klar! Det gælder alle Paulus breve at vi er nødt til at rydde op i sætningerne og fjerne en del af ordene ellers er meningen næsten uforståelig. Vi er nødt til at dele sætningen i mange adskilte sætninger.

Alle brevene er meget polemiske – de er ikke rolige traktater – de er brændende angreb og indlæg i en strid. Paulus breve er siden blevet brugt af den kristne dogmatik og teologi – men det er de egentlig slet ikke egnede til! Galaterbrevet er ikke et stykke rolig teologi eller en afbalanceret dogmatik om Gud – Galaterbrevet er et følelsesladet vildt angreb på Paulus’ fjender - som har svigtet ham og svinet ham til! Det gør dem meget sværere at forstå og fortolke. Paulus siger ikke helt det han mener – ikke altid - han siger de ord som er effektive argumenter for hans sag! Han finder alle de argumenter som er mulige – måske koste hvad det vil. Resultatet er en ofte en meget eensidig fremstilling af Paulus egen tro og religion. Når vi læser Galaterbrevet kan vi tro at Paulus er modstander af jødedommen og at han er modstander af Moseloven og at han nu er gået over til en ny religion – men vi ved jo at det er slet ikke det han mener! Paulus er bestemt og hele livet en from jøde og han lever loyalt og trofast efter Moseloven – lige som Jesus gjorde – og alle de andre første kristne. I brevene bliver forskellene forstørret op til det urimelige. Forskellene mellem Paulus og kirken i Jerusalem – anført af Jesu kødelige broder Jakob – bliver overdrevet og forstørret op – på en helt urimelig måde - i strid med de faktiske historiske forhold. I alt væsentligt har Paulus jo været enig med Jakob – men det drukner stort set i Galaterbrevet som kun lægger vægt på modsætningerne!

Paulus og Damaskus oplevelsen.

Paulus bliver kaldet flere gange i sit liv og det er vigtigt at holde fast på. Damaskus oplevelsen er i den forstand ikke unik. Paulus er en mand sommange gange i sit liv bliver kaldet af Gud. Gud taler til Paulus. Gud viser sig for Paulus. Gud fortæler Paulus hvad han skal gøre. Alligevel er der ingen tvivl om at Damaskus oplevelsen – som måske er foregået allerede omkring 38 f. Kr – er en helt afgørende oplevelse Paulus’ liv – et vendepunkt.

Paulus’ oplevelse er helt uafhængig af mennesker. Paulus bliver ikke belært eller undervist eller introduceret til en kristen teologi. Det er også vigtigt at det fremgår af beretningerne i Apostlenes Gerninger at Paulus får sin åbenbaring direkte af Gud. Paulus skal ikke spørge nogen bagefter. Gud har fortalt ham alt. Paulus bliver netop ikke belært af Ananias eller kirken i Damaskus i følge Apostlenes Gerninger.

Det som Paulus fortæller om sin oplevelse ved damaskus minder om denne lille beretning i Mattæusevangeliet. Damaskus oplevelsen – den direkte oplevelse af Gud – er den klippe som Jesus taler om her:

v13 Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« v14 De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« v15 Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«

v16 Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« v17 Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.

v18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

(Mattæus 16)

Gud har vist sig for Peter – personligt. Gud har direkte åbenbaret for Peter hvad der er sandt og virkeligt. Peters åbenbaring eller vision er hans personlige oplevelse. Gud viser sig for alle mennesker. Kirken og kristendommen bygger på at Gud viser sig på den måde for alle mennesker – enkeltvis – lige som Gud viste sig for Paulus. Mennesker skal ikke høre sandheden fra eksperter eller fra præster eller fra autoriteter. Gud viser over for hvert enkelt menneske hvad der er sandt og virkeligt. Peter ved at Jesu sande identitet er at han er Kristus. Det har ingen mennesker fortalt Peter. Det har han ikke læst i nogen gammel støvet bog – som Grundtvig skrev da han beskrev Det nye Testamente som gamle mænds gamle støvede håndskrifter!

Peter har set sandheden direkte ansigt til ansigt. Peter har set Gud – ikke i et sløret spejl – men direkte – ansigt til ansigt. Historien om Peter er en gentagelse af det vi hører om i Salmerne igen og igen: At se Gud. At se Herrens ansigt. At se Guds underfulde tegn. At blive set af Gud. At se Gud er at blive belyst – af lyset fra hans øjne og ansigt.

Det som Peter har oplevet er den klippe som Guds kirke bygger på. Der findes ikke nogen anden mulig grundvold.

Damaskus oplevelsen bliver omtalt tre forskellige steder i Apostlenes Gerninger – med små afvigelser – og i en række af Paulus’ egne breve. Den historiske baggrund for Damaskus oplevelsen er at Paulus er i gang med at forfølge den tidlige kristne bevægelse i Palæstina og i naboområderne til Palæstina.

Som vi skal se senere er Damaskus oplevelsen absolut ikke nogen omvendelse – således somm ordet normalt definneres. Paulus kalder aldrig sin oplevelse for en omvendelse. Der er ingen spor af dårlig samvittighed, anger, dårlige følelser vedrørende det gamle liv – sådan som vi finder i andre omvendelseshistorier. Paulus bliver slet ikke omvendt –han bliver kaldet til endnu en ny opgave – et nyt job kan vi sige – af Herren. Herren viser ham at han skal gå i en anden retning – der er der helt nye muliigheder og der kan Paulus realisere sig selv – sin ypperlige begavelse som han selv siger! Paulus føler selv at han har store evner – han vil gerne bruge sine store evner for Herren – og Herren viser ham nye muligheder – et nyt virkefelt. Det er det som sker i Damaskus oplevelsen – kort sagt.

De ord som er de mest dækkende i forbindelse med Paulus oplevelse ved Damaskus er nok ordene magt og ansvar. Paulus oplever ikke nogen omvendelse men han oplever hvordan Gud kalder ham. Dette kald har karakter af at Paulus får et ansvar og en magt – eller en bemyndigelse – af Gud. Gud giver ham det ansvar at han skal vende sin energi imod folkeslagene. Gud giver ham samtidigt den fornødne kraft og fuldmagt. Kaldet er en ophøjelse kan vi sige – i stil med kaldelsen af profeterne i Det gamle Testamente. Alle profeterne i Det gamle Testamente – inklusive folk som Gideon og Saul – protesterer og sætter sig til modværge når de kaldes af Gud til deres nye ansvar. De siger alle sammen at de er alt for urene eller små eller svage eller uværdige! Dette mønster er faktisk et fast skema i Det gamle Testamente. Vi finder det også hos Esajas. Helt overraskende reagerer Paulus slet ikke på denne måde! Han tager Guds ordre og vejledning til efterrretning og går straks ud i verden – til Arabien – for at starte på sit nye hverv. Dette lille træk viser også at Paulus har oplevet Damaskus oplevelsen som en fortsættelse af sit hidtidige liv. Damaskus markerer nok et brud – men der er virkeligt megen kontinuitet set fra Paulus’ synspunkt.

Paulus bliver i resten af sit liv en slags missionær – en udsending – for alle folkene. Han bliver kaldet. Pointen i Galaterbrevet er at det som sker ikke er tilfældigt. Alting sker med et formål. Der er en mening med alt. Paulus bliver en udsending til folkene i Lilleasien og Grækenland og det er bestemt ikke nogen tilfældighed. Det er Guds mening. Alt der sker står i Guds bog eller i Guds plan – alt som sker er en del af Guds langsigtede plan – at frelse alle mennesker fra lidelsen og synden. Det som Paulus siger om sig selv gælder for alle mennesker – uanset hvem de er. Gud er een og Gud er Gud for alle. Paulus bliver kaldet til at prædike evangeliet og sprede lyset i hele verden. Alle mennesker bliver kaldet af Gud til at sprede lyset og glæden til hinanden. Der er ingen forskel på mennesker. Paulus er ikke noget specielt. Det er ikke hans mening. Det som han siger om sig selv – mener han gælder alle mennesker. Paulus ser Gud – men galaterne ser også Gud i et stort lys midt i det vildt fremmede Galatien. Der er ingen forskel. Galaterne bliver alle sammen kaldede til at være apostle og vidner og udsendinge! De bliver kaldet til at vidne om lyset. De får deres kald direkte fra Gud – helt uafhængigt af al religion eller kirke eller pave eller autoritet. De ser lyset direkte. Deres oplevelse er liige så gyldig som Paulus Damaskus oplevelse – og som alle menneskers oplevelse. Alle mennesker er frie oog værdige – og vi skal ikke godkendes nogen steder. Inderst inde ved vi godt hvad der er sandt. Alle har vi set lyset. Det skal vi ikke lære af andre. Det har vi fået ved en direkte oplevelse – i et glimt – pludseligt – indså hvad der var sandt og rigtigt. Vi så Gud – Vi så Kristus – i et stort lys.

Gud har udvalgt os endnu før vi blev født. Gud har kendt os dengang vi ikke var født endnu. Gud har kendt os endnu før vi blev fostre – endnu før vi blev undfanget i moders liv. Gud har formet os og givet os et formål – en skæbne – en bestemmelse fra starten af. Paulus mener ikke at vi er prædestinerede i betydningen at vi ikke har en fri vilje. Mennesket har bestemt en fri vilje i følge Paulus men vi har alle et formål – en mening og bestemmelse i vores liv. Vi bliver født ind i livet med et formål. Paulus blev født ind i livet for at han skulle blive udsendt til alle folkeslagene i hele verden. Andre mennesker er måske blevet født ind i livet med en anden bestemmelse. Vi bestemmer selv – men vores liv er ikke meningsløst. Det har en mening. Vi er kommet ind i livet for at lære noget – for at udvikle os og for at sprede lyset til andre. Hvert menneskes skæbne er unik og forskellig men livet har en mening. Det som sker er ikke meningsløst. Alt har en mening. Gud lægger vores liv til rette så vi kan nå målet. Han hjælper os. Han går foran hvert enkelt menneske som et lys – som en engel. Gud fjerner stenene som ligger foran os på vejen, som det siges i Salmerne.

v2  Gud, med egne ører har vi hørt det,
vore fædre har fortalt os
om den gerning, du gjorde i deres dage,
i gamle dage, med din hånd:
v3  Folkeslag drev du bort, men dem plantede du i landet, folk undertrykte du, men dem lod du brede sig.
v4  De tog ikke landet i eje med sværd;
det var ikke deres arm, der gav sejr,
men din højre hånd, din arm
og lyset fra dit ansigt,
for du holdt af dem.

(Salme 44)

Paulus bliver ikke omvendt ved Damaskus. Vi kan sige at hans tro bliver bekræftet og bestyrket ved at han møder Gud, ved at han bliver kaldet. Han får Guds godkendelse og han får en godkendelse af at Gud er med ham og at Gud har udvalgt ham til at være noget stort – til at blive et lys for verden. Paulus tænker hele tiden i banerne fra Det gamle Testamente og der er især nogle tekster som Paulus helt sikkert har tænkt på. Paulus er rigtigt godt skolet i Det gamle Testamente. Han kan teksterne ud og ind. Den ene er kaldelsen af Jeremias:

v4  Herrens ord kom til mig:
       v5  »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig,
      før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig;
      jeg gjorde dig til profet for folkene.«

(Jeremias 1)

Paulus og Jeremias bliver udvalgt – de bliver skilt ud til noget bestemt. De bliver skilt ud – lige som farasæerne egentlig betød dem som var blev skilt ud og var rene – til at være profeter. Paulus bliver en apostel men også en profet ved oplevelsen ved Damaskus. Han bliver ikke apostel fordi en kristen kirke har udsendt ham som en repræsentant. Han bliver en apostel i samme sekund Gud taler til ham! Han skal ikke godkendes nogen steder – lige så liidt som Jeremias skal godkendes nogen steder. Jeremias omvender sig bestemt ikke – det er slet ikke det historien handler om! Jeremias er ikke en vantro som nu skal omvende sig til troen på Gud! Paulus om vender sig heller ikke – de får en ny opgave i livet – Gud viser dem den nye opgave – fordi de måske ikke selv på egen hånd kunne finde denne vej!

Den anden tekst som vi ved at Paulus har haft i tankerne er Esajas teksten om Herrens tjener. Herrens tjener omtales i Esajas – Deuteroesajas – især i 4 forskellige tekster – de såkaldte Ebed tekster. Der er nok ingen tvivl om at Paulus har identificeret sig med denne figur hos Esajas. Vi kan se i nedenstående citat at Paulus har kunnet identificere sig med en række af Esajas udtryk. Paulus er blevet kaldet fra moders liv. Gud har udvalgt Paulus siden tidernes morgen. Gud har gjort ham til et skarpt sværd og en spids pil. Vi kan se at disse udtryk passer fuldstændigt med Paulus som krigeren – som den voldelige zelot. Paulus er jo netop stolt over at være et skarpt sværd for herren. Paulus er i eminent grad præget af Makkabæernes voldsomme og voldelige sprog og stil! Vi kan flere steder i brevene se hvordan Paulus har identificeret sig med Herrens tjener hos Esajas. Herrens tjener hos Esajas er netop en gudsmand som Moses og Elias og Samuel – han har magt og kraft og styrke. Han er en konge. Han er det sande menneske. Paulus har spejlet sig selv i de 4 tekster – Ebed teksterne – om Herrens tjener.

Herrens tjener bliver netop kaldet til noget stort. Han skal være hele verdens lys. Hele verden venter på hans belæring som Esajas siger. Paulus har set sig selv i denne skildring. Paulus er herrens tjener. Herrens tjener er ikke en vantro eller en af hedningerne der skal omvende sig. Herrens tjener bliver ikke kaldet til at forlade sin tro – tværtom! Herrens tjener bliver kaldet til at være et lys for alle folkeslagene – alle folkene (goyim som det hedder i Det gamle Testamente):

       v1  Hør mig, I fjerne øer,
      lyt, I folk langt borte:
      Herren har kaldet mig fra moders liv,
      fra fødslen kaldte han mig ved navn.
       v2  Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
      i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
      han gjorde mig til en spids pil,
      i sit kogger holdt han mig gemt.
       v3  Han sagde til mig: Du er min tjener,
      ved dig viser jeg min herlighed.

(Esajas 49)

Det er en hovedpointe for Paulus at han efter Damaskus visionen ikke rådfører sig med andre – ikke rådfører sig med nogen eksperter. Vi kan se at Paulus henviser til et fast begreb i oldtiden. Efter at man har haft en drøm eller en vision går man til en ekspert som så forklarer og fortolker oplevelsen. Opfattelsen i hele oldtiden var at det kunne man ikke gøre selv. En drøm er ikke tilstrækkelig i sig selv – den skal forklares og tydes af en autoritet. Vi kan se hvordan Paulus bryder med dette autoritære skema. Det han siger er at mennesker skal stole på de ærlige indsigter som de får. De skal stole på sig selv – stole på Gud! At gå til en ekspert eller autoritet er et udslag af frygt og følelsen af at man er lille – det er netop denne følelse Galaterbrevet handler om.

Den græske historiker Diodorus fortæller om den store Alexander at han havde en mystisk oplevelse. Men Alexander gik derefter til en seer – en drømmetyder – som rådførte sig med vedrørende dette tegn. Diodorus bruger præcist den samme formulering som Paulus.

Da Josef er forstander i fængslet i Egypten får to af de indsattefanger mundskænken og bageren begge to en drøm. Dade vågner om morgenen er de meget bekymrede som der står i 1. Mosebog. De er bekymrede over drømmen men de er især bekymrede fordi de ikke kan opsøge en professionel egyptisk drømmetyder! På den måde får Josef sin chance og han fortolker de to drømme. Josef er en stor drømmetyder. Siden fortolker han også Faraos drømme – og gør en storartet karriere i Egypten.

I moderne tid har psykoanalysen en overgang påtaget sig hvervet som den professionelle drømmetyder. Klienter er gået til analytikeren som har givet en rigtig eller videnskabelig tolkning af drømmen.

Paulus er ikke naiv. Paulus ved udmærket at mennesker kan blive besat af onde ånder. Paulus ved udmærket at nogle af de oplevelser eller visioner som mennesker har ikke kommer fra Gud! Paulus kender udmærket faren ved dette fænomen. Men det er ikke pointen her. Mange andre steder i brevene taler Paulus om at man skal vare sig og passe på. Mennesker kan tage helt fejl. Vi kan tro at vi hører Guds stemme – men i virkeligheden er det vores egen stemme vi hører eller en ond ånd. Verden er fuld af onde ånder som besætter mennesker og driver dem ud i synden og lidelsen.

Vi kender denne tanke fra 1. Kongebog hvor profeten Mika omtales. Mika taler imod alle Ba’al præsterne og siger at de ikke har Guds ånd men en helt anden ånd. De tror virkelig at de har Guds ånd – Herrens ånd – men i virkeligheden har Gud sendt en ond ånd ned over verden og det er den ånd som de er blevet besat af!

Paulus kender hele denne problematik ud og ind. Han ved også godt at hans oplevelse eller vision ved Damaskus på en vis måde er subjektiv. Det kan vi se her i Galaterbrevet hvor Paulus siger at oplevelsen skete inden i ham! Vi kan se det mange steder i hans breve. Paulus er et moderne menneske. Han kender godt problemerne i forbindelse med åndelige oplevelser, syner og åbenbaringer! Men det er dybest set ikke det afgørende, siger han. Det afgørende er at Gud taler til alle mennesker direkte og kalder dem til et nyt liv – og det skal mennesker stole på og ikke bortforklare. At kalder mennesket er sandt og virkeligt og mennesker skal ikke svigte sig selv. De skal holde fast ved deres egen indsigt og oplevelse. Den er sand og virkelig. I følge Paulus kommer den fra Gud.

Vi kan sige at der sker et voldsomt skifte i Paulus teologi på eet punkt ved damaskus oplevelsen. Ved denne vision bliver Paulus overbevist om at alle folkene og folkeslagene er en vigtigt del af Guds plan. Indtil Damaskus oplevelsen har Paulus ikke interesseret sig for goyim – dvs for folkene og folkeslagene. Goyim betegner allede folk og lande som ikke tilhører Israel eller jødedommen. Den korrekte oversættelse af Paulus tekst er egentlig ikke hedningerne men folkene og forkeslagene. Det hebraiske udtryk goyim blev oversat til græsk og derefter til latin – gentiles og gentes – og kom efterhånden til at blive opfattet som hedningerne. Men Paulus siger egentlig ikke hedningerne – han taler om folkene og folkeslagene – dvs hele verden!

Paulus får den overbevisning – modsat tidligere – at folkene og folkeslagene (goyim) nu skal føres ind i Guds folk – de skal føres ind i Israel – blive en del af rigets arvinger. Folkene skal frelses – det er det som Gud vil – det er det som ordet Kristus betyder – vil Paulus sige. Kristus betyder at alle mennesker nu er blevet del af det sande Israel. Alle er blevet Guds sønner. Alle er kommet ind i fåreflokken – hvor israel er fårene og Gud er fårehyrden. Der er nu indledt en ny epoke i Guds lange historie. Gud vil nu føre alle mennesker ind i Paradiset – ind i Guds rige.

Paulus teologi ændrer sig på den måde – ikke grundlæggende for han har hele tiden troet på Guds underfulde frelse – men konkret. Folkeslagene er ikke bare nogen som er helt adskilte og helt uden for alting. Folkeslagene er nu blevet podet ind på det ædle oliventræ som han siger. Skellen mellem jøder og folkeslagene er for så vidt udvisket. Kristus har nedrevet den mur som adskilte os som han siger!

Jøderne skelnede mellem sig selv og verden på samme måde som grækerne. Grækerne mødte de fremmede folkeslag og forstod ikke en lyd af deres sære sprog og lyde. Derfor kaldte grækerne de andre folk for barbarer (bar bar bar er lydefterlignende)! På samme måde skelnede jøderne imellem sig selv – israels folk – og alle andre folk i hele verden – goyim – dvs folkene eller folkeslagene. (Goyim kan altså ikke direkte oversættes med hedninger – fordi ordet hedninger har fået en meget negativ betydning i kristen tid). Folkeslagene dækker altså alle andre folk uanset hvor de bor. Tanken var at de andre folk havde andre guder – de var blevet givet andre guder – nemlig sådanne guder som beskyttede dem. Israel havde fået een Gud som var unik for Israel – han var ikke delt i sin loyalitet – han var en trofast ægtemand og han beskyttede altid Israel. - Gud er vores fæstning og tilflugtsklippe – vores bue og pil – vores heste og vogne!

Det er vigtigt at huske at denne tanke – om folkeslagene – ikke er ny på Paulus’ tid. Vi finder denne tanke meget tydeligt i Salmernes Bog som hele tiden taler om at Gud er alle menneskers Gud og at frelsen skal komme ud til hele verden. Salmerne er universalistiske som man har sagt. Vi finder tanker meget tydeligt hos Esajas – Deuteroesajas og endnu mere tydeligt hos Tritoesajas. Herrens tjener skal jo netop være et llys for alle folkene. Hans evangelium skal jo netop nå ud til de fjerne øer, som de hedder i Esajas. (De fjerne øer er de græske øer i Middelhavet – dvs verdens ende - i følge det gamle Israel!)

Som vi har set finder vi den samme tanke i Jeremias kaldelse. Jeremias skal være en profet for alle folkeslagene – ikke kun for israel. Vi finder tanken i 1. Mosebog i urhistorien og i kaldelsen af Abraham som skal blive en velsignelse for alle folkeslagene. Alle disse eksempler kender Paulus og tanken er ikke ny – men den får en helt ny betydning foor Paulus. Paulus bliver ikke omvendt – men hans fokus skifter fra den interne jødsike strid – zelotismen – og til det store verdensprojekt – at bringe lyset ud til alle folkeslagene!

Vi kan sige at det som sker med Paulus ved Damaskusoplevelsen er et skifte i hans fokus. Han ser pludselig Guds plan og Guds vilje. Hidtil har Paulus brugt al sin kraft og energi på at holde forsamlingen (Israels menighed) ren og hellig. Forsamlingen er det typiske udtryk for Israel i Salmerne og i hele Det gamle Testamente. Forsamlingen blev i følge Makkabæerne mest truet indefra – ikke så meget fra de ydre fjender! Det var Paulus’ kamp – at bekæmpe de vantro syndere i flokken – i forsamlingen. Men nu skifter hans fokus til at han skal føre hele verden, alle folkeslagene ind i denne hellige forsamling – Guds folk – Guds hellige forsamling af rene og retfærdige. Vi kan altså udmærket se hvordan de to projekter egentlig passer sammen! Paulus har ikke oplevet nogen omvendelse i den normale betydning af ordet! Der er kontinuitet i det som Paulus tænker og det som han gør. Han brænder af iver – han er nidkær for Herren. Det har bestemt ikke ændret sig.

Alle mennesker bliver kaldet af Gud på samme måde som Paulus siger om sig selv. Det er helt sikkert at Paulus ville være enig i at det som gælder ham selv også gælder alle andre mennesker. Når Gud kalder det enkelte menneske bliver det kaldet til en opgave i livet. Gud fortæller det menneske hvad det skal lære i livet. Gud giver sin velsignelse og held og lykke i kaldet. Gud giver sin kraft til det menneske. Lige som med Paulus kan vi sige at mennesket i kaldet bliver indsat og ordineret og befuldmægtiget. Vi kender ordination af præster – men det Paulus mener er at det enkelte menneske bliver ordineret af Gud i kaldet. Paulus bliver ikke omvendt ved damaskus – men vi kan sige at får en officiel autorisation. Gud garanterer at det menneske har styrken og kraften og værdigheden til det nye liv. Gud adopterer mennesket når mennesket bliver kaldet af Gud. Gud giver alle løfterne – som vi kender fra Salmernes Bog – til det menneske: - Du er min søn og jeg har født dig i dag! Jeg vil til evig tid gå foran dig som et lys og som en engel. Jeg vil bane vejen for dig. Din fod skal ikke støde sig på nogen sted! Mine engle skal bære dig på hænder og fødder!

I kaldet får mennesket et kald – som Luther sagde. Mennesket får en opgave, en retning, en mening. Abraham bliver kaldet til at forlade alt – forlade sin faders hus – bryde med alt og rejse til et fremmed land. Men samtidig får Abraham alle løfterne. – Følg mig - og dine efterkommere vil blive så talløse som havets sand og du vil få magt og rigdom og lykke og du vil blive en arving til Guds rige og det forjættede land. Sådan som Abraham blev kaldet blev også Paulus kaldet – og således bliver alle mennesker kaldet af Gud – uanset hvilken religion de har, uanset sprog, kultur, køn eller hudfarve! Når vi bliver kaldet af Gud ved en oplevelse – i et glimt – kommer vi ind i kristus, som paulus siger. At komme ind i Kristus sker når man får ånden – ånden kommer over det menneske som en storm og det bliver ført ind i Kristus. Kristus betegner hos Paulus en tilstand, en form for væren – det er at være i Guds rige eller i himlen. Når vi er inden i kristus bliver vi frigjorte og mægtige så vi kan drage ud i verden og sprede lyset – lige som det sker med Paulus og med Jeremias og Herrens tjener. Når vi bliver ført ind i Kristus bliver vi indviede. Åndsdåben er en indvielse, en slags overgangsrite. Vi får en ny identitet – som at gå fra barndom til voksenalder. Vi bliver nye mennesker. Vi bliver genfødte – vi bliver lysets børn og Guds sønner og døtre, som Paulus siger det. Denne overgang er en død. Det kender vi mange steder fra. Ved Damaskus falder Paulus om som en død. Johannes falder om som en død da han bliver kaldet i Johannes Åbenbaring. At dø er at blive født igen. At blive genfødt er at dø. Døden er en overgang – en overgangsrite. Indvielsen der fører os ind i Kristus gør alle mennesker til eet legeme. Kristus er identisk med det legeme. Lemmerne er alle kaldet til forskellige opgaver – Paulus bliver kaldet til at forkynde evangeliet for alle folkeslagene.

Hvad er Kødet?

v16 Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17 For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18 Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

(5.16)

λεγω δε πνευματι περιπατειτε [vandre i ånden eller med ånden - Pneuma] και επιθυμιαν σαρκος [Sarx – kødets lyst] ου μη τελεσητε [skal ikke være jeres mål - telos] 17 η γαρ σαρξ επιθυμει κατα του πνευματος [kødet vil bekæmpe ånden] το δε πνευμα κατα της σαρκος ταυτα γαρ αλληλοις αντικειται [krig mellem kødet og ånden] ινα [for at I ...] μη α εαν θελητε ταυτα ποιητε 18 ει δε πνευματι αγεσθε ουκ εστε υπο νομον [hvis I drives eller føres af ånden – Pneuma - er I ikke under loven - Nomos]

Paulus bruger i Galaterbrevet Kødet og ånden som to modsætninger. Enten lever vi efter kødet eller vi lever efter ånden. Den som sår til kødet eller ind i kødet eller ned i kødet - høster resultaterne af sine gerninger – det er livets lov. Den der sår i ånden - høster det evige liv, siger Paulus. Vi kan oversætte Paulus’ begreber ved at sige at kødet og ånden er to dimensioner i menneskets liv – eller to livsmuligheder – eller to livsanskuelser eller selvskemaer eller to identiteter. Paulus bruger begreberne på en meget generel måde.

Paulus kan godt beskrive det kødelige – Kødet – som det dyriske. Dermed mener han ikke noget grimt om dyrenes verden. Han mener at hvis mennesker kun lever som Kødet har de glemt at de er ånd – altså at de ikke er dyr. Hvis mennesker kun lever som kødet – hhar de helt glemt at de er frie, har bevidsthed og har valgmuligheder i livet. Hvis man lever kun i kødet bliver man et arme offer, mener Paulus. Hvis manden lader sig reducere til kun kød – mister han al sin magt og værdighed. Han bliver som et hjælpeløst barn som klynker og klager, mener Paulus.

Galaterne skal ikke give sig ind under loven – på den måde giver de sig i virkeligheden ind under kødet. Kødet handler om alt det som kan ses – det ydre, det synlige, det fysiske. Jakob lever kun i kødet for han snakker kun om omskærelsen, synes paulus at mene. Men de som lader sig føre af ånden – opfylder i virkeligheden loven. Ånden er den virkelige opfyldelse af loven. Vi skal ikke give os ind under tvang eller pres – vi skal fastholde vores frihed og stolthed – så bliver vi ført af loven, siger Paulus!

At leve i kødet behøver ikke at betyde at man lever særligt materialistisk eller begærligt eller kødeligt. At leve i kødet er ikke identisk med at være drevet af begær – men ofte er det umættelige begær typisk hvis man lever i kødet.

Paulus deler på mange måder Buddhas opfattelse. Buddha sagde at menneskene drives af et uudtømmeligt begær – de drives frem som får – helt ufrie. Deres begær får de aldrig tilfredsstillet. Deres kamp er formålsløs og nedværdigende. Det begær de har kan simpelt hen ikke tilfredsstilles. De får aldrig nok. De vil hele tiden have mere – mere – mere. Denne Buddhas opfattelse finder vi også hos Paulus. Det at leve i kødet er netop at leve som en slave af kødet – af begæret. Man lever som en slave uden nogen ånd. Man handler bare på sine lyster, sine såkaldte behov – som er indbildte – på sit begær efter magt, kvinder, fornøjelser og penge.

Galaterbrevet og især Romerbrevet er nogle gange blevet læst som interessante eksempler på Paulus’ psykologi – på oldtidens psykologi. Det kan man også godt forsvare – men det skal huskes at det væsentlige i Galaterbrevet er bestemt ikke Paulus’ psykologi – men evangeliet. Evangeliet er at alle mennesker har fået Guds ånd og derfor er taget ud af verden, ud af psykologien, ud af tvangshandlingerne og ud af lidelsen og ufriheden! Med Kristus er alle mennesker blevet frie og stærke og værdige! Vi er ikke arme ofre!

Men begæret kan være rettet imod alle mulige ting. Det kan være et begær efter berømmelse eller magt eller status, som Paulus netop skildrer. Nogle mennesker er særligt religiøse og åndelige, siger Paulus, og de begærer at overgå alle andre i deres fromhed og deres gudelighed og åndelighed. De dyrker sig selv. Men de lever i kødet – akkurat som mennesker der begærer materielle goder eller som er sygeligt afhængige af selx eller altid vil have flere materielle ting.

Det moderne samfund viser meget gode eksempler på at leve i kødet. Når man lever i kødet stoler man ikke på at man er god nok – man har et lavt selvværd. Man skal hele tiden fyldes udefra – af ting eller oplevelser eller drukkenskab eller andre mennesker. Hvis man lever i kødet er man altid sulten. Man har ikke nogen tillid, ikke nogen naivitet eller barnlighed tilbage. Man er bekymret og fuld af frygt.

At leve i ånden er at leve ud fra overskud og glæde og frihed. At leve i ånden er at være en fri mand. Vi kan se at Paulus bruger disse begreber på en meget generel måde. Han taler ikke specielt om vore seksuelle små synder – han taler om en hel livsstil – en måde at forholde sig til hele livet.

Paulus har den dybe tro at hvis man modtager ånden og fortsætter med at lytte til den ånd som man har indeni så kan man leve som et frit menneske. Mennesket er af Guds slægt og vi er ikke bestemt til at være slaver eller trælle. Kødet gør os små og svage. Kødet er en fristelse fordi vi falder i og tror at vi er små og svage og ufuldstændige og ikke perfekte. Men den som har modtaget og accepteret Guds nåde og frelse kan leve sit liv i fred og glæde. Det menneske kan leve et helt nyt liv – det evige liv. Paulus siger at det gamle menneske er blevet korsfæstet og alle de gamle dårlige tanker og følelser er blevet korsfæstet. Gud gør mennesket helt nyt når Gud kaldet på mennesket. Mennesket bliver taget ud af sin egen fortid – det bliver fri af fortiden. Det frie menneske – det sande menneske ser sig ikke tilbage – det ser lige frem og gør bare det som ligger ligefor. Det lever på en måde som et barn. Det er taget ud af alle tankerne og frygten og bekymringerne. Når man er en fri mand er man fri til at elske andre mennesker – for man har ikke noget man skal opnå. Man har fået alt – af Gud – i forvejen. Når man elsker andre mennesker er der ikke bundet en regning til kærligheden. Kærligheden er hvis den er sand kærlighed altid uden betingelser.

Det sande menneske lever i ånden – synderen lever i kødet. Når vi lever i ånden er vi frelst – når vi lever i kødet er vi fortabt. Det er ikke menneskenes skyld at de er gået fortabt – det er snarere en risiko som ligger i vores liv – en fare. Men vi behøver ikke at sidde fast i synden. Gud frelser alle mennesker ud af synden som er blevet en forfærdelig byrde. Det er virkelig en forfærdelig byrde at leve i frygt og angst for andre mennesker og uden tillid til andre mennesker. Der er virkelig en byrde at leve i vrede mod andre mennesker. Hvis man altid lever i en mistro og en vrede er man fortabt og ensom. Så lever man i kødet.

Når vi lever i kødet er vi kronisk tørstige og umættelige. Det gælder selvfølgelig også på det seksuelle område. Når vi lever i kødet, misbruger vi det seksuelle – vi får aldrig nok – og vi misbruger andre mennesker seksuelt. På den måde giver vi slet ingen kærlighed. Vores seksuelle liv bliver i virkeligheden helt uden glæde. Det bliver bare en tvang.

Når vi lever i ånden, betyder det ikke at vi lever som munke og nonner i cølibat. Når vi lever i ånden kan vi tværtimod leve et sandt seksuelt liv med det menneske, som vi elsker. Vi kan give ægte og evig kærlighed ved og igennem vores seksualliv. Der er naturligvis intet ondt ved det seksuelle. Heller ikke i følge Paulus. Det seksuelle er en Guds gave til alle mennesker. Det seksuelle kan forvandles til noget dårligt, når vi lever i kødet – men når vi lever i ånden bliver det seksuelle det samme som lykken, livsglæden og Paradiset. Det seksuelle er et af de steder hvor vi kan opleve Guds kærlighed og hans forunderlige frelse. Når vi lever i ånden, har vi styrke og mod og overskud til at give seksuel kærlighed til hinanden – og der findes ikke nogen bedre eller højere form for kærlighed!

Det er meget bemærkelsesværdigt at den jødiske historiker Filon der var nogenlunde samtidig med Paulus beskriver den jødiske omskærelse på den måde at dens hele formål er at imødegå seksuel lidenskab og seksuel lyst hos manden! “Omskærelsen skal bortskære enhver nydelse og alle menneskelige passioner”, siger Filon. Filon har et dualistisk, kropsfjendtligt – hellenistisk og orficistisk – billede af mennesket. Det seksuelle er en fjende og noget som drager mennesket nedad – trækker det ned i synden. Derfor skal mandens penis omskæres! Men dette meget negative syn findes ikke hos Paulus! Paulus sammenkæder ikke specielt synden med det seksuelle men med meget bredere fænomener. Paulus har også grundlæggende Det gamle Testamentes opfattelse af synden: Den er ikke så meget individuel – den er mere en magt – en ond ånd som Mikas onde ånd i 1. Kongebog - som hærger i menneskenes verden. For Paulus er synden meget mere en mytisk kollektiv størrelse. Synden er en tung byrde – som vi næsten ikke kan bære – derfor råber vi på Herren, som det siges i Salmernes Bog!

Når ånden kommer over os, ved vi ikke hvad vi selv gør. Den ene hånd ved ikke hvad den anden gør. Vi gør det som vi vil, som Paulus siger. Når vi lever i ånden, kan vi gøre det som vi dybest set gerne vil. Pludseligt er vi befriede. Vi ånder lettet op. Vi er kommet hjem. Vi oplever os selv som nye mennesker. Vi ser på os selv – og kan ikke rigtigt forstå hvad det er der sker. Nogle gange kan vi ikke genkende os selv – men vi oplever glæden ved livet og glæden ved hinanden og glæden ved hinandens kroppe.

Den voldsomme dualisme vi finder hos Paulus prægede hele jødedommen på hans tid – hele senjødedommen som perioden kaldes. Dualismen går tilbage til 5. Mosebog – Deuteronomium – den anden lov - som den kaldes. (Deuteronomium er græsk og betyder den anden lov). 5. Mosebog er en bevidst reformulering af den jødiske tro og religion som er blevet forfattet og redigeret af jødiske præster, lærde og skriftkloge omkring 500 f. kr. Netop i Deuteronomium finder vi en udtalt dualisme og i Galaterbrevet – hvor Paulus flere steder citerer 5. Mosebog – kan vi se hvordan Paulus er blevet præget af denne dualisme. Paulus’ dualisme stammer ikke så meget fra den græske tænkning – som det ofte er blevet hævdet – men meget mere fra den interne jødiske tænkning i Israel.

v15 Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. v16 Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig, og Herren din Gud vil velsigne dig i det land, du skal ind og tage i besiddelse.

v17 Men hvis dit hjerte vender sig bort, og du ikke vil høre, men lader dig forlede til at tilbede andre guder og dyrke dem, v18 så kan jeg i dag forsikre jer om, at I vil blive udryddet. I vil ikke få noget langt liv på den jord, du skal tage i besiddelse, når du nu går over Jordan.

v19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham!

Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

(5 Mosebog 30)

Disse evige formuleringer – som også findes andre steder i Det gamle Testamente – bestemmer Paulus’ grundlæggende opfattelse af Kødet og ånden. Kødet og ånden er de to veje som israel – og det enkelte menneske - kan gå. Den ene er livets vej og den anden fører til døden. Ikke døden i en fjern fremtid – men døden her og nu. Paulus reformulerer voldsomt Deuteronomium fordi denne bogs tale om loven og lovoverholdelsen bliver omformuleret af Paulus – men Paulus bevarer dualismen og hele stemningen. Vi mennesker vælger her i livet. Der er kun to veje. Den ene fører os over i Guds rige – Paradiset her og nu – den anden fører os ned i de dødes rige. Disse to veje er ånden og kødet.

I 5. Mosebog hviler der en forbandelse over de mennesker som vælger dødens vej. De går fortabt. De er ikke til at redde. Denne forbandelse henviser Paulus også til i Galaterbrevet – og i alle hans øvrige breve. Denne verden er i en vis forstand forbandet fordi denne verden er dødens vej – lidelsens vej – frygtens vej. Verden er uden ånd siger Paulus. Han mener at verden er uden kraft og mod og liv og håb. Verden er uden tro på nogen gud. Den er kun præget af pessimisme og håbløshed. Verden har ikke nogen frihed – verden har ikke nogen værdighed. Verden gør menneskene til ofre og gør dem små og svage. Verden og kødet er blevet en grusom herre.

Vi vælger mellem livet og lykken på den ene side og døden og frygten på den anden side. Vi vælger imellem egoet og livsglæden. Vi kan kun vælge på grund af Kristus – på grund af Gud. Ellers kunne vi slet ikke vælge. Hvis Gud ikke fandtes ville vi være fortabt. Vi ville være prisgivet denne verden – med al dens vold og vrede og frygt og angst og ondskab. Uden en gud ville vi leve i verden – helt alene og helt fortabt. Vi ville være nødt til at se på vore medmennesker som fjender – og ikke som det de er – brødre og søstre. Hvis Ånden ikke fandtes i verden ville vi se på livet som en lang lidelse og som en prøvelse – der blot skulle overstås.

Hvis ånden ikke var en realitet ville vi være prisgivet vore egne små kloge tanker, vore egne videnskabelige systemer, vores egen lille filosofi og vores egen lille hjælpeløse moral – uden noget menneskeligt håb. Hvis Gud ikke findes – er der ingen ting som nogen sinde bliver anderledes! Hvis gud ikke findes er der intet nyt under solen – bare ulidelige gentagelser.

Ånden er den livsmulighed som Galaterbrevet handler om. Ånden er ikke en utopi eller et svagt håb. Ånden er den realitet som findes lige nu. Lige nu – i dette øjeblik kan alle mennesker vælge – vi kan vælge mellem livets vej eller dødens vej. Når vi vælger lyset – og det gør vi – så forsvinder mørket af sig selv. Vi er ikke mørkets skabninger – vi er lysets børn. Når lyset kommer forsvinder mørket af sig selv. Det har ikke en chance – og lyset behøver ikke at bekæmpe mørket – det vil vige helt af sig selv. Kristus er det lys som er kommet til verden. Lyset er allerede kommet. Vi behøver ikke at vente. Vi kan godt leve i Guds fred og glæde, siger Paulus.

Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet!

Hvad er det at blive retfærdig? Er det noget, som kan mærkes?

v3  Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
v4  Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.
v5  Han mætter dit liv med gode gaver,
du bliver ung igen som en ørn.

(Salme 103.3)

v5 Han gemmer mig i sin hytte
på ulykkens dag,
han skjuler mig i sit telt
og løfter mig op på klippen.
v6 Nu knejser mit hoved
over fjender, der omringer mig.
I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre,
jeg vil synge og spille for Herren.

(Salme 27.5)

Mennesket er uden skyld. Mennesket er rent og retfærdigt. Mennesket har ikke fortjent at leve under syndens og dødens og verdens og egoets magt. Det har mennesket ikke fortjent. Gud er retfærdig og derfor vil han oprette det som er ret og retfærdigt. Gud gør det rette – der er sket en stor uret men Gud sejrer over den uret som er begået imod menneskene. Gud frelser. Han er en fader for de faderløse og en god mand for alle enkerne. Han er den kraft som kan rive mennesker ud af den synd som er blevet så tung en byrde at mennesker næsten ikke længere kan bære den. Gud frelser Lot ud af det brændende Sodoma. Gud frelser Hagar og det lille barn – som Abraham har vist bort uden megen medfølelse - i ørkensandet. Gud frelser Hagar – ikke fordi hun er religiøs eller from eller særligt god – men fordi hun har hårdt brug for det. Hun er ved at dø og det som sker er en stor uret imod Hagar.

Det at være retfærdig betyder at mennesket er blevet gjort retfærdigt af Gud. Det betyder at alle mennesker i Guds øjne er retfærdige – frie og værdige. Det eneste som egentlig er virkeligt er det som Gud ser og i hans øjne er alle mennesker retfærdige – jøde som græker og alle kvinder og mænd. I Guds øjne er alle mennesker lige værdige. Gud straffer ingen mennesker med bål og brand – Gud er den Gud som frelser. Det er kernen og indholdet af Paulus’ tro - og det er hele Israels tro.

Den som er en søn af Abraham er retfærdig og den som er en søn får alle løfterne. Løfterne er Guds løfter til den salvede i Salmernes Bog. Løfterne er Guds løfter til Israel. Disse løfter er givet til alle mennesker – de er Guds vilje og bestemmelse med alle mennesker. Gud vil at alle mennesker skal ophøjes og genrejses. Han vil give os alt det tilbage som vi har mistet. Gud vil oprejse alle mennesker til konger og herrer – vi skal sidde ved hans højre hånd og alle fjenderne skal kaste sig ned for vore fødder. Vi skal sejre over alle vanskeligheder, alle fjender, alle sorger. Vi skal blive som Gud selv. Vi er som Gud selv – i Guds øjne. – Vi er af Guds slægt, som Paulus siger.

Enhver som er søn af Abraham er en søn af Gud. Enhver som er søn af Abraham er velsignet. Velsignelsen er ikke en teoretisk forestilling. Velsignelsen er at leve i Guds fred og glæde. Når vi er velsignede lykkes vores liv. Det som vi vil – det lykkes for os. Gud går foran alle mennesker og baner vejen. At være velsignet er at leve et rigt liv både materielt og immaterielt. Det er hvedens fedme og det klare kildevand fra bækken. Det er at drikke af livets vand og spise af Paradisets frugt.

Vi velsignes ved at vi lever i kærlighed til andre mennesker. Vi får andre menneskers grænseløse kærlighed og vi giver kærlighed til andre uden nogen frygt. At være velsignet er at leve et langt liv uden lidelse og sygdom og dø mæt af dage. Job er velsignet. Job er retfærdig. Gud er med ham. Job har andre menneskers respekt og kærlighed. Når han taler i forsamlingen så tier de og hører efter hvad han siger. At være velsignet er at leve med en dejlig kvinde som er frugtbar og føder mange sønner. Jakob er velsignet af Herren og hans to stolte kvinder – Israels heltemødre – kaster en stadig glans over hans hoved. De er trofaste – de forlader alt – deres faders hus – for at følge Jakob og Gud. Vore sønner er som frugtbare oliventræer og vore døtre som søjlerne i templet! Vore marker driver af fedme og den fede olie løber ned igennem halsåbningen. At være velsignet er at have rigdom og uendelige flokke af får og geder og trælle og trælpiger som det siges om Abraham. At være velsignet er noget som kan mærkes. Det er helt sikkert det som Paulus mener. Han har sine rødder dybt plantet i det gamle Testamente. Han lever fuldstændigt i det univers.

Det er ikke meningen at dette liv skal være en lidelse eller en jammerdal. Livet er ikke noget som skal overstås – og livet er ikke en test eller en prøvelse! Det er i al fald ikke Guds mening. Gud har skabt verden som et Paradis – hans mening var at vi skulle leve i Paradiset. Kristus har ført Paradiset tilbage til hele jorden. Vi skal blot gribe ud efter træet og frugten. Vi skal blot give slip på vores lille ego. Livet er smukt og godt. Det står parat lige for øjnene af os. Gud har gjort alle mennesker retfærdige. Gud har afsagt dommen – den eneste dom som nogensinde vil blive afsagt. Gud har allerede afsagt dommen – at vi er retfærdige og at vi har fortjent glæden og lykken og hele herligheden. Gud har givet os hele herligheden tilbage, som Esajas skriver.

Verden dømmer os hele tiden. Verdens domstol dømmer os hele tiden skyldige som det hedder i Salmernes Bog. Gud dømmer ikke nogen mennesker. Gud har allerede afsagt sin dom for længe siden. Mennesket er uden skyld. Mennesket er ikke undergivet nogen synd eller lidelse mere. Vi er frie – vi er sønner. Vi er Guds sønner og døtre.

De løfter vi finder i Salmernes Bog og hos Esajas er de løfter som er givet til alle mennesker. Alle mennesker i hele verden er Herrens salvede. Paulus skriver i Galaterbrevet meget om løftet til Abraham. Dette løfte til Abraham er de løfter som findes så mange steder i Salmernes Bog. I disse løfter findes vores sande identitet. Disse løfter fortæller os hvem vi er – det sande menneske. Da Gud frelste Jesus ud af graven og døden, virkeliggjorde Gud alle løfterne. Kristus er en virkeliggørelse af alle løfterne. Kristus er en opfyldelse af loven og hele Det gamle Testamente. Vi er en virkeliggørelse af løfterne.

Vi kan sammenfatte disse løfter på følgende måde:

- Du er min søn. Jeg har født dig i dag. Til evig tid vil jeg støtte og opretholde dig. Du er min højre hånd. Du er mine øjne og hænder. Du er mit legeme. Jeg giver dig min ånd, mit liv, mit væsen. Jeg står bag alle dine ønsker, tanker, følelser og handlinger. Jeg giver dig velsignelsen. Jeg er ét med dig. Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig. Du skal aldrig blive forladt. Jeg giver dig al magt. Jeg giver dig al frihed. Hele verden tilhører dig. Du skal bringe frihed, fred og glæde ud til alle mennesker. Jeg vil bane vejen for dig. Jeg vil gå foran dig som en engel, som et lys. Jeg vil fjerne alle forhindringer foran dig. Jeg vil rydde alle sten på din vej. Jeg vil knuse alle bronzedøre og hugge alle jernslåer over. Jeg vil gøre døren høj og porten vid for dig. Med min ånd vil dit liv lykkes. Du vil nå målet. Din herliggørelse og glæde er min herliggørelse og glæde.

v5  Du skal ikke frygte for nattens rædsler
eller for pilen, der flyver om dagen,
v6  ikke for pesten, der breder sig i mørket,
eller for soten, der hærger ved højlys dag.
v7  Om end tusinder falder ved din side,
titusinder ved din højre hånd,
dig skal intet ramme.
v10  Intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v11  for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v12  De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v13  Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.

v15 Når han råber til mig, vil jeg svare ham.
Jeg er med ham i trængslen,
jeg befrier ham og giver ham ære.
v16 Jeg mætter ham med et langt liv
og lader ham se min frelse.

(Salme 91.5)

Om løfterne se også olenyborg.dk/messias.

Hvad - eller hvem - er egentlig Kristus?

v26 For I er alle Guds børn [sønner] ved troen, i Kristus Jesus. v27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

v28 Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

(3.26)

Vi lever inden i kristus og kristus lever inden i os, siger Paulus. Det er ikke længere mig som lever – det er kristus som lever i mig. Dengang da vi blev døbte med Helligåndens ild og vand, dengang Helligånden kom over os – da blev vi døbte ind i kristus – vi blev podet ind i kristus. Fordi vi dengang kom ind i Kristus – er vi nu inden i kristus. Vores legeme blev et lem på hans legeme. Vi blev som skud eller grene podet ind på det ædle oliventræ. Vi fik en ny skabelse. Vi er ikke længere mennesker – Vi er Kristus!

Jeg prædiker kun Kristus og det som korsfæstet, siger Paulus. Dengang Kristus døde på korset, da døde vi også på korset. Hans legeme døde. Vores legeme døde. Dengang Kristus genopstod fra de døde – da genopstod vi også fra de dødes rige. Den som tror er eet med kristus. Det som siges om kristus kan siges om alle mennesker. Kristus er alle mennesker. Gud genrejste ham og gjorde ham til universets herre og konge. Derved blev vi genrejste og ophøjede og derfor er vi alle rigets herrer og arvinger til riget. Vi er kongens sønner og døtre.

Af ovenstående gengivelse af Paulus’ tanker kan vi se at Paulus bruger ordet kristus på mange forskellige måder så vi kan med rette spørge: - Hvad eller hvem er egentlig Kristus?

Paulus bruger ordet Kristus på måder der ligger langt ud over hvordan ordet sædvanligvis er blevet brugt. Paulus udvider ordet Kristus til at betyde en mængde forskellige ting – det som er nyt, det som nu er brudt frem, velsignelsen som nu er kommet frem i universet. Paulus sprogbrug går langt videre end den som findes i Det gamle Testamente – hvor ordet Kristus stammer fra.

Paulus bruger helt klart Kristus eller snarere Jesus kristus som en betegnelse for Jesus – altså et navn for den historiske person Jesus. Manden fra Nazareth er Jesus kristus men manden fra Nazareth kan også omtales af Paulus som Kristus. Kristus bruges altså ikke kun om den opstandne Jesus. Også i levende live er Jesus allerede Kristus.

Vi kan se at betegnelsen Jesus Kristus forbløffende hurtigt i den græske verden bliver et egennavn for Jesus (et fast udtryk som ikke kan skilles ad). Paulus skriver sine breve ikke så længe efter Jesu død men på Paulus tid er Jesus kristus allerede blevet et fast egennavn. Manden hedder simpelt hen Jesus kristus – sådan har de fleste grækere opfattet det!

Ordet Kristus er græsk og betyder Den salvede. Ordet Kristus er simpelt hen en græsk oversættelse af det hebraiske ord Messias. Messias betyder den salvede. Den salvede bruges i Det gamle Testamente på tre forskellige måder:

Den salvede eller Messias er Israels konge – David og hans efterkommere – dvs den salvede er den konge som nu er den siddende konge. Kongen bliver salvet med olie ved indvielsen og er derfor den salvede – Herrens salvede.

For det andet bruges udtrykket den salvede om hele Israel eller israel som et folk – Guds folk. Israel er Herrens salvede – hans udvalgte. Udtrykket salvet har også betydningen udvalgt og udpeget.

For det tredie kommer den salvede eller Messias til at betyde den fremtidige frelserkonge som skal frelse Israel – ham som vi venter på.

I Det nye Testamente overføres ordet på Jesus. Jesus er den frelserkonge som Israel har ventet på sålænge. Jesus er Messias – og derfor er Jesus den samme som Kristus - idet kristus jo blot er en græsk oversættelse. Ordet kristus er altså ikke et egennavn. Jesus hedder ikke Kristus. Kristus er en titel – Jesus er kristus – Jesus er Messias.

Men hos Paulus bruges ordet kristus også på en meget mere almen måde. Kristus er ikke bare en titel eller en person eller et personligt væsen. Paulus bruges ordet kristus på en meget mere almen måde – og det kan nogle gange gøre det ret svært at gennemskue hvad han egentlig mener med ordet Kristus! Der er mange eksempler hos Paulus på at ordet Kristus ikke længere betyder noget personligt. Kristus er ikke kun en titel for den historiske eller opstandne Jesus. Kristus bliver noget bevidsthedsmæssigt, en tilstand, et evangelium, en anskuelse, en følelse, en tanke.

Kristus er Gud. I mange tilfælde – men ikke i alle tilfælde – mener Paulus Gud når han siger kristus. Vi kan sige at Paulus har gjort sin teologi meget indviklet med ordet kristus. I mange tilfælde kunne han blot have sagt Gud! Når Paulus siger at kristus er alle menneskers frelser – mener han at Gud er alle menneskers frelser! Når han siger at Kristus sejrede over dødens kræfter ved opstandelsen – så mener Paulus at Gud besejrede alle dødens kræfter ved opstandelsen! Vi kan altså erstatte ordet kristus mange steder med ordet Gud. Det er den videnskabelige forskning i Paulus tekster enig om.

Kristus er i mange tilfælde det samme som evangeliet – eller evangeliet om Jesus eller Kristus. Paulus siger ofte at han prædiker Kristus. Han prædiker kristus som korsfæstet. Det betyder ikke at Paulus drog omkring og beskrev Jesu korsfæstelse i grufulde detaljer! Det er også værd at huske at Paulus aldrig har kendt den historiske Jesus – Paulus har aldrig nogen sinde mødt Jesus – manden fra Galilæa! Paulus prædiker Kristus – dvs han prædiker det kristne evangelium. Evangeliet er det glade budskab til hele folket. Evangeliets indhold er at Gud vil give sin frelse til alle mennesker uanset hvem de er. Evangeliet er at Gud har frelst alle mennesker ud af døden og syndens magt – allerede nu! Evangeliet er – lige som Esajas i Det gamle Testamente – et budskab om noget som allerede er sket – ikke et uklart løfte om noget som skal ske engang! Alle mennesker er allerede blevet gjort retfærdige. Døden er allerede blevet besejret. De onde kræfter i verden er allerede blevet besejret. Kristus er allerede blevet konge – dvs Gud er nu blevet konge i universet – som det siges i tronbestigelses salmerne i Det gamle Testamente.

Kristus er ikke blot en titel – messias – for Jesus. Den er en tilstand. Kristus er også en beskrivelse af en ny tilstand i hele verden. Med kristi opstandelse og sejr er der indledt en hel ny verdenshistorisk periode, siger Paulus. Verdens nye tilstand er Kristus. Ordet kristus betegner en ny social, politisk, økonomisk tidsalder. Vi lever nu i Kristus, siger Paulus – dvs verden, naturen og samfundet er blevet totalt nyskabt. Kristus hos Paulus kan betyde noget som vi ville oversætte til fx kristendommen eller kristendommens periode!

Kristus er også noget bevidsthedsmæssigt. De kristne oplever hvordan ånden kommer over dem – de føler sig besat af Helligånden. Det betyder i følge Paulus at de er blevet eet med Kristus. De er kommet ind i Kristus. De lever nu helt og holdent i Kristus. Påden måde bruger Paulus ordet kristus som en bestemt bevidsthedstilstand. At være i Kristus er at tænke og føle og opleve på en bestemt måde – helt i strid med deres gamle måde at tænke og føle på.

Vi kan sige at ordet Kristus er en identitet. Den troende – den kristne – er simpelt hen kristus. Han bliver til kristus i åndsdåben eller ved omvendelsen eller ved den fysiske dåb. Den kristne er ikke længere noget menneske – han er nu Kristus. Kristus betegner hos Paulus en psykisk tilstand – en bevidsthed.

Den troende eller den nye kristne bor ikke længere i denne verden. Han er blevet taget ud af verden. Hans hjem og bolig er i himlen. Han er sammen med Gud. Han er eet med kristus. Han har den magt og frihed som kristus har – fordi han i virkelighed er Kristus.

Den kristne kender ingen synd. Han er ikke underkastet synden - eller legemet eller det synlige. Den troende kristne er kristus dvs han er nu blevet som Gud selv. Han har Guds ånd – dvs han er ikke længere sig selv – ikke sit gamle ego. Egoet og Kristus eller Kødet og ånden er hos Paulus dualismer: Enten tilhører mennesket den ene sfære eller den anden. Enten lever man i Kødet – dvs i verden som et menneske – eller også lever man i ånden. Hvis man lever i ånden lever man sammen med Gud ikke i denne verden med i evigheden. Man er ikke længere noget menneske – for man har aflagt det gamle menneske – som en klædning. Det gamle menneske – ens gamle personlighed – er død – den døde dengang de korsfæstede og henrettede Jesus.

Paulus bruger ordet kristus til at betegne et bestemt afspekt af virkeligheden eller virkeligheden set på en bestemt måde. Fx siger Paulus at alle mennesker er brødre og søstre i kristus. Paulus ved godt at i verdens forstand er vi ikke alle sammen brødre og søstre. Men det han mener er at i en anden forstand – set med Guds øjne – i en åndelig forstand – er vi alle brødre og søstre! Vi kan sige at udtrykket i kristus også betyder virkeligheden på et dybere plan. Paulus siger at vi er brødre i Kristus – han mener at vi er brødre dybest set eller i virkeligheden! På den måde kan vi sige at Paulus opererer med to virkeligheder: det synlige og det usynlige. I det synlige er vi forskellige – en jøde er ikke som en græker og en kvinde er ikke så god som en mand. Men i den virkelige virkelighed er det helt anderledes: - Der er ingen forskel på jøde eller græker, kvinde eller mand – alle er vi eet og ens og lige værdige – alle er vi forskellige lemmer på det samme legeme.

Legemet er Kristus. På den måde kan vi sige at hele legemet er hele menneskeheden – alle mennesker. Kristus kommer til at betyde hele menneskeheden – verden – taget under eet. Vi er alle kristus og kristus er eet med os. Kristus er på een gang det enkelte menneske og samtidigt helheden af alle levende væsner, dyr og mennesker. Kristus er det levende liv – Guds skabelse – alt liv på jorden. Kristus er den energi, den kraft, den fremdrift og den glæde og velsignelse som er i det levende liv. Når vi oplever naturen – oplever vi kristus. Naturen er hans levende legeme. Naturen er hans genopstandelse. Kristus findes inden i naturen, i fuglene og markens liljer. Kristus lever inden i alle mennesker – han er deres håb, kraft, tro og kærlighed – han er livet inden i alle mennesker.

Hvordan kan vi vide hvad der er sandt? Paulus svar i Galaterbrevet.

v8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han [Anathema].

v9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

v10 Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.

(Galaterbrevet 1.8)

Inden for filosofien arbejder man i epistemologien eller erkendelsesteorien med spørgsmålet om vores viden – episteme er græsk og betyder viden. – Hvad er viden? Hvordan kan vi vide noget? Hvordan kan vi vide at noget er sandt? Hvordan kan vi vide at det ikke bare er noget vi bilder os ind?

Vi kan sige at Paulus i Galaterbrevet – bevidst eller ubevidst - arbejder med denne epistemologi. Han stiller spørgsmålet: - Hvordan kan vi vide hvad der er sandt?

Paulus er ikke naiv. Han ved godt at mennesker hele tiden tager fejl. Han ved godt at mennesker kan blive besat af en ond ånd – og så kan vi ikke finde nogen sandhed. Så bliver vi lukket inde i rene illusioner. I 1. Kongebog i Det gamle Testamente fortælles om profeten Mika. Mika er en Herrens profet – dvs at han taler sandheden – Herrens ord. Mika siger til de 450 Ba’al profeter at de er blevet besat af en ond ånd. Gud har sendt en ond ånd ned i verden. De tror at de taler Guds ord – men det gør de ikke. De er besat. De lever i en illusion.

Vi kan meget kort formulere Paulus’ tese på den måde at Paulus siger, at alle mennesker ved hvad der er sandt – for de har selv oplevet sandheden. Paulus henviser til sin egen oplevelse ved Damaskus – og til galaternes oplevelse i det fjerne Galatien langt borte fra civilisationen.

Da Paulus oplevede at Gud viste sig ved Damaskus – vidste han at det var sandt det som han oplevede. Det som skete var overrumplende og selvindlysende. Damaskus oplevelsen var en pludselig indsigt. Paulus hørte pludselig sandheden – direkte fra Gud. Han var ikke et øjeblik i tvivl. Det som galaterne oplevede var præcist det samme.De var heller ikke i tvivl. De så Gud eller – med et ikke religiøst sprog – de så sandheden.

Vi kan altså sige at det som er sandt er noget som pludselig viser sig – åbenbarer sig - i et glimt eller i et stort lys. Det er noget som er så stærkt og så overbevisende at vi ikke er i tvivl. Lige meget hvad andre mennesker siger – så er vi stensikre på at dette her – det er sandt!

Denne indsigt kommer ikke gradvist – den er ikke forberedt – den er ikke resultat af en lang tankemæssig proces. Paulus gik ikke meget længe og tænkte over det – og så gik sandheden pludselig op for ham ved Damaskus. Sandheden – glimtet – kom brat og uformidlet og overraskende. Sandheden ramte Paulus som et slag – i eet eneste nu.

Paulus siger at vore tanker og vores forstand ikke er sikre veje til sandheden. Paulus afviser på en vis måde at vi kan tænke os frem til sandheden – med argumenter og modargumenter. Paulus har på en vis måde en mistro til forstanden. Forstanden hører til det meget usikre – den hører til kødet, som Paulus siger. Hvis vi skal forklare det psykologisk kan vi sige at Paulus i stedet taler om vores intuition. Paulus siger at alle mennesker intuitivt kan opleve det som er sandt og virkeligt.

Vi kan heller ikke finde sandheden ved at læse i en bog, siger Paulus. Det var måske det som Paulus’ modstandere troede. Jakob og hans folk læste i Det gamle Testamente – og troede at de på den måde kunne finde sandheden. Men det kan vi ikke, siger Paulus. Sandheden står ikke i nogen bog. Sandheden er det som det enkelte menneske oplever helt konkret – i praksis – i det virkelige liv. Ikke i bøgernes støvede verden. Bøgerne indeholder ikke sandheden men de kan vidne om sandheden og de kan være et spejl af sandheden – men de kan ikke direkte vise os hvad der er sandt.

Vi kan ikke finde sandheden ved at rådføre os – som han siger i Galaterbrevet - med andre, med eksperter, med autoriteter, siger Paulus. Vi kan lære meget af andre mennesker og vi kan lære meget af kloge folk – af kirken eller religionen eller af videnskaben eller af filosofien – men de kan ikke fortælle os hvad der er sandt! Kun det enkelte menneske kan finde det som er sandt – kun den enkelte kan høre Guds røst. For Paulus er Guds tale og sandheden det samme - men Guds tiltale er ikke noget vi hører om – den er noget som vi personligt selv hører! De kristne er ikke nogen som har hørt om Jesus – de kristne er nogen som har hørt Jesus! Det er Paulus’ pointe.

Vi kan sige at hele denne epistemologi eller erkendelsesteori hos Paulus minder om tanker i østen – især inden for Zen traditionen i Kina og Japan - de sidste 1000 år. I følge Zen kan vi ikke finde sandheden i nogen gammel støvet bog og derfor skal vi ikke bruge for megen tid på gamle støvede bøger! Sandheden møder vi pludseligt og helt overraskende i et glimt – et glimt af himlen – i en Kensho eller i en Samadhi som det hedder i Zen. En sådan Kensho kommer altid helt uventet – det er som om den rammer os - ude fra - og vælter os omkuld. Ved oplevelsen ved Damaskus bliver Paulus netop væltet omkuld og han bliver slået til jorden af et stort lys så han bliver blind.

Selv om der kom en engel og fortalte galaterne en ny sandhed – skal de ikke tro på det. Hvis Jakob kommer og fortæller dem en ny sandhed skal de heller ikke tro på det. Hvis Paulus pludselig kom til dem og fortalte dem en ny sandhed – skulle de heller ikke tro på det! Det som Paulus siger til galaterne er at de skal holde fast ved deres egen første store indsigt. Den indsigt var sand. De skal ikke bøje sig for mennesker. De skal ikke gøre sig selv små og svage. De skal stole på deres egen sande oplevelse – for den viste dem faktisk sandheden. De skal ikke tro at Jakob eller Paulus er klogere end de er. De skal ikke tro at den kristne kirke er klogere eller visere end de selv er. De skal stole på sig selv. De skal bevare deres værdighed og stolthed. Gud har talt direkte til galaterne. Gud taler direkte til alle mennesker.

Vi kan sige at Paulus’ opfattelse af sandheden er meget radikal og meget yderliggående. Paulus fremstiller sig selv i brevene som Jesu Kristi apostel – han er sendt til verden direkte af kristus – direkte af Gud. Paulus hævder sin hele autoritet på denne måde. Han er ikke sendt af nogen kirke – han repræsenterer ikke nogen kirke eller autoritet. Paulus’ tese er selvfølgelig provokerende – det kan vi tydeligt se i Galaterbrevet. Rent historisk har mange i den tidlige kristendom selvfølgelig stillet sig lidt tvivlende. Paulus nøjes jo bare med at henvise til at han har set Gud – og derfor kender han sandheden – han har fået hele evangeliet af Guds mund helt alene – helt uafhængigt af alle mennesker! Det er ikke mærkeligt at mange i urkristendommen stillede sig noget tøvende til denne radikale påstand. Lige som så mange andre var det vel en mulighed at også Paulus var blevet besat af en ånd? Hvordan kunne han dog så firkantet hævde at han kendte sandheden? Paulus havde ikke engang kendt den historiske Jesus! Han havde ikke noget egentlig kendskab til Jesu historiske ord og virke. Hvad kunne han egentlig vide? Var det ikke meget mere sikkert og pålideligt at støtte sig til kirken i Jerusalem - da bestod da i det mindste af folk som havde været sammen med Jesus og som havde fulgt Jesus gennem liv og død? Hvordan kunne Paulus hævde at han vidste alt om Kristus og Guds vilje og Guds plan? Paulus har for mange i urkristendommen virket som en fantast – en fanatiker – en besat!

Se også tanken hos Grundtvig – Overtroen på den døde bogstavskrift.

http://olenyborg.dk/kommentarer/GRUNDTVIG_Det_levende_Ord.html

Paulus’ begreb: I Kristus – En Christo.

Forbandelsen – Anathema.

v8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han [Anathema estå].

v9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

v10 Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.

(Galaterbrevet 1.8)

David er en stor helt. Han er Herrens kriger. Han dræber sine fjender uden nogen frygt eller moralske skrupler eller betænkelighed. Han siger til sine mænd at de skal være modige. De skal ikke frygte noget. De skal blot jage deres sværd igennem tarmene på Davids fjender – selv om disse fjender er helt uforberedte og stoler på Davids venskab. David er snu og snedig. Han lokker sine fjender til at tro at han er venner med dem – og så lader han sine mænd slagte dem – hugge dem ned ned - uden videre – de aner slet ikke uråd. David er snu og snedig. Han er et ideal. Han er en zelot. Han ved hvordan han skal opnå magten i israel og han ved at Gud er med ham – Gud vil at han skal være konge. Derfor skal hans mænd tage de intetanende mennesker – som tror at de er Davids venner – udenfor og de skal splitte deres hjerneskal med deres køller!

Saul er svag. Han skåner amalekiternes konge Agag. Samuel bliver rasende. Amalekitterne er bandlyste – alle deres får og geder og dyr skal dræbes, alle deres marker skal brændes, alle mænd, kvinder og børn skal dræbes og slagtes. Saul har begået en stor synd – og Samuel nedslagter i stedet den intetanende konge med egne hænder og sværd. Samuels helt brutale fremfærd over for den intetanende Agag er for os i dag skræmmende, foruroligende og rystende. Vi fatter simpelt hen ikke at noget menneske – og så endda en hellig Guds profet som Samuel – kan handle således. Vi er fuldstændigt rystede. Og det mest skræmmende er at denne umenneskelige brutalitet bliver godkendt i Det gamle Testamente – ja opløftet til et ideal for alle mennesker – for alle dem som brænder for Herren!

Hele oldtiden er ekstremt voldelig – i oldtiden findes der en dyrkelse af volden som vi slet ikke kender. Paulus er en stor zelot og han brænder for Herren – han er en af de nidkære som det siges. Paulus beundrer de gammeltestamentlige forbilleder – Pinehas og Samuel og Jael som hamrer sin teltpløk igennem hjernen på filiistrenes Sisera – så han sidder fast i jorden. Jael er en evig helt – hun er Israels moder.

Anathema er det græske ord som gengiver den oprindelige hebraiske mening. Anathema betyder at manden skal isoleres, tages ud af byen og de skal slagte ham og stikke deres lange lanser igennem hans tarme så alle indvoldene vælter ud. Paulus taler dette sprog. Når vi læser Paulus føler vi ubehag – og vi bliver skræmte men Paulus taler blot det sprog som hele oldtiden talte.

Paulus formulering her er ekstrem. Enhver som taler et andet evangelium end det sande evangelium skal føres uden for byen og ofres til Herren – dræbes. Paulus udtrykker sig meget voldsomt. Selv hvis en engel eller selv hvis Gud selv siger et andet evangelium – skal han være forbandet. Hvis Jakob taler et andet evangelium skal han være forbandet og bandlyst – som man siden sagde i kirkens historie. Hvis Paulus selv taler et andet evangelium – skal de tage ham uden for og stikke deres skarpe sværd igennem hans indvolde!

Anathema betyder at personen skal isoleres og sættes helt udenfor. Jesus bliver på den måde forbandet. Jesus bliver taget ud af fællesskabet, isoleret, ført uden for byens mure og ofret til Gud – slagtet og dræbt.

Vi kender forbandelsen fra det gamle Testamente. Fx kan vi henvise til følgende citater der viser eksempler på Anathema:

v28 Intet af det, et menneske ejer, og som han lægger band på til Herren, må sælges eller indløses, ligegyldigt om det er mennesker, dyr eller jord, han ejer. Alt, hvad der er lagt band på, er højhelligt og tilhører Herren. v29 Intet menneske, der er lagt band på, kan frikøbes. Det skal lide døden.

(3 Mosebog 27)

Alle Israels fjender er forbandede. Gud har forbandet dem. De skal udryddes alle som een. Israel må ikke vise nogen nåde eller følelse. De skal være uden frygt, som David siger. Israel må ikke røre ved det som er forbandet – der er en ond kraft i det som er forbandet. Israel må ikke tage guldet eller sølvet fra de forbandede folk – det har en farlig og ond kraft i sig. Israel skal isolere sig fra det som er Anathema – skille det ud – brænde det og dræbe det. Israel skal dræbe alle de små børn. Israel skal knuse deres små hjerneskaller imod klippen, som det hedder i Det gamle Testamente! Hvis man rører ved det som er bandlyst – bliver man selv ramt af forbandelsen – og man skal dø. Hele denne tanke er den tanke som vi finder hos Paulus i Galaterbrevet. For os er hele tanken sikkert stærkt foruroligende og forvirrende – men for Paulus var den en selvfølge. Paulus tænker sådan som alle andre mennesker tænker på hans tid – jøder såvel som grækere. Paulus tænker tidens tanker – han tænker i tidens skemaer. For Paulus er Anathema simpelt hen det selvfølgelige:

v23 Herren din Gud vil overgive dem [folkeslagene] til dig og bringe en stor forvirring over dem, til de er udryddet. v24 Han vil give deres konger i din magt, og du skal udrydde deres navn under himlen. Ingen skal kunne holde stand imod dig; du skal få dem alle udryddet. v25 Deres gudebilleder skal I brænde, og du må ikke begære sølvet og guldet på dem og tage det, for så bliver du fanget i en snare; Herren din Gud afskyr det. v26 Du må ikke bringe noget afskyeligt [guder, seksuelle guder] ind i dit hus; så bliver der lagt band på dig, ligesom på det. Du skal betragte det som vederstyggeligt og afskyeligt, for der er lagt band på det.

(5 Mosebog 7.23)

Jakob og Paulus.

Jesu bror Jakob bliver tilsyneladende leder af den tidlige urkirke eller prækirke i jerusalem og Palæstina – den sekt eller forsamling som opstår kort efter Jesu død og som tager sit udgangspunkt i Marias og andres visioner af den opstandne Jesus.

Jakob optræder i Galaterbrevet som en modpart til paulus – som en modstander. Jakob er siden blevet kaldt en jødekristen men dette begreb er så uklart at man ikke bliver meget klogere af at hæfte det begreb på Jakob. Senere i kirkens historie er Jakob blev stærkt nedvurderet og udskældt – også i moderne tid. Jakob er et dårligt menneske og en ond mand. Han var til skade for den tidlige kristendom. Men sandsynligvis er dette en fordrejet opfattelse af Jakob og mange moderne forskere prøver også at opfatte Jakob på en positiv måde.

Grundlæggende må vi antage at Paulus og Jakob har delt den samme tro og at de begge har delt det samme syn på jødedommen – i al fald grundlæggende. Jakob og Paulus er begge jøder og de er stolte af deres identitet. På Paulus tid var der mange tolkninger af den rette jødedom og Paulus og Jakob har sikkert haft forskellige opfattelser på mange områder – men grundlæggende har de været enige. Det fremgår også klart af Galaterbrevet og det er også derfor at de to parter kan nå til en form for enighed da Paulus besøger Jakob i Jerusalem. Vi ved ikke længere om de to parter har afsluttet en egentlig formel aftale – sådan som Paulus påstår. Vi kender kun sagen set fra Paulus synspunkt. Vi må antage at Paulus fremlægger en meget subjektiv beskrivelse i Galaterbrevet. Vi ved ikke om Jakob har lovet noget eller forpligtet sig til noget. Vi ved kun at der fremkom en vis enighed da de to parter og kirken i jerusalem afholdt et møde – antageligt omkring år 50 e. kr.

Jakob er Paulus er jøder. For dem er pagten – forholdet – mellem det jødiske folk israel og Gud det afgørende. Historien har vist hvordan Gud igen og igen har frelst israel ud af nøden – ikke på grund af Israels gode gerninger men fordi Gud er frelsende, kærlig og nådig. Israel er ikke ene eller forladt eller fortabt i denne verden. Israel har en mægtig beskyttergud – han er Israels gud – han er den mægtige ånd – den mægtige kraft – som har beskyttet folket Israel siden de første dage. Gud har givet loven til Israel som en gave – som en beskyttelse mod verdens ondskab. Gud har givet Israel dets selvagtelse, dets herlighed, dets udvælgelse. Forholdet mellem israel og Gud er som en relation mellem mennesker som er trofaste mod hinanden. Herrenn er rig på troskab. Gud er som en trofast ægtemand for israel. Han beskytter, han sørger for, han giver markernes grøde og hvedens fedme. Gud har været en trofast ægtemand. Det som er naturliigt er at israel – ægtehustruen – lever op til denne relation. Det som er naturligt når man er jøde er at være trofast over for Jahve – at holde sig til ham. At Israel overholder loven – Moseloven – er ikke det som frelser Israel. Israel kan ikke skaffe sig frelsen ved at overholde loven – det er Jakob og Paulus enige om. Guds frelse bliver ikke annulleret eller afskaffet – hvis jøderne ikke overholder loven i mindste detaljer! Sådan er det slet ikke. Frelseshistorien viser jo netop at Gud har frelst israel utallige gange – selv om israel har været utro – selv om israel ikke har fulgt loven. Men at følge loven – dvs at leve på jødsik vis – med ofre, gudstjeneste, højtider, spiseregler osv er det naturlige for israel – for det jødiske folk. Det er ikke bare en trofasthed over for herren – det er i sig selv godt for Israel. Hvis israel lever efter loven – vil det bringe fred og glæde til israel. Loven er en hjælp, en opdrager af menneskene, en velsignelse som Paulus siger. Loven er ikke en hård prøve som Gud har sendt jøderne for at teste dem. Loven er de naturlige leveregler og hele den identitet som israel har og har fået.

Når vi læser om konflikterne mellem paulus og Jakob er der meget som er meget usikkert og uklart – men vi kan i al fald gå ud fra at Paulus og jakob begge er enige om det som blev nævnt før om Israels tro. De er begge tro jøder og ingen af dem ønsker at forlade jødedommen eller afskaffe loven – Moseloven! De har sikkert været uenige i visse konkrete detaljer – men i de store træk har de haft fuldstændigt det samme livssyn og den samme religiøse opfattelse. Begge har de haft deres ben solidt plantet i det gamle Testamente. Vi skal forstå dem ud fra denne bredere ramme som vi finder hos profeterne, i patriark fortællingerne og fx i Salmernes Bog. De har begge været påvirket af visdomslitteraturen og af det almindelige klima i samtiden. De har forskellige erfaringer – paulus får efterhånden mange erfaringer fra missionen i Syrien, i Lilleasien og i Grækenland. Jakob opholder sig tilsyneladende fast i jerusalem og i Palæstina. Paulus får en anden baggrund og støder på nye problemer. Men de to mænd har været fuldstændigt enige i det grundlæggende. Det er en grotesk misforståelse hvis man gør paulus til en kristen missionær som er modstander af jødedommen og som går imod Moseloven. Paulus lever efter Moseloven og han mener at Moseloven er et af de tegn i frelseshistorien som viser Guds forunderlige nåde og frelse! Loven er ikke det centrale – men det var der inge jøder på paulus tid der mente! Loven er en del af relationen Gud – israel og det er naturligt at Israel lever op til den beskyttelse, omsorg og kærlighed som israel har fået fra Gud – som en gave og nåde!

Paulus og Sokrates og den græske filosofi.

(4.8)

Paulus lever i den epoke som man plejer at kalde hellenismen. Hellenismen er en sammensmeltning eller en integration af græsk filosofi og religion og visdom fra østen. Grækerne blev meget optaget af den mystiske fremmede visdom fra østen og omvendt kan vi se at fx israel i denne epoke blev mere og mere påvirket af de græske tanker. Hellenismen begynder med Alexanders erobringer i østen og med at Alexander – en græker fra Makedonien – oprettede et græsk-asiatisk storrige som gik helt til Indien. Hellenismen startede altså omkring 300 f. kr.

I jødedommen fik den græske filosofi stor betydning. Vi har bevaret mange jødiske skrifter fra paulus’ tid som helt klart viser en påvirkning fra den græske filosofi. Det er ikke nær så tydeligt hos Paulus. Paulus udtrykker sig meget komprimeret – kun i korte summariske sætninger. Paulus lader bare nogle få ord falde som viser at han tænker på den græske filosofi. Paulus skriver til mennesker i grækenland og i Lilleasien som udmærket kan se hvad han mener. Derfor forklarer han sig ikke altid særligt indgående. Han kommer bare med nogle få sidehenvisninger – hans læsere har med det samme været klar over hvad han mente!

Fra Israels område har vi bevaret skrifter som tydeligt nok er påvirket af græsk filosof. Det gælder den jødiske såkaldte visdomslitteratur – bøger som Jobs Bog, prædikeren og Ordsprogenes Bog og en del af Salmerne (måske) i Det gamle Testamente.

Den græske filosofi som får betydning i hellenismen er hele den græske filosofi – også fx de tidlige græske natur filosoffer men det er især Platon, Aristoteles og den stoiske filosofi – stoicismen. Med hensyn til stoicismen er det tydeligt nok at Paulus er påvirket af den stoiske etik – Be a man! – og den stoiske virkelighedsteori (Hvad er det virkelige?). Stoikerne har også en religiøs opfattelse – en gudsofattelse som påvirker Paulus og hele jødedommen på hans tid.

Det er vigtigt at huske at den integration af jødedom og græsk filosofi som starter i hellenismen går meget videre i den senere kristendom – i oldkirken (altså i den kristne kirke i Romerriget). De kirkelige forfattere i oldtiden er alle sammen udtryk for en sammensmeltning af græsk filosofi og tro og religion fra det gamle og nye Testamente. De kirkelige forfattere opfattede simpelt hen filosofien som en videnskab – og de brugte videnskabens begreber og metoder når de skulle forklare kristendommen. Det har ikke været noget problem for dem. De har opfattet sig selv som moderne. De har kendt den græske filosofi – den moderne videnskab – og den integrerer de i deres kristne tro. De er ikke fremmedfjendtlige eller indelukkede – de er humanistiske og åbne over for verden og kulturen!

Den sammensmeltning som sker i hellenismen mellem græsk filosofi og jødedom får en enorm betydning for den senere kristendom. Den kristne tanke bliver efterhånden forvandlet. Den katolske kirke bliver tydeligt påvirket af Platon og Aristoteles. I middelalderen er den katolske filosofi fuldstændigt centreret om Aristoteles – fx den katolske Thomas Aquinas. Den krstne teologi blev simpelt hen et forsøg på at forstå kristendommen ud fra den græske filosofi og dens begreber.

Denne sammensmeltning havde også den overraskende konsekvens at historisk set blev den græske filosofi bevaret i de kristne skrifter – den græske filosofi blev jo citeret. Hvis de kristne forfattere ikke havde citeret de græske filosoffer – var store dele af den græske filosofi gået tabt for evigt!

Der er mange eksempler på at Paulus’ breve viser en påvirkning fra den græske filosofi. I Romerbrevet er der nogle berømte steder hvor Paulus taler om Gud og menneskeheden generelt. Han siger at alle mennesker i hele verden – helt uden for Israel – har kendt Gud og Loven. Det er filosofiske og stoiske tanker. Når Paulus abstrakt taler om mennesket i verden generelt – uafhængigt af det jødiske – kan vi se at han har lært meget af den græske filosofi.

I Galaterbrevet kan vi se den græske inspiration på flere steder. Vi kan se den når Paulus taler om hvad der er virkeligt. – Hvad er det sandt virkelige og hvad er kun overfladisk tilsyneladende virkeligt? Når Paulus stiller den slags spørgsmål – er han tydeligt påvirket af Grækenland. Det er netop det spørgsmål som Sokrates hele tiden stiller: - Hvad er sandt - i egentlig forstand? Hvad er virkeligt – og hvad er kun fænomen som Platon siger? Fænomenet er noget som kun er produceret af vore sanser. Fænomener er i virkeligheden bare illusioner – de er ikke sandt virkelige, siger Platon. Paulus overtager hele denne tankegang.

I den græske filosofi bliver Gud ikke de konkrete guder men en Gud som er ophøjet over alle ydre former – den virkelige Gud som ligger skjult bag alle de ydre former. Denne tanke lærer Paulus meget af. De græske guder som Zeus og Afrodite er ikke virkelige guder. De er kun fænomener – de er kun noget som mennesker forestiller sig. Vi kan sige at de kun er religion. Religionen har mange menneskelige forestillinger om Gud eller om guderne – men det er kun ydre former. Gud hedder ikke Zeus. Gud hedder ikke Jahve. I det gamle testamente er Gud nogle gange en rigtig nationalgud. Han er kun Israels gud og han holder kun med israel. Når israel går i krig er Gud med og han kæmper på israels side og giver dem sejr og ære imod de onde fjender – som ogsåer Guds fjender. Gud eller jahve interesserer sig kun for israel for israel er hans folk – israel er hans tjenere og trælle og krigere – fordi Gud er en mægtig konge – den største blandt alle guderne.

Hele denne tankegang afviser Paulus i mange af hans breve. Paulus bliver påvirket af den græske filosofi som siger at Gud er ikke de konkrete eller nationale guder – ikke i virkeligheden. Gud er ophøjet over menneskelige forestillinger. Han er Gud for alle. Han er den eneste. Gud bor ikke i templet i Jerusalem – som om han er en konge der bor i templet – Gud er alle steder på een gang. Han er evig og alvidende og allestedsnærværende. Han ereen. Han er alles Gud. Han viser sig for alle mennesker i hele verden uanset om de er grækere eller romere eller jøder.

Disse forestillinger finder vi også i Det gamle Testamente. I Salmernes Bog er Gud ikke nogen indskrænket jødisk nationalgud – i Salmerne er Gud alle menneskers Gud. Paulus bygger altså både på den græske filosofi og på tanker fra det gamle Testamente.

Paulus tankegang er meget radikal og vidtgående. Det kan vi se med hans forhold til galaterne. Gud taler direkte til galaterne som da Gud talte til Abraam. Galaterne er ikke jøder g de skal ikke forandre sig til at blive jøder. De er gode nok som de er. De skal ikke forbedres og ingen har ret til at komme og stille krav til dem.paulus accepterer dem på stedet som de er. Beviset er deres åbenbaring – De har set og oplevet Kristus. Akkurat lige som Paulus selv pludselig så kristus i et syn. Paulus troede ikke på kristus og han havde ikke været i kirken og var blevet undervist om kristus. Han så pludselig kristus i et syn ved Damaskus. Det var nok! Mere skulle der ikke til. Paulus skulle ikke forandre sig. han skulle ikke godkendes nogen steder. Han skulle ikke melde sig ind i nogen kirke. Han skulle ikke godkendes af den kristne kirke. Det var alt sammen ligegyldigt. Det eneste som betød noget var at han pludseligt i et syn så kristus og hørte Kristus tale: - Hvorfor forfølger du mig?

På en vis måde lærer Paulus altså rigtigt meget af den græske filosofi. Han går så langt at vi kan sige at Paulus afskaffer al religion. Religionen er kun det overfladiske, det ydre – men det er ikke sandt virkeligt. Gud er skjult. Gud er ånd. Gud viser sig som han vil. Gud retter sig ikke efter religionen. Hele denne tanke overtager Paulus fra den stoiske filosofi. Den får enorm betydning for den senere kristne filosofi.

Frelsen er at se det som er virkeligt – at seden sande virkelighed. Menneskene ser mange illusioner. I gamle dage troede de at de græske guder var virkelige – dvs de levede i en illusion. At være en fri mand er at kendesandheden og at se det som er virkeligt og at leve efter sandheden og virkeligheden. Det er den stoiske tanke. Menneskene falder hele tiden for deres illusioner. Menneskene er frygtsomme og derfor opfinder de illusioner som de tror på. Alle illusioner kommer af frygten. Friheden er at tørde at opgive illusionen og leve sandt, siger Paulus – i overensstemmelse med den græske filosofi.

At leve i en illusion er at leve som en slave – i ufrihed. I gamle dage levede galaterne som slaver for de var slaver under deres illusioner - guderne. De frygtede guderne og tilbad dem og ofrede til dem. De var bange.

Når man ser sandheden og virkeligheden holder man op med at være bange – det er Paulus centrale tese. Da galaterne ser Gud – den virkelige Gud – holder de op med at frygte guderne. De holder op med deres gamle religion. På samme måde med jøderne. Jøderne skal indse at den gamle religion kun var en illusion – Jahve var kun en overfladisk Gud. Den virkelige Gud er ikke nogen jødisk nationalgud. Jøderne trællede liige som galaterne for i gamle dage trællede jøderne under loven. De frygtede Gud og de var bange. De søgte at overholde loven – af frygt for at Gud skulle straffe dem. Jøderne levede i en illusion. De var ufri, trælle. De levede under en formynder som Paulus siger. De var ikke et frit folk. De var som børn – de var uvidende og magtesløse. Kristus markerer for Paulus en helt ny epoke: Nu skal ingen mennesker længere tro på de gamle illusioner. Menneskene er blevet frie. Gud har sat dem fri. Ingen er længere slave af nogen gammel religion. Alle mennesker er lige og lige værdige. Ingen mennesker behøver længere at være bange. Indsigt og viden er nøglen til en befrielse af mennesket. Menneskene behøver ikke længere at dyrke deres primitive guder i frygt og med ofre. Mennesket er blevet et værdigt væsen. Vi kan tydeligt se at Paulus har lært meget af den græske filosofi. Alle mennesker kan opleve Gud direkte – helt uafhængigt af al slags kirke eller religion eller institution. Ingen mennesker behøver at læse om Gud i en bog – alle mennesker kan opleve ham direkte. Gud taler til alle mennesker på hele jorden i det sprog som de forstår. Det som mennesker oplever skal ikke godkendes af andre. Det som det enkelte mennesker oplever – Gud – er sandt og gyldigt som det er – uanset hvad kirken eller religionen så mener om det! Da Abraham havde hørt Guds kald gikhan ikke hen i kirken og fik det godkendt. Da Paulus fik sin oplevelse ved damaskus gik han heller ikke hen i kirken og fik den godkendt. Galaterne er lige så gode og lige så værdige som alle andre mennesker. Alle mennesker er eet og ens. De ydre forskelle gør ingen forskel. Gud ser ingen forskel – for ham er alle mennesker lige værdige.

Det som Paulus siger til galaterne er: - Stå fast! I skal ikke lade jer skræmme væk fra det som I tror på. I skal ikke acceptere at jakob og hans folk ikke vil acceptere jer og gøre jer til jøder! I er gode nok som I er! I er ikke børn eller uvidende. I kan selv se hvad der er sandt og virkeligt. I skal holde fast ved jeres egen anskuelse. I skal ikke tro at de andre er klogere end jer og har lov til at forandre jer. Følg jeres egen vej – for I er allerede fuldt ud kommet ud på Vejen! Der findes ikke nogen bedre vej eller nogen anden vej. Følg jeres egen vej, vær tro imod jer selv – det er Vejen!

Paulus’ tankegang er grundlæggende demokratisk og der er ingen tvivl om at paulus er påvirket af den græske tanke om lighed og frihed og demokrati. Paulus har kendt udvikingen i de græske bystater. Han kender også risikoen ved demokratiet og det præger også hans breve men det er en hovedpointe for ham at fremhæve menneskets værdighed og lighed – i al fald over for Gud. Hans tankegang er radikal. Mange opfattede ham som helt uansvarlig. Han blev kritiseret for at gå ind for kaos og fri synd – som det siges i Romerbrevet. Det er selvfølgelig ikke en retfærdig anklage – men paulus går meget langt når han hævder galaternes ret og frihed! Paulus ophæver stort set alt det som samtiden forstod ved normer og religion. – Alt er lovligt, som han siger i Korinterbrevet.

Den gamle græske definition på frihed siger at friheden er at enhver mand kan leve sit liv som han vil! Paulus tilslutter sig denne gamle græske definition og det viser at han på en vis måde bryder radikalt med det autoritære mønster i Det gamle Testamente! Vi er ikke længere magtesløse og prisgivne mindreårige, siger han. Vi er ikke mere undergivet nogen formynder. Paulus er forbløffende moderne – kan vi måske sige! Paulus er helt klart præget af idealer fra den græske filosofi som Platon og stoicismen: Idealet om det værdige og frie menneske – idealet om det sande menneske. Tanken om friheden har Paulus fra den græske filosofi – ikke fra Det gamle Testamente.

Lige som den græske filosofi hævder Paulus det enkelte menneskes frihed – og han gør det så voldsomt at mange i samtiden helt sikkert er blevet betænkelige. Mange har spurgt: - Og hvad vil der så komme ud af det? Vil dette ikke bare medføre totalt kaos? Mange har følt en inderlig utryghed ved Paulus frihed. Vi kan også se at galaterne slet ikke var så glade for al denne frihed. Galaterne ønskede på eget initiativ at komme ind under jødedommen – for det ville give dem en tryghed. Paulus hævder voldsomt friheden for al gammel religion – men hans samtidige har svært ved at følge ham. De synes friheden er truende og farlig. De bliver svage og de falder for fristelsen og de gør sig selv små og svage kan vi sige. Det er i høj grad dette perspektiv som Galaterbrevet handler om. Paulus mener at vi er frie uden nogen grænser – vi er allerede godkendte – men tør vi acceptere denne frihed? Det er fristende at gøre sig selv lille og svag og til et offer. Det er meget mere trygt.

Paulus går ikke ind for kaos – og den græske bestemt heller ikke. Som det fremgår af slutningen af Galaterbrevet går Paulus ind for at ånden skal styre og lede. Vi skal ikke lade os styre af ydre love og regler – dem har Kristus ophævet – men vi skal følge helligånden og leve i kærlighed til hinanden. Kærligheden er ikke lydighed over for en lov. Kærligheden er at være trofast over for Guds ånd – som vi har fået givet og som bor i os. Ånden styrer os indefra – vi er frie.

Paulus er en zelot. Paulus er brændende nidkær for Herren.

Det zelotiske ideal var en meget stærk faktor i det gamle Israel fra Makkabæerne – ca 150 f. kr. og frem. Det var disse – i bredeste forstand – zelotiske kræfter som rejste oprøret imod Rom i 66 f. Kr. – den krig som i 70 e. Kr. medførte Israels udslettelse. Men zeloternes energi var ikke primært rettet imod de fremmede – romerne eller grækerne – den var rettet imod de religiøse afvigere – synderne - i Israel!

Det er typisk for Paulus’ omtale af sit gamle liv at han aldrig nogen sinde tager afstand fra hans gamle zelotiske iver. Paulus blev rent historisk et redskab for synedriet – rådet i Jerusalem – og han blev en forfølger af alle religiøse afvigere i Palæstina. Han optrådte meget voldeligt og med megen brutalitet. Han blev i al fald medskyldig i et mord. Men han tager aldrig afstand fra denne brutalitet. Brutaliteten var simpelt hen en afgørende del af hele det zelotiske ideal.

Set med moderne øjne er Paulus voldelige fremfærd og voldelige tankegang ubegribelig. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Oldtiden tilbad magten, vilkårligheden, selvtægten og det voldelige.

Paulus så sine egne fjender som Guds fjender. Paulus var en hellig kriger som kæmpede Guds hellige kamp mod de ugudelige. Der var ikke nogen grund til at få dårlig samvittighed. Tværtom. Paulus roser sig selv i høje toner.

At være ivrig og nidkær er at være nidkær for fædrenes traditioner – fædrenes overleveringer. Dette udtryk beskriver præcist Paulus. Dette udtryk finder vi utallige steder i den samtidige litteratur.

Fædrenes overleveringer er at leve efter en bestemt livsstil – at leve efter Vejen – Halakhah. Halakhah er overleveret dels skriftligt og dels mundtligt. Paulus tilhører farisæernes parti og for farisæerne er den mundtlige tradition lige så vigtig som den skriftlige. Traditionen giver et sikkert pejlepunkt for livet i verden. Vi er de retfærdige for vi lever efter denne vejledning – Vi er dem som vandrer for herrens ansigt. Alle andre er ugudelige, syndere og fortabte.

I Det gamle Testamente skildres denne idealtype – krigeren, zeloten – et utal af steder. Som et eksempel kan vi se følgende fra 1. Mosebog hvor Jakobs sønner hævner sig på de ugudelige:

v25 Da de to dage efter lå med feber, greb Jakobs to sønner Simeon og Levi, Dinas brødre, hver sit sværd og trængte uhindret ind i byen og slog alle mænd ihjel. v26 Hamor og hans søn Sikem dræbte de med sværd, og så hentede de Dina i Sikems hus og drog bort. v27 Jakobs sønner kastede sig over de dræbte og plyndrede byen, som havde skændet deres søster. v28 De tog får, køer og æsler, alt hvad der var i byen og på marken. v29 Alle deres rigdomme, alle kvinder og børn førte de bort, og de plyndrede husene for alt, hvad der var.

(1 Mos 34)

Et andet eksempel er 4. Mosebog 25 som skildrer Pinehas som siden hen netop bliver et symbol på den zelotiske iver og nidkærhed for Herren. Makkabæerbøgerne er fyldt med henvisninger til Pinehas – Arons sønnesøn:

v6 Der var endda en af israelitterne, som for øjnene af Moses og hele israelitternes menighed bragte en midjanitisk kvinde med sig til sine brødre, mens de sad og græd ved indgangen til Åbenbaringsteltet. v7 Da præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, så det, trådte han ud fra menighedens midte, greb en lanse v8 og gik efter israelitten ind i brudeteltet og stak lansen gennem dem begge, både den israelitiske mand og kvinden, lige gennem underlivet.

(4 Mosebog 25)

I 1. Makkabæerbog finder vi det samme ideal – Mattathias er Makkabæernes store helteskikkelse – en evig helt. De ord som bruges her – optændt, oprørt, opfyldt, brændende – bliver netop de vigtigste udtryk i hele denne strømning som kom til at præge Paulus:

v19 Men Mattathias råbte med høj røst: »Om så alle folkene, der hører under kongens rige, adlyder ham og alle som én falder fra deres fædres gudsdyrkelse og vælger at rette sig efter hans bud, v20 så vil jeg og mine sønner og brødre blive i vore fædres pagt. v21 Gud forbyde, at vi skulle opgive loven og dens bud. v22 Vi vil ikke rette os efter kongens befalinger, så vi på nogen som helst måde viger fra vores gudsdyrkelse.«

v23 Da han havde sagt dette, trådte en jødisk mand frem i alles påsyn for at ofre på afgudsalteret i Modein efter kongens befaling. v24 Da Mattathias så det, blev han optændt af lidenskab og oprørt i sit indre. Opfyldt af retfærdig vrede fór han frem og huggede manden ned ved alteret. v25 Samtidig dræbte han kongens mand, der skulle tvinge dem til at ofre, og han rev alteret ned. v26 Han brændte af lidenskab for loven, som Pinehas havde gjort det over for Zimri, Salus søn.

v27 Derpå råbte Mattathias med høj røst ud over byen: »Enhver, som brænder af lidenskab for loven, og som holder fast ved pagten, skal følge mig!«

(1 Makkabæerbog 2)

Den jødiske historiker Filon som var lidt yngre end Paulus skriver således:

“Der findes tusinder som er zeloter for loven (ivrige for loven) og de er de mest strenge vogtere af fædrenes overleveringer. De er helt uden nåde imod de mennesker som går imod dem”.

I den jødiske Mishnah findes følgende skildring af den rette zelotiske adfærd over for de ugudelige:

“Hvis en mand gjorde en aramæisk (fremmed) kvinde til sin kone - så ville alle zeloterne falde over ham. Hvis en præst tjente ved et altar og var uren så bragte de ham ikke til domstolen men de tog ham uden for templet og splittede hans hjerne med deres køller!”.

Vi kender idealet fra det berømte eksempel fra Dommerbogen fra Israels første tid – Debora og Jael – som var to af Israels store kvindelige helte – evige forbilleder! Israels stammer kommer i krig med de kana’anæiske konger. Kana’anæerne bliver besejret men deres anfører Sisera flygter bort fra slagmarken. Jael bruger løgn og list og hun bryder gæstfriheden – men hun bliver en evig og udødelig helt:

v17 I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. v18 Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: »Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange!«

Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. v19 Han sagde til hende: »Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig.« Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. v20 Han sagde til hende: »Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej.«

v21 Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt som han var. Sådan døde han. v22 I det samme kom Barak [Israels anfører], som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: »Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger.«

Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen.

(Dommerbogen 4)

I 1. Samuelsbog findes følgende beretning om Saul og Samuel. Saul har skånet den fremmede konge og ikke slået ham ihjel. Men profeten Samuel er fuld af vrede og harme og nidkærhed for Herren. Samuel brænder for Herren og løfter sværdet. Alle Herrens fjender skal slagtes og dræbes uden nogen nåde. Alle dyr og alle mænd, kvinder og børn. Det er Herrens lov og krav. Saul har syndet forfærdeligt ved at skåne den fremmede konge. Samuel tilgiver aldrig nogen sinde Sauls synd og brøde – og Saul mister fuldstændigt Guds støtte og frelse efter denne begivenhed! Den fremmede konge Agag er lettet og tror at han har reddet livet - men han bliver ramt af Herrens blodige sværd:

v32 Derefter sagde Samuel: »Før amalekitterkongen Agag hen til mig!« Og Agag gik frimodigt derhen og sagde: »Dødens bitterhed er i sandhed forsvundet.« v33 Men Samuel sagde: »Ligesom dit sværd har gjort kvinder barnløse, skal din mor nu blive barnløs frem for nogen.« Så huggede Samuel Agag ned for Herrens ansigt i Gilgal. v34 Derefter gik Samuel til Rama, mens Saul drog hjem til Sauls Gibea.

(1 Samuelsbog 15)

Hele dette ideal spillede en helt afgørende rolle for Paulus. Det var det ideal han voksede op med og det ideal han blev uddannet til da han fik en farisæisk lærer – en rabbi – i Jerusalem. Paulus forlod aldrig nogen sinde dette ideal. Resterne af hele sprogbrugen fra dette ideal findes i alle hans breve. Paulus opfattede sig selv som en stor kriger for Herren – som en gudsmand - som det siges om Elias og Elisa i Kongebøgerne. En tjener for Herren skal være stærk og hensynsløs. Herren har ingen glæde af svage mænd. Herren har brug for krigere der er uden al frygt.

Når ånden kommer over gudsmanden går han amok og går ud og besejrer alle Herrens fjender – alle de afskyelige og ækle fjender. Vi finder dette ideal i hele Det gamle Testamente. Det er ikke mærkeligt at det bliver overtaget af Paulus.

Hvem er Guds søn?

Den tidlige kristne kirke – og Paulus – lever helt inden for rammerne af Det gamle Testamente. Det har meget stor betydning når vi ser på titlen eller udtrykket Guds søn.

Set fra Paulus’ synspunkt var titlen eller udtrykket Guds søn ikke særlig vigtig. En hel række af titler blev i urkristendommen hæftet på Jesus. Han var Guds søn og Davids søn og Fredsfyrsten og Messias. Jesus er først og fremmest lig med Herren eler Vor Herre (dvs vores konge) hos Paulus – og denne titel har været den vigtigste for Paulus – ikke Guds søn! Betegnelsen Herren som en betegnelse for Jesus Kristus forekommer i alt 230 gange i hans breve! Alle disse forskellige udtryk dækker nogen lunde hinanden. Betegnelsen Guds søn var ikke særlig vigtig eller speciel. Den var ikke afgørende for Paulus. Paulus troede ikke på Kristus fordi han var Guds søn! Det er mere rigtigt at sige at han troede på Kristus – og derefter hæftede han - og hele urkirken – en hel række betegnelser på Jesus eller Kristus. Kritus blev kaldt for mange forskellige ting. At sige at Jesus var Guds søn og at sige at han var Davids søn – var stort set det samme – det ene var ikke vigtigere end det andet – det ene var ikke mere ophøjet end det andet.

I Det gamle Testamente bliver udtrykket Guds søn brugt om et stort antal af personer. Kongen eller den siddende konge blev betegnet som Guds søn. Det fremgår af Salmernes Bog. Gud eller Herren Jahve er kongens fader og vi har også salmer – salme 2 fx – som viser at Gud har avlet kongen – altså at Gud i konkret forstand er kongens fader.

I hele oldtiden havde man mange steder den forestilling at menneskene på jorden var et resultat af et himmelsk samleje. Gud er vores fader. Den egyptiske konge var søn af guden – Solen. Det gjaldt de fleste konger i oldtiden.

I 1. Mosebog fortælles historien om at guderne eller gudssønnerne i himlen blev forelskede i de smukke jordiske kvinder. De kom ned og havde samleje med de jordiske kvinder. Ud af disse forhold kom så en helt ny race på jorden!

Men mange forskellige personer bliver også kaldt Guds søn og Guds sønner. Gud har mange sønner. I himlen er der en næsten talløs skare af væsner som er Guds sønner. Udtrykket bliver brugt om alle Guds tjenere eller hjælpere. Gud er en konge og han har mange trælle og tjenere og ministre og engle. Alle disse er Guds sønner.

Mange mennesker i Det gamle Testamente bliver født ved en underfuld fødsel – det betyder at Gud på en eller anden måde er deres fader. Det gælder fx Samson og Samuel og Isak. Samson er en stor frelser som Gud har sendt til verden. Samson er Guds søn. Jesus er også Guds søn – fordi hans undfangelse er underfuld. Men det gælder jo også Johannes Døberen.

Hele Israels folk er også i Det gamle Testamente Guds sønner. Det har nok betydet to ting. For det første har der været forestillingen om Gud som faderen – dvs som en mand. Gud er en mand og Gud avler eller skaber alle mennesker. Alle mennesker er hans børn – hans sæd som det siges i Det gamle Testamente. Det er netop den tanke vi finder hos Paulus i Galaterbrevet. Alle mennesker er hans sønner – alle mennesker er Guds sønner. Vi kan altså tydeligt se at når Jesus kaldes for Guds søn har der ikke ligget noget meget specielt i det. - Jesus er den førstefødte af mange brødre, som Paulus siger i Romerbrevet. Jesus er vores broder. Vi er alle Guds sønner – akkurat lige som Jesus – for alle mennesker er Guds sønner. Jesu fader er vores fader – der er ingen forskel.

Den anden tanke som er vigtig i Det gamle Testamente er tanken om at hele Israel er Guds trælle og slaver – det er hans ejendom. Dette genfindes hos Paulus når han siger at alle de kristne er kristi trælle og slaver – de tilhører Kristus. Dette hænger sammen med familieretten i Det gamle Testamente. Ale personer i faderens hus er hans trælle og slaver – kvinder, børn, pårørende og trælle. Vi kan her se hvor flydende sprogbrugen er. Alle sønnerne er faderens sønner men de er også hans ejendom. Faderen har hals og håndsret over dem. De skal tilbede og ære faderen. Når kvinderne – hans hustruer og trælpiger – nærmer sig ham skal de kaste sig ned på jorden. Faderen er patriark og alles herre – alle som tilhører hans hus. Vi tilhører alle sammen Guds hus og hushold og familie. Derfor er vi hans sønner. Vi er både Guds sønner – lige som Jesus – og samtidig Guds slaver. Udtrykket trælog slave blev også brugt om dem som tilbeder herren – faderen. Derfor er Israel Guds sønner og trælle. Men det at være en træl bliver lige pludselig en udmærkelse – en ophøjelse – og sådan fungerer det også i Det gamle Testamente. Vi skal også huske at trælle og slaver i det gamle Israel ikke var underkuede værgeløse negerslaver som vi kender det fra Nordamerika i det 19. århundrede! Trællen havde ofte en ophøjet status – han var medarbejder – som i eksemplet med Abrahams træl Eleazar som skal arve ham.

Det er typisk for Paulus at Gud er en fader i forhold til alle mennesker. Den opfattelse er fælles for hele oldtiden – den finder vi også i Mesopotamien og i Egypten. Gud er faderen – skaberen – avleren – frembringeren. Men Gud er ikke fader i forhold til Kristus eller Jesus specielt. Vi finder ikke nogen treenighedslære hos Paulus. Gud og Kristus har ikke to forskellige roller som faderen og sønnen. Kristus opfatter Paulus slet ikke specielt som Guds søn!

I den senere kristne kirke sker der en voldsom ændring af sprogbrugen. Efterhånden bliver det sådan at betegnelsen Guds søn kun kan bruges om Jesus Kristus. Gud som er faderen har simpelt hen kun fået een eneste søn nemlig Kristus. På længere sigt sker der mange andre ændringer – treenighedslæren betyder at forholdet mellem Gud faderen og Kristus er evigt – Kristus har været til sin tidernes begyndelse – ja før – og faderen og sønnen er een og eet.

Siden i kristendommens historie bliver udtrykket Guds søn altså et slags bevis for Jesus. Kirken siger at vi skal tro på Jesus fordi han er Guds søn. Denne status er helt unik. Betegnelsen Guds søn får et helt andet indhold - end det havde på Paulus’ tid. Paulus har slet ikke brugt ordet Guds søn som det siden blev brugt i kristendommen.

Paulus tænker som man gør i Det gamle Testamente. Jesus Kristus er også Guds søn – lige som de gamle konger som David og Salomo var Guds sønner – fordi Kristus er en konge. Det at Kristus er en konge er pointen for Paulus – ikke at han er Guds søn – det har ikke været så vigtigt for Paulus.

I Det gamle Testamente findes mange forskellige betegnelser og de lever stadig væk videre hos Paulus. Elias og Elisa er store gudsmænd – dvs at de er eet med Gud på en underfuld måde. De udøver Guds magt og de repræsenterer Gud. På denne måde er Kristus eller Jesus en stor gudsmand – lige som Johannes Døberen. Jesus er en stor profet – fordi en profet taler Guds ord til menneskene – han repræsenterer Gud. Paulus er selv en profet og en gudsmand – og i Apostlenes Gerninger kan vi da også se hvordan Peter og Paulus blev opfattet som guder i samtiden! Vi kan se at Paulus’ sprogbrug er meget mere flydende end den senere kirkelige sprogbrug.

Jesus er hyrden og fårehyrden. Dette billede – denne titel – går klart tilbage til de gamle konger i Israel. Kongerne var netop hyrder og fårehyrder. Men for Paulus glider ordene selvfølgelig sammen. Han opfatter ikke skellet så tydeligt. Paulus er selv en hyrde – og betegnelsen hyrde – latin Pastor – bliver senere i kirkens historie en betegnelse for en præst. Paulus bruger mange forskellige udtryk om Jesus og om Kristus – udtrykkene var alle sammen billeder og metaforer – og den ene metafor var ikke meget vigtigere end de andre. Vi kan sige at betegnelsen Guds søn ikke var særlig vigtig i den tidlige kristendom.

Alle disse ord og udtryk var meget flydende i urkristendommen og på Paulus’ tid. Paulus lever helt klart inden for jødedommens rammer og han tænker jødisk – efter mønsteret i Det gamle Testamente. Paulus kan mange steder sige at kristus eller Jesus er Guds søn – men han gør det lige som ordene bruges i Det gamle Testamente. At sige at Kristus er Guds søn siger egentlig ikke så meget, mener Paulus! Det bliver man ikke så meget klogere af!

Jøder, proselytter og gudfrygtige.

På Paulus’ tid var en væsentlig del af jøderne udvandret fra Palæstina og bosat i jødiske kolonier i Afrika, Asien og i Middelhavsområdet. Der var store mængder af jøder i Lilleasien, i Grækenland, i Rom og endda i Spanien i Barcelona! Det var ikke spor mærkeligt at Paulus planlagde at rejse til Barcelona!

I den hellenistiske periode – fra ca 300 f. kr. – kom disse jødiske kolonier og menigheder rent faktisk til at fungere som åndelige kraftcentre i den daværende verden. Den jødiske religion og livsstil blev opfattet som attraktiv af store mængder af grækere. Den gamle græske religion havde tabt megen af sin betydning og mange mennesker søgte en ny religiøs åndelig frelse i de mystiske religioner fra østen. Jødedommen var ikke nogen mysteriereligion men den kom til at fungere lidt som en mysteriereligion. Jødedommen var monoteistisk, den indeholdt en etik og en Halakhah – en vej, en etik og orden – og den blev opfattet som en mystisk gammel visdom fra østen. Det åndelige klima omkring Paulus’ tid mindede om det vi kender i vores moderne verden. Mange mennesker søgte en åndelighed eller åndelige svar eller svar på spørgsmål om liv og død. Der opstod et slags åndeligt tomrum fordi den gamle tro på Zeus og de olympiske guder blev svagere – i al fald nogle steder.

I Galaterbrevet får man indtryk af at galaterne bliver presset til at gå ind i den jødiske livsstil af de udsendte brødre fra Jerusalem – fra Jakob. Men ud fra den viden vi har er dette billede måske fortegnet. Måske fortegner Paulus billedet fordi det gavner hans sag. Det er vigtigt at huske at grækerne selv og på eget initiativ søgte ind i jødedommen – faktisk i et meget stort antal! Jødedommen var simpelt hen blevet moderne. Rent historisk kom kristendommen og den kristne kirke til siden hen at score gevinsten! Kirken nød simpelt hen godt af at jøderne i flere hundrede år havde gjort grækerne åndeligt interesserede i jødedommen. De mennesker som Paulus henvendte sig til var netop de jødiske menigheder og så den kreds af fromme grækere som havde knyttet sig til den jødiske menighed.

Galaterbrevet handler på en måde om hvem der er de sande jøder eller om hvem der har del i løftet til Abraham eller hvem der er Abrahams sande sønner. Vi skal nok ikke overdrive uenigheden mellem Paulus og kirken i Jerusalem. Det er tydeligt at de har været fuldstændigt enige om det meste – om hele troen på Kristus. Paulus anerkender jo tydeligt nok Jakob og kirken i Jerusalem. Paulus ved godt at de er ældre i troen end han selv – de var apostle før mig, som han siger - og Paulus bøjer sig for deres autoritet. Men der er foregået en lang diskussion. Denne interne jødiske diskussion er ikke ny. Længe før Jesus var der en diskussion i jødedommen om hvem der egentlig var jøder – eller sande jøder.

De mange grækere som fx i Galatien følte sig tiltrukket af jødedommen blev på forskellig måde integreret i den jødiske menighed omkring den lokale synagoge. De blev mere eller mindre jøder og de kom typisk ind i en proces som efterhånden bevirkede at de blev mere og mere identificeret med jødedommen.

Det første skridt var at de fik status af de gudfrygtige – eller de som frygter Herren. Det betød at de accepterede den jødiske gudsopfattelse – Gud er een – og det betød at de kom til at tro på at Israels Gud var den eneste Gud eller i al fald også var deres gud. Et senere skridt bestod i at grækerne begyndte at efterleve den jødiske Halakhah – Vejen – i større eller mindre grad – fx spiselovene. De fik adgang til den jødiske gudstjeneste i synagogen. De blev undervist i jødedom. Forudsætningen for at de kunne have fællesskab og bordfællesskab med jøderne var at de fulgte de jødiske spiseregler.

Det sidste – kan vi sige logiske – skridt i udviklingen var at de blev proselytter – dvs omskårne. Det græske ord proselyt betyder simpelt hen fremmed som har sluttet sig til vores folk. Efter den jødsike tradition på Paulus’ tid blev de dermed fuldgyldige jøder – uden nogen som helst begrænsninger! I følge den herskende opfattelse var det antageligt sådan at alle grækerne kunne komme ind i velsignelsen og ind i Israels folk – ved at blive omskåret – og derefter at leve efter Moseloven. På Paulus tid havde de fleste jøder altså den opfattelse at alle mennesker for så vidt var ens stillede. Alle kunne få del i løfterne – alle var egentlig jøder eller potentielt jøder. Alle kunne blive Abrahams sønner – hvis de antog den jødiske livsstil og blev omskåret.

Vi ved fra samtidens græske og romerske kilder – Tacitus er et malende eksempel - at omskærelsen var en hård nød for grækerne. At blive omskåret var en frygtelig afskyelighed og modbydelighed for alle gode romere og grækere! Det blev opfattet som en kastration! Dette sidste skridt var altså et skridt som desværre skræmte mange af de såkaldte hedninger væk! Måske har Paulus også tænkt på dette problem. Omskærelsen var skræmmende for grækerne og gjorde missionen – set fra Paulus’ synspunkt – vanskelig og besværlig. I Det gamle Testamente spiller omskærelsen ikke nogen særlig vigtig rolle – men på Paulus’ tid i hellenismen havde omskærelsen for mange jøder fået en meget større betydning.

Striden mellem Paulus og Jakob kan forklares på en simpel måde sådan: De to parter var helt enige om at troen var startpunktet på en omvendelse til kristendommen – for hedninger. Det som Paulus siger om troen – troen alene - var Jakob enig i men Jakob mente at troen måtte have følger. - Ingen tro uden handling, kan vi måske sige. Jakob siger at i en relation er der naturlige forpligtelser – forholdet til Gud er som et ægteskab – og der er rimelige forpligtelser hvis man indgår i et ægteskab! De græske hedninger må blive jøder – dvs proselytter – ellers er de ikke sønner af Abraham og så er de ikke arvinger. Det er det naturlige – det rimelige. Jakob er enig i at Guds frelse står åben for alle mennesker – også selv om de slet ikke er jøder. Gud er Gud for alle og han frelser alle mennesker – af ren kærlighed og nåde. Men Jakob mener at mennesker skal vise deres taknemmelighed og tro og loyalitet over for Gud - når han har frelst dem. Omskærelsen er måske ikke en regulær betingelse – for Gud frelser alle mennesker uden betingelser - men den er en naturlig reaktion. Hvis man elsker et andet menneske – følger der vel en naturlig og passende adfærd bagefter! Visse handliger og gode gerninger er rimelige og naturlige – de er retfærdige, som Jakob ville sige. Jakob siger at det at blive integreret og blive en proselyt – at blive omskåret og overholde spiselovene – er den rimelige normale Halakhah – Paulus ekstreme synspunkt er ikke rimeligt! Jakob mener at Paulus nu er faldet over i den helt modsatte grøft! Engang var han så nidkær for loven – og nu er han bare ligeglad, mener Jakob! I stedet mener Jakob at den rette vej – Vejen – er en rimelig og ordentlig middelvej! Paulus ophæver jo alt hvad der er godt og helligt i Israel – og desuden er grækerne jo netop interesseret i at antage den jødiske lov og orden! Det er jo derfor de søger de jødiske menigheder – det er jo derfor at de overhovedet vil høre på Paulus!

Hvem er de kristne? Om modtagelsen af ånden. Åndsdåben.

(Galaterbrevet 3.1)

Hvem er de kristne i Galaterbrevet?

Hvad vil det sige at være en kristen i følge Paulus eller i følge Galaterbrevet?

Paulus’ pointe i Galaterbrevet er hele tiden at henvise til den personlige oplevelse som galaterne havde da Paulus besøgte dem. Paulus prædikede evangeliet for dem og ånden kom over dem. Det er den grundlæggende kendsgerning som Paulus hele tiden vender tilbage til og det er også den kendsgerning som er hans vigtigste argument i diskussionen med kirken i Jerusalem og med Jakob. Galaterne blev kristne – for de modtog ånden. Ånden var beviset for at deres oplevelse var sand – at den kom fra Gud.

Paulus kritik af galaterne er at de nu har mistet al sund fornuft i mellemtiden – i perioden efter at Paulus har forladt dem. De var så at sige færdige og fuldvoksne og fuldbårne – men det har de mere eller mindre glemt imellemtiden og nu tror de at de skal gøre en mængde nye ting for at blive rigtige kristne! Galaterne tænker som alle andre mennesker – de tror de skal gøre gode og fromme gerninger. Paulus afviser hele denne tale om at galaterne skal gøre og gøre. De skal ikke gøre noget. De har allerede nået målet. De er allerede Abrahams sønner – og Guds sønner. Det blev de helt definitivt dengang de modtog ånden i Galatien.

Galaterne fik ikke ånden fordi de gjorde noget bestemt. De fik slet ikke ånden fordi de overholdt de jødiske spiseregler eller fordi de var blevet omskåret! Galaterne fik ånden – uden at de havde gjort noget som helst specielt. De hørte Gud tale til sig – Gud viste sig for galaterne - og de fik Guds ånd. Ånden er pantet, siger Paulus.

At være en kristen i følge Galaterbrevet eller i følge Paulus er ikke et resultat af at man har gjort noget. Galaterne blev ikke først døbt og så modtog de ånden bagefter. Galaterne omvendte sig ikke først til Gud og så fik de ånden bagefter. Galaterne oplevede en voldsom susen – en voldsom oplevelse – de blev rystede – de fik syner og visioner – de kom sikkert i en slags ekstase – og på den måde fik de ånden. På den måde blev de kristne, siger Paulus.

At blive kristen er ikke noget som man arbejder på eller forsøger at blive – det er noget som pludselig sker for en – man får en pludselig indsigt – man bliver grebet af en kraft eller af en følelse eller af en energi. På den måde bliver man en kristen.

Man bliver kristen på een gang – med eet slag. Man kan ikke være mere eller mindre kristen. Det er netop det som er Paulus’ pointe i Galaterbrevet. Galaterne mangler ikke noget bag efter deres oplevelse – deres personlige oplevelse. De er fuldbårne. De skal ikke forandres eller forbedres. Jakob vil sikkert prøve at forbedre dem og bringe dem ind i en gradvis proces – der kan gøre dem færdige – men det afviser Paulus. Han siger at galaterne er fuldt perfekte som de er. De mangler ikke noget.

Galaterne som har set Gud mangler ikke noget. De skal ikke belæres – de skal ikke undervises i troen – de skal ikke udvikles eller uddannes. Slet ikke overhovedet! De er fuldt færdige og helt perfekte. De har fået alle nådegaverne forlængst allerede - som Paulus skriver til menigheden i Korinth. Korintherne er rige på alle ting. De er blevet herrer og konger som Paulus skriver et andet sted. De har al viden og kundskab – de har fået alt – de behøver ikke at læse i nogen bog eller gammel bogrulle:

v4 Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. v5 For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, v6 eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, v7 så I ikke mangler nogen nådegave.

(1 Korintherbrev 1.4)

v4 Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

v32 Denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på. v33 Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører.

(Apostlenes gerninger 2.4)

Galaterne bliver ikke døbt i følge Galaterbrevet. Paulus døbte næsten ingen mennesker på sine rejser. Galaterne mangler ikke noget. De er allerede blevet døbt med ilden og ånden. Om de bliver døbt med vand og som en kirkelig dåb – det er ikke afgørende. Det er ikke dåben – vanddåben – som gør dem til kristne. Det er deres personlige oplevelse og den rus og det sus som de oplevede som gjorde dem til sande kristne!

Galaterne har ikke gjort noget. De har hørt og de har troet – men det er ikke gerninger. Da galaterne fik deres syner og visioner troede de – de troede på de syner som de fik – de troede på det som de så. De glemte deres lille ego og deres lille forstand – de vovede at tro på det som var helt åbenbart og selvindlysende. Galaterne blev ikke troende fordi Paulus prædikede for dem – men de fik ånden og ånden kom ned over dem – dengang Paulus prædikede for dem! Paulus er ikke årsagen til at de blev troende – Gud viste sig for galaterne – helt uafhængigt af Paulus – helt uafhængigt af alle ydre forhold. Gud greb ind og skar lige igennem. Gud talte til galaterne i det sprog som de kunne forstå. Selvfølgelig troede de på det som de oplevede. De blev ikke konfronteret med ord fra en gammel støvet bog – de blev konfronteret med virkeligheden – med lyset – med noget som de selv kunne se var virkeligt! På den måde – siger Paulus – kom de til at tro. De blev kristne. De blev modtaget og adopteret af Gud. De kom ind i Kristus – en ny væren.

De blev ikke kristne ved en logisk eller rationel proces. Det var ikke noget som foregik i deres tanker eller i deres forstand. De blev ikke overbevist af visse argumenter. De sluttede sig ikke til at kristendommen eller evangeliet nok var sandt! De så og skuede alting – lige pludseligt – i et lys – lysende klart for enhver. De oplevede en åbenbaring – på samme måde som Paulus engang havde oplevet en åbenbaring ved Damaskus.

Vi finder denne tanke mange steder hos Paulus og i Det nye Testamente. Vi finder den utallige steder i Det gamle Testamente hvor det fortælles hvordan ånden kommer over mennesker. Ånden er en vældig kraft som kommer ned over mennesket og som befrier menesket og giver det nye kræfter og nyt mod på livet. Det er kort sagt hvad det er at være en kristen – blive en kristen. At blive en kristen er at opleve denne pludselige lettelse – befrielse – egentlig ikke at omvende sig - i den betydning som omvendelse normalt bruges. Galaterne omvender sig egentlig ikke – lige så lidt som Paulus omvender sig. I synet eller oplevelsen oplever vi at vi er Guds sønner – at vi er fuldkomne. Vi har fået Guds ånd – galaterne har fået Guds ånd – og galaterne er blevet som Gud selv.

v9 Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. v10 Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. v11 Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

v14 For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn [sønner]. v15 I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår [sønnekår], og i den råber vi: Abba, fader! v16 Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn [sønner]. v17 Men når vi er børn [sønner], er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

(Romerbrevet 8)

v8  Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre. v9  Men som der står skrevet:
      Hvad intet øje har set og intet øre hørt,
      og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,
      det, som Gud har beredt for dem [os] , der elsker ham,
v10  det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. v11  For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. v12  Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. v13  Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.

(1 Korintherbrev 2.8)

Vi får Guds ånd. Jesus taler om den oplevelse som galaterne siden kommer til at opleve. Når galaterne har fået Guds ånd skal der løbe strømme af levende vand ud af deres indre. Ved modtagelsen af ånden kommer ånden ind i galaterne. De bliver forvandlede. De får en kraftkilde inden i deres sjæl og legeme.

v38 Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ « v39 Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.

(Johannesevangeliet 7.38)

Dåben med ånden er i Det nye Testamente det afgørende – det springende punkt. Ved modtagelsen af Guds ånd bliver alle mennesker kristne eller troende – uanset hvem de er – uanset hvad de har troet på. Modtagelsen af denne vældige ånd – denne inspiration – er en personlig oplevelse. Den er ikke fremkaldt af kirken. Den stammer direkte fra Gud. Alle mennesker får ånden direkte fra Gud selv – ved en personlig meddelelse. Det enkelte menneskes oplevelse og intuition skal ikke godkendes nogen steder.

v44 Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet. v45 Og de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger; v46 for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud.

Da tog Peter til orde: v47 »Mon nogen kan hindre disse mennesker [hedningerne] i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?« v48 Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn. Derefter bad de ham om at blive der nogle dage.

(Apostlenes Gerninger 10.44)

v5 Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.

(Romerbrevet 5.5)

v1 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. v2 For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.

(Romerbrevet 8.1)

v12 Et sådant håb har vi og går derfor åbent til værks v13 og gør ikke som Moses, der lagde et slør over sit ansigt, for at Israels børn ikke skulle se, at det, der forsvandt, hørte op. v14 Dog forhærdedes deres tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. v15 Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. v16 »Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort« v17 – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. v18 Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

(2 Korintherbrev 3.12)

v33 Alle midjanitterne og amalekitterne og Østens folk samledes og gik over Jordan; og de slog lejr på Jizre'elsletten. v34 Da iklædte Herrens ånd sig Gideon; han stødte i hornet, og abiezritterne sluttede op bag ham. v35 Derpå sendte han bud ud i hele Manasse, og de sluttede også op bag ham. Og han sendte bud ud i Asher og Zebulon og Naftali, og de sluttede sig til dem.

(Dommerbogen 6.33)

v4 Da sendebudene kom til Sauls Gibea og forelagde sagen for indbyggerne, brast alle i gråd. v5 I det samme kom Saul hjem fra marken med sine okser, og han spurgte: »Hvad er der i vejen med dem, siden de græder?« De fortalte ham, hvad mændene fra Jabesh havde sagt, v6 og da han hørte det, greb Guds ånd ham, og vreden flammede op i ham. v7 Han tog et spand okser, skar dem i stykker og sendte stykkerne med sendebudene ud i hele Israel med den besked: »Hvis der er nogen, der ikke vil rykke ud sammen med Saul og Samuel, skal der ske det samme med hans okser.« Da blev folket grebet af rædsel for Herren, og de rykkede ud alle som én. v8 Han mønstrede dem i Bezek; der var tre hundrede tusind israelitter og tredive tusind judæere. v9 Så sagde han til sendebudene, der var kommet: »I kan sige til mændene i Jabesh i Gilead, at i morgen ved middagstid bliver de frelst.« Da sendebudene kom og fortalte det til mændene i Jabesh, blev de glade v10 og sagde til ammonitterne: »I morgen vil vi overgive os, og så kan I gøre med os, hvad I vil.« v11 Næste dag delte Saul hæren i tre afdelinger. I morgenvagten trængte de ind i lejren og huggede ammonitterne ned indtil middagstid. De overlevende blev spredt, så der ikke var to tilbage på samme sted.

(1 Samuelsbog 11.4)