v10 Moab er mit vaskefad,
på Edom kaster jeg min sko,
mig skal du hylde, Filistæa!
(60)
Det
er en almindelig opfattelse at der
har været afholdt en tronbestigelsesfest
i det gamle Israel. Kilderne til
disse ritualer er meget usikre og der
er meget delte meninger i forskningen men det er en udbredt opfattelse at der er blevet afholdt en sådan højtid eller kultisk fest i måneden Tishri
dvs i september – oktober hvert år.
Under
denne højtid fejrer man at Herren Jahve nu har taget magten, nedkæmpet
de onde magter, er draget ind i
Jerusalem og templet i et triumftog og nu
sidder på sin trone – tronstolen - i templet. Tronstolen er Pagtens Ark i det allerhelligste i templet.
Herren er nu blevet konge, alles
konge, kongernes konge, dvs overkonge over alle jordens
konger, konge i himlen, konge over
alle guderne. Alle guderne og alle
jordens storkonger er nu kommet til templet og har kastet sig ned i støvet for
Herren! Alle er de fulde af frygt og rædsel. Han har sejret! Han har vundet sejren! Herren er vores konge! Han er stor!
Han er den største! Han er hellig!
Vi
ved desuden at jøderne i det gamle Testamente holdt en nytårsfest ved årets start om efteråret
i måneden Tishri.
Det er derfor sandsynligt at tronbestigelsesfesten
og nytårsfesten er den samme fest eller er dele af den samme fest. Man fejrede det nye års start på grund af høsten. Høsten er vendepunktet.
Nytårsfesten er en høstfest, en høstgudstjeneste,
en takkefest. Høsten er naturens
grøde - frugtbarheden. Ifølge
traditionen såede man under tårer (at
så er at miste) men jublede da høsten kom. Høsten hænger
sammen med en frugtbarhedsfest. Den
hænger også sammen med vin (vinhøsten),
vildskab, ekstase, seksualitet (som Dionysos i Grækenland)
hos Israels naboker inklusive Kana’an
– men dette træk findes (stort set) ikke
i Det gamle Testamente.
Salme
45 er et hyldestdigt til kongen i
forbindelse med et bryllup. Digtet
eller salmen indeholder en farverig
beskrivelse af den skønne velduftende konge – smukkere end alle andre mænd i Israel som det hedder om Saul - og hans harem og mange
kvinder. Digtet er en slags hyldest
til kongen som en erotisk seksuelt potent skikkelse. I digtet
omtales kongen også som vores gud!
Digtet er meget sanseligt
sammenlignet med de øvrige salmer. I sit indhold kan salme 45 minde om Højsangen. Nogle forskere mener at teksten i Salme 45 er blevet brugt ved bestigelsesfesten i efteråret fordi den
hører sammen med forestillinger om frugtbarhed,
seksualitet, afgrøde. Dette er dog omstridt.
Løvhyttefesten fejredes også på det samme tidspunkt
(september-oktober) – og fejres stadigvæk blandt jøderne. Løvhyttefesten hænger
sammen med pagtslutningen mellem
Herren og Israel, offentliggørelsen af Loven
på Sinajs bjerg. Men løvhyttefesten hænger også
sammen med nytårsfesten og frugtbarhedsritualer – det kan ses
enkelte steder i Det gamle Testamente.
Hvordan
disse forskellige ritualer har hængt
sammen i det gamle Israel ved vi ikke så meget om, men det er meget sikkert at
det ritual som er blevet kaldt Jahves tronbestigelsesfest
er blevet afholdt i september til oktober måned hvert år – men måske også på andre tider af året. En
meget stor del af salmerne i Salmernes Bog er tekster som antageligt har været
brugt ved denne bestigelsesfest. Det
gælder efter de flestes opfattelse især
følgende salmer (de såkaldte Jahve Malak salmer): 47,
93, 96, 97, 99 og desuden: 24, 29, 68 og 98. Disse salmer antages også at være
meget gamle oprindelige tekster. I senjødedommen (ca
Udtrykket
’Jahve Malak’ betyder: ’Nu er Jahve blevet konge. Nu er Jahve blevet vores konge. Han har vundet
kongedømmet’. Det hebraiske udtryk indebærer at tidligere – forud – var
der en tilstand hvor Jahve havde mistet
magten og grebet. Verden var gået af led. Det onde Sværd havde overtaget magten i verden. Gud var blevet svag eller han var faldet i søvn - som en kriger af for megen vin –
som det siges - men nu er han vågnet
op! Jahve bliver mere specielt konge i Palæstina
og han er nu rykket ind i sit eget hus, templet i Jerusalem. Jahve bliver på ét øjeblik konge på samme måde
som Saul, David eller Salomo.
Ved en revolution. Tegnene på at han nu er Israels konge og
anfører han straks ses – overalt – af
alle – af hele verden! Alle jordens konger kan nu
se stråleglansen og herligheden som stråler ud fra Zions
klippe – og Guds egen by. Hans kongedømme er straks en frelse og en velsignelse for Israel. Alle de
faderløse får en ny fader og alle enkerne får en forsvarer i retten! Gud er
konge!
Endvidere
er det meget sandsynligt at den
jødiske konge, Herrens salvede eller den salvede, har holdt en
tronbestigelsesfest eller en kroningsfest samtidigt med Jahves tronbestigelsesfest. Det synes at fremgå af
Salmerne. Jahve og hans salvede bliver samtidigt
ført ind i templet som sejrherrer. Når den ene sejrer, sejrer den anden også.
De sætter sig begge på deres tronstol
i templet og modtager hele verdens jubelråb
– hyldestråbet!
Kongen er Herrens udvalgte og salvede. Han er Guds søn. Herren har avlet ham af
moderskødet som det siges. Herren har givet kongen al frelse – og kongen formidler det videre til folket. På en
vis måde er kongen identisk med Gud.
I salme 45 tiltales kongen som vores gud! Kongen repræsenterer Gud. Kongens godhed og retfærdighed er som gudernes,
ja højere end gudernes. Kongen er kun lidt ringere end Gud selv som det siges i
salme 8. Kongen er sønnen. Det som
sønnen siger, er ikke hans egne ord, men faderens
ord. Sønnen gør ikke sine egne gerninger, men faderens. Sønnen kender
og elsker faderen lige som faderen elsker og kender sønnen. Sønnen er Faderens øjesten! (17.8). Sønnen har fået al magt i verden fordi faderen har givet ham al magten. Sønnen kommer fra faderen. Den der kender sønnen
kender også faderen!
Det
gamle Testamente bruger præcist de
samme udtryk og ord om kongen som om Gud. Mange steder i Salmerne er det endda omstridt
om der menes kongen eller Gud som subjektet i sætningen! De er ét, af samme væsen. Kongen sidder under faderens vinger. Den magt – det scepter – som
kongen udøver, er Guds magt. Kongens fjender er Guds fjender. Herren drager ud med vore hære! På grund af denne identitet kan vi antage at Guds eller
Jahves tronbestigelsesfest har lignet den jordiske konges tronbestigelsesfest. Man har udført
nogenlunde de samme ritualer.
Hos
Israels nabostater kender vi en tronbestigelsefest,
en nytårsfest (om efteråret) hvor Gud (og eventuelt kongen) genopstår fra de døde. Guden dør men kommer til live igen. Guden dør og fødes lige som årets gang
sommer – vinter. Denne forestilling findes i frugtbarhedsreligioner, agerbrugsreligioner. I det gamle Egypten og
i Babylon og i Kana’an
kan man finde denne forestilling. Gudens genopstandelse
hænger sammen med høsten, frugtbarheden. Denne opfattelse af guden
som dør og genopstår finder man ikke
i Det gamle Testamente!
Hvis
vi sammenligner med den senere kristne
kirke kan vi sige at bestigelsesfesten
eller kroningsfesten svarer til den
kristne højtid påsken. I den senere
kristne afholdelse af påsken indgår faktisk citater og forestillinger fra den
gamle jødiske fest. I påsken fejrer kristendommen at manden fra Nazareth bliver ophøjet,
sejrer, bliver konge. Påsken er en sejrsfest
– ikke en sørgefest som det nogle gange i kirkens historie er blevet til! Gud
og Kristus sejrer over dødens og
syndens magt. Den onde fyrste bliver
styrtet og frataget al magt som det hedder i Johannesevangeliet.
De gode magter og kræfter sejrer.
Påsken er en ny skabelse, en ny orden. Påsken og opstandelsen er starten
på Guds rige. Jesus drager ind i
Jerusalem på samme måde som Jahve og den jødiske konge drog ind i Jerusalem og
ind i templet! Velsignet han som kommer i Herrens navn! Jesus bliver hyldet som en konge. Korsfæstelsen er en
oprejsning og en ophøjelse hedder det i Johannesevangeliet.
Korsfæstelsen og opstandelsen er en tronbestigelse
hvis vi sammenligner med Salmerne. Jesus opfylder alle profetierne i Det gamle
Testamente om at der skal komme en frelserkonge, en ny konge, en verdenskonge,
en fredsfyrste som skal befri Israel. Hos Paulus
i Det nye Testamente kan vi se at han opfatter Jesu opstandelse og sejr efter
det skema som findes i Salmernes Bog:
Ifølge Paulus er Jesu opstandelse en sejr over de onde magter. Kristus bliver
hele verdens herre. Kristus bliver ophøjet, kronet. – Vi har vundet sejren! Vi har sejret! Kristus er den konge
som sidder ved faderens højre hånd. Alle fjender skal lægges for hans fødder
som en fodskammel og han skal træde på deres nakke. Gud har sejret!
Den
første linje: - Herren er nu blevet konge! Gentages enslydende i en række
salmer – som nok hører til tronbestigelsesfesten:
v1 Herren er [nu] konge!
Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står [nu] fast, den rokkes ikke [mere].
v3 Herre, strømmene [de onde kræfter] løfter,
strømmene løfter deres røst,
strømmene løfter deres brøl.
v4 Men
mere end de vældige vandes [slangen, uhyret] buldren,
mere end havets mægtige brændinger
er Herren mægtig i det høje.
(93)
Hyldningen af Jahve foregår til musik og dans og
råben som ved en jordisk konges indsættelse:
v3 I dans
skal de lovprise hans navn,
til pauke og citer skal de lovsynge ham.
(149)
Også i salme 100 og 118 kan vi se hyldestråbet til
Herren som nu troner – sejrsråbet
– folkets hyldest af den nye konge. Krigen
er slut. Vi har vundet sejren. Alle
vore fjender blev gjort til skamme.
Jahve er vores konge:
v1
Bryd ud i fryderåb for
Herren, hele jorden!
v2 Tjen
Herren under glædessang,
træd frem for ham under jubel!
v3 Forstå, at Herren er Gud [er
blevet konge],
han har skabt os, og ham hører vi til,
vi er hans folk og de får, han
vogter.
v4 Gå ind
ad hans porte med takkesang,
ind i hans forgårde med lovsang,
tak ham, pris hans navn!
(100)
Du har slået mine fjender på kinden
og knust de ugudeliges tænder [de ugudelige
er oprindeligt de andre guder som Marduk i
Babylon].
(3)
v15 Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,
v16 Herrens højre
hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!
(118)
Lovpris Herren i himlen,
lovpris ham i det højeste!
v2 Lovpris ham, alle hans engle [krigere],
lovpris ham, hele hans hær [guderne]!
v3 Lovpris
ham, sol og måne,
lovpris ham, alle lysende stjerner!
v4 Lovpris
ham, himlenes himmel
og I vande oppe over himlen!
Jahve er i den oprindelige tro i Israel (kongetiden) ikke specielt oppe i himlen. Han er alle steder. Han trænger frem overalt. Jahve færdes her nede i vores verden og vi går i hans fodspor som det siges! (17.5). I de gamle
tekster kommer han først og fremmest fra Sinaj – ikke fra nogen himmel! Han tager magten i himlen – og på jorden –
det vil sige: alle steder. Herren har også sine fjender i himlen. I himlen – over
himmelhvælvingen - findes de vældige vande
– det onde! Han har også sine fjender på gudebjerget. Derfor kan Salmerne
ofte sige at Jahves kraft når helt op til himlen, ja er højere end himlen – han er den største af alle guderne:
v13 De [guder, mennesker] skal lovprise Herrens navn,
for hans navn alene er ophøjet,
hans herlighed når ud over jord og
himmel.
(148)
Herren er gået ud af kampen som sejrherre. Hans modstandere er de onde kræfter, floden, de vældige vande – symbolske
udtryk som bruges over alt i Salmernes Bog. Kampen har fået jorden til at
skælve og ryste men nu står den fast. Herren har inddæmmet de onde kræfter og
sikret jordens grundvold. Verden hviler hele tiden på usikker grund. Livet trues hele tiden
af de onde magter. Men nu skal jorden ikke længere oversvømmes af de vældige
vand (jvf historien om syndfloden). Jorden skal ikke
styrte ned i afgrunden. Vi ved at denne krig og kamp er blevet opført som et
drama – skuespil i forbindelse med gudstjenesten. Forskellige skuespillere,
kor, aktører har spillet rollerne under bulder og brag og musik. Det er typisk
at de onde kræfter altid er larmende,
støjende. Modsat Herren Jahve der fundamentalt er forbundet med ro og stilhed.
I sin kamp og sejr kæmper Gud med kaosmagterne, det onde. Ondskaben er blevet så stor i verden at
jordens søjler trues. Jorden – jordoverfladen – hviler på et usikkert grundlag – på søjler oven på de vældige vande, det
onde urhav. Befolkningen i Israel i oldtiden nærede
en kronisk skræk for vandet, havet, sejllads.
Israels folk var ikke et sejlende folk og de følte kun sikkerhed med fast grund under fødderne. Frygten var at de vældige vande skulle komme og overskylle alle ting som de gjorde i
urtiden. Myten om syndfloden, floden, har Israel lært af Babylon – Mesopotamien. I Israel var der
ingen oversvømmelser – men det var
der i Babylon!! Jorden og dens
indbyggere er ved at styrte ned i afgrunden fordi jordens søjler ryster og trues:
v4 Når jorden og alle dens beboere ryster,
holder jeg dens søjler på plads. Sela
(75)
Salme 104 indeholder en beskrivelse af kampen og Jahves sejr. Jahve har besejret de vældige vande som vil oversvømme den
beboelige verden. Jahve har fastsat en grænse for de vældige vande. Han skræmte
urdybet med
sin vælde og majestæt. Alle flygtede og blev bange. Gud er lyset, solen, dagen.
Hans sejr er lysets sejr over mørket.
Jahve er en kriger. Beskrivelsen af kampen imod kaosmagterne er mytologisk:
v65 Da vågnede Herren som en,
der har sovet,
som krigeren, der er overvældet af vin.
(78)
v11 Du knuste Rahab,
han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.
(89)
Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2 du
hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3 Du
rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v4 Du
gør vindene til dine sendebud
og den flammende ild til dine tjenere.
v5 Jorden
gav du sin faste grundvold,
den rokkes aldrig [mere] i evighed.
v6 Urdybet [lidelsen, ondskaben] dækkede den som en
dragt,
vandet stod op over bjergene.
v7 Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej
v8 op over bjerge og ned gennem dale
til det sted, du havde fastsat for det.
v9 Du
satte en grænse, det ikke må overskride,
det skal ikke dække jorden igen.
(104)
Jahve bliver konge i Palæstina, i
Israel. Han tager magten over Israels urgamle fjender, nabofolkene som Israel har været i krig med utallige gange. I den
følge salme, Salme 60 taler Gud om sin magt som Israels konge. Denne
salme indeholder meget gamle
formuleringer. Jahve udstykker dvs tager herredømmet i Palæstina og viser samtidigt sin foragt for nabostaterne som fra nu ikke
skal have heldet med sig. Ifølge salmerne pønser Israels nabostater evigt og altid på det samme: at kaster sig over
Israel i dets svage øjeblikke og udplyndre det. Med Edom og edomitterne menes ofte i salmerne
Babylon eller Mesopotamien. Egentlig
er Edom dog
et mindre nabofolk øst for Israel:
Med jubel vil jeg [Jahve] udstykke Sikems land
og udmåle Sukkots dal.
v9 Gilead tilhører mig, Manasse
tilhører mig,
Efraim er min hjelm,
Juda [Jerusalem] er mit scepter.
[nabofolkene:]
v10 Moab er mit vaskefad,
på Edom kaster jeg min sko [med foragt],
mig skal du hylde, Filistæa!
(60)
Herrens indsættelse som konge får en lang række
følger for Israel, for verden. I Salme 113 beskrives nogle af disse følger. Vi
kan netop se at det er Guds retfærdighed
– enkerne og de faderløses skæbne – som fremhæves. Herrens kongedømme betyder
en ny retfærdighed på jorden:
v2 Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!
v3 Fra
øst til vest
skal Herrens navn lovprises.
v4 Herren
er [blevet] ophøjet over alle
folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.
v5 Hvem er som Herren, vor
Gud,
i himmel og på jord,
v6 så højt som han [nu] troner,
så dybt ned som han ser?
[Frelsen:]
v7 Fra
støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
v8 han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9 Han
lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.
(113)
Tronbestigelsesfesten indeholder antageligt en
række forskellige liturgiske led. Et
af leddene er en genfortælling af det
som lige er sket: Jahves sejr over de onde. Vi kan også sige at dette led er en
slags vision af hvad der lige er sket
i universet. Vi finder en mængde af disse syner eller visioner – en slags
dommedagsvisioner – i Salmernes Bog men meningen er ikke fremtidig eskatologisk
men fortid: Det er allerede sket! Gud har overstået kampen. Han har nu vundet
sejren! Salmerne er ikke forudsigelser af en såkaldt dommedag som engang skal ramme jorden og menneskene!
Et andet led i festen er selve hyldestråbet, jubelråbet, de ord hvor Jahve hyldes som konge. Disse ord findes mange
forskellige steder i Salmerne. Udtrykkene lyder nogenlunde sådan:
Jahve er
blevet konge! Han er vores konge. Han er blevet ophøjet! Kast jer ned for ham!
Skælv! Frygt! Jahve er stor! Han har vist sig som den største af alle guderne!
Lovpris ham alle guder og magter og konger og folkeslag! Han har sejret! Han
har reddet os ved sine mægtige gerninger! Han er hellig! Han troner nu på
keruberne på sin trone i templet i sin hellige majestæt!
Når Jahve hyldes, hyldes han nogenlunde som Israels
konger blev hyldet ved deres indsættelse. Vi har i Kongebøgerne
nogle få vidner om hvordan kongen blev kronen. Vi kan se at den jødiske konge,
den salvede, drikker af kilden ved Gihon (det samme
findes i Salmerne) som en indvielse, kongen salves med olie fra templet, han
indsættes af præster og profeter, han udstyres med et diadem, man støder i
hornet og råber hyldesråbet som også bruges om Jahve
i salmerne: Kongen leve! Den nye konge overdrages Davids ting, våben, skjolde.
Det hele foregår under bulder og brag. Kroningsfesten for Jahve er foregået nogenlunde
efter disse skemaer. Musikken ledsages af horn, trompeter, fløjter.
v38 Så gik præsten Sadok,
profeten Natan, Benaja, Jojadas søn, og kreterne og pleterne
ned og satte Salomo
på kong Davids muldyr og førte ham
til Gihon. v39 Præsten Sadok tog hornet
med olie fra Teltet og salvede Salomo. De stødte i hornet,
og alle råbte: »Kong Salomo leve!« v40 Så drog de alle op
i Salomos følge, og de spillede på fløjte, og de jublede så højt, at jorden var ved at revne.
(1 Kongebog 1)
v9 Hundredførerne gjorde, ganske som præsten Jojada befalede. De tog hver deres mænd, både dem, der
afløste, og dem, der blev afløst på sabbatten, og de kom til præsten Jojada. v10 Præsten
gav hundredførerne spyddene og skjoldene, som havde tilhørt kong David, og som var i Herrens tempel. v11 Da
livvagten stod opstillet, hver med våben i hånd, fra templets sydside til dets nordside, foran alteret
og templet, rundt om kongen, v12 førte han kongesønnen ud, satte diademet
på ham og gav ham loven. Så udråbte de ham til konge og salvede ham, og de
klappede i hænderne og råbte: »Kongen leve!« v13 Da Atalja hørte råbet fra livvagten og folkemængden, gik hun
ind til folkemængden i Herrens tempel, v14 og der så hun kongen stå ved søjlen, som det var skik, mens sang og trompetfanfarer bølgede om ham, og alle storbønderne jublede og
blæste i trompeter. Så flængede Atalja sine klæder og
råbte: »Forræderi, forræderi!«
(2 Kongebog 11)
I salme 118 findes et slags ritual for kongens og
Guds indtog gennem portene i templet ind i templet. Gud og den salvede er ét.
Når kongen går gennem porten går Jahve gennem porten. Kongens indtog er et tegn
på Herrens indtog i templet efter sejren – et triumftog. Dette billede er
fortsat i Det nye Testamente med Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag. Jahve er
efter nogle forskeres mening blevet repræsenteret af Pagtens Ark. Man kan forestille
sig triumftoget på den måde at Pagtens Ark føres ind i templet gennem porten.
Noget tyder på at arken er blevet ført rundt nogle gange i procession (i stedet
for et gudebillede som var umuligt i Israel). Vi ved at Moses råbte til arken:
- Rejs dig, Jahve! – hver gang pagtens ark skulle flyttes! De enkelte linjer i
Salme 118 er blevet sagt af forskellige stemmer.
Det er fx præsterne som siger: - Velsignet være han som kommer. Dette ord siges
til kongen som drager ind – i Herrens navn! I den kristne kirke er dette udtryk
blevet overført på Jesus. Indtoget er både Guds og kongens indtog – i ét.
Tanken kan sammenlignes med tanken i Esajas
40: - Ban Herrens vej! Jævn en vej
for Herren! Byg en vej for Herren! Indtoget er en hellig procession.
Situationen er gendigtet mange gange i den kristne
kirke – fx i den danske salme: - Gør døren høj, gør porten vid!
v19 Luk retfærdighedens porte [ind til templet] op,
jeg [kongen] vil gå ind og takke Herren!
v20 Her er Herrens port,
her går de retfærdige [kongen] ind!
v21 Jeg [kongen] takker dig, for du svarede mig
og blev min frelse.
v22 Den sten,
bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten [Vi har sejret].
v23 Det er
Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.
v24 Denne dag [sejrsdagen, kroningsdagen, tronbestigelsen] har Herren skabt,
[det vil
sige: - Dette er Herrens dag! Nu er min time kommet!]
lad os juble og glæde os på den.
v25 Herre,
frels dog!
Herre, lad det [livet, frelsen] lykkes!
v26 Velsignet være han [kongen],
som kommer [ind i templet], i Herrens navn!
Vi velsigner jer [dig] fra Herrens tempel.
v27 Herren er Gud, han skal give os lys.
Lad festprocessionen danne kæde
helt op til alterets horn!
(118)
v25 De ser dit festtog
[triumftog], Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26 forrest går sangerne,
bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.
(68)
v8 Herre, bryd op til dit hvilested [templet]
sammen med din magtfulde ark!
(132)
Herrens tronbestigelse
betyder at alle Israels fjender – nabostater
– har givet op. De kommer skælvende til templet og afleverer deres gaver – tribut til overkongen – Jahve. De kaster
sig ned for Jahve der sidder på tronen – også fx Babylon og Egypten og
Assyrien. Udtrykket at Herren holder dom
over verden betyder bestemt ikke at
han nu – siddende på tronen – vil gå i
gang med at dømme alle mennesker – én for én – ud fra deres kvaliteter. Disse
forestillinger om dommen findes slet ikke
i Salmerne. Mennesker skal ikke vejes
på en vægt. Herren kommer for at holde dom
betyder at Gud går ind i verden, stopper ondskaben, besejrer uhyret,
dømmer (ophæver) synden, skylden, lidelsen, hadet. Dømme er altså en aktiv
handling ikke en juridisk afgørelse.
Herren er mere kriger end han er dommer efter vore begreber! Når Jahve sætter
sig på tronen i templet er dommen overstået!
Dommen er nu overstået simpelt hen
fordi Herren har sejret over de onde
magter inden han bliver indsat som
konge i templet. Dommen betyder altså i Salmernes Bog i virkeligheden Guds frelse og befrielse af verden. Ordet dom
og ordet dømme
har en anden betydning på hebraisk
end vores begreb. Det er derfor at Jahves dom bliver mødt af jubel fra alle
mennesker på jorden!! Følgende er altså at forstå som bønnen, folkets bøn inden at Gud beslutter sig for at gribe
ind, inden han har sat sig på tronen:
v1 Herre, du hævnens Gud,
du hævnens Gud, træd frem i
stråleglans!
v2 Rejs dig, du jordens dommer,
gør gengæld mod de hovmodige
[guderne, fjenderne, Babylon]!
(94)
Der kommer ikke nogen dommedag efter at Herren har sat sig i stolen! Dommen er allerede overstået. Jahve har nu
grundfæstet retfærdigheden i verden som det siges. Dommen over verden var
sejren over søslangen og Rahab – Ondskabens Domstol!
v7 Vis Herren, I folkenes
slægter,
vis Herren ære og hæder!
v8 Vis
Herrens navn ære,
træd ind i hans forgårde med gaver,
v9 kast jer ned for Herren i hans hellige
majestæt,
skælv for ham, hele jorden!
v10 Råb
det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.
v11 Himlen
skal glæde sig, jorden juble,
havet [det onde] med alt, hvad det rummer, skal larme [utilfreds!],
v12 marken
med alt, hvad den bærer, skal juble,
alle skovens træer skal råbe af fryd
v13 for Herren; for han kommer,
han kommer for at holde dom over
jorden,
han holder dom over verden med retfærdighed
og over folkene i sin trofasthed.
(96)
Herren har nedkæmpet alle Israels fjender. Vi har vundet sejren. Guds
fjender er Israels fjender og Israels
fjender er også Herrens fjender. Alle
krige er for så vidt hellige i det
gamle Israel:
v6 I enighed lægger de planer,
de slutter pagt imod dig [Jahve],
v7 beduiner fra Edom og Moab,
ismaelitter og hagritter,
v8 Gebal, Ammon
og Amalek,
Filistæa [ud til Middelhavet] tillige med Tyrus' [Libanon] indbyggere.
v9 Selv Assur
har sluttet sig til dem
som støtte for Lots efterkommere
[Babylon]. Sela
(83)
Herrens sejr er fredens
sejr. Alle sværd bliver smedet om til
plovjern og løven skal græsse sammen
med lammet, som Esajas siger! Gud har gjort en ende på alle krige. Guds hellige
krig mod Ondskabens Domstol er krigen der gør en ende på alle krige. Når Gud sætter sig på sin trone og igen er blevet jordens konge, kommer der
et retfærdigt fredsrige - over hele
jorden for alle mennesker. Jahve er fredsfyrsten og hans rige, Guds rige, er et fredsrige:
v4 Dér brækkede han buens gloende pile,
skjold og sværd og krigsmagt. Sela
v5 Frygtindgydende er du,
mægtigere end de evige bjerge.
v6 De overmodige blev udplyndret
[besejret]
og sank hen i søvn [besvimer],
ingen kriger
kunne løfte en hånd [lammes].
v7 Ved din trussel, Jakobs Gud,
faldt både hest og rytter i afmagt [de besvimer].
v8 Frygtindgydende er du,
hvem kan holde stand mod dig, når du er vred?
v9 Fra himlen forkyndte du dommen;
jorden blev angst og faldt til føje,
v10 da Gud rejste sig til dom
for at frelse alle landets ydmyge. Sela
(76)
Jahves sejr og tronbestigelse er en ende på volden og voldssamfundet:
v16 Herren er konge.
v17 Du
har hørt, hvad de hjælpeløse ønsker,
Herre,
du giver dem mod, du lytter til dem.
v18 Du skal skaffe den faderløse og den undertrykte ret.
Mennesker
skal ikke længere øve vold i landet.
(10)
Skylden og gælden
er betalt. Herren har vundet sejren. Herren har taget magten. – Jeres gæld er
betalt. Jeres evige hoveri er
overstået. Jeres ydmygelse er forbi. Vanæren er taget bort fra jeres hoveder!
I skal ikke længere være ydmyge og underkuede hovbønder men frie og stærke! I er Herrens egne oliventræer.
Som det hedder hos Esajas. Det er
sket – allerede:
v13 Jeg ved, at Herren vil føre de hjælpeløses sag
og skaffe de fattige ret.
(140)
Gud frelser alle mennesker. Han er en læge en sygeplejerske.
Hans dom er ikke vendt imod visse ufromme enkeltpersoner men imod det onde som
sådant:
v9 Herren er god
mod alle,
hans barmhjertighed gælder alle hans
skabninger.
v10 Alle dine skabninger, Herre,
takker dig.
v11 De fortæller om dit herlige
kongedømme
og taler om din styrke.
v12 De vil kundgøre hans vælde for
menneskene,
hans kongedømmes prægtige herlighed.
v13 Dit
kongedømme består i al evighed,
dit herredømme i slægt efter slægt.
v14 Herren
støtter alle, der falder,
og rejser alle de nedbøjede.
v15 Alles
øjne er rettet mod dig,
og du giver dem deres føde i rette tid.
v16 Du
åbner din hånd
og mætter alle skabninger med det, de
ønsker.
(146)
v3 Han læger dem, hvis hjerte er knust,
og forbinder deres sår.
(147)
Herren har fritaget
os fra dommen. Han har frelst os fra dommen og retssagen – Ondskabens Domstol. Herren har med sin dom (indgriben) standset den verden som dømte
os skyldige og som dømte enkerne og
de faderløse uretfærdigt.
Hele verden også de såkaldt fjerne øer (øerne i
Middelhavet) har anerkendt ham som overherre. Herren er draget igennem verden og tilintetgjort alle modstandere. Herren har
reddet gennem ørkenen og fløjet på vindens vinger – og på
kerubernes vinger. Herren er som en atombombe.
Alle har givet op. Også alle de andre guder som Egyptens og Babylons stor-guder fx den store gud Marduk i Babylon har givet op. Alle kan se at Jahve er større og stærkere end nogen anden gud. Alle kan se tegnene.
Jahve er blevet ophøjet. Jahve er nu
hele jordens herre. Synet af ham er frygtindgydende. Jahve er et mareridt.
v6 Deres herskere
skal styrtes ned over klippen.
v7 Som når man pløjer og bryder
jorden op,
skal deres knogler spredes ved
dødsrigets gab.
(141)
Alle jordens mægtige og konger ser op og bliver grebet af rædsel.
De besvimer og falder i afmagt. De må
indstille kampen og nedlægge våbnene. Han er hellig. Han er som en farlig kraft
– som atomkraft eller elektricitet. Hans kraft og styrke overgår gudernes. Hans
kraft når helt til skyerne, op over
himlen!
Dermed er kongen
og Israels folk også blevet ophøjet. De er blevet herliggjort.
Menneskene har fået hele herligheden
tilbage – alt hvad de havde mistet.
v1 Herren er [blevet] konge!
Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig.
v2 Skyer og skymulm omgiver ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
v3 Foran
ham går ilden,
og hans fjender omspændes af flammer.
v4 Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og skælver.
v5 Bjergene
smelter som voks foran Herren,
foran hele jordens Herre.
v6 Himlen [guderne] fortæller om hans retfærdighed,
og alle folkene ser hans herlighed.
v7 Alle,
der dyrker gudebilleder, beskæmmes,
de som roser sig af afguder.
Alle guder skal kaste sig ned for
ham.
v8 Zion skal høre det og glæde sig,
Judas døtre skal fryde sig
over dine domme [gerninger, undere],
Herre.
v9 For du, Herre, er den Højeste over hele jorden,
du er højt ophøjet over alle guder.
(97)
v1 Herren er [nu blevet] konge!
Folkene skælver.
Han troner på keruberne, jorden
ryster.
v2 Herren
er stor på Zion
og ophøjet over alle folkene.
v3 De skal prise dit store og
frygtindgydende navn.
Hellig er han!
v4 Mægtige konge [Jahve], der
elsker ret,
du har [nu] grundfæstet retskaffenhed [du har nu sikret de gode kræfter i
verden],
ret og retfærdighed
har du øvet [gennemført] i Jakob.
v5 I
skal hylde Herren, vor Gud,
kaste jer ned for hans fodskammel
[Pagtens Ark].
Hellig er han!
(99)
v17 Vandet så dig, Gud,
vandet så dig og bævede,
ja, det store dyb skælvede.
v18 Skyerne sendte strømme af vand,
skymasserne lod deres stemme lyde,
ja, dine pile fløj til alle sider.
v19 Din torden lød som vognhjul,
lynene oplyste verden,
jorden rystede og skælvede.
v20 Din
vej gik gennem havet,
dine stier gennem de vældige vande,
og dine spor var ikke at se.
(77)
Jahve er blevet
konge. Han sidder nu på sin trone i
templet. På hans højre side sidder kongen på kongens tronstol. Kongen
sidder til højre for Pagtens Ark som
er Guds trone (magten og æren sidder altid til højre, velsignelsen går gennem
den højre hånd). Kongen sidder beskyttet
under Herrens vinger, under
kerubernes vinger. Herren indsætter kongen som vi kan se af Salme 110. Kongens tronbestigelse er en direkte konsekvens
af faderens tronbestigelse. Gud er nu blevet konge. Kongen er nu blevet konge. Sønnen og faderen er ét. Sønnen har al
sin herlighed fra faderen. Faderen herliggør sønnen. Sønnen herliggør faderen ved hans gerninger som
ikke er hans egne men faderens.
Sønnen sidder stille og roligt mens faderen lægger alle hans fjender under hans fødder så han kan
træde på deres nakke. Sønnens – kongens – magt er Guds magt – almagten. Det
er faderen som holder hans scepter.
Herrens arm strækker sig ud i magt og vælde – for sønnens skyld. Herren sikrer
kongens sejr i alle krige. Sønnen er Guds søn.
Gud har avlet ham – af moderskødet – af Ushas som der står i teksten. Ushas er en gudinde eller et væsen – Morgenrøden. Gud har avlet
ham på det hellige bjerg – gudebjerget – Bashan – højt oppe i nord.
Ved indsættelsen afgiver Jahve alle oraklerne,
alle løfterne til David - kongen. Gud sværger og aflægger en
ed til kongen. Gud sværger han aldrig vil svigte sine løfter. Kongens
væsen og position defineres. Kongen er konge og præst som Melkisedek – en mytisk urkonge som både havde den verdslige og den sakrale,
hellige magt. Kongen er uafhængig og selvstændig over for præsterne. Han er
ikke underlagt kirken, præsterne eller deres magt. Han har Guds ånd – Gud har givet kongen sin hellige
ånd. Han har sin fulde magt direkte fra Jahve. Kongen og Jahve er ét. Ved sin
indsættelse drikker kongen af den
hellige kilde – Gihon
– et slags sakramente.
Jahve – Zebaot – den som troner - ser på kongens ansigt. Derved
giver Gud ham liv, ånd, lykke og held og frelse. Kongen sidder til højre for
Jahve. Kongen sidder i hans vingers skygge:
v9 Herre, Hærskarers
Gud [Zebaot], hør min bøn,
lyt, Jakobs Gud! Sela
v10 Se
til vort skjold [kongen], Gud,
se på din salvedes ansigt!
(84)
Hele dette drama
er blevet opført som en kultdrama, som et helligt skuespil
i templet af forskellige kor, præster, grupper, repræsentanter. Kongen får kraften. Herren sidder ved siden af
kongen. Herren rækker ham frelsens bæger – med brusende vel blandet vin, som det flere steder siges. Dette
må også være foregået helt konkret i
templet. Kongen, den salvede, har fået rakt frelsens
bæger af en repræsentant, en præst.
Kongen bliver en lykkemand:
v1 Salme af David.
Herren [Jahve] sagde til min herre [kongen]:
»Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!«
v2 Dit magtfulde scepter
rækker Herren fra Zion,
hersk midt blandt dine fjender!
v3 Dit
folk møder [vil altid møde] villigt frem på din kampdag.
»På hellige bjerge [på gudernes bjerg] har jeg født [egentlig: avlet] dig
som dug af morgenrødens moderskød.«
v4 Herren har svoret og angrer det ikke:
»Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.«
v5 Herren er ved din højre
side,
på sin vredes dag knuser han konger.
v6 Han
holder dom blandt folkene,
han dynger ligene op,
han knuser hoveder ud over den vide jord.
v7 Af bækken
ved vejen drikker han,
derfor kan han løfte hovedet.
(110)
Vi kan også se tronbestigelsesritualet i Salme 2.
Jahve sætter sig på tronen og derved indsættes den jødiske konge samtidigt.
Sønnen og Faderen er ét. Sønnen er Guds søn. Sønnen får faderens magt. Sønnen herliggør faderen med sine gerninger.
Faderen herliggør Sønnen. Sønnen er et
spejl for Faderen.
Dette drama
er blevet opført i templet som et kultdrama
med skuespillere og kor:
v1 Hvorfor er folkeslagene i oprør?
Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes?
v2 Jordens konger rejser sig,
fyrsterne slår sig sammen
mod Herren og mod hans salvede:
v3 »Lad os sprænge deres lænker
og befri os fra deres reb.«
v4 Han, som troner i himlen,
ler,
Herren spotter dem.
v5 Så
taler han til dem i sin vrede
og forfærder dem ved sin harme:
v6 »Jeg har indsat
min konge
på Zion, mit hellige bjerg!«
v7 Jeg [kongen] vil
forkynde, hvad Herren har bestemt:
Han sagde til mig: »Du er min søn,
jeg har født dig i dag.
v8 På din bøn giver jeg dig
folkene som ejendom
og den vide jord som arvelod.
v9 Du skal knuse dem med et jernscepter,
sønderslå dem som pottemagerens kar.«
(2)
I Salme 2 udstyres den jødiske konge med en næsten
grænseløs verdensmagt. Salmerne anvender
hele oldtidens overdrevne hofstil som vi også kender ud og ind fra Egypten og Mesopotamien. Hofstilen er international, bruges i alle kulturerne
i oldtiden. De samme udtryk som vi
kan se at Salmerne bruger om den salvede kan vi finde i kongeritualerne (kongeoraklerne)
for eksempel i Babylon. Den jordiske
konge løftes op i en overnaturlig, guddommelig
glans. Man skal nok ikke lægge alt for meget i disse udtryk som er tidens stil og sprog. Den jødiske konge
var lille og svag. Israel var i oldtiden et lille, fattigt, underudviklet og værgeløst land omgivet af stormagter og verdensmagter – Israel havde
som oftest ikke en chance!
Salme 2 skal nok forstås sådan at Israels konge
bliver en verdenshersker, hele verdens kejser og overkonge. Når den gamle konge i Israel er død, prøver alle
lande i hele verden at udnytte
situationen: De gør oprør imod
Israels verdensherredømme! De prøver at gøre sig frie og kaste åget af. Men de har ikke en chance ifølge Salme 2. Herren
griner kun hånligt. De er tåber.
Herrens salvede, kongen skal nu knuse
alle verdens konger og kejsere med sit jernscepter
(et symbol på hård og brutal magt) – så let som man knuser
pottemagerens lerkar! Alle jordens konger skal tjene og frygte Israels konge. Når de ser ham skal de føle rædsel. De skal kaste sig for hans fødder og kysse
hans fødder i rædsel! Han skal træde
på deres nakke! Ellers vil de blive tilintetgjort!
Hans vrede blusser hurtigt op, skal
de huske. (I Salme 2 er der en nøje identitet
mellem Jahve og den salvede – de samme udtryk bruges om begge – kongen udøver
simpelt hen Jahves magt – politik er
religion).
Kongen er blevet indsat af den himmelske konge. Præsterne
taler til kongen og meddeler ham løfterne:
Den Højeste har du gjort til din bolig,
v10 intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v11 for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v12 De
skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v13 Du
kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.
(91)
v20 Dengang talte du [Gud] i et syn
til din trofaste [kongen]; du sagde:
Jeg har givet magten til en helt,
jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.
v21 Jeg
har fundet min tjener David,
jeg har salvet ham med min hellige olie.
v22 Min hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23 Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24 Jeg knuser hans fjender foran
ham,
slår hans modstandere ned.
v25 Min trofasthed og godhed skal
være med ham,
i mit navn skal hans horn løftes.
v26 Jeg giver ham magt over havet,
herredømme over floderne.
v27 Han
skal råbe til mig: Du er min fader,
min Gud, min frelses klippe.
v28 Jeg gør
ham til den førstefødte,
den øverste blandt jordens konger.
v29 Jeg
bevarer min troskab mod ham til evig tid,
min pagt med ham står fast.
v30 Jeg
lader hans slægt bestå for evigt,
hans trone, så længe himlen er til.
v34 Min
troskab mod ham bryder jeg ikke,
jeg svigter ikke min trofasthed.
v35 Jeg bryder
ikke min pagt,
jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet.
v36 Dette
sværger jeg ved min hellighed:
jeg svigter aldrig David.
v37 Hans slægt
skal vare til evig tid,
som solen skal hans trone bestå for mit ansigt;
v38 den grundfæstes for evigt som månen,
står fast, så længe himlen er til. Sela
(89)
v13 For Herren har udvalgt Zion,
han har ønsket det som sin bolig:
v14 Det er mit hvilested til evig tid,
her ønsker jeg at bo.
v15 Dets
føde vil jeg velsigne,
dets fattige mætter jeg med brød;
v16 dets præster klæder jeg i frelse,
og dets fromme skal juble.
v17 Dér lader
jeg et horn [ære, magt, herlighed]
vokse frem for David
og sørger for en lampe [et lys] til
min salvede [liv og lys].
v18 Hans fjender klæder jeg i skam,
men på ham skal kronen stråle.
(132)
Ved sin indsættelse som verdens konge velsigner
Jahve - gennem præsterne - hele
Israels folk:
v2 Hvad dine hænder frembringer, skal du selv nyde,
lykkelig er du, det skal gå dig vel.
v3 Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.
v5 Herren
velsigne dig fra Zion,
så du ser Jerusalems lykke,
så længe du lever,
v6 og så du får dine sønners sønner at se.
Fred over Israel!
(128)
Jahve fører retten til sejr. Guds rige er retfærdighed. Han giver alle
mennesker deres ret. Han fører deres
sag i retten:
v4 Mine fjender veg,
de snublede og gik til grunde foran dig.
v5 Du skaffede mig ret i min sag,
du satte dig på tronen.
(9)
Dommen er overstået. Verden er
blevet dømt. Det er sket! Nu allerede. Dommen skal ikke komme en gang i fremtiden. Den er allerede
overstået. Verden – det onde – har fået sin dom – det vil sige Gud har vist sig stærkere end verden. Det
gode har sejret – det onde har tabt:
v17 Herren har givet sig
til kende, han har holdt dom,
den ugudelige blev fanget i sine egne
gerninger. Higgajon Sela
(9)
v20 Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol,
som skaber lidelse?
v21 De angriber den retfærdige
og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
v22 Men Herren blev min borg,
min Gud blev min tilflugtsklippe.
v23 Han lod deres uret komme over dem selv
og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.
(94)
Herren hyldes og lovprises. Han sidder
nu på sin trone. Alle guderne er forsamlet i templet. Hele verden står rundt om tronstolen i
templet mens hyldestråbet
lyder. Alle kaster sig ned:
Jeg takker dig af hele
mit hjerte,
i guders påhør lovsynger jeg dig.
v2 Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
og priser dit navn
for din godhed og troskab,
for du har gjort dit ord stort
over hele din himmel.
v4 Alle
jordens konger skal takke dig, Herre,
for de har hørt de ord, du talte.
v5 Og de skal synge om Herrens veje,
for Herrens herlighed er stor;
v6 ja, Herren er ophøjet,
men han ser til de ydmyge,
den stolte [fjenderne] kender han på lang afstand.
(138)
v8 Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for
alle, der omgiver ham [guderne, Herrens
følge].
(89)
Når Jahve sidder på tronen, på
tronstolen er han Jahve Zebaot
– Hærskarers dvs gudernes Gud:
v20 Herre, Hærskarers
Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.
(80)
Folket råber hyldestråbet til Jahve. Jahves
tronbestigelse betyder frelse og lykke for hans folk:
v16 Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17 de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18 Din
styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [ære,
magt].
v19 Vort skjold [krigsmagt] tilhører
Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.
(89)
De andre folk har råbt på heste og vogne, men Israel
råber på Herren, som det ofte siges!