Abraham er troens fader.

Abraham og pagten – de overskårne dyr.

1. Mosebog 15 indeholder to tekster som på længere sigt nok bliver de vigtigste i Israels religiøse historie. Kapitlet handler om patriarken Abraham som er vores fader. Abraham er selv ret passiv. Det som sker skyldes ikke hans indsats eller gøren eller gode gerninger. Kapitlet er typisk for Israels religion på den måde at det hele vejen igennem er Gud Herren som handler og taler.

Teksten indeholder først en slags forklaring på begrebet retfærdighed og dernæst en beskrivelse af pagten mellem Gud og Abraham – dvs Israel.

Gud henvender sig til Abraham og erklærer at han er retfærdig. Han skal ikke frygte noget. Han skal ikke lade sig friste. Han skal ikke tro at det går galt. Selv om Guds løfter ikke bliver opfyldt lige med det samme – så vil de blive opfyldt. Alting sker i en nødvendig rækkefølge. Alt sker med et formål. Der er en mening med alt det som sker. Det som sker, er Gud som handler. Gud er et forsyn – han har en plan for historien og han vil gennemføre sin plan på den eneste måde som den plan kan virkeliggøres. Abraham skal ikke tro at han er fortabt. Abraham skal ikke prøve selv at skabe virkeligheden eller prøve at manipulere med virkeligheden. Abraham skal ikke prøve på egen hånd med menneskelige midler at få en søn! Gud vil give ham en søn – når tiden er fuldkommen – når tiden er opfyldt – i tidens fylde. Alting sker for at og det gode som Gud vil vil ske.

Retfærdigheden er at Abraham stoler på Guds magt og styring – på hans forsyn. Abraham skal ikke gøre så meget – han skal være – og vente. Frygten skaber desperate handlinger og en tro på at han skal gøre en masse. Men frygten er falsk. Abraham skal ikke frygte noget. Han er i Guds hånd og Gud vil sørge for ham. Abraham kan stole på Gud. Herren er hans skjold – og han behøver ikke at forsvare sig eller forsikre sig imod ulykker. Det vil ikke nytte noget alligevel.

Begrebet retfærdighed er i Det gamle Testamente en opfyldelse af en forpligtelse i en relation. Gud er retfærdig fordi han lever op til sine forpligtelser over for Israel – ægtehustruen – Gud lever op til sine naturlige forpligtelser som ægtemand. Retfærdigheden hænger sammen med roller, forventninger og naturlige relationer. At Gud er retfærdig betyder altså at han vil frelse og beskytte og aldrig svigte eller forlade Israel. Forholdet Gud – Israel sammenlignes hele tiden med et ægteskab.

Abraham er retfærdig når han stoler på Guds løfte! Retfærdigheden kræver ikke at Abraham gør noget specielt – tvært om skal han gøre meget mindre. Gud erklærer Abraham for retfærdig – ren – og dermed erklærer han hele Israel og folket for retfærdigt. Abraham er ikke et enkelt individ – han er folket – han er et tegn. Alle bliver erklæret for retfærdige. Denne enhedstanke er typisk for Det gamle Testamente. Den bliver brudt i senjødedommen hvor man begynder at tale om de retfærdige over for de ugudelige men den er stadig væk den dominerende tanke i Det gamle Testamente! Den findes helt tydeligt i Salmerne. Mennesket er uden skyld – det er i Guds øjne uden skyld!

I Det gamle testamente kender vi ordet retfærdighed som en dom eller kendelse som en præst afsiger om et menneske. Retfærdig betyder altid at man kendes – dømmes – som retfærdig! Retfærdig er sådan set ikke noget man er – det er ikke en egenskab man har! At være retfærdig er at blive kendt for retfærdig ved en tiltale eller ved en dom. Præsten i templet i Jerusalem afsiger i en række tilfælde den dom at denne person er retfærdig – dvs at han i Guds øjne er som han skal være.

Et eksempel på denne tanke findes i 3. Mosebog som beskriver hvad den spedalske skal gøre. Præsten erklærer ham for ren dvs retfærdig. Det afgørende er altså præstens dom eller erklæring. At være ren og retfærdighed er simpelt hen det samme som at være blevet erklæret for ren og retfærdig:

Hvis det døde kød igen bliver hvidt, skal han gå hen til præsten. v17  Præsten skal undersøge det angrebne sted, og hvis det så viser sig, at det er blevet hvidt, skal præsten erklære den angrebne ren; han er ren.

(3 Mosebog 13)

Begrebet retfærdig er altså tænkt i en juridisk sammenhæng. At være retfærdig er at blive ført for en domstol og derefter at blive erklæret retfærdig ved en domsafsigelse. Retfærdig betyder at man er blevet frikendt. I eksemplet i 1. Mosebog 15 erklærer Gud Abraham for retfærdig – han får en frikendelse. Abraham skal ikkegøre noget – han modtager blot denne dom af Gud. Abraham får det hele foræret – kan man sige. Frikendelsen er netop ikke betinget! Gud stiller ingen betingelser til mennesket – han frikender mennesket. Mennesket er uden skyld – det er retfærdigt! Retfærdigheden er ikke betinget af at Abraham bliver omskåret eller af at han er lydig imod Gud! Netop ikke – den er betingelsesløs!

Vi kan altså sige at 1. Mosebog indeholder et meget vigtigt stykke i det gamle Israels teologi og religionsforståelse. Teksten er et stykke dogmatik – den er ment meget generelt!

Vi kan altså se at det som Paulus siger i Det nye Testamente faktisk rammer tanken i Det gamle Testamente meget godt. Det er Gud som erklærer os for retfærdige – evt formidlet af en præst. Vi er altså som vi er – med alle vore svagheder og dumheder – men kendes for retfærdige alligevel. Denne tanke bliver udtrykt her i 1. Mosebog 15 og derfor får denne tekst en overvældende betydning på lang sigt. Tanken om retfærdigheden kan vi også se meget tydelig i Salmernes Bog. Retfærdigheden er ikke et højt krav til mennesket – slet ikke – den er en erklæring fra en anden – fra Gud. retfærdig er man i Guds øjne og kun på den måde giver ordet nogen mening – det er indholdet her i kapitel 15. Man bliver netop regnet som retfærdig! Retfærdigheden er noget man får tilregnet. Jeg er retfærdig fordi Gud tilregner mig retfærdigheden – dvs han siger at i hans øjne er jeg retfærdig. Gud kræver ikke bestemte ofre eller krav opfyldt fra min side. Gud handler eensidigt og på egen hånd. Retfærdigheden er hans beslutning – ikke noget jeg skal stræbe efter ved at jeg udvikler mig moralsk eller personlighedsmæssigt!

v1  Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.«

v5  Så tog han [Gud] ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« v6 Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Den anden centrale tekst i kapitlet indeholder beretningen om indstiftelsen af pagten – denne beretning skal forklare hvad pagten er og hvordan den er opstået. I denne beretning er Abraham igen passiv. Abraham skal ikke gøre noget for at få pagten etableret. Abraham skal ikke præstere noget. Pagten er for Abraham primært et eensidigt løfte fra Guds side. Gud lover Abraham et land og mange efterkommere. Pagten er at Gud vil forpligte sig til det eensidigt. Det eneste som forventes af Abraham er at han stoler på Herren – stoler på løfterne!

Pagten sluttes ved at Abraham overskære dyrenes kroppe og deler dem i to rækker. Pagten udtrykker sig i de to halvdele af dyrene. Det som sker er ikke et offer – det ved vi fordi dyrene ikke bliver brændt – de bliver dækket til med jord. Vi kender denne rite som en urgammel rite. Den blev også anvendt når to mennesker eller to lande indgik en pagt – en aftale. Pagten erklæres ved at slagte og dele dyrene og derefter ved at de to parter går igennem de overskårne dyr. Når de står imellem de delte dyr lover og erklærer de at de vil holde pagten eller aftalen. Vi kender dette ritual fra Det gamle Testamente men også andre steder fra. Det er et meget gammelt ritual.

I dette tilfælde viser Gud at han vil indgå pagten ved at han kommer som en ild og står mellem de slagtede dyr. Gud står og går der hvor mennesker ellers ville have stået. Gud viser sig i en epifani så Abraham kan se at Gud slutter pagten som et menneske ville have gjort. Gud indgår pagten helt frivilligt men når han har indgået pagten svigter han den ikke. Han er rig på troskab som det siges i Salmerne.

v9  Herren svarede: »Hent en treårig kvie, en treårig ged og en treårig vædder samt en turteldue og en dueunge.« v10  Han hentede dem, og så skar han dem midt igennem og lagde halvdelene over for hinanden. Fuglene skar han dog ikke over.

v11  Der kom rovfugle og slog ned på de døde dyr, men Abram jog dem væk.

v17  Da solen var gået ned, og det var blevet bælgmørkt, kom en rygende ovn og en flammende fakkel til syne og bevægede sig frem mellem de overskårne dyr.

v18  Den dag sluttede Herren pagt med Abram.

v12  Da solen var ved at gå ned, faldt Abram i en tung søvn, og et stort, rædselsfyldt mørke sænkede sig over ham. v13  Da sagde Herren til Abram: »Du skal vide, at dine efterkommere skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres. Dér skal de være trælle og plages i fire hundrede år. v14  Men så vil jeg dømme det folk, de er trælle for, og derefter skal de drage ud med store rigdomme. v15  Selv skal du gå til dine fædre i fred; i en høj alder skal du gå i graven. v16  Først i det fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil, for målet for amoritternes synd er endnu ikke fuldt.«

(1 Mosebog 15)