Abraham og Mamre.

I 1. Mosebog 18 fortælles om Abraham og stedet Mamre. Vi ved at Mamre har ligget langt syd for Jerusalem - omkring byen Hebron. Mamre var i oldtiden et stort og kendt helligt sted. Allerede kana’anæerne og andre folk har valfartet til Mamre. Syrerne og siden romerne bygger templer i Mamre. Siden blev Mamre overtaget af den kristne kirke og der blev bygget en kristen kirke – en basilika – i Mamre. Da Islam siden sejrede i Palæstina overtog muslimerne Mamre og Mamre har derfor været et helligt sted indtil i dag.

I Mamre har der fra gammel tid været hellige træer – her i 1. Mosebog 18 hedder de Mamres ege. Vi kender disse træer som terebinte træer og under andre navne – tamarisk træer. Byen Mamre kommer simpelt hen senere i kristen tid til at hedde Terebinterne (jvf citatet til sidst fra den kristne Sozomenos)! Vi ved at kana’anæerne dyrkede deres guder ved eller under hellige træer. Vi ved at Saul sad under disse træer og fik visioner og syner. Saul og hans sønner blev begravet under et sådant helligt tamarisk træ. Abraham dyrker sine guder under hellige træer – det omtales flere steder. Han får visioner og syner under hellige træer.

v33  Abraham plantede en tamarisk i Be'ersheba, og dér påkaldte han Herren den evige Guds navn.

(1 Mosebog 21)

Beretningen i 1. Mosebog er en kultberetning eller en såkaldt kultsaga (kultisk sagn) fordi den fortæller beretningen om hvordan Gud engang i urtiden viste sig på præcist dette sted - Mamre. Et kultisk sagn beretter altid om en epifani af Gud (at Gud viser sig - så mennesker kan opleve ham med sanserne) på et bestemt sted til en bestemt tid – engang i urtiden. Beretningen fortæller om hvordan det skete. Beretningen forklarer altså hvorfor Mamre er et helligt sted eller en helligdom. Et andet eksempel på en sådan kultberetning eller kultsagn er historien om Jakobs drøm i Betel (Hvorfor er Betel et helligt sted og hvordan viste Gud sig for vores fader og stamfader Jakob?) og beretningen om Hagar i ørkenlandet (Hvordan viste Gud sig engang i denne oase for vores moder Hagar?). Kultberetninger indeholder et stednavn, en første person som bevidner at Gud viser sig, ofte en beskrivelse af hvordan man skal tilbede Gud på dette sted. I den gamle tid – på Abrahams tid – var guderne knyttet til et sted. Guden bor så at sige på et sted eller viser sig kun dette ene sted. Gud viser sig kun i Betel fx og vi ved at Betel både var et navn for Gud og et stednavn! Betel betyder direkte oversat Guds sted eller Guds bolig! I det gamle Israel kunne man ikke forestille sig Gud som abstrakt eller løsrevet – Gud var på et bestemt sted – Gud er den gud som viser sig der og der. Gud er den og den forfaders gud.

Når vi læser beretningen om Abraham og Mamre er der også noget som tyder på at der har været en kult – en valfart – en højtid – én gang om året på et bestemt tidspunkt. Herren siger i beretningen, at til næste år præcist ved denne tid kommer han tilbage! Gud kommer altså tilbage – han viser sig på samme tidspunkt til næste år. Beretningen forklarer og grundlægger altså en kult – en tradition. Vi ved at store mængder valfartede fx til Mamre og til Betel i oldtiden på bestemte dage! Det senere tempel i Jerusalem havde en række store valfartshøjtider – som løvhyttefesten og påsken – som vi også kender fra Jesus og Det nye Testamente.

Abraham bor ikke i Mamre – det er ikke meningen i teksten. Ifølge 1. Mosebog bor Abraham faktisk slet ikke fast nogen steder! Han vandrer rundt som en nomade med småkvæg. Det eneste stykke jord som Abraham nogen sinde kommer til at eje er det lille jordstykke med en gravhule (Makpela) som han køber til gravplads – en klippehule - for sig selv og sit hus! Gud kommer ikke hjem hos Abraham – til hans hjem! Abraham har ikke noget hjem – han er netop hjemløs! Han har forladt alt og alle - langt borte i Mesopotamien – hele hans fars hus! Abraham er kommet til Mamre – sikkert for at deltage i højtiden – historisk set. Abraham vandrer rundt i hele Palæstina – men især i områderne sydpå omkring Hebron og Be’ersheba – ud mod Negev ørkenen. Abraham får aldrig rigtig andel i det forjættede land! Løftet bliver aldrig opfyldt i Abrahams tilfælde! Han er blot en omvandrende aramæer der driver fra sted til sted - som det siges i Josvabogen!

Abraham bliver så at sige skuffet da han kommer til Palæstina! Dels går løfterne jo ikke i opfyldelse – i al fald varer det meget længe – og dels er landet slet ikke det land som Abraham havde forventet! Hele denne tanke ligger i Abrahamsfortællingerne i 1. Mosebog. Abraham bliver fristet til alligevel ikke at stole på Herren. Det går jo ikke særligt godt! Abraham tager sagen i egen hånd – han bliver fristet. I stedet for at være – og stole på Gud – begynder han at gøre og gøre – at manipulere! Beretningerne er her næsten evigt gyldige – de udtrykker noget typisk menneskeligt. Abraham er en troens fader – og et spejl for alle mennesker. Vi kan også se hans betydning i Det nye Testamente hos Paulus. Abraham er et spejl for hele Israel – han er faktisk identisk med hele Israel. Han er et folk – og i en vis forstand er han et billede på alle mennesker! På den måde har Abraham spillet en enorm bevidsthedsmæssig rolle i historien.

Vi skal også huske at Abraham i 1. Mosebog jo ikke er et individ eller nogen enkeltperson i moderne betydning. Abraham kommer ikke helt alene til Palæstina. Abraham handler ikke som enkeltperson eller individ. Når der i teksten står ordet Abraham betyder det Abrahams slægt og hus – hans folk. Abraham legemliggør et folk eller en folkegruppe eller en stamme eller en klan som rejser ind i Palæstina. Abraham er noget kollektivt! Abraham er et symbol på samme måde som mænd som Moab eller Edom. Edom er ikke en enkeltperson men Edom bruges om det folk som hedder edomitterne! Når Moab gør sådan og sådan handler det ikke om et individ – men om moabitterne som et folk – en stamme! På samme måde blev ordet Israel – et personnavn og en mand – jo til et folk. Oldtiden kender slet ikke vores opfattelse af det enkelte menneske. Ingen er adskilt eller alene. Alle er lemmer på et legeme. Alle er integreret i en social sammenhæng. Jeg’et er ét med stammen – folket. Vi der tilhører Benjamins stamme er alle sammen Benjamin – Benjamin er vores identitet - som Paulus siger.

Abraham kommer så at sige aldrig ind i det forjættede land – han bevæger sig rundt i geografiske områder langt syd for det man senere ville kalde Israel! Det er netop hvad 1. Mosebog handler om! Gud lover Abraham et land ved kaldelsen i Mesopotamien – men løfterne går faktisk ikke i opfyldelse – i al fald ikke umiddelbart! Abraham bliver egentlig snydt. Han forlader alt sin faders hus og slægt i Kaldæa – men får ikke noget nyt land der flyder med mælk og honning! Slet ikke. Han kommer til at leve som en flygtning – en omflakker! Det er tydeligt at Abraham også selv tænker sådan i 1. Moseboog. Herren har ikke holdt sine løfter! Vi kan finde den samme tanke i Salmerne.

Gud bor på et bestemt sted eller kan kaldes frem på et bestemt sted. Fx siger Mosebøgerne også at Israels gud Jahve bor på bjerget Sinaj. Et andet eksempel er templet i Jerusalem på Zions klippe som det siges i Salmerne. Gud bor i templet – templet er hans hus og bolig – eller han viser sig kun dette ene sted nemlig i templet. Gud er bundet til et bestemt sted. Gud kan bo i et træ eller i en stensøjle. I Betel stod netop en gigantisk stensøjle – en masseba – som Jakob havde rejst. Gud bor i denne sten – eller han kan kun påkaldes ved denne sten. Når man salver stenstøtten med olie – så kommer han! Denne tanke er meget almindelig i hele oldtiden. Derfor kunne Gud jo også bo inden i gudestatuer eller i små husguder – fx hos egypterne eller i Babylon. Gud er ikke alle steds nærværende – han kan kun dyrkes visse steder! I Det gamle Testamente kan ingen tro at man kan dyrke Gud uden for Israels geografiske rammer! Gud kan kun dyrkes på den rette måde i Palæstina – i området Israel! Derfor går Israel virkelig fortabt under eksilet i Babylon i 500 tallet f. Kr.

Ifølge 1. Mosebog er det Abraham som indstifter troen og tilbedelsen i Mamre. Vi ved at det ikke er historisk sandt - for Gud er blevet tilbedt længe før Abraham – sikkert 1000 år før Abraham i Mamre! Men Israel og Det gamle Testamente overtager tilbedelsen i Mamre som egentlig er hedensk og integrerer den i Israels tro og religion. Vi kan sige at man låner fra andre folk og kulturer. Det er tydeligt at man ikke forholder sig afvisende men tvært om åbent over for andre kulturers tro og religion. På samme måde forholder 1. Mosebog sig også åbent over for andre folk og deres guder! Fx indgår Jakob en kontrakt og aftale med aramæerne hvor Jakob anerkender aramæernes hedenske gud. 1. Mosebog forholder sig åbent over for gamle myter og sagn selv om de tydeligt nok ikke er specielt i overensstemmelse med Israels religion.

Vi har mange paralleller til beretningen om Abraham som får besøg af tre mystiske mænd. Homer i Grækenland fortæller flere paralleller. Fx fortæller Homer historien om de tre guder Zeur, Poseidon og Hermes som drager ned på jorden og besøger grækeren Hyrieus som bor i Boeotien. Hyrieus har ingen børn og er derfor helt ulykkelig. De tre guder bliver modtaget meget gæstfrit af Hyrieus som varter dem op og serverer mad. De tre guder lover ham derefter at han skal få en søn til næste år. Sønnen bliver Orion. Orion bliver født 10 måneder senere og det fremgår at de tre guder i en fysisk forstand har gjort det nødvendige for at Hyrieus og hans hustru kunne blive velsignet med en søn!

Den græske historie – som der flere paralleller til – handler tydelig nok om gæstfrihed. Gæstfriheden var i hele oldtiden en af de vigtigste dyder. Godheden og venligheden – moralen – viste sig simpelt hen i gæstfriheden. Gæstfriheden var selvfølgelig vigtig fordi samfundets struktur var afhængig af at den enkelte slægt var gæstfri over for fremmede. Ellers ville rejsende gå fortabt. Mange historier i Det gamle Testamente handler om at det er vigtigt at vise gæstfrihed.

I den græske historie og i Abrahams historie er gæstfriheden simpelt hen en test! De tre mystiske mænd kommer incognito uden at fortælle hvem de er – for at prøve Abraham! Vil han vise sig som gæstfri? I nedenstående historie er de tre mænd ude på at teste og prøve Abrahams karakter. Hvis han lever op til gæstfriheden - vil de belønne ham. Det er også meningen i den græske historie om Zeus hos Homer.

I Det gamle Testamente findes der meget nøje paralleller: I historierne om Lot og Sodoma fortælles at Lot netop viser gæstfrihed og i Dommerbogen er der et meget berømt eksempel på testen om gæstfriheden.

Abraham bliver netop testet flere gange – Gud frister ham eller prøver ham. Gud frister og prøver Abraham ved menneskeofringen af sønnen Isak. I det tilfælde viser Abraham sig som lydig og trofast og gudfrygtig! Her viser Abraham sig som en kæmpe – som en helt! Han bliver ikke svag. Han stoler på Herren. Han er villig til alt. Abraham er troens fader - som det siden blev sagt. Han er troens ridder - som Kierkegaard skrev! Han er en virkelig helt ved offeret af Isak! Her løfter Abraham sig op i evigheden!

På samme måde viser han sig som en kæmpe – en helt da Gud kalder ham i hans hjemland hos aramæerne i Mesopotamien! Abraham forlader alt – han bliver ikke svag – han er villig til alt uden begrænsninger. Han forlader alt. Han opgiver alt. Han slagter okserne. Han forlader alt sin faders hus al familie alt kendt og hjemligt. Det minder om det nye Testamente når Jesus kalder på sine folk: - Følg mig! Forlad alt. Forlad verden. I skal hade verden ellers kan I ikke følge mig!

v1  Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen.

Vers 1 og 2 passer dårligt med hinanden. I vers 1 viser Herren sig – i eental – og i vers 2 er det pludselig tre mænd som kommer. Forfatterens – Jahvistens – mening er at de tre mænd taget under ét er lig med Herren eller Gud. Jahvistens skildring er meget antropomorf! Disse skildringer er de mest antropomorfe skildringer som findes i hele Det gamle Testamente! Jahvisten beskriver en epifani – at Gud viser sig for Abraham da han sidder i Mamre. Men Gud viser sig som et menneske – så stærkt at man ikke kan se at det er Gud overhovedet! Det er meningen med teksten. Gud går på jorden, han sætter sig ned, han er træt og udmattet og sulten, Gud må hvile ud – altså sove – under træet, Gud spiser og drikker den mad som Abraham sætter frem, Gud vasker sig inden måltidet, Gud vasker sine fødder, til sidst begynder Gud at skændes med Sara! Skildringen er ekstremt antropomorfistisk. På denne måde er denne beretning helt unik i Det gamle Testamente – beretningen er virkelig efter de flestes mening en ægte gammel historie - om Gud!

Det er tydeligt nok i hele beretningen at der har eksisteret 2 forskellige kilder. I den ene kilde ser Abraham tre mænd og i den anden kilde kommer der kun én mand. Når vi læser hele beretningen kan vi se at den springer frem og tilbage mellem de to kilder. De to kilder har Jahvisten forenet til en beretning. Jahvisten – Det gamle Testamente – prøver at få det hele med. Jahvisten har ikke bare slettet den ene kilde! Han har været loyal over for de kilder han har fundet! Han skriver heller ikke kilderne om! Han klipper dem bare sammen!

I vers 9 spørger fx alle tre mænd: - Hvor er Sara? Abraham svarer. Men i vers 10 er de tre mænd pludselig forsvundet og nu er det kun Herren som er til stede!

Den første kilde starter sådan: - Herren viste sig ved Mamres Ege for Abraham (18.1a). Den tekst ligner fuldkommen utallige andre små tekster i patriarkfortællingerne som beretter om en epifani – Gud viser sig – på et bestemt sted.

Den anden kilde starter sådan: - Abraham sag i teltåbningen. Han så op og fik øje på tre mænd (vers 1 og 2).

Abraham står i åbningen (teltåbningen, åbningen til gudens rum) – det bruges om gudstjenesten – vi kender det mange steder fra i Det gamle Testamente. Der er paralleller i historierne om gudsmanden Elisa fx Når man tilbeder guden bliver man stående i åbningen. Det er også interessant at i vers 10 står Sara også i teltåbningen – hun er med i visionen – hun er deltager - hun får også en vision, kan vi sige.

Det er vigtigt at Gud pludselig viser sig. Abraham ved ikke rigtig hvor Gud kommer fra. Han kommer pludselig frem i et glimt – brat. Forfatteren mener måske at det som Abraham oplever, er lige som en vision eller lige som en drøm. Det er ikke sikkert at Jahvisten har ment det helt bogstaveligt – men det ved vi ikke længere.

Man kunne tro at nedenstående udtryk fx Abraham der kaster sig ned og tiltaler med herre betyder at Abraham har genkendt at det er Gud som viser sig – men det er ikke meningen med teksten! Abraham ved ikke i begyndelsen at det er Gud eller hans gud – Abraham viser blot den sædvanlige høflighed! Det er helt sikkert Jahvistens mening.

Kultberetningen skal netop afsløre at sådan og sådan viste Gud sig på dette sted. Vi kan sige at den Gud som viser sig er en ukendt gud – en ny gud. Det kan vi se i mange kultlegender - fx i Hagar historien: Hun ved ikke rigtig hvad hun skal kalde gud – og hun er rystet over at han pludselig har vist sig på dette sted. Gud er en gud som hun aldrig har set før og ikke kendt før.

v2  Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. v3  Han sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. v4  Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. v5  Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.« De svarede: »Gør blot, som du siger.«

Beretningen om maden er muligvis ment som en beskrivelse af det rette offer. Abrahamsberetningen forklarer stedet Mamre og forklarer hvordan man skal ofre til guderne under træet i Mamre. Men muligvis er meningen i teksten blot at Abraham viser sin godhed og gæstfrihed over for de tre gæster.

v6  Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød.« v7  Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. v8  Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spiste under træet.

De tre mænd kender godt Abraham og de kender hans kone Sara og de ved at deres problem er barnløsheden! Meningen med historien er givet vis at Abraham langsomt opdager at de tre mystiske mænd er identisk med Gud eller Herren.

Gud viser sig i form af andre mennesker - som bliver sendt til os. Gud er inden i andre mennesker. Denne fortolkning findes mange steder i Det gamle Testamente. Gud viser sig i en bestemt form – men formen er ikke afgørende – Gud kan vise sig i mange - utallige former. Gud kan vise sig som uvejr og torden og regn. Og han kan vise sig som mennesker – fremmede, som pludselig kommer til os!

v9  Så spurgte de ham: »Hvor er Sara, din kone?« Abraham svarede: »Hun er inde i teltet.«

Indtil nu har der været tre mænd og de spørger og taler som tre mænd. Men pludselig skifter dette og kun én stemme lyder! Forfatteren mener helt sikkert at dette kun er de ydre former og ikke afgørende. Abraham oplever en slags vision eller syn eller drøm. Derfor er det ikke mærkeligt at de fremmede kender ham og ikke mærkeligt at der pludselig kun er én stemme. Det som Abraham siger i vers 3: - Gå ikke fra mig! Forlad mig ikke! Bliv hos mig! Se på mig! Kender vi også fra mange andre steder i epifanier – også fra salmerne. Abraham oplever noget og han bliver bange for at det skal forsvinde igen!

Abraham genkender nu at stemmen må være Gud eller en gud eller den gud som viser sig i Mamre! Det er Mamres gud – ligesom udtrykket Betels gud. Mamres gud bliver nu Abrahams gud – den gud som Abraham tilbeder og tror på. Det er Abrahams oplevelse i Mamre som definerer Gud! Gud er gud fordi han viste sig for Abraham dengang i Mamre – under det hellige træ. På den måde bliver der på en måde stiftet en religion – tilbedelsen af den gud som Abraham engang oplevede under træet i Mamre! Det er definitionen på den nye religion. Abrahams efterkommere kommer så til at følge Abraham – de dyrker også Gud i Mamre og de tror på den gud som Abraham opdagede – Abrahams gud! Sådan er troen og religionen blevet udviklet i det gamle Israel på patriarkernes tid! Man troede på forfædrenes guder – Jakobs gud eller Abrahams gud eller Hagars gud!

v10  Da sagde han [ental!]: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!«

Sara er i fortællingen om Mamre et symbol på det menneske som har opgivet – som har mistet troen og håbet. Sara lever i verden – uden noget håb og uden nogen gud – som Paulus siger. Sara kan se virkeligheden som den er. Hun er realist. Hun er blevet gammel. Hendes krop er ikke mere som den var. Hun føler ikke længere noget begær efter en mand. Hun er ikke længere en kvinde. Hun føler sig ikke længere som en kvinde. Hun er blevet en skygge af sig selv. Hun føler ikke længere noget begær, nogen lyst, noget liv i sine lemmer. Hun er næsten blevet som en død. Ungdommens vildskab og udfoldelse er skrumpet ind til det rene ingenting. Sara udtrykker sig meget konkret, fysisk og seksuelt. Hun kan ikke tro på at tiden bare kan skrues tilbage. Hun har en realistisk holdning. Hun kan ikke tro at hun skal få sin ungdom tilbage – kraften, livslysten, det seksuelle begær, energien og gløden fra ungdommen! Hun føler at hun har tabt alt det fra ungdommens dage! Hun ved at livet er hårdt – og nu er det snart slut. Hun kan se at hendes seksualitet og fysik under i opløsning allerede. Hun griner hånligt af forjættelsen – og det er forståeligt nok. Det som Herren siger, er håbløst naivt! Det gode i livet varer ikke ved – det varer kun så kort! At blive gammel er en forbandelse – man mister al ungdommens saft og kraft! Sara ser på sin egen krop og sin egen seksualitet – og hun bliver grebet af væmmelse! Livet er grusomt! Livet ødelægger det som vi elsker og holder af.

Denne forestilling om alderdommen finder vi mange steder i Det gamle Testamente – meget tydeligt i Salmernes Bog! Det gamle Testamente priser ikke alderdommen – det er sjældent. Det gamle Testamente frygter alderdommen, svagheden, ydmygelsen over alt andet. Når vi bliver gamle – truer dødsriget os på alle sider! – Åh Gud, åh Gud, forlad mig ikke når jeg bliver gammel og affældig! (Salmernes Bog).

Sara er udtryk for den måde som mennesker normalt tænker. Hun er et udtryk for egoets skema. Egoet ved at verden er grusom og livet er kort og grusomt. Egoet har en viden som det ikke bare kan opgive. Døden rammer bare lige pludseligt. Vi er i virkeligheden fortabt. Der findes ingen redning. Det evige liv findes ikke – det er en naiv drøm. Sara er udtryk for egoet og verden. Når vi læser Johannesevangeliet – som en parallel - kan vi sige at Sara er udtryk for mørket og mørkets magter – den såkaldte realisme som i virkeligheden blot er kynisme, ligegyldighed og depression!

Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. v11  Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis [menstruation]. v12  Sara lo [hånligt] ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?«

v13  Men Herren sagde til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? v14  Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig [Abraham ikke Sara!], og så har Sara en søn.«

v15  Men Sara løj: »Jeg lo ikke,« sagde hun, for hun var bange. Men han [Gud!] svarede: »Jo! Du lo!«

(1 Mosebog 18)

Den kristne kirkehistoriker Sozomen der levede i 400 tallet og selv var født i Palæstina fortæller i en beretning om Mamre - som et valfartscentrum i kristen tid:

Dette sted, som i dag bliver kaldt Terebinterne, ligger omkring tre kilometer nord for Hebron. Historien beretter, at Guds søn - sammen med to engle - viste sig for Abraham på dette sted og fortalte ham om hans søns fødsel.

Her bliver der hver sommer holdt et berømt marked og her deltager alle indbyggerne, som bor her, og tillige dem, som bor på afstand - så som palæstinenserne, fønikerne og araberne. Her forsamles mange mennesker af mange forskellige grunde. Nogle kommer for at købe og nogle for at sælge. Højtiden bliver festligholdt med besøg af et meget stort antal mennesker af forskellig slags: Jøderne kommer, fordi de praler af, at Abraham er en fader for deres folk. Hedningerne kommer, fordi her findes mange engle [!]. De kristne kommer, fordi Kristus - som siden blev født af en jomfru og åbenbaret for alle mennesker til menneskenes frelse – engang viste sig her for en gudfrygtig mand.

Hver og en ærer dette sted i overenstemmelse med hans gudstilbedelse og hans religion. Det hele foregår under åben himmel!