Abraham
er en helt. Abraham er en kæmpe. Han er troens fader!
Abraham
og menneskeofringen af Isak.
Abraham
bliver testet flere gange – Gud frister ham eller prøver ham. Gud frister og
prøver Abraham ved menneskeofringen af sønnen Isak i 1. Mosebog kapitel 22. I
det tilfælde viser Abraham sig som lydig og trofast og gudfrygtig! Her viser
Abraham sig som en kæmpe – som en helt! Han bliver ikke svag. Han stoler på Herren. Han er villig - til alt. Abraham er troens fader, som det siden blev sagt. Han er troens ridder, som Kierkegaard skrev! Han er en virkelig helt ved offeret af Isak! Her løfter
Abraham sig faktisk op i evigheden!
Hvis
vi tænker i moderne skemaer forstår
vi slet ikke sagaen om Abraham der
skal ofre sin søn Isak. Historien handler ikke
om barbari eller grusomhed – ikke om Guds eller Abrahams barbari. Vi skal ikke
føle at det er synd for Isak. Så forstår vi slet
ikke meningen med historien. Historien handler om den levende Gud som frelser
mennesker i nød og ulykke – ikke om
en ond Gud!
Vi
tænker anderledes end oldtiden. Hele
oldtiden kendte til menneskeofre. Sådanne ofre var ikke almindelige men de var
ifølge oldtidens tankegang nødvendige
i nogle få situationer når nøden var overvældende. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Men vi
kan lære meget af oldtidens skemaer og tro og menneskeopfattelse – og gudsopfattelse. Oldtiden er på en måde et korrektiv til vores egen indsnævrede
opfattelse. Abraham er faktisk en helt – han er det sande menneske - i
legenden om offeret af barnet – af den førstefødte!
Vi skal prøve at leve os ind i det – så vil vi lære noget nyt og værdifuldt.
Det er mange hemmeligheder i disse historier!
Menneskeofre
var ikke helt ualmindelige hos de kana’anæere som Israels stammer kom i kontakt med i
Palæstina. Israel blev markant påvirket
af den kana’anæiske kultur og religion og sikkert
også af deres menneskeofre. Noget tyder faktisk på at man i Israel har tænkt at
kana’anæernes menneskeofre var bedre og frommere end
almindelige ofre af dyr og afgrøder! Kana’anæernes
menneskeofre bredte sig til Kartago –
nemlig til punerne. Vi har bevaret indskrifter fra Nordafrika – fra Kartago
– som beretter om at en menneskeofring
af et barn som egentlig skulle gennemføres på grunden af en ed – er blevet erstattet af et dyreoffer! Altså et eksempel der helt svarer til beretningen
om Abrahams ofring af Isak.
En
menneskeofring er ikke udtryk for
grusomhed eller barbari. Da Abraham skal ofre sin søn Isak er Abraham helt knust. Han sørger og græder. Han er gået
helt fortabt. Abraham ofrer ikke Isak fordi han er uden kærlige følelser eller
en sanseløs barbar! Abraham er ikke
nogen blodig eller sindssyg person – Abraham er ikke nogen moderne dræber eller
psykopatisk fascist! Abraham er et fint
menneske – han gør hvad han kan - for at Isak kan have det godt på turen og rejsen ud til offerstedet.
Abraham elsker sin søn Isak over alt
andet. Isak er hans eneste håb – det
er netop det som er Mosebogens
pointe! Gud kræver noget af Abraham som er forfærdeligt
for Abraham – at han opgiver alt!
Hvis Isak dør er alt forbi for
Abraham – så er livet forbi og der er intet håb tilbage nogen steder i verden.
Isak er ikke en dejlig glæde eller god ting i Abrahams liv – Isak er hele hans liv og håb! Han viser omsorg
for Isak. Abraham er virkelig en god
fader for Isak – han er ikke kold eller ligeglad eller egoistisk! I Mosebogen
er Abraham netop tegnet som det sande
menneske – det fuldendte menneske – helten
i denne historie. Abraham er troens fader.
Jefta som er en stor helt og dommer – konge – i Israel i
dommertiden ofrer sin egen datter - for at vinde en krig mod Israels fjender! Dommerbogen roser
Jefta! I Kongebøgerne
omtales et eksempel hvor Israel er i krig og belejrer en fremmed konges by.
Kongen forretter en menneskeofring og
Israel må trække sig tilbage - fordi
menneskeofringen faktisk virker!
Historierne om Elias og Elisa omtaler menneskeofre under hungersnøden. I Dommerbogen ofrer en mand sin hustru. Profeterne Jeremias
og Ezekiel der levede omkring
Alle
ofre blev opfattet som gaver til
guden i oldtiden. Menneskeofre er bedre
og større gaver end dyreofre. Denne tanke findes i hele
oldtiden. At ofre mennesker er at give dem tilbage
til Gud som egentlig ejer alt og alle mennesker. Vi ved at man i det gamle
Israel udsatte små pigebørn – altså
satte dem ud i naturen for at dø – fordi piger var mindre ønskede. Dette var en
slags menneskeofre.
Abraham
bliver prøvet og testet da de tre engle eller guder kommer og besøger ham i Mamre. Abraham består prøven med glans. Han er en helt.
Sara falder helt igennem. Hun er mistroisk, realistisk. Sara sidder fast i
egoet og i skepsis. Hun griner hånligt da Gud lover dem en søn! Abraham tror at
for Gud er alle ting mulige. Ofte bliver Abraham – faktisk med god grund -
fremstillet på en usympatisk måde med mange dårlige egenskaber. Det gælder fx
historierne om hans forhold til den egyptiske farao, Abimelek,
hustruen Sara og Hagar! Men i visse tilfælde – når
han testes – viser Abraham sig som en
af de store helte – Abraham er den største af dem alle, som Paulus ville have
sagt!
På
samme måde viser han sig som en kæmpe
– en helt da Gud kalder ham i hans
fjerne hjemland hos aramæerne i østen – i 1. Mosebog 12! Abraham forlader alt – han bliver ikke svag – han er
villig til alt uden begrænsninger. Han forlader alt. Han opgiver alt. Han
slagter alle okserne. Han forlader alt - sin faders hus, al familie, alt kendt
og hjemligt. Det minder om det nye Testamente når Jesus kalder på sine folk: - Følg mig! Forlad alt. Forlad verden. I
skal hade verden - ellers kan I ikke
følge mig! (Selv om hade ikke betyder hade i vores
betydning – men at adskille sig fra).
Først
bliver Abraham bedt om at forlade alt i sit hjemland, alt, som han elsker og
holder af, hans faders hus, hele hans fortid
– og nu beder Gud ham om at ofre og opgive hele hans fremtid! – Isak er netop ham som du elsker, som Gud siger til
Abraham! Gud handler på grotesk, uforståelig måde. Gud er et monster, tænker
Abraham måske.
Abraham
bliver fristet på samme måde som
Jesus bliver fristet i Det nye Testamente. Gud frister ikke mennesker fordi han
er ondsindet men for at frelse dem.
Livet er en gang imellem en fristelse – vi bliver fristet. Vi bliver fristet
til at falde tilbage fra troen – ned
i offerrollen, svagheden, alt det at
vi skal gøre - i stedet for at stole
på Herren! Lad Gud være i fred – det
er det fristelsen handler om. Gud frister
for at redde.
Da
Abraham kommer til Palæstina bliver han fristet over evne og han tager til
Egypten pga hungersnøden! Han lyver om Sara og
bringer hendes liv i virkelig fare! Engang imellem falder Abraham helt igennem – han kan slet ikke klare
fristelsen – han bliver lille og svag
og sølle! Ligeledes falder han for fristelsen da han avler et barn med
slavekvinden – Abraham kan ikke vente
på Herren – han stoler ikke på
Herrens løfte – siger teksten!
Den
følgende beretning stammer fra den kilde til Det gamle Testamente som kaldes Elohisten. Sagnet
om ofringen af Isak er et meget
gammelt sagn som har eksisteret som et selvstændigt
sagn i meget lang tid inden det blev en del af Elohistens
beretning. Vi kan se at gudsnavnet igennem hele
teksten – undtaget v 11 Herrens engel - er Gud
og ikke Herren. Det som teksten
drejer sig om er grundlæggende en test
af Abraham. Abraham består prøven –
er tekstens mening.
På
et dybere plan er beretningen en kultisk
beretning som indstifter en
tilbedelse – en religion på et bestemt sted – som vi har utallige andre
eksempler på. Fortællingen om Mamre er også en kult beretning. Den følgende tekst handler
om at Gud viser sig på det hellige
bjerg - under ofringen af Isak. Gud meddeler at Isak ikke skal ofres. Vi ved at
der var mange menneskeofre i det gamle Israel. Vi ved at kana’anæerne havde menneskeofre –
og at man også i Israel engang imellem ofrede mennesker – fx børn. Hele
spørgsmålet er ret indviklet. I 2. Mosebog
står der klart at alle de førstefødte
sønner skal ofres til Herren. Men efter denne lov regel hedder det at offeret
kan afløses af et dyreoffer.
Den efterfølgende beretning hænger muligvis sammen med det. Muligvis betyder
beretningen at Isak faktisk er blevet
ofret – dræbt – men at Gud alligevel har grebet ind og givet ham tilbage til faderen Abraham? En sådan
tanke finder vi fx i Jobs bog. Job
mister alt - også alle hans sønner bliver dræbt – men til sidst får Job det hele – hele herligheden – tilbage. Måske
er dette meningen med efterfølgende beretning. Der er mange lag i beretningen. I det gamle Israel
har denne historie nok været fortolket på mange forskellige måder! Historien er
urgammel og derfor er den kommet med i 1. Mosebog – men fortolkningen har nok
været omstridt!
Historien
er en kultisk legende men de oprindelige stednavne
er forsvundet! Vi ved slet ikke hvad Morija er mere! Den oprindelige
historie har fortalt om en Guds indgriben på det helt bestemte sted hvor offeret skulle ske – men vi
ved ikke hvor henne! I Krønikebogen i
Det gamle Testamente bliver Morija oversat til Zions bjerg altså til at Abraham har ofret Isak – ville
ofre Isak – i Jerusalem – i templet! Dette er en meget senere
fortolkning!
Ifølge
en oversættelse af Det gamle Testamente fra oldtiden skulle Morija
være en fejl for Moabit.
Moabit er det land som moabiterne
lever i – på den anden side Jordan – det nuværende Jordan. Vi ved også at der fandtes urgamle helligsteder i dette område – som Mispa
og Mahanajim som vi kender knyttet til Jakob.
v1 Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve.
Historien handler om frygt for Gud dvs
lydighed og tillid og lydhørhed. Gud beder os om at stole på ham uanset hvad
der sker. Gud beder os om at droppe vore egne værdier og tanker og stole på at Gud ved bedre. Abraham viser
sig som en troens ridder og helt!
Han sagde: »Abraham!« og
da Abraham svarede ja, v2 sagde han: »Tag Isak, din eneste søn,
ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet [?].
Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« v3 Tidligt
næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med.
Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.
Som vi kan se
handler beretningen om hvordan man skal tilbede Gud på den rigtige måde og på
det rigtige sted – det er tydeligt
nok ud fra teksten:
v4 To dage efter fik Abraham øje på stedet i det
fjerne, v5 og han sagde til karlene: »Bliv her
med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.«
Teksten
indeholder en meget detaljeret
beskrivelse af hvordan man skal ofre
til Gud på den korrekte måde! Dette er en hovedpointe i historien. Måske har
historien oprindeligt slet ikke handlet om en menneskeofring men blot om det
rette offer? Måske har beretningen
oprindeligt handlet om hvordan man skulle ofre mennesker på den korrekte måde? Vi skal huske at
menneskeofre ikke var utænkelige i oldtiden!
Mennesker blev faktisk ofret! Ikke tit og ofte - men i nødsituationer. Vi
kender i Israel menneskeofre ved krig, belejringer, hungersnød og lignende.
Oldtiden havde bestemt ikke vores opfattelse af menneskeofre! Menneskeofre var
radikale – men ikke utænkelige – nogen gange var de måske nødvendige!
v6 Abraham tog
offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så
gik de to sammen. v7 Isak sagde til sin far Abraham: »Far!«
Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men
hvor er offerlammet?« v8 Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig
et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.
v9 Da de kom til det sted [?], Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter
og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet
på alteret. v10 Så
rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn.
I Elohisten kommer
Herren eller Herrens engel aldrig ned på jorden! Her kan vi se at Herrens engel
– som er det samme som Herren – råber
fra himlen. Beretningen viser at Gud
ikke mener at Isak skal ofres. Gud vil blot teste og prøve Abraham. Det er klart nok at Abraham ville have dræbt slagtet og brændt
sin egen søn - hvis Gud ikke havde grebet ind! På en måde ligger der et evangelium i beretningen. Gud frelser Abraham. Abraham var gået helt
fortabt. Han havde mistet alt –
løftet – sønnen – fremtiden. Abraham var kommet i en umulig situation. Men Gud frelste Abraham da han stod på toppen af
bjerget med kniven i hånden! Gud frelser Abraham og giver ham det hele tilbage som han - på en måde - har
mistet. Abraham har jo for længst sagt farvel
til isak sin søn. Abraham har jo opgivet at tro på fremtiden. Abraham har opgivet det hele. Men netop i den yderste nød bryder
Gud frem – Gud viser sig på bjerget.
Gud viser sig i et syn eller en
vision for Abraham.
I teksten er
der skjulte ordspil der fortæller
hvilket stednavn som beretningen skal
beskrive. Vi kan ikke længere tyde disse ordspil. Stedet er gået tabt. Abraham befinder sig antageligt
langt sydpå – i Negev
for det gør han ofte. Ordspillet på hebraisk betyder nok at Abraham kalder Gud
for den gud som ser eller den gud som
vi har set eller den gud som viste sig. Disse hebraiske ord skal så
også markere stednavnet – fordi gudens
navn og stednavnet oprindeligt var
det samme. Fx er Betel både et sted –
en by – og navnet på en gud ligesom Mispa og Herren i
Mispa er det samme. Mispa
er en gammel by på den anden side af Jordan.
At frygte Gud betyder ikke i Det gamle
Testamente at frygte i vores betydning. Frygte betyder at holde sig til Gud,
adlyde Gud, tro på Gud og stole på Gud – det handler ikke i Det gamle Testamente om subjektive følelser af frygt og
angst!
Historien
beviser at vi kan stole på Gud. Vi
behøver ikke forfalde til egoets små
bange tanker. Abraham gør det rigtige
når han går i gang med at ofre Isak – for Abraham stoler på Herren. Abraham ved ikke hvad der skal ske men han stoler
på Gud. Gud beder ham om at ofre sin søn - og det gør han. Abraham stiller
ingen spørgsmål – spørgsmål ville være helt meningsløse. Gud handler med en
visdom og viden som vi ikke har. Men hvis vi ikke stoler på Gud falder vi ned i
sølletheden, svagheden, drukkenskaben, offerrollen,
vreden, skepticismen, håbløsheden! Det er det som historien handler om. Abraham
opgiver ikke på noget tidspunkt. Han
tror - på tværs af verdens fornuft. Verdens visdom er en dårskab for Gud.
Verdens visdom fordømmer menneskeofre – men hvad ved verden om det? Spørger
Abraham.
v11 Men Herrens engel [Herren]
råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, v12 og englen
sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste
søn.«
v13 Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som
hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen
og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. v14 Abraham
gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«
(1
Mosebog 22)
Mosebøgerne
og menneskeofringerne.
Var
menneskeofre almindelige blandt de tolv stammer?
Teksten
i 2. Mosebog (se nedenfor) er stadig
væk omstridt. Det er faktisk muligt
at sige at disse menneskeofre af de førstefødte sønner har været en forpligtelse og sædvane. Når vi læser teksten er der ingen tvivl om at Israel har
fået livet – sine sønner - af Herren som en fri gave. Israel lever i en relation med Herren. Israel er
ægtehustruen og hustruen har – lige som herren
- ægtemanden – visse forpligtelser.
Israel skylder at give sine børn tilbage
til Gud. Gud ejer disse børn. Børnene
skal helliges Herren – dvs de skal ofres til Herren. De skal gøres til Herrens
ejendom. De skal gives tilbage.
Israel kan ikke beholde disse børn - for de tilhører egentlig ikke Israel. Vi
ejer ikke vore børn – i al fald ikke de førstefødte.
Betegnelsen
den førstefødte er i Det gamle
Testamente symbolsk. Den førstefødte
er et symbol på det hele. Det første neg som høstes i efteråret er lig med hele høsten – alt kornet. Derfor betyder
sætningen egentlig at alle børnene skal gives tilbage til deres rette ejermand –
eller at Israel skylder Gud alle sine
børn. I Ny Testamente bruges også den førstefødte om Kristus fordi han er ét med alle brødrene – alle mennesker.
At
hellige sig bruges o renselse –
indvielse. Naziren
– som vi kender fra profeter som Johannes Døberen og Elias - gør sig selv hellig – han lever asketisk – han giver afkald – han bliver en hellig mand – en gudsmand.
Fordi Herren har frelst Israel skal Israel give ham en
gave tilbage – offeret. Men offeret er ikke
rigtig Do Ut Des fordi offeret af børnene er at give
det tilbage som Gud faktisk ejer. Offeret er mest udtryk for taknemmeligheden og loyaliteten over for Jahve. Tanken er ikke at Jahve skal formildes ved menneskeofre! Det er aldrig
tanken i Det gamle Testamente. Offeret kommer altid efter at Gud har reddet os af nøden – ikke før! Dette træk er meget
tydeligt i Salmerne. Israel har ikke en ægte offertankegang som man kan
møde den i oldtiden – altså Do Ut Des – jeg giver dig noget for at tvinge dig til at give
mig noget! Dette er ikke tanken i
Mosebøgerne!
Gud
har frelst os ud af trællehuset – og dermed har han etableret en ny relation med mennesket. I denne relation
lever begge parter med forpligtelser. Offeret er en
taknemmelighed over denne frelseshandling – mageløs
og ubegribelig. 2. Mosebog fortæller en kultlegende
– den fortæller om hvordan religionen opstod og hvordan alle regler og skikke
opstod. Fx hvorfor skal vi fejre påske?
Hvorfor skal vi ofre de førstefødte til Herren?
Udtrykket:
slog Herren alle
førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg
det første handyr. . .
Betyder
at vi skal ofre fordi Herren slår de førstefødte ihjel i Egypten. Denne
begrundelse virker mærkelig for
moderne læsere – hvorfor skal vi ofre vore sønner fordi Herren slog børnene
ihjel i Egypten? Herren slog dem ihjel fordi Farao var imod Guds plan og imod
Israels frigivelse. Herren tugtede jo
Egypten!
Meningen
er at menneskeofferet er et minde – en ihukommelse
af det som Herren gjorde dengang. Legenden er en ætiologisk legende – dvs den begrunder og forklarer hvorfor vi nu skal ofre vore sønner! Denne kult legende
ligner utallige andre kultlegender i Mosebøgerne. Det gamle sagn skal forklare
og begrunde en religiøs praksis som
vi har nu. Dette svarer til den
kristne påske – som fejres fordi
Kristus sejrede og opstod fra døden. Begrundelsen
er jo teksten og troen i Det nye Testamente. Teksten i 2. Mosebog 13 er en begrundelse for den jødiske påske som er
en mindefest om udgangen af trællehuset, Egypten. Én
gang om året i marts - april måned mindedes man Herrens underfulde befrielse af
Israels folk.
Israel
viser altså sin respekt for Herren Jahve og sin loyalitet og sin taknemmelighed
ved at Israel ofrer sine førstefødte børn til Gud – eller i al fald er villig
til dette offer.
v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 »Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder
både mennesker og kvæg.«
Mosebøgerne
fastsæter at sønnerne ikke skal ofres
i bogstavelig forstand – de skal frikøbes.
I stedet for at ofre sønnen skal faderen ofre et dyr.
Er dette en
senere bestemmelse i forhold til den oprindelige
lov om at alle førstefødte skal dræbes og ofres? Spørgsmålet er meget omstridt. Vi ved kun at oldtiden
accepterede menneskeofre på en måde – som er uforståelig for os. Oldtiden havde
ikke vores respekt for det enkelte
individ. Mennesket er ikke løsrevet men blot en del af et kollektiv – derfor
kan menneskeofre give mening. På den
måde reddes helheden – stammen –
folket. Oldtiden har ikke tænkt på de nyfødte børns skæbne isoleret!
v11 Når Herren fører dig til kana'anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor
dig og dine fædre, v12 skal
du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle
førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren. v13 Det
førstefødte æsel kan du frikøbe med
et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du
brække halsen på det. Enhver førstefødt
blandt dine sønner skal du frikøbe.
v14 Når din søn i fremtiden
spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte
Herren os ud af Egypten, af trællehuset. v15 Da Farao
gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i
Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første
handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver
førstefødt blandt mine sønner.« v16 Det skal
være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren
os ud af Egypten.
(2 Mosebog 13)
I
Det gamle Testamente er det forholdsvis almindeligt
at Gud tester Israel – Gud frister Israel og sætter det på en prøve for at
se om dets tro og trofasthed er stærk. Det er mindre almindeligt at Gud tester
enkeltpersoner som det sker med Abraham.
Vi
kan fx se fristelsen og prøven i dette citat fra 5. Mosebog som
taler om hvor let Israel kan blive fristet af de fremmede guder. De fremmede guder vil altid lokke – de virker altid
så overbevisende:
v2 Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, v3 og
det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer,
og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,«
v4 da skal du ikke lytte til, hvad den profet
eller den, der har drømmesyner, siger.
Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på
prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og
af hele jeres sjæl. v5 Herren jeres
Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal
I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.
(5
Mosebog 13)