Abraham er en helt. Abraham er en kæmpe. Han er troens fader!

 

Abraham og menneskeofringen af Isak.

 

 

Abraham bliver testet flere gange – Gud frister ham eller prøver ham. Gud frister og prøver Abraham ved menneskeofringen af sønnen Isak i 1. Mosebog kapitel 22. I det tilfælde viser Abraham sig som lydig og trofast og gudfrygtig! Her viser Abraham sig som en kæmpe – som en helt! Han bliver ikke svag. Han stoler på Herren. Han er villig - til alt. Abraham er troens fader, som det siden blev sagt. Han er troens ridder, som Kierkegaard skrev! Han er en virkelig helt ved offeret af Isak! Her løfter Abraham sig faktisk op i evigheden!

Hvis vi tænker i moderne skemaer forstår vi slet ikke sagaen om Abraham der skal ofre sin søn Isak. Historien handler ikke om barbari eller grusomhed – ikke om Guds eller Abrahams barbari. Vi skal ikke føle at det er synd for Isak. Så forstår vi slet ikke meningen med historien. Historien handler om den levende Gud som frelser mennesker i nød og ulykke – ikke om en ond Gud!

Vi tænker anderledes end oldtiden. Hele oldtiden kendte til menneskeofre. Sådanne ofre var ikke almindelige men de var ifølge oldtidens tankegang nødvendige i nogle få situationer når nøden var overvældende. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Men vi kan lære meget af oldtidens skemaer og tro og menneskeopfattelse – og gudsopfattelse. Oldtiden er på en måde et korrektiv til vores egen indsnævrede opfattelse. Abraham er faktisk en helt – han er det sande menneske - i legenden om offeret af barnet – af den førstefødte! Vi skal prøve at leve os ind i det – så vil vi lære noget nyt og værdifuldt. Det er mange hemmeligheder i disse historier!

Menneskeofre var ikke helt ualmindelige hos de kana’anæere som Israels stammer kom i kontakt med i Palæstina. Israel blev markant påvirket af den kana’anæiske kultur og religion og sikkert også af deres menneskeofre. Noget tyder faktisk på at man i Israel har tænkt at kana’anæernes menneskeofre var bedre og frommere end almindelige ofre af dyr og afgrøder! Kana’anæernes menneskeofre bredte sig til Kartago – nemlig til punerne. Vi har bevaret indskrifter fra Nordafrika – fra Kartago – som beretter om at en menneskeofring af et barn som egentlig skulle gennemføres på grunden af en ed – er blevet erstattet af et dyreoffer! Altså et eksempel der helt svarer til beretningen om Abrahams ofring af Isak.

En menneskeofring er ikke udtryk for grusomhed eller barbari. Da Abraham skal ofre sin søn Isak er Abraham helt knust. Han sørger og græder. Han er gået helt fortabt. Abraham ofrer ikke Isak fordi han er uden kærlige følelser eller en sanseløs barbar! Abraham er ikke nogen blodig eller sindssyg person – Abraham er ikke nogen moderne dræber eller psykopatisk fascist! Abraham er et fint menneske – han gør hvad han kan - for at Isak kan have det godt på turen og rejsen ud til offerstedet. Abraham elsker sin søn Isak over alt andet. Isak er hans eneste håb – det er netop det som er Mosebogens pointe! Gud kræver noget af Abraham som er forfærdeligt for Abraham – at han opgiver alt! Hvis Isak dør er alt forbi for Abraham – så er livet forbi og der er intet håb tilbage nogen steder i verden. Isak er ikke en dejlig glæde eller god ting i Abrahams liv – Isak er hele hans liv og håb! Han viser omsorg for Isak. Abraham er virkelig en god fader for Isak – han er ikke kold eller ligeglad eller egoistisk! I Mosebogen er Abraham netop tegnet som det sande menneske – det fuldendte menneske – helten i denne historie. Abraham er troens fader.

Jefta som er en stor helt og dommer – konge – i Israel i dommertiden ofrer sin egen datter - for at vinde en krig mod Israels fjender! Dommerbogen roser Jefta! I Kongebøgerne omtales et eksempel hvor Israel er i krig og belejrer en fremmed konges by. Kongen forretter en menneskeofring og Israel må trække sig tilbage - fordi menneskeofringen faktisk virker! Historierne om Elias og Elisa omtaler menneskeofre under hungersnøden. I Dommerbogen ofrer en mand sin hustru. Profeterne Jeremias og Ezekiel der levede omkring 600 f. Kr. omtaler at menneskeofringer var udbredt i Israel. Der er mange eksempler på menneskeofre i Det gamle Testamente.

Alle ofre blev opfattet som gaver til guden i oldtiden. Menneskeofre er bedre og større gaver end dyreofre. Denne tanke findes i hele oldtiden. At ofre mennesker er at give dem tilbage til Gud som egentlig ejer alt og alle mennesker. Vi ved at man i det gamle Israel udsatte små pigebørn – altså satte dem ud i naturen for at dø – fordi piger var mindre ønskede. Dette var en slags menneskeofre.

Abraham bliver prøvet og testet da de tre engle eller guder kommer og besøger ham i Mamre. Abraham består prøven med glans. Han er en helt. Sara falder helt igennem. Hun er mistroisk, realistisk. Sara sidder fast i egoet og i skepsis. Hun griner hånligt da Gud lover dem en søn! Abraham tror at for Gud er alle ting mulige. Ofte bliver Abraham – faktisk med god grund - fremstillet på en usympatisk måde med mange dårlige egenskaber. Det gælder fx historierne om hans forhold til den egyptiske farao, Abimelek, hustruen Sara og Hagar! Men i visse tilfælde – når han testes – viser Abraham sig som en af de store helte – Abraham er den største af dem alle, som Paulus ville have sagt!

På samme måde viser han sig som en kæmpe – en helt da Gud kalder ham i hans fjerne hjemland hos aramæerne i østen – i 1. Mosebog 12! Abraham forlader alt – han bliver ikke svag – han er villig til alt uden begrænsninger. Han forlader alt. Han opgiver alt. Han slagter alle okserne. Han forlader alt - sin faders hus, al familie, alt kendt og hjemligt. Det minder om det nye Testamente når Jesus kalder på sine folk: - Følg mig! Forlad alt. Forlad verden. I skal hade verden - ellers kan I ikke følge mig! (Selv om hade ikke betyder hade i vores betydning – men at  adskille sig fra).

Først bliver Abraham bedt om at forlade alt i sit hjemland, alt, som han elsker og holder af, hans faders hus, hele hans fortid – og nu beder Gud ham om at ofre og opgive hele hans fremtid! – Isak er netop ham som du elsker, som Gud siger til Abraham! Gud handler på grotesk, uforståelig måde. Gud er et monster, tænker Abraham måske.

Abraham bliver fristet på samme måde som Jesus bliver fristet i Det nye Testamente. Gud frister ikke mennesker fordi han er ondsindet men for at frelse dem. Livet er en gang imellem en fristelse – vi bliver fristet. Vi bliver fristet til at falde tilbage fra troen – ned i offerrollen, svagheden, alt det at vi skal gøre - i stedet for at stole på Herren! Lad Gud være i fred – det er det fristelsen handler om. Gud frister for at redde.

Da Abraham kommer til Palæstina bliver han fristet over evne og han tager til Egypten pga hungersnøden! Han lyver om Sara og bringer hendes liv i virkelig fare! Engang imellem falder Abraham helt igennem – han kan slet ikke klare fristelsen – han bliver lille og svag og sølle! Ligeledes falder han for fristelsen da han avler et barn med slavekvinden – Abraham kan ikke vente på Herren – han stoler ikke på Herrens løfte – siger teksten!

Den følgende beretning stammer fra den kilde til Det gamle Testamente som kaldes Elohisten. Sagnet om ofringen af Isak er et meget gammelt sagn som har eksisteret som et selvstændigt sagn i meget lang tid inden det blev en del af Elohistens beretning. Vi kan se at gudsnavnet igennem hele teksten – undtaget v 11 Herrens engel - er Gud og ikke Herren. Det som teksten drejer sig om er grundlæggende en test af Abraham. Abraham består prøven – er tekstens mening.

På et dybere plan er beretningen en kultisk beretning som indstifter en tilbedelse – en religion på et bestemt sted – som vi har utallige andre eksempler på. Fortællingen om Mamre er også en kult beretning. Den følgende tekst handler om at Gud viser sig på det hellige bjerg - under ofringen af Isak. Gud meddeler at Isak ikke skal ofres. Vi ved at der var mange menneskeofre i det gamle Israel. Vi ved at kana’anæerne havde menneskeofre – og at man også i Israel engang imellem ofrede mennesker – fx børn. Hele spørgsmålet er ret indviklet. I 2. Mosebog står der klart at alle de førstefødte sønner skal ofres til Herren. Men efter denne lov regel hedder det at offeret kan afløses af et dyreoffer. Den efterfølgende beretning hænger muligvis sammen med det. Muligvis betyder beretningen at Isak faktisk er blevet ofret – dræbt – men at Gud alligevel har grebet ind og givet ham tilbage til faderen Abraham? En sådan tanke finder vi fx i Jobs bog. Job mister alt - også alle hans sønner bliver dræbt – men til sidst får Job det hele – hele herligheden – tilbage. Måske er dette meningen med efterfølgende beretning. Der er mange lag i beretningen. I det gamle Israel har denne historie nok været fortolket på mange forskellige måder! Historien er urgammel og derfor er den kommet med i 1. Mosebog – men fortolkningen har nok været omstridt!

Historien er en kultisk legende men de oprindelige stednavne er forsvundet! Vi ved slet ikke hvad Morija er mere! Den oprindelige historie har fortalt om en Guds indgriben på det helt bestemte sted hvor offeret skulle ske – men vi ved ikke hvor henne! I Krønikebogen i Det gamle Testamente bliver Morija oversat til Zions bjerg altså til at Abraham har ofret Isak – ville ofre Isak – i Jerusalem – i templet! Dette er en meget senere fortolkning!

Ifølge en oversættelse af Det gamle Testamente fra oldtiden skulle Morija være en fejl for Moabit. Moabit er det land som moabiterne lever i – på den anden side Jordan – det nuværende Jordan. Vi ved også at der fandtes urgamle helligsteder i dette område – som Mispa og Mahanajim som vi kender knyttet til Jakob.

v1  Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve.

Historien handler om frygt for Gud dvs lydighed og tillid og lydhørhed. Gud beder os om at stole på ham uanset hvad der sker. Gud beder os om at droppe vore egne værdier og tanker og stole på at Gud ved bedre. Abraham viser sig som en troens ridder og helt!

Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, v2  sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet [?]. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« v3  Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.

Som vi kan se handler beretningen om hvordan man skal tilbede Gud på den rigtige måde og på det rigtige sted – det er tydeligt nok ud fra teksten:

v4  To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, v5  og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.«

Teksten indeholder en meget detaljeret beskrivelse af hvordan man skal ofre til Gud på den korrekte måde! Dette er en hovedpointe i historien. Måske har historien oprindeligt slet ikke handlet om en menneskeofring men blot om det rette offer? Måske har beretningen oprindeligt handlet om hvordan man skulle ofre mennesker på den korrekte måde? Vi skal huske at menneskeofre ikke var utænkelige i oldtiden! Mennesker blev faktisk ofret! Ikke tit og ofte - men i nødsituationer. Vi kender i Israel menneskeofre ved krig, belejringer, hungersnød og lignende. Oldtiden havde bestemt ikke vores opfattelse af menneskeofre! Menneskeofre var radikale – men ikke utænkelige – nogen gange var de måske nødvendige!

 v6  Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. v7  Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« v8  Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.

v9  Da de kom til det sted [?], Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. v10  Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn.

I Elohisten kommer Herren eller Herrens engel aldrig ned på jorden! Her kan vi se at Herrens engel – som er det samme som Herren – råber fra himlen. Beretningen viser at Gud ikke mener at Isak skal ofres. Gud vil blot teste og prøve Abraham. Det er klart nok at Abraham ville have dræbt slagtet og brændt sin egen søn - hvis Gud ikke havde grebet ind! På en måde ligger der et evangelium i beretningen. Gud frelser Abraham. Abraham var gået helt fortabt. Han havde mistet alt – løftet – sønnen – fremtiden. Abraham var kommet i en umulig situation. Men Gud frelste Abraham da han stod på toppen af bjerget med kniven i hånden! Gud frelser Abraham og giver ham det hele tilbage som han - på en måde - har mistet. Abraham har jo for længst sagt farvel til isak sin søn. Abraham har jo opgivet at tro på fremtiden. Abraham har opgivet det hele. Men netop i den yderste nød bryder Gud frem – Gud viser sig på bjerget. Gud viser sig i et syn eller en vision for Abraham.

I teksten er der skjulte ordspil der fortæller hvilket stednavn som beretningen skal beskrive. Vi kan ikke længere tyde disse ordspil. Stedet er gået tabt. Abraham befinder sig antageligt langt sydpå – i Negev for det gør han ofte. Ordspillet på hebraisk betyder nok at Abraham kalder Gud for den gud som ser eller den gud som vi har set eller den gud som viste sig. Disse hebraiske ord skal så også markere stednavnet – fordi gudens navn og stednavnet oprindeligt var det samme. Fx er Betel både et sted – en by – og navnet på en gud ligesom Mispa og Herren i Mispa er det samme. Mispa er en gammel by på den anden side af Jordan.

At frygte Gud betyder ikke i Det gamle Testamente at frygte i vores betydning. Frygte betyder at holde sig til Gud, adlyde Gud, tro på Gud og stole på Gud – det handler ikke i Det gamle Testamente om subjektive følelser af frygt og angst!

Historien beviser at vi kan stole på Gud. Vi behøver ikke forfalde til egoets små bange tanker. Abraham gør det rigtige når han går i gang med at ofre Isak – for Abraham stoler på Herren. Abraham ved ikke hvad der skal ske men han stoler på Gud. Gud beder ham om at ofre sin søn - og det gør han. Abraham stiller ingen spørgsmål – spørgsmål ville være helt meningsløse. Gud handler med en visdom og viden som vi ikke har. Men hvis vi ikke stoler på Gud falder vi ned i sølletheden, svagheden, drukkenskaben, offerrollen, vreden, skepticismen, håbløsheden! Det er det som historien handler om. Abraham opgiver ikke på noget tidspunkt. Han tror - på tværs af verdens fornuft. Verdens visdom er en dårskab for Gud. Verdens visdom fordømmer menneskeofre – men hvad ved verden om det? Spørger Abraham.

 v11  Men Herrens engel [Herren] råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, v12  og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

v13  Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. v14  Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«

(1 Mosebog 22)

 

 

Mosebøgerne og menneskeofringerne.

Var menneskeofre almindelige blandt de tolv stammer?

 

Teksten i 2. Mosebog (se nedenfor) er stadig væk omstridt. Det er faktisk muligt at sige at disse menneskeofre af de førstefødte sønner har været en forpligtelse og sædvane. Når vi læser teksten er der ingen tvivl om at Israel har fået livet – sine sønner - af Herren som en fri gave. Israel lever i en relation med Herren. Israel er ægtehustruen og hustruen har – lige som herren - ægtemanden – visse forpligtelser. Israel skylder at give sine børn tilbage til Gud. Gud ejer disse børn. Børnene skal helliges Herren – dvs de skal ofres til Herren. De skal gøres til Herrens ejendom. De skal gives tilbage. Israel kan ikke beholde disse børn - for de tilhører egentlig ikke Israel. Vi ejer ikke vore børn – i al fald ikke de førstefødte.

Betegnelsen den førstefødte er i Det gamle Testamente symbolsk. Den førstefødte er et symbol på det hele. Det første neg som høstes i efteråret er lig med hele høsten – alt kornet. Derfor betyder sætningen egentlig at alle børnene skal gives tilbage til deres rette ejermand – eller at Israel skylder Gud alle sine børn. I Ny Testamente bruges også den førstefødte om Kristus fordi han er ét med alle brødrene – alle mennesker.

At hellige sig bruges o renselse – indvielse.  Naziren – som vi kender fra profeter som Johannes Døberen og Elias - gør sig selv hellig – han lever asketisk – han giver afkald – han bliver en hellig mand – en gudsmand.

Fordi Herren har frelst Israel skal Israel give ham en gave tilbage – offeret. Men offeret er ikke rigtig Do Ut Des fordi offeret af børnene er at give det tilbage som Gud faktisk ejer. Offeret er mest udtryk for taknemmeligheden og loyaliteten over for Jahve. Tanken er ikke at Jahve skal formildes ved menneskeofre!  Det er aldrig tanken i Det gamle Testamente. Offeret kommer altid efter at Gud har reddet os af nøden – ikke før! Dette træk er meget tydeligt i Salmerne. Israel har ikke en ægte offertankegang som man kan møde den i oldtiden – altså Do Ut Des – jeg giver dig noget for at tvinge dig til at give mig noget! Dette er ikke tanken i Mosebøgerne!

Gud har frelst os ud af trællehuset – og dermed har han etableret en ny relation med mennesket. I denne relation lever begge parter med forpligtelser. Offeret er en taknemmelighed over denne frelseshandling – mageløs og ubegribelig. 2. Mosebog fortæller en kultlegende – den fortæller om hvordan religionen opstod og hvordan alle regler og skikke opstod. Fx hvorfor skal vi fejre påske? Hvorfor skal vi ofre de førstefødte til Herren?

Udtrykket:

slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr. . .

Betyder at vi skal ofre fordi Herren slår de førstefødte ihjel i Egypten. Denne begrundelse virker mærkelig for moderne læsere – hvorfor skal vi ofre vore sønner fordi Herren slog børnene ihjel i Egypten? Herren slog dem ihjel fordi Farao var imod Guds plan og imod Israels frigivelse. Herren tugtede jo Egypten!

Meningen er at menneskeofferet er et minde – en ihukommelse af det som Herren gjorde dengang. Legenden er en ætiologisk legende – dvs den begrunder og forklarer hvorfor vi nu skal ofre vore sønner! Denne kult legende ligner utallige andre kultlegender i Mosebøgerne. Det gamle sagn skal forklare og begrunde en religiøs praksis som vi har nu. Dette svarer til den kristne påske – som fejres fordi Kristus sejrede og opstod fra døden. Begrundelsen er jo teksten og troen i Det nye Testamente. Teksten i 2. Mosebog 13 er en begrundelse for den jødiske påske som er en mindefest om udgangen af trællehuset, Egypten. Én gang om året i marts - april måned mindedes man Herrens underfulde befrielse af Israels folk.

Israel viser altså sin respekt for Herren Jahve og sin loyalitet og sin taknemmelighed ved at Israel ofrer sine førstefødte børn til Gud – eller i al fald er villig til dette offer.

 

v1  Herren talte til Moses og sagde: v2  »Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg.«

Mosebøgerne fastsæter at sønnerne ikke skal ofres i bogstavelig forstand – de skal frikøbes. I stedet for at ofre sønnen skal faderen ofre et dyr.

Er dette en senere bestemmelse i forhold til den oprindelige lov om at alle førstefødte skal dræbes og ofres? Spørgsmålet er meget omstridt. Vi ved kun at oldtiden accepterede menneskeofre på en måde – som er uforståelig for os. Oldtiden havde ikke vores respekt for det enkelte individ. Mennesket er ikke løsrevet men blot en del af et kollektiv – derfor kan menneskeofre give mening. På den måde reddes helheden – stammen – folket. Oldtiden har ikke tænkt på de nyfødte børns skæbne isoleret!

v11  Når Herren fører dig til kana'anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre, v12  skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren. v13  Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe.

v14  Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. v15  Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner.« v16  Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.

 (2 Mosebog 13)

 

I Det gamle Testamente er det forholdsvis almindeligt at Gud tester Israel – Gud frister Israel og sætter det på en prøve for at se om dets tro og trofasthed er stærk. Det er mindre almindeligt at Gud tester enkeltpersoner som det sker med Abraham.

Vi kan fx se fristelsen og prøven i dette citat fra 5. Mosebog som taler om hvor let Israel kan blive fristet af de fremmede guder. De fremmede guder vil altid lokke – de virker altidoverbevisende:

v2  Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, v3  og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« v4  da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger.

Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. v5  Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.

(5 Mosebog 13)