Troen, Synden og Saligheden.

Hvis jeg oplever tab, modgang, smerte, lidelser og skuffelser - og samtidigt oplever, hvordan jeg er magtesløs og intet kan gøre - så bliver jeg fortvivlet. Jeg mister tilliden. Jeg mister tilliden til verden og livet, til andre mennesker, og jeg mister tilliden til mig selv, min egen evne, forstand og fornuft. Jeg mister tilliden til Gud - hvis jeg nogen sinde har haft en sådan tillid. Jeg tvivler og fortvivler. Jeg kan ikke se nogen mening med noget som helst. Jeg opgiver – og kæmper så alligevel videre – fortvivlet. I bogen Sygdommen til Døden fra 1849 tog den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard udgangspunkt i denne almen-menneskelige oplevelse.

Sygdommen til Døden indeholder dels en række berømte psykologiske analyser og portrætter – der kom til at påvirke den senere psykoanalyse, psykologi og det 20. århundredes eksistentialisme – dels en teologisk afhandling om troen, synden og saligheden. Værket er således skarpt delt i et første og et andet afsnit. Men det skal fremhæves, at for Kierkegaard var hensigten med de mange psykologiske analyser – af ’det moderne menneske’ – at lede frem til den kristelige forståelse af mennesket. Det fremgår også tydeligt af undertitlen: Til Opbyggelse og Opvækkelse.

Værkets pointe bliver således afleveret i begyndelse af Andet Afsnit:

Synd er: for Gud eller med Forestillingen om Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller fortvivlet at ville være sig selv. Synd er altsaa den potentserede [forstærkede] Svaghed eller den potentserede Trods: Synd er Potentsationen [kulminationen] af Fortvivlelse. Dette Selv er ikke mere det blot menneskelige Selv, men er ... Selvet lige over for Gud ... Gud er ikke noget Udvortes i den Forstand som en Politibetjent. ... Jo mere Guds-Forestilling, jo mere Selv. Jo mere Selv, jo mere Guds-Forestilling ... Tro er: at Selvet i at være sig selv og i at ville være sig selv gjennemsigtigt grunder i Gud. ... Modsætningen til Synd [er] ingenlunde Dyd. Dette er en tildeels hedensk Betragtning ... som netop ikke veed hvad Synd er, at al Synd er for Gud. Nei, Modsætningen til Synd er Tro.

Vi skal senere vende tilbage til dette citat. I første omgang vil vi se nøjere på, hvad Kierkegaard forstod ved Fortvivlelsen. Som det allerede fremgår af citatet, forstod han ved Fortvivlelse ikke helt det almen-menneskelige fænomen, som vi beskrev i indledningen. For Kierkegaard kom Fortvivlelsen til at beskrive noget mere alment: nemlig den måde, som Selvet (mennesket) forholder sig til sig selv, sit liv, sin skæbne, sine relationer. Når mennesket lever i Fortvivlelsen, lever det – i al fald objektivt set – i lidelsen. Troen er en ny tilstand i Selvet – i Øieblikket - hvor Fortvivlelsen er ophævet, det vil sige en tilstand, hvor Selvet ikke længere vil af med sig selv. I Troen er Selvet sig selv. Det modtager sig selv i glæde, hengivelse og ydmyghed. Det er tro og trofast mod sig selv. Det vil være sig selv – på godt og ondt. Der er således en tæt forbindelse mellem psykologien (terapien) i Sygdommen til Døden og teologien.

Kierkegaard er i visse henseender en romantisk-idealistisk tænker, men på nogle centrale områder er han ikke spor idealistisk. Idealismen – i en eksistentiel sammenhæng – ville jo indebære, at mennesket skal stræbe opad og udad og væk fra sig selv. Kierkegaard har en anderledes realistisk holdning: Mennesket er ’sat’ her – på dette sted og til denne tid – og skal ikke flygte nogen steder hen, men blive her. Han har på den måde en realistisk livsholdning. En livsholdning, som mange moderne psykoterapeuter ville give deres varme anbefalinger.

Vi vil i det følgende se på, hvad Fortvivlelse er, når vi kun ser på det menneskelige Selv – som Kierkegaard kalder det.

At være fortvivlet er for Kierkegaard: ikke at ville være sig selv, at ville af med sig selv. At være fortvivlet er at leve med Sygdommen til Døden. Begrebet Sygdommen til Døden har Kierkegaard hentet fra Johannes-evangeliet, hvor Jesus siger om vennen Lazarus, at hans sygdom ikke er en sygdom til døden.

Muligheden af denne Sygdom er Menneskets fortrin for Dyret, og dette Fortrin udmærker ham ganske anderledes end den opreiste Gang, thi det tyder paa den uendelige Opreisthed eller Ophøiethed, at han er Aand.

Mennesket har et åndeligt liv. Mennesket har og er ånd. Det er et åndeligt væsen – modsat dyrene – fordi vi kan forholde os til os selv. Mennesket kan have en bevidsthed om sig selv - vi kan ville eller ikke ville være os selv. Den valgmulighed har dyrene ikke. Til gengæld er vi dømt til at leve med vores selv, dømt til evigt at forholde os til os selv:

Forholdet til sig selv kan et Menneske ikke blive af med, saa lidet som med sit Selv.

At mennesket er Aand betyder desværre også, at det er i stand til gennem hele livet at fortælle sig selv de værste løgne-historier om livet og verden. Vores Phantasie og Indbildnings-Kraft kender ingen grænser. Det fortvivlede menneske fortæller sig selv løgne-historier om verden, livet og mennesket. I virkeligheden består verden og livet af kærlighed, men Selvet kan hele livet fortælle sig selv en helt anden historie: At verden er ond, farlig, at de andre er fjender, modstandere eller konkurrenter, og at man ikke kan stole på nogen – alt sammen: Verdens Visdom.

Vores indledende beskrivelse af fænomenet fortvivlelse viste, at når man bliver fortvivlet, så bliver man fortvivlet over noget – det, som vi har mistet, modgangen, smerten eller lidelsen. Men i følge Kierkegaard gælder dette kun overfladisk. Den, som er fortvivlet, fortvivler i virkeligheden ikke over noget, men over sig selv:

Idet han fortvivlede over Noget, fortvivlede han egentlig over sig selv, og vil nu af med sig selv. Naar saaledes den Herskesyge ... ikke bliver Cæsar, saa fortvivler han derover. Men dette betyder noget Andet: at han, just fordi han ikke blev Cæsar, nu ikke kan udholde at være sig selv. Han fortvivler altsaa egentligen ikke over, at han ikke blev Cæsar, men over sig selv at han ikke blev Cæsar. Dette Selv, der, hvis det var blevet Cæsar, havde været ham al hans Lyst ... dette Selv er ham nu det Utaaleligste af Alt. ... Det, der er ham det Utaalelige, er, at han ikke kan blive af med sig selv.

Dette og det efterfølgende eksempel viser Kierkegaard som psykolog. Den herskesyges egentlige problem er ikke, at han ikke bliver Cæsar, men at han ikke kan acceptere sig selv, som han nu engang er. Han kan ikke se, at det, som er lige nu, kan have nogen værdi. Han forkaster det, som er og findes. Kun hvis han bliver noget andet, kun hvis alting bliver anderledes, er livet værd at leve. Men det betyder dybest set, at han ikke vil være sig selv, at han ikke vil være der, hvor han er sat som Kierkegaard siger. Objektivt tager den herskesyge jo fejl, men subjektivt er hans vrede og utilfredshed reel nok. Han er lukket inde i Snæversynetheden og er i den forstand hjælpeløs – ulykkelig for evigt.

Han forstår ikke, at

langt, langt inde, inderst inde i Lykkens skjulteste Forborgenhed, der boer Angsten, som er Fortvivlelsen. ... Al Umiddelbarhed er trods sin illusoriske Tryghed og Ro Angest. ... Altsaa selv det Skjønneste og Elskeligste af Alt ... er dog Fortvivlelse.

En ung Pige fortvivler af Elskov, altsaa hun fortvivler over tabet af den Elskede ... Hun fortvivler over sig selv. Dette hendes Selv, som hun, hvis det var blevet ’hans’ Elskede, paa den livsaligste Maade var blevet af med, eller havde tabt, dette Selv er hende nu en Plage, naar det skal være et Selv uden ham. Dette Selv ... er nu blevet hende en modbydelig Tomhed, da ’han’ er død.

Der er både teologiske og terapeutiske perspektiver i det, som Kierkegaard siger om Fortvivlelsen. Den unge pige er fortvivlet - det vil sige, at hun – også - føler sig fortvivlet. Dette er reelt nok. Det er ikke noget, hun bilder sig ind. Hendes ulykke og smerte er virkelig nok. Men hendes ulykkelige smerte skyldes hendes tanker. Hun tænker, at alle gode ting ligger uden for hende selv, uden for selvet. Hun kender ikke Subjektiviteten eller Inderligheden – som Kierkegaard udtrykker det. Alle gode ting er noget ydre. Hun ser ikke, at der kan være noget godt inden i hende selv – eller noget godt ’uden for’ verden - ’uden for’ tingene. Da hun mister ham, er hendes liv og selv tomt og koldt. Livet er lidelse og meningsløshed. På den måde er hun også – som vi skal se senere – en synder. Verden forstår det måske ikke, men hun er faktisk en synder. For den, som lever i en sådan fortvivlelse, er en synder. Hun opgiver, mister al tro og tillid, mister alt mod, livsmod og kvindehjerte. Hun glemmer, at hun er Aand. Hun glemmer, at hun er Subjekt som Kierkegaard siger.

Samtidigt viser Kierkegaard, at hun ikke vil være sig selv – hun vil af med sig selv. Det er – i en vis objektiv forstand - derfor hun forelsker sig. For når hun er kommet til at tilhøre ham, er hun kommet af med sit selv, af med sig selv. Hendes forelskelse er fortvivlelse – hun flygter bort fra sig selv i forelskelsen. Hvis hun var blevet hans, var hun blevet salig. Når hun skal trækkes med sig selv – alene – er livet en Plage. Hendes måde at tænke på, den måde, hun konstruerer verden på, bevirker at hendes liv – for evigt – vil være en modbydelig Tomhed. Lige indtil den dag, hvor hun holder op med at tænke på denne måde, vil hun opleve det samme - igen og igen. Hun konstruerer selv sin egen lidelse. Hendes projekt – at komme af med sig selv og komme til at tilhøre ham – vil aldrig lykkes. Hun er dømt til at fortsætte sådan for evigt.

Den grundlæggende form er altså ikke at ville være sig selv og at ville af med sig selv. Men man kan også fortvivlet ville være sig selv. Sagen er dog, at disse former i følge Kierkegaard i virkeligheden er identiske:

Fortvivlet at ville af med sig selv er Formelen for al Fortvivlelse. ... Fortvivlet at ville være sig selv kan føres tilbage til den første [formel] ... Naar han fortvivlet vil være sig selv, saa vil han jo ikke af med sig selv. Det Selv, som han fortvivlet vil være, er et Selv, han ikke er ... Han vil nemlig løsrive sig selv fra den Magt, som satte det. Saaledes vil han af med sig selv, af med det Selv, han er, for at være det Selv, han selv har hittet paa. At være Selv, som han vil det, det vilde ... være ham al hans Lyst. Men at tvinges til at være Selv, som han ikke vil være det, det er hans Qval, den er, at han ikke kan blive af med sig selv.

At blive sig selv er ikke at blive hvad som helst. Hvert eneste menneske er et selv, har et Selv, som det i virkeligheden er. Mit Selv er ikke noget, som jeg hitter på. Mit selv er noget, som er der i forvejen, noget, som jeg har fået givet – som en gave. Akkurat som mit legeme ikke er noget, jeg har hittet på, men er det legeme, som jeg er blevet givet.

Fortvivlelsen er bestemt ikke noget, som ligger i menneskets natur. Den er ikke noget, som hænder mennesket, ikke noget, som mennesket passivt lider under. Fortvivlelsen kommer af vore egne tanker, forestillinger, handlinger og valg. I den forstand er vi skyldige, vi er selv skyld i vores egen fortvivlelse. Det er min egen skyld, at jeg er fortvivlet. Det er min egen skyld, at jeg er en synder.

Som vel Lægen maa sige, at der maaskee ikke lever eet eneste Menneske, der er ganske sund, saaledes maatte man, hvis man ret kjendte Mennesket, sige, at der ikke lever eet eneste Menneske, uden at han jo dog er lidt fortvivlet.

Men det store flertal vil ikke bryde sig om at få at vide, at de er fortvivlede, eller at de ikke er sandt lykkelige. De fleste er jo lykkelige i deres åndløshed – det vil sige, at de er lykkeligt uvidende om, at de er Subjekter eller Aands-Mennesker med et åndeligt liv, hvor de kan forholde sig til sig selv - altså også svigte sig selv og forlade sig selv. De ved slet ikke, at de er levende, vælgende subjekter, der handler og afgør sig i Øieblikket – de tror kun, at de er objekter eller ting i verden.

I Uvidenheden om at være fortvivlet er Mennesket længst fra at være sig bevidst som Aand. Men just det ikke at være sig bevidst som Aand er [jo] Fortvivlelse, der er Aandløshed ... Naar saaledes et Menneske er lykkelig, indbilder sig at være lykkelig, medens han dog i Sandhedens Lys betragtet er ulykkelig, saa er det som oftest meget langt fra, at han ønsker at rives ud af denne Vildfarelse. ... Hvor forfængelige og indbildske Menneskene kunde være, have de dog oftest en meget ringe Forestilling om sig selv, det er, de have ingen Forestilling om at være Aand, det Absolute.

Fortvivlelsen er netop åndløsheden. Det åndløse menneske forstår ikke, at mennesket er en unik, evig, åndelig størrelse, som er blevet løftet op og givet en helt enestående værdi. Samtidigt lever den fortvivlede et åndløst liv, hvor han aldrig bliver klar over sin egen fortvivlede tilstand, sin egen fremmedgørelse for sig selv, sin egen permanente flugt fra livet og sig selv. Han er ulykkelig, men han lever åndløst altså følelsesløst og mærker aldrig noget.

Dersom man vilde tænke sig et Huus, bestaaende af Kjælder, Stue og første Sal, saaledes indrettet, at der var eller det var beregnet paa en Stands-Forskjel mellem Beboerne i hver Etage – og dersom man vilde sammenligne med det at være Menneske med et saadant Huus, saa er desto værre dette Sørgelige og Latterlige de fleste Menneskers Tilfælde, at de i deres Huus foretrække at boe i Kjælderen.

Man mærker det maaskee ikke at han i dybere Forstand mangler et Selv. Sligt gjøres der i Verden ikke store Ophævelser over; thi et Selv er Det, der mindst spørges om i Verden, og er Det, som det meest af Alt er farligt at lade sig mærke med at man har. Den største Fare, den at tabe sig selv, kan i Verden gaa saa stille af som var det Ingenting. Intet Tab kan gaa saa stille af; en Arm, et Been, 5 Rbd. [rigsbankdaler], en Hustrue o. s. v. bemærkes dog.

Som vi skal se senere medfører det at have et Selv netop megen ulykke og modgang i ens personlige liv - på grund af det, som Kierkegaard kalder Forargelsen. Af den grund er det de færreste mennesker, som ligefrem vil savne deres Selv.

Den Fortvivlelse, som ikke blot ikke volder Een Uleilighed i Livet, men gjør Een Livet beqvemt og mageligt, den ansees naturligviis paa ingen Maade for Fortvivlelse.

Fortvivlelsen og Uvidenheden går ofte hånd i hånd. Man kan være helt uvidende om, at man er fortvivlet - den kierkegaardske Spids-Borger - og man kan være fortvivlet på grund af en grundlæggende uvidenhed, og man kan være uvidende om, at man overhovedet har et Selv eller om, at man er Aand eller er et Subjekt.

Der findes en Fortvivlelse, hvor min vilje, forstand og følelse fortaber sig i det uendelige. Jeg vil af med mig selv og drukner mig i det uendelige. Mennesket er en syntese af noget, som begrænser, og noget, som udvider. Hvis jeg helt glemmer det, som begrænser, forsvinder jeg i tågerne. Den romantiske digter kan være et eksempel herpå. I denne fortvivlelse farer jeg vild og kan ikke finde hjem igen til mig selv. Jeg flygter fra min konkrete bestemmelse her og nu. Min personlighed bliver phantastisk.

Saaledes f. Ex. paa det religieuse Gebeet. Gudsforholdet er Uendeliggjørelse. Men denne Uendeliggjørelse kan phantastisk rive et Menneske saaledes hen, at det blot bliver en Beruselse.

Der findes en anden form for Fortvivlelse, hvor mennesket fortaber sig i det endelige, jordiske, hvor han forskriver sig til Verden som Kierkegaard siger. I denne fortvivlelse gør mennesket sig til et Tal, en ting eller et dyr. Mennesket fortaber helt sin Primitivitet og mandighed. Det lever i Menneskefrygt, det vil sige det retter sig hele tiden ind efter hvad de Andre synes og mener. Det opgiver helt at være sig selv – af frygt. Det tænker kun på at gøre sin lykke i verden. Det fortaber sig selv i en kunstig fortravlethed, som i virkeligheden er en flugt fra livet:

Ved at see den Mængde Mennesker omkring sig, ved at faa travlt med allehaande verdslige Anliggender, ved at blive klog paa, hvorledes det gaar til i Verden, glemmer saa et saadant Menneske sig selv, hvad han, guddommelig forstaaet, hedder, tør ikke troe paa sig selv, finder det for voveligt at være sig selv, langt lettere og sikkrere at være som de Andre.

I Zen traditionen er bevaret et gammelt ord: - Den, der har travlt, kan ikke føle. I Zen opfattes det dobbelt på denne måde: Hvis jeg har travlt med alle haande Anliggender, så kan jeg ikke mærke, hvordan jeg har det - jeg kan ikke mærke mine følelser, og følgen er, at jeg bliver syg. Men ordet virker også den anden vej rundt: De mennesker, som er bange for deres egne følelser, sørger for altid at have travlt med alle haande Anliggender. På den måde vinder de verdens godkendelse, og de opnår det indre gode, at de slipper for at leve med sig selv.

Svaghedens Fortvivlelse er at fortvivle over noget jordisk eller over det jordiske som sådant. Det umiddelbare menneske lever med denne fortvivlelse. Han kender ikke det åndelige, kun – ud over det legemlige - det psykiske eller sjælelige. Dette menneske er helt orienteret mod det ydre - lige som den unge forelskede pige - helt orienteret mod det, som er uden for det selv. Det er ønskende, begjerende, nydende, lidende. Det er kun orienteret efter det Behagelige og det Ubehagelige. Dets begreber er: Lykke, Ulykke, Skjebne.

Det umiddelbare menneske berøves ved et Slag af Skjebnen – som det siges - alle sine goder, og han bliver ulykkelig. Det umiddelbare menneske opfatter sig selv som et hjælpeløst offer, en ting i verden.

Umiddelbarheden i ham faar et saadant Knæk, at den ikke kan reproducere sig selv: han fortvivler. ... Han betragter sig selv som død, som en Skygge af sig selv. Dersom saaledes pludselig alting forandredes, alt det Udvortes, og Ønsket opfyldtes, saa kommer der Liv i ham igjen ... og han begynder at leve paa en frisk. Men dette er den eeneste Maade, paa hvilken Umiddelbarheden veed at stride, det Eeneste, den veed: at fortvivle og daane... Den fortvivler og daaner, og derpaa ligger den ganske stille som var den død ... som ved visse lavere Dyre-Arter.

Denne form for Fortvivlelse er: fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller endnu lavere: fortvivlet ikke at ville være et Selv, eller allerlavest: fortvivlet at ville være en Anden end sig selv, at ønske sig et helt nyt Selv. Umiddelbarheden har egentligen intet Selv, den kjender ikke sig selv, kan saaledes heller ikke kjende sig selv igjen, der endes derfor gerne i det Eventyrlige.

Det umiddelbare menneskes forhold til selvet svarer til en mand, som forlader sin bolig af en eller anden grund – som for eksempel at der er for megen støj. Men han flytter ikke til en ny bolig. Tværtom vender han igen og igen tilbage til den gamle for at se på forholdene. Han regner paa, at det skal gaa over igjen. Saaledes med den Fortvivlede siger Kierkegaard. Han lever i en illusion, fordi der ikke er noget af det, som sådan går over. Tingene er, hvad de er. Meningen er slet ikke at det eller livet skal gå over. Meningen er, at han skal acceptere og modtage sig selv, som han er, ville være sig selv på godt og ondt. Han lever i en barnlig tankeverden som holder ham fast i Fortvivlelsen. Han kommer til at leve – sikkert for evigt - i det Eventyrlige.

Der findes også en tilstand, hvor man er fortvivlet over sig selv. Et sådant menneske er fortvivlet over, at han tillægger det jordiske så stor værdi. Han er fortvivlet over, at han ikke er bedre eller stærkere og ikke er kommet videre. Han fortvivler over sin Svaghed. Han vover ikke at svinge over til troen – og resultatet bliver, at han bliver mere og mere fortvivlet over sin egen svaghed og ringhed. Han dykker stadigt dybere ned i følelsen, i fortvivlelsen. Han sidder fast og kan ikke tilgive sig selv. Han vil ikke være det Selv, som han i virkeligheden er. Han begynder at foragte og hade sig selv. Han har slet ingen respekt for sig selv, regner slet ikke sig selv for noget. Han vil intet høre, intet gjøre, intet acceptere. Han ender i en dyb ensomhed og Indesluttethed.

Der er et sted i Det nye Testamente, hvor det siges, at hvis dine øjne forarger dig, så hug dem ud. Hvis vi læser denne sætning helt bogstaveligt, er tankegangen udtryk for en voldsom vrede over, at tingene er, som de er. I denne sætning er der ingen accept af det, som er der lige nu. I denne sætning vil jeget styre og kontrollere, og det vil ikke finde sig i, at det ikke går efter jegets hoved. Et sådant menneske er fortvivlet og har ikke fundet hjem til sig selv, er ikke blevet sig selv, har ikke fundet troen eller saligheden.

Det er værd at notere sig, at egenskaber som lavt selvværd, selvhad, indesluttethed, ’umandighed’, manglende vovemod, mistroiskhed, manglende selv-accept, det ikke at kunne tilgive og respektere sig selv – at alle disse egenskaber af Kierkegaard opfattes som en del af Sygdommen til Døden, som en del af Fortvivlelsen. Kierkegaard har altså et begreb om det pykisk-menneskeligt sunde og syge. Det er ofte blevet overset, når Kierkegaard er kommet under kniven. I dag vil mange sige, at Kierkegaard selv led under psykiske vanskeligheder – og han kendte helt sikkert Fortvivlelsen fra sig selv – men han har ikke desto mindre et klart begreb om, at noget er sundt og noget er sygeligt i Selvet og dets relationer til sig selv, livet, verden, næsten og Gud. Det er også en af forklaringerne på, at hans analyser af selvet er vandret videre i den moderne psykologi og psykoterapi. Det er ikke uden grund, at han kalder Sygdommen til Døden for en Læge-Bog.

Hvis jeg tænker om mig selv: Jeg er ikke så vigtig – lille Jeg, det er flertallet, der er vigtigt, det er mængden, der er vigtig – så lever jeg phantastisk, det vil sige i Fortvivlelse. Kristendommen siger lige modsat, at Gud kun ser hiin Enkelte, det enkelte menneske, aldrig mængden eller det store flertal. Det er måske til Forargelse for mange, men det er ikke desto mindre det kristne budskab, Guds tanke. Gud tænker ikke filosofisk eller i systemer. Systemet eller filosofien kan tænke begreber for massen, folket, kollektivet, men ikke for det enkelte menneske. Det enkelte menneske har ingen plads i systemet eller i Hegels system. Det enkelte menneske kan ikke beskrives med et begreb. Det enkelte menneske kan ikke begribes. Men Gud ser kun hiin Enkelte. At nedvurdere mig selv, at gøre mig selv til ingen ting - er ikke evangeliet.

I en form for Fortvivlelse kan man fortabe sig selv til Fatalisme og Determinisme. Fatalisten tror, at alt, som skal ske, ligger i kortene og i skæbnens hånd, og at vi mennesker intet kan gøre eller ændre. Deterministen (som vi møder ham i den moderne naturvidenskab) mener, at alt det, som sker, skyldes objektive årsager og virkninger. Jeg kan ikke ændre min livsbane lige så lidt, som jeg kan ændre planeternes baner. Denne Fortvivlelse er ligeledes bestemt af, at mennesket ikke vil være sig selv, ikke vil se sig selv som handlende, fri, skyldig. Mennesket flygter bort fra det virkelige over i en tilsyneladende objektiv verden af nødvendighed. Men dermed bedrager det sig selv og kommer til at fortælle sig selv løgne-historier. Igen er det frygt og angst og livsangst, der driver værket.

Selvet er Frihed. Men Frihed er det Dialectiske i Bestemmelserne Mulighed og Nødvendighed.

Mennesket er som Aand og Subjekt et frit væsen. Det lever og handler i frihed. Det har en fri vilje. Men en fri vilje er ikke en fuldstændig usammenhængende, løsrevet frihed til at gøre hvad som helst – grænseløst eller phantastisk. Det at være et menneske er en syntese af eller en relation mellem det nødvendige (begrænsende) og det mulige (udvidende).

En form for fortvivlelse er: fortvivlet at ville være sig selv – i Trods. Et sådant menneske vil ikke acceptere, at han er sat i tiden og rummet. Han er opsætsig og næsviis. Han opfinder et abstrakt selv – det negative Selv i Kierkegaards sprogbrug - som han vil være. Han løsriver sig selv fra enhver konkret sammenhæng i tid og rum. Han gør oprør, han er ulydig som et barn. Han vil råde over sig selv og skabe sig selv. Han vil bestemme, hvad han i sit concrete Selv vil have med og hvad ikke. Han vil omdanne sine Evner og Anlæg til noget helt andet, end de er. Han vil ikke iføre sig det ham givne Selv. Han vil selv construere det. Men intet Selv kan give sig selv mere end det selv er, siger Kierkegaard. Så det bliver egentligen intet Selv.

Denne sidste form for Fortvivlelse er – lidt overraskende – den holdning, som vi finder i den europæiske eksistentialisme i det 20. århundrede (som for eksempel hos Jean Paul Sartre i Frankrig).

I Sygdommen til Døden fortæller Kierkegaard historien om kejseren og den fattige daglejer: Kejseren sender bud: Han vil gerne se daglejeren, og daglejeren springer højt af glæde. Det er den største lykke, der nogen sinde er overgået ham. Men derefter tilbyder kejseren, at han kan blive gift med kejserens datter, prinsessen. Men ak - nu bliver daglejeren forlegen, flau og generet. Forslaget forekommer ham afsindigt. Han tænker, at Keiseren vilde gjøre Nar af ham og gjøre ham ulykkelig for hele hans Levetid og hjælpe ham til at ende i en Daare-Kiste. Han har ikke Modet til at springe ud på de 70.000 favne. - Det er, at jeg skal sige det lige ud, mig en Daarskab. siger han.

Daglejeren er fortvivlet, og derfor kan han ikke modtage de gode gaver. Hans princip er For Meget er For meget (Quid Nimis). Alt med måde. Der findes dog sømmelige grænser. Han kan ikke tro på, at det kan være så godt, kan ikke tro, at han har fortjent at få det så godt. Daglejeren bliver på en måde angst og dæmonisk: Han vil ikke have det gode liv, han vil have et liv i lidelse, i al fald et liv, hvor der er nogen smerte og lidelse. Når han konfronteres med kærligheden, bliver han bange. Han er feig som Kierkegaard siger på en lidt overraskende måde. Han har ikke modet til at give slip og bare tage imod – som et lille barn. Hans mange tanker og forestillinger om, hvordan det bør være og plejer at være, og hvad der burde eksistere og ikke burde ske - stiller sig i vejen. Hans forhold til sig selv og livet er usundt og selv-destruktivt, som vi ville sige i dag. Daglejeren er sin egen værste fjende. Daglejeren er daglejerens arvefjende. Verden og virkeligheden er god nok. Den kan faktisk ikke blive meget bedre for ham, men han fortvivler – og tvivler på, at verden kan være så god. Han vil ikke give sig hen til det Overordentlige – så hellere være ulykkelig i lidelsen. Daglejeren har viljen til det dårlige liv. Han er villig til at have det dårligt - også selv om han i et glimt - i Øieblikket - kan se, at der faktisk findes en anden mulighed.

I historien – lignelsen eller allegorien – om kejseren og daglejeren har Kierkegaard givet en mesterlig karakteristik af ’det moderne menneske’. Som vi skal se, handler denne historie også om Forargelsen – men ikke kun: Den handler også om det rent menneskelige Selv, det naturlige Selv, som fortvivlet fravælger det gode, som tvivler om det gode, som har mistet tilliden og troen i menneskelig forstand.

Og saa til al Opbyggelse: O, Læser, har du ogsaa Vilien til det daarlige Liv?

Ovenstående er ikke et citat af Søren Kierkegaard, og det stammer ikke fra Sygdommen til Døden – men det ligger i tråd med Kierkegaards anliggende og hele projekt. Så han kunne have sagt det.

Sygdommen til døden eller fortvivlelsen handler om, at vi konfronteres med noget ukendt, noget fremmed, noget helt anderledes, som vi end ikke tør stifte Bekjendtskab med, fordi det åbner op for Tilværelsens Mulighed eller: for tilværelsens uendelige muligheder, som betyder, at livet er meget større end vi aner.

Den overfladiske eller vulgaire Betragtning hævder, at mennesket selv bedst må vide om det er fortvivlet. Hvis manden siger, at han ikke er fortvivlet, så er han ikke fortvivlet. Men den vulgaire Betragtning forstår ikke hvad Fortvivlelse er. Det ikke at vare bevidst om sin egen tilstand, er jo netop fortvivlelse. Heller ikke med hensyn til den fysiske sundhed og sygdom holder den vulgaire Betragtning: Et menneske kan sagtens være sygt uden at være bevidst om det, uden at vide det selv. For at vurdere sygdom og sundhed er vi nødt til at anvende sagkyndige:

Lægen betragter Sygdommen anderledes. Og hvorfor? Fordi Lægen har en bestemt og udviklet Forestilling om hvad det er at være sund, og efter denne prøver han et Menneskes Tilstand. Lægen veed, at som der er Sygdom der kun er Indbildning, saaledes ogsaa en Sundhed [der kun er indbildning]. ... Overhovedet har Lægen (den Indsigtsfulde) ikke ubetinget Tiltroe til Menneskets eget udsagn om sit Befindende. ... Thi en Læge [skal] først og fremmest kjende om den formentligen Syge virkelig er syg, eller om den formentlige Sunde maaskee er virkelig syg. Saaledes ogsaa med den Sjelekyndiges Forhold til Fortvivlelsen.

Man kan ikke ved kun at se på de ydre symptomer afgøre sygdommen således som den overfladiske Betragtning tror. Det ikke at være fortvivlet kan nemlig betyder to helt modsatte ting: det kan betyde at personen netop er fortvivlet (men ikke ved det og ikke vil vide af det) og det kan betyde at han er blevet frelst ud af fortvivlelsen af troen. Tryghed og Beroligelse kan betyde at han netop er – bevidstløst – fortvivlet, men kan også være et tegn på at han ikke længere er fortvivlet, at han har fundet hjem til sig selv.

Der er afgørende forskel på sygdommen til døden og anden fysisk sygdom. Hvis det drejer sig om en fysisk sygdom kan vi ikke sige at det ikke at have sygdommen i virkeligheden er at have sygdommen. På samme måde gælder det for den fysiske sygdom at den ledsages af symptomet, af personens Ildebefindende. Men sygdommen til døden behøver ikke at blive ledsaget af noget symptom eller ildebefindende. Det aldrig at have fornummet dette Ildebefindende er just at være fortvivlet. I dette tilfælde er personen jo blot blevet helt ubevidst og følelsesløs. Han kan slet ikke mærke sin egen lidelse, sin egen sygdom. Han fortrænger den fuldstændigt – men det betyder selvfølgeligt ikke at han er rask.

Mennesket har og fødes med en slags umiddelbar Sundhed: Som udgangspunkt er vi sunde og raske og vi skal ikke gøre noget særligt for at blive sunde. det er så at sige vores naturlige tilstand. Vores krop og legeme fungerer efter en sådan lov: Den søger hele tiden hen imod sundheden som et balancepunkt.

Mennesket har ikke en tilsvarende naturlig, umiddelbar åndelig sundhed. Fortvivlelsen er en Sygdom i Aanden og den har ikke nogen naturlig balance. Menneskets åndelige tilstand er hele tiden kritisk siger Kierkegaard. Vores åndelige tilstand står hele tiden til afgørelse i Øieblikket og kan hele tiden falde ud til begge sider.

Det store flertal vil altid benægte at de er fortvivlede. Mindretallet af dem som ved at de er fortvivlede består af to grupper i følge Kierkegaard;

Den første gruppe har en saa meget dybere Natur end flertallet. Disse mennesker er derofr bevidst om at de er Aand.

Den anden gruppe består af mennesker, som er blevet ramt af tunge Begivenheder og forfærdelige Afgjørelser. De er blevet hjulpet af disse oplevelser og de er derved blevet bevidst om at de er Aand. Uendelighedens Vinding, som de har opnået, nås kun igennem Fortvivlelsen.

Selvet over for Gud. Synden.

Havde Menneskets Selv sat sig selv, saa kunde der kun være Tale om een Form, den ikke at ville være sig selv, at ville af med sig selv, men der kunde ikke være Tale om, fortvivlet at ville være sig selv. Denne Formel er nemlig Udtrykket for hele Forholdets (Selvets) Afhængighed, Udtrykket for, at Selvet ikke ved sig selv kan komme til eller være i Ligevægt og Ro, men kun ved i at forholde sig til sig selv at forholde sig til Det [den, nemlig Gud], som har sat hele Forholdet.

Var der intet Evigt i Mennesket, saa kunde han slet ikke fortvivle.

I det indledende citat i dette afsnit definerede Kierkegaard synden på denne måde:

Synd er: for Gud eller med Forestillingen om Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller fortvivlet at ville være sig selv.

Efter mange overvejelser når Kierkegaard frem til, at denne definition ikke er tilstrækkelig. Han omdefinerer derfor synden på denne måde:

Synd er, efter ved en Aabenbaring fra Gud at være oplyst om hvad Synd er, for Gud eller med Forestillingen om Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller fortvivlet at ville være sig selv.

Problemet er det, som han kalder det sokratiske, det vil sige den græske tanke om forholdet mellem at forstå og at gøre. Sokrates (og den platonsk-græske verden) hævdede at hvis jeg har erkendt og forstået hvad det gode er, så vil jeg også gøre det. Og omvendt: Hvis jeg gør det onde, skyldes det, at jeg endnu ikke har forstået, hvad det gode er. Al synd skyldes altså uvidenhed. Hvis jeg gør det slette, skyldes det blot, at jeg er uvidende om det gode.

Den græske tanke er sikkert i overensstemmelse med, hvad de fleste mennesker dybest set tænker – dengang og i dag. Men efter mange omveje når Kierkegaard frem til at den er falsk: Synden – eller det at gøre det slette – skyldes ikke forstanden, erkendelsen eller mine tanker, men min vilje. Når vi gør det onde, handler vi i Trods. Vi gør det med vilje.

Intet Menneske kan ved sig selv eller af sig selv udsige, hvad Synd er.

Den græske verden og Sokrates forstår slet ikke hvad synd er eller at noget overhovedet kan være synd:

Den græske Intellectualitet var for lykkelig, for naiv, for æsthetisk, for ironisk, for vittig – for syndig til at kunne faae det i sit Hoved [at et menneske kan synde med vilje].

Vi kan se, at i følge Kierkegaard ligger der et slags syndefald mellem grækerne og os. Kierkegaard er dybt fascineret af det græske. Grækerne havde en umiddelbar, livsglad, jordisk, tillidsfuld relation til livet og verden. Men i kristendommen er den gået tabt. For det er blevet åbenbaret hvad Gud vil at vi skal gøre. Derfor kan vi ikke leve længere i den græske uskyldighed.

Synden er ikke uvidenhed, den er heller ikke de enkelte synder, den er ikke det sanselige, den er ikke det seksuelle eller det egoistiske eller det hadefulde, den er ikke noget af det som vi mennesker kan tænke os til er synd. Synden er simpelt hen det, som Gud har åbenbaret som synd – og som vi umuligt kunne tænke os til. Hos Kierkegaard er der et svælg mellem verden og Gud.

Gud har åbenbaret os, hvad det gode er. Det gode er, at jeg skal ville være mig selv på godt og ondt. Hvis Gud ikke havde åbenbaret mig det, ville jeg ikke kunne vide, at det er det han ville. Da Gud blev et menneske viste han, at det er det, han vil. Synden opstår nu, fordi jeg ikke vil være den jeg er. Fordi Guds vilje er forargelig, uforståelig, latterlig, flov. Når mennesket gør synden, skyldes det, at det støder an mod Forargelsen. Forskellen på hedenskabet og kristendommen er, at der ingen forargelse er i hedenskabet (den gør Gud til et menneske, hvilket er forståeligt og tiltalende.), men at evangeliet altid vækker Anstød, Standsning og Forargelse (i kristendommen gør Gud sig til et menneske og stiller Gud og mennesket lige over for hinanden, på lige fod – en latterlig og afskyelig tanke i følge Kierkegaard.). Evangeliet er det Urimeligste af Alt. Vi begriber det ikke, og vi vil i al fald ikke gå ind på den slags. Det Gud siger og gør er Nonsens. Kristendommen er ikke noget for anstændige mennesker. Vi kan ikke længere have nogen tillid til Gud, efter at han har opført sig på den måde. Vi har mistet al tillid til ham efter hans sidste geni-streg: At han sendte sin søn som så kom til at lide og dø – oven i købet for tilfældige menneskers skyld. Forargelsen er Næsviished og Opsætsighed. Forargelsen betyder dybest set, at mennesket kommer i Haandgemænge med Gud, og at mennesket vil Gud tillivs.

At forsvare kristendommen – en udbredt sport på Kierkegaards tid - er det mest latterlige af alt: Kristendommen er irrationel og ubegribelig – i strid med al sund fornuft, omtanke og god borgerlig moral – og den kan ikke begribes eller forsvares. Men at forsvare kristendommen er ligesom den unge mand, der er uendeligt forelsket: Han kan godt tale opløftet om den elskede – det forstår vi – men hvis han begynder at forsvare selve det at være forelsket – og siger at det at være forelsket er det det mest fordelagtige af alt – så bliver vi mistænksomme: Hvis han skal forsvare sig så voldsomt, så er han vist ikke forelsket alligevel.

Forargelsen er ulykkelig Beundring. Den er i Slægt med Misundelse. Men den misundelse som mennesket føler vender sig imod det selv og går ud over det selv. Jeg ødelægger det for mig selv i synden. Når mennesket hører evangeliet bliver det forarget det vil sige det afviser evangeliet som vrøvl, galskab, barnagtigheder. Dybest set ønsker det at evangeliet er sandt – men det vover ikke at tro det, det vover ikke at springe ud i det. At vove at tro er at springe ud på de 70.000 favne. At tro kræver i følge Kierkegaard vovemod, tillid og mandshjerte.

Det naturlige Menneskes Snæversynethed kan ikke unde sig selv det Overordentlige, som Gud har tiltænkt ham; saa forarges han.

I Sygdommen til Døden spiller vovemod og mands hjerte en helt gennemgående vigtig rolle. At bryde ud af Fortvivlelsen – over i Troen – kræver dristighed, mod og vovemod. I verdens klogskabsregler er vovemod ikke nogen stor dyd.

Det er saaledes i verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe. ... Thi har jeg vovet forkert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa?

I følge verdens klogskabsregler er det bedre at tie end at tale. Tavshed er guld. Verden siger sådan fordi hvis jeg taler så udsætter jeg mig selv for modstand eller kritik. Jeg risikerer noget når jeg taler. Men han som bare tier stille risikerer ikke at tabe noget – siger verden. Kierkegaard har kun foragt til overs for verdens visdom: Mennesket løber en langt større risiko ved at tie end ved at tale. Hvis jeg blot tier, kan jeg komme til at svigte for evigt.

Vi forarges fordi vi ikke kan give slip på klogskaben, kløgtigheden, denne verdens visdom. Kierkegaard viser meget rigtigt, at Verdens Betragtning med alle dens Klogskabsregler findes i de folkelige ordsprog. Vi sidder fast i vores tillærte skepsis. Vi vil ikke unde os selv at have det godt. Forargelsen kan ende i at vi bliver dæmoniske som han siger: Det dæmoniske er det at bekæmpe det gode, det ikke at ville have det gode liv, det at afvise alle gode ting som kommer til os. Kierkegaard illustrerer denne Fortvivlelse (og tvivl) med historien om kejseren og den fattige daglejer.

Når mennesket er fortvivlet, vil det – hvis det får lejlighed til at tænke sig om - ikke have det gode, vil det ikke modtage kærligheden. Lige over for Christus – som Kierkegaard siger - nægter mennesket (hvis det bliver klar over hvad der i virkeligheden foregår.) at modtage syndernes forladelse – fordi det er oprørende og forkasteligt bare at tilgive alle synder. Mennesket vil have at synderen (også det selv i givet fald) skal straffes, at alt skal foregå retfærdigt. Alt andet er oprørende, umoralsk og undergravende Galskab.

Når jeg forarges siger jeg, at det gode, som venter mig, er Ingenting, noget dumt og flaut og sært og overspændt Noget. Det er flovt at være en kristen. Det er flovt at sige, at man er kristen – hvis ellers de andre virkeligt forstår, hvad det er man siger. Det er flovt lige som hvis jeg sagde, at jeg var narkoman, misbruger eller alkoholiker.

Det er forbundet med dyb skam at sige, at man er en kristen, og det har også helt ulykkelige konsekvenser for ens liv. De som bekender sig som kristne – eller rettere er sandt kristne – hades, forfølges, latterliggøres, dræbes, ydmyges. Sådan har det altid været. Derfor var biskop Mynster heller ikke noget Sandheds-Vidne – for om man er et Vidne (Vidne betyder martyr) viser sig i ens skæbne i denne verden.

Jeg skal ville være mig selv på godt og ondt – også selv om jeg bliver gjort til grin, også selv om jeg bliver udelukket af det gode selskab, også selv om jeg bliver hånet og forfulgt. Kierkegaard siger, at man skal tænke sig om flere gange, inden man overgår til kristendommen. Vi have søgt at fremstille det Christelige saa strengt som mueligt. som han siger i Sygdommen til Døden.

Beundring er lykkelig Selvfortabelse, Misundelse ulykkelig Selvhævdelse.

At blive (vorde) sig selv og ville være sig selv er at give sig hen, at tabe sig selv – og så få sig selv tilbage. Kun hvis jeg vover at give mig hen, kan jeg blive mig selv – i Øieblikket. Troen er at give slip på min skeptiske Snæversynethed. Når jeg forarges, gør jeg mig selv ulykkelig – selv om jeg måske ikke altid selv kan mærke det – idet jeg hævder mig selv i stedet for at give slip på mig selv og acceptere mig selv som den jeg er. Troen er på en vis måde det Umiddelbare – at være i nuet og give sig hen – blot på et højere plan – lige over for Gud som Kierkegaard siger. I Troen, hvor jeg ikke længere flygter fra mig selv og hvor jeg har modtaget og accepteret alle de ting, som jeg er, vinder jeg Saligheden.

Tro er: at Selvet i at være sig selv og i at ville være sig selv gjennemsigtigt grunder i Gud.

Kierkegaards begreb om Troen indeholder flere led: Det at være troende vil sige, at mennesket har sin grund i Gud, det vil sige at det hviler på Gud, bygger på Gud som en grundvold. Det er på grund af Gud at jeg kan vove at springe ud på de 70.000 favne vand. At tro er at vove og satse – modsat verdens smaaborgerlige Klogskabsregler. Hvis mennesket ikke havde Gud, ville det ikke have noget sted at støtte sig til. I forhold til Gud er mennesket gennemsigtigt, det vil sige at Gud får lov til at lyse lige tværs igennem mig, jeg har givet slip over for Gud, på en måde givet op. Jeg er rede til at tage imod alle ting. Ved at få denne relation til Gud, bliver det muligt for mig at blive mig selv. Eller omvendt: Når jeg bliver mig selv og holder op med at flygte fra mig selv – bliver jeg en troende, kommer jeg til tro på Gud. Når jeg på den måde forholder mig til mig selv, forholder jeg mig også samtidigt til Gud. Gud er ikke noget Udvortes som en Politibetjent. Og jeg forholder mig på den måde også til min næste. Dette synspunkt udvikler Kierkegaard også i Kærlighedens gerninger.