Underet ved Sivhavet. Moses.

v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 »Sig til israelitterne, at de skal vende om og slå lejr ved Pi-ha-Kirot mellem Migdol og havet; ved havet ud for Ba'al-Sefon skal I slå lejr. v3 Så vil Farao tænke: ›Israelitterne er faret vild i landet; ørkenen har lukket sig om dem.‹ v4 Jeg vil gøre Farao hård, så han sætter efter dem, og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal egypterne forstå, at jeg er Herren.« Det gjorde israelitterne så.

v5 Da egypterkongen fik besked om, at folket var flygtet, skiftede Farao og hans hoffolk mening, og de sagde: »Hvad er det, vi har gjort? Vi har ladet Israel gå, så de ikke kan trælle for os!« v6 Så lod han spænde for vognen og tog sin hær med sig. v7 Han tog seks hundrede stridsvogne og alle

(2 Mosebog 14.1)

De senere jødiske fortolkere af 2. Mosebog har bemærket at nu er Israel på sin tredie dag! Moses har bedt om at de må drage tre dage bort og holde en gudstjeneste for Jahve. Farao accepterer men regner selvfølgelig med at de vil vende tilbage – i al fald i følge teksten.

Men nu er de på deres tredie dag. 2. Mosebog bruger udtrykket symbolske. Frelsen ved sivhavet er en symbolsk frelse – en frelse på et mytisk plan – eller på et åndeligt plan. Israel står nu over for liv eller død. De er lukket inde af Midbar-en – dvs de er blevet lukket inde af ørkenlandet. De sidder fast. De er fortabt. Men meningen er at Gud har lukket dem inde. Gud bruger ørkenlandet til at fange Israel så det nu sidder i en fælde. Gud vil nu gennemføre sin vilje og plan – han vil vise et stort tegn. Gud narrer også egypterne så de søger hen til Israel. Gud lokker egypterne i en fælde. Gud handler inden i det som sker. Gud får det til at ske. Gud får både Israel og egypterne til at gøre det som de gør for at hans plan kan blive virkeliggjort. Gud udnytter egypternes vildskab og aggressivitet og egoisme. Det er derfor at han giver Farao et hårdt hjerte – eller et beslutsomt sind, som udtrykket betyder. Gud gør Farao hård som sten for at Guds tegn kan blive vist ved sivhavet.

Jesus er også på sin tredie dag i Det nye Testamente. De to begivenheder – israel på sin tredie dag og Jesus i graven på den tredie dag er ofte blevet sammenlignet i den senere kristne kirke. Sivhavet er et billede på Jesu opstandelse fra de døde. Sivhavet er netop dødens hav og Israel står nu ved dødens hav. De er ved at dø. Egypterne vil komme og æde dem levende. Israel er gået fortabt. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Ordene passer både på Jesus i nøden og i gruben og i døden og på israelitterne der står ved Sivhavet – dødens hav. Israel står lige over for Baal-sefon – den onde gud – dødens gud. israel står over for sin udslettelse.

Hvad betyder Sup – Sivhavet?

Ordet Sup forekommer et antal steder i Det gamle Testamente. Efter de flestes opfattelse betyder det hebraiske Sup som findes i oversættelsen Sivhavet en plante som vokser i vand. Sup betyder formodentligt rør eller siv eller papyrus. Ordet ser ud til at være et låneord fra egyptisk. Israel importerede papyrus fra Egypten siden hen i kongetiden og Israel har dermed importeret ordet Sup – siv eller rør. Sivhavet betyder så et vand hvor der gror sådanne planter – en ubestemt betegnelse. Ordet Sivhavet er ikke en stedsbetegnelse i 2. Mosebog. Det er helt sikkert. Sivhavet som oversættelsen lyder er ikke noget bestemt geografisk sted! Det betegner sådanne områder hvor der er lavt vand, siv, rør, papyrus. Moses kurv bliver sat i Sup – den bliver sat på lavt vand inde i sivene. Men vi kan også oversætte at Moses kurv blev sat i Sivhavet. Sådan bliver det også opfattet i 2. Mosebog. Sup er symbolsk. Moses bliver sat i de dødes rige – de onde vande – i Jam Sup – i de vældige vande som kun vil dræbe. Begivenhederne omkring den lille Moses og begivenhederne ved Sivhavet er dybest set den samme begivenhed! - I Toraen er der hverken et før eller et efter, som de jødiske rabbinere altid har sagt! Forskellige begivenheder er i virkeligheden det samme. Alle tider er een og samme tid. Alle steder er eet og det samme sted!

Mange mener altså at Sup er et låneord. Det egyptiske ord er tvf og det oversættes typisk som Sup på hebraisk.

Men en del forskere mener at ordet Sup slet ikke er en plante men er det samme som ordet Sop! Sop betyder enden eller grænsen eller udslettelsen eller døden. Jam Sup betyder altså ikke Sivhavet – det betyder dødens hav eller det hav som er de dødes rige! Symbolikken i 2. Mosebog er helt klart at Sivhavet rent faktisk er de dødes rige – de onde vande – så derfor mener mange at ordet faktisk ikke betyder siv men døden.

Men under alle omstændigheder er Sivhavet ikke noget sted. Angivelsen er helt ubestemt. Den svarer til at man siger at Egypten blev besejret ved vandet eller ved et stort vand. Der ligger slet ingen geografisk bestemmelse i ordet. 2. Mosebog opfatter begivenhederne som åndelige eller mytiske. Det som sker er et tegn – som det siges. Begivenhederne foregår i en mytisk tid – og de foregår på et mytisk sted. De foregår i urtiden eller på et kosmisk plan. De foregår på en vis måde skjult – men vi kan se at Gud er inden i de ting som sker. Gud taler med en stemme inden i tegnet. De ydre begivenheder er ikke selve tegnet, de er egentligt ikke i sig selv vigtige – de skjuler den virkelige betydning som er indeni.

Jahve er en af guderne.

Det gamle Testamente er berømt for sin monoteisme – men hvis vi ser nøjere på teksten og især på poesien får vi et helt andet billede. Teksten anvender mange sammenligninger og metaforer. Vi må regne med at de gamle israelitter dels har troet på disse metaforer dels ikke har taget dem helt bogstaveligt.

Der er mange guder. Der er i alt 70 nationer i verden og hvert folk har fået sin gud engang i urtiden. Når Israel og Babylon går i krig bliver de to folk anført af hver sin gud – nemlig Jahve i spidsen for Israel og Marduk i spidsen for Babylon. Dette billede findes utallige steder i Det gamle Testamente.

Hos Deutero Esajas – Esajas 41 - findes den tanke at guderne slet ikke findes. De er et svindelnummer eller en illusion. De er det rene ingenting. Men Esajas reagerer nok imod en tendens i det gamle Israel. Han er en reaktion – han er ikke typisk. I følge det meste af Det gamle Testamente eksisterer disse guder rent faktisk!

Jahve er den gud som i urtiden blev givet til Israel. Jahve skal beskytte Israel. Jahve skal være deres fader og gud. De skal følge ham. Han er en kriger. Når Israel vinder militært er det Jahve som har kæmpet foran dem og udvirket sejren. Som ved Sivhavet.

Der er 70 guder – nationalguder – og der er 70 folk i verden. Det gamle Israel har troet på disse gamle myter – og de har måske ikke taget dem helt bogstaveligt. Men Jahve spiler to roller. Han er både nationalguden og faderguden. Engang i urtiden sad faderguden – El – med hele magten men han uddelegerede den. Han skabte de 70 folk og han udnævnte sin sønner – guderne – til anførere for hvert folk. Alle guderne er hans sønner. Faderguden har helt bogstaveligt ved en seksuel handling avlet de 70 guder. I myten bliver skabelsen til ved et samleje. Jahve er avlet – Jahve er en Guds søn.

       v8  Da den Højeste [El, faderguden, ikke Jahve] fordelte folkene,
      da han skilte menneskene fra hinanden,
      fastsatte han folkenes områder
      efter tallet på gudssønnerne [Ben Elim – Guds sønner – dvs sine egne sønner].
       v9  Herrens [Jahve] del blev hans folk [Israel],
      Jakob blev hans arvelod.

(5 Mosebog 32.8)

v19 Og løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og stjernerne, hele himlens hær [guderne], og lader dig forlede til at tilbede og dyrke dem. Dem har Herren din Gud fordelt mellem alle folkeslag under himlen;

v20 men jer tog Herren [Jahve] og førte ud af jern-smelteovnen, af Egypten, for at I skulle være hans ejendomsfolk, som I er i dag.

(5 Mosebog 4.19)

v24 Er det ikke sådan, at når Kemosh, din gud, fordriver nogen, så tager du deres land i besiddelse, og hver gang Herren [Jahve], vor Gud, driver nogen bort foran os, så tager vi deres land i besiddelse?

(Dommerbogen 11.24)

Gud træder frem i gudeforsamlingen,
blandt guderne holder han dom:
v2  Hvor længe vil I dømme uretfærdigt
og tage parti for de ugudelige?      Sela
v3  Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
v4  udfri de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!

v5  De forstår og fatter intet,
de vandrer i mørke,
jordens grundvolde rokkes.
v6  Jeg har sagt: I er guder,
I er alle sønner af den Højeste [El Eljon – ikke Jahve selv!].
v7  Dog skal I dø som mennesker,
og I skal falde som en af stormændene.

v8 Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,
for du har alle folkene som ejendom.

(Salme 82.1)

Men Jahve spiller også rollen som faderguden. I salmerne er det ham som dømmer de dårlige eller ulydige guder. Han dømmer dem til at blive slugt og ædt af Døden – det frygtelige gab. Måske har der oprindelig været en adskillelse. Måske er det El som dømmer guderne oprindeligt – Jahve er kun en søn. Men siden er det Jahve som gør det. Jahve har usurperet fadergudens magt. Jahve har gjort oprør imod sin fader og taget magten over guderne.

Alle guderne bor i Qodesh. Alle guderne bor på toppen af det hellige bjerg. Det bjerg ligger midt i verden. Det er verdens højeste bjerg. Det er gudernes bolig og hjem. Det er som Olympen i det gamle Grækenland.

Jahve er gudens søn – lige som Kristus - kan vi sige. Hele Bibelen handler om et stort tema: at være en søn! Men at være en søn – en Ben – betyder ikke helt det samme i Det gamle Testamente som hos os. Jahve er en søn af guderne eller en søn af Gud dvs han er en gud. Hvis man er en søn af ondskaben i Det gamle Testamente er man en ond mand! En søn af Gud eller en gudssøn – som det hedder i Salmerne – er simpelt hen en gud!

Moses er en søn af Levi – som er en af Jakobs sønner og som er Abrahams barnebarn! Men at Moses er en søn af Levi betyder ikke at Levi er hans kødelige fader! Det betyder at Levi er hans identitet – at Moses er en levit!

Det er også interessant når vi læser Paulus og Galaterbrevet at det at være en Guds søn – at Kristus er en Guds søn – ikke er noget specielt for Paulus eller i al fald ikke særligt vigtigt! Paulus er jøde og Paulus ved godt at betegnelsen Guds søn blev brugt meget bredt i det Gamle Israel! Mange mennesker blev i tiden løb kaldt for Guds sønner eller gudesønner eller gudsmænd eller gudssønner! Det ved Paulus udmærket. Det væsentlige er ikke at Jesus er Guds søn – det væsentlige er at Kristus har nyskabt hele verden. Se alt er blevet nyt. Jesus er ikke blot en Guds søn.

Guderne har to betegnelser. De er Ben Elim – dvs Guds sønner eller gudernes sønner – og de er Ben Qodesh – dvs sønner af det hellige, himlens sønner, guddommelige sønner. Skellet mellem menneske og guderne er ikke så skarpt i Det gamle Testamente. Moses er en gudsmand – en søn af Gud. Elias og Elisa og Samson og Kristus er Guds sønner eller guddommelige sønner eller gudernes sønner. Grænsen mellem Jahve og guderne er flydende og grænsen mellem menneskene og Gud er flydende. Gud er lige som os – Gud ligner helt konkret et menneske! Vi er skabt i hans billede – helt konkret – og åndeligt! Gud har tanker og følelser.

Den hebraiske gudsbetegnelse Elohim betyder Gud og sådan oversættes det men Elohim betyder også og ordret guderne, det guddommelige, den himmelske verden eller det hellige. Det gamle Israel er ikke monoteistisk i en senere kristen forstand. Israel deler de samme gudsforestillinger som hele oldtiden havde. Guderne er det hellige. Vi kan bruge forskellige metaforer – men grundlæggende er Gud og guderne noget upersonligt, abstrakt – guderne, det guddommelige, det hellige.

Tallet 70 er et helligt tal og derfor er der i alt 70 guder eller gudesønner. Israel kommer til Egypten og de er 70 mand. Tallet bruges mytisk og helligt.

Går israelitterne tørskoede gennem vandet?

v21 Moses rakte sin hånd [Jad – sin arm – sin stav] ud over havet [Jam - vandet],

Vandet kløvedes, v22 så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. v23 Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere.

Når vi læser det nuværende gamle Testamente – den nuværende Tora - er der ikke nogen tvivl om at israelitterne går tørskoede igennem siv havet! Men i følge forskningen er den ældste tradition i det gamle Israel uenig. Den nuværende redigerede tekst er i strid med den oprindelige tradition.

Den ældste tradition er Jahvisten som dateres til 900 tallet og Elohisten som dateres til 700 tallet f. Kr. I følge disse tekster passerer Israel ikke igennem vandet. Hebræerne står på bredden og bliver vidne til et gigantisk tegn og under. De var helt fortabte. De var ved at bliver indhentet af Farao. Men pludselig ser de et stort mirakel. Farao og hans hær omkommer i vandet. De forsvinder fra jordens overflade. Gud gør det – eller Moses gør det. Derefter går israelitterne videre – de går væk fra vandet – havet – søen eller sivene – og de begynder deres færd imod det hellige bjerg. De går ikke igennem vandet – hvorfor skulle de det?

I følge en moderne teori står israelitterne faktisk på bredden og ser ud på egypterne. Egypterne sejler hen over vandet i skibe eller snarere på flade pramme. Deres stridsvogne og heste bliver transporteret på disse pramme eller flåder! Pludselig kæntrer de og går til bunds. Dette er sikkert ikke en rigtig teori – men den rammer rigtigt i at det er nogen lunde det som Israel oplever og der er faktisk en del udtryk der peger på at egypterne er i gang med at sejle. I al fald går Israel ikke selv over dette vand. De står stille!

I JE kilden er der heller ikke nogen tale om at Moses rækker sin arm i vejret og kløver vandene – så Israel kan gå over. Moses gør ingenting! Israel er tilskuere. Det er slet ikke nødvendigt at kløve noget vand. Gud har i løbet af natten gjort det hele – egypterne er allerede druknede da solen står op!

Hvis vi sammenligner med sangen i kapitel 15 – som er en gammel selvstændig kilde – passerer israelitterne heller ikke igennem vandet. Moses siger også til israelitterne at de skal blive stående!

I mange af de øvrige tekster fx i salmerne i Det gamle Testamente bliver det heller ikke omtalt at israelitterne går igennem vandet!

Præsteskriftet som er meget senere end disse kilder – måske fra ca 500 f.Kr – omtaler at de går tørskoede igennem havet. Det er først og fremmest et mægtigt symbol. På den måde kommer der også en parallel til krydsningen af Jordan senere. At de går oven på søen med sko på betyder at de er blevet sejrherrer. Sammenlign med at Gud siger til Moses at han skal tage skoene af ved busken som brænder. Israel tramper på søen med sko på. Det er et stort under. Søen er det onde, søslangen, Livjatan – Satan. Det onde er helt overvundet. Det er en stor sejr.

Men i følge de flestes opfattelse er Præsteskriftet en senere opfattelse – ikke den oprindelige tradition i det gamle Israel. Der er meget stor forskel på Præsteskriftet og de ældste kilder. Præsteskriftet har en helt anden teologi og en helt anden opfattelse af Aaron og af det kultiske – gudstjenesten. Men Præsteskriftet er en senere omtolkning af traditionen.

Historisk set ved vi naturligvis intet om hvad der skete! Vi ved ikke engang om egypterne har lidt et nederlag. Strengt taget ved vi ikke engang om Israel nogen sinde har været i Egypten. Det man kan spørge om er altså hvad der er den oprindelige forestilling i Det gamle Testamente. På den måde kan vi sige at Jahvisten og Elohisten er bedre kilder – de fører os tilbage til en ældre tradition. Det er meget sandsynligt at Israel har haft en sådan urgammel tradition om historien i Egypten – folkets fødsel og frelse og Guds skabelse og sejr og religionens indstiftelse. Det er det som 2. Mosebog handler om.

En lang række tekster i Det gamle Testamente bekræfter at JE kildens opfattelse nok er den ældste tradition – Israel drog ikke igennem vandet eller igennem havet – de blev stående på bredden! Vi kan se det i det følgende eksempel fra Josvabogen. Denne tekst kender ikke nogen tradition om at israelitterne skulle gå tørskoede igennem søen. De står og er vidner til det som sker ude på søen!

v5 Jeg [Gud] sendte Moses og Aron, og jeg slog Egypten med de plager, jeg bragte over dem, og derefter førte jeg jer ud. v6 Da jeg havde ført jeres fædre ud af Egypten, og de var kommet til havet, satte egypterne efter dem med vogne og ryttere og indhentede dem ved Sivhavet. v7 Da råbte jeres fædre til Herren, og han lagde mørke mellem jer og egypterne, og han lod havet skylle over dem, så det lukkede sig over dem. I så selv, hvad jeg gjorde ved egypterne.

(Josvabogen 24.5)

Et andet eksempel er 5. Mosebog som fortæller om begivenheden:

v1 Du skal elske Herren din Gud og holde hans bud, hans love, hans retsregler og hans befalinger alle dage. v2 Det skal I vide i dag – det angår jo ikke jeres børn, de har ikke erfaret og ikke oplevet Herren jeres Guds opdragelse af jer, hans storhed, hans stærke hånd og løftede arm, v3 de tegn og gerninger, han gjorde i Egypten mod egypterkongen Farao og mod hele hans land, v4 og hvad han gjorde mod egypternes hær og deres heste og vogne, da han lod Sivhavets vand skylle hen over dem, dengang de forfulgte jer, ja, hvordan Herren udryddede dem for al fremtid; v5 ej heller hvad han gjorde mod jer i ørkenen, indtil I kom til dette sted.

(5 Mosebog 11.1)

Det samme indtryk får man når man læser sangen i kapitel 15 – israelitterne går ikke over – de står netop helt stille og ser på mens begivenhederne udspiller sig:

v3  Herren er kriger [Man of War - ordret],
      Jahve er hans navn.
       v4  Faraos vogne og hær kastede han i havet [Jam – søen, vandet, havet, sumpen],
      hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet [Jam Sup];
       v5  det store dyb lukkede sig over dem,
      de sank i havets dyb som sten.

(2 Mosebog 15.3)

Læsningen, fortolkningen og de forskellige aktører.

Exodus beretningen har helt adskilte aktører: Farao, Moses, Israel og Gud. Det er helt sikkert meningen at vi skal identificere os med disse aktører. Det kan vi nogle steder se fx hos Elohisten – et af de ældste tekstlag i beretningen. Teksten er tydeligt nok henvendt til læserne eller tilhørerne og det er meningen at de skal lære noget af historien!

Farao er en vigtig aktør. Vi er alle sammen Farao i al fald på en vis måde. Teksten vil udtrykke at hvis vi gør lige som Farao går vi imod Guds vilje. Farao ser alle tegnene. Farao er ikke blind men han vil ikke høre efter og i en dybere forstand vil han ikke se. Gud prøver at hjælpe ham – og siden at skræmme ham. Farao er overlegen, begavet, intellektuel og afvisende. Han er en gud på jorden. Til sidst indser han at Jahve er den største – men så er det for sent. Først ved Siv havet indser Farao Guds almagt – selv efter at han har lidt så meget - men nu er det ikke til at redde. Han går helt fortabt. Han har et tungt eller hårdt eller afvisende hjerte. Dels fordi Gud bevirker det – dels fordi det hans egen beslutning. Han bliver ført lige i afgrunden. Hvis vi gør lige som han gør vil vi gå fortabt! Farao er i virkeligheden ikke i historien nogen ond fjende. Han er et menneske som du og jeg! Han er til at forstå. Mange gange forstår vi ham godt. Han er ikke ond. Han kan bare ikke rigtig se tegnene – eller han svigter hele tiden den rigtige indsigt som han har opnået. Han glemmer – lige som alle andre mennesker! Han skifter hele tiden mening. Han er meget menneskelig.

Moses afviser Guds kald men indvilliger. Hele Moses historien eller portrættet af Moses er også ment som et belærende eksempel. Vi er alle sammen Moses. Han er det arketyiske menneske. Han viser os hvad et meneske er – over for Gud. Vi kan forstå ham. Folket betvivler hans profetier og ledelse – Gud støtter ham. Moses føler sig utilstrækkelig. Vi kan genkende os selv i Moses. Den tyske filosof Bubel identificerede sig helt tydeligt i Moses skikkelsen i 2. Mosebog. Moses er både en gud på jorden og et meget almindeligt menneske – med mange svagheder – lige som Abraham og patriarkerne. Forholdet mellem Moses og Gud handler om forholdet mellem alle mennesker og Gud. Det som Gud gør ved Moses gør han ved alle mennesker. Den magt som Moses får af Gud får alle mennesker.

Israel er på samme måde et billede på mennesket – den enkelte. Vi kan sammenligne med galaterne i Det nye Testamente. Galaterne bliver felst men bagefter vil de alligevel ikke være frie og værdige. De vil tilbage i trældommen, siger Paulus. Israel vil det samme – de vil tilbage til Egypten. De fristes – dvs de gør sig igen små og svage – efter at de har vundet deres magt og frihed. Historien er en type. Den beskriver mennesket som sådant – alle mennesker.

Historien i 2. Mosebog handler om Gud. Gud er hele tiden hovedaktøren og hovedpersonen – dybest set den eneste aktør. Det gælder hele Bibelen. 2. Mosebog er bestemt ikke nogen Moses biografi! Den er en beretning om Guds handlinger – Guds tegn og undere. På den måde er historien et evangelium. Det som udsiges om Gud er det som også siges i evangeliet i Det nye Testamente. Der er ingen forskel – Paulus havde fuldstændigt ret i sin opfattelse af Det gamle Testamente. Exodus historien rummer evangeliet. Gud frelser Israel - fordi det er i nød. Ikke fordi det har gjort fromme religiøse gerninger og ikke fordi de tror på Gud – for det gør de slet ikke!

Hvad er et under?

Den romerske historieskriver Livius for tæller om Scipio – en stor general under den 2. puniske krig imod Kartago. Scipio havde en naturvidenskabelig viden fortæller Livius. Da han opholdt sig ved en stor sø – en sump – vidste han at vandet kom og trak sig tilbage efter et bestemt mønster. Scipio udnyttede denne viden i et slag hvor han besejrede Kartagos styrker. Men det interessante er især at Livius fortæller at Scipio bagefter fremstiller hele begivenheden som et stort under. Fjenden bliver besejret og vel havde han Scipio denne viden – men sejren var alligevel et stort under. Den var et resultat af de romerske guder og deres indgriben. Det var guderne som handlede. Det var guderne som fik vandet til at komme og til at trække sig tilbage! Livius fortæller at Scipio havde brugt nøje beregning og megen omtanke – men at han bagefter alligevel så begivenheden som en guddommelig frelse og indgriben!

Det er ikke svært at se parallellen til begivenhederne ved Jam Sup. Mange historieskrivere i oldtiden forklarede at Moses bare havde udnyttet sin viden om tidevandet eller sin viden om stedets geografi eller sin viden om naturen. Vi kan se i forhold til Livius historie at det sikkert kan være rigtigt nok – men at Israel stadig væk med stor ret –bagefter – følte at der var sket et stort mirakel. Opfattelsen af underet og tegnet havde ikke direkte noget at gøre med om der var sket noget som var i strid med naturens love! Scipio var dybt taknemmelig efter sejren – Israel var dybt taknemmelig og følte sig reddet i sidste øjeblik. Både Scipio og Israel så tegnet bag ved de naturlige begivenheder og vidste at de havde set et stort tegn. Det var sket noget mageløst!

Det eskatologiske. De sidste tider. Dommedag. Aldrig mere.

v21 Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd op mod himlen, så skal der komme mørke over Egypten, et mørke som er til at føle på.« v22 Moses rakte sin hånd op mod himlen, og der blev et dybt mørke over hele Egypten i tre dage. v23 I tre dage kunne man ikke se hinanden, og ingen kunne røre sig ud af stedet. Men overalt, hvor israelitterne boede, var der lyst.

v24 Så tilkaldte Farao Moses og sagde: »Gå så ud og dyrk Herren! Kun jeres får og køer skal I lade blive tilbage. Jeres familier må I gerne tage med.« v25 Moses svarede: »Nej, du skal give os slagtofferdyr og brændofferdyr, som vi kan ofre til Herren vores Gud. v26 Og vores eget kvæg må vi også have med; der skal ikke blive så meget som en klov tilbage! Det må vi tage af, når vi skal dyrke Herren vores Gud. Vi kan jo ikke vide, hvad vi skal dyrke Herren med, før vi kommer derhen.«

v27 Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke ville lade israelitterne gå. v28 Farao sagde til ham: »Forsvind, og vov ikke at vise dig for mig igen! Den dag du gør det, skal du dø!« v29 Moses svarede: »Som du siger! Jeg viser mig ikke for dig igen.«

(2 Mosebog 10.21)

v13 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag.

For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. v14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«

(2 Mosebog 14.13)

Den egyptiske historie er en eskatologisk historie. Den handler om de sidste tider eller verdens afslutning. Den verden som har eksisteret indtil den paskale nat – bryder nu helt sammen og en helt ny verden fødes. Vi kan sammenligne med Johannes Åbenbaring eller med Jesu tale om de sidste tider i Markusevangeliet kapitel 13.

Teksten i 2. Mosebog taler om aldrig og aldrig mere. Det mørke som sendes ind over Egyptens land glider på en måde over i den frygtelige paskale nat hvor den onde ånd dræber alle de førstefødte drengebørn. Et forfærdeligt skrig løfter sig fra Egyptens land. Alt bryder sammen. Israel bliver født som et folk – det bliver en søn – Guds søn.

Det første som Gud skabte i 1. Mosebog kapitel 1 er lyset. Lyset er livet og verden. Hele verden drukner nu i det totale mørke – i en lang kulsort nat. Skabelsen er blevet omgjort. Skabelsen er blevet tilintetgjort. Der opstår en ny himmel og en ny jord som det siges i Salmerne, hos Esajas og i Det nye Testamente. Den gamle verden går til i en forfærdelig lidelse. Mørket – det totale mørke – er der hvor Gud slet ikke er. Den tanke kender vi fra Salmerne. Natten er gru og rædsel. Gud viser sig når solens første stråler bryder frem –i Salmerne! Gud er det samme som lyset og sollyset.

v24 Men i de dage efter denne trængsel skal solen formørkes og månen ikke skinne v25 og stjernerne falde ned fra himlen og kræfterne i himlen rystes. v26 Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed. v27 Og da skal han sende englene ud, og han skal samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra jordens yderste grænse til himlens yderste grænse.

(Markusevangeliet 13.24)

Mosebogen beskriver de definitive begivenheder. Det som sker nu vil aldrig nogen sinde ske igen. Sådan som de nu ser på Egypten og egypterne – som deres herrer – skal de aldrig nogen sinde se dem igen! Alting holder op nu. Alt stopper. Alt bliver anerledes. Intet vil være det samme fra nu af. De skal aldrig nogen sinde se Farao igen som deres herre og mester. De får nu deres frihed og værdighed. Nu sker det! Verden har nået sin definitive bund. Nu holder lidelsen op. Verden er nu drevet ud i det totale kaos. Udviklingen kan nu ikke gå længere. I eet nu – i eet glimt skifter verden fra mørket til lyset. Verden skabes på ny. Der skabes en ny verden. Se det gamle er nu forbi – og noget nyt er blevet til som Paulus siger! Dette er den eskatologiske tanke. Lidelsen slår over i sin diametrale modsætning – som er Guds rige på jorden – at vi skal bo på hans bjerg!

Mosebogen beskriver ikke almindelige historiske begivenheder – snarere begivenheder som foregår uden for tiden. Alt lyset forsvinder fra verden – lige som under Jesu korsfæstelse – hvor hele verden blev druknet i et totalt mørke! Begivenhederne foregår mere på et evigt plan eller på et mytisk plan. De sker i en slags urtid og begivenhederne er en slags skabelse af verden. Verden er nu lagt i totalt mørke – et evigt mørke dvs i en evig lidelse – men morgenen efter den paskale nat bryder lyset igen frem. Det er skabelsens første dag. Gud skaber verden eller kosmos – i den egyptiske historie. Mørket er et symbol på kaos – urdybet – det onde. I de dødes rige er der kun et evigt mørke. I det babylonske fangenskab – som hos Esajas - levede de i et evigt mørke!

       v7  Du skal åbne de blindes øjne,
      føre fangerne ud af fængslet
      og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet.

(Esajas 42.7)

       v21  før jeg går bort til mørkets og mulmets land,
      hvorfra jeg ikke vender tilbage,
       v22  det land, der er mørkt som det dybeste mørke,
      med mulm, uden orden,
      hvor lyset er som det dybeste mørke.

(Jobs Bog 10.21)

v2 Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

v3 Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. v4 Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. v5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

(1 Mosebog 1.2)

       v23  Jeg så jorden, og der var tomhed og øde,
      himlen, og der var intet lys.
       v24  Jeg så bjergene, og de rystede,
      alle højene skælvede.
       v25  Jeg så, og der var intet menneske,
      alle himlens fugle var fløjet.
       v26  Jeg så, og frugthaverne var ørken,
      alle byerne var jævnet med jorden
      af Herren i hans glødende vrede.

(Jeremias 4.23)

Sivhavet eller Jam Sup?

Det er vigtigt at holde fast i at oversættelsesordet Sivhavet ikke på hebraisk er noget bestemt geografisk sted! Det hebraiske ord er Sup Jam. Ordet Jam betyder et hav eller en sø eller en flod eller blot noget vand evt en sump eller lignende. Ordet Sup betyder siv eller rør eller muligvis papyrus.

Det som siges i teksten er altså blot at disse begivenheder foregik ved vandet eller ved noget vand eller ved en sø eller sump eller ved et hav eller ved en flod! Udtrykket på hebraisk betegner slet ikke noget geografisk sted. Det er ikke navnet på et bestemt sted. Det betegner et bestemt landskab snarere. Ordet Sup kender vi fra myten om Moses fødsel. Moses anbringes i kurven midt i Sup-en dvs inde ved bredden og ude i sivene – på lavt vand. Moses anbringes altså i Sup Jam – det er meningen at vi skal se parallellen. Det som skete med den lille Moses og det som skete med Faraos hær er egentlig det samme. Det er Guds underfulde frelse – og samtidigt hans sejr over Jam. Jam er det onde, slangen, Apofis, Tiamat, uhyret, Livjatan – Guds fjende – den onde fyrste.

Vi ved ikke noget om hvor begivenhederne finder sted. Mange steder i nærheden af Egypten passer med betegnelsen et siv hav. Det røde Hav er helt klart ikke det samme som siv havet. I det røde hav findes slet ingen siv! Det vand som omtales i 2. Mosebog er antageligt meget mindre og ikke så dybt – måske lavvandet sump. Vi ved det ikke. Stedet er ligegyldigt i følge 2. Mosebog. Det skete bare dengang da Israel drog ud. Hvorhenne er mindre vigtigt. Der har aldrig eksisteret et geografisk sted som hed Sivhavet.

Gud besejrer de vældige vande.

Der er i dag ingen tvivl om at Exodus beretningen på en eller anden måde hænger sammen med gamle semitiske myter om Guds kamp imod uhyret – slangen eller de vældige vande. Vi kender denne myte fra utallige forskellige eksempler.

Vi kan sige at 2. Mosebog afmytologiserer myten. Mytens indhold bliver overført til historiske begivenheder eller til næsten historiske begivenheder. Exodus finder sted på overgangen til den historiske menneskelige tid. Exodus er tidens begyndelse i almindelig for stand.

Gud besejrer uhyret. Vandet dækkede oprindeligt alt. Vandet eller Jam vil oversvømme alt – det er dets onde vilje. Skabelsen består i at Gud fjerner og begrænser vandet eller Jam så at der bliver skabt et rum hvor mennesker og dyr kan leve – og ånde! Begivenhederne ved Sivhavet illustrerer denne kamp og sejr. Meget er lavet om men Det gamle Testamente er blevet inspireret af den gamle myte. Mange tekster personificerer Sivhavet – vandet. Det er så at sige en ond gud.

v9 Han truede ad Sivhavet, så det tørrede ud,
og han førte dem gennem dybet som gennem en ørken.

(Salme 106.9)

Da Israel drog ud af Egypten,
Jakobs hus fra et folk med fremmed sprog,
v2 da blev Juda Herrens helligdom
og Israel hans herredømme.

v3 Havet så det og flygtede,
Jordan vendte om og løb baglæns;

(Salme 114.1)

v17  Vandet så dig, Gud,
vandet så dig og bævede,
ja, det store dyb skælvede.
v18  Skyerne sendte strømme af vand,
skymasserne lod deres stemme lyde,
ja, dine pile fløj til alle sider.
v19  Din torden lød som vognhjul,
lynene oplyste verden,
jorden rystede og skælvede.
v20  Din vej gik gennem havet,
dine stier gennem de vældige vande,
og dine spor var ikke at se.
v21  Du førte dit folk som en fåreflok
ved Moses' og Arons hånd.

(Salme 77.17)

v27 Til havdybet siger jeg: »Bliv tørt!«
Jeg udtørrer dine strømme.
(Esajas 44.27)

       v9  Vågn op, vågn op, ifør dig styrke,
      du Herrens arm!
      Vågn op som i ældgamle dage,
      i henfarne tider!
      Var det ikke dig, der fældede Rahab
      og gennemborede dragen?
       v10  Var det ikke dig, der tørrede havet ud,
      det store urdybs vande,
      og gjorde det dybe hav til vej,
      så de løskøbte kunne gå over?

(Esajas 51.9)

Hele beretningen i Johannes Åbenbaring 12 bygger på den samme myte. Havet eller søen eller floden er fjenden:

v1 Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. v2 Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. v3 Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. v4 Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. v5 Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. v6 Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan få sin føde dér i tolv hundrede og tres dage.

v7  Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, v8  men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen. v9  Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den. v10  Og jeg hørte en høj røst i himlen sige:
      Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds
      og herredømmet hans salvedes,
      for vore brødres anklager er styrtet,
      han som dag og nat anklagede dem for Gud.
       v11  De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.
      De havde ikke livet for kært til at gå i døden.
       v12  Så fryd jer da, himle, og I, som har bolig i dem!
      Men ve over jorden og havet,
      for Djævelen er kommet ned til jer
      med stort raseri,
      fordi han ved, at hans tid er kort.
v13  Da dragen så sig styrtet ned til jorden, forfulgte den kvinden, der havde født drengen. v14  Men kvinden fik givet den store ørns to vinger, så hun kunne flyve ud i ørkenen til sit sted; dér fik hun sin føde én tid og to tider og en halv tid i sikkerhed for slangen.

v15 Men slangen [Satan, Jam, uhyret] spyede en hel flod af vand ud af sin mund efter kvinden, for at hun skulle rives med af floden. v16 Men jorden kom kvinden til hjælp og åbnede sit gab og slugte den flod, som dragen spyede ud af sin mund. v17 Og dragen rasede mod kvinden og gik hen for at føre krig mod hendes øvrige børn [de kristne], som holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd. v18 Den stillede sig på havets bred.

(Johannes Åbenbaring 12.1)

Jesus viser på samme måde sin magt over søen – Jam – og han går oven på søen – han besejrer det onde vand:

v23 Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. v24 Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. v25 Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« v26 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. v27 Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

(Mattæus 8.23)

v22 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. v23 Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. v24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. v25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. v26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. v27 Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« v28 Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« v29 Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. v30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« v31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« v32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. v33 Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

(Mattæusevangeliet 14.22)

[13]

Israel vil ikke være et frit folk.

Der er meget der tyder på at hebræerne rent historisk blev smidt ud Egypten med magt. Det passer godt med vores viden om Egypten som hele tiden blev træt af alle de ørkenstammer som tog ophold i landet. De kunne bruges og de kunne være nyttige men de blev oftest en plage. Alle disse elendige asiater som ikke ved hvordan de skal leve eller dø! Sådan lyder en berømt egyptisk kommentar. Egypten var overvejende gæstfri over for ørkenfolkene. Engang imellem blev det også simpelt hen overfaldet af de fremmede. Hyksos tvang sig adgang til Egypten og besatte en del af det nordlige Egypten. Men oftest var Egypten gæstfri og tolerant. Lige som Egypten er gæstfri over for Jakob og Jakobs sønner under den forfærdelige verdensomspændende hungersnød. Israel bliver godt modtaget men siden hen bliver det en plage. Dets befolkning vokser alt for voldsomt. Hebræerne formerer sig som rotter som det siges i 2. Mosebog. Hebræerne sammenlignes med en af plagerne nemlig frøerne som er seksuelle symboler og som formerer sig voldsomt og uden kontrol. Egypten bliver måske træt og smider dem ud? Det er ikke meningen i 2. Mosebog. I 2. Mosebog er udgangen en befrielse – et under! Men vi ved at det eneste som israelitterne siden tænker på er at vende tilbage til Egypten! De gør oprør imod Moses. De vil tilbage. De vil ikke dø her ude i ørkenlandet. De vil ikke være fattige nomader! De vil hjem – netop hjem – til Egyptens kødgryder! Det er altså historisk muligt at de blev smidt ud af Farao! Noget tyder også på at Farao blev træt af alle deres sygdomme og smitsomme lidelser!

v1 Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten. v2 Alle israelitterne gav ondt af sig mod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! v3 Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?« v4 Og de sagde til hinanden: »Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!«

(4 Mosebog 14.1)

Hebræerne er imod deres egen frelse! De tager ikke nogen aktiv del i deres frelse. De vil ikke frelses. Og de er fulde af anklager imod Moses fordi han har ført dem ud af Egypten. De længes tilbage til den gamle tryghed. De føler sig som ofre. Hvorfor kunne Moses ikke lade dem være i fred? Hvad har vi gjort imod Moses? Hvorfor skal vi straffes på denne måde? Det er tesen i Mosebøgerne.

Tesen i 2. Mosebog er helt klart henvendt til læserne! Elohisten taler til sine samtidige læsere. Han advarer dem imod at blive lige som hebræerne blev dengang. Hebræerne bliver konsekvent i Det gamle Testamente brugt som et advarende eksempel – som et skræmmebillede. Det finder vi også i Salmernes Bog. Hebræerne kan slet ikke se tegnet – ikke se at de oplever Guds underfulde frelse. De vil bare flygte væk – flygte hjem igen!

Men her i 2. Mosebog er det omvendt. Farao er gået med til at de forlader Egypten. Moses har bedt om en kort orlov hvor de kan drage ud i ørkenlandet og tilbede deres gud. Farao bøjer sig. Vi ved i øvrigt at egypterne ofte gav de fremmede folk – ørkenfolkene – ferie eller orlov for at de kunne tilbede deres guder! Det fremgår af de egyptiske kilder. Farao forestiller sig en kort ferie. Han bliver snydt. Moses er snu og snedig. Han fortæller ikke sandheden til Farao. Han lyver meget tydeligt over for Farao. Vi kan sige at Israel er underhunden over for overhunden. Historien er en hævn over egypterne – som siden hen blev en frygtindgydende nabo til Israel. Hele Exodus beretningen er en slags hævn over egypterne. Israel betaler tilbage. Farao bliver gjort til en nar.

Meningen med vers 17 har været meget omstridt. Man kunne tro at Gud ikke vil føre Israel den lige vej til Kanaans land men fører dem ad en omvej. Men det er ikke meningen. Guds mening er at de skal føres til hans hellige bjerg – Sinaj – eller Horeb bjerget som vel ligger i Midjan – altså en helt anden retning. Ordet Vejen til filistrene betegner en konkret vej – en fysisk vej – som ellers kaldes Horus Vejen i Egypten. I øvrigt er det ikke hurtigere at gennem til Kana'ans land igennem Filistrene! Israel stiler ikke imod Palæstinas kystregion men imod områderne omkring Jordan. Begge veje tager det ca 10 dage at komme til målet – det ved vi fra egyptiske kilder! Israel kommer til at tilbringe 40 år i vandringen i ørkenlandet! Dette bliver i Mosebøgerne opfattet som en speciel straf på grund af deres ulydighed – de vil jo ikke frelses!

v17 Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig.« v18 Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet. I række og geled drog israelitterne op fra Egypten. v19 Moses tog Josefs ben med sig, for Josef havde taget israelitterne i ed og sagt: »Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med jer op herfra.«

v21 Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. v22 Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.

[14]

Vild flugt eller en triumferende hær som vandrer ud? Er Israel et værdigt folk?

v8 Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud. v9 Egypterne satte efter dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og hans hær, og de indhentede dem, hvor de havde slået lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot ud for Ba'al-Sefon.

(2 Mosebog 14.9)

Er Israel et værdigt folk - eller bare en hjælpeløs flok af forhutlede asiater som ikke ved hvordan de skal leve eller dø – det egyptiske udtryk om nomaderne?

Det ovenstående citat stammer fra Præsteskriftet i 2. Mosebog. Vi kan se en tendens i præsteskriftet til at skildre Israel og Exodus på en bestemt måde. I de andre tekster – Jahvisten og Elohisten – har Israels udvandring karakter af en vild flugt. Israel skildres som hjælpeløst og svagt. De råber og skriger og de trygler Gud. Moses er ofte svag og israelitterne er meget menneskelige kan vi sige.

I Præsteskriftet skildres tingene anderledes. Israel er en slags sejrherre. Gud har sejret over Farao og de onde guder. Israel marcherer ud af Egypten som en hær – i rækker og geled. Israel opfører sig som et værdigt folk! De hebraiske ord som Præsteskriftet anvender i afsnittet ovenfor er alle sammen militære udtryk. Israel er en triumferende arme som forlader Egypten – af egen fri vilje!

Præsteskriftet er meget senere end de to andre tekster – vi kan måske sige at præsteskriftet retter på den lidt uheldige opfattelse af Israel som udtrykkes i de to ældste kilder. Præsteskriftet er udtryk for en mere bevidst og meget senere teologi. Når Gud kommanderer noget i Præsteskriftet så adlyder Moses og Israel altid prompte! Præsteskriftet er i sin teologi meget beslægtet med profeten Ezekiel – vi finder de samme ord og udtryk og den samme teologi. Ezekiel er netop også både præst og profet på een gang.

De følgende citater beskriver flugten eller udgangen således som den bliver skildret hos Jahvisten og Elohisten:

v33 Egypterne skyndede på folket for at få dem hurtigt ud af landet, for de sagde: »Ellers dør vi alle sammen.« v34 Folket tog dejen, før den var syrnet, og bar den på skuldrene i dejtrug, som de havde viklet deres kapper om.

(12.33)

v39 Af den dej, de tog med fra Egypten, bagte de usyrede brød, for den var ikke syrnet. De blev jo jaget ud af Egypten og fik ikke tid til noget; de fik end ikke sørget for proviant.

(12.39)

v5 Da egypterkongen fik besked om, at folket var flygtet, skiftede Farao og hans hoffolk mening, og de sagde: »Hvad er det, vi har gjort? Vi har ladet Israel gå, så de ikke kan trælle for os!«

(14.5)

Der er også meget der tyder på at den ældste af kilderne – Jahvisten – slet ikke har haft nogen skildring af plagerne i Egypten. Jahvisten har simpelt hen forklaret at Israel pludseligt måtte flygte ud af Egypten – på grund af forfølgelsen eller smidt ud af Farao. En skildring af plagerne – som jo er en slags sejr over Egypten – er først kommet hos Elohisten som er 200 eller 300 år ældre end Jahvisten!

Gudernes kamp ved Sivhavet.

Når man læser 2. Mosebog kan man godt tro at det som sker ved sivhavet sker på et menneskeligt plan. Det som sker er een af to muligheder:

Enten sker der en stor ulykke for egypterne fordi de ved et uheld bliver ramt af vandet. De kan skyldes at de bliver ramt af tidevandet eller kommer ud i en sump. Måske bliver de ramt af et jordskælv. Måske drukner de på grund af deres alt for tunge stridsvogne.

Eller også sker der det at Israel vinder en stor militær sejr over egypterne. Kilderne underbygger begge muligheder. Hvis vi skal tage 2. Mosebog alvorligt udgjorde Israels hærstyrke så mange som 600.000 voksne mænd – en gigantisk hærstyrke! Egypterne har været meget færre! Det er derfor ikke mærkeligt hvis Israel kunne besejre egypterne! Hvis vi tager tallene alvorligt – var egypterne klart underlegne – de havde ikke en chance! Israel bliver bare forfulgt af en lille grænsestyrke – har nogen sagt. Antallet af egyptere var måske ganske få. Sådan fremstilles begivenhederne dog slet ikke i 2. Mosebog. Her får man indtryk af at egypterne er frygtindgydende!

Men meningen med teksten er slet ikke at begivenhederne foregår på et menneskeligt plan! Sivhavet er bestemt ikke en kamp imellem mennesker! Sivhavet er ikke nogen jordisk eller meneskelig begivenhed i følge 2. Mosebog. Sivhavet er en underfuld frelse. Alle disse rationalistiske forklaringer rammer ved siden af! Begivenhederne udspiller sig på et guddommeligt plan. Sivhavet er gudernes kamp. Det er tydeligt nok i teksten. Jahve siger netop at han nu vil indlede sin krig imod alle de onde egyptiske guder! Det er præcist det samme billede som vi finder i Salmerne. Det som sker er gudernes kamp. Vi kender fænomenet gudernes kamp over alt i Det gamle Testamente. Et berømt eksempel er 1. Samuelsbog kapitel 6 som fortæller om filistrene. Forestillingen i Det gamle Testamente er at hvert folk føres af sin gud. Når to folk støder sammen - er det i virkeligheden deres guder som støder sammen. Det folk som har den stærkeste gud – går af med sejren. Det som skete beviste at Jahve er den største af guderne!

Vi har utallige myter der svarer til forestillingen om gudernes kamp. Verden er blevet skabt ved en gudernes kamp. Verden er blevet skabt ved en krig og ved en sejr. Gudens sejr etablerer en vis kosmisk orden – nemlig den som vi kender nu.

Hos egypterne kæmpede – og kæmper - guderne imod uhyret Apofis. Om natten sejler solguden i sin båd nede i underverdenen under vores jord. Solguden Re eller Ra eller Amon er kongen i båden men i båden er alle guderne. Mens de sejler i båden møder de uhyret Apofis som er en søslange, et søuhyre, en sødrage – lig med vandet – de onde vande. Guderne besejrer den onde gud – Kongen – Apofis. Denne krig og sejr skete dels ved verdens skabelse i urtiden – dels sker den igen hver nat!

Zeus kæmper imod en gigant – et havuhyre som hedder Tyfon. Myten om Tyfon svarer helt til de semitiske myter om havuhyret som vi kender fra kanaanæerne og fra Ugarit fundene. Den græske myte er på en eller anden måde påvirket af de semitiske guder.

I de semitiske myter var den oprindelige tilstand at alle guderne levede i stor frygt for Kongen eller Vandet eller Floden som han kaldes (Han kaldes Judge – Kongen eller Dommeren - og River blandt andet). Kongen eller Jam eller Floden dominerer verden og alle er bange. Men på et tidspunkt besejrer den gode gud Baal uhyret og grundlægger den gode verden – det vil sige den gode verden vi kender nu. I vores gode verden skal vi ikke længere frygte uhyret, Kongen eller Floden. Betegnelsen Floden viser også hen til Syndfloden – en mængde myter vi kender fra Mellemøsten. Den onde gud er også lig med Syndfloden – engang oversvømmede han hele verden med sin ondskab.

Kampen og krigen mellem Baal og uhyret – Kongen – finder sted ved bjerget Kassios i følge nogle af de græske historikere som fortæller myten. Dette sted ved vi er identisk med det egyptiske stednavn og bynavn Baal-sefon – det sted som 2. Mosebog taler om! 2. Mosebog siger at kampen ved sivhavet sker lige over for byen og templet Baal-sefon! Baal og Jahve kæmper så at sige om magten på dette sted! Vi skal huske at i Det gamle Testamente har guden Baal jo fået rollen som den onde gud! Jahve er den gode gud – hans modstander havet eller Søen – bliver så til den kanaanæiske gud Baal!

I 1. Samuelsbog kan vi se at Jahve og Baal – Dagon – direkte kæmper med hinanden. Jahve er identisk med arken. Arken er Gud selv. Israels ophold i Egypten er en nøje parallel til arkens ophold i filistrenes land. Filistrene bliver ramt af mange plager. Arken drager ud som en sejrherre og vinder – lige som i følge legenderne Israel!

v1 Da filistrene havde taget Guds ark og bragt den fra Eben-ha-Ezer til Ashdod, v2 førte de den ind i Dagons tempel og stillede den ved siden af Dagon. v3 Næste morgen opdagede ashdoditterne, at Dagon var faldet næsegrus til jorden foran Herrens ark. De tog Dagon og stillede ham tilbage på hans plads. v4 Næste morgen så de, at Dagon igen var faldet næsegrus til jorden foran Herrens ark. Dagons hoved og hænder var slået af mod tærskelen; kun kroppen var tilbage af ham. v5 Det er grunden til, at Dagons præster, og hvem der ellers går ind i Dagons tempel i Ashdod, den dag i dag undlader at træde på tærskelen.

(1 Samuelsbog 5.1)

Om at miste modet og troen.

Det er sikkert nok at en del af teksten hos Jahvisten og Elohisten er henvendt til læserne. 2. Mosebog er på mange måder studier i den menneskelige psykologi. Det som sker med Israel er paradigmatisk – det sker for alle mennesker som kaldes af Gud og kaldes ud i friheden. Vi vil alligevel ikke. Vi bliver bange, små og svage. Vi vil ikke være frie – vi vil være slaver – som israelitterne siger i 2. Mosebog!

Israel bliver grebet af frygt da de ser livsfaren – egypterne. De mister modet. – Hvorfor skal vi lide og dø herude? Hvad har du gjort mod os? Siger de til Moses. Israel har egentligt slet ikke ønsket at drage ud af Egypten. Hvorfor skal vi det? De er kun arme ofre. Hvorfor kunne Moses ikke bare lade dem være. Vi er stakkels og ynkelige – derfor klager og klynker vi!

Det er nogle gange hårdt at være en fri mand! Både Ezekiel og jeremias taler om at den mand som kaldes af Gud må antage et ansigt af sten og en pande af sten eller diamant! Når vi kaldes af Gud ud i friheden – bliver vi omgående kastet ud i fristelsen. Fristelsen består i at vi igen vil tilbage til trældommen og svagheden. Vi vil ikke være stærke og værdige alligevel. Vi vil ikke være frie alligevel. Vi vil tilbage til det som vi mistede. Israel vil tilbage til Egyptens kødgryder – det land som virkeligt flyder med mælk og honning som de siger i 4. Mosebog! Egypten er det tilvante, det ttrygge, det som vi kender, det gamle. Se det gamle er forbi og noget nyt er blevet til! Siger Ppaulus. Problemet er bare at vi ofte helst vil tilbage til det gamle.

Vi vil være små og svage. Vi vil hellere klynke og klage end være frie mænd. Vi vil hellere tilbage i slaveriet. Vi vil hellere tilbage i lidelsen, misbruget, afmægtigheden, hjælpeløsheden – for der er fordele ved at værelille og svag. 2. Mosebog viser en lang række af disse episoder. Folket protesterer og klager og falder fra. Folket retter voldsomme anklager imod Moses. Hvad har du dog gjort imod os? Israels stolte sønner bliver til små svage ofre – der ikke har bestemt noget selv – som bare er blevet drevet og tvunget imod deres vilje! Disse episoder er en fantastisk studie i den menneskelige psykologi. De svarer til en stofmisbruger som – efter langt om længe at være kommet ud af misbruget – nu vil vende tilbage til fortidens misbrug.

Alt dette sættes ikke så meget i gang af deres vantro – som af deres frygt. Frygten er alle tingsmoder, som det engang blev sagt. Israel bliver grebet af frygten og bliver bange for deres nyvundne frihed. Det er mere trygt at være lille og syg. Der er store fordele ved at være syg. Vi længes lige pludselig tilbage – efter at vi var blevet helt helbredt! Vi finder det samme træk i Galaterbrevet. Paulus kan ikke forstå det – i al fald siger han at han ikke kan forstå det. Galaterne fik en stor frihed – men nu vil de ikke være frie alligevel. De vil ind under loven og ufriheden og tvangen. De vil være styrede af andre. De vil ikke tage friheden og ansvaret. De vil være små børn. De vil ikke være rigtige mænd.

Vi har et andet interessant eksempel i 2. Mosebog – som en del af Moseloven - hvor der tales om slaven som kan blive fri. Det fremgår at slaven nogle gange slet ikke vil være fri. Det er mere trygt at være en slave!

v5 Men hvis trællen siger: »Jeg holder af min herre og af min kone og mine børn, jeg vil ikke frigives,« v6 skal hans herre føre ham frem for Gud og stille ham op ad døren eller dørstolpen; dér skal han bore hul i hans øreflip med en syl, og han skal være hans træl på livstid.

(2 Mosebog 21.5)

v15 Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud udfriede dig; derfor giver jeg dig i dag denne befaling. v16 Men hvis han holder af dig og din familie, fordi han har haft det godt hos dig, og han siger til dig: »Jeg vil ikke forlade dig,« v17 da skal du tage en syl og stikke den igennem hans øreflip og ind i døren, og så skal han være din træl på livstid. På samme måde skal du bære dig ad med din trælkvinde.

(5 Mosebog 15.15)

v10 Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. v11 De sagde til Moses: »Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen [Midbar – nomadelandet, landet for hyrder og fåreflokkene]? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? v12 Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen.«

Vi skal lade Gud være i fred!

Moses optræder som en konge og som en krigsleder. Han giver folket nyt mod. De skal ikke være bange. Budskabet Frygt ikke er et af de klareste gennemgående budskaber i hele Bibelen. Når englen kommer er det første som englen siger altid: - Frygt ikke! Frygten er en moder til alle dårlige tilstande, gerninger, følelser og tanker.

Udtrykket i dag får en mega stor betydning i 2. Mosebog. Denne dag er den afgørende dag. Denne dag bliver Israel et frit folk. De bliver frie og værdige mænd. Denne dag er den første dag – skabelsens dag. I dag skal Israel fødes og opstå. Israel skal aldrig nogen sinde glemme denne dag. Denne dag – dagen i dag – er evig. I dag vil Gud besejre den onde slange – de vældige vande.

Lige nu ser israelitterne Egypten og de er fulde af frygt og rædsel. De er små og svage. De kan kun sidde og vente på katastrofen. De er uden håb. Der er ikke noget at gøre! Det er denne tilstand som Moses referer til. Det som de føler lige nu skal de aldrig nogen sinde føle igen. Aldrig mere skal de være små eller undergivne eller slaver eller arme ofre. De skal aldrig nogen sinde igen føle frygten for dem som er mægtige. De bliver nu taget ud af al den gamle frygt og overtro og religion og afmægtighed. De blive frie mænd. Fra nu af kan de se på alle andre mand til mand – som lige værdige. Deres hoveri er til ende, som Esajas siger. Gælden er betalt. De skal aldrig nogen sinde igen bøje sig for denne verdens magter eller kræfter.

Vers 13 og vers 30 danner rammen om det store under ved siv havet – de to afsnit referer til hinanden og en række ord går igen i de to afsnit:

v13 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. v14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«

v30 Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. v31 Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.

Vi har også bevaret en nøje parallel til denne historie:

v16 Træd nu frem, og se det store under, Herren vil gøre for øjnene af jer! v17 Nu er det tiden for hvedehøsten. Jeg vil råbe til Herren, at han skal sende torden og regn; så skal I indse, at I har gjort, hvad der er meget ondt i Herrens øjne, ved at kræve en konge.«

(1 Samuelsbog 12.16)

I begge beretninger – i vers 13 og 30 - er der et hebraisk ordspil mellem de to ordstammer rj – at se – og jr – at frygte. Dette ordspil findes et utal af steder hos Elohisten. Når Israel ser tegnet og underet kommer de til at frygte Gud. Da Israel så tegnet, kom de til at frygte - og tro - som der står. Ordet at frygte betyder ikke helt det som vi forstår ved ordet. Det er ikke meningen med Det gamle Testamente at vi skal lære at frygte – være angst for – Gud som om Gud truer os og som om han vil straffe os. At frygte Gud betyder i Det gamle Testamente at elske Gud eller være trofast over for Gud som i et ægteskab. Gud er vores ven og partner. Det viser han nu. Jahve kommer og redder sin ulykkelige hustru – i aller sidste øjeblik. Han viser sig som en tro ægtemand. Vi skal frygte Gud – dvs vi skal leve op til vores relation til ham. Vi skal være normale som det udtrykkes i Det gamle Testamente. Vi skal opføre os som naturlige og ordentlige ægtefæller! At frygte Herren er at vise den naturlige respekt som hustruen skal vise sin ægtemand. Hun skal ikke frygte hans overfald, vold eller vrede – hun skal vise ham den naturlige agtelse og respekt som ligger i en naturlig, almindelig relation! Gud er rig på troskab – han lever op til ægteskabet – så skal vi også opføre os rimelige, ordentlige ægtefæller!

Der er en tydelig lighed mellem denne beretning fra Elohisten – og omtalen af Jahve som krigeren – og sangen – Sangen om sejren eller sangen om bjerget - i kapitel 15 hvor det hedder:

       v2  Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.
       v3  Herren er kriger [Man of War - ordret],
      Jahve er hans navn.
       v4  Faraos vogne og hær kastede han i havet [Jam – søen, vandet, havet, sumpen],
      hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet [Jam Sup];
       v5  det store dyb lukkede sig over dem,
      de sank i havets dyb som sten.

(2 Mosebog 15.2)

Mange mener at det er en mulighed at ordet Jam som betyder et vand af en vis størrelse (flod, sø, hav osv) skal opfattes som navnet på Guds modstander – i al fald nogle steder. Guds modstander som han nedkæmper her hedder simpelt hen Jam. Det svarer til forestillingerne i de semitiske og kanaanæiske myter hvor Ba’al nedkæmper Jam. Jam er altså den samme som slangen, Livjatan eller den onde fyrste – Satan med et meget senere begreb. Jam er et personligt væsen – lige som Tiamat guden i Babylon som Marduk besejrer og splitter i mange dele.

Egypten er det samme som havet, vandet, de vældige vande. Egypten er det samme som Jam. Farao er et sø uhyre som lever i vandet. Farao er Jam – han er Tannin – sø uhyret – Apofis. Derfor bliver sejren over Farao også en besejring af Jam – den onde – ondskaben som truer verden. Vandet truer altid. Gud dræber vandet – Nilen – derfor begynder Nilen at bløde. Nilen bliver til blod. Gud har dræbt Nilen som er Jam.

Jam er måske på den måde en gud – den onde gud. Jam vil oversvømme alt. Det samme billede findes i Johannes Åbenbaring. Jam er en gud lige som Tiamat. For det gamle Israel er Jam – vandet eller havet – det mest truende. At drukne er i Salmerne synonymt med at gå fortabt. Druknedøden var den værst tænkelige død. Jam er det samme som Dødsriget – de dødes rige. Jam vil kun det onde – han vil kun opløsningen af verden og kosmos. Han vil kun døden.

På en lang række af punkter kan vi se at Sangen som antageligt er en gammel tekst i Israel fra før år 1000 f. Kr. og Elohisten og Jahvisten indeholder de samme tanker og beretninger. Derfor er det sandsynligt at de er udtryk for den ældste tradition i det gamle Israel.

Jahve er en kriger og en krigskonge. Når vi går i krig går han forrest. Han er en klassisk krigerhelt. Ved sivhavet vinder Jahve en militær sejr. Siv havet er en gudernes kamp for i spidsen for israelitterne og i spidsen for egypterne går guderne. Kampen er en gudernes kam. Der foregår en slags hellig krig. Jahve sejrer over de fremmede guder og derfor bliver han efter sejren udråbt til at være den største – Jahve er den største af alle guderne. Jahve er blevet konge nu. Nu vil han grundlægge sit evige hus på toppen af gudebjerget – det hellige bjerg.

Det er en afgørende pointe i fortællingen at Israel skal stå stille og se på hvad der nu sker. Israel skal ikke gøre en hel masse. Israel skal ikke gøre en mængde gode gerninger førend det bliver frelst af Gud! Det som Gud ønsker er blot at de står stille – at de står vagt. Det som Gud ønsker er at vi ser tegnene. At vi bliver taknemmelige. At vi holder op med at være blinde for Guds undere og mirakler. Livet er fuldt af tegn, som det siges i Salmerne. Det som vi skal er egentlig bare at vi skal lukke øjnene op og se tegnene. I 2. Mosebog kan vi tydeligt se modsætningen mellem at være og at gøre. Gud ønsker ikke primært at vi skal gøre en hel masse. I stedet ønsker han at vi skal være – vi skal se! Vi skal lade Gud være og virke i fred. Vi skal åbne øjnene for livets tegn og undere. Det som sker er et under!

v19 Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, v20 så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden.

og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land.

Synden er en forfærdelig byrde. Synden er en Tsunami.

v1 Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! v2 Bær hinandens byrder [Baros – det som er tungt], således opfylder I Kristi lov.

v3 For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. v4 Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; v5 for enhver skal bære sin egen byrde.

(Galaterbrevet 6.1)

Synden er en forfærdelig byrde. Den har taget magten i verden. Den oversvømmer hele verden. Synden er de vældige vande eller de mange vande eller de stærke vande – som det hedder i Det gamle Testamente. Synden er en Baros som Paulus siger. Den er en byrde som er så tung at vi næsten ikke kan bære den. Synden river alt bort og tager alting fra os. Synden er lidelsen i verden – og fortvivletheden.

I december måned – den 26. december 2004 blev hele Asien oversvømmet af en frygtelig Tsunami. Den medførte utallige lidelser for alle mennesker. Den oversvømmede alt og dræbte alt liv. Den smadrede huse, bygninger og hele byer. Vi ved stadig ikke hvor mange mennesker som gik til i de vældige vande. Hele verden blev slået med rædsel. Hele verden så de frygtelige billeder. Det var lige som dødsriget som nogle gange åbner sit frygtelige gab i Det gamle Testamente og sluger alt og alle. Ved begivenhederne ved Sivhavet åbnede døden sit rovdyrs gab og slugte egypterne. Det var en forfærdelige lidelse.

Egyptens plager var en forfærdelig lidelse. Drengebørnenes pludselige død og naturens kaos. Alle mennesker måtte bære byrden – synden. Egypten blev ramt af det totale mørke. Alle dyrene blev slået ihjel. Nilen blev til blod. Det forfærdelige uhyre – Tannin eller dragen eller Livjatan – viste sit frygtelige ansigt. Hele landet blev urent og afskyeligt og modbydeligt. Der var kun død overalt. Alle led i Egypten – det er traditionen i Det gamle Testamente. Synden er en forfærdelig byrde. Den er lige som den lidelse som Buddha talte om. Synden er den lidelse som omgiver menneskene til alle sider. Synden er syndfloden som drukner alt i verden. Synden er den forfærdelige ødelæggelse af hele Jordan dalen og Sodoma – som Lot havde sammenlignet med Edens have! Synden truer os fra alle sider lige som de vældige vande: Fra oven og fra siderne og fra neden!

Synden er det onde – den onde gud. Gud bekæmper den onde gud. Gud sejrer over uhyret, slangen, Livjatan. Gud er en kriger. Han går til angreb på slangen i vandet og skærer dens syv hoveder over og giv dem som føde til havets fisk – som det hedder i Salmerne. Gud dræber den onde gud. Gud udtørrer det onde vand. Gud skyder sine brændende pile ned i søen ved Sivhavet. Gud er en ildebrand som kan overkomme og besejre det onde i verden.

Paulus deler hele denne syndsopfattelse som vi finder i Det gamle Testamente. Synden er ikke enkelte menneskers individuelle små eller store synder. Synden er en ond magt som ødelægger hele livet for alle mennesker. Alle bliver ramt af synden. Alle bliver vi ramt kollektivt af syndens blodige angreb. Synden er ondskaben som blot vil oversvømme hele verden. Det eneste som den vil er død og ødelæggelse og ulykke.

Synden er som en mytisk magt i kosmos. Døden er Guds eller Jahves førstefødte søn – i al fald i følge et sted i Jobs Bog. Døden fremturer og vælder frem og truer livet. Gud er den krigsmand som tager kampen op imod døden og synden. Kristus har besejret døden lige som Jahve besejrede Egypten og egypterne. Kristus har løftet sin højre arm og han har dræbt døden og synden med sit sværd. Kristus er blevet konge og Gud er blevet konge. Det er Paulus opfattelse. Hele denne opfattelse stammer fra det gamle Testamente.

Det som sker er Gud som handler.

v12 Den, der slår en mand ihjel, skal lide døden. v13 Har han imidlertid ikke tragtet ham efter livet, men Gud lod det ske ved hans hånd, kan han flygte hen til et sted, jeg vil anvise dig. v14 Hvis nogen derimod begår overgreb mod en anden og snigmyrder ham, skal du tage ham væk fra mit alter, for at han kan lide døden.

(2 Mosebog 21.12)

Gud handler i løbet af natten. I det gamle Israel er natten delt i tre vagter og Gud handler her i mørket i den sidste nattevagt altså i timerne før daggry. Først da solen står op kan Israel se Guds underfulde gerning. Dette træk genfindes i hele det gamle Testamente. Natten er en frygtelig angstfyldt tid. Døden truer om natten. Frelsen kommer altid ved solens første stråler. Salmerne har utallige eksempler på denne tankegang. Israel er i dyb angst lige som i den paskale nat. De føler at de er gået fortabt. De ved ikke hvad Gud gør. De kan ikke se hans handlinger.

Historien peger også på et typisk træk i 2. Mosebog. Vi kan se hvad vi kan se. Da solen viser sig kan Israel se at Egyptens hær er tilintetgjort. Alle soldaterne er døde. Israel kan ikke direkte se underet. De ser resultatet. Det er denne dobbelt hed som er så typisk for 2. Mosebog. Israels opfattelse er i vore øjne en slags fortolkning. De har jo egentligt ikke set Gud handle eller dræbe egypterne. De kan se det som alle kan se. De oplever det som Guds underfulde frelse. De oplever det på den måde at Gud er årsagen til at det er sket. De kunne også forklare egypternes forlis på en ikkeovernaturlig måde. De kunne jo sige at det var et tilfælde. Men intet er tilfældigt. Alt det som sker er Gud som handler. Gud er energien der arbejder i de ting som sker. De kan israelitterne se – dvs de kan se at det er et under og et stort tegn. Jahve har sejret. Han er den største af alle guderne.

Gud er årsag til det som sker – eller der er en mening med det som sker. Det som sker er ikke tilfældigt. Alting sker FOR AT. Det vi kan se med øjnene er egentlig kun overfladen. Det er ikke selve meningen eller virkeligheden. Det virkelige er det som ligger neden under det som vi kan se. Det sande kan vi ikke se med det almindelige fysiske øje – men vi kan se det med det indre øje. Guds plan ligger inden i historien og driver den frem. Gud har gjort Faraos hjerte tungt eller fast – for at Gud kan vise sin herlighed i et stort tegn. Alt det som sker er nødvendigt fordi det skal føre til noget andet – til målet. Gud har en plan med mennesket – og han virker igennem naturen og historien. Gud virker igennem Faraos hjerte og igennem de fysiske begivenheder. Gud lokker egypterne ud i sumpen for at hans navn skal blive kendt over hele verden. I 2. Mosebog fortælles det at alle folk og folkeslag i hele verden hører om Jahves store sejr ved Sivhavet – babylonerne, assyrerne, kana’anæerne.

De virkelige afgørende begivenheder foregik dengang det var helt mørkt, siger teksten, da det var kulsort nat. Vi kan sige at det som Gud gør er usynligt. Begivenhederne kunne Israel ikke se direkte. På denne måde udtrykker teksten en vis opfattelse af underet og miraklet! Vi kan ikke se det direkte – men vi kan få mod og tro og håb når vi indser det som er hændt og sket – bagefter! De døde egyptere var et stort tegn. Israel så – og kom til at frygte Gud, som det siges.

Kampen er en hellig krig fordi den er en gudernes krig. Egypterne indser dette men for sent. De indser at Jahve er den største – men på det tidspunkt er de gået fortabt. De egyptiske guder er små og svage – egentlig er de slet ikke guder.

Der er en helt afgørende forskel mellem det senere Præsteskrift og Elohisten – den ældste tradition. I Præsteskriftet er Moses den som sætter begivenhederne i gang. Moses optræder som en gud eller som Gud. Moses løfter sin højre arm – eller måske stav - og driver vandet væk. Israelitterne kan derefter gå tørskoede igennem vandene. Intet af dette finder vi i den ældste tradition i Det gamle Testamente. Præsteskriftet fortæller således:

v21 Moses rakte sin hånd [Jad – sin arm – sin stav] ud over havet,

Den ældste tradition – Elohisten fortæller:

v24 Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær v25 og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem. Da sagde egypterne: »Lad os flygte for Israel, for Herren [Jahve] fører krig for dem mod Egypten.«

og ved daggry vendte havet tilbage til sit normale leje. På deres flugt kom egypterne lige imod det, og Herren styrtede egypterne i havet.

Der blev ikke en eneste af dem tilbage.

Døden – dødsguden – er et frygteligt stort rovdyr som en løve. Døden gaber op og sluger egypterne. De bliver ædt og fortæret.

v30 Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. v31 Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.

P kilden – Præsteskriftet - om underet ved siv havet:

Miraklerne bliver større og større - efterhånden som tiden går.

Man har tidligere haft den almene teori at hvis vi går tilbage i tiden så bliver troen på mirakler – i vores betydning: begivenheder som er i strid med de fysiske love – større og større. I gamle dage troede alle på fantastiske mirakler – for de vidste ikke bedre. De var overtroiske. Denne historiske teori går tilbage til oplysningstiden og rationalismen i Europa i det 18 århundrede.

I dag er de fleste enig om at denne teori er forkert! Den bygger på en meget primitiv opfattelse af menneskets fremskridt og fornuftens fremskridt.

Hvis vi ser på underet ved sivhavet kan vi se et udmærket eksempel. I følge de gamle tekster – Jahvisten er fra 900 tallet f. Kr. – så sker der følgende ved sivhavet: Gud sender en enorm vind – en orkan – og den blæser alt vandet væk. Egypterne bliver overmodige og går ud i den tørlagte sø eller i det tørlagte hav. Mens de er ude på bunden af havet eller søen kommer der en orkan eller mægtig vind fra den anden side – egypterne drukner. Det er den oprindelige beretning om sivhavet. Israel går ikke ud på den tørlagte bund – de står på bredden og ser de underfulde begivenheder. De står helt stille, som der står i teksten!

Præsteskriftet er redigeret ca 500 år efter Jahvisten – altså meget meget senere. Præsteskriftet skildrer begivenheder som er langt mere mirakuløse – i vores betydning af ordet. Vi kan sige at Præsteskriftet giver udtryk for meget mere gammel overtro og tro på trolddåm og magi – på en vis måde. Præsteskriftet skildrer hvordan Gud ved et mirakel deler – splitter som det hedder – vandet i to adskilte dele. Gud skaber simpelt hen en tør kanal imellem de to blokke af vand. De adskilte vande er skåret over som man skærer en ost over. Gud skærer vandet over og rykker de to blokke lidt fra hinanden – og den tørre bund kommer så frem som et smalt spor imellem de to blokke. Israel går nu ud i denne kanal. Vandet står lodret op til begge sider – som to højhuse og en gade imellem kan vi sige. Da Israel er kommet igennem eller næsten igennem begynder Gud at flytte de to blokke sammen igen. Vandet lukker sig lige som en lynlås – som er blevet sagt! Blokkene af vand kvæler de egyptere der er fulgt ud efter israelitterne. Alle egypterne drukner.

Vi Kan tydeligt se at beretningen i Præsteskriftet er langt mere miirakuløs i den betydning at den er meget mere i strid med de fysiske love – altså vore fysiske love! Jahvistens beretning der er 500 år ældre er ikke nær så mirakuløs. Den skildrer meget mere jordiske eller naturlige begivenheder. Det gamle Israel kender udmærket fænomenet at vand kan trække sig bort og pludselig komme tilbage. Det er også det vi kender fra beretningen om Scipio hos Livius. Jahvistens beretning er nok underfuld – men der er alligevel meget stor forskel i sammenligning med Præsteskriftet. Miraklerne vokser og vokser efterhånden som tiden går!

Vi kan se det samme træk i skabelsesberetningen. 1 Mosebog kapitel er en mirakuløs helt ubegribelig skabelse af kosmos og verden og universet. Gud skaber blot ved at sige en lyd eller ved et ord. Kapitel stammer fra Præsteskriftet og har dette skrifts teologi.

I kapitel 2 følger en helt anden, helt forskellig og helt uafhængig skabelsesberetning – nemlig fra Jahvisten! Oprindeligt havde de to beretninger intet at gøre med hinanden. I kapitel findes en skabelsesmirakel der ikke er nær så utrolig, fantastisk eller uforståelig. I kapitel 2 skaber Gud det første menneske ved at Gud – som en keramiker – former mandens skikkelse af jordens ler! Gudsopfattelsen er totalt anderledes.

Efterhånden som tiden går stiger miraklerne og troen på miraklerne, kan vi sige. Mange nutidige kristne fundamentalister tager de bibelske beretninger – som Præsteskriftet om sivhavet – som en historisk og bogstavelig sandhed. Sådan skete det faktisk. Disse kristne over ser fuldstændigt at vi i Det gamle Testamente har helt adskilte kildetekster – som det er betænkeligt at blande sammen!

De moderne fundamentalister tror på mirakler. Men sådan som de nu i dag tror på miraklerne er en endnu voldsommere tro end man havde i det gamle Israel. De moderne fundamentalister har nutidens viden og videnskab – det havde de ikke i det gamle Israel. Mirakeltroen er mange gange voldsommere hos de moderne fundamentalister – end den var i det gamle Israel!

[13]

v20 Så brød de op fra Sukkot, og de slog lejr i Etam på grænsen til ørkenen.

[14]

v8 Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud. v9 Egypterne satte efter dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og hans hær, og de indhentede dem, hvor de havde slået lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot ud for Ba'al-Sefon.

v15 Herren sagde til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. v16 Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. v17 Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. v18 Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«

v21 Moses rakte sin hånd ud over havet,

Vandet kløvedes, v22 så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. v23 Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere.

v26 Men Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere.« v27 Moses rakte sin hånd ud over havet,

v28 Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet.

v29 Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem.

[15]

Sejrssangen 2. Mosebog 15:

Enuma Elish – gudernes kamp – den babylonske skabelsesmyte.

Det er forbløffende at alle de semitiske folk i oldtiden havde de samme forestillinger om verdens skabelse. Verden er blevet til ved en kamp – gudernes kamp eller teomachien – hvor den gode gud besejrer og dræber vandet som har oversvømmet alt. Vi finder denne myte i hele det område vi nu kalder Mellemøsten – et kæmpestort område fra det nuværende Tyrkiet til den arabiske sydspids til Mesopotamien og hinsides Mesopotamien. Alle disse folk tænker ens – de har de same skemaer. Måske fordi de på en måde er eet folk – og taler grundlæggende det samme semitiske sprog.

Myten finder vi i flere varianter. I Mesopotamien er Marduk den gode gud som besejrer den onde vand gud – i de vestsemitiske områder – fx i Palæstina og i Syrien – er Baal hovedpersonen. Men Marduk og Baal gør stort set det samme og rækkefølgen af begivenhederne er stort set den samme.

Det gamle Testamente udnytter disse gamle myter om skabelsen og gudekampen. Det kan vi tydeligt se i hele poesien i Det gamle Testamente - hos profeterne – Esajas, Ezekiel og Jeremias – i Salmerne. Vi kan også se det i 2. Mosebog. 2. Mosebog beskriver Exodus historien i mytens lys og skær. Begreber og forestillinger bliver hentet fra myten. Gud eller Jahve er Baal eller Marduk. Når man læser den efterfølgende myte er det ikke svært at finde et hav af ligheder og paralleller i Det gamle Testamente!

I begyndelsen eksisterede kun urhavet som oversvømmede hele verden – Tiamat – og hendes ægtemand Apsu. Apsu er afgrunden. I en vis forstand er Apsu og Tiamat eet legeme – det samme. Apsu og Tiamat befinder sig i et evigt samleje – de er uadskillelige og sammenfiltrerede rent fysisk og seksuelt. De avler mange guder. En af gudesønnerne er Ea som går i krig med Apsu og dræber ham. Ea er den gode gud – faderguden. Ea bygger et hus med materiale fra Apsus døde legeme.

Ea avler derefter sin søn Marduk som er bestemt til at blive gudernes konge. Forholdet mellem Ea og Marduk er forholdet mellem faderen – faderguden – og sønnen – sønnnen som en gud.

Marduk angribes og forfølges af den onde gud – Tiamat. Alle guderne støtter Marduk. De giver ham et kraftfuldt våben – en stav eller et spyd – han skal dræbe og besejre Tiamat. Marduk går i krig med Tiamat. Han er udstyret med bue og pil, med et lyn, med en torden, med et scepter – en stav – og med stormen og orkanen som et våben.

Marduk går nu til angreb på Tiamat med alle guderne som hans hær. Marduk fanger Tiamat og kæmper alene med hende – den onde gudinde. Marduk fanger Tiamat i et net. Tiamat åbner sit frygtelige gab – dødens gab – hun vil sluge hele verden. Marduk dræber hende ved at skyde en pil ned i hendes hals.

Marduk skærer hende i stykker som man skærer en fisk i styker. Marduk skaber landjorden – det tørre land – ved at skærer hende midt over. Hendes nedre krop lægger han oven over Afgrunden – Afgrunden som er hendes døde mands legeme. Hendes nedre krop bliver til den landjord – jordskiven som vi lever på og som hviler på de vældige vande neden under. Neden under den døde Tiamat ligger altså hendes mand og elsker – Apsu eller Afgrunden eller Dybet.

Marduk skaber de forskellige søer, floder, have og vande i verden ved hjælp af hendes øvre legeme. Eufrat og Tigris bliver skabt af hendes øjne og alle bjergfloderne og bækkene bliver skabt af hendes bryster.

Marduk grundlægger og bygger med egne hænder byen Babylon og alle dens templer. Templerne er ikke bygget af mennesker. De er bygget af Marduk og alle guderne ved skabelsen – i den mytiske urtid.

Menneskeheden bliver skabt. Indtil nu har der aldrig eksisteret mennesker.

Marduk sætter sin pil og bue på himlen som et stjernebillede – som et tegn. Det kan vi stadig se når vi ser op på stjernehimlen.

Til sidst afholdes den store fest eller bryllupsfesten eller fællesmåltidet - sejrsfesten. Alle guderne synger en sang til hans ære og om hans store sejr over den onde gud.

Vi bor nu i haven rundt om Guds hus – vi bor nu i Guds rige.

Sangen i 2 Mosebog er blevet kaldt for eskatologisk eller apokalyptisk. Det er i al fald tydeligt at Sangen taler et mytisk sprog og at den anvender meget brede og symbolske begreber. Der er foregået en mængde forskning om hvad det er for et mål som Israel er på vej henimod – Guds bjerg eller tempel eller hus eller trone eller telt eller jord eller rige. Alledisse begreber bruges af Sangen til at beskrive målet for Israels vandring. Hvad mener Sangen? Er Israel på vej hen til Sinajs bjerg eller Kanaan eller Zions bjerg i Jerusalem? Hele denne forskning tager efter de flestes mening fejl. Udtrykkene er meget mere symbolske. Israel er i Sangen på vej til Guds rige eller Guds kongerige. Israel bor nu i Guds rige, på Guds bjerg, i haven omkring Guds hus eller i Paradiset. Sådan bliver Sangen også fortolket mange steder i Det gamle Testamente. Alle disse bjerge er det samme bjerg! Alle stederer det samme sted. Meningen erat Israel bliver ført af Gud ind i hans have – i Edens have – tilbage til Paradiset. Det er hovedtemaet i Sangen. Denne kæde starter ved sejren over det onde – sejren ved Sivhavet – og ender med at Israel bliver plantet som et træ i Guds jord på Guds bjerg. Når Israel synger Sangen er dette selvfølgelig fremtid – de er jo endnu ikke nået frem – men for læserne af Sangen er det nutid. Vi bor nu i Paradisets have – i Guds rige! Det land som flyder med mælk og honning.

Vi finder denne tolkning utallige steder. Israel er ikke på vej til Sinaj bjerget – det er på vej til Guds rige eller det himmelske Jerusalem. Paulus henviser til denne tanke i Galaterbrevet:

v21 Sig mig, I, der vil være under loven: Hører I ikke, hvad loven siger? v22 Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde. v23 Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte. v24 Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar – v25 »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn. v26 Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder.

(Galaterbrevet 4.21)

På en lignende måde skildres Israels rejse i Johannes Åbenbaring og i Hebræerbrevet:

v22 Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling v23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene.

(Hebræerbrevet 12.22)

Præcist den samme tolkning finder vi i utallige jødiske skrifter fra senjødedommen og Jesu tid som fx her i Tobits Bo:.

       v9  Jerusalem, du hellige by,
      dig vil han straffe for dine sønners gerninger,
      men over de retfærdige vil han atter forbarme sig.
       v10  Tak Herren på rette vis,
      pris evighedernes konge,
      så vil dit telt under jubel blive genopført.
      Måtte han bringe glæde til alle dine fanger
      og vise kærlighed mod alle dine elendige
      i alle kommende slægter.
       v11  Et strålende lys skal skinne til alle jordens ender.
      Talrige folkeslag skal komme til dig langvejsfra,
      og beboerne fra de fjerneste steder på jorden
      skal komme til dit hellige navn
      med gaver i hænderne til himlens konge.
      Slægt efter slægt skal juble over dig,
      og den udvalgte bys navn skal bestå i kommende slægter.

       v13  Kom da og glæd dig over de retfærdige,
      for de skal alle blive samlet
      og prise evighedens Herre.
       v14  Lykkelige de, der elsker dig,
      lykkelige de, der glæder sig over din velfærd,
      lykkelige alle, der sørger over dig, over alle dine trængsler,
      for de skal komme til at glæde sig over dig
      og se al din glæde til evig tid.

       v15  Min sjæl, pris Herren, den store konge,
       v16  for Jerusalem skal genopbygges,
      hans hus skal tilhøre byen i al evighed.
      Lykkelig jeg, hvis mine efterkommere får din herlighed at se
      og kan takke himlens konge.
      Jerusalems porte skal bygges med safir og smaragd,
      med ædelsten alle dine mure.
      Jerusalems tårne skal bygges med guld,
      med rent guld deres bastioner.
       v17  Jerusalems gader skal dækkes med malakit og sten fra Ofir.
       v18  Jerusalems porte skal genlyde af glædessange,
      fra alle byens huse lyder: »Halleluja! Lovet være Israels Gud!«
      Og de velsignede skal prise det hellige navn i al evighed.

(Tonits Bog 13.9)

Vi bor nu i haven som er rundt om Guds hus. Vi er blevet transplanteret og plantet. Gud har gjort det. Gud gør alt. Vi skal lade Gud være i fred. Hans vilje er at vi skal leve i haven for evigt. Vi er ikke blevet podet eller plantet på grund af vores religion eller tro. Vi er blevet plantet som stolte cedertræer – fordi det var Guds vilje og hans frelsesplan. Gud gør hvad han vil og er som han er, som det hedder i 2. Mosebog.

Vores ord Paradiset kommer af det græske ord Paradeisos og dette græske ord er en oversættelse af det hebraiske Pardes – en have. Det hebraiske ord kommer af et persisk ord Pairidaeza som betyder et område der er lukket inde bag mure – som for eksempel en have. Gud har bygget sig et hus eller et palads eller et kongeslot. Uden om slottet er der en have – og der bor vi nu.

Haven er det ideale miljø i hele oldtiden især i Mellemøsten. Haven er vand, kilder, frugtbarhed, kølighed. Haven er den ideale form som blander kultur og natur. Vi kender også haven fra de utallige arabiske muslimske haver. Haven er fred, lykke, velstand, overflod, frugtbarhed. Enhver have er et Paradis. Kongerne byggede og anlagde haver. Ved templerne var der haver – planter, træer, vegetation – liv. Vi er i følge Sangen alle sammen på vej til haven – ja vi er allerede ankommet til haven!

Det gamle Israel har sine rødder ude i Midbar-en – det ord som oversættes lidt fejlagtigt med ørken. Midbaren er den natur som lige netop har så megen vegetation at fårene kan overleve. Midbaren er ofte ramt af tørkeperioder men ordet Midbar betyder ikke egentligt ørken. Det betyder hyrdens græsning eller området hvor dyrene græsser. Egypten var en sand have på jorden. Lot sammenligner Egypten med Paradiset! Egypten var faktisk oprindeligt det land som flyder med mælk og honning! Men Guds have er endnu mere frugtbar og vidunderlige. Den er en oase i ørkenlandet. Den er vores mål. Haven er det mest ideale man kunne forestille sig i det gamle Israel.

Paradiset ligger over alt – alle steder – i alle små øjeblikke i livet. Vi lever i Paradiset. Vi giver kærligheden til hinanden – vi giver Paradiset til hinanden. Vi er en frugtbar og kølig og forfriskende have – en og en og alle fælles i eet legeme. Livet er fuldt af tegn og undere. Hvis vi ser efter – lige som Moses ved busken – kan vi se Paradiset lige for vores fødder og i hans og hendes blå øjne.

Vi skal ikke sidde og drømme eller fantasere eller længes efter Paradiset. Paradiset er allerede ankommet. Det er lige her hvor vi står og sidder og ligger. Vi lever i Paradiset – allerede nu – som en fisk i vandet. Paradiset er ikke fremtid – det er i høj grad nutid.

Vi er lige som planter eller urter eller vækster eller træer. Vi vokser i den rigtige jord – Guds egen jord – og derfor er vi de retfærdige. De retfærdige er dem som bor på hans bjerg. Gud er en kriger og en fører og en læge og en gartner og en skovmand i 2. Mosebog!

v13  Den retfærdige skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
v14  de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.
v15  Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne,
v16  så de kan forkynde, at Herren er retskaffen;
han er min klippe, der er ingen uret hos ham.

(Salme 92.13)

v1 Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
v2 men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.

v3 Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

(Salme 1.1)

Hele denne tanke – ankomsten til Guds bjerg og bosætningen i Guds kongerige og landområde – spiller en enorm rolle i hele Det gamle Testamente. Det som Sangen især handler om – ankomsten til Guds rige – skildres fx på denne måde af Esajas – Tritoesajes:

       v17  Nu skaber jeg en ny himmel
      og en ny jord;
      det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes,
      og ingen skal tænke på det.
       v18  Men I skal fryde jer og juble til evig tid
      over det, jeg skaber.
      For jeg skaber Jerusalem om til jubel,
      dens folk om til fryd;
       v19  jeg vil juble over Jerusalem
      og fryde mig over mit folk.
      Der høres ikke mere gråd
      eller skrig.
       v20  Der er ikke længere børn,
      der dør som spæde,
      eller gamle, der ikke lever
      deres tid til ende.
      Ung er den, der dør som hundredårig,
      og den, der ikke når de hundrede, er forbandet.
       v21  De skal bygge huse og bo i dem
      og plante vingårde og nyde deres frugt.
       v22  Andre skal ikke bo i det, de bygger,
      eller spise, hvad de har plantet.
      Mit folk skal nå træets alder,
      mine udvalgte skal nyde frugten af deres hænders værk.
       v23  De slider ikke forgæves,
      de føder ikke børn til den bratte død;
      for de er Herrens velsignede afkom,
      og de har deres efterkommere hos sig.
       v24  Før de kalder, svarer jeg,
      endnu mens de taler, hører jeg.
       v25  Ulven og lammet græsser sammen,
      løven æder strå som oksen;
      men slangens føde er støv.
      Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse
      på hele mit hellige bjerg, siger Herren.

(Esajas 63.17)

Gud skaber en ny jord og en ny himmel. Det gentages utallige steder i Salmerne. Det er det ccentrale budskab og evangelium i Det nye Testamente. Se det gamle er forbi! Noget nyt er blevet til! Som Paulus siger.

Jahve skyder, kaster og slynger.

Jahve er en kriger, en krigsmand, en kæmper. Det israelitiske urvåben som vi også kender fra David er kasteslyngen. Meningen med det følgende er sandsynligvis at Jahve bruger egypterne som kasteskyts – han bruger Farao og hans vogne og heste og hær som en sten som han med en kasteslynge eller stenslynge kyler ned i søen. Han dræber søen ved at kyle sten og kasteskyts lige imod søen eller havet. Søen eller Jam eller det onde vand er fjenden – samtidig med at Egypten er fjenden. Egypten er også lig med de vældige vande – det onde, ondskaben, lidelsen.

Det hebraiske udtryk rmj betyder at han kaster eller skyder eller slynger. Gud skyder egypterne ned i søen – han bruger også egypterne som pile på hans bue. Jahve er mange steder i Det gamle Testamente en bueskytte. Han skyder brændende pile afsted – han skyder lyn pile afsted med sin bue.

Egypterne er på en gang både kastesten og pile. Et andet sted – vers 5 og 16 - bliver egypterne netop sammenlignet med sten. Jahve bruger dem som kasteskyts. I beretningen om plagerne i Egypten anvender Gud sten eller kugler som består af hagl og sten og ild som kastevåben eller med sin bue som pile. (2 Mosebog 9.22).

Jahve angriber vandet –de vældige vande – og tørlægger det ved at han dræber det onde vand – slangen – Jam. Vi ved også andre steder fra at Gud dræber det onde vand ved at han tørlægger det. Når Jahve rammer Jam eller havet eller slangen eller Livjatan med sine pile eller slyngesten bliver det tørlagt – det bliver besejret. I Johannes Åbenbaring er Jam eller det onde vand eller Satan netop en flod som vil oversvømme alt – men den gode gud sejrer ved at vandet bliver tørlagt.

      v14  Herren tordnede fra himlen,
      den Højeste løftede sin røst.
       v15  Han sendte pile ud og spredte fjenderne,
      han forfærdede dem med lyn.
       v16  Havets bund kom til syne,
      og jordens grundvolde blottedes
      ved Herrens trussel,
      ved hans fnysende vrede.

(2 Samuelsbog 22.14)

Gud er en kæmpe lige som kæmpen i Gullivers rejse der er 100 gange højere end menneskene. Gud bruger disse små væsner – egypterne – som kasteskyts. Gud kæmper ved sivhavet som om han rent fysisk er en kæmpe der er 100 gange højere end mennesker. De når ham ikke til anklerne. Vi kan stole på Gud for han er den største af guderne. Han kæmper imod de vældige vande – sådan er det hebraiske udtryk oversat til dansk. Bogstaveligt står der de mange vande. Betegnelserne de vældige vande eller mange vande er muligvis en gudsbetegnelse for Guds modstander. Gud – den gode gud – kæmper imod den onde gud – slangen eller de mange vande. En anden betegnelse for den onde gud er de stærke vande. Disse udtryk findes i rigt mål i Salmerne som indeholder mange mytiske træk. Salmerne og sejrssangen i 2. Mosebog er inspirerede af den kanaanæiske poesi – også i ord, udtryk og sprog.

I Josvabogen bliver der ligeledes fortalt hvordan Jahve angriber som en kriger med kasteskyts og sin slynge. Jahve er en stor helt lige som Davids tre superhelte og hans tredive helte. Jahve dræber ene mand mange flere end nogen kæmpehær kan dræbe:

v8 Herren sagde til Josva: »Vær ikke bange for dem, for jeg giver dem i din hånd. Ingen af dem kan holde stand mod dig.« v9 Josva overrumplede dem, efter at han var rykket frem hele natten nede fra Gilgal. v10 Herren skabte forvirring blandt dem foran israelitterne, som tilføjede dem et stort nederlag ved Gibeon. Israelitterne forfulgte dem ad vejen gennem Bet-Horon-passet helt til Azeka og Makkeda og huggede dem ned.

v11 Og da de under flugten for israelitterne var kommet til skrænten ved Bet-Horon, kastede Herren store sten ned over dem fra himlen hele vejen til Azeka, så de døde. De, der blev dræbt af haglstenene, var flere end dem, israelitterne dræbte med sværd.

(Josvabogen 10.8)

[Sangen:]

v1  Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:
      Jeg vil synge for Herren,
      for han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede [slyngede, kylede] han i havet [imod havet].

       v2  Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.
       v3  Herren er kriger,
      Jahve er hans navn.

Jahves vrede.

       v5  det store dyb [Tehom, Tiamat - Afgrunden] lukkede sig over dem,
      de sank i havets dyb som sten.
       v6  Herre, din højre hånd er mægtig i styrke,
      Herre, din højre hånd knuser [ryster] fjenden;
       v7  i din vældige storhed slår du
      dine modstandere ned,
      du slipper din harme løs, den fortærer [brænder] dem som strå.

(2 Mosebog 15.5)

Sangen beskriver Jahves voldsomme vrede – lige som Salmerne lige som mange tekster i Det gamle Testamente.

I følge det gamle Israels verdensopfattelse hviler jordoverfladen – en diskus – på Afgrunden eller Tehom. Tehom er resterne af den kosmiske uhyre – den onde gud – som Gud har besejret ved skabelsen. Tehom består af et kosmisk hav eller et uendeligt vand. Tehom er det samme ord som det babylonske Tiamat som er den onde gud – vandet – som oprindeligt oversvømmede alt. Meningen med teksten er altså ategypterne bliver kylet eller kastet eller sænket ned i Afgrunden – som er de dødes rige. De dødes rige er der hvor den døde gud - Tehom eller Tiamat – hersker. I hans – eller hendes – rige er der kun mørke.

Jahves højre hånd eller højre arm spiller en enorm rolle i 2. Mosebog og i Sangen. Ud fra vers kan man tro at Jahve slås med de bare næver med den kosmiske modstanden – det onde. Men meningen er nok at Jahve bruger et våben. Jahves arm betyder ofte i 2. Mosebog hans sværd eller spyd eller stav. Normalt er Jahve ikke en slagsbroder – han er en kriger. Men meningen kan godt være at Jahve kæmper med de bare næver – i en korporlig brydekamp og boksekamp. Jahve er en samuraj. Jahve kæmper korporligt med Jakob i en brydekamp.

Vers 6 betyder muligvis at Jahve bruger sin løftede arm – og han får hele jorden til at ryste og egypterne til at ryste. Jahve er et slags jordskælv og det jordskælv bliver egypternes endeligt. Jorden åbner sig og de styrter ned i Afgrunden – dødsriget. Jahves magt viser sig ofte ved jordskælv. Når han kommer skælver bjergene – i Salmerne. Meningen er også muligvis at Jahve ryster egypterne så meget at de falder af og falder ned. Mange udtryk tyder på at egypterne blivver rystet af – lige som dyr eller insekter eller lopper bliver rystet af. De falder af – lige som de fortælles tidligere om græshopperne. Jahves Ruah – hans ånd og hans ånde – er en voldsom orkan som blæser alting væk fra jordoverfladen. Egypterne bliver blæst bort – lige som græshopperne som Gud blæser over i havet – sivhavet – med sin Ruah – sin helligånd. Jahves Ruah er i Det gamle Testamente et aggressivt våben!

Jahves vrede sammenlignes med en omfattende ildebrand – en hærgende skovbrand – i hele Det gamle Testamente. Når Jahve bliver vred bliver han helt rasende. Han brænder alt op. Ud af hans næser – dvs næsebor – kommer der en voldsom ild – en slags flammekaster. Alt for an ham brænder op på et øjeblik. Jahve går amok. Han går bersærk. Han mister – efter vore begreber – kontrollen over sig selv. Han bliver besat af en ånd!

Vi bor nu i Qodesh – i himlen.

Sangen anvender en lang række metaforer og billeder for at udtrykke hvor vi nu lever – hvor vi nu er blevet flyttet hen. Tanken er at vi i gamle dage boede ude i den onde verden – men nu er vi blevet flyttet – eller vi er draget et andet sted hen. Vi har nået vores mål – hen til det sted som vi drømte om. Vi lever nu i Paradiset.

Vi er nu kommet tilat bo i Qodesh. Ordet Qodesh finder vi allerede i beretningen om Moses og busken. Moses står på Qodesh og derfor skal han tage skoene af! Han står på et helligt sted. Han er i helligdommen. Qodesh betyder også himlen eller himmeriget – som i det nye Testamente. Vi bor nu i himlen og i himmeriget – en tanke vi også kan finde hos Paulus.

Vi har slået vore telte op på Guds bjerg eller i hans land. Vi bor på hans ejendom eller vi bor nu i hans by. Vi bor på hans sted. Vi er planter som voksede et andet sted – i lidelsens land – men Gud har nu rykket os op med rode og plantet os i hans frugtbare og hellige jord. Gud har flyttet os fra et sted til et andet sted. Gud har en base eller en station eller et græsningsområde. Gud er en fårehyrde som har et sted hvor han holder fåreflokken. Vi er fåreflokken som græsser i hans område. Vi bor i hans hus – det hus han har bygget på toppen af bjerget. Vi sidder på stole sammen med Gud. Gud sidder på sin stol eller trone inden i huset og vi sidder på vore troner eller stole sammen med ham!

Gud har flyttet os ind i sit hus og ind i sin familie. Vi er nu dele af hans hus – dvs af hans familie. Vi er hans trælle og trælpiger, kvinder og børn. Vi er en del af hans slægt. Gud har adopteret os og nu bor vi i hans rige som hans sønner. Guds slægt og familie bor i hans hus og på hans ejendom.

Begrav dem levende! Bury them!

I vers 4 hedder det at egypterne bliver kylet og kastet som kasteskyts og at de drukner – i følge den danske oversættelse. Denne oversættelse er langt fra sikker. Det hebraiske udtryk tb betyder normalt ikke at blive nedsænket i vand eller at drukne.

Måske er hovedbetydningen at egypterne bliver trykket ned – de bliver trykket ned i jorden. Ordet tb bruges om en mønt som er blevet trykt – der er blevet trykt noget ned i metallet. På hebraisk betyder tb normalt at blive trykket ned i et fast stof eller materiale.

Måske er meningen at egypterne bliver begravet levende i jorden, i jordoverfladen eller i den bund som er blevet åbenbaret efter at Jahve har tørlagt søen eller havet? Dette svarer til det senere udtryk i Sangen hvor egypterne bliver opslugt af døden – af jorden eller af dødsriget neden under jorden.

Egypterne bliver slynget ned i jorden - lige som en telt pløk der bliver hamret ned i jorden. I Dommerbogen hamrer heltinden Jael en teltpløk igennem hovedet på den fjendtlige krigsanfører Sisera!

Udtrykket Dybet eller Afgrunden eller Dybderne – ordet er flertal - eller på hebraisk Tehom eller Tehomot er et mytisk begreb som vi ofte finder i Salmerne. Selve ordet svarer til den onde gud – urvandet – Tiamat som vi kender fra Babylon. Dybet er altså et kosmisk begreb – ikke lig med den konkrete jord eller sø. Dybet betegnes ofte som Majjim Rabbim – de vældige vande (i oversættelsen til dansk) eller ordret: de mange vande. Et andet udtryk er de stærke vande. Ordet vand udtrykkes således altid i flertal når det skal betegne den onde gud – Tiamat.

I vers 4 tales der om Sivhavet men vi kan se i 2. Mosebog at Sivhavet – Jam Sup – ikke er noget konkret hav eller vand. Jam Sup er på mange måder lig med det onde, den onde gud, Tiamat, Livjatan eller slangen. Jam Sup er et mytisk eller kosmisk begreb – ikke en konkret lille sø eller vand i nærheden af den egyptiske grænse! Egypten og Farao er simpelthen identisk med Jam Sup – lige som amalekitterne, edomitterne og kanaanæerne er lig med Jam Sup! Med et meget senere begreb kan vi sige at Jam Sup – Sivhavet – er det samme som den onde fyrste eller Satan eller Shamma-el i de jødiske legender siden hen. At stå ved bredden af Jam Sup er at stå på grænsen til døden – til de dødes rige. Israel er i den værste livsfare. De er helt fortabt. De har benene nede i de dødes rige. Frelsen er en underfuld frelse – i sidste øjeblik.

I 1. Mosebog finder vi Tiamat eller Afgrunden på denne måde – Gud er oven over dvs han har besejret Tiamat eller Tehomot eller de vældige vande. Oprindeligt var hele verden oversvømmet af den onde gud – urvandet eller de vældige vande og jorden var endnu ikke kommet til syne. I begyndelsen var alt mørke, ondskab, frygt og lidelse. Skabelsen starter ved at Gud dræber slangen:

v2 Jorden var dengang tomhed og øde [oversvømmet], der var mørke over urdybet [Tehomot – den onde dræbte gud], og Guds ånd svævede over vandene [Majjim].

(1 Mosebog 1.2)

       v4  Faraos vogne og hær kastede han i havet,
      hans bedste vognkæmpere druknede [ordet tb] i Sivhavet;
       v5  det store dyb [Tehomot – afgrunden - Tiamat] lukkede sig over dem,
      de sank i havets dyb som sten.

       v6  Herre, din højre hånd er mægtig i styrke,
      Herre, din højre hånd knuser fjenden;
       v7  i din vældige storhed slår du
      dine modstandere ned,
      du slipper din harme [ild, ildebrand] løs, den fortærer dem som strå [egypterne bliver brændt].

Jahve dræber vandet. Jahve skaber jorden.

Sangen er efter manges mening en slags skabelsesberetning. Fjenden er vandet. Vi kan populært spørge: - Hvordan dræber man vand?

Sangen bruger – lige som andre steder i Det gamle Testamente – et billede på drabet: Gud stivner eller størkner vandet. Han gør det til is. Jahve rammer vandet med sin vrede og det bliver stift! Eller som det andet billede siger: Jahve angriber vandet og skubber det væk. Han fejer det bort med sin vind – med sin orkan – der kommer ud af hans næsebor.

I 1. Mosebog 1 fortælles om tilblivelsen af verden og på visse områder ligner denne skabelse også skabelsen ved sivhavet og i de gamle skabelsesmyter. Men hvor kommer jorden – det tørre land – fra? I følge Præsteskriftet i 1. Mosebog 1 har Gud meget overraskende jo ikke skabt det tørre land – landjorden hvor dyr, planter og mennesker kan leve!

v9 Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. v10 Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.

(1 Mosebog 1.9)

Meningen er muligvis at Gud størkner vandet til jord eller landjord. Gud skubber vandet væk – sætter en grænse for det som det siges i Salmerne. Men Gud frembringer også jorden af vandet som materiale. Gud får vandet til at koagulere.

Guds vrede er ild men denne ild kan også få vandet til at blive til is eller til en fast substans. Vi har et berømt eksempel fra Jobs bog som minder om denne tanke:

       v8  Dine hænder dannede og skabte mig,
      og nu skifter du sind og tilintetgør mig!
       v9  Husk, at du formede mig som ler,
      og nu gør du mig til jord igen.
       v10  Du hældte mig op som mælk
      og lod mig stivne til ost.
(Jobs Bog 10.8)

Det hebraiske ord er det samme. Job skildrer en skabelse. Gud skaber lige som man forvandler mælk til ost! På samme måde siger Sangen har Gud frembragte det tørre land ved at få vandet til at stivne. Vandet stivner så at sige i frygt og rædsel. De bliver lammet af frygt. De bliver lamslået.

Sangen ligner myten fra Babylon hvor guden Marduk dræber gudinden Tiamat – vandet – og af hende skaber hele verden – landjorden og alle vande, floder og strømme i verden. Floderne der løber ned ad bjergene er hendes bryster. Marduk har fået dem til at blive fast stof – til at stivne.

Vi har bevaret en egyptisk skabelseshistorie hvor bjergene opstår i urtiden ved at urhavet som dækkede alt koagulerer. I Indien i en af Upanishaderne findes den samme myte. Sangens forestilling ligner nok disse myter. Verden bliver skabt ved sivhavet. Fjenden er i virkeligheden ikke snævert egypterne – fjenden er det kosmisk onde – dødsriget eller den onde gud som har oversvømmet hele verden.

Måske forestiller Det gamle Testamente sig på samme måde at himmelhvælvingen – firmamentet – er stivnet vand eller is eller glas. Det gamle Israel mente at himlen var fuld af vandet – af urvandet som Gud havde skubbet og kontrolleret og begrænset til visse områder – under jorden og over himlen.

v9 Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, v10 og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv. v11 Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.

(2 Mosebog 24.9)

I Johannes Åbenbaring i Det nye Testamente er der også en direkte henvisning til Moses sang der minder om denne forestilling om vand der er blevet til is, glas eller ædelstene:

v1  Jeg så et andet stort, forunderligt tegn på himlen: Syv engle med de sidste syv plager, for med dem er Guds vrede fuldbyrdet. v2  Og jeg så noget som et glashav, blandet med ild, og jeg så dem, der havde sejret over dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glashavet med Guds harper. v3  Og de synger Guds tjener Moses' sang og Lammets sang:
      Store og underfulde er dine gerninger,
      du Herre, Gud, Almægtige,
      retfærdige og sande er dine veje,
      du folkenes konge.
       v4  Hvem må ikke frygte dig, Herre,
      og ære dit navn?
      For du alene er hellig,
      alle folkeslag skal komme og tilbede dig,
      for dine retfærdige domme er blevet åbenbare.

(Johannes Åbenbaring 15.1)

       v8  For din fnysende vrede tårnede vandet sig op,
      strømmene stod som en vold [bakke, høj],
      vandmasserne stivnede midt i havet.

Alle steder er det same sted. Alle tider er den samme tid.

Begivenhederne omkring Exodus er ikke normale begivenheder som vi forstår det. Det er tydeligt når vi lever os ind i det gamle Israels tankegang. Sivhavet skete ikke engang so en konkret historisk eller militær eller politisk begivenhed. Alle begivenhederne udfolder sig i en urtid. Alt det som fortælles om Israel indtil de overskrider grænsen – Jordan – og vandrer ind i det forjættede land er symbolske evige begivenheder – mytiske begivenheder. De finder sted i urtiden – dvs uden for vores normale tid. I en vis forstand er de slet ikke historiske – de er ikke en del af historien.

Menneskene lver i en mytisk urtid. De blev meget ældre end os. Moses bliver 120 år gammel og Jakob og Abraham meget ældre. Vi kan se at menneskene først får en normal alder ved overgangen over Jodan. Der starter det som vi normalt kalder historien.

I kulten, i gudstjeneste ved helligdommen spillede man drama og teater. Begivenhederne ved Sivhavet og i Egypten blev opført som drama – sikkert i forbindelse med højtider som Massot – påsken – og Sukkot – løvhyttefesten. I kulten sker alle begivenheder samtidigt. De sker lige nu. Der er kun lige nu. Alle tider er een og den samme tid.

Sivhavet er ikke begivenheder som skete engang. Det er begivenheder som sker lige nu. Alle steder er det samme sted. I Det gamle Testamente kan vi se at Bjerget, Sinajs bjerg eller Horebs bjerg er det samme som Betel eller Gilgal eller Zion i Jerusalem – eller Safon som er kanaanæernes hellig bjerg. Det hellige bjerg findes alle steder. Det findes lige her. Sinaj bjerget beskrives i Sangen som Guds land eller rige eller lejr – men Guds rige og hans land findes alle steder. Vi bor i Guds rige. Guds rige er over alt.

Det gamle Testamente laver en mængde af disse identifikationer. Zion klippen i Jerusalem er lig med Safon eller lig med Sinaj. Guds hus som han med egne hænder bygger på toppen af Sinajs bjerg – det ligger lige her – i Betel – som virkeligt betyder Gud Hus! – i Gilgal eller i templet i Jerusalem. Guds hus i Jerusalem er lig med hans himmelske bolig – det himmelske Jerusalem. Det jordiske er lig med det himmelske og det himmelske er lig med det jordiske. Begreberne i Det gamle Testamente er symbolske, bevidst flertydige, dunkle, ambivalente.

Sangen i 2 Mosebog er en salme og den er givet blevet brugt i kulten. Den er også en slags liturgi. Sangen handler om Gud som om han er et menneske – og om israelitterne som om de er guder. Moses fremstilles som en gud i store dele af 2 Mosebog. Hele beretningen er mytisk. Den beskriver ikke jordiske eller historiske begivenheder – men evige realiteter og evige begivenheder. Sivhavet udspiller sig hvert år i templet. Sivhavet er en realitet her og nu. Den skal formidle budskabet om Guds underfulde frelse. Hvis vi læser den som en ren historisk beretning får vi ikke fat i pointen. Exodus er ikke historie – Exodus er frelseshistorie – mytisk historie. Den mytiske tid er sådan set ikke en tid som var engang – den er den tid som er lige nu. Den er det evige liv som findes lige nu – Paradiset – som er lige her og nu – skjult!

Dyrkelsen af krigen, volden og mandigheden.

Sangen skildrer egypterne og deres vilde råhed. De er som glubske ulve - de er sande rovdyr. De gaber op lige som dødens gab. De vil sluge israelitterne levende. De er overmodige, stolte, rå og vilde.

Der er i hele 2. Mosebog en sand forgudelse af krigen og volden – noget der ofte falder moderne mennesker for brystet. Men denne dyrkelse af mandigheden, råstyrken og krigen er typisk for hele tiden. Vi kender den fra alle de store kulturer – alle praler de af deres vilkårlighed, brutalitet og råhed. Magten og overlegenheden viser man ved at handle vilkårligt – det er det som alle storkongerne gør. Storkongen frygter intet. Han er frygtløs. Han rammer alle fjender med sit frygtelige sværd. Han hugger sine modstandere ned – retfærdigt eller uretfærdigt. Hele Davids historien i Samuelsbøgerne er præget af denne dyrkelse af brutaliteten, hensynsløsheden og volden. Vi undrer os – men oldtiden tænker efter et andet skema end vi gør. Der er en mentalitetsmæssig afgrund imellem os og oldtiden.

Nedenstående udtryk bliver brugt om egypterne – men i virkeligheden er de en projektion. Det er Israels egen vildskab og faren frem som projiceres over på egypterne! Hele 2. Mosebog er fuld af disse projektioner. Et andet tydeligt eksempel er den religiøse intolerance. Intolerancen – som jo stammer fra Israel – projiceres i Mosebogen over på egypterne og de gøres intolerante og til fremmedhadere. Det er i strid med det som vi faktisk ved fra den egyptiske historie. Egypterne var meget åbne over for de fremmede guder. De indførte mange slags gudstjeneste og kult som stammede fra Asien. De var tolerante – lige som romerne var tolerante i religiøs henseende. Men i 2. Mosebog projiceres den israelittiske intolerance over på egypterne.

Sangen anvender en tre delt formulering som vi kender fra utallige eksempler i oldtiden. Vi kender den også fra Caesar: - Veni, vidi, vici! Jeg kom, så og sejrede! Fra assyrerne har vi for eksempel: - Jeg brændte dem ned, rev dem ned og tilintetgjorde dem!

Ordene er pralende eller brovtende. Den mægtige herre praler og brovter med sin grusomhed og overlegenhed. Sådanne ord kan også lægges i munden på Jahve nogle steder i Det gamle Testamente. Israelitterne elskede disse stormænd som frækt viste deres magt, voldsomhed og overlegenhed.

Vi kender også et berømt eksempel fra 1. Mosebog hvor Lemek praler og brovter på en helt ubehagelig måde:

v23  Lemek sagde til sine koner:
      »Ada og Silla, hør på mig,
      Lemeks koner, lyt til mit ord.
      Jeg dræber en mand for en flænge,
      et barn for en skramme.
       v24  Hævnes Kain syv gange,
      skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange.«

(1 Mosebog 4.23)

Vi kender det også fra lovprisningen af Benjamin i slutningen af 1. Mosebog – et afsnit hvor alle de tolv brødre – Jakobs sønner – får en pris og en omtale:

       v27  Benjamin er en rovgrisk ulv.
      Om morgenen æder han rovet,
      om aftenen deler han byttet.

(1 Mosebog 49.27)

v12 vi sluger dem, som dødsriget sluger de levende,
de retsindige bliver som de, der er gået i graven.
v13 Vi finder alt deres kostbare gods,
vi fylder vores huse med rov;

(Ordsprogene 1.12)

       v42  Jeg beruser mine pile i blod,
      mit sværd skal fortære kød,
      blodet af faldne og fanger,
      hovederne af fjendens høvdinge.

(5 Mosebog 32.42)

I dette vers beskriver Sangen ikke specielt de onde egyptere eller egypterne overhovedet! Sangen beskriver meget mere et helte ideal og kriger ideal i Israel!

[Sangen:]

       v9  Fjenden sagde:
      Jeg forfølger og indhenter dem,
      jeg fordeler byttet
      og stiller min hunger på dem;
      jeg trækker mit sværd,
      min hånd tilintetgør dem.

       v10  Du pustede med din ånde,
      havet lukkede sig over dem,
      de sank som bly
      i de mægtige vande.

       v11  Hvem er som du
      blandt guder, Herre?
      Hvem er så mægtig og hellig,
      frygtindgydende og glorværdig,
      hvem gør undere som du?

Vi vil hærge og plyndre og dræbe alle vore fjender!

Det gamle Israel er præget af en overraskende dyrkelse af vildskaben og volden. Hele oldtiden var præget af en kult af det voldelige og mægtige. Israel ser sig selv i det skema. Israel opfatter sig så at sige i lyset af oldtidens storkonger – helt ahistorisk for Israel eller Palæstina var et fattigt og sårbart land som hele tiden var offer for mægtige naboer som assyrerne og Babylon! Men Israel ville gerne ligne de store mægtige naboer. På samme måde var der i det gamle Israel en gammel beduin tradition – dyrkelsen af de frie krigeriske beduiner – blodhævnen – plyndringerne. Vi ved fra oldtidens kilder at oldtiden rent faktisk var usædvanligt brutal. De græske historikere fortæller fx om assyrerne som korsfæstede deres besejrede fjender på den måde at de hamrede en spids pæl op i deres endetarm såldeles at pælen kom ud af deres mund! Så lod de fjenderne hænge på pælen og dø langsomt!

Dommerbogen indeholder beretninger om Israels store helte i den første tid i Kanaans land. Alle disse beretninger udviser en næsten ufattelig grusomhed – et sandt barbari. Israel så disse beretninger som helteberetninger. Man følte bestemt ikke noget ubehag ved disse beretninger. De blev fortalt for at vise at Israel var et stort folk og kunne måle sig med de andre folk. På samme måde er historien om David usædvanlig blodig og barbarisk i Samuelsbøgerne.

v16 Ehud lavede sig et tveægget sværd, en gomed langt, og spændte det om lænden på højre side under sine klæder. v17 Så bragte han tributten til moabitterkongen Eglon; Eglon var en meget fed mand. v18 Da Ehud havde afleveret tributten, fulgtes han med de folk, der havde båret den; v19 fra Pesilim ved Gilgal vendte han tilbage og lod melde: »Jeg har noget at sige dig under fire øjne, konge.« »Stilhed!« befalede kongen, og alle, der stod omkring ham, gik ud. v20 Da Ehud kom ind til ham, sad han alene i sit kølige værelse ovenpå. Ehud sagde: »Jeg har et ord fra Gud til dig.« Kongen rejste sig fra stolen, v21 og Ehud rakte sin venstre hånd ud og greb sværdet, han havde ved sin højre side, og jog det i maven på ham, v22 så skæftet gik ind sammen med klingen; og fedtet lukkede sig om klingen, for han trak ikke sværdet ud af maven på ham. v23 Så gik Ehud ud i forhallen og lukkede og låste døren til værelset efter sig. v24 Da han var gået, kom kongens folk, og da de så, at døren til værelset var låst, sagde de: »Han er nok ved at forrette sin nødtørft i det kølige kammer.« v25 De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, hentede de nøglen og åbnede, og dér lå deres herre død på gulvet.

(Dommerbogen 3.16)

v17 I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. Der rådede nemlig fred mellem Hasors konge Jabin og kenitten Hebers hus. v18 Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: »Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange!« Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. v19 Han sagde til hende: »Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig.« Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. v20 Han sagde til hende: »Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej.« v21 Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt som han var. Sådan døde han. v22 I det samme kom Barak, som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: »Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger.« Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen.

(Dommerbogen 4.17)

Dommerbogen indeholder også en slags omvendt beskrivelse af Israel og dets gerninger – en slags projektion lige som i Sangen i 2. Mosebog. I det følgende beskrives godt nok Israels fjender i dommertiden – men i virkeligheden beskrives Israel selv og dets plyndringer i Kanaans land. Teksten beskriver i virkeligheden forholdet mellem kanaanæerne og de hærgende israelittiske ørkenstammer:

v1 Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Herren gav dem i midjanitternes hånd, og i syv år v2 havde midjanitterne magten over Israel. Af frygt for dem indrettede israelitterne tilflugtssteder i bjergene, huler og klippeborge. v3 Hver gang israelitterne havde sået, kom midjanitterne og amalekitterne og Østens folk og gik til angreb på dem. v4 De slog lejr på deres jord og ødelagde landets afgrøde helt til Gaza. De lod intet være tilbage at leve af i Israel, heller ikke får, okser eller æsler. v5 For de kom med deres hjorde og deres telte, så talrige som græshopper; hverken de eller deres kameler kunne tælles. De trængte ind i landet og hærgede det. v6 Israel blev helt forarmet på grund af midjanitterne, og de råbte til Herren.

(Dommerbogen 6.1)

Det er en gammel tradition i Det gamle Testamente at Israel kom til Egypten som et frit folk og at det plyndrede og hærgede Egypten da det drog ud af Egypten! Israel opfattes som en slags hærgende beduiner – et gammelt ideal i Israel. Dette ideal kan vi også se i Abrahams historien hvor Gud giver alle løfterne til Esau! Esau er den frie mand – beduinen – der rider frit i ørkenlandet og hærger alt og alle!

v20 Derfor vil jeg række hånden ud og ramme egypterne med alle de undere, jeg vil gøre blandt dem, og så vil han lade jer gå. v21 Og jeg vil lade egypterne fatte velvilje for dette folk, så I ikke kommer til at drage tomhændet bort. v22 Hver kvinde skal bede [ordret: kræve] sine nabokoner og de kvinder, hun har boende i huset, om ting af sølv og guld og om klæder. Det skal I give jeres sønner og døtre at bære. På den måde skal I plyndre Egypten.«

(2 Mosebog 3.20)

v35 Israelitterne gjorde, som Moses havde sagt, og bad [ordret: krævede] egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. v36 Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om [krævede]. På den måde plyndrede de Egypten.

(2 Mosebog 12.35)

v1 Herren sagde til Moses: »Endnu en plage vil jeg bringe over Farao og Egypten. Efter den vil han lade jer gå herfra. Og når han lader jer gå, vil han ligefrem jage jer ud herfra! v2 Giv nu folket besked om, at alle, mænd og kvinder, skal bede [kræve] deres naboer om ting af sølv og guld.« v3 Herren havde nemlig ladet egypterne fatte velvilje for folket. Også manden Moses nød stor anseelse i Egypten, både hos Faraos hoffolk og hos folket.

(11.1)

I 1. Mosebog bliver det forudsagt at Israel vil hærge og plyndre Egypten – de skal forlade Egypten som en triumferende hær! Den egyptiske historie i 2. Mosebog er en slags hævn historie over egypterne. Israel fryder sig over at den mægtige nabo får sin straf og bliver ydmyget og narret!

v14 Men så vil jeg [Jahve] dømme det folk [Egypten], de er trælle for, og derefter skal de drage ud med store rigdomme.

(1 Mosebog 15.14)

Er sivhavet en dommedag eller en prøvelse?

v1  I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: v2  »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« v3  Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
      Der er en, der råber i ørkenen:
      Ban Herrens vej,
      gør hans stier jævne!
v4  Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. v5  Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, v6  og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

(Mattæusevangeliet 3.1)

I følge een opfattelse af begivenhederne ved sivhavet sker der det at israelitterne vandrer igennem havet – og overlever! Derefter sker der det at egypterne vandrer igennem havet – og drukner! Ikke alle kilder har denne opfattelse af sivhavet men Præsteskriftet har denne opfattelse så vidt vi kan se.

Moderne forskere har peget på en juridisk procces i oldtiden. Vi ved at i Mesopotamien og andre lande foregik der en juridisk proces der skulle afgøre om mennesker var skyldige eller uskyldige i den forbrydelse som de var anklaget for. Man kastede simpelt hen de anklagede i vandet! De som overlevede – var uskyldige. De som druknede var skyldige! Vi kender også denne skik fra den europæiske historie og hekseprocesserne – i al fald i følge legenderne er visse hekse blevet smidt i vandet på den måde!

Nogle forskere mener at det er det som er meningen med teksten i 2. Mosebog. Mange steder i Det gamle Testamente bliver begivenhederne ved sivhavet også fortolket som en sådan prøvelse – en farlig test. Israel har godt nok aldrig haft en sådan juridisk procedure – men man har opfattet sivhavet som en sådan afgørelse – en slags dommedag. Det samme billede findes også mange steder i Det nye Testamente. Det at blive døbt er at blive neddykket i vandet – det er lige som at dø. Det gamle syndige menneske dør og drukner i vandet – dåbens vand. Mennesker bliver døbt af Johannes – de bliver helt neddykkede – og sådan foregik dåben. Dåben var altså en slags død eller en slags overgangsrite hvor den gamle Adam døde.

Vi lever nu i nåden og velsignelsen. Velsignelsen kommer fra den onde guds legeme.

Vi lever nu i nåden – i Charis som Paulus siger. Nåden er en tilstand i verden – en kollektiv tilstand. Nåden er velsignelsen. Vi er velsignede – dvs at vores liv er velsignet. Vi har rigdom og lykke og fremgang. Gud er med os. Vi er omgivet af frugtbarheden til alle sider. Livet er godt, frugtbart, velsignet – livet er godt og smukt.

Tanken i 2. Mosebog er at sejren ved sivhavet har to sider – to sider af den same mønt. Skabelsen af verden har så at sige to sider – eller den sker i to faser. Ved sivhavet bliver verden skabt og velsignelsen bliver skabt. Den ene side af mønten er at Gud besejrer det onde – han dræber Jam – han dræber den onde gud. Den anden side af mønten er at Gud bruger den onde guds døde legeme til at overhælde hele verden med velsignelsen. Velsignelsen er kollektiv. Velsignelsen og nåden – Chariis hos Paulus – strømmer ud over jorden – lige som vand. Det tørre land og den tørre ørken forvandler Gud til Edens have. Gud er både en kampgud – en kriger – og en frugtbarhedsgud som sender velsignelsen og lykken og frugtbarheden ud over verden. Det er det som vises i 2. Mosebog med begivenhederne som følger efter sejren ved sivhavet. Vandet begynder at strømme fra Guds hellige bjerg, ud af klippen og op af jorden. Vandet er liv. Alt vand er det samme vand. Vandet kommer fra Tiamat som hun kaldes i Babylon eller Livjatan eller Jam Sup i 2. Mosebog. Gud forvandler den onde gud og hendes døde legeme til det livgivende vand. Det gamle er forbi. I gamle dage oversvømmede den onde gud hele verden og synden og lidelsen herskede. Men nu har Gud forvandlet det onde til noget godt – til noget livgivende. Vi lever i den strøm. Vi er velsignede. Alt er tegn. Alt er gaver fra Gud. Alt vand er det samme vand – det er livets vand som strømmer fra Paradisets floder. Alt vand er det samme vand som udspringer på hans bjerg – i hans helligdom eller tempel. Alt vand er velsignelsen og alt vand kommer fra himlen. Vandet er det samme som Manna – det samme som hvedens fedme eller olien eller mælken eller den søde honning. Guds bjerg er et slags slikbjerg. Fra det bjerg strømmer helle verdens mælk og honninng. - Reigning is raining! Vi lever i det forjættede land – og himlen regner med olie og oliebrød og vandene løber med honning.

Gud har inddæmmet det onde vand – som det siges i Salmerne. Han har blæst det tilbage med sin ånd – sin Ruah, sin storm og orkan. Gud har væltet det onde omkuld. Han har blæst det op til en bunke. Han har skubbet det bort fra jorden og verden. Gud har taget kontrollen over de vældige vande. Derfor er de nu i hans magt. Han kan lade vandene strømme ud til menneskene på en kontrolleret måde – som regn, som dug, som floder og kilder i ørkenlandet. Det som engang var ondt og destruktivt og ukontrollabelt er nu blevet tæmmet og kontrolleret af Gud. velsignelsen er en sådan balance. Der er sat en grænsefor de vældige vande. De kan ikke oversvømme hele verden. De bliver på den måde til vores velsignelse. Verden er kommet i balance. Døden ville oversvømme hele verden og drukne alt – men Gud har besejret døden og bygget verden – en ny verden – af hendes døde legeme.

Gud har vist sig som gudernes konge – han har besejret den onde gud – og resultaterne af denne sejr er den velsignelse som vi nu lever i. I de jødiske legender fortalte man siden hen om det store festmåltid som menneskene skal deltage i efter at slangen og Satan og Livjatan er blevet tilintetgjort. Livjatan er i Det gamle Testamente det samme som den onde gud eller de vældige vande – urdybet. Ved det eskatologiske festmåltid skal vi alle sammen – sammen med Gud – æde Livjatans døde legeme. Livjatan er simpelt hen menuen på festbanketten! På den måde udtrykte disse senjødiske legender at det som var ondt engang nu er blevet til vores frelse og velsignelse. Livjatan er vandet – symbolet på frugtbarheden – og nu æder vi hans døde legeme. Frugtbarheden kommer fra hans døde legeme. Vi æder hans legeme og drikker hans blod – vandet. Livjatans blod er vandet og omvendt. Nilen bliver rød i Egypten – fordi Jahve har dræbt eller måske såret Livjatan. Den røde farve i Nilen er hans blod der nu flyder.

Det gamle Testamente har grundlæggende en monistisk opfattelse. Alting sker FOR AT. Alting sker med et for mål og en mening. Gud er inden i de ting som sker. Det som var ondt engang har Gud forvandlet til noget godt. Lidelsen som dengang oversvømmede hele verden har Gud forvandlet til en velsignelse. Han har trukket os op af de vældige vande – ud af synden og døden og lidelsen. Han har forvandlet den onde gud til at være en velsignelse og en frugtbarhed for os. Han lader vandet springe frem af klippen og han forvandler den tørre ørken til en have. Han vander hele jorden med velsignelsen fra det døde eller besejrede legeme.

Vi finder tankegangen fra 2. Mosebog om velsignelsen og skabelsen af den velsignede verden ved sejren over den onde gud mange steder i Det gamle Testamente – især i poesien. Et eksemppel er følgende fra Salme 104. Vi lever midt i velsignelsen:

v6  Urdybet dækkede den som en dragt,
vandet stod op over bjergene.
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej
v8  op over bjerge og ned gennem dale
til det sted, du havde fastsat for det.
v9  Du satte en grænse, det ikke må overskride,
det skal ikke dække jorden igen.

v10  Du lader kilder springe frem i dalene,
mellem bjergene baner de sig vej,
v11  de giver vand til alle de vilde dyr,
vildæsler får slukket deres tørst.
v12  Ved bredden bygger himlens fugle deres rede,
på grenene sidder de og kvidrer.
v13  Du vander bjergene fra din højsal,
jorden mættes med frugten af dit værk.

(Salme 104.6)

Salmerne er fyldt med disse mytologiske temaer. Gud har dræbt uhyret og han bruger uhyrets døde legeme til at vande hele jorden og sprede velsignelsen. I Salme 74 mener de fleste nu at Jahve giver Livjatans krop og legeme ikke til fiskene men til menneskene. Vi lever af Livjatans døde legeme. Vi drikker hans blod og spiser hans kød. Vi får frugtbarheden og lykken og fremgangen fra den livjatan som oprindeligt var den onde gud:

v12  Gud er min konge fra ældgammel tid,
han som gjorde frelsesgerninger på jorden.
v13  Du bragte havet i oprør i din styrke
og knuste dragehovederne på vandet.
v14  Du knuste Livjatans hoveder
og gav dem som føde til havets fisk [menneskene?].
v15  Du brød vej for kilde og bæk,
du udtørrede vandfyldte strømme.

(Salme 74.12)

I Johannes Åbenbaring finder vi det samme mytologiske billede. Guds modstander er de vældige vande men de vældige vande bliver besejret og udnyttet ved Guds underfulde frelse og indgriben. Det onde vand vil kun een ting – at kvinden går fortabt men Gud griber ind. Synden eller ondskaben er en syndflod som vil oversvømme hele verden:

v15 Men slangen spyede en hel flod af vand ud af sin mund efter kvinden, for at hun skulle rives med af floden. v16 Men jorden kom kvinden til hjælp og åbnede sit gab og slugte den flod, som dragen spyede ud af sin mund.

(Johannes Åbenbaring 12.15)

Esajas skildrer udvandringen fra Babylon – befrielsen fra eksilet – som en gentagelse af udvandringen fra Egypten. I virkeligheden er de to begivenheder eet og det samme. Esajas skildrer begivenheden som en mytisk begivenhed. Udfrielsen fra Bbabylon er starten på Guds rige – begyndelsen på velsignelsen - Shalom:

       v1  Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
      ødemarken skal juble og blomstre,
       v2  den skal blomstre som rosen,
      juble med stor fryd.
      Den får Libanons herlighed,
      Karmels og Sarons pragt.
      De skal se Herrens herlighed,
      vor Guds pragt.

       v3  Styrk de synkende hænder,
      gør de kraftesløse knæ stærke,
       v4  sig til de urolige hjerter:
      Vær stærke, frygt ikke!
      Nu kommer jeres Gud med hævn,
      Guds gengæld,
      han kommer og frelser jer.
       v5  Da skal blindes øjne åbnes
      og døves ører lukkes op;
       v6  da springer den halte som hjorten,
      den stummes tunge bryder ud i jubel.
      For vand vælder frem i ørkenen,
      bække i ødemarken.
       v7  Det hede sand bliver til oaser,
      den udtørrede jord til kildevæld.
      På sjakalernes tilholdssted
      vokser der rør og siv.

(Esajas 35.1)

Nu lever vi af den døde guds legeme. Vi æder af dragens døde legem. Alt vores frugtbarhed og fremgang og velsignelse kommer fra den døde drages legeme. Vi finder også denne tanke hos profeten Ezekiel. Hos Ezekiel er Egypten og Farao symboler på de vældige vande – urvandet – ondskaben – Livjatan. Farao er den store drage eller slange som svømmer i Nilen:

      Nu kommer jeg over dig,
      Egyptens konge, Farao,
      du store drage [eller slange],
      der ligger i strømmene
      og siger: »Nilen er min,
      jeg har skabt den!«
       v4  Jeg sætter kroge i dine kæber,
      jeg lader fiskene i dine strømme
      klæbe til dine skæl;
      jeg trækker dig op af dine strømme
      med alle deres fisk klæbende til dine skæl.
       v5  Så slænger jeg dig ud i ørkenen
      sammen med alle fiskene i dine strømme.
      Dér ligger du på steppen,
      du skal hverken samles op eller samles ind.
      Jeg giver dig som føde
      til jordens dyr og himlens fugle.

(Ezekiel 29.3)

Hvad hedder Gud? Jahve er en krigsgud.

v3 Herren er kriger [ish milhamot],
Jahve er hans navn.

(15.3)

Gud er en kriger – det er temaet i Exodus historien. Gud indleder en krig imod sin vasal Egypten som har vist sig illoyal og Gud besejrer Egypten. Gud er en kriger eller en krigsmand – han er som de voldelige helte som vi kan finde i de moderne film – Gud er en Teminator – han er en samuraj. Gud er ikke nogen blød mand.

Sangen giver nok Jahve eller Gud et nyt navn. Det er i al fald den almindelige fortolkning af teksten. Sangen afslører et nyt navn for Gud. Lige som det sker andre steder i 2. Mosebog. Gud har utallige former og utallige navne. De gamle patriarker kendte ham under mange navne – som El Eljon eller El Shaddaj – men Gud har mange navne. Gud viser sig i mange former. I mange skikkelser kan vi sige. Gud viser sig i mange guder – men den virkelighed – Gud – som er inde bag ved er den samme i følge Det gamle Testamente. Gud har altid været den samme – han har bare vist sig for mennesker i forskellige former eller forklædninger.

Sangen tildeler Jahve eller Gud et nyt navn nemlig Ish Milhamot. Gud er en mand – en Ish – og han er en kriger – Milham eller Milhamot i flertal. Gud hedder altså Krigeren eller Krigsmanden! Det er simpelt hen hans navn.

Meningen med de første vers i Sangen er at sige at Gud er Krigeren og at han er den eneste kriger. Gud fører alle krige. Vi skal blot se på, som Moses siger! Gud er Krigeren – dvs at han er den eneste som kan føre krigen og den eneste som kan vinde krigen. Al krig er derfor hellig krig fordi al krig er Guds krig. Vi skal ikke kæmpe mere – Gud kæmper for os.

Hele Det gamle Testamente har en temmelig militærisk mentalitet og Gud er en krigsmand i hele Det gamle Testamente. Det er meget tydeligt i poesien. I Salmerne og hos Esajas betegnes Gud som Jahve Sebaot eller som Sebaot. Guds navn er enten Jahve Sebaot eller simpelt hen Sebaot.

Sebaot betyder de himmelske eller guddommelige hærskarer. Sebaot er Guds hellige krigere. Udtrykket de hellige betyder i Det gamle Testamente – ikke fromme eller hellige mennesker! – men Guds himmelske krigere. Gud er en konge og en militær leder. Han går i spidsen for sine frygtelige og frygtindgydende hærskarer – sine krigere. Hans krigere er sande dræbere. De dræber alt og alle. De er hans engle og mennesker bliver grebet af en voldsom frygt og angst når de møder Guds hellige krigere. Guds hærskarer eller krigere er lige som de babylonske eller assyriske storkongers væbnere og krigere – de dræber alt som de møder – de er sande dræbermaskiner. De spørger ikke først inden de skyder!

Vi kan se at Hoseas oversætter eller parafraserer Sangens udtryk Ish Milhamot til udtrykket Elohim – Gud – Sebaot. De to udtryk Sebaot og Ish Milhamot svarer altså til hinanden. De udtrykker det samme. Gud er en frygtindgydende kriger – en dræber – ingen kan modstå hans løftede højre arm. Gud løfter sin højre arm for at dræbe i Det gamle Testamente!

Det militæriske aspekt findes i særlig grad hos profeten Esajas. Esajas skildrer gang på gang Gud som krigeren – Sebaot. Gud er forfærdelig og grusom og frygtindgydende. Hele jorden brænder op når han går igennem verden. Bjergene smelter og går i brand. Gud er den som nedkæmper og dræber Babylon – slangen – og Gud er den eneste som kan gøre det. Han er vores frelse – netop fordi han er så forfærdelig og frygtindgydende. Han er den største af guderne! Han dræber alle onde fjender med et enkelt slag af sin højre arm.

Gud er en helt. Han er en ensom kriger eller ridder eller helt som drager ud og dræber slangen – drage, uhyret. Han er en slags lonesome Cowboy – med en morsom sammenligning. Gud er en rigtig mand. Han praler og bryster sig af sin styrke. Han viser sig frem. Han er stolt af sin styrke. Han viser glad sin styrke frem. Han skriger og skræmmer alle fjender med sine frygtelige kampråb. Han brænder af lidenskab – han vil tilintetgøre den onde slange. Gud er en stor helt – en evig helt.

       v13  Herren drager ud som en helt,
      som en kriger vækker han sin lidenskab;
      han skriger, han udstøder kampråb,
      over for fjenderne bryster han sig af sin styrke.

(Esajas 42.13)

Hvad skete der egentligt ved Sivhavet i følge Sangen?

Grundlæggende har vi bevaret tre forskellige beskrivelser af begivenhederne ved Sivhavet nemlig Jahvisten-Elohisten, Præsteskriftet og Sangen i kapitel 15. Der er foretaget en omfattende sproglig forskning i sangen. Sangen har et sprog og bruger nogle udtryk og ordformer der får de fleste til at sige at Sangen er et meget gammelt dokument – antageligt fra 1100 tallet f. Kr. Hovedargumenterne er det sproglige idet vi har en meget godt viden om det hebraiske sprogs udvikling. Vi kan se at sproget i Sangen er meget arkaisk – det ligger ofte tæt på det kanaanæiske sprog vi kender fra fundene ved Ugarit. Sangen er derfor antageligt en helt enestående kilde. Den viser de ældste forestillinger i det gamle Israel – lige som Præsteskriftet viser os meget senere forestillinger – Præsteskriftet kan måske dateres til omkring 500 eller 400 f. Kr.

De fleste kender begivenhederne i følge prosateksten. Men hvad siger Sangen egentlig om hvad der skete ved Sivhavet?

Det overordnede billede er at Sangen som netop er poesi er langt tættere på de gamle semitiske myter end prosateksten i 2. Mosebog. Det gælder også Salmernes bog som jo netop også er poesi. Salmerne er meget inspireret af de semitiske myter om den gode guds kamp imod uhyret. Poesien og altså Sangen er meget mere mytologisk.

Sangen skildrer på mange måder en skabelse. Den egentlige Guds skabelse finder sted her ved sivhavet – ikke i begyndelse i 1. Mosebog kapitel 1 og 2. Sivhavet markerer den virkelige skabelse. Fjenden er nogle gange Egypten men mange steder i Sangen er fjenden slet ikke egypterne – men det mere abstrakte onde – de vældige vande – den onde slange. Sangen adskiller sig altså meget fra prosateksterne.

Sangen anvender en række billeder, antydninger og metaforer som går i hver sin retning og efter vores opfattelse ikke er helt logiske. Men Sangen er ikke historieskrivning – men poesi! De mange metaforer skal give fantasien stof og vække det hele billede af Guds sejr og kamp. Snart bliver egypterne skudt ned i søen og snart bliver de overdænget af sten og snart drukner de og snart bliver de opslugt af dødsriget neden under søbunden og snart bliver de brændt op! Metaforerne er ikke strengt logiske men de er billeder på sejren og den underfulde frelse hvor ondskaben og lidelsen og synden bliver tilintetgjort af Gud!

Er Gud ental eler flertal i Det gamle Testamente?

Gud er ental i Det gamle Testamente. Gud er een, som det siges. Men netop betegnelserne Elohim – Gud – og Sebaot peger på noget andet. Sebaot er flertal og Gud hedder altså Sebaot. Gud er på en måde flertal. Gud er på en måde det samme som guderne – alle guderne – alle gudernes væsen og styrke! På samme måde er Elohim som oversættes med Gud til dansk ikke ental men en flertals form! Ordret oversat så betyder ordet Elohim ikke Gud – men guderne! Rent faktisk kan vi sige at gudsforestillingen i Det gamle Tesatmente er ret vid og flertydig. Gud er også det samme som guderne. Gud er også nogle gange flertal. Gud omtales i flertal for at ophøje ham og opløfte ham. Men på den måde glider meningen i teksten. Det er altså ikke misvisende at tale om guderne i Det gamle Testamente. At sige Gud eller guderne udtrykker nogle gange det samme – sagt på to forskellige måder. Gud har utallige former – han viser sig i mange guder og gudenavne! Han viser sig i mennesker som da Abraham får besøg af de tre mænd i Mamre. Gud kæmper med Jakob som om han er et menneske. Gud har mange former. Gud er også guderne – eller alle guderne er det samme som Gud!

Døden åbner sit frygtelige gab.

Sangen anvender mange forskellige metaforer eller billeder. I det følgende udtrykkes at egypterne – eller ondskaben – bliver slugt af døden som åbner sit frygtelige gab. Det er selvklart en hel anden forestilling end at egypterne simpelt hen drukner i floden!

Jorden sluger dem – og jorden betyder ofte i Det gamle Testamente Sheol eller dødsriget som befinder sig i jorden eller under jorden. Pludselig kan jorden åbne sig og mennesker styrter ned i dødsriget – i helvede som en senere forestilling ville sige.

De onde egyptere bliver ædt lige som de havde planlagt at æde israelitterne! Gud lader dem blive ædt af det frygtelige rovdyr – døden.

Egypterne bliver så at sige ædt to gange først af ilden i v 7 og derefter af dødsriget i vers 12. Gud anvender alle 4 elementer til at tilintetgøre den onde gud – synden – nemlig jorden, ilden, vandet og luften (Guds ruah – dvs hans orkan og storm).

Døden er et frygteligt rovdyr hvis ene læbe rører ved himlen og hvis anden læbe rører ved jordoverfladen. Døden er umættelig. Den æder og æder. Den får aldrig nok.

v10  Min søn, giv ikke efter, når syndere lokker dig,
v11  når de siger: »Kom med os, vi lægger os på lur efter
blod,
vi lurer på uskyldige uden grund;
v12  vi sluger dem, som dødsriget sluger de levende,
de retsindige bliver som de, der er gået i graven.

(Ordsprogene 1.10)

      v5  Tyrannen, den troløse, den hovne
      skal ikke nå sit mål!
      Han åbner sit svælg som dødsriget,
      han er umættelig som døden.
      Han samler alle folkene under sig,
      river alle folkeslagene til sig.

(Habakuk 2.5)

       v14  Derfor åbner dødsriget sit svælg,
      spærrer det op på vid gab,
      og ned styrter både de fornemme og den larmende hob,
      det lystigt buldrende slæng.

(Esajas 5.14)

Vandet eller urhavet er på en måde det samme som dødsriget. Jonas bliver slugt af Dødsriget:

       v3  I min nød råbte jeg til Herren,
      og han svarede mig;
      fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp,
      og du hørte mig.

       v6  Vandet truede mit liv,
      havdybet omgav mig,
      tang havde viklet sig om mit hoved.
       v7  Jeg var kommet ned til bjergenes rødder,
      jordens porte var for evigt slået i bag mig.

(Jonas 2.3)

I følge en berømt teori er det ikke kun egypterne men også deres guder som falder ned i dødens grimme gab og bliver fortæret. I 2. Mosebog siger Jahve at han vil dræbe alle de egyptiske guder:

v12 Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren!

(12.12)

Det som Jahve nu gør er at han opfylder profetien. Alle de egyptiske guder bliver styrtet ned i dødsriget. Flere steder i Salmerne tales der om at Jahve dømmer de ulydige guder og straffer dem. Sangen har muligvis den samme tanke. Vi kan sige at sangen er et mytisk perspektiv. Fjenden er ikke kun de historiske fjender egypterne men deres guder – fjender i Sangen og ved Sivhavet er noget meget mere generelt eller abstrakt eller kosmisk. I Salme 82 dømmer Jahve de onde guder i himlen til døden. Gud grundlægger en ny himmel og en ny jord i Salmerne. I Sangen kan vi se den samme tanke – Sangen handler om en ny skabelse – som også Det nye Testamente og Paulus taler om:

v5  De forstår og fatter intet,
de vandrer i mørke,
jordens grundvolde rokkes.
v6  Jeg har sagt: I er guder,
I er alle sønner af den Højeste.
v7  Dog skal I dø som mennesker,
og I skal falde som en af stormændene.

(Salme 82.1)

[Sangen:]

v12 Du løftede din højre hånd,
og jorden [underverdenen] slugte dem.

Nåden.

Det hebraiske udtryk nhj bruges altid om hyrden og flokken. Nhj betyder at Herren fører Israel – fåreflokken – til sin græsgang. I følge Sangen fører Gud Israel til sin Nawe. Nawe eller Nave betyder det sted hvor hyrden normalt opholder sig – græsgangen eller hans bolig eller hus. Dette billede finder vi mange steder i Det gamle Testamente. Bjerget er Guds græsgang eller Nawe eller hans bolig. Der hvor han holder til. Forestillingen er at hyrder holder til på sin græsgang – dvs at bjerget er Guds hjem eller hans bolig. Der er hans hus. Bjerget er imidlertid i Det gamle Testamente en meget flertydig størrelse. Bjerget – Sinaj eller Horeb – er det samme som Zions bjerg i Jerusalem. Det er også karakteristisk at det hellige bjerg som omtales i 2. Mosebog – kaldet Sinaj eller Horeb eller Hor – oftest omtales uden navn – abstrakt som bjerget. Det er ikke muligt efter 2. Mosebog at sige noget om hvor dette bjerg ligger! Det er helt ubestemt – akkurat som Sivhavet – navnene eller betegnelserne virker abstrakte. Derfor bliver Sinajs bjerg også siden identificeret med tempelbjerget i Jerusalem – der har Herren bygget sin bolig som det hedder i Salmerne. Det er nøjagtigt det samme fortælles i myten – guden bygger sin bolig – med egne hænder – på toppen af bjerget. Israel er på vej til det bjerg og til den bolig. I følge Salmerne bor Israel på Guds hellige bjerg nu – altså siden hen. Bjerget er altså det land som de er på vej til. Bjerget er Guds rige – hans ejendom eller hans jord – hans græsgang og territorium. Bjerget er også mange steder i Bibelen det samme som templet eller det hellige – helligdommen eller en hellig guddommelige sfære. Mange steder skal udtrykket det hellige bjerg måske oversættes med himlen. Baal grundlægger boligen og himlen efter sin sejr over de onde guder. Bjerget er gudernes bolig eller rige - som Olympen i Grækenland. Toppen af bjerget – verdens højeste bjerg – bliver nogle steder det samme som himlen. Jakob ser en rampe som går helt op til himlen og hvor Herrens engle går op og ned af en slags trappe. Rent fysisk kender vi dette billede fra templerne i Babylon som var bygget med en rampe op til gudens hus.

Det er også interessant at bjerget kaldes ved to helt forskellige navne i 2. Mosebog! Præsteskriftet og Jahvisten kalder bjerget for Sinaj og Elohisten og Deuteronomisten (5. Mosebog) kalder det for Horeb. Hor eller Horeb minder meget om det hebraiske ord for bjerg – nemlig Har. Måske betyder Hor og Horeb simpelt hen bjerget abstrakt. Det er interessant at der slet ikke i den senere religion er nogen kult af dette bjerg! Bjerget er på en måde symbolsk. En undtagelse er Elias som faktisk valfarter til Sinajs bjerg – Elias bliver helt skildret som en ny Moses – Moses er kommet tilbage.

Trofasthed bliver i Det nye Testamente til ordet nåde eller Charis på græsk. På hebraisk hedder trofasthed Hesed. Hesed har en række betydninger som nåde, medlidenhed, troskab, trofasthed, pålidelighed, venlighed. Men den afgørende betydning af ordet nåde eller hesed er at Jahve er trofast og pålidelig i forhold til de pligter som han har i relationen til Israel. Israel er hans ægtehustru og et ægteskab medfører forpligtelser! Israel er Guds søn og et forhold fader søn medfører forpligtelser i følge Moseloven! Nåde betyder altså ikke at lade nåde gå for ret. Vi kan sige at ordet nåde og Hesed bliver fordrejet i den senere kristendom. I den kristne tanke bliver Gud en dommer som mener at mennesket er skyldigt og derfor burde straffes – men Gud er nådig – dvs han lader nåde gå for ret! Det er bestemt ikke meningen i Det gamle Testamente. Tværtom! Gud lever op til rimelige krav som til en ægtemand. Gud er til at stole på. Han er trofast over for sin hustru. Han opfylder sine pligter – som et ordentligt menneske! Det er tanken i Det gamle Testamente.

       v13  I din trofasthed ledte du
      det folk, du havde udfriet,
      i din styrke førte du dem
      til din hellige bolig.

       v14  Folkeslagene rystede, da de hørte det.
      Filistæas indbyggere vred sig i veer,
       v15  Edoms høvdinge blev forfærdede,
      Moabs mægtige blev grebet af rædsel,
      alle Kana'ans indbyggere skælvede i angst.

Gud har avlet os.

Bibelen anvender ofte helt modsatte metaforer om de samme ting. Bibelen prøver at udtrykke noget om Gud i det menneskelige sprog som vi nu engang har. Det er lige som Paulus siger: - Jeg taler kun som et menneske da han siger at Gud har skrevet et testamente – lige som et menneske kan skrive et testamente! Et testamente kan man ikke ophæve. Paulus taler om de løfter som også blev givet til Moses.

I 2. Mosebog er der to grunde til at Gud løfter sin højre arm – for at tilintetgøre sine fjender og for at sværge en hellig ed! Det er den hellige ed som Paulus taler om og kalder for løftet!

Teksten bruger især to helt forskellige udtryk om det som Gud gjorde med Israel. På den ene side gjorde Gud det at han frikøbte eller købte Israel – altså en økonomisk metafor. I følge Moseloven kan man fx frikøbe sin broder fra trældom og slavestatus ved at betale en pris. Man kan ligeledes købe en hustru ved at betale en brudepris.

Gud køber Israel af Farao som ejer israelitterne som slaver – godt nok uretmæssigt men alligevel.

Men samtidigt siger Bibelen at Gud adopterer Israel i forbindelse med Exodus historien. I den paskale nat bliver Israel til Guds egen søn. Hele 2. Mosebog handler i høj grad om fænomenet adoption. Moses bliver adopteret adskillige gange. Israel bliver adopteret og de bliver sønner af Gud.

I Sangen siges det at Gud har avlet Israel. Gud er fysisk biologisk fader til Israel. Israel er hans søn og derfor skal han også frikøbe og frelse Israel – det er hans pligt i følge Moseloven.

Vi kender denne biologiske tanke – Gud er fader gennem en seksuel handling til menneskene – mange steder fra i Det gamle Testamente. I Salmerne står der at Gud har avlet kongen ved et samleje på det hellige bjerg. Også her i Sangen betyder oversættelsen Vundet – som det er oversat til dansk – i virkeligheden avlet. Gud er et seksuelt væsen og han er virkelig fader. Gud har skabt Israel men i den betydning at han har skabt Israel ud af sin sæd – sin sperma. Forholdet mellem Israel og Gud er biologisk og meget konkret.

Israel overtager altså i nogen grad – i en afsvækket form – kanaanæernes opfattelse. I Kanaan var gudinden Ashera virkelig moder til alle mennesker. Vi er kommet ud af hendes livmoder og moderskød. Vi er blevet til ved et samleje mellem guderne. Vi er ikke blevet skabt – vi er blevet avlet – det er også meningen i det gamle Israel.

Udtrykket som anvendes her i Sangen er det hebraiske qnj og det findes mange steder. Det kan fortolkes mere eller mindre seksuelt men de seksuelle undertoner ligger helt klart i det hebraiske ord. Dette er en arv fra gamle semitiske forestillinger om guderne der har samleje med hinanden og føder menneskene. Jahve har på samme måde avlet menneskene. I 1. Mosebog inspicerer han også Adam for at se om Adam har nogle fejl ved fødslen – for at se om Adam er handicappet og skal sættes ud! Jahve optræder som en biologisk fader. Han er helt bogstaveligt og genetisk og seksuelt vores fader! Det er også derfor at grænsen imellem det guddommelige og menneskelige er så flydende i 2. Mosebog. Menneskene er af gudernes slægt – Moses er som en af guderne!

v1 Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte [qnj] Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt [qnj] en mand ved Herrens hjælp.« v2 Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker.

(1 Mosebog 4.1)

      v11  På den dag
      løfter Herren atter sin hånd [Jad – hånd, arm, lem, penis]
      for at genvinde [qnj] den rest af sit folk,
      der er tilbage i Assyrien og Egypten.
(Esajas 11.11)

Vi kan se flere af alle disse metaforer fx i dette citat af Esajas som spiller på adskillige sammenligninger samtidigt. Esajas ser netop Exodus historien som symbolsk – ikke så meget som en historisk begivenhed:

Hvorfor har du forstødt os for evigt [som en ægtefælle], Gud,
hvorfor flammer din vrede op mod de får, du vogter [Gud er en fårehyrde – Salme 23]?
v2 Husk din menighed, som du vandt [qnj - avlede] i gamle dage,
de stammer, du løskøbte til ejendom,
Zions bjerg, hvor du tog bolig.

(Salme 74.2)

Det gamle Testamente bruger ofte metaforen med fårehyrden og fåreflokken. Den metafor er ofte blevet fordrejet i den senere kristendom til en bestemt opfattelse af mennesket som svagt og magtesløst. Det er bestemt ikke meningen i Det gamle Testamente! Israels stolte sønner er ikke lige som får! Israels sønner er frie og værdige mænd med magt og myndighed og stolthed og selvfølelse! De besejrer deres fjender med hård hånd – Gud er med dem – deres hånd er Guds hånd! Vores hånd og lem er det samme som Guds hånd og lem og Guds hånd er det samme som vores hånd og løftede arm!

Exodus historien og seksualiteten. Den seksuelle metafor.

Upon them fall fear and terror

At your limb’s greatness they are still as stone.

(2 Mosebog 15.16 – William Propp’s oversættelse)

Hele oldtiden var bestemt af sammenblandingen af seksualitet og religion og også i Det gamle Testamente finder vi utallige billeder som er seksuelle. Exodus historien og ikke mindst Sangen handler om Jahves Jad – hans arm, løftede arm, hans udstrakte lem, hans stive lem. Gud slår på ondskaben og egypterne og på alle sine fjender med sit stive lem – med sin stive penis. Den stav som Moses holder i hånden er et seksuelt symbol – dene symbolik ligger hele tiden i teksten. Ordet Jad har hele tiden disse forskellige betydninger – magt, potens, penis, lem, arm, styrke. Gud slår på vandet med sin stav og med sit stive erigerede lem. Moses slår på vandet og på fjenden med sit voldsomme overnaturlige guddommelige lem! Gud fører Israel ud af Egypten med rejst lem – som det hedder i sammenfatningen i 5. Mosebog. Da Israel drager ud af Egypten – lige som en hær – går Jahve i spidsen – med sit oprejste lem!

Vi ved fra de kanaanæiske myter at både Ba’al og guden El – faderguden – er udstyret med lange stokke og stave. I Ugarit teksterne – de kanaanæiske tekster – bliver disse stave eler stokke opfattet som fallos symboler. Begge guder er udstyret med et meget stort lem!

Profeten Ezekiel er fuld af anklager imod israelitterne for at de dyrker Gud på en seksuel måde. Ezekiel siger om egypterne at de tilbeder gudens enorme rejste lem - og han anklager Israel for at gøre præcist det samme. Historisk set er der ingen tvivl om at der har været en fallos dyrkelse i det gamle Israel. – Når vi ser på gudens enorme lem, så ved vi at han er vores frelser! Sådan hedder det hos Ezekiel. Ezekiel bekæmper denne tendens men han viser jo også hvor stærk den er. I ordene i Sangen kan vi også se at Gud skildres med disse seksuelle metaforer.

Der er nok ikke ret mange mennesker i det gamle Israel der bogstaveligt har troet at Gud førte Israel ud af Egypten med en rejst penis! Disse udtryk er ment som menneskelige sammenligninger – som billeder. De skal udtrykke noget dybere. Det er som Paulus siger i Galaterbrevet: - jeg taler som et menneske. Det gamle Testamente bruger menneskelige ord og det sprog og de skemaer som man nu engang kendte! Sproget i oldtiden er seksuelt. Gud er en overnaturlig kæmpe. Han er 1000 gange højere end almindelige mennesker. Vi er kun små dværge – småvæsner – som i evetyrerne – og Gullivers rejse. Vi er kun lilleput væsner. Gud er en kæmpe og derfor har han også en kæmpe penis. Den er vores lykke og frelse. Vi kan i Det gamle Testamente se at ordene for frelse - jesh - og ordet for armen, staven eller lemmet – Jad – er næsten synonymer. Det hedder nogle steder at det at se Guds arm eller lem er at se vores frelse. Vores frelse er simpelt hen hans enorme lem og hans løftede arm. Velsignelsen og lykken flyder ud af Guds arm eller lem. Velsignelsen er så at sige en væske som kommer ud af gudens lem. Vi er skabt af den væske og den er vores lykke, glæde og velsignelse.

Når fjenderne ser Jahves lem og penis bliver de slået med rædsel, frygt og angst. Synet er frygtindgydende. Alle kan se at Jahve er den største af guderne. Han har en enorm penis.

Gud har avlet menneskene engang i urtiden. Gud avler Israels konge ved at Gud har et samleje på toppen af bjerget med en gudinde. Kongen bliver født ud af gudinden Ushas moderskød i følge kongesalmerne. Da Jahve fik tildelt Israel som sit folk engang i urtiden avlede han hele Israels folk – alle Jakobs sønner – ved et samleje. På samme måde har Gud avlet jorden og bjergene. Denne forestilling at jorden og bjergene er blevet skabt ved et samleje mellem guderne findes i hele oldtiden. Det fortælles også hvordan guderne har samleje med bjergene eller klipperne og avler dyr og menesker. Det gamle Testamente kender alle disse mytiske forestillinger. Vi kan sige at det gamle Testamente udnytter og omformer de gamle ursemitiske forestillinger! Gud har avlet alle bjergene engang i urtiden:

v54 Han førte dem ind i sit hellige land,
det bjergland, hans højre hånd [Jad - lem] havde vundet [avlet].

(Salme 78.54)

[Sangen:]
       v16  De blev grebet af skræk og rædsel,
      for din arms magt blev de stumme som sten,
      da dit folk drog frem, Herre,
      da det folk drog frem, som du havde vundet [avlet, købt, adopteret].

Verdens skabelse og Guds rige. Jahve er blevet konge.

På en vis måde er 2. Mosebog en skabelse – en kosmogoni. Verden bliver til. Verden bliver skabt. Gud besejrer det onde og etablerer sit evige rige – Gudsrige. Jahve er den største af guderne. Han har sejret. Hele verden har hørt om det. Jahve er blevet gudekongen. Han er blevet gudernes konge – som det hedder i Salmerne.

Efter sejren bygger Jahve sig et palads på toppen af bjerget. Der sætter han sig på sin evige trone. Bjerget er hans trone eller hans stol står oven på bjerget. Bjerget er hans fodskammel som det hedder i Salmerne. Meningen er at alt dette først sker nu! Sådan var det ikke tidligere. Beretningen og Sangen er en kosmogoni – en skildring af hvordan kosmos opstår ved at kaos bliver besejret. Jahve har besejret de vældige vande – Egypten og slangen. Han har vist sig som den største. Derfor bygger han nu sit palads på toppen af bjerget. Han grundlægger Israel, verdensordenen, religionen, loven. Han har sat en grænse for ondskaben og de vældige vande som truede verden. Han har stoppet syndfloden.

At bo på hans hellige bjerg er at bo i hans rige – at leve i Guds rige. Israel bor i Guds rige – ikke fordi de er særligt fromme eller følger Moseloven! – men fordi de er blev transplanteret. Gud har revet dem op med rode i Egypten og plantet dem i jorden på hans bjerg. At være frelst er at vokse i den rigtige jord. I følge Salmerne er vi netop de retfærdige – fordi vi vokser i jorden på bjerget – ikke fordi vi gør gode gerninger! Hele denne tanke får enorm betydning for Det nye Testamente og især for Paulus. Paulus bruger de samme plante metaforer og natur sammenligninger som 2. Mosebog!

Jahve bor på toppen af bjerget. Det er hans bopæl. Han bor ikke andre steder – kun her på toppen af gudebjerget. Her har han med egne hænder bygget en helligdom. Ordet for helligdom Miqdash betegner en virkelig fysisk bolig. I følge alle oldtidens kulturer har guderne engang i urtiden bygget alle templerne og helligdommene. 2. Mosebog foregår i en sådan urtid – eller på grænsen til en historisk tid.

I Egypten Har guden Ptah i urtiden – ved skabelsen – bygget alle byerne, alle templerne og han har udført alle gudebillederne med sine egne hænder!

I Babylon har guderne ved skabelsen i urtiden bygget alle Babylons templer. De er ikke bygget af mennesker. I Babylon havde man endda en religiøs ceremoni en gang om året hvor alle håndværkerne trådte frem og aflagde ed på at de ikke havde bygget templerne eller gudebillederne!

Vi kender det samme fra mange af Salmerne:

v69 han byggede sin helligdom som en himmelbolig [qodesh – hellig bolig],
ligesom den jord, han havde grundlagt for evigt.

(Salme 78.69)

En lang række af Salmerne fejrer netop Jahves tronbestigelse. Efter manges opfattelse har man i det gamle Israel haft en årlig tronbestigelsesfest antageligt i Tishri omkring efterårs jævndøgn. Jahve er blevet udråbt som konge. Nu er Jahve blevet konge! Han har sejret! Vi kan sige at denne rite eller højtid gentager den oprindelige urakt som 2. Mosebog og Sangen beskriver. Gud har nu taget magten. Han har vist sin overlegenhed.

Evangeliet.

Gud har selv med sine egne hænder bygget sit hus. Han har bygget lige som kongerne gjorde i oldtiden. Efter en stor sejr har Gud opført sit palads. Han har selv sat sin stol frem som det hedder i Salmerne. Han er blevet udråbt som en evig konge – forstået på den måde at begivenhederne har vist at han er kongen. Han har sejret. Han er verdens konge.

At Gud selv har bygget sit hus er evangeliet. Det er ikke os mennesker som har bygget hans hus. Templet er ikke et hus som fromme mennesker har bygget til den gud som de tror på! Gud har selv bygget huset!

Forskellige ord i Sangen kan fortolkes sådan at Gud bygger sit hus af de sten som er opstået ved at han har forvandlet egypterne og alle sine fjender til sten! Dette symbol findes også andre steder. Noget tyder på at jorden opstår ved at Gud størkner – dvs dræber – de stærke vande. I de gamle myter bygger den gode gud hele verden af materiale der stammer fra den dræbte fjendegud. Sådanne myter kender vi fra Babylon. Den ondefjendegud er Tiamat der svarer til det hebraiske Tehom eller i flertal Tehomot. Den verden som vi kender er skabt af det onde – ved at det onde er blevet besejret. Den tanke findes også andre steder i Det gamle Testamente. Vandene er blevet til ved at Gud har dræbt søslangen Livjatan. Søer, floder og have er resterne af hans krop. Regnen der giver frugtbarhed til jorden stammer egentligt fra den onde gud – Rahab eller Livjatan. På en måde er dette en monistisk opfattelse som er så almindelig i Det gamle Testamente.

Da Gud giver alle løfterne til Abraham bygger han et hus på toppen af bjerget. Abraham skal bo i det hus. Abraham har ikke gjort særligt fromme gerninger – han troede slet ikke på Gud! Gud har bygget huset og riget til sig selv – og til Abraham.

Gud sidder på toppen af bjerget på sin stol. Elias sidder også på toppen af bjerget på sin stol. Elias er der hvor Gud er – der hvor det hellige er. Han er en gudsmand – eller en søn af Gud eller en gudesøn. Alle mennesker er som Elias og Abraham. Vi er alle Abrahams sønner som Paulus siger i Galaterbrevet. Vi sidder på stolen – på tronen – på toppen af bjerget.

Guds hus som han selv bygger er et bevis for at han har sejret over alle fjender i hele verden – ikke kun egypterne. Alle folk i hele verden bliver slået af rædsel da de hører om sejren og ser at Gud bygger sit hus – sit palads. Paladset eller templet er et bevis som ingen kan afvise.

I det tempel som siden bygges i Jerusalem har Gud sin stol. Han troner på keruberne – løver og uhyrer. Gud bor i templet. Han har sin evige trone eller stol i templet – i det aller helligste. Han skjuler sig bag røgen men han er og bor i templet – i huset på toppen – på toppen af Zions bjerg. Alle steder er det samme sted. Zions bjerg i Jerusalem er det samme som Safon hos kanaanæerne eller Sinajs bjerg. Helligdommen ligger alle steder på een gang. Alle steder er hellige – fordi Gud er alle steder.

Gud er – når han troner – Jahve Sebaot. Sebaot betyder hans hær af krigere. Gud har en hær som består af millioner af frygtindgydende, svært bevæbnede krigere – hans engle – guderne. De er hans hof. De omgiver ham som en body guard. De er hans vagtstyrke. I Sangen bliver Jahve indsat som Jahve Sebaot. Han spreder frygt og rædsel. Han er en storkonge – som Kyros eller som assyrernes storkonger. Enorme frygtindgydende løver står rundt om ham – løver som samtidigt har vinger. Jahve er en kriger – Man of War. Han står i sit hus på toppen af bjerget og skyder sine brændende pile ud i hele verden. Han skyder igennem vinduerne i hans palads.

Gud har besejret alle fjender. Gud udråbes til konge. Vi kan se af det hebraiske ord at meningen er at Gud har erstattet de tidligere magthavere! Gud har løftet sin højre arm. Gud har rejst sig til oprør mod de onde guder – den onde gud Jam som er slangen eller urvandet eller syndfloden. Gud har gjort oprør imod den hidtidige konge som også er Farao. Hidtil har verden ligger under for den onde storkonge og verdenshersker. Men nu har Gud dræbt den onde konge – dragen. Gud har elimineret alle rivaler og alle fjender. Jahve har gjort oprør mod den onde fadergud El og besejret ham. Historien handler om forholdet mellem faderen og sønnen. Jahve er sønnen som tager al magten. Han erobrer hele verden og etablerer en ny himmel og en ny jord. Jahve er blevet konge! Som det hedder i Salmerne.

Gud har bygget sit hus på bjerget. Moses skal bo på bjerget lige som Abraham og lige som alle mennesker. Det guddommelige er kommet ned på jorden. Jorden er blevet guddommelig. Vi lever i Guds rige – på hans bjerg eller i hans hus. Hans hus er alle steder fordi hans nærvær er alle steder. Guds bjerg er den jord som vi er blevet plantet i og det er den jord som vi vokser op af. Det er ikke grenene som bærer roden men omvendt – det er roden som bærer grenene. Vi er ikke længere arme ofre for Farao eller slangen eller den onde gud eller for verden! Vi gror og vokser på Guds bjerg og vi er alle blevet hans stolte sønner.

[Sangen:]
       v17  Du førte dem ind
      og plantede dem på det bjerg, du ejer,
      det sted, du har gjort til din bolig, Herre,
      den helligdom, dine hænder har grundfæstet [bygget], Herre.

v18 Herren er konge i al evighed.

v19  For da Faraos heste med vogne og ryttere begav sig ud i havet, lod Herren vandet i havet vende tilbage over dem; men israelitterne gik tørskoet gennem havet. v20  Da greb Arons søster, profetinden Mirjam, sin pauke, og alle kvinderne fulgte hende i dansen med deres pauker. v21  Mirjam sang for dem:
      Syng for Herren,
      han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.

[15]

Sangen og Salme 78.

Der synes at være en tæt forbindelse mellem Sangen i 2. Mosebog 15 og Salme 78. Teksterne bruger de samme ord på en måde så de fleste sprogforskere mener at de er afhængige af hinanden. Efter de flestes opfattelse er Sangen et ægte gammelt dokument fra 1100 tallet f. Kr –altså en af de ældste tekster i det gamle Testamente – måske den ældste tekst overhovedet.

Salme 78 er antageligt derfor inspireret af Sangen. På visse områder sker der en omdigtning i Salme 78 men de to tekster svarer meget godt til hinanden. Måske kan vi derfor også bruge Salme 78 til at forstå visse udtryk i Sangen?

Salme 78 er et eminent eksempel på den frelseshistorie som findes i hele Det gamle Testamente og især i 2. Mosebog. Gud frelser Israel igennem alle vanskeligheder og ud af al lidelse – på trods af at Israel sætter sig imod og svigter! Gud bruger alle ting som sit middel. Gud er inden i det som sker. Gud loker, narrer, arrangerer, lægger tingene til rette. Han udnytter Faraos psykologi og egypternes dumme aggressivitet til sin egen plan. Han bruger alle ting til noget godt. Alt det onde bliver forvandlet til noget godt til sidst – på grund af Gud som er en slags ånd eller impuls eller energi – på samme måde som vi kan se det hos Paulus i Det nye Testamente. Gud er inden i verdenshistorien – lige som Gud bruger den hedenske fremmede konge Kyros til at frelse Israels folk ud af fangenskabet. Udviklingen er uforståelig, underfuld og overraskende. Gud er den energi som virker inden i historien. Vi kan se det samme billede i Apostlenes Gerninger. Det er Helligånden som driver historien frem. Helligånden er historiens subjekt og hovedperson. Vi skal lade Gud og Helligånden være i fred. Hans frelse er underfuld. Gud manifesterer sig i stigende grad i evolutionen. Gud bevæger sig imod sit mål som er verdenshistoriens mål og Telos: at alle mennesker skal kende hans navn! Formålet med det enkelte menneskes liv og formålet med hele verdenshistorien og formålet med hele evolutionen i skabelsen er det samme mål eller Telos. Til sidst skal alle mennesker og alle levende væsner nå Guds underfulde frelse. Vi skal kende hans navn. Vi skal bo på hans hellige bjerg.

v1 Maskil af Asaf.

Mit folk, hør på min belæring,
vend jeres øre mod min munds ord.
v2 Jeg vil åbne min mund med billedtale,
jeg vil fremføre gådetale fra fortiden.

v3  Det, vi har hørt og erfaret,
det, vore fædre har fortalt os,
v4  skjuler vi ikke for deres børn;
vi fortæller den kommende slægt
om Herrens glorværdige gerninger og styrke,
om de undere, han har gjort.
v5  Han satte et vidnesbyrd i Jakob,
fastsatte en lov i Israel,
som han befalede vore fædre
at lære deres børn,
v6  for at den kommende slægt,
de børn, der skulle fødes,
skulle lære den at kende,
så de kunne fortælle om det til deres børn.
v7  De skulle sætte deres lid til Gud
og ikke glemme Guds gerninger,
men holde hans befalinger.
v8  De skulle ikke være som deres fædre,
en genstridig og trodsig slægt,
en slægt, som ikke vendte sit hjerte til Gud,
og hvis ånd ikke var trofast mod ham.

v9 Efraims sønner var udrustet med buer,
men tog flugten på kampens dag.

v10  De holdt ikke Guds pagt
og ville ikke følge hans lov.
v11  De glemte hans gerninger
og de undere, han havde vist dem.
v12  Han gjorde undere for deres fædre
i Egypten, på Soans slette.
v13  Han kløvede havet og førte dem igennem,
han rejste vandene som en vold.
v14  Han førte dem i skyen om dagen
og i lysende ild om natten.
v15  Han kløvede klipper i ørkenen
og gav dem vand, rigeligt som det store dyb;
v16  han lod kilder strømme ud fra klippen,
vandet løbe ned som floder.

v17  Men de syndede stadig mod ham,
i det tørre land trodsede de den Højeste.
v18  De udæskede Gud i hjertet
og krævede den føde, de havde lyst til.
v19  De talte mod Gud og sagde:
Kan Gud dække bord i ørkenen?
v20  Nok slog han på klippen,
så vandet flød og bækkene strømmede;
men kan han også give brød,
kan han skaffe kød til sit folk?

v21  Det hørte Herren og blev vred,
en ild blussede op mod Jakob,
en vrede rejste sig mod Israel,
v22  for de troede ikke på Gud
og stolede ikke på hans frelse.
v23  Så gav han befaling til skyerne deroppe,
han åbnede himlens døre
v24  og lod det regne over dem med manna,
korn fra himlen gav han dem at spise;
v25  mennesker spiste engles brød,
han sendte dem føde, så de blev mætte.
v26  Han lod en østenstorm bryde løs på himlen,
i sin styrke drev han søndenstormen frem
v27  og lod kød regne over dem som støv,
fugle så talrige som havets sand;
v28  han lod dem falde ned midt i lejren,
rundt omkring deres boliger.
v29  De spiste og blev helt mætte,
han tilfredsstillede deres grådighed.
v30  Men deres grådighed hørte ikke op;
de havde endnu munden fuld af mad,
v31  da Guds vrede rejste sig mod dem.
Han spredte død blandt deres stærke mænd
og strakte Israels unge krigere til jorden.

v32  Trods det blev de ved med at synde,
de troede ikke på hans undere.
v33  Han lod deres dage ende i tomhed,
deres år i den bratte død.
v34  Når han dræbte nogle af dem, søgte de ham,
de søgte tilbage til Gud.
v35  De huskede på, at Gud var deres klippe,
Gud den Højeste deres forløser.
v36  Men de hyklede for ham med deres mund,
med tungen løj de for ham.
v37  Deres hjerte holdt ikke fast ved ham,
de var ikke trofaste mod hans pagt.

v38 Men han er barmhjertig,
han tilgiver synd
og ødelægger ikke;
gang på gang holdt han igen på sin vrede
og lod ikke hele sin harme bryde ud.
v39 Han huskede på, at de var dødelige,
et vindpust, der forsvinder og ikke vender tilbage.

v40  Hvor ofte trodsede de ham ikke i ørkenen
og vakte hans vrede i ødemarken!
v41  På ny gav de sig til at udæske Gud
og krænke Israels Hellige.
v42  De huskede ikke på hans magt,
dengang han udfriede dem fra fjenden,
v43  dengang han gjorde sine tegn i Egypten
og sine undere på Soans slette.

v44  Han forvandlede deres floder til blod,
de kunne ikke drikke af bækkene.
v45  Han sendte fluer, som åd dem,
og frøer, som bragte ødelæggelse.
v46  Han gav deres afgrøde til gnavere
og udbyttet af deres slid til græshopper.
v47  Han ødelagde deres vinstokke med hagl
og deres morbærfigen med isregn.
v48  Han overgav deres kvæg til pesten
og deres hjorde til feberbrand.
v49  Han sendte sin glødende vrede mod dem,
harme, forbandelse og trængsel,
en flok af ulykkesengle.
v50  Han gav sin vrede frit løb;
han skånede dem ikke for døden,
men overgav dem til pesten.
v51  Han dræbte alle Egyptens førstefødte,
manddommens førstefrugt i Kams telte.

v52  Så lod han sit folk bryde op som en fåreflok
og ledte dem i ørkenen som en hjord.
v53  Han førte dem i tryghed, de var uden frygt,
men over deres fjender lukkede havet sig.
v54  Han førte dem ind i sit hellige land,
det bjergland, hans højre hånd havde vundet.
v55  Han drev folkeslag bort foran dem,
lod deres land tilfalde dem som ejendom,
så Israels stammer kunne bo i deres telte.

v56  Men de udæskede og trodsede Gud den Højeste,
de overholdt ikke hans formaninger.
v57  De faldt fra og var troløse som deres fædre,
de svigtede som en slap bue.
v58  De vakte hans trods med deres offerhøje
og æggede hans vrede med deres gudebilleder.

v59  Det hørte Gud, og han blev vred
og forkastede Israel helt og fuldt.
v60  Han vragede sin bolig i Shilo,
det telt, hvor han boede blandt mennesker;
v61  sin styrke sendte han i fangenskab,
sin herlighed gav han i fjendehånd.
v62  Han overgav sit folk til sværdet,
han blev vred på sin ejendom.
v63  Ilden fortærede dets unge mænd,
jomfruerne fik ingen bryllupssang;
v64  præsterne faldt for sværdet,
enkerne kunne ikke holde ligklage.

v65  Da vågnede Herren som en, der har sovet,
som krigeren, der er overvældet af vin.
v66  Han slog sine fjender tilbage
og lod evig skændsel overgå dem.
v67  Han vragede Josefs telte,
Efraims stamme udvalgte han ikke.
v68  Men han udvalgte Judas stamme,
Zions bjerg, som han elsker;
v69  han byggede sin helligdom som en himmelbolig,
ligesom den jord, han havde grundlagt for evigt.

v70  Han udvalgte sin tjener David,
han hentede ham fra fårefoldene
v71  og tog ham bort fra fårene
til at vogte sit folk, Jakob,
og sin ejendom, Israel.
v72  Og David vogtede dem med oprigtigt hjerte
og førte dem med kyndig hånd.

(Salme 78.1)

Jesus er en Pesach for Herren – Jesus er påskelammet – Agnus Dei.

I Det nye Testamente sker der en nytolkning af den påske – den Pesach - som indgår i Exodusberetningen om israelitterne i Egypten. Ordet Pesach bruges i 2. Mosebog både om ritualet – offer riten – og om offerdyret – påskelammet der bindes, slagtes og ædes.

Der er forskellige opfattelser men hele Det nye Testamente er enig i at Jesus og påsken – den jødiske påske – hører sammen. Troen på Jesus eller troen på Kristus er fra starten af knyttet til påsken. Påsken er hele troen. Påsken er et symbol på Jesus eller meningen med ordet Kristus kan vi sige.

Mosebogen viser at Gud gav et mægtigt ritual – en frelsende rite til israelitterne i den paskale nat i Egypten. Gud gav Israel en Tora – en vejledning i hvordan de kunne undvige Ødelæggeren eller den onde ånd. Gud viste Israel hvordan de kunne blive frelst ved hjælp af ofringen af påskelammet og ved at smøre blodet på dørene. På den måde blev Israel frelst ud af Egypten og frelst fra den onde gud og ført til Guds hellige bjerg – Paradiset.

I de synoptiske evangelier berettes om Jesu sidste måltid – fredag aften. Dette måltid finder sted i den paskale nat – fredag aften – i natten mellem den 14. og 15. Nisan – helt svarende til loven i 2. Mosebog kapitel 12. De synoptiske evangelier beskriver dette påskemåltid som Jesus holder sammen med sine disciple. De holder måltidet efter den jødiske tradition.

De synoptiske evangelier viser at den sidste nadver eller det sidste påskemåltid er en afløsning af den jødiske påske. Jesus indstifter en ny rite til afløsning af Pesach – påsken. Jesus viser hvordan nadveren – at æde hans kød og blod – er en symbolsk påske – og en ny rite som skal afløse den jødiske påske. Når de troende spiser hans kød og blod fejrer de den jødiske påske – blot på en ny og anden måde. Jesus giver en rite til sine disciple der kan frelse dem liige som israelitterne blev frelst i Egypten. Den som æder hans kød og blod spiser påskelammet – det nye evige påskelam – Jesus. De troende skal efter hans død gentage dette måltid og fejre påsken på denne måde. Den gamle påske er afskaffet. Menneskene har fået en ny rite som er endnu kraftigere end den gamle påske. At spise hans kød og blod er en hellig handling. De bliver eet med Jesus – lige som israelitterne blev eet med påskelammet.

I Johannesevangeliet er den sidste nadver eller Jesu sidste måltid flyttet til om torsdagen – i stedet for på påskeaften om fredagen. I Johannesevangeliet ser Jesus frem til påsken. I påsken om fredagen når de slagter påskelammene i Jerusalem vil Jesus også blive slagtet. I Johannesevangeliet er det tydeligt at Jesus simpelt hen er påskelammet – Agnus Dei. Menneskene ofrer Jesus for selv at kunne leve. Jesu død og korsfæstelse er et offer af lammet lige som den jødiske påske. Jesus er en Pesach for Herren i den helt konkrete betydning – Jesus er selve offerdyret – påskelammet. Offerdyret – Jesus – skal være et lydefrit offer til Herren. Gud modtager kun perfekte ikke mangelfulde offerdyr. Jesus er en stedfortræder lige som lammet i Egypten. Han skal ersatte ikke bare et helt folk – Israel – men alle mennesker i hele verden. Gud vil modtage det offer – vores offer. Den onde ånd Ødelæggeren vil ikke længere have nogen magt over os. Vi er kommet over til Guds hellige bjerg – Guds rige. Vi er eet legeme fordi vi alle æder af det samme legeme – lige som israelitterne blev eet med offerdyret da de delte og spiste lammet i den paskale nat.

v23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, v24 takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« v25 Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« v26 For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

(1 Korinterbrev 11.23)

v17 Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. v18 For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.«

v19 Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« v20 Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

(Lukasevangeliet 19.17)

At spise Jesu legeme og drikke hans blod er at spise påskelammet. Vi frelses ved at drikke hans blod lige som israelitterne blev frelst ved at spise lammet. Jesus er det nye offer – at æde hans kød og blod er det nye fællesmåltid – Sebaen som det kaldes i Toraen. Denne rite hænger ikke længere sammen med den bestemte årstid påsken – Nisan eller marts-april – ritualet nadveren vil de troende i kirken gennemføre året rundt.

I de synoptiske evangelier er den sidste nadver helt klart en prototype på kirkens senere nadver. I Johannesevangeliet er Jesu sidste måltid ikke nogen prototype på kirkens nadver.

Hele det nye Testamente sætter lighedstegn mellem Jesus og det paskale lam. Jesus er påskelammet hvis ben ikke må knuses som det hedder i 2. Mosebog 12! Offeret til Herren skal helt og fuldt og perfekt – i følge 2. Mosebog. Offerdyret – lammet – skulle gøre det ud for et fuldstændigt menneske. Dette overføres til Jesus. Han er et fuldkomment offer til Gud. På grund af hans død kan vi leve. Vi frelses ved hans blod – på samme måde som israelitterne smurte blodet på dørene for at holde Ødelæggeren borte – og for at skabe et helligt og rent rum for Jahve.

v6 Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? v7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. v8 Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

(1 Korinterbrev 5.6)

v31 Det var forberedelsesdag [fredag], og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. v32 Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus.

v33 Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, v34 men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. v35 Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.

v36 Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« v37 Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

(Johannesevangeliet 19.31)

Ofringen af Jesus frikøber alle mennesker fra døden. Jesu død er en betaling og en soning. Vi har slagtet og ofret Jesus for at vi kan leve – Gud har ofret Jesus – sin førstefødte søn – for at vi kan leve. At Gud ofrer Jesus og at vi ofrer Jesus er det samme i den bibelske tanke. Jesu korsfæstelse, slagtning og død skete for at alle mennesker kunne redde livet og undgå døden.

v29 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. v30 Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. v31 Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.«

v32 Og Johannes vidnede: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. v33 Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. v34 Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.«

v35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. v36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« v37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus.

(Johannesevangeliet 1.29)

Israelitterne i Egypten bliver frelst på grund af deres mærke – blodmærket på døren. På samme måde taler Paulus om at den kristne eller troende bærer et mærke fra Kristus – det mærke frelser mennesket. Blodet er et mærke – i Johannes Åbenbaring beskrives hvordan de kristne alle bærer et Guds mærke. Gud har givet dem det mærke som beskyttelse – lige som ordet Påske eller Pesach betyder beskyttelse. Gud gav også Kain et mærke så at han kunne leve. Vi vasker os i lammets blod og bliver derved rene og retfærdige. Ofringen af Jesus på korset har medført en stor frelse for hele jorden.

v9  Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. v10  De råbte med høj røst:
      Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
      og fra Lammet.
v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!
v13  Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?« v14  Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
       v15  Derfor står de for Guds trone
      og tjener ham dag og nat i hans tempel,
      og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
       v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
       v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

(Johannes Åbenbaring 7.9)