v6 Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte.
v7 Han kundgjorde Moses sine veje
og israelitterne sine gerninger.
v8 Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
v9 Han anklager ikke for evigt
og vredes ikke for altid;
v10 han gengælder os ikke vore synder
og lønner os ikke efter vor skyld.
v11 Så høj som
himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
v12 så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.
v13 Som
en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.
(Salme
103).
Synden og skylden er ikke i
Salmerne helt det samme som - for eksempel - mange kristne i dag forstår ved disse begreber. I den senere og nyere kristendom er synden entydigt komme til
at betyde de konkrete synder som det enkelte
menneske begår - imod ’Guds lov’ og som det er skyldig for og som det egentligt bør straffes for – engang.
Synden er individuel – og lovbrud. I pietistisk kristendom er synden det
samme som skyldfølelse – følelsen af at være dårlig, syndig, uværdig. Gud ser alt,
hans øjne er overalt. Vi kan ikke skjule os. Synden er ikke mindst det
seksuelle som lokker mennesker fordi vi er svage.
Synden får os til at blive røde i hovedet af skam. Vi frygter straffen
– og vi føler at vi har fortjent
straffen. Den pietistiske opfattelse
af synden svarer på en mærkelig måde til det moderne menneskes selvopfattelse
og dårlige selvværd: - Jeg er dårlig,
ikke god nok, ikke stærk nok. Jeg har ikke fortjent at have det godt!
I
Salmerne hænger begrebet synden sammen med fortabelsen.
Mennesker kan gå fortabt i livet –
det vil sige at de mister alt det de
holder af, bliver hjælpeløse og ensomme, kommer til at lide fysisk og psykisk, opgiver livet. I Salmerne hænger begreberne
sammen: Hvis man er gået fortabt, er
man blevet ramt af ’Synden’. Synden og fortabelsen – eller forbandelsen – rammer så at sige mennesket udefra.
Synden rammer os som en storm, et
uvejr. Synden knuser os som en dæmonisk magt og dækker os med mørke. Synden gør
os angste og bange. Synden er forbundet med dødsangsten, skræk og rædsel.
Synden, døden, ulykken er det onde i livet, de onde magter i verden. Salmerne er tildels mytologiske
– det vil sige at det onde ofte bliver personificeret:
Det onde – eller synden og døden – er urdybet, afgrunden,
slangen, vandfloden, dragen, uhyret, Livjatan
(Satan). Ved skabelsen besejrede
Gud de onde magter – dragen – men de er ikke besejret for evigt. De må besejres
igen og igen. Livet trues hele tiden
af de onde magter – også fx hungersnøden og krigen og fattigdommen. At gå
fortabt er at blive ramt af
ondskaben, ulykken, sygdommen, ydmygelsen – som igen er ’Synden’. Gud er den – eneste – magt
som kan fjerne eller besejre synden. Fra Gud kommer alle gode ting – velsignelsen – fred, glæde, trivsel, lykke. De onde ting kommer fra
Guds fjender – de onde magter, som kan få overtaget i
livet. De onde ting som naturkatastrofer
og jordskælv kommer fra kaosmagterne, urdybet, de vældige vande, som altid truer livet og befinder
sig lige under verden. (Efter
skabelsen befinder kaosvandene sig
ifølge Salmerne dels under jorden dels over himmelhvælvingen).
Derfor er
synden en byrde, en lidelse, en plage – som det siges i Salmerne – den er så tung at vi ikke kan bære den. Synden besætter mennesker som en ond
ånd. Gud ’tilgiver’ synden – det vil mere rigtigt sige: at han fjerner synden og dens konsekvenser.
Forholdet er ikke så meget juridisk –
at Gud ’tilgiver’ en synd – som det handler om sejr og redning. Gud er nok dommer
i Salmerne – men at ’dømme’ betyder især at frelse
og sejre over det onde. Gud er
bestemt ikke nogen ’juridisk’ dommer
i vores betydning, som sidder og holder sig til en lovbog!! Gud tager os ud af
synden og giver os glæden i stedet. Ordet frelse
betyder på hebraisk at vi vinder vores frihed, at vi får frit rum og åbent
plads, at livet bliver stort og rummeligt, at vi sejrer over fjenden og alle
lænker – at vi bliver ført ud i det åbne land, som det siges i salmerne.
v13 Talløse ulykker
omgiver mig,
mine synder [synden] har indhentet
mig,
så jeg ikke kan se;
de er flere end hårene på mit hoved,
og modet svigter mig.
v14 Vær nådig,
Herre, og red mig,
skynd dig til hjælp, Herre!
(40.13)
Synden er en magt der har ramt
vore hoveder:
v12 Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.
(103.12)
Vi kan
også i den følgende salme, Salme 124, se hvordan salme-jeg’ets
modstandere er glidende, de glider over i hinanden, de beskrives snart som det ene
og så som det andet. Den egentlige fjende
er det onde i sig selv, Guds
modstander eller Guds fjende i skabelseskampen, lidelsen eller ulykken og de livsfjendtlige kræfter
som er forbundet med lidelsen – egoet, synden, verden:
Hvis ikke
Herren havde været med os,
det skal Israel sige,
v2 hvis
ikke Herren havde været med os,
dengang mennesker rejste sig mod os,
v3 da havde de slugt os levende [løver]
i deres flammende vrede [ilden] mod
os,
v4 da
var vandet skyllet over os,
floden [urdybet,
afgrunden, uhyret, slangen] var strømmet over os,
v5 da var det brusende
vand [mytologisk lige som floden]
strømmet over os.
(124.1)
Når vi er
fortabt – ulykkelige, dødsmærkede,
fortvivlede – er vi ’i synden’, vi er ’faldet ned i synden’. Vi er i skylden –
vi er skyldige. Denne tanke findes også mange steder i Det nye Testamente fx hos Paulus
i Romerbrevet. Paulus siger, at før
Kristus herskede ’Synden’ og ’Døden’ (det vil sige at menneskene var
ulykkelige) – som magter, som verdenskræfter – som ulykkesengle. Det som Kristus betyder – for Paulus - er altså ikke først og fremmest noget juridisk –
at dommeren slår en streg over forbrydelsen trods lovbogens tekst – men en sejr over de onde kræfter i livet – ’Synden’. Kristus besejrer egoet og den onde fyrste som havde taget
magten i verden og gjort alle
mennesker fortabt og ulykkelige.
Alle
mennesker som er fortabt er syndere – og alle syndere er fortabt. Sådan
kan man sammenfatte tanken i Salmerne.
De to begreber dækker i høj grad hinanden. At gå fortabt er ikke en
fremtidig begivenhed engang ude i en fjern fremtid – som ved dommens dag. At
være fortabt er noget som man er lige her
og nu – det er noget, som kan ses og mærkes – i allerhøjeste grad. Det menneske som bliver kastet for løverne er
virkeligt fortabt. Det menneske som
forlades af alle sine kære er fortabt.
Dette er en indlysende sandhed i
Salmerne. Vi ved godt hvad det er at gå fortabt – at være
fortabt. Jeg går fortabt på grund af noget
– mine egne tanker, følelser og
handlinger – og på grund af skæbnen –
ulykken. Sådan opfattes det i Salmerne. De mennesker som lever efter livets lov eller Guds lov går ikke fortabt – men alligevel: nogle gange
går det galt og vi går fortabt. Kun én
magt kan redde os – Gud. Og når vi
bliver reddet ud af ulykken, dødsfaren, sygdommen –
den onde fyrstes kvælergreb – er
det med Guds hjælp. At blive tilgivet bliver derfor det samme som at blive helbredt, eller at vinde sejr
over de onde fjender – eller at få sin ejendom, familie og anseelse tilbage.
Det er noget som kan ses. Guds
velsignelse er virkelig, levende, konkret. Han der lever et rigt liv er
velsignet af Gud. Guds kraft og velsignelse viser
sig i at vores liv lykkes. Gud river os ud af syndens vold. Han udsletter synden – lidelsen. Syndens følge er døden – synden og døden (i vid betydning) er det samme. Det er en ulykke at leve i synden – at være prisgivet synden, ikke at kunne gøre sig
fri af synden, at være et offer for synden – det livsfjendtlige og
onde.
Salmerne
består af utallige klager – klagesalmer: - Gud! Du ser hvilken ulykke jeg er havnet i! Jeg kan ikke selv komme ud.
Frels mig ud af synden og skylden og lidelsen! Udslet synden! Kom! Rejs dig!
Kom nu! Vis dig!
Velsignelsen er symbolet på de gode kræfter i livet. Velsignelsen er en kraft, en energi – held og lykke -
som kommer fra Gud. Når vi får og har velsignelsen lykkes livet for os. Job er sådan en lykkemand. Vi lever et godt
liv og dør mæt af dage, som det siges
om Job. Synden kommer fra de onde guder,
de onde magter, kaosmagterne – slangen, dragen. Den onde kan have stor magt
i verden – derfor søger vi tilflugt
hos Herren – som det siges i Salmerne. Herren er vores borg, fæstning, vores styrke og skjold
imod synden, det onde. Herren er den kriger
som kan besejre de onde magter som ødelægger livet. Synden ødelægger Guds
gode liv.
Synden
skyldes ikke bestemte konkrete enkeltmennesker. Synden og lidelsen kommer fra
noget alment, noget mytologisk, en magt. Derfor kan klagerne i Salmernes bog
ligestille og sammenstille mange forskellige slags fjender i samme udtryk.
Salmernes sprog er symbolsk. Alle modstandere eller fjender er i virkeligheden
den samme fjende, det onde, Det onde Sværd, Ondskabens domstol:
v20 Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21 Red mit
liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22 frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!
(22)
Synden er
en magt, et væsen, noget mytologisk eller personificeret. Synden lokker os og
indsmigrer sig:
v2 Synden taler til den
ugudelige i hans hjerte,
gudsfrygt har han ikke for øje.
v3 Den indsmigrer sig hos ham,
så man kan finde hans skyld og hade
ham.
(36)
Vi finder
denne tanke om synden og skylden mange steder i Det gamle
Testamente. Det følgende er et citat af profeten Mika, som netop opfatter synden som en ulykke og lidelse som er
kommet over menneskene – så at sige udefra
som en magt:
v18 Hvilken
gud er som du,
der tilgiver skyld
og bærer over med synd?
v19 Han
viser os atter barmhjertighed
og
træder al vor skyld under fode.
Du kaster alle vore synder
i havets dyb!
v20 Du viser
troskab mod Jakob,
og trofasthed mod Abraham,
sådan som du tilsvor vore fædre
i gamle dage.
(Mika 7,
18).
Et andet markant eksempel på denne tanke findes
hos profeten Zakarias
som levede omkring
v5 Den engel, der talte med mig [Zakarias], trådte frem og sagde til mig: »Løft dine øjne og
se, hvad der kommer der.« v6 Da jeg spurgte: »Hvad er det?«
svarede han: »Det er kornmålet, der kommer,« og han
fortsatte: »Det er hele landets synd.«
v7 Og se, blylåget løftede sig, og
der sad en kvinde i kornmålet. v8 Han
sagde: »Hun er ondskaben,« og så
kastede han hende ned i kornmålet igen og slog blylåget i.
v9 Jeg løftede øjnene, og jeg så to
kvinder komme frem; vinden tog i deres vinger – de havde vinger som storke – og
de løftede kornmålet op mellem jord og himmel. v10 Jeg spurgte den engel, der talte med
mig: »Hvor bringer de kornmålet hen?« v11 Han svarede: »De skal bygge hende et hus i
landet Sinear, og når det er færdigt, anbringer de
hende der, hvor hun skal stå.«
(Zakarias 5,5).