Billederne i Salmernes Bog
kredser ofte om det samme billede: Gud er ægtemanden
og folket eller Israel er ægtehustruen.
Deres forhold er en aftale, en
kontrakt, en pagt eller et løfte. Hver part har sine forpligtelser. Klagen og anklagen imod
Gud er hustruens eller kvindens
forbitrede klage over manden som nu har forladt
hende, ladt hende i stikken. Gud
lever ikke op til sine løfter. Han har vendt hustruen ryggen. Gud er fjern, han
er ligeglad. Han tænker på noget andet. Gud er faldet i staver og har glemt mig - hans hustru - som han burde værne og beskytte og tage sig af. – Min Gud, min Gud, hvorfor
har du forladt mig? (Salme 22). Kære mand, hvorfor
har du forladt mig? Hvad har jeg
gjort? Synes du at jeg har fortjent
det? Hvorfor ser du ikke den vej,
hvor jeg sidder? Hvorfor står du så langt borte?
Hvorfor skjuler du dig? Nu er jeg
blevet prisgivet den onde verden. Jeg er fortabt. Ingen beskytter mig. Alle er ude efter mig. Alle jager mig. Alle vil de æde mig. Jeg er et offer. Gud har gjort mig til et offer. Derfor er jeg vred på Gud. Han lovede så meget – men hvad har han egentligt overholdt? Han var
fuld af store ord – men hvad er det blevet
til?
- Jeg er den kvinde som du
bare har glemt. Du kan ikke huske og du vil ikke huske mig. Du har glemt mit navn! Hvor længe endnu vil du fortsætte med at glemme mig og ignorere
mig og forsømme mig? Hvor længe endnu
– jeg er ved at sprænges!
I denne forbindelse kommer
det centrale ønske: - Herre, giv mig
et tegn! Giv mig et tegn på, at du bekymrer dig om mig, på
at du ikke bare er ligeglad, et tegn på at du værdsætter mig! Kom her!
Vær til stede! Se mig! Hør på mig!
Vi kan se alle disse
kvindens og hustruens tanker og
klager i et væld af salmer - for eksempel i de følge
citater fra Salme 69. I denne salme kan vi også se hvordan kvindens skuffelse slår over i en vrede, en forbandelse af hendes skæbne og af alle de fremmede (farlige, dem der er derude i verden) som ikke kan lade
hende være:
v17 Svar mig, Herre
[ægtemand], for din trofasthed er god [Du var tro engang],
vend dig til mig i din store barmhjertighed!
v18 Skjul
ikke dit ansigt for din tjener [Se på mig],
for jeg er i nød, svar mig i hast!
v19 Kom mig nær og befri mig,
udfri mig fra mine fjender [verden]!
v20 Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender [fremmede,
mænd, verden] for øje [du ser det jo];
v21 deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22 De
gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.
[Forbandelsen:]
v23 Lad
deres [de fremmede, mændene, verdens mennesker] bord blive en fælde,
en snare for dem i deres sorgløshed. [Det vil sige: Lad dem æde sig ihjel!]
v24 Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se,
lad altid deres lænder ryste.
v25 Udøs din vrede over dem,
lad din glødende harme [glødende kul] nå dem!
v26 Deres
lejr skal blive øde,
ingen skal bo i deres telte [Lad dem blive ensomme og forladt!].
v27 For den, du har slået [nemlig
mig], forfølger de,
de øger smerten hos den, du har såret [mig, din hustru].
v28 Føj skyld [lidelse] til deres
skyld [lidelse],
lad dem ikke få del i din retfærdighed [frelse]!
v29 Slet
dem af livets bog,
de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!
v30 Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,
lad din hjælp beskytte mig, Gud [ægtemand]!
[Giv mig et
svar, Giv mig et tegn - nu!]
(69.17)
I en anden salme – salme
10 – kan vi se de samme træk, de
samme følelser hvis vi læser salmen som et forhold
imellem ægtemanden og hustruen. I salmen klager
hustruen over at hun er blevet et offer
for verden, der er fuld af onde mænd:
v7 Hans [den fremmede onde mands] mund er fuld af
forbandelse,
af svig og undertrykkelse,
på hans tunge er der ulykke og uret.
v8 Han
ligger i baghold i sivene,
i det skjulte dræber han den
uskyldige [kvinde],
hans øjne spejder efter den svage [forladte hustru].
v9 Han
ligger på lur som løven i sit skjul;
han ligger på lur for at fange den hjælpeløse [kvinde],
han fanger [hende] og lukker nettet om [hende].
v10 De
svage [kvinderne] overmandes,
de bukker under og falder i hans magt
[de går fortabt].
v11 Han siger
ved sig selv: Gud glemmer,
han skjuler sit ansigt [ser den anden vej], han ser ingenting.
(10.7)
Vi kan læse mange af
salmerne med det skema at det på en
måde er hustruen der taler til ægtemanden. Vi skal naturligvis huske at
ægteskabet var noget ganske andet i
det gamle Israel end hos os. Hustruen var undergivet
manden og afhængig af ham. Hun er hjælpeløs og har ingen ejendom. Hendes
mission er at føde manden mange sønner. Hun får al sin ære fra manden og hendes
opgave er at kaste lys og ære over manden. Han giver hende livet i en vis forstand. Uden ham – hvis han forstøder hende som han kan ifølge Moseloven - er hun fortabt.
Vi kan med små rettelser
vise skemaet i følgende salme, salme 86:
Vend dit øre mod mig, [ægtemand],
og svar mig,
for jeg er hjælpeløs og fattig.
v2 Bevar mit liv, for jeg
er trofast,
frels din tjener, du min [herre],
jeg stoler på dig.
v3 Vær
mig nådig, [herre],
for jeg råber til dig dagen lang.
v4 Glæd
din tjener,
jeg længes efter dig, [herre],
v5 for
du, er god og tilgiver gerne,
rig på troskab mod alle, der råber til dig.
v6 Hør
min bøn, [herre],
lyt til min tryglen!
v7 På
nødens dag råber jeg til dig,
for du vil svare mig.
v8 Ingen er som du, [herre],
ingen gerninger er som dine.
v10 For du er stor, du gør undere,
du alene er [herre].
v11 Vis
mig din vej, [herre],
så jeg kan vandre i din sandhed,
lad mit hjerte alene frygte [og ære] dit navn.
v12 Jeg takker
dig, [herre], af hele mit hjerte,
jeg vil ære dit navn til evig tid,
v13 for din godhed mod mig er stor,
du har reddet mig fra dødsrigets dyb [fortabelsen].
v15 Du, [herre],
er barmhjertig og nådig,
sen til vrede, rig på troskab og sandhed.
v16 Vend dig til mig og vær mig
nådig!
v17 Giv
mig et tegn, der varsler godt,
så mine fjender ser det og beskæmmes.
Du, [herre], har hjulpet og trøstet mig.
(86)