Sex og religion i oldtiden

Sex og religion i oldtiden.

Religion, gudstro, fromhed og seksualitet er nært forbundet i hele oldtiden. Vi kender denne forbindelse fra alle de store kulturer: Egypten, de semitiske kulturer som Kana’an, Grækenland og Rom.

For moderne mennesker er hele dette fænomen simpelt hen svært at begribe. Vores verden og tankegang er blevet helt anderledes. Kristendommens sejr i Romerriget i 300 tallet fik enorme konsekvenser for alle menneskers tanker, tro og forestillinger. Kristendommen løftede en bestemt arv fra profeterne i Det gamle Testamente. I Det gamle Testamente kan vi finde mange angreb på kombinationen af sex og religion. For profeterne var seksualkulten en afskyelighed – en total misforståelse af begrebet tro og religion. Profeterne angreb de fremmede guder som ækle møgguder. I dette begreb skjuler sig vreden og modstanden imod det seksuelle i gudsdyrkelsen. Vi ved at seksualkulten, frugtbarhedskulten, det hellige samleje kom ind i Israels religion og kult i det gamle Israel på grund af påvirkningen fra kana’anæerne, det værtsland som Israel vandrede ind i. Profeterne kender seksualkulten ud og ind – derfor er deres angreb også så voldsomme. Eksempler på disse angreb på de ækle møgguder og deres seksuelle riter finder vi for eksempel hos profeterne Ezekiel (500 tallet) og Hoseas.

I første omgang er det vigtigt at gøre sig klart, at vores forståelse af begrebet sex er en moderne forståelse. Vi tænker tidens tanker, vi tænker efter tidens skema – og det gjorde man også i oldtiden. Men vi skal huske at sex er noget andet i oldtiden end for os i dag. Sex var i oldtiden – og tilbage i urtiden, i de primitive samfund – forbundet med natur og frugtbarhed. Alt liv afhænger af naturens frugtbarhed – og af menneskenes frugtbarhed. Frugtbarheden er usikker – den kan gå tabt. Tørken kan ramme os – derfor må menneskene gøre noget som kan afværge ulykken. Sex var i oldtiden en tilbedelse af Gud eller af guderne – eller en magisk rite som i sig selv skabte frugtbarheden. Frugtbarheden er lykken, velstanden, trygheden, kosmos, fred og glæde. Det samleje som findes i gudstjenesten er et helligt samleje – et såkaldt hieros gamos. Det græske ord betyder ordret et helligt bryllup. Det hellige samleje er en dramatisk genopførelse af det oprindelige samleje – nemlig samlejet mellem guderne – som Ba’al og Ashera i Palæstina. Samlejet er en hellig handling fordi det er et symbol på det guddommelige samleje. Verdens orden og kosmos – det gode liv, retfærdigheden – kommer af det himmelske samleje mellem Ba’al og Ashera eller mellem Osiris og Isis eller mellem Adonis og Afrodite.

Sammenkædningen sex og religion betyder også, at vi har fundet mange billeder af oldtidens guder hvor de fremstilles på en tydeligt seksuel måde. De mandlige guder er fx meget virile og potente og ofte udstyret med enorme peniser og rejst lem. Kønsorganet viser gudens herlige magt og vælde – Gud er en tyr som er i brunst. I oldtiden var gudens rejste lem ikke noget problem eller noget skammeligt – tværtom! Når vi ser Gud fremstillet på den måde, ved vi, at han er en stor gud! Sådan en gud kan vi have tillid til! Han er ikke bare den største og mest mægtige – han er den smukkeste af alle guderne!

Det er derfor ikke mærkeligt at man opstillede fallos- og penis-figurer over alt i oldtiden – også i templet i Jerusalem. Synet af gudens store lem er frygtindgydende – men giver os samtidigt tro og håb. Fra hans frugtbarhed og fra hans store lem strømmer velsignelsen.

Af disse eksempler kan vi se at oldtiden tænkte på en radikalt anderledes måde end vi gør. Hele oldtidens tankegang forvandlede sig med kristendommens sejr i 300 tallet i Romerriget. Kristendommens sejr er en af de største bevidsthedsrevolutioner som nogen sinde er sket. Der er et dybt skel mellem os og oldtiden. Det kan vi også opleve når vi læser de klassiske græske forfattere som Platon der også dyrkede det seksuelle og den seksuelle løssluppenhed - som hele oldtiden gjorde! Som bekendt er den græske keramik også fyldt med fremstillinger af seksuelle scener. Husene i Pompeji var udstyret med vægmalerier med samleje scener og andre erotiske fornøjelser. Billedet af oldtiden som optaget af det seksuelle er massivt.

Men oldtiden var ikke sex-fixeret! Vi kan ikke bruge vores moderne begreb uden videre når vi beskriver seksualiteten. Seksualiteten er i oldtiden en hellig handling. Samlejet er – eller kan være – en hellig handling fordi den er en gentagelse af – et spejl af - gudernes samleje. Lige som Ba’al og Ashera, lige som Osiris og Isis har samleje i himlen og derved skaber det gode liv – så har mennesker samleje for at skabe det gode. Isis lægger sig ned over det døde og kolde legeme, den døde Osiris, og har samleje med ham. På den måde kalder hun ham tilbage fra de dødes rige. Det som Isis gør, er en hellig handling. Hun giver frugtbarhed, liv, grøde, vækst til det døde legeme. Hun spreder lyset hvor der før kun var død og mørke. Isis er kilden til alt liv. Osiris var gået fortabt. Isis kalder ham ud af den sorte grav. Hun frelser Osiris gennem sine fingre, gennem berøringen, gennem den seksuelle handling. Isis giver ham livet tilbage ved at hun giver ham varmen fra sit eget legeme – ved at hun ligger sammen med ham, ved at hun er nøgen sammen med ham. Hun kærtegner det døde legeme og vækker ham seksuelt. Når hun kærtegner ham, begynder hans lem at vokse og det bliver stift! Isis dækker ham – det døde og kolde legeme - med sine lange vinger, som det også vises på de egyptiske billeder. Isis er en engel.

Den prostitution som kendes i oldtiden – også i det hellige tempel i Jerusalem – er hellig, guddommelig og sakral. De prostituerede mænd og kvinder ved templet er Herrens præster og tjenere. Det som de gør, er en gudstjeneste – det er velbehageligt for Herren. De prostituerede bor i templet. De lever for Herrens ansigt. De er beskyttet af hans vinger. De lever i den Højestes skygge, som det siges. De er de hellige, de udvalgte. De er ophøjede og de har ære og anseelse. Vi ved fra mange kilder i oldtiden at disse helligskøger var meget attraktive ægtefæller hvis de siden ønskede at gifte sig. De omtales som helligkvinder og helligskøger! De er en slags – med et meget senere begreb – nonner for Herren. De er gift med Gud. De er dem som elsker Gud og som Gud elsker. De er Guds kvinder. De har givet (ofret) deres liv, viet deres liv til Herren. De er indviede. Helligkvinden er en Maria. Hun er med det hebraiske ord qedesh – hellig.

Vi må ikke sammenblande denne såkaldte prostitution med vores moderne begreb om prostitution. De to fænomener har intet med hinanden at gøre. Seksualiteten blev efter oldtiden – med kirkens sejr - helt løsrevet fra det hellige.

I oldtiden – men ikke i Israel – er tankegangen, at de hellige prostituerede har samleje med Gud eller - på en symbolsk måde - har samleje med guden i templet. Samlejet kan i praksis foregå imellem en præst og helligkvinden, mellem kongen og den prostituerede eller med andre mænd. Vi ved fra Palæstina at kongen har repræsenteret guden – Ba’al – og som sådan haft samleje med en skøge ved nytårsfesten. Men den dybere tanke er at kvinden har samleje med Gud eller med guden. Vi ved også, at dette samleje kan ske som et samleje mellem kvinden og en statue af guden eller ved at hun kan have en slags samleje med hellige genstande i templet. Kvinden kan også have haft samleje med et dyr. En præst ved helligdommen kan erstatte og træde ind i stedet for guden under samlejet. Gud viser sig i præstens menneskeskikkelse. Han er et tegn. Den kvindelige prostituerede er altså ikke promiskuøs eller seksuelt løsagtig! Hendes aktivitet er en gudstjeneste – og den eneste hun har samleje med er dybest set Herren. Hun er netop trofast. Hun er ren – og på en symbolsk måde er hun jomfru – hun tilhører kun Herren. Hun tænker kun på Gud. Hun er fri – ingen mand er hendes herre. Gifte kvinder søger at behage deres ægtemand og de tænker kun på ham og lever i evige bekymringer – men hun tænker kun på at behage Gud og Herren. Hendes tanker overskygges ikke af syndige tanker. Hun er ikke længere en jordisk kvinde – hun er et himmelsk væsen. Hun er et religiøst ideal.

Andre mænd eller almindelige mænd har opsøgt en prostitueret ved templet – det kender vi også fra templet i Jerusalem. Disse mænd har gennemført samlejet som en tilbedelse og hellig gudstjeneste. Samlejet er et offer til Herren – manden betaler og giver gaver til templet. Den gode jødiske mand viser sin taknemmelighed og lovprisning gennem den seksuelle handling. Prostitutionen er bestemt ikke privat – som hos os – den er en lovsang og salmesang til Herren. Den er en integreret del af den samlede tilbedelse i templet. Når Herren har frelst mig ud af trængslen, går jeg til Herrens tempel og giver ham min tak og mine ofre – jeg har samleje med en af Herrens udvalgte kvinder! Samlejet er en hellig gave - et offer. I Det gamle Testamente er offeret ikke forbundet med tab eller med en modstræbende holdning – offeret er forbundet med lettelse, taknemmelighed og jubelglæde – som vi tydeligt kan se i Salmernes Bog!

Historisk er det ikke mærkeligt, at hele oldtiden er præget af kombinationen sex og religion. Vi har utallige fund fra de primitive kulturer (stenalderkulturer og senere) som viser at guderne er blevet tilbedt ved seksuelle handlinger. Sådanne fund er blevet gjort i hele verden. Vi kender dem også fra Danmark for eksempel fra bronzealdertiden.

Alle mennesker tænker efter tidens skema. Forskningen har vist at oldtiden – specielt de semitiske områder i Mellemøsten – havde et bestemt skema for mænd og kvinder. Kvinden er seksuelt væsen. Hun lever meget tættere sammen med naturen og med sin egen krop og natur og behov. Kvinden lever med sine drømme og længsler. Hun kan derfor ikke helt kontrollere sine lyster og drifter. Hun er seksuelt begærlig, liderlig og lokkende. Al synd kommer derfor egentlig fra kvinden. Kvinden er beskere end døden, som det hedder i Det gamle Testamente. Hun lokker manden i fordærv og utugt med sine smil, søde ord og berøringer. Kvindens natur er at være utro og løsagtig. Vi finder tydeligt denne opfattelse i Det gamle Testamente fx i visdomslitteraturen og hos profeten Ezekiel. Dette semitiske skema lever videre langt op i kristen tid – fx i hekseprocesserne i Europa!

Vores moderne europæiske skema er det modsatte. Ifølge vores skema er det manden som ikke kan styre sine drifter. En mand kan slet ikke kontrollere sin lyst eller sin rejsning. Når en mand skal, så skal han. Manden bliver vakt seksuelt og i så fald kan han ikke styre sig selv. Han er et offer for sin egen krop og seksualitet – på samme måde som kvinderne var det i oldtiden. Unge piger bliver overfaldet og voldtaget af ophidsede mænd som skal have udløsning og samleje. De handler af nød, af tvang. De kan ikke gøre for det! Det er naturens stemme. Naturen er stærkere end optugtelsen, som vi siger. Når en mand har fået rejsning kan han ikke bare udsætte sagen. Naturen kræver sin ret!

Oldtiden havde en helt anden opfattelse – og denne opfattelse af kvindens urvæsen præger meget den kombination af sex og religion som findes i oldtiden. Seksualkulten er i meget høj grad knyttet til kvinder og til de kvindelige guder – som i eksemplet med Isis og Osiris. Over alt i oldtiden havde man fallos figurer – billeder af mandens rejsning – men disse figurer er ikke dele af en mandlig form for religion – de er knyttet til de kvindelige guder. Også i templet i Jerusalem var opstillet penis-figurer men de hører ifølge Det gamle Testamente netop sammen med dyrkelsen af de kvindelige guder Astarte og Ashera – Aftenstjernen og Himmeldronningen som de også kaldes i Det gamle Testamente - de kvindelige guder som af profeterne blev stemplet som de ækle møgguder.

Oldtidens opfattelse viser kvinden på to måder: Hun er et seksuelt væsen – en elskerinde – og hun er den som føder – hun er moder. De to roller flyder sammen. Kvinden bliver knyttet til frugtbarheden. Børnene kommer ud af hende. Hun giver livet. De to roller er egentlig uafhængige men smelter mere eller mindre sammen. De kvindelige guder viser sig både som den milde, madonnaagtige moder (Maria) – og som den ubændige liderlige kvinde og ludder der horer med alt og alle – og gerne med sin egen bror. Som bekendt er Osiris og Isis ifølge myten i Egypten bror og søster! Det mest typiske for disse kvinder – guder - er netop, at de er ubændige, vilde, ekstatiske, alt ædende, grænseoverskridende.

I Ordsprogenes Bog fortælles det hvordan hun – den typiske kvinde - ligger på lur og kaster sig over uskyldige mænd. Hun lokker dem med sine søde øjne og sin glatte mund. Hun er helt besat. Det eneste hun har i tankerne er at få samleje med manden så hurtigt som muligt. At hun er godt gift betyder ikke noget. – Min mand er bortrejst, siger hun! Hun kan ikke få mænd nok. At hendes mand er borte, giver hende kun nye muligheder. Men hun kan ikke holde sin seksuelle lyst nede – mens manden er bortrejst. Naturen kræver sin ret og hun følger naturens stemme som en glad kvinde – som enhver kvinde må gøre.

I kulten har man også anvendte ekstase med drukkenskab, selvpinsler og narkotiske stoffer. Hun har en sådan naturens vildskab at ingen mand kan stoppe hende. Hendes seksuelle energi, begær og lyst kender ingen grænser. Hun er utrættelig og umættelig. Hendes seksuelle vildskab kan slå om i at hun bliver en dræber maskine som tilintetgør alt og alle omkring sig. Hun er en rædsel. Den mand, som hun har elsket med, æder hun op bagefter. Den mand som kommer ind i hende – kommer aldrig ud igen! Hun er den store moder som giver og tager liv efter forgodtbefindende. Hun er frygtindgydende. Vi finder disse kvindeguder fra Egypten helt til Indien (Kali).

I en af de senere mysteriereligioner i Romerriget – dyrkelsen af gudinden Kybele – blev tilbedelsen af guden et blodigt ritual. Kybele kulten vakte enorm opsigt i Rom. Menigheden kom i en vild tilstand af ekstase ved brug af narkotiske stoffer. Som afslutning på gudstjenesten kastrerede de mandlige deltagere sig selv. Blodet flød. Mændene skar deres kønsorganer af med gamle flinteknive - for at efterligne myten om Kybele. Deres kønsorganer var deres hellige offer til Kybele – kvinden, moderen. De blev samlet i en hellig skål og bragt til Kybeles billede i templet. I gudstjenesten indgik også afskårne mandlige kønsorganer fra okser, tyre og andre dyr.

Fra Grækenland ved vi at store skarer af unge piger kom til templerne og havde samleje med guden – inden de startede deres seksualliv, inden de blev gift. Formålet var at styrke deres liv og kraft og frugtbarhed. Guden i templet kunne så være en figur eller et menneske. Pigerne blev ikke drevet af lyst eller sex i vores betydning – men af en tro eller et håb om lykke og frugtbarhed. Det pigerne gjorde, var også en tilbedelse af Gud – et offer. De unge piger giver sig selv og deres legemer til guden og på den måde styrker og ophøjer de guden. Offeret er en herliggørelse af guden. Guden lever af de gaver som han eller hun får. Men pigerne får også frugtbarheden og livslykken, når de giver deres unge legemer bort til Herren!

I oldtiden er seksualiteten i religiøs sammenhæng ofte – men ikke altid – knyttet til frugtbarheden. Frugtbarheden er et symbol eller et tegn for den gode tid, den gode verden. Frugtbarheden spiller en enorm rolle i Det gamle Testamente. En række historier handler om kvinden der ikke kan føde børn (ex Sara og Hanna). Den ufrugtbare kvinde er forbandet af Gud! Ingen vanære er større end det ikke at kunne føde sønner. Den kvinde som føder mange sønner er velsignet af Herren og hun kaster glans og ære over sin mand. Frelsen er at blive gammel og se sine sønners sønner vokse op og trives, som der står i Salmernes Bog! I senjødedommen hen imod Kristi fødsel havde man fantastiske forestillinger om den frugtbarhed som skulle komme på grund af Herrens velsignelse af Israel. Alle kvinder skulle i fremtiden føde 1000 børn i løbet af deres liv! Når Messias engang skulle komme og blive ny konge i Israel, skulle alle kvinder i Israel føde hver dag!

Ezekiel bogen i Det gamle Testamente er blevet til i 500 tallet. Ezekiel har oplevet det katastrofale nederlag til Babylon i 587 f. Kr. som resulterede i at Jerusalem og templet blev brændt ned og i at folkets unge mænd lå døde rundt omkring byen hvor de blev ædt af fugle og markens vilde dyr. Ezekiel afsiger dommen over Israel: Det er jeres egen skyld. I blev retfærdigt straffet for jeres utroskab og horeri! Ezekiel bogen omtaler et utal af eksempler på at Israel forfaldt til de kana’anæiske religiøse skikke og de fremmede guder.

Ezekiel er fyldt med seksuelle billeder. Som et eksempel kan vi tage det følgende fra Ezekiel kapitel 16. Et helt lignende afsnit findes i kapitel 23. Der er ikke helt enighed om fortolkningen af disse afsnit. Ezekiel opfatter forholdet Jahve – Israel som et forhold mellem ægtemanden og hustruen. Dette billede har Ezekiel arvet fra tidligere profeter som Hoseas. Det er hans pointe. Derfor er Israels religiøse frafald fremstillet som seksuel utroskab. På den anden side anvender Ezekiel meget stærke seksuelle billeder og udtryk. Meningen må være at der har været en stærk seksualkult i Israel op til nederlaget i 587 f. kr. Den efterfølgende tekst skildrer på en meget seksuel måde ægteskabet mellem Israel og Jahve. Israel er tydeligt nok en kvinde! Jahve er besat af hendes fysiske skønhed. Bag ved Ezekiels tekst må ligge den kana’anæsike myte om gudens ægteskab eller samleje med gudinden. Hos Ezekiel er gudinden blot skiftet ud med Israel som folk – eller som her: med byen Jerusalem der repræsenterer Israel.

I teksten skildres Jahve som et stærkt seksuelt væsen – hvilket er ret enestående i Det gamle Testamente. Teksten i kapitel 16 har rigtigt mange mærkelige detaljer. Jahve er – som en mand - stærkt tiltrukket af kvindens skønhed. Jahve er glad for hendes faste bryster. Jahve holder nøje øje med hvornår hun er kønsmoden. Jahve glæder sig til at dyrke elskov med hende når tiden er inde. Jahve kommer ofte forbi for at holde øje med pigen som vokser op som en skøn ung kvinde. Hun er altid nøgen og bar så derfor kan han altid glæde sig over hendes fysiske skønhed. Han holder øje med hårvæksten. Inden Jahve har samleje med pigen vasker han hende og salver hende med olie. Så snart det er muligt har Jahve samleje med hende – det har han længe glædet sig til - og det bliver han ved med – tit og ofte - så hun kan blive talrig som planterne på marken. Sammenligningen med planterne på marken er typisk kana’anæisk. Jahve er en rigtig frugtbarhedsgud i historien. Jahve avler mange børn med kvinden.

De sidste vers kunne være en beskrivelse af den himmelske gudinde Ashera eller Astarte. Alle ordene passer fint til de hymner vi har til de himmelske gudinder. Disse vers kunne være Ba’als kærlighedserklæring til sin elskede:

v13 Du smykkede dig med guld og sølv, du var klædt i fint linned, finvævet slør og broget tøj, din føde var finmel, honning og olie. Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. v14 Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al [din] pragt, siger Gud Herren.

På en eller anden måde må denne historie i Ezekiel kapitel 16 (og i kapitel 23) gå tilbage til kana’anæernes myte om det guddommelige samleje – samlejet mellem Ba’al og Ashera:

v1 Herrens ord kom til mig [Ezekiel]: v2 Menneske, fortæl Jerusalem om dens afskyelige handlinger, v3 og sig: Dette siger Gud Herren til Jerusalem: Du stammer fra kana'anæernes land, og dér blev du født; din far var amorit og din mor hittit. v4 Ved din fødsel, den dag du blev født, blev din navlestreng ikke skåret over, du blev ikke vasket ren og gnedet med salt, og du blev ikke lagt i svøb. v5 Ingen forbarmede sig over dig og gjorde blot én af disse ting af medlidenhed med dig. Du blev smidt ud på marken, den dag du blev født, fordi man kastede vrag på dig.

v6 Da jeg [Jahve] kom forbi og så dig ligge og sprælle i dit blod, sagde jeg til dig, som du lå dér i dit blod: »Du skal beholde livet! v7 Jeg vil gøre dig talrig som planterne på marken [Jeg vil parre mig med dig].« Du voksede op og blev stor, og du blev kønsmoden; dine bryster blev faste, og hårvæksten voksede frem. Men du var nøgen og bar.

v8 Da jeg kom forbi dig og så, at din tid var inde, tiden til elskov, bredte jeg min kappe over dig og dækkede dit køn. Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud Herren. v9 Jeg vaskede dig, skyllede blodet af dig og salvede dig med olie. v10 Jeg klædte dig i broget tøj, gav dig sandaler af delfinskind på fødderne, bandt et skærf af fint linned om dig og dækkede dit hoved med et finvævet slør. v11 Jeg gav dig smykker, ringe på armene og kæde om halsen. v12 Jeg gav dig næsering og øreringe og satte en prægtig krone på dit hoved.

(Ezekiel 16.1)

I kapitel 23 har Jahve et seksuelt forhold til to kvinder som oven i købet er søstre:

v1 Herrens ord kom til mig: v2 Menneske, der var to kvinder, der var døtre af samme mor. v3 De horede i Egypten; da de var unge, horede de. Der klemte man deres bryster, tog dem på deres jomfrubryster. v4 Den ældste hed Ohola, og hendes søster hed Oholiba. De blev mine og fødte sønner og døtre.

(Ezekiel 23.1)

Denne tekst og mange andre tekster hos Ezekiel handler også om tempelprostitutionen som Ezekiel angriber og tager voldsomt afstand fra. De to søstre er netop skøger. Ezekiel fortegner måske billedet så at tempel prostitutionen bliver noget rent seksuelt. Denne prostitution var noget helligt – den var en del af gudstjenesten. Men Ezekiel angriber påvirkningen fra kana’anæerne. De ækle møgguder er netop de kana’anæiske frugtbarhedsguder.

De to kvinder fremstilles på en meget seksuel måde. De er eksempler på oldtidens skema om kvinderne: De er naturvæsner som ikke kan holde deres lyst og liderlighed tilbage. De to kvinder betegnes som mine. Bag ved teksten ligger nok tanken om Herrens hellige skøger i templet. Men også det kana’anæiske billede: Herrens eller Ba’als seksuelle forhold – det himmelske samleje som vi så i den anden tekst i kapitel 16. Herren er en potent frugtbarhedsgud som kan avle mange sønner! Herren befrugter alle kvinder uden grænser.

Det meget negative billede (skema) af kvinden som vi finder hos Ezekiel finder vi også andre steder i Det gamle Testamente: Der eksisterer nøje paralleller mellem Ezekiels kvinde billede og opfattelsen af kvinden i visdomslitteraturen – i Ordsprogenes Bog og i Prædikeren. – Kvinden er beskere end døden og hendes væsen er dybest set prostitutionen! Kvinden har ingen kontrol over sin overdrevne medfødte seksualitet som altid tager magten fra hende! Kvinden er utro af natur! Men denne kvinde opfattelse er slet ikke den dominerende opfattelse af kvinden i Det gamle Testamente! Vi finder for eksempel den stik modsatte opfattelse i Salmernes Bog.

I kapitel 16 giver Ezekiel en omfattende skildring af kvindens – Israels – utroskab og hor. Hele skildringen er meget seksuelt farvet. Hun er det som Martin Luther i sin tid kaldte for die Erzhuure! Der anvendes grove seksuelle udtryk som skal vise Ezekiels vrede imod knæfaldet for frugtbarhedsreligionen – Kana’an. Billedet af kvinden hos Ezekiel bliver meget tendentiøst og – efter vore begreber – nedværdigende. Hun spreder benene for alle mænd og horer med egypterne på grund af deres store lem. Hun er et uhyre. Hun betaler mænd for at hore med hende. Hun horer med de store penis figurer i templet. Hun får aldrig nok. Hun er besat:

v15 Men i tillid til din skønhed og dit ry gav du dig til at hore. Med dit hor overøste du enhver, der kom forbi, og du blev hans. v16 Af dine klæder lavede du spraglede [kana’anæiske] offerhøje og horede på dem. Du gik ind til ham, og du blev hans. v17 Af de prægtige smykker af guld og sølv, som jeg havde givet dig, lavede du figurer af mænd [fallos figurer] og horede med dem. v18 Du hyllede dem i dine brogede klæder og satte min olie og røgelse frem til dem [Kana’anæerne lavede klæder til deres penis figurer]. v19 Den mad, jeg havde givet dig, finmelet, olien og honningen, jeg havde givet dig at spise, satte du frem til dem, en liflig duft. Sådan gik det for sig, siger Gud Herren [Ezekiel mener: Sådan foregik det i templet i Jerusalem].

v22 Mens du begik alle dine afskyelige [seksuelle] handlinger og horede, glemte du din ungdom, da du var nøgen og bar og lå og sprællede i dit blod. v23 Men efter al din ondskab – ve dig, ve, siger Gud Herren – v24 byggede du dig en forhøjning og anlagde en [kana’anæisk] høj på hvert eneste torv [en helligdom]; v25 på alle gadehjørner byggede du din høj [dit tempel til Ba’al].

Du gjorde din skønhed til noget afskyeligt, du spredte benene for enhver, der kom forbi, og horede og horede. v26 Du horede med dine naboer egypterne med deres store lem; du horede og horede og krænkede mig.

v28 Så horede du med assyrerne, fordi du ikke havde fået nok; du horede med dem, men fik stadig ikke nok. v29 Så udstrakte du dit hor helt til kræmmerlandet, til Kaldæa [Babylon], men heller ikke dér fik du nok. v30 Hvor var dit hjerte sygt af begær, siger Gud Herren, når du som en anmassende skøge gjorde alt dette, v31 byggede din forhøjning [frugtbarhedstempel] på alle gadehjørner og anlagde din høj på hvert eneste torv.

Men du var ikke som andre skøger, for du var ligeglad med skøgeløn. v32 Når en kvinde begår ægteskabsbrud, tager hun fremmede mænd i stedet for sin egen mand, v33 og skøger får betaling. Du derimod giver gaver til alle dine elskere, du køber dem til at komme til dig alle vegne fra, så du kan hore. v34 Du har det modsat andre kvinder med dit hor. Det er ikke dig, der bliver opsøgt til hor; men du giver skøgegaver og tager ikke selv imod skøgeløn. Sådan er du modsat de andre.

(Ezekiel 16.15)