Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

(3 Mosebog 23.17)

 

Kom! Vis dig! Rejs dig!

 

(Epifanien eller teofanien i Salmernes Bog).

 

Salme 29 handler om den typiske kult og religion i det gamle Israel. Salmen afspejler til dels en liturgi altså en struktur for gudstjenesten. Det typiske forløb er at gudstjenesten – kulten – indledes med en klage eller klagesalme. Denne klagesalme bliver fremført af en repræsentant – en profet eller en præst eller en anden repræsentant – fx en repræsentant for kongen (som spiller en helt afgørende rolle i kulten), for folket ubestemt eller for en af stammerne. I Salme 29 er der ingen klage.

I Salmernes Bog findes et meget stort antal klager eller klagesalmer. Disse klagesalmer skal forstås alment – de er bestemt ikke en enkeltpersons konkrete klage i en bestemt situation. Klageteksterne eller klagesalmerne er en del af liturgien og er blevet brugt til mange formål, i mange situationer. Klagen indeholder en almen klage (i symbolske udtryk som fx graven og dødsriget) over nøden og trængslen – ofte en tale om at vi folket er blevet ramt uden god grund (!) – vi er uskyldige! – og måske en anklage imod Gud: - Gud har svigtet. Han er utro og troløs. I det gamle Israel opfattes forholdet Gud-folket som et ægteskab. Herren havde lovet at tage sig af Israel – ægtefællen – men nu har han svigtet! Anklagerne mod Gud – Jahve - kan være temmelig voldsomme og forbitrede. Israel er uskyldigt ramt. Intet menneske har fortjent vores skæbne.

Efter klagen er det typiske forløb at folket (præsten, en repræsentant) råber på Herren. At råbe på Herren eller at råbe Navnet (ordet eller navnet Jahve måtte normalt ikke udtales fordi det var for farligt og helligt og derfor erstattes det med ’navnet’) er en bestemt rite – et fast ritual. Vi ved ikke så mange ting om den jødiske gudstjeneste før Kr. men vi kan forestille os at menigheden eller folket eller kongen ved en repræsentant råber til Herren:

- Vis dig! Kom! Vend dig om! Omvend dig! Vis din magt! Grib ind! Frels os! Vis at du er stærkere end de onde kræfter som har taget magten i verden!

v21  Jeg takker dig, for du svarede mig [med et orakel, svar]
og blev min frelse.

(118.21)

I min nød har jeg råbt til Herren,
og han svarede mig.

(120.1)

Efter denne påkaldelse (vi finder også tanken hos Paulus i Det nye Testamente: at råbe på Herren) sker der noget mirakuløst som viser Guds tilstedeværelse eller tilsynekomst. I princippet viser Gud sig i sin majestæt, i sin herlighed, i et lys. Gud åbenbarer sig. I den datidige religion i Babylon og Egypten blev gudens billede til sidst vist frem som et klimaks. I det gamle Israel er der billedforbud så det er bestemt ikke sket. Men måske er arken – pagtens ark – blevet ført rundt ved visse fester. Måske er hellige genstande fra det allerhelligste – det inderste alterrum i templet – blevet vist frem. Vi ved at et flag, en fane (et banner) er blevet løftet som tegn på at nu har Herren vist sig. Udtrykket at søge tilflugt under Herrens flag betyder at vente i templet på at Gud skal vise sig – at søge orakelsvar i templet.

At råbe på Herren optræder også i forbindelse med Moses og Samuel historierne i Salmerne:

v6  Moses og Aron, hans præster,
og Samuel, som påkaldte [råbte] hans navn,
de råbte til Herren,
og han svarede dem.
v7  Han talte til dem i skysøjlen.

(99.6)

Følgen på denne epifani er folkets eller menighedens hymnelovsang over hvad der lige er sket. De råber: - Ære! Ære! Ære!

At Herren viser sig betyder at han har taget magten i verden, han har nedkæmpet de onde magter, han er blevet jordens konge, han er blevet indsat som konge. Vi ved at man i templet én gang om året fejrede Jahves bestigelse af tronen eller kroning eller indsættelse som konge. Jahve bryder frem og ind i verden som var fortabt i dødens og syndens greb. Han udfriede os af dødens og dødsrigets lænker, han førte os ud i friheden. Jahve sejrer som en kriger, en krigsmand.

Efter tronbestigelsen hyldes han som en konge (vi kender ordene fra adskillige salmer fx Salme 96, 113 og 104):

- Jahve er konge. Jahve er nu blevet konge.  Han er den største af alle kongerne. Han er gudernes gud og herre. Han er blevet ophøjet helt op til himlen, helt op over himlen! Jahve lever. Gud er stor! Han er hellig, hellig, hellig. Hans herlighed fylder hele jorden! I guder, kast jer ned foran ham! I mennesker, kast jer ned foran hans ansigt! Herren er her – nu. Træd frem for Herren!  Herren Jahve ser på jer!

I salmerne kan vi flere steder se dette råb til herren – hyldestråbet, sejrsråbet: - Vi har vundet! Herren har sejret:

Herrens højre hånd bringer sejr,
v16  Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!

(118.15)

Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2  du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3  Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v6  Urdybet [ondskaben] dækkede den [jorden] som en dragt,
vandet stod op over bjergene [alt stod under vand før skabelsen].
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej.
(104.1)

Ved skabelsen delte Gud vandet – som havde fyldt det hele – til to steder: Vandet neden under jorden som jordpladen flyder på og vandet oven over himlen – derfra kommer regnen!

Den aktuelle oplevelse – at se Gud i templet – epifanien – sættes lig med Guds epifaniSinaj eller for Moses i ørkenen. Alle steder identificeres med hinanden. Alle ting er samtidige i kulten. Fortidige begivenheder – Gud viser sig på Sinajs bjerg eller Gud fører folket ud af Egypten – opfattes som begivenheder der sker lige nu! Alt identificeres med hinanden. Salmerne taler om at Herren bor på gudebjerget, det hellige bjerg langt mod nord – med dette bjerg sættes også lig med templet og Zions klippe – tempelklippen i Jerusalem. Babylon er lig med Egypten. Salmerne opfatter grundlæggende tingene i et fast skema. Tingene gentager sig igen og igen. Gud viser sig igen og igen – på samme måde.

Det centrale i gudstjenesten er at søge svar, at råbe på Herren, at  tage varsler, at få Gud til at svare på mine spørgsmål. Udgangspunktet for gudstjenesten er nøden. – Giv os et tegn, Herre, så vi kan blive reddet. Men når jeg hører Guds svar, får jeg fred:

v7  På nødens dag råber jeg til dig,
for du vil svare mig.

v17  Giv mig et tegn, der varsler godt,
så mine fjender ser det og beskæmmes.

(86.7)

Når Herren – Jahve – viser sig i templet, er han farlig, hellig, frygtindgydende, umenneskelig, helt ukontrollabel, som vi også kender det fra Mosebøgerne om Sinaj epifanien: Hvis man kommer for nær ved Jahve, brænder man op – han er farlig, hellig, fuld af overmenneskelig, ubegribelig energi og kraft (som en slags elektricitet):

v9  Kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!

(96.9)

Det er frygtindgydende og skræmmende at se Gud, fjenderne må give op når de ser Gud og mennesker besvimer og falder om i afmagt:

v7  Ved din trussel, Jakobs Gud,
faldt både hest og rytter i afmagt.
v8  Frygtindgydende er du,
hvem kan holde stand mod dig, når du er vred?

(76.7)

Mange udtryk betyder i virkeligheden det samme. De ugudelige eller gudløse eller fjenderne eller de uretfærdige betegner reelt det samme. Lad dit ansigt lyse betyder det samme som Vis dig eller Rejs dig eller Rejs os eller Sæt dig på tronen! Det betyder: - Skab din frelse – Skab din verden! Skabelsen skete nok engang ved at Gud besejrede uhyret og ordnede verden – gjorde den stabil – men lige nu gør Gud det samme: Nu griber han ind igen mod det onde – han sejrer – det vil sige han skaber verden og dens orden. Salmerne opfatter bestemt ikke ordet skabelse som det meget senere er blevet opfattet i kristendommen. Skabelsen er ikke fortid – overstået – skabelsen er det som vi håber på at Gud vil gøre nusnart!

I Salme 29 kan vi se lovsangen i v 9-11. Salmernes bog indeholder en mængde af disse hymner som i princippet er ens. Gud prises fordi han greb ind – i sidste øjeblik. Han trak os op af dynd og slam, op af gruben. Han befriede os fra nøden og ulykken der var som et uvejr, en storm.

Vi kan forestille os følgende – selv om vi faktisk ikke ved så meget om gudstjenesten i det gamle Israel:

Efter klagen har Gud vist sig på en eller anden konkret måde. Vi ved at man har anvendt lodder og lodkastning – selv om det nok ikke har været så vigtigt – det vil sige Gud kan have vist sig, vist sin vilje og frelse ved at man har kastet lod. Vi ved at man anvendte to terninger eller pile – Urim og Tummim. Disse to genstande har måske betegnet det gode eller det lyse og det modsatte – mørke, negative. Ypperstepræsten har båret tegningerne i kappefolden – som det hedder.

Gud kan have vist sig i et offertegn idet der er blevet foretaget ofre i indledningen til gudstjenesten. Gud viser om han modtager og accepterer offeret. Fx ved røgen fra ofrene – som blev brændt – eller ved dyrenes kroppe. Jvf historien om Kain og Abel i 1 Mosebog.

Der kan være sket det at en profet har fået en vision, et syn. Mange af teksterne i Salmerne er visioner. Vi kan sammenligne med visionerne i Johannes Åbenbaring. Han – profeten - ser Gud for sig, Gud taler til ham. Dette kan man kalde et orakel svar. Et orakelsvar er Guds egen tiltale til Israel. Vi kender disse orakelsvar i hele det gamle Testamente. I 1 Samuel 1 henvender den ulykkelige Hanna – der er barnløs – sig til Gud i templet. Hun får et orakelsvar – formidlet af præsten: - Til næste år skal du føde en søn. I 1 Samuel 1 kan vi netop se forløbet: Klagen (Hannas klage), oraklet og til sidst Hannas lovsang. Dette forløb har været typisk i det gamle Israel.

Orakelsvaret kan være givet af en præst – måske i form af en beretning om Herrens mægtige gerninger i fortiden, fx om udfrielsen af Egypten. Beretningen om fortiden bliver i kulten nutid. Det som skete dengang – med fædrene – vil også ske nu, ja sker allerede nu.

Der kan være sket andre ting: Vejret, regn, torden osv er blevet opfattet som tegn på Guds svar og Guds nærvær. At han er vendt tilbage. Gud viser sig ifølge Salmerne i naturfænomener som vind, storm, jordskælv, rystelser, at solen pludselig bryder igennem, skydækket (som er Jahves vogn), oversvømmelser, tørke osv. Gud viser sig i mange forskellige tegn. Når Judas byer bliver genopbygget – efter katastrofen i 587 f. Kr. – er det et tegn (69.36) – Gud viser sig. Ligeledes når han samler Israels fordrevne – fra eksilet i Babylon (147.2). Når jorden ryster er det et tegn ligesom når Gud dækker himlen med skyer og skaffer jorden regn (147.8). Eller når han lader sneen falde som var det uld (147.16). En pludselig helbredelse er et tegn lige som ild og hagl og røg. – Giv os et tegn Herre! Gud beviser sig gennem de tegn han giver. Han viser sin troskab ved at give os tegn (salme 69). Hvis han ikke giver os et tegn er vi fortabt – uden Gud og uden noget håb. Vi sidder dybt nede, lukket nede i den dybe mørke slimede brønd! (69.16).

At søge Herren, at råbe på Herren (Jahve! Jahve! Jahve!) er at søge oraklet eller orakelsvaret – nu mens tid er – måske i sidste øjeblik – det er centrum i hele kulten eller gudstjenesten:

v2  Herre, hør min bøn,
lad mit råb om hjælp nå dig.
v3  Skjul ikke dit ansigt for mig [se på mig],
når jeg er i nød.
Vend dit øre mod mig,
svar mig i hast, når jeg råber!

(102.2)

Gud viser sig i tegn og undere. Det drejer sig om at kunne se tegnet. Moses ser en brændende tornebusk – men han ved at busken er et tegn. Han kan se at den er et tegn på Gud – den viser hen til Gud. Derfor kan Gud vise sig i tegn og undere. I templet under gudstjenesten har det været muligt for alle at se Gud – som Gud siger til Moses i 3 Mosebog:

v17  Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

(3 Mosebog 23.17)

I beretningen om den ufrugtbare Hanna kan vi også se hvordan gudstjenesten simpelt hen består i at træde frem for Herrens ansigt, at se Gud, at Gud ser Hanna. Der findes i Salmerne utallige små stykker om handler om dette fænomen: oraklet – Guds visen sig eller epifani men vi kan ikke i detaljer sige noget om forløbet.

De mange epifani forestillinger er oftest meget gamle. Fx kan vi se at herren eller Jahve er omgivet af andre guder, at han bor på gudebjerget højt oppe i nord eller kommer fra Sinaj eller er en tordengud som andre guder i oldtiden. Disse forestillinger går tilbage til Israels urtid. Vi kan sige at religionen i Det gamle Israel simpelt hen handler om disse epifanier. Gud har vist sig! At opsøge Herren som det hedder i Salmerne er netop at søge hen til templet – i forgården hvor gudstjenesten foregik – og vente på epifanien – i bredeste betydning – at vente på Guds svar og tiltale. At søge sin tilflugt til Herren er at søge til templet og se Herren. I templet sidder vi under hans vingers skygge. I templet sidder vi under kerubernes vingers skygge. Dette er centrum i Salmerne og i hele Det gamle Testamente. Kom! Kom! Kom frem! Vis dig! Se på os! Lyt! Tanken er at når Gud ikke er her – kan han ikke høre os - og han glemmer os. Gud kan kun høre os når han er her til stede. Derfor råbet: - Kom! Udgangspunktet er så at sige at Gud har forladt os og er langt borte som det siges i Salme 22 som bliver anvendt på Jesus i Det nye Testamente. Det kan blive til psykologisk menneskelig offertankegang og vrede mod Gud: - Du har forladt os! Du har svigtet! Du lovede os at du ville beskytte os men du har svigtet alt hvad du lovede! Vi kan ikke stole på dig! Du lover så meget! I denne rolle kan man sige at Israel spiller den bedragede, vrede ægtefælle. Man kan finde denne vrede i salmerne – sammen med at folket eller kongen bedyrer sin uskyld – men den er ikke typisk for salmerne. Men den er et eksempel på at der er meget stor forskel på Israels gamle religion og den senere kristendom.

v7  For Herren er retfærdig, han elsker ret,
de retskafne skal se hans ansigt.

(11.7)

v11  Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt [når du ser på mig],
du har altid herlige ting i din højre hånd.

(16.11)

Guds fremtræden og dom er ikke nogen dom i vores betydning – ikke nogen domfældelse til straf eller frifindelse. Dommen er en nåde eller en redning. Dommen er en befrielse, en udfrielse af nøden. Dommen er det som vi venter på:

v14  Du vil rejse dig og være barmhjertig,
for det er tid at vise nåde.

(102.14)

Det som Gud gør, gør han som et svar på vores råb om hjælp. Gud griber ind og viser sig for at redde de hjælpeløse, fattige og de forfulgte – altså dem som er gået fortabt, dem som har mistet alt. Han gør det ikke fordi han er hævngerrig eller ondsindet. I Salmerne hedder det at Gud holder dom over verden men derved menes at Gud griber ind, viser sig og frelser verden. Gud kæmper imod Synden, lidelsen, nøden, ulykken. Gud kæmper imod kaosmagterne. Udtryk som de ugudelige og synderne og de gudløse er ikke ateister som benægter Guds eksistens og derfor skal nedkæmpes og dræbes! Der var ingen ateister i det gamle Israel – det er en helt moderne problemstilling. I det gamle Israel spurgte man ikke om Gud eksisterer – Man spurgte: Hvilken Gud er den stærkeste?! Gud bekriger ikke enkeltmennesker eller syndere i vores forstand – han bekæmper Rahab og Livjatan – det onde som sådan. Vi kan sige – med et senere begreb – han bekæmper Satans magt over menneskene. Han bekæmper lidelsen, egoet som skaber lidelsen. Gud er en kriger og det Gud gør er at han besejrer det onde. Guds handlinger er dybest set ikke vendt imod bestemte lande eller mennesker. Gud frelser – nedkæmper de onde kræfter som har taget magten i verden. Gud er den største af alle, den største af alle guderne. Salmerne anvender et kan man sige overdrevent sprog for at vise hvem Gud er. Salmerne anvender oldtidens sprog. Salmerne fremstiller Herren – Jahve – som en konge med enorm kraft og styrke som kan overvinde alt. Vi skal ikke læse Salmerne bogstaveligt. Det har aldrig været meningen. Salmerne består af metaforer og billeder.

Synden er en magt der har ramt vore hoveder:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder [synden] fra os.

(103.12)

Gud viser sig på mange måder. De onde og voldsmændene ender med at blive fortabt og ulykkelige. De bliver ramt af deres egen ondskab – ikke af Gud. De bliver – med et andet udtryk - ramt af deres karma – så at sige. Salmerne tror på at sådan er livets lov. Det onde besejrer sig selv – det kan ikke bestå. Slangen æder sig selv op – fra halen. Men samtidigt er det også Gud der viser sig i denne lov. Gud viser sin magt når de onde rammes af deres egen ondskab. De gravede en grav eller grube – men de faldt selv i den. Gud viser sin storhed og vælde i de ting som sker. Jeg bliver måske ramt af en sygdom – men måske er det et tegn til mig. Gud viser sig på mange måder. Livets lov kommer fra ham siger Salmerne. De som øver vold mod andre vil komme til at lide for det. Gud er de gode kræfter inden i det som sker. Gud vil at vi skal frelses og hans veje er uransagelige. Hans visdom er dyb og uudgrundelig. Men pludselig kan vi se det. Gud er ikke noget menneske – men han kan handle igennem mennesker. Det mennesker gør er noget som Gud gør – måske kan vi se tegnene – måske kan vi se Gud i det som de gør. I Salmerne kan vi se Gud i det som kongen eller den salvede gør. Han gør det som Gud vil. Salmerne bruger de nøjagtigt samme udtryk om det som Gud gør og det som den salvede gør. Han er et redskab, et middel, en form, et legeme.

Gud eller Jahve kan i Salmerne være meget menneskeligt opfattet. Opfattelsen af gud kan være meget antropomorf. Han er her nede på jorden. Han borSinajs bjerg – eller på bjerget højt mod nord. Han er en kongehernede. Han lever blandt os – men hans godhed og tapperhed når helt op til himlen, som det ofte siges. – Løft dig, Herre, helt op til himlen! Lyder det.

Gud er dommer eller han bliver dommer når han viser sig. Men Gud er ikke nogen stillesiddende juridisk dommer i vores forstand som sidder og henholder sig til lovbogen! Gud er meget mere en kriger, en helt. Vi kan tænke på alle de senere myter om dragen og ridderen, Mikael, uhyret osv. De ord som bruges om den salvede, kongen og om Gud er de samme. Den salvede handler på Guds vegne. Kongen dømmer – dvs handler – Gud dømmer – handler. At dømme er at sikre det gode, det livsfremmende, at skille det livsfjendtlige ud. I den forstand er Salmernes billeder mytologiske. Det onde er personificeret – fordi det var tidens sprog. Det onde er fjenderne eller de gudløse eller de rige eller undertrykkerne – men disse udtryk skal ikke læses bogstaveligt. De er symboler på det samme – det onde som sådant, ulykken, afgrunden, hullet som vi er havnet i – synden. I den senere kristendom har begrebet dom nogen gange fået en helt anden betydning. I Salmerne er Gud den handlende, den skabende. Dommen er en ny skabelse, som det siges. I dommen skaber Gud verden. Verden er den gode verden, det gode liv som var gået af led. Verden var gået af lave. Gud greb ind. Han genoprettede balancen. Han er en gartner. Han griber ind for at redde haven. Vi er vækster og urter på Herrens mark. Da Gud skabte verden besejrede han de onde magter: de vældige vande, afgrunden, slangen, mørkets magter, mørkets væsen. Gud skabte lyset og dagen. Gud er identisk med lyset. Gud viser sig i sin Kabod dvs i en lysglans, glorie, et lysglimt, et sollys. Der hvor han er, er der kun lys. Når vi ser lyset ser vi Gud. Hvis vi fratages lyset synker vi ned i mørket, ned i dødsriget. I graven er der intet lys, intet liv. Gud giver mine øjne lys så jeg ikke skal falde ned i den mørke grube. Lyset er godhed og nåde. At vandre for Guds ansigt er at være i nåden – at være velsignet. Når Gud ser på os bliver vi velsignet. Om morgenen bryder Gud frem som det kan siges i Salmerne. Om morgenen når lyset kommer viser Gud sig. Vi bliver frelst når lyset bryder frem. Hver morgen kan vi se Guds frelse som det siges i Salmerne. Guds magt var så overvældende at mørket måtte vige. Skabelsen gentages – fornys.

Gud holder nok dom når han kommer – men han befrier os fra dem som hele tiden vil dømme os, som det siges i Salme 109! Salmerne opfatter desuden livet som en retssag – efter retssagens metafor. At blive trukket for en retssag, at blive konfronteret med falske vidner som fortæller løgnehistorier om mit og at blive dømt af en dommer som kun dømmer fordi han har modtaget bestikkelse – er at gå helt fortabt! Den der går ud af en retssag som taber er gået fortabt og livet er en retssag. Men Gud er vores sagfører og han fører vores sag igennem. Han redder os fra dommen! (109.31).

Når Gud kommer og viser sig kan han se os – og vi kan se ham. At se Gud er at blive frelst ligesom det at Gud ser os betyder at han ser vores lidelse og derfor frelser os. Han kan nu høre og se os. At søge Herren eller at opsøge Herrens ansigt er at gå til Guds hus for at se Gud eller blive set af Gud. Velsignelsen er at Gud ser på os. Når Gud ser på os kommer der et lys fra hans ansigt, fra hans øjne. Heri ligger frelsen:

v22  Herren talte til Moses og sagde: v23  Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:
      

 

v24  Herren velsigne dig og bevare dig,
       v25  Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
       v26  Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

Når Gud viser sig, slår han hele verden med forundring, forskrækkelse, frygt. Dette er typisk oldtidens sprog i forbindelse med de mægtige konger – de skaber frygt på grund af deres vælde eller herlighed. Når kongen viser sig må alle kaste sig til jorden og frygte hans vrede. Dette træk er ikke specielt religiøst – det er skema og sprog i oldtiden. Vi kender dette træk meget godt fra Assyrerne og Babylon. Når Gud kommer, kommer der jordskælv og naturkatastrofer. Gud viser sin vrede, sit raseri. Han er ubændig, umenneskelig. Gud eller Jahve brænder i ild. Der er ild omkring ham. Røgen står ud af næsen på ham. Jahve er identisk med ilden selv. Han er glødende kul og hagl. Han er overvældende, hærgende. Han spreder ødelæggelse. Jahve dræber både mennesker og kvæg som det siges (135.8). – Kom og se hans ødelæggelser, som det hedder i Salmerne. Jahve er sorte skymasser, lyn og torden. Det som sker i naturen og vejrliget er tegn, Guds tegn:

v15  Som ilden sætter skoven i brand,
som flammen antænder bjergene,
v16  skal du forfølge dem med din storm
og forfærde dem med din hvirvelvind.

(83.15)

Han er død og undergang. Han knuser de små børns hoveder på klippen – som de siges om børnene fra Babylon. Jahve er hævneren, tilintetgøreren. Jahve slår tænderne ud på alle fjenderne og knuser deres kæber. Billederne af Jahve – som vel at mærke er symbolske – viser os krigens gru i oldtiden. Den brutale, hensynsløse vildskab. Magtdemonstrationen. Jahve er en ond gud i menneskelig forstand – men Salmerne taler med tidens sprog og beskrivelserne er ikke blevet opfattet som vi opfatter dem. Han skyder sine glohede, brændende pile mod alle fjender. Han tilintetgør. Han bruger spyd og økse. Han farer frem med løftet økse! Han pruster og stønner. Jahve er en tyr. Han er den vældige, som det siges (vældig betyder tyr). Han er omgivet af sine krigere eller guder eller engle – han er Herren Zebaotdvs herre for hær-skarerne fra himlen. – Jahve er gudernes Gud, som det siges i Salme 50. Jahve er omgivet af en enorm hær af væsner og stærke krigere nemlig de andre guder som er hans hjælpere. Jahve dømmer også guderne – han er mægtigere end de andre guder som bor i himlen – eller på gudebjerget – højt oppe i nord. Jahve kommer bestemt ikke alene! Han er omgivet af talløs skare af væsner som er hans hjælpere og krigere. Han er omgivet af sin hofstat som det er blevet sagt. Når han viser sig her er han omgivet af en skare på hundred tusinder. Når han er i himlen er han omgivet af en utallig skare. Denne skare er hans hellige. Disse forestillinger genfinder vi i Det nye Testamente i Johannes’ Åbenbaring. Han er omgivet af en brølende orkan og brændende ild overalt hvor han træder frem. Han vækker gru og rædsel hos hans modstandere men jubel hos hans venner. Når han drager gennem verden er det et triumftog. Han bliver hilst med jubelråb. Jorden ryster og skælver. Gud får hele fundamentet for verden til at ryste. Han er vred, rasende – fordi han er i krig med det onde. Han er i krig med drageuhyret Livjatan som det siges i en anden salme. Der hvor Gud viser sig er der lys, brand, røg, ild. Lynene er hans pile. Tordenen er Gud der taler. Lyn og torden er tegn, varsler. Gud ridder på keruberne. Keruberne er englevæsner men i templet ved pagtens ark er også to keruber. Gud tager sæde på keruberne eller sammen med keruberne, siges det. Keruberne er hans vinger. Gud skjuler den salvede bag og under sine vinger. Jahve er en fugl. Skyerne er hans vogn. Vinden er Guds vogn. I sin krig, i sin kamp får Gud næsten verden til at gå i opløsning. Jordens fundament blottes. Grundlaget under verden trues. Gud er vred – men for at kunne sejre. Vores frelse er hans sejr.

v1  Herren er [nu blevet] konge! Folkene skælver.
Han troner [nu] på keruberne, jorden ryster.
v2  Herren er storZion
og ophøjet over alle folkene.
v3  De skal prise dit store og frygtindgydende navn.
Hellig er han!

(99.1)

Gud kommer til verden. Han kommer fra Sinaj – fra Sinajs bjerg som det siges. Han kommer ind over Israel sydfra. Moabitterne er på hans højre side (svarende til det nuværende Jordan). Han kommer ad en rute. Guds komme er en advent på samme måde som man senere i kristendommen fik en advent og en adventstid. Vi sidder og venter. Vi venter på at han skal komme – her. På at han skal vise sig. I kristendommen kommer denne advent til at svare til julen – Guds komme – Gud viser sig. Bønnen Fader Vor i Det nye Testamente er en adventsbøn – Kom! Vis dig! Kom nu!

Gud var faldet i søvn. Han var som den kriger der havde drukket for megen vin og var faldet i søvn, bevidstløs, som det hedder i Salmerne. Vi kunne ikke råbe ham op. Vi var i nød, men han hørte ingenting. Vi var fortabt. Han så os ikke, han så ikke vores gru og rædsel. Men så vågnede han pludselig. Han rejste sig. Ordene rejste sig, rejs dig, rejsning, rejs os er urgamle ord i den gamle religion i Israel. Ifølge Mosebøgerne bliver det sagt hver gang at arken blev flyttet og løftet op: - Rejs dig, Herre – Jahve – Rejs dig – stå op! At Gud rejser sig betyder at han rejser sig i sin styrke, at han viser sine kræfter. Han viser sit sande ansigt. Vi ser hans sande ansigt – som han er. Jahve rejser sig og går til angreb som en krigsmand. Han stormer ud i verden og nedkæmper vore fjender – de onde. Når han rejser sig, rejser han også os op! Hans rejsning er vores. Han oprejser menneskene. Han ophøjer dem, som det siges. Han giver os æren og herligheden tilbage – når han rejser sig – til krig og kamp. Han trækker os op af nøden. Når vi kan se ham ved vi at vi er reddet. Så snart vi kan se ham er vi reddet og frelst. Så snart han hører os ved vi at han vil komme os til undsætning. Gud viser sig som han er – trofast. Han svigter ikke når vi råber på ham. – Jahve! Jahve! Jahve!

Når Herren kommer, bliver der kamp og krig i universet, blodet kommer til at flyde – billedligt talt, men målet med det som Gud gør, er krigens og kampens ende. Målet er fred i den betydning det bruges i Det gamle Testamente: glæde, fred, trivsel, lykke, velstand, slægt, sundhed, krop, fællesskab. Gud gør en ende på alle krige. Han brækker buen og knækker spydet. Alle sværd bliver smedet om til plovskær. Gud nedkæmper verden og egoet – kampen og krigen. Vi behøver ikke at kæmpe længere. Også hos profeterne – fx hos Esajas – finder vi dette træk: Guds visen sig, Guds indgriben er en ende på alle krige. Lammet skal græsse ved siden af løven.

Salmeteksterne handler om at se, at se virkeligheden. Det vi ser, er tegn – for Gud. Vi kan se Gud – vi kan se Guds virkninger, virkningerne af hans handlinger. Det som sker viser hvem Gud er, viser at Gud er til, at han redder os, at han griber ind. Når vi pludselig bliver reddet kan vi se tegnet. Det var Gud som gjorde det. Selv kunne vi ikke. Vi var fortabt. Gud kan vi se og smage, som det siges. Gud kan erfares. Han er virkelig. Han kan ses. Vi kan se beviserne i vores eget liv. Hvis vi ikke lukker øjnene. Vi kan se lyset. Lyset kommer fra ham.

Se mig! Se på mig! Se mig, som jeg er. Hverken bedre eller værre end jeg er. Se mig. Se den vej, hvor jeg er. Se i min retning. Hold op med at se den anden vej. Når du ser på mig, ved jeg, at du bekymrer dig om mig. At du ser mig. Og ikke er ligeglad med mig. Når du ser på mig, giver du mine øjne lys og liv. Du giver liv til mig. Hvis du ikke ser på mig, kan jeg ikke leve. Jeg forsvinder. Jeg eksisterer ikke mere. Hvis du ikke er der er jeg ikke mere til. Alene kan ingen mennesker eksistere. Vi får livet af hinanden. Vi får vores identitet i vore relationer. Jeg er uden skyld. Se på mig. Jeg er et menneske. Ikke nogen ond mand. Jeg er som alle andre. Ingen mennesker har fortjent at lide. Alle mennesker er ligeværdige og ens. Vi har fortjent at have det godt. Vi har fortjent at blive set. Vi har fortjent at blive anerkendt og  respekteret. Når du ser på mig, giver du mig respekt. Du anerkender mig. Jeg er det skud, som du selv har plantet. Vi er hinandens skud og planter. Vi skal se efter hinanden og passe på. Vi er her for at passe på hinanden. Og se efter. Værne. Se på mit ansigt!

Vi kan se tegnene. Hvorfor er der jordskælv? Hvorfor uvejr? Hvorfor pest? Hvorfor glødende kul fra himlen? Salmerne fortolker det som sker. Gud er bag ved det som sker. Det som sker er et tegn som viser hen til noget andet. I Salmerne er der mange glidende overgange imellem det mennesker gør og det som Gud gør. Gud er inden i de ting som mennesker gør. Gud er den energi eller den kraft som får tingene til at ske. Hvis jeg pludselig bliver rask – er det Guds hjælp. Hvis jeg pludselig kan vinde over alle mine fjender – har Gud vist sig og grebet ind. Gud er den kraft og styrke som jeg har og pludselig får:

v32  Hvem er Gud om ikke Herren?
Hvem er klippe om ikke vor Gud?
v33  Gud er den, der væbner mig med styrke
og gør min vej fuldkommen.
v34  Han gør min fod let som hindens
og giver mig fodfæste på højderne.

(18.32)

Vi kan her tydeligt se hvordan der er en meget glidende overgang imellem det som Gud gør og det som kongen gør:

v40  Du væbner mig med styrke til krig,
du tvinger mine modstandere i knæ.
v41  Mine fjender slår du på flugt,
og jeg gør det af med mine modstandere.

(18.40)

 – Vi ser Guds frelse, vi kan se Guds frelse, som det siges. Når Guds ansigt lyser, bliver alting lyst. Alt bliver badet i sollyset. Alt bliver synligt og kommer for en dag. Alle ting bliver afslørede og oplyste. Mørket må vige når lyset kommer. Lyset sejrer af sig selv – på grund af dets natur. Frelsen er ikke tro i vores betydning af ordet. Frelsen er ikke et fjernt lidt urealistisk håb som måske engang bliver til noget. Frelsen er erfaring, det vi kan se. Det gamle Israel kunne se at de blev frelst ud af Egyptens plager. Og siden kunne de se at de blev reddet ud af kløerne på Babylon. Folket eller kongen kunne se og bevidne at de var blevet frelst fra belejringen da fjenden pludselig opgav og trak sig bort. Salmerne er vidner, vidnesbyrd. Salmerne vidner om hvordan Jahve har frelst folket utallige gange i fortiden. Alt dette var ikke tro. Det gamle Israel ville have undret sig over vores begreb om tro. Det som Israel holdt sig til altid var at det havde set Guds frelse, han havde reddet det lille land fra truende ulykker, han havde reddet det enkelte menneske fra nød og elendighed. Når vi ser vores frelse, vores gode og rige liv, vores sundhed, vores dejlige liv på jorden kan vi se Guds frelse. Vi ser lyset. Verden trues hele tiden af det onde. Verden er ustabil. Gud er vores værn. Han er den magt som kan gå imod lidelsen. Derfor holder vi os til ham. Han er vores. Han støtter os. Fordi han har gjort det så mange gange i fortiden – vil han også gøre det nu. Det er troen – tilliden. Han vil og han kan. Måske sover han men når vi råber så viser han sig. Så kan vi se ham. – Vi ser os mætte i Guds ansigt (Salme 17.15).

Fader Vor bønnen i Det nye Testamente er en fortsættelse af tanken i Salmernes Bog. I Fader Vor beder vi om at Gud må gribe ind, om at Gud må vise sig og gøre en ende på lidelsen, nøden, det onde. – Fri os fra det onde, som det hedder hos Mattæus. Det onde er dødens magt, syndens magt, krigen, volden, fortabelsen, smerten. Fader Vors indhold er det samme som råbet i Salmerne: - Vis dig! Rejs dig! Gennemfør din magt, tag magten, sæt dig på tronen! Michelangelos billede i Det  sixtinske Kapel af Guds tilsynekomst og dom er et kristent billede der viser Salmernes tankegang.

I Fader Vor beder vi om at Guds navn igenblive helligt – på trods af at det nu er blevet vanæret. Vi beder om at Navnet skal få sin ære igen. Vi beder om at Gud nu må vise sig i sin herlighed. Lige som Jesus viser sig i sin herlighed – i magt og lys – på bjerget ved forklarelsen. - Vis dig Gud, er indholdet af Fader Vor. - Vis dig så vi kan se dig. – Vis dig som du er! Grib ind. Vis din magt. Vis også din magt oppe i himlen. Tag også magten oppe i himlen (en tanke vi netop kender fra Salmerne: Der er andre end Gud oppe i himlen). Frels verden fra synden og ondskaben, egoet og vanviddet! Frelsen er en udfrielse af nøden, ulykken, smerten. Vi beder om at Gud igen må tage magten og æren – vi beder om at de gode kræfter må rejse sig – nu omsider inden det er for sent. – Kom, kom, som bruden siger i Johannes Åbenbaring. Bruden er verden som længes efter brudgommen der skal komme og frelse hende. – Kom, kom nu! Vis dig! Kom frem!

Vi kan se flere steder i Salmerne at der har eksisteret regler – sikkert rituelle regler – for hvem der havde lov til at opsøge Herren – lov til at se Gud i templet. I Salme 15 og 24 findes sådanne regler. De viser vigtigheden af epifanien. Troen og religionens centrum er selve oplevelsen af at Gud er til stede. Han ser os nu – fordi han er her – lige nu. Derfor har der eksisteret regler om at visse personer ikke kunne få adgang til templet – de kan ikke få adgang til at se Gud. Dem som Gud ikke ser er fortabt ligesom de mennesker som ikke ser Gud er fortabt. Derfor skal alle i folket drage op og se Herren 3 gange om året som det hedder i Moseloven! Vi kan se at udtryk som at være en gæst i Herrens telt og bo på Guds hellige bjerg ikke skal læses bogstaveligt. Deres betydning er at opsøge og se Herren – Jahve – i templet. Templet er Herrens telt eller bolig. Den klippe som templet var bygget på bliver efterhånden til Guds hellige bjerg!

v4  Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i [opsøge] Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed [se Gud]
og søge svar [orakler] fra ham i hans tempel.

(27.4)

v8  Jeg husker, at du siger: »I skal søge mit ansigt
Herre, jeg søger dit ansigt.

(27.8)

v13  Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed [Herren]
i de levendes land.

(27.13)

Salmerne indeholder en række orakler eller orakelsvar – hvor Gud taler direkte til mennesket. Oraklerne bliver givet i templet under gudstjenesten. Gud viser sig og vi hører et orakelsvar fra hans mund. Oraklet er den direkte tiltale - løftet. Vi har bevaret mange såkaldte kongeorakler fra Israels naboer, Egypten og Mesopotamien og assyrerne. Disse kongeorakler er Guds tiltale og løfte til kongen i hans indsættelse. Hos Esajas kan også finde et orakel til perserkongen Kyros – Guds redskab og salvede – en rovfugl fra østen – som Esajas kalder ham.

Som eksempler på disse orakler kan vi citere fra forskellige af salmerne:

v17  Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra klippen.

(81.17)

v7  Fra støvet rejser [jeg] den svage,
fra skarnet løfter [jeg] den fattige,
v8  [jeg] sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  [Jeg] lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113.7)

v4  [Jeg] skaffer folkets hjælpeløse ret,
[jeg] hjælper de fattige
og knuser undertrykkerne.

(72.4)

Jeg hører et sprog, jeg ikke kendte [en vision, et orakel]:


v7  Jeg [vil] befri hans skulder for byrden,
hans hænder for kurven.
v8  I din nød råbte du, og jeg reddede dig,
skjult i tordenen svarede jeg dig.

v11  Jeg er Herren din Gud,
som førte dig op fra Egypten.
Luk munden op, så skal jeg fylde den.

 (81.6)

Jeg har givet magten til en helt,
jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.
v21  Jeg har fundet min tjener David,
jeg har salvet ham med min hellige olie.
v22  Min hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.

(89.20)

v3  [Jeg] redder dig
fra fuglefængerens fælde,
fra den hærgende pest.
v4  [Jeg] dækker dig med mine fjer,
du kan søge ly under mine vinger;
min trofasthed er skjold og værn.
v5  Du skal ikke frygte for nattens rædsler
eller for pilen, der flyver om dagen,
v6  ikke for pesten, der breder sig i mørket,
eller for soten, der hærger ved højlys dag.
v7  Om end tusinder falder ved din side,
titusinder ved din højre hånd,
dig skal intet ramme.

(91.3)

v11  [Jeg] løfter dit horn [magt] som vildoksen,
[jeg] salver dig med den friske olie.
v12  Roligt kan [du] se på dine fjender,
og høre om de onde, der står dig imod.
v13  Den retfærdige skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
v14  de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.
v15  Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne.

(92.11)

v3  Den dag [du] råber, [vil jeg] svare dig,
[jeg vil] fylde dig med stolthed og give dig styrke.

(138.3)

Oraklet i Salme 68: Et eksempel et kollektivt orakel, formidlet af en profet ved templet:

Det orakel vi finder i Salme 68 er ikke et individuelt orakel som til den ufrugtbare Hanna i 1 Samuel 1 men et kollektivt orakel givet til den jødiske konge og hans folk. Under gudstjenesten mens man har råbet på Herren, har en profet eller præst ved templet fået en vision, et syn: - Jahve har vist sig. Han er nu trådt ind i verden. Han er kommet. Han er nu igen blevet vores konge. Han har nu igen taget magten i verden. Folket oplever Jahves tilsynekomst gennem denne vision.

De forestillinger som vi finder i Salme 68 hører til de ældste i Det gamle Testamente. Disse tanker – om epifanien – går tilbage til Israels urtid omkring 1000 f. Kr. De er formidlet videre gennem tiden skriftligt og mundtligt. Disse forestillinger kom senere til at indgå i de kristne forestillinger om dommen eller dommens dag. Fx finder vi dem i Johannes’ Åbenbaring men også i Det øvrige nye Testamente – fx hos Paulus der citerer Salme 68 direkte.

Salme 68 består sandsynligvis ikke af een eneste lang vision – den er antageligt sat sammen af forskellige mindre visioner. I tidens løb er de blevet redigeret og kombineret. Vi bør altså læse de enkelte vers hver for sig. Hvis man sammenligner indholdet eller teologien i de enkelte vers kan man også se at de nogle steder har en forskellig opfattelse. Et sted kommer Herren således fra Zion, fra templet – et andet sted kommer han fra Sinaj og et tredje sted kommer han fra bjerget i nord, Bashan. Nogle steder sejrer han uden nogen kamp eller vold (mørket viger bare for lyset som det senere siges) – andre steder sejrer han ved ægte krigsmagt i oldtidens stil.

Gud er igen rykket ind i sin bolig, templet. Han er kommet fra Sinajs bjerg hvor han bor. Han er kommet ind over Israel sydfra. Han har fordrevet alle fjenderne. Han har befriet fangerne og hævdet enkernes og de faderløses ret. Han har skabt en retfærdig verden - igen – efter kaos. Jahve er steget helt op til det høje, helt op til himlen – så stor er hans magt. Alle jordens konger har betalt tribut til ham. Alle jordens konger kommer til templet og Jerusalem og afleverer deres gaver i ærefrygt og anerkendelse (det samme billede finder vi i Esajas 60 - Tritoesajas). De har underkastet sig. Jahve har taget fanger fra de besejrede konger som man gjorde i oldtidens krigsførelse. Jahves tilsynekomst er ledsaget af tegn i naturen som vi kan se – vand, jordskælv. Jahve kommer ikke alene men sammen med hans talløse skare af krigereguderne – de hellige eller de fromme som de nogle gange kaldes. Herren er Zebaot – det vil sige hærskarernes, krigernes gud og herre. Jahve knuser issen og hjerneskallen på alle fjendernes småbørn. Hans grusomhed er mytologisk. Han besejrer havdybet, havets dyb som det siges, folkenes tyrekalve (guder), Livjatan. Jahve er nu rykket ind i templet, ind til det allerhelligste. Han troner nu på arken, Pagtens ark. Han troner på kerubernes vinger. Jahves færden er et triumftog. Begivenhederne er en indsættelse af Jahve – en kroning af Jahve som konge (Jahves bestigelsesfest). Når han har sat sig på tronen er han blevet hele jordens herre – selv de fjerne øer (i Middelhavet) anerkender ham. Alle konger på jorden bringer ham gaver. Alle råber: - Ære! Ære! Ære! Han bliver hilst med jubelråb. Jahve er nu her i templet. Nu kan han se os. Nu kan han høre os. Og vi kan se ham.

v1  For korlederen. Salme af David. En sang.

v2  Gud rejser sig, hans fjender spredes,
og hans modstandere flygter for ham.
v3  Som røg vejres bort,
og som voks smelter for ilden,
går de uretfærdige til grunde foran Gud.
v4  Men de retfærdige jubler og glæder sig,
de fryder sig i glæde for Guds ansigt.

v6  Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud [nu] i sin hellige bolig.
v7  Gud giver de ensomme et sted at bo,
han fører fanger ud og giver dem lykke,
kun de genstridige skal bo i det nøgne land.

v8  Gud, da du drog ud i spidsen for dit folk [Egypten]
og skred frem i ødemarken,      Sela
v9  da skælvede jorden,
himlen dryppede af regn foran Gud,
Sinajs Herre,
foran Gud, Israels Gud.

v10  Du lod regnen strømme rigeligt, Gud,
du sørgede for dit udpinte land.
v11  Der [i Palæstine] fandt dit folk en bolig,
i din godhed sørgede du
for de hjælpeløse, Gud.

v12  Herren lader sit ord lyde,
stor er skaren af kvinder med glædesbud:
v13  Hærenes konger er på hastig flugt,
husets frue fordeler byttet.

v18  Guds stridsvogne er to gange ti tusind,
tusinder og atter tusinder.
Herren er kommet fra Sinaj til helligdommen.
v19  Du er steget op til det høje,
du har ført fanger med,
du har taget gaver [tribut] blandt menneskene,
selv de genstridige;
Gud Herren skal bo der [i templet].

v22  Gud knuser sine fjenders hoved [Livjatan, det onde],
issen på dem, der lever i skyld.
v23  Herren siger: Fra Bashan henter jeg dem,
jeg henter dem fra havets dyb [urdybet jvf 1 Mos 1],
v24  så du kan bade dine fødder i blod
og dine hunde få deres del af fjenderne.

v25  De ser dit festtog [triumftog], Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26  forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

v27  Pris Gud i forsamlingerne [Israels 12 stammer],
Herren, Israels kilde!
v28  Dér er Benjamin, den yngste, som hersker over dem,
Judas stormænd i larmende flok,
Zebulons stormænd og Naftalis stormænd.

v29  Opbyd din styrke, Gud,
den styrke, Gud, du har vist os,
v30  fra dit tempel i Jerusalem;
konger skal bringe dig gaver [tribut].

v31  Skræm dyrene i sivkrattet [de onde guder],
tyreflokken, folkenes tyrekalve!
Træd dem ned, der elsker sølv,
split de krigslystne folk!
v32  De kommer med bronzevarer fra Egypten,
Nubien skal løfte sine hænder til Gud.

v33  Jordens kongeriger, syng for Gud,
lovsyng Herren,      Sela
v34  som rider hen over ældgamle himle,
hør, han løfter sin røst, en vældig røst.
v35  Giv Gud hæder,
hans højhed er over Israel,
og hans styrke i skyerne.

v36  Frygtindgydende kommer du fra din helligdom, Gud,
Israels Gud giver folket styrke og kraft.
Lovet være Gud!

(salme 68).

Den forladte hustru og den svigtede kvinde:

Billederne i Salmernes Bog kredser ofte om det samme billede: Gud er ægtemanden og folket eller Israel er ægtehustruen. Deres forhold er en aftale, en kontrakt, en pagt eller et løfte. Hver part har sine forpligtelser. Klagen og anklagen imod Gud er hustruens eller kvindens forbitrede klage over manden som nu har forladt hende, ladt hende i stikken. Gud lever ikke op til sine løfter. Han har vendt hustruen ryggen. Gud er fjern, han er ligeglad. Han tænker på noget andet. Gud er faldet i staver og har glemt mig - hans hustru - som han burde værne og beskytte og tage sig af. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (Salme 22). Kære mand, hvorfor har du forladt mig? Hvad har jeg gjort? Synes du at jeg har fortjent det? Hvorfor ser du ikke den vej, hvor jeg sidder? Nu er jeg blevet prisgivet den onde verden. Jeg er fortabt. Ingen beskytter mig. Alle er ude efter mig. Alle jager mig. Alle vil de æde mig. Jeg er et offer. Gud har gjort mig til et offer. Derfor er jeg vred på Gud. Han lovede så meget – men hvad har han egentligt overholdt? Han var fuld af store ord – men hvad er det blevet til?

I denne forbindelse kommer det centrale ønske: - Herre, giv mig et tegn! Giv mig et tegn på, at du bekymrer dig om mig, på at du ikke bare er ligeglad, et tegn på at du værdsætter mig! Kom her! Vær til stede! Se mig! Hør på mig!

Vi kan se alle disse kvindens og hustruens tanker og klager i et væld af salmer - for eksempel i de følge citater fra Salme 69. I denne salme kan vi også se hvordan kvindens skuffelse slår over i en vrede, en forbandelse af hendes skæbne og af alle de fremmede (farlige, dem der er derude i verden) som ikke kan lade hende være:

v17  Svar mig, Herre [ægtemand], for din trofasthed er god [Du var tro engang],
vend dig til mig i din store barmhjertighed!
v18  Skjul ikke dit ansigt for din tjener [Se på mig],
for jeg er i nød, svar mig i hast!
v19  Kom mig nær og befri mig,
udfri mig fra mine fjender [verden]!

v20  Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender [fremmede, mænd, verden] for øje [du ser det jo];
v21  deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22  De gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.

[Forbandelsen:]
v23  Lad deres [de fremmede, mændene, verdens mennesker] bord blive en fælde,
en snare for dem i deres sorgløshed. [Det vil sige: Lad dem æde sig ihjel!]

v24  Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, lad altid deres lænder ryste.
v25  Udøs din vrede over dem,
lad din glødende harme [glødende kul] nå dem!
v26  Deres lejr skal blive øde,
ingen skal bo i deres telte [Lad dem blive ensomme og forladt!].
v27  For den, du har slået [nemlig mig], forfølger de,
de øger smerten hos den, du har såret [mig, din hustru].
v28  Føj skyld [lidelse] til deres skyld [lidelse],
lad dem ikke få del i din retfærdighed [frelse]!
v29  Slet dem af livets bog,
de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!


v30  Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,
lad din hjælp beskytte mig, Gud [ægtemand]!

[Giv mig et svar, Giv mig et tegn - nu!]

(69.17)

Herrens tronbestigelsesfest i Salmernes Bog.

 

v10  Moab er mit vaskefad,
Edom kaster jeg min sko,
mig skal du hylde, Filistæa!

(60)

 

Det er en almindelig opfattelse at der har været afholdt en tronbestigelsesfest i det gamle Israel. Kilderne til disse ritualer er meget usikre og der er meget delte meninger i forskningen men det er en udbredt opfattelse at der er blevet afholdt en sådan højtid eller kultisk fest i måneden Tishri dvs i september – oktober hvert år.

Under denne højtid fejrer man at Herren Jahve nu har taget magten, nedkæmpet de onde magter, er draget ind i Jerusalem og templet i et triumftog og nu sidder på sin trone – tronstolen - i templet. Tronstolen er Pagtens Ark i det allerhelligste i templet. Herren er nu blevet konge, alles konge, kongernes konge, dvs overkonge over alle jordens konger, konge i himlen, konge over alle guderne. Alle guderne og alle jordens storkonger er nu kommet til templet og har kastet sig ned i støvet for Herren! Alle er de fulde af frygt og rædsel. Han har sejret! Han har vundet sejren! Herren er vores konge! Han er stor! Han er den største! Han er hellig!

Vi ved desuden at jøderne i det gamle Testamente holdt en nytårsfest ved årets start om efteråret i måneden Tishri. Det er derfor sandsynligt at tronbestigelsesfesten og nytårsfesten er den samme fest eller er dele af den samme fest. Man fejrede det nye års start på grund af høsten. Høsten er vendepunktet. Nytårsfesten er en høstfest, en høstgudstjeneste, en takkefest. Høsten er naturens grøde - frugtbarheden. Ifølge traditionen såede man under tårer (at så er at miste) men jublede da høsten kom. Høsten hænger sammen med en frugtbarhedsfest. Den hænger også sammen med vin (vinhøsten), vildskab, ekstase, seksualitet (som Dionysos i Grækenland) hos Israels naboker inklusive Kana’an – men dette træk findes (stort set) ikke i Det gamle Testamente.

Salme 45 er et hyldestdigt til kongen i forbindelse med et bryllup. Digtet eller salmen indeholder en farverig beskrivelse af den skønne velduftende konge – smukkere end alle andre mænd i Israel som det hedder om Saul - og hans harem og mange kvinder. Digtet er en slags hyldest til kongen som en erotisk seksuelt potent skikkelse. I digtet omtales kongen også som vores gud! Digtet er meget sanseligt sammenlignet med de øvrige salmer. I sit indhold kan salme 45 minde om Højsangen. Nogle forskere mener at teksten i Salme 45 er blevet brugt ved bestigelsesfesten i efteråret fordi den hører sammen med forestillinger om frugtbarhed, seksualitet, afgrøde. Dette er dog omstridt.

Løvhyttefesten fejredes også på det samme tidspunkt (september-oktober) – og fejres stadigvæk blandt jøderne. Løvhyttefesten hænger sammen med pagtslutningen mellem Herren og Israel, offentliggørelsen af LovenSinajs bjerg. Men løvhyttefesten hænger også sammen med nytårsfesten og frugtbarhedsritualer – det kan ses enkelte steder i Det gamle Testamente.

Hvordan disse forskellige ritualer har hængt sammen i det gamle Israel ved vi ikke så meget om, men det er meget sikkert at det ritual som er blevet kaldt Jahves tronbestigelsesfest er blevet afholdt i september til oktober måned hvert år – men måske også på andre tider af året. En meget stor del af salmerne i Salmernes Bog er tekster som antageligt har været brugt ved denne bestigelsesfest. Det gælder efter de flestes opfattelse især følgende salmer (de såkaldte Jahve Malak salmer): 47, 93, 96, 97, 99 og desuden: 24, 29, 68 og 98. Disse salmer antages også at være meget gamle oprindelige tekster. I senjødedommen (ca 300 f. Kr.) mister kulten og højtiderne efterhånden betydning og riterne omkring Jahves tronbestigelsesfest hører til de gamle traditioner i Salmernes Bog (før 587 f. Kr.). De er opstået i kongetiden (efter ca 1000 - 900 f. kr.) eller tiden før kongedømmet.

Udtrykket ’Jahve Malak betyder: ’Nu er Jahve blevet konge. Nu er Jahve blevet vores konge. Han har vundet kongedømmet’. Det hebraiske udtryk indebærer at tidligereforud – var der en tilstand hvor Jahve havde mistet magten og grebet. Verden var gået af led. Det onde Sværd havde overtaget magten i verden. Gud var blevet svag eller han var faldet i søvn - som en kriger af for megen vin – som det siges - men nu er han vågnet op! Jahve bliver mere specielt konge i Palæstina og han er nu rykket ind i sit eget hus, templet i Jerusalem. Jahve bliver på ét øjeblik konge på samme måde som Saul, David eller Salomo. Ved en revolution. Tegnene på at han nu er Israels konge og anfører han straks ses – overalt – af alle – af hele verden! Alle jordens  konger kan nu se stråleglansen og herligheden som stråler ud fra Zions klippe – og Guds egen by. Hans kongedømme er straks en frelse og en velsignelse for Israel. Alle de faderløse får en ny fader og alle enkerne får en forsvarer i retten! Gud er konge!

Endvidere er det meget sandsynligt at den jødiske konge, Herrens salvede eller den salvede, har holdt en tronbestigelsesfest eller en kroningsfest samtidigt med Jahves tronbestigelsesfest. Det synes at fremgå af Salmerne. Jahve og hans salvede bliver samtidigt ført ind i templet som sejrherrer. Når den ene sejrer, sejrer den anden også. De sætter sig begge på deres tronstol i templet og modtager hele verdens jubelråbhyldestråbet! Kongen er Herrens udvalgte og salvede. Han er Guds søn. Herren har avlet ham af moderskødet som det siges. Herren har givet kongen al frelse – og kongen formidler det videre til folket. På en vis måde er kongen identisk med Gud. I salme 45 tiltales kongen som vores gud! Kongen repræsenterer Gud. Kongens godhed og retfærdighed er som gudernes, ja højere end gudernes. Kongen er kun lidt ringere end Gud selv som det siges i salme 8. Kongen er sønnen. Det som sønnen siger, er ikke hans egne ord, men faderens ord. Sønnen gør ikke sine egne gerninger, men faderens. Sønnen kender og elsker faderen lige som faderen elsker og kender sønnen. Sønnen er Faderens øjesten! (17.8). Sønnen har fået al magt i verden fordi faderen har givet ham al magten. Sønnen kommer fra faderen. Den der kender sønnen kender også faderen!

Det gamle Testamente bruger præcist de samme udtryk og ord om kongen som om Gud. Mange steder i Salmerne er det endda omstridt om der menes kongen eller Gud som subjektet i sætningen! De er ét, af samme væsen. Kongen sidder under faderens vinger. Den magt – det scepter – som kongen udøver, er Guds magt. Kongens fjender er Guds fjender. Herren drager ud med vore hære! På grund af denne identitet kan vi antage at Guds eller Jahves tronbestigelsesfest har lignet den jordiske konges tronbestigelsesfest. Man har udført nogenlunde de samme ritualer.

Hos Israels nabostater kender vi en tronbestigelsefest, en nytårsfest (om efteråret) hvor Gud (og eventuelt kongen) genopstår fra de døde. Guden dør men kommer til live igen. Guden dør og fødes lige som årets gang sommer – vinter. Denne forestilling findes i frugtbarhedsreligioner, agerbrugsreligioner. I det gamle Egypten og i Babylon og i Kana’an kan man finde denne forestilling. Gudens genopstandelse hænger sammen med høsten, frugtbarheden. Denne opfattelse af guden som dør og genopstår finder man ikke i Det gamle Testamente!

Hvis vi sammenligner med den senere kristne kirke kan vi sige at bestigelsesfesten eller kroningsfesten svarer til den kristne højtid påsken. I den senere kristne afholdelse af påsken indgår faktisk citater og forestillinger fra den gamle jødiske fest. I påsken fejrer kristendommen at manden fra Nazareth bliver ophøjet, sejrer, bliver konge. Påsken er en sejrsfest – ikke en sørgefest som det nogle gange i kirkens historie er blevet til! Gud og Kristus sejrer over dødens og syndens magt. Den onde fyrste bliver styrtet og frataget al magt som det hedder i Johannesevangeliet. De gode magter og kræfter sejrer. Påsken er en ny skabelse, en ny orden. Påsken og opstandelsen er starten på Guds rige. Jesus drager ind i Jerusalem på samme måde som Jahve og den jødiske konge drog ind i Jerusalem og ind i templet! Velsignet han som kommer i Herrens navn! Jesus bliver hyldet som en konge. Korsfæstelsen er en oprejsning og en ophøjelse hedder det i Johannesevangeliet. Korsfæstelsen og opstandelsen er en tronbestigelse hvis vi sammenligner med Salmerne. Jesus opfylder alle profetierne i Det gamle Testamente om at der skal komme en frelserkonge, en ny konge, en verdenskonge, en fredsfyrste som skal befri Israel. Hos Paulus i Det nye Testamente kan vi se at han opfatter Jesu opstandelse og sejr efter det skema som findes i Salmernes Bog: Ifølge Paulus er Jesu opstandelse en sejr over de onde magter. Kristus bliver hele verdens herre. Kristus bliver ophøjet, kronet. – Vi har vundet sejren! Vi har sejret! Kristus er den konge som sidder ved faderens højre hånd. Alle fjender skal lægges for hans fødder som en fodskammel og han skal træde på deres nakke. Gud har sejret!

Den første linje: - Herren er nu blevet konge! Gentages enslydende i en række salmer – som nok hører til tronbestigelsesfesten:

                                                                                                           

v1  Herren er [nu] konge!

Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står [nu] fast, den rokkes ikke [mere].
v3  Herre, strømmene [de onde kræfter] løfter,
strømmene løfter deres røst,
strømmene løfter deres brøl.
v4  Men mere end de vældige vandes [slangen, uhyret] buldren,
mere end havets mægtige brændinger
er Herren mægtig i det høje.
(93)

Hyldningen af Jahve foregår til musik og dans og råben som ved en jordisk konges indsættelse:

v3  I dans skal de lovprise hans navn,
til pauke og citer skal de lovsynge ham.

(149)

Også i salme 100 og 118 kan vi se hyldestråbet til Herren som nu troner – sejrsråbet – folkets hyldest af den nye konge. Krigen er slut. Vi har vundet sejren. Alle vore fjender blev gjort til skamme. Jahve er vores konge:

v1 
Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!
v2  Tjen Herren under glædessang,
træd frem for ham under jubel!

v3  Forstå, at Herren er Gud [er blevet konge],
han har skabt os, og ham hører vi til,
vi er hans folk og de får, han vogter.

v4  Gå ind ad hans porte med takkesang,
ind i hans forgårde med lovsang,
tak ham, pris hans navn!

(100)

Du har slået mine fjender på kinden
og knust de ugudeliges tænder [de ugudelige er oprindeligt de andre guder som Marduk i Babylon].

(3)

v15  Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,
v16  Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!

(118)

Lovpris Herren i himlen,
lovpris ham i det højeste!
v2  Lovpris ham, alle hans engle [krigere],
lovpris ham, hele hans hær [guderne]!
v3  Lovpris ham, sol og måne,
lovpris ham, alle lysende stjerner!
v4  Lovpris ham, himlenes himmel
og I vande oppe over himlen!

Jahve er i den oprindelige tro i Israel (kongetiden) ikke specielt oppe i himlen. Han er alle steder. Han trænger frem overalt. Jahve færdes her nede i vores verden og vi går i hans fodspor som det siges! (17.5). I de gamle tekster kommer han først og fremmest fra Sinajikke fra nogen himmel! Han tager magten i himlen – og på jorden – det vil sige: alle steder. Herren har også sine fjender i himlen. I himlen – over himmelhvælvingen - findes de vældige vande – det onde! Han har også sine fjender på gudebjerget. Derfor kan Salmerne ofte sige at Jahves kraft når helt op til himlen, ja er højere end himlen – han er den største af alle guderne:

v13  De [guder, mennesker] skal lovprise Herrens navn,
for hans navn alene er ophøjet,
hans herlighed når ud over jord og himmel.

(148)

Herren er gået ud af kampen som sejrherre. Hans modstandere er de onde kræfter, floden, de vældige vande – symbolske udtryk som bruges over alt i Salmernes Bog. Kampen har fået jorden til at skælve og ryste men nu står den fast. Herren har inddæmmet de onde kræfter og sikret jordens grundvold. Verden hviler hele tiden   usikker grund. Livet trues hele tiden af de onde magter. Men nu skal jorden ikke længere oversvømmes af de vældige vand (jvf historien om syndfloden). Jorden skal ikke styrte ned i afgrunden. Vi ved at denne krig og kamp er blevet opført som et drama – skuespil i forbindelse med gudstjenesten. Forskellige skuespillere, kor, aktører har spillet rollerne under bulder og brag og musik. Det er typisk at de onde kræfter altid er larmende, støjende. Modsat Herren Jahve der fundamentalt er forbundet med ro og stilhed.

I sin kamp og sejr kæmper Gud med kaosmagterne, det onde. Ondskaben er blevet så stor i verden at jordens søjler trues. Jorden – jordoverfladen – hviler på et usikkert grundlag – på søjler oven på de vældige vande, det onde urhav. Befolkningen i Israel i oldtiden nærede en kronisk skræk for vandet, havet, sejllads. Israels folk var ikke et sejlende folk og de følte kun sikkerhed med fast grund under fødderne. Frygten var at de vældige vande skulle komme og overskylle alle ting som de gjorde i urtiden. Myten om syndfloden, floden, har Israel lært af Babylon – Mesopotamien. I Israel var der ingen oversvømmelser – men det var der i Babylon!! Jorden og dens indbyggere er ved at styrte ned i afgrunden fordi jordens søjler ryster og trues:

v4  Når jorden og alle dens beboere ryster,
holder jeg dens søjler på plads.      Sela

(75)

Salme 104 indeholder en beskrivelse af kampen og Jahves sejr. Jahve har besejret de vældige vande som vil oversvømme den beboelige verden. Jahve har fastsat en grænse for de vældige vande. Han skræmte urdybet med sin vælde og majestæt. Alle flygtede og blev bange. Gud er lyset, solen, dagen. Hans sejr er lysets sejr over mørket. Jahve er en kriger. Beskrivelsen af kampen imod kaosmagterne er mytologisk:

v65  Da vågnede Herren som en, der har sovet,
som krigeren, der er overvældet af vin.

(78)

v11  Du knuste Rahab, han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.

(89)

Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2  du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3  Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v4  Du gør vindene til dine sendebud
og den flammende ild til dine tjenere.
v5  Jorden gav du sin faste grundvold,
den rokkes aldrig [mere] i evighed.
v6  Urdybet [lidelsen, ondskaben] dækkede den som en dragt,
vandet stod op over bjergene.
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej
v8  op over bjerge og ned gennem dale
til det sted, du havde fastsat for det.
v9  Du satte en grænse, det ikke må overskride,
det skal ikke dække jorden igen.

(104)

Jahve bliver konge i Palæstina, i Israel. Han tager magten over Israels urgamle fjender, nabofolkene som Israel har været i krig med utallige gange. I den følge salme, Salme 60 taler Gud om sin magt som Israels konge. Denne salme indeholder meget gamle formuleringer. Jahve udstykker dvs tager herredømmet i Palæstina og viser samtidigt sin foragt for nabostaterne som fra nu ikke skal have heldet med sig. Ifølge salmerne pønser Israels nabostater evigt og altid på det samme: at kaster sig over Israel i dets svage øjeblikke og udplyndre det. Med Edom og edomitterne menes ofte i salmerne Babylon eller Mesopotamien. Egentlig er Edom dog et mindre nabofolk øst for Israel:

Med jubel vil jeg [Jahve] udstykke Sikems land
og udmåle Sukkots dal.
v9  Gilead tilhører mig, Manasse tilhører mig,
Efraim er min hjelm,
Juda [Jerusalem] er mit scepter.

[nabofolkene:]
v10  Moab er mit vaskefad,
Edom kaster jeg min sko [med foragt],
mig skal du hylde, Filistæa!

(60)

Herrens indsættelse som konge får en lang række følger for Israel, for verden. I Salme 113 beskrives nogle af disse følger. Vi kan netop se at det er Guds retfærdighed – enkerne og de faderløses skæbne – som fremhæves. Herrens kongedømme betyder en ny retfærdighed på jorden:

v2  Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!
v3  Fra øst til vest
skal Herrens navn lovprises.
v4  Herren er [blevet] ophøjet over alle folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.

v5  Hvem er som Herren, vor Gud,
i himmel og på jord,
v6  så højt som han [nu] troner,
så dybt ned som han ser?

[Frelsen:]
v7  Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
v8  han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  Han lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113)

Tronbestigelsesfesten indeholder antageligt en række forskellige liturgiske led. Et af leddene er en genfortælling af det som lige er sket: Jahves sejr over de onde. Vi kan også sige at dette led er en slags vision af hvad der lige er sket i universet. Vi finder en mængde af disse syner eller visioner – en slags dommedagsvisioner – i Salmernes Bog men meningen er ikke fremtidig eskatologisk men fortid: Det er allerede sket! Gud har overstået kampen. Han har nu vundet sejren!  Salmerne er ikke forudsigelser af en såkaldt  dommedag som engang skal ramme jorden og menneskene!

Et andet led i festen er selve hyldestråbet, jubelråbet, de ord hvor Jahve hyldes som konge. Disse ord findes mange forskellige steder i Salmerne. Udtrykkene lyder nogenlunde sådan:

Jahve er blevet konge! Han er vores konge. Han er blevet ophøjet! Kast jer ned for ham! Skælv! Frygt! Jahve er stor! Han har vist sig som den største af alle guderne! Lovpris ham alle guder og magter og konger og folkeslag! Han har sejret! Han har reddet os ved sine mægtige gerninger! Han er hellig! Han troner nu på keruberne på sin trone i templet i sin hellige majestæt!

Når Jahve hyldes, hyldes han nogenlunde som Israels konger blev hyldet ved deres indsættelse. Vi har i Kongebøgerne nogle få vidner om hvordan kongen blev kronen. Vi kan se at den jødiske konge, den salvede, drikker af kilden ved Gihon (det samme findes i Salmerne) som en indvielse, kongen salves med olie fra templet, han indsættes af præster og profeter, han udstyres med et diadem, man støder i hornet og råber hyldesråbet som også bruges om Jahve i salmerne: Kongen leve! Den nye konge overdrages Davids ting, våben, skjolde. Det hele foregår under bulder og brag. Kroningsfesten for Jahve er foregået nogenlunde efter disse skemaer. Musikken ledsages af horn, trompeter, fløjter.

v38  Så gik præsten Sadok, profeten Natan, Benaja, Jojadas søn, og kreterne og pleterne ned og satte Salomo på kong Davids muldyr og førte ham til Gihon. v39  Præsten Sadok tog hornet med olie fra Teltet og salvede Salomo. De stødte i hornet, og alle råbte: »Kong Salomo leve!« v40  Så drog de alle op i Salomos følge, og de spillede på fløjte, og de jublede så højt, at jorden var ved at revne.

(1 Kongebog 1)

v9  Hundredførerne gjorde, ganske som præsten Jojada befalede. De tog hver deres mænd, både dem, der afløste, og dem, der blev afløst på sabbatten, og de kom til præsten Jojada. v10  Præsten gav hundredførerne spyddene og skjoldene, som havde tilhørt kong David, og som var i Herrens tempel. v11  Da livvagten stod opstillet, hver med våben i hånd, fra templets sydside til dets nordside, foran alteret og templet, rundt om kongen, v12  førte han kongesønnen ud, satte diademet på ham og gav ham loven. Så udråbte de ham til konge og salvede ham, og de klappede i hænderne og råbte: »Kongen leve!« v13  Da Atalja hørte råbet fra livvagten og folkemængden, gik hun ind til folkemængden i Herrens tempel, v14  og der så hun kongen stå ved søjlen, som det var skik, mens sang og trompetfanfarer bølgede om ham, og alle storbønderne jublede og blæste i trompeter. Så flængede Atalja sine klæder og råbte: »Forræderi, forræderi!«

(2 Kongebog 11)

I salme 118 findes et slags ritual for kongens og Guds indtog gennem portene i templet ind i templet. Gud og den salvede er ét. Når kongen går gennem porten går Jahve gennem porten. Kongens indtog er et tegn på Herrens indtog i templet efter sejren – et triumftog. Dette billede er fortsat i Det nye Testamente med Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag. Jahve er efter nogle forskeres mening blevet repræsenteret af Pagtens Ark. Man kan forestille sig triumftoget på den måde at Pagtens Ark føres ind i templet gennem porten. Noget tyder på at arken er blevet ført rundt nogle gange i procession (i stedet for et gudebillede som var umuligt i Israel). Vi ved at Moses råbte til arken: - Rejs dig, Jahve! – hver gang pagtens ark skulle flyttes! De enkelte linjer i Salme 118 er blevet sagt af forskellige stemmer. Det er fx præsterne som siger: - Velsignet være han som kommer. Dette ord siges til kongen som drager ind – i Herrens navn! I den kristne kirke er dette udtryk blevet overført på Jesus. Indtoget er både Guds og kongens indtog – i ét. Tanken kan sammenlignes med tanken i Esajas 40: - Ban Herrens vej! Jævn en vej for Herren! Byg en vej for Herren! Indtoget er en hellig procession. Situationen er gendigtet mange gange i den kristne kirke – fx i den danske salme: - Gør døren høj, gør porten vid!

v19  Luk retfærdighedens porte [ind til templet] op,
jeg [kongen] vil gå ind og takke Herren!

v20  Her er Herrens port,
her går de retfærdige [kongen] ind!

v21  Jeg [kongen] takker dig, for du svarede mig
og blev min frelse.
v22  Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten [Vi har sejret].
v23  Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

v24  Denne dag [sejrsdagen, kroningsdagen, tronbestigelsen] har Herren skabt,

[det vil sige: - Dette er Herrens dag! Nu er min time kommet!]
lad os juble og glæde os på den.
v25  Herre, frels dog!
Herre, lad det [livet, frelsen] lykkes!

v26  Velsignet være han [kongen], som kommer [ind i templet], i Herrens navn!
Vi velsigner jer [dig] fra Herrens tempel.

v27  Herren er Gud, han skal give os lys.
Lad festprocessionen danne kæde
helt op til alterets horn!

 (118)

v25  De ser dit festtog [triumftog], Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26  forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

(68)

v8  Herre, bryd op til dit hvilested [templet]
sammen med din magtfulde ark!

(132)

Herrens tronbestigelse betyder at alle Israels fjender – nabostater – har givet op. De kommer skælvende til templet og afleverer deres gaver – tribut til overkongen – Jahve. De kaster sig ned for Jahve der sidder på tronen – også fx Babylon og Egypten og Assyrien. Udtrykket at Herren holder dom over verden betyder bestemt ikke at han nu – siddende på tronen – vil gå i gang med at dømme alle mennesker – én for én – ud fra deres kvaliteter. Disse forestillinger om dommen findes slet ikke i Salmerne. Mennesker skal ikke vejes på en vægt. Herren kommer for at holde dom betyder at Gud går ind i verden, stopper ondskaben, besejrer uhyret, dømmer (ophæver) synden, skylden, lidelsen, hadet. Dømme er altså en aktiv handling ikke en juridisk afgørelse. Herren er mere kriger end han er dommer efter vore begreber! Når Jahve sætter sig på tronen i templet er dommen overstået! Dommen er nu overstået simpelt hen fordi Herren har sejret over de onde magter inden han bliver indsat som konge i templet. Dommen betyder altså i Salmernes Bog i virkeligheden Guds frelse og befrielse af verden. Ordet dom og ordet dømme har en anden betydning på hebraisk end vores begreb. Det er derfor at Jahves dom bliver mødt af jubel fra alle mennesker på jorden!! Følgende er altså  at forstå som bønnen, folkets bøn inden at Gud beslutter sig for at gribe ind, inden han har sat sig på tronen:

v1  Herre, du hævnens Gud,
du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!

v2  Rejs
dig, du jordens dommer,
gør gengæld mod de hovmodige [guderne, fjenderne, Babylon]!

(94)

Der kommer ikke nogen dommedag efter at Herren har sat sig i stolen! Dommen er allerede overstået. Jahve har nu grundfæstet retfærdigheden i verden som det siges. Dommen over verden var sejren over søslangen og RahabOndskabens Domstol!

v7  Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
v8  Vis Herrens navn ære,
træd ind i hans forgårde med gaver,
v9  kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!
v10  Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.
v11  Himlen skal glæde sig, jorden juble,
havet [det onde] med alt, hvad det rummer, skal larme [utilfreds!],
v12  marken med alt, hvad den bærer, skal juble,
alle skovens træer skal råbe af fryd
v13  for Herren; for han kommer,
han kommer for at holde dom over jorden,
han holder dom over verden med retfærdighed
og over folkene i sin trofasthed.

(96)

Herren har nedkæmpet alle Israels fjender. Vi har vundet sejren. Guds fjender er Israels fjender og Israels fjender er også Herrens fjender. Alle krige er for så vidt hellige i det gamle Israel:

v6  I enighed lægger de planer,
de slutter pagt imod dig [Jahve],
v7  beduiner fra Edom og Moab,
ismaelitter og hagritter,
v8  Gebal, Ammon og Amalek,
Filistæa [ud til Middelhavet] tillige med Tyrus' [Libanon] indbyggere.
v9  Selv Assur har sluttet sig til dem
som støtte for Lots efterkommere [Babylon].      Sela

(83)

Herrens sejr er fredens sejr. Alle sværd bliver smedet om til plovjern og løven skal græsse sammen med lammet, som Esajas siger! Gud har gjort en ende på alle krige. Guds hellige krig mod Ondskabens Domstol er krigen der gør en ende på alle krige. Når Gud sætter sig på sin trone og igen er blevet jordens konge, kommer der et retfærdigt fredsrige - over hele jorden for alle mennesker. Jahve er fredsfyrsten og hans rige, Guds rige, er et fredsrige:

v4  Dér brækkede han buens gloende pile,
skjold og sværd og krigsmagt.      Sela

v5  Frygtindgydende er du,
mægtigere end de evige bjerge.
v6  De overmodige blev udplyndret [besejret]
og sank hen i søvn [besvimer],
ingen kriger
kunne løfte en hånd [lammes].
v7  Ved din trussel, Jakobs Gud,
faldt både hest og rytter i afmagt [de besvimer].
v8  Frygtindgydende er du,
hvem kan holde stand mod dig, når du er vred?
v9  Fra himlen forkyndte du dommen;
jorden blev angst og faldt til føje,
v10  da Gud rejste sig til dom
for at frelse alle landets ydmyge.      Sela

(76)

Jahves sejr og tronbestigelse er en ende på volden og voldssamfundet:

v16  Herren er konge.
v17  Du har hørt, hvad de hjælpeløse ønsker, Herre,
du giver dem mod, du lytter til dem.
v18  Du skal skaffe den faderløse og den undertrykte ret.

Mennesker skal ikke længere øve vold i landet.

(10)

Skylden og gælden er betalt. Herren har vundet sejren. Herren har taget magten. – Jeres gæld er betalt. Jeres evige hoveri er overstået. Jeres ydmygelse er forbi. Vanæren er taget bort fra jeres hoveder! I skal ikke længere være ydmyge og underkuede hovbønder men frie og stærke! I er Herrens egne oliventræer. Som det hedder hos Esajas. Det er sket – allerede:

v13  Jeg ved, at Herren vil føre de hjælpeløses sag
og skaffe de fattige ret.

(140)

Gud frelser alle mennesker. Han er en læge en sygeplejerske. Hans dom er ikke vendt imod visse ufromme enkeltpersoner men imod det onde som sådant:

v9  Herren er god mod alle,
hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.
v10  Alle dine skabninger, Herre, takker dig.
v11  De fortæller om dit herlige kongedømme
og taler om din styrke.
v12  De vil kundgøre hans vælde for menneskene,
hans kongedømmes prægtige herlighed.
v13  Dit kongedømme består i al evighed,
dit herredømme i slægt efter slægt.
v14  Herren støtter alle, der falder,
og rejser alle de nedbøjede.
v15  Alles øjne er rettet mod dig,
og du giver dem deres føde i rette tid.
v16  Du åbner din hånd
og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

(146)

v3  Han læger dem, hvis hjerte er knust,
og forbinder deres sår.

(147)

Herren har fritaget os fra dommen. Han har frelst os fra dommen og retssagen – Ondskabens Domstol. Herren har med sin dom (indgriben) standset den verden som dømte os skyldige og som dømte enkerne og de faderløse uretfærdigt.

Hele verden også de såkaldt fjerne øer (øerne i Middelhavet) har anerkendt ham som overherre. Herren er draget igennem verden og tilintetgjort alle modstandere. Herren har reddet gennem ørkenen og fløjet på vindens vinger – og på kerubernes vinger. Herren er som en atombombe. Alle har givet op. Også alle de andre guder som Egyptens og Babylons stor-guder fx den store gud Marduk i Babylon har givet op. Alle kan se at Jahve er større og stærkere end nogen anden gud. Alle kan se tegnene. Jahve er blevet ophøjet. Jahve er nu hele jordens herre. Synet af ham er frygtindgydende. Jahve er et mareridt.

v6  Deres herskere skal styrtes ned over klippen.
v7  Som når man pløjer og bryder jorden op,
skal deres knogler spredes ved dødsrigets gab.

(141)

Alle jordens mægtige og konger ser op og bliver grebet af rædsel. De besvimer og falder i afmagt. De må indstille kampen og nedlægge våbnene. Han er hellig. Han er som en farlig kraft – som atomkraft eller elektricitet. Hans kraft og styrke overgår gudernes. Hans kraft når helt til skyerne, op over himlen!

Dermed er kongen og Israels folk også blevet ophøjet. De er blevet herliggjort. Menneskene har fået hele herligheden tilbage – alt hvad de havde mistet.

v1  Herren er [blevet] konge!

Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig.
v2
  Skyer og skymulm omgiver ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
v3  Foran ham går ilden,
og hans fjender omspændes af flammer.
v4  Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og skælver.
v5  Bjergene smelter som voks foran Herren,
foran hele jordens Herre.

v6  Himlen [guderne] fortæller om hans retfærdighed,
og alle folkene ser hans herlighed.
v7  Alle, der dyrker gudebilleder, beskæmmes,
de som roser sig af afguder.
Alle guder skal kaste sig ned for ham.

v8  Zion skal høre det og glæde sig,
Judas døtre skal fryde sig
over dine domme [gerninger, undere], Herre.
v9  For du, Herre, er den Højeste over hele jorden,
du er højt ophøjet over alle guder.
(97)

v1  Herren er [nu blevet] konge!

Folkene skælver.
Han troner på keruberne, jorden ryster.
v2  Herren er storZion
og ophøjet over alle folkene.
v3  De skal prise dit store og frygtindgydende navn.
Hellig er han!

v4  Mægtige konge [Jahve], der elsker ret,
du har [nu] grundfæstet retskaffenhed [du har nu sikret de gode kræfter i verden],
ret og retfærdighed
har du øvet [gennemført] i Jakob.
v5  I skal hylde Herren, vor Gud,
kaste jer ned for hans fodskammel [Pagtens Ark].
Hellig er han!

(99)

v17  Vandet så dig, Gud,
vandet så dig og bævede,
ja, det store dyb skælvede.
v18  Skyerne sendte strømme af vand,
skymasserne lod deres stemme lyde,
ja, dine pile fløj til alle sider.
v19  Din torden lød som vognhjul,
lynene oplyste verden,
jorden rystede og skælvede.
v20  Din vej gik gennem havet,
dine stier gennem de vældige vande,
og dine spor var ikke at se.

(77)

Jahve er blevet konge. Han sidder nu på sin trone i templet. På hans højre side sidder kongen på kongens tronstol. Kongen sidder til højre for Pagtens Ark som er Guds trone (magten og æren sidder altid til højre, velsignelsen går gennem den højre hånd). Kongen sidder beskyttet under Herrens vinger, under kerubernes vinger. Herren indsætter kongen som vi kan se af Salme 110. Kongens tronbestigelse er en direkte konsekvens af faderens tronbestigelse. Gud er nu blevet konge. Kongen er nu blevet konge. Sønnen og faderen er ét. Sønnen har al sin herlighed fra faderen. Faderen herliggør sønnen. Sønnen herliggør faderen ved hans gerninger som ikke er hans egne men faderens. Sønnen sidder stille og roligt mens faderen lægger alle hans fjender under hans fødder så han kan træde på deres nakke. Sønnens – kongens – magt er Guds magt – almagten. Det er faderen som holder hans scepter. Herrens arm strækker sig ud i magt og vælde – for sønnens skyld. Herren sikrer kongens sejr i alle krige. Sønnen er Guds søn. Gud har avlet ham – af moderskødet – af Ushas som der står i teksten. Ushas er en gudinde eller et væsen – Morgenrøden. Gud har avlet ham på det hellige bjerg – gudebjergetBashan – højt oppe i nord. Ved indsættelsen afgiver Jahve alle oraklerne, alle løfterne til David  - kongen. Gud sværger og aflægger en ed til kongen. Gud sværger han aldrig vil svigte sine løfter. Kongens væsen og position defineres. Kongen er konge og præst som Melkisedek – en mytisk urkonge som både havde den verdslige og den sakrale, hellige magt. Kongen er uafhængig og selvstændig over for præsterne. Han er ikke underlagt kirken, præsterne eller deres magt. Han har Guds ånd – Gud har givet kongen sin hellige ånd. Han har sin fulde magt direkte fra Jahve. Kongen og Jahve er ét. Ved sin indsættelse drikker kongen af den hellige kilde – Gihon – et slags sakramente.

Jahve – Zebaot – den som troner - ser på kongens ansigt. Derved giver Gud ham liv, ånd, lykke og held og frelse. Kongen sidder til højre for Jahve. Kongen sidder i hans vingers skygge:

v9  Herre, Hærskarers Gud [Zebaot], hør min bøn,
lyt, Jakobs Gud!      Sela
v10  Se til vort skjold [kongen], Gud,
se på din salvedes ansigt!

(84)

Hele dette drama er blevet opført som en kultdrama, som et helligt skuespil i templet af forskellige kor, præster, grupper, repræsentanter. Kongen får kraften. Herren sidder ved siden af kongen. Herren rækker ham frelsens bæger – med brusende vel blandet vin, som det flere steder siges. Dette må også være foregået helt konkret i templet. Kongen, den salvede, har fået rakt frelsens bæger af en repræsentant, en præst. Kongen bliver en lykkemand:

v1  Salme af David.


Herren [Jahve] sagde til min herre [kongen]:


»Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!«

v2  Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
hersk midt blandt dine fjender!
v3  Dit folk møder [vil altid møde] villigt frem på din kampdag.


»På hellige bjerge [på gudernes bjerg] har jeg født [egentlig: avlet] dig
som dug af morgenrødens moderskød

v4  Herren har svoret og angrer det ikke:
»Du er præst for evigt
Melkisedeks vis.«

v5  Herren er ved din højre side,
på sin vredes dag knuser han konger.
v6  Han holder dom blandt folkene,
han dynger ligene op,
han knuser hoveder ud over den vide jord.

v7  Af bækken ved vejen drikker han,
derfor kan han løfte hovedet.

(110)

Vi kan også se tronbestigelsesritualet i Salme 2. Jahve sætter sig på tronen og derved indsættes den jødiske konge samtidigt. Sønnen og Faderen er ét. Sønnen er Guds søn. Sønnen får faderens magt. Sønnen herliggør faderen med sine gerninger. Faderen herliggør Sønnen. Sønnen er et spejl for Faderen.

Dette drama er blevet opført i templet som et kultdrama med skuespillere og kor:

v1  Hvorfor er folkeslagene i oprør?
Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes?

v2  Jordens konger rejser sig,
fyrsterne slår sig sammen
mod Herren og mod hans salvede:
v3  »Lad os sprænge deres lænker
og befri os fra deres reb.«

v4  Han, som troner i himlen, ler,
Herren spotter dem.
v5  Så taler han til dem i sin vrede
og forfærder dem ved sin harme:
v6  »Jeg har indsat min konge
Zion, mit hellige bjerg!«

v7  Jeg [kongen] vil forkynde, hvad Herren har bestemt:

Han sagde til mig: »Du er min søn,
jeg har født dig i dag.

v8  På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom
og den vide jord som arvelod.

v9  Du skal knuse dem med et jernscepter,
sønderslå dem som pottemagerens kar.«

 (2)

I Salme 2 udstyres den jødiske konge med en næsten grænseløs verdensmagt. Salmerne anvender hele oldtidens overdrevne hofstil som vi også kender ud og ind fra Egypten og Mesopotamien. Hofstilen er international, bruges i alle kulturerne i oldtiden. De samme udtryk som vi kan se at Salmerne bruger om den salvede kan vi finde i kongeritualerne (kongeoraklerne) for eksempel i Babylon. Den jordiske konge løftes op i en overnaturlig, guddommelig glans. Man skal nok ikke lægge alt for meget i disse udtryk som er tidens stil og sprog. Den jødiske konge var lille og svag. Israel var i oldtiden et lille, fattigt, underudviklet og værgeløst land omgivet af stormagter og verdensmagter – Israel havde som oftest ikke en chance!

Salme 2 skal nok forstås sådan at Israels konge bliver en verdenshersker, hele verdens kejser og overkonge. Når den gamle konge i Israel er død, prøver alle lande i hele verden at udnytte situationen: De gør oprør imod Israels verdensherredømme! De prøver at gøre sig frie og kaste åget af. Men de har ikke en chance ifølge Salme 2. Herren griner kun hånligt. De er tåber. Herrens salvede, kongen skal nu knuse alle verdens konger og kejsere med sit jernscepter (et symbol på hård og brutal magt) – så let som man knuser pottemagerens lerkar! Alle jordens konger skal tjene og frygte Israels konge. Når de ser ham skal de føle rædsel. De skal kaste sig for hans fødder og kysse hans fødder i rædsel! Han skal træde på deres nakke! Ellers vil de blive tilintetgjort! Hans vrede blusser hurtigt op, skal de huske. (I Salme 2 er der en nøje identitet mellem Jahve og den salvede – de samme udtryk bruges om begge – kongen udøver simpelt hen Jahves magt – politik er religion).

Kongen er blevet indsat af den himmelske konge. Præsterne taler til kongen og meddeler ham løfterne:

Den Højeste har du gjort til din bolig,
v10  intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v11  for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v12  De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v13  Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.

(91)

v20  Dengang talte du [Gud] i et syn
til din trofaste [kongen]; du sagde:


Jeg har givet magten til en helt,
jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.
v21  Jeg har fundet min tjener David,
jeg har salvet ham med min hellige olie.
v22  Min hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.
v25  Min trofasthed og godhed skal være med ham,
i mit navn skal hans horn løftes.
v26  Jeg giver ham magt over havet,
herredømme over floderne.
v27  Han skal råbe til mig: Du er min fader,
min Gud, min frelses klippe.
v28  Jeg gør ham til den førstefødte,
den øverste blandt jordens konger.
v29  Jeg bevarer min troskab mod ham til evig tid,
min pagt med ham står fast.
v30  Jeg lader hans slægt bestå for evigt,
hans trone, så længe himlen er til.
v34  Min troskab mod ham bryder jeg ikke,
jeg svigter ikke min trofasthed.
v35  Jeg bryder ikke min pagt,
jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet.
v36  Dette sværger jeg ved min hellighed:
jeg svigter aldrig David.
v37  Hans slægt skal vare til evig tid,
som solen skal hans trone bestå for mit ansigt;
v38  den grundfæstes for evigt som månen,
står fast, så længe himlen er til.      Sela

(89)

v13  For Herren har udvalgt Zion,
han har ønsket det som sin bolig:
v14  Det er mit hvilested til evig tid,
her ønsker jeg at bo.
v15  Dets føde vil jeg velsigne,
dets fattige mætter jeg med brød;
v16  dets præster klæder jeg i frelse,
og dets fromme skal juble.
v17  Dér lader jeg et horn [ære, magt, herlighed] vokse frem for David
og sørger for en lampe [et lys] til min salvede [liv og lys].
v18  Hans fjender klæder jeg i skam,
men på ham skal kronen stråle.

(132)

Ved sin indsættelse som verdens konge velsigner Jahve - gennem præsterne - hele Israels folk:

v2  Hvad dine hænder frembringer, skal du selv nyde,
lykkelig er du, det skal dig vel.

v3  Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.
v5  Herren velsigne dig fra Zion,
så du ser Jerusalems lykke,
så længe du lever,
v6  og så du får dine sønners sønner at se.

Fred over Israel!

(128)

Jahve fører retten til sejr. Guds rige er retfærdighed. Han giver alle mennesker deres ret. Han fører deres sag i retten:

v4  Mine fjender veg,
de snublede og gik til grunde foran dig.
v5  Du skaffede mig ret i min sag,
du satte dig på tronen.

(9)

Dommen er overstået. Verden er blevet dømt. Det er sket! Nu allerede. Dommen skal ikke komme en gang i fremtiden. Den er allerede overstået. Verden – det onde – har fået sin dom – det vil sige Gud har vist sig stærkere end verden. Det gode har sejret – det onde har tabt:

v17  Herren har givet sig til kende, han har holdt dom,
den ugudelige blev fanget i sine egne gerninger. Higgajon      Sela

(9)

v20  Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol,
som skaber lidelse?
v21  De angriber den retfærdige
og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
v22  Men Herren blev min borg,
min Gud blev min tilflugtsklippe.
v23  Han lod deres uret komme over dem selv
og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.

(94)

Herren hyldes og lovprises. Han sidder nu på sin trone. Alle guderne er forsamlet i templet.  Hele verden står rundt om tronstolen i templet mens hyldestråbet lyder. Alle kaster sig ned:

Jeg takker dig af hele mit hjerte,
i guders påhør lovsynger jeg dig.
v2  Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
og priser dit navn
for din godhed og troskab,
for du har gjort dit ord stort
over hele din himmel.
v4  Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
for de har hørt de ord, du talte.
v5  Og de skal synge om Herrens veje,
for Herrens herlighed er stor;
v6  ja, Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge,
den stolte [fjenderne] kender han på lang afstand.

(138)

v8  Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle, der omgiver ham [guderne, Herrens følge].

(89)

 

Når Jahve sidder på tronen, på tronstolen er han Jahve Zebaot – Hærskarers dvs gudernes Gud:

v20  Herre, Hærskarers Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

(80)

Folket råber hyldestråbet til Jahve. Jahves tronbestigelse betyder frelse og lykke for hans folk:

v16  Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17  de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18  Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [ære, magt].
v19  Vort skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

(89)

De andre folk har råbt på heste og vogne, men Israel råberHerren, som det ofte siges!

 

 

 

 

 

 

Gud er retfærdig. Salmernes Bog.

 

v2  Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!

(31)

v6  Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte.

(103)

 

Gud er retfærdig. Han gør det som er ret. Han bringer retten til sejr. Gud dømmer retfærdigt. Alt det som Gud gør, er ret og retfærdigt.

 

Begrebet retfærdighed og retfærdig spiller en stor rolle i Salmernes Bog. Gud er retfærdig – men denne betegnelse er ikke den gennemgående eller vigtigste karakteristik af Gud. Det mest gennemgående begreb som bruges om Guds væsen og handlinger er at han er tro, trofast. Han er til at stole på og regne med. Han er troværdig. Hans vigtigste egenskab er hans troskab og trofasthed. – Herren er rig på troskab og sen til vrede, som det hedder – ikke bare i Salmerne men i hele Det gamle Testamente.

 

Begrebet retfærdighed har en anden betydning i Salmernes Bog end hos os – i et moderne samfund. Vi forstår begrebet i en juridisk sammenhæng: En dommer dømmer retfærdigt hvis følgende betingelser er opfyldt: Han skal være objektiv, ikke subjektiv. Han skal dømme efter et objektivt grundlag, en lovbog, en fast præcedens eller praksis. Han må ikke lade sig på påvirke af bestikkelse. Han skal dømme efter de objektive beviser: Hvad folk har gjort. Sådan opfatter vi begrebet retfærdighed – også når det ikke drejer sig om en dommer. Men sådan er begrebet ikke forstået i Salmerne – eller i Det gamle Testamente. Gud er bestemt ikke nogen stillesiddende, passiv dømmer som dømmer verden ud fra paragraffer og lovtekst, objektivt – retfærdigt!

 

Begrebet retfærdighed havde i hele oldtiden en meget bredere betydning end vi tillægger det. En retfærdig konge er en konge som har to ting: dels magt til at gennemføre sin vilje dels den rette intention: det gode samfund, alle parters rette relation til hinanden, i harmoni. Et retfærdigt samfund er det samme som et godt samfund med den rette balance. Vi kender begrebet fra den græske oldtid og filosofferne Platon og Aristoteles. De opfatter begrebet retfærdighed meget videre end vi gør. Salmerne ligger meget tættere på deres opfattelse end på vores opfattelse af begrebet retfærdighed. Det er også værd at huske at man kun kan være retfærdig hvis man har magt! En svag mand kan ikke være retfærdig – fordi retfærdigheden viser sig i konkrete ydre handlinger. Helt generelt viser retfærdigheden sig i at man går imod lidelsen, det onde, nøden. Begrebet retfærdighed tager udgangspunkt i det faktum at mennesker lider, er i nød, er gået fortabt, som det siges i Salmerne. Retfærdigheden består i at de trækkes ud af lidelsen, nøden, synden, fortabelsen. Det er det som Gud gør i Salmernes Bog. Derfor kan alle mennesker glæde sig over at Gud er retfærdig! Retfærdigheden er ikke truende eller vendt imod nogle mennesker – den betyder redning, frelse, en udgang af lidelsen. Gud er ikke en lille, passiv, stillesiddende juridisk dommer som dømmer arme forbrydere! I al fald er det ikke den gennemgående opfattelse i Salmerne! Gud er retfærdig - ikke fordi han omhyggeligt sidder og dømmer efter lovparagraffer, men fordi han ser al den nød og uret som findes i verden – og griber ind!

v20  Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol [verden, egoet, synden],
som skaber lidelse [for alle mennesker]?
v21  De angriber den retfærdige
og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
v22  Men Herren blev min borg,
min Gud blev min tilflugtsklippe.
v23  Han lod deres uret komme over dem selv
og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.

(94)

 

Jahve sender ligesom en fortærende ild ind over de får som han vogter. Det er ikke ret og retfærdigt siges det i en af salmerne (74.2).  Retfærdigheden er at gøre det som er passende i relationen. Det Jahve gør er ikke passende – det er urimeligt. Det er upassende. Salmerne taler på denne måde om begrebet retfærdighed. Denne tanke om retfærdighed er præcist den samme som vi i oldtiden finder i den græske filosofi (Aristoteles).

v11  Lad fangernes stønnen nå dig,
sæt de dødsdømte i frihed med din stærke arm.

(79)

 

Det som er sket er ikke retfærdigt siger klagerne og klagesalmerne. Det som har ramt mig er ikke udtryk for nogen retfærdighed. Det er en uret – en uretfærdighed. – Kære Gud, luk øjnene op og se hvad der er sket!:

v7  Du har kastet mig i den dybe grav,
i det mørke dyb.
v8  Din vrede hviler tungt på mig,
alle dine brændinger lader du skylle over mig.      Sela
v9  Mine bekendte har du taget fra mig
og givet dem afsky for mig;
jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud.
v10  Mit øje er sløvet af lidelser,
hver dag råber jeg til dig, Herre,
og rækker mine hænder op imod dig.

(88)

 

Det er retfærdigt at Gud ser og hører fangernes stønnen og befrier de dødsdømte! Gud er retfærdig når han frelser og redder. Gud sætter de dødsdømte på fri fod!! Gud er ikke dommeren primært men befrieren.

 

Når vi ser på begrebet retfærdig er det vigtigt at vi husker at det gennemgående billede i Salmernes Bog – og i hele Det gamle Testamente – er at relationen mellem Herren og Israels folk er som et ægteskab. Pagten er som et ægteskab. I en vis forstand er de to parter ligeværdige partnere. Gud har taget initiativet til dette ægteskab – ellers var det ikke blevet til noget. Gud har afgivet løfterne til Israel – de løfter som han aldrig nogen sinde vil svigte. Gud Herren er ægtemanden. Han har så at sige påtaget sig en forpligtelse over for sit udvalgte folk, sin udvalgte kvinde. Han har lovet at være der for Israel når nøden og undergangen truer. Han har brugt store ord, som det siges et sted! At Gud er retfærdig vil primært sige at han lever op til den forpligtelse. Retfærdigheden er hans godhed og troskab. Han vil høre på Israel når det råber på Herren. Han vil svare dem, give dem et tegn når de skriger på Herren. Gud er retfærdig – han er en tro og nærværende ægtefælle. Han er som en mand der lever op til sit ord. Derfor kan Gud svigte engang imellem – som det hedder i alle klagerne i Salmernes Bog. I klagerne eller klagesalmerne råber den forladte og svigtede ægtehustru på Herren: - Kom tilbage! Husk hvad du lovede! Når Herren er retfærdig viser han at vi kan have tillid til ham – igen!

 

Herre, hør min bøn,
lyt til min tryglen,
svar mig i din trofasthed og retfærdighed!

(143)

v11  Hold mig i live for dit navns skyld, Herre,
og før mig ud af nøden i din retfærdighed!

(143)

 

Gud dømmer os ikke – tværtom er han den som løskøber os og tager os ud af den verden som vil dømme os og som fortæller os at vi er syndere og ikke gode nok. Gud befrier os for verdens dom. Han tager os ud af Ondskabens domstol, som det hedder. Han befrier os fra Det onde Sværd, synden, lidelsen, Livjatan. Netop heri består hans retfærdighed som det fremgår af salme 146 og 147:

 

v7  [Han] skaffer de undertrykte ret
og giver de sultne føde.
Herren sætter de fangne i frihed,
v8  Herren åbner de blindes øjne,
Herren rejser de nedbøjede,
Herren elsker de retfærdige.
v9  Herren beskytter de fremmede,
han bringer faderløse og enker på fode.

(146)

v8  Han dækker himlen med skyer,
han skaffer jorden regn,
han lader græs spire frem på bjergene.
v9  Han giver kvæget dets føde,
og ravnene, hvad de skriger efter.
v10  Herren bryder sig ikke om hestens styrke,
han glæder sig ikke over menneskets muskelkraft,
v11  men han glæder sig over dem, der frygter ham,
og som venter på hans trofasthed.

v12  Jerusalem, lovsyng Herren!
Lovpris din Gud, Zion!
v13  For han har gjort dine portslåer stærke
og velsignet dine sønner i dig.
v14  Han skaber fred i dit land
og mætter dig med hvedens fedme.

(147)

 

Retfærdigheden hænger altså sammen med at leve op til en forpligtelse i relationer. Når Gud er retfærdig er han trofast over for sin partner. Gud har kraft og magt til at frelse Israel – hustruen – og derfor også en forpligtelse til at gøre det. Guds retfærdighed viser sig dynamisk i hans frelsende undere og mægtige gerninger – ikke i en stillesiddende dom! Retfærdigheden er dynamisk – ikke statisk. Gud gør det som er ret og rimeligt. Det er ret og retfærdigt at han kommer Israel til undsætning. Gud er i Salmernes Bog ikke så meget dommer som han er sagfører. Gud som sagfører er det mest gennemgående billede. Vi forventer af en god sagfører at han fører vores sag igennem til et godt resultat! Ikke at han er specielt retfærdig i vores snævre betydning af ordet! Det er netop det som Gud gør. Han er forsvarer og sagfører for enkerne og de faderløse – dem som har brug for hjælp – dem som er fortabt og ikke kan klare sig ved egne kræfter. Livet er som en retssag. Vi er gået fortabt i en retssag. I den retssag er vi blevet trukket ind uden nogen god grund. Dommeren er uærlig og bestukken! Vi bliver hele tiden konfronteret med falske vidner som fortæller løgnehistorier om os. Det hele er et mareridt. Vores skæbne er at vi hjælpeløst skal dømmes – helt uretfærdigt – og blive gjort til skamme som det siges. Salmerne bruger dette billede hele tiden på fortabelsen – at gå fortabt. Gud er den forsvarer og advokat som redder os ud af kniben, ud af mareridtet – Gud er ikke dommeren! Gud fører vores sag for retten – og han fører også sin egen sag igennem i retten! (74.22).

 

Guds retfærdighed er at han gør det normale, det naturlige, det som er passende i forhold til relationen! I salmerne sammenlignes også nogle steder forholdet Israel – Jahve med forholdet faderen – barnet. Over for barnet  findes der en naturlig, rigtig, retfærdig adfærd. Det naturlige er at barnet skal ære og respektere faderen og give ham æren. Det naturlige og rette er at faderen skal beskytte barnet! Deri består Guds retfærdighed:

 

v13  Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

(103)

 

Gud dømmer os ikke – Gud er ikke en dommer-gud men en frelser-gud. Han er retfærdig når han giver os herligheden, oprejsningen, æren, stoltheden, storheden tilbage:

v2  Lyt, Israels hyrde,
du, der fører Josef som en hjord.
Du, der troner på keruberne,
træd frem i stråleglans
v3  for Efraim, Benjamin og Manasse.
Opbyd din styrke,
og kom os til hjælp!
v4  Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

(80)

v8  Tilregn os ikke vore forfædres synder,
lad din barmhjertighed nå os hurtigt,
for vi er hjælpeløse.
v9  Hjælp os, vor frelses Gud,
for dit ærede navns skyld.
Befri os, og tilgiv vore synder
for dit navns skyld.

(79)

v13  Jeg ved, at Herren vil føre de hjælpeløses sag
og skaffe de fattige ret.

(140)

v8  Herren fører min sag igennem.

(138)

 

v1  Skaf mig ret, Gud,
før min sag mod troløse mennesker,
red mig fra bedragerne,
fra dem, der øver uret!

(43)

v2  Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!

(31)

 

At blive til skamme er et billede som hænger sammen med billedet: livet som en retssag. Hvis man går ud af retssagen som en taber er man dømt, fortabt, skyldig. De mennesker som lider har så at sige tabt livets retssag – de er i den forstand skyldige!  Livet består af tabere og vindere – og det drejer sig om at blive en vinder – det er på en måde opfattelsen i Salmernes Bog. Gud hjælper os i vores sag. Han er en fader for de faderløse og enkernes forsvarer i retten.

 

v6  Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud i sin hellige bolig.

(68)

 

Gud er en sagfører, han har kraften til at redde os ud af processen og vinde sagen. Derved viser han sin retfærdighed – det vil sige trofasthed!

 

Salmernes billede af den forfærdelige retsproces (Kafka!) med de falske vidner genfinder vi i Det nye Testamente – processen mod Jesus. Jesus går fortabt. Han har ikke en chance. Han taber.

 

Vi skal her se på hvordan Salmerne anvender begrebet retfærdig og retfærdighed i nogle konkrete sammenhænge:

 

v11  Jeg holder ikke din retfærdighed skjult
inde i mit hjerte,
jeg taler om din trofasthed og frelse;
jeg tier ikke stille med din godhed og troskab
i den store forsamling.

(40)

 

Vi kan tydeligt se at begreberne retfærdighed og trofasthed ligger meget tæt på hinanden. Gud viser slet ikke sin retfærdighed ved at han dømmer – lige modsat: han viser sig som retfærdig ved at han er trofast i relationen og frelser! Guds retfærdighed er ikke vendt imod nogen – den sker til fordel for nogen – nemlig Israel, folket, menneskene, hans partner.

De overholder ikke deres aftaler
og frygter ikke Gud.


v21  De lægger hånd på venner
og bryder pagten med dem.
v22  Deres mund er glattere end smør,
men i hjertet vil de krig;
deres ord er blødere end olie,
men er dog dolke.

(55)

 

Salme 55 beskriver de uretfærdige mennesker, uretfærdigheden blandt mennesker. Vi kan se hvordan det at være retfærdig er at overholde sine løfter og aftaler, holde pagten. De uretfærdige mennesker er så at sige ikke normale – som mennesker bør være. De er illoyale, de krænker det som man kan forvente mellem mennesker, mellem gode venner, mellem ægtefæller. De går ikke den lige vej som er det regelrette, normale, naturlige – de går krogvejen, som det hedder i Visdomslitteraturen. De kender ikke til det som er ret og rimeligt ifølge de normer som hersker mellem lige parter, mellem mennesker.

 

v6  Herre, din godhed når til himlen,
din trofasthed til skyerne.
v7  Din retfærdighed er som Guds bjerge,
dine domme som det store dyb.

Herre, du frelser mennesker og dyr.
v11  Bevar din troskab mod dem, der kender dig,
og din retfærdighed mod de oprigtige!
v12  Lad ikke de hovmodige træde på mig,
lad ikke de ugudelige jage mig bort!

(36)

 

Gud er den som redder og frelser – ikke den som dømmer! Vi kan se at begreberne godhed, trofasthed og retfærdighed hører sammen. Gud gør en ende på det som er uret! Det er en uret at mennesker skal trædes ned og undertrykkes – det er en uret hvis mennesker bliver jaget bort! Disse formler findes igen og igen i Salmerne. Gud gør det som er ret – dvs han stopper det som er en uret imod mennesker. Intet menneske har fortjent at blive trådt ned og jaget bort! Herren er vores hyrde. Israel er hans får. Guds retfærdighed er hyrdens rette forhold til dyrene, til flokken som han har i sin varetægt.

 

v16  Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
så min tunge kan juble over din retfærdighed.

(51)

 

Når Gud fjerner min skyld, når han ikke ser på min skyld, når han ikke tilregner mig min skyld – er han retfærdig! Denne tanke er meget gennemgående i Salmernes Bog. Den viser at retfærdig ikke betyder at dømme efter synd, visse synder eller skyld. Gud er retfærdignetop ved at han ikke ser på vores små og store synder. At Gud fjerner synden og skylden er det samme som at han fjerner lidelsen. De to begreber hænger nøje sammen. Når jeg bliver befriet for min synd og skyld er det et stort tegn – måske for hele verden. Hele verden vil se det og glæde sig. Tanken om Gud som den der fjerner skylden genfindes hos Paulus i Romerbrevet. Retfærdiggørelsen er netop det forhold at Gud fjerner skylden – og dermed hævder vores retfærdighed – og viser at han er retfærdig – dvs trofast. Guds retfærdighed er i Salmernes Bog det samme som hans gavmildhed:

 

Din højre hånd er fuld af retfærdighed.
v12  Zions bjerg skal glæde sig,
Judas døtre skal juble
over dine domme [frelse].

(48)

v2  Du var nådig mod dit land, Herre,
og vendte Jakobs skæbne.
v3  Du tilgav dit folks skyld
og skjulte alle dets synder.      Sela

(85)

 

I Guds øjne – som Gud ser det – er der ingen skyld mere. Han har vendt vores skæbne dvs han har tilgivet os vores skyld. Tilgivelsen viser sig i det ydre. Når vi befries for byrden er det det samme som vi er blevet tilgivet. Guds tilgivelse han ses og mærkes – konkret.

 

v5  Overgiv din vej til Herren,
stol på ham, så griber han ind;
v6  han lader din ret bryde frem som lyset
og din retfærdighed som den klare dag.

(37)

 

Gud er den som griber ind og sikrer retten og retfærdigheden. Han sørger for at uretten hører op. Han sørger for at vi får ret, at vi får det som vi er bestemt til og fortjent – det gode liv. Som hyrden og fårene. Guds retfærdighed er hans barmhjertighed som det siges i Salme 69! Min retfærdighed kommer fra Gud. Gud etablerer min retfærdighed, min ret. Han ophøjer mig, befrier mig. Min retfærdighed er min livslykke – ikke indre psykiske kvaliteter eller gode fromme gerninger. Gud er retfærdig og han vil at livet skal være retfærdigt – dvs han vil ikke at vi skal lide mere.

 

v23  Det er Herren, der styrer en mands gang,

han [ægtemanden] styrker ham [hende] og glæder sig over hans [hendes] færd.
v24  Når han [hun] snubler, falder han [hun] ikke omkuld,
for Herren [han] støtter ham [hende].

(37)

 

Herren er den rigtige ægtemand som gør det der er ret og rigtigt. Han svigter ikke sin hustru hvis hun snubler. Han støtter hende og glæder sin over hendes styrke og lykke! Hele Det gamle Testamentes tanke om Pagten er sammenfattet i disse få linjer!

 

v7  Giv sejr med din højre hånd, svar os,
så dine yndlinge bliver reddet.

(60)

 

Retfærdigheden sker fyldest når vi bliver reddet, når vores ære bliver reddet, når vi vinder sejr. Guds sejr er vores sejr. Gud ønsker at vi skal sejre, ophøjes. Gud drager ud med vore hære, som det hedder.

v21  Herren lønnede mig for min retfærdighed,
han gengældte mig mine hænders renhed.
v22  For jeg har fulgt Herrens veje
og ikke forbrudt mig mod min Gud.
v23  Alle hans bud har jeg for øje,
hans love har jeg ikke tilsidesat.
v24  Jeg er retskaffen i hans øjne,
og jeg tager mig i agt for synd.
v25  Herren gengældte mig min retfærdighed,
mine hænders renhed har han for øje.

v26  Du er trofast mod den trofaste,
retsindig mod den retsindige mand.
v27  Du er oprigtig mod den oprigtige,
men over for den falske forstiller du dig.
v28  Du frelser de hjælpeløse,
du ydmyger de hovmodiges blik.

(18)

 

Herren gør det som er ret og rimeligt, retfærdigt. Forholdet mellem Gud og mennesket er et slags ligeværdigt, jævnbyrdigt forhold. Gud gør det som er normalt, det som vi forventer i en relation. Definitionen på en synd i Det gamle Testamente er netop at gøre noget som ikke er ret, lige, normalt. I relationer er der så at sige naturlige regler eller forventninger. Gud lever op til de forventninger. Det vil sige. Han er retfærdig! Han er trofast i relationen. Mennesket er retfærdigt og uden skyld på et helt grundlæggende niveau – trods alle vore konkrete små synder. Mennesket er i Det gamle Testamente godt og værdigt. Gud lever op til det. Han har gjort os kun lidt ringere eller svagere end guderne, som det siges. Gud optræder ansvarligt og voksent og normalt: Han er god mod mennesker fordi de grundlæggende er gode nok – de har fortjent det – og Gud har lovet det. Gud er retfærdig dvs han er troværdig og pålidelig. Han gør det som han skal. Han står altid til rådighed. Vi kan have tillid til ham:

 

v23  Den, der bringer takoffer, ærer mig,
ham lader jeg se Guds frelse.

(50)

v19  Lad ikke dem, der med urette er mine fjender, glæde sig over mig,
lad ikke dem, der hader mig uden grund, nidstirre mig.
v22  Du har set det, Herre, vær ikke tavs,
Herre, hold dig ikke borte fra mig!
v23  Vågn op, stå op, skaf mig ret!
Min Gud og min Herre, før min sag!
v24  Skaf mig ret i din retfærdighed, Herre min Gud!

(35)

v9  Herren holder dom over folkene.
Skaf mig ret, Herre,
for jeg er retfærdig og skyldfri.

(7)

 

Det er ikke Gud som dømmer os – det er verden der dømmer os skyldige. Gud fritager os fra dommen:

 

v33  Men Herren giver ham ikke i den uretfærdiges magt;
han dømmer ham ikke skyldig, når han stilles for retten.

(37)

v4  For du er min klippe og min borg,
led mig og før mig for dit navns skyld!
v5  Befri mig fra det net,
de har lagt ud for mig,
du er jo mit værn.
v6  I dine hænder betror jeg min ånd,
du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
v8  Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed;
du så min nød
og tog dig af mig i mine trængsler.
v9  Du overgav mig ikke i fjendens hånd,
men gav mig fodfæste i det åbne land.

(31)

 

Gud dømmer os ikke for vore små eller store synder. Vi skal – lige som Gud – leve op til naturlige handlinger i en naturlig relation. Vi skal ære Gud og takke ham fordi han gang på gang har reddet os ud af kniben og nøden. Vi skal ikke nødvendigvis leve op til meget høje etiske krav ifølge Guds opfattelse. Vi skal gøre det som er ret og rimeligt. Vi skal ikke selv tage æren for det som han har gjort.

 

Gud træder frem i gudeforsamlingen,
blandt guderne holder han dom:
v2  Hvor længe vil I dømme uretfærdigt
og tage parti for de ugudelige?      Sela
v3  Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
v4  udfri de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!

(82)

 

Gud dømmer guderne – og skaber en ny himmel. Guderne dømmer uretfærdigt. Af salmen kan vi netop se at begrebet retfærdighed betyder at støtte og værne de svage, faderløse, de hjælpeløse og arme. Der sker jo en uret imod disse grupper. At udfri og frelse dem er at handle retfærdigt. Gud er retfærdig. Han viser ikke foragt for enkerne og de faderløse – sådan som det måske var almindeligt i datidens Israel. Verden dømmer os. Verden forfølger og foragter og misbruger de svage. Men Gud gør det ikke. Han er retfærdig. Han vender sig imod uretten.

 

v10  Hele min krop vil sige:
Herre, hvem er som du?
Du redder den hjælpeløse fra hans overmand,
den hjælpeløse og den fattige fra røveren.

(35)

v7  Vil du aldrig give os liv igen,
så dit folk kan glæde sig over dig?
v8  Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

(85)

v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
v14  Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

(85)

v7  Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
v8  Han udfrier Israel
fra al dets skyld.

(130)

 

Meningen med skabelsen er at vi skal have det godt og trives i livet. Det er det naturlige. Og det rette og retfærdige. Den rette og lige vej som Salmerne siger. Gud kan give os livet tilbage og det gør han fordi det er det rette og retfærdige – i den relation som eksisterer mellem Gud og mennesket. Gud har magten og evnen – og han er retfærdig – derfor vil han redde os.

 

v5  For du, Herre, er god og tilgiver gerne,
rig på troskab mod alle, der råber til dig.

(86)

 

Gud er retfærdig - som en ægtemand. Når vi råber på Herren, svarer han os. Når hustruen råber på ægtemanden, skal han svare. Det er det som er meningen. Det er troskab og trofasthed og ansvarlighed – og retfærdighed. Det ligger i rollen, i ansvaret, i løftet.

v13  For Herren har udvalgt Zion,
han har ønsket det som sin bolig:
v14  Det er mit hvilested til evig tid,
her ønsker jeg at bo.
v15  Dets føde vil jeg velsigne,
dets fattige mætter jeg med brød;
v16  dets præster klæder jeg i frelse,
og dets fromme skal juble.
v17  Dér lader jeg et horn [en herlighed, magt, ære] vokse frem for David
og sørger for en lampe [lys, liv, velsignelse] til min salvede.
v18  Hans fjender klæder jeg i skam,
men på ham skal kronen stråle.

(132)

Guds retfærdighed viser sig ved at han overholder løfterne til David, til Den salvede, til Israels folk. Pagten er grundlæggende i Salmerne det samme som løfterne.

v14  For Herren vil skaffe sit folk ret,
han forbarmer sig over sine tjenere [udvalgte].

(135)

v3  Den dag jeg råbte, svarede du mig,
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

(138)

 

At være Herrens tjener er ikke en nedværdigelse, underkuelse med lav tjenerstatus, lakejstatus. At være Herrens tjener er en ophøjelse, en udmærkelse, en kroning. Det er som at blive kongens minister, befuldmægtigede, udvalgte. Vores ord tjener kan ikke gengive det som ligger i det oprindelige begreb på hebraisk. Gud ophøjer os, pagten er en ophøjelse. Han giver os stoltheden tilbage. Det er meningen vi skal være frie og stolte. Herren genopretter den uret der var sket. Det er ikke meningen at vi skal være små og svage ofre. Det er ikke meningen vi skal være magtesløse eller fortabte. Gud genopretter den rette tilstand, det oprindelige, det naturlige.

v3  Fra jordens ende
råber jeg til dig,
når jeg føler afmagt.
Du skal føre mig op på den klippe,
der er for høj for mig.

v4  For du er min tilflugt,
et fæstningstårn mod fjenden.
v5  Jeg vil være gæst i dit telt for evigt,
jeg vil søge tilflugt i ly af dine vinger.      Sela

(61)

 

Gud er retfærdig og det viser han i sine undere og gerninger. Som en ægtemand beskytter sin ægtehustru kan vi søge ly under Guds vinger. Han vil ikke at vi skal være afmægtige. Han ophøjer os, han løfter os op på klippen. Han sender sin engel som bærer os på hænder så vores fod ikke skal støde sig på nogen sten. Gud holder Israel fast i hånden. Gud er retfærdig fordi han er trofast.

 

v6  I retfærdighed svarer du os med frygtindgydende
gerninger,
vor frelses Gud,
du som er tilflugt helt til jordens ender
og til det fjerne hav.

(65)

 

Salme 69 handler om al den uret som kan findes i verden. I Det nye Testamente begås uret imod Jesus. Der bliver begået megen uret i verden. Guds retfærdighed viser sig ved at han går imod uretten i verden.

v5  De, der hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved;
mange vil gøre det af med mig,
med urette er de mine fjender.
Det, jeg ikke har røvet,
skal jeg alligevel levere tilbage.

v20  Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender for øje;
v21  deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22  De gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.

(69)

 

Gud værner dem som der er begået uret imod. Hans retfærdighed viser sig i forhold til de svage, de fattige, dem som ikke er noget. Det samme kan vi se i Salme 72 som handler om kongens retfærdighed. Gud overdrager kongen sin retfærdighed. Kongen er Guds repræsentant. Vi er Guds repræsentanter:

 

Gud, overdrag dine domme til kongen,
din retfærd til kongesønnen,
v2  så han dømmer dit folk med retfærdighed
og dine hjælpeløse med retsindighed.
v3  Bjergene skal bære fred for folket,
og højene retfærdighed.
v4  Han skaffer folkets hjælpeløse ret,
han hjælper de fattige
og knuser undertrykkerne.

(72)

v24  Ja, dagen lang skal min tunge
forkynde din retfærdighed;
for de, der stræber efter min ulykke,
bliver til spot og spe.

(71)

 

Guds retfærdighed er hans frelse som det siges i Salme 71. Gud ønsker at give os herligheden og storheden tilbage:

 

v15  Min mund skal forkynde din retfærdighed,
din frelse dagen lang,
jeg kender ikke dens grænser!

v20  Du lod mig opleve
store og hårde trængsler;
giv mig livet på ny,
løft mig op på ny
fra jordens dyb!
v21  Giv mig min storhed tilbage,
vend om, og trøst [frels] mig!

 

(71)

I Salme 89 ser vi tydeligt hvordan en ny himmel og en ny jord indledes ved at Gud tager magten over guderne. Gud er ikke så meget skaberen men sejrherren. Tanken om at Gud har skabt verden i den senere kristne betydning opstår meget sent i det gamle Israel – først i senjødedommen fra ca 500 f. Kr. eller fra ca 300 f. kr. Gud er sejrherren som har besejret de onde magter. Hans sejr er vores frelse og udvælgelse. Denne tanke – at Gud har besejret det onde, syndens og dødens kræfter – findes også hos Paulus i Det nye Testamente.

Vi kan se at Guds retfærdighed er hans trones grundvold men at Guds retfærdighed er hans udvælgelse og troskab. Retfærdigheden, retten, godheden og trofastheden er 4 væsner som står rundt om Jahve. De er hans væsen, hans natur, hans egenskaber. I Johannes Åbenbaring findes også tanken om de 4 væsner der står rundt om Gud. Gud er retfærdig ved at han ophøjer Israel og er gavmild over sin tjener, Israel. Gud er ikke dømmende men gavmild. Han herliggør Israel, han løfter dets horn – det er retfærdigheden, at retfærdigheden sker fyldest:

v6  Himlen priser [nu efter sejren] dit under, Herre,
din trofasthed i de helliges [gudernes] forsamling.
v7  For hvem i skyen står mål med Herren,
hvem blandt gudssønnerne [guderne] er Herrens lige?
v8  Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle [nemlig guderne], der omgiver ham.
v9  Herre, Hærskarers Gud, hvem er som du?
Stærk er Herren. Din trofasthed omgiver dig.
v10  Du hersker over det hovmodige hav [dragen, slangen, uhyret],
du dæmper dets brusende bølger.
v11  Du knuste Rahab, han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.
v12  Himlen tilhører dig, jorden tilhører dig,
du grundlagde jorden med alt, hvad den rummer.
v14  Din arm har kraft,
din hånd er stærk, din højre er løftet.
v15  Retfærdighed og ret er din trones grundvold,
godhed og troskab står foran dig.


v16  Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17  de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18  Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [magt, herlighed, ære].
v19  Vort skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

(89)

 

Gud har givet hele landet til Israel. Det er hans udvælgelse, hans løfte. Det er hans retfærdighed. Det er en uret når Israel nedkæmpes af Babylon og mister sin frihed.  Gud vil genoprette den retfærdige tilstand. Det som Gud har givet Israel er dets naturlige identitet, dets oprindelige, sande natur. Gud har gjort os herlige fra starten af. Hvis vi mister herligheden vil han give os den tilbage. Han vil overvinde det som er sket da vi mistede herligheden: