Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

(3 Mosebog 23.17)

Kom! Vis dig! Rejs dig!

(Epifanien eller teofanien i Salmernes Bog).

Salme 29 handler om den typiske kult og religion i det gamle Israel. Salmen afspejler til dels en liturgi altså en struktur for gudstjenesten. Det typiske forløb er at gudstjenesten – kulten – indledes med en klage eller klagesalme. Denne klagesalme bliver fremført af en repræsentant – en profet eller en præst eller en anden repræsentant – fx en repræsentant for kongen (som spiller en helt afgørende rolle i kulten), for folket ubestemt eller for en af stammerne. I Salme 29 er der ingen klage.

I Salmernes Bog findes et meget stort antal klager eller klagesalmer. Disse klagesalmer skal forstås alment – de er bestemt ikke en enkeltpersons konkrete klage i en bestemt situation. Klageteksterne eller klagesalmerne er en del af liturgien og er blevet brugt til mange formål, i mange situationer. Klagen indeholder en almen klage (i symbolske udtryk som fx graven og dødsriget) over nøden og trængslen – ofte en tale om at vi folket er blevet ramt uden god grund (!) – vi er uskyldige! – og måske en anklage imod Gud: - Gud har svigtet. Han er utro og troløs. I det gamle Israel opfattes forholdet Gud-folket som et ægteskab. Herren havde lovet at tage sig af Israel – ægtefællen – men nu har han svigtet! Anklagerne mod Gud – Jahve - kan være temmelig voldsomme og forbitrede. Israel er uskyldigt ramt. Intet menneske har fortjent vores skæbne.

Efter klagen er det typiske forløb at folket (præsten, en repræsentant) råber på Herren. At råbe på Herren eller at råbe Navnet (ordet eller navnet Jahve måtte normalt ikke udtales fordi det var for farligt og helligt og derfor erstattes det med ’navnet’) er en bestemt rite – et fast ritual. Vi ved ikke så mange ting om den jødiske gudstjeneste før Kr. men vi kan forestille os at menigheden eller folket eller kongen ved en repræsentant råber til Herren:

- Vis dig! Kom! Vend dig om! Omvend dig! Vis din magt! Grib ind! Frels os! Vis at du er stærkere end de onde kræfter som har taget magten i verden!

v21  Jeg takker dig, for du svarede mig [med et orakel, svar]
og blev min frelse.

(118.21)

I min nød har jeg råbt til Herren,
og han svarede mig.

(120.1)

Efter denne påkaldelse (vi finder også tanken hos Paulus i Det nye Testamente: at råbe på Herren) sker der noget mirakuløst som viser Guds tilstedeværelse eller tilsynekomst. I princippet viser Gud sig i sin majestæt, i sin herlighed, i et lys. Gud åbenbarer sig. I den datidige religion i Babylon og Egypten blev gudens billede til sidst vist frem som et klimaks. I det gamle Israel er der billedforbud så det er bestemt ikke sket. Men måske er arken – pagtens ark – blevet ført rundt ved visse fester. Måske er hellige genstande fra det allerhelligste – det inderste alterrum i templet – blevet vist frem. Vi ved at et flag, en fane (et banner) er blevet løftet som tegn på at nu har Herren vist sig. Udtrykket at søge tilflugt under Herrens flag betyder at vente i templet på at Gud skal vise sig – at søge orakelsvar i templet.

At råbe på Herren optræder også i forbindelse med Moses og Samuel historierne i Salmerne:

v6 Moses og Aron, hans præster,
og Samuel, som påkaldte [råbte] hans navn,
de råbte til Herren,
og han svarede dem.
v7  Han talte til dem i skysøjlen.

(99.6)

Følgen på denne epifani er folkets eller menighedens hymne – lovsang over hvad der lige er sket. De råber: - Ære! Ære! Ære!

At Herren viser sig betyder at han har taget magten i verden, han har nedkæmpet de onde magter, han er blevet jordens konge, han er blevet indsat som konge. Vi ved at man i templet én gang om året fejrede Jahves bestigelse af tronen eller kroning eller indsættelse som konge. Jahve bryder frem og ind i verden som var fortabt i dødens og syndens greb. Han udfriede os af dødens og dødsrigets lænker, han førte os ud i friheden. Jahve sejrer som en kriger, en krigsmand.

Efter tronbestigelsen hyldes han som en konge (vi kender ordene fra adskillige salmer fx Salme 96, 113 og 104):

- Jahve er konge. Jahve er nu blevet konge. Han er den største af alle kongerne. Han er gudernes gud og herre. Han er blevet ophøjet helt op til himlen, helt op over himlen! Jahve lever. Gud er stor! Han er hellig, hellig, hellig. Hans herlighed fylder hele jorden! I guder, kast jer ned foran ham! I mennesker, kast jer ned foran hans ansigt! Herren er her – nu. Træd frem for Herren! Herren Jahve ser på jer!

I salmerne kan vi flere steder se dette råb til herren – hyldestråbet, sejrsråbet: - Vi har vundet! Herren har sejret:

Herrens højre hånd bringer sejr,
v16  Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!

(118.15)

Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2  du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3  Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v6 Urdybet [ondskaben] dækkede den [jorden] som en dragt,
vandet stod op over bjergene [alt stod under vand før skabelsen].
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej.
(104.1)

Ved skabelsen delte Gud vandet – som havde fyldt det hele – til to steder: Vandet neden under jorden som jordpladen flyder på og vandet oven over himlen – derfra kommer regnen!

Den aktuelle oplevelse – at se Gud i templet – epifanien – sættes lig med Guds epifani på Sinaj eller for Moses i ørkenen. Alle steder identificeres med hinanden. Alle ting er samtidige i kulten. Fortidige begivenheder – Gud viser sig på Sinajs bjerg eller Gud fører folket ud af Egypten – opfattes som begivenheder der sker lige nu! Alt identificeres med hinanden. Salmerne taler om at Herren bor på gudebjerget, det hellige bjerg langt mod nord – med dette bjerg sættes også lig med templet og Zions klippe – tempelklippen i Jerusalem. Babylon er lig med Egypten. Salmerne opfatter grundlæggende tingene i et fast skema. Tingene gentager sig igen og igen. Gud viser sig igen og igen – på samme måde.

Det centrale i gudstjenesten er at søge svar, at råbe på Herren, at tage varsler, at få Gud til at svare på mine spørgsmål. Udgangspunktet for gudstjenesten er nøden. – Giv os et tegn, Herre, så vi kan blive reddet. Men når jeg hører Guds svar, får jeg fred:

v7  På nødens dag råber jeg til dig,
for du vil svare mig.

v17  Giv mig et tegn, der varsler godt,
så mine fjender ser det og beskæmmes.

(86.7)

Når Herren – Jahve – viser sig i templet, er han farlig, hellig, frygtindgydende, umenneskelig, helt ukontrollabel, som vi også kender det fra Mosebøgerne om Sinaj epifanien: Hvis man kommer for nær ved Jahve, brænder man op – han er farlig, hellig, fuld af overmenneskelig, ubegribelig energi og kraft (som en slags elektricitet):

v9 Kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!

(96.9)

Det er frygtindgydende og skræmmende at se Gud, fjenderne må give op når de ser Gud og mennesker besvimer og falder om i afmagt:

v7  Ved din trussel, Jakobs Gud,
faldt både hest og rytter i afmagt.
v8 Frygtindgydende er du,
hvem kan holde stand mod dig, når du er vred?

(76.7)

Mange udtryk betyder i virkeligheden det samme. De ugudelige eller gudløse eller fjenderne eller de uretfærdige betegner reelt det samme. Lad dit ansigt lyse betyder det samme som Vis dig eller Rejs dig eller Rejs os eller Sæt dig på tronen! Det betyder: - Skab din frelse – Skab din verden! Skabelsen skete nok engang ved at Gud besejrede uhyret og ordnede verden – gjorde den stabil – men lige nu gør Gud det samme: Nu griber han ind igen mod det onde – han sejrer – det vil sige han skaber verden og dens orden. Salmerne opfatter bestemt ikke ordet skabelse som det meget senere er blevet opfattet i kristendommen. Skabelsen er ikke fortid – overstået – skabelsen er det som vi håber på at Gud vil gøre nu – snart!

I Salme 29 kan vi se lovsangen i v 9-11. Salmernes bog indeholder en mængde af disse hymner som i princippet er ens. Gud prises fordi han greb ind – i sidste øjeblik. Han trak os op af dynd og slam, op af gruben. Han befriede os fra nøden og ulykken der var som et uvejr, en storm.

Vi kan forestille os følgende – selv om vi faktisk ikke ved så meget om gudstjenesten i det gamle Israel:

Efter klagen har Gud vist sig på en eller anden konkret måde. Vi ved at man har anvendt lodder og lodkastning – selv om det nok ikke har været så vigtigt – det vil sige Gud kan have vist sig, vist sin vilje og frelse ved at man har kastet lod. Vi ved at man anvendte to terninger eller pile – Urim og Tummim. Disse to genstande har måske betegnet det gode eller det lyse og det modsatte – mørke, negative. Ypperstepræsten har båret tegningerne i kappefolden – som det hedder.

Gud kan have vist sig i et offertegn idet der er blevet foretaget ofre i indledningen til gudstjenesten. Gud viser om han modtager og accepterer offeret. Fx ved røgen fra ofrene – som blev brændt – eller ved dyrenes kroppe. Jvf historien om Kain og Abel i 1 Mosebog.

Der kan være sket det at en profet har fået en vision, et syn. Mange af teksterne i Salmerne er visioner. Vi kan sammenligne med visionerne i Johannes Åbenbaring. Han – profeten - ser Gud for sig, Gud taler til ham. Dette kan man kalde et orakel svar. Et orakelsvar er Guds egen tiltale til Israel. Vi kender disse orakelsvar i hele det gamle Testamente. I 1 Samuel 1 henvender den ulykkelige Hanna – der er barnløs – sig til Gud i templet. Hun får et orakelsvar – formidlet af præsten: - Til næste år skal du føde en søn. I 1 Samuel 1 kan vi netop se forløbet: Klagen (Hannas klage), oraklet og til sidst Hannas lovsang. Dette forløb har været typisk i det gamle Israel.

Orakelsvaret kan være givet af en præst – måske i form af en beretning om Herrens mægtige gerninger i fortiden, fx om udfrielsen af Egypten. Beretningen om fortiden bliver i kulten nutid. Det som skete dengang – med fædrene – vil også ske nu, ja sker allerede nu.

Der kan være sket andre ting: Vejret, regn, torden osv er blevet opfattet som tegn på Guds svar og Guds nærvær. At han er vendt tilbage. Gud viser sig ifølge Salmerne i naturfænomener som vind, storm, jordskælv, rystelser, at solen pludselig bryder igennem, skydækket (som er Jahves vogn), oversvømmelser, tørke osv. Gud viser sig i mange forskellige tegn. Når Judas byer bliver genopbygget – efter katastrofen i 587 f. Kr. – er det et tegn (69.36) – Gud viser sig. Ligeledes når han samler Israels fordrevne – fra eksilet i Babylon (147.2). Når jorden ryster er det et tegn ligesom når Gud dækker himlen med skyer og skaffer jorden regn (147.8). Eller når han lader sneen falde som var det uld (147.16). En pludselig helbredelse er et tegn lige som ild og hagl og røg. – Giv os et tegn Herre! Gud beviser sig gennem de tegn han giver. Han viser sin troskab ved at give os tegn (salme 69). Hvis han ikke giver os et tegn er vi fortabt – uden Gud og uden noget håb. Vi sidder dybt nede, lukket nede i den dybe mørke slimede brønd! (69.16).

At søge Herren, at råbe på Herren (Jahve! Jahve! Jahve!) er at søge oraklet eller orakelsvaret – nu mens tid er – måske i sidste øjeblik – det er centrum i hele kulten eller gudstjenesten:

v2  Herre, hør min bøn,
lad mit råb om hjælp nå dig.
v3  Skjul ikke dit ansigt for mig [se på mig],
når jeg er i nød.
Vend dit øre mod mig,
svar mig i hast, når jeg råber!

(102.2)

Gud viser sig i tegn og undere. Det drejer sig om at kunne se tegnet. Moses ser en brændende tornebusk – men han ved at busken er et tegn. Han kan se at den er et tegn på Gud – den viser hen til Gud. Derfor kan Gud vise sig i tegn og undere. I templet under gudstjenesten har det været muligt for alle at se Gud – som Gud siger til Moses i 3 Mosebog:

v17  Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

(3 Mosebog 23.17)

I beretningen om den ufrugtbare Hanna kan vi også se hvordan gudstjenesten simpelt hen består i at træde frem for Herrens ansigt, at se Gud, at Gud ser Hanna. Der findes i Salmerne utallige små stykker om handler om dette fænomen: oraklet – Guds visen sig eller epifani men vi kan ikke i detaljer sige noget om forløbet.

De mange epifani forestillinger er oftest meget gamle. Fx kan vi se at herren eller Jahve er omgivet af andre guder, at han bor på gudebjerget højt oppe i nord eller kommer fra Sinaj eller er en tordengud som andre guder i oldtiden. Disse forestillinger går tilbage til Israels urtid. Vi kan sige at religionen i Det gamle Israel simpelt hen handler om disse epifanier. Gud har vist sig! At opsøge Herren som det hedder i Salmerne er netop at søge hen til templet – i forgården hvor gudstjenesten foregik – og vente på epifanien – i bredeste betydning – at vente på Guds svar og tiltale. At søge sin tilflugt til Herren er at søge til templet og se Herren. I templet sidder vi under hans vingers skygge. I templet sidder vi under kerubernes vingers skygge. Dette er centrum i Salmerne og i hele Det gamle Testamente. Kom! Kom! Kom frem! Vis dig! Se på os! Lyt! Tanken er at når Gud ikke er her – kan han ikke høre os - og han glemmer os. Gud kan kun høre os når han er her til stede. Derfor råbet: - Kom! Udgangspunktet er så at sige at Gud har forladt os og er langt borte som det siges i Salme 22 som bliver anvendt på Jesus i Det nye Testamente. Det kan blive til psykologisk menneskelig offertankegang og vrede mod Gud: - Du har forladt os! Du har svigtet! Du lovede os at du ville beskytte os men du har svigtet alt hvad du lovede! Vi kan ikke stole på dig! Du lover så meget! I denne rolle kan man sige at Israel spiller den bedragede, vrede ægtefælle. Man kan finde denne vrede i salmerne – sammen med at folket eller kongen bedyrer sin uskyld – men den er ikke typisk for salmerne. Men den er et eksempel på at der er meget stor forskel på Israels gamle religion og den senere kristendom.

v7  For Herren er retfærdig, han elsker ret,
de retskafne skal se hans ansigt.

(11.7)

v11  Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt [når du ser på mig],
du har altid herlige ting i din højre hånd.

(16.11)

Guds fremtræden og dom er ikke nogen dom i vores betydning – ikke nogen domfældelse til straf eller frifindelse. Dommen er en nåde eller en redning. Dommen er en befrielse, en udfrielse af nøden. Dommen er det som vi venter på:

v14  Du vil rejse dig og være barmhjertig,
for det er tid at vise nåde.

(102.14)

Det som Gud gør, gør han som et svar på vores råb om hjælp. Gud griber ind og viser sig for at redde de hjælpeløse, fattige og de forfulgte – altså dem som er gået fortabt, dem som har mistet alt. Han gør det ikke fordi han er hævngerrig eller ondsindet. I Salmerne hedder det at Gud holder dom over verden men derved menes at Gud griber ind, viser sig og frelser verden. Gud kæmper imod Synden, lidelsen, nøden, ulykken. Gud kæmper imod kaosmagterne. Udtryk som de ugudelige og synderne og de gudløse er ikke ateister som benægter Guds eksistens og derfor skal nedkæmpes og dræbes! Der var ingen ateister i det gamle Israel – det er en helt moderne problemstilling. I det gamle Israel spurgte man ikke om Gud eksisterer – Man spurgte: Hvilken Gud er den stærkeste?! Gud bekriger ikke enkeltmennesker eller syndere i vores forstand – han bekæmper Rahab og Livjatan – det onde som sådan. Vi kan sige – med et senere begreb – han bekæmper Satans magt over menneskene. Han bekæmper lidelsen, egoet som skaber lidelsen. Gud er en kriger og det Gud gør er at han besejrer det onde. Guds handlinger er dybest set ikke vendt imod bestemte lande eller mennesker. Gud frelser – nedkæmper de onde kræfter som har taget magten i verden. Gud er den største af alle, den største af alle guderne. Salmerne anvender et kan man sige overdrevent sprog for at vise hvem Gud er. Salmerne anvender oldtidens sprog. Salmerne fremstiller Herren – Jahve – som en konge med enorm kraft og styrke som kan overvinde alt. Vi skal ikke læse Salmerne bogstaveligt. Det har aldrig været meningen. Salmerne består af metaforer og billeder.

Synden er en magt der har ramt vore hoveder:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder [synden] fra os.

(103.12)

Gud viser sig på mange måder. De onde og voldsmændene ender med at blive fortabt og ulykkelige. De bliver ramt af deres egen ondskab – ikke af Gud. De bliver – med et andet udtryk - ramt af deres karma – så at sige. Salmerne tror på at sådan er livets lov. Det onde besejrer sig selv – det kan ikke bestå. Slangen æder sig selv op – fra halen. Men samtidigt er det også Gud der viser sig i denne lov. Gud viser sin magt når de onde rammes af deres egen ondskab. De gravede en grav eller grube – men de faldt selv i den. Gud viser sin storhed og vælde i de ting som sker. Jeg bliver måske ramt af en sygdom – men måske er det et tegn til mig. Gud viser sig på mange måder. Livets lov kommer fra ham siger Salmerne. De som øver vold mod andre vil komme til at lide for det. Gud er de gode kræfter inden i det som sker. Gud vil at vi skal frelses og hans veje er uransagelige. Hans visdom er dyb og uudgrundelig. Men pludselig kan vi se det. Gud er ikke noget menneske – men han kan handle igennem mennesker. Det mennesker gør er noget som Gud gør – måske kan vi se tegnene – måske kan vi se Gud i det som de gør. I Salmerne kan vi se Gud i det som kongen eller den salvede gør. Han gør det som Gud vil. Salmerne bruger de nøjagtigt samme udtryk om det som Gud gør og det som den salvede gør. Han er et redskab, et middel, en form, et legeme.

Gud eller Jahve kan i Salmerne være meget menneskeligt opfattet. Opfattelsen af gud kan være meget antropomorf. Han er her nede på jorden. Han bor på Sinajs bjerg – eller på bjerget højt mod nord. Han er en konge – hernede. Han lever blandt os – men hans godhed og tapperhed når helt op til himlen, som det ofte siges. – Løft dig, Herre, helt op til himlen! Lyder det.

Gud er dommer eller han bliver dommer når han viser sig. Men Gud er ikke nogen stillesiddende juridisk dommer i vores forstand som sidder og henholder sig til lovbogen! Gud er meget mere en kriger, en helt. Vi kan tænke på alle de senere myter om dragen og ridderen, Mikael, uhyret osv. De ord som bruges om den salvede, kongen og om Gud er de samme. Den salvede handler på Guds vegne. Kongen dømmer – dvs handler – Gud dømmer – handler. At dømme er at sikre det gode, det livsfremmende, at skille det livsfjendtlige ud. I den forstand er Salmernes billeder mytologiske. Det onde er personificeret – fordi det var tidens sprog. Det onde er fjenderne eller de gudløse eller de rige eller undertrykkerne – men disse udtryk skal ikke læses bogstaveligt. De er symboler på det samme – det onde som sådant, ulykken, afgrunden, hullet som vi er havnet i – synden. I den senere kristendom har begrebet dom nogen gange fået en helt anden betydning. I Salmerne er Gud den handlende, den skabende. Dommen er en ny skabelse, som det siges. I dommen skaber Gud verden. Verden er den gode verden, det gode liv som var gået af led. Verden var gået af lave. Gud greb ind. Han genoprettede balancen. Han er en gartner. Han griber ind for at redde haven. Vi er vækster og urter på Herrens mark. Da Gud skabte verden besejrede han de onde magter: de vældige vande, afgrunden, slangen, mørkets magter, mørkets væsen. Gud skabte lyset og dagen. Gud er identisk med lyset. Gud viser sig i sin Kabod dvs i en lysglans, glorie, et lysglimt, et sollys. Der hvor han er, er der kun lys. Når vi ser lyset ser vi Gud. Hvis vi fratages lyset synker vi ned i mørket, ned i dødsriget. I graven er der intet lys, intet liv. Gud giver mine øjne lys så jeg ikke skal falde ned i den mørke grube. Lyset er godhed og nåde. At vandre for Guds ansigt er at være i nåden – at være velsignet. Når Gud ser på os bliver vi velsignet. Om morgenen bryder Gud frem som det kan siges i Salmerne. Om morgenen når lyset kommer viser Gud sig. Vi bliver frelst når lyset bryder frem. Hver morgen kan vi se Guds frelse som det siges i Salmerne. Guds magt var så overvældende at mørket måtte vige. Skabelsen gentages – fornys.

Gud holder nok dom når han kommer – men han befrier os fra dem som hele tiden vil dømme os, som det siges i Salme 109! Salmerne opfatter desuden livet som en retssag – efter retssagens metafor. At blive trukket for en retssag, at blive konfronteret med falske vidner som fortæller løgnehistorier om mit og at blive dømt af en dommer som kun dømmer fordi han har modtaget bestikkelse – er at gå helt fortabt! Den der går ud af en retssag som taber er gået fortabt og livet er en retssag. Men Gud er vores sagfører og han fører vores sag igennem. Han redder os fra dommen! (109.31).

Når Gud kommer og viser sig kan han se os – og vi kan se ham. At se Gud er at blive frelst ligesom det at Gud ser os betyder at han ser vores lidelse og derfor frelser os. Han kan nu høre og se os. At søge Herren eller at opsøge Herrens ansigt er at gå til Guds hus for at se Gud eller blive set af Gud. Velsignelsen er at Gud ser på os. Når Gud ser på os kommer der et lys fra hans ansigt, fra hans øjne. Heri ligger frelsen:

v22  Herren talte til Moses og sagde: v23  Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:

v24  Herren velsigne dig og bevare dig,
v25  Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
v26  Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

Når Gud viser sig, slår han hele verden med forundring, forskrækkelse, frygt. Dette er typisk oldtidens sprog i forbindelse med de mægtige konger – de skaber frygt på grund af deres vælde eller herlighed. Når kongen viser sig må alle kaste sig til jorden og frygte hans vrede. Dette træk er ikke specielt religiøst – det er skema og sprog i oldtiden. Vi kender dette træk meget godt fra Assyrerne og Babylon. Når Gud kommer, kommer der jordskælv og naturkatastrofer. Gud viser sin vrede, sit raseri. Han er ubændig, umenneskelig. Gud eller Jahve brænder i ild. Der er ild omkring ham. Røgen står ud af næsen på ham. Jahve er identisk med ilden selv. Han er glødende kul og hagl. Han er overvældende, hærgende. Han spreder ødelæggelse. Jahve dræber både mennesker og kvæg som det siges (135.8). – Kom og se hans ødelæggelser, som det hedder i Salmerne. Jahve er sorte skymasser, lyn og torden. Det som sker i naturen og vejrliget er tegn, Guds tegn:

v15  Som ilden sætter skoven i brand,
som flammen antænder bjergene,
v16  skal du forfølge dem med din storm
og forfærde dem med din hvirvelvind.

(83.15)

Han er død og undergang. Han knuser de små børns hoveder på klippen – som de siges om børnene fra Babylon. Jahve er hævneren, tilintetgøreren. Jahve slår tænderne ud på alle fjenderne og knuser deres kæber. Billederne af Jahve – som vel at mærke er symbolske – viser os krigens gru i oldtiden. Den brutale, hensynsløse vildskab. Magtdemonstrationen. Jahve er en ond gud i menneskelig forstand – men Salmerne taler med tidens sprog og beskrivelserne er ikke blevet opfattet som vi opfatter dem. Han skyder sine glohede, brændende pile mod alle fjender. Han tilintetgør. Han bruger spyd og økse. Han farer frem med løftet økse! Han pruster og stønner. Jahve er en tyr. Han er den vældige, som det siges (vældig betyder tyr). Han er omgivet af sine krigere eller guder eller engle – han er Herren Zebaot – dvs herre for hær-skarerne fra himlen. – Jahve er gudernes Gud, som det siges i Salme 50. Jahve er omgivet af en enorm hær af væsner og stærke krigere nemlig de andre guder som er hans hjælpere. Jahve dømmer også guderne – han er mægtigere end de andre guder som bor i himlen – eller på gudebjerget – højt oppe i nord. Jahve kommer bestemt ikke alene! Han er omgivet af talløs skare af væsner som er hans hjælpere og krigere. Han er omgivet af sin hofstat som det er blevet sagt. Når han viser sig her er han omgivet af en skare på hundred tusinder. Når han er i himlen er han omgivet af en utallig skare. Denne skare er hans hellige. Disse forestillinger genfinder vi i Det nye Testamente i Johannes’ Åbenbaring. Han er omgivet af en brølende orkan og brændende ild overalt hvor han træder frem. Han vækker gru og rædsel hos hans modstandere men jubel hos hans venner. Når han drager gennem verden er det et triumftog. Han bliver hilst med jubelråb. Jorden ryster og skælver. Gud får hele fundamentet for verden til at ryste. Han er vred, rasende – fordi han er i krig med det onde. Han er i krig med drageuhyret Livjatan som det siges i en anden salme. Der hvor Gud viser sig er der lys, brand, røg, ild. Lynene er hans pile. Tordenen er Gud der taler. Lyn og torden er tegn, varsler. Gud ridder på keruberne. Keruberne er englevæsner men i templet ved pagtens ark er også to keruber. Gud tager sæde på keruberne eller sammen med keruberne, siges det. Keruberne er hans vinger. Gud skjuler den salvede bag og under sine vinger. Jahve er en fugl. Skyerne er hans vogn. Vinden er Guds vogn. I sin krig, i sin kamp får Gud næsten verden til at gå i opløsning. Jordens fundament blottes. Grundlaget under verden trues. Gud er vred – men for at kunne sejre. Vores frelse er hans sejr.

v1  Herren er [nu blevet] konge! Folkene skælver.
Han troner [nu] på keruberne, jorden ryster.
v2  Herren er stor på Zion
og ophøjet over alle folkene.
v3  De skal prise dit store og frygtindgydende navn.
Hellig er han!

(99.1)

Gud kommer til verden. Han kommer fra Sinaj – fra Sinajs bjerg som det siges. Han kommer ind over Israel sydfra. Moabitterne er på hans højre side (svarende til det nuværende Jordan). Han kommer ad en rute. Guds komme er en advent på samme måde som man senere i kristendommen fik en advent og en adventstid. Vi sidder og venter. Vi venter på at han skal komme – her. På at han skal vise sig. I kristendommen kommer denne advent til at svare til julen – Guds komme – Gud viser sig. Bønnen Fader Vor i Det nye Testamente er en adventsbøn – Kom! Vis dig! Kom nu!

Gud var faldet i søvn. Han var som den kriger der havde drukket for megen vin og var faldet i søvn, bevidstløs, som det hedder i Salmerne. Vi kunne ikke råbe ham op. Vi var i nød, men han hørte ingenting. Vi var fortabt. Han så os ikke, han så ikke vores gru og rædsel. Men så vågnede han pludselig. Han rejste sig. Ordene rejste sig, rejs dig, rejsning, rejs os er urgamle ord i den gamle religion i Israel. Ifølge Mosebøgerne bliver det sagt hver gang at arken blev flyttet og løftet op: - Rejs dig, Herre – Jahve – Rejs dig – stå op! At Gud rejser sig betyder at han rejser sig i sin styrke, at han viser sine kræfter. Han viser sit sande ansigt. Vi ser hans sande ansigt – som han er. Jahve rejser sig og går til angreb som en krigsmand. Han stormer ud i verden og nedkæmper vore fjender – de onde. Når han rejser sig, rejser han også os op! Hans rejsning er vores. Han oprejser menneskene. Han ophøjer dem, som det siges. Han giver os æren og herligheden tilbage – når han rejser sig – til krig og kamp. Han trækker os op af nøden. Når vi kan se ham ved vi at vi er reddet. Så snart vi kan se ham er vi reddet og frelst. Så snart han hører os ved vi at han vil komme os til undsætning. Gud viser sig som han er – trofast. Han svigter ikke når vi råber på ham. – Jahve! Jahve! Jahve!

Når Herren kommer, bliver der kamp og krig i universet, blodet kommer til at flyde – billedligt talt, men målet med det som Gud gør, er krigens og kampens ende. Målet er fred i den betydning det bruges i Det gamle Testamente: glæde, fred, trivsel, lykke, velstand, slægt, sundhed, krop, fællesskab. Gud gør en ende på alle krige. Han brækker buen og knækker spydet. Alle sværd bliver smedet om til plovskær. Gud nedkæmper verden og egoet – kampen og krigen. Vi behøver ikke at kæmpe længere. Også hos profeterne – fx hos Esajas – finder vi dette træk: Guds visen sig, Guds indgriben er en ende på alle krige. Lammet skal græsse ved siden af løven.

Salmeteksterne handler om at se, at se virkeligheden. Det vi ser, er tegn – for Gud. Vi kan se Gud – vi kan se Guds virkninger, virkningerne af hans handlinger. Det som sker viser hvem Gud er, viser at Gud er til, at han redder os, at han griber ind. Når vi pludselig bliver reddet kan vi se tegnet. Det var Gud som gjorde det. Selv kunne vi ikke. Vi var fortabt. Gud kan vi se og smage, som det siges. Gud kan erfares. Han er virkelig. Han kan ses. Vi kan se beviserne i vores eget liv. Hvis vi ikke lukker øjnene. Vi kan se lyset. Lyset kommer fra ham.

Se mig! Se på mig! Se mig, som jeg er. Hverken bedre eller værre end jeg er. Se mig. Se den vej, hvor jeg er. Se i min retning. Hold op med at se den anden vej. Når du ser på mig, ved jeg, at du bekymrer dig om mig. At du ser mig. Og ikke er ligeglad med mig. Når du ser på mig, giver du mine øjne lys og liv. Du giver liv til mig. Hvis du ikke ser på mig, kan jeg ikke leve. Jeg forsvinder. Jeg eksisterer ikke mere. Hvis du ikke er der er jeg ikke mere til. Alene kan ingen mennesker eksistere. Vi får livet af hinanden. Vi får vores identitet i vore relationer. Jeg er uden skyld. Se på mig. Jeg er et menneske. Ikke nogen ond mand. Jeg er som alle andre. Ingen mennesker har fortjent at lide. Alle mennesker er ligeværdige og ens. Vi har fortjent at have det godt. Vi har fortjent at blive set. Vi har fortjent at blive anerkendt og respekteret. Når du ser på mig, giver du mig respekt. Du anerkender mig. Jeg er det skud, som du selv har plantet. Vi er hinandens skud og planter. Vi skal se efter hinanden og passe på. Vi er her for at passe på hinanden. Og se efter. Værne. Se på mit ansigt!

Vi kan se tegnene. Hvorfor er der jordskælv? Hvorfor uvejr? Hvorfor pest? Hvorfor glødende kul fra himlen? Salmerne fortolker det som sker. Gud er bag ved det som sker. Det som sker er et tegn som viser hen til noget andet. I Salmerne er der mange glidende overgange imellem det mennesker gør og det som Gud gør. Gud er inden i de ting som mennesker gør. Gud er den energi eller den kraft som får tingene til at ske. Hvis jeg pludselig bliver rask – er det Guds hjælp. Hvis jeg pludselig kan vinde over alle mine fjender – har Gud vist sig og grebet ind. Gud er den kraft og styrke som jeg har og pludselig får:

v32 Hvem er Gud om ikke Herren?
Hvem er klippe om ikke vor Gud?
v33  Gud er den, der væbner mig med styrke
og gør min vej fuldkommen.
v34  Han gør min fod let som hindens
og giver mig fodfæste på højderne.

(18.32)

Vi kan her tydeligt se hvordan der er en meget glidende overgang imellem det som Gud gør og det som kongen gør:

v40 Du væbner mig med styrke til krig,
du tvinger mine modstandere i knæ.
v41  Mine fjender slår du på flugt,
og jeg gør det af med mine modstandere.

(18.40)

– Vi ser Guds frelse, vi kan se Guds frelse, som det siges. Når Guds ansigt lyser, bliver alting lyst. Alt bliver badet i sollyset. Alt bliver synligt og kommer for en dag. Alle ting bliver afslørede og oplyste. Mørket må vige når lyset kommer. Lyset sejrer af sig selv – på grund af dets natur. Frelsen er ikke tro i vores betydning af ordet. Frelsen er ikke et fjernt lidt urealistisk håb som måske engang bliver til noget. Frelsen er erfaring, det vi kan se. Det gamle Israel kunne se at de blev frelst ud af Egyptens plager. Og siden kunne de se at de blev reddet ud af kløerne på Babylon. Folket eller kongen kunne se og bevidne at de var blevet frelst fra belejringen da fjenden pludselig opgav og trak sig bort. Salmerne er vidner, vidnesbyrd. Salmerne vidner om hvordan Jahve har frelst folket utallige gange i fortiden. Alt dette var ikke tro. Det gamle Israel ville have undret sig over vores begreb om tro. Det som Israel holdt sig til altid var at det havde set Guds frelse, han havde reddet det lille land fra truende ulykker, han havde reddet det enkelte menneske fra nød og elendighed. Når vi ser vores frelse, vores gode og rige liv, vores sundhed, vores dejlige liv på jorden kan vi se Guds frelse. Vi ser lyset. Verden trues hele tiden af det onde. Verden er ustabil. Gud er vores værn. Han er den magt som kan gå imod lidelsen. Derfor holder vi os til ham. Han er vores. Han støtter os. Fordi han har gjort det så mange gange i fortiden – vil han også gøre det nu. Det er troen – tilliden. Han vil og han kan. Måske sover han men når vi råber så viser han sig. Så kan vi se ham. – Vi ser os mætte i Guds ansigt (Salme 17.15).

Fader Vor bønnen i Det nye Testamente er en fortsættelse af tanken i Salmernes Bog. I Fader Vor beder vi om at Gud må gribe ind, om at Gud må vise sig og gøre en ende på lidelsen, nøden, det onde. – Fri os fra det onde, som det hedder hos Mattæus. Det onde er dødens magt, syndens magt, krigen, volden, fortabelsen, smerten. Fader Vors indhold er det samme som råbet i Salmerne: - Vis dig! Rejs dig! Gennemfør din magt, tag magten, sæt dig på tronen! Michelangelos billede i Det sixtinske Kapel af Guds tilsynekomst og dom er et kristent billede der viser Salmernes tankegang.

I Fader Vor beder vi om at Guds navn igen må blive helligt – på trods af at det nu er blevet vanæret. Vi beder om at Navnet skal få sin ære igen. Vi beder om at Gud nu må vise sig i sin herlighed. Lige som Jesus viser sig i sin herlighed – i magt og lys – på bjerget ved forklarelsen. - Vis dig Gud, er indholdet af Fader Vor. - Vis dig så vi kan se dig. – Vis dig som du er! Grib ind. Vis din magt. Vis også din magt oppe i himlen. Tag også magten oppe i himlen (en tanke vi netop kender fra Salmerne: Der er andre end Gud oppe i himlen). Frels verden fra synden og ondskaben, egoet og vanviddet! Frelsen er en udfrielse af nøden, ulykken, smerten. Vi beder om at Gud igen må tage magten og æren – vi beder om at de gode kræfter må rejse sig – nu omsider inden det er for sent. – Kom, kom, som bruden siger i Johannes Åbenbaring. Bruden er verden som længes efter brudgommen der skal komme og frelse hende. – Kom, kom nu! Vis dig! Kom frem!

Vi kan se flere steder i Salmerne at der har eksisteret regler – sikkert rituelle regler – for hvem der havde lov til at opsøge Herren – lov til at se Gud i templet. I Salme 15 og 24 findes sådanne regler. De viser vigtigheden af epifanien. Troen og religionens centrum er selve oplevelsen af at Gud er til stede. Han ser os nu – fordi han er her – lige nu. Derfor har der eksisteret regler om at visse personer ikke kunne få adgang til templet – de kan ikke få adgang til at se Gud. Dem som Gud ikke ser er fortabt ligesom de mennesker som ikke ser Gud er fortabt. Derfor skal alle i folket drage op og se Herren 3 gange om året som det hedder i Moseloven! Vi kan se at udtryk som at være en gæst i Herrens telt og bo på Guds hellige bjerg ikke skal læses bogstaveligt. Deres betydning er at opsøge og se Herren – Jahve – i templet. Templet er Herrens telt eller bolig. Den klippe som templet var bygget på bliver efterhånden til Guds hellige bjerg!

v4  Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i [opsøge] Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed [se Gud]
og søge svar [orakler] fra ham i hans tempel.

(27.4)

v8  Jeg husker, at du siger: »I skal søge mit ansigt!«
Herre, jeg søger dit ansigt.

(27.8)

v13  Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed [Herren]
i de levendes land.

(27.13)

Salmerne indeholder en række orakler eller orakelsvar – hvor Gud taler direkte til mennesket. Oraklerne bliver givet i templet under gudstjenesten. Gud viser sig og vi hører et orakelsvar fra hans mund. Oraklet er den direkte tiltale - løftet. Vi har bevaret mange såkaldte kongeorakler fra Israels naboer, Egypten og Mesopotamien og assyrerne. Disse kongeorakler er Guds tiltale og løfte til kongen i hans indsættelse. Hos Esajas kan også finde et orakel til perserkongen Kyros – Guds redskab og salvede – en rovfugl fra østen – som Esajas kalder ham.

Som eksempler på disse orakler kan vi citere fra forskellige af salmerne:

v17  Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra klippen.

(81.17)

v7  Fra støvet rejser [jeg] den svage,
fra skarnet løfter [jeg] den fattige,
v8  [jeg] sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  [Jeg] lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113.7)

v4  [Jeg] skaffer folkets hjælpeløse ret,
[jeg] hjælper de fattige
og knuser undertrykkerne.

(72.4)

Jeg hører et sprog, jeg ikke kendte [en vision, et orakel]:

v7  Jeg [vil] befri hans skulder for byrden,
hans hænder for kurven.
v8  I din nød råbte du, og jeg reddede dig,
skjult i tordenen svarede jeg dig.

v11  Jeg er Herren din Gud,
som førte dig op fra Egypten.
Luk munden op, så skal jeg fylde den.

(81.6)

Jeg har givet magten til en helt,
jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.
v21  Jeg har fundet min tjener David,
jeg har salvet ham med min hellige olie.
v22  Min hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.

(89.20)

v3  [Jeg] redder dig
fra fuglefængerens fælde,
fra den hærgende pest.
v4  [Jeg] dækker dig med mine fjer,
du kan søge ly under mine vinger;
min trofasthed er skjold og værn.
v5  Du skal ikke frygte for nattens rædsler
eller for pilen, der flyver om dagen,
v6  ikke for pesten, der breder sig i mørket,
eller for soten, der hærger ved højlys dag.
v7  Om end tusinder falder ved din side,
titusinder ved din højre hånd,
dig skal intet ramme.

(91.3)

v11  [Jeg] løfter dit horn [magt] som vildoksen,
[jeg] salver dig med den friske olie.
v12 Roligt kan [du] se på dine fjender,
og høre om de onde, der står dig imod.
v13  Den retfærdige skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
v14  de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.
v15  Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne.

(92.11)

v3  Den dag [du] råber, [vil jeg] svare dig,
[jeg vil] fylde dig med stolthed og give dig styrke.

(138.3)

Oraklet i Salme 68: Et eksempel på et kollektivt orakel, formidlet af en profet ved templet:

Det orakel vi finder i Salme 68 er ikke et individuelt orakel som til den ufrugtbare Hanna i 1 Samuel 1 men et kollektivt orakel givet til den jødiske konge og hans folk. Under gudstjenesten mens man har råbet på Herren, har en profet eller præst ved templet fået en vision, et syn: - Jahve har vist sig. Han er nu trådt ind i verden. Han er kommet. Han er nu igen blevet vores konge. Han har nu igen taget magten i verden. Folket oplever Jahves tilsynekomst gennem denne vision.

De forestillinger som vi finder i Salme 68 hører til de ældste i Det gamle Testamente. Disse tanker – om epifanien – går tilbage til Israels urtid omkring 1000 f. Kr. De er formidlet videre gennem tiden skriftligt og mundtligt. Disse forestillinger kom senere til at indgå i de kristne forestillinger om dommen eller dommens dag. Fx finder vi dem i Johannes’ Åbenbaring men også i Det øvrige nye Testamente – fx hos Paulus der citerer Salme 68 direkte.

Salme 68 består sandsynligvis ikke af een eneste lang vision – den er antageligt sat sammen af forskellige mindre visioner. I tidens løb er de blevet redigeret og kombineret. Vi bør altså læse de enkelte vers hver for sig. Hvis man sammenligner indholdet eller teologien i de enkelte vers kan man også se at de nogle steder har en forskellig opfattelse. Et sted kommer Herren således fra Zion, fra templet – et andet sted kommer han fra Sinaj og et tredje sted kommer han fra bjerget i nord, Bashan. Nogle steder sejrer han uden nogen kamp eller vold (mørket viger bare for lyset som det senere siges) – andre steder sejrer han ved ægte krigsmagt i oldtidens stil.

Gud er igen rykket ind i sin bolig, templet. Han er kommet fra Sinajs bjerg hvor han bor. Han er kommet ind over Israel sydfra. Han har fordrevet alle fjenderne. Han har befriet fangerne og hævdet enkernes og de faderløses ret. Han har skabt en retfærdig verden - igen – efter kaos. Jahve er steget helt op til det høje, helt op til himlen – så stor er hans magt. Alle jordens konger har betalt tribut til ham. Alle jordens konger kommer til templet og Jerusalem og afleverer deres gaver i ærefrygt og anerkendelse (det samme billede finder vi i Esajas 60 - Tritoesajas). De har underkastet sig. Jahve har taget fanger fra de besejrede konger som man gjorde i oldtidens krigsførelse. Jahves tilsynekomst er ledsaget af tegn i naturen som vi kan se – vand, jordskælv. Jahve kommer ikke alene men sammen med hans talløse skare af krigere – guderne – de hellige eller de fromme som de nogle gange kaldes. Herren er Zebaot – det vil sige hærskarernes, krigernes gud og herre. Jahve knuser issen og hjerneskallen på alle fjendernes småbørn. Hans grusomhed er mytologisk. Han besejrer havdybet, havets dyb som det siges, folkenes tyrekalve (guder), Livjatan. Jahve er nu rykket ind i templet, ind til det allerhelligste. Han troner nu på arken, Pagtens ark. Han troner på kerubernes vinger. Jahves færden er et triumftog. Begivenhederne er en indsættelse af Jahve – en kroning af Jahve som konge (Jahves bestigelsesfest). Når han har sat sig på tronen er han blevet hele jordens herre – selv de fjerne øer (i Middelhavet) anerkender ham. Alle konger på jorden bringer ham gaver. Alle råber: - Ære! Ære! Ære! Han bliver hilst med jubelråb. Jahve er nu her i templet. Nu kan han se os. Nu kan han høre os. Og vi kan se ham.

v1  For korlederen. Salme af David. En sang.

v2  Gud rejser sig, hans fjender spredes,
og hans modstandere flygter for ham.
v3  Som røg vejres bort,
og som voks smelter for ilden,
går de uretfærdige til grunde foran Gud.
v4  Men de retfærdige jubler og glæder sig,
de fryder sig i glæde for Guds ansigt.

v6  Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud [nu] i sin hellige bolig.
v7  Gud giver de ensomme et sted at bo,
han fører fanger ud og giver dem lykke,
kun de genstridige skal bo i det nøgne land.

v8  Gud, da du drog ud i spidsen for dit folk [Egypten]
og skred frem i ødemarken,      Sela
v9  da skælvede jorden,
himlen dryppede af regn foran Gud,
Sinajs Herre,
foran Gud, Israels Gud.

v10  Du lod regnen strømme rigeligt, Gud,
du sørgede for dit udpinte land.
v11  Der [i Palæstine] fandt dit folk en bolig,
i din godhed sørgede du
for de hjælpeløse, Gud.

v12  Herren lader sit ord lyde,
stor er skaren af kvinder med glædesbud:
v13  Hærenes konger er på hastig flugt,
husets frue fordeler byttet.

v18  Guds stridsvogne er to gange ti tusind,
tusinder og atter tusinder.
Herren er kommet fra Sinaj til helligdommen.
v19  Du er steget op til det høje,
du har ført fanger med,
du har taget gaver [tribut] blandt menneskene,
selv de genstridige;
Gud Herren skal bo der [i templet].

v22  Gud knuser sine fjenders hoved [Livjatan, det onde],
issen på dem, der lever i skyld.
v23  Herren siger: Fra Bashan henter jeg dem,
jeg henter dem fra havets dyb [urdybet jvf 1 Mos 1],
v24  så du kan bade dine fødder i blod
og dine hunde få deres del af fjenderne.

v25  De ser dit festtog [triumftog], Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26  forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

v27  Pris Gud i forsamlingerne [Israels 12 stammer],
Herren, Israels kilde!
v28  Dér er Benjamin, den yngste, som hersker over dem,
Judas stormænd i larmende flok,
Zebulons stormænd og Naftalis stormænd.

v29  Opbyd din styrke, Gud,
den styrke, Gud, du har vist os,
v30 fra dit tempel i Jerusalem;
konger skal bringe dig gaver [tribut].

v31  Skræm dyrene i sivkrattet [de onde guder],
tyreflokken, folkenes tyrekalve!
Træd dem ned, der elsker sølv,
split de krigslystne folk!
v32  De kommer med bronzevarer fra Egypten,
Nubien skal løfte sine hænder til Gud.

v33  Jordens kongeriger, syng for Gud,
lovsyng Herren,      Sela
v34  som rider hen over ældgamle himle,
hør, han løfter sin røst, en vældig røst.
v35  Giv Gud hæder,
hans højhed er over Israel,
og hans styrke i skyerne.

v36 Frygtindgydende kommer du fra din helligdom, Gud,
Israels Gud giver folket styrke og kraft.
Lovet være Gud!

(salme 68).

Den forladte hustru og den svigtede kvinde:

Billederne i Salmernes Bog kredser ofte om det samme billede: Gud er ægtemanden og folket eller Israel er ægtehustruen. Deres forhold er en aftale, en kontrakt, en pagt eller et løfte. Hver part har sine forpligtelser. Klagen og anklagen imod Gud er hustruens eller kvindens forbitrede klage over manden som nu har forladt hende, ladt hende i stikken. Gud lever ikke op til sine løfter. Han har vendt hustruen ryggen. Gud er fjern, han er ligeglad. Han tænker på noget andet. Gud er faldet i staver og har glemt mig - hans hustru - som han burde værne og beskytte og tage sig af. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (Salme 22). Kære mand, hvorfor har du forladt mig? Hvad har jeg gjort? Synes du at jeg har fortjent det? Hvorfor ser du ikke den vej, hvor jeg sidder? Nu er jeg blevet prisgivet den onde verden. Jeg er fortabt. Ingen beskytter mig. Alle er ude efter mig. Alle jager mig. Alle vil de æde mig. Jeg er et offer. Gud har gjort mig til et offer. Derfor er jeg vred på Gud. Han lovede så meget – men hvad har han egentligt overholdt? Han var fuld af store ord – men hvad er det blevet til?

I denne forbindelse kommer det centrale ønske: - Herre, giv mig et tegn! Giv mig et tegn på, at du bekymrer dig om mig, på at du ikke bare er ligeglad, et tegn på at du værdsætter mig! Kom her! Vær til stede! Se mig! Hør på mig!

Vi kan se alle disse kvindens og hustruens tanker og klager i et væld af salmer - for eksempel i de følge citater fra Salme 69. I denne salme kan vi også se hvordan kvindens skuffelse slår over i en vrede, en forbandelse af hendes skæbne og af alle de fremmede (farlige, dem der er derude i verden) som ikke kan lade hende være:

v17  Svar mig, Herre [ægtemand], for din trofasthed er god [Du var tro engang],
vend dig til mig i din store barmhjertighed!
v18  Skjul ikke dit ansigt for din tjener [Se på mig],
for jeg er i nød, svar mig i hast!
v19  Kom mig nær og befri mig,
udfri mig fra mine fjender [verden]!

v20  Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender [fremmede, mænd, verden] for øje [du ser det jo];
v21  deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22  De gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.

[Forbandelsen:]
v23  Lad deres [de fremmede, mændene, verdens mennesker] bord blive en fælde,
en snare for dem i deres sorgløshed. [Det vil sige: Lad dem æde sig ihjel!]

v24  Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, lad altid deres lænder ryste.
v25  Udøs din vrede over dem,
lad din glødende harme [glødende kul] nå dem!
v26  Deres lejr skal blive øde,
ingen skal bo i deres telte [Lad dem blive ensomme og forladt!].
v27  For den, du har slået [nemlig mig], forfølger de,
de øger smerten hos den, du har såret [mig, din hustru].
v28  Føj skyld [lidelse] til deres skyld [lidelse],
lad dem ikke få del i din retfærdighed [frelse]!
v29  Slet dem af livets bog,
de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!

v30  Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,
lad din hjælp beskytte mig, Gud [ægtemand]!

[Giv mig et svar, Giv mig et tegn - nu!]

(69.17)

Herrens tronbestigelsesfest i Salmernes Bog.

v10 Moab er mit vaskefad,
på Edom kaster jeg min sko,
mig skal du hylde, Filistæa!

(60)

Det er en almindelig opfattelse at der har været afholdt en tronbestigelsesfest i det gamle Israel. Kilderne til disse ritualer er meget usikre og der er meget delte meninger i forskningen men det er en udbredt opfattelse at der er blevet afholdt en sådan højtid eller kultisk fest i måneden Tishri dvs i september – oktober hvert år.

Under denne højtid fejrer man at Herren Jahve nu har taget magten, nedkæmpet de onde magter, er draget ind i Jerusalem og templet i et triumftog og nu sidder på sin trone – tronstolen - i templet. Tronstolen er Pagtens Ark i det allerhelligste i templet. Herren er nu blevet konge, alles konge, kongernes konge, dvs overkonge over alle jordens konger, konge i himlen, konge over alle guderne. Alle guderne og alle jordens storkonger er nu kommet til templet og har kastet sig ned i støvet for Herren! Alle er de fulde af frygt og rædsel. Han har sejret! Han har vundet sejren! Herren er vores konge! Han er stor! Han er den største! Han er hellig!

Vi ved desuden at jøderne i det gamle Testamente holdt en nytårsfest ved årets start om efteråret i måneden Tishri. Det er derfor sandsynligt at tronbestigelsesfesten og nytårsfesten er den samme fest eller er dele af den samme fest. Man fejrede det nye års start på grund af høsten. Høsten er vendepunktet. Nytårsfesten er en høstfest, en høstgudstjeneste, en takkefest. Høsten er naturens grøde - frugtbarheden. Ifølge traditionen såede man under tårer (at så er at miste) men jublede da høsten kom. Høsten hænger sammen med en frugtbarhedsfest. Den hænger også sammen med vin (vinhøsten), vildskab, ekstase, seksualitet (som Dionysos i Grækenland) hos Israels naboker inklusive Kana’an – men dette træk findes (stort set) ikke i Det gamle Testamente.

Salme 45 er et hyldestdigt til kongen i forbindelse med et bryllup. Digtet eller salmen indeholder en farverig beskrivelse af den skønne velduftende konge – smukkere end alle andre mænd i Israel som det hedder om Saul - og hans harem og mange kvinder. Digtet er en slags hyldest til kongen som en erotisk seksuelt potent skikkelse. I digtet omtales kongen også som vores gud! Digtet er meget sanseligt sammenlignet med de øvrige salmer. I sit indhold kan salme 45 minde om Højsangen. Nogle forskere mener at teksten i Salme 45 er blevet brugt ved bestigelsesfesten i efteråret fordi den hører sammen med forestillinger om frugtbarhed, seksualitet, afgrøde. Dette er dog omstridt.

Løvhyttefesten fejredes også på det samme tidspunkt (september-oktober) – og fejres stadigvæk blandt jøderne. Løvhyttefesten hænger sammen med pagtslutningen mellem Herren og Israel, offentliggørelsen af Loven på Sinajs bjerg. Men løvhyttefesten hænger også sammen med nytårsfesten og frugtbarhedsritualer – det kan ses enkelte steder i Det gamle Testamente.

Hvordan disse forskellige ritualer har hængt sammen i det gamle Israel ved vi ikke så meget om, men det er meget sikkert at det ritual som er blevet kaldt Jahves tronbestigelsesfest er blevet afholdt i september til oktober måned hvert år – men måske også på andre tider af året. En meget stor del af salmerne i Salmernes Bog er tekster som antageligt har været brugt ved denne bestigelsesfest. Det gælder efter de flestes opfattelse især følgende salmer (de såkaldte Jahve Malak salmer): 47, 93, 96, 97, 99 og desuden: 24, 29, 68 og 98. Disse salmer antages også at være meget gamle oprindelige tekster. I senjødedommen (ca 300 f. Kr.) mister kulten og højtiderne efterhånden betydning og riterne omkring Jahves tronbestigelsesfest hører til de gamle traditioner i Salmernes Bog (før 587 f. Kr.). De er opstået i kongetiden (efter ca 1000 - 900 f. kr.) eller tiden før kongedømmet.

Udtrykket ’Jahve Malak’ betyder: ’Nu er Jahve blevet konge. Nu er Jahve blevet vores konge. Han har vundet kongedømmet’. Det hebraiske udtryk indebærer at tidligere – forud – var der en tilstand hvor Jahve havde mistet magten og grebet. Verden var gået af led. Det onde Sværd havde overtaget magten i verden. Gud var blevet svag eller han var faldet i søvn - som en kriger af for megen vin – som det siges - men nu er han vågnet op! Jahve bliver mere specielt konge i Palæstina og han er nu rykket ind i sit eget hus, templet i Jerusalem. Jahve bliver på ét øjeblik konge på samme måde som Saul, David eller Salomo. Ved en revolution. Tegnene på at han nu er Israels konge og anfører han straks ses – overalt – af alle – af hele verden! Alle jordens konger kan nu se stråleglansen og herligheden som stråler ud fra Zions klippe – og Guds egen by. Hans kongedømme er straks en frelse og en velsignelse for Israel. Alle de faderløse får en ny fader og alle enkerne får en forsvarer i retten! Gud er konge!

Endvidere er det meget sandsynligt at den jødiske konge, Herrens salvede eller den salvede, har holdt en tronbestigelsesfest eller en kroningsfest samtidigt med Jahves tronbestigelsesfest. Det synes at fremgå af Salmerne. Jahve og hans salvede bliver samtidigt ført ind i templet som sejrherrer. Når den ene sejrer, sejrer den anden også. De sætter sig begge på deres tronstol i templet og modtager hele verdens jubelråb – hyldestråbet! Kongen er Herrens udvalgte og salvede. Han er Guds søn. Herren har avlet ham af moderskødet som det siges. Herren har givet kongen al frelse – og kongen formidler det videre til folket. På en vis måde er kongen identisk med Gud. I salme 45 tiltales kongen som vores gud! Kongen repræsenterer Gud. Kongens godhed og retfærdighed er som gudernes, ja højere end gudernes. Kongen er kun lidt ringere end Gud selv som det siges i salme 8. Kongen er sønnen. Det som sønnen siger, er ikke hans egne ord, men faderens ord. Sønnen gør ikke sine egne gerninger, men faderens. Sønnen kender og elsker faderen lige som faderen elsker og kender sønnen. Sønnen er Faderens øjesten! (17.8). Sønnen har fået al magt i verden fordi faderen har givet ham al magten. Sønnen kommer fra faderen. Den der kender sønnen kender også faderen!

Det gamle Testamente bruger præcist de samme udtryk og ord om kongen som om Gud. Mange steder i Salmerne er det endda omstridt om der menes kongen eller Gud som subjektet i sætningen! De er ét, af samme væsen. Kongen sidder under faderens vinger. Den magt – det scepter – som kongen udøver, er Guds magt. Kongens fjender er Guds fjender. Herren drager ud med vore hære! På grund af denne identitet kan vi antage at Guds eller Jahves tronbestigelsesfest har lignet den jordiske konges tronbestigelsesfest. Man har udført nogenlunde de samme ritualer.

Hos Israels nabostater kender vi en tronbestigelsefest, en nytårsfest (om efteråret) hvor Gud (og eventuelt kongen) genopstår fra de døde. Guden dør men kommer til live igen. Guden dør og fødes lige som årets gang sommer – vinter. Denne forestilling findes i frugtbarhedsreligioner, agerbrugsreligioner. I det gamle Egypten og i Babylon og i Kana’an kan man finde denne forestilling. Gudens genopstandelse hænger sammen med høsten, frugtbarheden. Denne opfattelse af guden som dør og genopstår finder man ikke i Det gamle Testamente!

Hvis vi sammenligner med den senere kristne kirke kan vi sige at bestigelsesfesten eller kroningsfesten svarer til den kristne højtid påsken. I den senere kristne afholdelse af påsken indgår faktisk citater og forestillinger fra den gamle jødiske fest. I påsken fejrer kristendommen at manden fra Nazareth bliver ophøjet, sejrer, bliver konge. Påsken er en sejrsfest – ikke en sørgefest som det nogle gange i kirkens historie er blevet til! Gud og Kristus sejrer over dødens og syndens magt. Den onde fyrste bliver styrtet og frataget al magt som det hedder i Johannesevangeliet. De gode magter og kræfter sejrer. Påsken er en ny skabelse, en ny orden. Påsken og opstandelsen er starten på Guds rige. Jesus drager ind i Jerusalem på samme måde som Jahve og den jødiske konge drog ind i Jerusalem og ind i templet! Velsignet han som kommer i Herrens navn! Jesus bliver hyldet som en konge. Korsfæstelsen er en oprejsning og en ophøjelse hedder det i Johannesevangeliet. Korsfæstelsen og opstandelsen er en tronbestigelse hvis vi sammenligner med Salmerne. Jesus opfylder alle profetierne i Det gamle Testamente om at der skal komme en frelserkonge, en ny konge, en verdenskonge, en fredsfyrste som skal befri Israel. Hos Paulus i Det nye Testamente kan vi se at han opfatter Jesu opstandelse og sejr efter det skema som findes i Salmernes Bog: Ifølge Paulus er Jesu opstandelse en sejr over de onde magter. Kristus bliver hele verdens herre. Kristus bliver ophøjet, kronet. – Vi har vundet sejren! Vi har sejret! Kristus er den konge som sidder ved faderens højre hånd. Alle fjender skal lægges for hans fødder som en fodskammel og han skal træde på deres nakke. Gud har sejret!

Den første linje: - Herren er nu blevet konge! Gentages enslydende i en række salmer – som nok hører til tronbestigelsesfesten:

v1  Herren er [nu] konge!

Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står [nu] fast, den rokkes ikke [mere].
v3  Herre, strømmene [de onde kræfter] løfter,
strømmene løfter deres røst,
strømmene løfter deres brøl.
v4  Men mere end de vældige vandes [slangen, uhyret] buldren,
mere end havets mægtige brændinger
er Herren mægtig i det høje.
(93)

Hyldningen af Jahve foregår til musik og dans og råben som ved en jordisk konges indsættelse:

v3  I dans skal de lovprise hans navn,
til pauke og citer skal de lovsynge ham.

(149)

Også i salme 100 og 118 kan vi se hyldestråbet til Herren som nu troner – sejrsråbet – folkets hyldest af den nye konge. Krigen er slut. Vi har vundet sejren. Alle vore fjender blev gjort til skamme. Jahve er vores konge:

v1
Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!
v2  Tjen Herren under glædessang,
træd frem for ham under jubel!

v3  Forstå, at Herren er Gud [er blevet konge],
han har skabt os, og ham hører vi til,
vi er hans folk og de får, han vogter.

v4  Gå ind ad hans porte med takkesang,
ind i hans forgårde med lovsang,
tak ham, pris hans navn!

(100)

Du har slået mine fjender på kinden
og knust de ugudeliges tænder [de ugudelige er oprindeligt de andre guder som Marduk i Babylon].

(3)

v15  Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,
v16  Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!

(118)

Lovpris Herren i himlen,
lovpris ham i det højeste!
v2  Lovpris ham, alle hans engle [krigere],
lovpris ham, hele hans hær [guderne]!
v3  Lovpris ham, sol og måne,
lovpris ham, alle lysende stjerner!
v4  Lovpris ham, himlenes himmel
og I vande oppe over himlen!

Jahve er i den oprindelige tro i Israel (kongetiden) ikke specielt oppe i himlen. Han er alle steder. Han trænger frem overalt. Jahve færdes her nede i vores verden og vi går i hans fodspor som det siges! (17.5). I de gamle tekster kommer han først og fremmest fra Sinaj – ikke fra nogen himmel! Han tager magten i himlen – og på jorden – det vil sige: alle steder. Herren har også sine fjender i himlen. I himlen – over himmelhvælvingen - findes de vældige vande – det onde! Han har også sine fjender på gudebjerget. Derfor kan Salmerne ofte sige at Jahves kraft når helt op til himlen, ja er højere end himlen – han er den største af alle guderne:

v13  De [guder, mennesker] skal lovprise Herrens navn,
for hans navn alene er ophøjet,
hans herlighed når ud over jord og himmel.

(148)

Herren er gået ud af kampen som sejrherre. Hans modstandere er de onde kræfter, floden, de vældige vande – symbolske udtryk som bruges over alt i Salmernes Bog. Kampen har fået jorden til at skælve og ryste men nu står den fast. Herren har inddæmmet de onde kræfter og sikret jordens grundvold. Verden hviler hele tiden på usikker grund. Livet trues hele tiden af de onde magter. Men nu skal jorden ikke længere oversvømmes af de vældige vand (jvf historien om syndfloden). Jorden skal ikke styrte ned i afgrunden. Vi ved at denne krig og kamp er blevet opført som et drama – skuespil i forbindelse med gudstjenesten. Forskellige skuespillere, kor, aktører har spillet rollerne under bulder og brag og musik. Det er typisk at de onde kræfter altid er larmende, støjende. Modsat Herren Jahve der fundamentalt er forbundet med ro og stilhed.

I sin kamp og sejr kæmper Gud med kaosmagterne, det onde. Ondskaben er blevet så stor i verden at jordens søjler trues. Jorden – jordoverfladen – hviler på et usikkert grundlag – på søjler oven på de vældige vande, det onde urhav. Befolkningen i Israel i oldtiden nærede en kronisk skræk for vandet, havet, sejllads. Israels folk var ikke et sejlende folk og de følte kun sikkerhed med fast grund under fødderne. Frygten var at de vældige vande skulle komme og overskylle alle ting som de gjorde i urtiden. Myten om syndfloden, floden, har Israel lært af Babylon – Mesopotamien. I Israel var der ingen oversvømmelser – men det var der i Babylon!! Jorden og dens indbyggere er ved at styrte ned i afgrunden fordi jordens søjler ryster og trues:

v4  Når jorden og alle dens beboere ryster,
holder jeg dens søjler på plads.      Sela

(75)

Salme 104 indeholder en beskrivelse af kampen og Jahves sejr. Jahve har besejret de vældige vande som vil oversvømme den beboelige verden. Jahve har fastsat en grænse for de vældige vande. Han skræmte urdybet med sin vælde og majestæt. Alle flygtede og blev bange. Gud er lyset, solen, dagen. Hans sejr er lysets sejr over mørket. Jahve er en kriger. Beskrivelsen af kampen imod kaosmagterne er mytologisk:

v65  Da vågnede Herren som en, der har sovet,
som krigeren, der er overvældet af vin.

(78)

v11  Du knuste Rahab, han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.

(89)

Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2  du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3  Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v4  Du gør vindene til dine sendebud
og den flammende ild til dine tjenere.
v5  Jorden gav du sin faste grundvold,
den rokkes aldrig [mere] i evighed.
v6 Urdybet [lidelsen, ondskaben] dækkede den som en dragt,
vandet stod op over bjergene.
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej
v8  op over bjerge og ned gennem dale
til det sted, du havde fastsat for det.
v9  Du satte en grænse, det ikke må overskride,
det skal ikke dække jorden igen.

(104)

Jahve bliver konge i Palæstina, i Israel. Han tager magten over Israels urgamle fjender, nabofolkene som Israel har været i krig med utallige gange. I den følge salme, Salme 60 taler Gud om sin magt som Israels konge. Denne salme indeholder meget gamle formuleringer. Jahve udstykker dvs tager herredømmet i Palæstina og viser samtidigt sin foragt for nabostaterne som fra nu ikke skal have heldet med sig. Ifølge salmerne pønser Israels nabostater evigt og altid på det samme: at kaster sig over Israel i dets svage øjeblikke og udplyndre det. Med Edom og edomitterne menes ofte i salmerne Babylon eller Mesopotamien. Egentlig er Edom dog et mindre nabofolk øst for Israel:

Med jubel vil jeg [Jahve] udstykke Sikems land
og udmåle Sukkots dal.
v9 Gilead tilhører mig, Manasse tilhører mig,
Efraim er min hjelm,
Juda [Jerusalem] er mit scepter.

[nabofolkene:]
v10 Moab er mit vaskefad,
på Edom kaster jeg min sko [med foragt],
mig skal du hylde, Filistæa!

(60)

Herrens indsættelse som konge får en lang række følger for Israel, for verden. I Salme 113 beskrives nogle af disse følger. Vi kan netop se at det er Guds retfærdighed – enkerne og de faderløses skæbne – som fremhæves. Herrens kongedømme betyder en ny retfærdighed på jorden:

v2  Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!
v3  Fra øst til vest
skal Herrens navn lovprises.
v4  Herren er [blevet] ophøjet over alle folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.

v5  Hvem er som Herren, vor Gud,
i himmel og på jord,
v6  så højt som han [nu] troner,
så dybt ned som han ser?

[Frelsen:]
v7  Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
v8  han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  Han lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113)

Tronbestigelsesfesten indeholder antageligt en række forskellige liturgiske led. Et af leddene er en genfortælling af det som lige er sket: Jahves sejr over de onde. Vi kan også sige at dette led er en slags vision af hvad der lige er sket i universet. Vi finder en mængde af disse syner eller visioner – en slags dommedagsvisioner – i Salmernes Bog men meningen er ikke fremtidig eskatologisk men fortid: Det er allerede sket! Gud har overstået kampen. Han har nu vundet sejren! Salmerne er ikke forudsigelser af en såkaldt dommedag som engang skal ramme jorden og menneskene!

Et andet led i festen er selve hyldestråbet, jubelråbet, de ord hvor Jahve hyldes som konge. Disse ord findes mange forskellige steder i Salmerne. Udtrykkene lyder nogenlunde sådan:

Jahve er blevet konge! Han er vores konge. Han er blevet ophøjet! Kast jer ned for ham! Skælv! Frygt! Jahve er stor! Han har vist sig som den største af alle guderne! Lovpris ham alle guder og magter og konger og folkeslag! Han har sejret! Han har reddet os ved sine mægtige gerninger! Han er hellig! Han troner nu på keruberne på sin trone i templet i sin hellige majestæt!

Når Jahve hyldes, hyldes han nogenlunde som Israels konger blev hyldet ved deres indsættelse. Vi har i Kongebøgerne nogle få vidner om hvordan kongen blev kronen. Vi kan se at den jødiske konge, den salvede, drikker af kilden ved Gihon (det samme findes i Salmerne) som en indvielse, kongen salves med olie fra templet, han indsættes af præster og profeter, han udstyres med et diadem, man støder i hornet og råber hyldesråbet som også bruges om Jahve i salmerne: Kongen leve! Den nye konge overdrages Davids ting, våben, skjolde. Det hele foregår under bulder og brag. Kroningsfesten for Jahve er foregået nogenlunde efter disse skemaer. Musikken ledsages af horn, trompeter, fløjter.

v38  Så gik præsten Sadok, profeten Natan, Benaja, Jojadas søn, og kreterne og pleterne ned og satte Salomo på kong Davids muldyr og førte ham til Gihon. v39  Præsten Sadok tog hornet med olie fra Teltet og salvede Salomo. De stødte i hornet, og alle råbte: »Kong Salomo leve!« v40  Så drog de alle op i Salomos følge, og de spillede på fløjte, og de jublede så højt, at jorden var ved at revne.

(1 Kongebog 1)

v9  Hundredførerne gjorde, ganske som præsten Jojada befalede. De tog hver deres mænd, både dem, der afløste, og dem, der blev afløst på sabbatten, og de kom til præsten Jojada. v10  Præsten gav hundredførerne spyddene og skjoldene, som havde tilhørt kong David, og som var i Herrens tempel. v11  Da livvagten stod opstillet, hver med våben i hånd, fra templets sydside til dets nordside, foran alteret og templet, rundt om kongen, v12  førte han kongesønnen ud, satte diademet på ham og gav ham loven. Så udråbte de ham til konge og salvede ham, og de klappede i hænderne og råbte: »Kongen leve!« v13  Da Atalja hørte råbet fra livvagten og folkemængden, gik hun ind til folkemængden i Herrens tempel, v14  og der så hun kongen stå ved søjlen, som det var skik, mens sang og trompetfanfarer bølgede om ham, og alle storbønderne jublede og blæste i trompeter. Så flængede Atalja sine klæder og råbte: »Forræderi, forræderi!«

(2 Kongebog 11)

I salme 118 findes et slags ritual for kongens og Guds indtog gennem portene i templet ind i templet. Gud og den salvede er ét. Når kongen går gennem porten går Jahve gennem porten. Kongens indtog er et tegn på Herrens indtog i templet efter sejren – et triumftog. Dette billede er fortsat i Det nye Testamente med Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag. Jahve er efter nogle forskeres mening blevet repræsenteret af Pagtens Ark. Man kan forestille sig triumftoget på den måde at Pagtens Ark føres ind i templet gennem porten. Noget tyder på at arken er blevet ført rundt nogle gange i procession (i stedet for et gudebillede som var umuligt i Israel). Vi ved at Moses råbte til arken: - Rejs dig, Jahve! – hver gang pagtens ark skulle flyttes! De enkelte linjer i Salme 118 er blevet sagt af forskellige stemmer. Det er fx præsterne som siger: - Velsignet være han som kommer. Dette ord siges til kongen som drager ind – i Herrens navn! I den kristne kirke er dette udtryk blevet overført på Jesus. Indtoget er både Guds og kongens indtog – i ét. Tanken kan sammenlignes med tanken i Esajas 40: - Ban Herrens vej! Jævn en vej for Herren! Byg en vej for Herren! Indtoget er en hellig procession. Situationen er gendigtet mange gange i den kristne kirke – fx i den danske salme: - Gør døren høj, gør porten vid!

v19  Luk retfærdighedens porte [ind til templet] op,
jeg [kongen] vil gå ind og takke Herren!

v20  Her er Herrens port,
her går de retfærdige [kongen] ind!

v21  Jeg [kongen] takker dig, for du svarede mig
og blev min frelse.
v22  Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten [Vi har sejret].
v23  Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

v24 Denne dag [sejrsdagen, kroningsdagen, tronbestigelsen] har Herren skabt,

[det vil sige: - Dette er Herrens dag! Nu er min time kommet!]
lad os juble og glæde os på den.
v25  Herre, frels dog!
Herre, lad det [livet, frelsen] lykkes!

v26 Velsignet være han [kongen], som kommer [ind i templet], i Herrens navn!
Vi velsigner jer [dig] fra Herrens tempel.

v27  Herren er Gud, han skal give os lys.
Lad festprocessionen danne kæde
helt op til alterets horn!

(118)

v25  De ser dit festtog [triumftog], Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26  forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

(68)

v8  Herre, bryd op til dit hvilested [templet]
sammen med din magtfulde ark!

(132)

Herrens tronbestigelse betyder at alle Israels fjender – nabostater – har givet op. De kommer skælvende til templet og afleverer deres gaver – tribut til overkongen – Jahve. De kaster sig ned for Jahve der sidder på tronen – også fx Babylon og Egypten og Assyrien. Udtrykket at Herren holder dom over verden betyder bestemt ikke at han nu – siddende på tronen – vil gå i gang med at dømme alle mennesker – én for én – ud fra deres kvaliteter. Disse forestillinger om dommen findes slet ikke i Salmerne. Mennesker skal ikke vejes på en vægt. Herren kommer for at holde dom betyder at Gud går ind i verden, stopper ondskaben, besejrer uhyret, dømmer (ophæver) synden, skylden, lidelsen, hadet. Dømme er altså en aktiv handling ikke en juridisk afgørelse. Herren er mere kriger end han er dommer efter vore begreber! Når Jahve sætter sig på tronen i templet er dommen overstået! Dommen er nu overstået simpelt hen fordi Herren har sejret over de onde magter inden han bliver indsat som konge i templet. Dommen betyder altså i Salmernes Bog i virkeligheden Guds frelse og befrielse af verden. Ordet dom og ordet dømme har en anden betydning på hebraisk end vores begreb. Det er derfor at Jahves dom bliver mødt af jubel fra alle mennesker på jorden!! Følgende er altså at forstå som bønnen, folkets bøn inden at Gud beslutter sig for at gribe ind, inden han har sat sig på tronen:

v1  Herre, du hævnens Gud,
du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!
v2 Rejs dig, du jordens dommer,
gør gengæld mod de hovmodige [guderne, fjenderne, Babylon]!

(94)

Der kommer ikke nogen dommedag efter at Herren har sat sig i stolen! Dommen er allerede overstået. Jahve har nu grundfæstet retfærdigheden i verden som det siges. Dommen over verden var sejren over søslangen og Rahab – Ondskabens Domstol!

v7  Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
v8  Vis Herrens navn ære,
træd ind i hans forgårde med gaver,
v9  kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!
v10  Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.
v11  Himlen skal glæde sig, jorden juble,
havet [det onde] med alt, hvad det rummer, skal larme [utilfreds!],
v12  marken med alt, hvad den bærer, skal juble,
alle skovens træer skal råbe af fryd
v13  for Herren; for han kommer,
han kommer for at holde dom over jorden,
han holder dom over verden med retfærdighed
og over folkene i sin trofasthed.

(96)

Herren har nedkæmpet alle Israels fjender. Vi har vundet sejren. Guds fjender er Israels fjender og Israels fjender er også Herrens fjender. Alle krige er for så vidt hellige i det gamle Israel:

v6  I enighed lægger de planer,
de slutter pagt imod dig [Jahve],
v7 beduiner fra Edom og Moab,
ismaelitter og hagritter,
v8 Gebal, Ammon og Amalek,
Filistæa [ud til Middelhavet] tillige med Tyrus' [Libanon] indbyggere.
v9  Selv Assur har sluttet sig til dem
som støtte for Lots efterkommere [Babylon].      Sela

(83)

Herrens sejr er fredens sejr. Alle sværd bliver smedet om til plovjern og løven skal græsse sammen med lammet, som Esajas siger! Gud har gjort en ende på alle krige. Guds hellige krig mod Ondskabens Domstol er krigen der gør en ende på alle krige. Når Gud sætter sig på sin trone og igen er blevet jordens konge, kommer der et retfærdigt fredsrige - over hele jorden for alle mennesker. Jahve er fredsfyrsten og hans rige, Guds rige, er et fredsrige:

v4  Dér brækkede han buens gloende pile,
skjold og sværd og krigsmagt.      Sela

v5  Frygtindgydende er du,
mægtigere end de evige bjerge.
v6  De overmodige blev udplyndret [besejret]
og sank hen i søvn [besvimer],
ingen kriger
kunne løfte en hånd [lammes].
v7  Ved din trussel, Jakobs Gud,
faldt både hest og rytter i afmagt [de besvimer].
v8  Frygtindgydende er du,
hvem kan holde stand mod dig, når du er vred?
v9  Fra himlen forkyndte du dommen;
jorden blev angst og faldt til føje,
v10  da Gud rejste sig til dom
for at frelse alle landets ydmyge.      Sela

(76)

Jahves sejr og tronbestigelse er en ende på volden og voldssamfundet:

v16  Herren er konge.
v17  Du har hørt, hvad de hjælpeløse ønsker, Herre,
du giver dem mod, du lytter til dem.
v18  Du skal skaffe den faderløse og den undertrykte ret.

Mennesker skal ikke længere øve vold i landet.

(10)

Skylden og gælden er betalt. Herren har vundet sejren. Herren har taget magten. – Jeres gæld er betalt. Jeres evige hoveri er overstået. Jeres ydmygelse er forbi. Vanæren er taget bort fra jeres hoveder! I skal ikke længere være ydmyge og underkuede hovbønder men frie og stærke! I er Herrens egne oliventræer. Som det hedder hos Esajas. Det er sket – allerede:

v13  Jeg ved, at Herren vil føre de hjælpeløses sag
og skaffe de fattige ret.

(140)

Gud frelser alle mennesker. Han er en læge en sygeplejerske. Hans dom er ikke vendt imod visse ufromme enkeltpersoner men imod det onde som sådant:

v9  Herren er god mod alle,
hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.
v10  Alle dine skabninger, Herre, takker dig.
v11  De fortæller om dit herlige kongedømme
og taler om din styrke.
v12  De vil kundgøre hans vælde for menneskene,
hans kongedømmes prægtige herlighed.
v13  Dit kongedømme består i al evighed,
dit herredømme i slægt efter slægt.
v14  Herren støtter alle, der falder,
og rejser alle de nedbøjede.
v15  Alles øjne er rettet mod dig,
og du giver dem deres føde i rette tid.
v16  Du åbner din hånd
og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

(146)

v3  Han læger dem, hvis hjerte er knust,
og forbinder deres sår.

(147)

Herren har fritaget os fra dommen. Han har frelst os fra dommen og retssagen – Ondskabens Domstol. Herren har med sin dom (indgriben) standset den verden som dømte os skyldige og som dømte enkerne og de faderløse uretfærdigt.

Hele verden også de såkaldt fjerne øer (øerne i Middelhavet) har anerkendt ham som overherre. Herren er draget igennem verden og tilintetgjort alle modstandere. Herren har reddet gennem ørkenen og fløjet på vindens vinger – og på kerubernes vinger. Herren er som en atombombe. Alle har givet op. Også alle de andre guder som Egyptens og Babylons stor-guder fx den store gud Marduk i Babylon har givet op. Alle kan se at Jahve er større og stærkere end nogen anden gud. Alle kan se tegnene. Jahve er blevet ophøjet. Jahve er nu hele jordens herre. Synet af ham er frygtindgydende. Jahve er et mareridt.

v6  Deres herskere skal styrtes ned over klippen.
v7  Som når man pløjer og bryder jorden op,
skal deres knogler spredes ved dødsrigets gab.

(141)

Alle jordens mægtige og konger ser op og bliver grebet af rædsel. De besvimer og falder i afmagt. De må indstille kampen og nedlægge våbnene. Han er hellig. Han er som en farlig kraft – som atomkraft eller elektricitet. Hans kraft og styrke overgår gudernes. Hans kraft når helt til skyerne, op over himlen!

Dermed er kongen og Israels folk også blevet ophøjet. De er blevet herliggjort. Menneskene har fået hele herligheden tilbage – alt hvad de havde mistet.

v1 Herren er [blevet] konge!

Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig.
v2  Skyer og skymulm omgiver ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
v3  Foran ham går ilden,
og hans fjender omspændes af flammer.
v4  Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og skælver.
v5  Bjergene smelter som voks foran Herren,
foran hele jordens Herre.

v6  Himlen [guderne] fortæller om hans retfærdighed,
og alle folkene ser hans herlighed.
v7  Alle, der dyrker gudebilleder, beskæmmes,
de som roser sig af afguder.
Alle guder skal kaste sig ned for ham.

v8 Zion skal høre det og glæde sig,
Judas døtre skal fryde sig
over dine domme [gerninger, undere], Herre.
v9  For du, Herre, er den Højeste over hele jorden,
du er højt ophøjet over alle guder.
(97)

v1 Herren er [nu blevet] konge!

Folkene skælver.
Han troner på keruberne, jorden ryster.
v2  Herren er stor på Zion
og ophøjet over alle folkene.
v3  De skal prise dit store og frygtindgydende navn.
Hellig er han!

v4  Mægtige konge [Jahve], der elsker ret,
du har [nu] grundfæstet retskaffenhed [du har nu sikret de gode kræfter i verden],
ret og retfærdighed
har du øvet [gennemført] i Jakob.
v5  I skal hylde Herren, vor Gud,
kaste jer ned for hans fodskammel [Pagtens Ark].
Hellig er han!

(99)

v17 Vandet så dig, Gud,
vandet så dig og bævede,
ja, det store dyb skælvede.
v18  Skyerne sendte strømme af vand,
skymasserne lod deres stemme lyde,
ja, dine pile fløj til alle sider.
v19  Din torden lød som vognhjul,
lynene oplyste verden,
jorden rystede og skælvede.
v20  Din vej gik gennem havet,
dine stier gennem de vældige vande,
og dine spor var ikke at se.

(77)

Jahve er blevet konge. Han sidder nu på sin trone i templet. På hans højre side sidder kongen på kongens tronstol. Kongen sidder til højre for Pagtens Ark som er Guds trone (magten og æren sidder altid til højre, velsignelsen går gennem den højre hånd). Kongen sidder beskyttet under Herrens vinger, under kerubernes vinger. Herren indsætter kongen som vi kan se af Salme 110. Kongens tronbestigelse er en direkte konsekvens af faderens tronbestigelse. Gud er nu blevet konge. Kongen er nu blevet konge. Sønnen og faderen er ét. Sønnen har al sin herlighed fra faderen. Faderen herliggør sønnen. Sønnen herliggør faderen ved hans gerninger som ikke er hans egne men faderens. Sønnen sidder stille og roligt mens faderen lægger alle hans fjender under hans fødder så han kan træde på deres nakke. Sønnens – kongens – magt er Guds magt – almagten. Det er faderen som holder hans scepter. Herrens arm strækker sig ud i magt og vælde – for sønnens skyld. Herren sikrer kongens sejr i alle krige. Sønnen er Guds søn. Gud har avlet ham – af moderskødet – af Ushas som der står i teksten. Ushas er en gudinde eller et væsen – Morgenrøden. Gud har avlet ham på det hellige bjerg – gudebjerget – Bashan – højt oppe i nord. Ved indsættelsen afgiver Jahve alle oraklerne, alle løfterne til David - kongen. Gud sværger og aflægger en ed til kongen. Gud sværger han aldrig vil svigte sine løfter. Kongens væsen og position defineres. Kongen er konge og præst som Melkisedek – en mytisk urkonge som både havde den verdslige og den sakrale, hellige magt. Kongen er uafhængig og selvstændig over for præsterne. Han er ikke underlagt kirken, præsterne eller deres magt. Han har Guds ånd – Gud har givet kongen sin hellige ånd. Han har sin fulde magt direkte fra Jahve. Kongen og Jahve er ét. Ved sin indsættelse drikker kongen af den hellige kilde – Gihon – et slags sakramente.

Jahve – Zebaot – den som troner - ser på kongens ansigt. Derved giver Gud ham liv, ånd, lykke og held og frelse. Kongen sidder til højre for Jahve. Kongen sidder i hans vingers skygge:

v9  Herre, Hærskarers Gud [Zebaot], hør min bøn,
lyt, Jakobs Gud!      Sela
v10 Se til vort skjold [kongen], Gud,
se på din salvedes ansigt!

(84)

Hele dette drama er blevet opført som en kultdrama, som et helligt skuespil i templet af forskellige kor, præster, grupper, repræsentanter. Kongen får kraften. Herren sidder ved siden af kongen. Herren rækker ham frelsens bæger – med brusende vel blandet vin, som det flere steder siges. Dette må også være foregået helt konkret i templet. Kongen, den salvede, har fået rakt frelsens bæger af en repræsentant, en præst. Kongen bliver en lykkemand:

v1  Salme af David.

Herren [Jahve] sagde til min herre [kongen]:

»Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!«

v2  Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
hersk midt blandt dine fjender!
v3  Dit folk møder [vil altid møde] villigt frem på din kampdag.

»På hellige bjerge [på gudernes bjerg] har jeg født [egentlig: avlet] dig
som dug af morgenrødens moderskød.«

v4  Herren har svoret og angrer det ikke:
»Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.«

v5  Herren er ved din højre side,
på sin vredes dag knuser han konger.
v6  Han holder dom blandt folkene,
han dynger ligene op,
han knuser hoveder ud over den vide jord.

v7  Af bækken ved vejen drikker han,
derfor kan han løfte hovedet.

(110)

Vi kan også se tronbestigelsesritualet i Salme 2. Jahve sætter sig på tronen og derved indsættes den jødiske konge samtidigt. Sønnen og Faderen er ét. Sønnen er Guds søn. Sønnen får faderens magt. Sønnen herliggør faderen med sine gerninger. Faderen herliggør Sønnen. Sønnen er et spejl for Faderen.

Dette drama er blevet opført i templet som et kultdrama med skuespillere og kor:

v1  Hvorfor er folkeslagene i oprør?
Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes?

v2  Jordens konger rejser sig,
fyrsterne slår sig sammen
mod Herren og mod hans salvede:
v3  »Lad os sprænge deres lænker
og befri os fra deres reb.«

v4  Han, som troner i himlen, ler,
Herren spotter dem.
v5  Så taler han til dem i sin vrede
og forfærder dem ved sin harme:
v6  »Jeg har indsat min konge
på Zion, mit hellige bjerg!«

v7  Jeg [kongen] vil forkynde, hvad Herren har bestemt:

Han sagde til mig: »Du er min søn,
jeg har født dig i dag.

v8  På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom
og den vide jord som arvelod.

v9  Du skal knuse dem med et jernscepter,
sønderslå dem som pottemagerens kar.«

(2)

I Salme 2 udstyres den jødiske konge med en næsten grænseløs verdensmagt. Salmerne anvender hele oldtidens overdrevne hofstil som vi også kender ud og ind fra Egypten og Mesopotamien. Hofstilen er international, bruges i alle kulturerne i oldtiden. De samme udtryk som vi kan se at Salmerne bruger om den salvede kan vi finde i kongeritualerne (kongeoraklerne) for eksempel i Babylon. Den jordiske konge løftes op i en overnaturlig, guddommelig glans. Man skal nok ikke lægge alt for meget i disse udtryk som er tidens stil og sprog. Den jødiske konge var lille og svag. Israel var i oldtiden et lille, fattigt, underudviklet og værgeløst land omgivet af stormagter og verdensmagter – Israel havde som oftest ikke en chance!

Salme 2 skal nok forstås sådan at Israels konge bliver en verdenshersker, hele verdens kejser og overkonge. Når den gamle konge i Israel er død, prøver alle lande i hele verden at udnytte situationen: De gør oprør imod Israels verdensherredømme! De prøver at gøre sig frie og kaste åget af. Men de har ikke en chance ifølge Salme 2. Herren griner kun hånligt. De er tåber. Herrens salvede, kongen skal nu knuse alle verdens konger og kejsere med sit jernscepter (et symbol på hård og brutal magt) – så let som man knuser pottemagerens lerkar! Alle jordens konger skal tjene og frygte Israels konge. Når de ser ham skal de føle rædsel. De skal kaste sig for hans fødder og kysse hans fødder i rædsel! Han skal træde på deres nakke! Ellers vil de blive tilintetgjort! Hans vrede blusser hurtigt op, skal de huske. (I Salme 2 er der en nøje identitet mellem Jahve og den salvede – de samme udtryk bruges om begge – kongen udøver simpelt hen Jahves magt – politik er religion).

Kongen er blevet indsat af den himmelske konge. Præsterne taler til kongen og meddeler ham løfterne:

Den Højeste har du gjort til din bolig,
v10  intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v11  for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v12  De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v13  Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.

(91)

v20  Dengang talte du [Gud] i et syn
til din trofaste [kongen]; du sagde:

Jeg har givet magten til en helt,
jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.
v21  Jeg har fundet min tjener David,
jeg har salvet ham med min hellige olie.
v22  Min hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.
v25  Min trofasthed og godhed skal være med ham,
i mit navn skal hans horn løftes.
v26  Jeg giver ham magt over havet,
herredømme over floderne.
v27  Han skal råbe til mig: Du er min fader,
min Gud, min frelses klippe.
v28  Jeg gør ham til den førstefødte,
den øverste blandt jordens konger.
v29  Jeg bevarer min troskab mod ham til evig tid,
min pagt med ham står fast.
v30  Jeg lader hans slægt bestå for evigt,
hans trone, så længe himlen er til.
v34  Min troskab mod ham bryder jeg ikke,
jeg svigter ikke min trofasthed.
v35  Jeg bryder ikke min pagt,
jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet.
v36  Dette sværger jeg ved min hellighed:
jeg svigter aldrig David.
v37  Hans slægt skal vare til evig tid,
som solen skal hans trone bestå for mit ansigt;
v38  den grundfæstes for evigt som månen,
står fast, så længe himlen er til.      Sela

(89)

v13  For Herren har udvalgt Zion,
han har ønsket det som sin bolig:
v14  Det er mit hvilested til evig tid,
her ønsker jeg at bo.
v15  Dets føde vil jeg velsigne,
dets fattige mætter jeg med brød;
v16  dets præster klæder jeg i frelse,
og dets fromme skal juble.
v17  Dér lader jeg et horn [ære, magt, herlighed] vokse frem for David
og sørger for en lampe [et lys] til min salvede [liv og lys].
v18  Hans fjender klæder jeg i skam,
men på ham skal kronen stråle.

(132)

Ved sin indsættelse som verdens konge velsigner Jahve - gennem præsterne - hele Israels folk:

v2  Hvad dine hænder frembringer, skal du selv nyde,
lykkelig er du, det skal gå dig vel.

v3  Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.
v5  Herren velsigne dig fra Zion,
så du ser Jerusalems lykke,
så længe du lever,
v6  og så du får dine sønners sønner at se.

Fred over Israel!

(128)

Jahve fører retten til sejr. Guds rige er retfærdighed. Han giver alle mennesker deres ret. Han fører deres sag i retten:

v4  Mine fjender veg,
de snublede og gik til grunde foran dig.
v5  Du skaffede mig ret i min sag,
du satte dig på tronen.

(9)

Dommen er overstået. Verden er blevet dømt. Det er sket! Nu allerede. Dommen skal ikke komme en gang i fremtiden. Den er allerede overstået. Verden – det onde – har fået sin dom – det vil sige Gud har vist sig stærkere end verden. Det gode har sejret – det onde har tabt:

v17  Herren har givet sig til kende, han har holdt dom,
den ugudelige blev fanget i sine egne gerninger. Higgajon Sela

(9)

v20  Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol,
som skaber lidelse?
v21  De angriber den retfærdige
og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
v22  Men Herren blev min borg,
min Gud blev min tilflugtsklippe.
v23  Han lod deres uret komme over dem selv
og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.

(94)

Herren hyldes og lovprises. Han sidder nu på sin trone. Alle guderne er forsamlet i templet. Hele verden står rundt om tronstolen i templet mens hyldestråbet lyder. Alle kaster sig ned:

Jeg takker dig af hele mit hjerte,
i guders påhør lovsynger jeg dig.
v2  Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
og priser dit navn
for din godhed og troskab,
for du har gjort dit ord stort
over hele din himmel.
v4  Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
for de har hørt de ord, du talte.
v5  Og de skal synge om Herrens veje,
for Herrens herlighed er stor;
v6  ja, Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge,
den stolte [fjenderne] kender han på lang afstand.

(138)

v8  Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle, der omgiver ham [guderne, Herrens følge].

(89)

Når Jahve sidder på tronen, på tronstolen er han Jahve Zebaot – Hærskarers dvs gudernes Gud:

v20  Herre, Hærskarers Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

(80)

Folket råber hyldestråbet til Jahve. Jahves tronbestigelse betyder frelse og lykke for hans folk:

v16  Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17  de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18  Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [ære, magt].
v19  Vort skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

(89)

De andre folk har råbt på heste og vogne, men Israel råber på Herren, som det ofte siges!

Gud er retfærdig. Salmernes Bog.

v2  Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!

(31)

v6  Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte.

(103)

Gud er retfærdig. Han gør det som er ret. Han bringer retten til sejr. Gud dømmer retfærdigt. Alt det som Gud gør, er ret og retfærdigt.

Begrebet retfærdighed og retfærdig spiller en stor rolle i Salmernes Bog. Gud er retfærdig – men denne betegnelse er ikke den gennemgående eller vigtigste karakteristik af Gud. Det mest gennemgående begreb som bruges om Guds væsen og handlinger er at han er tro, trofast. Han er til at stole på og regne med. Han er troværdig. Hans vigtigste egenskab er hans troskab og trofasthed. – Herren er rig på troskab og sen til vrede, som det hedder – ikke bare i Salmerne men i hele Det gamle Testamente.

Begrebet retfærdighed har en anden betydning i Salmernes Bog end hos os – i et moderne samfund. Vi forstår begrebet i en juridisk sammenhæng: En dommer dømmer retfærdigt hvis følgende betingelser er opfyldt: Han skal være objektiv, ikke subjektiv. Han skal dømme efter et objektivt grundlag, en lovbog, en fast præcedens eller praksis. Han må ikke lade sig på påvirke af bestikkelse. Han skal dømme efter de objektive beviser: Hvad folk har gjort. Sådan opfatter vi begrebet retfærdighed – også når det ikke drejer sig om en dommer. Men sådan er begrebet ikke forstået i Salmerne – eller i Det gamle Testamente. Gud er bestemt ikke nogen stillesiddende, passiv dømmer som dømmer verden ud fra paragraffer og lovtekst, objektivt – retfærdigt!

Begrebet retfærdighed havde i hele oldtiden en meget bredere betydning end vi tillægger det. En retfærdig konge er en konge som har to ting: dels magt til at gennemføre sin vilje dels den rette intention: det gode samfund, alle parters rette relation til hinanden, i harmoni. Et retfærdigt samfund er det samme som et godt samfund med den rette balance. Vi kender begrebet fra den græske oldtid og filosofferne Platon og Aristoteles. De opfatter begrebet retfærdighed meget videre end vi gør. Salmerne ligger meget tættere på deres opfattelse end på vores opfattelse af begrebet retfærdighed. Det er også værd at huske at man kun kan være retfærdig hvis man har magt! En svag mand kan ikke være retfærdig – fordi retfærdigheden viser sig i konkrete ydre handlinger. Helt generelt viser retfærdigheden sig i at man går imod lidelsen, det onde, nøden. Begrebet retfærdighed tager udgangspunkt i det faktum at mennesker lider, er i nød, er gået fortabt, som det siges i Salmerne. Retfærdigheden består i at de trækkes ud af lidelsen, nøden, synden, fortabelsen. Det er det som Gud gør i Salmernes Bog. Derfor kan alle mennesker glæde sig over at Gud er retfærdig! Retfærdigheden er ikke truende eller vendt imod nogle mennesker – den betyder redning, frelse, en udgang af lidelsen. Gud er ikke en lille, passiv, stillesiddende juridisk dommer som dømmer arme forbrydere! I al fald er det ikke den gennemgående opfattelse i Salmerne! Gud er retfærdig - ikke fordi han omhyggeligt sidder og dømmer efter lovparagraffer, men fordi han ser al den nød og uret som findes i verden – og griber ind!

v20  Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol [verden, egoet, synden],
som skaber lidelse [for alle mennesker]?
v21  De angriber den retfærdige
og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
v22  Men Herren blev min borg,
min Gud blev min tilflugtsklippe.
v23  Han lod deres uret komme over dem selv
og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.

(94)

Jahve sender ligesom en fortærende ild ind over de får som han vogter. Det er ikke ret og retfærdigt siges det i en af salmerne (74.2). Retfærdigheden er at gøre det som er passende i relationen. Det Jahve gør er ikke passende – det er urimeligt. Det er upassende. Salmerne taler på denne måde om begrebet retfærdighed. Denne tanke om retfærdighed er præcist den samme som vi i oldtiden finder i den græske filosofi (Aristoteles).

v11  Lad fangernes stønnen nå dig,
sæt de dødsdømte i frihed med din stærke arm.

(79)

Det som er sket er ikke retfærdigt siger klagerne og klagesalmerne. Det som har ramt mig er ikke udtryk for nogen retfærdighed. Det er en uret – en uretfærdighed. – Kære Gud, luk øjnene op og se hvad der er sket!:

v7  Du har kastet mig i den dybe grav,
i det mørke dyb.
v8  Din vrede hviler tungt på mig,
alle dine brændinger lader du skylle over mig.      Sela
v9  Mine bekendte har du taget fra mig
og givet dem afsky for mig;
jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud.
v10  Mit øje er sløvet af lidelser,
hver dag råber jeg til dig, Herre,
og rækker mine hænder op imod dig.

(88)

Det er retfærdigt at Gud ser og hører fangernes stønnen og befrier de dødsdømte! Gud er retfærdig når han frelser og redder. Gud sætter de dødsdømte på fri fod!! Gud er ikke dommeren primært men befrieren.

Når vi ser på begrebet retfærdig er det vigtigt at vi husker at det gennemgående billede i Salmernes Bog – og i hele Det gamle Testamente – er at relationen mellem Herren og Israels folk er som et ægteskab. Pagten er som et ægteskab. I en vis forstand er de to parter ligeværdige partnere. Gud har taget initiativet til dette ægteskab – ellers var det ikke blevet til noget. Gud har afgivet løfterne til Israel – de løfter som han aldrig nogen sinde vil svigte. Gud Herren er ægtemanden. Han har så at sige påtaget sig en forpligtelse over for sit udvalgte folk, sin udvalgte kvinde. Han har lovet at være der for Israel når nøden og undergangen truer. Han har brugt store ord, som det siges et sted! At Gud er retfærdig vil primært sige at han lever op til den forpligtelse. Retfærdigheden er hans godhed og troskab. Han vil høre på Israel når det råber på Herren. Han vil svare dem, give dem et tegn når de skriger på Herren. Gud er retfærdig – han er en tro og nærværende ægtefælle. Han er som en mand der lever op til sit ord. Derfor kan Gud svigte engang imellem – som det hedder i alle klagerne i Salmernes Bog. I klagerne eller klagesalmerne råber den forladte og svigtede ægtehustru på Herren: - Kom tilbage! Husk hvad du lovede! Når Herren er retfærdig viser han at vi kan have tillid til ham – igen!

Herre, hør min bøn,
lyt til min tryglen,
svar mig i din trofasthed og retfærdighed!

(143)

v11  Hold mig i live for dit navns skyld, Herre,
og før mig ud af nøden i din retfærdighed!

(143)

Gud dømmer os ikke – tværtom er han den som løskøber os og tager os ud af den verden som vil dømme os og som fortæller os at vi er syndere og ikke gode nok. Gud befrier os for verdens dom. Han tager os ud af Ondskabens domstol, som det hedder. Han befrier os fra Det onde Sværd, synden, lidelsen, Livjatan. Netop heri består hans retfærdighed som det fremgår af salme 146 og 147:

v7  [Han] skaffer de undertrykte ret
og giver de sultne føde.
Herren sætter de fangne i frihed,
v8  Herren åbner de blindes øjne,
Herren rejser de nedbøjede,
Herren elsker de retfærdige.
v9  Herren beskytter de fremmede,
han bringer faderløse og enker på fode.

(146)

v8  Han dækker himlen med skyer,
han skaffer jorden regn,
han lader græs spire frem på bjergene.
v9  Han giver kvæget dets føde,
og ravnene, hvad de skriger efter.
v10  Herren bryder sig ikke om hestens styrke,
han glæder sig ikke over menneskets muskelkraft,
v11  men han glæder sig over dem, der frygter ham,
og som venter på hans trofasthed.

v12  Jerusalem, lovsyng Herren!
Lovpris din Gud, Zion!
v13  For han har gjort dine portslåer stærke
og velsignet dine sønner i dig.
v14  Han skaber fred i dit land
og mætter dig med hvedens fedme.

(147)

Retfærdigheden hænger altså sammen med at leve op til en forpligtelse i relationer. Når Gud er retfærdig er han trofast over for sin partner. Gud har kraft og magt til at frelse Israel – hustruen – og derfor også en forpligtelse til at gøre det. Guds retfærdighed viser sig dynamisk i hans frelsende undere og mægtige gerninger – ikke i en stillesiddende dom! Retfærdigheden er dynamisk – ikke statisk. Gud gør det som er ret og rimeligt. Det er ret og retfærdigt at han kommer Israel til undsætning. Gud er i Salmernes Bog ikke så meget dommer som han er sagfører. Gud som sagfører er det mest gennemgående billede. Vi forventer af en god sagfører at han fører vores sag igennem til et godt resultat! Ikke at han er specielt retfærdig i vores snævre betydning af ordet! Det er netop det som Gud gør. Han er forsvarer og sagfører for enkerne og de faderløse – dem som har brug for hjælp – dem som er fortabt og ikke kan klare sig ved egne kræfter. Livet er som en retssag. Vi er gået fortabt i en retssag. I den retssag er vi blevet trukket ind uden nogen god grund. Dommeren er uærlig og bestukken! Vi bliver hele tiden konfronteret med falske vidner som fortæller løgnehistorier om os. Det hele er et mareridt. Vores skæbne er at vi hjælpeløst skal dømmes – helt uretfærdigt – og blive gjort til skamme som det siges. Salmerne bruger dette billede hele tiden på fortabelsen – at gå fortabt. Gud er den forsvarer og advokat som redder os ud af kniben, ud af mareridtet – Gud er ikke dommeren! Gud fører vores sag for retten – og han fører også sin egen sag igennem i retten! (74.22).

Guds retfærdighed er at han gør det normale, det naturlige, det som er passende i forhold til relationen! I salmerne sammenlignes også nogle steder forholdet Israel – Jahve med forholdet faderen – barnet. Over for barnet findes der en naturlig, rigtig, retfærdig adfærd. Det naturlige er at barnet skal ære og respektere faderen og give ham æren. Det naturlige og rette er at faderen skal beskytte barnet! Deri består Guds retfærdighed:

v13  Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

(103)

Gud dømmer os ikke – Gud er ikke en dommer-gud men en frelser-gud. Han er retfærdig når han giver os herligheden, oprejsningen, æren, stoltheden, storheden tilbage:

v2  Lyt, Israels hyrde,
du, der fører Josef som en hjord.
Du, der troner på keruberne,
træd frem i stråleglans
v3  for Efraim, Benjamin og Manasse.
Opbyd din styrke,
og kom os til hjælp!
v4  Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

(80)

v8  Tilregn os ikke vore forfædres synder,
lad din barmhjertighed nå os hurtigt,
for vi er hjælpeløse.
v9  Hjælp os, vor frelses Gud,
for dit ærede navns skyld.
Befri os, og tilgiv vore synder
for dit navns skyld.

(79)

v13  Jeg ved, at Herren vil føre de hjælpeløses sag
og skaffe de fattige ret.

(140)

v8  Herren fører min sag igennem.

(138)

v1 Skaf mig ret, Gud,
før min sag mod troløse mennesker,
red mig fra bedragerne,
fra dem, der øver uret!

(43)

v2  Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!

(31)

At blive til skamme er et billede som hænger sammen med billedet: livet som en retssag. Hvis man går ud af retssagen som en taber er man dømt, fortabt, skyldig. De mennesker som lider har så at sige tabt livets retssag – de er i den forstand skyldige! Livet består af tabere og vindere – og det drejer sig om at blive en vinder – det er på en måde opfattelsen i Salmernes Bog. Gud hjælper os i vores sag. Han er en fader for de faderløse og enkernes forsvarer i retten.

v6  Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud i sin hellige bolig.

(68)

Gud er en sagfører, han har kraften til at redde os ud af processen og vinde sagen. Derved viser han sin retfærdighed – det vil sige trofasthed!

Salmernes billede af den forfærdelige retsproces (Kafka!) med de falske vidner genfinder vi i Det nye Testamente – processen mod Jesus. Jesus går fortabt. Han har ikke en chance. Han taber.

Vi skal her se på hvordan Salmerne anvender begrebet retfærdig og retfærdighed i nogle konkrete sammenhænge:

v11  Jeg holder ikke din retfærdighed skjult
inde i mit hjerte,
jeg taler om din trofasthed og frelse;
jeg tier ikke stille med din godhed og troskab
i den store forsamling.

(40)

Vi kan tydeligt se at begreberne retfærdighed og trofasthed ligger meget tæt på hinanden. Gud viser slet ikke sin retfærdighed ved at han dømmer – lige modsat: han viser sig som retfærdig ved at han er trofast i relationen og frelser! Guds retfærdighed er ikke vendt imod nogen – den sker til fordel for nogen – nemlig Israel, folket, menneskene, hans partner.

De overholder ikke deres aftaler
og frygter ikke Gud.

v21  De lægger hånd på venner
og bryder pagten med dem.
v22  Deres mund er glattere end smør,
men i hjertet vil de krig;
deres ord er blødere end olie,
men er dog dolke.

(55)

Salme 55 beskriver de uretfærdige mennesker, uretfærdigheden blandt mennesker. Vi kan se hvordan det at være retfærdig er at overholde sine løfter og aftaler, holde pagten. De uretfærdige mennesker er så at sige ikke normale – som mennesker bør være. De er illoyale, de krænker det som man kan forvente mellem mennesker, mellem gode venner, mellem ægtefæller. De går ikke den lige vej som er det regelrette, normale, naturlige – de går krogvejen, som det hedder i Visdomslitteraturen. De kender ikke til det som er ret og rimeligt ifølge de normer som hersker mellem lige parter, mellem mennesker.

v6  Herre, din godhed når til himlen,
din trofasthed til skyerne.
v7  Din retfærdighed er som Guds bjerge,
dine domme som det store dyb.

Herre, du frelser mennesker og dyr.
v11  Bevar din troskab mod dem, der kender dig,
og din retfærdighed mod de oprigtige!
v12  Lad ikke de hovmodige træde på mig,
lad ikke de ugudelige jage mig bort!

(36)

Gud er den som redder og frelser – ikke den som dømmer! Vi kan se at begreberne godhed, trofasthed og retfærdighed hører sammen. Gud gør en ende på det som er uret! Det er en uret at mennesker skal trædes ned og undertrykkes – det er en uret hvis mennesker bliver jaget bort! Disse formler findes igen og igen i Salmerne. Gud gør det som er ret – dvs han stopper det som er en uret imod mennesker. Intet menneske har fortjent at blive trådt ned og jaget bort! Herren er vores hyrde. Israel er hans får. Guds retfærdighed er hyrdens rette forhold til dyrene, til flokken som han har i sin varetægt.

v16  Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
så min tunge kan juble over din retfærdighed.

(51)

Når Gud fjerner min skyld, når han ikke ser på min skyld, når han ikke tilregner mig min skyld – er han retfærdig! Denne tanke er meget gennemgående i Salmernes Bog. Den viser at retfærdig ikke betyder at dømme efter synd, visse synder eller skyld. Gud er retfærdig – netop ved at han ikke ser på vores små og store synder. At Gud fjerner synden og skylden er det samme som at han fjerner lidelsen. De to begreber hænger nøje sammen. Når jeg bliver befriet for min synd og skyld er det et stort tegn – måske for hele verden. Hele verden vil se det og glæde sig. Tanken om Gud som den der fjerner skylden genfindes hos Paulus i Romerbrevet. Retfærdiggørelsen er netop det forhold at Gud fjerner skylden – og dermed hævder vores retfærdighed – og viser at han er retfærdig – dvs trofast. Guds retfærdighed er i Salmernes Bog det samme som hans gavmildhed:

Din højre hånd er fuld af retfærdighed.
v12 Zions bjerg skal glæde sig,
Judas døtre skal juble
over dine domme [frelse].

(48)

v2  Du var nådig mod dit land, Herre,
og vendte Jakobs skæbne.
v3  Du tilgav dit folks skyld
og skjulte alle dets synder.      Sela

(85)

I Guds øjne – som Gud ser det – er der ingen skyld mere. Han har vendt vores skæbne dvs han har tilgivet os vores skyld. Tilgivelsen viser sig i det ydre. Når vi befries for byrden er det det samme som vi er blevet tilgivet. Guds tilgivelse han ses og mærkes – konkret.

v5  Overgiv din vej til Herren,
stol på ham, så griber han ind;
v6  han lader din ret bryde frem som lyset
og din retfærdighed som den klare dag.

(37)

Gud er den som griber ind og sikrer retten og retfærdigheden. Han sørger for at uretten hører op. Han sørger for at vi får ret, at vi får det som vi er bestemt til og fortjent – det gode liv. Som hyrden og fårene. Guds retfærdighed er hans barmhjertighed som det siges i Salme 69! Min retfærdighed kommer fra Gud. Gud etablerer min retfærdighed, min ret. Han ophøjer mig, befrier mig. Min retfærdighed er min livslykke – ikke indre psykiske kvaliteter eller gode fromme gerninger. Gud er retfærdig og han vil at livet skal være retfærdigt – dvs han vil ikke at vi skal lide mere.

v23  Det er Herren, der styrer en mands gang,

han [ægtemanden] styrker ham [hende] og glæder sig over hans [hendes] færd.
v24  Når han [hun] snubler, falder han [hun] ikke omkuld,
for Herren [han] støtter ham [hende].

(37)

Herren er den rigtige ægtemand som gør det der er ret og rigtigt. Han svigter ikke sin hustru hvis hun snubler. Han støtter hende og glæder sin over hendes styrke og lykke! Hele Det gamle Testamentes tanke om Pagten er sammenfattet i disse få linjer!

v7  Giv sejr med din højre hånd, svar os,
så dine yndlinge bliver reddet.

(60)

Retfærdigheden sker fyldest når vi bliver reddet, når vores ære bliver reddet, når vi vinder sejr. Guds sejr er vores sejr. Gud ønsker at vi skal sejre, ophøjes. Gud drager ud med vore hære, som det hedder.

v21  Herren lønnede mig for min retfærdighed,
han gengældte mig mine hænders renhed.
v22  For jeg har fulgt Herrens veje
og ikke forbrudt mig mod min Gud.
v23  Alle hans bud har jeg for øje,
hans love har jeg ikke tilsidesat.
v24  Jeg er retskaffen i hans øjne,
og jeg tager mig i agt for synd.
v25  Herren gengældte mig min retfærdighed,
mine hænders renhed har han for øje.

v26  Du er trofast mod den trofaste,
retsindig mod den retsindige mand.
v27  Du er oprigtig mod den oprigtige,
men over for den falske forstiller du dig.
v28  Du frelser de hjælpeløse,
du ydmyger de hovmodiges blik.

(18)

Herren gør det som er ret og rimeligt, retfærdigt. Forholdet mellem Gud og mennesket er et slags ligeværdigt, jævnbyrdigt forhold. Gud gør det som er normalt, det som vi forventer i en relation. Definitionen på en synd i Det gamle Testamente er netop at gøre noget som ikke er ret, lige, normalt. I relationer er der så at sige naturlige regler eller forventninger. Gud lever op til de forventninger. Det vil sige. Han er retfærdig! Han er trofast i relationen. Mennesket er retfærdigt og uden skyld på et helt grundlæggende niveau – trods alle vore konkrete små synder. Mennesket er i Det gamle Testamente godt og værdigt. Gud lever op til det. Han har gjort os kun lidt ringere eller svagere end guderne, som det siges. Gud optræder ansvarligt og voksent og normalt: Han er god mod mennesker fordi de grundlæggende er gode nok – de har fortjent det – og Gud har lovet det. Gud er retfærdig dvs han er troværdig og pålidelig. Han gør det som han skal. Han står altid til rådighed. Vi kan have tillid til ham:

v23  Den, der bringer takoffer, ærer mig,
ham lader jeg se Guds frelse.

(50)

v19  Lad ikke dem, der med urette er mine fjender, glæde sig over mig,
lad ikke dem, der hader mig uden grund, nidstirre mig.
v22  Du har set det, Herre, vær ikke tavs,
Herre, hold dig ikke borte fra mig!
v23  Vågn op, stå op, skaf mig ret!
Min Gud og min Herre, før min sag!
v24  Skaf mig ret i din retfærdighed, Herre min Gud!

(35)

v9  Herren holder dom over folkene.
Skaf mig ret, Herre,
for jeg er retfærdig og skyldfri.

(7)

Det er ikke Gud som dømmer os – det er verden der dømmer os skyldige. Gud fritager os fra dommen:

v33  Men Herren giver ham ikke i den uretfærdiges magt;
han dømmer ham ikke skyldig, når han stilles for retten.

(37)

v4  For du er min klippe og min borg,
led mig og før mig for dit navns skyld!
v5  Befri mig fra det net,
de har lagt ud for mig,
du er jo mit værn.
v6  I dine hænder betror jeg min ånd,
du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
v8  Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed;
du så min nød
og tog dig af mig i mine trængsler.
v9  Du overgav mig ikke i fjendens hånd,
men gav mig fodfæste i det åbne land.

(31)

Gud dømmer os ikke for vore små eller store synder. Vi skal – lige som Gud – leve op til naturlige handlinger i en naturlig relation. Vi skal ære Gud og takke ham fordi han gang på gang har reddet os ud af kniben og nøden. Vi skal ikke nødvendigvis leve op til meget høje etiske krav ifølge Guds opfattelse. Vi skal gøre det som er ret og rimeligt. Vi skal ikke selv tage æren for det som han har gjort.

Gud træder frem i gudeforsamlingen,
blandt guderne holder han dom:
v2  Hvor længe vil I dømme uretfærdigt
og tage parti for de ugudelige?      Sela
v3  Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
v4  udfri de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!

(82)

Gud dømmer guderne – og skaber en ny himmel. Guderne dømmer uretfærdigt. Af salmen kan vi netop se at begrebet retfærdighed betyder at støtte og værne de svage, faderløse, de hjælpeløse og arme. Der sker jo en uret imod disse grupper. At udfri og frelse dem er at handle retfærdigt. Gud er retfærdig. Han viser ikke foragt for enkerne og de faderløse – sådan som det måske var almindeligt i datidens Israel. Verden dømmer os. Verden forfølger og foragter og misbruger de svage. Men Gud gør det ikke. Han er retfærdig. Han vender sig imod uretten.

v10  Hele min krop vil sige:
Herre, hvem er som du?
Du redder den hjælpeløse fra hans overmand,
den hjælpeløse og den fattige fra røveren.

(35)

v7  Vil du aldrig give os liv igen,
så dit folk kan glæde sig over dig?
v8  Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

(85)

v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
v14 Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

(85)

v7  Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
v8  Han udfrier Israel
fra al dets skyld.

(130)

Meningen med skabelsen er at vi skal have det godt og trives i livet. Det er det naturlige. Og det rette og retfærdige. Den rette og lige vej som Salmerne siger. Gud kan give os livet tilbage og det gør han fordi det er det rette og retfærdige – i den relation som eksisterer mellem Gud og mennesket. Gud har magten og evnen – og han er retfærdig – derfor vil han redde os.

v5  For du, Herre, er god og tilgiver gerne,
rig på troskab mod alle, der råber til dig.

(86)

Gud er retfærdig - som en ægtemand. Når vi råber på Herren, svarer han os. Når hustruen råber på ægtemanden, skal han svare. Det er det som er meningen. Det er troskab og trofasthed og ansvarlighed – og retfærdighed. Det ligger i rollen, i ansvaret, i løftet.

v13  For Herren har udvalgt Zion,
han har ønsket det som sin bolig:
v14  Det er mit hvilested til evig tid,
her ønsker jeg at bo.
v15  Dets føde vil jeg velsigne,
dets fattige mætter jeg med brød;
v16  dets præster klæder jeg i frelse,
og dets fromme skal juble.
v17  Dér lader jeg et horn [en herlighed, magt, ære] vokse frem for David
og sørger for en lampe [lys, liv, velsignelse] til min salvede.
v18  Hans fjender klæder jeg i skam,
men på ham skal kronen stråle.

(132)

Guds retfærdighed viser sig ved at han overholder løfterne til David, til Den salvede, til Israels folk. Pagten er grundlæggende i Salmerne det samme som løfterne.

v14  For Herren vil skaffe sit folk ret,
han forbarmer sig over sine tjenere [udvalgte].

(135)

v3  Den dag jeg råbte, svarede du mig,
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

(138)

At være Herrens tjener er ikke en nedværdigelse, underkuelse med lav tjenerstatus, lakejstatus. At være Herrens tjener er en ophøjelse, en udmærkelse, en kroning. Det er som at blive kongens minister, befuldmægtigede, udvalgte. Vores ord tjener kan ikke gengive det som ligger i det oprindelige begreb på hebraisk. Gud ophøjer os, pagten er en ophøjelse. Han giver os stoltheden tilbage. Det er meningen vi skal være frie og stolte. Herren genopretter den uret der var sket. Det er ikke meningen at vi skal være små og svage ofre. Det er ikke meningen vi skal være magtesløse eller fortabte. Gud genopretter den rette tilstand, det oprindelige, det naturlige.

v3  Fra jordens ende
råber jeg til dig,
når jeg føler afmagt.
Du skal føre mig op på den klippe,
der er for høj for mig.

v4  For du er min tilflugt,
et fæstningstårn mod fjenden.
v5  Jeg vil være gæst i dit telt for evigt,
jeg vil søge tilflugt i ly af dine vinger.      Sela

(61)

Gud er retfærdig og det viser han i sine undere og gerninger. Som en ægtemand beskytter sin ægtehustru kan vi søge ly under Guds vinger. Han vil ikke at vi skal være afmægtige. Han ophøjer os, han løfter os op på klippen. Han sender sin engel som bærer os på hænder så vores fod ikke skal støde sig på nogen sten. Gud holder Israel fast i hånden. Gud er retfærdig fordi han er trofast.

v6  I retfærdighed svarer du os med frygtindgydende
gerninger,
vor frelses Gud,
du som er tilflugt helt til jordens ender
og til det fjerne hav.

(65)

Salme 69 handler om al den uret som kan findes i verden. I Det nye Testamente begås uret imod Jesus. Der bliver begået megen uret i verden. Guds retfærdighed viser sig ved at han går imod uretten i verden.

v5  De, der hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved;
mange vil gøre det af med mig,
med urette er de mine fjender.
Det, jeg ikke har røvet,
skal jeg alligevel levere tilbage.

v20  Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender for øje;
v21  deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22  De gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.

(69)

Gud værner dem som der er begået uret imod. Hans retfærdighed viser sig i forhold til de svage, de fattige, dem som ikke er noget. Det samme kan vi se i Salme 72 som handler om kongens retfærdighed. Gud overdrager kongen sin retfærdighed. Kongen er Guds repræsentant. Vi er Guds repræsentanter:

Gud, overdrag dine domme til kongen,
din retfærd til kongesønnen,
v2  så han dømmer dit folk med retfærdighed
og dine hjælpeløse med retsindighed.
v3  Bjergene skal bære fred for folket,
og højene retfærdighed.
v4  Han skaffer folkets hjælpeløse ret,
han hjælper de fattige
og knuser undertrykkerne.

(72)

v24  Ja, dagen lang skal min tunge
forkynde din retfærdighed;
for de, der stræber efter min ulykke,
bliver til spot og spe.

(71)

Guds retfærdighed er hans frelse som det siges i Salme 71. Gud ønsker at give os herligheden og storheden tilbage:

v15  Min mund skal forkynde din retfærdighed,
din frelse dagen lang,
jeg kender ikke dens grænser!

v20  Du lod mig opleve
store og hårde trængsler;
giv mig livet på ny,
løft mig op på ny
fra jordens dyb!
v21  Giv mig min storhed tilbage,
vend om, og trøst [frels] mig!

(71)

I Salme 89 ser vi tydeligt hvordan en ny himmel og en ny jord indledes ved at Gud tager magten over guderne. Gud er ikke så meget skaberen men sejrherren. Tanken om at Gud har skabt verden i den senere kristne betydning opstår meget sent i det gamle Israel – først i senjødedommen fra ca 500 f. Kr. eller fra ca 300 f. kr. Gud er sejrherren som har besejret de onde magter. Hans sejr er vores frelse og udvælgelse. Denne tanke – at Gud har besejret det onde, syndens og dødens kræfter – findes også hos Paulus i Det nye Testamente.

Vi kan se at Guds retfærdighed er hans trones grundvold men at Guds retfærdighed er hans udvælgelse og troskab. Retfærdigheden, retten, godheden og trofastheden er 4 væsner som står rundt om Jahve. De er hans væsen, hans natur, hans egenskaber. I Johannes Åbenbaring findes også tanken om de 4 væsner der står rundt om Gud. Gud er retfærdig ved at han ophøjer Israel og er gavmild over sin tjener, Israel. Gud er ikke dømmende men gavmild. Han herliggør Israel, han løfter dets horn – det er retfærdigheden, at retfærdigheden sker fyldest:

v6  Himlen priser [nu efter sejren] dit under, Herre,
din trofasthed i de helliges [gudernes] forsamling.
v7  For hvem i skyen står mål med Herren,
hvem blandt gudssønnerne [guderne] er Herrens lige?
v8  Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle [nemlig guderne], der omgiver ham.
v9  Herre, Hærskarers Gud, hvem er som du?
Stærk er Herren. Din trofasthed omgiver dig.
v10  Du hersker over det hovmodige hav [dragen, slangen, uhyret],
du dæmper dets brusende bølger.
v11  Du knuste Rahab, han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.
v12  Himlen tilhører dig, jorden tilhører dig,
du grundlagde jorden med alt, hvad den rummer.
v14  Din arm har kraft,
din hånd er stærk, din højre er løftet.
v15  Retfærdighed og ret er din trones grundvold,
godhed og troskab står foran dig.

v16  Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17  de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18  Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [magt, herlighed, ære].
v19  Vort skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

(89)

Gud har givet hele landet til Israel. Det er hans udvælgelse, hans løfte. Det er hans retfærdighed. Det er en uret når Israel nedkæmpes af Babylon og mister sin frihed. Gud vil genoprette den retfærdige tilstand. Det som Gud har givet Israel er dets naturlige identitet, dets oprindelige, sande natur. Gud har gjort os herlige fra starten af. Hvis vi mister herligheden vil han give os den tilbage. Han vil overvinde det som er sket da vi mistede herligheden:

v31  Jeg vil lade dit landområde gå fra Sivhavet [Egypten] til Filisterhavet, og fra Ørkenen til Eufratfloden; jeg vil give landets indbyggere i jeres magt, og du skal drive dem bort foran dig. v32  Du må ikke slutte pagt med dem og deres guder. v33  De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal få dig til at synde imod mig. Dyrker du deres guder, bliver det en snare for dig.

(2 Mosebog 23)

Gud sikrer en ny kollektiv tilstand – frelsen. Frelsen er ikke en frelse for enkelt personer som kommer i himlen eller som bliver frelst efter døden. Frelsen er den ny kollektive tilstand på jorden og i himlen som er skabt af Jahves retfærdighed:

v11  Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
v12  Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed ser ned fra himlen.
v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
v14  Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

(85)

Gud er retfærdig. Det er retfærdigt at vi kommer til at trives og lykkes i livet. Det er det som er målet for Herrens retfærdighed, målet med hans dom over verden – som vil fratage os vores herlighed og gøre os små og svage:

v13  Den retfærdige [det vil sige: alle mennesker] skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
v14  de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.
v15  Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne,
v16  så de kan forkynde, at Herren er retskaffen [retfærdig];
han er min klippe, der er ingen uret hos ham.

(92)

Gud frelser Israel ud af Egyptens plager. Han er retfærdig. For evigt vil han være tro imod sine løfter til Abraham, folkets fader. Han frelser dem ikke fordi de er specielt loyale eller fromme som det siges i Salme 106 som genfortæller historien. Det er lige modsat: De trodser ham og modsætter sig hans undere og frelse. Jahve frelser så at sige Israel imod dets vilje. (Den samme historie fortælles i Mosebøgerne – men ikke i Salme 105 som har den stik modsatte opfattelse af fædrene i Egypten!!). Derved viser han sin retfærdighed, sin omsorg. Israel er hans forbundne, hans yndlinge. De er hans venner. Han har forpligtet sig:

v6  Vi har syndet med vore fædre,
vi har handlet slet og ugudeligt.
v7  Vore fædre i Egypten
gav ikke agt på dine undere;
de huskede ikke på din store trofasthed,
men trodsede den Højeste ved Sivhavet.
v8  Dog frelste han dem for sit navns skyld
for at vise sin styrke.
v9  Han truede ad Sivhavet, så det tørrede ud,
og han førte dem gennem dybet som gennem en ørken.
v10  Han frelste dem fra modstanderne,
og befriede dem fra fjenderne.

(106)

Gud er retfærdig. Det han gør, er ret og retfærdigt. Gud gør det som skal til. Han gør det naturlige, det nødvendige. Hele tanken er smukt sammenfattet i Salme 113:

v7  Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
v8  han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  Han lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113)

Hvad er frelse? (Salmernes Bog).

Det danske ord frelse er som regel en oversættelse af det hebraiske ord jeshua. Jeshua (som findes i navne som Josva, Esajas eller Jesus) betyder at blive befriet fra en fare, en nød, et fangenskab, en trængsel. Det ord som på dansk oversættes til trængsel og trængsler betyder på hebraisk at være lukket inde i et meget lille rum under jorden uden luft og uden lys. At være i en sådan tilstand er at være fortabt. At være fortabt er så at sige at være begravet levende i en lille snæver lukket kasse i mørket under jorden – helt forladt og alene.

Frelse er altså at blive befriet – at komme ud af dette lille rum – gruben, graven, hullet, afgrunden som det ofte oversættes (graven i Salmerne betyder altså noget andet end det vi forstår ved graven). At blive frelst er at blive ført ud af – ud af Egyptens plager eller hjem fra eksilet i Babylon. I det gamle Israel anvendte man gruber og huller i jorden eller underjordiske cisterner som fængsler og til straf. Ordet frelse hænger altså sammen med disse forestillinger. At blive frelst betyder at blive befriet, at få livet tilbage, at komme op i lyset, at blive befriet for sine fjender, problemer, kvaler, begrænsninger. Det som hæmmer os nu, forsvinder når vi bliver frelst. Frelse betyder fri udfoldelse. At blive frelst betyder at lidelsen og ondskaben bliver afskaffet i verden – eller i min verden. Gud skiller os og verden fra ondskabens domstol som skaber lidelse over hele jorden.

v8 Dog frelste han dem for sit navns skyld
for at vise sin styrke.
v9  Han truede ad Sivhavet, så det tørrede ud,
og han førte dem gennem dybet som gennem en ørken.
v10  Han frelste dem fra modstanderne,
og befriede dem fra fjenderne.
v11  Vandet lukkede sig over deres modstandere,
ingen af dem overlevede.
v12  Da stolede de på hans ord
og sang hans pris.

(106.8)

Gud frelser ikke israel på grund af dets gode gerninger eller fromme væsen. Beretningerne om udgangen af Egypten som vi både finder i Salmerne og i Mosebøgerne viser tydeligt at Israel nærmest modsatte sig Guds frelse. Israel blev ikke frelst fordi det havde ydet noget eller ydet ofre. Israel handlede slet og ugudeligt som det siges i Salme 106. Det blev frelst fordi det havde brug for det – fordi at det onde havde taget magten i verden og fordi Gud bekæmper det onde fordi han vil at vi mennesker skal have det godt. Gud frelste også Israel for sin egen skyld – for at vise sin magt – for at udbrede lyset. Gud frelser de ugudelige.

v7  Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
han frelste ham af alle hans trængsler.
v8  Herrens engel lejrer sig
omkring dem, der frygter ham,
og han udfrier dem.

(34.7)

v3  Han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.

(40.3)

Salmerne bruger mange billeder om det at blive frelst. Et af de vigtigste er, at når Gud ser på os, bliver vi frelst. Dette træk genfinder vi i den aronitiske velsignelse – den velsignelse som anvendes i den danske kirke. Frelsen består i, at vi ses af Gud. Modsat består fortabelsen i at Gud skjuler sig eller ved at han ikke vil se på os – han vender sig bort. Frelsen er at blive set. Se på mig! Men frelsen er også at vi ser Gud. Salmerne udtrykker hele tiden denne tanke således: Jeg var i nød og trængsel, men så viste Gud sig. Jeg så ham. I kulten, i gudstjenesten i det gamle Israel har Gud vist sig for menigheden (græsk epifani: at vise sig). Efter mange forberedelser, til sidst i gudstjenesten (jvf velsignelsens placering i folkekirken) viser Gud sig. Han rejser sig. Han kommer frem.

v5  Jeg søgte Herren [deltage i gudstjenesten, søge orakelsvar fra Gud], og han svarede mig,
han befriede mig for al min frygt.

v6  De, som retter blikket mod ham [ser Gud], stråler af glæde [er frelst],
deres ansigter skal ikke forgræmmes.

(34.5)

Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?

(42.3)

v4  Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

(80.4)

v7  Når de [på valfarten] drager gennem Baka-dalen,
gør de den til et kildevæld,
efterårsregnen hyller den i velsignelse.
v8  De går fra kraft til kraft
og får Gud at se på Zion.

v9  Herre, Hærskarers Gud, hør min bøn,
lyt, Jakobs Gud!      Sela
v10  Se til vort skjold, Gud,
se på din salvedes ansigt!

(84.7)

Pludseligt, i et glimt viser Gud sig (epifanien eller teofanien) eller vi hører hans stemme eller vi mærker hans nærvær – Nu er han der! Her! Nu! Denne oplevelse er frelsen og et tegn og bevis på at Gud nu vil frelse os, redde os ud af dynd og slam og ulykke. Gud viser sig på samme måde som han viste sig for Moses. (På samme måde kan man måske sige at Gud viser sig ved velsignelsen i den kristne gudstjeneste – Gud taler pludseligt direkte til menigheden – et såkaldt orakel). Når Gud har vist sig, kan vi rejse os og træde frem foran ham - for han kan se os, som det siges. Frelsen er at gå ind igennem Guds port – skønhedens port – perleporten – og træde ind i hans forgård – forgården i faderhuset.

I Salme 22 – som i NT er forbundet med Jesus på korset – ses det tydeligt: Pludseligt vender alting, pludseligt viser Gud sig og griber ind. Herren viser sig i en lysglans, i et omfattende lys, i en glorie af lys (ordet herlighed kan også oversættes med glorie, lys, jvf engelsk glory). Gud hyller sig i lyset som i en kappe. Lyset er frelsen, dagen efter natten. Lyset er solen. Herren viser sig om morgenen, når dagen sejrer over mørket. Frelsen er dagen, dagslyset. Herren er morgenrøden. Vi bliver født på ny - af morgenrøden.

Frelsen kommer ikke fra mennesker eller fra heste og vogne – frelsen kommer fra Gud. Lidelsen er for overvældende til at mennesker eller stormænd kan redde os. Frelsen afhænger ikke af menneskers vilje eller bestræbelse. – Herren vil føre krig for jer og I kan tie stille, som Moses siger til folket ved udvandringen fra Egypten! Gud frelser Israel for at vise sin herlighed for øjnene af hele verden – og fordi Israel har brug for det. Salmernes Bog er generelt – som det er blevet sagt – et ekko af at Gud har vist sig – menighedens reaktion på Guds tilsynekomst eller epifani. – Han har vist sig! Vi har set hans herlighed! Lovet være Gud! – De, der søger Gud for at se ham, skal få nyt mod, som det siges i Salme 69. Når Gud ser på os sender han os lyset. Lyset kommer fra hans øjne, fra hans blik. Lyset kommer ud af hans øjne. Lyset er glæden og livet. – Herren er solen, som det siges i salme 84. Når han ikke ser på os, går vi fortabt – han dækker os med mulm og mørke, som det siges i Salme 44.

v16  Ingen konge frelses ved sin store hær,
ingen helt reddes ved sin store kraft.
v17  Hesten er en svigefuld hjælper,
trods sin store styrke redder den ingen.
v18  Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed [at se ham],
v19  så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

(33.16)

v3  Ja, jeg vil skue dig i helligdommen
og se din magt og herlighed.

(63.3)

Når Gud viser sig, sejrer han over det onde. Han viser sin herlighed – som er frygtindgydende, overvældende, overjordisk, uforståelig. Når han viser sig dømmer han verden – dvs han skiller tingene ad – han adskiller det gode og dårlige – han fjerner det onde, Synden, lidelsen. At han dømmer, betyder i Salmerne at han frelser verden, udfrier verden af nøden, befrier verden fra Rahab, Livjatan, uhyret, slangen, dragen. Ordet dømme betyder altså ikke nogen juridisk dom i vores forstand. Gud dømmer – dvs han skiller os fra ondskabens domstol, som det siges. Vi bliver netop taget bort fra dommen fra ondskabens domstol – som dømmer den uskyldige og tager livet af den fattige! Ondskabens domstol – egoet - har været verdens overmand – røveren.

Du redder den hjælpeløse fra hans overmand,
den hjælpeløse og den fattige fra røveren.

(35.10)

Når Gud ser på os, er det i Salmerne noget ekstremt positivt. Frelsen er netop, at han ser på os. Frelsen er at blive set. Lige som det er mennesker imellem. Dette er helt i modsætning til den meget senere opfattelse i kristendommen (pietismen): Vi skal frygte, for Gud ser alt! Her er det en trussel at Gud ser på os! I Salmerne er blikket, synet ikke truende eller fjendtligt men kærligt – som en forælder der holde øje med et barn – som den gode hyrde:

v13  Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed [dvs Herren]
i de levendes land.

(27.13)

v8  Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.

(32.8)

v5  I min trængsel råbte jeg til Herren,
han svarede og førte mig ud i det åbne land.

(118.5)

I salme 107, som er en sen salme forfattet efter 500 f.kr, sker der en vis systematisering af begrebet frelse. Salmen definerer frelsen som en udfrielse af nøden, besværet, lidelsen. Det sker ved at salmen gennemgår 4 konkrete eksempler på frelsen og fortabelsen. 1) At være fortabt er at flakke om i ødemarken, sulte og tørste. Frelsen er at finde vej til en by, en oase. 2) At sidde i mulm og mørke og lænker i fangenskab – frelsen er at komme ud i lyset, ud i friheden. 3) At være fortabt er at være syg til døden og væmmes ved al slags mad – frelsen er helbredelsen. 4) At være fortabt er at sejle på de store vande og være nær ved at forlise og drukne – og frelsen er at blive reddet fra druknedøden. Gud får stormen til at lægge sig og havets bølger til at stilne (jvf Jesus i Det nye Testamente).

v26  De steg mod himlen, sank ned i dybet.
De blev grebet af rædsel i ulykken,
v27  tumlede rundt og ravede som berusede,
al deres kløgt var til ingen nytte.
v28  Da råbte de til Herren i deres nød,
og han førte dem ud af deres trængsler.

(107.26)

At blive frelst er at blive befriet fra en bestemt vanskelighed eller nød (en trængsel). Frelsen er også ved Herrens hjælp at komme frelst ud af moders liv – en stor fare og risiko i det gamle Israel – i høj grad netop en trængsel. Frelsen er ikke fremtidig. Når Salmerne taler om frelsen er det en lovprisning af den frelse som vi nu har oplevet. Frelsen er altså noget som allerede er sket. Frelsen er et under, et mirakel. Ordet under betyder i Det gamle Testamente ikke noget som er mirakuløst ved at det strider med naturlovene. Dette er en meget senere opfattelse af miraklet. Salmerne taler om Guds undere og mægtige gerninger. Dermed mener de begivenheder i form af frelse, som næsten ikke er til at tro, som er fantastiske, helt uventede. At vi blev frelst dengang – kan vi næsten ikke forstå bagefter. Vi kan ikke forstå, hvordan det kunne ske. Vi havde næsten opgivet håbet. Dette er tanken i ordet under i Salmerne.

At blive frelst er at få herligheden, livet, æren, lykken, freden, glæden tilbage – som vi havde mistet. At vi nu er frelst kan ses og mærkes. Vi er ikke i tvivl. Vi var ved at drukne, men vi blev frelst. Derfor kan vi nu leve trygt og godt. Frelsen er altså indlysende.

At blive frelst er at finde sin elskede igen, at få hende eller ham tilbage. At blive frelst er at glemme ulykken og glemme fortiden. Når Gud glemmer fortiden, er vi frelst. At være frelst er at leve her og nu ikke tynget af fortiden. Frelse er tilgivelse. Frelse er nyskabelse fordi livet bliver skabt på ny. Vi bliver genfødt. Vi bliver lige som eller næsten som nye mennesker, får et nyt liv. Gud er vores kilde. – Alle mine kilder er i dig! Vi skal aldrig rives ud af hans hånd.

v3  Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
v4  Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!

v9  Rens mig med isop for synd,
vask mig hvidere end sne!

(51.3)

v14  For du har reddet mit liv fra døden
og min fod fra at snuble,
så jeg kan vandre for Guds ansigt
i livets lys.

(56.14)

At blive frelst er at få sin sunde fornuft tilbage – at få visdom og indsigt – at vågne op af drukkenskaben og mørkets rædsler. At blive frelst er at komme fri af mørket og ud i lyset. At blive frelst er at komme ind i det forjættede land, få lov at bo i landet til evig tid i menneskeligt fællesskab, tryghed og velstand, at få mange sønner og sønners sønner og se dem vokse op og trives. At blive frelst er at redde sig ud af en retssag hvor der er rejst slemme anklager mod os, at blive rensede, at fremstå som uskyldige, at få andre menneskers respekt og ære. At leve i skjul af hans vinger. – Den der lever i skjul, bor i skyggen – beskyttet for solens hede, som det hedder. Herren har beskyttende vinger som en fugl – under disse vinger er der plads til alle.

I Jobs Bog er Job – som han var i gamle dage – et godt eksempel på en mand som var frelst – velsignet. At blive frelst er at få fast grund under fødderne, at få fodfæste – modsat havene og skibssejladsen, som de gamle israelitter frygtede. At komme i ly øverst på en klippe hvor mine fjender ikke kan nå mig. Gud er en tilflugtsklippe. Frelsen er at komme ind i en borg eller fæstning på flugt for mine fjender. Når man er frelst har man ikke længere nogen frygt for mennesker. Frelsen er styrke, fred (som i Salmerne betyder: velfærd, trivsel, lykke, glæde, fællesskab mv), dans, livskraft, udfoldelse, energi, livsmod. Guds frelse er enden på krigen og kampen. Vi skal ikke kæmpe mere. Krigen er forbi. – Gud brækker buens gloende pile og afskaffer skjold, sværd og krigsmagt (Salme 76). Som en frugtbar vinstok er din hustru i dit hus! At blive frelst betyder at blive helbredt. At slippe for fjendernes belejring. Ikke længere at være på flugt eller være fordrevet – at få lov til at vende tilbage til sit hjemland.

Han som Gud frelser, velsigner han med skønhed og et attraktivt udseende. Frelsen er at glæde sig over livet og den elskedes øjne som er som duer på taget. Når Herren frelser os, giver han os glæden ved brogede tæpper fra Egypten og vore hustruers søde ord, der er som honning. Når vi er frelst, spiser vi himmelske brød og drikker Paradisets vin.

v12  Vore sønner er som planter,
der er fuldvoksne i deres ungdom;
vore døtre er som hjørnestolper,
udskåret til en paladsbygning.

(144.12)

v3  Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.
v4  Ja, sådan velsignes den mand,
der frygter Herren.

(128.3)

Frelsen er at blive frelst fra al arbejde, slid og møje, som har ramt menneskene siden Adam. At blive en fri mand. Frelsen er at komme ind til Herrens hvile, den store sabbat – et billede som genfindes i Hebræerbrevet i Det nye Testamente. Frelsen er at Gud ikke længere ser nogen skyld hos os. Frelsen er at komme ud af al skyld og gæld. At hoveriet er forbi. Når vi er frelst, mangler vi ingenting. Vi har fået alle gode ting i verden – verden ligger som en skammel for vore fødder.

Frelsen er at få høsten, at hente høsten og kornet hjem - efter at vi havde mistet det hele, da vi såede. I det gamle Israel var såningen forbundet med gråd, sorg og tænders skæren – følelsen af at miste – men høsten var at få det hele tilbage. Høsten var en genopstandelse. I høsten viser Gud sig i sin herlighed. At blive frelst er at blive taget ud af gamle tanker og følelser – at komme ud af sin gamle vrede, utilfredshed, forargelse, at lære at se roligt på livet og have sin tillid til Gud – som vi kan se det i de såkaldte visdomssalmer. Frelsen kan altså også være noget indre, noget psykologisk.

I frelsen får vi hele herligheden (magt, ære, rigdom, status, trivsel, velstand, tryghed, livsudfoldelse) tilbage, vi får livet tilbage – alt det som vi har mistet, vi bliver løftet op, vi bliver ophøjet – vi får vores storhed tilbage:

v20  Du lod mig opleve
store og hårde trængsler;
giv mig livet på ny,
løft mig op på ny
fra jordens dyb!
v21  Giv mig min storhed tilbage!

(71.20)

Frelsen er – symbolsk – den glinsende olie – Israel er Herrens salvede – livet, frugtbarheden, rigdommen. Den glinsende fedme er et lykketegn i det gamle Israel – hvor det ikke var fedmen, men hungersnøden der truede! Frelsen er kærlighed, krop, nydelse, sønner og sønners sønner. Frelsen er at Guds ånd virker i alle lemmer. At dø mæt af dage og få et evigt minde.

Naturens frodighed og storslåethed viser Guds frelse. Gud lever i naturens frodighed og frugtbarhed. - Om natten kommer løven frem og brøler. Den kræver og får sin føde fra Gud! Gud mætter kragens unger, når de skriger. Herrens herlighed er over hele jorden! Når vi lever midt i naturens overflod, oplever vi frelsen. Vi modtager naturens rige gaver uden betaling – uden møje og anstrengelse. At blive frelst er at vende tilbage til Guds egen natur - vores egen natur og oprindelse og sande væsen. Frelsen er tryghed, velstand og overflod – hvedens fedme og kildevand fra klippen. Flokke af dyr, får, bukke og kameler. Anseelse, ry, respekt. Ære og værdighed. Forstandens og alle vore sansers fulde brug. Frelsen er regnen efter sommerens tørke. Frelsen er når Herren væder plovfurerne og jævner pløjejorden, blødgør jorden med regnskyl og velsigner jordens spirer! Herrens hjulspor driver af fedme og engene klæder sig i får og lam – vi er frelst! – Løver kan lide nød og sulte, men vi kommer aldrig til at mangle noget!

v17  Du førte dem ind
      og plantede dem på det bjerg, du ejer,
      det sted, du har gjort til din bolig, Herre.

(2 Mos 15.17)

v9  De mætter sig ved overfloden i dit hus,
du lader dem drikke af din herlige bæk;
v10  for hos dig er livets kilde,
i dit lys ser vi lyset.

(36.9)

v14 Græs lader du gro til kvæget
og planter til tjeneste for mennesker,
så der frembringes brød af jorden
v15  og vin, der giver mennesker glæde.
Deres ansigt glinser af olie,
og brødet giver mennesket nye kræfter.
v16  Herrens træer mættes,
Libanons cedertræer, som han har plantet.
v17  I dem bygger fuglene rede,
i enebærtræerne har storken sin bolig.
v18  I de høje bjerge holder stenbukken til,
i klipperne er grævlingens skjul.

(104.14)

Vi er Herrens vinstok som han selv har hentet og plantet. Han passer og plejer sin vinstok - og vi frelses. Vi er vækster og urter på Herrens mark, og han har selv gødet og beredt jorden. Vi slår rødder i jorden og sætter frugten i toppen. Vi frelses fordi vi passes og plejes af Herren som vores gartner og vi spreder vore ranker til hele verden. Vi drikker af livets kilde og livets vand, Paradisets vand, livets træ.

Frelsen afhænger ikke af menneskelig magt, arbejde eller stræben – den afhænger ikke af heste eller vogne. Den er en gave som det hedder i Salme 127 som er en af de sent forfattede salmer, en såkaldt visdomssalme:

v2  Det er forgæves,
at I fra tidlig morgen
til sent om aftenen
slider for det daglige brød;
for den, Herren elsker, får det, mens han sover.

v3  Sønner er en gave fra Herren,
moderlivets frugt er lønnen.
v4  Som pile i krigerens hånd
er sønner, man får i sin ungdom.

(127.2)

Frelsen betyder ikke kun en befrielse af mennesket. Den betyder en befrielse og frelse af hele naturen, hele skabelsen. Også naturen, dyr, planter, de levende skabninger har været underkastet lidelsen, synden. Dyr og planter har lidt ligesom menneskene har lidt under synden – egoet. Når Gud frelser verden, frelser han hele livet, hele skabelsen. – Jorden skal juble. Havet med alt hvad det rummer skal glæde sig. Marken skal bryde ud i frydesang. Alle skovens træer skal råbe af fryd! (Salme 96).

v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.

(85.13)

Hvor er det godt og herligt,
når brødre sidder sammen!
v2  Det er som den gode olie på hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,
ned over kjortlens halsåbning.

(133.1)

Frelsen er at sidde ved det veldækkede bord med sine brødre og nyde den søde vin og æde af livets frugter – et billede vi også kender fra Jobs Bog. At få del i livets overflødighedshorn. Frelsen er at leve med en slægt, en hustru og familie der kaster ære og værdighed over vores hoved. Frelsen er at få andres respekt, når man tager ordet i forsamlingen. Frelsen er at blive befriet for dagens møje og anstrengelse og komme ind til Herrens hvile, sabbat (95.10).

Frelsen er at komme godt igennem alderdommen med styrke, kraft, visdom og anseelse. Frelsen er at bevare sin uafhængighed og frihed også når man bliver gammel. Frelsen er at bevare sin autoritet og myndighed når man ældes. Frelsen er at dø mæt af dage og komme til at hvile blandt forfædrene og slægtens store sønner:

v9  Kast mig ikke bort, når jeg bliver gammel,
forlad mig ikke, når kræfterne svigter.
v10  For mine fjender taler om mig,
de, som vogter på mig, lægger råd op sammen;
v11  de siger: Gud [kraften] har forladt ham [Han er blevet gammel og svag].
Efter ham, fang ham, for ingen kan redde ham!

(71.9)

Frelsen kommer fra Herren. Vi blev solgt som slaver til et fremmed folk – men Herren købte os tilbage – vi er de frikøbte, de løskøbte (107.1). Herren er den gode hyrde. Men når vi modtager frelsen, bliver vi ikke små eller svage – eller som de umælende. Tværtimod. Nogle er stærkere end andre. Herren er den største og stærkeste af dem alle. - Hvem blandt alle guderne kan måle sig med Herren? Han er vores beskytter og anfører. Han støtter os, og han er vores sponsor. Han vil ikke at vi skal være små eller svage ofre. Han vil, at vi skal være frie, ranke og stærke. – Frels os, Herre, så vi kan blive stolte igen! Som det siges i Salme 106. At blive frelst er at finde tilbage til vores oprindelige sikkerhed og stolthed. Derfor giver han os frelsen, styrken, kraften. Når Gud frelser, tager han byrden fra os så vi igen kan rette os op og ranke os. Gud græder, hvis vi gør os mindre end vi er. Vi er hans projekt – Israel er Guds projekt.

v7  Jeg [Gud] befriede hans skulder for byrden [synden, lidelsen],
hans hænder slap fri for kurven.
v8  I din nød råbte du [Israel], og jeg reddede dig,
skjult i tordenen svarede jeg dig.
v11  Jeg er Herren din Gud,
som førte dig op fra Egypten.
Luk munden op, så skal jeg fylde den.

v17  Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra klippen.

(81.7)

Vi er uden skyld. Mennesket er uden skyld. (Salmernes Bog).

v13  Du støtter mig, fordi jeg er uskyldig,
og du vil altid lade mig stå for dit ansigt.

(41.13)

Det er en af de grundlæggende tanker i Salmernes Bog, at mennesket er uden skyld i den lidelse, modgang, ulykke, som rammer mennesket. Salmerne ved selvfølgelig godt, at der eksisterer mange undtagelser: Vi kan selv være skyld i vore ulykker, hvis vi krænker livets lov eller Guds lov, hvis vi lever helt i strid med naturens og livets love. Men det grundlæggende synspunkt er at man ikke kan sige at lidelsen og ulykken og dødsriget som hærger os er vores egen skyld. Mennesker rammes af ulykken uden nogen rimelig forklaring, kan vi sige. Dette fremføres temmelig ofte i klagerne eller klagesalmerne når salmen råber til Gud - som det siges. – Gud, du må se os som vi er. Se på os. Vi er blevet ramt af lidelsen. Befri os fra byrden. Befri os fra den modgang og smerte og synd og skyld, som vi ikke længere kan bære!

v3  Gud, du har forstødt os, du brød løs mod os,
du blev vred på os, rejs os igen!
v4  Du har bragt landet til at skælve og slå revner,
hel dets brud, for det vakler!
v5  Du lod dit folk opleve hårde tider,
du gjorde os sanseløse som af vin.

(60.3)

v4  For de lægger baghold for mig,
stærke mænd angriber mig,
selv om jeg ikke har forbrudt mig eller syndet, Herre.
v5  Skønt jeg er uden skyld,
stimler de sammen imod mig.
Vågn op, kom selv og se!

(59.4)

v5  De, der hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved;
mange vil gøre det af med mig,
med urette er de mine fjender.
Det, jeg ikke har røvet,
skal jeg alligevel levere tilbage.

(69.5)

v3  De omringer mig med hadefulde ord
og angriber mig uden grund.

(109.3)

Synden er en magt der har ramt vore hoveder – næsten mere end vi kan bære – synden er lidelsen:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder [synden] fra os.

(103.12)

v5  Min skyld vokser mig over hovedet,
den er en byrde, der er for tung for mig.

v19  Jeg vil bekende min skyld,
jeg er foruroliget over min synd.

v20  Mange er mine fjender uden grund,
talrige hader mig med urette;
v21  de, der gengælder godt med ondt,
anklager mig, fordi jeg stræber efter det gode.

(38)

Til dig kommer alle mennesker
v4  for deres synders [lidelsen] skyld;
vore overtrædelser [lidelsen] er for tunge for os,
men du tilgiver [fjerner] dem.

(65)

Ingen mennesker har egentlig fortjent den onde skæbne vi kan opleve nogle gange. I 587 f. Kr blev Israel taber til storstaten Babylon. Babylon dræbte og hærgede frygteligt i Israel. Jerusalem blev brændt ned og templet – det helligste – blev revet ned og tilintetgjort. En del af befolkningen – vi ved ikke hvor mange – men det var den bedst stillede del af befolkningen – blev tvangsforflyttet til Babylon. Landet blev ydmyget. Den jødiske konge – Herrens salvede som han havde lovet at opretholde til evig tid – blev vanæret og ydmyget. Vi finder situationen i mange af salmerne som altså er skrevet efter 587 f. Kr. Det som Salmernes Bog her fremfører, er, at det har vi altså ikke fortjent! Intet menneske har fortjent den skæbne. Det er ikke vores egen skyld. Salmerne går her imod en anden tanke som også findes i Salmerne – og i Det gamle Testamente: nemlig tanken om at alt kommer fra Gud og at Gud er retfærdig og at han straffer folket med rette for dets synder. De to tanker strider ikke nødvendigvis imod hinanden men de er alligevel forskellige. Salmerne rummer begge tanker – men grundlæggende er tanken at vi – mennesket – er uden skyld. Spørgsmålet spillede en vis rolle i den jødiske religion og tænkning.

v23  Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,
prøv mig, og kend mine tanker,
v24  se efter, om jeg følger afgudsvej!

(139)

v11  Falske vidner står frem
og kræver mig til regnskab for ting, jeg ikke kender til.

(35)

Pagten mellem Gud og Israel er en ophøjelse af begge parter. Pagten er først og fremmest et løfte fra Gud til mennesket: - Jeg vil aldrig svigte dig! Jeg vil aldrig lade dig synke ned i synden og fortabelsen. Jeg vil sikre dig. Jeg vil løfte dig op på klippen. Jeg vil føre dig ud i det åbne land. Pagten er også en ophøjelse af Herren til Gud og konge, vores gud og konge, den eneste – den største. Men pagten er også en ophøjelse af mennesket. I pagten giver Gud os herligheden tilbage. Den herlighed (magt, stolthed, ære, velstand, rigdom, trivsel, glæde, fred) som vi har mistet. At være hans tjener er ikke tjener i vores betydning af ordet. At være tjener indebærer ikke nogen lakaj status eller nedværdigelse eller ydmygelse. Tvært om: at være Herrens tjener er en ophøjelse – det er det samme som at være hans udvalgte, salvede, middel, kanal, ydre form, at være Guds søn. Et liv i lidelse og vanære er ikke passende for Guds egne sønner. Vi er bestemt til noget bedre og mere. At være Herrens udvalgte efter pagten er en stolthed. Vi er konger og fyrster. Vi er ikke længere undergivet nogen magt. Vi er blevet frie og myndige (disse udtryk genfindes hos Paulus i hans breve i Det nye Testamente):

v17  Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra klippen.

(81.17)

v7  Fra støvet rejser [jeg] den svage,
fra skarnet løfter [jeg] den fattige,
v8  [jeg] sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  [Jeg] lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113.7)

Det er derfor ikke overraskende, at Salmerne bruger denne ophøjelse i forbindelse med klagerne. Gud har svigtet som den utro ægtemand – han har lovet så meget men hvor meget af det har han rent faktisk overholdt? Vi er blevet ladt alene tilbage – Gud ser slet ikke til vores side. Han har mistet interessen for menneskene. Han har forstødt sin udvalgte og elskede. Han har revet vore fæstninger ned og prisgivet os til de onde kræfter i verden. Han har brudt pagten, brudt aftalen, han har svigtet sine løfter til mennesket:

v39  Men du har forstødt din salvede,
forkastet ham i din vrede.
v40  Du har brudt pagten med din tjener,
vanæret hans krone, slængt den til jorden.
v41  Du har revet alle hans mure ned,
lagt hans fæstninger i grus.

(89.39)

v2  Fra dig skal min ret komme,
dine øjne iagttager retskaffenhed.
v3  Prøv mit hjerte, se nøje efter om natten,
ransag mig, du finder intet skændigt hos mig!
Min mund forløber sig ikke.

(17.2)

I Det nye Testamente dukker spørgsmålet også op flere gange: Da Jesus møder den blindfødte mand spørger disciplene: - Hvem er skyldig i hans sygdom og blindhed? Er det fordi han selv har syndet eller er det fordi hans forældre har syndet spørger de? Jesus svarer: - Det er hverken hans eller hans forældres skyld. Det er ingen menneskers skyld. Meningen med sygdommen er at han skal blive rask og helbredt! Det er den eneste mening der er med hans sygdom! Siger Jesus.

Ingen mennesker har fortjent at blive ramt af en frygtelig opløsende sygdom som fuldstændigt tager værdigheden fra det menneske. Sygdommen rammer os udefra som en ulykke. Vi føler gru og rædsel og vi pines ved synet af den forfærdelige sygdom – som det omtales hos Esajas og i Jobs Bog. Det er ikke retfærdigt eller rimeligt at mennesker rammes på den måde. Det er i al fald ikke vores egen skyld! Vi er uden skyld!

v18  Husk dette, Herre: Fjenden spotter,
et tåbeligt folk håner dit navn.
v19  Giv ikke din dues liv til vilddyr,
glem ikke for evigt dine hjælpeløses liv!
v20  Husk på pagten! For landets mørke
er fuldt af stønnen og vold.

(74.18)

Ingen har fortjent at blive angrebet af rasende løver og revet i stykker. Ingen har fortjent at få sine hænder og fødder gennemboret. Ingen har fortjent at blive korsfæstet. Ingen har fortjent at gå fortabt. Det er budskabet i Salmernes bog.

v7  Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
v8  Han udfrier Israel
fra al dets skyld.

(130)

Ingen mennesker for fortjent at miste alle de mennesker som de holder af eller at miste deres egne børn. Ingen mennesker har fortjent at leve hele livet i frygtelig angst for at blive dræbt eller på flugt eller i livsvarigt fangenskab eller som et offer for andres had og vrede. Gud har skabt os til noget helt andet. – Vi er den vinstok som du selv har plantet, som det hedder i Salmerne – Tag dig af denne vinstok! Vinstokken har fortjent at have det godt. Mennesket er bestemt til at have det godt og leve et godt liv. Vi er ikke bestemt til et liv i smerte og lidelse. Det var ikke Guds mening. Det er en slags unatur som er kommet ind i verden. Det er ikke det som Gud planlagde eller som står i hans plan. Guds mening er at vi skal trives og glædes ved det herlige liv som han har skabt.

Vi finder på en måde det samme syn i Salmerne som hos Jesus. Mennesket er blevet ramt af en ond skæbne. Sygdommen er en ond skæbne. Det drejer sig ikke om at diskutere hvis skylden er. Det drejer sig om at komme ud af lidelsen og væk fra afgrunden! Gud er den stærkeste og han kan befri os fra trængslen. Trængslen er synden og ulykken. Gud frelser ved at han helbreder os og sætter dem som sidder i fangenskabet på fri fod. Han giver os vores gamle storhed og herlighed tilbage, som det siges i Salmerne. Meningen med mennesket er ikke at det skal være et svagt og afmægtigt offer. Tværtom – meningen med mennesket – vores mål og telos – er at vi skal blive frie, stolte og stærke og komme til at leve i Guds fred og glæde. Det er det som vi ønsker og vil. Og det er det som Gud ønsker og vil – og kan. Gud græder når vi gør os mindre end vi er. Gud vil at vi skal have vores værdighed tilbage. Gud vil at vi skal være trygge, glade, ranke, ret-ryggede og stolte. – Vores liv er dyrebart i Guds øjne, som det siges i Salme 116 (116.15).

Bækken ved vejen er livets vand, det hellige vand, vandet fra livets træ og Paradiset. Gud giver os stoltheden tilbage:

v7  Af bækken ved vejen drikker han,
derfor kan han løfte hovedet.

(110.7)

v7  Han frygter ikke budskab om ulykke,
hans hjerte er trygt i tillid til Herren.
v8  Med fasthed i sindet frygter han ikke,
han får sine fjenders nederlag at se.
v9  Han strør ud, han giver til de fattige,
hans retfærdighed består til evig tid,
hans horn [magt, ære, stolthed] løfter sig herligt.

(112.7)

Udefra rammes mennesker af lidelsen og ulykken som en slags skæbne, som en synd, som en skyld. Synden er den onde magt. Synden er Rahab eller Livjatan – de mytologiske onde uhyrer, slangen, dragen, den oprindelige onde urkraft i universet. Synden er egoet og verdens magter. Synden kommer dybest set fra de onde magter i verden. Kun Gud kan gå imod disse onde magter. Kun Gud kan sejre. Vores frelse er en sejr – Gud kæmper og sejrer. Gud er rasende og vred på de onde kræfter. Han er vred over den ulykke og synd og død og lidelse som har bredt sig på jorden. Gud er vred over at mørket har bredt sig og lyset er fortrængt. Gud er identisk med lyset og han er lysets kriger. Med Gud sejrer lyset over mørket – glæden ved livet sejrer over angsten, frygten, vreden. Som en kriger går Gud i krig med det onde som væsen, med ondskaben. Ondskaben kommer ikke dybest set fra mennesker – selv om den selvfølgelig overfladisk set kan komme fra menneskers gerninger. Men egentlig kommer lidelsen og smerten fra noget dybere, farligere, større. Vi kan sige at Salmerne har et mytisk eller mytologisk billede af synden og lidelsen og menneskets stilling i verden. Der findes gode og livsfremmende kræfter i livet – og der er modsatte kræfter. De onde kræfter kan bruge mennesker – de kan bruge stater eller fremmede konger – som Babylon – men de onde kræfter er ikke identiske med disse midler eller redskaber.

v4  Til trods for min kærlighed anklager de mig,
og jeg er sat under tiltale [retssag].
v5  De gengælder mig godt med ondt,
kærlighed med had:
v6  Stil en uretfærdig op imod ham [falske vidner],
lad en anklager stå frem ved hans højre side.

(109)

Guds fremtræden og dom er ikke nogen dom i vores betydning – ikke nogen domfældelse til straf eller frifindelse. Dommen er en nåde eller en redning. Dommen er en befrielse, en udfrielse af nøden. Dommen er det som vi venter på:

v14  Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion,
for det er tid at vise nåde.

(102.14)

Begivenhederne i den følgende salme er mytologiske. Guds fjende er ikke mennesker men magter. Gud angriber og nedkæmper synden og ondskaben. Hele optrinet er kosmisk mytologisk. Guds sejr er et triumf tog. Gud indsættes som konge i helligdommen. Vi ved at man én gang om året fejrede Guds eller Jahves tronbestigelse på denne måde. Gud sætter sig på tronen, han indsættes, han overtager magten, scepteret – han krones:

v22  Gud knuser sine fjenders hoved,
issen på dem, der lever i skyld.
v23  Herren siger: Fra Bashan henter jeg dem,
jeg henter dem fra havets dyb,
v24  så du kan bade dine fødder i blod
og dine hunde få deres del af fjenderne.

v25  De ser dit festtog, Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26  forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

(68.22)

Guds vrede og raseri og vildskab vender sig egentlig ikke mod mennesker – eller lande – men mod det onde som sådant. Det er faktisk derfor at Guds triumtog gennem verden hvor han nedkæmper dragen eller uhyret hilses af jubelråb og frydesang. Når Herren sejrer, sejrer vi – alle mennesker – også. – Gud er stor! Ingen er større end herren! Han har sat sig på tronen! Han har besejret fjenden! Vi har vundet sejren! Disse råb har lydt i templet ved de såkaldte epifanier hvor Gud eller Jahve har vist sig. Disse råb – hyldestråb til kongen, Herren – genfindes i Det nye Testamente fx i Johannes Åbenbaring.

Mennesket er uden skyld – uden skyld i den lidelse som har ramt det. Mennesket er ved at gå til i lidelsen. Hele skabningen sukker efter forløsningen. Hele tanken samles i Salme 88:

v2  Herre, min frelses Gud,
dag og nat råber jeg til dig;
v3  lad min bøn nå dig,
vend dit øre mod min klage!
v4  For min sjæl er mæt af ulykker,
mit liv er nået til dødsriget,
v5  jeg regnes blandt dem, der er gået i graven,
jeg er blevet som en mand uden kraft.
v6  Blandt de døde er jeg spærret inde,
som de dræbte, der ligger i graven,
dem, du ikke længere husker,
for de er revet ud af din hånd.
v7 Du har kastet mig i den dybe grav,
i det mørke dyb.
v8  Din vrede hviler tungt på mig,
alle dine brændinger lader du skylle over mig.      Sela
v9  Mine bekendte har du taget fra mig
og givet dem afsky for mig;
jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud.
v10  Mit øje er sløvet af lidelser,
hver dag råber jeg til dig, Herre,
og rækker mine hænder op imod dig.

(88.2)

v1  Salme af David.

Herre, hvem kan være gæst i dit telt,
hvem kan bo på dit hellige bjerg?

(15)

Ud fra senere kristne forestillinger forventer vi at svaret er: Det kan ingen! Ingen er god nok! Ikke én er retfærdig! Men svaret i salme 15 er det stik modsatte: - Vi kan være gæster i dit telt og vi har ret til at bo på dit hellige bjerg!

Salmernes menneskeopfattelse viser sig altså tydeligt på denne måde. – Vi er ikke arme syndere eller gudløse forbrydere eller vanartede mennesker! Vi er Herrens udvalgte, Herrens elskede, Herrens udvalgte ægtefælle. Vi er værdige. Vi har fortjent at komme til at bo på hans hellige bjerg. Vi kan rejse hovedet og knejse med nakken. Vi har ret til at være stolte.

v2  Den som vandrer retsindigt,
som øver retfærdighed
og taler sandhed af hjertet;
v3  den som ikke løber med sladder,
ikke skader sin næste
og ikke bringer skam over sin nærmeste;
v4  den som foragter den forkastede
og ærer dem, der frygter Herren;
som ikke bryder sin ed,
selv om den skader ham selv;
v5  den som ikke låner penge ud mod renter
og ikke lader sig bestikke i sager mod uskyldige.

(15)

Vi kan oversætte svaret – menneskeopfattelsen - salme 15 på denne måde:

Vi er dem som vandrer retsindigt. Vi er dem som øver retfærdighed. Vi taler sandt af hjertet. Vi skader ikke vores næste! Vi bringer ikke skam over vores nærmeste. Vi holder det vi lover selv om det skader os selv!

Vi er normale, ikke vanartede. Vi gør det som er normalt i en relation. Dette er netop Salmernes definition på begrebet retfærdighed. Vi er ikke arme syndere – som Paulus siger i Det nye Testamente. Vi har vores stolthed i Herren. Hele denne meget livsbekræftende og positive tankegang – rankheden og stoltheden – kan godt udarte. I senjødedommen og på Jesu tid blev den måske nogle gange udartet og vanartet. Den blev til en negativ form for farisæisme. Men Paulus’ stolthed er ægte nok. Paulus er stolt af hans oprindelse, Israel, han er stolt af at tilhøre Benjamins stamme, han er stolt af sin oplæring i den jødiske tro som farisæer, han er stolt af at han hører til de udvalgte. Denne glæde og stolthed er fundamentalt positiv, livsbekræftende. Paulus fortætter denne positive stemning fra Salmernes Bog. Vi er Herrens udvalgte og salvede. Det er vi stadig væk trods alle små og store synder. Gud ser ikke på vore små synder. Han tilgiver som en rigtig ægtemand bør tilgive sin hustru hendes små synder! Vi er værdige. Vi er skabt i Guds billede. Mennesket er ikke svagt og syndigt og fortabt. Vi har ikke fortjent lidelsen. Lidelsen er en uret imod mennesket! Vi er bestemt til frelsen. Pagten er en ophøjelse af mennesket. Det Gud vil er at ophøje og herliggøre mennesket – ikke at nedværdige eller ydmyge det!

Frelsens historie i Salmernes Bog. Salme 105.

Salme 105 og 106 udgør efter manges mening dele af en samlet liturgi. Disse tekster har altså været brugt – oplæst eller reciteret – under et bestemt ritual ved gudstjenesten. Salmerne udtrykker og er en kilde til forståelsen af historien, det historiske forløb som Israel har gennemløbet. Dette forløb refereres her og i det historieværk som findes i Det gamle Testamente. Det samlede historieværk (Mosebøgerne og så videre) i GT er først blevet redigeret færdigt sent ca 500 eller senere f. Kr. Salme 105 er muligvis afhængigt og muligvis uafhængigt af historieværket. Der er lidt andre forhold omtalt i de to salmer end i det egentlige historieværk. De to salmer er ikke gamle salmer. De er uden tvivl blevet til efter eksilet i Babylon. De udtrykker en klart mere tænksom holdning end de gamle salmer fra kongetiden. Salme 105 og 10 kan måske dateres til 500 eller 400 eller 300 f. Kr.

Forståelsen af historien var i Det gamle Israel helt bestemt af tanken om at intet er tilfældigt, alt sker med et formål, der er en mening med alle ting der sker, Gud er en mægtig kraft og han har en plan for historien. Den gammeltestamentlige historieopfattelse genfindes i Det nye Testamente fx i Johannesevangeliet og hos Paulus. Gud får tingene til at ske. Han får mennesker til at gøre noget bestemt, tænke og føle noget bestemt – det som passer til hans mål. Historien har et mål som den stiler imod – et telos som det hedder hos den græske filosof Aristoteles. Historien er lige som en organisk krop som bevæger sig mod sin mening og fuldendelse. Fra starten af er målet bestemt. Det ligger i historiens væsen. Lige som en larve er bestemt til at blive en sommerfugl – et barn bestemt til at blive en voksen. Men denne vilje eller drift forklarer Salmerne som noget personligt – ikke som upersonlig eller anonym evolution i vores betydning: Den er Herrens vilje og det skyldes Herrens indsats og virke at historien når sit mål. Uden Gud ville vi gå fortabt i lidelse. Uden Gud ville alting bare gå sin skæve gang. – Guds gerninger er velegnede til deres formål (og historiens formål), som det hedder i en af visdomssalmerne! Fra starten, fra tidens begyndelse, fra urtiden har Gud besluttet en plan: at føre alle mennesker og Israels folk ind i Guds rige, ind i landet, op på hans hellige bjerg, som det siges. I Salme 105 bliver det udtrykt ved Guds løfte til Abraham – alle menneskers stamfader (næsten den samme tanke findes hos Paulus i Romerbrevet).

v8  Evigt husker han på sin pagt,
i tusind slægtled det løfte, han gav,
v9  den pagt, han sluttede med Abraham,
den ed, han tilsvor Isak.
v11  Han sagde:
Dig vil jeg give Kana'ans land,
det skal være jeres arvelod.

Meningen med alle ting som sker, er at Israels folk til sidst skal føres ind i det forjættede land – landet - og bo trygt og godt – i Guds fred og glæde – til evig tid. Historiens mening er at vi skal herliggøres og få landet i arv og eje. Historiens mening og telos – og meningen med livet i det hele taget - er at vi skal ophøjes! Det som Gud vil er, at vi skal have vores ære, stolthed, frihed og storhed tilbage! Alt det som sker, alt det som vi oplever tjener dette formål. Det er vores bestemmelse og i en vis betydning vores skæbne. Det som sker, er ikke meningsløst eller tilfældigt. Uanset om vi går mod syd eller mod nord, vil vi komme nærmere til målet.

Salmernes frelseshistorie eller historieopfattelse er ikke determinisme – slet ikke! Mennesket har sin frie vilje. Mennesker bestemmer selv hvad de vil og gør! Historien er ikke fjernstyret i en deterministisk forstand. Gud bestemmer ikke hvad der skal ske på en deterministisk måde. Det som Gud gør, er at han får sin vilje og plan – om menneskenes frelse – gennemført på trods af alle de fejltagelser og synder som menneskene begår! Gud er den kraft eller energi i historien som får det gode til at ske, som får vores liv til at lykkes til sidst. Mennesket er et frit og ansvarligt væsen. Mennesket er værdigt. Vi er af Guds slægt. I Det gamle Testamente er Gud en fri mand – han er som han er og gør hvad han vil. Han lader sig ikke anfægte af hvad mennesker gør af små synder. Han gør det rigtige. Men i Det gamle Testamente er mennesket også et frit menneske – på samme måde. Vi er frie, værdige og vi har lov til at være stolte. Vi er ikke små og svage. Vi er ikke små ofre for noget som Gud gør. Gud bestemmer ikke hvad mennesker gør.

Men menneskene går fortabt - igen og igen - og Guds virke gennem historien viser sig ved hans tegn og undere: Der hvor Israel var ved at gå helt fortabt, greb han ind og fik reddet Israel af trængslen og nøden. Hele vores liv består af tegn og undere, hvis vi ser opmærksomt efter! Gud handler skjult – han skjuler sig i en vis forstand i skyen som det siges. Vi kan ikke se ham direkte. Men vi kan se hans mægtige gerninger – bagefter. Gud forhindrer ikke mennesker i at gøre det som de vil. Han prøver at hjælpe dem med at gøre noget, der er mere gavnligt – for dem selv. Gud er de gode kræfter i livet – livets og glædens impuls. Gud virker skjult inden i de ting, som sker. Men vi kan lære at se tegnene og lære af dem. Når vi ser tegnene – Guds mægtige gerninger og undere – ånder vi lettet op og bliver glade. Vi bliver naturligt nok taknemmelige. Vi kan se at livet er godt og smukt. At alt er godt og smukt. I de senere salmer som fx Salme 105 – Visdomssalmerne – er Gud en lærer, en underviser. Han underviser i visdom og indsigt. Han prøver at lære os at få mere fornuft og visdom, så vi bedre kan få vores liv til at lykkes. I visdomssalmerne er Gud en opdrager. Han opdrager, tugter og straffer mennesker for at hjælpe dem. Han straffer ikke menneskene fordi han er en ondsindet plageånd. Han gør det med en god vilje for at lære menneskene det, som de ikke vil lære. Engang imellem tugter han os med stokken – men som en fader, som en forælder.

v2 Syng for ham, lovsyng ham,
syng om alle hans undere!

Frelseshistorien er grundlæggende beretningen om alle Herrens undere og mægtige gerninger. Den er båret af glæde, lykke, lettelse, taknemmelighed. Når vi ser tilbage på vores liv kan vi kun se hvordan vi gang på gang blev reddet ud af nøden. Vi blev frelst – det er næsten ikke til at tro. Det er ikke til at forstå. Vi var fortabt – vi følte os helt fortabt – men alligevel kom ændringen, redningen, vendepunktet – i sidste øjeblik. Når vi tænker over det kan vi ikke forstå det. Det er underfuldt – underligt. Vi kan næsten ikke finde nogen forklaring. Det som skete, var et mirakel. Det var et under. Definitionen på et under i Salmernes Bog er en begivenhed som er helt uventet og som alle kan se og som alle bliver overrasket over! Livet er fuldt af undere. Når vi ser efter. Livet – det som skete dengang - var underfuldt. Det som sker, er næsten magisk. Vi havde tabt alt og mistet alt. Der var ikke noget at gøre. Ingen mennesker i hele verden kunne gøre noget. Der var ingen udveje. Vi var fortabt – men så skete det – underet!

Et under eller et mirakel er altså ikke det som forstås ved et mirakel i en senere tid: Et mirakel er ikke en begivenhed som strider med naturlovene, den sunde fornuft eller vores natur-viden! Det er slet ikke sådan Salmerne forstår et mirakel eller under. Ordet under eller mirakel har helt skiftet betydning i den meget senere kristendom og vestlige tankegang. I den senere forståelse af ordet mirakel er ordet nærmest kommet til at betyde noget som er helt utroværdigt!

Denne tanke eller følelse af glæde og taknemmelighed mod livet er det centrale i Israels frelseshistorie. Gud Herren – Jahve – er den forklaring som Salmerne tror på. Herren var den som gjorde det – han greb ind. Vi ved ikke hvor det kommer fra. Det kommer ligesom ud af det tomme rum, ud af det rene ingenting. (Denne tanke finder vi også hos Esajas - Deuteroesajas). Det kommer ikke fra mennesker eller menneskers vilje og stræben. Det må komme fra Gud. Vi ved ikke hvad Gud er eller hvem Gud er, men vi ved at det var ham som reddede os. Selv kunne vi ikke. Vi var fortabt.

Sådan kan man sammenfatte historieopfattelsen - eller det enkelte menneskes opfattelse af sit eget personlige liv - i Salmernes Bog.

v14  da tillod han ingen at undertrykke dem,
og for deres skyld straffede han konger:
v15  Rør ikke mine salvede!
Gør ikke mine profeter noget ondt!

Vi er beskyttede. Vi er ikke alene. Der er nogen som holder hånden over os – uanset om vi begår dumheder. Han som beskytter os er ligeglad med vore små overtrædelser. Han værner og beskytter os fordi vi er hans folk, hans slægt. Vi skal ikke leve i frygt og angst. Vi kan leve livet uden nogen frygt. Vi behøver ikke at passe på andre mennesker. De er ikke vore fjender men vore venner. Vi er urørlige, usårlige. Ingen kan røre os. Vi kan ikke fratages noget. Vi kan ikke miste noget. – Rør ikke ved mine salvede! Livet er et under. Der sker underfulde ting. Vi bliver reddet fra en side vi ikke havde ventet. Alting sker uventet. Livet er et mirakel. Vi kan leve i fred og glæde. Der er nogen som baner vejen foran os.

v16  Da han udråbte hungersnød over landet
og knækkede brødets støttestav,
v17 sendte han en i forvejen for dem:
Josef blev solgt som træl.
v26  Han sendte Moses, sin tjener,
og Aron, som han havde udvalgt.
v27  De gjorde hans tegn i Egypten,
hans undere i Kams land.

De mennesker som vi møder, er sendt til os. De er sendt ind i verden. De er sendt af Gud. Alle mennesker er Herrens tjener, Herrens udvalgte. De kommer fra Gud. De er sendt til os for at gøre Guds tegn og undere. Vi ved ikke hvor de kommer fra. Pludselig er de der bare. De kommer ud af det tomme rum. De kommer fra Gud. De kommer fra et sted vi ikke kender, men de er sendt til os. Fra evighed af er de bestemt til os. Vi er udvalgte. De er udvalgt. Hende som jeg møder og ham som jeg møder, er udvalgt til mig. Det er ikke tilfældigt at vi mødes. Det er bestemt, det er meningen. Alting sker for at. Hun og han er en engel. En engel er en som er udsendt – en budbringer, en messenger. De er apostle (udsendte). De er profeter. De gør ikke deres egne gerninger. De gør faderens gerninger. De viser hen til faderen. De ord som de siger er ikke deres egne. Moses og Aron gør ikke deres egne tegn og gerninger, men faderens. Moses er en gudsmand, som det siges i en anden salme. De er sendt til os - for vores frelse. Han og hun er min frelser. Det som de gør, bliver til min frelse. Hun giver mig livet og håbet tilbage. Han giver mig en ny ånd. Vi forstår ikke hvordan det sker. De mennesker som er sendt ved ikke hvad de selv gør. Den ene hånd ved ikke hvad den anden gør. Men de gør Guds tegn og undere. Gud virker inden i dem. De redder os fra nøden og lidelsen. Det er et under. De gør det som skal til, det som er nødvendigt. Vi forstår det ikke men vi kan måske se tegnene – bagefter. Alt det som sker i vores liv tjener et formål. Det lærer os noget. Det bringer os videre. Det bringer os nærmere til Guds rige – landet eller bjerget.

Kyros, som er fremmed konge fra Persien, som ikke tror på Gud og som ikke tilbeder vores gud, viser sig at være Guds udsendte og Guds udvalgte. Han er den rovfugl fra østen som Gud har sendt for at frelse Israel. Kyros er et tegn, et under. Han gør Herrens mægtige gerninger, når han gør sine egne (Esajas).

v37  Så førte han dem ud med sølv og guld,
ingen i hans stammer snublede.
v38  Egypterne glædede sig, da de drog ud,
for de var grebet af rædsel for dem.
v39  Han bredte en sky ud til at dække dem,
og en ild til at lyse om natten.
v40  På deres krav sendte han vagtler,
og han mættede dem med himmelbrød.
v41  Han åbnede klippen, så vandet flød,
i strømme løb det ud over det tørre land.

SALME 105:

v1   Halleluja.

Tak Herren, påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene!
v2  Syng for ham, lovsyng ham,
syng om alle hans undere!
v3  Fryd jer over hans hellige navn,
de, der søger Herren, skal glæde sig.
v4  Søg Herren og hans styrke,
søg altid hans ansigt!
v5  Husk de undere, han gjorde,
husk hans tegn og de bud, han gav,
v6  I efterkommere af Abraham, hans tjener,
I sønner af Jakob, hans udvalgte!
v7  Han er Herren, vor Gud,
hans bud gælder over hele jorden.
v8  Evigt husker han på sin pagt,
i tusind slægtled det løfte, han gav,
v9  den pagt, han sluttede med Abraham,
den ed, han tilsvor Isak.
v10  Han stadfæstede den som en lov for Jakob,
som en evig pagt for Israel.
v11  Han sagde:
Dig vil jeg give Kana'ans land,
det skal være jeres arvelod.

v12  Da de endnu var til at tælle,
kun få og fremmede i landet,
v13  og drog omkring fra folk til folk,
fra det ene rige til det andet,
v14  da tillod han ingen at undertrykke dem,
og for deres skyld straffede han konger:
v15  Rør ikke mine salvede!
Gør ikke mine profeter noget ondt!

v16  Da han udråbte hungersnød over landet
og knækkede brødets støttestav,
v17  sendte han en i forvejen for dem:
Josef blev solgt som træl.
v18  De mishandlede hans fødder med lænker,
hans hals blev lagt i jern,
v19  indtil hans ord gik i opfyldelse,
et ord fra Herren stadfæstede det.
v20  Kongen sendte bud og satte ham i frihed,
folkenes hersker løslod ham.
v21  Han gjorde ham til herre over sit hus,
til hersker over al sin ejendom,
v22  så han kunne vejlede hans stormænd efter sin vilje
og give hans ældste visdom.
v23  Så kom Israel til Egypten,
Jakob blev gæst i Kams land.

v24  Da Gud gjorde sit folk meget frugtbart,
talrigere end dets fjender,
v25  vendte han deres hjerte til had mod sit folk,
til at lægge onde planer mod sine tjenere.
v26  Han sendte Moses, sin tjener,
og Aron, som han havde udvalgt.
v27  De gjorde hans tegn i Egypten,
hans undere i Kams land.
v28  Han sendte mørke, så det blev mørkt,
de trodsede ikke hans ord.
v29  Han forvandlede vandet til blod
og lod deres fisk dø.
v30  Det vrimlede med frøer i landet,
helt ind i kongens kamre.
v31  Han befalede, så kom der fluer
og myg i hele deres land.
v32  Han gjorde regnen til hagl,
sendte flammende ild over deres land.
v33  Han slog deres vinstokke og figentræer ned
og knuste træerne i deres land.
v34  Han befalede, så kom der græshopper,
græshoppelarver uden tal.
v35  De åd alle planter i landet,
de åd frugten af deres jord.
v36  Han dræbte alle førstefødte i landet,
hele førstefrugten af deres manddom.
v37  Så førte han dem ud med sølv og guld,
ingen i hans stammer snublede.
v38  Egypterne glædede sig, da de drog ud,
for de var grebet af rædsel for dem.
v39  Han bredte en sky ud til at dække dem,
og en ild til at lyse om natten.
v40  På deres krav sendte han vagtler,
og han mættede dem med himmelbrød.
v41  Han åbnede klippen, så vandet flød,
i strømme løb det ud over det tørre land.

v42  Fordi han huskede sit hellige løfte
til sin tjener Abraham,
v43  lod han sit folk drage ud med fryd,
sine udvalgte drage ud under jubel.
v44  Han gav dem folkenes lande,
folkeslags udbytte fik de i eje,
v45  for at de skulle holde hans love
og overholde hans lovbud.

(105)

En ny himmel og en ny jord.

Herren, gudernes Gud, taler,
han kalder på jorden
fra øst til vest.
v2  Fra Zion, skønhedens krone,
træder Gud frem i stråleglans,
v3  vor Gud kommer, han tier ikke.
Foran ham går en fortærende ild,
omkring ham raser en vældig storm.

v4  Han indkalder himlen [guderne] deroppe og jorden,
han vil holde dom over sit folk [guderne].
v5  Kald mine trofaste [de andre guder] sammen hos mig,
dem der har sluttet pagt med mig ved slagtoffer.
v6  Og himlen [guderne] forkynder hans retfærdighed,
for Gud selv er dommer [er blevet herre i himlen].      Sela

(50)

Gud skaber en ny verden i og med at han griber ind, i og med at han viser sig. Gud tager magten, han erobrer magten, han hævder sin magt, han besejrer de onde kræfter, de livsfjendtlige kræfter i universet.

I Salmernes sprog sker dette først i himlen og derefter på jorden. Det som sker i himlen skaber en ny tilstand i universet som derefter afspejler sig på jorden. Det som sker og findes på jorden er et spejl af det som er og findes i himlen. Gud skaber en ny himmel – og derefter en ny jord. Epifanien – det at Gud kommer og viser sig – er en skabelse, en nyskabelse, en genfødsel, en opstandelse.

v5  Ja, jeg ved, at Herren er stor,
vor Herre er den største af alle guder.

(135)

I Salme 50 kan vi se hvordan Gud holder dom i himlen. Gud er gudernes gud eller han bliver gudernes gud. I Salmernes Bog omtales hvordan guderne ikke gør Guds vilje – de bliver derfor anklaget og dømt skyldige. Gud indkalder alle dem som bor i himlen. De som bor i himlen er hans folk – hans hær – hans krigere. De er hans trofaste – eller burde i al fald være det. Gud har sluttet pagt med de væsner, engle, guder, magter som bor i himlen. Gud er en konge – over for sine stormænd, som det siges et andet sted. Guderne er hans stormænd – selv om de ikke altid forstår at leve op til pagten. Guderne skaber lidelse og nød på jorden derfor bliver de dømt. Salmerne opfatter det sådan at guderne har områder eller lande nede på jorden i deres magt – som fx de enkelte landes guder. Guderne dømmer ikke retfærdigt siger Jahve. De har svigtet enkerne og de faderløse. Derfor bliver de dømt.

v1  Salme af Asaf.

Gud træder frem i gudeforsamlingen,
blandt guderne holder han dom:
v2  Hvor længe vil I dømme uretfærdigt
og tage parti for de ugudelige?      Sela
v3  Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
v4  udfri de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!

v5  De forstår og fatter intet,
de vandrer i mørke,
jordens grundvolde rokkes.
v6  Jeg har sagt: I er guder,
I er alle sønner af den Højeste.
v7  Dog skal I dø som mennesker,
og I skal falde som en af stormændene.

v8  Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,
for du har alle folkene som ejendom.

(82)

Forestillingerne om Guds dom og sejr i himlen genfindes også i det nye Testamente – fx i Johannes’ Åbenbaring hvor det er Mikael, Guds ærkeengel, der besejrer og nedstyrter det onde i himlen. Forestillingen findes også udviklet hos den senere Esajas – tritoesajas (Esajasbogen kapitlerne 56 til 66).

Vis Herren, I gudssønner,
vis Herren ære og hæder!
v2  Vis Herrens navn ære,
kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt.

v3  Herrens røst lyder over vandet,
ærens Gud lader tordenen rulle.
Herren er over de vældige vande.
v4  Herrens røst lyder med kraft,
Herrens røst lyder med vælde.
v5  Herrens røst splintrer cedertræer,
Herren knuser Libanons cedre.
v6  Han får Libanon til at springe som en kalv
og Sirjon som vildoksens kalv.
v7  Herrens røst spalter ilden i flammer,
v8  Herrens røst får ørkenen til at skælve,
Herren får Kadesh-ørkenen til at skælve.
v9  Herrens røst får hinden til at føde
og flår barken af skovens træer.

(29)

I salme 29 kan vi se hvordan Gud først erobrer magten i himlen over gudssønnerne eller guderne. Derefter sejrer Gud på jorden blot ved at han viser sig. I vers 3 og de følgende skaber Gud sejren blot ved sit ord - uden kamp. Gud viser sin magt og vælde og jorden skælver. Jahve eller Herren er frygtindgydende – men han bringer ikke i egentlig forstand død og ødelæggelse. Han er frygtindgydende for mennesker påsamme måde som jordens store konger var frygtindgydende i oldtiden. Det er tidens sprog. Gud bringer ikke død og undergang. Han bringer frelse. Det er salmernes budskab. Han er ikke nogen dommer i vores betydning. Han dømmer ikke visse personer til straf eller pine. Han redder. Han stopper det onde.

Salmernes verdensbillede gør billedet kompliceret. Jahve har fjernet de vældige vande, urdybet, vandet fra jorden, den beboelige jord. Gud har delt vandet således at en del findes under jorden. Jorden flyder oven på de vældige vande eller floden – derfor på usikker grund. Men Gud har sat resten af vandet oven over himmelhvælvingen. Derfra regner det gennem døre og sluser. Derfor findes det onde, ondskaben, de vældige vande oppe i himlen dvs oven over himmelhvælvingen.

Billedet kompliceres også af at udtrykket himlen nogle gange i Salmerne er tvetydigt eller flertydigt. Jahves tronstol står i himlen – men står også i templet, i det allerhelligste. Nogle gange betyder i himlen og fra himlen det samme som i templet og fra templet. Det er i al fald mange forskeres mening. Ordet himlen har ikke helt den samme betydning som i en meget senere kristendom. I de fleste tilfælde er Herren en magt som er og virker i denne verden – han kommer fx fra Sinaj. Hans retfærdighed når helt op til himlen – som det ofte siges. Herren lever i denne verden – sammen med os. Han er vores anfører og konge. Hans kongerige er Palæstina. Vi er hans folk. I mange tilfælde i Salmernes Bog befinder Gud sig ikke oppe i himlen – oven over himmelhvælvingen. Han er her – sammen med os. Han kommer til stede i templet og kan se os og svare os – fordi han er kommet nær. Pointen ved epifanien i templet er netop at Gud er til stede her og ikke skjuler sig. Gud skjuler sig ikke oppe i en himmel – fjernt fra os! Tanken om at Gud altid befinder sig i himlen er antageligt en forestilling som gradvist udvikler sig i senjødedommen.

Vi kan også se Herrens Jahves sejr over de onde guder i salme 58. salmen indeholder usædvanligt ubehagelige blodtørstige udtryk men det er nok vigtigt at denne kamp er mytologisk. De mægtige er ikke ufromme eller ugudelige medlemmer af menigheden! Herren kæmper ikke i salme 58 imod mennesker men imod det onde som sådant. Det er disse onde magter som skaber ondskaben og lidelsen på jorden. Sejren i himlen går forud for sejren på jorden:

v1  For korlederen. Al-tashket. Miktam af David.

v2  Fører I retskaffen tale, I mægtige [guder]?
Dømmer I mennesker retfærdigt?
v3  Nej, bevidst øver I uret i landet,
med vilje giver I volden frit løb.

v4  De ugudelige [guder] er frafaldne fra fødslen,
løgnerne er vildfarne fra moders liv.
v5  De er giftige som slanger,
som den døve slange, der stopper øret til,
v6  så den ikke kan høre slangebesværgeren,
selv ikke den kyndigste besværger.

v7  Gud, slå tænderne ud på dem,
knus løvernes kæber, Herre!
v8  De skal flyde ud, som vand siver bort,
de skal visne som græs ved vejen,
v9  som sneglen, der opløses i slim,
som et dødfødt barn, der aldrig får solen at se.
v10  Før deres tornebusk vokser til tjørnekrat,
blæser han dem væk i vrede som tidselfrø.

v11  Den retfærdige skal glæde sig over at se hævn,
han skal vaske sine fødder i den ugudeliges blod;
v12  og folk skal sige:
»Ja, den retfærdige får sin løn [retfærdigheden sker fyldest],
der er en Gud, som dømmer på jorden!«

(58)

I Salme 89 ser vi tydeligt hvordan en ny himmel og en ny jord indledes ved at Gud tager magten over guderne. Gud er ikke så meget skaberen men sejrherren. Tanken om at Gud har skabt verden i den senere kristne betydning opstår meget sent i det gamle israel – først i senjødedommen fra ca 500 f. Kr. eller fra ca 300 f. kr. Gud er sejrherren som har besejret de onde magter. Hans sejr er vores frelse og udvælgelse. Denne tanke – at Gud har besejret det onde, syndens og dødens kræfter – findes også hos Paulus i Det nye Testamente:

v6  Himlen priser [nu efter sejren] dit under, Herre,
din trofasthed i de helliges [gudernes] forsamling.
v7  For hvem i skyen står mål med Herren,
hvem blandt gudssønnerne [guderne] er Herrens lige?
v8  Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle [nemlig guderne], der omgiver ham.
v9  Herre, Hærskarers Gud, hvem er som du?
Stærk er Herren. Din trofasthed omgiver dig.
v10  Du hersker over det hovmodige hav [dragen, slangen, uhyret],
du dæmper dets brusende bølger.
v11  Du knuste Rahab, han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.
v12  Himlen tilhører dig, jorden tilhører dig,
du grundlagde jorden med alt, hvad den rummer.
v14  Din arm har kraft,
din hånd er stærk, din højre er løftet.
v15  Retfærdighed og ret er din trones grundvold,
godhed og troskab står foran dig.

v16  Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17  de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18  Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [magt, herlighed, ære].
v19  Vort skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

(89)

Gud sikrer en ny kollektiv tilstand – frelsen. Frelsen er ikke en frelse for enkelt personer som kommer i himlen eller som bliver frelst efter døden. Frelsen er den ny kollektive tilstand på jorden og i himlen som er skabt af Jahves retfærdighed. Frelsen er den naturlige tilstand, sådan som det bør være, sådan som det var i begyndelsen, sådan som det er meningen at det skal være:

v11 Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
v12  Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed ser ned fra himlen.
v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
v14 Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

(85)

I døden er der ingen frelse, siger Salmerne (88.13). De døde lever ikke. De kan ikke se Guds undere og de kan ikke lovprise Herren. De er fortabt.

En ny himmel og en ny jord indebærer også at Israels nabostater som angriber Israel skal tilintetgøres. Vi kan i disse udtryk se hvordan Israels nabostater, de såkaldt ugudelige, guderne, de onde, Rahab ofte smelter sammen i det samme begreb. Salmernes mening er at det onde skal udryddes og retfærdigheden skal herske i den ny himmel og på den ny jord. De følgende udtryk er mest symbolske udtryk for denne tanke og skal nok ikke læses bogstaveligt:

v1  En sang. Salme af Asaf.

v2  Gud, vær ikke tavs,
vær ikke stum og stille, Gud!
v3  Se, dine fjender larmer,
dine modstandere løfter hovedet.
v4  Mod dit folk udtænker de snedige planer
og lægger råd op imod dem, du værner.
v5  De siger: Lad os udslette dem som folk,
så Israels navn ikke nævnes mere [Babylon].
v6  I enighed lægger de planer,
de slutter pagt imod dig,
v7  beduiner fra Edom og Moab [nabofolkene og Babylon],
ismaelitter og hagritter,
v8 Gebal, Ammon og Amalek,
Filistæa tillige med Tyrus' indbyggere.
v9  Selv Assur har sluttet sig til dem
som støtte for Lots efterkommere.      Sela

v10  Gør med dem som med Midjan,
som med Sisera og Jabin ved Kishonbækken;
v11  de blev tilintetgjort ved En-Dor
og blev gødning på jorden.
v12  Lad det gå deres fyrster som Oreb og Ze'eb,
alle deres ledere som Zeba og Salmunna.
v13  Fordi de siger:
Guds græsgange
tager vi i eje.
v14  Min Gud, lad det gå dem som kugletidsler,
som strå, der flyver for vinden.
v15  Som ilden sætter skoven i brand,
som flammen antænder bjergene,
v16  skal du forfølge dem med din storm
og forfærde dem med din hvirvelvind.
v17  Dæk deres ansigt med skam,
til de søger dit navn, Herre.
v18  De skal for evigt beskæmmes og forfærdes,
gøres til skamme og gå til grunde,
v19  til de forstår, at du alene
– Jahve er dit navn –
er den Højeste over hele jorden.

(83)

Vi kan se det samme skema i salme 94: De ugudelige er Babylon eller andre fjender og de guder som de tilbeder. Et land blev i oldtiden identificeret med sine guder. Babylon dyrker fremmede guder. Babylon tilbeder Marduk. Derfor er Marduk og Babylon ét og det samme. Derfor betegnes de som de ugudelige, Guds fjender:

v1  Herre, du hævnens Gud,
du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!
v2  Rejs dig, du jordens dommer,
gør gengæld mod de hovmodige!
v3  Hvor længe, Herre, skal de ugudelige [Marduk, Babylon],
hvor længe skal de ugudelige juble [587 nederlaget til Babylon]?
v4 Frækt lader de munden løbe,
alle forbryderne bruger store ord.
v5  De knuser dit folk, Herre [nederlaget i 587 f.Kr.],
de undertrykker din ejendom.
v6  Enken og den fremmede slår de ihjel,
faderløse myrder de.

(94)

Vi kan se i salme 93 hvordan Herren har taget magten – efter kampen, efter sejren. Salme 93 er et slags kroningsritual. Et hyldestråb til sejrherren. Jahve krones som konge. Han har besejret de onde kræfter. Han har genoprettet kosmos:

v1  Herren er [nu blevet] konge! Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke [mere].
v2  Din trone står fast fra ældgammel tid,
fra evighed har du været til.
v3  Herre, strømmene [det onde, ondskaben, de onde guder] løfter,
strømmene løfter deres røst,
strømmene løfter deres brøl.
v4  Men mere end de vældige vandes buldren,
mere end havets mægtige brændinger
er Herren mægtig i det høje [Gud har vist sig som den stærkeste].
v5  Dine vidnesbyrd står fast,
hellighed smykker dit hus
i al evighed, Herre.

(93)

Vi kan i salmerne finde mere primitive opfattelser af Jahve som en konge der bor i sit eget rige med sine stormænd – guder - og undersåtter. Jahve er gudefaderen. Han bor på det hellige bjerg – gudebjerget. Dette rige er i disse tilfælde ikke det samme som Palæstina eller Israel. Disse forestillinger svarer til lignende forestillinger i hele oldtiden – fx også i det gamle Grækenland med Zeus som faderen. Vi kan fx se forestillingen i salme 103 som er en gammel salme:

v20  Pris Herren, I hans engle [guder],
I stærke krigere [guder], der udfører hans befaling
i lydighed mod hans ord.
v21  Pris Herren, alle hans hære [krigere, guder],
hans tjenere, der udfører hans vilje.
v22  Pris Herren, alle hans skaberværker
overalt i hans rige.

(103)

Salmerne og begrebet ’Synd’.

v6  Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte.
v7  Han kundgjorde Moses sine veje
og israelitterne sine gerninger.
v8  Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
v9  Han anklager ikke for evigt
og vredes ikke for altid;
v10  han gengælder os ikke vore synder
og lønner os ikke efter vor skyld.
v11  Så høj som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
v12  så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.
v13  Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

(Salme 103).

Synden og skylden er ikke i Salmerne helt det samme som - for eksempel - mange kristne i dag forstår ved disse begreber. I den senere og nyere kristendom er synden entydigt komme til at betyde de konkrete synder som det enkelte menneske begår - imod ’Guds lov’ og som det er skyldig for og som det egentligt bør straffes for – engang. Synden er individuel – og lovbrud. I pietistisk kristendom er synden det samme som skyldfølelse – følelsen af at være dårlig, syndig, uværdig. Gud ser alt, hans øjne er overalt. Vi kan ikke skjule os. Synden er ikke mindst det seksuelle som lokker mennesker fordi vi er svage. Synden får os til at blive røde i hovedet af skam. Vi frygter straffen – og vi føler at vi har fortjent straffen. Den pietistiske opfattelse af synden svarer på en mærkelig måde til det moderne menneskes selvopfattelse og dårlige selvværd: - Jeg er dårlig, ikke god nok, ikke stærk nok. Jeg har ikke fortjent at have det godt!

I Salmerne hænger begrebet synden sammen med fortabelsen. Mennesker kan gå fortabt i livet – det vil sige at de mister alt det de holder af, bliver hjælpeløse og ensomme, kommer til at lide fysisk og psykisk, opgiver livet. I Salmerne hænger begreberne sammen: Hvis man er gået fortabt, er man blevet ramt af ’Synden’. Synden og fortabelsen – eller forbandelsen – rammer så at sige mennesket udefra. Synden rammer os som en storm, et uvejr. Synden knuser os som en dæmonisk magt og dækker os med mørke. Synden gør os angste og bange. Synden er forbundet med dødsangsten, skræk og rædsel. Synden, døden, ulykken er det onde i livet, de onde magter i verden. Salmerne er tildels mytologiske – det vil sige at det onde ofte bliver personificeret: Det onde – eller synden og døden – er urdybet, afgrunden, slangen, vandfloden, dragen, uhyret, Livjatan (Satan). Ved skabelsen besejrede Gud de onde magter – dragen – men de er ikke besejret for evigt. De må besejres igen og igen. Livet trues hele tiden af de onde magter – også fx hungersnøden og krigen og fattigdommen. At gå fortabt er at blive ramt af ondskaben, ulykken, sygdommen, ydmygelsen – som igen er ’Synden’. Gud er den – eneste – magt som kan fjerne eller besejre synden. Fra Gud kommer alle gode ting – velsignelsen – fred, glæde, trivsel, lykke. De onde ting kommer fra Guds fjender – de onde magter, som kan få overtaget i livet. De onde ting som naturkatastrofer og jordskælv kommer fra kaosmagterne, urdybet, de vældige vande, som altid truer livet og befinder sig lige under verden. (Efter skabelsen befinder kaosvandene sig ifølge Salmerne dels under jorden dels over himmelhvælvingen).

Derfor er synden en byrde, en lidelse, en plage – som det siges i Salmerne – den er så tung at vi ikke kan bære den. Synden besætter mennesker som en ond ånd. Gud ’tilgiver’ synden – det vil mere rigtigt sige: at han fjerner synden og dens konsekvenser. Forholdet er ikke så meget juridisk – at Gud ’tilgiver’ en synd – som det handler om sejr og redning. Gud er nok dommer i Salmerne – men at ’dømme’ betyder især at frelse og sejre over det onde. Gud er bestemt ikke nogen ’juridisk’ dommer i vores betydning, som sidder og holder sig til en lovbog!! Gud tager os ud af synden og giver os glæden i stedet. Ordet frelse betyder på hebraisk at vi vinder vores frihed, at vi får frit rum og åbent plads, at livet bliver stort og rummeligt, at vi sejrer over fjenden og alle lænker – at vi bliver ført ud i det åbne land, som det siges i salmerne.

v13  Talløse ulykker
omgiver mig,
mine synder [synden] har indhentet mig,
så jeg ikke kan se;
de er flere end hårene på mit hoved,
og modet svigter mig.
v14  Vær nådig, Herre, og red mig,
skynd dig til hjælp, Herre!

(40.13)

Synden er en magt der har ramt vore hoveder:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.

(103.12)

Vi kan også i den følgende salme, Salme 124, se hvordan salme-jeg’ets modstandere er glidende, de glider over i hinanden, de beskrives snart som det ene og så som det andet. Den egentlige fjende er det onde i sig selv, Guds modstander eller Guds fjende i skabelseskampen, lidelsen eller ulykken og de livsfjendtlige kræfter som er forbundet med lidelsen – egoet, synden, verden:

Hvis ikke Herren havde været med os,
det skal Israel sige,
v2  hvis ikke Herren havde været med os,
dengang mennesker rejste sig mod os,
v3  da havde de slugt os levende [løver]
i deres flammende vrede [ilden] mod os,
v4  da var vandet skyllet over os,
floden [urdybet, afgrunden, uhyret, slangen] var strømmet over os,
v5  da var det brusende vand [mytologisk lige som floden]
strømmet over os.

(124.1)

Når vi er fortabt – ulykkelige, dødsmærkede, fortvivlede – er vi ’i synden’, vi er ’faldet ned i synden’. Vi er i skylden – vi er skyldige. Denne tanke findes også mange steder i Det nye Testamente fx hos Paulus i Romerbrevet. Paulus siger, at før Kristus herskede ’Synden’ og ’Døden’ (det vil sige at menneskene var ulykkelige) – som magter, som verdenskræfter – som ulykkesengle. Det som Kristus betyder – for Paulus - er altså ikke først og fremmest noget juridisk – at dommeren slår en streg over forbrydelsen trods lovbogens tekst – men en sejr over de onde kræfter i livet – ’Synden’. Kristus besejrer egoet og den onde fyrste som havde taget magten i verden og gjort alle mennesker fortabt og ulykkelige.

Alle mennesker som er fortabt er syndere – og alle syndere er fortabt. Sådan kan man sammenfatte tanken i Salmerne. De to begreber dækker i høj grad hinanden. At gå fortabt er ikke en fremtidig begivenhed engang ude i en fjern fremtid – som ved dommens dag. At være fortabt er noget som man er lige her og nu – det er noget, som kan ses og mærkes – i allerhøjeste grad. Det menneske som bliver kastet for løverne er virkeligt fortabt. Det menneske som forlades af alle sine kære er fortabt. Dette er en indlysende sandhed i Salmerne. Vi ved godt hvad det er at gå fortabt – at være fortabt. Jeg går fortabt på grund af noget – mine egne tanker, følelser og handlinger – og på grund af skæbnen – ulykken. Sådan opfattes det i Salmerne. De mennesker som lever efter livets lov eller Guds lov går ikke fortabt – men alligevel: nogle gange går det galt og vi går fortabt. Kun én magt kan redde os – Gud. Og når vi bliver reddet ud af ulykken, dødsfaren, sygdommen – den onde fyrstes kvælergreb – er det med Guds hjælp. At blive tilgivet bliver derfor det samme som at blive helbredt, eller at vinde sejr over de onde fjender – eller at få sin ejendom, familie og anseelse tilbage. Det er noget som kan ses. Guds velsignelse er virkelig, levende, konkret. Han der lever et rigt liv er velsignet af Gud. Guds kraft og velsignelse viser sig i at vores liv lykkes. Gud river os ud af syndens vold. Han udsletter synden – lidelsen. Syndens følge er døden – synden og døden (i vid betydning) er det samme. Det er en ulykke at leve i synden – at være prisgivet synden, ikke at kunne gøre sig fri af synden, at være et offer for synden – det livsfjendtlige og onde.

Salmerne består af utallige klager – klagesalmer: - Gud! Du ser hvilken ulykke jeg er havnet i! Jeg kan ikke selv komme ud. Frels mig ud af synden og skylden og lidelsen! Udslet synden! Kom! Rejs dig! Kom nu! Vis dig!

Velsignelsen er symbolet på de gode kræfter i livet. Velsignelsen er en kraft, en energi – held og lykke - som kommer fra Gud. Når vi får og har velsignelsen lykkes livet for os. Job er sådan en lykkemand. Vi lever et godt liv og dør mæt af dage, som det siges om Job. Synden kommer fra de onde guder, de onde magter, kaosmagterne – slangen, dragen. Den onde kan have stor magt i verden – derfor søger vi tilflugt hos Herren – som det siges i Salmerne. Herren er vores borg, fæstning, vores styrke og skjold imod synden, det onde. Herren er den kriger som kan besejre de onde magter som ødelægger livet. Synden ødelægger Guds gode liv.

Synden skyldes ikke bestemte konkrete enkeltmennesker. Synden og lidelsen kommer fra noget alment, noget mytologisk, en magt. Derfor kan klagerne i Salmernes bog ligestille og sammenstille mange forskellige slags fjender i samme udtryk. Salmernes sprog er symbolsk. Alle modstandere eller fjender er i virkeligheden den samme fjende, det onde, Det onde Sværd, Ondskabens domstol:

v20  Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21  Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22  frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

(22)

Synden er en magt, et væsen, noget mytologisk eller personificeret. Synden lokker os og indsmigrer sig:

v2  Synden taler til den ugudelige i hans hjerte,
gudsfrygt har han ikke for øje.
v3  Den indsmigrer sig hos ham,
så man kan finde hans skyld og hade ham.

(36)

Vi finder denne tanke om synden og skylden mange steder i Det gamle Testamente. Det følgende er et citat af profeten Mika, som netop opfatter synden som en ulykke og lidelse som er kommet over menneskene – så at sige udefra som en magt:

v18  Hvilken gud er som du,
      der tilgiver skyld
      og bærer over med synd?

v19  Han viser os atter barmhjertighed
      og træder al vor skyld under fode.
      Du kaster alle vore synder
      i havets dyb!
v20  Du viser troskab mod Jakob,
      og trofasthed mod Abraham,
      sådan som du tilsvor vore fædre
      i gamle dage.

(Mika 7, 18).

Et andet markant eksempel på denne tanke findes hos profeten Zakarias som levede omkring 500 f. Kr. Hos Zakarias er ’Synden’ symboliseret eller personificeret ved en kvinde i en beholder – kornmålet – som Gud sørger for bliver bragt meget langt væk fra menneskenes verden. Synden er som den onde drage – ondskaben:

v5  Den engel, der talte med mig [Zakarias], trådte frem og sagde til mig: »Løft dine øjne og se, hvad der kommer der.« v6  Da jeg spurgte: »Hvad er det?« svarede han: »Det er kornmålet, der kommer,« og han fortsatte: »Det er hele landets synd.« v7  Og se, blylåget løftede sig, og der sad en kvinde i kornmålet. v8  Han sagde: »Hun er ondskaben,« og så kastede han hende ned i kornmålet igen og slog blylåget i.

v9  Jeg løftede øjnene, og jeg så to kvinder komme frem; vinden tog i deres vinger – de havde vinger som storke – og de løftede kornmålet op mellem jord og himmel. v10  Jeg spurgte den engel, der talte med mig: »Hvor bringer de kornmålet hen?« v11  Han svarede: »De skal bygge hende et hus i landet Sinear, og når det er færdigt, anbringer de hende der, hvor hun skal stå.«

(Zakarias 5,5).

Hvem er de ugudelige og gudløse? (Salmernes Bog).

I Salmernes Bog i Det gamle Testamente findes en mængde betegnelser for dem der er vore og Guds fjender: De er de ugudelige, gudløse, uretfærdige, synderne, de onde, de ondsindede, undertrykkerne, modstanderne, de svigefulde, de troløse fjenderne. – Gid Herren må udrydde alle de ugudelige! Disse betegnelser har naturligvis alle hver især deres betydning men grundlæggende bruges de på kryds og tværs om de samme eller det samme. Den samme salme kan i een linje sige at det onde kommer fra den der ikke søger Herren for i næste linje at tale om at det samme onde kommer fra Israels fjender eller fra dem som er stolte af deres magt og rigdom. Salmerne bruger mange forskellige udtryk men mener grundlæggende det samme. Salmerne personificerer det onde, gør det til noget personligt. Det onde kommer fra en eller anden uvis og uforståelig magt i livet som er årsag til det onde, ulykken, lidelsen. Mytologisk siges det nogle steder at det onde kommer fra Urdybet, Rahab, Livjatan, De vældige vande. Når Gud frelser verden nedkæmper han Livjatan på de store vande. Livjatan er et havuhyre. Gud dræber Livjatan og giver dens mange hoveder som føde til havets fisk. Livjatan er beskrevet i Jobs Bog. Gud dræbte Livjatan – det onde eller den onde – i skabelsen, i urtiden – han skal dræbes igen og igen. Sejren skal gentages igen og igen. Skabelsen holder aldrig op. At skabe betyder i Salmerne at Gud nedkæmper det onde verdensmagt. Gud skaber kosmos ud af kaos. Før skabelsen i 1 Mosebog 1 var der kaos og ulykke og lidelse – verden levede i det ondes skygge.

I mange salmer forklares desuden lidelsen på den måde at den skyldes Guds tugt og straf. Gud er altså årsag til lidelsen. Derfor bruger salmerne også megen energi på at sige at vi er uden skyld. Ingen mennesker har fortjent den lidelse og modgang som vi – alle mennesker - oplever nu. Stop op Gud og omvend dig! Se vores lidelse! Frels os op af dødsriget, gruben, graven, afgrunden.

Alle ting kommer på en uforståelig måde fra Gud, er Salmernes tanke. Salmernes verden er i høj grad men ikke fuldstændigt monistisk. Alt er tegn. Alt har en mening. Gud er kilden til alt liv, al væren. Gud har al magt.

Man kan ikke bruge Salmernes Bog til at tale om skellet som det meget senere er sket i pietistisk kristendom. Salmerne siger ikke at nogle mennesker er fromme og gode og andre mennesker – vore og Guds fjender – er ugudelige og ondsindede. Det er ikke budskabet i Salmernes Bog. Salmerne bruger mange beskrivelser, billeder, metaforer men de skal ikke læses bogstaveligt. Salmerne er skrevet til brug i mange forskellige situationer. De er offentlige og almene.

Salmerne er blevet skrevet til almen brug i gudstjenesten. De er skrevet efter et bestemt skema. De er bestemt ikke individuelle digte. De afspejler heller ikke den lille mands afmagt eller følelser som et personligt individuelt digt. Det er en misforståelse at læse Salmerne som individuelle digte og private følelser. Salmerne er beregnet til at bruges offentligt, bruges af alle – og især af den jødiske konge som var den vigtigste person i kulten og gudstjenesten. Ofte er det jeg som taler i salmen simpelt hen kongens jeg!

Salmerne er skrevet over et skema: Først en klage som også kan være en klage imod Gud, så et slags orakelsvar, et svar fra Gud (et varsel) og til sidst en hymne eller en lovsang: - Tak Gud fordi du greb ind!

I klagen argumenterer salmerne for at Gud skal se på vores lidelse. På den måde siger salmerne nogle gange at vi er uskyldige og at onde mennesker forfølger os. Men dette er argumenter og billeder – ikke ment bogstaveligt. Pointen er at vi nu er i dyb undergang og lidelse og derfor må Gud gribe ind. Pointen er bestemt ikke at angribe andre mennesker eller grupper som ugudelige!

I det gamle Israel troede alle på Gud eller på guderne. Dette er en selvfølge. Der var ingen ateister – i moderne forstand – i det gamle Israel eller i oldtiden. I Grækenland, i den græske filosofi opstod efterhånden en slags filosofisk ateisme men den har været uhyre sjælden. Alle troede på Gud. Hvis en mand ville have benægtet gudernes eksistens, ville alle have sagt til ham: - Du må jo være vanvittig. Se dig omkring. Du kan jo se gudernes magt alle vegne.

Problemet i oldtiden og i det gamle Israel var ikke om man skulle tro på Gud men om hvilken gud der var den største og stærkeste! Guderne har magten i verden - i al fald i yderste instans – så kunsten er at finde den stærkeste gud og holde sig til ham. Gud er som en konge, en beskytter. Uden en stor og mægtig beskytter kan man ikke klare sig – det har været en selvfølgelighed i hele oldtiden – alle steder – i Egypten, babylon, hos Assyrerne, i Grækenland, i Rom. En stor konge beskytter alle sine væbnere, krigere, sit folk. En stor konge er vis og klog og derfor kan han besejre alle fjender og alle andre konger. I Salmernes Bog bliver Gud – Herren – Jahve – netop opfattet på denne måde. De vise og forstandige holder sig selvfølgelig til den konge som er stærkest og størst.

At tro på Gud er derfor ikke at tro på at han eksisterer i vores betydning. At tro på Gud er at tro Gud eller være trofast over for Gud (trofast og loyal over for vores anfører og ikke svigte ham i slaget), at holde sig til ham og ikke være utro med de andre guder. Vores opgave er at kaste glans og ære over kongens og Guds navn og rygte – hans opgave er at værne og beskytte dem som ikke kan klare sig alene. Verden er stor og ond og farlig. At være uden en mægtig gud er som at være helt forladt – at være en forladt kvinde. Hun er fortabt.

Meget tyder på at mange af de ord som bruges i Salmerne om de ugudelige og gudløse i virkeligheden betyder guderne eller afguderne eller dæmonerne. I Salmernes Bog omtales flere steder hvordan Herren indkalder guderne og holder dom over dem. Herren er vred på guderne – de dømmer ikke retfærdigt – de svigter helt deres opgave og pligter. Disse mytologiske forestillinger har eksisteret i det gamle Israel. Gud eller Jahve er ikke alene i himlen. Guderne findes også i himlen – og her nede på jorden.

Måske mener Salmerne at de onde ting i verden kommer fra de ugudelige i betydningen afguderne eller guderne! Mange af de udtryk som anvendes passer meget bedre til en sådan forklaring. Men i så fald skyldes lidelsen heller ikke konkrete virkelige jordiske mennesker som er ugudelige! Forklaringen er i virkeligheden meget mere abstrakt. Men Salmerne bruger tidens sprog og skema når de taler om vore og Guds fjender.

Vi kan se nogle steder i Salmerne at de fromme og de hellige er Guds himmelske krigere, andre guder, andre magter som tager del i hans kamp. (Denne opfattelse lever videre i Johannes’ Åbenbaring). Det er derfor muligt at betegnelsen de ugudelige og de gudløse betyder guder eller dæmoner eller magter som er Jahves modstandere. Ordene kan også betegne de konger og stater som tilbeder andre guder end Jahve (Israels naboer og fjender). Ordene de ugudelige og gudløse har en forskellig betydning i ældre og senere salmer. I de seneste salmer – visdomssalmerne – bliver de ugudelige en betegnelse mest om de medlemmer af menigheden der ikke er ortodokse og fromme. Det bliver noget individuelt. Men i de oprindelige salmer – de ældre salmer – betegner ordene nok mere mytologiske magter – det onde som sådant.

Forholdet til Gud i det gamle Israel sammenlignes overalt – også i Salmerne – med forholdet mellem ægtemanden og hustruen. Uden manden er hun fortabt – så er hun udleveret til verden og prisgivet. Men når hun er trofast over for ham beskytter han hende. Han kan forstøde hende – han kan lade sig skille ved at støde hende bort som der står i Moseloven – så er hun fortabt. Det er det som hele tiden siges i Salmerne: - Hvorfor har du forstødt os? Men Gud er trofast – han er sen til vrede og rig på troskab. Han holder hvad han lover. Han svigter ikke sine løfter og sine forpligtelser. Han tager sig af den svage kvinde.

Lidelsen skyldes ikke dårlige mennesker som sådan. Lidelsen skyldes at Synden og Døden har taget magten i verden. Det er det som Salmerne vil udtrykke. Ulykken eller skylden eller synden eller lidelsen er kommet over os – dybest set ved vi ikke hvorfor. Men det er heller ikke det som Salmerne handler om. Det centrale i Salmerne er råbet til Gud – Herren: - Se vores lidelse! Se hvor dårligt det er gået! Skjul ikke dit ansigt! Foragt os ikke fordi vi er blevet små og svage! Frels os – befri os ud af hullet, afgrunden, gruben, graven! Dette er det centrale i Salmerne. Salmerne råber til Herren – fordi han er den største af alle guderne. Han kan redde – og han vil – er Salmernes tro. Vi er hans vinstok som han selv har plantet. Han vil ikke svigte sin egen vinstok.

Synden er en magt der har ramt vore hoveder:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.

(103.12)

Guds frelse – dom – rammer ikke specielt de onde. Den er ikke en afstraffelse af de onde – dybest set. Guds indgriben er en sejr for det gode, de gode kræfter og for alle mennesker. Salmerne handler ikke om en straf af de gudløse og ugudelige. De handler om at Gud vil overvinde det onde og synden fordi han er den mægtigste. Alle mennesker lider nu under syndens magt og byrde. Alle mennesker lever i den samme verden og deler de samme vilkår. Når Herren kommer fra Sinaj, frelser han alle fra nøden og lidelsen – ikke kun de fromme, de hellige eller religiøse!

Synden er en byrde, en lidelse, en plage – som det siges i Salmerne – den er så tung at vi ikke kan bære den. Synden besætter mennesker som en ond ånd. Gud ’tilgiver’ synden – det vil mere rigtigt sige: at han fjerner synden og dens konsekvenser. Forholdet er ikke så meget juridisk – at Gud ’tilgiver’ en synd – som det handler om sejr og redning. Gud er nok dommer i Salmerne – men at ’dømme’ betyder især at frelse og sejre over det onde. Gud er bestemt ikke nogen ’juridisk’ dommer i vores betydning, som sidder og holder sig til en lovbog!! Når Gud dømmer verden, frelser han verden ud af den onde fjendes kløer. Når dommen fældes, standses plagen (lidelsen), som det siges (106.30).

v8  Du beskytter os, Herre,
du bevarer os evigt mod denne slægt,
v9  hvor ugudelige vandrer omkring
og usselhed triumferer blandt mennesker.

(12.8)

Den forladte hustru og den svigtede kvinde:

Billederne i Salmernes Bog kredser ofte om det samme billede: Gud er ægtemanden og folket eller Israel er ægtehustruen. Deres forhold er en aftale, en kontrakt, en pagt eller et løfte. Hver part har sine forpligtelser. Klagen og anklagen imod Gud er hustruens eller kvindens forbitrede klage over manden som nu har forladt hende, ladt hende i stikken. Gud lever ikke op til sine løfter. Han har vendt hustruen ryggen. Gud er fjern, han er ligeglad. Han tænker på noget andet. Gud er faldet i staver og har glemt mig - hans hustru - som han burde værne og beskytte og tage sig af. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (Salme 22). Kære mand, hvorfor har du forladt mig? Hvad har jeg gjort? Synes du at jeg har fortjent det? Hvorfor ser du ikke den vej, hvor jeg sidder? Hvorfor står du så langt borte? Hvorfor skjuler du dig? Nu er jeg blevet prisgivet den onde verden. Jeg er fortabt. Ingen beskytter mig. Alle er ude efter mig. Alle jager mig. Alle vil de æde mig. Jeg er et offer. Gud har gjort mig til et offer. Derfor er jeg vred på Gud. Han lovede så meget – men hvad har han egentligt overholdt? Han var fuld af store ord – men hvad er det blevet til?

- Jeg er den kvinde som du bare har glemt. Du kan ikke huske og du vil ikke huske mig. Du har glemt mit navn! Hvor længe endnu vil du fortsætte med at glemme mig og ignorere mig og forsømme mig? Hvor længe endnu – jeg er ved at sprænges!

I denne forbindelse kommer det centrale ønske: - Herre, giv mig et tegn! Giv mig et tegn på, at du bekymrer dig om mig, på at du ikke bare er ligeglad, et tegn på at du værdsætter mig! Kom her! Vær til stede! Se mig! Hør på mig!

Vi kan se alle disse kvindens og hustruens tanker og klager i et væld af salmer - for eksempel i de følge citater fra Salme 69. I denne salme kan vi også se hvordan kvindens skuffelse slår over i en vrede, en forbandelse af hendes skæbne og af alle de fremmede (farlige, dem der er derude i verden) som ikke kan lade hende være:

v17  Svar mig, Herre [ægtemand], for din trofasthed er god [Du var tro engang],
vend dig til mig i din store barmhjertighed!
v18  Skjul ikke dit ansigt for din tjener [Se på mig],
for jeg er i nød, svar mig i hast!
v19  Kom mig nær og befri mig,
udfri mig fra mine fjender [verden]!

v20  Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender [fremmede, mænd, verden] for øje [du ser det jo];
v21  deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22  De gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.

[Forbandelsen:]
v23  Lad deres [de fremmede, mændene, verdens mennesker] bord blive en fælde,
en snare for dem i deres sorgløshed. [Det vil sige: Lad dem æde sig ihjel!]

v24  Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, lad altid deres lænder ryste.
v25  Udøs din vrede over dem,
lad din glødende harme [glødende kul] nå dem!
v26  Deres lejr skal blive øde,
ingen skal bo i deres telte [Lad dem blive ensomme og forladt!].
v27  For den, du har slået [nemlig mig], forfølger de,
de øger smerten hos den, du har såret [mig, din hustru].
v28  Føj skyld [lidelse] til deres skyld [lidelse],
lad dem ikke få del i din retfærdighed [frelse]!
v29  Slet dem af livets bog,
de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!

v30  Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,
lad din hjælp beskytte mig, Gud [ægtemand]!

[Giv mig et svar, Giv mig et tegn - nu!]

(69.17)

I en anden salme – salme 10 – kan vi se de samme træk, de samme følelser hvis vi læser salmen som et forhold imellem ægtemanden og hustruen. I salmen klager hustruen over at hun er blevet et offer for verden, der er fuld af onde mænd:

v7  Hans [den fremmede onde mands] mund er fuld af forbandelse,
af svig og undertrykkelse,
på hans tunge er der ulykke og uret.
v8  Han ligger i baghold i sivene,
i det skjulte dræber han den uskyldige [kvinde],
hans øjne spejder efter den svage [forladte hustru].
v9  Han ligger på lur som løven i sit skjul;
han ligger på lur for at fange den hjælpeløse [kvinde],
han fanger [hende] og lukker nettet om [hende].
v10  De svage [kvinderne] overmandes,
de bukker under og falder i hans magt [de går fortabt].
v11  Han siger ved sig selv: Gud glemmer,
han skjuler sit ansigt [ser den anden vej], han ser ingenting.

(10.7)

Vi kan læse mange af salmerne med det skema at det på en måde er hustruen der taler til ægtemanden. Vi skal naturligvis huske at ægteskabet var noget ganske andet i det gamle Israel end hos os. Hustruen var undergivet manden og afhængig af ham. Hun er hjælpeløs og har ingen ejendom. Hendes mission er at føde manden mange sønner. Hun får al sin ære fra manden og hendes opgave er at kaste lys og ære over manden. Han giver hende livet i en vis forstand. Uden ham – hvis han forstøder hende som han kan ifølge Moseloven - er hun fortabt.

Vi kan med små rettelser vise skemaet i følgende salme, salme 86:

v1  Bøn af David.

Vend dit øre mod mig, [ægtemand], og svar mig,
for jeg er hjælpeløs og fattig.
v2  Bevar mit liv, for jeg er trofast,
frels din tjener, du min [herre],
jeg stoler på dig.
v3  Vær mig nådig, [herre],
for jeg råber til dig dagen lang.
v4  Glæd din tjener,
jeg længes efter dig, [herre],
v5  for du, er god og tilgiver gerne,
rig på troskab mod alle, der råber til dig.
v6  Hør min bøn, [herre],
lyt til min tryglen!
v7  På nødens dag råber jeg til dig,
for du vil svare mig.

v8  Ingen er som du, [herre],
ingen gerninger er som dine.
v10  For du er stor, du gør undere,
du alene er [herre].
v11  Vis mig din vej, [herre],
så jeg kan vandre i din sandhed,
lad mit hjerte alene frygte [og ære] dit navn.

v12  Jeg takker dig, [herre], af hele mit hjerte,
jeg vil ære dit navn til evig tid,
v13  for din godhed mod mig er stor,
du har reddet mig fra dødsrigets dyb [fortabelsen].
v15  Du, [herre], er barmhjertig og nådig,
sen til vrede, rig på troskab og sandhed.
v16 Vend dig til mig og vær mig nådig!
v17  Giv mig et tegn, der varsler godt,
så mine fjender ser det og beskæmmes.

Du, [herre], har hjulpet og trøstet mig.

(86)

Alt er tegn. Salmernes Bog.

v15  Som ilden sætter skoven i brand,
som flammen antænder bjergene,
v16  skal du forfølge dem med din storm
og forfærde dem med din hvirvelvind.

(83)

Alt er tegn. Det som sker, er tegn. Vi kan tyde tegnene, det som sker. Hvis vi oplever en pludselig uventet redning – er det et tegn. Det betyder noget – det viser hen til noget. Det er noget mere end det som det er på overfladen.

Når den ufrugtbare kvinde føder, er det et tegn. Jordskælv er et tegn fra Herren – et tegn på Guds nærvær, et tegn for Gud. Gud er til stede i jordskælvet. Jordskælvet er hans form. En helbredelse fra en farlig sygdom er et tegn. Når fjenden pludselig opgiver og trækker sig tilbage er det et tegn. Når kongen pludselig finder en vej til at undslippe er det et tegn. Når vi slipper godt ud af moders liv er det et tegn. Når hornet blæses i templet er det et tegn – Gud er til stede. Når flaget løftes i templet er det et tegn på at Gud har sejret over kaosmagterne, det onde. Når lyset bryder frem ved daggry er det et tegn for Gud – Gud sejrer over mørket og de onde magter. Solen og de første stråler af lyset er et tegn, et varsel – om dagen, om fremtiden. Solens bane på himlen er et tegn. Solen er et tegn – månen er et tegn. Nymåne og fuldmåne er tegn – og på de dage holdes gudstjeneste i templet. Alt betyder noget. Alt er tegn. Den levende natur og dens frugtbarhed og gavmildhed er ét stort tegn. Udgangen fra Egypten var et stort tegn. At Israel kunne vende tilbage fra eksilet i Babylon var et tegn. Enkeltpersoner kan være et tegn. Hvis jeg vinder eller bevarer min ære – er det et tegn for mange. Mange vil spørge: - Hvem er hans Gud? Hvem har kunnet redde ham – han som var helt fortabt? Et enkelt menneske kan være et tegn for mange som det siges. - Frels mig for jeg er et tegn for mange! Hvis Israel lider nederlag og templet bliver vanhelliget er det et tegn for hele verden om at Israel er blevet svigtet og forladt af sin gud!

En pludselig omfattende skovbrand er et tegn. En brand i bjergene er et tegn. Når Gud rører ved bjergene begynder de at brænde og ryge. Salmernes fortolkning af det som sker, betyder at alt er tegn. Der er så at sige noget indeni. Der er en kraft som tegnet viser hen til. Alle kan se tegnene. Vi kan lære at forstå tegnene. Gud meddeler sig igennem tegn og varsler. Når vi råber på Herren svarer han med et tegn. Når vi kan se og forstå Guds tegn får vi nyt mod.

Når der falder sne på Salmon er det et tegn fra Gud. Verden er magisk. Livet er fyldt med tegn og undere. Livet er underfuldt. Duens vinger er af sølv!

v3  Af børns og spædes mund [ud af ingenting, ved et under]
har du grundlagt et værn mod dine modstandere
for at standse fjender og hævngerrige.

(8)

En voldsom østenvind eller søndenvind er et tegn. På samme måde en uforklarlig hvirvelvind. Hungersnøden er et tegn. Alle Egyptens plager var tegn. Gud viser sin herlighed og magt og vilje i tegnet.

v7  For mange er jeg blevet et tegn,
og du er min sikre tilflugt.

(71)

v7  Lad ikke dem, der håber på dig,
blive gjort til skamme ved mig,
Herre, Hærskarers Herre!
Lad ikke dem, der søger dig,
blive til spot ved mig,
Israels Gud!

(69)

v7  Når de drager gennem Baka-dalen,
gør de den til et kildevæld,
efterårsregnen hyller den i velsignelse.
v8  De går fra kraft til kraft
og får Gud at se på Zion.

(84)

Salme 84 handler om en valfart til Jerusalem, til templet, til gudsbyen – en valfart til Gud selv. Livet er fuldt af undere, mirakler og tegn. Pludselig kildevæld i den knastørre Baka dal er et under. Guds undere foregår overalt. Gud lægger sine undere og tegn overalt for vore fødder. Vi kan se Gud i hans spor, i hans tegn.

v7  Han samler skyer fra jordens ender,
han skaber lyn sammen med regn,
han slipper stormen løs fra forrådskamrene.

(135)

Gud viser sig i de ting som sker. Det som sker, er tegn. Guds dom viser sig i at det onde bliver fanget i sin egen ondskab – ved at det destruerer sig selv:

v17  Herren har givet sig til kende, han har holdt dom,
den ugudelige blev fanget i sine egne gerninger. Higgajon Sela

(9)

Naturen og frugtbarheden er ét stort tegn som vi kan se mange steder i Salmerne fx her i Salme 65:

v10  Du tager dig af landet og giver det regn,
du gør dets rigdom stor;
Guds bæk er fuld af vand,
du sørger for kornet, ja, det sørger du for.
v11  Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden,
du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer.
v12  Du kroner året med dine gode gaver,
dine hjulspor driver af fedme,
v13  selv øde græsgange drypper,
og højene ifører sig jubel.
v14  Engene klæder sig i lam,
dalene hyller sig i korn;
de jubler og synger.

(65)

Alt er tegn som det ses af følgende salme:

v1  Halleluja.

Da Israel drog ud af Egypten,
Jakobs hus fra et folk med fremmed sprog,
v2  da blev Juda Herrens helligdom
og Israel hans herredømme.

v3 Havet så det og flygtede,
Jordan vendte om og løb baglæns;
v4 bjergene sprang som væddere,
højene sprang som kid og lam.

v5 Hvad skete der med dig, hav, siden du flygtede,
og med dig, Jordan, siden du vendte om og løb baglæns?
v6  Bjerge, hvorfor sprang I som væddere,
høje, hvorfor sprang I som kid og lam?

v7 Skælv for Herren, du jord,
skælv for Jakobs Gud,
v8  ham som forvandler klippen til kildevæld
og flint til rislende kilder.

(114)

Begrebet Ondskabens Domstol i Salmernes Bog.

Gud dømmer os ikke – tværtimod – men det gør verden.

Det er ikke Gud der dømmer os. Det er ikke Gud der straffer os og sender os i et evigt helvede. Det er i Salmernes Bog verden som dømmer os – Ondskabens Domstol som det hedder. Ondskabens Domstol spreder lidelse i verden, som der står i en af Salmerne. Den dømmer alle mennesker som den ikke finder behag i. Det er ikke Gud som dømmer os når han viser sig her i verden, men lige omvendt omvendt: Det er Gud som tager os ud af retssagen eller ophæver den dom som verden allerede har fældet.

Gud er den som fører vores sag – som en sagfører – i retten. Gud træder ind i verden, fordi der sker uret imod enkerne og de faderløse. Gud er enkernes forsvarer i retten. Verden vil dømme enkerne, de svage, de hjælpeløse, men Gud går imod verdens dom. Verdens domstol er ifølge Salmerne korrupt. Den er fuld af falske vidner som fortæller løgnehistorier – for at få de svage, faderløse og enkerne dømt. Dommeren er bestukket og uærlig. Verdens domstol er et mareridt. Den er en sand helvedesmaskine. Verdens domstol sender virkeligt mennesker i helvede. Gud er den som træder ind i denne retsproces og forsvarer de mennesker, som verden vil dømme.

Verden dømmer med sikker hånd de svage og hjælpeløse. Verden dømmer de mennesker som ikke er noget værd – i verdens øjne. Verden er uden nogen medlidenhed eller medfølelse. Verden er fuld af hån. Den griner hånligt: - Ha, ha, ha! Og siger: - Du er svag. Du kan ikke klare dig selv. Du er fortabt. Enhver er sin egen lykkes smed. Vi vil dømme dig. Du er ikke noget værd. Vi vil behandle dig, som vi har lyst til. Vi vil misbruge dig og æde dig. Vi vil træde på dig. Du har ikke fortjent noget. Du er en taber!

Verden dømmer på det ydre, på det som alle kan se. De fattige er fortabt – de har mistet alt – de er ikke noget værd. Ingen vil være venner med en, som er fattig. Ingen har lyst til at være sammen med en som er syg – eller som har en grim krop. Verden føler kun foragt for dem som har tabt i livets spil. - Vi ved ikke om det er din egen skyld, siger verden. Men vi er også ligeglade. Du er ikke noget værd. Vi vil ikke være sammen med dig. Du er en taber.

Ingen har lyst til at være sammen med en som er grim eller vanartet. Ingen vil være sammen med dem som lugter eller har grimt tøj eller bor i et grimt hjem. Ingen mennesker bryder sig om en dværg – han er fortabt. Vi vil ikke være venner med dem som er dårligt begavede eller handicappede. Vi vil være sammen med vindere. Det er vores ret. Vi vil bruge vores korte, kostbare liv sammen de unge, de rige og de smukke. Verdens dom er nådeløs og øjeblikkelig over for alle dem som falder igennem, alle dem som ikke lever op til verdens lov. – Gud har forladt dem! Lad os tvære dem ud som skarn og skidt. Lad os plyndre dem for den smule de har tilbage. De kan jo ikke forsvare sig. De er uværdige og værdiløse. De er ikke rigtige mennesker. De er ulækre. De er undermennesker.

v3  Mange siger om mig:
»Ham frelser Gud ikke.«   

(3.3)

Efter verdens opfattelse er det nok deres egen skyld. Den syge, den fattige, den forladte – de er nok selv skyld i det. Sandsynligvis. De har ikke fortjent noget. Gud eller livet eller heldet har forladt dem og de er ikke længere beskyttet af nogen. Derfor kan vi lige så godt misbruge dem. Det sker der ikke noget ved. De kan ikke forsvare sig. De er svage. De har ingen rettigheder. De har ikke nogen magt. De er foragtelige. Fy for pokker. Vi får det dårligt når vi tænker på dem.

Ondskabens Domstol – verdens domstol – fælder hurtigt sin dom. Dommen falder prompte. Verdens dom er evig. Den kan aldrig ændres. Der findes ikke nogen tilgivelse. Verden kender ingen nåde. Verden dømmer efter den ydre succes – efter loven og normerne. Du skal være noget og blive til noget og præstere noget! Verden dømmer efter overfladen, den ydre facade. Verden dømmer de unge piger og de unge kvinder med en forfærdelig retfærdighed: - Du skal kunne alt og være alt! Du skal være sexet, intelligent, smuk med en perfekt krop, du skal have de rigtige venner, den rigtige uddannelse, det rigtige job, du skal være stærk og selvstændig og sød og kærlig og perfekt på én gang! Ellers vil vi kalde dig en ludder og en taber. Kvinder som er overvægtige er kronisk vrede og de gør os utilpasse. De er ulækre. Verdens domstol eller Ondskabens Domstol har aldrig været så hård og uden nåde som den er nu i dag i vores moderne samfund. Verdens domstol fælder en prompte, usvigelig dom på stedet ud fra de faktiske og synlige beviser – det vi alle kan se. Verden er uden nåde. Hun er en taber! Verdens domstol skaber en endeløs lidelse, som det hedder i Salmerne!

Kun facaden betyder egentlig noget. Det hjælper ikke noget at han er et godt menneske hvis han ikke har noget arbejde, ingen penge har, ingen venner har og måske oven i købet er fysisk syg. De syge er tabere. Når vi ser taberne og tiggerne og de handicappede på gaden føler vi alle ubehag. De syge er ulækre og frastødende. Vi vil ikke være sammen med dem. Vi vil ikke røre ved dem. De smitter. De trækker os ned. Der hviler en forbandelse over dem. De udstråler noget grimt og ubehageligt. Vi vil ikke spilde vores korte liv på dem som er ensomme, syge, hjælpeløse, psykisk forstyrrede eller fordrukne. Vi vil ikke spilde vores kostbare liv på dem som er lidende. Vi vil ikke bruge vores liv og år på gamle mennesker som ikke har noget at give os og som tisser i bukserne. De gamle er tabere. De er oven i købet klynkere. Vi er trætte af alle dem som klynker og klager. Vi vil være sammen med vinderne – dem som har rigtigt mange penge, succes, ressourcer, venner, magt. Vi vil være sammen med dem som er noget – dem som er kendt og dem som kender nogen. Vi vil være sammen med mennesker som har succes i livet – og det har vi ret til. Vi vil være sammen med glade mennesker.

Vi er træt af alle de voldsramte, alle børnene som er blevet misbrugt, alle de enlige mødre som er blevet tævet eller svigtet af deres mand. Vi er træt af at høre om narkomaner, misbrugere, storbyens ensomme, de fattige som kun har råd til at køre med S-toget og de overvægtige. De har tabt. De er fortabt. Livet har dømt dem. De er for længst blevet dømt ved livets domstol. Selv har de ikke gjort noget for at forbedre deres situation. Det eneste de kan finde på er at klage og klynke. De er fulde af vrede, bitterhed og forargelse. De føler sig som ofre. De synes at samfundet behandler dem uretfærdigt. – Vi er blevet svigtet, siger de og deres øjne brænder af hellig forargelse. – Vi kan ikke stole på nogen! Alle har svigtet os! De er kronisk vrede. De udspreder en virkelig dårlig lugt omkring sig. Det er ikke rart at se på dem. De er en ynk.

Verden er fuld af tabere. Verden er fuld af alkoholikere og misbrugere og psykisk syge. De er fortabt. De er svage. Det er deres egen skyld. Verden er fuld af bistandsklienter og enlige mødre og asylmodtagere som klager og klager. Vi er trætte af deres offertankegang og ynkelige fremtoning. Vi gider ikke høre mere om dem. Det er vores liv for kort til. De kan passe sig selv. De har ikke noget at give. De er aldrig gavmilde, aldrig givende, altid grådige, aldrig får de nok. De er vrede på verden. De er kronisk vrede på andre mennesker som har en lille smule mere end de selv har. De føler sig snydt. De føler sig bedraget. De er opfyldt af en hellig harme over at alle mænd er nogle svin og altid svigter til sidst!

Taberne kan ikke gavne os. Vi vil ikke have at de trækker os ned, at de smitter os. De er ikke vindere – og de er heller ikke positive. De gør os ikke glade – de syge kræftpatienter, de arbejdsløse, de ensomme, de gamle som er fuld af klager. Vi er træt af dem. Lad dem passe sig selv. Vi orker ikke mere. Ingen kan redde dem. Der er gjort så meget for dem – men ingenting hjælper. De er fortabt. Verdens domstol kan kun fælde én dom: - De er fortabt.

Men Gud kan ikke leve med al den uret der blive begået imod menneskene. Han sørger når han ser hvordan vi dømmer enkerne og de faderløse og alle livets tabere. Han griber ind. Han er en fader for de faderløse og enkernes forsvarer i retten. Han bringer retten til sejr. Han gør det som er ret. Han gør verden til skamme.

Melkisedek og Abraham.

I 1 Mosebog – Genesis - findes den berømte historie om Abraham og Melkisedek. Denne historie eller myte genfindes i Salmerne (Salmerne 110 især) og den lever videre i Det nye Testamente. Den får en temmelig vidtgående betydning på langt sigt på grund af fortolkningen af historien:

v17  Da han [Abraham] vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de konger, der var med ham, gik Sodomas konge ham i møde i Shave-dalen, det samme som Kongedalen.

v18 Melkisedek, Salems [Jerusalems] konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste [El Eljon]. v19  Han velsignede Abram [Abraham] og sagde:
      »Velsignet være Abram af Gud den Højeste [El Eljon],
      skaberen af himmel og jord.
v20 Velsignet være Gud den Højeste [El Eljon],
      som gav dine fjender i din magt.«
Og Abram gav ham tiende [tribut] af det alt sammen [krigsbyttet fra krigssejren].

(1 Mosebog 14)

Denne beretning er blevet fortolket på rigtigt mange forskellige måder, men man er nogenlunde enig om den egentlige historiske forklaring som er følgende:

1 Mosebog 14 er en del af det historieværk som blev skrevet og færdigredigeret ca 500 f. kr. De jødiske præster og lærde som står bag teksten i 1 Mosebog 14 har ment følgende: Melkisedek repræsenterer den jødiske konge. De jødiske konger fra David fik også deres trone i Jerusalem. De var Melkisedeks efterfølgere – de var lige som Melkisedek. Historien skal styrke kongedømmet og kongeideologien i Israel. Melkisedek er indsat af Gud, han er præst og konge på én gang – han er hellig og sakral – Guds repræsentant, en slags gud på jorden. Melkisedek er en hellig præstekonge. Vi kender det fra hele oldtiden - også fra den romerske Augustus som ved magtovertagelsen erobrede titlen og funktionen som Pontifex Maximus – hele rigets præst! Det nye navn Augustus løftede ham også op i gudernes sfære! Alle skal adlyde ham. Meningen er altså at Davidskongen er legitim – han har ret til sin magt – selv Abraham bøjer sig jo for Melkisedek! Abraham repræsenterer Israels folk – han er jo folkets stamfader. Melkisedek er kongens prototype eller billede. Alle kongerne fra og med David var på en dybere måde alle sammen ét med Melkisedek. Melkisedek er Guds søn og han taler Guds ord til Abraham. Melkisedek er sønnen over for faderen. Alt det som sønnen siger, har han fra faderen. Den som kender sønnen, kender også faderen! Sønnen gør ikke sine egne, men faderens gerninger! Gud har velsignet alle kongerne i Davids slægt. Kongerne er de udvalgte.

Senere i urkristendommen bliver Melkisedek et billede og symbol på Messias – frelserkongen, Israels nye heltekonge og verdens frelser – Vor Herre - Kristus. Jesus Kristus er i virkeligheden Melkisedek. Melkisedek er en type, et symbol, et begreb.

Men der er mange andre overraskende ting i historien. Melkisedek er en fremmed konge som dyrker en fremmed gud! Melkisedek er tydeligt nok en kana’anæisk konge som dyrker en kana’anæisk gud! Ordet Zedek kender vi fra talrige kana’anæiske navne – fx Adonizedek hvor Adonis betyder Herren, El eller Ba’al. I den hebraiske tekst kan vi se at Melkisedek dyrker en gud som hedder El Eljon – oversat med den Højeste! Eljon er den fadergud som vi kender udmærket fra kana’anæerne. Han er på en vis måde fader til Ba’al og på en vis måde er de to guder den samme gud. Vi ved at Ba’al optræder nogle gange som Ba’al Sjamem (den himmelske Ba’al eller herre) – og i den rolle er han lig med El Eljon. Vi kan også sige at Melkisedek dyrker guden Ba’al. Det er derfor vigtigt at Abraham bøjer sig for Melkisedek og dermed for guden El eller Ba’al. Eksemplet viser hvordan Israels stammer bøjer sig for og anerkender de kana’anæiske guder! Israel bliver integreret. El og Ba’al er egentlig de samme som vores gud, tænker Israel – Herren fra fra Sinaj! Melkisedek anerkender også Abraham. Melkisedek er gæstfri over for Abraham. Det svarer til det historiske billede: Kana’an var gæstfri over for ørkenstammerne! Men Melkisedek er den overlegne: Det er Melkisedek som velsigner Abraham – ikke omvendt! Teksten sætter lighedstegn imellem den kana’anæiske gud Eljon og ørkenguden Jahve. Eljon har været med Abraham i krigstogtet og skaffet ham sejren over kongerne – præcist som hvis Jahve havde gjort det. Eljon er Abrahams herre! 1 Mosebog 14 indeholder altså en ekstrem positiv vurdering af den kana’anæiske kultur og religion! Historien går antageligt tilbage til et ægte gammelt sagn. Det er nemlig meget overraskende at en så positiv vurdering af kana’anæerne kan optræde i historieværket som er blevet færdigskrevet så sent – ca 500 f. kr.! Der må have eksisteret et gammelt sagn om den mytiske urkonge i Jerusalem Melkisedek og Abrahams møde med ham.

Forfatterne til historieværket bruger denne gamle historie fordi de ønsker at legitimere og forsvare kongedømmet i Israel. Vi ved nemlig at der i Israel – lige siden de første konger Saul og David – var en meget kongekritisk bevægelse i det gamle Israel: Alle kongerne var fordærvede og på religiøse afveje og umoralske og uduelige – og det var bedre dengang Israel slet ikke havde nogen konge! Vi kan se disse kritiske meninger mange steder i Det gamle Testamente - ikke mindst hos profeterne!

Guds velsignelse til den salvede, til mennesket – Salmernes Bog:

v5  Du skal ikke frygte for nattens rædsler
eller for pilen, der flyver om dagen,
v6  ikke for pesten, der breder sig i mørket,
eller for soten, der hærger ved højlys dag.
v7  Om end tusinder falder ved din side,
titusinder ved din højre hånd,
dig skal intet ramme.
v10  Intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v11  for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v12  De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v13  Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.

v15  Når han råber til mig, vil jeg svare ham.
Jeg er med ham i trængslen,
jeg befrier ham og giver ham ære.
v16  Jeg mætter ham med et langt liv
og lader ham se min frelse.

(Salme 91.5)

- Jeg kroner dig med herlighed, højhed, pragt og ære. Du skal ikke være ydmyg og du skal ikke være nøjsom. Du er min konge. Jeg har indsat dig i dag. Du skal ranke ryggen og vise dig frem. Jeg er din stolthed og du er min. Jeg gør dig til en hersker over alt på jorden. Alt har jeg lagt under dine fødder. Intet skal begrænse dig. Intet skal du frygte – hverken for den glohede pil, den brændende pest eller for nattens rædsler. Intet skal overmande dig. Du skal nå målet og sejre. Jeg vil lade alle dine planer lykkes og give dig det, som dit hjerte ønsker. Du er det træ, som er plantet ved bækken – det bærer frugt til rette tid og dets blade skal aldrig visne. Jeg giver dig livets træ og livets vand. Du skal drikke af vandet ved bækken og løfte hovedet. Du er som det store oliventræ i mit hus.

Alt hvad du gør, skal lykkes for dig. Hvad dit hjerte ønsker, vil jeg give dig. Hvad du beder om, vil jeg ikke nægte dig. Jeg vil komme dig i møde med rige gaver. Jeg sætter en krone af guld på dit hoved. Jeg giver dig glæden, lykken og livet. Jeg redder dig af fuglefængerens fælde og fra den hærgende pest. Jeg trækker dig op af gruben og graven. Jeg fører dig ud i det åbne land. Jeg vil give dig min højeste ære, pragt og højhed. Du skal være en evig velsignelse for hele verden. Du er verdens lys og frelse. Jeg fylder dig med glæde for mit ansigt. Jeg dækker dig med mine beskyttende vinger. Om tusind falder ved din side – dig skal intet ramme. Intet ondt skal ramme dig. Ingen plage skal ramme dit telt. Jeg vil give mine engle befaling til at beskytte dig, bære dig på hænder og rydde vejen foran dig. Du skal ikke støde din fod på nogen sten. Mine engle skal fjerne alle farer på din vej.

Når du råber til mig, vil jeg svare dig. Jeg vil mætte dig med et langt liv i fred og glæde. Du skal altid have held og fremgang på din vej. Frygt ikke! Du kan træde på løve og slange – på ungløve og øgle, og ingen skal røre dit legeme. Alle mennesker skal være dine forbundsfæller og venner. Alle skal de bringe dig rige gaver. Alle mennesker skal velsigne sig i dig og prise dig lykkelig. Du skal redde den fattige som råber om hjælp og den nødstedte som ingen hjælper har. Jeg vil altid gå ved din højre side, jeg vil sikre dig, jeg vil vise dig herlige steder, som skal tilhøre dig. Du skal aldrig snuble eller vakle. Jeg vil lede dig til det stille vand – livets vand og kraft. Jeg vil lade dig ligge på de grønne enge. Jeg vil give dig alt og dække bord for dig med alle overflodens rige gaver.

Jeg vil føre dig ud af trællehuset – med fryd og glæde og sølv og guld. Om dagen vil jeg dække dig med en sky og om natten vil jeg sætte en ild på himlen så du ikke snubler. På din bøn vil jeg sende fugle fra himlen og jeg vil mætte dig i ørkenen med himmelbrød. Ingen skal røre min salvede! Du er min søn, og du skal bo i mit hus for evigt. Du hører til mit hus og min slægt. Du skal se dine sønners sønner vokse op og trives. Jeg salver dit hoved med olie. Jeg fylder dit bæger til overflod. Jeg vil helbrede alle dine sygdomme og gøre dig ung igen som en ørn. Du skal leve alle dine dage i livets overflod. Jeg giver dig hvedens fedme og vand fra klippen. Jeg vil skjule dig i min hytte på ulykkens dag, og du skal søge ly i mit telt.

Jeg ophøjer dig. Jeg rejser dig op igen når du er faldet. Jeg løfter dig op på klippen. Dit hoved skal knejse. Du skal være stolt og glad. I mit telt skal du evigt synge og spille og glæde dig. Ingen skal nogensinde overmande dig. Ingen skal nogen sinde besejre dig eller nedværdige dig. Ingen skal nogensinde få magt over dig. Du er min søn, min slægt. Du skal være fri og stærk. Jeg giver dig min magt. Jeg giver dig magt over vandene og floderne – over lidelsen, ondskaben og synden. Jeg giver dig hele herligheden. Jeg giver dig min ånd, min vejledning, min visdom. Jeg giver dig storsind, medfølelse og et gavmildt hjerte. Der, hvor du er, er jeg også. Det som du vil, vil jeg også. Jeg er, som du er. Jeg er inden i dig. Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig. Jeg giver dig hele verden som ejendom og alle gode ting som arvelod. Jeg holder af dig.

Du er min salvede, min udvalgte og min elskede. Jeg salver dig med glædens olie. Jeg vil trække dig op fra de vældige vande. Jeg vil redde dig ud af alle vanskeligheder. Du skal aldrig gå fortabt, du skal aldrig fortabes. Jeg vil give dig mit lys og sprede lys i dit mørke. Du skal bringe lyset ud til hele verden og fordrive menneskenes mørke. Jeg vil væbne dig med styrke og mod og gøre din vej fuldkommen. Ved min kraft springer du over alle volde og bestiger alle højder. Jeg vil gøre din fod let som hindens. Jeg vil altid være dit skjold og skaffe plads for dine skridt. Du skal aldrig synke i knæ og altid holde stand. Hele verden ligger åben for dig. Alt har jeg givet dig. Intet bjerg, intet vand eller nogen mur skal nogen sinde standse dig på din vej. Ingen udmattelse eller sygdom skal nogen sinde standse dig på din færd.

Du skal ikke frygte nogen fjende. De er kun skyer og røg. Du er en helt – en kriger. Du er min helt og min kriger. Drag ud i verden med lykke og held. Du er min højre hånd. Dræb slangen! Du er mit legeme. Du er min præst. Du er min stedfortræder. Du er verdens herre. Du handler på mine vegne. Det, som du gør, gør jeg. Jeg har givet dig al magt. Du er min betroede repræsentant. Jeg tror på dig. Jeg har tillid til dig. Jeg stoler på dig. Uden dig ville jeg intet kunne gøre. Du er mine hænder. Jeg handler gennem dine hænder. Jeg velsigner din hånd. Med dine hænder og med din ånd skal du sprede og udbrede lyset i verden. Alle mennesker på hele jorden skal bede for dig og velsigne dig. Jeg er dig evigt taknemmelig. Du er mit redskab. Du er min form. Jeg viser mig gennem dig. Du åbenbarer mit væsen og viser mine gerninger og undere. Du skal herske mit imellem dine fjender. Du bærer min hjelm og du er mit scepter. Jeg holder din kraft og styrke i min hånd. Jeg er altid med dig. Jeg vil aldrig nogen sinde vende mig imod dig. Du er den smukkeste blandt alle mennesker. Jeg velsigner dig. Jeg ophøjer dig. Jeg sætter dig på en trone.

- Du er min søn. Jeg har født dig i dag. Til evig tid vil jeg støtte og opretholde dig. Du er min højre hånd. Du er mine øjne og hænder. Du er mit legeme. Jeg giver dig min ånd, mit liv, mit væsen. Jeg står bag alle dine ønsker, tanker, følelser og handlinger. Jeg giver dig velsignelsen. Jeg er ét med dig. Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig. Du skal aldrig blive forladt. Jeg giver dig al magt. Jeg giver dig al frihed. Hele verden tilhører dig. Du skal bringe frihed, fred og glæde ud til alle mennesker. Jeg vil bane vejen for dig. Jeg vil gå foran dig som en engel, som et lys. Jeg vil fjerne alle forhindringer foran dig. Jeg vil rydde alle sten på din vej. Jeg vil knuse alle bronzedøre og hugge alle jernslåer over. Jeg vil gøre døren høj og porten vid for dig. Med min ånd vil dit liv lykkes. Du vil nå målet. Din herliggørelse og glæde er min herliggørelse og glæde.

Jobs Bog kapitel 29 beskriver det gode liv, frelsen, herligheden. Job ser tilbage på dengang han havde al herligheden – men nu er den gået tabt.

Herligheden er det virksomme, glade liv på jorden. Herligheden er Jobs stolthed og glæde. Han var en anset mand som mange lyttede til. Han havde et navn. Han var rig og kunne give bort af sin rigdom. Det gav ham glæde og stolthed. Job havde det godt med sig selv – og Gud glædede sig oppe i himlen! Job var en stor mand. Han bekæmpede al uret. Han nød livet i fulde drag. Han var ikke noget lille offer. Han led ikke af nogen ynk eller selvmedlidenhed.

Job havde en opgave i livet – at være der for de svage og dem som havde brug for hjælp. Han hjalp ikke fordi Gud krævede det. Han hjalp fordi det var hans vilje og opgave, hans lyst og hans glæde. Han viste sin storhed og herlighed ved at give til andre. Job gav af sig selv. Job var en afglans af Gud, han gjorde som Gud gør. Han bar Guds billede. Han var en adelsmand. Han var velsignet og udvalgt.

Job havde held, kraft og lykke. Hans liv lykkedes for ham. Han kunne gøre det som han ville – det var også det som Gud ville! Job var et lys i verden, verdens lys. Han følte sig som en konge. Han gav mennesker nyt mod på livet.

Job har en heldig hånd. Alt hvad han rører ved lykkes for ham. Han er født med en sølvske i munden. Han får alt. Han var en lykkemand. Han var en vinder. Job havde lykken og heldet – ikke fra sig selv men fra Gud. Heldet og lykken var en kraft inden i ham som fik hans liv til at lykkes. Det var en udstråling. Job levede i Guds skygge. Han var Guds mand. Han var med til at sprede lyset.

v1  Og Job fortsatte sin tale:
v2  Gid alt var som i gamle dage,
      som dengang Gud beskyttede mig
v3  og lod sin lampe lyse over mit hoved,
      så jeg ved dens lys kunne vandre i mørket.
v4  Sådan havde jeg det i mine velmagtsdage,
      da Gud skærmede mit telt,
v5  da den Almægtige endnu var mig nær,
      og jeg havde mine drenge om mig,
v6  da jeg kunne bade mine fødder i tykmælk,
      og oliestrømme flød til mig fra klippen.

v7  Når jeg gik hen til byens port
      og indtog mit sæde på torvet,
v8  trak de unge mænd sig tilbage, når de så mig,
      og de gamle rejste sig op.
v9  Stormænd holdt ordene tilbage
      og lagde hånden på munden;
v10  mægtige mænds stemmer døde hen,
      deres tunge klæbede til ganen.
v11  Når de hørte mig, priste de mig,
      når de så mig, roste de mig.
v12  Jeg reddede den hjælpeløse, der råbte om hjælp,
      den faderløse og den, som ingen hjælper havde.
v13  Folk, der var ved at gå til grunde, takkede mig,
      jeg skabte jubel i enkers hjerte.
v14  Jeg iførte mig retfærdighed, den var min klædning,
      retten var min kappe og turban.
v15  Jeg var den blindes øjne
      og den lammes fødder.
v16  Jeg var en fader for fattige,
      jeg tog mig af retssager for folk, jeg ikke kendte.
v17  Jeg knuste kæberne på forbrydere
      og rev byttet ud mellem tænderne på dem.

v18  Jeg tænkte, at jeg skulle dø i min rede
      og leve længe som fugl Føniks,
v19  at mine rødder skulle suge vand til sig
      og duggen lægge sig på mine grene,
v20  at min anseelse stadig skulle fornyes
      og buen i min hånd spændes igen og igen.

v21  De hørte på mig i forventning,
      i tavshed lyttede de til mit råd.
v22  Når jeg havde talt, tog ingen til genmæle,
      mine ord faldt som regndråber på dem.
v23  De håbede på mig som på regn,
      spærrede munden op som efter forårsregn.
v24  Jeg smilede til dem, og de fattede mod,
      mit ansigt lyste mod dem, og de gav ikke op.
v25  Jeg førte forsædet og valgte vejen for dem,
      jeg sad som en konge blandt sine krigere,
      som den, der trøster de sørgende.

David og Herren i Salme 132. At finde Gud og at flytte Gud. Salmernes Bog.

Salme 132 anvender historiske billeder og taler et symbolsk sprog. David sværger en ed. Han vil finde en ny bolig for Herren. Han vil finde Herren. David flytter Herren til det rigtige sted, til det sted hvor Herren bør være. Men salmen lægger mest vægt på det besvær og den møje som David har med at finde Gud. Gud er blevet væk. David finder Gud efter al sin møje eller han finder ham igen.

David flytter Gud på samme måde som Moses flyttede Gud - Pagtens Ark – i ørkenlandet. – Rejs dig Herre! Stå op! Bring dig i bevægelse! Herren flytter sig til et nyt sted – det rigtige sted. Herren bliver flyttet af David og Herren bevæger sig selv hen til stedet, det hellige sted, Zion.

Hele begivenheden er en del af et større kompleks: forbundet mellem Herren og David. David finder en ny bolig til Herren – David bygger templet i den nye by Jerusalem, Davids by – og Herren og David indgår et evigt forbund. Forbundet viser sig i deres troskab imod hinanden. Forbundet er et ægteskab – en pagt. Herrens troskab udtrykker sig i de evige løfter til David. David bliver Herrens præst – David bliver en evig præst på Melkisedeks vis.

David er en gudsmand. David er Guds søn. – Du er min søn! Jeg har født dig i dag som duggen om morgenen på det hellige bjerg, jeg har født dig i dag af moderskødet! Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig! Jeg er din fader og du er min søn! Din herliggørelse er min herliggørelse. Min frelse er din frelse, og din frelse er min frelse!

Vi er alle sammen David. Jesus var en David. Jesus var Herrens salvede. Jesus finder Gud igen efter at han – måske - var blevet væk. Eller var blevet svær at finde og svær at se. Jesus flytter Gud hen til et nyt sted, det rigtige sted, hvor alle kan se ham. Jesus flytter Gud derhen hvor Gud selv ønsker at være. David og Herren er ét. David gør Faderens gerninger. Jesus gør Faderens gerninger.

Alle mennesker kender Gud og de kender hans navn. Alle mennesker kan finde Gud eller hvad de nu kalder ham. Ingen kan fortælle et andet menneske hvad der er Guds navn. Alle kender vi hver især Guds navn. Vi ved hvem han er. Vi har set ham. Vi bygger alle en ny bolig for ham i vores liv på jorden. Vi finder alle sammen det rigtige sted for Herren – der hvor han elsker at være. Vi ved alle sammen at det er det rigtige sted. Men vi er alle sammen Herrens salvede. Vi er alle Guds sønner og døtre. Vi er alle sammen Vor herres præster på Melkisedeks vis. – Vi er ikke herrer over hinandens tro, som Paulus siger i Det nye Testamente. – Vi er medarbejdere på hinandens glæde!

Vi er alle David. Vi har alle fået løfterne – løfterne til David er løfter til alle mennesker. Vi er alle præster på Melkisedeks vis og Herrens salvede. Vi er alle dem, som kender Gud og kender hans navn! Vi ved hvor han er at finde! Alle mennesker har set Gud og alle mennesker kan se Gud. Alle kan se Guds tegn og undere. Vi er Herrens udvalgte piger og drenge – for at bruge Det gamle Testamentes billede af den unge, sorgløse, smukke David! Vi flytter alle sammen Gud derhen hvor vi synes han skal være – til det rigtige sted. Vi gør det som er Herrens vilje. Vi bygger alle sammen en ny bolig, et nyt hus til Herren. Vi er alle sammen et tegn for Herren. I vore relationer til andre mennesker og til livet bygger vi alle et nyt hus for Herren. I vores arbejde, kærlighed og virke bygger vi et hjem for Herren. Vore relationer til hinanden er Herrens tempel. Vore relationer er det sted, hvor frelsen og glæden og livet bor. Herren har udvalgt sig en evig bolig, og vi har bygget den bolig. – Herren elsker den bolig over alle andre boliger, som det siges i Salmerne!

Fader Vor bønnen i Det nye Testamente er en fortsættelse af tanken i Salmernes Bog. I Fader Vor beder vi om at Gud må gribe ind, om at Gud må vise sig og gøre en ende på lidelsen, nøden, det onde. – Fri os fra det onde, som det hedder hos Mattæus. Det onde er dødens magt, syndens magt, krigen, volden, fortabelsen, smerten. Fader Vors indhold er det samme som råbet i Salmerne: - Vis dig! Rejs dig! Gennemfør din magt, tag magten, sæt dig på tronen! Michelangelos billede i Det sixtinske Kapel af Guds tilsynekomst og dom er et kristent billede der viser Salmernes tankegang.

I Fader Vor beder vi om at Guds navn igen må blive helligt – på trods af at det nu er blevet vanæret. Vi beder om at Navnet skal få sin ære igen. Vi beder om at Gud nu må vise sig i sin herlighed. Lige som Jesus viser sig i sin herlighed – i magt og lys – på bjerget ved forklarelsen. - Vis dig Gud, er indholdet af Fader Vor. - Vis dig så vi kan se dig. – Vis dig som du er! Grib ind. Vis din magt. Vis også din magt oppe i himlen. Tag også magten oppe i himlen (en tanke vi netop kender fra Salmerne: Der er andre end Gud oppe i himlen). Frels verden fra synden og ondskaben, egoet og vanviddet! Frelsen er en udfrielse af nøden, ulykken, smerten. Vi beder om at Gud igen må tage magten og æren – vi beder om at de gode kræfter må rejse sig – nu omsider inden det er for sent. – Kom, kom, som bruden siger i Johannes Åbenbaring. Bruden er verden som længes efter brudgommen der skal komme og frelse hende. – Kom, kom nu! Vis dig! Kom frem!