Herren, gudernes Gud, taler,
han kalder på jorden
fra øst til vest.
v2 Fra Zion, skønhedens krone,
træder Gud frem i stråleglans,
v3 vor
Gud kommer, han tier ikke.
Foran ham går en fortærende ild,
omkring ham raser en vældig storm.
v4 Han indkalder himlen [guderne]
deroppe og jorden,
han vil holde dom over sit folk [guderne].
v5 Kald mine trofaste [de andre guder] sammen hos mig,
dem der har sluttet pagt med mig ved
slagtoffer.
v6 Og
himlen [guderne] forkynder hans retfærdighed,
for Gud selv er dommer [er blevet herre
i himlen]. Sela
(50)
Gud skaber en ny verden i og med at han griber ind, i
og med at han viser sig. Gud tager magten, han erobrer magten, han hævder sin magt, han besejrer de onde kræfter, de livsfjendtlige kræfter i universet.
I Salmernes sprog sker
dette først i himlen og derefter på
jorden. Det som sker i himlen skaber en ny tilstand i universet som derefter afspejler sig på jorden. Det som sker og
findes på jorden er et spejl af det som er og findes i himlen. Gud skaber en ny
himmel – og derefter en ny jord. Epifanien – det at Gud kommer og viser sig – er en skabelse, en nyskabelse, en genfødsel, en opstandelse.
v5 Ja, jeg ved, at Herren er stor,
vor Herre er den største af alle guder.
(135)
I Salme 50 kan vi se
hvordan Gud holder dom i himlen. Gud
er gudernes gud eller han bliver
gudernes gud. I Salmernes Bog omtales hvordan guderne ikke gør Guds vilje – de bliver
derfor anklaget og dømt skyldige. Gud indkalder alle dem som bor i himlen. De
som bor i himlen er hans folk – hans hær
– hans krigere. De er hans trofaste –
eller burde i al fald være det. Gud har sluttet pagt med de væsner, engle, guder, magter som bor i himlen. Gud er
en konge – over for sine stormænd, som det siges et andet sted.
Guderne er hans stormænd – selv om de
ikke altid forstår at leve op til pagten. Guderne skaber lidelse og nød på jorden derfor bliver de dømt. Salmerne
opfatter det sådan at guderne har områder eller lande nede på jorden i deres
magt – som fx de enkelte landes guder. Guderne dømmer ikke retfærdigt siger
Jahve. De har svigtet enkerne og de faderløse. Derfor bliver de dømt.
v1 Salme af Asaf.
Gud træder frem i gudeforsamlingen,
blandt guderne holder han dom:
v2 Hvor længe vil I dømme uretfærdigt
og tage parti for de ugudelige? Sela
v3 Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
v4 udfri
de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!
v5 De forstår og fatter intet,
de vandrer i mørke,
jordens grundvolde rokkes.
v6 Jeg har sagt: I er guder,
I er alle sønner af den Højeste.
v7 Dog
skal I dø som mennesker,
og I skal falde som en af stormændene.
v8 Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,
for du har alle folkene som ejendom.
(82)
Forestillingerne om Guds
dom og sejr i himlen genfindes også i det nye Testamente – fx i Johannes’
Åbenbaring hvor det er Mikael, Guds ærkeengel, der besejrer og nedstyrter det
onde i himlen. Forestillingen findes også udviklet hos den senere Esajas – tritoesajas (Esajasbogen
kapitlerne 56 til 66).
Vis Herren, I gudssønner,
vis Herren ære og hæder!
v2 Vis Herrens navn ære,
kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt.
v3 Herrens røst lyder over vandet,
ærens Gud lader tordenen rulle.
Herren er over de vældige vande.
v4 Herrens røst lyder med kraft,
Herrens røst lyder med vælde.
v5 Herrens røst splintrer
cedertræer,
Herren knuser Libanons cedre.
v6 Han får Libanon til at springe
som en kalv
og Sirjon som vildoksens kalv.
v7 Herrens røst spalter ilden i
flammer,
v8 Herrens
røst får ørkenen til at skælve,
Herren får Kadesh-ørkenen til at skælve.
v9 Herrens
røst får hinden til at føde
og flår barken af skovens træer.
(29)
I salme 29 kan vi se
hvordan Gud først erobrer magten i himlen over gudssønnerne
eller guderne. Derefter sejrer Gud på jorden blot ved at han viser sig. I vers
3 og de følgende skaber Gud sejren blot ved sit ord - uden kamp. Gud viser sin magt og vælde
og jorden skælver. Jahve eller Herren er frygtindgydende – men han bringer ikke
i egentlig forstand død og ødelæggelse. Han er frygtindgydende for mennesker påsamme måde som jordens store konger var frygtindgydende i
oldtiden. Det er tidens sprog. Gud bringer ikke død og undergang. Han bringer
frelse. Det er salmernes budskab. Han er ikke nogen dommer i vores betydning.
Han dømmer ikke visse personer til straf eller pine. Han redder. Han stopper
det onde.
Salmernes verdensbillede
gør billedet kompliceret. Jahve har fjernet de vældige vande, urdybet, vandet fra jorden, den beboelige jord. Gud har
delt vandet således at en del findes under jorden. Jorden flyder oven på de
vældige vande eller floden – derfor på usikker grund. Men Gud har sat resten af
vandet oven over himmelhvælvingen. Derfra regner det gennem døre og sluser.
Derfor findes det onde, ondskaben, de vældige vande oppe i himlen dvs oven over himmelhvælvingen.
Billedet kompliceres også
af at udtrykket himlen nogle gange i
Salmerne er tvetydigt eller flertydigt.
Jahves tronstol står i himlen – men står
også i templet, i det allerhelligste.
Nogle gange betyder i himlen og fra himlen det samme som i templet og fra templet. Det er i al fald mange forskeres mening. Ordet himlen har
ikke helt den samme betydning som i en meget senere kristendom. I de fleste
tilfælde er Herren en magt som er og virker i denne verden – han kommer fx fra Sinaj. Hans retfærdighed når helt op til himlen – som det
ofte siges. Herren lever i denne verden – sammen med os. Han er vores anfører
og konge. Hans kongerige er Palæstina. Vi er hans folk. I mange tilfælde i
Salmernes Bog befinder Gud sig ikke oppe i himlen – oven over himmelhvælvingen.
Han er her – sammen med os. Han kommer til stede i templet og kan se os og
svare os – fordi han er kommet nær. Pointen ved epifanien
i templet er netop at Gud er til stede her og ikke skjuler sig. Gud skjuler sig ikke oppe i en himmel – fjernt fra os! Tanken om at Gud altid
befinder sig i himlen er antageligt en forestilling som gradvist udvikler sig i
senjødedommen.
Vi kan også se Herrens
Jahves sejr over de onde guder i salme 58. salmen indeholder usædvanligt
ubehagelige blodtørstige udtryk men det er nok vigtigt at denne kamp er
mytologisk. De mægtige er ikke ufromme eller ugudelige medlemmer af menigheden!
Herren kæmper ikke i salme 58 imod mennesker men imod det onde som sådant. Det er disse onde magter som skaber ondskaben
og lidelsen på jorden. Sejren i himlen går forud for sejren på jorden:
v1 For korlederen. Al-tashket.
Miktam af David.
v2 Fører I retskaffen tale, I mægtige [guder]?
Dømmer I mennesker retfærdigt?
v3 Nej, bevidst øver I uret i landet,
med vilje giver I volden frit løb.
v4 De ugudelige [guder] er frafaldne
fra fødslen,
løgnerne er vildfarne fra moders liv.
v5 De er giftige som slanger,
som den døve slange, der stopper øret til,
v6 så den ikke kan høre slangebesværgeren,
selv ikke den kyndigste besværger.
v7 Gud, slå tænderne ud på dem,
knus løvernes kæber, Herre!
v8 De skal flyde ud, som vand siver
bort,
de skal visne som græs ved vejen,
v9 som sneglen, der opløses i slim,
som et dødfødt barn, der aldrig får solen at se.
v10 Før
deres tornebusk vokser til tjørnekrat,
blæser han dem væk i vrede som tidselfrø.
v11 Den retfærdige skal glæde sig over at
se hævn,
han skal vaske sine fødder i den ugudeliges blod;
v12 og folk skal sige:
»Ja, den retfærdige får sin løn [retfærdigheden
sker fyldest],
der er en Gud, som dømmer på jorden!«
(58)
I Salme 89 ser vi tydeligt
hvordan en ny himmel og en ny jord indledes ved at Gud tager magten over
guderne. Gud er ikke så meget skaberen men sejrherren. Tanken om at Gud har
skabt verden i den senere kristne betydning opstår meget sent i det gamle israel – først i senjødedommen
fra ca
v6 Himlen priser [nu efter sejren] dit under, Herre,
din trofasthed i de helliges [gudernes] forsamling.
v7 For
hvem i skyen står mål med Herren,
hvem blandt gudssønnerne [guderne] er Herrens lige?
v8 Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes]
kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle [nemlig guderne], der omgiver ham.
v9 Herre, Hærskarers Gud, hvem er
som du?
Stærk er Herren. Din trofasthed omgiver dig.
v10 Du
hersker over det hovmodige hav [dragen, slangen, uhyret],
du dæmper dets brusende bølger.
v11 Du
knuste Rahab,
han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.
v12 Himlen
tilhører dig, jorden tilhører dig,
du grundlagde jorden med alt, hvad den rummer.
v14 Din
arm har kraft,
din hånd er stærk, din højre er løftet.
v15 Retfærdighed
og ret er din trones grundvold,
godhed og troskab står foran dig.
v16 Lykkeligt
det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17 de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18 Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [magt, herlighed, ære].
v19 Vort
skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.
(89)
Gud sikrer en
ny kollektiv tilstand – frelsen.
Frelsen er ikke en frelse for enkelt personer som kommer i himlen eller som
bliver frelst efter døden. Frelsen er den ny kollektive tilstand på jorden og i himlen som er skabt af Jahves retfærdighed. Frelsen er den naturlige tilstand, sådan som det bør
være, sådan som det var i begyndelsen, sådan som det er meningen at det skal
være:
v11 Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
v12 Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed ser ned fra himlen.
v13 Ja,
Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
v14 Retfærdighed
går foran ham,
og fred følger i hans spor.
(85)
I døden er der ingen frelse, siger Salmerne (88.13). De døde lever
ikke. De kan ikke se Guds undere og de kan ikke lovprise Herren. De er fortabt.
En ny himmel og en ny jord
indebærer også at Israels nabostater
som angriber Israel skal tilintetgøres. Vi kan i disse udtryk se hvordan
Israels nabostater, de såkaldt ugudelige,
guderne, de onde, Rahab
ofte smelter sammen i det samme
begreb. Salmernes mening er at det onde skal udryddes og retfærdigheden skal
herske i den ny himmel og på den ny jord. De følgende udtryk er mest symbolske
udtryk for denne tanke og skal nok ikke læses bogstaveligt:
v1 En sang. Salme af Asaf.
v2 Gud, vær ikke tavs,
vær ikke stum og stille, Gud!
v3 Se, dine fjender larmer,
dine modstandere løfter hovedet.
v4 Mod dit folk udtænker de snedige
planer
og lægger råd op imod dem, du værner.
v5 De siger: Lad os udslette dem som
folk,
så Israels navn ikke nævnes mere [Babylon].
v6 I enighed lægger de planer,
de slutter pagt imod dig,
v7 beduiner fra Edom og Moab [nabofolkene og Babylon],
ismaelitter og hagritter,
v8 Gebal, Ammon
og Amalek,
Filistæa tillige med Tyrus'
indbyggere.
v9 Selv Assur
har sluttet sig til dem
som støtte for Lots
efterkommere. Sela
v10 Gør med dem som med Midjan,
som med Sisera og Jabin ved
Kishonbækken;
v11 de blev tilintetgjort ved En-Dor
og blev gødning på jorden.
v12 Lad
det gå deres fyrster som Oreb og Ze'eb,
alle deres ledere som Zeba og Salmunna.
v13 Fordi
de siger:
Guds græsgange
tager vi i eje.
v14 Min Gud, lad det gå dem som
kugletidsler,
som strå, der flyver for vinden.
v15 Som ilden sætter skoven i brand,
som flammen antænder bjergene,
v16 skal du forfølge dem med din storm
og forfærde dem med din hvirvelvind.
v17 Dæk
deres ansigt med skam,
til de søger dit navn, Herre.
v18 De
skal for evigt beskæmmes og forfærdes,
gøres til skamme og gå til grunde,
v19 til de forstår, at du alene
– Jahve er dit navn –
er den Højeste over hele jorden.
(83)
Vi kan se det samme skema
i salme 94: De ugudelige er Babylon eller andre fjender og de guder som de
tilbeder. Et land blev i oldtiden identificeret med sine guder. Babylon dyrker
fremmede guder. Babylon tilbeder Marduk. Derfor er Marduk og Babylon ét og det samme. Derfor betegnes de som
de ugudelige, Guds fjender:
v1 Herre, du hævnens Gud,
du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!
v2 Rejs
dig, du jordens dommer,
gør gengæld mod de hovmodige!
v3 Hvor længe, Herre, skal de ugudelige [Marduk,
Babylon],
hvor længe skal de ugudelige juble [587
nederlaget til Babylon]?
v4 Frækt
lader de munden løbe,
alle forbryderne bruger store ord.
v5 De knuser dit folk, Herre [nederlaget i
de undertrykker din ejendom.
v6 Enken og den fremmede slår de
ihjel,
faderløse myrder de.
(94)
Vi kan se i salme 93
hvordan Herren har taget magten –
efter kampen, efter sejren. Salme 93 er et slags kroningsritual. Et hyldestråb til
sejrherren. Jahve krones som konge.
Han har besejret de onde kræfter. Han
har genoprettet kosmos:
v1 Herren er [nu blevet] konge! Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke [mere].
v2 Din
trone står fast fra ældgammel tid,
fra evighed har du været til.
v3 Herre, strømmene [det onde,
ondskaben, de onde guder] løfter,
strømmene løfter deres røst,
strømmene løfter deres brøl.
v4 Men mere end de vældige vandes buldren,
mere end havets mægtige brændinger
er Herren mægtig i det høje [Gud har vist sig som den stærkeste].
v5 Dine
vidnesbyrd står fast,
hellighed smykker dit hus
i al evighed, Herre.
(93)
Vi kan i salmerne finde
mere primitive opfattelser af Jahve som en konge der bor i sit eget rige med
sine stormænd – guder - og undersåtter. Jahve er gudefaderen.
Han bor på det hellige bjerg – gudebjerget. Dette rige er i disse tilfælde ikke det samme
som Palæstina eller Israel. Disse forestillinger svarer til lignende
forestillinger i hele oldtiden – fx også i det gamle Grækenland med Zeus som
faderen. Vi kan fx se forestillingen i salme 103 som er en gammel salme:
v20 Pris Herren, I hans engle [guder],
I stærke krigere [guder], der udfører
hans befaling
i lydighed mod hans ord.
v21 Pris
Herren, alle hans hære [krigere, guder],
hans tjenere, der udfører hans vilje.
v22 Pris
Herren, alle hans skaberværker
overalt i hans rige.
(103)