Paulus’ brev til Galaterne.

 

- De ting som jeg nu lever i kødet – dem lever jeg i troen! (Galaterbrevet).

 

 

Paulus’ brev til Galaterne.. 1

Galaterbrevet. Indledning.. 4

Paulus er en fri mand. Han er ikke noget barn.. 5

Paulus er et paradigme.. 5

Frelsen kommer fra Zion. Jerusalem er verdens sol. Man kan ikke bryde med Jerusalem.. 6

Nu lever vi i Kristus. Vi har den samme ånd. Vi lever ikke længere i kødet.. 7

Vi ofrer vore børn - for at vi selv kan leve.. 8

Overtroen på verden.. 8

Vi skal re-staurere hinanden. 9

Moses får Guds stav.. 9

Vi kender og anerkender Gud. Gud kender og anerkender og respekterer os.  10

Vi som tilhører troens hus. Vi frelses fordi vi tilhører huset.. 11

Gud er en oprører. Gud gør oprør imod den onde gud som vil have magten i hele verden.. 12

Det hjælper ikke noget at Gud er god og kærlig – hvis han er svag!. 12

Vi frelses ved troen eller på grund af troen eller igennem troen. Er det vores tro eller Guds tro?. 13

Zen tanken og Paulus.. 13

At være i Kristus.. 13

Alle de kristne er Kristi slaver.. 15

Den såkaldte pludselige omvendelse.. 15

Vi døde og blev født på ny.. 16

Moseloven er ikke det samme som sekternes definitioner af Moseloven.. 17

Vi er blevet frie og værdige.. 17

For at I ikke skal blive fristet.. 18

Det tidlige kristne sprog.. 18

Vi lever ikke længere i kødet.. 20

Der er kun én forsamling.. 21

Gud har udvalgt os – som en mand udvælger sin hustru!. 21

Den historiske virkelighed – apostelmødet.. 22

Den historiske udvikling. Alting sker FOR AT.. 22

De vil være sikre. De er bange – Abraham, Sara, kirken og galaterne!. 23

Det som allerede er sket.. 23

Husk det som skete dengang!. 24

At gøre og at være. Gerningerne, præstationerne og livsglæden.. 25

De bibelske  tekster er tekster fra oldtiden. Det voldelige skema.. 25

Ikke fra et menneske. Vi vidner om det som vi har set. Vi er alle sammen Guds apostle.. 26

Evangeliet er ikke generelle ideer eller abstrakt filosofi.. 26

At leve i en illusion. At bedrage sig selv.. 27

Jesus sammenfatter og fortolker Moseloven.. 28

Vi skal elske os selv, værdsætte os selv og være stolte af os selv!. 29

Vil I nu igen være små og svage, arme ofre? Vælg selv!. 29

Verden er syndens og dødens verden. Vi er de korsfæstede – ikke de omskårne.  30

Paulus er et forbillede. Paulus er uden frygt.. 31

Vi som tror på Kristus vi deler alt – vi har set og følt det samme. Vi har de samme tanker og følelser.. 32

Vi skal respektere os selv.. 32

Er Paulus en morder – lige som Moses?. 33

Det sande menneske lever i verden uden nogen frygt.. 34

Vi er allerede blevet omskåret af Gud.. 34

Jeg taler kun som et menneske. Fingeren der peger på månen er ikke månen.  35

Verden lever i en illusion.. 35

Antiokia episoden.. 36

Vi er arvinger til riget.. 36

At kende Guds navn. At være en fri mand.. 37

Dem som var apostle før mig.. 38

Exodus – Ikke bare UD af – men også IND i.. 38

Himlen er kommet ned på jorden. Gud er blevet en moder for alle folkeslagene.  40

De falske guder. Verdens magter og guder.. 41

Vi er Abrahams sperma – sæd. Vi er Isak. Abrahams sæd er det kollektive legeme.  42

Det afgørende vendepunkt – den paskale nat – Pesach og Massot.. 42

Der er kun een pagt! Der findes ikke nogen gammel eller ny pagt!. 43

Moseloven er blevet misforstået.. 44

Den kristne kirke er usynlig.. 44

Akkomodations princippet.. 45

Lovens mening?. 46

Vi lever nu i Paradiset.. 46

Paulus, apostel.. 47

Den såkaldte aftale i Jerusalem.. 48

Gud stiller ikke betingelser!. 48

Gud giver os al magten og myndigheden.. 49

Synden kommer af vores lille frygt. Den kristne kirke lever i en frygt for verden.  49

Anstødsstenen – korset – forargelsen.. 50

De brænder af en nidkærhed for Herren.. 51

Åbenbaringerne. De overmåde store åbenbaringer.. 52

Kødet og ånden.. 53

De kan se nåden. De kan se tegnet.. 53

Jesus er også for alle hedningerne.. 54

Markion.. 54

Retfærdiggørelsen.. 55

Det rent fysiske – omskærelsen.. 56

Det er underfuldt. Det er underligt.. 56

Vi er ikke arme syndere! Og Kristus er ikke nogen tjener for synden!. 56

Galaterne er Abrahams sønner. Slægtstavler i Bibelen.. 57

Ordet og begrebet Nåde. – Gud har givet mig en stor nåde!. 58

Det er prægtigt  at brænde for Herren og være nidkær for Herren!. 60

Vi skal være stolte over os selv. Vi skal have tillid til os selv. Vi skal være glade og frie og værdige.. 60

Loven og gerningerne og troen.. 62

Om at være samlet og udelt.. 62

Dengang døde jeg - for at jeg nu kan leve.. 64

Damaskus.. 65

Frugten af ånden - modsat vore små gerninger, tanker og følelser.. 66

I Kristus – en Christo.. 67

Der skal være forskel på de kristne og de ikkekristne!. 67

Vi vil have sikkerhed!. 68

Tro og tillid. - Når det går de andre skidt – så går det godt for mig, siger egoet!  68

Moses er et billede på Paulus. Det som skete var en nødvendig del af en udvikling.  68

Profeten og de herskende magter.. 69

Kritikken af religionen hos Paulus.. 70

De mægtige, de ældste og dem som tror at de er noget.. 70

Mystikken og Det gamle Testamente.. 71

Dem udenfor er de fortabte. De er uden for muren og beskyttelsen.. 71

Vi er alle eet.. 72

Gud har avlet alle mennesker. Vi har avlet hinanden.. 73

De skal holde hele loven.. 74

Er Paulus en falsk profet?. 74

Den kristne kirke er imod korset!. 75

Paulus er grov og grænseoverskridende. Vi føler afsky og væmmelse.. 76

Kødets svage, uværdige og afmægtige gerninger.. 76

Vi er allerede blevet frelst.. 78

Omskærelsen og Titus.. 78

I må aldrig nogen sinde glemme det som skete dengang!. 79

Menneskeopfattelsen. Vi er engle sendt af Gud.. 80

Løfterne til Abraham – og til David.. 81

Den kristne føler foragt og medlidenhed med verden.. 81

Vi må aldrig glemme de fattige i Jerusalem!. 82

Du lever jo slet ikke som en kristen!. 83

Imitatio Dei – Vi skal efterligne Gud!. 84

Om at være herre i eget hus. Enkrateia er den højeste af alle dyderne.. 84

De er små og svage og ikke rigtige mænd. De vil ikke forfølges!. 85

Kristus har taget vore små følelser fra os. Kristus har givet os værdigheden tilbage.  87

Alle mennesker på jorden er Guds frie sønner.. 87

Gud har givet mig en stor nåde.. 88

Synden er en forfærdelig byrde. Synden er en Tsunami.. 89

Åndens frugt. At gøre og at være. At være samlet og udelt.. 90

Mener Paulus virkeligt at de kristne skal spise blod og svinekød og drikke sig fulde i øl og vin?. 90

Gud giver os vores sunde fornuft tilbage.. 92

Forbandelsen.. 93

Verdens magter og kræfter.. 94

De har fuldstændigt svigtet og fordrejet Jesus.. 94

Lukas, Apostlenes Gerninger og Galaterbrevet.. 95

Saulus' omvendelse.. 96

Saulus' prædiken og flugt. 96

Vi frelses i troen eller ved troen eller på grund af troen.. 96

Saulus i Jerusalem... 97

Menigheden i Antiokia.. 97

Udsendelsen af Barnabas og Saulus. 97

Forkyndelsen på Cypern.. 98

Rejsen fra Cypern over Pamfylien til Pisidien.. 98

Paulus' prædiken i Antiokia i Pisidien.. 98

Forkyndelse og forfølgelse i Ikonion, Lystra og Derbe.. 99

Helbredelsen af den lamme i Lystra.. 99

Folkeopstand og forfølgelse i Lystra.. 99

Tilbagerejsen til Antiokia i Syrien.. 99

Apostelmødet i Jerusalem... 99

Uenigheden mellem Barnabas og Paulus. 101

Hvordan er forholdet mellem Paulus og kirkens ledere i Apostlenes Gerninger?  101

Er der nogen gode grunde til at blive en jøde?. 102

Paulus er stolt af sig selv.. 103

Jesus er ikke nogen religionsstifter. – Vi er de udvalgte!. 104

Er Paulus en frafalden og en forræder?. 105

Gud frikender og retfærdiggør den uskyldige. Verden dømmer uretfærdigt. Vi er de retfærdige.. 106

Det som vi ser nu er frugten og frugterne.. 106

Hvem er egentlig disse galatere?. 107

Ingen har lyst til at være et barn!. 107

Paulus og Moseloven.. 108

Vi er Guds tempel.. 109

Vi er alle Messengers for Vor Herre! Vi har fået hele magten. Vi har fået Guds stav og scepter.. 110

Er der en evig krig i vores indre?. 111

At gå helt fortabt.. 111

Moralen og ånden.. 112

Surdejen. I skal leve rent og purt. I må ikke drikke alkohol!. 113

Aldrig nogen sinde har vi set noget lignende!. 115

Hvad er meningen med Moseloven?. 116

Jesus er en Sojourner – Paulus er en Sojourner – en Ger!. 117

Guds testamente er Guds evige løfte - som aldrig kan ophæves.. 117

Præsteskriftet og pagten.. 119

 

 

 

Galaterbrevet. Indledning.

 

v5  Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer.

(2.5)

 

Ud fra teksten i Galaterbrevet – især – og ud fra hele Det nye Testamente har man søgt at rekonstruere de brede linjer omkring affattelsen af Galaterbrevet. Der er nogen lunde enighed om følgende:

Situationen i Galatien er en slags gentagelse af tidligere episoder – Jerusalem mødet og Antiokia konflikten. Baggrunden er at Paulus har oplevet et sviende nederlag i Antiokia til en slags højre fløj inden for den kristne kirke. Nu prøver Paulus med Galaterbrevet at vinde slaget i Galatien.

Hele brevets formål er opsummeret i Galaterbrevet 2.5 om evangeliets frihed som skal bestå for galaterne! Baggrunden er altså at der i følge Paulus er nogle  - fremmede – som vil gøre galaterne til små og svage og trælle!

Paulus starter sin karriere som en apostel dvs som en udsending fra kirken i Antiokia. I denne tidlige fase har Paulus et rimeligt godt forhold til kirken i Jerusalem – ikke mange problemer. Paulus virker i de områder som hører ind under kirken i Antiokia. Han har sin autoritet som udsendt af Antiokia.

På grund af episoden i Antiokia – sammenstødet med Peter – bliver Paulus isoleret. Han mister sin autoritet. Han er ikke Jerusalems eller Antiokias mand. Fra og med dette tidspunkt kalder Paulus siger bevidst en selvstændig apostel. Han praler med at han har sin magt fra Gud selv. Paulus bliver en missionær i områder længere og længere væk.

Galatien har måske hørt til Antiokias og dermed Jerusalems område – derfor er det ikke mærkeligt at Jerusalem begynder at blande sig i forholdene i Galatien. Det er sikkert ikke i strid med nogen regler eller aftaler!

Den berømte aftale ved apostel mødet har formentligt været uklarhvis den overhovedet har eksisteret! Måske har man talt om de såkaldte gudfrygtige – God fearers - grækere som kom i synagogen, færdedes blandt jøderne – men ikke var omskårne eller proselytter! Begrebet en proselyt var klart nok defineret: En proselyt var en ikke biologisk jøde som blev omskåret og derefter levede efter Moseloven! Begrebet en gudfrygtig er meget uklart på Paulus tid. Aftalen har altså ikke gjort de uomskårne galatere til sande medlemmer af Israels folk! De er blot blevet anerkendt som de tilhørende – de gudfrygtige. Paulus siger noget andet men grækerne – de uomskårne – har nok ikke fået rigtig status af jøder i aftalen!

At være en jøde er at være en arving til landet – Israels land – Palæstina eller Kanaans land! Det er usandsynligt at kirken i Jerusalem er gået med til at de uomskårne galatere skulle være arvinger til landet! Og dermed have ret til at leve og bo i Israels landområde!

Vi kan sige at Paulus tvinges til at bruge en Plan B! Hans Plan B består i at han bliver en løsrevet selvstændig apostel og missionær uden egentlig sammenhæng med moderkirken. Paulus grundlægger nye kirker i Lilleasien – Efesos og i Grækenland – især i Korinth. I følge Paulus opfattelse er disse kirker ikke uden videre datter kirker af Antiokia eller Jerusalem! De er på en måde selvstændige og Jerusalem har ikke lov til at blande sig. Jerusalem – Peter  og Jakob og apostlene – har set anderledes på sagen. I følge deres opfattelse hører alle kirker i hele verden ind under Jerusalem – moderkirken. De skal tjene og støtte og adlyde Jerusalem.

Det er efter de flestes opfattelse sandsynligt at kirken i Judæa har været under et stærkt pres fra jøderne! Det skriver Paulus og det passer med vores viden om Palæstina på denne tid. Hele jødedommen er blevet mere og mere zelotisk antændt – tonen er blevet skarpere. Kirken har bøjet sig for de ivrige jødiske zeloter. Jøderne bliver mere og mere traditionelle og kirken støtter sig mere og mere på kirkens højre fløj – dem som Paulus kalder de falske brødre! Hele denne interne jødiske krig er med til at svække Paulus og hans evangelium.

Der har været mange forskellige opfattelser af sagen i den kristne kirke. Jakob repræsenterer kun een bestemt opfattelse. Kirken er blevet mere og mere delt. Hvad gør kirken med disse mængder af grækere som kommer ind i kirken?

Det er vigtigt at Paulus grundlæggende er enig med kirken i Jerusalem. Alle er egentligt dybest set enige om det væsentlige! Vi skal bestemt ikke overdrive modsætningerne – det er nok det som Paulus gør i Galaterbrevet! Paulus har været enig i at hvis man bliver en troende eller en kristen – så medfører det rimelige og naturlige forpligtelser – så skal man holde loven! Det er Paulus enig med – men parterne er uenige om hvad det betyder i praksis!

 

Paulus er en fri mand. Han er ikke noget barn.

 

Hvis man er kritisk over for Paulus kan man sige at Galaterbrevet i en vis forstand er en lang benægtelse! Paulus bliver ved med at hævde at hans tro og åbenbaring er helt uafhængig – men det er tydeligt nok at han kæmper imod en udbredt opfattelse i samtiden! Det er som om han hele tiden benægter fakta. Det er som om at han benægter at han er kommet ind i den kristne bevægelse – på nøjagtigt samme måde som alle andre! Paulus vil med vold og magt hævde at han er helt uafhængig – men det lyder hult – det skurrer i ørerne!

Dette er nok ikke en helt rimelig eller retfærdig fortolkning af Paulus! Paulus benægter ikke egentligt at han har lært noget af de kristne. Det er ikke det som er pointen. Paulus udtrykker for så vidt respekt og agtelse for de gamle apostle – han bøjer sig for dem som kendte og fulgte Jesus. Paulus viser også at han har lært af kirken. Han citerer Jesus og bruger Jesus historien. Han bruger små kristne citat samlinger som han har lært efter sin såkaldte omvendelse. Han benægter ikke at han har lært meget af mennesker!

Paulus bruger hele Galaterbrevet til at vise at han er uafhængig af de ledende apostle i Jerusalem. Vi kan sige at Paulus udtrykker at kirken er ikke det samme som Jakob eller Peter eller kirken i Jerusalem. Paulus repræsenterer en anden slags kristendom – diasporaen.

Paulus udtrykker også en sandhed på et meget dybere plan. Paulus ved godt at han er kommet ind i Jesus bevægelsen lige som så mange andre. Men det som han siger i Galaterbrevet stikker dybere.

Jeg har fået troen – jeg tror på Kristus – ikke fordi jeg er blevet undervist eller påvirket af mennesker  - men fordi jeg privat og personligt er blevet overbevist. Gud har talt til mig – direkte og personligt. Gud henvendte sig til mig og meddelte mig sandheden.

Det er derfor at Paulus er så fantastisk skråsikker over for Jerusalem. Jerusalem er en slags eksperter og det ved Paulus godt og det bøjer han sig for. I forhold til dem er Paulus en amatør. Men det er ikke hovedsagen, siger Paulus. Vi tror ikke fordi vi har læst noget i en gammel religiøs bog! Det var netop det som Grundtvig blev ved med at gentage! Vi tror ikke fordi at særligt religiøse mennesker har belært os! Vi tror fordi vi enkeltvis og personligt har hørt Guds stemme. Brat. Pludseligt. Overraskende. På trods af vore forventninger. Paulus bliver ikke kaldet af Gud – fordi han regner med at det skal ske. Paulus går ikke og forbereder sig på at Gud skal tale til ham. Gud taler til ham brat og overrumplende og Paulus er totalt uforberedt. Det er lige som pludseligt at få en diagnose at man har en uhelbredelig kræft sygdom – man er helt uforberedt. Man havde planlagt noget helt andet. Diagnosen bryder igennem som et slag med et brag. Den går imod al forberedelse og planlægning. Den er Guds stemme – den er Guds kald. Moses bliver ikke kaldet ved busken som brænder evigt fordi han var inde i en religiøs udvikling. Moses går ikke og forbereder sig! Han går bare og passer sit arbejde med at vogte Jetros fåreflokke ude i ødemarken. Moses er helt uforberedt.

Paulus ved godt at mennesker kommer ind i Jesus bevægelsen på en naturlig, normal måde. Han ved godt at den slags kan forklares psykologisk. Han ved godt at alt har naturlige årsager. Men det er ikke pointen. Når Paulus ser på sin egen udvikling ser han et under – Guds underfulde frelse. Det er hans syn og vision og åbenbaring. Paulus taler på et dybere plan. Han ser at det i virkeligheden var Gud som talte til ham – ikke hans egen fantasi. Andre vil sige at Paulus vision bare var en indbildning – men Paulus ved bedre. Virkeligheden er usynlige som han nogle steder siger. Det vigtige foregår på et usynligt plan – ikke på det ydre empiriske plan. Vi ser ikke på det synlige men på det usynlige – som han siger!

Paulus er en fri mand i denne forstand. Han er ikke afhængig af nogen kirke eller autoritet. Han skal ikke underlægge sig nogen autoritet. Han er fri og uafhængig. De kan sige hvad de vil i Jerusalem – og det respekterer jeg – men jeg ved hvad der er sandt. Jeg skal ikke spørge dem. Alle mennesker er kaldet af Gud. Vi har alle hørt hans stemme. Vi er frie og værdige – vi er alle Guds sønner, som Paulus siger. Vi er ikke arme ofre.

 

Paulus er et paradigme.

Paulus er jøde og han er en kristen jøde eller en jødisk kristen eller en jødekristen. Han er en af de ypperste i jødedommen som han siger. Paulus bliver kaldet af Gud til nye opgaver og nye hverv. Paulus ville  nok  sige at han allerede i forvejen – før Damaskus – var blevet kaldet af Gud. Gud havde kaldet ham - da han var ung - til at kæmpe for den jødiske tro og identitet. Paulus omvender sig ikke – han får nye opgaver af Gud. Paulus får en ny myndighed og magt. Paulus har sikkert opfattet sig selv som en profet og udsending længe før han mødte Gud ved Damaskus.

Galaterbrevet er meget specielt fordi det indeholder en mængde selv biografisk materiale og oplysninger om Paulus som vi ikke kender andre steder fra! På den måde er Galaterbrevet unikt. Paulus har et langt afsnit i begyndelsen af brevet som man har kaldt for hans autobiografi eller selvbiografi. Dette afsnit er ikke en objektiv skildring – langt fra! Det er en konstruktion – Paulus konstruerer en selv historie eller et CV – som man har sagt – som tjener hans formål i brevet. Hensigten i brevet er at vise at han er uafhængig af kirken i Jerusalem – og dog fuldt anerkendt af Jerusalem. Hensigten er at vise at han stadig hører til de ypperste – han kan sagtens måle sig med de ældste og de ældste i troen i Jerusalem – og af og til udtrykker han temmelig meget foragt for de ældste i Jerusalem!

Paulus fremstiller sig selv som et paradigme – som et forbillede for alle mennesker eller for alle kristne. Paulus viser hvordan hans liv og skæbne illustrerer evangeliet! Paulus har selv oplevet Guds underfulde frelse! Når vi ser på hans liv kan vi se at Gud er til og at Gud er stor. Paulus liv illustrerer evangeliet. For Paulus er hans eget personlige liv og evangeliet smeltet sammen og integreret. Han taler ikke om en abstrakt tro eller religion – han taler netop om det som han har set og oplevet med egne øjne! Paulus har præcist den samme opfattelse som vi finder i 2. Mosebog. Vi kan godt have tillid til Gud og tro på Gud – for vi har selv set det med vore egne øjne. Paulus siger præcist det samme til galaterne igen og igen. Han siger ikke at galaterne skal tro på kristendommen fordi det er en god etik eller religion – han siger at de skal tro på det som de har set og oplevet med deres egne sanser! Det er Paulus store pointe i Galaterbrevet. Det viser at han har en opfattelse af tro som er helt anderledes end den opfattelse af begreberne tro og religion som siden hen opstod! Paulus taler netop om det som er virkeligt – det som er sket – det som egentlig ikke kan benægtes. Hvis vi benægter det – lever vi i et rent mørke – i en illusion siger Paulus. Husk det som I så og oplevede! Glem det aldrig! Bind det på jeres hånd og pande og hjerte som det siges i Mosebøgerne!

 

Helligånden i følge Paulus.

 

Der var en ung pige som var tretten år gammel. Og der var hendes kæreste. Og det var skide koldt. Det var vinteren 1937. Det var i julen. Og i julen så kom hendes kæreste i familien ude i Bangsbo Strand – langt væk. De boede i Frederikshavn. Frederikshavn var en lille by og Bangsbo var altså langt væk. I december 1937 var der ikke nogen busser, ingen S tog og ingen Metro. Man gik bare. Og det var koldt og det sneede.

Kai ville gerne det med Bangsbo – Møllerfamilien. Møllerfamilien var en kæmpe klan – det vidste hun allerede. Mølerfamilien var en Mafia bande – alle kendte hinanden. Alle klappede hinanden. Alle var i familie. Møller familien var en klan, en bande, de var en Mafia.

Annalise elskede sin unge kæreste. Hun var kun 13 år. Hun kom fra et helt andet miljø – hun var vant til at holde afstand og være forbeholden. Hendes far var forbeholden. Ikke sådan en mafioso. Annalise blev trukket ind i noget - som fremmed – noget som hun ikke forstod.

Kai vil gerne. Men kampen er ikke en kamp mellem to viljer. Det er IKKE to egoer som kæmper. Kai vinder ikke over Annalise. Sådan kan man tro men det er helt forkert. Kai og Annalise har en relation – de elsker faktisk hinanden. Kai er godt nok mærkelig men Annalise elsker ham alligevel. Ånden eller relationen taler med sin egen stemme – ikke med egoets stemmer. Det er ikke fordi at Kai bare plager. Det gør han slet ikke. Han siger bare at han skal der ud! Og han siger at hvis hun tager med så bliver han glad. Kai er reel nok. Han tager der ud under alle omstændigheder. Han er ikke et offer og heller ikke en tyran.

Relationen har en ånd eller en sjæl eller en stemme som det siges i Bibelen. Forholdet har sin egen selvstændige uafhængige stemme. Kai vinder ikke over den unge pige. Forholdet og dets ånd eller sjæl sejrer – eller sådan kan vi tro. Forholdet har en vilje som er på egen hånd og helt uafhængig. Relationens sjæl eller vilje er ikke i den enkelte men i de to parter.

Den kærlige relation er derfor et kraftcenter. Det er en sol eller en varme. Relationen spreder sin kraft til alle mennesker som kommer ind i nærkontakt. Relationen er lige som en sol som skinner. Alle får del og glæde. Ånden sidder inden i kæresteforholdet som en ånd eller som en sjæl. Og gør sin virkning – for alle – ikke kun de to som er involveret.

De begynder og gå og de kommer faktisk hele vejen derud. Til Møllen – til Bangsbo. Pigen fryser forfærdeligt. Hun er også bange. Og hun ved ikke hvad hun skal. Når hun kommer derud møder hun hele den familie. De er så mange. Hun er en fremmed. Hun er lille. Hun er kun en pige. De spørger alle sammen om alt muligt. Hun har ikke lyst. Men hun følger den impuls som ligger i relationen. Hun gør det – hun elsker den unge mand- Kai. Men hun er meget i tvivl og er Kai den rigtige. Hun er en pur ung pige. Hun fryser. Hun er slet ikke taget nok på. Det er meget værre end hun troede. Vejen er meget lang til Møllen. Møllen er det fremmede. Hun føler at hun ikke er god nok. Hun føler at hun ikke kan  klare dem.  De er så mange. Og de råber og skriger og er vilde. Hun tænker på sin far – han er rolig, stille og fattet. Hvad er det som hun gør? Men hun ved at hun elsker Kai. Kai vil så gerne. Hun gør det – hun går hele vejen. De holder hinanden i hånden hele vejen ud  til Bangsbo. Der er langt at gå. Det er mørkt. Det er koldt. Det sner. Det er ikke særligt romantisk - men aligevel det er i virkeligheden sandt romantisk.

Helligånden viser sig især i de nære relationer. Der kan vi se helligånden. Som et subjekt eller en aktør som handler. Helligånden har en vilje eller en stemme. Vi kan afvise den stemme og blive døve. Men ofte lytter vi rent faktisk til den stemme. Derfor sejrer kærligheden. Helligånden er kærligheden. Kærligheden er større end de to unge mennesker – Kai og Annalise. Helligånden er en tredie aktør. Hvis  en og en bliver  lagt sammen så bliver til mere end to. Det bliver  nærmest til tre. Relationen  eller kærligheden  har sin egen stemme. Vi kan høre den stemme. Den purunge pige Annalise – revet ud af sit eget miljø – fra det pæne hjem -  hørte den stemme for mange år siden - i 1937. Hun blev ikke overtalt eller presset af drengen. Hun blev  ikke overmægtiget af drengen. Hun blev med at være en fri kvinde. Hun var egentlig en fri og stolt kvinde – det som hendes far ville. Hun bøjede sig ikke for sin kæreste. Men hun kunne høre relationens stemme. Hun vidste at hun elskede den tossede dreng. – Følg bare ånden, som Paulus skriver.

Ånden bor i relationen. Det er det som Paulus siger. Vi kan sige at parforholdet er det stærkeste tempel. Hvor kan vi se helligånden? Det kan vi i parforholdet og kæresteforholdet: Der er ånden til stede. Alle kan høre det hvis de ikke er syge. Vi kan høre stemmen når vi er i de nære relationer – også i vores nære relationer med børn og forældre. Vi kan godt høre stemmen. Annalise kunne høre stemmen. Hun gjorde noget som hun egentligt ikke havde lyst til. Skal man det?  Hun gjorde det at hun var trofast over for relationen. Det betyder meget for Kai. Det gør ikke så meget. Det er  OK. Vi går bare derud.

Annalise blev siden elsket og æret i Møllen. De kom til at elske hende. Hun blev et idol. De var gode nok. De var ikke onde mennesker. De var anderledes.  Men de var gode nok. Annalise blev et idol i hele Møller familien siden hen. Annalise blev også et nationalt symbol i det tysk besatte Frederikshavn. Hun gjorde ikke noget. Hun var der bare. Men deres kærlighed  blev et symbol for hele Frederikshavn. Frederikshavn viste sin foragt for nazismen – i skjulte symboler, i parader, i billeder, i skuespil. Annalise blev altså et slags symbol. Ikke det hun var opdraget til – men det var det som  Gud ville. Annalise var opdraget til at blande sig uden om – skæbnen førte hende til at blive et friheds symbol for byen. Men  det var hun kun sammen med sin elskede. Det var kærlighedens ånd. Det var ikke Annalise som optrådte nogen steder. Men Gud viste at han kunne bruge den relation, og det par forhold og det kæreste  forhold. Alt dette brugte Gud i sin plan. Hans plan er at alle mennesker skal være frie og værdige.

 

Frelsen kommer fra Zion. Jerusalem er verdens sol. Man kan ikke bryde med Jerusalem.

 

v10  Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

(2.10)

Efter manges mening siger Paulus ikke hele sandheden når han taler om den såkaldte aftale i Jerusalem. Paulus har nok måtte bøje sig. Det lyder sandsynligt at en evt aftale har været et kompromis – og ikke en enorm sejr som Paulus siger! Paulus har sikkert bøjet sig for de kristne repræsentanter i Jerusalem. Jerusalem er moderkirken og på en vis måde er Jerusalem lig med hele kirken.

Lyset kommer fra Jerusalem. Kristus blev korsfæstet i Jerusalem. Jerusalem er verdens centrum – sådan har Paulus sikkert opfattet det. Han er voldsomt uenig med Jakob og Peter i Jerusalem – men selvfølgelig kan man ikke bryde med Jerusalem. Det ville være absurd for Paulus. Frelsen kommer fra Zion – Zions klippe i Jerusalem. Sådan var det i det gamle Israel og sådan er det for Paulus.

Vi ved at kirken i Jerusalem siden hen blev nærmest udryddet. Vi ved at kirken ude i Europa blev helt løsrevet fra Jerusalem. Vi ved at bl a Rom siden hen bliver kirkens centrum – som en slags afløser til Jerusalem.  Rom bliver det nye Jerusalem. Men det ved Paulus naturligvis ikke noget om.

For Paulus ville det være absurd og meningsløst hvis kirken i Jerusalem ikke eksisterede! Kirken i Jerusalem er kirkens hoved.  Vi er ét legeme – vi er lemmerne og vi har alle vores funktion – men vi kan ikke leve uden hovedet. Jerusalem er hovedet! Jerusalem er brændpunktet. Her vandrede Jesus og de første kristne. Her døde og her viste Jesus sig for sine venner og for de første kristne. Hvis kirken løsrives fra hovedet – vil den ikke kunne leve længere – det er sikkert Paulus opfattelse.

Antageligt har Paulus bøjet sig – villigt – for dette faktum i Jerusalem. Han skal huske de fattige i Jerusalem og vi kender denne pligt fra hans breve. Paulus samler ind til de fattige i Jerusalem. Men der ligger sikkert meget mere i denne bestemmelse. Paulus og kirken ude i verden anerkender at Jerusalem er kirken – Jerusalem er centrum og repræsenterer det hele legeme. Helligånden kommer fra Jerusalem. Den findes ikke kun i Jerusalem – slet ikke – men den kommer fra Jerusalem. De ældste i Jerusalem viderefører arven fra Jesus – de kendte og fulgte Jesus. Jakob er Herrens broder – han er Jesu kødelige broder. I det gamle Israel gik arven ikke vertikalt – lodret men horisontalt. Derfor arver Jakob fra sin broder Jesus. Jakob arver på en måde embedet fra sin broder Jesus og han arver på en måde kirken fra sin broder Jesus! Jakob bliver en slags konge i Jerusalem – han bliver kirkens første opsynsmand eller biskop! Jakob kommer til at repræsenterer hele kirken og især hele kirkens enhed. Alle de forskellige kirker og huskirker i Italien eller Grækenland eller Tyrkiet er i virkeligheden én eneste kirke. Kirken er en projektion af kirken – moderkirken – Jerusalem. Der er kun én kirke. Naturligvis er der ikke mange kirker – der er kun ånd – som Paulus siger. Der er kun én forsamling. Den kristne kirke er ét med den gamle forsamling i det gamle Israel – forsamlingen som omtales fx i Salmerne. Gud har kun én forsamling og ét folk. De kristne er Guds folk – men de er naturligvis ikke adskilte fra det Guds folk som Gud frelste ud af Egypten. De kristne er det samme som jøderne – de sande jøder. Der er kun én forsamling – de helliges samfund – Abraham er vores fader og vi er Abrahams sønner!

Nu lever vi i Kristus. Vi har den samme ånd. Vi lever ikke længere i kødet.

Paulus taler om forholdet mellem mennesker. Han taler om kirken – hvis vi ellers husker at kirken er noget andet hos Paulus.  Der er kun én kirke hos Paulus – og den er det samme som Israels forsamling – i al fald dybest set.

Nu lever vi i Kristus siger han. Det mest afgørende i første omgang er at se  at ordet Kristus i løbet af ganske få år skiftede indhold i urkristendommen. Oprindeligt er ordet Kristus bare en græsk oversættelse af det hebraiske Messias. I løbet af få ord betyder Kristus noget helt andet! Kristus betyder Jesus Kristus -  altså et egennavn – kristus er et begreb – eller en ånd – bevidsthed. Kristus er et slags sted.

Paulus tankeganger at i gamle dage levede vi et andet sted. Ordet i kristus bruges af Paulus som et lokativt udtryk – som man har sagt. I Kristus betyder at nu lever vi et andet sted. Tidligere levede vi i Egyptens elendige land – men nu lever vi på Guds bjerg eller i hans hus – eller i hans rige – dvs nu lever vi i Kristus. Der er så at sige to steder – to geografiske steder – og nu er vi blevet flyttet – lige som hebræerne blev flyttet ud af Egypten.

Ethvert fællesskab er drevet af en ånd siger Paulus. I Kristus handler om forhold mellem mennesker. I et ægteskab har de to parter selvfølgelig tanker og følelser for hinanden og de tanker og følelser findes så at sige inden i de to mennesker. Men der er også en fælles ånd siger Paulus. Og de følelser og tanker som den ene har er identisk med den fælles ånd. Vi lever nu i Kristus – dvs vi har de samme tanker og følelser og drifter. Vi vil det samme. Vi er ét legeme som Paulus siger. Vi har den samme bevidsthed.

Vi er ikke længere hinandens konkurrenter siger Paulus. I gamle dage levede vi i kødet – vi troede at de andre mennesker var forskellige og adskilte og vore konkurrenter eller fjender! Jøderne troede at de var anderledes. Jøderne delte hele universet i to dele – i Omskærelsen og i Forhuden. Jøderne følte at de andre var udenfor og fremmede og adskilte. Kristus har ophævet dette skel siger Paulus.

De andre er lige som mig. De er ikke forskellige fra mig og de er ikke mine konkurrenter. Der er nok til alle. Vi behøver ikke at konkurrere. Denne ny tilstand i verden kalder Paulus for Kristus. Nogle steder i hans breve bliver ordet Kristus til et slags begreb. Han siger at Kristus er en ny mentalitet eller en ny tankegang – på et fundamentalt plan. Kristus er IKKE en ny religion for Paulus. Kristus er Abrahams søn! Der er ikke kommet en ny religion – kristendommen – som nu konkurrerer med den gamle jødedom! Det er bestemt ikke hans mening. Paulus er jøde. De såkaldte kristne er bare de sande jøder. Der er kun én forsamling – der er kun ét Guds folk – og det har været der hele tiden – siger Paulus i Galaterbrevet.

Hvis  vi tænker individualistisk – som den moderne tid gør – forstår vi ikke Paulus. Paulus tænker kollektivt. For ham findes tanker og tro og følelser selvfølgeligt inden i det enkelte menneske – men egentlig er ånden kollektiv. Vi drives af den samme ånd – kristus – som bare viser sig på mange måder. Ånden – altså Kristus – er uden for os men den er også inden i os – i vores psyke og ånd. Menneskets ånd og Guds ånd hænger sammen. Vi udgør alle ét fælles legeme. Hun er mine arrme og hænder. Jeg er hendes øjne og ører. Ingen er ensom eller adskilt eller en fremmed. Vi er alle brødre og søstre – for vi lever ikke længere i kødet.

Vi ofrer vore børn - for at vi selv kan leve.

v24  I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. v25  Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans [Moses’] kønsdele [hun smurte blodet på  Moses’ penis] og sagde: »Nu er du min blodbrudgom [htn]!« v26  Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom [htn] om omskærelsen.

(2 Mosebog 4.24 – Jahvisten engang i 900 tallet f. Kr.)

Vi har bevaret et væld af legender og myter fra oldtiden som handler om at hvis vi ofrer vore børn til guderne – så kan vi selv leve og trives. Tanken virker aparte set fra et moderne synspunkt – men oldtidens tankegang er ikke som vores. Denne tanke var en ikke unaturlig tankegang for oldtidens mennesker. Børn var heller ikke helt det som børn er hos os.

Sippora frelser sin mand ved at ofre sin søn. Sippora omskærer sin mand på en vis symbolsk måde – og derved frelser hun sin mand. Beretningen viser altså hvordan vi kan leve og trives ved at ofre – blodige ofre eller symbolske blodige ofre. I det nuværende gamle Testamente er der en klar henvisning til påskeofferet i den paskale nat. De to ofre fungerer på samme måde. Forskellen er at i det ene tilfælde ofres påskelammet som en substitut og i den anden historie ofres Moses søn som en substitut. Men forholdet til guderne eller ånderne eller magterne er det samme. Livet er truet af en forfærdelige ulykke og vi griber til mægtige ofre.

Vi har bevaret en berømt myte om Kronos som overfaldes af frygtelige plager og lidelser og er ved at gå til grunde. I den situation slagter og ofrer Kronos sin søn til himmelguden og omskærer sig selv. På den måde skaffer han sig gudens velvilje.  Guden bliver forsonet. Blodet renser også for døden og lidelsen og synden. Blodet fra omskærelsen og blodet fra det dræbte barn renser Kronos så han kan leve.

I Dommerbogen fortælles det at dommeren Jefta slagter og ofrer sin egen kødelige datter for at han selv kan lykkes og trives og leve. Abraham gør det samme med Isak – bortset fra at offerhandlingen bliver afbrudt i sidste øjeblik. Men tanken er den samme. Hvis Abraham ofrer sin søn Isak vil Abraham få utallige sønner -  alle løfterne vil gå i opfyldelse.

Gud bliver tilfredsstillet ved offeret – Gud indstiller sit angreb på Moses. Sønnens blod er en erstatning for Moses’ blod. Gud optræder som en slags ond ånd – som en blod hungrende dæmon. Sippora frelser sin mand Moses ved at ofre sønnen og ved at rense Moses med blodet fra sønnen. Den onde ånd vil have blod og er ikke tilfreds med mindre. Det samme træk findes i den paskale nat. Den onde ånd Ødelæggeren – Mashit – bliver narret af blodet på dørene og tror at et menneske er blevet ofret.

Vi ved næsten intet om omskærelsens ritual i det gamle Israel. Vi ved at man oprindeligt omskar de unge mænd kollektivt i aldersgrupper som en indvielse til voksen livet og seksual livet. Ved denne omskærelse bliver den unge mand en fuldgyldig borger og indviet til ægteskabet. Han bliver også renset fordi forhuden er en kilde til evig besmittelse og urenhed. Ordene uren og uomskåret er synonymer.

Teksten indeholder ingen som helst forklaring på at Gud vil slå Moses ihjel! Det er sandsynligvis håbløst at spekulere i evt årsager! Faktum er blot at Moses kommer ud i en forfærdelig fare – og at han overlever takket være det som Sippora gør. Sippora ofrer sønnen – i al fald symbolsk – og hun smører blodet fra flintekniven på Moses kønsdele. På den måde beskyttes Moses og han renses. Der sker en soning. Moses frelses ved blodet fra sønnen – på samme måde som de kristne siden hen frelses ved blodet fra korset. Blodet er fyldt med en overnaturlig kraft. Blodet holder de onde ånder borte. Det renser – lige som præsterne renser alteret med blod – lige som præsterne renser de såkaldt spedalske med blodet fra offerdyrene. I den senere jødedom trækkes blodet fra de nys omskårne – dvs man tager blodet fra de omskårne og smører det på mennesker og ting. Blodet er magisk – beskyttende – guddommeligt. Blodet er kraft og liv – og frugtbarhed og lykke og frelse. Vi ved også at blodet blev brugt til at binde mennesker sammen – de blev blodbrødre. Man bliver beskyttet af sine blodbrødre. Brødrene vil hævne hinanden i blodhævn og blodfejder. Når man bliver omskåret bliver man en af brødrene og de vil hævne mig hvis jeg bliver dræbt af fjenden. Jeg er beskyttet – takket være blodet!

 

Overtroen på verden.

De ældste i Egypten tror at de kan gøre en forskel – de tror at de kan forandre virkeligheden for hebræerne og gør dem frie. De kan de ikke. Alle Mosebøgerne advarer imod trolddommen og overtroen på verden og verdens løsninger. Verdens  løsninger og verdens visdom er magtesløs. De ældste er magtesløse – de kommer ingen vegne. De er afmægtige og vrede. De kan intet udrette. Verden kan ikke frelses ved de jordiske eller politiske løsninger. Vi kan ikke komme ud af sygdommens land ved rimelige politiske kompromisser. Vi kan ikke komme ud af vores misbrug eller stofmisbrug eller lidelse – ved rimelige jordiske kompromisser! Hvis vi kommer ud – er det et stort tegn – Gud har vist sig i verden – Gud gør alt!

Vores såkaldte realisme er egoets religion og tro. Egoet mener at frelsen er umulig – og et latterligt mål. Egoet mener at vi skal satse på at blive lidt mindre syge – ikke på at blive raske. Egoet mener at vi skal satse på at blive lidt mindre slaver – ikke på at blive frie og værdige mennesker! Egoet kommer aldrig ud af verden – det er en del af verden. Egoet lever i verden – fortabt og helt alene – ude noget håb og uden nogen gud! Som Paulus siger i Eeserbrevet.

Vi tror på sundhedssystemet. Vi tror at sundhedssystemet kan gøre os raske – give os livet som Paulus siger om loven. Men det er en stor trolddom og illusion og overtro. Sundhedssystemet kan ikke gøre os raske eller helbrede os. Det ved også alle som er ansat i vores sundhedssystem! Alle som er ansat ved at de kan give omsorg og kærlighed til de syge. Måske er der nogle få læger som tror at de er store magikere og troldmænd – de tror at de kan helbrede og give livet – men alle andre kender godt sandheden. Sundhedssystemet kan ikke gøre os raske – men vi kan give omsorg og kærlighed –og når vi giver det er det et stort tegn. Det er et tegn på helligånden – for Guds helligånd er inden i vore tanker, følelser og gerninger.

Der findes ingen trolddom i Israel! Der findes ingen falske læger eller healere i Israel. Israel ved godt at der kun er én som kan give livet. Loven eller Moseloven kan ikke give os livet eller lykken eller Shalom. Kun Gud kan give os helbredelsen. Gud er den eneste healer som findes. Han er vores healer. Gud er vores Rope – han er en læge – på samme måde som Jesus var en Rope – en læge.

 

 

Det moderne samfunds nedværdigelse af mennesket i arbejdslivet.

 

Bibelen opfatter arbejdet – sliddet og slæbet på jorden - som en nedværdigelse af mennesket – det kommer som en del af syndefaldet. Arbejdet er i Bibelen en lidelse – en del af synden. Bibelen har en helt anden opfattelse af arbejdet - end vi har!

Og det er ikke mærkeligt - for vores opfattelse af arbejdet er en ny opfattelse. Tværtom er de kristne blevet frie og de er nu som herremænd og konger siger Paulus.  Vores  historiske opfattelse er bestemt ikke ret gammel. Den opstår først ved reformationen. Den bliver stærk i protestantismens  teori  og moral om arbejdet. I 1500 tallet og af Martin Luther blevet arbejdet  hævet op til en helt ny værdighed. Det skete totalt i strid med Bibelens opfattelse. Den protestantiske etik om arbejdet blev især stærk i calvinismen og i USA. Alt blev fuldstændigt vendt rundt. Den kristne verden forlod den bibelske opfattelse af sliddet og slæbet!

Paulus havde ikke nogen mening om at vi skulle arbejde. Paulus siger at vi nu er blevet frie som herremænd og konger. Vi er ikke under nogen. En konge eller en herremand skal ikke arbejde. Den moderne opfattelse var en nedværdigelse af mennesket. Det kan vi også læse både hos Kafka og Kierkegaard – eller se i Chaplin filmen og for den sags skyld eller hos de mange kritikere af det moderne samfund. Det borgerlige samfund gjorde jo mennesket til en ny slave. Der er skete en undertrykkelse af og en ydmygelse af det frie menneske. Denne tanke finder også i Mosebøgerne – Gud har gjort Israel til et frit folk!

Vi skal re-staurere hinanden.

 

v1  Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette [græsk: katartizo] med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! v2  Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.

(Galaterbrevet 6.1)

Trods mange undersøgelser er det stadig væk uklart hvad Paulus forestiller sig. Men antageligt forestiller han sig at et medlem af menigheden kommer til at begå en slet gerning og at han derefter bliver opdaget – mod sin egen vilje! Vi kan sammenligne med Moses eksemplet. Moses kommer til at slå egypteren ihjel og Moses prøver at skjule sit drab. Det er tydeligt at Moses mener at han har gjort noget forkert. Moses bliver siden opdaget. Det er nok en sådan situation som Paulus forestiller sig.

Det mest afgørende er at Paulus siger at menigheden – de andre lemmer – skal reagere med at re-staurere manden – eller kvinden. Vi kunne måske forvente at Paulus havde skrevet at manden eller synderen skulle straffes! Men interessant nok siger Paulus nærmest det modsatte. Synderen eller mennesket skal gen-oprettes eller re-staureres. Paulus viser hermed noget uhyre centralt for åndens rige og menigheden og kirken. Vi skal ikke straffe hinanden. Hvis nogen har gjort noget som hun fortryder – skal vi hjælpe hende og støtte hende og gen-oprette hende. Vi skal gøre hende fuldkommen som det græske ord Katartizo nogle gange oversættes i det nye Testamente! Vi skal gøre hende hel igen – vi skal helbrede hende – vi skal være hendes healere eller læger. Det som Paulus siger her er meget vigtigt for hele hans opfattelse af de helliges samfund og åndens rige. Hvis hun får det skidt -  hvis hun mister sin tro og selvtillid – skal vi gøre hende fin og hel og fuldkommen igen! Vi er hinandens lemmer. Vi er alle lemmer på det hele legeme. Vi lever ikke længere i egoet. Hendes følelser er også mine følelser. Mine penge er også hendes penge. Vi er ét fælles legeme. Derfor skal vi ikke straffe hinanden –vi skal helbrede hinanden. Vi skal give hinanden mod og tillld og nyt mod på livet. Vi skal give af os selv uden at tænke på vores eget. For vi er nu fri af vores lille ego. Vi er ikke små og svage længere. Vi behøver ikke at bekymre os om vores lille svage ego. Vi har fået en ny frihed. Vi har fået magt. Vi skal opføre os som voksne og som mænd – og ikke som små børn – siger Paulus! Det kan godt være at små børn straffer hinanden – men det gør vi ikke. For vi behøver det ikke længere!

Det græske udtryk Katartizo er altså meget centralt for det som Paulus siger.  Katartizo kan oversættes således:

Vi skal bringe hinanden i orden igen. Vi skal oprette den skade som er sket. Vi skal helbrede den lidelse som er opstået. Katartizo betyder også en udsoning så den gamle lykkelige tilstand vender tilbage. Vi skal gøre den anden sund og rask og glad igen. Katartizo betyder at vi skal sætte det sammen som er faldet fra hinanden – det som er gået af led – som ordet betyder. Vi skal gøre hinanden vel ordnede, perfekte og fuldkomne. Vi skal hele det brud som er sket.

Moses får Guds stav.

 

Moses får Guds stav – han får Guds våben og han får Guds alstyrke og almagt. Der er enorme teologiske konsekvenser i fortællingen om Moses og staven. Moses kommer til Gud – ved busken – med sin egen stav – Moses er en fårehyrde – men da han går bort har han fået Guds stav. Der er kun een stav! Enten kan vi forestille os at Moses egen stav er blevet byttet ud med Guds stav eller vi kan forestille os at Moses egen stav – hans egen magt eller kraft eller evne – er blevet forvandlet eller transsubstantieret til Guds stav. Vi kan sige at Moses låner Guds stav. Som bekendt kunne man i det gamle Babylon låne eller leje Guds stav. Når man har Guds stav handler man på Guds vegne – man er en gud i verden eller man er som Gud – som det netop siges om Moses i 2. Mosebog. Moses taler som en gud. Han siger: - Hør! Jeg er Jahve! Moses handler som om han er Gud selv. Når Moses løfter sin arm eller sin stav – er det Gud som løfter sin arm. Gud har givet Moses al magten – hele almagten.

Vi kan også sige at da Moses forlader den brændende busk – bliver han klar over at den stav som han hele tiden har haft i sin hånd – er Guds stav! Moses ser tegnet og Moses bliver overbevist om Guds ord og kald. Der er kun een magt og kraft – Guds magt!

Moses får Matteh Elohim – dvs han får Guds stav eller han får den stav som er Elohim eller den stav som er Gud. I teksten kan vi se at beretningen skifter frit imellem Moses ogJahve. Snart er det Jahve som kløver vandene – snart er det Moses som gør det. Der er ikke længere nogen forskel. Det giver ikke i 2. Mosebog nogen mening at skelne mellem hvad Gud gør og hvad Moses gør. Jahve går i krig mod Farao for at befri sit folk – men samtidigt går Moses i krig med Farao  for at befri Israel. Moses slår på Nilen i 7 dage så Nilen begynder  at bløde på grund af sårene. Gud slår på Nilen – de onde og vældige vande.

Satven er i 2. Mosebog et våben. Guds Matteh eller stav er et aggressivt våben – i al fald primært. Ordet Matteh eller stav betyder noget som  er udstrakt. Når man strækker sig kan man nå længere – og få mere magt. Man kan bedre ramme sine fjender. Begrebet staven er i Mosebøgerne et våben – et scepter eller et spyd eller en kølle eller en lanse. Staven er Guds lynild eller storm eller orkan. Meningen med staven er at den skal tilintetgøre den onde fjende.

Vi kan alle steder i det gamle Testamente se at Guds stav hænger sammen med hans kamp og hans vrede. Staven er også en hyrdestav og den er også en vejleder – Gud er også en fårehyrde – men hans stav – og Moses stav – er primært et dødbringende aggressivt våben!

Moses er en vikar – på helt samme banale måde som en vikar i en skole. Moses er i alle praktiske henseender den samme som Gud. Moses handler i stedet for Gud og med fuldstændig den samme magt og styrke som Gud. Der er ingen forskel. Andre steder i det gamle Testamente kan vi se at kongen udøver Guds magt og bærer Guds stav og scepter. Gud giver sin stav til de fremmede konger – til Kyros fra Persien for at han skal besejre Babylon – hos Esajas – Gud giver sin stav til Nebukanezar.

Den stav som Moses har i hånden er en slags projektion af Guds arm. Ordene staven og armen skiftes ofte ud og de bruges som synonymer. Moses har fået Guds egen arm – hans løftede faretruende arm. Moses udøver ikke sin egen magt på en vis måde – han udøver gudernes eller den guddommelige magt. Staven er en slags epifani af Gud – Gud er inden i staven eller Gud viser sig i staven. Guds arm er usynlig – men den viser sig i Moses arm. Vi har fået Guds stav og arm. Vi har fået al magten i verden. Vi kan gøre alt det som Gud kan gøre. Gud kan ikke gøre noget som vi ikke kan gøre. Når vi gør det – er det Gud som gør det. Det er meningen med Moses historien. Moses historien er dybest set en historie om alle mennesker og om det som Gud gør med alle mennesker. Gud giver al magten til Moses. Gud giver al magten til Messias – hans salvede. Moses er Herrens salvede. Vi er Herrens salvede. Gud ophøjer os og tager os ud af ydmygheden og svækkelsen. Gud gør os store og mægtige. Vi bliver hans sønner. Han bliver til vores fader. Faderen udøver al sin magt og vælde igennem sønnen. Gud realiserer sig selv igennem os – Herrens udvalgte og salvede. Vi er alle sammen Moses. Vi er alle sammen konger for Vor Herre.

Vi har fået Guds stav – dvs at Gud har lagt sin Ruah – sin hellighed og sin ånd – ind i vores sjæl og legeme. Gud handler igennem os. Vi er på en måde Guds lemmer og legeme. Vi er ikke små eller svage og vi er ikke arme ofre. Gud har givet os sin egen stav.

v22  Min [Guds] hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.
v25  Min trofasthed og godhed skal være med ham,
i mit navn skal hans horn løftes.
v26  Jeg giver ham magt over havet,
herredømme over floderne.

(Salme 89.22)

v10  I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« v11  Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, v12  og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.«

v13  Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. v14  Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.«

v15  Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, v16  og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.«

(Apostlenes Gerninger 9.10)

 

Vi kender og anerkender Gud. Gud kender og anerkender og respekterer os.

 

v8  Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. v9  Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem?

(Galaterbrevet 4.8)

Begrebet at kende Gud dækker et væld af forskellige betydninger. Vi kan sige at 2 Mosebog handler om at kende Gud. I 1. Mosebog kendte menneskene ikke Gud – i al fald kendte de ham ikke fuldt ud – siges det i 2. Mosebog! Men nu giver Gud sig til kende.  Han gør sig  kendt. Han viser sig som han er han. Han viser hvad der er hans virkelige navn. Han viser sig som Israels frelser og ophøjer.

Det mest bemærkelsesværdige er at Paulus anvender præcist det samme udtryk – det samme verbum om det som GUD gør og det som MENNESKER gør! På den måde giver Paulus udtryk for en meget fundamental opfattelse af pagten eller af forholdet mellem os og Gud!

Pagten er som et ægteskab. I et ægteskab er de to parter netop partnere – de er på en måde lige. De møder hinanden og de påtager sig naturlige forpligtelser over for hinanden! De er på en måde lige og lige værdige og jævnbyrdige! Sådan er forholdet mellem Gud og mennesket – siger Paulus – og det er også meningen i 2. Mosebog!

Gud har langt mægtigere end menneskene. På den måde er de to parter ikke lige. Gud viser sig for menneskene. Ellers ville der ikke komme nogen relation i stand! Det er kun GUD som kan etablere relationen. Vi – mennesker – kan ikke finde Gud! Gud kan vise sig for os – men vi kan ikke finde ham – hvis han ikke vil vise sig. Derfor kendte menneskene i 1. Mosebog ikke Gud – på en fuldstændig måde. Det hjælper ikke noget at vi higer og stræber efter Gud – for på den måde kan vi ikke finde ham!

Forholdet er lige og lige værdigt. Gud indgår et slags ægteskab med Israel på lige vilkår. Gud kender – dvs han anerkender Israel. Han viser respekt for Israel – som en ægtemand skal vise respekt for sin hustru. Gud påtager sig rimelige pligter. Gud er ikke vilkårlig. Han lever op til sine pligter. Han har forpligtet sig til at  befri menneskene – og gøre dem mægtige og frie og lykkelige og velhavende og værdige! Gud viser respekt for os mennesker. Vi gør det samme med Gud. Vi viser respekt for Gud som en hustru skal respektere sin mand. Meningen er at de skal leve i en naturlig relation. De har pligter over for hinanden. De elsker hinanden. De giver alt til hinanden – fordi den anden har fortjent det. Gud kan se at vi er værdige og uden skyld. Gud vil ikke have at vi skal føle skyld eller skam. Gud respekterer os – og han vil at vi skal respektere os selv. Sådan er det i et ægteskab. Jeg ønsker ikke at hun skal være lille og svag. Jeg ønsker at hun skal være stolt og modig og fri! Når hun er sådan – bliver jeg glad! Gud har det på samme måde.

 

Vi som tilhører troens hus. Vi frelses fordi vi tilhører huset.

 

v7  Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: v8  Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. v9  Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. v10  Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller [ordret: troens hus].

(Galaterbrevet 6.7)

For Paulus er der ikke nogen modsætning imellem at gøre gode gerninger – at gøre det gode – og troen. Det er tydeligt nok når vi læser Galaterbrevet. Paulus mener bestemt ikke at vi skal holde op med at gøre gode gerninger! Tværtom – vi skal gøre de gode gerninger som glæder Gud. Paulus er jøde og han mener bestemt ikke at Moseloven er blevet afskaffet eller ophævet. Pointen ligger et helt andet sted. Paulus er ikke i overensstemmelse med en meget senere teologi som sætter troen og de gode gerninger op som uforligelige modsætninger. Vi kan se det i citatet ovenfor. I det ene øjeblik taler han om at vi tilhører troens hus – i det andet øjeblik taler han om at vi skal gøre de gode gerninger! Det ene udelukker ikke det andet.

Udtrykket troens hus viser endnu engang hvordan frelsen er kollektiv ifølge Paulus. Vi frelses fordi vi tilhører troens hus og ikke omvendt. Vi frelses som et fælles legeme. Vi er Kristi legeme. Alle mennesker udgør ét fælles legeme og som sådant bliver vi frelst. Vi bliver frelst fordi vi udgør Guds eget folk – vi er det sande Israel eller Guds Israel eller det usynlige Israel. Afgørende er ikke mine store eller små synder – mine små eller store individuelle præstationer er ikke afgørende – det afgørende er medlemskabet – at vi tilhører Guds hus eller troens hus.

Ordet hus anvendes i Bibelen stort set som vores udtryk familie eller slægt eller evt identitet. Ordet hus bruges også om alle de mennesker som bor i huset – dvs ikke kun biologisk slægt men også slaver, trælle og fremmede. De er alle beskyttet af faderen og af huset. De er alle medlemmer af huset. Galaterne tilhører Abrahams hus ifølge Paulus – dvs de tilhører Abrahams familie eller slægt – i al fald i en videre betydning. Abraham er deres fader. Gud er vores fader -  vi tilhører hans hus – dvs vi tilhører hans familie. Vi er Guds stolte sønner – hans førstefødte sønner. Han er vores fader og alle mennesker er vores brødre og søstre. Dette træk og dette sprog findes over alt i Paulus breve.

Begrebet hus er et populært begreb i Det gamle testamente og i jødedommen på Paulus tid. Vi kender det meget brugt i Qumran samfundet – hos essenerne. I Qumran tales om Israels hus eller retfærdighedens hus eller sandhedens hus. I samtiden blev der talt om hellighedens hus eller fuldkommenhedens hus eller lovens hus eller sikkerhedens hus. Begrebet anvendes på utallige måder.

Troens hus hos Paulus bindes sammen af en fælles oplevelse, en fælles modtagelse af Guds ånd – den fælles åndsdåb. Når Paulus taler om troens hus mener han ikke en kirke som er defineret ved ortodoksi eller den rette lære. Troens hus består af alle dem som er lige som Abraham – dvs dem som tror på Guds tiltale og Guds løfter. Paulus taler ikke om nogen form for rette lære eller ortodoksi. Når han siger tro eller troen mener han tilliden til Guds underfulde frelse – at stole på at Gud vil frelse alle mennesker – grækere som jøder og kvinder som mænd. Troen er en holdning eller en livsholdning hos Paulus – troen er ikke en tro på de korrekte læresætninger! Paulus taler ikke om individuelle forhold. Den moderne tid tænker meget individualistisk – Paulus tænker udpræget kollektivt! Vi frelses fordi vi tilhører legemet. Vi frelses fordi vi er sten i den store bygning – det nye usynlige tempel! Vi frelses – uanset vore individuelle små eller store synder – de har ikke nogen stor betydning i den sammenhæng!

v19  Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. v20  I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. v21  I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. v22  I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden.

(Efeserbrevet 2.19)

v5  Og vel var Moses tro som tjener i hele hans hus for at vidne om det, som engang skulle forkyndes; v6  men Kristus er det som søn over hans hus. Hans hus er vi, dersom vi holder fast ved den frimodighed og den stolthed, vort håb giver os.

(Hebræerbrevet 3.5)

Gud er en oprører. Gud gør oprør imod den onde gud som vil have magten i hele verden.

 

En af de mest overraskende kilder vi har bevaret fra oldtiden er den græske forfatter Apollodoros som fortæller om en stor kamp imellem den gode gud – i det her tilfælde Zeus – og den onde gud – som er søen, vandet eller Tyfon – slangen eller dragen. Apollodorus fortæller at denne gigantiske kamp finder sted i Egypten – nemlig ved byen Baal-sefon! Netop i 2 Mosebog hører vi om byen Baal-sefon – for begivenhederne ved sivhavet finder sted over for byen Baal-sefon som det siges i 2 Mosebog 14! Apollodoros hører til i en meget senere tid end de bibelske tekster – men ingen ved hvor gammel myten er! De eneste vi ved er at myterne i oldtiden oftest fortaber sig langt borte i en urtid – ingen ved hvor gamle de er.

Det er et helt grundlæggende træk  i oldtidens – i de semitiske myter at start tilstanden er at den onde gud har taget magten i hele verden. Den onde gud er Jam eller vandet eller Apofis eller slangen eller Livjatan. Navnene for den onde gud er utallige men grundlæggende er alle disse væsner ét og det samme væsen – lige som den gode gud har mange navne – Zeus eller Jahve eller Baal eller solguden – men grundlæggende er den gode gud ét og det samme væsen! Guden Seth i Egypten eller Zeus i Grækenland eller Jahve i Israel eller Baal hos kanaanæerne – bliver stort set det samme væsen – den samme gud. Vi finder de samme karaktertræk og de samme handlinger og den samme velsignelse!

Udgangspunktet er at den onde gud har oversvømmet hele verden. Han kræver at alle skal slave og trælle for ham. 2 Mosebog bliver også fortalt på den måde. Farao er den onde gud som kræver at  alle skal tjene ham og trælle for ham. I denne situation er den gode gud en oprører. Den onde gud Jam eller Jammu eller vandet kræver at alle guderne skal tjene ham – men Baal gør oprør. Han er den eneste som er modig nok blandt guderne. Han nægter at adlyde den onde gud. Han bevæbner sig og går i krig imod den onde gud. Denne krig og kamp er derfor en befrielseskamp – Baal befrier hele verden for det onde – han sejrer over synden og døden og slaveriet. Det samme sker i 2 Mosebog. Gud er en oprører. Gud gør Moses til en oprører og giver ham kraften til at gå i krig med Farao. I Det nye Testamente er Kristus en oprører. Kristus går i krig imod døden og synden og lidelsen – han går i krig imod den onde gud som har taget magten i hele verden – og som vil undertrykke  alle mennesker og gøre dem til sine slaver! Kristus er en kriger og Kristus starter et oprør og en befrielseskrig imod det onde.

 

Det hjælper ikke noget at Gud er god og kærlig – hvis han er svag!

v1  Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:
      Jeg vil synge for Herren,
      for han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.

(2 Mosebog 15.1)

Det er temaet i hele Bibelen at vi kan stole på Gud og at Gud er en gud for os – han er vores gud. Han er den største af guderne. Han er en konge og han har al magt. Dette er temaet i 2. Mosebog – men altså også i hele Bibelen.

Hvorfor kan vi stole på Gud – hvorfor kan vi regne med Gud? Man kunne tro at vi kan stole på Gud fordi han er en god og kærlig gud – men det er netop IKKE meningen med Bibelen. Grunden til at vi kan stole på Gud – er at han er stærk – han er mægtig – som en af oldtidens storkonger.

Det gamle Testamente gør enormt meget ud af at fremstille Gud som mægtig – magtfuld – ophøjet. Det er Bibelens tema. På en måde kan vi sige at mennesker i det gamle Israel IKKE tvivlede på at Gud var god og kærlighed og loyal – det som var deres problem var om Gud havde magt nok! Har Gud virkelig magt til at gennemføre sin vilje? Gud lover så meget -  både til Abraham og til Israel – men har Gud nogen magt til at indfri sine mange løfter!? Enhver kan komme med mange løfter – men kan Gud leve op til alle disse løfter? Eller er det bare noget han siger?

Fristelsen spiller en enorm rolle i Bibelen og vi kan sige at mennesket bliver fristet når de mister troen på at Gud har magt. Vi overfaldes måske af modgang, lidelse eller sygdom. I begyndelsen tror vi at Gud har magt til at redde os ud af lidelsen. Men der sker ingenting – og så bliver vi fristet. Vi tror ikke længere at Gud har den tilstrækkelige magt! Gud er måske nok en venlig og kærlig gud – men hvad hjælper det? Han kan jo ikke fjerne min lidelse. Vi mister altså tilliden til Gud – men det betyder at vi mister tilliden til hans MAGT!

2. Mosebog har dette store tema – at vise at det er Gud som står bag ved alt – at han bestemmer – at han har magten over alle konger på jorden. Gud viser sin magt ved sivhavet. Han kaster rundt med egypterne – lige som en kæmpe kaster rundt med små væsner! Gud kyler og kaster egypterne. Han skyder dem af sted. Gud bruger egypterne som kasteskyts. Han kyler og kaster dem ind imod det onde vand – Jam – den onde gud. Gud dræber den onde gud ved sivhavet og han bruger egypterne – hæren, hestene, vognene – som kasteskyts – som en sten i en kasteslynge eller som en pil på en bue eller bare som en sten. Det er meningen med den hebraiske tekst. Gud er en kæmpe. Han er en kriger. Han bærer bue og pil. Han bruger en kasteslynge – lige som David imod Goliat. Gud ophøjer sig selv. Gud viser sin magt og enorme kraft. Derved ophøjer han Israel – og alle mennesker. Den onde gud – vandet – Jam – vil undertrykke alle mennesker og gøre dem til slaver. Gud befrier alle mennesker – ved at han dræber den onde gud. Når Gud ophøjer sig selv – når han gør sig selv stor – som teksten siger – så gør han alle mennesker ophøjede, frie, mægtige og store. Vi er ikke små og svage. Gud har befriet os af åget – som Paulus siger. Vi er ikke længere trykket ned. Vi er ikke længere ofre. Vi skal ikke trykke os selv ned – for Gud har hævet os op – han har oprejst os – lige som han ophøjede den døde Jesus af graven.

 

 

Vi frelses ved troen eller på grund af troen eller igennem troen. Er det vores tro eller Guds tro?

 

v9  Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham. v10  For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.« v11  Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«. v12  Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.«

(Galaterbrevet 3.9)

Det er sikkert nok at Paulus siger at vi frelses ved troen eller igennem troen eller i troen. Men i de sidste år er blevet meget omdiskuteret om Paulus mener vores – altså menneskets – tro eller Guds tro eller Jesu eller Kristi tro. Det er faktisk muligt at fortolke Paulus – mange steder men langt fra alle steder – på den måde. Man kan også sige at denne fortolkning af Paulus giver megen teologisk eller kristen mening. Den udtrykker faktisk noget centralt hos Paulus. Men er det det som Paulus mener? De fleste mener nej. Når Paulus siger tro eller troen – tænker han på Abraham – som i tro og åbenhed og tillid troede på Guds løfter!

Det som Paulus grundlæggende mener med troen er at troen er noget radikalt andet end loven. Troen er ikke et lovkrav. Gud siger ikke til os at vi skal have troen – ellers bliver vi ikke frelst! Troen er ikke noget som vi skal præstere for at få frelsen. Sådan er Paulus og Det nye Testamente blevet opfattet i kirkens historie – men det er i strid med meningen i det nye Testamente. Troen er ikke et adgangskrav eller et krav til mennesket.

Gud frelser israelitterne ud af Egypten fordi de har hårdt brug for det – det er begrundelsen. Gud frelser dem IKKE fordi de gør noget bestemt eller føler noget bestemt eller tænker noget bestemt. Gud frelser IKKE Israel ud af Egypten – fordi de tror på Gud eller fordi de er jøder eller fordi de tænker eller tror eller føler noget bestemt! Gud frelser dem – fordi de har hårdt brug for det. Gud frelser dem – fordi han kan! I hans øjne er de hans stolte sønner – derfor frelser han dem selvfølgelig – uanset hvad de så gør eller siger eller mener! Det er i Guds øjne ligegyldigt.

Gud frelser os gennem troen eller på grund af troen – ikke fordi vi er særligt troende – for så er troen jo bare et nyt lovkrav – et krav om at vi skal lave os om og adlyde Guds lov! Meningen er hos Paulus at frelsen er underfuld og gratis. Den har ingen pris. Vi skal ikke præstere noget. Vi skal ikke omvende os. Vi skal ikke føle noget bestemt. Vi skal ikke tænke noget bestemt. Vi skal ikke nødvendigvis tro på Gud. Gud er for så vidt ligeglad. Han skaber relationen – på eget initiativ og af egen drift. Han gør hvad han vil. Han er ikke afhængig af hvad vi gør. Han elsker os som vi er. Han elsker galaterne fordi de er hedninger på en vis måde. Gud vil ikke at vi skal overgå til en ny religion. Han vil at vi skal blive frie.

Paulus tankegang svarer til ægteskabet og det vi kender som parforholdet eller forhold mellem mennesker generelt. Kvinden elsker sin ægtemand ud over alle grænser. Hun gør alt for sin kære ægtemand. Hun gør det som hun vil. Hun gør det som er hendes drift og vilje og ønske. Det som hun vil er at elske manden. Ikke for at få noget igen – det behøver hun ikke. Hun er fuld af overskud og derfor elsker hun sin mand. Hun elsker ikke sin mand fordi han gør noget bestemt. Hun elsker ikke sin mand fordi han tænker eller føler på en bestemt måde! Hun elsker sin mand – fordi haner overmåde elskværdig kan vi sige! Hun gør det som hun ønsker. Hun elsker ikke for at få udbytte eller for at få en løn. Hun elsker ham fordi hun ved at han har brug for det – hun elsker ham for hans skyld – og for hendes egen skyld. Deres relation udspringer af troen som Paulus siger – og slet ikke af gerningerne. Gerningerne – lovens gerninger – er at gøre, at føle og at tænke og reagere. Men den kærlige relation udspringer netop af troen – den udspringer af kvindens tro – i dette tilfælde. På samme måde kan man godt sige at vores relation til Gud udspringer – ikke af vores tro – men af Guds tro!

 

Zen tanken og Paulus.

Det er en gammel Zen tanke at vi kan være Zen mennesker uanset hvem vi i øvrigt er. Man kan altså være en Zen buddhist eller en Zen muslim eller en Zen ateist eller en Zen kristen. Zen ligger på et meget dybere – eller højere – plan som er helt uafhængigt af de andre distinktioner.

Paulus har de samme tanke i Galaterbrevet. Paulus er fuldblods jøde og det holder han ikke op med at være. Paulus skifter naturligvis ikke religion! Men han modtager Guds ånd og han får et helt nyt liv. At være eller at leve i nåden og velsignelsen – at være en Guds søn ligger på et meget dybere plan. Paulus er stadig væk jøde. Han er en jøde i kødet. Men han er en troende og en kristen i ånden – på et helt andet plan eller i en anden dimension. Gud ønsker ikke at vi skal overgå til en ny tro eller religion eller et nyt system – han ønsker at vi skal modtage hans fred, glæde og velsignelse!

 

At være i Kristus.

v22  Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa [ordret: kirkerne i Judæa som er i Kristus].

(1.22)

Udtrykket at være i Kristus forekommer omkring 80 forskellige steder hos Paulus. Det forekommer slet ikke noget steds ellers i Det nye Testamente – undtaget eet eneste sted i 1. Peters brev! Hvis vi medtæller Paulus udtryk at være i Herren – som er det samme som at være i Kristus – forekommer udtrykket hen ved 100 forskellige steder i Paulus breve! Det er et helt unikt Paulus ord – det er et typisk udtryk for hans teologi – det er en slags sammenfatning af hans evangelium. - Vi er nu i Kristus, siger han. Vi er ikke længere i verden eller i synden eller i kødet. Paulus bruger udtrykket at være i Kristus som et sted -  et geografisk sted. Tidligere boede vi et andet sted – men så blev vi flyttet og transplanteret.  Nu er vi og nu lever vi i Kristus.

Der er ingen tvivl om at udtrykket i Kristus bruges på mange forskellige måder hos Paulus. Kristus bruges på samme måde som begreberne nåden eller velsignelsen eller troen. Kristus betyder det samme som Guds rige eller Guds hellige bjerg.

Paulus tænker ofte i to virkeligheder. Den ydre synlige virkelighed er én men kun én virkelighed. Derfor siger han for eksempel at i kødet er han en jøde og en israelit – men i ånden eller i Kristus er han en anden.

Ude i verden er der forskel på mænd og kvinder. Der er synlige og empiriske kendetegn. Nogle er mænd og nogle er kvinder. Men i Kristus er der ingen mand og ingen kvinde! I Kristus er der ingen jøde og ingen hedning! I Kristus er der ingen forskel. I Kristus er vores sprog og begreber ophævet. At være i Kristus er at leve i en usynlig verden – men en virkelig verden. Ude i verden hersker synden og døden men for dem som lever i Kristus findes der slet ikke nogen død længere. Døden er blevet ophævet og besejret.

At være i Kristus betyder nok i enkelte tilfælde det samme som at være en kristen! Men normalt forstår Paulus noget meget mere omfattende ved det udtryk. Verden er fuld af tro og gamle religioner. Men vi der er i Kristus vi lever i en anden dimension. At være i Kristus er ikke at blive medlem af en ny religion! At være i Kristus er at være blevet hævet op over alle religionerne. At være i Kristus er ikke at være et medlem af kirken. Der er sikkert mange i kirken som slet ikke lever i Kristus – siger Paulus. Det er jo derfor han angriber Jerusalem og de gamle apostle! At være i Kristus er en eksistens på et helt andet plan.

Ofte bruger Paulus udtrykket at være i Kristus om den troendes identitet med Kristus. Kristus er ikke en person eller et væsen – han er ikke det samme som Jesus. Kristus er snarere end ånd – han er Guds helligånd. Men han er også nærværende eller han kan føles eller sanses eller mærkes. Han er et slags nærvær.

Vi kan sige at Paulus bruger at være i Kristus som en negativ formulering. Hvis man lever i Kristus bliver alle andre ting ligegyldige. Når man er i Kristus – er det ligegyldigt om man er omskåret eller ej og det er ligegyldigt om man er græker eller slave eller kvinde eller mand! Kristus gør alle andre ting helt relative og egentligt betydningsløse. Hvis man lever i Kristus lever man i himlen – og alt det jordiske har kun en meget relativ betydning. Hvis man lever i Kristus – er man blevet en fri mand!

At være i Kristus er at leve et helt nyt liv. Vi kan sammenligne med østens tro på reinkarnationen. Paulus tror bestemt ikke på nogen reinkarnation – men hans tanke ligner. Det liv som jeg lever nu og det liv som jeg engang levede ude i verden – svarer til to forskellige liv i reinkarnationslæren. Der er et spring imellem de to liv – et brud. Frøet sås i jorden  og en ny plante vokser op. Jeg kan nu se tilbage på mit gamle liv – lige som man måske kan hvis man tror på reinkarnationen!

Nu kan vi se at det som vi troede på dengang var en stor illusion – det er det som Paulus mener med at sige at nu lever vi i Kristus. Vi kan se at det som vi tidligere troede var vigtigt – er fuldstændigt ligegyldigt. Dengang troede vi på  religioner og guder og tabu regler og love – men vi levede i én stor illusion. Vi levede i et slør – i et mørke. Vi levede ikke i virkeligheden. Vi var som små afmægtige børn der intet forstod!

Vi troede at det var vigtigt at være en jøde eller en græker – vi troede at det var vigtigt om vi var kristne eller hedninger – men det var en stor illusion. Gud ser ingen forskel. I Guds øjne findes der ikke længere nogen skel. Alt er eet og ens og det samme i hans øjne.

Dengang levede vi i loven og i legemet og i de ydre ting. Vi troede at vi var tvunget eller under loven eller nødt til eller ufrie. Vi var kun arme ofre dengang. Vi havde ingen fri vilje. Vi kunne ikke gøre det som vi ville. Nu lever vi i Kristus. Nu kan vi gøre det som vi vil. Vi lever nu i friheden – tidligere levede vi under en evig tvang og nødvendighed. Vi var ydmygede, nedværdigede og magtesløse.

Nu lever vi i Kristus – tidligere levede vi i Adam. I Romerbrevet opstiller Paulus på den måde to eksistens former. I gamle dage levede vi i skyggen af Adam – i dødens og syndens verden. Vi var alle sammen eet med Adam. Vi var inden i Adam. Adam var et navn for alle mennesker. Når vi lever i kødet – hedder vi alle sammen Adam. Men nu lever vi i Kristus – vi lever inden i Kristus – vi er alle sammen Kristus. Kristus er det samme som alle mennesker. Vi har fået et nyt navn – lige som Abraham fik et nyt navn af Gud. Vi hedder alle sammen Kristus. Kristus er vores egennavn!

Kristus er nogle steder et begreb for Paulus eller en tilstand eller en tidsalder. Men Kristus er også det enkelte menneskes møde med Kristus og oplevelse af Kristus. Jesus er død men Kristus lever, siger Paulus. Den jødiske profet Jesus døde som alle andre mennesker for så vidt – han døde på et kors og som en martyr. Jesus lever ikke mere. Han er død. Han var som Adam og han døde som Adam og som en hedning og som en forbandet på et træ. Vi kan føle og mærke Kristus og hans nærvær. Vi kan se og høre og føle at han er til stede. Vi bliver besat af hans ånd. Vi bliver formet efter hans billede. Kristus er nogen personligt og noget levende og noget sansemæssigt for Paulus. Kristus viser sig i visioner eller glimt eller i drømme. Han er Kyrios – Herre – det vil sige at han er en gud.

Ordet Kristus er egentligt blot en græsk oversættelse af det hebraiske Messias – altså en titel eller en benævnelse – profeten eller frelserkongen eller den salvede. Men i løbet af ganske få år ændrer ordet Kristus betydning i den græske verden – som vi kan se i Paulus græske sprog. Kristus bliver en Kyrios – akkurat lige som de forskellige former for Kyrios som Paulus kendte fra mysteriereligionerne. Ordet Kristus får en radikalt ny betydning. Det bliver helt løsrevet fra den oprindelige jødiske sammenhæng.

Vi kan sige at hvis Jesus havde fortsat med at være en kun jødisk Messias – var kristendommen aldrig blevet en verdensreligion. Det var nødvendigt at Jesus eller Kristus eller Messias blev til  noget helt andet end en profet sendt til det lille ubetydelige Israel! Kristus blev i stedet til en gud – til en verdenshersker – helt lige som Jahve i Det gamle Testamente!

 

Alle de kristne er Kristi slaver.

 

v10  Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener [græsk: Doulos – slave, træl].

(1.10)

At blive en kristen er at blive en slave. Hele dette billede med slaven gennemtrænger hele Bibelen.

Rent sprogligt bygger Paulus på det hebraiske – på Det gamle Testamente. I det hebraiske har ordstammen BD to forskellige betydninger. Vi kan sige at der er et slags ordspil når teksten bruger ord som tjener eller slave – BD. Ordet betyder både en slave eller en træl og en Guds tjener – altså gudstro eller gudstilbedelse. Vores ord gudstjeneste kommer fra dette sprog. Vi kan se det med det engelske ord for gudstjeneste – service. Ordet service kommer etymologisk af det latinske servus –en slave eller en tjener. Servus blev oversat fra det græske – en Doulos – en slave! Når Paulus siger Doulos – tænker han på det hebraiske BD – med dets dobbelte betydning.

Hele sproget spiller en enorm rolle i 2.  Mosebog. Historien handler om at hebræerne ikke længere skal være Faraos slaver – hans Ebed – tjenere eller trælle – nu skal de være Guds tjenere – dvs nu skal de tjene Gud. Ordet BD eller slave betyder altså ikke uden videre noget devaluerende! Ordet har både en positiv og en meget negativ betydning! Det gamle Israel elsker disse ordspil – at lege med ordene. Paulus gør det samme.

Paulus provokerer helt sikkert sine tilhørere for hele tanken om at være en slave var afskyelig i den græske verden. Slaverne var over alt og samfundsstrukturen byggede på slaveriet – men slaven havde ingen respekt. At være en fri mand er netop ikke at blive ejet af en anden mand! Jeg er en fri mand – dvs jeg er netop ikke en slave – det var den græske tanke. Paulus provokerer de græske tilhørere – fordi han henter ordene i Det gamle Testamente.

Esajas – og hele Det gamle Testamente – taler om at være Herrens Tjener – eller på hebraisk Herrens Ebed. Hos Esajas er denne titel en ophøjelse og en udmærkelse. Herrens Ebed – Herrens tjener eller slave eller træl – er en leder, en høvding, en konge. Han har magt. Paulus opfatter sig selv i dette billede – han er den Herrens tjener som Esajas taler om! Herrens tjener – slave – skal være et mægtigt lys for alle folkeslagene. Han skal ikke bare frelse Israel –som Esajas siger – han skal frelse hele verden. Udtrykket Ebed eller Tjener er ment ekstremt positivt hos Esajas – ikke i den senere betydning af en slave i den græske verden!

Israel var et folk af slaver i Egypten. Men vi skal ikke tage historien helt alvorligt. Vi skal ikke tro at hebræerne er blevet elendige slaver – de er ikke blevet elendige amerikanske negerslaver i det 19. århundrede! Det er slet ikke meningen med Exodus historien! Hebræerne er et stolt folk – og 2 Mosebog er et voldsomt angreb på Farao – han har svigtet sine pligter over for det frie hebræiske folk! Gud vil udrydde ham – han er en af de uretfærdige!

Ordene slave og træl og tjener bruges altså ofte i Bibelen på en helt anden måde end vi forventer. Paulus siger at han er Kristi træl – men han mener ikke det som vi tror: Han mener ikke at Kristus kan behandle ham som en genstand – han mener ikke at han skal ydmyge sig under Kristus – han mener at han er Herrens udvalgte og Herrens profet – vi er konger på jorden – som Paulus siger! Det er vigtigt at huske denne menneskeopfattelse!

Den såkaldte pludselige omvendelse.

v15  Men da Gud, der havde udset [adskilt] mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede [det var hans behag] v16  at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, v17  og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

(Galaterbrevet 1.15)

15 οτε δε ευδοκησεν [ο θεος] ο αφορισας με εκ κοιλιας μητρος μου και καλεσας δια της χαριτος αυτου 16 αποκαλυψαι [HAN ÅBENBAREDE] τον υιον αυτου εν εμοι [INDEN I MIG] ινα [FOR AT] ευαγγελιζωμαι αυτον εν τοις εθνεσιν ευθεως ου προσανεθεμην σαρκι [SARX - Kødet] και αιματι

(1.15)

 

Det som Paulus oplever, er ikke nogen omvendelse i den senere betydning af ordet – og heller ikke en omvendelse i det nye Testamentes betydning. Processen indebærer ikke at Paulus vender om – han fortryder ikke fortidens tanker eller følelser eller gerninger. Processen starter slet ikke hos Paulus. Den starter hos Gud.

Gud kalder Paulus – fordi det er nødvendigt i Guds plan – for at Gud kan virkeliggøre sin plan. Alt det som sker – i al fald de store vendepunkter – er Gud som handler. Alting sker FOR AT – Paulus oplever denne vision – FOR AT evangeliet kan blive forkyndt for alle folkeslagene – Ikke for at Paulus kan omvende sig eller for at han kan besinde sig på sine mange fortidige synder! Gud gør Faraos hjerte fast og hårdt – fordi det er nødvendigt for at Guds plan kan blive virkeliggjort. Gud ophøjer og trykker ned. Gud gør hvad han vil. Paulus vision handler på en måde slet ikke om Paulus – den handler kun om Gud og om hvad Gud vil og gør! Det er ikke Paulus som omvender sig til Gud – det er Gud som henvender sig til Paulus!

Paulus vender sådan set slet ikke om – han fortsætter. Det liv som han levede i Judaismen for ud for Damaskus var et nødvendigt led i  Guds plan. Der er intet at fortryde.

Paulus giver udtryk for en slags præ destination. Gud har udset Paulus fra moders liv – ja endnu ør han bliver undfanget. Paulus er et middel for Gud – lige som egypterne og Farao – og Moses modstand og protester! Paulus er udset til noget stort.

Paulus sammenligner sig selv med Jeremias og Esajas – Paulus har en mega høj opfattelse af sig selv og sin egen betydning i verdenshistorien! Paulus er nødvendig for Gud – for at Gud kan blive herliggjort.

Den såkaldte omvendelse er ikke en nedværdigelse eller en tilrettevisning eller en advarsel! Den er en gevaldig ophøjelse. Paulus bliver kaldet til en enorm mission i livet og her i verden. Paulus skal være et lys for alle folkeslagene – som det hedder hos Esajas!

Det som sker er evident og selvindlysende. Paulus er ikke i tvivl. Han behøver ikke at spørge kirken eller Jerusalem eller nogen kirkelige kloge folk! Hele sit liv bliver Paulus kaldet af Gud – til nye opgaver. Gud er den aktive kraft i historien. Paulus tøver ikke - han følger blindt Guds kald til at blive stor og mægtig. Han er ikke bange. Profeterne i det gamle Testamente siger som regel nej tak – når de kaldes af Gud. Af meget forståelige grunde kan vi sige. Elias er x hele tiden ved at blive slået ihjel og Moses mission er vanvittig og livsfarlig. Moses er virkelig bange for at Farao bare vil slå ham ihjel! Men Paulus tøver ikke et øjeblik! Han følger kaldet: - forlad alt og følg mig! Lige som Abraham. For Paulus er Guds kald en tilbagevendende ting – han kaldes af Gud mange gange – til nye jobs og opgaver. Paulus tøver ikke – han er frygtløs!

Efter sin vision rådfører han sig ikke med nogen af kød og blod! Paulus bruger det samme sprog som vi kender fra evangelierne:

v13  Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« v14  De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« v15  Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« v16  Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.«

v17  Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. v18  Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v19  Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« v20  Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

(Mattæus 16.13)

Paulus mener så at sige at der er to planer i virkeligheden – der er den ydre jordiske virkelighed og der er den virkelige indre himmelske virkelighed. I sin vision eller oplevelse SER Paulus den himmelske virkelighed. Han ser sønnen eller Kristus som han siger. Det som han ser er helt indlysende eller evident. Det som han ser kommer ikke fra mennesker – det kommer direkte fra Gud.

Historien hos Mattæus illustrerer godt tanken hos Paulus. Jesus spørger disciplene – og de svarer med forskellige meninger – de svarer med jordiske meninger eller teorier. De svarer med den ydre eller jordiske virkelighed. Her i verden kan der være mange forskellige meninger – men på et dybere plan er der kun én sandhed. Der er kun én ting som er sandt. Vi kan alle SE hvad der er sandt. Når vi SER hvad der er sandt – behøver vi ikke at spørge nogen som helst bagefter.

Paulus bruger udtrykket at han ikke konsulterer nogen efter sin vision. Vi ved at dette græske ord har en meget bestemt betydning på Paulus tid. Det bruges typisk om det at konsultere en ekspert for at få et sandt svar! Hvis man har en drøm – konsulterer man en ekspert – en professionel drømmetyder – for at han kan sige hvad der er drømmens betydning!

Paulus pointe er at han ikke har brug for nogen ekspert. Han har ikke nødvendigvis brug for at spørge nogen præst eller pave eller kirke om hvad der er sandt! Det som Paulus har SET er helt evident og indlysende. Paulus VED hvad det betyder. Han ved at hans kaldelse og hans oplevelse betyder at han nu skal prædike evangeliet for alle folkeslagene! Skulle han spørge nogen præst eller Jesu discipel eller pave om betydningen af hans egen oplevelse? Et andet menneske kan ikke bevise at Paulus egen opfattelse er rigtig! Og et andet menneske kan ikke modbevise det som Paulus har set og som han tror! Paulus kan i denne betydning ikke lære noget af andre mennesker – heller ikke selv om de i øvrigt er kloge og vise – eller er Jesu egne disciple!

Alle mennesker bliver kaldet af Gud på samme måde. Når vi hører Guds kald – så VED vi hvad der er sandt. Det som vi kan SE er ikke en mening eller en diskutabel påstand! Det er en VIDEN! Vi kan se at Paulus på denne måde skelner mellem sandheder eller virkeligheder på to planer. Selvfølgelig lærte Paulus en mængde af kirken i Jerusalem og af Peter og Jakob. Det benægter han heller ikke! Men på dette dybe eksistentielle plan var han alene med Gud. Gud åbenbarede sandheden for ham – helt alene. I den forbindelse var andre mennesker uden værdi og uden betydning. Troen handler ifølge Paulus ikke om meninger eller anskuelser – troen handler om det som vi selv har SET! Vore meninger eller evt kristne meninger eller tanker eller vores evt kristne viden – er helt uden betydning. Religionen består bare af en mængde meninger – men det er ikke det samme som troen. Troen er den sikre viden vi har – det som vi har SET med egne øjne. Paulus så alting – hele sandheden – i ét eneste glimt.

 

Vi døde og blev født på ny.

v19  Mine børn, som jeg igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer!

(4.19)

Paulus taler ikke om en gradvis proces over lang tid. Han taler om en pludselig forvandling. Han bruger det sprog som var almindeligt i tiden – begreberne fødsel og død – at blive født på ny – at få en ny identitet.

At modtage guds ånd er at dø  bort – det gamle mennesker bliver så at sige brændt bort af Guds ild – med et sprog fra Det gamle Testamente. Enhver fødsel forudsætter en forudgående død. Det gamle menneske eller den gamle Adam eller egoet skal dø bort. Vi kan ud fra Paulus spørge om hvem det er som fødes? Paulus siger at det er Kristus som fødes. Kristus tager skikkelse i galaterne – det er et udtryk for deres fødsel eller genfødsel. Det gamle forsvinder og i stedet fødes et nyt væsen eller et nyt menneske – nemlig Kristus. Alle de genfødte galatere er lig med Kristus. Indeni er de Kristus fordi det ydre kun er en ydre form. I kødet fortsætter de med at være galatere. Men indeni er de blevet noget helt andet. De er blevet Kristus. Vi kan sige at begrebet Kristus kommer til at betegne en ny tilstand eller en ny psykisk tilstand. De får en ny ånd – nemlig Guds ånd eller Jesu ånd. Deres væsen bliver helt anderledes. Lige pludseligt og voldsomt bliver de forvandlet.. Paulus taler om to virkeligheder. I den sande virkelighed er de blevet nye og nyskabte og genfødte. De er blevet noget helt nyt.

Der er ingen kontinuitet ifølge Paulus. Det som lægges i jorden er et frø – men det som kommer op af jorden er et nyt træ.  Der er i virkeligheden ikke nogen kontinuitet og der er slet ikke nogen organisk eller gradvis overgang. Der er ikke tale om at galaterne hen ad vejen og gradvist forandrer sig og bliver mere kristne eller jødiske! De bliver slået omkuld og så  at sige dræbt eller tilintetgjort. Det som de oplevede var en slags død. De døde bort – for at de siden kunne leve for Gud og i troen og i ånden. Hvem er det som fødes? Ud fra Paulus kan vi også sige at det er Gud som fødes. Kristus fødes og Gud fødes i mennesket. Gud realiserer sig selv i mennesket. Guds ånd iklæder sig mennesket som det siges i Det gamle Testamente. Før var der kun synd og død og lidelse og ydmygelse – nu er der kun Gud. Gud er kommet ned på jorden og det som findes er hans ydre legeme eller form. Gud bliver det inderste væsen i tingene. Det er evangeliet. Når vi bliver genfødt bliver vi ligesom Gud. Vi bliver Gud eller vi bliver Kristus. Vi bliver ikke kristne – vi får ikke en ny religion – vi bliver som guder – vi bliver som Gud! Gud er det eneste som findes. Vi lever nu i Guds rige. Vi er omgivet af kærligheden og velsignelsen til alle sider.

v28  Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. v29  For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. v30  Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

(Romerbrevet 8.28)

v8  Men nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot og skamløs snak i jeres mund. v9  Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger v10  og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse. v11  Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret, barbar, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle.

(Kolossenserbrevet 3.8)

v42  Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. v43  Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. v44  Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme. v45  Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,« den sidste Adam [Kristus] blev en ånd, der gør levende. v46  Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige, dernæst kommer det åndelige. v47  Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen. v48  Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. v49  Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.

(1 Korinterbrev 15.42)

 

Moseloven er ikke det samme som sekternes definitioner af Moseloven.

v15  Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst. v16  Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.

(Galaterbrevet 2.16)

Vi kan let komme til at misforstå Paulus. Paulus er tydeligt nok jøde og han elsker jødedommen og Moseloven! Paulus mener bestemt ikke at det er lige gyldigt om man overholder Moseloven! Gud har givet os loven til vores frelse og Gud ønsker at vi skal leve op til den relation som vi har til ham. Gud er ikke lige glad med om vi overholder Moseloven!

På Paulus tid florerer en mængde sekter. Vi kender nogle af dem som farisæerne – som indbyrdes var opsplittet i flere sekter – og essenerne i Qumran samfundet og zeloterne. Men der har sikkert været mange flere sekter.

Hver sekt havde sin lille udgave af Moseloven. Hver sekt finder nogle grænsetilfælde – nogle test cases. Om man overholder disse særlige regler afgør om man er en sand jøde – eller om man er en ren hedning! Sådan er sekternes tankegang og Paulus kender denne tankegang ud og ind af egen erfaring.

Paulus afviser denne tankegang. Paulus hævder at vi må skelne mellem Moseloven som sådan og så de enkelte sekters specielle regler og fortolkninger på den anden side. Paulus siger at den kristne kirke ikke kan gå ind i denne sekt tankegang.

Essenerne bor i samfundet Qumran og ifølge essenernes opfattelse er man kun en sand jøde hvis man lever i dette lille lukkede Qumran samfund! Det er denne tanke som Paulus afviser. Paulus afviser ikke at Moseloven er god og nyttig og nødvendig – han afviser at bruge Moseloven polemisk. Qumran bruger Moseloven polemisk til at udelukke jøøder – gode og fromme jøder – fra kredsen af de sande jøder!

Vi ved også at sekterne havde meget specielle krav til spisereglerne. Nogle sekter hævder at én eneste overtrædelse på ét lille punkt er identisk med at man er fortabt. Det afviser Paulus. Nogle sekter kræver at man følger en bestemt kalender – alle andre er rene hedninger. Hvis man fejrer højtiden på en afvigende dato – er man en ren hedning!

Jesus fanges af dette spil. Jesus overholder selvfølgelig Moseloven – efter alt hvad vi ved. Men Jesus anklages hele tiden af sekterne for at være en hedning og for at spise sammen med synderne. Jesus anklages for at han er uren. Sekterne opererede med snævre regler for hvornår man var ren eller uren. Et lille fejltrin og man var fortabt. Sekternes tale om gerningerne eller lovgerningerne er i virkeligheden kun en tale om nogle få udvalgte punkter! Sekterne taler ikke om hele Moseloven. De taler kun om test cases eller grænsetilfælde. Det er derfor Paulus tager afstand fra al denne tale om lovgerningerne. Paulus er ikke imod gerningerne som sådan – han er imod den lille snævre definition af gerningerne!

Vi er blevet frie og værdige.

Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

(Galaterbrevet 5.1)

v17  – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. v18  Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

(2 Korinterbrev 3.17)

v31  Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, v32  og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer friev33  De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive friev34  Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. v35  Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. v36  Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. v37  Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer. v38  Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader.«

(Johannesevangeliet 8.31)

Paulus sammenfatter hele evangeliet i den ene sætning at vi er blevet frie mænd – Kristus har sat os fri – som han siger i den græske tekst. Paulus sammenfatter hele frelsen i det ene ord frihed. Frihed er både en frihed fra noget – en frihed fra verden eller synden eller kødet – og en frihed til noget – når vi er frie bliver vi sat fri til at vise omsorg og kærlighed – vi kan opfylde Kristi lov som han siger.

Paulus tænker som Mosebøgerne. Frelsen består i at vi bliver frie – vi kommer ud af slaveriet – ud af slavernes hus. Vi bliver værdige. Vi får respekt og vi får magt og myndighed. Vi er ikke længere små eller svage eller bange. Vi er ikke længere bekymret for verden. Vi bliver sat fri af det ydre og det kødelige. Vi bliver sat fri af den gamle måde at tænke på. Vi bliver sat fri af vore følelser og vanemæssige gamle reaktioner. Vi bliver født på ny – deri består friheden.

Kristus har skaffet os denne frihed – eller kristus har vundet denne frihed – eller kristus er den nye frihed. Når vi lever i Kristus – i stedet for at leve i verden eller i kødet – er vi frie. Vi kan kun leve i frihed – hvis vi lever i Kristus. At være i Kristus er at være en fri mand. At være i Kristus er at være glad og stolt.

Verden vil hele tiden have os ind under åget. Kødet og verden vil gøre os ufri og vil sætte os ind under byrden og åget. I verden er der ingen frihed. I verden er der intet håb. I verden hersker kun egoet som vil besætte os og gøre os ufri. Vi skal ikke bøje os for nogen magt i verden. Vi skal ranke os og være stolte. Vi skal være værdige. Vi skal behandle os selv værdigt og behandle andre mennesker værdigt.

Vi har intet at frygte. Kristus har ophævet alle forskelle. Der er ikke længere nogen forskel på jøde eller græker eller kvinde eller mand. Vi er blevet frie. Vi er blevet frie til at være os selv – til at være voksne mennesker og rigtige mænd. Vi er Israels stolte sønner!

For at I ikke skal blive fristet.

v1  Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden [ordret: som er de åndelige], hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet!

(6.1)

Begrebet at fristes og fristelsen spiller en stor rolle i Paulus breve. Grundlæggende er det et begreb som formes i Mosebøgerne. Gud frister hebræerne på forskellig måde – fx med modgang eller med lidelse eller med befalinger.

Begrebet at fristes kan let misforstås på grund af beretningerne i Det gamle Testamente. I den kristne kirke er begrebet at fristes også tit blevet til noget andet end det egentligt er i Bibelen. Siden hen er fristelsen blevet forstået som en svaghed eller som en ondskab som mennesket falder får når de begår syndige gerninger. Men det er ikke helt det som Bibelen – eller Paulus - mener!

I det citerede forestiller Paulus sig en situation i menigheden. Han forestiller sig at  et menneske bliver taget i at begå en synd eller en overtrædelse. Han stiller så spørgsmålet om hvordan en menighed skal reagere i den situation – hvem skal gøre noget og hvad skal de gøre? Den græske tekst er ret tvetydigt så det er omstridt hvad Paulus egentlig mener. Måske mener han at de mest åndelige eller udviklede i forsamlingen skal tale med synderen og bringe synderen tilbage på sporet. I al fald mener Paulus ikke at synderen skal straffes eller ekskluderes af forsamlingen! Det er i al fald tydeligt!

Men pointen er en anden – meningen med fristelsen er en anden. Paulus mener at i denne vanskelige situation bliver menigheden – evt dens ledere – stillet på en prøve – de bliver testet – de bliver fristet – prøvet! Det er det som er hovedsagen for Paulus.

Hvilken prøve eller test er der tale om ifølge Paulus? Vi kan se i hans breve at begrebet fristelse altid bruges om den adfærd og handlemåde hvor mennesker gør sig små og svage og afmægtige! Paulus bruger på den måde ordet fristelse som det også bruges i Mosebøgerne! At blive fristet er at falde ned i mismodet eller afmagten eller svagheden. Når vi falder for fristelsen gør vi os selv til arme ofre – til små og svage mennesker. Når vi falder for fristelsen ender vi med at forlade vores styrke, frihed og værdighed. Vi ender med at tro at vi er ofre – vi kan intet gøre – vi kan kun vælge mellem pest og kolera.

Pointen i hele Bibelen er at Gud har gjort os frie og stærke! Gud har ført os ud af Egyptens land. Da hebræerne kommer over i ørkenlandet – bliver de fristet. De bliver fristet til at tro at de slet ikke er mægtige eller frie! Pludselig vil de ikke mere være frie og stolte. De vil tilbage i trældommen og ufriheden. De gør sig selv små og afmægtige. De vil tilbage til Egyptens kødgryder – og Egyptens agurker, meloner og hvidløg – som det siges i Mosebøgerne!  Disse beretninger viser også Paulus opfattelse af fristelsen. De viser det alment menneskelige. Hvis vi bliver bange – så falder vi for fristelsen. Når vi bliver fristet – så glemmer vi det som Gud gjorde. Gud HAR gjort os mægtige og magtfulde – men vi vil ikke huske på det mere. Vi vil være små børn. Vi vil være små! Det er præcist det som Paulus siger til galaterne. De vil nu væk fra deres frihed – de vil være små – de vil ind UNDER Moseloven – de vil ind UNDER den jødiske religion! De falder for fristelsen. Gud græder når vi gør os mindre end vi er. Det er ikke hans vilje at vi skal være svage. Han vil at vi skal være stærke og udøve magt. Han har givet os hele herligheden tilbage!

Det tidlige kristne sprog.

 

v1  Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, v2  og alle brødrene, der er hos mig.

Til menighederne i Galatien.

v3  Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, v4  som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje! v5  Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.

(Galaterbrevet 1.1)

 v9  For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.

(Romerbrevet 10.9 – regnes som et af de ældste kristne udtryk – kerygma'et - evangeliet)

      v6  Han [Jesus], som havde Guds skikkelse,
      regnede det ikke for et rov
      at være lige med Gud,
       v7  men gav afkald på det,
      tog en tjeners skikkelse på
      og blev mennesker lig;
      og da han var trådt frem som et menneske,
       v8  ydmygede han sig
      og blev lydig indtil døden,
      ja, døden på et kors.
       v9  Derfor har Gud højt ophøjet ham
      og skænket ham navnet over alle navne,
       v10  for at i Jesu navn
      hvert knæ skal bøje sig,
      i himlen og på jorden og under jorden,
       v11  og hver tunge bekende:
      Jesus Kristus er Herre,
      til Gud Faders ære.

(Filipperbrevet 2.6 – som regnes for kirkens ældste hymne eller salme)

Det kristne sprog udvikler sig med en forbløffende næsten ufattelig fart i de første år efter Jesu død. Da Galaterbrevet bliver skrevet er der måske kun gået 15 år efter Jesu død og korsfæstelse. Da Paulus skriver sine første breve i 40 erne e. kr. er der rundt regnet kun gået ti år efter Jesu død. Det nye sprog har udviklet sig helt ubegribeligt. Helt nye udtryk er opstået. Der er forsket meget i det tidlige kristne sprog og alle sprog forskerne er blevet vildt forbløffede! Den hilse formular som Paulus anvender her i Galaterbrevet er ny. Den er en sammensmeltning af elementer fra den græske og jødiske verden. De græske ord får pludselig en helt ny mening. Det græske ord fred – Eirene - kommer til at betyde det samme som det hebraiske Shalom – velsignelse, glæde, fremgang, lykke og held! Ordet skifter fuldstændigt indhold på få år! Paulus og urkirken skaber på få år hilseformler og skemaer som siden hen er blevet anvendt i 2000 år!

Paulus skaber på få ord et helt nyt kristent sprog. Hans udtryk som at være i Kristus og at komme ind i Kristus er helt nyskabende og overraskende. Han bruger begrebet om at blive retfærdig på en aldeles ny måde. Han taler om tro og troen og om at være i troen på en helt ny måde. Det paulinske sprog er fuldstændigt forbløffende. Naturligvis har visse udtryk deres rod i det gamle Israel – men stort set er Paulus sprog fuldstændigt nyskabende. Hans ord og udtryk får på længere sigt en ufattelig stor betydning. Det ser ud til at han i høj grad har været med til at skabe den unge Jesus bevægelses revolutionerende nye sprog!

Jesus er i den hebræiske eller jødiske sammenhæng Messias. Ordet Messias var for længst oversat til kristos eller Kristus. Betegnelsen Jesus Kristus betyder altså egentlig en mand Jesus som er den ventede Messias. Kristus og Messias er ikke egennavne – de er titler. Kristus er en titel Sådan bliver udtrykket også anvendt mange steder men udtrykket Jesus Kristus skifter forbløffende hurtigt mening!

Betegnelsen Jesus Kristus bliver en lidt uklar navne betegnelse –et navn for Jesus – den historiske person – profeten fra Nazareth. Manden kommer til at hedde Jesus Kristus – i løbet af ganske få ord.

Mange mener at det først og fremmest hænger sammen med betydningen i den græske verden. Hele verden er domineret af det græske sprog. I den græske verden giver ordet Messias eller Kristus som en titel ikke så megen mening. Betegnelsen er for snæver – den er for jødisk.

I stedet bliver Jesus hurtigt efter sin død til Herren eller Vores Herre eller Vor Herre! Dette træk er nok det mest utrolige i det tidlige kristne  sprog. Det er næsten ufatteligt at Jesus i løbet af få ord efter sin død betegnelsen fast som Herren eller græsk Kyrios.

I jødedommen betyder Herren eentydigt det samme som Gud. Der er kun een herre og det er Herren – Gud. Jødedommen var både hebraisk-aramæisk og græsk. Når Det gamle Testamente blev læst op læste man ikke ordet Jahve når det stod i teksten – man udtalte Jahve som Adonaj – på hebraisk – og som Kyrios i den græske jødiske gudstjeneste! Jahve var godt nok Guds navn og Gud bruger megen tid på at forklare at Jahve er hans navn i 2. Mosebog – hos Elohisten og i præsteskriftet – men i det gamle Israel blev navnet eller lyden Jahve efterhånden et tabu! Navnet var for privat – det var for farligt. Navnet var magisk. Navnet var et væsen – som boede i templet. I stedet læste man Adonaj eller Herren hver gang man så ordet Jahve – altså bogstaverne JHVH – det såkaldte tetragram!

Det er forbløffende at man i løbet af få år kunne betegne Jesus som Kyrios - Herren. Ordet Kyrios var i den grad knyttet til den ene, monoteistiske gud – vores gud. Gud er een, som man sagde. Men Jesus blev på en måde Herren – Kyrios. Betegnelsen Herren eller Vor Herre blev i løbet af kun få år – næsten - UDELUKKENDE brugt om Jesus eller Kristus.

Den historiske Jesus som levede og vandrede var ikke Herren eller Kyrios – i al fald ikke altid i følge Det nye Testamente. Det er den genopstandne Jesus som er eller som bliver Herren – Kyrios. Gud trækker ham op af dødens vold og ophøjer ham og adler ham og gør ham til sin søn og gør ham til en hersker i hele kosmos. I opstandelsen bliver Jesus adopteret. Han bliver et nyt væsen – han bliver Kristus – han bliver Kyrios!

Det kristne sprog har været en voldsom udfordring for jøden Paulus. Det har givet været svært for ham pludseligt at forstå ordet Herre på en sådan ny måde. Vi kan også se at Paulus er konservativ på mange måder. Hos ham er Gud stadig faderen eller den dominerende. Kristus bliver ofte et begreb eller et aspekt af Gud hos Paulus. Vi kan sige at Paulus på mange måder fastholder sin gamle jødiske monoteisme. Der findes ikke nogen tre enigheds lære hos Paulus – det hører en meget senere tid til.

Ordet Kyrios var meget velkendt på Paulus tid – nemlig fra mysteriereligionerne. I Isis kuten er Isis netop Herren og Vor Herre. På samme måde i Kybele kulten fra Galatien. Kybele er vores herre eller vor frue og lignende. Det er således i høj grad muligt at den tidlige kristne bevægelse har overtaget noget af sit sprog fra andre mysteriereligioner. Men stort set ser det ud til at udviklingen i den kristne bevægelse var skabt indefra. Det kristne sprog udviklede sig eksplosivt!

 

Vi lever ikke længere i kødet.

 

v19  For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. v20  Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden [det liv som jeg lever i kødet - Sarx] lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.

(2.19)

v4  Så er også I, mine brødre, gjort døde for loven ved Kristi legeme, for at I skal tilhøre en anden, ham der er opstået fra de døde, og vi bære frugt for Gud. v5  For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden. v6  Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.

(Romerbrevet 7.4)

v9  Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. v10  Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. v11  Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

 

(Romerbrevet 8.9)

v3  Nok lever vi som andre mennesker [i kødet], men vi kæmper ikke som verdslige [kødet] mennesker. v4  Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger v5  og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus, v6  og vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret.

(2 Korinterbrev 10.3)

v22  Men hvis fortsat liv på jorden [i kødet] betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. v23  Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; v24  men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer.

(Filipperbrevet 1.22)

I gamle dage levede vi i kødet – eller kun i kødet - og vi gjorde kødets gerninger. Vi levede i frygt – fulde af frygt for livet og verden og andre mennesker. Vi var bange for os selv og vore egne tanker og følelser. Vi var lukkede inde i kødet – vi var lukkede inde i vores lille frygtsomme ego. Vi stolede ikke på nogen gud og vi stolede ikke på noget menneske. Vi måtte evigt være på vagt. Vi var bange for at blive urene. Vi var bange for at blive overfaldet eller bestjålede. Vi var bange for de fremmede. Vi var bange for at gøre noget forkert. Vi var bange for at komme til at sige noget forkert. Livet var farligt – fuld af farer som truede fra alle sider. Fra oven – fra guderne – nedefra og fra siderne. Lige som i Det gamle Testamente var vi truet fra alle sider. Det onde vand – det onde, ondskaben, døden, sammenbruddet – truede os fra alle sider. Vi var bange for at blive syge. Vi var bange for at miste. Vi var bange for at miste de mennesker som vi elskede. Vi var bange for at miste vore penge. Vi var bange for at blive svigtet af andre.

Hele vores liv var bestemt af frygten og bekymringerne. Det er Paulus tanke om kødet. Kødet gør os små og svage og frygtsomme. Kødet gør os til små insekter der hele tiden trues af de store dyr. De store dyr vil nok snart komme og trampe os ihjel. Vi kan ikke stole på livet. Livet er upålideligt. Alt er farligt. Man kan ikke regne med andre mennesker. De forlader os bare. De er iskolde og ligeglade. Man kan ikke være sikker på noget. Alt kan vi miste fra øjeblik til øjeblik.

Det er det som Paulus forstår ved kødet. Kødet er en måde at leve på og en tilstand i hele verden. Kødet er synden der hersker i hele verden som en ond magt. Synden og døden og deres følgesvend frygten har taget magten i hele verden. Synden vil gøre os små og svage. Synden vil slå os ihjel. Synden og kødet nedværdiger os og ydmyger os. Synden får os til at bøje os og underordne os. Synden og frygten får galaterne til at underlægge sig loven – de er fulde af frygt og angst. Synden tager vores frihed og værdighed fra os. Synden er den onde gud – Livjatan, slangen eller Satan.

Vi lever ikke længere i den tilstand, siger Paulus! Lidelsen er forbi! Frygt ikke, som englen siger til Maria. Jeres gæld er betalt og hoveriet er nu til ende, som Esajas siger. Vi lever ikke længere som nedværdigede eller ydmygede. Vi er ikke længere trælle. Vi er ikke længere undergivne – heller ikke undergivne under frygten.

Vi er blevet rigets herrer. Vi er blevet kongens sønner. Vi lever ikke længere i kødet. Vi lever i troen. Vi lever ikke længere i det synlige. Vi lever i det usynlige. Vi lever ikke længere i frygten. Vi er uden frygt. Vi er blevet modige. Og stolte og værdige. Vi er blevet frygtløse! Ingen bekymring kan længere ramme vores sjæl. Vi er blevet voksne mænd. Vi er igen blevet Jakobs stolte sønner – efter den forfærdelige ydmygelse. Vi er blevet uimodtagelige for denne verdens bekymringer. Vi ved at de kun er rene illusioner. De blev kun skabt af vores lille ego og af vores frygt. De er kun projektioner – de er helt uden hold i virkeligheden. Der er ingen grund til at vi skal bekymre os om noget som helst. Gud har taget alle vore bekymringer fra os. Gud har besejret og dræbt den onde gud – frygten og egoet. Vi er blevet genfødte – vi er blevet Guds frie sønner.

v12  For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. v13  For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

(1 Korinterbrev 12.12)

 

 

Der er kun én forsamling.

Paulus ved godt at der på et vist plan eksisterer mange forsamlinger og mange kirker og mange religioner. Men dybest set ER der kun én forsamling – én menighed. De ydre forskelle er kun overfladiske distinktioner – i kødet som han siger. Forskellen mellem forskellige sekter eller religioner kun overfladiske forskelle i kødet. Dem har Kristus ophævet – de gælder ikke mere. Der er kun én forsamling – forsamlingen af Abrahams sønner kan vi sige eller forsamlingen af de hellige eller forsamlingen af Guds frie sønner. Der er kun én forsamling – de helliges forsamling. Der har aldrig nogen sinde eksisteret nogen anden forsamling. Forsamlingen i Det gamle Testamente er nøjagtigt deen samme forsamling som den Ekklesia eller forsamling som der tales om i Det nye Testamente. Der er kun én forsamling – det hele legeme hvorpå vi alle er lemmer og led og organer! Kirken er en enhed lige nu og den har altid været denne ene enhed – siden tidernes morgen og siden skabelsens dag.

 

Gud har udvalgt os – som en mand udvælger sin hustru!

 

v15  Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst. v16  Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.

(Galaterbrevet 2.15)

Paulus er sandsynligvis blevet misforstået mange gange i den senere kristne kirke.  Vi har troet at Paulus talte om menneskers fortjeneste eller merit – men sandsynligvis er det slet ikke det som han taler om. Vi kan måske sige at Martin Luther tog fejl af sin fortolkning af Paulus. Det som Luther sagde var uhyre rigtigt og centralt – men det var ikke det som Paulus mente!

Den bedste sammenligning er ægteskabet som det også bruges i hele Bibelen. En mand udvælger sig en hustru. Han udvælger hende fordi han ved at hun er den bedste eller fordi hun er den rigtige. Han vælger hende fordi han elsker hende. Hun kan ikke skaffe sig nogen merit eller gøre noget. For han er den som vælger! Gud vælger os – fordi han ønsker at vælge os. Gud handler helt på eget initiativ. Gud gør os retfærdige – det er det samme som at en mand siger at en kvinde er den rigtige kvinde for ham! Hvorfor har Gud gjort os retfærdige kan man spørge? Selvfølgelig fordi han ser os som fuldendte og som retfærdige. Guds dom er retfærdig. Gud ser os som de gode – vi har fortjent at blive udvalgt i hans øjne. Manden vælger ikke sin kone – af medlidenhed! Han vælger sin hustru – fordi hun er den bedste! Manden viser ikke en nådeshandling – i betydningen af nåde i den senere kristendom! Gud er ikke nådig i DEN forstand. Han ser os rent faktisk som sit folk – som sin partner – som uden skyld – som uden fejl – som det hedder i skabelsesberetningen.

Ingen jøder tænker på jesu tid eller på Paulus tid på at de skal skaffe sig merit over for Gud  - ved fromme gerninger! Ingen jøder og ingen kristne har tænkt sådan! Alle er enige – Paulus og Jakob og Peter og også alle jøder! Gud er den aktive og det er han som udvælger. Gud udvælger os – fordi det er en del af hans plan. Han lader ikke nåde gå for ret – lige så lidt som en mand lader nåde gå for ret! Manden er jo overbevist om at kvinden er den helt rigtige. Hun kan ikke gøre sig fortjent i hans øjne. Det er sådan set lige meget hvad hun gør – for han elsker hende! Hvis han ikke vil have hende – så hjælper alle hendes forsøg jo ikke noget som helst! Hun kan ikke få ham til at elske sig ved at gøre gode eller kærlige gerninger. Han elsker jo hende som hun er – han vil jo netop have hende fordi hun er den som hun er! Og omvendt: Hvis han ikke vil have hende – så hjælper alle hendes lokkende toner ingenting alligevel!

Denne tankegang er den grundlæggende tankegang hos Paulus. Denne tankegang har Paulus overtaget fra Det gamle Testamente, fra Esajas, fra Salmerne  og fra Mosebøgerne.

Paulus mener IKKE at loven eller gerningerne er lige gyldige! Slet ikke! Vi kan ikke skaffe os nogen merit – vi kan ikke presse Gud til noget – gennem lovens gerninger – siger han – men vi skal selvfølgelig gøre lovens gerninger. Gud har gjort os retfærdige og Gud har etableret relationen – og derfor skal vi selvfølgelig være trofaste over for ham.. Loven er givet til vores frelse. Vi er dem som er indenfor. Gud vil at vi skal gøre lovens gerninger og opfylde Kristi lov! På dette område er alle de kristne enige og Paulus er enig med Peter og Jakob. Måske kan de være uenige om detaljerne. Paulus afviser at den kristne kirke skal overtage de fanatiske sekters sprog og tankegang. Men de er naturligvis enige om det væsentlige.

Den historiske virkelighed – apostelmødet.

v9  – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til [intet verbum i den græske tekst!] hedningerne, og de til jøderne. v10  Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

(2.9)

Det såkaldte apostelmøde melem Paulus og kirkens ledere i Jerusalem og den såkaldte aftale som Paulus taler om i Galaterbrevet er – historisk set – aldeles uklar! Vi ved ikke om der overhovedet er indgået nogen aftale. Vi ved ikke hvad der evt har været indholdet af en sådan aftale. Vi ved ikke om aftalen har været en aftale mellem lige parter – er Paulus blevet anerkendt som en lige partner? Alt er helt uklart.

Hvis vi kunne spørge Jakob eller Peter eller Johannes i Jerusalem – så ville de måske ikke have nogen erindring om noget møde – de ville ikke have nogen erindring om nogen aftale! Paulus tillægger sagen en enorm betydning – for dem har sagen måske været ubetydelig!

Det eneste vi ved med sikkerhed er at Paulus i Galaterbrevet gør hvad han kan for at fremstille sagen på en bestemt måde. Vi må antage at hans tekst er meget tendentiøs og vi må antage at vi ikke uden videre kan stole på hvad han siger! Paulus bruger hele sagen som et argument. Vi må regne med at han fordrejer sagen og at han forbigår ting som ikke passer med hans egen sag og hans argumenter! Hans tekst skal bevise at der blev sluttet en aftale – og at Jerusalem siden hen svigtede den aftale! Men er det den historiske sandhed? Vi ved det ikke – og forskellige ting tyder på at Paulus beretning er meget eensidig og ikke dækkende for begivenhederne!  Den måde som Peter og de øvrige apostle fra Judæa optræder på siden hen – kan kun forklares ved at Jerusalem opfattede sagen på en helt anden måde end Paulus!

Antageligt har de såkaldte søjler i Jerusalem fastholdt deres magt og myndighed. Paulus er ikke blevet anerkendt som en lige part. Jesu disciple og de første kristne i Jerusalem har fastholdt at de var Jesu arvtagere. Jesus er vores fader – han har givet myndigheden videre til os – og vi er hans første fødte sønner! Paulus er ikke blevet anerkendt på den måde som han hævder i Galaterbrevet.

Det som Paulus skriver er ikke klart. Han siger at aftalen indebærer en deling – men det er ikke klart hvori denne deling består. Delingen kan ikke være geografisk for Paulus rejser i jødiske områder, til jødiske kolonier og han taler i jødiske synagoger! Peter og Jerusalems folk blander sig ikke utidigt for der boede jøder overalt. Paulus får altså ikke sit eget geografiske område hvor han kan udøve magt og prædike! En sådan geografisk deling var simpelt hen umulig og det kan ikke være det som Paulus mener!

Paulus indrømmer at Titus som ikke bliver omskåret er en slags undtagelse. Titus kan ikke ifølge Paulus selv bruges som et princip. Sådan har Jakob sikkert også set det. Tituts blev ikke omskåret – men det var en undtagelse. Selvfølgelig skal de nye kristne omskæres – det er i al fald en naturlig konsekvens – siger Jakob!

Vi skal huske de fattige i Jerusalem. Delingen består muligvis af en økonomiskdeling – for Paulus skal samle penge ind til de fattige i Jerusalem! Måske viser Paulus ikke den fulde sandhed. Måske ligger der en indrømmelse som er vidt gående. Hele verden skal betale til Jerusalem. Jerusalem er kirkens centrum og moder. Udtrykket at huske er et jødisk standard udtryk  som betyder pligterne ifølge Moseloven. Vi kender ordet at huske og erindre fra Mosebøgerne. Paulus gør måske en meget stor indrømmelse til søjlerne i Jerusalem. De har magten og myndigheden og de definerer hvad kirken er. Det princip har Paulus været nødt til at bøje sig for. De har beundret hans virke og store nåde – men Paulus er en outsider og han har ikke nogen magt eller myndighed fra Jesus. Han har aldrig set eller hørt Jesus. Hvad ved han egentligt om Jesus?

 

Den historiske udvikling. Alting sker FOR AT.

v22  Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; v23  de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, v24  og de priste Gud for mig.

(Galaterbrevet 1.22)

Paulus fortæller om den lange periode som går efter hans Damaskus oplevelse. Paulus fortæller at han til stadighed opholder sig langt borte fra Judæa og Jerusalem – langt borte i Diasporaen. Dette er pointen i Galaterbrevet – at han bliver en troende – men at han er uafhængig af de gamle kristne i Jerusalem.

Paulus historieopfattelse er helt overraskende – set med moderne øjne. Moderne mennesker ville nok hæfte sig ved fortiden og fortidens synder. Vi forventer at Paulus tager afstand fra fortidens synder – forfølgelsen af de kristne menigheder. Men det gør han ikke. Paulus bliver kaldet af Gud – men han bliver lige som kaldet til nye opgaver. Paulus sidder ikke og gruer over fortidens synder! Han tager ikke engang afstand fra sit gamle liv – som en brændende zelot og kristenforfølger.

Paulus beretter stille og roligt og afklaret. Han beskriver det som det var. Det er som om Paulus accepterer fortiden som den var. Gud kaldte ham og Gud har bestemt  ham til noget stort. Han skal  være et stort lys for alle folkeslagene. Gud har planlagt en glorværdig karriere for Paulus og det er han helt klar til. Han følger Guds stemme. Det er som om alt som er sket er sket med nødvendighed. Alting sker FOR AT.

Paulus forfulgte de kristne men pointen er det som sker nu. Resultatet er strålende. De kristne kirker i Judæa har godt nok aldrig set ham eller oplevet ham – men de lovpriser Gud og de er højligt taknemmelige over for Gud på grund af det som er sket. Paulus har forfulgt kirken – men kirken lovpriser ham og er lykkelig for udviklingen. Der er ingen grund til at grue over fortiden. Der var et formål med det som skete. Det som skete har forøget taksigelsen i hele verden som Paulus taler om i brevene. Formålet med verdenshistorien er at Guds navn skal blive kendt over hele jorden og at glæden og lovprisningen og Gloria skal stige op til Gud. Det er det som sker nu! Guds veje er uransagelige. Gud handler på kryds og tværs ned igennem historien. Ad mærkelige veje realiserer Gud sin plan – og Paulus og hans forfølgelse var en del af Guds plan – lige som Farao og egypterne og deres stædighed var en vigtig del af Guds plan. Gud viser sine store tegn og undere – på baggrund af det som findes og sker.

De vil være sikre. De er bange – Abraham, Sara, kirken og galaterne!

 

v21  Sig mig, I, der vil være under loven: Hører I ikke, hvad loven siger? v22  Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde. v23  Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte. v24  Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar – v25  »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn. v26  Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder.

(4.21)

Vi kan sige at situationen i Galaterbrevet er at Paulus har fortalt galaterne i sin tid at de ville få andel i alle goderne når de modtog Guds ånd – at de ikke behøvede at blive omskåret – men at galaterne nu har fået noget andet at vide. Kirken i Jerusalem fortæller dem at de skal blive jøder for at komme ind i velsignelsen. Hvis de mener noget med det må de bøje sig for Moseloven. Ellers er deres velsignelse og medlemskab kun noget potentielt!

Galaterne vil være sikre på velsignelsen. Og Paulus bruger Abraham historien til at illustrere det samme. Abraham får alle løfterne – men bagefter tror han ikke alligevel og så griber han til egoets løsninger – dvs han griber til de menneskelige løsninger. Abraham begynder at gøre og gøre og handle! Ifølge Paulus falder Abraham ud af nåden -  fordi han begynder at handle og agere og gøre! Han vIL være sikker på velsignelsen – at få en søn – og han mister troen. Når vi vil være sikre med vold og magt – så falder vi for fristelsen siger Paulus. Sara falder for fristelsen – og billedet af Sara i 1. Mosebog er netop ofte et billede af hende som falder for fristelsen.

Fristelsen er ikke så meget at vi begynder at synde eller gøre onde eller umoralske gerninger! Fristelsen i Bibelen er at vi bliver små og svage og vil være sikre! Vi falder ud af den gamle tro og tillid. Vi glemmer Guds løfter. Vi begynder at finde menneskelige og praktiske løsninger – som altid mislykkes og som er dømt til at mislykkes – ifølge bibelen!

Paulus er hård af sin kritik af kirken. Kirken gør det som galaterne og Sara og Abraham gør. Kirken har ikke megen sand tro. Kirken er født efter kødet og sidder fast i kødet. Kirken siger at vi skal gøre og gøre og gøre! Kirken har ikke megen tro eller tillid. Kirken illustrerer den lille angst og frygt. Vi vil gardere os – vi vil være forsikrede! Vi vil være sikre på at vi får lykken og glæden og velsignelsen. Kirken siger at vi skal holde Moseloven – ellers vil Gud ikke give os velsignelsen. Kirken er bange. Kirken er fanget af kødet – egoet, det ydre, det synlige – de synlige forskelle mellem jøden og hedningen. Der skal være forskel siger den kristne kirke. Ellers er der ingen mening med det hele. Det er denne fundamentale opfattelse som Paulus kritiserer i Galaterbrevet.

Evangeliet handler om vores frihed siger Paulus. Kristus har gjort os frie – frie af al frygt og bekymring. Abraham er det typiske menneske og han kan ikke vente og han falder igennem. Han kan ikke forstå at løfterne sker af sig selv. Han mener at han skal gøre noget – gøre en hel masse. Netop  på den måde bliver han en synder.

Moseloven er god nok ifølge Paulus men sådan som Moseloven nu er blevet fortolket fx af den kristne kirke er Moseloven blevet noget negativt. Moseloven gør os små og svage og ufri og bange. Moseloven hænger sammen med den ufrie kvinde – Hagar – slavepigen. Kirken i Jerusalem hører sammen med Hagar og ufriheden og frygten og ydmygelsen. Moseloven vil gøre os alle sammen til ufrie trælle. Kristus har gjort os frie. Vi skal ikke gøre en hel masse – kristus eller Gud har gjort det alt sammen. Vi skal ikke frygte noget eller noget menneske. Vi skal ikke søge og hige efter frelsen. Vi skal ikke krampagtigt hige efter sikkerheden eller frelsen. Det er under alle omstændigheder en illusion. Den eneste sikkerhed som findes – den findes i vores sikre tro og tillid. Vores tro og tillid til andre mennesker, til Gud og til os selv!

 

Det som allerede er sket.

v15  Hvor er nu jeres begejstring? For jeg kan bevidne, at I gerne havde revet jeres øjne ud og givet mig dem, hvis I kunne.

(Galaterbrevet 4.15)

Pointen er ikke det som skal ske engang. Pointen er ikke fremtiden. Pointen er i følge Paulus det som allerede ER sket! Denne tanke spiller en helt dominerende rolle hos Paulus i alle hans breve. Den findes over alt i hele Det nye Testamente. Den er egentlig det samme som evangeliet. Evangeliet handler ikke om en mængde gode ting som muligvis kommer til at ske engang i fremtiden! Evangeliet i Det nye Testamente handler om noget som ER sket!

I Mosebøgerne siger Moses det samme. Moses siger hele tiden til hebræerne at det som de nu har set og oplevet – det må de aldrig glemme. De skal huske det for evigt. Troen handler ikke om fremtidige begivenheder eller tilstande! Troen handler ikke om at tro at vi måske engang kommer ind i Guds rige! Troen handler om at se og indse at vi ALLEREDE ER kommet ind i Guds rige! Hebræerne har nu set den underfulde frelse. De oplevede frelsen og redningen. Det ER allerede sket! Det er ikke noget som de skal håbe på! Det er noget som de kan vide noget om! Troen bygger ikke på vage håb – den bygger på viden og erfaring. Israel er Guds folk. Gud har udvalgt Israel og han har sat sig til deres gud. De oplevede hvordan Gud tog dem op – som det hedder – dvs hvordan Gud trak dem op af de vældige vande. Det er allerede sket!

Paulus prøver hele tiden at holde galaterne fast på denne tanke. Husk det som skete dengang! Dengang følte de sig som guder. Dengang følte de sig befriede og lykkelige. Dengang oplevede de Guds pludselige velsignelse. De blev revet ud af trældommen og slaveriet og mørket – ud af illusionen. I ét nu – pludseligt – i en rus eller i en ekstase. De havde gerne revet deres øjne ud som en gave til Paulus. De modtog Guds ånd eller helligånden eller Jesu ånd – i en rus eller i en ekstase eller i en entusiasme – et ord som egentlig betyder at Guds ånd er inden i dem. De så syner. De hørte stemmer. De talte i tunger. Hvor er nu jeres gamle begejstring – spørger Paulus! Hvad er der sket? Hvorfor er I blevet små og frygtsomme? Hvor er jeres sikkerhed og tryghed og tro og tillid? Hvorfor vil I nu være trælle og slaver igen? Hvorfor vil I nu være syge – nu da I endeligt er blevet raske?

I Romerbrevet giver Paulus udtryk for den samme følelse. Når vi modtager Guds ånd bliver vi overvældet af en stor velsignelse og glæde og lykke. Vi bliver salige og vi føler at vi får hele livet i ryggen og med os. At modtage Guds ånd er noget som kan føles og mærkes. Det er bestemt ikke teori - men i høj grad noget fysisk eller psykisk eller følelsesmæssigt eller mærkbart – det er en virkelig erfaring. Vi kan føle forskellen. Vi kan mærke Gud. Vi kan selvfølgelig mærke Guds underfulde frelse – mener Paulus – evangeliet beskriver noget virkeligt. Galaterne skal huske tilbage på det som de selv oplevede – de skal ikke huske på noget som Paulus sagde til dem! De behøver ikke at tro på noget andet. De behøver ikke tro på nogle specielle kristne læresætninger. Det er ikke særligt afgørende siger Paulus. De skal bare huske på det som de og hørte – med deres egne sanser!

v6  Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger:
       v7  Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet,
      og hvis synder er blevet skjult;
       v8  lykkeligt det menneske,
      som Herren ikke tilregner synd.

v9  Gælder denne saligprisning nu kun de omskårne eller også de uomskårne? Vi siger jo: »Troen blev regnet Abraham til retfærdighed.«

(Romerbrevet 4.6)

Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet,
og hvis synder er blevet skjult;
v2  lykkeligt det menneske,
som Herren ikke tilregner skyld,
og i hvis sind der ikke er svig.

(Salme 32.1)

 

Husk det som skete dengang!

 

v12  Vær som jeg, brødre, for jeg er, som I er – det beder jeg jer om! I har ikke gjort mig nogen fortræd. v13  I ved, at det var under menneskelig skrøbelighed, jeg første gang forkyndte evangeliet for jer, v14  og min ynkelighed fristede jer ikke til foragt og afsky. Tværtimod, I tog imod mig som en engel fra Gud, ja, som Kristus Jesus selv. v15  Hvor er nu jeres begejstring? For jeg kan bevidne, at I gerne havde revet jeres øjne ud og givet mig dem, hvis I kunne.

(4.12)

Frelsen ligger ikke i noget som skal ske engang. Frelsen ligger i det som skete dengang! Det er Paulus påstand i Galaterbrevet – lige som det faktisk er budskabet i hele Bibelen!

Paulus spørger efter hvor deres tidligere begejstring nu er blevet af!? Det græske ord er Makarismos. Makarismos betyder den handling at man erklærer sig selv for lykkelig og velsignet og ordet oversættes ofte som velsignelse. Makarismos er en sindstilstand hvor man siger om sig selv: - Nu er jeg perfekt lykkelig! Nu har jeg opnået alt! Nu har jeg nået målet! Jeg mangler ikke noget! Men ordet beskriver altså ikke selve velsignelsen – men det som psykisk sker i  det menneske som føler sig velsignet. Engang følte de sig lykkelige og frelste og accepterede og velsignede. De mærkede at de blev overvældet af Guds ånd. De modtog Guds ånd. De følte suset -  rusen – begejstringen. De kom i en ekstase eller en profetisk henrykkelse.

De var som guder og når  vi ser på sammenhængen her i Galaterbrevet er det sandsynligt at Paulus netop mener at de var som guder! Guderne er dem som er lykkelige og velsignede! Galaterne vidste at de nu var Guds engle og Guds repræsentanter. De følte sig mægtige og magtfulde. De følte sig befriet. Derfor kunne de frit give deres øjne til Paulus. Paulus sværger en hellig ed! Han siger at sådan havde de det dengang – Paulus så det og han var vidne til det som skete. Paulus var netop et vidne – fordi det som skete var at Helligånden kom ned over galaterne. De blev genfødte i ånden –de blev født på ny. De blev født som lig med Kristus. Kristus blev født i dem og kristus blev født ved at de blev født og genfødt. Paulus bruger disse billeder om død og genfødsel. Galaterne døde dengang – og blev født på ny. De døde bort fra deres gamle lille frygtsomme ego – og derfor kunne de frit give deres øjne  bort. Øjnene er et symbol på  det største som de kan give – give slip på. De var helt frie af verden eller frygten eller bekymringen. De var rede til at give alting bort. De var lige glade med ejendom eller alt det ydre eller verden. De blev genfødt i en anden virkelighed – de levede ikke længere i den ydre fysiske virkelighed. Det er en afgørende pointe hos Paulus at når man føler sig reddet og frelst – så er man fri og så kan man give alle ting bort for ingen ting! Uden denne oplevelse af frelse og befrielse – hjælper moralen ikke noget – så kan man ikke gøre noget eller give alle ting bort. I så fald sidder man fast i kødet!

 

At gøre og at være. Gerningerne, præstationerne og livsglæden.

v22  Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23  mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! v24  De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. v25  Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. v26  Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.

(Galaterbrevet 5.22)

Galaterbrevet handler om kontrasten imellem at gøre og gøre – og så at være! Paulus’ pointe er at den kristne lever i en livsglæde og med et overskud og i en stor kærlighed. Det kristne menneske lever så at sige ikke mere i sin egen ånd – det lever i Guds ånd eller midt i helligånden. Vi ser kærlighedens og åndens frugter over alt i livet og på vores vej – og vi kan se at det kommer ikke fra os selv – ikke fra vores eget lille ego!

Paulus centrale kritik af den kristne kirke i Jerusalem og af de jødiske fanatiske sekter ligger på dette punkt. De er fulde af frygt siger Paulus og derfor taler de hele tiden om at vi skal gøre og gøre og præstere.

På græsk taler Paulus om gerningerne – Erga. Begrebet Ergon og i flertal Erga forstår Paulus i en meget vid betydning. Erga er vores tanker og følelser og handlinger. Erga er alt det som vi kan vise eller præstere som mennesker. Vores fromme gerninger er Erga men vores religiøse tanker og følelser er også vores Erga eller gerninger ifølge Paulus. Paulus lægger altså en bombe ind under megen gammel religion og fromhed fordi han siger at det alt sammen blot er gerninger eller kødets gerninger. De fromme og religiøse mennesker er fulde af frygt og derfor prøver de hele tiden krampagtigt at forbedre sig og blive mere religiøse og fromme. Men det er alt sammen spildt arbejde siger Paulus. Alle de gode og velsignede ting i livet kommer fra Gud eller fra ånden og frugten spirer frem af sig selv. Vi kan ikke få træet til at sætte sine frugter. Vi kan ikke få de små spirer til at vokse. Det nytter ikke noget at vi trækker og haler i alle de små spirer – for hvis vi gør det slår vi dem bare ihjel! Alting kommer af sig selv. Kærligheden kommer af sig selv – ud af sig selv. Kærligheden kommer fordi det indre bæger løber over og ud i det ydre menneske. Alting kommer fra Gud. Vi lever egentlig slet ikke mere. Det eneste som findes er Kristus. Alt det gamle eksisterer slet ikke mere.

Gud vil at vi skal være glade og lykkelige og leve i fred og glæde. Gud vil ikke at vi skal være bekymrede. Hver dag har nok i sin plage – og fremtiden skal vi ikke bekymre os om. Lad de døde begrave deres døde! Når vi lever her og nu – og vel at mærke ser efter hvad der rent faktisk sker i vores liv – så bliver vi glade. Vi ånder lettet op. Vi kan se at vi er blevet befriet. Vi kan se at vi er blevet fri for en stor byrde. Synden hærgede som en ond tyran men Gud har besejret synden og lidelsen og det onde. Vi levede i et mørke men nu lever vi i lyset. Det som vi ser over alt er retfærdighedens frugt og lysets frugt. Vi er lysets børn. Vi lever ikke længere i mørket og vi lever ikke længere i den illusion at verden er en jammerdal! Livet er blevet skabt på ny. Gud har skabt en ny himmel og en ny jord. Vi kan godt være glade. Vi mangler ikke noget og vi behøver ikke at gøre noget for at skaffe os livets goder og velsignelsen. Vi er blevet de sande arvinger og Guds rige omgiver os på alle sider.

 

De bibelske tekster er tekster fra oldtiden. Det voldelige skema.

Når vi – moderne mennesker – læser de bibelske tekster bliver vi nogen gange slået af forundring – vi oplever at der er en afgrund mellem os og oldtiden. Forskellen er ikke så meget at oldtiden måske var mere overtroisk eller uvidenskabelig eller religiøs – som det ofte siges – det som slår os med forundring er - at oldtiden er meget mere voldelig og tænker meget mere voldeligt end vi gør! Dette er et faktum og - uanset hvad - er vi moderne mennesker nødt til at acceptere denne forskel.

Hele Bibelen foregår inden for en voldelig tankegang og inden for et voldeligt skema. David er en ekstrem voldelig skikkelse – i al fald ifølge vore normer. Paulus lever også inden for dette skema. Vi kan se dette træk mange steder i Galaterbrevet. Paulus opfatter sig selv som en kriger og en krigsmand. At være troende er at deltage i en krig hvor det drejer sig om at udrydde sine fjender. Det syge og afskyelige lem skal skæres af det sunde legeme - som det hedder i Det gamle Testamente. Gud er selv på en vis måde voldelig og optræder ofte vilkårligt i Bibelen. Gud opfører sig som en storkonge – han gør hvad han vil og  når han handler - skælver alle af rædsel. Gud kan vise sin vilkårlige magt. Guds mål er at hans navn – ry, rygte, berømmelse - kan blive kendt og anerkendt over hele jorden. Gud forfølger sin plan uden nåde. Vi kan sige at Gud optræder som en assyrisk eller babylonisk storkonge som vil undertvinge sig hele verden. Gud har ingen moralske skrupler i vores moderne betydning. Han anvender ethvert middel uanset hvor voldeligt. Gud tilintetgør hundred tusinder af mennesker og alle de små børn i Egypten – fordi det er nødvendigt i hans plan. Gud dræber dem han vil og giver livet til hvem han vil! Det er også Paulus’ opfattelse i Galaterbrevet. Paulus beundrer Makkabæerne og alle de brændende helte – dem som ikke viser nogen tilgivelse eller nåde. Dem som dræber uden nogen nåde – lige som Davids udvalgte mænd.

Paulus er en kriger og han er en zelot og en farisæer. Han er en af de rene og hans mål er at udrense alt det onde. I Galaterbrevet fordømmer han Jesu disciple og de gamle kristne i Jerusalem helt uden nogen nåde. Han citerer Saras ord: - Smid dem ud i kulden og ud i ørkenlandet så de kan dø en langsom død! Paulus kender ingen nåde og han forbander og fordømmer uden nogen betænkeligheder! Paulus lever i oldtiden – og han tænker efter oldtidens skemaer! Det onde forsvinder ved at det bliver nedkæmpet og besejret og ydmyget. Gud viser sin suveræne magt over for Farao og egypterne. Kristus er den konge som skal undertvinge hele verden og besejre de onde guder – døden og synden. Vi kender disse billeder meget tydeligt fra Johannes Åbenbaring – men Paulus lever i den samme tankegang. Jesus er en kriger. Kristus er den sejrende Kristus. Gud forhandler ikke med egypterne – Gud forsøger ikke at få kompromisser i stand med egypterne. Han tilintetgør dem og brænder dem op i hans flammer ild og vand ved sivhavet.

Hvis en af præsterne gjorde tjeneste ved alteret selv om han var uren, så tog hans brødre – de øvrige præster – ham ikke med til domstolen. Nej, de unge mænd blandt præsterne greb fat i ham og slæbte ham uden for tempelgården og gik til angreb på ham. De splittede hans hjerne med deres køller så hans hjerneskal stod vidt åben bagefter!

(Citat fra den jødiske Mishnah – efter 70 e. Kr.)

 

Ikke fra et menneske. Vi vidner om det som vi har set. Vi er alle sammen Guds apostle.

v1  Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, v2  og alle brødrene, der er hos mig.

Til menighederne i Galatien.

v3  Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, v4  som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje! v5  Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.

(Galaterbrevet 1.1)

Ordet apostel – en som er sendt af sted – bruges især på tre måder i Det nye Testamente.

Ordet apostel bruges om Jesu 12 disciple – men i den egenskab hvor de bliver sendt ud af Jesus. De tolv skal prædike evangeliet og helbrede. De bliver sendt ud –dvs sendt ud med en fuldmagt eller en magt eller en myndighed. De handler på Guds vegne og på Jesu vegne. At de er apostle betyder altså primært at de bliver magtfulde og mægtige – de får magt! Derudover betyder det at de får de samme evner og nådegaver og kræfter – fx til at helbrede – som Jesus har! De bliver som Jesus! De er som ham der har sendt dem. Denne tanke – at han som bliver udsendt er lig med ham som udsender – findes i hele Bibelen. Den gælder for alle profeterne. Profeterne har Guds magt og myndighed. Jesus er også selv en profet – og en slags apostel! Jesus udsendes med magten og kraften fra Gud.

Derudover bruges ordet apostel tydeligt i Det nye Testamente hvor en kirke udsender repræsentanter eller missionærer. Den tidlige kirke deltager i en udbredt mission fra starten af. Missionærerne er apostle – det vil sige de er udsendt som ambassadører fra en bestemt kirke. Fra Apostlenes Gerninger ved vi at Paulus blev udsendt fra kirken i Antiokia til at prædike og evangelisere. Han var en apostel – fordi han repræsenterede Kirken i Antiokia. Vi kan sige  at han var autoriseret – som en læge i moderne tid. Læger i vores samfund skal autoriseres – de skal have en juridisk ret og myndighed til at virke som læger. De kan ikke  bare udnævne sig selv til læger! De skal have andre til at autorisere dem. Paulus bliver autoriseret af Antiokia menigheden!

Ordet apostel bruges for det tredje i betydningen et vidne – en som har oplevet Kristus – set den genopstandne kristus. De som har set kristus – de som har set Gud – er vidnerne – dvs de er apostle. Meningen er at de ser Kristus FOR AT de derefter kan vidne om opstandelsen og evangeliet og Guds underfulde frelse! Ifølge denne sprogbrug er en apostel altså først og fremmest et vidne. Han behøver ikke at være godkendt eller autoriseret af nogen kirke eller myndighed. Han vidner om det som han har set. I 1 Korinterbrev fortæller Paulus om alle vidnerne – og han selv er det sidste af vidnerne. Dette er også hans opfattelse i Galaterbrevet. Paulus er ikke autoriseret af nogen myndighed. Han har ikke sit kald fra noget menneske. Han har det hele fra Gud. Gud har kaldet ham.

Paulus udtrykker på den måde en voldsom selvbevidsthed. Han siger at han har fået magt og myndighed af Gud. Helt uafhængigt af nogen kirke. Han har ikke sin myndighed fra Jesu disciple i Jerusalem. Han er helt uafhængig af dem. Han har heller ikke sin myndighed eller sit kald fra Jesus – fra den historiske Jesus! På denne måde afskiller Paulus Jesus og Kristus. Han har sit kald fra Kristus – men ikke fra Jesus. Han har set lyset – han har set Gud – men han har ikke bare hørt historier om Jesus. Paulus er ikke blevet en kristen fordi han har hørt om Jesus! Han er ikke blevet omvendt fordi han er blevet imponeret af Jesus! Nej - Gud har kaldet ham og Gud har beordret ham til at drage ud i verden og blive en profet for alle folkeslagene.

v3  Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, v4  at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, v5  og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. [kirken i Jerusalem]. v6  Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. v7  Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. v8  Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; v9  for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. v10  Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. v11  Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

(1 Korinterbrev 15.3)

 

Evangeliet er ikke generelle ideer eller abstrakt filosofi.

v20  Jeg lever [NU] ikke mere selv, men Kristus lever [NU] i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig [engang – det ER sket – det skete dengang].

(Galaterbrevet 2.20)

 

Når vi læser Bibelen – hele Bibelen – kan vi se at evangeliet udtrykkes på to forskellige måder:

  1. Evangeliet udtrykkes ved at Gud engang frelste mig ud af døden, lidelsen og synden. Evangeliet beskriver det som skete. Evangeliet er båret af en voldsom glæde og taknemmelighed over det som skete dengang. Jeg var helt fortabt – men pludselig i et glimt blev alting vendt rundt. Evangeliet handler ikke om fremtiden. Evangeliet handler om den viden som jeg har. Jeg har lært at kende Gud som det siges i Det gamle Testamente – dvs jeg har virkeligt og håndgribeligt oplevet hvordan han trak mig op af de vældige vande –hvordan han trak mig op af døden. I dette evangelium lever jeg nu i lykken og glæden. Nu lever vi i Guds rige for vi blev pantet om – vi er som planter som Gud engang plantede om fra en jord til en anden jord. Vi kan nu se på vores liv og se hvordan vi lever i velsignelsen, i Shalom, i glæden!
  2. Den anden måde evangeliet udtrykkes på i Bibelen er det vi kan kalde løfterne – evangeliet handler om det som skal ske i fremtiden. Evangeliet er en sikker tro og tillid til at Gud engang i fremtiden vil frelse mig – han vil trække mig op af det liv som jeg lever nu. Vi kan se hvordan denne tanke er helt anderledes. Ifølge denne tankegang er livet en lidelse og jorden er en slags jammerdal. Vi lever nu i lidelsen – men vi har den tro at Gud vil hale os ud af lidelsen – engang ude i fremtiden. Troen er næsten det samme som håbet.

Det evangelium vi finder i Mosebøgerne i det gamle Testamente er mest af den første type. Mosebøgerne beskriver hvordan Gud frelste og adopterede Israel. Ifølge 2 Mosebog er Israel nu blevet et stort og mægtigt og værdigt folk. Det er nu blevet frelst. Vi lever nu i Guds rige – vi bor nu på hans hellige bjerg – som det siges.

Det evangelium vi finder i Galaterbrevet er også helt klart  af den første type! Paulus taler hele tiden om det som ER sket – galaterne HAR jo oplevet frelsen og de HAR jo allerede mødt Kristus! Evangeliet i Galaterbrevet handler om fortiden. Tanken er den samme som i Mosebøgerne. I skal evigt huske det som skete dengang! Hvorfor har I glemt jeres gamle glæde og lykke og begejstring så hurtigt – som Paulus siger i Galaterbrevet? Kan I ikke huske det som skete?

Pointen ved den første orm for evangelium – nr 1 – er især to forhold. Evangeliet handler ikke om et håb til fremtiden men om at huske på det som vi VED og har en VIDEN og ERFARING om! Evangeliet handler om at vi skal huske det som rent faktisk skete. Det som skete var ikke nogen indbildning. Når vi bliver frelst fra sygdom, stofmisbrug eller ulykker eller ensomhed – så er det ikke indbildning! Troen er ikke nogen indbildning – og troen er ikke noget vagt håb til fremtiden! Troen er at være trofast over for det som jeg kan huske og som jeg ved! Troen er ikke en indbildning. Hvis jeg benægter det som skete dengang – er det lige modsat en løgn og en indbildning – så lever jeg jo i en illusion. Troen er at jeg ikke benægter det som skete!  Hvis jeg benægter det som skete dengang – lever jeg i en total illusion – så lever jeg i et totalt mørke – ville Paulus sige!

De to former for udtryk for evangeliet hænger naturligvis meget tæt sammen – de er selvfølgelig ikke i modstrid med hinanden. Men vi kan sige at tankegangen og konsekvenserne bliver forskellig i de to tilfælde. Hos Paulus inder vi naturligvis begge ormer for evangelium. De er ikke i modstrid med hinanden – men de kan give meget forskellige livsholdninger. Kirkens historie de sidste 2000 år viser at de to slags evangelium har meget forskellige slags følger for livsopfattelsen i kristendommen.

Evangeliet er slet ikke filosofi eller abstrakte ideer! Hverken ifølge den ene form for evangelium eller ifølge den anden form! Evangeliet er noget helt andet. Evangeliet er rigtige menneskers personlige vidnesbyrd om hvad der skete i deres liv. Man kan ikke argumentere imod evangeliet. Evangeliet er det glade budskab. Man kan ikke sige at evangeliet er forkert! Derfor er evangeliet ikke en livsanskuelse eller en filosofi eller et system. Den kristne kirke er ikke nogen gammel religion af den gamle type. Det er netop Paulus pointe i Galaterbrevet. Kirken fremlægger ikke en ny filosofi som den håber på kan vække begejstring! Kirken består af dem som vidner om sig selv, deres personlige tro, deres personlige liv!

 

 

 

At leve i en illusion. At bedrage sig selv.

 

v3  For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag.

(Galaterbrevet 6.3)

v1  Om jeg så [selvbedraget:] taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde [illusion, luft, oppustet, tomt].

v2  Og om jeg så [selvbedraget:] har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3  Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

(1 Korinterbrev 13.1)

Denne tanke spiller en meget stor rolle i Paulus breve. Man kan diskutere meget længe hvem det er konkret han er ude efter men selve tanken er meget klar hos Paulus. Alle  mennesker risikerer at havne i dette selvbedrag. Vi kommer til  at bilde os noget ind som han siger. Vores mange synder kommer faktisk af at vi er kommet til at leve i en illusion.

Den græske filosofi har helt  sikkert præget Paulus. I den græske filosofi taler Platon længe og meget  om at leve i en illusion. Platon siger at mange mennesker lever i en indbildt verden som slet ikke er den sande verden. Platon fortæller den gamle historie om de mennesker som lever nede under jorden i en klippehule. De tror at skyggerne på klippemuren er virkeligheden. De kender slet ikke den virkelighed som er oven på joden – og oppe i lyset. De lever i et mørke – dvs de lever i en illusion. Hvis nogen kommer ned til dem og fortæller dem sandheden – bliver de vrede og aggressive – de ved godt hvad der er sandt og virkeligt og de vil ikke høre noget andet – siger Platon!

Den samme tanke finder vi også tydeligt i Johannesevangeliet. Lyset og  virkeligheden kommer til verden -  men menneskene lever helt i mørket og de er ikke interesseret i lyset. De afviser lyset. De vil hellere leve i illusionen! De forsvarer sig imod lyset!

Den som lever i en illusion er en bedrager siger Paulus. Han mener at man bedrager andre mennesker – eller prøver på det – og at man bedrager sig selv.

Paulus tænker helt sikkert på nogle af de kristne ledere i Jerusalem for det fremgår af mange steder i Galaterbrevet. De kristne ledere puster sig op siger han. De tror at de er noget. De prøver at få andre til at tro at de er en helt masse. De er altså en slags bedragere – bevidst eller ubevidst!

De mennesker som lever i kødet lever i et selvbedrag eller de lever i en illusion. Det er den grundlæggende påstand hos Paulus. Hvis man lever i kødet tror man at kødet er vigtigt – og på den måde bedrager man sig selv. Man tror at det er nødvendigt at vi får opfyldt vore kødelige behov – men det er en illusion – siger Paulus. Kødet er en slags illusion – en slags ond magt som får mennesker til at tro på noget som ikke er sandt. Når vi får Guds ånd kommer vi ud af illusionen og vi kan se at kødet bare er elendigt og svagt og uvirkeligt i en vis forstand. Da vi levede i kødet bildte vi os selv en masse ind. Kirken lever i kødet – de tror at den fysiske omskærelse er vigtig – altså lever de i en illusion ifølge Paulus! Den sande virkelighed er den åndelige eller usynlige virkelighed. Hvis vi lever i den virkelighed bliver vi til frie og modige og værdige mennesker!

 

Jesus sammenfatter og fortolker Moseloven.

 

 

v14  For hele loven er opfyldt i det ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv.«

(Galaterbrevet 5.14)

v8  Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. v9  Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« v10  Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.

(Romerbrevet 13.8)

v17  Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. v18  Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!

(3 Mosebog 19.17)

v2  Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven.

(Galaterbrevet 5.2)

Jesus drager omkring og udlægger og fortolker Moseloven. Det fremgår tydeligt af hele det nye Testamente. Loven skal holdes. Loven er en lov for Israel. Loven er Israels naturlige pligter og dets trofasthed over for Gud  som har vist sig trofast i pagten eller i relationen.

Jesus ophæver ikke loven og han erstatter heller ikke loven med noget andet. Det gør Paulus heller ikke.

Jesus har helt sikkert citeret stedet i 3 Mosebog som handler om næstekærligheden eller kærligheden til mennesker. Jesus sammenfatter loven i det ene ord at vi skal elske. Men det betyder ikke at loven bliver ophævet – tværtimod! Jesus forklarer loven eller han forklarer lovens principper men han sætter ikke Moseloven ud af kraft! Dette princip er Paulus og alle andre kristne også de kristne i Jerusalem fuldstændigt enige om!

Vi kan  sammenligne med vores færdselslov. Vi kan sammenfatte færdselsloven i et ord at man skal køre hensynsfuldt! Men det betyder selvfølgelig ikke at vi ophæver alle de andre regler i færdselsloven! Slet ikke! Vi forklarer bare hvad der er lovens mening! På en måde gør Jesus – og Paulus – det  samme.

Vi ved at denne metode – at rabbineren forklarer loven og sammenfatter loven – var almindelig på Jesu tid og på Paulus tid. Der har helt sikkert været mange skriftkloge og mange rabbinere som var i gang på Jesu tid! Alle har de citeret og sammenfattet og udlagt skriften.

Jesus citerer ét bestemt sted i Moseloven. Det er altså vigtigt at det ene ord som er lovens mening er et ord som faktisk står i selve Moseloven! Det er ikke et fremmed princip. Jesus og Paulus kan simpelt hen henvise til at det jo står i selve Moseloven.

Vi skelner mellem de forskellige Mosebøger men det har Jesus og Paulus ikke gjort. For dem er loven én lang sammenhængende tekst. Citatet fra 3 Mosebog er altså blot et sted i Moseloven – ikke et citat fra en bestemt adskilt bog!

Paulus har en helt klar positiv opfattelse af Moseloven. Det viser alle hans breve. Moseloven er Guds visdom og vejledning. Moseloven er vores beskyttelse. Moseloven er ikke nogen straffelov ifølge Paulus – eller ifølge Jesus! Moseloven er Guds underfulde frelse og Moseloven er også livets lov. Når vi lever efter loven bliver vi frie og værdige. Vi bliver et stolt folk og vi opfører os naturligt og rimeligt og ordentligt over for Gud – forholdet mellem menneskene og Gud er som et ægteskab! Moseloven er det levende vand eller livets træ som det siges i Det gamle Testamente. Uden den ville vi være helt fortabt og prisgivet synden og døden i verden.

Vi skal elske os selv, værdsætte os selv og være stolte af os selv!

 

v1  Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! v2  Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. v3  For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. v4  Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; v5  for enhver skal bære sin egen byrde.

(Galaterbrevet 6.1)

Paulus siger at vi skal være stolte af os selv, være glade og elske os selv. Denne pointe gennemtrænger alle hans breve men ikke mindst Galaterbrevet. I dette brev er pointen jo at galaterne ikke er spor stolte af sig selv – i al fald ikke mere. Engang var de glade – men det er de ikke længere!

Meningen er ikke at vi skal nedtrykke os selv eller ydmyge os selv. Det er bestemt ikke Guds mening. Gud ønsker at vi skal være hans stolte sønner. Gud har givet os friheden. Han har adopteret os. Det er ikke meningen at vi skal nedtrykkes af en dårlig selvfølelse eller af skyld eller skam. Vi skal løfte hovedet og være værdige. Vi skal begynde at opføre os som voksne – som voksne mænd og ikke som små børn.

Vi skal vogte os for falsk indbildning og illusioner. Vi skal ikke tro vi er noget som vi slet ikke er. Paulus kritiserer de religiøse ledere i Jerusalem. De tror de er noget som de slet ikke er. De lever i en illusion. De bilder sig noget ind. Paulus advarer imod dette men han mener ikke at vi skal gå i den modsatte grøft  og ydmyge os selv!

Denne pointe er ofte blevet glemt i kirkens historie. Den kristne kirke har været med til at gøre mennesker små og svage – til arme ofre. Kirken har forstærket en sådan tendens.

Moderne mennesker lider af dårligt selvværd. Vi synes vi skal præstere så meget og vi synes ikke at vi er gode nok! Vi plages af skyld og skam – i et omfang som måske aldrig er set før i verdenshistorien! Det mener i al fald mange psykologer. Vores problem er ikke at vi er onde eller egoistiske. Vores lidelse er at vi har et lavt selvværd. Vi føler skyld. Vi omtaler os selv dårligt. Vi taler dårligt om vore egne følelser, tanker og gerninger. Vi roser ikke os selv over for andre. Vi nedtrykker os selv – lige det modsatte af hvad der ligger i evangeliet: At Gud har ophøjet os – fordi vi er hans sønner.

Det gamle Testamente har ofte en helt anden menneskeopfattelse end vi har i dag og sammenlignet med Det nye Testamente. Paulus er grundlæggende i pagt med Det gamle Testamente. Paulus er jøde. Han deler Det gamle Testamentes menneskeopfattelse. Vi skal sætte pris på os selv. Vi skal fremhæve vore virkelige gode egenskaber over for andre. Vi skal ikke sætte vores lys under en skæppe som Jesus siger. Jesus siger jo netop at vi skal elske os selv og elske de andre og det andet menneske. Det er Moseloven fortolket som Jesus fortolker den – det er Kristi lov.

Paulus taler meget om at prale. Det udtryk er flertydigt hos Paulus. Det er negativt fordi det kan betyde at vi lever i en illusion. Mange religiøse og åndelige mennesker lever i en fuldstændig illusion. De bilder sig noget ind. Det er disse mennesker som Paulus tager afstand fra i Galaterbrevet. I stedet siger han til galaterne: - I skal være stolte af jer selv – som galatere. I er Guds sønner. I skal ikke give jer ind under nogen lov. I er frie. I er gode nok som I er. I skal ikke laves om. I skal ikke blive mere fromme eller mere åndelige eller mere religiøse. Det er ikke det som Gud vil eller ønsker. Han elsker jeg som I er. Gud er en gud for alle hedningerne – og han elsker dem netop fordi de er hedninger. Gud ønsker ikke at alle hedningerne skal laves om til jøder!

 

Vil I nu igen være små og svage, arme ofre? Vælg selv!

v8  Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. v9  Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem? v10  I overholder dage og måneder og tider og år. v11  Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.

(Galaterbrevet 4.8)

De citerede vers rummer Paulus centrale budskab i Galaterbrevet. Galaterne er blevet frie og værdige – hvorfor vil de nu igen være små og svage? Hvorfor vil de være arme ofre? Hvordan kan de opgive den frihed som de har vundet?

Moseloven er blevet en af denne verdens magter siger Paulus. Paulus mener at sådan som Moseloven bliver opfattet i samtiden i mange af de jødiske sekter – og hos de kristne i Jerusalem – så er Moseloven blevet en af denne verdens elendige magter. Moseloven nedtrykker mennesker og gør dem små og svage. Jødedommen eller rettere Judaismen som Paulus siger er blevet en undertrykkende religion. Judaismen gør mennesker små og svage – den skaber en frygt og angst for Gud og den kommer af menneskers frygt og angst.

Gud har taget galaterne ud af verdens guder og magter. Verdens magter er trællemagter – de lever af at gøre alle mennesker til deres trælle. De gamle græske guder levede af at gøre alle frie og værdige mennesker til deres elendige trælle. Det var en ydmygelse. I gamle dage var galaterne prisgivet guderne – de følte sig som prisgivet guderne – de levede i en elendig slave tilværelse. De levede i illusionen og i mørket. De levede i en skyggeverden. De kendte ikke sandheden. De levede som alkoholikere – der evindeligt lever i en rus og slet ikke kan se virkeligheden. De levede som om de var besat af de onde magter. Hvis de nu giver sig ind under loven fordi de vil være fuldstændige jøder – så kommer de igen ind under en af verdens elendige guder og magter. Judaismen er en religion som alle de andre religioner. Den udsuger og nedværdiger mennesker. Verdens magter er fattige – fordi de gør menneskene små og fattige. Verdens guder og systemer og magter er svage – fordi de vil gøre menneskene til små og svage sjæle! Verdens guder og magter bygger på overtroen. Denne tanke findes mange steder i Paulus breve.

Paulus sætter en voldsom kontrast imellem evangeliet på den ene side – som gør mennesker frie og værdige – og religionerne og magterne og elementerne – som gør menneskene små og svage. På den måde indeholder Galaterbrevet en skarp og voldsom religionskritik. Religionen bygger på menneskers frygt. Jøderne er bange evigt og altid – de er bange for at spise det urene – de er bange for at glemme alle reglerne på deres sabbat. Religionen lever af vores frygt og vores følelse af rædsel og kommende ulykke. I religionen er der ingen glæde og intet overskud og ingen tro og  tillid! Evangeliet er det modsatte af alle de gamle religioner – evangeliet giver os håbet og glæden og tilliden tilbage. Galaterne blev befriet for al deres elendige frygt – hvorfor vil de nu tilbage i denne frygt og rædsel?  Gud gjorde dem til voksne og modige og frie mænd – hvorfor vil de nu være børn igen? Gud gjorde dem raske og helbredte – hvorfor vil de nu være syge igen!? Gud gjorde dem rige og mægtige og nu vil de igen være små, elendige og fattige!

v6  For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. v7  Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver. v8  Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt v9  – som der står skrevet:
      Han strøede ud, han gav til de fattige,
      hans retfærdighed består til evig tid.
v10  Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, v11  så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os. v12  Den hjælp, som ligger i denne tjeneste, udfylder nemlig ikke kun de helliges mangler; den er også en rigdom ved at fremkalde manges taksigelse til Gud. v13  At I med den hjælp står jeres prøve, vil få dem til at prise Gud for, at I er lydige mod bekendelsen til evangeliet om Kristus, og prise ham for jeres oprigtige fællesskab med dem og med alle, v14  og de vil bede for jer og længes efter jer på grund af Guds overvældende nåde mod jer. v15  Gud ske tak for hans uudsigelige gave!

(2 Korinterbrev 9.6)

 

 

Verden er syndens og dødens verden. Vi er de korsfæstede – ikke de omskårne.

v14  Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden. v15  For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. v16  Og alle, som vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem, og med Guds Israel!

(6.14)

Jøden ser hele verden delt i to kategorier – Omskærelsen og Forhuden – som to verdener. En del af verden hører til omskærelsen – som et begreb – det klassiske og etniske Israel – de omskårne – hører til omskærelsen eller omskærelsens verden. Alle andre – verden, folkeslagene eller hele verden der ude – tilhører Forhuden eller Forhudens verden.

Paulus indfører korsfæstelsen i stedet for omskærelsen. Det afgørende spørgsmål for Paulus er ikke længere: - Hører du til de omskårne eller til omskærelsens verden? Det afgørende spørgsmål for Paulus er nu blevet: - Hører du til de korsfæstede eller til korsfæstelsens verden? Korsfæstelsens verden er det modsatte af lidelsens verden eller det modsatte af den nuværende onde tidsalder. Korsfæstelsens verden er Guds rige – at leve og bo på Herrens hellige bjerg og at vokse op i hans hellige jord som en plante eller vækst.

Når Paulus siger verden – mener han ikke verden i vores betydning. Når han siger verden mener han verden der ligger der ude – syndens verden og dødens verden – den nuværende onde tidsalder som han siger i Galaterbrevet. Verden hos Paulus betyder ikke bare verden – det betyder lidelsens verden – syndens verden – den verden der ude hvor vi er svage, afmægtige og syge og arme ofre! Hvis vi lever ude i verden er vi fortabt. Vi lever uden håb. Vi er uden nogen tro eller tillid. Vi  er små og fulde af frygt. Vi begår kødets elendige gerninger – fordi vi er uværdige, svage, ufrie og ydmygede af verden! Gud tager os ud af verden – det er evangeliet – lige som Gud tog Israel ud af Egypten. Gud forsøgte ikke at forbedre forholdene i Egypten – han forsøgte ikke at mildne forholdene i Egypten – netop tværtimod i følge 2. Mosebog! Nej – Gud tog dem UD af lidelsens land og slavernes hus – Gud tog dem UD af Egypten! Det er evangeliet.

Korsfæstelsen har i følge Paulus sprogbrug to komplementære sider; Vi er blevet korsfæstet. Dvs Vi er blevet korsfæstet for verden. Verden er blevet død for os. Verden er syndens og dødens verden – lidelsens verden.

Den anden side af korsfæstelsen er: Verden er blevet korsfæstet. Dermed mener han to ting: verden er blevet korsfæstet i det hele taget – dvs at den er blevet besejret og overvundet af Gud – lige som Gud besejrede det onde og ondskaben ved Sivhavet i Egypten. Men verden er også blevet korsfæstet for os – dvs verden har ikke længere nogen betydning for os. Vi er ikke afhængige af verden. Verden kan ikke give os noget. Verden skal ikke give os noget. Vi er blevet helt frie for verden. Det er blevet som om verden slet ikke eksisterer. For os eksisterer verden slet ikke mere. Vi er blevet taget ud af verden – dengang viblev koorsfæstet. Dengang døde vi – og vi døde også for verden – eller vi døde i verdens forstand eller i følge verdens tankegang. Derfor er vi nu helt frie af verden. Vi lever i himlen – og ikke i verden, som Paulus nogen steder kan sige det!

Den gamle jødiske begreb og den jødiske skillelinje omskærelsen er sat ud af karft. Denne skillelinje tilhører det synlige og kødets verden. Kristus har sat den verden ud af spillet. Jøderne mener at de ting som findes i den synlige verden er afgørende og vigtige. De lægger stor vægt på omskærelsen. Men omskærelsen er nu blevet uden betydning i en dybere forstand – for alt det kødelige og synlige er blevet gjort ligegyldigt. Omskærelsen er dybest set ligegyldig. Det som vi kan se i verden med øjnene er dybest set ligegyldigt – sex eller magt eller penge eller udseende eller status eller kultur! Det er alt sammen nu blevet ligegyldigt. Verden døde. Verden blev korsfæstet. Dengang vi døde – så døde også verden – nemlig vores verden. Når  vi dør – så dør verden også – vores verden. Når jeg er død – så eksisterer verden ikke mere. Det er tanken hos Paulus.

Vi døde dengang sammen med Kristus. Vi døde sammen med Kristus og fordi han døde. Vi er eet med Kristus. Kristus er den som vi er. Han døde på korset – det betyder at vi døde på korset.

Da vi modtog Guds ånd – da vi modtog Guds kald – så døde vi – vi blev korsfæstede. At blive kaldet af Gud er at dø – at blive korsfæstet. Det afgørende er ikke om man er korsfæstet eller ikke korsfæstet – det afgørende er ikke om mand er en kvinde eller en mand – det afgørende er om man er en af de korsfæstede – om man er blevet dræbt ved en korsfæstelse – om man er blevet forbandet og hængt på et kors!

 

Paulus er et forbillede. Paulus er uden frygt.

Der er så at sige to niveauer i Galaterbrevet. Paulus skildrer de begivenheder som skete engang. Han skildrer hvordan han efter mange år mødtes med søjlerne i Jerusalem ved det såkaldte apostelmøde. Men samtidigt er der et andet niveau i brevet – nemlig de tanker og følelser som Paulus har på et senere tidspunkt hvor han – skuffet og vred – ser tilbage på begivenhederne! De to niveauer bliver til dels sammenblandet i brevet – men det er ikke underligt.

Det ser bestemt ud til at Paulus kommer til Jerusalem med stor respekt for søjlerne – Peter, Jakob og Johannes. Paulus møder op med stor agtelse og beundring for de første kristne – de ældste i troen – Jesu egne disciple. Paulus gør sit bedste og han stoler også på kirkens ledere i Jerusalem. Først meget senere bliver han skuffet.

Paulus vælger sine ord med megen omhu og han balancerer en imponerende balancegang. Han forelægger sit personlige evangelium. Han mener at han gerne vil høre deres mening – han ved at de er enige – vi er alle enige! Men Paulus fastholder at evangeliet er sandt og at kirkens ledere uanset hvor fornemme de er ikke kan ændre i Guds evangelium. Paulus fremstiller sig selv som et forbillede. Paulus taler roligt og behersket og uden nogen frygt. Han sidder ikke over for autoriteter, paver eller chefer! Vi er alle brødre som Paulus ville sige. Paulus frygter ingen mennesker i denne verden. Han udtaler sin sikre tro på at de er enige. Han føler sig ikke som en svagere part. Han skal ikke have deres godkendelse nødvendigvis. Paulus kender selv og på egen hånd evangeliet. Gud har vist ham evangeliet og han behøver ikke spørge Jesu disciple Peter eller Johannes om evangeliets indhold. Men Paulus tror på kirkens enhed.

Lederne i Jerusalem er verdensberømte – i al fald i Israel! Paulus skifter imellem en ægte respekt for dem – de er de ældste i troen – og en meget nedladende holdning til dem. De er ikke bedre end Paulus – de er ikke klogere end Paulus. Vi er alle lige og lige værdige – det er Paulus evangelium! Paulus er ét med sig selv. Han er hård og han er sej – han er tough! Han fastholder stædigt sin egen fortolkning af Guds evangelium. Han svigter ikke sig selv. Han er uden frygt og han er modig. På denne måde fremstiller han sig selv som et forbillede for alle mennesker. Paulus viser selvbeherskelse – Enkrateia – som han siger i Galaterbrevet.

Han forelægger sin sag –roligt eller kontrolleret eller fordi han ønsker en rigtig dialog. Han er ikke bange for deres meninger. De har ikke nogen autoritet over ham. På den måde får Paulus sagt noget meget alment – kirken eller paven eller systemet har ikke nogen magt over os. Vi skal ikke frygte denne verdens magter. De er en illusion. Søjlerne i Jerusalem er verdensberømte og de har sikkert en stor opfattelse af sig selv – men dybest set er de kun brødre. Vi er alle brødre. Vi er kun os selv.

v41  Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes. v42  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem. v43  Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v44  og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. v45  For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

(Markusevangeliet 10.41)

Vi som tror på Kristus vi deler alt – vi har set og følt det samme. Vi har de samme tanker og følelser.

v7  Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne v8  – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne v9  – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne. v10  Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

(2.7)

Vi ved ikke hvad der ligger i den såkaldte aftale på apostel mødet i Jerusalem. Trods mange undersøgelser er sagen stadig væk meget uklar. Man har sagt at der sker en geografisk deling. Man har foreslået at der sker en etnisk-religiøs-kulturel deling men sandsynligvis mener Paulus noget mere alment. Han mener måske at han Paulus skal tale på grækernes vegne. Paulus skal være en slags repræsentant for grækerne eller for dem som ikke  er etniske jøder. Paulus har nu ansvaret for grækerne. Paulus skal nu forestå den økonomiske indsamling – solidariteten – blandt folkeslagene – Paulus bliver lige som økonomisk ansvarlig for dem!

Aftalen skaber ikke nogen ny tilstand! Kirken beslutter overhovedet ikke noget nyt – i al fald ikke ifølge Paulus! Mødet stadfæster den bestående tilstand – sådan som tingene nu er – som Gud har bestemt.

Aftalen bygger selvfølgelig på at parterne er enige! Galaterbrevet handler meget om uenighed – men det basale er selvfølgelig at man er enige.

Alle de kristne deler det samme evangelium. De har set det samme og de har oplevet det samme. De tilhører forsamlingen fordi de har set det samme. De blev kaldet af Gud.  De blevet oprejst og ophøjet. De blev taget op fra Egyptens land. De er alle blevet revet op og plantet i en  anden jord. De kristne har alle ting til fælles. Paulus kalder det på græsk for Koinonia – et ord som næsten kun han bruger. Denne koinonia betyder at de kristne deler og er fælles om. De er fælles i det økonomiske og i omsorgen og kærligheden for hinanden. –Hvor disse kristne dog elsker hinanden! Som en berømt romersk samtidig kommentar lyder!

De andre mennesker er ikke en forhindring for mig. De er ikke mine fjender eller konkurrenter. Det kan godt være at vi moderne mennesker har et sådant forvrænget menneske billede – men det er fuldstændigt i strid med Det nye Testamente. Paulus siger at alle mennesker er vore brødre og søstre. Vi kan regne med dem som vore brødre og søstre og fædre og mødre. De vil det samme som vi vil. Vi vil alle sammen det samme – vi har de samme interesser.

De andre mennesker er mine venner. De gør alt hvad de kan for min skyld og jeg gør hvad jeg kan for deres skyld. Det er den nye jord og den nye himmel. Det er det samme som Kristus. Vi lever ikke længere ude i verden – vi lever nu i Kristus.

Vi har alle sammen oplevet at gå helt fortabt. Vi blev nedværdiget. Vi blev udslettet. Vi blev gjort små og ynkelige og svage. Vi frygtede alt og alle. Vi var helt hjælpeløse. Vi havde slet ikke noget valg. Vi kunne kun vælge mellem pest og kolera. Vi har alle sammen oplevet det samme. Vi har alle oplevet den pludselige frelse. Vi er de genfødte – de frelste. I sidste øjeblik blev vi frelst – på en ubegribelig eller overraskende eller underfuld måde.

 

Vi skal respektere os selv.

 

v2  Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. v3  For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. v4  Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; v5  for enhver skal bære sin egen byrde.

(Galaterbrevet 6.2)

Paulus er fuld af grov ironi over for alle dem som tror de er noget – og vi kan sagtens genkende vores egen tid. I den moderne tid er det nærmest blevet en norm at man overdrevent skal rose sig selv og vise sig frem og prale uhæmmet! Alt dette er vind og varm luft og et stort bedrag ifølge Paulus. Han er også ude efter de hellige i Jerusalem som puster sig op og tror de er en helt masse. Verden er fuld af mennesker som praler uhæmmet og tillægger sig selv vilde egenskaber som de slet ikke har. Det er kun bedrag og selvbedrag siger Paulus. De lever i mørket. De lever i en illusion.

Men det modsatte er ikke meget bedre – mennesker som ydmyger sig selv og har et dårligt selvværd og altid omtaler sig selv dårligt.

Paulus taler om den rimelige og retfærdige opfattelse af sig selv. Han taler også ud fra den græske tanke – den græske tradition fra Platon og Aristoteles. Målet er at kende sig selv som grækerne sagde. At kende sig selv er at kende den rimelige sandhed om sig selv og holde sig til den.

Vi skal elske os selv – i al fald forstået på den rigtige måde. – Du skal elske din næste som dig selv! At leve i virkeligheden og i sandheden er det som Jesus talte om og det som er Kristi lov. Jesus fortolkede Moseloven og hele traditionen og det kalder Paulus for Kristi lov. Jesus fortalte lignelser om farisæerne som troede de var meget bedre end andre. Jesus gjorde nar af farisæerne og Paulus gør nar af dem som blæser sig selv op.

Men vi skal være glade og stolte. Budskabet i Galaterbrevet er ikke negativt. Budskabet er ikke at vi skal indrømme vores forfærdelige synder og gå til bekendelse. Nej budskabet er at vi skal huske det som skete – og være glade. Det gamle som var engang er ikke mere – vi blev befriede for det gamle ego. Vi lever ikke længere i kødet – som Paulus siger.

Det som vi ser nu er frugterne – dvs Åndens frugter! Vi er grenene – men frugterne og saften kommer fra roden – ikke fra vores ego. Det er for så vidt ikke vores frugter – for de er ikke frugter af vores lille ego. Når vi ser rundt i verden ser vi kærligheden og velsignelsen. Vi er blevet plantet i en anden jord og vi har fået en ny identitet. Det skal vi være stolte over og glade for. Målet er alle menneskers glæde og taksigelse som Paulus siger. Livsglæden er grundtemaet hos Paulus – ikke synden eller skylden eller den dårlige samvittighed!

Paulus siger at nu lever vi ikke længere for nu lever Kristus eller nu lever ånden inden i os. Derfor kan og skal vi være stolte. Vi kan se vore egne gerninger og dem skal vi glæde os over. Vi skal gøre fromme gerninger som behager Gud – ikke fordi vi skal prøve at retfærdiggøre os selv – men fordi vi slet ikke kan lade være!

 

Er Paulus en morder – lige som Moses?

v13  I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde [græsk: Portheo] den.

(Galaterbrevet 1.13)

Ifølge 2 Mosebog startede Moses sin karriere med at slå andre mennesker ihjel i Egypten. Moses har ikke succes med denne plan. Han flygter og gennemgår en renselse og en forvandling. Siden vender han tilbage til Egypten med Guds stav og magt og kraft. Men på en vis måde fortætter han med at slå mennesker ihjel – men nu på en anden måde og med Guds magt og kraft og på Guds vegne! Er Paulus også en morder lige som Moses?

Vi ved at Paulus var stærkt præget af det zelotiske ideal som var stærkt voldeligt. Paulus har helt sikkert beundret de zelotiske helte fra Makkabæer tiden og en mand som præsten Pinehas fra Mosebøgerne. Oldtiden var generelt meget voldelig og dyrkede det voldelige. Oldtidens skema var helt anderledes end vores.

Paulus har nok ikke slået mennesker ihjel. Han har nok været udsendt og repræsentant for det jødiske råd – synedriet i Jerusalem. Synedriet havde visse begrænsede myndigheder over for den jødiske befolkning. Paulus har sikkert straffet og forfulgt mennesker. Han har sikkert idømt mennesker de 39  piskeslag – som han også selv siden hen bliver idømt. Men Paulus har ikke kunne dømme nogen til døden. Det græske verbum Portheo kan betyde henrette eller dræbe eller myrde eller tilintetgøre – men Paulus har nok ikke haft den slags beføjelser.

Paulus fortryder egentlig ikke det som han har gjort! Han beklager at han har forfulgt den kristne kirke – i for stort mål eller for meget eller på en overdreven måde! Men han fortryder egentlig ikke sine gerninger. For Paulus er hele hans liv en kæde af nødvendige faser og begivenheder. Det som skete var nødvendigt og Paulus kæmpede for en god sag. Han brændte af en ildebrand – han brændte af nidkærhed for Herren – og en større ros kan ikke tænkes!

Denne selvopfattelse hos Paulus – stoltheden og selvbevidstheden – kan vi også finde et genskær af i beretningen i Apostlenes Gerninger. I denne tekst beskrives også Paulus myndighed eller fuldmagter – i al fald ifølge Lukas:

v10  I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« v11  Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, v12  og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« v13  Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. v14  Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« v15  Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, v16  og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.«

(Apostlenes Gerninger 9.10)

Paulus beskriver selv i 2 Korinterbrev nogle af de straffe som det var muligt for jøderne at idømme hinanden og som siden hen ramte Paulus selv:

v22  Er de hebræere? Det er jeg også! Er de israelitter? Det er jeg også! Er de af Abrahams slægt? Det er jeg også! v23  Er de Kristi tjenere? Jeg taler rent afsindigt: Jeg overgår dem! Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. v24  Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, v25  jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. v26  Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. v27  Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. v28  Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne. v29  Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?

(2 Korinterbrev 11.22)

Det sande menneske lever i verden uden nogen frygt.

v11  Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. v12  Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. v13  Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.

(2.11)

Den afgørende modsætning hos Paulus er ikke modsætningen mellem troen og vantroen eller mellem troen og ateismen! Den helt afgørende modsætning hos Paulus er modsætningen – antitesen – mellem frygten og troen.

Menneskene er fulde af frygt siger Paulus og når han taler om frygten rammer han noget evigt gyldigt og meget alment menneskeligt! Vi er bange og frygtsomme og små og svage. Vi frygter døden og sygdommen. Vi er bange for at miste de mennesker vi holder af. Vi er bange for at miste vores status eller ejendom. Vi er bange for at miste vores tro eller åndelighed! Vi er bange for at vi ikke er gode nok eller moralske nok. Vi er bange for at miste det job vi har eller for ikke at få noget job – eller ikke at få en kæreste. Vi er bange for vore egne begær og lyster. Vi er bange for os selv. Vi er bange for de fremmede og dem som er anderledes. Vi er bange og bekymrede i tide og i utide!

Paulus er også – desværre – selv et eksempel på denne lille frygt. Alle hans breve er fulde af frygt og bekymring. Paulus forstår problemet – han har til fulde indset at frygten er vores store fjende – men han er selv meget menneskelig! Galaterbrevet er skrevet ud fra en eneste stor frygt!

I jødedommen på Paulus tid er der megen frygt. Jøderne havde en indædt frygt for det urene – for at blive urene. Jøderne frygtede evigt at komme til at spise noget urent. Jøderne frygtede at deres kontakt med de fremmede kunne gøre dem urene! Det er det som spisereglerne handler om. Vi kan komme til at spise urene dyr eller noget som er urent slagtet – de andre mennesker kan være urene – vi bliver måske smittet! Tanken om urenheden var virkeligt noget som plagede og prægede jødedommen.

Ifølge Paulus har det sande menneske intet at frygte. Vi behøver ikke at adskille os fra nogen – de kan ikke skade os og vi kan ikke blive smittet. De kristne  skal ikke isolere sig i frygt og bæven. De kristne behøver ikke at frygte noget. Det sande menneske er det kristne menneske – han som har troen. Gud vil at vi skal leve i tro og tillid. Gud har gjort os store og mægtige og frie – vi skal ikke frygte noget eller nogen. Vi skal ikke bekymre os.

Gud giver os alt og Gud har givet os alt. Verden er ligegyldig og verden har på en måde slet ikke længere nogen betydning. Vi er blevet frie – vi er blevet taget ud af verden.

Vi frygter at Gud vil straffe os hvis vi ikke lever efter hans lov. Vi frygter at han vil tage velsignelsen fra os – hvis vi gør noget forkert. Det er hele denne tankegang som Paulus er ude efter og som han taler om i alle brevene. Vi gør os selv små og svage – vi nedværdiger os selv med al vores frygt og bekymring – men vi gør det helt uden nogen god grund. Det er ikke det som Gud vil. Tværtom. Gud har taget os ud af frygten og denne selv nedvurdering. Vi skal ikke gøre os selv til arme ofre – vi er ikke små og svage.

v12  For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. v13  For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.

(1 Korinterbrev 12.12)

 

Vi er allerede blevet omskåret af Gud.

På Paulus’ tid bruges begrebet omskærelsen på en række symbolske måder og denne sprogbrug går tilbage til det gamle Testamente. At være omskåret er at være renset og ren. At være omskåret er at være frelst og at tilhøre guds folk. Hos den jødiske forfatter Filon kan vi se hvordan omskærelsen kommer til at betyde en mængde af disse almene egenskaber og tilstande.

Vi er allerede blevet omskåret – Gud har omskåret os. Det er den grundlæggende tanke hos Paulus. Paulus fortsætter altså med at bruge begrebet omskærelsen men han udvider begrebet – i  overensstemmelse med Det gamle Testamente. Derfor taler Paulus om omskærelse på mange måder – det er ikke kun vores penis som er blevet omskåret. Gud har omskåret vores hjerte og vores mund og vores sind og sjæl. Den afgørende form for omskærelse er ikke den omskærelse som mennesker bruger med hinanden – den afgørende omskærelse er den omskærelse som Gud udfører! Det er kun som fører kniven! Hos Filon er forhuden lig med begæret især det seksuelle begær eller det overdrevne sygelige seksuelle begær. Filon siger at når forhuden skæres af med kniven – så bortskæres det unaturlige eller overdrevne seksuelle begær. Paulus siger at Gud har omskåret os – allerede – Gud har fjernet vores syndige forhud. Nu er vi helt rene. Det er allerede sket. Vi skal ikke håbe på en forbedring engang ude i fremtiden. Det ER allerede sket. Gud har allerede taget den store flintekniv og bortskåret vores forhud – som det fortælles i 2. Mosebog. I Romerbrevet fortæller Paulus netop om hvordan romerne og grækerne er helt forfaldne til de seksuelle lyster. De er helt liderlige og derfor helt ufrie og magtesløse. De kan slet ikke gå åndens magt. De er små og svage ofre for synden og lysten og begæret siger han. De er jo netop de uomskårne. De er ikke blevet omskåret.

På en måde er vi blevet omskåret på samme måde som Moses bliver omskåret i den berømte fortælling fra nattestoppet i 2. Mosebog. Moses bliver på en måde symbolsk omskåret. Hans hustru Sippora omskærer deres søn med den store flintekniv og derefter smører hun blodet fra sønnens penis på hendes mands Moses’ penis! Moses bliver symbolsk omskåret. Han bliver frelst – han bliver beskyttet og renset af blodet fra offeret – fordi omskærelsen af sønnen er et offer i  2. Mosebog! Moses bliver omskåret og frelst ved blodet. Vi bliver omskåret  af Gud – vi bliver frelst ved blodet fra Guds søn som er blevet ofret! Gud omskærer os -  han trækker blodet fra sønnen – fra offeret – og bruger dette blod til frelse. På Paulus tid havde man i jødedommen den tradition at man trak blodet fra de omskårne grækere og proselytter – dvs at man udnyttede og brugte dette blod. Dette blod kunne rense og frelse. Tanken svarer altså til beretningen om Moses og Sippora i 2. Mosebog kapitel 4.

Gud rammer os med sin helligånd – vi modtager Guds hellige ånd – i et glimt. At Gud omskærer os og bortskærer vores forhud er det samme som at han sender sin ånd ind i os. Det er den samme begivenhed. Det er – nu – ALLEREDE sket siger Paulus. Husk det – siger han til galaterne!

v2  Vogt jer for hundene, vogt jer for de slette arbejdere, vogt jer for de skamskårne! v3  Det er os, der er de omskårne, og som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre.

(Filipperbrevet 3.2)

 

 

Jeg taler kun som et menneske. Fingeren der peger på månen er ikke månen.

v15  Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet [græsk: Jeg taler kun på menneskevis]: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes.

(3.15)

Det som vi kan sige med vores sprog er ikke sandheden eller hele virkeligheden. Vi kan ikke udtrykke sandheden om Gud i vores sprog og heller ikke sandheden om Jesus eller om livet overhovedet. Vores sprog er svagt og fattigt og det rammer ved siden af.

Vi taler i sammenligninger som Paulus siger. Vi sammenligner de virkelige ting med noget andet – fordi vores sprog egentligt er afmægtigt og impotent.

Jesus eller Kristus er Guds søn – men når vi siger det taler vi med en sammenligning. Vi bruger et sprogligt billede eller et symbol. Vi taler med en metafor.

Udtrykket en metafor – græsk: meta-for – betyder at vi overfører noget fra et betydningsområde til et andet område. Kristus er ikke bogstaveligt en søn af Gud – men udtrykket er en metafor – et billede. Vi bliver nødt til at anvende disse metaforer ellers kunne vi ikke udtrykke noget om den guddommelige sandhed. Ellers måtte vi bare tie stille – som filosoffen Wittgenstein sagde i begyndelsen af det 20 århundrede!

Gud har skrevet et testamente – men Paulus ved selvfølgelig godt at Gud i virkeligheden aldrig har skrevet noget testamente – for Gud dør jo ikke!

Gud skabte hele jorden på 6 dage og så hvilede han på den 7 dag – men Paulus ved godt at denne beretning er en metafor eller en sammenligning – lige som historien om at Gud formede Adam af lerjorden – som en keramiker! Alt dette er kun metaforer eller symbolske udtryk – forhåbentligt skal de vise hen til den virkelige sandhed – som vi ikke kan udtrykke i sproget. Det væsentlige er ikke fingeren – sproget – som peger på månen – det væsentlige er månen!

Verden lever i en illusion.

v19  Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, v20  så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. v21  Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, v22  så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. v23  Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. v24  Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær v25  og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem.

(2 Mosebog 14.19)

Der findes mange tilsvarende beretninger i Det gamle Testamente. Vi kan sige at Guds fjender eller modpart bliver slået med en blindhed eller med en dumdristighed eller dumhed eller illusion. Gud hensætter dem i et mørke. I 2 Mosebog hedder det at Gud gør Faraos og egypternes hjerte fast og tungt – han bevirker at de bare fremturer med deres tåbelige og irrationale vilje! Egypterne er tåbelige og blinde. De styrter sig selv lige ud i ulykken – de kaster sig selv lige ud i søen eller vandet – dvs i dødsriget! De er blinde. De lever i en indbildt verden – i en illusion. Egypterne kan ikke se verden eller virkeligheden som den er! De lever netop i en illusion – i en drøm. Derfor går deres forehavende også helt i stykker – de styrer lige imod ulykken og døden – de begår et slags selvmord!

Teksten er helt klart henvendt til læserne. Læserne bliver advaret – hvis I lukker jeres hjerte for Herren – vil I komme i samme situation som Farao og egypterne! I vil selv – af egne kræfter – kaste jer ud i døden og lidelsen – fordi I vil være så formørkede at I slet ikke kan se virkeligheden som den er!

2 Kongebøg indeholder også et eksempel på dette fænomen. Gud bevirker at aramæerne kommer til at hensynke i en illusion. De tror at de hører og sanser noget – som slet ikke er der i virkeligheden! Gud gør ofte det samme i Det gamle Testamente. Mennesker tror at de ser og sanser noget – som slet ikke findes – de lever i en ren illusion. Hvis man kommer til at leve i en illusion – er man helt fortabt – ifølge det gamle Testamente! I det følgende eksempel med aramæerhæren kan vi sige at aramæerne – der truer Israel – handler helt irrationalt og helt uden god grund! De er som besatte! De er besat af en falsk ånd – de lever i en illusion:

v3  Nu sad der ved byporten fire spedalske mænd. De sagde til hinanden: »Hvorfor sidder vi her, til vi skal dø? v4  Beslutter vi at gå ind i byen, hvor der er hungersnød, så dør vi dér. Bliver vi siddende her, dør vi også. Lad os hellere gå over til aramæernes lejr. Skåner de vores liv, overlever vi; slår de os ihjel, dør vi.« v5  I skumringen rejste de sig og gik over mod aramæernes lejr, og da de var kommet til udkanten af lejren, var der ikke en levende sjæl. v6  Herren havde nemlig ladet aramæerhæren høre lyden af vogne og heste og en stor hær, de havde sagt til hinanden: »Nu har Israels konge lejet hittitternes og egypternes konger til at falde over os.« v7  Så havde de taget flugten i skumringen og havde efterladt deres telte og deres heste og æsler, hele lejren; de var flygtet for at redde livet. v8  Nu kom disse spedalske til udkanten af lejren og gik ind i et telt. De spiste og drak og tog sølv og guld og klæder med sig derfra og skjulte det. Så vendte de tilbage og gik ind i et andet telt, tog alting med sig derfra og skjulte det.

(2 Kongebog 7.3)

Det er et helt grundlæggende tema i hele Bibelen at denne illusion skaber vores frygt! Hvis vi ikke levede i denne indbildte verden – ville vi leve uden frygt! Hvis vi ser verden og virkeligheden som den er – ville vi være helt uden frygt. Denne tilstand kaldes i Bibelen – både i Det gamle og i Det nye Testamente – or at leve i troen – at leve i troen og tilliden. Vi er kun bekymrede, angste og frygtsomme fordi vi ser virkeligheden gennem et troldspejl – på en helt forvrænget måde. Vi er lige som børn der har alle mulige fantasier – og derfor lever i frygt og angst! Dette tema findes utallige steder hos Paulus. Temaet i Bibelen er sætningen: - frygt ikke! Modsætningen er – først og fremmest - frygten over for troen og ikke modsætningen mellem troen og vantroen eller ikketroen! Vi har grund til at leve frygtløse og uden frygt – men det forudsætter at vi ikke er synket ned i tåger eller illusioner – de vil altid skabe frygt og rædsel!

 

Antiokia episoden.

Paulus fremstiller begivenhederne i Antiokia på en bestemt måde som skal tjene hans sag og argument. Men mange har også spurgt hvad der egentlig er den historiske sandhed?

Alt tyder på at det som Paulus taler om i Antiokia kommer til at udgøre et voldsomt brud! Paulus lider et voldsomt nederlag. Han bliver helt afvist. Han bliver helt afvist af de ledende inden for den kristne kirke – og inden for kirken i Antiokia. Paulus bliver isoleret. Han bliver deklasseret og smidt ud af det gode selskab. Vi kan se i Apostlenes Gerninger at Paulus opgiver Antiokia og søger meget længere væk – mod vest.

Vi må antage at der indtil Antiokia har eksisteret et rimeligt harmonisk forhold mellem Paulus og kirken eller mellem Paulus og Peter og Jakob. De har støttet hinanden og troet det samme. Paulus er blevet godtaget i al fald på en vis måde. Paulus har ikke følt noget modsætningsforhold til Jerusalem. Paulus har ikke skulle forsvare sig og gå til angreb som han gør i Galaterbrevet. Tonen har været helt anderledes. Vi kan også se en helt anden tone i brevene til Thessaloniki som menes at være hans tidligste breve. Paulus er ikke trængt eller i defensiven.

Alt dette ændrer sig i Antiokia. Paulus begynder at skelne skarpt mellem sit eget evangelium og det såkaldte andet evangelium – Peters og Jakobs evangelium. Paulus tager afstand fra de kristne ledere. Paulus bliver fjendtlig og på vagt. Paulus begynder efter Antiokia demonstrativt at kalde sig selv apostel og apostel som er helt uafhængig af Jerusalem. Paulus bryder med Barnabas og med kirken i Antiokia. Indtil Antiokia episoden er han repræsentant for kirken i Antiokia – og dermed også en repræsentant for kirken – moderkirken – i Jerusalem. Men efter episoden bliver han løsrevet fra disse kirker. Hele argumentet i Galaterbrevet handler om at han har sin magt og myndighed fra Gud alene og ikke fra nogen præst, pave eller kirke!

Vi er arvinger til riget.

v15  Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. v16  Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. v17  Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. v18  Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.

(3.15)

Begrebet arven eller at være en arving spiller en dominerende rolle i hele Bibelen. Der ligger nogle helt grundlæggende tanker i begrebet arven som vi også kan se af Paulus tekst i Galaterbrevet.

Det er os mennesker som arver og det som vi arver er ikke vores eget – det er Guds. Vi er ikke arvinger til ejendommen – vi bliver gjort til arvinger. Guds rige eller riget eller landet er ikke vores ejendom uden videre – det er Guds ejendom men Gud gør os til arvinger. Gud gør os til arvinger  på hans eget initiativ -  fordi det er hans plan og forsæt og vilje – ikke på grund af noget som vi har gjort.

Paulus siger at vi bliver arvinger på grund af troen – og han mener at vi bliver arvinger på grund af Gud! Han mener IKKE at vi bliver arvinger fordi vi har en særlig fin eller from tro! Vi bliver gjort til arvinger på grund af løftet siger han – og det han mener er at den ENESTE grund til at vi bliver arvinger er Guds beslutning og kærlighed til os!

På Paulus tid har tanken om arven allerede ændret sig meget. Paulus bygger videre på tanker i de senjødiske bøger på hans tid. Oprindeligt lover Gud Abraham to ting – nemlig en søn – og mange efterkommere – og et land – et fædreland. Den oprindelige mening i 1. Mosebog er klar nok og Paulus fortolkning er faktisk helt gængs. Gud giver aren til Abraham som en fri gave ud af et godt hjerte – Gud forventer for så vidt ikke nogen modydelse! Det er præcist det som står i 1. Mosebog i eksemplerne med løfterne. Gud giver gaven og arven ud af egen beslutning – fordi det er nødvendigt i Guds plan for verdenshistorien. Gud giver også løfterne til Abraham fordi han har udvalgt Abraham og fordi Abraham har brug for Guds underfulde frelse! Men Gud giver ingen gaver med en regning hæftet i enden! Gud giver – fordi han ønsker at give – fordi det er nødvendigt – for at hans navn kan blive kendt over hele jorden af alle mennesker og folkeslag!

Allerede på Paulus tid  og før Paulus tid er begrebet landet og riget blevet omfortolket og spiritualiseret. I de senjødiske skrifter tales om at vi skal arve Guds rige på et åndeligt eller ikkejordisk plan. At arve betyder ikke kun at arve landet Palæstina – dette konkrete geografiske område – det betyder at arve det evige liv og Guds ånd som det for eksempel siges i Makkabæerbøgerne! Det nye Testamente bygger videre på de senjødiske tanker – helt klart og utvetydigt. At arve er at blive frelst eller at komme til at leve i Guds usynlige land eller at komme til at leve i et ægteskab med Gud. Vi kan sige at historierne om Abraham bliver fortolket eskatologisk – de handler om det som vil ske – nu – i de sidste tider. Himlen vil komme ned på jorden og vi skal arve riget. Dette rige er ikke af denne verden. Når Jesus taler om Guds rige bygger han videre på de jødiske tanker.

v22  Dette siger Gud Herren: Jeg vil tage et sart skud fra toppen af det høje cedertræ [kødet], jeg river topskuddet af og planter det på det høje, knejsende bjerg [ånden]. v23  På Israels højeste bjerg planter jeg det. Det skal sætte grene og bære frugt, så det bliver et prægtigt træ [velsignelsen]; alle vingede fugle skal bo i det, i nålehangets skygge skal de bo. v24  Så skal alle skovens træer forstå, at jeg er Herren. Jeg ydmyger det høje træ og ophøjer det lave, jeg lader det friske træ visne og lader det visne blomstre. Jeg, Herren, har talt, og jeg vil gøre det.

(Ezekiel 17.16)

 

At kende Guds navn. At være en fri mand.

v8  Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. v9  Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem?

(Galaterbrevet 4.8)

Paulus har et godt kendskab til den græske filosofi – traditionen efter Platon ikke mindst. Når vi læser ovenstående vers kan vi tydeligt se den græske tanke. Samtidigt kombinerer Paulus en meget stærk tanke fra Det gamle Testamente – at kende Gud. Hos Paulus smelter disse to verdener sammen eller de bliver i al fald integreret. Det er det unikke og nye hos Paulus. Han er en borger i to verdener som det er blevet sagt. På den måde kan han sige tingene på en ny måde. Han kan tale til grækerne og han kan tale til hebræerne.

Idealet i den græske tanke er at være en fri mand – en stærk mand eller en uafhængig mand. Et frit menneske kender sandheden og lever efter virkeligheden og sandheden. Galaterne trællede i gamle dage for guderne – som Zeus og Poseidon. De levede i en illusion. De var svage og ynkelige. De var ikke frie. De kendte ikke sandheden siger Paulus. Hvis man lever i mørket eller i uvidenhed eller i et skyggerige – som Platon siger – så er man ufri og prisgivet og fortabt.. I gamle dage levede galaterne som slaver – de kendte ikke Gud.

I Det gamle Testamente finder vi den store tanke at kende Gud. Målet med verdenshistorien er at alle mennesker skal komme til at kende Gud – at kende Guds navn.  Vi kan se denne tanke meget tydeligt i  2. Mosebog. Alting sker FOR AT – nemlig for at Guds navn kan blive kendt. Gud vil  at hans navn skal blive kendt i hele verden – dvs Gud vil at alle mennesker skal blive frie.

At kende Gud kan vi definere ud fra Det gamle Testamente på følgende måde:

At kende Gud er at vide at han eksisterer og at kende hans navn. At kende Gud er at leve i en nær relation til Gud – dvs at have oplevet hans frelse og hans velsignelse. At kende Gud er at have erfaringer med Gud – men hvad Gud gør i hans relation med os. At kende Gud  er at leve inden for hans vejledning – hans Tora – hans visdom eller hans viden. At kende Gud er at have denne indsigt og viden – lige som hos Platon. At kende Gud er at følge hans ord og at anerkende hans gerninger og  hans underfulde frelse.

At kende Gud er altså at vide noget om Gud og hans væsen, at adlyde Gud, at have erfaringer med Gud, at leve i en nær relation med Gud.

Kun den mand som er gift med en kvinde – kender hende – det er sammenligningen i det gamle Testamente. Manden – ægtemanden – kender kvinden – altså hans hustru – dvs at han har levet sammen med hende, oplevet hendes frelse og hjælp og kærlighed. Kun han kender hende som hun virkelig er. Dette kendskab er altså ikke rigtigt teoretisk – det er viden og det er praktisk – det ER faktisk virkelige erfaringer.

Vi kan sige at Paulus siger at hebræerne har en frelseshistorie – de kender Gud –dvs de har oplevet hvordan Gud igen og igen reddede dem ud af nøden og ulykken. De har set og sanset og følt og oplevet Guds omsorg og vejledning. Det er forskellen – galaterne  har ikke disse historiske erfaringer.

Vi kender Gud. Paulus mener at det er vores privilegium – det er vores skæbne – det var israeliternes skæbne. Vi skal vurderes på at vi kender Gud. Hebræerne har en helt anden baggrund. De har kendt Gud. Det gjorde galaterne ikke – ikke før de hørte evangeliet fra Paulus.

Manden skal vurderes på hans situation. Han kender sin hustru og det skal han vurderes på. Han har rent faktisk  oplevet hendes kærlighed og omsorg. På den måde skiller han sig ud – for der findes ingen andre mænd som kender kvinden på den måde! Paulus fastholder altså hebræernes unikke skæbne i historien. De er Guds udvalgte folk. Det er deres pligt og privilegium og ansvar og ideal. 

 

Dem som var apostle før mig.

v17  og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

(1.17)

Paulus foretager en omhyggelig balance gang i Galaterbrevet. På den ene side fremhæver han de kristne som var apostle før ham og som var de primære vidner som han siger i 1. Korinterbrev. De er i en vis forstand de ældste – og de ældste i troen. Paulus udtrykker sin respekt for Peter og apostlene i Jerusalem. Paulus anerkender bestemt kirkens enhed og at Jerusalem er kirkens hoved og kontinuitet. Peter og Johannes og de andre er de første og primære vidner – de er de første vidner til Kristi opstandelse. De har fulgtes med Jesus og de er Jesu venner. De skal bestemt æres og respekteres. De taler for Kristus – lige som Moses taler på Guds vegne eller for Gud – så taler de første apostle for Kristus. Kirken bygger for så vidt på denne grundvold – de første vidner. Uden disse første vidner ville der ikke være nogen kirke.

Men Paulus balancerer frem og tilbage. Hans primære påstand her i Galaterbrevet er at Gud talte direkte til ham – gav ham direkte en opgave – og at Paulus derefter STRAKS drog ud i verden – til Arabien – for at forkynde evangeliet! Paulus kom ikke til troen på grund af de første vidner i Jerusalem. Det var ikke sådan at Paulus hørte om Jesus af de første apostle og derefter omvendte sig og blev en troende! Paulus blev ifølge Galaterbrevet en Kristus troende – helt og TOTALT uafhængigt af Jerusalem! Siden hen skal Jerusalem ikke godkende hans evangelium – for det har han direkte fra Gud. De ældste vidner i Jerusalem repræsenterer godt nok kirken og kirken er en enhed fordi kirken ærer og respekterer de første kristne i Jerusalem! Paulus indvilliger i at samle penge ind i hele verden til kirken i Jerusalem! Alle andre kirker er underordnet kirken i Judæa eller Jerusalem! Jerusalem er moderen – moderkirken. Denne kirke har en autoritet og magt og myndighed – direkte fra Jesus eller Kristus. Men samtidigt har Paulus på egen hånd denne magt og kaldelse og myndighed – helt uafhængigt af Jerusalem.

Paulus siger at de var apostle i forvejen – de var apostle før mig. Sætningen er mere vigtig end man umiddelbart kan se fordi Paulus dermed hævder selv at være en apostel. Ordet apostel betyder især en som er kaldet og udsendt af Gud. Paulus hævder sig selv som en apostel – fuldkommen lige som de første kristne i Jerusalem. Når vi læser Galaterbrevet er det klart at mange af hans kritikere har benægtet at han havde en sådan autoritet og var en sådan slags apostel!

Galaterbrevet handler meget om uenighederne mellem Paulus og kirken i Jerusalem. Men vi skal ikke forstørre denne uenighed. Det fremgår også mange steder at parterne har været helt enige og enige om troen og evangeliet. Det er også det som Paulus siger i beretningen om mødet i Jerusalem! De er alle enige! Vi er alle brødre. De giver hinanden den højre hånd! I 1 Korinterbrev siger han præcist det samme – uanset hvem vi er så prædiker vi alle Guds evangelium!

v11  Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

(1 Korinterbrev 15.3)

 

 

Exodus – Ikke bare UD af – men også IND i.

 

       v13  I din trofasthed ledte du
      det folk, du havde udfriet,
      i din styrke førte du dem
      til din hellige bolig [Nawe – telt, sted, lejr, rige].

(2 Mosebog 15.13)

Exodus beretningen er en meget symbolsk beretning som siden er blevet fortolket på mange måder. Exodus betyder en udgang eller en exit eller en udvandring – men Exodus betyder også en INDGANG. Han handler grundlæggende om at hebræerne bliver ført UD af lidelsens land – de bliver befriet – men den handler lige så meget om at de bliver ført IND i – nemlig ind i Guds land eller område – eller græsning. Billedet som anvendes utallige steder i Mosebøgerne er at Jahve er en fårehyrde og at hebræerne er hans dyreflok eller hjord. Hyrden ører dyrene til deres bestemmelsessted – det sted hvor Gud bor – nemlig hans Nawe eller bolig eller hyrdeområde.

Verbernes tider er ret flydende i poesien. Det betyder at de oven nævnte vers kan oversættes som fortid eller nutid eller fremtid! Det er altså i høj grad muligt at oversætte eller læse på denne måde:

 

Du har befriet dit folk og du har ført dem til dit telt [fortid]. Eller:

Du befrier dit folk og fører dem til din bolig [nutid]. Eller:

Du vil befri dit folk og føre din flok til og ind i dit rige [fremtid]!

I Det gamle Testamente bliver Exodus forstået på alle tre måder!

 

Exodus bliver en type eller et symbol eller et billede. I Det nye Testamente bruges Exodus som et billede på hvordan Gud nu har ørt sit folk – alle mennesker – ud af smerten og lidelsen og ind i det forjættede land – Guds rige. I Galaterbrevet bliver galaterne frikøbt eller frelst ved at Gud griber ind og tager dem ud af elementerne og deres magter og sætter dem ind i nåden – og velsignelsen.

Gud er virkelig folkenes og folkets fårehyrde. Han er rig på troskab.  Han er bestemt af Hesed – trofasthed og pålidelighed. Gud har pligter i forhold til dyreflokken. Gud kan ikke være ligeglad. Gud er forpligtet over sit folk. Han har en slægtskabs forpligtelse til at løskøbe sin førstefødte søn. Frelsen er godt nok en stor nåde – men samtidigt siger Det gamle  Testamente at Gud er forpligtet! Gud har lovet og sværget. Gud har forpligtet sig selv gennem sin ed og hellige løfter. Gud er indgået i en relation. Alle relationer forpligter. Gud bliver også forpligtet. Gud har pligter - fordi han er en fårehyrde. Han skal føre og lede flokken - så de kommer IND i frelsen og han skal dræbe flokkens onde fjender med sin løftede højre arm og stav! Det er meningen. Det er Guds opgave. Det er meningen med at han er deres gud! Vi kan sige at det er Guds funktion. Guds funktion og opgave er at frelse og redde sit folk og slå deres fjender med staven. Gud har gjort sig selv til hebræernes gud og anfører – og det forpligter. Enhver relation indebærer naturlige forpligtelse – for begge parter. Pagten med Israel er som et ægteskab og Gud er som en trofast ægtemand. Han svigter ikke. Han lader ikke sin hustru i stikken.

Gud tager frygten fra os – det billede som spiller så stor en rolle i Galaterbrevet:

v52  Så lod han sit folk bryde op som en fåreflok
og ledte dem i ørkenen som en hjord.
v53  Han førte dem i tryghed, de var uden frygt,
men over deres fjender lukkede havet sig.
v54  Han førte dem ind i sit hellige land.

(Salme 78.52)

v20  Din vej gik gennem havet,
dine stier gennem de vældige vande,
og dine spor var ikke at se.
v21  Du førte dit folk som en fåreflok
ved Moses' og Arons hånd.

(Salme 77.20)

Vi kender også dette billede – Jahve som en fårehyrde – meget tydeligt fra Salme 23:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
v2  han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
v3  Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
v4  Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst [frelse, redning].

v5  Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

v6  Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

(Salme 23.1)

 

 

Himlen er kommet ned på jorden. Gud er blevet en moder for alle folkeslagene.

v21  Sig mig, I, der vil være under loven: Hører I ikke, hvad loven siger? v22  Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde. v23  Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte. v24  Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar – v25  »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn. v26  Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder; v27  der står jo skrevet:
      Råb af fryd, du ufrugtbare, du som ikke fødte!
      Bryd ud i jubel, råb af glæde, du som ikke fik veer!
      For den enlige kvinde har flere børn
      end den, der er gift.

(4.21)

Paulus gør det samme som hele senjødedommen på hans tid gjorde. Han fortolker den hellige skrift som en forudsigelse af de sidste tider. Vi lever nu i de sidste tider – vi lever nu i en ny verden. Himlen er kommet ned på jorden. Det gamle Jerusalem er blevet forvandlet til det nye Jerusalem. Det jordiske Jerusalem er blevet forvandlet til det himmelske Jerusalem. Gud har nu manifesteret sig i historien. Kristus er den nye verden eller den nye tilstand i verden. Jerusalem betyder noget andet end Jerusalem. Zion er vores sande moder. Jerusalem er vores sande moder – uanset hvor vi lever, uanset hvem vi er, uanset hvilket folk vi tilhører – uanset hvilken kultur eller religion vi har tilhørt.

Løfterne er nu gået i opfyldelse. Hele kosmos er blevet rekonstrueret. Der er ikke ifølge Paulus opstået en ny tro eller religion – troen på Jesus – der er opstået en ny himmel og en ny jord.

Esajas taler om denne forvandling af livet, af menneskene og af verden. Alting er nu blevet vendt rundt. Hendes som vi troede var en ortabt taber – er nu blevet en vinder. Den kvinde som var helt fortabt er nu blevet en moder. Gud er blevet som en moder or alle mennesker. Vi dier af hans bryster og vi hviler i hans favn. Verden er blevet født på ny.

Jerusalem var i gamle dage det synlige Jerusalem og templet var det synlige tempel – men det synlige tempel har aldrig været det virkelige eller sande tempel. Gud viste det virkelige  tempel or Moses og for Salomo og for andre i Det gamle Testamente. Det synlige tempel var kun en dårlig efterligning. Det var kun noget fattigt. Det var kun noget midlertidigt. Men nu er det sande tempelblevet virkeliggjort – det er kommet ned på jorden. Vi er Guds sande tempel. Guds sønner er hans sande rige og bjerg og tempel. Det usynlige er det virkelige og det synlige er kun en illusion. Frygt ikke og glæd jer. Det er allerede sket! I skal ikke håbe på at der måske sker en bedring engang! Det er allerede sket! Det som Esajas talte om – det er nu sket. Det er det samme som Kristus – det samme som hans opstandelse. Verden findes ikke længere – den er blevet korsfæstet. Alle mennesker er blevet rige og mægtige og stærke og frie. Glæd jer!

Den Esajas tekst som Paulus henviser til lyder således i  sin helhed – den hører til noget af det mest berømte hos profeten Esajas:

       v1  Råb af fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte!
      Bryd ud i jubel, råb af glæde, du, som ikke fik veer!
      For den enlige kvinde får flere børn
      end den, der er gift, siger Herren.


       v2  Gør mere plads i dit telt,
      spænd teltdugen ud,
      spar ikke på den!
      Gør bardunerne lange,
      og slå pløkkene fast.
       v3  For du skal brede dig mod syd og nord,
      dit afkom får folkeslag i eje,
      de skal bosætte sig i forladte byer.
       v4  Frygt ikke, du bliver ikke til skamme,
      vær ikke beskæmmet, du bliver ikke vanæret;
      for skammen fra din ungdom skal du glemme,
      din enkestands vanære skal du ikke huske på.
       v5  For din skaber tager dig til hustru,
      Hærskarers Herre er hans navn;
      Israels Hellige løskøber dig,
      han kaldes hele jordens Gud.
       v6  Ja, Herren har kaldt på dig,
      en forladt og bedrøvet hustru;
      skulle en hustru fra ungdommen forkastes?
      siger din Gud.
       v7  Et kort øjeblik forlod jeg dig,
      men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage.
       v8  I overstrømmende vrede
      skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig,
      men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed,
      siger Herren, der løskøber dig.
       v9  For mig er dette som Noas dage:
      Som jeg dengang svor,
      at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen,
      sådan sværger jeg nu,
      at jeg ikke vil blive vred og true dig.
       v10  For bjergene kan rokkes
      og højene vakle,
      men min troskab mod dig rokkes ikke,
      og min fredspagt vakler ikke,
      siger Herren, der viser dig barmhjertighed.

(Esajas 54.1 - Deuteroesajas)

Vi kan se at det som Paulus kalder løftet eller løfterne netop findes udtrykt hos Esajas. Paulus fortolker netop Esajas teksten som de løfter som nu – i de sidste tider –går i opfyldelse.

Gud har kaldet på os. Han har giftet sig med os. De sidste tider er en bryllupstid som det siges i den tidlige kristendom. Vi er blevet frikøbte og løskøbte. Gud sværger at han vil være trofast til evig tid. Han svigter ikke. Vi skal ikke frygte noget. Vi har fået alt. Himlen er kommet ned på jorden – Gud er kommet ned på jorden. Vi har ikke fundet Gud – men han har fundet os.

Vi er blevet rige og mægtige. Vi er blevet som konger og herrer i verden. Vi har fået ære og magt. Vi er blevet ophøjet og oprejst. Hele denne nye tilstand i universet er det samme som Jerusalem eller det nye Jerusalem.

       v2  Gør mere plads i dit telt,
      spænd teltdugen ud,
      spar ikke på den!
      Gør bardunerne lange,
      og slå pløkkene fast.


       v3  For du skal brede dig mod syd og nord,
      dit afkom får folkeslag i eje,
      de skal bosætte sig i forladte byer.
       v4  Frygt ikke, du bliver ikke til skamme,
      vær ikke beskæmmet, du bliver ikke vanæret;
      for skammen fra din ungdom skal du glemme,
      din enkestands vanære skal du ikke huske på.


Mennesker er vant til at gøre sig små og svage. Frygten gør os små og bange. Vi kryber sammen. Vi frygter det og dem som er udenfor. Al denne frygt er vi blevet taget ud af. Der er kommet plads og rum i livet. Vi kan udfolde os og virke og brede os. Vi behøver ikke at passe på eller være på vagt. Vi behøver ikke at frygte andre mennesker. De har ingen magt. Vi er blevet verdens herrer og kongens sønner. Vi er blevet som guder i verden. Vi kan gøre det som vi vil. Gud er med os og Gud er inden i os. Gud støtter os i vores forehavende og i vores vilje. Han giver os fremgang og velstand og held og lykke. Han giver os sejren og han gør os til vindere. Dengang var vi kun tabere og fortabte. Nu er vi de sande vindere. Vi lever i det nye Jerusalem – vi lever ikke længere i verden. Gud har købt os ud af verden. Gud har købt os ud af Babylon. Vi lever ikke længere i Babylon – vi lever i Guds rige. Vi lever ikke længere adskilt fra Gud eller fra livet eller fra glæden – vi lever i Guds by – Jerusalem.

v1  Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet [Jam – det onde vand – ondskaben og lidelsen] findes ikke mere. v2  Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. v3  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
      Nu er Guds bolig hos menneskene,
      han vil bo hos dem,
      og de skal være hans folk,
      og Gud vil selv være hos dem.

v10  Og englen førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, v11  med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.

v22  Men et tempel så jeg ikke i den, for Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, og Lammet. v23  Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. v24  Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger komme ind i den med deres herligheder. v25  Dens porte lukkes ikke om dagen, og nat er det aldrig dér. v26  Folkeslagenes herligheder og kostbarheder bringes ind i den. v27  Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog.

(Johannes Åbenbaring 21.1)

 

De falske guder. Verdens magter og guder.

v8  Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. v9  Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage [omvende jer] til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem? v10  I overholder dage og måneder og tider og år. v11  Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.

(4.8)

Afsnittet indeholder Paulus centrale tese i Galaterbrevet. Galaterne har oplevet befrielsen med deres egne sanser – de har fået hele herligheden – men nu bagefter så vil  eller tør de ikke alligevel.

Verden er fuld af magter og kræfter eller guder – og Paulus henviser ofte til dem i sine breve. Tror Paulus at der findes mange guder – er Paulus ikke en monoteist? Vi kan udmærket spørge sådan – men spørgsmålet rammer ved siden af! Paulus udtrykker en dyb tro på at verden beherskes af onde guder eller kræfter eller tilstande eller energier – lidelsen, fattigdommen eller synden eller døden. Paulus kan sagtens kalde disse magter for guder eller ånder eller noget helt tredje – det er ikke afgørende for Paulus. Det afgørende for ham er realiteten eller virkeligheden hvis man lever som prisgivet i denne verden.

Hvis vi er prisgivet verden er vi kun små og svage trælle. Vi er afmægtige. Vi er uden kundskab eller viden om virkeligheden. Paulus deler også den græske tanke – målet er at leve i virkeligheden og med sand viden om virkeligheden. Børn lever i en illusion lige som slaver. De er ikke voksne – de er ikke frie og stærke. De er afmægtige.

Paulus sammenligner orskellige tilstande som han sætter lig med hinanden – at være et barn, at være en slave, at tilbede de onde guder, at tilbede de falske guder – denne verdens magter. Før deres modtagelse af Guds helligånd var galaterne kun trælle og slaver og de famlede sig rem i et mørke. De levede i en illusion. De troede at de var nødt til at slave for guderne eller for Gud! De var små og svage ofre – i deres egen selvopfattelse.

Sandhed er viden og viden og kundskab er frihed og lykke og magt. At kende virkeligheden er at leve som en ri mand. Tidligere kendte galaterne slet ikke gud – en ægte jødisk opfattelse!

At kende Gud er i det gamle Israel at leve sammen med Gud i en tæt relation – at kende Gud som i et ægteskab. At kende Gud er at opleve hans nåde, hans velsignelse, hans tegn og undere. De som ikke er gift med en kvinde – en bestemt kvinde – kender hende ikke. De ved ikke hvad hun giver. De har ingen virkelig erfaring om denne kvinde. Det har kun hendes mand. Han kender hende og han er kendt af hende. Det er i dette billede at Paulus beskriver forholdet til Gud.

Illusionen ersom hos Platon. Paulus er i høj grad vidende om den græske filosofi. At leve i en illusion er vejen til slaveri, ulykke og lidelse. Vi tror at vi er små og svage og afhængige. Vi ved ikke at vi er herrer og følgen af vores falske viden er at vi nedværdiger os – vi synker ned i svaghed og elendighed og i ynkelighed siger Paulus. Evangeliet er sand  viden om virkeligheden. Evangeliet ortæller os at vi ikke skal frygte noget eller nogen. Evangeliet fortæller os at vi er mestre og konger og ledere og chefer og frie sønner! Dette er sand viden. Sand viden befrier os ra trældommen. Verden vil det modsatte nemlig trykke os ned i uvidenheden og afmagten.

 

 

Vi er Abrahams sperma – sæd. Vi er Isak. Abrahams sæd er det kollektive legeme.

v16  Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom [sæd - Sperma]. Det hedder ikke: »og til dine afkom [sæd]« i flertal, men i ental: »og til dit afkom [sæd]«, og det er Kristus.

(3.16)

Vi er Kristus. Kristus er det hele legeme – det kollektive legeme. Alle de som har fået troen er ét helt legeme. De er lig med Kristus. Jeg er Kristus – du er Kristus – vi er Kristus. Gud gav løftet til Abraham – men Gud gav løftet til hans søn eller til hans sæd eller til noget som er ét og ikke flere. Gud gav ikke velsignelsen til et flertal af mennesker – han gav velsignelsen og friheden og glæden til én eneste. Vi er ikke adskilte fra hinanden. Vi er sådan set ikke individer – vi er lemmer på et legeme. Dem som vi var engang er blevet korsfæstede. Vi er døde – vi døde i  egoet eller bort fra egoet. Vi findes ikke  længere – kun Kristus findes. Derfor er det kun Abrahams søn i eental som får velsignelse. Isak er et billede på Kristus – og et billede på alle mennesker. Isak får alle løfterne – det betyder at vi har fået alle løfterne. Vi er Kristus. Vi er Messias – vi er Herrens salvede. Vi er ikke hver især Herrens salvede – vi er ikke hver især adskilt lig med Kristus – vi er Kristus fordi vi er ét fælles legeme og lemmer og organer på det legeme!

Det afgørende vendepunkt – den paskale nat – Pesach og Massot.

 

Tankegangen i 2. Mosebog er at den paskale nat er et afgørende punkt – et vendepunkt. Det som sker i den nat -  kan ikke siden laves om. Det skaber en ny verden. Hebræerne slagter påskelammet – det er en slags død eller en slags korsfæstelse. Påskelammet bliver korsfæstet – lige som Jesus bliver korsfæstet i det nye Testamente. Begivenheden er definitiv – den kan ikke vendes rundt – tiden kan ikke skrues tilbage. Korsfæstelsen er definitiv.

Israel bliver et frit folk – det kommer ud af lidelsens land og slavernes hus. Israel kommer ikke i en tilstand hvor de skiftevis vakler mellem at være i Egypten eller uden for Egypten. De kommer simpelt hen UD af Egypten. Punktum. De skal aldrig nogen sinde vende tilbage – de skal aldrig nogen sinde se egypterne igen som de ser dem nu – som Moses siger.

På samme måde i det nye Testamente: Det menneske som er blevet korsfæstet – korsfæstet sammen med påskelammet eller i og med påskelammet – vender ikke tilbage til den gamle tilstand. Vi bliver permanent flyttet – til et helt andet sted! Begivenheden er definitiv.

Vi kan sammenligne med den babylonske Akitu fest – som har mange ligheder med hebræernes Pesach eller påske. Den babylonske påske fest indebærer at guderne  i den afgørende paskale nat – i nytårsnatten – nytårsaften – bestemmer skæbnen for det kommende år. Guderne bestemmer godt nok ikke for evigt – kun for et år – men tanken er lidt den samme. Det som sker i denne nytårs aften er afgørende og definitivt for fremtiden. Hele folkets skæbne bliver fastlagt af guderne den nytårs nat og hvert enkelt menneskes skæbne bliver fastlagt den nat! Vi kan se ligheden måske med vore nytårs  løfter eller fortsæt!

Den paskale nat er den mest farlige og risikofyldt tid overhovedet. Israel står  over for døden – truet af døden. Døden truer med at oversvømme hele jorden. Frelsen er underfuld. Midt i den mest frygtelige nød – bliver Israel frelst – for evigt og for bestandigt. Israel bliver for evigt flyttet ud af livsfaren og  lidelsen og syndens verden og dødens verden – over på Guds bjerg – over i Guds land! Vi finder nøjagtigt den samme tanke i det nye Testamente. Jesu korsfæstelse er det punkt hvor synden og døden har taget al magten -  eller synes at have taget al magten – men lige netop i dette punkt bliver mennesket frelst ud af døden – for evigt. Den troende – den kristne kommer ikke over i en tilstand hvor han både lever skiftevis i dødens verden og i livets verden! Efter Jesu korsfæstelse og død er vi også døde. Vi døde. Vi blev slagtet som påskelammet. Vi vil aldrig nogen sinde vende tilbage til den gamle tilstand. Vi kan slet ikke. Den troende er beskyttet, befriet og flyttet som vi kan læse hos Paulus. Den kristne har døden bag sig – ikke foran sig! Den kristne lever nu i Guds land og på hans bjerg.

Det paskale offer beskytter Israel imod Ødelæggeren – Kvæleren – døden. Israel bliver truet af den onde ånd og af den onde gud som vil dræbe alt og alle. Det paskale offer kommer fra Gud. Gud har givet hebræerne det offer – slagtningen af påskelammet. Gud har givet og bestemt at Jesus skulle korsfæstes på samme måde – for at alle mennesker kunne blive frelst for evigt. Efter Jesu korsfæstelse kan ingen mennesker gå fortabt! Efter det paskale offer i Egypten blev Israel et frit og værdigt folk for evigt. Vi er de korsfæstede – på samme måde som hebræerne i Egypten på en måde var påskelammet – identisk med påskelammet. Lammet blev slagtet for deres skyld – for at de kunne leve. Lammet repræsenterede hebræerne – lammet var en erstatning, en substitut eller en vikar. Påskelammet var et symbol for alle hebræerne under eet – påskelammet var deres fælles legeme.

Begivenhederne i den paskale nat og under Jesu korsfæstelse er en renselse – og en evig beskyttelse. Efter denne nat kan Israel aldrig nogen sinde igen falde tilbage til døden og lidelsen. Aldrig mere kan de falde tilbage til ufriheden og ydmygelsen. På samme måde er det kristne menneske evigt beskyttet efter den frygtelige dag og nat – korsfæstelsen. Mennesket er blevet beskyttet for evigt. Vi er blevet usårlige og urørlige. Døden eller lidelsen eller synden kan ikke røre os mere – nogen sinde! Vi har fået en beskyttende hinde! Intet kan såre eller vælte os mere! Vi er blevet flyttet bort fra det gamle sted. Verden er blevet korsfæstet. Verden har ikke længere nogen magt. Vi er be urørlige – de beskyttede. Vi skal ikke frygte noget menneske eller nogen ting i hele verden. Lige så lidt som Israel skulle frygte noget land eller nogen ting efter den paskale nat. Israel blev adopteret af Gud. Vi blev adopteret af Gud dengang Jesus døde på korset og genopstod fra de døde. Verden døde bort. Vi lever nu et helt andet sted. Vi lever nu i en ny skabelse – en ny jord og en ny himmel. Vi lever nu i himlen, som Paulus siger!

Gud ofrer sin første fødte søn. Gud ofrer sin søn – og Gud frelser, ophøjer og frikøber sin førstefødte søn. Det gør han ikke igen og igen. Det gør han i eet eneste punkt. Det gør han for evigt. Tiden efter den paskale nat i Egypten kan ikke skrues tilbage. Tiden efter Jesu korsfæstelse kan ikke skrues tilbage. Det som skete var denitivt. Det var et brud eller et knæk i tiden. Det var skabelsen af en ny tid. Vi skal ikke gøre noget. Gud har gjort det som skal gøres. Gud gør alle ting.

 

Der er kun een pagt! Der findes ikke nogen gammel eller ny pagt!

v21  Sig mig, I, der vil være under loven: Hører I ikke, hvad loven siger? v22  Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde. v23  Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte. v24  Det skal forstås billedligt [ordret: allegorisk]. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagarv25  »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn. v26  Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder.

(Galaterbrevet 4.21)

Efter manges mening kommer Paulus ud i selvmodsigelser i Galaterbrevet. Han taler om pagten – testamentet – pagten mellem Gud og Abraham. Men senere taler han om de to kvinder – Abrahams to kvinder. Sara og Hagar er to pagter siger han. Pludselig kommer vi i tvivl. Er der een eller flere pagter? Er der en gammel pagt og en ny pagt? Hvad mener Paulus?

De senere betegnelser for Bibelens bøger – altså det gamle Testamente og Det nye Testamente – betyder egentligt de to pagter. Det gamle hebraiske udtryk for pagten – Berit – blev oversat til græsk Diatheke – en pagt eller et testamente. I det nye Testamente kan vi også læse om den nye pagt – det nye Guds testamente. Men hvad mener Paulus egentligt?

Paulus mener ret sikkert at der kun er EEN pagt! Der er kun een pagt – testamentet er defintivt og det kan ikke siden laves om. Pagten – den eneste og ene pagt – er Guds pagt med Abraham. I den pagt bliver Abraham frelst – han bliver en Guds søn – han får løfterne. For Paulus er pagten og løftet det samme. Han bruger sjældent ordet pagt – han bruger typisk ordet løfte i stedet – sikkert fordi begrebet en pagt kunne være tvetydigt. Og sådan som han bruger ordet pagt i Galaterbrevet – bliver det også tvetydigt!

Hagar repræsenterer en pagt siger han. Men det han antageligt mener er at Hagar repræsenterer en falsk opfattelse af pagten – den ene pagt. Pagten er Guds frie gave – mennesket får den rige velsignelse i Pagten – uden noget lovkrav. Hagar repræsenterer en slags pagt – i en vis jødisk fortolkning – men i virkeligheden er der ikke en sådan pagt.

Gud har ikke skiftet mening i følge Paulus. Ud fra kirkens senere tro kan man mene at Gud først lavede en pagt med jøderne – og så fortrød og siden hen lavede en anden pagt – det nye testamente – med alle mennesker! Men Gud har ikke skiftet mening i følge Paulus. Der er kun een pagt. Gud har hele tiden sagt det samme – gjort det samme. Gud er som han er og gør hvad han vil. Gud er ikke blevet klogere.

De kristne kirker på Paulus tid har del i den gamle pagt – for den gamle pagt er den eneste pagt som eksisterer. Den er aldrig blevet ophævet og den er aldrig blevet ændret. De kristne kirker har del i pagten mellem Gud og Abraham. Alle mennesker har del i den pagt – for Abraham er en fader til alle folkeslagene. Han er vores fader. Vi er hans Sperma. Vi får velsignelsen fordi vi er hans sæd og efterkommere. Velsignelsen går videre i generne. Alt dette er grundlæggende for Paulus.

Kristus er en del af den gamle pagt. I Kristus bliver pagten – pagten med Abraham – synlig. Kristus er den gamle pagt men i en ny form. Men Kristus bringer for så vidt ikke noget nyt. Gud har sagt det samme hele tiden. Hele evangeliet står at læse i Det gamle Testamente – i følge Galaterbrevet og Romerbrevet! Det nye Testamente siger for så vidt ikke noget nyt. Det er alt sammen blevet sagt i forvejen. Kristi død og opstandelse er det samme som den paskale nat i Egypten og udvandringen fra slavernes hus og lidelsens land!

 

Moseloven er blevet misforstået.

v18  Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.

v19  Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler.

v20  En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. v21  Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. v22  Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

(3.18)

Paulus grundlæggende opfattelse Af Moseloven er at loven er et stort gode – men at loven er blevet fordrejet og misforstået.

Paulus siger at der er opstået den fejlagtige tanke at refærdigheden eller retfærdiggørelsen kommer af loven og af lovens gerninger. Men det er en fordrejelse af meningen med Moseloven.

Moselovens hensigt er at  regulere og formere det praktiske liv på jorden – det praktiske liv inden for pagten med Gud. refærdigheden kommer bestemt ikke af loven. Lige modsat – Moseloven forudsætter at vi allerede er blevet gjort retfærdige af Gud!

Gud giver løftet til mennesket – evangeliet til mennesket. Det vil sige at Gud gør os levende. At Gud gør os retfærdige betyder for Paulus at Gud giver os livet og lyset – at Gud gør os levende. Loven kan ikke gøre nogen mennesker levende! Det er slet ikke meningen med Moseloven! Gud gør os levende eller Guds ånd gør os levende – og derefter kan vi leve i en relation til ham – i en pagt – det vil sige vi kan leve inden for lovens beskyttelse og vejledning!

Den kristne kirke lægger stor vægt på Moseloven, siger Paulus.  Men i følge Paulus har den kristne kirke fuldstændigt misforstået lovens mening. Loven skal ikke bruges til at gøre os retfærdige eller gode. Men vi kan leve efter loven – fordi vi allerede er frelst – fordi vi allerede er blevet gjort retfærdige. Vi er ikke arme syndere – vi er netop de retfærdige – som det siges i Salmerne!

I følge Paulus  er der altså en dyb modsætning mellem Gud og Ånden på den ene side og loven på den anden side. Det betyder ikke at loven er ond eller nu skal afskaffes! Det betyder at loven er på en måde magtesløs eller impotent over for synden. Vi lever i den nuværende onde tidsalder – og selv om vi gør alle lovens gode gerninger – kommer vi ikke ud af syndens og dødens magt! Vi kan være gode eller religiøse eller hellige – men vi kommer ikke ud af dødens magt! Kun Guds ånd kan tage os ud af dødens magt. Guds ånd genrejste Jesus op fra dødens rige – Guds ånd henter alle mennesker op fra de dødes rige.

Vi kan sige at Guds ånd og Moseloven egentlig ikke er modsætninger. De er dele af Guds frelsesplan og vilje. Men loven og Guds frelse foregår på to helt forskellige planer eller niveauer! Loven sikrer os vores Shalom når Gud har adopteret og frelst os. Loven arbejder på et jordisk  eller praktisk plan. Loven har beskyttet Israel i 1000 år. Men Guds underfulde frelse er ikke det samme som Moseloven. Guds frelse eller løftet til Abraham er meget ældre end Moseloven – og meget mere grundlæggende. Moseloven hører til det jordiske eller til religionerne eller til det synlige eller praktiske. Gud handler bestemt igennem alle de gamle religioner og igennem Moseloven – men Gud handler igennem mange forskellige midler. Gud har ikke indskrænket sin frelse til de palæstinensiske borgere som bor i et bestemt geografisk område eller taler eet bestemt sprog eller er tilhænger af een bestemt religion! Gud er hævet over disse jordiske forskelle!

Retfærdigheden kommer ikke fra vores overholdelse af regler eller moral. Men vores moral og overholdelse af regler forudsætter at vi allerede i forvejen er blevet frelst af Gud! Loven eller Moseloven forudsætter at vi allerede er blevet retfærdige!

 

Den kristne kirke er usynlig.

v11  Se, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd: v12  De, der tvinger jer til omskærelse, er dem, der vil skaffe sig anseelse i det ydre, [de vil vise sig med et skønt ansigt i kødet], blot for at undgå forfølgelse på grund af Kristi kors. v13  For de, der lader sig omskære, holder ikke engang selv loven, men de vil have jer omskåret for at kunne være stolte af det, der sker på jeres krop.

(Galaterbrevet 6.11)

Det er bestemt ikke klart hvem det er som Paulus her kritiserer. Der er grundlæggende to muligheder: Paulus taler om et slags parti blandt galaterne som ønsker at blive fuldt integreret i jødedommen. Eller han taler om de kristne i Jerusalem eller i Judæa som sætter et slags lighedstegn mellem jødedommen og omskærelsen og Jesus troen.

Men det er klart ud fra hans ordvalg at han kritiserer sine modstandere for at være blinde over for den sande virkelighed. De kan kun se den overfladiske virkelighed. De er ligesom grækerne – synes Paulus at sige.

Vi kender grækernes tilbedelse af det smukke menneskelegeme fra datidens billeder og tekster! Grækerne tilbad de smukke unge drenge med deres perfekte kroppe. Grækerne er blinde for alt andet – siger Paulus. De kan kun se overfladen – glimmeret, dejligheden, seksualiteten, fascinationen – alt det synlige. På  en ironisk og bagvendt måde siger Paulus at de kristne eller de kristne ledere i Jerusalem tænker på samme måde! De kan kun se det synlige, det empiriske – det sanselige. Derfor synes de at omskærelsen er afgørende. De tager fejl. De forveksler den sande skjulte virkelighed  og den overfladiske synlige virkelighed. Jøderne er ikke bedre end de overfladiskke grækere!

På den måde kan vi sige at Paulus tænker som Platon. Den sande eller egentlige virkelighed er skjult – den er ikke identisk med det som vi kan se med øjnene. Den kristne kirke er skjult. Det sande Israel er skjult. Det består ikke af dem som har fået omskåret deress penis – for det er kun noget tilfældigt eller overfladisk eller midlertidigt. Den kristne kirke består af dem som har troen – det kristne fællessakb er et skjult broderskab. Det kan ikke uden videre ses i verden. Det er på dette meget principielle plan at Paulus tager afstand fra dele af den jødedom som herskede på hans tid. Guds sande Israel består af dem som han har kaldet – ikke af de fromme eller religiøse eller omskårne eller døbte!

Det sande kristne fællessakb eller Guds rige er ikke synligt i den jordiske betydning. Det kan i al fald ikke identificeres med bestemte synlige mærker eller kendetegn. De kristne har ikke forstået betydningen af korset. Korset har ophævet alle de gamle skillemærker. Der er ikke længere nogen forskel på jøde eller græker, kvinde eller mand. På det indre plan eller i himlen eller på det usynlige plan er vi eet og eet fælles legeme. Gud elsker galaterne fordi de er hedninger og han har adopteret dem i deres egenskab af at være hedninger! Gud ønsker ikke at de skal blive mere religiøse eller mere jødiske! Alle disse ydre forskelle er nu blevet ligegyldige. Forskellen på en jøde og en hedning er blevet ligegyldig – for Gud ser ingen forskel. De kristne består ikke af dem som overholder kirkens regler eler love. De kristne består ikke af dem som tænker eler føler på en særlig kristen måde! Korset og Jesu korsfæstelse har ophævet alle disse gamle forskelle. I gamle dage var der forskel på en jøde og en græker – men det er der ikke mere. De kristne i Jerusalem praler af deres religion og kirke og tro – men de lever i en total illusion. Gud er ligeglad med alle deres regler og love.

De kristne er ikke dem som er døbt med kirkens vand. De kristne er ikke dem som lever efter en kristen moral. De kristne er ikkedem som kommer i kirken. De kristne er ikke dem som lever isoleret fra andre mennesker og holder sig for sig selv. De kristne er ikke dem som har særlige kristne meninger om Gud! de kristne er dem som har set Gud og som kan se Guds tegn og undere over alt i deres liv. De kristne er dem som – uden at ane det – har troen på Gud! de kristne er dem som er udvalgt af Gud til at udøve hans almagt og forkynde evangeliet i hele verden. De kristne er usynlige – de er et usynligt broderskab. Deres bolig er ikke her i verden. De er blevet taget ud af verden. De bor i himlen.

Mange moderne mennesker lever virkeligt i en sådan illusion som Paulus taler om. Moderne mennesker lever i kødet som han siger. De lægger den største vægt på de ydre og synlige ting – vores udseende, alder, status, rigdom, magt og seksuelle udstråling – glimmer og glans som vi kender det fra de moderne medier. Vi lever i en glimmerverden af ren overflade – som er præget af Stjerne for en aften og hele tilbedelsen af det ydre og glamourøse og overfladiske. Vi klæder os for at gøre indtryk. Vi gifter os for at vinde anseelse. Vi bygger køkkener for at få andre menneskers beundring. Vi kan dybest set kun se een ting – pengene eller pengeværdien. Enten er vitabere eller også er vi vindere. Vi lyver for at undgå at blive tabere! Paulus sammenligner med skuespillerne som tager en falsk prosopon – en maske – et ansigt – på. Moderne mennesker tror at de bliver noget hvis de tager en maske på. Moderne mennesker tilbeder overfladen og al den glamour som vi kender fra medierne! Det er det som er Paulus tanke. Hele denne illusion er tom og egentlig helt uden indhold siger Paulus. Vi dyrker kun overfladen – kun det som kan ses – kun det som vi kan vise frem for andre og prale af! I den grundlæggende tanke tænker Paulus lige som Platon og de græske idealiister. Vi tror at skyggerne på klippe væggen er virkeligheden! Vi lever i een stor illusion. Jerusalem tror at de fromme gerninger og omskærelsen er vigtig.Jerusalem lever i en barnlig illusion. De er endnu ikke blevet voksne – som Paulus siger i Galaterbrevet!

 

Akkomodations princippet.

v19  Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20  For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21  For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22  Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23  Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.

(1 Korinterbrev 9.19)

De citerede vers hører til de mest berømte og de mest omdiskuterede af Paulus sentenser. Dette princip – tilpasnings eller akkomodations principet – eller det pædagogiske princip – spiller også en vigtig rollei Galaterbrevet. Paulus blev tilsyneladende kritiseret for at være helt usammenhængende og selvmodsigende – fx i forbindelse med omskærelsen – men sandsynligvis hænger hans tanker sammen med dette akkomodations princip.

Det som Paulus vel sagtens mener er at han har tilpasset sig omgivelserne for at udbrede evangeliet. Han har talt det sprog som mennesker kunne forstå. For jøderne er han blevet som en jøde og for grækerne er han blevet som en græker. Paulus har haft et ben i flere verdener – også i den græske verden. Han har haft alle muligheder for at følge dette princip.

Dybere nede ligger der en sprog kritik og en religions kritik i det som Paulus siger. Paulus siger at der ikke findes evigt gyldige universellesandheder som bare kan opregnes eller oplistes! Paulus forholder sig på den måde kritisk over for det man kan kalde systematik eller logik eller filosofi. Sandheden er konkret. Den samme sandhed – evangeliets sandhed som han siger – kan og skal udtrykkes på mange måder. Det evangeliumsom skal prædikes for jøderne er ikke det samme evangelium som det der skal forkyndes for grækerne! Sproget er ikke en objektiv størrelse. Troen kan udtrykkes på mange måder. Der findes ingen absolutte eller evige sandheder – i al fald ikke i vores sprog. Vores sprog er mangelfuldt. De gamle begreber – fra det gamle Israel – kan ikke uden videre anvendes. Kristus har ophævet sproget.

Vi kan ikke længere evigt gyldigt sige om omskærelsen er god eller dårlig eller nødvendig eller overflødig. Det afhænger af konteksten siger Paulus. Vi taler i billeder og i metaforer. Når vi taler om Gud kan vi ikke tale lige ud eller objektivt – vi kan kun bruge billeder eller metaforer. Gud er som en gammel mand der skriver et testamente – men Gud er selvfølgelig ikke nogen gammel mand der skriver et testamente – som ikke kan ændres af andre! Når vi taler om Gud bruger vi billeder og ikoner og sammenligninger. Vi taler uden om – vi kan ikke andet. Vi kan antyde noget og håbe på at andre mennesker fanger pointen. Der ligger helt klart en sprog kritik hos Paulus. Sproget er på en vis måde magtesløst eller impotent hos Paulus. Troen er dybest set en følelse eller en holdning. Troen kan ikke pinnes ud i paragraffer! Jøderne er som mindreårige børn – men de er selvfølgelig ikke alle sammen mindreårige børn! Den gifte kvinde bliver endeligt en fri kvinde – når hendes mand dør – men selvfølgelig bruger Paulus kun dette billede som en metafor.

Målet er at udbrede taksigelsen og evangeliet og kærligheden. Vi kan bruge de midler som vi kan finde. Vi må alt og vi kan tillade os alt. Vi er blevet frie til at forfølge målet – sejren på løbebanen – uden at være bange for midlerne – uden at være bange for at gå fortabt eller komme til at sige noget forkert!

Paulus bygger på friheden. Fordi han er blevet en fri mand og ikke undergivet noget menneske i hele verden – kan han blivetil alt og gøre sig selv til alt. Fordi han er et frit menneske kan han gøre sig selv til alles slave! Fordi Kristus har gjort ham fri af al gammel religion – kan han prædike evangeliet for alle folkeslagene.  Frygt ikke, siger Paulus! Vi kan gøre og sige alt! Der er ikke noget som vi skal være bange for. Vi skal ikke beskytte os selv eller bekymre os for vores frelse – for vi er blevet rigets herrer og kongens sønner. Vi mangler ikke noget – derfor kan vi alt. Vi kan alt og vi tør alt og vi frygter ingen ting. Det menneske som har troen er fuldstændigt frygtløst!

 

 

Lovens mening?

v19  Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom [Kristus], som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. v20  En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. v21  Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. v22  Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

(3.19)

Paulus tale om loven og Moseloven har givet anledning til mange fortolkninger. Men de fleste er i dag enige om at Paulus har en gennemgående positiv opfattelse af loven. Paulus ser bestemt ikke loven som en fejltagelse! Loven er udtryk for Guds frelse.

I Romerbrevet findes andre udtalelser om Moseloven og Galaterbrevet og Romerbrevet er blevet fortolket sammen. I Romerbrevet siger Paulus for eksempel om loven:

v20  Men loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.

(Romerbrevet 5.20)

v13  For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro. v14  Hvis det er dem, som har loven, der er arvinger, er troen gjort til intet og løftet sat ud af kraft; v15  for loven fremkalder vrede, men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse.

(Romerbrevet 4.13)

Der er sådan set ikke noget som tyder på at Paulus siger det samme i de to breve. Det andet vigtige er nok at de tilsyneladende meget negative udtalelser om Moseloven i Romerbrevet nok skal fortolkes på den rigtige måde. Paulus har gennemgående en positiv opfattelse af loven. Løftet – evangeliet – og loven er ikke sammenligneliige siger Paulus. De virker på to forskellige planer. De er ikke direkte i strid med hinanden. Paulus er grundlæggende jøde og han tillægger loven en positiv rolle. Den blev givet til Israel for overtrædelsernes skyld – for at beskytte og værne Israel imod den onde verden. På den måde har Moseloven stadig væk en positiv rolle for Paulus. Paulus mener bestemt ikke at loven nu er sat ud af kraft! Han mener at loven skal opfyldes. Han mener selvfølgelig at vi skal leve inden for lovens beskyttelse!

Der er opstået en fordrejet opfattelse af loven siger Paulus. Loven skal ikke være et middel som kan gøre os retfærdige over for Gud! Det er en fuldstændig pervertering af loven! Vi er de retfærdige – fordi vi er de udvalgte og de adopterede – ikke fordi vi overholder Moseloven! Men loven er givet til vores frelse – her i det praktiske eller jordiske liv. Jesus fortolkede loven. Jesus sagde at vi skulle opfylde loven. I følge Jesus – og i følge Paulus – er kærligheden det samme som lovens fylde. Loven er ikke blevet ophævet med Kristus – tværtom. Jesus har fortolket og forklaret loven – lovens egentlige mening!

 

Vi lever nu i Paradiset.

Bibelens centrale budskab er at vi tager fejl i vore tanker og forestillinger. Vi tror at vi lever i en elendig verden – i syndens verden eller i elendighedens verden. Vi tror at vi lever i dødens verden. Bibelen siger at det gør vi ikke. Vi lever nu i Paradiset – vi lever nu i Guds rige. Det er det som er det centrale budskab i Mosebøgerne – og  hos profeten Esajas – og i Det nye Testamente! Hvordan kan I dog tage så meget fejl? Sådan lyder det centrale spørgsmål fra Bibelen til os mennesker. Det er sådan som Paulus taler i Galaterbrevet. Galaterne tager helt fejl. Hvorfor husker de ikke på det som skete? Hvorfor ser de sig ikke omkring og lukker øjnene op? Over alt er velsignelsen og nåden og kraften og Helligånden! Hvorfor bruger de ikke de øjne og sanser som de har fået af Gud?

 

 

Paulus, apostel.

v1  Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader. [ordret: ikke fra mennesker, ej heller gennem et menneske, men igennem Jesus Kristus og Gud Faderen].

(Galaterbrevet 1.1)

Det græskeord apostolos betyder en udsending, en som er udsendt, en Messenger eller en budbringer eller en ambassadør. Ordet er ikke på Paulus tid et almindeligt græsk ord – det  er et begreb fra Det gamle Testamente – Guds Malak eller Guds engel eller budbringer eller repræsentant. Men i det nye Testamente bliver begrebet apostel et almindeligt udtryk.

En apostel eller en budbringer overbringer et budskab som ikke erhans eget. Han repræsenterer den som udsender. Han har en magt og myndighed fra den som udsender. Han optræder i praksis som den som udsender. I Det gamle Testamente oprtæder Guds profet som Gud selv – i enhver praktisk henseende er han som Gud selv. Han taler ikke sine egne ord – men faderens ord – Guds ord. Han gør ikke sine egne gerninger – men faderens gerninger – som Jesus siger.

I sine to ældste breve bruger Paulus ikke denne hilse formullar. Han betegner sig ikke på  denne måde – som en apostel  fra Gud (i de to breve til Thessalonika). Men i Galaterbrevet og i alle de efterfølgende breve bruger Paulus denne formel og denne selvbetegnelse.

v1  Fra Paulus og Silvanus og Timotheus.

Til thessalonikernes menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus.

Nåde være med jer og fred!

(1 Thess 1.1)

v1  Fra Paulus og Silvanus og Timotheus.

Til thessalonikernes menighed i Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.

v2  Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

(2 Thessalonikerbrev 1.1)

v1  Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, v2  som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter,

v3  evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, v4  i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. v5  Af ham har vi fået nåde og apostelkald til at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed, hans navn til ære. v6  Blandt dem er også I, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus.

v7  Til alle Guds elskede i Rom, som er kaldet til at være hellige.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

(Romerbrevet 1.1)

De fleste mener at baggrunden herfor er at dele af kirken har anfægtet Paulus status som en sådan apostel. Når Paulus her fx i Galaterbrevet bruger denne formel – er det helt bevidst – han viser demonstrativt hvordan han selv opfatter sig selv – som en Guds budbringer – som en kristi udsending – direkte fra Gud – ikke fra nogen menneskelig myndighed.

Vi kan se i det nye Testamente – fx i Apostlenes Gerninger -  at begrebet apostel bruges som en kirkes udsendte medarbejdere. Apostlenes Gerninger fortæller netopp at Paulus og Barnabas udsendes af kirken i Antiokia for at udbrede evangeliet. De har bemyndigede af kirken eller forsamlinngen i Antiokia. De er netop repræsentanter for forsamlingen – Ekklesia – i Antiokia.

Det som Paulus siger er at uafhængigt af en sådan bemyndigelse og meget vigtigere end en sådan bemyndigelse – så har Paulus sin myndighed og sin opgave og sit kald direkte fra Gud. Dette er det helt grundlæggende i Paulus selvopfattelse. Han er ikke afhængig af nogen kirkelig myndighed. Der findes ikke nogen kirkelig myndighed som kan irettesætte ham eller fra tage ham hans myndighed. Han er sendt ind i verden af Gud selv og han har fået hele magten og myndigheden af Gud selv.

På et dybere plan mener Paulus at alle mennesker på den måde bliver kaldet af Gud og sendt ind i verden med en myndighed og med en opgave. Gud viser sig for alle mennesker. Gud kalder alle mennesker. Når vi bliver kaldet af Gud bliver vi hans sønner – han bliver vores fader og vi hans sønner. Dette er helt uafhængigt af nogen kirke eller religion eller noget ydre system. Gud kalder det enkelte menneske direkte og Gud sin helligånd til det menneske som han kalder. Vi får ikke Guds hellige ånd af nogen kirke eller præst – vi får den af Gud selv!

For Paulus er en apostel stort set det samme som et vidne – en Martyr på græsk. Apostelen eller den som sendes ud er et vidne. Han har set Gud. De første troende kristne er vidner. De er vidner til opstandelsen – de er vidner til Kristus. Maria er det første vidne. En apostel er et vidne som drager ud i verden og aflægger vidnesbyrd om det som han har set med sine egne øjne.

Den såkaldte aftale i Jerusalem.

Den såkaldte aftale mellem kirkens apostle eller repræsentanter i Jerusalem er stadig væk et stort dunkelt punkt. Dybest set ved vi ingenting og alle ting er meget omstridte og omdiskuterede. Vi ved egentligt ikke engang om der var været sluttet en egentlig aftale. Aftalen og mødet bliver især omtalt i Galaterbrevet og i Apostlenes Gerninger – men på to forskellige måder.

Helt overordnet må vi antage at Paulus har vundet en slags sejr i al fald efter hans egen opfattelse. Paulus tillægger aftalen og mødet en enorm betydning og han mener at han har vundet.

Vi må antage at hans modpart –altså kirken i Jerusalem og søjlerne Jakob Peter og Johannes – ikke har tillagt sagen så stor betydning og de har muligvis ikke set at de har bøjet sig for Paulus overhovedet.

Titus bliver ikke tvunget til at blive omskåret og det opfatter Paulus som en præcedens og et evigt princip af største betydning. Ifølge Paulus  har man derved fastslået at ingen af grækerne behøver at blive omskåret. Men vi må antage at Jakob har opfattet det anderledes. Han har ikke tillagt Titus  nogen betydning – grækerne skal omskæres – det skal man forvente af dem – det er en rimelig og naturlig forventning. Jakob har måske opfattet Titus som en speciel undtagelse.

Ifølge Paulus anerkender de andre – søjlerne – den store nåde som Paulus har fået. Vi må antage at søjlerne HAR anerkendt Paulus men ikke anerkendt ham som ligebyrdig eller med samme autoritet som Jesu disciple i Jerusalem. Jakob og de andre repræsenterer Jesus og traditionen. De er de ældste. De har fastholdt deres eneret eller magt eller at de var Jesu repræsentanter. De har sikkert ikke anerkendt Paulus som uafhængig eller ligebyrdig. Den senere udvikling viser jo at de ikke anerkender Paulus som uafhængig og ligebyrdig. Paulus viser også meget tydeligt at han bøjer sig for apostlenes magt og prestige og myndighed i Jerusalem! Paulus bøjer sig for dem – de er de ældste –de er de ældste i troen. Jakob har fastholdt at han og de ældste repræsenterede hele kirken.

Tilsyneladende sker der en deling ifølge aftalen men efter megen forskning mener de fleste at der egentlig ikke sker nogen rigtig deling. Når man læser Galaterbrevet får man indtryk af at Paulus skal gå til hedningerne og være deres apostel og de andre skal gå til jøderne og missionere blandt jøderne. Sådan er aftalen ofte blevet fortolket. Men denne tolkning bliver nu afvist af de fleste. Jøder og hedninger boede ind og ud imellem hinanden. Der boede flere jøder ude i Diasporaen uden for Palæstina end i Palæstina. Der var en meget glidende overgang mellem jøderne og de gudfrygtige hedninger. Vi ved at Paulus IKKE primært henvendte sig til hedningerne – men faktisk opsøgte de jødiske synagoger hele tiden! Paulus kontakter primært jøder på sine rejser! Det er altså meget uklart hvad denne deling egentlig har bestået i! Paulus er nok blevet økonomisk ansvarlig. Han skal ifølge aftalen indsamle økonomisk hjælp fra grækerne og hedningerne til Jerusalem! I den forstand sker der en deling! Denne hjælp har måske haft en betydning af en slags skat til moderkirken i Jerusalem. Paulus har måske ikke været så glad for denne forpligtelse. Men han går loyalt ind i pligten til at samle bidrag ind fra hele verden til de fattige i Jerusalem.

Antageligt er Paulus blevet anerkendt som en slags repræsentant for hedningerne. Ikke som en lige værdig modpart men dog som et talerør for alle grækerne. Antageligt er hele udviklingen blandt hedningerne kommet bag på alle. Alle opfattede den kristne bevægelse som en JØDISK bevægelse – ingen havde forudset at så mange grækere eller hedninge skulle søge ind i kirken. Selv ikke Paulus har regnet med at så mange fremmede ville søge ind i kirken. Alle bliver overrasket – og derfor bliver apostelmødet og aftalen enorm vigtig på lang sigt. Udviklingen bliver meget overraskende og giver derfor hele sagen en helt ny betydning. Ingen havde forudset at kirken snart ville blive en overvejen eller næsten ren hedningekirke!

 

Gud stiller ikke betingelser!

 

v1  Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. v2  Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
       v3  Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
      og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
      I dig skal alle jordens slægter velsignes

(1 Mosebog 12.1)

v15  Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. v16  Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom.

(Galaterbrevet 3.15)

Det er Paulus store pointe i Galaterbrevet at Gud giver løftet eller løfterne – uden at stille betingelser. Pagten består i at Gud tager initiativet. Gud afgiver løfterne. Gud giver velsignelsen. Pagten består IKKE i en kontrakt hvor Israel på lægges en række pligter – mod at Israel så får Guds støtte og velsignelse. Det er denne tanke som Paulus bruger så megen plads på at afvise. Vi kan også se at Paulus rent faktisk har ret – i den forstand at hans udlægning svarer til tanken i Det gamle Testamente! Gud sætter ikke en række krav op til Abraham. Gud udvælger Abraham og giver ham hele velsignelsen.

Paulus bruger hele tiden det græske ord Epangelia – løftet. Ordet Epangelia forekommer stort set ikke i den græske oversættelse Septuaginta af Det gamle Testamente. Epangelia er altså Paulus eget begreb – hans konklusion eller hans opsummering af selve grundtanken i Det gamle Testamente. Måske har Paulus også valgt ordet Epangelia fordi det minder om ordet Euangelion – evangelium. Der er et slags ordspil mellem de to ord. Paulus siger at evangeliet findes i Det gamle Testamente. Evangeliet er for så vidt ikke nyt – historien med Abraham og om hebræerne i Egypten udtrykker det kristne evangelium. Gud har hele tiden sagt det samme. Gud taler evangeliet til mennesket. Det gamle Israels religion er bestemt ikke en lovreligion – på det punkt har Paulus fuldstændigt ret!

I 2 Mosebog kan vi på samme måde se evangeliet eller Guds Epangelia – løftet. Gud stiller ikke krav – han frelser:

v7  Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, v8  og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. v9  Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. v10  Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.«

(2 Mosebog 3.7)

Gud giver os al magten og myndigheden.

v15  For om man er omskåret [jøde] eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. v16  Og alle [ordret: kun dem som lever efter denne kanon], som vil leve efter denne regel [kanon – vers 15]: Fred og barmhjertighed [nåde] være med dem, og med Guds Israel!

(6.15)

Paulus er blevet kaldet af Gud lige som Moses blev kaldet af Gud – lige som Esajas blev kaldet af Gud. Da Gud kaldte Moses gav Gud ham al magten og herligheden – Moses får Guds stav. At blive kaldet af Gud er at få magten. Den som er blevet kaldet af Gud optræder med magt og myndighed. Han taler med autoritet, magt og myndighed. Ofte tales der om at Paulus bliver omvendt – men Paulus bliver ikke omvendt i følge hans egen opfattelse! Der er ikke tale om at Paulus bryder sammen og jamrer og kaster sig for Guds fødder og indrømmer sin skyld og skam. Det gør Moses heller ikke. Moses bliver ikke omvendt og Paulus bliver heller ikke omvendt. De bliver kaldet af Gud til at tale Guds ord. Paulus bliver kaldet af Gud til at optræde på Guds vegne – at være i Guds sted. Paulus bliver kaldet til at være stor og mægtig. I evangelierne tales meget om at Jesus taler med en forbløffende uforståelig myndighed. Jesus er kaldet af Gud til at være hans stedfortræder og tale på hans vegne og handle på hans vegne. Det sker også for Moses – og for Paulus.

At blive kaldet handler altså om magt og myndighed. Det handler ikke om at ydmyge sig eller blive lille! Gud vil at Paulus skal være stor! Gud glæder sig når Paulus er stor. Gud vil at Paulus skal sejre. Gud vil at Paulus skal drage ud til hedningerne med magt og myndighed. Det misforstås tit.  Det er tit blevet misforstået i den kristne kirke. Men Gud vil at vi skal være mægtige. Gud græder når vi gør os mindre end vi er.

Gud kalder Paulus til at være hans Malak – budbringer på hebraisk. Guds Malak er en kriger – en frygtindgydende skabning som spreder frygt og rædsel. Guds engle eller Malak er hans tjenere i Det gamle Testamente. På en måde er Guds Malak identisk med Gud selv. Det kan vi se et utal af steder. Da Moses oplever busken der brænder er det dels en engel – en Malak – og dels Herren selv som er inden i busken! Abraham får besøg af tre af Guds Malak – men i virkeligheden får han besøg af Gud. Da Israel forlader Egypten får de en ledestjerne på himlen – et stort tegn – en ild og en røg. Det er Guds Malak – Guds engel – men det er også Gud selv.

Moses bliver Guds Malak.  Han får al magten. Moses skal føre krig imod det onde og imod den onde – imod Egypten. Moses fører Guds krig imod Egypten. Gud er eet med hans – Moses’ - løftede højre arm. Armen betyder magt og myndighed. Jesus har den arm og magt. Paulus får den arm og magt – almagten eller Guds magt.

I citatet giver Paulus velsignelsen – den typiske jødiske velsignelse – Shalom eller fred eller alt godt. Slutningen af brevet viser at Paulus er og bliver jøde. Paulus taler som en jøde. Hans sprog og skemaer er unikt jødiske. Han lever i en jødisk verden.

Men Paulus er grov og provokerende. Han velsigner ikke alle. Han velsigner ikke alle de galatere som hører brevet. Paulus velsigner de gode kristne som følger hans evangelium. Han opstiller en slags norm – en opsummering af evangeliet i vers 15. De som følger denne kanon – som han siger – de er velsignede. Paulus siger at som følger denne kanon er det sande Israel. Det sande Israel er ikke det samme som det etniske Israel. Jøderne er det konkrete folk som har levet i 1000 år i Palæstina sammen med Gud og som biologisk nedstammer fra fædrene. Men Guds Israel er ikke det samme som det synlige Israel. Det sande Israel består af dem som har Abrahams tro og som er hans virkelige sønner – uanset hvor henne i verden de befinder sig – uanset deres religion.

Moderne mennesker synes måske at Paulus optræder med en overdreven magt og vælde – med en overdreven selvtillid. Men det er ikke meningen med det som Paulus siger. Gud har givet ham al magten. Han skal være et lys for alle folkeslagene. Gud har givet ham den opgave og den myndighed. Paulus handler på Guds vegne – lige som Moses. Det er ikke længere mig – det gamle ego – som lever – for nu lever Kristus i mig, som han siger. Det kan være rigtigt nok at den gamle Paulus var en meget lille mand og fuld af frygt og bekymring. Men det gælder ikke mere. Den gamle Adam er død. - De ting som jeg nu lever i kødet – dem lever jeg i troen, som han siger i Galaterbrevet.

Synden kommer af vores lille frygt. Den kristne kirke lever i en frygt for verden.

v11  Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. v12  Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. v13  Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.

(Galaterbrevet 2.11)

Paulus lider et sviende nederlag i Antiokia og det ser ud til at det nederlag får ham til afgørende at ændre sit forhold til jakob og Peter og store dele af kirken i Jerusalem.

På Paulus tid raser en sekternes krig kan vi sige. Farisæerne er en sekt i jødedommen. De har de strengeste regler siges det. Men Essenerne i Qumran er endnu mere strikte.

I denne sekt kristendom lever jøden i en permanent og kronisk frygt og det er denne frygt som e r hovedtemaet i Galaterbrevet og i alle Paulus breve. Det han siger er kort sagt: - Der er ingen grunnd til al jeres frygt! I er blevet frie og værdige. Kristus har taget jer ud af den lille frygt. Frygten er vigtig for Paulus fordi frygten er en moder til alt det dårlige. Mennesker er syndere eller dårlige – ikke fordi de er onde eller ondskabsfulde – men fordi de er lukket inde i deres frygt og angst. Hvor frygten kommer ind – er der ingen tro eller tillid – siger Paulus. Derfor er frygten og bekymringerne hovedsagen. Hvis fryggter hersker – lever vi i de dødes rige. Hvis vi lever i stadige bekymringer – lever vi i synden og i kødet – vi er helt døde indeni! På dette punkt er der en meget nøje overensstemmelse mellem Jesu  ord og Paulus breve! Jesus taler  utallige steder om denne frygt og om vores bekymringer. Denne frygt var typisk for sekt jødedommen på Jesu tid.

Jøden er bange for at komme til – måske ved et uheld – at spise de urene dyr. Han er bange for at komme til at spise syret brød eller noget som helst der er syret eller gæret eller bagt med surdej. Han er bange for at komme til at spise kød som er slagtet på en forkert måde. Han er bange for at komme til at spise kød som engang er blevet ofret til de græske guder. Han er bange for at blive smittet og uren. Hvis han spiser sammen med synderne bliver han måske smittet – selv om han selv overholder de jødiske spiseregler. Sekt jødedommen som Farisæerne var helt præget af denne kroniske frygt. Det er den frygt Paulus går imod. Han siger nej til at den kristne kirke skal identificeres med denne lille sekt jødedom med dens frygt og angst.

Vi kan sige at Paulus sejrer historisk  i kirken og at de jødekristne – Jesu disciple i Judæa – lider et markent nederlag i den senere kirke!  I den kristne kirke bliver de jødiske spiseregler ophævet. Den kristne eller den troende behøver ikke at spise efter Moseloven eller efter den orale tradition. Det er ikke det som kommer ind i munden som gør manden uren – det er det som kommer ud af munden som Jesus siger! Paulus sejrer på en vis måde – men den psykiske lille frygt og angst i kirken vinder på en anden måde. I den senere kristne kirke breder der sig en udbredt frygt og angst for verden, for de ikkekristne, en mistro til de ikkekristne, en tro på skellet mellem de kristne og dem som er fortabt og udenfor. Alle de ting som vi kender fra Paulus breve – frygten og bekymringerne om at leve rent og adskilt – kommer til at sejre i den kristne kirke siden hen! Det er som om kirken glemmer hvad Paulus havde sagt! Det ser ud til at kirken siden hen fuldstændigt glemmer hvad Jesus havde sagt om det urene og det rene!

Imod Paulus kommer den kristne kirke til at overtage en række træk fra sekternes jødedom: - Fordømmelsen af dem som er anderledes. De lever jo slet ikke som kristne! Aggressiviteten især mod andre kristne – de går jo ind for fri abort – de er ikke kristne! Mistroen og mistilliden og frygten kommer til at præge kirken meget ofte. Man holder sig til andre fra ens eget religiøse miljø. Man gifter sig med en kristen kvinde. Man laver skel og mure som senjødedommen gjorde – de mure som Kristus havde revet ned! Man lever i frygt for de andre. Man klynger sig til sin egen ydre identitet i kødet. Man klynger sig til forskellene. På en række områder overtog den kristne kirke netop det som Paulus bekæmpede i sekt jødedommen. Paulus var selv jøde og han elskede jødedommen – men han gik imod al denne lille nedværdigende frygt og angst! I er blevet Guds sønner som han siger! Tag jer sammen! Det er en ynk at se på jer. I er blevet en nation af klynkere og klagere! Hvorfor gør I jer selv så små og svage?

 

Anstødsstenen – korset – forargelsen.

v11  Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen [Skandalon - anstødsstenen] ved korset jo borte.

(5.11)

Begrebet Skandalon eller anstødsstenen eller forargelsen ved korset er efter manges mening et begreb som Paulus har valgt og brugt og gjort berømt.  Selve tanken findes mange steder i det gamle Testamente men Paulus fornyer tanken og giver den en meget stor betydning i hans evangelium.

Tanken er at livet er en vandring -  eller muligvis efter Paulus metaforer – livet er et løb på banen – på stadion! Stenen er altså den sten som ligger på vejen og i vejen. Hvis vi snubler over den anstødssten – når vi ikke målet – vi når ikke i mål. Paulus bruger ofte disse atletik metaforer – det kristne liv er et sportsløb på stadion!

I det nye Testamente kan vi se at anstødsstenen bruges på to forskellige måde.

Den ene måde betyder at Jesu død og korsfæstelse er en anstødssten – især for alle gode jøder – men egentligt for alle. I en traditionel jødisk sammenhæng var det en umulig tanke at den ventede Messias – altså Kristus på græsk – kunne ende sine dage som en forbandet på et kors! At Jesus blev korsfæstet var for alle gode jøder et bevis for at Jesus ikke KUNNE være den ventede Messias! Den tanke ville simpelt hen være for selvmodsigende! Skulle  Messias ende på et kors – forbandet af Gud – uden for fællesskabet – udstødt? Skulle messias dø som en hedning på et kors? En umulig tanke i den traditionelle jødedom.

Men vi kan også se at Paulus bruger begrebet anstødsstenen på en anden måde. Jesu korsfæstelse og netop hans fuldstændige forbandelse på korset betyder i følge Paulus at skellet mellem jøden og grækeren er ophævet! Gælden er betalt og der findes ikke længere noget skel mellem hedningerne og Israel. Israel har ikke længere nogen særstatus eller særlige privilegier.

Paulus henvender sig til den kristne kirke i Jerusalem eller i al fald til en gruppe i kirken. Paulus siger at de har ophævet anstødsstenen! Han mener ikke at de benægter Jesu korsdød eller korsfæstelse – for det gør de helt sikkert ikke! Den kristne kirke har selvfølgeligt fuldt ud accepteret at Jesus ender sine dage på korset.

Men de har ophævet anstødsstenen på den anden måde. De vil ikke se at Jesu død på korset har gjort alle mennesker lige og lige værdige. De holder fast ved jødernes gamle særret og særstatus. De lukker øjnene for anstødsstenen – de skaber et andet evangelium, som Paulus siger. Deres andet evangelium har ophævet forargelsen – de kræver at alle hedningerne bliver som jøder – de skal omskæres. Derfor forfølges den kristne kirke i Judæa ikke – for den er trofast overfor de traditionelle jødiske opfattelser. Den kristne kirke hævder at Jesus kirken eller Jesus bevægelsen blot er en bevægelse inden for jødedommen. De har lukket øjnene for at Kristus har ophævet alle gamle religioner og gjort alle mennesker lige. Når de hører Paulus evangelium – bliver de netop forargede – Paulus svigter jo Israel og den særlige velsignelse som Gud har givet til Israel. Paulus lukker jo bare alle hedningerne ind i kirken uden at stille krav til dem! Paulus retter på denne måde en temmelig vidtgående kritik af den kristne kirke i Jerusalem. Han siger at de faktisk ikke har forstået at korset menneskeligt set er en forargelse – de har simpelt hen ikke forstået Jesus – de har ikke forstået hvad Jesu død på korset betød for alle mennesker.

De brænder af en nidkærhed for Herren.

v17  Det er ikke for det gode, at de er ivrige for jer; de vil have jer for sig selv [ordret: de vil lukke jer ude], for at I kan være ivrige for dem. v18  Det er godt at være ivrig for det gode, og det til hver en tid, ikke kun, når jeg er hos jer.

(4.17)

v1  Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses. v2  For det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand.

(Romerbrevet 10.1)

v1  Gid I ville finde jer i lidt vanvid af mig! Ja, det vil I nok! v2  For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru.

(2 Korinterbrev 11.1)

v17  Da vi kom til Jerusalem, tog brødrene glade imod os. v18  Næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, hvor alle de ældste kom til stede; v19  og han hilste på dem og gjorde i enkeltheder rede for, hvad Gud gennem hans tjeneste havde gjort blandt hedningerne.

v20  Da de hørte det, lovpriste de Gud og sagde til Paulus: »Broder, du ser, hvor mange tusinde jøder der er blevet troende, og de brænder alle af iver for loven. v21  Men de har hørt om dig, at du lærer alle de jøder, der bor blandt hedningerne, frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik. v22  Hvad gør vi nu?

(Apostlenes Gerninger 21.17)

I alle de citerede steder bruger Paulus det græske ord Zeloo eller det tilsvarende Zelotes. Hele dette ideal – Makkabæer idealet – er et ideal Paulus deler og det findes stærkt repræsenteret i det nye Testamente. Men vi kan sige at der er flere sider af denne iver og nidkærhed – hårfine nuancer – og en del af denne højtråbende demonstrative nidkærhed og iver tager Paulus afstand fra – som vi kan se i citaterne.

Der ligger mange forskellige betydninger i de græske ord Zeloo. Forsøgsvis kan man sige at ordet kan betyde:

  1. Man er nidkær for nogen dvs man er bekymret for dem og styrende og kontrollerende. Man vil ikke lade dem være i fred. Man stoler bestemt ikke på dem.
  2. Man ved bedre. Man opfatter de andre som svage og uvidende og på vej ud i synden. Man føler at man skal gribe ind og vejlede dem og advare dem.
  3. Man er misundelig. Man er jaloux. Man er misundelig over at de andre har så megen frihed og glæde og det kan man ikke unde dem. Man bliver vred på dem.
  4. Man er jaloux eller skinsyg på samme måde som en dårlig ægtemand. Han vil have kvinden som sin ejendom. Han vil ikke gøre hende fri eller give hende nogen frihed. Han er bange. Han frygter det værste. Han våger over sin kvinde – med en evig mistro og mistillid.
  5. Man er bange og nidkærheden kommer af en frygt. Man stoler ikke på de andre eller på livet. Livet er farligt – og vi går hurtigt fortabt hvis ikke vi passer på.
  6. Man stræber eller forsøger eller går frem over for andre på en forceret måde. Man er overivrig. Man lever ikke i en naturlig relation med andre. Man føler man må manipulere, styre eller dominere andre.
  7. Man smigrer andre og fedter for andre. Man forsøger at få deres gunst. Man handler ud fra en frygt. Man lokker andre for at få kontrol over dem.
  8. Man vil have alle andre mennesker til at leve og være på samme måde som een selv – man sætter et skarpt skel mellem de retfærdige og synderne. Vi er de retfærdige og vi skal trække de andre ind bag ved muren så de ikke går fortabt.

 

Der er ingen tvivl om at det græske udtryk nidkær og ivrig har nogle meget voldsomme og militære betydninger. Ordet hænger sammen med idealet om den troende som en herrens kriger. At være nidkær for Herren er at ofre alt for Herren – OG at angribe og tilintetgøre Herrens lede fjender. Når man er nidkær for Herren er man uden nåde. Man hugger Herrens fjender ned uden nogen nåde – de er fordømte og skal udryddes af vores midte. Ordet har helt klart disse aggressive og voldelige betydninger. Hele ideologien præger store dele af Det gamle Testamente og Paulus beundrer de store helte fra fortiden som levitterne og Pinehas og Makkabæerne og Jael og Debora og mange flere. At være en troende er ikke at være en blød mand! At være en sandt troende er at ofre sit liv som en martyr for evangeliet – i en krig imod Herrens fjender! Vi kender også denne ånd fra Johannes Åbenbaring. Kristus er i høj grad en kriger for Paulus – han er en verdenshersker og en storkonge. Alle hans fjender skal ende med at ligge forhans trone og han skal træde med sin fod på deres nakke!

Vi kan se i alle disse betydninger af ordene Zelotes og Zeloo at Paulus på mange måder elsker og deler idealet – Gud er også ivrig og nidkær og skinsyg! – men at Paulus samtidig tager afstand fra megen brug af fænomenet. Den nidkærhed som Jerusalem og Jakob udviser er en perverteret nidkærhed – ikke for Guds sag – men mest for deres egen – og de er kun styret af deres lille afmægtige frygt. Vi kan se at Paulus på den måde prøver at styre igennem. Han elsker på den ene side nidkærheden – arven fra Makkabæer tiden – og han tager afstand fra den lille sekteriske udgave af nidkærheden hos nogle af de jødiske sekter.

 

 

 

Åbenbaringerne. De overmåde store åbenbaringer.

 

v1  Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med. v2  Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne.

(2.1)

Paulus rejser ikke til Jerusalem fordi han er blevet sendt eller beordret af kirken i Antiokia. Han rejser slet ikke til Jerusalem fordi han er blevet indstævnet af kirkens ældste i Jerusalem! Paulus bliver ikke tvunget til at rejse til Jerusalem fordi han skal forsvare sit evangelium! Han bliver ikke trukket for nogen domstol. Han skal  slet ikke forsvare noget som helst og kirkens ældste i moderkirken har ikke nogen ret til at tilkalde ham eller anklage ham! Paulus rejser til Jerusalem – fordi Gud har vist sig for ham og beordret ham til at rejse til Jerusalem – til Jesu egne disciple – og forkynde evangeliet om Kristus! Gud kalder på den måde Paulus mange gange. Hver gang at Gud viser sig for Paulus får han den samme bemyndigelse, den samme magt, den samme ophøjelse og den samme opgave: - Gå, siger Gud, rejs afsted – drag ud til hele verden og forkynd evangeliet! Det er derfor Paulus rejser til Jerusalem – i al fald i følge Galaterbrevet! Det er helt klart at dette træk er en helt afgørende pointe set fra Paulus side! Det kristne menneske har evangeliet direkte fra Gud. Vi har set Guud med vore egne øjne. Gud har givet os en direkte meddelelse. Gud har fortalt os evangeliet. Evangeliet har vi IKKE lært af nogen kirke eller af nogen præst eller af de ældste! Evangeliet har vi fået af Gud og Gud har sendt os ud i verden som hans engel eller budbringer eller apostel! Vi skal ikke underordne os nogen magt eller kirke eller religion! Vi skal ikke adlyde nogen autoritet. Vi skal ikke bøje os for nogen kloge vismænd. Vi skal ikke ydmyge os. Vi skal være stolte og glæde os over den frihed vi har fået. Gud har gjort os til hans profeter og sønner. Vi er de første fødte sønner!

Begrebet åbenbaring eller på græsk Apokalypse spiller en stor rolle hos Paulus. Paulus får mange og mange forskellige åbenbaringer fra Gud eller fra himlen. Hele urkristendommen troede fast og helt på disse direkte åbenbaringer. På samme måde som Moses i den egyptiske historie hele tiden taler og handler efter Guds direkte åbenbaring – så taler og handler Paulus efter Guds umiddelbare og direkte åbenbaring. Paulus har det ikke fra noget menneske. Han har sandheden direkte fra Gud:

 

v26  Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse.

(1 Korintherbrev 14.26)

v1  Stolt vil jeg være, selv om det ikke nytter, og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren. v2  Jeg kender et menneske i Kristus [Paulus], som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. v3  Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – v4  at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. v5  Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed. v6  For hvis jeg ville være stolt, ville jeg ikke være vanvittig; det ville jo være sandt, hvad jeg sagde. Men jeg lader være, for at ingen skal gøre sig højere tanker om mig end dem, han får ved at se eller høre mig. v7  Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. v8  Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, v9  men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. v10  Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.

(2 Korinterbrev 12.1)

v6  De rejste gennem Frygien og det galatiske land, da de af Helligånden var blevet hindret i at tale ordet i provinsen Asien. v7  Og da de kom hen i nærheden af Mysien, forsøgte de at rejse til Bitynien, men det tillod Jesu ånd dem ikke. v8  Så rejste de gennem Mysien og kom ned til Troas. v9  Og om natten havde Paulus et syn: Der stod en mand fra Makedonien og bad ham: »Kom over til Makedonien og hjælp os!« v10  Da han havde haft det syn, forsøgte vi straks at rejse til Makedonien, for vi forstod, at Gud havde kaldet os til at forkynde evangeliet for dem.

(Apostlenes Gerninger 16.6)

v12  Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. v13  Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; v14  jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. v15  Således skal vi tænke, vi der er fuldkomne, og tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer; v16  blot skal vi blive i det spor, vi er kommet ind på.

(Filipperbrevet 3.12)

 

Kødet og ånden.

 

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod [begærer imod hinanden]. De to ligger i strid med hinanden [i krig], så I ikke kan gøre, hvad I vil [Hina – FOR AT]. v18  Men drives [Ago – trækkes, skubbes] I af Ånden, er I ikke under loven.

(5.16)

Paulus bruger det græske verbum Ago og Agein for at beskrive det som foregår inden i mennesket. Ago betyder at mennesket skubbes eller trækes eller drives afsted. Billedet er fx en hest for an en vogn eller en stor kraft som skubber eller presser frem. Vi kan sige at mennesket på den måde er et offer eller et objekt. Mennesket erden slagmark hvor der foregår en krig eller kamp. Mennesket er også byttet eller trofæet i krigen og mennesket er eet med de forskellige kræfter.

Mikrokosmos afspejler makrokosmos – det er baggrunden for det som Paulus siger. Vi kan altså tage udgangspunkt i Paulus generelle historieopfattelse. Nu er Kristus kommet, siger han. Nu er nåden og troen kommet, siger han. Vi kan sige at nu er komet kommet. Derfor er der nu en kamp mellem det gode og det onde – mellem lyset og mørket.

Hvordan var det tidligere – kan man spørge? Men på det område er Paulus uklar. Han kan godt skrive at der altid har været denne kamp – til alle tider. Men han kan også godt sige at denne kamp først er kommet nu – i de sidste tider. At der er en kamp nu skyldes jo at evangeliet eller Kristus er kommet –tidligere var vi alle fortabt i synden. Synden, kødet og døden herskede i hele verden. Der var ingen kamp. Vi var prisgivet elementerne og magterne. Sådan var det for galaterne før de mødte Kristus. Sådan kan Paulus sige det mange steder.

Paulus breve er bestemt ikke logisk eller systematisk teologi. Han kan ikke tvinges ind i et teologisk system eller en dogmatik. Paulus bruger mange billeder og siger mange ting på een gang. Alle hans breve har et bestemt formål – som bestemmer brevets formål. Paulus vil styre og påvirke!

Men krigen er ikke evig. Den er egentlig allerede overstået i følge Paulus. Kristus har sejret – det er evangeliet. Gud har sejret over de vældige vande. Krigen er afgjort.

Vi kender den gamle historie om æslet som står mellem to knipper af hø men ikke kan bestemme sig. Til sidst dør æslet af sult – det går fortabt. I østen har man fortalt en lignende historie om rotten på kornloftet. Rotten er omgivet af mængder af korn til alle sider men den kan ikke beslutte sig – og til sidst dør rotten af sult. Zen buddhismen bruger denne historie tit  og ofte. Den illustrerer menneskets situation! Vi lever i et paradis uden nogen mangler. Men vi er adsplittede og delte. Derfor dør vi af sult. Vi rives i forskellige retninger. Vi er aldrig eet med os selv. Målet er at blive samlet og udelt, som Zen siger.

Vi kan sige at Paulus tankegang svarer til denne Zen tankegang. Måske er det også derfor Paulus siger FOR AT eler på græsk Hina. Der sker en krig mellem to magter inden i mig – den krig som også foregår i hele universet – og de to magter handler begge med en vilje og et mål. De vil noget. Resultatet er ikke tilfældigt. Hvis krigen fortsætter går vi helt fortabt. Så dør vi af sult. Men det behøver vi ikke siger Paulus. Gud har givet os sin helligånd – og den er en kraft som er stærk nok til at besejre alt. Derfor skal vi følge ånden – dvs lade os drive af ånden – lade os trække og skubbe af ånden. Så kan vi gøre de ting som vi vil, siger han!

De kan se nåden. De kan se tegnet.

 

v7  Tværtimod, da de , at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne v8  – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne v9  – og da de forstod [,  anerkendte], hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.

(2.7)

Nåden er noget som kan ses. Men nåden er også et tegn og dem som ikke kan se noget som helst – kan heller ikke se tegnet eller nåden.

Kirken i Jerusalem kan godt se at Paulus har succes med sit virke og arbejde. Paulus har held og fremgang. Men det som Paulus mener er at dette jo kunne fortolkes på mange måder! Een ting er at kirken godt kan se at Paulus har fremgang og succes – men kirken i Jerusalem kunne jo forklare dette på mange måder! Kirken kunne sige at det skyldtes tilfældige omstændigheder. Den kunne sige at Paulus bare udnyttede det som andre allerede havde gjort og så videre.

Men pointen er at kirken kan se tegnet. At kunne se tegnet er det samme som at indse at Gud og Guds nåde er inden i tegnet – det ydre vi kan se.

Moses ser en busk som brænder. Men selve dette at se busken er ikke det samme som at kunne se noget – derfor er det ikke sikkert at Moses kan se noget tegn! Han kan sige: - det er bare en busk som brænder. Det er ikke noget!

Paulus har en bestemt opfattelse af tegnet som er uhyre vigtig for alle hans breve. Paulus oplever en stor fremgang og for ham er det et stort tegn. Det er ikke noget tilfælde. Det er Gud som virker – eller det er ånden eller nåden som virker – som en kosmisk kraft eller energi.

Mirakler er for Paulus ikke lige det at der sker noget mærkeligt. Miraklet eller underet er at man kan se og forstå at Gud er indeni. Moses kan se at Gud er inden i busken – det er det som er tegnet. Man ser noget – og det kan alle sikkert se – men man oplever det som et stort tegn. Nilen bliver rød som blod – den bliver til blod. Dette er et stort tegn hedder det i 2. Mosebog for det beviser at Gud har slået på Nilen i syv dage – det viser at Gud har besejret Nilen – de onde vande. Meningen med tegnet eller underet er ikke at vi skal forbløffes – meningen er at vi skal se Gud!

Nåden kan ses i følge den paulinske opfattelse. Nåden er bestemt ikke noget usynligt. Vi lever i nåden – dvs vi har fået magt over vores liv – vi har fremgang. Det er Paulus grundlæggende tanke. At Gud kalder os betyder primært at vi igen får magten over vores liv og skæbne. Vi bliver myndige og stærke. Vi får held og fremgang. Kaldet er en bemyndigelse og en kraft. Kaldet indebærer at vi får Guds stav – kraften, successen og heldet til at trives og lykkes.

Når vi ser på vores liv kan vi tydeligt se fremgangen og successen og heldet! Det er meningen med Paulus tale om nåden. Vi er blevet meget stærkere og mægtigere. Tingene bliver lagt til rette for os – af en usynlig kraft. Tingene sker bare. Alting lykkes. Vi lever i nåden. Vi har fået en stor nåde. Gud har givet os vores oprindelige kraft og identitet tilbage. Kirken i Jerusalem kan se at det sker for Paulus. De må bøje sig for kendsgerningerne. Vi kan se på vores liv på den samme måde. Vi har fremgang og lykke og succes. Men hvor kommer det egentlig fra? Vi ved ikke hvor det kommer fra. Vi ved at det ikke kommer fra os selv eller fra vores lille ego – for det kan slet ingen ting bedrive på egen hånd!

 

Jesus er også for alle hedningerne.

v20  Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. v21  Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

(Galaterbrevet 2.20)

Mennesker tror og har altid troet at de kan gøre sig selv retfærdige ved hjælp af lovens gerninger. Det er Paulus grundlæggende tese i Galaterbrevet. Vi tror på denne virkelighed – vi kan ikke give slip på denne opfattelse. Vi bliver ved med at tro det samme. Vi bliver ved med at tro at vi kan eller at vi skal gøre os selv retfærdige ved at gøre eller ved at tænke eller føle noget bestemt.

Alle mennesker ønsker at blive retfærdige siger Paulus. Paulus taler naturligvis tidens og jødedommens sprog. Hvad mener Paulus egentligt?

Vi søger og higer efter at blive retfærdige siger han. Og han tænker på alle mennesker i hele verden – og han tænker på galaterne og alle de kristne i Judæa.

De vil være retfærdige – det vil sige at de vil have det godt! De vil have glæde og held og fremgang og succes! De vil have en velsignelse. De vil ikke være tabere – de vil være vindere.

Vi tror at tingene afhænger af vore gerninger eller følelser eller tanker eller ideer. Men Paulus henviser til hele den bibelske tradition. Vi tager fejl. Gud frelste Israel ud af Egypten – men ikke fordi at hebræerne var særligt troende. De gjorde ikke noget specielt, de havde ikke omvendt sig til Gud, de troede faktisk slet ikke på Gud – det er faktisk pointen i 2. Mosebog! Gud frelste dem ud af slavernes hus  - fordi det er det som Gud vil og fordi det er Guds arbejde og hans opgave. Gud lever i en pagt med os – dvs han har pligter og han har et ansvar. Han er en slags fårehyrde – og fårehyrden kan ikke bare lade flokken vandre lige i døden! Det er i fuldstændig strid med hans pligt og ansvar og rolle – i relationen.

De kristne i Judæa er alle jøder og de tænker som nogle gjorde i senjødedommen – i Judaismen som Paulus kalder det. I Judaismen opstår troen på at de menneskelige gerninger eller tanker er forudsætningen for Guds frelse. Gud kan kun frelse dem som gør lovens gerninger. Gud KAN kun redde dem som følger hans lov og lever rent og purt som jøder.

Paulus afviser denne tanke. Paulus henviser til hele traditionen i det gamle Israel – modsat visse tendenser i Judaismen eller senjødedommen. Paulus siger: - Se på hvad Gud gjorde med Israel i gamle dage! Gud frelste dem – selv om de var ulydige eller lige glade eller fjender af gud! Gud gør ingen forskel. Gud frelser og han sidder ikke og venter på at menneskene bliver gode og fromme. Moses var ikke et åndeligt menneske som søgte Gud ude i ørkenlandet. Han passede bare sin faders får. Gud tog initiativet. Gud udvalgte Moses og Gud frelste Moses – helt som en eensidig beslutning. Hedningerne skal ikke blive jøder – de skal heller ikke blive kristne for den sags skyld. Gud elsker hedningerne som hedninger – i deres egenskab af at være hedninger. Nogle er jøder og nogle er hedninger – men Gud ser ingen forskel – siger Paulus. Vi skal ikke søge efter at blive særligt kristne – Gud er faktisk ret lige glad. Gud tager menneskene som de er. Gud har skabt alle folkeslagene og han elsker dem som de er!

Markion.

 

Markion var en kristen teolog som levede ca 85 til ca 160 e. kr. Han blev berømt fordi han resolut forkastede alle de gamle jødiske skrifter – det gamle Testamente –som helt irrelevante for kirken og kristendommen. Vi kan altså sige at hans synspunkter er de stik modsatte af de synspunkter vi finder hos Paulus i Galaterbrevet. I følge Galaterbrevet findes det hele kristne evangelium allerede indeholdt i Det gamle Testamente! Det er faktisk en afgørende pointe hos Paulus.

Markion er den førte som opstiller et slags Ny Testamente – en række af skrifter. På grund af den voldsomme strid over Markion fører det til at den kristne kirke ca 180 bliver enig om indholdet af et nyt testamente.

Før Markion var skriften i kirken det samme som det gamle Testamente. Der eksisterede ikke nogen afgrænset gruppe af senere kristne skrifter – blot samlinger af evangelier og breve – ikke nogen kanon over skrifter.

Markion bliver medlem af kirken i Rom – men siden hen udstødt på grund af sine meninger! Herefter danner han en ny selvstændig kristen kirke.

Vi kender kun Markion fra hans modstanderes værker – fx Tertullian som skrev 5 bøger imod Markion.

Gnosticismen skelnede skarpt imellem den jødiske gud – Jahve – skaberguden eller håndværkeren og den kristne gud. Markion er mere eller mindre præget af denne gnosis i al fald på visse områder. Markion mener selv han bygger på Paulus. Men Markion bort censurerer dele af Paulus og af det nuværende Nye Testamente fordi det er præget for meget af det gamle Testamente og det gamle Israels religion!

Den jødiske gud Jahve er ikke den højeste gud i følge Markion – han hører til denne verden. Han er ikke nogen sand frelsergud som den kristne gud.

Jahve eller den jødiske gud er for Markion netop jødeguden – og vi kan måske godt finde et antisemitisk indslag hos Markion. På den måde bliver afstanden til Paulus unægtelig meget markant – Paulus er jøde!

Markion lider nederlag. Vi kan sige at han sætter jødernes gud og jødedommen helt uden for – men at reaktionen imod Markion netop slår fast at Gud i det gamle Testamente er Gud selv – at det er den selv samme Gud som virker i hele Bibelen!

Markions egen kirke består fortsat i flere hundrede år men gik så over i andre sekter og kirker. Kampen imod Markion betød at kirken blev tvunget til at formulere en række teologiske principper om verden, Gud og skabelsen. Indirekte fik Markion altså en stor betydning.

 

Retfærdiggørelsen.

v15  Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst. v16  Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.

(2.15)

Selve begrebet retfærdiggørelsen stammer fra det gamle Testamente. Det er nok vigtigt at gøre sig klart hvad begrebet oprindeligt dækker hvis vi skal forstå Paulus.

Begrebet forudsætter en slags domstol eller retshandling. I denne retssag skal dommeren fælde en retfærdig afgørelse – ikke en vilkårlig afgørelse.  Dommeren skal dømme retfærdigt. Han skal ikke lade sig påvirke af bestikkelse. Han skal være retfærdig.

Begrebet forudsætter at et menneske – på en uretfærdig måde – trækkes ind for dommeren ved domstolen. Dette menneske bliver anklaget uretfærdigt af sine modstandere og fjender! Vi kender hele dette billede fra Salmerne – i mange eksempler. Den uskyldige mand anklages uretfærdigt og ender i domstolen.

I denne situation skal dommeren retfærdiggøre manden! Det er dommerens pligt! Han skal dømme retfærdigt og manden er uskyldig! Manden skal løslades. Der må ikke sættes nogen plet på denne mand for han er en af de retfærdige. Han bliver så at sige reddet af Gud – han er faldet i kløerne på sine fjender!

Det er nok vigtigt at dette billede er den egentlige baggrund for Paulus tale om retfærdiggørelsen.  Paulus siger jo netop at vi er de retfærdige og vi er ikke arme syndere! Derfor skal Gud også  frikende os hvis vi er så uheldige at havne for domstolen! Vi skal løslades – vi skal godkendes og anerkendes – for vi ER en af de retfærdige!

Gud retfærdiggør – vi kan ikke retfærdiggøre nogen og heller ikke os selv. Gud er den ene som kan retfærdiggøre. Det overraskende er sådan set at Paulus siger at Gud retfærdiggør dem som er retfærdige! Gud retfærdiggør de mennesker som er uden skyld og som derfor ikke skal dømmes. At retfærdiggøre betyder hos Paulus netop at løslade – at lade gå bort i frihed. Gud ser ingen skyld eller synd eller dårligdom i os. Vi er de retfærdige og derfor bliver vi også retfærddiggjort af Gud. De som bor sammen med Gud og de som lever i hans rige er de retfærdige. De som tilhører hans forsamling og hans folk er de retfærdige. Vi kan se at Paulus har den samme opfattelse som vi finder i Salmerne. Mennesket er uden skyld! Det er ikke Gud som dømmer os – det er verdens onde domstol som dømmer os og trækker os ind for domstolen!

Denne tanke om retfærdiggørelsen er typisk for Paulus i Det nye Testamente – men derudover er den typisk for det meste af jødedommen på hans tid. Det som Paulus siger om retfærdigheden og Guds retfærdiggørelse af mennesket – var stort set alle jøder enige i – det er netop meningen med hans udtalelse i Galaterbrevet – hvor han taler ud fra det klassiske jødiske perspektiv.

Paulus taler også om retfærdiggørelsen på andre måder men det er værd at huske at dette billede – at den uskyldige skal retfærdiggøres og løslades - ligger dybest nede i hans opfattelse!

Vi bliver selvfølgelig retfærdiggjorte af Gud og af Gud alene. Vi bliver ikke retfærdiggjorte på grund af vore gerninger – af den simple grund at Gud træffer sin beslutning og dom på egen hånd. Sådan betyder ordet at blive retfærdiggjort simpelt hen! Man KAN ikke gøre noget – for det er Gud som afsiger dommen eller kendelsen! Simpelt hen!

Gud anerkender os som retfærdige – fordi vi ER retfærdige. Vi er uden skyld som det siges i Salmerne. Vi er blevet udvalgt af Gud og vi lever i pagten med ham. Ikke på grund af vores kvaliteter men fordi Gud har udvalgt os. Han har udvalgt os og dermed ER vi retfærdige i hans øjne. Verden dømmer os hele tiden – for verdens domstol – som det hedder i Salmerne. Men Gud dømmer os ikke! Han ser os som vi er – han ser os som de retfærdige. Han retfærdiggør os – fordi vi har fortjent det eller fordi vi har brug for det! Det er den grundlæggende tanke hos Paulus. Abraham bliver udvalgt fordi han er en retfærdig – ikke fordi han har overholdt Moseloven – for det havde han ikke – men fordi han var retfærdig og uden nogen fejl i Guds øjne. Måske synes vi at vi har mange fejl i vore egne øjne – Gud ser os som uden fejl og som de retfærdige! Gud ser ingen forskel på mennesker. Gud ved at alle mennesker er retfærdige!

Det rent fysiske – omskærelsen.

Vi ved ret sikkert at omskærelsen har været vigtig i det gamle Israel på grund af det rent fysiske – trods mange symboler i omskærelsen. Vi kan se at det er selve den fysiske omskærelse – afskæringen af mandens eller drengens forhud – som gør forskellen. Forhuden på drengens eller mandens penis ER simpelt hen uren og vederstyggelig. Den besmitter personen.

Man bliver ikke en Jahve tilbeder eller et religiøst medlem i det gamle Israel ved at blive omskåret! Man bliver voksen – borger – med ret og pligter som en voksen mand. Vi ved at man oprindeligt omskar unge mænd lige før ægteskabet. Omskærelsen gør dem duelige til seksuallivet og gør dem rene til seksuallivet – og gør dem til rigtige voksne mænd! Handlingen er mest social – ikke særligt religiøs i vore øjne!

Vi ved at en mængde af Israels naboer også brugte omskærelsen. Også det gamle Israel var selvfølgelig klar over at de øvrige semitiske folk – naboerne – også var omskårne. Det er meget interesssant at det gør dem rene i Israels øjne! Fx kan de deltage i den israelittiske kult og forsamling – for de er ikke urene. Selve den fysiske handling er altså afgørende. Hvis man er omskåret har man fået fjernet forhuden af sin penis – og så er man ren i Guds øjne. Hvis man er en uomskåren er man en smittekilde. Den uomskårne mand kan heller ikke avle mange sønner – omskærelsen rent fysisk fremmer frugtbarheden! Ordene ren og omskåren bruges simpelt hen som synonymer i det gamle Testamente!

Omskærelsen er afgørende simpelt hen som en fysisk handling – uanset om den ledsages af nogen tro eller fromhed! Under Makkabæerne og siden hen gennemføres masse omskærelser og tvangs omskærelser! Begrundelsen er at de uomskårne i landet besmitter hele landet og bringer uheld og ulykke over hele landet! Israel er et kollektiv – derfor kan omskærelsen ikke være en frivillig sag og den er heller ikke et spørgsmål om noget indre eller åndeligt. Den er rent fysisk. Den er efter vore begreber nærmest en magisk rite – hvor mennesker magisk skaber en frugtbar ren tilstand igennem riten!

Nabofolkene er Israels brødre og broderfolk. De er af samme slægt som Israel. De tilbeder sikkert ikke Jahve – men de er af samme slægt – omskårne – rene. De nedstamer fra Sem – som det siges i genealogierne. Nogle af dem nedstammer endda fra Abraham som fx Midjan som nedstammer fra Abraham og hans hustru keturah! Moses gidter sig med en kvinde fra Midjan – og hun er ikke en fremmed eller uren kvinde. Moses gifter sig faktisk inden for familien! Israel hader i høj grad nabofolkene – men de er rene – de er blandt de omskårne!

Paulus lægger afstand til hele denne tanke om omskærelsen der fik vind i sejlene i de sidste århundreder før Paulus og Jesu tid. Paulus afviser at denne tankegang er i overensstemmelse med evangeliet. Han er ikke imod omskærelsen – slet ikke – egentlig er han vel tilhænger af omskærelsen – også for grækerne! Paulus deler sikkert på mange måder den traditionelle jødiske opfattelse af omskærelsen. Vi ved at han lod flere af sine medarbejdere omskære. Men han vender sig imod den forvrængede opfattelse – den magiske opfattelse af omskærelsen.

Det er underfuldt. Det er underligt.

De fleste mennesker i livet leder efter en partner eller en kæreste. De leder efter den eneste ene. Når jeg har fundet den eneste ene har jeg fundet det som jeg søger. Jeg er lykkelig. Her i verden gælder liivets lov. I følge livets lov rammer man den eneste ene meget sjældent. Sandsynligheden er efter de kloges mening een ud af ti tusind. Når  man leder efter den eneste ene finder man hende i eet ud af ti tusind tilfælde. Sådan er livets lov.

Grundlæggende er dette tema som galaterbrevet handler om. De fandt det som de havde søgt. Det var både underfuldt - og ret beset helt underligt. De fandt det som de inderst inde søgte efter. Det må de aldrig glemme igen, siger Paulus. Hvordan kan I glemme det bagefter? Hvor er jeres gamle glæde og begejstring?

Moses siger det samme til israelitterne i Egypten: - Det som I skal se, vil I aldrig nogen sinde siden hen komme til at opleve. Med jeres egne øjne skal I se Guds underfulde frelse udspille sig lyslevende for jeres øjne. Du må I aldrig glemme igen. Uanset hvad der kommer til at ske - så – please – I må aldrig glemme dette nogen sinde!

 

Vi er ikke arme syndere! Og Kristus er ikke nogen tjener for synden!

v17  Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere [ordret: vi finder os selv som syndere – udstillet som syndere], går Kristus så ikke syndens ærinde [ordret: så er Kristus blevet en diakon – en tjener - for synden – nemlig ved bordene i Antiokia]? Aldeles ikke!

(Galaterbrevet 2.17)

Paulus bliver ved med grundlæggende at anskue verden ud fra det klassiske jødiske perspektiv. Galaterbrevet indeholder et væld af eksempler herpå.

Når jøden ser ud på verden – ud på folkeslagene – Goyim – så ser han den verden som er gået fortabt. Folkeslagene eller hedningerne – som det blev oversat siden – er alle sammen arme syndere. De kender ikke Gud. De kender ikke loven. De er pr definition lovløse og uden for loven og pagten – uanset hvem de er. Deres små eller store synder gør faktisk ikke nogen stor forskel. De er uden for muren – den mur som adskiller Israel og verden – Goyim. Dem som er uden for muren går fortabt. Uden for muren  hersker synden og døden som mytologiske væsner eller magter. Dem som er kommet uden for muren er prisgivet synden og kødet og døden. De er helt fortabt. De har ikke en chance – uanset om de er gode eller onde mennesker!

Paulus bliver ved med at dele dette grundlæggende perspektiv. Paulus bliver ved med at anskue verden på denne måde. Paulus er jøde.

Paulus ændrer meget i sit eget hoved og i sin tro da han møder Gud og bliver kaldet  af Gud. I Galaterbrevet siger han faktisk at han har revet muren ned – at han har revet hele den gamle bygning. At blive en kristen er at dø bort fra alt det gamle.

Men alligevel – Paulus fastholder perspektivet! Begreberne bliver omdefinerede! Paulus siger at vi som er troende er inden for muren – vi lever sammen med Gud eller i Guds land og rige. Dem udenfor er i syndens vold – de er arme og ofre og prisgivet! Men muren bliver defineret på en anden måde. De som er inden for er dem som har fået Guds ånd – dem som har modtaget helligånden – ikke de etniske geografiske eller nationale jøder. Vi som er de troende – vi udgør nu det sande Israel – eller det virkelige men usynlige Israel. Uden om os er muren – vi er beskyttede – vi skal ikke frygte noget og vi mangler ingenting!

Den senere kristne kirke har ofte sagt at vi er arme syndere! Men Paulus siger klart nok noget andet i Galaterbrevet. Han taler på samme måde som Salmerne. Paulus står i stor gæld til Salmerne – også hans lære om retfærdiggørelsen og retfærdigheden stammer fra Salmerne. I Salmerne er det en helt grundlæggende opfattelse at vi er uden skyld – vi er uden synd – vi er ikke arme syndere!

De som tror på Jesus er ikke arme syndere. Det kan de umuligt være siger Paulus. Jakob eller kirken i Jerusalem kom til Antiokia og sagde: - I lever jo som hedninger! I lever jo som arme syndere! Hvis I ikke trækker jer ud af fællesskabet med de urene – så vil I være evige syndere! Så vil I gå helt fortabt!

Det er denne situation som Paulus reagerer på i Galaterbrevet. Hvis det som foregik i Antiokia – fællesskabet mellem de kristne jøder og de kristne grækere – hvis det var en stor og forfærdelig synd – ja så må Kristus også være en arme tjener for synden! Jesus spiste sammen med de fortabte eller med synderne! Jesus viste os vejen – Halakhah. Kirken tager helt fejl. Kirken glemmer helt evangeliet og korset og Jesus! Kirkens holdning er fuldstændigt ulogisk og selvmodsigende, siger Paulus. – Vi er ikke arme syndere. Vi er de retfærdige. Vi er dem som er blevet plantet ned i Guds hellige jord og på hans bjerg. Vi er dem som er hans sønner, hans slægt og som bor i hans hus og på hans ejendom. Hans ejendom er hellig – og han tåler kun de hellige – Vi er de hellige og vi er de retfærdige, siger Paulus!

 

Galaterne er Abrahams sønner. Slægtstavler i Bibelen.

v13  For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro. v14  Hvis det er dem, som har loven, der er arvinger, er troen gjort til intet og løftet sat ud af kraft; v15  for loven fremkalder vrede, men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse. v16  Derfor var det af tro, for at det kunne være af nåde, så at løftet kunne stå fast for alle hans efterkommere, ikke kun dem, som har loven, men også dem, som har Abrahams tro. Han er fader til os alle, v17  sådan som der står skrevet: »Jeg gør dig til fader til mange folkeslag,« fader over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.

(Romerbrevet 4.13)

Paulus siger grundlæggende det samme i Galaterbrevet kapitel 3 men de fleste mener at afsnittet i Romerbrevet mere klart udtrykker Paulus tanke. Efter de flestes mening har Paulus forbedret visse argumenter fra Galaterbrevet da han senere skrev Romerbrevet.

Abraham er en fader til alle folkeslagene. Alle de folk som findes i hele verden – galaterne, grækerne, romerne, syrerne – er Abrahams sønner – de er hans Sperma som Paulus siger. Paulus  siger at alle folkeslagene nedstammer fra Abraham. Vi kan sige at Paulus opstiller en slægtstavle eller en genealogi – i teorien. Paulus mener at – hvis man undersøgte sagen – så ville man opdage at Abraham er en stamfader til galaterne - som et folk – på samme måde som det i 2. Mosebog siges at midjanitterne stammer fra Abraham. Midjanitterne er det folk som Moses flygtede over til – Midjanitterne stammer fra Abraham og hans ægteskab med kvinden Ketura!

Disse slægtstavler spiller en overmåde stor rolle i Bibelen. 1. Mosebog er fyldt med slægtstavler. Disse genealogier er ikke helt det som vi tror de er. De udtrykker ikke en egentlig slægtsforskninng  i nutidens forstand! Ved hjælp af en slægtstavle viser man personernes og mandens identitet, kvalitet, ansvar, pligter og rolle. I 2. Mosebog findes en slægtstavle som starter med Jakob og hans søn Levi. Vi følger Levis efterkommere led for led. Aaron er en sønnesøn af Levi. Og Aarons sønnesøn er Pinehas. Pinehas bliver den helt dominerende helt i Moses historien i følge Præsteskriftet. Pinehas er en stamfader. Han bliver en stamfader til alle det senere Israels præster – de aaronitiske præster – de eneste legitime præster i Israel! Slægtstavlen er altså ikke udtryk for interesse for slægtsforskning! Den har det formål at legitimere og definere en klasse eller en kaste eller et enkelt menneske.

Vi kan også se at udtrykket at være en søn af bruges abstrakt i Det gamle Testamente. Det bruges ikke altid konkret i den biologiske forstand. At være en søn af Gud betyder at have en bestemt natur eller kvalitet. At være en søn af uretfærdigheden er at være ond. At være en søn af David er at være en konge – det betyder ikke at personen bogstaveligt er en søn af David!

Det er derfor slægtsforholdet bliver så vigtigt for Paulus. Galaterne er simpelt hen Abrahams efterkommere eller slægt. Abraham havde utallige hustruer og han blev en fader til alle folkeslagene. Abraham fik velsignelsen af Gud og den skulle gives videre til hans Sperma – til hans sæd. Men på den måde har galaterne også fået denne sperma og denne kraft og velsignelse. Jøderne siger at de er Abrahams sønner – Paulus siger at alle folkeslagene – inklusive jøderne – er Abrahams sønner!

Figurerne i slægtstavlerne ser ud som om de er enkeltpersoner – mænd. Men vi ved fra mange slægtstavler i Mosebøgerne at de enkelte personer eller figurer i slægtstavlerne ikke er enkeltpersoner. Ofte betegner de hele folkegrupper, nationer eller folk. For eksempel optræder Sem som en mand i flere slægtstavler. Men Sem – semitterne – er egentlig ikke en enkelt person – han er et folk eller et sprog – han er semitterne som helhed!

Jesus har også slægtstavler i Det nye Testamente. Vi kan netop se af disse slægtstavler eller genealogier at meningen er at udtrykke noget om Jesu væsen eller natur eller identitet. Meningen er ikke bare at fortælle om hans forfædre. Navnene i slægtstavlen er omhyggeligt udvalgt. De er Israels fortidige helte! Slægtstavlen beviser at Jesus er en Guds søn – at han er en gudsmand – lige som Adam som er en søn af Gud. Slægtstavlen beviser at Jesus er en konge – han er Davids søn. I Galaterbrevet siger Paulus at Kristus er Abrahams Sperma eller sæd. Det er den samme tanke. Jesus er en søn af David – han er lig med David – hans natur er som Davids natur. Hans pligter er som Davids pligter. Begrebet en søn af udtrykker et væld af forskellige betydninger. Det er også derfor at Paulus kan sige at vi er af Guds slægt. Vi tilhører hans hus eller familie. Mennesket er en søn af Gud. Vi er Guds sæd og sperma. Paulus ord og udtryk er en ophøjelse af mennesket -  en opløftelse af manden. Gud ophøjer og opløfter manden – han sætter ham op på klippen som der står i Salmerne. Meningen med slægtstavlerne er altså også en ophøjelse af mennesket.

v23  Jesus var omkring tredive år, da han begyndte sit virke.

Han var, mente man, søn af Josef, som var søn af Eli, v24  søn af Mattat, søn af Levi, søn af Melki, søn af Jannaj, søn af Josef, v25  søn af Mattathias, søn af Amos, søn af Nahum, søn af Esli, søn af Naggaj, v26  søn af Mahat, søn af Mattathias, søn af Shim'i, søn af Josek, søn af Joda, v27  søn af Johanan, søn af Resa, søn af Zerubbabel, søn af Shealtiel, søn af Neri, v28  søn af Melki, søn af Addi, søn af Kosam, søn af Elmadam, søn af Er, v29  søn af Josva, søn af Eliezer, søn af Jorim, søn af Mattat, søn af Levi, v30  søn af Simeon, søn af Juda, søn af Josef, søn af Jonam, søn af Eljakim, v31  søn af Melea, søn af Menna, søn af Mattata, søn af Natan,

søn af David, v32  søn af Isaj, søn af Obed, søn af Boaz, søn af Sala, søn af Nakshon, v33  søn af Amminadab, søn af Admin, søn af Arni, søn af Hesron, søn af Peres, søn af Juda,

v34  søn af Jakob, søn af Isak,

søn af Abraham, søn af Tera, søn af Nakor, v35  søn af Serug, søn af Re'u, søn af Peleg, søn af Eber [hebræerne], søn af Shela, v36  søn af Kenan, søn af Arpakshad, søn af Sem [semitterne],

søn af Noa, søn af Lemek, v37  søn af Metusalem, søn af Enok, søn af Jered, søn af Mahalal'el, søn af Kenan, v38  søn af Enosh, søn af Set,

søn af Adam, søn af Gud.

(Lukasevangeliet 3.23)

 

På denne måde mener Paulus at man kan opstille en slægtstavle som viser hvorfra galaterne stammer. De stammer altså fra Abraham, fra Noa og fra Adam – og fra Gud! De er et stolt og værdigt folk.

 

Ordet og begrebet Nåde. – Gud har givet mig en stor nåde!

 

 v9  – og da de forstod [så eller så tegnet], hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.

(2.9)

Ordet Nåde spiller en enorm rolle i de paulinske breve. Det er vigtigt at huske at Paulus især bruger ordet nåde – græsk Charis – om den store nåde som Gud har givet ham – personligt. Paulus kan også bruge ordet nåde på mange andre måder – men hans typiske brug er denne individuelle personlige form.

Helt overordnet kan vi godt alment se hvad Paulus mener. Det som han siger her i Galaterbrevet og i alle de parallelle steder i hans breve er:

Det som jeg har kastet mig ud i – har Gud fået til at lykkes. Gud har givet mig et stort mål i livet og en stor opgave her i livet – og Gud har givet mig de nødvendige kræfter, den nødvendige magt, den nødvendige energi. Jeg føler mig benådet. Jeg har haft succes. Jeg har været heldig. Gud har givet mig lykke og held. Gud har gjort mig til en lykkemand – som det fortælles om Job i gamle dage i Jobs bog. Gud har været med mig – som det siges om Josef – eller David. Den som Gud er med – han lykkes med det som han brænder for. Han har succes, fremgang. Han trives. Han er en vinder. Han sejrer over sine fjender – fordi Gud går foran ham som en frygtindgydende engel.

Det er den grundlæggende opfattelse hos Paulus og den opfattelse af nåden som vi finder i Galaterbrevet. Nåden er både synlig og usynlig. De andre apostle kan se den store nåde som Paulus har fået – både synligt i hans held og fremgang – dels usynligt – for de har troen og de kan se tegnet.

Nåden er på en måde usynlig. For det som Paulus har oplevet – fremgangen – kan selvfølgelig fortolkes på en anden måde. Paulus ved at det er Guds nåde – dvs at det Guds magt som er energien inden i hans hjerne og arm og lemmer – men andre ville måske sige at det som er sket – bare er sket tilfældigt! Der står ingen gud bag – der findes bare almindelige jordiske årsager.  Nogle vil sige til Paulus at der ikke er nogen grund til at tale om Gud. Alt er bare tilfældigt eller skyldes tilfældige faktorer. Paulus er bare heldig – i vores betydning af ordet.

Det græske ord Charis bliver siden oversat til det latinske Gratia og oversættes normalt til dansk som nåde. Nåde betyder ikke noget juridisk – som vi kender fra dommeren der lader nåde gå for ret! Nåde betyder kraft, velsignelse, energi eler held og lykke – medgang.

Det græske ord Charis eler ordet Gratia kender mange mennesker måske som Gratierne. Gratierne eller på græsk Chariterne – af ordet Charis - var tre himmelske kvinder – en slags gudinder – som var unge, smukke, dejlige og som især havde yndefulde bevægelser. De tre Gratier betyder altså de tre Ynder eller de tre Gunstbevisninger eller de tre Nåder eller de tre Begavelser. Det ord går videre i moderne sprog. En mand eller en kvinde kan være yndefuld eller have yndefulde bevægelser. Når hun bevæger sig – ligner hun en gud. Hun går og bevæger sig og bøjer sig og knæler og rejser sig op som om hun er et himmelsk væsen. Hun er dejlig og hun er skøn men pointen er egentlig hendes væsen, udtryk, udstråling og hendes bevægelser. Hun bevæger sig helt overjordisk. Den gamle tanke er at denne kvinde har fået hendes ynde fra guderne – fra gratierne. Hun har netop fået en stor nåde –en stor Charis – nemlig fra Chariterne – de tre yndige og yndefulde himmelske kvinder! Hendes ynde kommer ikke fra hendes ego – slet ikke. Hvis hun bevægede sig i følge sit ego eller efter sin vilje og forstand så ville hendes bevægelser være tvungne, klodsede og unaturlige og slet ikke yndefulde! Hun bevæger sig med en anden energi og den nåde har hun fået fra Gud. Alle kan se det – når man ser hendes kan alle se det straks og umiddelbart. Hun beviser at guderne findes – ved den måde som hun bevæger sig på!

Det græske Charis svarer til det græske ord Charisma som Paulus ofte anvender – fx i 1. Korinterbrev. Indholdet er stort set det samme – men Charisma betegner de individuelle Nådegaver som hvert enkelt meneske har fået. Vi har hver især fået forskellige Nådegaver – eller dele af Nåden. Men Paulus bruger Charis og Charisma til at betegne det samme. Charisma kan derfor også oversættes som evner, begavelse, talenter, kompetencer eller fysisk eller psykisk energi eller udstråling – alt det som får vore mål til at lykkes. Paulus tanke er at alle mennesker har fået nåden på en bestemt måde – i en bestemt form. Nogen er blevet begavet til at blive store talere og forkyndere – nogle er blevet begavet til at blive store healere – nogle er blevet mere praktisk begavet – deres planer, projekter lykkes – de er gode til at organisere og lede og udføre beslutninger!

Vi kan sige at det er denne tanke om Charis som ligger til grund for galaterbrevet! Paulus taler ikke om den legemlige ynde eller de yndefulde lemmer – men han taler om Charis og nåden på et andet område – nemlig i hans liv som sådant – i hans arbejde – i hans liv på jorden og hans relationer til samfundet, religionen, andre mennesker.

Tusind ting kunne jo være gået galt – det er det som Paulus mener – og skriver flere steder. Jeg kunne være blevet stenet og dræbt. Jeg kunne være blevet spærret inde på livstid. Måske havde ingen mennesker modtaget evangeliiet. Måske kunne jeg slet ikke overbevise nogen mennesker om evangeliet. Tusind ting kunne være sket, siger Paulus. Men det skete ikke! Gud beskyttede mig – Gud reddede mig op af hullet – Gud helbredte mig fra sygdomme som ville have dræbt mig. Gud var med mig – og alting lykkedes. Mit liv har været rigt og godt og velsignet. Jeg har haft succes. Gud har givet mig en stor nåde. Vi kan sige at Paulus ikke kan forstå hele hans liv og fremgang på nogen anden måde! Nåden er den mest rimelige forklaring i følge Paulus. Alle mennesker kender denne følelse. Vi ved at der er sket et stort under – og vi kan ikke bare forklare det med almindelige jordiske årsager og forklaringer. Paulus er et billede på alle mennesker og vi kan alle spejle os selv i hans følelse og tanke. Paulus er grundlæggende overmåde taknemmelig. Gud har givet en større nåde end jeg selv har bedt om og en større nåde end jeg overhovedet kan forstå! Det som er sket er underfuldt!

 

Det græske ord Charis.

 

Det græske Charis betyder grundlæggende en yndest, en gunst, en gunstbevisning, en gave. I det oprindelige græske sprog betyder ordet at gudene har givet mig en skønhed, ynde, en legemlig ynde og et vindende væsen. Guderne har givet mig den gave at andre menesker elsker mig og tiltrækkes af mig. De synes jeg er tiltrækkende og dejlig.

Hvis vi tager udgangspunkt i Paulus centrale sætning – Gud har givet mig en stor nåde – kan vi sige at ordet betyder at Paulus har fået en ynde, en popularitet, et tiltrækkende væsen – han har succes over for andre mennesker. De stoler på ham og de giver sig hen til ham. Han fårderes gunst og bifald. Han har et godt liv og tingene lykkes for ham.

På samme måde har Gud givet Paulus en stor gunst. Gud har udvalgt Paulus og givet ham store gaver. Gud er hengiven over for Paulus og giver ham lykke, held og kraft og medgang – lige som en ægtemand er hengiven over for sin hustru.

Gud er venligt sindet over for Paulus. Gud gør det som er nødvendigt for Paulus. Gud elsker Paulus og giver ham al gunst og velsignelse. Gud gør det for Paulus skyld – for at hans liv kan lykkes.

I ordet Charis ligger klart et begreb om tak og taknemmelighed. Paulus har fået en stor nåde – den sætning udtrykker grundlæggende taknemmeligheden. Paulus udtryker to ting: Dels siger han at hans liv og projekter og planer er lykkedes overmåde – det kan han se når han ser tilbage – dels siger han at al denne lykke og fremgang er en gave fra Gud! Disse grundlæggende tanker ligger altid i begrebet nåde og Gratia og Charis. Ordet Charis får derfor også betydningen Tak på mange sprog på længere sigt. Charis bliver det almindelige ord for Tak på de moderne sprog – som er præget af kirkens sprog – fx nygræsk, italiensk, fransk og spansk!

Det engelske ord som stammer fra Charis eller Gratia er Grace. Ordet Grace får på engelsk et væld af betydninger – også betydningen af Tak.

Ordet Charis får også betydningen af et takke offer eller et taknemeligheds offer eller en takke bøn – jvf det engelske say grace. Det kender vi fra den kristne nadver som får betegnelsen eucharistia i det græske sprog. Nadveren er et takke offer hvor menneskene frembærer takke offeret til Gud – fordi han har vist os eller givet os så stor en nåde! Det offer som frembæres er påskelammet –Jesus – i al fald har denne tanke eksisteret oprindeligt i urkristendommen. Menneskene frembærer Kristus som et helligt offer – nadveren er en erstatning og en afløser på den jødiske påske. Men nadveren har også mange andre betydninger i den tidlige kristendom.

 

Det er prægtigt  at brænde for Herren og være nidkær for Herren!

v17  Det er ikke for det gode, at de er ivrige for jer; de vil have jer for sig selv, for at I kan være ivrige for dem.

v18  Det er godt [græsk: kalos - prægtigt] at være ivrig [græsk: Zelotes] for det gode, og det til hver en tid, ikke kun, når jeg er hos jer.

(4.18)

Vi ved at Paulus åndeligt set har sine stærke rødder i  arven fra Makkabæerne – at brænde af en hellig ild for Herren – at udvise nidkærhed for Herren. Hele denne stemning var stærk på Paulus tid. Stemningen var meget maskulin. Den troende eller fromme mand er en kriger eller en korsfarer. At leve troens vej er et korstog. Paulus arver denne tankegang og han forlader den aldrig nogen sinde. Som han siger her: - det er prægtigt, det er herligt – det er glorværdigt at vise nidkærhed for Herren. Tankegangen er stolt og selvbevidst. Den er aggressiv. Den er voldelig. Alle de store helte fra Det gamle Testamente som blev dyrket – som  Pinehas – var voldsmænd. De var Herrens blodige og frygtindgydende engle. De var Herrens samurajer og krigere. Vi har bevaret et væld af citater fra senjødedommen som viser hele denne ekstreme tankegang. Idealet blev disse voldsomme, handlekraftige mænd uden nogen nåde. Disse grusomme mænd som uden betænkelighed huggede Herrens fjender ned for fode. Disse mænd som ikke var bange for at skære det syge og afskyelige lem fra som det siges i Mosebøgerne. Mænd uden nåde. Men of action. At være et kristent menneske er at være opfyldt af en hellig ild – at være brændende nidkær for Herrens sag. At være en kristen er at være skånselsløs. At være en kristen er at være modig. Den kristne frygter intet i hele verden og han frygter ingen mennesker i hele verden. Han er taget ud af verden. Han er blevet en blodig hævnende engel for Vor Herre. At være en troende er at være en fanatiker – medbrændende øjne og altid beredt til at kæmpe i Herrens krige. Paulus kender alle disse forestillinger og han elsker dem. Grundlæggende forlader han dem aldrig. Det er de holdninger som han lærte i sin ungdom i jødedommen!

 

v29  Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? v30  Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale? v31  Men stræb efter [Zelotes, Zeloo] de største nådegaver!

(1 Korinterbrev 12.29)

v1  Gid I ville finde jer i lidt vanvid af mig! Ja, det vil I nok! v2  For jeg våger skinsygt [Zelotes, Zeloo] over jer med en skinsyge [Zelotes] som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru v3  – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. v4  I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod. v5  Jeg mener nemlig ikke at stå tilbage for disse overapostle, v6  men skønt jeg ikke er nogen stor taler, har jeg dog kundskab og har i ét og alt og på alle måder lagt den frem for jer.

 

(2 Korinterbrev 11.1)

v23  Tag jer i agt, og glem ikke den pagt, Herren jeres Gud har sluttet med jer. Lav jer ikke noget gudebillede i nogen som helst form; det har Herren din Gud forbudt dig. v24  For Herren din Gud er en fortærende ild, en lidenskabelig Gud.

(5 Mosebog 4.23)

v14  I må ikke følge andre guder, af den slags folkene rundt om jer dyrker, v15  for Herren din Gud, som bor hos dig, er en lidenskabelig Gud. Pas på, at Herren din Guds vrede ikke flammer op imod dig, så han udrydder dig fra jordens overflade.

(5 Mosebog 6.14)

v11  Så sandt jeg lever [Gud sværger], siger Gud Herren [Jahve]: Fordi du gør min helligdom uren med alle dine ækle og afskyelige guder, vil jeg bruge ragekniven uden barmhjertighed og skånsel. v12  En tredjedel skal dø af pest eller omkomme af sult i dig; en tredjedel skal falde for sværd rundt om dig; en tredjedel vil jeg sprede for alle vinde, og dem vil jeg forfølge med draget sværd. v13  Min vrede får frit løb, og jeg stiller min harme på dem, så jeg får hævn. Så skal de forstå, at jeg er Herren [Jahve]; jeg taler med lidenskab, når jeg giver min harme mod dem frit løb.

(Ezekiel 5.11)

 

 

 

Vi skal være stolte over os selv. Vi skal have tillid til os selv. Vi skal være glade og frie og værdige.

 

v1  Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! v2  Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. v3  For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. v4  Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; v5  for enhver skal bære sin egen byrde. v6  Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. v7  Far ikke vild!

(Galaterbrevet 6.1)

v22  Den tro, du har, skal være en sag mellem Gud og dig, og salig er den, der ikke dømmer sig selv med det valg, han træffer. v23  Men den, der har sine tvivl og så spiser alligevel, han er domfældt, fordi han ikke gør det af tro. Alt, hvad der ikke er af tro, er synd.

(Romerbrevet 14.22)

v14  Mine brødre, jeg tvivler ikke på, at I er fulde af godhed og fornøden indsigt, så I også kan vejlede hinanden. v15  Alligevel har jeg, til dels ret dristigt, skrevet til jer for at påminde jer i kraft af den nåde, som Gud har givet mig: v16  at være Kristi Jesu tjener blandt folkeslagene, præst for Guds evangelium, så at folkeslagene kan blive et kærkomment offer, helliget ved Helligånden. v17  Derfor kan jeg have min stolthed i Kristus Jesus over for Gud. v18  For jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, som Kristus har gjort gennem mig for at føre folkeslagene til lydighed, i ord og gerning, v19  ved kraften i tegn og undere, ved Guds ånds kraft. Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og vejen rundt helt til Illyrien.

(Romerbrevet 15.14)

v14  Hold jer derfor fra afgudsdyrkelse, mine kære! v15  Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger.

(1 Korinterbrev 11.14)

v12  For én ting kan vi være stolte af og sige med god samvittighed: Vi har her i verden, og især hos jer, levet oprigtigt og renfærdigt for Gud, ikke med verdslig visdom, men af Guds nåde. v13  Vi skriver ikke andet til jer, end hvad I kan læse jer til og forstå, og jeg håber, at I vil forstå det helt, v14  siden I jo har forstået os nogenlunde. For det er os, I kan være stolte af, ligesom vi kan være stolte af jer på vor Herre Jesu dag.

(2 Korinterbrev 1.12)

v7  Se dog, hvad der ligger ligefor! Den, der er vis på at høre Kristus til, skal også slutte ud fra sig selv, at som han hører Kristus til, gør vi det også. v8  Og hvis jeg især er stolt af den myndighed, Herren har givet os til at bygge op og ikke til at bryde ned hos jer, vil jeg ikke blive til skamme, v9  for det skal ikke se ud, som om jeg vil skræmme jer med mine breve. v10  Man siger jo, at mine breve er vægtige og strenge, men min personlige optræden svag og min tale for intet at regne. v11  Den, der siger sådan, skal regne med, at som vi siger i brevene, når vi er fraværende, sådan er vi også i handling, når vi kommer.

v12  Vi drister os nemlig ikke til at henregne os til eller sammenligne os med visse af dem, der anbefaler sig selv, for de måler og sammenligner sig tværtimod med sig selv, uforstandige som de er. v13  Vi er ikke stolte ud over alle grænser, men kun i overensstemmelse med det mål, som Gud har sat for os: også at være nået til jer. v14  Vi gør os ikke til mere, end vi er; det ville vi have gjort, hvis vi ikke var nået til jer. For helt til jer er vi kommet med evangeliet om Kristus. v15  Vi er ikke stolte ud over alle grænser af andres slid, men vi har det håb, at vi, når jeres tro vokser, ved jeres hjælp kan komme langt videre mod vort mål: v16  at forkynde evangeliet i de egne, der ligger længere borte end jeres, uden at være stolte af, hvad andre allerede har gjort. v17  »Den, der er stolt, skal være stolt af Herren.« v18  For det er ikke den, der anbefaler sig selv, der står sin prøve, men den, som Herren anbefaler.

(2 Korinterbrev 10.7)

v10  Så sandt Kristi sandhed bor i mig, skal ingen tage den stolthed fra mig i Akaja!

v30  Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min magtesløshed. v31  Gud, Herren Jesu fader, som skal prises til evig tid, han ved, at jeg ikke lyver. v32  I Damaskus holdt kong Aretas' statholder damaskenernes by bevogtet for at gribe mig, v33  men jeg blev firet ned i en kurv gennem en åbning i muren og slap ud af hans hænder.

(2 Korinterbrev 11.10)

v5  Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed. v6  For hvis jeg ville være stolt, ville jeg ikke være vanvittig; det ville jo være sandt, hvad jeg sagde. Men jeg lader være, for at ingen skal gøre sig højere tanker om mig end dem, han får ved at se eller høre mig. v7  Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. v8  Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, v9  men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. v10  Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.

(2 Korinterbrev 12.5)

v12  Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. v13  For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. v14  Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, v15  så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden v16  og holder fast ved livets ord, til den stolthed for mig på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves. v17  Ja, selv om mit blod skal udgydes under mit offer og min tjeneste for jeres tro, så glæder jeg mig og glæder mig sammen med jer alle. v18  Glæd I jer ligeledes, og glæd jer sammen med mig!

(Filipperbrevet 2.12)

 

 

 

Loven og gerningerne og troen.

 

v10  For alle de [jøderne], som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.«

v11  Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«.

v12  Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.«

v13  Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« – v14  for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og [for at] vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.

(3.10)

Det er helt sikkert at rigtigt mange i Paulus samtid har undret sig meget over hans formuleringer. I følge Paulus hviler der en forbandelse over jøderne! Der hviler en forbandelse over alle dem som stræber efter at leve inden for lovens grænser, dem som er trofaste over for pagten. På den måde hviler der en forbandelse over den kristne kirke og de jødekristne i Judæa. Mange har undret sig. Hvad mener Paulus? Meningen med 5 Mosebog og de øvrige steder i Det gamle Testamente er jo at sige at der hviler en forbandelse over dem som bryder loven – ikke over dem som holder loven! Hvad mener Paulus?

Loven er god og nyttig og beskyttende i følge Paulus. Men den er blevet fordrejet til noget helt andet. Nu bruger sekterne i Israel til at angribe andre gode jøder og til at fordømme alle hedningerne. Loven er god nok men opfattelsen af loven er blevet helt fordrejet. Loven er blevet en forbandelse for Israel og for sekterne og for de jødekristne. De angriber hinanden for ikke at være rigtige jøder. De forbander hinanden. Loven er blevet et stykke nationalisme og imperialisme. Moseloven er blevet helt fordrejet, siger Paulus. Sekterne i jødedommen er havnet i en ren forbandelse – en alles krig imod alle og en frygt og total mangel på tro og tillid. Israel er faldet ned i en tilstand af frygt og mistro og mistillid og fremmedfrygt! Moseloven er blevet til en forbandelse for Israel.

Paulus er siden hen blevet forklaret fx ved den lutherske forklaring: De som prøver at leve efter loven – altså de fromme jøder – prøver at skaffe sig en fortjeneste i Guds øjne – de prøver at gøre sig fortjente til frelsen – de prøver at skaffe sig deres egen hjemmelavede gerningsretfærdighed! Men vi ved i dag at det ikke er det som Paulus mener.

På Paulus tid er alle gode jøder stort set enige om troen og nåden og loven. Vi bør nok holde fast i at det som Paulus ofte siger – det var de fleste enige i og det var kirken i Jerusalem enig i!

Paulus siger helt grundlæggende at vi frelses fordi vi lever i en relation til Gud. Det er det som han mener med troen. Gud har fundet og adopteret os og derfor er vi hans børn og derfor frelser han os. Gud er rig på troskab.

Dette grundlæggende princip har alle været enig i på Paulus tid. Det er ikke noget specielt Paulus princip – det er simpelt hen summen af det gamle Testamente! Israel bliver udvalgt af Gud som en ren nåde og underfuld frelse. Abraham bliver kaldet og udvalgt og frelst af Gud som en ren nåde og frelse. Ikke fordi Abraham overholdt særlige lovgerninger! Det var ALLE enige om!

Moseloven er ikke en erstatning for troen. Man kan ikke sige at man kan blive frelst på to forskellige måder – enten ved troen eller gennem gerningerne! I følge Paulus kan man slet ikke blive frelst igennem lovgerningerne – og alle gode jøder var enig med Paulus! Vi kan ikke købe os nogen frelse ved at være særligt gode eller fromme! Gud gør hvad han vil og han er som han er. Gud frelser ikke Israel fordi Israel har været trofast – tværtimod – Gud frelser Israel på trods af at det overhovedet ikke har været trofast! Gud er suveræn og han gør sin egen vilje – han gør det som han vil – han frelser. Det er omkvædet i hele Det gamle Testamente.

 

 

Om at være samlet og udelt.

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så [Hina - for at] I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

(5.16)

Paulus udtaler sig meget abstrakt i det berømte citat om krigen mellem kødet og ånden og derfor har hans teser også givet anledning til mange fortolkninger.

Fundamentalt er sikkert det som han siger i så sætningen eller i for at sætningen. Paulus siger at der er en krig mellem kødet og ånden – så at eller for at vi ikke kan gøre de ting som vi gerne vil – vi kan ikke gøre vores vilje.

Det er vigtigt at Paulus siger at vores frihed består i at vi gør det som vi vil! Paulus knytter helt klart an til den græske tanke. I Grækenland var det sådan at en fri mand gør det som han vil. Hvis man gør det som man vil – er man lykkelig. Paulus kan være svært at fortolke – men dette princip er nok meget grundlæggende for hans opfattelse. På det område er han enig med grækerne. Paulus siger: - I skal gøre det som I vil! Gud vil at I skal gøre det som I vil! Gud vil det samme som I vil! Man kan kun være glad og i harmoni med sig selv og lykkelig hvis man gør det som man vil!

Sådan er Paulus normalt ikke blevet fortolket – men det som han siger i Galaterbrevet – og i Romerbrevet 7 og 8 – er temmelig klart. Vi vil faktisk det gode. Vores vilje er at gøre kærlighedens gerninger. Det er også Guds vilje. Gud vil det samme som os og vi vil det samme som Gud. Gud er livet – kærligheden – det gode liv – eller det som vi vil.

Tanken om at være samlet og udelt spiller en enorm rolle i Zen og i Zen buddhismen. I følge Zen tanken er hovedproblemet at vi bekæmper os selv i en evig krig – aldrig er eet med os selv og derfor aldrig kan gøre det som vi vil. Overraskende nok er der abstrakt set stor lighed mellem Zen tankegangen og Paulus. Lidelsen er jo denne evige krig i vores indre. Vi vil gerne det åndelige eller kærlige eller gode – og samtidig er vi små og frygtsomme og bekymrede og derfor egoistiske.

I følge Paulus er krigen ikke en evig uløselig konflikt. Vi kan forestille os et menneske som kommer til Paulus og siger: - Kære Paulus! Sådan er det ikke inden i mig. Der er ikke nogen krig inden i mig. Inden i mig er der ikke nogen krig imellem kødet og ånden. Hvad ville Paulus svare denne person?

Paulus ville måske svare således: Mulighed nr 1 er at du bedrager dig selv. I virkeligheden er der en krig i dit indre men du mærker den ikke eller du ignorerer den eller du er slet ikke bevidst om hvad der sker inden i dig!

Mulighed nr 2 er at der slet ikke er nogen strid i dit indre – fordi du er totalt besat af kødet. Du er eet med kødet og følger kun kødets lyster og begær. Derfor er der ikke nogen strid inden i dig – du kender overhovedet ikke til noget andet end kødet! Du tænker kun på magt, penge, status, sex, nydelse, begær, tilfredsstillelse – vil Paulus måske sige!

Men mulighed nr 3 er selvfølgelig at du er kommet fri af kødet, kødets begær og lyst har mistet sin kontrol over dig. Du er blevet en fri mand. Du kan gøre det som du vil! Du er blevet samlet og udelt. Du er blevet eet med dig selv – og det vil sige eet med Gud. Det er helt klart at Paulus ville pege denne mulighed. Alt det som han skriver i Galaterbrevet siger at denne tilstand er målet og meningen med evangeliet! Kristus tager os netop ud af syndens og kødets magt – han sætter os over i åndens rige. Vi bliver så at sige flyttet geografisk til et andet sted. Vi er ikke længere under tvangen og nødvendigheden. Vi er blevet frie mænd.

Romerbrevet 7 og 8 er en parallel til citatet i Galaterbrevet. I Romerbrevet taler Paulus om Synden som en kosmisk magt der samtidigt er virksom i den enkeltes inderste – i Galaterbrevet taler han om Kødet på samme måde. De to begreber svarer til hinanden. Synden er også en kosmisk magt – Guds modstander, Livjatan eller Farao eller den onde gud eller den onde fyrste.

På en måde kan vi sige at Paulus taler om gudernes kamp – på samme måde som der tales om gudernes kamp i Det gamle Testamente. Kampen ved sivhavet var en gudernes kamp – Jahve på den ene side og alle de onde egyptiske guder og Jam og de onde vande på den anden side. Men tiden er blevet ny nu siger Paulus. Kristus er kommet ind i verden – og den onde gud har ikke mange år tilbage. Kampen er nu ved at blive afgjort. Det er evangeliet.

Det er vigtigt at Paulus ikke skelner skarpt imellem min ånd – den ånd som er inden i mig eller som er mig – og Guds ånd! Paulus springer frem og tilbage. Der er kun een ånd i følge Paulus. Den ånd kan beskrives som min ånd eller som mig som ånd – og den beskrives som Guds ånd eller Helligånden eller bare ånden. Gud er inden i mig. Jeg er som Gud eller jeg er Gud. Det kristne menneske er eet med ånden – dvs det er i følge Paulus ikke kød men ånd.

 

v14  Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. v15  For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. v16  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. v17  Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

v18  Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. v19  For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. v20  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

v21  Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. v22  For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. v23  Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.

v24  Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? v25  Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

(Romerbrevet 7.14)

v1  Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. v2  For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. v3  Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, v4  for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. v5  De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. v6  Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. v7  For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. v8  De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.

v9  Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. v10  Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. v11  Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

v12  Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. v13  Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. v14  For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. v15  I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! v16  Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. v17  Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

v18  Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. v19  For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. v20  Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, v21  at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. v22  Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. v23  Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

v24  Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25  Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. v26  Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, v27  og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.

v28  Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. v29  For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. v30  Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

(Romerbrevet 8.1)

 

Dengang døde jeg - for at jeg nu kan leve.

 

v19  For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud.

(Galaterbrevet 2.19)

Denne tanke som udtrykkes i 2.19 er en de mest dominerende tanker i alle Paulus’ breve – og det er en dominerende tanke i hele Bibelen. Tanken findes udtrykt igen og igen i Det gamle Testamente.

Paulus siger at han engang døde. Det græske ord som han anvender betyder at afdø - kan vi sige – bogstaveligt: Paulus døde bort fra noget eller væk fra noget. Han døde – Hina som det hedder i den græske tekst. Udtrykket at noget sker Hina genfindes utallige steder i Paulus breve. Hina kan oversættes med for at – det som skete engang – skete for at noget kunne gå i opfyldelse. I dette vers siger Paulus altså at han døde dengang – FOR AT han nu kan leve – som der står ordret i den græske tekst.

Vi kan sammenligne med et væld af paralleller og lignende udtryk i hele Bibelen. Josef blev overfaldet af sine brødre – FOR AT Josef kunne komme til Egypten og siden frelse Israel. Farao søgte at slå alle de små hebræiske drengebørn ihjel – FOR AT Israel kunne blive frelst. Faraos hjerte blev tungt og hårdt og beslutsomt – FOR AT Gud kunne vise sine tegn i Egypten. Eksemplerne er legio. Jesus siger at den lamme mand ved Betesda er syg – FOR AT han kan blive rask! Israel har afvist evangeliet for at hedningerne kan høre budskabet om frelsen!

Paulus udtrykker en dyb menneskelig erfaring som vi finder mange steder og helt uafhængig af Bibelen. Tingene sker med et formål eller der er en mening med det som sker. Når vi oplever det i øjeblikket kan vi ikke se meningen – siger Paulus – men bagefter kan vi se meningen. Det som skete var ikke tilfældigt. Det var på en måde Guds vilje – det skete med et mål for at vi kunne blive frelst. Hele denne tanke er af voldsom betydning for Paulus. I dette vers ser han netop tilbage på sit gamle liv i jødedommen. Han var en hård zelot og en forfølger af de kristne. Dengang mente han selvfølgelig at han gjorde det rigtige. Han var i god tro. Nu kan han se hvad der var meningen med det hele. Hans krigeriske aktiviteter imod de frafaldne havde et skjult formål. Han nåede frem til frelsen. Han mødte Gud.

Paulus beklager aldrig det som skete engang. Hans livsanskuelse – at alting sker FOR AT – betyder netop at han lever med det som var og skete. Paulus fortryder ingenting. Det som sker er nødvendigt. Intet kan undværes. Det fører os nærmere til Gud alt sammen.

En mand bliver skilt fra sin elskede og mister kontakten med sit barn. Den mand forstår ingenting. Han vil ikke leve mere. Han vil dø. Livet har ikke længere nogen mening. Livet har ramt ham – brutalt og uden mening. Han vil slå sig selv ihjel. Han kan ikke forstå noget og han orker ikke mere. Verden er blevet øde og tom. Men bagefter – 15 år senere – kan han se at det som skete havde et formål. Det som skete var godt – ikke på en overfladisk måde – men på en uforståelig dybere måde. Det som skete bragte ham nærmere til frelsen. Lige som det som skete bragte Paulus hen til Kristus. Paulus ønskede bestemt ikke at komme hen til Kristus – men han blev netop bragt hen til Kristus og Gud ved Damaskus. Mod sin vilje så at sige. Men bagefter kan Paulus se at alt havde et formål og alle ting var nødvendige.

Engang døde jeg – for at jeg nu kan leve. Vi kender denne erfaring fra alle mulige kilder. Det som Paulus taler om – den psykiske proces – er det som vi finder hos alkoholikere og stofmisbrugere som bliver ædru. At blive ædru er for stofmisbrugeren en død. Hele hans liv dør. Stofmisbruget blev til sidst så voldsomt og så lidelsesfyldt at det døde – det døde af sig selv kan vi sige. Jeg døde for misbruget eller bort fra misbruget. Misbruget døde for mig. Bagefter var jeg en død for misbruget. Bagefter tilhører jeg ikke misbruget. Det er den typiske tanke hos Paulus. Jeg døde bort fra den sygdom – alkoholismen eller stofmisbruget. At blive helbredt er at dø – det gamle syge menneske dør ud. Selve retningen ligger så at sige inden i det som sker. Paulus blev mere og mere ivrig for loven – for at det alt sammen pludseligt kunne bryde sammen som et korthus. Når man er blevet ædru – når man er blevet helbredt er man død for det som var engang. At blive ædru er at forlade sig selv. At sige farvel til alt. At forlade sin faders hus.

Vi kan sige at synden eller lidelsen døde. Det som engang havde al magt over mig – stoffet – har ikke længere nogen magt over mig. Det som dengang drev mig og tvang mig og ydmygede mig – har mistet sin kraft. Jeg er blevet en fri mand. Jeg har fået min værdighed tilbage. Paulus døde dengang for at han kunne blive en fri mand – for at han kunne blive en voksen mand. Det som sker – det sker FOR AT vi kan blive rigets stolte, frie og værdige sønner!

 

 

Damaskus.

 

v13  I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. v14  Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.

v15  Men da Gud, der havde udset [adskilt - isoleret] mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede v16  at åbenbare sin søn for mig, for at [Hina – FOR AT] jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne [folkeslagene], rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, v17  og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

(Galaterbrevet 1.13)

v4  Herrens ord kom til mig:
       v5  »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig,
      før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig [de første fødte sønner skal helliges];
      jeg gjorde dig til profet for folkene.«

(Jeremias 1.4)

       v1  Hør mig, I fjerne øer,
      lyt, I folk langt borte:
      Herren har kaldet mig fra moders liv,
      fra fødslen kaldte han mig ved navn.
       v2  Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
      i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
      han gjorde mig til en spids pil,
      i sit kogger holdt han mig gemt.
       v3  Han sagde til mig: Du er min tjener,
      ved dig viser jeg min herlighed.
       v4  Men jeg sagde: Forgæves har jeg anstrengt mig,
      på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter.
      Dog, min ret er hos Herren,
      min løn er hos min Gud.


       v5  Men nu har Herren talt,
      han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
      for at føre Jakob tilbage,
      så Israel samles hos ham.
      Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
      min Gud bliver min styrke.
       v6  Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
      skal genrejse Jakobs stammer
      og føre Israels overlevende hjem;
      derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
      for at min frelse skal nå til jordens ende.

(Esajas 49.1)

Når vi læser Paulus breve er der ingen som helst tvivl om at Paulus har fortolket sit eget kald i lyset af de to tekster fra Det gamle Testamente. Esajas og Jeremias bliver kaldet af Gud til en stor og mægtig opgave – de skal bringe lyset ud til alle folkeslagene. Der er ingen tvivl om at Paulus har genkendt sig selv i Esajas og i Jeremias. Paulus omvender sig ikke – lige så lidt som Esajas omvender sig! Paulus bliver ophøjet, kaldt frem til dåd og virke, han får en mægtige opgave. Når Gud kalder, bliver vi ikke nedværdiget eller ydmyget – vi skal ikke stå med tomme hænder og beklage vores ynk og nød – når Gud kalder bliver vi tværtimod ophøjet!

Hele Paulus livsopfattelse ligger i disse tekster. Han fortæller stolt af sin fortid. Han var blandt de ypperste. Han var et ideal i Israel og et forbillede for alle alvorlige jøder. Det er han stadig væk. Paulus er stolt af sig selv. Han omvender sig ikke – han bryder ikke sammen i skyld og skam – han tager ikke afstand fra sin fortid! Han er pavestolt af sin fortid. Han var en Guds kriger og soldat – han er en Guds kriger og en soldat for Guds rige!

Alting sker for at så at sige – Gud har udvalgt Paulus fra starten af. Det som skete, var nødvendigt. Gud kaldte Paulus på det tidspunkt hvor det var muligt og nødvendigt. Det som sker – sker med nødvendighed – det sker FOR AT. Vi skal ikke tage afstand fra det som skete eller som vi gjorde. Vi skal ikke spilde tiden med at grue over vore små eller store synder i fortiden. Det var nødvendigt siger Paulus – det som skete. Guds plan er centeret i udviklingen – ikke mennesker. Farao gjorde sit hjerte urokkeligt og sin beslutsomhed fast som et bjerg – for at Gud kunne vise sine tegn og undere i Egypten. Paulus fremturede mod kirken – FOR AT evangeliet kunne nå ud til alle folkeslagene. Gud realiserer sin plan gennem de ting som er og sker.

v28  Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.

(Romerbrevet 8.28)

Paulus møder Gud og han bliver adopteret af Gud. Lige som Jeremias. Jeremias bliver helliget af Gud inden han kommer ud af moders liv. Gud kender os før vores fødsel – og før vores undfangelse. Jeremias bliver helliget af Gud – det udtryk som bruges om de første fødte sønner som er hellige for Gud og som skal helliges Gud. De førstefødte sønner skal ofres til Gud fordi de tilhører Gud. De tilhører ikke denne verden. De er rene og hellige. De er ikke som andre mennesker. De er Guds sønner – Guds førstefødte sønner. Det er denne oplevelse som Paulus oplever ved Damaskus. Han bliver væltet omkuld. Han bliver ramt af Guds ånd som er et forfærdeligt våben som næsten slår ihjel. Han bliver et nyt menneske – han bliver genfødt.

 

Frugten af ånden - modsat vore små gerninger, tanker og følelser.

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

v19  Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20  afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21  nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

v22  Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23  mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! v24  De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet [én gang for alle, engang i fortiden] sammen med lidenskaberne og begæringerne. v25  Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. v26  Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.

(Galaterbrevet 5.16)

Paulus beskriver to tilstande – ikke to slags etik eller to slags krav til mennesker. Vi lever nu i en anden tilstand eller et andet sted – derfor er verden blevet forvandlet. Intet er som det var engang – dengang i gamle dage. Dengang var vi små og svage og prisgivet vore gerninger, tanker og følelser – men det er vi IKKE mere! Vi er blevet frie. Det ER sket – det er sket allerede.  Vi kan nu se tilbage på dengang det skete – en begivenhed i fortiden! Det er det helt centrale element i det som nogen kalder Paulus etik eller moral!

Vi ser nu frugterne siger Paulus. Frugterne kommer ikke fra grenene – de kommer fra roden – energien eller kraften kommer fra roden. De gode gerninger kommer ikke fra egoet eller viljen eller den moralske sans – de kommer fra Gud. De gode eller kærlige gerninger ser vi nu over alt i vores liv. De er åndens frugt – dvs de er skabt af Gud – de skyldes at himlen er kommet ned på jorden.

Kristus betyder at det gamle er forbi – det findes ikke mere. Vi kan nu ånde lettede op – vi skal ikke tænke på det som var engang.

Ifølge etikken eller moralen – fx den græske filosofi eller den europæiske etik – så kommer de gode gerninger fra egoet eller fra mennesket og dets vilje. Hvis vi er særligt etiske eller moralske – kan vi præstere gode gerninger. Det er denne fundamentale tanke som Paulus gør op med i Galaterbrevet! Han benægter simpelt hen at dette skema er sandt. De gode gerninger kommer ikke fra vores vilje siger han – de kommer af sig selv – de kommer fra Gud – de kommer fra Kristus!

Loven i Det gamle Testamente taler om vore gerninger, tanker og følelser. Vi tror at vore tanker og følelser er årsag til vore gerninger eller vore reaktioner. Vi tror at vi kan ændre vore tanker eller følelser – vi tror at vi kan forbedre os – og så gøre mere gode gerninger. Alt dette afviser Paulus fuldstændigt. Det gode træ – som han sammenligner med – er ikke et godt træ FORDI det bærer gode frugter – nej et godt træ bærer simpelt hen gode frugter.

Kærligheden kommer af sig selv. Kristus har givet os sin ånd og vi er ét med Kristus og ét med Gud. Vi gør det som Gud vil – det vil sige vi gør det som vi vil. Derfor er vi nu blevet frie mennesker. I gamle dage var vi ynkelige ofre for vore egne følelser. Vore følelser drev os rundt og tvang os til alle slags gerninger. Vi blev nedværdiget og ydmyget af vore egne følelser. Vi blevet drevet ud i lidelsen og i synden og i dødens rige – på grund af vore små tanker og følelser. Nu er det alt samen forbi. - Frygt ikke! Glæd jer! Sådan er Paulus gennemgående kommentar. Vi skal ikke gøre så meget – Gud gør det alt sammen hvis vi giver ham lov!

I Kristus – en Christo.

Udtrykket i Kristus er typisk for de paulinske breve. Det findes kun  i de paulinske breve – med én undtagelse i Det nye Testamente. Det er altså typisk for det paulinske tidlige kristne sprog.

Paulus bruger udtrykket på mange forskellige måder og ofte er det også svært at sige hvad han helt præcist mener med udtrykket i Kristus – eller på græsk en Christo.

Er Kristus en mand eller en kvinde kan vi spørge? Men pointen er at Kristus er hverken en mand eller en kvinde. Kristus er noget som er radikalt anderledes. Eller vi kan sige at Kristus er både en mand og en kvinde – og han er hverken en mand eller en kvinde.

Er Kristus en jøde eller er han en af hedningerne? Det spørgsmål stiller Paulus rent faktisk i Galaterbrevet! Hans svar er at Kristus døde som en hedning – som en af hedningerne – Kristus døde på korset. Men vi kan også sige at Kristus er en jøde – naturligvis. Jesus er i al fald jøde. Kristus er hverken en jøde eller en hedning eller han er både og eller hverken eller på én gang. Vi kan sige det i sproget på den ene måde og det er sandt og på den  anden måde – og det er også sandt.

Er Kristus en kristen? Eller en ateist? Eller en gud? Eller Gud selv? Eller en buddhist? Eller en jødisk profet? Paulus mener nok at Kristus er mange ting og alligevel noget vi slet ikke kan sige i sproget.

I Kristus har vi troen siger han. I Kristus er der hverken kvinde eller mand. I Kristus er døden overvundet. Kristus er en ny tilstand i verden. Men Kristus er også en ny tilstand i det enkelte menneske. Dengang jeg blev forvandlet – da blev Kristus født eller dengang genopstod Kristus fra de døde. Jeg gik helt fortabt og jeg stod på gravens rand. Jeg led. Jeg var færdig. Jeg blev korsfæstet. Men at jeg blev korsfæstet er det samme som at Kristus blev korsfæstet. Kristus er et symbol på alle mennesker. Vi er alle sammen Kristus. Vi døde – for at vi kunne leve. Kristus blev indviet – jeg blev indviet til et nyt liv. Jeg blev viet – jeg blev viet til Gud eller gift med Gud. Gud tog Kristus til ægte – i opstandelsen. Gud oprejste alle mennesker til at være hans sønner – han oprejste Kristus til at være hans søn. Kristus er en ny Adam. Vi var alle lig med Adam – men nu er vi alle lig med Kristus. Vores navn er nu Kristus. Vi har fået et nyt navn af Gud lige som Jakob fik et nyt navn af Gud og lige som Abraham fik et nyt navn. Vi er ikke som vi var engang. Kristus er ikke den samme som Jesus. Kristus blev ophøjet til at være verdens konge. Vi blev ophøjet sammen med ham. Ifølge Paulus er Kristus et ord, et begreb, et symbol. Det skete for Kristus – det skete for os – det sker med os – sammen med Kristus som han siger.

Kristus er ikke en mand eller en kvinde. Kristus findes ikke noget bestemt sted eller han findes alle steder. Kristus findes i verden – og han findes slet ikke i denne verden. Kristus er helt uden for geografien og sproget og kulturen og religionen. Kristus er ikke en religion. Kristus findes overalt. Kristus findes hos alle mennesker uanset deres kultur eller religion. Kristus er et nyt liv. Kristus er stoltheden og værdigheden og livsglæden. Kristus er ikke nogen afgrænset person – han er en motor eller en energi eller en bevidsthed eller en følelse!

 

Der skal være forskel på de kristne og de ikkekristne!

v15  Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst. v16  Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.

(2.15)

Den kristne bevægelse eller Jesus bevægelsen starter som en lille jødisk sekt og den har naturligvis mange ligheder med de jødiske sekter i det 1. århundrede e. kr. Paulus forholder sig på nogle områder kritisk over for de jødiske sekter i Galaterbrevet. Han siger populært sagt at de har glemt evangeliet i Det gamle Testamente – de har glemt Abraham, Guds udvælgelse af Israel og de har glemt hvad Exodus egentlig handlede om! De har glemt Salmerne og Esajas! Paulus kritiserer sekterne – og dermed kritiserer han dele af den kristne bevægelse. De kristne i Jerusalem ligner de jødiske sekter. De ser mest på hvad mennesker gør og de har glemt at det er Gud som handler i verdenshistorien. Det er Gud som frelser.

Der skal være forskel – det synes at være kirkens holdning i Jerusalem – og på det punkt ligner kirken fuldstændigt de jødiske sekter. Kirkehistorisk kan vi også sige at dette princip – der skal være forskel – har hersket i kirkehistorie tit og ofte. Da Indre Mission opstod i Danmark handlede det netop om skellet og forskellen. De fleste kristne var slet ikke virkelige kristne – sagde Indre Mission. – Du lever jo slet ikke som en kristen! Denne anklage kender vi godt fra kirkens historie.

De jødiske sekter talte meget om lovens hellige gerninger men vi kan se at sekterne i praksis definerede gerningerne som nogle få sager. Man kunne måle og teste om en jøde – individuelt – var en sand jøde ved at se på nogle få punkter. Det træk var typisk for de jødiske sekter på Jesu tid.

De test cases som sekterne opererede med var typisk alle eller nogle af følgende:

  1. Man kan ikke være en sand og trofast jøde uden at man er omskåret.
  2. Man kan ikke være en ægte jøde hvis man ikke overholder de jødiske – mundtlige og skriftlige – spiseregler.
  3. Kun hvis man overholder Sabbaten kan man være en sand og troende jøder.

I Det nye Testamente kan vi tydeligt se at Jesus bliver anklaget vedrørende disse test sager! Jesus lever jo bare som en hedning! Han lever jo slet ikke som en jøde! Jesus bliver kritiseret på samme måde som kirken i Antiokia bliver kritiseret af de kristne – og jødiske – ledere i Jerusalem: - I lever jo slet ikke som jøder! I lever jo som rene hedninger! I er urene og I spiser sammen med de urene grækere. I spiser jo hedningernes mad! I har fuldstændigt svigtet loyaliteten over for Herren!

Jesus fulgte helt sikkert Moseloven. Det er det mest sandsynlige og vi har ingen ting der tyder på at Jesus ikke var en trofast jøde og at han ikke overholdt Moseloven. Jesus var omskåret og han fulgte spisereglerne og han overholdt Sabbat!

Men alligevel bliver han anklaget af nogle af de jødiske sekter. De mener ikke at Jesus helt præcist overholder deres lille udgave af Moseloven. Helt præcist så begår Jesus små fejl siger de. Derefter lyder dommen: Jesus er slet ikke nogen jøde – han er bare en hedning!

Paulus kender hele dette sekt sprog og han tager afstand fra det. Sektsproget er opstået i senjødedommen – nogle hundrede år før Paulus – omkring tiden med Makkabæerne 150 f. kr. hele denne stemning er ny og ikke så gammel i Israel. Paulus tager afstand fra den. Den er ikke den sande jødiske tro. Den udgør en forvrængning siger han. Paulus afviser der skal være forskel tanken. De lægger kun vægt på de ydre forskelle i kødet. De sande forskelle er ikke ydre. Kirken er usynlig. Kristus har ophævet alle forskelle. De gælder ikke længere. Der er ikke længere forskel på kvinde eller mand eller slave eller fri. At gøre forskel bygger kun på deres lille frygt. De er bange og de frygter de andre.

Vi vil have sikkerhed!

Der er meget som tyder på at jøderne som  blev deporteret til Babylon i 500 tallet f. kr. nægtede at rejse hjem til Judæa med mindre de var helt sikre! De ville være sikre på at pagten stadig væk var gældende. De ville være sikre på Guds beskyttelse. De ville være sikre på velsignelsen! Ellers ville de simpelt hen foretrække at blive i Babylon. Hele denne historie minder om beretningen om Exodus hvor det også fremgår at hebræerne eller de ældste er meget skeptiske ved tanken om at de skal forlade Egyptens land! Moses støder på megen modstand. Han bliver til grin. De tror ikke på ham. De vil være sikre. De vil have garantier.

Vi kan måske sige at disse beretninger viser noget typisk menneskeligt. Vi vil være sikre. Vi vil have hårde beviser. Vi vil have garantier. Ellers foretrækker vi at blive i lidelsen! Vi kan se hvordan egoet virker og arbejder. Vi forhindrer vores egen frelse – vi vil ikke give slip – med mindre vi får sten sikre garantier!

Tro og tillid. - Når det går de andre skidt – så går det godt for mig, siger egoet!

v10  Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet. Men den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er.

(5.10)

Der er kun én relation ifølge Paulus. Paulus har fået en ny tillid – i Kristus – som han siger. Paulus siger at der er to tilstande. Enten lever vi i egoet – og så har vi overhovedet ingen tro eller tillid – så er det andet menneske min fjende – eller også lever vi i Kristus.

Når vi lever i Kristus lever vi i tro og tillid – til Gud og til det andet menneske. Når vi lever i Kristus er det andet menneske ikke vores fjende. Det er det springende punkt ifølge Paulus. Når vi lever i egoet er vi fortabt. Vi kan ikke stole på andre mennesker. Jeg kan ikke stole på min kæreste som jeg elsker – for hun vil forlade mig hvis hun ønsker det. Jeg kan slet ikke regne med hende. Jeg kan ikke stole på mine børn – de vil bare gå deres vej. De er lige glade. De er ligeglade med mig. Jeg  er helt alene. Når vi lever i egoet er vi helt ensomme, helt forladt og helt alene. Vi kan ikke stole på nogen. Vi er fortabt. De andre mennesker er en forhindring for mig. Hvis de klarer sig godt – går det dårligt for mig. Hvis de lider nederlag – så sejrer jeg. Når vi lever i egoet lever vi på et økonomisk marked. De andre firmaer er mine konkurrenter. Hvis de ikke eksisterede ville jeg have det meget bedre. De andre  tager noget fra mig. De forhindrer mig i at have det godt. De er mine fjender. De er i vejen. Når de er der – kan jeg ikke gøre det som jeg vil!

Det er denne tankegang som Paulus tænker på. At leve i Kristus er at leve i tillid og tro. Men den tro handler ikke specielt om Gud – den handler om mig selv og hele mit liv. Verdens mennesker er fortabt – siger Paulus – for de har ingen gud og intet håb. Alt er håbløst når man lever i egoet. Problemerne er uendelige. De holder aldrig op. De andre er forhindringer. Jeg kan ikke stole på dem. De vil angribe mig og skade mig. De mener ikke det samme som mig. De tænker ikke som jeg gør. De er fremmede – de er en slags aliens! De er helt fremmede og helt anderledes. Gid at de ikke eksisterede – tænker egoet!

Paulus ved at galaterne er lige som ham. De føler og tænker lige som ham. Troen eller tilliden viser sig i vore relationer til andre mennesker. Den viser sig i at vi begynder at stole på andre mennesker – fordi vi kan se at andre mennesker er smukke og gode og vil  det gode. De andre prøver at gøre det bedste de kan – de prøver at elske mig og de giver mig al deres kærlighed. Alle mennesker er vore brødre og søstre som Paulus siger. De er ikke anderledes. De er brødre. De er lige som os selv. Vi kan give os hen. Vi skal ikke frygte noget for de andre vil det samme som vi vil. Vi er alle ét og ét fælles legeme. – Frygt ikke!

Moses er et billede på Paulus. Det som skete var en nødvendig del af en udvikling.

 

Bibelen har et nogenlunde ens skema for kaldet af Guds profet. Det skema finder vi hos Moses og  hos Paulus. Moses historien fortælles i 2. Mosebog. Kort sagt kan vi sige at Moses historien lyder sådan:

Moses forsøger at gennemføre sin plan og sin vilje i Egypten. Han slår egypteren ihjel. Han griber ind i konflikten mellem de to hebræere. Moses forsøger at gennemføre Guds plan – på en vis måde. Men Moses kommer til kort. Han må flygte bort fra Egyptens land over hals og hoved. Det er tydeligt nok at det går galt for Moses. Han kommer til Midjan. Her får han et kald og en stor mægtig kraft af Gud. Han bliver bemyndiget. Han får Guds kræfter. Han får Guds stav. Derefter vender Moses tilbage til Egypten og gennemfører Guds plan – og hans egen plan! Kaldet er ikke en omvendelse. Kaldet er så at sige ikke noget indadvendt. Kaldet er en commissioning eller en ophøjelse eller en udnævnelse eller en bemyndigelse.

Vi kan se det samme skema i Galaterbrevet. Paulus fortæller stolt om sine fortidige prægtige gerninger i Judaismen som han kalder det. Paulus var blandt de ypperste – han var fremragende – han var uovertruffen. Han brændte virkelig for Herren – men lige som Moses i Egypten. Men når Paulus ser tilbage på hans fortid kan han godt se at det ikke lykkedes! Trods al hans brændende nidkærhed! Men Paulus fik pludselig kraften fra Gud – ved oplevelsen ved Damaskus. Han blev kaldet. Han fik al magt og kraft lige som Moses. Paulus fik nåden og velsignelsen og den overnaturlige styrke. Derefter kunne Paulus gå ud i verden og gennemføre sin plan! Gud havde udskilt og udvalgt ham til den plan – fra moders liv – som han siger! Paulus gjorde det som var nødvendigt for at Guds plan kunne gå i opfyldelse – han forfulgte den kristne kirke – hans ild og iver og nidkærhed førte ham netop til Kristus! Hvis Paulus ikke havde været så nidkær imod de kristne – havde han aldrig fundet Kristus og han var aldrig lykkedes med sit livs plan – som var Guds plan med ham – at blive et stort lys for alle folkeslagene! Hver enkelt led i kæden eller udviklingen i hans livshistorie var nødvendigt! Akkurat lige som med Moses!

Vi kan se at der er en meget nøje parallel mellem de to beretninger. Moses tager ikke afstand fra sine fortidige gerninger – hvorfor skulle han det? Paulus tager heller ikke afstand fra sine prægtige gerninger i fortiden – hvorfor skulle han det? Deres fællesproblem var at de ikke havde kraften og magten til at gennemføre deres forehavende. Fortiden er egentlig god nok. Det som de gjorde førte til at de mødte Gud i en stor vision og fik hele kraften! Det som skete engang er nødvendigt – det er et nødvendigt led i den samlede udvikling. Vi kan sige at der ligger et eksistentielt budskab i de to historier om Moses og Paulus. Vi kan også sige at det som primært sker når mennesker møder Gud – er at de bliver stærke og mægtige og frie og værdige. Det var ikke spor værdigt eller ophøjet at Moses måtte flygte ydmygt fra Egypten! Det var et ynkeligt nederlag! 2. Mosebog viser os at han manglede Guds kraft – derfor var hans gerninger på en måde nyttesløse. Men Moses gerninger førte direkte over til visionen på Sinaj og Paulus voldelige fremfærd som zelot og farisæer førte direkte over i Damaskus oplevelsen. Alting sker med et formål! Alting sker FOR AT. Alt er nødvendigt. Vi skal ikke grue over det som vi gjorde engang eller over det som skete engang. Det var alt sammen nødvendigt! Vi kan godt tilgive os selv. Vi kan godt tilgive livet!

De to beretniger om Paulus og Moses er begge meget tvetydige. Moses optræder på en vis måde som en rigtig helt. Han slår egypteren ihjel. En stor heltedåd. De senere jødiske legender har bygget videre på denne episode og skabt en række legender om Moses som den store kriger og militærmand. Men det nuværende gamle Testamente fremstiller alligevel Moses prægtige gerninger som en fiasko! På samme måde er Paulus selv biografi tvetydig. På den ene side skamroser han sig selv til skyerne for sine nidkære gerninger i jødedommen – men samtidigt fremgår det af sammenhængen at Paulus prægtige gerninger egentlig var en fiasko! Han manglede den kraft som kunne få hans projekt til at lykkes! Han handlede i virkeligheden ud fra sit lille svage ego – selv om handengang troede noget andet! Paulus var jo i god tro dengang da han var en af de ypperste i jødedommen! Det er det som han siger i Galaterbrevet.

På en måde gennemgår både Moses og Paulus en udviklinghistorie. Temaet i 2. Mosebog kapitel 2 og 3 er at Moses bliver en mand – en Ish som det hedder på hebraisk. Ordet Ish optræder et væld af steder. På samme måde kan vi sige at Paulus bliver en mand – en voksen mand eller en rigtig mand. Dengang i jødedommen var han egentlig kun et barn! Ved at møde Kristus bliver han en mand lige som Moses bliver en mand ved den brændende busk. Disse episoder er en slags overgangsriter. Barnet eller sønnen bliver en mand – det er præcist det tema som spiller så afgørende en rolle i Galaterbrevet. Paulus bliver en voksen mand – han får magt og myndighed som en rigtig mand. Han bliver en hersker og en dommer – som det siges om Moses? – Hvem har sat dig til at være hersker og dommer over os spørger hebræeren Moses? Moses er tydeligt nok svag. Han har ingen magt. Han må flygte. Men langt borte i Midjan bliver han en mand. Gud gør ham til en mand. Gud skræmmer ham fra vid og sans. Gud giver ham styrken. Gud giver ham en mission. Gud giver ham kraften til at dræbe alle de onde egyptere. Gud giver Moses sin stav – Gud giver Paulus sin stav. Ved at få staven bliver de til rigtige mænd – med magt og kraft – og ikke arme ofre!

Profeten og de herskende magter.

 v14  Men han svarede: »Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?« Da blev Moses bange og tænkte: »Så er det alligevel blevet opdaget!« v15  Og da Farao hørte om det, ville han slå Moses ihjel; men Moses flygtede fra Farao og slog sig ned i landet Midjan, hvor han holdt til ved en brønd.

(2 Mosebog 2.14)

Historien om Paulus og om Moses har et fælles punkt hvor lighederne er helt forbløffende. Moses er en outsider. Han er en outcast. 2. Mosebog lægger et bevidst slør ud over hans sande identitet men han tilhører ikke dee ældste. Han står udenfor. Han træder op som en Guds profet men han kommer lige med det samme i konflikt med de ældste – magthaverne i Israel – de mægtige eller overklassen eller de velhavende. Vi kan se det samme tema udspille sig i Galaterbrevet. Paulus træder op som en stor prefet med en stor vision men han kommer i konflikt med de ældste. I Paulus tilfælde er de ældste lig med de ældste i Jerusalem – Jesu disciple, søjlerne, Peter og Jakob og Johannes, de gamle tilhængere af Jesus, dem som havde fulgt Jesus – hans venner og brødre! Peter og de gamle apostle spiller simpelt hen rollen som de ældste som en parallel til 2. Mosebog. Moses bliver aldrig rigtigt accepteret af de ældste. De bliver ved med at modarbejde Moses – hele vejen til Kanaans land! De gør oprør mod Moses. De skumler og murrer. De har dybest set ingen respekt for denne Moses. Hvem er han? Hvem er hans fader? Hvor kommer han fra? I det patriarkelske samfund er det ens forfædre der tæller. Moses er ikke noget. Han er en fantast. Han er blevet besat af en ond ånd. Hans projekt med at befri Israel er urealistisk og dybest set tåbeligt, mener de ældste da Moses opsøger dem. De prøver at samarbejde md Farao og Egypten i stedet for – de er mere realistiske i deres egne øjne!

De ældste er overklassen i det gamle Israel og de er lederne for klanerne – de måske 70 forskellige klaner i Israel. De tilhører klassen af Shar – en aristokrat eller adelsmand – på hebraisk. De er dommere – som ordet bruges i Dommerbogen – på hebraisk Shopet. De er officererne og embedsmændene. De er små konger i deres områder lige som de danske godsejere i gamle dage. De er de udvalgte. De er fulde af foragt for dem som står uden for deres kreds. De er aristokratiet – de bedste i riget. Moses støder ind i denne klasse – Paulus støder ind i denne klasse. De to historier har forbløffende ligheder. I 2. Mosebog kædes de ældste og aristokratiet sammen med Aaron og guldkalven i det skrift vi kalder Elohisten. Elohisten interesserer sig brændende for forholdet mellem Moses og de ældste og han har en lang beretning om trekanten Farao – de ældste og Moses i 2. Mosebog kapitel 5!

Moses autoritet og legitimitet bliver anfægtet – på samme måde som vi kan se i Galaterbrevet.

Spørgsmålet til Moses: - Hvem er du at du kan komme her? Refererer muligvis til episoden i 1. Mosebog hvor Lot forsøger at træde op som en profet:

v9  »Flyt dig!« sagde de og føjede til: »Her kommer han som fremmed og vil bestemme! Nu skal vi gøre noget ved dig, som er værre end det, vi vil gøre ved dem!« De trængte ind på manden Lot og var ved at sprænge døren.

(1 Mosebog 19.9)

Vi kan også høre røsten fra Jerusalem, fra Peter og alle disciplene i Jerusalem: - Her kommer han som en fremmed og vil bestemme! Paulus kommer som en fremmed. Han er ingenting. Han er en outsider.

 

Kritikken af religionen hos Paulus.

Paulus siger mange ting om jødedommen – den tro og religion som han kender – og elsker! Men nogle steder taler han voldsomt kritisk over for jødedommen. Når vi læser Paulus i dag kan vi kun læse disse steder som en kritik af religionen som sådan! Paulus har en rigtig og voldsom kritik af religionen som sådan – dvs af alle religioner uanset hvad de kalder sig! Paulus underminerer på mange måder al tale om religion. Kort sagt mener han at religionen er noget som mennesker har fundet på og religionen gør os små og svage. Religionen vil lægge os ind UNDER som han siger i Galaterbrevet. Religionen vil tage friheden fra os. Kristus er enden på al religion – det er stort set det som Paulus siger. Kristus har overflødiggjort al den gamle religion. Vi er nu blevet frie og værdige. Vi er ikke længere slaver eller trælle. Vi lever ikke længere i en illusion. Religionen får os til at leve i en tåget verden – i et mørke – i en illusion. Religionen bilder os en masse ting ind. I religionen er vi små og svage ofre. Vi er prisgivet. Men Kristus er ankommet – troen er nu ankommet – eller nåden er nu ankommet til verden. – Se det gamle er nu forbi og noget nyt er blevet til! I behøver ikke længere at tro på al den gamle religion!

De mægtige, de ældste og dem som tror at de er noget.

v1  Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med. v2  Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete [ironisk] det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. v3  Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære; v4  det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind [smuglet ind] for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os. v5  Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer. v6  Og de, som anses for at være noget – hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker – mig pålagde de ansete intet nyt.

v7  Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne v8  – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne v9  – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne. v10  Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

(Galaterbrevet 2.1)

Det mest bemærkelsesværdige ved Galaterbrevet er måske at de modstandere eller fjender som Paulus taler om glider ud i een masse i brevet. Paulus skelner ikke rigtig. På den måde kommer han til at ramme meget bredt – vi kan sige uhyggeligt bredt. Han prøver godt nok at vise respekt for de ældste i Jerusalem – for de er de første i troen som han viser – men rent faktisk rammer hans svidende angreb over en bred front. Den rammer Jesu egne venner og disciple. Den rammer dem som fulgte Jesus og var trofaste over for Jesus til det sidste. Paulus er grov og afvisende. Paulus er en outsider – han tilhører ikke kredsen eller inderkredsen. Men giver heller ikke noget for deres store navn og rygte. De puster sig måske op og tror at de er noget – men i virkeligheden er de slet ikke noget! Paulus er vidtgående, provokerende og grov og fræk – det vil mange i al fald sige – både i dag og dengang! Mange af Galaterbrevets tilhørere eller læsere har helt givet undret sig! Hvad er det som Paulus mener har de spurgt? Hvordan kan Paulus bare komme udefra og reelt afvise de ældstes autoritet og myndighed? Mange galatere har opfattet Jerusalem som moderkirken og hovedet for alle kirker. Jerusalem bærer arven videre. Jerusalem repræsenterer arven fra Jesus. Hvordan kan Paulus så sige det han gør? Paulus taler om de falske brødre og han mener nok en slags sekt i kirken i Judæa. En sekt som er mere jødisk eller traditionel eller lovorienteret og mere optaget af skellet mellem de troende og de vantro. Men Paulus skelner slet ikke skarpt. De falske brødre bliver i Galaterbrevet et middel som søjlerne – Peter og Jakob og Johannes – bruger. Søjlerne står i forbund med de falske brødre. Paulus rammer på den måde så at sige hele urkirken i Jerusalem og i Judæa – Paulus skelner ikke klart mellem kirkens ledere eller repræsentanter og kirken som helhed. De falder alle for kniven og kritikken!

Paulus er meget omhyggelig med sit ordvalg i beskrivelsen af mødet i Jerusalem. Han forelægger sit evangelium for de ældste. Det græske ord betyder noget helt bestemt. Det betyder at forelægge et spørgsmål for en anden for at høre den andens mening. Det indebærer netop ikke at den anden har myndighed til at afgøre sagen! Paulus forelægger IKKE sit evangelium for at det kan blive godkendt – slet ikke! Han forelægger det som en orientering. Han udtrykker med ordet at han er sikker på at de er enige! Ordet at forelægge bruges om det som gode venner gør med hinanden – det som lige værdige gør når de spørger om de andres mening. Ordet bruges om kongen der søger et råd hos en af sine rådgivere! Ordet forelægge tildeler ikke modparten en dommerfunktion eller en større magt! Paulus benægter simpelt hen at Jerusalem har ret eller magt til at afvise hans evangelium. De kan de ikke for det evangelium stammer ikke fra mennesker – det stammer fra Gud!

Paulus kommer til Jerusalem på grund af en Guds åbenbaring. Han kommer fordi Gud har beordret ham til at rejse til Jerusalem. Han kommer ikke fordi han er blevet indkaldt! Jerusalem har ingen ret eller myndighed til at indstævne ham eller beordre ham til at komme. Paulus er en fri mand. Han retter sig ikke efter noget menneske. Han er fuld af undren over disse Jesus venner som puster sig op! Paulus refererer til Kristus og til Guds åbenbaring – han refererer ikke til den historiske Jesus. Det er sikkert nok rigtigt at disse Jesus folk i Judæa har kendt Jesus – men nu er det ikke så afgørende længere. Vi tror på Kristus. Vi tror ikke på den historiske Jesus! Paulus prædiker Kristus for alle folkeslagene – han rejser ikke rundt og fortæller historier om Jesus! Hos Paulus kommer der et klart skel mellem det historiske menneske – profeten fra Nazareth – og Kristus. Kristus er noget helt andet. Kristus er Gud. troen handler ikke om Jesus. Vi tror ikke på Jesus. Vi tror på Kristus!

Mystikken og Det gamle Testamente.

v19  For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. v20  Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.

(2.20)

Paulus er grundlæggende en stor mystiker. Men det mest afgørende er nok at der ikke er noget af det som han siger man ikke kan læse i det gamle Testamente. Det gamle Israel havde en urgammel tro på enheden mellem Gud i himlen og hans profet på jorden. De to er eet. Profeten taler Guds ord – i aller bogstaveligste forstand. Moses er simpelt hen Guds kanal eller form eller skikkelse eller hånd. Det samme fortælles i det gamle Testamente utallige gange. Guds ånd iklæder sig dommere og profeter. De bliver besat af Guds ånd. De er ikke længere sig selv. De siger ikke deres egne ord og de gør ikke deres egne gerninger – de gør faderens gerninger – som Jesus også siger! Hele dette træk er overmåde typisk for hele det gamle Testamente. Det var typisk for hele oldtiden og vi finder det i alle kulturer i oldtiden. Tanken taler om en dyb og underfuld identitet mellem manden eller mennesket og Gud i himlen. Hele denne tanke bliver gjort meget tydelig med Jesus skikkelsen i det nye Testamente.

Paulus er ikke længere sig selv. Hans gamle jeg døde ud eller det blev dræbt. Lige som ved en korsfæstelse. Den troende er eet med Kristus lige som Moses er eet med Gud. Vi kan sige at det troende menneske eller det kristne menneske er et udtryk for Kristus eller en skikkelse eller form for Kristus. Vi er på en måde Kristus som er blevet genfødt i os. Vi er hans projektioner eller vi er avatarer som det hedder i Indien.

Kristus er et ord som Paulus bruger på mange forskellige måder. Men Kristus er meget sjældent det samme som Jesus. Paulus tager sit udgangspunkt i hans møde med Gud – i kaldet eller i visionen. Det som Paulus oplever ved Damaskus er Kristus – Kristus er ikke længere en person eller et menneske. Kristus er en del af Gud eller udtryk for et aspekt af Gud. Kristus er på en måde det samme som helligånden eller nåden. Kristus er det samme som troen. Troen er ikke noget vagt begreb – troen er en kæmpekraft og verdensånd – lige som Kristus. Kristus er det stof som vi er kommet ud af og på den måde kan vi sige at vi er blevet født af Kristus – lige som Paulus siger at han har født galaterne! Den søn som kommer ud af moderens liv – er på en måde eet med moderen. Kristus er vores moder. Vi er hans kød og blod. Hans gener lever videre is os og hans tanker og følelser virker inden i os. Paradiset er kommet ned på jorden. Kristus er det nye tempel og vi bor nu i det hellige tempel – i det himmelske Jerusalem - på Guds bjerg. Vi kan også sige at Kristus er en ny tilstand i verden. Kristus er nu kommet til verden siger Paulus og han mener at jorden er blevet forvandlet. Vi ser nu en ny himmel og en ny jord. Kristus er en ny kraft eller energi som er kommet ind i verden. Uden den ressource eller kraft havde vi været fortabt. Vi var gået fortabt. Vi var prisgivet døden. Døden herskede i verden. Vi var magtesløse – dengang.

Vi er ikke blevet forbedrede. Dengang vi blev kristne blev vi ikke forbedrede så vi kom af med vore mange syndige tilbøjeligheder. Det som skete, var ikke en udbedring af de værste mangler. Det som skete, var at vi døde. Det gamle døde helt bort. Jesus døde på korset og han lever ikke mere. Det kan enhver forstå. De døde bliver ikke levende igen. Evangeliet handler ikke om at de døde kan blive levende igen – alligevel. Nej Jesus døde. Men Kristus genopstod fra de døde. Kristus lever. Kristus er ikke den samme som Jesus lige så lidt som vi er de samme elendige mennesker som vi engang var! Fortiden er forbi. Vi lever ikke længere i syndens eller dødens verden. Vi døde. De tanker og følelser som vi nu har – er ikke vore egne – ikke vore egne gamle elendige tanker. Alle vore tanker og følelser er Kristus. Vores natur er Kristus. Vores lemmer er Kristus. Vi er hans legeme og vi er Guds legeme. Gud tænker og føler og sanser og handler igennem os. Vi er Guds arme og ben. Vi kan gøre alt det som han kan. Der er ikke noget som Gud kan gøre – som vi ikke kan gøre.

Dem udenfor er de fortabte. De er uden for muren og beskyttelsen.

v14  Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? v15  Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.

(2.14)

Vi er inde for muren. Vi er beskyttede. Vi er de retfærdige. Vi har loven og vi har Gud. Gud er den største af guderne. Dem der lever derude – folkene – er uden for loven. De er bogstaveligt talt lov-løse. Måske er der gode mennesker derude – blandt grækerne eller syrerne eller blandt romerne. Men det gør ingen forskel. De er uden for Israel – de er uden for Guds eget folk. De er fortabt. De er ikke fortabt fordi de har begået særligt forbryderiske eller umoralske handlinger. De er fortabt fordi de er udenfor. De er fortabt fra starten af. De er de fortabte pr. definition. De er fortabte helt automatisk. De lever i dødens og syndens verden – de leversimpelt hen et andet sted end vi gør – og derfor er de fortabt. Det er som at sammenligne med en by under belejring – som man gør i det gamle Testamente. Det er som om sammenligne med at rejse i rummet med et rumskib. De mennesker som bliver inde i rumskibet kan trække vejret – de har den ilt som er inden i rumskibet. De mennesker som falder ud af rumskibet – er fortabt. De står ikke til at redde.

Det er den tanke som Paulus giver udtryk for i Galaterbrevet – og i alle hans breve. Man bliver kun frelst – kollektivt – fordi man er med i rumskibet. Paulus gør det i Galaterbrevet 2.15 at han identificerer sig med kirken i Jerusalem og det som kirken tænker. Kirken tænker på denne traditionelle jødiske måde. Paulus identificerer sig med Peter og Jakob. Det gør han helt sikkert taktisk eller retorisk. De nævnte vers er i retorikkenn en såkaldt Propositio. Paulus fremhæver det som de er enige om – for at han kan argumentere for sin sag. Paulus er en god retoriker. Det er ofte blevet analyseret. Han taler godt for sin sag. Det han siger her skal opfattes som en imødekommelse – men han fremlægger også det som han og kirken er enig om – som er det som alle gode jøder var enige om på hans tid!

Men mener Paulus for alvor at han kan identificere sig med Peter og Jakob og de såkaldt jøde kristne? Galaterbrevet er jo fyldt med strid og diskussion og grove overfald på Peter og Jakob?

Det er nok vigtigt at tale om to planer. På et vist plan er Paulus enig med dette traditionelle jødiske standpunkt. Det fremgår også tydeligt af hans breve! Paulus taler jo netop om udenfor og indenfor! Eksemplerne er legio. Paulus er jøde – og tænker selvfølgelig om en jøde.

På den anden side er det klart ud fra brevene at Paulus har omdefineret begreberne. I følge den klassiske tese er de frelste dem som bor i Palæstina og som taler det jødiske sprog og som genetisk biologisk tilhører Jakobs sønner og som er omskårne og som adlyder de jødiske religiøse krav – Halakhah-en. Men dette traditionelle begreb har Paulus omdefineret. Det var allerede blevet omdefineret i forvejen – før Paulus. Der var allerede kommet en blødere eller mere åndelig opfattelse af begrebet at være dem som er inden for.

Paulus tænker stadig væk i skemaet – inden for og uden for men han skaber en mere åndelig og mere almen eller abstrakt definition af begrebet. Guds Israel eller Guds forsamling er alle de troende som findes i hele verden – uanset hvor de bor og uanset deres kultur eller historie. Paulus omdefinerer begrebet Israel til at være det sande Israel eller det virkelige Israel. Han omskaber begrebet Jerusalem sådan at det bliver det himmelske Jerusalem. Han omskaber begrebet Abrahams sperma til at være noget andet end Abrahams genetiske efterkommere.

Men det væsentlige er at Paulus stadig væk tænker i dette skema – det kollektive skema – udenfor og indenfor. Vi kan sige at Paulus er en trofast jøde. Vi kan sige at alle senere kristne i hele verden i virkeligheden i følge Paulus er jøder – de har fået et mærke – også selv om de ikke har fået et konkret mærke på kroppen – omskærelsen. De kristne er Guds folk – og derfor er de frelst og retfærdige. De kristne er alle sammen med i rumskibet. De andre – der ude – er fortabt.

Pointen er så endvidere at dem som Paulus kalder for de kristne ikke er dem som vi senere har betegnet som de kristne i historien! Paulus mener noget helt andet. At være en kristen betyder at man er blevet en fri og mægtig herre! Man har fået Guds ånd og er blevet en herre i verden. De kristne er Guds stolte sønner som ikke bøjer sig for nogen lov eller gammel religion! Paulus begreb er siden blevet fordrejet i den kristne kirke. Paulus mener ikke at man er kristen fordi man bliver døbt. Paulus mener at man er en kristen når man bliver fri mand. At modtage Guds ånd medfører en total forandring af manden. Det gamle menneske uddør. Jeg blev dengang korsfæstet. Jeg døde. De kristne i følge Paulus er dem som er døde – dem som har døden bag sig. De er frie og værdige. De plages ikke af skyld eller synd eller svaghed eller dårligt selvværd. Når de ser på Gud – føler de sig som hans partnere og som hans ligemænd! De kristne er simpelt hen Kristus – det ydre er et bedrag. Kristus lever – men vi er alle døde – fordi Gud greb ind og frelste sit folk.

Vi er alle eet.

v27  Alle I, der er døbt til [ordret: ind i] Kristus, har jo iklædt jer Kristus. v28  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v29  og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

(Galaterbrevet 3.27)

For Paulus var selve dåben åbenbart ikke afgørende. Der er drevet megen forskning omkring Paulus og dåben – men det ser ud til at Paulus bruger dåben mest som en metafor.

Det afgørende er ikke dåben som kirkelig rite – men åndsdåben eller modtagelsen af helligånnden. Ved denne modtagelse bliver galaterne så at sige døbt med ild og vand – de bliver fuldstændigt forvandlede. Paulus siger at de bliver døbt ind i Kristus. Dåben eller åndsdåben er en sådan bevægelse ind i. Vi kan sige at de bliver indviede som vi kender det i mysteriereligionerne. Vi kan sige at de i følge Paulus smelter ind i Kristus. Efter modtagelsen af Guds ånd er de i Kristus – som han siger. De findes et andet sted eller i et andet rige. De er ikke længere sig selv. Nu er de Kristus. Derfor er de heller ikke jøde eller græker, kvinde eller mand. De er simpelt hen Kristus. Kristus eller Guds ånd bor inden i dem. De er eet med Kristus. De er som lemmer på et fælles legeme. De er ikke længere adskilte væsner. De lever og virker som en ny levende organisme.

De har iklædt sig Kristus siger Paulus. Paulus bruger ofte den metafor at tage en klædning på. Galaterne har iklædt sig Kristus dvs at deres egen individualitet nu er skjult og dækket af Kristus som er uden på. Paulus tænker sikkert på mange citater fra Det gamle Testamente hvor det hedder at Guds ånd iklæder sig et menneske. Det er godt nok den modsatte metafor. Guds hellige ånd iklæder sig Gideon hedder det for eksempel. Dvs at Guds ånd er indeni og Gideon er udenpå! Altså den modsatte metafor. Men for Paulus har det nok ikke været så afgørende. Paulus kan sige at vi lever nu inden i Kristus – og samtidigt at nu lever Kristus inden i os – som han netop gør i Galaterbrevet. Det væsentlige for Paulus er at det gamle selv – det gamle ego – nu ikke længere eksisterer. Det gamle selv døde bort med Kristus.

Ikke fra Paulus tid men fra en senere tid i kirken kender vi den skik at det menneske som bliver døbt – efter dåben iklædes en hvid klædning som en symbolsk handling. Vi ved også at dette skete i mysteriereligionerne allerede på Paulus tid og måske har Paulus sin tanke fra disse ritualer.

Det er helt afgørende at Paulus aldrig nogen sinde sammenligner dåben og omskærelsen – hvilket ellers er helt oplagt. Paulus siger aldrig noget sted at dåben er en overlegen rite sammenlignet med omskærelsen. Det må betyde at Paulus mener at dåben er mindre væsentlig – lige som han mener at omskærelsen er mindre væsentlig eller ikke afgørende. Paulus er ikke rituel i sin teologi på den måde. Hele Galaterbrevet handler om ånden og oplevelsen af ånden og visioner og at se Gud! Paulus har tydeligt nok en åndelig tilgang til den nye kristne tro. De ydre ritualer er nok kun symboler for Paulus.

I Det gamle Testamente kan vi finde gode paralleller til det som Paulus siger om forvandlingen og fornyelsen ved åndsdåben:

v3  Josva stod foran englen med snavsede klæder på. v4  Da sagde englen til dem, der stod foran ham: »Tag de snavsede klæder af ham.« Til Josva sagde han: »Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på.« v5  Så sagde han: »Sæt en ren turban på hans hoved.« De satte en ren turban på hans hoved og gav ham andre klæder på, mens Herrens engel stod der.

(Zakarias 3.5)

       v10  Jeg fryder mig over Herren,
      min sjæl jubler over min Gud.
      For han har klædt mig i frelsens klæder
      og hyllet mig i retfærdighedens kappe,
      som en brudgom sætter sin turban,
      og som bruden fæster sine smykker.

(Esajas 61.10)

 

Gud har avlet alle mennesker. Vi har avlet hinanden.

v19  Mine børn, som jeg igen må føde [føde eler  avle - gennao] med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer!

(4.19)

I oldtiden er det en udbredt forestilling at menneskene er avlet af guderne. Kvindelige og mandlige guder har samleje og de avler på denne helt fysiske måde alle mennesker eller det første menneske eller den første slægt. Gudinden føder det første menneske. Dette menneske er altså en søn af guderne – Guds søn.

I begyndelsen af Lukas evangeliet finder vi en Jesu slægtstavle – en genealogi. Den viser linjen af fader og søn helt tilbage til Noa og Adam. Om Adam står i Lukas slægtstavle eller genealogi at Gud avlede Adam. Gud er genetisk biologisk eller fysisk en fader til Adam. Adam er så at sige blevet frembragt ved en seksuel handling.

Hele det gamle Testamente er fyldt med det samme billede. Gud – som er en maskulinum – er en biologisk fader. Gud har avlet sin søn – sin førstefødte søn – på det hellige bjerg sammen med gudinden Ushas – som der står i Salmerne! Kongen er helt bogstaveligt Guds søn. Gud er hans genetiske fader. Hele Bibelen handler om eet eneste tema: Faderen og sønnen!

Gud har avlet Israel som sin første fødte søn – Gud har avlet Israel ved en seksuel handling – det er indholdet af Sangen i 2. Mosebog. Israel eller menneskene er ikke bare blevet skabt – på en vis måde eller i en diffus forstand – de er blevet avlet og født på menneskelig måde!

Det græske ord som Paulus anvender er Gennao. Gennao kan både bruges om det som kvinden gør – hun føder – og om det som manden gør – han avler. På den måde kan vi også finde eksempler på at Gud er en kvinde i det gamle Testamente! Gud føder Israel – ved en biologisk konkret fødselsproces med veer og smerter! Denne metafor spiller en stor rolle i apokalypsen. Den nye tidsalder – Guds rige – bliver til ved en fødselsproces – igennem veer. Det står tydeligt nok i evangelierne og dette billede findes mange steder hos Paulus.

Det gamle Israel troede ikke at guderne havde haft samleje og at menneskene var produktet. I al fald er det ret sjældent vi møder den tanke. Metaforen er netop en metafor. Gud avler mennesket – betyder at han er vores fader – lige som en almindelig biologisk fader er en fader for sin søn. Begrebet at føde eller at avle er en metafor eller et billede eller en sammenligning. Det skal udtrykke noget mystisk og ubegribeligt og underfuldt – som vi ikke kan udtrykke i det almindelige sprog!

En fødsel er et punkt. Der er noget som ligger forud og der er noget som kommer efter. Punktet er en slags overgangsrite eller en indvielse. Punktet finder sted pludseligt, på eet bestemt tidspunkt – i et glimt eller ved et brag! Det er Paulus tankegang i hans breve. Pludselig – i eet glimt – blev galaterne genfødte eller fødte eller skabt på ny. De fik en ny form – en ny skikkelse. De fik et nyt legeme. De fik nye tanker, følelser og handlemåder. De blev besat af Guds ånd – i en rus – og i eet nu blev de forvandlede.

Askepot bliver forvandlet i eet eneste magisk sekund. Askepot gennemgår ikke en lang psykologisk udviklingsproces – Askepot går ikke i terapi for at blive fornyet eller forandret. Nej – Askepot bliver forvandlet – noget helt andet end at blive forandret! En forvandling er en trans-formation som Paulus taler om i Galaterbrevet. Det betyder ikke at vores skikkelse bliver forbedret eller forskønnet – det betyder at vi får en helt ny skikkelse! Bibelen taler om en ny skabelse og et nyt menneske – ikke om en opretning af de groveste fejl og mangler! Det sker i eet nu. Paulus tankegang er den samme. Det er det store tema i hele Bibelen – både den jødiske og den kristne bibel – menneskets genfødsel og forvandling. Moses bliver forvandlet. Esajas bliver et nyt menneske. Elias er ikke længere sig selv. Bibelen består af een lang række af beretninger om forvandlingen. Denne forvandling sammenlignes med en fødsel – et punkt. Også i de mysteriereligioner som Paulus kendte er guden en moder og en fader. Når mennesket bliver indviet eller når mennesket bliver genfødt gennem riterne i mysteriereligionen får mennesket en ny fader eller en ny moder. Min mor er ikke min virkelige mor. Hun er en fremmes. Min sande moder er Isis! Isis er alle menneskers moder. Hun har født os alle sammen. Alle kommer vi fra hendes livmoder. Hun er det stof som vi kommer af. Isis er vores sande moder! Maria er vores sande moder! Hun er en evig moder til alle mennesker! Vi er alle Saras sønner og vi er alle kommet ud af hendes underliv – som Paulus siger i Galaterbrevet.

De skal holde hele loven.

v2  Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. v4  I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. v5  For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. v6  For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.

(Galaterbrevet 5.2)

Det er nemt at misforstå Paulus og de citerede vers er ofte blevet misforstået i kirkens historie. Det afgørende er nok at huske på at Paulus er jøde og han elsker den jødiske livsstil – selv om han også – nu – forholder sig kritisk over for nogle af dens udlægninger.

I Det gamle Testamente opfattes pagten mellem Gud og Israel som et ægteskab. De to parter indgår begge i partnerskabet – i ægteskabet. På den måde påtager de sig naturlige og rimelige forpligtelser. Man kan måske ikke engang sige at de påtager sig forpligtelser. Vi  kan sige at deres ægteskab simpelt hen logisk medfører at de får visse naturlige og rimelige forpligtelser over for hinanden.

Det er dette symbol som Paulus taler om. Han taler til galaterne. Galaterne ønsker at blive som jøder – de ønsker at indgå i ægteskabet. Det som Paulus siger er at de skal tænke på at et sådant ægteskab medfører rimelige og naturlige forpligtelser.

Paulus har en positiv opfattelse af Moseloven! Paulus er jøde! Paulus advarer ikke galaterne og siger at det ville være en forfærdelig ulykke hvis de blev jøder. Paulus er selv omskåret! Omskærelsen er ikke problemet! Paulus lever selv i  følge hele den jødiske livsstil og han elsker den – men galaterne er ikke jøder!

Paulus er blevet misforstået på flere måder. Man har troet at han mente at loven er uopfyldelig – at den er et umuligt ideal – altså at ingen kan opfylde loven! Men det er en misforståelse af Paulus. Paulus mener bestemt at man kan leve efter loven og bag ved lovens beskyttende mur. Det gør han jo selv! Paulus kan på den måde godt forstå galaterne – at de vil ind under lovens beskyttelse.

Paulus opfatter den jødiske vej som en af mange muligheder. Den jødiske vej er hans egen mulighed. Den jødiske vej – at leve efter loven – er Israels historiske vej. Men den er ikke galaternes historiske vej.

Galaterne har allerede mødt Gud og de lever nu sammen med Kristus i Guds rige. Hvorfor skal de give sig ind under loven – Israels vej? De har allerede opnået alle ting.

Evangeliet om Kristus er et budskab på et højere plan ville Paulus sige. Galaterne er kommet til tren g de lever nu sammen med Gud. Det har egentlig ikke noget at gøre med deres religion. Det er på et højere plan. De lever i Guds rige – som er usynligt. Den jødiske religion tilhører denne verden – den tilhører et helt andet plan. Hvis man vil ind i jødedommen skal holde loven – naturligvis – lige som enhver ægtemand skal opføre sig ret og rimeligt over for sin hustru. Men galaterne skal slet ikke overgå til en ny religion siger Paulus. Gud er ligeglad med deres religion. Religion er menneskers værk. Gud ser ingen forskel. Gud taler til galaterne som mennesker – Gud ønsker ikke at de skal melde sig ind i en ny religion som jødedommen eller kristendommen! Gud ønsker at de skal leve sammen med ham.

Jødedommen er en gammel religion som har beskyttet Israel i 1000 år siger Paulus og Paulus har bestemt ikke tænkt sig at vende sig bort fra jødedommen – fædrenes tro. Men Kristus har egentlig ikke noget med jødedommen at gøre. Kristus opfylder håbet i jødedommen – men man skal ikke blive en jøde – eller en kristen – for at få del i arven eller i Guds velsignelse. Gud er lige glad med menneskers religion. Men vi kan kun modtage hans nåde – hans Charis – igennem tro og ånd! Men begreberne tro og ånd er hos Paulus ikke det samme som at galaterne skal melde sig ind i en ny religion! De skal skifte indstilling og karakter og de skal give slip på deres frygt! De skal ikke melde sig ind i en ny religion.

Det helt overordnede for Paulus er at evangeliet ikke indeholder en masse eventuelle fremtidige velsignelser! Evangeliet taler om noget som nu – allerede – er sket! Galaterne er blevet frelst. De er allerede kommet ind i lyset og glæden! De skal ikke gøre noget – de skal være! Paulus taler lige som evangeliet hos Esajas: - Det er allerede sket! Jeres skyld og jeres gæld er allerede blevet betalt! I er nu allerede kommet ud af fangenskabet! Glæd jer! Glæd jer! I er omgivet af lyset og velsignelsen til alle sider!

Paulus spørger derfor: - Hvor I vil i så med vold og magt melde jer ind i en ny religion?

Er Paulus en falsk profet?

v12  Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.«

(2 Mosebog 3.12)

Det er naturligt at sammenligne Moses og Paulus. De bliver begge kaldet af Gud. Kaldet betyder i begge tilfælde at de bliver sendt ud i verden med en bestemt opgave. Moses skal tage Israel ud af Egypten. Paulus skal være et stort lys for alle folkeslagene. De kaldes til at Herrens Ebed som det siges hos Esajas – til at være hans tjener eller repræsentant.

Gud siger til Moses: - Se, dette er tegnet! Det har været voldsomt diskuteret hvad dette tegn egentlig er. Der er faktisk rigelige problemer i den hebraiske tekst. Det er ikke indlysende hvad tegnet er.

Dette har stor betydning fordi det i det gamle Israel er vigtigt at der er et tegn som beviser at profeten er en sand profet – at han virkelig repræsenterer Gud –og ikke alle mulige andre interesser! De falske profeter var et stort problem i det gamle Israel og det var de også på Jesu tid og på Paulus tid! Overalt var der mængder af profeter som alle sammen hævdede at de talte Herrens ord – men de kunne jo ikke alle være Guds sande profeter – det som de sagde var jo helt modsigende!

Derfor skal profeten have et slags tegn. Det er sandsynligt at det tegn som Gud giver til Moses er at Israel skal blive et frit folk og at Israel skal komme frem til det hellige bjerg – og der bo for evigt i Guds rige. Tegnet er altså det som nu skal ske. Det som Gud har forudsagt vil komme til at ske. Det er et tegn. Det beviser at Gud er den største. Det beviser også at Moses er en sand profet. Det som Moses gør og siger vinder. Moses bliver ikke en taber men en vinder. Den faktiske historiske udvikling – bagefter – beviser at Moses repræsenterer Gud – er eet med Gud – og at han er et sandt talerør. Kendsgerningerne beviser simpelt hen at Gud er stor og at Gud bestemmer den historiske udvikling. Gud er historiens herre, som der står i Salmerne. Virkeligheden beviser at Gud findes og at Gud er på vores side.

Meget tyder på at det også er Paulus mening i Galaterbrevet. Da Paulus mødes med Peter i Jerusalem skriver Paulus at de bøjede sig for kendsgerningerne! Jakob og Peter og apostlene i Jerusalem kan simpelt hen se tegnet og tegnene. Det som Paulus har sagt og gjort er blevet fulgt af en enorm glæde, nåde, lykke og velsignelse ude i Diasporaen. Der er sket noget som svarer til det som fortælles i Moses historien. Kendsgerningerne viser at Paulus ikke er en falsk profet – men en sand profet. Gud handler igennem Paulus. Gud virker igennem det som sker. Den historiske udvikling beviser Guds magt! Udviklingen beviser hvem der er de sande profeter! Hele denne tanke findes mange steder i Det gamle Testamente. Lige som i Apostlenes Gerningen – helligåndens manifestation og progression beviser evangeliets sandhed! Når vi er mægtige og frie og vindere – så er det et stort tegn – det viser at Gud vinder frem og udbreder sig i den jordiske sfære.

Den kristne kirke er imod korset!

 

v18  For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder. v19  For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. v20  Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. v21  Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

(2.18)

v1  Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. v2  Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro?

(3.1)

 v10  For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.« v11  Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«. v12  Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.« v13  Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« –

(3.10)

v3  På samme måde med os: Da vi var umyndige, trællede vi under verdens magter. v4  Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5  for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. v6  Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! v7  Så er du da ikke længere træl,

måneder og tider og år. v11  Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.

(5.2)

v14  Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden. v15  For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse.

(6.14)

v11  Se, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd: v12  De, der tvinger jer til omskærelse, er dem, der vil skaffe sig anseelse i det ydre, blot for at undgå forfølgelse på grund af Kristi kors. v13  For de, der lader sig omskære, holder ikke engang selv loven, men de vil have jer omskåret for at kunne være stolte af det, der sker på jeres krop.

(6.11)

Der er ingen tvivl om at Paulus en række steder i Galaterbrevet stiller Jerusalem og den kristne kirke i Jerusalem op imod korset og Jesu korsfæstelse. Det er måske omstridt hvad Paulus pointe egentlig er – men det er tydeligt at han siger at den kristne kirke har glemt korsfæstelsen eller ikke vil huske korsfæstelsen eller ikke forstår hvad korset og korsfæstelsen betyder! Kirken har ikke forstået noget. Den lever som om Jesus aldrig er blevet korsfæstet. Den lever i den gamle verden – den lægger vægt på det ydre – på kødet – eller på omskærelsen. Den forstår ikke at korsfæstelsen har ophævet skellet mellem mennesker – muren som Paulus siger i Efeserbrevet. Den kristne kirke lever stadig væk i den gamle verden og den tror at man skal være en jøde i det ydre – i det synlige – ellers kan man ikke tilhøre Israels folk – ellers kan man ikke blive frelst. Men kristi korsfæstelse betyder for Paulus at hele verden er blevet korsfæstet – ingen af de gamle skillelinjer og skel gælder mere. Jøden har ikke nogen privilegier som grækeren ikke også har, siger Paulus. Jesus døde som en forbandet på korset og dermed gjorde han alle mennesker lige. Dermed blev vi alle Guds sønner. Dermed blev ethvert skel sat ud af kraft.

Det er ikke svært at forstå kirkens eller Jerusalems synspunkt. De mener kort sagt at det er rimeligt at stille rimelige krav til de nye mængder af kristne som vil ind i den kristne bevægelse! De tænker på kirkens identitet og dens fremtid og dens sammenhængskraft! De føler at Paulus bare åbner kirken for alt og alle – og dermed fuldstændigt underminerer kirkens grundlag!

Paulus gør nar ad kirken. Det han siger er at kirken – lige som de æstetiske og overfladiske og udseende fikserede grækere – kun kan se det ydre – det fysiske! Kirken eller apostlene i Jerusalem kan kun se det etniske eller racemæssige eller synlige. De kan ikke give slip på at Jesusbevægelsen er en jødisk etnisk bevægelse. Den jødiske mand er en fryd for øjet for hans nøgne legeme viser hans mærke og hans pryd – Guds tegn – omskærelsen. Kirken er helt besat af billedet af den nøgne omskårne mand – siger Paulus - lige som grækerne var besat af statuerne af de nøgne mænd og yndige drenge! Kirken er lige så overfladisk som grækerne, siger Paulus! Kirken er blind over for at vores sande identitet slet ikke ligger i det ydre – men i det indre! De vil reelt ikke høre om korset – for korset forkynder budskabet om at alle mennesker er lige og lige værdige i Guds øjne – at alle mennesker er lige smukke!

 

 

 

Paulus er grov og grænseoverskridende. Vi føler afsky og væmmelse.

Galaterbrevet har en række udtryk hvor Paulus taler i et meget voldsomt og voldeligt sprog. Paulus er en stor zelot og han er en brændende og nidkær forsvarer for Herrens sag. Der er slet ingen tvivl om at Paulus bygger videre på en gammel tradition i Det gamle Testamente.

Det gamle Testamente er præget af en dyrkelse af volden og brutaliteten. Det indeholder utallige brutale og frastødende eksempler på grov vold imod mennesker. Det gamle Testamente dyrker volden – de assyriske storkonger viste deres magt og vælde ved usædvanlig og helt vilkårlig brutalitet og vi ser det samme træk i Det gamle Testamente. Når vi læser historien om David bliver vi grebet af væmmelse over hans troløshed og brutalitet. Der er en afgrund – føler vi - imellem os og oldtiden. På samme måde optræder Jahve med en helt ubeskrivelig og frastødende brutalitet i Det gamle Testamente. Vi væmmes. Hvis Bibelen vil tilbyde os en god eller ny religion – så gør den det på en meget mærkelig måde!

Hvis vi er ærlige over for os selv tager vi afstand fra meget af det som står i Bibelen. Bibelen udtrykker oldtidens skema – oldtidens kult af magten og volden – men det er ikke vores skema. Vi er selvfølgelig berettigede til at tage afstand fra oldtidens skemaer. De er på en måde udtryk for en meget mere primitiv menneskeopfattelse og samfundsopfattelse. Vi føler væmmelse med god ret. Moderne bevægelser har dyrket dette voldelige og autoritære skema. Men dem skal vi selvfølgelig også tage afstand fra! At det står i Bibelen er ikke nogen undskyldning!

Paulus er grov og zelotisk og grænseoverskridende. Han bruger Saras ud fra 1. Mosebog og han taler til kirken i Jerusalem – dem som er Jesu venner og dem som vandrede sammen med Jesus: - Smid dem ud! Dræb dem! Kast dem ud i mørket! Begrav dem levende! De skal aldrig nogen sinde arve Guds rige!

Paulus taler om de kristne lederes i Jerusalem og at de ønsker at omskære alle de grækere som kommer ind i Jesus bevægelsen. – Gid at kniven må smutte i deres hænder så de kommer til at kastrere sig selv! Paulus er usædvanlig grov. Vi undrer os. Vi synes at det er ubehageligt. Paulus sælger ikke sig selv godt på den måde! Vi tager naturligvis afstand fra Paulus – i al fald hvis vi er ærlige over for os selv! Vi tænker at Paulus er en meget lille mand – som kun handler ud fra en meget lille frygt og rædsel. Paulus lever jo slet ikke op til det som han siger! Paulus har tydeligt nok svære personlige problemer!

Alle de traditionalistiske kristne i Judæa og i Jerusalem er i følge Paulus falske brødre! Galaterbrevet udspiller sig på treskuepladser eller scener: Jerusalem og Antiokia og Galatien – og hver gang sniger de falske brødre sig ind. Paulus udtrykker en vild og overdreven kritik af den kristne kirke - synes vi.

I Moseloven kan vi læse at det afskyelige og syge lem skal skæres af legemet – ellers bliver hele legemet sygt! Denne straf kaldes med det hebraiske ord for Karet – som betyder at skære bort. Karet betyder at det onde menneske bliver dræbt og aflivet. Han får ikke lov til at hvile i fædrenes jord. Han bliver ikke forenet med sine fædre i døden – den tanke som var så vigtig i det gamle Israel. Hans hele slægt skal uddrives af Israel Hans slægt skal udslettes på den måde at den aldrig siden må nævnes eller mindes. Denne Karet ligger bag ved Paulus voldsomme sprog. Den ligger bag ved hans voldsomme forbandelser. Anathema! De skal være evigt forbandede.

Hele dette sprog er sekternes sprog på Paulus tid. Vi skal forestille os at sådan talte sekterne til hinanden. Sproget var ekstremt voldeligt. Vi kan se det i evangelierne. De vil bare slå Jesus ihjel! Simpelt hen! Sproget er voldsomt og grænseoverskridende. Oldtiden havde en anden mentalitet end vi har. Oldtiden sad ikke og fedtede med humanistiske idealer. Slå dem ihjel! Begrav dem levende! Hug dem ned! De er en afskyelighed og de er Guds fjender! Hele dette sprog præger hele Bibelen – det er ikke specielt for Paulus – og det findes også mange andre steder i Det nye Testamente.

Kødets svage, uværdige og afmægtige gerninger.

 

v19  Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20  afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21  nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

(5.19)

Vi finder såkaldte laste kataloger i alle Paulus’ breve – og vi finder dem i utallige skrifter fra senjødedommen og i alle de tidlige kristne skrifter. I Markusevangeliet finder vi således et tilsvarende lastekatalog. Det er også sandsynligt at tankerne i lastekatalogerne går tilbage til Jesu egne ord. Derfor henviser Paulus også til tanken om at arve Guds rige i citatet. Denne tale er helt tydeligt overtaget fra Jesu egne ord – som jo er fyldt med udtalelser om Guds rige – et tema som ikke er særligt almindeligt hos Paulus!

»Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. v21  For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, v22  ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. v23  Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent

(Markusevangeliet 7.20)

Hos Paulus er det en hovedpointe at disse såkaldte laster eller kødets gerninger er udtryk for menneskets svaghed og afmagt. Vi gør kun det onde fordi vi er blevet svage – fordi vi har gjort os selv svage. Fordi vi føler os små og afmægtige – gør vi kødets gerninger – det onde!

Vi kan sige at Paulus grundlæggende har en optimistisk menneskeopfattelse! Hvis vi er virkelige og sande mennesker – vil vi altid gøre det gode! Vi gør kun det onde fordi vi er blevet ødelagt – fordi verden har gjort os svage. Et stærkt og sundt menneske er fuld af kærlighed og gør kærlighedens gerninger, siger Paulus. Det kræver ingen lov – det sker af sig selv! Det sande menneske – som er sig selv – gør kærlighedens gerninger af egen fri vilje. Han vil ikke noget andet. Bægeret bliver fyldt og løber over i det ydre menneske – ud til andre mennesker! Livets kilde inden i os selv sender det levende vand ud til alle andre mennesker – af sig selv. Et godt træ bærer gode frugter. Vi er blevet podet på det ædle oliventræ. Det er ikke grenene som bærer roden men omvendt roden som bærer grenene! Det sande menneske gør spontant det gode og kærlige. Det er dets natur og vilje!

Mennesker gør sig mindre end de er. De glemmer deres stolthed, glæde og værdighed. Resultatet er disse afskyelige gerninger! Pointen er at mennesket har glemt at det er en Guds søn og derfor falder det tilbage til kødets afmægtige og svage gerninger. Når mennesker falder ned i deres lille ego – falder de ned i frygten. Vi føler os som små og svage. Vi er arme ofre. Resultatet er kødets gerninger! Lasterne kommer af svaghed – ikke af nogen styrke. Vi gør os mindre end vi er. Vi glemmer Guds evangelium. Vi glemmer at vi er udvalgt til at være hans stolte sønner. Vi glemmer at vi er frie mænd. Det er netop temaet i Galaterbrevet. Gud er stolt af galaterne – men galaterne glemmer at være stolte af sig selv! Vi behandler os selv uværdigt – og derfor kommer vi til at behandle andre mennesker uværdigt! Gud græder når vi gør os mindre end vi er. Alle de såkaldte laster kommer af vores lille afmægtige frygt og bekymring, siger Paulus.

Paulus’ tese er altså at hvis vi kunne huske på vores sande identitet – hvem vi nu er blevet ved Guds underfulde frelse – så ville vi aldrig falde ned i denne ydmygelse – kødets gerninger! Kødet nedværdiger og ydmyger os fordi kødet er en ond gud eller en ond magt. Den magt er også inden i vores sjæl og følelser og tanker. Vi er ikke små børn. – Du er ikke noget barn, siger Gud til Jeremias ved hans kaldelse. – Sig aldrig til mig at du er et lille og svagt barn! Det vil jeg ikke høre på!

Det er vigtigt at holde fast i at disse lastekataloger – også dem i Paulus breve – kun er fælles om en vis form og struktur. De konkrete laster som opregnes er forskellige fra eksempel til eksempel! Det er altså ikke muligt at tale om særlige dødssynder eller gennemgående laster! Det er fx meget tydeligt at Paulus hver gang tilpasser sine laster til den konkrete situation! Lastekataloget hos Paulus er ikke bare en vanemæssig opregning af de samme laster! Her i Galaterbrevet er hans katalog tydeligt tilpasset situationen i Galatien! Paulus er faktisk en stor pædagog – kan man måske sige. Han giver selv i brevene udtryk for det såkaldte akkomodations princip: - Over for de uomskårne var jeg som en uomskåren og over for de omskårne var jeg som en omskåren! Paulus princip er ekstremt vigtigt fordi vi på den måde kan se at det han siger og skriver er tilpasset situationen! Hans breve er ikke fastlåst dogmatik eller teologi – de er polemiske og aktuelle indlæg i den konkret historisk situation! Der er fx stor forskel på hvad Paulus skriver i Galaterbrevet og i Romerbrevet. Det er ikke fordi Paulus har skiftet standpunkt – som der er nogle forskere der siger! Det er fordi situationen i Rom og i Galatien er radikalt forskellig. Vi skal passe meget på med at fortolke alt det som Paulus siger som abstrakt eller almen dogmatik! Det han siger er oftest spontant, ikke altid lige vel overvejet! Paulus drives ofte af sine følelser og handler resolut og umiddelbart. Nogle gange tænker han sig ikke særligt godt om!

Hans lastekatalog i Galaterbrevet er blevet opdelt på denne måde for at tydeliggøre hvad det er Paulus er ude på:

 

[Almene laster som alle kan genkende, jødisk perspektiv:]

v19  Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20  afgudsdyrkelse, trolddom,

[Laster som er aktuelle i forbindelse med situationen i Galatien - sektmentaliteten:]

fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21  nid,

[Almene laster, både jødisk og græsk]

drukkenskab, svir og mere af samme slags.

Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

(5.19)

 

 

Vi er allerede blevet frelst.

v13  Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« – v14  for at [FOR AT] velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og [FOR AT] vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.

(3.13)

Citatet rummer Paulus centrale opfattelse af Jesu død og korsfæstelse. Paulus anvender flere billeder ved siden af hinanden.

Vi er blevet købt og frikøbt – på samme måde som Israel blev købt, forløst og frikøbt ud af Egypten. Metaforen er dels økonomisk – Jesus har betalt en pris – dels ikkeøkonomisk. Vi var slaver men vi blev købt fri – ved Guds underfulde frelse.

Kristus er den som giver sit liv bort for at hans venner og alle mennesker i hele verden kan blive frelst. Jesus er en martyr i følge Paulus. Martyren betaler med sit eget blod for at de mange kan reddes. Paulus tankegang er helt fyldt med martyr tanken og Paulus opfattede sig selv som en martyr. Martyr tanken spillede en enorm rolle efter Makkabæer tiden ca 160 f. Kr.

Kristus er en repræsentant for alle mennesker – han er lig med alle mennesker. I Romerbrevet har Paulus en sådan Adam kristologi. Paulus siger at i og med at Jesus korsfæstes og bliver forbandet og kastet ud i fortabelsen – så bliver alle mennesker forbandet og korsfæstet. Vi er alle blevet forbandede og korsfæstede. Vi gik det samme igennem som Jesus og samtidig med ham – på en måde. Gud handlede med sin første fødte søn – og dermed handlede Gud med alle sønnerne samtidigt! Jesus og vi – vi er brødrene. Vi er allerede gået fortabt. Vi skal ikke frygte at vi går fortabt engang ude i fremtiden, siger Paulus. Sagen er at vi allerede er gået fortabt – dengang. Vi døde. Gud forbandede os. Gud dræbte os. Gud naglede os fast på korset. Vi blev henrettede og sømmede op på et træ. Vi blev virkeligt dengang fordømte og forbandedederfor er vi nu helt uden for al straf og forbandelse! Det gælder alle mennesker i hele verden. Ingen kan nu forbandes – fordi vi døde dengang. Vi har ikke  helvede foran os - som en truende fremtid – vi har vores eget personlige helvede bag os! Det er meningen med Paulus såkaldte Adam kristologi. Jesus eller Kristus er en repræsentant for alle mennesker. Jesus er mennesket. Jesus er en arketype. Jesus indeholder inden i sig alle mennesker og hele menneskeheden. Jesus er et symbol på det gamle menneske – som bliver naglet til korset. Det som skete med ham – skete også med alle andre. Alle døde vi. Alle bliver vi stødt bort af Gud. Alle bliver vi skåret af legemet som det syge og afskyelige lem!

Paulus taler om to grupper. I gamle dage var alle hedningerne fortabt – for de kendte slet ikke loven eller ægteskabet med Gud – de var helt udenfor – helt fortabt.

Og han taler om jøden – den jøde som i gamle dage var en lovbryder – som han siger – han gik også fortabt.

Jesu korsfæstelse og død har vendt op og ned på alt dette. Jesus døde som en forbandet og på den måde slettede han muren mellem jøder og hedninger. Jesus døde som en hedning – forbandet. Jesus har betalt prisen for alle som vores broder og repræsentant. Der findes ikke længere nogen fortabelse.

v6  Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, v7  rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak. v8  Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus. v9  For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod, v10  og i ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den. v11  I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, v12  da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. v13  Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. v14  Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; v15  han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.

(Kolossenserbrevet 2.6)

 

 

Omskærelsen og Titus.

 

v3  Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære; v4  det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os. v5  Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer.

(2.3)

Paulus fortæller at da han kom til Jerusalem havde han en mand – en troende mand fra kirken i Antiokia – med i sit følge - nemlig Titus. Titus deltager i møderne og han spiser med ved bordet. De kristne i Jerusalem var – antageligt alle sammen jøder og omskårne – men Titus er ikke omskåret og han er en græker som Paulus siger. Titus bliver tydeligt nok et problem. Vi må forstå Paulus på den måde at der i al fald er nogen i kirken som kræver at Titus bliver omskåret! Vi kan ikke se hvad kirkens flertal har sagt. Vi kan ikke se hvad kirkens ledere har sagt – men nogle i menigheden må have stillet kravet.

Enden på sagen bliver i følge Paulus at disse personer må trække deres krav tilbage. Kirken må leve med at Titus ikke er omskåret og ikke bliver omskåret. Antageligt er Titus både en from jøde og en from kristen. Han spiser sikkert efter de jødiske love og så videre. Men han er ikke omskåret. For nogle af de kristne – som jo er jøder og måske først og fremmest jøder – har Titus været et stort problem. Men Paulus forsvarer det standpunkt at kirken ikke kan kræve at Titus bliver omskåret! Paulus har sikkert ikke været så meget imod at Titus blev omskåret – men Paulus er imod at kirken puster sig op og kræver at Titus lader sig omskære! Vi kan se mange steder at Paulus går imod denne jødiske nationalisme og bedrefølelse og kulturelle imperialisme. Paulus afviser denne sekt tankegang. Kirken skal ikke rodes ind i den interne jødiske sekt tankegang.

Omskærelsen spiller en meget stor rolle i sekternes sprog på Paulus tid. Men det er vigtigt at huske at omskærelsen egentlig ikke spiller nogen særlig rolle i det gamle Testamente! Det har Paulus naturligvis været klar over. Efter Makkabæerne skærpes tonen voldsomt og krigen bliver hård i den interne jødiske lejr. Omskærelsen bliver en kæmpe sag – og det var den oprindeligt slet ikke i Israel. Hele opfattelsen af Moseloven ændrer sig voldsomt i løbet af to hundrede år før Paulus. Paulus er i god overensstemmelse med hovedtanken i det gamle Testamente fordi sekterne – fx farisæerne og zeloterne og essenerne – repræsenterer en helt ny radikalisme i Israel! Paulus har for så vidt god støtte i det gamle Testamente. Omskærelsen var oprindeligt ikke særlig vigtig!

Men senjødedommen indeholder en helt anden og meget hårdere tone og det er baggrunden for Paulus strid med Jerusalem og Jesu strid med farisæerne:

v10  Fra dem udgik der et syndigt rodskud, Antiokus Epifanes, kong Antiokus' søn, som havde været gidsel i Rom. Han blev konge år 137 regnet fra det græske herredømmes begyndelse. v11  På den tid fremstod der i Israel lovløse folk, og de forledte mange med ordene: »Kom, lad os slutte pagt med hedningerne omkring os, for efter at vi har udskilt os fra dem, har meget ondt ramt os.« v12  Disse ord vandt bifald, v13  og uden at tøve drog nogle af folket af sted til kongen, der gav dem lov til at følge hedenske ordninger. v14  De byggede et idrætsanlæg i Jerusalem efter hedningernes skikke. v15  De skaffede sig atter forhud og faldt fra den hellige pagt. De indlod sig med hedningerne og solgte sig til at gøre det onde.

(1 Makkabæerbog 1.10)

v44  Kongen sendte budbringere med skrivelser til Jerusalem og byerne i Juda om, at man skulle følge skikke, der var fremmede for landet, v45  og afskaffe brændofre, slagtofre og drikofre i helligdommen, vanhellige sabbatter og fester, v46  gøre helligdommen og præsterne urene, v47  bygge afgudsaltre, helligdomme og afgudstempler, ofre svinekød og urene dyr, v48  lade sine sønner være uomskårne, gøre sig selv afskyelig ved noget urent og vanhelligt, v49  så at loven ville blive glemt og alle dens bud ændret.

(1 Makkabæerbog 1.44)

 v60  De kvinder, der havde ladet deres sønner omskære, dræbte de, som de havde fået befaling til. v61  De hængte de spæde børn om halsen på dem, og de dræbte også deres familie og dem, der havde foretaget omskærelsen. v62  Men mange i Israel fandt mod og styrke hos sig selv til ikke at spise noget urent. v63  De foretrak at dø frem for at gøre sig urene ved maden og vanhellige den hellige pagt. Og de led døden. v64  En stor vrede hvilede tungt over Israel.

(1 Makkabæerbog 1.60)

v8  På Ptolemæus' forslag blev det besluttet, at der i de græske nabobyer skulle anvendes samme fremgangsmåde mod jøderne; de skulle tvinges til at deltage i hedenske offermåltider, v9  og de, der ikke ville gå over til de græske skikke, skulle slås ihjel.

v10  To kvinder blev slæbt frem, fordi de havde ladet deres drenge omskære; man hængte spædbørnene ved deres bryst og førte dem i fuld offentlighed omkring i byen og styrtede dem til sidst ned fra muren; v11  andre jøder, der havde samlet sig i hulerne nærved for at fejre den syvende dag i hemmelighed, blev angivet til Filip og brændt til døde, fordi de af respekt for højtidsdagens hellighed undlod at forsvare sig.

(2 Makkabæerbog 6.8)

Det er frygten som er den afgørende pointe hos Paulus. Disse såkaldte kristne eller brødre eller visse folk – drives af deres frygt. Hvis frygten kommer ind i vores liv og helt tager magten over vores liv – så bliver vi evigt bekymrede og vi mister al tillid og åbenhed og vi mister al tro, siger Paulus. Troen og frygten er de store modsætninger. Hvis frygten tager over – er der ikke længere plads til nogen ægte kristen tro siger Paulus. Det er det som han finder bekræftet i Jerusalem og i Jerusalems gerninger. De lever i kødet som han siger. De er lukkede inde i deres lille frygt og angst – frygtsomme for at blive urene eller forurenede eller besmittede. De som ikke er omskårne er urene. De er en afskyelighed. Det er denne magtesløse frygt tankegang som Paulus vender sig imod i Galaterbrevet. Evangeliet tager os ud af den frygt siger han. Vi kan godt stole på Gud. Vi kan godt stole på andre mennesker – de smitter ikke. Vi kan godt stole på os selv og være stolte og glade!

 

I må aldrig nogen sinde glemme det som skete dengang!

v1  Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. v2  Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? v3  Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?

(Galaterbrevet 3.1)

Det afgørende kendemærke eller kriterium for Paulus er at vi har modtaget ånden eller Helligånden eller Guds ånd. Det som Paulus siger i Galaterbrevet er kort sagt: - I må ikke glemme det som skete dengang! Nu bliver I måske svage og afmægtige – men det er kun fordi I glemmer det som skete dengang.

Tankegangen er den samme som i 2. Mosebog. Mosebøgerne handler dybest set kun om een tin