NOTER til MOSES og 2. Mosebog. Det sande menneske. Det frie menneske.

v21 Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. v22 Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.

(2 Mosebog 13.21)

I det nazistiske Tyskland fik det jødiske folk en forfærdelig skæbne. Under krigen blev de efterhånden nedværdiget, indfanget, indespærret og brændt op. Vi har bevaret en meget senere beretning fra en jødisk mand som under krigen var en lille jødisk dreng i Berlin. Han blev den eneste som overlevede af alle dem som han kendte. I året 1943 blev mange tusinder berlinske jøder – især mænd - indfanget og indespærret i en bygning i centrum af Berlin – i nærheden af den Alexander Platz som nu igen er blevet centrum i Berlin.

De indespærrede jøder gik helt fortabt. I løbet af nogle dage mødte en stor demonstration op foran bygningen – et stort optog af jødiske kvinder. Den overlevende fortæller om at hans fastre og tanter og bedstemødre stillede sig op for an bygningen. De stod foran bygningen i flere dage. De gjorde ingenting – de sagde ingenting. Det eneste de ønskede var få deres fædre og mænd og sønner og familie tilbage. De vidste – har det jødiske vidne siden fortalt – at de risikerede livet. De vidste at styret ville hævne sig. Denne tavse demonstration er den eneste jødiske demonstration i hele Tyskland som nogensinde forekom i hele perioden fra 1933 til 1945! Deltagerne var ganske almindelige jødiske kvinder. – De var slet ikke spor heroiske, har manden fortalt. De var slet ikke spor politiske. De handlede ikke fordi de var moralske. De tænkte sig slet ikke så meget om! De handlede på deres følelser og deres drift. De gjorde det som de var nødt til at gøre. De så lyset. De gik efter lyset eller lyssøjlen eller tegnet. De gik efter deres ledestjerne. De udtrykte det som dybest set er hele meningen i Det gamle Testamente. Vi skal følge lyset og tegnet. Vi behøver ikke nogen lov eller moral. Gud går foran – vi skal bare følge ham. Moralen er ikke vigtig. Vi behøver ikke at se efter i en bog for at vide hvad vi skal gøre. De jødiske kvinder i Berlin i året 1943 er på den måde evige symboler. De er de sande helte. Siden hen blev de alle brændt op i den forfærdelige ild i lejrene. De fulgte stjernen eller lyset eller ånden - som Paulus siger. De gik vejen. At gå vejen kræver ikke at man har læst noget om vejen i en bog.

At gå vejen betyder at man begynder at gå vejen – og vejen er ikke spor indviklet. Når man går vejen – så går man bare lige ud – man tager det som ligger ligefor – som Paulus siger. - Vi har og en ledestjerne, som Grundtvig skrev i sin salme fra 1810. Der er ingen virkelig grund til at vi skal være i tvivl – og dybest set er ingen mennesker nogen sinde i tvivl – vi ved godt hvilken vej som er Vejen!

Redaktøren skaber en ny tekst af brudstykker. Har mennesket en fri vilje?

Det nuværende gamle Testamente er resultatet af en redaktion – forskellige tekster eller kilder er blevet sammenstykket og tilpasset til et hele. 2 Mosebog er en sammenstykning af især tre tekster – Jahvisten, Elohisten og Præsteskriftet. Ud fra disse tekster skaber Redaktøren faktisk en helt NY tekst som ikke eksisterede i forvejen. I dag kan vi kun finde de oprindelige tekster ved en kritisk analyse af den nuværende Mosebog! En sådan analyse vil selvfølgelig altid være usikker. Men i de sidste 100 år har man arbejdet med en sådan analyse – at udskille de oprindelige kilder – og der er rent faktisk stor enighed.

Et lille eksempel er begivenhederne ved sivhavet. Når vi læser J og E kilden er det tydeligt at begivenhederne ved sivhavet peger fremad. De starter en ny epoke – de indleder den epoke som handler om Israels vandringer i ørkenlandet. De udgør en ny start.

Hvis vi læser Præsteskriftet er det tydeligt at begivenhederne er afslutningen på plagernes epoke – altså den sidste plage som rammer egypterne. For Præsteskriftet er sivhavet sidste sten i en stigende udvikling – en kulmination. For j og E kilden er begivenhederne starten på den nye tid.

Redaktøren skaber på den måde et omdrejningspunkt i 2 Mosebog – netop ved at sammenknytte Præsteskriftet med J og E! Sivhavet bliver det centrale omdrejningspunkt. Sivhavet svarer til Jesu kristi opstandelse i det nye Testamente og hos Paulus. Kristi opstandelse er starten på en ny tidsalder eller en ny epoke eller en ny tilstand i universet.

Ved at sammenstille kilderne skaber redaktøren en interessant fortælling om menneskets frie vilje! Redaktøren – og hele Det gamle Testamente – har godt nok den tro at mennesket har en fri vilje i vores betydning! Vi bestemmer selv! Farao bestemmer selv! Men samtidig tror redaktøren og det gamle Testamente at Gud har en forud-viden om alt det som skal ske! Gud VED at egypterne vil lide nederlag. Han VED at historien ender som den gør. Gud kender fremtiden. Samtidigt har Gud magt over hele universet. Han er almægtig og han er den største af alle guderne. Han har al magt.

Disse tanker synes at stride med hinanden ifølge vores filosofi – men det gør de ikke i Det gamle testamente. De kan forenes – de befinder sig på forskellige planer. De kan ikke direkte modsættes. Farao har virkelig sin frie vilje – men samtidigt er det hele afgjort på for hånd. Vi synes at det lyder selvmodsigende men Det gamle Testamente vil skille tingene ad. Begge dele er sande. Begge opfattelser er sande. I den ydre virkelighed er Farao en fri mand – men i en dybere forstand har Gud al magt og alting går efter hans plan og forsæt.

Redaktøren sætter kilderne sammen og der kommer en overraskende historie ud af det. Gud er bange for hvad der skal ske – Gud frygter at Israel vil vende tilbage til Egypten! Gud fremkalder på en kunstig måde en voldsom vrede hos egypterne – FOR AT de kan angribe og forfølge Israel! Gud spærrer hebræerne inde så de ikke kan flygte fra egypterne. Gud lokker egypterne så de bliver optændte og forvirrede. Gud kaster et mørke over egypterne så de ikke kan se noget. Gud forfører og lokker og snyder og narrer – FOR AT hans plan kan blive virkeliggjort. Hans mål er tilintetgørelsen af det onde ved sivhavet – og Gud må arrangere og forføre og lokke alle til at gøre det de skal gøre FOR AT planen kan blive virkeliggjort! Vi kan ikke længere skarpt skelne mellem om det er Farao som på egen hånd forfølger hebræerne – eller om det er Gud som gennem egypterne forfølger hebræerne! Gud bruger egypterne som et middel. Lige som Gud bruger den persiske konge Kyros hos profeten Esajas. Israel forlader Egypten med en voldsom selvtillid og styrke men snart bryder det hele sammen. Er det Guds skyld eller skyldes det hebræerne? Alting sker med et formål. Denne tanke har redaktøren og den kommer til at præge hans tekst – som er vores nuværende gamle Testamente!

Vi kan sige at Guds overordnede mål er at hebræerne skal hærdes og opdrages og styrkes. Det hedder at Gud styrker Faraos hjerte – men 2 mosebog handler egentlig om at Gud styrker hebræernes hjerte. Det er det som Gud vil – det er hans overordnede plan. Gud vil at alle mennesker skal blive stærke og styrkede. Alt det som han gør har kun dette ene mål til sidst: At vi skal blive stærkere og mægtigere og modne og frie!

Redaktøren – Eksempel: Plagerne.

Det nuværende gamle Testamente og de nuværende Mosebøger – den nuværende tekst – er et resultat af den sidste redaktørs redigering af teksten og af kilderne. Vi ved at mange redaktører har været i gang på forskellige tidspunkter – men i det følgende bliver dette simplificeret. Vi vil tale om Redaktøren – den sidste eller som om der kun var én. På en vis måde har redaktøren eller den sidste redaktør skabt den nuværende tekst – som vi nu kender i en dansk oversættelse! Mosebøgerne er blevet endeligt redigeret et sted mellem 500 og 300 f. Kr. – altså længe før Jesu tid.

I eksemplet med Plagerne har redaktøren fundet to forskellige kildeskrifter Elohisten og Præsteskriftet. Redaktøren klister og klipper og forbinder og strukturerer de to kilder – så at de til sidst fremtræder som een sammenhængende homogen beretning.

Redaktøren er meget loyal over for sine kilder. Han retter ikke i teksten. Han laver ikke om på det som har stået i Elohisten og i Præsteskriftet. Han klipper. Vi kan sige at han producerer en følge af citater fra de to kilder – uden at angive kilde – men loyalt over for kilderne!

Hans mål er at få plagerne til at have nogenlunde den samme struktur – at skabe en litterær enhed. Hans mål er at få så meget med som muligt af de bevarede kildeskrifter – og undgå alt for mange gentagelser. Men han er ikke bange for at lave dubletter – den samme begivenhed fortalt lige efter hinanden – i følge to forskellige kilder! Det er der mange eksempler på i Mosebøgerne! Plagerne består også af en række af dubletter fra to kilder – som det kan ses nedenfor.

Antallet af plager er grundlæggende bestemt af redaktøren og nok også til dels deres rækkefølge – men der har nok været enighed om at drabet på de førstefødte sønner er den værste plage – altså den sidste.

Redaktøren finder 7 plager i Præsteskriftet og 8 hos Elohisten – altså i alt 15 plager. Redaktøren fusionerer 4 plager fra Elohisten og 4 fra Præsteskriftet som han synes ligner hinanden – for eksempel blodet i eksemplet nedenfor. Derefter fjerner redaktøren een plage fra Præsteskriftet – nemlig underet ved sivhavet som bliver udskudt til senere. Altså finder redaktøren i alt 10 plager – et lige tal i det gamle Israel – lige som de ti ord fra Gud på bjerget – de ti bud.

Reelt sker der mange ændringer af meningen i og med at redaktøren klipper og klistrer. Nogle steder har Elohisten skrevet at Moses løfter sin højre arm – men når de to kilder bliver klippet sammen på kryds og tværs bliver det pludselig Aaron der løfter sin stav eller arm! Redaktøren har ikke rettet i kilderne – men den ny kontekst giver en ny mening. I sin teologi ligger redaktøren meget tættere på Præsteskriftet end på Elohisten. I tid er redaktøren naturligvis også meget tættere på Præsteskriftet end på Elohisten – som måske kan dateres til 700 tallet f. Kr.!

Elohisten er ofte en meget længere tekst end Præsteskriftet. Derfor anvender Redaktøren ofte Elohisten som grundtekst – og skyder så citater fra Præsteskriftet ind i Elohistens tekst.

Vi kan illustrere noget af Redaktørens arbejde og indsats ved eksemplet med blodet som en plage:

[Elohisten:]

v14 Herren sagde til Moses: »Farao er forhærdet og nægter at lade folket gå. v15 I morgen tidlig skal du gå til Farao, når han går ned til floden, og så skal du stille dig foran ham på Nilens bred. Staven, som blev forvandlet til en slange, skal du tage med dig. v16 Du skal sige til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig med en besked: ›Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig i ørkenen.‹ Endnu har du ikke villet høre. v17 Men dette siger Herren: Ved dette tegn skal du forstå, at jeg er Herren: Med staven, jeg har i hånden, vil jeg slå på vandet i Nilen, og det vil blive forvandlet til blod. v18 Fiskene i Nilen vil dø, Nilen vil komme til at stinke, og egypterne vil ikke kunne drikke vandet fra Nilen.«

[Præsteskriftet:]

v19 Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal tage sin stav og række sin hånd ud over vandet i Egypten, over flodløbene, deres kanaler og deres sumpe, over alle steder, hvor der har samlet sig vand; så skal det blive til blod. Der skal være blod overalt i Egypten, om det så er i trækar eller stenkar.«

v20 Moses og Aron gjorde, sådan som Herren havde befalet.

[Elohisten:]

Han løftede staven og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans hoffolk, og alt vand i Nilen forvandledes til blod. v21 Fiskene i Nilen døde, Nilen kom til at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen.

[Præsteskriftet:]

Der var blod overalt i Egypten. v22 Men egypternes mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster. Farao gjorde sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.

[Elohisten:]

v23 Farao vendte sig om og gik hjem. Heller ikke det ænsede han.

v24 Alle egypterne gravede efter drikkevand i omegnen af Nilen, for de kunne ikke drikke vandet fra Nilen. v25 Det varede syv dage, efter at Herren havde slået på Nilen.

(2 Mosebog 7.14)

Det er tydeligt nok at hvis vi for eksempel kun læser teksten fra Præsteskriftet – så får vi en selvstændig og fuldstændig beretning! På samme måde får vi en løbende naturlig afrundet beretning hvis vi kun læser teksten fra Elohisten! Det er sammenklipningen af de to kilder som af og til kan give selvmodsigelser og inkonsistens!

Redaktøren har blot klippet i teksterne og han har indskudt noget tekst fra Elohisten ind i Præsteskriftet kan vi sige. Skildringen i Præsteskriftet er helt anderledes. Her omtales Aaron. Her omtales de egyptiske troldmænd! Desuden siges det at blodet kommer over alt i Egypten – hos Elohisten er det kun Nilen som bliver som blod! Præsteskriftet anvender altid den samme formel: Farao gør sig hård eller hans hjerte bliver hårdt. En anden formel i Præsteskriftet lyder: - De gjorde som Herren havde befalet. Denne formel findes i alle plagerne – den er en fast cliche. Der er overhovedet ingen kommunikation mellem Moses Aaron og Farao i Præsteskriftet – ingen samtale, ingen trusler, ingen anklager, ingen advarsler! Episoderne i Præsteskriftet er normalt meget mere kortfattede og komprimerede end hos Elohisten.

Udvandringen – hvem deltager?

v37 Israelitterne brød nu op fra Ramses og drog mod Sukkot, omkring 600.000 mand foruden deres familier. v38 Der var også en stor og broget flok [hebraisk Ereb – etnisk blandede - bastarder], som fulgte med dem. Dertil kom en mængde får og køer. v39 Af den dej, de tog med fra Egypten, bagte de usyrede brød, for den var ikke syrnet. De blev jo jaget ud af Egypten og fik ikke tid til noget; de fik end ikke sørget for proviant.

(2 Mosebog 12.37)

Der er en gammel tradition for at det ikke bare var hebræerne der forlod Egypten! I de oven stående vers får vi bestemt indtryk af at en stor broget flok bliver smidt ud af Egypten – vi får indtryk af at egypterne er godt trætte af de mange og plagsomme beboere! Teksten giver bestemt ikke noget indtryk af en heroisk befrielse eller frihedskamp! De får ikke tid til noget – ikke tid til at samle føde og proviant – de bliver smidt ud – helt uventet!

Andre steder i 2 Mosebog omtales også forskellige fremmede folk som bor samen med hebræerne eller er blevet gift med hebræerne – mænd som har giftet sig med hebræiske kvinder og fremmede kvinder som har giftet sig med hebræiske mænd! Den jødiske historiker og filosof Filon der levede på Paulus tid omtaler også en mængde folk som rejste ud sammen med hebræerne. 2 Mosebog giver ingen tal for hvor mange de fremmede var. Ifølge senere jødiske legender var der mange flere ikke hebræiske udvandrere end hebræiske! Ifølge senere egyptiske historikere i den græske hellenistiske periode efter 300 f. Kr. forlod en stor mængde af syge, invalide og spedalske Egypten sammen med hebræerne! En af de egyptiske kilder siger at der var 250 000 syge og smitsomme og spedalske der slog følge med Moses! Disse egyptiske historikere fremstiller også sagen på den måde at hebræerne blev bortvist og smidt ud af det frugtbare Egypten – som en straf og imod deres vilje! Hele affæren fik på den måde karakter af en udrensning fra egypternes side! De fremmede var en plage og den egyptiske tålmodighed var slut! De fremmede var skyld i alle ulykkerne og blev gjort til syndebukke. De fremmede var elendige asiater og de blev udvist af landet – lige som Abraham engang ifølge 1 Mosebog blev smidt ud af Egypten. Hele denne tradition findes også i Det gamle Testamente. Der findes altså helt forskellige traditioner for hvad der egentlig skete da hebræerne forlod Egypten. Vi ved også at hebræerne eller de ældste nærmest var imod udvandringen og hurtigt fortrød udvandringen da de kommer over i den elendige og golde ørken!

v4 Den flok af mennesker, der havde sluttet sig til dem, blev griske og grådige. Så gav også israelitterne sig til at græde, og de sagde: »Bare vi kunne få kød at spise! v5 Vi husker de fisk, vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene. v6 Men vi har mistet appetitten, for vi ser ikke andet end manna!« v7 Mannaen lignede korianderfrø og så ud som bedellium. v8 Folket gik omkring og samlede det, malede det på håndkværn eller stødte det i morter, kogte det i gryde og lavede brød af det; så smagte det som kager, bagt i olie. v9 Når der faldt dug over lejren om natten, faldt der samtidig manna.

(4 Mosebog 11.4)

v9 I står i dag alle sammen for Herren jeres Guds ansigt, jeres stammehøvdinge, jeres ældste og jeres skrivere, alle Israels mænd, v10 jeres kvinder og børn tillige med de fremmede i din lejr, både dine brændehuggere og dine vandbærere. v11 Du skal træde ind i Herren din Guds edspagt, som Herren din Gud i dag slutter med dig, v12 så han i dag kan bekræfte dig som sit folk og være din Gud, sådan som han har lovet dig, og som han har tilsvoret dine fædre Abraham, Isak og Jakob. v13 Det er ikke med jer alene, jeg slutter denne edspagt, v14 men både med dem, som er her hos os og i dag står for Herren vor Guds ansigt, og med dem, som ikke er her hos os i dag.

(5 Mosebog 29.9)

v35 Intet af det, Moses havde givet befaling om, undlod Josva at læse op for hele Israels forsamling, for kvinderne og børnene og for de fremmede, som var fulgt med.

(Josvabogen 8.35)

De er ikke rigtige mænd. De er et folk af kujoner.

v10 Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. v11 De sagde til Moses: »Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? v12 Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen.«

(2 Mosebog 14.10)

2 Mosebog er en religiøs tekst og derfor kunne man forvente at menneskene blev kritiseret for at være ugudelige og ufromme. Det sker også – både med hensyn til hebræerne og egypterne – og de øvrige folkeslag. Men den typiske kritik ligger faktisk et helt andet sted. Det gamle Testamente tænker i baner som ære og stolthed og magt og værdighed! Det værste for en mand er at han mister sin ære – dvs sin magt og anseelse og gode navn. Det værste som kan ske for en rigtig mand er at han bliver nedværdiget og ydmyget. Faraos slaveri er en regulær ydmygelse – ikke ud fra et socialt synspunkt – for alle i Egypten måtte jo arbejde for Farao – men ud fra det stolte nationale synspunkt! Mosebøgerne er fulde af kritik imod mennesker som er små og svage – mænd som ikke lever op til deres rette rolle som rigtige mænd! Tanken i Mosebøgerne er meget maskulin. Moses kritiseres for at være for svag og for ynkelig – ikke så meget fordi han ikke er troende! Troen over for Gud er også mest den troskab vi kender fra bander og høvdinge. Gud er vores fører og vi følger ham og støtter ham! Det gamle Testamente har en helt anden menneske opfattelse end vi kender og end vi kender fra Det nye Testamente! Det gamle Testamente handler om mænd – rigtige mænd – Guds egne helte!

I begyndelsen af 2 Mosebog gennemgås et stort tema: Egypterne er bange og frygtsomme. De er kommet til at frygte hebræerne. Hebræerne er blevet mægtigere og mere talrige end egypterne – eller det tror de i al fald. Farao er bange og lille. Egypterne frygter at hebræerne simpelt hen vil tage magten i hele Egypten og gøre sig til herrer i landet. Temaet er frygten. Egypterne latterliggøres og nedgøres. De er små og svage og føler sig afmægtige. De frygter de fremmede – dem som er anderledes og som de ikke kan forstå. Der er en hel psykologi i denne beretning. Men den handler om at egypterne ikke er rigtige mænd.

På samme måde skildres hebræerne flere steder som et folk af kujoner! Måske er de også umoralske eller vantro eller lidettroende – men det værste er dog at de opfører sig så ynkeligt som de gør. Vi kan se at Det gamle Testamentes menneskeopfattelse viser sig tydeligt. En voksen mand skal opføre sig som en voksen mand. Han skal være stolt og mægtig. Han skal ikke finde sig i nogen undertrykkelse. Han skal forsvare sig. Han skal ikke være bange for at bruge sit sværd. Han skal gå til angreb på sine fjender – så vil Gud hjælpe ham med at dræbe alle de onde fjender. En mand skal være overlegen, nådig, gavmild, storsindet og fuld af autoritet og myndighed. Han skal være som Job i de gamle dage! Han må ikke gøre sig selv ynkelig eller lille og svag. En rigtig mand er en stormand – en herre!

v8 Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. v9 Han sagde til sit folk: »Det israelitiske folk er større og talrigere [mægtigere] end vi. v10 Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, hvis der kommer krig, og angriber os; og så bliver de herre i landet.«

(2 Mosebog 1.8)

Hvem er Gud?

v2 Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren [Jahve]! v3 Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige [El Shaddaj], men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem. v4 Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kana'an, det land hvor de boede som fremmede [hebraisk Ger – sojourners – ikke i deres eget land]. v5 Nu har jeg hørt israelitternes jamren over, at egypterne har gjort dem til trælle, og jeg husker på min pagt.

(2 Mosebog 6.2)

Præsteskriftet i 2. Mosebog har en omfattende og indviklet lære om Gud. Gud viser sig først nu som han er – med det navn som er hans virkelige navn – og som det væsen som han i virkeligheden er.

Præsteskriftet anskuer den menneskelige historie som en rækkefølge af åbenbaringer eller epifanier hvor Gud viser sig. Gud har vist sig for menneskene siden skabelsen men han viser sig tydeligere og tydeligere. Det interessante ved Præsteskriftet er denne progression eller evolution. Vi kan sige at Gud manifesterer sig mere og mere tydeligt efterhånden som udviklingen skrider frem. Den menneskelige historie og frelseshistorien er en evolution. På samme måde tyder meget på at Præsteskriftet opfatter Exodus begivenhederne som en ny skabelse. Skabelsen er ikke forbi een gang for alle i følge Præsteskriftet. Først nu med Moses tager evolutionen og skabelsen et nyt spring frem. De ydre tilstande i verden og verdens og kulturernes udvikling viser Guds progression – viser hvordan Gud træder stadig tydeligere frem!

Hele denne tanke finder vi meget senere i den europæiske filosofi og litteratur – og teologi. Vi finder den tydeligt i romantikkens historieopfattelse og vi finder den hos den tyske mester og filosof Hegel!

Gud har vist sig i fortiden i mange former og under mange navne. Vi kan sige at Gud har mange ansigter og mange skikkelser. Gud viste sig som guden El Shaddaj – men Præsteskriftet mener helt sikkert at Gud har vist sig under mange andre navne. Han har vist sig som El Eljon eller Betel eller El Olam og så videre. Alle disse epifanier eller tilsynekomster var kun for-billeder eller før-billeder. De er så at sige Guds avatarer som man siger i Indien. De er udtryk for Guds væsen i en bestemt form. Men alle disse guder og navne og former er også samtidigt den ene gud! Det som vi troede var mange forskellige guder – er i virkeligheden den samme gud! Vi kan sige at Præsteskriftet gør alle guderne til een og den samme gud – for der er kun een gud. Afhængigt af tid og sted har de kaldt ham forskellige ting – men han har altid været den samme.

På den måde åbner Præsteskriftet i virkeligheden op for en meget bred gudsopfattelse – og den er også meget typisk for Det gamle Testamente. Det gamle Israel var god til at lære af de fremmede – det integrerede mange fremmede elementer i sin tro og religion. Det overtog på mange måder de fleste billeder fra kanaanæernes guder som Baal. Da de så Baal – kunne de se at han i virkeligheden var den samme gud som deres egen gud – Jahve. Det gamle Israel var bestemt meget åbent og modtagende i forhold til myter og forestillinger hos de andre folk i oldtiden! Gud viser sig for alle mennesker! Gud taler til mennesker i det sprog som de forstår – det er på en måde konklusionen på Præsteskriftets teologi!

Ophøjelsen og den underfulde frelse og vores sande identitet. Faderen og sønnen.

v22 Men Farao befalede hele sit folk: »Hver eneste dreng, der bliver født, skal I kaste i Nilen; men pigerne kan I lade leve.«

v1 Der var en mand af Levis slægt, som giftede sig med en datter af Levi. v2 Kvinden blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig han var, holdt hun ham skjult i tre måneder. v3 Da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv, tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. v4 Hans søster stillede sig et stykke derfra for at se, hvad der skete med ham. v5 Nu kom Faraos datter ned til Nilen for at bade, mens hendes piger gik frem og tilbage på flodbredden. Hun fik øje på kurven mellem sivene og sendte sin tjenestepige ud efter den. v6 Da hun åbnede den, så hun barnet, en dreng, der lå og græd. Hun fik medynk med ham og sagde: »Det er et af hebræernes børn.« v7 Hans søster sagde til Faraos datter: »Skal jeg gå hen og hente en amme hos hebræerkvinderne, som kan amme barnet for dig?« v8 »Ja, gør det,« sagde Faraos datter, og pigen gik hen efter drengens mor. v9 Faraos datter sagde til hende: »Tag denne dreng med, og am ham for mig; jeg skal nok betale dig.« Så tog kvinden drengen med sig og ammede ham. v10 Da drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos datter. Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses; »for jeg har trukket ham op af vandet,« sagde hun.

(2 Mosebog 1.22 og 2.1)

Vi kan sige at hele Bibelen – både den jødiske Bibel og den kristne Bibel – har eet fælles tema. Dette tema er udtrykt i de tre udtryk: Guds underfulde frelse og vores sande identitet og vores ophøjelse.

De mest tydelige udtryk for dette tema er 2. Mosebog og Moses historien og beretningen om Kristi opstandelse.

Gud trækker Jesus ud af døden, op af de vældige vande og ophøjer ham. Gud gør Jesus til Kristus. Gud gør ham til sin søn – til lig med sig selv. Kristus bliver til Gud selv. Gud gør Kristus til en herre over hele universet. Han får al magten.

Moses er oprindelig en lille hebræisk dreng der er truet af dødspatruljen lige som alle de andre hebræiske drenge. Men Moses frelses ved en underfuld frelse – han trækkes op af vandet af en prinsesse. Han bliver en søn af Farao. Farao er Guds søn og Guds billede på jorden. Moses bliver som en af guderne. Han får al magt. Han bliver som Gud selv.

Fortællingen om kongen i kongesalmerne, fortællingen om Moses og fortællingen om Jesus – handler om alle mennesker, deres død, deres fortabelse, deres fødsel på ny, deres ophøjelse og deres sande identitet. Vi er alle sammen Moses, som den tyske filosof Buber engang sagde. Disse beretninger handler ikke om unikke historiske personer som levede engang – de handler om os! Hele Bibelens tema og budskab ligger i dette billede som er gennemgående både i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente! Hele Bibelens evangelium og teologi og menneskesyn ligger i disse billeder og beretninger. Vores sande identitet er ikke den som vi kan se med øjnene. I virkeligheden er vi noget andet – og meget mere ophøjet. Vi er af Guds slægt. Vi er frie og værdige. Vi er taget ud af verden – og ud af frygten og lidelsen. Det er det fælles evangelium vi finder i alle de jødiske og kristne tekster i Bibelen.

v4  Han, som troner i himlen, ler,
Herren spotter dem.
v5  Så taler han til dem i sin vrede
og forfærder dem ved sin harme:
v6  »Jeg har indsat min konge
på Zion, mit hellige bjerg!«

(Salme 2.4)

Herren sagde til min herre:
»Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!«

v2 Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
hersk midt blandt dine fjender!
v3 Dit folk møder villigt frem på din kampdag.

»På hellige bjerge har jeg født dig
som dug af morgenrødens moderskød.«

v4 Herren har svoret og angrer det ikke:
»Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.«

v5 Herren er ved din højre side,
på sin vredes dag knuser han konger.
v6 Han holder dom blandt folkene,
han dynger ligene op,
han knuser hoveder ud over den vide jord.

(Salme 110.1)

v7  Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt:
Han sagde til mig: »Du er min søn,
jeg har født dig i dag.
v8  På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom
og den vide jord som arvelod.
v9  Du skal knuse dem med et jernscepter,
sønderslå dem som pottemagerens kar.«

(Salme 2.4)

v27  Han skal råbe til mig: Du er min fader,
min Gud, min frelses klippe.
v28  Jeg gør ham til den førstefødte,
den øverste blandt jordens konger.
v29  Jeg bevarer min troskab mod ham til evig tid,
min pagt med ham står fast.
v30  Jeg lader hans slægt bestå for evigt,
hans trone, så længe himlen er til.

(Salme 89.27)

v14 Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn. Når han forbryder sig, vil jeg tugte ham med menneskestok og menneskeslag; v15 men min trofasthed skal ikke tages fra ham, sådan som jeg tog den fra Saul, ham som jeg fjernede til fordel for dig. v16 Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid.« v17 Alle disse ord og hele dette syn fortalte Natan David.

(2 Samuelsbog 7.14)

v20 Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. v21 Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. v22 For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. v23 Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. v24 Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. v25 For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; v26 som den sidste fjende tilintetgøres døden, v27 for »alt har han lagt under hans fødder« – og når det hedder, at alt er underlagt, er det klart, at undtaget er Gud, der har lagt alt under ham. v28 Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.

(1 Korintherbrev 15.20)

Moses er en voldsmand. Moses er svag. Guds ånd er kraften til at slå alle fjender ihjel!

v11 Tiden gik, og Moses blev voksen. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel [ordret: slå ham, straffe ham]. v12 Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet. v13 Næste dag gik han igen ud, og da så han to hebræere i slagsmål. »Hvorfor slår du din kammerat?« spurgte han ham, der havde skylden. v14 Men han svarede: »Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?« Da blev Moses bange og tænkte: »Så er det alligevel blevet opdaget!« v15 Og da Farao hørte om det, ville han slå Moses ihjel; men Moses flygtede fra Farao og slog sig ned i landet Midjan, hvor han holdt til ved en brønd.

(2 Mosebog 2.11)

v7 Da præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, så det, trådte han ud fra menighedens midte, greb en lanse v8 og gik efter israelitten ind i brudeteltet og stak lansen gennem dem begge, både den israelitiske mand og kvinden, lige gennem underlivet. Så standsede plagen, der havde ramt israelitterne. v9 Fireogtyve tusind døde af plagen.

(4 Mosebog 25.7)

Jahvisten fortæller denne beretning og det er den eneste beretning vi har i Det gamle Testamente fra hele tiden fra Moses adoption som 3 årig af prinsessen og til hans flugt som 40 årig til Midjan. Vi har ingen barndoms erindringer! De jødiske senere legender er fulde af barndomshistorier om Moses – mirakuløse og underfulde – men der er ingen beretninger i Det gamle Testamente. Moses er et menneske!

Jahvistens beretning peger på flere ting. Det vigtigste er nok at Moses kommer til kort. Han slår egypteren ihjel men hans projekt – at befri sit folk – antager vi – lykkes ikke. Moses er svag. Han er også svag fordi han ikke er en af de ældste. Moses kommer åbenbart ikke fra den herskende elite i Israel. Han tilhører ikke aristokratiet – de rige og de mægtige. Han står uden for og han er en outsider. Han er svag. Han har ikke nogen legitim autoritet. Han har ikke nogen virkelig magt. Det er nok Jahvistens budskab med historien. Moses mangler Guds sværd og Guds ånd.

I kapitel 3 og 4 udstyres Moses med Guds stav og Guds sværd. Staven er i Det gamle Testamente et aggressivt våben. Når man har fået Guds stav og Guds ånd går man ud og slår alle sine fjender ihjel. Guds ånd betyder at dommeren eller profeten bliver en kæmpe – med kæmpekræfter til at dræbe – lige som Guds Malak eller engel som dræber hundred tusinder i Mosebøgerne. Det er der utallige eksempler på i Det gamle Testamente. Aristokratiet har Guds sværd og Guds ånd. Moses står udenfor. Han lykkes godt nok med at slå egypteren ihjel men projektet kan ikke rigtigt lykkes. Moses har brug for meget større kræfter. Moses har brug for meget mere vrede – Guds ånd giver en voldsom overmægtig vrede – en stor kraft!

Moses er en ren voldsmand. Egypteren slår og prygler og straffer sin slave – men han slår ham ikke ihjel! Moses reaktion er ikke rimelig, ikke retfærdig og slet ikke i overensstemmelse med Moseloven. Moses optræder som en ren voldsmand. Men Jahvisten tager måske ikke afstand fra Moses? Måske gør han – måske gør han ikke. Konflikten er national. Moses gribes ikke af menneskelig medfølelse for den arme træl – han slår egypteren ihjel som en national handling. Moses og egypteren repræsenterer de to nationer og de to folk. Derfor dræber Moses egypteren – lige som alle egypterne bliver dræbt ved sivhavet.

Det gamle Testamente er bestemt ikke lige frem pacifistisk! Der er en klar dyrkelse af magten, vilkårligheden og volden i hele Det gamle Testamente! Moses passer godt ind i det mønster! Det onde er man nødt til at dræbe og tilintetgøre i følge Det gamle Testamente. Man kan ikke forhandle med det onde! Moses er en kriger og en voldsmand – og det er også godt nok. Men han mangler den overmåde store militære kraft som han får i kapitel 3. Efter kaldet har Moses al magt og alle kræfter – han bærer Guds sværd – han er Guds engel – han kan dræbe hele Egypten!

v33 Alle midjanitterne og amalekitterne og Østens folk samledes og gik over Jordan; og de slog lejr på Jizre'elsletten. v34 Da iklædte Herrens ånd sig Gideon; han stødte i hornet, og abiezritterne sluttede op bag ham. v35 Derpå sendte han bud ud i hele Manasse, og de sluttede også op bag ham. Og han sendte bud ud i Asher og Zebulon og Naftali, og de sluttede sig til dem.

(Dommerbogen 6.33)

v29 Da kom Herrens ånd over Jefta, og han drog gennem Gilead og Manasse og videre til Mispe i Gilead, og fra Mispe i Gilead drog han mod ammonitterne. v30 Jefta aflagde det løfte til Herren: »Hvis du giver ammonitterne i min hånd, v31 skal den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde, når jeg vender hjem fra ammonitterne som sejrherre, tilhøre Herren; ham vil jeg ofre som brændoffer.«

(Dommerbogen 11.19)

v19 Da greb Herrens ånd ham [Samson], og han gik ned til Ashkalon og slog tredive mænd ihjel. Han tog deres tøj og gav klæderne til dem, der havde løst gåden. I vrede gik han op til sin fars hus.

(Dommerbogen 14.19)

v14  Men da han var kommet til Lehi og filistrene mødte ham med jubelråb, greb Herrens ånd ham [Samson], og rebene om hans arme blev som hørsnor, der er svedet af ild, og båndene gled af hans hænder. v15  Han opdagede en frisk æselkæbe og rakte hånden ud efter den, tog den og dræbte tusind mand med den. v16  Han sagde:
      »Med en æselkæbe
      har jeg banket dem sønder og sammen,
      med en æselkæbe
      har jeg dræbt tusind mand.«
v17  Da han havde sagt det, kastede han kæben fra sig. Derfor kaldte man det sted Ramat-Lehi.

(Dommerbogen 15.14)

v4 Da sendebudene kom til Sauls Gibea og forelagde sagen for indbyggerne, brast alle i gråd. v5 I det samme kom Saul hjem fra marken med sine okser, og han spurgte: »Hvad er der i vejen med dem, siden de græder?« De fortalte ham, hvad mændene fra Jabesh havde sagt, v6 og da han hørte det, greb Guds ånd ham, og vreden flammede op i ham. v7 Han tog et spand okser, skar dem i stykker og sendte stykkerne med sendebudene ud i hele Israel med den besked: »Hvis der er nogen, der ikke vil rykke ud sammen med Saul og Samuel, skal der ske det samme med hans okser.« Da blev folket grebet af rædsel for Herren, og de rykkede ud alle som én.

(1 Samuelsbog 11.4)

v25 Da Moses så, hvor løssluppent folket var, fordi Aron havde sluppet tøjlerne, til skadefryd for dets fjender, v26 stillede han sig i lejrporten og sagde: »Kom over til mig, I, der er på Herrens side!« Og alle levitterne samlede sig hos ham. v27 Han sagde til dem: »Dette siger Herren, Israels Gud: Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel.« v28 Levitterne gjorde, som Moses sagde, og der faldt den dag hen ved tre tusind mand af folket. v29 Da sagde Moses: »Gå i dag i Herrens tjeneste, for I er endog gået imod jeres egne sønner og brødre. Han vil i dag lade velsignelse komme over jer.«

(2 Mosebog 32.25)

v1 Derpå slog Israel sig ned i Shittim. Folket begyndte at hore med Moabs kvinder, v2 som indbød folket til slagtofre for deres guder, og folket spiste og tilbad kvindernes guder. v3 Da Israel indlod sig med Ba'al-Peor, flammede Herrens vrede op mod Israel, v4 og Herren sagde til Moses: »Tag folkets overhoveder og henret dem for Herren i fuld åbenhed, så vil Herrens glødende vrede vende sig fra Israel.« v5 Moses sagde da til Israels dommere: »Enhver af jer skal dræbe dem af sine mænd, der har indladt sig med Ba'al-Peor.« v6 Der var endda en af israelitterne, som for øjnene af Moses og hele israelitternes menighed bragte en midjanitisk kvinde med sig til sine brødre, mens de sad og græd ved indgangen til Åbenbaringsteltet. v7 Da præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, så det, trådte han ud fra menighedens midte, greb en lanse v8 og gik efter israelitten ind i brudeteltet og stak lansen gennem dem begge, både den israelitiske mand og kvinden, lige gennem underlivet. Så standsede plagen, der havde ramt israelitterne. v9 Fireogtyve tusind døde af plagen.

v10 Herren sagde til Moses: v11 »Præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, fik min vrede til at vende sig fra israelitterne, da han midt iblandt dem brændte af lidenskab for mig, så jeg ikke i min lidenskab måtte gøre det af med israelitterne. v12 Sig derfor, at jeg skænker ham min fredspagt. v13 For ham og hans efterkommere skal der være en pagt om evig præstetjeneste, fordi han brændte af lidenskab for sin Gud og skaffede israelitterne soning.«

v14 Den israelit, der blev dræbt sammen med den midjanitiske kvinde, hed Zimri; han var søn af Salu, overhoved for et af simeonitternes fædrenehuse. v15 Den midjanitiske kvinde, der blev dræbt, hed Kozbi; hun var datter af Sur, der var stammehøvding for et fædrenehus i Midjan.

v16 Herren sagde til Moses: v17 »Angrib midjanitterne og slå dem ihjel! v18 For de angreb jer og brugte list imod jer på grund af det, der skete ved Peor, og på grund af Kozbi, deres landsmand, datter af en høvding i Midjan. Det var hende, der blev dræbt, den dag plagen brød ud på grund af Peor.«

(4 Mosebog 25.1)

v18 Derpå sagde han til Zeba og Salmunna: »Hvordan så de mænd ud, I dræbte ved Tabor?« De svarede: »De lignede dig. De så begge ud som kongesønner.« v19 Han sagde: »Det var mine brødre, sønner af min mor. Så sandt Herren lever: Hvis I havde ladet dem blive i live, ville jeg ikke have dræbt jer.« v20 Så sagde han til sin førstefødte søn Jeter: »Kom herhen og dræb dem!« Men Jeter trak ikke sit sværd; han turde ikke, han var jo kun en dreng. v21 Da sagde Zeba og Salmunna: »Kom selv hen og hug os ned! Mands værd, mands styrke!« Så gik Gideon hen og dræbte Zeba og Salmunna og tog de månesegl, deres kameler havde om halsen.

(Dommerbogen 8.18)

Det som Moses gør – og det som Gud gør.

v12 Da sagde Herren til Moses: »Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kommer over Egypten og æder alt, hvad der vokser i landet, alt det der blev tilbage efter haglvejret.«

v13 Moses rakte sin stav ud over Egypten, og Herren drev en østenvind ind over landet hele den dag og hele natten. Da det blev morgen, havde østenvinden ført græshopperne med. v14 Græshopperne kom over hele Egypten og slog sig ned overalt i Egypten i så stor mængde, at der hverken før har været eller siden vil komme så mange græshopper.

(2 Mosebog 10.12)

Mange steder i 2. Mosebog finder vi lignende udtryk. Her er der så at sige tre aktører nemlig: Moses og Gud og østenvinden! Hvordan er forholdet mellem disse tre aktører?

Det er en helt grundlæggende tese i Mosebøgerne at de tre aktører – eller andre tilfælde med lignende aktører – er een og den samme. Der er kun een aktør. Der er kun een som handler og gør det. Når Moses gør noget og når Gud gør noget er det den samme proces. Det er den samme energi eller sjæl eller kraft. Der er ikke flere kræfter i gang på een gang. Der er ikke både Moses og hans kræfter og Gud og hans energi og så østenvinden som et naturfænomen! Der er kun een energi eller een aktør. Det er Moses som får græshopperne til at komme. Det er Moses der får orkanen til at blæse – ved at Moses rækker sin stav – sit våben – i vejret. Men samtidigt er det hverken Moses eller Gud eller østenvinden. Det er dem alle sammen – og på en måde ingen af dem. Men Moses kan vi se – og han er et stort tegn! Han får stormen til at rejse sig. Vi kan alle steder i 2. Mosebog se at staven eller den løftede arm er et aggressivt våben – det udtrykker vreden og viljen til at angribe og dræbe! Staven er et sværd – ikke en hyggelig hyrdestav i vores betydning. Moses går i krig med Farao for at dræbe Farao. 2. Mosebog handler om to nationers krig imod hinanden!

Det som naturen gør – er Guds vilje eller vi kan sige at Gud er inden i østenvinden. De som ikke kender Jahves navn kan bare se det ydre tegn – de kan bare se østenvinden. De kan ikke se Gud som er virkeligheden inden i østenvinden! Men 2. Mosebog handler om hvordan Farao og egypterne og israelitterne og de ældste – gradvist og efterhånden bliver seende – til sidst kan de se at Jahve er inden i det som sker – og som ser ud til at være naturlige begivenheder!

Når østenvinden blæser græshopperne ind med en storm eller en orkan - så er det Guds Ruah – hans ånd eller hans ånde. Guds hellige ånd eller helligånd er et angrebsvåben – et ødelæggelsesvåben! Blæsevejr og storm og orkan ER simpelt hen Guds ånd eller ånde eller åndedræt! Der er kun een proces. Moses og Gud er eet. Naturen og Moses er eet og den samme aktør. Gud og naturens kræfter er eet. Når vi ser naturens enorme kræfter – så kan vi se Gud. det vi kan se kommer fra en kilde eller fra et center som er usynligt – Gud – men tegnene – de synlige ydre tegn – kan vi se med øjnene!

Guds helligånd er et aggressivt våben.

       v7  i din vældige storhed slår du
      dine modstandere ned,
      du slipper din harme løs, den fortærer dem som strå.
       v8  For din fnysende vrede tårnede vandet sig op,
      strømmene stod som en vold,
      vandmasserne stivnede midt i havet.

(2 Mosebog 15.7)

       v13  Men han truer ad dem,
      så de flygter langt bort;
      de jages af vinden [Ruah] som avner på bjergene,
      som kugletidsler jages af hvirvelvinden.

(Esajas 17.13)

       v16  Havets bund kom til syne,
      og jordens grundvolde blottedes
      ved Herrens trussel,
      ved hans fnysende vrede.

[The Sea’s channels appear

The earth’s foundations are revealed

At Yahweh’s roar

From the breadth of his nose’s wind.

H C Propps oversættelse]

(2 Samuelsbog 22.16)

       v9  De går til grunde for Guds ånde,
      forsvinder for hans vredes pust.
       v10  Løven brøler, løveungerne hyler,
      ungløvernes tænder er slået ud;
       v11  uden bytte omkommer løven,
      hunløvens unger spredes.

(Jobs Bog 4.9)

Orkanen eller vinden eller stormen eller det voldsomme uvejr er den vind som kommer fra Jahve. I Det gamle Testamente tales om næserne – ordret – som betyder næseborene. Ud af næserne på Jahve kommer en forfærdelig storm eller vind – hans Ruah – som betyder hans vind eller hans ånde eller hans ånde eller åndedræt. Det vi kan se i naturen – især i de voldsomme naturfænomener – er den vind som kommer ud af Guds næse.

Næsen er i Det gamle Testamente knyttet sammen med vildskaben, vreden og ophidsetheden – det at snappe efter vejret og det ikke at kunne få vejret af ren ophidselse. Når Gud bliver overvældet af sin vrede mister han på en måde kontrollen. Udslaget er voldsomt og ødelæggende. Heligånden er et frygteligt våben – et aggressivt våben. Med sin vind og storm fejer Gud alt det onde til side. Han blæser det onde vand væk. Han blæser det op i en bunke som det siges om Jordan og om Siv havet. Han blæser vandet bort med sin ånd og ånde – så den tørre bund kommer til syne – jordens grundvold – dødsrigets tag. Gud slår på synden og ondskaben. Gud blæser egypterne bort som om de er løst strå eller støv eller hø. Når han blæser på dem med sin Ruah – så brænder de også op som hø og strå. De er intet. De er det rene ingenting. Det onde og synden og døden er det rene ingenting – sammenlignet med kraften fra Guds Ruah – fra hans helligånd. Hans helligånd er både en ild og en ånd og en storm. Hans helligånd blæser mennesker omkuld. Gud vælter dem omkuld. Når løven brøler – hvem må så ikke adlyde – som profeten Amos siger! Gud pruster og stønner og skummer af vrede. Når han kommer - stivner alle mennesker. De bliver grebet af rædsel. Han er fnysende i sin vrede.

Ligestillingen mellem mænd og kvinder.

v7 Faraos hoffolk sagde til ham: »Hvor længe skal denne mand være en snare for os? Lad mændene gå, så de kan dyrke Herren [Jahve] deres Gud. Kan du stadig ikke indse, at Egypten går til grunde?« v8 Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: »Gå ud og dyrk Herren [Jahve] jeres Gud! Men hvem er det, der skal gå?« v9 Moses svarede: »Vi tager af sted, unge og gamle. Vi tager vores sønner og døtre, vores får og køer med os, for det er Herrens fest, vi skal fejre.« v10 Men han sagde til dem: »Må Herren være med jer, om jeg lader jer gå sammen med jeres familier! Der kan I selv se, at I har ondt i sinde! v11 Nej, I mænd kan gå og dyrke Herren [Jahve]; det er jo det, I beder om!« Så blev de jaget ud fra Farao.

(2 Mosebog 10.7)

Moses og Farao er uenig om hvor mange og hvem som skal have lov til at drage ud i ødemarken og holde en valfart – hebraisk en Hag og arabisk en Hajj - for Herren – som de meget senere israelitiske valfarter! Farao mener at det må være tilstrækkeligt at mændene får lov at drage af sted. Farao er nu bragt ned i knæ - han begynder at kende og anerkende Jahve.

Hele fortællingen er på en måde et narrespil. Farao bliver narret – han bliver også narret af Jahve – til at tro at de kun vil have en orlov. Men Moses – og Guds plan – er at de skal forlade Egypten for evigt! De svagere narrer den stærkere – et træk vi finder i hele Det gamle Testamente. Det gamle Israel elskede historier om underhunden der narrer overhunden! Her bliver Jahve selv endda gjort til underhunden!

Men efter de flestes mening handler historien også om noget andet – nemlig om kvindernes – religiøse eller rituelle - pligter og rettigheder! Vi ved at der var en sådan diskussion i det gamle Israel. Vi ved at der siden opstod diskussion i den senere kristendom og Islam om kvindernes religiøse rettigheder og pligter – om deres ligestilling. Teksten skal sikkert forstås på den måde at alle kvinder og mænd skal deltage i de store valfarter og religiøse højtider i Israel. Kvinderne er ikke ligegyldige og de er ikke undværlige! De har de samme forpligtelser som mænd! På samme måde ved vi at der findes mange kvindelige profeter i det gamle Israel. Kvinder er bestemt ligestillede med mænd på mange måder. 2 Mosebog og de øvrige Mosebøger omtaler Miriam og meningen er netop at Miriam er en profet på nøjagtigt samme måde og med den samme kraft og evne som Moses og Aaron! Et andet eksempel er Debora i Dommerbogen. Disse kvinder er Nabi dvs profeter og de er i enhver henseende ligestillet med mændene!

Alle ting kommer af vandet.

De fleste af myterne i oldtiden – hos semiterne i Mellemøsten – forestiller sig at alt i begyndelsen var dækket af vand. Vandet oversvømmede alle ting – eller sagt på en anden måde: Alt var simpelt hen vand. Myten beskriver hvordan alle ting kommer af vandet – af urvandet – af det oprindelige universelle altomfattende vand.

Denne mytiske opfattelse findes også i det gamle Israel. Den findes i den babylonske myte Enuma Elish. Den findes i de kanaanæiske myter og den gode guds kamp imod Jammu – vandet eller det onde vand. Det onde vand var ligesom en tyran som bare oversvømmede alt i begyndelsen. Det onde vand er lige som døden eller synden eller den onde gud. I Babylon er vandet lig med Tiamat – urvandet som engang i urtiden blev besejret af den gode gud Marduk.

Marduk skærer Tiamat over og Jahve skærer Livjatan over. Gud splitter vandet som det siges mange steder.

I disse gamle myter forestiller man sig en kosmogoni eller en skabelse i to faser. Først skaber Gud universet og dets hierarkiske opbygning. Gud besejrer det onde vand og Gud splitter det onde vand. Gud skaber alle ting af vandet. Gud splitter og adskiller himlen og jorden og fjerner dem fra hinanden. Gud sætter himlen der oppe og jorden her nede. Der oppe i himlen er der stadig vand – fordi alt kommer af vandet. Vandet fra himlen drysser ned til menneskene og livet som regn. Under jorden er der også vand – dette vand er Livjatan eller afgrunden eller Tiamat eller Tehom.

Gud skaber i to faser – først skaber han verdens indretning – dens astronomi eller geologi. Derefter skaber han det levende liv og han giver frugtbarheden og væden og grøden til det levende liv. Denne fase nr 2 er Gud som en frugtbarhedsgud eller som en føder eller forsyner eller forsørger. Det er netop det som bliver vist i 2. Mosebog med begivenhederne efter Exodus. Gud får vandet til at springe frem fra klippen eller i det tørre ørkenland. Al frugtbarheden og hele livet – biologien – kommer fra Gud. Gud skaber denne grøde og vækst – ikke én gang for alle – men hver eneste dag. Vi kan sige at det er den typisk kanaanæiske tanke – men vi finder den i stor stil i Det gamle Testamente.

Livjatan er på en måde lig med vandet eller urvandet. Alt kommer på en måde fra livjatan. Alt vand i verden som søerne eller floderne eller regnvandet kommer fra livjatan. Livjatan er egentlig det onde vand som engang var en ond tyran i hele universet – men Gud har tæmmet og kontrolleret Livjatan. Livjatan eller vandet er derfor lig med føden og maden og det vi drikker. I de senere jødiske myter fortælles hvordan menneskene sidder og æder Livjatan på dommens dag. Livjatan er blevet til føden – det som er livets væsen – det som vi lever af. Vi kan sige at dette træk viser Det gamle Testamentes monisme – egentlig er der ikke noget ondt – absolut. Livjatan er blevet behersket og besejret – han er bragt under kontrol – nu er han blevet vores frelse. Livjatan strømmer ned fra himlen og han løber i alle floderne. Vandet i floderne er hans blod som det siges i de jødiske myter!

Vandet er det samme som olien eller honning eller maden. I myterne fra Kanaan kommer regnen ned fra himlen som honning og olie! Livjatan eller vandet er lig med hveden eller brødet eller mælken! Vandet bliver i Det gamle Testamente meget mere end vand – det bliver til føden eller maden. Alt er egentlig gode gaver fra oven. Kristus er den øde som er kommet ned fra himlen. Gud er blevet en konge og det betyder at han nu er blevet en forsørger. Han forsørger sine sønner som en fader forsøger sin familie. Reighning is raining! Ifølge profeten Ezekiel har Gud besejret den onde drage eller den onde slange – de vældige vande. Gud har løftet den onde slange op af Nilen og kastet alt hans vand ud over hele jorden. Dette vand bliver nu til en velsignelse for alle dyr og planter og mennesker. Dette vand fra den onde slange eller monsteret er nu det vand vi ser i alle jordens vandstrømme. Alt vand er det samme vand og det kommer fra det samme stof. Alt vand er forbundet og hænger sammen. Vandet er nu blevet en velsignelse for os - selv om vandet engang var den onde slange eller den onde Satan!

Redaktøren og Moses’ kaldelse.

Når vi i dag læser teksten så opfatter vi det på den måde at Moses bliver kaldet af Gud i Midjan – ude i ørkenlandet ved den brændende busk. Det læser vi om i 2. Mosebog 3 og 4. I kapitel 5 læser vi om konsekvenserne af dette kald i Egypten. Når vi så læser 2. Mosebog 6 – Præsteskriftets beretning – opfatter vi bestemt ikke kapitel 6 som en kalds beretning – for Moses er jo allerede blevet kaldet! Men i virkeligheden er kapitel 3 og 4 en kaldsberetning – som stammer fra Jahvisten og især Elohisten – og kapitel 6 er en fuldstændig tilsvarende kaldsberetning – den stammer bare fra Præsteskriftet!

At det forholder sig sådan kan man i dag bevise på utallige måder men det simpleste er bare at starte i kapitel 2 med Præsteskriftet og så læse videre i kapitel - også Præsteskriftet – så kan vi se at teksten er flydende og harmonisk – kapitel 3-5 er simpelt hen indskudt! Vi kan også nøjes med at læse enten JE kildens kald i 3 og 4 eller Præsteskriftets kald i kapitel 6 – så kan vi tydeligt se at de to beretninger er dubletter – det vil sige vi kan undvære den ene og der er utallige gentagelser. Moses rejser mange indvendinger i 3 og 4 men accepterer til sidst kaldet. Men i kapitel 6 starter Moses igen forfra med sine indvendinger – som om intet er sket! Aaron kaldes også to gange. Der opstod mange uoverensstemmelser da Redaktøren skulle sammenklippe Præsteskriftet med Elohisten og Jahvisten! Disse tre skrifter var i sig selv ikke selvmodsigende – men da de blev klippet sammen opstod der et væld af problemer.

Redaktøren snyder os. Han redigerer kapitel 6 så vi tror at kapitel 6 ikke er noget kald af Moses! Redaktøren vil have os til at tro at kapitel 6 er en slags opfølgning på kaldet – med baggrund i 3-5! Redaktøren skaber en falsk begivenhed – for egentlig er kapitel 6 jo bare en kaldsberetning – som skal stå alene! Men Redaktøren vil gerne have alle 3 kilder med i Det gamle Testamente – derfor må han redigere så det bliver muligt. Men vi har bevaret utallige af disse dubletter og tripletter!

Både sprogligt og indholdsmæssigt er der meget stor forskel på Præsteskriftets kapitel 6 kald af Moses og beretningen i kapitel 3 og 4! I følge Præsteskriftet har Moses slet ikke været i Midjan og han har aldrig set en brændende busk! Moses er selvfølgelig i Egypten – lige som alle de andre hebræere.

Moses har ingen kone, ingen sønner, ingen familie. Moses er uomskåret. Moses kan ikke være Guds profet og Aaron erstatter Moses så at sige – Aaron er helt dominerende i Præsteskriftet! Moses stiler aldrig i Præsteskriftet noget krav om en orlov på 3 dage eller en uge – hans krav er ubetinget – Israel vil være en fri nation og forlade Egypten for evigt! Præsteskriftet kender intet til historien om at Israel plyndrer egypterne!

Præsteskriftet er præget af en helt anden teologi og gudsopfattelse. Vi kan se at Redaktørens teologi ligger tæt på Præsteskriftet. Denne teologi ligger tæt på profeten Ezekiel. Når vi ser på Redaktørens arbejde og små indskudte vers kan vi altså se en bestemt teologi fra det gamle Israel. Denne teologi er på mange måder forskellig fra Jahvisten og Elohisten som er meget ældre tekster! De afspejler meget mere den oprindelige tro i Israel.

Paulus kender ikke denne videnskabelige analyse. Han ved ikke noget om forskellige kilder i Mosebøgerne! Men det interessante er at han synes ubevidst at bygge på denne analyse. Paulus taler meget om Abraham og løftet og omskærelsen for eksempel i Galaterbrevet. Men det er helt tydeligt at Paulus støtter sig til Jahvisten! Paulus ved på en ubevidst måde måske at der er forskel! Præsteskriftet taler om kravet om omskærelsen – men Paulus støtter sig til Jahvisten som taler om evangeliet og løftet! Ubevidst støtter Paulus sig altså til en meget ældre tradition i Det gamle Testamente end Præsteskriftet. Når det er sagt kan vi modsat sige at Paulus ofte netop støtter sig til Præsteskriftets almene teologi! Hvilket ikke er mærkeligt da det er det seneste lag i Det gamle Testamente og selvfølgelig prægede jødedommen på Paulus tid.

Han er mit legeme. Vi er Guds legeme og hans mund, arme og ben.

v14 Da flammede Herrens vrede op mod Moses, og han sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. v15 Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre.

(2 Mosebog 4.14 - Elohisten)

v31 Moses sagde [til Jetro - midjanitten]: »Du må ikke forlade os! Du ved jo, hvor vi kan slå lejr i ørkenen; du skal være øje for os.

(4 Mosebog 10.31)

Elohisten fortæller episoden om Moses kald ved busken. Moses sæter sig imod Guds kald med mange argumenter og Gud udnævner Aaron til at være en profet for Moses. Vi kan sige at Moses ikke har meget held med sin modstand imod Gud.

Teksten indeholder et væld af typiske bibelske temaer som Elohisten giver udtryk for. Teksten er vel blevet til i det gamle Israel i 700 tallet f. kr. og vi får gennem Elohisten et indblik i troen i det gamle Israel – i kongetiden – vi kan sige i den gamle israelitiske tro.

En af de mest grundlæggende tanker er at han eller hun er mit legeme eller min hånd eller min mund. Moses skal være Guds mund og det tema ses over alt i Mosebøgerne. Begrebet mund bliver ofte lig med Guds profet. Men det har også sin egentlige betydning – Moses ER faktisk Guds mund og Moses hænder ER faktisk Guds hænder. Der er derfor at Moses er som en levende gud der vandrer rundt på jorden. Moses repræsenterer Gud og han har Guds evne og magt. Han har Guds viden og forudviden om alt det som skal ske. Moses ER i enhver henseende som en gud eller som Gud.

Vi er hinandens legemer eller øjne eller hænder. Hun gør det for mig som jeg ikke selv kan gøre og derfor er hun på en måde identisk med mig. Vi er hinandens arme og ben og forstand og følelse og mund.

I Det nye Testamente siger Jesus til disciplene at de ikke skal bekymre sig – for Helligånden vil tale for dem. Helligånden er vores mund – lige som Aaron er en mund for Moses. Måske føler Moses ikke at han selv kan – eller måske kan han virkeligt ikke tale – og måske er han en fremmed som ikke taler sproget og måske har han en svær talelidelse – men det er ligegyldigt siger Gud. Aaron vil tale. Gud ved at Aaron vil tale. Gud ved alle de ting som skal ske – Moses ved også alle de ting som skal ske.

Vi er Guds legeme. Hans usynlige hånd sidder på vores hånd eller er inden i vores hånd. Gud er inden i de ting som vi gør. Når vi elsker hinanden – er det Guds kærlighed – det er Gud som elsker. Når jeg hader hende – er det Gud som hader hende. Vi er Guds legeme. Når jeg ser ham som han virkeligt er – kan jeg se at han er et tegn – han er et tegn på Gud! Den ydre virkelighed peger på en anden virkelighed omme bag ved – Guds virkelighed.

Vi gør det for hinanden som vi ikke selv kan gøre. Jeg gør det for hende som hun ikke selv kan gøre – eller som hun ikke vil gøre. Hun er min frelser – for hun gør det som jeg ikke kan gøre selv – og når hun gør det er det Gud som handler inden i hende. I et glimt kan vi se at det er sådan det sker! Vi kan se tegn og undere alle steder i vores liv. Vi kan se at de ydre ting viser en skjult virkelighed.

Det som teksten siger at alle mennesker dybest set er eet fælles legeme. Derfor er vi arme og ben for hinanden. Aaron kaldes i samme sekund som Aaron – kan vi se af Elohistens tekst. I virkeligheden er Aaron og Moses den samme. Alle mennesker er dybest set den samme – vi er eet fælles legeme. Vi er lemmer og tanker og følelser og gerningerne på de samme store legeme. Det som ad skiller det ene menneske fra det andet – er i virkeligheden en illusion. Det som Aaron siger er i virkeligheden noget som Moses siger. Det som Moses gør er i virkeligheden noget som Gud gør. Ingen mennesker er i virkeligheden adskilte. Vores identitet er netop det hele legeme. Hendes hænder og mund er i virkeligheden mine hænder og mund. Når han gør prægtige gerninger – gør han det i stedet for mig. Der er ingen forskel. Gud ser ikke nogen forskel.

Overtroen på verden.

De ældste i Egypten tror at de kan gøre en forskel – de tror at de kan forandre virkeligheden for hebræerne og gør dem frie. De kan de ikke. Alle Mosebøgerne advarer imod trolddommen og overtroen på verden og verdens løsninger. Verdens løsninger og verdens visdom er magtesløs. De ældste er magtesløse – de kommer ingen vegne. De er afmægtige og vrede. De kan intet udrette. Verden kan ikke frelses ved de jordiske eller politiske løsninger. Vi kan ikke komme ud af sygdommens land ved rimelige politiske kompromisser. Vi kan ikke komme ud af vores misbrug eller stofmisbrug eller lidelse – ved rimelige jordiske kompromisser! Hvis vi kommer ud – er det et stort tegn – Gud har vist sig i verden – Gud gør alt!

Vores såkaldte realisme er egoets religion og tro. Egoet mener at frelsen er umulig – og et latterligt mål. Egoet mener at vi skal satse på at blive lidt mindre syge – ikke på at blive raske. Egoet mener at vi skal satse på at blive lidt mindre slaver – ikke på at blive frie og værdige mennesker! Egoet kommer aldrig ud af verden – det er en del af verden. Egoet lever i verden – fortabt og helt alene – ude noget håb og uden nogen gud! Som Paulus siger i Efeserbrevet.

Vi tror på sundhedssystemet. Vi tror at sundhedssystemet kan gøre os raske – give os livet som Paulus siger om loven. Men det er en stor trolddom og illusion og overtro. Sundhedssystemet kan ikke gøre os raske eller helbrede os. Det ved også alle som er ansat i vores sundhedssystem! Alle som er ansat ved at de kan give omsorg og kærlighed til de syge. Måske er der nogle få læger som tror at de er store magikere og troldmænd – de tror at de kan helbrede og give livet – men alle andre kender godt sandheden. Sundhedssystemet kan ikke gøre os raske – men vi kan give omsorg og kærlighed –og når vi giver det er det et stort tegn. Det er et tegn på helligånden – for Guds helligånd er inden i vore tanker, følelser og gerninger.

Der findes ingen trolddom i Israel! Der findes ingen falske læger eller healere i Israel. Israel ved godt at der kun er én som kan give livet. Loven eller Moseloven kan ikke give os livet eller lykken eller Shalom. Kun Gud kan give os helbredelsen. Gud er den eneste healer som findes. Han er vores healer. Gud er vores Rope – han er en læge – på samme måde som Jesus var en Rope – en læge.

At være fri og frelst. Israel er ikke noget slavefolk!

v11 Tiden gik, og Moses blev voksen. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel [ordret: slå og straffe]. v12 Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.

(2 Mosebog 2.11)

Moses dræber egypteren. Hvis vi ser på oldtidens opfattelse og lovgivning OG på lovgivningen i det gamle Testamente – så er der overhovedet INGEN grund til at Moses skal dræbe egypteren. Ifølge Moseloven var det naturligvis lovligt at piske sin slave – selv med døden til følge – og det som egypteren gør er at han tugter og straffer slaven – hebræeren. Mosebøgerne handler ikke om den sociale uretfærdighed overhovedet! Der sker en stor uret – fordi egypteren gør hebræeren til en slave! Ikke fordi han dræber ham eller straffer ham. Problemet er ikke socialt – problemet er nationalt. Israel er et stort frit folk og ingen må gøre Israel til en slave. Hele Bibelen handler om dette tema. Frelsen består i at Israel igen bliver et stort og mægtigt og frit folk! Frelsen er deres frihed og stolthed! Israel er et stolt folk. Farao har svigtet sine pligter over for Israel – derfor skal han dømmes og dræbes! Moses dræber egypteren ud fra nationale grunde.

Egypteren er et symbol på den onde gud i myten. Den onde gud – Jam eller vandet – vil gøre alle væsner i universet til slaver og trælle. Den onde gud vil oversvømme hele verden. Moses optræder på en mytologisk måde. Han dræber den onde magt som vil gøre alle hebræerne til slaver og tage deres magt og frihed og ære og stolthed fra dem.

Det gamle Israel ved godt at alle der boede i Egypten skulle arbejde for Farao. Det er ikke pointen. Pointen er at relationen mellem Israel og Farao er en pagt hvor begge parter har pligter. Farao har svigtet sine pligter. Han er uretfærdig.

Frelsen er i Bibelen ikke nogen lykke tilstand eller nogen nydelses tilstand. Moderne mennesker kan opfatte Paradiset som en tilstand hvor vi har uendelige gaver og glæder og nydelser og goder. Vi har så at sige ubegrænsede penge og kan købe alt. Alle mennesker elsker os. Der findes ingen modgang, ingen sygdom, ingen død. Vores begreb om Paradiset hænger sammen med lykken og nydelsen. Men det gamle Israel har en helt anden opfattelse.

At blive frelst er at blive en fri mand. En fri mand er uafhængig af verden. Han bøjer sig ikke for nogen anden mand – han bøjer sig ikke for nogen eller noget! Han er fri og frelst som man sagde i gamle dage. Adelen i det gamle Danmark var fri og frelst – adelen skulle ikke bøje sig for nogen eller noget. Hvis man er fri er man en herremand. De var frie og stolte og værdige. Kongen var kun et redskab som de valgte – kongen var ikke deres herre. Tanken i det gamle Danmark svarer til tanken i Bibelen og i det gamle Israel. At blive frelst er at blive stolt og frygtløs og fri og uafhængig. At blive frelst er at blive en herre eller en fyrste eller en konge! Denne tanke finder vi OGSÅ i Det nye Testamente fx hos Paulus i Galaterbrevet. Frelsen er ikke en nydelsestilstand – den er en tilstand af uafhængighed og styrke og kraft og frihed – siger Paulus! Galaterne er blevet frie mænd – hvorfor vil de nu igen være slaver?

En fri mand – en som er frelst – fører sig rem i verden med magt og frihed og myndighed og selvtillid! Den frie og frelste mand er lige som Job i gamle dage. Han er en konge. Alle respekterer ham og lytter til hans ord. En fri mand giver uden smålighed til hele verden. Han handler ud fra et overskud. Han er en herre i verden. Han er en mester. Gud har frelst ham fra alt det onde – ydmygelserne, nedværdigelsen, skylden, synden og skammen!

Græshopperne er et billede på Israel.

v12 Da sagde Herren til Moses: »Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kommer over Egypten og æder alt, hvad der vokser i landet, alt det der blev tilbage efter haglvejret.« v13 Moses rakte sin stav ud over Egypten, og Herren drev en østenvind ind over landet hele den dag og hele natten. Da det blev morgen, havde østenvinden ført græshopperne med. v14 Græshopperne kom over hele Egypten og slog sig ned overalt i Egypten i så stor mængde, at der hverken før har været eller siden vil komme så mange græshopper. v15 De dækkede hele landet, så jorden var sort af dem, og de åd alt det, der voksede i landet, og al den frugt på træerne, som var blevet tilbage efter haglvejret. I hele Egypten blev der intet grønt tilbage på træerne og på planterne på marken. v16 Farao tilkaldte straks Moses og Aron og sagde: »Jeg har syndet mod Herren jeres Gud og mod jer. v17 Tilgiv dog min synd denne ene gang og gå i forbøn hos Herren jeres Gud om, at han skal fjerne denne død fra mig!« v18 Så forlod han Farao og gik i forbøn hos Herren, v19 og Herren vendte vinden [Ruah – Guds ånd] til en meget kraftig vestenvind, som førte græshopperne med og drev dem i Sivhavet [Jam Sup]. I hele Egypten blev der ikke en eneste græshoppe tilbage.

(2 Mosebog 10.12)

Når vi læser 2 Mosebog støder vi på et meget overraskende fænomen. Der er to helt forskellige beskrivelser af Exodus.

Ifølge nogle vers og udtryk bliver hebræerne smidt ud af Egypten mod deres ønske og vilje! Farao bliver skuffet og vred og han bliver godt træt af hebræerne. De er en plage. De har alle mulige smitsomme sygdomme. Farao har fået nok omsider og han smider dem ud med en løftet og stærk arm som det hedder.

Denne teori svarer til den senere teori eller forklaring som vi finder i senere egyptiske tekster som handler om Exodus! Den er en parallel til historien om hvordan Abraham bliver smidt ud af Egypten på grund af dårlig opførsel!

Ifølge den anden teori vil Farao slet ikke give hebræerne fri. Han vil holde på dem. Han vil fastholde hebræerne som trælle og slaver. Han vil ikke engang give dem fri til at dyrke Jahve i ørkenen. De er hans ejendom og de tilhører ham. Gud må tvinge Farao til at give dem fri.

Begge beskrivelser findes i 2 Mosebog og i hele Det gamle Testamente! Beskrivelserne er efter vores mening komplet modsigende. Forklaringen er helt sikkert at man i det gamle Israel havde forskellige traditioner! Ifølge en tradition var Exodus en frihedskamp og en sejr over det onde Egypten. Ifølge en anden tradition ønskede hebræerne slet ikke at forlade Egypten. Tanken om at skulle over i ørkenlandet var en faretruende tanke.

På et dybere plan siger det gamle Testamente at det er Guds kraft og plan og vilje som sejrer. Gud får Farao til at gøre og sige bestemte ting for at Guds plan kan gå i opfyldelse. Gud vil at hebræerne skal føres ud af Egypten og op på hans hellige bjerg hvor de skal bo for evigt! Det er Gud som er kraften inden i historien – aldrig mennesker. Mennesker er en slags midler for Gud. Vi kan sige at den oven nævnte modsætning kun foregår på et mere overfladisk plan. På et dybere plan er der ingen modsigelse for alt som sker er Guds vilje.

Beretningen om græshopperne er et slags billede på Exodus – et billede på at Gud blæser hebræerne ud af Egypten! Hebræerne er en slags objekter og Gud er den som handler. Den aktive faktor i verdenshistorien er ikke mennesker – ikke Moses eller Farao – men Guds Ruah – hans blæsevejr eller storm eller vind eller hans ånde som kommer ud af hans næse! Græshopperne kommer ind i Egypten – fordi Gud blæser eller kyler eller kaster – som det hebraiske ord også kan oversættes. Gud blæser hebræerne derhen hvor han vil have dem. Til sidst i oven stående blæser han dem ud i Jam Sup – hvilket er et uklart område – som ligger derude – østpå. Jam Sup er ikke et geografisk sted. Det betyder her nærmest ude østpå – derude hvor der er sumpe og vande med siv og rør – ude ved grænsen eller lige på den anden side af grænsen!

Græshopperne er et slags billede på hebræerne – lige som frøerne også eksplicit sammenlignes med hebræerne. Historierne er fulde af humor og selvironi. Her fortælles hvordan græshopperne overfalder og plyndrer Egypten! Toraen skildrer det humoristisk! Hebræerne skildres faktisk som en plage for egypterne – de oversvømmer alt og æder alt! Hebræerne er vilde og utæmmelige natur væsner – de løber det kultiverede Egypten over ende! Farao er højfornem og meget civiliseret – men han kommer til kort over for de primitive og vilde hebræere! Toraen dyrker det primitive og oprindelige – hebræerne er som insekter eller dyr!

At blive skåret af det hele legeme.

v15 Syv dage skal I spise usyrede brød. I skal sørge for, at al surdej er fjernet fra jeres huse allerede den første dag, for enhver, der spiser syrnet brød fra den første til den syvende dag, det menneske skal udryddes [krt – Karet – skæres af] fra Israel.

(2 Mosebog 12.15 - Præsteskriftet)

Denne tanke – at synderen bliver skåret af som et sygt lem fra det sunde legeme – findes i hele Bibelen – også i Det nye Testamente. Der ligger et væld af symboler i udtrykket. Udtrykket – det hebraiske krt – optræder et utal af steder i hele Det gamle Testamente.

Vi kan sige at udtrykket krt dels beskriver en straf og dels beskriver en skæbne eller en tilstand. Udtrykket er blevet meget grundigt undersøgt så vi kan nogen lunde sige hvad udtrykket dækker.

Det menneske som er blevet skåret af er blevet isoleret eller ensomt eller adskilt. Han er blevet adskilt fra Gud og han er blevet adskilt fra sine kære, fra sin slægt og fra sit land og fra sin slægt. Han er blevet adskilt fra livet og shalom – som man siger i Det gamle Testamente. Udtrykket krt er sandsynligvis en dødsstraf – men ikke helt sikkert en dødsstraf! Udtrykket er uklart og ment på en generel lidt vag måde ifølge manges mening. Andre mener så at dette r en dødsstraf – som altså er blevet udført rent historisk i det gamle Israel.

Udtrykket krt udtrykker det centrale kollektive i Bibelen. Vi lever kun FORDI vi er del af fællesskabet. Vi lever kun fordi vi er en del af ægteskabet, slægten eller kollektivet eller folket. Ellers ville vi være som døde. Hvis man er blevet skåret af – er man gået fortabt. Hvis man bliver skilt eller adskilt – så går man fortabt. Hvis en mand bliver skilt fra den kvinde som han elsker – går han fortabt – lige som hvis han bliver adskilt fra de børn som han elsker. Vi er kun noget som lemmer på det hele legeme – hvis vi lever adskilt – så er vi ikke rigtige mennesker.

At gå fortabt i Det nye Testamente er at glide ud af fællesskabet – at blive ensom eller isoleret – at blive adskilt fra mennesker og fra Gud. Fortabelsen er netop adskillelsen.

Det moderne menneske er så at sige gået fortabt. Vi opfatter os selv som skilte og adskilte og specielle. De andre er ikke mig og jeg har ikke noget fællesskab med de andre. De andre mennesker er farlige for de går imod det som jeg vil. De andre mennesker vil ikke det som jeg vil og de er mine konkurrenter. Vi kan på en vis måde sige at det moderne menneske er blevet skåret af – i den betydning som vi finder i Præsteskriftet i Mosebøgerne! Vi lever i en frygt for andre mennesker. Vi kan ikke regne med dem og vi kan ikke stole på dem – for de er fremmede. Der er kun mig og mig selv – de andre vil noget andet.

Mosebogen beskriver krt både som en straf over mennesket – og som en skæbne eller som en følge! Begrebet er ikke altid klart i Mosebøgerne. Ikke altid tales der om en dødsstraf. Nogle steder kan man tale om at synderen skal udvises af landet eller ekskommuniceres – som man siden hen gjorde i den kristne kirke. Udtrykket krt kan bruges om druknedøden – for når man drukner i det store vand – bliver man ikke genforenet med fædrene i graven! Således lider egypterne en krt ved sivhavet – som en slags straf – egypterne bliver hugget af og skåret af! Nogle steder betyder krt det at man bliver adskilt fra sit folk eller sin slægt. Josef bliver således skåret af – hans brødre sælger ham og bortsender ham til Egypten. Josef bliver skåret af – han går fortabt. Jesus bliver skåret af det hele legeme. Jesus ender på korset – den mest forfærdelige krt eller bortskærelse som findes. Jesus bliver skåret af det sunde legeme – han er en forbandet og han skæres bort som det syge lem – som Paulus siger i Galaterbrevet! På den måde bliver Kristus en frelser for alle mennesker – også alle hedningerne.

Israel drager ud af slavernes hus - som et frit folk – med løftet arm.

v8 Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud [ordret: med løftet arm]. v9 Egypterne satte efter dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og hans hær, og de indhentede dem, hvor de havde slået lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot ud for Ba'al-Sefon.

(2 Mosebog 14.8)

2 Mosebog handler om Moses krav til Farao: - Sæt mit folk fri! Giv mit folk fri! Dette krav gentages igen og igen i teksten. Pointen er at Farao slet ikke kan og heller ikke vil sætte dem fri! Kun Gud kan sætte hebræerne fri – kun Gud kan give Israel dets frihed og stolthed og værdighed.

Skildringen er voldsomt dramatisk. Israel drager ud med løftet arm – ordret i den hebraiske tekst. Den løftede arm betyder ikke at hebræerne befinder sig i bøn – den løftede arm er et magtsymbol – en demonstration. Hele temaet i Mosebøgerne samles i disse udtryk. Frelsen er at Israel bliver et frit folk. Vores frihed er at vi forstår at vi ikke kan få nogen frihed eller frelse af verden. Verden kan ikke gøre os frie. Farao er verden. Kun Gud kan – og vil – sætte os fri. Lige som Paulus siger at Kristus har sat os fri.

Friheden er en magtdemonstration – en hån imod Farao og egypterne. Friheden eller frelsen er en hævn over den onde gud – Farao. I de senere jødiske legender fortælles at israeliterne drager ud af Egypten med bare hoveder – uden noget på hovedet! I en jødisk eller gammeltestamentlig sammenhæng betyder det hån og mangel på respekt. Hebræerne vandrer ud uden hovedbeklædning – de spotter verden og Farao - de gør grin med den almægtige Farao – de viser hån og foragt for verden. Det er det samme som at de er blevet sat fri af Gud – ved Guds underfulde frelse! Hele magtsproget er typisk for Mosebøgerne. At blive en fri mand er at kunne vise sin magt og herlighed – ikke at bøje sig for nogen eller noget menneske. Når hebræerne stod foran Jahve – så dækkede de deres hoveder – over for denne verdens magthavere viser de deres åbenlyse foragt! De viser at Farao er impotent og magtesløs. Han bliver ført lige imod sin egen grav – dels af hans egen dumhed og stædighed – dels fordi Gud trækker i trådene bag kulisserne!

Gud vil at vi skal opnå selvfølelse, selvværd og selvtillid. Det er det som sker med hebræerne ved udvandringen. Gud vil at vi skal løftede hovedet og løfte blikket og løfte den højre arm – med spydet eller knytnæven eller vores våben! Gud vil at vi skal blive frie og værdige mænd – at vi skal blive stolte af os selv! Gud ønsker ikke at vi skal være ydmyge og se ned i jorden! Gud ønsker at vi skal løfte blikket og ikke bøje os for nogen magt eller nogen mand i verden! Israel bliver et billede på alle mennesker. Exodus handler om det som Gud vil gøre med alle mennesker. Gud vil forvandle os så vi bliver stolte og mægtige herremænd og herrer!

At løfte den højre arm er et udtryk som findes mange gange i Det gamle Testamente. De betegner en handlemåde eller en væremåde hvor vi er viljesfaste, stærke, hvor vi gør oprør imod magten, hvor vi går til angreb uden at være bange for konsekvenserne! Udtrykket har en meget stærk klang i det gamle Testamente. Moses handler med sin løftede arm. Gud henter Israel ud af trællehuset med sin løftede arm! At løfte armen er ikke nogen from handling – det er en aggressiv handling og en magt handling!

Israel sniger sig ikke ud af Egypten – med dårlig samvittighed. Israel løfter fanen og går til angreb. Israel bliver besat af ånden – ligesom galaterne bliver besat af helligånden. Når vi besættes af Guds ånd bliver vi magtfulde, stærke, viljesfaste og stolte! Vi bøjer os ikke for noget. Vi går til angreb på vore fjender – med en voldsom beslutsomhed og med en stærk selvtillid. Heri netop består Guds frelse – at vi bliver forvandlet på denne måde!

Moses er en helt. Hvem er hans fader?

v16 Præsten i Midjan havde syv døtre, og de kom for at øse vand og fylde trugene for at vande deres fars får. v17 Så kom der nogle hyrder og ville jage dem væk; men Moses rejste sig og hjalp dem, og så gav han fårene vand. v18 Da de kom hjem til deres far Re'uel, spurgte han: »Hvorfor kommer I så hurtigt hjem i dag?« v19 De svarede: »Der var en egypter, der reddede os fra hyrderne; han øste også vand for os til fårene.« v20 Han spurgte sine døtre: »Hvor er han henne? Hvorfor lod I ham blive tilbage? Indbyd ham til at få noget at spise!« v21 Moses tog imod tilbudet og blev boende hos manden. Han gav Moses sin datter Sippora til kone, v22 og hun fødte en søn. Moses gav ham navnet Gershom; »for jeg er blevet gæst i et fremmed land,« sagde han.

(2 Mosebog 2.16 - Jahvisten)

Moses er en helt og ifølge myterne i oldtiden bliver helten adskilt fra sin fader. Hvem er egentlig Moses fader? I 2 Mosebog stilles det samme spørgsmål som i det nye Testamente: - Hvem er Jesu fader? Hvad er Jesu egentlige identitet? Og på samme måde: Hvad er egentlig Moses sande identitet?

Der er mange mærkelige træk i 2 Mosebog. Moses er en uomskåret på læberne og han kan ikke kommunikere med Farao eller med Israel. Han er en fremmed eller en outsider. Måske kommer Moses slet ikke fra hebræerne i Egypten? Måske kommer han fra Midjan? Måske er præsten i Midjan hans fader?

Begivenhederne da Moses kommer til brønden skildres som om de er individuelle eller private. Men vi kender dette træk fra mange steder i det gamle Testamente. Meningen er nok snarere at Moses deltager i en konflikt mellem to folkegrupper nemlig midjanitterne og deres fjender. Moses optræder altså også her som en national skikkelse. Han deltager i en krig. Han sejrer i denne krig og gennemfører retfærdigheden og hævder Midjans stolthed.

Om præsten fortælles at han havde 7 døtre men dette træk kender vi i den kanaanæiske litteratur. Blandt finder vi 7 gudinder eller væsner hos kanaanæerne som er guder for seksualitet, frugtbarhed og ægteskab. De 7 døtre hænger nok sammen med disse 7 væsner – beretningen er også mytisk – lige som så mange andre beretninger i Moses historien. Moses er en storhelt. Han fortsætter sådan set sin indsats i Egypten – men nu har han bedre succes. Han vinder. Han er en beskytter for folket og for kvinderne – som er svage i historien. Han fordriver den onde fjende.

Moses er den som vander. Han giver vandet. I de senere beretninger er Moses netop også den som giver vandet. Han skaber kildevandet og får det til at springe frem ved at slå på klippen. Moses giver frugtbarheden og hans forhold til kvinderne er også seksuelt. Han frelser dem og han vander dem. Moses er en helt og en frelser.

Ifølge Det gamle Testamente er Midjan og midjanitterne Kains stolte sønner. Kain er vores fader! Kain er også beskyttet og udvalgt af Gud – som vi kan læse om i 1. Mosebog! Man kunne tro at dette udtryk skulle opfattes nedsættende men det er normalt ikke tilfældet i teksten. Midjanitterne er fornemme fordi de kan føre deres linje – deres genealogi – tilbage til selve Kain – Adams søn! Men desuden opfattes midjanitterne som Abrahams sønner – som efterkommere af ægteskabet mellem Abraham og Ketura! Hvis vi forestiller os at Moses faktisk kommer fra Midjan – så er han på en vis måde en af hebræerne! Han er godt nok en fremmed – men han har Abraham som sin fader. Det gamle Testamente opfatter det også sådan at præsten i midjan – og midjanitterne – er folk som tror på Jahve! De er ikke helt fremmede!

Jeg vil være med din mund! Løfterne til Moses.

v10 Men Moses sagde til Herren: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.« v11 Da sagde Herren til ham: »Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? v12 Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« v13 Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!«

(2 Mosebog 4.10)

Løfterne til Moses er ikke de tre tegn som Moses får ved busken. Løfterne er udtrykt i teksten oven for. Gud vil være med Moses og med hans mund. Moses bliver ved med at se på sig selv og sine såkaldte svage sider. Gud siger til Moses at det ikke drejer sig om hvem Moses er – men om hvem Gud er. Gud kan alt. Moses er bare fuld af frygt siger Gud. Gud vil være med hans mund – til evig tid. Måske er Moses ikke veltalende. Måske er han ikke nogen stor taler. Måske er han dårligt begavet. Måske er han sprogligt handicappet. Måske har han en talefejl. Måske taler han hverken egyptisk eller hebraisk! Men Gud siger til Moses at det er ligegyldigt. Jeg vil være med dig. Frygt ikke. Du gør dig lille og svag. Du gør dig selv til et lille barn, siger han til Moses.

De ord som kommer ud af Moses’ mund er ikke hans egne. Moses taler ikke sine egne ord – han taler faderens ord. Moses gør ikke sine egne gerninger – han gør faderens gerninger. Gud siger at han vil lægge Moses ordene i munden. Når Moses skal sige noget skal han ikke frygte – han skal ikke forberede sig. Ordene vil komme – ud af den tomme luft. Ordene vil komme til Moses. Moses er ikke afhængig af hans eget lille ego. Hans gerning afhænger ikke af hans eget lille ego. Egoet er ligegyldigt. Gud vil handle igennem Moses. Gud er den ånd eller den energi som strømmer igennem Moses. Gud er en ånd og den ånd er inden i Moses. Gud er inden i alle mennesker som han udvælger og kalder. De er hans redskab. De behøver ikke gøre sig så mange tanker. Alting sker af sig selv. Vi ved ikke hvor det kommer fra. Det kommer lige som ud af den tømme luft. Det kommer fra Gud.

Det hjælper ikke noget at Gud er god og kærlig – hvis han er svag!

v1  Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:
      Jeg vil synge for Herren,
      for han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.

(2 Mosebog 15.1)

Det er temaet i hele Bibelen at vi kan stole på Gud og at Gud er en gud for os – han er vores gud. Han er den største af guderne. Han er en konge og han har al magt. Dette er temaet i 2. Mosebog – men altså også i hele Bibelen.

Hvorfor kan vi stole på Gud – hvorfor kan vi regne med Gud? Man kunne tro at vi kan stole på Gud fordi han er en god og kærlig gud – men det er netop IKKE meningen med Bibelen. Grunden til at vi kan stole på Gud – er at han er stærk – han er mægtig – som en af oldtidens storkonger.

Det gamle Testamente gør enormt meget ud af at fremstille Gud som mægtig – magtfuld – ophøjet. Det er Bibelens tema. På en måde kan vi sige at mennesker i det gamle Israel IKKE tvivlede på at Gud var god og kærlighed og loyal – det som var deres problem var om Gud havde magt nok! Har Gud virkelig magt til at gennemføre sin vilje? Gud lover så meget - både til Abraham og til Israel – men har Gud nogen magt til at indfri sine mange løfter!? Enhver kan komme med mange løfter – men kan Gud leve op til alle disse løfter? Eller er det bare noget han siger?

Fristelsen spiller en enorm rolle i Bibelen og vi kan sige at mennesket bliver fristet når de mister troen på at Gud har magt. Vi overfaldes måske af modgang, lidelse eller sygdom. I begyndelsen tror vi at Gud har magt til at redde os ud af lidelsen. Men der sker ingenting – og så bliver vi fristet. Vi tror ikke længere at Gud har den tilstrækkelige magt! Gud er måske nok en venlig og kærlig gud – men hvad hjælper det? Han kan jo ikke fjerne min lidelse. Vi mister altså tilliden til Gud – men det betyder at vi mister tilliden til hans MAGT!

2. Mosebog har dette store tema – at vise at det er Gud som står bag ved alt – at han bestemmer – at han har magten over alle konger på jorden. Gud viser sin magt ved sivhavet. Han kaster rundt med egypterne – lige som en kæmpe kaster rundt med små væsner! Gud kyler og kaster egypterne. Han skyder dem af sted. Gud bruger egypterne som kasteskyts. Han kyler og kaster dem ind imod det onde vand – Jam – den onde gud. Gud dræber den onde gud ved sivhavet og han bruger egypterne – hæren, hestene, vognene – som kasteskyts – som en sten i en kasteslynge eller som en pil på en bue eller bare som en sten. Det er meningen med den hebraiske tekst. Gud er en kæmpe. Han er en kriger. Han bærer bue og pil. Han bruger en kasteslynge – lige som David imod Goliat. Gud ophøjer sig selv. Gud viser sin magt og enorme kraft. Derved ophøjer han Israel – og alle mennesker. Den onde gud – vandet – Jam – vil undertrykke alle mennesker og gøre dem til slaver. Gud befrier alle mennesker – ved at han dræber den onde gud. Når Gud ophøjer sig selv – når han gør sig selv stor – som teksten siger – så gør han alle mennesker ophøjede, frie, mægtige og store. Vi er ikke små og svage. Gud har befriet os af åget – som Paulus siger. Vi er ikke længere trykket ned. Vi er ikke længere ofre. Vi skal ikke trykke os selv ned – for Gud har hævet os op – han har oprejst os – lige som han ophøjede den døde Jesus af graven.

Løfterne. Helbredelsen.

Dér fastsatte han lov og ret for folket, og dér satte han det på prøve. v26 Han sagde: »Hvis du er lydig mod Herren din Gud og gør, hvad der er ret i hans øjne [ordret: gør det lige eller det som er lige ud], lytter til hans befalinger og holder alle hans love, så vil jeg ikke påføre dig nogen af de sygdomme, jeg har påført egypterne, for jeg er Herren, der læger dig.«

(2 Mosebog 15.25)

Ordet Tora oversættes normalt med lov og med Moseloven. Men denne oversættelse viser kun én side af opfattelsen af Tora i Det gamle Testamente. Ordet Tora kan ikke sammenlignes med vores begreb om en lov som straffeloven. Tora betyder snarere vejledning eller visdom eller hjælp. Ordet tora hænger sammen med ordet Hora som betyder at tale til eller hjælpe eller støtte eller instruere i de rette metoder. Gud er snarere en coach eller en instruktør. Hora hænger sammen med ordet Hera som betyder at se. Gud får os til at se – det er meningen med Toraen. Han åbner vore øjne. Han giver os forstand og visdom – og kraft. Ordene hænger også sammen med en slags magisk tankegang for Gud underviser hebræerne i de rette metoder og midler. Gud viser dem hvad de skal gøre – for at leve, trives eller overleve.

Toraen er ikke et krav om at hebræerne skal overholde 1000 forskellige paragraffer! Toraen er det gode råd eller det bud at de skal følge vejen – og gå lige ud. Da hebræerne går ud af Egypten følger de ikke 1000 forskellige paragraffer! De går bare lige ud! De følger stjernen eller ilden eller tegnet. De følger ånden – ville Paulus siger i det nye Testamente. Toraen er for så vidt helt uafhængig af Sinaj åbenbaringen. Toraen er meget ældre. Den er udtryk for omsorgen og vejledningen. Gud tvinger ingen men han helbreder vore sygdomme. Hvis vi ikke følger vejen – vil vi sikkert blive ramt af ulykker og sygdomme. Ikke fordi Gud straffer os – det står der faktisk IKKE i Mosebøgerne! Vi bliver syge – FORDI vi går den forkerte vej – vi handler usundt eller skadeligt eller farligt. Vi handler imod vores natur. Vi bliver naturligvis ramt af ulykker og sygdomme når vi går den helt forkerte vej. Toraen handler på den måde om viden og erfaring. Toraen er Israels kollektive erfaring – hvis man lever sådan får man det godt. Hvis man lever sundt – så beskytter man sig selv. Hvis man spiser sundt – så får man det godt! Det er essensen af Toraen i Mosebøgerne.

Vi vil have sikkerhed!

Der er meget som tyder på at jøderne som blev deporteret til Babylon i 500 tallet f. kr. nægtede at rejse hjem til Judæa med mindre de var helt sikre! De ville være sikre på at pagten stadig væk var gældende. De ville være sikre på Guds beskyttelse. De ville være sikre på velsignelsen! Ellers ville de simpelt hen foretrække at blive i Babylon. Hele denne historie minder om beretningen om Exodus hvor det også fremgår at hebræerne eller de ældste er meget skeptiske ved tanken om at de skal forlade Egyptens land! Moses støder på megen modstand. Han bliver til grin. De tror ikke på ham. De vil være sikre. De vil have garantier.

Vi kan måske sige at disse beretninger viser noget typisk menneskeligt. Vi vil være sikre. Vi vil have hårde beviser. Vi vil have garantier. Ellers foretrækker vi at blive i lidelsen! Vi kan se hvordan egoet virker og arbejder. Vi forhindrer vores egen frelse – vi vil ikke give slip – med mindre vi får sten sikre garantier!

Gud stiller ikke betingelser!

v1  Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. v2  Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
       v3  Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
      og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
      I dig skal alle jordens slægter velsignes.«

(1 Mosebog 12.1)

v15 Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. v16 Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom.

(Galaterbrevet 3.15)

Det er Paulus store pointe i Galaterbrevet at Gud giver løftet eller løfterne – uden at stille betingelser. Pagten består i at Gud tager initiativet. Gud afgiver løfterne. Gud giver velsignelsen. Pagten består IKKE i en kontrakt hvor Israel på lægges en række pligter – mod at Israel så får Guds støtte og velsignelse. Det er denne tanke som Paulus bruger så megen plads på at afvise. Vi kan også se at Paulus rent faktisk har ret – i den forstand at hans udlægning svarer til tanken i Det gamle Testamente! Gud sætter ikke en række krav op til Abraham. Gud udvælger Abraham og giver ham hele velsignelsen.

Paulus bruger hele tiden det græske ord Epangelia – løftet. Ordet Epangelia forekommer stort set ikke i den græske oversættelse Septuaginta af Det gamle Testamente. Epangelia er altså Paulus eget begreb – hans konklusion eller hans opsummering af selve grundtanken i Det gamle Testamente. Måske har Paulus også valgt ordet Epangelia fordi det minder om ordet Euangelion – evangelium. Der er et slags ordspil mellem de to ord. Paulus siger at evangeliet findes i Det gamle Testamente. Evangeliet er for så vidt ikke nyt – historien med Abraham og om hebræerne i Egypten udtrykker det kristne evangelium. Gud har hele tiden sagt det samme. Gud taler evangeliet til mennesket. Det gamle Israels religion er bestemt ikke en lovreligion – på det punkt har Paulus fuldstændigt ret!

I 2 Mosebog kan vi på samme måde se evangeliet eller Guds Epangelia – løftet. Gud stiller ikke krav – han frelser:

v7 Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, v8 og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. v9 Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. v10 Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.«

(2 Mosebog 3.7)

Det første tegn. Aaron er en stor troldmand. Harry Potter er en ny Aaron.

v8 Herren sagde til Moses og Aron: v9 »Når Farao siger til jer, at I skal gøre et under, skal du sige til Aron: Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange [Tannin – uhyre - Satan].« v10 Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, sådan som Herren havde befalet; Aron kastede sin stav foran Farao og hans hoffolk, og den blev til en slange. v11 Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster; v12 de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger. Men Arons stav slugte deres stave. v13 Alligevel gjorde Farao sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.

(2 Mosebog 7.8 - Præsteskriftet)

Ifølge Præsteskriftet er Aaron den centrale person både i plagerne og i hele Exodus. Gud taler godt nok til Moses – men Moses er magtesløs uden Aaron. Moses er stum og handicappet. Det er Aaron som taler og handler.

I det gamle Egypten foranstaltede man konkurrencer mellem de store vismænd og de store troldmænd – også fra udlandet. Det er en sådan situation som Præsteskriftet forestiller sig. Vi kender det fra den moderne myte om Harry Potter. Harry Potter kæmper med de onde troldmænd og besejrer dem. Det gør Aaron også. Konkurrencer mellem troldmænd og vismænd kender vi også fra Josef historien. Josef er en stor vismand og slår dem alle sammen! I oldtiden var Egypten berømmet for sin store visdom – også hos grækerne og romerne. Den senere visdoms litteratur i Israel – fx Ordsprogene og Jobs bog er også påvirket fra Egypten!

Aarons stav betyder mange ting i det gamle Testamente og den har mange skikkelser. Aarons stav er den levende gren som står i templet – den er lig med livets træ – som vi kender fra skabelsesberetningen. Aarons stav er den hellige pæl eller den hellige støtte i templet – kaldet Ashera - som også er en kanaanæisk gudinde for seksualiteten. Aarons stav har falliske betydninger. Hans stav er hans penis. Staven bliver stiv og erigeret. De svulmer op. Den overmander alle de onde troldmænd. Ud af Aarons stav kommer velsignelsen. Aarons stav er dels lille og blød og dels stor og fast! Der er en mængde seksuelle symboler i beretningerne om Aarons stav. Da Psykoanalysen opstod omkring år 1900 var man meget optaget af alle disse falliske symboler. Freud var selv jøde. At der er mange seksuelle symboler i Mosebøgerne er der ingen tvivl om i dag.

Aarons stav er først og fremmest magten – et magtsymbol. Staven siger til de egyptiske troldmænd: - Jeg vil svulme op. Jeg vil blive et uhyre eller en drage – Aarons stav bliver til en Tannin – på hebraisk et uhyre eller slangeuhyre. Jeg vil fortære jer og æde jer – siger Aarons stav. Jeg vil æde jer levende! Staven er primært et magtsymbol eller et aggressivt redskab. Hele Guds almagt sidder i Aarons stav. Aarons stav er de dødes rige. Han slår de onde med kraften fra de dødes rige. Han styrter dem levende i dødsriget. Ved konkurrencerne står de alle sammen på Nilens læbe – som det siges. Nilen er de dødes rige og de står alle sammen lige på kanten til de dødes rige. Til sidst skal alle egypterne styrtes ned i afgrunden – ned i de dødes rige.

Den oven stående beretning er den første plage – i al fald ifølge Præsteskriftet. Man kan diskutere om den beretning er en rigtig plage for hele Egypten bliver jo ikke ramt af en plage eller ulykke. Men ifølge Præsteskriftet er det den første plage. Den sidste plage er døden ved sivhavet! På den måde indrammer præsteskriftet hele historien om Egyptens plager.

Gud hører sammen med månen. Månen viser os Gud.

De forskellige tidsangivelser og kalenderangivelser i Det gamle Testamente er ret forvirrende og der er drevet megen forskning for at opklare problemerne. For eksempel fejrer den senere jødedom altid påsken på den 15. Nisan – men alle steder i det gamle Testamente angives påsken til at starte den 14. i den første måned.

Meget tyder på at man i det gamle Israel opererede med to eller flere slags kalendere – mindst en sol kalender og en månebaseret kalender. Disse to slags tids systemer hænger nok sammen med en række andre forhold. For eksempel er det meget uklart i det gamle Testamente hvornår en dag starter og hvad en dag egentligt er. Der synes også at være to nytår i det gamle Israel – både i den første måned - altså i Nisan eller Abib – og dels om efteråret i den 7. måned eller i måneden Tishri.

De fleste mener at Israel har brugt en gammel kanaanæisk kalder oprindeligt men at man fra ca 600 f. Kr. anvender en babylonsk kalender. Månedsnavne som Nisan eller Tishri er babylonske navne – men betegnelser med numre som den 1. eller den 7. måned er også babylonske betegnelser!

De fleste mener at det gamle Israel har brugt en religiøs eller rituel kalender som var baseret på månen og hvor det guddommelige eller hellige hænger sammen med månen. Ifølge dette system begynder den nye dag – når MÅNEN står op – ikke når solen står op! Ifølge denne kalender begynder den nye dag altså fx den 15. Nisan altså midt i det som er en dag ifølge en sol kalender. Israel har haft både en solkalender og en månekalender. Derfor skiftes mellem fx den 14 og den 15. som tidsangivelse.

Ifølge månekalenderen starter påsken den 14 ved aftens tide altså ca kl 18.00 efter vores kalender. Månen står op og den nye dag starter. I dag fejrer jøder også sabbat så den starter fredag aften kl 18.00. Her begynder sabbat og sabbat slutter om lørdagen kl 18.00. Så står månen op igen – og en ny dag eller et nyt døgn begynder!

I det gamle Israel hører solkalenderen sammen med årstiderne og høsten i de forskellige faser. Den 7. måned ligger i september til oktober og markerer den sidste høst fest i det gamle Israel – høsten af frugten og druerne. Dette er den gamle nytårsfest. Tørketiden om sommeren er forbi – Gud viser sig igen – et nyt år starter. På dette tidspunkt i måneden Tishri har det gamle Israel fejret Jahves tronbestigelse og nytåret og Sukkot – løvhyttefesten –og forsoningsdagen. Man har opereret med to nytår eller halvår – omring jævndøgn – altså omkring d 21/3 og omkring d 21/9 i følge vores kalender. Omkring forårsjævndøgn ligger den religiøse hovedrite påsken – omkring efterårsjævndøgn den religiøse rite Sukkot. Begge ester eller højtider bliver i Israel til valfarter – eller på hebraisk en Hag –på arabisk en Hajj. Alle indbyggere i Israel drager til et fælles punkt –til helligdommen i disse to store valfarter eller Hag.

Vi kan se at Gud eller det hellige er knyttet til månen. Alle højtider placeres ved fuldmåne. Månen viser os Guds nærvær. Ved fuldmåne har Gud sin fulde magt – han viser sig fuldt og helt. Både dagen og natten er fuldt oplyst som det hedder i den senere jødiske litteratur. Fuldmånen er magisk eller fuld af kræfter. Dette træk ligger også i beretningen om den paskale nat i Egypten. Fuldmånen er også en farlig tid – en hellig tid – en overgangsrite.

Præsteskriftet og pagten.

v2 Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren! v3 Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem. v4 Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kana'an, det land hvor de boede som fremmede. v5 Nu har jeg hørt israelitternes jamren over, at egypterne har gjort dem til trælle, og jeg husker på min pagt.

(2 Mosebog 6.2)

Pagten i Det gamle Testamente er en stor nåde for Israel. Den sker på Guds initiativ og den ville aldrig komme til hvis ikke Gud havde taget initiativet. Pagten er en ensidig erklæring fra Guds sige: - Du er nu mit folk! Jeg vil fra nu af beskytte dig som mit folk. Du er det eneste folk i hele verden som jeg vil beskytte. Jeg vil værne dig imod alt ondt. Jeg vil bruge min kraft i dine krige. Du er fra nu af min søn. Jeg vil være din fader! Sådan kan vi opsummere pagtstanken i Det gamle Testamente og hos Præsteskriftet i 2. Mosebog.

Den normale måde at beskrive indgåelsen af en pagt på er at sige at man skærer – krt – en pagt. Det er det almindelige ord i Det gamle Testamente. Det er tydeligt at det ord kan Præsteskriftet ikke lide og derfor anvender det et andet ord. Hvorfor?

At skære en pagt hænger nok sammen med myten om Abraham og Gud der om natten skærer en pagt! Det foregår ved – i 1. Mosebog 15 – at de overskærer dyrene og laver en vej igennem de overskårne dyr. Når man går igennem dyrene – skærer man pagten. En pagt kan være mellem Gud og menneskene eller mellem to mennesker eller mellem to stater eller konger! Symbolikken betyder at hvis man ikke overholder pagten – så bliver man overskåret lige som dyrene! Dyrene er altså en slags trussel eller straf! Den tanke bryder Præsteskriftet sig ikke om! Den betyder at hvis Gud ikke overholder sin pagt – skal Gud skæres eller skæres over!

Men hele pagtstanken viser noget typisk. En pagt forpligter begge parter. Pagten er nok nåde – men den forpligter Gud! Mennesket er ikke et arme offer – det har indgået en pagt med Gud. Gud har nu fået forpligtelser. Han er faderen og derfor har han simpelt hen slægtsmæssig pligt til at frikøbe eller løskøbe sønnen! Vi kender denne slægtspligt fra Moseloven. Gud har pligt til at frikøbe Israel ud af Egypten! Israel har så at sige en rettighed i forhold til Gud. Esajas siger det samme: Gud har tilbagekøbt Israel ud af fangenskabet i Babylon. Det var Guds pligt! Fordi han er en mægtig fader.

Vi kender pagts tanken fra utallige politiske traktater fra oldtiden – og de er fulde af straf og forbandelser over den som ikke overholder pagten – både storkongen og vasallen! Israel bliver Guds vasal. Israel bliver adopteret i pagten.

En fader kan ikke bare sidde stille og lade som ingenting hvis hans søn bliver gjort til en slave eller hvis han bortføres til fremmede lande eller hvis han kommer i et fangenskab eller hvis han kommer i en stor gæld! Det er netop indholdet af Moseloven. Begge parter påtager sig forpligtelser – rimelige og naturlige forpligtelser som er indlysende og som ligger i pagtens væsen! Disse forpligtelser behøver man ikke engang at skrive ned. De er selvindlysende – det er tanken i Det gamle Testamente!

Den mest almindelige metafor er den maritale metafor – pagten er et ægteskab i Det gamle Testamente! Parterne er frie eller selvstændige og de får rettigheder og pligter over for hinanden. Ægtemanden har selvfølgelig naturlige og rimelige forpligtelser – især i et udpræget patriarkalsk samfund som det gamle Israel. Gud har de forpligtelser! I den forstand er pagten ikke bare nåde! Det er ikke sandt at sige at mennesket ikke har nogen rettigheder over for Gud! Slet ikke – pagten giver netop menneskene rettigheder og berettigede krav så at sige over for Gud! Kvinden har også rimelige krav og forventninger over for sin ægtemand!

Hvorfor fejrer vi påsken?

v8 På den dag skal du sige til din søn: »Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten.«

(2 Mosebog 13.8)

I 2 Mosebog 13 spørger sønnen hvorfor de fejrer påsken og de usyrede brøds fest og faderen svarer som angivet i verset. 2 Mosebog forestiller sig altså en senere situation hvor hebræerne er kommet helt til Kanaans land og der fejrer påsken eller de usyrede brøds fest. I denne situation vil børnene eller sønnerne undre sig over de mærkelige riter og faderen skal så svare sønnen som det er angivet i teksten!

Den officielle forklaring på påsken i Mosebøgerne er altså at hebræerne siden fejrer påsken som en mindehøjtidelighed. De udfører simpelt hen de hellige ritualer for at mindes at Jahve dengang hentede dem ud af slavernes hus og gjorde dem til et frit og kongeligt folk.

Det gamle Testamente blev ca 300 f. kr. oversat til græsk i den egyptiske by Alexandria og denne berømte oversættelse kaldes Septuaginta – som betyder 70 idet oversættelsen ifølge traditionen blev udført af nøjagtigt 70 jødiske lærde! Dette citerede vers bliver så også oversat til græsk i Septuaginta – og her opstår der en helt overraskende oversættelse: I Septuaginta oversættes verset således at Jahve eller Gud førte dem ud af Egypten – FORDI de fejrede påsken og de usyrede brøds fest! De to faktorer – Guds handling og menneskenes handling – bliver altså vendt rundt – i forhold til den hebraiske original! Septuaginta oversættelsen er helt klart en misforståelse af urteksten – men i sammenhæng med Det nye Testamente er fejlen interessant! Det er denne misforståelse som Paulus taler om i sine breve. Nogle af jøderne og nogle af de kristne tror at vi bliver frelst FORDI vi er hellige eller gode eller særligt religiøse! Ifølge Paulus er det en stor misforståelse – lige som Septuagintas misforståelse! Nej vi er retfærdige – FORDI Gud er retfærdig – Gud er den som handler først – ifølge Paulus. Vi kan gøre gode gerninger – FORDI vi er blevet befriet af Gud først! Ellers kunne vi ikke gøre gode gerninger – siger Paulus. Guds handling kommer først!

En nation af klynkere og klagere – Elohisten.

v10 Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. v11 De sagde til Moses: »Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? v12 Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen.«

(2 Mosebog 14.10 - Elohisten)

Elohisten i 2. Mosebog har et stort tema – at se og at frygte. Dette tema har to sider. Den positive side er at vi kommer til at frygte Gud – det vil sige tro på Gud – når vi ser virkeligheden eller tegnene!

Den negative side af temaet er at israelitterne hos Elohisten hele tiden overfaldes af frygt og hjælpeløshed og afmagt og derfor mister livsmodet og troen. De klynker og klager. Hvad var det som vi sagde? De fremstiller sig selv som evindelige ofre: – Hvorfor kan du ikke bare lade os være siger de til Moses! De føler sig uretfærdigt ramt. De har aldrig ønsket at blive frie. De er små og bange. De vil ikke dø i en meningsløs skæbne i ødelandet.

Hele dette tema er en tydelig henvisning til læserne! Elohisten taler til sine samtidige læsere. Han viser dem et stykke psykologi. Når Israel eller ethvert menneske kaldes kommer denne fristelse måske meget hurtigt! Vi mister modet. Vi kan ikke tåle noget ubehag. Vi bliver ynkelige. Vi nedværdiger os selv. Vi fralægger os ethvert ansvar. Der er en vigtig psykologisk pointe i Elohistens tema – og det tema får betydning i hele Bibelen – i høj grad i det nye Testamente. Hele historien om kaldet og fristelsen bliver et stort tema i hele Bibelen. Vi fristes fordi vi ikke vil være store og mægtige. Vi vil være som børn – vi vil være små og svage – arme ofre! Så kan vi klynke og klage – som israelitterne gør et utal af steder i Mosebøgerne i Elohistens tekst. Resultatet er at Israel bliver en helt uværdig nation som ikke har forstået Guds underfulde frelse – og som dybest set lever i en illusion. Når de tror at det er bedre at trælle for Farao og vende tilbage til Egypten – og mørket og lidelsen – lever de i en total illusion. Det er Elohistens budskab.

I er en ynk at se på! I er ynkelige og ynkværdige! Man får medlidenhed når man ser jeres afmagt og svaghed! Det er budskabet hos Elohisten. Det han siger er altså en grov nedvurdering af de elendige israelitter men hans budskab er møntet på læserne! Det centrale er nok det som er årsagen til problemet. Problemet er IKKE at israelitterne er ugudelige eller gudløse eller tilbeder fremmede guder – problemet er at de er umandige, svage, barnagtige og ynkværdige! Man får det dårligt når man ser på al deres elendighed! Men Elohisten mener i en kort form at de skal tage sig sammen og huske på herrens store tegn og undere! Deres lille frygt og rædsel er helt uden grund. Deres svaghed og afmægtighed og offerrolle er helt uden hold i virkeligheden! Tag jer nu sammen siger han!

Hvor er himlen?

Sangen i 2 Mosebog 15 handler om himlen. Den beskriver hvordan vi er kommet ind i himlen eller hen til himlen. Den beskriver hvordan vi blev ført ud af verden.

Himlen er det samme som Guds Nahala og begrebet Nahala bruges om mange ting i det gamle Testamente. Nahala betyder Guds ejendom eller område eller rige – men det kan også betyde hans folk eller blot der hvor han er.

Hele himlen findes i ét punkt – lige som lyset samles i ét punkt. I Det nye Testamente er alt himlens lys samlet i ét punkt – nemlig i Jesus. Når vi er sammen med Kristus er vi i himlen eller i Guds rige.

Zion er himlen. Safon er himlen. I 2 Mosebog tales om stedet Baal Safon og Safon er det sted eller det bjerg hvor Gud bor. Zion i Jerusalem er det samme som Sinajs bjerg. Himlen ligger også i Gilgal eller i Marseilles. I Betel – som betyder Guds sted eller hus eller bolig – er der et krydspunkt hvor den jordiske verden og den himmelske verden mødes. På Sinaj konstruerer hebræerne Mødestedets Telt – Vidnesbyrdets Telt – som er Safon eller Qodesh det hellige - eller himlen. Der hvor mennesket ser Gud og oplever Gud – der er himlen. Himlen er Guds hus eller templet. Det jordiske tempel er ikke det samme som himlen men i det jordiske tempel findes der en forbindelse til himlen. I Betel er der en trappe eller en rampe – og den rampe fører op til himlen. Gud bor i sit hus i himlen men samtidigt bor han også i templet fordi templet er himlen eller en projektion af himlen. Alt lyset i himlen bliver fokuseret ned på ét eneste sted i verden nemlig i templet eller i det jordiske tempel. Der er ikke forskel på det jordiske tempel og det himmelske. Gud sidder på sin stol eller trone i templet – og samtidigt sidder han i himlen.

Himlen er det modsatte af døden og hans rige. Lige som Gud har sin trone og sit land så har døden eller dødens konge også sit rige. Egypten er de dødes rige – sygdommens land og slavernes hus. Hebræerne bliver ført ud af de dødes rige. Dødens rige er der hvor Gud ikke er og hvor Gud ikke tilbedes og hvor Gud er udelukket. I de dødes rige hersker døden uden nogen nåde. Når vi kommer ned i de dødes rige er vi helt fortabt. Her er døden vores konge og vi skal tilbede og tjene ham. Vi er hans slaver. Da hebræerne boede i Egypten var de dødsrigets tjenere og trælle – de var ufrie, nedværdigede og svage og afmægtige. Døden ydmyger os og nedværdiger os. Døden er en ond konge som gør os til trælle og slaver. Døden har sit rige og Gud har sit rige. Hebræerne bliver ført hen til Guds bjerg og græsning. Der bor vi nu. Vi har drevet vore telt pløkke ned i Guds jord – som det siges i Salmen i 2 Mosebog. Vi er nu indbyggere i Guds land. Der har vi vores borgerskab. Alle borgere i Guds land er frie og mægtige og værdige!

Det moderne samfunds nedværdigelse af mennesket i arbejdslivet.

Bibelen opfatter arbejdet som en nedværdigelse af mennesket – det kommer som en del af syndefaldet. Arbejdet er i Bibelen en lidelse. Bibelen har en helt anden opfattelse af arbejdet - end vi har!

Og det er ikke mærkeligt - for vores opfattelse af arbejdet er en ny opfattelse. Tværtom er de kristne blevet frie og de er nu som herremænd og konger siger Paulus. Vores historiske opfattelse er bestemt ikke ret gammel. Den opstår først ved reformationen. Den bliver stærk i protestantismens teori og moral om arbejdet. I 1500 tallet og af Martin Luther blevet arbejdet og slidet på jorden hævet op til en helt ny værdighed – en helt ny betydning. Det skete totalt i strid med Bibelens opfattelse. Den protestantiske etik om arbejdet blev især stærk i kalvinismen og i USA. Alt blev fuldstændigt vendt rundt.

Paulus havde ikke nogen mening om at vi skulle arbejde. Paulus siger at vi nu er blevet frie som herremænd og konger. Vi er ikke under nogen. En konge eller en herremand skal ikke arbejde. Den moderne opfattelse var en nedværdigelse af mennesket. Det kan vi også læse både hos Kafka og Kierkegaard – eller se i Chaplin filmen og for den sags skyld eller hos de mange kritikere af det moderne samfund. Det borgerlige samfund gjorde jo mennesket til en ny slave. Der er skete en undertrykkelse af og en ydmygelse af det frie menneske. Denne tanke finder også i Mosebøgerne – Gud har gjort Israel til et frit folk!

Det paskale ritual – Præsteskriftet.

v1 Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: v2 »Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder.

v3 Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. v4 Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. v5 Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. v6 I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på.

v7 De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det.

v8 De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. v9 I må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved, skanke og indvolde. v10 I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er tilovers om morgenen, skal I brænde. v11 Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren [eller: Det er Herrens beskyttelse - pesach].

v12 Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren!

v13 Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer [eller: Ødelæggeren skal ikke ramme jer], når jeg slår egypterne.

v14 Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den,

(2 Mosebog 12.1)

Meningen er tydeligt nok at det paskale ritual – slagtningen af påskelammet og påsmøringen på dørene – er en del af Toraen – Moseloven. I Det gamle Testamente gives Toraen ikke bare på Sinaj – den gives alle steder og på mange forskellige tidspunkter.

Loven eller Toraen er Guds hjælp, frelse og vejledning og på den måde er det paskale ritual typisk. Israel er ved at gå helt fortabt. Israel er ude i den største livsfare. Hele folket er ved at gå fortabt lige som i 1. Mosebog. Israel står foran sin udslettelse. Det trues af en forfærdelig magt. Israel står med begge ben på læben – gabet åbner sig – dødens frygtelige gab.

Toraen er Guds instruktion som ordene Tora og Hora egentlig betyder. Gud instruerer Israel i hvordan det kan overleve. Gud fortæller dem hvilket ritual og hvilket offer som kan frelse Israel igennem den frygtelige paskale nat! Uden Guds instruktion ville Israel være fortabt. Vi kan sige at Gud giver dem et magisk ritual. Blodet på dørene er en magisk rite som dels beskytter huset så fremmede ikke kan komme ind og som dels renser huset så det bliver helligt – Qodesh. Ritualet er i vore øjne magisk og alle de andre eksempler vi har på blod riter fra oldtiden er selvfølgelig magiske. Men pointen er at det magiske ritual stammer fra Gud. Israel får en hemmelig viden af Gud så det kan overleve. Gud giver Israel sin bedste gode råd. Israel bliver beskyttet og vi ved at påske eller Pesach betyder at blive beskyttet. Den magiske rite beskytter huset og slægten kollektivt. Blodet er en mur uden om menneskene – Loven er netop en mur uden om menneskene så de ikke skal blive til værgeløse ofre for ondskaben og tilintetgørelsen. Israel deltager selv aktivt i sin frelse gennem det paskale ritual. Pesach eller Påske betyder ikke at gå forbi – som det ofte er blevet forstået – men riten bevirker at ondskaben går forbi de beskyttede huse. I den forstand udtrykker udtrykket at gå forbi udmærket påskens indhold.

Moseloven er ikke en straffelov som skal bruges til at skille fårene fra bukkene! Moseloven eller Toraen er Guds kollektive råd og vejledning til folket – som er hans første fødte søn. Toraen er hans kærlighed og visdom og viden og instruktion. Toraen er ikke et krav til Israel – den er et tilbud om en gratis og forunderlig frelse! Det er ikke sandsynligt at de arme israelitter som sad og krøb sammen under den paskale nat bag deres lukkede døre – opfattede loven eller ritualet som et krav om lovlydighed eller som et lovkrav. Det er slet ikke meningen med loven – og det er umiddelbart tydeligt når vi bruger eksemplet med det paskale offer i Egypten! Enhver kan se at det ikke er noget lovkrav! Det er en mirakuløs frelse fra den visse død og undergang!

Moseloven er livets træ og visdommens træ og kundskabens træ. Toraen er det træ som Gud giver til Moses da de ikke kan drikke vandet i ørkenlandet. Toraen er det træ som helbreder og giver lys og frelse og glæde. Loven er en levende organisme – et træ – som forandres og udvikles ned igennem tiden. Toraen er både mundtlig og skriftlig i Det gamle Testamente. Vi kender også dette træk fra Paulus. For Paulus er loven et levende træ som udvikler sig i en mundtlig tradition og som er bragt videre fra fædrene. Loven er Israels kollektive viden og visdom og belæring.

Farao er en verdenshersker. Farao er en stor mand.

Det gamle Testamente handler i høj grad om helte – men når vi sammenligner med hele oldtidens litteratur kan vi se en meget tydelig og meget fantastisk forskel. Oldtiden har mængder af helte litteratur og alle helte er overmenneskelige idealer – de er menneskeligt og moralsk fuldkomne. Sådan er det slet ikke i det gamle Testamente.

Abraham er en stor helt – men det som fortælles om Abraham viser ham som ynkelig og svag og lille – i mange situationer. Abraham er unægtelig meget menneskelig og en gang imellem er han nærmest pinlig. Jakob er meget menneskelig- pinligt menneskelig. Mosebøgerne har et skarpt øje for de menneskelige svagheder.

I 2 Mosebog 5 har vi flere portrætter. Moses er en stor helt i Mosebøgerne – men samtidig er han elendig og ynkelig – han er lille og frygtsom – han er urimelig og uretfærdig! Han modsætter sig Guds kald. I kapitel 5 opstår der den mærkelige situation at Moses har fået ordre af Gud til at gøre især 4 ting – nemlig i 2 Mosebog 4.22. Efter de flestes opfattelse fungerer 2 Mosebog 4.22 som et startpunkt for hele den efterfølgende historie – et fælles startpunkt for konfrontationen med Farao, for alle plagerne og for selve udvandringen af Egypten. Det centrale punkt i 4.22 er at Gud vil slå kongens førstefødte søn ihjel – hvis han – Farao - ikke bøjer sig for Guds vilje.

Moses har fået direkte og lodret ordre til følgende: Han skal føre de ældste til Farao – de ældste er vigtige og Gud lægger stor vægt på at de ældste føres til Farao. Moses skal desuden bede om en ferie eller orlov på 3 dage til at dyrke Jahve i ørkenen. Moses skal for det tredie udføre sine undere for Farao for at få Farao til at forstå virkeligheden. For det fjerde skal Moses true Farao med at hans første fødte søn vil dø - hvis Farao ikke bøjer sig for Guds vilje.

2 Mosebog 5 indeholder den overraskende beretning at Moses ikke gør en eneste af disse ting. Moses glemmer det hele. Han glemmer helt hvad Gud har sagt til ham. Der er utallige eksempler på dette skema i Mosebøgerne. Der er på den måde en klar kritik af Moses. Ofte er han lille og svag. Han har ikke rigtigt formatet til at være Guds profet. Det er i al fald ofte budskabet hos Elohisten og Jahvisten. I Præsteskriftet forsøger man til dels at rette op på dette meget menneskelige billede af Moses.

Til gengæld indeholder 2 Mosebog 5 et modsat portræt nemlig af Farao. Ofte fremstilles Farao som den onde selv – han er dum, vantro og han skader sig selv. Han er vanvittig eller han lever i en indbildt illusion. Han er grusom eller han er lige glad. Mosebøgerne er fulde af negative billeder af Farao.

Men sagen er meget mere nuanceret – lige som med billedet af Abraham eller Moses. I kapitel 5 er Farao virkelig en helt og han er en verdenshersker. Det er ham som bliver en vinder i beretningen. Faraos sprog er også blevet analyseret. Faraos sprog er fornemt og fint og ophøjet. Farao er en fornem hersker - og Moses og de ældste falder faktisk igennem. Farao styrer hele udviklingen. Hebræerne gør oprør mod arbejdet – men Farao manipulerer og styrer og kontrollerer. Hele konflikten ender med at Farao viser sig som klart overlegen og som en virkelig storkonge af format! De ældste viser sig som små og svage – de kan slet ikke hamle op med Farao. Moses falder sammen og begynder at klage. De ældste og Moses begynder at skændes – mens Farao trækker sig ud af striden som en virkelig vinder! Portrættet af Farao er altså ret kompliceret og nuanceret i Mosebøgerne. Teksten udtrykker altså også megen beundring for den store konge. Lige som Israel siden hen måtte respektere det mægtige Egypten! Farao er en stor mand – han har et stort navn og rygte – han er næsten en gud på jorden! Farao er også en stolt og fornem hersker – og i den egenskab bliver han faktisk hyldet i Mosebøgerne. Det gamle testamente elsker mandigheden og stoltheden – myndigheden og magten. Hvis man en mand først bliver ydmyg eller lille er han fortabt. Det gamle Testamente elsker de stolte og selvhævdende mænd – også selv om ikke altid er lige moralske!

Kaldet af profeten er en litterær genre.

Vi kan se i hele Bibelen at kaldet af profeten er en slags genre – eller et slags skema. De forskellige beretninger har rigtigt mange ligheder. Gud gør i høj grad det samme og menneskene der kaldes gør i høj grad det samme.

Men der er også store forskelle. Da Moses kaldes er han fuld af undskyldninger og han siger egentlig nej tak til Guds kald! Da Paulus kaldes er der ingen former for modstand eller uro eller betænkelighed! Paulus springer ud i kaldet uden nogen slags betænkeligheder!

I det gamle Israel har der eksisteret mange hundrede profeter på én gang – på det samme tidspunkt! På Jesu tid og på Paulus tid har der også eksisteret mange hundrede profeter på samme tid! Paulus er bare én af mange profeter!

De mange samtidige profeter giver profeterne indbyggede vanskeligheder. Det som profeterne siger – deres orakler – siges at være Guds ord – men hvad skal man gøre hvis profeterne er indbyrdes uenige? I det gamle Israel – og på Jesu tid – er der naturligvis en skepsis over for alle disse profeter som alle sammen hævder at de taler Guds ord! De kan jo ikke tale Guds ord alle sammen. Mange af profeterne er delt i sekter og retninger. En del er knyttet til magten eller kongehuset. Nogle af dem bliver aflønnet af staten. Kan de virkeligt alle sammen være sande profeter.

Mange af profeterne siger ved kaldet at de er uværdige eller uegnede. Det gælder Moses. Men vi kan også se at dette træk i høj grad er et litterært motiv. Profeten skal lige som sætte sig imod kaldet. Ved at sætte sig imod kaldet viser han at han virkeligt er en sand profet – at han virkeligt er Guds redskab – og ikke på taler sin egen sag! Der var mange fordele ved at være en profet i det gamle Israel – derfor måtte profeten vise at han ikke var alt for ivrig!

De sande store profeter viser deres format netop ved deres handicaps. Om profeten Muhammed fortælles det at han var en analfabet! Muhammed var altså handicappet. Men legenden viser jo også at Muhammed ikke kunne have læst sine profetier i nogen bog. Muhammed kunne ikke læse – altså var det virkeligt Guds ord som han talte.

Moses var ikke nogen stor taler. Han var også handicappet. Måske på flere måder. På den måde beviser teksten at han var en sand profet og ikke bare var en ambitiøs eller ærgerrig mand.

Paulus fremhæver nogle af de samme ting om sin egen person. Han er handicappet eller han lider af en torn i kødet – en kronisk permanent lidelse. Han er ikke nogen stor taler. Når han optræder som missionær og skal tale for mange mennesker – så er han svag og impotent – indrømmer han selv. Paulus kæmper også med disse handicaps – og det er i Bibelen med til at bevise at han er en stor profet.

Mange af de træk som vi kan finde i genren om kaldet af profeten kan vi finde i alle kulturer i hele oldtiden. Alle profeter sætter sig til modværge eller de bliver bange eller de tøver. Ikke mærkeligt for vi ved også at profeterne ofte i oldtiden havde en hård skæbne. Elias søgte de at slå ihjel hele tiden. Moses kommer også i livsfare da han angriber Farao og egypterne. Paulus bliver pisket og stenet. Jesus bliver korsfæstet og Johannes Døberen bliver halshugget. Profeterne blev ofte indviklet i frygtelige stridigheder og de blev ofte forfulgt og henrettet af politiske grunde. Ofte havde de et meget anspændt forhold til folket eller folkets ledere. I 2 Mosebog kan vi se at de ældste aldrig nogen sinde for alvor accepterer Moses. Profeten er en outsider. Det som Jesus siger. Jesus kalder sine disciple – han kalder sine profeter. Jesus advarer dem om hvad de går ind til. De skal tænke sig godt om, siger Jesus!

Profeten og de herskende magter.

v14 Men han svarede: »Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?« Da blev Moses bange og tænkte: »Så er det alligevel blevet opdaget!« v15 Og da Farao hørte om det, ville han slå Moses ihjel; men Moses flygtede fra Farao og slog sig ned i landet Midjan, hvor han holdt til ved en brønd.

(2 Mosebog 2.14)

Historien om Paulus og om Moses har et fælles punkt hvor lighederne er helt forbløffende. Moses er en outsider. Han er en outcast. 2. Mosebog lægger et bevidst slør ud over hans sande identitet men han tilhører ikke de ældste. Han står udenfor. Han træder op som en Guds profet men han kommer lige med det samme i konflikt med de ældste – magthaverne i Israel – de mægtige eller overklassen eller de velhavende. Vi kan se det samme tema udspille sig i Galaterbrevet. Paulus træder op som en stor profet med en stor vision men han kommer i konflikt med de ældste. I Paulus tilfælde er de ældste lig med de ældste i Jerusalem – Jesu disciple, søjlerne, Peter og Jakob og Johannes, de gamle tilhængere af Jesus, dem som havde fulgt Jesus – hans venner og brødre! Peter og de gamle apostle spiller simpelt hen rollen som de ældste som en parallel til 2. Mosebog. Moses bliver aldrig rigtigt accepteret af de ældste. De bliver ved med at modarbejde Moses – hele vejen til Kanaans land! De gør oprør mod Moses. De skumler og murrer. De har dybest set ingen respekt for denne Moses. Hvem er han? Hvem er hans fader? Hvor kommer han fra? I det patriarkelske samfund er det ens forfædre der tæller. Moses er ikke noget. Han er en fantast. Han er blevet besat af en ond ånd. Hans projekt med at befri Israel er urealistisk og dybest set tåbeligt, mener de ældste da Moses opsøger dem. De prøver at samarbejde md Farao og Egypten i stedet for – de er mere realistiske i deres egne øjne!

De ældste er overklassen i det gamle Israel og de er lederne for klanerne – de måske 70 forskellige klaner i Israel. De tilhører klassen af Shar – en aristokrat eller adelsmand – på hebraisk. De er dommere – som ordet bruges i Dommerbogen – på hebraisk Shopet. De er officererne og embedsmændene. De er små konger i deres områder lige som de danske godsejere i gamle dage. De er de udvalgte. De er fulde af foragt for dem som står uden for deres kreds. De er aristokratiet – de bedste i riget. Moses støder ind i denne klasse – Paulus støder ind i denne klasse. De to historier har forbløffende ligheder. I 2. Mosebog kædes de ældste og aristokratiet sammen med Aaron og guldkalven i det skrift vi kalder Elohisten. Elohisten interesserer sig brændende for forholdet mellem Moses og de ældste og han har en lang beretning om trekanten Farao – de ældste og Moses i 2. Mosebog kapitel 5!

Moses autoritet og legitimitet bliver anfægtet – på samme måde som vi kan se i Galaterbrevet.

Spørgsmålet til Moses: - Hvem er du at du kan komme her? Refererer muligvis til episoden i 1. Mosebog hvor Lot forsøger at træde op som en profet:

v9 »Flyt dig!« sagde de og føjede til: »Her kommer han som fremmed og vil bestemme! Nu skal vi gøre noget ved dig, som er værre end det, vi vil gøre ved dem!« De trængte ind på manden Lot og var ved at sprænge døren.

(1 Mosebog 19.9)

Vi kan også høre røsten fra Jerusalem, fra Peter og alle disciplene i Jerusalem: - her kommer han som en fremmed og vil bestemme! Paulus kommer som en fremmed. Han er ingenting. Han er en outsider.

Den førstefødte søn skal løsne sin moders liv. Han er hendes frelser.

v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 »Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg.«

(2 Mosebog 13.1 - Præsteskriftet)

Den første fødte søn er hellig. Han er ikke som de øvrige sønner. Han tilhører Gud og han skal tjene gud. Han skal ofres til Gud. Han er faderens første fødte søn – men han er samtidigt også Guds første fødte søn. Den førstefødte søn er Qodesh - han er hellig. Han tilhører ikke denne verden.

I Præsteskriftet siges det at den førstefødte søn løsner sin moders liv – eller at han skal løsne sin moders liv. Han forløser sin moder – han tager hende ud af forbandelsen – steriliteten – og ud af et fangenskab. Ordet løsne bruges i to betydninger. Han skal være det første barn som hans moder føder – dvs at han skal frigøre eller løsne hendes livmoder – han skal løsne hende rent fysisk og helt bogstaveligt. Men samtidigt betyder udtrykket at den første fødte søn skal frigøre – befri eller løskøbe eller frikøbe eller frelse sin moder. Sønnen bliver født af moderen – og på den måde frelser han sin moder. Han bringer velsignelsen til moderen. På samme måde skaber han en frugtbarhed hos moderen – dvs han spreder en vækst og grøde så hun derefter skal føde mange børn. Den første fødte søn frelser og løsner sin moder – OG alle sine yngre søskende – alle de piger og drenge som moderen siden skal føde! Den første fødte søn er en frelser – vi kan se at dette billede bruges om Kristus i Det nye Testamente. Jesus er den førstefødte af alle brødrene – som Paulus siger. Jesus frelser alle mennesker. Han forløser og løsner også sin moder Maria – han løsner hendes moderliv – han åbner hendes fødselskanal. At frelse er det samme som at frigøre, at åbne, at udvide. Når vi frelses sættes vi på fri fod – vi kommer ud i det åbne land – som det hedder i Salmerne. Billedet er at moderens underliv var knyttet sammen og lukket – men nu er det blevet åbnet og udvidet! Den første fødte søn udvider og åbner sin moder – han frelser hende. Han gør hende til det som hun er bestemt til – en moder for utallige stolte sønner! Han køber hende ud af det indelukkede og af fangenskabet! Han gør hende frugtbar. Kvinden er naturligvis ikke bestemt til et liv i askese eller cølibat eller ensomhed eller barnløshed. Kvindens natur er at hun skal formere sig, have seksuel omgang med manden, blive frugtbar og føde mange sønner. Det er hendes bestemmelse – hendes natur – hendes frelse – hendes Telos!

Vi kan se at Præsteskriftet definerer begrebet en Bekor – hebraisk: en førstefødt – på en anden måde end Det gamle Testamente gør normalt. Hvis sønnen ikke er moderens første barn overhovedet – er han ikke nogen førstefødt. Normalt defineres en Bekor som den første søn som kvinden føder – også selv om hun i forvejen har fået en datter! Men Præsteskriftet får en helt anden dybere symbolik ind i begrebet den førstefødte søn – han er hellig og han er en frelser. Han frelser sin moder – og i en videre forstand så frelser han sin fader og sin familie! Hans fødsel spreder velsignelsen til slægten. Han er ét med faderen. Jesus er ét med sin fader. Jesus har løsnet og frelst sin moders liv og legeme – Jesus gør sin moder til en rigtig kvinde. Han er hendes frelser – han er en frelser for alle brødrene!

Gud påtager sig byrden og pligterne. Gud har pligter og ansvar over for menneskene.

v2 Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren! v3 Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem. v4 Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kana'an, det land hvor de boede som fremmede. v5 Nu har jeg hørt israelitternes jamren over, at egypterne har gjort dem til trælle, og jeg husker på min pagt. v6 Sig derfor til israelitterne: Jeg er Herren! Jeg vil føre jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten og befri jer fra trældommen. Jeg vil udfri jer med løftet arm og under hårde straffedomme. v7 Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud, som fører jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten. v8 Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren!«

(2 Mosebog 6.2 - Præsteskriftet)

Det er en uhyre central tese i hele Det gamle Testamente at Gud påtager sig bindende pligter over for Israel – over for menneskene. Gud er rig på troskab – som det hedder – og det betyder at han også lever op til sine forpligtelser. Pagten med Israel er som et ægteskab. Gud indgår i det ægteskab af egen fri vilje. Men når han engang har accepteret det ægteskab – så har Gud pligter. Gud har et ansvar. Gud skal være Israels gud – dvs han skal frelse dem og udrydde deres fjender og sikre deres lykke og fremgang. En mand som indgår i et ægteskab gør det af egen fri vilje. Ingen tvinger ham men når han lever i det ægteskab har han naturlige og rimelige pligter – og det har Gud også. Gud er fuld af nåde – men det betyder ikke at han kan gøre hvad som helst! Han er vores gud. Han er blevet en fader og han har rimelige pligter over for sin første fødte søn. Hvis sønnen kommer i ulykke skal han bruge sin magt til at redde og frelse sønnen. Hvis sønnen er kommet i fangenskab skal han frikøbe og indløse sønnen. Hvis sønnen er blevet en slave skal faderen hente ham ud af slaveriet. Det er faderens pligt og det er også Guds pligt! Han lever op til sine pligter og derfor kan vi stole på Gud. Gud har magten og evnen til at gribe ind – og han har viljen til at gøre det.

Gud er ikke en lunefuld eller upålidelig gud – han er til at stolle på. En ordentlig ægtemand svigter ikke sin hustru – han er trofast. Han opfører sig ordentligt. Han opfører sig ansvarligt. Det gør Gud også – det er tanken i hele Det gamle Testamente og denne tanke lever videre i Det nye Testamente hos Paulus.

Gud har sværget og han har lovet og han aflægger hellige eder. Vi kan regne med ham. Gud vil afsige sin dom over vore fjender. Gud vil tilintetgøre dem som undertrykker os. Gud vil være på vores side. Han vil bruge sit sværd imod vore fjender. Gud er vores fader og han er vores høvding og konge. Vi sejrer fordi han er den største af alle guderne. Gud lever op til sit ansvar. Han lever op til den relation som han lever i. Han er til at regne med. Han forsvinder ikke bare. Vi kan stole på ham – på samme måde som en hustru kan stole på en ordentlig ægtemand. Gud er retfærdig – han er retfærdig FORDI han er tilregnelig og loyal over sin relation og i sit ægteskab med Israel! Sådan defineres begrebet retfærdig og retfærdighed i Det gamle Testamente!

Den onde gud i Det gamle Testamente. Eksempler fra poesien. De vældige vande. Guds kamp imod den onde gud.

Den gode gud kæmper imod den onde gud. Den onde gud har taget magten i hele verden og han har gjort alle mennesker til sine slaver. Gud dræber den onde gud – eller Gud skræmmer og bortdriver den onde gud.

Da verden blev grundlagt sejrede Gud over den onde gud. Hver dag – eller når nøden bliver for stor eller for overvældende – griber Gud ind og besejrer den onde gud. Den onde gud er Rahab eller Egypten eller døden eller synden eller Livjatan eller uhyret eller dragen eller slangen. Den onde gud er Satan.

       v5  Dødens brændinger [vandet] omgav mig,
      undergangens floder slog mig med rædsel.
       v6  Dødsrigets bånd snørede sig om mig,
      dødens snarer truede mig.
       v7  I min nød råbte jeg til Herren,
      jeg råbte til min Gud.
      Han hørte mig fra sit tempel,
      mit råb nåede hans ører.

       v8  Da rystede og skælvede jorden,
      himlens grundvolde rokkede,
      de rystedes, for han [Gud] var vred.
       v9  Røg stod ud af hans næse,
      fortærende ild af hans mund,
      gløder flammede op fra ham.
       v10  Han sænkede himlen og steg ned
      med mørke skyer under sine fødder.
       v11  Han red på keruber og fløj,
      fór frem på vindens vinger.
       v12  Han omgav sig med mørke,
      dækkede sig i regnsorte skymasser.
       v13  Fra lysskæret foran ham flammede
      glødende kul.

       v14  Herren tordnede fra himlen,
      den Højeste løftede sin røst.
       v15  Han sendte pile ud og spredte fjenderne,
      han forfærdede dem med lyn.
       v16  Havets bund kom til syne,
      og jordens grundvolde blottedes
      ved Herrens trussel,
      ved hans fnysende vrede.

       v17  Han rakte ud fra det høje og greb mig,
      han trak mig op af de vældige vande.
       v18  Han reddede mig fra min mægtige fjende,
      fra dem, som hader mig, de var mig for stærke.

(2 Samuelsbog 22.5)

       v15  Herren lægger band på Egypterhavets vig,
      han svinger sin hånd mod floden;
      med sin kraftige storm
      slår han den til syv bække,
      så man kan gå tørskoet over.

(Esajas 11.15)

       v12  Ve os! Der er en larm af mange folkeslag,
      de larmer, som havene larmer;
      der er et bulder fra folkene,
      de buldrer, som de vældige vande buldrer.
       v13  Men han truer ad dem,
      så de flygter langt bort;
      de jages af vinden som avner på bjergene,
      som kugletidsler jages af hvirvelvinden.
       v14  Ved aftenstid kommer rædslen,
      og før morgen er de borte.
      Den lod får de, der plyndrer os,
      den del får de, der røver fra os.

(Esajas 17.12)

      v1  På den dag straffer Herren
      med sit skarpe, store og stærke sværd
      Livjatan, den flugtsnare slange,
      Livjatan, den bugtede slange;
      han dræber dragen i havet.

(Esajas 27.1)

       v7  Egyptens hjælp er intet og tomhed,
      derfor kalder jeg det:
      »Rahab, der er bragt til tavshed!«

(Esajas 30.7)

      v25  I det fremmede gravede jeg brønde og drak vandet;
      hvor jeg satte min fod,
      udtørrede jeg alle Egyptens kanaler.«
       v26  Har du ikke hørt det for længe siden,
      jeg har udført det nu.
      I ældgamle dage formede jeg det,
      nu lod jeg det ske.
      Du gjorde befæstede byer til stendynger.
(Esajas 37.25)

v27 Til havdybet siger jeg: »Bliv tørt!«
Jeg udtørrer dine strømme.

(Esajas 44.27)

       v2  Hvorfor var der ingen, da jeg kom?
      Hvorfor svarede ingen, da jeg kaldte?
      Er min arm for kort til at udfri jer?
      Har jeg ikke kraft til at redde jer?
      Ved min trussel tørrer jeg havet ud
      og gør floderne til ørken,
      så fiskene rådner af mangel på vand
      og dør af tørst.

(Esajas 50.2)

      v9  Vågn op, vågn op, ifør dig styrke,
      du Herrens arm! [Gud]
      Vågn op som i ældgamle dage,
      i henfarne tider!
      Var det ikke dig, der fældede Rahab
      og gennemborede dragen?
       v10  Var det ikke dig, der tørrede havet ud,
      det store urdybs vande,
      og gjorde det dybe hav til vej,
      så de løskøbte kunne gå over?

       v11  Herrens udfriede vender hjem,
      de kommer til Zion med jubel;
      evig glæde går foran dem,
      fryd og glæde når dem,
      suk og klage flygter.

       v15  Jeg er Herren din Gud,
      som pisker havet op,
      så bølgerne larmer,
      Hærskarers Herre [Sebaot] er hans navn.

(Esajas 51.9)

      v22  Frygter I mig ikke, siger Herren,
      skælver I ikke for mig?
      Jeg gjorde dog sandet til grænse for havet,
      et ældgammelt skel, det ikke måtte overskride;
      bølgerne bruser, men formår det ikke,
      de larmer, men kan ikke overskride det.
(Jeremias 5.22)

       v35  Dette siger Herren,
      han som satte solen til at lyse om dagen
      og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten,
      han som pisker havet op, så bølgerne larmer,
      Hærskarers Herre er hans navn:
v36  Kun hvis disse mine bestemmelser kunne brydes, siger Herren, ville Israels slægt ikke længere bestå som mit folk. v37  Dette siger Herren: Kun hvis himlen deroppe kunne måles og jordens grundvolde dernede kunne udforskes, ville jeg forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren.

(Jeremias 31.35)

       v7  Hvem er det, der svulmer som Nilen
      med vand i brusende strømme?
       v8  Egypten svulmer som Nilen,
      med vand i brusende strømme.
      Det tænker: Jeg vil svulme og skylle hen over jorden,
      tilintetgøre byerne med deres indbyggere.

(Jeremias 46.7)

      Nu kommer jeg over dig,
      Egyptens konge, Farao,
      du store drage [Tannin – uhyret, slangen],
      der ligger i strømmene
      og siger: »Nilen er min,
      jeg har skabt den!«
       v4  Jeg sætter kroge i dine kæber,
      jeg lader fiskene i dine strømme
      klæbe til dine skæl;
      jeg trækker dig op af dine strømme
      med alle deres fisk klæbende til dine skæl.
       v5  Så slænger jeg dig ud i ørkenen
      sammen med alle fiskene i dine strømme.
      Dér ligger du på steppen,
      du skal hverken samles op eller samles ind.
      Jeg giver dig som føde
      til jordens dyr og himlens fugle.
(Ezekiel 29.3)

v1  I det tolvte år på den første dag i den tolvte måned kom Herrens ord til mig: v2  Menneske, syng en dødsklage over Egyptens konge, Farao, og sig til ham:
      Folkenes løve, det er ude med dig!
      Du var som dragen i havet;
      du prustede i dine floder,
      du mudrede vandet til med dine fødder
      og trampede rundt i floderne.
       v3  Dette siger Gud Herren:
      Jeg kaster mit net over dig,
      når de mange folk er samlede,
      og de skal trække dig op i mit fiskenet.
       v4  Jeg lader dig ligge på jorden,
      slængt hen på steppen.
      Jeg lader alle himlens fugle holde til på dig
      og mætter alle jordens dyr med dig.
       v5  Jeg lægger din krop på bjergene,
      jeg fylder dalene med dit lig.
       v6  Jeg lader jorden drikke væsken
      af dit blod, som flyder på bjergene,
      vandløbene fyldes med dig.
       v7  Jeg dækker himlen til, når dit lys slukkes,
      jeg gør stjernerne mørke;
      solen dækker jeg med skyer,
      månen skal ikke skinne.
       v8  Alle lys på himlen
      gør jeg mørke på grund af dig;
      jeg lægger mørke over dit land,
      siger Gud Herren.
v9  Jeg giver de mange folkeslag uro i hjertet, når din ulykke kommer ud til folkeslag i lande, du ikke kendte. v10  Jeg får talrige folk til at gyse over dig, og hårene rejser sig på kongernes hoved, når jeg svinger sværdet for øjnene af dem. Igen og igen gribes de af angst for deres liv, den dag du falder. v11  For dette siger Gud Herren: Babylonerkongens sværd skal nå dig.

(Ezekiel 32.1)

v4 Dette lod Gud Herren mig se: Gud Herren kaldte på ilden til dom, og den fortærede det store dyb. Men da den begyndte at fortære markerne, v5 sagde jeg: »Gud Herre, hold dog inde! Hvordan skal Jakob bestå, så lille han er?« v6 Da fortrød Herren. »Heller ikke det skal ske,« sagde Gud Herren.

(Amos 7.4)

      v3  Skjuler de sig på Karmels top,
      opsporer jeg dem dér og henter dem ned;
      gemmer de sig for mig på havets bund,
      befaler jeg slangen dér at bide dem.
(Amos 9.3)

       v11  Han går gennem det truende hav
      og slår dets bølger,
      alle Nilens strømme tørrer ud.
      Assyriens stolthed styrtes,
      Egyptens scepter viger.

(Zakarias 10.11)

      v3  Gud kommer fra Teman,
      den Hellige fra Parans bjerge.      Sela.
      Hans herlighed dækker himlen,
      jorden er fuld af hans pris;
       v4  glansen er som lyset,
      stråler udgår fra hans hånd;
      dér er hans styrke skjult.
       v5  Foran ham går pest,
      feberbrand følger i hans spor.
       v6  Hvor han træder, ryster jorden;
      hvorhen han ser, skælver folkene.
      De ældgamle bjerge slår revner,
      de evige høje synker sammen.
      Her går hans vej fra ældgammel tid.
       v7  Midjans teltduge rives i stykker,
      Kushans telte vælter.
       v8  Gælder din vrede floderne, Herre,
      er du vred på floderne, Herre,
      er din harme vendt mod havet,
      siden du rider frem på dine heste,
      og dine stridsvogne bringer sejr?
       v9  Du tager din bue frem
      og mætter dens streng med pile.      Sela.
      Du kløver jorden til vandløb,
       v10  bjergene ser dig og skælver,
      skybruddene raser,
      og havdybet løfter sin røst.
      Solen glemmer at sende sine stråler,
       v11  månen bliver i sin bolig;
      de flygter for lyset fra dine pile,
      for lysskæret fra dit lynende spyd.

       v12  I harme skrider du frem over jorden,
      i vrede søndertramper du folkene.
       v13  Du drager ud for at frelse dit folk,
      for at frelse din salvede.
      Du knuser taget på den ugudeliges hus
      og river grundmuren ned lige til klippen.      Sela.
       v14  Du gennemborer med dine pile
      hovedet på hans høvdinge,
      der stormer frem for at drive mig bort.
      De jubler, som når man fortærer
      de hjælpeløse i det skjulte.
       v15  Du drager gennem havet med dine heste,
      de vældige vande bruser.

(Habakuk 3.3)

Kristendommen og Påsken og Exodus.

Grundlæggende kan vi sige at den kristne tanke fra det 1. århundrede e. kr. er en omfortolkning af det jødiske Påske offer – ofringen af påskelammet – og af Exodus beretningen.

Vi finder flere forskellige opfattelser af Kristus i det nye Testamente. Den ene tanke kan vi kalde den sejrende Kristus – Kristus er den kriger som har besejret døden og synden. I denne henseende kan vi sige at Kristus overtager billederne fra Jahve i 2. Mosebog. Jahve er en kriger og ved en krigshandling befrier han sit folk – sin førstefødte søn Israel – fra lidelsen og døden og ydmygelsen. Den rolle spiller Kristus også i Det nye Testamente. Kristus er en gud eller han er vores gud eller han er Gud. Han har frelst os ud af dødsriget og synden.

Men mange steder er Kristus påskelammet eller lammet – meget tydeligt i Johannesevangeliet og hos Paulus og i Johannes’ Åbenbaring. De to tanker behøver bestemt ikke at stride imod hinanden – men de er i grunden meget forskellige.

De første kristne omfortolker den jødiske påske – Pesach offeret og den ugelange Massot – De usyrede brøds fest. Jesus er påskelammet. Og Jesus er det usyrede brød som hebræerne spiste i Massot. Jesus bliver slagtet og ofret og på den måde bliver vi frelst. I denne rolle er Jesus passiv. Han er virkelig som påskelammet. Han dræbes og tilintetgøres – for at vi kan leve. På helt samme måde som det første Pesach offer i Egypten. Israelitterne ofrede påskelammet, smurte blodet på deres huse og fortærede lammets kød i et fællesmåltid – det blev deres frelse – på det tidspunkt hvor nøden og faren var størst. I den paskale nat i Egypten stod Israel over for en forfærdelig livsfare – det stod over for sin udslettelse så at sige. Den onde ånd truede med at udslette alle Israels stolte sønner – det vil sige med at udslette Israels fremtid. Men netop i det punkt blev Israel frelst. På samme måde blev slagtningen af Jesus - lammet – netop på samme tid – fredagen før Påsken eller før Massot – til en frelse for hele Israel – for alle mennesker.

Det påskelam som hebræerne slagtede i den paskale nat var IKKE en af de første fødte! Pointen er jo netop at de førstefødte frelses af Gud under den paskale nat! Men Jesus gøres siden både til påskeofferet og påskelammet – og til den førstefødte. Jesus bliver gjort lig med hele Israel som frelses af Gud under den frygtelige paskale nat! Jesus er den førstefødte. Han er hele Israel og han er lammet.

Selve ritualet i Egypten stammer fra Gud – det er en Guds frelse til Israel. Pesach offeret i Egypten stammer ikke fra mennesker eller fra deres magiske tankegang! Det stammer fra Gud – i følge teksten! Israel ved ikke noget om hvordan de skal ofre! De ved ingenting om Gud! Gud viser dem hvordan de skal overleve i verden – Pesachofferet er en del af Toraen i Det gamle Testamente – Toraen er vores hjælp og vej-ledning og lys-fører! Vi kan faktisk ikke finde nogen mere central del af Toraen eller Moseloven i hele Det gamle Testamente – end netop dette paskale ritual i Egypten! Toraen er ikke en straffelov – den er Guds underfulde kærlighed og frelse! På en vis måde kan vi sige at det er Gud som frelser Israel i Egypten og ikke menneskene ved deres offer. På en vis måde er det Gud som ofrer sin førstefødte søn – det vil sige frelser eller frikøber sin førstefødte søn. Alle disse betydninger glider over i kristendommen. På en måde er det Gud som ofrer sin første fødte søn – Jesus – for at alle kan frelses. Vi ved også at man i det gamle Israel havde gamle forestillinger om at Gud havde dræbt og ofret sin førstefødte søn nemlig Døden eller Hades eller Sheol. I Det nye Testamente er det Gud som vil at Jesus skal dræbes og korsfæstes – samtidigt med at Jesus bliver menneskenes offer til Gud – det sidste offer – som det siges.

Vi ved at der i det gamle Israel var en slags totemistiske forestillinger omkring påskelammet. De hebræere som slagtede og siden fortærede lammet – var på en måde eet med dyret. Ved at æde dyret blev de eet med dyret. Jesus bliver en slags repræsentant for alle mennesker. Når han slagtes og ofres – betyder det at alle mennesker ofres og slagtes. Vi dør på korset sammen med Kristus – som Paulus siger. Kristus er på en måde et begreb for alle mennesker – vi er alle sammen inden i ham – som Paulus siger. Gud frelser Kristus op af døden – det vil sige han frelser os op af døden. En mængde af temaerne i 2. Mosebog lever videre i den kristne tanke i urkristendommen – og samtidigt sker der en markant omfortolkning af hele temaet! Vi frelses ved blodet fra korset og fra Jesu legeme på samme måde som hebræerne blev frelst ved at smøre blodet på dørene. De kristne har alle et mærke som gør at de er blandt de frelste. Det mærke er blodet fra korset og fra Kristi legeme. Vi er blevet vasket hvide i lammets blod:

v9  Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. v10  De råbte med høj røst:
      Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
      og fra Lammet.
v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!
v13  Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?« v14  Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
       v15  Derfor står de for Guds trone
      og tjener ham dag og nat i hans tempel,
      og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
       v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
       v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

(Johannes Åbenbaring 7.9)

Hvad er De usyrede Brøds fest – Massot?

De fleste er enige om at selve ritualet De usyrede Brøds fest er ældre end Moses og lige som Pesach eller påske offeret et urgammelt semitisk ritual.

I Mosebøgerne stilles spørgsmålet: - Hvorfor fejrer vi egentlig De usyrede Brøds fest? Selve tekstens svar er meget enkelte: Israel skal hvert år – om foråret – fejre ritualet for at mindes udgangen af og befrielsen fra Egypten! Massot er simpelt hen en mindefest og intet andet.

Massot er efter de flestes mening ikke nogen høstfest – selv om sagen er omstridt. Massot ligger omkring forårsjævndøgn som mange andre riter men Massot har nok ikke noget at gøre med høsten af byggen i marts til april. Sammenfaldet er nok tilfældigt. Vi ved også at de usyrede kager blev bagt af det gamle korn – ikke af det nye korn som blev høstet i foråret! Dette korn kunne slet ikke males – det var stadigt for blødt og vandet.

De fleste i dag vil så sige at den oprindelige forklaring – Massot er en mindefest for Moses og Exodus - ikke kan være den egentlige forklaring på festen - i og med at ritualet er meget ældre end Moses - og i og med at det slet ikke passer sammen med den egyptiske historie overhovedet! Hebræerne kunne jo ikke fejre Massot i Egypten! Massot er blevet projiceret tilbage på Moses historien – men Massot har sådan set intet at gøre med den egyptiske historie!

Hvad er egentlig selve ritualets mening og indhold? I tidens løb er det givet to forklaringer:

Hvert år i måneden Abib fejrer vi en hellig uge. I denne hellige uge spiser vi de usyrede brød – dvs vi spiser nogle særlige brød eller kager som er ugærede – bagt uden gær eller surdej!
Hvert år i måneden Abib – eller senere: måneden Nisan - om foråret – i marts til april – fejrer vi den hellige uge. I denne uge spiser vi slet intet som er gæret – og slet intet brød som er gæret eller med surdej. Vi spiser intet korn og ingen honning som er gæret. Vi drikker ikke vin og øl som er gæret. Vi udrydder al surdejen af hele landet. I denne hellige uge må der slet ikke findes nogen surdej i vores land. Denne lov skal holdes af alle i landet uanset om de er hebræere eller fremmede.

Den forklaring som de fleste tror på i dag er forklaring nr 2. Denne opfattelse er den egentlige mening med festen eller riten. De usyrede Brøds fest eller valfart er en slags askese eller katarsis eller renselse – netop af hele landet og af alle mennesker og dyr i landet!

De usyrede brøds fest er en slags farlig overgangsrite – den markerer at det gamle år dør ud og det nye fødes. Den er en renselse fordi surdejen er et symbol på det onde, de onde ånder, sygdommen, forrådnelsen, døden. Det tidspunkt i året hvor festen starter – om fredagen ved aften – er det mest forurenede og mest onde tidspunkt i året. Ondskaben hober sig så at sige op hen over året. I højtiden bliver hele ondskaben renset ud! I Det nye Testamente kan vi se at Jesus netop bliver korsfæstet på dette tidspunkt – fredag – årets mest forurenede og ondeste øjeblik! På dette tidspunkt har de onde magter fået deres maximale magt og indflydelse!

Den opfattelse af surdejen som ligger i forklaring nr 2 svarer også til den opfattelse af surdejen som det onde som vi finder i Det nye Testamente – især hos Paulus.

Vi kan også sige at Massot er en lang Sabbat – ordet Sabbat betyder netop at holde op med eller at afbryde. Sabbaten er en slags askese eller afholdenhed. På sabbaten er der mange ting man må holde op med. Tanken er den samme. Massot betyder at holde op med vores brug og misbrug af verden. Massot er at sige nej til begæret eller lysten. Massot er en tilstand som er hellig og uden for denne verden.

Moderne mennesker har en ide om forurening og miljøforurening. Tanken i Massot ligner denne tanke. Forureningen gælder netop hele landet. Massot drejer sig om hele folket – ikke om individuelle små eller store synder! Tanken er udpræget kollektiv.

Hovedsagen har nok ikke været at hebræerne positivt skulle spise de usyrede kager! Vi ved at disse usyrede kager blev bagt og anvendt året rundt – ikke bare i påsken! Det er ikke disse kager som er hovedsagen. Hovedsagen er afholdenheden eller renselsen – at udrydde al surdejen og ikke at spise nogen surdej!

Der findes ingen modsigelser i Bibelen!

     v17  Du førte dem ind
      og plantede dem på det bjerg, du ejer,
      det sted, du har gjort til din bolig, Herre,
      den helligdom, dine hænder har grundfæstet, Herre.

(2 Mosebog 15.17 - Sangen)

Sangen i 2. Mosebog indeholder et væld af symboler og udtryk og begreber. Ovenstående vers hører til et af de vers i Bibelen som er blevet mest undersøgt. Verset indeholder en række centrale udtryk som siden i jødedommen og i kristendommen får en afgørende betydning. Det kristne evangelium er udtrykt i dette vers. Gud har bygget et nyt tempel – med sine egne hænder!

Hvis man undersøger disse hebraiske ord i detaljer opdager man dels at betydningen af mange af ordene er usikker og dels at alle de mange udtryk synes at stride med hinanden. Der tales om Guds stol eller hans trone og samtidigt er denne stol et bjerg! Denne trone står på toppen af bjerget – og samtidigt er den usynlig – eller den står i himlen. Det forjættede land er på én gang lig med bjerget og lig med Kanaan. Egypterne drukner i søen og samtidigt bliver de ædt af dødens rige og samtidigt bliver de brændt op af Jahves vrede eller stivnet og isnet til sten! Hvis vi læser disse tekster på en bogstavelig ordret måde – er de fyldt med ulogiske forhold og selvmodsigelser. Men traditionen fra det gamle Israel er helt anderledes. Der FINDES slet ikke nogen modsigelser. Tingene kan siges på mange måder. Alle de forskellige udtryk er billeder på det samme. Gud er både en voldelig kriger og en kærlig moder. Moses er både en ynkelig mand og en gud på jorden. Guds rige er både synligt og empirisk og samtidigt usynligt. Gud er samtidigt kun på ét eneste sted hvor han bor – nemlig på bjerget – og samtidigt er Gud alle steder! I Bibelen kan vi tydeligt se at denne metode eller læsning er Bibelens metode. Der findes ingen modsigelser. Sandheden er ikke det samme som den sandhed vi kan udtrykke i sproget. Sandheden må vi udtrykke med menneskelige ord på mange måder - som Paulus siger. Vi må tale på menneskelig vis. På den måde fremkommer tilsyneladende selv modsigelser. Men de er kun overfladiske. I virkeligheden og dybest set er der kun én sandhed – den viser sig bare i mange former og i mange skikkelser. Fingeren der peger på månen er ikke det samme som månen. Det vi kan sige med sproget er kun et spejl eller et ekko eller et billede af virkeligheden. Selve virkeligheden ligger udenfor. Gud er noget som ligger udenfor – også uden for vores sprog. Om Gud kan vi tale på mange måder – Gud kan ikke defineres kort og godt i det logiske sprog.

Den underfulde frelse. Gud handler skjult igennem mennesker.

v24 I et herberg undervejs overfaldt Herren [døden] ham og ville slå ham ihjel. v25 Da tog Sippora [Gud] en flintekniv og skar sin søns [Kristus] forhud af. Hun berørte hans [Moses’, menneskets] kønsdele og sagde: »Nu er du [Moses, mennesket] min blodbrudgom [mand, søn, fri, frelst]!« v26 Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.

(2 Mosebog 4.24 - Jahvisten)

Det karakteristiske ved mange af Jahvistens beretninger er at Gud spiller hovedrollen med skjult bag ved begivenhederne. Gud er Absconditus – skjult – som det er blevet sagt. Vi kan også ofte hos Jahvisten se at de forskellige aktører spiller bestemte roller.

I beretningen om Moses på Nilen er det tydeligt at Faraos datter – prinsessen – faktisk spiller rollen som Gud selv! Faraos datter er en frelser – hun er den som trækker Moses op af de vældige vande – og betegnelsen den som trækker op af vandet er en slags gudsbetegnelse! Vi kan derfor sige at Jahvisten mener at Faraos datter spiller rollen som Gud og hendes tjener spiller rollen som Moses! Faraos datters tjenestepiger er den som helt konkret henter Moses op fra vandet – hun handler på prinsessens vegne – præcist lige som Moses handler på Guds vegne!

I den ovenstående beretning kan vi sige at de forskellige aktører på samme måde spiller forskellige roller. Hvis vi tolker historien ud fra Det nye Testamente kan vi fortolke historien som angivet. Moses overfaldes af en frygtelig fare og trussel. Det sker om natten og natten er i hele Det gamle Testamente en tid for trusler og fare for liv og helbred. Natten i herberget svarer til den paskale nat hvor døden hærger i hele Egypten. Hebræerne er i voldsom livsfare i den paskale nat og Moses er i stor fare i dette eksempel. I begge tilfælde reddes Israel ved et slags offer – dels af påskelammet og dels ofringen af Moses’ søn – Gershom. Omskæringen opfattes meget ofte som et offer i det gamle Testamente. Blodet fra sønnens penis smøres på faderens penis og renser ham og frelser ham og udsoner det onde. Omskærelsen er en renselse lige som påskelammet renser. Vi vasker os rene i lammets blod – som man siden hen siger i Det nye Testamente.

Kvinden er en sand helt – en stor helt. Hun er den som griber ind og frelser. Moses er lammet og hjælpeløs og kan intet gøre. Sippora – hans kære – frelser ham ved at bruge kniven. Hun er resolut og handlekraftig. Hun sidder ikke stille. Hun er mægtig. Hun griber kniven skærer resolut i sønnens penis og renser og frelser sin mand med blodet fra sønnens penis! Sippora spiller en rolle som Gud selv. Hun er ikke en gud – selvfølgelig ikke ifølge Jahvisten! Gud virker bag ved begivenhederne. Gud handler skjult. Gud driver tingene frem. Gud er energien inden i det som sker. Det er Gud selv som giver sin ånd til Sippora. Sippora har Guds ånd og handler i stedet for Gud!

Løfterne. Jahve taler lige som de andre guder i oldtiden.

Se, se på mig min søn Thutmosis. Jeg er din fader. Jeg vil give dig mit kongerige på jorden!

(Egypten)

Jeg er Khnum – din skaber. Mine arme er rundt om dig til alle sider!

(Egypten)

Jeg er Ishtar fra Arbela. Jeg vil give dig mange og lange dage i alle byerne i Assur.

(Assyrerne)

Jeg er den store guddommelige kvinde – jeg er gudinden Ishtar fra Arbela. Jeg vil ødelægge alle dine fjender foran dine fødder! Hvorfor stolede du ikke på de ord som jeg talte til dig? Jeg er Ishtar fra Arbela. Jeg skal ligge på lur efter alle dine fjender!

(Assyrerne)

       v21  Men nu skal jeg vise dem,
      ja, denne gang skal jeg vise dem
      min magt og min styrke;
      så skal de forstå, at mit navn er Jahve!

(Jeremias 16.21)

Jeg er Jahve! Vi kan se at denne formel bruges som et magtsprog. Gud siger Jeg Er når han afgiver sine evige løfter – udtrykket Jeg er Jahve fungerer som en hellig ed – Gud sværger. Gud siger Jeg er Jahve når han giver ordrer og når han præsenterer sig. Gud bruger udtrykket når han fremkommer med trusler. Gud siger Jeg er Jahve når han taler om at hele verden skal komme til at kende hans navn.

v11 Så sandt jeg lever [dvs Gud sværger], siger Gud Herren [Jahve]: Fordi du gør min helligdom uren med alle dine ækle og afskyelige guder, vil jeg bruge ragekniven uden barmhjertighed og skånsel. v12 En tredjedel skal dø af pest eller omkomme af sult i dig; en tredjedel skal falde for sværd rundt om dig; en tredjedel vil jeg sprede for alle vinde, og dem vil jeg forfølge med draget sværd. v13 Min vrede får frit løb, og jeg stiller min harme på dem, så jeg får hævn. Så skal de forstå, at jeg er Herren [Jahve]; jeg taler med lidenskab, når jeg giver min harme mod dem frit løb.

(Ezekiel 5.11)

v16 Så sandt jeg lever [en ed fra Gud], siger Gud Herren: Han ringeagtede sin ed og brød pagten med den konge, som havde indsat ham. Derfor skal han dø dér, hvor din konge bor, i Babylon. v17 Farao med sin vældige hær og sine store skarer kan ikke redde ham i krigen, når der kastes volde op og bygges angrebsramper og mange mennesker udryddes. v18 Han har ringeagtet eden og brudt pagten, skønt han havde givet håndslag. Alt det har han gjort, og det slipper han ikke godt fra!

v19 Derfor siger Gud Herren: Så sandt jeg lever [Gud sværger]: Fordi han ringeagtede min ed og brød min pagt, vil jeg lade ham undgælde. v20 Jeg kaster mit net over ham, og han bliver fanget i mit garn. Så fører jeg ham til Babylon, og dér fælder jeg dom over ham for den troløshed, han viste mig. v21 Alle hans udvalgte tropper skal falde for sværdet; resten skal spredes for alle vinde. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt!

v22 Dette siger Gud Herren: Jeg vil tage et sart skud fra toppen af det høje cedertræ, jeg river topskuddet af og planter det på det høje, knejsende bjerg. v23 På Israels højeste bjerg planter jeg det. Det skal sætte grene og bære frugt, så det bliver et prægtigt træ; alle vingede fugle skal bo i det, i nålehangets skygge skal de bo. v24 Så skal alle skovens træer forstå, at jeg er Herren. Jeg ydmyger det høje træ og ophøjer det lave, jeg lader det friske træ visne og lader det visne blomstre. Jeg, Herren, har talt, og jeg vil gøre det.

(Ezekiel 17.16)

Exodus er et begravelsestog som varer i 40 år!

v19 Moses tog Josefs ben med sig, for Josef havde taget israelitterne i ed og sagt: »Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med jer op herfra.«

(2 Mosebog 13.19)

I de senere jødiske legender spiller begravelsestoget en enorm rolle. Israel drager ud af Egypten fordi de skal føre patriarken Josef tilbage til fædrenes jord! I 1 Mosebog fortælles også om Jakobs begravelsestog tilbage til Kanaan. Denne pligt har været overjordisk og hellig. Hebræerne viser sig tro over for fædrene. Josef er fortabt indtil hans ben hviler i fædrenes jord. Pligten er typisk for det gamle Israel. Kisten med Josef føres igennem ørkenlandet – i 40 år! Foran hebræerne går to kister eller kasser – pagtens ark og Josefs kiste. De er næsten lige hellige ifølge de jødiske legender. Meningen med hele Exodus historien bliver næsten at bringe Josef tilbage. Josef er vores fader. Josef føres ud af syndens land og slavernes hus – ved et triumf tog. Ørkenvandringen er én lang begravelses kortege. Israel viser sin ærefrygt for fædrene og fædrenes guder!

Kildevand fra klippen. Tegn og undere.

v1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet v2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet v3 og spiste alle den samme åndelige mad v4 og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus – v5 og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen. v6 Derved blev de advarende eksempler for os, for at vi ikke skal få lyst til det onde, sådan som de fik det.

(1 Korinterbrev 10.1)

Mosebøgerne indeholder 5 forskellige beretninger om kildevand fra klippen – om hvordan Gud skaber og fremkalder livgivende vand på en underfuld måde. I de senere jødiske legender opstår tanken om Miriams kilde som er en magisk kilde som følger med Israel rundt i ørkenlandet. Det er denne senere jødiske legende som Paulus henviser til i 1. Korinterbrev.

Disse beretninger har en stærk symbolkraft i Det gamle Testamente. Budskabet er: - Frygt ikke! Gud sørger for hebræerne - de skal ikke frygte noget – de skal ikke frygte at komme til at dø af tørst eller sult ude i ødemarken. Gud bliver deres fører og konge og han giver dem alt hvad de har brug for. Gud giver os alt det som vi har brug for! Vi behøver ikke at frygte nogen ulykke!

Gud er en moder som sørger for sin flok og for sit folk. Israel dier ved Herrens bryst som det kan siges i Det gamle Testamente. Maden og drikken stammer fra Gud og Gud vil levere os mad og drikke når vi har brug for det. Gud er en ernærer og opretholder. Han giver føden – hvedens fedme og kildevand fra klippen som det siges i Salmerne. Gud giver en overvældende frugtbarhed, frodighed, vækst og høst. Livet kommer fra Gud. Det er symbolet i de 5 beretninger om vandet.

På en underfuld måde skaber Gud vand og føde ud af den tynde luft. Ved at sammenligne disse 5 beretninger kan vi se at det foregår på forskellige måder:

Gud kan meddele hebræerne hvor vandet er. Dette er den klassiske situation i Mosebøgerne. Gud er en sand ørkenfører og han kan finde frem til vandet eller kilden. Gud viser også Hagar - der er ved at dø af tørst med sin lille dreng - hvor kilden er.

v16  Derfra drog de til Be'er. Det er den brønd, hvor Herren sagde til Moses: »Kald folket sammen, så vil jeg give dem vand.« v17  Da sang israelitterne denne sang:
      »Brønd, væld frem!
      Syng om den!
       v18  Brønden, som stormænd gravede,
      som folkets fyrster borede,
      fyrster med scepter og herskerstav.«
Fra ørkenen drog de til Mattana, v19  fra Mattana til Nahaliel, fra Nahaliel til Bamot v20  og fra Bamot til dalen i Moabs land neden for Pisgas tinde, hvorfra man har udsigt over ørkenlandet.

(4 Mosebog 21.16)

Gud eller mennesket anvender et redskab som en stav til at fremkalde vandet. Mennesket stikker staven ned i jorden eller Moses slår på klippen og vandet springer frem.

Mennesket som Moses råber eller kalder på vandet. Moses taler og vandet springer frem af klippen. Dette træk kender vi rigtigt godt fra Egypten. Det siges om en af faraonerne at hvis han råbte på vandet så vældede det frem.

Hvis du siger til vandet: - Kom, Kom, frem fra bjerget, så vælder det frem. Hvis du siger til din fader Nilen at vandet skal flyde ud af bjerget så vil han lade det ske.

Denne tanke svarer nøje til tanken i 1 Mosebog 1 – Gud udtaler ordet – og tingene sker!

Gud kan frembringe floden eller vandet uden at noget menneske er aktivt – som Guds egenhændige tegn.

Et eksempel herpå er beretningen i Samson historien.

v18 Han [Samson] var blevet meget tørstig, og han råbte til Herren: »Du har ladet din tjener vinde denne store sejr; skal jeg så dø af tørst og falde i hænderne på de uomskårne?« v19 Da kløvede Gud den hulning, der er i Lehi, så der strømmede vand ud derfra. Han drak og kom til kræfter igen. Derfor kaldte man den En-ha-Kore. Den findes i Lehi den dag i dag.

(Dommerbogen 15.18)

Den totale sejr. Når vi bliver frelst - får vi alle rigdomme og al ejendom i verden.

v21 Og jeg vil lade egypterne fatte velvilje for dette folk, så I ikke kommer til at drage tomhændet bort. v22 Hver kvinde skal bede sine nabokoner og de kvinder, hun har boende i huset, om ting af sølv og guld og om klæder. Det skal I give jeres sønner og døtre at bære. På den måde skal I plyndre Egypten.«

(2 Mosebog 3.21 - Jahvisten)

Israel og Moses får lov til at drage ud i ørkenen for at dyrke deres gud. Hele baggrunden for denne historie – hvor Farao giver hebræerne lov til at drage bort på en slags religiøs ferie – er rent svindel og bedrag. Moses lyver og bedrager over for Farao. Moses lyver og siger at de kun vil tage bort nogle dage. Gud er oven i købet med i dette bedrag. Gud er en stor løgner. Gud siger at Moses skal lyve over for Farao og snyde ham! Det gamle Testamente elsker disse beretninger om at de store og mægtige bliver snydt og bedraget! Fortællingen skal selvfølgelig ikke tages bogstaveligt! Gud er ikke nogen løgner og bedrager. Men Gud er snu og snedig og han er med til at narre og snyde den mægtige Farao sammen med Moses. Gud spiller rollen som underhunden der snyder overhunden! Men historien er symbolsk. Jahve er ikke nogen underhund i virkeligheden.

Israel vinder og sejrer og meningen med den gamle tradition er helt sikkert at vise hvordan Israel vinder og sejrer totalt. Israel bliver frelst og det betyder en lang række forskellige ting i 2 Mosebog: I det citerede eksempelbetyder det at hebræerne plyndrer og hærger Egypten og får al deres guld og sølv! At blive frelst er at få store rigdomme – at få penge og ejendom og guld og sølv! Tidligere var hebræerne kun små og svage og de var helt Fattige! Nu bliver de rige. I Det gamle Testamente er det at være frelst det samme som at være rig og velhavende og eje mange trælle og trælkvinder! Vi kan se det mange steder fx i eksemplerne Jakob og Abraham. De bliver mægtige og rige – dvs de bliver frelst. At være fortabt i Det gamle Testamente er at være ensom og syg og svag og fattig! Frelsen kan både ses og mærkes. Vi kan sige at den senere protestantiske prædestinations lære bygger på det gamle Testamente! Hvis man er fattig er man fortabt. De udvalgte er rige –de har held – de har fremgang – de lever i Shalom. Det er derfor at det er en stor pointe at hebræerne bliver rige ved udvandringen. Dels plyndrer de egypterne - som en hævn! Men dels viser overgangen til rigdommen også at de nu er frelst og frie. Israel bliver et frit folk – et kongeligt folk – og det indebærer også al den materielle fremgang! At blive frelst er det samme som den totale sejr over alle sine fjender – i Det gamle Testamente! Vi bliver frie fordi vi har besejret alle vore fjender!

Hos Paulus kan vi også se denne sammenhæng. Ifølge Paulus er man fattig når man lever i kødet – man er fattig og hjælpeløs og fortabt. Paulus skriver netop til sine læsere at de nu har fået alle ting og er blevet rige og er blevet som konger! Hvis man bliver en Guds søn får man en arveret til hele jorden – man bliver en fri herre – man bliver en herremand – en velhaver og rigmand!

I 1 Mosebog forudsiges at hebræerne skal plyndre Egypten. Men en anden beretning er beretningen om Abrahams ophold hos Abimelek i Gerar. Denne beretning i 1 Mosebog er en slags parallel til Exodus historien. Abraham bor i Gerar på samme måde som hebræerne bor i Egypten – de er såkaldte Ger – de er flygtninge – de bor ikke på fædrenes jord eller i deres eget land. De to beretninger er nøje paralleller. Her ender historien også med at Abraham drager ud af området belæsset med rigdomme. I begge tilfælde får hebræerne fuld oprejsning som det hedder – Gud vil tage jer op – som det siges i 2 Mosebog:

v14 Så gav Abimelek [kongen] Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. v15 Og Abimelek sagde: »Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!« v16 Til Sara sagde han: »Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning.« v17 Så bad Abraham til Gud, og Gud helbredte Abimelek, hans hustru og hans trælkvinder, så de kunne føde. v18 For Gud havde lukket hvert eneste moderliv i Abimeleks hus på grund af Abrahams kone Sara.

(1 Mosebog 20.14)

At være helt fortabt er at være syg og fattig, grim og ensom! At være frelst eller at blive frelst er det modsatte af disse fire begreber!

Alle de kristne er Kristi slaver.

v10 Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener [græsk: Doulos – slave, træl].

(1.10)

At blive en kristen er at blive en slave. Hele dette billede med slaven gennemtrænger hele Bibelen.

Rent sprogligt bygger Paulus på det hebraiske – på Det gamle Testamente. I det hebraiske har ordstammen BD to forskellige betydninger. Vi kan sige at der er et slags ordspil når teksten bruger ord som tjener eller slave – BD. Ordet betyder både en slave eller en træl og en Guds tjener – altså gudstro eller gudstilbedelse. Vores ord gudstjeneste kommer fra dette sprog. Vi kan se det med det engelske ord for gudstjeneste – service. Ordet service kommer etymologisk af det latinske servus –en slave eller en tjener. Servus blev oversat fra det græske – en Doulos – en slave! Når Paulus siger Doulos – tænker han på det hebraiske BD – med dets dobbelte betydning.

Hele sproget spiller en enorm rolle i 2. Mosebog. Historien handler om at hebræerne ikke længere skal være Faraos slaver – hans Ebed – tjenere eller trælle – nu skal de være Guds tjenere – dvs nu skal de tjene Gud. Ordet BD eller slave betyder altså ikke uden videre noget devaluerende! Ordet har både en positiv og en meget negativ betydning! Det gamle Israel elsker disse ordspil – at lege med ordene. Paulus gør det samme.

Paulus provokerer helt sikkert sine tilhørere for hele tanken om at være en slave var afskyelig i den græske verden. Slaverne var over alt og samfundsstrukturen byggede på slaveriet – men slaven havde ingen respekt. At være en fri mand er netop ikke at blive ejet af en anden mand! Jeg er en fri mand – dvs jeg er netop ikke en slave – det var den græske tanke. Paulus provokerer de græske tilhørere – fordi han henter ordene i Det gamle Testamente.

Esajas – og hele Det gamle Testamente – taler om at være Herrens Tjener – eller på hebraisk Herrens Ebed. Hos Esajas er denne titel en ophøjelse og en udmærkelse. Herrens Ebed – Herrens tjener eller slave eller træl – er en leder, en høvding, en konge. Han har magt. Paulus opfatter sig selv i dette billede – han er den Herrens tjener som Esajas taler om! Herrens tjener – slave – skal være et mægtigt lys for alle folkeslagene. Han skal ikke bare frelse Israel –som Esajas siger – han skal frelse hele verden. Udtrykket Ebed eller Tjener er ment ekstremt positivt hos Esajas – ikke i den senere betydning af en slave i den græske verden!

Israel var et folk af slaver i Egypten. Men vi skal ikke tage historien helt alvorligt. Vi skal ikke tro at hebræerne er blevet elendige slaver – de er ikke blevet elendige amerikanske negerslaver i det 19. århundrede! Det er slet ikke meningen med Exodus historien! Hebræerne er et stolt folk – og 2 Mosebog er et voldsomt angreb på Farao – han har svigtet sine pligter over for det frie hebræiske folk! Gud vil udrydde ham – han er en af de uretfærdige!

Ordene slave og træl og tjener bruges altså ofte i Bibelen på en helt anden måde end vi forventer. Paulus siger at han er Kristi træl – men han mener ikke det som vi tror: Han mener ikke at Kristus kan behandle ham som en genstand – han mener ikke at han skal ydmyge sig under Kristus – han mener at han er Herrens udvalgte og Herrens profet – vi er konger på jorden – som Paulus siger! Det er vigtigt at huske denne menneskeopfattelse!

Vi bestemmer selv hvornår lidelsen skal ophøre.

v4 Da tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: »Gå i forbøn hos Herren om, at han skal fjerne frøerne fra mig og mit folk. Så vil jeg lade folket gå, så de kan ofre til Herren.« v5 Moses sagde til Farao: »Sig mig nådigst, hvornår jeg skal gå i forbøn for dig og dine hoffolk og dit folk, så frøerne bliver ryddet væk fra dig og dine huse, og der kun er nogle tilbage i Nilen.« v6 »I morgen,« svarede han, og Moses sagde: »Som du befaler! Du skal komme til at forstå, at der ikke er nogen som Herren vores Gud. v7 Frøerne skal forsvinde fra dig og dine huse, dine hoffolk og dit folk. Kun i Nilen bliver der nogle tilbage.«

(2 Mosebog 8.4)

Beretningen om frøerne indeholder mange skjulte symboler. Frøerne bruges som et symbol på Israel og hebræerne – der formerer sig vildt og voldsomt og kravler ud over hele Egypten – og op i Faraos huse og op i hans klæder! Denne beretning er selvironisk. Måske er den afhængig af egyptiske kilder men sandsynligvis er den blot hebræisk selvironi.

Historien viser også det almene at Moses siger at det er Farao som bestemmer. Farao kan selv bestemme hvornår lidelsen skal høre op! Denne beretning er henvendt til læserne. Vi bestemmer selv. Gud fjerner lidelsen når vi beder om det. Har vi troen eller har vi ikke troen?

Farao kommer et stykke vej. Omsider må han indrømme at Jahve er en stor gud og at Jahve nok er stærkere end ham selv. Men alligevel er Farao selvmodsigende og egentlig selvdestruktiv. Han kan alligevel ikke give slip. Han vil ikke. Han sidder fast i sit eget skema. Som det hedder igen og igen: Gud har givet ham et stærkt og urokkeligt hjerte – dvs Farao sidder uhjælpeligt fast i sit eget skema. Han kan ikke se sandheden og han vil ikke. Han fremturer bare i det gamle spor! Han vil ikke lukke øjnene op. Han er blind og døv!

Farao har ikke megen tro og han er lukket inde i sin egen modstand og afvisning af hebræerne og stolthed og forfængelighed. Altså kan han ikke bede om at frøerne forsvinder med det samme! Han må lade som ingenting og henkastet bede om at de forsvinder i morgen! På den måde forlænger Farao sin egen og egypternes lidelse – og det er det teologiske budskab i historien. Hvis vi beder Gud om det – så fjerner han synden og lidelsen – lige nu. Hvorfor ønsker vi at vente?

Evolutionen og Guds manifestation i historien.

I følge Præsteskriftet i 2. Mosebog har Gud nu vist sig i sin højeste form eller i sin endelige form. Gud skabte engang den beboede verden – i 1. Mosebog 1 – men dengang optrådte han som Elohim. Ordet Elohim betyder egentlig på hebraisk guderne – ordet er flertal. Elohim er et abstrakt generelt ord for Gud. Ifølge Det gamle Testamente viste Gud – Elohim – sig for mange folk og mange mennesker – men han viste sig blot som Elohim. Han viste sig så at sige ikke helt som den han er. Alle folk troede på Gud – på Elohim – alle folk troede på guderne. Alle de forskellige guder var egentlig kun den ene og samme gud – nemlig den virkelige gud som skjulte sig bag ved alle formerne og navnene. Siden viste Gud sig for Abraham – i 1. Mosebog 12 – og nu viste Gud sig som El – eller Elohim – Shaddaj! Gud viste sig på en mere specifik måde for Abraham – men der er kun een gud og alle guderne er dybest set kun den ene og same gud. I 2. Mosebog viser Gud sig som Jahve – i følge Præsteskriftet og i følge Elohisten. Jahve er ikke nogen ny gud i følge Bibelen – han er en ny manifestation af den samme gud. Gud viser sig i utallige former. Men nu – i de sidste tider – har Gud vist sig som Jahve. Jahve vil befri Israel og føre det til Kanaans land. Jahve er en kriger. Jahve opfylder de gamle løfter som han har givet – dengang han viste sig som Shaddaj eller som Elohim – som guderne eller som det guddommelige nærvær.

Jahve er et navn – så at sige et personnavn! Gud hedder Jahve – han er ikke Jahve! Elohim er ikke noget navn – men en artsbetegnelse – som vores udtryk en gud eller flere guder. Alle folkene talte om deres guder eller om Gud – altså om Elohim. Ordet Elohim er helt klart ikke noget specielt navngivet væsen – vi kan altså sige at en gud skabte verden på 7 dage eller at en gud skabte Adam af lerjorden – eller at guderne har skabt verden engang i urtiden. Indtil Exodus historien har Gud ikke noget navn – han er det samme som alle andre guder – han er det samme som guderne. På hebraisk er der afgørende forskel på at tale om Elohim og Jahve – Jahve er noget personligt og specifikt – Elohim er slet ikke et væsen eller et navn. Elohim betyder den gud eller de guder som findes i universet – helt abstrakt. Disse guder kan have mange former eller navne. Når vi i dag læser den danske oversættelse og læser ordet Elohim som Gud bliver vi givet et falsk billede på en måde – for vi bruger Gud som et navn på Gud! Elohim er IKKE et navn – oversættelsen giver altså et falsk indtryk af den hebraiske tekst. Den oprindelige hebraiske tekst taler uspecifikt om guderne – det er en mere korrekt oversættelse!

I følge Præsteskriftet – og hele 2. Mosebog – er historien altså en kæde af manifestationer. Subjektet i historien er ikke mennesker – det er egentlig heller ikke Gud. Subjektet i verdenshistorien er Guds forskellige manifestationer. Gud manifesterer sig mere og mere efterhånden som tiden skrider frem. Gud viser sig tydeligere og tydeligere! Historiens kerne er så ledes at Guds nærvær eller essens eller væsen viser sig tydeligere og tydeligere i verden – på jorden eller på det sociale jordiske plan. Gud er så at sige en ånd eller en kraft som træder tydeligere og tydeligere frem – efterhånden som verdenshistorien skrider frem! Efterhånden som Gud manifesterer sig tydeligere og tydeligere – virkeliggøres hans løfter – hans velsignelse. Historien er altså en virkelig evolution – en udviklingshistorie. På et meget senere tidspunkt finder vi denne evolutionstanke i Europa – i romantikken – for eksempel hos filosoffen Hegel. Men hele tanken findes i Mosebøgerne. Hvis vi ser os om i verden – kan vi nu se at Gud har manifesteret sig meget tydeligere end i gamle dage. Verden er fuld af tegn. Det går fremad. Subjektet i historien er et evolutionsprincip eller en ånd –en Geist som Hegel sagde! Historien går imod sit mål – sit Telos – sin bestemmelse!

At leve her og nu – at leve i tillid.

v21 Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. v22 Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.

(2 Mosebog 13.21)

Det fremgår af 2 Mosebog at da hebræerne kommer ud af Egypten – ved de slet ikke hvad vej de skal gå! Egentligt er dette træk komplet ulogisk i sammenhængen – for Moses har jo været på Guds hellige bjerg – han bør jo kunne føre hebræerne den rette vej! Men det er ikke pointen i historien. Pointen er at hebræerne ikke ved hvorhen de skal bevæge sig eller rejse i morgen! De lever kun dag for dag. De lever her og nu – kan man sige.

De skal så at sige lære at leve i troen – i tilliden! Gud viser dem et tegn på himlen – et lys. De får ikke mere hjælp. De ved ikke hvor de skal gå hen – de kan kun stole på tegnet – de må lære at stole på helligånden – kan vi sige med et senere kristent begreb!

Når vi undersøger de hebraiske ord som bruges om skyen eller røgen eller ilden på himlen kan vi se at ideen med disse udtryk – hos Elohisten som fortæller historien – er at tegnet på himlen er en Guds engel eller Guds tjener. Det samme ord bruges både om en sky på himlen og om en Guds engel. Det som de kan se og gå efter er Guds lys eller Guds herlighed – hans Kabod – lys, udstråling eller herlighed. Det som de kan se er empiriske fænomener – noget de kan se med øjnene. Men i virkeligheden er det et tegn – tegnet viser hen til noget andet. Gud er som en fårehyrde der hele vejen går foran dyreflokken. Den store ild på himlen guider og vejleder og fører hebræerne til det rigtige sted. Selv kan de ikke finde vej. De kender ikke vejen. De er så at sige blinde – med hensyn til fremtiden – de har bind for øjnene. Gud fører hebræerne – med bind for øjnene - gennem ødemarken til det hellige bjerg – Guds rige. Gud er omme bag ved røgen eller røgelsen – lige som Gud siden hen er omme bag ved røgelsen i templet! Røgen er hans ydre skikkelse – eller røgen er et slør – røgen skjuler Gud som findes bag ved røgen.

De citerede vers udtrykker evangeliet og denne tanke tages op mange gange siden i Det gamle Testamente. Versene udtrykker løfterne til Israel. Vi kan oversætte versene på den måde at Gud siger til hebræerne: - Jeg vil gå foran jer til evig tid. Min engel vil gå foran jer til evig tid! Min engel vil aldrig nogen sinde svigte eller forsvinde. Jeg vil gå foran jer til evig tid – og fjerne alle stene på din vej og slå alle dine fjender ihjel for an dig!

Denne tanke – løftet eller forsikringen – kommer til at spille en enorm rolle i Det gamle Testamente – og i hele Bibelen.

Den mytiske tid – skabelsens urtid.

v6 Moses og Aron gjorde, sådan som Herren havde befalet dem. v7 Moses var firs år, og Aron var treogfirs, da de talte til Farao.

(2 Mosebog 7.6 - Præsteskriftet)

Der er mange træk i Mosebøgerne som peger på at Mosebøgerne foregår i en anden slags tid - en slags mytisk tid eller i en urtid eller i en skabelsens urtid. Det mest tydelige eller håndgribelige træk er patriarkernes alder. I Mosebøgerne – i al fald i Præsteskriftet – har Moses en kronologi. Moses lever i 120 år. Vi kan se at hans levealder så at sige bliver delt på to måder. Moses bliver to gange 60 år gammel og han lever i tre aldre af 40 år hver. Da Moses bliver kaldet af Gud er han i følge teksten 80 år gammel! Lige som Abraham kan han stadig avle stolte sønner efter at han er fyldt 80 år! Hans offentlige virke som en konge og som en profet varer altså i 40 år – fra han er 80 til han bliver 120 år. I følge traditionen er Moses 40 år da han flygter fra Egypten til Midjan.

v7 Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft [potens] ikke svundet.

(5 Mosebog 34.7)

Tallene hænger muligvis sammen med det babylonske tal system. Vi ved at man i Mesopotamien havde et slags 60 tals system og derfor forekommer mange tal som 60 eller 600 eller 600.000 i Det gamle Testamente! For eksempel fortælles det at Israel udgjorde 600.000 voksne mænd – borgere – da de vandrede ud fra Egypten! Og i følge traditionen havde Farao 600 stridsvogne – een skal forfølge et tusind som det ofte hedder i Det gamle Testamente.

Måske skal vi forestille os at Præsteskriftet i virkeligheden forestiller sig at Moses kun er den halve alder – da han bliver kaldet af Gud er han 40 år? Da han dør er han 60 år og da han flygter, er han måske 20 år? De halve år passer i al fald bedre til de så at sige historiske oplysninger som fortælles om Moses – for eksempel om hans oprør og drab i Egypten som en ung mand og hans ægteskab med Sippora - som en ung mand der flirter med pigerne!

At Moses kun lever i 120 år viser at den mytiske urtid nu snart er forbi! Moses bliver jo langt fra 960 år gammel som de gamle urfædre! I følge Det gamle Testamente starter den almindelige historiske tid – altså vores tid - så at sige ved Israels krydsning af Jordan floden og indvandring i det forjættede land. Det som sker efter overgangen over Jordan – er i følge Det gamle Testamente virkelige almindelige historiske begivenheder! Det er her vi bor og vi er det folk som bor her – er tanken! Det som ligger før Jordan krydsningen – inklusive ørkentiden – er en slags mytisk tid! Tiden var dengang helt anderledes. Gud boede i et telt og han havde ikke noget fast sted. Gud var en nomade og Israel var uden noget fædreland eller fast opholdssted! Begivenhederne for eksempel ved sivhavet var ikke almindelige historiske begivenheder – lige så lidt som syndfloden eller Adam og Eva var almindelige historiske begivenheder. De var en slags skabelse af den verden som vi nu kender. De plager som vi nu kan se i Egypten – for eksempel frøerne og de bidende insekter og blodet i Nilen – blev skabt dengang – i urtiden! Hele samfundet og loven og pagten og religionen blev skabt dengang – i urtiden – i skabelsens tid.

Vi ved at forfatterne til Mosebøgerne havde et begreb om hvor gamle mennesker bliver. Israelitterne skal vandre i ødemarken i 40 år – for at alle de voksne mænd skal være uddøde når de vandrer ind i Kanaans land! Man har altså opfattet den normale levealder som ca 60 år. Man blev en borger eller en rigtig voksen borger i en alder af 20 år og det vil sige at stort set er alle de voksne borgere uddøde efter de 40 år.

Moses lever så at sige i en urtid – han lever ikke i vores tid men i en anden tid. Han bliver dobbelt så gammel som vi bliver. Moses bliver ikke så gammel som de gamle Patriarker som Abraham eller Jakob – men stadig væk bliver Moses meget ældre end vi – normale mennesker – bliver. Vikan sige at Exodus foregår på en overgang mellem den mytiske tid og vores almindelige historiske tid. Exodus er ikke en almindelig historisk begivenhed i vores betydning – den foregår i urtiden. Exodus er også en slags skabelses beretning – en del af skabelsesberetningen i 1. Mosebog. Hvis vi i dag læser Exodus beretningen som en almindelig historisk beretning – misforstår vi altså tekstens mening. Forfatterne til 2. Mosebog ved godt at mennesker ikke lever i 120 år eller i 200 år! Moses levealder skal signalere noget andet – at dette skete dengang verden blev til – dengang Israel blev et folk og dengang Gud viste sig og dengang det onde blev blæst bort fra verden. Derfor skildres Moses også tydeligt nok på en mytisk måde – han skildres som en gud på jorden.

v1 Fra Moabs sletter gik Moses op på Nebobjerget, til Pisgas tinde, over for Jeriko, og Herren lod ham se hele landet: Gilead op til Dan, v2 hele Naftali, Efraims og Manasses land, hele Judas land over til havet i vest, v3 Sydlandet og Jordandalen, dalen ved Jeriko, Palmebyen, ned til Soar. v4 Og Herren sagde til ham: »Det er det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob, da jeg sagde: Jeg giver det til dine efterkommere. Du har fået det at se, men du kommer ikke derover!« v5 Moses, Herrens tjener, døde dér i Moabs land, efter Herrens afgørelse, v6 og han [Gud] begravede ham i dalen i Moabs land over for Bet-Peor; men den dag i dag ved ingen, hvor hans grav er. v7 Moses var 120 år, da han døde, hans øjne var ikke blevet svage, hans livskraft ikke svundet. v8 Israelitterne græd over Moses i tredive dage på Moabs sletter; så var sørgetiden for Moses forbi.

(5 Mosebog 34.1)

v1 Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, v2 så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. v3 Da sagde Herren: »Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år.«

(1 Mosebog 6.1)

v26 Herren sagde til Moses og Aron: v27 »Hvor længe skal jeg holde denne onde menighed ud, som giver ondt af sig mod mig? Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig mod mig. v28 Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren: Som jeg selv har hørt jer sige, vil jeg gøre mod jer. v29 Her i ørkenen skal jeres lig komme til at ligge i fuldt tal, alle som er blevet mønstret fra tyve år og opefter, fordi I har givet ondt af jer mod mig. v30 Ingen af jer, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn, skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i. v31 I sagde, at jeres familier ville blive taget som bytte; men dem vil jeg føre derind, og de skal lære det land at kende, som I har vraget. v32 Men jeres lig skal ligge her i ørkenen. v33 Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen. v34 Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare, hvad det vil sige at have mig til fjende. v35 Jeg, Herren, har talt! Ja, sådan vil jeg handle mod hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen mod mig. Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!«

(4 Mosebog 14.26)

Guds planer lider nederlag!

2 Mosebog og hele Bibelen er fyldt med små eksempler på at Guds planer lider nederlag – de bliver ikke til noget! Dette træk er meget overraskende for hel Bibelen – både Det gamle og det nye Testamente – har én gennemgående tanke: - Gud sejrer altid. Gud gør hvad han vil. Gud gennemfører sin plan. Guds plan ER allerede blevet virkeliggjort og den VIL blive virkeliggjort. Gud får altid det sidste ord. Han får altid ret – i al fald til sidst!

Men Gud tvinger ikke menneskene og på den måde går hans planer ofte i vasken. Gud arbejder inden i mennesker og han arbejder inden i naturen og i de ting som sker i verdenshistorien. Verdenshistorien viser hvordan Gud bliver gradvist manifesteret og virkeliggjort!

Gud har en plan med Moses men den plan bliver ikke umiddelbart til noget – for Moses protesterer og sætter sig imod! I virkeligheden kan Moses ikke standse Guds planer –men Gud reviderer sine planer. Han kalder Aaron for at Aaron kan blive en mund for Moses. På den indirekte måde får Gud alligevel gennemført sine planer. Gud må nogle gange narre hebræerne for at få sin plan til at lykkes. Gud må også narre Farao med den falske snak om orloven til at drage ud i ødemarken og dyrke Herren! Gud gør hvad han kan. Gud spiler rollen som underhunden der må narre Farao – vi kan sige at Gud lyver over for Farao –lige som Moses jo lyver over for Farao. Meningen er jo slet ikke at de vil have tre dages orlov – meningen er at de vil være et frit folk!

De ældste har ingen tro. De stræber kun efter små og svage kompromisser. De har intet håb og ingen gud i verden.

v1 Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: »Dette siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk gå, så de kan fejre min fest i ørkenen.« v2 Men Farao svarede: »Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde, så jeg lod israelitterne gå? Jeg kender ikke Herren, og jeg vil ikke lade israelitterne gå!« v3 Så sagde de: »Hebræernes Gud har mødt os. Lad os få lov til at gå tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vores Gud, for at han ikke skal ramme os med pest eller sværd.« v4 Men egypterkongen svarede dem: »Moses og Aron, hvorfor tilskynder I folket til ikke at bestille noget? Gå ud til jeres tvangsarbejde!« v5 Og Farao sagde: »Nu er de blevet talrigere end landets egen befolkning, og så vil I skaffe dem fri for deres tvangsarbejde!«

v6 Samme dag gav Farao folkets slavefogeder og arbejdsformændene den befaling: v7 »I må ikke længere give dem halm til fremstillingen af teglsten, som I hidtil har gjort. Lad dem selv gå ud og samle halm. v8 Men pålæg dem at levere den samme mængde teglsten som hidtil. I må ikke skære ned på det! De er dovne! Det er derfor, de råber op om, at de vil ud og ofre til deres Gud. v9 Mændene skal være beskæftiget med strengt arbejde; de skal ikke lytte til falsk tale!« v10 Så gik slavefogederne og formændene ud og sagde til folket: »Dette siger Farao: Jeg vil ikke levere jer halm! v11 Gå selv ud og skaf jer halm, hvor I kan finde det. Men der bliver ikke skåret ned på det arbejde, I skal yde!« v12 Så spredte folket sig over hele Egypten for at samle strå til halm. v13 Slavefogederne skyndede på dem og sagde: »I skal yde fuldt arbejde hver dag, som dengang I fik leveret halm.« v14 Og Faraos slavefogeder pryglede de formænd, de havde sat over israelitterne, og sagde: »Hvorfor har I hverken i går eller i dag leveret det samme antal teglsten som før?«

v15 Israelitternes formænd [de ældste] gik da til Farao og klagede: »Hvorfor behandler du dine trælle sådan? v16 Dine trælle får ikke halm, og alligevel får vi besked om at lave teglsten. Dine trælle bliver pryglet, og det er dit folk, der er skyld i det.« v17 Men han svarede: »Dovne er I! Det er derfor, I siger: Lad os få lov til at gå ud og ofre til Herren. v18 Gå nu ud og bestil noget! I får ikke hakkelse, og I skal levere det fastsatte antal teglsten!«

v19 Da israelitternes formænd [de ældste] hørte, at der ikke måtte skæres ned på det daglige antal teglsten, var de i knibe, v20 og da de på vej bort fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, v21 sagde de til dem: »Herren se til jer og dømme jer! I har lagt os for had hos Farao og hans hoffolk og har givet dem et sværd i hånden, så de kan slå os ihjel.« v22 Da vendte Moses sig til Herren og sagde: »Herre, hvorfor handler du ondt mod dette folk? Hvorfor har du dog sendt mig? v23 Lige siden jeg gik til Farao for at tale i dit navn, har han mishandlet dette folk, og du har ikke befriet dit folk!« (6,1) Men Herren sagde til Moses: »Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Når han mærker en stærk hånd, vil han lade dem gå; ja, når han mærker en stærk hånd, vil han jage dem ud af sit land.«

(2 Mosebog 5 - Elohisten)

Elohistens beretning i kapitel 5 er en næsten historisk beretning. Vi kan se et stort drama. I dette drama er Farao en sand vinder – og en klog og stor konge! Farao handler klogt og rationelt. Han skaber en splittelse blandt israeliterne – han følger mottoet: - Del og hersk!

De ældste vender sig imod Moses. Skylden for den forværrede situation bliver lagt på Moses. Moses er en vild agitator – både i Faraos øjne og i de ældstes øjne! Hvis bare Moses kunne holde sig borte – så kunne de ældste måske opnå nogle rimelige kompromisser med magten – med Farao. De ældste spiller en symbolsk rolle. De repræsenterer egoet – og forstanden og fornuften. Det som Moses siger - og som Gud siger – er imod egoet – det er ikke særligt realistisk eller forstandigt. Moses råber op og stiller store krav – og følgen er at forholdene for hebræerne bliver meget værre! Moses er en fantast og Gud er så også en fantast – eller måske er Moses en af de falske profeter?

Hele beretningen bliver på den måde symbolsk. Læserne kan lære af historien. Det kan være rigtigt nok at Moses ord og gerninger medfører en forværring på meget kort sigt – men Moses har ret –han taler Guds ord. Meningen er at Israel skal blive et frit folk – et kongeligt folk af præster – meningen er ikke at deres arbejds eller leve forhold skal forbedres en lille smule! De ældste har slet ingen tro. De er realister. De kan kun se den ydre verden og verden som den er på meget kort sigt. De ældste har ingen tillid til Gud – de tror ikke at Gud kan føre dem ud af slavernes hus. Det er umuligt tænker de. Det kan ikke lade sig gøre. Vi kan se at Elohistens beretning på denne måde er henvendt til læserne og at den indeholder en mængde symboler.

De ældste har ingen stolthed. De bøjer sig bare for magten. De opgiver helt tanken om at vi skal være frie og mægtige – et folk af konger. De er små og svage. De gør sig selv til arme ofre. De kan ikke gøre noget. De kan ikke vælge. De er ynkelige. Vi kan se at der ligger en stærk kritik af de ældste i Elohistens beretning. Moses repræsenterer troen og friheden og værdigheden – og kompromisløsheden. De ældste er bange og frygtsomme. De er bange for at komme i konflikt med Farao. De er bange for at omkomme og dø. De er bange for at miste den smule som de har. De er symboler på en hel mennesketype – den type som Paulus kalder det gamle menneske!

Moses repræsenterer troen og modet – Moses er for så vidt uden frygt. Moses ved at Gud er den største – han ved at Gud vil virkeliggøre sin plan. Vi skal ikke lade os forstyrre af de små vanskeligheder som vi lige nu på kort sigt kan få øje på. Gud vil virkeliggøre sin plan. Han har magten – ikke Farao.

Dette er tegnet!

v11 Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?«

v12 Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« v13 Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« v14 Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

(2 Mosebog 3.11)

Moses sætter sig imod Guds kald. Men han siger også at hvis han skal acceptere Guds kald - så må Gud give ham et stort tegn – for ellers vil ingen tro på ham. Meningen er nok at ellers vil Moses heller ikke selv tro på Guds kald eller følge Guds kald. Når vi læser Det gamle Testamente kan vi også finde dette træk andre steder. Somme tider giver Gud et stort tegn til profeten - for at han kan virke overbevisende!

Hvad er meningen med beretningen i 2 Mosebog 3 og 4?

Efter de flestes mening sker der tre forskellige ting:

For det første afviser Gud Moses og afviser at give det store tegn som Moses beder om! Gud siger at det er en illusion at tro på den slags tegn. De ældste eller Farao vil ikke tro på Moses alligevel. Gud afviser tanken om de mægtige tegn – dvs Gud afviser tanken om at Moses skal have et tegn som kan BEVISE sagen! Gud siger at alt afhænger af troen og tilliden. Moses skal ikke se på sig selv - han skal se på gud.

For det andet giver Gud faktisk Moses nogle tegn – nemlig de tre tegn i kapitel 4! Vi kan sige at Gud bøjer sig alligevel. Efter de flestes mening er der tale om forskellige traditioner. Ifølge den ene tradition får Moses slet ikke mægtige tegn – ifølge en anden tradition får han de tre tegn i kapitel 4. Disse tegn skal overbevise Moses selv og hebræerne – eller de ældste – eller Farao.

For det tredje svarer Gud med det som han siger i vers 12 hvor Gud tydeligt nok taler om et tegn. På den vis måde går Gud altså ind på Moses tankegang. Moses vil have beviser for Gud og Guds magt og plan – og Gud bøjer sig alligevel.

Men det er meget omstridt hvad der er meningen med vers 12. Hvad er egentlig tegnet? Hvis vi opfatter begrebet tegnet som et slags synligt bevis – hvad er så beviset? Der har siden det gamle Israel været mange forklaringer på dette tegn.

Meningen er nok at den senere udvikling vil blive et tegn. Det som nu skal ske – vil bevise Guds magt og at Gud gennemfører sin plan. Israel vil blive ført ud rent faktisk og de vil rent faktisk komme til Guds eget rige og bjerg. Udviklingen vil bevise at Gud er til og at han har magten. Udviklingen vil bevise at det ikke er tilfældigt at hebræerne bliver befriet og ført over til bjerget!

Dette tegn er altså ikke et synligt ydre tegn – det er ikke en mirakel gerning som Moses kan udføre for øjnene af de ældste eller foran Farao! Moses får ikke den slags tricks! Udviklingen eller historien vil bevise sagen – den vil blive et stort tegn – i al fald for dem som har øjne at se med!

Tegnet er at Gud vil være med Moses – og med hebræerne. Gud afgiver løfterne. Han vil være med hebræerne og han vil aldrig forlade dem. Det er tegnet.

Gud siger at dette er et tegn på at det er Gud som sender Moses. Den hebraiske sætning betyder i virkeligheden to forskellige ting som begge to spiller ind i betydningen:

Dette er tegnet på at det er mig – Gud – Jahve – og ikke en af de andre guder – som sender dig.
dette er tegnet på at jeg – Gud – sender dig – Moses – og ikke nogen anden i hele verden.

Vi kan se hvordan kaldet af Moses indeholder en skjult beretning om hvordan Gud kalder ALLE mennesker. Gud kalder MIG og ikke nogen anden og han kalder lige netop MIG fordi det har en betydning i hans plan!

I det nye Testamente lever Peter og Paulus og mange andre i denne situation. De føler at de er blevet kaldet af Gud lige som Moses. Paulus taler meget om tegnene. Ifølge Paulus er hans liv og hele verden fuld af tegn. Paulus siger at når vi åbner øjnene og ser os omkring kan vi se tegnene overalt! Tegnene er noget helt andet en mirakel gerninger eller magiske tricks! Tegnene er beviserne på at vi har fået Guds velsignelse og kraft og styrke! Tegnene viser at vi er blevet frie mennesker. Den succes som Paulus oplevede i missionen – var et stort tegn. Den var et stort bevis. Paulus har fået Guds Charis – Guds nåde og velsignelse – og denne Charis viser sig på alle områder – både materielle og immaterielle områder – i fremgangen, væksten og i lykke og held!

Gud er en oprører. Gud gør oprør imod den onde gud, som vil have magten i hele verden.

En af de mest overraskende kilder vi har bevaret fra oldtiden er den græske forfatter Apollodoros som fortæller om en stor kamp imellem den gode gud – i det her tilfælde Zeus – og den onde gud – som er søen, vandet eller Tyfon – slangen eller dragen. Apollodorus fortæller at denne gigantiske kamp finder sted i Egypten – nemlig ved byen Baal-sefon! Netop i 2 Mosebog hører vi om byen Baal-sefon – for begivenhederne ved sivhavet finder sted over for byen Baal-sefon som det siges i 2 Mosebog 14! Apollodoros hører til i en meget senere tid end de bibelske tekster – men ingen ved hvor gammel myten er! De eneste vi ved er at myterne i oldtiden oftest fortaber sig langt borte i en urtid – ingen ved hvor gamle de er.

Det er et helt grundlæggende træk i oldtidens – i de semitiske myter at start tilstanden er at den onde gud har taget magten i hele verden. Den onde gud er Jam eller vandet eller Apofis eller slangen eller Livjatan. Navnene for den onde gud er utallige men grundlæggende er alle disse væsner ét og det samme væsen – lige som den gode gud har mange navne – Zeus eller Jahve eller Baal eller solguden – men grundlæggende er den gode gud ét og det samme væsen! Guden Seth i Egypten eller Zeus i Grækenland eller Jahve i Israel eller Baal hos kanaanæerne – bliver stort set det samme væsen – den samme gud. Vi finder de samme karaktertræk og de samme handlinger og den samme velsignelse!

Udgangspunktet er at den onde gud har oversvømmet hele verden. Han kræver at alle skal slave og trælle for ham. 2 Mosebog bliver også fortalt på den måde. Farao er den onde gud som kræver at alle skal tjene ham og trælle for ham. I denne situation er den gode gud en oprører. Den onde gud Jam eller Jammu eller vandet kræver at alle guderne skal tjene ham – men Baal gør oprør. Han er den eneste som er modig nok blandt guderne. Han nægter at adlyde den onde gud. Han bevæbner sig og går i krig imod den onde gud. Denne krig og kamp er derfor en befrielseskamp – Baal befrier hele verden for det onde – han sejrer over synden og døden og slaveriet. Det samme sker i 2 Mosebog. Gud er en oprører. Gud gør Moses til en oprører og giver ham kraften til at gå i krig med Farao. I Det nye Testamente er Kristus en oprører. Kristus går i krig imod døden og synden og lidelsen – han går i krig imod den onde gud som har taget magten i hele verden – og som vil undertrykke alle mennesker og gøre dem til sine slaver! Kristus er en kriger og Kristus starter et oprør og en befrielseskrig imod det onde.

De kvindelige helte.

v15 Så fik hebræernes jordemødre – den ene hed Shifra, den anden Pua – den besked af egypterkongen: v16 »Når I forløser hebræerkvinderne, skal I holde øje med de to sten [??]; er det en dreng, skal I dræbe ham, er det en pige, kan hun få lov at leve.« v17 Men jordemødrene frygtede Gud og undlod at gøre, hvad egypterkongen havde befalet dem; de lod drengene leve. v18 Derfor kaldte egypterkongen jordemødrene til sig og sagde til dem: »Hvorfor gør I det? I lader jo drengene leve!« v19 Men jordemødrene svarede Farao: »Hebræerkvinderne er ikke som de egyptiske kvinder. De er mere livskraftige [de er som dyr?], og de har født, inden jordemoderen når at komme.« v20 Gud belønnede jordemødrene, og folket blev stort og meget talrigt. v21 Fordi jordemødrene frygtede Gud, gav han dem afkom [klaner, huse].

(2 Mosebog 1.15 - Elohisten)

2 Mosebog starter med et stort tema – truslen om overbefolkningen, truslen om folkedrabet og Israels enorme frugtbarhed. Hebræerne formerer sig som frøer – som dyr. De hebræiske kvinder er som de vilde dyr – de føder og føder uden ende. De er ukontrollable – de er vilde naturvæsner. Bibelen elsker dette skema –hebræerne er en slags antitese til det borgerlige liv! Det gamle Testamente elsker det vilde – beduinerne – de mennesker som lever rent og purt og oprindeligt!

Vi har reelt to dubletter i kapitel 1. Beretningen om de to jordemødre og om Moses fødsel er i virkeligheden dubletter. Begge beretninger fortæller om at Farao søger at begrænse deres frugtbarhed og voldsomme udbredelse. Farao repræsenterer guderne som i myten prøver at begrænse menneskene som formerer sig som rotter eller som dyr!

Kvinderne er snu og snedige! Det gamle Testamente elsker disse beretninger om mennesker som snyder oog bedrager og svindler! Hele 2 Mosebog er fyldt af lovprisninger om helte som lyver – for at udvirke noget godt – for at narre den onde fjende. Moses lyver over for Farao og Moses fremhæves som en stor helt netop fordi han kan lyve og svindle og bedrage! De to jordemødre er snu og snedige – de siger bestemt ikke sandheden – de er fulde af løgn!

Hele 1 Mosebog handler om Israels overlevelse. Temaet er hele tiden: - Vil de overleve eller vil de gå til grunde? Dette tema fortsætter her i begyndelsen af 2 Mosebog. Hebræerne har godt nok overvundet barnløsheden og steriliteten – men trues de af det modsatte – drabet på sønnerne af den onde magt. Temaet er meget universelt. Alle forældre frygter hvad der skal ske deres nyfødte børn. I Mattæus fortælles historien om barnemordet i Betlehem – en parallel til historien i 2. Mosebog.

2 Mosebog fremhæver et paradoks: - Jo mere de bliver forfulgt – de mere går de frem! Jo mere hebræerne bliver truet – jo mere breder de sig! I 2 Mosebog er det et bevis på at Gud arbejder neden under tingene. Der sker ikke noget som er tilfældigt. Alting sker FOR AT. Israel er bestemt til at blive et stort og mægtigt folk – det har Gud bestemt – og det vil også ske. Farao kan intet gøre. Gud gør hvad han vil og han gennemfører altid sin vilje. Han vil at alle mennesker skal frelses og befries!

Beretningen i kapitel svarer til løfterne i Det gamle Testamente. Gud har afgivet sine løfter og nu går løfterne i opfyldelse. Den sterile kvinde skal føde utallige sønner som Esajas siger. Hebræerne skal fylde hele landet og brede sig ud over hele verden. Alle løfterne til Abraham går nu i opfyldelse.

Det gamle Testamente har utallige kvindelige helte – ikke mindst hos Jahvisten – men her hos Elohisten. De to mødre er sande kvindelige helte.

Efter manges mening er beretningen i virkeligheden en gammel myte. Denne myte har fortalt om de to urkvinder eller de to gudinder som blev mødre til alle mennesker. Beretningen eller myten er oprindelig en skabelsesmyte. Vi er alle kommet ud af de to kvinders legeme. De to kvinder er vore mødre. Vi er deres tapre sønner. Det hedder at de to kvinder får – som belønning – huse eller klaner eller slægter. Den oprindelige mening er nok at de er stammødre – matriarker – til alle mennesker. Elohisten har brugt denne gamle myte og skrevet den om.

Opfattelsen af kvinden og kvindens natur og væsen er meget positiv! Det gamle Testamente kan godt udvise en meget negativ kvindeopfattelse – en meget og ubehagelig maskulin opfattelse – men der er rigtigt mage eksempler på den positive opfattelse. Kvinden og livet er symbolsk forbundet i det gamle Testamente. Kvinden er lige som Gud – livet kommer ud af hendes liv. Kvinden er en skaber og en moder. Hun er tættere på guderne end vi er – det er temaet i Det gamle Testamente!

Mara - Løfterne – I skal aldrig nogen sinde igen rammes af nogen sygdom!

v22 Moses lod nu Israel bryde op fra Sivhavet, og de drog ud i Shur-ørkenen. De gik tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand. v23 Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det smagte bittert. Derfor kaldes stedet Mara. v24 Da gav folket ondt af sig mod Moses og spurgte: »Hvad skal vi drikke?« v25 Moses råbte til Herren, og Herren viste ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk.

Dér fastsatte han lov og ret for folket, og dér satte han det på prøve. v26 Han sagde: »Hvis du er lydig mod Herren din Gud og gør, hvad der er ret i hans øjne, lytter til hans befalinger og holder alle hans love, så vil jeg ikke påføre dig nogen af de sygdomme, jeg har påført egypterne, for jeg er Herren, der læger dig [Jeg er Jahve – din læge].«

(2 Mosebog 15.22)

Begivenhederne ved Mara ude i ørkenlandet er skelsættende. Gud lover Israel helbredelsen. Vores liv og vores velfærd og trivsel trues af døden og sygdommen – blandt andet. I Det gamle Testamente er fremgangen og lykken – Shalom – en tilstand af sundhed og helbredelse. Gud giver livet – han er den eneste kilde til livet. Gud giver sundheden og kraften og overskuddet – han er den eneste kilde. – Der er ingen trolddom eller falsk lægedom i Israel – som det hedder i Mosebøgerne. Hvis vi tror at verdens læger og healere kan gøre os raske – lever vi i en illusion! Gud er den eneste healer som findes. Der findes ikke nogen anden læge end gud i himlen!

Vi tror vi kan gøre os raske og helbrede os selv ved riter og magi og medicin og piller! Det er en illusion. Gud er den eneste som kan helbrede – på samme måde som Jesus er en helbreder – en healer. Jesus er en læge.

Gud giver livets træ tilbage til Moses – til menneskene – sådan er Mara episoden blevet fortolket af de gamle jødiske kilder. Israel får livets træ – de får alle løfterne. Gud ramte Egypten med forfærdelige sygdomme. Gud har magten over alle sygdomme. Han kan sende og tilbageholde alle sygdomme. Gud bestemmer om vi skal rammes af sygdomme. Gud lover at hebræerne aldrig mere skal rammes af nogen sygdom. Gud vil være deres konge og Gud vil beskytte og værne dem imod al sygdom.

Sygdommen ydmyger og nedværdiger os. Sygdommen gør os små og svage og helt afmægtige. Gud vil at vi skal være stærke og mægtige – derfor gør han os sunde og raske og friske - livsduelige. Gud gør os kraftfulde og potente og frugtbare. Gud giver os de fysiske kræfter og det fysiske overskud. Guds rige er at leve i sundhedens og helbredelsens rige. Helbredelsen kræver ikke at vi gør noget eller tænker noget eller føler noget. Jesus spørger bare den syge mand ved Betesda. – Vil du være rask? Vi skal ikke gøre noget for at blive raske eller helbredte. Vi kan godt tro på at Gud er vores og den eneste healer som findes – han har evnen og han har viljen. Alle helbredelser er i den forstand mirakuløse – når jeg bliver rask er det et stort tegn!

Det eneste vi skal tage stilling til er om vi vil være raske! Vi skal blot give slip og være villige til at modtage helbredelsen. Helbredelsen kommer af sig selv – dvs den kommer fra Gud – den kommer fra himlen.

Helbredelsen er det samme som det levende vand. Det levende vand gør os raske og giver os nyt mod på livet. Når vi drikker af det levende vand – lever vi ikke længere i verden – vi lever i Guds rige. I Guds rige er der ingen sygdomme. I Paradiset var der ingen sygdomme – ingen lidelser. Vores natur er at leve i Paradiset – vores rette natur er at være friske og raske. Den tilstand er vores naturlige midterpunkt – lige som et pendul har sit naturlige midtpunkt.

v1 Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. v2 Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. v3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. v4 Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af.

v5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. v6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« v7 Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« v8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« v9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

(Johannesevangeliet 5.1)

Vi ofrer vore børn - for at vi selv kan leve.

v24 I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. v25 Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans [Moses’] kønsdele [hun smurte blodet på Moses’ penis] og sagde: »Nu er du min blodbrudgom [htn]!« v26 Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom [htn] om omskærelsen.

(2 Mosebog 4.24 – Jahvisten engang i 900 tallet f. Kr.)

Vi har bevaret et væld af legender og myter fra oldtiden som handler om at hvis vi ofrer vore børn til guderne – så kan vi selv leve og trives. Tanken virker aparte set fra et moderne synspunkt – men oldtidens tankegang er ikke som vores. Denne tanke var en ikke unaturlig tankegang for oldtidens mennesker. Børn var heller ikke helt det som børn er hos os.

Sippora frelser sin mand ved at ofre sin søn. Sippora omskærer sin mand på en vis symbolsk måde – og derved frelser hun sin mand. Beretningen viser altså hvordan vi kan leve og trives ved at ofre – blodige ofre eller symbolske blodige ofre. I det nuværende gamle Testamente er der en klar henvisning til påskeofferet i den paskale nat. De to ofre fungerer på samme måde. Forskellen er at i det ene tilfælde ofres påskelammet som en substitut og i den anden historie ofres Moses søn som en substitut. Men forholdet til guderne eller ånderne eller magterne er det samme. Livet er truet af en forfærdelige ulykke og vi griber til mægtige ofre.

Vi har bevaret en berømt myte om Kronos som overfaldes af frygtelige plager og lidelser og er ved at gå til grunde. I den situation slagter og ofrer Kronos sin søn til himmelguden og omskærer sig selv. På den måde skaffer han sig gudens velvilje. Guden bliver forsonet. Blodet renser også for døden og lidelsen og synden. Blodet fra omskærelsen og blodet fra det dræbte barn renser Kronos så han kan leve.

I Dommerbogen fortælles det at dommeren Jefta slagter og ofrer sin egen kødelige datter for at han selv kan lykkes og trives og leve. Abraham gør det samme med Isak – bortset fra at offerhandlingen bliver afbrudt i sidste øjeblik. Men tanken er den samme. Hvis Abraham ofrer sin søn Isak vil Abraham få utallige sønner - alle løfterne vil gå i opfyldelse.

Gud bliver tilfredsstillet ved offeret – Gud indstiller sit angreb på Moses. Sønnens blod er en erstatning for Moses’ blod. Gud optræder som en slags ond ånd – som en blod hungrende dæmon. Sippora frelser sin mand Moses ved at ofre sønnen og ved at rense Moses med blodet fra sønnen. Den onde ånd vil have blod og er ikke tilfreds med mindre. Det samme træk findes i den paskale nat. Den onde ånd Ødelæggeren – Mashit – bliver narret af blodet på dørene og tror at et menneske er blevet ofret.

Vi ved næsten intet om omskærelsens ritual i det gamle Israel. Vi ved at man oprindeligt omskar de unge mænd kollektivt i aldersgrupper som en indvielse til voksen livet og seksuallivet. Ved denne omskærelse bliver den unge mand en fuldgyldig borger og indviet til ægteskabet. Han bliver også renset fordi forhuden er en kilde til evig besmittelse og urenhed. Ordene uren og uomskåret er synonymer.

Teksten indeholder ingen som helst forklaring på at Gud vil slå Moses ihjel! Det er sandsynligvis håbløst at spekulere i evt årsager! Faktum er blot at Moses kommer ud i en forfærdelig fare – og at han overlever takket være det som Sippora gør. Sippora ofrer sønnen – i al fald symbolsk – og hun smører blodet fra flintekniven på Moses kønsdele. På den måde beskyttes Moses og han renses. Der sker en soning. Moses frelses ved blodet fra sønnen – på samme måde som de kristne siden hen frelses ved blodet fra korset. Blodet er fyldt med en overnaturlig kraft. De holder de onde ånder borte. Det renser – lige som præsterne renser alteret med blod – lige som præsterne renser de spedalske med blodet fra offerdyrene. I den senere jødedom trækkes blodet fra de nys omskårne – det vil sige man tager blodet fra de omskårne og smører det på mennesker og ting. Blodet er magisk – beskyttende – guddommeligt. Blodet er kraft og liv – og frugtbarhed og lykke og frelse. Vi ved også at blodet blev brugt til at binde mennesker sammen – de blev blodbrødre. Man bliver beskyttet af sine blodbrødre. Brødrene vil hævne hinanden i blodhævn og blodfejder. Når man bliver omskåret bliver man en af brødrene og de vil hævne mig hvis jeg bliver dræbt af fjenden.

Moses er en helt. Moses bliver stærkt nedtonet i Det gamle Testamente.

2 Mosebog er blevet sammenlignet – især af den amerikanske forsker Propp - med et eventyr – et eventyr om en helt. På den måde kan vi sammenligne med utallige andre og lignende fortællinger og eventyr fra oldtiden. Vi kan se at Moses historien indeholder en lang række træk som er typiske for sådanne helte sagn eller helte fortællinger.

Helten bliver udvalgt og testet og han år magt eller magiske våben. Han år en mission eller en opgave – han skal besejre de onde kræfter. Han fjerner sig bort fra det onde område og vender siden tilbage – fornyet, genfødt og med overnaturlige kræfter. Helten får et tegn eller et sår eller et mærke som gør ham anderledes og giver ham kraft. Helten kæmper imod den onde fjende og besejrer de onde kræfter. Helten forfølges men bliver alligevel reddet på overnaturlig vis. Vi kan se en mængde ligheder mellem Moses historien og andre af oldtidens heltefortællinger.

Alligevel er Moses historien meget anderledes – på mange måder passer den ikke til skemaet fra oldtiden. Men det mest interessante er måske at Moses helterolle bliver meget nedtonet i Det gamle Testamente generelt! Moses spiller faktisk ikke nogen stor rolle i det gamle Testamente! Helterollen fra den egyptiske historie bliver siden slet ikke tillagt Moses – men bliver tillagt Jahve! Jahve bliver helten i historien. Det er Gud som er helten! Moses glider meget i baggrunden.

Moses får Guds stav.

Moses får Guds stav – han får Guds våben og han får Guds alstyrke og almagt. Der er enorme teologiske konsekvenser i fortællingen om Moses og staven. Moses kommer til Gud – ved busken – med sin egen stav – Moses er en fårehyrde – men da han går bort har han fået Guds stav. Der er kun een stav! Enten kan vi forestille os at Moses egen stav er blevet byttet ud med Guds stav eller vi kan forestille os at Moses egen stav – hans egen magt eller kraft eller evne – er blevet forvandlet eller transsubstantieret til Guds stav. Vi kan sige at Moses låner Guds stav. Som bekendt kunne man i det gamle Babylon låne eller leje Guds stav. Når man har Guds stav handler man på Guds vegne – man er en gud i verden eller man er som Gud – som det netop siges om Moses i 2. Mosebog. Moses taler som en gud. Han siger: - Hør! Jeg er Jahve! Moses handler som om han er Gud selv. Når Moses løfter sin arm eller sin stav – er det Gud som løfter sin arm. Gud har givet Moses al magten – hele almagten.

Vi kan også sige at da Moses forlader den brændende busk – bliver han klar over at den stav som han hele tiden har haft i sin hånd – er Guds stav! Moses ser tegnet og Moses bliver overbevist om Guds ord og kald. Der er kun een magt og kraft – Guds magt!

Moses får Matteh Elohim – det vil sige han får Guds stav eller han får den stav som er Elohim eller den stav som er Gud. I teksten kan vi se at beretningen skifter frit imellem Moses og Jahve. Snart er det Jahve som kløver vandene – snart er det Moses som gør det. Der er ikke længere nogen forskel. Det giver ikke i 2. Mosebog nogen mening at skelne mellem hvad Gud gør og hvad Moses gør. Jahve går i krig mod Farao for at befri sit folk – men samtidigt går Moses i krig med Farao for at befri Israel. Moses slår på Nilen i 7 dage så Nilen begynder at bløde på grund af sårene. Gud slår på Nilen – de onde og vældige vande.

Satven er i 2. Mosebog et våben. Guds Matteh eller stav er et aggressivt våben – i al fald primært. Ordet Matteh eller stav betyder noget som er udstrakt. Når man strækker sig kan man nå længere – og få mere magt. Man kan bedre ramme sine fjender. Begrebet staven er i Mosebøgerne et våben – et scepter eler et spyd eller en kølle eller en lanse. Staven er Guds lynild eller storm eller orkan. Meningen med staven er at den skal tilintetgøre den onde fjende.

Vi kan alle steder i Det gamle Testamente se at Guds stav hænger sammen med hans kamp og hans vrede. Staven er også en hyrdestav og den er også en vejleder – Gud er også en fårehyrde – men hans stav – og Moses stav – er primært et dødbringende aggressivt våben!

Moses er en vikar – på helt samme banale måde som en vikar i en skole. Moses er i alle praktiske henseender den samme som Gud. Moses handler i stedet for Gud og med fuldstændig den samme magt og styrke som Gud. Der er ingen forskel. Andre steder i Det gamle Testamente kan vi se at kongen udøver Guds magt og bærer Guds stav og scepter. Gud giver sin stav til de fremmede konger – til Kyros fra Persien for at han skal besejre Babylon – hos Esajas – Gud giver sin stav til Nebukanezar.

Den stav som Moses har i hånden er en slags projektion af Guds arm. Ordene staven og armen skiftes ofte ud og de bruges som synonymer. Moses har fået Guds egen arm – hans løftede faretruende arm. Moses udøver ikke sin egen magt på en vis måde – han udøver gudernes eller den guddommelige magt. Staven er en slags epifani af Gud – Gud er inden i staven eller Gud viser sig i staven. Guds arm er usynlig – men den viser sig i Moses arm. Vi har fået Guds stav og arm. Vi har fået al magten i verden. Vi kan gøre alt det som Gud kan gøre. Gud kan ikke gøre noget som vi ikke kan gøre. Når vi gør det – er det Gud som gør det. Det er meningen med Moses historien. Moses historien er dybest set en historie om alle mennesker og om det som Gud gør med alle mennesker. Gud giver al magten til Moses. Gud giver al magten til Messias – hans salvede. Moses er Herrens salvede. Vi er Herrens salvede. Gud ophøjer os og tager os ud af ydmygheden og svækkelsen. Gud gør os store og mægtige. Vi bliver hans sønner. Han bliver til vores fader. Faderen udøver al sin magt og vælde igennem sønnen. Gud realiserer sig selv igennem os – Herrens udvalgte og salvede. Vi er alle sammen Moses. Vi er alle sammen konger for Vor Herre.

Vi har fået Guds stav – det vil sige at Gud har lagt sin Ruah – sin hellighed og sin ånd – ind i vores sjæl og legeme. Gud handler igennem os. Vi er på en måde Guds lemmer og legeme. Vi er ikke små eller svage og vi er ikke arme ofre. Gud har givet os sin egen stav.

v22  Min [Guds] hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.
v25  Min trofasthed og godhed skal være med ham,
i mit navn skal hans horn løftes.
v26  Jeg giver ham magt over havet,
herredømme over floderne.

(Salme 89.22)

Moses i Apostlenes Gerninger. Moses er et billede på Kristus.

v13 Næste dag gik han igen ud, og da så han to hebræere i slagsmål. »Hvorfor slår du din kammerat?« spurgte han ham, der havde skylden. v14 Men han svarede: »Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?«

(2 Mosebog 2.13)

Det er et massivt gennemgående tema i Mosebøgerne at Israel har det meget svært med Moses! Vi kan sige at det indledende spørgsmål som hebræeren stiller i 2 Mosebog 2.14 bliver et gennemgående tema i hele Moses historien. Israel bliver ved med at tvivle på Moses. Moses får aldrig nogen sikker status eller autoritet i Israel. Israel pønser hele tiden på at vende tilbage til Egypten. Israel gør nar af Moses. Israel har meget svært ved at se Moses’ overnaturlige kald og mission. Moses bliver ved med at være isoleret – en outsider. Han hører ikke til aristokratiet – ikke til de ældste. Han har svært ved at fastslå sin autoritet. Han bliver svag og frygtsom. Billedet af Moses i Toraen er i sandhed meget menneskeligt!

I det nye Testamente kan vi se at denne tråd bliver fortsat direkte. Moses er en profet – Guds profet. Folket burde adlyde ham og høre på ham – men folket falder hele tiden fra. Moses taber igen og igen. Hele historien både i Det gamle og i det nye Testamente er skrevet til læserne. Historien er ment som en advarsel. Tænk på hvad der skete dengang og gør ikke de samme fejl een gang til! Profeten er Guds mund og hans stemme. Fædrene var store syndere igen og igen – gid I dog må lære noget af denne elendige historie!

I Apostlenes Gerninger er Moses et slags billede på Kristus. Moses citeres for at der engang vil fremstå en profet som ham selv – og den profet er i følge Apostlenes Gerninger profeten Jesus fra Nazareth! Jesus er blevet forudsagt af Moses. Jesus er sendt af Gud lige som Moses blev sendt af Gud. Israel er et ulydigt folk. Det er et folk af stivnakkede mennesker – de er aldeles uomskårne på hjertet og i øret! Israel lukker sig for sandheden. Israel afviste Moses og forfaldt til de hedenske guder – lige som Israel nu har lukket sig for Jesus og sømmet ham op på et kors. Israel vil blive straffet for sin ufattelige halsstarrighed og dumhed og døvhed! Historien gentager sig!

v35 Den Moses, som de afviste med ordene: Hvem har sat dig til at være herre og dommer? – ham sendte Gud som herre og befrier, hjulpet af den engel, der havde vist sig for ham i tornebusken. v36 Det var ham, der førte dem ud, og som gjorde undere og tegn i Egypten og ved Det Røde Hav [!!] og i ørkenen i fyrre år. v37 Det var den Moses, som sagde til israelitterne: ›Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne.‹ v38 Det var også ham, der i menigheden i ørkenen var sammen med englen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og med vore fædre, og han modtog livgivende ord at give os.

v39  Ham ville vore fædre ikke adlyde, de afviste ham og vendte i deres hjerte tilbage til Egypten v40  og sagde til Aron: ›Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af Egypten.‹ v41  I de dage fremstillede de så en kalv og ofrede til afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk. v42  Da vendte Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i Profeternes Bog:
      Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre
      de fyrre år i ørkenen, Israels hus?
       v43  Teltet med Molok førte I med jer
      og jeres gud Raifans stjerne,
      de billeder, I har lavet for at tilbede dem.
      Så fører jeg jer bort til et sted
      på den anden side af Babylon.
v44  I ørkenen havde vore fædre Vidnesbyrdets telt, og det var sådan, som han [Gud], der havde talt med Moses, havde befalet ham at indrette det, efter det forbillede, Moses havde fået at se. v45  Det telt overtog vore fædre, og de bragte det med sig, da de under Josva tog landet i besiddelse efter de folkeslag, som Gud drev bort foran vore fædre, og sådan var det indtil Davids tid. v46  Han fandt nåde for Guds øjne og bad om, at han måtte finde en bolig til Jakobs Gud. v47  Men det blev Salomo, der byggede ham et hus. v48  Dog bor den Højeste ikke i huse, bygget af hænder – som profeten siger:
       v49  Himlen er min trone,
      jorden min fodskammel;
      hvilket hus skulle I kunne bygge mig,
      siger Herren,
      eller hvilket sted skulle være min bolig?
       v50  Har min hånd ikke skabt alt dette?
v51  I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. v52  Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige [Messias] ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. v53  I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.«

(Ap gerninger 7.35)

Moses og busken. Guds ild er inden i os. Vi brænder indeni og vi har Guds flammende ånd.

v1 Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. v2 Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, v3 og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke [op eller bort]?«

(2 Mosebog 3.1)

Der er i tidens løb givet mange forskellige fortolkninger af Moses syn. Beretningen om busken findes kun hos jE kilden – slet ikke i præsteskriftet.

Noget er vi ret sikre på. Vi ved at ilden er et symbol på Gud i hele Bibelen også i Det nye Testamente.

Ilden er i Bibelen forbundet med en række egenskaber: Den er mystisk og uforståelig. Den er ét med lyset og den er et gode for menneskene. Men ilden er også farlig og den kan ikke beherskes eller kontrolleres – lige så lidt som Gud kan kontrolleres. Ilden er rensende – både fysisk og psykisk kan vi sige. Man stiger op til Gud gennem en forfærdelig ild som brænder det jordiske bort. Det kan vi se med Elias beretningen og med Samson historien. Ilden er Gud selv eller Guds helligånd som falder ned fra himlen. Ilden dræber de onde fjender men den er også godgørende. I Pinsen i Apostlenes Gerninger kommer Guds hellige ånd ned på jorden som en ild eller ildebrand. Elias nedkalder ofte en Guds ild fra himlen.

v18 Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel.

(2 Mosebog 19.18)

Herrens herlighed er blandt andet hans lys, hans ild og hans røg. Røgen er som røgen eller røgelsen i templet – den skjuler Gud som er omme bagved eller Gud er inden i røgen og ilden – røgelsen viser at Gud er nærværende – kan vi sige:

v15 Så gik Moses op på bjerget. Skyen dækkede bjerget, v16 og Herrens herlighed tog bolig på Sinajs bjerg. I seks dage dækkede skyen bjerget, og på den syvende dag kaldte han på Moses inde fra skyen. v17 For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top. v18 Men Moses gik ind i skyen og op på bjerget, og han blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter.

(2 Mosebog 24.15)

v36 På hele deres vandring fra sted til sted brød israelitterne op, når skyen løftede sig fra boligen. v37 Men hvis skyen ikke løftede sig, gjorde de det ikke; de brød ikke op, før den løftede sig. v38 For Herrens sky var over boligen om dagen, og om natten var der en ild i den for øjnene af hele Israels hus på hele deres vandring fra sted til sted.

(2 Mosebog 40.36)

Gud brænder mennesker og dyr op når de kommer ham for nær eller når de ser ham. Hvis vi kommer til at se Guds ansigt – vil vi komme til at brænde op. Nogle af disse forestillinger bliver siden hen til en forestilling om et helvede hvor sjælene brænder op til evig tid.

Paulus er en stor zelot og han brænder af nidkærhed for Herren. At brænde hører sammen med Gud. De hellige er dem som brænder for Herren. Inden i Paulus flammer en hellig ild – han er brændende i sin iver for Herren. Gud og ilden hører meget tæt sammen i Bibelen.

Busken er på en måde det samme som bjerget – Sinajs eller Horebs bjerg. Siden bryder Guds hellige bjerg ud i store flammer. Når Gud viser sig udbryder enorme ildebrande og skovbrande som lægger hele jorden øde. Gud bevirker at hele Jordan dalen brænder op – byerne Sodoma og Gomorra men også utallige andre byer. Gud viser sin ånd og kraft ved at sprede ilden ud over jorden. Ilden er et enormt symbol i det gamle Testamente.

Fra gammel tid er den brændende busk blevet fortolket som Moses eller Israel eller som mennesket. Mennesket er en form som inden i indeholder Gud og Guds ånd og Guds ild. Ifølge Paulus lever Kristus nu inden i mennesket. Guds ild lever i alle mennesker. Vi er beholdere eller skikkelser eller ydre former for Gud som er inden i. trods at Guds ånd og ild er inden i os – så brænder vi ikke op. Ilden fortærer os ikke. Moses ser et under – for busken brænder jo ikke op – den bliver ved med at eksistere! På samme måde kan vi sige at hvert enkelt menneske ikke brænder op – det skal ikke gå fortabt – vi indeholder inden i Guds ånd og ild og kraft.

Efter denne fortolkning af busken udtrykker historien på en måde evangeliet. Guds helligånd er kommet ned på jorden og den brænder nu inden i alle mennesker – inden i alle som har troen. Det er det billede vi finder hos Paulus i Galaterbrevet. Mennesket er måske et skrøbeligt kar – i kødet – lige som den ydmyge lille busk – men det er mindre væsentligt for indeni brænder Guds ild og ånd. Den virkelige virkelighed er ikke den ydre virkelighed – busken eller dette mærkelige syn som Moses siger – den sande virkelighed er den usynlige indre virkelighed!

Moses’ moder er hellig. Hun er vores frelser.

v1 Der var en mand af Levis slægt, som giftede sig med en datter af Levi. v2 Kvinden blev gravid [for første gang] og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig [Tob – god, smuk, levedygtig, sund og rask] han var, holdt hun ham skjult i tre måneder. v3 Da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv [Teba – en ark], tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. v4 Hans søster stillede sig et stykke derfra for at se, hvad der skete med ham.

(2 Mosebog 2.1 - Jahvisten)

Teksten fremstillerhistorien som en ny skabelse og som et ekko af begivenheder i urtiden – i 1. Mosebog. Moses’ moder fremstilles som lignende moderfigurer i oldtidens myter. På en måde kan vi sige at Moses’ moder er en frelser – hun frelser gudsmanden eller gudssønnen – Moses. Hun spiller rollen som Gud – hun er Guds arm eller hænder. Hun er Guds legeme. Moses’ moder er en frelser og hun er på en måde vores frelser. I og med at hun frelser Moses – frelser hun hele Israel. Hun er en slags gud som en erstatning for Gud. Jahvisten skildrer ofte Gud som den der trækker i trådene bag kulisserne. Gud er kraften eller impulsen og Gud er inden i Moses’ moder. Moses moder er en levit – levitterne er de førstefødte – levitterne er i det gamle Israel de hellige. Levitterne tjener Gud - de skal ikke arbejde. De tilhører Gud – de er hans første fødte hellige sønner og døtre.

I 1. Mosebog skildres hvordan Gud skaber Adam og undersøger ham for om han har fejl. Gud så at Adam var perfekt og helt uden fejl. Meningen ligger i at det gamle Israel praktiserede at sætte børn ud i naturen. Hvis barnet ikke er sundt og rask og levedygtigt satte man det ud. Vi kender dette træk fra hele det gamle Testamente. Ezekiel siger at hele Israel er et sådant barn som er blevet sat ud i naturen for at dø – men at det bliver fundet af Gud!

Moses’ moder er en frelse og Moses’ frelse er en gentagelse af Noa historien. Noa frelses ved at han redder sig i en Teba som det hedder. Moses bliver også reddet og sat i en Teba. Ordet Teba – beholder eller kurv eller æske – bruges kun disse to steder i hele Det gamle Testamente.

Moses’ moder er snu og snedig og hun narrer den onde gud som vil dræbe moses. Faraos lov lyder at de skal kyle og kaste de små drengebørn midt ud i vandet – vandet er de dødes rige. Moses’ moder omfortolker Faraos lov. Dels kyler og kaster hun ikke Moses. Dels sætter hun ham forsigtigt og beskyttet i en Teba. Dels sætter hun denne Teba helt inde ved bredden – halvvejs på bredden – i Nilen. Hun håber på eller ved at Moses vil blive fundet. Hun er en guddommelig mytisk frelser og hun overvinder den onde gud – Ødelæggeren – ved sin visdom eller kløgt eller snuhed!

Historien har en mængde ligheder med de myter vi kender fra oldtiden. Moses’ moder fremstilles som moderen i myten om Sargon. Hun fremstilles som Isis der er moder til Horus barnet. Moses er på en måde Horus barnet og han er et billede på det lille Jesus barn som kommer i stor fare og frelses ved en underfuld frelse. Moses’ fødsel er en slags jul i en kristen begrebsverden. De jødiske legender fortæller at hele verden blev oplyst af et stort lys den nat hvor Moses blev født!

Moses’ moder er en præstinde lige som Sargons moder i myten om Sargon som bliver sat ud i de vældige vande af sin mor! Moses’ moder er en frelser. Vi kan sige at tanken hos Jahvisten er at Gud er vores moder – og at vi er kommet ud af hendes liv – alle sammen! Hun frelser os og føder os og opretholder os og nærer os!

Det hebraiske ord Teba blev siden hen brugt om den kasse eller det skrin som indeholdt Tora rullerne i synagogen. Teba betyder det allerhelligste eller pagtens ark eller et slags alter.

Ordet Teba er antageligt et låneord ra egyptisk – tbt på egyptisk som betyder en beholder. Ordet findes også på græsk nemlig en Thibis – en kurv eller en beholder! Moses Teba bliver tætnet med tjære eller beg – præcist som i oldtidens andre myter. Moses’ moder optræder som en gudinde som snarrådigt og klogt frelser sin første fødte søn – sin elskede søn. Sådanne kvindelige idealer findes mange steder hos Jahvisten.

Jahvisten skriver at Moses’ moder er en direkte datter af Levi – altså Jakobs søn! Når vi læser slutningen af 1. Mosebog og begyndelsen af 2. Mosebog hos Jahvisten og i hele Toraen år vi klart indtryk af at der ikke går lang tid! Moses moder er et barnebarn af den gamle Jakob som udvandrede fra Kanaans land! Der er ikke gået lang tid i Egypten. Josef er godt nok død nu – men det er ikke så længe siden! Der er for så vidt ikke gået 400 år som det hedder andre steder – for det lille Moses barn er kun et barnebarn af Levi – en af Jakobs sønner!

Hvad sker der når mennesker møder Gud?

v9 Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. v10 Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre [tage] mit folk israelitterne ud af Egypten.«

v11 Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?«

v12 Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« v13 Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?«

(2 Mosebog 3.9)

Hele Bibelen indeholder beretninger som den oven stående – mennesket kaldes af Gud eller møder Gud. Disse beretninger ligner hinanden – vi kan sige at de udgør en litterær genre i Bibelen. Paulus og Peter og Maria ved den tomme grav er også eksempler på denne genre – kaldet af mennesket. Mennesket ser Gud og bliver sendt ud i verden med en mission eller opgave og med en fuldmagt.

Formålet med Moses beretningen er således også at sige noget alment om denne menneskelige situation. Historien handler ikke kun om Moses – den er også skrevet til læserne af Elohisten og af Mosebøgerne! Beretningen skal fortælle dem noget som de selv kan bruge.

Det mest afgørende er nok at Gud afviser Moses! Moses reagerer med egoet kan vi sige. Moses spørger: - Hvem er jeg at jeg skal gøre alt dette? Jeg er lille og svag. Jeg er ikke en af de ældste. Jeg har ikke stor magt. Jeg har mange slette egenskaber. Moses siger til Gud at han ikke er stærk nok og han siger til Gud at han ikke vil! Moses sætter sig imod kaldet fra Gud. Han er bange. Han vil helst være fri.

Gud afviser egoet. Gud afviser Moses når han siger at han er en arme synder! Det er ikke sandt siger Gud! Du er ikke en arme synder! Vi kan også høre Paulus’ ord fra Galaterbrevet: - Vi er ikke arme syndere! Gud afviser at mennesket skulle være en arme synder – mennesket er ikke lille og svagt siger Gud.

Gud afviser Moses og svarer overhovedet ikke på hans spørgsmål: - Hvem er jeg? Gud afviser totalt Moses. I stedet siger Gud hvem han selv er! Gud siger at han til evig tid vil være med Moses, aldrig forlade ham og altid vil give ham sin kraft, nåde og velsignelse. Gud giver ham tegnet – dvs Gud garanterer ham at han vil få held og lykke. Tingene vil faktisk lykkes for Moses. Gud vil sørge for at Moses får succes. Gud vil gøre Moses til en vinder!

Løfterne er det mest centrale i hele Bibelen. Gud giver alle løfterne til Moses. Gud siger at Moses vil lykkes med at tage dem ud af slavernes hus. At tage dem ud betyder måske at gøre dem frie – idet ordet bruges om slaver som blev frigjorte – de blev taget ud med det hebraiske udtryk. Selv om Guds plan ser faretruende ud – selv om det ser ud til at være en livsfarlig opgave for Moses – så garanterer Gud ham at han vil få succes – han skal sejre og vinde.

Gud siger at egoet eller Moses egen natur eller egenskaber ikke er afgørende. Moses skal ikke se på sig selv – han skal se på Gud. Moses får Guds ånd og Guds almagt og stav og stok. Hvad Moses kan på egen hånd er egentligt ligegyldigt – for det er Gud som vil handle. Moses skal være Guds arm og hænder og ydre legeme. Moses stirrer på det ydre og på sin egen person – men han stirrer på noget som ikke er vigtigt. Israel vil blive ført til Guds eget hellige bjerg og der skal de bo til evig tid. Gud afgiver løfterne lige som Gud giver løfterne til Abraham og David.

Jeg vil være med dig er et udtryk som kommer utallige gange i Det gamle Testamente. Det er også kendt fra Josef historien. Josef bliver hele verdens herre og konge – Gud er med ham. Når Gud er med os bliver vi mægtige, rige, frie og glade og lykkelige. Vi får materiel og ikkemateriel fremgang. Vi kommer til at leve i en strøm som består af Guds velsignelse – i det ydre og i det indre. Gud kalder ikke Moses til et liv i lidelse og modgang – Gud kalder Moses til et liv i overflod og rigdom og magt!

Vi lever nu i Paradiset.

Bibelens centrale budskab er at vi tager fejl i vore tanker og forestillinger. Vi tror at vi lever i en elendig verden – i syndens verden eller i elendighedens verden. Vi tror at vi lever i dødens verden. Bibelen siger at det gør vi ikke. Vi lever nu i Paradiset – vi lever nu i Guds rige. Det er det som er det centrale budskab i Mosebøgerne – og hos profeten Esajas – og i Det nye Testamente! Hvordan kan I dog tage så meget fejl? Sådan lyder det centrale spørgsmål fra Bibelen til os mennesker. Det er sådan som Paulus taler i Galaterbrevet. Galaterne tager helt fejl. Hvorfor husker de ikke på det som skete? Hvorfor ser de sig ikke omkring og lukker øjnene op? Over alt er velsignelsen og nåden og kraften og Helligånden! Hvorfor bruger de ikke de øjne og sanser som de har fået af Gud?

Josvabogen om hebræernes overgang over Jordan.

Vi har bevaret tre forskellige beretninger om begivenhederne ved sivhavet – nemlig JE kilden, Præsteskriftet og Sangen i 2 Mosebog 15. Disse tre kilder er indbyrdes meget forskellige.

I Det gamle Testamente sammenlignes sivhavet ofte med beretningen om overgangen over Jordan. Hvis man undersøger sammenhængen nøje kan man se at Josvabogen kender JE kilden – altså Jahvistens og Elohistens beretning – men ikke P kilden. Der således i detaljerne forskellige træk der viser at skildringen i Josvabogen ligner JE kilden. P kilden hævder at vandene ved sivhavet bliver rejst som to lodrette mure af vand og at hebræerne gik tværs igennem. Dette under blev iværksat øjeblikkeligt – Gud tager ikke nogen tid for at udføre miraklet. Derimod fortæller jE kilden at vandet i sivhavet bliver blæst bort fordi Gud blæste på vandet hele natten. Her tager miraklet altså lang tid. Også i Sangen tales om at vandet bliver blæst op i en dynge eller bunke – på hebraisk en Ned. Josvabogen minder mest om skildringen i Sangen og i JE kilden.

I Exodus beretningen bliver hebræerne ført ud af Egypten under ledelse af en engel eller af en søjle af røg og ild – som i virkeligheden er Gud selv. I Josvabogen kan vi se at hebræerne på samme måde bliver ørt og ledet af Herren eller pagtens ark. Pagtens ark er på en måde det samme som Herren – som vi kan se af teksten. Gud fører hebræerne hen over Jordan som er blevet udtørret ved at vandet er blevet blæst bort – eller forhindret. I Josvabogen er der ingen steder tale om lodrette mure af vand som i præsteskriftet! Underet forklares på en helt anden måde.

Da hebræerne forlader Egypten siges det at de ikke ved hvad vej de skal gå! De kan ikke selv finde vej. De er som en fåreflok. Det samme træk genfindes her i Josvabogen – hebræerne ved ikke hvad vej de skal gå og de har aldrig gået der før. Begge begivenheder er epoke skabende – de adskiller hele tidslinjen i store epoker. Da hebræerne er komet over Jordan og ind i det forjættede land – begynder den historiske tid! Jordan overgangen er enden på den mytiske tid – skabelsestiden. I det forjættede land skal hebræerne nu leve på en helt anden måde. Den almindelige menneskelige tid starter!

Josva optræder mange steder i Josvabogen som en ny Moses. Det som han her siger til hebræerne at de skal stå stille og se Herrens store tegn og undere svarer også helt til det som Moses siger ved sivhavet.

v1 Næste morgen brød Josva op fra Shittim sammen med alle israelitterne og kom til Jordan; der blev de, indtil de gik over. v2 Tre dage efter gik skriverne igennem lejren v3 og gav folket denne befaling: »Når I ser Herren jeres Guds pagts ark, som levitpræsterne bærer, skal I bryde op og følge den. v4 – Dog skal der være en afstand på to tusind alen mellem jer og den; I må ikke komme den nærmere. – På den måde kan I vide, hvilken vej I skal gå. For det er en vej, I aldrig før har gået.«

v5 Josva sagde til folket: »I skal hellige jer, for i morgen vil Herren gøre undere blandt jer.« v6 Og til præsterne sagde han: »Løft pagtens ark op, og begiv jer af sted i spidsen for folket.« Og de løftede pagtens ark op og gik i spidsen for folket.

v7 Herren sagde til Josva: »Fra i dag vil jeg gøre dig stor i alle israelitternes øjne, så de forstår, at ligesom jeg var med Moses, vil jeg være med dig. v8 Du skal befale de præster, som bærer pagtens ark, at standse i vandkanten, når de kommer ned til Jordan.« v9 Så sagde Josva til israelitterne: »Kom herhen, og hør Herren jeres Guds ord!« v10 Han sagde: »Sådan skal I vide, at den levende Gud er iblandt jer, og at han vil drive kana'anæerne, hittitterne, hivvitterne, perizzitterne, girgashitterne, amoritterne og jebusitterne bort foran jer: v11 Pagtens ark, der tilhører hele jordens Herre, skal gå foran jer ud i Jordan. v12 Vælg nu tolv mænd fra Israels stammer, én fra hver stamme. v13 Når præsterne, som bærer arken, der tilhører Herren, hele jordens Herre, sætter foden i Jordans vand, vil vandet i Jordan løbe væk, og det vand, som kommer oppefra, vil stå som en vold.«

v14 Så brød folket op fra deres telte for at gå over Jordan; og præsterne, der bar pagtens ark, gik i spidsen for folket. v15 I hele høsttiden går Jordan over sine bredder; men da præsterne, der bar arken, kom ned til Jordan og satte foden i vandkanten, v16 standsede vandet, som kom oppefra; det rejste sig som en vold langt oppe, ved byen Adam, som ligger i nærheden af Saretan. Og det, der løb ned mod Araba-havet, Salthavet, forsvandt helt. Folket gik over floden ud for Jeriko. v17 Præsterne, der bar Herrens pagts ark, blev stående på den tørre bund midt ude i Jordan, mens alle israelitterne gik tørskoet over, indtil hele folket var kommet over Jordan.

(Josvabogen 3.1)

Moses i sumpen.

v1 Der var en mand af Levis slægt, som giftede sig med en datter af Levi [Jakobs søn]. v2 Kvinden blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig han var, holdt hun ham skjult i tre måneder. v3 Da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv [hebraisk Theba – ark – Noas ark] tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene [Sup – Jam Sup - sivhavet] ved Nilens bred [ordret: på læben]. v4 Hans søster stillede sig et stykke derfra [ordret: holdt vvagt] for at se, hvad der skete med ham.

(2 Mosebog 2.1 - Jahvisten)

I de nuværende Mosebøger er der nogle meget tydelige referencer, henvisninger og citater. På den måde bliver disse begivenheder fremstillet som verdensbegivenheder – de skaber en ny verden – de er en slags skabelse.

I skabelsesberetningen i 1. Mosebog skaber Gud Adam og inspicerer ham for at se om han har nogen fejl! Meningen er at hvis Adam har fejl – så at sige er født med en fejl – skal han sættes ud! Disse historier bygger på at man i hele oldtiden – også i Israel – satte børn ud ved fødslen! Gud inder ingen fejl ved Adam – Moses moder finder heller ikke nogen fejl ved Moses. Moses er en slags Adam – et nyt menneske – en skabelse.

v31 Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

(1 Mosebog 1.31)

Meningen med udtrykket er muligvis også at Moses er smuk, dejlig eller en dejlig dreng. Det er det som ligger i den danske oversættelse. Vi har mange paralleller til dette træk. Det fortælles om Jesus og Johannes Døberen i Det nye Testamente – at de var dejlige og skønne som børn – vellidt af alle! Dette træk indgår også i forestillingen om gudsmanden – Moses er en gudsmand – det kan man se allerede i fødslen.

Jahvisten siger at Moses er Levit – meningen er at ophøje Moses. Jahvisten fremstiller Moses som en stor gudsmand og uden alle de svagheder som vi kan finde i Præsteskriftet. Levitterne bliver siden i Israel de hellige præster. Moses er en hellig mand og han tilhører Levis stamme – de såkaldt første fødte sønner. Meningen med at hans moder undfanger og føder ham er også i den hebraiske tekst at Moses er en førstefødt – lige som Jesus. Moses er det første barn og den første søn som hans moder føder! I Præsteskritet fortælles en helt anden historie! Her bliver Moses reduceret og problematiseret.

Ifølge Jahvisten er Moses moder direkte datter af Levi – som er Jakobs søn. Ifølge Jahvisten er Levi altså Moses’ bedstefar og Jakob hans oldefar! Hvis vi tager disse udtryk bogstaveligt får vi indtryk af at der ikke går så lang tid imellem Jakob og Moses! Det er sikkert også det billede som Jahvisten har givet i den oprindelige tekst – men i det nuværende gamle Testamente bor israeliterne 400 år i Egypten – der er 400 år mellem Jakob og Levi og Moses!

På samme måde er Moses lig med Noa – det er vi sikre på fordi ordet Theba kun forekommer to steder i hele Bibelen – i Noa fortællingen om Noas ark og her om Moses fødsel! Teksten trækker en direkte parallel! Moses i kurven – Theba-en – er lig med Noa som frelses i hans ark. Noa er igen det nye menneske eller det første menneske – for alle de andre er jo døde!

De udtryk der bruges om Thebaen svarer fuldstændigt til de udtryk som bruges i Sargon myten om Sargon der bliver sat ud på vandet af sin moder! Jahvisten trækker direkte på de gamle helte myter om helten som kommer i alvorlig livsfare ved fødslen og frelst ved en underfuld frelse!

Det er interessant at Jahvisten fuldstændigt glemmer at ALLE de hebræiske drengebørn jo er truet med døden! Jahvisten glemmer helt alle de andre børn – og snakker kun om Moses! Forklaringen er at fortællingen er en slags mytisk fortælling. Moses ER alle mennesker eller han er det første menneske. Moses er et billede på Kristus. Kristus er en verdensomvæltende begivenhed – lige som Moses redning – som svarer til opstandelsen i Det nye Testamente. Vi er alle lig med Kristus – Kristus er det første menneske – eller det nye menneske – siger Paulus.

Søsteren står vagt – ordet hænger sammen med det hebraiske ord for en garnison eller en militær vagt styrke! Det samme udtryk bliver siden brugt da hebræerne står ved sivhavet – de skal stå stille og holde vagt siger Moses! Udtrykket betyder: - Lad Gud være og virke i fred! Stå vagt! I skal nu være vidner. Gud vil nu gøre et stort tegn og under! I skal bare se på – og aldrig siden nogen sinde glemme hvad I så!

Sivhavet er ikke en geografisk betegnelse – Jam Sup – er et uspecifikt udtryk. Her bruges det samme ord Sup – siv eller rør eller papyrus. Toraen siger på den måde at de senere begivenheder ved Jam Sup – ved sivhavet – egentlig er det samme som Moses i Nilen – eller Moses i sumpen som det hedder i den oprindelige tekst.

Moses sættes ikke ud midt i floden eller vandet. Han sættes på læben – dvs han sættes på bredden eller på det meget lave vand helt inde ved det tørre land.

Han bliver sat der – for at blive fundet. Farao bliver narret. Moses bliver reddet ved at han bliver fundet og adopteret. Moses bliver frelst af fire tapre kvinder! Jahvisten er faktisk kendt for at han bringer den slags helte historier om kvinder – især i 1. Mosebog!

Exodus – Ikke bare UD af – men også IND i.

       v13  I din trofasthed ledte du
      det folk, du havde udfriet,
      i din styrke førte du dem
      til din hellige bolig [Nawe – telt, sted, lejr, rige].

(2 Mosebog 15.13)

Exodus beretningen er en meget symbolsk beretning som siden er blevet fortolket på mange måder. Exodus betyder en udgang eller en exit eller en udvandring – men Exodus betyder også en INDGANG. Han handler grundlæggende om at hebræerne bliver ført UD af lidelsens land – de bliver befriet – men den handler lige så meget om at de bliver ført IND i – nemlig ind i Guds land eller område – eller græsning. Billedet som anvendes utallige steder i Mosebøgerne er at Jahve er en fårehyrde og at hebræerne er hans dyreflok eller hjord. Hyrden ører dyrene til deres bestemmelsessted – det sted hvor Gud bor – nemlig hans Nawe eller bolig eller hyrdeområde.

Verbernes tider er ret flydende i poesien. Det betyder at de oven nævnte vers kan oversættes som fortid eller nutid eller fremtid! Det er altså i høj grad muligt at oversætte eller læse på denne måde:

Du har befriet dit folk og du har ført dem til dit telt. Eller:

Du befrier dit folk og fører dem til din bolig. Eller:

Du vil befri dit folk og føre din flok til og ind i dit rige!

I Det gamle Testamente bliver Exodus forstået på alle tre måder!

Exodus bliver en type eller et symbol eller et billede. I Det nye Testamente bruges Exodus som et billede på hvordan Gud nu har ørt sit folk – alle mennesker – ud af smerten og lidelsen og ind i det forjættede land – Guds rige. I Galaterbrevet bliver galaterne frikøbt eller frelst ved at Gud griber ind og tager dem ud af elementerne og deres magter og sætter dem ind i nåden – og velsignelsen.

Gud er virkelig folkenes og folkets fårehyrde. Han er rig på troskab. Han er bestemt af Hesed – trofasthed og pålidelighed. Gud har pligter i forhold til dyreflokken. Gud kan ikke være ligeglad. Gud er forpligtet over sit folk. Han har en slægtskabs forpligtelse til at løskøbe sin førstefødte søn. Frelsen er godt nok en stor nåde – men samtidigt siger Det gamle Testamente at Gud er forpligtet! Gud har lovet og sværget. Gud har forpligtet sig selv gennem sin ed og hellige løfter. Gud har indgået i en relation. Alle relationer forpligter. Gud bliver også forpligtet. Gud har pligter fordi han er en fårehyrde. Han skal føre og lede flokken så de kommer IND i frelsen og hans skal dræbe flokkens onde fjender med sin arm og stav!

Gud tager frygten fra os – det billede som spiller så stor en rolle i Galaterbrevet:

v52  Så lod han sit folk bryde op som en fåreflok
og ledte dem i ørkenen som en hjord.
v53  Han førte dem i tryghed, de var uden frygt,
men over deres fjender lukkede havet sig.
v54  Han førte dem ind i sit hellige land.

(Salme 78.52)

v20 Din vej gik gennem havet,
dine stier gennem de vældige vande,
og dine spor var ikke at se.
v21 Du førte dit folk som en fåreflok
ved Moses' og Arons hånd.

(Salme 77.20)

Vi kender også dette billede – Jahve som en fårehyrde – meget tydeligt fra Salme 23:

Herren er min [og Israels] hyrde, jeg [og Israel] lider ingen nød,
v2  han lader mig [Israel] ligge i grønne enge,
han leder mig [folket] til det stille vand.
v3  Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
v4  Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst [frelse].

v5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

v6 Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

(Salme 23.1)

Vi er Levis frie sønner! Vi er de velsignede. Vi er de mægtige. Vi er de førstefødte. Vi er de hellige.

v25 Da Moses så, hvor løssluppent folket var, fordi Aron havde sluppet tøjlerne, til skadefryd for dets fjender, v26 stillede han sig i lejrporten og sagde: »Kom over til mig, I, der er på Herrens side!« Og alle levitterne samlede sig hos ham. v27 Han sagde til dem: »Dette siger Herren, Israels Gud: Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel.« v28 Levitterne gjorde, som Moses sagde, og der faldt den dag hen ved tre tusind mand af folket. v29 Da sagde Moses: »Gå i dag i Herrens tjeneste, for I er endog gået imod jeres egne sønner og brødre. Han vil i dag lade velsignelse komme over jer.«

(2 Mosebog 32.25)

v1 Levitpræsterne, hele Levis stamme, skal ikke have tildelt arvelod [jord] sådan som det øvrige Israel. Herrens ofre er deres lod, det skal de leve af. v2 Levi har ingen arvelod blandt sine brødre; Herren er hans lod, sådan som han har lovet ham.

v3 Dette har præsterne krav på at få af folket, når de bringer slagtoffer, hvad enten det er okse eller får: Præsten skal have boven og kæberne og kallunet. v4 Du skal give ham førstegrøden af dit korn, din vin og din olie og det første af den uld, du klipper af dine får. v5 For ham har Herren din Gud udvalgt af alle dine stammer til at forrette tjeneste i Herrens navn, ham og hans sønner, alle dage.

v6 Når en levit fra en af dine byer, hvor som helst i Israel han har slået sig ned, kommer til det sted, Herren udvælger, må han komme, så tit han vil, v7 og gøre tjeneste i Herren sin Guds navn, ganske som sine levitiske brødre, der forretter tjeneste dér for Herrens ansigt. v8 De skal have lige så meget at leve af, uanset hvad de måtte have tjent ved salg af fædrene jord.

(5 Mosebog 18.1)

v7 I Betlehem i Juda var der en ung mand af Judas slægt; han var levit og havde slået sig ned dér. v8 Denne mand forlod byen Betlehem i Juda for at slå sig ned, hvor han kunne komme til det. På sin vandring kom han til Mikas hus i Efraims bjergland. v9 Mika spurgte ham, hvor han kom fra, og han svarede: »Jeg er en levit fra Betlehem i Juda; jeg er på vandring for at slå mig ned, hvor jeg kan komme til det.« v10 Mika sagde til ham: »Bliv hos mig, og vær fader og præst hos mig. Jeg vil give dig ti sekel sølv om året og holde dig med klæder og kost.« v11 Levitten tog imod tilbudet og blev boende hos manden, der behandlede den unge mand som en søn. v12 Mika indsatte levitten som sin præst, og den unge mand blev boende i Mikas hus. v13 Og Mika sagde: »Nu ved jeg, at Herren vil vise mig godhed, for jeg har fået en levit til præst.«

(Dommerbogen 17.7)

Verden lever i en illusion.

v19 Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, v20 så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. v21 Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, v22 så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. v23 Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. v24 Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær v25 og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem.

(2 Mosebog 14.19)

Der findes mange tilsvarende beretninger i Det gamle Testamente. Vi kan sige at Guds fjender eller modpart bliver slået med en blindhed eller med en dumdristighed eller dumhed eller illusion. Gud hensætter dem i et mørke. I 2 Mosebog hedder det at Gud gør Faraos og egypternes hjerte fast og tungt – han bevirker at de bare fremturer med deres tåbelige og irrationale vilje! Egypterne er tåbelige og blinde. De styrter sig selv lige ud i ulykken – de kaster sig selv lige ud i søen eller vandet – dvs i dødsriget! De er blinde. De lever i en indbildt verden – i en illusion. Egypterne kan ikke se verden eller virkeligheden som den er! De lever netop i en illusion – i en drøm. Derfor går deres forehavende også helt i stykker – de styrer lige imod ulykken og døden – de begår et slags selvmord!

Teksten er helt klart henvendt til læserne. Læserne bliver advaret – hvis I lukker jeres hjerte for Herren – vil I komme i samme situation som Farao og egypterne! I vil selv – af egne kræfter – kaste jer ud i døden og lidelsen – fordi I vil være så formørkede at I slet ikke kan se virkeligheden som den er!

2 Kongebøg indeholder også et eksempel på dette fænomen. Gud bevirker at aramæerne kommer til at hensynke i en illusion. De tror at de hører og sanser noget – som slet ikke er der i virkeligheden! Gud gør ofte det samme i Det gamle Testamente. Mennesker tror at de ser og sanser noget – som slet ikke findes – de lever i en ren illusion. Hvis man kommer til at leve i en illusion – er man helt fortabt – ifølge Det gamle Testamente! I det følgende eksempel med aramæerhæren kan vi sige at aramæerne – der truer Israel – handler helt irrationalt og helt uden god grund! De er som besatte! De er besat af en falsk ånd – de lever i en illusion:

v3 Nu sad der ved byporten fire spedalske mænd. De sagde til hinanden: »Hvorfor sidder vi her, til vi skal dø? v4 Beslutter vi at gå ind i byen, hvor der er hungersnød, så dør vi dér. Bliver vi siddende her, dør vi også. Lad os hellere gå over til aramæernes lejr. Skåner de vores liv, overlever vi; slår de os ihjel, dør vi.« v5 I skumringen rejste de sig og gik over mod aramæernes lejr, og da de var kommet til udkanten af lejren, var der ikke en levende sjæl. v6 Herren havde nemlig ladet aramæerhæren høre lyden af vogne og heste og en stor hær, så de havde sagt til hinanden: »Nu har Israels konge lejet hittitternes og egypternes konger til at falde over os.« v7 Så havde de taget flugten i skumringen og havde efterladt deres telte og deres heste og æsler, hele lejren; de var flygtet for at redde livet. v8 Nu kom disse spedalske til udkanten af lejren og gik ind i et telt. De spiste og drak og tog sølv og guld og klæder med sig derfra og skjulte det. Så vendte de tilbage og gik ind i et andet telt, tog alting med sig derfra og skjulte det.

(2 Kongebog 7.3)

Det er et helt grundlæggende tema i hele Bibelen at denne illusion skaber vores frygt! Hvis vi ikke levede i denne indbildte verden – ville vi leve uden frygt! Hvis vi ser verden og virkeligheden som den er – ville vi være helt uden frygt. Denne tilstand kaldes i Bibelen – både i Det gamle og i Det nye Testamente – or at leve i troen – at leve i troen og tilliden. Vi er kun bekymrede, angste og frygtsomme fordi vi ser virkeligheden gennem et troldspejl – på en helt forvrænget måde. Vi er lige som børn der har alle mulige fantasier – og derfor lever i frygt og angst! Dette tema findes utallige steder hos Paulus. Temaet i Bibelen er sætningen: - frygt ikke! Modsætningen er – først og fremmest - frygten over for troen og ikke modsætningen mellem troen og vantroen eller ikketroen! Vi har grund til at leve frygtløse og uden frygt – men det forudsætter at vi ikke er synket ned i tåger eller illusioner – de vil altid skabe frygt og rædsel!

Surdejen er urenheden - synden og døden og lidelsen. Vi er det usyrede brød.

v4 Når du vil bringe et afgrødeoffer, der er bagt i ovn, som gave, skal det være af fint mel, enten usyrede ringbrød, rørt op med olie, eller usyrede fladbrød, penslede med olie. v5 Hvis din gave er et afgrødeoffer tilberedt på bageplade, skal det være af fint mel, rørt op med olie, og usyret. v6 Du skal brække det i stykker og hælde olie på; det er et afgrødeoffer. v7 Hvis din gave er et afgrødeoffer tilberedt i pande med låg, skal det laves af fint mel med olie. v8 Du skal bringe Herren det afgrødeoffer, der er lavet af disse ting; du skal bringe det til præsten, som så skal bære det frem til alteret. v9 Præsten skal udtage duftofferet fra afgrødeofferet og brænde det på alteret, et offer, en liflig duft for Herren. v10 Det, som er tilovers af afgrødeofferet, skal tilfalde Aron og hans sønner; det er det højhellige af Herrens ofre.

(3 Mosebog 2.4)

v22 Derpå førte han den anden vædder frem, indsættelsesoffervædderen; Aron og hans sønner lagde hænderne på vædderens hoved, v23 og Moses slagtede den. Så tog han noget af blodet og strøg det på Arons højre øreflip og på hans højre tommelfinger og hans højre storetå. v24 Derefter lod Moses Arons sønner træde frem, og han strøg noget af blodet på deres højre øreflip og på deres højre tommelfinger og deres højre storetå; resten af blodet stænkede han på alteret hele vejen rundt. v25 Han tog fedtet, fedthalen og alt fedtet på indvoldene, leverlappen, de to nyrer med deres fedt og det højre lårstykke. v26 Fra kurven med de usyrede brød, som stod for Herrens ansigt, tog han et usyret ringbrød, et ringformet oliebrød og et fladbrød; dem lagde han på fedtstykkerne og på det højre lårstykke. v27 Alt dette lagde han i hænderne på Aron og hans sønner og lod dem foretage svingningen for Herrens ansigt. v28 Så tog Moses det fra deres hænder og brændte det på alteret sammen med brændofferet. Det var et indsættelsesoffer, en liflig duft, et offer for Herren. v29 Moses tog bryststykket og foretog svingningen for Herrens ansigt. Det var Moses' andel af indsættelsesoffervædderen, sådan som Herren havde befalet ham. v30 Så tog Moses noget af salvningsolien og noget af blodet på alteret og stænkede det på Aron og hans klæder og ligeledes på hans sønner og deres klæder. Sådan helligede han Aron og hans klæder og ligeledes hans sønner og deres klæder.

(3 Mosebog 8.22)

v12 Moses sagde til Aron og til Eleazar og Itamar, dem der var tilbage af Arons sønner: »Tag det afgrødeoffer, der er tilovers af Herrens ofre, og spis det usyret ved siden af alteret; det er højhelligt, v13 og I skal spise det på et helligt sted. Det er din og dine sønners retmæssige del af Herrens ofre. Det har jeg fået befaling om.

(3 Mosebog 10.12)

v13 Dette er loven om nasiræeren, når hans nasiræertid er gået. Man skal føre ham hen til indgangen til Åbenbaringsteltet, v14 og så skal han bringe sin gave til Herren, et årgammelt, lydefrit vædderlam som brændoffer og et årgammelt, lydefrit gimmerlam som syndoffer og en lydefri vædder som måltidsoffer v15 og en kurv med usyrede brød af fint mel, ringbrød, rørt op med olie, usyrede fladbrød, penslede med olie, samt de tilhørende afgrødeofre og drikofre. v16 Præsten skal ofre dem for Herrens ansigt og bringe hans syndoffer og hans brændoffer. v17 Og vædderen skal han bringe som måltidsoffer til Herren sammen med kurven med de usyrede brød, og præsten skal bringe hans afgrødeoffer og hans drikoffer. v18 Så skal nasiræeren rage sit indviede hoved ved indgangen til Åbenbaringsteltet, og han skal tage håret fra sit indviede hoved og lægge det på ilden under måltidsofferet. v19 Derefter skal præsten tage den kogte bov af vædderen, et usyret ringbrød fra kurven og et usyret fladbrød og lægge det i nasiræerens hænder, efter at han har raget sit indviede hoved, v20 og præsten skal foretage svingningen med dem for Herrens ansigt. Det er helligt, det skal tilfalde præsten sammen med svingnings-bryststykket og afgifts-lårstykket. Derefter må nasiræeren igen drikke vin.

(4 Mosebog 6.13)

v6 Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? v7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. v8 Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

(1 Korinterbrev 5.6)

v19 Så gik Gideon hjem og tilberedte et gedekid og bagte usyrede brød af en efa mel. Kødet lagde han i en kurv, og suppen hældte han i en gryde; så bragte han det ud til ham under egen. Da han kom med det, v20 sagde Guds engel til ham: »Tag kødet og de usyrede brød, læg det på klippen dér, og hæld suppen ud over det!« Det gjorde han, v21 og Herrens engel rakte den stav frem, han havde i hånden, og rørte ved kødet og de usyrede brød med spidsen af den. Da slog ild op fra klippen og fortærede kødet og de usyrede brød; og Herrens engel forsvandt for øjnene af ham. v22 Så forstod Gideon, at det var Herrens engel, og han sagde: »Ak, Gud Herre, nu har jeg set Herrens engel ansigt til ansigt!« v23 Men Herren sagde til ham: »Fred være med dig! Vær ikke bange, du skal ikke dø!« v24 Dér byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det »Herren er fred«. Det står den dag i dag i abiezritternes Ofra.

(Dommerbogen 6.19)

v5 Da disciplene kom over til den anden bred, havde de glemt at tage brød med. v6 Jesus sagde til dem: »Se til, at I tager jer i agt for farisæernes og saddukæernes surdej.« v7 De talte med hinanden og sagde: »Det er, fordi vi ikke har brød med.« v8 Da Jesus blev klar over det, sagde han: »Hvorfor siger I til hinanden, I lidettroende, at det er, fordi I ikke har brød med? v9 Kan I endnu ikke fatte, eller husker I ikke de fem brød til de fem tusind, og hvor mange kurve I da samlede? v10 Eller de syv brød til de fire tusind, og hvor mange kurve I da samlede? v11 Hvorfor fatter I ikke, at jeg ikke talte til jer om brød? Men tag jer i agt for farisæernes og saddukæernes surdej.« v12 Da forstod de, at han ikke sagde, at de skulle tage sig i agt for surdej til brød, men for farisæernes og saddukæernes lære.

(Mattæus 16.5)

Øje for øje – tand for tand.

v21 Og Herren sagde til Moses: »Når du kommer tilbage til Egypten, skal du gøre alle de undere for Farao, som jeg har givet dig magt til. Men jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå. v22 Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn. v23 Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.«

(2 Mosebog 4.21)

Gud giver i kapitel 4 Moses ordre til at sige to ting til Farao – dels at han skal frigive folket – dels at Jahve vil slå hans søn ihjel hvis han ikke give folket frit!

Det er meget opsigtsvækkende at Moses i høj grad afleverer det første budskab til Farao – men først meget meget sent afleverer den afgørende trussel til Farao! Mange mener derfor at disse vers – truslen – egentlig hører til på et meget senere tidspunkt i beretningen om plagerne! Truslen skulle egentlig afleveres lige før den sidste plage – drabet på sønnerne – men er blevet flyttet!

Først meget senere i kapitel 11 siger Moses:

v4 Moses sagde: »Dette siger Herren: Ved midnat går jeg midt gennem Egypten. v5 Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen; også alt det førstefødte af kvæget skal dø. v6 I hele Egypten skal der lyde så højt et skrig, at noget lignende aldrig har lydt og heller ikke skal lyde igen; v7 men ikke en hund skal gø ad israelitterne, hverken ad mennesker eller dyr. Sådan skal I forstå, at Herren holder egypterne adskilt fra israelitterne. v8 Alle dine hoffolk skal komme og kaste sig ned for mig og sige: ›Drag bort både du og hele det folk, der følger dig!‹ Derefter vil jeg drage bort.« Så forlod han Farao i glødende vrede.

(11.4)

I den nuværende tekst kan vi sige at hele beretningen om plagerne bliver indrammet af denne centrale trussel som kommer på et meget tidligt tidspunkt.

Det er blevet diskuteret om Jahve er særligt retfærdig. Det som Jahve gør – når han dræber kongens søn som vel er uskyldig – i vore øjne – virker vilkårligt og brutalt og ikke særligt retfærdigt! Man kan også se at denne tanke at hævne sig på vasallens søn som en straf over vasallen – Farao – faktisk ikke er en bibelsk tanke! Det er en typisk tanke fra Babylon og Mesopotamien!

I 3 Mosebog findes for eksempel det berømte princip – som dog mest er teori i Det gamle Testamente:

v17 Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden. v18 Den, der slår et husdyr ihjel, skal erstatte det med liv for liv. v19 Når nogen tilføjer sin landsmand en legemsskade, skal der gøres det samme ved ham, som han selv har gjort, v20 brud for brud, øje for øje, tand for tand. Den legemsskade, man påfører en anden, skal man selv påføres. v21 Den, der slår et husdyr ihjel, skal erstatte det, og den, der slår et menneske ihjel, skal lide døden. v22 Hos jer skal én og samme forordning gælde for de fremmede såvel som for landets egne. Jeg er Herren jeres Gud!

(3 Mosebog 24.17)

Det, som Jahve gør, er en slags blodhævn – eller en nationale krig. Efter vore begreber er straffen over kongens søn i al fald ikke særlig retfærdig. Straffen virker også temmelig voldsom – Farao har kidnappet eller taget magten over Israel - som altså er Jahves søn – men Farao har jo dog ikke dræbt Israel – Farao har dog ikke dræbt Jahves søn. Straffen over kongens første fødte søn er en voldsom og voldelig hævn!

Det er også interessant at det såkaldt Bibelske princip – øje for øje og tand for tand – faktisk ikke er princippet i Moseloven! Moseloven anvender normalt IKKE dette princip – princippet er netop snarere mesopotamisk eller babylonsk! Normalt bliver en forbrydelse i Moseloven straffet på en mildere måde! Øje for øje princippet findes godt nok udtrykkeligt i Moseloven – men det efterleves faktisk slet ikke! På den måde kan vi også sige at Jahves dom over Farao kommer til at virke overraskende og overraskende hård! Jahve følger lige pludseligt de assyriske og babylonske retsprincipper!

Guds Ruah – hans vind og ånd. Helligånden.

Det gamle Testamente henter mange billeder og metaforer i oldtidens myter. I det gamle Testamente er Guds ånd eller Guds Ruah et aggressivt våben – et frygtindgydende våben. Hans vind eller blæst er ikke et lille blæsevejr men en frygtindgydende orkan eller tyfon! Guds ånd rammer verden med en forfærdelig kraft, knuser alt og vælter alt. Vi kan se de samme billeder i de babylonske myter fx Enuma Elish som fortæller om tordenguden Marduk. Marduk går i krig med den onde gud Tiamat og guderne giver ham en række mægtige våben. Et af disse frygtindgydende våben er netop hans vind eller storm. I Babylon kaldes Marduk for stormens herre. Da han besejrer Tiamat bruger han sin vind eller sin ånd. Han fanger Tiamat i et net og da hun åbner sit frygtelige gab – puster han hende op så hun bliver stor og oppustet som en ballon. Hun bliver helt hjælpeløs. Til sidst skyder Marduk en af sine brændende pile ned i hendes gab og hals! Vi kan tydeligt se hvordan Marduk bruger sin ånd som et våben. Hans pile er også hans lyn og torden og hans helligånd er et dræbende våben.

Mit kød og blod er mad og drikke for jer!

v1 Så brød de op fra Elim, og den femtende dag i den anden måned, efter at hele israelitternes menighed var draget ud af Egypten, kom de til Sins ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj. v2 Men i ørkenen gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron v3 og sagde til dem: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.« v4 Da sagde Herren til Moses: »Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej. v5 Når de på den sjette dag tilbereder det, de har bragt hjem, skal der være dobbelt så meget, som de samler de andre dage.« v6 Moses og Aron sagde til alle israelitterne: »I aften skal I forstå, at det var Herren, der førte jer ud af Egypten, v7 og i morgen skal I få Herrens herlighed at se, nu da Herren har hørt, hvordan I giver ondt af jer mod ham. Er vi noget, siden I giver ondt af jer mod os?« v8 Og Moses sagde: »Når Herren i aften giver jer kød at spise og i morgen giver jer brød, så I kan blive mætte, så skyldes det, at Herren har hørt, hvordan I giver ondt af jer mod ham. Er vi noget? Det er ikke mod os, men mod Herren, I giver ondt af jer.«

v9 Så sagde Moses til Aron: »Sig til hele israelitternes menighed, at de skal træde frem for Herren, for han har hørt, hvordan de giver ondt af sig.« v10 Da nu Aron talte til hele israelitternes menighed, vendte de sig mod ørkenen, og se, Herrens herlighed viste sig i skyen. v11 Herren sagde til Moses: v12 »Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.« v13 Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. v14 Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. v15 Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren giver jer at spise. v16 Dette er, hvad Herren har befalet: I skal samle så meget af det, som hver enkelt kan spise, en omer til hver enkelt svarende til antallet af personer. Enhver skal tage til dem, der hører til i hans telt.« v17 Det gjorde israelitterne, og nogle samlede meget, andre lidt. v18 Da de målte det med omer-målet, havde den, der havde samlet meget, ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt; de samlede det, hver især kunne spise. v19 Moses sagde til dem: »Ingen må levne noget til næste morgen.« v20 Der var nogle, der ikke adlød Moses, men levnede noget af det til næste morgen; da var det fuldt af maddiker, så det stank, og Moses blev vred på dem. v21 Hver morgen samlede de så meget, som hver især kunne spise. Når solen begyndte at brænde, smeltede det.

(2 Mosebog 16.1)

Gud er en forsørger eller en forsyner. I ørkenlandet er hebræerne fortabt. I hele ørkentiden spiser de slet ikke brød. De lever kun af Manna fra himlen. Uden denne himmelske føde ville de gå fortabt. Gud er en fader for sine sønner. Han holder dem i live og han forsyner dem. I ørkentiden lever de af gudernes føde så at sige. Manna-en kommer direkte ned fra himlen – lige som himlens fugle. Manna-en er det omvendte af plagerne i Egypten. Måske er Manna-en et endnu større tegn end alle plagerne i Egypten. Israel er blevet Jahves folk og han er blevet deres gud – dvs at han sørger for dem og deres behov. Vi mangler ingen ting. Alt det som vi behøver får vi fra Gud. Alt som vi har brug for kommer ned fra himlen.

Mannaen er Guds ord siges det i Mosebøgerne og Mannaen er det usyrede brød. I hele ørkentiden lever hebræerne i en idealtilstand. De spiser ikke noget som er gæret eller hævet eller syret. De drikker ikke øl eller vin. De lever rent og purt.

I Det nye Testamente er Jesus eller Kristus det brød som er faldet ned fra himlen. Kristus er Guds ord eller Guds logos. Vi spiser og æder hans blod og kød og legeme – det er brødet – Mannaen – det usyrede brød. I den kristne nadver spiser de kristne det usyrede brød – de himmelske brød.

Den himmelske mad er gudernes mad eller gudernes hemmelige drik. Gudernes føde holder os levende og vitale og potente og mægtige. Gudernes føde gør os udødelige. Vi æder Jesu blod og legeme og bliver som ham – vi bliver udødelige. Han er den himmelske Manna. Han er de himmelske brød. Det brød kan mætte tusinder og atter tusinder. Det holder aldrig op. Det er evigt og det kan ikke bruges op. Mannaen er livets træ og kristus er livets træ. Gud har givet os livets træ tilbage. Vi lever nu i hans Paradis.

I Mosebøgerne er Manna og Massot det samme eller nære synonymer. Gud sender Mannaen da hebræerne ikke længere kan leve af deres usyrede brød. Ørkentiden er én lang påsketid – én lang Massot – én lang hellig tid!

v26 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« v27 Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v28 dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. v29 Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

(Mattæus 26.26)

v30 Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? v31 Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « v32 Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. v33 For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« v35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

v36 Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. v37 Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; v38 for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig. v39 Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag. v40 For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.«

v41 Jøderne stod og skumlede over ham, fordi han havde sagt: Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen. v42 Og de sagde: »Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis far og mor vi kender? Hvordan kan han så sige: Jeg er kommet ned fra himlen?« v43 Jesus svarede dem: »I skal ikke stå dér og skumle! v44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v45 Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

v52 Så kom jøderne i voldsom diskussion med hinanden og sagde: »Hvordan kan han give os sit kød at spise?« v53 Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. v54 Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v55 For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. v56 Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. v57 Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. v58 Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.«

(Johannesevangeliet 6.30)

Påsken – det ideale liv.

v7 De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. v8 De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. v9 I må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved, skanke og indvolde. v10 I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er tilovers om morgenen, skal I brænde. v11 Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren.

v12 Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren!

(2 Mosebog 12.7)

Lovene og reglerne om påsken udtrykker i Mosebøgerne på en vis måde det ideale liv. Sådan som hebræerne skal gøre og være i den paskale nat – sådan er det ideale liv. Dette er et helligt liv. De skal gøre sig selv hellige. De skal leve rent og purt og efter Jahves lov og vejledning.

Påske reglerne har en sammenhæng med det som siden siges om Manna’en. Manna-en er en hellig mad som kommer fra Gud – fra himlen. Det ideale liv er at spise Guds mad – den hellige og rene mad som kommer fra Gud.

v19 Moses sagde til dem: »Ingen må levne noget til næste morgen.« v20 Der var nogle, der ikke adlød Moses, men levnede noget af det til næste morgen; da var det fuldt af maddiker, så det stank, og Moses blev vred på dem. v21 Hver morgen samlede de så meget, som hver især kunne spise. Når solen begyndte at brænde, smeltede det.

(2 Mosebog 16.19)

Hebræerne må ikke gemme Manna-en fra den ene dag til den anden! De skal hver dag leve af dagens Manna- de skal ikke spare op, ikke gemme det gamle. Vi kan sige at de skal leve her og nu og ikke bekymre sig om dagen i morgen. I morgen vil Gud sende en ny Manna! Vi kan tydeligt høre ordene fra Det nye Testamente i disse idealer. Vi skal ikke bekymre os om dagen i morgen, siger Jesus. Vi skal være til stede her og nu. Vi kan trygt stole på at Gud også i morgen vil sørge for vores øde og behov. Vi skal ikke frygte noget. Vi skal ikke planlægge. Vi skal ikke bekymre os. Vi kan leve i tillid til Gud og til Guds skabelse.

I den paskale nat skal hebræerne på samme måde spise og æde hele dyret. De må ikke gemme noget. De skalleve helligt –de skal leve i denne hellige tid som er nu. Dyret eller påskelammet skal spises lige nu – i den hellige tid.

Hebræerne skal ikke slå sig ned. De skal ikke gro fast. Gud vil nu kalde på alle hebræerne. Gud vil kalde dem ud af Egypten – slavernes hus. Hebræerne skal være helt rede og parate. De skal sidde med skoene på som det siges. De skal være parat til at følge Guds kald – når Gud kalder. De skal hele tiden være parate til at forlade alt – forlade hele deres hjem og land – Egypten – som Abraham der forlod alt i det fjerne land ude i østen.

Hebræerne skal leve primitivt råt og enkelt. De skal ikke koge kødet – de skal stege kødet. De skal spise Guds mad og de skal spise som Gud gør. Gud spiser fedtet og blodet og kødet – ikke kogt – men stegt over ilden. Ilden er rent og den renser. Ilden er primitiv – kogningen er udtryk for civilisationen!

Det ideale liv er symboliseret ved teksterne om påsken i Mosebøgerne. Det ideale liv er at leve i tro og tillid til Gud i himlen. Hebræerne skal stole på forsynet – på Guds magt og omsorg. De skal ikke gøre sig mange tanker. De skal blot her og nu og være parat. – Følg mig som Jesus siger!

Det ideale liv er som at leve som soldater. Israelitterne skal sidde rede som soldater. De skal have staven i deres hånd og have oppakningen parat. De skal kunne forlade alt på 10 minutter.

Vi har allerede alt. Vi mangler ikke noget. Der er ikke noget som vi skal bekymre os om! Vi kan godt holde op med at bekymre os om remtiden – det er det ideale liv i 2 Mosebogs tale på påsken!

v9 Så sagde Moses til Aron: »Sig til hele israelitternes menighed, at de skal træde frem for Herren, for han har hørt, hvordan de giver ondt af sig.« v10 Da nu Aron talte til hele israelitternes menighed, vendte de sig mod ørkenen, og se, Herrens herlighed viste sig i skyen. v11 Herren sagde til Moses: v12 »Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.« v13 Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. v14 Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. v15 Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren giver jer at spise. v16 Dette er, hvad Herren har befalet: I skal samle så meget af det, som hver enkelt kan spise, en omer til hver enkelt svarende til antallet af personer. Enhver skal tage til dem, der hører til i hans telt.« v17 Det gjorde israelitterne, og nogle samlede meget, andre lidt. v18 Da de målte det med omer-målet, havde den, der havde samlet meget, ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt; de samlede det, hver især kunne spise. v19 Moses sagde til dem: »Ingen må levne noget til næste morgen.« v20 Der var nogle, der ikke adlød Moses, men levnede noget af det til næste morgen; da var det fuldt af maddiker, så det stank, og Moses blev vred på dem. v21 Hver morgen samlede de så meget, som hver især kunne spise. Når solen begyndte at brænde, smeltede det.

(2 Mosebog 16.9)

Kildeanalysen i 2 Mosebog 14 - Sivhavet.

v5 Da egypterkongen fik besked om, at folket var flygtet, skiftede Farao og hans hoffolk mening, og de sagde: »Hvad er det, vi har gjort? Vi har ladet Israel gå, så de ikke kan trælle for os!« v6 Så lod han spænde for vognen og tog sin hær med sig. v7 Han tog seks hundrede stridsvogne og alle andre vogne i Egypten med vognkæmpere på dem alle sammen. v8 Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud. v9 Egypterne satte efter dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og hans hær, og de indhentede dem, hvor de havde slået lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot ud for Ba'al-Sefon. v10 Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. v11 De sagde til Moses: »Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? v12 Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen.«

v13 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. v14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«

v15 Herren sagde til Moses: »Hvorfor råber du [Moses] til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. v16 Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. v17 Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. v18 Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«

(2 Mosebog 14.5)

Efter de flestes opfattelse er teksten i 2 Mosebog 14 meget sammensat af forskellige kilder og der er delte meninger om hvordan alle disse kilder eller oprindelser skal udredes. Man har også taget udgangspunkt i mærkelig brud i teksten og selvmodsigelser og gentagelser.

I vers 15 spørger Gud for eksempel hvorfor Moses klager og klynker og råber til Gud. men det meget overraskende er jo at det har Moses slet ikke gjort i følge teksten! Vers 15 a synes altså at forudsætte et stykke tekst som er blevet klippet fra.

Det er også muligt at skille Præsteskriftet på en interessant måde. Elohisten og muligvis både J og E kilden har et gennemgående tema: Folket råber og klager og klynker. Israel er simpelt hen en nation af klynkere og klagere i følge Elohisten. Dette træk finder vi helt gennemgående hos Elohisten både i 1 Mosebog og i alle Mosebøgerne! Uden rigtig god grund er Israel en nation af arme ofre som klager og klynker.

Når vi sammenligner med Præsteskriftet kan vi se at denne tanke ALDRIG forekommer i Præsteskriftet! Israel er ikke en nation af folk der klager og beklager sig i følge Præsteskriftet! Israel er et værdigt folk – de er rigtige mænd! Præsteskriftet har måske en mere bevidst holdnig til problemet. For Præsteskriftet er det netop uværdigt at sidde og jamre og klynke – det er uværdigt for Jakobs stolte sønner!

Moses siger til israelitterne at de nu skal stå stille – de skal tie stille – og de skal stå vagt og de den store ting som Herren nu vil vise for deres øjne! Når vi skiller kilderne ad kan vi se at dette er en typisk tanke hos Jahvisten og i Elohisten. Næsten det samme udtryk –Stå stille og se! – finder vi et meget stort antal steder i Mosebøgerne og også for eksempel i Samuelsbøgerne og i Josvabogen. Denne forestilling udtrykker noget helt grundlæggende i opfattelsen af Gud og hans mægtige gerninger! Israel skal være et vidne til det som nu skal ske og de skal aldrig glemme. De skal ikke udkæmpe krigen imod den onde gud – Jahve vil kæmpe imod den onde gud! Vi skal lade Gud være i fred! Gud udkæmper alle de krige som skal udkæmpes!

Udtrykket at stå stille er egentligt et militært udtryk. På engelsk bliver det oversat mmed: - Station yourselves! Meningen er at Israel skal tage opstilling på en militær måde – i rækker og geled. De skal stå vagt. De skal danne en vagt ved Sivhavet og se på hvad Jahve nu vil gøre med egypterne! Metaforen er et stærkt billede. Den viser antageligt også at Israel slet ikke gør ud i søen eller vandet! De står stille og holder vagt! De er Jahves livvagt!

v29 Men jeg sagde til jer: »Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem! v30 Herren jeres Gud, som går foran jer, vil selv føre krig for jer, ganske som han gjorde for øjnene af jer i Egypten.

(5 Mosebog 1.29)

v21 Dengang gav jeg Josva denne befaling: »Du har selv set, hvad Herren jeres Gud har gjort ved disse to konger. Sådan vil Herren gøre ved alle de kongeriger, som du rykker over mod. v22 I skal ikke være bange for dem, for Herren jeres Gud vil selv føre krigen for jer.«

(5 Mosebog 3.21)

v16 Træd nu frem, og se det store under [den store ting], Herren vil gøre for øjnene af jer! v17 Nu er det tiden for hvedehøsten. Jeg vil råbe til Herren, at han skal sende torden og regn; så skal I indse, at I har gjort, hvad der er meget ondt i Herrens øjne, ved at kræve en konge.«

v18 Så råbte Samuel til Herren, og samme dag sendte Herren torden og regn. Da blev hele folket grebet af stor frygt for Herren og for Samuel.

(1 Samuelsbog 12.1)

Jeg er den samme som alle de gamle guder.

Det er en teses i 2 Mosebog at patriarkerne i 1. Mosebog nok kendte Gud på et vist plan men ikke havde et virkeligt kendskab til Gud. Gud viste sig for menneskene i 1. Mosebog – men de kendte ham ikke som det siges – det hebraiske ord jd – de kendte ikke hans navn. At kende Guds navn er at være en partner med Gud, at være gift med Gud, at opleve hvordan han opfylder sine løfter, at opleve hans kraft og frelse. 2 Mosebog tænker således at menneskene nok kendte til guder og der var mange guder men egentligt kendte de ikke Gud. Derfor er Exodus en virkelig ny begyndelse.

Gud har mange former og navne og alle disse navne er egentlig også lig med Gud selv. Det forstod menneskene sikkert ikke tidligere – men det åbenbarer Gud nu – i de sidste tider. Nu viser Gud sig som han er. Vi kan også godt sammenligne med Det nye Testamente. I Det nye Testamente viser Gud sig fuldt ud som han er – han åbenbarer sig selv fuldt ud – åbenbaringen i Det gamle Testamente er ufuldstændig og begrænset.

Der optræder en række gudenavne i det gamle Testamente – heraf er ordet Jahve kun det ene. Vi kender også disse gudenavne fra tekster uden for Det gamle Testamente. Der er altså virkeligt tale om guder i oldtiden – egentlig forskellige guder med forskellige navne. Det specielle ved 2 Mosebog er at alle disse guder bliver identificeret. Teksten siger at vi ikke skal lade os forvirre – for alle disse gamle forskellige guder er i virkeligheden den ene samme gud! Vi kan sige at tanken på den måde ligner tanken i Indien. I Indien har man den tro at alle de forskellige guder i virkeligheden er den samme og ene gud. Der er kun én gud – der er kun Gud – der er kun ét lys! Lyset kan stråle på mange måder men det er det ene og samme lys. Denne tanke om lyset som lig med guderne finder vi i oldtiden i Egypten. Den egyptiske religion var eller blev reelt monoteistisk – alle de forskellige guder er den samme gud – ligesom forskelligt slags lys eller forskellige stråler af solen.

Vi kender en række gudenavne fra oldtiden som også optræder i det gamle Testamente:

El Shaddaj
El Eljon
El Elohe Jisrael
El Roi
El Olam
El Betel

v18  Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste [El Eljon]. v19  Han velsignede Abram og sagde:
      »Velsignet være Abram af Gud den Højeste,
      skaberen af himmel og jord.
       v20  Velsignet være Gud den Højeste,
      som gav dine fjender i din magt.«
Og Abram gav ham tiende af det alt sammen.

(1 Mosebog 14.18)

v18 På sin rejse fra Paddan-Aram kom Jakob i god behold til byen Sikem i Kana'an og slog lejr uden for byen. v19 Han købte det stykke jord, hvor han slog sit telt op, af Sikems far Hamors sønner for hundrede kesita. v20 Dér rejste han et alter og kaldte det »Gud, Israels Gud [El Jisrael]«.

(1 Mosebog 33.18)

v6 Jakob kom til Luz i Kana'an, det samme som Betel, sammen med alle sine folk. v7 Dér byggede han et alter og kaldte stedet El-Betel, for dér havde Gud åbenbaret sig for ham, da han var på flugt for sin bror.

(1 Mosebog 35.6)

v33 Abraham plantede en tamarisk i Be'ersheba, og dér påkaldte han Herren den evige Guds [El Olam] navn.

(1 Mosebog 21.33)

v13 Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende, »Du er Gud, der ser«. For hun tænkte: »Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?« v14 Derfor kalder man brønden Be'er-Lahaj-Ro'i [El Roi]. Den ligger mellem Kadesh og Bered.

(1 Mosebog 16.13)

En del af disse forskellige gudenavne finder vi i hele Det gamle Testamente. Gud har også mange andre navne – fx Sebaot som også optræder i 2. Mosebog. Pointen er at alle disse navne kun er ydre former. Gud er indholdet i de forskellige ydre former. Gud er én. Der er kun én gud – Gud. Virkeligheden foregårpå to niveauer.I den ydre virkelighed ser det ud som om der er mange guder i verden – men i den sande virkelighed er der kun én gud. Vi finder den samme tanke i det nye Testamente – fx hos Paulus. De mange guder er ikke ægte eller sande guder – for de er kun navne! Det er også tanken hos Esajas. At der er mange guder – er en illusion. Det er den samme kraft og energi som virker i dem alle. Alle mennesker i hele verden har mødt den samme gud – der ER kun én gud!

Nu dør hele den gamle verden.

v13 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op [som en vagt] og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. v14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«

(2 Mosebog 14.13)

Det lille vers i 2 Mosebog udtrykker noget uhyre centralt i hele Bibelen. Vi oplevede hvordan hele den gamle dårlige verden brød sammen eller gik op i flammer. Det er temaet hos Esajas og i hele Det nye Testamente. Det er allerede sket. Den gamle verden findes ikke mere. Gud er allerede blevet konge. Han har allerede gjort os til hans sønner og døtre. Moses taler som englen gør til Maria: - Frygt ikke – det er nu allerede sket. Vi skal ikke håbe på en forbedring ude i fremtiden – det er allerede sket.

Israels lange periode af slaveriet og ufriheden er nu forbi. Det sker nu. Gud gør det nu. Den gamle Adam findes ikke længere. Siden Adam måtte vi trælle og slave for verdens magter – men den gamle Adam døde. Det skete i eet glimt. Det skete da Gud talte til Israel i år 0 kan vi sige – i den første måned på den første dag – i måneden Abib – i Egypten. Den dag var tidens begyndelse. Den dag var vendepunktet. Intet er nu som det var engang – det er hele Bibelens budskab. Den forandring som er sket er permanent. Den er evig. Vi er for evigt Guds sønner. Der kan ikke ske noget som ændrer på den tilstand. Den gamle verden kommer aldrig nogen sinde til live igen. Den er død og borte for evigt. Israel vil aldrig mere komme til at se egypterne – den gamle verden – som de ser dem lige nu. Det som sker ved sivhavet er en dommedag hvor den onde gud bliver besejret og dræbt. Det som sker ved sivhavet er en skabelse – en skabelse af en ny himmel og en ny jord – en skabelse af kosmos og af tiden – en skabelse af det nye menneske – det sande menneske.

Moses er et billede på Paulus. Det, som skete, var en nødvendig del af en udvikling.

Bibelen har et nogen lunde ens skema for kaldet af Guds profet. Det skema finder vi hos Moses og hos Paulus. Moses historien fortælles i 2. Mosebog. Kort sagt kan vi sige at Moses historien lyder sådan:

Moses forsøger at gennemføre sin plan og sin vilje i Egypten. Han slår egypteren ihjel. Han griber ind i konflikten mellem de to hebræere. Moses forsøger at gennemføre Guds plan – på en vis måde. Men Moses kommer til kort. Han må flygte bort fra Egyptens land over hals og hoved. Det er tydeligt nok at det går galt for Moses. Han kommer til Midjan. Her får han et kald og en stor mægtig kraft af Gud. Han bliver bemyndiget. Han får Guds kræfter. Han får Guds stav. Derefter vender Moses tilbage til Egypten og gennemfører Guds plan – og hans egen plan! Kaldet er ikke en omvendelse. Kaldet er så at sige ikke noget indadvendt. Kaldet er en commissioning eller en ophøjelse eller en udnævnelse.

Vi kan se det samme skema i Galaterbrevet. Paulus fortæller stolt om sine fortidige prægtige gerninger i Judaismen som han kalder det. Paulus var blandt de ypperste – han var fremragende – han var uovertruffen. Han brændte virkelig for Herren – men lige som Moses i Egypten. Men når Paulus ser tilbage på hans fortid kan han godt se at det ikke lykkedes! Trods al hans brændende nidkærhed! Men Paulus fik pludselig kraften fra Gud – ved oplevelsen ved Damaskus. Han blev kaldet. Han fik al magt og kraft lige som Moses. Paulus fik nåden og velsignelsen og den overnaturlige styrke. Derefter kunne Paulus gå ud i verden og gennemføre sin plan!

Vi kan se at der er en meget nøje parallel mellem de to beretninger. Moses tager ikke afstand fra sine fortidige gerninger – hvorfor skulle han det? Paulus tager heller ikke afstand fra sine prægtige gerninger i fortiden – hvorfor skulle han det? Deres fællesproblem var at de ikke havde kraften og magten til at gennemføre deres forehavende. Fortiden er egentlig god nok. Det som de gjorde førte til at de mødte Gud i en stor vision og fik hele kraften! Det som skete engang er nødvendigt – det er et nødvendigt led i den samlede udvikling. Vi kan sige at der ligger et eksistentielt budskab i de to historier om Moses og Paulus. Vi kan også sige at det som primært sker når mennesker møder Gud – er at de bliver stærke og mægtige og frie og værdige. Det var ikke spor værdigt eller ophøjet at Moses måtte flygte ydmygt fra Egypten! Det var et ynkeligt nederlag! 2. Mosebog viser os at han manglede Guds kraft – derfor var hans gerninger på en måde nyttesløse. Men Moses gerninger førte direkte over til visionen på Sinaj og Paulus voldelige fremfærd som zelot og farisæer førte direkte over i Damaskus oplevelsen. Alting sker med et formål! Alting sker FOR AT. Alt er nødvendigt. Vi skal ikke grue over det som vi gjorde engang eller over det som skete engang. Det var alt sammen nødvendigt! Vi kan godt tilgive os selv. Vi kan godt tilgive livet!

Der er kun een relation.

v31 Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.

(14.31)

Relationen til Moses – Guds mund og hånd – og relationen til Gud er den samme relation. Hele 2. Mosebog bygger på denne grundlæggende pointe. Der er kun een og den samme relation. Hvis vi har tillid til Moses har vi også tillid til Gud. Hvis vi har tillid til Gud i himlen har vi også tillid til andre mennesker, medmennesket, os selv og livet! Enten lever vi i en tro og tillid – eller også har vi slet ingen tro overhovedet! Der er kun een relation. Vi kan ikke adskille vores relation til Gud fra vore relationer til de virkelige håndgribelige mennesker som vi lever med og møder!

At se tegnet.

v25 Da sagde egypterne: »Lad os flygte for Israel, for Herren fører krig for dem mod Egypten.«

(14.25)

Farao og egypterne indser til sidst sandheden og de indser hvem der er Gud og hvem Gud er – men deres indsigt kommer for sent. De når frem til anerkendelsen af Jahve – at se tegnet – men da er de allerede gået fortabt. Det er helt tydeligt at denne historie også er skrevet til læserne og tilhørerne i det gamle Israel. Se tegnene i tide, er budskabet. Hvis I først ser tegnet til allersidst – er det for sent. Det som Farao nu kan se er en direkte opfyldelse af det som Moses og Jahve allerede har sagt tidligere.

v13 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. v14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«

(14.13)

Farao skal lære at forstå sætningen: - Jeg er Gud. Jeg er Jahve! Det som han skal lære er respekt, anerkendelse, tro, lydighed og tillid.

Farao bliver ramt på samme måde som Sisera i Dommerbogen som må opgive kampen imod Jahve og Israel og flygte til fods. Meningen i 2. Mosebog er muligvis den samme. Farao må opgive sit supervåben – stridsvognene og hestene:

v15 Og Herren skabte forvirring blandt Siseras vogne og i hele hæren foran Barak, og Sisera sprang ned fra sin vogn og flygtede til fods. v16 Barak forfulgte vognene og hæren til Haroshet-ha-Gojim; og hele Siseras hær faldt for sværdet; der var ikke én tilbage.

(Dommerbogen 4.15)

Apostlenes Gerninger om Moses.

v1 Ypperstepræsten spurgte da: »Forholder det sig således?« v2 Stefanus svarede:

»Brødre og fædre! Hør på mig! Herlighedens Gud viste sig for vor fader Abraham i Mesopotamien, før han slog sig ned i Karan, v3 og sagde til ham: ›Forlad dit land og din slægt, og drag til det land, jeg vil vise dig.‹ v4 Da forlod han kaldæernes land og slog sig ned i Karan, og da hans far var død, førte Gud ham bort derfra til det land, som I nu bor i. v5 Gud gav ham ikke ejendom i det, ikke så meget som en fodsbred, men lovede at give Abraham og hans efterkommere landet til ejendom, skønt han var barnløs. v6 Gud sagde, at hans efterkommere skulle bo som fremmede i et land, der ikke var deres. Dér skulle de være trælle og plages i fire hundrede år. v7 ›Men så vil jeg dømme det folk, de er trælle for,‹ sagde Gud, ›og derefter skal de drage ud af landet og dyrke mig på dette sted.‹ v8 Og Gud oprettede omskærelsens pagt med ham. Og så blev Abraham far til Isak og omskar ham på den ottende dag, og Isak blev far til Jakob, og Jakob til de tolv patriarker. v9 Og patriarkerne blev skinsyge på Josef og solgte ham til Egypten, men Gud var med ham v10 og udfriede ham fra alle hans trængsler og lod ham finde yndest og visdom i egypterkongen Faraos øjne, så Farao indsatte ham som leder af Egypten og hele sit hus. v11 Der blev nu hungersnød i hele Egypten og Kana'an, nøden var stor, og vore fædre kunne ikke skaffe sig føden. v12 Da Jakob hørte, at der var korn i Egypten, sendte han vore fædre af sted første gang. v13 Men anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao blev klar over Josefs afstamning. v14 Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker. v15 Og Jakob drog ned til Egypten, og dér døde han og vore fædre; v16 de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham for en sum penge havde købt af Hamors sønner i Sikem. v17 Som tiden nu nærmede sig for opfyldelsen af det løfte, Gud havde givet Abraham, blev folket stort og talrigt i Egypten, v18 indtil der kom en anden konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. v19 Denne konge brugte list mod vort folk og plagede vore fædre ved at lade deres spædbørn sætte ud, for at de ikke skulle blive i live. v20 På den tid blev Moses født, og han var et dejligt barn i Guds øjne. I tre måneder blev han passet i sin fars hus, v21 og da han så var blevet sat ud, tog Faraos datter ham op og opdrog ham som sin egen søn. v22 Moses blev oplært i al egypternes visdom og var mægtig både i ord og handling. v23 Da han var fyldt fyrre år, fik han den tanke at besøge sine brødre, Israels børn. v24 Da han så en af dem blive overfaldet, kom han ham til hjælp, og han hævnede den mishandlede ved at slå egypteren ihjel. v25 Han mente nu, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville bringe dem frelse, men de forstod det ikke. v26 Næste dag dukkede han op, netop som de var i slagsmål. Han forsøgte at forlige dem til at slutte fred og sagde: ›I er jo brødre! Hvorfor overfalder I så hinanden?‹ v27 Men den mand, der havde overfaldet sin landsmand, afviste Moses og sagde: ›Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? v28 Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel i går?‹ v29 Da Moses hørte det, flygtede han og boede som fremmed i landet Midjan, hvor han fik to sønner.

v30  Efter fyrre års forløb viste en engel sig for ham i ørkenen ved bjerget Sinaj i flammen fra en brændende tornebusk. v31  Og da Moses så det, undrede han sig over synet, men da han gik hen for at se nøjere på det, lød Herrens røst: v32  ›Jeg er dine fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.‹ Da skælvede Moses og turde ikke se derhen. v33  Men Herren sagde til ham: ›Tag dine sandaler af, for stedet, du står på, er hellig jord. v34  Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, jeg har hørt deres klageskrig, og jeg er kommet ned for at redde dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Egypten.‹ v35  Den Moses, som de afviste med ordene: Hvem har sat dig til at være herre og dommer? – ham sendte Gud som herre og befrier, hjulpet af den engel, der havde vist sig for ham i tornebusken. v36  Det var ham, der førte dem ud, og som gjorde undere og tegn i Egypten og ved Det Røde Hav og i ørkenen i fyrre år. v37  Det var den Moses, som sagde til israelitterne: ›Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne.‹ v38  Det var også ham, der i menigheden i ørkenen var sammen med englen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og med vore fædre, og han modtog livgivende ord at give os. v39  Ham ville vore fædre ikke adlyde, de afviste ham og vendte i deres hjerte tilbage til Egypten v40  og sagde til Aron: ›Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af Egypten.‹ v41  I de dage fremstillede de så en kalv og ofrede til afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk. v42  Da vendte Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i Profeternes Bog:
      Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre
      de fyrre år i ørkenen, Israels hus?
       v43  Teltet med Molok førte I med jer
      og jeres gud Raifans stjerne,
      de billeder, I har lavet for at tilbede dem.
      Så fører jeg jer bort til et sted
      på den anden side af Babylon.
v44  I ørkenen havde vore fædre Vidnesbyrdets telt, og det var sådan, som han, der havde talt med Moses, havde befalet ham at indrette det, efter det forbillede, Moses havde fået at se. v45  Det telt overtog vore fædre, og de bragte det med sig, da de under Josva tog landet i besiddelse efter de folkeslag, som Gud drev bort foran vore fædre, og sådan var det indtil Davids tid. v46  Han fandt nåde for Guds øjne og bad om, at han måtte finde en bolig til Jakobs Gud. v47  Men det blev Salomo, der byggede ham et hus. v48  Dog bor den Højeste ikke i huse, bygget af hænder – som profeten siger:
       v49  Himlen er min trone,
      jorden min fodskammel;
      hvilket hus skulle I kunne bygge mig,
      siger Herren,
      eller hvilket sted skulle være min bolig?
       v50  Har min hånd ikke skabt alt dette?
v51  I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. v52  Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. v53  I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.«

v54 Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. v55 Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. v56 Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« v57 Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. v58 De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. v59 Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« v60 Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.

(Apostlenes Gerninger 7.1)

Respekten for de fremmede.

Det gamle Testamente har en helt overvejende respekt for fremmede. I sen jødedommen –fx på Jesu tid er mange af sekterne voldsomt aggressive over for de fremmede. Israel bliver en lille nation som er bange for de fremmede. De fremmede er urene. De er farlige. Man skal isolere sig. Man skal bygge en mur og holde de fremmede udenfor. Dette er hele problemet i Galaterbrevet – det er det som Paulus kæmper imod. De kristne ledere Jakob og Peter i Jerusalem kræver at de kristne i Antiokia skal isolere sig fra de andre kristne i Antiokia – fordi de er grækere! Fordi de ikke er rene jøder. Stemningen på Paulus tid og på Jesu tid bliver nationalistisk og til fremmedfrygt og fremmedhad. Reaktionen starter med den Makkabæiske revolte ca 160 f. Kr. Men sådan er det IKKE i Det gamle Testamente – og det ved Paulus godt! Paulus griber tilbage til Det gamle Testamente som har en helt anden stemning - respekt og åbenhed over for de fremmede.

I det gamle Israel bor hebræerne og utallige andre folk i Palæstina – i et ganske lille område – som et kludetæppe. De forskellige folk – moabiter eller amalekiter eller jebusiter osv – boede ud og ind imellem hinanden. I hver eneste landsby eller by var der mange kulturer, mange religioner og mange folk og sprog! Det gamle Israel var et rent kludetæppe. Danmark er i de sidste 40 år blevet sådan et multikulturelt samfund. Derfor er det gamle Israel et interessant eksempel. Det gamle Israel viser virkelig respekt for de fremmede. Hebræerne samarbejde med de fremmede på kryds og tværs. David er en fremmed og omgiver sig med fremmede. Israel lærer af de fremmedes kultur og religion og Israel integrerer fremmede religiøse ideer i sin egen tro! De andre folk er Israels broderfolk – i al fald nogen af dem. Måske er man i krig med dem og måske hader man dem nogle gange – men man respekterer dem. Israel er et åbent samfund. Israels religion eller gudstjeneste eller kult er åben for de fremmede. De fremmede er heller ikke altid så fremmede. Fx var alle nabofolkene også omskåret som hebræerne – de er som os – har man tænkt. – De tilbeder den samme gud har man sikkert også tænkt – for Gud har mange navne – som det hedder i 2 Mosebog.

Moseloven indeholder et væld af bestemmelser for de fremmede i israel – de såkaldte Ger som det hedder på hebraisk. Gang på gang siges det at hebræerne engang selv har været Ger! Det må de aldrig glemme. Engang boede hebræerne også i det fremmede. De levede ikke på fædrenes jord. De havde ikke deres eget land. Det skal de huske – og de skal behandle de fremmede værdigt! Denne tankegang spiller en enorm rolle i Det gamle Testamente. Moses kom som en flygtning til Midjan. Han har helt væk fra sin slægt og sine fæller. Han var alene i Midjan – men han blev godt modtaget. Præsten i Midjan modtog ham som en konge og støttede ham og viste ham den vigtige gæstfrihed! Vi skal være gæstfrie på samme måde – det er temaet i 2 Mosebog. Idealet om at behandle de fremmede godt og vise dem gæstfrihed spillede en enorm rolle i hele oldtiden – i alle kulturer – også hos romerne og grækerne! Samfundene byggede på gæstfriheden. Det er hele denne centrale tanke som Paulus bruger i Galaterbrevet til sit angreb på de kristne ledere i Jerusalem. At være en sand kristen – siger Paulus – er netop at løfte arven fra det gamle Israel – at vise gæstfriheden over for de fremmede!

Israel er en nation af krigere – et folk af zeloter.

v17 Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig.« v18 Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet. I række og geled drog israelitterne op fra Egypten.

(2 Mosebog 13.17)

Rent sprogligt er der mange problemer i betydningen af vers 18. verset betyder muligvis at hebræerne vandrer ud af Egypten i rækker på 5 eller i afdelinger på 50. Muligvis betyder verset at de bærer 15 våben hver især! Under alle omstændigheder er meningen nok klar nok. Israel er et krigerisk folk. Israel drager ud som en hær. Hebræerne er et folk af zeloter. Meget tyder på at vers 18 taler om at der går en avantgarde foran Israel. Israel vandrer ud i militær formation og foran går en fortrop af de ivrige, de nidkære, zeloterne som de kaldes i Bibelen – dem som er fyldt af en Guds ild og som brænder for Herren. Det er også dem som vi kender fra Det nye Testamente. Hele Israel er på en måde lig med denne fortrop. Israel er et nidkært folk som brænder for Herren. I Mosebøgerne er de store helte netop disse brændende zeloter som Pinehas der dræber den vantro hebræer ved at støde spydet igennem ham og hans konkubine på én gang!

De ord som i oversættelsen er gengivet ved række og geled betyder muligvis brændende, zelotisk eller modig eller mandig!

På samme måde fortælles i 12.11 at hebræerne i den paskale nat skal klæde sig militært og armere sig! Exodus eller udvandringen er et felttog – en krig.

Vers 18 er nok en parallel til 14.8 hvor det hedder at Israel drager ud af Egypten med en løftet arm! Hele sproget er et militært maskulint magt sprog!

Gud tester os. Gud vejleder os.

v22 Moses lod nu Israel bryde op fra Sivhavet, og de drog ud i Shur-ørkenen. De gik tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand. v23 Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det smagte bittert. Derfor kaldes stedet Mara. v24 Da gav folket ondt af sig mod Moses og spurgte: »Hvad skal vi drikke?« v25 Moses råbte til Herren, og Herren viste ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk.

Dér fastsatte han lov og ret for folket, og dér satte han det på prøve. v26 Han sagde: »Hvis du er lydig mod Herren din Gud og gør, hvad der er ret i hans øjne, lytter til hans befalinger og holder alle hans love, så vil jeg ikke påføre dig nogen af de sygdomme, jeg har påført egypterne, for jeg er Herren, der læger dig.«

(2 Mosebog 15.22)

v20 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! [Frygt ikke!]. Gud er kommet for at sætte jer på prøve, og for at I kan frygte ham, så I ikke synder.«

(20.20)

Tankegangen i Det gamle Testamente kan sagtens være autoritær, bydende og undertrykkende. Gud kan være en hård dommer og en politibetjent. Gud kan være en som stiller hårde krav og dømmer efter lydigheden. Et eksempel på den gammeldags opdragelse – at piske sin søn bort fra synden – finder vi i Ordsprogenes Bog. – Den som elsker sin søn – sparer ikke på stokken!

Men forholdet mellem Gud og menneskene er normalt helt anderledes i Det gamle Testamente. Gud taler til menneskene som værdige og voksne mennesker! Gud anerkender menneskene – som det siges i 2. Mosebog i Præsteskriftet. Gud truer ikke – ikke grundlæggende – han vejleder. Moseloven eller Toraen er en vej-ledning eller en hjælp eller et stykke pædagogik - meget mere end en straffelov. Gud ønsker at vi skal blive helbredte og raske. Han viser os hvordan vi kan blive helbredt og raske. Det er lovens mening og formål. Gud ønsker at vi skal blive lige som han er!

Vi kan sige at Toraens mening er at man som en voksen mand ville handle meget, meget uklogt – hvis man nægtede at modtage velmente, gode råd!

Toraen er udtryk for det gamle Israels samlede, kollektive erfaringer. Det er tydeligt nok i teksten at Moseloven bliver givet forud for mødet på Sinajs bjerg – og det er logisk at sige at Toraen bliver givet både før og efter Sinaj. Toraen er summen af al viden og alle erfaringer. Toraen er det levende vand som strømmer ud fra den evige kilde – Gud.

Gud instruerer, forklarer, viser og giver råd. Toraen er gode råd. Gud vejleder os for vores skyld ikke for hans egen skyld. Ordet Tora kommer af ordet Hora som betyder visdommen, vejledningen eller instruktionen. Gud er ikke så meget en dommer – som en træner eller opdrager eller vejleder eller rådgiver eller coach i en mere nutidig betydning. Gud er en counsellor. Ordet Tora og Hora betyder at Gud viser os noget – så at vi kan komme til at se. Toraen betyder ikke at vi ikke kan gøre vores egen vilje! Gud tester – det vil sige han tilrettelægger situationer for at vi kan lære noget af det. Alting sker FOR AT. Gud ønsker ikke at vi skal blive mindre – men større! Som en god og ordentlig fader så ønsker Gud at hans søn skal blive til noget stort her i livet! Derfor har han givet os Loven eller Toraen. Moseloven er ofte blevet misforstået og fordrejet – det kan man tydeligt se i Det nye Testamente - men det er den oprindelige betydning af Toraen. Det er derfor Moses – meget paradoksalt – kan sige at Israel skal glæde sig og ikke frygte noget! Gud vil sætte dem på en prøve og teste dem. Det kan de godt glæde sig over. Gud er ikke ligeglad med Israel. Gud er en fader – en ordentlig fader som lever op til relationen. Alt hvad han gør – gør han for at Israel kan vokse og trives!

Vi kan se anvendelsen af Hora og Tora i disse eksempler:

       v3  talrige folk skal drage af sted og sige:
      »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg,
      til Jakobs Guds hus;
      han skal vise os sine veje,
      og vi vil gå på hans stier.
      For belæringen udgår fra Zion
      og Herrens ord fra Jerusalem.«

(Esajas 2.3)

v36 så hør i himlen, tilgiv dine tjeneres og dit folk Israels synd, og vis dem den gode vej, de skal følge; giv regn over dit land, som du har givet dit folk i eje!

(1 Kongebog 8.36)

v33 han gik dog foran jer på vandringen for at udsøge steder, hvor I kunne slå lejr, om natten i en ild og om dagen i en sky, for at vise jer den vej, I skulle gå.

(5 Mosebog 1.33)

Baggrunden for Toraen er jo at menneskers råd og vejledning ikke altid er tilstrækkelig:

       v26  Ulykke følger på ulykke,
      rygte føjes til rygte.
      De søger syner hos profeten,
      både præstens belæring
      og de ældstes råd slår fejl.

(Ezekiel 7.26)

Surdejen. I skal leve rent og purt. I må ikke drikke alkohol!

Den gamle israelitiske Massot bliver efterhånden til den jødiske Påske. Massot betyder De usyrede brøds fest og blev fra gammel tid fejret i marts til april måned – omkring den 21 april - i gennemsnit. Massot er ikke nogen høstfest – efter næsten alles mening er det en misforståelse. Pointen i Massot er ikke at israelitterne skal spise særlige usyrede brød i en hel uge. Disse brød blev i øvrigt også brugt året rundt. Pointen er at de skal faste eller afholde sig fra eller rense sig. Massot er en afbrydelse – en Sabbat som vi kan se. Pointen er at al surdejen skal udryddes og tilintetgøres i hele landet – af alle mennesker – ikke kun israelitterne. Den gamle surdej er uren og imod Gud.

Begrebet surdejen eller det syrede får en symbolsk betydning i Det gamle Testamente. Surdejen er lig med Egypten eller lig med synden eller lig med de onde ånder eller lig med Guds fjende. De onde ånder til trækkes af surdejen – som lugter. Gæringen der fremkommer ved produktionen af øllet og vinen viser at der kommer onde ånder i vinen og øllet! Det sprutter og bobler – lige som onde ånder! Det har været tanken. Gæringsprocessen har været mystisk – uforståelig – og farlig. Den frembringer noget som er berusende – det vil sige imod Gud og når mennesker drikker vinen og øllet bliver de besat af en ond ånd! Oprindeligt har der måske været et generelt forbud imod vinen og øllet under Massot – under Påske ugen.

Surdejen dækker alle de ting som er gærede – ikke kun brødet. Det som er gæret er ikke helligt – det er ikke Qodesh – det må ikke ofres til Gud og det besmitter og gør urent. Det gælder brød, honning, vin og øl.

De usyrede brød lever videre i den kristne kirkes nadver – kirkens eller nadverens brød er netop usyret brød! I Det nye Testamente fremstilles nadveren som en afløsning af og erstatning for den jødiske påske! At spise brødet er at spise påskelammet. Det hebraiske ord for brødet – lemet – kan da også betyde både brød og kød! At servere Lemet for sine gæster betyder i Det gamle Testamente at servere mad for dem – altså både brød og kød og tilsvarende!

Massot er en faste periode – en afbrydelse – en sabbat. Ørkentiden er een lang faste periode hvor Israel slet ikke drikker vin og øl. Vinen og øllet er imod Gud og de gør sjælen og kroppen uren og besmitter med synd. Hele begrebet surdejen – også inklusive alkoholen – finder vi igen med tydeligt i det nye Testamente. De kristne skal leve rent og helligt siger Paulus – de må ikke drikke vin og øl. De onde ånder og den onde selv bliver tiltrukket af alkoholen. Alkoholen og det syrede – det gærede – har en ond ånd indeni. Det er synden eller syndens magt – kødet – verden.

At træde ud af verden er at træde ind til Guds evige hvile – hans sabbat – altså at træde ud af surdejen og vinen og øllet! At give slip på vinen og øllet er at komme i Guds rige!

I Massot og i ørkentiden træder Israel ud af verden – de får en hellig eller ren livsstil. I Det gamle Testamente er vinen og øllet forbundet med døden og dødens rige – og rekabitternes askese eller afholdenhed fra vinen og øllet er forbundet med livet og glæden – fred, glæde, fremgang - shalom - og et langt liv.

Rekabitterne:

v5 Jeg satte kander, fulde af vin, og bægre foran rekabitterne og sagde til dem: »Drik noget vin!« v6 De svarede: »Vi drikker ikke vin, for vores stamfader Jonadab, Rekabs søn, gav os den befaling: I al fremtid må hverken I eller jeres efterkommere drikke vin, v7 bygge huse, så korn, plante vingårde eller have ejendom, men hele livet skal I bo i telte; så vil I få et langt liv på den jord, hvor I bor som fremmede. v8 Og vi har adlydt alt, hvad vores stamfader Jonadab, Rekabs søn, befalede os; vi og vores koner, vores sønner og døtre har aldrig drukket vin; v9 vi har aldrig bygget huse til at bo i, vi ejer hverken vingårde, marker eller korn, v10 men vi bor i telte. Vi overholder alt det, vores stamfader Jonadab befalede os. v11 Men da babylonerkongen Nebukadnesar drog op mod landet, sagde vi: Kom, lad os gå til Jerusalem, bort fra kaldæernes og aramæernes hære. Og nu bor vi i Jerusalem.«

(Jeremias 35.5)

Vi ser tydeligt idealet hos de såkaldte Rekabitter i Det gamle Testamente som ikke drikker vin og øl og hos Naziræerne – vi kender Johannes Døberen og Samuel – som ikke drikker vin og øl. I hele Det gamle Testamente er der en modstand imod alkoholen fordi alkoholen symboliserer det onde, det forurenede og forurenende. Denne modstand finder vi tydeligt i Ordsprogenes Bog og i visdomslitteraturens tale om drukkenbolten og drukkenskaben! Denne tanke lever videre hos Paulus. Alkoholen er en urenhed. Israel skal leve rent og purt. Udvandringen fra Egypten er en vandring ud af drukkenskaben.

Vi kan sige at de senere latinske begreber - spiritus og spiritus – meget godt dækker tanken i Massot og i Det gamle Testamente. Alkoholen har en spiritus – en ånd – en ond ånd – i modsætning til Guds sande ånd – spiritus.

Israel føres frem til Guds rige. Guds rige er en shbt siges det i 2. Mosebog – det vil sige Guds rige – den kommende tilstand – er en afbrydelse – en shbt – en sabbat. Det gamle liv er bestemt af den gamle surdej og vinen og øllet. Det nye liv – Guds rige – er at forlade den gamle surdej – vinen og øllet – drukkenskaben symboliserer tilstanden i verden og i Egypten.

Surdejen symboliserer civilisationen og den verdslige kultur – det kultiverede. Israel skal vende tilbage til en mere sand, mere ægte og oprindelig livsstil – at leve uden surdejen og alkoholen.

v4 »Jeg lod jer endda vandre fyrre år i ørkenen, uden at jeres klæder blev slidt i laser og faldt af jer, og uden at dine sandaler blev slidt op og faldt af dine fødder; v5 brød fik I ikke at spise, og vin og øl fik I ikke at drikke, for I skulle forstå, at jeg er Herren jeres Gud.«

(5 Mosebog 29.4)

Israel skal leve rent og purt. De skal ikke leve af øllet eller vinen fra verden – fra den onde verden – men af Manna som kommer ned fra himlen – det himmelske brød eller englenes brød!

Naziræerne:

v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 Tal til israelitterne og sig til dem: Når en mand eller kvinde aflægger det særlige nasiræerløfte for at vie sig til Herren, v3 så skal han afholde sig fra vin og øl. Han må ikke drikke eddike af vin eller af øl, han må ikke drikke druesaft, og han må hverken spise friske eller tørrede druer. v4 Så længe han er nasiræer, må han ikke nyde noget som helst, der kommer fra vinstokken, lige fra det første skud til den modne drue. v5 Så længe hans nasiræerløfte gælder, må der ikke komme en ragekniv på hans hoved. Han skal være hellig, indtil den tid, han har viet sig til Herren, er gået. Han skal lade håret på sit hoved vokse frit.

(4 Mosebog 6.1)

v2 I Sor'a boede der en mand af danitternes slægt; han hed Manoa. Hans kone var ufrugtbar og havde ingen børn. v3 Men Herrens engel viste sig for kvinden og sagde til hende: »Du er ufrugtbar og har ikke fået børn; men du skal blive med barn og føde en søn. v4 Tag dig i agt for at drikke vin eller øl, og spis ikke noget, der er urent. v5 For du skal blive med barn og føde en søn. Der må aldrig komme en ragekniv på hans hoved; for drengen skal være Guds nasiræer lige fra moders liv. Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel fra filistrene.«

(Dommerbogen 13.2)

v14 Hun må ikke spise noget, der kommer fra en vinstok, hun må ikke drikke vin eller øl, hun må ikke spise noget, der er urent. Hun skal holde alt det, jeg har befalet hende.«

(Dommerbogen 13.14)

Det gærede, det syrede:

v11 Intet afgrødeoffer, som I bringer Herren, må laves af syrnet brød, for I må ikke brænde noget af surdej eller honning som offer til Herren.

(3 Mosebog 2.22)

v8 Herren talte til Aron og sagde: v9 »Når du og dine sønner går ind i Åbenbaringsteltet, må I hverken drikke vin eller øl, for så skal I dø. Det skal være en eviggyldig ordning for jer, slægt efter slægt, v10 for at I kan skille helligt fra uhelligt og urent fra rent, v11 og for at I kan belære israelitterne om alle de love, som Herren har kundgjort for dem gennem Moses.«

(3 Mosebog 10.8)

(4 Mosebog 6.1)

Hele teksten i kapitel 35 hos Jeremias lyder sådan – afholdenheden fra alkoholen er et helt klart ideal. Rekabitterne er et evigt forbillede:

v1 Det ord, som kom til Jeremias fra Herren, dengang Jojakim, Josijas søn, var konge i Juda: v2 Gå til rekabitterne, og tal til dem! Før dem til et af kamrene i Herrens tempel, og giv dem vin at drikke!

v3 Jeg tog Ja'azanja, Jirmejas søn, Habassinjas sønnesøn, og hans brødre og hans sønner, alle rekabitterne, v4 og førte dem til Herrens tempel, til det kammer, der tilhørte gudsmanden Hanans disciple; han var søn af Jigdalja. Det lå ved siden af stormændenes kammer, der lå oven over dørvogteren Ma'asejas kammer; han var søn af Shallum.

v5 Jeg satte kander, fulde af vin, og bægre foran rekabitterne og sagde til dem: »Drik noget vin!« v6 De svarede: »Vi drikker ikke vin, for vores stamfader Jonadab, Rekabs søn, gav os den befaling: I al fremtid må hverken I eller jeres efterkommere drikke vin, v7 bygge huse, så korn, plante vingårde eller have ejendom, men hele livet skal I bo i telte; så vil I få et langt liv på den jord, hvor I bor som fremmede. v8 Og vi har adlydt alt, hvad vores stamfader Jonadab, Rekabs søn, befalede os; vi og vores koner, vores sønner og døtre har aldrig drukket vin; v9 vi har aldrig bygget huse til at bo i, vi ejer hverken vingårde, marker eller korn, v10 men vi bor i telte. Vi overholder alt det, vores stamfader Jonadab befalede os. v11 Men da babylonerkongen Nebukadnesar drog op mod landet, sagde vi: Kom, lad os gå til Jerusalem, bort fra kaldæernes og aramæernes hære. Og nu bor vi i Jerusalem.«

[At drikke vinen og øllet er at tilbede de fremmede guder – det er den onde vej i følge Jeremias – den vej fører til døden og dødsriget – den fører til at Israel mister retten til at bo i landet – Guds rige. At drikke vinen og øllet er at pådrage sig Guds dom:]

v12 Da kom Herrens ord til Jeremias: v13 Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Gå hen og sig til judæerne og til Jerusalems indbyggere: Vil I ikke tage ved lære og lytte til mine ord? siger Herren. v14 Rekabs søn Jonadab forbød sine efterkommere at drikke vin, og hans ord er blevet holdt i hævd; indtil i dag har de aldrig drukket vin, de har adlydt, hvad deres stamfader befalede. Jeg har talt til jer igen og igen, men I ville ikke adlyde mig. v15 Igen og igen har jeg sendt mine tjenere, profeterne, til jer og sagt: Vend om fra jeres onde vej, og gør jeres gerninger gode; I må ikke følge andre guder og dyrke dem. Så skal I bo på den jord, jeg gav jer og jeres fædre. Men I lyttede ikke til mig og hørte ikke på mig. v16 Rekabs søn Jonadabs efterkommere har holdt den befaling i hævd, som deres stamfader gav dem. Men dette folk ville ikke høre på mig.

v17 Derfor siger Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud: Jeg bringer hele den ulykke, jeg har truet med, over Juda og over alle Jerusalems indbyggere. Skønt jeg talte til dem, hørte de ikke, og skønt jeg råbte til dem, svarede de ikke.

[Løfterne:]

v18 Til rekabitterne sagde Jeremias: Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: I adlød, hvad jeres stamfader Jonadab befalede, I holdt alle hans befalinger og gjorde alt, hvad han befalede jer. v19 Derfor siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Der skal aldrig mangle en af Rekabs søn Jonadabs slægt til at træde frem for mig.

(Jeremias 35.1)

Farao forlænger sin egen lidelse.

v4 Da tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: »Gå i forbøn hos Herren om, at han skal fjerne frøerne fra mig og mit folk. Så vil jeg lade folket [Israel] gå, så de kan ofre til Herren.«

v5 Moses sagde til Farao: »Sig mig nådigst, hvornår jeg skal gå i forbøn for dig og dine hoffolk og dit folk, så frøerne bliver ryddet væk fra dig og dine huse, og der kun er nogle tilbage i Nilen.«

v6 »I morgen,« svarede han [Farao], og Moses sagde: »Som du befaler! Du skal komme til at forstå, at der ikke er nogen som Herren [Jahve] vores Gud. v7 Frøerne skal forsvinde fra dig og dine huse, dine hoffolk og dit folk. Kun i Nilen bliver der nogle tilbage.« v8 Så forlod Moses og Aron Farao. Moses råbte til Herren om frøerne, som han havde skaffet Farao på halsen, v9 og Herren gjorde, som Moses bad; frøerne døde i husene, på gårdspladserne og på markerne. v10 Man skovlede dem sammen i dynger, så landet kom til at stinke.

v11 Men da Farao så, at det var til at ånde igen, forhærdede han sig og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.

(8.4)

I 2. Mosebog er Farao på mange måder et symbol til læserne. Forfatterne – både Elohisten og Præsteskriftet – fremstiller Farao som det typiske menneske – det som sker med ham sker med alle mennesker. Læserne skal lære noget ved at se på eksemplet Farao. De skal så at sige identificere sig med Farao og tænke sig om! Gør ikke som Farao dengang gjorde – se hvad der skete med ham!

2. Mosebog 8.4 markerer et vendepunkt hos Farao. Herrens store tegn og undere gør deres virkning! Farao nærmer sig det som er Guds mål med Farao – og med alle mennesker – nemlig at han skal komme til at se og høre. Farao vender pludseligt – for en tid – rundt og anerkender Jahve som en stor og mægtig gud. Farao beder Moses om at gå i forbøn. Farao bøjer sig for Jahve – den Jahve som han tidligere kun har omtalt med hån og foragt! Han må nu hårdt presset bøje sig. Han kan se Guds magt og vælde!

Men teksten har en underfundig pointe. Helt ulogisk vil Farao alligevel ikke rigtigt bøje sig. Moses siger til ham at han kan ønske og bede. Men Farao vil aligevel ikke. Han tror ikke alligevel. Han kan ikke tro at alle frøerne – hele plagen – kan fjernes med det samme. Han vakller og beder om at plagen må fjernes ikke nu og her – men senere – måske i morgen!

På den måde siger teksten at Farao forlænger sin egen plage og lidelse! Han får chancen – men vil ikke alligevel. Han begynder at tænke realistisk. Han tænker at det ikke er realistisk at plagen kan fjernes straks og pludseligt. Han beder om en senere løsning – og rammer sig selv! Farao bruges af teksten som et symbol på mennesket der alligevel ikke rigtigt har troen! Farao VIL ikke tro kan vi sige. Når han får chancen – så viger han alligevel uden om – ganske ulogisk!

Farao forstår ikke rigtigt hvad tro og tillid er. Han tror ikke at man kan bede om noget såkaldt urealistisk. Hele historien er skrevet til de senere israelitter som hører historien! De skal se at Farao – selv om han står lige over for troen – alligevel viger tilbage. Han kan ikke give slip alligevel på al hans dumme forstand og fornuft. Selv om han lige har været vidne til Guds mægtige tegn og undere – så kan han alligevel ikke tro det som han ser! Han vil ikke! Pointen er at vi ikkeskal gøre sådan som Farao gør! Vi skal bede Gud om at tage plagen fra os – her og nu – i tro og tillid! Vi finder en slags parallel til denne historie hos Esajas:

v10 Herren talte på ny til [kong] Akaz: v11 »Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje.« v12 Akaz svarede: »Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren.«

(Esajas 7.10)

Israel frelses midt i lidelsen. Den underfulde frelse.

v22 Men Farao befalede hele sit folk: »Hver eneste dreng, der bliver født, skal I kaste i Nilen [dræbe]; men pigerne kan I lade leve.«

v1 Der var en mand af Levis slægt, som giftede sig med en datter af Levi. v2 Kvinden blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig han var, holdt hun ham skjult i tre måneder. v3 Da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv, tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. v4 Hans søster stillede sig et stykke derfra for at se, hvad der skete med ham. v5 Nu kom Faraos datter ned til Nilen for at bade, mens hendes piger gik frem og tilbage på flodbredden. Hun fik øje på kurven mellem sivene og sendte sin tjenestepige ud efter den. v6 Da hun åbnede den, så hun barnet, en dreng, der lå og græd. Hun fik medynk med ham og sagde: »Det er et af hebræernes børn.« v7 Hans søster sagde til Faraos datter: »Skal jeg gå hen og hente en amme hos hebræerkvinderne, som kan amme barnet for dig?« v8 »Ja, gør det,« sagde Faraos datter, og pigen gik hen efter drengens mor. v9 Faraos datter sagde til hende: »Tag denne dreng med, og am ham for mig; jeg skal nok betale dig.« Så tog kvinden drengen med sig og ammede ham. v10 Da drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos datter. Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses; »for jeg har trukket ham op af vandet,« sagde hun.

(2 Mosebog 2.1 - Jahvisten)

v15 Så fik hebræernes jordemødre – den ene hed Shifra, den anden Pua – den besked af egypterkongen: v16 »Når I forløser hebræerkvinderne, skal I holde øje med de to sten; er det en dreng, skal I dræbe ham, er det en pige, kan hun få lov at leve.« v17 Men jordemødrene frygtede Gud og undlod at gøre, hvad egypterkongen havde befalet dem; de lod drengene leve. v18 Derfor kaldte egypterkongen jordemødrene til sig og sagde til dem: »Hvorfor gør I det? I lader jo drengene leve!« v19 Men jordemødrene svarede Farao: »Hebræerkvinderne er ikke som de egyptiske kvinder. De er mere livskraftige, og de har født, inden jordemoderen når at komme.« v20 Gud belønnede jordemødrene, og folket blev stort og meget talrigt. v21 Fordi jordemødrene frygtede Gud, gav han dem afkom.

(2 Mosebog 1.15 - Elohisten)

De to beretninger stammer fra to forskellige kildetekster og de fleste vil betragte dem som en dublet. De beskriver det samme tema eller den samme begivenhed – blot i to forskellige udgaver. De to beretninger beskriver hvordan Israel bliver frelst på en underfuld måde – på trods af al fornuft og på trods af alle forventninger.

Jahvistens beretning fortæller godt nok kun om en persons frelse – alle de øvrige hebræiske drengebørn bliver så at sige glemt! Men budskabet er det samme. Moses er et symbol på hele Israel. Når Moses frelses – og ophøjes – så bliver hele Israel frelst og ophøjet.

Moses sættes ned i Sup-en som det siges. Fortællingen hos Jahvisten er fuld af symboler og referencer. Sup-en betyder at Moses bliver sat ned i sivene eller rørene eller i det vand som er fyldt med siv eller papyrus. Siden hen frelses hele Israel ved Jam Sup – sivhavet. Sivhavet er ikke noget bestemt sted. Moses frelse og Israels senere frelse ved siv havet er i virkeligheden den samme begivenhed.

Ordet Sup er et egyptisk låneord på hebraisk som betegner et vand – en sø, en sump, en flod, et hav – hvor der vokser mange siv, rør eller papyrus. Ordet Sup forekommer mange steder i 2. Mosebog. Græshopperne bliver således blæst væk og over i Sup-en som er et vand af denne karakter – men ikke et geografisk bestemt sted.

Moses anbringes i en Teba – en lille æske eller beholder eller båd eller kurv af papyrus eller siv. Noa reddes fra syndfloden i en Teba. Ordet Teba forekommer kun to steder i HELE Det gamle Testamente – i Moses historien og i Noa historien! Historien om Moses frelse er simpelt hen fyldt med symboler. Vi kan sige at historien er mytisk. Den er symbolsk.

Moses bliver sat ved det onde vands læbe – som det hedder. Vandet er et stort frygteligt gab. Moses er anbragt på læben – altså på kanten af dødsriget. Vandet er de dødes rige - lige som israelitterne ved sivhavet siden hen står på læben – de står med det ene ben i de dødes rige.

Hvor er Gud henne – har man spurgt? Gud viser sig – næsten - ikke synligt i nogen af disse beretninger om Guds underfulde frelse. Det er mennesker som er aktører og tilsyneladende ikke Gud. Gud er Deus Absconditus – han er skjult. Men det er Gud som virker inden i det som mennesker gør. Alt som sker er Guds vilje. Gud manifesterer sig i det som sker. Bagefter kan vi se at alle ting skete efter Guds plan! Det ser ud til at tingene sker fordi mennesker vil eller fordi mennesker er snu og snedige – som jordemødrene og Moses moder! Men i en dybere virkelighed skyldes det alt samen Guds energi og vilje og kraft. Gud viser sig på en skjult måde. Der findes to virkeligheder bag ved hinanden – det ydre synlige – og den virkelige virkelighed som er skjult inden i tegnet! Gud er inden i den egyptiske prinsesse. Hun er netop den som ophøjer Moses og trækker ham op af de vældige vande! Prinsessen er på en vis måde Gud selv. Hun er Moses – og Israels – frelser!

Verdensopfattelsen og de vældige vande.

Det gamle Israel har grundlæggende den samme opfattelse af verden som de andre semitiske folk. Engang dækkede urvandet – det onde vand – alting og alt var under vand og der fandtes ingen mennesker eller dyr. Gud skabte verden ved at trænge vandet tilbage. Han blæste vandet bort med sin Ruah – sin hellige ånd eller ånde. Gud satte en grænse for vandet og han tog – på en vis måde - magten over de vældige vande.

Disse vande - de vældige eller stærke eller frygtindgydende vande – er altid flertal i Det gamle Testamente – hebraisk Majjim betyder vandene – ikke fordi der er mange forskellige vande – men for at vise hvor frygtindgydende de er! Det er kun eet vand. Alt vandet er det samme vand. Gud har kun en fjende – den onde gud eller ødelæggeren eller ham som vil oversvømme hele verden og drukne alle mennesker og dyr! Han er den onde selv.

Gud blæste vandet bort fra jordoverfladen og skabte plads for de levende væsner. Gud skabte på den måde en luft lomme – som er halv kugle formet med himmelhvælvingen oven på som et tag. Vi lever nu inden i den luft lomme men vores eksistens er evigt truet. Hele kosmos lever i en skrøbelig balance. Døden truer over alt.

Oven over himmelbuen eller firmamentet eller himmelhvælvinger er der uanede mængder af vand. Derfor er himlen blå! Himlen er blå lige som havet er blåt! Det vand som er oven over himlen kan vi se. Himlen er lavet af krystal eller glas eller af is. Den er gennemsigtig og vi kan se de vældige vande igennem himlen!

På denne dramatiske måde kan vi måske se hvorfor oldtidens mennesker levede i en voldsomt frygt og angst. Een eneste lille fejl – eet eneste lille brud på himlen – og hele verden ville blive oversvømmet og druknet i vandene. Vandene var en forfærdelig trussel. De vældige eller de mange vande hænger over vores hoved – som en evig trussel. Hvornår går det galt?

På samme måde flyder jordoverfladen – en rund diskos formet plade oven på de vældige vande. Under jorden er der uendelige mængder af vand – som kan trænge op og overskylle jorden og den beboede verden! På samme opfattede det gamle Israel havet og store floder som en forfærdelig dødelig trussel. Havet åd af landjorden ved kysterne. Havet er farligt. Drukne døden var forfærdelig som vi kan se i Salmerne. Havet er de dødes rige. Havet er det samme som den senere forestilling om Satan.

Alt dette vand er Jam eller døden eller Livjatan eller Rahab – eller Egypten eller Sivhavet i 2. Mosebog. Alt vand hænger sammen og alt vand er det samme vand. Israelitterne var bestemt ikke søfarende eller sejlere! De frygtede søen og havet over alt andet. At sejle var lige så farligt – som en rum rejse er for os. At sejle på havet er at opholde sig på kanten af de dødes rige. At stå ved bredden af Nilen er at stå på læben – som det siges i 2. Mosebog. Læben hentyder til munden eller gabet. Nilen er et uhyre – en slange – en Tannin – et monster. Nilen er de dødes rige som viser sit frygtelige gab. Vandet er gabet eller munden. Hvis vi falder ned i gabet – dødens gab – er vi fortabt. Hvis vi står på læben – altså på bredden - står vi og ser ned i dødens frygtelige gab! Vi finder denne tanke mange steder i hele Det gamle Testamente. Ved sivhavet står israelitterne på kanten af vandet – de står på læben og ser hvordan alle egypterne bliver opslugt af dødens gab – vandets gab og mund. Israel står så tæt på døden og dødsriget som man kan komme. De bliver kun frelst ved Guds underfulde frelse. De står med det ene ben i graven – så at sige.

Hvordan dræber man vand, kunne vi spørge? Vi har naturligvis ikke oldtidens opfattelse af de vældige vande og vi har ikke oldtidens verdensopfattelse! Vi bliver nødt til at prøve at leve os ind i frygten og opfattelsen. Vi kan oversætte forestillingen til senere begreber – lige som jøderne selv gjorde. Livjatan eller slangen eller monsteret – Guds modstander – er Satan eller den onde eller døden og hans rige.

Hvordan dræber man vand? Vi kan se at Det gamle Testamente bruger mange billeder på Guds sejr over vandet eller urvandet.

Gud flytter eller skubber eller blæser vandet væk – det er det som 2. Mosebog 14 beskriver. Med sin Ruah – ånde eller helligånd – blæser Gud det onde vand bort fra verden. Gud skubber vandet bort fra verden og samler det i en stor bunke eller bakke eller dæmning. Gud kløver vandet – han skærer vandet midt igennem som man skærer et offerdyr midt igennem. Gud får vandet til at størkne eller blive til is – mange af disse billeder kan vi finde i poesien i Det gamle Testamente – for eksempel i Salmerne. Gud slår på vandet og angriber vandet og det bliver dødt og stift – lige som glas eller krystal. Gud udtørrer vandet, Gud får vandet til at koge op og til at udtørre ved at Gud brænder vandet op med sin ild! Gud sender sine pile ind i vandet – han kaster sine lyn og sværd ind i vandet – så det begynder at bløde. Nilen begynder at bløde fordi Gud har slået på vandet i 7 dage i træk hedder det i beretningen om plagerne!

Faraos stærke hjerte – er det godt eller skidt?

v12 de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger. Men Arons stav slugte deres stave. v13 Alligevel gjorde Farao sig hård [tung, fast] og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.

v22 Men egypternes mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster. Farao gjorde sig hård [stærk] og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt. v23 Farao vendte sig om og gik hjem. Heller ikke det ænsede han.

(7.12)

v15 og mirakelmagerne sagde til Farao: »Det er Guds finger!« Men Farao gjorde sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.

(8.15)

v21 Og Herren sagde til Moses: »Når du kommer tilbage til Egypten, skal du gøre alle de undere for Farao, som jeg har givet dig magt til. Men jeg vil gøre ham hård [stærk, tung], så han ikke lader folket gå.

(4.21)

v33 Så forlod Moses Farao og gik ud af byen, og han bredte sine hænder ud mod Herren; torden og hagl hørte op, og regnen styrtede ikke længere ned. v34 Men da Farao så, at regn og hagl og torden var holdt op, fortsatte han med at synde, og han og hans hoffolk forhærdede sig. v35 Farao gjorde sig hård, og han lod ikke israelitterne gå, sådan som Herren havde talt ved Moses.

(9.33)

v20 Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå.

v27 Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke ville lade israelitterne gå.

(10.20)

v9 Herren sagde til Moses: »Farao vil ikke høre på jer; det sker, for at mine undere i Egypten skal blive mange.« v10 Alle disse undere havde Moses og Aron gjort over for Farao, men Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå ud af sit land.

(11.9)

Beretningen om Faraos hjerte – dvs hans sind – er en fantastisk beretning i 2. Mosebog. I den danske oversættelse er det hebraiske ord Kabod og Kabel oversat med hård og forhærdelse – men det er en meget negativ oversættelse og egentlig misvisende. I den hebraiske grundtekst står at Faraos hjerte bliver tungt eller fast eller urokkeligt. Ordet er altså ikke uden videre negativt! Udtrykket er nærmest en neutral beskrivelse. Det indebærer egentlig ikke en fordømmelse af Farao. Det beskriver et faktum. At Farao får et tungt eller fast hjerte betyder at han bliver stædig eller urokkelig eller fast besluttet – altså ord som er overvejende neutrale eller positive! Det er altså lidt misvisende at tale om at Farao bliver forhærdet – han bliver snarere beslutsom og mandig og fast!

Er det Gud som gør det – eller er det Farao som gør det? Der er i tidens løb lavet mange undersøgelser om dette problem! Spørgsmålet handler på en vis måde om Faraos frie vilje – og på en vis måde handler beretningen om teodice problemet. Er det Gud som foranstalter denne psykiske udvikling inden i Farao?

På en eller anden måde mener Det gamle Testamente at det både er Farao selv som gør det hele – og samtidigt er det Gud som bevirker udviklingen. Gud ved således på forhånd at Farao vil gøre sit hjerte og sit sind tungt og fast! Hvis Gud kan forudse det hele – er det vel Guds plan som virkeliggøres.

2 Mosebog mener at det hele sker for at Gud kan vise sin storhed i Egypten. Alting sker FOR AT. Faraos hjerte ændrer sig - FOR AT Gud kan vise sine tegn og undere. Alting har en mening. Alt ligger i Guds hånd og Gud handler igennem de jordiske ting og begivenheder. Tingene kan ikke adskilles siger 2 Mosebog. Farao gør sit hjerte tungt af egen fri vilje – men samtidigt gør han det som er nødvendigt i Guds plan. Gud er hovedpersonen i verdenshistorien og i frelseshistorien. Farao er ikke hovedpersonen. Gud manifesterer sig i stigende grad ned igennem historien. Hans lys viser sig tydeligere og tydeligere! Hans herlighed fylder efterhånden hele jorden. Guds lys og magt og kraft og ånd breder sig mere og mere på jorden. Målet er at alle skal komme til at kende hans navn. Derfor må Farao gøre sit hjerte tungt og fast eller hårdt. Det er simpelt hen nødvendigt i udviklingen. Det kan ikke være anderledes. Guds frelser breder sig gradvist og skal nå ud over hele jorden. Alle skal høre om hans navn – Gud skal blive kendt og berømt i hele verden. Alle mennesker skal blive hans sønner til sidst.

Farao vil ikke høre på jer; det sker, for at mine undere i Egypten skal blive mange.

At se - eller at være helt blind.

v5 De [græshopperne] skal dække hele landet [ordret: dække landets øje], så man ikke kan se jorden. De skal æde den rest, der blev tilbage til jer efter haglvejret, og de skal æde alle træer, der vokser på jeres marker.

(10.5)

v5 Han sendte bud til Bileam, Beors søn, i Petor, der ligger ved floden i hans folks sønners land, for at tilkalde ham; han sagde: »Der er et folk, som er draget ud af Egypten og nu dækker hele landet [dækker landets øje]. Det har slået sig ned lige over for mig. v6 Kom derfor og forband dette folk for mig, for det er stærkere end jeg.

(4 Mosebog 22.5)

v7 Men Herren sagde til Samuel: »Se ikke på hans udseende [øje, det som øjet kan se] og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på [øjet]; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.«

(1 Samuelsbog 16.7)

Der findes et væld af udtryk i Mosebøgerne om at se og ikke at se og om øje og øjne. Der er et væld af ordspil. Landets øje betyder egentligt det land som øjet kan se – altså det ydre eller landets udseende. Gud ser ikke på det ydre – men på det virkelige eller indre.

Gud dækker Egyptens øje så at egypterne og Farao slet ikke kan se noget – de kan ikke se virkeligheden – tegnet. Gud slår egypterne med en blindhed. Fordi det er en del af hans plan og formål. Gud gør Faraos hjerte fast og urokkeligt og Gud gør hans sanser uimodtagelige. Gud gør Farao til en urokkelig klippe – der intet hører og intet ser. Den samme tanke findes hos profeten Esajas. Gud har dækket deres hjerte med fedt og lagt et slør hen over deres øjne siger Esajas! Det drejer sig om at kunne se – og målet med de tegn og undere som sker i Egypten er at hele jorden og alle mennesker skal komme til at se!

De såkaldte plager. Alting sker FOR AT.

Det er nok meget vigtigt at se at begrebet Egyptens plager ikke er et begreb som findes i 2. Mosebog – det stammer ikke fra 2. Mosebog! Begrebet er meget senere. Det hebraiske ord Makka – som betyder et slag - bliver ført brugt om Egyptens såkaldte plager meget senere i senjødedommen!

I 2. Mosebog beskrives disse fænomener som tegn og undere – på hebraisk Otot og Mopetim! Begrebet tegn og undere er radikalt anderledes end ordet plager!

Vi kan se det i disse såkaldte plagers formål. Hvis vi læser Elohistens beretning om episoderne hedder det igen og igen som et omkvæd: - Dette sker for at de skal komme til at tro på Jahve! Dette sker for at alle skal komme til at kende Jahve og hans navn! Dette sker for at Egypten og Farao skal komme til at indse at Gud findes, at Gud er stor, at Gud er den største og at han har al magt i verden!

Plagerne er altså ikke bare onde tider som Gud sender over Egypten. De er heller ikke egentlig en straf! Meningen i 2. Mosebog er egentlig ikke at Gud straffer Egypten eller Farao – det siges men det er ikke hovedsagen! Plagerne er ikke ment som en retfærdig straf over det syndige Egypten eller den syndige konge Farao! Meningen med tegnet og underet er at Farao skal komme til at se Jahves storhed og vælde. Meningen er at Jahve skal skaffe sin en verdens berømmelse! Meningen er at det skal give genlyd i hele verden.

Vi kan sige at alle plagerne eller underne tager deres udgangspunkt i Faraos spektakulære udbrud i 5.2: - Hvem er denne Jahve? Hvem er denne lille gud som hebræerne taler om? Jeg har aldrig hørt om nogen Jahve! Farao udtaler sig hovent og dumt og overlegent – og det bliver udgangspunktet for alle plagerne. Historien fortæller hvordan Farao ender med at anerkende både Israel som en fri nation og med at anerkende Jahve som den største af alle guderne! Andre steder i Bibelen fortælles at Guds store tegn og undere fremkaldte en målløs forundring og beundring og frygt og rædsel i hele verden! Det er formålet med disse såkaldte plager. Formålet er ikke en retfærdig dom over Farao. Farao er underordnet. Formålet er at udbrede Guds rige på en vis måde. At udbrede frygten for Jahve for at hans navn kan blive kendt til jordens grænser. Det er hele verdenshistoriens formål og mål i følge Det gamle Testamente.

Farao har gjort israelitterne til slaver eller trælle. Men 2. Mosebog ved godt at alle indbyggerne i Egypten blev gjort til arbejdere for Farao! Det fremgår direkte af teksten! Altså har Farao jo ikke begået nogen forfærdelig synd! Gud straffer ikke Farao fordi det er retfærdigt! Gud viser sin almagt og overlegenhed.

Egypten er simpelt hen en chance for Gud til at slå igennem og få sit navn anerkendt! Det er formålet med hans mægtige gerninger, tegn og undere! Gud ønsker at udbrede visdommen, troen eller kundskaben og det gør han ved sin magtdemonstration. 2. Mosebog tænker ikke på om Guds handlinger er retfærdige! Det er kun vores begreber! 2. Mosebog er målløs ved tanken om disse underfulde, fantastiske gerninger! Det er sådan vi skal forstå beretningen.

Det overraskende er at i Præsteskriftet har de såkaldte plager kun eet formål: De skal gøre Faraos hjerte mere og mere hårdt! Det er simpelt hen formålet med tegnene. Gud vil at Farao skal blive mere og mere afvisende og stædig! Hvorfor det kan vi spørge? Fordi dette er forudsætningen for at Gud kan vise sin magt i endnu højre graf! Hvis Farao havde bøjet sig med det samme – havde Gud aldrig fået chancen for at vise sin magt og vælde og suverænitet! Alt hvad der sker - sker med et formål siger Præsteskriftet! Derfor gjorde Farao sit hjerte mere og mere hårdt – FOR AT Guds underfulde frelse kunne blive vist for hele verden!

En ny gud. Et nyt menneske. En ny verden.

v15 Gud sagde videre til Moses: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve [Jeg er Jahve], jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt. v16 Gå nu og kald Israels ældste sammen, og sig til dem: Herren [Jeg er Jahve], jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har vist sig for mig og sagt: ›Jeg [Jahve] er opmærksom på jer og på det, der er overgået jer i Egypten.

(2 Mosebog 3.15 - Elohisten)

I Elohistens beretning er 2 Mosebog 3 et vendepunkt – langt større end man lige aner. Elohisten siger at der nu skabes en helt ny kosmisk tilstand i verden. Det kan vi se når vi læser hele hans beretning. Der fremtræder en ny gud og der skabes et nyt menneske – det frie menneske – og der skabes en ny verden – en ny verdensorden. Begivenhederne er en skabelse - de er ikke bare historiske begivenheder som så mange andre i følge Elohisten!

Elohisten lever måske i 700 tallet og han har sin viden fra det gamle Israel i 700 tallet. Han lever sandsynligvis i Nordriget – Samaria. Han kender profeterne ud og ind. På hans tid fremstår et væld af profeter. Alle hævder de at tale Guds ord rent og purt – og alle er de vildt uenige. Profeterne står i opposition til præsteskabet og til de ældste – eliten, de rige og velhavende, jordejerne, aristokratiet, klanlederne. Al denne viden projicerer Elohisten tilbage til Moses historien.

Moses er en ren outsider. Han skal gå til de ældste – for de har al magten og autoriteten i Israel – men Gud ved godt at de vil afvise Moses! Moses står helt udenfor. Han tilhører ikke de ældste – hans identitet er i det hele taget meget uklar når vi læser Elohisten? Er han en hebræer overhovedet? Er han en midjanit? Er Moses en egypter? Hvem er hans fader?

Elohistens pointe er at Moses repræsenterer en helt ny tro – på en vis måde en helt ny religion. Derfor bliver han afvist. De ældste har aldrig hørt om Jahve nogen sinde. Hvad er det for en gud? Hvordan kan vi stole på ham? Moses kommer med en ny gud – ud af det blå. Han bliver selvfølgelig afvist. Han bliver slet ikke taget alvorligt.

Israel eller hebræerne bliver ikke frelst ud af Egypten – fordi de er særligt religiøse eller fordi de tror på Gud! Den store pointe hos Elohisten er nærmest det modsatte: - Israel bliver frelst ud af Egypten – på trods af at de slet ikke tror på Gud og på trods af at de ikke er interesseret i at lære Gud at kende og på trods af at de slet ikke vil frelses ud af Egypten! Elohistens pointe er fuldstændigt fantastisk! Frelsen er underfuld!

På længere sigt får Israel en ny gud og en ny tro og en ny religion. Da Moses kommer til de ældste tror de ikke på Gud – i al fald ikke på Jahve. De er lige så uvidende og afvisende og hovne som Farao som spørger: - Hvem er egentlig denne Jahve?

De ældste lever lige som Paulus siger i Efeserbrevet: - De lever ude i verden - uden noget håb og uden nogen gud! Det er Elohistens pointe. De tror ikke på Moses plan om at de skal forlade Egypten og blive frie og værdige! Det er et urealistisk og fantastisk projekt. Moses er en gal mand og en falsk profet. De har – i den paulinske forstand - ikke noget håb. De tror ikke at slaveriet kan ændres eller nogen sinde ophøre. De tror ikke at de kan blive frie. Måske vil de slet ikke være frie? I forholdet til dette repræsenterer Moses troen og håbet – kan vi sige!

De ældste ønsker ikke en ny verden og de tror ikke på en ny verden. De ønsker at samarbejde med Farao og skabe rimelige og realistiske kompromisser! Det er derfor at Elohisten kommer med den lange beretning i kapitel 5 om de ældste og Farao. De ældste repræsenterer egoet – kan vi sige – de repæsenterer det forstandige, rimelige og realisable. De er helt uden håb! Det er Elohistens pointe!

Der er et væld af eksempler fra 2. Mosebog på at Elohisten ser begivenhederne som en ny skabelse. Israel bliver skabt som samfund og som nation. Loven som gives er et udtryk for skabelsen af en ny verden – der er kommet en helt ny tilstand i verden. – Se, det gamle er forbi og noget nyt er blevet til! Alle de onde guder bliver tilintetgjort ved sivhavet. Jahve bliver konge i hele universet. Han bygger sit hus på det hellige bjerg. Der etableres nu en helt ny relation mellem Gud – Jahve – og menneskene. Gud indgår i et partnerskab og ægteskab med Israel. Israel bliver adopteret af Gud. – Israel er min førstefødte søn, som det hedder hos Elohisten. Begivenhederne er helt omstyrtende. Den gamle verden går i grus. Exodus er en ny skabelse – akkurat som det der skete efter syndfloden var en ny skabelse – efter ødelæggelsen af hele verden.

Elohistens budskab om en ny skabelse og om et nyt menneske passer godt sammen med evangeliet i det nye Testamente. Budskabet er det samme. Det gamle findes ikke længere. Noget nyt er blevet til. Exodus og Moses historien er en slags gigantisk overgangsrite hvor hele verden forvandles og hvor der skabes en ny himmel og en ny jord.

Det aristokratiske menneskesyn.

v1 Præsten i Midjan, Jetro, Moses' svigerfar, hørte om alt det, Gud havde gjort for Moses og for sit folk Israel, da Herren førte Israel ud af Egypten. v2 Moses' svigerfar Jetro tog så Sippora, Moses' kone, som var blevet sendt tilbage, v3 og hendes to sønner. Den ene hed Gershom, »for jeg er blevet gæst i et fremmed land,« havde Moses sagt. v4 Den anden hed Eliezer, »for min fars Gud kom mig til hjælp og reddede mig fra Faraos sværd.«

v5 Moses' svigerfar Jetro kom nu sammen med hans sønner og hans kone til Moses i ørkenen, hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg. v6 Han sendte bud til Moses: »Det er mig, din svigerfar Jetro, der kommer til dig med din kone og hendes to sønner.« v7 Moses gik sin svigerfar i møde, kastede sig ned og kyssede ham, og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i teltet. v8 Moses fortalte sin svigerfar om alt, hvad Herren havde gjort mod Farao og mod egypterne for Israels skyld, og om alle de trængsler, der havde ramt dem undervejs, men som Herren havde reddet dem fra. v9 Jetro glædede sig over alt det gode, Herren havde gjort for Israel, da han reddede dem fra egypterne, v10 og han sagde: »Lovet være Herren, som har reddet jer fra egypterne og fra Farao; ja, han har reddet folket ud af egypternes magt, v11 for de handlede mod folket i overmod. Nu ved jeg, at Herren er den største af alle guder.« v12 Så tog Moses' svigerfar Jetro dyr til brændoffer og slagtofre til Gud, og Aron og alle Israels ældste kom for at holde måltid for Guds ansigt sammen med Moses' svigerfar.

v13 Næste dag satte Moses sig og begyndte at holde rettergang for folket, og folk stod omkring Moses fra morgen til aften. v14 Da Moses' svigerfar så alt det arbejde, han havde med folket, sagde han: » Hvad er det dog for et arbejde, du har med folket! Hvorfor er du alene om at sidde til doms, mens hele folket står omkring dig fra morgen til aften?«

v15 Moses svarede sin svigerfar: »Folket kommer jo til mig for at rådspørge Gud. v16 Når de har en sag, kommer de til mig, og så dømmer jeg mand og mand imellem og kundgør Guds forordninger og love.« v17 Moses' svigerfar sagde til ham: »Du bærer dig uklogt ad. v18 Både du og folket her hos dig bliver fuldstændig udmattet! Det er for stor en byrde for dig; du kan ikke være alene om det. v19 Lyt nu til mit råd, og Gud være med dig! Du skal selv være den, der står over for Gud på folkets vegne, og det er dig, der skal forelægge sagerne for Gud. v20 Du skal indskærpe dem forordningerne og lovene og kundgøre dem den vej, de skal følge, og hvad de skal gøre. v21 Men du skal se dig om i hele folket efter dygtige, gudfrygtige og pålidelige mænd, som er ubestikkelige. Dem skal du sætte over folket som førere for enheder på tusind, hundrede, halvtreds og ti. v22 Det er altid dem, der skal holde rettergang for folket. Enhver større sag skal de forelægge dig, men i alle mindre sager skal de selv dømme. Gør det lettere for dig selv, og lad dem bære byrden sammen med dig! v23 Hvis du gør sådan, vil Gud give dig myndighed; du kan holde ud, og hele dette folk kan gå tilfredse hjem.«

v24 Moses hørte på sin svigerfar og gjorde alt, hvad han havde sagt. v25 Moses udvalgte dygtige mænd i hele Israel og satte dem som overhoveder i folket, førere for enheder på tusind, hundrede, halvtreds og ti. v26 De skulle altid holde rettergang for folket; en vanskelig sag skulle de forelægge Moses, men i alle mindre sager skulle de selv dømme.

v27 Så tog Moses afsked med sin svigerfar, som vendte hjem til sit land.

(2 Mosebog 18.1)

Hele beretningen i kapitel 18 stammer fra een eneste kilde – Elohisten. Vi har altså et interessant sammenhængende udtryk for Elohistens opfattelse og stil. Her tales netop også om Elohim – Gud – og ikke om Jahve – og om Jetro og Horeb og om frygten for Gud!

Teksten er enormt interessant. Den viser på mange måder at Jetro – præsten i Midjan - er blevet Moses’ fader! Moses har fundet sin gud hos Jetro. Måske er Gud lig med faderens altså Jetros gud? Jetro synes at tro på Jahve. Jetro optræder som en konge eller en præst i Israel. Jetro leder det store offer på bjerget som blev forudsagt i kapitel 3 og 4! Moses er ikke hovedpersonen men Jetro. Stammer Israels religion egentlig fra Jetro og hans folk? Jahve bor i al fald på jetros territorium og Moses og Jetro mødes på Guds bjerg og Guds bjerg ligger lige hvor Jetro har sin græsgang!

Jetro er en fader til den sociale struktur. Loven kommer næsten fra Jetro! Dommerne kommer fra Jetro – eller vi kan sige at Israel lærer systemet af midjanitterne!

Beretningen giver udtryk for den aristokratiske tankegang som er så typisk for Det gamle Testamente. Der er forskel på mennesker og nogen er stærke og mægtige og nogen er små og svage. Det gamle Testamente tilbeder de stærke og mægtige – og foragter de svage – i al fald mange steder!

Moses udpeger folkets ledere. Folket kan ikke klare sig selv. Uden ledere er de helt fortabt. De er som får.

Folket har brug for førere og høvdinge – ældste som de kaldes i Det gamle Testamente – ikke på grund af deres alder men på grund af deres magt! Lederne sidder og folket står op. Kun lederne deltager i de efterfølgende offer. Folket er helt uden for. Moses taler aldrig til folket – kun til dets ledere og høvdinge! De er mellemledet – de giver det videre. Folket kommer aldrig op på bjerget – kun de ældste kommer et stykke op ad bjerget – kun Moses kommer helt op på toppen af bjerget! Sinaj beretningen viser grafisk folkets sociale struktur!

Moses taler og handler på Guds vegne. Han erstatter Gud i mange situationer. Nu giver han denne magt videre. Bagefter erstatter de ældste – høvdingene – Gud i forhold til folket. De er lige som Moses en slags guder. De er Gud. de dømmer – men dømme betyder ikke det samme som vores ord at dømme. At dømme er at styre, forvalte, lede – og frelse. De nye ledere er Israels frelsere. De skal ikke være stillesiddende juridiske dommere med en lovbog – slet ikke – de skal føre an og lede folket. De skal være store helte og krigere.

Gud er med dem – Gud giver velsignelsen og magten og kraften til denne elite i folket. Gud handler igennem folkets ledere. Uden dem kunne gud ikke frelse Israel – derfor er beretningen i kapitel 18 helt central i frelseshistorien.

Lederne får overnaturlige evner – de får Guds ånd. De bliver også en slags profeter – som det siden forklares. De er Guds talerør. Folket møder deres Gud og skaber i deres ledere!

De udtryk som anvendes i den hebraiske tekst betyder at lederne grundlæggende skal være krigere. De skal tilhøre aristokratiet – eliten. De skal være rige og velstående. De skal have så megen ejendom at de ikke kan bestikkes! De skal ikke arbejde – de skal have så megen ejendom at de ikke arbejder og har tid til at være ledere! Vi finder præcist den samme tanke hos Aristoteles i Grækenland! Man kan ikke stole på de sultne og fattige! De skal være ansete og respekterede. De skal have et stort navn og rygte –i forvejen. Job i Jobs Bog er et fremragende eksempel på denne leder type. Job var velsignet af Gud og han var en stor mand. Når han talte i forsamlingen – i de gode gamle dage - lyttede de alle sammen med ærefrygt! Hans visdom nåede helt til himlen! Han var en beskytter for alle enkerne og en fader for de faderløse! Han var et fuldkomment ideal!

Aldrig nogen sinde har vi set noget lignende!

Det som er det væsentlige i Exodus beretningen er ikke de små detaljer men den tone eller den følelse eller den ånd som præger beretningen. Exodus beretningerne blev skrevet meget senere på et tidspunkt hvor Israel var en lille, ofte ydmyget og nærmest værgeløs nation over for mægtige naboer – som assyrerne, Egypten og Babylon – der hærgede og plyndrede det lille og svage Israel. Israel blev igen og igen ydmyget. Exodus beretningen vil give mod, livskraft, selvsikkerhed og selvfølelse til en lille svag nation. Exodus taler om faderen og sønnen og siger til sønnen - Israel: - Frygt ikke for denne verden og dens magter! Din fader er stor. Han er den største. Du er beskyttet! Frygt ikke noget eller nogen! Meningen med Exodus beretningen er en ophøjelse og en oprejsning af sønnen – af Israel. Ordet eller navnet Abraham betyder i øvrigt efter de flestes opfattelse simpelt hen – Min fader er stor!

Plagerne i kapitel 7 til 11 indeholder fire varierede udtryk der udtrykker forundringen – frelsen – Guds underfulde frelse – ophøjelsen af Israel:

[Hagl:]

v18 Men i morgen vil jeg lade det hagle så voldsomt, at der ikke har været magen til i Egypten, fra den dag det blev grundlagt til i dag.

(9.18)

[Hagl:]

v24 Der faldt hagl, og ilden flammede under haglvejret. Det var så voldsomt, at der ikke havde været magen til i hele Egypten, fra dengang de blev et folk.

(9.24)

[Græshopper:]

v6 De skal fylde dine [Faraos] huse og alle dine hoffolks huse, ja, alle huse i Egypten, så man ikke har set mage, fra dengang dine fædre og deres fædre igen levede i dette land og til i dag.«

(10.6)

[Græshopper:]

v14 Græshopperne kom over hele Egypten og slog sig ned overalt i Egypten i så stor mængde, at der hverken før har været eller siden vil komme så mange græshopper.

(10.14)

[Drabet på de førstefødte sønner:]

v6 I hele Egypten skal der lyde så højt et skrig, at noget lignende aldrig har lydt og heller ikke skal lyde igen.

(11.6)

Vi finder den samme følelse mange andre steder i Det gamle Testamente:

v5 Han stolede på Herren, Israels Gud; hverken før eller siden så man én som ham blandt alle Judas konger.

(2 Kongebog 18.5)

v25 Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov, og efter ham kom der ingen som han.

(2 Kongebog 23.25)

       v2  Mulmets og mørkets dag er nær,
      en dag med skylag og mørke skyer.
      Som morgenrøden breder sig over bjergene,
      kommer en stor og mægtig hær;
      dens lige har ikke været
      fra evighed
      og skal heller ikke komme,
      så længe slægt følger på slægt.

(Joel 2.2)

De plager som Jahve sendte ned over Egypten blev kendt over hele jordkloden – så at sige. Alle folkeslagene hørte om hans bedrifter. Aldrig nogen sinde før var noget lignende sket. Jahve bliver verdensberømt. Han får et evigt ry og rygte. Alle mennesker i hele verden må nu frygte hans navn. Han er den største af guderne. Men han er Israels fader. Beretningen om Jahves navn og rygte – bliver beretningen om en ophøjelse af det lille og svage Israel. Din fader er stor! Du er urørlig! Du er uovervindelig. Jahve – din fader – vil altid kæmpe med i alle dine krige!

Moses har fået Guds ånd. Vi har alle fået Guds ånd.

v13 Næste dag satte Moses sig og begyndte at holde rettergang for folket, og folk stod omkring Moses fra morgen til aften. v14 Da Moses' svigerfar så alt det arbejde, han havde med folket, sagde han: » Hvad er det dog for et arbejde, du har med folket! Hvorfor er du alene om at sidde til doms, mens hele folket står omkring dig fra morgen til aften?« v15 Moses svarede sin svigerfar: »Folket kommer jo til mig for at rådspørge Gud. v16 Når de har en sag, kommer de til mig, og så dømmer jeg mand og mand imellem og kundgør Guds forordninger og love.« v17 Moses' svigerfar sagde til ham: »Du bærer dig uklogt ad. v18 Både du og folket her hos dig bliver fuldstændig udmattet! Det er for stor en byrde for dig; du kan ikke være alene om det. v19 Lyt nu til mit råd, og Gud være med dig! Du skal selv være den, der står over for Gud på folkets vegne, og det er dig, der skal forelægge sagerne for Gud. v20 Du skal indskærpe dem forordningerne og lovene og kundgøre dem den vej, de skal følge, og hvad de skal gøre. v21 Men du skal se dig om i hele folket efter dygtige, gudfrygtige og pålidelige mænd, som er ubestikkelige. Dem skal du sætte over folket som førere for enheder på tusind, hundrede, halvtreds og ti. v22 Det er altid dem, der skal holde rettergang for folket. Enhver større sag skal de forelægge dig, men i alle mindre sager skal de selv dømme. Gør det lettere for dig selv, og lad dem bære byrden sammen med dig! v23 Hvis du gør sådan, vil Gud give dig myndighed; du kan holde ud, og hele dette folk kan gå tilfredse hjem.«

v24 Moses hørte på sin svigerfar og gjorde alt, hvad han havde sagt. v25 Moses udvalgte dygtige mænd i hele Israel og satte dem som overhoveder i folket, førere for enheder på tusind, hundrede, halvtreds og ti. v26 De skulle altid holde rettergang for folket; en vanskelig sag skulle de forelægge Moses, men i alle mindre sager skulle de selv dømme.

v27 Så tog Moses afsked med sin svigerfar, som vendte hjem til sit land.

(2 Mosebog 18.13)

Moses har fået Guds ånd – en unik forbindelse til Gud. Moses taler med Gud som en ligemand. Moses og Gud er brødre når de taler sammen. Moses og Gud er ét i en vis forstand. Moses repræsenterer Gud. Han kender Guds råd. Han kan høre helligånden og dens stemme. Han kan måske ikke selv finde sandheden – men han ved hvor han skal finde sandheden. Gud rådgiver Moses hele tiden. Gud rådgiver alle mennesker hele tiden.

Moses giver denne Guds ånd videre. Meningen er ikke at han skal være alene om Guds ånd. Vi giver på en måde Guds ånd videre til andre mennesker. Over for andre mennesker kan vi give Guds ord videre. Vi kan give Guds evangelium videre. Når vi får Guds ånd får vi en myndighed – som det hedder. Den som har fået Guds ånd handler på Guds vegne – han er Guds talerør eller repræsentant. Vi er alle sammen Guds skikkelse eller mund eller lemmer. Han giver os sine gode råd. Vi er hans øjne og hans arme. Den forunderlige historie om Jetro – præsten ra Midjan - og Moses viser på en mærkelig måde denne tanke om Guds ånd. Vi kan ikke dømme ret eller retfærdigt uden Guds ånd. Men når vi har Guds ånd kan vi være og handle som Gud. Moses giver det hele videre. Hele Israel er et helligt folk. Hele Israel er Guds første fødte sønner.

Alle steder er det samme sted. Gud er alle steder.

       v17  Du førte dem ind
      og plantede dem på det bjerg, du ejer,
      det sted, du har gjort til din bolig, Herre,
      den helligdom, dine hænder har grundfæstet, Herre.

(2 Mosebog 15.17)

Der er interessant at se at det som kaldes Guds bjerg eller Guds helligdom eller Guds land eller rige fortolkes på mange forskellige måder i Det gamle Testamente. Sangen i 2. Mosebog taler om at Israel skal drage til Guds hellige bjerg og bosætte sig der. På dette bjerg vil Gud også bygge sit evige hus – sit evige palads. Men rent faktisk bliver disse udtryk fortolket på et væld af forskellige måder. Mange forskellige steder bliver gjort til Guds hellige bjerg. I første omgang tænker Sangen sikkert på Sinaj bjerget men vi kan se en række forskellige fortolkninger i Det gamle Testamente. Gud er alle steder. Der er ikke noget sted hvor Gud ikke kan være eller trænge ind. Gud bor alle steder. Hans helligdom findes alle steder. Kanaanæerne talte om det hellige bjerg Safon hvor guderne bor – hvor Baal bor i sit hus. Men utallige steder er Safon i Det gamle Testamente. Gud er ikke begrænset til et bestemt sted. Gud bor i templet eller i helligdommen – men det er i virkeligheden mange forskellige steder. Elias sidder på toppen af bjerget – men det er ikke vigtigt hvad bjerget hedder – for alle bjerge er det samme land og det samme sted.

Guds hellige bjerg er Sinaj – som det hedder hos Jahvisten – eller Horeb – som hos Elohisten. Guds bjerg er Zion klippen eller Zion bjerget – tempel bjerget – i Jerusalem og det er det samme som Shilo som er den gamle hellige central helligdom i Israel. Bjerget er lig med Gilgal eller lig med hele Kanaans land nogle steder i Det gamle Testamente. Bjerget er ligmed det senere Nordrige eller Samaria efter at Israel var blevet delt i to kongeriger.

I Det nye Testamente er bjerget – Guds hellige bjerg – lig med Guds rige. Guds rige er alle steder. Guds rige er i himlen. Guds rige er midt iblandt jer – eller inden i jer! Disse forestillinger om bjerget og Guds land findes allerede i Det gamle Testamente. I senjødedommen bliver alle de gamle begreber som Guds bjerg fortolket om.

v24 Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar – v25 »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn. v26 Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder.

(Galaterbrevet 4.24)

v22 Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling v23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, v24 til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels.

(hebræerbrevet 12.22)

       v9  Jerusalem, du hellige by,
      dig vil han straffe for dine sønners gerninger,
      men over de retfærdige vil han atter forbarme sig.
       v10  Tak Herren på rette vis,
      pris evighedernes konge,
      så vil dit telt under jubel blive genopført.
      Måtte han bringe glæde til alle dine fanger
      og vise kærlighed mod alle dine elendige
      i alle kommende slægter.
       v11  Et strålende lys skal skinne til alle jordens ender.
      Talrige folkeslag skal komme til dig langvejsfra,
      og beboerne fra de fjerneste steder på jorden
      skal komme til dit hellige navn
      med gaver i hænderne til himlens konge.
      Slægt efter slægt skal juble over dig,
      og den udvalgte bys navn skal bestå i kommende slægter.
       v12  Forbandet være alle, der håner dig.
      Forbandet være alle, der river dig ned og nedbryder dine mure,
      alle, der omstyrter dine tårne
      og sætter ild til dine huse.
      Velsignet til evig tid være alle, som frygter dig!
       v13  Kom da og glæd dig over de retfærdige,
      for de skal alle blive samlet
      og prise evighedens Herre.
       v14  Lykkelige de, der elsker dig,
      lykkelige de, der glæder sig over din velfærd,
      lykkelige alle, der sørger over dig, over alle dine trængsler,
      for de skal komme til at glæde sig over dig
      og se al din glæde til evig tid.

       v15  Min sjæl, pris Herren, den store konge,
       v16  for Jerusalem skal genopbygges,
      hans hus skal tilhøre byen i al evighed.
      Lykkelig jeg, hvis mine efterkommere får din herlighed at se
      og kan takke himlens konge.
      Jerusalems porte skal bygges med safir og smaragd,
      med ædelsten alle dine mure.
      Jerusalems tårne skal bygges med guld,
      med rent guld deres bastioner.
       v17  Jerusalems gader skal dækkes med malakit og sten fra Ofir.
       v18  Jerusalems porte skal genlyde af glædessange,
      fra alle byens huse lyder: »Halleluja! Lovet være Israels Gud!«
      Og de velsignede skal prise det hellige navn i al evighed.

(Tobit 13.9)

Det afgørende vendepunkt – den paskale nat – Pesach og Massot.

Tankegangen i 2. Mosebog er at den paskale nat er et afgørende punkt – et vendepunkt. Det som sker i den nat - kan ikke siden laves om. Det skaber en ny verden. Hebræerne slagter påskelammet – det er en slags død eller en slags korsfæstelse. Påskelammet bliver korsfæstet – lige som Jesus bliver korsfæstet i det nye Testamente. Begivenheden er definitiv – den kan ikke vendes rundt – tiden kan ikke skrues tilbage. Korsfæstelsen er definitiv.

Israel bliver et frit folk – det kommer ud af lidelsens land og slavernes hus. Israel kommer ikke i en tilstand hvor de skiftevis vakler mellem at være i Egypten eller uden for Egypten. De kommer simpelt hen UD af Egypten. Punktum. De skal aldrig nogen sinde vende tilbage – de skal aldrig nogen sinde se egypterne igen som de ser dem nu – som Moses siger.

På samme måde i det nye Testamente: Det menneske som er blevet korsfæstet – korsfæstet sammen med påskelammet eller i og med påskelammet – vender ikke tilbage til den gamle tilstand. Vi bliver permanent flyttet – til et helt andet sted! Begivenheden er definitiv.

Vi kan sammenligne med den babylonske Akitu fest – som har mange ligheder med hebræernes Pesach eller påske. Den babylonske påske fest indebærer at guderne i den afgørende paskale nat – i nytårsnatten – nytårsaften – bestemmer skæbnen for det kommende år. Guderne bestemmer godt nok ikke for evigt – kun for et år – men tanken er lidt den samme. Det som sker i denne nytårs aften er afgørende og definitivt for fremtiden. Hele folkets skæbne bliver fastlagt af guderne den nytårs nat og hvert enkelt menneskes skæbne bliver fastlagt den nat! Vi kan se ligheden måske med vore nytårs løfter eller fortsæt!

Den paskale nat er den mest farlige og risikofyldt tid overhovedet. Israel står over for døden – truet af døden. Døden truer med at oversvømme hele jorden. Frelsen er underfuld. Midt i den mest frygtelige nød – bliver Israel frelst – for evigt og for bestandigt. Israel bliver for evigt flyttet ud af livsfaren og lidelsen og syndens verden og dødens verden – over på Guds bjerg – over i Guds land! Vi finder nøjagtigt den samme tanke i det nye Testamente. Jesu korsfæstelse er det punkt hvor synden og døden har taget al magten - eller synes at have taget al magten – men lige netop i dette punkt bliver mennesket frelst ud af døden – for evigt. Den troende – den kristne kommer ikke over i en tilstand hvor han både lever skiftevis i dødens verden og i livets verden! Efter Jesu korsfæstelse og død er vi også døde. Vi døde. Vi blev slagtet som påskelammet. Vi vil aldrig nogen sinde vende tilbage til den gamle tilstand. Vi kan slet ikke. Den troende er beskyttet, befriet og flyttet som vi kan læse hos Paulus. Den kristne har døden bag sig – ikke foran sig! Den kristne lever nu i Guds land og på hans bjerg.

Det paskale offer beskytter Israel imod Ødelæggeren – Kvæleren – døden. Israel bliver truet af den onde ånd og af den onde gud som vil dræbe alt og alle. Det paskale offer kommer fra Gud. Gud har givet hebræerne det offer – slagtningen af påskelammet. Gud har givet og bestemt at Jesus skulle korsfæstes på samme måde – for at alle mennesker kunne blive frelst for evigt. Efter Jesu korsfæstelse kan ingen mennesker gå fortabt! Efter det paskale offer i Egypten blev Israel et frit og værdigt folk for evigt. Vi er de korsfæstede – på samme måde som hebræerne i Egypten på en måde var påskelammet – identisk med påskelammet. Lammet blev slagtet for deres skyld – for at de kunne leve. Lammet repræsenterede hebræerne – lammet var en erstatning, en substitut eller en vikar. Påskelammet var et symbol for alle hebræerne under eet – påskelammet var deres fælles legeme.

Begivenhederne i den paskale nat og under Jesu korsfæstelse er en renselse – og en evig beskyttelse. Efter denne nat kan Israel aldrig nogen sinde igen falde tilbage til døden og lidelsen. Aldrig mere kan de falde tilbage til ufriheden og ydmygelsen. På samme måde er det kristne menneske evigt beskyttet efter den frygtelige dag og nat – korsfæstelsen. Mennesket er blevet beskyttet for evigt. Vi er blevet usårlige og urørlige. Døden eller lidelsen eller synden kan ikke røre os mere – nogen sinde! Vi har fået en beskyttende hinde! Intet kan såre eller vælte os mere! Vi er blevet flyttet bort fra det gamle sted. Verden er blevet korsfæstet. Verden har ikke længere nogen magt. Vi er be urørlige – de beskyttede. Vi skal ikke frygte noget menneske eller nogen ting i hele verden. Lige så lidt som Israel skulle frygte noget land eller nogen ting efter den paskale nat. Israel blev adopteret af Gud. Vi blev adopteret af Gud dengang Jesus døde på korset og genopstod fra de døde. Verden døde bort. Vi lever nu et helt andet sted. Vi lever nu i en ny skabelse – en ny jord og en ny himmel. Vi lever nu i himlen, som Paulus siger!

Gud ofrer sin første fødte søn. Gud ofrer sin søn – og Gud frelser, ophøjer og frikøber sin førstefødte søn. Det gør han ikke igen og igen. Det gør han i eet eneste punkt. Det gør han for evigt. Tiden efter den paskale nat i Egypten kan ikke skrues tilbage. Tiden efter Jesu korsfæstelse kan ikke skrues tilbage. Det som skete var denitivt. Det var et brud eller et knæk i tiden. Det var skabelsen af en ny tid. Vi skal ikke gøre noget. Gud har gjort det som skal gøres. Gud gør alle ting.

Er Moses en ond mand? Moses er ingenting uden Aaron – Præsteskriftet.

Præsteskriftet har en helt anden opfattelse af Moses end i finder hos Jahvisten, Elohisten og i Deuteronomium. Det må vi leve med.

Den mest udbredte teori er at der dengang Præsteskriftet blev skrevet eksisterede to rivaliserende fraktioner af præsteskabet i det gamle Israel. Den ene fraktion havde Aaron og Pinehas som deres fader og stamfader – og den anden fraktion hævdede at den ned stammede fra Moses! I denne strid tager Redaktøren og Præsteskriftet parti for Aaron og Pinehas fløjen – resultatet er et negativt billede af Moses.

Billedet af Moses i Præsteskriftet er meget kompliceret og gådefuldt og også selvmodsigende. Det er ikke sort hvidt. Men det er præget af en række negative træk som tyder på at teorien er sand. Præsteskriftet prøver at hævde Aaron som den centrale person – i al fald den vigtigste person på længere sigt.

Moses kritiseres på forskellig måde i Præsteskriftet og han gøres på en vis måde betydningsløs.

Moses gøres til Aarons biologiske broder – det er han kun i Præsteskriftet – og han er mindre og yngre end Aaron – den førstefødte søn. Moses er en uomskåren. Han magter ikke at overtale Israel eller Farao. Moses er svag og impotent. Moses er svag over for sine følelser. Hans følelser bringer ham selv og Aaron og Israel i ulykke. Moses er handicappet og muligvis vanskabt. Moses er så at sige stum. Han kan ikke på egen hånd sige eller gøre noget. Han er ingenting uden Aaron. Aaron siger alt det som Moses skulle sige. Aaron er i praksis den profet som betyder noget. Moses har ingen sønner og ingen familie i Præsteskriftet. Præsteskriftet hævder altså at ingen præster kan nedstamme fra Moses – for Moses har slet ikke nogen familie! Moses er lige som udenfor – han er en ener og haner en fremmed over for Israel. Han er ikke en af de ældste. Han står udenfor – han er en outcast eller en outsider. Aaron er derimod en af de ældste – han er en del af og en leder for levitterne – Levis sønner. Moses er svag og slår ikke ned på synden. Han bliver kun reddet af Pinehas. Moses er veg og vaklende. Han vakler hele tiden og kan ikke rigtig holde fast ved Guds kald. Guds egentlige profet er Aaron som taler og handler på Moses vegne. Moses er lige som bare en skygge i baggrunden – Moses er som om han er stum. Han er helt afhængig af Aaron som er hans mund.

I følge Jahvisten og Elohisten har Moses to sønner nemlig Gershom og Eliezer. Men på en ejendommelig måde bliver disse personer eller navne flyttet i Præsteskriftet. Eliezer bliver gjort til ikke Moses men Aarons søn Eleazer! Gershom bliver gjort til ikke Moses søn men hans fader! Præsteskriftet omdefinerer Moses så han bliver uden nogen biologisk familie!

Mmen samtidigt bliver Moses en slags gud i Præsteskriftet. Han bliver de-humaniseret som man har sagt. Men også dette træk skal nok sige at Moses lige som ikke hører til den jordiske verden. Moses er en ener – han er helt unik. Han er næsten en mytisk skikkelse – men han er ikke en stamfader. Vi kan sige at han ikke en praktisk nutidig betydning. Det er det billede Præsteskriftet giver.

Hos Elohisten bliver Aaron voldsomt kritiseret – for eksempel historien om guldkalven. Denne kritik findes slet ikke i Præsteskriftet. Præsteskriftett ignorerer totalt denne gamle kritiske tradition om Aaron! Vi har virkeligt bevaret to helt forskellige billeder i det nuværende gamle Testamente!

Elohisten om påsken.

v21 Så tilkaldte Moses alle Israels ældste [Moses taler slet ikke til folket – kun til de ældste] og sagde til dem: »Gå ud og hent småkvæg til jeres familier, og slagt påskelammet! v22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen [måske: på dørtærskelen], og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen. v23 Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned og ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil Herren springe den dør over. Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned. v24 v25 Når I kommer til det land, Herren vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik. v26 Og når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, v27 skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Egypten sprang israelitternes huse over, da han slog egypterne ned, men skånede vores huse.« Og folket bøjede sig dybt.

v28 v29 Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos fangen, som sidder i fangehullet; også alt det førstefødte af kvæget blev dræbt. v30 Den nat stod Farao og alle hans hoffolk op, ja, alle egypterne, og der lød et højt skrig i Egypten, for der var ikke det hus, hvor der ikke var en, der døde. v31 Da tilkaldte Farao [sendte bud til] Moses og Aron om natten og sagde: »Skynd jer bort fra mit folk, både I og israelitterne, og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet. v32 Tag både jeres får og jeres køer med, sådan som I har krævet, og gå så! Men bed om velsignelse også for mig!« v33 Egypterne skyndede på folket for at få dem hurtigt ud af landet, for de sagde: »Ellers dør vi alle sammen.« v34 Folket tog dejen, før den var syrnet, og bar den på skuldrene i dejtrug, som de havde viklet deres kapper om. v35 Israelitterne gjorde, som Moses havde sagt, og bad egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. v36 Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om. På den måde plyndrede de Egypten.

(2 Mosebog 12.21 - Elohisten)

Vi har bevaret to forskellige og helt uafhængige beretninger – såkaldte dubletter - om påskens indstiftelse og den paskale nat i Egypten. Det ovenstående er Elohistens beretning og i kapitel 12 og 13 har vi i øvrigt Præsteskriftets beretning. I detaljer er der ret stor forskel. Især er der to forskelle: Ifølge E kilden er det paskale offer af påskelammet et virkeligt offer – en Seba som det siges – altså et måltidsoffer. Ifølge P kilden er det ikke noget sandt offer – for kun virkelige præster kan forrette ofre – ikke private almindelige mennesker. En anden forskel er blodriten – påsmøringen af blodet. Når vi læser E kilden får vi indtryk af at denne blod rite er ment som en varig rite. Riten med blodet på døren skal også udføres når Israel kommer ind i det forjættede land. Det mener P ikke – ifølge P er blodriten i Egypten en enkelt stående foreteelse! Ifølge P kilden bliver det præsterne som siden hen bestænker templet med blodet – blodet fra påskelammet.

Ifølge P kilden siges ordene om påsken af Gud selv. I E kilden er det Moses som taler. Påske ritualet kommer fra Moses mund.

Hos Elohisten er det paskale offer ikke et centraliseret offer som udføres centralt af præsterne i templet – det er et hjemligt decentralt offer. Efter manges mening er det det oprindelige påskeoffer i det gamle Israel. Det er faderen i huset som forestår dette offer – han er som en præst. Først meget senere bliver dette lokale offer afskaffet og kulten centraliseret. E skildrer altså en ældre form for kult i det gamle Israel. Hos E kilden spiller Mashit eller Ødelæggeren eller nattens onde ånd også en afgørende rolle. Dyret bliver slagtet antageligt på dørtærskelen – denne tærskel er den sårbare grænse mellem inde og ude. Offeret betyder at blodet løber ned på tærskelen. Dør tærskelen bliver vædet med blod – de onde ånder bliver holdt ude. Vi kender den slags ofre fra oldtiden også fra de senere samaritanere – og fra senere kristne i Mellemøsten. Offeret er magisk. Blodet beskytter. Blod riten skaber et helligt asyl inden i huset – derfor må hebræerne ikke forlade huset. De onde ånder er uden for og de truer huset og familien og slægten. Hvis man går uden for bliver man besmittet eller dræbt af de onde ånder. Vi kender denne forestilling fra de nuværende arabiske folk. De onde ånder jagter især de ny fødte drengebørn. De onde ånder udgør en hel hær som lever af blodet fra de nyfødte børn – denne forestilling finder vi også i Det gamle Testamente.

Der er et tegn på toppen af bjerget – det er Jahves flag – det er Guds løftede arm og lem.

v14 Herren sagde til Moses: »Skriv dette i bogen til erindring [Skriv dette som et minde i dokumentet – på stenen?], og indprent Josva [og læg ind i Josvas øre], at jeg vil udslette mindet om amalekitterne [at jeg vil udslette Amaleks navn, minde] under himlen.«

v15 Moses byggede et alter og kaldte det: »Herren er mit banner [flag, pæl].« v16 Han sagde: »Hånd på Herrens banner [Der er en arm på Jahves trone]! Herren fører krig mod Amalek [Jahve havde nemig ført en krig imod Amalek] slægt efter slægt!«

(2 Mosebog 17.14)

Der er mange usikkerheder og sproglige problemer i ovenstående vers 14 og 15. men meningen kan muligvis rekonstrueres på denne måde:

Vi tænker i dag at Israel opholder sig for en tid på bjerget – og derefter forlader bjerget! Men tanken i 2. Mosebog for eksempel i Sangen men også andre steder er modsat! Israel ankommer til bjerget – fordi bjerget er deres mål og hjem! De skal bo på bjerget og ved bjerget til evig tid! De skal ikke drage til noget andet sted! Bjerget er Guds rige – det er Guds hjemsted – hans græsning. Gud har sin bolig på toppen af bjerget. Selvfølgelig skal vi ikke drage et andet sted hen. Bjerget er vores mål – bjerget er himlen – eller templet. Denne tanke findes udpræget i Salmerne. Vi er de retfærdige og vi bor på Herrens bjerg!

Det er altså vigtigt at huske at sådan er tanken bag ved vers 14 og 15. Vi bor her på bjerget og ved bjerget. Her græsser vi som Guds fåreflok eller her står vore telte til evig tid. Her er vi blevet plantet af Gud selv. Gud er en gartner! Bjerget er vores hjem til evig tid.

Midt i vores hjem eller hjemland står Guds pæl eller Guds stav eller Guds arm. Den står nøjagtigt i midten – den står på toppen af bjerget. Guds pæl eller Guds flag eller Guds banner kan ses overalt – for den står på toppen af bjerget. Denne pæl er måske en søjle eller en sten eller en stele. Måske er meningen at Moses har skrevet en indskrift på denne søjle eller stele. Den er et evigt tegn – ligesom Marduks bue på himlen og lige som regnbuen som Gud satte efter syndfloden. Vi kan altid se tegnet – der oppe. Tegnet viser os at Gud bor i vores midte – her. Han er i landets midte – som han siger i den egyptiske historie!

Pælen er Guds løftede arm. Gud løfter sin arm som en aggressiv handling – han er vred – han truer – han vil slå. Gud løfter sin arm for at vise sin magt og kraft.

Guds løftede arm er lig med Moses løftede arm – som vi netop kan se i historien om den hellige krig imod Amalek! Det som står der oppe på toppen af bjerget er også Moses arm eller Moses pæl eller Moses stav! I følge nogle af de senere jødiske legender blev Moses stav plantet som et evigt minde på toppen af bjerget. Den pæl giver os mod og kraft og styrke til at besejre vore fjender. Når vi ser op på pælen eller søjlen får vi nyt mod. Pælen eller søjlen viser os også vejen – lige som hyrdens stav viser en vej for fårene!

I den kristne kirke blev disse vers siden omfortolket. Pælen på toppen af bjerget er ikke Guds løftede arm eller et symbol på Guds vrede – pælen er korset – et krucifix eller jesu kors. Her i vores midte står Jesu kors og det er et evigt tegn. Vi kan se det når vi løfter øjnene.

Omskærelsen.

v2 På den tid sagde Herren til Josva: »Lav dig nogle flinteknive, og omskær så israelitterne igen.« v3 Så lavede Josva sig flinteknive og omskar israelitterne ved Forhudshøjen [ved byen Gilgal].

v4 Når Josva skulle omskære dem, var det, fordi alle de mænd, der var draget ud af Egypten, alle krigerne, var døde undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten. v5 Alle de, der var draget ud, havde været omskåret; men alle de, der var født undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten, var ikke blevet omskåret. v6 For i fyrre år vandrede israelitterne i ørkenen, indtil alle de krigere, der var draget ud af Egypten, var omkommet. De havde ikke adlydt Herren, og derfor havde Herren svoret, at han ikke ville lade dem få det land at se, som han havde lovet deres fædre at give os, et land der flyder med mælk og honning. v7 Men de sønner, som Herren lod vokse op efter dem, dem omskar Josva; de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet omskåret undervejs.

v8 Da alle var blevet omskåret, holdt de sig i ro i lejren, indtil de kom sig. v9 Herren sagde til Josva: »I dag har jeg væltet forsmædelsen fra Egypten bort [ordret: rullet tilbage] fra jer.« Derfor kaldte han det sted Gilgal, og det hedder det den dag i dag.

(Josva bogen 5.2)

Omskærelsen spiller bestemt ikke nogen vigtig rolle i Det gamle Testamente. Præsteskriftet om taler i 1. Mosebog 17 at Abraham får ordre til at lade sin søn omskære på den 8. dag. Derefter omtaler Præsteskriftet overhovedet ikke omskærelsen før i dets omtale af påsken i Egypten i 2.Mosebog kapitel12! Det viser at omskærelsen ikke er særlig vigtig – ikke engang for Præsteskriftet. De øvrige tekster omtaler næsten ikke omskærelsen.

I det gamle Israel har man praktiseret omskærelsen – lige som araberne i dag – som en overgangsrite for unge mænd lige før ægteskabet. Vi har en række tekster som netop sammenkæder ægteskabet – det at blive en voksen mand – med omskærelsen. Først meget sent er omskærelsen blevet flyttet til de nyfødte!

Påsken er en overgangsrite hvor hele Israel dør og genfødes som en ny nation. Omskærelsen er en overgangsrite. Omskærelsen er blevet gennemført som masseomskærelser omkring eller for ud for påsken. Det kan vi se i Josvabogen. Omskærelsen binder samfundet sammen fordi den er kollektiv. Alle de unge mænd som omskæres samtidigt i måske marts måned hvert år er et broderskab. De er brødre. De udgør et netværk som binder samfundet sammen.

Omskærelsen renser synden bort. Den virker som blodet i den paskale nat. Omskærelsen beskytter imod de onde ånder og den sikrer mandens potens og frugtbarhed. En omskåren mand får utallige sunde sønner. Forhuden sættes lig med det snavsede, det urene – det som ikke er helligt. Ved omskærelsen gøres mandens penis hellig. Den bliver ren.

Vi ved at i den tidlige tid er der foregået masseomskærelser i Gilgal. Selve ordet Gilgal betyder at noget bliver rullet tilbage. Navnet kommer af at på det sted bliver forhuden rullet tilbage – af Jahve – eller af menneskene!

Sådanne masseindvielser kender vi fra utallige naturfolk for eksempel fra Afrika. De unge drenge gennemgår lidelser, prøver og de får en ny indsigt og viden og de møder deres gud. De bliver voksne. Dette er omskærelsens oprindelige betydning i Israel.

I teksterne sættes der lighedstegn mellem Egypten og forhuden. Lige som Israel tages ud af Egypten bliver forhuden taget bort fra den unge mand. Begrebet Forhuden dukker op igen hos Paulus. Begrebet Forhuden betegner den ikke jødiske verden – grækerne og deres verden.

Vi ved også at der i det gamle Israel var magiske forestillinger om blodet fra omskærelsen. I følge legenden blev det blod som blev smurt på dørene i Egypten blandet af dyreblod og blod fra omskærelsen af mændene! I en senere tid talte man om at trække blodet fra omskærelsen – blodet blev brugt magisk til at smørre på dyr, mennesker og ting. Blodet beskyttede imod uheld, ulykker og onde ånder.

Respekten over for de fremmede.

v43 Herren sagde til Moses og Aron: »Dette er forordningen om påskelammet: Ingen fremmed må spise af det. v44 Enhver træl, der er købt, og som du har ladet omskære, må spise af det. v45 Ingen tilflytter eller daglejer må spise af det. v46 Det skal spises i ét og samme hus; du må ikke bringe noget af kødet ud af huset. I må ikke knuse nogen af dets knogler. v47 Hele Israels menighed skal deltage. v48 Når en fremmed bor som gæst hos dig og vil holde påske for Herren, skal alle af mandkøn hos ham omskæres. Så må han være med til det, og han skal være som en af landets egne. Men ingen uomskåret må spise af det. v49 Én og samme lov skal gælde både for landets egne og for den fremmede, der bor som gæst blandt jer.«

(2 Mosebog 12.43)

Der er i Det gamle Testamente masser af fremmedhad og modvilje imod de fremmede – Goyim. Der er masser af nationalisme og grum nationalreligion. Der er mængder af kulturimperialisme. Men alligevel. Det gamle Israel er gennemgående meget åbent og meget tolerant og samarbejdsvillig i forhold til de såkaldt fremmede – alle dem som bor i Israels geografiske område men som ikke er israelitter eller hebræere biologisk eller slægtsmæssigt.

Kanaans land eller Palæstina var i oldtiden et sandt kludetæppe af forskellige folkegrupper og sprog som levede i een stor blanding imellem hinanden. Israelitterne bliver efterhånden det dominerende lag – men det vrimler med andre folkegrupper som bor mere eller mindre permanent på Israels område. Der var mængder af kolonier af folk fra nabolandene. Stort set var der et glimrende samarbejde mellem Israel og disse grupper. Gennemgående var der ikke nogen hård tone. De fremmede folkegrupper dukker op alle steder. Som profeter – som embedsmænd hos kongen – som krigere i hæren. Selv idealkongen over alle idealkonger nemlig David synes at nedstamme fra et andet folk end israelitterne! Der var en bred forståelse og en åben kontakt. Israel var åben over for de fremmede – akkurat lige som Israel var åben over for den kanaanæiske kultur og religion og over for nabolandenes religiøse myter! Israel var bestemt ikke noget lukket samfund.

I Moseloven er det en fast regel at de fremmede skal behandles som lige værdige og lige berettigede. Vi kan også se det i Præsteskriftets behandling af den jødiske påske – den såkaldte Pesach regel. De fremmede kan tage del i påsken. De skal være omskårne – ja ok – men vi skal huske at alle folkene omkring Israel og Palæstina praktiserede omskærelsen i oldtiden. Det var bestemt ikke kun israelitterne som var omskårne. Det var de alle sammen – de fleste af de semitiske folk! Omskærelsen betyder ikke et religiøst krav – den er et krav om at man er en voksen mand – en borger. Omskærelsen blev oprindeligt praktiseret som en indvielse til voksen tilstanden – som en overgangsrite for de unge mænd før ægteskabet.

Israel tænker kollektivt i oldtiden og i Det gamle Testamente! Det betyder at alle de mennesker som bor på Israels områder tæller med. Israel er noget kollektivt. Det er eet legeme. Det er ikke ligegyldigt hvad de fremmede gør! Vi er alle eet. Landets fremtid afgøres af alle som bor i landet – ingen er uden for.

Spørgsmålet om omskærelsen får en helt ny betydning på jesu tid og på Paulus tid. Nu bliver omskærelsen skel sættende. Den lukker de andre ude – ude fra frelsen. Det er det som Paulus skriver om. Men opfattelsen af omskærelsen – og bestemt af de fremmede – har været helt forskellig herfra i det gamle Israel. Vi kan sige at Paulus i sin grund holdning meget bedre dækker den oprindelige åbne holdning i Israel!

Den gamle surdej – Påsken og Massot.

I den paskale nat går Ødelæggeren igennem Egyptens land og han udrydder og dræber al den gamle surdej. I hele Bibelen er surdejen et billede på døden og synden. Egypten er simpelt hen den gamle surdej. Påsken eller brødets fest eller Massot er den rite hvor al den gamle surdej bliver fjernet og besejret og forladt.

Massot eller brødets fest handler ikke så meget om at vi skal spise særlige kager som er bagt uden gær eller surdej! Sådanne kager blev faktisk brugt året rundt i det gamle Israel! Massot handler derimod om at vi skal holde os borte fra surdejen – og al det som er gæret eller fermenteret – som øl og vin og alkohol og gæret honning.

Surdejen lugter og stinker og dens skarpe lugt kan lugtes i hele huset. Surdejen tiltrækker det onde eller den onde eller de onde ånder. Massot er en slags faste eller en askese – en afholdenhed. Vi bliver født på ny og genfødte i denne fasteuge – påskeugen. Vi lever rent og renfærdigt. Surdejen forurener og sætter en slags dødsproces i gang. Gæringen er en slags død. Gæringen eller surdejen indeholder opløsende kræfter. Den kristne nadver indeholder det usyrede brød – dette brød er Gud selv og det giver livet til alle som æder det – lige som Manna fra himlen. Nadverens brød er Guds føde og mad.

Vi kender de sproglige forbindelser mellem spiritus og spiritus – mellem alkoholen og alkoholens ånd – den onde ånd. Det gamle Israel tænker i et sådant skema. Naziræerne lever rent – som Gud vil det. De drikker ikke vin og øl og de holder sig borte fra surdejen og det gærede.

Lugten fra surdejen forurener hele landet og jorden. Derfor skal al surdejen fjernes. Påsken eller Massot er ikke en individuel rite – det er hele landet eller riget eller samfundet som skal renses – og genfødes. Reglen er at al surdejen skal tilintetgøres for en liden surdej fordærver hele dejen! Derfor skal de fremmede som bor i Israel også deltage i fasten og i askesen. Elimineringen af surdejen – af synden og døden – er kollektiv – den er fysisk.

Surdejen er det modsatte af det hellige og det modsatte af Gud. Det syrede eller det gærede kan ikke ofres til Jahve. Gud drikker ikke alkohol og han kan ikke spise det syrede brød. I påsken lever vi lige som Gud gør – vi lever rent. I påsken renses hele landet ved en slags katarsis.

I hele ørkentiden spiser Israel slet ikke noget som er syret eller gæret og det drikker slet ingen vin eller øl. Det lever rent. I Det gamle Testamente bliver ørkentiden en ideal periode – en overgangsrite hvor Israel bliver født renset og genfødt. I ørkentiden spiser de englenes brød – den mad som kommer fra himlen.

v4 »Jeg lod jer endda vandre fyrre år i ørkenen, uden at jeres klæder blev slidt i laser og faldt af jer, og uden at dine sandaler blev slidt op og faldt af dine fødder; v5 brød fik I ikke at spise, og vin og øl fik I ikke at drikke, for I skulle forstå, at jeg er Herren jeres Gud.«

(5 Mosebog 29.4)

En stor uret. De gjorde dem til rene arbejdere og trælle.

v8 Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. v9 Han sagde til sit folk: »Det israelitiske folk er større og talrigere end vi. v10 Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, hvis der kommer krig, og angriber os; og så bliver de herre i landet.« v11 De satte så hoverifogeder over dem, som skulle plage dem med tvangsarbejde, da Faraos forrådsbyer Pitom og Ramses skulle bygges. v12 Men jo mere de plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så egypterne gruede for israelitterne.

(2 Mosebog 1.8 - Jahvisten)

Historien i 2. Mosebog er ikke nogen social historie - den er en national historie. I Det gamle Testamente bliver det en fast formel at hebræerne blev gjort til arbejdere, trælle og slaver i Egypten. Israels udspring er så at sige dette slaveri – men der er slet ikke nogen skam eller ydmyghed over dette træk i Det gamle Testamente.

Pointen er at hebræerne – altså Jakob og hans sønner – blev modtaget som frie og som konger i Egypten i sin tid. De fik alle mulige privilegier. De kom så at sige til det forjættede land. Farao dengang var uld af ærefrygt for hebræerne og den gamle Jakob!

Hebræerne har ikke været slaver og trælle i Egypten i 400 år – slet ikke. Ifølge 2. Mosebog kommer denne ufrihed først til aller sidst!

Farao bliver rigtigt bange for hebræerne. De formerer sig som frøerne – siden hen i plagerne. De vrimler ud over hele landet. Farao bliver rigtigt bange for hebræerne. De er ved at tage magten i Egypten! Nu går løfterne i opfyldelse – steriliteten fra 1. Mosebog er borte! Israel er ved at oversvømme hele verden.

Undertrykkelsen kommer ind fordi Farao er bange. Han vil holde hebræerne nede. Historien handler altså om overbefolkningen. Vi har utallige myter fra oldtiden som handler om at guderne må gribe ind over for menneskene som formerer sig og føder børn i store mængder. Guderne må gribe ind for ellers trues hele kosmos.

Der sker en stor uret imod Israel. Det gamle Testamente ved udmærket godt at ALLE indbyggerne i Egypten måtte arbejde for staten –for Farao – dyrke jorden eller bygge paladser eller grave kanaler. Sådan var det overalt i alle samfund i oldtiden. Også i Israel senere i kongetiden! Det ved Mosebøgerne godt!

Israel er et stolt folk og stemningen i historien er national – ikke social – historien handler ikke om social uretærdighed! Farao er ikke uretfærdig i den forstand.

Israel er blevet gjort til slaver – uden nogen god grund og på trods af pagten mellem de to folk i sin tid under Jakob og Josef! Det er anklagen imod Farao!

Teksten overdriver voldsomt slaveriet – det bliver et helt skema i Det gamle Testamente.

Hebræerne er de kongelige klienter som kom til Egypten – helt frivilligt og som Jakobs stolte sønner. Hebræerne er ikke blevet slaver fordi de er blevet besejrede, erobrede i krig. De har ikke begået nogen ulovlig handling. Farao har handlet helt uretmæssigt – han har brudt pagten! Farao er kun en lille konge som er fuld af frygt for Jakobs stolte sønner!

Historien er blevet skrevet senere af Jahvisten. På hans tid er Israel en lille svag afmægtig nation og Egypten er en stormagt som gør med Israel hvad det vil. I oldtiden bliver Israel overfaldet og voldtaget utallige gange af dets mægtige nabo – Egypten! 2. Mosebog er en slags hævn historie! Den skal styrke Israels selvbevidsthed. Historien handler ikke så meget om Israels ydmygelse – den handler først og fremmest om deres voldsomme vækst, fremgang og succes – og den gru og rædsel som griber den afmægtige konge af Egypten! Hele historien er en udlevering af Farao. Samtidigt er tilstanden i Egypten jo forudsagt af Gud selv – den er nødvendig i Guds plan – Guds vilje at gøre hebræerne til et stort og mægtigt folk! Israel er et kongeligt folk – det er derfor der sker en stor uret. Israel har en mægtig gud. Farao er en lille undermåler sammenlignet med vores gud – Jahve. Al Egyptens magt og alle deres berygtede stridsvogne er i virkeligheden rene illusioner. De er uden magt og de bærer sig tåbeligt ad! Undertrykkelsen af Israel skyldes ikke magtbrynde i Egypten eller stormagt – den kommer kun af deres elendige lille frygt!

Kildeanalysen – Eksempel: Plagerne.

Vi har bevaret to helt forskellige beretninger om Plagerne i 2. Mosebog kapitel 7 til 11 – dels fra Elohisten og dels fra Præsteskriftet. De to beretninger helt uafhængige og de stemmer ikke overens med hinanden.

Det mest overordnede er måske imidlertid at begge beretninger er fremragende litteratur. De udgør to selvstændige bøger i 2. Mosebog og de bør læses hver for sig og adskilt fra det øvrige materiale i 2. Mosebog.

Beretningerne er fremragende litteratur når vi sammenligner med den litteratur vi har bevaret fra oldtiden. De er spændende, levende, varierede – selv om de kunne være meget monotone da de fortæller om tegn på tegn! Beretningerne kan svare til eventyr. De anvender eventyr stilen mange steder – for eksempel i form af overdrivelsen. Overdrivelsen fremmer forståelsen af budskabet. Beretningerne er blevet sammenlignet med en slags børnebogs litteratur – ment i en positiv betydning. Beretningerne har et dybt indhold som handler om hvem Gud er og hvad Gud gør – men de udtrykker budskabet i fortællingen, dramaet, i overdrivelsen som et eventyr.

Det gamle Testamente har produceret et stykke litteratur som kan måle sig med den fineste litteratur vi har bevaret fra Egypten, assyrerne eller kanaanæerne eller fra Babylon. Den hebraiske fortællestil er virkelig imponerende efter de flestes opfattelse.

Et eksempel på overdrivelsen er at dyrene i Egypten bliver ramt og tilintetgjort fuldstændigt – fire gange lige efter hinanden! Det er selvfølgelig en logisk brøler. Begivenhederne bliver lidt overdrevet. Dyrene kan jo ikke dø flere gange! I gamle dage har man brugt megen tid på disse logisk brist – men de er uvæsentlige. Det væsentlige er at forstå budskabet. Beretningen om plagerne er ikke en pedantisk eller bogstavelig historieskrivning i en senere forstand. De to beretninger er snarere en slags eventyr – ikke fordi de er løgn eller fantasi – men fordi de er skrevet i en bestemt stil og form.

De to beretninger er henvendt til forfatterens samtids læsere. De er pædagogiske kan vi sige. Ved at fortælle en spændende beretning fra en fjern tid vil forfatteren lære sin samtid noget om verden, livet, lidelsen, ulykken, mennesket og Gud. Hvor kommer lidelsen fra? Hvem er Gud? Hvordan kan vi komme ud af modgang og lidelse? Hvad er historiens mening?

Der er markante forskelle i de to beretninger og disse forskelle viser også at 2. Mosebog virkelig består af helt forskellige kilder og at disse kilder ikke bare kan blandes sammen! Redaktøren har så at sige trykt dem ved siden af hinanden – men han har godt vidst at de var to helt uafhængige beretninger. Vi kan sige at de to beretninger udgør en sådan dublet – som der er utallige eksempler på i alle Mosebøgerne og i hele den historiske litteratur i Det gamle Testamente.

Det er interessant at når vi læser hele Det gamle Testamente – som ofte taler om Egyptens plager – så kan vi sammenfatte det således: Der er ikke enighed i Det gamle Testamente om hvor mange plager som vi taler om! Der er ingen enighed om hvilke plager vi præcist taler om! Der er ikke enighed om plagernes rækkefølge! Billedet er for eksempel tydeligt hvis vi læser forskellige salmer der taler om plagerne. Men der var i det gamle Israel en urgammel tradition om de plager som Gud sendte ned over den ulydige vasal Egypten! Der var ikke enighed om detaljerne – men der var enighed om hovedsagen. Gud frelste Israel ud af Egypten ved hjælp af plagerne! Siden opstår mange forskellige traditioner. I tidens løb kom nok flere og flere plager til. Elohisten og Præsteskriftet er to gamle traditioner som fortæller historien. Der var måske mange af den slags traditioner i det gamle Israel.

Vi kan pege på nogle store uoverensstemmelser mellem de to beretninger:

I Præsteskriftet henvender Moses og Aaron sig slet ikke til Farao – de siger ikke noget til Farao! Hos Elohisten tiltales Farao hver eneste gang først – han advares – typisk ved møderne ved Nilen! I Præsteskriftet udføres underne af Aaron og ved hans guddommelige stav – som siden hen får sin plads i templet – i Elohisten spiller Aaron ingen rolle. Underne udføres kun af Moses eller af Gud direkte. I Præsteskriftet findes ingen tids udstrækning. Plagerne har ingen varighed. Måske kommer de alle på samme dag. Elohisten fortæller at plagerne strækker sig over lang tid. Elohisten kender slet ikke nogen konkurrence med de egyptiske troldmænd om hvem der er verdens største troldmand. Dette træk findes kun i Præsteskriftet. Elohisten fortæller at kun egypterne bliver ramt af plagerne – i følge Præsteskriftet ser det ud til at alle bliver ramt - med visse undtagelser. I Præsteskriftet er der nøjagtigt syv plager – Præsteskriftet elsker tallet syv som er et såkaldt helligt tal. I en lignende tekst taler Præsteskriftet også om netop syv plager. De syv plager svarer til skabelsens syv dage. Plagerne er en slags død og fødsel eller skabelse. Hos elohisten er der flere tegn end syv – måske ti – mener mange - men det samlede antal er lidt uklart. Præsteskriftet har et helt andet sprog end Elohisten: Stilen er meget mere skematisk og gentagende – som den faktisk er i eventyr - og tør og knap. Ordvalget er i de to beretninger helt forskelligt fordi hver forfatter hele tiden bruger sine egne yndlingsord og yndlingsudtryk.