Moses’ kald: - Jeg vil ikke. Jeg kan ikke. Jeg tør ikke!

Det gamle testamente kan sagtens skelne mellem det empiriske og det ikke-empiriske! Denne skelnen er slet ikke jødisk eller hebræisk – den er græsk filosofi. Den er den vigtigste skelnen som vi finder hos filosofferne Platon og Aristoteles. Det empiriske er det som vi kan se, sanse, høre og føle. I følge Platon er det noget meget usikkert som vi egentlig ikke kan stole på. I følge Platon er det empiriske – som vi tror er det virkelige – i virkeligheden slet ikke særligt virkeligt! Platon mente at den virkelige virkelighed ligger inde bag ved fænomenerne. Fænomenerne er kun skygger på klippevæggen – ikke den virkelige verden! I følge Platon lever vi i mørket – hvis vi kun holder os til det empiriske!

2. Mosebog skelner tydeligt mellem det empiriske og ikke empiriske. Moses ser en busk som brænder – og det er et naturligt fænomen. Disse buske brænder hele tiden i ørkenlandet og det er der ikke noget mærkeligt i. Det er ren empiri – det er empirisk.

Teksten bruger udtrykket Mareh om det som Moses ser. Påden måde laver teksten et ordspil – Det gamle Testamente er fyldt med disse udspekulerede ordspil!

Mareh betyder egentligt kun et empirisk fænomen – noget vi kan se med vore almindelige øjne.Men det kan også – sjældent – betyde en vision, en Guds epifani, hvor Gud viser sig i et syn. Teksten viser at de to ting ligger oven i hinanden. Moses tror at han ser noget helt almindeligt – men pludseligt ser han et stort tegn!

Gud ser pludselig Gud inden i lyset og inden i ilden! De fleste ville bare gå forbi og de fleste ville slet ikke se noget – de ville bare se en busk! Det er tekstens mening! Men Moses er udvalgt af Gud til at være hans profet og til at befri Israel. Derfor kan Moses se tegnet.

Tegnet er ikke noget empirisk – det ved det gamle Testamente godt. Tegnet er altid et tegn fordi det viser Gud. Men tegnet kan ikke ses af alle. De fleste mennesker vil ikke se noget. De lukker så at sige øjnene. For dem er busken bare det rene ingenting. De vil ikke se noget. De tør ikke se noget. De kan ikke se noget. Der er trukket et slør for deres øjne og der er tykt fedt på deres hjerte – som profeten Esajas siger!

At se er at blive frelst. De som kan se tegnet og underet bliver frelst – ikke fordi Gud kun vil frelse dem som kan se tegnene – men fordi kun de mennesker som kan se tegnene overhovedet vil og kan frelses. Gud kan kun frelse Moses fordi Moses er villig til at gå hen til busken og se efter. Gud tvinger ikke nogen. Gud prøver at lokke og forføre Moses med en brændende busk. Moses er villig til at se. I det øjeblik han ser underet og tegnet er han allerede frelst. Når vi ser de store tegn og undere i vores liv bliver vi frelst –vi bliver glade og lykkelige og lettede. Vi kan se at livet er godt og smukt. Vi kan se at velsignelsen er overalt!

Tanken om at se og høre tegnet kan vi se et meget konkret eksempel på i 4.8. Gud giver Moses tre tegn og det hedder netop at tegnet har en stemme – ordret oversat fra hebraisk. Gud siger at Moses og siden hen Israel skal høre efter stemmen! Gud siger at der er en lille stemme inden i tegnet og det er den stemme – altså den mening – som man skal høre efter – tegnet som et ydre fænomen er ikke så vigtigt! Israel skal – på hebraisk – sama beqol – de skal høre stemmen! (4.8). Moses taler meget om sin egen stemme. Han mener at hans egen fysiske stemme er ufuldstændig – men han glemmer at der er en hemmelig stille stemme inden i tegnene! Denne lille stemme er stærk nok til at besejre Farao – og erobre hele verden!

Det hebraiske ord for stemmen kan altså oversættes med meningen med tegnet, tegnets betydning eller indre kraft eller den Guds stemme som er inden i tegnet!

v8 »Hvis de efter det første tegn ikke tror på dig og ikke vil høre [ordret: hvis de ikke vil høre efter det første tegns stemme], så vil de tro efter det andet tegn [ordret: så vil de høre efter det andet tegns stemme – eller så vil de kunne høre det andet tegns stemme].

(2 Mosebog 4.8)

[3]

v1 Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb.

Redaktionen af 2. Mosebog 3 og 4.

Den tekst som vi nu kan læse er den redigerede tekst. Redaktøren har kombineret to forskellige kilder nemlig Jahvisten og Elohisten – J og E - som begge har fortalt om Moses og hans kald i Midjan. De to kildeskrifter er forskellige og har et forskelligt billede af Moses – men vi kan sige at de er forenelige og redaktøren har skabt et i høj grad sammenhængende billede.

I 1 Mosebog er redaktørens yndlingskilde helt klart Jahvisten som citeres langt mere end E. Men i 2. Mosebog skifter billedet – og her kan vi se at redaktøren citerer Elohisten langt mere end Jahvisten! Jahvisten er meget dårligt repræsenteret i 2. Mosebog!

På den måde er der opstået helt nye meninger. Meningen med Guds overfald på Moses ved nattestoppet bliver totalt omdefineret ved at de to kilder stilles sammen. Hos den oprindelige tekst Jahvisten overfalder Gud Moses – egl uden begrundelse. I den nuværende tekst antydes det at Gud overfalder Moses søn og at det hele drejer sig om omskærelsen.

Hos Jahvisten er Moses et familiemenneske akkurat lige som Jakob og Abraham! Moses drager rundt samen med hustruer og børn! Men i den redigerede tekst hvor Jahvisten kombineres med E og Præsteskriftet – bliver Moses en arketypisk single! Han bliver uden familie, uden hustruer og uden sønner! Det skyldes redaktionen.

Jahvisten fortæller om at israelitterne plyndrer Egypten da de drager ud. Det er en historie om hævn på det mægtige Egypten – og om skadefryd og humor. Men i Det nuværende gamle testamente bliver meningen totalt anderledes på grund af redaktøren: israel plyndrer Egypten fordi de skal bruge alt det sølv og guld til at bygge taberneklet eller helligdommens telt når de kommer til Guds hellige bjerg!

Hos Jahvisten er Aaron slet ikke omtalt! Der findes kun een profet og een helt hos Jahvisten og det er Moses! Men på grund af Redaktørens arbejde skabes en ny sammenhæng. Det antydes at Moses ikke er god nok og derfor er Gud nødt til at udnævne Aaron. Meningen er helt ny.

Indtil 2. Mosebog kapitel 3 kan vi skelne Elohisten og Jahvisten – for eksempel i hele 1. Mosebog – ved at se på gudsnavnet. Jahvisten kalder konsekvent Gud for Jahve og Elohisten konsekvent for Elohim – men det kriterium bryder samen i kapitel 3! Vi kan herfra ikke klart skelne mere på denne måde. Ifølge Elohisten bliver navnet Jahve nu åbenbaret for israelitterne. På den måde bliver en række ting omtolket hos Jahvisten – for jahvisten har jo kaldt Gud for jahve hele tiden siden begyndelsen af 1. Mosebog!

Busken har sikkert kun været omtalt i den ældste kilde Jahvisten. Det kan vi også se i nedenstående opstilling. Men meget er usikkert. Vi ved ikke hvor meget stof i Jahvisten som Redaktøren simpelt hen har sprunget over! Men måske er det ikke så meget!

Vi ved at Eloohisten kalder præsten for jetro og bjerget for Horeb – mens Jahvisten kalder dem for Reul og Sinaj! – på den måde kan man skelne E fra J med ret stor sikkerhed!

Vi kan se en tydelig dublet i vers 7 og 9 – de to kilder fortæller den samme lille episode i to former.

Redaktøren har fundet tre kilder til Moses kaldelse men den tredie kilde præsteskriftet indfletter han IKKE i kapitel 3 og 4 – men gemmer til kapitel 6. præsteskriftets beretning har nok ikke i følge redaktørens mening kunne indpasses og præsteskriftet indeholder en meget lang og helt selvstændig kaldelse af Moses. Redaktøren har valgt simpelt hen at servere den senere. På den måde skabes et indtryk af at Moses bliver kaldt to gange – og at den sidste gang – i kapitel 6 – er den vigtigste!

Efter de flestes mening har Redaktøren – uvist af hvilke grunde! – byttet rundt på rækkefølgen af vers 8 og 9 – hvis man bytter vers 8 og 9 får man denne mere naturlige rækkefølge:

[J]

v9 Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem.

[E]

v8 og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor.

Vi kan illustrere reaktørens arbejdei kapitel 3 – Moses kald - på denne måde:

[E]

v1 Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb.

[J]

v2 Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, v3 og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« v4 Men da Herren så, at han gik hen for at se det,

[E – men E har ikke nævnt busken som i den danske oversættelse!]

råbte Gud til ham [inde fra busken]: »Moses! Moses!« Han svarede ja,

[J]

v5 og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere!

[E måske – måske en dublet:]

Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.«

[E]

v6 Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.«

[JE]

Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

[J JE]

v7 Så sagde Herren:

[E]

»Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, v8 og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor.

[J - vers 7 og 9 er dubletter – fra to kilder – men samme indhold]

v9 Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem.

[E – Gud åbenbarer sig nu som Jahve]

v10 Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.« v11 Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« v12 Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« v13 Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« v14 Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

v15 Gud sagde videre til Moses: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt. v16 Gå nu og kald Israels ældste sammen, og sig til dem: Herren, jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har vist sig for mig og sagt: ›Jeg er opmærksom på jer og på det, der er overgået jer i Egypten, v17 og jeg har besluttet at føre jer bort fra lidelsen i Egypten, til kana'anæernes, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes land, et land der flyder med mælk og honning.‹ v18 De vil høre på dig, og sammen med Israels ældste skal du gå til Egyptens konge og sige til ham: ›Herren, hebræernes Gud, har mødt os. Lad os få lov til at gå tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vores Gud.‹ v19 Jeg ved, at egypterkongen ikke vil give jer lov til at gå, hvis ikke han mærker en stærk hånd. v20 Derfor vil jeg række hånden ud og ramme egypterne med alle de undere, jeg vil gøre blandt dem, og så vil han lade jer gå.

[J]

v21 Og jeg vil lade egypterne fatte velvilje for dette folk, så I ikke kommer til at drage tomhændet bort. v22 Hver kvinde skal bede sine nabokoner og de kvinder, hun har boende i huset, om ting af sølv og guld og om klæder. Det skal I give jeres sønner og døtre at bære. På den måde skal I plyndre Egypten.«

(2 Mosebog 3.1)

Er Moses en single?

Der opstår helt klart i det gamle Israel den tanke at Moses er en single og en ener. Han er lige som løsrevet. Vi finder opfattelsen i præsteskriftet men også mange andre steder. Moses har slet ingen familie i præsteskriftet – ingen hustruer, ingen sønner! Moses bliver gjort til det stik modsatte af en patriark. Han er single, isoleret. Moses er isoleret over for Aaron og isoleret over for de ældste i Israel og over for folket. Moses er helt alene. Moses bliver et billede på Jesus – løsrevet og uden slagt og familie. Moses bliver gjort til noget overjordisk og uforståeligt – et unikum. Han taler med Gud som med en broder og ligemand. Moses er sammen med Gud som man er samen med sin broder. Men Moses grundlægger ikke nogen klan eller slægt. Nogle steder citeres han direkte for at han ikke vil være nogen fader. Han søn Gersom bliver fuldstændigt glemt. I følge den jødiske tradition bliver han skilt fra sin hustru Sippora!

Det er vigtigt at huske at den ældste tradition Jahvisten tegner et totalt anderledes billede. I følge Jahvisten er Moses i høj grad en fader og en patriark og han drager af sted sammen med sine hustruer og børn! Men den anden tradition kom til at vinde i det gamle Testamente. Det er en senere opfattelse. Moses bliver gjort til en slags munk eller en som lever uden for verden i cølibat – uden at røre nogen kvinde. Moses kommer til at symbolisere et bestemt mandebillede. Han bliver en slags hellig mand eller præstelig mand eller gudsmand. Han bliver hævet op den jordiske virkelighed med arbejde og møje. Han er ikke nogen almindelig mand og har ikke behov som andre mænd. Han er Guds ånd og han optræder som en gud i verden. Han minder om profeten Ezekiel.

Disse billeder lever også i Jesus skikkelsen og i Paulusskikkelsen i det nye Testamente – både Jesus og paulus er singler lige som Moses!

Alle veje fører til Gud.

v11 Tiden gik, og Moses blev voksen. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel. v12 Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet. v13 Næste dag gik han igen ud, og da så han to hebræere i slagsmål. »Hvorfor slår du din kammerat?« spurgte han ham, der havde skylden. v14 Men han svarede: »Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?« Da blev Moses bange og tænkte: »Så er det alligevel blevet opdaget!« v15 Og da Farao hørte om det, ville han slå Moses ihjel; men Moses flygtede fra Farao og slog sig ned i landet Midjan.

(2 Mosebog 2.11)

Ale veje fører til Gud i følge Jahvisten som fortæller historien i 2. Mosebog. Moses gennemløber en slags skæbne. Denne skæbne er på en vis måde tilrettelagt af Gud. Gud har en plan for Moses og Gud tilrettelægger tingene så der sker det som skal ske. Gud er hos Jahvisten en Deus Absconditus – han er den skjulte Gud. Gud skjuler sig inden i historien, inden i verdenshistorien og inden i Moses private historie. Gud er den energi eller vilje eller ånd som driver udviklingen frem. Vi kan sige at Gud er et motiv – et motiv eller en følelse hos mennesker – og Gud er en motor i historien. Gud har en retning og han har en stor kraft til at drive tingene i den retning.

Vi kan for eksempel spørge – som der ofte er blevet spurgt: - Hvad var der sket hvis Moses ikke havde dræbt egypteren!? I så fald var Moses jo ikke blevet forfulgt af Farao og han havde ikke nødig at flygte til Midjan! I så fald var Moses aldrig kommet over i ødemarken – over til den brændende busk! Gud har en plan med Moses. Gud vil at Moses skal blive en fri mand. Gud vil at Moses skal finde Gud og blive en profet og konge for Israel. Det er derfor at Gud sørger for at Moses begår sine voldelige handlinger i Egypten. Moses skal være en morder og en oprører imod faderen – Farao. Ellers kan historien ikke fortsætte og nå sit mål – sin Telos, som Aristoteles sagde.

Gud sørger for at Moses drab bliver opdaget – fordi det er et nødvendigt led i udviklingen. Hvis mordet aldrig var blevet opdaget – var Israel aldrig blevet et frit og værdigt folk! Moses forstår ingenting. Han kan ikke se nogen plan. Han kan kun se det ynkelige nederlag – at han må flygte fra Farao – hans fader. Moses kan ikke se Guds plan – i al fald ikke i øjeblikket. Først bagefter kan vi se at det alt sammen var en del af Guds frelsesplan og underfulde frellse! Alle lidelserne var nødvendige - for at vi kunne nå frem til frelsen – nå frem til bjerget og Guds hus og græsgang!

I hele 1. Mosebog kan vi se dette træk hos Jahvisten i Det gamle Testamente. Det som sker er ikke tilfældigt. Gud gør det. Det som sker er Gud som gør det. Kain slog sin broder ihjel – for at Gud kunne vise et tegn på Kain. Abraham bortviste sin Hustru – Hager som endog havde født ham en søn – for at Gud kunne frelse Hagar og gøre hendes søn til et stort folk!

Buddha og Moses ligner hinanden på mange måder. Både Buddha og Moses kommer fra overklassen og velstanden. I deres ungdom kommer de ud for voldsomme, rystende begivenheder. De finder en ny religiøs indsigt og tro. På en vis måde kan vi sige at de begge grundlægger en ny religion. Gud får det til at ske! Gud viser en død og en syg og en gammel for den unge forkælede Buddha så at Buddha kan komme videre i sit liv og finde sandheden! Gud gør det samme med Moses.

Gud er historiens herre, som det siges i Salmerne. Mennesker har ansvaret for det som de gør og mennesket har en fri vilje! Farao bestemmer selv i følge 2. Mosebog! Men Gud virker på en usynlig måde bag kulisserne. Gud giver Farao et hårdt eller fast hjerte – for at Israel kan blive frelst – men Farao har et tungt hjerte fordi han selv vil! Der er ingen modsætning. Gud tager ikke friheden fra nogen heller ikke fra Moses. Det er Moses som selv bevidst slår egypteren ihjel. Men bagefter viser det sig at det hele havde en dyb mening. Det var Guds vilje – fordi Gud ville føre Moses over til hans hellige bjerg – over til den brændende busk.

Tegn og undere

Gud viser sig inden i de naturlige begivenheder eller fænomener! Gud er inden i den brændende busk! Han er ikke oppe i himlen! Han er inden i busken. Dette er en afgørende tanke i 2. Mosebog - en tanke som gennemsyrer hele Exodus historien.

Gud gør mange store tegn i naturen i Exodus historien og det er stort set et nyt træk i det gamle Testamente. Gud begynder at vise sig på en ny måde. Vi kan se Gud – vi kan se ham med vore øjne når vi ser det som sker! Han viser sig inden i de ting som vi kan se med øjnene! Alt vandet i Nilen bliver siden forvandlet til blod i følge historien. Meningen er at Gud er inden i fænomenet! Gud er inden i det vand som forvandles. Gud er en slags energi inden i vandet som forvandler det til blod. Gud er inden i busken og derfor brænder busken. Gud er ild, Gud er det samme som ilden. Gud er inden i ilden, inden i flammen. Gud er en slags ånd som er inden i ilden. Gud er liv. Gud er det liv som er inden i flammen – han er det som gør flammen levende. Gud er det som er inden i de levende væsner og som gør dem levende! Gud er selve livet! Uden gør ville intet være levende! At Gud viser sig i naturen er en afgørende ny tanke – den ses mange steder i Moses historien!

Vi kan også sige at Moses ser et tegn. Moses kan se tegnet – dvs han kan se at Gud er inden i busken. Men det han ser er det som alle ser. Forskellen er at Moses har øjne at se med som det siges i det gamle Testamente. Det som han ser er ikke objektivt i den forstand at alle ville kunne se det! For det kræver man kan se! De fleste ville bare gå forbi. De ville ikke kunne se noget! Moses oplevelse er ikke en ydre objektiv begivenhed. Den kan ikke filmes med et kamera! De fleste mennesker ville ikke se noget som helst. De ville være blinde! Historien er altså en fremhævelse og ophøjelse af Moses. Han kan faktisk se! Han er en seer så at sige. De fleste ville bare sig: - Jeg kan ikke se noget, det tror jeg ikke på, det er bare en indbildning!

Vi kan også sige at Moses oplevelse er en oplevelse, en fortolkning, en konstruktion eller en måde at opleve på. Andre mennesker ville måske ikke have set tegnet – de ville ikke kunne se at det var Gud som var indeni. Det er tanken med beretningen. Moses er udvalgt og derfor kan se Guds tegn. Det som andre måske er blinde for. 2. Mosebog handler om at se. At tro er at se. Alt er tegn og undere for Bibelens forfattere – men det er ikke sikkert at vi kan se tegnene. Det drejer sig om at se på den rigtige måde. At alle plagerne kom over Egypten var ikke noget tilfælde, siger 2. Mosebog! Nogle mennesker vil se det som tilfældigt eller det skyldes bare naturlige objektive fysiske årsager! Men det er ikke sandt, siger 2. Mosebog. Det er Gud som viser sig og som er inden i fænomenerne! Det vi ser er de ydre tegn på hans energi eller virke. Vi skal lade Gud være i fred – og lukke øjnene op. Stå stille og se at nu gør Gud et stort tegn, som Moses siger ved Siv havet!

Det er helt karakteristisk at Farao i 7.10 siger til Moses og Aaron: - Giv jer selv et under! Sådan lyder den hebraiske tekst hvis vi oversætter den ordret! Moses giver sig selv et under – at vælger at se underet – han vælger at fortolke det som sker som et sandt Guds under!

I 1. Mosebog er der eet tydeligt eksempel på denne tanke nemlig Sodoma! Hele Jordan regionen – mange hundrede kilometer brænder op som ved en atombombe – ikke kun byen Sodoma. Det er Gud som er inden i branden og ilden – inden i naturkatastrofen kan vi sige. Sodomas ødelæggelse skyldes ikke objektive fysiske årsager, siger 1. Mosebog. Hvis vi ser efter kan vi se at Sodoma var et stort tegn. Livet er hele tiden fuldt af tegn og undere! Hendes eller hans kærlighed er et stort under! Barnet som fødes er et stort overnaturligt under! Når vi kan se underet gribes vi af forundring, lettelse, lykke og glæde. Livet er godt og smukt – og stort!

Tanken om at livet er fuldt af tegn – som vi kan tyde på den rigtige måde – spiller en afgørende rolle i Salmernes Bog.

Vi kan finde Gud alle steder.

Budskabet i fortællingen om Moses og busken er at vi kan finde Gud alle steder. Gud er simpelt hen alle steder. Han er alle steder på een gang siger teksten. Gud kalder Moses og Aaron samtidigt i følge teksten – dvs han taler til Moses og Aaron i det samme sekund – ikke i en tidsrækkefølge efter hinanden!

Gud er alle steder. Moses driver rundt i Midbar’en med sine fåreflokke. Moses leder ikke efter en gud. Han driver bare rundt men han finder sin gud midt ude i Midbar’en. Midbar’en er ikke decideret ørken i vores betydning men sådanne områder hvor der er græs og planter så fårene kan græsse. Midbar’en betyder altså nærmest et græsningsområde. Israel driver rundt i 40 år i Midbar’en – det betyder ikke ørken – det betyder et sådant område hvor de kunne trives med deres flokke af dyr.

Gud taler til os i det sprog som vi kan forstå. Moses ved ikke noget om Gud og han leder ikke efter Gud! Moses er ikke en åndelig eller søgende sjæl som driver rundt for at finde Gud! Moses leder slet ikke efter noget som helst – bortset fra græs til sine fåreflokke. Gud viser sig pludseligt. Men den Gud som viser sig taler til Moses så han kan forstå det. – Jeg er din faders gud, siger Gud. Det betyder at Gud taler til Moses så han kan forstå det. Gud taler til alle mennesker på en bestemt måde. Vi behøver ikke at bruge ordet gud overhovedet. Ordet gud er bare noget som vi kalder det. Ordet gud gør ingen forskel i sig selv. Det som er afgørende er at Moses pludselig oplever noget som han kalder for gud. Han kunne også have kaldt det noget andet. Men Moses lever i oldtiden – derfor taler han om at en gud har vist sig for ham! Hvis Moses havde levet i vores tid – havde han nok kaldt det noget andet!

Vi kan finde Gud alle steder. Gud viser sig alle steder. Vi skal ikke gå et bestemt sted hen – vi skal ikke finde Gud for han finder os. Gud viser sig alle steder. Gud viser sig i naturen. Vi kan finde vores gud ved at gå en tur i naturen for der kan vi måske høre hans stemme. Det er det som sker for Moses. Vi kan finde Gud i vore relationer – i vore nære relationer til børn, venner, familie og kærester.

En busk som brænder.

Det hebraiske ord for busken er meget usikkert. Ordet seneh eller stammen sn forekommer kun eet ene sted i det gamle Testamente – nemlig her! Vi ved faktisk slet ikke nøjere hvad ordet betyder.

Busken bruges af Gud til at lokke Moses! Det fremgår også at den ikke er et stort mirakel – egentlig ikke så usædvanlig. Vegetationen i ørkenlandet bryder ofte i brand om sommeren i tørketiden. Men Moses bliver lokket. Busken er et middel.

Gud lokker mennesker med naturlige fænomener som egentlig ikke er noget særligt! De fleste ville gå forbi busken – det er meningen i 2. Mosebog.

Vi kender et meget senere ord som betyder en tornet busk men det er ikke sikkert at de to ord har noget med hinanden at gøre.

Måske er ordet det samme som områdenavnet Sin som omtales flere steder i 2. Mosebog. Måske betyder sn snarere et område.

Ordet sn minder meget om ordet for bjerget Sinaj! Der er et ordspil skjult i udtrykket. Måske betyder sn eller busken bare det samme som Sinaj bjerget. Siden hen ser vi at Sinaj bryder i brand – bjerget står i lys lue. Gud er inden i bjerget.

Gud er inden i busken og derfor brænder den. Pointen er egentlig ikke busken men tegnet. Moses ser ikke så meget en busk – han ser Gud. Guds helligånd får busken eller stedet eller bjerget til at lyse og brænde. Gud er lys og ild mange steder i det gamle Testamente. Moses ser Helligånden. Helligånden daler ned på disciplene i Ny Testamente som ild.

Den brændende busk er evig. I Det nye Testamente sammenlignes med helligånden og nadveren og Jesu bespisning. Nadveren eller de syv brød hører ikke op. Ilden og busken symboliserer det evige – det som aldrig hører op – det vi aldrig skal miste.

Busken vokser op af qodesh – hellig jord. Qodesh betegner i 2. Mosebog det samme som bjerget, Guds bjerg. Sn er altså lig med bjerget. Men qodesh betyder også himlen eller templet eller helligstedet – de hellige høje. Vi ved at der var mange hellige høje. Det fortælles hele tiden om Saul at han sad under det hellige træ. Kanaanæerne dyrkede deres guder under træer på høje. Måske er sn et helligt træ eller det svarer i al fald til de hellige træer. Måske betyder qodesh det samme som templet. Sn er altså den flamme som brænder for evigt i templet – i Jerusalem – altså lysestagen i templet. Man har peget på at lysestagen – den syvarmede lysestage i templet – ligner en busk!

Det er en vigtig pointe at flammen ikke hører op. Ilden bliver ved med at brænde. Busken brænder ikke op – den ædes ikke op som det siges i den hebraiske tekst. Ilden er altså evig. På den måde kan man sammenligne med Guds evighed. Lyset i templet bliver aldrig slukket. Som der står i Salmerne så brænder der en evig flamme i templet for Israel og for kongen. Den flamme er Gud.

Ilden er mystisk, uforståelig, overvældende, ukontrollabel, en velsignelse – ilden symboliserer Gud mange steder. Samsons engel stiger op til Gud i en ild og brand. Elias stiger op til Gud i en mægtig ildebrand. Elias brænder op og bliver genfødt. Ilden er et medium og et symbol på at møde Gud. Gud er ilden. Når vi ser ham brænder vi op. I Det gamle Testamente er Gud også farlig som ild. Elias nedkalder ilden fra himlen. Elisa får ild til at falde ned fra himlen og alle hans fjender brænder op!

v2 Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk [seneh]. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, v3 og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« v4 Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, v5 og

Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« v6 Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

v7 Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, v8 og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. v9 Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. v10 Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.«

Den som Gud kalder kommer i strid med magthaverne og verden.

v19 Da israelitternes formænd [ældste] hørte, at der ikke måtte skæres ned på det daglige antal teglsten, var de i knibe, v20 og da de på vej bort fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, v21 sagde de til dem: »Herren se til jer og dømme jer! I har lagt os for had hos Farao og hans hoffolk og har givet dem et sværd i hånden, så de kan slå os ihjel.«

v22 Da vendte Moses sig til Herren og sagde: »Herre, hvorfor handler du ondt mod dette folk? Hvorfor har du dog sendt mig? v23 Lige siden jeg gik til Farao for at tale i dit navn, har han mishandlet dette folk, og du har ikke befriet dit folk!«

(6,1) Men Herren sagde til Moses: »Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Når han mærker en stærk hånd, vil han lade dem gå; ja, når han mærker en stærk hånd, vil han jage dem ud af sit land.«

(2 Mosebog 5.19)

Elohisten fortæller i kapitel 5 en lang historie om Farao, Moses og de ældste – de ældste som omtales med forskellige navne. I det gamle Israel er de ældste det ledende lag – aristokratiet – i Israel. De er ledere af klanerne. De er de skriftkloge. De er officererne som de også kaldes. De er den lokale administration. De er de mægtige som har ry, rygte og ejendom.

Meningen med 2. Mosebog er at de ældste er magthaverne inden for israelitterne inden at Moses bliver kaldet! Moses tilhører ikke de ældste og han bliver tilsyneladende ikke accepteret af de ældste. Han er en outsider. Han har ikke nogen status. Moses kommer og truer de ældstes magt – derfor kan man sige at konflikten er uundgåelig.

Meningen med denne underlige historie er nok at Elohisten vil give læserne et negativt billede af de ældste – altså en problematik som hører en meget senere tid til. Elohisten skriver måske i 700 tallet – på det tidspunkt mener Elohisten at de ældste har fået for stor magt. Derfor bruger han denne lille negative beretning om de ældste. Beretningen skal ophøje Moses – og Gud – og nedvurdere de ældste!

Moses bliver kaldet af Gud til en mission – og det er bestemt ikke meningen at han skal søge et kompromis med Farao. Moses skal stå fast. Resultatet er at Moses både kommer i strid med Farao og de ældste. De ældste tænker mere pragmatisk. De tænker ud fra egoet. De tænker ud fra forstanden. Farao har al magten, tænker de – så vi må prøve at forhandle det bedst mulige kompromis. Deres mål er et helt andet end Moses mål. Måske opfatter de Moses som en fantast – det han siger er helt urealistisk. De ældste har en realistisk holdning til problemerne. De tror ikke på Moses men de ved at Farao har al magten i Egypten. Måske ønsker de slet ikke at vandre ud af Egypten. Det er stort set det som Elohisten siger. Elohisten er altså meget åben og ærlig. Han skildrer meget ærligt de interne israelitiske stridigheder!

Men beretningen i kapitel 5 skildrer mest Moses problemer. Han er kaldet af Gud – og han ender i et kaos af vanskeligheder. Han bliver ikke populær. Han kommer til at lide. Elohisten siger at sådan kommer profeterne ofte til at lide. Verden vil ikke acceptere dem. De bliver afvist – latterliggjort og nedværdiget. Det er hårdt at være en Guds profet. Så får man hele verden imod sig. Man bliver en martyr – lige som vi kender det fra Det nye Testamente. Jesus bliver fuldstændigt afvist og Johannes Døberen bliver latterliggjort og halshugget. Elias og Elisa bliver forfulgt hele deres jordiske liv. De er hele tiden i livsfare. De er jagede og hjemløse.

Vi har et berømt citat fra Jonas bog i Det gamle Testamente. Vi kan sige at Moses og Jonas kommer i den samme situation. De kommer ud i verden – ud i syndens rige – den onde verden. De er lige ved at miste livsmodet og troen:

v1 Da blev Jonas meget forbitret og vred. v2 Han bad til Herren: »Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken. v3 Herre, tag nu mit liv, for jeg vil hellere dø end leve.« v4 Herren sagde: »Har du ret til at være vred?«

v5 Så gik Jonas ud af byen og slog sig ned øst for den. Han lavede sig en hytte og satte sig dér i skyggen for at se, hvad der skete med byen. v6 Gud Herren befalede så en olieplante at skyde op over Jonas, så den kunne skygge for hans hoved og befri ham for hans mismod, og Jonas glædede sig meget over olieplanten. v7 Men da det blev lyst næste morgen, befalede Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visnede. v8 Og da solen stod op, befalede Gud en gloende østenvind at komme, og solen stak Jonas i hovedet, så han var ved at besvime. Han bad om at måtte dø og sagde: »Jeg vil hellere dø end leve.« v9 Da sagde Gud til Jonas: »Har du ret til at være vred over olieplanten?« Han svarede: »Jeg har ret til at være dødeligt vred.« v10 Da sagde Herren: »Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat. v11 Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr?«

(Jonas 4.1)

Moses oplever det samme som Jonas. Gud har sendt ham ud på en opgave som er urealistisk og vanvittig. Moses oplever jo kun nederlag. Han kan ikke se meningen med kaldet. Hvorfor skal han lide så meget? Hvad er formålet med al denne lidelse? Guds plan virker helt tåbelig. Guds plan medfører kun lidelse. Guds plan medvirker kun til at israelitternes levevilkår bliver endnu dårligere end de var i forvejen i Egypten. Vi har et utal af disse portrætter af profeterne i Det gamle Testamente. De følger nogen lunde det samme skema. Jesus er ved at opgive til sidst. Jesus beder i den sidste nat om at dette bæger må gå ham forbi. Paulus kommer i strid og kamp og lidelse. Han bliver pisket flere gange med de 39 piskeslag. Han bliver stenet – men undslipper. Han sidder indespærret i fængsel en stor del af sit liv. Han bærer Jesu sårmærker på sit legeme. Det ser bestemt ud til at – efter at Paulus er blevet kaldet af Gud – er det gået ret vildt til! Det er ikke nogen idyl at være Herrens profet. Stort set alle profeterne i hele Bibelen beviser det skema.

Moses bliver en mand.

Moses historien handler om Moses som engang var et barn og som siden blev en mand – en Ish som det hedder på hebraisk. Dette tema kan man se utallige gange i historien. Moses bliver en søn – han bliver en mand under hans overgangsrite under hans ophold i Midjan. Historien ender med episoden ved nattestoppet lige før Moses kommer ind i Egypten. Moses angribes af Jahve som vil slå ham ihjel. Moses bliver frelst af sin hustru Sippora. Jahve spiller rollen som den onde gud. Sippora spiller rollen som den gode gud. Hun frelser Moses – præcist som Israel bliver frelst under den paskale nat. I eet eneste øjeblik bliver Moses en voksen mand. Han bliver omskåret. Sippora er en frelser og hun frelser sin elskede mand ved at smøre blodet på hans penis. Sippora er en af guderne. Hun siger til sin elskede Moses: - Nu er du en mand! Nu er du min mand! Du er ikke længere noget barn! Sig ikke længere at du er noget barn! Jeg indvier dig og gør dig til en rigtig mand. Du er min Hatan som hun siger. Nu er du en rigtig mand. Nu er du rede til at gå i krig med Farao og hele hans slæng!

Moses dræber egypteren i Egypten. Moses lider nederlag. Moses dræber måske mange mænd i Egypten men han er stadig et barn i følge 2. Mosebog. Først da han kommer over i Midjan bliver han en mand. Gud kalder ham ved busken der brænder. Gud kalder ham til at blive en mand – til at blive Guds søn. Moses vil ikke. Moses har mange undskyldninger. Moses siger lige som Jeremias: - Nej tak kære Gud jeg vil hellere være et lille barn. Jeg vil hellere være et offer – jeg vil hellere være svag, afmægtig og prisgivet andre mennesker. Jeg vil ikke helbredes. Gud tilbyder Moses at han vil helbrede alle Moses lidelser og svagheder og sygdomme – og Moses siger nej tak! Jeg vil hellere være lille og svag, siger han. Jeg vil ikke og jeg kan ikke og jeg tør ikke! Jeg er kun et lille barn!

Moses bliver en mand og en borger. Et medlem af folket.

v24 I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel.

v25 Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans [Moses’] kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom [Hatan]!« v26 Så slap Herren Moses.

Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom [Hatan] om omskærelsen.

(2 Mosebog 4.24)

I følge Præsteskriftet skal det nyfødte drengebarn omskæres lige efter fødslen men det er efter de flestes mening er meget senere skik i Israel. Oprindeligt er omskærelsen en rite som udføres på de store drenge eller unge mænd. Omskærelsen er en overgangsrite som tager de unge mænd ud af en kvindeverden og ind i en rigtig mandeverden. Den er oprindeligt en overgangsrite som vi kender den fra utallige naturfolk – fx i Afrika. Overgangsriten er en livsfarlig fase hvor den unge mand kommer i stor fare. Det er netop det som kommer frem i den lille episode om Moses og Sippora.

I det senere Israel er kvinder fuldstændigt bandlyst fra omskærelsen. De må slet ikke være til stede – men en del forskere mener at kvinderne oprindeligt har spillet en meget mere aktiv rolle i omskærelsen. I teksten kan vi se at kvinden Sippora omskærer både sin søn og sin mand. Dette kan gå tilbage til en gammel oprindelige rite hvor kvinderne – moderen – deltog i omskærelsen.

Ved omskærelsen bliver den unge mand til en mand. Omskærelsen er en indvielse og en renselse og en rituel symbolsk død. At være uomskåret er at være uren. Den unge mands penis renses ved omskærelsen. Omskærelsen skaber frugtbarhed. Den unge mand vil få mange sønner i ægtteskabet når han i forvejen er blevet omskåret! Hvis manden har samleje med en kvinde som uomskåret er det en uren handling – også kvinden bliver på den måde uren og der vil ikke komme et godt afkom ud af det ægteskab. Begreberne omskåret og ren er synonymer i Det gamle Testamente.

I Det nye Testamente forvandlees omskærelsen til åndens eller hjertets omskærelse. Betydningen er i høj grad den samme. Hjertets omskærelse betyder at vi er rene eller rensede – vi er blevet Guds sønner – vi er blevet medlemmer af hans folk. Hjertets omskærelse går tilbage til et udtryk hos profeten Ezekiel i Det gamle Testamente. Paulus går imod galaternes omskærelse – den er unødvendig for Gud har allerede omskåret galaterne og accepteret dem som sine sønner.

Drengen eller barnet dør. Den store dreng bliver indviet til ægteskabet og seksuallivet. Vi ved at omskærelsen hos de semitiske folk blev foretaget lige inden ægteskabet. Den unge bliver taget ud af barnligheden og barnets kvindeverden. Han bliver en mand .- en Hatan som Sippora siger i fortællingen.

Moses bliver symbolsk omskåret – dvs indviet til hans gerning. Han får en ny identitet. Omskærelsen skaber manden og israelitten. Omskærelsen gør den unge til en borger i samfundet.

Vi ved fra de semitiske og arabiske folk at kun en omskåret mand er en rigtig mand og kun en omskåret mand er beskyttet af stammen eller klanen. Ved omskærelsen og ved ægteskabet bliver den unge mand beskyttet dels af sin gamle familie dels af sine nye brødre i hustruens familie. Man kan kun dræbe en omskåret mand i en blodfejde. Til gengæld skal en omskåret mand altid hævnes ved blodhævn. På arabisk betyder ordet Hatan både omskærelse og ægteskab. Den unge bliver først med omskærelsen en fuld borger – en fri mand. Han kan deltage i kulten. Han får ansvar og pligter og rettigheder.

At der er en gammel forbindelse mellem seksuallivet, voksenlivet, ægteskabet og omskærelsen kan vi se enkelte steder i Det gamle Testamente. David betaler sin brudepris til Saul ved at levere 100 forhuder fra de dræbte filistres penis. I historien om Dina i 1. Mosebog kræver Jakob at hendes mand Sikkem omskæres forud for ægteskabet.

I Josvabogen omtales også hvordan masseomskærelsen af de unge mænd blev iværksat i Kanaan. Omskærelsen blev altså oprindeligt udført på unge mænd – ikke på nyfødte drengebørn – som vi kender fra Jesus historien.

v2 På den tid sagde Herren til Josva: »Lav dig nogle flinteknive, og omskær så israelitterne igen.« v3 Så lavede Josva sig flinteknive og omskar israelitterne ved Forhudshøjen.

v4 Når Josva skulle omskære dem, var det, fordi alle de mænd, der var draget ud af Egypten, alle krigerne, var døde undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten. v5 Alle de, der var draget ud, havde været omskåret; men alle de, der var født undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten, var ikke blevet omskåret. v6 For i fyrre år vandrede israelitterne i ørkenen, indtil alle de krigere, der var draget ud af Egypten, var omkommet. De havde ikke adlydt Herren, og derfor havde Herren svoret, at han ikke ville lade dem få det land at se, som han havde lovet deres fædre at give os, et land der flyder med mælk og honning. v7 Men de sønner, som Herren lod vokse op efter dem, dem omskar Josva; de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet omskåret undervejs.

v8 Da alle var blevet omskåret, holdt de sig i ro i lejren, indtil de kom sig. v9 Herren sagde til Josva: »I dag har jeg væltet forsmædelsen fra Egypten bort fra jer.« Derfor kaldte han det sted Gilgal, og det hedder det den dag i dag.

v10 Mens israelitterne lå i lejr i Gilgal, fejrede de påsken på Jerikosletten om aftenen den fjortende dag i måneden. v11 Dagen efter påsken begyndte de at spise af landets afgrøde, usyrede brød og ristet korn. Netop denne dag begyndte de på det, v12 og fra den dag hørte mannaen op. Da israelitterne begyndte at spise af landets afgrøde, fik de ikke længere manna. Det år spiste de af det, der blev høstet i Kana'an.

(Josvabogen 5.2)

Måske er alle unge mænd blevet omskåret på eet bestemt tidspunkt af året. Vi kan se at omskærelsen skaber et fællesskab – et broderskab. Måske er alle unge mænd blevet omskåret umiddelbart før påsken. I følge Toraen må ingen israelit deltage i påsken uden at han er omskåret. Omskærelsen er en renselse og en indvielse og en frelse. De unge mænd bliver så at sige frelst ud af barndommen og barndommens kvindeverden! De bliver krigere og rigtige mænd!

Ved omskærelsen bliver den unge mand medlem af broderskabet – mandeverdenen. Han bliver en af brødrene. Han får sin voksne identitet. Han bliver en virkelig søn – og snart en fader. Alt dette sker med Moses i historien ved nattestoppet.

Omskærelsen er en symbolsk død og genfødsel. Moses er lige ved at dø for Jahves hånd men han bliver frelst ved det blod som hans hustru Sipora smører på hans penis. Handlingen er et slags forbillede på israelitternes påske i Egypten hvor blodet beskytter dem mod den onde ånd.

Omskærelsen er et mærke – et sår som Moses får. Dette sår viser at han er en rigtig mand, et medlem af det fælles legeme, af Israel. Også Paulus i Det nye Testamente taler om det sår han har fået – Jeg bærer Jesu sårmærker på min krop, som han siger i Galaterbrevet. Mærket er det mærke som giver identiteten og mærket beviser at Moses er blevet en rigtig mand. Han er blevet døbt og genfødt. Han er kommet igennem døden.

Jeg vil ikke. Jeg kan ikke. Jeg tør ikke!

I kapitel 3 og i kapitel 4 er det stort set kun Jahve som taler! Vi kan sige at det ikke er mærkeligt at Moses siger at han ikke har ordet i sin magt – for han er overvejende tavs i kapitel 3 og 4! Men i 3.11 kommer Moses med en afgørende afbrydelse – han afbryder faktisk Jahve som er godt i gang med sin tale!

Det er vigtigt at den følgende sætning: Hvem er jeg? Kan forstås på to helt forskellige måder ud fra Det gamle Testamentes sprogbrug.

Den første betydning er at Moses udtrykker sin beskedenhed og ydmyghed over for sin herre og mester. Du skal ikke vælge mig for jeg er da ikke noget særligt. Denne betydning er en slags høflighed eller kutyme tilbageholdenhed. Moses vil egentlig gerne men holder sig beskedent i baggrunden. Tilbageholdenheden er kun på skrømt. Denne betydning af den nøjagtige sætning Hvem er jeg? Kender vi mange steder fx hos David.

Den anden betydning er at Moses rent faktisk modsætter sig Guds kald. Moses siger Nej tak – jeg vil helst ikke. Moses siger så at sige: - Nej tak. Jeg kan ikke –jeg vil ikke – jeg tør ikke! Hvorfor har du kastet dig over mig. Jeg vil helst være fri. Jeg vil faktisk ikke. Du vil fortryde at du kalder mig!

Den sidste betydning kender vi også fra mange steder i Det gamle Testamente. Fx er det karakteristisk at mange af profeterne siger nej tak når de kaldes af Jahve. De siger: Jeg kan, vil og tør ikke. Jeg er ikke god nok. Vi kender dette træk meget tydeligt fra Esajas, Jeremias, Saul, Gideon osv. Profeten sætter sig til modværge.

Vi kan sammenligne med Jesus der kalder disciple i Det nye Testamente! – Følg mig, siger Jesus! Jesus advarer faktisk imod hvad dette kald indebærer! Paulus taler siden om at det menneske som bliver kaldet af Gud må korsfæste kødet. Prisen kan være høj. Det er ikke mærkeligt at mennesker tøver eller siger nej tak når de kaldes af Gud!

Der er nok ikke tvivl om at det er den sidste mening som her er relevant – det ses tydeligt i 4.13 hvor Moses afviser kaldet! Moses siger faktisk nej tak da han bliver kaldet af Gud! Han har ikke lyst! Han er ikke stærk nok. Han føler sig lille og svag. Han føler sig afmægtig – inkompetent – som et offer. Han tror bestemt ikke på projektet. Han kan se alle vanskelighederne. – Jeg er ikke dum, jeg er ikke naiv! Siger Moses. Jeg har fornuft i hovedet, siger han. Jeg kender virkeligheden. Jeg ved hvad der er realistisk. Jeg tror ikke på at det som du siger er særligt realistisk! Jeg vil lide nederlag og de vil sikkert bare slå mig ihjel! Jeg har ikke lyst til at kaste mig ud i en sådan selvmords kurs! Spørg en anden end mig – jeg vil ikke! Det projekt som Gud fremlægger virker helt urealistisk og meget naivt. Moses er realist. Han ved godt at israelitterne sikkert ikke vil lade sig overbevise og at Farao er lige glad med Gud!

Vi kan altså sige at sammenstødet mellem Gud og Moses er et sammenstød mellem Gud og egoet eller mellem Gud og verden. Hos Paulus bliver modsætningerne stillet op på den måde. Gud repræsenterer noget som er radikalt forskelligt fra verden. I verdens øjne er Gud naiv, urealistisk, dum og utroværdig. Verdens visdom er en dårskab for Gud – og omvendt! Hvis vi tror på verden eller hvis vi lever i egoet – kan vi kun afvise Gud. Når vi tænker som egoet er Gud latterlig. Jesus blev da også afvist af verden. Han blev til grin! Moses har ikke nogen lyst til at blive helt til grin! – Jeg er ikke nogen idiot eller tåbe, siger han. Jeg har ikke nogen lyst til at opgive alt!

Tegnet og beviset.

v12 Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.«

(3.12)

Da Gud kalder Moses giver Gud ham et tegn. Den danske oversættelse er en slags fortolkning af den hebraiske tekst – for når vi læser grundteksten er det faktisk temmeligt uklart hvad dette tegn egentligt er!

Der er fx mange som mener at den hebraiske tekst er blevet ødelagt. Gud siger: Dette skal være tegnet men selve tegnet er faldet ud af tekstenn siden hen. Oprindeligt har Gud altså givet Moses et tegn.

Hvad er et tegn i denne sammenhæng? Efter de flestes opfattelse er tegnet noget som kan overbevise Moses – give ham troen og tilliden. I følge teksten møder Moses pludselig Gud ved den brændende busk – men Moses kender jo ikke denne gud. Hvis Moses skal tro på kaldet eller projektet – må han nødvendigvis have et tegn eller bevis.

Ideen er altså at når Gud kalder et menneske får dette menneske et sikkert tegn – altså noget som det ikke kan betvivle, noget som er evident eller fordriver enhver tvivl. Det kan være mange ting. Vi har andre eksempler i Det gamle Testamente hvor Gud giver et tegn ved kaldet. Gud giver lidt senere Moses tre tricks eller tegn – men efter de flestes opfattelse er det ikke disse tre tegn som der er tale om i vers 12. Tegnet er et slags gudsbevis. Tegnet beviser for alle at Gud er mægtig som i dette eksempel fra Kongebøgerne. Jahve får skyggen til at gå tilbage – et stort tegn:

v7 Så sagde Esajas, at de skulle tage et figenplaster; de tog et og lagde det på kongens byld, så han kunne blive rask. v8 Da sagde Hizkija til Esajas: »Hvad er tegnet på, at Herren helbreder mig, så jeg kan gå op til Herrens tempel i overmorgen?« v9 Esajas svarede: »Dette skal du have som tegn fra Herren på, at han vil gøre, som han har sagt: Skal skyggen gå ti trin frem eller ti trin tilbage?« v10 Hizkija svarede: »Det er let for skyggen at flytte sig ti trin frem; nej, skyggen skal gå ti trin tilbage.« v11 Og profeten Esajas råbte til Herren, der så lod skyggen gå de ti trin tilbage, som den allerede var gået ned på Akaz' solur.

(2 Kongebog 20.7)

Hvilket tegn er der tale om? Der er blevet givet en række forslag: Moses får Guds hemmelige navn. Jahve er ikke Guds hemmelige navn – det er hans offentlige navn som også kan kendes af Farao. Gud har et hemmeligt navn og måske giver Gud Moses en genstand hvor dette hemmelige navn er indskrevet.

Måske mener Gud staven – Moses får staven fra Gud – Guds stav eller gudernes stav eller den guddommelige stav – Matteh Elohim.

Måske mener Gud at tegnet er at Israel senere skal blive befriet og komme til at dyrke Jahve på bjerget – på den hellige jord – hvor Moses nu står.

Måske peger Gud på jorden og siger at denne hellige jord er tegnet – beviset.

Måske mener Gud at busken – den brændende evige ild – er tegnet og beviset. Vi kan sige at tegnet er Moses oplevelse – åbenbaringen. Paulus bliver helt overbevist da han får sin vision ved Damaskus – oplevelsen beviser sig selv.

Tanken er nok at de fremtidige begivenheder beviser Gud og beviser Guds magt og plan. Moses vil senere se at alt dette går i opfyldelse – Israel vil blive befriet og komme til bjerget. Teksten siger at alt dette ikke er tilfældigheder – Gud har sagt det på forhånd – Gud har forudsagt begivenhederne. Det er tegnet. Tegnet hjælper altså ikke lige nu – på koort sigt - men siden hen kan både Moses og Israel se at det som skete var Guds værk. Det som sker er Gud som gør det. Gud er den energi eller kraft som får de naturlige begivenheder til at ske. Vi kan ikke se Gud i øjeblikket – men bagefter kan vi se at det som skete alt sammen havde et formål – det skete FOR AT. Alting sker med en mening og det som sker stiler hen i mod et Telos eller et mål – at hele verden skal kende Jahves navn og at hele verden skal komme til at bo på hans bjerg.

Har Moses været tilfreds med de tegn som Gud giver ham? I følge de flestes opfattelse har Moses ikke været tilfreds. Meningen i teksten er at sige at den fremtidige udvikling beviser at Jahve erden mægtigste af guderne. Teksten tager i virkeligheden kritisk stilling til de såkaldte tegn. Disse såkaldte tricks eller tegn hjælper ikke noget – de er kun krykker. Det afgørende er at Gud udvælger Moses til at være hans mund og arm. Det kan ikke bevises ved små tricks eller trolddomskunster! Hele Det gamle Testamente har denne kritiske holdning til magi, tricks og trolddomskunster! På den måde markerer Israel sig som klart forskellig fra de omgivende lande og kulturer hvor magien spillede en enorm rolle i oldtiden. – Der er ingen trolddom i Israel, som det hedder i Moseloven!

v11 Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?«

v12 Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.«

v13 Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« v14 Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

[4]

v1 Moses svarede: »Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig!«

Vil du være rask?

Gud forskrækker Moses. Gud tester Moses i kaldet. Det er helt sikkert at vi skal forstå af historien at Moses bliver forskrækket. Gud giver ham ikke nogen advarsel men pludselig forvandler staven sig til en slange. Vi skal forstå at Moses bliver bange og Gud tester om han er en mand. Gud forvandler Moses så han pludselig bliver syg og meningen er at det forskrækker Moses.

Tegnene er også tegn der skal styrke hans egen tro og ikke så meget tegn som Moses skal bruge over for Farao eller folket. Problemet ved busken er ikke folkets eller Faraos manglende tro – problemet er Moses manglende tro!

Oversættelsen spedalsk er nok ikke rammende. I den hebraiske tekst hedder det at Moses eller hånden bliver Mesora og det hænger samen med sygdommen Saraat. Saraat dækker et meget stort antal hudsygdomme som psoriasis og sår. Først i middelalderen fik den græske oversættelse lepra betydningen spedalskhed. Vi ved ikke nøjere hvad det er for en sygdom Moses rammes af men vi kan se at den i Det gamle Testamente hænger sammen med tvivlen på Guds magt. Mirjam bliver sin ramt af sygdommen Saraat fordi hun tvivler. Meningen her at vise Moses at han er en tvivler. Sygdommen Saraat var normalt ikke dødbringende – ud fra de eksempler vi kender – men den gør mennesket uren. Mennesker skal siden renses i templet og af præsterne for denne sygdom – de bliver overstænket med blod – en slags parallel til den paskale nat hvor blodet også renser og beskytter.

Sygdommen skal også vise at Gud er den – eneste – som kan sende sygdom og helbredelse. Moses klager over at han er syg og svag og Gud reagerer ved at vise ham at al helbredelse kommer fra Gud. det indgår som et tema i hele 2. Mosebog. Kun Gud kan helbrede. Vi skal ikke gribe til magi eller trolddom eller eksperter eller læger! Gud helbreder – han helbreder hvis vi tror på hans magt og arm og frelse. Jesus siger på samme måde til den syge mand ved Betesda: - Vil du være rask? Manden bliver kaldet af Jesus. Hvis han vil så bliver han rask. På samme måde skal Moses vælge om han vil eller ej. Vi kan alle sammen genkende os selv i det som sker med Moses ved den brændende busk!

v4 Så brød de op fra bjerget Hor i retning mod Sivhavet for at gå uden om Edom. Undervejs mistede folket tålmodigheden v5 og talte mod Gud og mod Moses: »Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde.« v6 Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. v7 Da kom folket til Moses og sagde: »Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!«

Moses bad for folket, v8 og Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« v9 Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.

(4 Mosebog 21.4)

Staven bliver til en slange. Der ligger sikkert mange symboler i slangen. Slangen er også et symbol på helbredelsen – lægestaven - både i Grækenland og også i Det gamle Testamente. Den græske lægegud har en slange på en stav. Moses rejser en slange på et træ. Men historien skal især teste Moses. Moses bliver bange da han ser slangen. Han bliver lille. Gud vil have ham til at vise mod og styrke.Han skal blot gribe slangen. Gud kalder Moses og på den måde tester Gud også Moses. Moses kommer efterhånden igennem disse prøvelser. Han bliver en mand. Han kommer ud af sin barnlighed og frygt. Det er svært og farligt og hårdt at blive kaldet af Gud. Moses bliver virkelig sat på en prøve!

v2 Da sagde Herren til ham: »Hvad er det, du har i hånden?« og han svarede: »En stav.« v3 Herren sagde: »Kast den på jorden!« Det gjorde han, og den blev til en slange; Moses ville flygte for den, v4 men Herren sagde til ham: »Ræk hånden ud og grib den i halen!« Da Moses rakte hånden ud og tog fat i den, blev den til en stav i hånden på ham. v5 »Det er, for at de kan tro, at Herren, deres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har vist sig for dig.«

v6 Derpå sagde Herren til ham: »Stik din hånd ind på brystet!« Det gjorde han, og da han trak hånden ud igen, var den blevet spedalsk [Mesora], hvid som sne. v7 »Stik din hånd ind på brystet igen!« sagde Herren. Det gjorde Moses, og da han trak hånden ud fra brystet, var den igen som resten af kroppen.

v8 »Hvis de efter det første tegn ikke tror på dig og ikke vil høre, så vil de tro efter det andet tegn. v9 Men hvis de efter disse to tegn ikke tror og ikke vil høre på dig, skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på jorden; så bliver det vand, du tager fra Nilen, til blod på jorden.«

Moses har en medfødt tunghed.

Vers 10 er et afgørende vendepunkt i samtalen mellem Moses og Gud. Moses siger grundlæggende: - Jeg kan ikke. Jeg er ikke god nok. Jeg har ikke evnerne. Jeg magter det ikke! Den grundlæggende mening er klar nok. Moses anklager også Gud for at han er skabt som han er. Han er skabt med en defekt og det er Guds skyld. Han kan simpelt hen ikke. Han har ikke evnerne. Han er lille og svag. Han er handicappet. Han er ikke normal. Han er ikke en rigtig mand. Han kan ikke løfte opgaven. Han er for svag.

Hvad er der egentlig galt? Dette er et meget omstridt spørgsmål og der er tre grundlæggende teorier.

Det Moses siger i vers 10 er bogstaveligt - på hebraisk - at han er tung – han har en tung mund og en tung tunge. Hvad betyder tung?

Første teori: Moses har en fysisk medfødt lidelse – der er noget i vejen med hans tale. I den senere jødiske litteratur siges det at Moses taler sløret eller at han er en stammer eller at ha taler sløvt, utydeligt eller alt for langsomt! Moses er sløv. Meningen med denne teori er også måske at Moses har en slags psykisk lidelse og derfor kan han ikke tale normalt. Han er handicappet. Han er syg. Han har en rigtig lidelse. Vi ved at man i oldtiden – ikke kun i Israel – kaldte organer for tunge hvis de ikke fungerede som de skulle. Hvis øret ikke kan høre normalt er det et tungt øre. Dette peger på at Moses har en rigtig lidelse. Han har et stærkt talebesvær. Måske kan kun særligt udvalgte overhovedet forstå hvad han siger – derfor får han også siden tolk. Vi kan sammenligne med multi handicappede som andre mennesker næsten ikke kan forstå.

Den anden teori er at Moses bare er beskeden og siger at han ikke er nogen stor taler.

Den tredie teori bygger på et sted hos profeten Ezekiel 3.5. I følge denne teori har Moses et sprog problem. Han taler ikke sproget. Han taler et fremmed sprog. Han taler måske ikke hebraisk – han er måske slet ikke hebræer? Han taler måske ikke egyptisk? Han er måske fra Midjan og taler derfor kun midjanitisk? Moses har ikke en egentlig lidelse – hans problem er når han kommer til Egypten at han er en total fremmed! Ikke bare skal han fortælle dem om Gud men han taler ikke engang deres sprog! Denne mulighed er der mange fortalere for.

De fleste mener at teori nr 1 er den mest sandsynlige – dvs at det er det som teksten - 2. Mosebog - mener. Moses er simpelt hen handicappet rent fysisk. Derfor bebrejder han også Jahve sin lidelse og derfor taler Jahve også om at han vil gøre Moses rask. Det følgende hvor Jahve svarer Moses tyder på at Moses har en rigtig lidelse!

På et mere alment plan er Moses’ tale karakteristisk. Moses er et billede på alle mennesker. Han siger nu ikke at han ikke vil. Han siger at han ikke kan. Og at Jahve forfølger ham urimeligt med kaldet! Når et menneske kaldes reagerer det måske som Moses. Kaldshistorien er fuld af den slags almene indsigter. Moses er et typisk menneske. Han kan kun se sin egen svaghed. Han forstår ikke at hans svaghed er ligegyldig for Gud vil være med ham! Gud vil lægge ham ordene i munden. Gud vil helbrede ham – hvis han viser tillid. Han kan godt opgive sin frygt. Hans medfødte evner er ligegyldige – for Gud vil nu handle og tale igennem ham – uanset om hans tunge eller hans mund er tung eller ej! Moses tale bliver afvist som dårlige undskyldninger. Det er kun hans lille ego som taler. Moses kan godt opgive sit lille ego. Gud vil forvandle ham. Dræbe det gamle menneske og skabe et nyt menneske. Det springende punkt siger 2. Mosebog er tilliden. Moses skal bare kaste sig ud i det! Alle hans kloge tanker fører ham bare på vildspor!

Historien er også i høj grad skrevet til læserne – Elohisten som skriver denne kalds historie taler til sine læsere i det gamle Israel. Moses er på den måde et symbol. Vi skal forstå at han er en klynker og en klager. At han på en måde er ynkelig. Når Gud kalder burde han være mand nok til at sige ja!

Men samtidigt er meningen nok at vi skal forstå Moses – forstå at hans argumenter egentlig er rimelige i verdens forstand. Det er jo rigtigt nok at Moses er sprogligt handicappet! Vi kan godt forstå ham. Læserne kan identificere sig med Moses. Det er helt sikkert meningen.

Moses siger i vers 10 – bogstaveligt – at han ikke er en ordenes mand eller en ordmand! Det hebraiske udtryk er at han siger at han ikke er en Debarim Ish. Vi kan analysere dette udtryk på mange måder. Grundlæggende kan man sige at det som Moses siger er: - Jeg er ikke nogen mand. Jeg er ikke en stærk mand. Jeg er ikke en rigtig mand! Hvis man fortolker på denne måde svarer det fuldstændigt til det som mange andre profeter siger når de bliver kaldet! Moses siger at han ikke er stærk nok. Han er for lille. Moses siger at han er et barn – lige som Jeremias siger at han er et barn – da han bliver kaldet af Gud! Gud bliver voldsomt vred på Jeremias og siger at han ikke må gøre sig selv til et lille barn – han er ikke noget arme offer, siger Gud!

Debarim – som betyder ting, ord – kan betyde at Moses siger at han ikke er en ordenes mand. Jeg har ikke ordene i min magt. Jeg er dårlig til at tale. Jeg kan ikke kommunikere med andre mennesker. Eller måske betyder det: - Jeg er ikke uddannet – Jeg har ikke nogen fin eller akademisk uddannelse, siger Moses. Men udtrykket betyder måske at Moses ikke er kompetent – som det ofte oversættes. Moses har ikke de fornødne evner.

I følge Det gamle Testamente begår Moses een stor fejl. Han ser hele tiden sig selv og sine egne små svagheder. Moses ser hele tiden meget kritisk på sig selv. Han får på den måde ikke nogen god selvtillid og han bliver modløs. Jeg er ikke god nok, siger Moses. Moses stirrer kun på sig selv, sin egenperson, sin baggrund, sine forudsætninger. Men det er i følge 2. Mosebog den entrale fejl: Moses skal ikke se på sig selv – han skal se på Gud! Hans egne små eller store evner er ikke så vigtige. Moses mister troen og han gør sig selv lille og svag fordi han ikke ser på Gud. At have troen er ikke at se på sig selv med kritiske øjne – det er – lige modsat – at se bort fra sig selv – og se på Gud! I Det nye Testamente taler Paulus meget om at prale og være stolt. Paulus er fuld af selvtillid og han er virkelig stolt. Han er ikke bange for at prale. Nogle praler af kødet eller på grund af kødet, siger han, men vi praler af Kristus! Denne tanke er den samme tanke som findes i 2. Mosebog. Gud vil at vi skal være stolte og ranke og Gud vil at vi skal prale – Gud vil at Moses skal være selvsikker og stolt – og det bliver Moses straks når han ser på Gud og holder op med at se så meget på sig selv!

I følge de senere jødiske legender bliver Moses helbredt for sine sproglige lidelse – i samme øjeblik han modtager kaldet fra Gud. Det står der ikke noget om i 2. Mosebog eller i Pentateuken – men denne tanke ligger udmærket i tråd med det som er evangeliet i 2. Mosebog. Gud helbreder alle hans sygdomme og lidelser – hvis han vil give sig hen til kaldet. – Vil du være rask, spørger Jesus den syge mand ved Betesda – tanken er den samme. Hvis manden siger ja – så er han helbredt.

Moses skal overhovedet ikke være særlig sprogligt begavet. Han skal ikke tænke over hvad han skal sige. Han skal ikke forberede nogen tale. Når han skal tale vil Gud lægge ham ordene i munden. Ordene kommer automatisk. Helligånden taler gennem Moses. Det er ikke hans evner eller forstand som er afgørende. Han skal blot give slip. Han er en kanal for Guds stemme. Han er et redskab og et kar. Gud bruger alle redskaber, alle kar og alle lemmer som han vil. Gud bruger gerne de brådne kar. Når Moses taler kommer han måske i en slags ekstase - og ordene kommer af sig selv. Han skal ikke præstere en helt masse. Han skal ikke finde på ordene. Han skal ikke planlægge. Spontant kommer ordene ud af hans mund. Han bliver besat af Guds helligånd og ruah – ånde. Guds ånd er en ny energi som vil drive ham af sted – og derfor er alle hans gamle svagheder ligegyldige. Moses skal ikke bekymre sig om sin egen svaghed eller sygelighed. Gud vil gøre ham hård som diamant og stærk som flint! Gud gør ham uovervindelig. Moses skal sejre hele vejen.

v1 Så sagde han [Gud] til mig [Ezekiel]: »Menneske, spis det, du ser her! Spis denne rulle, og gå så hen og tal til Israels hus.« v2 Jeg åbnede munden, og han gav mig bogrullen at spise v3 og sagde til mig: »Menneske, lad din mave sluge denne rulle, som jeg giver dig, og fyld din bug med den!« Derpå spiste jeg den, og den var sød som honning i min mund.

v4 Han sagde til mig: »Menneske, gå nu til Israels hus, og tal mine ord til dem! v5 Du bliver ikke sendt til et folk med et fremmed sprog og uforståelig tale, men til Israels hus, v6 ikke til de mange folk med fremmede sprog og uforståelig tale, hvis ord du ikke forstår. Hvis det var dem, jeg sendte dig til, ville de høre på dig; v7 men Israels hus vil ikke høre på dig, for de vil ikke høre på mig; hele Israels hus har hårde pander og hårde hjerter.

v8 Nu gør jeg dit ansigt lige så hårdt som deres ansigt og din pande lige så hård som deres pande. v9 Jeg gør din pande hård som diamant, hårdere end flint; frygt dem ikke, og lad dig ikke skræmme af dem; de er et genstridigt folk.« v10 Så sagde han til mig: »Menneske, alle de ord, jeg taler til dig, skal du lytte til og lægge dig på sinde. v11 Gå nu til de landflygtige, til dine landsmænd; tal til dem, og sig: ›Dette siger Gud Herren‹, hvad enten de vil høre eller ej.«

(Ezekiel 3.1)

v10 Men Moses sagde til Herren: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.«

Vil du være rask?

Ordet mund – Peh – gentages mange gange i dette afsnit. Temaet er på en måde ordet mund. Gud svarer Moses ved at sige at han Gud har al magt. Gud har skabt mennesket og givet mennesket en mund – dvs Gud har skabt mennesket med et sprog og en tale. Gud gav Adam en mund – gav ham sproget – i modsætning til dyrene. Moses kan godt opgive sine indvendinger uanset om de er forståelige. Gud kan skabe alt. Gud vil give Moses den mund som han mangler – hvis han følger kaldet. Moses nuværende evner er lige gyldige. Guds ånd vil fortælle ham hvad han skal sige og give ham evnerne. Frygt ikke!

Moses anklager Gud for at han er skabt handicappet. Vers 11 synes at betyde at Gud indrømmer at han har skabt Moses handicappet! Moses er altså skabt med denne defekt – men det er ikke det afgørende. Det afgørende er at Gud vil være med ham hvis han følger kaldet. Gud har skabt alle mennesker som de er – men det er ikke et argument for at mennesker skal sige at de er små og svage. Gud har en mening med at skabe mennesker som de er. Alting har et formål. Alt er en del af Guds plan.

Tanken finder vi også tydeligt i Det nye Testamente. Disciplene bliver sendt ud af Jesus og de skal ikke frygte noget. Gud vil være med dem – og indgive dem hans ånd og ord. Ordene kommer af sig selv – hvis vi blot følger kaldet.

Gud er i vore øjne både god og ond i vers 11. Dette træk finder vi mange steder i 2. Mosebog. Gud har skabt de blinde som blinde! Gud har skabt de handicappede som handicappede! I vore øjne er dette et negativt træk men pointen i 2. Mosebog er en helt anden. Alt kommer fra Gud. Frelsen kommer fra Gud. Vi skal ikke frygte noget.

Meningen med teksten er nok at Gud siger at han vil helbrede Moses hvis han følger kaldet. I de senere jødiske legender fortælles at Moses faktisk bliver helbredt for sit handicap siden hen. Historiens mening er nok at Moses siger nej til at blive helbredt! Gud spørger ham om han vil være rask – og han siger nej tak! Moses vil ikke være rask eller stærk eller mægtig. Han vil ikke følge kaldet. Han mener at det er mere trygt at være syg – lille og svag. Så kan han undgå kaldet! I Moses taler egoet som gør ham til et svagt, afmægtigt og frygtsomt menneske. Det er meget bedre at lulle sig ind i en illusion om at vi er små og svage og intet evner eller magter. Det er mere trygt at være et lille hjælpeløst barn. I Det nye Testamente er det netop dette træk som Paulus taler så meget om. Vi vil gerne være små hjælpeløse mindreårige siger han. Vi tør ikke andet. Vi vil gemme os. Galaterne falder tilbage i deres illusion om svaghed og tryghed. Det er altid dejligt og behageligt og beroligende at være et lille ynkeligt offer! Der er store fordele ved at være syg! Det er netop denne tanke som Paulus vender sig så kraftigt imod. - Vær rigtige mænd – I er ikke børn – I er voksne sønner, siger han! I Moses historien bliver Gud rasende da Moses vil gøre sig selv til et lille barn! Gud bliver rasende vred når vi vil gøre os små og svage – for det er vi ikke, siger Gud!

Historien minder meget om Jesu helbredelser i Det nye Testamente. I Johannes evangeliet spørger Jesus den syge mand ved Betesda om han vil være rask! Manden kommer med mange undskyldninger og bortforklaringer. Det samme gør Moses. Han vil simpelt hen ikke være rask! Eller vi kan sige: Han vil ikke betale prisen.

Samtalen mellem Gud og Moses består i at Gud prøver at overtale, overbevise, lokke, forføre Moses til at følge kaldet og i at Moses kommer med en lang række indvendinger! Dels at han ikke kan dels at han ikke vil eller tør. Moses repræsenterer altså egoet – det såkaldt realistiske ego – det frygtsomme ego!

Rationelt kan man sikkert sige at den opgave som Gud vil give til Moses er vanvittig og håbløs! Moses skal drage til Egypten og befri Israels folk – den opgave er dømt til at mislykkes, den er grotesk og livsfarlig. Det er rationelt set ikke mærkeligt at Moses siger nej. Han taler kun ud fra en sund fornuft. Guds plan er vanvittig. Den vil kun føre til undergang og lidelse.

Moses har begået mord i Egypten – måske mange drab. Han er eftersøgt for disse mord. Farao vil slå ham ihjel. Gud vil have Moses til at vende tilbage til Egypten og opsøge Farao og kræve at Israel får sin retmæssige frihed! Set fra Moses synspunkt er planen helt vanvittig. Han vil jo blot blive henrettet hvis han opsøger Farao! Gud sender ham ud på en dødskurs! Hvad i al verden mener Gud!? Det er ikke mærkeligt at Moses siger nej tak!

Udtrykket at Gud vil være med ham er et fast udtryk i Det gamle Testamente. Gud giver en forsikring til Moses. Moses får løftet – på same måde som Abraham får løftet. Gud vil være med ham. Han skal ikke frygte noget. Vi kender udtrykket især fra Josef historien i 1. Mosebog. Gud er med Josef – dvs Josef er en vinder, han sejrer, han har fremgang, han går ikke fortabt.

v11 Da sagde Herren til ham: »Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren?

Du er ikke noget barn!

Alle Moses’ indvendinger bliver afvist af Gud. Vi kan sige at Gud siger til Moses: - Tag dig sammen! Du er ikke noget barn. Du er en søn. Du er en fader. Begynd at leve op til den rolle og det ansvar! Hold op med at sidde og være lille og klynke og klage. Du er ikke noget barn. Du er ikke udleveret til verden eller skæbnen. Du er ikke noget lille offer! Du har en helt anden identitet. Du er stærk og du er en herre.

Samspillet mellem Gud og Moses viser noget alment menneskeligt. Vi er alle sammen Moses. Det som Gud siger til Moses siger han til alle mennesker. Gud siger at vi skal tage os sammen og holde op med at klynke og klage. Det er helt uværdigt og det er i fuldstændigt strid med virkeligheden. Vi er blevet rigets herre. Moses er blevet en konge og en fader. Der er ingen grund til at han skal sidde og klage. Der er ingen grund til at han skal være bange for noget som helst. Hvis Moses et øjeblik kunne se sandheden og virkeligheden – ville al frygten forlade ham. Han ville være frygtløs. Moses er i virkeligheden usårbar og usårlig. Sådan har Gud gjort ham. Gud har kaldet Moses – dvs Gud har forvandlet Moses. Han har fået Guds ånd og kræfter og evner. Hvad klager han over. Vi kan se at disse tanker i 2. Mosebog er de samme tanker som findes i Paulus brev til galaterne i Det nye Testamente.

Vi kender det samme træk fra Jeremias i hans kaldelses historie – som også er den mest tydelige parallel til Paulus evangelium i Galaterbrevet:

v4  Herrens ord kom til mig:
       v5  »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig,
      før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig;
      jeg gjorde dig til profet for folkene.«
v6  Jeg svarede: »Ak, Gud Herre, jeg er ung [et barn]; jeg forstår ikke at tale!« v7  Men Herren sagde til mig:
      »Du skal ikke sige: Jeg er ung [et barn]!
      Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå,
      og alt, hvad jeg befaler dig, skal du tale.
       v8  Du skal ikke frygte dem,
      for jeg er med dig og frelser dig,«
      siger Herren.
v9  Så rakte Herren sin hånd ud og berørte min mund, og Herren sagde til mig:
      Nu lægger jeg mine ord i din mund.
       v10  Se, nu giver jeg dig myndighed
      over folkene og rigerne
      til at rykke op med rode og til at rive ned,
      til at ødelægge og til at jævne med jorden,
      til at bygge op og til at plante.

(Jeremias 1.4)

Jeremias gør det samme som Moses. Jeremias vil ikke. Han kan ikke – tør ikke – vil ikke. Han siger nej tak. Han er bange. Han siger – i den hebraiske tekst - at han er et lille barn! Gud går tværs imod det som Jeremias siger. – Du er ikke et lille barn. Du er verdens herre! Gud giver ham gudsmagten, verdensmagten – myndigheden som det hedder om Jesus i Det nye Testamente. Jeremias bliver en herre over alle ting som Paulus siger i Galaterbrevet. Vi er alle sammen lige som Jeremias! Det som Gud gør med Jeremias gør han med alle mennesker. Det er også det som Gud gør med Moses.

Moses får magten – hele magten. Moses får magten over Farao. Moses får magt til at starte en befrielseskrig imod Farao. Moses bliver en frelser. Gud giver ham alt.

Når Moses taler er det Gud som taler. Gud siger til Farao at han skal løslade Israels folk – Moses siger til Farao at han skal lade Israel gå. Israel er Guds slave og søn og vassal og Farao har ingen ret over Israel. Farao er en tyv som har stjålet Israel. Israel tilhører Gud i himlen – men det betyder også at Israel tilhører Moses! Moses og Gud er eet i 2. Mosebog. Når Moses taler siger han: - Hør på hvad jeg siger. Jeg er Gud!

Moses er ikke noget barn. Han er en fader til Israel. Efter Moseloven skal han frikøbe sin søn Israel. Det er det som er temaet i historien. Moses har en pligt til at frikøbe sin søn Israel fra slaveriet – Gud har en pligt til at frikøbe sin førstefødte søn – Israel. Det som sker med Israels underkuelse under slavetilstanden er en stor uret. Moses er en voksen mand. Gud siger at han skal leve op til det ansvar!

Profeten taler ikke sine egne ord. Ordene skal ikke komme fra hans tanker eller forstand. De kommer af sig selv og automatisk. Det går af sig selv. Han taler Guds ord. Det er Guds ord som kommer ud af hans mund. Ezekiel æder en bogrulle fra Gud og på den måde symboliseres at han derefter taler Guds ord! Esajas får Guds ord og hans læber og mund bliver forvandlet med glødende kul. Hans gamle mund bliver brændt og tilintetgjort og han får en ny mund. Det som udtrykkes på denne måde gælder alle mennesker. Når hun taler til mig er det ikke hendes egne ord. Det er Guds ord som jeg kan høre når jeg hører hendes ord. Hun er min frelser. Vi er Guds mund – vi er hans lem, vi er hans arm og hånd – vi er hans legeme.

v16 Jeg lægger mine ord i din mund
og skjuler dig i skyggen af min hånd.
(Esajas 51.1)

v18 Jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig [Moses] fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt det, jeg befaler ham.

(5 Mosebog 18.18)

v12 Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.«

Jeg vil og kan ikke! Send en anden!

v36 Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: »Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.« v37 Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig.

Og han [Jesus] blev grebet af sorg og angst. v38 Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«

v39 Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.

(Mattæusevangeliet 26.36)

v13 Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!«

Moses er Guds legeme. Vi er alle Guds legeme.

v11 Da sagde Herren til ham: »Hvem gav [giver] mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? v12 Gå nu! Jeg vil være med din mund [være din mund] og fortælle dig, hvad du skal sige.« v13 Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden [send igennem en anden hånd – ordret i den hebraiske tekst]!«

(2 Mosebog 4.11)

Gud bliver rasende og begivenhederne ved busken er et voldsomt sammenstød. På den ene side står Moses som repræsenterer egoet og mennesket. Moses er en beskeden mand som det ofte hedder i Mosebøgerne! Han er det mest beskedne menneske på hele jorden. Men Gud bliver rasende. Moses er nøjsom. Han siger nej tak. Gud vil give ham det hele men han siger pænt nej tak. I virkeligheden er det hans lille frygt som styrer ham. Kaldshistorien er en virkelig psykologisk studie! Gud vil ikke have at Moses skal være beskeden eller nøjsom!

Guds siger til Moses at han skal holde op med at se og stirre på egoet. Moses kan kun se sit lille ego. Moses synes ikke at han er noget. Han er ikke stærk nok. Han er ikke klog nok. Han siger at han ikke er kompetent. Gud bliver rasende. Den moderne verden som vi lever i taler meget om vore kompetencer. Det er vigtigt at have kompetencer. Moses historien handler om at Gud siger til Moses at hans såkaldte kompetencer egentligt er ligegyldige.

Jeg vil give dig en ny mund, siger Gud da Moses siger at han har en mund og en tunge som er tung. Du skal ikke bekymre dig. Du er mit legeme. Du er min hånd. Din løftede arm er min løftede arm. Dit udstrakte lem er mit udstrakte lem! Din stav er min stav – gudernes stav – den guddommelige stav. Du er mit legeme, siger Gud til Moses. Hvorfor er du stadig blind og døv. Jeg giver dig et nyt legeme – nye lemmer og en ny hjerne og nye følelser og nye tanker. Jeg gør dig ung og frisk som det grønne træ ved bækken – som det hedder i løfterne i Salmerne!

Historien ligner forskellige træk vi også kender fra Paulus historien i Det nye Testamente. I Galaterbrevet kan vi læse at da Paulus kommer til galaterne har han en voldsom fysisk sygdom. De bliver rædselsslagne. Paulus frygter lige frem at de vil spytte på ham og fuldstændigt tage afstand fra ham. Paulus er syg og besat af en ond ånd, som det antydes. Paulus er tydeligt nok fysisk handicappet – måske lige som Moses der er fysisk handicappet. Måske har Paulus en kronisk deformitet – nogle mener også at historien om at Moses lagde et slør over sit ansigt betyder at han var fysisk deformeret i ansigtet! Lidt lige som vi kender fra filmen Elefantmanden!

Det fremgår mange steder at Paulus ikke er nogen stor eller effektiv taler! Han klarer sig bedre på skrift end når han står over for de troende i den virkelige verden. Paulus bærer Jesu sårmærker på sin krop. Han har en torn i kødet. I 2. Korinterbrev beder han Gud om Gud vil helbrede den lidelse – den torn i kødet. Men Gud vil ikke. Det er meningen at Paulus skal have den torn i kødet – det er meningen at Moses skal have en mund og en tunge som er tung! Det er meningen at Moses skal have sine svagheder eller særegenheder.

Den dybere mening er at alt dette er ligegyldigt. Det er irrelevant. Gud kalder Moses og Gud vil være med hans mund. Moses må holde op med alle sinne kloge tanker! Det han skal sige – de ord han skal sige vil Gud lægge ham i munden. Gud giver ham en ny mund. Hvis Moses kun stirrer på det gamle ego kan han kun se at han er lille og svag. Men det er en illusion. Moses skal være stolt af sig selv – han skal prale af sig selv – fordi Gud har givet ham en ny mund, et nyt legeme – Guds legeme. Gud handler igennem Moses. Moses er hans hånd og lem og hjerne. Vi finder det samme hos profeten Paulus: Vi skal være glade og stolte – vi er blevet kongens sønner. Gud har givet os et nyt legeme.

Moses er et lem på det hele legeme. Hvert lem på legemet udfører sine nødvendige funktioner. Kaldshistorien ved busken handler om at Moses – det ene lem – sætter sig til modværge og oprør imod det hele legeme! Som Paulus siger det i 1. Korinterbrev. Moses er lukket inde i sit lille ego. Han stirrer på sine kompetencer. Ordet Ish Debarim oversættes oftest som at Moses ikke er en ordenes mand. Men det betyder muligvis at han ikke er en tingenes eller sagernes mand. Moses er ikke kompetent så at sige. Han er ikke stærk nok. Han stiller sig op som beskeden og ydmyg og nøjsom. Men Gud bliver rasende når vi gør os selv små og nøjsomme! Gud bliver rasende når vi ikke vil have hans gaver – ikke mærkeligt efter en menneskelig målestok! Vi giver gaver til andre og vi ønsker inderligt at de må modtage dem! Vi kræver ikke at de skal være taknemmelige. Men vi håber da på at de i det mindste vil modtage de gaver som vi omhyggeligt har udvalgt til dem! Dybest set kan vi godt forstå at Gud bliver rasende.

Måske er Moses deformeret som manden i filmen Elefantmanden! I så fald er Guds legeme også deformeret som Elefantmanden – i al fald på en vis måde. Når Moses er sammen med Gud kan han tage sløret af – men når han er sammen med mennesker må han tage sløret på igen, fortælles det!

Men det som Gud siger til Moses i kaldshistorien er: - Hold op med at se på dit lille ego! Hold op med at se på din lille frygt! Hold op med at se på din lille dårlige selvfølelse! Det er alt sammen dybest set ligegyldigt!

Gud bliver rasende på Moses.

Gud bliver virkeligt rasende på Moses. Det hebraiske udtryk betyder at der kommer ild og røg ud af Guds næsebor. Når Gud bliver vred bliver han som en ildebrand – som en atombombe. Vi kender dette udtryk fra andre steder i det gamle Testamente og følgen er altid den samme. De mennesker som Gud bliver så vred på – de brænder op. Der er kun to undtagelser i hele Det gamle Testamente – den ene er Moses og den anden er Jobs venner i Jobs Bog!

v7 Efter at han havde talt disse ord til Job, sagde Herren til Elifaz fra Teman: »Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort.

(Job 42.7)

Alle andre steder betyder denne voldsomme vrede at personerne i Det gamle Testamente bliver brændt op! Det er derfor vigtigt at se HVORFOR Gud bliver så vred på Moses! Hvorfor er Gud SÅ vred!? Kan vi spørge.

Gud er virkeligt rasende. Vi kan også sige at han er virkeligt såret. Det Moses gør og siger er en hån imod Gud. Det er så at sige at synde imod Helligånden. Moses fornærmer og sårer Gud. For Gud vil gøre ham til hyrde og en konge – til et frit menneske – til det sande menneske!

Vi finder en nøje parallel til Guds vrede imod Moses i Salme 18:

v8  Da rystede og skælvede jorden,
bjergenes grundvolde rokkede,
de rystedes, fordi han var vred.
v9  Røg stod ud af hans næse,
fortærende ild af hans mund,
gløder flammede op fra ham.
v10  Han sænkede himlen og steg ned
med mørke skyer under sine fødder.
v11  Han red på keruber og fløj,
fór frem på vindens vinger.
v12  Han skjulte sig i mørket omkring ham,
han dækkede sig i regnsorte skymasser.
v13  Fra lysskæret foran ham kom skyer frem
med hagl og glødende kul.

(Salme 18.8)

Gud vil give ham den største gave – og Moses siger nej tak! Moses mener ikke at han har fortjent gaven. Det han siger er en ydmygelse af den gode Gud. Moses kan kun se sig selv og sit lille ego. Han kan ikke se lyset. Moses lever så at sige uden noget håb, som Paulus sagde meget senere om egoet i verden!

Moses foretrækker at alt bliver ved det gamle – han tør ikke risikere noget – han er bange og lille. Han foretrækker at fortsætte med at være den samme – den gamle ynkelige Moses!

Gud giver Moses alt – hele magten – hele herligheden – det er tanken i 2. Mosebog! Gud gør Moses til en konge, en hersker, Gud giver ham hele magten. Gud gør ham til sin mund og sin repræsentant. Gud gør Moses til en lige stillet – til en broder! Gud giver ham alt og ophøjer ham og løfter ham op. Og hvordan reagerer Moses? Han siger nej tak. Han gør sig selv lille og svag. Efter at Gud har givet ham al magt og myndighed og kraft – gør Moses sig til et lille svagt menneske. Jeg tør ikke. Jeg kan ikke, siger Moses. Det er ikke mærkeligt at Gud bliver vred på Moses.

Gud gør Moses til en almagt. Moses får magt til at sende sygdom og til at helbrede sygdom. Moses får en helbredende kraft fra Gud – lige som Jesus. Moses får magt til at gøre alle mirakler. Han bliver løftet op til en gud på jorden - til rigets herre.

Moses er meget lille. Han stirrer på sine egne små svagheder. Han ser ikke hvad der er sket. Han er lige blevet Guds søn og Guds ligemand – men han forstår ikke sin nye kraft og magt og velsignelse.

Moses er et billede på mennesket over for Gud. Gud gør mennesket til en lige stillet – til en broder. Vi er blevet oprejst og ophøjet. Vi er blevet rigets herrer og gudssønner – vi er blevet guder eller som guder.

Pointen i 2. Mosebog – henvendt til læserne – er at det er det som Gud gør. Gud er ikke en magt som prøver at straffe eller kue menneskene. Gud er den som vil ophøje mennesket. Gud giver os friheden og værdigheden og kraften tilbage. Vi har mistet kraften som vi havde oprindeligt – i Edens have. Vi har mistet vores stolthed og rankhed – verden og synden og lidelsen har kuet os. Gud har ikke kuet os i følge Det gamle Testamente! Verden eller livet har kuet os ned og gjort os små og svage. Vi sidder og klager og klynker. Vi føler os afmægtige. Vi er blevet til små ofre. Vi har gjort os selv ynkelige. Gud tager os ud af denne ynkelighed – han giver os vore gamle kraft og styrke tilbage. Gud græder når vi gør os mindre end vi er. Vi er hans sønner – og døtre – vi er hans sæd. Vi er af hans familie og slægt. Det eneste Gud arbejder på at vi skal ranke os og igen føre os frem i verden – med stolthed og med løftet hoved! Det er ikke mærkeligt at Gud bliver rasende. Det som Moses gør er en hånd imod den kærlige Gud! Moses er blind. Han ser kun sig selv. Han kan ikke se Gud. Han kan ikke tro – eller snarere han vil simpelt hen ikke tro. Moses bliver på den måde et fantastisk symbol på egoet. Egoet lever inden i os. Egoet gør os små og svage. Egoet gør os vrede på livet og skæbnen. Egoet gør os til ofre.

Offertanken kender vi fra den moderne verden. Offer tanken er den dominerende tanke hos det moderne menneske. Vi er kun små væsner eller skabninger. De andre er stærkere. Samfundet er stærkere. Naturen er stærkere. Vi er afmægtige, føler vi. Moses er et symbol på denne menneskeopfattelse. Gud bliver vred. Han siger til Moses: - Hvorfor hører du ikke efter hvad jeg siger? Jeg har gjort dig til verdens herre – hvordan kan du så fortsætte med at tro at du er lille, ynkelig og svag!?

Den magt som Jesus fik har han givet til alle sine disciple. Jesus sender sine disciple ud i verden –de skal gøre endnu større undere end han selv har gjort. Vi har fået hele magten og hele herligheden. Det kan vi læse i Det nye Testamente og også her i 2. Mosebog. Gud håber at vi kan leve op til den magt og kraft. Det er det som er Guds vilje og plan. Evangeliet er at det har Gud allerede gjort. Han har ophøjet mennesket lige som han ophøjede Jesus og gjorde ham til herre i hele verden. Vi har fået alle tegnene, kræfterne, den helbredende kraft. Vi har fået kraften til at helbrede os selv – og hele verden. Vi har fået kraften til at helbrede hinanden. Med vores kærlighed til hinanden kan vi helbrede og frelse hinanden – fordi vi har fået ånden og kraften og kaldelsen af Gud!

v14 Da flammede Herrens vrede op mod Moses,

og han sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. v15 Tal til ham, og læg ham ordene i munden!

Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. v16 Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham. v17 Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.«

Er Moses en falsk profet?

Vi ved fra Det gamle Testamente at Israel ofte var fyldt med profeter som alle sammen hævdede at de talte Guds ord! Ikke mærkeligt at folket ofte betvivlede deres profeter! En del profeter var sikkert bedragere og en del var – ved vi – betalt af kongen og staten.

Teksten i 2. Mosebog søger at vise at Moses er en sand profet og ikke en af de falske profeter. Det sker på to måder. Dels viser teksten at Moses virkelig taler Guds ord fordi hans forudsigelser går i opfyldelse. Jahve og Moses sejrer rent faktisk og egypterne bliver til sidst hamret ned i jorden som telt pløkke! Israel når rent faktisk frem til Guds hellige bjerg – det er beviset – det er det tegn som Gud taler om ved den brændende busk. Dels viser teksten at Moses er en sand profet ved at fremstille ham som handicappet og ved at vise at Moses er imod kaldet og siden fortryder mange gange! Meningen med denne historie er nok at legitimere Moses. Moses er virkeligt blevet kaldet. Han er ikke bare en ambitiøs mand som vil have ry og berømmelse. Han takker nej og han har en kronisk lidelse. Der er mange paralleller til dette træk – legitimeringen – i Det gamle Testamente. Jeremias bliver også legitimerer netop ved at han sætter sig imod kaldet. Profeten Muhammes var efter sigende analfabet og derfor mente han ikke at han var værdig eller egnet til at være Guds profet! Den græske taler Demostenes var en stammer – denne legende skal sikkert ophøje og fremhæve den berømte taler!

Moses accepterer kaldet men hans lidelser er ikke forbi. Det er et tema i Toraen at han ofte fortryder siden hen! Af gode grunde kan vi sige!

v22 Da vendte Moses sig til Herren og sagde: »Herre, hvorfor handler du ondt mod dette folk? Hvorfor har du dog sendt mig? v23 Lige siden jeg gik til Farao for at tale i dit navn, har han mishandlet dette folk, og du har ikke befriet dit folk!«

(2 Mosebog 5.22)

v4 Moses råbte til Herren: »Hvad skal jeg stille op med dette folk? Nu stener de mig snart!«

(2 Mosebog 17.4)

v12 Er det mig, der har sat hele dette folk i verden? Er det mig, der har født det, siden du siger til mig, at jeg skal bære det i favnen til det land, du har lovet deres fædre, ligesom en plejefar bærer spædbarnet? v13 Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise! v14 Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byrde for mig. v15 Er det sådan, du vil behandle mig, så slå mig hellere ihjel, hvis du vil vise mig velvilje; lad mig slippe for at se min ulykke!«

(4 Mosebog 11.12)

Det samme træk kan vi finde hos en lang række af profeterne. Det er et helt skema i Det gamle Testamente. Men teksterne viser sikkert også noget helt reelt. Det er farligt og svært at være en Guds profet. Vi har ikke lyst til at følge kaldet. Det er som Paulus siger – vi skal korsfæste kødet og sige farvel til det hele – som Abraham og Jakob. Gud kalder os ud af verden. Følg mig siger Jesus men Jesus advarer også imod at følge kaldet. Johannes Døberen bliver henrettet og Jesus korsfæstet. Til sidst beder også Jesus om at blive fri. Rent psykologisk er disse tekster om profeterne i det gamle Testamente sande nok. De skal sige farvel til verden. De skal dræbe det gamle menneske.

v2 Samuel svarede: »Hvordan skal jeg kunne gå derhen? Når Saul hører det, slår han mig ihjel.« Men Herren sagde: »Tag en kvie med dig, og sig, at du kommer for at bringe Herren et slagtoffer.

(1 Samuelsbog 16.2)

v4 Selv vandrede han [Elias] en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: »Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.« v5 Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken.

(1 Kongebog 19.4)

v10 Han [Elias] svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« v11 Da lød det: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.«

(1 Kongebog 19.10)

Vi skal ikke være nøjsomme! Gud bliver vred når vi er ydmyge!

v12 Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« v13 Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!« v14 Da flammede Herrens vrede op mod Moses.

(2 Mosebog 4.12)

Gud bliver rasende. Gud kalder Aaron for at han skal være en mund for Moses. Det er en slags ydmygelse af Moses eller en slags kritik. Elohisten fortæller denne historie. Men i følge Elohisten er Aaron i virkeligheden uden betydning. Moses er helten og hovedpersonen og Aaron glemmes siden hen hos Elohisten – helt modsat præstenskriftet hvor Aaron er en meget større helt end Moses!

Men i følge Elohisten får Moses modvilje ved busken alligevel katastrofale Konsekvenser – både for Moses og for Israel! Det er Aaron som bygger den gyldne tyr eller kalv og starter tilbedelsen af tyren i kapitel 32. dette fortæller netop Elohisten og i følge Elohisten bliver Moses såkaldte beskedenhed altså til en stor ulykke for Israel.

Elohisten som kan dateres til et sted mellem 900 og 600 f. Kr. hører sammen med profeterne i Israel lige som præsteskriftet hører sammen med præsterne – Aarons sønner. I det gamle Israel var der en evindelig krig mellem de to partier – præsterne og profeterne. Aaron bliver i Mosebøgerne knyttet sammen med præsterne. Hos Elohisten sker der en nedvurdering af Aaron som vi slet ikke finder i Præsteskriftet. Disse skrifter har altså en tendens som stammer fra de aktuelle forhold på det tidspunkt hvor de blev skrevet. Præsterne hævdede at være folkets eneste sande repræsentanter over for Gud. Og profeterne hævdede det modsatte – at de var Guds eneste talerør og at kulten var mindre væsentlig.

Vi kan sige at Elohisten så at sige modbeviser sig selv. Elohisten fremhæver at Moses er en beskeden og ydmyg mand – og Elohisten mener det som en stor ros. Men ved at skildre det som sker – Jahves raseri og tilbedelsen af guldkalven – så modbeviser Elohisten sig selv! Det er altså ikke godt at være beskeden. Vi skal ikke være nøjsomme! Gud vil ikke at vi skal være nøjsomme! Gud vil ikke at vi skal være små og svage. Historien om Moses beviser hos Elohisten at Gud vil det modsatte. Gud vil at vi skal vælge storheden, magten og stoltheden –og friheden!

Et andet sted beskriver Elohisten Moses på denne måde:

v3 Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.

(4 Mosebog 12.3)

Moses siger nej tak til kaldet. Han siger Bi Adonaj – Please - Please vælg en anden! Vi kan også se at det som Moses svarer er den såkaldte idem per idem formel som findes mange steder i Det gamle Testamente. Moses siger: - Send igennem den hånd som de vil sende igennem! Sådan lyder den oprindelige tekst. Denne formel idem per idem bruges oftest som en afvisning – Moses udtrykker at han ikke har nogen lyst til at følge kaldet. Denne formel svarer helt til det udtryk som Moses har brugt tidligere: - Hvem er egentlig lille jeg? I 3.11. Gud bliver rasende når vi er beskedne og nøjsomme. Det er ikke spor beskedenhed – det er kun vores lille frygt og dumhed. Gud vil udnævne Moses til sin Malak – til sin kriger eller budbringer eller profet. Men Moses er lille og beskeden. – Nej tak Herre det skal du ikke gøre for mig! Det har jeg ikke fortjent!

Jahvistens kaldelse af Moses i Midjan - 4.19.

Du skal forlade alt!

Hos Jahvisten drager Moses afsted til Egypten sammen med sin familie. Men i følge Elohisten der fortæller historien indtil vers 17 må Moses forlade alt. Der ligger mange symboler i denne tanke hos Elohisten. Hos Elohisten bliver Moses en ener, en løsrevet person, som har sagt farvel til det hele.

Vi kender dette træk fra utallige situationer fra Det gamle Testamente. Den arketypiske fortælling er historien om Abraham som bliver kaldet – som det første menneske i verdenshistorien – i det fjerne land i østen. Gud siger til Abraham at han skal forlade alt – sin faders hus, alt det som han identificerer sig med, alt det som han elsker.

Jakob bliver kaldet af Gud ude hos aramæerne. Jakob skal forlade alt. Han skal bryde med alt – Laban er hans fader – og Jakob skal forlade sin faders hus lige som Abraham.

Moses er blevet en midjanit eller også har han altid været en midjanit. Midjan er hans hjem og hans tryghed og det som han elsker. Gud siger til Moses at han skal forlade det hele. – Følg mig, siger Gud. Forlad alt – din kone og dine børn, din slægt, dine venner, din ejendom, din status, din identitet.

Paulus siger at når mennesket kaldes af Gud må det forlade alt – det må korsfæste kødet og det gamle menneske. Kødet eller det gamle menneske er det menneske som vi kender. Vi skal fuldstændigt opgive vores gamle identitet – vore gamle tanker og vore gamle følelser. Vores livsanskuelse og vores tro og religion. Abraham er en konvertit eller en proselyt – han opgiver sin gamle religion og følger Guds kald. Han kaster sig ud i et meget usikkert projekt. Han handler bestemt ikke fornuftigt i verdens betragtning. Abraham opfører sig meget tåbeligt. Han opgiver alt.

Moses har fået en status i Midjan. Han har fået en ejendom. Han er blevet en slags søn af kongen – præsten i Midjan. Moses har det godt. Han har fundet en mening i livet. Han har fundet en tryghed. Hvorfor skal han opgive alt det som han har opnået? Vi kan se i kaldet af Moses at han sætter sig imod Guds kald – ikke underligt må vi sige. Mener Gud virkeligt det han siger?

I følge de jødiske legender bor Moses i 40 år i Midjan. Det er i al fald meningen at vi skal forstå at Midjan er hans hjem. Her har han hele sit liv. Her har han alle de mennesker som han elsker – sine venner, sine hustruer og sine stolte sønner! Gud beder ham om at forlade den hustru som han elsker og som er mor til hans børn! Gud beder ham om at forlade sine egne sønner! Gud siger at hans fader eller familie eller slægt slet ikke er hans virkelige familie. Gud beder Moses om fuldstændigt at bryde med sin slægt og familie. Hvad er det som Gud mener?

Jesus forlader alt og det er netop meningen med kaldet i Det nye Testamente. Jesus bryder med sin biologiske familie. – Min mor er ikke min mor, siger Jesus. Min fader er ikke min fader! Hvem er du siger Jesus da hans mor Maria opsøger ham. Det som Jesus siger er hårdt og grusomt i vore øjnne. Jesus virker helt brutal. Maria viser stor ydmyghed over for Jesus som nu er blevet en stor profet i Israel – men Jesus virker kold og ligeglad!

At blive en søn af Gud og at blive kaldet af Gud er at miste alt på en vis måde. Moses må drage ud i det totalt ukendte på lykke og fromme. Han har kun en vis tro eller tillid at støtte sig til. Ikke mærkeligt at han siger nej tak. Gud giver ham nogle små tegn eller tricks der skal styrke hans tillid. Men de nytter ikke meget – sammenlignet med at Moses skal opgive alt.

Moses må sige farvel til sin søn i Midjan. Men Moses får en ny søn efter at han har opgivet alt. Hele Israel bliver hans førstefødte søn. Moses og Gud er eet og Israel er også Moses førstefødte søn. Moses skal drage til Farao og sige at Farao skal løslade hans søn. Moses skal starte en krig imod Farao for at befri sønnen. Moses skal sejre, siger Gud. Moses skal få en ny søn. Moses skal være en konge.

Abraham er en gigantisk helt i Det gamle Testamente – fordi han handler uden nogen frygt. Abraham følger kaldet når han hører Guds stemme. Abraham viger ikke tilbage i hans følelser eler frygt. Abraham frygter intet. Han er frygtløs. Gud beder ham om at ofre og slagte sin søn Isak – og Abraham følger Guds stemme. Abraham er en helt. Moses viser sig også til sidst som en helt. Han er en hersker og en konge. Han ofrer alt til sidst og han får alt. Lige som Job i Jobs Bog må Moses sige farvel til alle ting og alle ennesker – men netop derved får han hele herligheden tilbage. Kierkegaard talte længe og meget o dette træk. Gud beder os om at forlade alt. Vi skal korsfæste kødet. Når vi følger Guds kald bliver vi korsfæstet. Vi bliver tilintetgjort og korsfæstet af verden. Vi dør. Vi mister alt. Vi mister alle de mennesker som vi elsker. Men derved bliver vi født på ny i ånden. Vi bliver Guds sønner. Moses bliver som Gud. Moses bliver en gud – fordi han har mistet alt. Moses bliver en broder til Gud i himlen.

[Jahvisten:]

v18 Moses vendte tilbage til sin svigerfar Jetro og sagde til ham: »Lad mig nu vende tilbage til mine landsmænd i Egypten og se, om de stadig er i live.« Jetro sagde til Moses: »Gå med fred!«

v19 Og Herren sagde til Moses i Midjan: »Vend tilbage til Egypten, for alle de mænd, der stræbte dig efter livet, er døde.« v20 Så tog Moses sin kone og sine sønner, satte dem op på sit æsel og begav sig på vej tilbage til Egypten.

[Elohisten:]

Moses havde Guds stav i hånden.

v21 Og Herren sagde til Moses: »Når du kommer tilbage til Egypten, skal du gøre alle de undere for Farao, som jeg har givet dig magt til. Men jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå. v22 Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn. v23 Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.«

Er Moses besat af en ånd?

Der er mange teorier om Aaron og om forholdet mellem Aaron og Moses. Det mest afgørende er nok at i følge den ældste kilde i 2. Mosebog – nemlig Elohisten som måske kan dateres til 700 eler 800 f. kr spiller Aaron slet ikke nogen vigtig rolle. Han er kun en tjener ogslave for Moses. Han er hans hjælper. Kun i det meget senere Præsteskrift kommer Aaron til at spille en afgørende rolle. Aaron bliver den egentlige helt. Han bliver den rene, den omskårne, Guds fuldendte præst. Hos Præsteskriftets forfatter bliver Moses snarere nedvurderet.

Vi kender en gammel Ugarit myte – kanaanæisk myte – som fortæller om at guden – Jam eller havguden – udsender to ambassadører eller udsendte eller to guder eller engle. De skal drage til guden El og der kræve en udlevering af gudens søn! Mange har peget på at der er mange ligheder mellem denne myte og historien i 2. Mosebog. Moses og Aaron bliver kaldet samtidigt i samme sekund i følge Elohisten som fortæller historien. Gud taller til Moses samtidigt med at han taler til Aaron! De bliver sendt til Farao som er en slags gud – i al fald en gud i Egypten. De skal kræve udleveringen af sønnen Israel – Guds søn!

Mange steder i 2.Mosebog kan vi se at Moses skildres i myternes skær. De ord og udtryk som bruges om Moses er hentet fra de religiøse myter – i hele Nærorienten. Moses fremstilles som Baal eller som Sargon eller som Horus fra Egypten. Det er derfor ikke umuligt at myten om de to udsendte er en inspiration.

Udsendelsen af to ambassadører sker flere gange i Det gamle Testamente. Gud sender to engle til Sodoma. Josva sender to menneskelige engle – Malak - eller udsendinge afsted. Sendelsen af to er en slags sikkerhed imod uheld!

Vi har også en del andre fortællinger og myter som fortæller om udsendelsen af to udsendte eller engle eller befuldmægtigede. 2. Mosebog kan godt være afhængig af disse.

En teori er at Moses har været en ekstatisk profet som taler i tunger. Moses kommer i ekstase og han taler et uforståeligt fremmed sprog som kun Gud forstår – men Aaron er så hans oversætter. Af en eller anden grund forstår Aaron Moses. De er måske ikke kødelige brødre men de kender hinanden.

Aaron er altså en mund for Moses. Det som Mooses forkynder for Israel kan ingen mennesker forstå undtaget Aaron.

Vi kender mange historier om åndelige mennesker i oldtiden som på den måde har en oversætter eller en formidler. Moses taler igennem Aaron. Aaron er egentlig uden betydning men han kan oversætte ordene – de uforståelige udtryk.

Oraklet i Delfi fungerer ved at en kvinde bliver besat. Hun bliver beruset eller hun indtager narkotiske stoffer. Hun taler i gåder. Hun afgiver på den måde et orakelsvar tilde mennesker som opsøger hende. Hun er synsk. Hun er clairvoyant.

Fra 1 Samuelsbog kender vi historien om Saul. Saul er en af profeterne som det siges. Saul kommer i den profetiske henrykkelse. Han falder omkuld og ligger nøgen foran Samuel hele natten. Saul bliver besat af en ånd. Saul får uuanede kræfter når han bliver besat. Ånden kommer over ham. Guds ånd besætter ham og han farer ud og dræber alle fjenderne. Han hugger dem ned – i en rus.

Det samme træk fortælles om Samson som lige som går amok – han besættes af en ånd – og går ud og slår 84 filistre ihjel med de bare næver. Samson og Saul er store gudsmænd! Samson bliver angrebet af en rasende løve som vil æde ham men han griber løven med de bare næver og river den i stykker – som om den er lavet af papir! Han er besat af Guds ånd og derfor er alle løver – uanset hvor frygtindgydende – kun rene papirtigre!

Vi kender dette fænomen fra Det nye Testamente. I sit brev til korinterne taler Paulus om de mange slags nådegaver – charismer – som de troende kristne får. Nogle kan tale i tunger. Nogle kan oversætte tungetalen. Måske er det som Moses siger en slags tungetale? Det følgende eksempel er i øvrigt interessant på den måde at det udtrykker den nådegave som Moses får af Gud! Moses får mange nådegaver samtidigt. I følge en tekst får han flere end 70 forskellige nådegaver af Gud ved hans kaldelse! Moses er en slags illustration af nådegaverne hos Paulus. Moses meddeler visdom og kundskab. Han har fået lægestaven af Gud – staven med slangen – og han kan helbrede alle sygdomme! Moses taler profetisk og han taler i tunge. Den dybere mening er at disse gaver har alle mennesker fået!

v7 Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. v8 Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. v9 Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, v10 og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. v11 Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.

(1 Korinterbrev 12.7)

Det rene ingenting.

I 2. Mosebog fortælles om en lang række tegn og undere. Moses bliver kaldet og i den forbindelse viser Gud ham tegn og undere og det som siden kommer til at ske i Egypten er store tegn og undere.

Disse såkaldte tegn og undere – kaldet Otot på hebraisk – er siden blevet fortolket meget forskelligt. Efter de flestes opfattelse er hovedproblemet imidlertid hvordan Bibelen opfatter disse undere – og ikke så meget hvordan vi opfatter dem eller hvad vi mener om dem!

Kaldet af Moses er på mange måder typisk. Moses ser en busk der brænder men det er tydeligt at vi skal forstå at det som Moses ser egentligt ikke er så overnaturligt eller usædvanligt! Vegetationen bryder hele tiden spontant i brand i ørkenlandet i tørketiden.

Det er interessant at der står at Moses lokkes af det som han ser og går hen for at se nøjere på dette syn – denne Mareh som det hedder på hebraisk. Mareh betyder ikke noget overnaturligt men simpelt hen noget som Moses bliver interesseret i. Gud lokker ham til og Moses bliver nysgerrig. Meningen er at vi skal se at busken egentlig er det rene ingenting. Det afgørende er ikke busken – men at Moses pludselig oplever at Gud taler til ham! Busken er ikke ment som noget bevis på noget som helst. Denne busk spiller heller ikke senere i Det gamle Testamente nogen rolle overhovedet!

Moses får tre tegn og undere som skal styrke hans personlige mod og styrke – først og fremmest! - og som han også skal bruge over for Farao og Israels folk – som sikkert ikke vil tro ham.

Moses stav er ikke anderledes end enhver anden stav! I 2. Mosebog 4.2 spørger Gud ham hvad han har i hånden. Moses har en stav i hånden. Han er en fårehyrde og derfor har han selvfølgelig en hyrdestav i hånden! Der er tilsyneladende ikke noget specielt ved den stav. Det er bare en almindelig hyrdestav – det er meningen med Guds tiltale i 4.2. Men denne stav er i virkeligheden Guds stav! Gud siger til Moses at han giver Moses sin stav – eller at den stav som han allerede har er Guds stav! Moses kan se tegnet. Staven er kun på overfladen en almindelig stav. I virkeligheden er den noget helt andet. Den magt som Moses kan udøve er i virkeligheden Guds magt. Staven er et tegn og et under. Hvis man har øjne at se med kan man se at denne stav i virkeligheden er noget helt andet – det vi kan se med øjet – det empiriske viser hen til den egentlige sandhed og virkelighed. Gud handler igennem Moses og alt det som Gud kan det kan Moses også. Alt det som Gud ønsker gennemført kan Moses gennemføre. Hvis Gud kan gøre det – så kan Moses også gøre det. Hvis Gud kan skabe en ny himmel og en ny jord – så kan Moses også skabe en ny himmel og en ny jord! Gud er inden i Moses. Når Moses taler starter han med at sige: - JEG er herren! Moses får Guds magt til at besejre Farao. Den magt har alle mennesker i virkeligheden fået. Vi er alle udsendte med den fulde magt og myndighed – vi udøver Guds magt. Der er kun een magt!

Det er vigtigt at meningen er at disse tegn egentligt ikke er noget særligt. Siden hen fortælles det at Faraos troldmænd kan efterligne de tegn som Moses og Aaron kan udføre! Der er ikke så stor forskel. Disse tegn er egentlig ikke afgørende. Det afgørende er at Moses udnævnes til at være Guds profet – han skal tale Guds ord til Farao og folket. Miraklerne er ikke særligt vigtige. Da Moses kaster sin stav bliver den forvandlet til en slange – men ak desværre: Farao har indkaldt til en stor konkurrence med mange troldmænd fra Egypten og da de kaster deres stav bliver den også forvandlet til en slange! Meningen er at vi skal se at disse tegn ikke ervigtige i sig selv. De er kun tegn. De beviser ikke noget. Det hele ligger i den rigtige fortolkning – kan vi sige. Moses stav er et symbol på Gud og det er det som vi skal forstå. Det vi ser er egentlige naturlige begivenheder – blot en Mareh som den brændende busk – det drejer sig om at troen og kunne se de rigtige tegn!

Jesus forvandler vand til vin – men det er ikke dette såkaldte fysiske mirakel som historien handler om. Det såkaldte fysiske mirakel er egentlig ligegyldigt. Vi vi skal se er at Gud har vist sig i et stort tegn. Det er ikke meningen vi skal stirre oos blinde på tegnet eller det ydre – vi skal se den indre mening – det er budskabet i hele Bibelen og også i Moses historien. Derfor bliver Moses heller ikke særligt tilfreds med de tre tegn som Gud giver ham ude ved busken! Moses synes ikke det er noget særligt. Det flytter egentligt ikke noget. Disse mirakler kan ikke føre Israel ud af Egypten – og de kan heller ikke få Israel til at tro på Moses! Det er det som er tekstens mening! Det eneste som kan overbevise Israel – er at Moses taler Guds ord! Moses er en profet – ikke en troldmand. Jesus er heller ikke nogen stor troldmand. Han er Guds profet – og det er derfor han gør en forskel!

Hele Det gamle Testamente er præget af denne tankegang. Mirakler er egentlig ikke så vigtige. De kan bortlede opmærksomheden! Det gamle Testamente bekæmper også al trolddom og al tryllekunst – som man fandt det i samtiden i alle andre lande som Egypten og mesopotamien! Bibelen er egentlig imod mirakler – kan man sige meget simplificeret!

Mirakler kan være svindel og de er derfor et farligt våben. Det eneste som betyder noget er ordet og tiltalen. Mirakler fører let til almindelig trolddom og hundekunstner. 5. Mosebog advarer netop imod troldmænd og falske profeter. Kampen imod trolddom og tryllekunst finder vi også i Det nye Testamente.

Egypten kommer til at opleve de såkaldte plager. Hvor mange der er er uklart og deres rækkefølge er faktisk også uklar! I følge Præsteskriftet – en af teksterne i 2. Mosebog - er der i alt syv tegn – det sidste er sejren ved Sivhavet. På samme måde gør Jesus netop syv tegn i Johannesevangeliet – og der er helt sikkert en sammenhæng mellem 2. Mosebog og det nye Testamentes tale om de syv undere! I følge Elohisten er der 10 tegn – der har været meget forskellige gamle traditioner om disse store tegn og undere. Det afgørende er at Bibelen faktisk og meget overraskende fremstiller disse begivenheder – de fleste af plagerne – som naturlige fænomener! Meningen at vi skal forstå at plagerne var virkelige naturlige tilstande eller begivenheder i Egypten!

For eksempel er en af plagerne de mange græshopper. Alle vidste at Egypten hvert år i en bestemt måned overfaldes af enorme mængder af græshopper fra ørkenen! En anden plage er hudsygdommen og en anden er de bidende insekter. Meningen med at fortælle om disse tegn er selvfølgeligt at dem kendte alle i det gamle Israel – ogalle vidste at Egypten hvert år blev angrebet af disse onder. Græshopperne kommer hvert år og æder det hele op. Hvorfor gør de det? Spørger det gamle Testamente. Det gørde fordi Gud vil det. Det gør de fordi Gud dengang straffede Egypten – dengang Farao ikke ville lade dem gå. Det som startede dengang varer stadig ved. Egypterne bliver stadig straffet. Sådanne historier kalder man for ætiologiske beretninger – dvs de skal forklare et fænomen som vi godt kender! Historien om at Nilen bliver rød som blod skal forklare hvorfor Nilen bliver rød som blod – hvert eneste år om sommeren! For de vidste alle i Israel! Hvert år blev Nilen farvet rød i august måned! Hvorfor? Spørger Det gamle Testamente. Den objektive forklaring er at Nilen farves af rød jord oppe ved Nilens udspring. Den forklaring har det gamle Israel muligvis også kendt – men de vælger at fortolke historien religiøst eller som et tegn! På samme måde vidste det gamle Israel godt at græshopperne kom hvert år og egentlig af naturlige årsager! Man man så græshopperne som et stort tegn! Der kan I se! Gud straffer Egypten på grund af dets mange synder!

At se tegnene er den afgørende tanke i 2. Mosebog. Moses kunne gå forbi og ikke stoppe op ved busken men han vælger at fortolke det hele som et tegn. Tegn og undere er derfor en måde at opleve verden på. Når vi kan se tegn og undere kan vi se at livet er underfuldt. Alle mennesker oplever Guds store tegn og undere –vi skal bare åbne øjnene – det er budskabet i 2. Mosebog! Moses og Israel og Farao oplevede egentlig ikke størretegn end vi gør – end vi almindelige mennesker oplever! Alle mennesker oplever hele tiden store tegn og undere! Det hele afhænger af om vi er villig til at se disse tegn og undere – om vi vil åbne os – om vi føler os taknemmelige. Livet er virkeligt underfuldt i sig selv – man kan se det hvis man har øjne at se med!

Er også Moses en af profeterne?

v9 Da Saul vendte sig om og forlod Samuel, gav Gud ham et andet hjerte, og samme dag indtraf alle disse tegn. v10 De nåede til Gibea, og en flok profeter kom ham i møde. Da greb Guds ånd ham, og han kom i profetisk henrykkelse sammen med dem. v11 Da alle de, der kendte ham fra tidligere, så ham i henrykkelse sammen med profeterne, sagde de til hinanden: »Hvad er der sket med Kishs søn? Er også Saul blandt profeterne?« v12 Og en mand fra stedet dér sagde: »Hvem er deres far?« Derfor er det blevet et mundheld: Er også Saul blandt profeterne?

(1 Samuelsbog 10.9)

Moses gør hvad han kan for at undgå at blive kaldet af Gud. Han sætter sig voldsomt imod. Han vil ikke – han kan ikke og han tør ikke. Siden kommer han i tvivl igen og igen – selv efter at han har accepteret kaldet og missionen. Han klager.

Moses henviser til at folket israel slet ikke vil tro på ham når han kommer med Jahves ord. Men meningen er nok at det snarere er Moses selv som ikke har troen eller tilliden eller modet! Moses projicerer det bare over på folket!

De tre tegn eller mirakler som Jahve giver Moses ved busken er nok ment til at de skal styrke Moses og hans mod på opgaven! De skal nok primært styrke Moses og ikke primært fungere over for folket eller Farao! Det ser ud til at det især er Moses selv som er meget i tvivl. På den måde bliver historien om Moses en historie om alle mennesker der kaldes af Gud. Vi reagerer alle sammen som Moses reagerer! Vi er alle sammen Moses! Moses er en arketype.

Moses historien er et eksempel på en hel genre i Det gamle Testamente – profeten kaldes af Gud. Alle disse eksempler ligner hinanden – de er skrevet efter stort set det samme skema. Profeten sætter sig imod – han vil ikke – helst ikke eller slet ikke.

Jeremias siger nej tak. Gideon siger nej tak og Saul vil ikke. En række profeter som Elias, Samuel, Ezekiel osv prøver siden hen – lige som Moses – at undvige. De fortryder. De vil ikke mere. De kan ikke mere. De orker ikke mere.

I hele Bibelen skiller Paulus sig meget tydeligt ud. Da Paulus kaldes af Gud – siger han ja tak. Paulus har ingen betænkeligheder og ingen indvendinger! Men det typiske er at profeten modsætter sig kaldet – dvs den opgave som Gud vil have profeten til at udføre.

Abraham er til dels også en undtagelse. Da Abraham kaldes oprindeligt i 1 Mosebog 12 i det fjerne land i østen – gør han ikke nogen modstand! Men siden brokker han sig mange gange – og anklager Gud for slet ikke at holde sine løfter!

Under den sidste nat i Getsemana beder Jesus på samme måde om at blive fri. Jesus vil ikke mere. Han kan bøje sig men så er det under tvang. Vi kan sige at Jesus giver op. Han vil helst ikke gå videre med sit kald – ikke underligt at han beder til Gud!

Et gennemgående træk i kaldet er at profeten siger at han ikke har evnerne, at han er for lille, for svag – at han ikke kan. Gideon er et eksempel på denne tale – vi kan sige at Gideons lille ego taler og gør ham lille og svag:

v15 Gideon sagde til ham: »Hør mig, herre! Hvordan skulle jeg kunne frelse Israel? Min slægt er den mest ubetydelige i Manasse, og jeg er den yngste i min fars hus.«

(Dommerbogen 6.15)

Saul, Gideon, Esajas og Moses siger grundlæggende det samme: - Jeg er ikke ren eller stærk nok. Jeg er svag. Jeg orker det ikke!

Moses bøjer sig for Gud. Gud er for overvældende og det ender med at Moses må bøje sig. Gud bliver rasende på Moses da han fremturer med sine klager. Moses må bøje sig. Dette er også et typisk træk hos profeterne. Vi kender det også fra profeten Amos – Gud er en løve og når han brøler bliver vi nødt til at følge kaldet:

v7  Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.
       v8  Løven brøler,
      hvem frygter da ikke?
      Gud Herren taler,
      hvem profeterer da ikke?

(Amos 3.7)

Det er ikke mærkeligt at profeterne i Det gamle Testamente sætter sig imod. Guds opgave til Moses – at befri Israel og besejre Farao – virker som et vanvittigt projekt. Moses må med sin forstand og fornuft sige at Guds projekt og plan virker helt urealistisk og vanvittig!

Mange af profeterne kommer til at leve et farligt liv og et liv med mange vanskeligheder. Kongen prøver hele tiden at slå Elias ihjel og han må hele tiden flygte for at redde sit liv. Jesus ender på korset. Johannes Døberen bliver halshugget. Saul ender med den totale ydmygelse. Jeremias og Ezekiel lever i livsfare det meste af tiden. Paulus bliver korsfæstet.

Både Paulus og Peter ender sandsynligvis som martyrer. Paulus bliver fysisk forfulgt hele sit liv som kirkens repræsentant. Paulus bliver pisket, stenet, fængslet, pint og plaget. Han bærer Jesu sårmærker på sit legeme, som han siger i Galaterbrevet!

Israel havde en medfødt mistro til profeterne. Der var mange profeter og de hævdede alle at tale Guds ord – og de var ofte vildt uenige! Nogle profeter i det senere Israel var ansat af staten og mange blev betalt. Det var svært at skelne mellem de sande og de falske profeter! Mangeaf profeterne blev indviklet i partipolitik – og det øgede ikke folkets tillid til dem.

Moses er den arketypiske profet og han er en sand profet i følge Mosebøgerne. Beviset er simpelt hen at hans ord går i opfyldelse! Vi kan se dette kriterium i følgende tekst fra 5. Mosebog. Moses siger til Farao at han skal give Israel fri – ellers vil hans søn komme til at dø! Exodus historien viser så at det ender med at Faraos søn – hans førstefødte søn – kronprinsen – dør – dræbt af Moses og Gud til sammen. Moses er en sand profet!

v18 Jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt det, jeg befaler ham, v19 og den, der ikke adlyder mine ord, som han taler i mit navn, vil jeg kræve til regnskab. v20 Men den profet, der formaster sig til at tale noget i mit navn, som jeg ikke har befalet ham at sige, eller som taler i andre guders navn, den profet skal dø!« v21 Måske tænker du: »Hvor kan vi vide, at det, han taler, er noget, Herren ikke har sagt?« v22 Hvis en profet taler i Herrens navn og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt. I formastelighed har profeten talt; fra ham behøver du ikke at frygte noget.

(5 Mosebog 18.14)

Moses er en slags arketype – en arketypisk profet. Lige som Elias agerer han på den internationale scene. Moses udfører lige som Elias store tegn og undere.

Men Moses kaldes meget sjældent en profet i Bibelen. Kun 5. Mosebog kalder Moses for en Nabi – en profet. De fleste tekster sætter Moses i en særklasse – han er en profet men samtidigt er han højere end profeterne. Han taler Guds ord men er også på en måde en gud. Når Moses løfter armen – er det Gud eller en gud som løfter armen. Moses er en dommer og en konge – ligesom Samuel. Han er meget mere end en profet.

Moses har flere end 70 forskellige profetiske åndelige evner. Moses er på en måde Guds ligemand. Moses ser Gud og er sammen med Gud som en ligestillet. Gud gør Moses til sin broder!

Vi kan se noget af denne specielle opfattelse af Moses i 4. Mosebog 12 – hvor Moses bliver angrebet af Aaron:

v1 Mirjam og Aron talte mod Moses på grund af hans nubiske kone – han havde nemlig giftet sig med en nubisk kvinde – v2 og de sagde: »Har Herren kun talt til Moses? Har han ikke også talt til os?« Det hørte Herren. v3 Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.

v4  Straks sagde Herren til Moses og Aron og Mirjam: »Gå alle tre ud til Åbenbaringsteltet!« De gik alle tre derud, v5  og Herren steg ned i en skysøjle og stillede sig i indgangen til teltet. Han kaldte på Aron og Mirjam, og de trådte begge frem. v6  Da sagde Herren:
      »Hør mine ord!
      Er der en profet blandt jer,
      giver jeg mig til kende for ham i et syn,
      taler til ham i en drøm.
       v7  Sådan gør jeg ikke med min tjener Moses,
      han er den betroede i hele mit hus,
       v8  med ham taler jeg ansigt til ansigt,
      ligefremt og ikke i gåder,
      han får Herrens skikkelse at se.
      Hvor vover I da
      at tale mod min tjener Moses?«

(4 Mosebog 12.1)

Moses taler i den guddommelige person.

v14 Herren sagde til Moses: »Farao er forhærdet og nægter at lade folket gå. v15 I morgen tidlig skal du gå til Farao, når han går ned til floden, og så skal du stille dig foran ham på Nilens bred. Staven, som blev forvandlet til en slange, skal du tage med dig. v16 Du skal sige til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig med en besked: ›Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig i ørkenen.‹ Endnu har du ikke villet høre.

v17 Men dette siger Herren: Ved dette tegn skal du forstå, at jeg er Herren: Med staven, jeg har i hånden, vil jeg slå på vandet i Nilen, og det vil blive forvandlet til blod. v18 Fiskene i Nilen vil dø, Nilen vil komme til at stinke, og egypterne vil ikke kunne drikke vandet fra Nilen.«

(2 Mosebog 7.14)

Når Moses taler – taler han dels som sig selv og dels som Gud. Når Moses siger jeg eller min eller mig kan det altså betyde to helt forskellige ting – det kan betyde Gud eller Moses! Dette træk findes også hos andre profeter i Det gamle Testamente. Der er mange eksempler på det. At Gud siger eller gør noget – er identisk med at Moses siger eller gør noget. Dette træk bevirker at mange vers i 2. Mosebog egentlig er omstridte – er det Gud eller Moses som er subjektet?

I det nævnte eksempel kan meningen være både at Gud nu vil slå på vandet med den stav som Gud nu holder i hånden – og at Moses nu vil slå på vandet. Ordet jeg er tvetydigt.

v24 Alle egypterne gravede efter drikkevand i omegnen af Nilen, for de kunne ikke drikke vandet fra Nilen. v25 Det varede syv dage, efter at Herren havde slået på Nilen.

(2 Mosebog 7.24)

Af dette vers fremgår det at det er Jahve som har slået på Nilen og frembragt underet.

v5 Da sagde Herren til Moses: »Tag nogle af Israels ældste med dig og gå frem foran folket! Tag den stav, du slog på Nilen med, i din hånd og gå!

(17.5)

Af den senere tekst i kapitel 17 fremgår det at det var Moses som slog på Nilen med sin stav!

I virkeligheden ønsker 2. Mosebog ikke at opretholde noget som helst skel. Det som er to forskellige ting i vore øjne – at Gud slår og at Moses slår på Nilen – er i 2. Mosebog een og den samme begivenhed. Moses er simpelt hen Gud – han er Gud når han angriber Farao – og når han taler til Farao!

Moses stav er simpelt hen det samme som Guds stav. Moses har fået Guds stav – dvs han har fået almagten, al magt. Moses arm er det samme som Guds højre arm. Moses udstrakte lem er Guds udstrakte lem, som det siges! Moses er en af guderne. Moses er en gud. Moses er Gud. Han er Guds broder.

v1 Da sagde Herren til Moses: »Se, jeg gør dig til gud for Farao, og Aron, din bror, skal være din profet.

(7.1)

Moses står på toppen af det hellige bjerg med Guds stav i hånden. Moses stav eller magt er Guds stav eller magt. Ordet stav betyder også Guds og Moses arm, hånd, magt, våben og lem eller fallos!

v8 Amalekitterne kom og gik til angreb på israelitterne i Refidim. v9 Da sagde Moses til Josva: »Udvælg nogle mænd, og ryk ud og kæmp mod amalekitterne! I morgen vil jeg stå på toppen af højen med Guds stav i min hånd.«

(17.8)

Israel vil ikke være et frit folk. Moses vil ikke alligevel - og vi som blev helbredte vil være syge igen!

v1 Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten. v2 Alle israelitterne gav ondt af sig mod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! v3 Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?« v4 Og de sagde til hinanden: »Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!«

v5 Da kastede Moses og Aron sig ned foran hele israelitternes menighed, v6 og Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, som havde været med til at udspejde landet, flængede deres klæder v7 og sagde til hele israelitternes menighed: »Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et meget, meget herligt land. v8 Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. v9 Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning, dem æder vi! Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!«

v10 Hele menigheden truede med at stene dem, men Herrens herlighed viste sig ved Åbenbaringsteltet for alle israelitterne. v11 Og Herren sagde til Moses: »Hvor længe skal dette folk håne mig? Hvor længe skal de vise mig mistillid trods alle de tegn, jeg har gjort blandt dem?

(4 Mosebog 11.1)

Vi bliver alle sammen kaldet af Gud!

Vi bliver alle kaldet – ofte og mange gange i livet. Det er Gud som kalder – også selv om vi ikke tænker sådan.

Det er interessant at Det gamle Testamente bruger kaldet på alle mulige måder og på en meget generel måde. For eksempel hedder det i Toraen at hele Israel bliver kaldet på Sabbaten! Når det bliver sabbat lyder Guds kald. Hele folket bliver kaldet ud af verden. Sabbaten er en hviledag men især en afbrydelse eller en tilintetgørelse som det behraiske ord shbt betyder. Ugen skal tilintetgøres – lige som året og dets urenhed tilintetgøres eller afbrydesi Massot – brødets højtid. Gud kalder hele folket til en slags faste i sabbat – og i Massot. Israel bliver kaldet ud af tiden – over i en anden hellig tid.

Kaldet som en metafor og billede i Det gamle Testamente betyder at der står et menneske uden for huset og kalder en ud af huset. Mennesket bliver kaldet ud af den tid det lever i og ud fra det sted som det nu befinder sig. Vi bliver kaldet ud af vore skemaer, fordomme, kloge tanker og betydningsfulde følelser. Vi bliver kaldet over i Qodesh som det hedder i Toraen – over i noget som er helligt eller helt anderledes. Vi skal forlade alt – Abraham forlader sin religion, sin tro, sit land, sin faders hus og hele hans miljø. Jesus forlader sin moder og brødre og hele biologiske familie. Han får en ny familie – en familie ikke i kødet men i ånden! Da hans mor vil opsøge ham bliver hun brutalt afvist. Jesus glemmer helt sin biologiske fader. Han får en ny fader. At blive kaldet af Gud er at forlader sin fader og moder og få en ny fader – at blive adopteret.

Abraham bliver kaldet af Gud til at binde, slagte og brænde sin elskede søn. At blive kaldet af Gud er at miste alt og forlade alt – at sige farvel til sine elskede sønner!

En mand bliver far til en lille pige på 4 år. Han bliver kaldet til at blive en fader. Det er ikke det som han har ønsket eller planlagt eller opsøgt. Det sker bare. Det er et kald. Han møder bare dette kald. Lige som tilfældigt. Lige som Moses tilfældigvis ser busken og undrer sig og ser nærmere på busken på bjerget.