Oldtiden og religionernes historie.

Det sande menneske.

 

 

Du kan søge i lange HTML dokumenter – som for eksempel dette dokument - i din browser (Internet Explorer) i Menuen Rediger – Søg. Skriv et søgeord og klik Søg.

 

Du kan også søge i dette dokument på adressen olenyborg.dk/seek.

 

 

Hvem er Gud? – Esajas 40-41 – Deutero Esajas.

Hvem er Gud? Esajas 40 - 41.

Troen er at vi føler eller tænker at noget større har givet os denne store gave. Vi føler at vi umuligt kunne selv – vi var fortabt og uden muligheder. Vi føler at vi er blevet reddet af noget større end os selv – i sidste øjeblik. Måske ved vi ikke hvad det er. Men det gør ikke så meget. Troen, glæden, taknemmeligheden er lige fuldt til stede, for de er den naturlige reaktion. Men måske tror vi at Gud har skabt miraklet. Gud er altså en måde at forklare underet på. En sådan forklaring kalder vi tro. Gud er det ord vi bruger men selv om vi kaldte det noget andet – selv om vi ikke brugte ordet Gud ville troen være den samme. Troen er den overstrømmende glæde og taknemmelighed.

 

Esajasbogen består af tre forskellige bøger. Kapitlerne 40-55 er oprindelig en selvstændig profet-bog – Deutero Esajas (den anden Esajas).

Alting peger på at Deutero Esajas er en jødisk profet, som har opholdt sig i Babylon under eksilet 587-538 f. Kr. Han har forfattet teksterne under eksilet. Han er altså nogenlunde samtidig med profeterne Ezekiel og Jeremias. Han er delvist afhængig af den 1. Esajas (kapitlerne 1-39), som er et profetskrift fra 700 tallet. Den anden Esajas er tydeligt påvirket af salmerne og tekster som stammer fra den jødiske synagoge gudstjeneste. Vi ved grundlæggende intet om den anden Esajas som person. Vi antager at han er blevet et stort navn i Babylon under eksilet og har fået mange elever. En af disse elever er Trito Esajas, som har forfattet Esajas bogen kapitel 56-66.

 

Esajas (Deutero Esajas) regnes siden for den største af alle profeterne. Esajas bliver udtryk for en grundlæggende forandring af jødedommen. Han får en enorm betydning for den tidlige kristendom. For den tidlige kirke er Det gamle Testamente hellig skrift – og Esajas er den største af dem alle. I Lukas evangeliet kan vi f. eks. se at Jesus oplæser Esajas i synagogen. Jesus identificerer sig med Esajas. Tankerne hos Esajas om lyset og mørket går videre i Johannesevangeliet. Tekster fra Esajas bruges stadig væk ved den kristne kirkes gudstjenester – der er en direkte kontinuitet hen over 2500 år!

Esajas bogen 40-41 er en sluttet enhed der indleder Esajas (Deutero Esajas). De to kapitler består af en prolog eller fortale i 40.1-11 og derefter forskellige stykker. Den centrale sætning i prologen er: - Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.  Den sproglige rette betydning heraf er: - Herrens herlighed er nu allerede blevet åbenbaret! Kyros har åbenbaret Herrens herlighed. Prologen indeholder Deutero Esajas’ forkyndelse i kort form.

 

I de to kapitler sammenfatter Esajas hele sin forkyndelse. Forkyndelsen er centreret omkring 41.10 og 41.13: Frelsen er allerede kommet! Jeres hoveri er til ende. I skal ikke længere trælle for verdens magter. I har vundet sejren. Babylon er blevet besejret. Jeres gæld er blevet betalt! Frygt ikke!

Kyros er den konge som i 539 f. kr. besejrer stormagten Babylon [Irak] og gør en ende på jødernes eksil.

Kyros kommer fra Persien [Iran]. Han grundlægger et persisk [iransk] verdensrige. Fra og med 550-erne vinder han en række fantastiske sejre - tilsyneladende uden nogen anstrengelse. Esajas kender disse sejre og omtaler dem i Esajas bogen. Kyros er en lykkemand.

Efter Israels nederlag i 587 f. kr. blev en del af befolkningen tvangsforflyttet til Babylon. De første jøder får lov til at vende tilbage til Israel omkring 538 f. Kr. Profeten Esajas (Deutero Esajas) lever i Babylon under eksilet. Esajas opfatter Kyros som Guds [den jødiske Guds] redskab. Kyros er omtalt flere steder i Det gamle Testamente – f. eks. i Ezra bogen 1.1 og i 2. Krønike Bog 36.22. Derudover har vi mange historiske kilder til Kyros.

Kyros døde i krig i 529 f. Kr. Hans styre blev især ført videre af Dareios, som kom i krig med grækerne (de såkaldte perserkrige).

Esajas forestiller sig i Esajas 41 en retsproces mellem Gud og guderne. Eksisterer guderne? Hvad er virkeligt? Hvad virker? Hvem virker? Hvad er virkeligt for os? Hvad vælger vi skal være virkeligheden for os? Vil vi være frie eller gudernes trælle og ofre?

Retsstriden er ikke teori eller filosofi eller en strid om monoteisme eller polyteisme. Retsstriden er fakta, kendsgerninger. Sandheden er praktisk – pragmatisk. Sandheden er det som virker – det som er virkeligt. Den drejer sig om det som sker – som Esajas siger. Om det, som det betyder. Det som sker er tegn – det vigtige er hvad det betyder. Hvad betyder guderne, spørger Esajas. Guderne betyder vores trældom, vores ufrihed og hoveri.

Retssagen drejer sig om mit liv. Sagen drejer sig om mig. Den drejer sig om hvad der betyder noget i mit liv. Gud beder om beviser – fakta – ikke om meninger eller tanker. Tanker og trossætninger er ligegyldige. Gud beder om beviser: - Hvorfor tror I at verdens goder er uundværlige og nødvendige? Har verden givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har sex, magt, penge og status, har jeres tanker, overbevisninger, følelser, tro givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har jeres åndelige tanker givet jer noget? Forelæg jeres beviser! Kun ét er fornødent. – Jeg giver jeg alle ting som I har brug for. Følg mig! Drag ud af verden. Forlad Babylon, den store skøge, som sidder ved de to vande og blotter sit køn! Kun ét er fornødent. Alle jeres støbte billeder er kun vind og tomhed. Det er kun intet og intethed.

 

Gud taler til Esajas: - Trøst folket! Trøste betyder i Det gamle Testamente ikke helt det vi forstår ved at trøste. Trøste betyder at hjælpe, frelse, give mod og ånd tilbage, genoprette.

Esajas skal frelse Israels folk. Vi frelser hinanden – vi giver hinanden frelsen. Vi er hinandens frelse. Hun er min frelser. Frelsen kommer fra Gud, fra det som Gud har gjort. Vi giver Guds frelse, lyset, videre – til hinanden. Gud og frelsen er lyset og glæden. Vi giver Gud videre til hinanden. Gud er den frelse og glæde vi giver hinanden. Vi viser Gud for hinanden.

Troen er først og fremmest glæde, jubel og taknemmelighed. Troen kommer af den situation hvor vi troede at vi var helt fortabt. Vi troede at vi havde mistet alt – for evigt. Vi troede livet var slut. Vi ramte bunden. Vi opgav håbet. Hvis vi i en sådan situation pludselig oplever hvordan alting bliver vendt om – vi får det hele tilbage – så føler vi en overstrømmende glæde og taknemmelighed. Vi springer højt af glæde. Troen viser sig først og fremmest i denne følelse – men også i den følelse og tanke at der er sket et under et mirakel. Det som skete, var så uventet og ubegribeligt at vi føler at der er sket et mirakel.

Israels folk var ydmyget, slået, fortabt. Men ved Babylons nederlag i 539 skete der et sandt mirakel: Israel fik lov til at forlade Babylon og vende hjem til Palæstina. Alle vidste at dette ikke var sket på grund af noget som Israel eller jøderne selv havde gjort. Alle var målløse over det som skete. Esajas’ budskab er kort og godt: - Glæd jer. Glæd jer. Det er sket. I er fri. I har vundet. Jeres lidelser er nu forbi. Glæd jer.

Troen er at vi føler eller tænker at noget større har givet os denne store gave. Vi føler at vi umuligt kunne selv – vi var fortabt og uden muligheder. Vi føler at vi er blevet reddet af noget større end os selv. Måske ved vi ikke hvad det er. Men det gør ikke så meget. Troen, glæden, taknemmeligheden er lige fuldt til stede, for de er den naturlige reaktion. Men måske tror vi at Gud har skabt miraklet. Gud er altså en måde at forklare underet på. En sådan forklaring kalder vi tro.

Hvad vil det sige at tro på Gud? Sådan kan moderne mennesker spørge. Svaret – ud fra Esajas teksten – er enkelt nok: At tro på Gud er at juble og glæde sig over redningen og frelsen. Vi var ved at drukne men i sidste øjeblik blev vi halet op af vandet. Vores tro er den glæde vi føler – ikke fordi Gud vil at vi skal være glade – men som en naturlig reaktion.

Tro er ikke noget intellektuelt eller forstandsmæssigt. Troen er sådan som ethvert barn reagerer – naturligt, spontant, uden mange tanker. Troen er ikke grubleri eller livsanskuelse. Troen udspringer altid af den store lettelse og glæde. Troen kan vise sig i mange former. Den behøver ikke vise sig som en speciel religiøs tro. Men den er stadigvæk tro, for troen er det dybere der ligger til grund for det hele.

 

Fra det fjendtlige Elam [nær Babylon] drog han [guden] ad en vej til Su-An-Na

En vej af jubel, en vej af glæde.

Folkene i landet hans høje herlighed [skikkelse].

De så herskeren i hans smykke.

 

Skynd dig Nabu [Babylons konge], Bels søn.

Du kender vejen.

Gør hans [gudens] vej prægtig, forny hans bane.

Gør vejen lige for ham, hug vejen ud af ét stykke!

 

 

Esajas kender de babylonske kulttraditioner. I Babylon føres guden ind i byen ad en triumfvej. I Babylon blev guderne båret igennem vejen eller gaden som gudebilleder. Gudens vej er en hellig procession. Gudens indtog er gudens sejr. Vi kan se hvordan de babylonske forestillinger ligner Esajas forestillinger om vejen, gaden, stien. Når guden går vejen, går folket også vejen. Gud baner vejen for folket. Vejen er frelsen. Vejen er vejen til det forjættede land. Vejen er vejen gennem ørkenen og gennem vandene. Jesus går vejen til Golgatha – han går vejen til frelsen. Når han går, baner han vejen. Når guden går vejen, viser han sin herlighed og storhed. Indtoget er en magtdemonstration, et triumftog. Vejen og indtoget er en slags Advent. Flere af Esajas tekster bliver brugt i den kristne kirke i forbindelse med julens advent. Jesu indtog i Jerusalem – er en slags procession – et indtog i triumf og pragt. Når guden nærmer sig råber de: - Se! Nu kommer han! Gudens komme er en slags epifani – Gud viser sig. Dette træk findes mange steder i GT. Gudens vej kendes også mange andre steder f. eks. I det gamle Rom og Athen – Via Sacra.

 

Gud taler til Esajas. – Ban en vej. Gud taler til Israels folk: - Ban en vej for mig. Vi skal bane en vej for Gud. Vejen er vejen til friheden. Når vi har gået vejen er vi blevet frie og uden grænser. Vi skal fjerne vore egne forhindringer for Gud. Forhindringerne er vore tanker og følelser, vore skemaer, egoet. Vi skal give Gud plads og give Gud  lov. Vi skal lade Gud være i fred. Vi skal ikke bygge forhindringer på hans vej. Gud går vejen. Vi skal blot holde op med at bygge barrierer og bekæmpe og bekrige og sætte os imod vejen og processen.
 

Gud har frelst Israel. Gud har vist sin herlighed. Han har vist, at han kan udvirke det utrolige, det usandsynlige. Han har vist at han er tusind gange højere end vores årsager, forhold og nødvendigheder. At se herligheden er at se at det usandsynlige er sket – alligevel – på trods af vores forstand. At se er det modsatte af at tænke.

Når vi ser Guds herlighed, ser vi ham som han er. Når jeg ser hendes herlighed ser jeg hende som hun er. Jeg ser hende ligesom i et lys. At se Guds herlighed er at se at livet er godt og smukt. At se hans herlighed er at se vores egen herlighed – at vi ikke er fortabte, små og svage. At alting ikke er håbløst og forbandet. Når vi ser herligheden, bliver vi glade. Vi bliver taknemmelige.

 

 

Esajas beskriver Israels tilbagevenden til Palæstina fra Babylon (Irak) igennem den øde ørken. – Ban Herrens vej i ørkenen! Guds vej igennem ørkenen tilbage til Palæstina er identisk med Israels vej. Guds herliggørelse er identisk med Israels herliggørelse. Guds vilje er Israels vilje – og Israels vilje er Guds vilje. Underet – tilbagekomsten – er en herliggørelse, en frelse og lykke. Gud er den som bringer Israel tilbage men Gud er også Israel selv og den kraft som virker i Israel. Gud baner en vej for Israel så det kan nå igennem ørkenen tilbage til Palæstina. Israel baner en vej for Gud. Vejen er vej for dem begge. Gud går sammen med os på vores vej. Gud er det som får vores vej til at lykkes.

Vejen er et under for den går gennem mange forhindringer. Gud baner vejen for os. Han gør bjerge til sletteland. Han fjerner stenene på vejen, som der står i Salmerne. Han går foran os som et lys, som en engel. Han fjerner forhindringerne foran os så vi kan komme igennem til målet. Vi baner vejen for Gud ved at lade ham arbejde, virke og være i fred – ved at fjerne de forhindringer som vi skaber for Gud. Når vi baner vejen for Gud baner vi vejen for glæden og livet. Esajas ser begivenheden i lyset af den store udvandring fra Egypten. Israel kom igennem vandene og havet ved et under – Guds under. Da de var sluppet igennem, følte de glæden og taknemmeligheden.

Vejen tilbage er en procession. I den procession går Gud både foran – som et lys – og bagefter – og ved siden af os. Han er vores forbundsfælle og rejsefælle.

 

Ordene i Esajas 41.10 udtrykker profetens centrale orakel eller frelses-budskab. -  Frygt ikke! Er i hele GT og NT en central Guds tiltale til mennesker. Guds tale tager frygten fra os. Frygten ligger til grund for alle vore tanker og følelser i verden. Frygten for lidelsen, frygten for døden, frygten for ensomheden, frygten for at vores liv skal gå helt i stykker. Gud taler til vores frygt og siger at vi intet har at frygte. Alle mennesker vil nå målet – Guds fred og glæde. Ikke én eneste vil gå fortabt.

Troen er en tro på at der er nogen eller noget som passer på os, som hjælper os når vi ikke kan selv. Troen er en tro på at noget andet end os selv kan give os livsmodet og kræfterne tilbage. Gud er på vores side. Gud er aldrig imod os. Gud gør hvad han kan. Og han kan alt. Alle vore problemer vil forsvinde. Alle lidelser vil forsvinde. Gud er den kraft som fjerner lidelsen og smerten fra vores liv. Gud er den kraft som giver os sejren. Gud ønsker kun én ting - at vi skal sejre. Gud er vores højre hånd – lige som vi er hans højre hånd. Gud er stærkere end alt andet. Han kan alt. Uanset hvor store vore problemer er, kan han fjerne dem. Gud sejrer. Når han sejrer, sejrer vi også. Guds vilje og vores vilje er den samme. Guds mål er udbredelsen af glæden. Verdens formål og historiens mål er at udbrede glæden.

Gud er ikke et menneske. Gud er ikke nogen genstand. Gud eksisterer ikke eller findes ikke i vores betydning. Alle ting og skabninger som vi kender fødes, lever og forgår. Alle mennesker fødes og dør. Intet er evigt. Intet varer ved. Alt det som eksisterer varer kun en tid. Gud er usammenlignelig med det som vi kender. Vi kan ikke sige noget om Gud. Vi kan ikke have nogen viden om Gud. Vi kan ikke måle eller veje Gud. Han er ganz anders. Gud er hellig og frygtindgydende. Vi kan ikke engang sige at han eksisterer. Vi kan intet sige om Gud.

Esajas udtrykker en moderne opfattelse af Gud. Esajas ved at Gud ikke kan beskrives med sprog eller med ord. Gud er fuldstændig uden for vores sprog. Men vi kan se Gud. Vi kan opleve Gud. men vi kan ikke lukke Gud inde i nogen beskrivelse. Alt hvad vi vil sige om Gud er løgn.

Når vi har opgivet alt og mistet alle vore kræfter er det Gud som giver os livsmodet tilbage. Gud er uden for verden. Gud er ikke afhængig af noget men selv livets kilde. Alt kommer fra Gud. Derfor kan han alt. Han er uden for tiden. Set fra Guds perspektiv findes tiden ikke. Verden kan ikke hjælpe os, men Gud kan. I verden er vi fortabt, ensomme, døende, i frygt og lidelse. Vi er græs der visner på taget. Hvis vi kun kunne stole på verden, var vi fortabt. Men Gud giver os et nyt liv – hver dag. Han giver alt. Alle ting kommer fra ham. Gud giver os velsignelsen – hver dag. Vi bliver aldrig udmattede. Der er ingen ende på Guds kræfter. Vi har Guds kraft. Verdens styrke og kraft får en ende. Guds kraft får ingen ende. Han er ikke af denne verden. Gud er herre over døden. Han gør os til sine sønner og udvalgte. Vi er ikke af denne verden. Verden er nul og nix.

 

Gud er livets kilde. Alt kommer fra Gud. Gud er inden i naturen. Gud er den ånd og sjæl og vilje som arbejder i naturen. Også i vores natur – kroppen. I et glimt kan vi se Guds storhed, pragt og herlighed i naturen. Vi kan ikke skabe natur eller liv med vore tanker eller følelser. Vi kan ikke måle eller veje naturen. Vi kan ikke forstå eller fatte naturen eller kroppen. Naturen er ufattelig. Den er hellig – som Gud. Den er større end vi er.

Gud har givet ibisfuglen visdom og hanen indsigt. Gud giver hesten dens prægtige styrke. Gud lader det regne over alle levende skabninger. Gud lader sin sol stå op over gode som onde. Gud jager byttet til hunløvens unger. Ravnens unger skriger til Gud og han mætter dem med rige gaver. Stenbukkens unger løber bort og vender aldrig tilbage. Strudsen er uden al forstand men Gud har taget frygten fra strudsen – så den lever godt og lykkeligt. Hele naturen er indrettet på bedste måde. Naturen og kroppen er et under. Mennesket er skabt på en perfekt måde. Vi er skabt til at leve i en perfekt verden. Naturen er en lovsang, en lovprisning. Legemet er en lovsang til Gud. Når vi ser kroppen som den er, kan vi se Gud. Naturen er Guds budbringer.

 

Kyros er en lykkemand. Alt lykkes for ham. Han går fra sejr til sejr. Han er en helt. Han er usårlig og urørlig. Han er født med en søvske i munden. Han frygter ikke noget. Han kæmper med åben pande. Han nedkæmper drager og uhyrer. Han frelser verden. Han er verdens lys – verdens frelser. Han er storsindet, gavmild og mægtig. Han har uanede kræfter – han er utrættelig. Han er uovervindelig. Han er verdens herre. Han er ikke undergivet noget eller nogen. Han er ikke afhængig af noget eller nogen. Han er Herrens tjener. Hans sværd gør alle kongerne til støv og hans bue hele verden til strå. Han er frygtløs. Modig. Tiltrækkende. Smuk. Rig.

Kyros er Guds tjener, Guds mand. Gud har kaldt ham. Gud har givet ham al kraft, held og velsignelse. Gud opvækkede ham fra søvnen. Gud opvækkede ham fra de døde. Gud gjorde ham til en helt, en lykkemand. Gud har bevist sin overlegenhed i Kyros. Kyros er et tegn for hele verden. Gud er blevet herliggjort i Kyros, den hedenske perserkonge der ikke tror på Gud. Kyros er et symbol på alle mennesker. Hele verden ser til i en blanding af gys og forbløffelse.

Gud kalder alle mennesker – som han har kaldt Kyros. Gud kalder alle mennesker til at være hans sønner og døtre, til at være lykkemænd og helte.  Kyros viser os Guds kaldelse. Gud kalder os ud af verden, lidelsen, frygten: - Følg mig! Gud kalder alle mennesker ud af søvnen og døden til et nyt liv – i lykke, styrke, glæde. Gud kalder alle mennesker ud af deres mørke og illusioner.

Vi er verdens lys.
 

Esajas lever i Babylon og er omgivet af dets astralkult - tilbedelsen af solen, månen og himmellegemerne. Guden – Marduk – er solens søn. Stjernerne er guder. Astrologien er vidt udbredt. Stjernerne er menneskenes herrer.  Solen er Vor Herre. Astralkulten spillede en enorm rolle i hele datidens verden. Israel kendte også tilbedelsen af solen og himmellegemerne fra Egypten. I GT – f. eks. Ezekiel - angribes astralkulten ofte. Vi ved at den har haft mange tilhængere blandt jøderne.

De guder, som babylonerne tilbeder, er ikke guder. De er kun navne og ydre former. Gud er aldrig identisk med en ydre form. Han er ånd – kraft - indhold. De babylonske guder kan ingenting. Stjernerne og solen er skabt. De er ikke guder eller herrer. Alle stjernerne på himlen er Herrens talstærke hær. Gud er krigeren der fører hele hæren ud. Gud kalder alle sine krigere – stjernerne – ved navn. Esajas bruger helt de samme udtryk som ved Kyros’ kaldelse og opvækkelse. Gud kalder stjernerne og sol og måne til deres kald og hverv. Stjernerne er Guds tjener. De er hans udvalgte. De er Guds engle. De er hans redskaber – i hans plan. Esajas siger på den måde til babylonerne: - Dem som I tror er guder er ikke guder. De er som mennesker, som Kyros. De er udvalgt af Gud. Gud bevæger dem. Gud virker med sin ånd inden i dem. Gud virker med sin ånd og kraft inden i de babylonske guder. Selv er de ikke guder – de er kun navne og ydre former eller ting - men Gud bruger dem til fuldførelsen af sin plan for alle menneskers herliggørelse. Måske er det også derfor at Esajas kan opfatte Kyros som en tilhænger af den jødiske Gud. Gud er Gud. Der er kun én Gud. Gud virker inden i alle guderne – inden i al kult, inden i alle religioner. Der er kun én magt – Guds.

 

Esajas kaldes af Gud til at forkynde evangeliet for Israel. – Jeres hoveri er til ende. I er ikke længere slaver. Jeres gæld er betalt. I har lidt længe nok. Nu er jeres frelse og frihed kommet!

Som så mange andre af profeterne – og som for eksempel Saul og Gideon – stiller Esajas sig tvivlende da han kaldes. Vi hører egoet tale – igennem Esajas. Egoet taler altid og altid på den samme måde, når Guds ord og frelse forkyndes: -  Der er ikke noget at gøre. Alt er håbløst. Vores situation i Babylon er håbløs. Det er ligegyldigt hvad vi gør. Vi kan kun vælge mellem pest og kolera. Det er formålsløst at prædike eller forkynde noget som helst. Alle mennesker er som græs – al deres herlighed som markens blomster – den visner bort førend den er begyndt! Vi er små og svage. Verden er alt for stærk. Verdens guder er alt for stærke. Vi er som græs på taget. Babylons magt er grusom og overvældende. Ingen Gud kan hjælpe os. Gud findes ikke – han har glemt os. Vi er blevet forladt. Gud er ligeglad med os. Gud lader os gå i døden uden at fortrække en mine. Gud kan intet gøre. Han kan ikke og han vil sikkert heller ikke. Gud er blevet blind og døv.

Vi kender egoets klager og indvendinger fra utallige tekster i Det gamle Testamente. Det jødiske folk i GT var par excellence et klagende folk! Bøgerne består af endeløse klager! På Esajas tid rådede en opgivende håbløs stemning. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Hvorfor ænser du ikke min ret?

I Babylon, i eksilet var tanken i høj grad: - Gud har lidt nederlag. Gud kan ikke længere holde sine løfter til fædrene, til Abraham. Gud er blevet ydmyget. Vi er et døende folk. Vi er bestemt til at udslettes som folk.

Gud afviser alle disse klager. Gud afviser egoets klager. Vore tanker og klager er de mest voldsomme forhindringer og sten som vi har lagt på vejen. Hver gang vi falder hen i klager lukker vi for redningen og frelsen. Når vi klager er vi ét med egoet og vi vil kun høre det som vi vil høre. Når vi klager, vil vi kun bekræftes – i sortsynet, pessimismen, depressionen. Vi vil ikke se lyset.

Gud vender det døve øre til. – Råb, siger han. Råb! Mit ord forbliver til evig tid! Guds ord er sandheden, vejen og livet. Guds ord er ikke undergivet noget eller nogen. Gud siger altid det samme. Gud siger det samme til Esajas som han sagde til Gideon og Saul. – Stop klagen! Stop klynkeriet og råb! Guds ord – Ordet - dør ikke – det er evigt. Det forlader os ikke. Ordet bliver ikke udmattet. Ordet er Gud selv, Helligånden, Guds ånd. Guds ord kommer til os udefra. Det er ikke vores eget. Det kommer i vore tanker og følelser men det er ikke identisk med vore tanker og følelser. Guds ord er radikalt forskelligt fra alt andet. Det er liv og det giver liv. Det skaber det som det nævner. Når vi hører det genkender vi det – straks. Guds ord er vores eget væsen, vores egen natur og skabelse. Guds ord er inden i alle ord og bevægelser og mennesker. Det andet menneske taler Guds ord til mig – også selv om hun slet ikke ved af det.

 

Alting har et formål, et Telos, en fuldendelse. Formålet er tingenes vilje og sjæl. Alting sker for at. Alting bevæger sig imod sit formål, sit Telos. Tingenes formål ligger i deres væsen. Solens Telos er at lyse og varme. Redskabets formål og vilje er at blive brugt. Larvens mål er at blive en sommerfugl. Barnets Telos er at blive voksen. Naturens Telos er at udvikle nye former. Mandens formål og Telos er hans glæde og trivsel.

Gud er som han er og gør hvad han vil. Guds Telos er herliggørelsen. Formålet med alt det som Gud gør, er at han kan blive herliggjort. Gud gør det som han gør for sin egen skyld – hos Esajas. Når Gud er blevet herliggjort, bliver alle mennesker og alt levende liv herliggjort. Livet bliver nyt og godt og rent. Mandens Telos er Guds herliggørelse. Gud frelser Israel fra trældommen i Babylon – ved at vække en rovfugl fra østen – perserkongen Kyros. Det som sker, er et mirakel. Men selve miraklet er ikke meningen eller formålet. Formålet er herliggørelsen. Herliggørelsen er en ny bevidsthed, en ny himmel og en ny jord. Herliggørelsen er menighedens lovsang. Hele livets og historiens formål og Telos er taksigelsen – som Paulus siger. At vi kan komme til at se lyset: - For at de kan se og erkende.

       v5  Herrens herlighed skal åbenbares,
      og alle mennesker skal se den.

 

 

Esajas forestiller sig en domstol, en civilproces hvor to parter mødes for at afgøre et stridsemne. Gud mødes med afguderne, vore afguder. Begge parter hævder at de er guder, at de har krav på guddommelig status. Begge parter hævder at de har krav på tilbedelse. Begge hævder de er virkelige, vigtige, betydningsfulde. Esajas’ domstol foregår i vore tanker, i bevidstheden. Den er i virkeligheden en strid inden i os om hvem der er guder, hvem vi skal tro på. Retssagens afgørelse – dommen – er en afgørelse inden i os – i vores bevidsthed – en omvendelse – en metanoia som det siges i Det nye Testamente. Målet er en ny bevidsthed, en ny himmel, en ny jord.

Kun ét er fornødent. Der findes kun én gud. Alle vore guder og magter er nul og nix. Det som vi tror på er illusioner, indbildning. Verden er en illusion, skabt af vores frygt, og vrede tanker. Det som vi tror er virkeligt findes slet ikke. Guderne findes slet ikke – de har ingen magt eller betydning. Vi tror på vore guder og afguder. Vore guder er vore goder: Sex, magt, penge, godt liv, lykke, succes, venner, børn, materielle goder. Vore guder er vores familie, vore mænd og kærester. Kærligheden er vores gud. Og tro og viden og videnskab og religion og åndelighed! Vi tror at de er vigtige – vi tror de er uundværlige. Uden dem er livet meningsløst. Uden dem er vi fortabt. Uden dem dør vi.

Den proces som Esajas forestiller sig er som processen mod Jesus. Alle hans modstandere gør hvad de kan, og de fremfører mange vidner imod Jesus – men de er alle falske. Deres vidnesbyrd er en løgn. Selve formen – retsprocessen – har Esajas lært at kende i den babylonske religion.

Retsstriden er ikke teori eller filosofi eller en strid om monoteisme eller polyteisme. Retsstriden er fakta, kendsgerninger. Den drejer sig om det som sker – som Esajas siger. Om det, som det betyder. Den drejer sig om mit liv. Sagen drejer sig om mig. Den drejer sig om hvad der betyder noget i mit liv. Gud beder om beviser – fakta – ikke om meninger eller tanker. Tanker og trossætninger er ligegyldige. Gud beder om beviser: - Hvorfor tror I at verdens goder er uundværlige og nødvendige? Har verden givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har sex, magt, penge og status, har jeres tanker, overbevisninger, følelser, tro givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har jeres åndelige tanker givet jer noget? Forelæg jeres beviser! Kun ét er fornødent. – Jeg giver jeg alle ting som I har brug for. Følg mig! Drag ud af verden. Forlad Babylon, den store skøge, som sidder ved de to vande og blotter sit køn! Kun ét er fornødent. Alle jeres støbte billeder er kun vind og tomhed. Det er kun intet og intethed.

 

 

 

Gør døren høj, gør porten vid!

Den ærens konge kommer hid.

Han hersker over alle land

Og er al verdens frelsermand.

 

Han os bebuder glædens år.

Vor nød ved ham en ende får.

Derfor af stemmer uden tal

En frydesang ham møde skal.

 

 

Georg Weisel 1642.

N J Holm 1829.

DDS Den danske Salmebog Nr 84.

 

 

Øjne, I var lykkelige,

I som Guds søn på jord!

Øren, I blev hovedrige,

Da I lytted til hans ord!

 

Konger og profeter mange

Længtes efter Eders kår.

Hjertesuk og englesange

Spåed om det gylden-år,

Da Guds lys og liv med styrke

Sejrer over død og mørke.

 

Lykkens skødebørn er vi:

Øjne ser og øren høre,

Ham som har Guds ord at føre.

 

Han, skønt verden ser ham ikke,

Troen dog for øje står.

 

Bindfødt var det ømme hjerte

Ser dog nu hans guddoms-glans.

Død var sjælen til vor smerte

Lever nu i ånden hans.

Igenfødte til Guds rige

Vi det ser i lys tillige.

 

Øjne I er lykkelige

I som ser Guds søn på jord.

Øren I blev hovedrige

Da I hørte livets ord.

Hjerte, da du ordet tro’de,

Livets træ randt op af rode.

 

N F S Grundtvig 1864 og 1868.

Den danske Salmebog Nr 164.

 

Intetheden.

 

Alle ting i verden er det rene ingenting - Esajas 40 - 41.

 

Begrebet intetheden eller det rene ingenting findes i Det gamle Testamente især hos Esajas (Deutero Esajas). Intetheden er et meget abstrakt begreb. Det bruges især om de hedenske guder, for eksempel de babylonske guder. De hebraiske ord Hebel og Aven betegner det som ikke findes, det som ikke eksisterer – det vil sige det som ikke har nogen magt eller betydning, det som ikke kan være årsag til noget. Guderne er intet det vil sige de kan ikke skabe noget. De kan ikke give noget. De er kun billeder. De er kun tanker. Guderne findes som vores bevidsthed – de er bevidsthed, tanker og følelser. Esajas diskuterer ikke om de egentlig eksisterer men om de har nogen positiv eller virkelig magt. I Esajas bogen inviterer Gud guderne til en domsproces – og det indebærer for så vidt at de eksisterer. På samme måde kan Paulus sige at guderne eksisterer. Men de er intet, illusion, falsk indbildning. De kan ikke hjælpe os mennesker. De er impotente og magtesløse. De er kun skabninger – skabte – fremstillede. Ordene Hebel og Aven betyder egentlig et åndepust, en vind, et pust, noget tomt som ikke er noget.

Hele verden, verdens magter og guder, menneskenes guder er tomhed og vind. De er illusion. I Esajas bogen tales både om guderne, folkene og fyrsterne under ét. De er alle tomhed og vind. De har ingen magt. Vi er ikke trælle under verden eller fyrsterne – eller guderne. Der er kun én magt – Guds. Der er kun ét liv – Guds liv. Kun Gud kan være årsag. Kun Gud kan kalde Kyros – og  alle andre mennesker til dåd. Kun Guds ånd kan give liv.

Verdens guder er vore guder. Egoet og verden er vore guder. Vi tror på egoet og verden. Vi tror at verden har magt. Vi tror at vi er det samme som vores lille ego. Guderne og magterne er det som vi tror på – det som vi synes er vigtigt. Det som vi ved har magten over os. Det som vi ikke kan undvære. Det som vi er afhængige af og umuligt kan undvære. Egoet og verden er vores stof. Vi er alle en slags narkomaner, afhængige af vores stof.

Gud bringer godt budskab til verden. Vores tro på guderne er indbildning og illusion. Egoet er ikke vigtigt og verden er ikke overvældende eller mægtig. Verden har ingen magt over os – kun i vore tanker. Egoet er det rene ingenting – og vi er mange gange større end vores lille ego. I Guds øjne er vi ikke små eller afhængige af verden eller dens guder. Verdens guder er det rene ingenting. Verdens guder – vore guder – penge, magt, succes, status – er kun støbte billeder og vind og tomhed. De har ingen kraft eller betydning. De varer ikke ved. De fortæres af møl og rust. De er ligegyldige. Verden er ligegyldig. Den kan aldrig give os noget vi har brug for. Kun en kortvarig og ligegyldig lindring af vore symptomer. Den kan aldrig nogen sinde tage lidelsen fra os – for den er selv årsagen til lidelsen.

 

Alle ting i verden er det rene ingenting. Gud gør alle vore tanker og følelser og afguder til intet. Gud indstævner alle guderne, alle fyrsterne, alle folkene – men de viser sig at være det rene ingenting. De har ikke nogen magt, ikke noget at sige, ikke nogen værdi. Verden har ikke noget at sige. Den kan ingenting.

Vore tanker er det rene ingenting. De er kun udvækster på hjernen. Vore følelser har ikke nogen sand værdi. De er kun skabt af vores frygt og angst for livet. Vi tror vi har ret til vore følelser. Vi tror at vore følelser er gode nok. Men vore følelser bringer os på vildspor igen og igen. Vi er ikke identisk med vore følelser. Vore følelser gør os mindre end vi er. Vore følelser får os til at glemme hvem vi er. Vore følelser gør os små og afhængige. Følelserne gør os afhængige af verden som et stof. Følelserne gør os til misbrugere og afhængige. Egoets følelser er uden værdi og uværdige for dem som vi i virkeligheden er.

Vi tror vi kan kontrollere livet ved at sætte livet ind i systemer, ord eller tanker. Det er en forfængelig, håbløs kamp. Livet er mange gange større. Vi kan godt opgive vores forehavende. Vores tanker og viden er en drøm. Vi lever i en illusion. Hvis vi vågner af den drøm, hvis vi vågner op fra vore tanker og følelser – kan vi måske se det som er og det som sker. Uden sløret fra vores viden og forstand. Vi har lagt en tåge ud over verden. Vi ser verden igennem et troldspejl.

Vi tror på videnskaben og vores sikre viden. Vi tror på vores religion. Vi gør os umage med at skabe billeder og afguder som ikke vakler. Vi tror på vores viden om Gud.  Vi gør os mange anstrengelser og mange tanker om Gud. Vi laver systemer og begreber. Vi gør os et udskåret billede af Gud. Vi ved hvem Gud er. Vi ved hvem der har ret. Vi ved hvad der er moralsk i orden. De andre som ikke mener det samme som os – har ikke ret. De er forkerte. De kristne ved at de har ret. Det er vigtigt at have ret.

Gud siger til os: - Det er intet. Jeres ord, jeres systemer, jeres viden, jeres teologi er intet. Det er intet værd. Det er kun jeres tanker og de varer kun en kort stund. Jeres religion er en illusion. Den er kun jeres egne tanker. Den er kun et lille flimmer. Hvordan kan I tro at I kan forstå Gud? Hvordan kan I tro at I kan vide noget om Gud?

Gud er livet. Gud er døden. Gud er det hele. Gud vil det hele. Gud er ikke vore tanker om Gud. Al religion er menneskers værk og indbildning. Religion er små menneskers små forsøg på at forstå noget de aldrig vil kunne forstå. Vi gør Gud meget mindre end han er. Vi gør ham lille og svag.  Livet kan ikke puttes ind i ord og begreber. Vore ord og begreber er en dyrkelse af afguder. Vores viden om Gud er en drøm. Kun Gud kan vække os af den drøm.

Esajas forestiller sig en domstol, en civilproces hvor to parter mødes for at afgøre et stridsemne. Gud mødes med afguderne, vore afguder. Begge parter hævder at de er guder, at de har krav på guddommelig status. Begge parter hævder at de har krav på tilbedelse. Begge hævder de er virkelige, vigtige, betydningsfulde. Esajas’ domstol foregår i vore tanker, i bevidstheden. Den er i virkeligheden en strid inden i os om hvem der er guder, hvem vi skal tro på. Retssagens afgørelse – dommen – er en afgørelse inden i os – i vores bevidsthed – en omvendelse – en metanoia som det siges i Det nye Testamente. Målet er en ny bevidsthed, en ny himmel, en ny jord.

Kun ét er fornødent. Der findes kun én gud. Alle vore guder og magter er nul og nix. Det som vi tror på er illusioner, indbildning. Verden er en illusion, skabt af vores frygt, og vrede tanker. Det som vi tror er virkeligt findes slet ikke. Guderne findes slet ikke – de har ingen magt eller betydning. Vi tror på vore guder og afguder. Vore guder er vore goder: Sex, magt, penge, godt liv, lykke, succes, venner, børn, materielle goder. Og tro og viden og videnskab og religion og åndelighed! Vi tror at de er vigtige – vi tror de er uundværlige. Uden dem er livet meningsløst. Uden dem er vi fortabt. Uden dem dør vi.

Retsstriden er ikke teori eller filosofi eller en strid om monoteisme eller polyteisme. Retsstriden er fakta, kendsgerninger. Den drejer sig om det som sker – som Esajas siger. Om det som det betyder. Det drejer sig om mit liv. Sagen drejer sig om mig. Den drejer sig om hvad der betyder noget i mit liv. Gud beder om beviser – fakta – ikke om meninger eller tanker. Tanker og trossætninger er ligegyldige. Gud beder om beviser: - Hvorfor tror I at verdens goder er uundværlige og nødvendige? Har verden givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har sex, magt, penge og status, har jeres tanker, overbevisninger, følelser, tro givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har jeres åndelige tanker givet jer noget? Forelæg jeres beviser! Kun ét er fornødent. – Jeg giver jeg alle ting som I har brug for. Følg mig! Drag ud af verden. Forlad Babylon, den store skøge, som sidder ved de to vande og blotter sit køn! Kun ét er fornødent. Alle jeres støbte billeder er kun vind og tomhed. Det er kun intet og intethed.

Gud er som han er og gør hvad han vil. Gud lader sig ikke styre med vores religion og vore domme. Gud udvælger en hedensk konge fra Persien – Kyros – som ikke tror på Gud og giver ham al sin kraft og lykke. Gud handler gennem Kyros, en fremmed konge der tror på andre guder og som tilbeder solen og stjernerne. Gud handler igennem alle religioner. Gud er virksom i alle trossystemer, bevægelser, kirker, samfund. Gud er Gud for alle mennesker. Gud virker inden i alle mennesker.

Gud handler gennem alle mennesker og gennem alle ting der sker. Han vækker, igangsætter, inspirerer alle mennesker. Han giver sin ånd til hvem han vil. Han gør ingen forskel. Han dømmer ikke. Han er som naturen og livet selv: Livet dømmer ikke nogen. Livet bevæger, giver kraft og skaber. Livet er alles. Gud har ikke nogen personsanseelse. Vi skelner og deler op og gør forskel. Vi sætter ind i kategorier. Vi mener at der er forskel på tro, meninger, anskuelser og religioner. Alle vore adskillelser og domme om godt og ondt er det rene ingenting for Gud. Gud retter sig ikke efter vore meninger om godt og ondt, moralsk eller umoralsk. Han ved at vore tanker og følelser er små, frygtsomme og afmægtige. Alle vore dogmatikker og kloge bøger er kun vind og tomhed for Gud. Han lader sig ikke bestemme af hvad vi tænker eller dømmer. Gud elsker og tilgiver hvem han vil. Gud giver livet og lykken til hvem han vil. Han giver sin kraft til hvem han vil. Gud siger til Kyros fra Persien: - Du er min søn, jeg har født dig i dag. Gud siger til alle mennesker: - Du er min søn, jeg har født dig i dag. Uanset hvad du tror, så er du meget mere end du aner. Gud har udvalgt alle mennesker. Uanset hvor de bor, hvad de tror på eller hvilken religion de tilhører.

Verdens guder er vore guder. Guderne og magterne er det som vi tror på – det som vi synes er vigtigt. Det som vi ved har magten over os. Det som vi ikke kan undvære. Det som vi er afhængige af og umuligt kan undvære.

Vore guder er magt, sex, penge, status, udseende. Vore guder er vores styrke og sundhed. De er vigtige. Vi ved at de er vigtige. Uden lykke, glæde, velfærd, kærlighed kan vi ikke leve. Vore meninger, tanker og følelser er vore guder. Vore tanker er vigtige. Nogle tanker er sande. Vore følelser er vigtige. Vores identitet er vore følelser og tanker. Uden dem ville vi ikke være til. Sådan tror vi. Vi har gjort vores ego til en afgud. Vi har gjort vores moral og værdier til en afgud.

Gud siger: - Det er alt sammen intet værd. Det er ingenting værd. Det er som græs på taget. Det er kun et pust. De er kun et kortvarigt flimmer. De er kun en tåge. De er kun jeres indbildning og illusion. Jeres tanker, følelser og gerninger er ingenting, intet. Hvorfor vælger I dem? Hvorfor tror I på dem? Hvorfor tror I at de er vigtige – noget værd? Hvorfor er I afhængige af dem? Jeres guder er jeres stoffer. Jeres afhængighed af dem er kun et misbrug. Hvorfor har I gjort jer til små og svage misbrugere?
 

 

Esajas: Det sande menneske – Herrens tjener.

 

Esajas. Det sande menneske.

 

Esajasbogen består af tre forskellige bøger. Kapitlerne 40-55 er oprindelig en selvstændig profet-bog – Deutero Esajas (den anden Esajas). Heri findes 4 mindre tekster – om Herrens tjener – de såkaldte Ebed tekster (Ordet tjener er en oversættelse af hebraisk Ebed).

Disse 4 tekster er et ældre lag i Esajas bogen. De har oprindeligt udgjort en enhed – en lille bog eller skriftsamling. I Esajas bogen er de blevet skilt ad, integreret i en ny sammenhæng – og kommenteret.

De fire Ebed tekster – om Herrens tjener – kan altså læses for sig som en enhed. De er blevet fortolket forskelligt men de beskriver det grundlæggende forhold mellem Gud og det menneske som Gud udvælger.

Ifølge nogle forskeres opfattelse er de 4 tekster uensartede. De fire første Ebed tekster har nogenlunde det samme indhold – men den 4. Ebed tekst – om Herrens lidende tjener – har en radikalt anderledes teologi. Det er især den 4. tekst som i NT overføres på Jesus skikkelsen. Men den 4. tekst kan fortolkes på mange forskellige måder.

Ordet tjener er en oversættelse af det hebraiske Ebed. Det danske ord tjener giver en lidt misvisende betydning af det oprindelige ord. Ebed eller tjener betyder i denne forbindelse ikke en svag, åndløs, viljeløs tjener - uden egen vilje og uden nogen status.

Ebed (tjener) er en ophøjet titel. Ebed er en udmærkelse, en ophøjelse. Denne Ebed bliver udnævnt til en stor, ophøjet opgave – at være et lys for verden. Han skal føre retten igennem i hele verden. Han er verdens frelser. Han er Guds udvalgte redskab. Ved udnævnelse gør Gud ham til sin medarbejder eller minister eller befuldmægtigede. Ebed handler på Guds vegne, med Guds autoritet. De udtryk som anvendes om Ebed minder om de udtryk som i Det gamle Testamente anvendes om kongen.

Ebed er Guds mand. Ebed bliver beskyttet af Gud og han får held, kraft, styrke og lykke. Gud giver ham sin ånd. Gud står bag ham og får hans forehavende til at lykkes. Ebed er Guds væbner og kriger. Ebed er Guds søn.  Ebed er Guds engel – en del af Guds familie og husholdning – af Guds hofstat. Gud viser og udtrykker sin fulde tillid til tjeneren ved udnævnelsen. Ebed bliver udnævnt til et ærefuldt hverv. Gud sikrer hans ære og værdighed. Han vil aldrig blive til skamme – aldrig blive vanæret. Han vil sejre. Han er en vinder. Han får styrken også den ydre magt og styrke – den politiske magt. Ebed er Guds ven og fælle. Gud elsker Ebed. Der er et nært og værdigt forhold mellem dem. Ikke præget af ydmygelse eller underkastelse. Gud er hans energi – hans livskraft.

Herrens tjener eller Ebed i Esajas er blevet fortolket meget forskelligt gennem tiden. Det er blevet fortolket som en beskrivelse af en kongeskikkelse eller som en betegnelse for Israels folk som sådan eller som en beskrivelse af en profet (måske Esajas selv) eller som en kommende Messias skikkelse.

I Det gamle Testamente bliver en række personer kaldt for Guds ebed: Moses, kong David, profeten Elias. Disse personer giver et fingerpeg om hvordan vi skal forstå ordet.

Når vi i dag læser teksterne handler de om forholdet mellem Gud og det menneske som Gud udvælger og kalder. Derfor gælder disse tekster alle mennesker. Alle mennesker er kaldet af Gud. Alle mennesker er kaldet til at være et lys. Herrens tjener er alle mennesker – og hvert enkelt menneske. Vi er alle Guds redskaber, forbundsfæller og sønner. Vi er af Guds slægt. Gud har udnævnt og indsat os. Som konger på jorden. Han har tillid til os. Gud tror på os. Han har givet os sin ånd – og sin kraft og magt.

Esajasbogen består af tre forskellige bøger. Kapitlerne 40-55 er oprindelig en selvstændig profet-bog – Deutero Esajas (den anden Esajas).

Alting peger på at Deutero Esajas er en jødisk profet, som har opholdt sig i Babylon under eksilet 587-538 f. Kr. Han har forfattet teksterne under eksilet. Han er altså nogenlunde samtidig med profeterne Ezekiel og Jeremias. Han er delvist afhængig af den 1. Esajas (kapitlerne 1-39), som er et profetskrift fra 700 tallet. Den anden Esajas er tydeligt påvirket af salmerne og tekster som stammer fra den jødiske synagoge gudstjeneste. Vi ved grundlæggende intet om den anden Esajas som person. Vi antager at han er blevet et stort navn i Babylon under eksilet og har fået mange elever. En af disse elever er Trito Esajas, som har forfattet Esajas bogen kapitel 56-66.

 

Esajas (Deutero Esajas) regnes siden for den største af alle profeterne. Esajas bliver udtryk for en grundlæggende forandring af jødedommen. Han får en enorm betydning for den tidlige kristendom. For den tidlige kirke er Det gamle Testamente hellig skrift – og Esajas er den største af dem alle. I Lukas evangeliet kan vi f. eks. se at Jesus oplæser Esajas i synagogen. Jesus identificerer sig med Esajas. Tankerne hos Esajas om lyset og mørket går videre i Johannesevangeliet. Tekster fra Esajas bruges stadig væk ved den kristne kirkes gudstjenester – der er en direkte kontinuitet hen over 2500 år!

Kyros er den konge som i 539 f. kr. besejrer stormagten Babylon [Irak] og gør en ende på jødernes eksil.

 

Kyros kommer fra Persien [Iran]. Han grundlægger et persisk [iransk] verdensrige. Efter Israels nederlag i 587 f. kr. blev en del af befolkningen tvangsforflyttet til Babylon. De første jøder får lov til at vende tilbage til Israel omkring 538 f. Kr. Profeten Esajas (Deutero Esajas) lever i Babylon under eksilet. Esajas opfatter Kyros som Guds [den jødiske Guds] redskab. Kyros er omtalt flere steder i Det gamle Testamente – f. eks. i Ezra bogen 1.1 og i 2. Krønike Bog 36.22. Derudover har vi mange historiske kilder til Kyros.

 

Kyros døde i krig i 529 f. Kr. Hans styre blev især ført videre af Dareios, som kom i krig med grækerne (de såkaldte perserkrige).

Gud støtter, garanterer og holder sin tjener. Gud støtter os. Gud er altid med os. Gud er med os i livet - såvel som i døden. Gud er solidarisk med os. Vi er hans fæller og venner. Gud støtter alle mennesker. Alle mennesker er hans udvalgte. Uanset hvem de er, hvad de tror, hvor de bor. Vi er hans sønner. Vi har fået hans ånd, hans bevidsthed, hans kundskab, hans kærlighed og væsen.

Alle mennesker er udvalgt til at bringe ret og retfærdighed til verden. Ret og retfærdighed betyder i GT det gode samfund, det gode liv, grøde og trivsel, Guds fred og glæde. Vi er udvalgt til at give glæden og lyset videre til hinanden. Det er vores natur. Vi tager fejl hvis vi tror at vores natur er at være små og svage. Vi er udvalgt til at frelse verden. Uden os er verden fortabt. Hun er min frelse og jeg er hendes. Vi er verdens lys. Vi fører retten til sejr. Gennem vore tanker, ord, følelser og handlinger når kærligheden ud til hele verden. Vi er bestemt til at lykkes og sejre. Vi er ikke tabere eller ofre. Vi er vindere. Vi er Guds hænder og øjne.

Vi åbner øjnene på hinanden. Jeg får hende til at se. Hun viser mig kærligheden og lyset. Vi giver hinanden nyt mod på livet – og kraft og styrke. Når jeg elsker hende, gør jeg hende fri. Hun får lov til at være sig selv. Hun ånder lettet op. Jeg lader hende være i fred og glæde. Jeg giver hende et åbent og venligt rum at leve i. Vi skal lade Gud være i fred.

 

 Vi er ikke dem som vi tror vi er. Eller dem som verden ser. Vi er som Gud ser os.  Han kender os førend vi er født, førend vi er undfanget.

Vores sande identitet er at vi er udpegede, udvalgte, sendt til verden. Fra Gud. Gud har givet os alt det som vi skal bruge til at gøre hans – og vores – opgave. Vi lever kun på en vis måde i verden. Vi lever skjult i Guds hånd. I  Guds hånd har vi altid levet. Nu er vi sendt ind i verden – med en mission. Vi er verdens lys, verdens frelse. Gud bliver herliggjort gennem vore tanker, følelser, relationer og handlinger. Andre mennesker viser os Guds herlighed – at Gud eksisterer og at han gør mægtige gerninger. Det som hun gør, er et mirakel. Himmeriget er inden i hende og i ham. Herligheden er skjult i det som er og det som sker. Lige nu. Gud findes skjult i det som vi kan se. Hans og hendes sande væsen er skjult i Gud. Men i ét pludseligt glimt kan vi se Guds herlighed – at livet er godt og smukt. Når vi ser det, bliver vores liv forandret.

Gud ønsker at herligheden, glæden og lykken skal nå til verdens ende. Han ved at vi kan bringe kærligheden og godheden til sejr i hele verden. Gud tror på os – uanset om vi tror på ham – alle mennesker er hans tjener, hans forbundsfælle, hans Ebed.

Herrens tjener er Guds elev og discipel. Livet er en skole. Han har Guds ånd og det som han siger kommer ikke fra hans egne tanker – men fra Gud (Helligånden). Han hører sandheden - direkte fra Gud. Alle mennesker hører sandheden direkte fra Gud. Vi tror fordi vi har hørt og set det. Gud vækker ham og har opvækket ham.

Da vi levede i verden var vi i en tilstand af søvn. Men vi blev vækket af Gud. Vi blevet kaldet. Vi så lyset. Da vi så lyset vågnede vi af vores drøm. Vores drøm var vore illusioner og drømme om verden (frygt, vrede, ego). Da vi sov og drømte levede vi i egoet og tænkte efter egoets skema. Verden er intet – den slides op som gamle klæder. Ingenting i verden varer ved. Det har ingen virkelig betydning.

Herrens tjener er urørlig og usårlig. Han er ikke længere undergivet egoet og verden. Han er ikke et offer. Han er ligeglad med verden, med magterne, med afguderne, med det som verden tror er vigtigt. Han har sin sikkerhed et andet sted. Han er taget ud af verden. Han har fået en ny stolthed, frimodighed og frihed. Han kan stå frem for verden – uden skyld og skam, stolt, sikker, uforsagt. Han kan ikke dømmes af nogen. Han er ikke afhængig af nogen eller noget. Han er fri og stærk.

Herrens tjener går fortabt. At være fortabt i Det gamle Testamente er at være syg og fattigensom og grim. At være fortabt er at være isoleret, udstødt, uden venner, uden familie, uden sønner. At være fortabt er at være foragtet.

Når man er fortabt er man forbandet. Den som er velsignet får alle ting: Rigdom og sundhed – skønhed og fællesskab og anseelse. Han er en lykkemand. Han er smuk som Saul og David. Han har succes. Den som er velsignet bliver æret og respekteret. Den som er syg, grim og fattig er vanæret og lever i skam. Den kvinde som ingen sønner føder, er vanæret – forbandet - straffet. Når vi bliver ramt af sygdom, fattigdom og lidelse – bliver vi opgivet af andre mennesker. De føler ubehag.

Når vi ser den fysiske grimhed og deformering føler vi afsky. Vi skjuler ansigtet. Vi føler gru og rædsel.

 

Kyros er Guds udvalgte. Kyros er det menneske, som Gud bruger til at føre sin vilje igennem. Gud bruger alle mennesker. Kyros tror ikke på Gud – men Gud bruger alle mennesker. Gud er ven og rejsefælle og forbundsfælle med alle mennesker. Vi er alle Guds salvede. Teksterne om Kyros viser os hvad et menneske er – i Guds øjne. Gud har ingen persons anseelse. For ham er alle mennesker ét, ens og forbundne. Gud realiserer sig selv, Gud gør sig hel og fuld i os mennesker. I Kyros bliver Gud herliggjort. Lige som Gud i Det nye Testamente bliver herliggjort ved Jesu korsfæstelse og opstandelse. Opstandelsen er Guds sejr over Rahab, uhyret, slangen. Gud sejrer gennem os mennesker.

Vi kan ikke med vore små tanker forstå, hvordan Gud kan blive herliggjort i Kyros – en hedensk konge som ikke tror på Gud og tilbeder iranske og babylonske guder! Men Gud er suveræn og hævet over vore tanker, følelser og sprog. Gud er das ganz Andere. Gud kan ikke begribes med forstanden. Hans veje er uransagelige. Han eller hun er min frelser. Hun frelser mig. Hun forstår det ikke. Jeg forstår det ikke – men Gud er kraften inden i det som sker. Bagefter kan vi måske se det i et glimt – et glimt af himlen, et glimt af himmeriget. I et glimt kan vi måske se at det er Gud som står bag. Esajas har set et sådant lys - og det er det hans bog handler om. Lyset er kommet til verden.

Han [Marduk, Babylons gud] mønstrede alle lande og så ud over dem

Og søgte en retfærdig hersker efter sit hjerte.

 

Han greb hans [Kyros’] hænder.

Han kaldte ham - Kyros, kongen over Anhan.

Han sagde hans navn.

Han kaldte ham til at være hersker over hele verden.

Landet Quti [Gutium] lagde han for hans fødder.

De folk som han [Marduk] lod ham vinde

Tog han [Kyros] sig af med ret og retfærdighed.

 

Marduk, den store herre [gud], som vogter sit folk,

Så med glæde på hans fromme gerninger og hans retfærdige hjerte.

Han befalede ham at drage til sin by, Babylon,

Og han banede vejen for ham til Babylon.

Han var hans ven og rejsefælle [forbundsfælle].

Gud taler til hvert enkelt menneske. Gud giver os et nyt navn, en identitet. Han siger hvem vi er – i hans øjne:

- Du er min søn. Du er min datter. Alting kommer fra mig. Også du kommer fra mig. Du har min ånd og mit væsen og min magt. Jeg har født dig i dag. Jeg har indsat dig i dag. Du er konge og herre over alle ting. Jeg indsætter dig som en arving til mit rige.


Vi sidder ved Guds højre hånd. Vi sidder ved siden af Gud. Hele verden ligger for vore fødder. Vi er konger og dronninger. Vi er rigets arvinger. Vi har fået Guds lys. Vi er verdens lys. Vi skal ikke frygte noget. Vi er født af Gud. Vi er som Melkisedek: Vi er konger og Guds præster på én gang. Vi er Guds fuldmægtige og repræsentanter. Han baner vejen for os.

Vores lille jeg eller ego taler altid ud fra det samme gamle skema: - Det er ikke muligt. Det er en naiv drøm. Vi er små og svage. Ingenting bliver nogen sinde anderledes. Man kan ikke stole på nogen eller noget. Der findes ingen lykke, frelse eller kærlighed. Gud og kærligheden er en naiv drøm. Der er intet nyt under solen. Døden og modgangen er det eneste vi kan være sikre på. Det er bedst ikke at tro på noget. Egoet har intet håb.

Vores lille ego stiller mange begavede spørgsmål. Egoet vil have svar på alt førend det foretager sig noget. Hvorfor bliver vi ramt af modgang og lidelse? Er Gud årsag til lidelsen? Bliver vi straffet af Gud? Og i givet fald - hvorfor bliver vi det? Hvorfor bliver nogen mennesker ramt – og andre ikke? Eksisterer Gud? Kan man bevise at Gud eksisterer? Egoet stiller mange spørgsmål.

Men egoet kan ikke se lyset. Egoet kan hverken se eller høre. Det kan kun se sig selv og sine egne bange tanker. Egoet har ingen tro eller tillid til livet. Egoet tror ikke på noget som helst. Heller ikke på sig selv. Egoet er fuld af frygt – og fuld af skyld og skam. Egoet føler sig lille og svagt. Egoet er et afmægtigt offer.

 

Vi har fået hele herligheden – Esajas – Deutero Esajas.

 

Vi har fået hele herligheden - Esajas - Deutero Esajas.

 

Engang var vi svage, afmægtige, lidende, vanærede. Vi levede i skyld og skam. Vi var ydmygede og nedværdigede. Vi var små og svage. Vi var fulde af frygt. Men nu er alting vendt. Alt er nu anderledes. Vi har fået æren og værdigheden tilbage. Vi har fået Guds styrke, held og kraft – vi er ikke længere ofre. Vi kan leve i vores rette element – tilliden til livet og kærligheden. Vi behøver ikke længere at underkaste os nogen eller noget. Vi er frie. Vi har vundet sejren.

 

- Vi skal ikke se på det jordiske, siger Paulus, vi skal se på det himmelske. Vi ser ikke på det synlige – vi ser på det usynlige, siger han. Når vi ser Gud som han er – ser vi noget usynligt – i jordisk forstand. Guds majestæt, hans navn, hans magt, hans storhed kan ikke ses i verdens forstand. Vi ser herligheden som i en vision. I et glimt. Et glimt af himlen.

Disciplene ser Jesus på bjerget – forklaret – i et lys. De ser hans herlighed. I korsfæstelsen og opstandelsen og himmelfarten bliver Jesus herliggjort. Jesu mål er herliggørelsen – hans egen herliggørelse og Guds og alle menneskers! Disciplene ser den opstandne Jesus – i et syn – de ser hans herlighed. Hans legeme er herlighedens legeme. Maria tror at det er havemanden – indtil hun pludselig ser at det er Jesus.

Herligheden kan vi se. Herligheden er noget som vi kan se. Men vi ser på en anden måde. Når jeg ser hende – som hun er – ser jeg hendes virkelige væsen – hendes herlighed. Jeg ser noget som er usynligt – i verdens forstand.

Herliggørelsen er allerede sket. Gud har allerede sejret. Gud har allerede vist sig. Da han viste sig, viste han at han var den største. Han dræbte slangen, Babylon, den store skøge, egoet, verden. Han viste sin magt. Vi er allerede blevet herliggjorte. Da Gud tog magten, fik vi magten tilbage. Det er allerede sket. Vi er kommet hjem. Vi er blevet befriet for fangenskabet. Vi blev befriet ved et under. Vi har sejret. – Vi kan godt juble og være glade, som Esajas siger.

Gud befriede os gennem en rovfugl fra østen – Kyros fra Perserriget -, en fremmed rovfugl, som gennemførte Guds vilje og besejrede Babylon. Vi skal ikke arbejde på at forbedre os. Vi skal ikke arbejde på vores helliggørelse, saliggørelse, moralske vækst eller herliggørelse. Det er sket alt sammen. Herligheden er kommet ned til os som regn og væde fra himlen. Lige som det nye Jerusalem i Johannes Åbenbaring der kommer ned fra himlen – fuldt færdig. Vi skal ikke leve efter nogen lov. Vi har fået en ny ånd. Vi lever i Guds rige, i himmerige. Vi skal ikke trygle Gud om tilgivelsen eller frelsen. Frelsen og herligheden er vores.

Vi har fået hele herligheden. Fortiden er forbi. Vi kan godt glemme alt det, som var engang. Nu er det blevet nyt og anderledes. Vi har fået vores herlighed tilbage – den, som vi havde mistet.

I Det gamle Testamente betegner ordet kabod herligheden – vores herlighed og Guds herlighed. Herlighed betyder ære, værdighed, pragt, anerkendelse, kraft, lykke og held. Herligheden er vores magt og styrke, vores frihed og trivsel. Vores herlighed er det gode liv. Guds herlighed og herliggørelse er det samme som vores herlighed og herliggørelse.

Guds herliggørelse sker ved at han vinder over verdens lidelse, dumhed og ondskab – at han får magten, æren og anerkendelsen. Guds herlighed sker ved at han griber ind og nedkæmper den onde drage.

I og med at Gud har besejret den onde drage, har vi også fået del i herligheden. Det som Gud vil, er det som vi vil. Det som vi vil, er det som Gud vil – og han gennemfører alt efter sit forsæt.

Engang var vi svage, afmægtige, lidende, vanærede. Vi levede i skyld og skam. Vi var fulde af frygt. Men nu er alting vendt. Alt er nu anderledes. Vi har fået æren og værdigheden tilbage. Vi har fået Guds styrke, held og kraft – vi er ikke længere ofre. Vi kan leve i vores rette element – tilliden til livet og kærligheden. Vi har vundet sejren.

Job havde held, kraft og lykke. Hans liv lykkedes for ham. Han kunne gøre det som han ville – det var også det som Gud ville! Job var et lys i verden, verdens lys.  Han følte sig som en konge. Han gav mennesker nyt mod på livet.

Job har en heldig hånd. Alt hvad han rører ved lykkes for ham. Han er født med en sølvske i munden. Han får alt. Han var en lykkemand. Han var en vinder. Job havde lykken og heldet – ikke fra sig selv men fra Gud. Heldet og lykken var en kraft inden i ham som fik hans liv til at lykkes. Det var en udstråling. Job levede i Guds skygge. Han var Guds mand. Han var med til at sprede lyset.

 

Gud er krigeren. Gud er manden på hesten, ridderen. Gud har besejret dragen, uhyret, det onde, egoet og verden. Verden findes ikke mere. Lidelsen og nedværdigelsen og magtesløsheden findes ikke mere. Ufriheden og fangenskabet findes ikke mere. Vi har vundet sejren. Vi har besejret ondskaben. Vi er kommet ud af vores fængsel. Vi er kommet ud af vore gamle tankers og gamle følelsers gamle fængsel. Gud har overvundet alle gamle tanker og følelser. Han har overvundet al frygt. Vi kan stole på livet og menneskene. Alle mennesker vil det samme som vi. Slangen er blevet nedkæmpet. Tak for sejren.

Vi har fået del i Guds herlighed og kraft.  Vi drager ud i verden som krigere og helte. Vi kan bryste os af vores styrke. Vi kan måle os med alle fjender. Vi kan uden frygt kaste os ud i verden. Vi har fået en ny ånd – ikke en fej ånd men en tapper ånd. Vi kan besejre verdens ondskab. Vi gør det høje lavt og det lave højt. Vi har styrken og kraften og vinden i ryggen. Ingen kan stoppe os. Vi går frem. Vi er vindere. Vi fører de blinde. Vi går i spidsen og fører an. Vi kender ikke længere nogen frygt. Vi har fået del i Guds herlighed. Vi spreder lyset i verden. Mørket må vige når vi går frem. Vi er verdens lys.

Job havde held, kraft og lykke. Hans liv lykkedes for ham. Han kunne gøre det som han ville – det var også det som Gud ville! Job var et lys i verden, verdens lys.  Han følte sig som en konge. Han gav mennesker nyt mod på livet.

Job har en heldig hånd. Alt hvad han rører ved lykkes for ham. Han er født med en sølvske i munden. Han får alt. Han var en lykkemand. Han var en vinder. Job havde lykken og heldet – ikke fra sig selv men fra Gud. Heldet og lykken var en kraft inden i ham som fik hans liv til at lykkes. Det var en udstråling. Job levede i Guds skygge. Han var Guds mand. Han var med til at sprede lyset.

 

Hvor kommer det fra? Hvor kommer vore børn fra? Hvor kommer forvandlingen fra? Hvordan er det sket?

Vi ved det ikke. Vi forstår det ikke. Vi forstår ikke hvordan det kunne ske. Hvordan kunne vores ydmygelse og lidelse pludseligt blive vendt til vores sejr? Det vi oplever i livet er – når vi ser efter – underfuldt. Vi oplever sande mirakler. Det som skete – ville vi aldrig have troet på - på forhånd. Vores forstand fortæller os altid: Det er ikke muligt. Det er naivt at tro. Det sker ikke!

Når vi ser – når vi løfter blikket og ser os omkring – kan vi se Guds rige, herligheden. Alle mennesker kommer til os. Vi er ikke længere forladte eller ensomme. Alle mennesker er vores smykke.

Vores liv lå i ruiner. Vi havde tabt alt. Vi var ved at dø. Vi kunne ikke mere. Vi var ved at opgive håbet.

Men nu er det helt anderledes. Vi har fået herligheden tilbage – hvor kommer den fra?

 

Herliggørelsen er allerede sket. Gud har allerede sejret. Gud har allerede vist sig. Da han viste sig, viste han at han var den største. Han dræbte slangen, Babylon, den store skøge, egoet, verden. Han viste sin magt. Vi er allerede blevet herliggjorte. Da Gud tog magten, fik vi magten tilbage. Det er allerede sket. Vi er kommet hjem. Vi er blevet befriet for fangenskabet. Vi blev befriet ved et under. Vi har sejret. – Vi kan godt juble og være glade, som Esajas siger.

Gud befriede os gennem en rovfugl fra østen – Kyros fra Perserriget -, en fremmed rovfugl, som gennemførte Guds vilje og besejrede Babylon. Vi skal ikke arbejde på at forbedre os. Vi skal ikke arbejde på vores helliggørelse, saliggørelse, moralske vækst eller herliggørelse. Det er sket alt sammen. Herligheden er kommet ned til os som regn og væde fra himlen. Lige som det nye Jerusalem i Johannes Åbenbaring der kommer ned fra himlen – fuldt færdig. Vi skal ikke leve efter nogen lov. Vi har fået en ny ånd. Vi lever i Guds rige, i himmerige. Vi skal ikke trygle Gud om tilgivelsen eller frelsen. Frelsen og herligheden er vores.

Vi har fået al livets kraft og overskud tilbage. Vi kan gå hele dagen uden at blive trætte. Vi kan arbejde hele natten uden at udmattes. Vi har fået Guds ånd. Vi har fået hans inspiration. Vi følger åndens impuls. Ånden blæser hvorhen den vil. Vi følger vores egen indre impuls – derfor bliver vi aldrig trætte. Vi reagerer ikke på verdens krav men vi handler ud fra det som vi vil.

Vi har fået vinger som ørne. Vi har fået del i Guds energi, hans skaberkraft. Gud bliver ikke træt af at skabe. Han skaber af lyst og vilje. Det er hans natur. Gud er som han er og gør som han vil. Vi er blevet frie skabere – som Gud.

Hele  verden venter på vores belæring.  Gud har udvalgt os – alle mennesker – til at give hele verden vores belæring. Vi er vidner. Vi vidner om os selv. Vi viser verden hvem vi er. Vi spreder lyset. Vi har Guds kraft. Gud har fat i vore hænder. Vi er Guds hænder. Vore hænder og Guds hænder er ét. Vi er hans øjne. Hvert menneske er et tegn for hans pagt med folket. Vi er verdens lys. Uden os ville verden ligge hen i mørke. Vores opgave er at sprede lyset. Vores opgave er at få mennesker til at se det som er – den virkelige verden. Vi løfter sløret. Vi vidner om lyset og livet ved den måde vi er på. Vi fører fangerne ud af fængslet. Vi får de blinde til at se. Vi er hinandens helbredelse. Vi er hinandens frelse. Vi er Messias. Gud taler til os når han taler til Messias. Vi er Herrens tjener, hans profeter.

Vi har vinden i ryggen. Vi har Gud i ryggen. Vi er hans sønner og døtre. Gud støtter os og det som vi vil og gør. Vi har Guds sind, bevidsthed, ånd. Vi har Guds vilje og styrke. Vi har Guds herlighed. Vi deler hans væsen, magt og ære.

Vi er ikke små og svage. Engang blev vi knækket. Engang blev vi sendt ned på bunden. Ydmygede. Nedværdigede. Men nu er alting anderledes. Hele verden venter på vores belæring. Hele verden kommer til os. Bjerget kommer til Moses. Vi skal ikke kæmpe mere. Livet går af sig selv. Vi har fået vores naturlige oprindelige natur tilbage – barnets stolthed og energi.

 

Job kapitel 29 beskriver det gode liv, frelsen, herligheden. Job ser tilbage på dengang han havde al herligheden – men nu er den gået tabt.

Herligheden er det virksomme, glade liv på jorden. Herligheden er Jobs stolthed og glæde. Han var en anset mand som mange lyttede til. Han havde et navn. Han var rig og kunne give bort af sin rigdom. Det gav ham glæde og stolthed. Job havde det godt med sig selv – og Gud glædede sig oppe i  himlen! Job var en stor mand. Han bekæmpede al uret. Han nød livet i fulde drag. Han var ikke noget lille offer. Han led ikke af nogen ynk eller selvmedlidenhed.

Job havde en opgave i livet – at være der for de svage og dem som havde brug for hjælp. Han hjalp ikke fordi Gud krævede det. Han hjalp fordi det var hans vilje og opgave, hans lyst og hans glæde. Han viste sin storhed og herlighed ved at give til andre. Job gav af sig selv. Job var en afglans af Gud, han gjorde som Gud gør. Han bar Guds billede. Han var en adelsmand. Han var velsignet og udvalgt.

Job havde held, kraft og lykke. Hans liv lykkedes for ham. Han kunne gøre det som han ville – det var også det som Gud ville! Job var et lys i verden, verdens lys.  Han følte sig som en konge. Han gav mennesker nyt mod på livet.

Job har en heldig hånd. Alt hvad han rører ved lykkes for ham. Han er født med en sølvske i munden. Han får alt. Han var en lykkemand. Han var en vinder. Job havde lykken og heldet – ikke fra sig selv men fra Gud. Heldet og lykken var en kraft inden i ham som fik hans liv til at lykkes. Det var en udstråling. Job levede i Guds skygge. Han var Guds mand. Han var med til at sprede lyset.

 

Hun er en rovfugl fra østen. Hun er udvalgt af Gud. Hun gør det som Gud vil. Når hun gør sin egen vilje gør hun Guds vilje. Hun er en del af Guds plan og økonomi. Guds plan arbejder inden i alle ting. Guds plan udvikler alle ting. Guds plan har frembragt mennesket, alle samfund, alle revolutioner. Guds plan redder de fortabte når de har opgivet modet og troen. Hans plan giver dem livsmodet tilbage. Han arbejder gennem en rovfugl fra østen – ikke en af vore, en fremmed rovfugl som ikke kender vore tanker og ikke tror på Gud. Men Gud arbejder inden i alle levende væsner. Han er energien.

Gud bringer sin frelse nær gennem en fremmed rovfugl. Han giver sin herlighed til Zion. Det fortabte og ydmygede Zion. Det Zion der ikke kunne rejse sig ved egen kraft blev frelst ved en rovfugl fra østen. Vi er hinandens frelse. Alene er der ingen frelse. Vi giver lyset og frelsen til hinanden. Vi er hinandens lys. Vi er alle sendte – som en rovfugl fra østen. Når vi følger vores skæbne og vilje realiserer vi Guds vilje.

 Vi er Guds medarbejdere, vi arbejder på hans vegne, vi er hans vidner og repræsentanter. Gud viser sin herlighed ved det vi siger og det vi gør. Vi åbenbarer Guds herlighed. Vi kan se Guds herlighed i det som sker – og i andre mennesker. Når jeg ser hende som hun er kan jeg se Guds herlighed i hendes væsen. Hun viser lyset fra Gud. Hun er verdens lys.

Vi er krigere. Vi er Guds krigere. Vi skal hævde retten i verden. Han har gjort mig til en pil i  hans kogger. Gud bruger mig som et redskab, som et middel. Gud bruger alle mennesker tl at fremme godheden og frelsen. Gud er den gode energi der arbejder inden i alle ting i verden. Vi er alle sønner, udvalgte og kongens sønner. Vi er ikke det som verden tror. Men Gud kender vores sande navn, vores sande væsen.

- Du er min mand. Du er min ven. Du er min søn. Vi er samme slægt. Du er værdig som jeg. I dig har jeg velbehag. Jeg har født dig. Du kommer fra mig, siger Gud. Gud taler til alle mennesker. Gud taler sådan til alle mennesker. Gud giver os herligheden tilbage – vi har fortjent det.

I hans verden – den virkelige verden - er vi nye skabninger – uden fejl, uden skyld, uden svaghed.

Herligheden er at Gud viser armen – og vi viser armen – vores styrke. Vi kan se herligheden. Vi kan se det som er sket. Vi kan se forandringen. Når vi ser forandringen bliver vi glade. Det er sket. Vi har fået æren og værdigheden tilbage.

Vi har lykken med os. Vi kan være stolte af os selv. Vi kan være stolte af at vi har forandret os. At vi er blevet forandret. Vi er blevet opløftet. Vores herlighed er en himmelfart. Vi har fået et nyt liv, en ny identitet.

Vi taler Guds ord til hinanden. Vi vidner om Guds herlighed for hinanden. Vi forundres over det som andre gør – og over det som vi selv kan gøre. Det er et under. Hvor kommer det fra? Det som vi siger – hvor kommer det fra? Vi spreder lyset til hinanden. Vi er Guds engle og medarbejdere. Det som vi gør skaber følger vi ikke selv forstår.

 

Vi er det ny tempel, det nye Jerusalem. Det som engang lå i ruiner er nu genrejst med mure af malakit og ædelsten. Vi har fået nye kroppe, nye legemer. Vi er blevet en pragt, en pryd. Vi er blevet forvandlede. Vores liv lå i ruiner men nu er bygningen højere, bredere, skønnere, mægtigere end nogen sinde. Vi kan være stolte. Vi skal ikke skamme os. Vi skal vise os frem for verden. Vi er verdens lys. Vi er et smykke. Vi er prægtige. Vi gør prægtige gerninger. Vi er storsindede – for vi har ingen smålighed eller frygt. Vi venter alt godt af livet. Vi ser velsignelsen overalt.

Vi har fået Guds lykke og held. Vi er blevet usårlige som Jerusalems mægtige mure. Intet kan ramme os. Ingen kan angribe os. Vi er urørlige. Der findes ikke længere nogen våben eller nogen fjender. Vi har ingen fjender. Hele verden kommer til os og er vore venner. Vi lever sammen med vore frænder og venner. Der er ingen fremmede. Der findes ikke noget som vi skal frygte. Vi er frie og stærke. Vi gør vores vilje. Vore sønner har stor lykke. Vore døtre velsigner verden med nye sønner.

Det gode liv – herligheden – er ikke et ulegemligt liv mellem ånder eller usynlige gennemsigtige væsner. Det gode liv er et virkeligt jordisk sanseligt liv, i krop og saft og kraft. Et frugtbart håndgribeligt liv – vi kan se og genkende når vi ser det.

Det gode liv er det liv hvor vi lever i værdighed, lykke og trivsel. Med alle vore sanser.

Vi er velsignede. Livet er velsignet. Livet lykkes. Vi har vores rod i livet og sætter frugt i toppen. Herligheden er at vi skal eje landet for evigt. Vi skal spise af træets frugter. Vi kan nyde og forøge livet. Vi er skabere. Vi æder os mætte i livet. 

Vi har fået en ny ånd, et nyt mod. Vi har fået del i kraften. Vi har fået del i heldet. Vi er kommet ud i lyset.

Herligheden og det gode liv falder ned fra himlen som regn og væde. Det er ikke vores møje eller anstrengelse. Vi kan ikke skabe herligheden, forandringen. Herligheden er liv og natur. Herligheden er at vi kommer til at leve et naturligt liv, i vækst og grøde. Herligheden er at naturen sejrer – naturens gode frugtbare kræfter. I naturen er Guds energi. Naturen er Gud. Naturen er liv og glæde.

Herligheden er det glade liv på jorden, med naturen, med marken, med afkom, afgrøder og fåre flokke. I skyggen af vinstokken. Naturen gør Guds vilje. Guds energi arbejder i verden. Gud har sejret.

Vi skal lade Gud være og virke i fred.

Gud befriede os gennem en rov fugl fra østen – Kyros fra Perserriget -, en fremmed rovfugl, som gennemførte Guds vilje og besejrede Babylon – lidelsen, ondskaben, ydmygelsen, frygten.

Vi skal ikke arbejde på at forbedre os. Vi skal ikke arbejde på vores helliggørelse, saliggørelse, moralske vækst eller herliggørelse. Det er sket alt sammen. Herligheden er kommet ned til os som regn og væde fra himlen. Vi skal ikke leve efter nogen lov. Vi har fået en ny ånd. Vi lever i Guds rige, i himmerige. Vi skal ikke trygle Gud om tilgivelsen eller frelsen. Frelsen og herligheden er vores.

 

Trito Esajas.

 

Lykke-Aaret - Esajas - Tritoesajas

 

Esajasbogen i Det gamle Testamente består af tre forskellige bøger eller tekstsamlinger. De tre Esajasbøger er blevet til på helt forskelligt tidspunkt, på forskellige steder og er skrevet af helt forskellige mennesker. Først senere er de blevet samlet i én bog.

Kapitlerne 1 – 39 er den såkaldte 1. Esajas (Proto Esajas) – et profetisk skrift som stammer fra 700 tallet. Kapitlerne 40 – 55 kaldes Deutero Esajas (den anden) og er blevet til i 500 tallet. I den anden Esajas beskrives Herrens lidende tjener – tekster som siden hen blev brugt på Jesus i Det nye Testamente. Israel og Jerusalem blev i 587 erobret, ødelagt og hærget af storriget fra Babylon (Mesopotamien, det nuværende Irak). Templet i Jerusalem blev ødelagt. En del af befolkningen blev tvangsforflyttet fra Israel til Babylon i 587. Dette såkaldte babylonske fangenskab varede til 537 f. Kr. Perioden - det babylonske fangenskab eller eksilet - fik en skelsættende, revolutionerende betydning for det gamle Israel og fik betydning for kristendommens opståen 5 – 600 år senere. Den gamle israelitiske stammereligion blev forandret.  I 500 tallet optræder mange af de kendte profeter: Jeremias, Ezekiel, Esajas, Zakarias, osv. Disse profeters religiøse og åndelige opfattelser fik betydning på meget lang tid. Den gamle jødiske tro og religion blev stærkt forandret. Kristne tanker blev forberedt. Apokalyptiske forestillinger – om dommens dag og de sidste tider – opstod – og gik videre i kristendommen. Troen på engle opstod.  Moseloven som vi kender den nu blev udformet i 500 tallet. Konfrontationen med Babylon tvang det jødiske folk til at forandre sig – eller finde sin identitet.

I den kristne gudstjeneste i dag bruges stadigvæk tekster – fx Esajas - som blev skrevet og brugt i den jødiske gudstjeneste i 500 tallet. Der er altså en direkte  kontinuitet  - fra eksil tiden i Israels historie til vores kirke i dag - 2500 år senere!

Trito Esajas (kapitlerne 56 – 66 - eller dele heraf) citerer og er afhængig af den anden Esajas – Deutero Esajas. Vi er sikre på at Trito Esajas kender og er elev af Deutero Esajas. Vi kan se at da Trito Esajas skrev var den anden Esajas allerede et stort navn i Israel. Da vi ved at Deutero Esajas er skrevet ca 537 f. Kr. kan vi sige at Trito Esajas er skrevet efter 537 og af forskellige grunde før 521 f. Kr.

Således som Esajas bliver kaldet, bliver alle mennesker kaldet. Gud er lyset og glæden, som Esajas siger i 60.1. Vi er kaldet til at sprede lyset og glæden for hinanden. Verden ligger måske hen i mørke – men vores mening og kald er at vi skal sprede lyset  - på trods. Vores kald er at vi skal udråbe et nådeår – et Lykke Aar som Grundtvig sagde.

Vi har fået Guds ånd og vi er de salvede – vi er konger. Gud har givet os friheden og vi skal sætte andre mennesker fri. Vi skal give dem frihed. Vi skal give dem fred – for vore krav. Vi skal lade dem være i fred og glæde. Vi skal vise at de er frie og værdige. Fordi vi selv har fået værdigheden tilbage. Al skam og nedværdigelse er taget fra os. Vi er blevet planter i Guds have – retfærdighedens det vil sige godhedens ege.

Lyset er kommet. Vi skal ikke vente på lyset og glæden. Lyset og glæden er allerede kommet. Det er allerede sket. Det gode liv og kærligheden og Guds fred og glæde er allerede kommet. Når vi ser det, bliver vi glade. Hvis vi ikke kan se det, må vi se bedre efter. Lyset er her allerede – det er her overalt.

Gud har givet Israel en ufattelig frelse. Han har ført dem ud af fangenskaben. Se, jeg forkynder jer en stor glæde for hele folket!

Gud har grebet ind og trukket os ud af lidelsen. Gud har gjort det for os som vi ikke kunne gøre for os selv. Alle ting som er sket forkynder Herrens pris. Alle ting der er sket har været underfulde. Nu kan vi se det.

Vi har fået del i Guds herlighed – hans glæde, magt, udstråling, lykke, kraft. Livet har forandret sig. Vi er ikke længere tynget ned af sorgen, nedværdigelsen, forfølgelsen eller skammen. Det har Gud taget fra os. Han har grebet ind. Nu allerede. Løft blikket og se – I kan se at det er blevet anderledes.

Det  som var engang findes ikke længere. Alt er blevet som nyt. Livet er blevet nyt. Det er en ny dag. En ny verden. En ny jord. Når de ser det, stråler alle mennesker af glæde. Det er et under.

Den frelse som vi oplever kommer af sig selv. Den kommer til os. Den kommer ikke fra os. Vi skal ikke gøre så meget. Alting kommer af sig selv.

Vi har fået alle ting, al rigdom, alle skatte og kostbarheder. De kommer sejlende til os. Vi får livet og nåden og glæden udefra – uden at kæmpe, gå imod, bekrige. Herligheden kommer til os – hvis vi kan tage imod den. Den kommer af egen kraft. Den kommer ud af det rene ingenting. Vi ved ikke hvor den kommer fra. Vi skal evigt eje landet og aldrig miste glæden. Vi skal aldrig blive forladt. Ingen vil nogen sinde igen forlade os. Verden vil aldrig igen blive øde og tom. Vi skal bo i tryghed. Vi får værdigheden og stoltheden tilbage. Hele verden skal se vores glæde og stolthed.

At tro er en bevidsthed om sejren. Vi har sejret. Vi har vundet. Vi har fået sejren. Lov og pris! Tak. Kampen er overstået. Møjen, anstrengelserne er forbi. Vi skal ikke kæmpe mere. Vi er vindere. Vi har vundet.

Engang lå vores liv i ruiner. Vores liv var øde og tomt. Alt var håbløst. Hele vores liv lå i grus. Vi oplevede smerte, lidelse, nedværdigelse, skam, skyld, skændsel. Vi var tilintetgjorte.

De sidste skal blive de første og de første de sidste. Det som ikke var noget har Gud gjort til det største og mægtigste. Det som skete var et under, et mirakel.

Vi var fortabte, uden håb, uden Gud i verden. Men med ét slag blev alting vendt om. Vi blev købt fri af skylden og lidelsen og skammen. Vi er blevet den slægt som Gud velsigner. Vi har vinden i ryggen. Vi har held og lykke med vores liv. Vi er Guds sønner og døtre. Gud og vi er af samme familie.

Vi er vækster og planter i Guds have og på Herrens mark. Vi er leret som formes af pottemageren. Vi gjorde det ikke. Alt var håbløst. Han gjorde det – på en måde vi ikke forstår. Når vi kan se det må vi juble af glæde. Vi blev reddet. Vi er vindere og ikke længere tabere. Gud er den kraft som arbejder inden i tingene. Han fik det til at ske. Han fik spirerne til at vokse op – på trods. Vi har del i hans magt og kraft. Vi kan være stolte – som bruden der sætter sit smykke og brudgommen til turban. Det som skete var godt.

 Gud er lys. Vi er lys. Frelsen er livet og lyset. Vi er en prægtig krone i Guds hånd. Vi har fået del i hans herlighed – hans magt, lys, glans, ry, navn. Vi har fået nyt navn – vi har fået et nyt liv, en ny identitet. Det gamle menneske er ikke mere. Vi er som skabt på ny, Gud har omskabt verden.

Vi er Guds elskede. Vi skal aldrig forlades. Vi skal aldrig miste. Vi skal arve og eje livet og lyset til evig tid. Gud har sluttet en ny pagt med os. Han har slået en streg over det som var. Alt er blevet nyt.

Der er kun én kærlighed. Kærlighed er kærlighed. Guds kærlighed er som brudgommens kærlighed til bruden. Gud elsker os som brudgommen elsker bruden. Hun er hans ét og alt. Alt vil han gøre for sin brud. Hun er hans mål og lykke. Gud ser sig selv i os. Han gør sig selv hel og fuld i os. Uden os ville han – brudgommen – være alene.

 

Det som var engang er ikke mere. Fortiden findes ikke mere. Vi skal ikke tænke på det som var engang. Fortiden har ingen magt over os. Alt er nyt. Alt sker forfra. Intet af det som var i fortiden bestemmer noget. Det er ligegyldigt. Borte. Dødt.

Når vi lever lige nu og her kan vi glæde os over livet og nuet. Det som er lige nu er det som Gud skaber liige nu – forfra. Gud har omskabt verden – en ny himmel og en ny jord.

Vi skal lykkes med det vi gør og det vi vil. Vores gamle svaghed er borte. Livet vil lykkes for os. Livet vil trives. Vi skal høste frugterne, få udbyttet. Vi er de sande vindere. Vi skal ikke være ofre. Vi skal være mægtige og stolte og myndige. Der er ingen som tager noget fra os. Der er ingen som vi behøver at frygte. Der er ingen som er efter os. Det som vi vil - vil Gud også. Han vil at vi skal gøre vores vilje – vores egentlige vilje. Han hører os førend vi siger noget. Han opfylder vore ønsker før end vi selv kender dem.

 Vi mangler ikke noget. Der mangler ikke noget. Vi lever i en flod af velstand, i en rigdom, i en overflod, i en rivende strøm. Gud redder os som en mor frelser sit barn. Gud er en mor. Gud er som en kvinde – Gud har de egenskaber som en mor har over for sine børn. Frelsen kommer med ét slag, pludseligt, i et glimt. Glæd jer! Fryd jer! Tag del i glæden, hinandens glæde! Tag del i moderens glæde! I skal drikke og mættes – ved hendes dejlige bryst!

 

Marias lovsang

v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,
       v47  og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
       v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,
       v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
      Helligt er hans navn,
       v50  og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
      varer i slægt efter slægt.
       v51  Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
      splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
       v52  han har styrtet de mægtige fra tronen,
      og han har ophøjet de ringe;
       v53  sultende har han mættet med gode gaver,
      og rige har han sendt tomhændet bort.


 

 

Josefskikkelsen i 1. Mosebog.

 

Jakob og Josef.

 

De såkaldte Josef historier i 1. Mosebog starter i 1. Mosebog kapitel 37 der fortæller om Josefs barndom og ungdom i Palæstina. Josef vokser op med sine brødre og sin gamle far Jakob. Josef bliver offer for sine brødres ondskab og solgt som slave og til sidst havner han i Egypten med en karavanetransport.

Josef historierne adskiller sig meget fra de øvrige patriark fortællinger. Fortællingen er flydende og ordrig og psykologisk – Josef gribes af følelser og må skjule ansigtet og gå udenfor! Teksten er litteratur – ikke bare gamle sagn! Fortællingerne om Josef er fortalt delvist i en eventyrstil. Historien handler om den lille fattige dreng der bliver stor og mægtig. Josef er da han kommer til Egypten en hebræer – dvs en fattig mand, en deklasseret, en kasteløs, en træl. (Ordet hebræer betegnede oprindeligt de lavere sociale klasser – ikke et folk. Det kan vi tydeligt se i Josef historien).

Vi kan se af følgende eksempel hvordan stilen i Josef historien er helt anderledes end normalt i 1. Mosebog – historien er en novelle – den er skrevet som en menneskelig psykologisk historie hvor meningen er at vi skal kunne genkende evigtgyldige menneskelige følelser – som savnet eller kærligheden. Meningen med historien er at vi skal blive bevæget. Josef historien foregår tildels i et sentimentalt univers – selv om det kun er en del af historien. Alle følelserne vælder frem nogle gange – det er meningen at vi også skal græde:

v30  Da kærligheden til broderen vældede op i Josef og gråden trængte sig på, skyndte han sig ind i sit kammer og græd. v31  Derpå vaskede han sit ansigt og kom ud igen. Han beherskede sig og sagde: »Sæt maden frem!«

(1 Mosebog 43)

v1  Nu kunne Josef ikke længere beherske sig. Han råbte til de folk [egypterne], der stod omkring ham, at de alle skulle gå ud. Der var ingen andre end brødrene til stede, da Josef gav sig til kende for dem. v2  Han græd højt; det hørte egypterne, og det rygtedes i Faraos palads.

(1 Mosebog 45)

Josef historien indeholder mange meget overraskende træk. Fx bliver ordet hebræer flittigt brugt og det er et helt ualmindeligt ord i Det gamle Testamente. Josef historien bliver til dels fortalt fra en egyptisk synsvinkel. De ord som Josefs brødre siger, er til dels sådanne ord som man i Egypten kunne forestille sig at folk fra Kana’ans land kunne bruge! Sådan taler de – disse arme fårehyrder! Ordene som brødrene siger, er en slags fantasi. Teksten virker egyptisk. Fx siger teksten at Josefs brødre mest er bekymret for deres æsler (kapitel 43). Det virker som en latterliggørelse af de underudviklede folk fra fastlandet! Den adfærd som brødrene udviser i Egypten virker som en forestilling om at sådan opfører disse fårehyrder sig – de er jo helt uden kultur! Josef historien virker ofte som en egyptisk historie om mødet med de fremmede – altså ikke en historie om Israels møde med Egypten! Historien tager de egyptiske forhold som en selvfølge – som et udgangspunkt. Teksten tror at der er herberg på den anden side på vejen til Kana’an – hvor rejsende kan bo og  overnatte – men det var der historisk ikke! Teksten ved ikke ret meget om forholdene i Kana’ans land – det meste bygger på fantasi! Penge spiller en enorm rolle i Josef historien. Penge spillede en stor rolle i Egypten som var et udviklet samfund – men penge spillede ingen rolle i Israel – teksten tager helt fejl. Teksten projicerer noget over på Israel som ikke er historisk korrekt! Israel var naturligvis ikke noget pengesamfund! Det er også interessant at Josef historien ikke kender noget til forskellige stednavne i Kana’ans land! Kana’ans land er bare et stort område – brødrene tager hjem til deres fader – men det er helt ubestemt hvor Jakob bor i Kana’ans land. Josef historien minder her om et eventyr. I eventyrene er der ingen stednavne! Alt foregår i et ubestemt univers – af enten her os eller langt borte i fremmede lande! I eventyr er der heller ingen tidsangivelser - bortset fra Der var engang. I Josef historien er der dog visse vage tidsangivelser.

Josef bliver efterhånden ophøjet til en verden af glans, pragt og egyptisk højfornemhed. Faraos hof kaster en lyskrans, en glorie over Josefs hoved. Alle hans drømme går i opfyldelse. Han kommer til at leve i en æstetisk verden af kostbarheder, skønhed og elegance – hele det egyptiske hofs drømmeverden. Det er ikke helt overraskende at Josef historien er blevet brugt til en Disney tegnefilm!

Vi ved fra de egyptiske kilder at egypterne kun følte foragt for de nomader og ørkenstammer – som fx Jakobs sønner! - som væltede ind over Egypten i tilfælde af tørke! Egypten prøvede hele tiden af rejse en vældig kinesisk mur imod disse barbariske horder! – Alle disse elendige asiater som ikke ved hvordan de skal leve eller dø, som de kaldte dem. Egypterne følte sig højt hævet over disse asiater – de følte sig langt overlegne også racemæssigt – folk fra den anden side var primitive og besværlige og egentlig afskyelige - som det siges om alle de ildelugtende fårehyrder – så som Jakobs sønner!

Historisk set ville den egyptiske farao – Guds søn – naturligvis aldrig nogen sinde acceptere en audiens med sådanne forhutlede asiatiske ildelugtende fårehyrder!

v16  Rygtet om, at Josefs brødre var kommet, nåede Faraos palads, og det blev Farao og hans folk glade over. v17  Farao sagde til Josef: »Sig til dine brødre: I skal læsse dyrene og tage hjem til Kana'an. v18  I skal hente jeres far og jeres familier og komme ned til mig. Jeg vil give jer alt godt i Egypten, så I kan leve af landets overflod! v19  Jeg giver dig befaling om at sige: Tag vogne med fra Egypten til jeres kvinder og børn, hent jeres far og kom herned! v20  I skal ikke bekymre jer om jeres ejendele, for alt godt i hele Egypten skal være jeres.«

(1 Mosebog 45)

 

Når vi læser Josef historierne skal vi nok skarpt skelne mellem to forskellige komplekser af fortællinger:

Det ene kompleks – det vigtigste kompleks i 1. Mosebog – kan man kalde Jakob og hungersnøden. På sine gamle dage rammes Jakob af endnu en plage. Der udbryder en frygtelig hungersnød – ikke bare i Palæstina men i hele verden. Jakobs folk og hus er ved at uddø i Palæstina. De er lige ved at blive tilintetgjort. Krisen er den værste krise som der fortælles om i 1. Mosebog. Jakob er faderen og han er på den måde ansvarlig for folkets velfærd og trivsel. Jakob modtager velsignelsen fra Gud og formidler den videre til sit folk. Men nu er der ingen velsignelse tilbage. Jakob bliver ramt af alle fortidens synder og han og folket er ved at gå fortabt. Hungersnøden kan sammenlignes med beretningen om Noa, synden og syndfloden. Hungersnøden er ved at oversvømme hele verden så at der intet bliver tilbage af Israels folk. Men når nøden er størst griber Gud ind. Han hører menneskenes skrig. Gud frelser Jakob og hans folk. Jakob og hans folk kommer til Egypten og får asyl. De får deres eget land i Egypten og oplever Guds underfulde frelse.

Jakob udtrykker selv tanken – evangeliet - i følgende citat. Jakob troede at han var fortabt men Gud har grebet ind. Guds frelse er underfuld og Jakob kan næsten ikke tro at det er sandt. Når mennesker hører Guds evangelium liver de op – de får nyt mod på livet. Beretningen minder fuldstændigt om beretninger i Det nye Testamente. Josef er blevet en hersker i hele Egypten – Kristus er blevet en hersker i hele verden:

v25  De drog op fra Egypten og kom til deres far Jakob i Kana'an, v26  og de sagde til ham: »Josef er stadig i live! Han er hersker i hele Egypten.« Men hans hjerte stod stille, for han kunne ikke tro dem. v27  Men da de fortalte deres far Jakob alt, hvad Josef havde sagt til dem, og da han de vogne, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op. v28  Israel sagde: »Min søn Josef er i live. Jeg vil tage af sted og se ham, inden jeg dør.«

(1 Mosebog 45)

At komme til Egypten er som at komme til Edens have. Egypten bliver det nye forjættede land for Jakob og hans folk. Egypten er gæstfri og tager venligt imod dem og giver dem alt hvad de har brug for. Alt dette sker fordi Gud står bag de historiske begivenheder. Det betyder ikke så meget hvad mennesker gør. Historien bestemmes grundlæggende af Guds plan og vilje til at frelse Israels folk. Gud bruger de midler som skal til. I dette tilfælde bruger Gud den ægyptiske farao og konge som sit redskab.

Den verdensomspændende hungersnød er blevet forudsagt af Josef over for den egyptiske konge:

Det, Gud vil gøre, har han ladet Farao se. v29  Der vil komme syv år med stor overflod i hele Egypten.

 v30  Efter dem kommer syv hungerår, så al overfloden bliver glemt i Egypten, for hungersnøden vil gøre det af med landet. v31  Man vil ikke længere mærke noget til overfloden i landet på grund af den hungersnød, der følger efter, for den bliver meget knugende.

(1 Mosebog 41)

I Josef beretningen udtaler Josef selv i sin store tale til brødrene i 1. Mosebog 45 hvad der er teologien i 1. Mosebog (de jødiske lærdes teologi). Det som mennesker gør, er ikke så afgørende – Gud er den som egentlig handler i historien. Josef blev solgt som slave og bragt til Egypten for at noget kunne ske – alting sker for at! Hans brødres handlinger eller deres motiver eller deres moral er ikke så afgørende. Gud virker gennem det som mennesker gør. Josefs brødre handlede godt nok skændigt ved at sælge deres egen bror – men det skete i virkeligheden fordi Gud ønskede det. Gud frelser menneskene på trods af at menneskene begår mange synder. Menneskenes synder får ikke lov til at ødelægge livet for menneskene på jorden. Det tillader Gud ikke. Han hører deres skrig. Han bekæmper uretten. Hungersnøden er en stor uret. Gud genopretter retfærdigheden. Når nøden er størst, griber Gud ind. Brødrene skal ikke tænke så meget på fortiden. De skal ikke føle skyld og skam mere. De skal forlade og glemme og give slip på det som skete. Det skete alt sammen for at livet kunne opretholdes, som Josef siger!

Gud sender mennesker. Vi er messengers og budbringere. Josef blev sendt til Egypten. Gud handlede for at Israel skulle holdes i live – for at redde Israel fra hungersnøden. Hvis Josef ikke var kommet til Egypten havde Israel været fortabt – så havde de ikke haft noget sted at gå hen. Fordi Josef blev sendt til Egypten – som en engel – kunne han siden frelse Israel og hele verden fra døden og hungersnøden. Josef blev også sendt i forvejen – som den første – som den førstefødte. Hele Jakobs hus skal følge efter. Josef kom som den første til Egyptens land – men nu skal hele Israel følge ham. Hele Israel skal nu emigrere til Egypten – deres nye land. Josef fik et nyt land – et nyt hjemland i Egypten. Det samme skal nu ske for Israel og hele Jakobs hus!

»Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. v5  Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse.

v7  Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal.

v8  Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud.

Han har gjort mig til fader for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker i hele Egypten.

(1 Mosebog 45)

Det er vigtigt at holde fast i at - i dette kompleks - er Jakob hovedpersonen. (Bortset fra at den virkelige hovedperson i beretningen er Gud selv i følge 1. Mosebog!). Det som sker, er Jakobs historie. Det står direkte i de korte indledninger: - Dette er Jakobs historie. Josef historierne er de sidste begivenheder i Jakobs liv – de sidste trængsler han gennemlever – den sidste frelse. Josef er ikke hovedpersonen. Det er ikke Josef der velsigner Efraim og Manasse – det er faderen Jakob! Josef spiller egentlig en mindre væsentlig rolle. Pointen er forholdet mellem Jakob og Gud. Josef er Jakobs søn og Josef kommer til at spille en vigtig rolle som den mægtige mand i Egypten som formidler at Jakob kan rejse til Egypten – men Josef er ikke hovedpersonen. Det er karakteristisk at Josef historierne ender på det tidspunkt hvor Jakob dør. De handler faktisk om Jakob! Efter Jakobs død er der intet at fortælle mere – der er intet mere at fortælle om Josef!

Den sidste begivenhed som overhovedet omtales i 1. Mosebog er Josefs død og balsamering. Josef lever væsentligt kortere end sin far Jakob. Patriarkerne lever kortere og kortere i 1. Mosebog:

v26  Så døde Josef 110 år gammel. Han blev balsameret og lagt i kiste i Egypten.

(1 Mosebog 50)

Josef forsvinder samtidigt med Jakob. Josef har i virkeligheden kun en birolle – han deltager i det egentlige drama – hvad vil Gud gøre med Jakob? Den Jakob som havde begået så mange skrækkelige synder mod Gud og mennesker – den Jakob som havde kæmpet med Gud og mennesker og sejret! Jakob er den sidste af de store helte i Det gamle Testamente! I Josef historien får han da også en sand heltebegravelse – med al Egyptens pomp og pragt – han bliver begravet som en konge!

v7  Josef drog så op for at begrave sin far, ledsaget af alle Faraos hoffolk, hans hus' ældste og alle Egyptens ældste. v8  Også hele Josefs hus og hans brødre og hans fars hus drog med. v9  Han var også ledsaget af vogne og heste, så det blev et meget stort følge. v10  Da de kom til Goren-ha-Atad vest for Jordan, holdt de dér en stor og anselig klagefest. I syv dage holdt han sorg over sin far.

v11  Da landets kana'anæiske indbyggere så sorgen i Goren-ha-Atad, sagde de: »Egypterne holder en anselig sørgefest.« Derfor kalder man stedet Abel-Misrajim. Det ligger vest for Jordan.

 

(1 Mosebog 50)

Når vi læser de sidste kapitler i 1. Mosebog er det vigtigt at vi forstår hvad der er de jødiske præsters og lærdes pointe: - Det som skete, var et stort under – et helt ubegribeligt under! Under hungersnøden i hele verden løftede der sig et skrig til Gud i himlen. Gud hørte det skrig.

Gud greb ind og frelste Jakob og hans sønner fra den forfærdelige nød. Jakob og hans sønner var ved at dø – ved at blive udslettet. Israel – Abrahams folk – var ved at blive udslettet. I den sidste time greb Gud ind. Israel blev frelst. Israel fik et nyt hjem i Egypten. De fordele og den nåde og den modtagelse som de fik i Egypten var ubegribelig og underfuld. De fordele som Israel fik i Egypten overgik endda Josefs optimistiske forventninger! Gud greb ind og handlede igennem den egyptiske konge – farao. Farao blev Guds redskab – på samme måde som den persiske konge Kyros blev Guds redskab. Kyros var en hedensk rovfugl fra østen som slet ikke troede på Gud. Farao var en hedensk konge som troede på Osiris og solguden Re og Ammon. Men Gud handler tværs igennem alle menneskelige forhold. Gud er en Gud for alle. Alle jordens slægter bliver velsignet i det som Gud gør. Gud er historiens herre, som det siges i Salmernes Bog. Indvandringen i Egypten under Jakob var hellig historie – sakral historie. Gud hørte den gamle synder Jakob på hans gamle dage – da alting gik helt i stykker for Jakob!

Det, som Gud gjorde, skete fordi Josef havde fået magt og indflydelse og en stor herlighed i Egypten. Josef er den som formidler frelsen til Israel. Josef er snu og snedig og han får den egyptiske konge til at træffe de rigtige beslutninger! Josef tilrettelægger det politiske forløb – men Gud er den som frelser Israel fra tilintetgørelsen – ikke Josef. Josef instruerer sine brødre for ud for at de skal i audiens hos den egyptiske konge – men det er Gud som sender sin ånd til farao og får ham til at give nåden og frelsen til Israel! Farao giver Israel hele herligheden tilbage – Paradiset tilbage – men kun fordi det står i Guds bog og kun fordi at Guds ånd virker inden i Farao!

Der er helt åbenbare forbindelser mellem dette store evangelium i slutningen af 1. Mosebog og evangeliet i Det nye Testamente. Det nye Testamente handler om at Gud frelser alle mennesker ud af trængslen, ud af synden og ud af dødens rige. I 1. Mosebog kan vi tydeligt se dette budskab. Vi kan sige at Josef er en forudsigelse af Kristus – Josef er en Guds mand. Josef er en fremmed egypter. Josef er en fremmed skikkelse i forhold til Israel. Den verden som Josef lever i har intet at gøre med Isaks eller Abrahams verden. Men 1. Mosebog tror på at Josef blev udvalgt af Gud til at frelse Israel. Det var ikke Josefs brødre som sendte Josef til Egypten – Gud sendte Josef til Egypten for at livet skulle opretholdes og for at jorden og menneskene kunne blive frelst! Josef var lige som den fremmede konge Kyros – Josef er en rovfugl fra østen! Men historien handler ikke om Josef – eller Jakob for den sags skyld – den handler om Gud. Gud er historiens subjekt. – Lad Gud være i fred, er det budskab som udtrykkes i slutningen af 1. Mosebog!

I det andet kompleks i Josef historierne spiller derimod Josef hovedrollen. Vi kan kalde dette kompleks for Sagnet om Josef. Sagnet om Josef handler om en ung mand i Egypten som kommer fra meget små kår og kæmper med mange vanskeligheder men som til sidst bliver hele Egyptens herre! Josef bliver storvisir i hele Egypten – kun den egyptiske farao er større end han! Josef bliver næsten en verdenshersker. Josef er vis og retfærdig og klog og stærk. I Sagnet om Josef er Josef i høj grad et forbillede – et ideal. Fortællingerne er blevet fortalt for at mennesker skal beundre Josefs person og prøve at efterligne ham.

Josef sagnet er samtidigt – antageligt – et forfadersagn. Josef bliver en fader og stamfader senere i Israel. Meget tyder på at Josef sagnet er blevet brugt lige som fortællingerne om Jakob og Abraham og Lot. Meget tyder på at folkegrupper eller stammegrupper i områderne Efraim og Manasse – i det centrale Palæstina omkring Sikem – har opfattet Josef som deres stamfader. I det gamle Israel var der godt nok nogen tvivl om hvem Jakobs 12 sønner egentlig var! I følge nogle tekster er Efraim og Manasse blandt de tolv sønner – i følge nogle tekster er det kun Josef som er Jakobs søn. Efraim og Manasse blev født på Josefs knæ – dvs de blev i følge 1. Mosebog adopteret af Jakob. (Lige som Hagars søn Ismael bliver født på Saras knæ og Rakels sønner bliver født på hendes knæ).

v23  Josef oplevede at se Efraims børnebørn. Også Manasses søn Makirs børn blev født på Josefs knæ.

(1 Mosebog 50)

De har kaldt sig Josefs hus og Josefs sønner. Josefs hus er en vigtig del af de såkaldte Rakel stammer – Rakels sønner. Josef er en søn af Rakel. Rakel sønnerne og Josefs hus hører hjemme i et geografisk område i Samaria. Et sted – i beretningen om Josefs barndom - omtales strækningen fra Sikem til byen Dotan – og det dækker meget godt Rakel stammernes kerne område. Dette område ligger altså højt mod nord i Palæstina – langt fra Jerusalem og langt fra Abrahams område som lå omkring Hebron og Mamre. Josefs hus hører til i det oprindelige kerneområde for alle stammerne. Sikem var en hovedstad for alle stammerne i Dommertiden. Vi ved at det senere politiske NordrigeSamaria – kaldte sig selv for Josefs hus. Josef bliver et symbol på hele Israel i en lang periode. Josefs sønner bliver det samme som Israels sønner – folket. Centrum i det senere Nordrige som opstod efter Salomo er netop de områder hvor stammerne Efraim og Manasse boede. Josef historierne er altså gamle sagn om vores forfader og stamfader. Vores stamfader var en stor mand i Egypten – han var hersker over hele Egypten. Han fik sønnerne Efraim og Manasse. Han kom til Palæstina. Her blev han vores stamfader. Vi er hans slægt og folk! Vi må antage at dette er den gamle oprindelse til Josef sagnet som så siden hen er blevet en del af 1. Mosebog og af Jakobs historien. Vi må antage at Josef sagnet oprindeligt har været helt selvstændigt – lige som Lot sagaen fx Josef sagnet har været helt uafhængigt af Jakob og Abrahams fortællingerne! Først siden hen kædes disse forfaderfigurer sammen i Det gamle Testamente – de sættes i familie med hinanden. Det er også interessant at det som fortælles om Josefs barn slet ikke passer med andre steder i 1. Mosebog. Fx er Josef den yngste søn af Jakob i Josef sagaen – men i det øvrige 1. Mosebog er det derimod Benjamin som er den yngste søn. Josefs fader hedder Jakob i den ene tradition men Israel i den anden situation. Josef sagnet har oprindeligt været helt selvstændigt. I det sagn har der antageligt intet stået om Jakob eller andre af Jakobs sønner!

I Josef sagnet er Josef grundlæggende en egyptisk mand! Når vi læser teksterne er der egentligt ikke meget som siger at Josef skulle komme fra Palæstina. Når vi læser teksterne er det faktisk også ret uklart hvordan Josef egentlig er havnet i Egypten. De forskellige beretninger er selvmodsigende. Måske lyder den oprindelige myte sådan at Josef altid har været i Egypten – han stammer slet ikke fra Palæstina?

v1  Da Josef var blevet bragt ned til Egypten, blev han ...

(1 Mosebog 39)

 

Josef er egypter, han taler egyptisk, han tilbeder de egyptiske guder, han tænker som en egypter. Han går klædt som en egypter. Han gifter sig med den egyptiske ypperstepræsts datter. Alene af den grund er han deltager i den egyptiske hedenske gudsdyrkelse – men han kan heller ikke være kongens førsteminister – stor visir – uden at deltage i kulten af de egyptiske guder. Han får et egyptisk navn af Farao og det er ved dette navn at han er kendt – bestemt ikke som Josef! Josef er slet ikke Josef!

v45  Så gav Farao Josef navnet Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til hustru; hun var datter af Potifera, præsten i On.

(1 Mosebog 41)

Han kan sikkert både læse og skrive egyptisk. Han er et fornemt produkt af den egyptiske visdomstradition. Han hører til blandt de egyptiske troldmænd og orakeltydere! Han er gift med hedenske egyptiske kvinder og får to egyptiske sønner med dem! Han har tilsyneladende fået en egyptisk uddannelse – han opfatter og reagerer som en egypter. Dette er sikkert den oprindelige mening med Josef sagnet. Josef var egypter! Teksterne viser et meget godt kendskab til forholdene i Egypten og Egyptens historie. Teksten i Josef sagnet kender forholdene for de egyptiske templer og for de sociale forhold i Egypten. Denne viden må stamme fra Egypten – ikke bare fra personer i Israel som kendte til forholdene i Egypten. Teksten kender egyptiske love, skikke, navne og stednavne.  Teksten røber en stor viden om Egypten. Beskrivelsen af Josef må på en eller anden måde stamme fra Egypten. Nogle af beretningerne om Josef er helt klart afhængige af egyptiske kilder. Fx er beretningen om Josef der er ved at blive voldtaget af Potifars hustru – afhængig af skriftlige historier som vi kender fra Egypten. Historien om Potifars hustru er oprindeligt simpelt hen en egyptisk novelle – vi kender den oprindelige novelle!

Det er også interessant at en hel række af de faktiske oplysninger om egyptiske samfundsforhold som findes i Josef historierne kan bekræftes af andre kilder fra datiden!

Josefs brødre – og Jakob – kommer til sidst til Egypten og her møder de Josef. Det er helt tydeligt at Josef optræder som en egyptisk prins og fyrste over for dem. De kan ikke genkende ham. Han er simpelt hen en egypter. Han viser en stor nåde over for dem – men han bliver opfattet som en egyptisk hersker – ikke som en mand fra Palæstina!

Vi skal i det følgende se nogle flere eksempler på de to forskellige komplekser der er i Josef fortællingerne. Josef fortællingerne adskiller sig meget fra det øvrige gamle Testamente. Sproget og stilen og ånden er helt anderledes. Fortællingerne er meget lange og strømmer og flyder af sted. Josef fortællingerne virker som et senere produkt end fx Jakobs og Abrahamsfortællingerne. Figurerne i Josef historien optræder som en slags eventyr figurer. Ånden er ikke særlig religiøs! Josef er ikke religiøs på den måde som Abraham eller Jakob er. Josef er mere moderne. Josef drager ikke rundt som en nomade og møder Gud ved Betal eller sikem! Josef er et moderne menneske som har en almen abstrakt tro på Gud – som egentlig ikke har meget at gøre med Israels religion. Vi kan sige at Josef tror på guderne – lige som alle andre egyptere. Josef fortællingerne taler ikke meget om Gud – de handler om menneskelige sejre, nederlag – Josefs visdom og kløgt. Josef kan tyde drømme – det er en evne han har – men disse drømme har - meget overraskende - intet med Gud at gøre! Josef er på en måde en areligiøs skikkelse.

Jakob og hungersnøden.

 

v13  Der var ikke brød på hele jorden, for hungersnøden var meget knugende. Egypten og Kana'an vansmægtede på grund af hungersnøden.

(1 Mosebog 47)

Hungersnøden rammer hele verden. Den truer alle mennesker i hele verden. Hele verden kommer til Egypten for at få hjælp. I Egypten er det Josef som bestemmer alt. Han er den som kan frelse alle mennesker – ikke bare i Egypten – men i hele verden. Josef er en frelser. Han er en reel konge. Han er herrens salvede og redskab.

Jakobs folk er helt prisgivet manden i Egypten – manden med det egyptiske navn.

 

Vi ved at man I det gamle Israel sammenlignede Egyptens land med Edens have – Paradiset. Egyptens land var et Paradis på jorden. Det flyder med mælk og honing. Nilen vander hele landet – her er frugtbarheden, grøden, væksten. Vi skal huske at det at Jakobs folk kom til Egyptens land under hungersnøden var en stor, ubegribelig og underfuld frelse! Her kunne de bo I fred og ro og sikkerhed. Det var en stor nåde som Jakob kom til at opleve. Gud hørte deres skrig om hjælp. Egypten var en lykke. Alt dette bliver jo også symboliseret I signet ved at Josef er den som modtager dem I Egyptens land. De får alle goder – de kommer nu til at eje jord – for første gang!

Israel og Jakob bliver frelst da de kommer til Egypten. For første gang bliver de bofaste. De får deres egen jord. De får ejendom – som de aldrig rigtig havde haft i Palæstina. Israel trives og folket bliver et stort og mægtigt folk. Egypten er et lykkeland for Jakob og hans folk.

v27  Israel slog sig ned i Egypten, i landet Goshen. Der blev de bofaste, og de blev frugtbare og meget talrige. v28  Jakob levede i Egypten i 17 år. Tallet på Jakobs leveår var 147.

(1 Mosebog 47)

Goshen er et grænseområde ved Egyptens grænse mod nordøst. Goshen ligger i nærheden af den moderne by Suez og Port Said. Vi har også bevaret en egyptisk indskrift der fortæller at Egyptens konge tillod edomitterne fra fastlandet at slå sig ned her – omkring år 1220 f. Kr. Det hedder: - Kongen, Merneptah tillader de fremmede edomiter at slå sig ned i kongens land Goshen for at holde sig selv og deres dyreflokke i live! Egypten blev i oldtiden hele tiden overfaldet af stammer og klaner fra ørkenlandet. Disse stammer kom dels for at plyndre Egyptens rigdomme – dels for at få lov til at slå sig ned i det vandrige Egypten. Vi har bevaret en egyptisk grev indskrift som beskriver disse stammer: - De er arme asiater som ikke ved hvordan de skal overleve! Som det fremgår af Josef historien betragtede alle egyptere alle fårehyrder som afskyelige (Josefs udtryk) – blandt andet på grund af lugten og fordi de var så forfærdelig uciviliserede! Sammenstødet mellem Jakobs kultur og Josefs kultur – Egyptens kultur – er virkelig et sammenstød af to helt forskellige kulturer! Egypten har en urgammel, formalistisk, højfornem, fremmedhadende kultur. Farao møder den gamle Jakob, og farao har opfattet ham som en vildmand, et væsen fra en anden planet! Alligevel modtager farao Jakob som en konge og Israel bliver modtaget med stor ære – et ubegribeligt under - når vi tænker på hvordan egypterne normalt modtog de fremmede folk!

Israel og Jakob oplever en stor ophøjelse og velsignelse i Egypten. De bliver modtaget med åbne arme. De får alle ting. Gud har frelst dem. Det er Gud som har ordnet det sådan at de fra nu af har fundet et hjem. Israel har forladt Kana’ans land. De er kommet til Egypten som næsten er som et Paradis (jvf Lots udtryk). Josef har været det redskab som Herren har udvalgt - for at Israel kunne frelses og komme til at bo i Egypten. Jakob og hans hus kommer i audiens hos den egyptiske konge. Højere kan intet menneske nå. Israel er endelig frelst. Den egyptiske konge giver dem hele Egyptens rigdom – de får alt – de får hele herligheden. De kan få alt hvad de ønsker sig i Egypten. Kongen vil bruge Jakobs sønner – lige som Josef - som sine betroede tjenere. Jakobs sønner bliver store høvdinge i Egypten! Alt ligger åbent for dem. De får den bedste del af Egyptens jord. Indvandringen i Egypten er en indvandring ind i Guds rige:

v3  Farao spurgte brødrene: »Hvad er jeres levevej?« De svarede: »Dine tjenere er fårehyrder ligesom vores forfædre.« v4  Og de sagde til Farao: »Vi er kommet for at bo som fremmede i landet, herre. Der er intet græs til vores får, for hungersnøden i Kana'an er knugende. Giv derfor dine tjenere lov til at bo i landet Goshen.« v5  Farao sagde til Josef: »Din far og dine brødre er kommet til dig. v6  Egypten ligger åbent for dig. Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan bo i landet Goshen. Og hvis du ved, at der er dygtige mænd blandt dem, så sæt dem til at have opsyn med mit kvæg.« v7  Derefter førte Josef sin far Jakob hen og forestillede ham for Farao, og Jakob hilste Farao.

(1 Mosebog 47)

Jakob og Israel kommer til Egypten på grund af den overvældende livsfare – hungersnøden. Indvandringen i Egypten er en Exodus! Folkets befrielse består i indvandringen i Egypten! Jakob drager ind i Egyptens land som en konge med sine 66 sønner og utallige koner i et triumtog! Men Gud har i forvejen sagt alle ting til Jakob. Jakob skal slå sig ned i Egypten. Egypten skal være deres land. Gud vil føre folket ned til Egypten. Gud går i spidsen for folket - hele vejen til Egypten. Gud fører sit folk ud af nøden og ud af lidelsen og trængslen og ud i det åbne land - friheden (Salmerne). I det gamle land Kana’an var løfterne ikke gået i opfyldelse. Når de kommer til Egypten - skal alle løfterne gå i opfyldelse. Egypten er Guds rige:

v27  Israel slog sig ned i Egypten, i landet Goshen. Der blev de bofaste, og de blev frugtbare og meget talrige. v28  Jakob levede i Egypten i 17 år. Tallet på Jakobs leveår var 147.

(1 Mosebog 47)

Israel skal blive et mægtigt folk. Jakob skal opleve en lykke og en velsignelse som han aldrig nogen sinde før har oplevet. Jakob bliver modtaget som en konge af den egyptiske farao! Israel forlader fuldstændigt Palæstina. De forlader alt det gamle. De bryder ud. De siger farvel som da Abraham sagde farvel til hjemlandet ude østpå og sin faders hus. Israel ser sig ikke tilbage. Egypten er foran. De har ikke efterladt sig noget derhjemme - i det gamle land. Israel udvandrer fra Palæstina og bosætter sig i deres kommende hjem – Egypten.

Teksten fremstiller det sådan at det ikke er Jakob på egen hånd der beslutter at flytte til Egypten – det er Guds direkte kald og afgørelse. Beslutningen er overvældende og vidtrækkende. Den handler om en ændring af hele folkets skæbne. Gud er historiens herre. Det er Gud som får tingene til at ske. Gud kalder her Jakob på samme måde som det ofte sker i patriark fortællingerne. Udvandringen til Egyptens land er sakral historie. Jakob bliver kaldet til at vælge. – Følg mig, siger hans Gud:

v2  Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede ja, v3  sagde Gud: »Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. v4  Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten og Josef skal lukke dine øjne.«

v6  De tog deres kvæg med sig og al den rigdom, de havde samlet sig i Kana'an, og så kom Jakob og hele hans slægt med ham til Egypten. v7  Han bragte sine sønner og sønnesønner, sine døtre og sønnedøtre, ja hele sin slægt med sig til Egypten.

(1 Mosebog 46)

 

Sagnet om Josef.

 

Når Josef handler, handler han næsten som en gud i Josef historierne. Hans brødre bliver bange når han handler. Josef spreder frygt og ærefrygt – som en gud på jorden. Josef spørger flere steder på denne måde: - Er jeg i Guds sted? Det er ikke mærkeligt for han fremstilles næsten som en gud! Josef siger de samme ord som englene siger: - Frygt ikke! Josef handler vilkårligt med brødrene. Han optræder som en rigtig autokrator – en enevældig konge – fra oldtiden. Typisk for oldtidens mægtige herre er netop at han kan ahndle vilkårligt. Han indgyder frygt. Han er uberegnelig. Han er stor og mægtig netop fordi han handler vilkårligt. Josef er en suveræn – han er en Cæsar i Egypten:

Så tog han Simeon ud af flokken og spærrede ham inde for øjnene af dem.

(1 Mosebog 42)

Alle mennesker i hele verden – også hans kødelige brødre – kommer til ham og kaster sig ned for ham. De er hans trælle. De vil være hans trælle. Alle menesker i Egyptens land vil være hans trælle. Han skal eje dem og være deres herre. Josef er en gud på jorden:

v18  Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« v19  Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted?

Josef er en lykkemand. Det hebraiske ord Mashliah kan oversættes med en lykkemand. Dette begreb kender vi fra mange eksempler i Det gamle Testamente. David er også en Mashliah – en lykkemand. Sådan er Josef født – han er en lykkemand fra undfangelsen. Han er sin faders sidste barn i alderdommen og hans fader elsker ham – forguder ham. Han har Guds lykke og held. Han har en god karma. Det han gør lykkes for ham – til hans egen og alle andres store velsignelse. Det skyldes ikke at han er særligt from eller religiøs - for det er han overhovedet ikke. Det skyldes simpelt hen at Herren er med ham. Gud er med visse mennesker. Alting lykkes for dem. De får alting. Josef får alting – et godt udseende, popularitet, rigdom, succes, magt, anseelse, ære, kærlighed. Josef er en lykkemand - på samme måde som Job er en lykkemand. Jobs Bog indeholder en fantastisk beretning om hvordan Job levede og trivedes i gamle dage! Alt lykkedes for ham. Livet var som det skulle være. Job sejrede og han var en vinder. Vi kan sige at livet er et spil og nogle mennesker er bare født som vindere. Josef er en født vinder. Alle mennesker elsker Josef. Josef har en velsignelse – næsten en udstråling eller et stof eller en karisma – som spreder sig til omgivelserne. Den egyptiske farao elsker Josef. Potifar elsker Josef - fordi han spreder lykken og heldet og velsignelsen omkring sig. Josef spreder frugtbarheden omkring sig - næsten som en gud. Josef er født med en sølvske i munden. Alt hvad han rører ved bliver til det pure guld. Alle hans forslag til den egyptiske konge bliver til folkets frelse og velsignelse. Alt lykkes. Josef er en magnet som trækker alle mennesker til sig. Josef er en stjerne – som i hans egen drøm. Josef er en drøm.

Josef skaffer sig en helt overvældende rigdom og velstand i kongens tjeneste. Han skaffer sig enorme godser og utallige trælle og trælkvinder. Alle mennesker i Egypten bliver næsten hans trælle. Alle hans drømme fra ungdommen går i opfyldelse – alle hans mest forfængelige drømme! Josef kommer til at leve i en drømmeverden, en eventyrverden omgivet af under dejlige egyptiske prinsesser og ufattelige rigdomme. Josef kommer til at opleve hele det egyptiske hof som vi kender fra de egyptiske grave som Tut Ankh Amons grav.  Josef bliver Egyptens rigeste mand. Guds velsignelse kan altid ses ved mandens velfærd, lykke og rigdom. Da Jakob kommer til Egypten er Josef – ene mand – i stand til at forsørge hele Israels folk – et helt folk af sultne asiater fra fastlandet:

v12  Josef forsørgede sin far og sine brødre og hele sin fars slægt efter antallet af børn.

(1 Mosebog 47)

Under Josef ser det ud til at Kana’an er en egyptisk provins. Vi ved at det gamle Kana’an i lange perioder var styret af Egypten. Kana’an var Kams søn, som det hedder i Det gamle Testamente – dvs en søn af Egypten. Josefs politiske handlinger gælder ikke kun Egypten men også Kana’an. Han samler alle de penge sammen som findes i hele Kana’an. Ordet penge spiller en helt dominerende rolle i Josef historierne – de handler faktisk mest om penge:

 v14  Josef samlede alle de penge, der fandtes i Egypten og i Kana'an, de penge, som var indkommet ved salg af korn; dem bragte han til Faraos palads.

(1 Mosebog 47)

Tankegangen i Josef historien er ikke specielt religiøs! Velsignelsen er i høj grad jordisk og materiel. Josef er ikke særligt from! Han taler det samme sprog som egypterne – egypterne taler også om Gud – men på en almen menneskelig måde. Josef er simpelt hen en velsignet og lykkebringende mand. Han er god at være i nærheden af. Alting lykkes for Josef – han har en heldig hånd. Josef er heldig uanset hvad han rører ved. Det er ikke fordi Josef er from og beder til Gud! Det gør han ikke. Det er fordi Josef er et slags overmenneske. Josef har en kraft og energi inden i sig som er overnaturlig eller magisk. Josef er gudernes yndling. Han er den kønne unge mand som alle guderne elsker og forkæler. Da Josef var barn blev han elsket og forkælet af sin far og Josef tilbragte tiden med at drømme om sin egen storhed og ophøjelse når han blev voksen! Da han blev voksen blev han elsket og forkælet af alle guder – og mennesker. Josef er en vinder. Josef er en Adonis – han har fået sin mor Rakels udseende. Alle elsker en vinder. Alle elsker Josef!

v2  Herren var med Josef, så han havde lykken med sig. Han var i sin egyptiske herres hus, v3  og da hans herre , at Herren var med ham, og at Herren lod alt, hvad han gjorde, lykkes, v4  fattede han velvilje for Josef, og Josef kom i hans tjeneste. Han satte ham til at styre sit hus og gav ham ansvar for alt, hvad han ejede. v5  Fra det øjeblik han satte ham til at styre sit hus og alt, hvad han ejede, velsignede Herren egypterens hus for Josefs skyld. Herrens velsignelse kom over alt, hvad han ejede inde og ude. v6  Han overlod Josef alt, hvad han ejede, og bekymrede sig ikke om noget.

v21  Men Herren var med Josef og viste ham godhed og lod ham finde yndest i arrestforvarerens øjne.

v22  Arrestforvareren gav Josef ansvaret for alle fangerne i fængslet, så det var ham, der gjorde alt, hvad der skulle gøres. v23  Arrestforvareren tog sig ikke af noget af det, Josef havde fået ansvaret for; det var, fordi Herren var med Josef, og det, han gjorde, lod Herren lykkes.

(1 Mosebog 39)

Josef viser sig – som det hedder - for sin fader Jakob, da Jakob for første gang ankommer til Egypten (46.29). Det verbum som den hebraiske tekst her anvender – at vise sig, at åbenbare sig – bliver ellers kun anvendt om Gud og Herren der viser sig for mennesker. Meningen er at Josef viser sig - som en gud. Josef er en slags gud på jorden. Når han viser sig er det som at se Gud! Hans brødre kan ikke genkende ham – lige som Abraham ikke straks kan genkende sine tre besøgende i Mamre – de tre Herrens engle! Josef er et tegn – han viser sig skjult. Han er ikke det som man kan se med det ydre øje. Han er noget overnaturligt. Han kommer måske fra himlen. Han er ikke bare et menneske! At møde Josef er faktisk livsfarligt – det viser sig tydeligt ved hans møde med brødrene. De er rigtigt bange for at dø, da de ser Josef. De reagerer som hvis de havde set et syn eller en gud. De bliver bange. Josef er vældig og mægtig – og det vil i oldtiden sige at han kan dræbe vilkårligt. De store er farlige – de har enorme kræfter – og de dræber mennesker som kommer for nær. Brødrene er virkeligt skræmt ved de ting, som Josef gør og siger. De kan kun forklare det ved at de har mødt en levende gud i Egypten.

Josef skjuler sig og han afslører ikke sin identitet – lige som Jahve i patriark fortælllingerne. Josef viser sig i en anden form – i en anden skikkelse så han ikke direkte kan genkendes. Han taler et fremmed sprog over for sine brødre så de ikke direkte kan høre hvem han er. Han optræder som en gud – en skjult gud. Han kan ikke ses med det blotte øje – man skal lære at se på den rigtige måde – ellers kan man ikke se at det er ham.

Josef forklarer at det som mennesker gør er ikke så afgørende – det afgørende er det som Gud gør! Brødrene har nok opført sig meget slet og syndigt over for Josef – men det er ikke så vigtigt. Gud er den som er historiens herre, som det siges i Salmerne. Gud vender tingene i den rigtige retning. Josef kom til Egypten fordi det var nødvendigt for at Israel og Jakob kunne blive frelst på et senere tidspunkt. Det  var meningen med Josefs bortførelse til Egypten. Gud ønsker at holde mange mennesker i live, som Josef siger.

Brødrene er så bange for Josef at de tilbyder at være hans trælle. Josef er storvisir i Egypten. Kun kongen er større end han er. Josef udstråler en overvældende magt og herlighed.

v18  Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« v19  Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? v20  I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. v21  Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.«

Josef er en helt anden type end Jakob og Abraham. Josef er en verdslig konge – en hersker. Josef er en klog og vis politiker. Josef redder folket i Egypten – og mennesker i hele verden – fordi han træffer vise og kloge politiske beslutninger. Josef er politiker og embedsmand. Han er et moderne menneske – ikke en omvandrende nomade som Jakob og Abraham!

Den mest gennemgående karakteristik af Josef i 1. Mosebog er: - Gud er med ham! Herren var med ham! Josef bliver ikke beskyttet imod alle problemer eller vanskeligheder – slet ikke – men han kommer hele tiden godt igennem. Han er vis og klog og forstandig – men det mest afgørende er at Gud er med ham. Josef er udvalgt siden han er en lille drøm og går og får sine store drømme om sin egen store fremtid! Josef har en enorm selvbevidsthed. Josef er en vinder. Han kommer hele tiden ovenpå. Han er en lykkemand – lige som vi kender det fra skildringen af Job i hans fordums dage. Josef klarer sig altid godt – for der er en som går foran ham og baner vejen. Josef er beskyttet af Herrens engle. Skildringen af Josef ligner i denne henseende skildringen af Saul og David og af kongerne – den salvede – i Salmernes Bog. Josef er en gudsmand – han er en hellig mand – han er en hellig kriger for Herren. Han beskyttes og værnes af det guddommelige. Josef tror da også netop på forsynet – han har en slags almen religiøsitet – helt forskellig fra Jakob og Abraham.

Josef bliver ikke af Herren forskånet for alle problemer. Han kommer ud i et indviklet seksuelt forhold til Potifars hustru som er gift med hans herre og arbejdsgiver. Potifars hustru vil ligge med Josef - fordi han er så smuk. Josef har arvet sin mors Rakels smukke ydre! Josef må flygte over hals og hoved fra Potifars hustru – splitternøgen! Det skader ham meget og det er en varig skam og skændsel over hans hoved men han kommer alligevel ovenpå. Herren er med ham! Kvinden er beskere end døden! Potifars hustru bliver en snare for Josef lige som vi kender det fra mange andre eksempler – Samson, David, Salomo. Som Saul siger om David: - Jeg vil give ham min egen datter til hustru. Hun skal blive ham en snare!

Vi kender historien om Potifars hustru fra den egyptiske litteratur. Denne fortælling er altså blevet overført på Josef senere. Meningen er at vise hans snarrådighed, moral og trofasthed mod sin herre. Kvinden blev grundlæggende opfattet som ejendom og Josef viser at han respekterer Potifars ejendom. Noget tyder på at Potifar ikke troede så meget på sin kone – men mere på Josef. I oldtiden var kvinder som regel meget lystfyldte væsner som ikke helt kunne styre deres seksuelle lyster. Kvinden har ikke mandens selvkontrol. Alle kvinder lægger derfor op til hor og utroskab. Det er deres natur. Kvindens natur er egentlig en skøges natur.

Alle de store mænd i Det gamle Testamente har udseendet med sig! Det er simpelt hen fast standard at de store helte også prises for deres skønhed og ynde! Vi kender det fra den historiske litteratur om kongerne og fra Salmernes Bog. Salme 45 er een lang lovprisning af kongens skønhed og dejlighed! Højsangen er fuld af mageløse og skønne og dejlige mandlige elskere! Saul var smukkere end alle andre mænd i folket – og et hoved højere! David var en køn dreng. Gideon var smukkere end alle andre.

Josef sagnet er på mange måder ikke særligt religiøst. Josef har en almen form for religiøsitet som ikke har ret meget at gøre med Jakob eller Abraham. Josef kan godt tale om Gud – fx som det guddommelige eller som et forsyn – men de ord som han siger, kunne lige så godt være sagt af en egypter! Josef er ikke specifikt religiøs – han har den almene religiøsitet vi finder i hele oldtiden. Gud taler ikke direkte til Josef som han taler til Abraham eller Jakob. Han deltager ikke i nogen tilbedelse af Gud eller Herren! Han er religiøst set helt forskellig fra Abraham og Jakob. Josef lever i et helt andet miljø – bykulturen i Egypten. Han er dannet, belæst, kultiveret. Det er umuligt at finde noget træk hos Josef man kan kalde israelitisk! Han er ikke engang semitisk. Han er egypter. Når vi læser om Josef er det simpelt hen ubegribeligt at han skulle have været en voksen mand i Israel dengang han blev overflyttet til Egypten! Der er intet israelitisk ved figuren Josef – bortset fra navnet Josef. Sandsynligvis er Josef da også ren egypter i den oprindelige fortælling om Josef.

Gud er for Josef det samme som det guddommelige eller guderne. Josef tænker på samme måde som alle de dannede egyptere tænkte. Vi kender udmærket deres tanker og forestillinger fra de egyptiske kilder. De har ikke været polyteister. De har haft en moderne, oplyst, rationel form for gudsopfattelse. Den kender vi også fra visdomslitteraturen – både i Egypten og i det gamle Israel. Det religiøse er en svag, udvisket baggrund i Josefs liv som egentlig ikke spiller nogen rolle. Det religiøse er en slags stemning eller højtidelige udtryk som han kan bruge i visse situationer når det er passende. Josef er en udpræget verdslig figur. Det eneste som betyder noget for Josef er at han ved at Herren eller guderne er med ham! Det giver ham held og succes – og en vis ret til at gøre hvad han vil.

Josefs opfattelse af begrebet synd er bestemt ikke israelitisk eller jødisk. Synd er for ham krænkelse af borgerlig moral og disrespekt for den sociale struktur – kongen - og ejendomsretten. Synd har egentlig ikke noget med Gud at gøre. Et eksempel på Josefs opfattelse af synden har vi i fortællingen om Josef og Potifars hustru. Potifars hustru er bestemt en synder fordi hun er ulydig over for sin mand – og fordi hun – som kvinder er – er liderlig og ikke kan kontrollere sit begær. Synd er for Josef noget ikke-religiøst. Det er slet ikke noget kultisk – for i Josefs almene religiøsitet findes der slet ikke noget kultisk! Han ser det kultiske – Abrahams og Jakobs religion! - som noget primitivt og overstået. Han er som de dannede europæere i det 18. århundrede. Han er oplyst. Han kan godt blive overtroisk men så drejer det sig om privat at tage varsler – som vi kender det fra eksemplet med bægeret i Benjamins sæk!

Josef hører mest sammen med begrebet visdom. Vi kender en hel visdomslitteratur fra det gamle Egypten og vi kender visdomslitteraturen fra Det gamle Testamente – fx Ordsprogenes Bog. Det er mest den verden som Josef lever i. Han er en hofmand, en embedsmand som giver vise råd. Josef ved godt hvad nåde er – det er det samme som kongens nåde og gode vilje (ikke Guds nåde). Josef lever i et farligt bureaukratisk system hvor en embedsmand hurtigt kan miste hovedet! Josef er den eminente rådgiver som vi kender fra Ordsprogene. Josef får en uddannelse og er et produkt af hele denne forfinede, litterære, internationale kultur. Josef er en oplyst mand. I Israel i kongetiden (ca 1000 f. Kr. – ca 600 f. Kr.) får man et miljø der minder om det egyptiske miljø som Josef lever i. I kongetiden – blandt de lærde og blandt kongens embedsmænd – har Josef været et ideal. Josef giver de rigtige råd – han kommer med de rigtige forslag og løsninger til kongen. Josef lever i en verden af ministre, jurister, lærde og politikere. Han er selv en slags statsminister i Egypten. Det er ikke mærkeligt at Josef bliver en stor helt i Nordriget Samaria i kongetiden. Josef lever også med hoffets stive former, med hofetiketten, diplomatsproget og de overdrevne høfligheder over for den formelle hersker! Josef lever i en farlig verden – hvor man hurtigt kan miste hovedet. Det fortæller Josef legenden jo netop. Et forkert ord, et misforstået råd og man er helt borte fra magtens indercirkel. Josef klarer sig kun gennem denne juridiske jungle fordi Gud er med ham, som det siges! Den urbane verden som Josef lever i har intet at gøre med den primitive, agrare verden som Jakob og Abraham lever i!

Vi kender situationen fra begivenhederne omkring David. Davids søn Absalom gør oprør imod faderen og vi har bevaret en lille situation var Absaloms hos diskuterer hvad de skal gøre. Først giver Akitofel sit råd og dernæst Davids Ven Hushaj. Det viser sig at det sidste råd er det klogeste. 2. Samuelsbog viser os hvordan en sådan rådslagning er foregået:

v7  Hushaj svarede Absalom: »Det råd, Akitofel denne gang er kommet med, er ikke godt.« v8  Han tilføjede: »Du kender din far og hans mænd og ved, at de er tapre og forbitrede som bjørne i det fri, når man har taget ungerne fra dem. Desuden er din far en kriger!

(2 Samuelsbog 17)

Josef er en drømmetyder og på den måde skaber han sig en stor karriere hos Egyptens konge. Josef kan forudsige fremtiden. Josef kan se ud i fremtiden. Josef siger at kun Gud kender fremtiden – men Josef bruger sin evne som en almindelig menneskelig evne. Josef er ikke specielt religiøs. Han taler lige som alle de egyptiske troldmænd og magikere. Der er ingen forskel på Josef og de egyptiske spåmænd og seere og drømmetydere – Josef er bare lidt heldigere. I virkeligheden er Josef en egyptisk magiker i kongens tjeneste. Det som Josef siger her – er præcist det samme som de egyptiske – hedenske - spåmænd sagde:

v15  Farao sagde til Josef: »Jeg har haft en drøm, som ingen [af de andre troldmænd] kan tyde, men jeg har hørt om dig, at du kan tyde en drøm, så snart du hører den.« v16  Josef svarede Farao: »Det er ikke mig, der kan. Gud vil give Farao et gunstigt svar.«

(1 Mosebog 41)

Josef lever inden for den egyptiske religions rammer. Josef er alment religiøs. Den gud som Farao taler om er også Josefs gud. Josef har ikke nogen specielt israelitisk religion! Gud er noget helt abstrakt for Josef – det er bare alles gud – fx egypternes gud. Josef har Guds ånd – men det har intet at gøre med troen eller religionen i Israel. Guds ånd har ikke noget at gøre med det som man kalder Guds ånd i Det gamle Testamente! Det har intet at gøre med Abrahams gud! Josef er helt frigjort – han er oplyst! Josef er højere udviklet end Abrahams og Israels primitive form for religion! Josefs religiøsitet er meget mere moderne:

v37  Dette forslag syntes Farao og alle hans folk godt om, v38  og Farao spurgte sine folk: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?« v39  Så sagde Farao til Josef: »Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være nogen så forstandig og klog som du. v40  Du skal styre mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig. Kun tronen vil jeg have frem for dig.«

(1 Mosebog 41)

Josef skikkelsen bliver helt klart set fra et egyptisk synsvinkel. Josef er egypter. Han bliver vurderet som en egyptisk prins. Han er vis – fordi han gavner farao og Egypten – ikke fordi han er from! Han træffer kloge beslutninger som gavner Egypten og den egyptiske konge. Det som Josef gør, har egentlig ikke noget at gøre med Jakob eller Israel. Josef er tydeligt nok en egyptisk skikkelse. Josef roses meget fordi han styrker kongens magt og ejendom. Josef skikkelsen er helt verdslig. Josef prises højt fordi han er en tro tjener for farao – ikke fordi han er en tro tjener for Gud eller er interesseret i Israels anliggender. Når vi læser om Josef glemmer vi hele tiden at han i følge 1. Mosebog stammer fra Palæstina – det virker som om han simpelt hen er en egyptisk embedsmand, prins og fyrste:

v20  Så købte Josef al Egyptens jord til Farao. Hver egypter solgte sin jord, for hungersnøden var hård. Sådan kom landet til at tilhøre Farao, v21  og folket gjorde han til trælle i hele Egypten fra den ene ende til den anden.

(1 Mosebog 47)

I Egypten får Josef så høj en position at han bliver tilbedt som en gud. Folket ser ham som en gud og som en frelser. Folket i Egypten tror at Josef er af gudernes slægt. Farao er Guds søn i Egypten – og det bliver Josef også i al fald i praksis:

v25  De [egypterne] sagde: »Det er takket være dig [Josef], at vi lever! Måtte vi finde nåde for dine øjne, herre. Vi vil være Faraos trælle.«

(1 Mosebog 47)

Josef er forudbestemt til at blive noget stort. Herren er med ham. Allerede som barn viser denne storhed sig. Josef har en voldsomt udviklet selvbevidsthed. Han ved fra barnsben at han vil blive til noget stort – han vil blive verdens herre. Hans far begunstiger ham og anerkender vel at Josef er noget stort. Den kjortel som Josef får kender vi andre steder fra. Ordet betyder en meget fornem kjortel som blev båret af de kongelige:

v3  Israel [eller Jakob?] elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. v4  Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.

(1 Mosebog 37)

Josef drømmer store drømme om sig selv og hans brødre bliver – naturligt nok – mere og mere vrede på ham. Til sidst beslutter brødrene sig for at skaffe sig af med Josef. Det ender med at han kommer til Egypten. Det er interessant at Josefs drømme ikke har noget som helst religiøst indhold. Der er mange drømme i 1. Mosebog men de er alle sammen religiøse i deres fortolkning. Tanken er at Gud meddeler sig til mennesket igennem en drøm. Men Josefs drømme har intet med Gud at gøre. De er helt verdslige eller jordiske. De er profetier om at Josef skal blive til noget stort – blive en konge i hele verden – større end alle brødrene:

v5  Engang havde Josef en drøm, som han fortalte sine brødre, og de kom til at hade ham endnu mere. v6  Han sagde til dem: »Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!

v7  Vi var ved at binde neg ude på marken; mit neg rejste sig og blev stående, mens jeres neg slog kreds om mit neg og bøjede sig for det.«

v8  Da sagde brødrene til ham: »Skal du måske være konge og hersker over os?« Og de hadede ham endnu mere på grund af de drømme, han fortalte dem.

v9  Så havde han igen en drøm, som han fortalte sine brødre; han sagde:

»Nu har jeg igen haft en drøm: Jeg så solen, månen og elleve stjerner bøje sig for mig.«

 v10  Da han fortalte sin far og sine brødre den, skældte hans far ham ud og sagde til ham: »Hvad er det for en drøm, du har haft? Skulle jeg og din mor og dine brødre virkelig komme og bøje os for dig?« v11  Hans brødre blev skinsyge på ham, men hans far glemte ikke drømmen.

(1 Mosebog 37)

Josefs drømme går faktisk i opfyldelse. Den lille Josef ved at Gud har bestemt ham til noget stort. Det nedenstående citat viser et forbløffende kendskab til de egyptiske forhold – sådan optrådte den egyptiske stor visir! Josef får den kongelige kjortel tilbage som han mistede. Josef får det hele tilbage – hele herligheden. Hans fornemhed bliver frygtindgydende som man sagde i oldtiden:

v41  Farao sagde til Josef: »Hermed sætter jeg dig over hele Egypten!« v42  Og han tog sin signetring af og satte den på Josefs hånd; han gav ham en fin linneddragt på og hængte en guldkæde om hans hals. v43  Han lod ham køre i sin næstfornemste vogn, og foran ham råbte man abrek. Sådan satte han ham over hele Egypten.

(1 Mosebog 41)

Hungersnøden rammer tungt hen over Egyptens land. Det er vigtigt at huske at i følge Oldtidens tankegang er kongen ansvarlig for frugtbarheden og markens afgrøder. Kongen er en slags formidler. Han får velsignelsen og kraften og giver den videre. Hvis folket trives og har det godt er det kongens skyld – men hvis det vantrives er det også kongens skyld. Vi ved faktisk at man i meget gamle dage har ofret egyptiske konger ved en menneskeofring – netop på grund af denne tanke om kongens skyld. Israels konger spillede den samme rolle og havde det samme ansvar. Når hungersnøden ligger tungt ned over Egyptens land rettes hele opmærksomheden sig imod kongens person. Hvis kongen er forbandet af guderne må han ofres – hungersnøden er hans skyld. Det er i denne situation af den egyptiske konge bliver reddet af Josef:

v53  Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, v54  begyndte de syv hungerår, sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød.

v55  Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer!« v56  Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten.

(1 Mosebog 41)

Josef er begavet med en særlig evne. Han fået en særlig karisma. I den forstand er Josef visionær – han kan se ud i fremtiden, han kan se det usynlige. Han er en seer, en hellig mand. Han kan tyde drømme. Det er denne evne som han får brug for da han kommer i kongens tjeneste i Egypten. Josef tyder faraos drømme og andre mænds – fx bageren og mundskænkens – drømme. Josef har fået en helt speciel gave. Men denne gave er egentlig ikke specielt religiøs. Indholdet af disse drømme – fx Faraos drømme – er slet ikke religiøst. Det er helt verdsligt. Josef forudsiger at der vil komme en tørketid der skal vare i syv år – på grund af drømmen om de syv magre og de syv fede køer. Josef har fået denne evne af Herren – siger 1. Mosebog – men det er en almen menneskelig evne. Den er ikke profetisk eller religiøs. Josefs drømmetydning er et meget enestående fænomen i Det gamle Testamente. Ellers er drømme altid religiøse. Figuren Josef er mærkeligt areligiøs – han er lige som en sækulariseret skikkelse. Han lever i en helt anden verden end patriarkerne i Palæstina! Vi kan sige at Josef skikkelsen er udtryk for en oplysningstid – en oplyst tid – som Europa kendte det i 18. århundrede.

Josef optræder mange måder som en gud. Han viser sig pludseligt. Han skjuler sig. Over for de fremmede – brødrene – skjuler han sig. Han viser ikke sin sande identitet. Han stiller dem på en prøve – som en gud. Han konfronterer dem med deres skyld. Han frelser dem fra døden og hungersnøden. Hans glans og højhed og herlighed er så mægtig at han næsten virker som en gud. Vi ved jo også at Farao blev opfattet som Guds søn og en levende gud på jorden. Josef er også Guds søn. Hans herlighed er næsten som kongens. Han er retfærdig som Gud. Han kan tillade sig hvad han vil. Han er højt ophævet over menneskenes verden. Han er mystisk – næsten usynlig.

»Jeg er Josef! « Men hans brødre var ude af stand til at svare ham, så forfærdede blev de.

(1 Mosebog 45)

Brødrene er fulde af frygt fordi Josef narrer dem og lægger penge i deres sække. Brødrene frygter for deres liv. Josef optræder netop vilkårligt. Han er uberegnelig. Han gør hvad han vil. Josefs tjener og hushovmester siger følgende til brødrene. Af dette citat kan vi direkte se at Josef sammenlignes med en gud! Det er jo ikke Gud som har lagt pengene i sækken – det er Josef!

v23  Men han [Josefs tjener] svarede: »Vær rolige, I skal ikke være bange! Jeres Gud og jeres fars Gud må have lagt en skat i jeres sække, for jeres penge har jeg fået.« Så hentede han Simeon ud til dem.

(1 Mosebog 43)

De fremmede asiater og barbarer der søgte ned til Egypten under hungersnøden er meget svagt stillede. De bliver slet ofre. Vi ved at egypterne foragtede og hadede dem. Disse nomader har været meget bange men de er blevet presset til at søge ind i Egypten på grund af hungersnøden. Josefs brødre er også meget bange. Josef gør dem endnu mere bange. Han forvirrer dem og narrer dem. Han angriber dem uden grund. Han mistænkeliggør dem uden god grund. Han kører rundt med dem. Han handler vilkårligt og fængsler dem uden videre og truer med at slå dem alle sammen ihjel. Josef handler meget autokratisk! Han udnytter bevidst deres svaghed. Han misbruger dem. Han viser sin overlegne magt på dem. Alt dette er oldtidens skema – sådan viser en stor konge sin magt! Vi kan se at David optræder på samme måde i Det gamle Testamente – i Samuelsbøgerne!

Josef bliver hele verdens frelser. Alle jordens slægter kommer til ham. Døden og tørken og lidelsen og synden truer hele verden. Alle mennesker er ved at gå fortabt. Fra alle mennesker løfter der sig et skrig til Herren – lige som Hagars skrig eller lige som skriget fra Sodoma. Der er ved at ske en stor uret imod alle mennesker. Alle mennesker håber på Guds frelse. Josef er formidler og mellemmand - han giver alle mennesker brød. Alle jordens slægter bliver velsignet i ham, som det blev sagt til Abraham. Josef afviser ikke nogen mennesker. Han giver liv og brød til alle mennesker i hele verden. Han er en frelser:

v53  Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, v54  begyndte de syv hungerår, sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød. v55  Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer!« v56  Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten.

v57  Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden.

(1 Mosebog 41)

Det er lige som Jakob siger til sine sønner i fortællingen: - Tag ned til Egypten – så vi kan leve og ikke dø!

Josef handler suverænt og helt vilkårligt. Han fængsler mennesker uden nogen begrundelse. Han skalter og valter med sine brødre. Han er herren – han er ophøjet – han spreder frygt og rædsel. Hvem er han? Er han en gud?

Som den mest selvfølgelige sag i hele verden truer han med at slå alle mennesker ihjel! Josef er en rigtig Cæsar – som vi kender cæsarerne fra Romerriget! Samtidigt er han en slags orientalsk despot! Josef er lige så vilkårlig og despotisk som de assyriske og babylonske storkonger. Josef er en gevaldig babylonsk storkonge! Han er en rigtig egyptisk autokratisk hersker. Når Josef fremstilles sådan er det netop tidensoldtidens - tanker! En stor og mægtig konge var fuldstændigt vilkårlig i oldtiden – hans vilkårlighed med små mennesker er netop beviset for hans vælde og storhed! En stor konge er pr definition frygtindgydende – ellers er han ikke nogen stor konge. Hvis han ikke kan sprede skræk og rædsel – er han slet ikke nogen konge! Og hvis han ikke er en stor og farlig konge – kan han heller ikke være retfærdig – det er hele oldtidens tankegang! At være retfærdig forudsætter at man har kraft og magt og herlighed! En svag mand er ikke retfærdig – han er bare et offer!

Hele oldtiden – også Det gamle Testamente – tænker efter et meget autoritært skema! Deres skema var helt anderledes end vores, skal vi huske. Hele oldtiden – inklusive Det gamle Testamente – er præget af en forestilling man kan kalde tilbedelsen af magten.

v18  Den tredje dag sagde Josef til dem: »Dette skal I gøre, hvis I vil beholde livet.

(1 Mosebog42)

v27  Da nu en af dem [en af brødrene] åbnede sin sæk for at give sit æsel foder i herberget, opdagede han sine penge øverst i sækken. v28  Han sagde til sine brødre: »Mine penge er kommet tilbage; de ligger i min sæk!« Da sank hjertet i livet på dem, og de så forfærdede på hinanden. »Hvad har Gud dog gjort mod os?« sagde de.

(1 Mosebog 42)

I den bibelske sammenhæng er der en forbindelse mellem Josef og Johannes Døberen og Jesus i Det nye Testamente. Sådan blev det da også opfattet i den tidlige kristne kirke. Josef har alle dage spillet en stor rolle i den folkelige kristne tradition. Josef historien appellerer stærkt til fantasien! Josef er lige som et billede på Kristus – han er en forudsigelse – som det kaldes i Det nye Testamente.

Josef er et billede på Kristus. Josef er et tegn. Kristus er den engel som Jakob taler om da han velsigner Efraim og Manasse i slutningen af 1. Mosebog:

       v16  den engel, som har udfriet mig fra alt ondt,
      skal velsigne drengene.

Josef har også den etiske, moralske ophøjethed som vi faktisk finder hos Jesus og Johannes Døberen. Josef er ren og hellig. Han er Nazir. Han er en gudsmand – en Herrens engel og kriger. Han er måske et meget stærkere kongesymbol i Det gamle Testamente end David. Han er udvalgt. Han er Herrens salvede. Han er Herrens tjener – og går da også mange trængsler igennem. Han bliver fristet af Gud - men består også prøven. Han var hele Egyptens herre og hersker – ja hele verdens herre. Hele verden kom til ham – ene mand – under den frygtelige hungersnød. Hele verden håbede på hans frelse. Han uddelte brød og frelse til hele folket – hele verden. Han modtog alle de folk på flugt som strømmede ind i Egypten under tørketiden. Han var vis og klog og fandt en udvej.

Kristus er en kæmpe. Josef var en kæmpe. Han gjorde virkelig kæmpegerninger – med Grundtvigs udtryk – i Egypten! De blev alle mættede på grund af hans retfærdighed og visdom.

 

Josefs karakter. Josef er Egypten og Juda er Israel (1. Mosebog 44).

Josef optræder helt uberegneligt og vilkårligt over for brødrene. Josef bliver faktisk fremstillet på en rigtig ubehagelig måde. Den ene dag modtager han brødrene med pomp og pragt – den næste dag lægger han en fælde for dem som er grusom, umenneskelig og hensynsløs. Josef er helt hjerteløs – han er en autokrator – en Cæsar. Josef er en afspejling af hvordan almindelige mennesker – det arme folk – opfattede kongen i oldtiden. Josef er på den måde et spejl. Det gamle Testamente har mange forfærdelige erfaringer med de hjerteløse og hensynsløse konger – og det udtrykkes i billedet af Josef! Josef er et monster. Han har ingen respekt over for brødrene. Han leger med dem. Han vil skræmme dem. Han er frygtindgydende – fordi han er helt uden nogen moral og menneskelighed.

Mennesker bliver bange når de ser Josef i hans magt og herlighed. De ord som Juda siger til Josef udtrykker meget godt den ærefrygt og rædsel mennesker føler over for enevoldsherskeren:

v18  Så trådte Juda hen til ham [Josef] og sagde: »Undskyld, herre! Lad din tjener [træl] tale til dig, herre, uden at din vrede flammer op imod mig; du er jo Faraos lige.

(1 Mosebog 44)

Han placerer et bæger i Benjamins sæk på en skjult måde. Siden hen anklager han Benjamin og alle brødrene for tyve og røvere - skyldige. Brødrene har i forvejen megen frygt og angst for den egyptiske prins – men nu bliver de helt desperate. De går fortabt.

Josef har et særligt bæger – et guld eller sølv bæger – som han bruger i sin private kult. Han kommer væske i bægeret og små objekter ned i væsken – fx blomster. Derefter iagttager han de små objekters bevægelser. På den måde kan Josef se ud i fremtiden. Josef bruger denne praksis – den mantiske praksis – i sit forhold til kongen – som et led i hans opstigning og herlighed. En sådan mantik eller spådomskunst bliver fordømt i Det gamle Testamente! Josefs praksis er ikke egentlig religion – den er overtro og magisk praksis men den bliver fordømt i Det gamle Testamente. Josefs religion har intet med den israelitiske religion at gøre. Josef har romernes almene religiøsitet – som vi også kender fra Pilatus. Josef er overtroisk lige som Pilatus. Det lille træk er typisk for figuren Josef. Han er helt egyptisk. Spådomskunsten med bægeret er typisk egyptisk. Men vi kender også eksemplet med bægeret fra hele oldtiden – især fra romerne. Josef tror at der er mere mellem himmel og jord – og tror at han kan bruge det overnaturlige til at gavne sig selv.

Dette bæger er naturligvis helligt – kan vi sige - i Josefs egen private kult! Vi kender paralleller til denne historie. Rakel stjæler sin far Labans husguder og der opstår en meget farlig situation. Jakob siger at den som har stjålet Labans husguder skal – han ved ikke at det er hans kone Rakel som har stjålet husguderne. Rakel redder situationen i sidste øjeblik – hun er snu og snedig!

Josef anklager brødrene for denne frygtelige synd – det såkaldte tyveri (som han selv har iscenesat!). Josef spørger dem om de ikke er klar over hvem han er! Dette sted er meget afslørende for Josefs identitet! Josef er en egyptisk troldmand – lige som alle de andre troldmænd ved det egyptiske hof! Selvfølgelig tager han varsler – det er jo hans opgave over for den egyptiske farao. Josef er stolt over at være en stor egyptisk troldmand og mantiker. Han er den største af dem alle:

v14  Da Juda og hans brødre kom ind i Josefs hus, var han der stadig, og de kastede sig til jorden for ham. v15  Josef sagde til dem: »Hvad er det dog, I har gjort? Ved I ikke, at en mand som jeg tager varsler?«

(1 Mosebog 44)

Situationen med Benjamin og bægeret i Benjamins sæk er altså meget farligt! Hvis Benjamin bliver opdaget må han tro at han skal . Josef leger med Benjamins liv. Josef optræder som en helt uberegnelig vilkårlig fyrste uden nogen menneskelige følelser! Josef er en ond mand. Etisk set må vi klart sige at han falder igennem! Josef er et rigtigt dårligt menneske! Han har en frastødende og ubehagelig karakter! Opfattelsen af skylden i Det gamle Testamente er sådan at hvis man rent faktisk bliver dømt som skyldig – som Benjamin – ja så er man skyldig! Det gamle Testamente kender ikke vores begreb om skyld! Benjamin går virkeligt fortabt – på grund af Josefs ondsindethed vel at mærke! Josef er ond lige som alle kongerne var onde. Kongerne er ikke som vi er. De gør bare hvad de vil. De er som de er. De er farlige. De er uberegnelige. De kan være urimelige og helt uretfærdige menneskeligt set. Men det ændrer ikke noget – det er kongerne som har magten. De spiller et grusomt spil med os almindelige mennesker. Der findes undermennesker og overmennesker. Kongerne er overmennesker og deres magt er uindskrænket. De viser deres store herlighed ved deres totale ligegyldighed og vilkårlighed – sådan kan intet almindeligt menneske jo optræde, tænker oldtiden! Ingen kan stoppe dem. Sådan er livet - i følge oldtidens tankegang.

I kapitlet træder Juda – Josefs bror – op imod Josef. Dramaet bliver et drama mellem de to brødre – men de to brødre repræsenterer to verdener, to kulturer. Juda repræsenterer Israel, Israels kultur og religion. Josef repræsenterer den højfornemme og oplyste areligiøse kultur i Egypten. Konfrontationen mellem de to brødre er et højdepunkt i 1. Mosebog. Juda sejrer over Josef. Fårehyrderne sejrer over den egyptiske prins. Dette kapitel udtrykker livsopfattelsen og religionen og teologien hos de jødiske lærde og præster som siden hen samlede og forfattede 1. Mosebog. Kapitlet og Judas tale er et monument over deres opfattelse af det gamle Israel, patriarkernes Israel. Her taler Jakob og Jakobs stolte sønner – og de taler Roma midt imod! Jakobs sønner – Israels folk - er bestemt ikke længere bare ildelugtende og arme fårehyrder eller forbandede asiater som ikke ved om de kan leve eller dø! Hele Det gamle Testamentes ånd taler i Judas tale i kapitel 44.

 

Josef bliver fristet. Josef, Jakob og de egyptiske sønner - Efraim og Manasse.

 

Jakob velsigner Josefs to egyptiske sønner Efraim og Manasse. Jakob skal snart dø. Derfor giver han den patriarkalske velsignelse videre. Vi kan også se Isak hele tiden i baggrunden. Isak havde velsignet Jakob og givet ham velsignelsen – men Jakob havde groft bedraget den gamle, døende og blinde Isak! Velsignelsen af Jakob var – efter Guds vilje men - en menneskelig tragedie!

Velsignelsen er evig. Den kan ikke laves om. Jakob har kun een virkelig velsignelse. Velsignelsen er lige som en olie som Jakob kan give videre – men han må vælge. Begge drenge kan ikke få velsignelsen – i al fald ikke den virkelige afgørende velsignelse. Det er derfor at Esau tidligere går fortabt – Isak havde ikke nogen ekstra velsignelse tilbage til Esau. Velsignelsen var allerede blevet opbrugt – som en olie.

Velsignelsen flyder ud af den højre hånd. Den højre side er den rigtige side – æren og herligheden og velsignelsen strømmer ud til den højre side. Kongen – den salvede – sidder ved Guds højre side. Kristus sidder i himlen ved Guds højre side. Kristus får al velsignelsen fra Gud gennem Guds højre hånd.

Josef bliver fristet – han bliver bange. Josef bliver lille og svag og bekymret. Han falder tilbage. Han mister troen og tilliden. Den gamle Jakob er også blind og forvirret og døende. Jakob tager fejl – han tager fejl af de to sønner. Jakob vil give velsignelsen til Efraim - den yngste søn. - Det er forkert, tænker Josef! - Der er ved at ske en forfærdelig ulykke, tænker Josef. Josef bliver desperat – han forsøger at gribe ind og flytte den gamle Jakobs hænder - så de vender rigtigt! Jakob har krydset sine hænder, da han skal velsigne sine børnebørn! Situationen er et af højdepunkterne i hele Det gamle Testamente! Men Jakob tager ikke fejl! Josef begynder bare at tvivle på Guds styrelse og Guds plan. Josef mister troen – han bliver bange. Gud ved hvad han gør – Jakob ved hvad han gør! Jakob er ikke en sindsforvirret gammel tåbe der ikke ved hvad han gør! – Jeg ved det, som han siger! Josef falder i og han falder for fristelsen - til at styre og kontrollere med sin forstand og sine egne tanker! Josef er et symboldet som alle mennesker gør hele tiden – Vi vil styre og kontrollere det liv, som er i Guds hånd! Josef mister troen. Han mister ånden og modet. Han gør sig selv lille og svag. Han gør sig selv til et lille offer – han er fuld af frygt for at det hele skal gå galt! Når vi gør os selv til små og svage ofre – er det en stor sorg for Gud – det er tanken i 1. Mosebog!

På den måde bliver Josef i denne berømte situation – et af højdepunkterne i hele Det gamle Testamente - til et evigt symbol. Vi kan alle genkende os selv i Josef – han er vores spejl. – Lad Gud være i fred!

v13  Josef tog nu sine to sønner i hånden, Efraim i sin højre hånd, så han stod til venstre for Israel, og Manasse i sin venstre, så han stod til højre for Israel, og så førte han dem hen til ham. v14  Israel rakte sin højre hånd frem og lagde den på Efraims hoved, skønt han var den yngste, og sin venstre hånd lagde han på Manasses hoved; han krydsede sine hænder. Men Manasse var jo den førstefødte.

v15  Så velsignede han Josef:
      »Den Gud, for hvis ansigt
      mine fædre Abraham og Isak vandrede,
      den Gud, som har været min hyrde
      fra min fødsel til i dag,
       v16  den engel, som har udfriet mig fra alt ondt,
      skal velsigne drengene.
      De skal kaldes med mit navn
      og med mine fædre Abrahams og Isaks navne,
      og de skal blive talrige i landet.«

v17  Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, blev han bekymret og greb sin fars hånd for at flytte den fra Efraims hoved over på Manasses. v18  Josef sagde til sin far: »Det er forkert, far! Det er ham her, der er den førstefødte, læg din højre hånd på hans hoved.« v19  Men det ville hans far ikke.

Han sagde: »Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Også han skal blive til et folk; også han skal blive stor. Men hans yngre bror skal blive større end han, og hans efterkommere skal blive til en mængde folkeslag.« v20  Den dag velsignede han dem og sagde:
      »Med dit navn skal Israel velsigne og sige:
      Gud gøre dig som Efraim og Manasse.«
Sådan satte han Efraim foran Manasse!

(1 Mosebog 48)

Jakob får i kapitel 46 af Gud at vide – i en vision - at Josef skal lukke hans øjne. Josef er en Jakob historie men en Jakob historie som adskiller sig meget fra de øvrige. I Josef historien bliver Josef ophøjet blandt de tolv brødre. Han er den vigtigste. Brødrene er ikke ligestillede – den yngste Josef er den vigtigste. Jakob velsigner Josef og det er Josef der viderefører arven fra Jakob! Josefs hus er fra nu af det vigtigste hus – faktisk det samme som hele Israel. Josefs sønner er faktisk det samme som hele Israel. I NordrigetSamaria - sættes riget netop lig med Josefs hus! Det sande Israel starter med Josef – han var godt nok ikke den førstefødte men han blev den højeste af dem alle. Jakob elskede Josef. Josef er Israels identitet.

 

Jakob er vores fader.

 

Jakob vinder Rakel og Lea.

 

Historierne om Jakob fortæller om vores – hans folks – stamfader. Sagaen fortæller at Jakob kom fra et fremmed land langt borte mod øst. I det land – hvor det så end var - var han en træl, en slave men på grund af hans snuhed, snedighed og styrke kæmpede han sig op til den højeste position. Han sejrede over den konge – Laban – som han havde trællet for i mange år. Jakob vandt derfor også kongens to døtre Rakel og Lea som hustruer. Jakob blev til sidst gift med de to prinsesser! Samtidigt blev Jakob efterhånden en rig mand med får og geder uden ende. Jakob drog derefter bort fra det land og kom til vores land – Palæstina – dvs områderne omkring Betel, Sikkem og Jordan. Her blev Jakob vores stamfader. Hans to hustruer blev mødre til stammerne. De blev også urmødre eller stammødre og dermed løftet op i en højere sfære.

Historien om Jakob og laban er historien om tjeneren og herren. Vi kender den også fra de romerske kejsere. De romerske kejseres højre hånd og betroede tjener var ofte en slave som kejseren mente at han kunne stole på – men ofte ender det med at slaven bliver stærkere end kejseren og fælder og afløser kejseren!

Laban bliver rig og mægtig – men på grund af Jakobs dygtighed og snedighed! Laban bliver i stigende grad afhængig af en mand som han oprindeligt troede at han kunne stole på. I begyndelsen kaster Jakob glans over hans hoved men det ender med at Jakob bliver den stærkeste. Vi ser dette træk mange gange hos de senere konger i Israel – i Nordriget hvor kongens højre hånd vokser i militær styrke og til sidst afsætter kongen. Jakobs kamp mod Laban er sønnens kamp mod faderen!

I 1. Mosebog 30 kan vi se hvilken situation Laban er havnet i! Laban er blevet afhængig af sin tjener! Alting er blevet vendt på hovedet! Laban er nu bange for at Jakob skal forlade ham – uden Jakob er han fortabt. Jakob er blevet hans vigtigste rådgiver og minister. Situationen ligner forholdet mellem Saul og David. Laban er blevet helt desperat. Ifølge tekstens mening sker det alt sammen fordi det er Guds vilje. Det har Laban også opdaget, siges det. Jakob har fået en magtposition som svarer til Josefs magtposition i Egypten. Den egyptiske konge blev også fuldstændigt afhængig af Josef til sidst og Josef blev storvisir som det siges - statsminister:

v27  Laban sagde til ham [Jakob]: »Måtte jeg blot bevare din velvilje! Jeg har fået en åbenbaring om, at det er for din skyld, Herren har velsignet mig.« v28  Han fortsatte: »Bestem selv, hvad du vil have i løn; det vil jeg give dig.«

(1 Mosebog 30)

Laban kan se hvad det hele vil ende med og han er desperat. Laban frygter at det vil gå helt galt. Han vil komme til at miste det hele – endda sine egne piger og børnebørn – sønnesønner! Jakob har også skubbet hans egne sønner til side – selv om det burde have været disse sønner der havde fået Jakobs position. Men Jakob skubber alle konkurrenter til side. Jakob vil snyde ham og bedrage ham og løbe med det hele. Laban kan se at Jakob er en opadstigende stjerne. Laban kan se at Jakob er den opadstigende søn der kæmper imod faderen. Jakob er snu og snedig og kender til trolddom. Jakob er en magiker. Jakob er hård, kold, brutal og uden moralske skrupler. Jakob er en kriger og han er ikke bange for at svinge sværdet. Jakob er ukultiveret, vild, en af ørkenens sønner. Ingen kan stole på Jakob. Laban forsøger at lave aftaler med Jakob om at de skal dele dyreflokkene imellem sig så begge kan blive tilfredse. Men Jakob snyder ham så vandet driver af ham. Jakob er slet ikke til at styre. Jakob gør helt uforudsete ting. Ingen kan stole på Jakob. Han er en gåde. Jakob er ikke som andre mennesker. Han handler spontant ud fra sin egen hånd. Jakob bliver besat af ånden – og gør uforudseelige ting! Jakob er sådan set en katastrofe for Laban – problemet er bare at velsignelsen følger Jakob, som Laban siger! Gud holder med Jakob! Labans situation bliver på den måde ekstremt vanskelig. Gud har velsignet Jakob selv om han er en upålidelig røver og bedrager! Det er også pointen i teksten i 1. Mosebog! Jakob er for stærk – det er hvad Laban kommer til at frygte. Laban frygter at han skal gå helt fortabt og miste alt. Laban bliver en taber og Jakob en vinder. Livet er en retsproces og i den proces bliver Laban kendt skyldig. Han må gå bort med skyld og skam, som det siges i Salmerne. Guds velsigenlse kan ses med øjnene – det er meningen i 1. Mosebog. Alle kan se at Jakob er velsignet af Gud – han er heldig, han sejrer, han er smuk som sin mor, han vinder. Gud er med Jakob – det kan alle se.

Jakob er slet ikke til at styre. Han er ukontrollabel. Jakob er en slange – en løve. Lige som David spiller Jakob et højt spil. Han frygter ikke noget eller nogen mennesker. Han er villig til at satse alt og risikere alt i sit spil over for Laban. Jakob er helt fikseret på sit mål – at vinde æren og magten. Han er villig til at opgive alt andet. Jakob er ikke som andre mennesker. Jakob har en fuldstændigt overudviklet selvbevidsthed. Han ved at han er retfærdig, som han siger til Laban. Han ved at han har retten på sin side. Han ved at Gud er med ham og ikke med Laban! Jakob kommer godt fra alle sine svindelnumre og bedragerier. Gud er med ham. Gud ser ikke på Jakobs personlige svagheder. Jakob er Israel og Israels fader og derfor bliver han elsket og velsignet af Gud. Gud tilgiver ham hans mange synder. Gud ser igennem fingre med Jakobs bedragerier og løgne. Gud handler efter sin egen plan – han vil frelse Israel – også ved hjælp af Jakob når det er det som skal til! På samme måde elskede og velsignede Gud David – ikke fordi Gud elskede Davids mange synder og fejltagelser og grusomheder – men fordi David var Guds redskab – David var den som kunne frelse Israel og derfor blev han velsignet af Gud. Gud tilgive David – Gud dækkede sine øjne så han ikke kunne se Davids mord og synder – som det hedder. Jakob skildres på en måde som minder om David. Den måde som Jakob flygter fra Laban til sidst minder om Davids flugt fra Saul som den bliver beskrevet i 1. Samuelsbog.

Ifølge den oprindelige saga er Jakob ikke søn af Isak. Jakob kommer ikke fra Palæstina eller fra Isaks hus. Han kommer fra østen – akkurat lige som Abraham!  Vi skal forestille os at sagnene om Abraham og Jakob har lignet hinanden. Disse sagn udtrykker det samme – vores fader kommer fra østen - fordi østen var forbundet med det mystiske, det hellige, det overvældende. Samtidigt vidste stammerne i Palæstina jo at de var indvandret fra østen! Derfor fortælles det at Jakob kommer ind i Palæstina som en fremmed fra østen.  Da Jakob kommer til Palæstina er han allerede en stor mand – han er omgivet af et helt hof. Han er en konge. Gud har udvalgt ham. Herren er med ham, som det siges.

I 1. Mosebog 29 fortælles om hvad der sker i Jakobs ungdom da han stadig var i det fremmede land – i Labans land:

Jakob er nødt til at tjene som træl under Laban. Vi ved ikke hvorfor men Laban er en stor mand og Jakob er stadig lille og svag. De er af samme slægt – dvs Jakob har altid boet her og tilhører det samme folk som Laban. Jakob kommer ikke fra Isak eller Palæstina – det er en senere fortolkning.

1. Mosebog fortæller historien som et eventyr. Det siges at Jakob er forelsket i Rakel fordi hun er små smuk og dejlig. Rakel bliver siden moder til alle de vigtigste af stammerne. Lea bliver kun moder til to stammer nemlig Levi og Juda. Det udtrykkes i sagnet ved at Rakel er vigtigere end Lea. Stammerne har følt sig som Lea og Rakel stammer siden hen! Vi er stolte af vores moder – Rakel! Rakel er en moder for folket – hun er en moder for alle mennesker - hun er en engel!

Laban bliver efterhånden afhængig af sin tro tjener Jakob og efterhånden vinder Jakob spillet – han er den lille svage mand som sejrer over den mægtige mand. Lige som David og Goliat. Laban bliver afhængig af Jakob som sin tjener lige som Saul bliver afhængig af David som sin tjener. David gør oprør mod Saul og svigter ham – Jakob gør det samme. Jakob er bestemt af Gud til at blive noget stort. Derfor sker tingene som de gør.

Lea er ikke så pæn for hun har matte øjne. Det betyder ikke at hun er svagt seende. Det betyder at hans øjne ikke er dybe, mystiske, strålende. Det var idealet. Kvinderne brugte derfor rigeligt med øjensminke i oldtiden hos semiterne.

v15  Laban sagde til ham [Jakob]: »Du skal ikke tjene [være slave] gratis hos mig, blot fordi du er min slægtning; sig, hvad du vil have i løn!« v16  Nu havde Laban to døtre; den ældste hed Lea og den yngste Rakel. v17  Lea havde matte øjne, mens Rakel var smuk og så dejlig ud. v18  Jakob var forelsket i Rakel, og han sagde: »Jeg vil tjene hos dig syv år for din yngste datter Rakel.« v19  Laban svarede: »Jeg vil hellere give hende til dig end til nogen anden. Bliv hos mig!« v20  Så tjente Jakob hos ham syv år for Rakel; men han følte det kun som nogle få dage, fordi han elskede hende.

Historien handler om hvem der er mest snedig. Laban er mere snedig end Jakob og derfor vinder han over Jakob i dette tilfælde. Jakob bliver snydt og får den forkerte kone. Historien fortælles som et eventyr. Laban giver sine piger væk som om de var ejendom – og det var de også i oldtidens verden. Laban råder over sine døtre – de tilhører ham! Laban ønsker at Jakob skal fortsætte som hans tjener – minister, højre hånd. Jakob er nu steget voldsomt i graderne.

v21  Jakob sagde til Laban: »Tiden er udløbet; lad mig nu få min kone, så jeg kan gå ind til hende.« v22  Laban samlede da alle mændene der på stedet til gilde; v23  men om aftenen tog han sin datter Lea og førte hende til Jakob, som gik ind til hende. v24  Og Laban overlod sin trælkvinde Zilpa til sin datter Lea. v25  Om morgenen opdagede Jakob, at det var Lea, og han sagde til Laban: »Hvad er det, du har gjort mod mig? Det var jo for Rakel, jeg tjente hos dig. Hvorfor har du narret mig?«

Laban er trofast mod Jakob. Det er faktisk Jakob som siden rejser et oprør imod Laban. Jakob er den skyldige. Jakob bliver faktisk gift med begge kvinder på én gang – han må ikke vente 7 år mere! Han går ind til Rakel og har samleje med hende kun en uge efter brylluppet med Lea. I Moseloven er det strengt forbudt at være gift med to søstre! Men i dette gamle sagn er der slet ikke noget problem. Jakob gifter sig med begge piger – nok ikke på grund af følelser! – men fordi Jakob kæmper en kamp mod Laban om magten. Jakob kæmper sig op og ægteskaberne udtrykker hans sejr. Han er næsten blevet en konge som Laban – han er kongens søn!

Ifølge Moseloven er Jakobs ægteskab med de to søstre strengt forbudt. Det er en klar overskridelse af de seksuelle grænser. Vi skal også forestille os at historien om Jakob og de to søstre er blevet fortalt fordiden er speiel – tiltrækkende. Historien fortæller om manden som har seksuel omgang med to kvinder som er søstre. Dette har været dybt fascinerende for oldtidens læsere. Det er simpelt hen en god historie. Ved at fortælle denne historie udtrykker man også at Jakob ikke er noget almindeligt menneske. Han er et andet væsen – et overmenneske – en af gudssønnerne måske?

 v26  Laban svarede: »Her på stedet er det ikke skik at gifte den yngste bort før den ældste. v27  Men lad nu hendes bryllupsuge gå til ende; så skal du også få Rakel, mod at du tjener hos mig syv år til.« v28  Det sagde Jakob ja til, og da ugen var omme, gav Laban ham sin datter Rakel til kone. v29  Og Laban overlod sin trælkvinde Bilha til sin datter Rakel. v30  Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå tjente han hos Laban syv år til.

(1 Mosebog 29)

Gud har forudbestemt at Jakob skal møde Rakel. Rakel står pludselig der. Hun dukker op som et syn men alting er forberedt og tilrettelagt af Gud. Rakel og Jakob er forudbestemt til hinanden, de er udvalgt til hinanden. Alt sker for at de to kan føres sammen. Rakel og Jakob har altid været sammen – i Guds verden. De er forudbestemt til hinanden siden verdens skabelse. De har altid været et par. De tilhører hinanden. Gud har på forhånd en plan som bliver realiseret i historien. Jakob kender intet til Rakel. Han ser hende blot tilfældigt ved brønden. Men hans møde med den smukke Rakel er ikke noget tilfælde. Gud har på forhånd lagt alting fast. Gud har bestemt at Rakel skal være en moder for Israel. Gud har udvalgt Rakel. Det er også derfor at hun er så smuk og dejlig – så hun kan tiltrække Jakobs interesse. Jakob ser straks Rakel – Gud har bestemt det. Jakob ved slet ikke hvor han er. Han er bare drevet omkring men det er lige meget for Gud fører ham præcist til det sted hvor Rakel står og venter på ham ved brønden:

v1  Jakob fortsatte sin rejse til landet, hvor Østens folk bor. v2  Han fik øje på en brønd på marken, hvor der lå tre fårehjorde; fra den brønd gav man nemlig hjordene vand. Der lå en stor sten over brønden, v3  og først når alle hjordene var samlet, kunne man vælte stenen væk fra brønden og give dyrene vand. Så væltede man stenen på plads over brønden.

I den oprindelige saga er Jakob og Rakel og Laban slet ikke i familie med hinanden! Det er en meget senere omdigtning. I den oprindelige historie møder Jakob Rakel – tilfældigt så at sige - i det fremmede land hvor han driver om som en hyrde – antageligt.

Jakob er en kæmpe og han har kæmpekræfter. Jakob er en Herkules. Jakob er en Samson. Han vælter ene mand den store sten væk fra brønden så dyrene kan få noget at drikke. Jakob bliver utålmodig. Jakob er hidsig og utålmodig. Denne sten kræver ellers syv mands kræfter. Jakob skildres som en af de græske giganter. Giganterne var i den græske kultur sønner af Gaia – moder jord – og himlen – Uranos. Giganterne blev en slags kæmper lige som titanerne. Giganterne kæmpede imod guderne – imod Zeus og de andre græske guder. Jakob kæmper med Gud i en brydekamp! Jakob er en gigant! Jakob kaster rundt med stenen. Grækerne fortalte at giganterne kastede rundt med store klippeblokke. Giganterne er sønner af det jordiske og det himmelske – deres mor er jorden og deres fader er himlen. De er lige som de gudevæsner der fortælles om i 1. Mosebog i urhistorien før syndfloden! Jakob er et mellemvæsen mellem en gud og et menneske. I 1. Mosebog fortælles om disse mellemvæsner – de opstod fordi guderne i himlen blev forelskede i de skønne jordiske kvinder og derfor kom ned og havde samleje med dem!

Jakob møder Rakel ved en brønd – ved vand. Der er rigtigt mange paralleller til denne form, dette skema. Isak møder sin kone Rebekka på samme måde. Det samme sker for Moses. Både i det nye og gamle Testamente er der mange paralleller til historien om manden, kvinden og brønden. Jesus møder den samaritanske kvinde ved en brønd. Elisa gør det samme. Vi kan sige at hele sceneriet er et skema – et begreb.

I 1. Mosebog er der forskellige ting der tyder på at Rakel og Lea – som evige mødre for stammerne - også blev løftet op over det menneskelige plan. Rakel bliver en Maria. De blev måske opfattet som næsten guddommelige væsner. Rakel er forbundet med kult, trolddom, gudebilleder. Rakel kommer fra en anden fremmed religion – lige som den vise Salomos hustruer som forledte ham til afguderi! På den måde blev Rakel og Lea måske opfattet som en slags frugtbarhedsgudinder – Israel kendte jo udmærket de kana’anæiske kvindelige guder som Ashera og Astarte – men denne opfattelse er slet ikke tydelig nogen steder i 1. Mosebog.

v9  Mens han stod og talte med dem, kom Rakel med sin fars får, som hun vogtede. v10  Da Jakob så sin morbror Labans datter Rakel og hans får, gik han hen og væltede stenen væk fra brønden og gav sin morbror Labans får vand.

 (1 Mosebog 29)

Til sidst flygter Jakob væk fra Laban – efter at han har vundet alt. Til sidst mister Laban også tilliden til Jakob:

v1  Jakob hørte Labans sønner sige: »Jakob har taget alt det, vores far ejede, og af det har han skabt sig hele denne rigdom.« v2  Jakob kunne også se på Laban, at han ikke var stemt mod ham som tidligere.

 (1 Mosebog 31)

Situationen er også en farlig krise for Jakob. Jakob henvender sig til sine to kvinder. Han kan ikke være sikker på at de vil følge ham og forlade alt. Rakel og Lea kommer på deres livs prøve – de skal vælge mellem deres faders hus og Jakobs hus. De skal vælge lige som Abraham måtte vælge da han blev kaldet i Mesopotamien og bedt om at forlade sin faders hus! Dette er de to kvinders prøvetime. Vil de vise at de virkelig er sande mødre og kommende stammødre til Israels folk? Vil de opgive alt og følge kaldet? Er de villige til at forlade denne verden og gå ud af verden? Er de villige til at give slip på alt i deres fortid – deres biologiske familie, deres land, deres kultur, deres sprog? - Følg mig – som det lyder i Det nye Testamente – det er det som Jakob siger til sine to kvinder. Er Rakel og Lea virkeligt de udvalgte – Guds udvalgte – de kvinder som Gud har udvalgt ud af alle andre kvinder? Er Rakel og Lea virkeligt dem der skal opfylde Guds løfter og forjættelser til Israel?

Rakel og Lea får så at sige det samme spørgsmål som Jakob fik stillet af Gud: Da Jakob var i østen talte Gud pludselig til ham. Gud sagde at han skulle forlade alt – alt det som han elskede og alt det som var hans verden. Gud sagde til Jakob: - Følg mig! Gå ud af verden! Opgiv og forlad alt! Bryd med alle de mennesker som du elsker! Jeg vil give dig et nyt land som ligger et andet sted. Jeg vil give dig det forjættede land – jeg vil give dig Guds rige. Men først skal du forlade alt det som du holder af. Er du parat til det?

På den måde fik Jakob - da han var i østen - præcist det samme spørgsmål som Abraham – dengang Abraham var i østen, i Mesopotamien. Abraham svarede ja til spørgsmålet. Abraham betænkte sig ikke et eneste øjeblik! Jakob betænkte sig ikke et eneste øjeblik. I 1. Mosebog er Abraham og Jakob virkelige helte – de er ikke bange – de forlader alt og går ud af verden! De bryder med fortiden, med det som er og var. De slagter alle okserne. De ser sig ikke tilbage. De ser kun fremad. De er villige til at hade verden – den gamle verden, egoets verden, kan vi sige. Abraham aflægger det gamle menneske og bliver et nyt menneske. Det gamle menneske er som en gammel klædning som han aflægger og kaster væk. Abraham bliver genfødt. Jakob bliver genfødt i det øjeblik han følger kaldet. De handler med en usvigelig sikkerhed – hvor den så end kommer fra? Lots hustru ser sig tilbage og bliver en død saltstøtte. Abraham og Jakob får det evige liv. Det evige liv har en pris – i jordisk forstand – men den pris - at de skal forlade alt det som de elsker - er lille og ubetydelig. Det som de får, er meget større. Det som de får, er evigt. Det er det som man kan kalde evangeliet i patriarkfortællingerne i 1. Mosebog.

Beskrivelsen af disse valg er højdepunkterne i 1. Mosebog! Gud henvender sig til mennesket. Gud tilbyder mennesket sin frelse. Det eneste som mennesket skal gøre, er at række ud efter denne frelse. At række hånden ud efter velsignelsen eller frelsen – er at forlade denne verden!

De to stolte kvinder Rakel og Lea får det samme spørgsmål. Rakel og Lea viser sig som sande mødre – de består prøven – de vinder et evigt ry. De forlader alt det gamle og forlader den gamle verden sammen med Jakob. Rakel og Lea er sande helte – pludselig viser de deres sande natur i et glimt. Det bliver deres ophøjelse og herliggørelse. Rakel og Lea forlader alt. De er ikke bange. De er uden nogen frygt. De betænker sig ikke ét eneste øjeblik. De bliver evige symboler i det senere Israel! – Vi er Rakels sønner, som de sagde!

v14  Rakel og Lea svarede ham [Jakob]: »Vi har ikke længere lod og del i vores fars hus.

v17  Så satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne, v18  og han tog hele sin hjord med sig og al den rigdom og hele den ejendom, han havde samlet sig i Paddan-Aram.

v19  Mens Laban var ude for at klippe sine får, stjal Rakel sin fars husguder. v20  Jakob narrede aramæeren Laban og fortalte ham ikke, at han ville flygte. v21  Så flygtede han med alt, hvad han ejede; han gik over Eufratfloden og satte kursen mod Gileads bjergland [ved Jordan].

 

(1 Mosebog 31)

Rakel skaber en krise ved at hun inden flugten stjæler faderens husguder. Husguderne var billeder eller små statuer eller figurer så som fallosfigurer. De var opstillet på et alter i huset. Husguden er den nære gud som beskytter slægten og faderen i familien. Husguden er den gud som giver lykken og velsignelsen til faderen – så han kan give velsignelsen videre til hele slægten. Vi ved at de fleste husguder har været frugtbarhedsguder og ofte har haft seksuelle karakteristika. Det som Rakel gør, er altså en meget alvorlig sag. Handlingen viser selvfølgelig også at Rakel selv tror på disse guder og derfor stjæler dem. Laban er meget ophidset – med rette. Den lille historie viser at Rakel er stærkt knyttet til de fremmede guder – guderne ude i østen. Det kommer også frem mange andre steder i 1. Mosebog. Laban er voldsomt vred over at have mistet sine guder. Hvis Rakel var blevet afsløret er det sandsynligt at Laban faktisk havde slået hende ihjel! Det er nok derfor at Jakob siger som han gør. Oldtidens tanker var ikke som vore tanker. Der er næppe nogen tvivl om at faderen Laban havde slået sin egen datter ihjel hvis han havde opdaget hendes tyveri!

I Dommerbogen 17 fortælles også om et lignende tyveri af en husgud og det fremstilles også som en meget alvorlig sag. Husguderne har spillet en meget vigtig rolle. Templet i Jerusalem har været meget fjernt og langt borte men husguden – vores faders gud – har været nærværende. Den vigtigste form for religiøsitet eller fromhed har været i forbindelse med husguden – husalteret. Husguderne bevirkede at det kvindelige element i religionen fik en meget bedre chance. Mange af husguderne har sikkert været kvindelige frugtbarhedsguder som Ashera og Astarte – Himmeldronningen og Aftenstjernen, som de kaldes. Den herskende Jahve religion i Israel blev efterhånden meget eensidigt maskulin!

Jakob erklærer, at tyven skal af med livet – han ved ikke hvor farlige hans ord er. Israels moder kommer igen i fare – lige som det fortælles om Sara – Israels moder. Disse mødre kommer hele tiden i overhængende fare – dvs at hele Israels fremtid står på spil! Hvis moderen dør – går Israel fortabt. Israel er de sønner som skal komme ud af moderen! Rakels skæbne bliver pludselig til hele Israels skæbne! Rakel er bestemt ikke nogen privatperson eller noget enkelt individ i vores betydning af ordene!

v31  Jakob svarede Laban: »Jeg var bange, for jeg tænkte, at du ville røve dine døtre fra mig. v32  Men den, du finder dine guder hos, skal miste livet. Gennemsøg, hvad jeg har, og tag, hvad der tilhører dig.« Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjålet dem.

Rakel redder selv situationen. Ikke Gud – men Rakel redder situationen! Laban gennemsøger alt for at finde sine guder – men han finder ingenting. Rakel viser sig som helt overlegen. Hun viser sin snuhed, snedighed og kløgtighed. Hun viser sig at være langt visere end sin gamle fader. Rakel er en vinder. Rakel viser netop de egenskaber som roses så meget i 1. Mosebog – klogskab og kløgt og snarrådighed. Rakel er en dronning! Hun er sønnernes stolthed og ære:

 v33  Så gik Laban ind i Jakobs telt og ind i Leas telt og ind i de to trælkvinders telt, men fandt dem ikke. Da han var kommet ud af Leas telt, gik han ind i Rakels telt.

 v34  Men Rakel havde taget husguderne og lagt dem i kamelsadeltasken og sat sig oven på dem. Laban gennemsøgte nu hele teltet uden at finde dem. v35  Rakel sagde til sin far: »Du må ikke tage det ilde op, at jeg ikke rejser mig for dig, herre, men jeg har det altså på kvinders vis! [menstruation]« Og Laban ledte og ledte, men fandt ikke husguderne.

(1 Mosebog 31)

Sådanne husguder har nok haft en forskellig størrelse og form. I 1. Samuelsbog fortælles at David havde en sådan husgud men den ser ud til at være temmelig stor fordi hans hustru Mikal bruger den til at illudere David ved flugten fra Saul:

 v13  Men Mikal tog husguden og lagde den på sengen. Hun anbragte et gedeskind ved dens hoved og dækkede den med et tæppe. v14  Da Saul sendte folk for at gribe David, sagde hun, at han var syg.

(1 Samuelsbog 19)

På længere sigt bliver disse husguder angrebet mere og mere fra Jerusalems og templets side. Men på det ældre tidspunkt var husguderne et almindeligt accepteret element i religionen i Israel. Vi kan også se at der ingen fordømmelse er af Rakel da hun sikrer sig de østlige husguder – selv om de jo er helt fremmede over for nogen gud i Israel! Følgende tekst beskriver Josijas reform fra 622 f. Kr. som var et angreb på alle de traditionelle guder i Israel:

v24  Også dødemanerne og sandsigerne, husguderne og møgguderne og alle de ækle guder [seksuelle guder], som fandtes i Judas land og i Jerusalem, udryddede Josija for at opfylde lovens ord, som stod i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens tempel.

(2 Kongebog 23)

Rakels redning bliver hyldet i 1. Mosebog. Hun er en helt – et forbillede. Hun redder situationen der hvor Jakobs ord har gjort situationen meget kritisk. Men vi skal ikke glemme at alle historierne om Jakob og Laban har præg af noveller og eventyr. Rakel er også en figur i et eventyr. Hun er eventyrlig og hendes snarrådige hurtige begavede redning er eventyrlig!

Jakob er velsignet og Herren er med ham. Gud har udvalgt Jakob og nu har Gud udvalgt hans to kvinder frra østen Rakel og Lea. Jakob forlader den gamle verden langt ude østpå – på den anden side af Eufrat floden. Han drager igennem ørkenlandet og kommer til Palæstina. Da han kommer ind i det forjættede land som Herren har lovet ham – bliver han modtaget af en hel hær af Guds engle – Guds krigere og budbringere! Jakob er i sandhed en velsignet mand! Da han kommer til Mahanajim ved Jordan viser Gud sig for ham. Jakob ser Guds ansigt. Da han drager ind i det forjættede land – ind til Efraims bjergland i centrum af det gamle Israel – er han omgivet af en hel hær af krigere og engle – lige som Elias på bjerget der sidder omgivet af utallige af Herrens ildvogne og ildheste! Jakob er en sand gudsmand.

 

 

Abraham er en helt. Abraham er en kæmpe. Han er troens fader!

 

Abraham og menneskeofringen af Isak.

 

 

Abraham bliver testet flere gange – Gud frister ham eller prøver ham. Gud frister og prøver Abraham ved menneskeofringen af sønnen Isak i 1. Mosebog kapitel 22. I det tilfælde viser Abraham sig som lydig og trofast og gudfrygtig! Her viser Abraham sig som en kæmpe – som en helt! Han bliver ikke svag. Han stoler på Herren. Han er villig - til alt. Abraham er troens fader, som det siden blev sagt. Han er troens ridder, som Kierkegaard skrev! Han er en virkelig helt ved offeret af Isak! Her løfter Abraham sig faktisk op i evigheden!

Hvis vi tænker i moderne skemaer forstår vi slet ikke sagaen om Abraham der skal ofre sin søn Isak. Historien handler ikke om barbari eller grusomhed – ikke om Guds eller Abrahams barbari. Vi skal ikke føle at det er synd for Isak. Så forstår vi slet ikke meningen med historien. Historien handler om den levende Gud som frelser mennesker i nød og ulykke – ikke om en ond Gud!

Vi tænker anderledes end oldtiden. Hele oldtiden kendte til menneskeofre. Sådanne ofre var ikke almindelige men de var ifølge oldtidens tankegang nødvendige i nogle få situationer når nøden var overvældende. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Men vi kan lære meget af oldtidens skemaer og tro og menneskeopfattelse – og gudsopfattelse. Oldtiden er på en måde et korrektiv til vores egen indsnævrede opfattelse. Abraham er faktisk en helt – han er det sande menneske - i legenden om offeret af barnet – af den førstefødte! Vi skal prøve at leve os ind i det – så vil vi lære noget nyt og værdifuldt. Det er mange hemmeligheder i disse historier!

Menneskeofre var ikke helt ualmindelige hos de kana’anæere som Israels stammer kom i kontakt med i Palæstina. Israel blev markant påvirket af den kana’anæiske kultur og religion og sikkert også af deres menneskeofre. Noget tyder faktisk på at man i Israel har tænkt at kana’anæernes menneskeofre var bedre og frommere end almindelige ofre af dyr og afgrøder! Kana’anæernes menneskeofre bredte sig til Kartago – nemlig til punerne. Vi har bevaret indskrifter fra Nordafrika – fra Kartago – som beretter om at en menneskeofring af et barn som egentlig skulle gennemføres på grunden af en ed – er blevet erstattet af et dyreoffer! Altså et eksempel der helt svarer til beretningen om Abrahams ofring af Isak.

En menneskeofring er ikke udtryk for grusomhed eller barbari. Da Abraham skal ofre sin søn Isak er Abraham helt knust. Han sørger og græder. Han er gået helt fortabt. Abraham ofrer ikke Isak fordi han er uden kærlige følelser eller en sanseløs barbar! Abraham er ikke nogen blodig eller sindssyg person – Abraham er ikke nogen moderne dræber eller psykopatisk fascist! Abraham er et fint menneske – han gør hvad han kan - for at Isak kan have det godt på turen og rejsen ud til offerstedet. Abraham elsker sin søn Isak over alt andet. Isak er hans eneste håb – det er netop det som er Mosebogens pointe! Gud kræver noget af Abraham som er forfærdeligt for Abraham – at han opgiver alt! Hvis Isak dør er alt forbi for Abraham – så er livet forbi og der er intet håb tilbage nogen steder i verden. Isak er ikke en dejlig glæde eller god ting i Abrahams liv – Isak er hele hans liv og håb! Han viser omsorg for Isak. Abraham er virkelig en god fader for Isak – han er ikke kold eller ligeglad eller egoistisk! I Mosebogen er Abraham netop tegnet som det sande menneske – det fuldendte menneske – helten i denne historie. Abraham er troens fader.

Jefta som er en stor helt og dommer – konge – i Israel i dommertiden ofrer sin egen datter - for at vinde en krig mod Israels fjender! Dommerbogen roser Jefta! I Kongebøgerne omtales et eksempel hvor Israel er i krig og belejrer en fremmed konges by. Kongen forretter en menneskeofring og Israel må trække sig tilbage - fordi menneskeofringen faktisk virker! Historierne om Elias og Elisa omtaler menneskeofre under hungersnøden. I Dommerbogen ofrer en mand sin hustru. Profeterne Jeremias og Ezekiel der levede omkring 600 f. Kr. omtaler at menneskeofringer var udbredt i Israel. Der er mange eksempler på menneskeofre i Det gamle Testamente.

Alle ofre blev opfattet som gaver til guden i oldtiden. Menneskeofre er bedre og større gaver end dyreofre. Denne tanke findes i hele oldtiden. At ofre mennesker er at give dem tilbage til Gud som egentlig ejer alt og alle mennesker. Vi ved at man i det gamle Israel udsatte små pigebørn – altså satte dem ud i naturen for at dø – fordi piger var mindre ønskede. Dette var en slags menneskeofre.

Abraham bliver prøvet og testet da de tre engle eller guder kommer og besøger ham i Mamre. Abraham består prøven med glans. Han er en helt. Sara falder helt igennem. Hun er mistroisk, realistisk. Sara sidder fast i egoet og i skepsis. Hun griner hånligt da Gud lover dem en søn! Abraham tror at for Gud er alle ting mulige. Ofte bliver Abraham – faktisk med god grund - fremstillet på en usympatisk måde med mange dårlige egenskaber. Det gælder fx historierne om hans forhold til den egyptiske farao, Abimelek, hustruen Sara og Hagar! Men i visse tilfælde – når han testes – viser Abraham sig som en af de store helte – Abraham er den største af dem alle, som Paulus ville have sagt!

På samme måde viser han sig som en kæmpe – en helt da Gud kalder ham i hans fjerne hjemland hos aramæerne i østen – i 1. Mosebog 12! Abraham forlader alt – han bliver ikke svag – han er villig til alt uden begrænsninger. Han forlader alt. Han opgiver alt. Han slagter alle okserne. Han forlader alt - sin faders hus, al familie, alt kendt og hjemligt. Det minder om det nye Testamente når Jesus kalder på sine folk: - Følg mig! Forlad alt. Forlad verden. I skal hade verden - ellers kan I ikke følge mig! (Selv om hade ikke betyder hade i vores betydning – men at  adskille sig fra).

Først bliver Abraham bedt om at forlade alt i sit hjemland, alt, som han elsker og holder af, hans faders hus, hele hans fortid – og nu beder Gud ham om at ofre og opgive hele hans fremtid! – Isak er netop ham som du elsker, som Gud siger til Abraham! Gud handler på grotesk, uforståelig måde. Gud er et monster, tænker Abraham måske.

Abraham bliver fristet på samme måde som Jesus bliver fristet i Det nye Testamente. Gud frister ikke mennesker fordi han er ondsindet men for at frelse dem. Livet er en gang imellem en fristelse – vi bliver fristet. Vi bliver fristet til at falde tilbage fra troen – ned i offerrollen, svagheden, alt det at vi skal gøre - i stedet for at stole på Herren! Lad Gud være i fred – det er det fristelsen handler om. Gud frister for at redde.

Da Abraham kommer til Palæstina bliver han fristet over evne og han tager til Egypten pga hungersnøden! Han lyver om Sara og bringer hendes liv i virkelig fare! Engang imellem falder Abraham helt igennem – han kan slet ikke klare fristelsen – han bliver lille og svag og sølle! Ligeledes falder han for fristelsen da han avler et barn med slavekvinden – Abraham kan ikke vente på Herren – han stoler ikke på Herrens løfte – siger teksten!

Den følgende beretning stammer fra den kilde til Det gamle Testamente som kaldes Elohisten. Sagnet om ofringen af Isak er et meget gammelt sagn som har eksisteret som et selvstændigt sagn i meget lang tid inden det blev en del af Elohistens beretning. Vi kan se at gudsnavnet igennem hele teksten – undtaget v 11 Herrens engel - er Gud og ikke Herren. Det som teksten drejer sig om er grundlæggende en test af Abraham. Abraham består prøven – er tekstens mening.

På et dybere plan er beretningen en kultisk beretning som indstifter en tilbedelse – en religion på et bestemt sted – som vi har utallige andre eksempler på. Fortællingen om Mamre er også en kult beretning. Den følgende tekst handler om at Gud viser sig på det hellige bjerg - under ofringen af Isak. Gud meddeler at Isak ikke skal ofres. Vi ved at der var mange menneskeofre i det gamle Israel. Vi ved at kana’anæerne havde menneskeofre – og at man også i Israel engang imellem ofrede mennesker – fx børn. Hele spørgsmålet er ret indviklet. I 2. Mosebog står der klart at alle de førstefødte sønner skal ofres til Herren. Men efter denne lov regel hedder det at offeret kan afløses af et dyreoffer. Den efterfølgende beretning hænger muligvis sammen med det. Muligvis betyder beretningen at Isak faktisk er blevet ofret – dræbt – men at Gud alligevel har grebet ind og givet ham tilbage til faderen Abraham? En sådan tanke finder vi fx i Jobs bog. Job mister alt - også alle hans sønner bliver dræbt – men til sidst får Job det hele – hele herligheden – tilbage. Måske er dette meningen med efterfølgende beretning. Der er mange lag i beretningen. I det gamle Israel har denne historie nok været fortolket på mange forskellige måder! Historien er urgammel og derfor er den kommet med i 1. Mosebog – men fortolkningen har nok været omstridt!

Historien er en kultisk legende men de oprindelige stednavne er forsvundet! Vi ved slet ikke hvad Morija er mere! Den oprindelige historie har fortalt om en Guds indgriben på det helt bestemte sted hvor offeret skulle ske – men vi ved ikke hvor henne! I Krønikebogen i Det gamle Testamente bliver Morija oversat til Zions bjerg altså til at Abraham har ofret Isak – ville ofre Isak – i Jerusalem – i templet! Dette er en meget senere fortolkning!

Ifølge en oversættelse af Det gamle Testamente fra oldtiden skulle Morija være en fejl for Moabit. Moabit er det land som moabiterne lever i – på den anden side Jordan – det nuværende Jordan. Vi ved også at der fandtes urgamle helligsteder i dette område – som Mispa og Mahanajim som vi kender knyttet til Jakob.

v1  Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve.

Historien handler om frygt for Gud dvs lydighed og tillid og lydhørhed. Gud beder os om at stole på ham uanset hvad der sker. Gud beder os om at droppe vore egne værdier og tanker og stole på at Gud ved bedre. Abraham viser sig som en troens ridder og helt!

Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, v2  sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet [?]. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« v3  Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.

Som vi kan se handler beretningen om hvordan man skal tilbede Gud på den rigtige måde og på det rigtige sted – det er tydeligt nok ud fra teksten:

v4  To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, v5  og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.«

Teksten indeholder en meget detaljeret beskrivelse af hvordan man skal ofre til Gud på den korrekte måde! Dette er en hovedpointe i historien. Måske har historien oprindeligt slet ikke handlet om en menneskeofring men blot om det rette offer? Måske har beretningen oprindeligt handlet om hvordan man skulle ofre mennesker på den korrekte måde? Vi skal huske at menneskeofre ikke var utænkelige i oldtiden! Mennesker blev faktisk ofret! Ikke tit og ofte - men i nødsituationer. Vi kender i Israel menneskeofre ved krig, belejringer, hungersnød og lignende. Oldtiden havde bestemt ikke vores opfattelse af menneskeofre! Menneskeofre var radikale – men ikke utænkelige – nogen gange var de måske nødvendige!

 v6  Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. v7  Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« v8  Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.

v9  Da de kom til det sted [?], Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. v10  Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn.

I Elohisten kommer Herren eller Herrens engel aldrig ned på jorden! Her kan vi se at Herrens engel – som er det samme som Herren – råber fra himlen. Beretningen viser at Gud ikke mener at Isak skal ofres. Gud vil blot teste og prøve Abraham. Det er klart nok at Abraham ville have dræbt slagtet og brændt sin egen søn - hvis Gud ikke havde grebet ind! På en måde ligger der et evangelium i beretningen. Gud frelser Abraham. Abraham var gået helt fortabt. Han havde mistet alt – løftet – sønnen – fremtiden. Abraham var kommet i en umulig situation. Men Gud frelste Abraham da han stod på toppen af bjerget med kniven i hånden! Gud frelser Abraham og giver ham det hele tilbage som han - på en måde - har mistet. Abraham har jo for længst sagt farvel til isak sin søn. Abraham har jo opgivet at tro på fremtiden. Abraham har opgivet det hele. Men netop i den yderste nød bryder Gud frem – Gud viser sig på bjerget. Gud viser sig i et syn eller en vision for Abraham.

I teksten er der skjulte ordspil der fortæller hvilket stednavn som beretningen skal beskrive. Vi kan ikke længere tyde disse ordspil. Stedet er gået tabt. Abraham befinder sig antageligt langt sydpå – i Negev for det gør han ofte. Ordspillet på hebraisk betyder nok at Abraham kalder Gud for den gud som ser eller den gud som vi har set eller den gud som viste sig. Disse hebraiske ord skal så også markere stednavnet – fordi gudens navn og stednavnet oprindeligt var det samme. Fx er Betel både et sted – en by – og navnet på en gud ligesom Mispa og Herren i Mispa er det samme. Mispa er en gammel by på den anden side af Jordan.

At frygte Gud betyder ikke i Det gamle Testamente at frygte i vores betydning. Frygte betyder at holde sig til Gud, adlyde Gud, tro på Gud og stole på Gud – det handler ikke i Det gamle Testamente om subjektive følelser af frygt og angst!

Historien beviser at vi kan stole på Gud. Vi behøver ikke forfalde til egoets små bange tanker. Abraham gør det rigtige når han går i gang med at ofre Isak – for Abraham stoler på Herren. Abraham ved ikke hvad der skal ske men han stoler på Gud. Gud beder ham om at ofre sin søn - og det gør han. Abraham stiller ingen spørgsmål – spørgsmål ville være helt meningsløse. Gud handler med en visdom og viden som vi ikke har. Men hvis vi ikke stoler på Gud falder vi ned i sølletheden, svagheden, drukkenskaben, offerrollen, vreden, skepticismen, håbløsheden! Det er det som historien handler om. Abraham opgiver ikke på noget tidspunkt. Han tror - på tværs af verdens fornuft. Verdens visdom er en dårskab for Gud. Verdens visdom fordømmer menneskeofre – men hvad ved verden om det? Spørger Abraham.

 v11  Men Herrens engel [Herren] råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, v12  og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

v13  Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. v14  Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«

(1 Mosebog 22)

 

 

Mosebøgerne og menneskeofringerne.

Var menneskeofre almindelige blandt de tolv stammer?

 

Teksten i 2. Mosebog (se nedenfor) er stadig væk omstridt. Det er faktisk muligt at sige at disse menneskeofre af de førstefødte sønner har været en forpligtelse og sædvane. Når vi læser teksten er der ingen tvivl om at Israel har fået livet – sine sønner - af Herren som en fri gave. Israel lever i en relation med Herren. Israel er ægtehustruen og hustruen har – lige som herren - ægtemanden – visse forpligtelser. Israel skylder at give sine børn tilbage til Gud. Gud ejer disse børn. Børnene skal helliges Herren – dvs de skal ofres til Herren. De skal gøres til Herrens ejendom. De skal gives tilbage. Israel kan ikke beholde disse børn - for de tilhører egentlig ikke Israel. Vi ejer ikke vore børn – i al fald ikke de førstefødte.

Betegnelsen den førstefødte er i Det gamle Testamente symbolsk. Den førstefødte er et symbol på det hele. Det første neg som høstes i efteråret er lig med hele høsten – alt kornet. Derfor betyder sætningen egentlig at alle børnene skal gives tilbage til deres rette ejermand – eller at Israel skylder Gud alle sine børn. I Ny Testamente bruges også den førstefødte om Kristus fordi han er ét med alle brødrene – alle mennesker.

At hellige sig bruges o renselse – indvielse.  Naziren – som vi kender fra profeter som Johannes Døberen og Elias - gør sig selv hellig – han lever asketisk – han giver afkald – han bliver en hellig mand – en gudsmand.

Fordi Herren har frelst Israel skal Israel give ham en gave tilbage – offeret. Men offeret er ikke rigtig Do Ut Des fordi offeret af børnene er at give det tilbage som Gud faktisk ejer. Offeret er mest udtryk for taknemmeligheden og loyaliteten over for Jahve. Tanken er ikke at Jahve skal formildes ved menneskeofre!  Det er aldrig tanken i Det gamle Testamente. Offeret kommer altid efter at Gud har reddet os af nøden – ikke før! Dette træk er meget tydeligt i Salmerne. Israel har ikke en ægte offertankegang som man kan møde den i oldtiden – altså Do Ut Des – jeg giver dig noget for at tvinge dig til at give mig noget! Dette er ikke tanken i Mosebøgerne!

Gud har frelst os ud af trællehuset – og dermed har han etableret en ny relation med mennesket. I denne relation lever begge parter med forpligtelser. Offeret er en taknemmelighed over denne frelseshandling – mageløs og ubegribelig. 2. Mosebog fortæller en kultlegende – den fortæller om hvordan religionen opstod og hvordan alle regler og skikke opstod. Fx hvorfor skal vi fejre påske? Hvorfor skal vi ofre de førstefødte til Herren?

Udtrykket:

slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr. . .

Betyder at vi skal ofre fordi Herren slår de førstefødte ihjel i Egypten. Denne begrundelse virker mærkelig for moderne læsere – hvorfor skal vi ofre vore sønner fordi Herren slog børnene ihjel i Egypten? Herren slog dem ihjel fordi Farao var imod Guds plan og imod Israels frigivelse. Herren tugtede jo Egypten!

Meningen er at menneskeofferet er et minde – en ihukommelse af det som Herren gjorde dengang. Legenden er en ætiologisk legende – dvs den begrunder og forklarer hvorfor vi nu skal ofre vore sønner! Denne kult legende ligner utallige andre kultlegender i Mosebøgerne. Det gamle sagn skal forklare og begrunde en religiøs praksis som vi har nu. Dette svarer til den kristne påske – som fejres fordi Kristus sejrede og opstod fra døden. Begrundelsen er jo teksten og troen i Det nye Testamente. Teksten i 2. Mosebog 13 er en begrundelse for den jødiske påske som er en mindefest om udgangen af trællehuset, Egypten. Én gang om året i marts - april måned mindedes man Herrens underfulde befrielse af Israels folk.

Israel viser altså sin respekt for Herren Jahve og sin loyalitet og sin taknemmelighed ved at Israel ofrer sine førstefødte børn til Gud – eller i al fald er villig til dette offer.

 

v1  Herren talte til Moses og sagde: v2  »Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg.«

Mosebøgerne fastsæter at sønnerne ikke skal ofres i bogstavelig forstand – de skal frikøbes. I stedet for at ofre sønnen skal faderen ofre et dyr.

Er dette en senere bestemmelse i forhold til den oprindelige lov om at alle førstefødte skal dræbes og ofres? Spørgsmålet er meget omstridt. Vi ved kun at oldtiden accepterede menneskeofre på en måde – som er uforståelig for os. Oldtiden havde ikke vores respekt for det enkelte individ. Mennesket er ikke løsrevet men blot en del af et kollektiv – derfor kan menneskeofre give mening. På den måde reddes helheden – stammen – folket. Oldtiden har ikke tænkt på de nyfødte børns skæbne isoleret!

v11  Når Herren fører dig til kana'anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre, v12  skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren. v13  Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe.

v14  Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. v15  Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner.« v16  Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.

 (2 Mosebog 13)

 

I Det gamle Testamente er det forholdsvis almindeligt at Gud tester Israel – Gud frister Israel og sætter det på en prøve for at se om dets tro og trofasthed er stærk. Det er mindre almindeligt at Gud tester enkeltpersoner som det sker med Abraham.

Vi kan fx se fristelsen og prøven i dette citat fra 5. Mosebog som taler om hvor let Israel kan blive fristet af de fremmede guder. De fremmede guder vil altid lokke – de virker altidoverbevisende:

v2  Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, v3  og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« v4  da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger.

Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. v5  Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.

(5 Mosebog 13)

 

Herrens engel i Det gamle Testamente.

 

Engle er i Det gamle Testamente ikke helt det som engle er blevet i den meget senere kristne epoke. I Det gamle Testamente er ordet engel eller Herrens engel en oversættelse af det hebraiske ord Malakim – dvs en messenger eller en budbringer. Dette ord bliver oversat til græsk angelos som stadig væk i Det gamle og nye Testamente betyder en budbringer, en som er udsendt, en tjener, en ambassadør, en repræsentant, en embedsmand, en general eller ofte en kriger. Billedet er at Herren er en konge og han har mange folk omkring sig. Han er Hærskarernes Herre – Jahve Zebaot. Hans hærskarer er guder eller engle eller mellemvæsner som gennemfører hans beslutninger. Englene deltager også i krigen og kampen som Jahve kæmper imod de onde kræfter – Livjatan og Rahab. Dem sender han ud i verden. Deres opgave kan være at tale Herrens ord til menneskene eller deres opgave kan være at gennemføre hans vilje – fx at dræbe, straffe eller redde. Ofte er disse budbringere krigere. De er altid frygtindgydende. Deres kræfter og magt over knusende. De er farlige. De rider på krigsheste. De rider frem med løftet hånd og de knuser alle dyr og mennesker på deres vej. De er bevæbnede – og de har bestemt ingen vinger!

Den klassiske eller gammeltestamentlige opfattelse af engle finder vi meget tydeligt i Johannes’ Åbenbaring i Det nye Testamente. I dette skrift er Herrens engle netop frygtelige og frygtindgydende. De spreder død og ødelæggelse. De er ofte dødens engle.

Satan er den mest berømte Herrens engel i Det gamle Testamente. Han bliver udstyret med Guds magt og fuldmagt fra Gud. Satan kan dræbe og udslette alle Jobs sønner og døtre på én gang. Satan vandrer hver dag igennem jordens riger. En tanke vi også kender fra profeten Malakias: Guds engle gennemvandrer verden hver dag og vender tilbage til Gud og rapporterer. Satan bliver sendt til Job for at udføre Herrens vilje. Satan er Guds budbringer eller repræsentant. Satan skal friste Job.

Det er også vigtigt at det samme ord Malakim eller angelos bruges både om en Herrens engel – en, som Gud sender – og om almindelige menneskelige budbringere! Der er altså en flydende grænse. Mennesker kan optræde som om de er engle fra Herren. Den tanke finder vi netop hos Paulus og i Apostlenes gerninger. Et menneske som pludselig kommer ind i mit liv og får en underfuld betydning er – på en måde – en Guds engel. Hun er en Guds engel! En mand som pludselig kommer til mig og fortæller mig at til næste år skal jeg føde en søn – han må være en Guds udsending, en Guds engel! Vi kan se dette træk mange steder fx i Samson historien i Dommerbogen og i beretningen om Hanna – præsten Eli siger pludselig at hun skal føde en søn! - i 1. Samuelsbog.

Det latinske udtryk angelus får efterhånden den betydning som vi senere forstår ved en engel. En angelus eller en engel bliver et smukt væsen, et væsen, som er godsindet, som bringer godt nyt, som han vinger og som er et lysvæsen. På længere sigt bliver engle mere og mere idylliske. Børn bliver engle som vi kender det fra Rafaels engle. Der er altså meget langt fra Det gamle Testamentes opfattelse af engle og til den opfattelse som siden hen bredte sig i kristendommen – og i jødedommen.

I 1. Mosebog optræder Herrens engel et stort antal steder. Vi kan se at der ingen virkelig forskel er mellem Herren og Herrens engel. Vi kan se at det ene øjeblik taler teksten om at Herrens engel er kommet til stede og i det næste øjeblik er det Herren der taler – uden nogen formidling. Grundlæggende er det sådan i 1. Mosebog i patriark fortællingerne – Herrens engel og Herren er det samme.

Gud viser sin i en menneskelig form. Gud viser sig for Abraham og for Jakob som et menneske. Da de tre mænd kommer til Abraham i Mamre kan han ikke lige med det samme se at de er Herrens engle – eller Herren. Men efterhånden kan han se det. At se og at se er to forskellige ting. Gud viser sig skjult i et tegn eller i en form eller i en slags epifani. Denne epifani kan have mange ydre former. I 1. Mosebog sker det for patriarkerne. Gud viser sig for fædrene. De hører hans stemme. De ser ham. Gud viser sig som en engel. Da Jakob kommer ind i Palæstina efter Laban perioden oplever han en hel hær af engle. Disse engle er krigere og hjælpere. Jakob drager ind i det forjættede land med en hel hær af engle omkring sig.

Engle er mænd. De er stærke, kraftige, sunde, dejlige mænd. Mændene i Sodoma bliver optændt af liderlighed da de ser Herrens engle. De vil straks ligge med dem. De kan ikke styre sig. Herrens engle er ideale unge mænd. De er virile. De er gudsmænd. De er overmennesker. De er idealer. De er som Michelangelos David. De er attraktive. De er også vilde og krigeriske og voldsomme. De går amok. De er samuraier. De er tapre krigere. De er helte.

Den tyske professor Gerhard von Rad siger om fremstillingen af de to Herrens engle i Sodoma i 1. Mosebog kapitel 19 som er ved at blive voldtaget:

Vi må forestille os de himmelske budbringere som unge mænd i deres bedste alder. Deres skønhed og mandige udseende har virket overmåde seksuelt ophidsende på mændenes onde begær i Sodoma!

(Gerhard von Rad)

v35  Samme nat gik Herrens engel ud, og i assyrernes lejr dræbte han 185.000 mand; da det blev morgen, lå de alle døde. v36  Da brød assyrerkongen Sankerib op og vendte tilbage og blev i Nineve. v37  Men engang han bad i sin gud Nisroks tempel, huggede Adrammelek og Sareser ham ned med sværd. De slap bort til Ararats land, og hans søn Asarhaddon blev konge efter ham.

(2 Kongebog 19)

Profeten bliver hjulpet af englene. Elias er ved at dø af sult og udmattelse. Han er på flugt men herrens engel redder ham på samme måde som Hagar bliver frelst af Herrens engel i ørkenen:

 v5  Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« v6  Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. v7  Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.« v8  Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb. v9  Dér gik han ind i en hule og overnattede.

(1 Kongebog 19)

Hagar bliver frelst af Herrens engel i ørkenen. Englen taler til Hagar som englen taler til Maria i Det nye Testamente. Englen er egentlig Gud selv – han taler direkte Guds ord til Hagar. Hagar får alle løfterne:

v7  Herrens engel traf hende ved en kilde i ørkenen, kilden ved vejen til Shur.

v8  Han sagde: »Hagar, Sarajs trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er på flugt fra min frue Saraj.« v9  

v10  Og Herrens engel [Herren] sagde til hende: »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles.«

v11  Og Herrens engel sagde til hende:
      »Se, du er med barn;
      du skal føde en søn
      og give ham navnet Ismael,
      for Herren har hørt din lidelse.
       v12  Han skal blive
      et vildæsel af et menneske;
      hans hånd skal være vendt mod alle
      og alles hånd mod ham,
      han skal leve på tværs af alle sine brødre.«

(1 Mosebog 16)

Ved udtoget fra Egypten er Herrens engel en kriger eller en krigsmagt som går foran Israel og baner vejen for Israel. Billedet er helt militærisk:

v19  Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, v20  så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær.

(2 Mosebog 14)

I 2. Mosebog – ved indgangen til det forjættede land - bliver Israel velsignet af Herren på denne måde. Også her er Herrens engel først og fremmest en overlegen krigsmagt som besejrer alle Israels fjender. Her skal Israel adlyde englen som om det var Gud. Herrens engel er simpelt hen det samme som Herren – som vi kan se af dette citat:

v20  Se, jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. v21  Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham; han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham.

 v22  Men hvis du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere. v23  Min engel skal gå foran dig og føre dig til amoritterne, hittitterne, perizzitterne, kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne; dem vil jeg udslette.

v24  Du må ikke tilbede deres guder og dyrke dem, og du må ikke følge deres skikke; du skal rive dem ned og knuse deres stenstøtter. v25  I skal dyrke Herren jeres Gud;

så vil han velsigne dit brød og dit vand. Jeg vil tage sygdom bort fra dig; v26  i dit land skal der ikke findes nogen kvinde, der aborterer eller er ufrugtbar. Jeg giver dig det fulde mål af leveår.

(2 Mosebog 23)

I Samson historien stiger englen igen op for øjnene af Samsons mor og far i et flammehav. Elias forlader denne verden på samme måde – i et flammehav. Englene går ud og ind ad verden. Gudssønnerne i himlen i Salmernes bog er også Herrens engle. De føler Herren som en hær af krigere. Det samme billede finder vi Johannes’ Åbenbaring.

 

 

 

Hagar og Abraham.

 

Noget af det helt centrale i løfterne til Abraham i 1.  Mosebog er det løfte at han skal få en søn og at hans efterkommere skal blive lige så utallige som havets sand og himlens stjerner. Løftet om sønnen er på den måde løftet om at Abraham skal blive til et stort folk – Israel. I den forstand er Isak – Abrahams søn med Sara – det samme som Israel.

Men en central del af Abrahamshistorierne kommer til at handle om en anden søn nemlig Ismael. Sara er ufrugtbar og Abraham og Sara løser selv problemet på menneskelig vis. De kan ikke vente på Gud – det er sikkert meningen med fortællingen i Det gamle Testamente.

Sara har som hustru klart definerede rettigheder. Hvis hun ikke kan føde sin mand Abraham en søn er det en stor skam og vanære for Sara – det er tanken i hele Det gamle Testamente. Den ufrugtbare hustru er forladt af Gud. Hun er fortabt – ja hun er forbandet. Hendes mand har god ret og grund til at vise hende bort. Den ufrugtbare hustru bliver i oldtiden foragtet, udstødt og nedværdiget – også i Det gamle Testamente. Dette træk findes stadig væk i Mellemøsten i visse kulturer. Behandlingen af – samfundets reaktion på - disse ufrugtbare kvinder har været gruopvækkende! Men Sara har den juridiske ret at hun kan give en af sine egne kvindelige trælle til sin mand og lade denne kvinde føde et barn i stedet for sig selv. Barnet bliver så født – som det hedder – på Saras knæ – dvs barnet bliver i enhver henseende Saras barn. Følgen af denne ordning bliver at slavekvinden bliver en fri kvinde og virkeligt hustru til ægtemanden! Vi ved at disse regler var gældende i hele området. Vi kender dem også fra Hammurapis lov (Mesopotamien) fra ca. 1800 f. Kr.

Saras mand Abraham har i Det gamle Testamente en uindskrænket ret til at have samleje med dels alle sine forskellige hustruer dels med sine egne kvindelige trælle – dels med evt. tilfangetagne! Men det løser ikke Saras problem. Sara og Abraham har hver sine trælle eller slaver og Abraham råder kun over sine egne trælle. Men hvis Sara giver ham en af sine trælle er det en anden sag. Da de to mennesker ikke stoler så meget på Gud og da de for længst er blevet meget gamle (i al fald ifølge Mosebogen) – går de i gang med at løse problemet selv.

På den måde opstår der en hidsig trekant bestående af Abraham og to kvinder Sara og Hagar – trælkvinden. Hagar bliver gravid og føder drengen Ismael. Sara burde dermed være godt tilfreds – men da hun selv bagefter føder en søn – Isak – opstår der problemer. Årsagen til disse problemer placerer 1. Mosebog (Jahvisten) hos Sara. Sara bliver misundelig og vred og uretfærdig. Hun bliver jaloux. Hun frygter at Ismael vil blive foretrukket eller blive behandlet for godt. Sara bliver rasende og kræver at Hagar og barnet skal udstødes. Abraham er dybt knyttet til Ismael – og bestemt også til hans mor Hagar! Men Abraham er ret svag og passiv og Sara får sin vilje. En del af historien handler altså om de kvinders voldsomme krig imod hinanden og en arme mand midt imellem.

Men en meget vigtig del af disse historier handler om Hagar – moderen – og barnet. Vi må antage at der ligger meget gamle historier – sagn - bag historien om Hagar og hendes søn. Den måde som Hagar bliver fremstillet på svarer meget godt til de billeder vi kender fra Det nye Testamente. Hagar er kvinden – moderen med barnet som Gud henvender sig til. Den søn som er født eller som skal fødes - skal blive til noget stort. Gud griber ind og frelser moderen som er gået fortabt og hendes søn. Der ligger urgamle forestillinger bagved disse beretninger som handler om moderen og barnet.

Beretningerne om Hagar findes især i 1. Mosebog kapitel 16 – som skyldes den kilde man kalder Jahvisten – og i kapitel 21 som skyldes den lidt senere kilde Elohisten. Grunden til disse to navne kan vi også se i eksemplerne neden for: Hos Jahvisten benævnes Gud nemlig normalt som Herren eller Jahve – mens Gud hos Elohisten benævnes Gud (eller Elohim på hebraisk).

Jahvisten fortæller således om Hagar:

v1  Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. v2  Og Saraj sagde til Abram: »Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende.« Og Abram gjorde, som Saraj sagde.

v4  Han gik ind til Hagar, og hun blev gravid. Da hun blev klar over, at hun var gravid, begyndte hun at se ned på sin frue. v5  Da sagde Saraj til Abram: »Du har ansvaret for den uret, der overgår mig! Jeg har selv lagt min trælkvinde i din favn, men nu, da hun har opdaget, at hun er gravid, er hun begyndt at se ned på mig. Herren skal dømme dig og mig imellem!«

 v6  Abram svarede Saraj: »Her har du din trælkvinde! Gør med hende, som du synes!« Så behandlede Saraj hende så hårdt, at hun flygtede væk fra hende.

(1 Mosebog 16)

Det mest interessante i Jahvistens beretning er det som herefter sker. Hagar er flygtet og befinder sig alene i ørkenen. Af stednavnene kan vi se at hun er flygtet fra Hebron området og sydpå. Hun befinder sig dybt nede i Negev ørkenen i nærheden af Egypten.

Hagar er gået fortabt. Hun befinder sig helt alene midt i ødemarken. Hun er gravid. Hun er blevet drevet på flugt. Hun har ikke en chance. Hun er vanæret. Men netop i den situation griber Gud ind og taler til den gravide kvinde. Herrens engel er i 1. Mosebog det samme som Herren. En engel er en budbringer og en kriger – en messenger – ikke en sød og nuttet blid engel med vinger! Det er Gud selv – Herren eller Jahve – som pludselig taler til hende.

Hun får en vision – en åbenbaring. Hun ser Gud. Hun – der en træl og egypter fra et fremmed land – bliver reddet af Gud. Hagar bliver en hellig kvinde som ser Gud. Hun ser Gud og overlever synet. Hun bliver udvalgt. Gud ser på hende. Gud ser hende som hun er. Når Gud ser på os bliver vi frelst - som det siges i Salmerne. Gud ser hende og hun ser Gud. Hagar kalder Gud for den gud som har set på hende og den gud som hun har set som en levende gud!

Hagar bliver moder til et helt nyt folk og moder til en helt ny gudsdyrkelse – det er meningen med den oprindelige Hagar beretning eller kultsaga. Hagar bliver en slags urmoder eller moder til alle mennesker – præcist den rolle som Sara ellers får i Det gamle Testamente – og også i Det nye Testamente hos Paulus!

Beretningen om Hagar skal egentlig forklare oprindelsen til et folk – ismailiterne. Dette folk – en stamme eller et broderfolk til Israel – levede i Negev ørkenen syd for Israel. Ismailiterne var ørkenens frie sønner og stolte beduiner. Legenden om Hagar i ørkenen er en skabelsesberetning og fortæller om deres gud. Deres gud er den gud som Hagar - som den første - så i ørkenlandet – den gud som ser – den gud som har set mig.

Hagar bliver en slags religionsstifter lige som vi kan sige at Abraham bliver en slags religionsstifter da Herren viser sig for Abraham i Mesopotamien og fortæller ham at han skal forlade alt og drage til Kana’ans land. På et dybere plan er Hagar og Abraham sideordnede men senere er Hagar myten blevet en del af Abrahams beretningerne i 1. Mosebog og Hagar får en meget mere beskeden stilling.

Beretningen om Hagar skal også forklare det sted hvor Herren viste sig for Hagar – dvs for menneskene. Herren viser sig ved den oase som siden bliver ismailiternes helligdom. På denne måde er beretningen om Hagar en typisk urgammel saga som der findes mange eksempler på i 1. Mosebog. Myten eller fortællingen forklarer tider og steder og oprindelsen til ting og folkets eller stammens oprindelse.

v7  Herrens engel traf hende ved en kilde i ørkenen, kilden ved vejen til Shur [Egyptens grænse ved Middelhavet]. v8  Han sagde: »Hagar, Sarajs trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er på flugt fra min frue Saraj.«

Herrens engel er i 1. Mosebog – og i Det gamle Testamente – ikke det som man i kristendommen senere har forstået ved en engel. Herrens engel er ikke venlig og sød - og har ikke vinger! Herrens engel betyder ordret en budbringer fra Herren (angelos på græsk) – og kan ofte oversættes med en af de guder eller gudssønner som omgiver Herren i himlen – en af hærskarerne. Herren er omgivet af en mængde guder eller væsner som han er en slags fader for. Gud er bestemt ikke alene i himlen. Han er omgivet af en hofstab – selv om guderne ikke altid er loyale over for ham (Salmernes Bog). I Jobs bog er Satan en af disse guder eller engle. Satan er en slags budbringer eller repræsentant over for mennesket Job. Disse engle er altid mænd og ofte rigtige mænd med et frygtindgydende ydre. De er magtvæsener. Når mennesker ser en engel bliver de grebet af frygt og angst – som om de havde set en frygtelig samuraj eller kriger. Engle er ikke søde! Herrens engel er en kriger og Herrens engle deltager i hans krig på jorden imod de onde kræfter – Rahab og Livjatan – og Babylon. Herrens engle dræber og tilintetgør – og frelser (Salmernes Bog). Englene overvinder dødens og syndens magt og det kræver magtanvendelse. Det onde overvindes ikke ved bløde ord!

Disse guder, gudssønner eller englemagter spiller en vis rolle i hele 1. Mosebog. I begyndelsen af Mosebogen fortælles også den berømte historie om at disse guder blev så forelskede i de skønne jordiske kvinder at de kom ned på jorden og fik børn med de jordiske kvinder. Resultatet af disse forhold blev en helt ny race af giganter og kæmper – gudsmænd eller helte – heroer. Disse helte eller kæmper truede efterhåndens Guds magtposition i himlen! Til sidst måtte han skride ind over for dem og begrænse deres magt! Sådanne myter kender vi mange steder fra i oldtiden. Dionysos i Grækenland er således halvt gud og halvt menneske.

Hagar får løfterne og forjættelserne om det barn som hun skal føde. Hun skal føde en søn. Hendes efterkommere skal blive lige så mange som havets sand. Hagar får den største forjættelse som nogen kvinde kan få i Det gamle Testamente. Ordene til Hagar er de ord som vi siden hører til Maria. Hagar ved ikke at hun er med barn. Først nu får hun det åbenbaret af budbringeren - englen! Hendes fødsel er underfuldhellig. Lige som i Det nye Testamente får hun at vide hvad barnet skal hedde. Den søn som skal fødes er en del af Guds store plan. Hagars søn er forudbestemt til noget stort. Han er i en vis forstand Herrens salvede og redskab. Han er en konge. Herren har hørt hendes råb og set hendes trængsel - som det hedder i Salmerne. Hagar bliver frelst.

Sønnen skal blive stor og mægtig. Det er helt tydeligt at de ord som bruges om Ismael er positivt ment i den hebraiske tekst! Ismael skal blive en fri og stærk og handlekraftig mand – en fri beduin! Hele Det gamle Testamente elsker den type som her fremstilles ved eksemplet Ismael. Ismael symboliserer en menneske og mande opfattelse – et ideal - som findes i hele Det gamle Testamente. Vi finder også dette skema i Salmerne i opfattelsen af kongen, i Samuelsbøgerne skildring af David som den vilde, stærke kriger. Ismael er en stolt og rank skikkelse. Han er uregerlig og ukontrollabel. Han bøjer sig ikke for nogen. Han er en mand af ære. Han er værdig. Han er uafhængig. Han rider hvor hen han vil. Han bestemmer selv. Ismael er en rigtig mand – som rigtige mænd skal være – det er det som er meningen med disse vers i 1. Mosebog!

Ismael er en helt – en kæmpe. Ismael er en forudsigelse af eller et billede på Samson og Gideon. Ismael er på en vis måde en gudsmand. De ord som bliver sagt om Ismael kunne lige så godt være blevet sagt om David når vi tænker på skildringen af David i Samuelsbøgerne. Ismael er en forudsigelse af David:

       v12  Han skal blive
      et vildæsel af et menneske;
      hans hånd skal være vendt mod alle
      og alles hånd mod ham.

Vi kan let misforstå disse ord og udtryk som negative – men oldtidens verden er ikke vores verden. Disse ord – denne hyldest – har været positivt ment. Den mennesketype vi kan se i teksten blev elsket af hele oldtiden. Vi finder det også hos de gamle romere og grækere. Ismael er også et billedeJesus og Johannes Døberen i Det nye Testamente. Også Johannes Døberen er en fri og respektløs og stærk mand som ikke bøjer sig for nogen. Ismael er en kriger. Johannes Døberen er også en kriger – Herrens tjener og kriger! Jesus er en sejrherre – han vil til sidst lægge alle fjenderne og alle kongerne som en skammel under sine fødder så han kan træde på deres nakke! Jesus er den sejrende Kristus og konge og Messias i Johannesevangeliet – og ikke et arme offer!

Da det gamle Israel efterhånden blev bofast og jordejende bønder kom de til at elske og forgude dette vilde og uregerlige ideal! Israel så i dette ideal et glimt af fortiden – af friheden på de store stepper!

Ismael er en stor mand – ikke fordi han er et lovlydigt eller moralsk godt menneske eller fordi han er særligt from – men fordi han er et vildæsel (bogstaveligt: en vild og utæmmet zebra)! Han skal blive stærk og magtfuld. Ismael er bestemt til at blive en Cæsar og en fri fugl. Han skal blive et dyr som ingen nogensinde kan tæmme eller kontrollere. Han skal leve uafhængigt og frit i forhold til landkulturens og bykulturens regelbundethed. Ismael skal gøre som han vil. Han skal følge sin egen jernvilje. Han skal herske og udbrede sig som han vil. Han skal ikke adlyde nogen. Han skal blive en lykkemand. Ismael skal ikke blive et arme offer. Ismael skal blive som sin moder – fri, stolt, selvbevidst, rank!

Ishamels moder Hagar hævdede sig over for sin herre og frue – Abraham og Sara. Hagar var ikke bange. Hun var frygtløs. Hun var stolt af sig selv. Hun følte sig uskyldig. Langt ude i ødelandet møder Hagar Gud og Gud fortæller hende at hun er frelst. Gud griber ind og fastslår Hagars ret! Gud fastslår at der er sket en uret imod Hagar! Gud er en fader for de faderløse og en beskytter og forsvarer for alle enkerne – alle de forladte kvinder!

Den kvinde Hagar som verden fuldstændigt har forkastet hende har Gud gjort til hovedhjørnestenen! Hun skal føde en søn som skal blive herre og mester. Hun er udvalgt af Gud. Gud har udvalgt hende til at blive moder for et stort folk af frie og frygtløse mænd! Historien om Hagar i ødemarken er et ægte evangelium i Det gamle Testamente. Vi kan hele tiden høre ordene til Maria og Elisabeth som paralleller. I det gamle Testamente kan vi også se tydelige ligheder mellem vildæslet – vildmanden - Ismael og gudsmænd og profeter som Elias og Elisa – Herrens krigere. Herrens krigere og Guds mænd er alle sammen uregerlige og mægtige vildmænd!

Der er meget tydelige forbindelser mellem disse billeder af Hagar i Det gamle Testamente og billeder i Det nye Testamente.

v10  Og Herrens engel sagde til hende: »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tællesv11  Og Herrens engel sagde til hende:
      »Se, du er med barn;
      du skal føde en søn
      og give ham navnet Ismael,
      for Herren har hørt din lidelse.
       v12  Han skal blive
      et vildæsel af et menneske;
      hans hånd skal være vendt mod alle
      og alles hånd mod ham,
      han skal leve på tværs af alle sine brødre.«
v13  Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende, »Du er Gud, der ser«. For hun tænkte: »Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?« v14  Derfor kalder man brønden Be'er-Lahaj-Ro'i. Den ligger mellem Kadesh og Bered.

(1 Mosebog 16)

 

I 1. Mosebog 21 kan vi se Elohistens beretning om den samme begivenhed – Hagar i ødemarken. Her er visse ting forandret. Gud hedder nu Gud og ikke Herren og derfor hedder det ikke Herrens engel men Guds engel. Hagar har allerede født sønnen Ismael og de trues begge af døden i ørkenlandet – moderen og hendes lille baby. Gud griber ind men vi kan se at Elohisten har en meget afdæmpet og mere fattig udgave af beretningen og løfterne. Hagar flygter ikke men bliver sendt bort. I denne beretning går Hagar virkelig fortabt og er ved at da hun får en vision af Gud. De ord som bruges om Ismael At Gud er med ham bruges også om David i Samuelsbøgerne, om Josef og om Jesus og Johannes Døberen i Det nye Testamente. Guds kraft, lykke og velsignelse er med Ismael. Gud frelser Hagar ved en pludselig brønd eller kilde i ørkenlandet – et under lige som det der sker med Moses under udvandringen fra Egypten:

v14  Tidligt næste morgen gav Abraham Hagar noget brød og en lædersæk med vand, satte drengen på hendes skulder [en baby] og sendte hende væk.

Hun tog af sted, men for vild i Be'ershebas ørken [Negev]. v15  Da vandet i sækken slap op, lagde hun drengen under en busk v16  og gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.« Hun satte sig og brast i gråd.

v17  Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger. v18  Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk.« v19  Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. v20  Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte.

 (1 Mosebog 21)

Englen taler til Maria helt på samme måde som Herren havde talt til Hagar. Hagar er ikke nogen smålig, ond eller egoistisk kvinde i 1. Mosebog – hun er en helt lige som Maria bliver en helt og moder til en helt:

 v30  Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. v31  Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v32  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v33  han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige

(Lukas 1)

v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,

       v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,
      

v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

(Lukas 1)

v80  Drengen [Johannes] voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

(Lukas 1)

v40  Og drengen [Jesus] voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

(Lukas 2)

Josef er et billede på Kristus.

De første kristne troede på at Kristus var alle menneskers frelser. De troede på at alle mennesker – uanset hvem de var – kunne komme til Kristus og blive frelst.

De første kristne levede helt inden for den jødiske tradition. Deres hellige bog var Det gamle Testamente – Loven og Profeterne og Skrifterne. I Det gamle Testamente læste de om Josef. Josef var et billede på Kristus – han var en forudsigelse af Kristus, som de sagde. Forudsigelse betyder ikke forudsigelse i vores betydning af ordet. Det som de første kristne mente kan vi prøve at forklare således:

Den Gud som handler med Jakob og med Josef er den samme Gud som har handlet med Jesus og som handler med alle mennesker. Der er kun én Gud. Gud er én. Det som fortælles om Josef minder om det som nu fortælles om Jesus. Gud sendte Josef til Egypten for at frelse alle mennesker i hele verden. På den måde har Gud nu også sendt Jesus. Josef blev forkastet og næsten korsfæstet af sine brødre men han døde ikke. Han blev frelst. Jesus blev forkastet og korsfæstet af sine brødre – Israel – men han genopstod fra de døde. Forholdet mellem Josef og brødrene er forholdet mellem Jesus og folket Israel eller jøderne! Jakob og brødrene kommer til sidst til Josef – jøderne skal til sidst indse at Kristus er Messias og deres frelser. Josef har fået al magt af Farao – Jesus eller Kristus har fået al magt af faderen – Gud i himlen. Forholdet Josef – Farao er forholdet Jesus (Sønnen) – Gud (Faderen). Det betyder naturligvis ikke at de første kristne opfattede Farao som en gud! Det betyder at disse relationer svarer til hinanden - og kan fortælle os noget om Josef og Jesus. Gud handler gennem Farao! Josef viser sig for brødrene ved genkendelsens øjeblik – teksten bruger et epifani udtryk: at vise sig som bruges om Gud – Jesus viser sig for Maria ved den tomme grav – og derefter for alle brødrene. Jesu disciple eller de kristne er netop i Det nye Testamente brødrene. Jesus er den førstefødte af alle brødrene (Romerbrevet). Jesus har netop 12 disciple! Da Josef viste sig for brødrene – blev de forfærdede! De tror at de ser en død mand. De bliver forfærdede fordi de pludselig ser Josef i hans herlighed. De ser ham forklaret. At se er at blive frelst – at se er dybest set altid at se Gud. (Eksempler er fx Salmerne og Johannesevangeliet).

Når man læser Josef historien som en beretning om Kristus eller Jesus vrimler det med ligheder og det har de første kristne været meget opmærksomme på! Vi kender det også fra Apostlenes Gerninger hvor martyren Stefanus fortæller Israels – blandt andet Josefs – historie. Hele Det nye Testamente er brændende optaget af at finder billeder i skriften som viser hen til Kristus. Paulus er brændende optaget af Abrahams skikkelsen fordi den i følge hans opfattelse er et billede på Kristus.

v40  Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

v52  Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

(Lukasevangeliet 2)

Josef var 30 år da han trådte frem for verden. Han fik et nyt navn – en ny identitet. Han blev en profet, en frelser for hele verden. Jesus var også 30 år da han trådte frem for verden – fik en ny identitet og blev døbt af Johannes Døberen i Jordan. Josef voksede op med en flok af halvbrødre som hadede ham og med onde stedmødre som hans far havde giftet sig med efter hans elskede mors død. Josef blev afvist af sine brødre og onde stedmødre – kun faderen elskede ham. Jesus voksede op med alle sine brødre i Galilæa – som foragtede ham og hadede ham og kun ønskede at han skulle dø! (Johannesevangeliet). Gud var med Josef – Gud var med Jesus og begge var bestemt til noget stort - fra barndommen – og de var selv klar over det! Verden forstod dem ikke – verden afviste dem med vrede og forargelse – men til sidst blev de hele verdens frelsere og herrer. Til sidst blev de højere end alle stjernerne, højere end solen og månen – som Josef siger i sin drøm.

Jesus bliver hele verdens herre. Gud frelser ham og sætter ham ved sin højre side – den side hvor velsignelsen strømmer fra. Kristus er verdens herre. Gud i himlen har givet ham sin signetring og sat den på hans hånd. Gud har givet ham en fin linneddragt. Kristus har fået en guldkæde om halsen. Kristus er blevet ophøjet som den første af alle brødrene. Kristus kører i den næstfornemste vogn og foran ham løber en mand som råber Abrek! De første kristne har brugt disse billeder fra Josefhistorien til at forstå Kristus skikkelsen i Det nye Testamente.

De første kristne prøver at besvare spørgsmålet: - Hvem er Jesus? Hvem er Kristus? De bruger Josef historien til at vise hvem Jesus eller Kristus er – til at udtrykke hans identitet i det eneste som mennesker har til rådighed – deres sprog. De første kristne har sikkert anvendt meget vidtgående eller fantasifulde fortolkninger af Josef historien. Den slags kender vi fra Det nye Testamente. Men det væsentlige er at de tror på at Josef historien kan fortælle os hvem Jesus er! Når vi er kristne i dag – kan vi gøre det samme. Når vi læser Josef historien får vi noget nyt at vide om Jesus! Vi får suppleret vores viden om og vores opfattelse af Jesus. Josef historien viser os nogle nye sider af Kristus! Hvis vi læser 1. Mosebog på den måde er vi i overensstemmelse med de første kristne. Historisk set er Josef og Jesus naturligvis helt adskilte. Josef er selvfølgelig ikke ment som en forudsigelse af noget som skal komme engang! Josef historien i 1. Mosebog er tværtimod ment som en afslutning – her bliver Israel frelst af nøden, af den verdensomspændende hungersnød. Her får Israel et hjem i Egypten – takket være Farao og Josef. Det er meningen med Josef historien, som den står i Det gamle Testamente. Det er de jødiske lærdes og præsters mening med teksten. Men de første kristnes spørgsmål var helt anderledes. De spurgte: - Hvem er Kristus? For at besvare det spørgsmål, greb de tilbage i skriften og i historien. De brugte Josef historien som en illustration af Kristus. De hentede deres sproglige billeder i denne historie. Josef historien indeholdt metaforer som de kunne bruge. Evangeliet i Josef historien var – i følge deres opfattelse – egentlig det samme evangelium som det kristne evangelium. De første kristne opfattede Josef som sendt af Gud for at alle mennesker i hele verden kunne blive frelst – for at livet kan opretholdes - som det siges i Josef historien. Josef er en hyrde – en fårehyrde - for alle mennesker – som det siges i Josef historien på det sted hvor han frelser alle egypterne fra hungersnøden. Gud har gjort ham til herre over alle mennesker i hele verden for at de kan blive frelst! Josef er et sandt og virkeligt billede på Jesus!

De første kristne har set Jesus skikkelsen overalt i Josef historierne. De har ikke troet at Josef var en gud. Det ville være en grov misforståelse af deres anliggende! De har set at der var en underfuld sammenhæng mellem Jesus og Josef historierne. Gud handler direkte igennem Josef – og Jesus. Gud frelser alle mennesker gennem Josef – og Jesus. Uden Josef – Kristus - ville alle mennesker være fortabt – prisgivet den frygtelige hungersnødsyndens og dødens magt - verden.

Enten er vi verdens og syndens trælle eller vi er Herrens trælle og tjenere. Gud vender alting til det gode uanset hvad mennesker gør. Josef giver brød til hele verden – han bespiser hele verden. Det er et stort under. Den som kommer til Josef får hans kærlighed – Guds kærlighed. Den som kommer til Kristus vil blive frelst – ham vil der blive sørget for:

v18  Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« v19  Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? v20  I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. v21  Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.« Og han trøstede dem og talte kærligt til dem.

(1 Mosebog 50)

Ingen har Guds ånd som Josef. Ingen har Guds ånd i så grad som Kristus eller Jesus. Guds ånd er Helligånden. Helligånden taler til patriarkerne. Gud fortæller alle ting til Josef. Josef er Guds søn og Guds profet. Faderen taler til Sønnen. Sønnen har Faderens ånd og sind og vilje. Josef er Sønnen. Han har fået al magt af Faderen:

v37  Dette forslag syntes Farao og alle hans folk godt om, v38  og Farao spurgte sine folk: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?« v39  Så sagde Farao til Josef: »Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være nogen så forstandig og klog som du. v40  Du skal styre mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig. Kun tronen vil jeg have frem for dig.«

(1 Mosebog 41)

Josef er Guds søn. Han er en stedfortræder for Gud. Josef udøver al magt på Guds vegne. Gud har sat Josef til at herske i hele verden – Josef er Herrens salvede og Herrens tjener:

v41  Farao sagde til Josef: »Hermed sætter jeg dig over hele Egypten!« v42  Og han tog sin signetring af og satte den på Josefs hånd; han gav ham en fin linneddragt på og hængte en guldkæde om hans hals. v43  Han lod ham køre i sin næstfornemste vogn, og foran ham råbte man abrek. Sådan satte han ham over hele Egypten.

(1 Mosebog 41)

Hungersnøden er den synd og ondskab som nu har oversvømmet hele verden. Alle mennesker er blevet ramt af synden. Der løfter sig et skrig fra jorden og menneskene op til Gud. Det skrig er lige som skriget fra Sodoma. Gud hører det skrig. Når vi råber på Herren – så viser han sig i underfulde tegn (Salmerne).

Josef er Sønnen. Han taler Guds ord. Den som kender Sønnen kender også Faderen. Hvis menneskene vil gøre Guds vilje skal de adlyde Sønnen – Josef. Josef er identisk med Faderen. Josef taler ikke sine egne ord men Faderens. Josef gør Faderens gerninger. Han er hellig:

v53  Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, v54  begyndte de syv hungerår, sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød. v55  Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer!« v56  Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten. v57  Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden.

(1 Mosebog 41)

Den som kommer til Josef – og Farao – får det evige liv – Guds rige. Gudsrige ligger åbent for alle mennesker. Det som Gud vil – det som er Guds vilje er at give alle mennesker Guds rige. Guds vilje er at frikøbe og løskøbe alle mennesker af syndens magt – som Jakob siger i slutningen af 1. Mosebog! Gud giver herligheden og riget gennem hans redskab, hans talerør, hans stedfortræder – Josef. Josef er en frelser. Vi er kun i live på grund af ham. Josef har taget alle mennesker ud af de dødes rige. Guds rige er en opfyldelse af alle løfterne til Abraham og Jakob:

v5  Farao sagde til Josef: »Din far og dine brødre er kommet til dig. v6  Egypten ligger åbent for dig. Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan bo i landet Goshen. Og hvis du ved, at der er dygtige mænd blandt dem, så sæt dem til at have opsyn med mit kvæg.«

 v25  De sagde: »Det er takket være dig, at vi lever! Måtte vi finde nåde for dine øjne, herre. Vi vil være Faraos trælle.«

(1 Mosebog 47)

Abraham bliver kaldet i østen til at forlade alt – sin faders hus. Jakob bliver kaldet. Når Gud kalder, står mennesker altid i et valg. Troen og fristelsen handler om det valg. Troen og fristelsen handler om vores forhold til fortiden – det som er og det som var. Troen består i at give slip på den gamle verden – det gamle menneske. Den der vil følge Jesus må forlade alt – han må forlade hele verden. Jakob forlader den gamle verden. Den som vil følge Jesus kan ikke se sig tilbage. Han kan ikke lægge sin hånd på okserne. Han må forlade alt det gamle – syndens og dødens verden. – Følg mig, siger Jesus:

v1  Så brød Israel op med alt, hvad han ejede. Han kom til Be'ersheba, hvor han bragte slagtofre til sin far Isaks Gud. v2  Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede ja, v3  sagde Gud:

»Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. v4  Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten.«

(1 Mosebog 46)

v21  Det gjorde Israels sønner, og på Faraos befaling gav Josef dem vogne og proviant. v22  Han gav hver af dem et sæt festklæder, men Benjamin gav han tre hundrede sekel sølv og fem sæt festklæder. v23  Til sin far sendte han ti æsler læsset med alt godt fra Egypten og ti æselhopper læsset med korn og brød og forsyninger til sin far til rejsen.

(1 Mosebog 45)

Josef viser sig. Han åbenbarer sig. Han viser sig pludselig. Når han viser sig siger han: - Det er mig! Når de ser ham, bliver de rædselsslagne. De tror at de ser en død mand. De ved ikke om det er sandt det som de ser. Josef viser sig - lige som Jesus viser sig for Maria ved den tomme grav. Da Maria så Jesus troede hun at det var havemanden. Hun kunne ikke genkende ham. Josefs brødre kan ikke genkende ham. Men det er Josef – Josef er ikke død. Han lever. Gud har sendt ham for at alle mennesker skal frelses – for at holde brødrene i live:

v1  Nu kunne Josef ikke længere beherske sig. Han råbte til de folk, der stod omkring ham, at de alle skulle gå ud. Der var ingen andre end brødrene til stede, da Josef gav sig til kende for dem. v2  Han græd højt; det hørte egypterne, og det rygtedes i Faraos palads. v3  Josef sagde til sine brødre: »Jeg er Josef! Lever min far endnu?« Men hans brødre var ude af stand til at svare ham, så forfærdede blev de. v4  Josef sagde til sine brødre: »Kom herhen!« Og da de kom hen til ham, sagde han:

»Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. v5  Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse. v6  Der har nu været hungersnød i landet i to år, og der vil gå fem år til uden pløjning og høst. v7  Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal. v8  Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud. Han har gjort mig til fader for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker i hele Egypten.

v9  Skynd jer nu hjem til min far, og sig til ham: Dette siger din søn Josef: Gud har gjort mig til herre i hele Egypten. Kom uden tøven ned til mig, v10  og bosæt dig i landet Goshen, så du kan være nær ved mig, du, dine sønner og sønnesønner, dine får og dine køer og alt, hvad du ejer. v11  Dér vil jeg sørge for dig, for hungersnøden varer endnu fem år. Du, dit hus og alt, hvad du ejer, skal ikke komme til at lide nød. v12  Både I og min bror Benjamin kan med egne øjne se, at det er mig, der taler til jer. v13  Fortæl min far om min anseelse i Egypten og om alt det, I har set, og skynd jer at bringe min far herned.«

v14  Så faldt han sin bror Benjamin om halsen og græd, og Benjamin græd ved hans hals. v15  Grædende omfavnede og kyssede han alle sine brødre. Derefter kunne hans brødre tale med ham.

(1 Mosebog 45)

v5  Israels sønner kom sammen med mange andre for at købe korn, for der var hungersnød i Kana'an. v6  Josef var landets hersker, og det var ham, der solgte korn til hele landets befolkning. Nu kom Josefs brødre og kastede sig til jorden for ham. v7  Da Josef så sine brødre, genkendte han dem, men han lod, som om han ikke kendte dem, og talte hårdt til dem: »Hvor kommer I fra?« spurgte han, og de svarede: »Vi kommer fra Kana'an for at købe korn.«

(1 Mosebog 42)

Velsignelsen.

I kapitel 49 velsigner den gamle Jakob alle sønnerne – alle stammerne. Josef bliver velsignet på følgende måde. Disse vers indeholder en voldsom ophøjelse af Josef. Teksten er en del af det vi kan kalde Sagnet om Josef – og hører sammen med den ophøjede status som Josef og Josefs hus siden fik især i Nordriget i Israel (Samaria). Disse vers udtrykker på samme måde evangeliet om fyrsten – Kristus. Kristus er den sejrende Kristus. Bueskytter tirrer ham og skyder på ham, men hans hænder og arme er smidige og stærkere end nogen fjende. Kristus er en kæmpe, en kriger. Hans bue er fast og stærk. Kristus er en helt. Hans buestreng løsnes aldrig. Hans bue bliver aldrig slap. Kristus – den førstefødte – er velsignet af Gud. Kristus er en lykkemand – alt hvad han gør det lykkes for ham. Han er velsignet med velsignelser fra bryster og moderliv. Josef skal blive til et stort og tappert folk – Jesus skal blive et stort og tappert folk:

       v22  Josef er et ungt frugttræ,
      et ungt frugttræ ved kilden,
      dets grene vokser op ad muren.
       v23  Bueskytter tirrer ham,
      de skyder og angriber ham;
       v24  men hans bue er fast og stærk,
      hans hænder og arme er smidige [Han er en konge].


      Det kommer fra Jakobs Mægtige,
      fra Hyrden, Israels Sten,
       v25  fra din fars Gud, han hjælpe dig,
      fra Gud den Almægtige, han velsigne dig
      med velsignelser fra himlen deroppe,
      med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede,
      med velsignelser fra bryster og moderliv.
       v26  Din fars velsignelser overgår
      de ældgamle bjerges velsignelser,
      de evige højes herlighed.
      De skal komme over Josefs hoved,
      over issen på fyrsten blandt brødre.

(1 Mosebog 49)

Abraham og Sara.

Det meste af 1. Mosebog i Det gamle Testamente – nemlig fra kapitel 12 – handler om patriarkernes historie, som epoken kaldes. Af alle patriarkerne er Abraham den største. Den tekst – 1. Mosebog – som vi i dag kan læse er blevet til igennem en lang periode og 1. Mosebog er blevet færdiggjort omkring 500 f. Kr. eller lidt senere. De jødiske samlere og redaktører – præster og lærde - som stod bag 1. Mosebog har samlet deres materiale fra mange forskellige kilder.

Beretningerne om Abraham er blevet kaldt for sagn men betegnelsen sagn eller heltesagn kan misforstås. Vi kender sagn fx fra de danske heltesagn hos Saxo eller fra Homers store digte. En helt i sådanne sagn er et fuldkomment væsen – til efterlignelse. Helten har alle gode egenskaber – styrke, kraft, visdom, gavmildhed.

Abraham er godt nok en helt i 1. Mosebog - men han er bestemt ikke noget forbillede eller moralsk menneskeligt ideal. Abraham – og de øvrige patriarker som fx Jakob – er i sandhed mennesker på godt og ondt. Alle mennesker kan genkende sig selv i dem. Teksten gør faktisk meget ud af at fremstille Abrahams mange besynderlige fejl og svagheder. Det er ikke kun os i dag – moderne mennesker - der tænker sådan – sådan har man også tænkt i det gamle Israel. Abraham er fuld af fejl – men det er netop ikke pointen i 1. Mosebog. Pointen er at Gud i himlen – Jahve - sørger for - hele vejen igennem historien - at tingene går i den rigtige retning. Gud bruger faktisk Abrahams – og alle andre menneskers - fejl og synder som midler i hans plan. Gud har en stor plan – som starter i 1. Mosebog kapitel 12 med udvælgelsen af Abraham - og den går i opfyldelse. Hvad mennesker så gør, er egentlig mindre væsentligt! - Lad Gud være i fred, er så at sige budskabet i Mosebøgerne!

I 1. Mosebog har vi især 2 forskellige kilder – Jahvisten og Elohisten – som er blevet indlemmet i den nuværende slutgyldige tekst – Det gamle Testamente. Derfor er der mange dubletter: Den samme begivenhed bliver fortalt i to forskellige versioner. Der er et utal af dubletter i 1. Mosebog: Josef kommer til Egypten på to forskellige måder, Jakob bliver begravet to forskellige steder, Abraham svigter sin kone Sara på to forskellige måder, verden bliver skabt på to måder, manden og kvinden bliver skabt på to meget forskellige måder!

I det følgende – i 1. Mosebog 20 - fortæller Elohisten historien om Abraham og Sara – bror og søster. Denne historie er tidligere i kapitel 12 blevet refereret i Jahvistens udgave.

Historien giver ikke noget særligt rosende billede af Abraham. Abraham er bange for sit eget skind og derfor lyver han om sin hustru og han tvinger sin kone til at lyve og bedrage. Sara kommer på den måde i virkelig fare – på grund af sin mands dumhed eller svaghed!

Der er nok ingen tvivl om at det som historien egentlig handler om er at prinsessen eller dronningen – Sara – kommer ud i den allerstørste fare, trængsel og nød – og først bliver reddet af Gud i sidste øjeblik!

Sara er nemlig en skønhed uden lige – det er alle teksterne enige om! Sara er en blændende, magisk skønhed – et himmelsk væsen - som kommer lige ind fra ørkenlandet. Hun gør alle mænd skøre og vanvittige når de ser hende. Alle falder for hendes skønhed. De bliver som forheksede. De tænker kun på at komme til at eje hende og derfor vil Abrahams liv øjeblikkeligt komme i fare – det er hvad Abraham tænker!

Kongen Abimelek ønsker naturligt nok straks at erobre og optage Sara i sit harem for fuldt ud at kunne nyde hendes skønhed! Abraham er pludselig magtesløs og kan intet gøre. Abraham gør faktisk heller ikke noget. Han lader som ingenting. Han lader stå til! Måske har han regnet med at komme til at betale den pris – at miste sin kone. Abraham rejser i området – omkring Gaza - som en nomade og er ret svag og magtesløs. Resultatet er at Sara bliver fuldstændigt prisgivet – udleveret til den hedenske konge Abimelek - som sikkert vil misbruge hende seksuelt.  Sara går virkelig fortabt. Hvordan skal hun nogen sinde kunne føde den søn og arving som hun og Abraham har fået lovet!? Sara er hele Israels moder og stammoder. Nu er hun havnet i et harem hos en hedensk konge! Hun – en gift kvinde – en prinsesse - (ordet Sara betyder faktisk prinsesse!) – er blevet en haremskvinde – een af mange!

v1  Abraham brød op derfra og drog mod Sydlandet. Han slog sig ned mellem Kadesh og Shur og boede som fremmed i Gerar [Gaza]. v2  Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara.

I kapitel 12 findes den samme beretning – blot foregår den i Egypten og kongen er ikke Abimelek men den egyptiske farao. Beretningen i kapitel 12 stammer fra den kilde som man kalder Jahvisten. Denne fremstilling er endnu mere hård ved Abraham! Abrahams tankegang er ikke sympatisk – den virker nærmest kynisk. I kapitel 12 bliver Sara rent faktisk og fysisk faraos hustru og elskerinde!

v11  Da han [Abraham] nærmede sig Egypten, sagde han til sin kone Saraj: »Jeg ved, du er en smuk kvinde. v12  Når egypterne ser dig, tænker de: Det er hans kone. Så slår de mig ihjel og lader dig leve. v13  Sig, at du er min søster, så jeg kan blive godt behandlet for din skyld og beholde livet takket være dig.«

(1 Mosebog 12)

Gud er den kraft som griber ind - selv om mennesker har ødelagt alting. Gud viser sig for kongen og fortæller ham sandheden. Gud griber ind og redder Sara – hun er bestemt til noget stort – bestemt til at blive Israels moder. Det er bestemt ikke Abraham der som en helt redder Sara! Abraham har forkludret alting. Men netop i kraft af Abrahams elendige og ret ynkelige gerninger kan Gud frelse Sara. Gud viser sin vælde og herlighed. Evangeliet er at Gud handler hen over alle menneskers fejltagelser og misgreb! Gud gennemfører det som er hans forsæt!

Gud viser sig for den hedenske konge - som slet ikke tror på Gud! I virkeligheden er det en ydmygelse af Abraham. Gud er ligeglad med om Abimelek tror på Gud. Gud er større end menneskers sprog, kultur, tro og religion. Gud er Gud for alle. Abimelek genkender ham når han ser ham. Hele 1. Mosebog har dette universalistiske præg. Gud er ikke kun Abrahams eller Israels Gud – han er alle menneskers Gud – uanset hvad de kalder ham. Gud frelser også Kain efter at han har slået sin bror ihjel! Gud ved at også Kain har brug for Guds frelse og beskyttelse! Gud beskytter morderen imod at blive forfulgt og slået ihjel af mennesker. Gud redder Ishmael og Hagar i ørkenlandet – efter at de er blevet bortvist af Sara og Abraham og er gået fortabt! Gud redder Lot og Lots døtre og deres sønner efter at de har lokket deres egen kødelige far til samleje! Esau bliver bedraget af sin bror Jakob – men Gud svigter ikke Esau og Gud gør ham til en stor mand!

Gud viser sig ikke kun for dem som tror på ham. At kongen Abimelek får en drøm betyder at han får en visionhan ser Gud. Gud kommer til den hedenske konge - som ikke tror på Gud! Abimelek er på den måde en slags profet. Gud er større end mennesker. Han er ikke som mennesker – som det siges i 1. Mosebog! Gud er som han er og gør hvad han vil – uanset hvad mennesker gør. Gud giver livet og frelsen, lykken og heldet – fordi det er det som mennesker har brug for – uanset hvem de er!

 v3  Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: »Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift.« v4  Men Abimelek havde ikke været sammen med hende, og han sagde: »Herre, slår du virkelig uskyldige mennesker ihjel? v5  Han sagde jo til mig, at hun var hans søster, og hun sagde også selv, at han var hendes bror. Jeg gjorde det i god tro, og jeg har rene hænder.« v6  Gud svarede ham i drømmen: »Jeg ved godt, at du gjorde det i god tro, og det er også mig, der har hindret dig i at synde mod mig; derfor lod jeg dig ikke røre hende. v7  Giv nu manden hans kone tilbage, for han er profet. Han kan gå i forbøn for dig, så du kan beholde livet. Men du skal vide, at hvis ikke du giver hende tilbage, skal du og alle dine dø.«

v8  Om morgenen tilkaldte Abimelek alle sine folk og forelagde dem hele sagen, og mændene blev meget bange. v9  Så tilkaldte Abimelek Abraham og sagde til ham: »Hvad er det dog, du har gjort mod os? Hvordan har jeg forsyndet mig mod dig, siden du har bragt denne tunge skyld over mig og mit kongerige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!« v10  Og Abimelek sagde videre til Abraham: »Hvad var din mening med at bære dig sådan ad?«

Abraham er bestemt ikke nogen helt. Han har viklet sig ind i en meget kedelig situation. Det som han siger til kongen er meget dårlige undskyldninger. Det er ikke meningen at vi skal tro på det som Abraham siger: at der ikke er nogen tro eller moral i området – pointen i beretningen er netop den modsatte: Abimelek viser sig jo som en sympatisk, god og from mand! Abraham bliver hængt ud på en måde! Abraham vil redde sit eget liv ved at prisgive sin kone – ikke noget sympatisk træk - hverken i dag eller dengang! Abraham har presset Sara til at udsprede denne usandhed - til stor fare for Sara selv! Abimelek – den hedenske kana’anæiske konge – har faktisk en større tro end Abraham! Vi kan se det samme træk i Det nye Testamente hvor Jesus lovpriser den romerske militærmand og siger om ham at han har en større tro end nogen i Israel!

 v11  Abraham svarede: »Jo, jeg tænkte, der er nok ingen gudsfrygt her på stedet, og så vil de slå mig ihjel på grund af min kone. v12  Og hun er virkelig min søster! Hun er datter af min far, men ikke af min mor, og så blev jeg gift med hende. v13  Og da Gud lod mig flakke om langt fra min fars hus [i Mesopotamien], sagde jeg til hende: Overalt, hvor vi kommer hen, må du vise mig den godhed at sige, at jeg er din bror.«

Abraham, Sara og deres kommende søn – Isak og dermed Israel – bliver frelst og reddet – ikke på grund af Abrahams godhed eller visdom men udelukkende på grund af Guds underfulde indgriben – og takket være at der findes fornuftige ordentlige hedninger i verden! Af teksten fremgår at Abraham virkelig har mistet Sara – tabt Sara. Sara er virkelig blevet gift med Abimelek og kommet ind i hans harem! Abrahams kortsigtede egoistiske handlinger har fået katastrofale konsekvenser!

Hele affæren har bragt en dyb skam over Sara. Hun er blevet vanæret og ydmyget. Abimelek er i historien subjektivt uskyldig – han er i god tro, som han siger. Men Abimelek bliver alligevel ramt på grund af en objektiv skyld. Gud sender en sygdom ned over hans hoved. Han kan ikke længere avle børn. Men Sara bliver især ramt. Fra nu af vil en skam klæbe til hende til evig tid. Abimelek giver derfor Abraham en erstatning for at skammen ikke skal klæbe til Sara i al fremtid. Abimelek tænker på Saras kommende skæbne. Abimelek er en fin mand – på et helt andet niveau end Abraham! Abimelek opfører sig faktisk eksemplarisk! Selv om Abimelek er helt uskyldig – giver han Sara en stor oprejsning! Abimelek er en følsom, ærlig og fornuftig mand og konge. Det skal lukke øjnene på alle dem betyder at hendes skam og nedværdigelse fra nu af skal være skjult for alle mennesker. Tanken er præcist den samme som findes hos Paulus i Det nye Testamente når han taler om retfærdiggørelsen. Saras skyld og skam gøres ikke eksisterende eller usynlig! Vi finder også de samme udtryk i Salmernes Bog. Fra nu af vil alle mennesker være blinde over for Saras skyld og skam! Abimelek sørger for at deres øjne bliver dækket til!

 v14  Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. v15  Og Abimelek sagde: »Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!« v16  Til Sara sagde han: »Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning

Vi skal forestille os at Sara har været gift med Abimelek igennem længere tid. Saras nedværdigelse har stået på i meget lang tid. I al den tid har Abraham tilsyneladende intet gjort! Gud har grebet ind på den måde at han har gjort alle Abimeleks hustruer og kvinder ufrugtbare mens Sara har været i kongens harem. Gud har sendt dem en sygdom. Gud har derved også forhindret at Sara skulle føde børn – børn af Abimelek - mens hun var i dette harem. Sara gik fortabt men hun blev frelst ved Guds mægtige indgriben! Det er evangeliet i 1. Mosebog som det bliver fortalt igen og igen. Da nøden var størst – greb Herren ind! I dette tilfælde var nøden meget stor og overvældende – både for Sara personligt og for det folk - Israel - som jo skal komme ud af hendes moderliv! Hele Israels liv og skæbne står på spil – derfor fortælles denne centrale sagn-historie også hele tre gange i 1. Mosebog!

v17  Så bad Abraham til Gud, og Gud helbredte Abimelek, hans hustru og hans trælkvinder, så de kunne føde. v18  For Gud havde lukket hvert eneste moderliv i Abimeleks hus på grund af Abrahams kone Sara.

(1 Mosebog 20)

Beretningen i 1. Mosebog kapitel 12 – af Jahvisten – er også hård ved Abraham. Abraham bliver med rette kritiseret af den egyptiske konge. Abraham er en bedrager. Abraham har vist sig som en meget lille mand. Abraham har ikke megen ære eller værdighed tilbage. Farao har intet forkert gjort – kun det som er helt naturligt. Abraham har virkelig svigtet! Abraham bliver smidt ud af Egypten efter hans skandaløse optræden! Farao er nødt til ved hjælp af militæret at få Abraham smidt af Egypten – Abraham er en helt upålidelig person som naturligvis er helt uønsket i Egypten som et kultiveret og højtstående samfund! Abraham er en skandale:

Jahvistens beretning i 1. Mosebog kapitel 12 slutter således:

v18  Da lod Farao Abram kalde og sagde: »Hvad er det, du har gjort mod mig? Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din hustru? v19  Hvorfor sagde du, at hun var din søster, så jeg tog hende til min hustru? Her har du din hustru, tag hende og gå!« v20  Farao gav nogle mænd befaling til at få Abram og hans kone og alt, hvad han ejede, sendt bort.

Abraham er troens fader.

Abraham og pagten – de overskårne dyr.

1. Mosebog 15 indeholder to tekster som på længere sigt nok bliver de vigtigste i Israels religiøse historie. Kapitlet handler om patriarken Abraham som er vores fader. Abraham er selv ret passiv. Det som sker skyldes ikke hans indsats eller gøren eller gode gerninger. Kapitlet er typisk for Israels religion på den måde at det hele vejen igennem er Gud Herren som handler og taler.

Teksten indeholder først en slags forklaring på begrebet retfærdighed og dernæst en beskrivelse af pagten mellem Gud og Abraham – dvs Israel.

Gud henvender sig til Abraham og erklærer at han er retfærdig. Han skal ikke frygte noget. Han skal ikke lade sig friste. Han skal ikke tro at det går galt. Selv om Guds løfter ikke bliver opfyldt lige med det samme – så vil de blive opfyldt. Alting sker i en nødvendig rækkefølge. Alt sker med et formål. Der er en mening med alt det som sker. Det som sker, er Gud som handler. Gud er et forsyn – han har en plan for historien og han vil gennemføre sin plan på den eneste måde som den plan kan virkeliggøres. Abraham skal ikke tro at han er fortabt. Abraham skal ikke prøve selv at skabe virkeligheden eller prøve at manipulere med virkeligheden. Abraham skal ikke prøve på egen hånd med menneskelige midler at få en søn! Gud vil give ham en søn – når tiden er fuldkommen – når tiden er opfyldt – i tidens fylde. Alting sker for at og det gode som Gud vil vil ske.

Retfærdigheden er at Abraham stoler på Guds magt og styring – på hans forsyn. Abraham skal ikke gøre så meget – han skal være – og vente. Frygten skaber desperate handlinger og en tro på at han skal gøre en masse. Men frygten er falsk. Abraham skal ikke frygte noget. Han er i Guds hånd og Gud vil sørge for ham. Abraham kan stole på Gud. Herren er hans skjold – og han behøver ikke at forsvare sig eller forsikre sig imod ulykker. Det vil ikke nytte noget alligevel.

Begrebet retfærdighed er i Det gamle Testamente en opfyldelse af en forpligtelse i en relation. Gud er retfærdig fordi han lever op til sine forpligtelser over for Israel – ægtehustruen – Gud lever op til sine naturlige forpligtelser som ægtemand. Retfærdigheden hænger sammen med roller, forventninger og naturlige relationer. At Gud er retfærdig betyder altså at han vil frelse og beskytte og aldrig svigte eller forlade Israel. Forholdet Gud – Israel sammenlignes hele tiden med et ægteskab.

Abraham er retfærdig når han stoler på Guds løfte! Retfærdigheden kræver ikke at Abraham gør noget specielt – tvært om skal han gøre meget mindre. Gud erklærer Abraham for retfærdig – ren – og dermed erklærer han hele Israel og folket for retfærdigt. Abraham er ikke et enkelt individ – han er folket – han er et tegn. Alle bliver erklæret for retfærdige. Denne enhedstanke er typisk for Det gamle Testamente. Den bliver brudt i senjødedommen hvor man begynder at tale om de retfærdige over for de ugudelige men den er stadig væk den dominerende tanke i Det gamle Testamente! Den findes helt tydeligt i Salmerne. Mennesket er uden skyld – det er i Guds øjne uden skyld!

I Det gamle testamente kender vi ordet retfærdighed som en dom eller kendelse som en præst afsiger om et menneske. Retfærdig betyder altid at man kendes – dømmes – som retfærdig! Retfærdig er sådan set ikke noget man er – det er ikke en egenskab man har! At være retfærdig er at blive kendt for retfærdig ved en tiltale eller ved en dom. Præsten i templet i Jerusalem afsiger i en række tilfælde den dom at denne person er retfærdig – dvs at han i Guds øjne er som han skal være.

Et eksempel på denne tanke findes i 3. Mosebog som beskriver hvad den spedalske skal gøre. Præsten erklærer ham for ren dvs retfærdig. Det afgørende er altså præstens dom eller erklæring. At være ren og retfærdighed er simpelt hen det samme som at være blevet erklæret for ren og retfærdig:

Hvis det døde kød igen bliver hvidt, skal han gå hen til præsten. v17  Præsten skal undersøge det angrebne sted, og hvis det så viser sig, at det er blevet hvidt, skal præsten erklære den angrebne ren; han er ren.

(3 Mosebog 13)

Begrebet retfærdig er altså tænkt i en juridisk sammenhæng. At være retfærdig er at blive ført for en domstol og derefter at blive erklæret retfærdig ved en domsafsigelse. Retfærdig betyder at man er blevet frikendt. I eksemplet i 1. Mosebog 15 erklærer Gud Abraham for retfærdig – han får en frikendelse. Abraham skal ikkegøre noget – han modtager blot denne dom af Gud. Abraham får det hele foræret – kan man sige. Frikendelsen er netop ikke betinget! Gud stiller ingen betingelser til mennesket – han frikender mennesket. Mennesket er uden skyld – det er retfærdigt! Retfærdigheden er ikke betinget af at Abraham bliver omskåret eller af at han er lydig imod Gud! Netop ikke – den er betingelsesløs!

Vi kan altså sige at 1. Mosebog indeholder et meget vigtigt stykke i det gamle Israels teologi og religionsforståelse. Teksten er et stykke dogmatik – den er ment meget generelt!

Vi kan altså se at det som Paulus siger i Det nye Testamente faktisk rammer tanken i Det gamle Testamente meget godt. Det er Gud som erklærer os for retfærdige – evt formidlet af en præst. Vi er altså som vi er – med alle vore svagheder og dumheder – men kendes for retfærdige alligevel. Denne tanke bliver udtrykt her i 1. Mosebog 15 og derfor får denne tekst en overvældende betydning på lang sigt. Tanken om retfærdigheden kan vi også se meget tydelig i Salmernes Bog. Retfærdigheden er ikke et højt krav til mennesket – slet ikke – den er en erklæring fra en anden – fra Gud. retfærdig er man i Guds øjne og kun på den måde giver ordet nogen mening – det er indholdet her i kapitel 15. Man bliver netop regnet som retfærdig! Retfærdigheden er noget man får tilregnet. Jeg er retfærdig fordi Gud tilregner mig retfærdigheden – dvs han siger at i hans øjne er jeg retfærdig. Gud kræver ikke bestemte ofre eller krav opfyldt fra min side. Gud handler eensidigt og på egen hånd. Retfærdigheden er hans beslutning – ikke noget jeg skal stræbe efter ved at jeg udvikler mig moralsk eller personlighedsmæssigt!

v1  Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.«

v5  Så tog han [Gud] ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« v6  Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Den anden centrale tekst i kapitlet indeholder beretningen om indstiftelsen af pagten – denne beretning skal forklare hvad pagten er og hvordan den er opstået. I denne beretning er Abraham igen passiv. Abraham skal ikke gøre noget for at få pagten etableret. Abraham skal ikke præstere noget. Pagten er for Abraham primært et eensidigt løfte fra Guds side. Gud lover Abraham et land og mange efterkommere. Pagten er at Gud vil forpligte sig til det eensidigt. Det eneste som forventes af Abraham er at han stoler på Herren – stoler på løfterne!

Pagten sluttes ved at Abraham overskære dyrenes kroppe og deler dem i to rækker. Pagten udtrykker sig i de to halvdele af dyrene. Det som sker er ikke et offer – det ved vi fordi dyrene ikke bliver brændt – de bliver dækket til med jord. Vi kender denne rite som en urgammel rite. Den blev også anvendt når to mennesker eller to lande indgik en pagt – en aftale. Pagten erklæres ved at slagte og dele dyrene og derefter ved at de to parter går igennem de overskårne dyr. Når de står imellem de delte dyr lover og erklærer de at de vil holde pagten eller aftalen. Vi kender dette ritual fra Det gamle Testamente men også andre steder fra. Det er et meget gammelt ritual.

I dette tilfælde viser Gud at han vil indgå pagten ved at han kommer som en ild og står mellem de slagtede dyr. Gud står og går der hvor mennesker ellers ville have stået. Gud viser sig i en epifani så Abraham kan se at Gud slutter pagten som et menneske ville have gjort. Gud indgår pagten helt frivilligt men når han har indgået pagten svigter han den ikke. Han er rig på troskab som det siges i Salmerne.

v9  Herren svarede: »Hent en treårig kvie, en treårig ged og en treårig vædder samt en turteldue og en dueungev10  Han hentede dem, og så skar han dem midt igennem og lagde halvdelene over for hinanden. Fuglene skar han dog ikke over.

 v11  Der kom rovfugle og slog ned på de døde dyr, men Abram jog dem væk.

v17  Da solen var gået ned, og det var blevet bælgmørkt, kom en rygende ovn og en flammende fakkel til syne og bevægede sig frem mellem de overskårne dyr.

 v18  Den dag sluttede Herren pagt med Abram.

v12  Da solen var ved at gå ned, faldt Abram i en tung søvn, og et stort, rædselsfyldt mørke sænkede sig over ham. v13  Da sagde Herren til Abram: »Du skal vide, at dine efterkommere skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres. Dér skal de være trælle og plages i fire hundrede år. v14  Men så vil jeg dømme det folk, de er trælle for, og derefter skal de drage ud med store rigdomme. v15  Selv skal du gå til dine fædre i fred; i en høj alder skal du gå i graven. v16  Først i det fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil, for målet for amoritternes synd er endnu ikke fuldt.«

(1 Mosebog 15)

Abraham – Troens Fader – Patriark.

Abraham og Sara og Abimelek.

Det meste af 1. Mosebog i Det gamle Testamente – nemlig fra kapitel 12 – handler om patriarkernes historie, som epoken kaldes. Af alle patriarkerne er Abraham den største. Den tekst – 1. Mosebog – som vi i dag kan læse er blevet til igennem en lang periode og 1. Mosebog er blevet færdiggjort omkring 500 f. Kr. eller lidt senere. De samlere og redaktører som stod bag 1. Mosebog har samlet deres materiale fra mange forskellige kilder.

Beretningerne om Abraham er blevet kaldt for sagn men betegnelsen sagn eller heltesagn kan misforstås. Vi kender sagn fx fra de danske heltesagn hos Saxo eller fra Homers store digte. En helt i sådanne sagn er et fuldkomment væsen – til efterlignelse. Helten har alle gode egenskaber – styrke, kraft, visdom, gavmildhed.

Abraham er godt nok en helt i 1. Mosebog - men han er ikke noget forbillede eller noget moralsk menneskeligt ideal. Teksten gør faktisk meget ud af at fremstille Abrahams mange fejl og svagheder. Det er ikke kun os i dag der tænker sådan – sådan har man også tænkt i det gamle Israel. Forfatterne og redaktørerne til 1. Mosebog har også undret sig! Set fra deres synspunkt tilhører Abraham en længst forsvundet tid. Abraham er fuld af fejl – men det er ikke pointen i 1. Mosebog. Pointen er at Gud i himlen sørger for - hele vejen igennem historien - at tingene går i den rigtige retning. Gud bruger faktisk Abrahams – og alle andre menneskers fejl og synder – som midler i hans plan. Gud har en stor plan og den går i opfyldelse. Hvad mennesker så gør er egentlig mindre væsentligt! Lad Gud være i fred, er budskabet i Mosebøgerne!

I 1. Mosebog har vi især 2 forskellige kilder – Jahvisten og Elohisten – som er blevet inkorporeret i den nuværende tekst. Derfor er der mange dubletter: Den samme begivenhed bliver fortalt i to forskellige versioner. I det følgende – i 1. Mosebog 20 - fortæller Elohisten historien om Abraham og Abimelek. Denne historie er tidligere i kapitel 12 blevet refereret i Jahvistens udgave.

Historien giver ikke noget særligt rosende billede af Abraham. Abraham er bange for sit eget skind og derfor lyver han om sin hustru. Sara kommer på den måde i virkelig fare – på grund af sin mands dumhed eller svaghed! Sara er nemlig en skønhed uden lige – det er alle teksterne enige om! Sara er en blændende, magisk skønhed – et himmelsk væsen som kommer ind fra ørkenlandet. At hun kommer fra østen gør hende særligt skøn og attraktiv og mystisk! Hun vil gøre alle mænd skøre og vanvittige når de ser hende. De vil kun tænke på at komme til at eje hende og derfor vil Abrahams liv øjeblikkeligt komme i fare – det er hvad Abraham tænker!

Kongen Abimelek ønsker naturligt nok straks at optage Sara i sit harem for at kunne nyde hendes skønhed! Abraham er pludselig magtesløs og kan intet gøre. Abraham gør faktisk heller ikke noget. Han lader som ingenting. Måske har han regnet med at komme til at betale den pris – at miste sin kone. Abraham rejser i området som en nomade og er ret svag og magtesløs. Resultatet er at Sara bliver fuldstændigt prisgivet – udleveret til den hedenske konge som nu kan få sin vilje med hende.  Sara går virkelig fortabt. Hvordan skal hun nogen sinde kunne føde den søn og arving som hun og Abraham har fået lovet!? Sara er hele Israels moder og stammoder. Nu er hun havnet i et harem hos en hedensk konge! Hun – en gift kvinde – en prinsesse (ordet Sara betyder faktisk prinsesse!) – er blevet en haremskvinde – en af mange!

v1  Abraham brød op derfra og drog mod Sydlandet. Han slog sig ned mellem Kadesh og Shur og boede som fremmed i Gerar [Gaza]. v2  Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara.

Gud er den kraft som griber ind - selv om mennesker har ødelagt alting. Gud viser sig for kongen og fortæller ham sandheden. Gud griber ind og redder Sara – hun er bestemt til noget stort – bestemt til at blive Israels moder. Det er bestemt ikke Abraham der redder Sara! Abraham har forkludret alting. Men netop i kraft af Abrahams elendige gerninger kan Gud frelse Sara. Gud viser sin herlighed. Evangeliet er at Gud handler hen over alle menneskers fejltagelser og misgreb! Gud gennemfører det som er hans vilje og forsæt!

Gud viser sig for den hedenske konge - som slet ikke tror på Gud! I virkeligheden er det en ydmygelse af Abraham. Gud er ligeglad med om Abimelek tror på Gud. Gud er større end menneskers sprog, kultur og religion. Gud er Gud for alle. Abimelek genkender ham når han ser ham. Hele 1. Mosebog har dette universalistiske præg. Gud er ikke kun Abrahams eller Israels Gud – han er alle menneskers Gud – uanset hvad de kalder ham. Når Abraham velsignes betyder det i 1. Mosebog at alle mennesker bliver velsignet. Gud viser sig ikke kun for dem, som tror på ham. At kongen får en drøm betyder at han får en vision – han ser Gud. Gud kommer til den hedenske konge som ikke tror på Gud! Abimelek bliver en profet.

 v3  Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: »Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift.« v4  Men Abimelek havde ikke været sammen med hende, og han sagde: »Herre, slår du virkelig uskyldige mennesker ihjel? v5  Han sagde jo til mig, at hun var hans søster, og hun sagde også selv, at han var hendes bror. Jeg gjorde det i god tro, og jeg har rene hænder.« v6  Gud svarede ham i drømmen: »Jeg ved godt, at du gjorde det i god tro, og det er også mig, der har hindret dig i at synde mod mig; derfor lod jeg dig ikke røre hende. v7  Giv nu manden hans kone tilbage, for han er profet. Han kan gå i forbøn for dig, så du kan beholde livet. Men du skal vide, at hvis ikke du giver hende tilbage, skal du og alle dine dø.«

v8  Om morgenen tilkaldte Abimelek alle sine folk og forelagde dem hele sagen, og mændene blev meget bange. v9  Så tilkaldte Abimelek Abraham og sagde til ham: »Hvad er det dog, du har gjort mod os? Hvordan har jeg forsyndet mig mod dig, siden du har bragt denne tunge skyld over mig og mit kongerige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!« v10  Og Abimelek sagde videre til Abraham: »Hvad var din mening med at bære dig sådan ad?«

Abraham er bestemt ikke nogen helt. Han har viklet sig ind i en meget kedelig situation. Det som han siger til kongen er meget dårlige undskyldninger. Det er ikke meningen at vi skal tro på det som Abraham siger: at der ikke er nogen tro, religion eller moral i området – pointen er netop den modsatte: Abimelek viser sig jo som en sympatisk, god og from mand! Abraham bliver hængt ud på en måde af teksten! Abraham vil redde sit eget liv ved at prisgive sin kone – ikke noget sympatisk træk - hverken i dag eller dengang! Abraham har presset Sara til at udsprede denne usandhed - til stor fare for Sara selv!

 v11  Abraham svarede: »Jo, jeg tænkte, der er nok ingen gudsfrygt her på stedet, og så vil de slå mig ihjel på grund af min kone. v12  Og hun er virkelig min søster! Hun er datter af min far, men ikke af min mor, og så blev jeg gift med hende. v13  Og da Gud lod mig flakke om langt fra min fars hus [i Mesopotamien], sagde jeg til hende: Overalt, hvor vi kommer hen, må du vise mig den godhed at sige, at jeg er din bror.«

Abraham, Sara og deres kommende søn – Israel – bliver frelst og reddet – ikke på grund af Abrahams godhed eller visdom men udelukkende på grund af Guds underfulde indgriben – og takket være de fornuftige ordentlige hedninger! Af teksten fremgår at Abraham virkelig har mistet Sara – tabt Sara. Sara er virkelig blevet gift med Abimelek og kommet ind i hans harem! Abrahams handlinger har ifølge tekstens mening fået katastrofale konsekvenser!

Hele affæren har bragt en dyb skam over Sara. Hun er blevet vanæret og ydmyget. Abimelek er i historien subjektivt uskyldig – han er i god tro, som han siger. Men Abimelek bliver alligevel ramt på grund af en objektiv skyld. Gud sender en sygdom ned over hans hoved. Han kan ikke længere avle børn.

Men Sara bliver især ramt. Fra nu af vil en skam klæbe til hende til evig tid. Abimelek giver derfor Abraham en erstatning for at skammen ikke skal klæbe til Sara i al fremtid. Abimelek er en fin mand – på et helt andet niveau end Abraham! Abimelek opfører sig faktisk eksemplarisk! Selv om Abimelek er helt uskyldig – giver han Sara en stor oprejsning! Abimelek er en følsom, ærlig og fornuftig mand og konge. Udtrykket Det skal lukke øjnene på alle dem betyder at hendes skam og nedværdigelse fra nu af skal være skjult for alle mennesker. Tanken er præcist den samme som findes hos Paulus i Det nye Testamente når han taler om retfærdiggørelsen. Saras skyld og skam gøres ikke eksisterende eller usynlig! Vi finder også de samme udtryk i Salmernes Bog.

 v14  Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. v15  Og Abimelek sagde: »Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!« v16  Til Sara sagde han: »Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning

Vi skal forestille os at Sara har været gift med Abimelek igennem længere tid. Gud har grebet ind på den måde at han har gjort alle Abimeleks hustruer og kvinder ufrugtbare mens Sara har været i kongens harem. Gud har sendt dem en sygdom. Gud har derved også forhindret at Sara skulle føde børn – børn af Abimelek - mens hun var i dette harem. Sara gik fortabt, men hun blev frelst - ved Guds mægtige indgriben!

v17  Så bad Abraham til Gud, og Gud helbredte Abimelek, hans hustru og hans trælkvinder, så de kunne føde. v18  For Gud havde lukket hvert eneste moderliv i Abimeleks hus på grund af Abrahams kone Sara.

(1 Mosebog 20)

Esau er en stor patriark. Esau er et stort folk.

Det er meget slående og overraskende at Jakob i 1. Mosebog er fuld af frygt for Esau. Over for Esau føler Jakob sig lille. Ifølge 1. Mosebog er Esau Jakobs broder som han snyder for velsignelsen og førstefødselsretten – ved et rigtigt groft bedrageri. Ved bedrag og snyd bliver Jakob arving til Isak altså arving til Guds udvælgelse. Men denne beretning er meget senere.

Oprindeligt skal vi forestille os at Esau og Jakob er helt uafhængige af hinanden. Esau er en stamfader – han er vores stamfader – vi som bor i Esaus land! Esau fandt Gud – han navngav alle de hellige steder. Han var Guds udvalgte. Esau er en fuldstændigt frygtløs krigerkonge. Han er et vildæsel som det siges om Ismael. Han er en hersker. Han er en lykkemand. Gud er med Esau. Alt lykkes for ham. Vejen bliver ryddet foran Esau!

Forfatterne til 1. Mosebog har kendt Esau myterne. De har elsket disse myter. Disse legender om Esau er en vigtig del af kulturens historie. Forfatterne eller redaktørerne bruger disse gamle myter. De skal have deres plads – de er gyldige vidnesbyrd om Guds veje og Guds førelse af menneskeheden! Jahvisten er åben og rummelig over for fremmede – i og for sig hedenske - legender og myter! På en vis måde kan moderne mennesker måske lære noget af denne åbne rummelige holdning. 1. Mosebog er på den måde et mageløst dokument – det fører os ind i hele områdets kulturhistorie.

Jakob opfatter Esau som en gud! Han opfører sig i Mosebogen som om han skal møde den egyptiske farao. Teksten sammenligner direkte Esau med farao! Jakob er svag og lille. Esau er det mægtige folk som bor på den anden side af Jordan - et folk af stolte, vilde og uregerlige krigere som Jakob faktisk frygter! I 1. Mosebog smelter Ismael og Esau i nogen grad sammen. De er Israels fjender og samtidigt Israels brødre – patriarkernes brødre - broderfolk. De er mægtige og farlige.

Esau bliver til sidst i processen i historieskrivningen til en arme storebroder som Jakob snyder.  Men det er han slet ikke oprindeligt. 1. Mosebog bringer de gamle uafhængige legender - selv om de slet ikke passer til teologien i Det gamle Testamente! Det er meget meget overraskende. Det viser at Jahvisten – teksten – er et resultat af samling og samling af forskellige gamle legender – selv om de er helt forskellige. Vi kan se at Det gamle Testamente er meget trofast og loyal over for det urgamle materiale! Man trykker bare de gamle myter – stort set uændret. Man har haft vældig respekt for de gamle legender. Jahvisten har ikke siddet og skrevet om på de gamle myter – selv om de gik imod Jakob og gav et dårligt billede af Jakob!

Det vi kan se hos Jakob – at han er en stor helt i hans folk og i hans område (Øst Jordan landet) – kan vi altså også se hos Esau. Det er de samme tanker, de samme skemaer!

v1  Jakob fik øje på Esau, og da han så, at han kom med fire hundrede mand, fordelte han børnene på Lea og Rakel og de to trælkvinder; v2  han stillede trælkvinderne og deres børn forrest, Lea og hendes børn længere tilbage og Rakel og Josef bagest.

Jakob er frygtsom og underdanig som over for en konge - en egyptisk konge. Esau er overlegen og optræder som en herre – en konge over for stakkels Jakob:

 v3  Selv gik han foran dem, og han kastede sig til jorden syv gange, mens han nærmede sig sin bror. v4  Esau løb ham i møde, omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd. v5  Da Esau fik øje på kvinderne og børnene, sagde han: »Hvem er det, du har med?« Jakob svarede: »Det er de børn, Gud i sin nåde har givet din tjener.« v6  Nu kom trælkvinderne og deres børn og kastede sig ned. v7  Derefter kom Lea og hendes børn og kastede sig ned, og til sidst kom Josef og Rakel og kastede sig ned.

Jakob tiltaler Esau som en gud – Esau er mægtig, retfærdig, nådig, en mand af vælde som det siges om Gud. Det er tydeligt at 1. Mosebog her bruger legender som er helt uafhængige af Jakobs historierne – hvor Jakob jo er helten. Esau undrer sig. Esau har ingen frygt. Han er ovenpå. Han er en fri konge. Han er hersker. Esau er et stort folk. Esau er Herrens salvede – Herrens redskab og tjener. Esau er den udvalgte konge. Esau er folkets frelser og urfader! Andre folk skal søge hans nåde og frygte ham. Jakob træder frem for Esau som for Gud eller som for en egyptisk farao! Det er de samme sproglige udtryk. Han uddeler nåden og velsignelsen til andre. Hans rigdom er uendelig. Jakob giver ham gaver som et offer eller som en tribut. Esau legenderne har der været mange af - vi har kun bevaret nogle få i det gamle Testamente:

 v8  Esau spurgte: »Hvad ville du med hele den lejr, jeg mødte?« Jakob svarede: »Jeg ville finde nåde for dine øjne, herre.« v9  Men Esau sagde: »Jeg har rigeligt, bror. Behold du, hvad der er dit.« v10  »Nej,« sagde Jakob, »hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så tag imod min gave, nu da jeg selv er trådt frem for dig, som man træder frem for Gud, og du har taget venligt imod mig. v11  Tag imod den gave, jeg bringer dig, for Gud har været nådig mod mig, og jeg har alt, hvad jeg har brug for.« Han blev ved at nøde ham, og så tog han imod den.

v17  Men Jakob brød op og drog til Sukkot. Dér byggede han sig et hus og lavede hytter til sit kvæg. Derfor hedder stedet Sukkot.

(1 Mosebog 33)

Jakob og Isak.

Jakob svindler sig til Isaks velsignelse.

v27  Han [Jakob] gik hen og kyssede ham[Isak], og da Isak lugtede til hans klæder, velsignede han ham og sagde:
      »Se, lugten af min søn
      er som lugten af en mark,
      Herren har velsignet.
       v28  Gud give dig
      himlens dug
      og jordens frugtbarhed,
      korn og vin i overflod.
       v29  Folkeslag skal trælle for dig,
      folk skal kaste sig ned for dig;
      du skal være hersker over dine brødre,
      din mors sønner skal kaste sig ned for dig.
      Forbandet være de, der forbander dig,
      og velsignet være de, der velsigner dig.«

(1 Mosebog 27)

I 1. Mosebog 27 fortælles den vidt berømte historie om hvordan Jakob bedrager sin gamle, blinde og døende fader Isak og skaffer sig den patriarkalske velsignelse. Denne beretning er interessant på flere måder. Den står ikke alene i 1. Mosebog. Senere fortælles en helt anden parallel historie der handler om at Esau har svigtet faderen og at det er Esau som er familiens sorte får. Ifølge den beretning har Esau giftet sig med de smukke kana’anæiske kvinder – mod sin fars og mors udtrykkelige vilje. Ifølge denne beretning tager Jakob af sted til østen for at finde sig en hustru som tilhører hans moders slægt!

I følge beretningen i kapitel 27 tager Jakob af sted til østen – af den simple grund at han må flygte fra Esau som af gode grunde er ude på at slå ham ihjel efter bedraget!

Det er vigtigt at holde fast i at Jakob i 1. Mosebog 27 virkeligt skildres som en forbryder! Meningen med legenden er – som den står nu – at vi skal blive forskrækkede over Jakobs kyniske handlinger. De jødiske lærde som har samlet 1. Mosebog og trykt denne legende har været rystede over at nogen kunne opføre sig sådan som Jakob opfører sig. Men de har været loyale over for den gamle myte om forfaderen Jakob og de har trykt historien som de har fundet den!

Forfatterne til 1. Mosebog tager ikke eksplicit afstand fra Jakob. De dømmer ikke Jakob. De accepterer mennesker som de nu engang er og livet som det går. Men indirekte kan vi se at de fremlægger et budskab: Hvis vi læser videre kan vi se at Jakob måtte flygte over hals og hoved fra sin familie efter bedraget og tage ophold i et fremmed land - på den anden side af Eufrat floden! Det skildres hvordan Jakob måtte bo i det fremmede i over 20 år inden han kunne komme tilbage til Palæstina! Jakob blev en flygtning. Hvis han var vendt hjem til Palæstina var han blevet slået ihjel af sin bror og broderen ville have haft retten på sin side. Forfatterne viser at Jakob aldrig nogen sinde mere kommer til at se sin mor Rebekka - eller sin far Isak! Indirekte viser de at Jakob måske alligevel bliver straffet af Gud – men direkte skildrer de blot tingene som de er og var – i al fald ifølge legenden.

Jakob handler usædvanligt egoistisk, umoralsk og forfærdeligt – men forfatterne til 1. Mosebog fremlægger indirekte en anden fortolkning. De har den tro eller opfattelse at uanset hvad Jakob gør af forbrydelser så er det væsentlige i historien hvad Gud gør! Gud er subjektet i historien – ikke mennesker. Jakob gør frygtelige skændige gerninger men Gud bruger på en underfuld måde disse gerninger i sin egen plan. Det går alligevel som det skal. Guds løfter går alligevel i opfyldelse – ikke på grund af menneskers gode gerninger – men på grund af Guds forsyn og førelse. Det går som det skal. Israel bliver frelst. Det betyder ikke at Jakob bliver uskyldig – tværtom. Jakob har en frygtelig skyld resten af sit liv for det som han gjorde mod sin fader – og imod sin bror. Men Jakobs skyld er ikke det væsentlige i historien. Det væsentlige er objektivt hvad Gud gør – hvad der kommer ud af det. – Lad Gud være i fred, siger forfatterne til 1. Mosebog.

Det som historien måske prøver at sige er: - Havde der været nogen lov og ret i Israel dengang så var Jakob blevet slæbt for domstolen og dømt til den hårdeste straf!

Men det er vigtigt at det ikke er udgiverne af 1. Mosebog der afsiger denne dom over Jakob! Det er den dom og fordømelse som ligger i selve sagnet om Jakob!

Jakobs gerninger er særligt ubehagelige og frastødende fordi hans fader er gammel, døende og blind. Jakob udnytter faderens svaghed på en kynisk måde. Jakob udnytter at Isak ikke kan se noget og ikke kan se om det er Jakob eller Esau. Når vi tænker på at hele Det gamle Testamente bygger på respekten for forældrene må vi sige at Jakobs bedrag af Isak er usædvanligt brutalt og kynisk.

Ifølge legendens univers har Isak kun én velsignelse at give. Den gamle myte opfatter velsignelsen som en væske eller en fysisk ting. Når først Isak har overgivet denne velsignelse til Jakob kan han ikke tage den tilbage! Isak kan heller ikke bare velsigne Esau bagefter – for Isak har opbrugt sin beholdning af velsignelse. Der er kun én velsignelse til rådighed. Det ved Jakob – og hans mor Rebekka. Jakob satser derfor på at lokke og bedrage sin far til at få velsignelsen. Når først Jakob har tilranet sig denne velsignelse – den olie eller kraft – kan han ikke miste den igen. Jakob tænker helt kynisk. Det er lige meget om Isak opdager noget bagefter – for så har Jakob fået velsignelsen.

Hele tanken om velsignelsen i myten er magisk. Det er det som Jakob udnytter. Derfor bliver hans handlinger til virkelig skade for broderen Esau. Ifølge denne magiske tanke har velsignelsen slet ikke noget at gøre med Gud. Isak har simpelt hen denne velsignelse – helt uafhængigt af Gud –og han kan give den bort til én af sine sønner.

Det er vigtigt at huske at forfatterne til Mosebogen ikke har delt denne magiske opfattelse! De opfatter velsignelsen som noget helt andet – de er slet ikke enig med den magiske primitive tankegang! Men de afholder sig fra at kommentere tanken. De fortæller bare den myte eller beretning som de har fundet.

Jakobs bedrag bliver muligvis sat i gang af hans mor Rebekka. Meget tyder på at det hele stammer fra hendes plan. Rebekka er også villig til at betale alle omkostninger hvis bedraget bliver opdaget og Jakob afsløret! Det ser ud til at Rebekka virkeligt har foretrukket den yngre søn Jakob – hun har elsket Jakob højere. Vi kan se at faderen Isak elsker Esau – den ældste broder – højere – konflikten handler så måske også om Rebekkas ambitioner på Jakobs vegne. Rebekka kæmper for den dreng som hun elsker.

Alvorligt er at Jakob flere gange lyver lige op i sin faders ansigt. Jakob lyver, omfavner og kysser faderen samtidigt. Jakob er en Judas. For de jødiske lærde har Jakobs løgne været skrækkelige og ikke til at undskylde. Jakob lyver så vandet driver af ham. Myten giver et rigtigt usympatisk og frastødende billede af Jakob. Den måde som Jakob handler på er også blasfemi og også et bedrag over for Gud. Jakob ødelægger alting – han lægger sin familie i ruiner. Han slår sin gamle far ihjel. Alle bliver forbandede på grund af Jakobs bedrag. Alting går i stykker.

Vi kan forestille os at denne legende om Jakob og hans bedrag går langt tilbage i tiden og måske er det en meget gammel historie som blot handler om to sønner og en døende fader – og slet ikke om Jakob og Esau. Måske har den oprindelige mening med denne historie været at rose og prise Jakob fordi han er snu og snedig. Det træk kender vi mange steder i Det gamle Testamente. Det som moderne læsere opfatter som forbrydelser eller stærkt umoralske gerninger som vi tager afstand fra – det er engang blevet opfattet som kløgt, klogskab og snuhed! Men de jødiske lærde som samlede Det gamle Testamente ca 500 f. Kr. har ikke opfattet det på den måde. De har rystet på hovedet.

Den gamle Isak kommer i en forfærdelig situation. Han går fortabt. Den døende mand bliver ramt forfærdeligt af Jakobs løgne og svindel. Det er næsten ikke til at bære for moderne læsere at se hvordan det går den gamle døende Isak! Det er næsten for meget. Isak mister helt forstanden. Det sortner for ham. Han får virkelig en grum skæbne. Jakob er helt umenneskelig og uden nogen følelser for sin stakkels gamle far. Jakob er virkelig et umenneske. Det som Jakob gør, er en forbrydelse – som det ofte er blevet sagt.

Sagn fra gamle dage og 1. Mosebog.

Hvad er et sagn?

v23  Samme nat stod han op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested; v24  han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over. v25  Jakob var nu alene tilbage.

En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. v26  Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. v27  »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« v28  Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« v29  Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret«. v30  Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Så velsignede han ham dér.

(1 Mosebog 32)

Mange forskere og videnskabsmænd vil kalde ovenstående beretning om Jakobs natlige kamp for et sagn. Ordet sagn er blevet brugt som en fast type eller et fast begreb for 1. Mosebogs vedkommende i mange år. Ordet sagn er ment som et objektivt og neutralt begreb – ikke som et skældsord!

Et sagn er ordret blot en beretning. Sagn er blevet brugt især om de mundtlige sagn som er blevet fortalt videre fra generation til generation. Sagnene har i gammel tid været folkets eller stammens kollektive, mundtlige hukommelse. Vi ved at sagnene i 1. Mosebog alle oprindeligt har været sådanne mundtlige traditioner. Denne hukommelse bliver i primitive samfund varetaget af en speciel kaste af sagn fortællere eller historie fortællere. Vi ved fra Grækenland at deres hukommelse kan have været imponerende. Græske historiefortællere kunne ordret gengive Homers digte som Odysseen og Illiaden!

Sagn er ofte ætiologiske og det gælder rigtigt mange sagn i 1. Mosebog. Et ætiologisk sagn indeholder en forklaring eller årsag til et fænomen. Skabelsesberetningen i 1. Mosebog forklarer f. eks. hvorfor livet består af slid og møje og hvorfor der er fjendskab mellem mennesket og slangen. Et andet sted i 1. Mosebog fortælles der om den enorme stenstøtte som står midt i Israel. Hvor kommer den fra? Sagnet forklarer at Jakob rejste denne stenstøtte som et evigt minde over sin elskede hustru Rakel – da hun blev begravet her! Rakel døde i barselssengen da hun skulle føde endnu en af Israels sønner. Rakel var en sand helt – og derfor blev stenstøtten så høj! Sagnet – et typisk ætiologisk sagn - giver en forklaring på en stenstøtte som findes – og som alle kan se.

Ordet sagn kan give helt forkerte associationer. Man kan opfatte et sagn som en beretning om fortiden som er et produkt af ren fantasi! Sagnet bliver så det samme som et eventyr. Sagnet skildrer noget som ligner en historisk begivenhed – men i virkeligheden er det hele ønsketænkning eller fri fantasi – sagnet er ren poesi!

Meningen med at anvende ordet sagn i 1. Mosebog er noget helt andet:

Sagnet udtrykker en dybere sandhed end vores almindelige historiske fortælling. Sagnet beskriver noget som er sket engang men sagnets formål er ikke at genfortælle hvad der skete. Sagnets formål er at udtrykke hvad der var meningen med det som skete. På den måde indeholder sagnet en fortolkning af det som skete. I oven nævnte eksempel skete der noget – Jakob oplevede noget – et overfald, men formålet med sagnet om Jakobs kamp er ikke at beskrive i detaljer hvad der skete. Formålet er at udtrykke hvad der i virkeligheden skete – hvad der skete på et dybere plan.

Vi kan sammenligne med et helt hverdagsagtigt eksempel: Måske oplevede jeg på et tidspunkt at mit liv gik helt i stykker. Måske oplevede jeg at jeg var helt fortabt. Jeg kunne ikke gøre noget. Så oplevede jeg pludseligt noget underfuldt. Jeg mødte et menneske og det menneske fik mig halet op af afgrunden. Jeg blev reddet. Hvis vi sammenligner med ordet sagn kan vi sige: Det som jeg oplevede var et under, et mirakel. Det var ikke tilfældigt at det menneske kom ind i mit liv. Der var en dyb mening med det. Det var på en måde bestemt. Det menneske blev sendt til mig - for at jeg ikke skulle gå helt fortabt! Alting skete for at – alting skete med et formål. Det som skete, var ikke tilfældigt. Det var Gud som sendte det menneske til mig for at frelse mig af nøden og trængslen!

Dette eksempel viser at sagnet i høj grad handler om noget virkeligt – noget som er sket. Sagnet er ikke et eventyr eller en fantasi! Jeg går jo ikke og fortæller eventyr om det som skete i mit liv! Jeg fortæller jo sandheden! Sagnet udtrykker en oplevelse eller en tro eller en fortolkning af det som skete.

De sagn som findes i 1. Mosebog har også en anden funktion. Disse sagn bliver fortalt for at få mennesker til at tro noget bestemt om Gud og om sig selv og om historien som sker! Sagnene bliver ikke fortalt for at få mennesker til at tro på Gud! Det er meget vigtigt at huske på! Alle mennesker troede i oldtiden på Gud! Når vi hører sagnet hører vi en bestemt fortolkning af livet. Sagnet er et vidnesbyrd og det er et vidne om Gud. Vi kan også sige at sagnet er et tilbud til mennesker om en fortolkning af deres liv.

Sagnet forbigår en masse detaljer i de oprindelige begivenheder. Sagnet koncentrerer sig kun om de få ting som har betydning når vi skal forstå det som skete. Skabelsesberetningen i 1. Mosebog er ikke en detaljeret beskrivelse af skabelsen! Den satser kun på nogle få pointer som fx at mennesket er skabt af Gud. Gud formede mennesket af jorden og han skabte dem som mand og kvinde!

Sagnet om Babelstårnet skal kun forklare én ting nemlig hvorfor jorden består af så mange forskellige folk og nationer som ikke kan forstå hinandens sprog. Sagnet forenkler meget begivenhederne. Sagnet indeholder som regel kun pointen – men ikke som teori men som en lille dramatisk scene.

Sagnet er ikke nogen objektiv detaljeret historisk redegørelse for det, som skete engang! Af den simple grund at en sådan objektiv redegørelse slet ikke er mulig! Alle inden for historievidenskaben i dag er enige om at der ikke findes nogen neutral, objektiv historieskrivning! Enhver historisk redegørelse for noget som skete engang er en fortolkning af begivenhederne. Enhver historisk redegørelse – lige meget hvor objektiv den ser ud – er en fortolkning af det som skete! Det er alle videnskabsmænd enige om i dag! Enhver beretning om fortiden er en konstruktion – den er en bygning som er formet og bestemt af den person som afsender budskabet!

Vi kan sige at sagnene i 1. Mosebog bygger på den tro at der findes et skjult subjekt inden i historien. Gud er skjult inden i de ting som sker. Gud er det virkelige subjekt i fortællingen. Det som sker, er tegn som viser hen til noget andet. Det som sker, er underfuldt fordi det ikke er fremkaldt af mennesker. Sara og Abraham kunne ikke selv få børn – det var umuligt – men Gud greb ind og sørgede for at Sara fødte en søn. Det var et stort under. Sagnet er simpelt hen et sagn fordi det udtrykker at Saras frugtbarhed var et under – noget ubegribeligt. Når vi fortæller om vores egne liv og fortæller at det som skete, var et under – fortæller vi sagn om vores eget liv!

Sagnet udtrykker en dybere sandhed – fx om hvem vi er som mennesker – men sagnet er ikke abstrakt eller teoretisk filosofi. Sagnet udtrykker disse sandheder i form af fortællinger, begivenheder, dramaer og aktører. Sagnet er fuldt af billeder og konkrete handlinger. Det er ikke meningen vi skal tro på disse konkrete ydre begivenheder – det er meningen at vi skal tro på det som sagnet vil udtrykke. Formålet med sagnet i dybere forstand er ikke at fortælle noget om fortiden – men at fortælle os noget om nutiden – om hvordan det er lige nu.

Alle menneskelige fortællinger – også de historiske fortællinger – er grundlæggende konstruktioner. Den som fortæller historien former historien på en bestemt måde. Det kender vi udmærket fra hverdagslivet. Det oplever vi hele tiden. Sagnet adskiller sig ikke så meget fra dette kendte psykologiske fænomen men sagnet vil noget mere: Sagnet vil udtrykke dybe alvorlige sandheder om det at være et menneske. Sagnet vil give en mening til vores liv. Sagnet vil give os tro og håbhåb om at vi kan komme ud af lidelsen uanset hvor slemt det står til! På den måde er sagn helt anderledes end eventyr. Formålet med de fleste gamle folkeeventyr er at fornøje og underholde!

Et sagn er bestemt af bestemte tider, steder og personer. Alle sagn fortæller en beretning om konkrete personer. Der er helt afgørende forskel på et stykke dogmatik eller teologi på den ene side og et sagn på den anden side. Den forskel kan vi netop se i 1. Mosebog. Nogle få steder udtrykker de jødiske præster og lærde deres egen tro og religion – det meste af tiden fortæller de - loyalt og objektivt - de gamle sagn som de har fundet og mødt i det gamle Israel. 1. Mosebog består for det meste af tekstens vedkommende faktisk af små scener - scener som i et skuespil. Hver scene foregår et bestemt sted og har visse aktører. I hver scene udspiller der sig et lille drama. Hver scene er beskrevet i et særskilt adskilt sagn. 1. Mosebog er ikke en gennemgang af den jødiske tro eller et generelt udtryk for en teologi. 1. Mosebog er en lang række af små, adskilte scener. Jahvisten har engang i 900 tallet sammenstillet og ordnet disse små scener. Han har antageligt fundet en mængde små traditioner og sagn som har eksisteret helt løsrevne i forhold til hinanden. Han har skabt en stor overordnet sammenhæng og på den måde placeret de gamle sagn i en stor fælles struktur og rækkefølge.

Sagnene i 1. Mosebog er ikke sagn som vi kender dem fra den nationale historieskrivning – fx i Danmark fra Saxo. Saxo fortæller sagn fra gamle dage – om de store helte! – men de sagn indeholder ideale portrætter af mennesker som vi skal efterligne. Sådan er fænomenet sagn blevet brugt gennem tiden. Sagnene fortæller om de store helte – for at vi skal stræbe efter at blive lige som dem. Men det er slet ikke meningen i 1. Mosebog.

1. Mosebog fortæller mange sagn fra gamle dage om Abraham og Jakob – men det er bestemt ikke meningen at vi skal bruge dem som forbilleder! Abrahams og Jakobs dårlige egenskaber, svaghed og dumhed bliver hele tiden stærkt fremhævet! De er bestemt ikke moralske forbilleder! Men de er heller ikke centrum i fortællingerne. Gud er subjektet – Gud er den som handler. Gud er den som vi skal se på - og ikke mennesker som Abraham eller Jakob! De bliver hele tiden fristet af skæbnen – og de falder hele tiden for fristelsen!

Jakob i Betel. Jakobs drøm.

Når vi i dag læser patriark fortællingerne i 1. Mosebog er vi vænnet til at patriarkerne er sat i forhold til hinanden. De er i familie med hinanden. Jakob er søn af Isak og Isak er søn af Abraham. Sara er Abrahams første hustru – ud af mange. Selv en figur som Lot er sat i forhold til Abraham – han er hans broders søn. Josef er søn af Jakob og alle de tolv brødre – Juda, Benjamin, Naftali osv – er Jakobs sønner med to hustruer nemlig Rakel og Lea!

Vi skal nok ikke tænke så meget over denne slægtssammenhæng. Det er sandsynligt at disse figurer først på et senere tidspunkt er sat i forhold til hinanden. Oprindeligt er de uafhængige og adskilte. Josef skikkelsen er for eksempel helt klart oprindeligt uafhængig af Jakob historierne. Det er først meget senere at Jakob bliver far til Josef. I øvrigt hedder Josefs far slet ikke Jakob men Israel ifølge nogle af teksterne!

Jakob – for eksempel – er den stamfader og fortidshelt som er blevet dyrket af et folk, en gruppe eller en stamme i Palæstina – og evt også uden for Palæstina. Jakob er vores fader – deraf navnet patriarkerne – dvs fædrene. Vi er alle sønner af Jakob. Vi kommer fra ham og vi nedstammer fra ham. Jakob er vores identitet – Jakob er folket – det kollektive. Jakob mødte Gud, Gud viste sig for vores stamfader - engang i urtiden. Den gud som Jakob så og erfarede med sine egne øjne – på bestemte steder – det er den gud vi holder os til. Vi tror på Jakobs gud! denne sætning – Gud er forfaderens gud - går som en rød tråd gennem hele 1. Mosebog.

Tro og religion er knyttet til slægten, stammen, folkegruppen. Vi tilbeder Jakobs gud. Jakob er den urfader som opdagede Gud – han mødte Gud. Han er et vidne om hvem gud er. Vi har fortællinger om Jakob og de fortæller hvordan Jakob fandt Gud. De fortæller hvor vi skal tilbede Gud – vores gud. Jakobs gud er gud for Jakobs folk – han er vores beskytter – vores skytsgud. Han beskytter os når vi kæmper mod vore fjender. Han redder os fra trængslen og nøden. Han er ikke Gud for de andre folk – han er Gud for vores stamme. Gud kan i visse sammenhænge smelte sammen med stedetBetel er både et sted – en by – og navnet på guden men Gud kan også smelte sammen med forfaderen! Jakob og Jakobs gud bliver næsten det samme – fordi Jakob oprindeligt var en mytisk skikkelse i urtiden.

I teksten i 1. Mosebog fortælles en række historier – eventyr - om Jakob og Laban. Disse fortællinger er blevet fortolket meget forskelligt. Det er tydeligt nok at de skal fortælle noget ompatriarken Jakob i deres nuværende form. Jakob boede engang langt ude østpå i et fremmed folk – hos Laban – en slags konge. Jakob var en træl og slave og han måtte trælle for Laban som udnyttede ham. Men Laban blev afhængig af ham. Jakob sejrede på grund af sin magi, snuhed, klogskab og snedighed. Jakob var den lille men han var snu, snedig og vågen. Jakob vandt sig en stor rigdom og forlod Laban og kom til Palæstina hvor Jakob blev en patriark. Ude i det fremmede havde Jakob også vundet to kvinder – Rakel og Lea. Rakel og Lea er to prinsesser – lige som Sara - som Jakob erobrer fra Laban. Jakob er den lille mand som alligevel vinder over den store mand - kongen Laban og bliver gift med hans to døtre – de to prinsesser! Lea og Rakel bliver netop mødre til de tolv stammer – de bliver begge ophøjet siden hen – evige moderskikkelser. Lige som Abraham må de også forlade alt i det fremmede – bryde med alle bånd. De bliver idealer – helte. Ifølge traditionen var de tolv stammer netop delt i Rakel stammerne og Lea stammerne efter deres urmoder! Laban - Jakob historierne har præg af at være eventyr – deres stil er en eventyrstil. De er små noveller – lige som Josef historierne. Man kan også sige at der findes en skjult sammenligning i Jakob historierne: Lige som Jakob trællede i mange år under Laban i det fremmede hedenske land – så trællede de tolv stammer i mange år under Egypten og den fremmede hedenske konge i Egypten!

Vi skal altså ikke tænke os Jakob som Abrahams sønnesøn. Vi skal forstå Jakob som en helt selvstændig skikkelse – blot knyttet til et bestem geografisk område – en folkegruppe. Det kan vi også tydeligt se ved de steder som beretningerne handler om. De hellige steder er netop de steder som befinder sig i vores område – i det geografiske område hvor vi - Jakobs folk og hus - bor. På den måde kan vi sige at de to steder Betel og Penuel er de centrale helligsteder for Jakobs folk. De ligger tæt på Jordan – langt væk fra Abrahams kerneområde i sydlandet - i Negev. Andre byer i forbindelse med Jakob er Sikkem og Mahanaijim. Jakobs område er Israels gamle kerneområde – antageligt der hvor Israels stammer først slog sig ned. De legender som fortælles beretter om at Jakob opholdt sig på disse steder – meget naturligt for det er netop i disse områder hans folk bor. Jakob er en slags fortidig konge – den førstefødte. Jakob var en helt – en kæmpe som levede engang. Han havde overmenneskelige kræfter. Jakob kæmpede med Gud i en brydekamp om natten og vandt. Jakob rejste en stenstøtte som vejede flere tons og var over 5 meter høj! Den stenstøtte rejste han engang i urtiden lige netop der hvor vi bor nu! Det er den stenstøtte som vi kender!

Vi skal altså forestille os at der har været meget gamle traditioner om figuren Jakob – måske beretninger som var meget ældre end Abraham – meget ældre end folket Israel. Legenderne om Jakob er urgamle og måske fælles for mange folk – også for kana’anæerne fx Først senere bliver disse Jakobshistorier jødiske eller integreret i Israels historie og kultur. Da Israels stammer kom ind i Palæstina mødte de mange gamle legender og de overtog nogle af disse gamle legender lige som Israel overtog de helligsteder og helligdomme som allerede eksisterede. De omformede dem og gav dem et nyt indhold. Det som vi nu kan læse i 1. Mosebog er slutproduktet af en lang udvikling der har varet 1000 eller 2000 år! Vi ved at der var gamle myter om stedet Betel – og guden Betel fx Disse myter overtog nogle af Israels stammer og de formede disse myter på en bestemt måde. Oldtidens Israel var meget åbent over for kulturen og fortællingerne i det omgivende samfund. De var nysgerrige og rummelige. Det bedste udtryk som er brugt om Jakobsfortællingerne er faktisk at de er så rummelige som de er! De kan fortolkes på mange forskellige måder. På samme måde som historierne om Abraham. Jakobsfortællingerne har ikke én korrekt forklaring – de er et organisk resultat af en meget lang udvikling hvor mange religioner og kulturer har formet disse legender. De udtrykker derfor noget meget alment menneskeligt – noget som i  følge oldtiden i al fald gjaldt for alle mennesker. Guden i Betel – stenstøtten – kunne også tilbedes af folk fra meget forskellige religioner – det skete faktisk i kongetiden i Israel. Israel – specielt Nordriget – var tolerant, åbent og havde ikke nogen eksklusiv eller fordømmende holdning til de fremmede!

Beretningen i 1. Mosebog 28 er beretningen om Jakobs drøm i Betel. Denne beretning er faktisk sammensat af to forskellige kilder. Den ene kilde Jahvisten – som er den ældste kilde til 1. Mosebog – fra ca 900 f. Kr – fortæller denne beretning. Vi kan blandt andet se de to adskilte kilder fordi de to kildetekster bruger to forskellige gudsnavne – Herren og Gud!

Vi kan se at beretningen e ren typisk saga eller kultberetning. Den er ætiologisk – den forklarer hvordan alt er opstået – lige som skabelsesberetning i 1. Mosebog 1 er ætiologisk. Beretningen forklarer hvordan Betel er opstået og hvad det betyder og forklarer at Gud bor på dette sted – kun på dette sted. Derfor oplevede Jakob Gud om natten!

Betel er den centrale helligdom for det var netop her i Betel af Jakob fik løfterne af Gud – jeg vil altid være med dig – dit folk skal blive et stort folk - Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Løfterne til Jakob er løfterne til alle vi som tilhører hans folk – hans klan. Jakob er repræsentant – han er et tegn eller et symbol. Løfterne er de helt centrale tekster i Det gamle Testamente. At tro på Gud er det samme som at tro på hans løfter – på det han dengang lovede Jakob. Jakob indgik i en relation dengang han mødte Gud – en pagt – som blev skabt ved Guds løfter – ikke ved Jakobs præstationer! Vi – Jakobs folk – lever i denne relation – i denne pagt. Vi kan stole på Jakobs gud for han er rig på troskab – han holder hvad han dengang lovede Jakob!

Jakobs folk fik så at sige en religiøs hovedstad med Jakob – Betel. Jakobs hus fik en identitet. Gud fik en identitet. Gud fik et navn dengang da Jakob mødte Gud. Forud kendte Jakob intet til Gud – han vidste ikke noget om Gud som der står i teksten! - men nu mødte han gud og derfor kender vi Guds navn – på grund af Jakob. Vi tilbeder Jakobs gud. I Det gamle Testamente er navnet uhyre vigtigt. Den som kender en mands navn kender hans væsen – hans dybeste identitet. Den som kender troldens navn kan få magt over trolden. Navnet er ikke noget tilfældigt eller ligegyldigt – det er en del af personen – også en del af Gud. det er helt afgørende at kende Guds navn – ellers kan vi ikke holde os til ham – vi kender ham ikke! Den gud som Jakob finder er Betels Gud – den gud som bor i Betel.

Rent historisk fik  Betel en enorm betydning især i Nordrigets – kaldet Israels - tid fra 900 tallet til 722 f. Kr. da Nordriget Samaria blev erobret af Syrien. Men også efter 722 f. Kr. var Betel en vigtig religiøs hovedsted – et center for pilgrimme og valfart. Betel var en slags religiøst Rom – som Rom og den senere katolske kirke – eller et Mekka. Betel er den gamle åndelige hovedstad – eller centrale helligdom – bestemt ikke Jerusalem som af de fleste i Israel blev opfattet som en fremmed by befolket af hedninger (jebusitter og hittiter) og placeret alt for langt mod syd!

Vi ved at der var opstillet en central stensøjle i Betel fra gammel tid – måske fra ca 1500 eller 2000 f. kr. Vi skal tænke på at disse områder er meget tidligt udviklet i oldtiden. Byen Jeriko er således den ældste by i hele oldtiden – i Mellemøsten! Området omkring Betel var et knudepunkt på grund af handelsvejene og karavanerne.  Denne stensøjle – en såkaldt masseba på hebraisk – var 5-6 meter høj, vejede flere ton og hugget ud i ét stykke. Grækerne kendte meget godt denne stensøjle – det ved vi fra den græske litteratur. Det græske ord for søjle – baitylos - er faktisk et låneord – det kommer af ordet og navnet Betel!

Jakob er en kæmpe – han kan bruge stenstøtten som hovedgærde og han kan flytte rundt på den. Da Jakob kommer ud til Laban for at gifte sig med Rakel løfter han ene mand en kæmpesten op fra en brønd – en sten som ellers kræver ti mands kræfter! Jakob løfter stenen af bar utålmodighed! Man får faktisk indtrykket af at Jakob rent faktisk er en kæmpe – en gigant – altså ikke noget normalt menneske – en mellemting mellem en gud og et menneske? I 1. Mosebogs indledning fortælles historien om giganterne eller kæmperne. Jakob kan virke som en af disse giganter. Giganterne opstod fordi nogle guder i himlen blev forelskede i de smukke jordiske kvinder. Disse kvinder fik så børn med de himmelske guder – deres sønner blev giganter og de levede i meget lang tid og de havde overmenneskelige kræfter! Alle patriarkerne – også Abraham – har træk som kan minde om disse giganter. Israels senere gudsmænd som Elias ligner også giganterne i deres overnaturlige vælde. Forestillingen om at der eksisterer sådanne giganter eller titaner (fx Grækenland) kender vi fra hele oldtiden.

v13  Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren [Jahve], din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. v14  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15  Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

v16  Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren [Jahve] er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«

v19  Han gav stedet navnet Betel [betyder ordret: Guds sted eller Guds hus].

(1 Mosebog 28)

Hele beretningen i 1. Mosebog 28 indeholder en mere fyldig beretning. Dele af denne stammer helt klart fra Elohisten – det kan vi se fordi gudsnavnet bliver Gud - og ikke Herren!

Jakob bruger stensøjlen som hovedgærde. Vi ved at stensøjlen blev dyrket ved at den blev overhældt med olie – en meget gamle skik. Stenen blev salvet – dvs hyldet og tilbedt og æret. Fra gammel tid blev stenen opfattet som Guds bolig. Gud bor inden i stenen. Gud er omkring stenen når den bliver salvet og indviet. At salve stenen er en magisk handling – måske – for derved kan man hidkalde Gud. Gud kommer når vi salver og smører stenen og råber på Herren!

Det er stenen som giver Jakob drømmen. Drøm og vision er i høj grad det samme i Det gamle Testamente. Jakob får syner – han ser visioner på grund af stenen. Det siges at han bruger stenen som hovedgærde. Han overnatter ved stenen eller sammen med stenen og det giver ham drømmen. Stenen fungerer lige som de hellige træer som også giver visioner når man sidder under dem – det kan vi se med Abraham der sidder under tamarisken i Mamre og med Saul som sidder under det hellige træ og kommer i ekstase. Patriarkerne er også skildret som visionære, som profeter.

Stenen har oprindeligt været en fallos figur eller blevet tilbedt som en fallos. Det er det mest sandsynlige men siden opfattes den ikke som en fallos figur.

Fallos figurer som stensøjler eller obelisker kender vi fra kana’anæerne. Der var opstillet mange af disse figurer i det gamle Israel. Vi ved at det hebraiske ord masseba ofte dækker over en fallos figur – men det har ikke altid været eentydigt hvad disse stenstøtter skulle betyde. I Indien har vi bevaret fallos figurer – også fra nutiden -som meget godt ligner stenstøtterne fra Palæstina. Fallos figurerne brugte man også i det gamle Grækenland – med Dionysos kulten.

v10  Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan [Mesopotamien]. v11  Undervejs kom han til et sted [Betel], hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér.

Der er enighed om at ordet stige ikke er nogen helt god oversættelse af det hebraiske udtryk. Det hebraiske ord betyder noget som bliver dynget op og hobet op til en forhøjning – en rampe, en trappe, en vej som går langsomt op. Det som Jakob ser, er en forhøjning – en rampe som går opad mod et punkt højt oppe. Han ser ikke engle klatre op og ned ad en stige i vores forstand! Det han ser, er en stigning snarere. Den græske historieskriver Herodot beskriver et tempelanlæg som minder om dette billede. Herodot kalder det en trappe eller trappeopgang. Når man går op af trappen kommer man op til guderne. Billedet stammer muligvis fra de babylonske templer. For neden i disse templer var der en forhøjning - en rampe. Her var gudens jordiske bolig og tempel placeret. Ved siden af byggede man i Mesopotamien et meget højt tårn og øverst i tårnet (Zigguraten) var gudens egentlige bolig – i det inderste øverste rum. Det øverste og inderste rum blev kaldt for himlen! Vi kan også i Det gamle Testamente ofte se at ordet himlen betegner et bestemt sted – typisk det allerhelligste i templet i Jerusalem. Himlen betyder ofte noget andet end man senere i kristendommen har forstået ved himlen!

Det som er stigen er altså et sted hvor himlen mødes med jorden. Stigen eller trappen er det sted hvor to verdener skærer hinanden og forbindes. Når man står i porten kan man se begge verdener. Jakob ser en port hvor man kan gå ind i himlens verden – Guds verden – en perleport eller en drageport. Han ser Guds engle dvs ikke engle men krigere eller budbringere eller guder. Han ser disse guder komme igennem porten ind i vores verden og gå ud af porten og ind i Guds verden. Hver dag gennemvandrer disse guder nemlig hele jorden. Vi kender også dette billede fra Jobs bog hvor Herrens budbringer – Satan – går ud af himlen og ind i verden. Englene er Guds ministre og generaler og befuldmægtigede. De bliver sendt ud i verden for at udføre Guds ordre. De får magt og myndighed (se Jobs Bog nedenfor). De bærer våben og dræber og besejrer. Stigen er altså et gennemgangssted – en port som Jakob ser langt borte – der hvor jorden og himlen mødesparadiset – eller gudernes bjerg. I Babylon opfattede man Zigguraten – tårnet – som en sådan indgang til himlen. Dette tårn er det tårn som optræder i 1. Mosebog som Babelstårnet. Vi kender også billedet fra profeten Zakarias (se nedenfor). Som det første menneske står Jakob i denne vision lige foran porten til himlen – det er meningen med beretningen!

 v12  I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. v13  Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. v14  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15  Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

v16  Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«

 v17  Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus [Betel betyder Guds hus], det er himlens port!« v18  Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. v19  Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. v20  Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, v21  og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud; v22  stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.«

(1 Mosebog 28)

I 1. Mosebog 35 beskrives Betel igen. Det som beskrives er en valfart til Betel. Blandt stammerne har man én gang om året haft en hellig rejse – en valfart til Betel. Teksten indeholder regler for denne valfart, denne pilgrimsvandring. De skal gemme bort alle de fremmede guder. Teksten viser at Jakobs folk har haft mange guder og dyrket mange guder. Rakel er også et eksempel på det – men alligevel er guden i Betel den største. Teksten udtrykker at når man skal på valfart skal man rense sig. Valfart kender vi mange steder fra Det gamle Testamente. Valfarten til Betel svarer til valfarterne til Jerusalem. I kongetiden var der en sådan valfart til det gamle hellige sted Betel – som en slags konkurrent til Jerusalem.

Gud er et sted – Gud hedder det samme som et sted. Gud er den gud som findes et bestemt sted. I den forstand har Jakobs guder ikke noget navn – Gud er det samme som Betel – Betel er et navn på Gud.

Helligdommen eller templet i Betel forklares af denne historie – det er det alter som Jakob – vores fader – engang byggede. Gudstjenesten i Betel blev oprettet af vores urfader. Historien er ætiologisk – den forklarer hvor tingene kommer fra. Hvor kommer stenstøtten fra? Hvor kommer vores gud fra? Hvorfor er Betel et helligt sted?

Visse steder er simpelt hen hellige – dvs hvis man opholder sig på det sted så kan man opleve Guds nærvær! Hvis man er på et andet sted kan man ikke opleve Gud! Gud findes kun på et bestemt sted. Gud bor på et bestemt sted. Ordet Betel betyder direkte oversat: Guds hus eller bolig! (El betyder Gud og Bet betyder hus – lige som i Bet-lehem som betyder guden Lahmus hus!). Han bor i Betel – dvs han bor i alteret eller han bor inden i stenen – eller omkring stenen. Lige som Gud ifølge disse gamle historier kunne bo i et træ. Gud er ikke et abstrakt væsen som findes alle steder uafhængigt af tid og rum. Det er en meget senere tanke.

Vi kan sige at Jakob tror at Gud er en ånd eller kraft som bor på et bestemt sted – som man kan få kontakt med på et bestemt sted. Når man ligger på jorden på det sted får man drømme – Gud viser sig i disse drømme. Andre steder får man ikke disse drømme. Hvad er det for en gud som viser sig i drømmen? Det er den gud eller kraft som bor i Betel – som findes her på dette sted! Sådan er Jakobs tro og religion i de grundlæggende træk. Derfor er der mange guder – der er mange hellige steder.

Jakob kalder stedet for El-Betel – hvilket betyder: Den bestemte adskilte gud som netop og kun findes i Betel – Betel betyder så igen Guds hus eller bolig! Det væsentlige er at navnet på Gud og navnet på stedet og navnet på stensøjlen og navnet på helligdommen er det samme! Gud hedder Betel! Gud er simpelt hen Betel! Gud er bundet til den stensøjle. Når man salver stensøjlen med olie kommer Gud til stede og han velsigner os. Vi ved at det er foregået sådan i det gamle Israel. Tanken er altså også magisk – hvis man smører søjlen med olie – så får man Guds kraft! (Forfatterne til 1. Mosebog har nok ikke troet på denne magiske tanke!).

I historien nedenunder taler Gud direkte til Jakob mens han opholder sig i Sikkem. Det er interessant at Gud omtaler en bestemt gud – nemlig den gud som viste sig for Jakob dengang han var trængt! Gud taler så at sige ikke om sig selv – han taler til Jakob om en anden gud – nemlig om guden i Betel! Guden i Betel er en anden gud end Gud!

Ifølge forfatterne til 1. Mosebog findes der kun én gud – men ifølge myten eller beretningen her er der faktisk flere eller mange guder! Gud bliver identificeret konkret med de forskellige steder. Vi kan sige at guden i Betel er en særlig skytsgud som beskytter stedet Betel (og netop kun Betel!) – hvis kraft virker i Betel. Vi kan sammenligne med grækernes byer som havde skytsguder – en særlig gud – som Athene. Vores skytsgud beskytter os – vores gud – fædrenes gud!

Gud siger til Jakob: - Drag op til Betel og der skal du bygge en sten for Betel. Han er den gud som dengang viste sig for dig. Han frelste dig ud af nøden. Ham skylder du at sige tak. Derfor skal du rejse en stor sten for den gud – Betel – på det sted! Betel har været trofast og han har været en god gud for dig! Betel er en stor gud og ham skal du holde dig til!

v1  Gud sagde til Jakob: »Drag op til Betel, slå dig ned der, og byg et alter for den Gud, der viste sig for dig, da du var på flugt for din bror Esau.«

 v2  Så sagde Jakob til sin familie og til alle sine folk: »Fjern de fremmede guder, I har hos jer, rens jer, og skift tøj. v3  Lad os drage op til Betel; dér vil jeg bygge et alter for den Gud, som hørte min bøn, dengang jeg var i nød, og som var med mig på min rejse.« v4  De gav Jakob alle de fremmede guder, de havde hos sig, og de ringe, de havde i ørerne. Han gravede det hele ned under egen ved Sikem, v5  og så brød de op.

Men en gudsrædsel [slags hypnose] kom over de omkringliggende byer, så ingen forfulgte Jakobs sønner.

v6  Jakob kom til Luz i Kana'an, det samme som Betel, sammen med alle sine folk. v7  Dér byggede han et alter og kaldte stedet El-Betel, for dér havde Gud åbenbaret sig for ham, da han var på flugt for sin bror.

v14  Jakob rejste en støtte, en stenstøtte, på det sted, hvor Gud havde talt med ham, og han udgød drikoffer på den og hældte olie over den. v15  Og stedet, hvor Gud havde talt med ham, kaldte Jakob Betel.

(1 Mosebog 35)

Profeten Zakarias som levede omkring 500 f. Kr. fortæller i Zakarias bogen kapitel 1 om det sted hvor man kan gå ind i himlen og komme ud af himlen – således som Jakob drømmer om. Englene bliver hver dag sendt ud i verden - lige som en konges tjenere og embedsmænd for at udføre hans planer:

v7  Den fireogtyvende dag i den ellevte måned, måneden shebat, i Dareios' andet regeringsår kom Herrens ord til profeten Zakarias, Berekjas søn, Iddos sønnesøn.

Han sagde: v8  Jeg så i nat en mand [en engel] sidde på en rød hest; han holdt blandt myrterne i kløften, og bag ham var der røde, rødbrune og hvide heste. v9  Jeg spurgte: »Hvad betyder det, herre?« Den engel, der talte med mig, svarede: »Jeg vil vise dig, hvad det betyder.«

v10  Da sagde manden, der holdt blandt myrterne: »Det er dem, Herren sendte, for at de skulle drage omkring på jorden.«

v11  De sagde til Herrens engel, der stod blandt myrterne: »Vi drog omkring på jorden. Hele jorden er rolig og stille.« v12  Da sagde Herrens engel: »Hærskarers Herre, hvor længe skal det vare, før du viser barmhjertighed mod Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerds år [under eksilet]?«

(Zakarias 1)

v6  En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren; blandt dem var også Satan. v7  Herren spurgte Satan: »Hvor kommer du fra?« Satan svarede: »Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs.« v8  Herren spurgte ham: »Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt.«

v9  Satan svarede: »Det er vel ikke uden grund, at Job er gudfrygtig. v10  Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet. v11  Men ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!«

v12  Da sagde Herren til Satan: »Nu får du magten over alt det, han ejer; men ham selv må du ikke række hånden ud imod.«

Så forlod Satan Herren.

(Jobs Bog 1)

Mosebøgerne. Patriarkerne og urhistorien.

Hvorfor er 1. Mosebog en god kilde?

Der er nogle ting som er meget vigtige at huske på når man læser 1. Mosebog og for så vidt også de andre såkaldte Mosebøger. Disse bøger er ikke helt det som de giver sig ud for og deres indhold er på mange måder meget overraskende. Der er foregået en meget indgående forskning de sidste 200 år i disse Mosebøger og på den måde er helt nye ting kommet frem.

Hvis vi tager 1.  Mosebog som vi kender den i dag kan vi sige at denne tekst har eksisteret helt uændret siden ca 300 f. Kr. Den Mosebog som eksisterede på Jesu tid er nøjagtigt den samme tekst som vi kender i dag. Vi har meget gamle håndskrifter og der er grundlæggende ikke så megen tvivl om teksten.

Denne bog – 1. Mosebog – er blevet skrevet og redigeret af jødiske præster og lærde i løbet af en periode fra 500 tallet til ca 300 f. Kr. Disse jødiske præster og skriftkloge havde en bestemt fælles teologi. Denne teologi og gudsopfattelse var blevet til over en meget lang periode. Deres teologi er for eksempel præget af de store profeter som Esajas og af Salmernes Bog. Israels religion har ændret sig meget fra ca 1000 f. Kr. – Davids tid – og til ca 500 f. Kr. Det ved vi med stor sikkerhed. Den teologi som forfatterne og redaktørerne havde, er altså slutstenen i en meget lang udvikling. Deres tro og gudsopfattelse er ikke den gudsopfattelse eller religion som eksisterede på Davids tid og slet ikke på Abrahams tid – hvis ellers Abraham nogen sinde har eksisteret. Ifølge Mosebogen skulle Abraham have levet omkring 1800 f. Kr. – altså  1500 år før de jødiske skriftkloge! Når vi læser 1. Mosebog kan vi se at forfatternes egen teologi kommer frem på to måder. Den kommer indirekte frem i arrangementet af stoffet og i rækkefølgen af visse begivenheder. Og den kommer eksplicit frem en gang imellem. Der findes nemlig spredt rundt i Mosebogen korte, små tekster (vers) hvor forfatterne klart fremlægger deres egen teologi og opfattelse! Det er ikke noget de gør særligt ofte - men deres teologi kommer frem i få afgørende situationer!

Det følgende er et lille eksempel at forfatterne til 1. Mosebog selv på egen hånd fremlægger deres gudstro og teologi. I dette eksempel kan vi ligefrem se at forfatterne beskriver hvordan Gud tænker (!). Versene her er bevidst teologisk tænkning fra en meget senere tid. Moseloven hører jo også en meget senere tid til. Moseloven er jo ukendt for Abraham - men her siges det at Gud først kan opfylde sine løfter, hvis Abraham overholder Moseloven! Løfterne er altså betingede:

v17  Herren tænkte: »Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? v18  Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. v19  Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej [Moseloven] og øve ret og retfærdighed [følge Moseloven], Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.«

(1 Mosebog 18)

Det afgørende er imidlertid at 1. Mosebog helt grundlæggende er en tekstsamling eller en antologi. 1. Mosebog er ikke en normal bog som vi forstår det! 1. Mosebog er ikke et produkt af nogle forfattere som har sat sig ned og skrevet hele teksten forfra! Forfatterne eller bedre: redaktørerne har netop lavet Mosebogen på den måde at de har fundet gamle myter, sagn og beretninger og trykt dem – i høj grad uændrede – i Mosebogen! Dette er et ret fantastisk fænomen - for vi skal huske at forfatterne eller samlerne af disse tekster slet ikke har været enige i de historier som de aftrykte. Det er helt tydeligt at de er ekstremt loyale over for de gamle kilder de har. Det har forskningen i Mosebøgerne netop vist. De har fundet gamle beretninger – de har ikke blandet deres egne meninger ind i disse beretninger – men trykt dem som de fandt dem!

Vi kan se på et par konkrete eksempler: I begyndelsen af 1. Mosebog fortælles det at guderne eller englene fik børn med de smukke kvinder på jorden og resultatet af dette møde var en race af giganter som var en slags mellemvæsner af Gud og mennesker. Denne myte bliver trykt i 1. Mosebog - men vi ved temmelig sikkert at det har de ansvarlige redaktører ikke selv troet på!

Det fortælles at Abraham i Mamre får besøg af Gud og at Gud sover, er træt, æder, drikker vin og skændes med Sara! Vi ved at de jødiske lærde afviste en sådan helt antropomorf opfattelse af Gud. For dem var Gud himmelsk og kunne ikke gøres til et omvandrende menneske. De har slet ikke taget denne beretning bogstavelig! Det havde været helt umuligt for dem.

Et andet sted fortælles om hvordan Jakob kæmper en brydekamp med Gud og besejrer Gud i brydekampen. Gud må tigge Jakob om nåde og bede ham om at slippe ham fri – for når det bliver lyst mister Gud alle sine kræfter! Gud bliver skildret som et spøgelse eller en vampyr! De jødiske præster og lærde har selvfølgelig ikke troet på denne historie bogstaveligt! De har tænkt: - Ja sådan troede de i gamle dage. Sådan troede de på Gud i gamle dage. De har været overraskede og en gang imellem er de forargede over de gamle beretninger! For dem har alt dette været gamle sagn. Gamle sagn betyder ikke fri fantasi eller gamle røverhistorier! De jødiske lærde har været klar over at de gamle myter indeholdt noget meget sandt og vigtigt. Det er derfor de aftrykker dem! Men de jødiske lærde har ikke kunne tro på disse sagn på en bogstavelig måde!

Men pointen er altså at de har været meget loyale over for disse gamle sagn. De har fundet en rigdom af gamle myter, sagn og kultiske historier fra hele Israel. De har haft især to store tekstsamlinger som kilder: Jahvisten og Elohisten men også andre kildeskrifter som det såkaldte Præsteskrift. Disse tekstsamlinger var også antologier og samlinger over gamle sagn og historier. Jahvistens saling er blevet til i 900 tallet f. Kr. ifølge nogens opfattelse – og Elohisten noget senere. De har haft en mængde skriftlige og også levende mundtlige traditioner. Vi ved at der var rigtigt mange historiefortællere som rejste rundt i det gamle Israel. De har fundet en mængde gamle sagn. De har forsøgt at få det hele med. De har ofte aftrykt dobbelt eller parallel beretninger – som når Saul bliver konge to gange lige efter hinanden eller som når Hagar forlader Abraham to forskellige gange. De har fundet Hagars flugt i to forskellige skrifter og de har trykt begge historier – lige ved siden af hinanden! Princippet for dem har hele tiden været at få det hele med. 1. Mosebog dømmer ikke – den fordømmer ikke de gamle tekster. 1. Mosebog accepterer de gamle legender som de er. 1. Mosebog har en helt utrolig accept og åbenhed og rummelighed. Det som forskningen har vist er faktisk en helt fantastisk tolerance og åbenhed. Forfatterne har haft deres egen tro og gudstro – men de har vist en forbilledlig åbenhed over for alle gamle sagn og myter. Vi kan virkelig lære meget af denne fine humanistiske holdning!

Når vi læser 1. Mosebog er det altså vigtigt at forstå at der i bogen er to helt forskellige adskilte lag. Det øverste lag er de formuleringer som skyldes de jødiske lærde og præster der udgav bogen omkring 500 f. Kr. Det andet lag er de sagn, myter, beretninger eller oplysninger som de vælger at bringe og aftrykke i bogen. Hvis vi ikke holder disse lag ude fra hinanden – misforstår vi helt disse jødiske lærdes mening med teksten.

Meget generelt kan vi sige at 1. Mosebog ligner de tekstsamlinger som i romantikken blev udgivet om gamle folkeeventyr og sagn! 1. Mosebog er en tekstsamling lige som romantikkens tekstsamlinger. Vi kender disse samlinger fra brødrene Grimm i Tyskland og fra de romantiske digtere i Danmark. Nogle af sagn og eventyr som de samlede var virkelig urgamle sagn fra menneskehedens barndom – nogle var bestemt ikke særligt gamle – de var moderne efterligninger! Men sammenlignet med 1. Mosebog er der én afgørende forskel: De gamle eventyr og sagn som brødrene Grimm samlede handlede ikke om Gud – de var ikke gamle vidnesbyrd om hvordan mennesker havde mødt deres gud! Eventyrene var profane eller jordiske eller verdslige, kan vi sige. Klodshans handler ikke om Gud – men om en mand som nok er lille og svag men alligevel sejrer over de såkaldt mægtige og stærke! Klodshans sejrer ikke takket være Gud men takket være hans egen snuhed og snarrådighed. Men der er ingen tvivl om at man kan finde mange af de samme eventyr motiver og skemaer både i de folkelige eventyr og sagn og i 1. Mosebog – meningen er bare forskellig. Formerne kan være de samme – men indholdet er helt forskelligt. 1. Mosebog er vidnesbyrd om Gud!

Mosebogen er – kan vi sige - en udgivelse af tekster og mundtlige beretninger som redaktørerne fandt i arkiverne i Jerusalem på deres tid. Mosebogen er en udgivelse af vidnesbyrd om Gud og om tro fra gamle tider – til dels fra urtiden. Mosebogen svarer på den måde til Det nye Testamente. Det nye Testamente er ikke en bog som er skrevet af en forfatter fra ende til anden. Det nye Testamente er et udvalg – en udgivelse af nogle af de skriftlige vidnesbyrd om troen som eksisterede dengang da Det nye Testamente blev samlet. Det nye Testamente er netop en tekstsamling, en udvælgelse. Men de mennesker som udgav 1. Mosebog - og Det nye Testamente - havde den tro at disse gamle tekster indeholdt sandheden – på én eller anden måde – en evigt gyldig sandhed – for alle mennesker. De gamle tekster indeholder sandheden – hvis vi bare lærer at forstå dem på den rigtige måde – sådan har de tænkt ca 500 f. Kr. i Israel.

1. Mosebog fortæller de mest forskeligartede sagn og beretninger - lige efter hinanden. I mange tilfælde er de forskellige sagn fuldstændigt i strid med hinanden. Billedet af Abraham kan være totalt forskellig fra en beretning og til den næste! Det er meget vigtigt at forstå at oldtidens jødiske lærde som samlede 1. Mosebog også kunne se disse uoverensstemmelser! De kunne se de samme modsigelser mellem teksterne som vi kan se i dag! Dette træk beviser netop hvad 1. Mosebog er – en tekstsamling – og ikke en gennemført eller gennemarbejdet teologi! Forfatterne bringer de gamle traditioner – så loyalt som de kan! På den måde har de givet et helt uvurderligt dokument videre til hele menneskeheden – netop fordi de ikke rettede i teksten!

Der er uundgåeligt eksempler på at 1. Mosebog harmoniserer uoverensstemmelserne mellem de forskellige sagaer eller traditioner. I nogle få tilfælde var det svært at undgå. Vi kan i dag tydeligt se hvornår de jødiske lærde har prøvet at udglatte forskelle og harmonisere teksten! Men disse eksempler på at man rettede i teksten er ikke særligt almindelige!

Den oprindelige helt selvstændige saga om Lot bliver omfortolket og inkorporeret i den overordnede Abrahams historie i 1. Mosebog – sat ind i en ny ramme. På den måde bliver visse data i den oprindelige Lot beretning ændret og tilpasset – men store dele af den oprindelige Lot saga er alligevel antageligt bevaret i 1. Mosebog. Lot sagaen er en af de kilder som Jahvisten har haft foran sig da han konstruerede historien. Men Jahvistens indsats ligger mest i strukturen – han er loyal over for teksterne som sådant.

En lang række af de historier som findes i 1. Mosebog er ikke specielt jødiske eller israelitiske! En lang række sagn og myter er fremmede eller hedenske – kan vi sige. Derfor er det også vigtigt og bemærkelsesværdigt at de bliver optaget og trykt i 1. Mosebog. De er så at sige blevet integreret i Israels tro og religion. Historien om Jakobs natlige kamp med guden – er en urgammel myte som er meget ældre end Israel som et folk og meget ældre end Jakob – eller ældre end Jakobs tid. 1. Mosebog er fyldt med sådanne gamle legender. Igennem tiden er disse legender blevet fortalt mundtligt og er blevet omformet og omfortolket. Fortællingen om Babelstårnet og om den store syndflod er lignende eksempler. Alle folk i Mellemøsten havde den slags legender eller gamle sagn. Disse historier var internationale. De blev overtaget af Israel – overtaget af den jødiske tro – og omfortolket. Vi kan sige at de gamle fremmede myter og sagn blev tilpasset den israelitiske tro på Gud – mere eller mindre i al fald. Da de tolv stammer kom til byen Betel ved deres indvandring stødte de på en gammel myte om en mand som engang ene mand havde rejst den store stenobelisk i Betel. Denne beretning hørte de tolv stammer og de omfortolkede den så at det var deres stamfader Jakob som var den mand – den kæmpe som engang i urtiden rejste stenstøtten i Betel! Vi kan sige at de gamle historier eller sagn mange gange lever videre i 1. Mosebog – bare på en ny måde.

De gamle beretninger og myter er blevet sammenlignet med et gammelt hus fra middelalderen. Dette hus er i sine strukturer og omrids stadig væk det samme hus. Vi kan stadig genkende huset i dets grundtræk - men i tidens løb er der sket mange udbygninger, reparationer, nedrivninger og forandringer i et sådant gammelt hus!

På denne måde – på grund af deres indsats – er 1. Mosebog blevet en fantastisk kilde til forestillinger, myter og gamle sagn fra hele Nærorienten og fra hele oldtiden. 1. Mosebog har en klar teologi hvis vi hæfter os ved de små centrale erklæringer som forfatterne hist og her har indsat. Men bortset herfra er 1. Mosebog mest at opfatte som en tekstsamling eller en antologi. 1. Mosebog er et produkt af et stykke samlerarbejde, et historisk arbejde. De jødiske lærde har haft rigelige med kilder – nogle urgamle - og nogle ikke så gamle. De har aftrykt disse gamle historier uanset om de var enige med indholdet eller ej. De har ikke rettet i teksten i de gamle myter! Det har forskningen faktisk vist. De har haft en vældig respekt for alle de gamle tekster. Alt hvad der var gammelt var fint og værdifuldt – det var deres motto. De har været yderst konservative som man har sagt. Når de har fortalt historierne om Abraham eller Lot eller Jakob har de sikkert rystet på hovedet – akkurat lige som vi gør – men de har været loyale over for disse gamle tekster. De har forsøgt at forstå dem som den tids religion og tro. De har ikke været fordømmende.  De har rystet på hovedet af menneskeofre – men de har forsøgt historisk at forstå hvordan fortidens mennesker kunne forrette menneskeofre! Nogle gange har de moret sig højlydt over de gamle historier – nogle gange har de været chokerede akkurat lige som moderne læsere. De har forsøgt at forstå hvorfor David levede med sine husguder – selv om de selv naturligvis stærkt tog afstand fra den slags afguder! Men de har adskilt deres egne subjektive holdninger fra teksten i 1. Mosebog – og 1. Mosebog er blevet en af hele oldtidens vigtigste kildeskrifter! Vi har ikke noget lignende fra nogen anden kultur. Det som ligner bedst er Homers digte og de romerske digte om fortidens helte. Men 1. Mosebog er et unikt kildeskrift i hele oldtiden!

Lot er en stor patriark.

I 1. Mosebog er Lot en af de store fædre -  en stor patriark. I den tekst som vi nu har er figuren Lot sat i relation til Abraham. Lot er en søn af en broder til Abraham. Lot og Abraham kommer oprindeligt begge fra det fjerne mystiske land langt ude i østen. Lot og Abraham kommer sammen til Kana’ans land – det forjættede land.

Men vi skal nok forestille os at fortællingerne om Lot og om Abraham oprindeligt har været helt adskilte og at de hver for sig har haft en selvstændig position. Det er også det indtryk man får når man læser teksterne om Lot. Beretningen om Lot har grundlæggende ikke noget at gøre med Abraham! Sagaen om Lot er en oprindelig helt selvstændig beretning! Vi må antage at der i oldtiden har eksisteret en lang beretning om Lot og med Lot som den centrale hovedperson – altså sagnet om Lot og om Lots folks oprindelse - men denne oprindelige beretning kender vi nu kun i uddrag.

Lot er en stor patriark – han er vores fader, vores stamfader. Gud har givet alle løfterne til Lot. Vi er alle Lots sønner. Vi tilhører hans folk og han har indstiftet vores tro og religion. Han er vores identitet! Det er den oprindelige mening i teksterne om Lot. Derfor er der også meget nøje paralleller mellem fortællingerne om Lot, om Abraham og om Jakob. Disse tre figurer har spillet nøjagtigt den samme rolle oprindeligt. De er vores stamfædre – ikke alle tre men kun den som vi holder os til! Vi der bor i Lots land - vi ved at Lot er vores stamfader!

Lot bliver siden hen i Det gamle Testamente stemplet som mindreværdig – som en synder. Der sker senere det at Abraham bliver løftet op – og Lot bliver devalueret. Men det har selvfølgelig ikke været den oprindelige mening med fortællingerne om Lot – han er jo vores fader! Denne devaluering af Lot sker fordi Det gamle Testamente kommer til at opfatte Lots folk nok som et broderfolk – men samtidigt som en fjende. Hvis vi i dag læser fortællingerne om Lot - præcist som de står - kan vi tydeligt se at Lot er en helt – helt lige som Abraham og Jakob. Gud griber ind og frelser Lot og hans hus ved et stort under. Lot er udvalgt af Gud. Lot er udvalgt til at få landet i arv og eje. Da Lot var i det fremmede land i østen gav Gud ham løftet om at han skulle blive et stort folk og få et nyt land som var frugtbart og skønt. Lot er udvalgt til at blive et stort folk. - Vi er stolte over at tilhøre Lots land og folk! Vores gud er den gud som Lot troede på – den gud som viste sig for Lot – dengang i urtiden! Vi kan se at troen og religionen tydeligt er fædrenes, forfædrenes gud – altså i eental: forfaderens - Lots - gud! Abrahams gud er ikke vores gud – nej, vi følger den gud som Lot troede på – vores gud er Lots gud!

I den følgende beretning er Abraham blevet hovedpersonen men vi skal nok realistisk forestille os at Lot og hans folk kommer til Kana’ans land og ser det land som Gud har lovet dem. Lot ser ud over landet – altså Jordan dalen – og ser at det er det land som Herren har lovet ham. Lot slår sig ned i dette land – i dalen – og på den anden side af Jordan. Det bliver Lots land – det land som flyder med mælk og honning.

Da Lot kommer til Palæstina er han allerede meget rig på kvæg, på sølv og guld. Han er en konge – en patriark. Han er en velsignelse for hele hans folk – fordi Gud er med ham. Lot har afgivet afkald på alt i det gamle land – men nu får han det hele tilbage og endnu mere! Guds løfter til Lot går i opfyldelse! Gud er rig på troskab. Landet er som Egypten og Edens have – dvs frugtbart ud over alle grænser. Det land som Lot får af Gud er Paradiset! Der er ikke ret mange henvisninger i Det gamle Testamente til fortællingen om Edens have og Paradiset. Denne fortælling bliver hurtigt glemt og historien om Adam og Eva spiller næsten ingen rolle i Det gamle Testamente! Dette citat om Lot er en af de meget få henvisninger til beretningen om Edens have. Citatet viser noget om hvordan man har opfattet begrebet Edens have – også på grund af sammenligningen med Egypten! Edens have er det frugtbare, vandrige land. Gud har vendt hele menneskehedens udvikling. Adam blev drevet ud af Edens have og keruberne - krigerne – blev sat til at vogte indgangen til Paradiset. Men nu har Gud vendt hele menneskehedens skæbne: Lot har fået Paradiset tilbage – Lot og hans folk kommer fra nu af til at bo i et paradis på jorden! Igennem Lot som et symbol har alle mennesker fået Paradiset tilbage af Gud! Lot er et fokuspunkt. Gud handler igennem Lot men dermed handler Gud med alle mennesker. Gud har udvalgt Lot til at sprede velsignelsen til alle mennesker på jorden. Når Lot får Paradiset – får vi alle Paradiset tilbage. Vi har fået hele herligheden tilbage, som det hedder hos profeten Esajas. Lot er det menneske eller den repræsentant eller den formidler som Gud handler igennem. Gud handler igennem Lot som en form eller et redskab. Gud frelser alle mennesker igennem Lot fra Karans land! Gennem Lot bliver alle mennesker velsignetalle jordens slægter.

v8  Da sagde Abram til Lot: »Der må ikke være splid mellem dig og mig, mellem dine og mine hyrder, for vi er jo i slægt med hinanden. v9  Se, hele landet ligger åbent foran dig! Lad os gå hver til sit; vil du til venstre, går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre.«

Det følgende er Lots syn ud over det forjættede land. Lot er lige kommet til Palæstina – han har rejst gennem mange vanskeligheder og trængsler – gennem megen lidelse. Nu står han foran det forjættede land. Han ser ud over hele den overvældende frugtbarhed og velsignelse der hviler over dette dejlige land. Han ser med det samme at det er dette land som Gud har lovet ham:

v10  Lot så ud over landet og lagde mærke til, at hele Jordandalen lige til Soar var så vandrig som Herrens have [Edens have, Paradiset], som Egyptens land. Det var, før Herren ødelagde Sodoma og Gomorra. v11  Så valgte Lot hele Jordandalen og brød op og drog mod øst. Sådan gik de hver til sit. v12  Abram slog sig ned i Kana'an; Lot slog sig ned i Jordandalens byer og teltede, indtil han nåede Sodoma.

v13  Mændene i Sodoma var meget onde og syndede mod Herren.

Hvis vi skal forstå Lot skikkelsen skal i læse det følgende stykke som om det bliver sagt til Lot – eller også til Lot. Lot er en stor patriark.  Gud har frelst ham. Gud kaldte ham i østen og bragte ham til Kana’ans land. Gud giver Lot alle løfterne. Lot får det forjættede land i arv og eje!

I Det  gamle Testamente bliver Lots folk og efterkommere også opfattet som store og stolte folk. De er vores broderfolk – Israels broderfolk. Lots sønner er ammoniterne (jvf byen Amman i dag) og moabiterne omkring og på den anden side af Jordan floden. David nedstammer fra moabitterne! De har fået deres land lige som Israel har fået sit land. Det er tankegangen i Det gamle Testamente. I de oprindelige sagn er Lot selvfølgelig blevet ophøjet lige som vi kan se at Abraham bliver ophøjet og herliggjort. Siden hen bliver Lot nedvurderet – men det er en senere tendens. Hvis vi skal forstå Lots store rolle skal vi huske at han er en stor patriark og Guds redskab. Han er Guds salvede. Han er en Herrens tjener og patriark lige som Jakob, Ismael og Esau!

Gud giver Lot de evige løfter. Løfterne til Lot er uden betingelser. Gud vil aldrig nogen sinde tage de løfter tilbage:

v14  Efter at Lot og Abram var gået hver til sit, sagde Herren til Abram [Lot]:

»Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest.

v15  Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt. v16  Jeg vil lade dine efterkommere blive som jordens støv; hvis nogen kan tælle jordens støv, kan også dine efterkommere tælles.

v17  Drag nu omkring i landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig.«

(1 Mosebog 13)

v16  Derpå brød mændene op og rettede blikket mod Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej.

v17  Herren tænkte: »Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? v18  Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. v19  Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.«

I Salmernes Bog opfattes synden som en stor kollektiv lidelse og ulykke der har ramt menneskene. Vi lider alle under synden og synden er tungere end vi kan bære, som det hedder i Salmerne! – Red os og frels os! Fjern synden og lidelsen og denne nød og trængsel! Vis dig Herre og fjern synden! Sådan er tanken i Salmernes Bog. I det følgende citat er tanken om synden grundlæggende den samme. Udtrykket om skriget der rejser sig fra menneskets verden op til Gud findes også i Salmerne mange steder. Synden er ikke primært en individuel synd hos enkelte mennesker. Synden er den tilstand hvor verden er gået helt af led og hvor dødsriget har sejret i verden. Synden er en tilstand af kollektiv lidelse og smerte og håbløshed. I synden går vi alle fortabt. Synden rammer alle! Synden er en magt – den onde fyrstes magt – som er kommet ned over os. Vi kan ikke gøre noget. Derfor råber vi på Herren!

I beretningen om Lot og Herrens engle og de liderlige mænd fra Sodoma kan vi tydeligt se hvad synden er. Synden i byen medfører at alle mennesker kommer i fare, i livsfare. Lot er ved at miste livet på grund af synden. Synden er en frygtelig magtfaktor som hærger menneskenes samfund. Lot stiller sig op imod synden men han bliver væltet omkuld. Over for synden er vi magtesløse. Synden og døden har al for stor magt. Over for dem er det enkelte menneske magtesløst og prisgivet. – Se til os Herre og befri os fra synden, lyder det i Salmerne! Se til den side hvor vi er! Synden er blevet en byrde – tungere end vi kan bære! Synden er et uvejr, en storm, en orkan. Synden er en oversvømmelse – som det også siges i Salmernes Bog. At blive frelst er at blive trukket op af de vældige vande.

Sagnet om Lot og Sodoma bliver ikke fortalt for at vi skal forstå at Gud sender en frygtindgydende død og ødelæggelse ned over vores hoveder hvis vi ikke holder hans lov og bud! Det er en komplet misforståelse af 1. Mosebog og af hele Det gamle Testamente. Sådan er Sodoma – og Syndfloden fx – ofte blevet forstået i den kristne historie – men det er en fuldstændigt fordrejet opfattelse af Det gamle Testamente. Sagnet om Sodoma er ikke en trussel – det er et evangelium! Tekstens mening er at vise at Gud frelser og redder selv om synden og døden og lidelsen er frygtindgydende og overvældende! Meningen erat vise at det som sker er underfuldt – at Guds frelse er et stort under! Lot bliver frelst ved et stort under – ikke på grund af hans egne kvaliteter eller egenskaber. Gud vil ikke at vi skal lide og dø. Gud vil ikke at lidelsen og smerten skal fortsætte. Derfor griber han ind. Gud er ikke døv. Han hører skriget fra Sodoma – alle menneskers skrig om hjælp. Gud er retfærdig. Han er en fader for de faderløse og en forsvarer for alle enkerne. Gud genopretter det som er ret – han bringer tingene tilbage til det som de burde være. Meningen med menneskene er at de skal leve i fred og glæde. Gud griber ind for at menneskene igen kan leve i Guds fred og glæde. Gud er ikke nogen juridisk eller stillesiddende dommer der sidder og holder sig til sin lovbog! Gud dømmer – dvs han fjerner synden og redder menneskene fra lidelsen og døden. Gud gør det som er ret!

Gud hører skriget – det skrig der stiger op fra mennesker som bliver ofre for en stor uret! Et andet sted i 1. Mosebog fortælles om Hagar i ørkenen der går helt fortabt. Der er sket en stor uret imod Hagar. Vandet slipper op og hun og den lille dreng farer vild. Hagar giver næsten helt op. Men Gud hører drengens skrig. Eksemplet er meget parallelt til skriget fra Sodoma – i begge tilfælde har synden, lidelsen og uretten taget magten i verden. Gud griber ind og redder drengen – han skal blive et stort og stolt folk – ligesom Gud frelser den lille Jesus ved flugten til Egypten. Skildringen i Hagar historien er gribende – 3000 eller 4000 år efter at historien blev til:

Hun [Hagar] tog af sted [fra Abraham], men for vild i Be'ershebas ørken. v15  Da vandet i sækken slap op, lagde hun drengen under en busk v16  og gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.« Hun satte sig og brast i gråd.

v17  Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger.

(1 Mosebog 21)

Forholdet mellem Lot og Gud er en relation. Retfærdigheden består i at parterne lever op til den relation. Evangeliet er at Gud har indgået i en relation med menneskene – og med Lot. Lot viser sig som en retfærdig mand. Da mændene i Sodoma truer hans gæster – Herrens unge engle – så forsvarer han dem så godt som han kan. Han risikerer endda sit eget liv. Gud lever op til den relation – den pagt – som han har sluttet med menneskene. Gud redder menneskene ud af synden, ud af nøden og trængslen. Gud sender absolut ingen død og ødelæggelse ned over verden. Det er os mennesker som har skabt den onde verden, lidelsen. Det er os mennesker der dømmer menneskene og dræber og forfølger og ødelægger. Det er ikke Gud. Gud gør det som er passende og rimeligt og naturligt i relationen. Gud er en ægtemand som gør det man må forvente – det som er naturligt. Gud er rig på troskab!

Gud er en frelsende gud i Det gamle Testamente. Hvis man ikke husker det ved læsningen af teksterne – forstår man slet ikke pointen - som den er ment fra forfatternes og udgivernes side! Gud er ikke nogen trussel – han er vores bedste håb!

Vi finder præcist den samme opfattelse af synden hos Paulus i Det nye Testamente. Paulus bygger jo også meget af sin argumentation i Romerbrevet på Abrahamsfortællingerne i 1. Mosebog!

Pointen i vers 20 nedenfor er ikke at Herren fordømmer synden i Sodoma! Det gør han - men det er ikke meningen med verset! Pointen er – lige som i Salmerne – at Gud kan se at synden er blevet en forfærdelig lidelse for menneskene – en byrde som er så tung at vi ikke kan bære den (Salmerne). Gud føler sorg og medlidenhed. Meningen med menneskene er ikke at de skal lide! Gud harmes over den uret der er sket. Synden er en uret imod menneskene! Gud vil ikke se på hvordan menneskene lider så meget under syndens magt. Han beslutter sig for at gribe ind og standse og udrydde synden – den synd som rammer alle mennesker! Gud er en frelser. Gud frelser menneskene ved at han griber ind og sender sine krigere og dræberengle og ved at han udrydder og tilintetgør synden og lidelsen. Vi kan se at patriark fortællingerne i 1. Mosebog faktisk rummer et sandt evangelium!

Gud gør netop i Sodoma historien det som Salmerne hele tiden beder Gud om: Gud drager ned til jorden for at se på forholdene! – Se på os! Vend ikke dit ansigt bort! Se til min side! Skjul ikke dit ansigt for os! Se til vores nød og elendighed! Gud, se på mig! Lad dit ansigt lyse på mig – så jeg bliver frelst! Det er præcist temaet i Salmernes Bog. Når Gud ser på os – bliver vi frelst – i lyset fra hans ansigt og fra hans øjne.

v20  Og Herren sagde: »Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor.

v21  Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide.«

Den følgende beretning handler om hvordan Abraham forhandler med Gud og søger at frelse indbyggerne i Sodoma. Men vi skal nok forestille os at det er Lot som fører denne samtale med Gud! Denne tolkning passer meget bedre med at Lot senere bliver givet kraft til at frelse folkene i Sodoma! Det er Lot som bor i Sodoma – ikke Abraham! Abraham har slet ikke noget at gøre med disse områder omkring Jordan. Det er Lots land og ikke Abrahams land. Den mest naturlige læsning er altså det er Lot som argumenterer med Gud.

Denne tekst er nok en senere legende om Sodoma. Teksten tilhører det såkaldte Præsteskrift og teksten har de samme tanker som vi kan finde i den jødiske visdomslitteratur – fx i Jobs bog. Samtalen argumenterer filosofisk eller teologisk. Lige som Jobs Bog rejser samtalen sådanne abstrakte spørgsmål som: - Hvad er retfærdighed? Er Gud retfærdig? Er menneskenes skæbne retfærdig? Er livet retfærdigt? Vi kender også denne visdomslitteratur og disse spørgsmål om retfærdighed fra mange af Salmerne – hvoraf nogle tydeligt nok er meget sent daterede og tilhører den strømning i jødedommen man kan kalde visdomslitteraturen (efter 500 f. Kr.).

Men det er på den anden side også muligt at teksten er et meget gammelt sagn – en gammel tradition om Lot. Fortællingen løfter Lot op til at være en profet, en frelser, en formidler – alle menneskers talerør over for Gud. Lot er virkelig en talsmand!

v22  Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Herren. v23  Abraham trådte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? v24  Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? v25  Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?« v26  Herren svarede: »Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.« v27  Abraham svarede: »Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske! v28  Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre.« v29  Men Abraham blev ved med at tale til ham: »Måske findes der fyrre,« og han svarede: »For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det.« v30  Så sagde han: »Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive,« og han svarede: »Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive.« v31  Men han sagde: »Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve,« og han svarede: »For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« v32  Så sagde han: »Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti,« og han svarede: »For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« v33  Så gik Herren, da han var færdig med at tale med Abraham, og Abraham vendte hjem.

(1 Mosebog 18)

Den følgende beretning er en nøje parallel til beretningen om Abraham i Mamre. Lot får besøg på samme måde, gør det samme som Abraham og historien handler om det samme: at vise gæstfrihed. Gæstfriheden var enormt vigtig i det gamle Israel og Lot viser at han er et godt menneske. Samfundet er afhængigt af at private familier viser gæstfrihed. Gæstfriheden er en hovedhjørnesten i hele oldtiden. Vi kender også dette træk fra Grækenland. Gæstfriheden betyder at gæsterne skal beskyttes mod enhver skade – med alle midler. De fremmede er svagt stillede og skal værnes. Med ens eget liv skal gæsternes sikkerhed beskyttes. Gæsten er urørlig – næsten hellig. Disse meget stærke normer om gæstfriheden var nødvendige fordi samfundet som sådant ikke kunne beskytte mennesker der var alene og på rejse – fjernt fra deres slægt og hus. Hvis ikke gæstfriheden fungerer – går de fortabt – de har ingen beskyttelse og en mand uden en beskytter er i oldtiden helt fortabt. Baggrunden for gæstfriheden er en svagt udviklet samfundsstruktur. Da Maria skal føde Jesus barnet går hun fortabt, fordi hun ikke kan finde gæstfrihed noget sted. Under sine rejser er Paulus helt afhængig af jødernes gæstfrihed der hvor han kommer frem i Lilleasien og i Grækenland.

Lot bliver testet for om han kan vise sand gæstfrihed og han består prøven. Han viser at han vil gøre alt for at beskytte sine gæster mod enhver fare. Han vil endda give sine egne døtre bort for at beskytte sine gæster. Lot består virkelig den prøve som Gud har sendt ham! Han må endda nøde de fremmede for at tage ophold i hans hus. Lot er perfekt. Lot opfører sig helt lige som Abraham i Mamre:

I en lignende beretning i Dommerbogen fortælles næsten den samme historie som i Lot beretningen. Også i Dommerbogen trues gæstfriheden af at folkene fra byen om natten overfalder huset og truer den person som viser gæstfriheden. Også i Dommerbogen tilbyder den gæstfrie mand at mændene kan få hans døtre i stedet! Der er ingen tvivl om at disse tre beretninger – Mamre,  Lot og Dommerbogen – har sammenhæng med hinanden. Lighederne er meget store. I princippet er det den samme sagnfortælling i tre forskellige former.

v1  De to engle kom til Sodoma ved aftenstid. Lot sad i Sodomas byport, og da han [Lot] så dem, rejste han sig og gik dem i møde, kastede sig til jorden for dem v2  og sagde: »Kom med hjem, og overnat hos jeres tjener, og få vasket støvet af jeres fødder. Så kan I gå videre i morgen tidlig.« De svarede: »Nej, vi overnatter på torvet.« v3  Men han blev ved med at nøde dem, indtil de tog hjem til ham. Han tilberedte et måltid for dem og bagte usyrede brød, og de spiste.

Ifølge den nuværende tekst er Sodomas mænd fuldstændigt besat af seksuelle synder. De er grotesk liderlige og kan slet ikke kontrollere sig selv. De er alle homoseksuelle – eller også er de simpelt hen interesseret i enhver form for seksualitet. De vil ligge med alle smukke og dejlige mennesker – uanset om de er kvinder, mænd eller dyr. De er sikkert også interesseret i dyr – vi kender denne forestilling fra Moselovens afsnit om de seksuelle synder! Straks de får at vide at der er kommet nogle nye mænd som gæster hos Lot – frisk kød - går de til angreb. De vil straks have samleje med disse nye fremmede mænd. De er helt optændt af begær. Eksemplet er interessant fordi det nok fortæller os noget om hvordan man i Det gamle Testamente har opfattet begrebet Herrens engle! Lot har fået besøg af to af Herrens engle. Disse engle er unge smukke attraktive mænd – det er derfor at mændene i Sodoma er så liderlige! Herrens engle er rigtige mænd, dejlige mænd, som virker som en urimelig stor fristelse for alle mænd – fra den yngste til den ældste! - i Sodoma.

I beretningen er Herrens engle det samme som Herren. Det er stort set meningen og det kan vi tydeligt se nogle steder fx i vers 17 og 21 hvor det pludselig er Gud eller Herren der taler. Beretningen i 1. Mosebog skelner i virkeligheden ikke mellem Herrens engle og Herren. Derfor er situationen ekstra grotesk: Mændene i Sodoma har hørt at Gud er kommet som gæst i Lots hus og nu vil alle mændene i byen voldtage Gud og have samleje med Gud! Gud er for dejlig, for ung, for smuk og for attraktiv til at de kan lade ham være! Han skal straks voldtages!

v4  Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én. v5  De råbte til Lot: »Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!«

Lots reaktion virker lidt overdrevet i vore øjne men tekstens mening er at vise at Lot er et godt menneske – han beskytter sine gæster for enhver pris. Det er den prøve som Lot skal bestå.

 v6  Men Lot gik ud i døråbningen til dem, og da han havde lukket døren bag sig, v7  sagde han: »Nej, brødre, I må ikke handle ondt! v8  Jeg har to døtre, som ikke har ligget med nogen mand. Dem vil jeg føre ud til jer, så I kan gøre med dem, hvad I har lyst til. Men disse to mænd må I ikke gøre noget; de er gæster under mit tag.« v9  »Flyt dig!« sagde de og føjede til: »Her kommer han som fremmed og vil bestemme! Nu skal vi gøre noget ved dig, som er værre end det, vi vil gøre ved dem!« De trængte ind på manden Lot og var ved at sprænge døren.

Hele Lot historien handler om hvordan Gud frelser Lot og hans folk fra synden. Det er evangeliet i Lot sagaen. Gud hører nødskriget og reagerer og frelser. Vi kan stole på Herren. I nedenstående citat vises det ved at Gud frelser Lot ved episoden i byen – hvor mændene truer med at slå Lot ihjel. Lot er i livsfare men Gud rammer mændene med en slags blindhed så de må indstille angrebet. Det ord som er oversat med blindhed er temmelig usikkert i den hebraiske grundtekst men mændene bliver ramt af en forvirring eller forstyrrelse så de må opgive. Vi kender dette fænomen mange steder fra. Da Sauls søn Jonatan angriber filistrene bliver de ramt af en forvirring og blindhed – så de går fortabt! Profeten Elias rammer sine fjender med en forvirring og blindhed så de ikke længere ved hvem de er og hvor de går hen! De kommer i en tilstand af en slags hypnose.

 v10  Da rakte de to mænd hænderne ud, trak Lot ind i huset til sig og lukkede døren. v11  Og de slog mændene uden for døren med blindhed fra den mindste til den største, så de var ude af stand til at finde døren.

Beretningen om Lot og Herrens engle og de liderlige mænd i Sodoma har en meget nøje parallel i Dommerbogen kapitel 19. Ned i de mindste detaljer kan vi se at de to beretninger ligner hinanden. Der må altså være en direkte tekstmæssig sammenhæng mellem de to beretninger. Også beretningen i Dommerbogen handler om at vise gæstfrihed – det fremgår meget tydeligt af hele kapitlet som gennemspiller temaet gæstfrihed med to eksempler. Også i Dommerbogen viser manden sin godhed og gæstfrihed ved at gå til yderligheder. Vi skal nok forestille os at forfatterne og redaktørerne til 1. Mosebog har reageret på disse yderligheder på samme måde som vi gør! De har også tænkt at eksemplerne var uhyrlige!

I Dommerbogen – hvor dramaet foregår i byen Gibea i det centrale Palæstina - ender affæren med en frygtelig katastrofe hvor en helt uskyldig kvinde bliver overfaldet, mishandlet, voldtaget og dræbt:

v22  Mens de sad og havde det rart, blev huset omringet af mændene i byen, og det var ondsindede mennesker. De hamrede på døren og råbte til den gamle mand, der ejede huset: »Kom ud med den mand, der er kommet til dit hus. Vi vil ligge med ham!« v23  Men manden, der ejede huset, gik ud til dem og sagde: »Nej, brødre, I må ikke handle ondt! Så nedrigt må I ikke bære jer ad, nu da denne mand er kommet til mit hus. v24  Her er min datter; hun er jomfru. Hende vil jeg føre ud til jer, så I kan voldtage hende og gøre med hende, hvad I har lyst til. Men denne mand må I ikke gøre noget så nedrigt imod.« v25  Men mændene ville ikke høre på ham.

Så tog manden sin medhustru og førte hende ud på gaden til dem. Og de lå med hende og mishandlede hende hele natten, lige til det blev morgen; de slap hende først, da det var ved at blive lyst. v26  Ved daggry kom kvinden og faldt sammen foran døren til mandens hus, hvor hendes herre var, og dér lå hun, lige til det var helt lyst. v27  Om morgenen stod hendes herre op, og da han åbnede døren og gik ud for at drage videre, fandt han sin medhustru liggende foran døren med hænderne på tærskelen. v28  Han sagde til hende: »Rejs dig op, så vi kan komme af sted!« Men der kom intet svar. Så løftede han hende op på æslet og begav sig hjemad.

(Dommerbogen 19)

I historien om Lot bliver Lot en frelser. Lot får magt af Gud til at redde og frelse menneskene i Sodoma. Lot prøver hvad han kan men de afviser ham. De er fulde af hån. Vi kan se at Noa og Lot ligner hinanden. Lot er lige som Noa en mand som kan overleve katastrofen, han kan redde mennesker i sin ark, hvis de vil kan de komme med Lot. Lot bliver mødt med ligegyldighed og hån. Vi kan sige at mørket hersker i Sodoma og at Lot er det lys som er kommet til verden – men som verden ikke vil kendes ved. Lot bliver til grin – akkurat lige som Jesus bliver til grin i Det nye Testamente. Lot bliver mødt med egoets stemme. Egoet vil ikke høre på lyset:

v12  Så sagde de to mænd til Lot: »Hvis der er andre her, som hører dig til, svigersønner, sønner eller døtre, ja, enhver der hører dig til i byen, så før dem bort herfra, v13  for vi [Herrens engle!] skal ødelægge dette sted. Herren har hørt deres høje skrig, og nu har han sendt os for at ødelægge byen [synden].« v14  Lot gik hen til sine svigersønner, som skulle giftes med hans døtre, og sagde: »Skynd jer væk herfra, for Herren vil til at ødelægge byen.« Men hans svigersønner troede, han holdt dem for nar.

Lot kommer i den samme klassiske situation som gennemspilles mange gange i 1. Mosebog. Lot skal forlade alt og sige farvel. Lot skal bryde med fortiden. Lot skal vælge mellem verden og kaldet fra Gud! Lot tøver – meget realistisk men han holder fast i at følge kaldet. – Følg mig! Du må ikke se dig tilbage! Du skal opgive alt det som du har og ejer og holder af! Hvis I ikke hader verden kan I ikke følge mig, som Jesus siger i Det nye Testamente. Lot består prøven. Han viger ikke tilbage. Han bryder med verden og alt det jordiske og ydre – kun på den måde kan han blive frelst. Lot må vælge mellem livet og døden. At leve i verden er at være en levende død. Hvis ikke Lot følger Herren vil han miste livet. Synden hersker i hele verden. Der findes ingen flugt fra synden hvis er inden i verden. Så er man fortabt. Kun ved at gå ud af verden kan man blive frelst. Lot bliver frelst fordi det er Guds vilje – fordi Gud har udvalgt Lot til at være en fader for folket. Det er nødvendigt at Lot frelses ellers vil folket gå fortabt. Det er Guds plan at Lot skal reddes fra synden og døden. Lot har en stor fremtid i Guds plan. Lot skal  reddes. Da Lot tøver griber Gud ind og hjælper og skubber Lot. Hvis mennesker er i tvivl griber Gud ind og tager dem og fører dem og skubber dem og lokker dem!

Beretningen om Lot og Sodoma skildrer hvordan det er svært for Lot at sige farvel til Sodoma. Meningen med dette træk er selvfølgelig ikke at Lot er en stor synder og derfor er det svært for ham at sige farvel til de mange seksuelle synder i Sodoma! Meningen er heller ikke at skildre Lot som et dårligt menneske eller en svag mand! Meningen er at forklare at Lot virkelig skal sige farvel til alting – lige som Jesus i Det nye Testamente taler om at sige farvel til verden. Lot skal miste alt – alt det han ejer og holder af og tror på – hele egoets verden. Ikke mærkeligt at det er svært for Lot! Situationen er den samme som at sige farvel til sit land, sit hjem, sit sprog, sin kultur, alle sine venner, alle sine ting – det er selvfølgelig ikke nemt. Det som Gud kræver af Lot er radikalt! Gud kræver at Lot handler imod egoets fornuft – imod enhver menneskelig fornuft. Det Gud kræver af Lot er det samme som Gud krævede af Noa! Lot skal opgive alt og kaste sig ud i afgrunden og stole på Herren! Lot skal opgive alt som han elsker - for at blive en evigt hjemløs, omvandrende aramæer!

Frelsen kommer altid i det øjeblik hvor solens første stråler skinner frem om morgenen. Vi kender dette træk fra en mængde af Salmerne. Når dagen bryder frem er det et orakel – et tegn fra Gud. Gud viser sig som de første solstråler. Gud afgør alting ved de første stråler. De første stråler adskiller lys og mørke, synd og tro, ulykke og lykke. Gud sejrer over mørket ved de første solstråler. Mørket må vige når lyset bryder frem. Lyset behøver ikke at bekæmpe mørket – mørket viger af sig selv, når lyset kommer. Lyset er simpelt hen for stærkt og overvældende! Lyset fejer alt andet til side.

 v15  Da det blev lyst, skyndede englene på Lot og sagde: »Tag nu din kone og dine to døtre, som du har her, for at du ikke skal miste livet på grund af byens synd.« v16  Da han tøvede, tog mændene ham og hans kone og hans to døtre ved hånden og førte dem uden for byen og satte dem dér, fordi Herren ville skåne dem. v17  Da de havde ført dem ud, sagde de: »Flygt for livet! Se dig ikke tilbage, og gør ikke holdt noget sted i Jordandalen. Bring dig i sikkerhed i bjergene, hvis du ikke vil miste livet!«

Lot er en frelser og en formidler. Han frelser byen Soar. Meningen med teksten er at Lot med sin snedighed og snuhed og visdom redder en by som ellers var bestemt af Gud til ødelæggelse! Lot argumenterer klogt over for de to engle – altså over for Gud. Lot redder menneskene i Soar fra døden. Vi kan sige at beretningen er et ætiologisk sagn – det forklarer hvorfor Soar som den eneste by i hele Jordan dalen overlevede. Der skete en katastrofe – hele Jordandalen blev ødelagt og brændt op - kun én by overlevede. Hvorfor? Har man siden spurgt. Lot er så klog og vis at han får ret over for Gud og får sin vilje. Dette træk minder om beretningen om Jakobs natlige kamp med Gud. Jakob fravrister Gud en velsignelse. Det støtter også at det er Lot og ikke Abraham som får Gud til at redde byen Sodoma hvis der blot er nogle som er retfærdige.

Der er noget som tyder på at der faktisk er sket en naturkatastrofe i Jordandalen på et tidspunkt. Dalen har oprindeligt været frugtbar og velsignet men blev siden et mere goldt område. Måske har der i det gamle Israel været en dunkel erindring om denne naturkatastrofe og det er så baggrunden for dette sagn om Sodoma som forklarer hvad der skete dengang og som forklarer hvorfor Lots sønner og folk – moabiterne og ammoniterne - ikke lever i et frugtbart, grønt område men mest lever i ørkenområder (det nuværende Jordan).

Lot taler jo egentlig med de to mænd – de to engle. Det er vigtigt at Lot pludselig her skifter og taler til Gud – til Herren! Meningen med beretningen er at vi skal opfatte de to engle som Gud. Abraham bliver da også besøgt af tre mænd i Mamre – men i virkeligheden bliver han opsøgt af Gud. Det fremgår klart af beretningen om Mamre.

Beretningen om Sodoma og Lot handler om Guds underfulde frelse – ikke om død og ødelæggelse. Lot udtrykker fortællingens pointe i citatet her. Gud har frelst Lot ud af døden. Gud har trukket ham op af synden og døden, op af al slags slam og dynd (Salmerne):

Du har vist stor godhed mod din tjener og ladet mig beholde livet!

I det følgende fortælles om hvordan byen Soar bliver frelst. Lot optræder i samtale over for Gud. Lot optræder som en slags profet. Lot frelser byen Soar. Lot er en slags midler eller mellemvæsen mellem menneskene og Gud. Gud frelser menneskene igennem Lot – Lot er menneskenes talerør og talsmand. Gud har udvalgt Lot for at hele verden skal frelses og lidelsen forsvinde fra verden. Lot og Herren lever i en relation hvor begge parter har forpligtelser som er naturlige:

v18  Men Lot sagde til dem: »Herre [ental], v19  jeg har fundet nåde for dine øjne; du har vist stor godhed mod din tjener og ladet mig beholde livet. Men jeg kan ikke bringe mig i sikkerhed i bjergene, for ulykken kunne indhente mig, så jeg døde. v20  Se, den by dér ligger så nær, at jeg kan nå derhen, og den er jo lille. Lad mig bringe mig i sikkerhed der; den er jo så lille! Så kan jeg beholde livet.« v21  Han svarede ham: »Også den bøn opfylder jeg; den by, du omtalte, vil jeg lade være at ødelægge. v22  Skynd dig nu at bringe dig i sikkerhed dér, for jeg kan intet foretage mig, før du er nået derhen.« Derfor kalder man byen Soar [bagatel].

v23  Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, v24  lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. v25  Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne.

Det følgende vers er en slags ætiologisk beretning. Den jødiske forfatter Josephus som levede ca 100 e. Kr. fortæller om disse saltstøtter som er opstået ved erosion. Disse saltstøtter var meget velkendte i det gamle Israel. De blev simpelt hen ifølge Josephus kaldt Lots kone!

Vi kender fænomenet fra alle folk i oldtiden. Forskellige ejendommelige klippeformationer blev forklaret ved at de i virkeligheden var guder, mennesker eller halvguder. Mange myter fortæller om hvordan guderne har haft samleje med store klipper. Giganterne blev født ved at Gud havde samleje med jorden Gaia. På Færøerne fortæller færingerne stadig væk gamle sagn om to klippeformationer som i virkeligheden er to mennesker!

Lots hustru er et symbol på den kernesituation som hele tiden opstår i 1. Mosebog. Gud kalder på mennesket. Mennesket skal bryde med alt og forlade sin faders hus og alt hvad det holder af. Mennesket skal bryde med fortiden og ikke se sig tilbage. Lots hustru bukker under for trangen og længslen – meget forståeligt – og hun ser sig tilbage. Hun bliver til en saltstøtte. Hvis vi hele tiden ser os tilbage imod fortiden – går vi fortabt som Lots hustru. Der er kun ét valg og to muligheder:

v26  Men Lots kone så sig tilbage, og hun blev til en saltstøtte.

v27  Næste morgen kom Abraham tilbage til det sted, hvor han havde stået foran Herren, v28  og da han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn.

Myten om Lot og hans døtre.

Den efterfølgende beretning er sandsynligvis oprindeligt en fortælling der ikke har noget at gøre med Lot. I Det gamle Testamente bliver den gamle historie bare overført på Lot. Der er ingen tvivl om hvad meningen er i det nuværende gamle Testamente: Meningen er at tilsvine og nedrakke Lot og hans folk. Historien fortæller om at Lots efterkommere – moabiterne og ammoniterne der levede på den anden side af Jordan – er opstået ved at den gamle Lot havde samleje med sine to døtre! Døtrene drikker deres far beruset og bliver på den måde gravide. Alle moabiter og ammoniter er derfor urene og syndens børn – det er meningen i teksten. De er i sandhed afskyelige. Al krig er i Det gamle Testamente hellig krig – og historien giver altså en god grund til at alle moabiter og ammoniter skal udryddes – de er en afskyelighed for Herren!

Vi ved at Israel som regel havde et meget anspændt forhold til sine naboer moabiterne og ammoniterne. David besejrer godt nok moabiterne – men som regel lider Israel ynkeligt nederlag i sine krige med naboerne. Den lille historie i 1. Mosebog er altså en slags hævn over Israels fjender. Historien udspringer altså af Israels magtesløshed over for alt for mægtige fjender. Det er nok meningen med den nuværende tekst.

Om selve beretningen kan man sige at de to kvinder og døtre i beretningen optræder som helte! De redder situationen. Slægten er ved at dø – der er ingen mænd nogen steder i verden som de kan få børn med. Derfor får de børn med faderen – den eneste mand som findes. Når vi læser denne beretning isoleret er det klart meningen at vi skal forstå de to kvinder som helte! På den måde ligner de to kvinder andre stolte kvindelige helteskikkelser fra Det gamle Testamente – som Debora, Jael, Hagar, Rakel og Rebekka. Det som de gør, er ikke nogen synd eller skam – tværtom. Den vigtigste opgave som kvinden har i Det gamle Testamente er at blive en moder til mange sønner. Det er hendes ære og herlighed. Det er netop  den opgave og ære og udvælgelse som de to kvinder lever op til. I selve beretningen – hos Jahvisten - er der heller ikke spor af nogen fordømmelse over de to kvinder! De to kvinder opfatter det som de gør som det naturligste i hele verden. De gør det som er nødvendigt. De føler stolthed – og bestemt ikke nogen skam. Muligvis kan der også være en tanke om at disse børn er af mere rent blod end børn fra almindelige ægteskaber:

Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.

Efter de nogle forskeres mening er den nedenstående myte en ægte gammel myte – en skabelses beretning om hvordan de første mennesker opstod. Det er vigtigt at det i historien står at der ikke var nogen mennesker i hele verden!

Myten forklarer hvordan menneskene er blevet skabt. Lot og hans to døtre er antageligt guder – som vi kender det fra de kana’anæiske guder Ba’al og hans kvindelige gudinder som Ashera og Astarte. Mennesket er blevet skabt ved at den mandlige gud har samleje med gudinden – mennesket er en søn eller et barn af Gud! Gud er vores fader – vi er af hans slægt!

v29  Dengang Gud tilintetgjorde Jordandalens byer, huskede han Abraham og sendte Lot væk fra den ødelæggelse, han bragte over de byer, hvor Lot havde boet.

 v30  Fra Soar drog Lot op i bjerglandet og slog sig ned der sammen med sine to døtre, for han var bange for at blive boende i Soar. Han tog ophold i en hule sammen med sine to døtre.

De følgende vers 31 – 35 udgør den oprindelige mytes indhold. Vi har mange lignende myter fra oldtiden:

 v31  Den ældste sagde til den yngste: »Far er gammel, og der er ingen mænd i landet, som vi kan få børn med [som kan komme ind i os] på samme måde som alle andre [kvinder].

Meningen med vers 31 er nok at faderen er meget gammel og måske snart vil dø – derfor er de to kvinder nødt til at handle nu. De to kvinder handler klogt, snedigt og snarrådigt. De finder en løsning på en forfærdelig knibe. De bliver på en måde glorificeret i myten. Deres snedighed viser sig også ved at de drikker faderen under bordet – for at få deres vilje med ham!

v32  Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.« v33  Den nat gav de deres far vin at drikke, og den ældste gik ind og lagde sig hos ham. Han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen. v34  Dagen efter sagde den ældste til den yngste: »Jeg lå hos far i nat. Lad os give ham vin at drikke igen i nat. Så skal du gå ind og ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.« v35  Også den nat gav de deres far vin at drikke, og den yngste gik ind og lagde sig hos ham. Han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen.

Det følgende er den fortolkning af myten som 1. Mosebogs jødiske forfattere anlægger. Navnene Moab og Ammi har sikkert ikke noget at gøre med den oprindelige myte:

v36  Sådan blev begge Lots døtre gravide med deres far. v37  Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab. Han er stamfader til moabitterne. v38  Den yngste fødte også en søn, som hun kaldte Ben-Ammi. Han er stamfader til ammonitterne.

(1 Mosebog 19)

I 1. Mosebog bliver Lot kædet sammen med de seksuelle synder. Sodoma bliver også kædet samen med specielt seksuelle synder. Det er meget overraskende. I Det gamle Testamente bliver Sodoma omtalt mange gange – også som en syndens by – men Spdomas synd har ikke noget at gøre med det seksuelle! Når vi læser historien om Sodoma og Loot skal vi nok tænke på det. Meningen oprindeligt har nok været at synden var stor og herskede i Sodoma – i hele landet vel at mærke – men at denne synd var generel og at den var en plage og byrde for alle mennesker. Alle led under synden – der ikke var individuelle synder – og Gud greb ind for at frelse menneskene ud af syndens greb.

Hos Profeten Esajas bliver Sodoma for eksempel kritiseret for de mange blodige ofre til Herren. Befolkningen i Sodoma tror at de kan klare hele deres gudstjeneste blot ved at ofre i deres templer. Esajas kritiserer altså Sodoma for en fordrejet gudstjeneste – ikke for nogen seksuel eller individuel synd:

       v10  Hør Herrens ord,
      Sodomas stormænd,
      lyt til vor Guds belæring,
      Gomorras folk!
       v11  Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre?
      siger Herren.
      Jeg er mæt af brændofre af væddere
      og fedtet af fedekvæg;
      blod af tyre, lam og bukke
      vil jeg ikke have.

(Esajas 1)

Profeten Ezekiel kritiserer Sodoma for social uretfærdighed og ligegyldighed over for de fattige!

 v49  For dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden.

(Ezekiel 16)

Patriarken Lot kaldes ude i østen.

I 1. Mosebog fortælles om Lots og Abrahams slægt ude i østens land – i Mesopotamien. Den nuværende fortælling er centreret om Abraham men vi kan sagtens fore stille os at de to patriarker Lot og Abraham har været meget mere sideordnede. Dette giver sikkert et mere sandt billede set fra Lots og hans folks synspunkt.

Vi må altså opfatte historien således:

I 1. Mosebog 11 fortælles historien om Lots slægt. Dette stykke stammer fra en helt anden kilde end Lot historien i kapitel 13, 18 og 19. I det følgende er det meget tydeligt at det ikke er Abraham som træffer den store afgørelse om at forlade Mesopotamien! Det er Abrahams far Tera – Lots farbror – som er hovedpersonen i historien! Det er Tera – ikke Abraham - som træffer beslutningen om at udvandre og forlade alt! Tera tager sine sønner og han tager sit hele hus og rejser bort. Abraham spiller ingen rolle her – han er helt passiv. Det fortælles slet ikke hvorfor Tera beslutter sig for den voldsomme afgørelse at udvandre! Det fremgår slet ikke hvorfor han netop skulle rejse til Kana’ans land! Historien er helt uforklaret!

De rejser først til byen Karan. Denne by kender vi rigtigt godt fra oldtidens kilder. Karavaneruten og rejseruten fra Mesopotamien går nordpå i en bue og ned til Kana’ans land (Palæstina). Karan var et knudepunkt for alle karavanerne i oldtiden. Tera og Lot rejser ad den normale karavanerute – ikke tværs gennem ørkenen. Det er altså meget logisk at Tera rejser til Karan. Karan ligger på grænsen mellem det nordlige Mesopotamien og det nuværende Tyrkiet. Herfra går ruten sydpå til Damaskus. Ifølge denne tradition i kapitel 11 har Teras slægt antageligt boet mange år i Karan – det virker sådan. Karan var en by som alle kendte i oldtiden. Karavaneruten gik igennem Karan som er en meget gammel by – nok ældre end 2000 f. Kr. Byen bliver en del af Assyrerriget i lange perioder. Ifølge 1. Mosebog rejser Isak og Jakob senere også til Karan. Karan får en status af at være der hvor vi kommer fra. Nogle steder får man det indtryk at Israels folk ikke kommer fra Mesopotamien men fra byen eller området Karan. Karan bliver efterhånden aramæisk – dvs befolket med det semitiske folk som talte aramæisk. I Det gamle Testamente udtrykkes ofte at Israel er i slægt med aramæerne – de er vore brødre! Rakel – Jakobs hustru – er fra Karan og er en stolt aramæer. Assyrerriget bliver aramæisk. Assyrerriget bliver en frygtelig fjende for Israel – og erobrer Nordriget i 722 f. Kr. – men føles samtidigt som Israels beslægtede i Det gamle Testamente. I Israel begynder man efterhånden at tale aramæsik som talesprog – hebraisk bliver rent skriftsprog. Jesus talte aramæisk – ikke hebraisk for ingen mennesker talte hebraisk på Jesu tid! Aramæerne – som her i eksemplet Karan - bliver en slags identitet for Israel.

Det fremgår også klart af det berømte citat fra 5. Mosebog 26 som på en måde sammenfatter hele Israels identitet som folk. I dette citat er det Josva der taler efter at de tolv stammer er kommet ind i Palæstina. Citatet er en fantastisk fremstilling af Israels identitet og skæbne. Citatet er Israels trosbekendelse – og ordene er blevet brugt som en fast standardiseret trosbekendelse i det gamle Israel – som et Credo. Derfor hedder det at ordene skal siges for Herrens ansigt. Vi kan tydeligt se at historien om Jakobs ophold hos Laban er en tydelig parallel til Josvas tale. Jakob var svag og lille da han kom til Laban – men Gudfaderens gud - gjorde ham til et stort og mægtigt folk og han sejrede over Laban – Egypten – og han kunne drage bort som en stor sejrherre og vinder – ved Guds underfulde og frygtindgydende gerninger:

v5  Da skal du [Israel] erklære for Herren din Guds ansigt:

»En omflakkende aramæer [Abraham] var min fader; med folk drog han ned til Egypten, hvor han boede som fremmed, og dér blev han til et stort, mægtigt og talrigt folk. v6  Men egypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt trællearbejde. v7  Da råbte vi til Herren, vore fædres Gud, og Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse. v8  Da førte Herren os ud af Egypten med stærk hånd og løftet arm, med store og frygtindgydende gerninger, med tegn og undere; v9  han førte os til dette sted [Palæstina] og gav os dette land, et land, der flyder med mælk og honning.«

(5 Mosebog 26)

v27  Dette er Teras slægt. Tera fik Abram, Nakor og Haran. Haran fik Lot. v28  Haran døde før sin far Tera i sit fædreland, i Ur i Kaldæa. v29  Abram og Nakor giftede sig. Abrams kone hed Saraj, Nakors kone hed Milka og var datter af Haran, Milkas og Jiskas far. v30  Saraj var ufrugtbar og fik ingen børn.

v31  Så tog Tera sin søn Abram, sin sønnesøn Lot, der var søn af Haran, og sin svigerdatter Saraj, sin søn Abrams kone, og sammen forlod de Ur i Kaldæa for at drage til Kana'ans land. De kom til Karan, hvor de slog sig ned. v32  Tera levede 205 år. Så døde Tera i Karan.

(1 Mosebog 11)

I kapitel 12 taler Gud til Abraham og kalder Abraham til at forlade alt i Mesopotamien og drage ud. Vi må forestille os at disse ord også er blevet sagt til patriarken Lot. Lot er udvalgt til at blive et stort folk – han er udvalgt til at få landet i arv og eje for evigt. Lot skal blive en mægtig herre og hersker. Gud vil være med ham alle dage. Gud vil aldrig forlade eller svigte Lot. Lot vil få lykken og heldet og styrken som kommer fra Herren. Lot skal være en lykkemand. Lot skal blive Herrens salvede.

Lot bliver nedvurderet i det nuværende Gamle Testamente – men oprindeligt har Lot fået de samme løfter og det samme kald som Abraham. Det er derfor at Lot bliver en stor patriark – og som sådan fremstilles han også i 1. Mosebog. Lot og Abraham har oprindeigt været ligestillede og sagnene om Lot og om Abraham har sikkert været helt uafhængige af hinanden. Først senere bliver Lot gjort til Abrahams brors søn. Oprindeligt er Lot simpelt hen en stor patriark – vores forfader og stamfader.

I Det gamle Testamente bliver Abraham løftet op – trods hans mange svagheder! – og Lot trykket ned. Måske har vi i Det nye Testamente en parallel til denne historiske udvikling. I den historiske udvikling skifter personer status og anseelse. I Det nye Testamente ser det måske ud til at Johannes Døberen er den som er blevet trykket ned og Jesus er den som bliver løftet op! Det nye Testamente giver Johannes Døberen en meget beskeden rolle – nok ikke helt i overensstemmelse med den faktiske historie! Billedet af Johannes Døberen bliver også på den måde meget selvmodsigende i Det nye Testamente – på samme måde som billedet af Lot i Det gamle Testamente!

Da Lot kommer ind i Palæstina er han omgivet af sine mange folk og han er en rig og mægtig mand. Han er en konge. Han har vundet magt og rigdom i Karan. Lot følger Herrens kald – Lot betænker sig ikke et eneste øjeblik. Han kommer i den samme kaldssituation som Rakel i historien om Laban. Pludselig kaldes der på Rakel: - Vi du forlade din faders hus og alt det som du holder af og kender? Rakel svarer på samme måde som Lot. Hun betænker sig ikke et eneste øjeblik. Hun forlader sin fars hus – Laban – og overskærer alle bånd til hendes hjemland, familie og kultur – og drager til Kana’ans land! Rakel opgiver enhver tryghed og menneskelig sikkerhed – Hun stoler på Herren! Rakel vælger den - menneskeligt set - totalt usikre løsning! Rakel er en sand helt – Hun er vores moder – hun er Israels moder! Lot er i sandhed en helt. Lot er uden nogen frygt. Lot tager af sted fordi han stoler på Herren.

At tro er i 1. Mosebog det samme som at være trofast mod Herren – dvs at tro på Herrens løfter og garantier. At tro er at stole på Herren. At tro er at glemme sine menneskelige bekymringer og behov for sikkerhed, kontrol og planlægning. At tro er at overlade alt til Gud i himlen og opgive at løse problemerne selv! At tro er at opgive egoet. Troen er det modsatte af synden – synden består i egoets forsøg på at styre og kontrollere verden. Egoet er fuld af frygt. Egoet bliver bange – fordi det ikke tror på Herren og hans velsignelse. Egoet går i gang med at løse problemerne på egen hånd – fx er historien om Abraham og Sara i Egypten et godt eksempel på synden – og den historie havde også nær kostet Sara livet!

 – Lad Gud være i fred, er budskabet i 1. Mosebog.

Lot siger – sådan kan vi oversætte det - helt farvel til egoet, den gamle verden, fortiden. Han følger det kald – det råb som lyder til ham ude i det fremmede. Lot er en helt. Han følger råbet: - Følg mig!

v1  Herren sagde til Abram [Lot]:

»Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. v2  Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.


       v3  Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
      og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
      I dig skal
alle jordens slægter velsignes.«


v4  Så drog Abram [Lot] af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham. Abram var femoghalvfjerds år, da han forlod Karan. v5  Abram tog sin kone Saraj og sin brorsøn Lot og al den rigdom, de havde samlet, og alle de folk, de havde skaffet sig i Karan, og begav sig på vej mod Kana'an, og de [Lot] kom til Kana'an.

(1 Mosebog 12)

Det specielle ved 1. Mosebog er at det i begyndelsen skildrer hele menneskehedens historie. Denne skildring går historisk tilbage til den kilde til Det gamle Testamente man plejer at kalde Jahvisten. Jahvisten er et kildeskrift måske fra ca 900 f. kr. som redaktørerne og samlerne til det nuværende gamle Testamente har brugt. De har simpelt hen citeret Jahvisten - for lange passagers vedkommende. Jahvisten er en prototype til Det nuværende gamle Testamente – en første udgave.

I Jahvistens beretning 1. Mosebog 12.1 – citatet ovenfor – er et afgørende vendepunkt. Her slutter urhistorien som indledes med Adam og som ender med tårnet i Babel. Urhistorien handler om alle mennesker – i den epoke hvor de alle taler det samme sprog – alle mennesker er egentlig ét folk. Først med Babel opstår der mange sprog og mange folk.

I kapitel 12 udvælges ét folk - én mand – Abraham. Fra nu af følger Det gamle Testamente denne mand og dette folk. Fortællingen får ét eneste fokus. Men som det fremgår af velsignelsen oven for er Abraham ment som et fokus for Guds handlemåde. Gud udvælger Abraham – men han kunne lige så godt have udvalgt en anden – det er tanken i 1. Mosebog! Tanken er at gennem Abraham velsignes alle folk – alle mennesker. Velsignelsen bliver ikke givet specielt til Abraham – som man kunne tro hvis man læser teksten overfladisk – men den bliver givet til alle mennesker. Sådan blev teksten også opfattet i hele Det gamle Testamente – og i Det nye Testamente. Tanken i 1. Mosebog er universalistisk – den handler om alle mennesker og hele menneskeheden. Den handler om dig og mig – her og nu. Abraham er et gennemgangsled.

Velsignelsen strømmer gennem Abraham til alle mennesker til alle tider. Sådan bliver teksten opfattet i Apostlenes Gerninger og hos Paulus i Romerbrevet. Abraham er på en vis måde et symbol – eller en midler, en formidler. - Frelsen kommer fra Zion, som det siden siges i det gamle Testamente – og det citat er ikke eensidig jødisk nationalisme! Alle mennesker er ens og ligeværdige og ligestillede over for Gud. Hos profeten Esajas og i Salmerne finder vi denne universalistiske tanke meget tydeligt. Israel er egentlig ikke historiens centrum – Israel er et symbol eller en repræsentant – vi er alle Israel. - Vi er alle født i Jerusalem, som der står i en af Salmerne! Alle jordens slægter bliver velsignede i og med at Abraham bliver velsignet – fordi Abraham er vores fader – vi er hans folk. Han er vores identitet. Velsignelsen til Abraham peger helt klart ud over de snævre rammer for israel og Israels historiske eksistens. Denne velsignelse handler om alle mennesker – uanset deres sprog, kultur eller religion.

Apostlenes Gerninger citerer Peter for følgende prædiken, der handler om Abrahams kaldelse. Det som Gud lovede Abraham er nu – men først nu - gået i opfyldelse ifølge Peter. Alle mennesker er nu blevet velsignet af Gud fordi Gud har sendt den døde men genopstandne Kristus til verden for at velsigne alle mennesker. Peter taler ikke om den historiske Jesus – tømmermandens søn. Peter taler om den Kristus som har vist sig for disciplene efter hans død! Det afgørende er ikke at Jesus blev født som et menneske i Palæstina – det afgørende er at han stod op fra de døde – at Gud reddede ham fra forrådnelsen, som Peter siger. Kun den genopstandneherliggjorte - Kristus kan velsigne alle mennesker – det gør han på Guds vegne. Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, kunne han ikke velsigne alle mennesker – det er Peters tanke. På en vis måde er Peter enig i det gamle ord fra Det gamle Testamente: - Frelsen kommer fra Zion:

v25  I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: ›Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom.v26  Det var for jer som de første, at Gud oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab.«

(Apostlenes Gerninger 3)

Jakob og Penuel.

Jakobs natlige brydekamp.

Fortællingen om Jakobs natlige brydekamp er en af de mest berømte af alle historierne i Det gamle Testamente. Den går tilbage til den del af det gamle Testamente som skyldes Jahvisten. Jahvisten fremstiller ofte Gud på en meget antropomorf måde og Jahvisten indeholder mange virkeligt gamle sagn og beretninger.

Historien er blevet fortolket på mange måder, men den er grundlæggende en ætiologisk kultberetning som historierne om Jakob og Betel og Abraham og Mamre. Vi kan se at historien forklarer stednavnet Penuel – Jakob navngiver byen. Penuel betyder Guds ansigtEl betyder Gud og Panim betyder ansigt. Jakob har engang i urtiden givet stedet det navn fordi det var på dette hellige sted at han så Guds ansigt. Jakob så Gud lige i øjnene. Jakob kæmpede med Gud om natten i en brydekamp. Det er sikkert tekstens mening. På den måde indeholder teksten urgamle elementer som måske er meget ældre end Jakob og Abraham.

Disse legender og syner af Gud fremstilles i 1. Mosebog næsten som om de er almindelige historiske begivenheder. Jakob er på flugt og derfor tager han af sted med sin slægt og familie. Men det er ikke tekstens mening at de skal forstås som almindelige begivenheder. Jakobs oplevelser om natten foregår skjult. Han er alene. Det foregår i mørket. Oplevelser er en slags drøm, en vision - et syn. Oplevelsen er ikke blot en begivenhed.

v23  Samme nat stod han [Jakob] op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested [ved Jordan]; v24  han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over.

Jakobs modstander dukker pludselig op af det rene ingenting. Det ser vi ved alle visioner og syner. Manden er bare en mand. Det som Jakob oplever, er ikke uden videre klart og tydeligt. Manden er ikke nogen almindelig mand og der er åbenbart ingen grund til at han skulle angribe Jakob. Manden er ikke én af Jakobs mange fjender. Det som sker, sker på et slags indre plan. Det er svært at sige hvordan sådanne tekster er blevet opfattet i det gamle Israel.

Det fremgår, at manden ønsker at overmande og besejre Jakob. Jakob opfatter ham som Gud selv - så Gud ønsker at overfalde og fysisk besejre Jakob. Gud overfalder Jakob. Gud er en slagsbroder. Men det fremgår også  at mandens kræfter hører op når lyset kommer. Manden er altså også en slags dæmon – en ond ånd – en vampyr! Vi ved fra hele oldtiden at mennesker kæmper med guder eller væsner som kun har deres kræfter om natten – når det bliver lyst må de flygte. De bliver svage og magtesløse. Gud er et slags spøgelse.

Jakob er i 1. Mosebog en sand kæmpe – han har kæmpens kræfter lige som Samson. Jakob er fysisk ikke som andre mennesker. Han er en slags mellemvæsen mellem en gud og et menneske – en gigant eller titan som grækerne kalder det. Jakob er fysisk stærkere end manden – end Gud! Gud må give op. Gud indser at Jakob er for stærk – som det netop foregår i en brydekamp. Gud kommer helt bogstaveligt ned med nakken. Gud bliver sendt til tælling. Gud går i gulvet! Skildringen af denne gudekamp er helt unik i Det gamle Testamente – ja unik i hele oldtiden. Jakob er så stor en kæmpe at han endog kan overmande Gud. Gud fortryder at han har kastet sig over Jakob. Gud må bede om nåde! Gud tigger om nåde – hvis det bliver lyst er Gud fortabt – Jakob må slippe ham fri nu af hans kvælertag!

Gud giver Jakob et farligt slag på hoften – det antydes at Gud gør dette på en magisk måde. Man kan måske sige at Gud bliver nødt til at bruge urene metoder! Siden den dag haltede Jakob. Dette træk skal muligvis forklare hvorfor man i Israel haltede dansende i forbindelse med gudstjenesten og offertjenesten! Vi kender denne hellige halten fra Salmerne, fra David og fra den historiske litteratur (også Elias på bjerget).

v25  Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. v26  Da han [manden] indså, at han ikke kunne besejre ham [Jakob], gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. v27  »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.«

Jakob tvinger manden – Gud – til at velsigne ham. Jakob får en ny velsignelse og et nyt navn. På denne symbolske måde kommer Jakobs kamp til at handle om Israels forhold til Gud – om Israels kamp for at få Guds lykke, kraft og velsignelse.

Jakob kan tvinge manden fordi Jakob faktisk har fået den fysiske magt over Gud. Gud bliver tvunget til at gøre det som Jakob kræver. Gud er nødt til at velsigne ham – tilgive ham fortidens skyld (og bedrageriet i forbindelse med broderen Esau).

Jakob er en helt – den største af dem alle. Han har kæmpet med Gud og mennesker og sejret over dem alle. Jakob er den største. Jakob er konge.

Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« v28  Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« v29  Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret«.

Den gud som vi – Jakobs folk – tilbeder er netop den gud som Jakob så, rørte ved og mødte! Han har ikke noget navn! Han hedder ikke noget. Gud er den Gud, som Jakob så ved Penuel – det sted, hvor han så Herren ansigt til ansigt! Teksten her er et typisk eksempel på denne tanke om Gud: Gud er Jakobs gud eller Gud er den gud som viste sig og som stadig viser sig i Penuel. Gud er simpelt hen guden i Penuel – som det siges. Man kan identificere forskellige guder på den måde. Vores gud er Gud i Penuel – forfaderguden – vor faders gud. De andres guder er guder som findes andre steder – nemlig på steder hvor de andre folk er bosat! Babylons guder bor selvfølgelig i Babylon og filistrenes guder hos filistrene i deres byer! Jakob indstifter en religion eller en tilbedelse i Penuel på den anden side af Jordan. Jakob gør Penuel til en hellig by – dvs til vores hellige by. Vi kan sige at Jakob bliver en slags kultstifter eller religionsstifter. Vi tilbeder Gud efter de regler som Jakob - vores forfader - indstiftede. Gud viste sig dengang for Jakob – men han viser sig også for os, når vi drager op til Penuel – fx én gang om året på valfart – sådan fungerede forfader-kulten typisk i det gamle Israel. De hellige byer blev én gang eller flere gange årligt til mål for en valfart – målet for pilgrimme. Det kender vi godt fra eksemplet Betel og Mamre.

Der er mange eksempler på at mennesker i Det gamle Testamente spørger Gud om hans navn – men Gud vil ikke afsløre hvad han hedder. Tanken er at hvis man kender navnet så kender man manden – og altså Guds væsen eller natur. Navnet er ikke blot udvendigt eller overfladisk. Det er en afgørende del af personen. Kender man troldens navn har man fået magt over trolden. I eventyr prøver de at gætte troldens navn. Jakob får et nyt navn – dvs han får en hel ny skæbne! Den døende Rakel vil give sin nyfødte søn et dårligt navn. Det bliver forhindret af Jakob, men hvis det ikke var blevet forhindret havde sønnen – Benjamin – fået en ond skæbne! Mandens navn bestemmer eller skaber hans skæbne.

v30  Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?«

Så velsignede han ham dér.

v31  Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet«. v32  Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.

(1 Mosebog 32)

Abraham og Mamre.

I 1. Mosebog 18 fortælles om Abraham og stedet Mamre. Vi ved at Mamre har ligget langt syd for Jerusalem - omkring byen Hebron. Mamre var i oldtiden et stort og kendt helligt sted. Allerede kana’anæerne og andre folk har valfartet til Mamre. Syrerne og siden romerne bygger templer i Mamre. Siden blev Mamre overtaget af den kristne kirke og der blev bygget en kristen kirke – en basilika – i Mamre. Da Islam siden sejrede i Palæstina overtog muslimerne Mamre og Mamre har derfor været et helligt sted indtil i dag.

I Mamre har der fra gammel tid været hellige træer – her i 1. Mosebog 18 hedder de Mamres ege. Vi kender disse træer som terebinte træer og under andre navne – tamarisk træer. Byen Mamre kommer simpelt hen senere i kristen tid til at hedde Terebinterne (jvf citatet til sidst fra den kristne Sozomenos)! Vi ved at kana’anæerne dyrkede deres guder ved eller under hellige træer. Vi ved at Saul sad under disse træer og fik visioner og syner. Saul og hans sønner blev begravet under et sådant helligt tamarisk træ. Abraham dyrker sine guder under hellige træer – det omtales flere steder. Han får visioner og syner under hellige træer.

v33  Abraham plantede en tamarisk i Be'ersheba, og dér påkaldte han Herren den evige Guds navn.

(1 Mosebog 21)

Beretningen i 1. Mosebog er en kultberetning eller en såkaldt kultsaga (kultisk sagn) fordi den fortæller beretningen om hvordan Gud engang i urtiden viste sig på præcist dette sted - Mamre. Et kultisk sagn beretter altid om en epifani af Gud (at Gud viser sig - så mennesker kan opleve ham med sanserne) på et bestemt sted til en bestemt tid – engang i urtiden. Beretningen fortæller om hvordan det skete. Beretningen forklarer altså hvorfor Mamre er et helligt sted eller en helligdom. Et andet eksempel på en sådan kultberetning eller kultsagn er historien om Jakobs drøm i Betel (Hvorfor er Betel et helligt sted og hvordan viste Gud sig for vores fader og stamfader Jakob?) og beretningen om Hagar i ørkenlandet (Hvordan viste Gud sig engang i denne oase for vores moder Hagar?). Kultberetninger indeholder et stednavn, en første person som bevidner at Gud viser sig, ofte en beskrivelse af hvordan man skal tilbede Gud på dette sted. I den gamle tid – på Abrahams tid – var guderne knyttet til et sted. Guden bor så at sige på et sted eller viser sig kun dette ene sted. Gud viser sig kun i Betel fx og vi ved at Betel både var et navn for Gud og et stednavn! Betel betyder direkte oversat Guds sted eller Guds bolig! I det gamle Israel kunne man ikke forestille sig Gud som abstrakt eller løsrevet – Gud var på et bestemt sted – Gud er den gud som viser sig der og der. Gud er den og den forfaders gud.

Når vi læser beretningen om Abraham og Mamre er der også noget som tyder på at der har været en kult – en valfart – en højtidén gang om året på et bestemt tidspunkt. Herren siger i beretningen, at til næste år præcist ved denne tid kommer han tilbage! Gud kommer altså tilbage – han viser sig på samme tidspunkt til næste år. Beretningen forklarer og grundlægger altså en kult – en tradition. Vi ved at store mængder valfartede fx til Mamre og til Betel i oldtiden på bestemte dage! Det senere tempel i Jerusalem havde en række store valfartshøjtider – som løvhyttefesten og påsken – som vi også kender fra Jesus og Det nye Testamente.

Abraham bor ikke i Mamre – det er ikke meningen i teksten. Ifølge 1. Mosebog bor Abraham faktisk slet ikke fast nogen steder! Han vandrer rundt som en nomade med småkvæg. Det eneste stykke jord som Abraham nogen sinde kommer til at eje er det lille jordstykke med en gravhule (Makpela) som han køber til gravplads – en klippehule - for sig selv og sit hus! Gud kommer ikke hjem hos Abraham – til hans hjem! Abraham har ikke noget hjem – han er netop hjemløs! Han har forladt alt og alle - langt borte i Mesopotamien – hele hans fars hus! Abraham er kommet til Mamre – sikkert for at deltage i højtiden – historisk set. Abraham vandrer rundt i hele Palæstina – men især i områderne sydpå omkring Hebron og Be’ersheba – ud mod Negev ørkenen. Abraham får aldrig rigtig andel i det forjættede land! Løftet bliver aldrig opfyldt i Abrahams tilfælde! Han er blot en omvandrende aramæer der driver fra sted til sted - som det siges i Josvabogen!

Abraham bliver så at sige skuffet da han kommer til Palæstina! Dels går løfterne jo ikke i opfyldelse – i al fald varer det meget længe – og dels er landet slet ikke det land som Abraham havde forventet! Hele denne tanke ligger i Abrahamsfortællingerne i 1. Mosebog. Abraham bliver fristet til alligevel ikke at stole på Herren. Det går jo ikke særligt godt! Abraham tager sagen i egen hånd – han bliver fristet. I stedet for at være – og stole på Gud – begynder han at gøre og gøre – at manipulere! Beretningerne er her næsten evigt gyldige – de udtrykker noget typisk menneskeligt. Abraham er en troens fader – og et spejl for alle mennesker. Vi kan også se hans betydning i Det nye Testamente hos Paulus. Abraham er et spejl for hele Israel – han er faktisk identisk med hele Israel. Han er et folk – og i en vis forstand er han et billede på alle mennesker! På den måde har Abraham spillet en enorm bevidsthedsmæssig rolle i historien.

Vi skal også huske at Abraham i 1. Mosebog jo ikke er et individ eller nogen enkeltperson i moderne betydning. Abraham kommer ikke helt alene til Palæstina. Abraham handler ikke som enkeltperson eller individ. Når der i teksten står ordet Abraham betyder det Abrahams slægt og hus – hans folk. Abraham legemliggør et folk eller en folkegruppe eller en stamme eller en klan som rejser ind i Palæstina. Abraham er noget kollektivt! Abraham er et symbol på samme måde som mænd som Moab eller Edom. Edom er ikke en enkeltperson men Edom bruges om det folk som hedder edomitterne! Når Moab gør sådan og sådan handler det ikke om et individ – men om moabitterne som et folk – en stamme! På samme måde blev ordet Israel – et personnavn og en mand – jo til et folk. Oldtiden kender slet ikke vores opfattelse af det enkelte menneske. Ingen er adskilt eller alene. Alle er lemmer på et legeme. Alle er integreret i en social sammenhæng. Jeg’et er ét med stammen – folket. Vi der tilhører Benjamins stamme er alle sammen BenjaminBenjamin er vores identitet - som Paulus siger.

Abraham kommer så at sige aldrig ind i det forjættede land – han bevæger sig rundt i geografiske områder langt syd for det man senere ville kalde Israel! Det er netop hvad 1. Mosebog handler om! Gud lover Abraham et land ved kaldelsen i Mesopotamien – men løfterne går faktisk ikke i opfyldelse – i al fald ikke umiddelbart! Abraham bliver egentlig snydt. Han forlader alt sin faders hus og slægt i Kaldæa – men får ikke noget nyt land der flyder med mælk og honning! Slet ikke. Han kommer til at leve som en flygtning – en omflakker! Det er tydeligt at Abraham også selv tænker sådan i 1. Moseboog. Herren har ikke holdt sine løfter! Vi kan finde den samme tanke i Salmerne.

Gud bor på et bestemt sted eller kan kaldes frem på et bestemt sted. Fx siger Mosebøgerne også at Israels gud Jahve bor på bjerget Sinaj. Et andet eksempel er templet i Jerusalem på Zions klippe som det siges i Salmerne. Gud bor i templet – templet er hans hus og bolig – eller han viser sig kun dette ene sted nemlig i templet. Gud er bundet til et bestemt sted. Gud kan bo i et træ eller i en stensøjle. I Betel stod netop en gigantisk stensøjle – en masseba – som Jakob havde rejst. Gud bor i denne sten – eller han kan kun påkaldes ved denne sten. Når man salver stenstøtten med olie – så kommer han! Denne tanke er meget almindelig i hele oldtiden. Derfor kunne Gud jo også bo inden i gudestatuer eller i små husguder – fx hos egypterne eller i Babylon. Gud er ikke  alle steds nærværende – han kan kun dyrkes visse steder! I Det gamle Testamente kan ingen tro at man kan dyrke Gud uden for Israels geografiske rammer! Gud kan kun dyrkes på den rette måde i Palæstina – i området Israel! Derfor går Israel virkelig fortabt under eksilet i Babylon i 500 tallet f. Kr.

Ifølge 1. Mosebog er det Abraham som indstifter troen og tilbedelsen i Mamre. Vi ved at det ikke er historisk sandt - for Gud er blevet tilbedt længe før Abraham – sikkert 1000 år før Abraham i Mamre! Men Israel og Det gamle Testamente overtager tilbedelsen i Mamre som egentlig er hedensk og integrerer den i Israels tro og religion. Vi kan sige at man låner fra andre folk og kulturer. Det er tydeligt at man ikke forholder sig afvisende men tvært om åbent over for andre kulturers tro og religion. På samme måde forholder 1. Mosebog sig også åbent over for andre folk og deres guder! Fx indgår Jakob en kontrakt og aftale med aramæerne hvor Jakob anerkender aramæernes hedenske gud. 1. Mosebog forholder sig åbent over for gamle myter og sagn selv om de tydeligt nok ikke er specielt i overensstemmelse med Israels religion.

Vi har mange paralleller til beretningen om Abraham som får besøg af tre mystiske mænd. Homer i Grækenland fortæller flere paralleller. Fx fortæller Homer historien om de tre guder Zeur, Poseidon og Hermes som drager ned på jorden og besøger grækeren Hyrieus som bor i Boeotien. Hyrieus har ingen børn og er derfor helt ulykkelig. De tre guder bliver modtaget meget gæstfrit af Hyrieus som varter dem op og serverer mad. De tre guder lover ham derefter at han skal få en søn til næste år. Sønnen bliver Orion. Orion bliver født 10 måneder senere og det fremgår at de tre guder i en fysisk forstand har gjort det nødvendige for at Hyrieus og hans hustru kunne blive velsignet med en søn!

Den græske historie – som der flere paralleller til – handler tydelig nok om gæstfrihed. Gæstfriheden var i hele oldtiden en af de vigtigste dyder. Godheden og venligheden – moralen – viste sig simpelt hen i gæstfriheden. Gæstfriheden var selvfølgelig vigtig fordi samfundets struktur var afhængig af at den enkelte slægt var gæstfri over for fremmede. Ellers ville rejsende gå fortabt. Mange historier i Det gamle Testamente handler om at det er vigtigt at vise gæstfrihed.

I den græske historie og i Abrahams historie er gæstfriheden simpelt hen en test! De tre mystiske mænd kommer incognito uden at fortælle hvem de er – for at prøve Abraham! Vil han vise sig som gæstfri? I nedenstående historie er de tre mænd ude på at teste og prøve Abrahams karakter. Hvis han lever op til gæstfriheden - vil de belønne ham. Det er også meningen i den græske historie om Zeus hos Homer.

I Det gamle Testamente findes der meget nøje paralleller: I historierne om Lot og Sodoma fortælles at Lot netop viser gæstfrihed og i Dommerbogen er der et meget berømt eksempel på testen om gæstfriheden.

Abraham bliver netop testet flere gange – Gud frister ham eller prøver ham. Gud frister og prøver Abraham ved menneskeofringen af sønnen Isak. I det tilfælde viser Abraham sig som lydig og trofast og gudfrygtig! Her viser Abraham sig som en kæmpe – som en helt! Han bliver ikke svag. Han stoler på Herren. Han er villig til alt. Abraham er troens fader - som det siden blev sagt. Han er troens ridder - som Kierkegaard skrev! Han er en virkelig helt ved offeret af Isak! Her løfter Abraham sig op i evigheden!

På samme måde viser han sig som en kæmpe – en helt da Gud kalder ham i hans hjemland hos aramæerne i Mesopotamien! Abraham forlader alt – han bliver ikke svag – han er villig til alt uden begrænsninger. Han forlader alt. Han opgiver alt. Han slagter okserne. Han forlader alt sin faders hus al familie alt kendt og hjemligt. Det minder om det nye Testamente når Jesus kalder på sine folk: - Følg mig! Forlad alt. Forlad verden. I skal hade verden ellers kan I ikke følge mig!

v1  Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen.

Vers 1 og 2 passer dårligt med hinanden. I vers 1 viser Herren sig – i eental – og i vers 2 er det pludselig tre mænd som kommer. Forfatterens – Jahvistens – mening er at de tre mænd taget under ét er lig med Herren eller Gud. Jahvistens skildring er meget antropomorf! Disse skildringer er de mest antropomorfe skildringer som findes i hele Det gamle Testamente! Jahvisten beskriver en epifani – at Gud viser sig for Abraham da han sidder i Mamre. Men Gud viser sig som et menneske – så stærkt at man ikke kan se at det er Gud overhovedet! Det er meningen med teksten. Gud går på jorden, han sætter sig ned, han er træt og udmattet og sulten, Gud må hvile ud – altså sove – under træet, Gud spiser og drikker den mad som Abraham sætter frem, Gud vasker sig inden måltidet, Gud vasker sine fødder, til sidst begynder Gud at skændes med Sara!  Skildringen er ekstremt antropomorfistisk. På denne måde er denne beretning helt unik i Det gamle Testamente – beretningen er virkelig efter de flestes mening en ægte gammel historie - om Gud!

Det er tydeligt nok i hele beretningen at der har eksisteret 2 forskellige kilder. I den ene kilde ser Abraham tre mænd og i den anden kilde kommer der kun én mand. Når vi læser hele beretningen kan vi se at den springer frem og tilbage mellem de to kilder. De to kilder har Jahvisten forenet til en beretning. Jahvisten – Det gamle Testamente – prøver at få det hele med. Jahvisten har ikke bare slettet den ene kilde! Han har været loyal over for de kilder han har fundet! Han skriver heller ikke kilderne om! Han klipper dem bare sammen!

I vers 9 spørger fx alle tre mænd: - Hvor er Sara? Abraham svarer. Men i vers 10 er de tre mænd pludselig forsvundet og nu er det kun Herren som er til stede!

Den første kilde starter sådan: - Herren viste sig ved Mamres Ege for Abraham (18.1a). Den tekst ligner fuldkommen utallige andre små tekster i patriarkfortællingerne som beretter om en epifani – Gud viser sig – på et bestemt sted.

Den anden kilde starter sådan: - Abraham sag i teltåbningen. Han så op og fik øje på tre mænd (vers 1 og 2).

Abraham står i åbningen (teltåbningen, åbningen til gudens rum) – det bruges om gudstjenesten – vi kender det mange steder fra i Det gamle Testamente. Der er paralleller i historierne om gudsmanden Elisa fx Når man tilbeder guden bliver man stående i åbningen. Det er også interessant at i vers 10 står Sara også i teltåbningen – hun er med i visionen – hun er deltager - hun får også en vision, kan vi sige.

Det er vigtigt at Gud pludselig viser sig. Abraham ved ikke rigtig hvor Gud kommer fra. Han kommer pludselig frem i et glimt – brat. Forfatteren mener måske at det som Abraham oplever, er lige som en vision eller lige som en drøm. Det er ikke sikkert at Jahvisten har ment det helt bogstaveligt – men det ved vi ikke længere.

Man kunne tro at nedenstående udtryk fx Abraham der kaster sig ned og tiltaler med herre betyder at Abraham har genkendt at det er Gud som viser sig – men det er ikke meningen med teksten! Abraham ved ikke i begyndelsen at det er Gud eller hans gud – Abraham viser blot den sædvanlige høflighed! Det er helt sikkert Jahvistens mening.

Kultberetningen skal netop afsløre at sådan og sådan viste Gud sig på dette sted. Vi kan sige at den Gud som viser sig er en ukendt gud – en ny gud. Det kan vi se i mange kultlegender - fx i Hagar historien: Hun ved ikke rigtig hvad hun skal kalde gud – og hun er rystet over at han pludselig har vist sig på dette sted. Gud er en gud som hun aldrig har set før og ikke kendt før.

 v2  Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. v3  Han sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. v4  Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. v5  Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.« De svarede: »Gør blot, som du siger.«

Beretningen om maden er muligvis ment som en beskrivelse af det rette offer. Abrahamsberetningen forklarer stedet Mamre og forklarer hvordan man skal ofre til guderne under træet i Mamre. Men muligvis er meningen i teksten blot at Abraham viser sin godhed og gæstfrihed over for de tre gæster.

v6  Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød.« v7  Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. v8  Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spiste under træet.

De tre mænd kender godt Abraham og de kender hans kone Sara og de ved at deres problem er barnløsheden! Meningen med historien er givet vis at Abraham langsomt opdager at de tre mystiske mænd er identisk med Gud eller Herren.

Gud viser sig i form af andre mennesker - som bliver sendt til os. Gud er inden i andre mennesker. Denne fortolkning findes mange steder i Det gamle Testamente. Gud viser sig i en bestemt form – men formen er ikke afgørende – Gud kan vise sig i mange - utallige former. Gud kan vise sig som uvejr og torden og regn. Og han kan vise sig som mennesker – fremmede, som pludselig kommer til os!