Oldtiden og religionernes historie.

Det sande menneske.

Du kan søge i lange HTML dokumenter – som for eksempel dette dokument - i din browser (Internet Explorer) i Menuen Rediger – Søg. Skriv et søgeord og klik Søg.

Du kan også søge i dette dokument på adressen olenyborg.dk/seek.

Hvem er Gud? – Esajas 40-41 – Deutero Esajas.

Hvem er Gud? Esajas 40 - 41.

Troen er at vi føler eller tænker at noget større har givet os denne store gave. Vi føler at vi umuligt kunne selv – vi var fortabt og uden muligheder. Vi føler at vi er blevet reddet af noget større end os selv – i sidste øjeblik. Måske ved vi ikke hvad det er. Men det gør ikke så meget. Troen, glæden, taknemmeligheden er lige fuldt til stede, for de er den naturlige reaktion. Men måske tror vi at Gud har skabt miraklet. Gud er altså en måde at forklare underet på. En sådan forklaring kalder vi tro. Gud er det ord vi bruger men selv om vi kaldte det noget andet – selv om vi ikke brugte ordet Gud ville troen være den samme. Troen er den overstrømmende glæde og taknemmelighed.

Esajasbogen består af tre forskellige bøger. Kapitlerne 40-55 er oprindelig en selvstændig profet-bog – Deutero Esajas (den anden Esajas).

Alting peger på at Deutero Esajas er en jødisk profet, som har opholdt sig i Babylon under eksilet 587-538 f. Kr. Han har forfattet teksterne under eksilet. Han er altså nogenlunde samtidig med profeterne Ezekiel og Jeremias. Han er delvist afhængig af den 1. Esajas (kapitlerne 1-39), som er et profetskrift fra 700 tallet. Den anden Esajas er tydeligt påvirket af salmerne og tekster som stammer fra den jødiske synagoge gudstjeneste. Vi ved grundlæggende intet om den anden Esajas som person. Vi antager at han er blevet et stort navn i Babylon under eksilet og har fået mange elever. En af disse elever er Trito Esajas, som har forfattet Esajas bogen kapitel 56-66.

Esajas (Deutero Esajas) regnes siden for den største af alle profeterne. Esajas bliver udtryk for en grundlæggende forandring af jødedommen. Han får en enorm betydning for den tidlige kristendom. For den tidlige kirke er Det gamle Testamente hellig skrift – og Esajas er den største af dem alle. I Lukas evangeliet kan vi f. eks. se at Jesus oplæser Esajas i synagogen. Jesus identificerer sig med Esajas. Tankerne hos Esajas om lyset og mørket går videre i Johannesevangeliet. Tekster fra Esajas bruges stadig væk ved den kristne kirkes gudstjenester – der er en direkte kontinuitet hen over 2500 år!

Esajas bogen 40-41 er en sluttet enhed der indleder Esajas (Deutero Esajas). De to kapitler består af en prolog eller fortale i 40.1-11 og derefter forskellige stykker. Den centrale sætning i prologen er: - Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.  Den sproglige rette betydning heraf er: - Herrens herlighed er nu allerede blevet åbenbaret! Kyros har åbenbaret Herrens herlighed. Prologen indeholder Deutero Esajas’ forkyndelse i kort form.

I de to kapitler sammenfatter Esajas hele sin forkyndelse. Forkyndelsen er centreret omkring 41.10 og 41.13: Frelsen er allerede kommet! Jeres hoveri er til ende. I skal ikke længere trælle for verdens magter. I har vundet sejren. Babylon er blevet besejret. Jeres gæld er blevet betalt! Frygt ikke!

Kyros er den konge som i 539 f. kr. besejrer stormagten Babylon [Irak] og gør en ende på jødernes eksil.

Kyros kommer fra Persien [Iran]. Han grundlægger et persisk [iransk] verdensrige. Fra og med 550-erne vinder han en række fantastiske sejre - tilsyneladende uden nogen anstrengelse. Esajas kender disse sejre og omtaler dem i Esajas bogen. Kyros er en lykkemand.

Efter Israels nederlag i 587 f. kr. blev en del af befolkningen tvangsforflyttet til Babylon. De første jøder får lov til at vende tilbage til Israel omkring 538 f. Kr. Profeten Esajas (Deutero Esajas) lever i Babylon under eksilet. Esajas opfatter Kyros som Guds [den jødiske Guds] redskab. Kyros er omtalt flere steder i Det gamle Testamente – f. eks. i Ezra bogen 1.1 og i 2. Krønike Bog 36.22. Derudover har vi mange historiske kilder til Kyros.

Kyros døde i krig i 529 f. Kr. Hans styre blev især ført videre af Dareios, som kom i krig med grækerne (de såkaldte perserkrige).

Esajas forestiller sig i Esajas 41 en retsproces mellem Gud og guderne. Eksisterer guderne? Hvad er virkeligt? Hvad virker? Hvem virker? Hvad er virkeligt for os? Hvad vælger vi skal være virkeligheden for os? Vil vi være frie eller gudernes trælle og ofre?

Retsstriden er ikke teori eller filosofi eller en strid om monoteisme eller polyteisme. Retsstriden er fakta, kendsgerninger. Sandheden er praktisk – pragmatisk. Sandheden er det som virker – det som er virkeligt. Den drejer sig om det som sker – som Esajas siger. Om det, som det betyder. Det som sker er tegn – det vigtige er hvad det betyder. Hvad betyder guderne, spørger Esajas. Guderne betyder vores trældom, vores ufrihed og hoveri.

Retssagen drejer sig om mit liv. Sagen drejer sig om mig. Den drejer sig om hvad der betyder noget i mit liv. Gud beder om beviser – fakta – ikke om meninger eller tanker. Tanker og trossætninger er ligegyldige. Gud beder om beviser: - Hvorfor tror I at verdens goder er uundværlige og nødvendige? Har verden givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har sex, magt, penge og status, har jeres tanker, overbevisninger, følelser, tro givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har jeres åndelige tanker givet jer noget? Forelæg jeres beviser! Kun ét er fornødent. – Jeg giver jeg alle ting som I har brug for. Følg mig! Drag ud af verden. Forlad Babylon, den store skøge, som sidder ved de to vande og blotter sit køn! Kun ét er fornødent. Alle jeres støbte billeder er kun vind og tomhed. Det er kun intet og intethed.

Gud taler til Esajas: - Trøst folket! Trøste betyder i Det gamle Testamente ikke helt det vi forstår ved at trøste. Trøste betyder at hjælpe, frelse, give mod og ånd tilbage, genoprette.

Esajas skal frelse Israels folk. Vi frelser hinanden – vi giver hinanden frelsen. Vi er hinandens frelse. Hun er min frelser. Frelsen kommer fra Gud, fra det som Gud har gjort. Vi giver Guds frelse, lyset, videre – til hinanden. Gud og frelsen er lyset og glæden. Vi giver Gud videre til hinanden. Gud er den frelse og glæde vi giver hinanden. Vi viser Gud for hinanden.

Troen er først og fremmest glæde, jubel og taknemmelighed. Troen kommer af den situation hvor vi troede at vi var helt fortabt. Vi troede at vi havde mistet alt – for evigt. Vi troede livet var slut. Vi ramte bunden. Vi opgav håbet. Hvis vi i en sådan situation pludselig oplever hvordan alting bliver vendt om – vi får det hele tilbage – så føler vi en overstrømmende glæde og taknemmelighed. Vi springer højt af glæde. Troen viser sig først og fremmest i denne følelse – men også i den følelse og tanke at der er sket et under et mirakel. Det som skete, var så uventet og ubegribeligt at vi føler at der er sket et mirakel.

Israels folk var ydmyget, slået, fortabt. Men ved Babylons nederlag i 539 skete der et sandt mirakel: Israel fik lov til at forlade Babylon og vende hjem til Palæstina. Alle vidste at dette ikke var sket på grund af noget som Israel eller jøderne selv havde gjort. Alle var målløse over det som skete. Esajas’ budskab er kort og godt: - Glæd jer. Glæd jer. Det er sket. I er fri. I har vundet. Jeres lidelser er nu forbi. Glæd jer.

Troen er at vi føler eller tænker at noget større har givet os denne store gave. Vi føler at vi umuligt kunne selv – vi var fortabt og uden muligheder. Vi føler at vi er blevet reddet af noget større end os selv. Måske ved vi ikke hvad det er. Men det gør ikke så meget. Troen, glæden, taknemmeligheden er lige fuldt til stede, for de er den naturlige reaktion. Men måske tror vi at Gud har skabt miraklet. Gud er altså en måde at forklare underet på. En sådan forklaring kalder vi tro.

Hvad vil det sige at tro på Gud? Sådan kan moderne mennesker spørge. Svaret – ud fra Esajas teksten – er enkelt nok: At tro på Gud er at juble og glæde sig over redningen og frelsen. Vi var ved at drukne men i sidste øjeblik blev vi halet op af vandet. Vores tro er den glæde vi føler – ikke fordi Gud vil at vi skal være glade – men som en naturlig reaktion.

Tro er ikke noget intellektuelt eller forstandsmæssigt. Troen er sådan som ethvert barn reagerer – naturligt, spontant, uden mange tanker. Troen er ikke grubleri eller livsanskuelse. Troen udspringer altid af den store lettelse og glæde. Troen kan vise sig i mange former. Den behøver ikke vise sig som en speciel religiøs tro. Men den er stadigvæk tro, for troen er det dybere der ligger til grund for det hele.

Fra det fjendtlige Elam [nær Babylon] drog han [guden] ad en vej til Su-An-Na

En vej af jubel, en vej af glæde.

Folkene i landet så hans høje herlighed [skikkelse].

De så herskeren i hans smykke.

Skynd dig Nabu [Babylons konge], Bels søn.

Du kender vejen.

Gør hans [gudens] vej prægtig, forny hans bane.

Gør vejen lige for ham, hug vejen ud af ét stykke!

Esajas kender de babylonske kulttraditioner. I Babylon føres guden ind i byen ad en triumfvej. I Babylon blev guderne båret igennem vejen eller gaden som gudebilleder. Gudens vej er en hellig procession. Gudens indtog er gudens sejr. Vi kan se hvordan de babylonske forestillinger ligner Esajas forestillinger om vejen, gaden, stien. Når guden går vejen, går folket også vejen. Gud baner vejen for folket. Vejen er frelsen. Vejen er vejen til det forjættede land. Vejen er vejen gennem ørkenen og gennem vandene. Jesus går vejen til Golgatha – han går vejen til frelsen. Når han går, baner han vejen. Når guden går vejen, viser han sin herlighed og storhed. Indtoget er en magtdemonstration, et triumftog. Vejen og indtoget er en slags Advent. Flere af Esajas tekster bliver brugt i den kristne kirke i forbindelse med julens advent. Jesu indtog i Jerusalem – er en slags procession – et indtog i triumf og pragt. Når guden nærmer sig råber de: - Se! Nu kommer han! Gudens komme er en slags epifani – Gud viser sig. Dette træk findes mange steder i GT. Gudens vej kendes også mange andre steder f. eks. I det gamle Rom og Athen – Via Sacra.

Gud taler til Esajas. – Ban en vej. Gud taler til Israels folk: - Ban en vej for mig. Vi skal bane en vej for Gud. Vejen er vejen til friheden. Når vi har gået vejen er vi blevet frie og uden grænser. Vi skal fjerne vore egne forhindringer for Gud. Forhindringerne er vore tanker og følelser, vore skemaer, egoet. Vi skal give Gud plads og give Gud lov. Vi skal lade Gud være i fred. Vi skal ikke bygge forhindringer på hans vej. Gud går vejen. Vi skal blot holde op med at bygge barrierer og bekæmpe og bekrige og sætte os imod vejen og processen.

Gud har frelst Israel. Gud har vist sin herlighed. Han har vist, at han kan udvirke det utrolige, det usandsynlige. Han har vist at han er tusind gange højere end vores årsager, forhold og nødvendigheder. At se herligheden er at se at det usandsynlige er sket – alligevel – på trods af vores forstand. At se er det modsatte af at tænke.

Når vi ser Guds herlighed, ser vi ham som han er. Når jeg ser hendes herlighed ser jeg hende som hun er. Jeg ser hende ligesom i et lys. At se Guds herlighed er at se at livet er godt og smukt. At se hans herlighed er at se vores egen herlighed – at vi ikke er fortabte, små og svage. At alting ikke er håbløst og forbandet. Når vi ser herligheden, bliver vi glade. Vi bliver taknemmelige.

Esajas beskriver Israels tilbagevenden til Palæstina fra Babylon (Irak) igennem den øde ørken. – Ban Herrens vej i ørkenen! Guds vej igennem ørkenen tilbage til Palæstina er identisk med Israels vej. Guds herliggørelse er identisk med Israels herliggørelse. Guds vilje er Israels vilje – og Israels vilje er Guds vilje. Underet – tilbagekomsten – er en herliggørelse, en frelse og lykke. Gud er den som bringer Israel tilbage men Gud er også Israel selv og den kraft som virker i Israel. Gud baner en vej for Israel så det kan nå igennem ørkenen tilbage til Palæstina. Israel baner en vej for Gud. Vejen er vej for dem begge. Gud går sammen med os på vores vej. Gud er det som får vores vej til at lykkes.

Vejen er et under for den går gennem mange forhindringer. Gud baner vejen for os. Han gør bjerge til sletteland. Han fjerner stenene på vejen, som der står i Salmerne. Han går foran os som et lys, som en engel. Han fjerner forhindringerne foran os så vi kan komme igennem til målet. Vi baner vejen for Gud ved at lade ham arbejde, virke og være i fred – ved at fjerne de forhindringer som vi skaber for Gud. Når vi baner vejen for Gud baner vi vejen for glæden og livet. Esajas ser begivenheden i lyset af den store udvandring fra Egypten. Israel kom igennem vandene og havet ved et under – Guds under. Da de var sluppet igennem, følte de glæden og taknemmeligheden.

Vejen tilbage er en procession. I den procession går Gud både foran – som et lys – og bagefter – og ved siden af os. Han er vores forbundsfælle og rejsefælle.

Ordene i Esajas 41.10 udtrykker profetens centrale orakel eller frelses-budskab. - Frygt ikke! Er i hele GT og NT en central Guds tiltale til mennesker. Guds tale tager frygten fra os. Frygten ligger til grund for alle vore tanker og følelser i verden. Frygten for lidelsen, frygten for døden, frygten for ensomheden, frygten for at vores liv skal gå helt i stykker. Gud taler til vores frygt og siger at vi intet har at frygte. Alle mennesker vil nå målet – Guds fred og glæde. Ikke én eneste vil gå fortabt.

Troen er en tro på at der er nogen eller noget som passer på os, som hjælper os når vi ikke kan selv. Troen er en tro på at noget andet end os selv kan give os livsmodet og kræfterne tilbage. Gud er på vores side. Gud er aldrig imod os. Gud gør hvad han kan. Og han kan alt. Alle vore problemer vil forsvinde. Alle lidelser vil forsvinde. Gud er den kraft som fjerner lidelsen og smerten fra vores liv. Gud er den kraft som giver os sejren. Gud ønsker kun én ting - at vi skal sejre. Gud er vores højre hånd – lige som vi er hans højre hånd. Gud er stærkere end alt andet. Han kan alt. Uanset hvor store vore problemer er, kan han fjerne dem. Gud sejrer. Når han sejrer, sejrer vi også. Guds vilje og vores vilje er den samme. Guds mål er udbredelsen af glæden. Verdens formål og historiens mål er at udbrede glæden.

Gud er ikke et menneske. Gud er ikke nogen genstand. Gud eksisterer ikke eller findes ikke i vores betydning. Alle ting og skabninger som vi kender fødes, lever og forgår. Alle mennesker fødes og dør. Intet er evigt. Intet varer ved. Alt det som eksisterer varer kun en tid. Gud er usammenlignelig med det som vi kender. Vi kan ikke sige noget om Gud. Vi kan ikke have nogen viden om Gud. Vi kan ikke måle eller veje Gud. Han er ganz anders. Gud er hellig og frygtindgydende. Vi kan ikke engang sige at han eksisterer. Vi kan intet sige om Gud.

Esajas udtrykker en moderne opfattelse af Gud. Esajas ved at Gud ikke kan beskrives med sprog eller med ord. Gud er fuldstændig uden for vores sprog. Men vi kan se Gud. Vi kan opleve Gud. men vi kan ikke lukke Gud inde i nogen beskrivelse. Alt hvad vi vil sige om Gud er løgn.

Når vi har opgivet alt og mistet alle vore kræfter er det Gud som giver os livsmodet tilbage. Gud er uden for verden. Gud er ikke afhængig af noget men selv livets kilde. Alt kommer fra Gud. Derfor kan han alt. Han er uden for tiden. Set fra Guds perspektiv findes tiden ikke. Verden kan ikke hjælpe os, men Gud kan. I verden er vi fortabt, ensomme, døende, i frygt og lidelse. Vi er græs der visner på taget. Hvis vi kun kunne stole på verden, var vi fortabt. Men Gud giver os et nyt liv – hver dag. Han giver alt. Alle ting kommer fra ham. Gud giver os velsignelsen – hver dag. Vi bliver aldrig udmattede. Der er ingen ende på Guds kræfter. Vi har Guds kraft. Verdens styrke og kraft får en ende. Guds kraft får ingen ende. Han er ikke af denne verden. Gud er herre over døden. Han gør os til sine sønner og udvalgte. Vi er ikke af denne verden. Verden er nul og nix.

Gud er livets kilde. Alt kommer fra Gud. Gud er inden i naturen. Gud er den ånd og sjæl og vilje som arbejder i naturen. Også i vores natur – kroppen. I et glimt kan vi se Guds storhed, pragt og herlighed i naturen. Vi kan ikke skabe natur eller liv med vore tanker eller følelser. Vi kan ikke måle eller veje naturen. Vi kan ikke forstå eller fatte naturen eller kroppen. Naturen er ufattelig. Den er hellig – som Gud. Den er større end vi er.

Gud har givet ibisfuglen visdom og hanen indsigt. Gud giver hesten dens prægtige styrke. Gud lader det regne over alle levende skabninger. Gud lader sin sol stå op over gode som onde. Gud jager byttet til hunløvens unger. Ravnens unger skriger til Gud og han mætter dem med rige gaver. Stenbukkens unger løber bort og vender aldrig tilbage. Strudsen er uden al forstand men Gud har taget frygten fra strudsen – så den lever godt og lykkeligt. Hele naturen er indrettet på bedste måde. Naturen og kroppen er et under. Mennesket er skabt på en perfekt måde. Vi er skabt til at leve i en perfekt verden. Naturen er en lovsang, en lovprisning. Legemet er en lovsang til Gud. Når vi ser kroppen som den er, kan vi se Gud. Naturen er Guds budbringer.

Kyros er en lykkemand. Alt lykkes for ham. Han går fra sejr til sejr. Han er en helt. Han er usårlig og urørlig. Han er født med en søvske i munden. Han frygter ikke noget. Han kæmper med åben pande. Han nedkæmper drager og uhyrer. Han frelser verden. Han er verdens lys – verdens frelser. Han er storsindet, gavmild og mægtig. Han har uanede kræfter – han er utrættelig. Han er uovervindelig. Han er verdens herre. Han er ikke undergivet noget eller nogen. Han er ikke afhængig af noget eller nogen. Han er Herrens tjener. Hans sværd gør alle kongerne til støv og hans bue hele verden til strå. Han er frygtløs. Modig. Tiltrækkende. Smuk. Rig.

Kyros er Guds tjener, Guds mand. Gud har kaldt ham. Gud har givet ham al kraft, held og velsignelse. Gud opvækkede ham fra søvnen. Gud opvækkede ham fra de døde. Gud gjorde ham til en helt, en lykkemand. Gud har bevist sin overlegenhed i Kyros. Kyros er et tegn for hele verden. Gud er blevet herliggjort i Kyros, den hedenske perserkonge der ikke tror på Gud. Kyros er et symbol på alle mennesker. Hele verden ser til i en blanding af gys og forbløffelse.

Gud kalder alle mennesker – som han har kaldt Kyros. Gud kalder alle mennesker til at være hans sønner og døtre, til at være lykkemænd og helte. Kyros viser os Guds kaldelse. Gud kalder os ud af verden, lidelsen, frygten: - Følg mig! Gud kalder alle mennesker ud af søvnen og døden til et nyt liv – i lykke, styrke, glæde. Gud kalder alle mennesker ud af deres mørke og illusioner.

Vi er verdens lys.

Esajas lever i Babylon og er omgivet af dets astralkult - tilbedelsen af solen, månen og himmellegemerne. Guden – Marduk – er solens søn. Stjernerne er guder. Astrologien er vidt udbredt. Stjernerne er menneskenes herrer. Solen er Vor Herre. Astralkulten spillede en enorm rolle i hele datidens verden. Israel kendte også tilbedelsen af solen og himmellegemerne fra Egypten. I GT – f. eks. Ezekiel - angribes astralkulten ofte. Vi ved at den har haft mange tilhængere blandt jøderne.

De guder, som babylonerne tilbeder, er ikke guder. De er kun navne og ydre former. Gud er aldrig identisk med en ydre form. Han er ånd – kraft - indhold. De babylonske guder kan ingenting. Stjernerne og solen er skabt. De er ikke guder eller herrer. Alle stjernerne på himlen er Herrens talstærke hær. Gud er krigeren der fører hele hæren ud. Gud kalder alle sine krigere – stjernerne – ved navn. Esajas bruger helt de samme udtryk som ved Kyros’ kaldelse og opvækkelse. Gud kalder stjernerne og sol og måne til deres kald og hverv. Stjernerne er Guds tjener. De er hans udvalgte. De er Guds engle. De er hans redskaber – i hans plan. Esajas siger på den måde til babylonerne: - Dem som I tror er guder er ikke guder. De er som mennesker, som Kyros. De er udvalgt af Gud. Gud bevæger dem. Gud virker med sin ånd inden i dem. Gud virker med sin ånd og kraft inden i de babylonske guder. Selv er de ikke guder – de er kun navne og ydre former eller ting - men Gud bruger dem til fuldførelsen af sin plan for alle menneskers herliggørelse. Måske er det også derfor at Esajas kan opfatte Kyros som en tilhænger af den jødiske Gud. Gud er Gud. Der er kun én Gud. Gud virker inden i alle guderne – inden i al kult, inden i alle religioner. Der er kun én magt – Guds.

Esajas kaldes af Gud til at forkynde evangeliet for Israel. – Jeres hoveri er til ende. I er ikke længere slaver. Jeres gæld er betalt. I har lidt længe nok. Nu er jeres frelse og frihed kommet!

Som så mange andre af profeterne – og som for eksempel Saul og Gideon – stiller Esajas sig tvivlende da han kaldes. Vi hører egoet tale – igennem Esajas. Egoet taler altid og altid på den samme måde, når Guds ord og frelse forkyndes: - Der er ikke noget at gøre. Alt er håbløst. Vores situation i Babylon er håbløs. Det er ligegyldigt hvad vi gør. Vi kan kun vælge mellem pest og kolera. Det er formålsløst at prædike eller forkynde noget som helst. Alle mennesker er som græs – al deres herlighed som markens blomster – den visner bort førend den er begyndt! Vi er små og svage. Verden er alt for stærk. Verdens guder er alt for stærke. Vi er som græs på taget. Babylons magt er grusom og overvældende. Ingen Gud kan hjælpe os. Gud findes ikke – han har glemt os. Vi er blevet forladt. Gud er ligeglad med os. Gud lader os gå i døden uden at fortrække en mine. Gud kan intet gøre. Han kan ikke og han vil sikkert heller ikke. Gud er blevet blind og døv.

Vi kender egoets klager og indvendinger fra utallige tekster i Det gamle Testamente. Det jødiske folk i GT var par excellence et klagende folk! Bøgerne består af endeløse klager! På Esajas tid rådede en opgivende håbløs stemning. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Hvorfor ænser du ikke min ret?

I Babylon, i eksilet var tanken i høj grad: - Gud har lidt nederlag. Gud kan ikke længere holde sine løfter til fædrene, til Abraham. Gud er blevet ydmyget. Vi er et døende folk. Vi er bestemt til at udslettes som folk.

Gud afviser alle disse klager. Gud afviser egoets klager. Vore tanker og klager er de mest voldsomme forhindringer og sten som vi har lagt på vejen. Hver gang vi falder hen i klager lukker vi for redningen og frelsen. Når vi klager er vi ét med egoet og vi vil kun høre det som vi vil høre. Når vi klager, vil vi kun bekræftes – i sortsynet, pessimismen, depressionen. Vi vil ikke se lyset.

Gud vender det døve øre til. – Råb, siger han. Råb! Mit ord forbliver til evig tid! Guds ord er sandheden, vejen og livet. Guds ord er ikke undergivet noget eller nogen. Gud siger altid det samme. Gud siger det samme til Esajas som han sagde til Gideon og Saul. – Stop klagen! Stop klynkeriet og råb! Guds ord – Ordet - dør ikke – det er evigt. Det forlader os ikke. Ordet bliver ikke udmattet. Ordet er Gud selv, Helligånden, Guds ånd. Guds ord kommer til os udefra. Det er ikke vores eget. Det kommer i vore tanker og følelser men det er ikke identisk med vore tanker og følelser. Guds ord er radikalt forskelligt fra alt andet. Det er liv og det giver liv. Det skaber det som det nævner. Når vi hører det genkender vi det – straks. Guds ord er vores eget væsen, vores egen natur og skabelse. Guds ord er inden i alle ord og bevægelser og mennesker. Det andet menneske taler Guds ord til mig – også selv om hun slet ikke ved af det.

Alting har et formål, et Telos, en fuldendelse. Formålet er tingenes vilje og sjæl. Alting sker for at. Alting bevæger sig imod sit formål, sit Telos. Tingenes formål ligger i deres væsen. Solens Telos er at lyse og varme. Redskabets formål og vilje er at blive brugt. Larvens mål er at blive en sommerfugl. Barnets Telos er at blive voksen. Naturens Telos er at udvikle nye former. Mandens formål og Telos er hans glæde og trivsel.

Gud er som han er og gør hvad han vil. Guds Telos er herliggørelsen. Formålet med alt det som Gud gør, er at han kan blive herliggjort. Gud gør det som han gør for sin egen skyld – hos Esajas. Når Gud er blevet herliggjort, bliver alle mennesker og alt levende liv herliggjort. Livet bliver nyt og godt og rent. Mandens Telos er Guds herliggørelse. Gud frelser Israel fra trældommen i Babylon – ved at vække en rovfugl fra østen – perserkongen Kyros. Det som sker, er et mirakel. Men selve miraklet er ikke meningen eller formålet. Formålet er herliggørelsen. Herliggørelsen er en ny bevidsthed, en ny himmel og en ny jord. Herliggørelsen er menighedens lovsang. Hele livets og historiens formål og Telos er taksigelsen – som Paulus siger. At vi kan komme til at se lyset: - For at de kan se og erkende.

v5  Herrens herlighed skal åbenbares,
      og alle mennesker skal se den.

Esajas forestiller sig en domstol, en civilproces hvor to parter mødes for at afgøre et stridsemne. Gud mødes med afguderne, vore afguder. Begge parter hævder at de er guder, at de har krav på guddommelig status. Begge parter hævder at de har krav på tilbedelse. Begge hævder de er virkelige, vigtige, betydningsfulde. Esajas’ domstol foregår i vore tanker, i bevidstheden. Den er i virkeligheden en strid inden i os om hvem der er guder, hvem vi skal tro på. Retssagens afgørelse – dommen – er en afgørelse inden i os – i vores bevidsthed – en omvendelse – en metanoia som det siges i Det nye Testamente. Målet er en ny bevidsthed, en ny himmel, en ny jord.

Kun ét er fornødent. Der findes kun én gud. Alle vore guder og magter er nul og nix. Det som vi tror på er illusioner, indbildning. Verden er en illusion, skabt af vores frygt, og vrede tanker. Det som vi tror er virkeligt findes slet ikke. Guderne findes slet ikke – de har ingen magt eller betydning. Vi tror på vore guder og afguder. Vore guder er vore goder: Sex, magt, penge, godt liv, lykke, succes, venner, børn, materielle goder. Vore guder er vores familie, vore mænd og kærester. Kærligheden er vores gud. Og tro og viden og videnskab og religion og åndelighed! Vi tror at de er vigtige – vi tror de er uundværlige. Uden dem er livet meningsløst. Uden dem er vi fortabt. Uden dem dør vi.

Den proces som Esajas forestiller sig er som processen mod Jesus. Alle hans modstandere gør hvad de kan, og de fremfører mange vidner imod Jesus – men de er alle falske. Deres vidnesbyrd er en løgn. Selve formen – retsprocessen – har Esajas lært at kende i den babylonske religion.

Retsstriden er ikke teori eller filosofi eller en strid om monoteisme eller polyteisme. Retsstriden er fakta, kendsgerninger. Den drejer sig om det som sker – som Esajas siger. Om det, som det betyder. Den drejer sig om mit liv. Sagen drejer sig om mig. Den drejer sig om hvad der betyder noget i mit liv. Gud beder om beviser – fakta – ikke om meninger eller tanker. Tanker og trossætninger er ligegyldige. Gud beder om beviser: - Hvorfor tror I at verdens goder er uundværlige og nødvendige? Har verden givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har sex, magt, penge og status, har jeres tanker, overbevisninger, følelser, tro givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har jeres åndelige tanker givet jer noget? Forelæg jeres beviser! Kun ét er fornødent. – Jeg giver jeg alle ting som I har brug for. Følg mig! Drag ud af verden. Forlad Babylon, den store skøge, som sidder ved de to vande og blotter sit køn! Kun ét er fornødent. Alle jeres støbte billeder er kun vind og tomhed. Det er kun intet og intethed.

Gør døren høj, gør porten vid!

Den ærens konge kommer hid.

Han hersker over alle land

Og er al verdens frelsermand.

Han os bebuder glædens år.

Vor nød ved ham en ende får.

Derfor af stemmer uden tal

En frydesang ham møde skal.

Georg Weisel 1642.

N J Holm 1829.

DDS Den danske Salmebog Nr 84.

Øjne, I var lykkelige,

I som så Guds søn på jord!

Øren, I blev hovedrige,

Da I lytted til hans ord!

Konger og profeter mange

Længtes efter Eders kår.

Hjertesuk og englesange

Spåed om det gylden-år,

Da Guds lys og liv med styrke

Sejrer over død og mørke.

Lykkens skødebørn er vi:

Øjne ser og øren høre,

Ham som har Guds ord at føre.

Han, skønt verden ser ham ikke,

Troen dog for øje står.

Bindfødt var det ømme hjerte

Ser dog nu hans guddoms-glans.

Død var sjælen til vor smerte

Lever nu i ånden hans.

Igenfødte til Guds rige

Vi det ser i lys tillige.

Øjne I er lykkelige

I som ser Guds søn på jord.

Øren I blev hovedrige

Da I hørte livets ord.

Hjerte, da du ordet tro’de,

Livets træ randt op af rode.

N F S Grundtvig 1864 og 1868.

Den danske Salmebog Nr 164.

Intetheden.

Alle ting i verden er det rene ingenting - Esajas 40 - 41.

Begrebet intetheden eller det rene ingenting findes i Det gamle Testamente især hos Esajas (Deutero Esajas). Intetheden er et meget abstrakt begreb. Det bruges især om de hedenske guder, for eksempel de babylonske guder. De hebraiske ord Hebel og Aven betegner det som ikke findes, det som ikke eksisterer – det vil sige det som ikke har nogen magt eller betydning, det som ikke kan være årsag til noget. Guderne er intet det vil sige de kan ikke skabe noget. De kan ikke give noget. De er kun billeder. De er kun tanker. Guderne findes som vores bevidsthed – de er bevidsthed, tanker og følelser. Esajas diskuterer ikke om de egentlig eksisterer men om de har nogen positiv eller virkelig magt. I Esajas bogen inviterer Gud guderne til en domsproces – og det indebærer for så vidt at de eksisterer. På samme måde kan Paulus sige at guderne eksisterer. Men de er intet, illusion, falsk indbildning. De kan ikke hjælpe os mennesker. De er impotente og magtesløse. De er kun skabninger – skabte – fremstillede. Ordene Hebel og Aven betyder egentlig et åndepust, en vind, et pust, noget tomt som ikke er noget.

Hele verden, verdens magter og guder, menneskenes guder er tomhed og vind. De er illusion. I Esajas bogen tales både om guderne, folkene og fyrsterne under ét. De er alle tomhed og vind. De har ingen magt. Vi er ikke trælle under verden eller fyrsterne – eller guderne. Der er kun én magt – Guds. Der er kun ét liv – Guds liv. Kun Gud kan være årsag. Kun Gud kan kalde Kyros – og alle andre mennesker til dåd. Kun Guds ånd kan give liv.

Verdens guder er vore guder. Egoet og verden er vore guder. Vi tror på egoet og verden. Vi tror at verden har magt. Vi tror at vi er det samme som vores lille ego. Guderne og magterne er det som vi tror på – det som vi synes er vigtigt. Det som vi ved har magten over os. Det som vi ikke kan undvære. Det som vi er afhængige af og umuligt kan undvære. Egoet og verden er vores stof. Vi er alle en slags narkomaner, afhængige af vores stof.

Gud bringer godt budskab til verden. Vores tro på guderne er indbildning og illusion. Egoet er ikke vigtigt og verden er ikke overvældende eller mægtig. Verden har ingen magt over os – kun i vore tanker. Egoet er det rene ingenting – og vi er mange gange større end vores lille ego. I Guds øjne er vi ikke små eller afhængige af verden eller dens guder. Verdens guder er det rene ingenting. Verdens guder – vore guder – penge, magt, succes, status – er kun støbte billeder og vind og tomhed. De har ingen kraft eller betydning. De varer ikke ved. De fortæres af møl og rust. De er ligegyldige. Verden er ligegyldig. Den kan aldrig give os noget vi har brug for. Kun en kortvarig og ligegyldig lindring af vore symptomer. Den kan aldrig nogen sinde tage lidelsen fra os – for den er selv årsagen til lidelsen.

Alle ting i verden er det rene ingenting. Gud gør alle vore tanker og følelser og afguder til intet. Gud indstævner alle guderne, alle fyrsterne, alle folkene – men de viser sig at være det rene ingenting. De har ikke nogen magt, ikke noget at sige, ikke nogen værdi. Verden har ikke noget at sige. Den kan ingenting.

Vore tanker er det rene ingenting. De er kun udvækster på hjernen. Vore følelser har ikke nogen sand værdi. De er kun skabt af vores frygt og angst for livet. Vi tror vi har ret til vore følelser. Vi tror at vore følelser er gode nok. Men vore følelser bringer os på vildspor igen og igen. Vi er ikke identisk med vore følelser. Vore følelser gør os mindre end vi er. Vore følelser får os til at glemme hvem vi er. Vore følelser gør os små og afhængige. Følelserne gør os afhængige af verden som et stof. Følelserne gør os til misbrugere og afhængige. Egoets følelser er uden værdi og uværdige for dem som vi i virkeligheden er.

Vi tror vi kan kontrollere livet ved at sætte livet ind i systemer, ord eller tanker. Det er en forfængelig, håbløs kamp. Livet er mange gange større. Vi kan godt opgive vores forehavende. Vores tanker og viden er en drøm. Vi lever i en illusion. Hvis vi vågner af den drøm, hvis vi vågner op fra vore tanker og følelser – kan vi måske se det som er og det som sker. Uden sløret fra vores viden og forstand. Vi har lagt en tåge ud over verden. Vi ser verden igennem et troldspejl.

Vi tror på videnskaben og vores sikre viden. Vi tror på vores religion. Vi gør os umage med at skabe billeder og afguder som ikke vakler. Vi tror på vores viden om Gud. Vi gør os mange anstrengelser og mange tanker om Gud. Vi laver systemer og begreber. Vi gør os et udskåret billede af Gud. Vi ved hvem Gud er. Vi ved hvem der har ret. Vi ved hvad der er moralsk i orden. De andre som ikke mener det samme som os – har ikke ret. De er forkerte. De kristne ved at de har ret. Det er vigtigt at have ret.

Gud siger til os: - Det er intet. Jeres ord, jeres systemer, jeres viden, jeres teologi er intet. Det er intet værd. Det er kun jeres tanker og de varer kun en kort stund. Jeres religion er en illusion. Den er kun jeres egne tanker. Den er kun et lille flimmer. Hvordan kan I tro at I kan forstå Gud? Hvordan kan I tro at I kan vide noget om Gud?

Gud er livet. Gud er døden. Gud er det hele. Gud vil det hele. Gud er ikke vore tanker om Gud. Al religion er menneskers værk og indbildning. Religion er små menneskers små forsøg på at forstå noget de aldrig vil kunne forstå. Vi gør Gud meget mindre end han er. Vi gør ham lille og svag. Livet kan ikke puttes ind i ord og begreber. Vore ord og begreber er en dyrkelse af afguder. Vores viden om Gud er en drøm. Kun Gud kan vække os af den drøm.

Esajas forestiller sig en domstol, en civilproces hvor to parter mødes for at afgøre et stridsemne. Gud mødes med afguderne, vore afguder. Begge parter hævder at de er guder, at de har krav på guddommelig status. Begge parter hævder at de har krav på tilbedelse. Begge hævder de er virkelige, vigtige, betydningsfulde. Esajas’ domstol foregår i vore tanker, i bevidstheden. Den er i virkeligheden en strid inden i os om hvem der er guder, hvem vi skal tro på. Retssagens afgørelse – dommen – er en afgørelse inden i os – i vores bevidsthed – en omvendelse – en metanoia som det siges i Det nye Testamente. Målet er en ny bevidsthed, en ny himmel, en ny jord.

Kun ét er fornødent. Der findes kun én gud. Alle vore guder og magter er nul og nix. Det som vi tror på er illusioner, indbildning. Verden er en illusion, skabt af vores frygt, og vrede tanker. Det som vi tror er virkeligt findes slet ikke. Guderne findes slet ikke – de har ingen magt eller betydning. Vi tror på vore guder og afguder. Vore guder er vore goder: Sex, magt, penge, godt liv, lykke, succes, venner, børn, materielle goder. Og tro og viden og videnskab og religion og åndelighed! Vi tror at de er vigtige – vi tror de er uundværlige. Uden dem er livet meningsløst. Uden dem er vi fortabt. Uden dem dør vi.

Retsstriden er ikke teori eller filosofi eller en strid om monoteisme eller polyteisme. Retsstriden er fakta, kendsgerninger. Den drejer sig om det som sker – som Esajas siger. Om det som det betyder. Det drejer sig om mit liv. Sagen drejer sig om mig. Den drejer sig om hvad der betyder noget i mit liv. Gud beder om beviser – fakta – ikke om meninger eller tanker. Tanker og trossætninger er ligegyldige. Gud beder om beviser: - Hvorfor tror I at verdens goder er uundværlige og nødvendige? Har verden givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har sex, magt, penge og status, har jeres tanker, overbevisninger, følelser, tro givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har jeres åndelige tanker givet jer noget? Forelæg jeres beviser! Kun ét er fornødent. – Jeg giver jeg alle ting som I har brug for. Følg mig! Drag ud af verden. Forlad Babylon, den store skøge, som sidder ved de to vande og blotter sit køn! Kun ét er fornødent. Alle jeres støbte billeder er kun vind og tomhed. Det er kun intet og intethed.

Gud er som han er og gør hvad han vil. Gud lader sig ikke styre med vores religion og vore domme. Gud udvælger en hedensk konge fra Persien – Kyros – som ikke tror på Gud og giver ham al sin kraft og lykke. Gud handler gennem Kyros, en fremmed konge der tror på andre guder og som tilbeder solen og stjernerne. Gud handler igennem alle religioner. Gud er virksom i alle trossystemer, bevægelser, kirker, samfund. Gud er Gud for alle mennesker. Gud virker inden i alle mennesker.

Gud handler gennem alle mennesker og gennem alle ting der sker. Han vækker, igangsætter, inspirerer alle mennesker. Han giver sin ånd til hvem han vil. Han gør ingen forskel. Han dømmer ikke. Han er som naturen og livet selv: Livet dømmer ikke nogen. Livet bevæger, giver kraft og skaber. Livet er alles. Gud har ikke nogen personsanseelse. Vi skelner og deler op og gør forskel. Vi sætter ind i kategorier. Vi mener at der er forskel på tro, meninger, anskuelser og religioner. Alle vore adskillelser og domme om godt og ondt er det rene ingenting for Gud. Gud retter sig ikke efter vore meninger om godt og ondt, moralsk eller umoralsk. Han ved at vore tanker og følelser er små, frygtsomme og afmægtige. Alle vore dogmatikker og kloge bøger er kun vind og tomhed for Gud. Han lader sig ikke bestemme af hvad vi tænker eller dømmer. Gud elsker og tilgiver hvem han vil. Gud giver livet og lykken til hvem han vil. Han giver sin kraft til hvem han vil. Gud siger til Kyros fra Persien: - Du er min søn, jeg har født dig i dag. Gud siger til alle mennesker: - Du er min søn, jeg har født dig i dag. Uanset hvad du tror, så er du meget mere end du aner. Gud har udvalgt alle mennesker. Uanset hvor de bor, hvad de tror på eller hvilken religion de tilhører.

Verdens guder er vore guder. Guderne og magterne er det som vi tror på – det som vi synes er vigtigt. Det som vi ved har magten over os. Det som vi ikke kan undvære. Det som vi er afhængige af og umuligt kan undvære.

Vore guder er magt, sex, penge, status, udseende. Vore guder er vores styrke og sundhed. De er vigtige. Vi ved at de er vigtige. Uden lykke, glæde, velfærd, kærlighed kan vi ikke leve. Vore meninger, tanker og følelser er vore guder. Vore tanker er vigtige. Nogle tanker er sande. Vore følelser er vigtige. Vores identitet er vore følelser og tanker. Uden dem ville vi ikke være til. Sådan tror vi. Vi har gjort vores ego til en afgud. Vi har gjort vores moral og værdier til en afgud.

Gud siger: - Det er alt sammen intet værd. Det er ingenting værd. Det er som græs på taget. Det er kun et pust. De er kun et kortvarigt flimmer. De er kun en tåge. De er kun jeres indbildning og illusion. Jeres tanker, følelser og gerninger er ingenting, intet. Hvorfor vælger I dem? Hvorfor tror I på dem? Hvorfor tror I at de er vigtige – noget værd? Hvorfor er I afhængige af dem? Jeres guder er jeres stoffer. Jeres afhængighed af dem er kun et misbrug. Hvorfor har I gjort jer til små og svage misbrugere?

Esajas: Det sande menneske – Herrens tjener.

Esajas. Det sande menneske.

Esajasbogen består af tre forskellige bøger. Kapitlerne 40-55 er oprindelig en selvstændig profet-bog – Deutero Esajas (den anden Esajas). Heri findes 4 mindre tekster – om Herrens tjener – de såkaldte Ebed tekster (Ordet tjener er en oversættelse af hebraisk Ebed).

Disse 4 tekster er et ældre lag i Esajas bogen. De har oprindeligt udgjort en enhed – en lille bog eller skriftsamling. I Esajas bogen er de blevet skilt ad, integreret i en ny sammenhæng – og kommenteret.

De fire Ebed tekster – om Herrens tjener – kan altså læses for sig som en enhed. De er blevet fortolket forskelligt men de beskriver det grundlæggende forhold mellem Gud og det menneske som Gud udvælger.

Ifølge nogle forskeres opfattelse er de 4 tekster uensartede. De fire første Ebed tekster har nogenlunde det samme indhold – men den 4. Ebed tekst – om Herrens lidende tjener – har en radikalt anderledes teologi. Det er især den 4. tekst som i NT overføres på Jesus skikkelsen. Men den 4. tekst kan fortolkes på mange forskellige måder.

Ordet tjener er en oversættelse af det hebraiske Ebed. Det danske ord tjener giver en lidt misvisende betydning af det oprindelige ord. Ebed eller tjener betyder i denne forbindelse ikke en svag, åndløs, viljeløs tjener - uden egen vilje og uden nogen status.

Ebed (tjener) er en ophøjet titel. Ebed er en udmærkelse, en ophøjelse. Denne Ebed bliver udnævnt til en stor, ophøjet opgave – at være et lys for verden. Han skal føre retten igennem i hele verden. Han er verdens frelser. Han er Guds udvalgte redskab. Ved udnævnelse gør Gud ham til sin medarbejder eller minister eller befuldmægtigede. Ebed handler på Guds vegne, med Guds autoritet. De udtryk som anvendes om Ebed minder om de udtryk som i Det gamle Testamente anvendes om kongen.

Ebed er Guds mand. Ebed bliver beskyttet af Gud og han får held, kraft, styrke og lykke. Gud giver ham sin ånd. Gud står bag ham og får hans forehavende til at lykkes. Ebed er Guds væbner og kriger. Ebed er Guds søn. Ebed er Guds engel – en del af Guds familie og husholdning – af Guds hofstat. Gud viser og udtrykker sin fulde tillid til tjeneren ved udnævnelsen. Ebed bliver udnævnt til et ærefuldt hverv. Gud sikrer hans ære og værdighed. Han vil aldrig blive til skamme – aldrig blive vanæret. Han vil sejre. Han er en vinder. Han får styrken også den ydre magt og styrke – den politiske magt. Ebed er Guds ven og fælle. Gud elsker Ebed. Der er et nært og værdigt forhold mellem dem. Ikke præget af ydmygelse eller underkastelse. Gud er hans energi – hans livskraft.

Herrens tjener eller Ebed i Esajas er blevet fortolket meget forskelligt gennem tiden. Det er blevet fortolket som en beskrivelse af en kongeskikkelse eller som en betegnelse for Israels folk som sådan eller som en beskrivelse af en profet (måske Esajas selv) eller som en kommende Messias skikkelse.

I Det gamle Testamente bliver en række personer kaldt for Guds ebed: Moses, kong David, profeten Elias. Disse personer giver et fingerpeg om hvordan vi skal forstå ordet.

Når vi i dag læser teksterne handler de om forholdet mellem Gud og det menneske som Gud udvælger og kalder. Derfor gælder disse tekster alle mennesker. Alle mennesker er kaldet af Gud. Alle mennesker er kaldet til at være et lys. Herrens tjener er alle mennesker – og hvert enkelt menneske. Vi er alle Guds redskaber, forbundsfæller og sønner. Vi er af Guds slægt. Gud har udnævnt og indsat os. Som konger på jorden. Han har tillid til os. Gud tror på os. Han har givet os sin ånd – og sin kraft og magt.

Esajasbogen består af tre forskellige bøger. Kapitlerne 40-55 er oprindelig en selvstændig profet-bog – Deutero Esajas (den anden Esajas).

Alting peger på at Deutero Esajas er en jødisk profet, som har opholdt sig i Babylon under eksilet 587-538 f. Kr. Han har forfattet teksterne under eksilet. Han er altså nogenlunde samtidig med profeterne Ezekiel og Jeremias. Han er delvist afhængig af den 1. Esajas (kapitlerne 1-39), som er et profetskrift fra 700 tallet. Den anden Esajas er tydeligt påvirket af salmerne og tekster som stammer fra den jødiske synagoge gudstjeneste. Vi ved grundlæggende intet om den anden Esajas som person. Vi antager at han er blevet et stort navn i Babylon under eksilet og har fået mange elever. En af disse elever er Trito Esajas, som har forfattet Esajas bogen kapitel 56-66.

Esajas (Deutero Esajas) regnes siden for den største af alle profeterne. Esajas bliver udtryk for en grundlæggende forandring af jødedommen. Han får en enorm betydning for den tidlige kristendom. For den tidlige kirke er Det gamle Testamente hellig skrift – og Esajas er den største af dem alle. I Lukas evangeliet kan vi f. eks. se at Jesus oplæser Esajas i synagogen. Jesus identificerer sig med Esajas. Tankerne hos Esajas om lyset og mørket går videre i Johannesevangeliet. Tekster fra Esajas bruges stadig væk ved den kristne kirkes gudstjenester – der er en direkte kontinuitet hen over 2500 år!

Kyros er den konge som i 539 f. kr. besejrer stormagten Babylon [Irak] og gør en ende på jødernes eksil.

Kyros kommer fra Persien [Iran]. Han grundlægger et persisk [iransk] verdensrige. Efter Israels nederlag i 587 f. kr. blev en del af befolkningen tvangsforflyttet til Babylon. De første jøder får lov til at vende tilbage til Israel omkring 538 f. Kr. Profeten Esajas (Deutero Esajas) lever i Babylon under eksilet. Esajas opfatter Kyros som Guds [den jødiske Guds] redskab. Kyros er omtalt flere steder i Det gamle Testamente – f. eks. i Ezra bogen 1.1 og i 2. Krønike Bog 36.22. Derudover har vi mange historiske kilder til Kyros.

Kyros døde i krig i 529 f. Kr. Hans styre blev især ført videre af Dareios, som kom i krig med grækerne (de såkaldte perserkrige).

Gud støtter, garanterer og holder sin tjener. Gud støtter os. Gud er altid med os. Gud er med os i livet - såvel som i døden. Gud er solidarisk med os. Vi er hans fæller og venner. Gud støtter alle mennesker. Alle mennesker er hans udvalgte. Uanset hvem de er, hvad de tror, hvor de bor. Vi er hans sønner. Vi har fået hans ånd, hans bevidsthed, hans kundskab, hans kærlighed og væsen.

Alle mennesker er udvalgt til at bringe ret og retfærdighed til verden. Ret og retfærdighed betyder i GT det gode samfund, det gode liv, grøde og trivsel, Guds fred og glæde. Vi er udvalgt til at give glæden og lyset videre til hinanden. Det er vores natur. Vi tager fejl hvis vi tror at vores natur er at være små og svage. Vi er udvalgt til at frelse verden. Uden os er verden fortabt. Hun er min frelse og jeg er hendes. Vi er verdens lys. Vi fører retten til sejr. Gennem vore tanker, ord, følelser og handlinger når kærligheden ud til hele verden. Vi er bestemt til at lykkes og sejre. Vi er ikke tabere eller ofre. Vi er vindere. Vi er Guds hænder og øjne.

Vi åbner øjnene på hinanden. Jeg får hende til at se. Hun viser mig kærligheden og lyset. Vi giver hinanden nyt mod på livet – og kraft og styrke. Når jeg elsker hende, gør jeg hende fri. Hun får lov til at være sig selv. Hun ånder lettet op. Jeg lader hende være i fred og glæde. Jeg giver hende et åbent og venligt rum at leve i. Vi skal lade Gud være i fred.

 Vi er ikke dem som vi tror vi er. Eller dem som verden ser. Vi er som Gud ser os. Han kender os førend vi er født, førend vi er undfanget.

Vores sande identitet er at vi er udpegede, udvalgte, sendt til verden. Fra Gud. Gud har givet os alt det som vi skal bruge til at gøre hans – og vores – opgave. Vi lever kun på en vis måde i verden. Vi lever skjult i Guds hånd. I Guds hånd har vi altid levet. Nu er vi sendt ind i verden – med en mission. Vi er verdens lys, verdens frelse. Gud bliver herliggjort gennem vore tanker, følelser, relationer og handlinger. Andre mennesker viser os Guds herlighed – at Gud eksisterer og at han gør mægtige gerninger. Det som hun gør, er et mirakel. Himmeriget er inden i hende og i ham. Herligheden er skjult i det som er og det som sker. Lige nu. Gud findes skjult i det som vi kan se. Hans og hendes sande væsen er skjult i Gud. Men i ét pludseligt glimt kan vi se Guds herlighed – at livet er godt og smukt. Når vi ser det, bliver vores liv forandret.

Gud ønsker at herligheden, glæden og lykken skal nå til verdens ende. Han ved at vi kan bringe kærligheden og godheden til sejr i hele verden. Gud tror på os – uanset om vi tror på ham – alle mennesker er hans tjener, hans forbundsfælle, hans Ebed.

Herrens tjener er Guds elev og discipel. Livet er en skole. Han har Guds ånd og det som han siger kommer ikke fra hans egne tanker – men fra Gud (Helligånden). Han hører sandheden - direkte fra Gud. Alle mennesker hører sandheden direkte fra Gud. Vi tror fordi vi har hørt og set det. Gud vækker ham og har opvækket ham.

Da vi levede i verden var vi i en tilstand af søvn. Men vi blev vækket af Gud. Vi blevet kaldet. Vi så lyset. Da vi så lyset vågnede vi af vores drøm. Vores drøm var vore illusioner og drømme om verden (frygt, vrede, ego). Da vi sov og drømte levede vi i egoet og tænkte efter egoets skema. Verden er intet – den slides op som gamle klæder. Ingenting i verden varer ved. Det har ingen virkelig betydning.

Herrens tjener er urørlig og usårlig. Han er ikke længere undergivet egoet og verden. Han er ikke et offer. Han er ligeglad med verden, med magterne, med afguderne, med det som verden tror er vigtigt. Han har sin sikkerhed et andet sted. Han er taget ud af verden. Han har fået en ny stolthed, frimodighed og frihed. Han kan stå frem for verden – uden skyld og skam, stolt, sikker, uforsagt. Han kan ikke dømmes af nogen. Han er ikke afhængig af nogen eller noget. Han er fri og stærk.

Herrens tjener går fortabt. At være fortabt i Det gamle Testamente er at være syg og fattig – ensom og grim. At være fortabt er at være isoleret, udstødt, uden venner, uden familie, uden sønner. At være fortabt er at være foragtet.

Når man er fortabt er man forbandet. Den som er velsignet får alle ting: Rigdom og sundhed – skønhed og fællesskab og anseelse. Han er en lykkemand. Han er smuk som Saul og David. Han har succes. Den som er velsignet bliver æret og respekteret. Den som er syg, grim og fattig er vanæret og lever i skam. Den kvinde som ingen sønner føder, er vanæret – forbandet - straffet. Når vi bliver ramt af sygdom, fattigdom og lidelse – bliver vi opgivet af andre mennesker. De føler ubehag.

Når vi ser den fysiske grimhed og deformering føler vi afsky. Vi skjuler ansigtet. Vi føler gru og rædsel.

Kyros er Guds udvalgte. Kyros er det menneske, som Gud bruger til at føre sin vilje igennem. Gud bruger alle mennesker. Kyros tror ikke på Gud – men Gud bruger alle mennesker. Gud er ven og rejsefælle og forbundsfælle med alle mennesker. Vi er alle Guds salvede. Teksterne om Kyros viser os hvad et menneske er – i Guds øjne. Gud har ingen persons anseelse. For ham er alle mennesker ét, ens og forbundne. Gud realiserer sig selv, Gud gør sig hel og fuld i os mennesker. I Kyros bliver Gud herliggjort. Lige som Gud i Det nye Testamente bliver herliggjort ved Jesu korsfæstelse og opstandelse. Opstandelsen er Guds sejr over Rahab, uhyret, slangen. Gud sejrer gennem os mennesker.

Vi kan ikke med vore små tanker forstå, hvordan Gud kan blive herliggjort i Kyros – en hedensk konge som ikke tror på Gud og tilbeder iranske og babylonske guder! Men Gud er suveræn og hævet over vore tanker, følelser og sprog. Gud er das ganz Andere. Gud kan ikke begribes med forstanden. Hans veje er uransagelige. Han eller hun er min frelser. Hun frelser mig. Hun forstår det ikke. Jeg forstår det ikke – men Gud er kraften inden i det som sker. Bagefter kan vi måske se det i et glimt – et glimt af himlen, et glimt af himmeriget. I et glimt kan vi måske se at det er Gud som står bag. Esajas har set et sådant lys - og det er det hans bog handler om. Lyset er kommet til verden.

Han [Marduk, Babylons gud] mønstrede alle lande og så ud over dem

Og søgte en retfærdig hersker efter sit hjerte.

Han greb hans [Kyros’] hænder.

Han kaldte ham - Kyros, kongen over Anhan.

Han sagde hans navn.

Han kaldte ham til at være hersker over hele verden.

Landet Quti [Gutium] lagde han for hans fødder.

De folk som han [Marduk] lod ham vinde

Tog han [Kyros] sig af med ret og retfærdighed.

Marduk, den store herre [gud], som vogter sit folk,

Så med glæde på hans fromme gerninger og hans retfærdige hjerte.

Han befalede ham at drage til sin by, Babylon,

Og han banede vejen for ham til Babylon.

Han var hans ven og rejsefælle [forbundsfælle].

Gud taler til hvert enkelt menneske. Gud giver os et nyt navn, en identitet. Han siger hvem vi er – i hans øjne:

- Du er min søn. Du er min datter. Alting kommer fra mig. Også du kommer fra mig. Du har min ånd og mit væsen og min magt. Jeg har født dig i dag. Jeg har indsat dig i dag. Du er konge og herre over alle ting. Jeg indsætter dig som en arving til mit rige.

Vi sidder ved Guds højre hånd. Vi sidder ved siden af Gud. Hele verden ligger for vore fødder. Vi er konger og dronninger. Vi er rigets arvinger. Vi har fået Guds lys. Vi er verdens lys. Vi skal ikke frygte noget. Vi er født af Gud. Vi er som Melkisedek: Vi er konger og Guds præster på én gang. Vi er Guds fuldmægtige og repræsentanter. Han baner vejen for os.

Vores lille jeg eller ego taler altid ud fra det samme gamle skema: - Det er ikke muligt. Det er en naiv drøm. Vi er små og svage. Ingenting bliver nogen sinde anderledes. Man kan ikke stole på nogen eller noget. Der findes ingen lykke, frelse eller kærlighed. Gud og kærligheden er en naiv drøm. Der er intet nyt under solen. Døden og modgangen er det eneste vi kan være sikre på. Det er bedst ikke at tro på noget. Egoet har intet håb.

Vores lille ego stiller mange begavede spørgsmål. Egoet vil have svar på alt førend det foretager sig noget. Hvorfor bliver vi ramt af modgang og lidelse? Er Gud årsag til lidelsen? Bliver vi straffet af Gud? Og i givet fald - hvorfor bliver vi det? Hvorfor bliver nogen mennesker ramt – og andre ikke? Eksisterer Gud? Kan man bevise at Gud eksisterer? Egoet stiller mange spørgsmål.

Men egoet kan ikke se lyset. Egoet kan hverken se eller høre. Det kan kun se sig selv og sine egne bange tanker. Egoet har ingen tro eller tillid til livet. Egoet tror ikke på noget som helst. Heller ikke på sig selv. Egoet er fuld af frygt – og fuld af skyld og skam. Egoet føler sig lille og svagt. Egoet er et afmægtigt offer.

Vi har fået hele herligheden – Esajas – Deutero Esajas.

Vi har fået hele herligheden - Esajas - Deutero Esajas.

Engang var vi svage, afmægtige, lidende, vanærede. Vi levede i skyld og skam. Vi var ydmygede og nedværdigede. Vi var små og svage. Vi var fulde af frygt. Men nu er alting vendt. Alt er nu anderledes. Vi har fået æren og værdigheden tilbage. Vi har fået Guds styrke, held og kraft – vi er ikke længere ofre. Vi kan leve i vores rette element – tilliden til livet og kærligheden. Vi behøver ikke længere at underkaste os nogen eller noget. Vi er frie. Vi har vundet sejren.

- Vi skal ikke se på det jordiske, siger Paulus, vi skal se på det himmelske. Vi ser ikke på det synlige – vi ser på det usynlige, siger han. Når vi ser Gud som han er – ser vi noget usynligt – i jordisk forstand. Guds majestæt, hans navn, hans magt, hans storhed kan ikke ses i verdens forstand. Vi ser herligheden som i en vision. I et glimt. Et glimt af himlen.

Disciplene ser Jesus på bjerget – forklaret – i et lys. De ser hans herlighed. I korsfæstelsen og opstandelsen og himmelfarten bliver Jesus herliggjort. Jesu mål er herliggørelsen – hans egen herliggørelse og Guds og alle menneskers! Disciplene ser den opstandne Jesus – i et syn – de ser hans herlighed. Hans legeme er herlighedens legeme. Maria tror at det er havemanden – indtil hun pludselig ser at det er Jesus.

Herligheden kan vi se. Herligheden er noget som vi kan se. Men vi ser på en anden måde. Når jeg ser hende – som hun er – ser jeg hendes virkelige væsen – hendes herlighed. Jeg ser noget som er usynligt – i verdens forstand.

Herliggørelsen er allerede sket. Gud har allerede sejret. Gud har allerede vist sig. Da han viste sig, viste han at han var den største. Han dræbte slangen, Babylon, den store skøge, egoet, verden. Han viste sin magt. Vi er allerede blevet herliggjorte. Da Gud tog magten, fik vi magten tilbage. Det er allerede sket. Vi er kommet hjem. Vi er blevet befriet for fangenskabet. Vi blev befriet ved et under. Vi har sejret. – Vi kan godt juble og være glade, som Esajas siger.

Gud befriede os gennem en rovfugl fra østen – Kyros fra Perserriget -, en fremmed rovfugl, som gennemførte Guds vilje og besejrede Babylon. Vi skal ikke arbejde på at forbedre os. Vi skal ikke arbejde på vores helliggørelse, saliggørelse, moralske vækst eller herliggørelse. Det er sket alt sammen. Herligheden er kommet ned til os som regn og væde fra himlen. Lige som det nye Jerusalem i Johannes Åbenbaring der kommer ned fra himlen – fuldt færdig. Vi skal ikke leve efter nogen lov. Vi har fået en ny ånd. Vi lever i Guds rige, i himmerige. Vi skal ikke trygle Gud om tilgivelsen eller frelsen. Frelsen og herligheden er vores.

Vi har fået hele herligheden. Fortiden er forbi. Vi kan godt glemme alt det, som var engang. Nu er det blevet nyt og anderledes. Vi har fået vores herlighed tilbage – den, som vi havde mistet.

I Det gamle Testamente betegner ordet kabod herligheden – vores herlighed og Guds herlighed. Herlighed betyder ære, værdighed, pragt, anerkendelse, kraft, lykke og held. Herligheden er vores magt og styrke, vores frihed og trivsel. Vores herlighed er det gode liv. Guds herlighed og herliggørelse er det samme som vores herlighed og herliggørelse.

Guds herliggørelse sker ved at han vinder over verdens lidelse, dumhed og ondskab – at han får magten, æren og anerkendelsen. Guds herlighed sker ved at han griber ind og nedkæmper den onde drage.

I og med at Gud har besejret den onde drage, har vi også fået del i herligheden. Det som Gud vil, er det som vi vil. Det som vi vil, er det som Gud vil – og han gennemfører alt efter sit forsæt.

Engang var vi svage, afmægtige, lidende, vanærede. Vi levede i skyld og skam. Vi var fulde af frygt. Men nu er alting vendt. Alt er nu anderledes. Vi har fået æren og værdigheden tilbage. Vi har fået Guds styrke, held og kraft – vi er ikke længere ofre. Vi kan leve i vores rette element – tilliden til livet og kærligheden. Vi har vundet sejren.

Job havde held, kraft og lykke. Hans liv lykkedes for ham. Han kunne gøre det som han ville – det var også det som Gud ville! Job var et lys i verden, verdens lys. Han følte sig som en konge. Han gav mennesker nyt mod på livet.

Job har en heldig hånd. Alt hvad han rører ved lykkes for ham. Han er født med en sølvske i munden. Han får alt. Han var en lykkemand. Han var en vinder. Job havde lykken og heldet – ikke fra sig selv men fra Gud. Heldet og lykken var en kraft inden i ham som fik hans liv til at lykkes. Det var en udstråling. Job levede i Guds skygge. Han var Guds mand. Han var med til at sprede lyset.

Gud er krigeren. Gud er manden på hesten, ridderen. Gud har besejret dragen, uhyret, det onde, egoet og verden. Verden findes ikke mere. Lidelsen og nedværdigelsen og magtesløsheden findes ikke mere. Ufriheden og fangenskabet findes ikke mere. Vi har vundet sejren. Vi har besejret ondskaben. Vi er kommet ud af vores fængsel. Vi er kommet ud af vore gamle tankers og gamle følelsers gamle fængsel. Gud har overvundet alle gamle tanker og følelser. Han har overvundet al frygt. Vi kan stole på livet og menneskene. Alle mennesker vil det samme som vi. Slangen er blevet nedkæmpet. Tak for sejren.

Vi har fået del i Guds herlighed og kraft. Vi drager ud i verden som krigere og helte. Vi kan bryste os af vores styrke. Vi kan måle os med alle fjender. Vi kan uden frygt kaste os ud i verden. Vi har fået en ny ånd – ikke en fej ånd men en tapper ånd. Vi kan besejre verdens ondskab. Vi gør det høje lavt og det lave højt. Vi har styrken og kraften og vinden i ryggen. Ingen kan stoppe os. Vi går frem. Vi er vindere. Vi fører de blinde. Vi går i spidsen og fører an. Vi kender ikke længere nogen frygt. Vi har fået del i Guds herlighed. Vi spreder lyset i verden. Mørket må vige når vi går frem. Vi er verdens lys.

Job havde held, kraft og lykke. Hans liv lykkedes for ham. Han kunne gøre det som han ville – det var også det som Gud ville! Job var et lys i verden, verdens lys. Han følte sig som en konge. Han gav mennesker nyt mod på livet.

Job har en heldig hånd. Alt hvad han rører ved lykkes for ham. Han er født med en sølvske i munden. Han får alt. Han var en lykkemand. Han var en vinder. Job havde lykken og heldet – ikke fra sig selv men fra Gud. Heldet og lykken var en kraft inden i ham som fik hans liv til at lykkes. Det var en udstråling. Job levede i Guds skygge. Han var Guds mand. Han var med til at sprede lyset.

Hvor kommer det fra? Hvor kommer vore børn fra? Hvor kommer forvandlingen fra? Hvordan er det sket?

Vi ved det ikke. Vi forstår det ikke. Vi forstår ikke hvordan det kunne ske. Hvordan kunne vores ydmygelse og lidelse pludseligt blive vendt til vores sejr? Det vi oplever i livet er – når vi ser efter – underfuldt. Vi oplever sande mirakler. Det som skete – ville vi aldrig have troet på - på forhånd. Vores forstand fortæller os altid: Det er ikke muligt. Det er naivt at tro. Det sker ikke!

Når vi ser – når vi løfter blikket og ser os omkring – kan vi se Guds rige, herligheden. Alle mennesker kommer til os. Vi er ikke længere forladte eller ensomme. Alle mennesker er vores smykke.

Vores liv lå i ruiner. Vi havde tabt alt. Vi var ved at dø. Vi kunne ikke mere. Vi var ved at opgive håbet.

Men nu er det helt anderledes. Vi har fået herligheden tilbage – hvor kommer den fra?

Herliggørelsen er allerede sket. Gud har allerede sejret. Gud har allerede vist sig. Da han viste sig, viste han at han var den største. Han dræbte slangen, Babylon, den store skøge, egoet, verden. Han viste sin magt. Vi er allerede blevet herliggjorte. Da Gud tog magten, fik vi magten tilbage. Det er allerede sket. Vi er kommet hjem. Vi er blevet befriet for fangenskabet. Vi blev befriet ved et under. Vi har sejret. – Vi kan godt juble og være glade, som Esajas siger.

Gud befriede os gennem en rovfugl fra østen – Kyros fra Perserriget -, en fremmed rovfugl, som gennemførte Guds vilje og besejrede Babylon. Vi skal ikke arbejde på at forbedre os. Vi skal ikke arbejde på vores helliggørelse, saliggørelse, moralske vækst eller herliggørelse. Det er sket alt sammen. Herligheden er kommet ned til os som regn og væde fra himlen. Lige som det nye Jerusalem i Johannes Åbenbaring der kommer ned fra himlen – fuldt færdig. Vi skal ikke leve efter nogen lov. Vi har fået en ny ånd. Vi lever i Guds rige, i himmerige. Vi skal ikke trygle Gud om tilgivelsen eller frelsen. Frelsen og herligheden er vores.

Vi har fået al livets kraft og overskud tilbage. Vi kan gå hele dagen uden at blive trætte. Vi kan arbejde hele natten uden at udmattes. Vi har fået Guds ånd. Vi har fået hans inspiration. Vi følger åndens impuls. Ånden blæser hvorhen den vil. Vi følger vores egen indre impuls – derfor bliver vi aldrig trætte. Vi reagerer ikke på verdens krav men vi handler ud fra det som vi vil.

Vi har fået vinger som ørne. Vi har fået del i Guds energi, hans skaberkraft. Gud bliver ikke træt af at skabe. Han skaber af lyst og vilje. Det er hans natur. Gud er som han er og gør som han vil. Vi er blevet frie skabere – som Gud.

Hele verden venter på vores belæring. Gud har udvalgt os – alle mennesker – til at give hele verden vores belæring. Vi er vidner. Vi vidner om os selv. Vi viser verden hvem vi er. Vi spreder lyset. Vi har Guds kraft. Gud har fat i vore hænder. Vi er Guds hænder. Vore hænder og Guds hænder er ét. Vi er hans øjne. Hvert menneske er et tegn for hans pagt med folket. Vi er verdens lys. Uden os ville verden ligge hen i mørke. Vores opgave er at sprede lyset. Vores opgave er at få mennesker til at se det som er – den virkelige verden. Vi løfter sløret. Vi vidner om lyset og livet ved den måde vi er på. Vi fører fangerne ud af fængslet. Vi får de blinde til at se. Vi er hinandens helbredelse. Vi er hinandens frelse. Vi er Messias. Gud taler til os når han taler til Messias. Vi er Herrens tjener, hans profeter.

Vi har vinden i ryggen. Vi har Gud i ryggen. Vi er hans sønner og døtre. Gud støtter os og det som vi vil og gør. Vi har Guds sind, bevidsthed, ånd. Vi har Guds vilje og styrke. Vi har Guds herlighed. Vi deler hans væsen, magt og ære.

Vi er ikke små og svage. Engang blev vi knækket. Engang blev vi sendt ned på bunden. Ydmygede. Nedværdigede. Men nu er alting anderledes. Hele verden venter på vores belæring. Hele verden kommer til os. Bjerget kommer til Moses. Vi skal ikke kæmpe mere. Livet går af sig selv. Vi har fået vores naturlige oprindelige natur tilbage – barnets stolthed og energi.

Job kapitel 29 beskriver det gode liv, frelsen, herligheden. Job ser tilbage på dengang han havde al herligheden – men nu er den gået tabt.

Herligheden er det virksomme, glade liv på jorden. Herligheden er Jobs stolthed og glæde. Han var en anset mand som mange lyttede til. Han havde et navn. Han var rig og kunne give bort af sin rigdom. Det gav ham glæde og stolthed. Job havde det godt med sig selv – og Gud glædede sig oppe i himlen! Job var en stor mand. Han bekæmpede al uret. Han nød livet i fulde drag. Han var ikke noget lille offer. Han led ikke af nogen ynk eller selvmedlidenhed.

Job havde en opgave i livet – at være der for de svage og dem som havde brug for hjælp. Han hjalp ikke fordi Gud krævede det. Han hjalp fordi det var hans vilje og opgave, hans lyst og hans glæde. Han viste sin storhed og herlighed ved at give til andre. Job gav af sig selv. Job var en afglans af Gud, han gjorde som Gud gør. Han bar Guds billede. Han var en adelsmand. Han var velsignet og udvalgt.

Job havde held, kraft og lykke. Hans liv lykkedes for ham. Han kunne gøre det som han ville – det var også det som Gud ville! Job var et lys i verden, verdens lys. Han følte sig som en konge. Han gav mennesker nyt mod på livet.

Job har en heldig hånd. Alt hvad han rører ved lykkes for ham. Han er født med en sølvske i munden. Han får alt. Han var en lykkemand. Han var en vinder. Job havde lykken og heldet – ikke fra sig selv men fra Gud. Heldet og lykken var en kraft inden i ham som fik hans liv til at lykkes. Det var en udstråling. Job levede i Guds skygge. Han var Guds mand. Han var med til at sprede lyset.

Hun er en rovfugl fra østen. Hun er udvalgt af Gud. Hun gør det som Gud vil. Når hun gør sin egen vilje gør hun Guds vilje. Hun er en del af Guds plan og økonomi. Guds plan arbejder inden i alle ting. Guds plan udvikler alle ting. Guds plan har frembragt mennesket, alle samfund, alle revolutioner. Guds plan redder de fortabte når de har opgivet modet og troen. Hans plan giver dem livsmodet tilbage. Han arbejder gennem en rovfugl fra østen – ikke en af vore, en fremmed rovfugl som ikke kender vore tanker og ikke tror på Gud. Men Gud arbejder inden i alle levende væsner. Han er energien.

Gud bringer sin frelse nær gennem en fremmed rovfugl. Han giver sin herlighed til Zion. Det fortabte og ydmygede Zion. Det Zion der ikke kunne rejse sig ved egen kraft blev frelst ved en rovfugl fra østen. Vi er hinandens frelse. Alene er der ingen frelse. Vi giver lyset og frelsen til hinanden. Vi er hinandens lys. Vi er alle sendte – som en rovfugl fra østen. Når vi følger vores skæbne og vilje realiserer vi Guds vilje.

 Vi er Guds medarbejdere, vi arbejder på hans vegne, vi er hans vidner og repræsentanter. Gud viser sin herlighed ved det vi siger og det vi gør. Vi åbenbarer Guds herlighed. Vi kan se Guds herlighed i det som sker – og i andre mennesker. Når jeg ser hende som hun er kan jeg se Guds herlighed i hendes væsen. Hun viser lyset fra Gud. Hun er verdens lys.

Vi er krigere. Vi er Guds krigere. Vi skal hævde retten i verden. Han har gjort mig til en pil i hans kogger. Gud bruger mig som et redskab, som et middel. Gud bruger alle mennesker tl at fremme godheden og frelsen. Gud er den gode energi der arbejder inden i alle ting i verden. Vi er alle sønner, udvalgte og kongens sønner. Vi er ikke det som verden tror. Men Gud kender vores sande navn, vores sande væsen.

- Du er min mand. Du er min ven. Du er min søn. Vi er samme slægt. Du er værdig som jeg. I dig har jeg velbehag. Jeg har født dig. Du kommer fra mig, siger Gud. Gud taler til alle mennesker. Gud taler sådan til alle mennesker. Gud giver os herligheden tilbage – vi har fortjent det.

I hans verden – den virkelige verden - er vi nye skabninger – uden fejl, uden skyld, uden svaghed.

Herligheden er at Gud viser armen – og vi viser armen – vores styrke. Vi kan se herligheden. Vi kan se det som er sket. Vi kan se forandringen. Når vi ser forandringen bliver vi glade. Det er sket. Vi har fået æren og værdigheden tilbage.

Vi har lykken med os. Vi kan være stolte af os selv. Vi kan være stolte af at vi har forandret os. At vi er blevet forandret. Vi er blevet opløftet. Vores herlighed er en himmelfart. Vi har fået et nyt liv, en ny identitet.

Vi taler Guds ord til hinanden. Vi vidner om Guds herlighed for hinanden. Vi forundres over det som andre gør – og over det som vi selv kan gøre. Det er et under. Hvor kommer det fra? Det som vi siger – hvor kommer det fra? Vi spreder lyset til hinanden. Vi er Guds engle og medarbejdere. Det som vi gør skaber følger vi ikke selv forstår.

Vi er det ny tempel, det nye Jerusalem. Det som engang lå i ruiner er nu genrejst med mure af malakit og ædelsten. Vi har fået nye kroppe, nye legemer. Vi er blevet en pragt, en pryd. Vi er blevet forvandlede. Vores liv lå i ruiner men nu er bygningen højere, bredere, skønnere, mægtigere end nogen sinde. Vi kan være stolte. Vi skal ikke skamme os. Vi skal vise os frem for verden. Vi er verdens lys. Vi er et smykke. Vi er prægtige. Vi gør prægtige gerninger. Vi er storsindede – for vi har ingen smålighed eller frygt. Vi venter alt godt af livet. Vi ser velsignelsen overalt.

Vi har fået Guds lykke og held. Vi er blevet usårlige som Jerusalems mægtige mure. Intet kan ramme os. Ingen kan angribe os. Vi er urørlige. Der findes ikke længere nogen våben eller nogen fjender. Vi har ingen fjender. Hele verden kommer til os og er vore venner. Vi lever sammen med vore frænder og venner. Der er ingen fremmede. Der findes ikke noget som vi skal frygte. Vi er frie og stærke. Vi gør vores vilje. Vore sønner har stor lykke. Vore døtre velsigner verden med nye sønner.

Det gode liv – herligheden – er ikke et ulegemligt liv mellem ånder eller usynlige gennemsigtige væsner. Det gode liv er et virkeligt jordisk sanseligt liv, i krop og saft og kraft. Et frugtbart håndgribeligt liv – vi kan se og genkende når vi ser det.

Det gode liv er det liv hvor vi lever i værdighed, lykke og trivsel. Med alle vore sanser.

Vi er velsignede. Livet er velsignet. Livet lykkes. Vi har vores rod i livet og sætter frugt i toppen. Herligheden er at vi skal eje landet for evigt. Vi skal spise af træets frugter. Vi kan nyde og forøge livet. Vi er skabere. Vi æder os mætte i livet.

Vi har fået en ny ånd, et nyt mod. Vi har fået del i kraften. Vi har fået del i heldet. Vi er kommet ud i lyset.

Herligheden og det gode liv falder ned fra himlen som regn og væde. Det er ikke vores møje eller anstrengelse. Vi kan ikke skabe herligheden, forandringen. Herligheden er liv og natur. Herligheden er at vi kommer til at leve et naturligt liv, i vækst og grøde. Herligheden er at naturen sejrer – naturens gode frugtbare kræfter. I naturen er Guds energi. Naturen er Gud. Naturen er liv og glæde.

Herligheden er det glade liv på jorden, med naturen, med marken, med afkom, afgrøder og fåre flokke. I skyggen af vinstokken. Naturen gør Guds vilje. Guds energi arbejder i verden. Gud har sejret.

Vi skal lade Gud være og virke i fred.

Gud befriede os gennem en rov fugl fra østen – Kyros fra Perserriget -, en fremmed rovfugl, som gennemførte Guds vilje og besejrede Babylon – lidelsen, ondskaben, ydmygelsen, frygten.

Vi skal ikke arbejde på at forbedre os. Vi skal ikke arbejde på vores helliggørelse, saliggørelse, moralske vækst eller herliggørelse. Det er sket alt sammen. Herligheden er kommet ned til os som regn og væde fra himlen. Vi skal ikke leve efter nogen lov. Vi har fået en ny ånd. Vi lever i Guds rige, i himmerige. Vi skal ikke trygle Gud om tilgivelsen eller frelsen. Frelsen og herligheden er vores.

Trito Esajas.

Lykke-Aaret - Esajas - Tritoesajas

Esajasbogen i Det gamle Testamente består af tre forskellige bøger eller tekstsamlinger. De tre Esajasbøger er blevet til på helt forskelligt tidspunkt, på forskellige steder og er skrevet af helt forskellige mennesker. Først senere er de blevet samlet i én bog.

Kapitlerne 1 – 39 er den såkaldte 1. Esajas (Proto Esajas) – et profetisk skrift som stammer fra 700 tallet. Kapitlerne 40 – 55 kaldes Deutero Esajas (den anden) og er blevet til i 500 tallet. I den anden Esajas beskrives Herrens lidende tjener – tekster som siden hen blev brugt på Jesus i Det nye Testamente. Israel og Jerusalem blev i 587 erobret, ødelagt og hærget af storriget fra Babylon (Mesopotamien, det nuværende Irak). Templet i Jerusalem blev ødelagt. En del af befolkningen blev tvangsforflyttet fra Israel til Babylon i 587. Dette såkaldte babylonske fangenskab varede til 537 f. Kr. Perioden - det babylonske fangenskab eller eksilet - fik en skelsættende, revolutionerende betydning for det gamle Israel og fik betydning for kristendommens opståen 5 – 600 år senere. Den gamle israelitiske stammereligion blev forandret. I 500 tallet optræder mange af de kendte profeter: Jeremias, Ezekiel, Esajas, Zakarias, osv. Disse profeters religiøse og åndelige opfattelser fik betydning på meget lang tid. Den gamle jødiske tro og religion blev stærkt forandret. Kristne tanker blev forberedt. Apokalyptiske forestillinger – om dommens dag og de sidste tider – opstod – og gik videre i kristendommen. Troen på engle opstod. Moseloven som vi kender den nu blev udformet i 500 tallet. Konfrontationen med Babylon tvang det jødiske folk til at forandre sig – eller finde sin identitet.

I den kristne gudstjeneste i dag bruges stadigvæk tekster – fx Esajas - som blev skrevet og brugt i den jødiske gudstjeneste i 500 tallet. Der er altså en direkte kontinuitet - fra eksil tiden i Israels historie til vores kirke i dag - 2500 år senere!

Trito Esajas (kapitlerne 56 – 66 - eller dele heraf) citerer og er afhængig af den anden Esajas – Deutero Esajas. Vi er sikre på at Trito Esajas kender og er elev af Deutero Esajas. Vi kan se at da Trito Esajas skrev var den anden Esajas allerede et stort navn i Israel. Da vi ved at Deutero Esajas er skrevet ca 537 f. Kr. kan vi sige at Trito Esajas er skrevet efter 537 og af forskellige grunde før 521 f. Kr.

Således som Esajas bliver kaldet, bliver alle mennesker kaldet. Gud er lyset og glæden, som Esajas siger i 60.1. Vi er kaldet til at sprede lyset og glæden for hinanden. Verden ligger måske hen i mørke – men vores mening og kald er at vi skal sprede lyset - på trods. Vores kald er at vi skal udråbe et nådeår – et Lykke Aar som Grundtvig sagde.

Vi har fået Guds ånd og vi er de salvede – vi er konger. Gud har givet os friheden og vi skal sætte andre mennesker fri. Vi skal give dem frihed. Vi skal give dem fred – for vore krav. Vi skal lade dem være i fred og glæde. Vi skal vise at de er frie og værdige. Fordi vi selv har fået værdigheden tilbage. Al skam og nedværdigelse er taget fra os. Vi er blevet planter i Guds have – retfærdighedens det vil sige godhedens ege.

Lyset er kommet. Vi skal ikke vente på lyset og glæden. Lyset og glæden er allerede kommet. Det er allerede sket. Det gode liv og kærligheden og Guds fred og glæde er allerede kommet. Når vi ser det, bliver vi glade. Hvis vi ikke kan se det, må vi se bedre efter. Lyset er her allerede – det er her overalt.

Gud har givet Israel en ufattelig frelse. Han har ført dem ud af fangenskaben. Se, jeg forkynder jer en stor glæde for hele folket!

Gud har grebet ind og trukket os ud af lidelsen. Gud har gjort det for os som vi ikke kunne gøre for os selv. Alle ting som er sket forkynder Herrens pris. Alle ting der er sket har været underfulde. Nu kan vi se det.

Vi har fået del i Guds herlighed – hans glæde, magt, udstråling, lykke, kraft. Livet har forandret sig. Vi er ikke længere tynget ned af sorgen, nedværdigelsen, forfølgelsen eller skammen. Det har Gud taget fra os. Han har grebet ind. Nu allerede. Løft blikket og se – I kan se at det er blevet anderledes.

Det som var engang findes ikke længere. Alt er blevet som nyt. Livet er blevet nyt. Det er en ny dag. En ny verden. En ny jord. Når de ser det, stråler alle mennesker af glæde. Det er et under.

Den frelse som vi oplever kommer af sig selv. Den kommer til os. Den kommer ikke fra os. Vi skal ikke gøre så meget. Alting kommer af sig selv.

Vi har fået alle ting, al rigdom, alle skatte og kostbarheder. De kommer sejlende til os. Vi får livet og nåden og glæden udefra – uden at kæmpe, gå imod, bekrige. Herligheden kommer til os – hvis vi kan tage imod den. Den kommer af egen kraft. Den kommer ud af det rene ingenting. Vi ved ikke hvor den kommer fra. Vi skal evigt eje landet og aldrig miste glæden. Vi skal aldrig blive forladt. Ingen vil nogen sinde igen forlade os. Verden vil aldrig igen blive øde og tom. Vi skal bo i tryghed. Vi får værdigheden og stoltheden tilbage. Hele verden skal se vores glæde og stolthed.

At tro er en bevidsthed om sejren. Vi har sejret. Vi har vundet. Vi har fået sejren. Lov og pris! Tak. Kampen er overstået. Møjen, anstrengelserne er forbi. Vi skal ikke kæmpe mere. Vi er vindere. Vi har vundet.

Engang lå vores liv i ruiner. Vores liv var øde og tomt. Alt var håbløst. Hele vores liv lå i grus. Vi oplevede smerte, lidelse, nedværdigelse, skam, skyld, skændsel. Vi var tilintetgjorte.

De sidste skal blive de første og de første de sidste. Det som ikke var noget har Gud gjort til det største og mægtigste. Det som skete var et under, et mirakel.

Vi var fortabte, uden håb, uden Gud i verden. Men med ét slag blev alting vendt om. Vi blev købt fri af skylden og lidelsen og skammen. Vi er blevet den slægt som Gud velsigner. Vi har vinden i ryggen. Vi har held og lykke med vores liv. Vi er Guds sønner og døtre. Gud og vi er af samme familie.

Vi er vækster og planter i Guds have og på Herrens mark. Vi er leret som formes af pottemageren. Vi gjorde det ikke. Alt var håbløst. Han gjorde det – på en måde vi ikke forstår. Når vi kan se det må vi juble af glæde. Vi blev reddet. Vi er vindere og ikke længere tabere. Gud er den kraft som arbejder inden i tingene. Han fik det til at ske. Han fik spirerne til at vokse op – på trods. Vi har del i hans magt og kraft. Vi kan være stolte – som bruden der sætter sit smykke og brudgommen til turban. Det som skete var godt.

 Gud er lys. Vi er lys. Frelsen er livet og lyset. Vi er en prægtig krone i Guds hånd. Vi har fået del i hans herlighed – hans magt, lys, glans, ry, navn. Vi har fået nyt navn – vi har fået et nyt liv, en ny identitet. Det gamle menneske er ikke mere. Vi er som skabt på ny, Gud har omskabt verden.

Vi er Guds elskede. Vi skal aldrig forlades. Vi skal aldrig miste. Vi skal arve og eje livet og lyset til evig tid. Gud har sluttet en ny pagt med os. Han har slået en streg over det som var. Alt er blevet nyt.

Der er kun én kærlighed. Kærlighed er kærlighed. Guds kærlighed er som brudgommens kærlighed til bruden. Gud elsker os som brudgommen elsker bruden. Hun er hans ét og alt. Alt vil han gøre for sin brud. Hun er hans mål og lykke. Gud ser sig selv i os. Han gør sig selv hel og fuld i os. Uden os ville han – brudgommen – være alene.

Det som var engang er ikke mere. Fortiden findes ikke mere. Vi skal ikke tænke på det som var engang. Fortiden har ingen magt over os. Alt er nyt. Alt sker forfra. Intet af det som var i fortiden bestemmer noget. Det er ligegyldigt. Borte. Dødt.

Når vi lever lige nu og her kan vi glæde os over livet og nuet. Det som er lige nu er det som Gud skaber liige nu – forfra. Gud har omskabt verden – en ny himmel og en ny jord.

Vi skal lykkes med det vi gør og det vi vil. Vores gamle svaghed er borte. Livet vil lykkes for os. Livet vil trives. Vi skal høste frugterne, få udbyttet. Vi er de sande vindere. Vi skal ikke være ofre. Vi skal være mægtige og stolte og myndige. Der er ingen som tager noget fra os. Der er ingen som vi behøver at frygte. Der er ingen som er efter os. Det som vi vil - vil Gud også. Han vil at vi skal gøre vores vilje – vores egentlige vilje. Han hører os førend vi siger noget. Han opfylder vore ønsker før end vi selv kender dem.

 Vi mangler ikke noget. Der mangler ikke noget. Vi lever i en flod af velstand, i en rigdom, i en overflod, i en rivende strøm. Gud redder os som en mor frelser sit barn. Gud er en mor. Gud er som en kvinde – Gud har de egenskaber som en mor har over for sine børn. Frelsen kommer med ét slag, pludseligt, i et glimt. Glæd jer! Fryd jer! Tag del i glæden, hinandens glæde! Tag del i moderens glæde! I skal drikke og mættes – ved hendes dejlige bryst!

Marias lovsang

v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,
v47  og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,
v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
      Helligt er hans navn,
v50  og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
      varer i slægt efter slægt.
v51  Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
v52  han har styrtet de mægtige fra tronen,
      og han har ophøjet de ringe;
v53  sultende har han mættet med gode gaver,
      og rige har han sendt tomhændet bort.

Josefskikkelsen i 1. Mosebog.

Jakob og Josef.

De såkaldte Josef historier i 1. Mosebog starter i 1. Mosebog kapitel 37 der fortæller om Josefs barndom og ungdom i Palæstina. Josef vokser op med sine brødre og sin gamle far Jakob. Josef bliver offer for sine brødres ondskab og solgt som slave og til sidst havner han i Egypten med en karavanetransport.

Josef historierne adskiller sig meget fra de øvrige patriark fortællinger. Fortællingen er flydende og ordrig og psykologisk – Josef gribes af følelser og må skjule ansigtet og gå udenfor! Teksten er litteratur – ikke bare gamle sagn! Fortællingerne om Josef er fortalt delvist i en eventyrstil. Historien handler om den lille fattige dreng der bliver stor og mægtig. Josef er da han kommer til Egypten en hebræer – dvs en fattig mand, en deklasseret, en kasteløs, en træl. (Ordet hebræer betegnede oprindeligt de lavere sociale klasser – ikke et folk. Det kan vi tydeligt se i Josef historien).

Vi kan se af følgende eksempel hvordan stilen i Josef historien er helt anderledes end normalt i 1. Mosebog – historien er en novelle – den er skrevet som en menneskelig psykologisk historie hvor meningen er at vi skal kunne genkende evigtgyldige menneskelige følelser – som savnet eller kærligheden. Meningen med historien er at vi skal blive bevæget. Josef historien foregår tildels i et sentimentalt univers – selv om det kun er en del af historien. Alle følelserne vælder frem nogle gange – det er meningen at vi også skal græde:

v30  Da kærligheden til broderen vældede op i Josef og gråden trængte sig på, skyndte han sig ind i sit kammer og græd. v31  Derpå vaskede han sit ansigt og kom ud igen. Han beherskede sig og sagde: »Sæt maden frem!«

(1 Mosebog 43)

v1  Nu kunne Josef ikke længere beherske sig. Han råbte til de folk [egypterne], der stod omkring ham, at de alle skulle gå ud. Der var ingen andre end brødrene til stede, da Josef gav sig til kende for dem. v2  Han græd højt; det hørte egypterne, og det rygtedes i Faraos palads.

(1 Mosebog 45)

Josef historien indeholder mange meget overraskende træk. Fx bliver ordet hebræer flittigt brugt og det er et helt ualmindeligt ord i Det gamle Testamente. Josef historien bliver til dels fortalt fra en egyptisk synsvinkel. De ord som Josefs brødre siger, er til dels sådanne ord som man i Egypten kunne forestille sig at folk fra Kana’ans land kunne bruge! Sådan taler de – disse arme fårehyrder! Ordene som brødrene siger, er en slags fantasi. Teksten virker egyptisk. Fx siger teksten at Josefs brødre mest er bekymret for deres æsler (kapitel 43). Det virker som en latterliggørelse af de underudviklede folk fra fastlandet! Den adfærd som brødrene udviser i Egypten virker som en forestilling om at sådan opfører disse fårehyrder sig – de er jo helt uden kultur! Josef historien virker ofte som en egyptisk historie om mødet med de fremmede – altså ikke en historie om Israels møde med Egypten! Historien tager de egyptiske forhold som en selvfølge – som et udgangspunkt. Teksten tror at der er herberg på den anden side på vejen til Kana’an – hvor rejsende kan bo og overnatte – men det var der historisk ikke! Teksten ved ikke ret meget om forholdene i Kana’ans land – det meste bygger på fantasi! Penge spiller en enorm rolle i Josef historien. Penge spillede en stor rolle i Egypten som var et udviklet samfund – men penge spillede ingen rolle i Israel – teksten tager helt fejl. Teksten projicerer noget over på Israel som ikke er historisk korrekt! Israel var naturligvis ikke noget pengesamfund! Det er også interessant at Josef historien ikke kender noget til forskellige stednavne i Kana’ans land! Kana’ans land er bare et stort område – brødrene tager hjem til deres fader – men det er helt ubestemt hvor Jakob bor i Kana’ans land. Josef historien minder her om et eventyr. I eventyrene er der ingen stednavne! Alt foregår i et ubestemt univers – af enten her os eller langt borte i fremmede lande! I eventyr er der heller ingen tidsangivelser - bortset fra Der var engang. I Josef historien er der dog visse vage tidsangivelser.

Josef bliver efterhånden ophøjet til en verden af glans, pragt og egyptisk højfornemhed. Faraos hof kaster en lyskrans, en glorie over Josefs hoved. Alle hans drømme går i opfyldelse. Han kommer til at leve i en æstetisk verden af kostbarheder, skønhed og elegance – hele det egyptiske hofs drømmeverden. Det er ikke helt overraskende at Josef historien er blevet brugt til en Disney tegnefilm!

Vi ved fra de egyptiske kilder at egypterne kun følte foragt for de nomader og ørkenstammer – som fx Jakobs sønner! - som væltede ind over Egypten i tilfælde af tørke! Egypten prøvede hele tiden af rejse en vældig kinesisk mur imod disse barbariske horder! – Alle disse elendige asiater som ikke ved hvordan de skal leve eller dø, som de kaldte dem. Egypterne følte sig højt hævet over disse asiater – de følte sig langt overlegne også racemæssigt – folk fra den anden side var primitive og besværlige og egentlig afskyelige - som det siges om alle de ildelugtende fårehyrder – så som Jakobs sønner!

Historisk set ville den egyptiske farao – Guds søn – naturligvis aldrig nogen sinde acceptere en audiens med sådanne forhutlede asiatiske ildelugtende fårehyrder!

v16  Rygtet om, at Josefs brødre var kommet, nåede Faraos palads, og det blev Farao og hans folk glade over. v17  Farao sagde til Josef: »Sig til dine brødre: I skal læsse dyrene og tage hjem til Kana'an. v18  I skal hente jeres far og jeres familier og komme ned til mig. Jeg vil give jer alt godt i Egypten, så I kan leve af landets overflod! v19  Jeg giver dig befaling om at sige: Tag vogne med fra Egypten til jeres kvinder og børn, hent jeres far og kom herned! v20  I skal ikke bekymre jer om jeres ejendele, for alt godt i hele Egypten skal være jeres.«

(1 Mosebog 45)

Når vi læser Josef historierne skal vi nok skarpt skelne mellem to forskellige komplekser af fortællinger:

Det ene kompleks – det vigtigste kompleks i 1. Mosebog – kan man kalde Jakob og hungersnøden. På sine gamle dage rammes Jakob af endnu en plage. Der udbryder en frygtelig hungersnød – ikke bare i Palæstina men i hele verden. Jakobs folk og hus er ved at uddø i Palæstina. De er lige ved at blive tilintetgjort. Krisen er den værste krise som der fortælles om i 1. Mosebog. Jakob er faderen og han er på den måde ansvarlig for folkets velfærd og trivsel. Jakob modtager velsignelsen fra Gud og formidler den videre til sit folk. Men nu er der ingen velsignelse tilbage. Jakob bliver ramt af alle fortidens synder og han og folket er ved at gå fortabt. Hungersnøden kan sammenlignes med beretningen om Noa, synden og syndfloden. Hungersnøden er ved at oversvømme hele verden så at der intet bliver tilbage af Israels folk. Men når nøden er størst griber Gud ind. Han hører menneskenes skrig. Gud frelser Jakob og hans folk. Jakob og hans folk kommer til Egypten og får asyl. De får deres eget land i Egypten og oplever Guds underfulde frelse.

Jakob udtrykker selv tanken – evangeliet - i følgende citat. Jakob troede at han var fortabt men Gud har grebet ind. Guds frelse er underfuld og Jakob kan næsten ikke tro at det er sandt. Når mennesker hører Guds evangelium liver de op – de får nyt mod på livet. Beretningen minder fuldstændigt om beretninger i Det nye Testamente. Josef er blevet en hersker i hele Egypten – Kristus er blevet en hersker i hele verden:

v25  De drog op fra Egypten og kom til deres far Jakob i Kana'an, v26  og de sagde til ham: »Josef er stadig i live! Han er hersker i hele Egypten.« Men hans hjerte stod stille, for han kunne ikke tro dem. v27  Men da de fortalte deres far Jakob alt, hvad Josef havde sagt til dem, og da han så de vogne, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op. v28  Israel sagde: »Min søn Josef er i live. Jeg vil tage af sted og se ham, inden jeg dør.«

(1 Mosebog 45)

At komme til Egypten er som at komme til Edens have. Egypten bliver det nye forjættede land for Jakob og hans folk. Egypten er gæstfri og tager venligt imod dem og giver dem alt hvad de har brug for. Alt dette sker fordi Gud står bag de historiske begivenheder. Det betyder ikke så meget hvad mennesker gør. Historien bestemmes grundlæggende af Guds plan og vilje til at frelse Israels folk. Gud bruger de midler som skal til. I dette tilfælde bruger Gud den ægyptiske farao og konge som sit redskab.

Den verdensomspændende hungersnød er blevet forudsagt af Josef over for den egyptiske konge:

Det, Gud vil gøre, har han ladet Farao se. v29  Der vil komme syv år med stor overflod i hele Egypten.

v30  Efter dem kommer syv hungerår, så al overfloden bliver glemt i Egypten, for hungersnøden vil gøre det af med landet. v31  Man vil ikke længere mærke noget til overfloden i landet på grund af den hungersnød, der følger efter, for den bliver meget knugende.

(1 Mosebog 41)

I Josef beretningen udtaler Josef selv i sin store tale til brødrene i 1. Mosebog 45 hvad der er teologien i 1. Mosebog (de jødiske lærdes teologi). Det som mennesker gør, er ikke så afgørende – Gud er den som egentlig handler i historien. Josef blev solgt som slave og bragt til Egypten for at noget kunne ske – alting sker for at! Hans brødres handlinger eller deres motiver eller deres moral er ikke så afgørende. Gud virker gennem det som mennesker gør. Josefs brødre handlede godt nok skændigt ved at sælge deres egen bror – men det skete i virkeligheden fordi Gud ønskede det. Gud frelser menneskene på trods af at menneskene begår mange synder. Menneskenes synder får ikke lov til at ødelægge livet for menneskene på jorden. Det tillader Gud ikke. Han hører deres skrig. Han bekæmper uretten. Hungersnøden er en stor uret. Gud genopretter retfærdigheden. Når nøden er størst, griber Gud ind. Brødrene skal ikke tænke så meget på fortiden. De skal ikke føle skyld og skam mere. De skal forlade og glemme og give slip på det som skete. Det skete alt sammen for at livet kunne opretholdes, som Josef siger!

Gud sender mennesker. Vi er messengers og budbringere. Josef blev sendt til Egypten. Gud handlede for at Israel skulle holdes i live – for at redde Israel fra hungersnøden. Hvis Josef ikke var kommet til Egypten havde Israel været fortabt – så havde de ikke haft noget sted at gå hen. Fordi Josef blev sendt til Egypten – som en engel – kunne han siden frelse Israel og hele verden fra døden og hungersnøden. Josef blev også sendt i forvejen – som den første – som den førstefødte. Hele Jakobs hus skal følge efter. Josef kom som den første til Egyptens land – men nu skal hele Israel følge ham. Hele Israel skal nu emigrere til Egypten – deres nye land. Josef fik et nyt land – et nyt hjemland i Egypten. Det samme skal nu ske for Israel og hele Jakobs hus!

»Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. v5  Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse.

v7  Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal.

v8 Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud.

Han har gjort mig til fader for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker i hele Egypten.

(1 Mosebog 45)

Det er vigtigt at holde fast i at - i dette kompleks - er Jakob hovedpersonen. (Bortset fra at den virkelige hovedperson i beretningen er Gud selv i følge 1. Mosebog!). Det som sker, er Jakobs historie. Det står direkte i de korte indledninger: - Dette er Jakobs historie. Josef historierne er de sidste begivenheder i Jakobs liv – de sidste trængsler han gennemlever – den sidste frelse. Josef er ikke hovedpersonen. Det er ikke Josef der velsigner Efraim og Manasse – det er faderen Jakob! Josef spiller egentlig en mindre væsentlig rolle. Pointen er forholdet mellem Jakob og Gud. Josef er Jakobs søn og Josef kommer til at spille en vigtig rolle som den mægtige mand i Egypten som formidler at Jakob kan rejse til Egypten – men Josef er ikke hovedpersonen. Det er karakteristisk at Josef historierne ender på det tidspunkt hvor Jakob dør. De handler faktisk om Jakob! Efter Jakobs død er der intet at fortælle mere – der er intet mere at fortælle om Josef!

Den sidste begivenhed som overhovedet omtales i 1. Mosebog er Josefs død og balsamering. Josef lever væsentligt kortere end sin far Jakob. Patriarkerne lever kortere og kortere i 1. Mosebog:

v26  Så døde Josef 110 år gammel. Han blev balsameret og lagt i kiste i Egypten.

(1 Mosebog 50)

Josef forsvinder samtidigt med Jakob. Josef har i virkeligheden kun en birolle – han deltager i det egentlige drama – hvad vil Gud gøre med Jakob? Den Jakob som havde begået så mange skrækkelige synder mod Gud og mennesker – den Jakob som havde kæmpet med Gud og mennesker og sejret! Jakob er den sidste af de store helte i Det gamle Testamente! I Josef historien får han da også en sand heltebegravelse – med al Egyptens pomp og pragt – han bliver begravet som en konge!

v7  Josef drog så op for at begrave sin far, ledsaget af alle Faraos hoffolk, hans hus' ældste og alle Egyptens ældste. v8  Også hele Josefs hus og hans brødre og hans fars hus drog med. v9  Han var også ledsaget af vogne og heste, så det blev et meget stort følge. v10  Da de kom til Goren-ha-Atad vest for Jordan, holdt de dér en stor og anselig klagefest. I syv dage holdt han sorg over sin far.

v11  Da landets kana'anæiske indbyggere så sorgen i Goren-ha-Atad, sagde de: »Egypterne holder en anselig sørgefest.« Derfor kalder man stedet Abel-Misrajim. Det ligger vest for Jordan.

(1 Mosebog 50)

Når vi læser de sidste kapitler i 1. Mosebog er det vigtigt at vi forstår hvad der er de jødiske præsters og lærdes pointe: - Det som skete, var et stort under – et helt ubegribeligt under! Under hungersnøden i hele verden løftede der sig et skrig til Gud i himlen. Gud hørte det skrig.

Gud greb ind og frelste Jakob og hans sønner fra den forfærdelige nød. Jakob og hans sønner var ved at dø – ved at blive udslettet. Israel – Abrahams folk – var ved at blive udslettet. I den sidste time greb Gud ind. Israel blev frelst. Israel fik et nyt hjem i Egypten. De fordele og den nåde og den modtagelse som de fik i Egypten var ubegribelig og underfuld. De fordele som Israel fik i Egypten overgik endda Josefs optimistiske forventninger! Gud greb ind og handlede igennem den egyptiske konge – farao. Farao blev Guds redskab – på samme måde som den persiske konge Kyros blev Guds redskab. Kyros var en hedensk rovfugl fra østen som slet ikke troede på Gud. Farao var en hedensk konge som troede på Osiris og solguden Re og Ammon. Men Gud handler tværs igennem alle menneskelige forhold. Gud er en Gud for alle. Alle jordens slægter bliver velsignet i det som Gud gør. Gud er historiens herre, som det siges i Salmernes Bog. Indvandringen i Egypten under Jakob var hellig historie – sakral historie. Gud hørte den gamle synder Jakob på hans gamle dage – da alting gik helt i stykker for Jakob!

Det, som Gud gjorde, skete fordi Josef havde fået magt og indflydelse og en stor herlighed i Egypten. Josef er den som formidler frelsen til Israel. Josef er snu og snedig og han får den egyptiske konge til at træffe de rigtige beslutninger! Josef tilrettelægger det politiske forløb – men Gud er den som frelser Israel fra tilintetgørelsen – ikke Josef. Josef instruerer sine brødre for ud for at de skal i audiens hos den egyptiske konge – men det er Gud som sender sin ånd til farao og får ham til at give nåden og frelsen til Israel! Farao giver Israel hele herligheden tilbage – Paradiset tilbage – men kun fordi det står i Guds bog og kun fordi at Guds ånd virker inden i Farao!

Der er helt åbenbare forbindelser mellem dette store evangelium i slutningen af 1. Mosebog og evangeliet i Det nye Testamente. Det nye Testamente handler om at Gud frelser alle mennesker ud af trængslen, ud af synden og ud af dødens rige. I 1. Mosebog kan vi tydeligt se dette budskab. Vi kan sige at Josef er en forudsigelse af Kristus – Josef er en Guds mand. Josef er en fremmed egypter. Josef er en fremmed skikkelse i forhold til Israel. Den verden som Josef lever i har intet at gøre med Isaks eller Abrahams verden. Men 1. Mosebog tror på at Josef blev udvalgt af Gud til at frelse Israel. Det var ikke Josefs brødre som sendte Josef til Egypten – Gud sendte Josef til Egypten for at livet skulle opretholdes og for at jorden og menneskene kunne blive frelst! Josef var lige som den fremmede konge Kyros – Josef er en rovfugl fra østen! Men historien handler ikke om Josef – eller Jakob for den sags skyld – den handler om Gud. Gud er historiens subjekt. – Lad Gud være i fred, er det budskab som udtrykkes i slutningen af 1. Mosebog!

I det andet kompleks i Josef historierne spiller derimod Josef hovedrollen. Vi kan kalde dette kompleks for Sagnet om Josef. Sagnet om Josef handler om en ung mand i Egypten som kommer fra meget små kår og kæmper med mange vanskeligheder men som til sidst bliver hele Egyptens herre! Josef bliver storvisir i hele Egypten – kun den egyptiske farao er større end han! Josef bliver næsten en verdenshersker. Josef er vis og retfærdig og klog og stærk. I Sagnet om Josef er Josef i høj grad et forbillede – et ideal. Fortællingerne er blevet fortalt for at mennesker skal beundre Josefs person og prøve at efterligne ham.

Josef sagnet er samtidigt – antageligt – et forfadersagn. Josef bliver en fader og stamfader senere i Israel. Meget tyder på at Josef sagnet er blevet brugt lige som fortællingerne om Jakob og Abraham og Lot. Meget tyder på at folkegrupper eller stammegrupper i områderne Efraim og Manasse – i det centrale Palæstina omkring Sikem – har opfattet Josef som deres stamfader. I det gamle Israel var der godt nok nogen tvivl om hvem Jakobs 12 sønner egentlig var! I følge nogle tekster er Efraim og Manasse blandt de tolv sønner – i følge nogle tekster er det kun Josef som er Jakobs søn. Efraim og Manasse blev født på Josefs knæ – dvs de blev i følge 1. Mosebog adopteret af Jakob. (Lige som Hagars søn Ismael bliver født på Saras knæ og Rakels sønner bliver født på hendes knæ).

v23  Josef oplevede at se Efraims børnebørn. Også Manasses søn Makirs børn blev født på Josefs knæ.

(1 Mosebog 50)

De har kaldt sig Josefs hus og Josefs sønner. Josefs hus er en vigtig del af de såkaldte Rakel stammer – Rakels sønner. Josef er en søn af Rakel. Rakel sønnerne og Josefs hus hører hjemme i et geografisk område i Samaria. Et sted – i beretningen om Josefs barndom - omtales strækningen fra Sikem til byen Dotan – og det dækker meget godt Rakel stammernes kerne område. Dette område ligger altså højt mod nord i Palæstina – langt fra Jerusalem og langt fra Abrahams område som lå omkring Hebron og Mamre. Josefs hus hører til i det oprindelige kerneområde for alle stammerne. Sikem var en hovedstad for alle stammerne i Dommertiden. Vi ved at det senere politiske Nordrige – Samaria – kaldte sig selv for Josefs hus. Josef bliver et symbol på hele Israel i en lang periode. Josefs sønner bliver det samme som Israels sønner – folket. Centrum i det senere Nordrige som opstod efter Salomo er netop de områder hvor stammerne Efraim og Manasse boede. Josef historierne er altså gamle sagn om vores forfader og stamfader. Vores stamfader var en stor mand i Egypten – han var hersker over hele Egypten. Han fik sønnerne Efraim og Manasse. Han kom til Palæstina. Her blev han vores stamfader. Vi er hans slægt og folk! Vi må antage at dette er den gamle oprindelse til Josef sagnet som så siden hen er blevet en del af 1. Mosebog og af Jakobs historien. Vi må antage at Josef sagnet oprindeligt har været helt selvstændigt – lige som Lot sagaen fx Josef sagnet har været helt uafhængigt af Jakob og Abrahams fortællingerne! Først siden hen kædes disse forfaderfigurer sammen i Det gamle Testamente – de sættes i familie med hinanden. Det er også interessant at det som fortælles om Josefs barn slet ikke passer med andre steder i 1. Mosebog. Fx er Josef den yngste søn af Jakob i Josef sagaen – men i det øvrige 1. Mosebog er det derimod Benjamin som er den yngste søn. Josefs fader hedder Jakob i den ene tradition men Israel i den anden situation. Josef sagnet har oprindeligt været helt selvstændigt. I det sagn har der antageligt intet stået om Jakob eller andre af Jakobs sønner!

I Josef sagnet er Josef grundlæggende en egyptisk mand! Når vi læser teksterne er der egentligt ikke meget som siger at Josef skulle komme fra Palæstina. Når vi læser teksterne er det faktisk også ret uklart hvordan Josef egentlig er havnet i Egypten. De forskellige beretninger er selvmodsigende. Måske lyder den oprindelige myte sådan at Josef altid har været i Egypten – han stammer slet ikke fra Palæstina?

v1  Da Josef var blevet bragt ned til Egypten, blev han ...

(1 Mosebog 39)

Josef er egypter, han taler egyptisk, han tilbeder de egyptiske guder, han tænker som en egypter. Han går klædt som en egypter. Han gifter sig med den egyptiske ypperstepræsts datter. Alene af den grund er han deltager i den egyptiske hedenske gudsdyrkelse – men han kan heller ikke være kongens førsteminister – stor visir – uden at deltage i kulten af de egyptiske guder. Han får et egyptisk navn af Farao og det er ved dette navn at han er kendt – bestemt ikke som Josef! Josef er slet ikke Josef!

v45  Så gav Farao Josef navnet Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til hustru; hun var datter af Potifera, præsten i On.

(1 Mosebog 41)

Han kan sikkert både læse og skrive egyptisk. Han er et fornemt produkt af den egyptiske visdomstradition. Han hører til blandt de egyptiske troldmænd og orakeltydere! Han er gift med hedenske egyptiske kvinder og får to egyptiske sønner med dem! Han har tilsyneladende fået en egyptisk uddannelse – han opfatter og reagerer som en egypter. Dette er sikkert den oprindelige mening med Josef sagnet. Josef var egypter! Teksterne viser et meget godt kendskab til forholdene i Egypten og Egyptens historie. Teksten i Josef sagnet kender forholdene for de egyptiske templer og for de sociale forhold i Egypten. Denne viden må stamme fra Egypten – ikke bare fra personer i Israel som kendte til forholdene i Egypten. Teksten kender egyptiske love, skikke, navne og stednavne. Teksten røber en stor viden om Egypten. Beskrivelsen af Josef må på en eller anden måde stamme fra Egypten. Nogle af beretningerne om Josef er helt klart afhængige af egyptiske kilder. Fx er beretningen om Josef der er ved at blive voldtaget af Potifars hustru – afhængig af skriftlige historier som vi kender fra Egypten. Historien om Potifars hustru er oprindeligt simpelt hen en egyptisk novelle – vi kender den oprindelige novelle!

Det er også interessant at en hel række af de faktiske oplysninger om egyptiske samfundsforhold som findes i Josef historierne kan bekræftes af andre kilder fra datiden!

Josefs brødre – og Jakob – kommer til sidst til Egypten og her møder de Josef. Det er helt tydeligt at Josef optræder som en egyptisk prins og fyrste over for dem. De kan ikke genkende ham. Han er simpelt hen en egypter. Han viser en stor nåde over for dem – men han bliver opfattet som en egyptisk hersker – ikke som en mand fra Palæstina!

Vi skal i det følgende se nogle flere eksempler på de to forskellige komplekser der er i Josef fortællingerne. Josef fortællingerne adskiller sig meget fra det øvrige gamle Testamente. Sproget og stilen og ånden er helt anderledes. Fortællingerne er meget lange og strømmer og flyder af sted. Josef fortællingerne virker som et senere produkt end fx Jakobs og Abrahamsfortællingerne. Figurerne i Josef historien optræder som en slags eventyr figurer. Ånden er ikke særlig religiøs! Josef er ikke religiøs på den måde som Abraham eller Jakob er. Josef er mere moderne. Josef drager ikke rundt som en nomade og møder Gud ved Betal eller sikem! Josef er et moderne menneske som har en almen abstrakt tro på Gud – som egentlig ikke har meget at gøre med Israels religion. Vi kan sige at Josef tror på guderne – lige som alle andre egyptere. Josef fortællingerne taler ikke meget om Gud – de handler om menneskelige sejre, nederlag – Josefs visdom og kløgt. Josef kan tyde drømme – det er en evne han har – men disse drømme har - meget overraskende - intet med Gud at gøre! Josef er på en måde en areligiøs skikkelse.

Jakob og hungersnøden.

v13  Der var ikke brød på hele jorden, for hungersnøden var meget knugende. Egypten og Kana'an vansmægtede på grund af hungersnøden.

(1 Mosebog 47)

Hungersnøden rammer hele verden. Den truer alle mennesker i hele verden. Hele verden kommer til Egypten for at få hjælp. I Egypten er det Josef som bestemmer alt. Han er den som kan frelse alle mennesker – ikke bare i Egypten – men i hele verden. Josef er en frelser. Han er en reel konge. Han er herrens salvede og redskab.

Jakobs folk er helt prisgivet manden i Egypten – manden med det egyptiske navn.

Vi ved at man I det gamle Israel sammenlignede Egyptens land med Edens have – Paradiset. Egyptens land var et Paradis på jorden. Det flyder med mælk og honing. Nilen vander hele landet – her er frugtbarheden, grøden, væksten. Vi skal huske at det at Jakobs folk kom til Egyptens land under hungersnøden var en stor, ubegribelig og underfuld frelse! Her kunne de bo I fred og ro og sikkerhed. Det var en stor nåde som Jakob kom til at opleve. Gud hørte deres skrig om hjælp. Egypten var en lykke. Alt dette bliver jo også symboliseret I signet ved at Josef er den som modtager dem I Egyptens land. De får alle goder – de kommer nu til at eje jord – for første gang!

Israel og Jakob bliver frelst da de kommer til Egypten. For første gang bliver de bofaste. De får deres egen jord. De får ejendom – som de aldrig rigtig havde haft i Palæstina. Israel trives og folket bliver et stort og mægtigt folk. Egypten er et lykkeland for Jakob og hans folk.

v27  Israel slog sig ned i Egypten, i landet Goshen. Der blev de bofaste, og de blev frugtbare og meget talrige. v28  Jakob levede i Egypten i 17 år. Tallet på Jakobs leveår var 147.

(1 Mosebog 47)

Goshen er et grænseområde ved Egyptens grænse mod nordøst. Goshen ligger i nærheden af den moderne by Suez og Port Said. Vi har også bevaret en egyptisk indskrift der fortæller at Egyptens konge tillod edomitterne fra fastlandet at slå sig ned her – omkring år 1220 f. Kr. Det hedder: - Kongen, Merneptah tillader de fremmede edomiter at slå sig ned i kongens land Goshen for at holde sig selv og deres dyreflokke i live! Egypten blev i oldtiden hele tiden overfaldet af stammer og klaner fra ørkenlandet. Disse stammer kom dels for at plyndre Egyptens rigdomme – dels for at få lov til at slå sig ned i det vandrige Egypten. Vi har bevaret en egyptisk grev indskrift som beskriver disse stammer: - De er arme asiater som ikke ved hvordan de skal overleve! Som det fremgår af Josef historien betragtede alle egyptere alle fårehyrder som afskyelige (Josefs udtryk) – blandt andet på grund af lugten og fordi de var så forfærdelig uciviliserede! Sammenstødet mellem Jakobs kultur og Josefs kultur – Egyptens kultur – er virkelig et sammenstød af to helt forskellige kulturer! Egypten har en urgammel, formalistisk, højfornem, fremmedhadende kultur. Farao møder den gamle Jakob, og farao har opfattet ham som en vildmand, et væsen fra en anden planet! Alligevel modtager farao Jakob som en konge og Israel bliver modtaget med stor ære – et ubegribeligt under - når vi tænker på hvordan egypterne normalt modtog de fremmede folk!

Israel og Jakob oplever en stor ophøjelse og velsignelse i Egypten. De bliver modtaget med åbne arme. De får alle ting. Gud har frelst dem. Det er Gud som har ordnet det sådan at de fra nu af har fundet et hjem. Israel har forladt Kana’ans land. De er kommet til Egypten som næsten er som et Paradis (jvf Lots udtryk). Josef har været det redskab som Herren har udvalgt - for at Israel kunne frelses og komme til at bo i Egypten. Jakob og hans hus kommer i audiens hos den egyptiske konge. Højere kan intet menneske nå. Israel er endelig frelst. Den egyptiske konge giver dem hele Egyptens rigdom – de får alt – de får hele herligheden. De kan få alt hvad de ønsker sig i Egypten. Kongen vil bruge Jakobs sønner – lige som Josef - som sine betroede tjenere. Jakobs sønner bliver store høvdinge i Egypten! Alt ligger åbent for dem. De får den bedste del af Egyptens jord. Indvandringen i Egypten er en indvandring ind i Guds rige:

v3  Farao spurgte brødrene: »Hvad er jeres levevej?« De svarede: »Dine tjenere er fårehyrder ligesom vores forfædre.« v4  Og de sagde til Farao: »Vi er kommet for at bo som fremmede i landet, herre. Der er intet græs til vores får, for hungersnøden i Kana'an er knugende. Giv derfor dine tjenere lov til at bo i landet Goshen.« v5  Farao sagde til Josef: »Din far og dine brødre er kommet til dig. v6  Egypten ligger åbent for dig. Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan bo i landet Goshen. Og hvis du ved, at der er dygtige mænd blandt dem, så sæt dem til at have opsyn med mit kvæg.« v7  Derefter førte Josef sin far Jakob hen og forestillede ham for Farao, og Jakob hilste Farao.

(1 Mosebog 47)

Jakob og Israel kommer til Egypten på grund af den overvældende livsfare – hungersnøden. Indvandringen i Egypten er en Exodus! Folkets befrielse består i indvandringen i Egypten! Jakob drager ind i Egyptens land som en konge med sine 66 sønner og utallige koner i et triumtog! Men Gud har i forvejen sagt alle ting til Jakob. Jakob skal slå sig ned i Egypten. Egypten skal være deres land. Gud vil føre folket ned til Egypten. Gud går i spidsen for folket - hele vejen til Egypten. Gud fører sit folk ud af nøden og ud af lidelsen og trængslen og ud i det åbne land - friheden (Salmerne). I det gamle land Kana’an var løfterne ikke gået i opfyldelse. Når de kommer til Egypten - skal alle løfterne gå i opfyldelse. Egypten er Guds rige:

v27  Israel slog sig ned i Egypten, i landet Goshen. Der blev de bofaste, og de blev frugtbare og meget talrige. v28  Jakob levede i Egypten i 17 år. Tallet på Jakobs leveår var 147.

(1 Mosebog 47)

Israel skal blive et mægtigt folk. Jakob skal opleve en lykke og en velsignelse som han aldrig nogen sinde før har oplevet. Jakob bliver modtaget som en konge af den egyptiske farao! Israel forlader fuldstændigt Palæstina. De forlader alt det gamle. De bryder ud. De siger farvel som da Abraham sagde farvel til hjemlandet ude østpå og sin faders hus. Israel ser sig ikke tilbage. Egypten er foran. De har ikke efterladt sig noget derhjemme - i det gamle land. Israel udvandrer fra Palæstina og bosætter sig i deres kommende hjem – Egypten.

Teksten fremstiller det sådan at det ikke er Jakob på egen hånd der beslutter at flytte til Egypten – det er Guds direkte kald og afgørelse. Beslutningen er overvældende og vidtrækkende. Den handler om en ændring af hele folkets skæbne. Gud er historiens herre. Det er Gud som får tingene til at ske. Gud kalder her Jakob på samme måde som det ofte sker i patriark fortællingerne. Udvandringen til Egyptens land er sakral historie. Jakob bliver kaldet til at vælge. – Følg mig, siger hans Gud:

v2  Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede ja, v3  sagde Gud: »Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. v4 Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten og Josef skal lukke dine øjne.«

v6  De tog deres kvæg med sig og al den rigdom, de havde samlet sig i Kana'an, og så kom Jakob og hele hans slægt med ham til Egypten. v7  Han bragte sine sønner og sønnesønner, sine døtre og sønnedøtre, ja hele sin slægt med sig til Egypten.

(1 Mosebog 46)

Sagnet om Josef.

Når Josef handler, handler han næsten som en gud i Josef historierne. Hans brødre bliver bange når han handler. Josef spreder frygt og ærefrygt – som en gud på jorden. Josef spørger flere steder på denne måde: - Er jeg i Guds sted? Det er ikke mærkeligt for han fremstilles næsten som en gud! Josef siger de samme ord som englene siger: - Frygt ikke! Josef handler vilkårligt med brødrene. Han optræder som en rigtig autokrator – en enevældig konge – fra oldtiden. Typisk for oldtidens mægtige herre er netop at han kan ahndle vilkårligt. Han indgyder frygt. Han er uberegnelig. Han er stor og mægtig netop fordi han handler vilkårligt. Josef er en suveræn – han er en Cæsar i Egypten:

Så tog han Simeon ud af flokken og spærrede ham inde for øjnene af dem.

(1 Mosebog 42)

Alle mennesker i hele verden – også hans kødelige brødre – kommer til ham og kaster sig ned for ham. De er hans trælle. De vil være hans trælle. Alle menesker i Egyptens land vil være hans trælle. Han skal eje dem og være deres herre. Josef er en gud på jorden:

v18  Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« v19  Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted?

Josef er en lykkemand. Det hebraiske ord Mashliah kan oversættes med en lykkemand. Dette begreb kender vi fra mange eksempler i Det gamle Testamente. David er også en Mashliah – en lykkemand. Sådan er Josef født – han er en lykkemand fra undfangelsen. Han er sin faders sidste barn i alderdommen og hans fader elsker ham – forguder ham. Han har Guds lykke og held. Han har en god karma. Det han gør lykkes for ham – til hans egen og alle andres store velsignelse. Det skyldes ikke at han er særligt from eller religiøs - for det er han overhovedet ikke. Det skyldes simpelt hen at Herren er med ham. Gud er med visse mennesker. Alting lykkes for dem. De får alting. Josef får alting – et godt udseende, popularitet, rigdom, succes, magt, anseelse, ære, kærlighed. Josef er en lykkemand - på samme måde som Job er en lykkemand. Jobs Bog indeholder en fantastisk beretning om hvordan Job levede og trivedes i gamle dage! Alt lykkedes for ham. Livet var som det skulle være. Job sejrede og han var en vinder. Vi kan sige at livet er et spil og nogle mennesker er bare født som vindere. Josef er en født vinder. Alle mennesker elsker Josef. Josef har en velsignelse – næsten en udstråling eller et stof eller en karisma – som spreder sig til omgivelserne. Den egyptiske farao elsker Josef. Potifar elsker Josef - fordi han spreder lykken og heldet og velsignelsen omkring sig. Josef spreder frugtbarheden omkring sig - næsten som en gud. Josef er født med en sølvske i munden. Alt hvad han rører ved bliver til det pure guld. Alle hans forslag til den egyptiske konge bliver til folkets frelse og velsignelse. Alt lykkes. Josef er en magnet som trækker alle mennesker til sig. Josef er en stjerne – som i hans egen drøm. Josef er en drøm.

Josef skaffer sig en helt overvældende rigdom og velstand i kongens tjeneste. Han skaffer sig enorme godser og utallige trælle og trælkvinder. Alle mennesker i Egypten bliver næsten hans trælle. Alle hans drømme fra ungdommen går i opfyldelse – alle hans mest forfængelige drømme! Josef kommer til at leve i en drømmeverden, en eventyrverden omgivet af under dejlige egyptiske prinsesser og ufattelige rigdomme. Josef kommer til at opleve hele det egyptiske hof som vi kender fra de egyptiske grave som Tut Ankh Amons grav. Josef bliver Egyptens rigeste mand. Guds velsignelse kan altid ses ved mandens velfærd, lykke og rigdom. Da Jakob kommer til Egypten er Josef – ene mand – i stand til at forsørge hele Israels folk – et helt folk af sultne asiater fra fastlandet:

v12  Josef forsørgede sin far og sine brødre og hele sin fars slægt efter antallet af børn.

(1 Mosebog 47)

Under Josef ser det ud til at Kana’an er en egyptisk provins. Vi ved at det gamle Kana’an i lange perioder var styret af Egypten. Kana’an var Kams søn, som det hedder i Det gamle Testamente – dvs en søn af Egypten. Josefs politiske handlinger gælder ikke kun Egypten men også Kana’an. Han samler alle de penge sammen som findes i hele Kana’an. Ordet penge spiller en helt dominerende rolle i Josef historierne – de handler faktisk mest om penge:

v14  Josef samlede alle de penge, der fandtes i Egypten og i Kana'an, de penge, som var indkommet ved salg af korn; dem bragte han til Faraos palads.

(1 Mosebog 47)

Tankegangen i Josef historien er ikke specielt religiøs! Velsignelsen er i høj grad jordisk og materiel. Josef er ikke særligt from! Han taler det samme sprog som egypterne – egypterne taler også om Gud – men på en almen menneskelig måde. Josef er simpelt hen en velsignet og lykkebringende mand. Han er god at være i nærheden af. Alting lykkes for Josef – han har en heldig hånd. Josef er heldig uanset hvad han rører ved. Det er ikke fordi Josef er from og beder til Gud! Det gør han ikke. Det er fordi Josef er et slags overmenneske. Josef har en kraft og energi inden i sig som er overnaturlig eller magisk. Josef er gudernes yndling. Han er den kønne unge mand som alle guderne elsker og forkæler. Da Josef var barn blev han elsket og forkælet af sin far og Josef tilbragte tiden med at drømme om sin egen storhed og ophøjelse når han blev voksen! Da han blev voksen blev han elsket og forkælet af alle guder – og mennesker. Josef er en vinder. Josef er en Adonis – han har fået sin mor Rakels udseende. Alle elsker en vinder. Alle elsker Josef!

v2 Herren var med Josef, så han havde lykken med sig. Han var i sin egyptiske herres hus, v3  og da hans herre så, at Herren var med ham, og at Herren lod alt, hvad han gjorde, lykkes, v4  fattede han velvilje for Josef, og Josef kom i hans tjeneste. Han satte ham til at styre sit hus og gav ham ansvar for alt, hvad han ejede. v5  Fra det øjeblik han satte ham til at styre sit hus og alt, hvad han ejede, velsignede Herren egypterens hus for Josefs skyld. Herrens velsignelse kom over alt, hvad han ejede inde og ude. v6  Han overlod Josef alt, hvad han ejede, og bekymrede sig ikke om noget.

v21  Men Herren var med Josef og viste ham godhed og lod ham finde yndest i arrestforvarerens øjne.

v22  Arrestforvareren gav Josef ansvaret for alle fangerne i fængslet, så det var ham, der gjorde alt, hvad der skulle gøres. v23  Arrestforvareren tog sig ikke af noget af det, Josef havde fået ansvaret for; det var, fordi Herren var med Josef, og det, han gjorde, lod Herren lykkes.

(1 Mosebog 39)

Josef viser sig – som det hedder - for sin fader Jakob, da Jakob for første gang ankommer til Egypten (46.29). Det verbum som den hebraiske tekst her anvender – at vise sig, at åbenbare sig – bliver ellers kun anvendt om Gud og Herren der viser sig for mennesker. Meningen er at Josef viser sig - som en gud. Josef er en slags gud på jorden. Når han viser sig er det som at se Gud! Hans brødre kan ikke genkende ham – lige som Abraham ikke straks kan genkende sine tre besøgende i Mamre – de tre Herrens engle! Josef er et tegn – han viser sig skjult. Han er ikke det som man kan se med det ydre øje. Han er noget overnaturligt. Han kommer måske fra himlen. Han er ikke bare et menneske! At møde Josef er faktisk livsfarligt – det viser sig tydeligt ved hans møde med brødrene. De er rigtigt bange for at dø, da de ser Josef. De reagerer som hvis de havde set et syn eller en gud. De bliver bange. Josef er vældig og mægtig – og det vil i oldtiden sige at han kan dræbe vilkårligt. De store er farlige – de har enorme kræfter – og de dræber mennesker som kommer for nær. Brødrene er virkeligt skræmt ved de ting, som Josef gør og siger. De kan kun forklare det ved at de har mødt en levende gud i Egypten.

Josef skjuler sig og han afslører ikke sin identitet – lige som Jahve i patriark fortælllingerne. Josef viser sig i en anden form – i en anden skikkelse så han ikke direkte kan genkendes. Han taler et fremmed sprog over for sine brødre så de ikke direkte kan høre hvem han er. Han optræder som en gud – en skjult gud. Han kan ikke ses med det blotte øje – man skal lære at se på den rigtige måde – ellers kan man ikke se at det er ham.

Josef forklarer at det som mennesker gør er ikke så afgørende – det afgørende er det som Gud gør! Brødrene har nok opført sig meget slet og syndigt over for Josef – men det er ikke så vigtigt. Gud er den som er historiens herre, som det siges i Salmerne. Gud vender tingene i den rigtige retning. Josef kom til Egypten fordi det var nødvendigt for at Israel og Jakob kunne blive frelst på et senere tidspunkt. Det var meningen med Josefs bortførelse til Egypten. Gud ønsker at holde mange mennesker i live, som Josef siger.

Brødrene er så bange for Josef at de tilbyder at være hans trælle. Josef er storvisir i Egypten. Kun kongen er større end han er. Josef udstråler en overvældende magt og herlighed.

v18  Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« v19  Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? v20  I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. v21  Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.«

Josef er en helt anden type end Jakob og Abraham. Josef er en verdslig konge – en hersker. Josef er en klog og vis politiker. Josef redder folket i Egypten – og mennesker i hele verden – fordi han træffer vise og kloge politiske beslutninger. Josef er politiker og embedsmand. Han er et moderne menneske – ikke en omvandrende nomade som Jakob og Abraham!

Den mest gennemgående karakteristik af Josef i 1. Mosebog er: - Gud er med ham! Herren var med ham! Josef bliver ikke beskyttet imod alle problemer eller vanskeligheder – slet ikke – men han kommer hele tiden godt igennem. Han er vis og klog og forstandig – men det mest afgørende er at Gud er med ham. Josef er udvalgt siden han er en lille drøm og går og får sine store drømme om sin egen store fremtid! Josef har en enorm selvbevidsthed. Josef er en vinder. Han kommer hele tiden ovenpå. Han er en lykkemand – lige som vi kender det fra skildringen af Job i hans fordums dage. Josef klarer sig altid godt – for der er en som går foran ham og baner vejen. Josef er beskyttet af Herrens engle. Skildringen af Josef ligner i denne henseende skildringen af Saul og David og af kongerne – den salvede – i Salmernes Bog. Josef er en gudsmand – han er en hellig mand – han er en hellig kriger for Herren. Han beskyttes og værnes af det guddommelige. Josef tror da også netop på forsynet – han har en slags almen religiøsitet – helt forskellig fra Jakob og Abraham.

Josef bliver ikke af Herren forskånet for alle problemer. Han kommer ud i et indviklet seksuelt forhold til Potifars hustru som er gift med hans herre og arbejdsgiver. Potifars hustru vil ligge med Josef - fordi han er så smuk. Josef har arvet sin mors Rakels smukke ydre! Josef må flygte over hals og hoved fra Potifars hustru – splitternøgen! Det skader ham meget og det er en varig skam og skændsel over hans hoved men han kommer alligevel ovenpå. Herren er med ham! Kvinden er beskere end døden! Potifars hustru bliver en snare for Josef lige som vi kender det fra mange andre eksempler – Samson, David, Salomo. Som Saul siger om David: - Jeg vil give ham min egen datter til hustru. Hun skal blive ham en snare!

Vi kender historien om Potifars hustru fra den egyptiske litteratur. Denne fortælling er altså blevet overført på Josef senere. Meningen er at vise hans snarrådighed, moral og trofasthed mod sin herre. Kvinden blev grundlæggende opfattet som ejendom og Josef viser at han respekterer Potifars ejendom. Noget tyder på at Potifar ikke troede så meget på sin kone – men mere på Josef. I oldtiden var kvinder som regel meget lystfyldte væsner som ikke helt kunne styre deres seksuelle lyster. Kvinden har ikke mandens selvkontrol. Alle kvinder lægger derfor op til hor og utroskab. Det er deres natur. Kvindens natur er egentlig en skøges natur.

Alle de store mænd i Det gamle Testamente har udseendet med sig! Det er simpelt hen fast standard at de store helte også prises for deres skønhed og ynde! Vi kender det fra den historiske litteratur om kongerne og fra Salmernes Bog. Salme 45 er een lang lovprisning af kongens skønhed og dejlighed! Højsangen er fuld af mageløse og skønne og dejlige mandlige elskere! Saul var smukkere end alle andre mænd i folket – og et hoved højere! David var en køn dreng. Gideon var smukkere end alle andre.

Josef sagnet er på mange måder ikke særligt religiøst. Josef har en almen form for religiøsitet som ikke har ret meget at gøre med Jakob eller Abraham. Josef kan godt tale om Gud – fx som det guddommelige eller som et forsyn – men de ord som han siger, kunne lige så godt være sagt af en egypter! Josef er ikke specifikt religiøs – han har den almene religiøsitet vi finder i hele oldtiden. Gud taler ikke direkte til Josef som han taler til Abraham eller Jakob. Han deltager ikke i nogen tilbedelse af Gud eller Herren! Han er religiøst set helt forskellig fra Abraham og Jakob. Josef lever i et helt andet miljø – bykulturen i Egypten. Han er dannet, belæst, kultiveret. Det er umuligt at finde noget træk hos Josef man kan kalde israelitisk! Han er ikke engang semitisk. Han er egypter. Når vi læser om Josef er det simpelt hen ubegribeligt at han skulle have været en voksen mand i Israel dengang han blev overflyttet til Egypten! Der er intet israelitisk ved figuren Josef – bortset fra navnet Josef. Sandsynligvis er Josef da også ren egypter i den oprindelige fortælling om Josef.

Gud er for Josef det samme som det guddommelige eller guderne. Josef tænker på samme måde som alle de dannede egyptere tænkte. Vi kender udmærket deres tanker og forestillinger fra de egyptiske kilder. De har ikke været polyteister. De har haft en moderne, oplyst, rationel form for gudsopfattelse. Den kender vi også fra visdomslitteraturen – både i Egypten og i det gamle Israel. Det religiøse er en svag, udvisket baggrund i Josefs liv som egentlig ikke spiller nogen rolle. Det religiøse er en slags stemning eller højtidelige udtryk som han kan bruge i visse situationer når det er passende. Josef er en udpræget verdslig figur. Det eneste som betyder noget for Josef er at han ved at Herren eller guderne er med ham! Det giver ham held og succes – og en vis ret til at gøre hvad han vil.

Josefs opfattelse af begrebet synd er bestemt ikke israelitisk eller jødisk. Synd er for ham krænkelse af borgerlig moral og disrespekt for den sociale struktur – kongen - og ejendomsretten. Synd har egentlig ikke noget med Gud at gøre. Et eksempel på Josefs opfattelse af synden har vi i fortællingen om Josef og Potifars hustru. Potifars hustru er bestemt en synder fordi hun er ulydig over for sin mand – og fordi hun – som kvinder er – er liderlig og ikke kan kontrollere sit begær. Synd er for Josef noget ikke-religiøst. Det er slet ikke noget kultisk – for i Josefs almene religiøsitet findes der slet ikke noget kultisk! Han ser det kultiske – Abrahams og Jakobs religion! - som noget primitivt og overstået. Han er som de dannede europæere i det 18. århundrede. Han er oplyst. Han kan godt blive overtroisk men så drejer det sig om privat at tage varsler – som vi kender det fra eksemplet med bægeret i Benjamins sæk!

Josef hører mest sammen med begrebet visdom. Vi kender en hel visdomslitteratur fra det gamle Egypten og vi kender visdomslitteraturen fra Det gamle Testamente – fx Ordsprogenes Bog. Det er mest den verden som Josef lever i. Han er en hofmand, en embedsmand som giver vise råd. Josef ved godt hvad nåde er – det er det samme som kongens nåde og gode vilje (ikke Guds nåde). Josef lever i et farligt bureaukratisk system hvor en embedsmand hurtigt kan miste hovedet! Josef er den eminente rådgiver som vi kender fra Ordsprogene. Josef får en uddannelse og er et produkt af hele denne forfinede, litterære, internationale kultur. Josef er en oplyst mand. I Israel i kongetiden (ca 1000 f. Kr. – ca 600 f. Kr.) får man et miljø der minder om det egyptiske miljø som Josef lever i. I kongetiden – blandt de lærde og blandt kongens embedsmænd – har Josef været et ideal. Josef giver de rigtige råd – han kommer med de rigtige forslag og løsninger til kongen. Josef lever i en verden af ministre, jurister, lærde og politikere. Han er selv en slags statsminister i Egypten. Det er ikke mærkeligt at Josef bliver en stor helt i Nordriget Samaria i kongetiden. Josef lever også med hoffets stive former, med hofetiketten, diplomatsproget og de overdrevne høfligheder over for den formelle hersker! Josef lever i en farlig verden – hvor man hurtigt kan miste hovedet. Det fortæller Josef legenden jo netop. Et forkert ord, et misforstået råd og man er helt borte fra magtens indercirkel. Josef klarer sig kun gennem denne juridiske jungle fordi Gud er med ham, som det siges! Den urbane verden som Josef lever i har intet at gøre med den primitive, agrare verden som Jakob og Abraham lever i!

Vi kender situationen fra begivenhederne omkring David. Davids søn Absalom gør oprør imod faderen og vi har bevaret en lille situation var Absaloms hos diskuterer hvad de skal gøre. Først giver Akitofel sit råd og dernæst Davids Ven Hushaj. Det viser sig at det sidste råd er det klogeste. 2. Samuelsbog viser os hvordan en sådan rådslagning er foregået:

v7 Hushaj svarede Absalom: »Det råd, Akitofel denne gang er kommet med, er ikke godt.« v8  Han tilføjede: »Du kender din far og hans mænd og ved, at de er tapre og forbitrede som bjørne i det fri, når man har taget ungerne fra dem. Desuden er din far en kriger!

(2 Samuelsbog 17)

Josef er en drømmetyder og på den måde skaber han sig en stor karriere hos Egyptens konge. Josef kan forudsige fremtiden. Josef kan se ud i fremtiden. Josef siger at kun Gud kender fremtiden – men Josef bruger sin evne som en almindelig menneskelig evne. Josef er ikke specielt religiøs. Han taler lige som alle de egyptiske troldmænd og magikere. Der er ingen forskel på Josef og de egyptiske spåmænd og seere og drømmetydere – Josef er bare lidt heldigere. I virkeligheden er Josef en egyptisk magiker i kongens tjeneste. Det som Josef siger her – er præcist det samme som de egyptiske – hedenske - spåmænd sagde:

v15  Farao sagde til Josef: »Jeg har haft en drøm, som ingen [af de andre troldmænd] kan tyde, men jeg har hørt om dig, at du kan tyde en drøm, så snart du hører den.« v16  Josef svarede Farao: »Det er ikke mig, der kan. Gud vil give Farao et gunstigt svar.«

(1 Mosebog 41)

Josef lever inden for den egyptiske religions rammer. Josef er alment religiøs. Den gud som Farao taler om er også Josefs gud. Josef har ikke nogen specielt israelitisk religion! Gud er noget helt abstrakt for Josef – det er bare alles gud – fx egypternes gud. Josef har Guds ånd – men det har intet at gøre med troen eller religionen i Israel. Guds ånd har ikke noget at gøre med det som man kalder Guds ånd i Det gamle Testamente! Det har intet at gøre med Abrahams gud! Josef er helt frigjort – han er oplyst! Josef er højere udviklet end Abrahams og Israels primitive form for religion! Josefs religiøsitet er meget mere moderne:

v37  Dette forslag syntes Farao og alle hans folk godt om, v38  og Farao spurgte sine folk: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?« v39  Så sagde Farao til Josef: »Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være nogen så forstandig og klog som du. v40  Du skal styre mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig. Kun tronen vil jeg have frem for dig.«

(1 Mosebog 41)

Josef skikkelsen bliver helt klart set fra et egyptisk synsvinkel. Josef er egypter. Han bliver vurderet som en egyptisk prins. Han er vis – fordi han gavner farao og Egypten – ikke fordi han er from! Han træffer kloge beslutninger som gavner Egypten og den egyptiske konge. Det som Josef gør, har egentlig ikke noget at gøre med Jakob eller Israel. Josef er tydeligt nok en egyptisk skikkelse. Josef roses meget fordi han styrker kongens magt og ejendom. Josef skikkelsen er helt verdslig. Josef prises højt fordi han er en tro tjener for farao – ikke fordi han er en tro tjener for Gud eller er interesseret i Israels anliggender. Når vi læser om Josef glemmer vi hele tiden at han i følge 1. Mosebog stammer fra Palæstina – det virker som om han simpelt hen er en egyptisk embedsmand, prins og fyrste:

v20  Så købte Josef al Egyptens jord til Farao. Hver egypter solgte sin jord, for hungersnøden var hård. Sådan kom landet til at tilhøre Farao, v21  og folket gjorde han til trælle i hele Egypten fra den ene ende til den anden.

(1 Mosebog 47)

I Egypten får Josef så høj en position at han bliver tilbedt som en gud. Folket ser ham som en gud og som en frelser. Folket i Egypten tror at Josef er af gudernes slægt. Farao er Guds søn i Egypten – og det bliver Josef også i al fald i praksis:

v25  De [egypterne] sagde: »Det er takket være dig [Josef], at vi lever! Måtte vi finde nåde for dine øjne, herre. Vi vil være Faraos trælle.«

(1 Mosebog 47)

Josef er forudbestemt til at blive noget stort. Herren er med ham. Allerede som barn viser denne storhed sig. Josef har en voldsomt udviklet selvbevidsthed. Han ved fra barnsben at han vil blive til noget stort – han vil blive verdens herre. Hans far begunstiger ham og anerkender vel at Josef er noget stort. Den kjortel som Josef får kender vi andre steder fra. Ordet betyder en meget fornem kjortel som blev båret af de kongelige:

v3  Israel [eller Jakob?] elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham. v4  Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.

(1 Mosebog 37)

Josef drømmer store drømme om sig selv og hans brødre bliver – naturligt nok – mere og mere vrede på ham. Til sidst beslutter brødrene sig for at skaffe sig af med Josef. Det ender med at han kommer til Egypten. Det er interessant at Josefs drømme ikke har noget som helst religiøst indhold. Der er mange drømme i 1. Mosebog men de er alle sammen religiøse i deres fortolkning. Tanken er at Gud meddeler sig til mennesket igennem en drøm. Men Josefs drømme har intet med Gud at gøre. De er helt verdslige eller jordiske. De er profetier om at Josef skal blive til noget stort – blive en konge i hele verden – større end alle brødrene:

v5  Engang havde Josef en drøm, som han fortalte sine brødre, og de kom til at hade ham endnu mere. v6  Han sagde til dem: »Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!

v7  Vi var ved at binde neg ude på marken; mit neg rejste sig og blev stående, mens jeres neg slog kreds om mit neg og bøjede sig for det.«

v8  Da sagde brødrene til ham: »Skal du måske være konge og hersker over os?« Og de hadede ham endnu mere på grund af de drømme, han fortalte dem.

v9  Så havde han igen en drøm, som han fortalte sine brødre; han sagde:

»Nu har jeg igen haft en drøm: Jeg så solen, månen og elleve stjerner bøje sig for mig.«

v10  Da han fortalte sin far og sine brødre den, skældte hans far ham ud og sagde til ham: »Hvad er det for en drøm, du har haft? Skulle jeg og din mor og dine brødre virkelig komme og bøje os for dig?« v11  Hans brødre blev skinsyge på ham, men hans far glemte ikke drømmen.

(1 Mosebog 37)

Josefs drømme går faktisk i opfyldelse. Den lille Josef ved at Gud har bestemt ham til noget stort. Det nedenstående citat viser et forbløffende kendskab til de egyptiske forhold – sådan optrådte den egyptiske stor visir! Josef får den kongelige kjortel tilbage som han mistede. Josef får det hele tilbage – hele herligheden. Hans fornemhed bliver frygtindgydende som man sagde i oldtiden:

v41  Farao sagde til Josef: »Hermed sætter jeg dig over hele Egypten!« v42  Og han tog sin signetring af og satte den på Josefs hånd; han gav ham en fin linneddragt på og hængte en guldkæde om hans hals. v43  Han lod ham køre i sin næstfornemste vogn, og foran ham råbte man abrek. Sådan satte han ham over hele Egypten.

(1 Mosebog 41)

Hungersnøden rammer tungt hen over Egyptens land. Det er vigtigt at huske at i følge Oldtidens tankegang er kongen ansvarlig for frugtbarheden og markens afgrøder. Kongen er en slags formidler. Han får velsignelsen og kraften og giver den videre. Hvis folket trives og har det godt er det kongens skyld – men hvis det vantrives er det også kongens skyld. Vi ved faktisk at man i meget gamle dage har ofret egyptiske konger ved en menneskeofring – netop på grund af denne tanke om kongens skyld. Israels konger spillede den samme rolle og havde det samme ansvar. Når hungersnøden ligger tungt ned over Egyptens land rettes hele opmærksomheden sig imod kongens person. Hvis kongen er forbandet af guderne må han ofres – hungersnøden er hans skyld. Det er i denne situation af den egyptiske konge bliver reddet af Josef:

v53  Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, v54  begyndte de syv hungerår, sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød.

v55 Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer!« v56  Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten.

(1 Mosebog 41)

Josef er begavet med en særlig evne. Han fået en særlig karisma. I den forstand er Josef visionær – han kan se ud i fremtiden, han kan se det usynlige. Han er en seer, en hellig mand. Han kan tyde drømme. Det er denne evne som han får brug for da han kommer i kongens tjeneste i Egypten. Josef tyder faraos drømme og andre mænds – fx bageren og mundskænkens – drømme. Josef har fået en helt speciel gave. Men denne gave er egentlig ikke specielt religiøs. Indholdet af disse drømme – fx Faraos drømme – er slet ikke religiøst. Det er helt verdsligt. Josef forudsiger at der vil komme en tørketid der skal vare i syv år – på grund af drømmen om de syv magre og de syv fede køer. Josef har fået denne evne af Herren – siger 1. Mosebog – men det er en almen menneskelig evne. Den er ikke profetisk eller religiøs. Josefs drømmetydning er et meget enestående fænomen i Det gamle Testamente. Ellers er drømme altid religiøse. Figuren Josef er mærkeligt areligiøs – han er lige som en sækulariseret skikkelse. Han lever i en helt anden verden end patriarkerne i Palæstina! Vi kan sige at Josef skikkelsen er udtryk for en oplysningstid – en oplyst tid – som Europa kendte det i 18. århundrede.

Josef optræder mange måder som en gud. Han viser sig pludseligt. Han skjuler sig. Over for de fremmede – brødrene – skjuler han sig. Han viser ikke sin sande identitet. Han stiller dem på en prøve – som en gud. Han konfronterer dem med deres skyld. Han frelser dem fra døden og hungersnøden. Hans glans og højhed og herlighed er så mægtig at han næsten virker som en gud. Vi ved jo også at Farao blev opfattet som Guds søn og en levende gud på jorden. Josef er også Guds søn. Hans herlighed er næsten som kongens. Han er retfærdig som Gud. Han kan tillade sig hvad han vil. Han er højt ophævet over menneskenes verden. Han er mystisk – næsten usynlig.

»Jeg er Josef! « Men hans brødre var ude af stand til at svare ham, så forfærdede blev de.

(1 Mosebog 45)

Brødrene er fulde af frygt fordi Josef narrer dem og lægger penge i deres sække. Brødrene frygter for deres liv. Josef optræder netop vilkårligt. Han er uberegnelig. Han gør hvad han vil. Josefs tjener og hushovmester siger følgende til brødrene. Af dette citat kan vi direkte se at Josef sammenlignes med en gud! Det er jo ikke Gud som har lagt pengene i sækken – det er Josef!

v23  Men han [Josefs tjener] svarede: »Vær rolige, I skal ikke være bange! Jeres Gud og jeres fars Gud må have lagt en skat i jeres sække, for jeres penge har jeg fået.« Så hentede han Simeon ud til dem.

(1 Mosebog 43)

De fremmede asiater og barbarer der søgte ned til Egypten under hungersnøden er meget svagt stillede. De bliver slet ofre. Vi ved at egypterne foragtede og hadede dem. Disse nomader har været meget bange men de er blevet presset til at søge ind i Egypten på grund af hungersnøden. Josefs brødre er også meget bange. Josef gør dem endnu mere bange. Han forvirrer dem og narrer dem. Han angriber dem uden grund. Han mistænkeliggør dem uden god grund. Han kører rundt med dem. Han handler vilkårligt og fængsler dem uden videre og truer med at slå dem alle sammen ihjel. Josef handler meget autokratisk! Han udnytter bevidst deres svaghed. Han misbruger dem. Han viser sin overlegne magt på dem. Alt dette er oldtidens skema – sådan viser en stor konge sin magt! Vi kan se at David optræder på samme måde i Det gamle Testamente – i Samuelsbøgerne!

Josef bliver hele verdens frelser. Alle jordens slægter kommer til ham. Døden og tørken og lidelsen og synden truer hele verden. Alle mennesker er ved at gå fortabt. Fra alle mennesker løfter der sig et skrig til Herren – lige som Hagars skrig eller lige som skriget fra Sodoma. Der er ved at ske en stor uret imod alle mennesker. Alle mennesker håber på Guds frelse. Josef er formidler og mellemmand - han giver alle mennesker brød. Alle jordens slægter bliver velsignet i ham, som det blev sagt til Abraham. Josef afviser ikke nogen mennesker. Han giver liv og brød til alle mennesker i hele verden. Han er en frelser:

v53  Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, v54  begyndte de syv hungerår, sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød. v55  Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer!« v56  Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten.

v57 Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden.

(1 Mosebog 41)

Det er lige som Jakob siger til sine sønner i fortællingen: - Tag ned til Egypten – så vi kan leve og ikke dø!

Josef handler suverænt og helt vilkårligt. Han fængsler mennesker uden nogen begrundelse. Han skalter og valter med sine brødre. Han er herren – han er ophøjet – han spreder frygt og rædsel. Hvem er han? Er han en gud?

Som den mest selvfølgelige sag i hele verden truer han med at slå alle mennesker ihjel! Josef er en rigtig Cæsar – som vi kender cæsarerne fra Romerriget! Samtidigt er han en slags orientalsk despot! Josef er lige så vilkårlig og despotisk som de assyriske og babylonske storkonger. Josef er en gevaldig babylonsk storkonge! Han er en rigtig egyptisk autokratisk hersker. Når Josef fremstilles sådan er det netop tidens – oldtidens - tanker! En stor og mægtig konge var fuldstændigt vilkårlig i oldtiden – hans vilkårlighed med små mennesker er netop beviset for hans vælde og storhed! En stor konge er pr definition frygtindgydende – ellers er han ikke nogen stor konge. Hvis han ikke kan sprede skræk og rædsel – er han slet ikke nogen konge! Og hvis han ikke er en stor og farlig konge – kan han heller ikke være retfærdig – det er hele oldtidens tankegang! At være retfærdig forudsætter at man har kraft og magt og herlighed! En svag mand er ikke retfærdig – han er bare et offer!

Hele oldtiden – også Det gamle Testamente – tænker efter et meget autoritært skema! Deres skema var helt anderledes end vores, skal vi huske. Hele oldtiden – inklusive Det gamle Testamente – er præget af en forestilling man kan kalde tilbedelsen af magten.

v18  Den tredje dag sagde Josef til dem: »Dette skal I gøre, hvis I vil beholde livet.

(1 Mosebog42)

v27  Da nu en af dem [en af brødrene] åbnede sin sæk for at give sit æsel foder i herberget, opdagede han sine penge øverst i sækken. v28  Han sagde til sine brødre: »Mine penge er kommet tilbage; de ligger i min sæk!« Da sank hjertet i livet på dem, og de så forfærdede på hinanden. »Hvad har Gud dog gjort mod os?« sagde de.

(1 Mosebog 42)

I den bibelske sammenhæng er der en forbindelse mellem Josef og Johannes Døberen og Jesus i Det nye Testamente. Sådan blev det da også opfattet i den tidlige kristne kirke. Josef har alle dage spillet en stor rolle i den folkelige kristne tradition. Josef historien appellerer stærkt til fantasien! Josef er lige som et billede på Kristus – han er en forudsigelse – som det kaldes i Det nye Testamente.

Josef er et billede på Kristus. Josef er et tegn. Kristus er den engel som Jakob taler om da han velsigner Efraim og Manasse i slutningen af 1. Mosebog:

v16  den engel, som har udfriet mig fra alt ondt,
      skal velsigne drengene.

Josef har også den etiske, moralske ophøjethed som vi faktisk finder hos Jesus og Johannes Døberen. Josef er ren og hellig. Han er Nazir. Han er en gudsmand – en Herrens engel og kriger. Han er måske et meget stærkere kongesymbol i Det gamle Testamente end David. Han er udvalgt. Han er Herrens salvede. Han er Herrens tjener – og går da også mange trængsler igennem. Han bliver fristet af Gud - men består også prøven. Han var hele Egyptens herre og hersker – ja hele verdens herre. Hele verden kom til ham – ene mand – under den frygtelige hungersnød. Hele verden håbede på hans frelse. Han uddelte brød og frelse til hele folket – hele verden. Han modtog alle de folk på flugt som strømmede ind i Egypten under tørketiden. Han var vis og klog og fandt en udvej.

Kristus er en kæmpe. Josef var en kæmpe. Han gjorde virkelig kæmpegerninger – med Grundtvigs udtryk – i Egypten! De blev alle mættede på grund af hans retfærdighed og visdom.

Josefs karakter. Josef er Egypten og Juda er Israel (1. Mosebog 44).

Josef optræder helt uberegneligt og vilkårligt over for brødrene. Josef bliver faktisk fremstillet på en rigtig ubehagelig måde. Den ene dag modtager han brødrene med pomp og pragt – den næste dag lægger han en fælde for dem som er grusom, umenneskelig og hensynsløs. Josef er helt hjerteløs – han er en autokrator – en Cæsar. Josef er en afspejling af hvordan almindelige mennesker – det arme folk – opfattede kongen i oldtiden. Josef er på den måde et spejl. Det gamle Testamente har mange forfærdelige erfaringer med de hjerteløse og hensynsløse konger – og det udtrykkes i billedet af Josef! Josef er et monster. Han har ingen respekt over for brødrene. Han leger med dem. Han vil skræmme dem. Han er frygtindgydende – fordi han er helt uden nogen moral og menneskelighed.

Mennesker bliver bange når de ser Josef i hans magt og herlighed. De ord som Juda siger til Josef udtrykker meget godt den ærefrygt og rædsel mennesker føler over for enevoldsherskeren:

v18  Så trådte Juda hen til ham [Josef] og sagde: »Undskyld, herre! Lad din tjener [træl] tale til dig, herre, uden at din vrede flammer op imod mig; du er jo Faraos lige.

(1 Mosebog 44)

Han placerer et bæger i Benjamins sæk på en skjult måde. Siden hen anklager han Benjamin og alle brødrene for tyve og røvere - skyldige. Brødrene har i forvejen megen frygt og angst for den egyptiske prins – men nu bliver de helt desperate. De går fortabt.

Josef har et særligt bæger – et guld eller sølv bæger – som han bruger i sin private kult. Han kommer væske i bægeret og små objekter ned i væsken – fx blomster. Derefter iagttager han de små objekters bevægelser. På den måde kan Josef se ud i fremtiden. Josef bruger denne praksis – den mantiske praksis – i sit forhold til kongen – som et led i hans opstigning og herlighed. En sådan mantik eller spådomskunst bliver fordømt i Det gamle Testamente! Josefs praksis er ikke egentlig religion – den er overtro og magisk praksis men den bliver fordømt i Det gamle Testamente. Josefs religion har intet med den israelitiske religion at gøre. Josef har romernes almene religiøsitet – som vi også kender fra Pilatus. Josef er overtroisk lige som Pilatus. Det lille træk er typisk for figuren Josef. Han er helt egyptisk. Spådomskunsten med bægeret er typisk egyptisk. Men vi kender også eksemplet med bægeret fra hele oldtiden – især fra romerne. Josef tror at der er mere mellem himmel og jord – og tror at han kan bruge det overnaturlige til at gavne sig selv.

Dette bæger er naturligvis helligt – kan vi sige - i Josefs egen private kult! Vi kender paralleller til denne historie. Rakel stjæler sin far Labans husguder og der opstår en meget farlig situation. Jakob siger at den som har stjålet Labans husguder skal dø – han ved ikke at det er hans kone Rakel som har stjålet husguderne. Rakel redder situationen i sidste øjeblik – hun er snu og snedig!

Josef anklager brødrene for denne frygtelige synd – det såkaldte tyveri (som han selv har iscenesat!). Josef spørger dem om de ikke er klar over hvem han er! Dette sted er meget afslørende for Josefs identitet! Josef er en egyptisk troldmand – lige som alle de andre troldmænd ved det egyptiske hof! Selvfølgelig tager han varsler – det er jo hans opgave over for den egyptiske farao. Josef er stolt over at være en stor egyptisk troldmand og mantiker. Han er den største af dem alle:

v14  Da Juda og hans brødre kom ind i Josefs hus, var han der stadig, og de kastede sig til jorden for ham. v15  Josef sagde til dem: »Hvad er det dog, I har gjort? Ved I ikke, at en mand som jeg tager varsler?«

(1 Mosebog 44)

Situationen med Benjamin og bægeret i Benjamins sæk er altså meget farligt! Hvis Benjamin bliver opdaget må han tro at han skal dø. Josef leger med Benjamins liv. Josef optræder som en helt uberegnelig vilkårlig fyrste uden nogen menneskelige følelser! Josef er en ond mand. Etisk set må vi klart sige at han falder igennem! Josef er et rigtigt dårligt menneske! Han har en frastødende og ubehagelig karakter! Opfattelsen af skylden i Det gamle Testamente er sådan at hvis man rent faktisk bliver dømt som skyldig – som Benjamin – ja så er man skyldig! Det gamle Testamente kender ikke vores begreb om skyld! Benjamin går virkeligt fortabt – på grund af Josefs ondsindethed vel at mærke! Josef er ond lige som alle kongerne var onde. Kongerne er ikke som vi er. De gør bare hvad de vil. De er som de er. De er farlige. De er uberegnelige. De kan være urimelige og helt uretfærdige menneskeligt set. Men det ændrer ikke noget – det er kongerne som har magten. De spiller et grusomt spil med os almindelige mennesker. Der findes undermennesker og overmennesker. Kongerne er overmennesker og deres magt er uindskrænket. De viser deres store herlighed ved deres totale ligegyldighed og vilkårlighed – sådan kan intet almindeligt menneske jo optræde, tænker oldtiden! Ingen kan stoppe dem. Sådan er livet - i følge oldtidens tankegang.

I kapitlet træder Juda – Josefs bror – op imod Josef. Dramaet bliver et drama mellem de to brødre – men de to brødre repræsenterer to verdener, to kulturer. Juda repræsenterer Israel, Israels kultur og religion. Josef repræsenterer den højfornemme og oplyste areligiøse kultur i Egypten. Konfrontationen mellem de to brødre er et højdepunkt i 1. Mosebog. Juda sejrer over Josef. Fårehyrderne sejrer over den egyptiske prins. Dette kapitel udtrykker livsopfattelsen og religionen og teologien hos de jødiske lærde og præster som siden hen samlede og forfattede 1. Mosebog. Kapitlet og Judas tale er et monument over deres opfattelse af det gamle Israel, patriarkernes Israel. Her taler Jakob og Jakobs stolte sønner – og de taler Roma midt imod! Jakobs sønner – Israels folk - er bestemt ikke længere bare ildelugtende og arme fårehyrder eller forbandede asiater som ikke ved om de kan leve eller dø! Hele Det gamle Testamentes ånd taler i Judas tale i kapitel 44.

Josef bliver fristet. Josef, Jakob og de egyptiske sønner - Efraim og Manasse.

Jakob velsigner Josefs to egyptiske sønner Efraim og Manasse. Jakob skal snart dø. Derfor giver han den patriarkalske velsignelse videre. Vi kan også se Isak hele tiden i baggrunden. Isak havde velsignet Jakob og givet ham velsignelsen – men Jakob havde groft bedraget den gamle, døende og blinde Isak! Velsignelsen af Jakob var – efter Guds vilje men - en menneskelig tragedie!

Velsignelsen er evig. Den kan ikke laves om. Jakob har kun een virkelig velsignelse. Velsignelsen er lige som en olie som Jakob kan give videre – men han må vælge. Begge drenge kan ikke få velsignelsen – i al fald ikke den virkelige afgørende velsignelse. Det er derfor at Esau tidligere går fortabt – Isak havde ikke nogen ekstra velsignelse tilbage til Esau. Velsignelsen var allerede blevet opbrugt – som en olie.

Velsignelsen flyder ud af den højre hånd. Den højre side er den rigtige side – æren og herligheden og velsignelsen strømmer ud til den højre side. Kongen – den salvede – sidder ved Guds højre side. Kristus sidder i himlen ved Guds højre side. Kristus får al velsignelsen fra Gud gennem Guds højre hånd.

Josef bliver fristet – han bliver bange. Josef bliver lille og svag og bekymret. Han falder tilbage. Han mister troen og tilliden. Den gamle Jakob er også blind og forvirret og døende. Jakob tager fejl – han tager fejl af de to sønner. Jakob vil give velsignelsen til Efraim - den yngste søn. - Det er forkert, tænker Josef! - Der er ved at ske en forfærdelig ulykke, tænker Josef. Josef bliver desperat – han forsøger at gribe ind og flytte den gamle Jakobs hænder - så de vender rigtigt! Jakob har krydset sine hænder, da han skal velsigne sine børnebørn! Situationen er et af højdepunkterne i hele Det gamle Testamente! Men Jakob tager ikke fejl! Josef begynder bare at tvivle på Guds styrelse og Guds plan. Josef mister troen – han bliver bange. Gud ved hvad han gør – Jakob ved hvad han gør! Jakob er ikke en sindsforvirret gammel tåbe der ikke ved hvad han gør! – Jeg ved det, som han siger! Josef falder i og han falder for fristelsen - til at styre og kontrollere med sin forstand og sine egne tanker! Josef er et symbol på det som alle mennesker gør hele tiden – Vi vil styre og kontrollere det liv, som er i Guds hånd! Josef mister troen. Han mister ånden og modet. Han gør sig selv lille og svag. Han gør sig selv til et lille offer – han er fuld af frygt for at det hele skal gå galt! Når vi gør os selv til små og svage ofre – er det en stor sorg for Gud – det er tanken i 1. Mosebog!

På den måde bliver Josef i denne berømte situation – et af højdepunkterne i hele Det gamle Testamente - til et evigt symbol. Vi kan alle genkende os selv i Josef – han er vores spejl. – Lad Gud være i fred!

v13  Josef tog nu sine to sønner i hånden, Efraim i sin højre hånd, så han stod til venstre for Israel, og Manasse i sin venstre, så han stod til højre for Israel, og så førte han dem hen til ham. v14  Israel rakte sin højre hånd frem og lagde den på Efraims hoved, skønt han var den yngste, og sin venstre hånd lagde han på Manasses hoved; han krydsede sine hænder. Men Manasse var jo den førstefødte.

v15  Så velsignede han Josef:
      »Den Gud, for hvis ansigt
      mine fædre Abraham og Isak vandrede,
      den Gud, som har været min hyrde
      fra min fødsel til i dag,
v16  den engel, som har udfriet mig fra alt ondt,
      skal velsigne drengene.
      De skal kaldes med mit navn
      og med mine fædre Abrahams og Isaks navne,
      og de skal blive talrige i landet.«

v17  Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, blev han bekymret og greb sin fars hånd for at flytte den fra Efraims hoved over på Manasses. v18  Josef sagde til sin far: »Det er forkert, far! Det er ham her, der er den førstefødte, læg din højre hånd på hans hoved.« v19  Men det ville hans far ikke.

Han sagde: »Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Også han skal blive til et folk; også han skal blive stor. Men hans yngre bror skal blive større end han, og hans efterkommere skal blive til en mængde folkeslag.« v20  Den dag velsignede han dem og sagde:
      »Med dit navn skal Israel velsigne og sige:
      Gud gøre dig som Efraim og Manasse.«
Sådan satte han Efraim foran Manasse!

(1 Mosebog 48)

Jakob får i kapitel 46 af Gud at vide – i en vision - at Josef skal lukke hans øjne. Josef er en Jakob historie men en Jakob historie som adskiller sig meget fra de øvrige. I Josef historien bliver Josef ophøjet blandt de tolv brødre. Han er den vigtigste. Brødrene er ikke ligestillede – den yngste Josef er den vigtigste. Jakob velsigner Josef og det er Josef der viderefører arven fra Jakob! Josefs hus er fra nu af det vigtigste hus – faktisk det samme som hele Israel. Josefs sønner er faktisk det samme som hele Israel. I Nordriget – Samaria - sættes riget netop lig med Josefs hus! Det sande Israel starter med Josef – han var godt nok ikke den førstefødte men han blev den højeste af dem alle. Jakob elskede Josef. Josef er Israels identitet.

Jakob er vores fader.

Jakob vinder Rakel og Lea.

Historierne om Jakob fortæller om vores – hans folks – stamfader. Sagaen fortæller at Jakob kom fra et fremmed land langt borte mod øst. I det land – hvor det så end var - var han en træl, en slave men på grund af hans snuhed, snedighed og styrke kæmpede han sig op til den højeste position. Han sejrede over den konge – Laban – som han havde trællet for i mange år. Jakob vandt derfor også kongens to døtre Rakel og Lea som hustruer. Jakob blev til sidst gift med de to prinsesser! Samtidigt blev Jakob efterhånden en rig mand med får og geder uden ende. Jakob drog derefter bort fra det land og kom til vores land – Palæstina – dvs områderne omkring Betel, Sikkem og Jordan. Her blev Jakob vores stamfader. Hans to hustruer blev mødre til stammerne. De blev også urmødre eller stammødre og dermed løftet op i en højere sfære.

Historien om Jakob og laban er historien om tjeneren og herren. Vi kender den også fra de romerske kejsere. De romerske kejseres højre hånd og betroede tjener var ofte en slave som kejseren mente at han kunne stole på – men ofte ender det med at slaven bliver stærkere end kejseren og fælder og afløser kejseren!

Laban bliver rig og mægtig – men på grund af Jakobs dygtighed og snedighed! Laban bliver i stigende grad afhængig af en mand som han oprindeligt troede at han kunne stole på. I begyndelsen kaster Jakob glans over hans hoved men det ender med at Jakob bliver den stærkeste. Vi ser dette træk mange gange hos de senere konger i Israel – i Nordriget hvor kongens højre hånd vokser i militær styrke og til sidst afsætter kongen. Jakobs kamp mod Laban er sønnens kamp mod faderen!

I 1. Mosebog 30 kan vi se hvilken situation Laban er havnet i! Laban er blevet afhængig af sin tjener! Alting er blevet vendt på hovedet! Laban er nu bange for at Jakob skal forlade ham – uden Jakob er han fortabt. Jakob er blevet hans vigtigste rådgiver og minister. Situationen ligner forholdet mellem Saul og David. Laban er blevet helt desperat. Ifølge tekstens mening sker det alt sammen fordi det er Guds vilje. Det har Laban også opdaget, siges det. Jakob har fået en magtposition som svarer til Josefs magtposition i Egypten. Den egyptiske konge blev også fuldstændigt afhængig af Josef til sidst og Josef blev storvisir som det siges - statsminister:

v27  Laban sagde til ham [Jakob]: »Måtte jeg blot bevare din velvilje! Jeg har fået en åbenbaring om, at det er for din skyld, Herren har velsignet mig.« v28  Han fortsatte: »Bestem selv, hvad du vil have i løn; det vil jeg give dig.«

(1 Mosebog 30)

Laban kan se hvad det hele vil ende med og han er desperat. Laban frygter at det vil gå helt galt. Han vil komme til at miste det hele – endda sine egne piger og børnebørn – sønnesønner! Jakob har også skubbet hans egne sønner til side – selv om det burde have været disse sønner der havde fået Jakobs position. Men Jakob skubber alle konkurrenter til side. Jakob vil snyde ham og bedrage ham og løbe med det hele. Laban kan se at Jakob er en opadstigende stjerne. Laban kan se at Jakob er den opadstigende søn der kæmper imod faderen. Jakob er snu og snedig og kender til trolddom. Jakob er en magiker. Jakob er hård, kold, brutal og uden moralske skrupler. Jakob er en kriger og han er ikke bange for at svinge sværdet. Jakob er ukultiveret, vild, en af ørkenens sønner. Ingen kan stole på Jakob. Laban forsøger at lave aftaler med Jakob om at de skal dele dyreflokkene imellem sig så begge kan blive tilfredse. Men Jakob snyder ham så vandet driver af ham. Jakob er slet ikke til at styre. Jakob gør helt uforudsete ting. Ingen kan stole på Jakob. Han er en gåde. Jakob er ikke som andre mennesker. Han handler spontant ud fra sin egen hånd. Jakob bliver besat af ånden – og gør uforudseelige ting! Jakob er sådan set en katastrofe for Laban – problemet er bare at velsignelsen følger Jakob, som Laban siger! Gud holder med Jakob! Labans situation bliver på den måde ekstremt vanskelig. Gud har velsignet Jakob selv om han er en upålidelig røver og bedrager! Det er også pointen i teksten i 1. Mosebog! Jakob er for stærk – det er hvad Laban kommer til at frygte. Laban frygter at han skal gå helt fortabt og miste alt. Laban bliver en taber og Jakob en vinder. Livet er en retsproces og i den proces bliver Laban kendt skyldig. Han må gå bort med skyld og skam, som det siges i Salmerne. Guds velsigenlse kan ses med øjnene – det er meningen i 1. Mosebog. Alle kan se at Jakob er velsignet af Gud – han er heldig, han sejrer, han er smuk som sin mor, han vinder. Gud er med Jakob – det kan alle se.

Jakob er slet ikke til at styre. Han er ukontrollabel. Jakob er en slange – en løve. Lige som David spiller Jakob et højt spil. Han frygter ikke noget eller nogen mennesker. Han er villig til at satse alt og risikere alt i sit spil over for Laban. Jakob er helt fikseret på sit mål – at vinde æren og magten. Han er villig til at opgive alt andet. Jakob er ikke som andre mennesker. Jakob har en fuldstændigt overudviklet selvbevidsthed. Han ved at han er retfærdig, som han siger til Laban. Han ved at han har retten på sin side. Han ved at Gud er med ham og ikke med Laban! Jakob kommer godt fra alle sine svindelnumre og bedragerier. Gud er med ham. Gud ser ikke på Jakobs personlige svagheder. Jakob er Israel og Israels fader og derfor bliver han elsket og velsignet af Gud. Gud tilgiver ham hans mange synder. Gud ser igennem fingre med Jakobs bedragerier og løgne. Gud handler efter sin egen plan – han vil frelse Israel – også ved hjælp af Jakob når det er det som skal til! På samme måde elskede og velsignede Gud David – ikke fordi Gud elskede Davids mange synder og fejltagelser og grusomheder – men fordi David var Guds redskab – David var den som kunne frelse Israel og derfor blev han velsignet af Gud. Gud tilgive David – Gud dækkede sine øjne så han ikke kunne se Davids mord og synder – som det hedder. Jakob skildres på en måde som minder om David. Den måde som Jakob flygter fra Laban til sidst minder om Davids flugt fra Saul som den bliver beskrevet i 1. Samuelsbog.

Ifølge den oprindelige saga er Jakob ikke søn af Isak. Jakob kommer ikke fra Palæstina eller fra Isaks hus. Han kommer fra østen – akkurat lige som Abraham! Vi skal forestille os at sagnene om Abraham og Jakob har lignet hinanden. Disse sagn udtrykker det samme – vores fader kommer fra østen - fordi østen var forbundet med det mystiske, det hellige, det overvældende. Samtidigt vidste stammerne i Palæstina jo at de var indvandret fra østen! Derfor fortælles det at Jakob kommer ind i Palæstina som en fremmed fra østen. Da Jakob kommer til Palæstina er han allerede en stor mand – han er omgivet af et helt hof. Han er en konge. Gud har udvalgt ham. Herren er med ham, som det siges.

I 1. Mosebog 29 fortælles om hvad der sker i Jakobs ungdom da han stadig var i det fremmede land – i Labans land:

Jakob er nødt til at tjene som træl under Laban. Vi ved ikke hvorfor men Laban er en stor mand og Jakob er stadig lille og svag. De er af samme slægt – dvs Jakob har altid boet her og tilhører det samme folk som Laban. Jakob kommer ikke fra Isak eller Palæstina – det er en senere fortolkning.

1. Mosebog fortæller historien som et eventyr. Det siges at Jakob er forelsket i Rakel fordi hun er små smuk og dejlig. Rakel bliver siden moder til alle de vigtigste af stammerne. Lea bliver kun moder til to stammer nemlig Levi og Juda. Det udtrykkes i sagnet ved at Rakel er vigtigere end Lea. Stammerne har følt sig som Lea og Rakel stammer siden hen! Vi er stolte af vores moder – Rakel! Rakel er en moder for folket – hun er en moder for alle mennesker - hun er en engel!

Laban bliver efterhånden afhængig af sin tro tjener Jakob og efterhånden vinder Jakob spillet – han er den lille svage mand som sejrer over den mægtige mand. Lige som David og Goliat. Laban bliver afhængig af Jakob som sin tjener lige som Saul bliver afhængig af David som sin tjener. David gør oprør mod Saul og svigter ham – Jakob gør det samme. Jakob er bestemt af Gud til at blive noget stort. Derfor sker tingene som de gør.

Lea er ikke så pæn for hun har matte øjne. Det betyder ikke at hun er svagt seende. Det betyder at hans øjne ikke er dybe, mystiske, strålende. Det var idealet. Kvinderne brugte derfor rigeligt med øjensminke i oldtiden hos semiterne.

v15  Laban sagde til ham [Jakob]: »Du skal ikke tjene [være slave] gratis hos mig, blot fordi du er min slægtning; sig, hvad du vil have i løn!« v16  Nu havde Laban to døtre; den ældste hed Lea og den yngste Rakel. v17 Lea havde matte øjne, mens Rakel var smuk og så dejlig ud. v18  Jakob var forelsket i Rakel, og han sagde: »Jeg vil tjene hos dig syv år for din yngste datter Rakel.« v19  Laban svarede: »Jeg vil hellere give hende til dig end til nogen anden. Bliv hos mig!« v20  Så tjente Jakob hos ham syv år for Rakel; men han følte det kun som nogle få dage, fordi han elskede hende.

Historien handler om hvem der er mest snedig. Laban er mere snedig end Jakob og derfor vinder han over Jakob i dette tilfælde. Jakob bliver snydt og får den forkerte kone. Historien fortælles som et eventyr. Laban giver sine piger væk som om de var ejendom – og det var de også i oldtidens verden. Laban råder over sine døtre – de tilhører ham! Laban ønsker at Jakob skal fortsætte som hans tjener – minister, højre hånd. Jakob er nu steget voldsomt i graderne.

v21  Jakob sagde til Laban: »Tiden er udløbet; lad mig nu få min kone, så jeg kan gå ind til hende.« v22  Laban samlede da alle mændene der på stedet til gilde; v23  men om aftenen tog han sin datter Lea og førte hende til Jakob, som gik ind til hende. v24  Og Laban overlod sin trælkvinde Zilpa til sin datter Lea. v25 Om morgenen opdagede Jakob, at det var Lea, og han sagde til Laban: »Hvad er det, du har gjort mod mig? Det var jo for Rakel, jeg tjente hos dig. Hvorfor har du narret mig?«

Laban er trofast mod Jakob. Det er faktisk Jakob som siden rejser et oprør imod Laban. Jakob er den skyldige. Jakob bliver faktisk gift med begge kvinder på én gang – han må ikke vente 7 år mere! Han går ind til Rakel og har samleje med hende kun en uge efter brylluppet med Lea. I Moseloven er det strengt forbudt at være gift med to søstre! Men i dette gamle sagn er der slet ikke noget problem. Jakob gifter sig med begge piger – nok ikke på grund af følelser! – men fordi Jakob kæmper en kamp mod Laban om magten. Jakob kæmper sig op og ægteskaberne udtrykker hans sejr. Han er næsten blevet en konge som Laban – han er kongens søn!

Ifølge Moseloven er Jakobs ægteskab med de to søstre strengt forbudt. Det er en klar overskridelse af de seksuelle grænser. Vi skal også forestille os at historien om Jakob og de to søstre er blevet fortalt fordiden er speiel – tiltrækkende. Historien fortæller om manden som har seksuel omgang med to kvinder som er søstre. Dette har været dybt fascinerende for oldtidens læsere. Det er simpelt hen en god historie. Ved at fortælle denne historie udtrykker man også at Jakob ikke er noget almindeligt menneske. Han er et andet væsen – et overmenneske – en af gudssønnerne måske?

v26  Laban svarede: »Her på stedet er det ikke skik at gifte den yngste bort før den ældste. v27  Men lad nu hendes bryllupsuge gå til ende; så skal du også få Rakel, mod at du tjener hos mig syv år til.« v28  Det sagde Jakob ja til, og da ugen var omme, gav Laban ham sin datter Rakel til kone. v29  Og Laban overlod sin trælkvinde Bilha til sin datter Rakel. v30  Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå tjente han hos Laban syv år til.

(1 Mosebog 29)

Gud har forudbestemt at Jakob skal møde Rakel. Rakel står pludselig der. Hun dukker op som et syn men alting er forberedt og tilrettelagt af Gud. Rakel og Jakob er forudbestemt til hinanden, de er udvalgt til hinanden. Alt sker for at de to kan føres sammen. Rakel og Jakob har altid været sammen – i Guds verden. De er forudbestemt til hinanden siden verdens skabelse. De har altid været et par. De tilhører hinanden. Gud har på forhånd en plan som bliver realiseret i historien. Jakob kender intet til Rakel. Han ser hende blot tilfældigt ved brønden. Men hans møde med den smukke Rakel er ikke noget tilfælde. Gud har på forhånd lagt alting fast. Gud har bestemt at Rakel skal være en moder for Israel. Gud har udvalgt Rakel. Det er også derfor at hun er så smuk og dejlig – så hun kan tiltrække Jakobs interesse. Jakob ser straks Rakel – Gud har bestemt det. Jakob ved slet ikke hvor han er. Han er bare drevet omkring men det er lige meget for Gud fører ham præcist til det sted hvor Rakel står og venter på ham ved brønden:

v1  Jakob fortsatte sin rejse til landet, hvor Østens folk bor. v2  Han fik øje på en brønd på marken, hvor der lå tre fårehjorde; fra den brønd gav man nemlig hjordene vand. Der lå en stor sten over brønden, v3  og først når alle hjordene var samlet, kunne man vælte stenen væk fra brønden og give dyrene vand. Så væltede man stenen på plads over brønden.

I den oprindelige saga er Jakob og Rakel og Laban slet ikke i familie med hinanden! Det er en meget senere omdigtning. I den oprindelige historie møder Jakob Rakel – tilfældigt så at sige - i det fremmede land hvor han driver om som en hyrde – antageligt.

Jakob er en kæmpe og han har kæmpekræfter. Jakob er en Herkules. Jakob er en Samson. Han vælter ene mand den store sten væk fra brønden så dyrene kan få noget at drikke. Jakob bliver utålmodig. Jakob er hidsig og utålmodig. Denne sten kræver ellers syv mands kræfter. Jakob skildres som en af de græske giganter. Giganterne var i den græske kultur sønner af Gaia – moder jord – og himlen – Uranos. Giganterne blev en slags kæmper lige som titanerne. Giganterne kæmpede imod guderne – imod Zeus og de andre græske guder. Jakob kæmper med Gud i en brydekamp! Jakob er en gigant! Jakob kaster rundt med stenen. Grækerne fortalte at giganterne kastede rundt med store klippeblokke. Giganterne er sønner af det jordiske og det himmelske – deres mor er jorden og deres fader er himlen. De er lige som de gudevæsner der fortælles om i 1. Mosebog i urhistorien før syndfloden! Jakob er et mellemvæsen mellem en gud og et menneske. I 1. Mosebog fortælles om disse mellemvæsner – de opstod fordi guderne i himlen blev forelskede i de skønne jordiske kvinder og derfor kom ned og havde samleje med dem!

Jakob møder Rakel ved en brønd – ved vand. Der er rigtigt mange paralleller til denne form, dette skema. Isak møder sin kone Rebekka på samme måde. Det samme sker for Moses. Både i det nye og gamle Testamente er der mange paralleller til historien om manden, kvinden og brønden. Jesus møder den samaritanske kvinde ved en brønd. Elisa gør det samme. Vi kan sige at hele sceneriet er et skema – et begreb.

I 1. Mosebog er der forskellige ting der tyder på at Rakel og Lea – som evige mødre for stammerne - også blev løftet op over det menneskelige plan. Rakel bliver en Maria. De blev måske opfattet som næsten guddommelige væsner. Rakel er forbundet med kult, trolddom, gudebilleder. Rakel kommer fra en anden fremmed religion – lige som den vise Salomos hustruer som forledte ham til afguderi! På den måde blev Rakel og Lea måske opfattet som en slags frugtbarhedsgudinder – Israel kendte jo udmærket de kana’anæiske kvindelige guder som Ashera og Astarte – men denne opfattelse er slet ikke tydelig nogen steder i 1. Mosebog.

v9  Mens han stod og talte med dem, kom Rakel med sin fars får, som hun vogtede. v10  Da Jakob så sin morbror Labans datter Rakel og hans får, gik han hen og væltede stenen væk fra brønden og gav sin morbror Labans får vand.

(1 Mosebog 29)

Til sidst flygter Jakob væk fra Laban – efter at han har vundet alt. Til sidst mister Laban også tilliden til Jakob:

v1  Jakob hørte Labans sønner sige: »Jakob har taget alt det, vores far ejede, og af det har han skabt sig hele denne rigdom.« v2  Jakob kunne også se på Laban, at han ikke var stemt mod ham som tidligere.

(1 Mosebog 31)

Situationen er også en farlig krise for Jakob. Jakob henvender sig til sine to kvinder. Han kan ikke være sikker på at de vil følge ham og forlade alt. Rakel og Lea kommer på deres livs prøve – de skal vælge mellem deres faders hus og Jakobs hus. De skal vælge lige som Abraham måtte vælge da han blev kaldet i Mesopotamien og bedt om at forlade sin faders hus! Dette er de to kvinders prøvetime. Vil de vise at de virkelig er sande mødre og kommende stammødre til Israels folk? Vil de opgive alt og følge kaldet? Er de villige til at forlade denne verden og gå ud af verden? Er de villige til at give slip på alt i deres fortid – deres biologiske familie, deres land, deres kultur, deres sprog? - Følg mig – som det lyder i Det nye Testamente – det er det som Jakob siger til sine to kvinder. Er Rakel og Lea virkeligt de udvalgte – Guds udvalgte – de kvinder som Gud har udvalgt ud af alle andre kvinder? Er Rakel og Lea virkeligt dem der skal opfylde Guds løfter og forjættelser til Israel?

Rakel og Lea får så at sige det samme spørgsmål som Jakob fik stillet af Gud: Da Jakob var i østen talte Gud pludselig til ham. Gud sagde at han skulle forlade alt – alt det som han elskede og alt det som var hans verden. Gud sagde til Jakob: - Følg mig! Gå ud af verden! Opgiv og forlad alt! Bryd med alle de mennesker som du elsker! Jeg vil give dig et nyt land som ligger et andet sted. Jeg vil give dig det forjættede land – jeg vil give dig Guds rige. Men først skal du forlade alt det som du holder af. Er du parat til det?

På den måde fik Jakob - da han var i østen - præcist det samme spørgsmål som Abraham – dengang Abraham var i østen, i Mesopotamien. Abraham svarede ja til spørgsmålet. Abraham betænkte sig ikke et eneste øjeblik! Jakob betænkte sig ikke et eneste øjeblik. I 1. Mosebog er Abraham og Jakob virkelige helte – de er ikke bange – de forlader alt og går ud af verden! De bryder med fortiden, med det som er og var. De slagter alle okserne. De ser sig ikke tilbage. De ser kun fremad. De er villige til at hade verden – den gamle verden, egoets verden, kan vi sige. Abraham aflægger det gamle menneske og bliver et nyt menneske. Det gamle menneske er som en gammel klædning som han aflægger og kaster væk. Abraham bliver genfødt. Jakob bliver genfødt i det øjeblik han følger kaldet. De handler med en usvigelig sikkerhed – hvor den så end kommer fra? Lots hustru ser sig tilbage og bliver en død saltstøtte. Abraham og Jakob får det evige liv. Det evige liv har en pris – i jordisk forstand – men den pris - at de skal forlade alt det som de elsker - er lille og ubetydelig. Det som de får, er meget større. Det som de får, er evigt. Det er det som man kan kalde evangeliet i patriarkfortællingerne i 1. Mosebog.

Beskrivelsen af disse valg er højdepunkterne i 1. Mosebog! Gud henvender sig til mennesket. Gud tilbyder mennesket sin frelse. Det eneste som mennesket skal gøre, er at række ud efter denne frelse. At række hånden ud efter velsignelsen eller frelsen – er at forlade denne verden!

De to stolte kvinder Rakel og Lea får det samme spørgsmål. Rakel og Lea viser sig som sande mødre – de består prøven – de vinder et evigt ry. De forlader alt det gamle og forlader den gamle verden sammen med Jakob. Rakel og Lea er sande helte – pludselig viser de deres sande natur i et glimt. Det bliver deres ophøjelse og herliggørelse. Rakel og Lea forlader alt. De er ikke bange. De er uden nogen frygt. De betænker sig ikke ét eneste øjeblik. De bliver evige symboler i det senere Israel! – Vi er Rakels sønner, som de sagde!

v14  Rakel og Lea svarede ham [Jakob]: »Vi har ikke længere lod og del i vores fars hus.

v17  Så satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne, v18  og han tog hele sin hjord med sig og al den rigdom og hele den ejendom, han havde samlet sig i Paddan-Aram.

v19  Mens Laban var ude for at klippe sine får, stjal Rakel sin fars husguder. v20  Jakob narrede aramæeren Laban og fortalte ham ikke, at han ville flygte. v21  Så flygtede han med alt, hvad han ejede; han gik over Eufratfloden og satte kursen mod Gileads bjergland [ved Jordan].

(1 Mosebog 31)

Rakel skaber en krise ved at hun inden flugten stjæler faderens husguder. Husguderne var billeder eller små statuer eller figurer så som fallosfigurer. De var opstillet på et alter i huset. Husguden er den nære gud som beskytter slægten og faderen i familien. Husguden er den gud som giver lykken og velsignelsen til faderen – så han kan give velsignelsen videre til hele slægten. Vi ved at de fleste husguder har været frugtbarhedsguder og ofte har haft seksuelle karakteristika. Det som Rakel gør, er altså en meget alvorlig sag. Handlingen viser selvfølgelig også at Rakel selv tror på disse guder og derfor stjæler dem. Laban er meget ophidset – med rette. Den lille historie viser at Rakel er stærkt knyttet til de fremmede guder – guderne ude i østen. Det kommer også frem mange andre steder i 1. Mosebog. Laban er voldsomt vred over at have mistet sine guder. Hvis Rakel var blevet afsløret er det sandsynligt at Laban faktisk havde slået hende ihjel! Det er nok derfor at Jakob siger som han gør. Oldtidens tanker var ikke som vore tanker. Der er næppe nogen tvivl om at faderen Laban havde slået sin egen datter ihjel hvis han havde opdaget hendes tyveri!

I Dommerbogen 17 fortælles også om et lignende tyveri af en husgud og det fremstilles også som en meget alvorlig sag. Husguderne har spillet en meget vigtig rolle. Templet i Jerusalem har været meget fjernt og langt borte men husguden – vores faders gud – har været nærværende. Den vigtigste form for religiøsitet eller fromhed har været i forbindelse med husguden – husalteret. Husguderne bevirkede at det kvindelige element i religionen fik en meget bedre chance. Mange af husguderne har sikkert været kvindelige frugtbarhedsguder som Ashera og Astarte – Himmeldronningen og Aftenstjernen, som de kaldes. Den herskende Jahve religion i Israel blev efterhånden meget eensidigt maskulin!

Jakob erklærer, at tyven skal af med livet – han ved ikke hvor farlige hans ord er. Israels moder kommer igen i fare – lige som det fortælles om Sara – Israels moder. Disse mødre kommer hele tiden i overhængende fare – dvs at hele Israels fremtid står på spil! Hvis moderen dør – går Israel fortabt. Israel er de sønner som skal komme ud af moderen! Rakels skæbne bliver pludselig til hele Israels skæbne! Rakel er bestemt ikke nogen privatperson eller noget enkelt individ i vores betydning af ordene!

v31  Jakob svarede Laban: »Jeg var bange, for jeg tænkte, at du ville røve dine døtre fra mig. v32  Men den, du finder dine guder hos, skal miste livet. Gennemsøg, hvad jeg har, og tag, hvad der tilhører dig.« Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjålet dem.

Rakel redder selv situationen. Ikke Gud – men Rakel redder situationen! Laban gennemsøger alt for at finde sine guder – men han finder ingenting. Rakel viser sig som helt overlegen. Hun viser sin snuhed, snedighed og kløgtighed. Hun viser sig at være langt visere end sin gamle fader. Rakel er en vinder. Rakel viser netop de egenskaber som roses så meget i 1. Mosebog – klogskab og kløgt og snarrådighed. Rakel er en dronning! Hun er sønnernes stolthed og ære:

v33  Så gik Laban ind i Jakobs telt og ind i Leas telt og ind i de to trælkvinders telt, men fandt dem ikke. Da han var kommet ud af Leas telt, gik han ind i Rakels telt.

v34  Men Rakel havde taget husguderne og lagt dem i kamelsadeltasken og sat sig oven på dem. Laban gennemsøgte nu hele teltet uden at finde dem. v35  Rakel sagde til sin far: »Du må ikke tage det ilde op, at jeg ikke rejser mig for dig, herre, men jeg har det altså på kvinders vis! [menstruation]« Og Laban ledte og ledte, men fandt ikke husguderne.

(1 Mosebog 31)

Sådanne husguder har nok haft en forskellig størrelse og form. I 1. Samuelsbog fortælles at David havde en sådan husgud men den ser ud til at være temmelig stor fordi hans hustru Mikal bruger den til at illudere David ved flugten fra Saul:

v13  Men Mikal tog husguden og lagde den på sengen. Hun anbragte et gedeskind ved dens hoved og dækkede den med et tæppe. v14  Da Saul sendte folk for at gribe David, sagde hun, at han var syg.

(1 Samuelsbog 19)

På længere sigt bliver disse husguder angrebet mere og mere fra Jerusalems og templets side. Men på det ældre tidspunkt var husguderne et almindeligt accepteret element i religionen i Israel. Vi kan også se at der ingen fordømmelse er af Rakel da hun sikrer sig de østlige husguder – selv om de jo er helt fremmede over for nogen gud i Israel! Følgende tekst beskriver Josijas reform fra 622 f. Kr. som var et angreb på alle de traditionelle guder i Israel:

v24  Også dødemanerne og sandsigerne, husguderne og møgguderne og alle de ækle guder [seksuelle guder], som fandtes i Judas land og i Jerusalem, udryddede Josija for at opfylde lovens ord, som stod i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens tempel.

(2 Kongebog 23)

Rakels redning bliver hyldet i 1. Mosebog. Hun er en helt – et forbillede. Hun redder situationen der hvor Jakobs ord har gjort situationen meget kritisk. Men vi skal ikke glemme at alle historierne om Jakob og Laban har præg af noveller og eventyr. Rakel er også en figur i et eventyr. Hun er eventyrlig og hendes snarrådige hurtige begavede redning er eventyrlig!

Jakob er velsignet og Herren er med ham. Gud har udvalgt Jakob og nu har Gud udvalgt hans to kvinder frra østen Rakel og Lea. Jakob forlader den gamle verden langt ude østpå – på den anden side af Eufrat floden. Han drager igennem ørkenlandet og kommer til Palæstina. Da han kommer ind i det forjættede land som Herren har lovet ham – bliver han modtaget af en hel hær af Guds engle – Guds krigere og budbringere! Jakob er i sandhed en velsignet mand! Da han kommer til Mahanajim ved Jordan viser Gud sig for ham. Jakob ser Guds ansigt. Da han drager ind i det forjættede land – ind til Efraims bjergland i centrum af det gamle Israel – er han omgivet af en hel hær af krigere og engle – lige som Elias på bjerget der sidder omgivet af utallige af Herrens ildvogne og ildheste! Jakob er en sand gudsmand.

Abraham er en helt. Abraham er en kæmpe. Han er troens fader!

Abraham og menneskeofringen af Isak.

Abraham bliver testet flere gange – Gud frister ham eller prøver ham. Gud frister og prøver Abraham ved menneskeofringen af sønnen Isak i 1. Mosebog kapitel 22. I det tilfælde viser Abraham sig som lydig og trofast og gudfrygtig! Her viser Abraham sig som en kæmpe – som en helt! Han bliver ikke svag. Han stoler på Herren. Han er villig - til alt. Abraham er troens fader, som det siden blev sagt. Han er troens ridder, som Kierkegaard skrev! Han er en virkelig helt ved offeret af Isak! Her løfter Abraham sig faktisk op i evigheden!

Hvis vi tænker i moderne skemaer forstår vi slet ikke sagaen om Abraham der skal ofre sin søn Isak. Historien handler ikke om barbari eller grusomhed – ikke om Guds eller Abrahams barbari. Vi skal ikke føle at det er synd for Isak. Så forstår vi slet ikke meningen med historien. Historien handler om den levende Gud som frelser mennesker i nød og ulykke – ikke om en ond Gud!

Vi tænker anderledes end oldtiden. Hele oldtiden kendte til menneskeofre. Sådanne ofre var ikke almindelige men de var ifølge oldtidens tankegang nødvendige i nogle få situationer når nøden var overvældende. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Men vi kan lære meget af oldtidens skemaer og tro og menneskeopfattelse – og gudsopfattelse. Oldtiden er på en måde et korrektiv til vores egen indsnævrede opfattelse. Abraham er faktisk en helt – han er det sande menneske - i legenden om offeret af barnet – af den førstefødte! Vi skal prøve at leve os ind i det – så vil vi lære noget nyt og værdifuldt. Det er mange hemmeligheder i disse historier!

Menneskeofre var ikke helt ualmindelige hos de kana’anæere som Israels stammer kom i kontakt med i Palæstina. Israel blev markant påvirket af den kana’anæiske kultur og religion og sikkert også af deres menneskeofre. Noget tyder faktisk på at man i Israel har tænkt at kana’anæernes menneskeofre var bedre og frommere end almindelige ofre af dyr og afgrøder! Kana’anæernes menneskeofre bredte sig til Kartago – nemlig til punerne. Vi har bevaret indskrifter fra Nordafrika – fra Kartago – som beretter om at en menneskeofring af et barn som egentlig skulle gennemføres på grunden af en ed – er blevet erstattet af et dyreoffer! Altså et eksempel der helt svarer til beretningen om Abrahams ofring af Isak.

En menneskeofring er ikke udtryk for grusomhed eller barbari. Da Abraham skal ofre sin søn Isak er Abraham helt knust. Han sørger og græder. Han er gået helt fortabt. Abraham ofrer ikke Isak fordi han er uden kærlige følelser eller en sanseløs barbar! Abraham er ikke nogen blodig eller sindssyg person – Abraham er ikke nogen moderne dræber eller psykopatisk fascist! Abraham er et fint menneske – han gør hvad han kan - for at Isak kan have det godt på turen og rejsen ud til offerstedet. Abraham elsker sin søn Isak over alt andet. Isak er hans eneste håb – det er netop det som er Mosebogens pointe! Gud kræver noget af Abraham som er forfærdeligt for Abraham – at han opgiver alt! Hvis Isak dør er alt forbi for Abraham – så er livet forbi og der er intet håb tilbage nogen steder i verden. Isak er ikke en dejlig glæde eller god ting i Abrahams liv – Isak er hele hans liv og håb! Han viser omsorg for Isak. Abraham er virkelig en god fader for Isak – han er ikke kold eller ligeglad eller egoistisk! I Mosebogen er Abraham netop tegnet som det sande menneske – det fuldendte menneske – helten i denne historie. Abraham er troens fader.

Jefta som er en stor helt og dommer – konge – i Israel i dommertiden ofrer sin egen datter - for at vinde en krig mod Israels fjender! Dommerbogen roser Jefta! I Kongebøgerne omtales et eksempel hvor Israel er i krig og belejrer en fremmed konges by. Kongen forretter en menneskeofring og Israel må trække sig tilbage - fordi menneskeofringen faktisk virker! Historierne om Elias og Elisa omtaler menneskeofre under hungersnøden. I Dommerbogen ofrer en mand sin hustru. Profeterne Jeremias og Ezekiel der levede omkring 600 f. Kr. omtaler at menneskeofringer var udbredt i Israel. Der er mange eksempler på menneskeofre i Det gamle Testamente.

Alle ofre blev opfattet som gaver til guden i oldtiden. Menneskeofre er bedre og større gaver end dyreofre. Denne tanke findes i hele oldtiden. At ofre mennesker er at give dem tilbage til Gud som egentlig ejer alt og alle mennesker. Vi ved at man i det gamle Israel udsatte små pigebørn – altså satte dem ud i naturen for at dø – fordi piger var mindre ønskede. Dette var en slags menneskeofre.

Abraham bliver prøvet og testet da de tre engle eller guder kommer og besøger ham i Mamre. Abraham består prøven med glans. Han er en helt. Sara falder helt igennem. Hun er mistroisk, realistisk. Sara sidder fast i egoet og i skepsis. Hun griner hånligt da Gud lover dem en søn! Abraham tror at for Gud er alle ting mulige. Ofte bliver Abraham – faktisk med god grund - fremstillet på en usympatisk måde med mange dårlige egenskaber. Det gælder fx historierne om hans forhold til den egyptiske farao, Abimelek, hustruen Sara og Hagar! Men i visse tilfælde – når han testes – viser Abraham sig som en af de store helte – Abraham er den største af dem alle, som Paulus ville have sagt!

På samme måde viser han sig som en kæmpe – en helt da Gud kalder ham i hans fjerne hjemland hos aramæerne i østen – i 1. Mosebog 12! Abraham forlader alt – han bliver ikke svag – han er villig til alt uden begrænsninger. Han forlader alt. Han opgiver alt. Han slagter alle okserne. Han forlader alt - sin faders hus, al familie, alt kendt og hjemligt. Det minder om det nye Testamente når Jesus kalder på sine folk: - Følg mig! Forlad alt. Forlad verden. I skal hade verden - ellers kan I ikke følge mig! (Selv om hade ikke betyder hade i vores betydning – men at adskille sig fra).

Først bliver Abraham bedt om at forlade alt i sit hjemland, alt, som han elsker og holder af, hans faders hus, hele hans fortid – og nu beder Gud ham om at ofre og opgive hele hans fremtid! – Isak er netop ham som du elsker, som Gud siger til Abraham! Gud handler på grotesk, uforståelig måde. Gud er et monster, tænker Abraham måske.

Abraham bliver fristet på samme måde som Jesus bliver fristet i Det nye Testamente. Gud frister ikke mennesker fordi han er ondsindet men for at frelse dem. Livet er en gang imellem en fristelse – vi bliver fristet. Vi bliver fristet til at falde tilbage fra troen – ned i offerrollen, svagheden, alt det at vi skal gøre - i stedet for at stole på Herren! Lad Gud være i fred – det er det fristelsen handler om. Gud frister for at redde.

Da Abraham kommer til Palæstina bliver han fristet over evne og han tager til Egypten pga hungersnøden! Han lyver om Sara og bringer hendes liv i virkelig fare! Engang imellem falder Abraham helt igennem – han kan slet ikke klare fristelsen – han bliver lille og svag og sølle! Ligeledes falder han for fristelsen da han avler et barn med slavekvinden – Abraham kan ikke vente på Herren – han stoler ikke på Herrens løfte – siger teksten!

Den følgende beretning stammer fra den kilde til Det gamle Testamente som kaldes Elohisten. Sagnet om ofringen af Isak er et meget gammelt sagn som har eksisteret som et selvstændigt sagn i meget lang tid inden det blev en del af Elohistens beretning. Vi kan se at gudsnavnet igennem hele teksten – undtaget v 11 Herrens engel - er Gud og ikke Herren. Det som teksten drejer sig om er grundlæggende en test af Abraham. Abraham består prøven – er tekstens mening.

På et dybere plan er beretningen en kultisk beretning som indstifter en tilbedelse – en religion på et bestemt sted – som vi har utallige andre eksempler på. Fortællingen om Mamre er også en kult beretning. Den følgende tekst handler om at Gud viser sig på det hellige bjerg - under ofringen af Isak. Gud meddeler at Isak ikke skal ofres. Vi ved at der var mange menneskeofre i det gamle Israel. Vi ved at kana’anæerne havde menneskeofre – og at man også i Israel engang imellem ofrede mennesker – fx børn. Hele spørgsmålet er ret indviklet. I 2. Mosebog står der klart at alle de førstefødte sønner skal ofres til Herren. Men efter denne lov regel hedder det at offeret kan afløses af et dyreoffer. Den efterfølgende beretning hænger muligvis sammen med det. Muligvis betyder beretningen at Isak faktisk er blevet ofret – dræbt – men at Gud alligevel har grebet ind og givet ham tilbage til faderen Abraham? En sådan tanke finder vi fx i Jobs bog. Job mister alt - også alle hans sønner bliver dræbt – men til sidst får Job det hele – hele herligheden – tilbage. Måske er dette meningen med efterfølgende beretning. Der er mange lag i beretningen. I det gamle Israel har denne historie nok været fortolket på mange forskellige måder! Historien er urgammel og derfor er den kommet med i 1. Mosebog – men fortolkningen har nok været omstridt!

Historien er en kultisk legende men de oprindelige stednavne er forsvundet! Vi ved slet ikke hvad Morija er mere! Den oprindelige historie har fortalt om en Guds indgriben på det helt bestemte sted hvor offeret skulle ske – men vi ved ikke hvor henne! I Krønikebogen i Det gamle Testamente bliver Morija oversat til Zions bjerg altså til at Abraham har ofret Isak – ville ofre Isak – i Jerusalem – i templet! Dette er en meget senere fortolkning!

Ifølge en oversættelse af Det gamle Testamente fra oldtiden skulle Morija være en fejl for Moabit. Moabit er det land som moabiterne lever i – på den anden side Jordan – det nuværende Jordan. Vi ved også at der fandtes urgamle helligsteder i dette område – som Mispa og Mahanajim som vi kender knyttet til Jakob.

v1  Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve.

Historien handler om frygt for Gud dvs lydighed og tillid og lydhørhed. Gud beder os om at stole på ham uanset hvad der sker. Gud beder os om at droppe vore egne værdier og tanker og stole på at Gud ved bedre. Abraham viser sig som en troens ridder og helt!

Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, v2  sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet [?]. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« v3  Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.

Som vi kan se handler beretningen om hvordan man skal tilbede Gud på den rigtige måde og på det rigtige sted – det er tydeligt nok ud fra teksten:

v4  To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, v5  og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.«

Teksten indeholder en meget detaljeret beskrivelse af hvordan man skal ofre til Gud på den korrekte måde! Dette er en hovedpointe i historien. Måske har historien oprindeligt slet ikke handlet om en menneskeofring men blot om det rette offer? Måske har beretningen oprindeligt handlet om hvordan man skulle ofre mennesker på den korrekte måde? Vi skal huske at menneskeofre ikke var utænkelige i oldtiden! Mennesker blev faktisk ofret! Ikke tit og ofte - men i nødsituationer. Vi kender i Israel menneskeofre ved krig, belejringer, hungersnød og lignende. Oldtiden havde bestemt ikke vores opfattelse af menneskeofre! Menneskeofre var radikale – men ikke utænkelige – nogen gange var de måske nødvendige!

v6  Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. v7  Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« v8  Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.

v9  Da de kom til det sted [?], Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. v10  Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn.

I Elohisten kommer Herren eller Herrens engel aldrig ned på jorden! Her kan vi se at Herrens engel – som er det samme som Herren – råber fra himlen. Beretningen viser at Gud ikke mener at Isak skal ofres. Gud vil blot teste og prøve Abraham. Det er klart nok at Abraham ville have dræbt slagtet og brændt sin egen søn - hvis Gud ikke havde grebet ind! På en måde ligger der et evangelium i beretningen. Gud frelser Abraham. Abraham var gået helt fortabt. Han havde mistet alt – løftet – sønnen – fremtiden. Abraham var kommet i en umulig situation. Men Gud frelste Abraham da han stod på toppen af bjerget med kniven i hånden! Gud frelser Abraham og giver ham det hele tilbage som han - på en måde - har mistet. Abraham har jo for længst sagt farvel til isak sin søn. Abraham har jo opgivet at tro på fremtiden. Abraham har opgivet det hele. Men netop i den yderste nød bryder Gud frem – Gud viser sig på bjerget. Gud viser sig i et syn eller en vision for Abraham.

I teksten er der skjulte ordspil der fortæller hvilket stednavn som beretningen skal beskrive. Vi kan ikke længere tyde disse ordspil. Stedet er gået tabt. Abraham befinder sig antageligt langt sydpå – i Negev for det gør han ofte. Ordspillet på hebraisk betyder nok at Abraham kalder Gud for den gud som ser eller den gud som vi har set eller den gud som viste sig. Disse hebraiske ord skal så også markere stednavnet – fordi gudens navn og stednavnet oprindeligt var det samme. Fx er Betel både et sted – en by – og navnet på en gud ligesom Mispa og Herren i Mispa er det samme. Mispa er en gammel by på den anden side af Jordan.

At frygte Gud betyder ikke i Det gamle Testamente at frygte i vores betydning. Frygte betyder at holde sig til Gud, adlyde Gud, tro på Gud og stole på Gud – det handler ikke i Det gamle Testamente om subjektive følelser af frygt og angst!

Historien beviser at vi kan stole på Gud. Vi behøver ikke forfalde til egoets små bange tanker. Abraham gør det rigtige når han går i gang med at ofre Isak – for Abraham stoler på Herren. Abraham ved ikke hvad der skal ske men han stoler på Gud. Gud beder ham om at ofre sin søn - og det gør han. Abraham stiller ingen spørgsmål – spørgsmål ville være helt meningsløse. Gud handler med en visdom og viden som vi ikke har. Men hvis vi ikke stoler på Gud falder vi ned i sølletheden, svagheden, drukkenskaben, offerrollen, vreden, skepticismen, håbløsheden! Det er det som historien handler om. Abraham opgiver ikke på noget tidspunkt. Han tror - på tværs af verdens fornuft. Verdens visdom er en dårskab for Gud. Verdens visdom fordømmer menneskeofre – men hvad ved verden om det? Spørger Abraham.

v11  Men Herrens engel [Herren] råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, v12  og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

v13  Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. v14  Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«

(1 Mosebog 22)

Mosebøgerne og menneskeofringerne.

Var menneskeofre almindelige blandt de tolv stammer?

Teksten i 2. Mosebog (se nedenfor) er stadig væk omstridt. Det er faktisk muligt at sige at disse menneskeofre af de førstefødte sønner har været en forpligtelse og sædvane. Når vi læser teksten er der ingen tvivl om at Israel har fået livet – sine sønner - af Herren som en fri gave. Israel lever i en relation med Herren. Israel er ægtehustruen og hustruen har – lige som herren - ægtemanden – visse forpligtelser. Israel skylder at give sine børn tilbage til Gud. Gud ejer disse børn. Børnene skal helliges Herren – dvs de skal ofres til Herren. De skal gøres til Herrens ejendom. De skal gives tilbage. Israel kan ikke beholde disse børn - for de tilhører egentlig ikke Israel. Vi ejer ikke vore børn – i al fald ikke de førstefødte.

Betegnelsen den førstefødte er i Det gamle Testamente symbolsk. Den førstefødte er et symbol på det hele. Det første neg som høstes i efteråret er lig med hele høsten – alt kornet. Derfor betyder sætningen egentlig at alle børnene skal gives tilbage til deres rette ejermand – eller at Israel skylder Gud alle sine børn. I Ny Testamente bruges også den førstefødte om Kristus fordi han er ét med alle brødrene – alle mennesker.

At hellige sig bruges o renselse – indvielse. Naziren – som vi kender fra profeter som Johannes Døberen og Elias - gør sig selv hellig – han lever asketisk – han giver afkald – han bliver en hellig mand – en gudsmand.

Fordi Herren har frelst Israel skal Israel give ham en gave tilbage – offeret. Men offeret er ikke rigtig Do Ut Des fordi offeret af børnene er at give det tilbage som Gud faktisk ejer. Offeret er mest udtryk for taknemmeligheden og loyaliteten over for Jahve. Tanken er ikke at Jahve skal formildes ved menneskeofre! Det er aldrig tanken i Det gamle Testamente. Offeret kommer altid efter at Gud har reddet os af nøden – ikke før! Dette træk er meget tydeligt i Salmerne. Israel har ikke en ægte offertankegang som man kan møde den i oldtiden – altså Do Ut Des – jeg giver dig noget for at tvinge dig til at give mig noget! Dette er ikke tanken i Mosebøgerne!

Gud har frelst os ud af trællehuset – og dermed har han etableret en ny relation med mennesket. I denne relation lever begge parter med forpligtelser. Offeret er en taknemmelighed over denne frelseshandling – mageløs og ubegribelig. 2. Mosebog fortæller en kultlegende – den fortæller om hvordan religionen opstod og hvordan alle regler og skikke opstod. Fx hvorfor skal vi fejre påske? Hvorfor skal vi ofre de førstefødte til Herren?

Udtrykket:

slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr. . .

Betyder at vi skal ofre fordi Herren slår de førstefødte ihjel i Egypten. Denne begrundelse virker mærkelig for moderne læsere – hvorfor skal vi ofre vore sønner fordi Herren slog børnene ihjel i Egypten? Herren slog dem ihjel fordi Farao var imod Guds plan og imod Israels frigivelse. Herren tugtede jo Egypten!

Meningen er at menneskeofferet er et minde – en ihukommelse af det som Herren gjorde dengang. Legenden er en ætiologisk legende – dvs den begrunder og forklarer hvorfor vi nu skal ofre vore sønner! Denne kult legende ligner utallige andre kultlegender i Mosebøgerne. Det gamle sagn skal forklare og begrunde en religiøs praksis som vi har nu. Dette svarer til den kristne påske – som fejres fordi Kristus sejrede og opstod fra døden. Begrundelsen er jo teksten og troen i Det nye Testamente. Teksten i 2. Mosebog 13 er en begrundelse for den jødiske påske som er en mindefest om udgangen af trællehuset, Egypten. Én gang om året i marts - april måned mindedes man Herrens underfulde befrielse af Israels folk.

Israel viser altså sin respekt for Herren Jahve og sin loyalitet og sin taknemmelighed ved at Israel ofrer sine førstefødte børn til Gud – eller i al fald er villig til dette offer.

v1  Herren talte til Moses og sagde: v2  »Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg.«

Mosebøgerne fastsæter at sønnerne ikke skal ofres i bogstavelig forstand – de skal frikøbes. I stedet for at ofre sønnen skal faderen ofre et dyr.

Er dette en senere bestemmelse i forhold til den oprindelige lov om at alle førstefødte skal dræbes og ofres? Spørgsmålet er meget omstridt. Vi ved kun at oldtiden accepterede menneskeofre på en måde – som er uforståelig for os. Oldtiden havde ikke vores respekt for det enkelte individ. Mennesket er ikke løsrevet men blot en del af et kollektiv – derfor kan menneskeofre give mening. På den måde reddes helheden – stammen – folket. Oldtiden har ikke tænkt på de nyfødte børns skæbne isoleret!

v11  Når Herren fører dig til kana'anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre, v12  skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren. v13  Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe.

v14  Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. v15  Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner.« v16  Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.

(2 Mosebog 13)

I Det gamle Testamente er det forholdsvis almindeligt at Gud tester Israel – Gud frister Israel og sætter det på en prøve for at se om dets tro og trofasthed er stærk. Det er mindre almindeligt at Gud tester enkeltpersoner som det sker med Abraham.

Vi kan fx se fristelsen og prøven i dette citat fra 5. Mosebog som taler om hvor let Israel kan blive fristet af de fremmede guder. De fremmede guder vil altid lokke – de virker altid så overbevisende:

v2  Hvis der fremstår en profet eller en, der har drømmesyner, hos dig, og han giver dig et tegn eller et varsel, v3  og det tegn eller varsel, han har givet, indtræffer, og han siger: »Lad os følge andre guder, som du ikke før har kendt, og dyrke dem,« v4  da skal du ikke lytte til, hvad den profet eller den, der har drømmesyner, siger.

Det er Herren jeres Gud, der sætter jer på prøve for at få at vide, om I elsker Herren jeres Gud af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl. v5  Herren jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.

(5 Mosebog 13)

Herrens engel i Det gamle Testamente.

Engle er i Det gamle Testamente ikke helt det som engle er blevet i den meget senere kristne epoke. I Det gamle Testamente er ordet engel eller Herrens engel en oversættelse af det hebraiske ord Malakim – dvs en messenger eller en budbringer. Dette ord bliver oversat til græsk angelos som stadig væk i Det gamle og nye Testamente betyder en budbringer, en som er udsendt, en tjener, en ambassadør, en repræsentant, en embedsmand, en general eller ofte en kriger. Billedet er at Herren er en konge og han har mange folk omkring sig. Han er Hærskarernes Herre – Jahve Zebaot. Hans hærskarer er guder eller engle eller mellemvæsner som gennemfører hans beslutninger. Englene deltager også i krigen og kampen som Jahve kæmper imod de onde kræfter – Livjatan og Rahab. Dem sender han ud i verden. Deres opgave kan være at tale Herrens ord til menneskene eller deres opgave kan være at gennemføre hans vilje – fx at dræbe, straffe eller redde. Ofte er disse budbringere krigere. De er altid frygtindgydende. Deres kræfter og magt over knusende. De er farlige. De rider på krigsheste. De rider frem med løftet hånd og de knuser alle dyr og mennesker på deres vej. De er bevæbnede – og de har bestemt ingen vinger!

Den klassiske eller gammeltestamentlige opfattelse af engle finder vi meget tydeligt i Johannes’ Åbenbaring i Det nye Testamente. I dette skrift er Herrens engle netop frygtelige og frygtindgydende. De spreder død og ødelæggelse. De er ofte dødens engle.

Satan er den mest berømte Herrens engel i Det gamle Testamente. Han bliver udstyret med Guds magt og fuldmagt fra Gud. Satan kan dræbe og udslette alle Jobs sønner og døtre på én gang. Satan vandrer hver dag igennem jordens riger. En tanke vi også kender fra profeten Malakias: Guds engle gennemvandrer verden hver dag og vender tilbage til Gud og rapporterer. Satan bliver sendt til Job for at udføre Herrens vilje. Satan er Guds budbringer eller repræsentant. Satan skal friste Job.

Det er også vigtigt at det samme ord Malakim eller angelos bruges både om en Herrens engel – en, som Gud sender – og om almindelige menneskelige budbringere! Der er altså en flydende grænse. Mennesker kan optræde som om de er engle fra Herren. Den tanke finder vi netop hos Paulus og i Apostlenes gerninger. Et menneske som pludselig kommer ind i mit liv og får en underfuld betydning er – på en måde – en Guds engel. Hun er en Guds engel! En mand som pludselig kommer til mig og fortæller mig at til næste år skal jeg føde en søn – han må være en Guds udsending, en Guds engel! Vi kan se dette træk mange steder fx i Samson historien i Dommerbogen og i beretningen om Hanna – præsten Eli siger pludselig at hun skal føde en søn! - i 1. Samuelsbog.

Det latinske udtryk angelus får efterhånden den betydning som vi senere forstår ved en engel. En angelus eller en engel bliver et smukt væsen, et væsen, som er godsindet, som bringer godt nyt, som han vinger og som er et lysvæsen. På længere sigt bliver engle mere og mere idylliske. Børn bliver engle som vi kender det fra Rafaels engle. Der er altså meget langt fra Det gamle Testamentes opfattelse af engle og til den opfattelse som siden hen bredte sig i kristendommen – og i jødedommen.

I 1. Mosebog optræder Herrens engel et stort antal steder. Vi kan se at der ingen virkelig forskel er mellem Herren og Herrens engel. Vi kan se at det ene øjeblik taler teksten om at Herrens engel er kommet til stede og i det næste øjeblik er det Herren der taler – uden nogen formidling. Grundlæggende er det sådan i 1. Mosebog i patriark fortællingerne – Herrens engel og Herren er det samme.

Gud viser sin i en menneskelig form. Gud viser sig for Abraham og for Jakob som et menneske. Da de tre mænd kommer til Abraham i Mamre kan han ikke lige med det samme se at de er Herrens engle – eller Herren. Men efterhånden kan han se det. At se og at se er to forskellige ting. Gud viser sig skjult i et tegn eller i en form eller i en slags epifani. Denne epifani kan have mange ydre former. I 1. Mosebog sker det for patriarkerne. Gud viser sig for fædrene. De hører hans stemme. De ser ham. Gud viser sig som en engel. Da Jakob kommer ind i Palæstina efter Laban perioden oplever han en hel hær af engle. Disse engle er krigere og hjælpere. Jakob drager ind i det forjættede land med en hel hær af engle omkring sig.

Engle er mænd. De er stærke, kraftige, sunde, dejlige mænd. Mændene i Sodoma bliver optændt af liderlighed da de ser Herrens engle. De vil straks ligge med dem. De kan ikke styre sig. Herrens engle er ideale unge mænd. De er virile. De er gudsmænd. De er overmennesker. De er idealer. De er som Michelangelos David. De er attraktive. De er også vilde og krigeriske og voldsomme. De går amok. De er samuraier. De er tapre krigere. De er helte.

Den tyske professor Gerhard von Rad siger om fremstillingen af de to Herrens engle i Sodoma i 1. Mosebog kapitel 19 som er ved at blive voldtaget:

Vi må forestille os de himmelske budbringere som unge mænd i deres bedste alder. Deres skønhed og mandige udseende har virket overmåde seksuelt ophidsende på mændenes onde begær i Sodoma!

(Gerhard von Rad)

v35  Samme nat gik Herrens engel ud, og i assyrernes lejr dræbte han 185.000 mand; da det blev morgen, lå de alle døde. v36  Da brød assyrerkongen Sankerib op og vendte tilbage og blev i Nineve. v37  Men engang han bad i sin gud Nisroks tempel, huggede Adrammelek og Sareser ham ned med sværd. De slap bort til Ararats land, og hans søn Asarhaddon blev konge efter ham.

(2 Kongebog 19)

Profeten bliver hjulpet af englene. Elias er ved at dø af sult og udmattelse. Han er på flugt men herrens engel redder ham på samme måde som Hagar bliver frelst af Herrens engel i ørkenen:

v5  Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« v6  Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. v7  Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.« v8  Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb. v9  Dér gik han ind i en hule og overnattede.

(1 Kongebog 19)

Hagar bliver frelst af Herrens engel i ørkenen. Englen taler til Hagar som englen taler til Maria i Det nye Testamente. Englen er egentlig Gud selv – han taler direkte Guds ord til Hagar. Hagar får alle løfterne:

v7  Herrens engel traf hende ved en kilde i ørkenen, kilden ved vejen til Shur.

v8  Han sagde: »Hagar, Sarajs trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er på flugt fra min frue Saraj.« v9

v10  Og Herrens engel [Herren] sagde til hende: »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles.«

v11  Og Herrens engel sagde til hende:
      »Se, du er med barn;
      du skal føde en søn
      og give ham navnet Ismael,
      for Herren har hørt din lidelse.
v12  Han skal blive
      et vildæsel af et menneske;
      hans hånd skal være vendt mod alle
      og alles hånd mod ham,
      han skal leve på tværs af alle sine brødre.«

(1 Mosebog 16)

Ved udtoget fra Egypten er Herrens engel en kriger eller en krigsmagt som går foran Israel og baner vejen for Israel. Billedet er helt militærisk:

v19  Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, v20  så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær.

(2 Mosebog 14)

I 2. Mosebog – ved indgangen til det forjættede land - bliver Israel velsignet af Herren på denne måde. Også her er Herrens engel først og fremmest en overlegen krigsmagt som besejrer alle Israels fjender. Her skal Israel adlyde englen som om det var Gud. Herrens engel er simpelt hen det samme som Herren – som vi kan se af dette citat:

v20 Se, jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. v21  Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham; han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham.

v22  Men hvis du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere. v23 Min engel skal gå foran dig og føre dig til amoritterne, hittitterne, perizzitterne, kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne; dem vil jeg udslette.

v24  Du må ikke tilbede deres guder og dyrke dem, og du må ikke følge deres skikke; du skal rive dem ned og knuse deres stenstøtter. v25  I skal dyrke Herren jeres Gud;

så vil han velsigne dit brød og dit vand. Jeg vil tage sygdom bort fra dig; v26  i dit land skal der ikke findes nogen kvinde, der aborterer eller er ufrugtbar. Jeg giver dig det fulde mål af leveår.

(2 Mosebog 23)

I Samson historien stiger englen igen op for øjnene af Samsons mor og far i et flammehav. Elias forlader denne verden på samme måde – i et flammehav. Englene går ud og ind ad verden. Gudssønnerne i himlen i Salmernes bog er også Herrens engle. De føler Herren som en hær af krigere. Det samme billede finder vi Johannes’ Åbenbaring.

Hagar og Abraham.

Noget af det helt centrale i løfterne til Abraham i 1. Mosebog er det løfte at han skal få en søn og at hans efterkommere skal blive lige så utallige som havets sand og himlens stjerner. Løftet om sønnen er på den måde løftet om at Abraham skal blive til et stort folk – Israel. I den forstand er Isak – Abrahams søn med Sara – det samme som Israel.

Men en central del af Abrahamshistorierne kommer til at handle om en anden søn nemlig Ismael. Sara er ufrugtbar og Abraham og Sara løser selv problemet på menneskelig vis. De kan ikke vente på Gud – det er sikkert meningen med fortællingen i Det gamle Testamente.

Sara har som hustru klart definerede rettigheder. Hvis hun ikke kan føde sin mand Abraham en søn er det en stor skam og vanære for Sara – det er tanken i hele Det gamle Testamente. Den ufrugtbare hustru er forladt af Gud. Hun er fortabt – ja hun er forbandet. Hendes mand har god ret og grund til at vise hende bort. Den ufrugtbare hustru bliver i oldtiden foragtet, udstødt og nedværdiget – også i Det gamle Testamente. Dette træk findes stadig væk i Mellemøsten i visse kulturer. Behandlingen af – samfundets reaktion på - disse ufrugtbare kvinder har været gruopvækkende! Men Sara har den juridiske ret at hun kan give en af sine egne kvindelige trælle til sin mand og lade denne kvinde føde et barn i stedet for sig selv. Barnet bliver så født – som det hedder – på Saras knæ – dvs barnet bliver i enhver henseende Saras barn. Følgen af denne ordning bliver at slavekvinden bliver en fri kvinde og virkeligt hustru til ægtemanden! Vi ved at disse regler var gældende i hele området. Vi kender dem også fra Hammurapis lov (Mesopotamien) fra ca. 1800 f. Kr.

Saras mand Abraham har i Det gamle Testamente en uindskrænket ret til at have samleje med dels alle sine forskellige hustruer dels med sine egne kvindelige trælle – dels med evt. tilfangetagne! Men det løser ikke Saras problem. Sara og Abraham har hver sine trælle eller slaver og Abraham råder kun over sine egne trælle. Men hvis Sara giver ham en af sine trælle er det en anden sag. Da de to mennesker ikke stoler så meget på Gud og da de for længst er blevet meget gamle (i al fald ifølge Mosebogen) – går de i gang med at løse problemet selv.

På den måde opstår der en hidsig trekant bestående af Abraham og to kvinder Sara og Hagar – trælkvinden. Hagar bliver gravid og føder drengen Ismael. Sara burde dermed være godt tilfreds – men da hun selv bagefter føder en søn – Isak – opstår der problemer. Årsagen til disse problemer placerer 1. Mosebog (Jahvisten) hos Sara. Sara bliver misundelig og vred og uretfærdig. Hun bliver jaloux. Hun frygter at Ismael vil blive foretrukket eller blive behandlet for godt. Sara bliver rasende og kræver at Hagar og barnet skal udstødes. Abraham er dybt knyttet til Ismael – og bestemt også til hans mor Hagar! Men Abraham er ret svag og passiv og Sara får sin vilje. En del af historien handler altså om de kvinders voldsomme krig imod hinanden og en arme mand midt imellem.

Men en meget vigtig del af disse historier handler om Hagar – moderen – og barnet. Vi må antage at der ligger meget gamle historier – sagn - bag historien om Hagar og hendes søn. Den måde som Hagar bliver fremstillet på svarer meget godt til de billeder vi kender fra Det nye Testamente. Hagar er kvinden – moderen med barnet som Gud henvender sig til. Den søn som er født eller som skal fødes - skal blive til noget stort. Gud griber ind og frelser moderen som er gået fortabt og hendes søn. Der ligger urgamle forestillinger bagved disse beretninger som handler om moderen og barnet.

Beretningerne om Hagar findes især i 1. Mosebog kapitel 16 – som skyldes den kilde man kalder Jahvisten – og i kapitel 21 som skyldes den lidt senere kilde Elohisten. Grunden til disse to navne kan vi også se i eksemplerne neden for: Hos Jahvisten benævnes Gud nemlig normalt som Herren eller Jahve – mens Gud hos Elohisten benævnes Gud (eller Elohim på hebraisk).

Jahvisten fortæller således om Hagar:

v1  Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. v2  Og Saraj sagde til Abram: »Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende.« Og Abram gjorde, som Saraj sagde.

v4  Han gik ind til Hagar, og hun blev gravid. Da hun blev klar over, at hun var gravid, begyndte hun at se ned på sin frue. v5  Da sagde Saraj til Abram: »Du har ansvaret for den uret, der overgår mig! Jeg har selv lagt min trælkvinde i din favn, men nu, da hun har opdaget, at hun er gravid, er hun begyndt at se ned på mig. Herren skal dømme dig og mig imellem!«

v6  Abram svarede Saraj: »Her har du din trælkvinde! Gør med hende, som du synes!« Så behandlede Saraj hende så hårdt, at hun flygtede væk fra hende.

(1 Mosebog 16)

Det mest interessante i Jahvistens beretning er det som herefter sker. Hagar er flygtet og befinder sig alene i ørkenen. Af stednavnene kan vi se at hun er flygtet fra Hebron området og sydpå. Hun befinder sig dybt nede i Negev ørkenen i nærheden af Egypten.

Hagar er gået fortabt. Hun befinder sig helt alene midt i ødemarken. Hun er gravid. Hun er blevet drevet på flugt. Hun har ikke en chance. Hun er vanæret. Men netop i den situation griber Gud ind og taler til den gravide kvinde. Herrens engel er i 1. Mosebog det samme som Herren. En engel er en budbringer og en kriger – en messenger – ikke en sød og nuttet blid engel med vinger! Det er Gud selv – Herren eller Jahve – som pludselig taler til hende.

Hun får en vision – en åbenbaring. Hun ser Gud. Hun – der en træl og egypter fra et fremmed land – bliver reddet af Gud. Hagar bliver en hellig kvinde som ser Gud. Hun ser Gud og overlever synet. Hun bliver udvalgt. Gud ser på hende. Gud ser hende som hun er. Når Gud ser på os bliver vi frelst - som det siges i Salmerne. Gud ser hende og hun ser Gud. Hagar kalder Gud for den gud som har set på hende og den gud som hun har set som en levende gud!

Hagar bliver moder til et helt nyt folk og moder til en helt ny gudsdyrkelse – det er meningen med den oprindelige Hagar beretning eller kultsaga. Hagar bliver en slags urmoder eller moder til alle mennesker – præcist den rolle som Sara ellers får i Det gamle Testamente – og også i Det nye Testamente hos Paulus!

Beretningen om Hagar skal egentlig forklare oprindelsen til et folk – ismailiterne. Dette folk – en stamme eller et broderfolk til Israel – levede i Negev ørkenen syd for Israel. Ismailiterne var ørkenens frie sønner og stolte beduiner. Legenden om Hagar i ørkenen er en skabelsesberetning og fortæller om deres gud. Deres gud er den gud som Hagar - som den første - så i ørkenlandet – den gud som ser – den gud som har set mig.

Hagar bliver en slags religionsstifter lige som vi kan sige at Abraham bliver en slags religionsstifter da Herren viser sig for Abraham i Mesopotamien og fortæller ham at han skal forlade alt og drage til Kana’ans land. På et dybere plan er Hagar og Abraham sideordnede men senere er Hagar myten blevet en del af Abrahams beretningerne i 1. Mosebog og Hagar får en meget mere beskeden stilling.

Beretningen om Hagar skal også forklare det sted hvor Herren viste sig for Hagar – dvs for menneskene. Herren viser sig ved den oase som siden bliver ismailiternes helligdom. På denne måde er beretningen om Hagar en typisk urgammel saga som der findes mange eksempler på i 1. Mosebog. Myten eller fortællingen forklarer tider og steder og oprindelsen til ting og folkets eller stammens oprindelse.

v7 Herrens engel traf hende ved en kilde i ørkenen, kilden ved vejen til Shur [Egyptens grænse ved Middelhavet]. v8  Han sagde: »Hagar, Sarajs trælkvinde, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?« Hun svarede: »Jeg er på flugt fra min frue Saraj.«

Herrens engel er i 1. Mosebog – og i Det gamle Testamente – ikke det som man i kristendommen senere har forstået ved en engel. Herrens engel er ikke venlig og sød - og har ikke vinger! Herrens engel betyder ordret en budbringer fra Herren (angelos på græsk) – og kan ofte oversættes med en af de guder eller gudssønner som omgiver Herren i himlen – en af hærskarerne. Herren er omgivet af en mængde guder eller væsner som han er en slags fader for. Gud er bestemt ikke alene i himlen. Han er omgivet af en hofstab – selv om guderne ikke altid er loyale over for ham (Salmernes Bog). I Jobs bog er Satan en af disse guder eller engle. Satan er en slags budbringer eller repræsentant over for mennesket Job. Disse engle er altid mænd og ofte rigtige mænd med et frygtindgydende ydre. De er magtvæsener. Når mennesker ser en engel bliver de grebet af frygt og angst – som om de havde set en frygtelig samuraj eller kriger. Engle er ikke søde! Herrens engel er en kriger og Herrens engle deltager i hans krig på jorden imod de onde kræfter – Rahab og Livjatan – og Babylon. Herrens engle dræber og tilintetgør – og frelser (Salmernes Bog). Englene overvinder dødens og syndens magt og det kræver magtanvendelse. Det onde overvindes ikke ved bløde ord!

Disse guder, gudssønner eller englemagter spiller en vis rolle i hele 1. Mosebog. I begyndelsen af Mosebogen fortælles også den berømte historie om at disse guder blev så forelskede i de skønne jordiske kvinder at de kom ned på jorden og fik børn med de jordiske kvinder. Resultatet af disse forhold blev en helt ny race af giganter og kæmper – gudsmænd eller helte – heroer. Disse helte eller kæmper truede efterhåndens Guds magtposition i himlen! Til sidst måtte han skride ind over for dem og begrænse deres magt! Sådanne myter kender vi mange steder fra i oldtiden. Dionysos i Grækenland er således halvt gud og halvt menneske.

Hagar får løfterne og forjættelserne om det barn som hun skal føde. Hun skal føde en søn. Hendes efterkommere skal blive lige så mange som havets sand. Hagar får den største forjættelse som nogen kvinde kan få i Det gamle Testamente. Ordene til Hagar er de ord som vi siden hører til Maria. Hagar ved ikke at hun er med barn. Først nu får hun det åbenbaret af budbringeren - englen! Hendes fødsel er underfuld – hellig. Lige som i Det nye Testamente får hun at vide hvad barnet skal hedde. Den søn som skal fødes er en del af Guds store plan. Hagars søn er forudbestemt til noget stort. Han er i en vis forstand Herrens salvede og redskab. Han er en konge. Herren har hørt hendes råb og set hendes trængsel - som det hedder i Salmerne. Hagar bliver frelst.

Sønnen skal blive stor og mægtig. Det er helt tydeligt at de ord som bruges om Ismael er positivt ment i den hebraiske tekst! Ismael skal blive en fri og stærk og handlekraftig mand – en fri beduin! Hele Det gamle Testamente elsker den type som her fremstilles ved eksemplet Ismael. Ismael symboliserer en menneske og mande opfattelse – et ideal - som findes i hele Det gamle Testamente. Vi finder også dette skema i Salmerne i opfattelsen af kongen, i Samuelsbøgerne skildring af David som den vilde, stærke kriger. Ismael er en stolt og rank skikkelse. Han er uregerlig og ukontrollabel. Han bøjer sig ikke for nogen. Han er en mand af ære. Han er værdig. Han er uafhængig. Han rider hvor hen han vil. Han bestemmer selv. Ismael er en rigtig mand – som rigtige mænd skal være – det er det som er meningen med disse vers i 1. Mosebog!

Ismael er en helt – en kæmpe. Ismael er en forudsigelse af eller et billede på Samson og Gideon. Ismael er på en vis måde en gudsmand. De ord som bliver sagt om Ismael kunne lige så godt være blevet sagt om David når vi tænker på skildringen af David i Samuelsbøgerne. Ismael er en forudsigelse af David:

v12  Han skal blive
      et vildæsel af et menneske;
      hans hånd skal være vendt mod alle
      og alles hånd mod ham.

Vi kan let misforstå disse ord og udtryk som negative – men oldtidens verden er ikke vores verden. Disse ord – denne hyldest – har været positivt ment. Den mennesketype vi kan se i teksten blev elsket af hele oldtiden. Vi finder det også hos de gamle romere og grækere. Ismael er også et billede på Jesus og Johannes Døberen i Det nye Testamente. Også Johannes Døberen er en fri og respektløs og stærk mand som ikke bøjer sig for nogen. Ismael er en kriger. Johannes Døberen er også en kriger – Herrens tjener og kriger! Jesus er en sejrherre – han vil til sidst lægge alle fjenderne og alle kongerne som en skammel under sine fødder så han kan træde på deres nakke! Jesus er den sejrende Kristus og konge og Messias i Johannesevangeliet – og ikke et arme offer!

Da det gamle Israel efterhånden blev bofast og jordejende bønder kom de til at elske og forgude dette vilde og uregerlige ideal! Israel så i dette ideal et glimt af fortiden – af friheden på de store stepper!

Ismael er en stor mand – ikke fordi han er et lovlydigt eller moralsk godt menneske eller fordi han er særligt from – men fordi han er et vildæsel (bogstaveligt: en vild og utæmmet zebra)! Han skal blive stærk og magtfuld. Ismael er bestemt til at blive en Cæsar og en fri fugl. Han skal blive et dyr som ingen nogensinde kan tæmme eller kontrollere. Han skal leve uafhængigt og frit i forhold til landkulturens og bykulturens regelbundethed. Ismael skal gøre som han vil. Han skal følge sin egen jernvilje. Han skal herske og udbrede sig som han vil. Han skal ikke adlyde nogen. Han skal blive en lykkemand. Ismael skal ikke blive et arme offer. Ismael skal blive som sin moder – fri, stolt, selvbevidst, rank!

Ishamels moder Hagar hævdede sig over for sin herre og frue – Abraham og Sara. Hagar var ikke bange. Hun var frygtløs. Hun var stolt af sig selv. Hun følte sig uskyldig. Langt ude i ødelandet møder Hagar Gud og Gud fortæller hende at hun er frelst. Gud griber ind og fastslår Hagars ret! Gud fastslår at der er sket en uret imod Hagar! Gud er en fader for de faderløse og en beskytter og forsvarer for alle enkerne – alle de forladte kvinder!

Den kvinde Hagar som verden fuldstændigt har forkastet hende har Gud gjort til hovedhjørnestenen! Hun skal føde en søn som skal blive herre og mester. Hun er udvalgt af Gud. Gud har udvalgt hende til at blive moder for et stort folk af frie og frygtløse mænd! Historien om Hagar i ødemarken er et ægte evangelium i Det gamle Testamente. Vi kan hele tiden høre ordene til Maria og Elisabeth som paralleller. I det gamle Testamente kan vi også se tydelige ligheder mellem vildæslet – vildmanden - Ismael og gudsmænd og profeter som Elias og Elisa – Herrens krigere. Herrens krigere og Guds mænd er alle sammen uregerlige og mægtige vildmænd!

Der er meget tydelige forbindelser mellem disse billeder af Hagar i Det gamle Testamente og billeder i Det nye Testamente.

v10  Og Herrens engel sagde til hende: »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles.« v11  Og Herrens engel sagde til hende:
      »Se, du er med barn;
      du skal føde en søn
      og give ham navnet Ismael,
      for Herren har hørt din lidelse.
v12  Han skal blive
      et vildæsel af et menneske;
      hans hånd skal være vendt mod alle
      og alles hånd mod ham,
      han skal leve på tværs af alle sine brødre.«
v13  Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende, »Du er Gud, der ser«. For hun tænkte: »Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?« v14  Derfor kalder man brønden Be'er-Lahaj-Ro'i. Den ligger mellem Kadesh og Bered.

(1 Mosebog 16)

I 1. Mosebog 21 kan vi se Elohistens beretning om den samme begivenhed – Hagar i ødemarken. Her er visse ting forandret. Gud hedder nu Gud og ikke Herren og derfor hedder det ikke Herrens engel men Guds engel. Hagar har allerede født sønnen Ismael og de trues begge af døden i ørkenlandet – moderen og hendes lille baby. Gud griber ind men vi kan se at Elohisten har en meget afdæmpet og mere fattig udgave af beretningen og løfterne. Hagar flygter ikke men bliver sendt bort. I denne beretning går Hagar virkelig fortabt og er ved at dø da hun får en vision af Gud. De ord som bruges om Ismael At Gud er med ham bruges også om David i Samuelsbøgerne, om Josef og om Jesus og Johannes Døberen i Det nye Testamente. Guds kraft, lykke og velsignelse er med Ismael. Gud frelser Hagar ved en pludselig brønd eller kilde i ørkenlandet – et under lige som det der sker med Moses under udvandringen fra Egypten:

v14  Tidligt næste morgen gav Abraham Hagar noget brød og en lædersæk med vand, satte drengen på hendes skulder [en baby] og sendte hende væk.

Hun tog af sted, men for vild i Be'ershebas ørken [Negev]. v15  Da vandet i sækken slap op, lagde hun drengen under en busk v16  og gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.« Hun satte sig og brast i gråd.

v17  Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger. v18  Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk.« v19  Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. v20 Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte.

(1 Mosebog 21)

Englen taler til Maria helt på samme måde som Herren havde talt til Hagar. Hagar er ikke nogen smålig, ond eller egoistisk kvinde i 1. Mosebog – hun er en helt lige som Maria bliver en helt og moder til en helt:

v30  Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. v31  Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v32  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v33  han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.«

(Lukas 1)

v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,

v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,

v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

(Lukas 1)

v80  Drengen [Johannes] voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

(Lukas 1)

v40  Og drengen [Jesus] voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

(Lukas 2)

Josef er et billede på Kristus.

De første kristne troede på at Kristus var alle menneskers frelser. De troede på at alle mennesker – uanset hvem de var – kunne komme til Kristus og blive frelst.

De første kristne levede helt inden for den jødiske tradition. Deres hellige bog var Det gamle Testamente – Loven og Profeterne og Skrifterne. I Det gamle Testamente læste de om Josef. Josef var et billede på Kristus – han var en forudsigelse af Kristus, som de sagde. Forudsigelse betyder ikke forudsigelse i vores betydning af ordet. Det som de første kristne mente kan vi prøve at forklare således:

Den Gud som handler med Jakob og med Josef er den samme Gud som har handlet med Jesus og som handler med alle mennesker. Der er kun én Gud. Gud er én. Det som fortælles om Josef minder om det som nu fortælles om Jesus. Gud sendte Josef til Egypten for at frelse alle mennesker i hele verden. På den måde har Gud nu også sendt Jesus. Josef blev forkastet og næsten korsfæstet af sine brødre men han døde ikke. Han blev frelst. Jesus blev forkastet og korsfæstet af sine brødre – Israel – men han genopstod fra de døde. Forholdet mellem Josef og brødrene er forholdet mellem Jesus og folket Israel eller jøderne! Jakob og brødrene kommer til sidst til Josef – jøderne skal til sidst indse at Kristus er Messias og deres frelser. Josef har fået al magt af Farao – Jesus eller Kristus har fået al magt af faderen – Gud i himlen. Forholdet Josef – Farao er forholdet Jesus (Sønnen) – Gud (Faderen). Det betyder naturligvis ikke at de første kristne opfattede Farao som en gud! Det betyder at disse relationer svarer til hinanden - og kan fortælle os noget om Josef og Jesus. Gud handler gennem Farao! Josef viser sig for brødrene ved genkendelsens øjeblik – teksten bruger et epifani udtryk: at vise sig som bruges om Gud – Jesus viser sig for Maria ved den tomme grav – og derefter for alle brødrene. Jesu disciple eller de kristne er netop i Det nye Testamente brødrene. Jesus er den førstefødte af alle brødrene (Romerbrevet). Jesus har netop 12 disciple! Da Josef viste sig for brødrene – blev de forfærdede! De tror at de ser en død mand. De bliver forfærdede fordi de pludselig ser Josef i hans herlighed. De ser ham forklaret. At se er at blive frelst – at se er dybest set altid at se Gud. (Eksempler er fx Salmerne og Johannesevangeliet).

Når man læser Josef historien som en beretning om Kristus eller Jesus vrimler det med ligheder og det har de første kristne været meget opmærksomme på! Vi kender det også fra Apostlenes Gerninger hvor martyren Stefanus fortæller Israels – blandt andet Josefs – historie. Hele Det nye Testamente er brændende optaget af at finder billeder i skriften som viser hen til Kristus. Paulus er brændende optaget af Abrahams skikkelsen fordi den i følge hans opfattelse er et billede på Kristus.

v40  Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

v52  Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

(Lukasevangeliet 2)

Josef var 30 år da han trådte frem for verden. Han fik et nyt navn – en ny identitet. Han blev en profet, en frelser for hele verden. Jesus var også 30 år da han trådte frem for verden – fik en ny identitet og blev døbt af Johannes Døberen i Jordan. Josef voksede op med en flok af halvbrødre som hadede ham og med onde stedmødre som hans far havde giftet sig med efter hans elskede mors død. Josef blev afvist af sine brødre og onde stedmødre – kun faderen elskede ham. Jesus voksede op med alle sine brødre i Galilæa – som foragtede ham og hadede ham og kun ønskede at han skulle dø! (Johannesevangeliet). Gud var med Josef – Gud var med Jesus og begge var bestemt til noget stort - fra barndommen – og de var selv klar over det! Verden forstod dem ikke – verden afviste dem med vrede og forargelse – men til sidst blev de hele verdens frelsere og herrer. Til sidst blev de højere end alle stjernerne, højere end solen og månen – som Josef siger i sin drøm.

Jesus bliver hele verdens herre. Gud frelser ham og sætter ham ved sin højre side – den side hvor velsignelsen strømmer fra. Kristus er verdens herre. Gud i himlen har givet ham sin signetring og sat den på hans hånd. Gud har givet ham en fin linneddragt. Kristus har fået en guldkæde om halsen. Kristus er blevet ophøjet som den første af alle brødrene. Kristus kører i den næstfornemste vogn og foran ham løber en mand som råber Abrek! De første kristne har brugt disse billeder fra Josefhistorien til at forstå Kristus skikkelsen i Det nye Testamente.

De første kristne prøver at besvare spørgsmålet: - Hvem er Jesus? Hvem er Kristus? De bruger Josef historien til at vise hvem Jesus eller Kristus er – til at udtrykke hans identitet i det eneste som mennesker har til rådighed – deres sprog. De første kristne har sikkert anvendt meget vidtgående eller fantasifulde fortolkninger af Josef historien. Den slags kender vi fra Det nye Testamente. Men det væsentlige er at de tror på at Josef historien kan fortælle os hvem Jesus er! Når vi er kristne i dag – kan vi gøre det samme. Når vi læser Josef historien får vi noget nyt at vide om Jesus! Vi får suppleret vores viden om og vores opfattelse af Jesus. Josef historien viser os nogle nye sider af Kristus! Hvis vi læser 1. Mosebog på den måde er vi i overensstemmelse med de første kristne. Historisk set er Josef og Jesus naturligvis helt adskilte. Josef er selvfølgelig ikke ment som en forudsigelse af noget som skal komme engang! Josef historien i 1. Mosebog er tværtimod ment som en afslutning – her bliver Israel frelst af nøden, af den verdensomspændende hungersnød. Her får Israel et hjem i Egypten – takket være Farao og Josef. Det er meningen med Josef historien, som den står i Det gamle Testamente. Det er de jødiske lærdes og præsters mening med teksten. Men de første kristnes spørgsmål var helt anderledes. De spurgte: - Hvem er Kristus? For at besvare det spørgsmål, greb de tilbage i skriften og i historien. De brugte Josef historien som en illustration af Kristus. De hentede deres sproglige billeder i denne historie. Josef historien indeholdt metaforer som de kunne bruge. Evangeliet i Josef historien var – i følge deres opfattelse – egentlig det samme evangelium som det kristne evangelium. De første kristne opfattede Josef som sendt af Gud for at alle mennesker i hele verden kunne blive frelst – for at livet kan opretholdes - som det siges i Josef historien. Josef er en hyrde – en fårehyrde - for alle mennesker – som det siges i Josef historien på det sted hvor han frelser alle egypterne fra hungersnøden. Gud har gjort ham til herre over alle mennesker i hele verden for at de kan blive frelst! Josef er et sandt og virkeligt billede på Jesus!

De første kristne har set Jesus skikkelsen overalt i Josef historierne. De har ikke troet at Josef var en gud. Det ville være en grov misforståelse af deres anliggende! De har set at der var en underfuld sammenhæng mellem Jesus og Josef historierne. Gud handler direkte igennem Josef – og Jesus. Gud frelser alle mennesker gennem Josef – og Jesus. Uden Josef – Kristus - ville alle mennesker være fortabt – prisgivet den frygtelige hungersnød – syndens og dødens magt - verden.

Enten er vi verdens og syndens trælle eller vi er Herrens trælle og tjenere. Gud vender alting til det gode uanset hvad mennesker gør. Josef giver brød til hele verden – han bespiser hele verden. Det er et stort under. Den som kommer til Josef får hans kærlighed – Guds kærlighed. Den som kommer til Kristus vil blive frelst – ham vil der blive sørget for:

v18  Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« v19  Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? v20  I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. v21  Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.« Og han trøstede dem og talte kærligt til dem.

(1 Mosebog 50)

Ingen har Guds ånd som Josef. Ingen har Guds ånd i så grad som Kristus eller Jesus. Guds ånd er Helligånden. Helligånden taler til patriarkerne. Gud fortæller alle ting til Josef. Josef er Guds søn og Guds profet. Faderen taler til Sønnen. Sønnen har Faderens ånd og sind og vilje. Josef er Sønnen. Han har fået al magt af Faderen:

v37  Dette forslag syntes Farao og alle hans folk godt om, v38  og Farao spurgte sine folk: »Findes der nogen, der har Guds ånd som han?« v39  Så sagde Farao til Josef: »Siden Gud har ladet dig vide alt dette, kan der ikke være nogen så forstandig og klog som du. v40  Du skal styre mit hus, og hele mit folk skal adlyde dig. Kun tronen vil jeg have frem for dig.«

(1 Mosebog 41)

Josef er Guds søn. Han er en stedfortræder for Gud. Josef udøver al magt på Guds vegne. Gud har sat Josef til at herske i hele verden – Josef er Herrens salvede og Herrens tjener:

v41  Farao sagde til Josef: »Hermed sætter jeg dig over hele Egypten!« v42  Og han tog sin signetring af og satte den på Josefs hånd; han gav ham en fin linneddragt på og hængte en guldkæde om hans hals. v43  Han lod ham køre i sin næstfornemste vogn, og foran ham råbte man abrek. Sådan satte han ham over hele Egypten.

(1 Mosebog 41)

Hungersnøden er den synd og ondskab som nu har oversvømmet hele verden. Alle mennesker er blevet ramt af synden. Der løfter sig et skrig fra jorden og menneskene op til Gud. Det skrig er lige som skriget fra Sodoma. Gud hører det skrig. Når vi råber på Herren – så viser han sig i underfulde tegn (Salmerne).

Josef er Sønnen. Han taler Guds ord. Den som kender Sønnen kender også Faderen. Hvis menneskene vil gøre Guds vilje skal de adlyde Sønnen – Josef. Josef er identisk med Faderen. Josef taler ikke sine egne ord men Faderens. Josef gør Faderens gerninger. Han er hellig:

v53  Da de syv overflodsår i Egypten var forbi, v54  begyndte de syv hungerår, sådan som Josef havde sagt. Der kom hungersnød i alle lande, men i hele Egypten var der brød. v55  Hele Egypten sultede, og folket råbte til Farao om brød; men Farao sagde til alle egypterne: »Gå til Josef, og gør, hvad han siger til jer!« v56  Hungersnøden lå over hele landet, og Josef åbnede for alle lagrene og solgte korn til egypterne. Hungersnøden blev hård i Egypten. v57  Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef, for hungersnøden var hård på hele jorden.

(1 Mosebog 41)

Den som kommer til Josef – og Farao – får det evige liv – Guds rige. Gudsrige ligger åbent for alle mennesker. Det som Gud vil – det som er Guds vilje er at give alle mennesker Guds rige. Guds vilje er at frikøbe og løskøbe alle mennesker af syndens magt – som Jakob siger i slutningen af 1. Mosebog! Gud giver herligheden og riget gennem hans redskab, hans talerør, hans stedfortræder – Josef. Josef er en frelser. Vi er kun i live på grund af ham. Josef har taget alle mennesker ud af de dødes rige. Guds rige er en opfyldelse af alle løfterne til Abraham og Jakob:

v5  Farao sagde til Josef: »Din far og dine brødre er kommet til dig. v6  Egypten ligger åbent for dig. Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan bo i landet Goshen. Og hvis du ved, at der er dygtige mænd blandt dem, så sæt dem til at have opsyn med mit kvæg.«

v25  De sagde: »Det er takket være dig, at vi lever! Måtte vi finde nåde for dine øjne, herre. Vi vil være Faraos trælle.«

(1 Mosebog 47)

Abraham bliver kaldet i østen til at forlade alt – sin faders hus. Jakob bliver kaldet. Når Gud kalder, står mennesker altid i et valg. Troen og fristelsen handler om det valg. Troen og fristelsen handler om vores forhold til fortiden – det som er og det som var. Troen består i at give slip på den gamle verden – det gamle menneske. Den der vil følge Jesus må forlade alt – han må forlade hele verden. Jakob forlader den gamle verden. Den som vil følge Jesus kan ikke se sig tilbage. Han kan ikke lægge sin hånd på okserne. Han må forlade alt det gamle – syndens og dødens verden. – Følg mig, siger Jesus:

v1  Så brød Israel op med alt, hvad han ejede. Han kom til Be'ersheba, hvor han bragte slagtofre til sin far Isaks Gud. v2  Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede ja, v3  sagde Gud:

»Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. v4  Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten.«

(1 Mosebog 46)

v21  Det gjorde Israels sønner, og på Faraos befaling gav Josef dem vogne og proviant. v22  Han gav hver af dem et sæt festklæder, men Benjamin gav han tre hundrede sekel sølv og fem sæt festklæder. v23  Til sin far sendte han ti æsler læsset med alt godt fra Egypten og ti æselhopper læsset med korn og brød og forsyninger til sin far til rejsen.

(1 Mosebog 45)

Josef viser sig. Han åbenbarer sig. Han viser sig pludselig. Når han viser sig siger han: - Det er mig! Når de ser ham, bliver de rædselsslagne. De tror at de ser en død mand. De ved ikke om det er sandt det som de ser. Josef viser sig - lige som Jesus viser sig for Maria ved den tomme grav. Da Maria så Jesus troede hun at det var havemanden. Hun kunne ikke genkende ham. Josefs brødre kan ikke genkende ham. Men det er Josef – Josef er ikke død. Han lever. Gud har sendt ham for at alle mennesker skal frelses – for at holde brødrene i live:

v1  Nu kunne Josef ikke længere beherske sig. Han råbte til de folk, der stod omkring ham, at de alle skulle gå ud. Der var ingen andre end brødrene til stede, da Josef gav sig til kende for dem. v2  Han græd højt; det hørte egypterne, og det rygtedes i Faraos palads. v3  Josef sagde til sine brødre: »Jeg er Josef! Lever min far endnu?« Men hans brødre var ude af stand til at svare ham, så forfærdede blev de. v4  Josef sagde til sine brødre: »Kom herhen!« Og da de kom hen til ham, sagde han:

»Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. v5  Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse. v6  Der har nu været hungersnød i landet i to år, og der vil gå fem år til uden pløjning og høst. v7  Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal. v8  Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud. Han har gjort mig til fader for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker i hele Egypten.

v9  Skynd jer nu hjem til min far, og sig til ham: Dette siger din søn Josef: Gud har gjort mig til herre i hele Egypten. Kom uden tøven ned til mig, v10  og bosæt dig i landet Goshen, så du kan være nær ved mig, du, dine sønner og sønnesønner, dine får og dine køer og alt, hvad du ejer. v11  Dér vil jeg sørge for dig, for hungersnøden varer endnu fem år. Du, dit hus og alt, hvad du ejer, skal ikke komme til at lide nød. v12 Både I og min bror Benjamin kan med egne øjne se, at det er mig, der taler til jer. v13  Fortæl min far om min anseelse i Egypten og om alt det, I har set, og skynd jer at bringe min far herned.«

v14  Så faldt han sin bror Benjamin om halsen og græd, og Benjamin græd ved hans hals. v15  Grædende omfavnede og kyssede han alle sine brødre. Derefter kunne hans brødre tale med ham.

(1 Mosebog 45)

v5  Israels sønner kom sammen med mange andre for at købe korn, for der var hungersnød i Kana'an. v6  Josef var landets hersker, og det var ham, der solgte korn til hele landets befolkning. Nu kom Josefs brødre og kastede sig til jorden for ham. v7  Da Josef så sine brødre, genkendte han dem, men han lod, som om han ikke kendte dem, og talte hårdt til dem: »Hvor kommer I fra?« spurgte han, og de svarede: »Vi kommer fra Kana'an for at købe korn.«

(1 Mosebog 42)

Velsignelsen.

I kapitel 49 velsigner den gamle Jakob alle sønnerne – alle stammerne. Josef bliver velsignet på følgende måde. Disse vers indeholder en voldsom ophøjelse af Josef. Teksten er en del af det vi kan kalde Sagnet om Josef – og hører sammen med den ophøjede status som Josef og Josefs hus siden fik især i Nordriget i Israel (Samaria). Disse vers udtrykker på samme måde evangeliet om fyrsten – Kristus. Kristus er den sejrende Kristus. Bueskytter tirrer ham og skyder på ham, men hans hænder og arme er smidige og stærkere end nogen fjende. Kristus er en kæmpe, en kriger. Hans bue er fast og stærk. Kristus er en helt. Hans buestreng løsnes aldrig. Hans bue bliver aldrig slap. Kristus – den førstefødte – er velsignet af Gud. Kristus er en lykkemand – alt hvad han gør det lykkes for ham. Han er velsignet med velsignelser fra bryster og moderliv. Josef skal blive til et stort og tappert folk – Jesus skal blive et stort og tappert folk:

v22  Josef er et ungt frugttræ,
      et ungt frugttræ ved kilden,
      dets grene vokser op ad muren.
v23  Bueskytter tirrer ham,
      de skyder og angriber ham;
v24  men hans bue er fast og stærk,
      hans hænder og arme er smidige [Han er en konge].

      Det kommer fra Jakobs Mægtige,
      fra Hyrden, Israels Sten,
v25  fra din fars Gud, han hjælpe dig,
      fra Gud den Almægtige, han velsigne dig
      med velsignelser fra himlen deroppe,
      med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede,
      med velsignelser fra bryster og moderliv.
v26  Din fars velsignelser overgår
      de ældgamle bjerges velsignelser,
      de evige højes herlighed.
      De skal komme over Josefs hoved,
      over issen på fyrsten blandt brødre.

(1 Mosebog 49)

Abraham og Sara.

Det meste af 1. Mosebog i Det gamle Testamente – nemlig fra kapitel 12 – handler om patriarkernes historie, som epoken kaldes. Af alle patriarkerne er Abraham den største. Den tekst – 1. Mosebog – som vi i dag kan læse er blevet til igennem en lang periode og 1. Mosebog er blevet færdiggjort omkring 500 f. Kr. eller lidt senere. De jødiske samlere og redaktører – præster og lærde - som stod bag 1. Mosebog har samlet deres materiale fra mange forskellige kilder.

Beretningerne om Abraham er blevet kaldt for sagn men betegnelsen sagn eller heltesagn kan misforstås. Vi kender sagn fx fra de danske heltesagn hos Saxo eller fra Homers store digte. En helt i sådanne sagn er et fuldkomment væsen – til efterlignelse. Helten har alle gode egenskaber – styrke, kraft, visdom, gavmildhed.

Abraham er godt nok en helt i 1. Mosebog - men han er bestemt ikke noget forbillede eller moralsk menneskeligt ideal. Abraham – og de øvrige patriarker som fx Jakob – er i sandhed mennesker på godt og ondt. Alle mennesker kan genkende sig selv i dem. Teksten gør faktisk meget ud af at fremstille Abrahams mange besynderlige fejl og svagheder. Det er ikke kun os i dag – moderne mennesker - der tænker sådan – sådan har man også tænkt i det gamle Israel. Abraham er fuld af fejl – men det er netop ikke pointen i 1. Mosebog. Pointen er at Gud i himlen – Jahve - sørger for - hele vejen igennem historien - at tingene går i den rigtige retning. Gud bruger faktisk Abrahams – og alle andre menneskers - fejl og synder som midler i hans plan. Gud har en stor plan – som starter i 1. Mosebog kapitel 12 med udvælgelsen af Abraham - og den går i opfyldelse. Hvad mennesker så gør, er egentlig mindre væsentligt! - Lad Gud være i fred, er så at sige budskabet i Mosebøgerne!

I 1. Mosebog har vi især 2 forskellige kilder – Jahvisten og Elohisten – som er blevet indlemmet i den nuværende slutgyldige tekst – Det gamle Testamente. Derfor er der mange dubletter: Den samme begivenhed bliver fortalt i to forskellige versioner. Der er et utal af dubletter i 1. Mosebog: Josef kommer til Egypten på to forskellige måder, Jakob bliver begravet to forskellige steder, Abraham svigter sin kone Sara på to forskellige måder, verden bliver skabt på to måder, manden og kvinden bliver skabt på to meget forskellige måder!

I det følgende – i 1. Mosebog 20 - fortæller Elohisten historien om Abraham og Sara – bror og søster. Denne historie er tidligere i kapitel 12 blevet refereret i Jahvistens udgave.

Historien giver ikke noget særligt rosende billede af Abraham. Abraham er bange for sit eget skind og derfor lyver han om sin hustru og han tvinger sin kone til at lyve og bedrage. Sara kommer på den måde i virkelig fare – på grund af sin mands dumhed eller svaghed!

Der er nok ingen tvivl om at det som historien egentlig handler om er at prinsessen eller dronningen – Sara – kommer ud i den allerstørste fare, trængsel og nød – og først bliver reddet af Gud i sidste øjeblik!

Sara er nemlig en skønhed uden lige – det er alle teksterne enige om! Sara er en blændende, magisk skønhed – et himmelsk væsen - som kommer lige ind fra ørkenlandet. Hun gør alle mænd skøre og vanvittige når de ser hende. Alle falder for hendes skønhed. De bliver som forheksede. De tænker kun på at komme til at eje hende og derfor vil Abrahams liv øjeblikkeligt komme i fare – det er hvad Abraham tænker!

Kongen Abimelek ønsker naturligt nok straks at erobre og optage Sara i sit harem for fuldt ud at kunne nyde hendes skønhed! Abraham er pludselig magtesløs og kan intet gøre. Abraham gør faktisk heller ikke noget. Han lader som ingenting. Han lader stå til! Måske har han regnet med at komme til at betale den pris – at miste sin kone. Abraham rejser i området – omkring Gaza - som en nomade og er ret svag og magtesløs. Resultatet er at Sara bliver fuldstændigt prisgivet – udleveret til den hedenske konge Abimelek - som sikkert vil misbruge hende seksuelt. Sara går virkelig fortabt. Hvordan skal hun nogen sinde kunne føde den søn og arving som hun og Abraham har fået lovet!? Sara er hele Israels moder og stammoder. Nu er hun havnet i et harem hos en hedensk konge! Hun – en gift kvinde – en prinsesse - (ordet Sara betyder faktisk prinsesse!) – er blevet en haremskvinde – een af mange!

v1  Abraham brød op derfra og drog mod Sydlandet. Han slog sig ned mellem Kadesh og Shur og boede som fremmed i Gerar [Gaza]. v2  Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara.

I kapitel 12 findes den samme beretning – blot foregår den i Egypten og kongen er ikke Abimelek men den egyptiske farao. Beretningen i kapitel 12 stammer fra den kilde som man kalder Jahvisten. Denne fremstilling er endnu mere hård ved Abraham! Abrahams tankegang er ikke sympatisk – den virker nærmest kynisk. I kapitel 12 bliver Sara rent faktisk og fysisk faraos hustru og elskerinde!

v11  Da han [Abraham] nærmede sig Egypten, sagde han til sin kone Saraj: »Jeg ved, du er en smuk kvinde. v12  Når egypterne ser dig, tænker de: Det er hans kone. Så slår de mig ihjel og lader dig leve. v13  Sig, at du er min søster, så jeg kan blive godt behandlet for din skyld og beholde livet takket være dig.«

(1 Mosebog 12)

Gud er den kraft som griber ind - selv om mennesker har ødelagt alting. Gud viser sig for kongen og fortæller ham sandheden. Gud griber ind og redder Sara – hun er bestemt til noget stort – bestemt til at blive Israels moder. Det er bestemt ikke Abraham der som en helt redder Sara! Abraham har forkludret alting. Men netop i kraft af Abrahams elendige og ret ynkelige gerninger kan Gud frelse Sara. Gud viser sin vælde og herlighed. Evangeliet er at Gud handler hen over alle menneskers fejltagelser og misgreb! Gud gennemfører det som er hans forsæt!

Gud viser sig for den hedenske konge - som slet ikke tror på Gud! I virkeligheden er det en ydmygelse af Abraham. Gud er ligeglad med om Abimelek tror på Gud. Gud er større end menneskers sprog, kultur, tro og religion. Gud er Gud for alle. Abimelek genkender ham når han ser ham. Hele 1. Mosebog har dette universalistiske præg. Gud er ikke kun Abrahams eller Israels Gud – han er alle menneskers Gud – uanset hvad de kalder ham. Gud frelser også Kain efter at han har slået sin bror ihjel! Gud ved at også Kain har brug for Guds frelse og beskyttelse! Gud beskytter morderen imod at blive forfulgt og slået ihjel af mennesker. Gud redder Ishmael og Hagar i ørkenlandet – efter at de er blevet bortvist af Sara og Abraham og er gået fortabt! Gud redder Lot og Lots døtre og deres sønner efter at de har lokket deres egen kødelige far til samleje! Esau bliver bedraget af sin bror Jakob – men Gud svigter ikke Esau og Gud gør ham til en stor mand!

Gud viser sig ikke kun for dem som tror på ham. At kongen Abimelek får en drøm betyder at han får en vision – han ser Gud. Gud kommer til den hedenske konge - som ikke tror på Gud! Abimelek er på den måde en slags profet. Gud er større end mennesker. Han er ikke som mennesker – som det siges i 1. Mosebog! Gud er som han er og gør hvad han vil – uanset hvad mennesker gør. Gud giver livet og frelsen, lykken og heldet – fordi det er det som mennesker har brug for – uanset hvem de er!

v3  Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: »Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift.« v4  Men Abimelek havde ikke været sammen med hende, og han sagde: »Herre, slår du virkelig uskyldige mennesker ihjel? v5  Han sagde jo til mig, at hun var hans søster, og hun sagde også selv, at han var hendes bror. Jeg gjorde det i god tro, og jeg har rene hænder.« v6  Gud svarede ham i drømmen: »Jeg ved godt, at du gjorde det i god tro, og det er også mig, der har hindret dig i at synde mod mig; derfor lod jeg dig ikke røre hende. v7  Giv nu manden hans kone tilbage, for han er profet. Han kan gå i forbøn for dig, så du kan beholde livet. Men du skal vide, at hvis ikke du giver hende tilbage, skal du og alle dine dø.«

v8  Om morgenen tilkaldte Abimelek alle sine folk og forelagde dem hele sagen, og mændene blev meget bange. v9  Så tilkaldte Abimelek Abraham og sagde til ham: »Hvad er det dog, du har gjort mod os? Hvordan har jeg forsyndet mig mod dig, siden du har bragt denne tunge skyld over mig og mit kongerige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!« v10  Og Abimelek sagde videre til Abraham: »Hvad var din mening med at bære dig sådan ad?«

Abraham er bestemt ikke nogen helt. Han har viklet sig ind i en meget kedelig situation. Det som han siger til kongen er meget dårlige undskyldninger. Det er ikke meningen at vi skal tro på det som Abraham siger: at der ikke er nogen tro eller moral i området – pointen i beretningen er netop den modsatte: Abimelek viser sig jo som en sympatisk, god og from mand! Abraham bliver hængt ud på en måde! Abraham vil redde sit eget liv ved at prisgive sin kone – ikke noget sympatisk træk - hverken i dag eller dengang! Abraham har presset Sara til at udsprede denne usandhed - til stor fare for Sara selv! Abimelek – den hedenske kana’anæiske konge – har faktisk en større tro end Abraham! Vi kan se det samme træk i Det nye Testamente hvor Jesus lovpriser den romerske militærmand og siger om ham at han har en større tro end nogen i Israel!

v11  Abraham svarede: »Jo, jeg tænkte, der er nok ingen gudsfrygt her på stedet, og så vil de slå mig ihjel på grund af min kone. v12  Og hun er virkelig min søster! Hun er datter af min far, men ikke af min mor, og så blev jeg gift med hende. v13  Og da Gud lod mig flakke om langt fra min fars hus [i Mesopotamien], sagde jeg til hende: Overalt, hvor vi kommer hen, må du vise mig den godhed at sige, at jeg er din bror.«

Abraham, Sara og deres kommende søn – Isak og dermed Israel – bliver frelst og reddet – ikke på grund af Abrahams godhed eller visdom men udelukkende på grund af Guds underfulde indgriben – og takket være at der findes fornuftige ordentlige hedninger i verden! Af teksten fremgår at Abraham virkelig har mistet Sara – tabt Sara. Sara er virkelig blevet gift med Abimelek og kommet ind i hans harem! Abrahams kortsigtede egoistiske handlinger har fået katastrofale konsekvenser!

Hele affæren har bragt en dyb skam over Sara. Hun er blevet vanæret og ydmyget. Abimelek er i historien subjektivt uskyldig – han er i god tro, som han siger. Men Abimelek bliver alligevel ramt på grund af en objektiv skyld. Gud sender en sygdom ned over hans hoved. Han kan ikke længere avle børn. Men Sara bliver især ramt. Fra nu af vil en skam klæbe til hende til evig tid. Abimelek giver derfor Abraham en erstatning for at skammen ikke skal klæbe til Sara i al fremtid. Abimelek tænker på Saras kommende skæbne. Abimelek er en fin mand – på et helt andet niveau end Abraham! Abimelek opfører sig faktisk eksemplarisk! Selv om Abimelek er helt uskyldig – giver han Sara en stor oprejsning! Abimelek er en følsom, ærlig og fornuftig mand og konge. Det skal lukke øjnene på alle dem betyder at hendes skam og nedværdigelse fra nu af skal være skjult for alle mennesker. Tanken er præcist den samme som findes hos Paulus i Det nye Testamente når han taler om retfærdiggørelsen. Saras skyld og skam gøres ikke eksisterende eller usynlig! Vi finder også de samme udtryk i Salmernes Bog. Fra nu af vil alle mennesker være blinde over for Saras skyld og skam! Abimelek sørger for at deres øjne bliver dækket til!

v14  Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. v15  Og Abimelek sagde: »Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!« v16  Til Sara sagde han: »Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning.«

Vi skal forestille os at Sara har været gift med Abimelek igennem længere tid. Saras nedværdigelse har stået på i meget lang tid. I al den tid har Abraham tilsyneladende intet gjort! Gud har grebet ind på den måde at han har gjort alle Abimeleks hustruer og kvinder ufrugtbare mens Sara har været i kongens harem. Gud har sendt dem en sygdom. Gud har derved også forhindret at Sara skulle føde børn – børn af Abimelek - mens hun var i dette harem. Sara gik fortabt men hun blev frelst ved Guds mægtige indgriben! Det er evangeliet i 1. Mosebog som det bliver fortalt igen og igen. Da nøden var størst – greb Herren ind! I dette tilfælde var nøden meget stor og overvældende – både for Sara personligt og for det folk - Israel - som jo skal komme ud af hendes moderliv! Hele Israels liv og skæbne står på spil – derfor fortælles denne centrale sagn-historie også hele tre gange i 1. Mosebog!

v17  Så bad Abraham til Gud, og Gud helbredte Abimelek, hans hustru og hans trælkvinder, så de kunne føde. v18  For Gud havde lukket hvert eneste moderliv i Abimeleks hus på grund af Abrahams kone Sara.

(1 Mosebog 20)

Beretningen i 1. Mosebog kapitel 12 – af Jahvisten – er også hård ved Abraham. Abraham bliver med rette kritiseret af den egyptiske konge. Abraham er en bedrager. Abraham har vist sig som en meget lille mand. Abraham har ikke megen ære eller værdighed tilbage. Farao har intet forkert gjort – kun det som er helt naturligt. Abraham har virkelig svigtet! Abraham bliver smidt ud af Egypten efter hans skandaløse optræden! Farao er nødt til ved hjælp af militæret at få Abraham smidt af Egypten – Abraham er en helt upålidelig person som naturligvis er helt uønsket i Egypten som et kultiveret og højtstående samfund! Abraham er en skandale:

Jahvistens beretning i 1. Mosebog kapitel 12 slutter således:

v18  Da lod Farao Abram kalde og sagde: »Hvad er det, du har gjort mod mig? Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din hustru? v19  Hvorfor sagde du, at hun var din søster, så jeg tog hende til min hustru? Her har du din hustru, tag hende og gå!« v20  Farao gav nogle mænd befaling til at få Abram og hans kone og alt, hvad han ejede, sendt bort.

Abraham er troens fader.

Abraham og pagten – de overskårne dyr.

1. Mosebog 15 indeholder to tekster som på længere sigt nok bliver de vigtigste i Israels religiøse historie. Kapitlet handler om patriarken Abraham som er vores fader. Abraham er selv ret passiv. Det som sker skyldes ikke hans indsats eller gøren eller gode gerninger. Kapitlet er typisk for Israels religion på den måde at det hele vejen igennem er Gud Herren som handler og taler.

Teksten indeholder først en slags forklaring på begrebet retfærdighed og dernæst en beskrivelse af pagten mellem Gud og Abraham – dvs Israel.

Gud henvender sig til Abraham og erklærer at han er retfærdig. Han skal ikke frygte noget. Han skal ikke lade sig friste. Han skal ikke tro at det går galt. Selv om Guds løfter ikke bliver opfyldt lige med det samme – så vil de blive opfyldt. Alting sker i en nødvendig rækkefølge. Alt sker med et formål. Der er en mening med alt det som sker. Det som sker, er Gud som handler. Gud er et forsyn – han har en plan for historien og han vil gennemføre sin plan på den eneste måde som den plan kan virkeliggøres. Abraham skal ikke tro at han er fortabt. Abraham skal ikke prøve selv at skabe virkeligheden eller prøve at manipulere med virkeligheden. Abraham skal ikke prøve på egen hånd med menneskelige midler at få en søn! Gud vil give ham en søn – når tiden er fuldkommen – når tiden er opfyldt – i tidens fylde. Alting sker for at og det gode som Gud vil vil ske.

Retfærdigheden er at Abraham stoler på Guds magt og styring – på hans forsyn. Abraham skal ikke gøre så meget – han skal være – og vente. Frygten skaber desperate handlinger og en tro på at han skal gøre en masse. Men frygten er falsk. Abraham skal ikke frygte noget. Han er i Guds hånd og Gud vil sørge for ham. Abraham kan stole på Gud. Herren er hans skjold – og han behøver ikke at forsvare sig eller forsikre sig imod ulykker. Det vil ikke nytte noget alligevel.

Begrebet retfærdighed er i Det gamle Testamente en opfyldelse af en forpligtelse i en relation. Gud er retfærdig fordi han lever op til sine forpligtelser over for Israel – ægtehustruen – Gud lever op til sine naturlige forpligtelser som ægtemand. Retfærdigheden hænger sammen med roller, forventninger og naturlige relationer. At Gud er retfærdig betyder altså at han vil frelse og beskytte og aldrig svigte eller forlade Israel. Forholdet Gud – Israel sammenlignes hele tiden med et ægteskab.

Abraham er retfærdig når han stoler på Guds løfte! Retfærdigheden kræver ikke at Abraham gør noget specielt – tvært om skal han gøre meget mindre. Gud erklærer Abraham for retfærdig – ren – og dermed erklærer han hele Israel og folket for retfærdigt. Abraham er ikke et enkelt individ – han er folket – han er et tegn. Alle bliver erklæret for retfærdige. Denne enhedstanke er typisk for Det gamle Testamente. Den bliver brudt i senjødedommen hvor man begynder at tale om de retfærdige over for de ugudelige men den er stadig væk den dominerende tanke i Det gamle Testamente! Den findes helt tydeligt i Salmerne. Mennesket er uden skyld – det er i Guds øjne uden skyld!

I Det gamle testamente kender vi ordet retfærdighed som en dom eller kendelse som en præst afsiger om et menneske. Retfærdig betyder altid at man kendes – dømmes – som retfærdig! Retfærdig er sådan set ikke noget man er – det er ikke en egenskab man har! At være retfærdig er at blive kendt for retfærdig ved en tiltale eller ved en dom. Præsten i templet i Jerusalem afsiger i en række tilfælde den dom at denne person er retfærdig – dvs at han i Guds øjne er som han skal være.

Et eksempel på denne tanke findes i 3. Mosebog som beskriver hvad den spedalske skal gøre. Præsten erklærer ham for ren dvs retfærdig. Det afgørende er altså præstens dom eller erklæring. At være ren og retfærdighed er simpelt hen det samme som at være blevet erklæret for ren og retfærdig:

Hvis det døde kød igen bliver hvidt, skal han gå hen til præsten. v17  Præsten skal undersøge det angrebne sted, og hvis det så viser sig, at det er blevet hvidt, skal præsten erklære den angrebne ren; han er ren.

(3 Mosebog 13)

Begrebet retfærdig er altså tænkt i en juridisk sammenhæng. At være retfærdig er at blive ført for en domstol og derefter at blive erklæret retfærdig ved en domsafsigelse. Retfærdig betyder at man er blevet frikendt. I eksemplet i 1. Mosebog 15 erklærer Gud Abraham for retfærdig – han får en frikendelse. Abraham skal ikkegøre noget – han modtager blot denne dom af Gud. Abraham får det hele foræret – kan man sige. Frikendelsen er netop ikke betinget! Gud stiller ingen betingelser til mennesket – han frikender mennesket. Mennesket er uden skyld – det er retfærdigt! Retfærdigheden er ikke betinget af at Abraham bliver omskåret eller af at han er lydig imod Gud! Netop ikke – den er betingelsesløs!

Vi kan altså sige at 1. Mosebog indeholder et meget vigtigt stykke i det gamle Israels teologi og religionsforståelse. Teksten er et stykke dogmatik – den er ment meget generelt!

Vi kan altså se at det som Paulus siger i Det nye Testamente faktisk rammer tanken i Det gamle Testamente meget godt. Det er Gud som erklærer os for retfærdige – evt formidlet af en præst. Vi er altså som vi er – med alle vore svagheder og dumheder – men kendes for retfærdige alligevel. Denne tanke bliver udtrykt her i 1. Mosebog 15 og derfor får denne tekst en overvældende betydning på lang sigt. Tanken om retfærdigheden kan vi også se meget tydelig i Salmernes Bog. Retfærdigheden er ikke et højt krav til mennesket – slet ikke – den er en erklæring fra en anden – fra Gud. retfærdig er man i Guds øjne og kun på den måde giver ordet nogen mening – det er indholdet her i kapitel 15. Man bliver netop regnet som retfærdig! Retfærdigheden er noget man får tilregnet. Jeg er retfærdig fordi Gud tilregner mig retfærdigheden – dvs han siger at i hans øjne er jeg retfærdig. Gud kræver ikke bestemte ofre eller krav opfyldt fra min side. Gud handler eensidigt og på egen hånd. Retfærdigheden er hans beslutning – ikke noget jeg skal stræbe efter ved at jeg udvikler mig moralsk eller personlighedsmæssigt!

v1  Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: »Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.«

v5  Så tog han [Gud] ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.« v6 Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Den anden centrale tekst i kapitlet indeholder beretningen om indstiftelsen af pagten – denne beretning skal forklare hvad pagten er og hvordan den er opstået. I denne beretning er Abraham igen passiv. Abraham skal ikke gøre noget for at få pagten etableret. Abraham skal ikke præstere noget. Pagten er for Abraham primært et eensidigt løfte fra Guds side. Gud lover Abraham et land og mange efterkommere. Pagten er at Gud vil forpligte sig til det eensidigt. Det eneste som forventes af Abraham er at han stoler på Herren – stoler på løfterne!

Pagten sluttes ved at Abraham overskære dyrenes kroppe og deler dem i to rækker. Pagten udtrykker sig i de to halvdele af dyrene. Det som sker er ikke et offer – det ved vi fordi dyrene ikke bliver brændt – de bliver dækket til med jord. Vi kender denne rite som en urgammel rite. Den blev også anvendt når to mennesker eller to lande indgik en pagt – en aftale. Pagten erklæres ved at slagte og dele dyrene og derefter ved at de to parter går igennem de overskårne dyr. Når de står imellem de delte dyr lover og erklærer de at de vil holde pagten eller aftalen. Vi kender dette ritual fra Det gamle Testamente men også andre steder fra. Det er et meget gammelt ritual.

I dette tilfælde viser Gud at han vil indgå pagten ved at han kommer som en ild og står mellem de slagtede dyr. Gud står og går der hvor mennesker ellers ville have stået. Gud viser sig i en epifani så Abraham kan se at Gud slutter pagten som et menneske ville have gjort. Gud indgår pagten helt frivilligt men når han har indgået pagten svigter han den ikke. Han er rig på troskab som det siges i Salmerne.

v9  Herren svarede: »Hent en treårig kvie, en treårig ged og en treårig vædder samt en turteldue og en dueunge.« v10  Han hentede dem, og så skar han dem midt igennem og lagde halvdelene over for hinanden. Fuglene skar han dog ikke over.

v11  Der kom rovfugle og slog ned på de døde dyr, men Abram jog dem væk.

v17  Da solen var gået ned, og det var blevet bælgmørkt, kom en rygende ovn og en flammende fakkel til syne og bevægede sig frem mellem de overskårne dyr.

v18  Den dag sluttede Herren pagt med Abram.

v12  Da solen var ved at gå ned, faldt Abram i en tung søvn, og et stort, rædselsfyldt mørke sænkede sig over ham. v13  Da sagde Herren til Abram: »Du skal vide, at dine efterkommere skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres. Dér skal de være trælle og plages i fire hundrede år. v14  Men så vil jeg dømme det folk, de er trælle for, og derefter skal de drage ud med store rigdomme. v15  Selv skal du gå til dine fædre i fred; i en høj alder skal du gå i graven. v16  Først i det fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil, for målet for amoritternes synd er endnu ikke fuldt.«

(1 Mosebog 15)

Abraham – Troens Fader – Patriark.

Abraham og Sara og Abimelek.

Det meste af 1. Mosebog i Det gamle Testamente – nemlig fra kapitel 12 – handler om patriarkernes historie, som epoken kaldes. Af alle patriarkerne er Abraham den største. Den tekst – 1. Mosebog – som vi i dag kan læse er blevet til igennem en lang periode og 1. Mosebog er blevet færdiggjort omkring 500 f. Kr. eller lidt senere. De samlere og redaktører som stod bag 1. Mosebog har samlet deres materiale fra mange forskellige kilder.

Beretningerne om Abraham er blevet kaldt for sagn men betegnelsen sagn eller heltesagn kan misforstås. Vi kender sagn fx fra de danske heltesagn hos Saxo eller fra Homers store digte. En helt i sådanne sagn er et fuldkomment væsen – til efterlignelse. Helten har alle gode egenskaber – styrke, kraft, visdom, gavmildhed.

Abraham er godt nok en helt i 1. Mosebog - men han er ikke noget forbillede eller noget moralsk menneskeligt ideal. Teksten gør faktisk meget ud af at fremstille Abrahams mange fejl og svagheder. Det er ikke kun os i dag der tænker sådan – sådan har man også tænkt i det gamle Israel. Forfatterne og redaktørerne til 1. Mosebog har også undret sig! Set fra deres synspunkt tilhører Abraham en længst forsvundet tid. Abraham er fuld af fejl – men det er ikke pointen i 1. Mosebog. Pointen er at Gud i himlen sørger for - hele vejen igennem historien - at tingene går i den rigtige retning. Gud bruger faktisk Abrahams – og alle andre menneskers fejl og synder – som midler i hans plan. Gud har en stor plan og den går i opfyldelse. Hvad mennesker så gør er egentlig mindre væsentligt! Lad Gud være i fred, er budskabet i Mosebøgerne!

I 1. Mosebog har vi især 2 forskellige kilder – Jahvisten og Elohisten – som er blevet inkorporeret i den nuværende tekst. Derfor er der mange dubletter: Den samme begivenhed bliver fortalt i to forskellige versioner. I det følgende – i 1. Mosebog 20 - fortæller Elohisten historien om Abraham og Abimelek. Denne historie er tidligere i kapitel 12 blevet refereret i Jahvistens udgave.

Historien giver ikke noget særligt rosende billede af Abraham. Abraham er bange for sit eget skind og derfor lyver han om sin hustru. Sara kommer på den måde i virkelig fare – på grund af sin mands dumhed eller svaghed! Sara er nemlig en skønhed uden lige – det er alle teksterne enige om! Sara er en blændende, magisk skønhed – et himmelsk væsen som kommer ind fra ørkenlandet. At hun kommer fra østen gør hende særligt skøn og attraktiv og mystisk! Hun vil gøre alle mænd skøre og vanvittige når de ser hende. De vil kun tænke på at komme til at eje hende og derfor vil Abrahams liv øjeblikkeligt komme i fare – det er hvad Abraham tænker!

Kongen Abimelek ønsker naturligt nok straks at optage Sara i sit harem for at kunne nyde hendes skønhed! Abraham er pludselig magtesløs og kan intet gøre. Abraham gør faktisk heller ikke noget. Han lader som ingenting. Måske har han regnet med at komme til at betale den pris – at miste sin kone. Abraham rejser i området som en nomade og er ret svag og magtesløs. Resultatet er at Sara bliver fuldstændigt prisgivet – udleveret til den hedenske konge som nu kan få sin vilje med hende. Sara går virkelig fortabt. Hvordan skal hun nogen sinde kunne føde den søn og arving som hun og Abraham har fået lovet!? Sara er hele Israels moder og stammoder. Nu er hun havnet i et harem hos en hedensk konge! Hun – en gift kvinde – en prinsesse (ordet Sara betyder faktisk prinsesse!) – er blevet en haremskvinde – en af mange!

v1  Abraham brød op derfra og drog mod Sydlandet. Han slog sig ned mellem Kadesh og Shur og boede som fremmed i Gerar [Gaza]. v2  Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara.

Gud er den kraft som griber ind - selv om mennesker har ødelagt alting. Gud viser sig for kongen og fortæller ham sandheden. Gud griber ind og redder Sara – hun er bestemt til noget stort – bestemt til at blive Israels moder. Det er bestemt ikke Abraham der redder Sara! Abraham har forkludret alting. Men netop i kraft af Abrahams elendige gerninger kan Gud frelse Sara. Gud viser sin herlighed. Evangeliet er at Gud handler hen over alle menneskers fejltagelser og misgreb! Gud gennemfører det som er hans vilje og forsæt!

Gud viser sig for den hedenske konge - som slet ikke tror på Gud! I virkeligheden er det en ydmygelse af Abraham. Gud er ligeglad med om Abimelek tror på Gud. Gud er større end menneskers sprog, kultur og religion. Gud er Gud for alle. Abimelek genkender ham når han ser ham. Hele 1. Mosebog har dette universalistiske præg. Gud er ikke kun Abrahams eller Israels Gud – han er alle menneskers Gud – uanset hvad de kalder ham. Når Abraham velsignes betyder det i 1. Mosebog at alle mennesker bliver velsignet. Gud viser sig ikke kun for dem, som tror på ham. At kongen får en drøm betyder at han får en vision – han ser Gud. Gud kommer til den hedenske konge som ikke tror på Gud! Abimelek bliver en profet.

v3  Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: »Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift.« v4  Men Abimelek havde ikke været sammen med hende, og han sagde: »Herre, slår du virkelig uskyldige mennesker ihjel? v5  Han sagde jo til mig, at hun var hans søster, og hun sagde også selv, at han var hendes bror. Jeg gjorde det i god tro, og jeg har rene hænder.« v6  Gud svarede ham i drømmen: »Jeg ved godt, at du gjorde det i god tro, og det er også mig, der har hindret dig i at synde mod mig; derfor lod jeg dig ikke røre hende. v7  Giv nu manden hans kone tilbage, for han er profet. Han kan gå i forbøn for dig, så du kan beholde livet. Men du skal vide, at hvis ikke du giver hende tilbage, skal du og alle dine dø.«

v8  Om morgenen tilkaldte Abimelek alle sine folk og forelagde dem hele sagen, og mændene blev meget bange. v9  Så tilkaldte Abimelek Abraham og sagde til ham: »Hvad er det dog, du har gjort mod os? Hvordan har jeg forsyndet mig mod dig, siden du har bragt denne tunge skyld over mig og mit kongerige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!« v10  Og Abimelek sagde videre til Abraham: »Hvad var din mening med at bære dig sådan ad?«

Abraham er bestemt ikke nogen helt. Han har viklet sig ind i en meget kedelig situation. Det som han siger til kongen er meget dårlige undskyldninger. Det er ikke meningen at vi skal tro på det som Abraham siger: at der ikke er nogen tro, religion eller moral i området – pointen er netop den modsatte: Abimelek viser sig jo som en sympatisk, god og from mand! Abraham bliver hængt ud på en måde af teksten! Abraham vil redde sit eget liv ved at prisgive sin kone – ikke noget sympatisk træk - hverken i dag eller dengang! Abraham har presset Sara til at udsprede denne usandhed - til stor fare for Sara selv!

v11  Abraham svarede: »Jo, jeg tænkte, der er nok ingen gudsfrygt her på stedet, og så vil de slå mig ihjel på grund af min kone. v12  Og hun er virkelig min søster! Hun er datter af min far, men ikke af min mor, og så blev jeg gift med hende. v13  Og da Gud lod mig flakke om langt fra min fars hus [i Mesopotamien], sagde jeg til hende: Overalt, hvor vi kommer hen, må du vise mig den godhed at sige, at jeg er din bror.«

Abraham, Sara og deres kommende søn – Israel – bliver frelst og reddet – ikke på grund af Abrahams godhed eller visdom men udelukkende på grund af Guds underfulde indgriben – og takket være de fornuftige ordentlige hedninger! Af teksten fremgår at Abraham virkelig har mistet Sara – tabt Sara. Sara er virkelig blevet gift med Abimelek og kommet ind i hans harem! Abrahams handlinger har ifølge tekstens mening fået katastrofale konsekvenser!

Hele affæren har bragt en dyb skam over Sara. Hun er blevet vanæret og ydmyget. Abimelek er i historien subjektivt uskyldig – han er i god tro, som han siger. Men Abimelek bliver alligevel ramt på grund af en objektiv skyld. Gud sender en sygdom ned over hans hoved. Han kan ikke længere avle børn.

Men Sara bliver især ramt. Fra nu af vil en skam klæbe til hende til evig tid. Abimelek giver derfor Abraham en erstatning for at skammen ikke skal klæbe til Sara i al fremtid. Abimelek er en fin mand – på et helt andet niveau end Abraham! Abimelek opfører sig faktisk eksemplarisk! Selv om Abimelek er helt uskyldig – giver han Sara en stor oprejsning! Abimelek er en følsom, ærlig og fornuftig mand og konge. Udtrykket Det skal lukke øjnene på alle dem betyder at hendes skam og nedværdigelse fra nu af skal være skjult for alle mennesker. Tanken er præcist den samme som findes hos Paulus i Det nye Testamente når han taler om retfærdiggørelsen. Saras skyld og skam gøres ikke eksisterende eller usynlig! Vi finder også de samme udtryk i Salmernes Bog.

v14  Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. v15  Og Abimelek sagde: »Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!« v16  Til Sara sagde han: »Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning.«

Vi skal forestille os at Sara har været gift med Abimelek igennem længere tid. Gud har grebet ind på den måde at han har gjort alle Abimeleks hustruer og kvinder ufrugtbare mens Sara har været i kongens harem. Gud har sendt dem en sygdom. Gud har derved også forhindret at Sara skulle føde børn – børn af Abimelek - mens hun var i dette harem. Sara gik fortabt, men hun blev frelst - ved Guds mægtige indgriben!

v17  Så bad Abraham til Gud, og Gud helbredte Abimelek, hans hustru og hans trælkvinder, så de kunne føde. v18  For Gud havde lukket hvert eneste moderliv i Abimeleks hus på grund af Abrahams kone Sara.

(1 Mosebog 20)

Esau er en stor patriark. Esau er et stort folk.

Det er meget slående og overraskende at Jakob i 1. Mosebog er fuld af frygt for Esau. Over for Esau føler Jakob sig lille. Ifølge 1. Mosebog er Esau Jakobs broder som han snyder for velsignelsen og førstefødselsretten – ved et rigtigt groft bedrageri. Ved bedrag og snyd bliver Jakob arving til Isak altså arving til Guds udvælgelse. Men denne beretning er meget senere.

Oprindeligt skal vi forestille os at Esau og Jakob er helt uafhængige af hinanden. Esau er en stamfader – han er vores stamfader – vi som bor i Esaus land! Esau fandt Gud – han navngav alle de hellige steder. Han var Guds udvalgte. Esau er en fuldstændigt frygtløs krigerkonge. Han er et vildæsel som det siges om Ismael. Han er en hersker. Han er en lykkemand. Gud er med Esau. Alt lykkes for ham. Vejen bliver ryddet foran Esau!

Forfatterne til 1. Mosebog har kendt Esau myterne. De har elsket disse myter. Disse legender om Esau er en vigtig del af kulturens historie. Forfatterne eller redaktørerne bruger disse gamle myter. De skal have deres plads – de er gyldige vidnesbyrd om Guds veje og Guds førelse af menneskeheden! Jahvisten er åben og rummelig over for fremmede – i og for sig hedenske - legender og myter! På en vis måde kan moderne mennesker måske lære noget af denne åbne rummelige holdning. 1. Mosebog er på den måde et mageløst dokument – det fører os ind i hele områdets kulturhistorie.

Jakob opfatter Esau som en gud! Han opfører sig i Mosebogen som om han skal møde den egyptiske farao. Teksten sammenligner direkte Esau med farao! Jakob er svag og lille. Esau er det mægtige folk som bor på den anden side af Jordan - et folk af stolte, vilde og uregerlige krigere som Jakob faktisk frygter! I 1. Mosebog smelter Ismael og Esau i nogen grad sammen. De er Israels fjender og samtidigt Israels brødre – patriarkernes brødre - broderfolk. De er mægtige og farlige.

Esau bliver til sidst i processen i historieskrivningen til en arme storebroder som Jakob snyder. Men det er han slet ikke oprindeligt. 1. Mosebog bringer de gamle uafhængige legender - selv om de slet ikke passer til teologien i Det gamle Testamente! Det er meget meget overraskende. Det viser at Jahvisten – teksten – er et resultat af samling og samling af forskellige gamle legender – selv om de er helt forskellige. Vi kan se at Det gamle Testamente er meget trofast og loyal over for det urgamle materiale! Man trykker bare de gamle myter – stort set uændret. Man har haft vældig respekt for de gamle legender. Jahvisten har ikke siddet og skrevet om på de gamle myter – selv om de gik imod Jakob og gav et dårligt billede af Jakob!

Det vi kan se hos Jakob – at han er en stor helt i hans folk og i hans område (Øst Jordan landet) – kan vi altså også se hos Esau. Det er de samme tanker, de samme skemaer!

v1  Jakob fik øje på Esau, og da han så, at han kom med fire hundrede mand, fordelte han børnene på Lea og Rakel og de to trælkvinder; v2  han stillede trælkvinderne og deres børn forrest, Lea og hendes børn længere tilbage og Rakel og Josef bagest.

Jakob er frygtsom og underdanig som over for en konge - en egyptisk konge. Esau er overlegen og optræder som en herre – en konge over for stakkels Jakob:

v3  Selv gik han foran dem, og han kastede sig til jorden syv gange, mens han nærmede sig sin bror. v4  Esau løb ham i møde, omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd. v5  Da Esau fik øje på kvinderne og børnene, sagde han: »Hvem er det, du har med?« Jakob svarede: »Det er de børn, Gud i sin nåde har givet din tjener.« v6  Nu kom trælkvinderne og deres børn og kastede sig ned. v7  Derefter kom Lea og hendes børn og kastede sig ned, og til sidst kom Josef og Rakel og kastede sig ned.

Jakob tiltaler Esau som en gud – Esau er mægtig, retfærdig, nådig, en mand af vælde som det siges om Gud. Det er tydeligt at 1. Mosebog her bruger legender som er helt uafhængige af Jakobs historierne – hvor Jakob jo er helten. Esau undrer sig. Esau har ingen frygt. Han er ovenpå. Han er en fri konge. Han er hersker. Esau er et stort folk. Esau er Herrens salvede – Herrens redskab og tjener. Esau er den udvalgte konge. Esau er folkets frelser og urfader! Andre folk skal søge hans nåde og frygte ham. Jakob træder frem for Esau som for Gud eller som for en egyptisk farao! Det er de samme sproglige udtryk. Han uddeler nåden og velsignelsen til andre. Hans rigdom er uendelig. Jakob giver ham gaver som et offer eller som en tribut. Esau legenderne har der været mange af - vi har kun bevaret nogle få i det gamle Testamente:

v8  Esau spurgte: »Hvad ville du med hele den lejr, jeg mødte?« Jakob svarede: »Jeg ville finde nåde for dine øjne, herre.« v9  Men Esau sagde: »Jeg har rigeligt, bror. Behold du, hvad der er dit.« v10  »Nej,« sagde Jakob, »hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så tag imod min gave, nu da jeg selv er trådt frem for dig, som man træder frem for Gud, og du har taget venligt imod mig. v11  Tag imod den gave, jeg bringer dig, for Gud har været nådig mod mig, og jeg har alt, hvad jeg har brug for.« Han blev ved at nøde ham, og så tog han imod den.

v17  Men Jakob brød op og drog til Sukkot. Dér byggede han sig et hus og lavede hytter til sit kvæg. Derfor hedder stedet Sukkot.

(1 Mosebog 33)

Jakob og Isak.

Jakob svindler sig til Isaks velsignelse.

v27  Han [Jakob] gik hen og kyssede ham[Isak], og da Isak lugtede til hans klæder, velsignede han ham og sagde:
      »Se, lugten af min søn
      er som lugten af en mark,
      Herren har velsignet.
v28  Gud give dig
      himlens dug
      og jordens frugtbarhed,
      korn og vin i overflod.
v29  Folkeslag skal trælle for dig,
      folk skal kaste sig ned for dig;
      du skal være hersker over dine brødre,
      din mors sønner skal kaste sig ned for dig.
      Forbandet være de, der forbander dig,
      og velsignet være de, der velsigner dig.«

(1 Mosebog 27)

I 1. Mosebog 27 fortælles den vidt berømte historie om hvordan Jakob bedrager sin gamle, blinde og døende fader Isak og skaffer sig den patriarkalske velsignelse. Denne beretning er interessant på flere måder. Den står ikke alene i 1. Mosebog. Senere fortælles en helt anden parallel historie der handler om at Esau har svigtet faderen og at det er Esau som er familiens sorte får. Ifølge den beretning har Esau giftet sig med de smukke kana’anæiske kvinder – mod sin fars og mors udtrykkelige vilje. Ifølge denne beretning tager Jakob af sted til østen for at finde sig en hustru som tilhører hans moders slægt!

I følge beretningen i kapitel 27 tager Jakob af sted til østen – af den simple grund at han må flygte fra Esau som af gode grunde er ude på at slå ham ihjel efter bedraget!

Det er vigtigt at holde fast i at Jakob i 1. Mosebog 27 virkeligt skildres som en forbryder! Meningen med legenden er – som den står nu – at vi skal blive forskrækkede over Jakobs kyniske handlinger. De jødiske lærde som har samlet 1. Mosebog og trykt denne legende har været rystede over at nogen kunne opføre sig sådan som Jakob opfører sig. Men de har været loyale over for den gamle myte om forfaderen Jakob og de har trykt historien som de har fundet den!

Forfatterne til 1. Mosebog tager ikke eksplicit afstand fra Jakob. De dømmer ikke Jakob. De accepterer mennesker som de nu engang er og livet som det går. Men indirekte kan vi se at de fremlægger et budskab: Hvis vi læser videre kan vi se at Jakob måtte flygte over hals og hoved fra sin familie efter bedraget og tage ophold i et fremmed land - på den anden side af Eufrat floden! Det skildres hvordan Jakob måtte bo i det fremmede i over 20 år inden han kunne komme tilbage til Palæstina! Jakob blev en flygtning. Hvis han var vendt hjem til Palæstina var han blevet slået ihjel af sin bror og broderen ville have haft retten på sin side. Forfatterne viser at Jakob aldrig nogen sinde mere kommer til at se sin mor Rebekka - eller sin far Isak! Indirekte viser de at Jakob måske alligevel bliver straffet af Gud – men direkte skildrer de blot tingene som de er og var – i al fald ifølge legenden.

Jakob handler usædvanligt egoistisk, umoralsk og forfærdeligt – men forfatterne til 1. Mosebog fremlægger indirekte en anden fortolkning. De har den tro eller opfattelse at uanset hvad Jakob gør af forbrydelser så er det væsentlige i historien hvad Gud gør! Gud er subjektet i historien – ikke mennesker. Jakob gør frygtelige skændige gerninger men Gud bruger på en underfuld måde disse gerninger i sin egen plan. Det går alligevel som det skal. Guds løfter går alligevel i opfyldelse – ikke på grund af menneskers gode gerninger – men på grund af Guds forsyn og førelse. Det går som det skal. Israel bliver frelst. Det betyder ikke at Jakob bliver uskyldig – tværtom. Jakob har en frygtelig skyld resten af sit liv for det som han gjorde mod sin fader – og imod sin bror. Men Jakobs skyld er ikke det væsentlige i historien. Det væsentlige er objektivt hvad Gud gør – hvad der kommer ud af det. – Lad Gud være i fred, siger forfatterne til 1. Mosebog.

Det som historien måske prøver at sige er: - Havde der været nogen lov og ret i Israel dengang så var Jakob blevet slæbt for domstolen og dømt til den hårdeste straf!

Men det er vigtigt at det ikke er udgiverne af 1. Mosebog der afsiger denne dom over Jakob! Det er den dom og fordømelse som ligger i selve sagnet om Jakob!

Jakobs gerninger er særligt ubehagelige og frastødende fordi hans fader er gammel, døende og blind. Jakob udnytter faderens svaghed på en kynisk måde. Jakob udnytter at Isak ikke kan se noget og ikke kan se om det er Jakob eller Esau. Når vi tænker på at hele Det gamle Testamente bygger på respekten for forældrene må vi sige at Jakobs bedrag af Isak er usædvanligt brutalt og kynisk.

Ifølge legendens univers har Isak kun én velsignelse at give. Den gamle myte opfatter velsignelsen som en væske eller en fysisk ting. Når først Isak har overgivet denne velsignelse til Jakob kan han ikke tage den tilbage! Isak kan heller ikke bare velsigne Esau bagefter – for Isak har opbrugt sin beholdning af velsignelse. Der er kun én velsignelse til rådighed. Det ved Jakob – og hans mor Rebekka. Jakob satser derfor på at lokke og bedrage sin far til at få velsignelsen. Når først Jakob har tilranet sig denne velsignelse – den olie eller kraft – kan han ikke miste den igen. Jakob tænker helt kynisk. Det er lige meget om Isak opdager noget bagefter – for så har Jakob fået velsignelsen.

Hele tanken om velsignelsen i myten er magisk. Det er det som Jakob udnytter. Derfor bliver hans handlinger til virkelig skade for broderen Esau. Ifølge denne magiske tanke har velsignelsen slet ikke noget at gøre med Gud. Isak har simpelt hen denne velsignelse – helt uafhængigt af Gud –og han kan give den bort til én af sine sønner.

Det er vigtigt at huske at forfatterne til Mosebogen ikke har delt denne magiske opfattelse! De opfatter velsignelsen som noget helt andet – de er slet ikke enig med den magiske primitive tankegang! Men de afholder sig fra at kommentere tanken. De fortæller bare den myte eller beretning som de har fundet.

Jakobs bedrag bliver muligvis sat i gang af hans mor Rebekka. Meget tyder på at det hele stammer fra hendes plan. Rebekka er også villig til at betale alle omkostninger hvis bedraget bliver opdaget og Jakob afsløret! Det ser ud til at Rebekka virkeligt har foretrukket den yngre søn Jakob – hun har elsket Jakob højere. Vi kan se at faderen Isak elsker Esau – den ældste broder – højere – konflikten handler så måske også om Rebekkas ambitioner på Jakobs vegne. Rebekka kæmper for den dreng som hun elsker.

Alvorligt er at Jakob flere gange lyver lige op i sin faders ansigt. Jakob lyver, omfavner og kysser faderen samtidigt. Jakob er en Judas. For de jødiske lærde har Jakobs løgne været skrækkelige og ikke til at undskylde. Jakob lyver så vandet driver af ham. Myten giver et rigtigt usympatisk og frastødende billede af Jakob. Den måde som Jakob handler på er også blasfemi og også et bedrag over for Gud. Jakob ødelægger alting – han lægger sin familie i ruiner. Han slår sin gamle far ihjel. Alle bliver forbandede på grund af Jakobs bedrag. Alting går i stykker.

Vi kan forestille os at denne legende om Jakob og hans bedrag går langt tilbage i tiden og måske er det en meget gammel historie som blot handler om to sønner og en døende fader – og slet ikke om Jakob og Esau. Måske har den oprindelige mening med denne historie været at rose og prise Jakob fordi han er snu og snedig. Det træk kender vi mange steder i Det gamle Testamente. Det som moderne læsere opfatter som forbrydelser eller stærkt umoralske gerninger som vi tager afstand fra – det er engang blevet opfattet som kløgt, klogskab og snuhed! Men de jødiske lærde som samlede Det gamle Testamente ca 500 f. Kr. har ikke opfattet det på den måde. De har rystet på hovedet.

Den gamle Isak kommer i en forfærdelig situation. Han går fortabt. Den døende mand bliver ramt forfærdeligt af Jakobs løgne og svindel. Det er næsten ikke til at bære for moderne læsere at se hvordan det går den gamle døende Isak! Det er næsten for meget. Isak mister helt forstanden. Det sortner for ham. Han får virkelig en grum skæbne. Jakob er helt umenneskelig og uden nogen følelser for sin stakkels gamle far. Jakob er virkelig et umenneske. Det som Jakob gør, er en forbrydelse – som det ofte er blevet sagt.

Sagn fra gamle dage og 1. Mosebog.

Hvad er et sagn?

v23  Samme nat stod han op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested; v24  han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over. v25  Jakob var nu alene tilbage.

En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. v26  Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. v27  »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« v28  Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« v29  Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret«. v30  Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Så velsignede han ham dér.

(1 Mosebog 32)

Mange forskere og videnskabsmænd vil kalde ovenstående beretning om Jakobs natlige kamp for et sagn. Ordet sagn er blevet brugt som en fast type eller et fast begreb for 1. Mosebogs vedkommende i mange år. Ordet sagn er ment som et objektivt og neutralt begreb – ikke som et skældsord!

Et sagn er ordret blot en beretning. Sagn er blevet brugt især om de mundtlige sagn som er blevet fortalt videre fra generation til generation. Sagnene har i gammel tid været folkets eller stammens kollektive, mundtlige hukommelse. Vi ved at sagnene i 1. Mosebog alle oprindeligt har været sådanne mundtlige traditioner. Denne hukommelse bliver i primitive samfund varetaget af en speciel kaste af sagn fortællere eller historie fortællere. Vi ved fra Grækenland at deres hukommelse kan have været imponerende. Græske historiefortællere kunne ordret gengive Homers digte som Odysseen og Illiaden!

Sagn er ofte ætiologiske og det gælder rigtigt mange sagn i 1. Mosebog. Et ætiologisk sagn indeholder en forklaring eller årsag til et fænomen. Skabelsesberetningen i 1. Mosebog forklarer f. eks. hvorfor livet består af slid og møje og hvorfor der er fjendskab mellem mennesket og slangen. Et andet sted i 1. Mosebog fortælles der om den enorme stenstøtte som står midt i Israel. Hvor kommer den fra? Sagnet forklarer at Jakob rejste denne stenstøtte som et evigt minde over sin elskede hustru Rakel – da hun blev begravet her! Rakel døde i barselssengen da hun skulle føde endnu en af Israels sønner. Rakel var en sand helt – og derfor blev stenstøtten så høj! Sagnet – et typisk ætiologisk sagn - giver en forklaring på en stenstøtte som findes – og som alle kan se.

Ordet sagn kan give helt forkerte associationer. Man kan opfatte et sagn som en beretning om fortiden som er et produkt af ren fantasi! Sagnet bliver så det samme som et eventyr. Sagnet skildrer noget som ligner en historisk begivenhed – men i virkeligheden er det hele ønsketænkning eller fri fantasi – sagnet er ren poesi!

Meningen med at anvende ordet sagn i 1. Mosebog er noget helt andet:

Sagnet udtrykker en dybere sandhed end vores almindelige historiske fortælling. Sagnet beskriver noget som er sket engang men sagnets formål er ikke at genfortælle hvad der skete. Sagnets formål er at udtrykke hvad der var meningen med det som skete. På den måde indeholder sagnet en fortolkning af det som skete. I oven nævnte eksempel skete der noget – Jakob oplevede noget – et overfald, men formålet med sagnet om Jakobs kamp er ikke at beskrive i detaljer hvad der skete. Formålet er at udtrykke hvad der i virkeligheden skete – hvad der skete på et dybere plan.

Vi kan sammenligne med et helt hverdagsagtigt eksempel: Måske oplevede jeg på et tidspunkt at mit liv gik helt i stykker. Måske oplevede jeg at jeg var helt fortabt. Jeg kunne ikke gøre noget. Så oplevede jeg pludseligt noget underfuldt. Jeg mødte et menneske og det menneske fik mig halet op af afgrunden. Jeg blev reddet. Hvis vi sammenligner med ordet sagn kan vi sige: Det som jeg oplevede var et under, et mirakel. Det var ikke tilfældigt at det menneske kom ind i mit liv. Der var en dyb mening med det. Det var på en måde bestemt. Det menneske blev sendt til mig - for at jeg ikke skulle gå helt fortabt! Alting skete for at – alting skete med et formål. Det som skete, var ikke tilfældigt. Det var Gud som sendte det menneske til mig for at frelse mig af nøden og trængslen!

Dette eksempel viser at sagnet i høj grad handler om noget virkeligt – noget som er sket. Sagnet er ikke et eventyr eller en fantasi! Jeg går jo ikke og fortæller eventyr om det som skete i mit liv! Jeg fortæller jo sandheden! Sagnet udtrykker en oplevelse eller en tro eller en fortolkning af det som skete.

De sagn som findes i 1. Mosebog har også en anden funktion. Disse sagn bliver fortalt for at få mennesker til at tro noget bestemt om Gud og om sig selv og om historien som sker! Sagnene bliver ikke fortalt for at få mennesker til at tro på Gud! Det er meget vigtigt at huske på! Alle mennesker troede i oldtiden på Gud! Når vi hører sagnet hører vi en bestemt fortolkning af livet. Sagnet er et vidnesbyrd og det er et vidne om Gud. Vi kan også sige at sagnet er et tilbud til mennesker om en fortolkning af deres liv.

Sagnet forbigår en masse detaljer i de oprindelige begivenheder. Sagnet koncentrerer sig kun om de få ting som har betydning når vi skal forstå det som skete. Skabelsesberetningen i 1. Mosebog er ikke en detaljeret beskrivelse af skabelsen! Den satser kun på nogle få pointer som fx at mennesket er skabt af Gud. Gud formede mennesket af jorden og han skabte dem som mand og kvinde!

Sagnet om Babelstårnet skal kun forklare én ting nemlig hvorfor jorden består af så mange forskellige folk og nationer som ikke kan forstå hinandens sprog. Sagnet forenkler meget begivenhederne. Sagnet indeholder som regel kun pointen – men ikke som teori men som en lille dramatisk scene.

Sagnet er ikke nogen objektiv detaljeret historisk redegørelse for det, som skete engang! Af den simple grund at en sådan objektiv redegørelse slet ikke er mulig! Alle inden for historievidenskaben i dag er enige om at der ikke findes nogen neutral, objektiv historieskrivning! Enhver historisk redegørelse for noget som skete engang er en fortolkning af begivenhederne. Enhver historisk redegørelse – lige meget hvor objektiv den ser ud – er en fortolkning af det som skete! Det er alle videnskabsmænd enige om i dag! Enhver beretning om fortiden er en konstruktion – den er en bygning som er formet og bestemt af den person som afsender budskabet!

Vi kan sige at sagnene i 1. Mosebog bygger på den tro at der findes et skjult subjekt inden i historien. Gud er skjult inden i de ting som sker. Gud er det virkelige subjekt i fortællingen. Det som sker, er tegn som viser hen til noget andet. Det som sker, er underfuldt fordi det ikke er fremkaldt af mennesker. Sara og Abraham kunne ikke selv få børn – det var umuligt – men Gud greb ind og sørgede for at Sara fødte en søn. Det var et stort under. Sagnet er simpelt hen et sagn fordi det udtrykker at Saras frugtbarhed var et under – noget ubegribeligt. Når vi fortæller om vores egne liv og fortæller at det som skete, var et under – fortæller vi sagn om vores eget liv!

Sagnet udtrykker en dybere sandhed – fx om hvem vi er som mennesker – men sagnet er ikke abstrakt eller teoretisk filosofi. Sagnet udtrykker disse sandheder i form af fortællinger, begivenheder, dramaer og aktører. Sagnet er fuldt af billeder og konkrete handlinger. Det er ikke meningen vi skal tro på disse konkrete ydre begivenheder – det er meningen at vi skal tro på det som sagnet vil udtrykke. Formålet med sagnet i dybere forstand er ikke at fortælle noget om fortiden – men at fortælle os noget om nutiden – om hvordan det er lige nu.

Alle menneskelige fortællinger – også de historiske fortællinger – er grundlæggende konstruktioner. Den som fortæller historien former historien på en bestemt måde. Det kender vi udmærket fra hverdagslivet. Det oplever vi hele tiden. Sagnet adskiller sig ikke så meget fra dette kendte psykologiske fænomen men sagnet vil noget mere: Sagnet vil udtrykke dybe alvorlige sandheder om det at være et menneske. Sagnet vil give en mening til vores liv. Sagnet vil give os tro og håb – håb om at vi kan komme ud af lidelsen uanset hvor slemt det står til! På den måde er sagn helt anderledes end eventyr. Formålet med de fleste gamle folkeeventyr er at fornøje og underholde!

Et sagn er bestemt af bestemte tider, steder og personer. Alle sagn fortæller en beretning om konkrete personer. Der er helt afgørende forskel på et stykke dogmatik eller teologi på den ene side og et sagn på den anden side. Den forskel kan vi netop se i 1. Mosebog. Nogle få steder udtrykker de jødiske præster og lærde deres egen tro og religion – det meste af tiden fortæller de - loyalt og objektivt - de gamle sagn som de har fundet og mødt i det gamle Israel. 1. Mosebog består for det meste af tekstens vedkommende faktisk af små scener - scener som i et skuespil. Hver scene foregår et bestemt sted og har visse aktører. I hver scene udspiller der sig et lille drama. Hver scene er beskrevet i et særskilt adskilt sagn. 1. Mosebog er ikke en gennemgang af den jødiske tro eller et generelt udtryk for en teologi. 1. Mosebog er en lang række af små, adskilte scener. Jahvisten har engang i 900 tallet sammenstillet og ordnet disse små scener. Han har antageligt fundet en mængde små traditioner og sagn som har eksisteret helt løsrevne i forhold til hinanden. Han har skabt en stor overordnet sammenhæng og på den måde placeret de gamle sagn i en stor fælles struktur og rækkefølge.

Sagnene i 1. Mosebog er ikke sagn som vi kender dem fra den nationale historieskrivning – fx i Danmark fra Saxo. Saxo fortæller sagn fra gamle dage – om de store helte! – men de sagn indeholder ideale portrætter af mennesker som vi skal efterligne. Sådan er fænomenet sagn blevet brugt gennem tiden. Sagnene fortæller om de store helte – for at vi skal stræbe efter at blive lige som dem. Men det er slet ikke meningen i 1. Mosebog.

1. Mosebog fortæller mange sagn fra gamle dage om Abraham og Jakob – men det er bestemt ikke meningen at vi skal bruge dem som forbilleder! Abrahams og Jakobs dårlige egenskaber, svaghed og dumhed bliver hele tiden stærkt fremhævet! De er bestemt ikke moralske forbilleder! Men de er heller ikke centrum i fortællingerne. Gud er subjektet – Gud er den som handler. Gud er den som vi skal se på - og ikke mennesker som Abraham eller Jakob! De bliver hele tiden fristet af skæbnen – og de falder hele tiden for fristelsen!

Jakob i Betel. Jakobs drøm.

Når vi i dag læser patriark fortællingerne i 1. Mosebog er vi vænnet til at patriarkerne er sat i forhold til hinanden. De er i familie med hinanden. Jakob er søn af Isak og Isak er søn af Abraham. Sara er Abrahams første hustru – ud af mange. Selv en figur som Lot er sat i forhold til Abraham – han er hans broders søn. Josef er søn af Jakob og alle de tolv brødre – Juda, Benjamin, Naftali osv – er Jakobs sønner med to hustruer nemlig Rakel og Lea!

Vi skal nok ikke tænke så meget over denne slægtssammenhæng. Det er sandsynligt at disse figurer først på et senere tidspunkt er sat i forhold til hinanden. Oprindeligt er de uafhængige og adskilte. Josef skikkelsen er for eksempel helt klart oprindeligt uafhængig af Jakob historierne. Det er først meget senere at Jakob bliver far til Josef. I øvrigt hedder Josefs far slet ikke Jakob men Israel ifølge nogle af teksterne!

Jakob – for eksempel – er den stamfader og fortidshelt som er blevet dyrket af et folk, en gruppe eller en stamme i Palæstina – og evt også uden for Palæstina. Jakob er vores fader – deraf navnet patriarkerne – dvs fædrene. Vi er alle sønner af Jakob. Vi kommer fra ham og vi nedstammer fra ham. Jakob er vores identitet – Jakob er folket – det kollektive. Jakob mødte Gud, Gud viste sig for vores stamfader - engang i urtiden. Den gud som Jakob så og erfarede med sine egne øjne – på bestemte steder – det er den gud vi holder os til. Vi tror på Jakobs gud! denne sætning – Gud er forfaderens gud - går som en rød tråd gennem hele 1. Mosebog.

Tro og religion er knyttet til slægten, stammen, folkegruppen. Vi tilbeder Jakobs gud. Jakob er den urfader som opdagede Gud – han mødte Gud. Han er et vidne om hvem gud er. Vi har fortællinger om Jakob og de fortæller hvordan Jakob fandt Gud. De fortæller hvor vi skal tilbede Gud – vores gud. Jakobs gud er gud for Jakobs folk – han er vores beskytter – vores skytsgud. Han beskytter os når vi kæmper mod vore fjender. Han redder os fra trængslen og nøden. Han er ikke Gud for de andre folk – han er Gud for vores stamme. Gud kan i visse sammenhænge smelte sammen med stedet – Betel er både et sted – en by – og navnet på guden men Gud kan også smelte sammen med forfaderen! Jakob og Jakobs gud bliver næsten det samme – fordi Jakob oprindeligt var en mytisk skikkelse i urtiden.

I teksten i 1. Mosebog fortælles en række historier – eventyr - om Jakob og Laban. Disse fortællinger er blevet fortolket meget forskelligt. Det er tydeligt nok at de skal fortælle noget ompatriarken Jakob i deres nuværende form. Jakob boede engang langt ude østpå i et fremmed folk – hos Laban – en slags konge. Jakob var en træl og slave og han måtte trælle for Laban som udnyttede ham. Men Laban blev afhængig af ham. Jakob sejrede på grund af sin magi, snuhed, klogskab og snedighed. Jakob var den lille men han var snu, snedig og vågen. Jakob vandt sig en stor rigdom og forlod Laban og kom til Palæstina hvor Jakob blev en patriark. Ude i det fremmede havde Jakob også vundet to kvinder – Rakel og Lea. Rakel og Lea er to prinsesser – lige som Sara - som Jakob erobrer fra Laban. Jakob er den lille mand som alligevel vinder over den store mand - kongen Laban og bliver gift med hans to døtre – de to prinsesser! Lea og Rakel bliver netop mødre til de tolv stammer – de bliver begge ophøjet siden hen – evige moderskikkelser. Lige som Abraham må de også forlade alt i det fremmede – bryde med alle bånd. De bliver idealer – helte. Ifølge traditionen var de tolv stammer netop delt i Rakel stammerne og Lea stammerne efter deres urmoder! Laban - Jakob historierne har præg af at være eventyr – deres stil er en eventyrstil. De er små noveller – lige som Josef historierne. Man kan også sige at der findes en skjult sammenligning i Jakob historierne: Lige som Jakob trællede i mange år under Laban i det fremmede hedenske land – så trællede de tolv stammer i mange år under Egypten og den fremmede hedenske konge i Egypten!

Vi skal altså ikke tænke os Jakob som Abrahams sønnesøn. Vi skal forstå Jakob som en helt selvstændig skikkelse – blot knyttet til et bestem geografisk område – en folkegruppe. Det kan vi også tydeligt se ved de steder som beretningerne handler om. De hellige steder er netop de steder som befinder sig i vores område – i det geografiske område hvor vi - Jakobs folk og hus - bor. På den måde kan vi sige at de to steder Betel og Penuel er de centrale helligsteder for Jakobs folk. De ligger tæt på Jordan – langt væk fra Abrahams kerneområde i sydlandet - i Negev. Andre byer i forbindelse med Jakob er Sikkem og Mahanaijim. Jakobs område er Israels gamle kerneområde – antageligt der hvor Israels stammer først slog sig ned. De legender som fortælles beretter om at Jakob opholdt sig på disse steder – meget naturligt for det er netop i disse områder hans folk bor. Jakob er en slags fortidig konge – den førstefødte. Jakob var en helt – en kæmpe som levede engang. Han havde overmenneskelige kræfter. Jakob kæmpede med Gud i en brydekamp om natten og vandt. Jakob rejste en stenstøtte som vejede flere tons og var over 5 meter høj! Den stenstøtte rejste han engang i urtiden lige netop der hvor vi bor nu! Det er den stenstøtte som vi kender!

Vi skal altså forestille os at der har været meget gamle traditioner om figuren Jakob – måske beretninger som var meget ældre end Abraham – meget ældre end folket Israel. Legenderne om Jakob er urgamle og måske fælles for mange folk – også for kana’anæerne fx Først senere bliver disse Jakobshistorier jødiske eller integreret i Israels historie og kultur. Da Israels stammer kom ind i Palæstina mødte de mange gamle legender og de overtog nogle af disse gamle legender lige som Israel overtog de helligsteder og helligdomme som allerede eksisterede. De omformede dem og gav dem et nyt indhold. Det som vi nu kan læse i 1. Mosebog er slutproduktet af en lang udvikling der har varet 1000 eller 2000 år! Vi ved at der var gamle myter om stedet Betel – og guden Betel fx Disse myter overtog nogle af Israels stammer og de formede disse myter på en bestemt måde. Oldtidens Israel var meget åbent over for kulturen og fortællingerne i det omgivende samfund. De var nysgerrige og rummelige. Det bedste udtryk som er brugt om Jakobsfortællingerne er faktisk at de er så rummelige som de er! De kan fortolkes på mange forskellige måder. På samme måde som historierne om Abraham. Jakobsfortællingerne har ikke én korrekt forklaring – de er et organisk resultat af en meget lang udvikling hvor mange religioner og kulturer har formet disse legender. De udtrykker derfor noget meget alment menneskeligt – noget som i følge oldtiden i al fald gjaldt for alle mennesker. Guden i Betel – stenstøtten – kunne også tilbedes af folk fra meget forskellige religioner – det skete faktisk i kongetiden i Israel. Israel – specielt Nordriget – var tolerant, åbent og havde ikke nogen eksklusiv eller fordømmende holdning til de fremmede!

Beretningen i 1. Mosebog 28 er beretningen om Jakobs drøm i Betel. Denne beretning er faktisk sammensat af to forskellige kilder. Den ene kilde Jahvisten – som er den ældste kilde til 1. Mosebog – fra ca 900 f. Kr – fortæller denne beretning. Vi kan blandt andet se de to adskilte kilder fordi de to kildetekster bruger to forskellige gudsnavne – Herren og Gud!

Vi kan se at beretningen e ren typisk saga eller kultberetning. Den er ætiologisk – den forklarer hvordan alt er opstået – lige som skabelsesberetning i 1. Mosebog 1 er ætiologisk. Beretningen forklarer hvordan Betel er opstået og hvad det betyder og forklarer at Gud bor på dette sted – kun på dette sted. Derfor oplevede Jakob Gud om natten!

Betel er den centrale helligdom for det var netop her i Betel af Jakob fik løfterne af Gud – jeg vil altid være med dig – dit folk skal blive et stort folk - Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Løfterne til Jakob er løfterne til alle vi som tilhører hans folk – hans klan. Jakob er repræsentant – han er et tegn eller et symbol. Løfterne er de helt centrale tekster i Det gamle Testamente. At tro på Gud er det samme som at tro på hans løfter – på det han dengang lovede Jakob. Jakob indgik i en relation dengang han mødte Gud – en pagt – som blev skabt ved Guds løfter – ikke ved Jakobs præstationer! Vi – Jakobs folk – lever i denne relation – i denne pagt. Vi kan stole på Jakobs gud for han er rig på troskab – han holder hvad han dengang lovede Jakob!

Jakobs folk fik så at sige en religiøs hovedstad med Jakob – Betel. Jakobs hus fik en identitet. Gud fik en identitet. Gud fik et navn dengang da Jakob mødte Gud. Forud kendte Jakob intet til Gud – han vidste ikke noget om Gud som der står i teksten! - men nu mødte han gud og derfor kender vi Guds navn – på grund af Jakob. Vi tilbeder Jakobs gud. I Det gamle Testamente er navnet uhyre vigtigt. Den som kender en mands navn kender hans væsen – hans dybeste identitet. Den som kender troldens navn kan få magt over trolden. Navnet er ikke noget tilfældigt eller ligegyldigt – det er en del af personen – også en del af Gud. det er helt afgørende at kende Guds navn – ellers kan vi ikke holde os til ham – vi kender ham ikke! Den gud som Jakob finder er Betels Gud – den gud som bor i Betel.

Rent historisk fik Betel en enorm betydning især i Nordrigets – kaldet Israels - tid fra 900 tallet til 722 f. Kr. da Nordriget Samaria blev erobret af Syrien. Men også efter 722 f. Kr. var Betel en vigtig religiøs hovedsted – et center for pilgrimme og valfart. Betel var en slags religiøst Rom – som Rom og den senere katolske kirke – eller et Mekka. Betel er den gamle åndelige hovedstad – eller centrale helligdom – bestemt ikke Jerusalem som af de fleste i Israel blev opfattet som en fremmed by befolket af hedninger (jebusitter og hittiter) og placeret alt for langt mod syd!

Vi ved at der var opstillet en central stensøjle i Betel fra gammel tid – måske fra ca 1500 eller 2000 f. kr. Vi skal tænke på at disse områder er meget tidligt udviklet i oldtiden. Byen Jeriko er således den ældste by i hele oldtiden – i Mellemøsten! Området omkring Betel var et knudepunkt på grund af handelsvejene og karavanerne. Denne stensøjle – en såkaldt masseba på hebraisk – var 5-6 meter høj, vejede flere ton og hugget ud i ét stykke. Grækerne kendte meget godt denne stensøjle – det ved vi fra den græske litteratur. Det græske ord for søjle – baitylos - er faktisk et låneord – det kommer af ordet og navnet Betel!

Jakob er en kæmpe – han kan bruge stenstøtten som hovedgærde og han kan flytte rundt på den. Da Jakob kommer ud til Laban for at gifte sig med Rakel løfter han ene mand en kæmpesten op fra en brønd – en sten som ellers kræver ti mands kræfter! Jakob løfter stenen af bar utålmodighed! Man får faktisk indtrykket af at Jakob rent faktisk er en kæmpe – en gigant – altså ikke noget normalt menneske – en mellemting mellem en gud og et menneske? I 1. Mosebogs indledning fortælles historien om giganterne eller kæmperne. Jakob kan virke som en af disse giganter. Giganterne opstod fordi nogle guder i himlen blev forelskede i de smukke jordiske kvinder. Disse kvinder fik så børn med de himmelske guder – deres sønner blev giganter og de levede i meget lang tid og de havde overmenneskelige kræfter! Alle patriarkerne – også Abraham – har træk som kan minde om disse giganter. Israels senere gudsmænd som Elias ligner også giganterne i deres overnaturlige vælde. Forestillingen om at der eksisterer sådanne giganter eller titaner (fx Grækenland) kender vi fra hele oldtiden.

v13  Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren [Jahve], din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. v14  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15 Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

v16  Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren [Jahve] er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«

v19  Han gav stedet navnet Betel [betyder ordret: Guds sted eller Guds hus].

(1 Mosebog 28)

Hele beretningen i 1. Mosebog 28 indeholder en mere fyldig beretning. Dele af denne stammer helt klart fra Elohisten – det kan vi se fordi gudsnavnet bliver Gud - og ikke Herren!

Jakob bruger stensøjlen som hovedgærde. Vi ved at stensøjlen blev dyrket ved at den blev overhældt med olie – en meget gamle skik. Stenen blev salvet – dvs hyldet og tilbedt og æret. Fra gammel tid blev stenen opfattet som Guds bolig. Gud bor inden i stenen. Gud er omkring stenen når den bliver salvet og indviet. At salve stenen er en magisk handling – måske – for derved kan man hidkalde Gud. Gud kommer når vi salver og smører stenen og råber på Herren!

Det er stenen som giver Jakob drømmen. Drøm og vision er i høj grad det samme i Det gamle Testamente. Jakob får syner – han ser visioner på grund af stenen. Det siges at han bruger stenen som hovedgærde. Han overnatter ved stenen eller sammen med stenen og det giver ham drømmen. Stenen fungerer lige som de hellige træer som også giver visioner når man sidder under dem – det kan vi se med Abraham der sidder under tamarisken i Mamre og med Saul som sidder under det hellige træ og kommer i ekstase. Patriarkerne er også skildret som visionære, som profeter.

Stenen har oprindeligt været en fallos figur eller blevet tilbedt som en fallos. Det er det mest sandsynlige men siden opfattes den ikke som en fallos figur.

Fallos figurer som stensøjler eller obelisker kender vi fra kana’anæerne. Der var opstillet mange af disse figurer i det gamle Israel. Vi ved at det hebraiske ord masseba ofte dækker over en fallos figur – men det har ikke altid været eentydigt hvad disse stenstøtter skulle betyde. I Indien har vi bevaret fallos figurer – også fra nutiden -som meget godt ligner stenstøtterne fra Palæstina. Fallos figurerne brugte man også i det gamle Grækenland – med Dionysos kulten.

v10  Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan [Mesopotamien]. v11  Undervejs kom han til et sted [Betel], hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér.

Der er enighed om at ordet stige ikke er nogen helt god oversættelse af det hebraiske udtryk. Det hebraiske ord betyder noget som bliver dynget op og hobet op til en forhøjning – en rampe, en trappe, en vej som går langsomt op. Det som Jakob ser, er en forhøjning – en rampe som går opad mod et punkt højt oppe. Han ser ikke engle klatre op og ned ad en stige i vores forstand! Det han ser, er en stigning snarere. Den græske historieskriver Herodot beskriver et tempelanlæg som minder om dette billede. Herodot kalder det en trappe eller trappeopgang. Når man går op af trappen kommer man op til guderne. Billedet stammer muligvis fra de babylonske templer. For neden i disse templer var der en forhøjning - en rampe. Her var gudens jordiske bolig og tempel placeret. Ved siden af byggede man i Mesopotamien et meget højt tårn og øverst i tårnet (Zigguraten) var gudens egentlige bolig – i det inderste øverste rum. Det øverste og inderste rum blev kaldt for himlen! Vi kan også i Det gamle Testamente ofte se at ordet himlen betegner et bestemt sted – typisk det allerhelligste i templet i Jerusalem. Himlen betyder ofte noget andet end man senere i kristendommen har forstået ved himlen!

Det som er stigen er altså et sted hvor himlen mødes med jorden. Stigen eller trappen er det sted hvor to verdener skærer hinanden og forbindes. Når man står i porten kan man se begge verdener. Jakob ser en port hvor man kan gå ind i himlens verden – Guds verden – en perleport eller en drageport. Han ser Guds engle dvs ikke engle men krigere eller budbringere eller guder. Han ser disse guder komme igennem porten ind i vores verden og gå ud af porten og ind i Guds verden. Hver dag gennemvandrer disse guder nemlig hele jorden. Vi kender også dette billede fra Jobs bog hvor Herrens budbringer – Satan – går ud af himlen og ind i verden. Englene er Guds ministre og generaler og befuldmægtigede. De bliver sendt ud i verden for at udføre Guds ordre. De får magt og myndighed (se Jobs Bog nedenfor). De bærer våben og dræber og besejrer. Stigen er altså et gennemgangssted – en port som Jakob ser langt borte – der hvor jorden og himlen mødes – paradiset – eller gudernes bjerg. I Babylon opfattede man Zigguraten – tårnet – som en sådan indgang til himlen. Dette tårn er det tårn som optræder i 1. Mosebog som Babelstårnet. Vi kender også billedet fra profeten Zakarias (se nedenfor). Som det første menneske står Jakob i denne vision lige foran porten til himlen – det er meningen med beretningen!

v12  I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. v13  Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. v14  Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. v15  Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

v16  Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!«

v17  Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus [Betel betyder Guds hus], det er himlens port!« v18  Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. v19  Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. v20  Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, v21  og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud; v22 stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.«

(1 Mosebog 28)

I 1. Mosebog 35 beskrives Betel igen. Det som beskrives er en valfart til Betel. Blandt stammerne har man én gang om året haft en hellig rejse – en valfart til Betel. Teksten indeholder regler for denne valfart, denne pilgrimsvandring. De skal gemme bort alle de fremmede guder. Teksten viser at Jakobs folk har haft mange guder og dyrket mange guder. Rakel er også et eksempel på det – men alligevel er guden i Betel den største. Teksten udtrykker at når man skal på valfart skal man rense sig. Valfart kender vi mange steder fra Det gamle Testamente. Valfarten til Betel svarer til valfarterne til Jerusalem. I kongetiden var der en sådan valfart til det gamle hellige sted Betel – som en slags konkurrent til Jerusalem.

Gud er et sted – Gud hedder det samme som et sted. Gud er den gud som findes et bestemt sted. I den forstand har Jakobs guder ikke noget navn – Gud er det samme som Betel – Betel er et navn på Gud.

Helligdommen eller templet i Betel forklares af denne historie – det er det alter som Jakob – vores fader – engang byggede. Gudstjenesten i Betel blev oprettet af vores urfader. Historien er ætiologisk – den forklarer hvor tingene kommer fra. Hvor kommer stenstøtten fra? Hvor kommer vores gud fra? Hvorfor er Betel et helligt sted?

Visse steder er simpelt hen hellige – dvs hvis man opholder sig på det sted så kan man opleve Guds nærvær! Hvis man er på et andet sted kan man ikke opleve Gud! Gud findes kun på et bestemt sted. Gud bor på et bestemt sted. Ordet Betel betyder direkte oversat: Guds hus eller bolig! (El betyder Gud og Bet betyder hus – lige som i Bet-lehem som betyder guden Lahmus hus!). Han bor i Betel – dvs han bor i alteret eller han bor inden i stenen – eller omkring stenen. Lige som Gud ifølge disse gamle historier kunne bo i et træ. Gud er ikke et abstrakt væsen som findes alle steder uafhængigt af tid og rum. Det er en meget senere tanke.

Vi kan sige at Jakob tror at Gud er en ånd eller kraft som bor på et bestemt sted – som man kan få kontakt med på et bestemt sted. Når man ligger på jorden på det sted får man drømme – Gud viser sig i disse drømme. Andre steder får man ikke disse drømme. Hvad er det for en gud som viser sig i drømmen? Det er den gud eller kraft som bor i Betel – som findes her på dette sted! Sådan er Jakobs tro og religion i de grundlæggende træk. Derfor er der mange guder – der er mange hellige steder.

Jakob kalder stedet for El-Betel – hvilket betyder: Den bestemte adskilte gud som netop og kun findes i Betel – Betel betyder så igen Guds hus eller bolig! Det væsentlige er at navnet på Gud og navnet på stedet og navnet på stensøjlen og navnet på helligdommen er det samme! Gud hedder Betel! Gud er simpelt hen Betel! Gud er bundet til den stensøjle. Når man salver stensøjlen med olie kommer Gud til stede og han velsigner os. Vi ved at det er foregået sådan i det gamle Israel. Tanken er altså også magisk – hvis man smører søjlen med olie – så får man Guds kraft! (Forfatterne til 1. Mosebog har nok ikke troet på denne magiske tanke!).

I historien nedenunder taler Gud direkte til Jakob mens han opholder sig i Sikkem. Det er interessant at Gud omtaler en bestemt gud – nemlig den gud som viste sig for Jakob dengang han var trængt! Gud taler så at sige ikke om sig selv – han taler til Jakob om en anden gud – nemlig om guden i Betel! Guden i Betel er en anden gud end Gud!

Ifølge forfatterne til 1. Mosebog findes der kun én gud – men ifølge myten eller beretningen her er der faktisk flere eller mange guder! Gud bliver identificeret konkret med de forskellige steder. Vi kan sige at guden i Betel er en særlig skytsgud som beskytter stedet Betel (og netop kun Betel!) – hvis kraft virker i Betel. Vi kan sammenligne med grækernes byer som havde skytsguder – en særlig gud – som Athene. Vores skytsgud beskytter os – vores gud – fædrenes gud!

Gud siger til Jakob: - Drag op til Betel og der skal du bygge en sten for Betel. Han er den gud som dengang viste sig for dig. Han frelste dig ud af nøden. Ham skylder du at sige tak. Derfor skal du rejse en stor sten for den gud – Betel – på det sted! Betel har været trofast og han har været en god gud for dig! Betel er en stor gud og ham skal du holde dig til!

v1  Gud sagde til Jakob: »Drag op til Betel, slå dig ned der, og byg et alter for den Gud, der viste sig for dig, da du var på flugt for din bror Esau.«

v2  Så sagde Jakob til sin familie og til alle sine folk: »Fjern de fremmede guder, I har hos jer, rens jer, og skift tøj. v3  Lad os drage op til Betel; dér vil jeg bygge et alter for den Gud, som hørte min bøn, dengang jeg var i nød, og som var med mig på min rejse.« v4  De gav Jakob alle de fremmede guder, de havde hos sig, og de ringe, de havde i ørerne. Han gravede det hele ned under egen ved Sikem, v5  og så brød de op.

Men en gudsrædsel [slags hypnose] kom over de omkringliggende byer, så ingen forfulgte Jakobs sønner.

v6  Jakob kom til Luz i Kana'an, det samme som Betel, sammen med alle sine folk. v7  Dér byggede han et alter og kaldte stedet El-Betel, for dér havde Gud åbenbaret sig for ham, da han var på flugt for sin bror.

v14  Jakob rejste en støtte, en stenstøtte, på det sted, hvor Gud havde talt med ham, og han udgød drikoffer på den og hældte olie over den. v15  Og stedet, hvor Gud havde talt med ham, kaldte Jakob Betel.

(1 Mosebog 35)

Profeten Zakarias som levede omkring 500 f. Kr. fortæller i Zakarias bogen kapitel 1 om det sted hvor man kan gå ind i himlen og komme ud af himlen – således som Jakob drømmer om. Englene bliver hver dag sendt ud i verden - lige som en konges tjenere og embedsmænd for at udføre hans planer:

v7  Den fireogtyvende dag i den ellevte måned, måneden shebat, i Dareios' andet regeringsår kom Herrens ord til profeten Zakarias, Berekjas søn, Iddos sønnesøn.

Han sagde: v8  Jeg så i nat en mand [en engel] sidde på en rød hest; han holdt blandt myrterne i kløften, og bag ham var der røde, rødbrune og hvide heste. v9  Jeg spurgte: »Hvad betyder det, herre?« Den engel, der talte med mig, svarede: »Jeg vil vise dig, hvad det betyder.«

v10  Da sagde manden, der holdt blandt myrterne: »Det er dem, Herren sendte, for at de skulle drage omkring på jorden.«

v11  De sagde til Herrens engel, der stod blandt myrterne: »Vi drog omkring på jorden. Hele jorden er rolig og stille.« v12  Da sagde Herrens engel: »Hærskarers Herre, hvor længe skal det vare, før du viser barmhjertighed mod Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerds år [under eksilet]?«

(Zakarias 1)

v6  En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren; blandt dem var også Satan. v7  Herren spurgte Satan: »Hvor kommer du fra?« Satan svarede: »Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs.« v8  Herren spurgte ham: »Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt.«

v9  Satan svarede: »Det er vel ikke uden grund, at Job er gudfrygtig. v10  Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet. v11  Men ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!«

v12  Da sagde Herren til Satan: »Nu får du magten over alt det, han ejer; men ham selv må du ikke række hånden ud imod.«

Så forlod Satan Herren.

(Jobs Bog 1)

Mosebøgerne. Patriarkerne og urhistorien.

Hvorfor er 1. Mosebog en god kilde?

Der er nogle ting som er meget vigtige at huske på når man læser 1. Mosebog og for så vidt også de andre såkaldte Mosebøger. Disse bøger er ikke helt det som de giver sig ud for og deres indhold er på mange måder meget overraskende. Der er foregået en meget indgående forskning de sidste 200 år i disse Mosebøger og på den måde er helt nye ting kommet frem.

Hvis vi tager 1. Mosebog som vi kender den i dag kan vi sige at denne tekst har eksisteret helt uændret siden ca 300 f. Kr. Den Mosebog som eksisterede på Jesu tid er nøjagtigt den samme tekst som vi kender i dag. Vi har meget gamle håndskrifter og der er grundlæggende ikke så megen tvivl om teksten.

Denne bog – 1. Mosebog – er blevet skrevet og redigeret af jødiske præster og lærde i løbet af en periode fra 500 tallet til ca 300 f. Kr. Disse jødiske præster og skriftkloge havde en bestemt fælles teologi. Denne teologi og gudsopfattelse var blevet til over en meget lang periode. Deres teologi er for eksempel præget af de store profeter som Esajas og af Salmernes Bog. Israels religion har ændret sig meget fra ca 1000 f. Kr. – Davids tid – og til ca 500 f. Kr. Det ved vi med stor sikkerhed. Den teologi som forfatterne og redaktørerne havde, er altså slutstenen i en meget lang udvikling. Deres tro og gudsopfattelse er ikke den gudsopfattelse eller religion som eksisterede på Davids tid og slet ikke på Abrahams tid – hvis ellers Abraham nogen sinde har eksisteret. Ifølge Mosebogen skulle Abraham have levet omkring 1800 f. Kr. – altså 1500 år før de jødiske skriftkloge! Når vi læser 1. Mosebog kan vi se at forfatternes egen teologi kommer frem på to måder. Den kommer indirekte frem i arrangementet af stoffet og i rækkefølgen af visse begivenheder. Og den kommer eksplicit frem en gang imellem. Der findes nemlig spredt rundt i Mosebogen korte, små tekster (vers) hvor forfatterne klart fremlægger deres egen teologi og opfattelse! Det er ikke noget de gør særligt ofte - men deres teologi kommer frem i få afgørende situationer!

Det følgende er et lille eksempel at forfatterne til 1. Mosebog selv på egen hånd fremlægger deres gudstro og teologi. I dette eksempel kan vi ligefrem se at forfatterne beskriver hvordan Gud tænker (!). Versene her er bevidst teologisk tænkning fra en meget senere tid. Moseloven hører jo også en meget senere tid til. Moseloven er jo ukendt for Abraham - men her siges det at Gud først kan opfylde sine løfter, hvis Abraham overholder Moseloven! Løfterne er altså betingede:

v17  Herren tænkte: »Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? v18  Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. v19  Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej [Moseloven] og øve ret og retfærdighed [følge Moseloven], så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.«

(1 Mosebog 18)

Det afgørende er imidlertid at 1. Mosebog helt grundlæggende er en tekstsamling eller en antologi. 1. Mosebog er ikke en normal bog som vi forstår det! 1. Mosebog er ikke et produkt af nogle forfattere som har sat sig ned og skrevet hele teksten forfra! Forfatterne eller bedre: redaktørerne har netop lavet Mosebogen på den måde at de har fundet gamle myter, sagn og beretninger og trykt dem – i høj grad uændrede – i Mosebogen! Dette er et ret fantastisk fænomen - for vi skal huske at forfatterne eller samlerne af disse tekster slet ikke har været enige i de historier som de aftrykte. Det er helt tydeligt at de er ekstremt loyale over for de gamle kilder de har. Det har forskningen i Mosebøgerne netop vist. De har fundet gamle beretninger – de har ikke blandet deres egne meninger ind i disse beretninger – men trykt dem som de fandt dem!

Vi kan se på et par konkrete eksempler: I begyndelsen af 1. Mosebog fortælles det at guderne eller englene fik børn med de smukke kvinder på jorden og resultatet af dette møde var en race af giganter som var en slags mellemvæsner af Gud og mennesker. Denne myte bliver trykt i 1. Mosebog - men vi ved temmelig sikkert at det har de ansvarlige redaktører ikke selv troet på!

Det fortælles at Abraham i Mamre får besøg af Gud og at Gud sover, er træt, æder, drikker vin og skændes med Sara! Vi ved at de jødiske lærde afviste en sådan helt antropomorf opfattelse af Gud. For dem var Gud himmelsk og kunne ikke gøres til et omvandrende menneske. De har slet ikke taget denne beretning bogstavelig! Det havde været helt umuligt for dem.

Et andet sted fortælles om hvordan Jakob kæmper en brydekamp med Gud og besejrer Gud i brydekampen. Gud må tigge Jakob om nåde og bede ham om at slippe ham fri – for når det bliver lyst mister Gud alle sine kræfter! Gud bliver skildret som et spøgelse eller en vampyr! De jødiske præster og lærde har selvfølgelig ikke troet på denne historie bogstaveligt! De har tænkt: - Ja sådan troede de i gamle dage. Sådan troede de på Gud i gamle dage. De har været overraskede og en gang imellem er de forargede over de gamle beretninger! For dem har alt dette været gamle sagn. Gamle sagn betyder ikke fri fantasi eller gamle røverhistorier! De jødiske lærde har været klar over at de gamle myter indeholdt noget meget sandt og vigtigt. Det er derfor de aftrykker dem! Men de jødiske lærde har ikke kunne tro på disse sagn på en bogstavelig måde!

Men pointen er altså at de har været meget loyale over for disse gamle sagn. De har fundet en rigdom af gamle myter, sagn og kultiske historier fra hele Israel. De har haft især to store tekstsamlinger som kilder: Jahvisten og Elohisten men også andre kildeskrifter som det såkaldte Præsteskrift. Disse tekstsamlinger var også antologier og samlinger over gamle sagn og historier. Jahvistens saling er blevet til i 900 tallet f. Kr. ifølge nogens opfattelse – og Elohisten noget senere. De har haft en mængde skriftlige og også levende mundtlige traditioner. Vi ved at der var rigtigt mange historiefortællere som rejste rundt i det gamle Israel. De har fundet en mængde gamle sagn. De har forsøgt at få det hele med. De har ofte aftrykt dobbelt eller parallel beretninger – som når Saul bliver konge to gange lige efter hinanden eller som når Hagar forlader Abraham to forskellige gange. De har fundet Hagars flugt i to forskellige skrifter og de har trykt begge historier – lige ved siden af hinanden! Princippet for dem har hele tiden været at få det hele med. 1. Mosebog dømmer ikke – den fordømmer ikke de gamle tekster. 1. Mosebog accepterer de gamle legender som de er. 1. Mosebog har en helt utrolig accept og åbenhed og rummelighed. Det som forskningen har vist er faktisk en helt fantastisk tolerance og åbenhed. Forfatterne har haft deres egen tro og gudstro – men de har vist en forbilledlig åbenhed over for alle gamle sagn og myter. Vi kan virkelig lære meget af denne fine humanistiske holdning!

Når vi læser 1. Mosebog er det altså vigtigt at forstå at der i bogen er to helt forskellige adskilte lag. Det øverste lag er de formuleringer som skyldes de jødiske lærde og præster der udgav bogen omkring 500 f. Kr. Det andet lag er de sagn, myter, beretninger eller oplysninger som de vælger at bringe og aftrykke i bogen. Hvis vi ikke holder disse lag ude fra hinanden – misforstår vi helt disse jødiske lærdes mening med teksten.

Meget generelt kan vi sige at 1. Mosebog ligner de tekstsamlinger som i romantikken blev udgivet om gamle folkeeventyr og sagn! 1. Mosebog er en tekstsamling lige som romantikkens tekstsamlinger. Vi kender disse samlinger fra brødrene Grimm i Tyskland og fra de romantiske digtere i Danmark. Nogle af sagn og eventyr som de samlede var virkelig urgamle sagn fra menneskehedens barndom – nogle var bestemt ikke særligt gamle – de var moderne efterligninger! Men sammenlignet med 1. Mosebog er der én afgørende forskel: De gamle eventyr og sagn som brødrene Grimm samlede handlede ikke om Gud – de var ikke gamle vidnesbyrd om hvordan mennesker havde mødt deres gud! Eventyrene var profane eller jordiske eller verdslige, kan vi sige. Klodshans handler ikke om Gud – men om en mand som nok er lille og svag men alligevel sejrer over de såkaldt mægtige og stærke! Klodshans sejrer ikke takket være Gud men takket være hans egen snuhed og snarrådighed. Men der er ingen tvivl om at man kan finde mange af de samme eventyr motiver og skemaer både i de folkelige eventyr og sagn og i 1. Mosebog – meningen er bare forskellig. Formerne kan være de samme – men indholdet er helt forskelligt. 1. Mosebog er vidnesbyrd om Gud!

Mosebogen er – kan vi sige - en udgivelse af tekster og mundtlige beretninger som redaktørerne fandt i arkiverne i Jerusalem på deres tid. Mosebogen er en udgivelse af vidnesbyrd om Gud og om tro fra gamle tider – til dels fra urtiden. Mosebogen svarer på den måde til Det nye Testamente. Det nye Testamente er ikke en bog som er skrevet af en forfatter fra ende til anden. Det nye Testamente er et udvalg – en udgivelse af nogle af de skriftlige vidnesbyrd om troen som eksisterede dengang da Det nye Testamente blev samlet. Det nye Testamente er netop en tekstsamling, en udvælgelse. Men de mennesker som udgav 1. Mosebog - og Det nye Testamente - havde den tro at disse gamle tekster indeholdt sandheden – på én eller anden måde – en evigt gyldig sandhed – for alle mennesker. De gamle tekster indeholder sandheden – hvis vi bare lærer at forstå dem på den rigtige måde – sådan har de tænkt ca 500 f. Kr. i Israel.

1. Mosebog fortæller de mest forskeligartede sagn og beretninger - lige efter hinanden. I mange tilfælde er de forskellige sagn fuldstændigt i strid med hinanden. Billedet af Abraham kan være totalt forskellig fra en beretning og til den næste! Det er meget vigtigt at forstå at oldtidens jødiske lærde som samlede 1. Mosebog også kunne se disse uoverensstemmelser! De kunne se de samme modsigelser mellem teksterne som vi kan se i dag! Dette træk beviser netop hvad 1. Mosebog er – en tekstsamling – og ikke en gennemført eller gennemarbejdet teologi! Forfatterne bringer de gamle traditioner – så loyalt som de kan! På den måde har de givet et helt uvurderligt dokument videre til hele menneskeheden – netop fordi de ikke rettede i teksten!

Der er uundgåeligt eksempler på at 1. Mosebog harmoniserer uoverensstemmelserne mellem de forskellige sagaer eller traditioner. I nogle få tilfælde var det svært at undgå. Vi kan i dag tydeligt se hvornår de jødiske lærde har prøvet at udglatte forskelle og harmonisere teksten! Men disse eksempler på at man rettede i teksten er ikke særligt almindelige!

Den oprindelige helt selvstændige saga om Lot bliver omfortolket og inkorporeret i den overordnede Abrahams historie i 1. Mosebog – sat ind i en ny ramme. På den måde bliver visse data i den oprindelige Lot beretning ændret og tilpasset – men store dele af den oprindelige Lot saga er alligevel antageligt bevaret i 1. Mosebog. Lot sagaen er en af de kilder som Jahvisten har haft foran sig da han konstruerede historien. Men Jahvistens indsats ligger mest i strukturen – han er loyal over for teksterne som sådant.

En lang række af de historier som findes i 1. Mosebog er ikke specielt jødiske eller israelitiske! En lang række sagn og myter er fremmede eller hedenske – kan vi sige. Derfor er det også vigtigt og bemærkelsesværdigt at de bliver optaget og trykt i 1. Mosebog. De er så at sige blevet integreret i Israels tro og religion. Historien om Jakobs natlige kamp med guden – er en urgammel myte som er meget ældre end Israel som et folk og meget ældre end Jakob – eller ældre end Jakobs tid. 1. Mosebog er fyldt med sådanne gamle legender. Igennem tiden er disse legender blevet fortalt mundtligt og er blevet omformet og omfortolket. Fortællingen om Babelstårnet og om den store syndflod er lignende eksempler. Alle folk i Mellemøsten havde den slags legender eller gamle sagn. Disse historier var internationale. De blev overtaget af Israel – overtaget af den jødiske tro – og omfortolket. Vi kan sige at de gamle fremmede myter og sagn blev tilpasset den israelitiske tro på Gud – mere eller mindre i al fald. Da de tolv stammer kom til byen Betel ved deres indvandring stødte de på en gammel myte om en mand som engang ene mand havde rejst den store stenobelisk i Betel. Denne beretning hørte de tolv stammer og de omfortolkede den så at det var deres stamfader Jakob som var den mand – den kæmpe som engang i urtiden rejste stenstøtten i Betel! Vi kan sige at de gamle historier eller sagn mange gange lever videre i 1. Mosebog – bare på en ny måde.

De gamle beretninger og myter er blevet sammenlignet med et gammelt hus fra middelalderen. Dette hus er i sine strukturer og omrids stadig væk det samme hus. Vi kan stadig genkende huset i dets grundtræk - men i tidens løb er der sket mange udbygninger, reparationer, nedrivninger og forandringer i et sådant gammelt hus!

På denne måde – på grund af deres indsats – er 1. Mosebog blevet en fantastisk kilde til forestillinger, myter og gamle sagn fra hele Nærorienten og fra hele oldtiden. 1. Mosebog har en klar teologi hvis vi hæfter os ved de små centrale erklæringer som forfatterne hist og her har indsat. Men bortset herfra er 1. Mosebog mest at opfatte som en tekstsamling eller en antologi. 1. Mosebog er et produkt af et stykke samlerarbejde, et historisk arbejde. De jødiske lærde har haft rigelige med kilder – nogle urgamle - og nogle ikke så gamle. De har aftrykt disse gamle historier uanset om de var enige med indholdet eller ej. De har ikke rettet i teksten i de gamle myter! Det har forskningen faktisk vist. De har haft en vældig respekt for alle de gamle tekster. Alt hvad der var gammelt var fint og værdifuldt – det var deres motto. De har været yderst konservative som man har sagt. Når de har fortalt historierne om Abraham eller Lot eller Jakob har de sikkert rystet på hovedet – akkurat lige som vi gør – men de har været loyale over for disse gamle tekster. De har forsøgt at forstå dem som den tids religion og tro. De har ikke været fordømmende. De har rystet på hovedet af menneskeofre – men de har forsøgt historisk at forstå hvordan fortidens mennesker kunne forrette menneskeofre! Nogle gange har de moret sig højlydt over de gamle historier – nogle gange har de været chokerede akkurat lige som moderne læsere. De har forsøgt at forstå hvorfor David levede med sine husguder – selv om de selv naturligvis stærkt tog afstand fra den slags afguder! Men de har adskilt deres egne subjektive holdninger fra teksten i 1. Mosebog – og 1. Mosebog er blevet en af hele oldtidens vigtigste kildeskrifter! Vi har ikke noget lignende fra nogen anden kultur. Det som ligner bedst er Homers digte og de romerske digte om fortidens helte. Men 1. Mosebog er et unikt kildeskrift i hele oldtiden!

Lot er en stor patriark.

I 1. Mosebog er Lot en af de store fædre - en stor patriark. I den tekst som vi nu har er figuren Lot sat i relation til Abraham. Lot er en søn af en broder til Abraham. Lot og Abraham kommer oprindeligt begge fra det fjerne mystiske land langt ude i østen. Lot og Abraham kommer sammen til Kana’ans land – det forjættede land.

Men vi skal nok forestille os at fortællingerne om Lot og om Abraham oprindeligt har været helt adskilte og at de hver for sig har haft en selvstændig position. Det er også det indtryk man får når man læser teksterne om Lot. Beretningen om Lot har grundlæggende ikke noget at gøre med Abraham! Sagaen om Lot er en oprindelig helt selvstændig beretning! Vi må antage at der i oldtiden har eksisteret en lang beretning om Lot og med Lot som den centrale hovedperson – altså sagnet om Lot og om Lots folks oprindelse - men denne oprindelige beretning kender vi nu kun i uddrag.

Lot er en stor patriark – han er vores fader, vores stamfader. Gud har givet alle løfterne til Lot. Vi er alle Lots sønner. Vi tilhører hans folk og han har indstiftet vores tro og religion. Han er vores identitet! Det er den oprindelige mening i teksterne om Lot. Derfor er der også meget nøje paralleller mellem fortællingerne om Lot, om Abraham og om Jakob. Disse tre figurer har spillet nøjagtigt den samme rolle oprindeligt. De er vores stamfædre – ikke alle tre men kun den som vi holder os til! Vi der bor i Lots land - vi ved at Lot er vores stamfader!

Lot bliver siden hen i Det gamle Testamente stemplet som mindreværdig – som en synder. Der sker senere det at Abraham bliver løftet op – og Lot bliver devalueret. Men det har selvfølgelig ikke været den oprindelige mening med fortællingerne om Lot – han er jo vores fader! Denne devaluering af Lot sker fordi Det gamle Testamente kommer til at opfatte Lots folk nok som et broderfolk – men samtidigt som en fjende. Hvis vi i dag læser fortællingerne om Lot - præcist som de står - kan vi tydeligt se at Lot er en helt – helt lige som Abraham og Jakob. Gud griber ind og frelser Lot og hans hus ved et stort under. Lot er udvalgt af Gud. Lot er udvalgt til at få landet i arv og eje. Da Lot var i det fremmede land i østen gav Gud ham løftet om at han skulle blive et stort folk og få et nyt land som var frugtbart og skønt. Lot er udvalgt til at blive et stort folk. - Vi er stolte over at tilhøre Lots land og folk! Vores gud er den gud som Lot troede på – den gud som viste sig for Lot – dengang i urtiden! Vi kan se at troen og religionen tydeligt er fædrenes, forfædrenes gud – altså i eental: forfaderens - Lots - gud! Abrahams gud er ikke vores gud – nej, vi følger den gud som Lot troede på – vores gud er Lots gud!

I den følgende beretning er Abraham blevet hovedpersonen men vi skal nok realistisk forestille os at Lot og hans folk kommer til Kana’ans land og ser det land som Gud har lovet dem. Lot ser ud over landet – altså Jordan dalen – og ser at det er det land som Herren har lovet ham. Lot slår sig ned i dette land – i dalen – og på den anden side af Jordan. Det bliver Lots land – det land som flyder med mælk og honning.

Da Lot kommer til Palæstina er han allerede meget rig på kvæg, på sølv og guld. Han er en konge – en patriark. Han er en velsignelse for hele hans folk – fordi Gud er med ham. Lot har afgivet afkald på alt i det gamle land – men nu får han det hele tilbage og endnu mere! Guds løfter til Lot går i opfyldelse! Gud er rig på troskab. Landet er som Egypten og Edens have – dvs frugtbart ud over alle grænser. Det land som Lot får af Gud er Paradiset! Der er ikke ret mange henvisninger i Det gamle Testamente til fortællingen om Edens have og Paradiset. Denne fortælling bliver hurtigt glemt og historien om Adam og Eva spiller næsten ingen rolle i Det gamle Testamente! Dette citat om Lot er en af de meget få henvisninger til beretningen om Edens have. Citatet viser noget om hvordan man har opfattet begrebet Edens have – også på grund af sammenligningen med Egypten! Edens have er det frugtbare, vandrige land. Gud har vendt hele menneskehedens udvikling. Adam blev drevet ud af Edens have og keruberne - krigerne – blev sat til at vogte indgangen til Paradiset. Men nu har Gud vendt hele menneskehedens skæbne: Lot har fået Paradiset tilbage – Lot og hans folk kommer fra nu af til at bo i et paradis på jorden! Igennem Lot som et symbol har alle mennesker fået Paradiset tilbage af Gud! Lot er et fokuspunkt. Gud handler igennem Lot men dermed handler Gud med alle mennesker. Gud har udvalgt Lot til at sprede velsignelsen til alle mennesker på jorden. Når Lot får Paradiset – får vi alle Paradiset tilbage. Vi har fået hele herligheden tilbage, som det hedder hos profeten Esajas. Lot er det menneske eller den repræsentant eller den formidler som Gud handler igennem. Gud handler igennem Lot som en form eller et redskab. Gud frelser alle mennesker igennem Lot fra Karans land! Gennem Lot bliver alle mennesker velsignet – alle jordens slægter.

v8  Da sagde Abram til Lot: »Der må ikke være splid mellem dig og mig, mellem dine og mine hyrder, for vi er jo i slægt med hinanden. v9  Se, hele landet ligger åbent foran dig! Lad os gå hver til sit; vil du til venstre, går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre.«

Det følgende er Lots syn ud over det forjættede land. Lot er lige kommet til Palæstina – han har rejst gennem mange vanskeligheder og trængsler – gennem megen lidelse. Nu står han foran det forjættede land. Han ser ud over hele den overvældende frugtbarhed og velsignelse der hviler over dette dejlige land. Han ser med det samme at det er dette land som Gud har lovet ham:

v10  Lot så ud over landet og lagde mærke til, at hele Jordandalen lige til Soar var så vandrig som Herrens have [Edens have, Paradiset], som Egyptens land. Det var, før Herren ødelagde Sodoma og Gomorra. v11  Så valgte Lot hele Jordandalen og brød op og drog mod øst. Sådan gik de hver til sit. v12  Abram slog sig ned i Kana'an; Lot slog sig ned i Jordandalens byer og teltede, indtil han nåede Sodoma.

v13  Mændene i Sodoma var meget onde og syndede mod Herren.

Hvis vi skal forstå Lot skikkelsen skal i læse det følgende stykke som om det bliver sagt til Lot – eller også til Lot. Lot er en stor patriark. Gud har frelst ham. Gud kaldte ham i østen og bragte ham til Kana’ans land. Gud giver Lot alle løfterne. Lot får det forjættede land i arv og eje!

I Det gamle Testamente bliver Lots folk og efterkommere også opfattet som store og stolte folk. De er vores broderfolk – Israels broderfolk. Lots sønner er ammoniterne (jvf byen Amman i dag) og moabiterne omkring og på den anden side af Jordan floden. David nedstammer fra moabitterne! De har fået deres land lige som Israel har fået sit land. Det er tankegangen i Det gamle Testamente. I de oprindelige sagn er Lot selvfølgelig blevet ophøjet lige som vi kan se at Abraham bliver ophøjet og herliggjort. Siden hen bliver Lot nedvurderet – men det er en senere tendens. Hvis vi skal forstå Lots store rolle skal vi huske at han er en stor patriark og Guds redskab. Han er Guds salvede. Han er en Herrens tjener og patriark lige som Jakob, Ismael og Esau!

Gud giver Lot de evige løfter. Løfterne til Lot er uden betingelser. Gud vil aldrig nogen sinde tage de løfter tilbage:

v14  Efter at Lot og Abram var gået hver til sit, sagde Herren til Abram [Lot]:

»Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest.

v15  Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt. v16  Jeg vil lade dine efterkommere blive som jordens støv; hvis nogen kan tælle jordens støv, kan også dine efterkommere tælles.

v17  Drag nu omkring i landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig.«

(1 Mosebog 13)

v16  Derpå brød mændene op og rettede blikket mod Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej.

v17  Herren tænkte: »Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre? v18  Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. v19  Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.«

I Salmernes Bog opfattes synden som en stor kollektiv lidelse og ulykke der har ramt menneskene. Vi lider alle under synden og synden er tungere end vi kan bære, som det hedder i Salmerne! – Red os og frels os! Fjern synden og lidelsen og denne nød og trængsel! Vis dig Herre og fjern synden! Sådan er tanken i Salmernes Bog. I det følgende citat er tanken om synden grundlæggende den samme. Udtrykket om skriget der rejser sig fra menneskets verden op til Gud findes også i Salmerne mange steder. Synden er ikke primært en individuel synd hos enkelte mennesker. Synden er den tilstand hvor verden er gået helt af led og hvor dødsriget har sejret i verden. Synden er en tilstand af kollektiv lidelse og smerte og håbløshed. I synden går vi alle fortabt. Synden rammer alle! Synden er en magt – den onde fyrstes magt – som er kommet ned over os. Vi kan ikke gøre noget. Derfor råber vi på Herren!

I beretningen om Lot og Herrens engle og de liderlige mænd fra Sodoma kan vi tydeligt se hvad synden er. Synden i byen medfører at alle mennesker kommer i fare, i livsfare. Lot er ved at miste livet på grund af synden. Synden er en frygtelig magtfaktor som hærger menneskenes samfund. Lot stiller sig op imod synden men han bliver væltet omkuld. Over for synden er vi magtesløse. Synden og døden har al for stor magt. Over for dem er det enkelte menneske magtesløst og prisgivet. – Se til os Herre og befri os fra synden, lyder det i Salmerne! Se til den side hvor vi er! Synden er blevet en byrde – tungere end vi kan bære! Synden er et uvejr, en storm, en orkan. Synden er en oversvømmelse – som det også siges i Salmernes Bog. At blive frelst er at blive trukket op af de vældige vande.

Sagnet om Lot og Sodoma bliver ikke fortalt for at vi skal forstå at Gud sender en frygtindgydende død og ødelæggelse ned over vores hoveder hvis vi ikke holder hans lov og bud! Det er en komplet misforståelse af 1. Mosebog og af hele Det gamle Testamente. Sådan er Sodoma – og Syndfloden fx – ofte blevet forstået i den kristne historie – men det er en fuldstændigt fordrejet opfattelse af Det gamle Testamente. Sagnet om Sodoma er ikke en trussel – det er et evangelium! Tekstens mening er at vise at Gud frelser og redder selv om synden og døden og lidelsen er frygtindgydende og overvældende! Meningen erat vise at det som sker er underfuldt – at Guds frelse er et stort under! Lot bliver frelst ved et stort under – ikke på grund af hans egne kvaliteter eller egenskaber. Gud vil ikke at vi skal lide og dø. Gud vil ikke at lidelsen og smerten skal fortsætte. Derfor griber han ind. Gud er ikke døv. Han hører skriget fra Sodoma – alle menneskers skrig om hjælp. Gud er retfærdig. Han er en fader for de faderløse og en forsvarer for alle enkerne. Gud genopretter det som er ret – han bringer tingene tilbage til det som de burde være. Meningen med menneskene er at de skal leve i fred og glæde. Gud griber ind for at menneskene igen kan leve i Guds fred og glæde. Gud er ikke nogen juridisk eller stillesiddende dommer der sidder og holder sig til sin lovbog! Gud dømmer – dvs han fjerner synden og redder menneskene fra lidelsen og døden. Gud gør det som er ret!

Gud hører skriget – det skrig der stiger op fra mennesker som bliver ofre for en stor uret! Et andet sted i 1. Mosebog fortælles om Hagar i ørkenen der går helt fortabt. Der er sket en stor uret imod Hagar. Vandet slipper op og hun og den lille dreng farer vild. Hagar giver næsten helt op. Men Gud hører drengens skrig. Eksemplet er meget parallelt til skriget fra Sodoma – i begge tilfælde har synden, lidelsen og uretten taget magten i verden. Gud griber ind og redder drengen – han skal blive et stort og stolt folk – ligesom Gud frelser den lille Jesus ved flugten til Egypten. Skildringen i Hagar historien er gribende – 3000 eller 4000 år efter at historien blev til:

Hun [Hagar] tog af sted [fra Abraham], men for vild i Be'ershebas ørken. v15  Da vandet i sækken slap op, lagde hun drengen under en busk v16  og gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.« Hun satte sig og brast i gråd.

v17 Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger.

(1 Mosebog 21)

Forholdet mellem Lot og Gud er en relation. Retfærdigheden består i at parterne lever op til den relation. Evangeliet er at Gud har indgået i en relation med menneskene – og med Lot. Lot viser sig som en retfærdig mand. Da mændene i Sodoma truer hans gæster – Herrens unge engle – så forsvarer han dem så godt som han kan. Han risikerer endda sit eget liv. Gud lever op til den relation – den pagt – som han har sluttet med menneskene. Gud redder menneskene ud af synden, ud af nøden og trængslen. Gud sender absolut ingen død og ødelæggelse ned over verden. Det er os mennesker som har skabt den onde verden, lidelsen. Det er os mennesker der dømmer menneskene og dræber og forfølger og ødelægger. Det er ikke Gud. Gud gør det som er passende og rimeligt og naturligt i relationen. Gud er en ægtemand som gør det man må forvente – det som er naturligt. Gud er rig på troskab!

Gud er en frelsende gud i Det gamle Testamente. Hvis man ikke husker det ved læsningen af teksterne – forstår man slet ikke pointen - som den er ment fra forfatternes og udgivernes side! Gud er ikke nogen trussel – han er vores bedste håb!

Vi finder præcist den samme opfattelse af synden hos Paulus i Det nye Testamente. Paulus bygger jo også meget af sin argumentation i Romerbrevet på Abrahamsfortællingerne i 1. Mosebog!

Pointen i vers 20 nedenfor er ikke at Herren fordømmer synden i Sodoma! Det gør han - men det er ikke meningen med verset! Pointen er – lige som i Salmerne – at Gud kan se at synden er blevet en forfærdelig lidelse for menneskene – en byrde som er så tung at vi ikke kan bære den (Salmerne). Gud føler sorg og medlidenhed. Meningen med menneskene er ikke at de skal lide! Gud harmes over den uret der er sket. Synden er en uret imod menneskene! Gud vil ikke se på hvordan menneskene lider så meget under syndens magt. Han beslutter sig for at gribe ind og standse og udrydde synden – den synd som rammer alle mennesker! Gud er en frelser. Gud frelser menneskene ved at han griber ind og sender sine krigere og dræberengle og ved at han udrydder og tilintetgør synden og lidelsen. Vi kan se at patriark fortællingerne i 1. Mosebog faktisk rummer et sandt evangelium!

Gud gør netop i Sodoma historien det som Salmerne hele tiden beder Gud om: Gud drager ned til jorden for at se på forholdene! – Se på os! Vend ikke dit ansigt bort! Se til min side! Skjul ikke dit ansigt for os! Se til vores nød og elendighed! Gud, se på mig! Lad dit ansigt lyse på mig – så jeg bliver frelst! Det er præcist temaet i Salmernes Bog. Når Gud ser på os – bliver vi frelst – i lyset fra hans ansigt og fra hans øjne.

v20  Og Herren sagde: »Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor.

v21 Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide.«

Den følgende beretning handler om hvordan Abraham forhandler med Gud og søger at frelse indbyggerne i Sodoma. Men vi skal nok forestille os at det er Lot som fører denne samtale med Gud! Denne tolkning passer meget bedre med at Lot senere bliver givet kraft til at frelse folkene i Sodoma! Det er Lot som bor i Sodoma – ikke Abraham! Abraham har slet ikke noget at gøre med disse områder omkring Jordan. Det er Lots land og ikke Abrahams land. Den mest naturlige læsning er altså det er Lot som argumenterer med Gud.

Denne tekst er nok en senere legende om Sodoma. Teksten tilhører det såkaldte Præsteskrift og teksten har de samme tanker som vi kan finde i den jødiske visdomslitteratur – fx i Jobs bog. Samtalen argumenterer filosofisk eller teologisk. Lige som Jobs Bog rejser samtalen sådanne abstrakte spørgsmål som: - Hvad er retfærdighed? Er Gud retfærdig? Er menneskenes skæbne retfærdig? Er livet retfærdigt? Vi kender også denne visdomslitteratur og disse spørgsmål om retfærdighed fra mange af Salmerne – hvoraf nogle tydeligt nok er meget sent daterede og tilhører den strømning i jødedommen man kan kalde visdomslitteraturen (efter 500 f. Kr.).

Men det er på den anden side også muligt at teksten er et meget gammelt sagn – en gammel tradition om Lot. Fortællingen løfter Lot op til at være en profet, en frelser, en formidler – alle menneskers talerør over for Gud. Lot er virkelig en talsmand!

v22  Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Herren. v23  Abraham trådte nærmere og sagde: »Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? v24  Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? v25  Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?« v26  Herren svarede: »Hvis jeg i Sodoma finder halvtreds retfærdige i byen, vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.« v27  Abraham svarede: »Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske! v28  Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?« Han svarede: »Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre.« v29  Men Abraham blev ved med at tale til ham: »Måske findes der fyrre,« og han svarede: »For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det.« v30  Så sagde han: »Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive,« og han svarede: »Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive.« v31  Men han sagde: »Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve,« og han svarede: »For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« v32  Så sagde han: »Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti,« og han svarede: »For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den.« v33  Så gik Herren, da han var færdig med at tale med Abraham, og Abraham vendte hjem.

(1 Mosebog 18)

Den følgende beretning er en nøje parallel til beretningen om Abraham i Mamre. Lot får besøg på samme måde, gør det samme som Abraham og historien handler om det samme: at vise gæstfrihed. Gæstfriheden var enormt vigtig i det gamle Israel og Lot viser at han er et godt menneske. Samfundet er afhængigt af at private familier viser gæstfrihed. Gæstfriheden er en hovedhjørnesten i hele oldtiden. Vi kender også dette træk fra Grækenland. Gæstfriheden betyder at gæsterne skal beskyttes mod enhver skade – med alle midler. De fremmede er svagt stillede og skal værnes. Med ens eget liv skal gæsternes sikkerhed beskyttes. Gæsten er urørlig – næsten hellig. Disse meget stærke normer om gæstfriheden var nødvendige fordi samfundet som sådant ikke kunne beskytte mennesker der var alene og på rejse – fjernt fra deres slægt og hus. Hvis ikke gæstfriheden fungerer – går de fortabt – de har ingen beskyttelse og en mand uden en beskytter er i oldtiden helt fortabt. Baggrunden for gæstfriheden er en svagt udviklet samfundsstruktur. Da Maria skal føde Jesus barnet går hun fortabt, fordi hun ikke kan finde gæstfrihed noget sted. Under sine rejser er Paulus helt afhængig af jødernes gæstfrihed der hvor han kommer frem i Lilleasien og i Grækenland.

Lot bliver testet for om han kan vise sand gæstfrihed og han består prøven. Han viser at han vil gøre alt for at beskytte sine gæster mod enhver fare. Han vil endda give sine egne døtre bort for at beskytte sine gæster. Lot består virkelig den prøve som Gud har sendt ham! Han må endda nøde de fremmede for at tage ophold i hans hus. Lot er perfekt. Lot opfører sig helt lige som Abraham i Mamre:

I en lignende beretning i Dommerbogen fortælles næsten den samme historie som i Lot beretningen. Også i Dommerbogen trues gæstfriheden af at folkene fra byen om natten overfalder huset og truer den person som viser gæstfriheden. Også i Dommerbogen tilbyder den gæstfrie mand at mændene kan få hans døtre i stedet! Der er ingen tvivl om at disse tre beretninger – Mamre, Lot og Dommerbogen – har sammenhæng med hinanden. Lighederne er meget store. I princippet er det den samme sagnfortælling i tre forskellige former.

v1  De to engle kom til Sodoma ved aftenstid. Lot sad i Sodomas byport, og da han [Lot] så dem, rejste han sig og gik dem i møde, kastede sig til jorden for dem v2  og sagde: »Kom med hjem, og overnat hos jeres tjener, og få vasket støvet af jeres fødder. Så kan I gå videre i morgen tidlig.« De svarede: »Nej, vi overnatter på torvet.« v3  Men han blev ved med at nøde dem, indtil de tog hjem til ham. Han tilberedte et måltid for dem og bagte usyrede brød, og de spiste.

Ifølge den nuværende tekst er Sodomas mænd fuldstændigt besat af seksuelle synder. De er grotesk liderlige og kan slet ikke kontrollere sig selv. De er alle homoseksuelle – eller også er de simpelt hen interesseret i enhver form for seksualitet. De vil ligge med alle smukke og dejlige mennesker – uanset om de er kvinder, mænd eller dyr. De er sikkert også interesseret i dyr – vi kender denne forestilling fra Moselovens afsnit om de seksuelle synder! Straks de får at vide at der er kommet nogle nye mænd som gæster hos Lot – frisk kød - går de til angreb. De vil straks have samleje med disse nye fremmede mænd. De er helt optændt af begær. Eksemplet er interessant fordi det nok fortæller os noget om hvordan man i Det gamle Testamente har opfattet begrebet Herrens engle! Lot har fået besøg af to af Herrens engle. Disse engle er unge smukke attraktive mænd – det er derfor at mændene i Sodoma er så liderlige! Herrens engle er rigtige mænd, dejlige mænd, som virker som en urimelig stor fristelse for alle mænd – fra den yngste til den ældste! - i Sodoma.

I beretningen er Herrens engle det samme som Herren. Det er stort set meningen og det kan vi tydeligt se nogle steder fx i vers 17 og 21 hvor det pludselig er Gud eller Herren der taler. Beretningen i 1. Mosebog skelner i virkeligheden ikke mellem Herrens engle og Herren. Derfor er situationen ekstra grotesk: Mændene i Sodoma har hørt at Gud er kommet som gæst i Lots hus og nu vil alle mændene i byen voldtage Gud og have samleje med Gud! Gud er for dejlig, for ung, for smuk og for attraktiv til at de kan lade ham være! Han skal straks voldtages!

v4  Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én. v5  De råbte til Lot: »Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!«

Lots reaktion virker lidt overdrevet i vore øjne men tekstens mening er at vise at Lot er et godt menneske – han beskytter sine gæster for enhver pris. Det er den prøve som Lot skal bestå.

v6  Men Lot gik ud i døråbningen til dem, og da han havde lukket døren bag sig, v7  sagde han: »Nej, brødre, I må ikke handle ondt! v8  Jeg har to døtre, som ikke har ligget med nogen mand. Dem vil jeg føre ud til jer, så I kan gøre med dem, hvad I har lyst til. Men disse to mænd må I ikke gøre noget; de er gæster under mit tag.« v9  »Flyt dig!« sagde de og føjede til: »Her kommer han som fremmed og vil bestemme! Nu skal vi gøre noget ved dig, som er værre end det, vi vil gøre ved dem!« De trængte ind på manden Lot og var ved at sprænge døren.

Hele Lot historien handler om hvordan Gud frelser Lot og hans folk fra synden. Det er evangeliet i Lot sagaen. Gud hører nødskriget og reagerer og frelser. Vi kan stole på Herren. I nedenstående citat vises det ved at Gud frelser Lot ved episoden i byen – hvor mændene truer med at slå Lot ihjel. Lot er i livsfare men Gud rammer mændene med en slags blindhed så de må indstille angrebet. Det ord som er oversat med blindhed er temmelig usikkert i den hebraiske grundtekst men mændene bliver ramt af en forvirring eller forstyrrelse så de må opgive. Vi kender dette fænomen mange steder fra. Da Sauls søn Jonatan angriber filistrene bliver de ramt af en forvirring og blindhed – så de går fortabt! Profeten Elias rammer sine fjender med en forvirring og blindhed så de ikke længere ved hvem de er og hvor de går hen! De kommer i en tilstand af en slags hypnose.

v10  Da rakte de to mænd hænderne ud, trak Lot ind i huset til sig og lukkede døren. v11  Og de slog mændene uden for døren med blindhed fra den mindste til den største, så de var ude af stand til at finde døren.

Beretningen om Lot og Herrens engle og de liderlige mænd i Sodoma har en meget nøje parallel i Dommerbogen kapitel 19. Ned i de mindste detaljer kan vi se at de to beretninger ligner hinanden. Der må altså være en direkte tekstmæssig sammenhæng mellem de to beretninger. Også beretningen i Dommerbogen handler om at vise gæstfrihed – det fremgår meget tydeligt af hele kapitlet som gennemspiller temaet gæstfrihed med to eksempler. Også i Dommerbogen viser manden sin godhed og gæstfrihed ved at gå til yderligheder. Vi skal nok forestille os at forfatterne og redaktørerne til 1. Mosebog har reageret på disse yderligheder på samme måde som vi gør! De har også tænkt at eksemplerne var uhyrlige!

I Dommerbogen – hvor dramaet foregår i byen Gibea i det centrale Palæstina - ender affæren med en frygtelig katastrofe hvor en helt uskyldig kvinde bliver overfaldet, mishandlet, voldtaget og dræbt:

v22  Mens de sad og havde det rart, blev huset omringet af mændene i byen, og det var ondsindede mennesker. De hamrede på døren og råbte til den gamle mand, der ejede huset: »Kom ud med den mand, der er kommet til dit hus. Vi vil ligge med ham!« v23  Men manden, der ejede huset, gik ud til dem og sagde: »Nej, brødre, I må ikke handle ondt! Så nedrigt må I ikke bære jer ad, nu da denne mand er kommet til mit hus. v24 Her er min datter; hun er jomfru. Hende vil jeg føre ud til jer, så I kan voldtage hende og gøre med hende, hvad I har lyst til. Men denne mand må I ikke gøre noget så nedrigt imod.« v25  Men mændene ville ikke høre på ham.

Så tog manden sin medhustru og førte hende ud på gaden til dem. Og de lå med hende og mishandlede hende hele natten, lige til det blev morgen; de slap hende først, da det var ved at blive lyst. v26  Ved daggry kom kvinden og faldt sammen foran døren til mandens hus, hvor hendes herre var, og dér lå hun, lige til det var helt lyst. v27  Om morgenen stod hendes herre op, og da han åbnede døren og gik ud for at drage videre, fandt han sin medhustru liggende foran døren med hænderne på tærskelen. v28  Han sagde til hende: »Rejs dig op, så vi kan komme af sted!« Men der kom intet svar. Så løftede han hende op på æslet og begav sig hjemad.

(Dommerbogen 19)

I historien om Lot bliver Lot en frelser. Lot får magt af Gud til at redde og frelse menneskene i Sodoma. Lot prøver hvad han kan men de afviser ham. De er fulde af hån. Vi kan se at Noa og Lot ligner hinanden. Lot er lige som Noa en mand som kan overleve katastrofen, han kan redde mennesker i sin ark, hvis de vil kan de komme med Lot. Lot bliver mødt med ligegyldighed og hån. Vi kan sige at mørket hersker i Sodoma og at Lot er det lys som er kommet til verden – men som verden ikke vil kendes ved. Lot bliver til grin – akkurat lige som Jesus bliver til grin i Det nye Testamente. Lot bliver mødt med egoets stemme. Egoet vil ikke høre på lyset:

v12  Så sagde de to mænd til Lot: »Hvis der er andre her, som hører dig til, svigersønner, sønner eller døtre, ja, enhver der hører dig til i byen, så før dem bort herfra, v13  for vi [Herrens engle!] skal ødelægge dette sted. Herren har hørt deres høje skrig, og nu har han sendt os for at ødelægge byen [synden].« v14  Lot gik hen til sine svigersønner, som skulle giftes med hans døtre, og sagde: »Skynd jer væk herfra, for Herren vil til at ødelægge byen.« Men hans svigersønner troede, han holdt dem for nar.

Lot kommer i den samme klassiske situation som gennemspilles mange gange i 1. Mosebog. Lot skal forlade alt og sige farvel. Lot skal bryde med fortiden. Lot skal vælge mellem verden og kaldet fra Gud! Lot tøver – meget realistisk men han holder fast i at følge kaldet. – Følg mig! Du må ikke se dig tilbage! Du skal opgive alt det som du har og ejer og holder af! Hvis I ikke hader verden kan I ikke følge mig, som Jesus siger i Det nye Testamente. Lot består prøven. Han viger ikke tilbage. Han bryder med verden og alt det jordiske og ydre – kun på den måde kan han blive frelst. Lot må vælge mellem livet og døden. At leve i verden er at være en levende død. Hvis ikke Lot følger Herren vil han miste livet. Synden hersker i hele verden. Der findes ingen flugt fra synden hvis er inden i verden. Så er man fortabt. Kun ved at gå ud af verden kan man blive frelst. Lot bliver frelst fordi det er Guds vilje – fordi Gud har udvalgt Lot til at være en fader for folket. Det er nødvendigt at Lot frelses ellers vil folket gå fortabt. Det er Guds plan at Lot skal reddes fra synden og døden. Lot har en stor fremtid i Guds plan. Lot skal reddes. Da Lot tøver griber Gud ind og hjælper og skubber Lot. Hvis mennesker er i tvivl griber Gud ind og tager dem og fører dem og skubber dem og lokker dem!

Beretningen om Lot og Sodoma skildrer hvordan det er svært for Lot at sige farvel til Sodoma. Meningen med dette træk er selvfølgelig ikke at Lot er en stor synder og derfor er det svært for ham at sige farvel til de mange seksuelle synder i Sodoma! Meningen er heller ikke at skildre Lot som et dårligt menneske eller en svag mand! Meningen er at forklare at Lot virkelig skal sige farvel til alting – lige som Jesus i Det nye Testamente taler om at sige farvel til verden. Lot skal miste alt – alt det han ejer og holder af og tror på – hele egoets verden. Ikke mærkeligt at det er svært for Lot! Situationen er den samme som at sige farvel til sit land, sit hjem, sit sprog, sin kultur, alle sine venner, alle sine ting – det er selvfølgelig ikke nemt. Det som Gud kræver af Lot er radikalt! Gud kræver at Lot handler imod egoets fornuft – imod enhver menneskelig fornuft. Det Gud kræver af Lot er det samme som Gud krævede af Noa! Lot skal opgive alt og kaste sig ud i afgrunden og stole på Herren! Lot skal opgive alt som han elsker - for at blive en evigt hjemløs, omvandrende aramæer!

Frelsen kommer altid i det øjeblik hvor solens første stråler skinner frem om morgenen. Vi kender dette træk fra en mængde af Salmerne. Når dagen bryder frem er det et orakel – et tegn fra Gud. Gud viser sig som de første solstråler. Gud afgør alting ved de første stråler. De første stråler adskiller lys og mørke, synd og tro, ulykke og lykke. Gud sejrer over mørket ved de første solstråler. Mørket må vige når lyset bryder frem. Lyset behøver ikke at bekæmpe mørket – mørket viger af sig selv, når lyset kommer. Lyset er simpelt hen for stærkt og overvældende! Lyset fejer alt andet til side.

v15 Da det blev lyst, skyndede englene på Lot og sagde: »Tag nu din kone og dine to døtre, som du har her, for at du ikke skal miste livet på grund af byens synd.« v16  Da han tøvede, tog mændene ham og hans kone og hans to døtre ved hånden og førte dem uden for byen og satte dem dér, fordi Herren ville skåne dem. v17  Da de havde ført dem ud, sagde de: »Flygt for livet! Se dig ikke tilbage, og gør ikke holdt noget sted i Jordandalen. Bring dig i sikkerhed i bjergene, hvis du ikke vil miste livet!«

Lot er en frelser og en formidler. Han frelser byen Soar. Meningen med teksten er at Lot med sin snedighed og snuhed og visdom redder en by som ellers var bestemt af Gud til ødelæggelse! Lot argumenterer klogt over for de to engle – altså over for Gud. Lot redder menneskene i Soar fra døden. Vi kan sige at beretningen er et ætiologisk sagn – det forklarer hvorfor Soar som den eneste by i hele Jordan dalen overlevede. Der skete en katastrofe – hele Jordandalen blev ødelagt og brændt op - kun én by overlevede. Hvorfor? Har man siden spurgt. Lot er så klog og vis at han får ret over for Gud og får sin vilje. Dette træk minder om beretningen om Jakobs natlige kamp med Gud. Jakob fravrister Gud en velsignelse. Det støtter også at det er Lot og ikke Abraham som får Gud til at redde byen Sodoma hvis der blot er nogle som er retfærdige.

Der er noget som tyder på at der faktisk er sket en naturkatastrofe i Jordandalen på et tidspunkt. Dalen har oprindeligt været frugtbar og velsignet men blev siden et mere goldt område. Måske har der i det gamle Israel været en dunkel erindring om denne naturkatastrofe og det er så baggrunden for dette sagn om Sodoma som forklarer hvad der skete dengang og som forklarer hvorfor Lots sønner og folk – moabiterne og ammoniterne - ikke lever i et frugtbart, grønt område men mest lever i ørkenområder (det nuværende Jordan).

Lot taler jo egentlig med de to mænd – de to engle. Det er vigtigt at Lot pludselig her skifter og taler til Gud – til Herren! Meningen med beretningen er at vi skal opfatte de to engle som Gud. Abraham bliver da også besøgt af tre mænd i Mamre – men i virkeligheden bliver han opsøgt af Gud. Det fremgår klart af beretningen om Mamre.

Beretningen om Sodoma og Lot handler om Guds underfulde frelse – ikke om død og ødelæggelse. Lot udtrykker fortællingens pointe i citatet her. Gud har frelst Lot ud af døden. Gud har trukket ham op af synden og døden, op af al slags slam og dynd (Salmerne):

Du har vist stor godhed mod din tjener og ladet mig beholde livet!

I det følgende fortælles om hvordan byen Soar bliver frelst. Lot optræder i samtale over for Gud. Lot optræder som en slags profet. Lot frelser byen Soar. Lot er en slags midler eller mellemvæsen mellem menneskene og Gud. Gud frelser menneskene igennem Lot – Lot er menneskenes talerør og talsmand. Gud har udvalgt Lot for at hele verden skal frelses og lidelsen forsvinde fra verden. Lot og Herren lever i en relation hvor begge parter har forpligtelser som er naturlige:

v18  Men Lot sagde til dem: »Herre [ental], v19  jeg har fundet nåde for dine øjne; du har vist stor godhed mod din tjener og ladet mig beholde livet. Men jeg kan ikke bringe mig i sikkerhed i bjergene, for ulykken kunne indhente mig, så jeg døde. v20  Se, den by dér ligger så nær, at jeg kan nå derhen, og den er jo lille. Lad mig bringe mig i sikkerhed der; den er jo så lille! Så kan jeg beholde livet.« v21  Han svarede ham: »Også den bøn opfylder jeg; den by, du omtalte, vil jeg lade være at ødelægge. v22  Skynd dig nu at bringe dig i sikkerhed dér, for jeg kan intet foretage mig, før du er nået derhen.« Derfor kalder man byen Soar [bagatel].

v23  Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, v24  lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. v25  Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne.

Det følgende vers er en slags ætiologisk beretning. Den jødiske forfatter Josephus som levede ca 100 e. Kr. fortæller om disse saltstøtter som er opstået ved erosion. Disse saltstøtter var meget velkendte i det gamle Israel. De blev simpelt hen ifølge Josephus kaldt Lots kone!

Vi kender fænomenet fra alle folk i oldtiden. Forskellige ejendommelige klippeformationer blev forklaret ved at de i virkeligheden var guder, mennesker eller halvguder. Mange myter fortæller om hvordan guderne har haft samleje med store klipper. Giganterne blev født ved at Gud havde samleje med jorden Gaia. På Færøerne fortæller færingerne stadig væk gamle sagn om to klippeformationer som i virkeligheden er to mennesker!

Lots hustru er et symbol på den kernesituation som hele tiden opstår i 1. Mosebog. Gud kalder på mennesket. Mennesket skal bryde med alt og forlade sin faders hus og alt hvad det holder af. Mennesket skal bryde med fortiden og ikke se sig tilbage. Lots hustru bukker under for trangen og længslen – meget forståeligt – og hun ser sig tilbage. Hun bliver til en saltstøtte. Hvis vi hele tiden ser os tilbage imod fortiden – går vi fortabt som Lots hustru. Der er kun ét valg og to muligheder:

v26  Men Lots kone så sig tilbage, og hun blev til en saltstøtte.

v27  Næste morgen kom Abraham tilbage til det sted, hvor han havde stået foran Herren, v28  og da han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn.

Myten om Lot og hans døtre.

Den efterfølgende beretning er sandsynligvis oprindeligt en fortælling der ikke har noget at gøre med Lot. I Det gamle Testamente bliver den gamle historie bare overført på Lot. Der er ingen tvivl om hvad meningen er i det nuværende gamle Testamente: Meningen er at tilsvine og nedrakke Lot og hans folk. Historien fortæller om at Lots efterkommere – moabiterne og ammoniterne der levede på den anden side af Jordan – er opstået ved at den gamle Lot havde samleje med sine to døtre! Døtrene drikker deres far beruset og bliver på den måde gravide. Alle moabiter og ammoniter er derfor urene og syndens børn – det er meningen i teksten. De er i sandhed afskyelige. Al krig er i Det gamle Testamente hellig krig – og historien giver altså en god grund til at alle moabiter og ammoniter skal udryddes – de er en afskyelighed for Herren!

Vi ved at Israel som regel havde et meget anspændt forhold til sine naboer moabiterne og ammoniterne. David besejrer godt nok moabiterne – men som regel lider Israel ynkeligt nederlag i sine krige med naboerne. Den lille historie i 1. Mosebog er altså en slags hævn over Israels fjender. Historien udspringer altså af Israels magtesløshed over for alt for mægtige fjender. Det er nok meningen med den nuværende tekst.

Om selve beretningen kan man sige at de to kvinder og døtre i beretningen optræder som helte! De redder situationen. Slægten er ved at dø – der er ingen mænd nogen steder i verden som de kan få børn med. Derfor får de børn med faderen – den eneste mand som findes. Når vi læser denne beretning isoleret er det klart meningen at vi skal forstå de to kvinder som helte! På den måde ligner de to kvinder andre stolte kvindelige helteskikkelser fra Det gamle Testamente – som Debora, Jael, Hagar, Rakel og Rebekka. Det som de gør, er ikke nogen synd eller skam – tværtom. Den vigtigste opgave som kvinden har i Det gamle Testamente er at blive en moder til mange sønner. Det er hendes ære og herlighed. Det er netop den opgave og ære og udvælgelse som de to kvinder lever op til. I selve beretningen – hos Jahvisten - er der heller ikke spor af nogen fordømmelse over de to kvinder! De to kvinder opfatter det som de gør som det naturligste i hele verden. De gør det som er nødvendigt. De føler stolthed – og bestemt ikke nogen skam. Muligvis kan der også være en tanke om at disse børn er af mere rent blod end børn fra almindelige ægteskaber:

Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.

Efter de nogle forskeres mening er den nedenstående myte en ægte gammel myte – en skabelses beretning om hvordan de første mennesker opstod. Det er vigtigt at det i historien står at der ikke var nogen mennesker i hele verden!

Myten forklarer hvordan menneskene er blevet skabt. Lot og hans to døtre er antageligt guder – som vi kender det fra de kana’anæiske guder Ba’al og hans kvindelige gudinder som Ashera og Astarte. Mennesket er blevet skabt ved at den mandlige gud har samleje med gudinden – mennesket er en søn eller et barn af Gud! Gud er vores fader – vi er af hans slægt!

v29  Dengang Gud tilintetgjorde Jordandalens byer, huskede han Abraham og sendte Lot væk fra den ødelæggelse, han bragte over de byer, hvor Lot havde boet.

v30  Fra Soar drog Lot op i bjerglandet og slog sig ned der sammen med sine to døtre, for han var bange for at blive boende i Soar. Han tog ophold i en hule sammen med sine to døtre.

De følgende vers 31 – 35 udgør den oprindelige mytes indhold. Vi har mange lignende myter fra oldtiden:

v31  Den ældste sagde til den yngste: »Far er gammel, og der er ingen mænd i landet, som vi kan få børn med [som kan komme ind i os] på samme måde som alle andre [kvinder].

Meningen med vers 31 er nok at faderen er meget gammel og måske snart vil dø – derfor er de to kvinder nødt til at handle nu. De to kvinder handler klogt, snedigt og snarrådigt. De finder en løsning på en forfærdelig knibe. De bliver på en måde glorificeret i myten. Deres snedighed viser sig også ved at de drikker faderen under bordet – for at få deres vilje med ham!

v32  Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.« v33  Den nat gav de deres far vin at drikke, og den ældste gik ind og lagde sig hos ham. Han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen. v34  Dagen efter sagde den ældste til den yngste: »Jeg lå hos far i nat. Lad os give ham vin at drikke igen i nat. Så skal du gå ind og ligge hos ham, så vi kan føre slægten videre ved vores far.« v35  Også den nat gav de deres far vin at drikke, og den yngste gik ind og lagde sig hos ham. Han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen.

Det følgende er den fortolkning af myten som 1. Mosebogs jødiske forfattere anlægger. Navnene Moab og Ammi har sikkert ikke noget at gøre med den oprindelige myte:

v36  Sådan blev begge Lots døtre gravide med deres far. v37  Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab. Han er stamfader til moabitterne. v38  Den yngste fødte også en søn, som hun kaldte Ben-Ammi. Han er stamfader til ammonitterne.

(1 Mosebog 19)

I 1. Mosebog bliver Lot kædet sammen med de seksuelle synder. Sodoma bliver også kædet samen med specielt seksuelle synder. Det er meget overraskende. I Det gamle Testamente bliver Sodoma omtalt mange gange – også som en syndens by – men Spdomas synd har ikke noget at gøre med det seksuelle! Når vi læser historien om Sodoma og Loot skal vi nok tænke på det. Meningen oprindeligt har nok været at synden var stor og herskede i Sodoma – i hele landet vel at mærke – men at denne synd var generel og at den var en plage og byrde for alle mennesker. Alle led under synden – der ikke var individuelle synder – og Gud greb ind for at frelse menneskene ud af syndens greb.

Hos Profeten Esajas bliver Sodoma for eksempel kritiseret for de mange blodige ofre til Herren. Befolkningen i Sodoma tror at de kan klare hele deres gudstjeneste blot ved at ofre i deres templer. Esajas kritiserer altså Sodoma for en fordrejet gudstjeneste – ikke for nogen seksuel eller individuel synd:

v10  Hør Herrens ord,
      Sodomas stormænd,
      lyt til vor Guds belæring,
      Gomorras folk!
v11  Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre?
      siger Herren.
      Jeg er mæt af brændofre af væddere
      og fedtet af fedekvæg;
      blod af tyre, lam og bukke
      vil jeg ikke have.

(Esajas 1)

Profeten Ezekiel kritiserer Sodoma for social uretfærdighed og ligegyldighed over for de fattige!

v49  For dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden.

(Ezekiel 16)

Patriarken Lot kaldes ude i østen.

I 1. Mosebog fortælles om Lots og Abrahams slægt ude i østens land – i Mesopotamien. Den nuværende fortælling er centreret om Abraham men vi kan sagtens fore stille os at de to patriarker Lot og Abraham har været meget mere sideordnede. Dette giver sikkert et mere sandt billede set fra Lots og hans folks synspunkt.

Vi må altså opfatte historien således:

I 1. Mosebog 11 fortælles historien om Lots slægt. Dette stykke stammer fra en helt anden kilde end Lot historien i kapitel 13, 18 og 19. I det følgende er det meget tydeligt at det ikke er Abraham som træffer den store afgørelse om at forlade Mesopotamien! Det er Abrahams far Tera – Lots farbror – som er hovedpersonen i historien! Det er Tera – ikke Abraham - som træffer beslutningen om at udvandre og forlade alt! Tera tager sine sønner og han tager sit hele hus og rejser bort. Abraham spiller ingen rolle her – han er helt passiv. Det fortælles slet ikke hvorfor Tera beslutter sig for den voldsomme afgørelse at udvandre! Det fremgår slet ikke hvorfor han netop skulle rejse til Kana’ans land! Historien er helt uforklaret!

De rejser først til byen Karan. Denne by kender vi rigtigt godt fra oldtidens kilder. Karavaneruten og rejseruten fra Mesopotamien går nordpå i en bue og ned til Kana’ans land (Palæstina). Karan var et knudepunkt for alle karavanerne i oldtiden. Tera og Lot rejser ad den normale karavanerute – ikke tværs gennem ørkenen. Det er altså meget logisk at Tera rejser til Karan. Karan ligger på grænsen mellem det nordlige Mesopotamien og det nuværende Tyrkiet. Herfra går ruten sydpå til Damaskus. Ifølge denne tradition i kapitel 11 har Teras slægt antageligt boet mange år i Karan – det virker sådan. Karan var en by som alle kendte i oldtiden. Karavaneruten gik igennem Karan som er en meget gammel by – nok ældre end 2000 f. Kr. Byen bliver en del af Assyrerriget i lange perioder. Ifølge 1. Mosebog rejser Isak og Jakob senere også til Karan. Karan får en status af at være der hvor vi kommer fra. Nogle steder får man det indtryk at Israels folk ikke kommer fra Mesopotamien men fra byen eller området Karan. Karan bliver efterhånden aramæisk – dvs befolket med det semitiske folk som talte aramæisk. I Det gamle Testamente udtrykkes ofte at Israel er i slægt med aramæerne – de er vore brødre! Rakel – Jakobs hustru – er fra Karan og er en stolt aramæer. Assyrerriget bliver aramæisk. Assyrerriget bliver en frygtelig fjende for Israel – og erobrer Nordriget i 722 f. Kr. – men føles samtidigt som Israels beslægtede i Det gamle Testamente. I Israel begynder man efterhånden at tale aramæsik som talesprog – hebraisk bliver rent skriftsprog. Jesus talte aramæisk – ikke hebraisk for ingen mennesker talte hebraisk på Jesu tid! Aramæerne – som her i eksemplet Karan - bliver en slags identitet for Israel.

Det fremgår også klart af det berømte citat fra 5. Mosebog 26 som på en måde sammenfatter hele Israels identitet som folk. I dette citat er det Josva der taler efter at de tolv stammer er kommet ind i Palæstina. Citatet er en fantastisk fremstilling af Israels identitet og skæbne. Citatet er Israels trosbekendelse – og ordene er blevet brugt som en fast standardiseret trosbekendelse i det gamle Israel – som et Credo. Derfor hedder det at ordene skal siges for Herrens ansigt. Vi kan tydeligt se at historien om Jakobs ophold hos Laban er en tydelig parallel til Josvas tale. Jakob var svag og lille da han kom til Laban – men Gud – faderens gud - gjorde ham til et stort og mægtigt folk og han sejrede over Laban – Egypten – og han kunne drage bort som en stor sejrherre og vinder – ved Guds underfulde og frygtindgydende gerninger:

v5  Da skal du [Israel] erklære for Herren din Guds ansigt:

»En omflakkende aramæer [Abraham] var min fader; med få folk drog han ned til Egypten, hvor han boede som fremmed, og dér blev han til et stort, mægtigt og talrigt folk. v6  Men egypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt trællearbejde. v7 Da råbte vi til Herren, vore fædres Gud, og Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse. v8 Da førte Herren os ud af Egypten med stærk hånd og løftet arm, med store og frygtindgydende gerninger, med tegn og undere; v9  han førte os til dette sted [Palæstina] og gav os dette land, et land, der flyder med mælk og honning.«

(5 Mosebog 26)

v27  Dette er Teras slægt. Tera fik Abram, Nakor og Haran. Haran fik Lot. v28  Haran døde før sin far Tera i sit fædreland, i Ur i Kaldæa. v29  Abram og Nakor giftede sig. Abrams kone hed Saraj, Nakors kone hed Milka og var datter af Haran, Milkas og Jiskas far. v30  Saraj var ufrugtbar og fik ingen børn.

v31  Så tog Tera sin søn Abram, sin sønnesøn Lot, der var søn af Haran, og sin svigerdatter Saraj, sin søn Abrams kone, og sammen forlod de Ur i Kaldæa for at drage til Kana'ans land. De kom til Karan, hvor de slog sig ned. v32  Tera levede 205 år. Så døde Tera i Karan.

(1 Mosebog 11)

I kapitel 12 taler Gud til Abraham og kalder Abraham til at forlade alt i Mesopotamien og drage ud. Vi må forestille os at disse ord også er blevet sagt til patriarken Lot. Lot er udvalgt til at blive et stort folk – han er udvalgt til at få landet i arv og eje for evigt. Lot skal blive en mægtig herre og hersker. Gud vil være med ham alle dage. Gud vil aldrig forlade eller svigte Lot. Lot vil få lykken og heldet og styrken som kommer fra Herren. Lot skal være en lykkemand. Lot skal blive Herrens salvede.

Lot bliver nedvurderet i det nuværende Gamle Testamente – men oprindeligt har Lot fået de samme løfter og det samme kald som Abraham. Det er derfor at Lot bliver en stor patriark – og som sådan fremstilles han også i 1. Mosebog. Lot og Abraham har oprindeigt været ligestillede og sagnene om Lot og om Abraham har sikkert været helt uafhængige af hinanden. Først senere bliver Lot gjort til Abrahams brors søn. Oprindeligt er Lot simpelt hen en stor patriark – vores forfader og stamfader.

I Det gamle Testamente bliver Abraham løftet op – trods hans mange svagheder! – og Lot trykket ned. Måske har vi i Det nye Testamente en parallel til denne historiske udvikling. I den historiske udvikling skifter personer status og anseelse. I Det nye Testamente ser det måske ud til at Johannes Døberen er den som er blevet trykket ned og Jesus er den som bliver løftet op! Det nye Testamente giver Johannes Døberen en meget beskeden rolle – nok ikke helt i overensstemmelse med den faktiske historie! Billedet af Johannes Døberen bliver også på den måde meget selvmodsigende i Det nye Testamente – på samme måde som billedet af Lot i Det gamle Testamente!

Da Lot kommer ind i Palæstina er han omgivet af sine mange folk og han er en rig og mægtig mand. Han er en konge. Han har vundet magt og rigdom i Karan. Lot følger Herrens kald – Lot betænker sig ikke et eneste øjeblik. Han kommer i den samme kaldssituation som Rakel i historien om Laban. Pludselig kaldes der på Rakel: - Vi du forlade din faders hus og alt det som du holder af og kender? Rakel svarer på samme måde som Lot. Hun betænker sig ikke et eneste øjeblik. Hun forlader sin fars hus – Laban – og overskærer alle bånd til hendes hjemland, familie og kultur – og drager til Kana’ans land! Rakel opgiver enhver tryghed og menneskelig sikkerhed – Hun stoler på Herren! Rakel vælger den - menneskeligt set - totalt usikre løsning! Rakel er en sand helt – Hun er vores moder – hun er Israels moder! Lot er i sandhed en helt. Lot er uden nogen frygt. Lot tager af sted fordi han stoler på Herren.

At tro er i 1. Mosebog det samme som at være trofast mod Herren – dvs at tro på Herrens løfter og garantier. At tro er at stole på Herren. At tro er at glemme sine menneskelige bekymringer og behov for sikkerhed, kontrol og planlægning. At tro er at overlade alt til Gud i himlen og opgive at løse problemerne selv! At tro er at opgive egoet. Troen er det modsatte af synden – synden består i egoets forsøg på at styre og kontrollere verden. Egoet er fuld af frygt. Egoet bliver bange – fordi det ikke tror på Herren og hans velsignelse. Egoet går i gang med at løse problemerne på egen hånd – fx er historien om Abraham og Sara i Egypten et godt eksempel på synden – og den historie havde også nær kostet Sara livet!

– Lad Gud være i fred, er budskabet i 1. Mosebog.

Lot siger – sådan kan vi oversætte det - helt farvel til egoet, den gamle verden, fortiden. Han følger det kald – det råb som lyder til ham ude i det fremmede. Lot er en helt. Han følger råbet: - Følg mig!

v1  Herren sagde til Abram [Lot]:

»Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. v2  Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.

v3  Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
      og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
      I dig skal alle jordens slægter velsignes.«

v4  Så drog Abram [Lot] af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham. Abram var femoghalvfjerds år, da han forlod Karan. v5  Abram tog sin kone Saraj og sin brorsøn Lot og al den rigdom, de havde samlet, og alle de folk, de havde skaffet sig i Karan, og begav sig på vej mod Kana'an, og de [Lot] kom til Kana'an.

(1 Mosebog 12)

Det specielle ved 1. Mosebog er at det i begyndelsen skildrer hele menneskehedens historie. Denne skildring går historisk tilbage til den kilde til Det gamle Testamente man plejer at kalde Jahvisten. Jahvisten er et kildeskrift måske fra ca 900 f. kr. som redaktørerne og samlerne til det nuværende gamle Testamente har brugt. De har simpelt hen citeret Jahvisten - for lange passagers vedkommende. Jahvisten er en prototype til Det nuværende gamle Testamente – en første udgave.

I Jahvistens beretning 1. Mosebog 12.1 – citatet ovenfor – er et afgørende vendepunkt. Her slutter urhistorien som indledes med Adam og som ender med tårnet i Babel. Urhistorien handler om alle mennesker – i den epoke hvor de alle taler det samme sprog – alle mennesker er egentlig ét folk. Først med Babel opstår der mange sprog og mange folk.

I kapitel 12 udvælges ét folk - én mand – Abraham. Fra nu af følger Det gamle Testamente denne mand og dette folk. Fortællingen får ét eneste fokus. Men som det fremgår af velsignelsen oven for er Abraham ment som et fokus for Guds handlemåde. Gud udvælger Abraham – men han kunne lige så godt have udvalgt en anden – det er tanken i 1. Mosebog! Tanken er at gennem Abraham velsignes alle folk – alle mennesker. Velsignelsen bliver ikke givet specielt til Abraham – som man kunne tro hvis man læser teksten overfladisk – men den bliver givet til alle mennesker. Sådan blev teksten også opfattet i hele Det gamle Testamente – og i Det nye Testamente. Tanken i 1. Mosebog er universalistisk – den handler om alle mennesker og hele menneskeheden. Den handler om dig og mig – her og nu. Abraham er et gennemgangsled.

Velsignelsen strømmer gennem Abraham til alle mennesker til alle tider. Sådan bliver teksten opfattet i Apostlenes Gerninger og hos Paulus i Romerbrevet. Abraham er på en vis måde et symbol – eller en midler, en formidler. - Frelsen kommer fra Zion, som det siden siges i det gamle Testamente – og det citat er ikke eensidig jødisk nationalisme! Alle mennesker er ens og ligeværdige og ligestillede over for Gud. Hos profeten Esajas og i Salmerne finder vi denne universalistiske tanke meget tydeligt. Israel er egentlig ikke historiens centrum – Israel er et symbol eller en repræsentant – vi er alle Israel. - Vi er alle født i Jerusalem, som der står i en af Salmerne! Alle jordens slægter bliver velsignede i og med at Abraham bliver velsignet – fordi Abraham er vores fader – vi er hans folk. Han er vores identitet. Velsignelsen til Abraham peger helt klart ud over de snævre rammer for israel og Israels historiske eksistens. Denne velsignelse handler om alle mennesker – uanset deres sprog, kultur eller religion.

Apostlenes Gerninger citerer Peter for følgende prædiken, der handler om Abrahams kaldelse. Det som Gud lovede Abraham er nu – men først nu - gået i opfyldelse ifølge Peter. Alle mennesker er nu blevet velsignet af Gud fordi Gud har sendt den døde men genopstandne Kristus til verden for at velsigne alle mennesker. Peter taler ikke om den historiske Jesus – tømmermandens søn. Peter taler om den Kristus som har vist sig for disciplene efter hans død! Det afgørende er ikke at Jesus blev født som et menneske i Palæstina – det afgørende er at han stod op fra de døde – at Gud reddede ham fra forrådnelsen, som Peter siger. Kun den genopstandne – herliggjorte - Kristus kan velsigne alle mennesker – det gør han på Guds vegne. Hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, kunne han ikke velsigne alle mennesker – det er Peters tanke. På en vis måde er Peter enig i det gamle ord fra Det gamle Testamente: - Frelsen kommer fra Zion:

v25  I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: ›Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom.‹ v26  Det var for jer som de første, at Gud oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab.«

(Apostlenes Gerninger 3)

Jakob og Penuel.

Jakobs natlige brydekamp.

Fortællingen om Jakobs natlige brydekamp er en af de mest berømte af alle historierne i Det gamle Testamente. Den går tilbage til den del af det gamle Testamente som skyldes Jahvisten. Jahvisten fremstiller ofte Gud på en meget antropomorf måde og Jahvisten indeholder mange virkeligt gamle sagn og beretninger.

Historien er blevet fortolket på mange måder, men den er grundlæggende en ætiologisk kultberetning som historierne om Jakob og Betel og Abraham og Mamre. Vi kan se at historien forklarer stednavnet Penuel – Jakob navngiver byen. Penuel betyder Guds ansigt – El betyder Gud og Panim betyder ansigt. Jakob har engang i urtiden givet stedet det navn fordi det var på dette hellige sted at han så Guds ansigt. Jakob så Gud lige i øjnene. Jakob kæmpede med Gud om natten i en brydekamp. Det er sikkert tekstens mening. På den måde indeholder teksten urgamle elementer som måske er meget ældre end Jakob og Abraham.

Disse legender og syner af Gud fremstilles i 1. Mosebog næsten som om de er almindelige historiske begivenheder. Jakob er på flugt og derfor tager han af sted med sin slægt og familie. Men det er ikke tekstens mening at de skal forstås som almindelige begivenheder. Jakobs oplevelser om natten foregår skjult. Han er alene. Det foregår i mørket. Oplevelser er en slags drøm, en vision - et syn. Oplevelsen er ikke blot en begivenhed.

v23  Samme nat stod han [Jakob] op og tog sine to koner, sine to trælkvinder og sine elleve børn og gik over Jabboks vadested [ved Jordan]; v24  han satte dem over floden, og alt, hvad han ejede, bragte han også over.

Jakobs modstander dukker pludselig op af det rene ingenting. Det ser vi ved alle visioner og syner. Manden er bare en mand. Det som Jakob oplever, er ikke uden videre klart og tydeligt. Manden er ikke nogen almindelig mand og der er åbenbart ingen grund til at han skulle angribe Jakob. Manden er ikke én af Jakobs mange fjender. Det som sker, sker på et slags indre plan. Det er svært at sige hvordan sådanne tekster er blevet opfattet i det gamle Israel.

Det fremgår, at manden ønsker at overmande og besejre Jakob. Jakob opfatter ham som Gud selv - så Gud ønsker at overfalde og fysisk besejre Jakob. Gud overfalder Jakob. Gud er en slagsbroder. Men det fremgår også at mandens kræfter hører op når lyset kommer. Manden er altså også en slags dæmon – en ond ånd – en vampyr! Vi ved fra hele oldtiden at mennesker kæmper med guder eller væsner som kun har deres kræfter om natten – når det bliver lyst må de flygte. De bliver svage og magtesløse. Gud er et slags spøgelse.

Jakob er i 1. Mosebog en sand kæmpe – han har kæmpens kræfter lige som Samson. Jakob er fysisk ikke som andre mennesker. Han er en slags mellemvæsen mellem en gud og et menneske – en gigant eller titan som grækerne kalder det. Jakob er fysisk stærkere end manden – end Gud! Gud må give op. Gud indser at Jakob er for stærk – som det netop foregår i en brydekamp. Gud kommer helt bogstaveligt ned med nakken. Gud bliver sendt til tælling. Gud går i gulvet! Skildringen af denne gudekamp er helt unik i Det gamle Testamente – ja unik i hele oldtiden. Jakob er så stor en kæmpe at han endog kan overmande Gud. Gud fortryder at han har kastet sig over Jakob. Gud må bede om nåde! Gud tigger om nåde – hvis det bliver lyst er Gud fortabt – Jakob må slippe ham fri nu af hans kvælertag!

Gud giver Jakob et farligt slag på hoften – det antydes at Gud gør dette på en magisk måde. Man kan måske sige at Gud bliver nødt til at bruge urene metoder! Siden den dag haltede Jakob. Dette træk skal muligvis forklare hvorfor man i Israel haltede dansende i forbindelse med gudstjenesten og offertjenesten! Vi kender denne hellige halten fra Salmerne, fra David og fra den historiske litteratur (også Elias på bjerget).

v25  Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. v26  Da han [manden] indså, at han ikke kunne besejre ham [Jakob], gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. v27  »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.«

Jakob tvinger manden – Gud – til at velsigne ham. Jakob får en ny velsignelse og et nyt navn. På denne symbolske måde kommer Jakobs kamp til at handle om Israels forhold til Gud – om Israels kamp for at få Guds lykke, kraft og velsignelse.

Jakob kan tvinge manden fordi Jakob faktisk har fået den fysiske magt over Gud. Gud bliver tvunget til at gøre det som Jakob kræver. Gud er nødt til at velsigne ham – tilgive ham fortidens skyld (og bedrageriet i forbindelse med broderen Esau).

Jakob er en helt – den største af dem alle. Han har kæmpet med Gud og mennesker og sejret over dem alle. Jakob er den største. Jakob er konge.

Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« v28  Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« v29  Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret«.

Den gud som vi – Jakobs folk – tilbeder er netop den gud som Jakob så, rørte ved og mødte! Han har ikke noget navn! Han hedder ikke noget. Gud er den Gud, som Jakob så ved Penuel – det sted, hvor han så Herren ansigt til ansigt! Teksten her er et typisk eksempel på denne tanke om Gud: Gud er Jakobs gud eller Gud er den gud som viste sig og som stadig viser sig i Penuel. Gud er simpelt hen guden i Penuel – som det siges. Man kan identificere forskellige guder på den måde. Vores gud er Gud i Penuel – forfaderguden – vor faders gud. De andres guder er guder som findes andre steder – nemlig på steder hvor de andre folk er bosat! Babylons guder bor selvfølgelig i Babylon og filistrenes guder hos filistrene i deres byer! Jakob indstifter en religion eller en tilbedelse i Penuel på den anden side af Jordan. Jakob gør Penuel til en hellig by – dvs til vores hellige by. Vi kan sige at Jakob bliver en slags kultstifter eller religionsstifter. Vi tilbeder Gud efter de regler som Jakob - vores forfader - indstiftede. Gud viste sig dengang for Jakob – men han viser sig også for os, når vi drager op til Penuel – fx én gang om året på valfart – sådan fungerede forfader-kulten typisk i det gamle Israel. De hellige byer blev én gang eller flere gange årligt til mål for en valfart – målet for pilgrimme. Det kender vi godt fra eksemplet Betel og Mamre.

Der er mange eksempler på at mennesker i Det gamle Testamente spørger Gud om hans navn – men Gud vil ikke afsløre hvad han hedder. Tanken er at hvis man kender navnet så kender man manden – og altså Guds væsen eller natur. Navnet er ikke blot udvendigt eller overfladisk. Det er en afgørende del af personen. Kender man troldens navn har man fået magt over trolden. I eventyr prøver de at gætte troldens navn. Jakob får et nyt navn – dvs han får en hel ny skæbne! Den døende Rakel vil give sin nyfødte søn et dårligt navn. Det bliver forhindret af Jakob, men hvis det ikke var blevet forhindret havde sønnen – Benjamin – fået en ond skæbne! Mandens navn bestemmer eller skaber hans skæbne.

v30  Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?«

Så velsignede han ham dér.

v31  Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet«. v32  Netop da han gik forbi Penuel, stod solen op; og han haltede på grund af hoften.

(1 Mosebog 32)

Abraham og Mamre.

I 1. Mosebog 18 fortælles om Abraham og stedet Mamre. Vi ved at Mamre har ligget langt syd for Jerusalem - omkring byen Hebron. Mamre var i oldtiden et stort og kendt helligt sted. Allerede kana’anæerne og andre folk har valfartet til Mamre. Syrerne og siden romerne bygger templer i Mamre. Siden blev Mamre overtaget af den kristne kirke og der blev bygget en kristen kirke – en basilika – i Mamre. Da Islam siden sejrede i Palæstina overtog muslimerne Mamre og Mamre har derfor været et helligt sted indtil i dag.

I Mamre har der fra gammel tid været hellige træer – her i 1. Mosebog 18 hedder de Mamres ege. Vi kender disse træer som terebinte træer og under andre navne – tamarisk træer. Byen Mamre kommer simpelt hen senere i kristen tid til at hedde Terebinterne (jvf citatet til sidst fra den kristne Sozomenos)! Vi ved at kana’anæerne dyrkede deres guder ved eller under hellige træer. Vi ved at Saul sad under disse træer og fik visioner og syner. Saul og hans sønner blev begravet under et sådant helligt tamarisk træ. Abraham dyrker sine guder under hellige træer – det omtales flere steder. Han får visioner og syner under hellige træer.

v33  Abraham plantede en tamarisk i Be'ersheba, og dér påkaldte han Herren den evige Guds navn.

(1 Mosebog 21)

Beretningen i 1. Mosebog er en kultberetning eller en såkaldt kultsaga (kultisk sagn) fordi den fortæller beretningen om hvordan Gud engang i urtiden viste sig på præcist dette sted - Mamre. Et kultisk sagn beretter altid om en epifani af Gud (at Gud viser sig - så mennesker kan opleve ham med sanserne) på et bestemt sted til en bestemt tid – engang i urtiden. Beretningen fortæller om hvordan det skete. Beretningen forklarer altså hvorfor Mamre er et helligt sted eller en helligdom. Et andet eksempel på en sådan kultberetning eller kultsagn er historien om Jakobs drøm i Betel (Hvorfor er Betel et helligt sted og hvordan viste Gud sig for vores fader og stamfader Jakob?) og beretningen om Hagar i ørkenlandet (Hvordan viste Gud sig engang i denne oase for vores moder Hagar?). Kultberetninger indeholder et stednavn, en første person som bevidner at Gud viser sig, ofte en beskrivelse af hvordan man skal tilbede Gud på dette sted. I den gamle tid – på Abrahams tid – var guderne knyttet til et sted. Guden bor så at sige på et sted eller viser sig kun dette ene sted. Gud viser sig kun i Betel fx og vi ved at Betel både var et navn for Gud og et stednavn! Betel betyder direkte oversat Guds sted eller Guds bolig! I det gamle Israel kunne man ikke forestille sig Gud som abstrakt eller løsrevet – Gud var på et bestemt sted – Gud er den gud som viser sig der og der. Gud er den og den forfaders gud.

Når vi læser beretningen om Abraham og Mamre er der også noget som tyder på at der har været en kult – en valfart – en højtid – én gang om året på et bestemt tidspunkt. Herren siger i beretningen, at til næste år præcist ved denne tid kommer han tilbage! Gud kommer altså tilbage – han viser sig på samme tidspunkt til næste år. Beretningen forklarer og grundlægger altså en kult – en tradition. Vi ved at store mængder valfartede fx til Mamre og til Betel i oldtiden på bestemte dage! Det senere tempel i Jerusalem havde en række store valfartshøjtider – som løvhyttefesten og påsken – som vi også kender fra Jesus og Det nye Testamente.

Abraham bor ikke i Mamre – det er ikke meningen i teksten. Ifølge 1. Mosebog bor Abraham faktisk slet ikke fast nogen steder! Han vandrer rundt som en nomade med småkvæg. Det eneste stykke jord som Abraham nogen sinde kommer til at eje er det lille jordstykke med en gravhule (Makpela) som han køber til gravplads – en klippehule - for sig selv og sit hus! Gud kommer ikke hjem hos Abraham – til hans hjem! Abraham har ikke noget hjem – han er netop hjemløs! Han har forladt alt og alle - langt borte i Mesopotamien – hele hans fars hus! Abraham er kommet til Mamre – sikkert for at deltage i højtiden – historisk set. Abraham vandrer rundt i hele Palæstina – men især i områderne sydpå omkring Hebron og Be’ersheba – ud mod Negev ørkenen. Abraham får aldrig rigtig andel i det forjættede land! Løftet bliver aldrig opfyldt i Abrahams tilfælde! Han er blot en omvandrende aramæer der driver fra sted til sted - som det siges i Josvabogen!

Abraham bliver så at sige skuffet da han kommer til Palæstina! Dels går løfterne jo ikke i opfyldelse – i al fald varer det meget længe – og dels er landet slet ikke det land som Abraham havde forventet! Hele denne tanke ligger i Abrahamsfortællingerne i 1. Mosebog. Abraham bliver fristet til alligevel ikke at stole på Herren. Det går jo ikke særligt godt! Abraham tager sagen i egen hånd – han bliver fristet. I stedet for at være – og stole på Gud – begynder han at gøre og gøre – at manipulere! Beretningerne er her næsten evigt gyldige – de udtrykker noget typisk menneskeligt. Abraham er en troens fader – og et spejl for alle mennesker. Vi kan også se hans betydning i Det nye Testamente hos Paulus. Abraham er et spejl for hele Israel – han er faktisk identisk med hele Israel. Han er et folk – og i en vis forstand er han et billede på alle mennesker! På den måde har Abraham spillet en enorm bevidsthedsmæssig rolle i historien.

Vi skal også huske at Abraham i 1. Mosebog jo ikke er et individ eller nogen enkeltperson i moderne betydning. Abraham kommer ikke helt alene til Palæstina. Abraham handler ikke som enkeltperson eller individ. Når der i teksten står ordet Abraham betyder det Abrahams slægt og hus – hans folk. Abraham legemliggør et folk eller en folkegruppe eller en stamme eller en klan som rejser ind i Palæstina. Abraham er noget kollektivt! Abraham er et symbol på samme måde som mænd som Moab eller Edom. Edom er ikke en enkeltperson men Edom bruges om det folk som hedder edomitterne! Når Moab gør sådan og sådan handler det ikke om et individ – men om moabitterne som et folk – en stamme! På samme måde blev ordet Israel – et personnavn og en mand – jo til et folk. Oldtiden kender slet ikke vores opfattelse af det enkelte menneske. Ingen er adskilt eller alene. Alle er lemmer på et legeme. Alle er integreret i en social sammenhæng. Jeg’et er ét med stammen – folket. Vi der tilhører Benjamins stamme er alle sammen Benjamin – Benjamin er vores identitet - som Paulus siger.

Abraham kommer så at sige aldrig ind i det forjættede land – han bevæger sig rundt i geografiske områder langt syd for det man senere ville kalde Israel! Det er netop hvad 1. Mosebog handler om! Gud lover Abraham et land ved kaldelsen i Mesopotamien – men løfterne går faktisk ikke i opfyldelse – i al fald ikke umiddelbart! Abraham bliver egentlig snydt. Han forlader alt sin faders hus og slægt i Kaldæa – men får ikke noget nyt land der flyder med mælk og honning! Slet ikke. Han kommer til at leve som en flygtning – en omflakker! Det er tydeligt at Abraham også selv tænker sådan i 1. Moseboog. Herren har ikke holdt sine løfter! Vi kan finde den samme tanke i Salmerne.

Gud bor på et bestemt sted eller kan kaldes frem på et bestemt sted. Fx siger Mosebøgerne også at Israels gud Jahve bor på bjerget Sinaj. Et andet eksempel er templet i Jerusalem på Zions klippe som det siges i Salmerne. Gud bor i templet – templet er hans hus og bolig – eller han viser sig kun dette ene sted nemlig i templet. Gud er bundet til et bestemt sted. Gud kan bo i et træ eller i en stensøjle. I Betel stod netop en gigantisk stensøjle – en masseba – som Jakob havde rejst. Gud bor i denne sten – eller han kan kun påkaldes ved denne sten. Når man salver stenstøtten med olie – så kommer han! Denne tanke er meget almindelig i hele oldtiden. Derfor kunne Gud jo også bo inden i gudestatuer eller i små husguder – fx hos egypterne eller i Babylon. Gud er ikke alle steds nærværende – han kan kun dyrkes visse steder! I Det gamle Testamente kan ingen tro at man kan dyrke Gud uden for Israels geografiske rammer! Gud kan kun dyrkes på den rette måde i Palæstina – i området Israel! Derfor går Israel virkelig fortabt under eksilet i Babylon i 500 tallet f. Kr.

Ifølge 1. Mosebog er det Abraham som indstifter troen og tilbedelsen i Mamre. Vi ved at det ikke er historisk sandt - for Gud er blevet tilbedt længe før Abraham – sikkert 1000 år før Abraham i Mamre! Men Israel og Det gamle Testamente overtager tilbedelsen i Mamre som egentlig er hedensk og integrerer den i Israels tro og religion. Vi kan sige at man låner fra andre folk og kulturer. Det er tydeligt at man ikke forholder sig afvisende men tvært om åbent over for andre kulturers tro og religion. På samme måde forholder 1. Mosebog sig også åbent over for andre folk og deres guder! Fx indgår Jakob en kontrakt og aftale med aramæerne hvor Jakob anerkender aramæernes hedenske gud. 1. Mosebog forholder sig åbent over for gamle myter og sagn selv om de tydeligt nok ikke er specielt i overensstemmelse med Israels religion.

Vi har mange paralleller til beretningen om Abraham som får besøg af tre mystiske mænd. Homer i Grækenland fortæller flere paralleller. Fx fortæller Homer historien om de tre guder Zeur, Poseidon og Hermes som drager ned på jorden og besøger grækeren Hyrieus som bor i Boeotien. Hyrieus har ingen børn og er derfor helt ulykkelig. De tre guder bliver modtaget meget gæstfrit af Hyrieus som varter dem op og serverer mad. De tre guder lover ham derefter at han skal få en søn til næste år. Sønnen bliver Orion. Orion bliver født 10 måneder senere og det fremgår at de tre guder i en fysisk forstand har gjort det nødvendige for at Hyrieus og hans hustru kunne blive velsignet med en søn!

Den græske historie – som der flere paralleller til – handler tydelig nok om gæstfrihed. Gæstfriheden var i hele oldtiden en af de vigtigste dyder. Godheden og venligheden – moralen – viste sig simpelt hen i gæstfriheden. Gæstfriheden var selvfølgelig vigtig fordi samfundets struktur var afhængig af at den enkelte slægt var gæstfri over for fremmede. Ellers ville rejsende gå fortabt. Mange historier i Det gamle Testamente handler om at det er vigtigt at vise gæstfrihed.

I den græske historie og i Abrahams historie er gæstfriheden simpelt hen en test! De tre mystiske mænd kommer incognito uden at fortælle hvem de er – for at prøve Abraham! Vil han vise sig som gæstfri? I nedenstående historie er de tre mænd ude på at teste og prøve Abrahams karakter. Hvis han lever op til gæstfriheden - vil de belønne ham. Det er også meningen i den græske historie om Zeus hos Homer.

I Det gamle Testamente findes der meget nøje paralleller: I historierne om Lot og Sodoma fortælles at Lot netop viser gæstfrihed og i Dommerbogen er der et meget berømt eksempel på testen om gæstfriheden.

Abraham bliver netop testet flere gange – Gud frister ham eller prøver ham. Gud frister og prøver Abraham ved menneskeofringen af sønnen Isak. I det tilfælde viser Abraham sig som lydig og trofast og gudfrygtig! Her viser Abraham sig som en kæmpe – som en helt! Han bliver ikke svag. Han stoler på Herren. Han er villig til alt. Abraham er troens fader - som det siden blev sagt. Han er troens ridder - som Kierkegaard skrev! Han er en virkelig helt ved offeret af Isak! Her løfter Abraham sig op i evigheden!

På samme måde viser han sig som en kæmpe – en helt da Gud kalder ham i hans hjemland hos aramæerne i Mesopotamien! Abraham forlader alt – han bliver ikke svag – han er villig til alt uden begrænsninger. Han forlader alt. Han opgiver alt. Han slagter okserne. Han forlader alt sin faders hus al familie alt kendt og hjemligt. Det minder om det nye Testamente når Jesus kalder på sine folk: - Følg mig! Forlad alt. Forlad verden. I skal hade verden ellers kan I ikke følge mig!

v1  Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen.

Vers 1 og 2 passer dårligt med hinanden. I vers 1 viser Herren sig – i eental – og i vers 2 er det pludselig tre mænd som kommer. Forfatterens – Jahvistens – mening er at de tre mænd taget under ét er lig med Herren eller Gud. Jahvistens skildring er meget antropomorf! Disse skildringer er de mest antropomorfe skildringer som findes i hele Det gamle Testamente! Jahvisten beskriver en epifani – at Gud viser sig for Abraham da han sidder i Mamre. Men Gud viser sig som et menneske – så stærkt at man ikke kan se at det er Gud overhovedet! Det er meningen med teksten. Gud går på jorden, han sætter sig ned, han er træt og udmattet og sulten, Gud må hvile ud – altså sove – under træet, Gud spiser og drikker den mad som Abraham sætter frem, Gud vasker sig inden måltidet, Gud vasker sine fødder, til sidst begynder Gud at skændes med Sara! Skildringen er ekstremt antropomorfistisk. På denne måde er denne beretning helt unik i Det gamle Testamente – beretningen er virkelig efter de flestes mening en ægte gammel historie - om Gud!

Det er tydeligt nok i hele beretningen at der har eksisteret 2 forskellige kilder. I den ene kilde ser Abraham tre mænd og i den anden kilde kommer der kun én mand. Når vi læser hele beretningen kan vi se at den springer frem og tilbage mellem de to kilder. De to kilder har Jahvisten forenet til en beretning. Jahvisten – Det gamle Testamente – prøver at få det hele med. Jahvisten har ikke bare slettet den ene kilde! Han har været loyal over for de kilder han har fundet! Han skriver heller ikke kilderne om! Han klipper dem bare sammen!

I vers 9 spørger fx alle tre mænd: - Hvor er Sara? Abraham svarer. Men i vers 10 er de tre mænd pludselig forsvundet og nu er det kun Herren som er til stede!

Den første kilde starter sådan: - Herren viste sig ved Mamres Ege for Abraham (18.1a). Den tekst ligner fuldkommen utallige andre små tekster i patriarkfortællingerne som beretter om en epifani – Gud viser sig – på et bestemt sted.

Den anden kilde starter sådan: - Abraham sag i teltåbningen. Han så op og fik øje på tre mænd (vers 1 og 2).

Abraham står i åbningen (teltåbningen, åbningen til gudens rum) – det bruges om gudstjenesten – vi kender det mange steder fra i Det gamle Testamente. Der er paralleller i historierne om gudsmanden Elisa fx Når man tilbeder guden bliver man stående i åbningen. Det er også interessant at i vers 10 står Sara også i teltåbningen – hun er med i visionen – hun er deltager - hun får også en vision, kan vi sige.

Det er vigtigt at Gud pludselig viser sig. Abraham ved ikke rigtig hvor Gud kommer fra. Han kommer pludselig frem i et glimt – brat. Forfatteren mener måske at det som Abraham oplever, er lige som en vision eller lige som en drøm. Det er ikke sikkert at Jahvisten har ment det helt bogstaveligt – men det ved vi ikke længere.

Man kunne tro at nedenstående udtryk fx Abraham der kaster sig ned og tiltaler med herre betyder at Abraham har genkendt at det er Gud som viser sig – men det er ikke meningen med teksten! Abraham ved ikke i begyndelsen at det er Gud eller hans gud – Abraham viser blot den sædvanlige høflighed! Det er helt sikkert Jahvistens mening.

Kultberetningen skal netop afsløre at sådan og sådan viste Gud sig på dette sted. Vi kan sige at den Gud som viser sig er en ukendt gud – en ny gud. Det kan vi se i mange kultlegender - fx i Hagar historien: Hun ved ikke rigtig hvad hun skal kalde gud – og hun er rystet over at han pludselig har vist sig på dette sted. Gud er en gud som hun aldrig har set før og ikke kendt før.

v2  Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. v3  Han sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. v4  Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. v5  Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.« De svarede: »Gør blot, som du siger.«

Beretningen om maden er muligvis ment som en beskrivelse af det rette offer. Abrahamsberetningen forklarer stedet Mamre og forklarer hvordan man skal ofre til guderne under træet i Mamre. Men muligvis er meningen i teksten blot at Abraham viser sin godhed og gæstfrihed over for de tre gæster.

v6  Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød.« v7  Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. v8  Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spiste under træet.

De tre mænd kender godt Abraham og de kender hans kone Sara og de ved at deres problem er barnløsheden! Meningen med historien er givet vis at Abraham langsomt opdager at de tre mystiske mænd er identisk med Gud eller Herren.

Gud viser sig i form af andre mennesker - som bliver sendt til os. Gud er inden i andre mennesker. Denne fortolkning findes mange steder i Det gamle Testamente. Gud viser sig i en bestemt form – men formen er ikke afgørende – Gud kan vise sig i mange - utallige former. Gud kan vise sig som uvejr og torden og regn. Og han kan vise sig som mennesker – fremmede, som pludselig kommer til os!

v9  Så spurgte de ham: »Hvor er Sara, din kone?« Abraham svarede: »Hun er inde i teltet.«

Indtil nu har der været tre mænd og de spørger og taler som tre mænd. Men pludselig skifter dette og kun én stemme lyder! Forfatteren mener helt sikkert at dette kun er de ydre former og ikke afgørende. Abraham oplever en slags vision eller syn eller drøm. Derfor er det ikke mærkeligt at de fremmede kender ham og ikke mærkeligt at der pludselig kun er én stemme. Det som Abraham siger i vers 3: - Gå ikke fra mig! Forlad mig ikke! Bliv hos mig! Se på mig! Kender vi også fra mange andre steder i epifanier – også fra salmerne. Abraham oplever noget og han bliver bange for at det skal forsvinde igen!

Abraham genkender nu at stemmen må være Gud eller en gud eller den gud som viser sig i Mamre! Det er Mamres gud – ligesom udtrykket Betels gud. Mamres gud bliver nu Abrahams gud – den gud som Abraham tilbeder og tror på. Det er Abrahams oplevelse i Mamre som definerer Gud! Gud er gud fordi han viste sig for Abraham dengang i Mamre – under det hellige træ. På den måde bliver der på en måde stiftet en religion – tilbedelsen af den gud som Abraham engang oplevede under træet i Mamre! Det er definitionen på den nye religion. Abrahams efterkommere kommer så til at følge Abraham – de dyrker også Gud i Mamre og de tror på den gud som Abraham opdagede – Abrahams gud! Sådan er troen og religionen blevet udviklet i det gamle Israel på patriarkernes tid! Man troede på forfædrenes guder – Jakobs gud eller Abrahams gud eller Hagars gud!

v10  Da sagde han [ental!]: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!«

Sara er i fortællingen om Mamre et symbol på det menneske som har opgivet – som har mistet troen og håbet. Sara lever i verden – uden noget håb og uden nogen gud – som Paulus siger. Sara kan se virkeligheden som den er. Hun er realist. Hun er blevet gammel. Hendes krop er ikke mere som den var. Hun føler ikke længere noget begær efter en mand. Hun er ikke længere en kvinde. Hun føler sig ikke længere som en kvinde. Hun er blevet en skygge af sig selv. Hun føler ikke længere noget begær, nogen lyst, noget liv i sine lemmer. Hun er næsten blevet som en død. Ungdommens vildskab og udfoldelse er skrumpet ind til det rene ingenting. Sara udtrykker sig meget konkret, fysisk og seksuelt. Hun kan ikke tro på at tiden bare kan skrues tilbage. Hun har en realistisk holdning. Hun kan ikke tro at hun skal få sin ungdom tilbage – kraften, livslysten, det seksuelle begær, energien og gløden fra ungdommen! Hun føler at hun har tabt alt det fra ungdommens dage! Hun ved at livet er hårdt – og nu er det snart slut. Hun kan se at hendes seksualitet og fysik under i opløsning allerede. Hun griner hånligt af forjættelsen – og det er forståeligt nok. Det som Herren siger, er håbløst naivt! Det gode i livet varer ikke ved – det varer kun så kort! At blive gammel er en forbandelse – man mister al ungdommens saft og kraft! Sara ser på sin egen krop og sin egen seksualitet – og hun bliver grebet af væmmelse! Livet er grusomt! Livet ødelægger det som vi elsker og holder af.

Denne forestilling om alderdommen finder vi mange steder i Det gamle Testamente – meget tydeligt i Salmernes Bog! Det gamle Testamente priser ikke alderdommen – det er sjældent. Det gamle Testamente frygter alderdommen, svagheden, ydmygelsen over alt andet. Når vi bliver gamle – truer dødsriget os på alle sider! – Åh Gud, åh Gud, forlad mig ikke når jeg bliver gammel og affældig! (Salmernes Bog).

Sara er udtryk for den måde som mennesker normalt tænker. Hun er et udtryk for egoets skema. Egoet ved at verden er grusom og livet er kort og grusomt. Egoet har en viden som det ikke bare kan opgive. Døden rammer bare lige pludseligt. Vi er i virkeligheden fortabt. Der findes ingen redning. Det evige liv findes ikke – det er en naiv drøm. Sara er udtryk for egoet og verden. Når vi læser Johannesevangeliet – som en parallel - kan vi sige at Sara er udtryk for mørket og mørkets magter – den såkaldte realisme som i virkeligheden blot er kynisme, ligegyldighed og depression!

Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. v11  Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis [menstruation]. v12  Sara lo [hånligt] ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?«

v13  Men Herren sagde til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? v14  Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig [Abraham ikke Sara!], og så har Sara en søn.«

v15  Men Sara løj: »Jeg lo ikke,« sagde hun, for hun var bange. Men han [Gud!] svarede: »Jo! Du lo!«

(1 Mosebog 18)

Den kristne kirkehistoriker Sozomen der levede i 400 tallet og selv var født i Palæstina fortæller i en beretning om Mamre - som et valfartscentrum i kristen tid:

Dette sted, som i dag bliver kaldt Terebinterne, ligger omkring tre kilometer nord for Hebron. Historien beretter, at Guds søn - sammen med to engle - viste sig for Abraham på dette sted og fortalte ham om hans søns fødsel.

Her bliver der hver sommer holdt et berømt marked og her deltager alle indbyggerne, som bor her, og tillige dem, som bor på afstand - så som palæstinenserne, fønikerne og araberne. Her forsamles mange mennesker af mange forskellige grunde. Nogle kommer for at købe og nogle for at sælge. Højtiden bliver festligholdt med besøg af et meget stort antal mennesker af forskellig slags: Jøderne kommer, fordi de praler af, at Abraham er en fader for deres folk. Hedningerne kommer, fordi her findes mange engle [!]. De kristne kommer, fordi Kristus - som siden blev født af en jomfru og åbenbaret for alle mennesker til menneskenes frelse – engang viste sig her for en gudfrygtig mand.

Hver og en ærer dette sted i overenstemmelse med hans gudstilbedelse og hans religion. Det hele foregår under åben himmel!

Lad Gud være i fred!

Om troen og fristelsen i 1. Mosebog.

Det gamle Testamente har en ganske bestemt opfattelse af begrebet tro. Vi kan sige at hvis mennesker bevarer troen falder de ikke for nogen fristelse. Og omvendt: Når Israels folk falder for fristelsen – er det et bevis for at det har mistet troen. Vi kan også sige at synden i nogen grad er det samme som at falde for fristelsen.

Det gamle Testamente har én overordnet pointe som lyder sådan: - Fædrene faldt for fristelsen! Det er for så vidt ganske overraskende - for det gamle Israel er et traditionelt samfund og vi skulle egentlig forvente at de ophøjede forfædrene og gjorde forfædrene til gode og fromme og religiøse forbilleder. Det sker bestemt også – men det mest typiske træk er at fremhæve fædrenes skyld, svaghed, dumhed og dårligdom. Vi ser fx dette træk meget tydeligt i Salmernes Bog der altid ser tilbage på fædrenes tid med sorg og bedrøvelse (Salme 106). Vi ser det hos profeterne. Fædrene faldt igennem igen og igen – Gid at I – samtiden – dog må lære af fædrenes synder og begynde at handle anderledes! Det gamle Testamente viser på den måde en overraskende disrespekt for fædrene – kan vi sige.

Gud frelste stammerne – Jakobs folk – ud af trællehuset, ud af Egypten - men ikke så snart at de var kommet over i ørkenlandet - så faldt de for fristelsen! De begyndte at falde fra. De tilbad guldkalven. De tænkte: - Det var meget bedre dengang vi boede i Egypten – i gamle dage! - Moses har ført os ud i ørkenlandet – og her kommer vi til at dø alle sammen!

Alle fædrene falder for fristelsen. Typisk for skildringen af patriarkerne i 1. Mosebog er netop at deres mange fejl fremhæves og at det påvises hvordan de alle faldt for fristelsen.

Vi fristes når vi føler at vi står over for noget helt ukendt, helt uoverskueligt. Abraham fristes da Gud kalder på ham ude i østen. Gud siger til ham at han skal forlade alt og drage af sted til et fremmed land som ikke ved noget om. Når vi fristes siger egoet og forstanden til os: - Det er dumt! Det er naivt! Det er helt tåbeligt og naivt at opgive alt og bare stole på Herren! Man ved hvad man har! Det er naivt at tro for meget på mennesker eller på Gud. Man bliver bare snydt! Vi fristes fordi vores lille bange ego tager magten. Når vi fristes bliver vi bange for livet. Livet går i stykker. Vi prøver at sikre os ved at gøre og gøre – men vi gør kun tingene værre. Vi tør ikke at tage chancen – og derfor får vi ikke flere chancer. Livet stivner og lukker til. Vi fryser i vores frygt og angst og bekymring.

I det følgende skal vi se på et lille eksempel fra patriark fortællingerne – om Abraham, Sara og Hagar - der kan illustrere disse begreber – tro, synd og fristelsen:

Historien handler om hvordan Sara og Abraham falder for fristelsen. Gud har godt nok lovet Abraham en søn men tiden går og det hele trækker i langdrag - så at sige. Sara er gammel og føder ingen børn. Hvis Abraham og Sara ingen børn får er de helt fortabt. Ingen børn eller efterkommere betyder i Det gamle Testamente det samme som total udslettelse. Samfundet er ikke individualistisk som vores samfund. Slægten er en enhed, en organisk levende størrelse. Det enkelte menneske har kun en værdi og betydning som et lem på det legeme som er slægtens legeme. Det afgørende er at slægten som en levende organisme lever videre – ikke om enkeltpersoner har det godt. På den måde er krisen rigtigt alvorlig for Sara og Abraham. De står over for at miste alt og gå under. De trues af døden. De er i livsfare.

v1  Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn.

Det naturlige og normale for mennesker der er i livsfare er at gøre noget ved situationen! Vi skal forstå at det som Sara og Abraham gør er helt naturligt og – også efter vores mening - helt normalt. De gør det som vi forventer at de skal gøre. De lader ikke bare stå til. De handler. De gør noget. De bliver helt optaget af den ene tanke: - Hvad kan vi gøre ved den situation vi er havnet i? Vi forstår dem – eller det er tekstens mening at vi skal forstå dem. Det er tekstens mening at vi skal se det fra deres synspunkt. Hvis Sara og Abraham slet intet havde gjort – ville vi have kritiseret dem og undret os meget! I så fald ville de have været helt uansvarlige. Hvis der er ved at ske en skrækkelig katastrofe – hvad forventer vi så af mennesker – af sunde, raske og normale mennesker? Hvis Sara og Abraham intet havde gjort - ville vi have opfattet dem som syge eller depressive - eller vi ville tænke: - De har helt mistet modet! Nu har de helt opgivet! Det er jo tragisk!

Det gamle Testamentes forfattere og redaktører opfatter situationen stik modsat. For dem sker der det at Sara og Abraham falder for fristelsen! Fristelsen er at de bliver bange og fulde af frygt. Fristelsen er at de gør sig selv små og svage. Fristelsen er at de gør sig selv til arme ofre. Fristelsen er at de fuldstændigt mister troen på livsprocessen. Fristelsen gør mennesker desperate! Abraham og Sara bliver grebet af en ødelæggende frygt for livet. Deres tanker bliver helt negative. De blev fulde af negative forventninger. De bliver fulde af pessimisme. De tænker: - Vi må gøre noget ellers går vi helt fortabt! Abraham og Sara mister troen – de mister tilliden til løfterne og til Herren. De tror ikke længere at det gode er muligt. Abraham og Sara lever nu helt i en håbløs verden – egoets verden – uden nogen gud og uden noget håb som Paulus siger! Abraham og Sara tror ikke længere på Gud! De tror ikke længere på at for Gud er alle ting mulige, som der netop står i Abrahamsfortællingen i 1. Mosebog. At blive fristet er at miste tilliden til Gud i himlen og så tro at man selv skal gøre en hel masse! Det skal man ikke, siger teksten her. Man skal vente på Herren – for det som Herren har lovet Abraham vil han også holde. Abraham og Sara skal ikke gøre så meget. De skal lade Gud være og virke i fred!

Sara og Abraham går i gang med at løse problemet – barnløsheden – med deres egne menneskelige metoder. De viser ikke nogen stor tillid til Herren, kan vi sige! De griber til juraen – til tidens juridiske løsninger.

Ægteskabet i det gamle Israel var ikke det som vi forstår ved et ægteskab og det kan vi også se i det følgende lille eksempel. Vi kan kort forklare ægteskabet kort på denne måde:

En mand er herre i sit hus. Hans hus består af hans trælle, børn og hans kvinder. Derudover består hans hus af hans ansatte eller tjenere. I det gamle Israel kender man ikke helt vores begreb familie. I stedet opererer man med mandens hus. Begrebet kvindens hus eksisterer ikke!

Alle i huset er hans ejendom og hans trælle – i al fald i princippet. Manden er hustruens herre. Hun tiltaler ham simpelt hen som min herre og hun håber på hans nåde! Der er ingen ligestilling af de to køn. Vi ved desværre også at man har sat nyfødte pigebørn ud i naturen i ret stort omfang – piger var simpelt hen uønskede.

Kvinder skal være seksuelt trofaste – dvs de må kun have seksuel omgang med én bestemt mand – nemlig deres herre. Kvinder der bryder den lov bliver stenet. Det væsentlige er ikke om mænd er seksuelt trofaste – det afgørende er at kvinder er det – simpelt hen af den grund at det er kvinden som føder manden hans børn – forhåbentligt sønner. Manden – Herren – skal være sikker på at hans sønner er hans egne børn! Manden kan have samleje med mange forskellige kvinder. Han kan have mange koner. Han har også samleje med sine kvindelige trælle og andre.

Manden er undergivet de generelle regler om seksuel utugt i Moseloven – fx må han ikke have samleje med andre mænd eller dyr. En mand må ikke gifte sig med to søstre – det gør Jakob som bekendt – men Moseloven hører naturligvis også en senere tid til end Jakobs tid. En mand må ikke have seksuel omgang med sin søster eller sin moder.

Et ægteskab består i at bruden – kvinden – købes af en slægt. Hun bliver simpelt hen flyttet som en genstand fra en slægt til en anden slægt. Ude i østen gifter Jakob sig med to kvinder på én gang – Lea og Rakel. Lea og Rakel bliver købt af Jakob – og af hans fader Isaks hus – og de får en ny herre – nemlig Jakob. Kvinder kan ikke bo alene. Tidligere boede Rakel og Lea hos deres fader – han var deres herre. Nu bliver de Jakobs ejendom – han køber dem – Jakob bliver deres herre. Det gamle Israel kender egentlig ikke ægteskabet i vores betydning – det kender blot det at en ung kvinde kan blive flyttet og få en ny herre – det er hendes ægteskab – hendes nye status og identitet! Alle kvinder er en form for ejendom. Vi kan også sige: Ingen kvinde kan eksistere uden en herre og værner og beskytter! Hun kan ikke overleve som et enkelt stående individ! Derfor er en stor mand som Job også en beskytter for alle enkerne – han har måske taget dem ind i sit hus! Jo større manden er – jo større er hæren af kvinder som følger ham!

Ægtemanden kan til enhver tid forstøde sin hustru – dvs han sender hende bort. Kvinder har ingen mulighed for at lade sig skille fra deres mand. Manden kan ophæve ægteskabet – som egentlig ikke er noget ægteskab i vores betydning – fra øjeblik til øjeblik. Han behøver ikke nogen særlig grund. Han kan forstøde hende hvis han finder en anden kvinde som er smukkere, som en jødisk rabbiner senere sagde! Han kan også sende hende bort hvis hun brænder maden på, som en anden jødisk rabbiner skal have sagt! (I Det nye Testamente ser det ud til at Jesus afviser enhver form for skilsmisse – altså det stik modsatte synspunkt).

Vi skal også huske at det gamle Israel er et samfund med en meget skarp adskillelse mellem mænd og kvinder. Mænd og kvinder lever ikke sammen og de er helt fremmede for hinanden – også selv om de er ægtefæller. Fx opdager Jakob først dagen efter at han er blevet gift med Lea – den forkerte - ved et uheld! Det vi kalder romantik og kærlighed findes ikke særligt ofte i Det gamle Testamente. Samfundet i det gamle Israel ligner den skarpe adskillelse mellem mænd og kvinder som stadig eksisterer i Islam og i den arabiske verden – visse steder. Mænd og kvinder har ikke ret megen kontakt med hinanden. Ægtemanden er en fjern herre – som ofte kan virke frygtindgydende og farlig. Ægteskabet bygger ikke på følelser men på handler og alliancer mellem klaner og slægter. Det gamle Testamente kender godt liderlighed og seksuel lyst – men vores kærlighed kendes næsten ikke. Det er lige som David siger ved Sauls død: - Kærlighed mellem mænd – de store helte – er stor og evig - men kærligheden til kvinderne betyder kun lidet! Dette træk kender vi netop også fra den arabiske verden med dens stærke kærlighed mellem mænd.

Kvinder er ejendom. Vi ved endda hvor meget man har betalt for at købe en brud – en kvinde. Vi ved også at visse kvinder – der var mindre værd – kunne købes meget billigere.

Jakob vinder sig to kvinder på én gang. På den måde viser Det gamle Testamente at Jakob er en stor mand – en helt. Jo flere koner en mand har – jo større er han. Abraham er da også omgivet af en hel hær af hustruer, trælkvinder og trælpiger da han kommer til Palæstina. Kvinder er noget en mand erobrer lige som bytte og genstande. Jo smukkere en kvinde er jo større berømmelse får han. Rakel er smukkere end alle andre kvinder. Derfor er Jakob en vældig kriger! En hel hær af smukke og frugtbare hustruer kaster lys og glans over mandens hoved!

Jakob erobrer også sine kvinder ved snuhed, kløgt og snedighed. Lea og Rakel er jo Labans ejendom men Jakob erobrer dem ved list og snuhed. På samme måde erobrer Jakob al Labans rigdom og hans dyreflokke. Kvinder er lige som flokke af dyr. At eje mange smukke kvinder er en stor herlighed for en mand – og det sikrer ham jo også mange sønner.

Ægteskabet består ikke i at parterne indgår ægteskab i vores betydning. Parterne skriver ikke under nogen steder! De lover ikke noget! Kvinden flytter simpelt hen ind i mandens hus. Hun er nu hans træl – eller tjener. Han er hendes herre. Hun kan ikke forlade ham – hvis hun gør det er hun fortabt. Ægteskabet er en handelsaftale kan vi sige. Parterne lever blot sammen - uden nogen særlig aftale eller papir!

Abraham og Sara ordner sagen ved at Abraham bliver gift med en af Saras trælpiger Hagar! Sara ejer sine trælpiger og kan give dem bort helt frit. Hvis denne pige bliver gravid med Abraham bliver barnet født på Saras knæ, som det hedder i Det gamle Testamente – dvs barnet bliver som Saras eget barn. Problemet er løst! Vi kan se her at ægteskabet er en ren handel – en ren overførsel af en person fra en herre til en anden. Kvinderne i det gamle Israel blev simpelt hen flyttet som genstande.

Vi skal forestille os at Abraham på dette tidspunkt havde seksuel omgang med rigtigt mange kvinder. Men det løste ikke Saras problem. Det som Sara – og Abraham – ønsker er jo at barnet skal komme fra Sara, fra Saras moderskød. Derfor bliver barnet – sønnen Ismael - siden født på Saras knæ. Metoden var udbredt og helt almindelig som vi også kan se af Jakob eksemplet:

Men hun [Sara] havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. v2  Og Saraj sagde til Abram: »Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende.« Og Abram gjorde, som Saraj sagde. v3  Abrams kone Saraj tog så sin trælkvinde, Hagar fra Egypten, og gav hende som kone til sin mand Abram. v4  Han gik ind til Hagar, og hun blev gravid.

I samme øjeblik Hagar bliver gift med Abraham bliver hun en fri kvinde. Hun er pludselig ikke længere træl. Vi kender systemet fra tidens lovgivning. Det som Abraham og Sara gør, var helt normalt. Jakob får også adskillige sønner med trælkvinder som stammer fra hans to hustruer Rakel og Lea. Rakel viser sig at være ufrugtbar lige som Sara – alle de store kvinder i Det gamle Testamente er oprindeligt ufrugtbare! - og i stedet avler Jakob så sønner med Rakels trællepige – akkurat som i eksemplet med Abraham og Sara! Levi og Juda og Ruben er født af Rakels tjenestepige – de bliver født på Rakels knæ!

Da hun [Hagar] blev klar over, at hun var gravid, begyndte hun at se ned på sin frue [Sara]. v5  Da sagde Saraj til Abram: »Du har ansvaret for den uret, der overgår mig! Jeg har selv lagt min trælkvinde i din favn, men nu, da hun har opdaget, at hun er gravid, er hun begyndt at se ned på mig. Herren skal dømme dig og mig imellem!«

v6  Abram svarede Saraj: »Her har du din trælkvinde! Gør med hende, som du synes!«

Så behandlede Saraj hende så hårdt, at hun flygtede væk fra hende.

(1 Mosebog 16)

Vi har bevaret to forskellige beretninger om Abraham, Sara og Hagar. Den ovenstående beretning findes i 1. Mosebog kapitel 16 og den stammer fra den kilde til Det gamle Testamente man kalder Jahvisten. Vi kan fx se at Gud i denne beretning benævnes som Herren.

Den anden beretning findes i 1. Mosebog kapitel 21. Når moderne læsere læser 1. Mosebog kan de tro at der er tale om to adskilte begivenheder – men ifølge forskningen handler de to beretninger om den samme begivenhed – blot i to forskellige udgaver og med forskellige vurderinger. Der har eksisteret to forskellige sagn om Abraham, Sara og Hagar. Beretningen i kapitel 21 stammer fra Elohisten og er senere end Jahvistens beretning i kapitel 16. Elohisten benævner normalt Gud ved gudsnavnet Elohim – altså Gud:

I denne beretning kan vi se de samme træk – omkring fristelsen og troen – som i Jahvistens beretning.

Sara føder en søn og de to drenge vokser op sammen. De har jo også den samme fader. De to drenge – Isak og Ismael – bliver tilsyneladende behandlet nogenlunde ens. I denne meget menneskelige situation bliver Sara et offer for de bange anelser og frygten. Hun falder i fristelsen. Hun mister troen. Hun kan se hvad der sker med de to drenge og hun tænker: - Det går helt galt! Isak vil bukke under for Ismael! Sara mister troen og tilliden. Hun mister troen på Herrens løfter og hendes lille ego tager over. De bliver grebet af bekymring og frygt. Ismael og hans mor skal ud og langt væk! Sara kan kun løse problemet ved hendes vrede, hendes raseri og afmagt. Sara bliver et arme offer for sine følelser. Hun mister troen. Herren har garanteret hende at Isak skal arve Abraham – men når det kommer til stykket kan hun ikke tro på Herrens løfter og garantier. Det er klart tekstens mening at vi skal se disse træk hos Sara – at hun falder fra eller falder for fristelsen. Sara bliver lille og svag. Hun gør sig selv lille og svag. Hun har fået alle løfterne og hun burde have vist storsind over for sin rival den anden kvinde i Abrahams liv – Hagar. I Elohistens beretning er det tydeligt at Abraham holder meget af Hagar! Men objektivt set – kan man sige - burde Sara slet ikke blive så ophidset eller vred:

v8  Da drengen [Isak] voksede til, blev han vænnet fra, og Abraham holdt et stort gilde, den dag Isak blev vænnet fra. v9  Men da Sara så den søn, som den egyptiske kvinde Hagar havde født Abraham, lege med [drille] Isak, v10  sagde hun til Abraham: »Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for denne trælkvindes søn skal ikke arve sammen med min søn Isak.«

Sara mister troen og tilliden – og glæden og freden. Han bliver fristet. Synden – dvs den manglende tro – får magten over hende. Det udtrykker hun alt sammen ved den ene sætning:

Jag denne trælkvinde og hendes søn bort!

v11  Det tog Abraham sig meget nær, fordi det var hans søn. v12  Men Gud sagde til Abraham: »Du skal ikke tage dig det nær for drengens og din trælkvindes skyld. Gør alt, hvad Sara siger til dig, for det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn. v13  Men også trælkvindens søn vil jeg gøre til et folk, fordi han er din søn.«

Hagar må tage af sted ud i ørkenlandet – helt uden tilstrækkelige forsyninger. Det går helt galt. Hagar går helt fortabt. Hun opgiver - næsten. Hun kan ikke længere se nogen redning. Hun er lige ved at lægge sig til at dø. Historien om Abraham, Sara og Hagar udvikler sig til en katastrofe – en tragedie. Gud griber ind og frelser den lille nyfødte dreng – han er bestemt til noget stort. Gud griber ind når nøden er størst. At tro er at bevare tilliden til at Gud vil gribe ind – at bevare håbet. Håbet og fristelsen er modsætninger. Mennesker som falder for fristelsen har opgivet ethvert håb. Så længe vi har et håb – falder vi ikke for fristelsen.

Hagar får en helt anden rolle end Sara! Hagar bliver i 1. Mosebog en helt. Hun er ved at opgive – men hun bevarer troen til det sidste. Hagar indser at hun ikke kan gøre så meget. Hun indser at hun slet ikke skal gøre så meget! Hendes tro og håb går i opfyldelse. Hagar venter. Hagar lader Gud være i fred. Hagar lader Gud komme og virke i fred! Hagar falder ikke for nogen fristelse. Hun er heroisk - som moderen i ørkenlandet sammen med sin lille nyfødte søn. Hagar er vild og tapper. Hun er fri og stolt. Hun er ikke lille og frygtsom som Sara – på trods af at hun får en så hård skæbne! Hagar er som Maria – Jesu mor - i Det nye Testamente. Hun er en helt. Hagar må flygte men hun redder sin lille søn fra døden:

v14  Tidligt næste morgen gav Abraham Hagar noget brød og en lædersæk med vand, satte drengen på hendes skulder og sendte hende væk. Hun tog af sted, men for vild i Be'ershebas ørken. v15  Da vandet i sækken slap op, lagde hun drengen under en busk v16  og gik hen og satte sig i et bueskuds afstand, for hun tænkte: »Jeg vil ikke se drengen dø.« Hun satte sig og brast i gråd.

v17  Men Gud hørte drengen, og Guds engel råbte fra himlen til Hagar: »Hvad er der i vejen, Hagar? Du skal ikke være bange, for Gud har hørt drengen dér, hvor han ligger. v18  Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk.« v19  Så åbnede Gud hendes øjne, og hun opdagede en brønd. Hun gik hen og fyldte sækken med vand og gav drengen noget at drikke. v20 Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte.

(1 Mosebog 21)

Reformatoren Martin Luther har engang i 1500 tallet skrevet en berømt kommentar til dette stykke om Hagar og Sara i 1. Mosebog. Efter de flestes mening misforstår Luther meningen med beretningen. Luther prøver at forsvare Sara. Luther siger at Abraham er meget knyttet til sin søn Ismael og har svært ved at skille sig fra Ismael. Abraham var svag for han blev bare styret af sine følelser – han kunne ikke fastholde den store plan at Isak var vigtig og at Ismael var underordnet. Abraham elskede Ismael og Hagar alt for højt, siger Luther. Han havde et godt hjerte – men han var svag. Sara er derimod ikke en slave af sine følelser. Hun er hård og stærk og modig. Luther siger endda at Sara taler med Helligåndens stemme! Ifølge Luther er Sara en helt.

Ifølge de flestes mening tager Luther fejl. Meningen med teksten i 1. Mosebog er ikke at vi skal føle sympati for Sara. Fortællingen viser derimod en masse sympati for Hagar!

Beretningerne i 1. Mosebog – som fx beretningen om Abraham i Egypten – er ikke myter i den normale betydning af ordet myte. En myte foregår på et helt guddommeligt plan. Myten fortæller om guderne og deres indbyrdes forhold. Myten beskriver hvem guderne er. Vi kender disse myter fra det gamle Grækenland – som fortalte myter om forholdet mellem Zeus og Afrodite eller myter om gudernes oprindelse.

I denne forstand er beretningerne i 1. Mosebog ikke myter - men de er en slags myter i en mere udvidet betydning. Hovedpersonen i alle de beretninger som vi har bevaret i 1. Mosebog er Gud eller Herren. Hovedpersonen er aldrig et menneske. Det er Gud som handler. Det er Gud som bestemmer historiens gang. Det er aldrig mennesker som er i centrum af historien. I beretningerne om Abraham er det aldrig nogen sinde Abraham der er hovedpersonen! Vi må aldrig læse disse Abrahams fortællinger på den måde at vi gør Abraham til et menneskeligt forbillede! Det er ikke tekstens mening! Abraham er objekt – ikke subjekt! Derfor kan teksten også fremstille alle Abrahams svagheder – det er bestemt ikke noget problem for Det gamle Testamente. Subjektet i historien er altid Herren. Alle beretningerne handler om hvordan Herren greb ind da nøden og synden og lidelsen var størst – da menneskene var gået helt fortabt! Alle beretningerne har kun ét eneste tema: hvordan Gud reddede menneskene ved en helt underfuld og helt uventet og helt utrolig frelse af nøden og trængslen! Ingen af beretningerne i 1. Mosebog handler egentlig om mennesker – alle handler de om Gud! De er vidnesbyrd om Gud – dvs om Guds frelse.

Josef bliver fristet. Josef, Jakob og de egyptiske sønner - Efraim og Manasse.

Jakob velsigner Josefs to egyptiske sønner Efraim og Manasse. Jakob skal snart dø. Derfor giver han den patriarkalske velsignelse videre. Vi kan også se Isak hele tiden i baggrunden. Isak havde velsignet Jakob og givet ham velsignelsen – men Jakob havde groft bedraget den gamle, døende og blinde Isak! Velsignelsen af Jakob var – efter Guds vilje men - en menneskelig tragedie!

Velsignelsen er evig. Den kan ikke laves om. Jakob har kun een virkelig velsignelse. Velsignelsen er lige som en olie som Jakob kan give videre – men han må vælge. Begge drenge kan ikke få velsignelsen – i al fald ikke den virkelige afgørende velsignelse. Det er derfor at Esau tidligere går fortabt – Isak havde ikke nogen ekstra velsignelse tilbage til Esau. Velsignelsen var allerede blevet opbrugt – som en olie.

Velsignelsen flyder ud af den højre hånd. Den højre side er den rigtige side – æren og herligheden og velsignelsen strømmer ud til den højre side. Kongen – den salvede – sidder ved Guds højre side. Kristus sidder i himlen ved Guds højre side. Kristus får al velsignelsen fra Gud gennem Guds højre hånd.

Josef bliver fristet – han bliver bange. Josef bliver lille og svag og bekymret. Han falder tilbage. Han mister troen og tilliden. Den gamle Jakob er også blind og forvirret og døende. Jakob tager fejl – han tager fejl af de to sønner. Jakob vil give velsignelsen til Efraim - den yngste søn. - Det er forkert, tænker Josef! - Der er ved at ske en forfærdelig ulykke, tænker Josef. Josef bliver desperat – han forsøger at gribe ind og flytte den gamle Jakobs hænder - så de vender rigtigt! Jakob har krydset sine hænder, da han skal velsigne sine børnebørn! Situationen er et af højdepunkterne i hele Det gamle Testamente! Men Jakob tager ikke fejl! Josef begynder bare at tvivle på Guds styrelse og Guds plan. Josef mister troen – han bliver bange. Gud ved hvad han gør – Jakob ved hvad han gør! Jakob er ikke en sindsforvirret gammel tåbe der ikke ved hvad han gør! – Jeg ved det, som han siger! Josef falder i og han falder for fristelsen - til at styre og kontrollere med sin forstand og sine egne tanker! Josef er et symbol på det som alle mennesker gør hele tiden – Vi vil styre og kontrollere det liv, som er i Guds hånd! Josef mister troen. Han mister ånden og modet. Han gør sig selv lille og svag. Han gør sig selv til et lille offer – han er fuld af frygt for at det hele skal gå galt! Når vi gør os selv til små og svage ofre – er det en stor sorg for Gud – det er tanken i 1. Mosebog!

På den måde bliver Josef i denne berømte situation – et af højdepunkterne i hele Det gamle Testamente - til et evigt symbol. Vi kan alle genkende os selv i Josef – han er vores spejl. – Lad Gud være i fred!

v13  Josef tog nu sine to sønner i hånden, Efraim i sin højre hånd, så han stod til venstre for Israel, og Manasse i sin venstre, så han stod til højre for Israel, og så førte han dem hen til ham. v14  Israel rakte sin højre hånd frem og lagde den på Efraims hoved, skønt han var den yngste, og sin venstre hånd lagde han på Manasses hoved; han krydsede sine hænder. Men Manasse var jo den førstefødte.

v15  Så velsignede han Josef:
      »Den Gud, for hvis ansigt
      mine fædre Abraham og Isak vandrede,
      den Gud, som har været min hyrde
      fra min fødsel til i dag,
v16  den engel, som har udfriet mig fra alt ondt,
      skal velsigne drengene.
      De skal kaldes med mit navn
      og med mine fædre Abrahams og Isaks navne,
      og de skal blive talrige i landet.«

v17  Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, blev han bekymret og greb sin fars hånd for at flytte den fra Efraims hoved over på Manasses. v18  Josef sagde til sin far: »Det er forkert, far! Det er ham her, der er den førstefødte, læg din højre hånd på hans hoved.« v19  Men det ville hans far ikke.

Han sagde: »Jeg ved det, min søn, jeg ved det. Også han skal blive til et folk; også han skal blive stor. Men hans yngre bror skal blive større end han, og hans efterkommere skal blive til en mængde folkeslag.« v20  Den dag velsignede han dem og sagde:
      »Med dit navn skal Israel velsigne og sige:
      Gud gøre dig som Efraim og Manasse.«
Sådan satte han Efraim foran Manasse!

(1 Mosebog 48)

Egypten er Guds rige.

Jakobs ankomst til Egypten.

I Lot historien deler Abraham og Lot det forjættede land – Palæstina. Historien skildrer hvordan Lot står på et højt punkt oppe i bjergene og ser ned over Jordandalen:

v10 Lot så ud over landet og lagde mærke til, at hele Jordandalen lige til Soar var så vandrig som Herrens have, som Egyptens land. Det var, før Herren ødelagde Sodoma og Gomorra. v11  Så valgte Lot hele Jordandalen og brød op og drog mod øst. Sådan gik de hver til sit.

(1 Mosebog 13)

Set med Lots øjne er den frugtbare og vandrige Jordandal det bedste stykke og han vælger at hans folk skal bo her. Jordandalen er frugtbar og dejlig og skøn som Egypten og som Paradisets have – Edens have!

Da Jakob kommer til Egypten – i et triumftog med alle hans 66 sønner og talløse trælle og trælkvinder – kommer han ind i et land som flyder med mælk og honning! Han kommer ind i et land som Edens have. Den egyptiske konge tilbyder Jakob og hans folk al Egyptens overflod, frugtbarhed og rigdom. Israels sønner skal – lige som Josef - være betroede embedsmænd i kongens tjeneste. Israels folk skal bo i de bedste områder af hele Egypten. Gæstfriheden er overvældende. Jakob bliver modtaget i Egypten som en konge. Israels folk har endelig fundet sted at bo og være. Truslen mod Israels folk var frygtelig og overvældende – hungersnøden truede hele verden. Jorden var ved at dø og alle mennesker var ved at dø, som det siges. Egypten er som Noas ark. Gud greb ind og frelste Israels folk – Jakob og hans sønner. Guds frelse skete ved Josef og på grund af Josefs store magt og herlighed i Egypten. Det var ikke Josefs brødre der sendte ham til Egypten – det var Gud som sendte Josef til Egypten! Josef blev sendt til Egypten for at frelse Egypten og hele verden – inklusive Jakob og hans sønner. Gud frelser alle mennesker – ikke nogle få udvalgte! Gud frelser med de midler som er nødvendige! Den frelse som Jakob fik lov til at opleve på sine gamle dage var i sandhed underfuld! Gud frelste ham – een gang til – med sine mægtige kæmpegerninger! Jakob har kæmpet mod alt og alle – mod mennesker og mod Gud – og til sidst bliver han frelst ved Guds underfulde nåde. Gud kalder ham til at rejse til Egypten og forlade alt. Gud kalder Jakob som han kaldte Abraham - dengang Abraham var langt borte i østen.

Jakob kommer i audiens hos den egyptiske konge – faraoen. Jakob er gammel og træt. Audiensen er en mageløs sejr for Jakob – men han er ikke særligt optaget af den egyptiske fyrste. Kongen er tydeligt nok meget imponeret af den gamle kæmper og patriark fra Kana’ans land:

v7  Derefter førte Josef sin far Jakob hen og forestillede ham for Farao, og Jakob hilste Farao. v8  Farao spurgte Jakob: »Hvor mange år har du levet?«

v9  Jakob svarede: »Jeg har levet hundrede og tredive år i fremmed land. Få og ulykkelige har mine år været. De når ikke de år, mine fædre levede i fremmed land.«

v10  Så tog Jakob afsked med Farao og forlod ham.

(1 Mosebog 47)

Jakob har levet alle sine dage i fremmed land. Han har levet i langt over 100 år i fremmed land. Hans fædre Isak og Abraham og Lot levede alle deres dage i fremmed land. Aldrig fandt de et sted at slå sig ned. Altid har de været nomader, på flugt, uden ejendom, på gennemrejse. Det nærmeste de opnåede var et lille bitte jord stykke med en klippegrav i Makpela – som Abraham købte af hittiterne! Her blev Abraham begravet – ellers havde han ligget i fremmed jord – helt fortabt og helt alene!

Når Jakob ser tilbage har han alle dage levet i fremmed land, som en fremmed i landet. Løfterne er ikke gået i opfyldelse. Jakob fik ikke noget land. Abraham fik ikke noget land. De kom til at bo som fremmede i et land som ikke var deres eget land. De kom til at bo som gæster og fremmede – uden ret og uden ejendom – midt blandt fjendtlige og fremmede folk som hittiter, filistre og kana’anæere!

I Egypten får Israel og Jakob alt det som de har ønsket sig. De bliver fastboende og bosiddende. De kommer til at eje jord. De får et land som er deres eget.

Jakobs indvandring i Egypten er en indvandring i det forjættede land – en vandring ind i Guds rige og frelse. Egypten er Guds rige og frelse og alle Jakobs sønner bliver iklædt en festklædning, en bryllupsklædning – indvandringen er en evig festdag – den er starten på Guds rige på jorden. De gaver og velsignelser som regner ned over Jakob og hans sønner er helt overvældende. Egypten er et under, et mirakel. Gud har frelst os, han har trukket os op fra de vældige vande – han har løftet os op på klippen, som det siges i Salmerne. Han har ført os ud i det åbne land – ud af trængslen – hungersnøden.

Den gamle Jakob oplever Guds underfulde frelse – lige før han skal dø. Jakob får fred i sit hjerte. Hans folk kommer til at leve i Guds fred og glæde. Jakob kommer hjem. Han kommer hjem til sin søn Josef. Jakobs folk finder et nyt hjem. Alle dage har de kun været omvandrende aramæere fra et fremmed land i østen – nu har de endeligt fundet et sted som er deres eget. Dette tema – Egypten er det forjættede land – kan vi se når vi ser på de sidste kapitler af 1. Mosebog. Indvandringen i det frugtbare og velsignede Egypten – Josefs land og Guds land – er højdepunktet og konklusionen på 1. Mosebog. Denne beretning er et stort evangelium:

v16  Rygtet om, at Josefs brødre var kommet, nåede Faraos palads, og det blev Farao og hans folk glade over. v17  Farao sagde til Josef: »Sig til dine brødre: I skal læsse dyrene og tage hjem til Kana'an. v18  I skal hente jeres far og jeres familier og komme ned til mig.

Jeg vil give jer alt godt i Egypten, så I kan leve af landets overflod! v19  Jeg giver dig befaling om at sige: Tag vogne med fra Egypten til jeres kvinder og børn, hent jeres far og kom herned! v20  I skal ikke bekymre jer om jeres ejendele, for alt godt i hele Egypten skal være jeres.«

v21  Det gjorde Israels sønner, og på Faraos befaling gav Josef dem vogne og proviant. v22  Han gav hver af dem et sæt festklæder, men Benjamin gav han tre hundrede sekel sølv og fem sæt festklæder. v23  Til sin far sendte han ti æsler læsset med alt godt fra Egypten og ti æselhopper læsset med korn og brød og forsyninger til sin far til rejsen.

(1 Mosebog 45)

v1  Så brød Israel op med alt, hvad han ejede. Han kom til Be'ersheba, hvor han bragte slagtofre til sin far Isaks Gud. v2  Gud sagde til Israel i et nattesyn: »Jakob, Jakob!« Da han svarede ja, v3  sagde Gud:

»Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. v4  Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten.«

v28  Jakob sendte Juda i forvejen til Josef for at få vist vej til Goshen, og så kom de til landet Goshen. v29  Josef lod spænde for sin vogn og kørte op for at møde sin far Israel i Goshen. Da han så ham, faldt han ham om halsen og græd længe ved hans hals. v30  Så sagde Israel til Josef: »Nu kan jeg dø! Nu har jeg set, at du stadig er i live.«

(1 Mosebog 46)

v1  Josef gik til Farao og fortalte ham, at hans far og hans brødre var kommet fra Kana'an med deres får og køer og alt, hvad de ejede, og at de nu var i landet Goshen. v2  Han havde udtaget fem af sine brødre, som han forestillede for Farao. v3  Farao spurgte brødrene: »Hvad er jeres levevej?« De svarede: »Dine tjenere er fårehyrder ligesom vores forfædre.« v4  Og de sagde til Farao: »Vi er kommet for at bo som fremmede i landet, herre. Der er intet græs til vores får, for hungersnøden i Kana'an er knugende. Giv derfor dine tjenere lov til at bo i landet Goshen.« v5  Farao sagde til Josef:

»Din far og dine brødre er kommet til dig. v6  Egypten ligger åbent for dig. Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan bo i landet Goshen. Og hvis du ved, at der er dygtige mænd blandt dem, så sæt dem til at have opsyn med mit kvæg.«

v11  Josef lod sin far og sine brødre bosætte sig og gav dem ejendom i Egypten, i den bedste del af landet, i landet Ramses, som Farao havde befalet. v12  Josef forsørgede sin far og sine brødre og hele sin fars slægt efter antallet af børn.

(1 Mosebog 47)

Mysteriereligionerne og oldtidens religion.

Mysteriereligionerne er en samlebetegnelse for en række nye religiøse bevægelser som opstod i århundrederne f. Kr. og svømmede ind over det gamle Grækenland og Romerriget. De ældste mysteriereligioner opstår allerede omkring 500 f. kr.

Mysteriereligionerne er radikalt forskellige fra den klassiske religion og kult i Grækenland og Rom. Denne religion og gudsdyrkelse var statslig, kollektiv og formel og national. Omkring Kristi fødsel var denne gamle religion – troen på guderne som Zeus og Jupiter – ved at miste sin reelle betydning. Den gamle religion blev en tom facade som ingen rigtig troede på mere. I det miljø fik mysteriereligionerne deres chance. De kom ind i et slags religiøst tomrum. I mere end 500 år var mysteriereligionerne den helt dominerende form for religiøsitet og fromhed i Romerriget. De er typiske for tidens store skema: sammensmeltningen af østen og vesten eller synkretismen. Sammenlignet med mysteriereligionerne var den gamle romerske religion helt uden betydning. Den var blevet gamle sagn og legender, ordsprog og sproglige billeder. Den gamle romerske religion var ikke længere ægte religion eller tro som vi forstår det.

Mysteriereligionerne var internationale bevægelser – kirker med vores begreb – som henvendte sig til det enkelte menneske – mennesket som en løsrevet størrelse - så at sige. Mysteriereligionerne driver en slags international mission. Dette er noget radikalt nyt i oldtiden: De traditionelle religioner var begrænset til tid og sted. Israels religion var beregnet til Israels folk – ikke til alle de andre folk. Israel gjorde ikke noget forsøg på at missionere eller udbrede sin tro og religion til de andre samfund – for de havde jo deres guder! På samme måde var religionen og kulten i Athen en dyrkelse af de guder – som Athene – der netop beskyttede Athen! Religionen gav ikke nogen mening hvis den blev overført til helt andre steder! Athene skal jo netop beskytte os imod vore mange fjender! Dette mønster bryder mysteriereligionerne helt med. Mysteriereligionerne tilbød frelse, forvandling og genfødsel til alle mennesker uanset tid og sted, køn og sprog. De er ikke etniske som de hidtidige religioner. Mysteriereligionerne er moderne i deres struktur – de er i nogen grad det vi kalder kirker i dag. Med et andet ord har man kaldt dem for konventikler – uafhængige bevægelser og forbund af troende og fromme mennesker. Konventikler kender man fra de forskellige kristne kirker i nyere tid fx i 1700 tallet hvor konventiklerne var en slags protest imod den stivnede statskirke (pietismens konventikler).

Mysteriereligionerne var normalt ikke eksklusive – det var i høj grad muligt at være indviet i flere mysteriereligioner på én gang. Den enkelte sikrer sig ved flest mulige indvielser og får mere og mere kraft. Det kender vi mange eksempler på i Rom. Den kristne kirke i oldtiden er derimod eksklusiv og Paulus angriber de kristne i Lilleasien som flirter med de fremmede mysteriereligioner (fx i Kolossae)! Gode romere har fortsat tilbedelsen af de gamle romerske guder som Jupiter og Mars – samtidigt med at de er blevet indviet i Isis kulten. Romerne så intet problem heri – og derfor var den kristne holdning også totalt uforståelig. Vi kan også sige at oldtiden opfattede religion som viden – jo mere viden jo bedre – jo flere indvielser jo større indsigt, visdom og viden! Religionerne supplerer hinanden – de er komplementære. På samme måde som vi i dag ville sige at det at høre jazz musik ikke udelukker at man også godt engang imellem kan høre klassisk musik!

Den åndelige baggrund for mysteriereligionerne var en udbredt fatalisme og skæbnetro i Romerriget. Man troede at skæbnen – måske bestemt af stjernerne – styrede alt og at ens liv var prisgivet skæbnen og forudbestemt – styret af Ananke (nødvendigheden, skæbnen). Vi kender også denne hellenistiske pessimisme fra Det gamle Testamente – fx Prædikeren. Mysteriereligionerne var et tilbud om at blive fri af denne skæbnens elendige magt over mennesket. Ved at blive indviet blev man frigjort af skæbnens tvang. Man blev en fri ånd.

Vi kan sige at forholdet mellem mysteriereligionerne og den romerske skæbnetro svarer til forholdet mellem Prædikeren i Det gamle Testamente og det kristne evangelium. Prædikeren er uden håb. (Dette er strengt taget ikke helt sandt når man læser bogen men sådan blev bogen opfattet!). I mysteriereligionerne blev især Osiris til et symbol på menneskets håb – i modsætning til den pessimistiske skæbnelære som rådede i Romerriget. Skæbnetroen finder vi hos et virvar af samtidens forfattere. Skæbnetroen var forbundet med livstræthed, gammelmandsklogskab, pessimisme, en vis ligegyldighed og kynisme. Stoicismen var desværre med til at fremme dette meget negative mentale fænomen. Det er meget vigtigt at huske at denne stemning er baggrunden for mysteriereligionerne og kristendommen. Mysteriereligionerne gav mennesker håbet tilbage – og troen på livet i en vis forstand. Paulus taler netop imod denne livspessimisme som han kalder for verdens visdom – en dårskab for Gud!

Mysteriereligionerne er interessante af to grunde: Dels blev kristendommen opfattet af samtiden som en af mysteriereligionerne – endnu en! Dels har det været meget diskuteret om kristendommen blev påvirket af mysteriereligionerne. Hvis man fx læser Paulus 1. brev til Korinth kan man finde mange lighedspunkter mellem Paulus’ kristendom og mysteriereligionerne. Der er ingen tvivl om at Paulus havde et godt kendskab til mysteriereligionerne – de var tidens store hit – alle talte om dem. De første mysteriereligioner kom til Rom allerede i 400 tallet f. Kr. og mysteriereligionerne talte hundredtusinder af tilhængere i Romerriget.

Mysteriereligionerne er indbyrdes radikalt forskellige og man har diskuteret om man overhovedet kan sammenfatte dem i ét begreb. På trods af det mener de fleste at mysteriereligionerne har en række fællestræk – og de er så blevet sammenlignet med den unge kristne kirke:

Alle mysteriereligionerne – bortset fra Dionysos fra Grækenland - kommer fra østen – fra Mellemøsten, Persien eller Egypten. De udspringer alle sammen af gamle guder i østen som Isis eller Astarte eller Ishtar i de semitiske områder. De guder som optræder i mysteriereligionerne er typisk de gamle frugtbarheds og seksualitets guder som Isis og Adonis (Ba’al fra kana’anæerne). Men Isis er ikke længere en national egyptisk gud som dyrkes i Egyptens templer. Hun har fået en ny identitet. Hun er blevet hele verdens frelser. Mysteriereligionerne appellerer også langt mere til menneskers følelser end de gamle guder.

De fleste – men ikke alle - guddomme i mysteriekulterne er kvindelige guddomme. Vi kan på den måde sige at den traditionelle religion i Rom var maskulin og mandligt domineret men at mysteriereligionerne er et gennembrud for en kvindelig form for religiøsitet. Fælles for mange af mysteriereligionerne er den store moder.

Mysteriereligionerne er opkaldt efter ordet mysterium som er græsk og betyder noget hemmeligt. Når man kommer ind i religionen bliver man indviet i hemmeligheder – som man skal holde skjult. Alle mysteriereligionerne har en indvielse – man kan sige at den kristne dåb er en sådan indvielse. Den kristne Missa eller messe var oprindeligt også hemmelig i Romerriget. Indvielsen er en slags dødsproces. Det gamle menneske dør og et nyt væsen fødes. Den romerske forfatter Apulejus (ca 150 e. kr.) som er en kilde til mysteriereligionerne gav sin bog den karakteristiske titel Metamorphoses! Den indviede bliver forvandlet. Han gennemgår en meta-morfose dvs han får en ny skikkelse eller form. Han får en ny fødselsdag – nemlig den dag han bliver indviet. Vi bliver taget ud af verden, ud af lidelsen. Vi kommer i himlen. Man bliver genfødt og evig eller udødelig. Man bliver frelst. Man får en ny ånd – en hellig ånd. Ved indvielsen bliver man født på ny af Himlens moder – Isis – indvielsen er en indgang og en udgang af moderskødet. Indvielsen kan bestå af prøver, ydmygelser, smerte, faste, fysisk straf som piskning eller i tilfælde med Kybele kulten: selvkastration. Indvielsen kan ligne en indvielse i en loge. Indvielsen indeholder at det gamle menneske på en eller anden måde skal dræbes – ofte igennem smerte, sult eller ensomhed. Efter indvielsen er personen blevet salig. Han er blevet konge. Han er kommet i himlen. Han lever i en ny guldalder. Han lever ikke længere i verden men i ånden.

Indvielsen er en slags ordination eller salving. Med indvielsen får man en ny natur. Indvielsen kan betyde at man begynder at overholde nye leveregler. Eksempler er: at de indviede skal leve i cølibat eller ikke må spise kød og drikke vin.

Indvielsen ender med en vision eller en åndelig oplevelse. Den indviede ser et stort lys. Han ser Gud. Gud taler til ham. Alle indvielser ender med en stor lysoplevelse – en omvendelse – en åbenbaring. Den indviede får helligånden – med et kristent begreb. Apulejus gengiver oplevelsen således:

Jeg kom til dødens grænse. Jeg blev ført gennem alle elementer og kom så tilbage. Midt i natten så jeg solen funkle i et strålende lys. Jeg så Gud. Jeg var i deres umiddelbare nærhed. Jeg tilbad alle guderne.

Indvielsen består i at jeg pludselig ser Gud. Gud taler til mig i et lys. Gud viser sig pludseligt som et lys, som en sol midt om natten. Gud åbenbarer sig i et glimt – et glimt af himlen. Gud viser sig i et tegn.

Mysteriereligionerne taler om den pludselige frelse, den pludselige omvending. Forud vandrer jeg i dødens skygge. Jeg når til dødens grænse – jeg er lige ved at dø. Baggrunden for gudsglimtet er en lang forudgående tid af smerte, lidelse, ensomhed, sult, nød. At blive ført gennem alle elementer er at blive ført gennem ild og vand, som det også siges. Pludselig viser Gud sig – ved et tegn eller ved et orakel eller svar. Selve denne oplevelse – oplevelsen af det pludselige vendepunkt – finder vi meget tydeligt i Salmernes Bog i Det gamle Testamente men i en helt anden sammenhæng.

Indvielsen er måske foregået ved at mysten – mennesket – rent praktisk er blevet ført igennem forskellige rum for til sidst at blive ført ind i et stort, overvældende lys.

Det er meget karakteristisk for mysteriereligionerne at den myste som bliver indviet i hemmeligheden stort set er helt passiv! Han skal ikke gøre noget eller præstere noget. Han bliver ført ind i mysteriet. Mysteriet er en ren nådegave. Den afhænger ikke af hans godhed, præstation eller gode gerninger! Han bliver ført igennem natten og mørket måske uden at kunne se noget (alle indvielserne foregik om natten) – han bliver ført ind i nåden og det evige liv. Han sejrer over døden – ikke ved egne kræfter – men på grund af Guds kærlighed.

Den åndelige oplevelse udformer mysteriereligioner på meget forskellig måde. Nogle steder kædes oplevelsen sammen med rus, drukkenskab, narkotiske stoffer eller voldsom smerte. Deltagerne oplever en besættelse. Nogle steder er oplevelsen forbundet med seksuelle oplevelser – de fleste af mysteriereligionerne hænger sammen med gamle seksuelle frugtbarhedsguder fra østen.

Mysteriekulterne var kendt for at deres riter var hemmelige i oldtiden. Denne hemmelighedsfuldhed har gjort dem mere tiltrækkende men rent faktisk anede gode romere ikke hvad der foregik – med mindre de selv var blevet indviet. Vi ved også at romerne faktisk troede alvorligt på at de kristne praktiserede kannibalisme ved deres hemmelige møder. Romerne havde hørt, at de kristne spiste brødet og vinen – altså Herrens blod og legeme. I forhold til de øvrige mysteriereligioner var det ikke utænkeligt at de kristne var kannibaler.

Disse indvielsesritualer kender vi kun i grove træk. På trods af al hundredtusinder blev indviet i mysteriereligionerne og på trods af en enorm senere forskning – kender vi stadig ikke disse ritualer i detaljer. Det lykkedes for oldtidens mysteriekulter at bevare deres hemmeligheder!

Ved indvielsen bliver medlemmet ét med guden – fx ét med Isis. Alle medlemmerne er ét med guden og ét med hinanden. De er til sammen ét legeme. Denne tanke finder vi også hos Paulus.

I Det nye Testamente siger Paulus at de kristne i dåben bliver korsfæstet sammen med Kristus. Vi bliver døbt til døden. Dåben er en død. Kødet dør, siger Paulus og en ny ånd opstår. Den ånd er ét med Kristus. I mysteriereligionerne bliver man på samme måde ét med guden fx ét med Kybele. Medlemmerne af Kybele kulten har nok kastreret sig selv for at komme til at ligne Kybele som ifølge myten var en hermafrodit.

I mysteriereligionerne er der et system af mange grader af indvielse. Efterhånden kan man blive indviet i højere og højere visdom og mere og mere hemmelige ritualer! Dette system minder om det vi kender fra den moderne tids loger.

Mysteriereligionerne henvender sig til alle mennesker uanset religion, sprog eller kultur eller køn – modsat de gamle religioner som var nationale. Mysteriereligioner appellerer til mennesker individuelt. Vi kan også tydeligt se at kvinder tiltrækkes af mysteriereligionerne – kvinder og mænd er lige stillede i de nye religioner – lige som slaver og frie! En revolutionerende tanke i oldtiden! Det enkelte menneske – individet – bliver optaget i det hemmelige selskab – en helt ny tanke i oldtiden. Man er ikke som tidligere født ind i en religion. Mysteriereligionerne er et valg. Vi kan sige at mysteriereligionerne ligner det vi kender i den moderne verden – hvor vi oversvømmes af religiøse tilbud – også fra østen - som tilbyder sig til den enkelte. De nye religioner tilbød sig på et slags åbent marked. Det gjorde kristendommen også. Mysteriereligionerne tilbyder frelse og evigt liv til det enkelte individ. Mysteriereligionerne tilbyder omsorg, kærlighed og følelser som vi kan se i Isis kulten. De som er medlemmer af kulten kender hinanden – og elsker hinanden! De er netop brødre og søstre! Deres indbyrdes kærlighed går på kryds og tværs af samfundsmæssige skel. Det betyder ikke noget om du er fri eller træl, kvinde eller mand, romer eller egypter – vi er alle lige – vi elsker hinanden.

Alle er lige – i Guds øjne er der ingen forskel. Gud har ikke nogen persons anseelse. Der er ingen forskel på kvinde eller mand, træl eller fri, græker eller jøde, som Paulus siger.

Gudstjenesten er grundlæggende lukket og hemmelig – helt modsat kulten i den romerske religion der jo foregik på Forum Romanum i fuld offentlighed! Mysten – medlemmet – sværger et tavshedsløfte ved indvielsen. Vores kilder til mysteriereligionerne er derfor ikke altid pålidelige. Den romerske forfatter Apulejeus der levede ca 150 e. kr. er en stor kilde til mysteriereligionerne – men det er ofte svært at skelne mellem hvad der er kendsgerninger og hvad der er rygter eller gode historier!

Vi finder en slags dåb – en renselse – en afvaskning – i de fleste mysteriereligioner. I Mithras kulten renses deltagerne med blod fra en tyr men da tyren er identisk med Gud renses de i virkeligheden af Guds blod. De bliver rene. Synden bliver vasket bort. Ligeledes finder vi i mysteriereligionerne et helligt måltid. Den indviede iklædes en ny dragt – han bliver genfødt – bliver et nyt menneske. I Isis kulten bliver det nye medlem vist frem for menigheden i templet iført tolv nye hvide skjorter. Han har en palmekrans om hovedet og en flammende fakkel i hånden.

Han er et gudebillede, siger Apulejus. Han er smykket som guden. Han er nu blevet ét med Gud.

Den virkelige metamorfose eller forvandling sker ikke efter døden men lige nu – her i dette liv. Den indviede er allerede nu gået over fra døden til livet. Han er allerede nu stået op fra de døde. I mysteriereligionerne finder vi også den tanke at det at leve i verden er at leve i de dødes rige. Med indvielsen bliver manden taget ud af verden – han forlader verden – altså de dødes rige. At leve i verden er at leve i lidelsen, i synden, i kødet.

Ifølge myten om Osiris blev Osiris ikke blot dræbt men hans legeme blev skåret i små stykker og spredt i hele verden. Osiris bliver frelst – han genopstår – ved at alle delene bliver fundet igen og bygget sammen til en ny Osiris. Osiris bliver en ny skabelse. Vi kan sige at indvielsen – som er en gentagelse af Osiris myten – er en integration eller en samling af mennesket af løsrevne dele til en ny skabelse som er evig og uden for tiden.

På samme måde bliver også den græske Dionysos dræbt, sønderlemmet (skåret i stykker) og genskabt i en ny form – den nye Dionysos, som man kaldte ham!

En renselse kan ske med vand eller med blod.

I den hemmelige indvielse gentager mennesket – mysten (den som skal indvies) – gudens forløb og livshistorie: Lige som guden døde og genopstod fra de døde – går mysten igennem en slags dødsproces frem til en genopstandelse. Indvielsen er en imitatio Dei – mennesket efterligner guden. Han går i Guds fodspor – han går korsets vej. I indvielsen bliver personen ét med guden. Han bliver Gud. Han bliver guddommeliggjort – man taler om hans apoteose – hans ophøjelse til Gud. Indvielsen – salvingen – er en ophøjelse – en herliggørelse. Denne ophøjelse skyldes ikke en menneskelig bedrift eller præstation men udelukkende gudens kraft og frelse! Det er Gud som gør alt. Det er Gud som er aktiv – ikke mennesket. I en Mithras tekst siges det:

Dette menneske, som står her, er i dag blevet genfødt af dig, Gud. Han er blevet kaldet af dig ud af så mange tusinder. Du har kaldet ham til udødeligheden.

I Mithras kulten siger guden følgende mystiske ord om sig selv – men disse ord gælder også det menneske som bliver indviet til guden. Mennesket bliver som Gud. Lige som guden døde, skal vi også dø:

Genfødt dør jeg. Jeg ophøjes. Ophøjet - dør jeg. Jeg er født ved en livgivende fødsel. Jeg er forløst af døden.

Vi kender disse udtryk allerede fra den gamle egyptiske religion – længe før mysteriereligionerne. Osiris dør og genopstår. Osiris er som marken og kornet og naturen. Mennesket får ved indvielsen en helt ny identitet: - I skal aldrig nogen sinde dø! Døden skal aldrig få magt over jer! I skal aldrig nogen sinde se forrådnelsen!

I Mithras kulten – som stammer fra den persiske krigergud Mithras og som blev enormt populær blandt de romerske soldater – drikker de indviede hellig vin og de spiser det hellige brød. På denne måde – ved et sakramente – bliver de udødelige.

Egypten og Israel.

Egyptens kultur og religion var allerede i oldtiden urgammel og er blevet opfattet sådan. Vi ved at den egyptiske kultur og religion eksisterer fra ca 3000 f. kr. Men mange af de religiøse forestillinger – fx tilbedelsen af solen og frugtbarheden – er meget ældre. Det er vigtigt at huske på at Egypten i oldtiden – indtil det blev en del af Romerriget under Cæsar og forsvandt som et selvstændigt samfund – var isolationistisk. Egypten førte ikke mange krigstoge og erobringskrige. Egypten lukkede sig inde i sin egen verden og holdt sig for sig selv. Vi ved at Egypten har ført enkelte krige mod Nubien (i Afrika) og op imod Palæstina området og Syrien men det var absolutte undtagelser. Egypten førte en fredspolitik med sine naboer og blandede sig ikke meget – var på en vis måde lige glad.

Den egyptiske religion levede videre til 500 tallet e. kr. – da den kristne kirke endegyldigt vandt sejren i Romerriget. Vi kan måske sige at den egyptiske religion eksisterede som en defineret social størrelse i 3500 år! I 500 tallet lukkede de sidste Isis templer i Egypten. Isis er en gammel gud i Egypten – vi møder hende allerede ca 3000 f. kr. – hun er kvinden, moderen, frugtbarhedsgudinden. Men Isis kulten blev i århundrederne før Jesu fødsel en international mysteriereligion som bredte sig til hele verden – Asien, Grækenland, Rom, Europa. I byen Rom blev Isis kulten dominerende i meget lang tid. De kristne kirker blev siden bygget oven på Isis templerne. Isis forvandler sig fra at være en speciel meget fremmedartet egyptisk gudinde til at være hele verdens frelser, alle menneskers frelser og moder, hun er livet og lyset. Isis er solen, solopgangen, det første lys om morgenen. Alt liv kommer fra Isis. Alle har vi drukket vores mælk af hendes bryst. Hun tørrer alle tårer af enhver kind. Hun er en madonna. Hun er kærligheden og skønheden. Hun er Afrodite. Hun er Gud. Over alt var der billeder af moderen Isis og hendes elskede søn Horus. Da den kristne kirke begyndte at fremstille billeder af jomfru Maria og Jesus barnet blev man stærkt inspireret af billederne af Isis. Det kan man tydeligt vise i billederne. Maria fremstilles som Isis. Maria opsuger så at sige den gamle Isis tro som havde eksisteret i mange århundreder. De kristne kunstnere tænker i tidens tanker og efter tidens skemaer. Isis var et evigt gyldigt billede på kvinden og moderen - og det blev Maria efter hende. Horus er identisk med den gamle egyptiske farao eller konge. Faraonerne kaldte sig for Horus. Farao er søn af Isis. Kristus er konge - lige som Horus. Kristus er Sønnen – Horus er Sønnen. Sønnen gør Faderens gerninger – Farao gør faderens gerninger. Sønnen kender faderen. Det som sønnen siger, har han fra faderen. Vi kan se hvordan skemaer fra Isis kulten lignede opfattelserne i den kristne kirke. Den kristne kirke bruger tidens billeder og symboler - som i dette tilfælde er de egyptiske billeder.

Rent kulturelt var den egyptiske kultur dog så stærk at den bredte sig fx til Palæstina området – altså til Kana’an. På nogle områder kan vi se at egyptiske forestillinger spredte sig til Kana’an og da Israel indvandrede i Palæstina blev de altså indirekte påvirket af egyptisk kultur og religion. Men nok mest indirekte. Den opfattelse af kongen som Guds søn man havde i Kana’an er nok påvirket fra Egypten. Måske er naturopfattelsen og opfattelsen af solen også påvirket fra Egypten, men måske er disse forestillinger bare fællessemitiske forestillinger – eller et skema i hele oldtiden.

Vi kan læse hos profeterne i Det gamle Testamente at Israel engang imellem sluttede forbund med Egypten af politiske grunde. Af den årsag opstillede man egyptiske guder i Israel og foranstaltede en egyptisk kult. Måske har Egypten i visse perioder haft en mere direkte religiøs betydning for Israel. I oldtiden skelnede man ikke mellem et land og dette lands guder og gudsdyrkelse. At slutte forbund med det store Egypten var at alliere sig med Egyptens store guder!

Det gamle Testamente kender udmærket de egyptiske guder og deres navne. Et mere interessant eksempel er nok Salme 19 – solhymnen – og Salme 104 – om naturen. Efter de fleste forskeres mening er salme 19 en gammel solhymne som ikke har meget med Israel at gøre. Indholdet i denne hymne svarer derimod meget godt til de mange solhymner vi har bevaret fra Egypten. I Egypten var solen den vigtigste af guderne gennem hele det historiske forløb. I Salme 19 rejser solen – som er en glad helt – henover himlen i sin båd. Om natten elsker han med sin elskede kvinde under jorden. Solen i salme 19 ligner fremstillingen på egyptiske billeder. Solen er forbundet med frugtbarhed og seksualitet – han er stærkt oplivet når han om morgenen forlader sin elskedes arme - og han er en handlekraftig kriger. Han er som solguden Re eller Amon.

Man har også sammenlignet tankerne og ordvalget i Salme 104 med de tilsvarende egyptiske hymner eller salmer. Vi har bevaret et stort antal egyptiske salmer som ligner salmerne i Det gamle Testamente. Der er meget overraskende ligheder. Vi må antage at Israel i Kana’ans land har mødt egyptiske naturhymner som man brugte i Kana’an. Israel var lært af og blevet inspireret af denne naturopfattelse. Salme 104 viser altså at Israel var indirekte påvirket fra den egyptiske religion og naturopfattelse.

De egyptiske guder som Re, Amon, Isis og Osiris bredte sig ikke uden for Egypten – vi finder dem ikke i Kana’an. Dette er helt overraskende men forklaringen er sikkert det sproglige: Alle folkene fra Palæstina til Tyrkiet til Arabien til Mesopotamien var semitiske folk. Egypten var ikke et semitisk folk. Alle de semitiske folk havde fælles gudeforestillinger. Guden Ba’al eller gudinden Astarte finder vi i næsten alle de semitiske folk. På denne måde eksisterede et skarpt skel mellem Egypten og Asien og Mellemøsten på den anden side af Det røde Hav.

Den egyptiske religion består tilsyneladende af et utal af guder og vi kan også finde en indviklet mytologi og gudelære i det gamle Egypten. Men alt tyder på at dette billede kun dækker overfladen. Alle guderne er blevet opfattet som ét og det samme – i al fald på en måde. Guderne er forskellige aspekter af det samme – det hellige. Gud har mange former og navne – men egentlig er der kun én gud. Vi har mange vidnesbyrd om at de gamle egyptere har opfattet guderne på denne måde. Som eksempel kan nævnes de vigtige guder: Solen (Re, Amon) som identificeres med Osiris, som egentlig er en frugtbarhedsgud. Kongen er Solens søn – Amons søn – men han er samtidigt søn af Osiris og Isis – han er Horus - Sønnen. Alle guderne er egentlig den samme. De er epifanier eller manifestationer af det samme – det guddommelige. Vi kan se denne tendens – synkretismen – i hele oldtiden. En moderne teori om oldtidens religion har sagt, at i følge opfattelsen i oldtiden var alle guderne komplementære – de er ikke i strid med hinanden – de udgør hinandens komplement eller forklaring. Guden konkret som fx Osiris er kun en yderlige ny viden om hvem Gud er – der er kun én gud! Når et folk mødte guderne hos et andet folk oversatte man de fremmede guder: - De guder som I dyrker er dem som vi kalder sådan og sådan! På et tidspunkt erobrer semiterne den nordlige ende af Egypten. Semiterne indførte deres egne guder i området – men på den måde at deres gud – Ba’al som vi kender fra Kana’an – blev kaldt Seth! Seth var en gammel, ikke-semitisk gud i Egypten men de semitiske indvandrere identificerede deres egen gud Ba’al med den gammelegyptiske gud Seth! Vi ved også at de to guder Osiris – herskeren i de dødes rige – og Isis – frugtbarhedsgudinden – er blevet identificeret med hinanden og er blevet opfattet som to sider af én og samme gud. At den ene er hankøn og den anden er hunkøn har ikke været noget problem! Osiris er den samme som Isis og Isis er den samme som Osiris! Når det kommer til stykket har Gud slet ikke noget køn – han (hun) har egentlig slet ikke noget navn – eller nogen bestemt ydre form! I visse tekster sættes Osiris og hans drabsmand Seth lig med hinanden. Dybest er drabsmanden og offeret den samme. Alt er ét. Gud er transcendent – usynlig, ikke bundet til tid eller sted, alle steds nærværende, evig, ganz anders! Gud er det hellige som mennesker pludselig ser og erfarer. Billederne af guderne (statuerne) eller beskrivelserne af guderne (mytologien) er kun en praktisk ydre støtte eller hjælp – de er ikke sande i en dybere betydning – de er kun tegn og symboler. Gud er på én gang noget helt upersonligt og noget meget personligt i det gamle Egypten. Mytologien giver et falsk billede for mytologien adskiller guderne i individuelle personligheder som er gift med hinanden, er far og søn, bekriger hinanden og så videre. En sådan mytologi kender vi også fra Grækenland og i Danmark har den været fast stof i skolen i 100 år. Men mytologien giver nok et falsk billede – og den er som regel også et meget sent produkt. Vi kender for eksempel myten om Osiris og Isis fra den græske forfatter Plutarch (ca 150 e. Kr.) men denne meget indviklede mytefortælling er sikkert et meget sent, overbroderet billede med mange tilføjelser der er føjet til fra allemulige kilder. De gamle grækere har naturligvis ikke troet på det kaotiske mytologiske billede af navne og data! De har troet på Gud! I denne forstand rammer Paulus sådan set plet, da han i Athen taler til grækerne om den ukendte gud! Egypterne tilbad ikke en gud ved navn Osiris – de tilbad Gud! I Egypten er guderne ikke individer i vores betydning. Osiris smelter sammen med sin arvefjende og drabsmand Seth. Osiris er Seth og Seth er i virkeligheden Osiris! Det sidste kan vi se i flere af teksterne. Broderen og søsteren, Osiris og Isis er ikke to adskilte guder. De er ét med hinanden. De er ikke ægtemand og hustru – i vores borgerlige betydning – men i deres seksuelle forening – i det himmelske samleje - smelter de sammen til det ene, livet, glæden, det hellige. Guderne forsvinder og glider ind i hinanden. De er på en måde tegn og symboler på en religiøs eller åndelig oplevelse. De er lys og kraft. Alle guderne er egentlig emanationer af det samme lys som man siden sagde i platonismen. Opfattelsen er på en måde mystisk. Vi møder Gud i alle guderne. Alle guderne er Gud. Kun navne og former – overflade – gør dem forskellige. Egyptisk religion er menneskers møde med det hellige, kraften, det underfulde, det livgivende. Dette ukendte er Gud.

Den mest almindelige beskrivelse af de egyptiske guder er at de stråler – de er et lys – de viser sig i et stort lys. De forskellige guder er stråler af lyset – det samme lys. Lyset viser sig for menneskene i forskellige former men egentlig er det det samme lys. Det er ikke særligt rigtigt at sige, at Egypten var polyteistisk og Israel var monoteistisk - som det af og til siges. Vi kan finde mange træk som nærmest er polyteistiske fx i Salmernes Bog – og vi må nærmest beskrive den egyptiske tro og religion som en slags monoteisme! Nogle forskere har også ment at Moses der kommer fra Egypten og har et egyptisk navn har ladet sig inspirere af denne monoteisme! Man kan sagtens finde lighedspunkter mellem den egyptiske religion og Moses’ tro – men sandsynligvis er der ikke nogen forbindelse. I hele oldtiden har man haft fælles forestillinger om Gud. Alle folk tænker nogenlunde på samme måde – efter tidens skema. Israels religion – Jahve troen – stammer nok ikke fra Egypten. Den stammer ret sikkert fra tiden i ørkenlandet. Det tyder alting på. Jahve viser sig for Moses i ørkenen.

Nyere forskning har også vist, hvordan de mange egyptiske guder bliver tiltalt med nøjagtigt de samme bønner og udtryk. Det er som om alle guderne er den samme gud. Guderne har ikke nogen individualitet når de tilbedes. Der er ingen forskel på at bede til solguden Amon eller til Osiris eller Isis! De er alle det samme – Herren! De er ikke differentieret. I en bestemt bøn til en gud kan man ikke se at det er denne konkrete gud man taler til. Guderne er i bønnen – altså i den religiøse praksis - alle én og ét.

I en hymne til solen – solen som gud – siges det:

- Du [solen] er gudernes konge. Du er den eneste. Du har mange navne. Ingen har tal på alle dine mange navne! Du står op i det østlige solbjerg. Du fælder dine fjender om morgenen. Du er Herren på solbåden!

Vi kan se hvordan teksten identificerer de mange gudenavne med den eneste – Herren. Tanken om at Gud er knyttet til solens frembrud om morgenen, de første af solens stråler over horisonten genfindes i Salmernes Bog. Solens første stråler er et tegn eller et varsel. Gud viser sig. Solens fjender er mørket og alle mørkets onde kræfter. Straks når solens lys bryder frem, må mørket og ondskaben vige. Vi finder tilsvarende tanker i Salmerne (lys - mørke). Med solens første stråler giver Jahve sine tegn, varsler og undere.

Ved solens allerførste stråler om morgenen sker der det, at solen – Re - støder ondskabens Apophis tilbage. Apophis er en slange – mørkets onde slange. Hver morgen må solen kæmpe denne kamp. Kongen gør det samme som solen - guden Re: Kongen støder slangen Apophis tilbage, når han besejrer kaos og etablerer Ma’at – retfærdigheden. Kampen gentager sig evigt – den er cyklisk. Når kongen besejrer de udenlandske fjender i krigen støder han også Apophis tilbage – mørkets kræfter. Apophis repræsenterer synden – dragen eller uhyret – Livjatan med de syv hoveder som Jahve dræber på de vældige vande.

I en anden solhymne eller salme fra Amarna (Akhnaton tiden ca 1350 f.Kr.) hedder det om solen:

Du viser dig så skønt i himlens solbjerg. Du er den levende sol og herre. Du skabte livet. Når du er stået op fylder du alle lande med din skønhed. Du er smuk, du er stor, du er strålende. Du er ophøjet over alle lande. Dine stråler omslutter alle landene. Du når ud over alle lande og du betvinger dem for din elskede søns skyld [for kongens skyld]. Selv når du er langt borte er dine stråler dog over alt på jorden. Du lever for menneskenes ansigt. Menneskene betragter din vandring.

Den solhymne som findes i Salme 19 i Det gamle Testamente er meget beslægtet med de egyptiske solhymner og der eksisterer måske en direkte forbindelse.

Den egyptiske konges status har været guddommelig eller næsten guddommelig. Det er i al fald den almindelige opfattelse. Kongen er gud, han er gudens søn, han er Horus, han er søn af Osiris og Isis. Men rent faktisk er der delte meninger om den egyptiske konges status. Problemet er hofstilen – som var hele oldtidens generelle stærkt overdrevne tiltale til kongerne. Hofstilen var tidens skema. Hofstilen kender vi i eminent grad fra Mesopotamien og Egypten men også fra Det gamle Testamente. Tendensen er at løfte kongen op i den overjordiske himmelske sfære. Hofstilen er hoffets tiltale til kongen, embedsmændenes og hofpoeternes overvældende ros til deres herre. I en af salmerne – salme 45 – løftes Israels konge konge højt op over det jordiske med denne hofstil: - Du er skønnere end alle andre mænd i riget! Du er en helt! Alle fjenderne må kaste sig for dine fødder! O, du er vores gud og konge! Du er en gud! Hofstilen er nok et overdrevent udtryk. Vi kan ikke helt regne med at hofstilen dækker den faktiske opfattelse eller tro! Hofstilen kan vi se et lille eksempel på i en af de egyptiske kongetiltaler:

Vær hilset du Egyptens konge – Du er Re [solguden Re]. Du er solen som skinner over hele jorden. Du er himlens hersker!

En af kongens ministre siger til kongen – den bekendte Akhnaton som var forgænger til Tut Ankh Amon:

Jeg tilbeder dig lige til himlen. Du er Nilen. Du er den skønneste. Du er Egyptens næring og mad. Du har skabt mig. Du sætter mig blandt de store. Jeg lever kun fordi du ser på mig. Jeg tilbeder din skønhed. Alle dine planer er skønne. Lad mig blive gammel sammen med dig så jeg altid kan skue din skønhed.

I øvrigt ved vi at den omtalte konge Akhnaton var absolut uskøn – han var vanskabt og deformeret!

Guden er faderen og kongen er sønnen. Sønnen kender faderen som det hedder i en af teksterne. Kongen taler til sin fader solen. Kongen får Guds ånd:

Der er ingen som kender dig undtagen din søn Nefer [kongen]. Måtte du lade ham være kyndig i al din visdom, i alle dine planer. Måtte du give ham del i din magt!

Kongeideologien har helt sikkert bredt sig til Kana’an – Kana’an er Kams (Egyptens) søn som det meget rigtigt siges i Det gamle Testamente! - og på den måde påvirket Israels opfattelse af kongen, Herrens salvede. Interessant er det at der i Egypten sker der en slags demokratisering af kongeideologien i løbet af tiden ned imod rigets undergang. De udtryk som oprindeligt kun anvendtes om kongen – fx at han er Guds søn eller evig eller udødelig – bliver efterhånden anvendt om mange mennesker, om alle mennesker. Vi er alle Guds sønner. Vi er alle sønner af Osiris eller Isis. Den samme udvikling kan vi se i Israel. I senjødedommen efter ca. 500 f. Kr. bliver de ord og sætninger som i gammel tid (i kongetiden) kun brugtes om kongen efterhånden brugt om alle gode mennesker i Israel! På Jesu tid er der sket et skifte. Vi er alle Guds sønner og døtre. Vi er alle salvede – vi er alle udvalgte – vi er alle konger – i en dybere eller egentlig forstand! Vi kan se denne omtolkning i nogle af de sene salmer – visdomssalmerne!

I de egyptiske tekster finder vi det centrale begreb retfærdighed eller med det egyptiske ord Ma’at. Hele oldtiden har stort set det samme begreb om retfærdighed – og det finder vi også i Det gamle Testamente. Retfærdigheden er den rette, afbalancerede, harmoniske relation mellem delene. Retfærdigheden er midtpunktet eller balancen. Retfærdigheden er verdensordenen. Retfærdighed eller Ma’at er den rette orden, den rette ordning af verden eller kosmos. Ma’at kan også nogle gange oversættes med harmoni, sandhed eller godhed. Det er retfærdigt at kongen æres. Det er retfærdigt at manden æres af hustruen. Retfærdigheden er den orden man finder i naturen – den er Guds retfærdighed eller den guddommelige retfærdighed og visdom. Ordet svarer således ikke helt til vores begreb retfærdighed. Det er meget bredere. Retfærdigheden er at gøre det rette, det naturlige, det, som sømmer sig, det som er passende. Kongens retfærdighed viser sig i Egypten ved at han sørger for de svage – enkerne og de faderløse. Ordet svarer til begrebet i Salmerne. Retfærdigheden i samfundet viser sig ved at markerne trives, dyrene formerer sig, menneskene har samleje, alle er glade og tilfredse. Hvis mennesker lider, hvis der er krig og vold – er det en stor uret og en stor uretfærdighed. Hvis mennesker udnyttes eller overfaldes sker der en uret. Den moralske pligt er at sørge for at genoprette retfærdigheden – den rette balance, det rette midterpunkt. Retfærdigheden er ikke i Egypten et juridisk begreb - ikke primært – den handler om tilstanden i samfundet – fysisk og åndeligt. Den er kollektiv. I østen svarer begrebet retfærdighed til den opfattelse man havde i det gamle Kina af Tao eller Dao. Tao er den oprindelige gode tilstand i verden – før verden gik af lave.

I mytologien forestiller man sig guderne sejle i en båd hen over himlen. I båden findes solen Re Amon, Isis og solens sønner og døtre – blandt andet Ma’at som er hans datter og Sia som er Visdommen. Tanken om Visdommen som en gud eller et væsen findes også i den jødiske visdomslitteratur bl a i Ordsprogenes Bog.

Solens bane går fra øst til vest. Dens bane er fuldkommen. Den følger den rette kurs, den rette vej. I Egypten er solen det perfekte udtryk for Ma’at – den gode orden, den rette verdensorden. Slangen på himmelhavet ønsker at forstyrre solens bane. Slangen repræsenterer indgrebet i Ma’at. Enhver forandring af Ma’at er forfærdelig og ødelæggende. Verden skal blive ved med at være på den samme måde. Egypten er mere ærkekonservativt end noget andet folk i oldtiden. Intet skal reformeres. Kulturen og kunsten i Egypten er næsten uændret i 3000 år! Kulturen gennemgår ikke nogen særlig udvikling i løbet af 3000 år. Det nye er aldrig godt. Det nye er aldrig så godt som det gamle. Det kan kun blive godt hvis det bliver som det var engang. Det skal være som det er og blive som det var. Tidsopfattelsen i det gamle Egypten er slet ikke lineær - som vores – den er cirkulær.

Båden og dens beboere er et udtryk for det hellige, guderne som en samlet kraft, det guddommelige.

I en indskrift fra en af gravene kan vi se hvordan kongen taler om sin retfærdighed:

Jeg bragte retfærdigheden til dette land. Jeg har været en retfærdig hersker. Jeg er blevet på min plads. Jeg har gjort min pligt. Før min tid var der ikke nogen retfærdighed. Men jeg vidste at du [Gud] sørgede når retfærdigheden forsvandt fra Egypten. Jeg har ikke fortrængt nogen mand fra hans faders plads [Jeg har opretholdt den gode orden. Jeg har givet mennesker det de har krav på]. Jeg vidste, at det ville du afsky. Jeg handlede retfærdigt.

Hele den kosmiske orden er Ma’at – retfærdigheden. I begyndelsen skabte Gud orden af kaos – han skabte Ma’at på en baggrund af opløsning og ondskab. Dette er den samme tanke som vi finder i Mesopotamien og i Salmerne – Herren skaber en verdensorden ved at besejre uhyret, Livjatan. I en af teksterne siges om guden Re: - I urtiden satte han en orden (Ma’at) i stedet for kaos. På samme måde siges det om kongen, Tut Ankh Amon: - Han satte Ma’at i stedet for løgnen og uordenen. Kongens og gudens funktion er det samme. Gud skaber ikke verden i vores betydning men han etablerer den retfærdige orden i verden – han skaber kosmos.

Ma’at eller retfærdigheden er tilstanden i den oprindelige orden, i guldalderen, i Paradiset. Der hvor Ma’at hersker er Guds rige. Kongen beder Gud om at han vil undervise ham i Ma’at. Gennem ånden kan mennesket finde Ma’at. Kongen har Guds ånd. Et sted defineres Ma’at eller retfærdigheden ved at kongen handler som det anstår sig for en konge! Ma’at er i de egyptiske tekster det modsatte af synden. Ulykke, lidelse og elendighed er et resultat af syndens magt. Synden er at gøre det som er helt unormalt, upassende, forfejlet – det som kun skaber lidelse. Normale, sunde mennesker ledes af Ma’at! Kongen er i teksterne en inkarnation af Ma’at – en inkarnation af Guds retfærdighed. Hvis Ma’at dør – så dør livet på jorden. Ma’at er livets kilde.

Osiris svarer på mange områder til den semitiske Ba’al som israel mødte i Kana’an. Osiris er den gud, som dør og genopstår fra de døde – lige som Ba’al der dør og genopstår i takt med årstiderne – regnen og tørketiden. Osiris’ forhold til Isis svarer til Ba’als forhold til de forskellige kvindelige guddomme i Kana’an og hos semiterne. Isis er både hans søster og hans elskede. Isis frelser ifølge myten Osiris fra døden – hun får ham vækket til live igen. Osiris er frelserguden som opstår fra de døde. På de egyptiske billeder lægger Isis sig ned over hans døde legeme for at varme det og genoplive det. Osiris fremstilles med en plejl – han er knyttet til landbruget og kornet. Osiris er frugtbarheden, høsten, kornet, årets rytme. Lige som markerne dør ud, dør Osiris. Osiris går i døden for menneskene. Han ofrer sig selv og sit liv for menneskene – som det hedder nogle steder! Osiris bor under jorden – lige som naturen kommer op nede fra jordens dyb! Mange af disse forestillinger kan man også finde hos kana’anæerne. I Egypten har man forestillet sig at alle mennesker i døden bliver ét med guden, ét med Osiris. I døden bliver mennesket Osiris. Den døde er en Osiris. Osiris er de mennesker som levede engang. Osiris er døden – det vil sige livet efter døden. Den egyptiske konge er sønnen - Osiris’ søn. Kongens retfærdighed og retfærdige styre er en herliggørelse af faderen Osiris - som det siges i en af teksterne!

Osiris er en ægte frugtbarhedsgud. Han er på en måde lig med kornet, lig med byggen, som det siges. Han er altid skildret med en plejl til at tærske kornet og en hyrdestav. Han er en hyrde for fårene. Han giver livet og vandet. Vandet kommer fra ham, fra jorden. I en hymne som nu findes i Louvre siges om Osiris:

Du forynges hver dag. Du ældes, når tiden er inde. Nilen kommer fra dig. Du nærer alle mennesker af det som flyder fra dine lemmer [?]. Du lader markerne vokse. Du svulmer op [?]. Planterne bliver grønne.

Nogle af disse udtryk skal nok tolkes på en seksuel måde. Osiris er en frugtbarhedsgud - det vil sige at naturens fylde afspejler hans seksualitet, hans fylde. Når Osiris svulmer, så svulmer markerne af liv og glæde!

De egyptiske religiøse tekster handler i meget høj grad om døden. Døden opfattes som en overgang eller som en indgang. At dø er at gå igennem en dør ind i en anden verden. Lige som Osiris døde og genopstod fra de døde – vil alle menneske genopstå fra de døde. De egyptiske tekster – fx den kendte Dødebog – beskriver den farefulde rejse igennem døden og til det nye himmelske liv som kommer efter døden. Efter døden begiver mennesket sig ud på en rejse gennem universet. Den døde skal gennem mange prøver, svare på spørgsmål. Han må kæmpe. Han skal sejre over døden. Lige som Osiris besejrede døden. Mennesket bliver genfødt og undfanget på ny i døden. Det nye liv er evigt. Det nye liv er et liv sammen med Gud.

Om den egyptiske konge siges det:

- Som Osiris lever, således skal kongen leve. Som Osiris ikke dør, således skal kongen ikke dø!

I Egypten finder vi nogle steder den forestilling at den døde bliver vejet på en vægt efter døden – for at afgøre personens skæbne. Det er slags individuel dom over personen. Denne forestilling får meget stor betydning på langt sigt i kristendommen (i den folkelige kristendom) – men den får ingen betydning i Det gamle Testamente.

Den egyptiske tanke levede videre i de meget senere mysteriereligioner. Den som blev indviet i Isis kulten kom igennem en dødsproces hvor personen går igennem mange farer og prøver. Personen bliver genfødt! At blive indviet i de hemmelige ritualer i Isis kulten (for eksempel) var at få et evigt liv – at blive frelst – for evigt – at komme i himlen.

Vi finder ikke nogen af disse forestillinger i Det gamle Testamente – ikke en eneste antydning! Det gamle Testamente har ingen tro på et liv efter døden. I døden er der ingen frelse! Døden er afslutningen på alting. Døden er enden på ethvert håb. De døde er helt fortabt. De er faldet ud af Guds hånd – som det siges i Salmerne. De døde er styrtet ned i et sort hul. Gud interesserer sig ikke for de døde – kun for de levende. Gud er ikke de dødes gud – men de levendes. Det er meget interessant at man ikke finder noget i Det gamle Testamente der ligner de egyptiske dødsforestillinger! Vi kan også sige at Det gamle Testamente er meget orienteret om dette jordiske virkelige konkrete liv (her og nu) – og meget lidt interesseret i døden. Døden ved vi godt hvad er – den er ingenting! De døde lovpriser ikke Herren! De døde er ikke en del af pagten mellem Gud og Israel! De døde lever ikke mere – de er døde. Der er ingen grund til at interessere sig for de døde.

På længere sigt får den egyptiske religion sin store internationale betydning ved de såkaldte mysteriereligioner – kulten af Isis og Osiris – som bredte sig i hele Romerriget allerede fra ca 300 f.Kr. I denne mysteriereligion er Osiris et billede – et symbol - på mennesket som sådant. Osiris er et begreb. Osiris lever, dør, forvandles, genopstår fra de døde – og på samme måde skal mennesket forvandles i døden. Døden er en indgang, en overgang til en anden verden. Døden er at gå igennem Perleporten – drageporten. Døden er en indvielse. Osiris’ skæbne er et symbol. Vi er kun mennesker – det vil sige: Vi er alle Osiris. I oldtiden bliver Osiris myten et evigt gyldigt symbol på mennesket. Osiris myten bliver fortællingen om mennesket som sådant.

Osiris er derfor en del af det miljø som kristendommen vokser op i. Den kristne kirke vokser frem i et virvar af mysteriereligioner – tidens herskende tanker og ånd. Alle kender myten om Osiris – det er tidens tanker og et af tidens skemaer. Døden er ikke enden på alting men en forvandling. Døden er ikke kun en fremtid. I mysteriekulten er døden en proces som kan opleves lige nu. Som når Paulus taler om at dåben er en dåb til døden. I døden bliver Osiris forvandlet til en ånd, en akh, som det siges i myten. Han bliver genfødt. Han bliver guddommelig. Den tidlige kristne kirke har måske ladet sig inspirere af alle disse sproglige begreber og billeder. Kristendommen er ikke en form for Osiris kult – slet ikke. Osiris er en myte om mennesket, om livet og døden. Kristus lever, dør, genopstår fra de døde, han bliver ophøjet, han bliver konge – de samme udtryk bruges om Osiris. Osiris er kornet som dør i jorden men som alligevel spirer frem af jorden igen. Væksten op af jorden er en genfødsel. Mange af disse billeder kan vi finde hos Paulus. Paulus har haft et godt kendskab til mysteriereligionerne. Osiris myten har indeholdt mange billeder som den kristne kirke har kendt og oversat til et kristent sprog. Vi kan på en måde sige at Osiris er et billede på Kristus - en forudsigelse – som det siges i Det nye Testamente om forudsigelserne i Det gamle Testamente. Kristus virkeliggør på en vis måde myten om Osiris. Gud frelser Kristus ud af døden - lige som Osiris bliver frelst af Isis. Kristus bliver ikke ramt af forrådnelsen som man sagde i urkristendommen. Vi er alle ét, vi er alle ét legeme, vi er alle ét med Kristus. Kristus er den førstefødte. I myten er Osiris netop den førstefødte – Osiris er den første som kommer igennem døden, den første, som bliver en ånd, et nyt menneske. Osiris er den første som går igennem porten. I Osiris og Isis kulten blev deltagerne ét med Osiris, ét med Isis. At blive Osiris eller en Osiris var at blive frelst. Frelsen opnås ikke ved gode gerninger – men ved Guds nåde. Forvandlingen består i at aflægge det gamle menneske – det jordiske menneske, kødet - og iklæde sig det nye menneske. Vi er alle ét med Kristus. Kristus og hans ånd er det som virker i os. Vi har fået Guds ånd. Den gamle Adam er død, siger Paulus. Vi er taget ud af dødens og syndens magt! Alle disse paulinske formuleringer har paralleller i myten om Osiris - og visse steder meget nøje paralleller! Osiris blev i Egypten et udtryk for alle menneskers tro og håb. Det er det som man har kaldt den egyptiske åndelige demokratisering. På samme måde som man kan sige at Kristus er en opfyldelse af håbet – fx håbet om en Messias i Det gamle Testamente. Myten om Osiris er en slags forjættelse. Baggrunden for den kristne kirke er totalt anderledes end myten om Osiris. Kristendommen bygger på historiske begivenheder i Palæstina i det 1. århundrede – Osiris er en myte, et digt, et stykke poesi! Men Osiris myten indeholder menneskehedens håb udtrykt i en symbolsk form. Opstandelsen er en opfyldelse af det urgamle håb som vi finder i myten om Isis og Osiris.

Osiris vækkes i kulten i det gamle Egypten ved at man råber til ham – den døde Osiris:

- Se, Osiris! Lyt, Osiris! Rejs dig! Stå atter op!

Også i Salmerne i Det gamle Testamente råbes der på Herren igen og igen – med præcist de samme udtryk. Det er som om Herren er død. Han er blevet borte. Men om der er en direkte sammenhæng med de egyptiske forestillinger er som nævnt slet ikke sikkert. Det nødråb vi finder i Salmerne udtrykker noget alment religiøst: Råbet efter at Gud må vise sig og gribe ind.

I Salmernes Bog kæmper Jahve imod havuhyret, dragen med de syv hoveder, Livjatan på de vældige vande. Vi finder den samme forestilling i den egyptiske mytologi hvor Seth – som blev identificeret med Ba’al – nedkæmper en drage – en slange – på det store himmelhav. Ifølge de egyptiske dødebøger vil slangen forhindre Ma’at – den vil forhindre solen i at gennemføre sin rette bane. Slangen ønsker at bringe kaos i universet.

Egypten omtales mange steder i Det gamle Testamente. Israel har et had-kærligheds forhold til Egypten i Det gamle Testamente. Det følgende er fra profeten Jeremias som taler om hvordan Egypten skal erobres og ødelægges af Babylon (ca 600 f. Kr.). Vi kan også af dette eksempel se hvordan et land og landets guder er ét i Det gamle Testamente. Når Egypten taber – så taber også Egyptens guder! Ifølge Jeremias er det Herrens værk og vilje at Egypten skal ødelægges. Babylon er altså Herrens redskab. Det, som sker, er Herrens retfærdige dom.

Egypten er en kvie: Vi ved at de førende guder som Isis og Osiris blev afbilledet som tyr og kvie. Gud er som en tyr. Osiris’ frugtbarhed er som tyrens vælde. Isis har horn. Isis har også en krans af slanger på hovedet. Slangen var et seksuelt frugtbarheds symbol i Egypten – en fallos:

v20  Egypten er en smuk kvie;
      fra nord slår en bremse ned på den.
v21  Dets lejetropper i landet
      er som fedekalve,
      for også de gør omkring;
      alle flygter, ingen kan holde stand,
      når ulykkens dag kommer over dem,
      og straffens tid er inde.
v22  Egypten hvisler som en slange,
      når de kommer med deres hær;
      de falder over det med økser,
      som brændehuggere;
v23  de fælder dets skov, siger Herren,
      for den er ikke til at trænge igennem;
      de er flere end græshopper,
      de er ikke til at tælle.
v24  Egyptens datter bliver til skamme,
      hun overgives til folket fra nord.

v25  Hærskarers Herre, Israels Gud, siger: Jeg straffer Amon [solguden Amon] fra No, Farao, Egypten, dets guder og dets konger, både Farao og dem, der sætter deres lid til ham. v26  Jeg giver dem i hænderne på dem, som stræber dem efter livet, og i hænderne på Babylons konge Nebukadnesar og på hans tjenere.

(Jeremias 46.20)

Sex og religion i oldtiden.

Religion, gudstro, fromhed og seksualitet er nært forbundet i hele oldtiden. Vi kender denne forbindelse fra alle de store kulturer: Egypten, de semitiske kulturer som Kana’an, Grækenland og Rom.

For moderne mennesker er hele dette fænomen simpelt hen svært at begribe. Vores verden og tankegang er blevet helt anderledes. Kristendommens sejr i Romerriget i 300 tallet fik enorme konsekvenser for alle menneskers tanker, tro og forestillinger. Kristendommen løftede en bestemt arv fra profeterne i Det gamle Testamente. I Det gamle Testamente kan vi finde mange angreb på kombinationen af sex og religion. For profeterne var seksualkulten en afskyelighed – en total misforståelse af begrebet tro og religion. Profeterne angreb de fremmede guder som ækle møgguder. I dette begreb skjuler sig vreden og modstanden imod det seksuelle i gudsdyrkelsen. Vi ved at seksualkulten, frugtbarhedskulten, det hellige samleje kom ind i Israels religion og kult i det gamle Israel på grund af påvirkningen fra kana’anæerne, det værtsland som Israel vandrede ind i. Profeterne kender seksualkulten ud og ind – derfor er deres angreb også så voldsomme. Eksempler på disse angreb på de ækle møgguder og deres seksuelle riter finder vi for eksempel hos profeterne Ezekiel (500 tallet) og Hoseas.

I første omgang er det vigtigt at gøre sig klart, at vores forståelse af begrebet sex er en moderne forståelse. Vi tænker tidens tanker, vi tænker efter tidens skema – og det gjorde man også i oldtiden. Men vi skal huske at sex er noget andet i oldtiden end for os i dag. Sex var i oldtiden – og tilbage i urtiden, i de primitive samfund – forbundet med natur og frugtbarhed. Alt liv afhænger af naturens frugtbarhed – og af menneskenes frugtbarhed. Frugtbarheden er usikker – den kan gå tabt. Tørken kan ramme os – derfor må menneskene gøre noget som kan afværge ulykken. Sex var i oldtiden en tilbedelse af Gud eller af guderne – eller en magisk rite som i sig selv skabte frugtbarheden. Frugtbarheden er lykken, velstanden, trygheden, kosmos, fred og glæde. Det samleje som findes i gudstjenesten er et helligt samleje – et såkaldt hieros gamos. Det græske ord betyder ordret et helligt bryllup. Det hellige samleje er en dramatisk genopførelse af det oprindelige samleje – nemlig samlejet mellem guderne – som Ba’al og Ashera i Palæstina. Samlejet er en hellig handling fordi det er et symbol på det guddommelige samleje. Verdens orden og kosmos – det gode liv, retfærdigheden – kommer af det himmelske samleje mellem Ba’al og Ashera eller mellem Osiris og Isis eller mellem Adonis og Afrodite.

Sammenkædningen sex og religion betyder også, at vi har fundet mange billeder af oldtidens guder hvor de fremstilles på en tydeligt seksuel måde. De mandlige guder er fx meget virile og potente og ofte udstyret med enorme peniser og rejst lem. Kønsorganet viser gudens herlige magt og vælde – Gud er en tyr som er i brunst. I oldtiden var gudens rejste lem ikke noget problem eller noget skammeligt – tværtom! Når vi ser Gud fremstillet på den måde, ved vi, at han er en stor gud! Sådan en gud kan vi have tillid til! Han er ikke bare den største og mest mægtige – han er den smukkeste af alle guderne!

Det er derfor ikke mærkeligt at man opstillede fallos- og penis-figurer over alt i oldtiden – også i templet i Jerusalem. Synet af gudens store lem er frygtindgydende – men giver os samtidigt tro og håb. Fra hans frugtbarhed og fra hans store lem strømmer velsignelsen.

Af disse eksempler kan vi se at oldtiden tænkte på en radikalt anderledes måde end vi gør. Hele oldtidens tankegang forvandlede sig med kristendommens sejr i 300 tallet i Romerriget. Kristendommens sejr er en af de største bevidsthedsrevolutioner som nogen sinde er sket. Der er et dybt skel mellem os og oldtiden. Det kan vi også opleve når vi læser de klassiske græske forfattere som Platon der også dyrkede det seksuelle og den seksuelle løssluppenhed - som hele oldtiden gjorde! Som bekendt er den græske keramik også fyldt med fremstillinger af seksuelle scener. Husene i Pompeji var udstyret med vægmalerier med samleje scener og andre erotiske fornøjelser. Billedet af oldtiden som optaget af det seksuelle er massivt.

Men oldtiden var ikke sex-fixeret! Vi kan ikke bruge vores moderne begreb uden videre når vi beskriver seksualiteten. Seksualiteten er i oldtiden en hellig handling. Samlejet er – eller kan være – en hellig handling fordi den er en gentagelse af – et spejl af - gudernes samleje. Lige som Ba’al og Ashera, lige som Osiris og Isis har samleje i himlen og derved skaber det gode liv – så har mennesker samleje for at skabe det gode. Isis lægger sig ned over det døde og kolde legeme, den døde Osiris, og har samleje med ham. På den måde kalder hun ham tilbage fra de dødes rige. Det som Isis gør, er en hellig handling. Hun giver frugtbarhed, liv, grøde, vækst til det døde legeme. Hun spreder lyset hvor der før kun var død og mørke. Isis er kilden til alt liv. Osiris var gået fortabt. Isis kalder ham ud af den sorte grav. Hun frelser Osiris gennem sine fingre, gennem berøringen, gennem den seksuelle handling. Isis giver ham livet tilbage ved at hun giver ham varmen fra sit eget legeme – ved at hun ligger sammen med ham, ved at hun er nøgen sammen med ham. Hun kærtegner det døde legeme og vækker ham seksuelt. Når hun kærtegner ham, begynder hans lem at vokse og det bliver stift! Isis dækker ham – det døde og kolde legeme - med sine lange vinger, som det også vises på de egyptiske billeder. Isis er en engel.

Den prostitution som kendes i oldtiden – også i det hellige tempel i Jerusalem – er hellig, guddommelig og sakral. De prostituerede mænd og kvinder ved templet er Herrens præster og tjenere. Det som de gør, er en gudstjeneste – det er velbehageligt for Herren. De prostituerede bor i templet. De lever for Herrens ansigt. De er beskyttet af hans vinger. De lever i den Højestes skygge, som det siges. De er de hellige, de udvalgte. De er ophøjede og de har ære og anseelse. Vi ved fra mange kilder i oldtiden at disse helligskøger var meget attraktive ægtefæller hvis de siden ønskede at gifte sig. De omtales som helligkvinder og helligskøger! De er en slags – med et meget senere begreb – nonner for Herren. De er gift med Gud. De er dem som elsker Gud og som Gud elsker. De er Guds kvinder. De har givet (ofret) deres liv, viet deres liv til Herren. De er indviede. Helligkvinden er en Maria. Hun er med det hebraiske ord qedesh – hellig.

Vi må ikke sammenblande denne såkaldte prostitution med vores moderne begreb om prostitution. De to fænomener har intet med hinanden at gøre. Seksualiteten blev efter oldtiden – med kirkens sejr - helt løsrevet fra det hellige.

I oldtiden – men ikke i Israel – er tankegangen, at de hellige prostituerede har samleje med Gud eller - på en symbolsk måde - har samleje med guden i templet. Samlejet kan i praksis foregå imellem en præst og helligkvinden, mellem kongen og den prostituerede eller med andre mænd. Vi ved fra Palæstina at kongen har repræsenteret guden – Ba’al – og som sådan haft samleje med en skøge ved nytårsfesten. Men den dybere tanke er at kvinden har samleje med Gud eller med guden. Vi ved også, at dette samleje kan ske som et samleje mellem kvinden og en statue af guden eller ved at hun kan have en slags samleje med hellige genstande i templet. Kvinden kan også have haft samleje med et dyr. En præst ved helligdommen kan erstatte og træde ind i stedet for guden under samlejet. Gud viser sig i præstens menneskeskikkelse. Han er et tegn. Den kvindelige prostituerede er altså ikke promiskuøs eller seksuelt løsagtig! Hendes aktivitet er en gudstjeneste – og den eneste hun har samleje med er dybest set Herren. Hun er netop trofast. Hun er ren – og på en symbolsk måde er hun jomfru – hun tilhører kun Herren. Hun tænker kun på Gud. Hun er fri – ingen mand er hendes herre. Gifte kvinder søger at behage deres ægtemand og de tænker kun på ham og lever i evige bekymringer – men hun tænker kun på at behage Gud og Herren. Hendes tanker overskygges ikke af syndige tanker. Hun er ikke længere en jordisk kvinde – hun er et himmelsk væsen. Hun er et religiøst ideal.

Andre mænd eller almindelige mænd har opsøgt en prostitueret ved templet – det kender vi også fra templet i Jerusalem. Disse mænd har gennemført samlejet som en tilbedelse og hellig gudstjeneste. Samlejet er et offer til Herren – manden betaler og giver gaver til templet. Den gode jødiske mand viser sin taknemmelighed og lovprisning gennem den seksuelle handling. Prostitutionen er bestemt ikke privat – som hos os – den er en lovsang og salmesang til Herren. Den er en integreret del af den samlede tilbedelse i templet. Når Herren har frelst mig ud af trængslen, går jeg til Herrens tempel og giver ham min tak og mine ofre – jeg har samleje med en af Herrens udvalgte kvinder! Samlejet er en hellig gave - et offer. I Det gamle Testamente er offeret ikke forbundet med tab eller med en modstræbende holdning – offeret er forbundet med lettelse, taknemmelighed og jubelglæde – som vi tydeligt kan se i Salmernes Bog!

Historisk er det ikke mærkeligt, at hele oldtiden er præget af kombinationen sex og religion. Vi har utallige fund fra de primitive kulturer (stenalderkulturer og senere) som viser at guderne er blevet tilbedt ved seksuelle handlinger. Sådanne fund er blevet gjort i hele verden. Vi kender dem også fra Danmark for eksempel fra bronzealdertiden.

Alle mennesker tænker efter tidens skema. Forskningen har vist at oldtiden – specielt de semitiske områder i Mellemøsten – havde et bestemt skema for mænd og kvinder. Kvinden er seksuelt væsen. Hun lever meget tættere sammen med naturen og med sin egen krop og natur og behov. Kvinden lever med sine drømme og længsler. Hun kan derfor ikke helt kontrollere sine lyster og drifter. Hun er seksuelt begærlig, liderlig og lokkende. Al synd kommer derfor egentlig fra kvinden. Kvinden er beskere end døden, som det hedder i Det gamle Testamente. Hun lokker manden i fordærv og utugt med sine smil, søde ord og berøringer. Kvindens natur er at være utro og løsagtig. Vi finder tydeligt denne opfattelse i Det gamle Testamente fx i visdomslitteraturen og hos profeten Ezekiel. Dette semitiske skema lever videre langt op i kristen tid – fx i hekseprocesserne i Europa!

Vores moderne europæiske skema er det modsatte. Ifølge vores skema er det manden som ikke kan styre sine drifter. En mand kan slet ikke kontrollere sin lyst eller sin rejsning. Når en mand skal, så skal han. Manden bliver vakt seksuelt og i så fald kan han ikke styre sig selv. Han er et offer for sin egen krop og seksualitet – på samme måde som kvinderne var det i oldtiden. Unge piger bliver overfaldet og voldtaget af ophidsede mænd som skal have udløsning og samleje. De handler af nød, af tvang. De kan ikke gøre for det! Det er naturens stemme. Naturen er stærkere end optugtelsen, som vi siger. Når en mand har fået rejsning kan han ikke bare udsætte sagen. Naturen kræver sin ret!

Oldtiden havde en helt anden opfattelse – og denne opfattelse af kvindens urvæsen præger meget den kombination af sex og religion som findes i oldtiden. Seksualkulten er i meget høj grad knyttet til kvinder og til de kvindelige guder – som i eksemplet med Isis og Osiris. Over alt i oldtiden havde man fallos figurer – billeder af mandens rejsning – men disse figurer er ikke dele af en mandlig form for religion – de er knyttet til de kvindelige guder. Også i templet i Jerusalem var opstillet penis-figurer men de hører ifølge Det gamle Testamente netop sammen med dyrkelsen af de kvindelige guder Astarte og Ashera – Aftenstjernen og Himmeldronningen som de også kaldes i Det gamle Testamente - de kvindelige guder som af profeterne blev stemplet som de ækle møgguder.

Oldtidens opfattelse viser kvinden på to måder: Hun er et seksuelt væsen – en elskerinde – og hun er den som føder – hun er moder. De to roller flyder sammen. Kvinden bliver knyttet til frugtbarheden. Børnene kommer ud af hende. Hun giver livet. De to roller er egentlig uafhængige men smelter mere eller mindre sammen. De kvindelige guder viser sig både som den milde, madonnaagtige moder (Maria) – og som den ubændige liderlige kvinde og ludder der horer med alt og alle – og gerne med sin egen bror. Som bekendt er Osiris og Isis ifølge myten i Egypten bror og søster! Det mest typiske for disse kvinder – guder - er netop, at de er ubændige, vilde, ekstatiske, alt ædende, grænseoverskridende.

I Ordsprogenes Bog fortælles det hvordan hun – den typiske kvinde - ligger på lur og kaster sig over uskyldige mænd. Hun lokker dem med sine søde øjne og sin glatte mund. Hun er helt besat. Det eneste hun har i tankerne er at få samleje med manden så hurtigt som muligt. At hun er godt gift betyder ikke noget. – Min mand er bortrejst, siger hun! Hun kan ikke få mænd nok. At hendes mand er borte, giver hende kun nye muligheder. Men hun kan ikke holde sin seksuelle lyst nede – mens manden er bortrejst. Naturen kræver sin ret og hun følger naturens stemme som en glad kvinde – som enhver kvinde må gøre.

I kulten har man også anvendte ekstase med drukkenskab, selvpinsler og narkotiske stoffer. Hun har en sådan naturens vildskab at ingen mand kan stoppe hende. Hendes seksuelle energi, begær og lyst kender ingen grænser. Hun er utrættelig og umættelig. Hendes seksuelle vildskab kan slå om i at hun bliver en dræber maskine som tilintetgør alt og alle omkring sig. Hun er en rædsel. Den mand, som hun har elsket med, æder hun op bagefter. Den mand som kommer ind i hende – kommer aldrig ud igen! Hun er den store moder som giver og tager liv efter forgodtbefindende. Hun er frygtindgydende. Vi finder disse kvindeguder fra Egypten helt til Indien (Kali).

I en af de senere mysteriereligioner i Romerriget – dyrkelsen af gudinden Kybele – blev tilbedelsen af guden et blodigt ritual. Kybele kulten vakte enorm opsigt i Rom. Menigheden kom i en vild tilstand af ekstase ved brug af narkotiske stoffer. Som afslutning på gudstjenesten kastrerede de mandlige deltagere sig selv. Blodet flød. Mændene skar deres kønsorganer af med gamle flinteknive - for at efterligne myten om Kybele. Deres kønsorganer var deres hellige offer til Kybele – kvinden, moderen. De blev samlet i en hellig skål og bragt til Kybeles billede i templet. I gudstjenesten indgik også afskårne mandlige kønsorganer fra okser, tyre og andre dyr.

Fra Grækenland ved vi at store skarer af unge piger kom til templerne og havde samleje med guden – inden de startede deres seksualliv, inden de blev gift. Formålet var at styrke deres liv og kraft og frugtbarhed. Guden i templet kunne så være en figur eller et menneske. Pigerne blev ikke drevet af lyst eller sex i vores betydning – men af en tro eller et håb om lykke og frugtbarhed. Det pigerne gjorde, var også en tilbedelse af Gud – et offer. De unge piger giver sig selv og deres legemer til guden og på den måde styrker og ophøjer de guden. Offeret er en herliggørelse af guden. Guden lever af de gaver som han eller hun får. Men pigerne får også frugtbarheden og livslykken, når de giver deres unge legemer bort til Herren!

I oldtiden er seksualiteten i religiøs sammenhæng ofte – men ikke altid – knyttet til frugtbarheden. Frugtbarheden er et symbol eller et tegn for den gode tid, den gode verden. Frugtbarheden spiller en enorm rolle i Det gamle Testamente. En række historier handler om kvinden der ikke kan føde børn (ex Sara og Hanna). Den ufrugtbare kvinde er forbandet af Gud! Ingen vanære er større end det ikke at kunne føde sønner. Den kvinde som føder mange sønner er velsignet af Herren og hun kaster glans og ære over sin mand. Frelsen er at blive gammel og se sine sønners sønner vokse op og trives, som der står i Salmernes Bog! I senjødedommen hen imod Kristi fødsel havde man fantastiske forestillinger om den frugtbarhed som skulle komme på grund af Herrens velsignelse af Israel. Alle kvinder skulle i fremtiden føde 1000 børn i løbet af deres liv! Når Messias engang skulle komme og blive ny konge i Israel, skulle alle kvinder i Israel føde hver dag!

Ezekiel bogen i Det gamle Testamente er blevet til i 500 tallet. Ezekiel har oplevet det katastrofale nederlag til Babylon i 587 f. Kr. som resulterede i at Jerusalem og templet blev brændt ned og i at folkets unge mænd lå døde rundt omkring byen hvor de blev ædt af fugle og markens vilde dyr. Ezekiel afsiger dommen over Israel: Det er jeres egen skyld. I blev retfærdigt straffet for jeres utroskab og horeri! Ezekiel bogen omtaler et utal af eksempler på at Israel forfaldt til de kana’anæiske religiøse skikke og de fremmede guder.

Ezekiel er fyldt med seksuelle billeder. Som et eksempel kan vi tage det følgende fra Ezekiel kapitel 16. Et helt lignende afsnit findes i kapitel 23. Der er ikke helt enighed om fortolkningen af disse afsnit. Ezekiel opfatter forholdet Jahve – Israel som et forhold mellem ægtemanden og hustruen. Dette billede har Ezekiel arvet fra tidligere profeter som Hoseas. Det er hans pointe. Derfor er Israels religiøse frafald fremstillet som seksuel utroskab. På den anden side anvender Ezekiel meget stærke seksuelle billeder og udtryk. Meningen må være at der har været en stærk seksualkult i Israel op til nederlaget i 587 f. kr. Den efterfølgende tekst skildrer på en meget seksuel måde ægteskabet mellem Israel og Jahve. Israel er tydeligt nok en kvinde! Jahve er besat af hendes fysiske skønhed. Bag ved Ezekiels tekst må ligge den kana’anæsike myte om gudens ægteskab eller samleje med gudinden. Hos Ezekiel er gudinden blot skiftet ud med Israel som folk – eller som her: med byen Jerusalem der repræsenterer Israel.

I teksten skildres Jahve som et stærkt seksuelt væsen – hvilket er ret enestående i Det gamle Testamente. Teksten i kapitel 16 har rigtigt mange mærkelige detaljer. Jahve er – som en mand - stærkt tiltrukket af kvindens skønhed. Jahve er glad for hendes faste bryster. Jahve holder nøje øje med hvornår hun er kønsmoden. Jahve glæder sig til at dyrke elskov med hende når tiden er inde. Jahve kommer ofte forbi for at holde øje med pigen som vokser op som en skøn ung kvinde. Hun er altid nøgen og bar så derfor kan han altid glæde sig over hendes fysiske skønhed. Han holder øje med hårvæksten. Inden Jahve har samleje med pigen vasker han hende og salver hende med olie. Så snart det er muligt har Jahve samleje med hende – det har han længe glædet sig til - og det bliver han ved med – tit og ofte - så hun kan blive talrig som planterne på marken. Sammenligningen med planterne på marken er typisk kana’anæisk. Jahve er en rigtig frugtbarhedsgud i historien. Jahve avler mange børn med kvinden.

De sidste vers kunne være en beskrivelse af den himmelske gudinde Ashera eller Astarte. Alle ordene passer fint til de hymner vi har til de himmelske gudinder. Disse vers kunne være Ba’als kærlighedserklæring til sin elskede:

v13  Du smykkede dig med guld og sølv, du var klædt i fint linned, finvævet slør og broget tøj, din føde var finmel, honning og olie. Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. v14  Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al [din] pragt, siger Gud Herren.

På en eller anden måde må denne historie i Ezekiel kapitel 16 (og i kapitel 23) gå tilbage til kana’anæernes myte om det guddommelige samleje – samlejet mellem Ba’al og Ashera:

v1  Herrens ord kom til mig [Ezekiel]: v2  Menneske, fortæl Jerusalem om dens afskyelige handlinger, v3  og sig: Dette siger Gud Herren til Jerusalem: Du stammer fra kana'anæernes land, og dér blev du født; din far var amorit og din mor hittit. v4  Ved din fødsel, den dag du blev født, blev din navlestreng ikke skåret over, du blev ikke vasket ren og gnedet med salt, og du blev ikke lagt i svøb. v5  Ingen forbarmede sig over dig og gjorde blot én af disse ting af medlidenhed med dig. Du blev smidt ud på marken, den dag du blev født, fordi man kastede vrag på dig.

v6  Da jeg [Jahve] kom forbi og så dig ligge og sprælle i dit blod, sagde jeg til dig, som du lå dér i dit blod: »Du skal beholde livet! v7  Jeg vil gøre dig talrig som planterne på marken [Jeg vil parre mig med dig].« Du voksede op og blev stor, og du blev kønsmoden; dine bryster blev faste, og hårvæksten voksede frem. Men du var nøgen og bar.

v8  Da jeg kom forbi dig og så, at din tid var inde, tiden til elskov, bredte jeg min kappe over dig og dækkede dit køn. Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud Herren. v9  Jeg vaskede dig, skyllede blodet af dig og salvede dig med olie. v10  Jeg klædte dig i broget tøj, gav dig sandaler af delfinskind på fødderne, bandt et skærf af fint linned om dig og dækkede dit hoved med et finvævet slør. v11  Jeg gav dig smykker, ringe på armene og kæde om halsen. v12  Jeg gav dig næsering og øreringe og satte en prægtig krone på dit hoved.

v13  Du smykkede dig med guld og sølv, du var klædt i fint linned, finvævet slør og broget tøj, din føde var finmel, honning og olie. Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. v14  Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig, siger Gud Herren.

(Ezekiel 16.1)

I kapitel 23 har Jahve et seksuelt forhold til to kvinder som oven i købet er søstre:

v1  Herrens ord kom til mig: v2  Menneske, der var to kvinder, der var døtre af samme mor. v3  De horede i Egypten; da de var unge, horede de. Der klemte man deres bryster, tog dem på deres jomfrubryster. v4  Den ældste hed Ohola, og hendes søster hed Oholiba. De blev mine og fødte sønner og døtre.

(Ezekiel 23.1)

Denne tekst og mange andre tekster hos Ezekiel handler også om tempelprostitutionen som Ezekiel angriber og tager voldsomt afstand fra. De to søstre er netop skøger. Ezekiel fortegner måske billedet så at tempel prostitutionen bliver noget rent seksuelt. Denne prostitution var noget helligt – den var en del af gudstjenesten. Men Ezekiel angriber påvirkningen fra kana’anæerne. De ækle møgguder er netop de kana’anæiske frugtbarhedsguder.

De to kvinder fremstilles på en meget seksuel måde. De er eksempler på oldtidens skema om kvinderne: De er naturvæsner som ikke kan holde deres lyst og liderlighed tilbage. De to kvinder betegnes som mine. Bag ved teksten ligger nok tanken om Herrens hellige skøger i templet. Men også det kana’anæiske billede: Herrens eller Ba’als seksuelle forhold – det himmelske samleje som vi så i den anden tekst i kapitel 16. Herren er en potent frugtbarhedsgud som kan avle mange sønner! Herren befrugter alle kvinder uden grænser.

Det meget negative billede (skema) af kvinden som vi finder hos Ezekiel finder vi også andre steder i Det gamle Testamente: Der eksisterer nøje paralleller mellem Ezekiels kvinde billede og opfattelsen af kvinden i visdomslitteraturen – i Ordsprogenes Bog og i Prædikeren. – Kvinden er beskere end døden og hendes væsen er dybest set prostitutionen! Kvinden har ingen kontrol over sin overdrevne medfødte seksualitet som altid tager magten fra hende! Kvinden er utro af natur! Men denne kvinde opfattelse er slet ikke den dominerende opfattelse af kvinden i Det gamle Testamente! Vi finder for eksempel den stik modsatte opfattelse i Salmernes Bog.

I kapitel 16 giver Ezekiel en omfattende skildring af kvindens – Israels – utroskab og hor. Hele skildringen er meget seksuelt farvet. Hun er det som Martin Luther i sin tid kaldte for die Erzhuure! Der anvendes grove seksuelle udtryk som skal vise Ezekiels vrede imod knæfaldet for frugtbarhedsreligionen – Kana’an. Billedet af kvinden hos Ezekiel bliver meget tendentiøst og – efter vore begreber – nedværdigende. Hun spreder benene for alle mænd og horer med egypterne på grund af deres store lem. Hun er et uhyre. Hun betaler mænd for at hore med hende. Hun horer med de store penis figurer i templet. Hun får aldrig nok. Hun er besat:

v15  Men i tillid til din skønhed og dit ry gav du dig til at hore. Med dit hor overøste du enhver, der kom forbi, og du blev hans. v16  Af dine klæder lavede du spraglede [kana’anæiske] offerhøje og horede på dem. Du gik ind til ham, og du blev hans. v17  Af de prægtige smykker af guld og sølv, som jeg havde givet dig, lavede du figurer af mænd [fallos figurer] og horede med dem. v18  Du hyllede dem i dine brogede klæder og satte min olie og røgelse frem til dem [Kana’anæerne lavede klæder til deres penis figurer]. v19  Den mad, jeg havde givet dig, finmelet, olien og honningen, jeg havde givet dig at spise, satte du frem til dem, en liflig duft. Sådan gik det for sig, siger Gud Herren [Ezekiel mener: Sådan foregik det i templet i Jerusalem].

v22  Mens du begik alle dine afskyelige [seksuelle] handlinger og horede, glemte du din ungdom, da du var nøgen og bar og lå og sprællede i dit blod. v23  Men efter al din ondskab – ve dig, ve, siger Gud Herren – v24  byggede du dig en forhøjning og anlagde en [kana’anæisk] høj på hvert eneste torv [en helligdom]; v25  på alle gadehjørner byggede du din høj [dit tempel til Ba’al].

Du gjorde din skønhed til noget afskyeligt, du spredte benene for enhver, der kom forbi, og horede og horede. v26  Du horede med dine naboer egypterne med deres store lem; du horede og horede og krænkede mig.

v28  Så horede du med assyrerne, fordi du ikke havde fået nok; du horede med dem, men fik stadig ikke nok. v29  Så udstrakte du dit hor helt til kræmmerlandet, til Kaldæa [Babylon], men heller ikke dér fik du nok. v30  Hvor var dit hjerte sygt af begær, siger Gud Herren, når du som en anmassende skøge gjorde alt dette, v31  byggede din forhøjning [frugtbarhedstempel] på alle gadehjørner og anlagde din høj på hvert eneste torv.

Men du var ikke som andre skøger, for du var ligeglad med skøgeløn. v32  Når en kvinde begår ægteskabsbrud, tager hun fremmede mænd i stedet for sin egen mand, v33  og skøger får betaling. Du derimod giver gaver til alle dine elskere, du køber dem til at komme til dig alle vegne fra, så du kan hore. v34  Du har det modsat andre kvinder med dit hor. Det er ikke dig, der bliver opsøgt til hor; men du giver skøgegaver og tager ikke selv imod skøgeløn. Sådan er du modsat de andre.

(Ezekiel 16.15)

Kana’an og Israel.

Kana’an og Israel. 1

Den overlegne kultur. 2

Kongen. 4

Ba’al. 5

Integration. 8

Tronbestigelsen. 8

Tyren. 9

Ka’anæernes indflydelse på Israels stammer. 10

El og El Eljon. 12

Havuhyret. 13

Nytårsfesten. 14

Gudebilleder. 14

Josijas reform 622 f. Kr. 16

Salomo. 17

Adonis kulten. 18

Melkisedek og Abraham. 18

Forholdet mellem den kana’anæiske kultur og Israel spiller en enorm rolle i Det gamle Testamente. På det tidspunkt hvor Det gamle Testamente bliver færdigredigeret (i århundrederne før Kr.) er der sket meget – den kana’anæiske kultur har tabt – kan vi sige – og Israel har vundet. Der er i Det gamle Testamente en gennemgående modvilje og vrede imod den kana’anæiske kultur og dens guder og religion. Men det er meget sværere at finde frem til et historisk korrekt billede af den historiske udvikling. Israel er kommet ind i Palæstina som et lille fåtalligt svagt underudviklet folk men har bredt sig gradvist. Befolkningsmæssigt har Israels stammer overtaget Palæstina i det lange løb. Israel fortrænger Kana’an både fysisk og åndeligt. Det er også det billede som igen og igen tegnes i Det gamle Testamente.

Ordet Kana’an optræder i kilder allerede fra tiden omkring 2000 f.kr. men det betegner selve landskabet, området. Moderne forskning stiller spørgsmålstegn ved om der egentlig var et specielt område – en speciel kultur – som hed Kana’an. Kana’an er mest bare selve området i Palæstina. Det har været en integreret del af et meget større fælles semitisk kulturområde fra Egypten til Mesopotamien – med de samme guder og myter.

Sprogligt er kana’anæisk antageligt modersprog til en række senere sprog. Hebraisk er en videreudvikling af kana’anæisk. Det gælder også de andre broderfolk som de hedder i Det gamle Testamente: Edomitisk og moabitisk er sprog som komer af kana’anæisk.

I Det gamKle Testamente er alle folk beslægtede og alle folk stammer fra Noah. Alle egypterne og de folk som boede i Afrika er efterkommere af Noahs søn Kam! Alle Israels stammer er efterkommere af Jakobs tolv sønner (Et andet navn for Jakob er Israel).

Alt tyder på at det vi kalder for Israel er ørkenstammer – beduinstammer – måske tolv stammer i et løst forbund – som er vandret ind i Kana’an ca 1200 eller ca 1100 f. Kr. Vi ved fra mange kilder at Kana’an på det tidspunkt blev oversvømmet af stammer fra den omliggende ørken. Andre folk som edomitterne og moabitterne kommer ind i Kana’an på dette tidspunkt. Disse folk opfatter Israel som sine brødre! Kana’an opfatter Israel som søn af Kam – Noahs søn Kam – dvs Kana’an er et lydområde under Egypten (Kams land er nemlig Egypten. Noahs søn Kam kommer til Egypten og bliver stamfader til alle egypterne – og folkene syd for Egypten!). Kana’an er et område som er blevet stærkt påvirket fra Egypten og især fra Mesopotamien. Kana’an er i perioder blevet styret af Egypten. Det viser alle kilder. Vi finder grundlæggende de samme myter i Kana’an som i Babylon – fx om floden, oversvømmelsen, syndfloden, slangen, dragen, havuhyret, gudens kamp imod kaosmagterne. Hele perioden fra ca 2000 til ca 1000 f. kr. er et stort kædeangreb fra ørkenstammer på Kana’an – men også fx på Egypten som vi ved fra egyptiske kilder. Ørkenstammerne bliver tiltrukket af overfloden og velstanden, kommer ind som hærgende horder – og bliver efterhånden civiliseret og integreret. Efter en tid kan man ikke skelne dem fra den oprindelige befolkning.

Den overlegne kultur.

Det er interessant at i følge Mosebøgerne indvandrer Israel ikke i Kana’an sydfra men østfra! Alle de semitiske indvandringsbølger kommer jo også østfra som fx edomitterne som bosætter sig øst og syd for Jordan. Israel er kommet østfra – ikke sydfra. Om Israel virkeligt er kommet fra Egypten – om det er en historisk sandhed – er der delte meninger om. Men sikkert er at Israel er et forbund af vilde stammer som kommer ind østfra i det forjættede land som flyder med mælk og honning – netop ørkenstammernes overdrevne forestillinger!

Kana’an var et relativt frugtbart område i Palæstina omgivet af tørre og golde ørkenområder. Alle de store internationale handelsruter gik gennem Kana’an – den frugtbare halvmåne - som fra gammel tid var et højt udviklet område. Kana’an blev beboet allerede i stenalderen ca 6000 f. Kr. Fra ca 3000 f. Kr. eller tidligere ved vi at semitter bor i Kana’an. Edomiterne, moabitterne, kana’anæerne og Israels stammer er alle semitiske folk. De har grundlæggende det samme sprog, de samme normer og de har fælles forestillinger om det guddommelige, det hellige. Fx er ordet El fælles – i betydningen Gud eller gud eller guderne eller det guddommelige. Ordet Allah på arabisk i dag er det samme ord som El.

Israels indvandring i Kana’an – 1200 eller 1100 f. kr - bliver i Mosebøgerne og i Salmerne fremstillet som et krigstog som med ét slag tilintetgør alle Kana’ans konger og rydder landet – gør det helt tomt! Kana’ans konger er simpelt hen onde og Israel advares imod at lade sig integrere eller blot acceptere kana’anæerne. Kana’an er kun afguderi og horeri. Hele dette billede er nok ikke historisk korrekt. Det er en meget senere tids religiøse konstruktion. Israel føres af Herren og vinder sejren! Kana’an er Israels ret og arvelod! Det historiske billede har snarere været at de tolv stammer kom ind i landet på en glidende, gradvis måde – lidt efter lidt. De har måttet tilpasse sig kana’anæerne. De har levet som gæster på deres betingelser. De er blevet tålt. De har været ivrige for at få del i Kana’ans velsignelser. De har været imponerede af den overlegne kultur.

I oldtiden blev religion og myter opfattet som en slags viden og videnskab. Religionen er vores viden om Gud eller om guderne. Derfor eksisterede der ofte en form for religionsblanderi eller synkretisme. Hvis et bestemt folk mødte andre folk og deres kultur opdagede de at de fremmede troede noget andet om Gud. Det blev ofte opfattet på den måde at de havde en anden og højere viden om Gud. Oldtiden havde bestemt ikke vores adskillelse af tro og viden – den er meget senere! Viden er viden! Derfor kunne man lære af de andre folks viden om Gud. Vi kan se dette fænomen mange steder. Visse myter fra det gamle Mesopotamien spredte sig efterhånden til hele Mellemøsten. Israel mødte disse myter i Kana’an. Mesopotamierne troede at verden engang var blevet helt oversvømmet af vand. Denne myte spredte sig efterhånden. Mesopotamien vidste noget om fortiden og om Gud som de andre folk oprindeligt ikke vidste. De havde en mere udviklet viden. De nye guder man mødte blev i høj grad sat lig med de guder man selv kendte i forvejen – blot med et andet navn. På den måde blev religionen opfattet som en slags viden eller erfaring hvor man kunne lære en højere viden af andre folk. På samme måde som danske videnskabsmænd i dag kan lære af udenlandske forskere.

I det lange løb har Kana’an måske fortrudt – det er blevet overrasket over virkningerne af indvandringen! Men noget tyder dog på at indvandringsbølgerne (semitiske folk som edomitter, amoritter, moabitter, amonitter, Israels stammer osv) mellem 2000 og 1000 f.kr var så stærke at man ikke kunne modsætte sig dem. Det var nok en blanding af at Kana’an blev løbet over ende – og at den kana’anæiske kultur tilbød asyl og gæstfrihed til de fremmede – også i egen interesse. De fremmede ørkenstammer kunne jo anvendes som arbejdskraft – det kender vi fra Egypten som også blev oversvømmet af ørkenstammer mange gange. Vi er ret sikre på at ordet hebræer og hebraisk stammer fra egyptisk habiru – arbejder.

Kana’an havde meget gamle bystater eller byer. Jerusalem og Jeriko (Mellemøstens ældste by!) er meget gamle byer fra ca 3000 f. Kr. Derfor er der også drevet en mængde arkæologisk forskning netop i Palæstina. Betlehem betyder guden Lahmus by (bet-lehem) og Betel – Israels gamle hovedstad - betyder guden El Eljons sted (bet-el) – disse byer eksisterede længe før Israel kom til Palæstina. Kana’an var organiseret som selvstændige bystater på en klippe med en fæstning udenom (som vi også kender fra det gamle Grækenland – Athen og Sparta) – Palæstina var ikke et samlet rige eller en stat. Området levede af landbrug, handel, håndværk og især af agerbrug. Vi ved at sådanne guder som El – den højeste – og Ba’al – herren – er blevet dyrket fra ca 2000 f.Kr eller tidligere.

Kana’an var et højt udviklet område sammenlignet med ørkenområderne og beduinstammerne. Kana’an sad inde med tidens bedste viden om verden og med tidens mest udviklede teknik og naturbeherskelse. Kana’an sejlede på de store verdenshave og havde kontakt med hele verden. Kana’an sad inde med urgamle visdomsbøger og en forfinet kultur. Intet under at det gjorde et dybt indtryk på Israel og ørkenstammerne! Kana’an havde embedsmænd, præster, bykonger, administration, håndværk, krigsmagt, heste og vogne, landkort, lovgivning, bogruller, skriftsprog osv. Kongen var Guds søn som i Egypten og Babylon. Den gud man tilbeder er typisk en bystatgud – den gud som beskytter vores by specielt – som man kender det fra oldtidens Athen og Pallas Athene eller som vi kender det fra Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente om Efesus som var beskyttet af gudinden Artemis: - Stor er efesernes Artemis! Hver bystat har sin gud – men antageligt har man troet at alle guder dybest set var den samme.

Kana’an var en del af ét stort sammenhængende kulturelt og religiøst område som går fra Egypten i vest, op til det nuværende Tyrkiet, langt ned i den arabiske ørken og østpå til Mesopotamien og ind i det nuværende Iran (perserriget). De religiøse forestillinger i hele dette – stort set – semitiske område var meget ensartede. Eksempler er forestillinger om tordenguden, den kvindelige frugtbarhedsgud, syndfloden, gudens kamp imod dragen og havuhyret. I vidt forskellige dele af dette område findes de samme trosforestillinger.

Kana’an har omfattet Palæstina på begge sider af Jordan. Det har strakt sig sydpå til Egypten. Det har omfattet Middelhavskysten nordpå ved det nuværende Libanon og Syrien. Den kana’anæiske kultur blev siden spredt via fønikerne som var et selvstændigt folk som boede i Kana’an. På den måde kom den kana’anæiske kultur og dens guder til Nordafrika, Kartago (punerne er det samme som fønikerne), Italien og Frankrig ved fønikernes kolonier. Således har man fundet et kana’anæisk tempel i Sydfrankrig (Marseille – ca 200 f. Kr.).

Vores viden om Kana’an blev voldsomt forøget da man i 1929 gjorde arkæologiske fund i Ras Shamra i Syrien (Ugarit). Ugarit teksterne viser den kana’anæiske religion omkring 1300 f. Kr. – altså omkring det tidspunkt Israel indvandrede i Palæstina. Vi kender nu en mængde myter og gudefortællinger fra Kana’an – men vores hovedviden om kana’anæisk religion stammer fortsat fra Det gamle Testamente, som godt nok er en meget tendentiøs kilde! Vi kender også Kana’an fra græske forfattere.

Ved mødet mellem Israel og Kana’an møder de tolv stammer en kultur der er langt overlegen. Der sker en integration. Den højt udviklede kultur har virket enormt tiltrækkende. Stammerne er blevet påvirket som vi i dag er blevet påvirket af den amerikanske kultur – og som Danmark tidligere blev påvirket af tysk kultur. Kana’an stod for alt det moderne, udviklede, spændende. Kana’an stod for viden, videnskab, naturbeherskelse, organisation, viden om Gud og viden om andre lande. Israel bliver integreret i den kana’anæiske kultur. Israel lærer et gammelt højt udviklet samfund – et samfund i klasse med Mesopotamien og Egypten - at kende. Israel bliver et folk af fastboende landbrugere. En revolution i stammernes historie! Israel får et skriftsprog. Israel bliver påvirket af den kana’anæiske gudeverden. Vi ved at tempelkulten med præsterne og ofrene er dannet med forbillede hos kana’anæerne. Israel har overtaget ordet for præst fra kana’anæerne. Det hebraiske ord for præst kohen kommer af khnm på kana’anæisk – ordet lever videre i slægtsnavnet Cohen. De kana’anæiske præster er tjenere og slaver (personale) for den gud som bor i templet. Guden skal vaskes og have føde hver dag, skal iklædes dragter og skal underholdes med musik. Nogle gange skal guderne også flyttes og bæres rundt. Den gamle gudstjeneste i templet som vi møder i Salmerne i Jerusalem er inspireret af kana’anæerne. Alle de instrumenter som bruges i Salmerne har Israel lært at kende hos kana’anæerne. Vi kender også alle instrumenterne – den hellige musik – fra egyptiske billeder.

Kana’anæernes religion betegnes som regel som polyteisme – de tror på mange guder. Det er rigtigt nok på den måde at man støder på utallige gudenavne i teksterne – men det dækker nok ikke det sande historiske billede af kana’anæernes tro og religion. Alle de mange guder er blevet opfattet som aspekter af den samme gud. Gud har mange navne og former – men er dybest set altid den samme. Meget tyder på at det er sådan kana’anæerne har opfattet det hellige og det guddommelige. Det er ikke afgørende om man siger Gud eller guderne – det er dybest set det samme – det hellige. Den samme tanke kan vi se i Salmerne som taler om mange guder. Det hebraiske ord for Gud (elohim) er også flertal og betyder egentlig guder eller guderne. Men Gud er én og den samme – trods alle ord og navne.

Kongen.

På længere sig får Israel en konge efter kana’anæisk billede – med de samme egenskaber og status. – Giv os en konge som alle de andre folk har! Som det hedder i Det gamle Testamente. Det går bogstaveligt i opfyldelse! David er ligesom de kana’anæiske konger! David efterligner faktisk de kana’anæiske kongers stil og ideologi bevidst! Meningen er at kongen – den salvede – skal være Guds søn!

I Kana’an har man haft en bogstavelig opfattelse af at kongen er Guds søn. Gud har avlet ham med en kvinde (gudinde) og ved en seksuel handling. Kongen er fuldt ud Guds søn! Kongen er Herren i menneskelig form og skikkelse. Når kongen er død bliver han en gud. Han overgår til gudernes verden og bliver tilbedt (Det kender vi fra Egypten og senere fra de romerske kejsere). Denne tanke finder vi mange steder i oldtiden – fx i Egypten og Babylon – men det bliver aldrig nogen sinde opfattelsen i Israel. Gud er ikke i biologisk seksuel betydning kongens fader (selv om der er enkelte udtryk i Salmernes Bog – fx Salme 2: - Jeg har avlet dig på det hellige bjerg af moderskødet (kvindens skød), af Ushas moderskød - der godt kan tolkes på den måde – men det har nok ikke været den almene opfattelse).

Det antages at den kana’anæiske konge har spillet rollen som gud, som Ba’al, i de dramaer som blev opført i templet i Kana’an. Dramaet har især drejet sig om Ba’als sejr over dragen, uhyret.

I de kana’anæiske kilder ophøjes kongen som Guds repræsentant: - Herren har betroet hele landet og huset til dig, konge. Gud har tilstået dig mange år. Dine år er uden ende! Gud elsker dig!

I Salmernes Bog kan vi finde lignende ord og udtryk i Herrens løfter til David, Herrens salvede. Vi ved også om de kana’anæiske konger at de er blevet salvet med olie af præsterne ved indvielsen, kroningen. Med olien får kongen velsignelsen og kraften fra oven.

Opfattelsen af seksuallivet blandt guderne i Kana’an var dog noget anderledes end vores opfattelse. De forskellige guder formerer sig ved at have samleje med store sten og klipper og lignende. Det er altså ofte uklart hvad man skal forstå ved at guden har avlet kongen som en fysisk eller seksuel handling! I en af salmerne står som nævnt at Herren har avlet den jordiske konge som sin søn – men vi kan nok ikke være sikre på hvad den oprindelige mening har været!

I de kana’anæiske tekster kan vi se at sætninger om kongen og om Ba’al sammenblandes. Til tider er det uklart om der tales om guden eller om kongen. Kongen er gud. Det samme træk kan findes i Salmerne hvor det visse steder er omstridt om der tales om Herren eller om Herrens salvede!

Før indvandringen har Israel en tro på Jahve – ørkenguden fra Sinaj. Jahve er den som fører folket og stammerne frelst igennem alle farer og trængsler. Jahve er en historisk gud – ikke en landbrugsgud eller frugtbarhedsgud. Han er den kriger som går i spidsen for stammerne.

Troen på Jahve ændrer sig efter indvandringen. I Salmernes Bog finder vi en mængde tekster som handler om naturen, frugtbarheden, naturens velsignelse. Disse tanker havde Israel ikke i ørkentiden – i ørkenen er der ingen grøde, vækst, spiring, høst. De er opstået ved mødet med kana’anæerne. Israel skifter erhverv! Den kana’anæiske religion var i høj grad en frugtbarhedsreligion. I ørkentiden er der ikke stor forskel på årstiderne hvis man lever af dyreflokke og som nomader, men i Kana’an er årstidernes vekslen – og regnen og solen - helt afgørende. Sommerens tørke er en truende død. (Tørken som hovedtruslen finder vi også i Salmerne). Efterårets regntid er en genopstandelse! Hos kana’anæerne fejredes en nytårsfest i efteråret hvor man fejrede at frugtbarheden – livet – var kommet tilbage. I denne kult fremstilles hvordan guden – Ba’al – døde - men levede op igen da regnen kom. På samme måde døde kongen – den kana’anæiske bykonge – og levede op igen. Disse tanker mødte Israel og de kom også til at præge Israel i et begrænset omfang. Men først og fremmest betød dette kulturmøde at naturen og frugtbarheden fik en enorm betydning i den jødiske tro. Vi finder uovertrufne tekster om naturen i Salmernes Bog – ingen tekster i hele oldtiden har kunne fremstille naturens velsignelse små smukt som i Salmerne. Disse tekster er gribende. Mødet med Kana’an betød en fuldstændig ændring af den jødiske opfattelse af naturens rigdom og velsignelse. Gud er inden i naturen. Naturen viser Guds væsen. Naturen er et tegn – et under. Naturen er næsten guddommelig.

Ba’al.

Ba’als sejr og erobring af herredømmet er blevet opført som skuespil hos kana’anæerne. Dramaet er opført år efter år i efterårsfesten. Det onde eller Jam eller Døden eller Livjatan bliver dræbt for evigt hver gang – men genopstår alligevel igen og igen! Det onde truer hele tiden. Ba’al eller Herren må hele tiden gribe ind og redde verden og livet. I den kamp må Ba’al eller Herren lade livet. Han dør for menneskenes skyld. Gud må dø for at frelse den menneskelige verden fra det onde.

Kampen mellem Gud og ondskaben findes i et utal af myter: I Babylon optræder myten som en kamp mellem guden Marduk og havdybet, urdybet Tiamat (som genfindes i 1 Mosebog 1) og hos grækerne eksisterer myten om en urkamp mellem Zeus og Typhon – uhyret. I mange af disse myter må guden lade livet men genopstår så senere. Livjatan, Tiamat, Jam, Rahab, Typhon er egentlig forskellige navne for det samme.

Efter Ba’als sejr kan verden leve i Guds fred og glæde: - Fedmen regnede fra himlen og bjergkløfterne flød med honning! Ba’al lever! Han skal være konge for evigt! Oksen får samme stemme som gazellen og falken får spurvens stemme! Sådan beskriver de kana’anæiske kilder tilstanden efter Ba’als eller Herrens sejr – tilstanden i Herrens rige.Guds rige er et fredsrige. Vi finder de samme forestillinger i Det gamle Testamente – fx om fredsriget hos Esajas og Ezekiel.

I de kana’anæiske tekster forsvinder Gud engang imellem. Følgen er at det onde breder sig. – Ilden går ud i arnen. Alle mennesker bliver nedbøjede. Fårene forlader deres lam og koen sin kalv. Byggen og hveden bliver ikke moden. Dyr og mennesker parrer sig ikke længere. Alle græsgange bliver udtørret. Kilderne holder op med at løbe!

I Salmernes Bog finder vi en mængde klager og klagesalmer og vi kan se at grundstrukturen svarer til den kana’anæiske klage der kommer af at Gud har forladt menneskenes verden. – Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Som det hedder i Salme 22. Også i de kana’anæiske tekster hedder det at Gud er blevet vred på menneskene. – Hvor længe endnu, Herre, hvor længe endnu skal din vrede vare?

Den kana’anæiske konge dør og genopstår. Han er ét med sin fader, Herren, og ét med naturen – livet – som dør. Den kana’anæiske konge er så at sige identisk med livet og naturen. I Israel er det nok ikke blevet opfattet på denne måde. Vi har godt nok enkelte citater fra Salmerne som kan tolkes sådan at kongen dør og opstår fra de døde – ved høstfesten eller nytårsfesten. Men det var nok ikke en almen opfattelse. Forholdet kongen-Herren var også anderledes i Israel end blandt kana’anæerne – kongen er ikke i bogstavelig forstand gudens søn. I en vis forstand kan vi sige at tanken om kongens død og genopstandelse i en vis form findes i Det nye Testamente - tanken om Jesu opstandelse. Men i Det nye Testamente er tanken helt anderledes. Opstandelsen sker én gang for alle – og den er Guds unikke indgriben, skaberværk og frelse. Den er ikke bare en del af årstidernes vekslen!

Ba’al er især tyren fordi tyren er et symbol på en overvældende styrke, vildskab, frugtbarhed og avlekraft. Tyren bruges i hele oldtiden som et symbol på guden eller herren. Tyren er det mest frygtindgydende, magtfulde væsen man kan forestille sig! I Salmernes Bog omtales Jahve eller Herren ofte som den vældige. Dette ord – vældig – betyder i virkeligheden tyren idet ordet stort set kun bruges om tyre og tyrens vælde! Jahve er – i et billede - en tyr. Mange af epifani forestillingerne (at se Gud) – visionerne om vredens dag – viser også Jahve som en prustende tyr. Jahve er i Israel på forskellige steder officielt blevet tilbedt i form af en tyr i lange perioder – i al fald i kongetiden indtil 587 f. Kr. Tyren er Herrens ydre billede – Jahve i sig selv er ikke en tyr – tyren er et symbol, et billede – en metafor. Men sådan har kana’anæerne sikkert også opfattet det.

Herrens røst lyder som et tordenbrag. Den lyder med vælde. Herren er som en tyr, en prustende, rasende tyr der farer frem. Tyren splintrer alt på sin vej. Intet menneske kan standse den:

v4  Herrens røst lyder med kraft,
Herrens røst lyder med vælde.
v5  Herrens røst splintrer cedertræer,
Herren knuser Libanons cedre [det vil sige alle fjender].

(Salme 29.4)

Ba’al er egentlig ikke noget navn, noget egennavn. Ba’al betyder herre eller herren. Ba’al er blevet dyrket med mange tillægsnavne efter stedet. Ba’al og et efterfølgende stednavn betyder altså den gud som dyrkes det sted – altså vores herre – vor herre!

Sammenfattende kan man siger at de billeder (mentale og fysiske) af Ba’al – Herren – som de tolv stammer mødte da de indvandrede i Palæstina kom til at gøre et uudsletteligt indtryk på dem! – Her er nok den gud som vi har troet på, har de måske tænkt. Rigtigt mange af formuleringerne i Salmernes Bog og andre steder er reformuleringer af de ting som kana’anæerne sagde om Herren – Ba’al. På en eller anden måde har Israel tænkt at det dybest set var den samme gud. - Der er kun én gud!

Kana’ans guder var uendeligt mange – blandt andet nogle meget vigtige kvindelige frugtbarhedsguddomme som var forbundet med seksualitet, ekstase og drukkenskab (vinhøsten, sml Dionysos i Grækenland) – men Kana’an dyrkede især to guder: El (El Eljon) og Ba’al. Da Israel kommer ind i Palæstina møder de folk som tilbeder – som de siger - herren og ofrer til herren. Ordet herren betegner simpelt hen gud, vores gud. Ordet herren er helt ubestemt – det bruges også om Marduk i Babylon og om Osiris i Egypten. I Det nye Testamente kommer ordet herren til at betyde Kristus Jesus. Ordet Ba’al er for så vidt ikke et egennavn men egentligt et fællesnavn, en artsbetegnelse. Alle mennesker har en herre – i oldtiden – og han er vores herre – Vor Herre. Antageligt har Israel ikke set den helt store forskel. Jahve har Israel tilbedt som herren – alle folk i oldtiden kaldte deres gud for herren - og i Kana’an tilbad de herren!

Ifølge den kana’anæiske mytologi – som vi kender fra Ras Shamra teksterne – er El Eljon fader til alle guderne – de er hans sønner. El er den gud som efterhånden træder tilbage i betydning, men er gudernes stamfader. Guderne udgør én stor familie. Vi kan se det samme billede i Salmerne der taler om gudssønnerne eller Guds sønner. Guderne eller gudssønnerne er Jahves trofaste, udvalgte og slægtninge. Alle bor de på det hellige bjerg – gudebjerget.

I figurer af Ba’al fra arkæologiske fund er Ba’al udstyret med horn på hovedet som en tyr og med økse, spyd og tordenkiler i hånden. Ba’al er en tordengud som Jahve – som talrige andre i oldtiden (Zeus, Indra). Han er en ung frisk kriger – i modsætning til El som fremstilles som en træt gammel mand med skæg – siddende! I en berømt fremstilling af El sidder han på en trone med keruber der er løver med ørnevinger! I Salmernes Bog er Herren den som troner på keruberne! Jahve ridder gennem luften – han flyver - på kerubernes vinger. Den salvede eller kongen sidder i skyggen af kerubernes vinger.

Mange af udtrykkene i Salmernes Bog er så almene og generelle at de lige så godt kan anvendes af Israel som af kana’anæerne! Udtrykkene bliver meget almene i samme øjeblik man husker at Herren er en almen betegnelse – Herren er den gud som man taler til og anråber - som lige så godt kan anvendes om en anden gud end Jahve!

Israel bliver integreret i den kana’anæiske religion. Vi ved at utallige navne og personnavne i Det gamle Testamente er sammensat med navnet Ba’al! Det må have betyder at Ba’al har været ok – Ba’al har været identificeret med Jahve fra starten af. Vi ved at der har været en dyrkelse af Ba’al helt til Jesu tid – dels af rester af kana’anæerne (altså Palæstinas oprindelige befolkning) dels af jøder og andre folk i Palæstina – fx grækerne. Det gamle Testamente tordner nogle steder imod denne Ba’al kult men den eksisterede altså! Ba’al blev fremstillet som en tyr og vi ved at Jahve er blevet tilbedt som en tyr i Israel – igen og igen helt ned til Jesu tid. De fleste jøder har opfattet dette som ok. Israel lærer simpelt hen noget nyt om Gud ved at møde kana’anæerne. Vi taler alle om den samme gud. Gud har mange navne og former – men dybest set er han den samme! Sådan har de fleste tænkt og det har været officiel godkendt tankegang i lange perioder. Vi ved at en række af kongerne i Israel iværksatte en tilbedelse af og ofringer til Ba’al. I templet har man tilbedt kana’anæiske guder - også de kvindelige guder som optræder som de såkaldte Ashera pæle – gudebilleder eller fallos-billeder. Ashera eller Asherat er en kana’anæisk gudinde som er gift med gudefaderen El. Hun er jordens moder (Moder Jord) – alt levende liv kommer fra hende – hun føder livet – er årsag til al frugtbarhed. Vi finder denne gud – moder jord – langt tilbage i stenalderen i hele Mellemøsten – og i Europa. Denne Venus er fed, svulmende, med tydelige kønskarakterer – den ægte typiske feminine kvinde! Ba’al røver hende – Asherat - og gifter sig siden med hende. Vi ved at der har været sakral prostitution (tempel skøger, kvindelige og mandlige prostituerede) i templet i Jerusalem – et levn fra kana’anæerne. Prostitutionen er en tilbedelse af Herren. Vi ved at da Israel indvandrede i Kana’an begyndte man at opsøge og bruge kana’anæernes templer, hellige steder, kulthøje, hellige skove og kultsteder! Mange steder må der være foregået en sammensmeltning af Jahve-troen fra ørkentiden og den kana’anæiske religion. Templet i Jerusalem bliver bygget på præcist det sted hvor det gamle kana’anæiske tempel til den Højeste – El Eljon – lå. Templet blev indrettet og bygget som et kana’anæisk tempel – med samme arkitektur og til dels de samme genstande. De jødiske profeter stammer fra den kana’anæsiske religion. Varselstagning, orakler, musik, visioner, religiøse love osv er inspireret af den kana’anæsiske religion. Vi ved at kana’anæerne har taget varsler med lodkast som man siden gjorde i Israel. Præsten hos kana’anæerne har haft en særlig dragt, et forklæde med en kappefold og heri lå lodderne. Det genfindes præcist igen i Det gamle Testamente hvor ypperstepræsten i templet har lodderne i kappefolden! Alle de forskellige slags ofre i templet – brændofre, takofre, dyreofre osv – stammer fra kana’anæerne. Israel har lært at tage varsler af de slagtede offerdyr af kana’anæerne. Hele tanken: at Herren skal have føde i form af spiselige ofre har Israel lært af Kana’an. Den sædvane at afgive løfter om frivillige ofre til Herren som igen og igen optræder i Salmernes Bog genfindes også hos kana’anæerne. Hele offersystemet har Israel lært efter at de var indvandret. Israel har lært af kana’anæernes viden om verden i det hele taget og deres viden om historien og naturens verden – viden om biologi, astronomi og geografi.

Der har været menneskeofre og ofringer af børn blandt kana’anæerne. Fra Det gamle Testamente kender vi også menneskeofre – i historien om Abraham og i bestemmelsen om at alt det første eller førstefødte skal ofres til Herren. Det førstefødte er det første kornneg som høstes – og den første søn der fødes. I Moseloven omdefineres dette menneskeoffer men Israel har nok lært tanken af kana’anæerne.

Israel bliver gradvist en kolonimagt i Palæstina – kan man sige – men kulturelt set sejrer den kana’anæiske religion og kultur på en indirekte måde igennem Israel! I en vis forstand lever den kana’anæiske kultur videre til den dag i dag! Det er 5000 år siden den opstod!

I Salmernes Bog kæmper Jahve igen og igen mod havuhyret og de vældige vande. Disse forestillinger hører selvfølgeligt ikke til beduinstammer eller ørkentiden. Israel har lyttet og lært mange ting af den kana’anæiske religion og mytologi. Men Israel har ikke været ukritisk eller efterlignende. Vi skal nok også regne med at visse forestillinger har været fælles semitiske - fra en fælles urtid. Ørkenfolket Israel – de tolv stammer – føler det sådan at de har store og stolte traditioner og de har en enorm selvbevidsthed. - Vi er de udvalgte. Israel er ikke bare et produkt af kana’anæisk kultur. Den jødiske kultur som opstår i dette kulturmøde – en blanding af integration i Kana’an og modstand imod Kana’an og selvstændighed - er en original kultur som hele tiden har rod tilbage i stammernes urtid. Israel opgiver ikke sin stolthed, sit særpræg. De bøjer sig ikke bare for overmagten – de herskende tanker. De fastholder deres urgamle identitet. På den måde er historien rørende og fantastisk.

Integration.

Vi kan sige at Israel – efter kulturmødet med Kana’an – begynder at suge til sig af den højere udviklede kultur. Israel lærer mange nye ting. Israel lader sig inspirere af de kana’anæiske guder, myter og forestillinger. Via Kana’an får Israel kontakt med fjerne religiøse forestillinger fra Egypten og Mesopotamien som de tolv stammer ikke har kendt tidligere. Kana’an virker som en kulturel bro til de religiøse forestillinger og kongedyrkelsen i Egypten og Mesopotamien. De tolv stammer holder op med at være primitive og underudviklede. Israel udvikler sig til et samfund som kan sammenlignes med naboområderne. Denne påvirkning sker i en langvarig dialog. Israel bevarer sikkert urgamle forestillinger fra ørkentiden – men lader sig inspirere af det nye og moderne, den overlegne kultur. Visse forestillinger har Israel vendt sig imod – i al fald officielt. Fx forbydes alle billeder – på langt sigt – i Israel! Israel afviser også astrologien og magien – heksekunsten. Israel bliver fristet af det fremmede – på samme måde som det siges at Egypten var en fristelse for Israel – engang i urtiden! (Man kan også sammenligne med muslimske indvandrere i Danmark i dag). Israel bevarer mange ting fra ørkentiden. Fx fortsætter gamle gudenavne som Jakobs gud, Josefs gud og Abrahams gud. Disse gudenavne er forfædreguder som nok er endnu ældre end troen på Jahve. Først efterhånden bliver Josefs gud det samme som Jahve eller Herren. Troen på Jahve indledes med Moses, udvandringen fra Egypten og åbenbaringen på Sinaj. Jahve kender Israel fordi han åbenbarede sig for Moses i ørkenen: - Jeg er den som jeg er. Det er mig Jahve! Jahve bor på bjerget i Sinaj – han drager op til Jerusalem sydfra. Meget af samfundsstrukturen er sikkert bevaret fra ørkentiden. Israel vedbliver at være et forbund af de tolv stammer. Stammerne bor i princippet i forskellige områder af Palæstina. Stammerne har haft ledere og talsmænd. Forbundet holdes sammen af troen på Herren. Det kan vi stadig se i Det nye Testamente: Paulus er stolt af at tilhøre Benjamins stamme – det er hans identitet! De tolv stammer har en identitet som adskiller dem fra de omgivende folk – og gør dem anderledes. Israel føler sig som Herrens udvalgte – hans salvede. Lovgivningen og normerne bevarer en social solidaritet internt i folket. Retfærdigheden er at skaffe ret for enkerne og de faderløse – de fattige og hjælpeløse. Humaniteten gælder indadtil – men ikke udadtil.

Tronbestigelsen.

- Jeg er blevet konge! Jeg er blevet jordens konge! Jeg alene er den som hersker over guderne for at guder og mennesker kan fedes og for at jordens mængde kan mættes! Jeg har sejret over Mot – Døden!

Det er guden Ba’al der udtaler disse mægtige ord efter sejren og ved tronbestigelsen i de kanaanæiske tekster (Ugarit teksterne). Vi kan tydeligt se at de samme formuleringer genfindes i Salmernes Bog. Men de kana’anæiske tekster er mere end 1000 år ældre end Salmerne! Israel har lyttet godt efter Kana’ans religiøse tekster. I de kana’anæiske tekster siges det at Ba’al og den kana’anæiske konge forvalter retfærdigheden: - Jeg giver ret dom for enken og giver den faderløse ret! Siger Ba’al. Nøjagtigt de samme udtryk findes igen og igen i Det gamle Testamentes salmer!

Den kana’anæiske lovgivning er stærkt påvirket af lovgivningen i den ældre kultur i Babylon. På den måde blev Israels lovgivning indirekte påvirket af lovgivningen i Babylon – fx Moseloven. Vi kan se nogle af de samme ideer i Hammurapis lov som er en lovgivning fra ca 1800 i Babylon. Her tales om den babyloniske konges status:

- Guderne oprettede et stedsevarende kongedømme til mig, kongen. Mit kongedømme er eneherskende i hele verden og skal bestå lige så længe himlen består. Guderne har udnævnt og indsat mig for at jeg skal fremme befolkningens velfærd. Jeg er den gudfrygtige fyrste. Jeg skal lade retfærdigheden præge hele landet. Guderne har indsat mig for at jeg skal sørge for at den onde og den slette skal gå til grunde. Jeg skal sørge for at den stærkere ikke skaffer sig fordele frem for den svagere. Guderne har sat mig som en sol over hele folket. Jeg skal være et lys for hele landet!

Vi kan i dette citat fra Hammurapis lov se mange ideer som genfindes i Det gamle Testamente. Retfærdigheden er at sikre retten for enkerne og de faderløse. Kongen skal være et lys for folket. Kongen er midler mellem Gud og folket. Kongen er en slags Messias. Kongeriget skal bestå til evig tid som kongen loves i Salmerne (Løfterne til David). Der er også mange af de konkrete bestemmelser i Moseloven som kan sammenlignes med steder i Hammurapis lov – som antageligt er omkring 1500 år ældre end Moseloven.

I de kana’anæiske tekster kæmper Ba’al mod dragen – havuhyret, havets fyrste. Teksterne taler til Ba’al: - Se din fjende – ham skal du knuse. Du er den som kører på skyerne som en vogn. Du skal tage dit evige kongedømme! Du skal tage herredømmet over alle generationer! De samme udtryk findes i Salmerne. I Salmerne er Jahve netop den som kører på skyerne som en vogn. På samme måde som Ba’al har Jahve alle vandene i en lædersæk. Begge er de tordenguder – de sender regnen.

Vi finder mange træk fra Salmerne i de kana’anæiske tekster. For eksempel hedder det om Ba’al – Herren – ved hans tronbestigelse: - Han jager havet væk fra sin trone. Havfyrsten spræller i hans hånd. Havet viger og synker [Havet havde nemlig oversvømmet hele jorden]. Dybet undertrykkes. Havet falder ned mod jorden. Havets overflade bruser. Dets dyb strømmer. Ba’al drager og sætter havet! Ordet Livjatan – havuhyret i Salmerne –er et låneord fra kana’anæerne (Lotan på kana’anæisk).

Den tilstand som efterfølger Ba’als tronbestigelse er en velsignelse for hele jorden: - Himlen skal regne med olie. Dalene skal strømme med honning. Ba’al lever! Jordens fyrste består! Hedder det i de kana’anæiske tekster. Disse udtryk genfindes i Salmernes Bog.

Tyren.

Historien om guldkalven i ørkenen er altså ikke et enestående tilfælde – tværtom. Guldkalven – tyren – har været en officiel del af Israels religion helt til eksilet 587 f. kr og senere. Det er meget karakteristisk at i beretningen om guldkalven er det Aron – Guds egen mand – som leder og organiserer kulten af guldkalven – dvs tyren. Tilbedelsen er officiel – godkendt. Det er også interessant at Israels folk tydeligt nok tilbeder Herren Jahve når de tilbeder guldkalven! Det fremgår af teksten i Mosebøgerne. De tilbeder altså ikke en fremmed gud! De tilbeder Herren i form af en tyr – Herren er stærk som en tyr! Den tradition har været enorm stærk i hele det gamle Israel.

I hele det gamle Israel er Jahve blevet tilbedt som en tyr eller kalv. Da Aron har bygget guldkalven i ørkenen taler han til folket: - Her Israel er din gud som førte dig ud af Egypten! (2 Mosebog 32). Vi har fundet disse tyre ved arkæologiske fund fra hele Mellemøsten. En træfigur af en tyr har været dækket af guldplader. Sådanne tyre blev opstillet af mange af de jødiske konger i kongetiden fx i Betel, som var et gammelt kana’anæisk helligt sted. Da figuren i Betel blev indviet råbte kongen Jeroboam til hele folket: - Se her, se tyren, Israel! Se her er jeres Gud, Herren, som førte jer ud af Egypten! (1 Kongebog 12). Tyren er i hele oldtiden symbol på den overvældende kraft, det ukontrollable, vildskaben, det ubændige, det frygtindgydende, den enorme magt, den seksuelle potens. Udtrykket horn kommer i Det gamle Testamente til at betyde kraft og styrke. I Salmerne hedder det at Herren skal løfte folkets horn – han skal styrke det, give det kraft, lykke og magt. På samme måde skal Herren ophøje David dvs ophøje hans horn. I tidligere tid troede man at David virkeligt havde horn. På tidligere kristne billeder har David og Herren derfor virkelige horn! Alteret i det allerhelligste i templet i Jerusalem havde også horn – små stenstøtter – sikkert fallos figurer – som Israel havde overtaget fra kana’anæerne! Disse såkaldte masseba’er stod oven på stenalteret.

Det gamle Testamente er fyldt med beretninger som det efterfølgende citat. Vi kan heraf se at den kana’anæiske tro og religion blev opfattet som attraktiv, overlegen og i overensstemmelse med Israels gamle tro på Jahve. Tilbedelsen af Ba’al var et supplement eller en videreudvikling af troen på Jahve. Tilbedelsen af Ba’al var den samme gamle tro bare i en mere moderne fortolkning. Kana’anæerne repræsenterede en mere moderne kultur. Tilbedelsen af Ba’al var en tilbedelse af Herren. Af citatet kan vi også se at kulten af Ba’al var mere almindelig i Nordriget end i Sydriget. Israel blev i 900 tallet splittet i to stater. Det sydlige område omkring Juda eller Judæa (Sydriget bliver kaldt Juda deraf ord som judæere, judæisk, jøder, jødisk) og Nordriget – kaldet Israel - omkring Samaria og Betel. Nordriget blev erobret udefra i 700 tallet og forsvandt. Det er også interessant at selve ordet ba’al på hebraisk blot betyder herre eller herren og kun nogle gange er det et egennavn for en bestemt gud! Ba’al blev opfattet helt alment – som i det væsentlige identisk med Herren – vores herre fra Sinaj, Vor Herre:

v29 Akab blev konge over Israel og regerede toogtyve år i Samaria over Israel. v30  Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. v31  Da det ikke var nok for ham at følge Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. v32  Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. v33  Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.

(1 Kongebog 16.29)

Ka’anæernes indflydelse på Israels stammer.

Josijas’ reform som er en reform af den jødiske gudstjeneste og tempelkult som gennemføres i 622 f.Kr viser hvor omfattende det kana’anæiske element er! Indtil det tidspunkt er Herren – Jahve – blevet dyrket med alle mulige former fra kana’anæernes religion ifølge de historiske bøger i Det gamle Testamente. Dette har været støttet ovenfra fra kongernes side, og det har været et folkeligt religiøst krav. Indtil 622 f. Kr. (og senere) har religionen i Israel været fuld af tyre-dyrkelse, slangedyrkelse, tilbedelse af sol, måne og stjerner, hemmelige varsler, astrologi, menneskeofre, tilbedelse af seksualitet og samleje, magi, prostitution, frugtbarhed – og fuld af mange billeder! Slangen er blevet tilbedt som lig med Herren. Det gamle Israel forestillede sig at Gud var lige som en slange. Ba’al blev dyrket som slange af kana’anæerne – slangen er symbol på det mandlige kønsorgan (en fallos) – frugtbarheden – avlekraften. Slangen er først og fremmest et seksuelt symbol. (I beretningen om Adam og Eva er slangen også et seksuelt symbol men mest et symbol på Ba’al, Satan, Den onde). I templet i Jerusalem har der været en kobberslange – lige som Moses rejser en slange (en fallos) i ørkentiden. Kobberslangen er blevet tilbedt og har fået menighedens ofre og lovsang. Slangen er Gud, slangen er hellig! Slangen helbreder alle sygdomme! (Den kana’anæiske tro på slangen lever videre i den græske lægegud Asklepios som netop dyrker slangerne!). Ifølge profeterne (Ezekiel, Jeremias) er Jerusalems tempel fyldt med fremmede guder (statuer) og afskyelige billeder i 587 f. Kr. da Babylon erobrer Israel. Straffen over Israel er derfor fuldt ud retfærdig! I selve templet indrettede man rum til den mandlige og kvindelige prostitution og lige foran det allerhelligste – Pagtens ark - havde man rejst en statue af Ba’al!

Den hellige prostitution bygger åndeligt set på samlejet mellem guden og gudinden. Det kan vi se af de kana’anæiske kilder. Ba’al har samleje med Ashera eller Anat eller Astarte. Dette er et hieros gamos – et helligt samleje. I praksis foretoges det hellige samleje i templet mellem hellige kvinder – prostituerede - og præster eller mellem tempelprostituerede og kongen eller andre mænd. Denne prostitution er foregået året rundt. Måske er samlejet foregået direkte på jorden så frugtbarheden blev overført direkte til markerne. At gå til den prostituerede i templet er et offer til Herren. Samtidigt styrker samlejet jordens grøde og frugtbarhed.

v5  Han [kong Josija] afsatte afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at tænde offerild på offerhøjene [kana’anæiske kultsteder] i Judas byer og Jerusalems omegn, og dem, der tændte offerild for Ba'al, solen og månen, dyrekredsen og hele himlens hær [guder, stjerneguder]. v6  Han bragte Ashera-pælen [en fallos] ud af Herrens tempel uden for Jerusalem til Kedrondalen, og dér brændte han den og knuste den til støv, og støvet kastede han på almuens gravplads. v7 Helligskøgernes [prostituerede i templet] rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder [?] til Ashera, rev han ned.

Josijas reform i 622 f. Kr. er en uvurderlig kilde til den gamle religion i Israel. Den er omtalt 2. Kongebog 23. Jvf citatet nedenfor.

Omkring 165 f.Kr forsøger den syriske konge Antiokus at indføre tilbedelsen af Ba’al i templet i Jerusalem. I græske tekster omtales Ba’al som Zeus! Der opstilles et gudebillede – kaldet Ødelæggelsens Vederstyggelighed i Danielsbogen i Det gamle Testamente. Vi kan se at selv på den tid var mange jøder ikke imod tilbedelse af Ba’al. Ba’al blev opfattet som herren eller Herren eller et andet navn for Israels gud Herren! Tilbedelsen af Ba’al dukker op igen senere under Herodes. Lige som Gideon – Israels store helt og den første dommer i Israel – er opkaldt efter guden Ba’al og hans fader dyrker Ba’al! Også en helt række af geografiske navne i Israel indeholder guden Ba’als navn. (For slet ikke at tale om navne med stavelsen El – den kana’anæiske gud El Eljon! Isra-el betyder Gud frelser). Hebraiske personnavne kan også indeholde navnet: Esjbeel eller Esjbaal betyder Ba’als mand og er et almindeligt navn i Israel.

I Det nye Testamente optræder Satan eller den onde fyrste som Beelzebul. Dette navn er en gengivelse af et hebraisk ord: Ba’al Zebul som betyder Herrens sted eller Ba’als sted eller bolig.

I Det nye Testamente råber Jesus i Mattæusevangeliet på korset: - Eli, eli sabaktani. Jesus citerer Salme 22: - Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig. De ord som findes i Mattæus evangeliet er en gengivelse af den hebraiske udtale på græsk! De er en slags lydskrift. Ordet Eli eller El eller el er det fælles semitiske ord for gud, ikke et navn på en bestemt gud – ikke navnet på Israels gud specielt! Kana’anæernes gud El er el – det vil sige: han er gud. Det er det samme ord – el - som kan betyde gud, Gud (med stort bogstav som et egennavn), guderne eller det guddommelige eller det hellige.

Den jødiske nytårsfest – Jahves tronbestigelsesfest i september-oktober er en fest som Israel overtager fra kana’anæerne. En sådan høstfest giver naturligvis ingen mening for et beduinfolk i ørkenen.

David gør Jerusalem – en urgammel kana’anæisk by – til hovedstad. David flytter Jahve og arken til Jerusalem. I Jerusalem har man tilbedt overguden El Eljon som i Det gamle Testamente hedder Den Højeste. (Det vil sige den hebraiske tekst: Eljon oversættes med Den Højeste! Egentligt er Eljon gudens navn!) David identificerer altså på en måde de to guder. Jahve er den samme som Eljon og Eljon – der har mange navne – han er også lig med Ba’al – hedder også Jahve! I Mosebøgerne fortælles om Abraham at han møder Melkisedek som er konge og præst i Jerusalem. Melkisedek tilbeder El Eljon – den Højeste. I denne beretning sættes Eljon og Jahve på en måde lig med hinanden.

Det hedder i Salmerne at kongen, den salvede skal være præst på Melkisedeks vis. Dette udtryk lever videre i Det nye Testamente. David er en fortsætter af Melkisedek, den kana’anæiske konge. Derved markerer Det gamle Testamente – og David - også en positiv holdning til kana’anæerne. Tråden tilbage til Kana’an har også været opfattet som vigtig og positiv.

Hos kana’anæerne har kongen været et mellemvæsen mellem guderne og menneskene eller opfattet som en levende gud på jorden. Kongen er bogstaveligt Guds søn. Kongen er ét med Herren. Kongen formidler livet og frugtbarheden til folket. Hvis landet mistrives skyldes det kongen eller kongens synd. Kongen dør og genopstår for at frelse landet. Kongedømmet uddør og fornyes hvert år ved nytårsfesten i efteråret. Kongens kraft og held mister sin styrke og derfor dør kongen. Kongens død og naturens død er det samme. Som man sår under tårer skal man høste med glæde og jubel, som det hedder i Salmerne. Mens kongen – rituelt set - er i dødsriget dør alting i landet: Markerne visner, menneskene formerer sig ikke mere, dyrene bliver ramt af sygdom og pest, der høres kun klagesang på torvene. Jorden vakler i sin grundvold. Kongen er vores frelser. Han er gudernes tjener. Han er Herrens tjener. Kongen er identisk med folket. Det hellige samleje – hieros gamos – er især udført ved at kongen har samleje med en af helligkvinderne fra templet. Kongen repræsenterer Ba’al i dette samleje. Kvinden har samleje med Gud, med Ba’al, med Herren. Kongen er både præst og konge på én gang (Melkisedek viser dette i Mosebøgerne). Han er folkets ypperstepræst eller pave. Kongen har de samme egenskaber som Herren. Han er frygtindgydende i sin vælde. Han er retfærdig. Han vejledes direkte af Ba’al gennem en helligånd.

El og El Eljon.

I Mosebøgerne har vi den opfattelse at gudernes fader, den Højeste, gudefaderen, Eljon, engang har indsat guderne i forskellige områder og lande. Hvert land har fået sin gud som beskytter og konge. Denne opfattelse svarer helt til den kana’anæiske opfattelse:

v8  Da den Højeste [ordret: El Eljon] fordelte folkene [i hele verden],
      da han skilte menneskene fra hinanden,
      fastsatte han folkenes områder
      efter tallet på gudssønnerne [guderne].

v9  Herrens [Jahves] del blev hans folk [Israel],
      Jakob blev hans arvelod [ved lodkast].

(5 Mos 32.8)

Den højeste er El Eljon. Ba’al eller Jahve eller Herren er så den lokale gud som er blevet gud for et bestemt område – han bliver landets herre og herren. Lige som Marduk er blevet gud eller herre i Babylon! De kana’anæiske myter handler meget om forholdet mellem faderen El og sønnen Ba’al. El er fader til Ba’al men efterhånden tilkæmper Ba’al sig magten. Han besejrer alle guderne. Vi kan måske sige at denne tanke – Guds sejr over alle guderne – også genfindes i Salmernes Bog – blot på en anden måde. Jahve dømmer de andre guder fordi de er uretfærdige og skaber lidelse på jorden. Jahves sejr ender med at alle guderne – hele himlen - anerkender ham som den største og kaster sig ned for ham - så han kan træde på deres nakke. – Syng hyldestsangen! Herren Jahve er blevet konge! Herren er stor! Herren er den største af alle guderne!

I kana’anæsik religion smelter Ba’al og El ofte sammen. De bor begge på et gudebjerg – verdens højeste bjerg. (Guderne bor altid i oldtiden på verdens højeste bjerg – jvf det gamle Grækenland - Olympen). De har de samme egenskaber og i praksis har de to guder måske været opfattet som den samme. De er oven i købet gift med den samme kvinde – fordi Ba’al overtager hende fra faderen! Begge skildres som tyren og begge er knyttet til markernes frugtbarhed. Man kan måske sige at de to guder smelter sammen i forestillingen om Jahve i Det gamle Testamente. I Salmernes Bog kan vi også se at Jahve eller Gud spiller to roller. Han er dels folkets anfører og beskytter (lige som i 5 Mosebog 32) – den som fører krig og har ført dem ud af Egypten. Men dels er han den almene gud, faderguden, skaberguden – El – som egentlig kan være gud for alle mennesker i hele verden. I den sidste rolle er Jahve ikke særligt meget antropomorf. I den første rolle bliver han skildret mere antropomorft – med meget menneskelige egenskaber og udseende.

I den kana’anæsike mytologi bor Ba’al og guderne på verdens højeste bjerg – Sapan bjerget som ligger højt mod nord. I Salmerne genfindes præcist det samme bjerg med det samme navn, et bjerg som også ligger højt mod nord. Måske er Sapan ikke blevet opfattet som et konkret geografisk sted. Noget tyder på at alt helligt ligger mod nord – at nord betyder helligt. I kana’anæernes kult ser det mere ud til at Gud bor i stenen, i figuren, i tyren eller i templet. Derfor skal han også have tjenere – præsterne – som kan passe ham. Tanken er at man kun kan få kontakt med Gud ved at gå hen til ham der hvor han er – så kan han Gud se os og udtale sine orakler til os.

Gud er i Salmernes Bog stort set det samme som Herren. Herren er en neutral samlebetegnelse. Ordet Herren eller herren (som det også kunne oversættes) er den betegnelse som hele oldtiden bruger om gud eller Gud. Denne betegnelse er brekd og kunne bruges af alle. De som dyrkede Ba’al brugte det samme ord. Ordet viser måske hvordan man i det gamle Israel sammensmeltede en række gudeforestillinger til én gud. Alle guder er i virkeligheden én og den samme. Der er egentlig kun én gud, herren eller Herren.

Havuhyret.

I de kana’anæiske myter kæmper Ba’al mod to fjender – havuhyret (Jam) og døden (Mot). Herren – Ba’al – er vandflodens eller de vældige vandes behersker. Ba’al er regnen som sejrer over havet, oceanet, floden. Havet symboliserer det vilde, farlige, dræbende, ufrugtbare, golde. I Det gamle Testamente er der en voldsom skræk for havet overalt. Jam og Mot – uhyrerne - er begge guder – de er sønner af den Højeste, af El – lige som Ba’al selv. (Lige som alle de græske guder stort set er sønner eller døtre af Zeus). Havuhyret er en drage med mange hoveder der lever i de store vande (Midgårdsormen ville man sige i Norden). Ba’al dræber dragen med sit sværd og hugger dets mange hoveder i stykker og giver dem som føde til havets fisk. Dragen er det mytologisk onde i verden. Dragen er lig med floden, oversvømmelsen. I Salmernes bog finder vi de samme eller lignende forestillinger om Jahve. Dragen er Rahab men især Livjatan. (Jobs Bog indeholder en detaljeret beskrivelse af Livjatan og Rahab). Jahve har ikke egentlig skabt verden, men han har nedkæmpet det onde i verden og derved sikret den verden – kosmos - som vi kender – den ordnede trygge beboelige verden. Ved denne sejr erobrer Jahve verdensherredømmet – han bliver alles herre, gudernes og menneskenes herre – Herren – Vor Herre. Dette er hvad der sker i tronbestigelsesfesten: - Jahve er blevet konge! Han har taget magten! Den samme tanke er blevet opført, dramatiseret og tænkt i Kana’an – år efter år.

I Babylon kæmper guden Marduk imod Tiamat – uhyret - og besejrer det. De kana’anæiske tanker stammer nok fra Mesopotamien. Ordet Tiamat er gengivet i Salmernes bog som afgrunden, urdybet. Dette ord findes også i 1 Mosebog kapitel 1 hvor der tales om det urdyb der eksisterede før Guds skabelse. Begrebet genfindes i Johannes’ Åbenbaring i Det nye Testamente (ildsøen).

Ba’al kæmper også med døden – med Mot. Ba’al overvinder dødsriget. Ba’al omkommer selv under denne kamp men genopstår fra de døde. Denne kamp hører sammen med årstidernes vekslen – tørketid – regntid. Ba’al hænger sammen med regnen og frugtbarheden (og torden). Han giver regnen til den udpinte jord – ligesom Herren i Salmerne. I Det nye Testamente er Kristus – hos Paulus og andre steder – den helt og kriger som overvinder og besejrer døden. Døden er den sidste fjende som overvindes. Kristus har frataget døden al dens magt. Den er blevet lagt ned for hans fødder så han kan træde på dens nakke - som det hedder i Salme 2 om den salvede (kongen) og alle hans fjender.

I Salmernes Bog tales hele tiden om at Herren er blevet borte. Han er ikke at finde. Denne tanke er måske beslægtet med guds død – Ba’als død – hos kana’anæerne, men nogen tydelig sammenhæng er der nok ikke.

Den største religiøse højtid hos kana’anæerne var nytårsfesten som blev afholdt ved høsten i september-oktober måned. Denne fest møder de tolv stammer ved indvandringen og den gør et uudsletteligt indtryk. Nytårsfesten er en typisk frugtbarheds- og seksualitetskult som vi finder i alle landbrugskulturer i oldtiden. Da var helt ukendt for Israel i ørkentiden. I Israel lever denne fest videre i Herrens tronbestigelsesfest og i løvhyttefesten. I Det gamle Testamente er løvhyttefesten og nytårsfesten den centrale fest eller højtid. I GT omtales den simpelt hen som festen. Påsken – i foråret – der fejrede udvandringen fra Egypten - var altså overraskende nok ikke den centrale højtid.

Nytårsfesten.

Kana’anæernes løvhyttefest eller nytårsfest var en frugtbarhedsfest. I denne højtid fejres at Ba’al har taget magten i universet, at Ba’al er opstået fra de dødes rige, at regnen er kommet. Festen består af ekstase, visioner, drukkenskab, seksuelle udfoldelser og udskejelser, løssluppenhed. Festen hænger sammen med vinhøsten og derfor med vindrikkeriet (lige som i Grækenland - Dionysos). I Det gamle Testamente kan vi se at jøderne blev integreret i denne vildskab og livsudfoldelse. Frugtbarheden blev sikret gennem det såkaldte hieros gamos – det hellige bryllup eller det hellige samleje. Under nytårsfesten har man sikret det kommende års frugtbarhed – at landets befolkning vokser og trives, at markerne giver deres afgrøde, at dyrene formerer sig – ved seksuelle handlinger. Tankegangen er altså rent magisk, en naturfolks tankegang. Hvis kongen og en kvinde eller andre repræsentanter udfører et samleje spredes de gode kræfter – mana’en. I kana’anæernes templer har man derfor også haft sakral prostitution – mandlige og kvindelige prostituerede som har samleje som et led i dyrkelsen af Herren. Denne hellige prostitution overtager Israel og vi ved at skøger fandtes i templet i Jerusalem. Denne prostitution er foregået året rundt. Ved at betale til den prostituerede ofrede man til Herren og selve samlejet var en tilbedelse af Herren.

Vi har en henvisning til Israels integration i den kana’anæiske løvhyttefest – Herrens fest - i Dommerbogen i Det gamle Testamente. Det er meget omstridt hvad denne tekst betyder nøjere bestemt, men den viser at der har eksisteret en tradition med at den seksuelle løssluppenhed har været en del festen. Under denne fest er den frie seksualitet i orden – eller meningen. Pigerne i teksten er måske prostituerede – måske blot almindelige piger. Men det er tydeligt at pigerne opfordrer til seksualitet og samleje. Pigerne optræder udfordrende – de udstiller sig – for at blive fanget! Festens mening er at pigerne skal overfaldes og nedlægges af mændene – for at frugtbarheden kan spredes til hele landet og livet. Meningen er antageligt at mændene først skal drikke sig fulde ude i vingårdene! Lige som pigerne sikkert har været berusede. Mændene gifter sig ikke med pigerne – det er bestemt ikke meningen – de har blot fysisk samleje med de egentligt tilfældige unge piger. Mændene skal jo netop lægge sig på lur og på en vis måde efter aftalte regler overfalde pigerne. Det hele foregår efter et bestemt ritual. Man skal også tænke på at hele ritualet i virkeligheden er en religiøs handling – guden tilbedes og æres gennem det seksuelle. Samlejet med pigerne er et slags religiøst skuespil for Herren – et kultdrama – som vi også kender dramaopførelser fra templet i Jerusalem. Samlejet sker efter en liturgi – en religiøs drejebog!

Teksten viser hvor stærk den kana’anæiske indflydelse var blandt de tolv stammer. Det er interessant at den i virkeligheden kana’anæiske nytårsfest her blot omtales som Herrens fest i Shilo – festen – den vigtigste fest i hele året:

v19  Så sagde de [det vil sige: folket til de unge mænd fra Benjamins stamme]: »Hør nu! Hvert år fejres Herrens fest i Shilo.« v20  Og de gav benjaminitterne denne besked: »Gå hen og læg jer på lur i vingårdene. v21  Hold øje med, når pigerne fra Shilo kommer ud for at danse. Så skal I komme frem fra vingårdene, og hver af jer skal fange sig en kone blandt pigerne fra Shilo og så vende tilbage til Benjamins land. v22  Hvis deres fædre eller brødre kommer og går i rette med os, siger vi til dem: Skån dem! For de har ikke alle fået sig en kone i krigen.« v23  Det gjorde benjaminitterne; hver af dem røvede sig en kone blandt de dansende piger.

(Dommerbogen 21.19)

Gudebilleder.

Da de tolv stammer indvandrer i Palæstina findes der et meget stort antal helligdomme og hellige steder som bruges af kana’anæerne. Israels folk begynder ligeledes at benytte disse steder. Nogle steder har form af rigtige templer nogle har form af offerhøje – dvs klipper eller høje med et gudebillede på toppen. Disse billeder er Ashera pæle – fallosfigurer - eller såkaldte masseba’er. En masseba er en sten, en stenstøtte med et gudebillede. Tanken var at det guddommelige boede i stenen eller omkring stenen. Guden og stedet er ét. Denne tanke finder vi senere i Salmerne: herren er på en måde identisk med templet i Jerusalem. Herren bor inden i templet og han er templet – det allerhelligste. At se templet er at skue Herren. I Salmerne tales om alterets horn. Dette går nok tilbage til den kana’anæiske masseba, stenstøtte. Disse stenfigurer har været opstillet på et alter på helligstedet og har lignet horn på alteret. Den kana’anæiske stenstøtte havde form af en fallos – en penis. I hele det gamle Israel indtil senjødedommen ca 300 f.kr. har befolkningen tilbedt Herren på disse offerhøje. Det fremgår klart af Det gamle Testamente. På samme måde ved vi at der har været opstillet tyrefigurer fx i byen Betel som var en gammel kana’anæisk helligdom. Tyren er blevet tilbedt af Israels folk. Tyren var et billede på Gud, på Herren. Navnet Betel betyder Guds Hus. Men det er nok også navnet på den gamle kana’anæiske gud, Betel, som blev tilbedt i Betel og hvis billede stod opstillet i Betel. Betel blev en af Israels vigtigste hellige byer! Byer som Betel eller Betlehem blev siden kultsteder for kristendommen og Islam. Den ene religion har overtaget det hellige sted fra den anden.

I alle gode hjem i Israel har der været opstillet små guder, slægtsguder, såkaldte husguder. Mange husguder var små statuetter af ler. Husguderne kunne være almene guder som Ba’al eller Moder Jord eller en tyr – eller de kunne være slægtens guder – måske guder der forestiller slægtens, klanens, stammens forfader. Stammerne har tilbedt deres forfader eller i al fald fulgt forfaderens gud – fx Josefs gud. Hver stamme har således haft sin herre. Disse guder i hjemmet er blevet tilbedt med ofre. De har fået mad og klæder. Man har taget varsler ved hjælp af dem. Deres opgave var at sikre frugtbarheden for slægten, livslykken og velstanden. Vi har fundet utallige af disse guder ved arkæologiske fund.

Vi ved fra hele oldtiden at den vigtigste del af religionen eller tilbedelsen bestod i at husets fader, husfaderen, slægtens øverste eller familiefaderen tilbeder guderne i hjemmet. I Kana’an repræsenterer faderen – pater familias – hele huset altså hele slægten. Hans funktion er at sikre herrens godhed og velvilje. Herrens velsignelse bliver givet til faderen – og han formidler den videre til slægt, kvinder og børn. Derfor skal kvinder og børn – og brødre – være ham lydige. De skal frygte ham. Dette patriarkalske eller autoritære træk findes hos kana’anæerne og det genfindes i Det gamle Testamente. Huset det vil sige slægten er faktisk faderens ejendom – på samme måde som Israel er Herrens ejendom. Faderen er deres herre. Vi må også regne med at den officielle kult i Israel – i templet i Jerusalem – kun er en del af det samlede religiøse billede.

Israels møde med Kana’an får en vis betydning for opfattelsen af det seksuelle. I Det gamle Testamente er der i almindelighed en meget positiv livsbekræftende opfattelse af samlejet og det seksuelle. Det er en gave – en Guds velsignelse. Men på grund af konflikten med den kana’anæiske seksualkult indeholder Det gamle Testamente mange tekster der siger at horeri og seksualitet er imod Guds lov. Det seksuelle omtales som skam, skændsel og afskyelige gerninger. Israel blev i Det gamle Testamente opfattet som hustruen og Herren blev opfattet som ægtemanden. At gå til de fremmede guder var utroskab og hor. Teksterne bruger seksuelle metaforer – billeder.

I den meget senere kristendom er det seksuelle ofte blevet til noget syndigt. Årsagen ligger blandt andet i tekster i Det gamle Testamente som kritiserer Kana’ans religion. I kristendommen er det seksuelle blevet udtryk for menneskets svaghed og ugudelighed. Bedst er det ikke at røre nogen kvinde, som Paulus siger. Det at være jomfru blev i kristendommen til at være hellig, at leve efter Guds lov, at være from. De kristne blodvidner og martyrer var jomfruer – rene – ubesmittede. De tapre unge kristne piger i Romerriget som modsatte sig samleje med de romerske magthavere og som derfor blev halshuggede og lemlæstede – har fået et evigt navn i den kristne kirke som kirkens hellige martyrer. Det seksuelle gør mennesket lavt og smudsigt. Det seksuelle tilsviner mennesket og dets ånd og værdighed. Den seksuelle lyst er symbolet på synden og arvesynden – og et symbol på døden. Denne opfattelse som findes nogle steder i kristendommen (også i nyere tid i pietistisk kristendom) er i fuldstændig strid med Det gamle Testamente, som er fyldt med ekstremt positive billeder af det seksuelle (fx Højsangen). Populært sagt kan man sige, at profeternes kritik af Kana’ans religion blev misforstået og fordrejet til at det seksuelle var syndigt i sig selv!

Josijas reform 622 f. Kr.

Josijas reform i 622 f. kr. i følge 2. Kongebog:

v1  Da sendte kongen bud, og alle Judas og Jerusalems ældste samledes hos ham. v2  Han gik op i Herrens tempel, og sammen med ham gik alle judæerne og alle Jerusalems indbyggere, præsterne og profeterne, ja hele folket, fra den mindste til den største, og han læste hele pagtsbogen, som var fundet i Herrens tempel, for dem. v3  Og kongen stillede sig ved søjlen og sluttede pagten for Herrens ansigt: De skulle følge Herren og holde hans befalinger, formaninger og love af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og således holde den pagts ord i hævd, som stod i denne bog. Og hele folket indgik pagten.

v4  Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem på Kedrondalens skråninger, og asken bragte han til Betel. v5  Han afsatte afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at tænde offerild på offerhøjene i Judas byer og Jerusalems omegn, og dem, der tændte offerild for Ba'al, solen og månen, dyrekredsen og hele himlens hær. v6  Han bragte Ashera-pælen ud af Herrens tempel uden for Jerusalem til Kedrondalen, og dér brændte han den og knuste den til støv, og støvet kastede han på almuens gravplads. v7  Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. v8  Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandanten Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned. v9  Dog måtte offerhøjspræsterne ikke stige op på Herrens alter i Jerusalem; men de spiste usyret brød sammen med deres brødre. v10  Han gjorde Tofet i Hinnoms søns dal uren, så ingen længere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for Molok. v11  Han fjernede de heste, som Judas konger havde opstillet for solen ved indgangen til Herrens tempel i nærheden af hofmanden Netan-Meleks kammer i Parvarim, og solvognene brændte han. v12  De altre, som Judas konger havde bygget på taget, Akaz' taghelligdom, og de altre, som Manasse havde bygget i de to forgårde til Herrens tempel, rev kongen ned, og han knuste dem dér og kastede støvet ned i Kedrondalen. v13  De offerhøje øst for Jerusalem syd for Fordærvets Bjerg, som Israels konge Salomo havde bygget for Astarte, sidoniernes ækle gud, og for Kemosh, Moabs ækle gud, og for Milkom, ammonitternes afskyelige gud, gjorde kongen urene. v14  Stenstøtterne knuste han, og Ashera-pælene huggede han om, og stedet, hvor de havde stået, fyldte han med menneskeknogler.

v15  Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen. v16  Da han vendte sig, fik han øje på de grave, som var dér på bjerget, og han sendte nogle folk ud for at hente knoglerne fra gravene. Han brændte dem på alteret, så det blev gjort urent, efter det ord fra Herren, som gudsmanden havde råbt, da han forkyndte dette. v17  Så sagde han: »Hvad er det for en gravsten, jeg ser der?« og byens mænd svarede: »Dér er den gudsmand begravet, som kom fra Juda og forkyndte det, du nu har gjort med Betels alter.« v18  Da sagde Josija: »Lad ham være! Ingen må fjerne hans knogler.« Sådan blev hans knogler skånet sammen med knoglerne af profeten fra Samaria.

v19  Alle de offerhøjstempler, som Israels konger havde opført i Samarias byer, så de krænkede Herren, også dem fjernede Josija, og han gjorde ganske det samme ved dem, som han havde gjort i Betel. v20  Og alle offerhøjspræsterne dér slagtede han på altrene, og han brændte menneskeknogler på dem. Så vendte han tilbage til Jerusalem.

v21  Derpå befalede kongen hele folket: »Hold påske for Herren jeres Gud, sådan som den er foreskrevet i denne pagtsbog.« v22  En sådan påske havde der ikke været holdt i al den tid, der havde været konger i Juda, ikke siden dengang dommerne dømte i Israel. v23  Først i kong Josijas attende regeringsår blev denne påske holdt for Herren i Jerusalem.

v24  Også dødemanerne og sandsigerne, husguderne og møgguderne og alle de ækle guder, som fandtes i Judas land og i Jerusalem, udryddede Josija for at opfylde lovens ord, som stod i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens tempel.

v25  Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov, og efter ham kom der ingen som han. v26  Men på grund af alle de krænkelser, Manasse havde tilføjet Herren, vendte Herren ikke om fra sin store, glødende vrede, som var flammet op mod Juda. v27  Derfor sagde han: »Også Juda vil jeg fjerne fra mine øjne, sådan som jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt, og det hus, hvor jeg har sagt, at mit navn skal være [nederlaget i 587 f. Kr.].«

v28  Hvad der ellers er at fortælle om Josija, alt hvad han gjorde, står jo i Judas Kongers Krønike. v29  På hans tid drog egypterkongen Farao Neko op mod assyrerkongen ved Eufratfloden. Kong Josija rykkede ud imod Neko, men Neko dræbte ham ved Megiddo, så snart han så ham. v30  Josijas folk førte på en vogn hans lig fra Megiddo og bragte ham til Jerusalem, hvor de lagde ham i graven. Storbønderne tog Josijas søn Joakaz, salvede ham og gjorde ham til konge efter hans far.

(2. Kongebog 23)

Salomo.

Et andet berømt eksempel på den såkaldte afgudsdyrkelse i Det gamle Testamente er den vise kong Salomo – Davids søn. Salomo var ifølge traditionen meget glad for kvinder og elskerinder og 1. Kongebog fortæller at denne svaghed førte ham på afveje. Hans utallige fremmede elskerinder – hans enorme harem på over 1000 kvinder – fik ham til at tilbede fremmede guder. Han blev simpelt hen lokket af sine kvinder – da alderen gjorde ham svag:

v1  Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; v2  om de folk havde Herren sagt til israelitterne: »I må ikke indlade jer med dem [I må ikke have samleje med dem], og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.« Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. v3  Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.

v4  Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været. v5  Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud. v6  Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han var ikke fuldt og helt med Herren, som hans far David havde været. v7  Dengang byggede Salomo på bjerget øst for Jerusalem en offerhøj for Kemosh, Moabs ækle gud, og for Milkom, ammonitternes ækle gud, v8  og sådan gjorde han for alle sine udenlandske hustruer, og de tændte offerild og bragte slagtofre til deres guder.

(1. Kongebog 11.1)

Astarte som er nævnt i teksten findes i hele Nærorienten og i Kana’an. Hun er identisk med Ba’als hustruer som fx Anat eller Ashera. Astarte er en frugtbarhedsgudinde og hendes tilbedelse er foregået ved seksuelle handlinger, samleje, prostitution. Astarte giver afkom, børn, frugtbare hustruer, potens, avlekraft, markernes grøde og velstanden – overfloden. Vi har via arkæologien fundet talløse små Astarte figurer som er kvindefigurer med udprægede kønstræk og fremhævede kønsorganer. Et andet navn for Astarte er fx Ishtar. Astarte levede videre i det gamle Rom og Grækenland som en populær gud. Astarte er alle levende væsners og guders moder. Hun er vores moder. Ud af hendes liv og skød er alt liv og alle mennesker kommet. Hun er naturens gavmildhed. Hun er den som giver og tager alt liv. Astarte eller Ishtar er den ædle og fornemme kvinde. – Du er den ædle. Du er herlig af æt, som det hedder i de kana’anæiske Ugarit tekster (Ras Shamra). – Du er den førstefødte. Din ynde og din skønhed overgår alles. Dit øje er som lapis lazuli. Dine øjenlåg er skåle af ædelsten! Hedder det i teksterne. Hun er himlens frue og alle gudernes herskerinde. Hun har ingen herre over sig. Hun er en ung kvinde. Hun er en brutal krigerkvinde, en dræbermaskine. Hun er morderisk som Kali i Indien. Hun er en kvie som parrer sig med tyren Ba’al. Hun føder både dyr og mennesker. En mængde stednavne i Palæstina er opkaldt efter hendes navn. Hun er faderguden El Eljons seksuelle partner – og samtidigt hans mor.

Det er på grund af den seksuelle tilbedelse at Det gamle Testamente ofte taler om de ækle møgguder!

Adonis kulten.

Dyrkelsen af Ba’al blev ca 500 f. kr. spredt til de græske områder. I Grækenland bredte dyrkelsen sig af guden Adonis, den smukke unge sexede ideale mand. Begrebet en Adonis kom siden til at betyde en billedskøn dejlig mand. Adonis er ikke spor græsk – trods navnet. Navnet Adonis kommer af det kana’anæiske ord adon som betyder herre, Herren, Ba’al. På hebraisk er det samme ord adonaj som i den danske oversættelse af Bibelen er oversat med Herren. Adonis kulten handler om guden som dør, kommer til dødsriget mens hans elskede Adrodite sørger – men Adonis genopstår fra de døde. Vi kan tydeligt se lighederne med Ba’al. I statuer af Ba’al er han netop fremstillet som den unge, stærke, sexede smukke mand. Afrodite er oprindeligt den kana’anæiske gudinde som har flere navne – bl a Astarte, Ashera og Anat. Kulten af Adonis er også en frugtbarhedskult med seksuelle ritualer. Myterne handler meget om det erotiske forhold mellem Afrodite – elskoven og kærligheden – og Adonis. I Adonis kulten finder vi igen det hellige samleje – hieros gamos som også eksisterede i det gamle Kana’an mellem Ba’al og Ashera. Adonis kulten blev en af de såkaldte mysteriereligioner som kom ind over Middelhavslandene fra østen (lige som Mithras og Isis og Ishtar kulterne). Mysteriereligionerne oversvømmede helt Grækenland og Rom - allerede på Jesu tid. Kristendommen blev også opfattet af romerne som en af mysteriereligionerne. Både Kristus og Adonis var jo figurer som døde og genopstod og som frelste dem som meldte sig ind i de hemmelige klubber og deltog i de hemmelige ritualer! Mysteriereligionerne levede indtil kristendommens sejr i 300 og 400 tallet. Så længe virkede den kana’anæiske kultur altså direkte - i form af Adonis kulten!

Melkisedek og Abraham.

I 1 Mosebog – Genesis - findes den berømte historie om Abraham og Melkisedek. Denne historie eller myte genfindes i Salmerne (Salmerne 110 især) og den lever videre i Det nye Testamente. Den får en temmelig vidtgående betydning på langt sigt på grund af fortolkningen af historien:

v17  Da han [Abraham] vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de konger, der var med ham, gik Sodomas konge ham i møde i Shave-dalen, det samme som Kongedalen.

v18 Melkisedek, Salems [Jerusalems] konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste [El Eljon]. v19  Han velsignede Abram [Abraham] og sagde:
      »Velsignet være Abram af Gud den Højeste [El Eljon],
      skaberen af himmel og jord.
v20 Velsignet være Gud den Højeste [El Eljon],
      som gav dine fjender i din magt.«
Og Abram gav ham tiende [tribut] af det alt sammen [krigsbyttet fra krigssejren].

(1 Mosebog 14)

Denne beretning er blevet fortolket på rigtigt mange forskellige måder, men man er nogenlunde enig om den egentlige historiske forklaring som er følgende:

1 Mosebog 14 er en del af det historieværk som blev skrevet og færdigredigeret ca 500 f. kr. De jødiske præster og lærde som står bag teksten i 1 Mosebog 14 har ment følgende: Melkisedek repræsenterer den jødiske konge. De jødiske konger fra David fik også deres trone i Jerusalem. De var Melkisedeks efterfølgere – de var lige som Melkisedek. Historien skal styrke kongedømmet og kongeideologien i Israel. Melkisedek er indsat af Gud, han er præst og konge på én gang – han er hellig og sakral – Guds repræsentant, en slags gud på jorden. Alle skal adlyde ham. Meningen er altså at Davidskongen er legitim – han har ret til sin magt – selv Abraham bøjer sig jo for Melkisedek! Abraham repræsenterer Israels folk – han er jo folkets stamfader. Melkisedek er kongens prototype eller billede. Alle kongerne fra og med David var på en dybere måde alle sammen ét med Melkisedek. Melkisedek er Guds søn og han taler Guds ord til Abraham. Melkisedek er sønnen over for faderen. Alt det som sønnen siger, har han fra faderen. Den som kender sønnen, kender også faderen! Sønnen gør ikke sine egne, men faderens gerninger! Gud har velsignet alle kongerne i Davids slægt. Kongerne er de udvalgte.

Senere i urkristendommen bliver Melkisedek et billede og symbol på Messias – frelserkongen, Israels nye heltekonge og verdens frelser – Vor Herre - Kristus. Jesus Kristus er i virkeligheden Melkisedek. Melkisedek er en type, et symbol, et begreb.

Men der er mange andre overraskende ting i historien. Melkisedek er en fremmed konge som dyrker en fremmed gud! Melkisedek er tydeligt nok en kana’anæisk konge som dyrker en kana’anæisk gud! Ordet Zedek kender vi fra talrige kana’anæiske navne – fx Adonizedek hvor Adonis betyder Herren, El eller Ba’al. I den hebraiske tekst kan vi se at Melkisedek dyrker en gud som hedder El Eljon – oversat med den Højeste! Eljon er den fadergud som vi kender udmærket fra kana’anæerne. Han er på en vis måde fader til Ba’al og på en vis måde er de to guder den samme gud. Vi ved at Ba’al optræder nogle gange som Ba’al Sjamem (den himmelske Ba’al eller herre) – og i den rolle er han lig med El Eljon. Vi kan også sige at Melkisedek dyrker guden Ba’al. Det er derfor vigtigt at Abraham bøjer sig for Melkisedek og dermed for guden El eller Ba’al. Eksemplet viser hvordan Israels stammer bøjer sig for og anerkender de kana’anæiske guder! Israel bliver integreret. El og Ba’al er egentlig de samme som vores gud, tænker Israel – Herren fra fra Sinaj! Melkisedek anerkender også Abraham. Melkisedek er gæstfri over for Abraham. Det svarer til det historiske billede: Kana’an var gæstfri over for ørkenstammerne! Men Melkisedek er den overlegne: Det er Melkisedek som velsigner Abraham – ikke omvendt! Teksten sætter lighedstegn imellem den kana’anæiske gud Eljon og ørkenguden Jahve. Eljon har været med Abraham i krigstogtet og skaffet ham sejren over kongerne – præcist som hvis Jahve havde gjort det. Eljon er Abrahams herre! 1 Mosebog 14 indeholder altså en ekstrem positiv vurdering af den kana’anæiske kultur og religion! Historien går antageligt tilbage til et ægte gammelt sagn. Det er nemlig meget overraskende at en så positiv vurdering af kana’anæerne kan optræde i historieværket som er blevet færdigskrevet så sent – ca 500 f. kr.! Der må have eksisteret et gammelt sagn om den mytiske urkonge i Jerusalem Melkisedek og Abrahams møde med ham.

Forfatterne til historieværket bruger denne gamle historie fordi de ønsker at legitimere og forsvare kongedømmet i Israel. Vi ved nemlig at der i Israel – lige siden de første konger Saul og David – var en meget kongekritisk bevægelse: Alle kongerne var fordærvede og på religiøse afveje og umoralske og uduelige – og det var bedre dengang Israel slet ikke havde nogen konge! Vi kan se disse kritiske meninger mange steder i Det gamle Testamente - ikke mindst hos profeterne!

Forestillingen om en gudsmand eller om en Guds mand.

Gudsmanden.. 1

Det nye Testamente.. 3

En prægtig mand.. 4

Moses. 5

Peter og Paulus er guder. 6

Epifani 7

Ezekiel 8

En stærk mand - fuld af Herrens ånd.. 8

Frygtindgydende.. 10

Elisa.. 10

Samson.. 13

Samuel og Hanna.. 14

Et stort under – en underfuld fødsel 15

Kvinden fra Shunem... 15

Peter opvækker Tabitha.. 18

Magi 18

Jehu – en hævnende engel 19

Herrens ånd kommer over mig.. 20

Elisa.. 21

Moses. 24

Dommerne.. 25

Debora og Jael – to kvinder. 26

Gideon.. 27

Kvinden.. 28

Gudsmanden er Nazir. Han er ren og hellig.. 29

Gudsmanden fortæller sandheden - sort på hvidt.. 31

Gudsmanden er en ånd.. 33

Gudsmanden træder ud af verden og ind i verden.. 35

Gudsmanden forlader verden.. 37

Himmelfarten i Dommerbogen.. 40

Gudsmanden er gudsmand for alle folk og alle folkeslag.. 41

Gudsmandens evangelium... 42

Samson.. 43

Gudsmanden

v23  Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: »Se her, din søn lever!«

v24  Og kvinden sagde til Elias: »Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund.«

(1 Kongebog 17)

v15  Da nu profeterne fra Jeriko så ham [Elisa] på afstand, sagde de: »Elias' ånd er kommet over Elisa!« De gik ham i møde, kastede sig til jorden for ham [tilbad ham].

(2. Kongebog 2.15)

Forestillingen om en gudsmand findes i hele Det gamle Testamente – og i hele oldtiden for den sags skyld. Det kan være svært helt klart at afgrænse begrebet men en gudsmand er grundlæggende et menneske som ligner en gud. Andre mennesker opfatter gudsmanden som en slags gud der vandrer omkring på jorden. Han bliver tilbedt. Han er ét med Gud. Hans fødsel eller undfangelse kan være underfuld. Han stammer ikke fra mennesker eller ikke helt fra mennesker. Hans undfangelse er et under. Samuel i Det gamle Testamente bliver født på en underfuld måde af en kvinde, som ikke kan blive gravid – på almindelig måde. Det gælder også Samson. I Det nye Testamente gælder det også for Jesus og for Johannes Døberen. Sara føder et barn – Isak – på en underfuld måde – ved at Gud griber ind. Gudsmanden er i sig selv et under. Han er næsten ikke til at tro.

Rent psykologisk kan vi sige at gudsmanden repræsenterer en mennesketype eller et menneskeligt ideal. På denne måde er begrebet også en gang imellem blevet brugt i den kristne kirke. I dag kan vi sige at gudsmanden er et markant alternativ til hvordan vi – moderne mennesker – plejer at opfatte mennesket. Gudsmanden er fri og stolt og sikker – uden skyld og fuld af kraft og ånd. Gudsmanden behøver ikke at være nogen mand – han er en mennesketype. Debora og Jael i Det gamle Testamente er gode kvinder – de er gudsmænd.

Samuel bliver efter fødslen givet tilbage til Gud. Han er en gudsmand fra undfangelsen. Han tilhører Gud. Det ved hans mor Hanna. Hun ved at Samuel er et under. Samuel er Guds søn. Han er ikke frembragt på en normal måde. Samuel tilhører ikke denne verden. Han er adskilt fra verden. Han er ren. Han er hellig. Han er ren og adskilt lige som Elias og Samson som er naziræere. En naziræer drikker ikke vin og spiser ikke kød. Han lever ikke som almindelige mennesker. Han går i særlige klæder og har et læderbælte om livet. Johannes Døberen er en gudsmand og en naziræer. Elias lever ved Jordan af det som livet og naturen giver ham. I Sinaj ørkenen lever han af den mad som englene sætter frem til ham. Samson lever af den mytiske eller himmelske honning som er opstået i løvens mave – den løve, som Samson har dræbt. Elias drikker af bækken. I Salmernes Bog er bækken det hellige vand som er inden i templet. Herrens salvede – Israels konge – drikker af bækken og løfter hovedet! Den som drikker af bækken er ophøjet. Samson lever af en guddommelig drik – ambrosia – gudernes føde. Samson er ikke bare et menneske. Elias er ikke bare et menneske. Han spiser det brød som Herrens engel har bagt til ham! Guderne kommer og rusker ham vågen for at han kan få noget at spise. Meningen i 1. Kongebog er måske at Elias bliver kaldt tilbage fra døden - ved gudernes råben og rusken. Elias går igennem ørkenen i 40 dage og nætter - uden én eneste pause – efter at han har spist det brød som guderne har bagt til ham! Elias kan løbe hurtigere end kongens vilde krigsheste!

v1  Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab [kongen]: »Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.«

v2  Så kom Herrens ord til ham [Elias]: v3  »Gå bort herfra, begiv dig mod øst, og skjul dig ved bækken Kerit øst for Jordan. v4  Du kan drikke af bækken, og jeg har befalet ravnene at sørge for dig.« v5  Så gik han, og han gjorde, som Herren havde befalet. Han gik hen og slog sig ned ved bækken Kerit øst for Jordan. v6 Ravnene bragte ham brød og kød morgen og aften, og han drak af bækken.

(1 Kongebog 17)

Fænomenet en gudsmand findes i hele Bibelen. Men det bliver omformuleret og omformet. Israel har haft mange gamle myter – Samson myten er et eksempel – men disse myter omtolkes. De finder deres plads inden for den jødiske tro som den eksisterede i 400 tallet. De bliver tilpasset.

Opfattelsen i Det nye Testamente er også anderledes. Der er stor forskel på gudsmænd som Debora, Jael og Samson på den ene side og Jesus på den anden side! Men stadig væk: Jesus er en gudsmand. De kræfter som Kristus har, overgår al magt som verden og egoet og synden kan stille op med. Kristus er den største – han sejrer. Han er ikke nogen taber. Han er et handlingsmenneske – en frelser – en konge. Han er vores konge – og vores konge er mægtigere end alle de andre konger!

Kristus besejrer verden på samme måde som Samson besejrer filistrene – på samme måde som David besejrer kæmpen Goliat – på samme måde som Jahve dræber den onde slange Livjatan på de vældige vande og skærer dragens syv hoveder i stykker og giver dem som føde til havenes fisk! Kristus har Guds ånd. Elias har Guds ånd. Samson har Guds ånd. David har Guds ånd. Kun Guds ånd giver sejr. Han der har Guds ånd er en gudsmand.

I oldtiden generelt finder vi utallige steder den forestilling at guderne kan avle børn med menneskene. I den græske mytologi bliver de mandlige græske guder ofte besat af de jordiske kvinders skønhed og de har samleje med de jordiske kvinder. Dionysos i Grækenland er et barn af en gud – Zeus – og en jordisk kvinde. Dionysos bliver alligevel en gud – men han bliver en frugtbarhedsgud som dør og genopstår fra de døde.

Vi kender også gudsmænd fra den nordiske mytologi og fra Indien.

I Salmernes Bog er Jahve omgivet af en hær af guder – hans hærskarer. Vi kan måske sige at gudsmanden er en af disse guder – underguder.

Gudsmanden er en engel – også en hævnende engel. Det bedste eksempel på det er Jehu – kongen i Nordriget – som forretter et frygteligt blodbad efter sin magtovertagelse. Han dræber alle forgængeren kong Akabs slægt – blandt andet hans 70 drenge og sønner.

Gudsmanden kan anvende list, bedrag, løgn og svindel for at nå sit mål. Det er i Det gamle Testamente magtens væsen – sådan er det. Jehu lokker alle de fromme Ba’alspræster sammen ved at lyve for dem – hvorefter de alle bliver nedslagtet. Jehu er frygtindgydende. Det betyder i Det gamle Testamente at han er stor – velsignet – udvalgt.

Gudsmanden er altså et slags mellemvæsen mellem guderne og menneskene. Han ser måske ud som et menneske men han er i virkeligheden noget overjordisk, overmenneskeligt, guddommeligt. De ord han taler er de ord som guderne ellers siger. De gerninger han udfører, er store undere og mægtige gerninger. Han har overnaturlige kræfter. Han helbreder alle sygdomme. Han vækker de døde til live. Han kan forbande lige som guderne – sende ild over hele folket eller ramme mennesker med spedalskhed for evigt. Han kan udføre mirakler. Han kan vise sig forskellige steder – han kan flytte sig usynligt gennem rummet. Han bor ofte på toppen af det højeste bjerg. Han er frygtindgydende som det siges om Elias og Elisa i Det gamle Testamente. Han giver frugtbarheden. Han er også en frugtbarhedsgud. Han sender tørken – og torden og regn – lige som Jahve. Han gør den ufrugtbare kvinde frugtsommelig. Han ser alt og ved alt. Han kan se alt som sker gennem en særlig synssans. Han kan forudsige fremtiden.

Det nye Testamente

I begyndelsen af Lukasevangeliet bliver der fortalt den underfulde beretning om de to gode kvinder som hver skal føde en søn. I begge tilfælde er undfangelsen et under. Mennesker forstår ikke hvordan det kan ske, men for Gud er alle ting mulige. Det væsentlige i disse beretninger er selvfølgelig ikke at diskutere hvem der kan være fader til børnene. Det væsentlige er at forstå og opleve Marias tro og lovsang, glæde og sejrsjubel! Der er meget nøje paralleller mellem Marias lovsang i Lukasevangeliet og Hannas lovsang i 1 Samuelsbog – Hannas lovsang efter fødslen af Samuel. Jesus er en gudsmand. Der skal igen sidde nogen på Davids trone – efter at stolen har stået tom i 600 år. Jesus skal sidde på Davids trone. Samuel er en gudsmand. Han tilhører ikke sin mor – han tilhører Gud. Johannes er en stor gudsmand. Elias er kommet tilbage!

v30  Da sagde englen til hende [Maria]: »Frygt ikke, Maria! v31  Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v32  Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v33  han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« v34  Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« v35  Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.

v36  Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; v37  thi intet er umuligt for Gud.«

(Lukas 1)

Moses er et barn af en hebræer, men samtidigt er han en søn af kongen. Hvor kommer han egentlig fra? Hvem er egentlig hans fader? Kongen i Egypten er Guds søn. Moses er vellidt af alle – egyptere og hebræere og alle andre - anset, respekteret. Moses ser godt ud – han er velsignet. Han er en fryd for øjet. Han er en smuk mand. Han er en prægtig mand. Han er en lykkemand. Han er lige som Jesus. Moses og Jesus er begge gudsmænd og Guds mænd. Jesus har velsignelsen – både i det ydre og i det indre. Velsignelsen kan ses og mærkes. Jesus er stærk og sund - og vellidt af alle mennesker. Jesus er fuld af kraft og herlighed. Han er en konge. Guds nåde og kraft og velsignelse hviler over ham - lige som Herrens ånd hvilede over Israel - som en sky og som en ild - da de vandrede ud af Egypten. Gudsmanden er faderens elskede søn, den førstefødte. Sønnen er faderens stolthed:

v39  Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. v40  Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

(Lukas 2)

v52  Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

(Lukas 2)

Johannes Døberen er en frelser – han skal lære Israel at kende frelsen. Han er Elias. Han er en Guds mand. Om Johannes Døberen skriver Lukas blandt andet:

v65  Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette [Johannes Døberens fødsel]. v66  Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: »Hvad skal den dreng mon blive til?« For Herrens hånd var med ham.

v80  Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

(Lukas 1)

v1  Der var en mand [i Egypten] af Levis slægt, som giftede sig med en datter af Levi. v2  Kvinden blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig han var, holdt hun ham skjult i tre måneder. v3  Da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv, tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred.

v10  Da drengen var blevet stor, bragte hun [Moses’ amme] ham til Faraos datter. Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses.

(2 Mos 2)

En prægtig mand

Kongen i Jerusalem – Herrens salvede - er en smuk mand. Han er en gudsmand. Han er en lykkemand. Han er en helt. Gudsmanden er en kriger. Han er vores frelser. Han er frygtindgydende. Han er som en gud på jorden. Han lever i glæde og pragt – i paladser af elfenben til strengespil! Kvinderne elsker ham og begærer ham. Alle hans klæder dufter af myrra og kassia. Han har utallige sønner og alle hans sønner kaster glans og ære over hans hoved. Der er ingen ende på rækken af hans dyr og kameler. Han er nådig, gavmild, storsindet og retfærdig. Saul var den smukkeste mand i hele Israel og et hoved højere end alle andre. Den unge David er en ren skønhed i semitisk sammenhæng – han er rødmosset, som det siges. David er en Adonis. Michelangelo viser os den sande David. Samson og Salomo får alle kvinder til at falde for sig:

v3  Du er den smukkeste blandt mennesker,
ynde er udgydt på dine læber,
derfor velsigner Gud dig
til evig tid.
v4  Spænd dit sværd om lænden, du helt,
i højhed og pragt!
v5  Drag ud med lykke
for sandheds og retfærdigheds sag,
din højre hånd skal vise dig frygtelige gerninger!
v6  Dine hvæssede pile sidder
i hjertet på kongens fjender,
folkene falder omkring dig.

v7  Din trone, Gud, står til evig tid,
dit kongescepter er retfærdighedens scepter.
v8  Du elsker ret og hader uret,
derfor har Gud, din Gud, salvet dig
med glædens olie frem for dine lige.
v9  Af myrra, aloe og kassia dufter alle dine klæder;
strengespil fra elfenbenspaladser glæder dig.

(Salme 45)

Moses

Moses er en gudsmand. Han er ikke noget almindeligt menneske. Han er en frelser:

[Gud] sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. v15  Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg [Gud] vil være med din mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. v16  Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham. v17  Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.«

(2 Mos 4)

Det er ikke helt misvisende når jødedommen meget senere er kommet til at hedde den mosaiske tro – efter Moses. I Mosebøgerne er det ofte flydende om det er Moses eller Gud som gør eller handler eller taler. Moses er en stor gudsmand. Han er overjordisk. Hans fødsel er også på en vis måde underfuld. Hvor han kommer fra er på en vis mådeunderfuldt. Da han dør er han alene sammen med Jahve. Ingen mennesker er til stede. Moses dør og begraves af Jahve – men ingen har nogen sinde fundet hans grav siges det i Mosebøgerne. Moses døde måske ikke? Måske blev han taget op af Gud?

Elias dør ikke – han forsvinder fra denne verden. Han forlader verden. Han går ud af verden. Han bliver taget op af Gud og er væk. Men måske viser han sig pludselig igen – således som han pludselig viste sig dengang han var hernede på jorden. I påsken stiller alle gode jøder en tom stol frem til Elias – måske kommer han forbi ? (som det hedder med et karakteristisk udtryk der ellers bruges om Jahve!)

Jesus dør ikke - på en vis måde. Jesus dør på korset men genopstår fra de døde på den tredje dag. Jesus forlader denne verden. Han vender tilbage til sin fader – Gud. Jesus er en gudsmand. Jesus farer til himmels på samme måde som Elias. Jesus er en frelser som dommerne i det gamle Israel – de er sendt for at frelse verden. Jesus er en konge – Guds søn. Han er Messias – en gudsmand. Jesus opvækker den døde Lazarus på samme måde som Elias og Elisa opvækker de døde.

Peter og Paulus er guder

Peter og Paulus bliver opfattet som guder – af de fremmede – i Apostlenes Gerninger. Peter gør lige så store undere som Jesus havde gjort. Peter opvækker den døde kvinde Tabitha der ligger livløs på sengen. Når vi sammenligner med Elisa kan vi se at lighederne er overvældende. Peter er en gudsmand. Alle kristne er gudsmænd – de er ét med Kristus. Kristus har givet sin magt og kraft og ånd til alle mennesker.

v8  I Lystra sad der en mand, som ikke kunne bruge sine ben; han var lam fra moders liv og havde aldrig kunnet gå. v9  Denne mand lyttede, når Paulus talte. Paulus så fast på ham, og da han så, at manden havde tro til at blive frelst, v10  sagde han med høj røst: »Rejs dig og stå på dine ben!« Da sprang han op og kunne gå.

v11 Da folk så, hvad Paulus havde gjort, råbte de højt på lykaonisk: »Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!« v12 v13  Præsten ved Zeustemplet uden for byen kom hen til byporten med tyre og kranse og ville ofre sammen med folkemængden. v14  Da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres kapper, styrtede ind i folkemængden og råbte: v15  »Mennesker dog! Hvorfor gør I det? Vi er jo mennesker ligesom I. Vi forkynder, at I skal vende om fra disse tomme guder til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer. v16  I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje, v17  og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde.« v18  Med disse ord fik de med nød og næppe folk fra at ofre til dem.

v24  Dagen efter kom de til Cæsarea. Cornelius ventede dem og havde sammenkaldt sine slægtninge og de nærmeste venner. v25  Da Peter skulle til at gå ind, kom Cornelius ham i møde og faldt ned for hans fødder og tilbad ham. v26  Men Peter bad ham rejse sig og sagde: »Rejs dig op, jeg er jo selv et menneske.«

(Apostlenes Gerninger)

Jesus er en gudsmand ifølge Peter og ifølge den tidlige kristne kirke:

v37  I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: v38  hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. v39  Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, v40  ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, v41  ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner

(Apostlenes Gerninger 10)

v22 Moses har jo sagt: ›Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer. v23  Men enhver, der ikke adlyder denne profet, skal udryddes fra folket.‹ v24  Også alle de andre profeter, som har talt, både Samuel og de følgende, har forkyndt om disse dage. v25  I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: ›Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom.‹ v26  Det var for jer som de første, at Gud oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab.«

(Apostlenes Gerninger 3)

Gudsmanden opvækker de døde på samme måde som den egyptiske gudinde Isis opvækker den døde Osiris. Billederne af Isis og Osiris har spillet en stor rolle i oldtiden. Isis lægger sig ned og den døde Osiris og kærtegner ham og varmer ham. Hendes kærlighed gør ham levende igen. Disse billeder er lige som symboler eller begreber – de er tidens tanker og skema. Derfor har oldtidens mennesker tænkt i disse begreber og billeder. Det er slet ikke sikkert at der er nogen direkte påvirkning fra den egyptiske religion!

I Det nye Testamente fortælles om at Jesus forklares på toppen af bjerget. Gudsmanden bor på toppen af bjerget – eller på toppen af det højeste bjerg. Ved forklarelsen ser disciplene Jesus forklaret – i et lys – i en herlighed – sammen med Moses og Elias. Jesus og Moses og Elias er gudsmænd. Døden har ingen magt over dem.

Jahve hører til på toppen af det højeste bjerg – gudernes bjerg. Moses hører til på bjerget. Elias og Elisa bor på toppen af bjerget. Jesus er på toppen af bjerget. Toppen af bjerget er himlen – deres sande opholdssted. Toppen af bjerget er det allerhelligste. Vi ved også at kana’anæerne dyrkede deres guder i form af søjler eller billeder eller helligdomme på toppen af bjerget – på højen som det siges. Samson – der betyder Solen – søger hele tiden tilbage til bjergtoppen. Gud stiger ned på bjerget. Gud viser sig på toppen. Elias kastes op på toppen af de allerhøjeste bjerge. Jo højere – jo mere helligt. Helligt betyder adskilt. På toppen af bjerget kommer man i ekstase og ser Gud. Man ser gudsmanden. Gudsmanden ser Gud – ligesom Elias ser Gud på Horebs bjerg.

Epifani

Johannes Døberen er i virkeligheden Elias der er vendt tilbage. Elias viser sig i en ny form – som en epifani. Johannes er et tegn. Elias forlader verden da han står foran floden Jordan. Han viser sig igen på det samme sted – som Johannes Døberen ved Jordan.

Elias viser sig pludseligt. Ordet epifani bruger man om det fænomen at Gud pludseligt viser sig – i et glimt. Den måde Elias skildres på i Kongebøgerne viser at denne forestilling også gælder Elias. Når han viser sig, siger han: - Det er mig! Det er mig Elias! Snart viser han sig i Betel, så i Jeriko, så på Karmels bjerg eller på Horebs bjerg i Sinaj. Ingen kan finde ham. Ingen kan opspore ham – som kong Akabs hofchef siger. Elias flytter sig frit gennem rummet. Han flytter sig hurtigere end kongens vogne. Han ridder gennem universet på vindens vogne. Han er usynlig. Han er en ånd. Han er både en mand som vandrer rundt på jorden og frygter kong Akabs mordtrusler - og samtidigt noget helt andet. Han er samtidigt til stede hos alle mennesker. Han ser alt og ved hvad kongen har hvisket i sovekammeret. Han er en del af gudernes kamp. Hver gang det er påske kan han vende tilbage – hvis han nogen sinde har været borte. I jødedommen fik Elias siden hen en enorm betydning. Ifølge de senere profeter i Det gamle Testamente (Malakias) skal han vende tilbage. Han skal bane Herrens vej.

v1  Se, jeg sender min engel,

      han skal bane vejen for mig.
      Herren, som I søger,
      kommer med ét til sit tempel,
      pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
      siger Hærskarers Herre.

(Malakias 3.1)

Ifølge Johannes Åbenbaring skal Moses og Elias stå frem ved de sidste tider og vidne for Herren:

v3  Og jeg vil sætte mine to vidner [Moses og Elias] til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. v4  Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre. v5  Hvis nogen vil gøre dem fortræd, står der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; hvis nogen vil gøre dem fortræd, er det sådan, han skal dræbes. v6  De har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn, så længe de profeterer, og de har magt til at forvandle vandet til blod og ramme jorden med enhver tænkelig plage, så tit de vil.

(Johs Åb 11.3)

Rigtigt mange steder i Det nye Testamente er formet efter fortællingerne om Elias og Elias. Jesus identificerer sig med Elias. Forholdet mellem Jesus og Peter er forholdet mellem Elias og Elisa. Da Eliias forlader verden giver han helligånden til Elias. Elias ser ham stige til himmels og får derfor hans ånd. Elisa bliver dermed identisk med Elias. Lige som Paulus siger at den kristne er identisk med Kristus. Den beretning om Elias og Elisa som findes i Kongebøgerne lever videre i Johannesevangeliet hvor Jesus taler om at han skal gå bort og forlade dem.

Ezekiel

I den forstand kan vi sige at Dionysos er en gudsmand. Vi kan også beskrive gudsmanden Dionysos som en mellemgud eller midlergud. Dionysos er søn af en jordisk kvinde derfor er han ikke så fjern som de olympiske guder. Han er tættere på os mennesker. Han står på en måde imellem. Denne forestilling om en mellemgud eller formidlergud finder vi nok også et sted hos Ezekiel. Ezekiel fortæller om at han får et syn. Jahve trækker ham op ved håret og sætter ham ned i templet i Jerusalem. I templet ser Ezekiel en gudestatue som bliver betegnet som Lidenskaben – ordet og oversættelsen er omstridt. Meningen er nok at guden Lidenskaben – der nok er en frugtbarhedsgud som de kana’anæiske guder – er en mellemgud – statuen er opstillet på den måde i templet. I stedet for at henvende sig direkte til Jahve henvender folket sig til en mellemgud – Lidenskaben.

Gudsmanden er i Det gamle Testamente en profet – dvs han taler Guds ord til folket. Men han er så at sige mere end en profet. Han har kræfter som en kæmpe. Han dræber og slår og sejrer. Han er en konge – en herskerskikkelse. Han spreder frygt og respekt som det siges. Han er som en storkonge. Han har Guds fred og glæde – velsignelsen eller shalom som det hedder i Det gamle Testamente. Der er ingen ende på rækken af hans kameler og får og væddere. Der er ingen ende på mængden af hans tjenere, trælle eller hustruer. Han ser godt ud. Han er velsignet af Gud med skønhed og ynde. Han går i prægtige klæder. Kvinderne begærer ham. Han er en fader til utallige sønner. Han er det træ som er plantet ved bækken. Når mennesker ser ham kaster de sig ned. Han er gavmild, nådig, retfærdig. Han er storsindet. Han tilgiver. Han hævder sin ret. Han bevarer æren. Han hævner sig - hvis det er nødvendigt. – Mands værd, mands styrke! Som det hedder i Dommerbogen! Mænds sværd – mænds værd! Mænds værd ligger i deres sværd – i deres styrke, kraft og herlighed. Uden kraften er manden intet. At være en retfærdig konge indebærer først og fremmest at man er en konge – en stærk konge. Der findes ingen godhed uden styrke og kraft og magt. Afmægtige mennesker har ingen godhed. De kan ikke gøre noget. Gudsmanden er ikke nogen svag mand.

En stærk mand - fuld af Herrens ånd

Jefta er en stor gudsmand. Han er en krigerhelt. Han kæmper krigen imod israels fjender for at Israel kan frelses. Han er Israels dommer og frelser. Han er udvalgt af Gud til at frelse Israel. Han er oprindeligt en røver – men det er ikke afgørende. Hans personlige egenskaber er ikke afgørende. For at vinde krigen lover han at forrette en menneskeofring - hvis Israel vinder sejren. Jefta kommer til at ofre sin egen datter. Datteren accepterer skæbnen – kun sørger hun over at hun aldrig kom sammen med en mand – aldrig fik født sønner!

Samson er en stor og prægtig konge. Han er frygtindgydende. Han bliver bedraget af sin kone – fordi han evigt er så svag over for alle søde kvinder. De klipper hans hår. Han mister alt. Han er ikke længere noget menneske. Han mister sin værdighed. Mænds sværd, mænds værd! Han bliver en ussel træl – en orm – et dyr. Gudsmanden mister al sin herlighed og ære - fordi verden og ondskaben sejrer. Det som sker, er en stor uret. Men i sin død dræber Samson – med sin kløgt og snedighed – endnu flere fjender og filistre end han fik udryddet mens han endnu var i live. Samson er en stor helt. Han er en mægtig frelser.

Når gudsmanden bliver besat af ånden kommer han i ekstase – han bliver forrykt som det siges i Det gamle Testamente. Han bliver gal, utilregnelig, unormal, rasende, besat, farlig. Når han er i ekstase bryder Elisa ud i gråd over al den lidelse som han kan se vil ramme Israel i fremtiden. Gudsmanden lever med stærke følelser. Han er ikke noget køligt forstandsmenneske. Jesus græder da han forudser Jerusalems ødelæggelse. Jesus græder da han ser hvad døden – den onde fyrste - har gjort med Lazarus.

I en tilstand af besættelse og ekstase kan gudsmanden gå helt amok og anrette et blodbad. Han drives af en blodrus. Jehu – kongen i Nordriget – bliver forrykt da han går til angreb på Herrens modstandere – de fremmede guder som Ba’al, de ækle møgguder, den gamle onde konges slægt og den onde kvinde Jezabel. Jehu er besat men han er Guds redskab. Han er en Guds mand. Han er Herrens salvede. Han er salvet til at være konge af Elias selv. Kun en mand i hans blodrus kan tilintetgøre hedenskaben, horeriet og afguderiet i Samaria – Nordriget. Jehu bliver velsignet af Herren efter blodbadet og han grundlægger et nyt dynasti i Nordriget. Han er en frelser. Han svinger ikke sværdet forgæves. Ondskaben i verden, den onde fyrste, Belsebul kan ikke besejres af svage mænd uden kraft eller bløde mænd som helst vil kompromis eller samarbejde. Onde mennesker er onde og det onde er ondt. Det onde kommer fra onde mennesker – som Jezabel.

Vi finder også disse tanker – om gudsmanden – i Det nye Testamente – for eksempel i nogen grad i Johannes Åbenbaring og i de apokalypser som findes i evangelierne. Men i Det nye Testamente er hele tankegangen omfortolket. Det nye Testamente er udtryk for en anden ånd. Gud er lyset og kærligheden. Jesus er ikke nogen brutal hævnende engel. Men Jesus er ikke nogen svag mand. Jesus er ikke noget offer. Han er Herren. Han er den som sejrer. Han er den der triumferer. Johannesevangeliet er udtryk for denne tanke. Jesus er ikke noget lidende offer. Men det som skete med Jesus var en stor uret.

De jødiske konger fra David og indtil nederlaget i 587 f. kr var Guds søn og salvede. I Salmernes Bog er kongens Guds søn. Herren siger at han har avlet kongen med moderskødet. Kongen er altså – ifølge ideologien – en guds mand – selv om de fleste konger ikke rigtigt levede op til værdigheden – ifølge historieværket i Det gamle Testamente! Måske kan vi også i Salmerne se en slags afglans af den forestilling at kongen er et mellemvæsen som Dionysos – hans fader er Gud selv.

Gudsmanden er en lykkemand som Job når han fortæller om de gode gamle dage. Gudsmanden er en helteskikkelse – en kriger, en velstående, velhavende mand, som har lykken med sig. Gudsmanden har Guds ånd og han er velsignet af Herren. Alt lykkes for ham og han har stor anseelse og respekt. Han bliver ikke gjort til skamme. Han elsker livet – og kvinderne – seksualitet, glæde, lykke. Han lever livet fuldt ud. Disse forestillinger kan vi se i Det nye Testamente i begyndelsen af Lukas evangeliet. Helt tydeligt viser disse forestillinger sig i Det gamle Testamentes omtale af skikkelser som David, Salomo, Samson. Gudsmanden er ikke en svag eller afmægtig offerskikkelse. Gudsmanden har store kræfter. Han er en sejrherre. Han er verdens herre.

Gudsmanden har Herrens ånd. Han er besat af Herrens ånd. Herrens ånd er kommet over ham – den har overskygget ham. Alt hvad han har sagt og gjort, har han gjort på Herrens ord – i tillid til Herrens ord, dvs i tillid til Herren – som Elias siger i 1. Kongebog. Gudsmanden ved at han har Herrens velsignelse:

Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette.

(1. Kongebog 18)

Frygtindgydende

Gudsmanden er først og fremmest stor og mægtig – frygtindgydende. Han er en frelser som Moses. Han kan have mange menneskelige fejl – men det er ikke afgørende. Han er ikke moralsk perfekt – men det accepteres – han er stor og mægtig og derfor kan meget tilgives. Vi kan også se denne tanke i Esajas når han taler om Herrens tjener. Herrens tjener er en frelser – en gudsmand. Haner en storkonge som sejrer. Han er en lykkemand. Det gamle Testamente lægger mere vægt på at mennesker har kraft og magt end på at de er moralsk rene. Eksemplet med David og Batseba og Urias er et eksempel herpå lige som eksemplet med at Salomo går over til de fremmede guder fordi han er svag over for sine kvinder! Samson kommer også i ulykke på grund af kvinderne – men han elsker alle kvinder og kan ikke sige nej.

I Det gamle Testamente løftes to kvinder op som en slags gudsmænd – nemlig Debora og Jael i Dommerbogen. Jaels drab på den fremmede kriger Sisera skildres mytologisk – det ligner Guds sejr og drab af slangen, uhyret, Livjatan. Disse to kvinder løftes op i nærheden af de guddommelige. De er meget stærke positive billeder af kvinden – sådanne billeder findes altså også i Det gamle Testamente! Debora og Jael bliver evige symboler – folkets evige helte – i det gamle Israel. De hyldes igen og igen.

Elisa

Elisa dør en naturlig død og begraves. Men selv efter sin død kan han helbrede:

v20  Elisa døde, og man begravede ham. År efter år trængte strejfskarer fra Moab ind i landet. v21  Da nogle folk engang var ved at begrave en mand, og de pludselig fik øje på en strejfskare, kastede de manden i Elisas grav, og da manden kom i berøring med Elisas knogler, blev han levende og rejste sig op.

(2 Kongebog 13)

Efter traditionen er Elisa død i 790 erne. Elisa helbreder sygdomme gennem den fysiske berøring og han kan genopvække de døde ved den fysiske berøring. Også efter hans jordiske død. Disse tanker minder om den døde gud, frugtbarhedsguden. Elisa helbreder ligesom den egyptiske gudinde Isis opvækker de døde – ved berøringen, den fysiske kontakt. Elisa er hellig, fuld af kraft og frugtbarhed, grøde, vækst. Han er en helgen.

Elisa kan helbrede mennesker for deres spedalskhed. Det kan Moses også. Elisa kan mætte alle munde. Han bespiser alle folkene på samme måde som Jesus. Han kan ved sin magi og viden få en lille smule olie til at blive uendeligt meget olie. Han kan gøre det giftige og livsfarlige vand til rent kildevand. Han ved hvordan de farlige planter kan gøres spiselige. Både Elias og Elisa og Moses har en hemmelig stav. Når Moses slår med staven springer kilden ud af klippen. Når Elias slår på vandet kan de gå tørskoet over. Gudsmanden har magt over naturens verden. Han har magt over dyrene. Elisa kan få bjørne til at komme frem, så de kan rive onde mennesker i stykker. Samson spiser honning af løvens mave. Ravnene giver Elias den føde som han har brug for. Jesus stiller stormen på søen.

Både Elias og Elisa bliver tiltalt som Israels vogne og heste – en betegnelse som ellers anvendes om Gud – Jahve. Elias og Elisa er ét. De er Gud på en måde:

v14  Elisa blev ramt af en dødelig sygdom. Så drog Israels konge Joash ned til ham, kastede sig grædende ned over ham og sagde: »Min fader, min fader, du Israels vogne og heste!«

Nogle af de vigtigste beretninger om gudsmanden Elisa handler om hans forhold til den fornemme og velhavende kvinde fra byen Shunem. Byen Shunem er en urgammelby og flere tusind år ældre end israels indvandring i Palæstina. Måske er byen derfor bevidst valgt.

Kvinden tiltaler Elisa med en trosbekendelse, en formel. Hun siger nøjagtigt det samme til Elisa som Elisa har sagt til Elias. Hun tiltaler gudsmanden som om han er en guddom, en gud på jorden:

v30  Men drengens mor [kvinden] sagde: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« Så stod han op og fulgte med hende.

(2 Kongebog 4)

Elisa siger de samme ord til Elias da Elias er ved at tage afsked med denne verden. Kvinden udtrykker sin tro og tillid. Hun siger at hun aldrig vil svigte gudsmanden – være ham evigt tro. Hun vil aldrig gå til de andre guder. Hendes dreng er ved at dø. Hun tror kun at Elisa kan hjælpe. Mennesker eller guder kan ikke hjælpe. - Du er min gud! Du er ét med Gud, siger hun.

Når vi læser beretningen i 2 Kongebog kapitel 4 får vi indtryk af at Elisa er en gud. Kvinden indretter et kapel til Elisa i hendes hus. Hun tror på at han er hendes frelser.

v8  En dag kom Elisa gennem Shunem. Der boede en velstående kvinde, og hun indbød ham til at spise. Hver gang han kom forbi der, tog han ind hos hende for at spise. v9  Hun sagde til sin mand: »Jeg ved, at han, som bestandig kommer forbi, er en hellig gudsmand [en gud?] v10  Lad os indrette et lille værelse [helligdom] ovenpå og sætte en seng, et bord [et alter?], en stol og en lampe [en lysestage] op til ham. Så kan han være der, hver gang han kommer hos os.«

(2 Kongebog 4)

Udtrykket at komme forbi bruges ellers om Herren, om Gud. Da Elias befinder sig på toppen af Horebs bjerg – kommer Jahve netop forbi flere gange. Det samme udtryk bruges i Mosebøgerne i forbindelse med Moses og og Herren. At komme forbi er et standardudtryk – en terminus technicus.

Kvinden indretter en helligdom. Hun ofrer til Elisa i det såkaldte værelse hun har indrettet. Udtrykket værelset bruges flere steder som et udtryk for en helligdom, et kapel - eller et hustempel. I dette værelse har hun indrettet en husgud eller en såkaldt efod eller et gudebillede. Vi kan se at kvinden er højfornem og velhavende ifølge Kongebøgerne men hun betegner sig selv som Elisas træl eller slave. Træl bruges i Det gamle Testamente om det menneske som dyrker en gud. Israel er Jahves trælle.

Når guden kommer forbi – lægger han sig ned – på sin seng. Gud ligger ned. Sådan er forestillingen i disse afsnit i Kongebogen. Muligvis har denne forestilling noget at gøre med opfattelsen af frugtbarhedsguder – som Israel jo kendte godt fra hele Palæstina området. Derfor skal der være en seng til Gud når han kommer! Denne seng spiller en stor rolle fordi guden opvækker de døde mens de ligger på sengen. Sengen er nødvendig.

Det er naturligt at guden får et bord – et alter – til offergaver og en lysestage. Alle helligdomme i Palæstina var sådan indrettet også templet i Jerusalem. Ordet bordet anvendes i det hele taget om alteret.

Gehazi er den præst som gør tjeneste ved denne helligdom. Gehazi er gudens tjener – eller rettere: træl. Derfor er det også Gehazi som henvender sig til Kvinden – ikke Elisa. I et vist omfang kan vi bruge historien om Moses og Aron til at illustrere mønsteret. – Han skal være din mund og du skal være hans gud! Sådan siger Jahve til Moses. Aron er den som taler for Moses og på vegne af Moses. Aron er en midler. Moses er en gud. Elisa og Gehazi følger dette mønster.

v12  Han sagde til sin tjener Gehazi: »Kald på denne shunemitiske kvinde.« Det gjorde han, og hun kom op til ham. v13  Elisa sagde til Gehazi: »Spørg hende: Hvad kan vi gøre for dig, nu du har gjort dig al den ulejlighed for vores skyld?« Gehazi svarede: »Hun har ikke nogen søn, og hendes mand er gammel.« v15  Han sagde: »Kald på hende!« Det gjorde han, og hun kom og blev stående i døråbningen.

v16  Så sagde han: »Næste år ved denne tid skal du sidde med et barn i favnen.« v17  Kvinden blev gravid og fødte en søn det følgende år, ved den tid Elisa havde sagt til hende.

(2 Kongebog 4)

Vi får bestemt indtryk af at Gehazi er præst. Gehazi er den præst som får orakelsvar af guden – gudsmanden. Forholdet mellem Elisa og Gehazi ligner forholdet mellem guden og hans præst. Gehazi tjener på en måde ved den guddom som kaldes Elisa. Det er det billede som - mere eller mindre skjult - viser sig i Kongebøgernes afsnit om Elisa.

Kvinden bliver stående i åbningen – dette udtryk findes mange steder i Kongebøgerne. Det bruges kun om en religiøs kultisk sammenhæng. Når mennesket henvender sig til guden – bliver det stående i åbningen – nemlig i gudens hellige rum (Naos som dette hellige rum nogle gange bliver kaldt – det hellige rum). Tilbedelsen i oldtiden følger altid et bestemt skema som bl a omfatter indgangen i og udgangen af gudens hellige rum (templet). Kvinden følger dette skema da hun lægger den døde dreng i gudens rum.

Gudsmanden befinder sig egentlig ifølge beretningen i Kongebogen to steder: Dels i sit hellige rum – værelset ovenpå som det siges – dels på toppen af det hellige bjerg. Elisa er så at sige begge steder på én gang! Den samme forestilling finder vi også mange andre steder. I Salmernes Bog er Gud både i templet og på toppen af bjerget og i himlen. Betegnelsen himlen dækker egentlig det hele! Toppen af bjerget er himlen! Og rummet er også himlen eller Naos! Guden er det sted som er rent, adskilt og helligt – uanset hvad det bliver kaldt! De senere kristne forestillinger om himlen svarer ikke altid til forestillingerne i Det gamle Testamente selv om forestillingen nogen gange er den samme. I ældre tid i Israel forstod man noget andet ved himlen.

v23  Han [kvindens mand] spurgte: »Hvorfor vil du hen til ham i dag, når det hverken er nymånedag eller sabbat?« Hun svarede: »Bryd dig ikke om det!«

(2 Kongebog 4)

Vi får indtryk af at Elisa er en guddom som tilbedes. Vi ved at tilbedelsen i Israel netop foregik på de nævnte dage. Kvinden er på vej hen til guddommens – gudsmandens – helligsted – på toppen af bjerget.

Kvinden er i den samme situation som Hanna – Samuels mor i 1 Samuelsbog 1 – og Sara og Samsons mor og utallige andre kvinder i Det gamle Testamente: Hun kan ikke føde sønner, ikke føde børn. Hun er ufrugtbar – en forfærdelig forbandelse i Det gamle Testamente. Hendes mand er gammel. Hun får et orakelsvar. Orakelsvaret ligner det som Maria får i Det nye Testamente: Du skal føde en søn. Større lykke kan ikke tænkes. Den ufrugtbare kvinde føder en søn – som Esajas siger.

Samson

Samsons mor er ufrugtbar og kan ikke give sin mand sønner. En dag får hun lige som Sara, Hanna og Maria et orakelsvar af en gud. Hun skal på en underfuld måde føde en søn som skal blive Israels frelser:

»Du skal blive med barn og føde en søn. v4  Tag dig i agt for at drikke vin eller øl, og spis ikke noget, der er urent. v5  Der må aldrig komme en ragekniv på hans hoved; for drengen skal være Guds nasiræer lige fra moders liv. Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel fra filistrene.«

(Dommerbogen 13)

Samson er en gudsmand fra fødslen, fra undfangelsen. Hans væsen eller art er anderledes end andre mennesker. Hans fødsel er underfuld. Men guden er ikke kun en guddom i templet som gennem en præst giver et orakelsvar. Guddommen er en gudsmand. Gudsmanden giver oraklet til Samsons mor. Gudsmanden er en levende gud på jorden. Hun ved ikke hvor han kommer fra. Han viser sig pludselig. Han kommer fra en anden verden. Han er et himmelsk væsen. Samsons mor fortæller:

»Der kom en gudsmand til mig. Han så ud som en Guds engel, han var meget frygtindgydende. Jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og han fortalte mig ikke, hvad han hed. v7  Han sagde til mig: Du skal blive med barn og føde en søn.

(Dommerbogen 13)

Samsons mor vil takke og ofre til guddommen. Gudsmanden er en gud. De vil tilbede guddommen:

v15  Manoa [Hendes mand] sagde til Herrens engel [gudsmanden]: »Kan vi ikke overtale dig til at blive her, så vil vi tilberede et gedekid til dig.«

(Dommerbogen 13)

Gudsmanden forsvinder bort fra denne verden. Han stiger op til himlen. Han bliver taget op – lige som Elias bliver taget op af ildheste og ildvogne. Lige som Jesus bliver taget op. Gudsmanden forsvinder i et stort flammende lys mens de står og ser på det. De har set Gud. De ser op imod himlen. Lige som Elisa står og ser op imod himlen efter at Elias er blevet taget op – efter at han er blevet ophøjet. Elisa bliver frelst, Elisa bliver en gudsmand fordi han ser det – fordi han er øjenvidne til at Elias stiger op. Hvis Elisa ikke ser det får han ikke Guds ånd. Det samme sker for Samsons mor og far. De kaster sig ned og tilbeder gudsmanden. Det som de har set er underfuldt:

v19  Så tog Manoa gedekiddet og afgrødeofferet og ofrede det på klippen. Mens Manoa og hans kone så på det, v20  slog flammen op fra alteret. Herrens engel [Gudsmanden] steg op til himlen i flammen, mens Manoa og hans kone så på det, og de kastede sig til jorden; v21  Herrens engel [Gudsmanden] viste sig ikke mere for Manoa og hans kone. Da forstod Manoa, at det var Herrens engel, v22  og han sagde til sin kone: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!« v23  Men hans kone sagde til ham: »Hvis Herren havde besluttet, at vi skulle dø, ville han ikke have taget imod vores brændoffer og afgrødeoffer eller ladet os se og høre alt dette.«

Samson er velsignet lige som David, Johannes Døberen og Jesus. Velsignelsen er tydeligt nok helt fra deres fødsel:

v24  Kvinden fødte en søn, og hun kaldte ham Samson. Drengen voksede op, og Herren velsignede ham. v25  Og Herrens ånd begyndte at virke i ham i Dans lejr mellem Sor'a og Eshtaol.

(Dommerbogen 13)

Dette barns undfangelse er underfuld. Kvindens mand kan ikke avle børn. At hun bliver gravid er et stort under. Hun bliver gravid ved at hun møder gudsmanden. Hendes søns fader er på en måde Gud selv. Hun bliver frugtsommelig med Herren - Jahve. På samme måde som Samuels mor og Isaks mor. Den egentlige fader er ikke jordisk. Undfangelsen – befrugtningen – er underfuld og himmelsk. Vi ved ikke hvor barnet kommer fra. Kvinden ved ikke hvor hendes søn kommer fra. Det er et under!

Samuel og Hanna

I 1 Samuelsbog kapitel 1 fortælles om den ulykkelige, barnløse Hanna som får et orakel svar i templet af præsten Eli. Hanna oplever det samme som de andre kvinder som er ufrugtbare. Hannas lovsang i kapitel 2 er et gribende evigt udtryk for hendes jubelglæde. Hannas lovsang er som Marias lovsang i Lukasevangeliet. - Herren har givet mig et barn, en søn. For Gud er alle ting mulige:

v1  I Efraims bjergland boede en mand. Han hed Elkana. v2  Han havde to koner; den ene hed Hanna, den anden Peninna. Peninna havde børn, men Hanna var barnløs.

v9  Så rejste Hanna sig og trådte frem for Herrens ansigt [i templet]; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. v10  I sin fortvivlelse bad hun, mens hun græd højt, v11  og hun aflagde det løfte: »Hvis du ser til din trælkvindes lidelse, [og] giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved.«

v12  I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. v13  Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, v14  og sagde til hende: »Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru!« v15  Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. v16  Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt.«

v17  Da sagde Eli: »Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om [oraklet].« v18  Hun sagde: »Gid jeg må bevare din velvilje, herre [Eli]!«

v20  Hanna blev gravid og fødte en søn, før året var omme, og hun kaldte ham Samuel. »For jeg har bedt Herren om ham,« sagde hun.

v26  Hanna sagde [til præsten]: »Hør mig, herre! Så sandt du [Eli] lever, herre: Jeg er den kvinde, der stod her hos dig og bad. v27  Jeg bad om denne dreng, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. v28  Nu overgiver jeg ham til Herren; hele sit liv skal han tilhøre Herren.«

(1 Samuel 1)

Et stort under – en underfuld fødsel

I Det nye Testamente er der mange diskussioner der netop drejer sig om hvor Jesus kommer fra. Hans undfangelse er underfuld – hemmelighedsfuld.

Det er det samme træk som vi kan se i eksemplet med Samson:

»Der kom en gudsmand til mig. Han var meget frygtindgydende. Jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og han fortalte mig ikke, hvad han hed. v7 Han sagde til mig: Du skal blive med barn og føde en søn.

(Dommerbogen 13)

Kvinden fra Shunem

Elisa optræder i beretningen om kvinden fra Shunem som noget der ligner en frugtbarhedsgud. Han skaber frugtbarheden hos kvinden. Hun bliver frugtbar ved at møde ham. Hun bliver gravid mens hun er i hans værelse.

Der er flere lighedspunkter imellem kvinden og Jesu mor Maria. På et senere tidspunkt må kvinden fra Shunem gå i landflygtighed på grund af en stor trængsel. Hun flygter til Egypten med sit barn for at overleve! Det samme fortæller Mattæus om Maria.

Kvindens dreng bliver syg og dør:

Faderen sagde til en karl: »Bær ham hjem til hans mor.« v20  Han bar ham så hjem til hans mor, og drengen sad på hendes skød indtil middag; så døde han. v21  Hun gik ovenpå, lagde ham på gudsmandens seng og gik ud og lukkede døren.

(2 Kongebog 4)

Moderen lægger drengen foran det hellige, foran guden – gudsmanden – i håb om at han kan blive helbredt. Hun lukker døren til værelset. Hendes handlinger svarer til det ritual vi kender fra hele oldtiden:

Guden tilbedes ved at man låser gudens rum – det hellige rum (Naos) - op, går ind i gudens rum, kaster sig ned, åbner gudens mund, råber til herren, stiller et spørgsmål, venter på et orakelsvar, trækker sig baglæns tilbage med ansigtet imod Gud, lukker til sidst gudens rum.

v27  Da hun var kommet hen til gudsmanden [Elisa] på bjerget, greb hun om hans fødder, og da Gehazi nærmede sig for at skubbe hende væk, sagde gudsmanden: »Lad hende være!«

(2 Kongebog 4)

Kvinden tilbeder Elisa som en guddom. Elisa er en guddom som findes på toppen af bjerget. Der er der en præst som er tjener for guddommen – Gehazi. Gehazi vil skubbe hende væk fordi hun er for nærgående. Gehazi vil beskytte guden – lige som disciplene vil beskytte Jesus - imod de små børn! Guden svarer Gehazi lige som Jesus - med de samme ord.

Kvindens dreng bliver syg og dør. Elisa helbreder hendes søn og opvækker ham fra de døde. Ifølge teksten sker der to forskellige ting. Det første er at Elisa sender Gehazi af sted med Elisas stav der kan helbrede drengen. Det andet er at Elisa selv kommer forbi [et udtryk som ellers bruges om Herren Gud der kommer forbi]:

v29  Da sagde han til Gehazi: »Bind kjortlen op om lænderne, tag min stav i hånden og gå! Møder du nogen undervejs, så hils ikke på dem, og hilser nogen på dig, så svar dem ikke. Du skal lægge min stav over drengens ansigt.«

I Det nye Testamente udsender Jesus disciplene til hele Israel i hver sin retning. Det foregår med lignende udtryk. Det som Jesus siger, ligner det som står omtalt i forbindelse med Gehazi [disciplen kan vi sige] og gudsmanden. Gehazi bliver sendt ud i verden for at frelse og helbrede. Med sig har han staven – et symbol på Guds kraft og velsignelse. Måske er staven det samme som kappen der bliver omtalt i forbindelse med Elias’ optagelse til himlen. Hvis kappen rulles sammen er den en stav (?).

Præsten søger at genopvække drengen med magi – ved at lægge staven oven på den døde dreng. Det lykkes ikke. Staven er muligvis Elias’ og Elisas fælles kappe – den er en stav da Elias bruger den. Elias slår på vandet med en stav – nemlig kappen. Elisa arver kappen fra Elias da Elias forlader denne verden.

Muligvis er staven et frugtbarhedssymbol. At genopvække drengen handler om grøde, vækst, frugtbarhed, årstidernes skiften. I den kana’anæiske religion er der fallos symboler. Måske er staven et fallos billede. Gehazi skal lægge et fallos billede oven på drengens ansigt.

v30  Men drengens mor sagde: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« [et fast udtryk i den religion eller tro som Elias er stifter af]. Så stod han [Elisa] op og fulgte med hende.

Vi kan se hvordan Elisa øjeblikkeligt reagerer på det udtryk som kvinden bruger. Kvinden er troende. De ord som kvinden siger er en ed, en besværgelse – det vi kan kalde Elias-eden eller Elias-besværgelsen. Den rette tro er ifølge Kongebogen den tro og den gud som Elias troede på – Gud er det samme som Elias’ gud! Tidligere har man brugt fx Abrahams gud – nu hedder det Elias’ gud! Dette har sin baggrund i den religiøse forvirring i Nordriget Samaria efter ca 900 f. Kr. Det blev uklart: Hvem er egentlig Herren?

v31  Gehazi var imidlertid gået i forvejen og havde lagt staven over drengens ansigt, men der var intet at høre, ikke en lyd. Så gik han tilbage, og da han mødte Elisa, fortalte han ham, at drengen ikke var vågnet.

v32  Elisa kom ind i huset, og drengen lå død på sengen. v33  Så gik han ind, lukkede døren bag sig, så de var alene, og bad til Herren. v34  Derpå lagde han sig hen over drengen med sin mund mod hans, sine øjne mod hans, og sine hænder mod hans hænder, og han krummede sig sammen over ham, så barnet fik varme i kroppen.

v35  Så gik han ned i huset, frem og tilbage, gik op igen og krummede sig sammen over drengen. Da nøs drengen syv gange og åbnede sine øjne.

v36  Elisa kaldte på Gehazi og sagde: »Kald på den shunemitiske kvinde!« Det gjorde han, og da hun kom ind til ham, sagde han: »Tag din søn!« v37  Hun kom hen og kastede sig til jorden for hans fødder. Så tog hun sin søn og gik.

(2 Kongebog 4)

Kvinden anerkender Elisa som en gud. Hun kaster sig ned – et udtryk som i Det gamle Testamente bruges om tilbedelsen. Formlen Så sandt Herren lever osv udtrykker troen. Den er en fast formel. Den udtrykker at Elisa (Elias) og Herren er parallelle. Kvinden bruger de udtryk som vi kender fra Elias’ optagelse til himlen. De samme udtryk som Elisa har brugt om Elias bruges senere om kvinden og Elisa. Elisa er en gud. – Jeg forlader dig ikke betyder en tro, en tillid, en holden fast – lige som Jakob i Jakobs drøm. Jakob vil ikke give slip på Gud. Gud er den vi klamrer os til. Han er vores sidste håb. Han er Israels vogne og heste.

Elisa er alene med drengen lige som Peter er alene med Tabita – den døde kvinde som Peter netop opliver fra de døde ifølge Apostlenes gerninger. Peter er en gudsmand og det er ikke mærkeligt at han og Paulus bliver opfattet som guder.

Elisa genopliver drengen med sin krop, gennem berøringen, med sine fingre og med sin mund. Elisa overfører sin egen kropsvarme på drengen – på det døde legeme. Elisa genopvækker drengen fra de døde ved en handling som grundlæggende er erotisk eller seksuel. Elisa optræder som en frugtbarhedsgud.

At Elisa krummer sig sammen betyder nok at han kommer i en tilstand af ekstase eller henrykkelse som det kaldes. Det kan vi se af andre steder i Kongebøgerne. Elisa bliver helt besat – han går amok – Herrens ånd kommer over ham. I den tilstand får han kontakt med overjordiske kræfter og han kan genopvække de døde. Dette træk finder vi i mange kulturer over hele jorden. I de senere mysteriereligioner blev ekstasen fremkaldt med narkotika, alkohol og rusmidler. Vi kan også se at Ba’al præsterne skærer sig selv med sværd og knive for at komme i ekstase da de vil fremkalde en ild der skal antænde offeret (Gudernes kamp på bjerget med Elias og Ba’al præsterne i 1 Kongebog).

Elisas handling er ikke magisk – den er ikke symbolsk beskrevet. Handlingen er konkret og fysisk. Elisa udfører en mægtig gerning – et under. Ikke mærkeligt at der siden tales om hans mægtige gerninger og undere – de udtryk som ellers bruges om Jahve. Elisa beder ikke til Gud om at skabe et mirakel. Han gør selv noget som er underfuldt. Ikke med sit ord men med sine findre og med sin krop. Handlingen ligner en helbredelse hvor Jesus helbreder en blind mand med fysiske midler – ved at smørre noget i øjnene på manden. Elisa er en healer.

De billeder vi har af den egyptiske gudinde Isis som genopliver den døde Osiris er meget tæt på det som siges om Elisa i 2 Kongebog kapitel 4. Isis lægger sig ned over den døde Osiris. Isis er nøgen. Hun kærtegner ham. Hun har samleje med Osiris. Hun genopliver ham gennem sin erotiske kærlighed, gennem sine kærtegn. Hun er både moder og frelser og Gud og hans elskede på én gang.

Elias helbreder på samme måde som Elisa. Det fortælles også hvordan Elias bringer en død dreng tilbage til livet. Elias helbreder drengen – i værelset - gennem den fysiske berøring, gennem den fysiske kærlighed. Elias beviser at han er mere end et menneske:

v17  Senere skete der det, at sønnen af denne kvinde, husets ejer, blev syg; hans sygdom var så alvorlig, at der til sidst ikke var liv i ham.

v19  »Overlad din søn til mig,« sagde Elias og tog ham ud af favnen på hende. Så bar han ham op i værelset ovenpå, hvor han boede, og lagde ham på sin seng.

v21  Så kastede han sig tre gange over drengen og råbte til Herren: »Herre min Gud, lad livet vende tilbage i drengen!« v22  Herren hørte Elias' bøn, og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende. v23  Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: »Se her, din søn lever!« v24  Og kvinden sagde til Elias: »Nu ved jeg, at du er en gudsmand.«

(1 Kongebog 17)

Peter opvækker Tabitha

I Det nye Testamente opvækker Peter den døde kvinde Tabitha. Peter er en gudsmand.

De kristne har fået Guds ånd. De har fået den samme ånd som Jesus. Vi handler ikke af os selv, det er ånden som handler i os. Peter opvækker Tabitha (navnet betyder ’gazelle’) på samme måde som Jesus opvækker sin ven Lazarus. Lighederne er helt tydelige. Ifølge ApG og Lukas er Peter på en måde den samme som Jesus. Peter opvækker ikke Tabitha med sine egne kræfter – det ville være ’magi’ ifølge Lukas - men med Helligånden, med Guds kraft. På samme måde opvakte Jesus ikke Lazarus med sine egne kræfter men med Guds. – Jeg gør ikke mine egne, men faderens gerninger, som Jesus siger.

v36  I Joppe var der en kvindelig discipel, der hed Tabitha – det betyder Hind. Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. v37  På den tid skete det, at hun blev syg og døde. De vaskede hende og lagde hende i et værelse ovenpå. v38  Lydda ligger nær ved Joppe, og da disciplene hørte, at Peter var dér, sendte de to mænd hen til ham, og de bad ham: »Skynd dig at komme til os!« v39  Peter brød så op og gik med dem. Da han kom derhen, viste de ham op i rummet ovenpå, og alle enkerne kom grædende og viste alle de kjortler og kapper frem, som Tabitha havde lavet, mens hun var hos dem. v40  Peter sendte alle udenfor, faldt på knæ og bad; så vendte han sig mod liget og sagde: »Tabitha, stå op!« Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. v41  Og han rakte hende hånden og rejste hende op. Så kaldte han på de hellige og enkerne og viste dem, at hun levede.

v42  Det blev kendt over hele Joppe, så mange kom til tro på Herren.

(Apostlenes Gerninger 9)

Magi

Gudsmanden anvender magi og magiske riter. De to følgende eksempler er magiske fordi selve handlingen skaber fremtiden og fremkalder resultatet. Kongen begår en fejl – han skulle have slået mange gange med pilene i jorden. Derfor kan han kun besejre aramæerne (Syrien) tre gange. Elisa – gudsmanden - er en magiker, en troldmand i en vis positiv forstand. Han har en hemmelig og overjordisk viden:

v15  Elisa sagde til ham: »Hent bue og pil!« og han hentede bue og pil. v16  Så sagde han til Israels konge: »Læg din hånd på buen!« Det gjorde han, og så lagde Elisa sine hænder på kongens v17  og sagde: »Åbn vinduet mod øst!« Han åbnede det, og Elisa sagde: »Skyd!« og han skød. Da sagde Elisa: »Det er Herrens sejrspil, og det er en sejrspil mod Aram [aramæerne, Syrien]. Du skal slå Aram fuldstændigt ved Afek.«

v18  Han sagde: »Tag pilene!« og han tog dem. Så sagde han til Israels konge: »Slå på jorden!« og han slog tre gange, men holdt så op. v19  Da blev gudsmanden vred på ham og sagde: »Havde du slået fem eller seks gange, ville du have slået Aram fuldstændigt. Nu skal du kun slå Aram tre gange.«

(2 Konge 13)

I det følgende gentages den oprindelige fortælling om Samuel der sendes af Herren til salve Saul til konge – og siden David. (Beretningen er i nogen grad i modstrid med det som tidligere er blevet sagt om Elias’ salvelse af kongerne men det er nok ikke pointen). Forskellen er imidlertid at Elisa spiller rollen som Gud. Elisa er på en måde identisk med Gud, han er en gud. Den profet som omtales er Elisas profet – ikke Herrens profet. Han er udsendt af Elisa:

v1  Profeten Elisa kaldte på en af profeterne og sagde til ham: »Bind kjortlen op om lænderne [Skynd dig], tag denne oliekrukke med dig og gå til Ramot i Gilead. v2  Når du kommer derhen, skal du opsøge Jehu. v3  Tag så oliekrukken, hæld olien ud over hans hoved, og sig: Jeg salver dig til konge over Israel.

(2 Kongebog 9)

Jehu – en hævnende engel

Gudsmanden kan forudsige fremtiden. Han kan se ud i fremtiden. Han er en seer. Han ser alt og er alle steder på én gang. Intet kan skjules for gudsmanden. Jehu er en hævnende engel. Jezabel er den tidligere konges (Akabs) dronning. Hun er ond. Hun dyrker Ba’al og alle de ækle møgguder. Hun har dræbt og slagtet alle Israels profeter – hen ved 1000 i alt. Kun Elias er tilbage af alle Israels troende profeter, og nu stræber hun kun efter at slå Elias ihjel. Hun er en heks, et uhyre, en troldkvinde. De 450 Ba’al profeter og de 400 Ashera profeter har deres faste plads ved hendes bord. Han er forbandet. Hun er kvinden når kvinden er værst. Kvinden er beskere end døden. Hun sminker sine øjne med salver fra de fjerne lande – men inden under er hendes legeme fuldt af råddenskab og død.

Jehus magtovertagelse (kup) er ifølge traditionen foregået i 841 f. Kr. Forud er gået - ifølge historieværket fra 400 tallet som blev skrevet af Jerusalems præster og lærde - mange år under Akab i Nordriget – præget af dyrkelsen af Ba’al og de kana’anæiske guder. Jehu er brutal i vore øjne – men oldtidens tanker og skemaer var anderledes. Jehu skildres som en Guds mand – i tidens sprog. Han er stor og mægtig. Sådan skildrede oldtiden en stor mand. Vi kender det meget tydeligt fra de syriske og babylonske tekster. En stor og mægtig mand er brutal. Man kan kun være nådig eller retfærdig hvis man er stor og mægtig. De svage kan ikke være gode eller retfærdige ifølge Det gamle Testamente. Det som Jehu gør er retfærdigt. Han viser - som det siges - en stor nidkærhed for Herren (2 Kongebog 10.16). Han er en frelsende samuraj:

v30  Så kom Jehu til Jizre'el. Da Jezabel hørte det, sminkede hun sine øjne og smykkede sit hoved, og så kiggede hun ud ad vinduet, v31  og da Jehu kom gennem porten, råbte hun: »Kommer du i fredelig hensigt, Zimri [Jehu], du, der har dræbt din herre [Akab]?« v32  Han så op mod vinduet og sagde: »Hvem er med mig, hvem?« Og da et par hoffolk kiggede ned til ham, v33  råbte han: »Smid hende ned!« Så smed de hende ned, og hendes blod sprøjtede på muren og på hestene, som trampede på hende. v34  Derpå gik han ind og spiste og drak. Så sagde han: »Tag jer af denne forbandede kvinde og begrav hende; hun var jo dog en kongedatter.«

v35  De gik ud for at begrave hende, men fandt kun hendes hjerneskal, fødder og hænder. v36  Da de kom tilbage og fortalte ham det, sagde han: »Det var det, Herren sagde ved sin tjener, tishbitten Elias: På Jizre'els jord skal hundene æde Jezabels krop. v37  Jezabels lig skal blive til gødning på marken på Jizre'els jord, så ingen kan sige: Dette er Jezabel! [Hun skal ikke have nogen grav]«

(2 Kongebog 9)

Jehus brutalitet er næsten uden grænser. Han finder Akabs – kongens – 70 drenge og sønner som er mindre årige for de flestes vedkommende og henretter dem:

v6  Så skrev han [Jehu] et nyt brev til dem [stormændene i byen Samaria]: »Hvis I er på min side og adlyder mig, så kom til mig i Jizre'el i morgen med hovederne af jeres herres [kongens] sønner.« Kongens sønner, halvfjerds i alt, var hos byens rige borgere, der opfostrede dem. v7  Da de fik brevet, tog de kongens sønner og halshuggede alle halvfjerds. De lagde hovederne i kurve og sendte dem til Jehu i Jizre'el. v8  Et sendebud kom og meddelte ham: »De har bragt hovederne af kongens sønner.« Han svarede: »Læg dem i to bunker i portåbningen til i morgen.«

(2 Kongebog 10)

Jehu lokker alle Ba’al dyrkerne ind i templet ved list, løgn og bedrag. Han er i kongebøgerne en frelsende engel – godt nok en dødens hævnende engel. Jehus adfærd er efter vore begreber ren kynisme. Alle hans modstandere og Ba’alspræsterne bliver slagtet ned som værgeløse dyr. Det er ekstra slemt fordi Jehu historisk set ikke var helt klar i sin holdning til den kana’anæiske religion. Jehu tog i virkeligheden ikke klart afstand fra Ba’alreligionen. Ba’al præsterne har nok troet på hvad han sagde!

Jehu er snedig og snu. Dette hører med til herskerens type. Han er snu og snedig og kløgtig lige som David og Samson – og lige som Jakob der svindler sig til faderens Isaks velsignelse. Det som Jakob gjorde var snedigt. Oldtiden tænker ikke som vi gør - den tænker efter et andet skema

v18  Derpå samlede Jehu alle indbyggerne og sagde til dem: »Akab [den gamle konge] dyrkede Ba'al lidt, [men] Jehu vil dyrke ham meget. v19  Kald derfor alle Ba'al-profeterne, alle, der dyrker ham, og alle hans præster sammen hos mig. Ingen må udeblive, for jeg vil holde en stor offerfest for Ba'al. Enhver, der udebliver, skal miste livet.« Det var en list fra Jehus side for at tilintetgøre alle Ba'al-dyrkere. v20  Og Jehu befalede: »Udråb en hellig festforsamling for Ba'al!« Det gjorde de, v21 og så sendte Jehu bud rundt i hele Israel, og alle Ba'al-dyrkerne kom; der var ikke én, der blev væk. De gik ind i Ba'als tempel, og det blev stuvende fuldt.

(2 Kongebog 10)

Herrens ånd kommer over mig

Jehu går amok lige som Samson går amok. Der sker en stor uret. Når gudsmanden bliver grebet af ånden er der intet som kan standse ham. Gudsmanden må hævne sig. Han slår sine fjender sønder og sammen. Det er det som Gud har udvalgt ham til. Derfor er han en frelser:

v19  Da greb Herrens ånd ham [Samson], og han gik ned til Ashkalon og slog tredive mænd ihjel. Han tog deres tøj og gav klæderne til dem, der havde løst gåden. I vrede gik han op til sin fars hus.

(Dommerbogen 14)

v7  Samson sagde til dem: »Når I bærer jer sådan ad, er der intet, der kan standse mig, før jeg har hævnet mig på jer.« v8 Så slog han dem fuldstændig sønder og sammen. Derefter gik han ned til klippekløften ved Etam, og dér blev han.

(Dommerbogen 15)

Elisa

Gudsmanden – Elisa – er en mægtig konge. Han sidder på toppen af bjerget, det højeste bjerg i verden. Han er omgivet af en mægtig hær – lige som Jahve er omgivet af talløse hærskarer. De som kan se, kan se den sande virkelighed - bag ved det overfladiske. Gudsmanden er verdens herre – han troner på bjerget. Gudsmanden sidder midt i verden – midt i universet. Rundt om gudsmanden er hele himlens hær. Han er uovervindelig. Han er urørlig og usårlig. Gudsmanden har besejret verden. Alle hans fjender ligger som en skammel for hans fødder så han kan træde på deres nakke. Gudsmanden er blevet verdens herre. Han har besejret og dræbt Livjatan. Elias er Israels heste og vogne. Det er ildheste og ildvogne som tager Elias op til himlen. Gud farer igennem universet på ildheste og ildvogne:

v17  Så bad Elisa: »Herre, åbn øjnene på ham [Elisas tjener], så han kan se!« Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.

(2 Kongebog 6)

Elias er den som genopretter og genfinder Israels sande tro og religion. Efter ham er den sande tro og den sande gud den, som Elias troede på – Elias’ Gud. - Vi tror på Elias’ gud – som man tidligere havde sagt: - Vi tror på Abrahams gud! Elias er den som genopretter Herrens alter som det siges. Gudsmanden er en genopretter eller en religionsstifter:

v30  Da sagde Elias til hele folket: »Kom hen til mig!« og hele folket kom hen til ham. Han gav sig til at genopbygge Herrens alter, der var blevet revet ned.

(1. Kongebog 18)

Gudsmanden er højere end israel, højere end Palæstina. Elias skal salve Jehu til Israels konge – men mest overraskende: Han skal salve Hazael til konge i Syrien (aramæerne). Aramæerne er helt uden for Jahves område kan vi sige. Jahve er israels konge og beskytter. Jahve beskytter Israel imod dets fjender. Aramæerne er Israels fjender men gudsmanden har ret over Syrien! Han er meget mere end en profet i Israel.

Gudsmanden er ikke blot en verbal profet eller en tale profet. Han er en konge – han er en dræber. Han er en kriger. Jael er en sand gudsmand – som Jahve dræber hun uhyret – ondskaben. Ondskaben får man ikke til at forsvinde med bløde ord. Det ved gudsmanden. Elisa sættes helt på linje med de to konger Jehu og Hazael! Elisa er en konge, en hersker. Gudsmanden er en rasende løve – som i Samson legenden. Han er som et vilddyr. Han er en tyr. Han er som en slange. Han er frygtindgydende. De ord som gudsmanden taler vækker en rædsel.

Elisa skal dræbe dem (de meget få) som har undsluppet Jehus sværd:

v15  Herren sagde til ham [Elias]: »Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen til Damaskus, og gå hen og salv Hazael til konge over Aram. v16 Jehu, Nimshis søn, skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn, fra Abel-Mehola, skal du salve til profet efter dig. v17  Den, der undslipper Hazaels sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus sværd, skal Elisa dræbe. v18  Jeg vil lade syv tusind blive tilbage i Israel, alle dem, der ikke har bøjet knæ for Ba'al, og hvis mund ikke har kysset ham.«

(1 Kongebog 19)

Elias er en slagter. Efter hans sejr på Karmels bjerg (hvor han overvinder alle de hedenske profeter). fører han alle profeterne – de 450 Ba’al profeter og de 400 Ashera profeter som har deres plads ved Jezabels bord – ned til bækken. Derefter bliver de alle dræbt. Elias slagter dem personligt med sit eget sværd - som det siges i Kongebøgerne! Elias er frygtindgydende i sin vælde! Elias er en tyr. Hans vrede er Herrens vrede. Skildringen af Elias er mytologisk. Elias kæmper imod mytologiske uhyrer som Rahab og Livjatan – det onde i verden.

Elias sidder som en guddom på toppen af bjerget. Han bliver opsøgt af kongens folk. Elias er vred på kongen og vil ikke tale med kongen. Han lader en stor ild falde ned fra himlen som brænder alle kongens folk til døde. Det er et stort tegn, et varsel. Det som Elias giver, er et orakelsvar til kongen. Elias beder ikke til Herren – han gør det selv. Elias er mægtig:

v9  Kongen sendte derpå en delingsfører af sted med hans halvtreds mand. Da han nåede op på toppen af det bjerg, hvor Elias sad, sagde han til ham: »Du gudsmand, kongen byder: Kom ned!« v10  Men Elias svarede delingsføreren: »Så sandt jeg er en gudsmand, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og din deling!« Så faldt en ild ned fra himlen og fortærede ham og hans deling.

(2 Kongebog 1)

Elisa er ikke en gudsmand fra fødslen – det fortælles i al fald ikke i Det gamle Testamente. Elisa kaldes og salves. Han adopteres. Han udrustes og han udstyres. – Du er min søn. Jeg har født dig i dag! Som det siges i Salmerne. Elisa bliver som en konge. Han indsættes i en ny status. Han bliver døbt og salvet til en ny identitet. Han bliver et nyt menneske. Han bliver ophøjet. Han bliver lig med Elias. Og dermed lig med Moses! Disciplen er lig med mesteren. Han aflægger det gamle menneske. Han vender ikke tilbage til sin far eller mor. Han følger Elias på stedet. Han bryder med fortiden og med denne verden – egoet.

I Det nye Testamente bliver denne historie brugt igen. Jesus er Elias og disciplene er Elisa. Den som følger Jesus bryder med verden. Han forlader verden. Lad de døde begrave deres døde. At gå op på bjerget er at forlade verden. Han bryder med sine forældre. Han får en ny identitet. Elisa lægger ikke sin hånd på ploven. Han slagter hele oksespandet og koger kødet over ilden fra oksernes åg. Man kan vanskeligt forestille sig et mere dramatisk billede! Men slagtningen er sikkert også ment som et offer til Herren. Elisa bliver genfødt. Han bliver født på ny som en ny og anderledes skabning. Han bliver genfødt af helligånden. Han får ånden fra Elias. Elisa er ikke længere et menneske. - Vi er ikke længere mennesker – som Paulus siger:

v19  Så drog Elias bort derfra og traf Elisa, Shafats søn, som gik og pløjede med tolv spand okser foran sig; selv gik Elisa ved det tolvte. Elias gik hen til ham og kastede sin kappe over ham. v20  Han forlod okserne, løb efter Elias og sagde: »Lad mig kysse min far og mor farvel, så kommer jeg og følger dig.« Elias svarede ham: »Vend tilbage, for hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!« v21  Da vendte Elisa sig om, tog oksespandet og slagtede dem; han kogte kødet over ilden fra oksernes åg. Det gav han til folkene, og de spiste. Selv stod han op og fulgte Elias og kom i hans tjeneste.

(1 Kongebog 19)

v57  Mens de var undervejs, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« v58  Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« v59  Og Jesus sagde til en anden: »Følg mig!« Men han svarede: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« v60  Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.« v61  Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« v62  Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«

(Lukas 9.57)

Elias arrangerer en styrkeprøve på bjerget mellem ham selv og alle Ba’al profeterne. Elias sejrer. Kun Elias kan få ilden til at antænde offerdyrene. Elias kan udvirke mirakler. Elias hævner sig. Det han vil er ikke blot at hævde Jahve troen. Han vil udrydde det onde. Han slagter alle Ba’al profeterne. Han er en hævnende engel lige som Jehu. Elias er brutal og uden nåde. Han slagter dem med sit sværd som om de var offerdyr:

v39  Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: »Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!« v40  Elias sagde til dem: »Grib Ba'al-profeterne! Ingen må undslippe!« Så greb de dem, og Elias førte dem ned til Kishonbækken og slagtede dem dér.

Elias kastes rundt fra sted til sted af Herrens ånd, som det siges. Snart er han et sted – og øjeblikket efter er han et helt andet sted. Pludselig bliver han af Herren kastet op på bjerget. Pludselig træder han frem for kongen. Når han forsvinder, er der ingen som kan finde ham. Han har overnaturlige evner. I Det nye Testamente fortælles det om Jesus at han pludselig forsvinder og viser sig. På søen viser Jesus sig brat og pludselig. Ingen ved hvor han kommer fra. Jesus og Elias træder ud og ind af rummet.

Elias er en kæmpe. Han har lige som Samson kæmpekræfter. Han kan løbe hurtigere end kongen kan køre. Han bevæger sig frit og usynligt gennem rummet:

v45  I mellemtiden var himlen blevet sort af skyer, og det blev et vældigt regnvejr. Akab steg til vogns og kørte til Jizre'el. v46  Men Herrens hånd greb Elias, så han bandt kjortlen op om lænderne og løb foran Akab lige til Jizre'el.

(1 Kongebog 18)

Ba’al profeterne taber men skildringen i 1 Kongebog giver os faktisk et rigtigt godt billede af hvordan gudstjenesten foregik i det gamle Israel – blot skal man tænke sig at præsterne ikke råber på Ba’al men på Jahve. Vi kender også denne gudstjeneste fra Salmernes Bog. Formålet er at få et orakelsvar fra Herren – et varsel eller et tegn. Fra Salmerne kender vi godt situationen: Gud giver ingen svar. Han er blevet stum. Han er gået sin vej. Han er fuldstændigt døv når vi råber på ham. Han er lige glad. Han er faldet i søvn.

Med et udtryk fra Salmerne kan vi sige at Ba’al profeterne går helt fortabt! De oplever netop den forladthed som vi kan læse om i Salmernes Bog – fx i Salme 22: - Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Hele deres møje og anstrengelse og gudstjeneste er helt spildt. Det som de oplever er jo ret beset forfærdeligt! Elias er hånlig over for dem: - Måske er jeres gud gået på toilettet? Måske sover han bare? Men vi kender hele dramaet fra Salmerne – og Ba’al profeternes situation er selvfølgelig forfærdelig og ulykkelig. Gud er død. Der er intet håb tilbage. Gud kan ikke længere beskytte os imod det onde. Alle mennesker er gået fortabt. Når vi lever os ind i profeternes situation og bruger Salmerne, kan vi se, hvor forfærdelig situationen er:

v25  Så sagde Elias til Ba'al-profeterne: »Vælg I først jeres tyr, og bring den som offer, for I er jo de mange, og påkald jeres guds navn; men I må ikke sætte ild til.« v26  De tog så den tyr, som han havde givet dem, ofrede den og påkaldte Ba'als navn [råbe på Herren] fra morgen til middag med ordene: »Ba'al, svar os!« [Giv os et tegn, et varsel]. Men der lød ingen stemme, intet svar, og de dansede haltende foran det alter, de havde bygget. v27  Ved middagstid gav Elias sig til at håne dem og sagde: »Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!« v28  De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød ned ad dem. v29  Over middag kom de i profetisk henrykkelse lige til aftenofferets tid, men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd.

(1 Kongebog 18)

Kampen foregår på toppen af bjerget. Elias står i centrum af kampen. Kampen er gudernes kamp. Guderne kæmper imod hinanden. Det som sker på jorden er kun et spejl af noget som sker i himlen – mellem guderne. Ba’al bliver besejret. Sejren er vundet. Jahve har taget magten. Han er blevet konge. Han er den største. Ingen er som han. Vi kender kampen på bjerget fra Salmernes Bog. Herren holder dom over alle guderne. De er uretfærdige. Herren sejrer. Herren sætter sig på sin trone. Midt i verden. På toppen af bjerget – gudernes bjerg. Det vi ser – bålet som pludseligt antændes ved et under – er et varsel, et tegn. Vi kan se Gud i de tegn som kan ses med øjet. Gud er inden i tegnet. Når vi råber på Herren, så giver han et tegn for han er rig på troskab.

Moses

Gudsmanden kan se Gud. han ser Gud ansigt til ansigt. Han taler med Gud. Gudsmanden er i himlen. Gud fortæller ham hvad han skal sige og gøre. Han spiser og drikker sammen med Gud i himlen. Han skal ikke frygte noget. Hans egentlige bolig er i himlen.

v9 Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, v10  og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv. v11  Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.

(2 Mos 24)

Gudsmanden er velsignet. Han har lykke og fremgang og held. Han vil få et langt liv og se sine sønners sønner vokse op og trives. Hans kvinder vil blive frugtbare og føde sønner. Hans fjender vil forsvinde. Herrens engel vil fjerne enhver sten på hans vej. Han er æret, respekteret og vellidt. Foran gudsmanden går Herrens engel. Gudsmanden er beskyttet. Han er usårlig. Han er en vinder.

v20 Se, jeg sender en engel foran dig.

Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. [Jeg]vil gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere. v23  Min engel skal gå foran dig og føre dig til amoritterne, hittitterne, perizzitterne, kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne; dem vil jeg udslette. v24  Du må ikke tilbede deres guder og dyrke dem, og du må ikke følge deres skikke; du skal rive dem ned og knuse deres stenstøtter.

v25  [Jeg]vil velsigne dit brød og dit vand. Jeg vil tage sygdom bort fra dig; v26  i dit land skal der ikke findes nogen kvinde, der aborterer eller er ufrugtbar. Jeg giver dig det fulde mål af leveår.

(2 Mos 23)

Gudsmanden er også den engel som går foran. Gudsmanden er Herrens engel. Han bevarer os på vejen og fører os frem til målet. Han giver os hele herligheden tilbage – alt hvad vi har mistet. Gudsmanden er sendt af Gud. Han er vores frelser. Gudsmanden er en stor magiker. Han udfører mirakler og undere. Når gudsmanden gør noget, står Herren altid foran. Når gudsmanden kaster sin stav på jorden, bliver den til en slange. Moses kan sende sygdom ud over mennesker og helbrede sygdom. Moses kan forvandle vand fra Nilen til blod. Når han slår på vandet kan de gå tørskoet over – lige som Elisa og Elias. Gudsmanden kan få kilder til at springe ud af klippen midt ude i ødemarken. Han kan forvandle giftige planter til sund føde (Elisa):

v5  Da sagde Herren til Moses: »Tag nogle af Israels ældste med dig og gå frem foran folket! Tag den stav, du slog på Nilen med, i din hånd og gå! v6  Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke.«

(2 Mos 17)

Det som sker, er gudernes kamp. Det som sker i verden er et spejl af det som sker i himlen. Den stav som Moses bærer, er ikke hans egen stav – den er Guds stav. Gudsmanden bærer Herrens stav – Israels konge fører Herrens scepter (Salme 2):

v20  Så tog Moses sin kone og sine sønner, satte dem op på sit æsel og begav sig på vej tilbage til Egypten. Moses havde Guds stav i hånden.

(2 Mos 4)

v8  Herren sagde til Moses og Aron: v9  »Når Farao siger til jer, at I skal gøre et under, skal du sige til Aron: Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange.« v10  Så gik Moses og Aron til Farao; Aron kastede sin stav foran Farao og hans hoffolk, og den blev til en slange.

v11  Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster; v12  de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger.

Men Arons stav slugte deres stave.

(2 Mos 7)

Dommerne

Dommerbogen i Det gamle Testamente skildrer folkets urtid – tiden lige efter indvandringen. Bogen er dog i sin nuværende skikkelse et sent produkt. Den er redigeret ca 500 f. Kr eller senere. Den giver et billede af at de tolv stammer nærmest bliver integreret i den kana’anæiske kultur:

v6  De giftede sig med de andres døtre, og deres egne døtre gav de til de andres sønner, og de dyrkede deres guder.

(Dommerbogen 3)

Dommerbogen indeholder også en omvendt karakteristik af de hærgende ørkenstammer. Oprindeligt var de tolv stammer vel selv hærgende ørkenstammer – beduiner – men nu skildres fænomenet set fra den anden side. Vi kan forestille os at kana’anæerne har oplevet ørkenstammerne – Israels stammer - på denne måde. De fastboende må flygte fra beduinerne der plyndrer alt. Israels vilde stammer er nu pludselig blevet fastboende og må forsvare sig:

v1  Herren gav dem i midjanitternes [ørkenstammernes] hånd, og i syv år v2  havde midjanitterne magten over Israel. Af frygt for dem indrettede israelitterne tilflugtssteder i bjergene, huler og klippeborge. v3  Hver gang israelitterne havde sået, kom midjanitterne og amalekitterne og Østens folk og gik til angreb på dem. v4  De slog lejr på deres jord og ødelagde landets afgrøde. De lod intet være tilbage at leve af i Israel, heller ikke får, okser eller æsler. v5  For de kom med deres hjorde og deres telte, så talrige som græshopper; hverken de eller deres kameler kunne tælles. De trængte ind i landet og hærgede det. v6  Israel blev helt forarmet på grund af midjanitterne, og de råbte til Herren.

(Dommerbogen 6)

v9  Israelitterne råbte til Herren, og han lod en befrier [frelser] fremstå blandt dem, og han frelste dem; det var Otniel. v10  Herrens ånd kom over ham, og han blev dommer i Israel. Han drog i krig, og Herren gav aramæerkongen i hans hånd. v11  Derefter havde landet ro i fyrre år.

Den første dommer – Otniel – er en sand gudsmand.

(Dommerbogen 3)

Debora og Jael – to kvinder

Hver gang folket er i trængsel sender Herren en frelser – de såkaldte dommere. En af de store dommere er kvinden Debora og sammen med en anden kvinde Jael er hun et stort symbol på israels store helte i sagntiden. Debora og Jael er sande Guds mænd. De er meget stærke kvinde symboler.

Israels stammer kommer i krig med de kana’anæiske konger. De bliver besejret men deres anfører Sisera flygter bort fra krigen. Jael bruger løgn og list og hun bryder gæstfriheden – men hun er en helt:

v17  I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. v18  Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: »Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange!«

Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. v19  Han sagde til hende: »Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig.« Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. v20  Han sagde til hende: »Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej.«

v21  Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt som han var. Sådan døde han. v22  I det samme kom Barak [Israels anfører], som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: »Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger.«

Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen.

(Dommerbogen 4)

I Deboras lovsang eller sejrssang i Dommerbogen lovprises Jaels heltedåd til skyerne. Deboras sejrssang skildrer Israel i dens sagntid – som det vi kender fra Saxo i Danmarks historie. Deboras sang menes at være det ældste stykke i Det gamle Testamente – det er måske forfattet ca 1100 f. Kr. Billedet til sidst af Siseras mor er blevet vidt berømt som et stykke poesi. Hun ved ikke at hendes søn er blevet dræbt:

v2  Israels høvdinge gjorde sig klar til kamp,
folket mødte villigt frem,
      pris Herren!

v19  Kongerne kom, de kæmpede;
      da kæmpede Kana'ans konger
      i Ta'anak, ved Megiddos vandløb,
      men de tog ikke sølv som bytte [de led nederlag].
v20  Fra himlen kæmpede stjernerne [guderne],
      fra deres baner kæmpede de mod Sisera.

v24 Velsignet blandt kvinder være Jael,
      kenitten Hebers hustru,
      velsignet blandt kvinder i telte.
v25  Han bad om vand,
      hun gav ham mælk,
      hun bragte tykmælk
      i en kostbar skål.
v26  Hun rakte hånden ud efter en teltpløk
      og greb en hammer med højre hånd.
      Hun hamrede pløkken i Sisera,
      kløvede hans hoved,
      knuste og gennemborede hans tinding.
v27  Han segnede for hendes fødder,
      faldt og blev liggende;
      for hendes fødder segnede han og faldt.
      Der, hvor han segnede,
      lå han, stendød!

v28 Siseras mor kigger ud ad vinduet,
      hun råber gennem vinduesgitteret:
      »Hvorfor kommer hans vogn dog ikke?
      Hvor er larmen fra hans stridsvogne?«
v29  Den klogeste af hendes damer svarer hende,
      og hun bifalder hendes svar:
v30  »De har nok taget bytte og deler det,
      en pige eller to til hver,
      bytte af farvet klæde til Sisera,
      bytte af farvet klæde,
      et broget klæde eller to
      om halsen på ham, der tog bytte.«

v31  Sådan går alle dine fjender til grunde, Herre.
      De, der elsker ham [Herren], bliver, som når solen står op i sin vælde.

(Dommerbogen 5)

Gideon

En anden dommer Gideon er også en stor gudsmand. Han bliver udvalgt til at frelse Israels stammer fra midjanitterne [ørkenstammerne]. Gideon bliver besat af Guds ånd. Krigen er hellig. Gideon er en hellig mand på trods af al brutaliteten:

v11  Herrens engel kom og satte sig under egen i Ofra, som tilhørte Joash. Hans søn Gideon var ved at tærske hvede i vinpersen. v12  Herrens engel sagde til ham: »Herren er med dig, tapre kriger!«

v14  Så vendte Herren sig til Gideon og sagde: »Drag af sted i al din styrke, så skal du frelse Israel fra midjanitterne. Det er mig, der sender dig.«

v16  Men Herren sagde til ham: »Jeg vil være med dig! Du skal slå midjanitterne alle som én.« v17  Gideon sagde: »Så giv mig et tegn på, at det er dig, der taler til mig. v18 Gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage med en gave til dig [et offer] og stiller den foran dig.« Han [Gud] svarede: »Jeg bliver her, til du kommer tilbage.«

(Dommerbogen 6)

v18  Derpå sagde han [Gideon] til Zeba og Salmunna [krigsfanger]: »Hvordan så de mænd ud, I dræbte ved Tabor?« De svarede: »De lignede dig. De så begge ud som kongesønner.« v19  Han sagde: »Det var mine brødre, sønner af min mor.« v20  Så sagde han til sin førstefødte søn Jeter: »Kom herhen og dræb dem!« Men Jeter trak ikke sit sværd; han turde ikke, han var jo kun en dreng. v21  Da sagde Zeba og Salmunna: »Kom selv hen og hug os ned! Mands værd, mands styrke!« Så gik Gideon hen og dræbte Zeba og Salmunna og tog de månesegl, deres kameler havde om halsen.

v22  Israelitterne sagde til Gideon: »Du skal herske over os, både du og din søn og din sønnesøn, for du har frelst os fra midjanitterne.«

(Dommerbogen 8)

Gideon er Guds redskab. Han spreder er en rædsel over alt hvor han kommer frem. I krigen dør i alt 120.000 mænd - ifølge Dommerbogen! Gideon har Guds ånd. Han er en helt. Gideon inkarnerer Gud. Gud er inden i Gideon. Gideon er en legemliggørelse af Guds overvældende og knusende kraft:

v33  Alle midjanitterne og amalekitterne og Østens folk samledes og gik over Jordan; og de slog lejr på Jizre'elsletten. v34  Da iklædte Herrens ånd sig Gideon; han stødte i hornet, og abiezritterne sluttede op bag ham.

(Dommerbogen 6)

Kvinden

v1  Kong David var gammel, højt oppe i årene, og selv om man dækkede ham til med tæpper, kunne han ikke få varmen.

v2  Hans tjenere sagde da til ham: »Man burde finde en ung pige, en jomfru, til dig, herre konge, der kan være til tjeneste for dig og pleje dig, konge. Når hun ligger i din favn, herre konge, får du varmen.« v3  De ledte efter en smuk ung pige i hele Israel, og de fandt Abishag fra Shunem; hende bragte de til kongen. v4  Pigen var meget smuk. Hun passede og plejede ham.

(1 konge 1)

David er en stor gudsmand. Trods alle hans små fejl. Store mænd begår fejl – det kan ikke undgås. En række af gudsmænd har en stærk og sund, stor, ægte og livsfremmende kærlighed til kvinder. Det gælder David som et godt eksempel. David havde mange hustruer, og han fattede en stor og ægte kærlighed til Batseba. Desværre var Batseba gift i forvejen – oven i købet med et medlem af Jerusalems deciderede overklasse. David kritiseres ikke af moralske grunde, men af politiske grunde.

Samson er glad for kvinder. Hans store kærlighed bringer ham i ulykke. Dalila viser sig at være en Judas. Hver gang Samson involverer sig med kvinder – og det gør han hele tiden – går det galt. Kvinden er beskere end døden men samtidigt er hun sødere end honing og stærkere end en love!

Salomo elskede alle de fremmede prinsesser fra de fremmede lande. Den vise Salomo havde 700 hustruer og mere end 300 medhustruer. Til sidst bragte de ham til fald – da han blev ældre og svagere. Mands sværd er mands styrke! De var alle kommet fra de fremmede lande, og hjemmefra var de vant til at dyrke de fremmede guder - som Ba’al og Astarte og Ashera. De fik lokket den vise kong Salomo til at indføre denne fremmede kult også i Israel. Salomo blev lokket til at gøre noget som han egentligt og inderligt var imod. Kun hans store kærlighed til disse fremmede og smukke kvinder bragte ham på vildspor! Salomo havde et godt hjerte på bunden. På den måde endte han med at gore det, som er ondt i Herrens øjne.

Akab – kongen I Nordriget som vel er død ca 851 f. Kr. – er den mest ugudelige konge som Kongebøgerne kender. Akab ligger hele tiden i strid med gudsmanden Elias. Men al kongens ugudelighed, forfald og fordærvelse skyldes hans hustru Jezabel:

v25 Aldrig har der været nogen, der som Akab solgte sig til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne [tilbede Ba’al og de kana’anæiske frugtbarhedsguder]; det var hans hustru Jezabel, der forførte ham til det. v26  Og helt afskyeligt var det, at han fulgte møgguderne, ganske som de amoritter havde gjort, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.

(1. Kongebog 21)

Gudsmanden er Nazir. Han er ren og hellig.

Guds manden er en naziræer. Ikke alle gudsmænd er naziræere, men det at være en naziræer er aligevel noget typisk for gudsmanden som en type. Vi kan nemlig se at gudsmanden ikke bare er nogle konkrete personer – han er en type. Begrebet naziræer – det hebraiske ord Nazir er defineret i selve Moseloven – i 4. Mosebog kapitel 6.

I Det nye Testamente er Johannes Døberen en naziræer. Det er helt klart meningen, at vi skal se og opfatte Johannes som en naziræer – altså som en skikkelse der løfter arven fra det gamle Israel. Elias og Samuel er naziræere I Det gamle Testamente. Lige som Elisa. Lige som Samson for den sags skyld. De er de helt store gudsmænd – urtidens helte. De lever på en ren og hellig måde, de klipper ikke deres hår, de lever af de vilde biers honning og de går med et læderbælte om lænden! De drikker af bækken og lever af den føde som ravnene bringer dem morgen og aften!

Elias – som vi kender fra Kongebøgerne i Det gamle Testamente - var allerede på Jesu tid en mytisk skikkelse. Vi skal tænke på at figuren Elias er næsten 1000 år gammel, da Jesus bliver født! Jesu tid har det med Elias som vi i Danmark har det med Gorm den gamle, kong Frode eller Tor og Odin. Elias tilhører urtiden – en mytisk urtid – da alting var anderledes – da forholdene på jorden og menneskene var anderledes. Vi synes måske ikke at der er så stor tidsmæssig afstand mellem Jesus og Elias – men den daværende jødedom har opfattet det helt anderledes. Elias er troens fader – den rette tro er den tro og gud, som Elias troede på. Det har været den almindelige opfattelse. Derfor spiller Elias også en enorm rolle i Det nye Testamente. Han er meget vigtigere end Moses. Det var netop Elias som fandt tilbage til den eneste sande Gud – Jahve – dengang da den religiøse forvirring var total i Israel - og hvor ingen vidste hvem Herren var!

Gudsmanden siger sandheden uanset hvad det koster. Johannes Døberen siger sandheden – og bliver halshugget af Herodes. Jesus bliver korsfæstet. Peter og Paulus bliver martyrer. Stefanus bliver stenet. Samson lider døden i templet. Mika og Elias og Elisa lever med mordtrusler hele deres liv. Nordrigets konger ønsker kun at gøre een ting med gudsmanden – at slå ham ihjel. - Han profeterer mig aldrig noget godt! Som kong Akab siger I Kongebøgerne. Slå ham ihjel! Kampen mellem gudsmanden og verden er på en måde gudernes kamp. Verden rådspørger kun de profeter, som profeterer noget godt for den onde verden – kun dem som støtter kongen. Egoet vil ikke høre sandheden.

I Det nye Testamente blev Johannes Døberen identificeret med Elias. I al falde nogle kredse I jødedommen har troet at Døberen var Elias som var vendt tilbage! På den måde bliver Døberen løftet op til det overjordiske. Johannes Døberen bliver en mega stjerne – som Jesus næsten ikke kan konkurrere med. Det billede ser vi også mange steder I det nye Testamente. Døberen er ren og hellig. Han er det udvalgte redskab – Guds mand og Herrens tjener. Han er den som skal bane Herrens vej! Elias var næsten blevet guddommeliggjort i Kongebøgerne og det smitter af på opfattelsen af Johannes. Døberen er den perfekte gudsmand. Vi ved ikke hvor han kommer fra. Han er ikke som os – han er ikke som andre mennesker. Han kæmper Guds kamp. Herrens ånd er kommet over ham. Han kæmper imod den onde verden og alle de ækle møgguder – den lede skøge – Herodes – Jezabel!

Johannes Døberen er ren og hellig. Han er en gudsmand – han er Guds mand. Han er en engel – Herrens engel. Han kommer fra Gud. Det nye Testamente indeholder mange diskussioner der skal understrege forskellen mellem Jesus og Johannes. – Hvorfor faster du ikke - som Døberen? Som de spørger. Om Jesus siges at han er en frådser og en vindranker – altså det modsatte af at være naziræer. Teksten i Det nye Testamente prøver at vise at Jesus og Johannes er ret forskellige. Det er ikke mærkeligt. Formålet med Det nye Testamente er at vise at Jesus er Messias – den frelser som vi har ventet på. Det er altså vigtigt at vise at Johannes Døberen er ikke den frelser vi har ventet på! Derfor gores der meget ud af forskellene. Vi ved også at de to personer blev sammenblandet I datiden og at Johannes fik en enorm anseelse I hele det første århundrede e. Kr.! Vi kender det fra Paulus’ breve: De nye kristne tror at Johannes er hovedpersonen - og ikke Jesus! Historisk må vi forestille os at Johannes åndeligt var en mega stjerne og den som alle talte om. Jesus blev opfattet som en af dem der fulgte Johannes. Jesus blev jo døbt af Johannes. Jesus overtog disciple fra Johannes. Samtiden har set Jesus og Johannes som eet. De var sådan som gudsmændene og naziræerne var I Det gamle Testamente. De var hellige mænd.

Rent historisk har Jesus og Johannes begge været store gudsmænd – rene og hellige og indviet til Gud. Begge tilhører de Gud. Deres undfangelse er underfuld – Hvor kommer de fra? I den forstand er Jesus selvfølgelig også naziræer. Det at være naziræer var mange ting – det kan vi også se af Moseloven. Jesus er også naziræer. Han lever adskilt og udskilt. Han er ikke som andre mennesker. Han lever asketisk. Jesus har ingen ejendom, ingen får og kameler, ingen afgrøder, ingen kvinder, ingen trælle. Jesus får ikke sine sønners sønner at se – med et udtryk fra Det gamle Testamente.

Vi kan blot sammenligne Job og Jesus – så kan vi se alle forskellene! Job er driftig, succesrig, jordisk, udadvendt, magtfuld, velsignet, rig, heldig og lykkelig. Job lever det jordiske, gode og glade liv i Herrens ånd! Jesus lever – helt anderledes – I al fald I følge Det nye Testamente! - som en naziræer – eller for den sags skyld som en indisk hellig mand. Det er grundlæggende det samme begreb. Jesus har ikke engang sin egen bolig – helt som Johannes Døberen. Lighederne mellem Jesus og Johannes er meget store, når vi ser på de ydre ting. Lighederne I deres forkyndelse har også været meget store. Men evangeliet har sikkert ikke været det samme. På det område har Det nye Testamente sikkert ret. Johannes var en gammel domsprofet – som Israels store domsprofeter I fortiden. Jesu budskab var et andet.

Paulus er en naziræer. Vi kan se at Paulus i al fald een gang aflægger løftet om at leve som naziræer. Efter Moseloven kunne man aflægge løftet for en kortere eller længere tid. At leve som naziræer er en slags ofring – en selvofring til Herren. Naziræeren – gudsmanden – er hellig fordi han har ofret sig selv, sit legeme til Gud. Han opofrer sig. Han siger nej til verdens goder – som er urene – som fx vinen. Samuels mor giver den nyfødte Samuel til templet – hun ofrer ham til templet, til Herren – eller til præsten Eli. Måske har Paulus ofte aflagt naziræerløftet. Paulus siger at de kristne skal holde sig væk fra vin og kød – det er en livsstil man har når man er naziræer. Paulus er omvandrende, nøjsom – hellig og ren. Paulus ligner Elias. Paulus har ikke omgang med kvinder. På Jesu tid har naziræeren også været en mand som ikke har omgang med kvinder – lever i cølibat. De mennesker som adskiller sig fra det seksuelle lever mere rent og de kan vie sig til Gud (give sig selv til Gud) – alle deres tanker drejer sig om Gud – og ikke om at behage deres mand! Det er den livsstil Paulus anbefaler. At være naziræer er at skille sig ud. Det hellige er netop det som er skilt ud – adskilt – uden for verden. Vi lever ikke længere i verden som Paulus siger! Vi er ikke længere mennesker! Paulus er en gudsmand og – grundlæggende – en naziræer. Han lever afholdende – som en asket eller som en munk. Den livsglæde og jordiskhed vi finder I Det gamle Testamente – findes ikke længere hos Paulus. (Desværre!). Den er en del af det gamle Israels kultur – glæden ved maden, kroppen, solen og naturen – som efterhånden gik tabt. I det første århundrede e. Kr. er Israel blevet et helt andet Israel!

Gudsmanden fortæller sandheden - sort på hvidt.

v20  Akab sendte bud rundt til alle israelitterne, og han kaldte profeterne sammen på Karmels bjerg.

v21  Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: »Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!«

[At halte betegner den kultiske, religiøse dans og tilbedelse af en gud].

Men folket svarede ham ikke et ord.

(1. Kongebog 18)

Gudsmanden fortæller sandheden til verden – ligeud og sort på hvidt. Kun gudsmanden fortæller sandheden – uanset hvilke konsekvenser det har for ham selv. Ligegyldigt hvilke konsekvenser det får for ham selv – er det alligevel uden betydning. Gudsmanden er sendt til verden for at udføre en mission. Vi ved ikke hvad han hedder og vi ved ikke hvor han kommer fra, som det siges I Dommerbogens skildring af Samson. Det gælder de mennesker som vi møder i livet og som direkte eller indirekte bliver vores frelse – Vi ved ikke hvad de hedder, hvem de er eller hvor de kommer fra. De kommer måske fra Gud. Hun kommer nok fra Gud – de kommer på en underfuld måde.

I Kongebøgerne bliver profeten Mika stillet op mod alle profeterne. Kongen ønsker at gå i krig mod aramæerne – at angribe byen Ramot som aramæerne har erobret. Han rådspørger Herren. Alle hans 400 profeter giver det samme orakelsvar: - Gå imod Ramot! Du vil vinde sejr! Herren har givet Ramot I din hånd!

Mika er en profet og han rådspørges også – til sidst. Mika er ikke en af profeterne men han er Herrens profet. Mika afgiver dette orakel til Akab, kongen:

v17  Da sagde Mika: »Jeg så hele Israel spredt på bjergene, som får uden hyrde, og Herren sagde: De har ingen herre [Kongen er død], lad dem alle vende hjem i fred!«

(1 Kongebog 22)

Mika profeterer og forudsiger Akabs død. Mika bliver – så at sige af gode grunde – voldsomt kritiseret af en af profeterne, den store profet Sidkija som ifølge Kongebogen siger til Mika:

v24  Men nu trådte Sidkija frem, slog Mika på kinden og sagde: »Skulle Herrens ånd have forladt mig for at tale gennem dig?«

v25  Mika svarede: »Det skal du få at se, den dag du går ind i det inderste rum for at skjule dig!« v26  Men Israels konge sagde: - Grib Mika og bring ham til byens kommandant.

(1 Kongebog 22)

Det virker fuldstændigt urimeligt at Herrens ånd kun skulle tale gennem Mikas ånd! Det er helt urimeligt at Sidkijas ånd og alle de andre profeters ånd bliver nedrakket som en løgneånd! Det Mika siger er urimeligt og nedværdigende. Mika har ingen som helst respekt. Mika er grotesk eensidig – han må være besat af en ond ånd. Mika er en utroværdig fantast som alle fornuftige mennesker må tage afstand fra. Det som Sidkija står for i Kongebogen er jo også det som vi i dag ville sige og mene! Det er en grov ting at Sidkija slår ham i ansigtet – men sandheden er at Mikas påstand er helt urimelig. - Vi er mange ærlige profeter, og vi prøver alle at formidle Herrens ånd - som vi hver især kan! Det er det som Sidkija mener.

Mika har den samme ensidighed som alle de andre gudsmænd. De ved at det kun er dem som fortæller sandheden. De ved at de har Guds ånd. På den måde er de alle besat. Johannes Døberen er ligesom besat og bliver halshugget. Jesus er måske besat – det mener farisæerne i al fald - og bliver korsfæstet. Paulus bliver martyr. Alle gudsmændene ved at de taler sandheden, og at der kun er én sandhed. Der findes ikke flere sandheder. Det er umuligt. En liden surdej syrer hele dejen. Enten hersker mørket eller også er det lyst. Hvis Akab rådspørger Herren om han skal gå i krig er der kun én sandhed – nemlig præcist det som kommer til at ske. Sandheden er det som sker – virkeligheden. Sandheden er ikke kongens forfængelige drømme om magt og ære!

Beviset ligger i det, som alle kan se, som Mika siger i Kongebogen. Gudsmanden siger sandheden – fordi det som han siger går i opfyldelse. Hvis det ikke går i opfyldelse, er han ikke nogen gudsmand – så er han en løgner som Mika siger. Det som alle kan se med øjnene - er vidnesbyrdet – tegnet – beviset. Akab kommer til at dø under angrebet på Ramot. Det som Mika siger er derfor Herrens ord.

v28  Da sagde Mika: »Hvis du [kongen] virkelig vender uskadt tilbage, er det ikke Herren, der har talt ved mig.«

(1 Kongebog 22)

Akab kommer til at dø i krigen – tilsyneladende ved et helt usandsynligt tilfælde – men ifølge Kongebogen er kongens død ikke noget tilfælde. Der sker ikke noget som er tilfældigt. Kongens død beviser at Mika er en sand gudsmand:

v34  Men en mand skød sin bue af på lykke og fromme og ramte Israels konge [Akab] mellem pladerne og brynjen. Kongen sagde da til sin vognstyrer: »Vend om og bring mig ud af slagrækken, for jeg er såret!« v35  Selv om kampen blev voldsommere og voldsommere den dag, holdt kongen sig oprejst på sin vogn over for aramæerne. Men om aftenen døde han, og blodet fra såret flød ned i vognen. v36  Ved solnedgang lød råbet gennem lejren: »Hver mand til sin by! Hver mand til sit land!« v37  Kongen døde og blev bragt til Samaria.

(1 Kongebog 22)

Sandheden er det som vi tydeligt kan se er sandt. Sandheden er det som holder i praksis. Sandheden er det som overlever. Sandheden er det virkelige liv. Mika kan for så vidt ikke være sikker på at han – alene – har Herrens ånd. Sandheden er det som viser sig at være sandheden. Men også det som vi kan se som evident, indlysende, åbenbart. Hvis vi lukker øjnene og benægter virkeligheden, kan vi ikke se sandheden. Så kan vi slet ikke finde sandheden. Det er derfor at Elias beder Gud om at han vil åbne den unge mands øjne – så han kan se hvor mange ildheste og ildvogne der findes rundt om bjerget! Hvis vi lukker øjnene, kan vi ikke se noget som helst. Så er vi helt fortabt. Det er det, som Jesus hele tiden taler om: - De blinde kan ikke se noget!

På bjerget prøver alle Ba’al profeterne at nedkalde en hellig ild fra himlen der skal antænde deres offer. De råber og skriger og snitter sig på kroppen med knive og dolke for at få en ild til at falde ned. De må ikke selv antænde offerbålet. Det er deres gud som skal antænde offerbålet. Men der sker ingenting. Der kommer ingenting. Alle er de kun løgneånder – kun Elias kan kalde ilden og flammen - lyset - ned fra himlen og antænde bålet. Det som sker rent faktisk, beviser hvem der har ret.

Elias sidder på toppen af bjerget og der kommer en hel hær op til ham sammen med deres anfører. De kræver at Elias kommer ned fra bjerget. De kræver at han skal møde op hos kongen. Elias nedkalder en hellig ild fra himlen, en omfattende sol og ildebrand, og hele hæren og deres anfører brænder op i flammerne. Elias beviser at han har ret - at det som han siger er sandheden. Ingen kan være i tvivl bagefter. Da en anden hær senere kommer op til ham, så ved anføreren godt, at Elias taler sandheden – at han er en sand gudsmand. Det er soleklart for alle. Ingen er i tvivl om hvad der er sandheden. Sandheden er ikke flertydig eller mange ting. Sandheden er kun én ting. Ingen kan med nogen ret være i tvivl. Der er kun én sandhed. Gudsmanden er den mand som fortæller sandheden. – Jeg er sandheden, vejen og livet!

Elias opvækker en dreng fra de døde. Hans mor havde opgivet alt håb. Elias viser at han taler sandheden. Han viser at han er sandheden. Sandheden beviser sig selv. Sandheden kræver ikke yderligere beviser. Bagefter er der ingen som er i tvivl. – Din søn lever! Alle kan se det:

v23  Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: »Se her, din søn lever!«

v24  Og kvinden sagde til Elias: »Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund.«

(1 Kongebog 17)

Elias arrangerer ifølge Kongebøgerne en konkurrence på Karmels bjerg for at få bevist hvem der egentlig er den sande gud. Gud er den som beviser sig som gud. Sandheden er det som er selvindlysende for alle. Også uanset hvad de tror på. At råbe på Herren kender vi fra Salmernes Bog. Det består især af at råbe: - Jahve! Jahve! Jahve! De 400 Ba’al profeter skal så råbe på deres guds navn. Vi ved i øvrigt at den kana’anæiske og israelitiske gudstjeneste foregik på samme måde – efter det samme skema. Elias – gudsmanden – står helt alene imod 400 profeter – sandheden afhænger ikke af flertallets anskuelse, som Kierkegaard ville have sagt:

v23  Lad os nu få to tyre. Så kan de [Ba’als 400 profeter] vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til.

v24  I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.« Og hele folket gav deres bifald til kende.

(1. Kongebog 18)

Gudsmanden er en ånd.

I Kongebøgerne fortælles om hvordan Nordriget er i krig med Syrien – aramæerne. Det var Aram – som det kaldes – der til sidst tilintetgjorde Nordriget Israel I 722 f. Kr. Aramæerne er arvefjenden. I 1 Kongebog kapitel 22 fortælles det, at kongen i Nordriget Akab udspørger Herren: - Skal vi angribe aramæerne ved Ramot?

At udspørge Herren kender vi fra Salmernes Bog. Det betyder at opsøge templet I Jerusalem og afvente et tegn, et varsel eller et orakelsvar fra Herren.

Akab gør det at han udspørger profeterne. Hver især afgiver de så orakelsvaret. De svarer alle sammen det samme:

v6  Så samlede Israels konge profeterne, henved fire hundrede mand, og spurgte dem: »Skal jeg gå i krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?« De svarede: »Gå imod den! Herren vil give den i kongens hånd.«

(1 Kongebog 22)

Vi ved også fra templet i Jerusalem at det spørgsmål man stillede til guden ofte var et ja eller nej spørgsmål. Guden skal blot tilkendegive en af to muligheder. Vi ved også at man i templet har anvendt lodkastning: Herren viser sit svar igennem lodkastningen – loddernes stilling er et tegn, et varsel eller et orakelsvar!

Den religiøse situation er historisk set meget forvirret i Nordriget. For eksempel er det uklart hvilke profeter som kong Akab egentlig udspørger! Hvis vi læser sammenhængen vrimler det med Ba’al profeter i en syndig blanding med profeter for Jahve og andre guder. I Kongebøgerne fortælles det også at Jezabel – kongens hustru – har dræbt alle Jahves profeter. Hvilke profeter er det egentlig som Akab udspørger?

Historisk set kan vi sige at den rene tro – som den opfattes i Kongebøgerne – eller den rette Jahve tro opstår under kong Akab i Nordriget. Elias fremstilles som en slags religionsstifter. Elias er den skikkelse som definerer den rette tro. Alle taler om Herren – fordi ordet Herren blev brugt om helt forskellige guder! Ordet Ba’al betyder simpelt hen Herren! Først med Elias får troen et holdepunkt. Den rette tro er den religion og tro som Elias havde! Sådan bliver det defineret i Kongebøgerne. På den måde får Elias en meget ophøjet status. Kongebøgerne repræsenterer de herskende kredse af præster og lærde i Jerusalem ca 500 f. Kr. Kongebøgerne er selvfølgelig farvet af deres holdninger.

Det er også vigtigt at forstå at Det gamle Testamente og Kongebøgerne i høj grad stammer fra Sydriget - fra Jerusalem – langt nede sydpå - så at sige. Nordriget var en meget stor del af det gamle Israel – indtil 722 f. Kr. – og også efter dette årstal. Det er ikke tilfældigt at Nordriget fik navnet Israel og Sydriget blev kaldt Juda! Men den herskende tendens i hele Det gamle Testamente ignorerer Nordriget og afviser Nordrigets kultur og religion. Nordriget bliver rakket ned og hængt ud! Historisk set er det nok ikke rimeligt, men Det gamle Testamente repræsenterer sejrherrernes tanker – de herskende tanker!

Ifølge Kongebøgerne er de nævnte 400 profeter ikke sande profeter – de smigrer bare kongen. Men der findes een sand profet for Herren – Mika. Mika sættes i dette kapitel i forbindelse med Elias og Elisa. I fællesskab definerer de den sande tro. Kongen kender godt Mika men han hader Mika – for Mika giver ham ikke gode orakel svar!

Kongen rådspørger alligevel Mika ifølge Kongebøgerne og der sker følgende:

Kongen sagde til ham: »Mika, skal vi gå i krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?«

Han svarede: »Gå imod den, og du får lykken med dig! Herren vil give byen i kongens hånd.« v16  Men kongen sagde til ham: »Hvor mange gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end sandheden i Herrens navn?«

v17  Da sagde Mika: »Jeg så hele Israel spredt på bjergene, som får uden hyrde [konge], og Herren sagde: De har ingen herre [Kongen er død], lad dem alle vende hjem i fred!«

(1 Kongebog 22)

Mika afgiver orakelsvaret. Det er i Kongebøgerne profeten selv som giver orakel svaret – ikke Jahve! Mika har hørt svaret af Jahve – men i Kongebøgerne løftes profeten – gudsmanden – højt op til mere end en profet. Det er på en måde Mika der på egen hånd afgiver oraklet. Mika bliver noget overmenneskeligt. Derfor er kongen også rasende på Mika.

I fortsættelsen fortæller Mika om en vision. Han har set Herren på toppen af bjerget omgivet af alle sine hærstyrker – altså af alle guderne. Disse visioner findes mange steder i Det gamle Testamente – også fx i Salmerne. Jahve eller Herren er en verdenshersker eller en storkonge. Han har utallige konger og krigere under sig. Han har ildheste og ildvogne.

Mika fortæller at Herren ønsker at ramme, dræbe og straffe Akab – men det kan ikke gøre uden videre. Herren er nødt til at bruge et middel – et menneske eller et andet væsen - på en vis måde. Mika forklarer at en af guderne melder sig. Han vil godt lokke Akab og bringe ham i ulykke. Forestillingen her i Kongebøgerne minder om rammefortællingen i Jobs bog. Gud Herren bruger i Jobs Bog Satan til at ramme Job med sygdom og ulykke. Gud gør det ikke selv – men Gud ønsker at det skal ske eller han accepterer at det sker. Satan er en slags gud. Satan er en del af Herrens hærskarer som det siges. Gud har en plan og den virkeliggør han gennem instrumenter eller formidlere eller gudsmænd.

I Mikas vision kan vi sige at gudsmanden er en gud som er kommet ned på jorden. Gudsmanden er en slags inkarnation. Gudsmanden er en slags sammensmeltning af det guddommelige og jordiske. Denne gud kan blive en løgneånd – som Mika siger – men kan jo også blive en sand ånd. Ba’al profeten er altså en slags inkarnation fordi Ba’al profeten er blevet besat af en ond løgne ånd – som egentlig kommer fra Herren! Mika selv og Elias og Elisa er ånder eller guder eller – som det også siges - engle som er kommet ned fra Gud – ned på jorden. Gudsmanden er en slags gud på jorden. Han er en slags mellemgud som står imellem folket af den højeste gud – Herren!

Mikas vision er også et eksempel på det vi kan kalde gudernes kamp. Da Herren stiller udfordringen er der faktisk delte meninger blandt guderne. I Salmernes Bog kan vi læse hvordan guderne indbyrdes. Det som sker i verden er et spejl af det som sker i himlen – gudernes kamp. I Mikas vision kan vi faktisk også se at forholdet mellem Jahve og guderne er ret jævnbyrdigt! I dette eksempel er Herren jo afhængig af guderne. Herren er afhængig af at en af guderne får en god ide! Og Herren må også spørge denne gud om hvordan han vil gennemføre ideen!

Mikas vision viser hvordan gudsmanden er ét med Herren. Gudsmanden har Herrens ånd og derfor er de identiske. Gudsmanden er Herren Gud som er steget ned på jorden og har skjult sig inden i gudsmanden. Gudsmanden er et slags mellemvæsen mellem menneskene og Gud. Gudsmanden repræsenterer Gud. Menneskene spørger gudsmanden og han afgiver orakel svaret – på Guds vegne. Gudsmanden er en engel eller et væsen som er blevet inkarneret – det vil sige som er blevet født som et menneske. Egentlig er han ikke noget menneske – men han ser ud som et menneske. Han har iført sig kødet og legemet – lige som en klædning. Men indeni er gudsmanden noget højere end et menneske. Han er en konge.

Denne tanke kan vi også se i legenden om Samson i Dommerbogen.

v19  Men Mika sagde: »Jeg så Herren sidde på sin trone, og hele himlens hær stod til højre og til venstre for ham. v20  Herren spurgte: Hvem vil lokke Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? Nu råbte den ene ét, den anden noget andet. v21  Men så trådte en ånd frem, stillede sig foran Herren og sagde: Jeg vil lokke ham! Da Herren spurgte ham hvordan, v22  svarede han: Jeg vil gå ud og blive en løgneånd i munden på alle hans profeter. Herren sagde: Du er i stand til at lokke ham, gå ud og gør det!

v23  Altså er det en løgneånd, Herren har lagt i munden på alle dine profeter her, for Herren truer dig med ulykke.«

(1 Kongebog 22)

Gudsmanden træder ud af verden og ind i verden.

De gik ham i møde, kastede sig til jorden for ham [Elisa] v16  og sagde til ham:

»Der er hos dine tjenere halvtreds modige mænd; lad dem gå ud og søge efter din herre [Elias]. Det kan være, at Herrens ånd har taget ham og kastet ham hen på et af bjergene eller i en af dalene.«

(2. Kongebog 2.15)

Gudsmanden har den evne at han pludselig kan vise sig - for at forsvinde helt i det næste øjeblik. I Det gamle Testamente bruges de samme udtryk om Jahve – Gud – som om gudsmanden. Jahve kommer pludselig forbi. Gud viser sig i eet nu. Når vi råber på Herren, viser han sig pludselig. Jahve kan blive helt væk – ingen kan finde ham. Det er det, som klagerne handler om i Salmernes Bog.

Alle disse udtryk bruges også om gudsmanden. Der findes to virkeligheder og gudsmanden kan pludselig træde ind i vores normale virkelighed. Men han kan også træde ud af vores almindelige virkelighed – over i en anden, guddommelig virkelighed. Der er mange eksempler på denne tanke – fx kapitel 18 i 1. Kongebog, som handler om gudsmanden Elias:

Elias træder frem for kongen, Akab. Det betyder at han pludseligt viser sig. Akab har nemlig eftersøgt ham i meget lang tid. Den ene hær efter den anden er blevet sendt ud for at finde Elias. Men ingen kan finde Elias. Han er borte. Elias viser sig pludselig - som om kongen ser Elias i en vision:

v1  Lang tid efter, i det tredje år, kom Herrens ord til Elias: »Gå hen og træd frem for Akab, for nu vil jeg lade det regne på jorden.« v2  Så gik Elias hen for at træde frem for Akab.

Elias vælger at træde frem. Elias vælger så at sige at blive inkarneret eller synlig. Han bestemmer selv om han vil vise sig – eller forblive usynlig. Pludselig viser han sig for hofchefen Obadja:

v7  Mens Obadja [kongens hofchef] var undervejs, stod Elias pludselig foran ham.

Elias viser sig på en vis måde. Det er ikke indlysende at mennesker kan genkende Elias når han viser sig. Han kan vise sig i mange former. Obadja kan genkende ham fordi Obadja har den rette tro. Da han genkender Elias kaster han sig ned – han tilbeder Elias som guddom der viser sig. Det samme gør menigheden i templet i Jerusalem når Herren endelig viser sig og giver et tegn.

Denne beretning minder om fortællingen i Det nye Testamente om Maria og den tomme grav. Maria er taget ud til graven for at sørge for Jesu legeme. Hun kan ikke finde Jesu døde legeme. Maria ser en mand som hun tror er havemanden. Pludselig kan hun se at det ikke er havemanden – det er Jesus! - Er det virkelig dig, min herre?

Obadja genkendte ham, kastede sig ned og sagde: »Er det virkelig dig, min herre Elias?« v8  »Ja, det er mig,« svarede han, »gå hen og sig til din herre, at Elias er her.«

Elias kan ikke findes uden videre. Han har den evne at han pludselig kan blive væk – han kan rejse igennem rummet – frit bevæge sig med lynets fart. Han bevæger sig hurtigere end kongens vilde krigsheste! Snart er han her og snart er han der. Elias bliver kastet rundt af Herrens hånd. Pludselig bliver han kastet op på toppen af verdens højeste bjerg. Snart er han i Betel og snart i Jeriko. Obadja kan ikke bare gå til kongen og sige at han ved hvor Elias befinder sig. Ingen ved hvor Elias bor eller befinder sig. Man kan ikke holde fast på Elias. Man kan ikke holde fast på vand ved at knuge hånden for så løber al vandet bare ud. Elias kan man ikke få kontrol over eller magt over. Ingen har magt over Elias. Gudsmanden er en fri ånd – han er verdens herre og frelser.

Elias er alle steder på én gang. Han ser alt og hører hvad kongen hvisker i sovekammeret. Han viser sig i spring – i glimt – tilsyneladende uafhængigt af tid og rum. Gudsmanden bevæger sig i en anden dimension. Hans tid og rum går på tværs af vores tid og rum. Elias er dybest set ikke undergivet verden eller naturlovene. Han tilhører ikke verden. Han bevæger sig frit. Han er ånd – han bevæger sig som en ånd igennem verdensrummet. Ingen kan følge ham derhen hvor han går hen. Jesus viser sig pludselig midt ude på søen! Han burde være et helt andet sted. Samson forsvinder pludselig ned i en klippehule eller op på bjerget. Elisa er to steder på én gang - både i værelset og på toppen af bjerget! Paulus bliver kastet hid og did af Helligånden – snart er han i Grækenland og snart i Efesos.

v9  Men Obadja sagde: »Hvordan har jeg forsyndet mig, siden du giver din tjener i Akabs hånd, så jeg bliver slået ihjel. v10 Så sandt Herren din Gud lever: Der findes ikke det folk eller kongerige, min herre ikke har sendt bud til for at lede efter dig. Og når de sagde: Han er her ikke, tog han folk og rige i ed på, at de ikke havde fundet dig. v11  Og nu siger du: Gå hen og sig til din herre, at Elias er her!

Elias bliver ført af ånden – Guds ånd. Han ridder på ånden eller på vinden. Han flyver igennem rummet i en ildvogn. Pludselig er han forsvundet til et sted, som ingen mennesker kender. Hvor går Elias hen da han farer op til himlen i sin ildvogn? Det er som om gudsmanden forsvinder ud i det tomme rum, det rene ingenting. Han forsvinder ind i døden – han går ud og ind af døden. Han kommer pludselig ud af det store tomme rum.

Det store tomme rum er Gud – det er store livgivende varme frelsende tomme rum. Vi ved ikke hvor mennesker kommer fra. Vi ved ikke hvor de går hen. Vi ved ikke hvor vore børn kommer fra, som Esajas siger. De kommer ud af det store ingenting. Gud er det store ingenting. Gud er ikke vore tanker om Gud. Han er - i forhold til vore tanker - det rene ingenting. Vi kan ikke beskrive eller fastholde Gud. Vi kan ikke holde fast ved det som ingenting er. Men Gud viser sig pludselig – og så genkender vi ham! Når vi ser ham, ved vi hvem han er! Når vi ser Gud – pludselig i et glimt – tænker vi: - Ja, nu er han her! Hvis vi tror – lige som Obadja – så ved vi at Gud vil vise sig og give os et tegn.

v12  Når jeg går fra dig, og Herrens ånd så tager dig bort til et sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og fortæller det til Akab, og han ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel.

v14  Og nu siger du: Gå hen og sig til din herre: Elias er her! Han slår mig ihjel!« v15  Elias svarede: »Så sandt Hærskarers Herre lever, som jeg står i tjeneste hos: Jeg vil træde frem for ham i dag.«

(1. Kongebog 18)

Gudsmanden forlader verden

Elias forlader denne verden – han dør ikke. Historisk set skulle Elias have forladt denne verden engang i 850 erne f. Kr. – i al fald hvis vi bygger på historieværket I Kongebøgerne. Elias færdes mest i Nordriget – Samaria – og han sættes i forhold til Nordrigets konger i historiebøgerne.

Om en af figurerne i urtiden - nemlig Enok - bliver det fortalt, at han ikke dør (?), men bliver taget bort af Gud. Enok var 65 år da han fik sønnen Metusalem men levede derefter yderligere i 300 år. Beretningen i Kongebogen om Elias anvender det samme hebraiske udtryk:

v22  Efter at Enok havde fået Metusalem, vandrede han i 300 år med Gud og fik sønner og døtre. v23  Enok levede i alt 365 år. v24  Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort.

(1. Mosebog 5.22)

Han tages op til himlen. Eller sådan er historien i al fald blevet forstået. Elias farer til himmels. Han går ud af verden – for at kunne vende tilbage?

I følge teksten bestemmer Elias ikke selv. Herren har besluttet at tage ham op – Herren har bestemt at nu skal Elias gå ud af verden. Herren ved at nu er tiden inde. Nu er hans time kommet. Tiden er moden.

Elias viser sig pludseligt – i glimt, i visioner, i forskellige slags virkelighed. Han forsvinder og viser sig igen på helt forskellige steder. Han bevæger sig igennem rummet. Herren sender ham. Eller han bliver kastet rundt af ånden, som det siges. Herrens ånd er lige som en voldsom vind der kaster rundt med Elias. Pludselig er han borte. Ingen kan finde ham.

Det er tydeligt nok Elisa som er centrum I fortællingen. Profeterne henvender sig til Elisa – ikke til Elias. Dramaet bliver set fra Elisas synspunkt. Elisa er det vidne som fortæller om det som skete. Beretningen er en øjenvidne beretning. Elisa ser det hele i et syn.

Han siger til Elisa, at han ikke skal følge ham – eller ikke kan følge ham. Men hans discipel Elisa følger ham. Han viger ikke en meter fra hans side. De går side om side, hand i hand. Elisa svigter ikke - som Peter. Elisa går hele vejen. Elisa gør det samme som Elias. De viser sig begge på vidt forskellige lokaliteter: Først Gilgal, så Betel, så Jeriko, så Jordan. - Så sandt Herren lever, og så sandt du lever osv er en tros formel – en trosbekendelse som anvendes af Elias og til Elias. Formlen anvendes kun her – tre gange – og i Kongebogens afsnit om Elisa og kvinden fra Shunem. Kvinden siger de samme ord - nu til Elisa – for at få ham til at frelse den døde dreng:

v29  Da sagde han [Elisa] til Gehazi: »Bind kjortlen op om lænderne, tag min stav i hånden og gå! Møder du nogen undervejs, så hils ikke på dem, og hilser nogen på dig, så svar dem ikke. Du skal lægge min stav over drengens ansigt.«

v30  Men drengens mor sagde: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« Så stod han op og fulgte med hende.

(2. Kongebog 4.29)

Elias er et vintræ. Elisa ved at den som er skilt fra vintræet, skilt fra roden kan slet intet gøre. Elisa viger ikke fra Elias. Elisa holder fast i træets rod. Det er ikke grenene, som bærer træet, men roden. Alle grenene - hvor de end sidder - drikker af den samme saft – saften fra roden.

Måske er meningen i fortællingen at Elias skal dø. På en vis måde skal han i al fald dø. Profeterne spørger Elisa om han ved det. Måske mener de: - Ved du at din herre Elias skal tages bort altså dø i dag? Elias siger at han bliver sendt. Måske skal vi forstå det sådan at Elias skal dø, tages bort – og derfor kan Elisa ikke følge ham. Da ildhestene kommer bliver de jo netop adskilt. Elisa bliver forladt. Elias er borte – død?

v1  Dengang Herren tog Elias op til himlen i en storm, skete dette: Elias og Elisa var på vej fra Gilgal, v2  og Elias sagde til Elisa: »Bliv her, for Herren sender mig til Betel.« Men Elisa svarede: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« Så gik de op mod Betel. v3 Profeterne fra Betel kom ud til Elisa og sagde til ham: »Ved du, at Herren i dag vil tage din herre bort fra dig?« Han svarede: »Ja, jeg ved det, ti bare stille!«

(2 Kongebog 2)

Sætningen Så fulgtes de ad i vers 6 er vendepunktet. Elias og Elisa bliver ét. Men kun den som er helt tæt på bliver ét med Elias – kun den der ser ham forsvinde. De halvtreds profeter står for langt væk. De ser ikke det som skal ske. Derfor reagerer de også helt anderledes: Bagefter vil de ud og søge efter Elias! Men Elisa ved bedre. Bagefter er graven bare tom så at sige – men Elisa ved godt at det ikke nytter noget at lede efter den tabte Elias i denne verden.

Elias er ét med Moses. Elias er Moses - der er vendt tilbage. I Det nye Testamente stilles de to gudsmænd netop side om side. Da Elias opholder sig i Sinaj på bjerget Horeb bliver han ét med Moses. Moses frelste Israel ud af trællehuset. Elias løfter arven. Nu er trællehuset den magt som de kana’anæiske guder har fået i folket – alle Ba’al profeterne.

Så fulgtes de ad. v7  Halvtreds af profeterne gik med, og de blev stående på lang afstand, mens de to stillede sig ved Jordan. v8  Så tog Elias sin kappe, rullede den sammen [som en stav] og slog på vandet med den, så vandet delte sig, og de gik begge tørskoet over.

(2 Kongebog)

Elias giver sin ånd til Elisa. Den der får Elias’ ånd får hans kraft og styrke og tro. Elias er ånd. Han er en ånd som det faktisk siges i Kongebøgerne. I Det nye Testamente giver Jesus helligånden til disciplene, inden han bliver taget bort. I Johannesevangeliet spørger Jesus tilsvarende disciplene hvad de vil, at han skal gøre. Jesus forklarer disciplene at der hvor han tager hen kan de ikke komme – ikke lige nu. Disciplene er stærkt ophidsede, forvirrede og urolige. Deres hjerte er fuldt af sorg men at Jesus går bort er det bedste som kan ske for dem.

Elias føler sikkert sorg over at han nu skal dø – tages bort. Elias har en faderlig omsorg for Elisa og vil gerne gøre hvad han kan for Elisa i fremtiden.

Elisa får ånden fra Elias – Guds ånd. Ånden er den Gud som Elias troede på. De religiøse forhold var i 800 tallet forvirrende i Nordriget. Alle dyrkede måske Herren – men hvem var Herren? Ba’al dyrkerne talte også om Herren. Hvem er Gud egentlig? Troen er den tro som Elias havde – at tro på hans gud – den Gud som Elias troede på. Gud er det samme som Elias’ Gud eller Elias’ gud!

Også i Johannesevangeliet er det at se det afgørende. Den der har set er frelst. At se er at blive frelst. – Kom og se! Disciplene ser herligheden. Elisa ser herligheden da Elias bliver taget op. Gud Herren kører på himlen i ildvogne og ildheste. Vi kender dette billede fra Salmernes Bog. Ildheste og ildvogne er en stor sol eller et stort lys. Elias forsvinder ind i et stort lys. Lyset er Gud. Det som Elias gennemgår, er en slags dødsproces, en forvandling. Det er Elisa vidne til. Troen bæres af troens vidner. Elias ophøjes. Han krones. Han bliver genfødt. Elisa ser Gud i et lys. Han hører Gud i en susen, i en storm. Lyset skiller de to fra hinanden. Elisa kan ikke følge Elias længere. Elias bliver ét med lyset. Elisa står uden for og er vidne til lyset. Når en kvinde skal føde går hun en svær tid i møde. Hun får mange veer og smerter. Men stor er hendes glæde når barnet er født. Elias går igennem døden. Han bliver født på ny.

Elisa får en vision. Han ser et stort lys, en ild, en flamme, en sol. Visionen er set fra Elisas synspunkt. Elisa bliver adskilt fra Elias. Pludselig kan Elisa ikke længere se Elias. Han er væk. Han er blevet ét med lyset.

v14  Han [Elisa] tog kappen og sagde: »Hvor er nu Herren, Elias' Gud?«

Hvor er nu Herren? Hvor er nu min herre? Hvor er nu Elias? Er Gud blevet væk? Profeterne tror at man kan gå ud i verden og søge, men Elisa ved godt, at Gud kan ikke findes noget bestemt sted. Elias kan ikke findes noget bestemt sted. Gud er ikke en ting man kan finde. Gud er ånd. Elias er nu til stede alle steder på een gang. Det nytter ikke noget at sende 50 mand afsted for at finde Elias. Ingen kan finde Elias i denne verden. Graven er tom. Elias findes i en anden virkelighed. Elias er trådt ud af den almindelige virkelighed som vi kender og som vi kan se med øjnene.

Vogn og hest kan være det som bringer Elias væk. Det kan være et køretøj som Elisa mener at han kan se – i lyset.

Vogn og hest kan betyde Gud. Elisa ser pludselig Gud. Han kan ikke længere se Elias. Elias er smeltet samen med Gud. Elias er blevet skjult i Gud. Han er blevet taget op. Han er blevet som Gud. Gud er lyset. Gud er den store sol.

Elias er Israels vogne og heste – nu – han er ét med Gud eller ét med sin gud. Elias vender tilbage til faderen – der hvor han kommer fra. Elias er udgået fra faderen og han er kommet til verden. Han har vist sig i verden. Nu går han tilbage til faderen. Israels vogne og heste er Gud Herren. I Det gamle Testamente er Israels vogne og heste det som Israel kan stole på. Oprindeligt havde Israel – ørkenstammerne – ingen vogne og heste. Men de stolede på Jahve, som det siges. I Salmerne hedder det at de andre folk råber på deres vogne og heste – men vi råber på Herren! Vogne og heste er det som er nødhjælpen, kraften, styrken, frelsen. Israels styrke er ikke dets krigsmagt, vogne eller heste – Israels styrke er dets Gud og Herre. - Han er den mægtigste konge og han bestemmer al lykke og held!

Elias er Gud – han er ét med Gud. Senere bliver de samme ord brugt om Elisa som kaldes Israels vogne og heste. Elisa er den samme som Elias.

Det er ligesom Jesus der i Johannesevangeliet siger til sine disciple: - Jeg gør ikke mine egne gerninger, men faderens. Den der kender mig, kender faderen. De ord, jeg siger til jer, er ikke mine egne. De kommer fra faderen. I skal gøre de samme gerninger og undere som jeg har gjort! I skal endog komme til at gøre endnu større undere end jeg har gjort!

Elias siger at det at få hans ånd er en stor ting. Han mener vel at det vil give Elisa en helt ny status. Elisa påtager sig et stort ansvar. Han risikerer mange forfølgelser – Elias blev forfulgt med dødstrusler hele livet. Elisa risikerer at blive en martyr. Måske skal Elisa tænke sig om?

Elisa ser det hele i en vision. Han ser Elias stige op til himlen i en vision. På det tidspunkt er de helt adskilt. Elisa bliver forladt – han bliver ladt tilbage alene. Elias ved at nu er hans time kommet og så forlader han verden. Men det er Elisa der sidder tilbage med smerten og sorgen. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Pludselig – i synet – kan Elisa se at Elias er Gud. Elias er Faderen. Det er Gud som forlader Elisa. Bagefter tænker Elisa at Gud er forsvundet bort fra verden. Elisa går fortabt – han er helt alene – uden nogen gud og uden noget håb. Da han ikke længere kan se Elias er han helt fortabt. Gud er ikke længere til stede. Hvor er nu Gud blevet af? Han bliver ved med at stå og stirre op imod himlen. Han bliver ved med at håbe at Elias kommer tilbage. I den pludselige vision - i synet eller i glimtet – ser han at Elias er Gud. Der er ikke nogen anden gud. Gud er Elias. Elias er identisk med Elias’ gud og han er min gud og vores gud. Der er kun én gud. Alle de andre er løgneguder og løgneånder. Elias er den eneste gud som er virkelig. Den eneste som vi kan stole på – han er vores eneste mulige eller tænkelige vogne og heste.

Elias går ind i en stor ild. Han går ind til ildvognen med ildhestene. Elias bliver opslugt af flammerne. Elisa kan ikke længere se Elias. På en vis måde brænder Elias op. Måske er det bogens tanke. Elias gennemgår en form for død – en indvielse - en overgang. Døden er en indgang til noget andet. I døden brænder alt det gamle op – det gamle menneske. Det siges at kappen falder af Elias da han går ind i flammen – måske er Kongebøgernes mening at Elias er nøgen. I døden bliver han helt nøgen. Der er ikke noget tilbage af det gamle. Elias var en naziræer. Hans død er en renselse. Han bliver ren. Han bliver hellig.

Gud er ikke død. Herren er ikke død eller forsvundet. Meningen med afsnittet i Kongebogen er at vise at Herren fortsat lever og virker. Da Elisa slår på vandet, deler det sig og Elisa kan gå tørskoet over Jordan! Herren lever!

Elias er ikke død! Han lever! Han sidder på toppen af det højeste bjerg – omgivet af utallige hærskarer, ildvogne og ildheste. Frygt ikke! Der er ingen ende på rækken af hans krigere! Han lader hellig ild falde ned over alle sine fjender!

(Som det siges andre steder i Kongebøgerne!).

Elias’ borttagelse eller dødsproces foregår ved Jordan. Israel gik igennem Sivhavet – som det kaldes – da de vandrede ud af Egypten. Vandringen gennem de vældige vande – Sivhavet – var grufuld og farlig ifølge Det gamle Testamente. Den var nærved blevet en død og undergang for stammerne. Den var en slags dødsproces men i den – under vandet så at sige - bliver de tolv stammer også født igen. De bliver et folk – de bliver genfødt som folket Israel – Jahves ejendomsfolk. Denne tanke – vandet, døden, overgangen - findes også i Det nye Testamente fx hos Paulus. Det er måske derfor at Jordan er så vigtig i beretningen om Elias og hans borttagelse. At blive døbt er som at gå igennem Sivhavet – eller som at gå ind i ildvognen. Den kristne bliver døbt til døden som det siges hos Paulus. I dåben dør det gamle menneske – den gamle Adam.

Elisa beder om at få to dele af Elias’ ånd. Dette udtryk henviser måske til Moseloven og arveretten. Elisa beder om at Elias vil anerkende ham som sin søn – sin førstefødte søn. I Moseloven bestemmes det at den førstefødte skal have to dele – dvs dobbelt arv i forhold til de øvrige sønner. Den førstefødte er den førstefødte uanset hvilken hustru der har født ham, lyder bestemmelsen i Moseloven.

Elisa bliver den førstefødte – arvtager. Elisa bliver den førstefødte af mange brødre som Paulus siger.

v15  Hvis en mand har to hustruer og foretrækker den ene og tilsidesætter den anden, og både den foretrukne og den tilsidesatte føder ham sønner, og han får sin førstefødte med den tilsidesatte, v16  må han ikke, når han skal fordele sin ejendom til sine sønner, lade den foretruknes søn gælde for den førstefødte frem for den tilsidesattes søn, som er den førstefødte. v17  Han skal anerkende den førstefødte, som han har fået med den tilsidesatte, og give ham dobbelt andel af alt, hvad han ejer. For han er førstefrugten af hans manddom, ham tilhører førstefødselsretten [uanset hustruen].

(5. Mosebog 21.15)

v9  Da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: »Sig mig, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig.« Elisa svarede: »Lad mig få to dele af din ånd!« v10  »Det var et dristigt ønske,« sagde Elias, »men hvis du ser mig blive taget bort fra dig, skal du få det, ellers ikke.«

v11  Mens de gik og talte sammen, kom der pludselig en ildvogn med ildheste. Den skilte de to fra hinanden, og Elias steg op til himlen i en storm. v12  Elisa så det og råbte: »Min fader, min fader, du Israels vogne og heste!« og han kunne ikke længere se ham.

Da greb han fat i sine klæder og flængede dem i to stykker [i sorg]. v13  Så samlede han kappen op, som var faldet af Elias, og gik tilbage og stillede sig ved Jordans bred. v14  Han tog kappen, som var faldet af Elias, slog på vandet med den og sagde: »Hvor er nu Herren, Elias' Gud?« Da han slog på vandet, delte det sig, og Elisa gik over.

(2 Kongebog 2)

Himmelfarten i Dommerbogen.

I Dommerbogen har vi - i forbindelse med Samson historien - en beretning der minder om historien om Elias’ optagelse eller borttagelse. Også i Dommerbogen drejer det sig om en gudsmand. Gudsmanden kaldes også for engel. Gudsmanden eller guddommen er kommet ned til Samsons mor og far – især Samsons mor - for at meddele den underfulde lykke at hun skal føde en søn - til næste år. I Dommerbogen hedder det:

v15  Manoa [manden] sagde til Herrens engel [gudsmanden]: »Kan vi ikke overtale dig til at blive her, så vil vi tilberede et gedekid til dig [et offer].«

v17  Manoa sagde til Herrens engel [gudsmanden]: »Hvad er dit navn? For vi vil vise dig ære [tilbede dig, ofre til dig], når dine ord går i opfyldelse.« v18  Herrens engel sagde: »Hvorfor spørger du om mit navn? Mit navn er underfuldt.«

Beretningen i Dommerbogen minder om Elias’ borttagelse – og om Kongebøgernes beretning om Elias der får ilden til at flamme op i offerdyret på Karmels bjerg.

Elisa er et vidne til Elias’ optagelse på samme måde som Samsons mor og far er vidner. De har anbragt et offer på klippen men det bliver antændt af sig selv ved et under. Pludselig bryder ilden bare ud. Alt er et flammehav. Gudsmanden stiger op til himlen inden i ilden, inden i flammerne. Ilden kommer ned fra himlen. De to mennesker er vidner til noget magisk og overnaturligt. De er vidner til en forvandlingsproces eller til en himmelfart. Gudsmanden vender tilbage til faderen. Manoa og hans kone bliver ved med at stirre op ad imod himlen. De føler sorg – de havde ønsket at gudsmanden var blevet. De ville anrette et offer til ham. De ønskede holde fast ved ham. De føler rædsel over synet – visionen. I rædsel kaster de sig ned og tilbeder gudsmanden. De skjuler også ansigtet fordi er bange for at se. Det som sker er både frygteligt, skræmmende, dragende og underfuldt – det er noget helligt. Gudsmanden forsvinder ud af denne verden. Han kommer aldrig tilbage.

De er fortabt –men i den følgende historie om Samson lever gudsmanden videre - som Samson. Samson er en gudsmand og gudsmanden der kom ned fra himlen, er på en måde hans fader. Samson kommer ikke fra mennesker, ikke fra moderen – han kommer af det som gudsmanden forkyndte. Samson er Guds søn. Samson er sendt af Gud for at frelse Israel, som det siges i Dommerbogen. Der er sket noget underfuldt. Samsons mor er lige som Maria – jubelglæden er den samme. Gudsmanden forkynder en stor glæde der skal være for hele folket! Den kvinde, som ikke kunne føde – på nogen tænkelig, menneskelig måde – føder en søn – en kongesøn!

Mens Manoa og hans kone så på det, v20 slog flammen op fra alteret. Herrens engel [gudsmanden] steg op til himlen i flammen, mens Manoa og hans kone så på det, og de kastede sig til jorden; v21  Herrens engel viste sig ikke mere for Manoa og hans kone.

Lige som Elisa – og lige som disciplene i Det nye Testamente – er de to mennesker vidner til noget ubegribeligt. De ser Gud. – Vi har set Gud, siger de, efter at de har set gudsmanden stige op i flammehavet. Gudsmanden er Gud. Ilden er Guds ild. Ilden er hellig. Ordet Samson betyder egentlig Solen!

v22  Han sagde til sin kone: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!« v23  Men hans kone sagde til ham: »Hvis Herren havde besluttet, at vi skulle dø, ville han ikke have taget imod vores brændoffer og afgrødeoffer eller ladet os se og høre alt dette.«

(Dommerbogen 13)

Gudsmanden er gudsmand for alle folk og alle folkeslag

Gudsmanden er en frelser for alle folkeslagene. Elisa og Elias virker og arbejder langt uden for Israels område. Elias salver kongen i Syrien. Elisa helbreder mennesker som dyrkede de fremmede guder og som ikke tror på Jahve. Gudsmanden er storsindet. Jesus finder en større tro hos den romerske hedenske befalingsmand end hos nogen i Israel. Gudsmanden taler til alle – jøde såvel som græker, mand som kvinde, fri som træl.

Na’aman er fra Syrien, han er aramæer. Aramæerne er arvefjende. De falder hele tiden ind i Nordriget. Det er aramæerne – Syrien – som endegyldigt i 722 f. Kr. tilintetgør Israels Nordrige – også kaldet Samaria. Efter 722 f. kr. eksisterer kun Sydriget – Jerusalem og Judæa.

Na’aman er blevet ramt af spedalskhed. Elisa ved hvordan han kan blive helbredt fra spedalskheden. Selv om Na’aman er en fjende har han ret til hjælp.

Historien kommer endda af sted på den måde at arvefjenden har røvet en lille pige fra Israel. Pigen kender profeten Elisa i Samaria.

v1  Aramæerkongens hærfører Na'aman nød stor respekt og var meget anset hos sin herre. Men manden var blevet spedalsk.

v2  Engang havde aramæerne på et strejftogt bortført en lille pige fra Israel, og hun var blevet tjenestepige for Na'amans hustru. v3  Hun sagde til sin frue: »Gid min herre [Na’aman] kunne komme til profeten i Samaria [Elisa]. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!« v4  Na'aman gik til sin herre og fortalte ham, at pigen fra Israel havde sagt sådan og sådan.

Na’aman opsøger helligdommen i Samaria. Han har troen. Han er en fremmed hedning, som viser en stor tro. Elisa afgiver et orakelsvar til Na’aman: - Bad dig syv gange i Jordan! Oraklet kan ikke blive simplere.

Oraklet viser den typiske gudstjeneste: At opsøge guden og forelægge sin klage og afvente gudens orakel! Hvis han bader i Jordan bliver han ren. Han bliver ikke ren ved at bade hvor som helst. Han skal bade i floden Jordan. Både Elias og Elisa er knyttet til Jordan. Johannes Døberen døber siden folket og Jesus i Jordan. Jordan er hellig. Jordan er Israels fjerne urtid. De passerede Jordan da de drog ind i det forjættede land.

Så tog Na'aman af sted, og han tog ti talenter sølv og seks tusind guldstykker med sig, desuden ti sæt festklæder.

(2 Kongebog 5)

v9  Så kom Na'aman med heste og vogn og gjorde holdt for døren til Elisas hus. v10  Elisa sendte et bud ud til ham med den besked: »Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask, og du bliver ren.«

(2 Kongebog 5)

Na’aman bliver fuldstændigt helbredt – helt mirakuløst. Na’aman er taget hjemmefra med en ufattelig stor gave (offergave) – målt med tidens målestok nemlig: ti talenter sølv og seks tusind guldstykker med sig, desuden ti sæt festklæder. Han ønsker nu at give denne offergave til Elisa. Elisa siger nej. Na’aman opfatter vel Elisa som den der har helbredt ham. Det er Elisa der skal have gaven - offergaven. Vi har mange andre eksempler på at Elisa ifølge Kongebøgerne bliver tilbedt som en guddom.

v14  Så gik han [Na’aman] ned og dyppede sig syv gange i Jordan, som gudsmanden havde sagt, og hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren.

v15  Derefter vendte Na'aman tilbage til gudsmanden med hele sit følge. Da han var kommet derhen og var trådt frem for ham [i helligdommen], sagde han: »Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel. Tag nu imod en gave [et offer] fra din tjener!« v16  Men Elisa svarede: »Så sandt Herren lever, som jeg står i tjeneste hos: Jeg tager ikke imod noget!« Og skønt han nødte ham, sagde han nej.

Na’aman lever i et fremmed land med en helt anden religion. Hjemme hos Na’aman tilbeder de guden Rimmon eller Ba’al. Na’aman siger at han ikke kan opgive tilbedelsen af Rimmon. Han må stadig deltage i tilbedelsen af denne fremmede gud. Elisa svarer meget kort: - Det er OK! Elisa accepterer det som Na’aman gør. Hvert folk har sine guder. Gudsmanden Elisa accepterer Na’aman som han er – og han accepterer aramæerne som de er!

v18  Men på et enkelt punkt må Herren tilgive mig, din tjener: Når min herre kongen går ind i Rimmons [Ba’als] tempel for at tilbede dér, og han støtter sig til mig, så jeg også må kaste mig ned i Rimmons tempel [tilbede guden Rimmon], når han kaster sig ned i Rimmons tempel, så må Herren tilgive din tjener på det punkt.« v19  Elisa svarede ham: »Gå med fred!«

(2 Kongebog 5)

Gudsmandens evangelium

Det ord, som gudsmanden taler, er evangeliet. Han giver mennesker håb og nyt mod. Han får dem til at rejse sig igen. Han får dem til at knejse med nakken. Han giver dem noget at tro på – at de har en fremtid. Elias taler evangeliet til det gamle Israel. Evangeliet i Det nye Testamente bliver formet efter evangeliet hos Elias. Det kan man for eksempel se i Lukasevangeliet kapitel 4.

v8  Da kom Herrens ord til ham [Elias]: v9  »Gå nu til Sarepta ved Sidon. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig.«

Elias er sendt til kvinden i Syrien. Det er ikke tilfældigt at de mødes. Kvinden er helt fortabt på grund af tørken. Krukken og kanden er tom. Nu vil hun gå hjem til sit barn og lægge sig til at dø. Der sker en stor uret imod enken – gudsmanden er sendt for at forsvare enkerne og være en fader for de faderløse. Gudsmanden kæmper for at retfærdigheden skal sejre.

v10  Så gik han til Sarepta [i Syrien], og da han kom til indgangen til byen, gik der netop en enke og samlede brænde. Han kaldte på hende og sagde: »Hent lidt vand til mig i en krukke.« v11  Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: »Tag også et brød med til mig!« v12  Hun svarede: »Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø.«

Elias giver kvinden et orakel. De to linjer er netop et typisk orakel som vi kender fra oldtiden. Oraklet er Guds ord – Guds direkte tale. Det han siger, er ikke hans egne ord. Gudsmanden har Guds ånd og det som han siger, er evangeliet. Gudsmanden taler med myndighed. Han kender faderen. Krukken skal ikke blive tom! Krukken og kanden er symboler på velsignelsen, udfrielsen og frelsen fra nøden. Frygt ikke! Elias taler på samme måde som Herrens engle der kommer ned: - Frygt ikke! Elias afsiger oraklet. Kvinden giver ham gaver som brød og vand – hun ofrer til Elias. Hun giver udtryk for sin glæde og lettelse.

I sin nød har hun måske opsøgt Elias for at få et varsel – et tegn. Tørken og de dødes rige er ved at tage magten i verden. Hun er blevet forladt af Gud. Hun er gået fortabt. Hun håber på et tegn – i sidste øjeblik. Tegnet er at der bliver ved med at være noget tilbage i krukken og kanden!

v13  Elias sagde til hende: »Du skal ikke være bange [Frygt ikke]! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig [et offer], og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. v14 Krukken skal ikke blive tom for mel
      og kanden ikke mangle olie.
v15  Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både hun og hendes familie fik føden i lang tid. v16 Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie.

(1 Kongebog 17)

Samson

Samson er en stor dommer i Israel - han er en frelser. Han er – i Bibelens forstand – et billede på Kristus – han er en forudsigelse af Kristus. Samson er en hellig gudsmand – fra udfangelsen. Han er ren. Hans fødsel er underfuld. Han kommer ikke fra denne verden. Han kommer fra Gud.

Samson genopstår ikke fra de døde og han bliver ikke taget op til Gud som Elias. Samson dør en menneskelig død. Men han vælger selv sin død. Med denne død frelser han Israel. Han vælger selv sin skæbne. Gud giver ham den skæbne som han vil have. I døden bliver han en frelser. Han er en sand gudsmand:

v28  Da råbte Samson til Herren: »Gud Herre! Husk på mig, og giv mig min styrke igen blot denne ene gang, Gud, så jeg kan hævne mig på filistrene for et af mine to øjne.« v29  Samson satte hænderne mod de to søjler i midten, som bar taget, og stemmede imod den ene med sin højre hånd og imod den anden med sin venstre v30  og sagde: »Lad mig dø sammen med filistrene!« Så rettede han sig ud med en sådan kraft, at huset styrtede sammen over fyrsterne og alle de folk, der var der. Sådan dræbte han ved sin død flere, end han havde dræbt, mens han levede.

(Dommerbogen 16)

Samson er uovervindelig. Der er ikke nogen mand som har magt over ham i det lange løb. Det er ham som vinder. De kan svække ham for en tid men ikke for bestandigt. Han kommer hele tiden tilbage:

v21  Men filistrene greb ham og stak øjnene ud på ham og førte ham ned til Gaza, hvor de lagde ham i lænker, og i fængslet blev han sat til at dreje kværnen. v22 Men hans hår, der var blevet skåret af, begyndte at vokse ud igen.

(Dommerbogen 16)

Samson – Solen – er ligesom Osiris. Hans hår vokser hele tiden ud igen. Verdens fyrste har ikke nogen magt over ham. Hvis den onde fyrste har fået magt over ham – gudsmanden – er det fordi Gud har bestemt det. Verdens fyrste har ikke selv nogen som helst magt over Samson.

Samson bliver forladt af Gud. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Som det hedder i Salme 22. Herren forlader ham. Skæbnen er hård men det som sker er nødvendigt for at Samson kan frelse hele verden.

v19  Hun dyssede ham i søvn i sit skød, og hun tilkaldte en mand, som skar hans syv hårfletninger af. Fra da af var han uskadeliggjort og havde mistet sine kræfter. v20  Så sagde hun: »Filistrene er over dig, Samson!« Han vågnede og tænkte: »Jeg skal nok slippe fra det og ryste mig fri ligesom de andre gange.« Han vidste nemlig ikke, at Herren havde forladt ham.

(Dommerbogen 16)

Den kvinde som han elsker – Dalila – svigter ham og bedrager ham. Hun udnytter ham. Hun lyver og lokker. Hun er ham helt utro. Dalila er en Judas. Dalila er en Jezabel. Hendes mund er fuld af søde ord og hendes tunge er glat men hendes tale er kun skarpe dolke. Hendes mund er fuld af ondskab og løgn. – Kvinden er beskere end døden.

v4  Senere blev han forelsket i en kvinde, der boede i Sorekdalen. Hun hed Dalila. v5  Filisterfyrsterne kom op til hende og sagde: »Du skal lokke ham til at røbe, hvor han har sine vældige kræfter fra, og hvordan vi kan få magten over ham, så vi kan binde ham og uskadeliggøre ham. Så vil vi hver give dig elleve hundrede sekel sølv.«

(Dommerbogen 16)

Hun misbruger den kærlighed som han føler over for hende. Hun bliver hans ulykke og undergang – men netop derved bliver hun hans frelser. Samsons død og undergang er nødvendig – uundgåelig. Ved sit lede bedrag gør den onde Dalila alt dette muligt. Hun er den eneste i hele verden som kan fælde Samson:

v15  Hun sagde til ham: »Hvordan kan du sige, at du elsker mig, når du ikke har tillid til mig. Nu har du narret mig tre gange og ikke fortalt mig, hvor du har dine vældige kræfter fra.« v16  Sådan pinte og plagede hun ham hver dag med sine ord, så han til sidst blev dødtræt v17  og fortalte hende sandheden.

(Dommerbogen 16)

Dalila er sødere en honning og stærkere end løven. Hun er den eneste der kan fælde Samson fordi han holder af hende:

v18  Den syvende dag, før solen gik ned, sagde byens mænd til ham:
      »Hvad er sødere end honning,
      hvad er stærkere end løven?«
Han svarede:
      »Hvis ikke I havde pløjet med min kvie,
      havde I ikke gættet min gåde.«

(Dommerbogen 14)

Dalila misbruger Samsons ærlige kærlighed. Han udnytter hans svaghed og ømhed for hende. Hun misbruger den seksuelle kærlighed – for ussel mammon. Hun er en sand Judas. Samson bliver kastreret. Af den kvinde som han elsker:

v19  Hun dyssede ham i søvn i sit skød, og hun tilkaldte en mand, som skar hans syv hårfletninger af. Fra da af var han uskadeliggjort og havde mistet sine kræfter.

(Dommerbogen 16)

Samson bliver ydmyget. Det som sker imod Samson er en stor uret. Gudsmanden Samson bliver nedværdiget og ydmyget lige som gudsmanden Jesus. Han bliver udstillet og de har deres morskab. Samson bliver nedværdiget seksuelt. Hans modstandere drikker sig fulde i vin og øl og i en rus ydmyger de ham. Gudsmanden er blevet forladt af Gud. Gud har taget sin ånd tilbage fra Samson. Gud er lige glad. Gud har prisgivet Samson. Gud vender sig bort. Gud ser ingenting. Samson bliver misbrugt og udstillet som et dyr. Han mister al sin værdighed. Han bliver korsfæstet af de onde filistre – mens de håner ham og gør nar ad ham. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

v23  Filisterfyrsterne samledes for at holde en stor offerfest for deres gud Dagon [Ba’al]. De sagde:
      »Vor gud har givet
      vor fjende Samson i vor hånd!«
v25  Da de var kommet i stemning, sagde de: »Hent Samson, så vi kan have lidt morskab af ham.« Så hentede de ham fra fængslet, og de morede sig over ham. De stillede ham op mellem søjlerne, v24  og da folket så ham, lovpriste de deres gud.
v26  Samson sagde til drengen [slaven], der førte ham ved hånden: »Slip mig, og lad mig røre ved søjlerne, som bærer taget, så jeg kan læne mig til dem.« v27  Huset var fuldt af mænd og kvinder, alle filisterfyrsterne var der, og på taget var der omkring tre tusind mænd og kvinder, som så på, at de morede sig over Samson.

(Dommerbogen 16)

Men den onde fyrste får ikke lov til at sejre over Samson. Samson er en mægtig gudsmand. Han er en kæmpe. Guds ånd vender tilbage til ham - og helt overvældet af Guds ånd og kraft styrter han templet i grus. Samson sejrer. Gud sejrer. Samson kæmper for alle dem som er under Djævelens herredømme. Gud er med ham. Samson bliver ophøjet. For Samson er hans død en genoprettelse og en ophøjelse.

Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, v40  ham oprejste Gud på den tredje dag.

(Apostlenes Gerninger)

Trito Esajas.

Lykke-Aaret - Esajas - Tritoesajas

Esajasbogen i Det gamle Testamente består af tre forskellige bøger eller tekstsamlinger. De tre Esajasbøger er blevet til på helt forskelligt tidspunkt, på forskellige steder og er skrevet af helt forskellige mennesker. Først senere er de blevet samlet i én bog.

Kapitlerne 1 – 39 er den såkaldte 1. Esajas (Proto Esajas) – et profetisk skrift som stammer fra 700 tallet. Kapitlerne 40 – 55 kaldes Deutero Esajas (den anden) og er blevet til i 500 tallet. I den anden Esajas beskrives Herrens lidende tjener – tekster som siden hen blev brugt på Jesus i Det nye Testamente. Israel og Jerusalem blev i 587 erobret, ødelagt og hærget af storriget fra Babylon (Mesopotamien, det nuværende Irak). Templet i Jerusalem blev ødelagt. En del af befolkningen blev tvangsforflyttet fra Israel til Babylon i 587. Dette såkaldte babylonske fangenskab varede til 537 f. Kr. Perioden - det babylonske fangenskab eller eksilet - fik en skelsættende, revolutionerende betydning for det gamle Israel og fik betydning for kristendommens opståen 5 – 600 år senere. Den gamle israelitiske stammereligion blev forandret. I 500 tallet optræder mange af de kendte profeter: Jeremias, Ezekiel, Esajas, Zakarias, osv. Disse profeters religiøse og åndelige opfattelser fik betydning på meget lang tid. Den gamle jødiske tro og religion blev stærkt forandret. Kristne tanker blev forberedt. Apokalyptiske forestillinger – om dommens dag og de sidste tider – opstod – og gik videre i kristendommen. Troen på engle opstod. Moseloven som vi kender den nu blev udformet i 500 tallet. Konfrontationen med Babylon tvang det jødiske folk til at forandre sig – eller finde sin identitet.

I den kristne gudstjeneste i dag bruges stadigvæk tekster – fx Esajas - som blev skrevet og brugt i den jødiske gudstjeneste i 500 tallet. Der er altså en direkte kontinuitet - fra eksil tiden i Israels historie til vores kirke i dag - 2500 år senere!

Trito Esajas (kapitlerne 56 – 66 - eller dele heraf) citerer og er afhængig af den anden Esajas – Deutero Esajas. Vi er sikre på at Trito Esajas kender og er elev af Deutero Esajas. Vi kan se at da Trito Esajas skrev var den anden Esajas allerede et stort navn i Israel. Da vi ved at Deutero Esajas er skrevet ca 537 f. Kr. kan vi sige at Trito Esajas er skrevet efter 537 og af forskellige grunde før 521 f. Kr.

Således som Esajas bliver kaldet, bliver alle mennesker kaldet. Gud er lyset og glæden, som Esajas siger i 60.1. Vi er kaldet til at sprede lyset og glæden for hinanden. Verden ligger måske hen i mørke – men vores mening og kald er at vi skal sprede lyset - på trods. Vores kald er at vi skal udråbe et nådeår – et Lykke Aar som Grundtvig sagde.

Vi har fået Guds ånd og vi er de salvede – vi er konger. Gud har givet os friheden og vi skal sætte andre mennesker fri. Vi skal give dem frihed. Vi skal give dem fred – for vore krav. Vi skal lade dem være i fred og glæde. Vi skal vise at de er frie og værdige. Fordi vi selv har fået værdigheden tilbage. Al skam og nedværdigelse er taget fra os. Vi er blevet planter i Guds have – retfærdighedens det vil sige godhedens ege.

Lyset er kommet. Vi skal ikke vente på lyset og glæden. Lyset og glæden er allerede kommet. Det er allerede sket. Det gode liv og kærligheden og Guds fred og glæde er allerede kommet. Når vi ser det, bliver vi glade. Hvis vi ikke kan se det, må vi se bedre efter. Lyset er her allerede – det er her overalt.

Gud har givet Israel en ufattelig frelse. Han har ført dem ud af fangenskaben. Se, jeg forkynder jer en stor glæde for hele folket!

Gud har grebet ind og trukket os ud af lidelsen. Gud har gjort det for os som vi ikke kunne gøre for os selv. Alle ting som er sket forkynder Herrens pris. Alle ting der er sket har været underfulde. Nu kan vi se det.

Vi har fået del i Guds herlighed – hans glæde, magt, udstråling, lykke, kraft. Livet har forandret sig. Vi er ikke længere tynget ned af sorgen, nedværdigelsen, forfølgelsen eller skammen. Det har Gud taget fra os. Han har grebet ind. Nu allerede. Løft blikket og se – I kan se at det er blevet anderledes.

Det som var engang findes ikke længere. Alt er blevet som nyt. Livet er blevet nyt. Det er en ny dag. En ny verden. En ny jord. Når de ser det, stråler alle mennesker af glæde. Det er et under.

Den frelse som vi oplever kommer af sig selv. Den kommer til os. Den kommer ikke fra os. Vi skal ikke gøre så meget. Alting kommer af sig selv.

Vi har fået alle ting, al rigdom, alle skatte og kostbarheder. De kommer sejlende til os. Vi får livet og nåden og glæden udefra – uden at kæmpe, gå imod, bekrige. Herligheden kommer til os – hvis vi kan tage imod den. Den kommer af egen kraft. Den kommer ud af det rene ingenting. Vi ved ikke hvor den kommer fra. Vi skal evigt eje landet og aldrig miste glæden. Vi skal aldrig blive forladt. Ingen vil nogen sinde igen forlade os. Verden vil aldrig igen blive øde og tom. Vi skal bo i tryghed. Vi får værdigheden og stoltheden tilbage. Hele verden skal se vores glæde og stolthed.

At tro er en bevidsthed om sejren. Vi har sejret. Vi har vundet. Vi har fået sejren. Lov og pris! Tak. Kampen er overstået. Møjen, anstrengelserne er forbi. Vi skal ikke kæmpe mere. Vi er vindere. Vi har vundet.

Engang lå vores liv i ruiner. Vores liv var øde og tomt. Alt var håbløst. Hele vores liv lå i grus. Vi oplevede smerte, lidelse, nedværdigelse, skam, skyld, skændsel. Vi var tilintetgjorte.

De sidste skal blive de første og de første de sidste. Det som ikke var noget har Gud gjort til det største og mægtigste. Det som skete var et under, et mirakel.

Vi var fortabte, uden håb, uden Gud i verden. Men med ét slag blev alting vendt om. Vi blev købt fri af skylden og lidelsen og skammen. Vi er blevet den slægt som Gud velsigner. Vi har vinden i ryggen. Vi har held og lykke med vores liv. Vi er Guds sønner og døtre. Gud og vi er af samme familie.

Vi er vækster og planter i Guds have og på Herrens mark. Vi er leret som formes af pottemageren. Vi gjorde det ikke. Alt var håbløst. Han gjorde det – på en måde vi ikke forstår. Når vi kan se det må vi juble af glæde. Vi blev reddet. Vi er vindere og ikke længere tabere. Gud er den kraft som arbejder inden i tingene. Han fik det til at ske. Han fik spirerne til at vokse op – på trods. Vi har del i hans magt og kraft. Vi kan være stolte – som bruden der sætter sit smykke og brudgommen til turban. Det som skete var godt.

 Gud er lys. Vi er lys. Frelsen er livet og lyset. Vi er en prægtig krone i Guds hånd. Vi har fået del i hans herlighed – hans magt, lys, glans, ry, navn. Vi har fået nyt navn – vi har fået et nyt liv, en ny identitet. Det gamle menneske er ikke mere. Vi er som skabt på ny, Gud har omskabt verden.

Vi er Guds elskede. Vi skal aldrig forlades. Vi skal aldrig miste. Vi skal arve og eje livet og lyset til evig tid. Gud har sluttet en ny pagt med os. Han har slået en streg over det som var. Alt er blevet nyt.

Der er kun én kærlighed. Kærlighed er kærlighed. Guds kærlighed er som brudgommens kærlighed til bruden. Gud elsker os som brudgommen elsker bruden. Hun er hans ét og alt. Alt vil han gøre for sin brud. Hun er hans mål og lykke. Gud ser sig selv i os. Han gør sig selv hel og fuld i os. Uden os ville han – brudgommen – være alene.

Det som var engang er ikke mere. Fortiden findes ikke mere. Vi skal ikke tænke på det som var engang. Fortiden har ingen magt over os. Alt er nyt. Alt sker forfra. Intet af det som var i fortiden bestemmer noget. Det er ligegyldigt. Borte. Dødt.

Når vi lever lige nu og her kan vi glæde os over livet og nuet. Det som er lige nu er det som Gud skaber liige nu – forfra. Gud har omskabt verden – en ny himmel og en ny jord.

Vi skal lykkes med det vi gør og det vi vil. Vores gamle svaghed er borte. Livet vil lykkes for os. Livet vil trives. Vi skal høste frugterne, få udbyttet. Vi er de sande vindere. Vi skal ikke være ofre. Vi skal være mægtige og stolte og myndige. Der er ingen som tager noget fra os. Der er ingen som vi behøver at frygte. Der er ingen som er efter os. Det som vi vil - vil Gud også. Han vil at vi skal gøre vores vilje – vores egentlige vilje. Han hører os førend vi siger noget. Han opfylder vore ønsker før end vi selv kender dem.

 Vi mangler ikke noget. Der mangler ikke noget. Vi lever i en flod af velstand, i en rigdom, i en overflod, i en rivende strøm. Gud redder os som en mor frelser sit barn. Gud er en mor. Gud er som en kvinde – Gud har de egenskaber som en mor har over for sine børn. Frelsen kommer med ét slag, pludseligt, i et glimt. Glæd jer! Fryd jer! Tag del i glæden, hinandens glæde! Tag del i moderens glæde! I skal drikke og mættes – ved hendes dejlige bryst!

Marias lovsang

v46  Da sagde Maria:
      Min sjæl ophøjer Herren,
v47  og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
v48  Han har set til sin ringe tjenerinde.
      For herefter skal alle slægter prise mig salig,
v49  thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
      Helligt er hans navn,
v50  og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
      varer i slægt efter slægt.
v51  Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
v52  han har styrtet de mægtige fra tronen,
      og han har ophøjet de ringe;
v53  sultende har han mættet med gode gaver,
      og rige har han sendt tomhændet bort.

Hvem er Gud? – Esajas 40-41 – Deutero Esajas.

Hvem er Gud? Esajas 40 - 41.

Troen er at vi føler eller tænker at noget større har givet os denne store gave. Vi føler at vi umuligt kunne selv – vi var fortabt og uden muligheder. Vi føler at vi er blevet reddet af noget større end os selv – i sidste øjeblik. Måske ved vi ikke hvad det er. Men det gør ikke så meget. Troen, glæden, taknemmeligheden er lige fuldt til stede, for de er den naturlige reaktion. Men måske tror vi at Gud har skabt miraklet. Gud er altså en måde at forklare underet på. En sådan forklaring kalder vi tro. Gud er det ord vi bruger men selv om vi kaldte det noget andet – selv om vi ikke brugte ordet Gud ville troen være den samme. Troen er den overstrømmende glæde og taknemmelighed.

Esajasbogen består af tre forskellige bøger. Kapitlerne 40-55 er oprindelig en selvstændig profet-bog – Deutero Esajas (den anden Esajas).

Alting peger på at Deutero Esajas er en jødisk profet, som har opholdt sig i Babylon under eksilet 587-538 f. Kr. Han har forfattet teksterne under eksilet. Han er altså nogenlunde samtidig med profeterne Ezekiel og Jeremias. Han er delvist afhængig af den 1. Esajas (kapitlerne 1-39), som er et profetskrift fra 700 tallet. Den anden Esajas er tydeligt påvirket af salmerne og tekster som stammer fra den jødiske synagoge gudstjeneste. Vi ved grundlæggende intet om den anden Esajas som person. Vi antager at han er blevet et stort navn i Babylon under eksilet og har fået mange elever. En af disse elever er Trito Esajas, som har forfattet Esajas bogen kapitel 56-66.

Esajas (Deutero Esajas) regnes siden for den største af alle profeterne. Esajas bliver udtryk for en grundlæggende forandring af jødedommen. Han får en enorm betydning for den tidlige kristendom. For den tidlige kirke er Det gamle Testamente hellig skrift – og Esajas er den største af dem alle. I Lukas evangeliet kan vi f. eks. se at Jesus oplæser Esajas i synagogen. Jesus identificerer sig med Esajas. Tankerne hos Esajas om lyset og mørket går videre i Johannesevangeliet. Tekster fra Esajas bruges stadig væk ved den kristne kirkes gudstjenester – der er en direkte kontinuitet hen over 2500 år!

Esajas bogen 40-41 er en sluttet enhed der indleder Esajas (Deutero Esajas). De to kapitler består af en prolog eller fortale i 40.1-11 og derefter forskellige stykker. Den centrale sætning i prologen er: - Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.  Den sproglige rette betydning heraf er: - Herrens herlighed er nu allerede blevet åbenbaret! Kyros har åbenbaret Herrens herlighed. Prologen indeholder Deutero Esajas’ forkyndelse i kort form.

I de to kapitler sammenfatter Esajas hele sin forkyndelse. Forkyndelsen er centreret omkring 41.10 og 41.13: Frelsen er allerede kommet! Jeres hoveri er til ende. I skal ikke længere trælle for verdens magter. I har vundet sejren. Babylon er blevet besejret. Jeres gæld er blevet betalt! Frygt ikke!

Kyros er den konge som i 539 f. kr. besejrer stormagten Babylon [Irak] og gør en ende på jødernes eksil.

Kyros kommer fra Persien [Iran]. Han grundlægger et persisk [iransk] verdensrige. Fra og med 550-erne vinder han en række fantastiske sejre - tilsyneladende uden nogen anstrengelse. Esajas kender disse sejre og omtaler dem i Esajas bogen. Kyros er en lykkemand.

Efter Israels nederlag i 587 f. kr. blev en del af befolkningen tvangsforflyttet til Babylon. De første jøder får lov til at vende tilbage til Israel omkring 538 f. Kr. Profeten Esajas (Deutero Esajas) lever i Babylon under eksilet. Esajas opfatter Kyros som Guds [den jødiske Guds] redskab. Kyros er omtalt flere steder i Det gamle Testamente – f. eks. i Ezra bogen 1.1 og i 2. Krønike Bog 36.22. Derudover har vi mange historiske kilder til Kyros.

Kyros døde i krig i 529 f. Kr. Hans styre blev især ført videre af Dareios, som kom i krig med grækerne (de såkaldte perserkrige).

Esajas forestiller sig i Esajas 41 en retsproces mellem Gud og guderne. Eksisterer guderne? Hvad er virkeligt? Hvad virker? Hvem virker? Hvad er virkeligt for os? Hvad vælger vi skal være virkeligheden for os? Vil vi være frie eller gudernes trælle og ofre?

Retsstriden er ikke teori eller filosofi eller en strid om monoteisme eller polyteisme. Retsstriden er fakta, kendsgerninger. Sandheden er praktisk – pragmatisk. Sandheden er det som virker – det som er virkeligt. Den drejer sig om det som sker – som Esajas siger. Om det, som det betyder. Det som sker er tegn – det vigtige er hvad det betyder. Hvad betyder guderne, spørger Esajas. Guderne betyder vores trældom, vores ufrihed og hoveri.

Retssagen drejer sig om mit liv. Sagen drejer sig om mig. Den drejer sig om hvad der betyder noget i mit liv. Gud beder om beviser – fakta – ikke om meninger eller tanker. Tanker og trossætninger er ligegyldige. Gud beder om beviser: - Hvorfor tror I at verdens goder er uundværlige og nødvendige? Har verden givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har sex, magt, penge og status, har jeres tanker, overbevisninger, følelser, tro givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har jeres åndelige tanker givet jer noget? Forelæg jeres beviser! Kun ét er fornødent. – Jeg giver jeg alle ting som I har brug for. Følg mig! Drag ud af verden. Forlad Babylon, den store skøge, som sidder ved de to vande og blotter sit køn! Kun ét er fornødent. Alle jeres støbte billeder er kun vind og tomhed. Det er kun intet og intethed.

Gud taler til Esajas: - Trøst folket! Trøste betyder i Det gamle Testamente ikke helt det vi forstår ved at trøste. Trøste betyder at hjælpe, frelse, give mod og ånd tilbage, genoprette.

Esajas skal frelse Israels folk. Vi frelser hinanden – vi giver hinanden frelsen. Vi er hinandens frelse. Hun er min frelser. Frelsen kommer fra Gud, fra det som Gud har gjort. Vi giver Guds frelse, lyset, videre – til hinanden. Gud og frelsen er lyset og glæden. Vi giver Gud videre til hinanden. Gud er den frelse og glæde vi giver hinanden. Vi viser Gud for hinanden.

Troen er først og fremmest glæde, jubel og taknemmelighed. Troen kommer af den situation hvor vi troede at vi var helt fortabt. Vi troede at vi havde mistet alt – for evigt. Vi troede livet var slut. Vi ramte bunden. Vi opgav håbet. Hvis vi i en sådan situation pludselig oplever hvordan alting bliver vendt om – vi får det hele tilbage – så føler vi en overstrømmende glæde og taknemmelighed. Vi springer højt af glæde. Troen viser sig først og fremmest i denne følelse – men også i den følelse og tanke at der er sket et under et mirakel. Det som skete, var så uventet og ubegribeligt at vi føler at der er sket et mirakel.

Israels folk var ydmyget, slået, fortabt. Men ved Babylons nederlag i 539 skete der et sandt mirakel: Israel fik lov til at forlade Babylon og vende hjem til Palæstina. Alle vidste at dette ikke var sket på grund af noget som Israel eller jøderne selv havde gjort. Alle var målløse over det som skete. Esajas’ budskab er kort og godt: - Glæd jer. Glæd jer. Det er sket. I er fri. I har vundet. Jeres lidelser er nu forbi. Glæd jer.

Troen er at vi føler eller tænker at noget større har givet os denne store gave. Vi føler at vi umuligt kunne selv – vi var fortabt og uden muligheder. Vi føler at vi er blevet reddet af noget større end os selv. Måske ved vi ikke hvad det er. Men det gør ikke så meget. Troen, glæden, taknemmeligheden er lige fuldt til stede, for de er den naturlige reaktion. Men måske tror vi at Gud har skabt miraklet. Gud er altså en måde at forklare underet på. En sådan forklaring kalder vi tro.

Hvad vil det sige at tro på Gud? Sådan kan moderne mennesker spørge. Svaret – ud fra Esajas teksten – er enkelt nok: At tro på Gud er at juble og glæde sig over redningen og frelsen. Vi var ved at drukne men i sidste øjeblik blev vi halet op af vandet. Vores tro er den glæde vi føler – ikke fordi Gud vil at vi skal være glade – men som en naturlig reaktion.

Tro er ikke noget intellektuelt eller forstandsmæssigt. Troen er sådan som ethvert barn reagerer – naturligt, spontant, uden mange tanker. Troen er ikke grubleri eller livsanskuelse. Troen udspringer altid af den store lettelse og glæde. Troen kan vise sig i mange former. Den behøver ikke vise sig som en speciel religiøs tro. Men den er stadigvæk tro, for troen er det dybere der ligger til grund for det hele.

Fra det fjendtlige Elam [nær Babylon] drog han [guden] ad en vej til Su-An-Na

En vej af jubel, en vej af glæde.

Folkene i landet så hans høje herlighed [skikkelse].

De så herskeren i hans smykke.

Skynd dig Nabu [Babylons konge], Bels søn.

Du kender vejen.

Gør hans [gudens] vej prægtig, forny hans bane.

Gør vejen lige for ham, hug vejen ud af ét stykke!

Esajas kender de babylonske kulttraditioner. I Babylon føres guden ind i byen ad en triumfvej. I Babylon blev guderne båret igennem vejen eller gaden som gudebilleder. Gudens vej er en hellig procession. Gudens indtog er gudens sejr. Vi kan se hvordan de babylonske forestillinger ligner Esajas forestillinger om vejen, gaden, stien. Når guden går vejen, går folket også vejen. Gud baner vejen for folket. Vejen er frelsen. Vejen er vejen til det forjættede land. Vejen er vejen gennem ørkenen og gennem vandene. Jesus går vejen til Golgatha – han går vejen til frelsen. Når han går, baner han vejen. Når guden går vejen, viser han sin herlighed og storhed. Indtoget er en magtdemonstration, et triumftog. Vejen og indtoget er en slags Advent. Flere af Esajas tekster bliver brugt i den kristne kirke i forbindelse med julens advent. Jesu indtog i Jerusalem – er en slags procession – et indtog i triumf og pragt. Når guden nærmer sig råber de: - Se! Nu kommer han! Gudens komme er en slags epifani – Gud viser sig. Dette træk findes mange steder i GT. Gudens vej kendes også mange andre steder f. eks. I det gamle Rom og Athen – Via Sacra.

Gud taler til Esajas. – Ban en vej. Gud taler til Israels folk: - Ban en vej for mig. Vi skal bane en vej for Gud. Vejen er vejen til friheden. Når vi har gået vejen er vi blevet frie og uden grænser. Vi skal fjerne vore egne forhindringer for Gud. Forhindringerne er vore tanker og følelser, vore skemaer, egoet. Vi skal give Gud plads og give Gud lov. Vi skal lade Gud være i fred. Vi skal ikke bygge forhindringer på hans vej. Gud går vejen. Vi skal blot holde op med at bygge barrierer og bekæmpe og bekrige og sætte os imod vejen og processen.

Gud har frelst Israel. Gud har vist sin herlighed. Han har vist, at han kan udvirke det utrolige, det usandsynlige. Han har vist at han er tusind gange højere end vores årsager, forhold og nødvendigheder. At se herligheden er at se at det usandsynlige er sket – alligevel – på trods af vores forstand. At se er det modsatte af at tænke.

Når vi ser Guds herlighed, ser vi ham som han er. Når jeg ser hendes herlighed ser jeg hende som hun er. Jeg ser hende ligesom i et lys. At se Guds herlighed er at se at livet er godt og smukt. At se hans herlighed er at se vores egen herlighed – at vi ikke er fortabte, små og svage. At alting ikke er håbløst og forbandet. Når vi ser herligheden, bliver vi glade. Vi bliver taknemmelige.

Esajas beskriver Israels tilbagevenden til Palæstina fra Babylon (Irak) igennem den øde ørken. – Ban Herrens vej i ørkenen! Guds vej igennem ørkenen tilbage til Palæstina er identisk med Israels vej. Guds herliggørelse er identisk med Israels herliggørelse. Guds vilje er Israels vilje – og Israels vilje er Guds vilje. Underet – tilbagekomsten – er en herliggørelse, en frelse og lykke. Gud er den som bringer Israel tilbage men Gud er også Israel selv og den kraft som virker i Israel. Gud baner en vej for Israel så det kan nå igennem ørkenen tilbage til Palæstina. Israel baner en vej for Gud. Vejen er vej for dem begge. Gud går sammen med os på vores vej. Gud er det som får vores vej til at lykkes.

Vejen er et under for den går gennem mange forhindringer. Gud baner vejen for os. Han gør bjerge til sletteland. Han fjerner stenene på vejen, som der står i Salmerne. Han går foran os som et lys, som en engel. Han fjerner forhindringerne foran os så vi kan komme igennem til målet. Vi baner vejen for Gud ved at lade ham arbejde, virke og være i fred – ved at fjerne de forhindringer som vi skaber for Gud. Når vi baner vejen for Gud baner vi vejen for glæden og livet. Esajas ser begivenheden i lyset af den store udvandring fra Egypten. Israel kom igennem vandene og havet ved et under – Guds under. Da de var sluppet igennem, følte de glæden og taknemmeligheden.

Vejen tilbage er en procession. I den procession går Gud både foran – som et lys – og bagefter – og ved siden af os. Han er vores forbundsfælle og rejsefælle.

Ordene i Esajas 41.10 udtrykker profetens centrale orakel eller frelses-budskab. - Frygt ikke! Er i hele GT og NT en central Guds tiltale til mennesker. Guds tale tager frygten fra os. Frygten ligger til grund for alle vore tanker og følelser i verden. Frygten for lidelsen, frygten for døden, frygten for ensomheden, frygten for at vores liv skal gå helt i stykker. Gud taler til vores frygt og siger at vi intet har at frygte. Alle mennesker vil nå målet – Guds fred og glæde. Ikke én eneste vil gå fortabt.

Troen er en tro på at der er nogen eller noget som passer på os, som hjælper os når vi ikke kan selv. Troen er en tro på at noget andet end os selv kan give os livsmodet og kræfterne tilbage. Gud er på vores side. Gud er aldrig imod os. Gud gør hvad han kan. Og han kan alt. Alle vore problemer vil forsvinde. Alle lidelser vil forsvinde. Gud er den kraft som fjerner lidelsen og smerten fra vores liv. Gud er den kraft som giver os sejren. Gud ønsker kun én ting - at vi skal sejre. Gud er vores højre hånd – lige som vi er hans højre hånd. Gud er stærkere end alt andet. Han kan alt. Uanset hvor store vore problemer er, kan han fjerne dem. Gud sejrer. Når han sejrer, sejrer vi også. Guds vilje og vores vilje er den samme. Guds mål er udbredelsen af glæden. Verdens formål og historiens mål er at udbrede glæden.

Gud er ikke et menneske. Gud er ikke nogen genstand. Gud eksisterer ikke eller findes ikke i vores betydning. Alle ting og skabninger som vi kender fødes, lever og forgår. Alle mennesker fødes og dør. Intet er evigt. Intet varer ved. Alt det som eksisterer varer kun en tid. Gud er usammenlignelig med det som vi kender. Vi kan ikke sige noget om Gud. Vi kan ikke have nogen viden om Gud. Vi kan ikke måle eller veje Gud. Han er ganz anders. Gud er hellig og frygtindgydende. Vi kan ikke engang sige at han eksisterer. Vi kan intet sige om Gud.

Esajas udtrykker en moderne opfattelse af Gud. Esajas ved at Gud ikke kan beskrives med sprog eller med ord. Gud er fuldstændig uden for vores sprog. Men vi kan se Gud. Vi kan opleve Gud. men vi kan ikke lukke Gud inde i nogen beskrivelse. Alt hvad vi vil sige om Gud er løgn.

Når vi har opgivet alt og mistet alle vore kræfter er det Gud som giver os livsmodet tilbage. Gud er uden for verden. Gud er ikke afhængig af noget men selv livets kilde. Alt kommer fra Gud. Derfor kan han alt. Han er uden for tiden. Set fra Guds perspektiv findes tiden ikke. Verden kan ikke hjælpe os, men Gud kan. I verden er vi fortabt, ensomme, døende, i frygt og lidelse. Vi er græs der visner på taget. Hvis vi kun kunne stole på verden, var vi fortabt. Men Gud giver os et nyt liv – hver dag. Han giver alt. Alle ting kommer fra ham. Gud giver os velsignelsen – hver dag. Vi bliver aldrig udmattede. Der er ingen ende på Guds kræfter. Vi har Guds kraft. Verdens styrke og kraft får en ende. Guds kraft får ingen ende. Han er ikke af denne verden. Gud er herre over døden. Han gør os til sine sønner og udvalgte. Vi er ikke af denne verden. Verden er nul og nix.

Gud er livets kilde. Alt kommer fra Gud. Gud er inden i naturen. Gud er den ånd og sjæl og vilje som arbejder i naturen. Også i vores natur – kroppen. I et glimt kan vi se Guds storhed, pragt og herlighed i naturen. Vi kan ikke skabe natur eller liv med vore tanker eller følelser. Vi kan ikke måle eller veje naturen. Vi kan ikke forstå eller fatte naturen eller kroppen. Naturen er ufattelig. Den er hellig – som Gud. Den er større end vi er.

Gud har givet ibisfuglen visdom og hanen indsigt. Gud giver hesten dens prægtige styrke. Gud lader det regne over alle levende skabninger. Gud lader sin sol stå op over gode som onde. Gud jager byttet til hunløvens unger. Ravnens unger skriger til Gud og han mætter dem med rige gaver. Stenbukkens unger løber bort og vender aldrig tilbage. Strudsen er uden al forstand men Gud har taget frygten fra strudsen – så den lever godt og lykkeligt. Hele naturen er indrettet på bedste måde. Naturen og kroppen er et under. Mennesket er skabt på en perfekt måde. Vi er skabt til at leve i en perfekt verden. Naturen er en lovsang, en lovprisning. Legemet er en lovsang til Gud. Når vi ser kroppen som den er, kan vi se Gud. Naturen er Guds budbringer.

Kyros er en lykkemand. Alt lykkes for ham. Han går fra sejr til sejr. Han er en helt. Han er usårlig og urørlig. Han er født med en søvske i munden. Han frygter ikke noget. Han kæmper med åben pande. Han nedkæmper drager og uhyrer. Han frelser verden. Han er verdens lys – verdens frelser. Han er storsindet, gavmild og mægtig. Han har uanede kræfter – han er utrættelig. Han er uovervindelig. Han er verdens herre. Han er ikke undergivet noget eller nogen. Han er ikke afhængig af noget eller nogen. Han er Herrens tjener. Hans sværd gør alle kongerne til støv og hans bue hele verden til strå. Han er frygtløs. Modig. Tiltrækkende. Smuk. Rig.

Kyros er Guds tjener, Guds mand. Gud har kaldt ham. Gud har givet ham al kraft, held og velsignelse. Gud opvækkede ham fra søvnen. Gud opvækkede ham fra de døde. Gud gjorde ham til en helt, en lykkemand. Gud har bevist sin overlegenhed i Kyros. Kyros er et tegn for hele verden. Gud er blevet herliggjort i Kyros, den hedenske perserkonge der ikke tror på Gud. Kyros er et symbol på alle mennesker. Hele verden ser til i en blanding af gys og forbløffelse.

Gud kalder alle mennesker – som han har kaldt Kyros. Gud kalder alle mennesker til at være hans sønner og døtre, til at være lykkemænd og helte. Kyros viser os Guds kaldelse. Gud kalder os ud af verden, lidelsen, frygten: - Følg mig! Gud kalder alle mennesker ud af søvnen og døden til et nyt liv – i lykke, styrke, glæde. Gud kalder alle mennesker ud af deres mørke og illusioner.

Vi er verdens lys.

Esajas lever i Babylon og er omgivet af dets astralkult - tilbedelsen af solen, månen og himmellegemerne. Guden – Marduk – er solens søn. Stjernerne er guder. Astrologien er vidt udbredt. Stjernerne er menneskenes herrer. Solen er Vor Herre. Astralkulten spillede en enorm rolle i hele datidens verden. Israel kendte også tilbedelsen af solen og himmellegemerne fra Egypten. I GT – f. eks. Ezekiel - angribes astralkulten ofte. Vi ved at den har haft mange tilhængere blandt jøderne.

De guder, som babylonerne tilbeder, er ikke guder. De er kun navne og ydre former. Gud er aldrig identisk med en ydre form. Han er ånd – kraft - indhold. De babylonske guder kan ingenting. Stjernerne og solen er skabt. De er ikke guder eller herrer. Alle stjernerne på himlen er Herrens talstærke hær. Gud er krigeren der fører hele hæren ud. Gud kalder alle sine krigere – stjernerne – ved navn. Esajas bruger helt de samme udtryk som ved Kyros’ kaldelse og opvækkelse. Gud kalder stjernerne og sol og måne til deres kald og hverv. Stjernerne er Guds tjener. De er hans udvalgte. De er Guds engle. De er hans redskaber – i hans plan. Esajas siger på den måde til babylonerne: - Dem som I tror er guder er ikke guder. De er som mennesker, som Kyros. De er udvalgt af Gud. Gud bevæger dem. Gud virker med sin ånd inden i dem. Gud virker med sin ånd og kraft inden i de babylonske guder. Selv er de ikke guder – de er kun navne og ydre former eller ting - men Gud bruger dem til fuldførelsen af sin plan for alle menneskers herliggørelse. Måske er det også derfor at Esajas kan opfatte Kyros som en tilhænger af den jødiske Gud. Gud er Gud. Der er kun én Gud. Gud virker inden i alle guderne – inden i al kult, inden i alle religioner. Der er kun én magt – Guds.

Esajas kaldes af Gud til at forkynde evangeliet for Israel. – Jeres hoveri er til ende. I er ikke længere slaver. Jeres gæld er betalt. I har lidt længe nok. Nu er jeres frelse og frihed kommet!

Som så mange andre af profeterne – og som for eksempel Saul og Gideon – stiller Esajas sig tvivlende da han kaldes. Vi hører egoet tale – igennem Esajas. Egoet taler altid og altid på den samme måde, når Guds ord og frelse forkyndes: - Der er ikke noget at gøre. Alt er håbløst. Vores situation i Babylon er håbløs. Det er ligegyldigt hvad vi gør. Vi kan kun vælge mellem pest og kolera. Det er formålsløst at prædike eller forkynde noget som helst. Alle mennesker er som græs – al deres herlighed som markens blomster – den visner bort førend den er begyndt! Vi er små og svage. Verden er alt for stærk. Verdens guder er alt for stærke. Vi er som græs på taget. Babylons magt er grusom og overvældende. Ingen Gud kan hjælpe os. Gud findes ikke – han har glemt os. Vi er blevet forladt. Gud er ligeglad med os. Gud lader os gå i døden uden at fortrække en mine. Gud kan intet gøre. Han kan ikke og han vil sikkert heller ikke. Gud er blevet blind og døv.

Vi kender egoets klager og indvendinger fra utallige tekster i Det gamle Testamente. Det jødiske folk i GT var par excellence et klagende folk! Bøgerne består af endeløse klager! På Esajas tid rådede en opgivende håbløs stemning. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Hvorfor ænser du ikke min ret?

I Babylon, i eksilet var tanken i høj grad: - Gud har lidt nederlag. Gud kan ikke længere holde sine løfter til fædrene, til Abraham. Gud er blevet ydmyget. Vi er et døende folk. Vi er bestemt til at udslettes som folk.

Gud afviser alle disse klager. Gud afviser egoets klager. Vore tanker og klager er de mest voldsomme forhindringer og sten som vi har lagt på vejen. Hver gang vi falder hen i klager lukker vi for redningen og frelsen. Når vi klager er vi ét med egoet og vi vil kun høre det som vi vil høre. Når vi klager, vil vi kun bekræftes – i sortsynet, pessimismen, depressionen. Vi vil ikke se lyset.

Gud vender det døve øre til. – Råb, siger han. Råb! Mit ord forbliver til evig tid! Guds ord er sandheden, vejen og livet. Guds ord er ikke undergivet noget eller nogen. Gud siger altid det samme. Gud siger det samme til Esajas som han sagde til Gideon og Saul. – Stop klagen! Stop klynkeriet og råb! Guds ord – Ordet - dør ikke – det er evigt. Det forlader os ikke. Ordet bliver ikke udmattet. Ordet er Gud selv, Helligånden, Guds ånd. Guds ord kommer til os udefra. Det er ikke vores eget. Det kommer i vore tanker og følelser men det er ikke identisk med vore tanker og følelser. Guds ord er radikalt forskelligt fra alt andet. Det er liv og det giver liv. Det skaber det som det nævner. Når vi hører det genkender vi det – straks. Guds ord er vores eget væsen, vores egen natur og skabelse. Guds ord er inden i alle ord og bevægelser og mennesker. Det andet menneske taler Guds ord til mig – også selv om hun slet ikke ved af det.

Alting har et formål, et Telos, en fuldendelse. Formålet er tingenes vilje og sjæl. Alting sker for at. Alting bevæger sig imod sit formål, sit Telos. Tingenes formål ligger i deres væsen. Solens Telos er at lyse og varme. Redskabets formål og vilje er at blive brugt. Larvens mål er at blive en sommerfugl. Barnets Telos er at blive voksen. Naturens Telos er at udvikle nye former. Mandens formål og Telos er hans glæde og trivsel.

Gud er som han er og gør hvad han vil. Guds Telos er herliggørelsen. Formålet med alt det som Gud gør, er at han kan blive herliggjort. Gud gør det som han gør for sin egen skyld – hos Esajas. Når Gud er blevet herliggjort, bliver alle mennesker og alt levende liv herliggjort. Livet bliver nyt og godt og rent. Mandens Telos er Guds herliggørelse. Gud frelser Israel fra trældommen i Babylon – ved at vække en rovfugl fra østen – perserkongen Kyros. Det som sker, er et mirakel. Men selve miraklet er ikke meningen eller formålet. Formålet er herliggørelsen. Herliggørelsen er en ny bevidsthed, en ny himmel og en ny jord. Herliggørelsen er menighedens lovsang. Hele livets og historiens formål og Telos er taksigelsen – som Paulus siger. At vi kan komme til at se lyset: - For at de kan se og erkende.

v5  Herrens herlighed skal åbenbares,
      og alle mennesker skal se den.

Esajas forestiller sig en domstol, en civilproces hvor to parter mødes for at afgøre et stridsemne. Gud mødes med afguderne, vore afguder. Begge parter hævder at de er guder, at de har krav på guddommelig status. Begge parter hævder at de har krav på tilbedelse. Begge hævder de er virkelige, vigtige, betydningsfulde. Esajas’ domstol foregår i vore tanker, i bevidstheden. Den er i virkeligheden en strid inden i os om hvem der er guder, hvem vi skal tro på. Retssagens afgørelse – dommen – er en afgørelse inden i os – i vores bevidsthed – en omvendelse – en metanoia som det siges i Det nye Testamente. Målet er en ny bevidsthed, en ny himmel, en ny jord.

Kun ét er fornødent. Der findes kun én gud. Alle vore guder og magter er nul og nix. Det som vi tror på er illusioner, indbildning. Verden er en illusion, skabt af vores frygt, og vrede tanker. Det som vi tror er virkeligt findes slet ikke. Guderne findes slet ikke – de har ingen magt eller betydning. Vi tror på vore guder og afguder. Vore guder er vore goder: Sex, magt, penge, godt liv, lykke, succes, venner, børn, materielle goder. Vore guder er vores familie, vore mænd og kærester. Kærligheden er vores gud. Og tro og viden og videnskab og religion og åndelighed! Vi tror at de er vigtige – vi tror de er uundværlige. Uden dem er livet meningsløst. Uden dem er vi fortabt. Uden dem dør vi.

Den proces som Esajas forestiller sig er som processen mod Jesus. Alle hans modstandere gør hvad de kan, og de fremfører mange vidner imod Jesus – men de er alle falske. Deres vidnesbyrd er en løgn. Selve formen – retsprocessen – har Esajas lært at kende i den babylonske religion.

Retsstriden er ikke teori eller filosofi eller en strid om monoteisme eller polyteisme. Retsstriden er fakta, kendsgerninger. Den drejer sig om det som sker – som Esajas siger. Om det, som det betyder. Den drejer sig om mit liv. Sagen drejer sig om mig. Den drejer sig om hvad der betyder noget i mit liv. Gud beder om beviser – fakta – ikke om meninger eller tanker. Tanker og trossætninger er ligegyldige. Gud beder om beviser: - Hvorfor tror I at verdens goder er uundværlige og nødvendige? Har verden givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har sex, magt, penge og status, har jeres tanker, overbevisninger, følelser, tro givet jer noget som helst I kan bruge til noget? Har jeres åndelige tanker givet jer noget? Forelæg jeres beviser! Kun ét er fornødent. – Jeg giver jeg alle ting som I har brug for. Følg mig! Drag ud af verden. Forlad Babylon, den store skøge, som sidder ved de to vande og blotter sit køn! Kun ét er fornødent. Alle jeres støbte billeder er kun vind og tomhed. Det er kun intet og intethed.

Gør døren høj, gør porten vid!

Den ærens konge kommer hid.

Han hersker over alle land

Og er al verdens frelsermand.

Han os bebuder glædens år.

Vor nød ved ham en ende får.

Derfor af stemmer uden tal

En frydesang ham møde skal.

Georg Weisel 1642.

N J Holm 1829.

DDS Den danske Salmebog Nr 84.

Øjne, I var lykkelige,

I som så Guds søn på jord!

Øren, I blev hovedrige,

Da I lytted til hans ord!

Konger og profeter mange

Længtes efter Eders kår.

Hjertesuk og englesange

Spåed om det gylden-år,

Da Guds lys og liv med styrke

Sejrer over død og mørke.

Lykkens skødebørn er vi:

Øjne ser og øren høre,

Ham som har Guds ord at føre.

Han, skønt verden ser ham ikke,

Troen dog for øje står.

Bindfødt var det ømme hjerte

Ser dog nu hans guddoms-glans.

Død var sjælen til vor smerte

Lever nu i ånden hans.

Igenfødte til Guds rige

Vi det ser i lys tillige.

Øjne I er lykkelige

I som ser Guds søn på jord.

Øren I blev hovedrige

Da I hørte livets ord.

Hjerte, da du ordet tro’de,

Livets træ randt op af rode.

N F S Grundtvig 1864 og 1868.

Den danske Salmebog Nr 164.

Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

(3 Mosebog 23.17)

Kom! Vis dig! Rejs dig!

(Epifanien eller teofanien i Salmernes Bog).

Salme 29 handler om den typiske kult og religion i det gamle Israel. Salmen afspejler til dels en liturgi altså en struktur for gudstjenesten. Det typiske forløb er at gudstjenesten – kulten – indledes med en klage eller klagesalme. Denne klagesalme bliver fremført af en repræsentant – en profet eller en præst eller en anden repræsentant – fx en repræsentant for kongen (som spiller en helt afgørende rolle i kulten), for folket ubestemt eller for en af stammerne. I Salme 29 er der ingen klage.

I Salmernes Bog findes et meget stort antal klager eller klagesalmer. Disse klagesalmer skal forstås alment – de er bestemt ikke en enkeltpersons konkrete klage i en bestemt situation. Klageteksterne eller klagesalmerne er en del af liturgien og er blevet brugt til mange formål, i mange situationer. Klagen indeholder en almen klage (i symbolske udtryk som fx graven og dødsriget) over nøden og trængslen – ofte en tale om at vi folket er blevet ramt uden god grund (!) – vi er uskyldige! – og måske en anklage imod Gud: - Gud har svigtet. Han er utro og troløs. I det gamle Israel opfattes forholdet Gud-folket som et ægteskab. Herren havde lovet at tage sig af Israel – ægtefællen – men nu har han svigtet! Anklagerne mod Gud – Jahve - kan være temmelig voldsomme og forbitrede. Israel er uskyldigt ramt. Intet menneske har fortjent vores skæbne.

Efter klagen er det typiske forløb at folket (præsten, en repræsentant) råber på Herren. At råbe på Herren eller at råbe Navnet (ordet eller navnet Jahve måtte normalt ikke udtales fordi det var for farligt og helligt og derfor erstattes det med ’navnet’) er en bestemt rite – et fast ritual. Vi ved ikke så mange ting om den jødiske gudstjeneste før Kr. men vi kan forestille os at menigheden eller folket eller kongen ved en repræsentant råber til Herren:

- Vis dig! Kom! Vend dig om! Omvend dig! Vis din magt! Grib ind! Frels os! Vis at du er stærkere end de onde kræfter som har taget magten i verden!

v21  Jeg takker dig, for du svarede mig [med et orakel, svar]
og blev min frelse.

(118.21)

I min nød har jeg råbt til Herren,
og han svarede mig.

(120.1)

Efter denne påkaldelse (vi finder også tanken hos Paulus i Det nye Testamente: at råbe på Herren) sker der noget mirakuløst som viser Guds tilstedeværelse eller tilsynekomst. I princippet viser Gud sig i sin majestæt, i sin herlighed, i et lys. Gud åbenbarer sig. I den datidige religion i Babylon og Egypten blev gudens billede til sidst vist frem som et klimaks. I det gamle Israel er der billedforbud så det er bestemt ikke sket. Men måske er arken – pagtens ark – blevet ført rundt ved visse fester. Måske er hellige genstande fra det allerhelligste – det inderste alterrum i templet – blevet vist frem. Vi ved at et flag, en fane (et banner) er blevet løftet som tegn på at nu har Herren vist sig. Udtrykket at søge tilflugt under Herrens flag betyder at vente i templet på at Gud skal vise sig – at søge orakelsvar i templet.

At råbe på Herren optræder også i forbindelse med Moses og Samuel historierne i Salmerne:

v6 Moses og Aron, hans præster,
og Samuel, som påkaldte [råbte] hans navn,
de råbte til Herren,
og han svarede dem.
v7  Han talte til dem i skysøjlen.

(99.6)

Følgen på denne epifani er folkets eller menighedens hymne – lovsang over hvad der lige er sket. De råber: - Ære! Ære! Ære!

At Herren viser sig betyder at han har taget magten i verden, han har nedkæmpet de onde magter, han er blevet jordens konge, han er blevet indsat som konge. Vi ved at man i templet én gang om året fejrede Jahves bestigelse af tronen eller kroning eller indsættelse som konge. Jahve bryder frem og ind i verden som var fortabt i dødens og syndens greb. Han udfriede os af dødens og dødsrigets lænker, han førte os ud i friheden. Jahve sejrer som en kriger, en krigsmand.

Efter tronbestigelsen hyldes han som en konge (vi kender ordene fra adskillige salmer fx Salme 96, 113 og 104):

- Jahve er konge. Jahve er nu blevet konge. Han er den største af alle kongerne. Han er gudernes gud og herre. Han er blevet ophøjet helt op til himlen, helt op over himlen! Jahve lever. Gud er stor! Han er hellig, hellig, hellig. Hans herlighed fylder hele jorden! I guder, kast jer ned foran ham! I mennesker, kast jer ned foran hans ansigt! Herren er her – nu. Træd frem for Herren! Herren Jahve ser på jer!

I salmerne kan vi flere steder se dette råb til herren – hyldestråbet, sejrsråbet: - Vi har vundet! Herren har sejret:

Herrens højre hånd bringer sejr,
v16  Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!

(118.15)

Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2  du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3  Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v6  Urdybet [ondskaben] dækkede den [jorden] som en dragt,
vandet stod op over bjergene [alt stod under vand før skabelsen].
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej.
(104.1)

Ved skabelsen delte Gud vandet – som havde fyldt det hele – til to steder: Vandet neden under jorden som jordpladen flyder på og vandet oven over himlen – derfra kommer regnen!

Den aktuelle oplevelse – at se Gud i templet – epifanien – sættes lig med Guds epifani på Sinaj eller for Moses i ørkenen. Alle steder identificeres med hinanden. Alle ting er samtidige i kulten. Fortidige begivenheder – Gud viser sig på Sinajs bjerg eller Gud fører folket ud af Egypten – opfattes som begivenheder der sker lige nu! Alt identificeres med hinanden. Salmerne taler om at Herren bor på gudebjerget, det hellige bjerg langt mod nord – med dette bjerg sættes også lig med templet og Zions klippe – tempelklippen i Jerusalem. Babylon er lig med Egypten. Salmerne opfatter grundlæggende tingene i et fast skema. Tingene gentager sig igen og igen. Gud viser sig igen og igen – på samme måde.

Det centrale i gudstjenesten er at søge svar, at råbe på Herren, at tage varsler, at få Gud til at svare på mine spørgsmål. Udgangspunktet for gudstjenesten er nøden. – Giv os et tegn, Herre, så vi kan blive reddet. Men når jeg hører Guds svar, får jeg fred:

v7  På nødens dag råber jeg til dig,
for du vil svare mig.

v17  Giv mig et tegn, der varsler godt,
så mine fjender ser det og beskæmmes.

(86.7)

Når Herren – Jahve – viser sig i templet, er han farlig, hellig, frygtindgydende, umenneskelig, helt ukontrollabel, som vi også kender det fra Mosebøgerne om Sinaj epifanien: Hvis man kommer for nær ved Jahve, brænder man op – han er farlig, hellig, fuld af overmenneskelig, ubegribelig energi og kraft (som en slags elektricitet):

v9 Kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!

(96.9)

Det er frygtindgydende og skræmmende at se Gud, fjenderne må give op når de ser Gud og mennesker besvimer og falder om i afmagt:

v7  Ved din trussel, Jakobs Gud,
faldt både hest og rytter i afmagt.
v8 Frygtindgydende er du,
hvem kan holde stand mod dig, når du er vred?

(76.7)

Mange udtryk betyder i virkeligheden det samme. De ugudelige eller gudløse eller fjenderne eller de uretfærdige betegner reelt det samme. Lad dit ansigt lyse betyder det samme som Vis dig eller Rejs dig eller Rejs os eller Sæt dig på tronen! Det betyder: - Skab din frelse – Skab din verden! Skabelsen skete nok engang ved at Gud besejrede uhyret og ordnede verden – gjorde den stabil – men lige nu gør Gud det samme: Nu griber han ind igen mod det onde – han sejrer – det vil sige han skaber verden og dens orden. Salmerne opfatter bestemt ikke ordet skabelse som det meget senere er blevet opfattet i kristendommen. Skabelsen er ikke fortid – overstået – skabelsen er det som vi håber på at Gud vil gøre nu – snart!

I Salme 29 kan vi se lovsangen i v 9-11. Salmernes bog indeholder en mængde af disse hymner som i princippet er ens. Gud prises fordi han greb ind – i sidste øjeblik. Han trak os op af dynd og slam, op af gruben. Han befriede os fra nøden og ulykken der var som et uvejr, en storm.

Vi kan forestille os følgende – selv om vi faktisk ikke ved så meget om gudstjenesten i det gamle Israel:

Efter klagen har Gud vist sig på en eller anden konkret måde. Vi ved at man har anvendt lodder og lodkastning – selv om det nok ikke har været så vigtigt – det vil sige Gud kan have vist sig, vist sin vilje og frelse ved at man har kastet lod. Vi ved at man anvendte to terninger eller pile – Urim og Tummim. Disse to genstande har måske betegnet det gode eller det lyse og det modsatte – mørke, negative. Ypperstepræsten har båret tegningerne i kappefolden – som det hedder.

Gud kan have vist sig i et offertegn idet der er blevet foretaget ofre i indledningen til gudstjenesten. Gud viser om han modtager og accepterer offeret. Fx ved røgen fra ofrene – som blev brændt – eller ved dyrenes kroppe. Jvf historien om Kain og Abel i 1 Mosebog.

Der kan være sket det at en profet har fået en vision, et syn. Mange af teksterne i Salmerne er visioner. Vi kan sammenligne med visionerne i Johannes Åbenbaring. Han – profeten - ser Gud for sig, Gud taler til ham. Dette kan man kalde et orakel svar. Et orakelsvar er Guds egen tiltale til Israel. Vi kender disse orakelsvar i hele det gamle Testamente. I 1 Samuel 1 henvender den ulykkelige Hanna – der er barnløs – sig til Gud i templet. Hun får et orakelsvar – formidlet af præsten: - Til næste år skal du føde en søn. I 1 Samuel 1 kan vi netop se forløbet: Klagen (Hannas klage), oraklet og til sidst Hannas lovsang. Dette forløb har været typisk i det gamle Israel.

Orakelsvaret kan være givet af en præst – måske i form af en beretning om Herrens mægtige gerninger i fortiden, fx om udfrielsen af Egypten. Beretningen om fortiden bliver i kulten nutid. Det som skete dengang – med fædrene – vil også ske nu, ja sker allerede nu.

Der kan være sket andre ting: Vejret, regn, torden osv er blevet opfattet som tegn på Guds svar og Guds nærvær. At han er vendt tilbage. Gud viser sig ifølge Salmerne i naturfænomener som vind, storm, jordskælv, rystelser, at solen pludselig bryder igennem, skydækket (som er Jahves vogn), oversvømmelser, tørke osv. Gud viser sig i mange forskellige tegn. Når Judas byer bliver genopbygget – efter katastrofen i 587 f. Kr. – er det et tegn (69.36) – Gud viser sig. Ligeledes når han samler Israels fordrevne – fra eksilet i Babylon (147.2). Når jorden ryster er det et tegn ligesom når Gud dækker himlen med skyer og skaffer jorden regn (147.8). Eller når han lader sneen falde som var det uld (147.16). En pludselig helbredelse er et tegn lige som ild og hagl og røg. – Giv os et tegn Herre! Gud beviser sig gennem de tegn han giver. Han viser sin troskab ved at give os tegn (salme 69). Hvis han ikke giver os et tegn er vi fortabt – uden Gud og uden noget håb. Vi sidder dybt nede, lukket nede i den dybe mørke slimede brønd! (69.16).

At søge Herren, at råbe på Herren (Jahve! Jahve! Jahve!) er at søge oraklet eller orakelsvaret – nu mens tid er – måske i sidste øjeblik – det er centrum i hele kulten eller gudstjenesten:

v2  Herre, hør min bøn,
lad mit råb om hjælp nå dig.
v3  Skjul ikke dit ansigt for mig [se på mig],
når jeg er i nød.
Vend dit øre mod mig,
svar mig i hast, når jeg råber!

(102.2)

Gud viser sig i tegn og undere. Det drejer sig om at kunne se tegnet. Moses ser en brændende tornebusk – men han ved at busken er et tegn. Han kan se at den er et tegn på Gud – den viser hen til Gud. Derfor kan Gud vise sig i tegn og undere. I templet under gudstjenesten har det været muligt for alle at se Gud – som Gud siger til Moses i 3 Mosebog:

v17  Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

(3 Mosebog 23.17)

I beretningen om den ufrugtbare Hanna kan vi også se hvordan gudstjenesten simpelt hen består i at træde frem for Herrens ansigt, at se Gud, at Gud ser Hanna. Der findes i Salmerne utallige små stykker om handler om dette fænomen: oraklet – Guds visen sig eller epifani men vi kan ikke i detaljer sige noget om forløbet.

De mange epifani forestillinger er oftest meget gamle. Fx kan vi se at herren eller Jahve er omgivet af andre guder, at han bor på gudebjerget højt oppe i nord eller kommer fra Sinaj eller er en tordengud som andre guder i oldtiden. Disse forestillinger går tilbage til Israels urtid. Vi kan sige at religionen i Det gamle Israel simpelt hen handler om disse epifanier. Gud har vist sig! At opsøge Herren som det hedder i Salmerne er netop at søge hen til templet – i forgården hvor gudstjenesten foregik – og vente på epifanien – i bredeste betydning – at vente på Guds svar og tiltale. At søge sin tilflugt til Herren er at søge til templet og se Herren. I templet sidder vi under hans vingers skygge. I templet sidder vi under kerubernes vingers skygge. Dette er centrum i Salmerne og i hele Det gamle Testamente. Kom! Kom! Kom frem! Vis dig! Se på os! Lyt! Tanken er at når Gud ikke er her – kan han ikke høre os - og han glemmer os. Gud kan kun høre os når han er her til stede. Derfor råbet: - Kom! Udgangspunktet er så at sige at Gud har forladt os og er langt borte som det siges i Salme 22 som bliver anvendt på Jesus i Det nye Testamente. Det kan blive til psykologisk menneskelig offertankegang og vrede mod Gud: - Du har forladt os! Du har svigtet! Du lovede os at du ville beskytte os men du har svigtet alt hvad du lovede! Vi kan ikke stole på dig! Du lover så meget! I denne rolle kan man sige at Israel spiller den bedragede, vrede ægtefælle. Man kan finde denne vrede i salmerne – sammen med at folket eller kongen bedyrer sin uskyld – men den er ikke typisk for salmerne. Men den er et eksempel på at der er meget stor forskel på Israels gamle religion og den senere kristendom.

v7  For Herren er retfærdig, han elsker ret,
de retskafne skal se hans ansigt.

(11.7)

v11  Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt [når du ser på mig],
du har altid herlige ting i din højre hånd.

(16.11)

Guds fremtræden og dom er ikke nogen dom i vores betydning – ikke nogen domfældelse til straf eller frifindelse. Dommen er en nåde eller en redning. Dommen er en befrielse, en udfrielse af nøden. Dommen er det som vi venter på:

v14  Du vil rejse dig og være barmhjertig,
for det er tid at vise nåde.

(102.14)

Det som Gud gør, gør han som et svar på vores råb om hjælp. Gud griber ind og viser sig for at redde de hjælpeløse, fattige og de forfulgte – altså dem som er gået fortabt, dem som har mistet alt. Han gør det ikke fordi han er hævngerrig eller ondsindet. I Salmerne hedder det at Gud holder dom over verden men derved menes at Gud griber ind, viser sig og frelser verden. Gud kæmper imod Synden, lidelsen, nøden, ulykken. Gud kæmper imod kaosmagterne. Udtryk som de ugudelige og synderne og de gudløse er ikke ateister som benægter Guds eksistens og derfor skal nedkæmpes og dræbes! Der var ingen ateister i det gamle Israel – det er en helt moderne problemstilling. I det gamle Israel spurgte man ikke om Gud eksisterer – Man spurgte: Hvilken Gud er den stærkeste?! Gud bekriger ikke enkeltmennesker eller syndere i vores forstand – han bekæmper Rahab og Livjatan – det onde som sådan. Vi kan sige – med et senere begreb – han bekæmper Satans magt over menneskene. Han bekæmper lidelsen, egoet som skaber lidelsen. Gud er en kriger og det Gud gør er at han besejrer det onde. Guds handlinger er dybest set ikke vendt imod bestemte lande eller mennesker. Gud frelser – nedkæmper de onde kræfter som har taget magten i verden. Gud er den største af alle, den største af alle guderne. Salmerne anvender et kan man sige overdrevent sprog for at vise hvem Gud er. Salmerne anvender oldtidens sprog. Salmerne fremstiller Herren – Jahve – som en konge med enorm kraft og styrke som kan overvinde alt. Vi skal ikke læse Salmerne bogstaveligt. Det har aldrig været meningen. Salmerne består af metaforer og billeder.

Synden er en magt der har ramt vore hoveder:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder [synden] fra os.

(103.12)

Gud viser sig på mange måder. De onde og voldsmændene ender med at blive fortabt og ulykkelige. De bliver ramt af deres egen ondskab – ikke af Gud. De bliver – med et andet udtryk - ramt af deres karma – så at sige. Salmerne tror på at sådan er livets lov. Det onde besejrer sig selv – det kan ikke bestå. Slangen æder sig selv op – fra halen. Men samtidigt er det også Gud der viser sig i denne lov. Gud viser sin magt når de onde rammes af deres egen ondskab. De gravede en grav eller grube – men de faldt selv i den. Gud viser sin storhed og vælde i de ting som sker. Jeg bliver måske ramt af en sygdom – men måske er det et tegn til mig. Gud viser sig på mange måder. Livets lov kommer fra ham siger Salmerne. De som øver vold mod andre vil komme til at lide for det. Gud er de gode kræfter inden i det som sker. Gud vil at vi skal frelses og hans veje er uransagelige. Hans visdom er dyb og uudgrundelig. Men pludselig kan vi se det. Gud er ikke noget menneske – men han kan handle igennem mennesker. Det mennesker gør er noget som Gud gør – måske kan vi se tegnene – måske kan vi se Gud i det som de gør. I Salmerne kan vi se Gud i det som kongen eller den salvede gør. Han gør det som Gud vil. Salmerne bruger de nøjagtigt samme udtryk om det som Gud gør og det som den salvede gør. Han er et redskab, et middel, en form, et legeme.

Gud eller Jahve kan i Salmerne være meget menneskeligt opfattet. Opfattelsen af gud kan være meget antropomorf. Han er her nede på jorden. Han bor på Sinajs bjerg – eller på bjerget højt mod nord. Han er en konge – hernede. Han lever blandt os – men hans godhed og tapperhed når helt op til himlen, som det ofte siges. – Løft dig, Herre, helt op til himlen! Lyder det.

Gud er dommer eller han bliver dommer når han viser sig. Men Gud er ikke nogen stillesiddende juridisk dommer i vores forstand som sidder og henholder sig til lovbogen! Gud er meget mere en kriger, en helt. Vi kan tænke på alle de senere myter om dragen og ridderen, Mikael, uhyret osv. De ord som bruges om den salvede, kongen og om Gud er de samme. Den salvede handler på Guds vegne. Kongen dømmer – dvs handler – Gud dømmer – handler. At dømme er at sikre det gode, det livsfremmende, at skille det livsfjendtlige ud. I den forstand er Salmernes billeder mytologiske. Det onde er personificeret – fordi det var tidens sprog. Det onde er fjenderne eller de gudløse eller de rige eller undertrykkerne – men disse udtryk skal ikke læses bogstaveligt. De er symboler på det samme – det onde som sådant, ulykken, afgrunden, hullet som vi er havnet i – synden. I den senere kristendom har begrebet dom nogen gange fået en helt anden betydning. I Salmerne er Gud den handlende, den skabende. Dommen er en ny skabelse, som det siges. I dommen skaber Gud verden. Verden er den gode verden, det gode liv som var gået af led. Verden var gået af lave. Gud greb ind. Han genoprettede balancen. Han er en gartner. Han griber ind for at redde haven. Vi er vækster og urter på Herrens mark. Da Gud skabte verden besejrede han de onde magter: de vældige vande, afgrunden, slangen, mørkets magter, mørkets væsen. Gud skabte lyset og dagen. Gud er identisk med lyset. Gud viser sig i sin Kabod dvs i en lysglans, glorie, et lysglimt, et sollys. Der hvor han er, er der kun lys. Når vi ser lyset ser vi Gud. Hvis vi fratages lyset synker vi ned i mørket, ned i dødsriget. I graven er der intet lys, intet liv. Gud giver mine øjne lys så jeg ikke skal falde ned i den mørke grube. Lyset er godhed og nåde. At vandre for Guds ansigt er at være i nåden – at være velsignet. Når Gud ser på os bliver vi velsignet. Om morgenen bryder Gud frem som det kan siges i Salmerne. Om morgenen når lyset kommer viser Gud sig. Vi bliver frelst når lyset bryder frem. Hver morgen kan vi se Guds frelse som det siges i Salmerne. Guds magt var så overvældende at mørket måtte vige. Skabelsen gentages – fornys.

Gud holder nok dom når han kommer – men han befrier os fra dem som hele tiden vil dømme os, som det siges i Salme 109! Salmerne opfatter desuden livet som en retssag – efter retssagens metafor. At blive trukket for en retssag, at blive konfronteret med falske vidner som fortæller løgnehistorier om mit og at blive dømt af en dommer som kun dømmer fordi han har modtaget bestikkelse – er at gå helt fortabt! Den der går ud af en retssag som taber er gået fortabt og livet er en retssag. Men Gud er vores sagfører og han fører vores sag igennem. Han redder os fra dommen! (109.31).

Når Gud kommer og viser sig kan han se os – og vi kan se ham. At se Gud er at blive frelst ligesom det at Gud ser os betyder at han ser vores lidelse og derfor frelser os. Han kan nu høre og se os. At søge Herren eller at opsøge Herrens ansigt er at gå til Guds hus for at se Gud eller blive set af Gud. Velsignelsen er at Gud ser på os. Når Gud ser på os kommer der et lys fra hans ansigt, fra hans øjne. Heri ligger frelsen:

v22  Herren talte til Moses og sagde: v23  Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:

v24  Herren velsigne dig og bevare dig,
v25  Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
v26  Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

Når Gud viser sig, slår han hele verden med forundring, forskrækkelse, frygt. Dette er typisk oldtidens sprog i forbindelse med de mægtige konger – de skaber frygt på grund af deres vælde eller herlighed. Når kongen viser sig må alle kaste sig til jorden og frygte hans vrede. Dette træk er ikke specielt religiøst – det er skema og sprog i oldtiden. Vi kender dette træk meget godt fra Assyrerne og Babylon. Når Gud kommer, kommer der jordskælv og naturkatastrofer. Gud viser sin vrede, sit raseri. Han er ubændig, umenneskelig. Gud eller Jahve brænder i ild. Der er ild omkring ham. Røgen står ud af næsen på ham. Jahve er identisk med ilden selv. Han er glødende kul og hagl. Han er overvældende, hærgende. Han spreder ødelæggelse. Jahve dræber både mennesker og kvæg som det siges (135.8). – Kom og se hans ødelæggelser, som det hedder i Salmerne. Jahve er sorte skymasser, lyn og torden. Det som sker i naturen og vejrliget er tegn, Guds tegn:

v15  Som ilden sætter skoven i brand,
som flammen antænder bjergene,
v16  skal du forfølge dem med din storm
og forfærde dem med din hvirvelvind.

(83.15)

Han er død og undergang. Han knuser de små børns hoveder på klippen – som de siges om børnene fra Babylon. Jahve er hævneren, tilintetgøreren. Jahve slår tænderne ud på alle fjenderne og knuser deres kæber. Billederne af Jahve – som vel at mærke er symbolske – viser os krigens gru i oldtiden. Den brutale, hensynsløse vildskab. Magtdemonstrationen. Jahve er en ond gud i menneskelig forstand – men Salmerne taler med tidens sprog og beskrivelserne er ikke blevet opfattet som vi opfatter dem. Han skyder sine glohede, brændende pile mod alle fjender. Han tilintetgør. Han bruger spyd og økse. Han farer frem med løftet økse! Han pruster og stønner. Jahve er en tyr. Han er den vældige, som det siges (vældig betyder tyr). Han er omgivet af sine krigere eller guder eller engle – han er Herren Zebaot – dvs herre for hær-skarerne fra himlen. – Jahve er gudernes Gud, som det siges i Salme 50. Jahve er omgivet af en enorm hær af væsner og stærke krigere nemlig de andre guder som er hans hjælpere. Jahve dømmer også guderne – han er mægtigere end de andre guder som bor i himlen – eller på gudebjerget – højt oppe i nord. Jahve kommer bestemt ikke alene! Han er omgivet af talløs skare af væsner som er hans hjælpere og krigere. Han er omgivet af sin hofstat som det er blevet sagt. Når han viser sig her er han omgivet af en skare på hundred tusinder. Når han er i himlen er han omgivet af en utallig skare. Denne skare er hans hellige. Disse forestillinger genfinder vi i Det nye Testamente i Johannes’ Åbenbaring. Han er omgivet af en brølende orkan og brændende ild overalt hvor han træder frem. Han vækker gru og rædsel hos hans modstandere men jubel hos hans venner. Når han drager gennem verden er det et triumftog. Han bliver hilst med jubelråb. Jorden ryster og skælver. Gud får hele fundamentet for verden til at ryste. Han er vred, rasende – fordi han er i krig med det onde. Han er i krig med drageuhyret Livjatan som det siges i en anden salme. Der hvor Gud viser sig er der lys, brand, røg, ild. Lynene er hans pile. Tordenen er Gud der taler. Lyn og torden er tegn, varsler. Gud ridder på keruberne. Keruberne er englevæsner men i templet ved pagtens ark er også to keruber. Gud tager sæde på keruberne eller sammen med keruberne, siges det. Keruberne er hans vinger. Gud skjuler den salvede bag og under sine vinger. Jahve er en fugl. Skyerne er hans vogn. Vinden er Guds vogn. I sin krig, i sin kamp får Gud næsten verden til at gå i opløsning. Jordens fundament blottes. Grundlaget under verden trues. Gud er vred – men for at kunne sejre. Vores frelse er hans sejr.

v1  Herren er [nu blevet] konge! Folkene skælver.
Han troner [nu] på keruberne, jorden ryster.
v2  Herren er stor på Zion
og ophøjet over alle folkene.
v3  De skal prise dit store og frygtindgydende navn.
Hellig er han!

(99.1)

Gud kommer til verden. Han kommer fra Sinaj – fra Sinajs bjerg som det siges. Han kommer ind over Israel sydfra. Moabitterne er på hans højre side (svarende til det nuværende Jordan). Han kommer ad en rute. Guds komme er en advent på samme måde som man senere i kristendommen fik en advent og en adventstid. Vi sidder og venter. Vi venter på at han skal komme – her. På at han skal vise sig. I kristendommen kommer denne advent til at svare til julen – Guds komme – Gud viser sig. Bønnen Fader Vor i Det nye Testamente er en adventsbøn – Kom! Vis dig! Kom nu!

Gud var faldet i søvn. Han var som den kriger der havde drukket for megen vin og var faldet i søvn, bevidstløs, som det hedder i Salmerne. Vi kunne ikke råbe ham op. Vi var i nød, men han hørte ingenting. Vi var fortabt. Han så os ikke, han så ikke vores gru og rædsel. Men så vågnede han pludselig. Han rejste sig. Ordene rejste sig, rejs dig, rejsning, rejs os er urgamle ord i den gamle religion i Israel. Ifølge Mosebøgerne bliver det sagt hver gang at arken blev flyttet og løftet op: - Rejs dig, Herre – Jahve – Rejs dig – stå op! At Gud rejser sig betyder at han rejser sig i sin styrke, at han viser sine kræfter. Han viser sit sande ansigt. Vi ser hans sande ansigt – som han er. Jahve rejser sig og går til angreb som en krigsmand. Han stormer ud i verden og nedkæmper vore fjender – de onde. Når han rejser sig, rejser han også os op! Hans rejsning er vores. Han oprejser menneskene. Han ophøjer dem, som det siges. Han giver os æren og herligheden tilbage – når han rejser sig – til krig og kamp. Han trækker os op af nøden. Når vi kan se ham ved vi at vi er reddet. Så snart vi kan se ham er vi reddet og frelst. Så snart han hører os ved vi at han vil komme os til undsætning. Gud viser sig som han er – trofast. Han svigter ikke når vi råber på ham. – Jahve! Jahve! Jahve!

Når Herren kommer, bliver der kamp og krig i universet, blodet kommer til at flyde – billedligt talt, men målet med det som Gud gør, er krigens og kampens ende. Målet er fred i den betydning det bruges i Det gamle Testamente: glæde, fred, trivsel, lykke, velstand, slægt, sundhed, krop, fællesskab. Gud gør en ende på alle krige. Han brækker buen og knækker spydet. Alle sværd bliver smedet om til plovskær. Gud nedkæmper verden og egoet – kampen og krigen. Vi behøver ikke at kæmpe længere. Også hos profeterne – fx hos Esajas – finder vi dette træk: Guds visen sig, Guds indgriben er en ende på alle krige. Lammet skal græsse ved siden af løven.

Salmeteksterne handler om at se, at se virkeligheden. Det vi ser, er tegn – for Gud. Vi kan se Gud – vi kan se Guds virkninger, virkningerne af hans handlinger. Det som sker viser hvem Gud er, viser at Gud er til, at han redder os, at han griber ind. Når vi pludselig bliver reddet kan vi se tegnet. Det var Gud som gjorde det. Selv kunne vi ikke. Vi var fortabt. Gud kan vi se og smage, som det siges. Gud kan erfares. Han er virkelig. Han kan ses. Vi kan se beviserne i vores eget liv. Hvis vi ikke lukker øjnene. Vi kan se lyset. Lyset kommer fra ham.

Se mig! Se på mig! Se mig, som jeg er. Hverken bedre eller værre end jeg er. Se mig. Se den vej, hvor jeg er. Se i min retning. Hold op med at se den anden vej. Når du ser på mig, ved jeg, at du bekymrer dig om mig. At du ser mig. Og ikke er ligeglad med mig. Når du ser på mig, giver du mine øjne lys og liv. Du giver liv til mig. Hvis du ikke ser på mig, kan jeg ikke leve. Jeg forsvinder. Jeg eksisterer ikke mere. Hvis du ikke er der er jeg ikke mere til. Alene kan ingen mennesker eksistere. Vi får livet af hinanden. Vi får vores identitet i vore relationer. Jeg er uden skyld. Se på mig. Jeg er et menneske. Ikke nogen ond mand. Jeg er som alle andre. Ingen mennesker har fortjent at lide. Alle mennesker er ligeværdige og ens. Vi har fortjent at have det godt. Vi har fortjent at blive set. Vi har fortjent at blive anerkendt og respekteret. Når du ser på mig, giver du mig respekt. Du anerkender mig. Jeg er det skud, som du selv har plantet. Vi er hinandens skud og planter. Vi skal se efter hinanden og passe på. Vi er her for at passe på hinanden. Og se efter. Værne. Se på mit ansigt!

Vi kan se tegnene. Hvorfor er der jordskælv? Hvorfor uvejr? Hvorfor pest? Hvorfor glødende kul fra himlen? Salmerne fortolker det som sker. Gud er bag ved det som sker. Det som sker er et tegn som viser hen til noget andet. I Salmerne er der mange glidende overgange imellem det mennesker gør og det som Gud gør. Gud er inden i de ting som mennesker gør. Gud er den energi eller den kraft som får tingene til at ske. Hvis jeg pludselig bliver rask – er det Guds hjælp. Hvis jeg pludselig kan vinde over alle mine fjender – har Gud vist sig og grebet ind. Gud er den kraft og styrke som jeg har og pludselig får:

v32 Hvem er Gud om ikke Herren?
Hvem er klippe om ikke vor Gud?
v33  Gud er den, der væbner mig med styrke
og gør min vej fuldkommen.
v34  Han gør min fod let som hindens
og giver mig fodfæste på højderne.

(18.32)

Vi kan her tydeligt se hvordan der er en meget glidende overgang imellem det som Gud gør og det som kongen gør:

v40 Du væbner mig med styrke til krig,
du tvinger mine modstandere i knæ.
v41  Mine fjender slår du på flugt,
og jeg gør det af med mine modstandere.

(18.40)

– Vi ser Guds frelse, vi kan se Guds frelse, som det siges. Når Guds ansigt lyser, bliver alting lyst. Alt bliver badet i sollyset. Alt bliver synligt og kommer for en dag. Alle ting bliver afslørede og oplyste. Mørket må vige når lyset kommer. Lyset sejrer af sig selv – på grund af dets natur. Frelsen er ikke tro i vores betydning af ordet. Frelsen er ikke et fjernt lidt urealistisk håb som måske engang bliver til noget. Frelsen er erfaring, det vi kan se. Det gamle Israel kunne se at de blev frelst ud af Egyptens plager. Og siden kunne de se at de blev reddet ud af kløerne på Babylon. Folket eller kongen kunne se og bevidne at de var blevet frelst fra belejringen da fjenden pludselig opgav og trak sig bort. Salmerne er vidner, vidnesbyrd. Salmerne vidner om hvordan Jahve har frelst folket utallige gange i fortiden. Alt dette var ikke tro. Det gamle Israel ville have undret sig over vores begreb om tro. Det som Israel holdt sig til altid var at det havde set Guds frelse, han havde reddet det lille land fra truende ulykker, han havde reddet det enkelte menneske fra nød og elendighed. Når vi ser vores frelse, vores gode og rige liv, vores sundhed, vores dejlige liv på jorden kan vi se Guds frelse. Vi ser lyset. Verden trues hele tiden af det onde. Verden er ustabil. Gud er vores værn. Han er den magt som kan gå imod lidelsen. Derfor holder vi os til ham. Han er vores. Han støtter os. Fordi han har gjort det så mange gange i fortiden – vil han også gøre det nu. Det er troen – tilliden. Han vil og han kan. Måske sover han men når vi råber så viser han sig. Så kan vi se ham. – Vi ser os mætte i Guds ansigt (Salme 17.15).

Fader Vor bønnen i Det nye Testamente er en fortsættelse af tanken i Salmernes Bog. I Fader Vor beder vi om at Gud må gribe ind, om at Gud må vise sig og gøre en ende på lidelsen, nøden, det onde. – Fri os fra det onde, som det hedder hos Mattæus. Det onde er dødens magt, syndens magt, krigen, volden, fortabelsen, smerten. Fader Vors indhold er det samme som råbet i Salmerne: - Vis dig! Rejs dig! Gennemfør din magt, tag magten, sæt dig på tronen! Michelangelos billede i Det sixtinske Kapel af Guds tilsynekomst og dom er et kristent billede der viser Salmernes tankegang.

I Fader Vor beder vi om at Guds navn igen må blive helligt – på trods af at det nu er blevet vanæret. Vi beder om at Navnet skal få sin ære igen. Vi beder om at Gud nu må vise sig i sin herlighed. Lige som Jesus viser sig i sin herlighed – i magt og lys – på bjerget ved forklarelsen. - Vis dig Gud, er indholdet af Fader Vor. - Vis dig så vi kan se dig. – Vis dig som du er! Grib ind. Vis din magt. Vis også din magt oppe i himlen. Tag også magten oppe i himlen (en tanke vi netop kender fra Salmerne: Der er andre end Gud oppe i himlen). Frels verden fra synden og ondskaben, egoet og vanviddet! Frelsen er en udfrielse af nøden, ulykken, smerten. Vi beder om at Gud igen må tage magten og æren – vi beder om at de gode kræfter må rejse sig – nu omsider inden det er for sent. – Kom, kom, som bruden siger i Johannes Åbenbaring. Bruden er verden som længes efter brudgommen der skal komme og frelse hende. – Kom, kom nu! Vis dig! Kom frem!

Vi kan se flere steder i Salmerne at der har eksisteret regler – sikkert rituelle regler – for hvem der havde lov til at opsøge Herren – lov til at se Gud i templet. I Salme 15 og 24 findes sådanne regler. De viser vigtigheden af epifanien. Troen og religionens centrum er selve oplevelsen af at Gud er til stede. Han ser os nu – fordi han er her – lige nu. Derfor har der eksisteret regler om at visse personer ikke kunne få adgang til templet – de kan ikke få adgang til at se Gud. Dem som Gud ikke ser er fortabt ligesom de mennesker som ikke ser Gud er fortabt. Derfor skal alle i folket drage op og se Herren 3 gange om året som det hedder i Moseloven! Vi kan se at udtryk som at være en gæst i Herrens telt og bo på Guds hellige bjerg ikke skal læses bogstaveligt. Deres betydning er at opsøge og se Herren – Jahve – i templet. Templet er Herrens telt eller bolig. Den klippe som templet var bygget på bliver efterhånden til Guds hellige bjerg!

v4  Kun ét ønsker jeg fra Herren,
kun det længes jeg efter:
At bo i [opsøge] Herrens hus,
så længe jeg lever,
så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed [se Gud]
og søge svar [orakler] fra ham i hans tempel.

(27.4)

v8  Jeg husker, at du siger: »I skal søge mit ansigt!«
Herre, jeg søger dit ansigt.

(27.8)

v13  Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed [Herren]
i de levendes land.

(27.13)

Salmerne indeholder en række orakler eller orakelsvar – hvor Gud taler direkte til mennesket. Oraklerne bliver givet i templet under gudstjenesten. Gud viser sig og vi hører et orakelsvar fra hans mund. Oraklet er den direkte tiltale - løftet. Vi har bevaret mange såkaldte kongeorakler fra Israels naboer, Egypten og Mesopotamien og assyrerne. Disse kongeorakler er Guds tiltale og løfte til kongen i hans indsættelse. Hos Esajas kan også finde et orakel til perserkongen Kyros – Guds redskab og salvede – en rovfugl fra østen – som Esajas kalder ham.

Som eksempler på disse orakler kan vi citere fra forskellige af salmerne:

v17  Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra klippen.

(81.17)

v7  Fra støvet rejser [jeg] den svage,
fra skarnet løfter [jeg] den fattige,
v8  [jeg] sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  [Jeg] lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113.7)

v4  [Jeg] skaffer folkets hjælpeløse ret,
[jeg] hjælper de fattige
og knuser undertrykkerne.

(72.4)

Jeg hører et sprog, jeg ikke kendte [en vision, et orakel]:

v7  Jeg [vil] befri hans skulder for byrden,
hans hænder for kurven.
v8  I din nød råbte du, og jeg reddede dig,
skjult i tordenen svarede jeg dig.

v11  Jeg er Herren din Gud,
som førte dig op fra Egypten.
Luk munden op, så skal jeg fylde den.

(81.6)

Jeg har givet magten til en helt,
jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.
v21  Jeg har fundet min tjener David,
jeg har salvet ham med min hellige olie.
v22  Min hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.

(89.20)

v3  [Jeg] redder dig
fra fuglefængerens fælde,
fra den hærgende pest.
v4  [Jeg] dækker dig med mine fjer,
du kan søge ly under mine vinger;
min trofasthed er skjold og værn.
v5  Du skal ikke frygte for nattens rædsler
eller for pilen, der flyver om dagen,
v6  ikke for pesten, der breder sig i mørket,
eller for soten, der hærger ved højlys dag.
v7  Om end tusinder falder ved din side,
titusinder ved din højre hånd,
dig skal intet ramme.

(91.3)

v11  [Jeg] løfter dit horn [magt] som vildoksen,
[jeg] salver dig med den friske olie.
v12 Roligt kan [du] se på dine fjender,
og høre om de onde, der står dig imod.
v13  Den retfærdige skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
v14  de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.
v15  Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne.

(92.11)

v3  Den dag [du] råber, [vil jeg] svare dig,
[jeg vil] fylde dig med stolthed og give dig styrke.

(138.3)

Oraklet i Salme 68: Et eksempel på et kollektivt orakel, formidlet af en profet ved templet:

Det orakel vi finder i Salme 68 er ikke et individuelt orakel som til den ufrugtbare Hanna i 1 Samuel 1 men et kollektivt orakel givet til den jødiske konge og hans folk. Under gudstjenesten mens man har råbet på Herren, har en profet eller præst ved templet fået en vision, et syn: - Jahve har vist sig. Han er nu trådt ind i verden. Han er kommet. Han er nu igen blevet vores konge. Han har nu igen taget magten i verden. Folket oplever Jahves tilsynekomst gennem denne vision.

De forestillinger som vi finder i Salme 68 hører til de ældste i Det gamle Testamente. Disse tanker – om epifanien – går tilbage til Israels urtid omkring 1000 f. Kr. De er formidlet videre gennem tiden skriftligt og mundtligt. Disse forestillinger kom senere til at indgå i de kristne forestillinger om dommen eller dommens dag. Fx finder vi dem i Johannes’ Åbenbaring men også i Det øvrige nye Testamente – fx hos Paulus der citerer Salme 68 direkte.

Salme 68 består sandsynligvis ikke af een eneste lang vision – den er antageligt sat sammen af forskellige mindre visioner. I tidens løb er de blevet redigeret og kombineret. Vi bør altså læse de enkelte vers hver for sig. Hvis man sammenligner indholdet eller teologien i de enkelte vers kan man også se at de nogle steder har en forskellig opfattelse. Et sted kommer Herren således fra Zion, fra templet – et andet sted kommer han fra Sinaj og et tredje sted kommer han fra bjerget i nord, Bashan. Nogle steder sejrer han uden nogen kamp eller vold (mørket viger bare for lyset som det senere siges) – andre steder sejrer han ved ægte krigsmagt i oldtidens stil.

Gud er igen rykket ind i sin bolig, templet. Han er kommet fra Sinajs bjerg hvor han bor. Han er kommet ind over Israel sydfra. Han har fordrevet alle fjenderne. Han har befriet fangerne og hævdet enkernes og de faderløses ret. Han har skabt en retfærdig verden - igen – efter kaos. Jahve er steget helt op til det høje, helt op til himlen – så stor er hans magt. Alle jordens konger har betalt tribut til ham. Alle jordens konger kommer til templet og Jerusalem og afleverer deres gaver i ærefrygt og anerkendelse (det samme billede finder vi i Esajas 60 - Tritoesajas). De har underkastet sig. Jahve har taget fanger fra de besejrede konger som man gjorde i oldtidens krigsførelse. Jahves tilsynekomst er ledsaget af tegn i naturen som vi kan se – vand, jordskælv. Jahve kommer ikke alene men sammen med hans talløse skare af krigere – guderne – de hellige eller de fromme som de nogle gange kaldes. Herren er Zebaot – det vil sige hærskarernes, krigernes gud og herre. Jahve knuser issen og hjerneskallen på alle fjendernes småbørn. Hans grusomhed er mytologisk. Han besejrer havdybet, havets dyb som det siges, folkenes tyrekalve (guder), Livjatan. Jahve er nu rykket ind i templet, ind til det allerhelligste. Han troner nu på arken, Pagtens ark. Han troner på kerubernes vinger. Jahves færden er et triumftog. Begivenhederne er en indsættelse af Jahve – en kroning af Jahve som konge (Jahves bestigelsesfest). Når han har sat sig på tronen er han blevet hele jordens herre – selv de fjerne øer (i Middelhavet) anerkender ham. Alle konger på jorden bringer ham gaver. Alle råber: - Ære! Ære! Ære! Han bliver hilst med jubelråb. Jahve er nu her i templet. Nu kan han se os. Nu kan han høre os. Og vi kan se ham.

v1  For korlederen. Salme af David. En sang.

v2  Gud rejser sig, hans fjender spredes,
og hans modstandere flygter for ham.
v3  Som røg vejres bort,
og som voks smelter for ilden,
går de uretfærdige til grunde foran Gud.
v4  Men de retfærdige jubler og glæder sig,
de fryder sig i glæde for Guds ansigt.

v6  Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud [nu] i sin hellige bolig.
v7  Gud giver de ensomme et sted at bo,
han fører fanger ud og giver dem lykke,
kun de genstridige skal bo i det nøgne land.

v8  Gud, da du drog ud i spidsen for dit folk [Egypten]
og skred frem i ødemarken,      Sela
v9  da skælvede jorden,
himlen dryppede af regn foran Gud,
Sinajs Herre,
foran Gud, Israels Gud.

v10  Du lod regnen strømme rigeligt, Gud,
du sørgede for dit udpinte land.
v11  Der [i Palæstine] fandt dit folk en bolig,
i din godhed sørgede du
for de hjælpeløse, Gud.

v12  Herren lader sit ord lyde,
stor er skaren af kvinder med glædesbud:
v13  Hærenes konger er på hastig flugt,
husets frue fordeler byttet.

v18  Guds stridsvogne er to gange ti tusind,
tusinder og atter tusinder.
Herren er kommet fra Sinaj til helligdommen.
v19  Du er steget op til det høje,
du har ført fanger med,
du har taget gaver [tribut] blandt menneskene,
selv de genstridige;
Gud Herren skal bo der [i templet].

v22  Gud knuser sine fjenders hoved [Livjatan, det onde],
issen på dem, der lever i skyld.
v23  Herren siger: Fra Bashan henter jeg dem,
jeg henter dem fra havets dyb [urdybet jvf 1 Mos 1],
v24  så du kan bade dine fødder i blod
og dine hunde få deres del af fjenderne.

v25  De ser dit festtog [triumftog], Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26  forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

v27  Pris Gud i forsamlingerne [Israels 12 stammer],
Herren, Israels kilde!
v28  Dér er Benjamin, den yngste, som hersker over dem,
Judas stormænd i larmende flok,
Zebulons stormænd og Naftalis stormænd.

v29  Opbyd din styrke, Gud,
den styrke, Gud, du har vist os,
v30 fra dit tempel i Jerusalem;
konger skal bringe dig gaver [tribut].

v31  Skræm dyrene i sivkrattet [de onde guder],
tyreflokken, folkenes tyrekalve!
Træd dem ned, der elsker sølv,
split de krigslystne folk!
v32  De kommer med bronzevarer fra Egypten,
Nubien skal løfte sine hænder til Gud.

v33  Jordens kongeriger, syng for Gud,
lovsyng Herren,      Sela
v34  som rider hen over ældgamle himle,
hør, han løfter sin røst, en vældig røst.
v35  Giv Gud hæder,
hans højhed er over Israel,
og hans styrke i skyerne.

v36 Frygtindgydende kommer du fra din helligdom, Gud,
Israels Gud giver folket styrke og kraft.
Lovet være Gud!

(salme 68).

Den forladte hustru og den svigtede kvinde:

Billederne i Salmernes Bog kredser ofte om det samme billede: Gud er ægtemanden og folket eller Israel er ægtehustruen. Deres forhold er en aftale, en kontrakt, en pagt eller et løfte. Hver part har sine forpligtelser. Klagen og anklagen imod Gud er hustruens eller kvindens forbitrede klage over manden som nu har forladt hende, ladt hende i stikken. Gud lever ikke op til sine løfter. Han har vendt hustruen ryggen. Gud er fjern, han er ligeglad. Han tænker på noget andet. Gud er faldet i staver og har glemt mig - hans hustru - som han burde værne og beskytte og tage sig af. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (Salme 22). Kære mand, hvorfor har du forladt mig? Hvad har jeg gjort? Synes du at jeg har fortjent det? Hvorfor ser du ikke den vej, hvor jeg sidder? Nu er jeg blevet prisgivet den onde verden. Jeg er fortabt. Ingen beskytter mig. Alle er ude efter mig. Alle jager mig. Alle vil de æde mig. Jeg er et offer. Gud har gjort mig til et offer. Derfor er jeg vred på Gud. Han lovede så meget – men hvad har han egentligt overholdt? Han var fuld af store ord – men hvad er det blevet til?

I denne forbindelse kommer det centrale ønske: - Herre, giv mig et tegn! Giv mig et tegn på, at du bekymrer dig om mig, på at du ikke bare er ligeglad, et tegn på at du værdsætter mig! Kom her! Vær til stede! Se mig! Hør på mig!

Vi kan se alle disse kvindens og hustruens tanker og klager i et væld af salmer - for eksempel i de følge citater fra Salme 69. I denne salme kan vi også se hvordan kvindens skuffelse slår over i en vrede, en forbandelse af hendes skæbne og af alle de fremmede (farlige, dem der er derude i verden) som ikke kan lade hende være:

v17  Svar mig, Herre [ægtemand], for din trofasthed er god [Du var tro engang],
vend dig til mig i din store barmhjertighed!
v18  Skjul ikke dit ansigt for din tjener [Se på mig],
for jeg er i nød, svar mig i hast!
v19  Kom mig nær og befri mig,
udfri mig fra mine fjender [verden]!

v20  Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender [fremmede, mænd, verden] for øje [du ser det jo];
v21  deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22  De gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.

[Forbandelsen:]
v23  Lad deres [de fremmede, mændene, verdens mennesker] bord blive en fælde,
en snare for dem i deres sorgløshed. [Det vil sige: Lad dem æde sig ihjel!]

v24  Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, lad altid deres lænder ryste.
v25  Udøs din vrede over dem,
lad din glødende harme [glødende kul] nå dem!
v26  Deres lejr skal blive øde,
ingen skal bo i deres telte [Lad dem blive ensomme og forladt!].
v27  For den, du har slået [nemlig mig], forfølger de,
de øger smerten hos den, du har såret [mig, din hustru].
v28  Føj skyld [lidelse] til deres skyld [lidelse],
lad dem ikke få del i din retfærdighed [frelse]!
v29  Slet dem af livets bog,
de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!

v30  Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,
lad din hjælp beskytte mig, Gud [ægtemand]!

[Giv mig et svar, Giv mig et tegn - nu!]

(69.17)

Herrens tronbestigelsesfest i Salmernes Bog.

v10  Moab er mit vaskefad,
på Edom kaster jeg min sko,
mig skal du hylde, Filistæa!

(60)

Det er en almindelig opfattelse at der har været afholdt en tronbestigelsesfest i det gamle Israel. Kilderne til disse ritualer er meget usikre og der er meget delte meninger i forskningen men det er en udbredt opfattelse at der er blevet afholdt en sådan højtid eller kultisk fest i måneden Tishri dvs i september – oktober hvert år.

Under denne højtid fejrer man at Herren Jahve nu har taget magten, nedkæmpet de onde magter, er draget ind i Jerusalem og templet i et triumftog og nu sidder på sin trone – tronstolen - i templet. Tronstolen er Pagtens Ark i det allerhelligste i templet. Herren er nu blevet konge, alles konge, kongernes konge, dvs overkonge over alle jordens konger, konge i himlen, konge over alle guderne. Alle guderne og alle jordens storkonger er nu kommet til templet og har kastet sig ned i støvet for Herren! Alle er de fulde af frygt og rædsel. Han har sejret! Han har vundet sejren! Herren er vores konge! Han er stor! Han er den største! Han er hellig!

Vi ved desuden at jøderne i det gamle Testamente holdt en nytårsfest ved årets start om efteråret i måneden Tishri. Det er derfor sandsynligt at tronbestigelsesfesten og nytårsfesten er den samme fest eller er dele af den samme fest. Man fejrede det nye års start på grund af høsten. Høsten er vendepunktet. Nytårsfesten er en høstfest, en høstgudstjeneste, en takkefest. Høsten er naturens grøde - frugtbarheden. Ifølge traditionen såede man under tårer (at så er at miste) men jublede da høsten kom. Høsten hænger sammen med en frugtbarhedsfest. Den hænger også sammen med vin (vinhøsten), vildskab, ekstase, seksualitet (som Dionysos i Grækenland) hos Israels naboker inklusive Kana’an – men dette træk findes (stort set) ikke i Det gamle Testamente.

Salme 45 er et hyldestdigt til kongen i forbindelse med et bryllup. Digtet eller salmen indeholder en farverig beskrivelse af den skønne velduftende konge – smukkere end alle andre mænd i Israel som det hedder om Saul - og hans harem og mange kvinder. Digtet er en slags hyldest til kongen som en erotisk seksuelt potent skikkelse. I digtet omtales kongen også som vores gud! Digtet er meget sanseligt sammenlignet med de øvrige salmer. I sit indhold kan salme 45 minde om Højsangen. Nogle forskere mener at teksten i Salme 45 er blevet brugt ved bestigelsesfesten i efteråret fordi den hører sammen med forestillinger om frugtbarhed, seksualitet, afgrøde. Dette er dog omstridt.

Løvhyttefesten fejredes også på det samme tidspunkt (september-oktober) – og fejres stadigvæk blandt jøderne. Løvhyttefesten hænger sammen med pagtslutningen mellem Herren og Israel, offentliggørelsen af Loven på Sinajs bjerg. Men løvhyttefesten hænger også sammen med nytårsfesten og frugtbarhedsritualer – det kan ses enkelte steder i Det gamle Testamente.

Hvordan disse forskellige ritualer har hængt sammen i det gamle Israel ved vi ikke så meget om, men det er meget sikkert at det ritual som er blevet kaldt Jahves tronbestigelsesfest er blevet afholdt i september til oktober måned hvert år – men måske også på andre tider af året. En meget stor del af salmerne i Salmernes Bog er tekster som antageligt har været brugt ved denne bestigelsesfest. Det gælder efter de flestes opfattelse især følgende salmer (de såkaldte Jahve Malak salmer): 47, 93, 96, 97, 99 og desuden: 24, 29, 68 og 98. Disse salmer antages også at være meget gamle oprindelige tekster. I senjødedommen (ca 300 f. Kr.) mister kulten og højtiderne efterhånden betydning og riterne omkring Jahves tronbestigelsesfest hører til de gamle traditioner i Salmernes Bog (før 587 f. Kr.). De er opstået i kongetiden (efter ca 1000 - 900 f. kr.) eller tiden før kongedømmet.

Udtrykket ’Jahve Malak’ betyder: ’Nu er Jahve blevet konge. Nu er Jahve blevet vores konge. Han har vundet kongedømmet’. Det hebraiske udtryk indebærer at tidligere – forud – var der en tilstand hvor Jahve havde mistet magten og grebet. Verden var gået af led. Det onde Sværd havde overtaget magten i verden. Gud var blevet svag eller han var faldet i søvn - som en kriger af for megen vin – som det siges - men nu er han vågnet op! Jahve bliver mere specielt konge i Palæstina og han er nu rykket ind i sit eget hus, templet i Jerusalem. Jahve bliver på ét øjeblik konge på samme måde som Saul, David eller Salomo. Ved en revolution. Tegnene på at han nu er Israels konge og anfører han straks ses – overalt – af alle – af hele verden! Alle jordens konger kan nu se stråleglansen og herligheden som stråler ud fra Zions klippe – og Guds egen by. Hans kongedømme er straks en frelse og en velsignelse for Israel. Alle de faderløse får en ny fader og alle enkerne får en forsvarer i retten! Gud er konge!

Endvidere er det meget sandsynligt at den jødiske konge, Herrens salvede eller den salvede, har holdt en tronbestigelsesfest eller en kroningsfest samtidigt med Jahves tronbestigelsesfest. Det synes at fremgå af Salmerne. Jahve og hans salvede bliver samtidigt ført ind i templet som sejrherrer. Når den ene sejrer, sejrer den anden også. De sætter sig begge på deres tronstol i templet og modtager hele verdens jubelråb – hyldestråbet! Kongen er Herrens udvalgte og salvede. Han er Guds søn. Herren har avlet ham af moderskødet som det siges. Herren har givet kongen al frelse – og kongen formidler det videre til folket. På en vis måde er kongen identisk med Gud. I salme 45 tiltales kongen som vores gud! Kongen repræsenterer Gud. Kongens godhed og retfærdighed er som gudernes, ja højere end gudernes. Kongen er kun lidt ringere end Gud selv som det siges i salme 8. Kongen er sønnen. Det som sønnen siger, er ikke hans egne ord, men faderens ord. Sønnen gør ikke sine egne gerninger, men faderens. Sønnen kender og elsker faderen lige som faderen elsker og kender sønnen. Sønnen er Faderens øjesten! (17.8). Sønnen har fået al magt i verden fordi faderen har givet ham al magten. Sønnen kommer fra faderen. Den der kender sønnen kender også faderen!

Det gamle Testamente bruger præcist de samme udtryk og ord om kongen som om Gud. Mange steder i Salmerne er det endda omstridt om der menes kongen eller Gud som subjektet i sætningen! De er ét, af samme væsen. Kongen sidder under faderens vinger. Den magt – det scepter – som kongen udøver, er Guds magt. Kongens fjender er Guds fjender. Herren drager ud med vore hære! På grund af denne identitet kan vi antage at Guds eller Jahves tronbestigelsesfest har lignet den jordiske konges tronbestigelsesfest. Man har udført nogenlunde de samme ritualer.

Hos Israels nabostater kender vi en tronbestigelsefest, en nytårsfest (om efteråret) hvor Gud (og eventuelt kongen) genopstår fra de døde. Guden dør men kommer til live igen. Guden dør og fødes lige som årets gang sommer – vinter. Denne forestilling findes i frugtbarhedsreligioner, agerbrugsreligioner. I det gamle Egypten og i Babylon og i Kana’an kan man finde denne forestilling. Gudens genopstandelse hænger sammen med høsten, frugtbarheden. Denne opfattelse af guden som dør og genopstår finder man ikke i Det gamle Testamente!

Hvis vi sammenligner med den senere kristne kirke kan vi sige at bestigelsesfesten eller kroningsfesten svarer til den kristne højtid påsken. I den senere kristne afholdelse af påsken indgår faktisk citater og forestillinger fra den gamle jødiske fest. I påsken fejrer kristendommen at manden fra Nazareth bliver ophøjet, sejrer, bliver konge. Påsken er en sejrsfest – ikke en sørgefest som det nogle gange i kirkens historie er blevet til! Gud og Kristus sejrer over dødens og syndens magt. Den onde fyrste bliver styrtet og frataget al magt som det hedder i Johannesevangeliet. De gode magter og kræfter sejrer. Påsken er en ny skabelse, en ny orden. Påsken og opstandelsen er starten på Guds rige. Jesus drager ind i Jerusalem på samme måde som Jahve og den jødiske konge drog ind i Jerusalem og ind i templet! Velsignet han som kommer i Herrens navn! Jesus bliver hyldet som en konge. Korsfæstelsen er en oprejsning og en ophøjelse hedder det i Johannesevangeliet. Korsfæstelsen og opstandelsen er en tronbestigelse hvis vi sammenligner med Salmerne. Jesus opfylder alle profetierne i Det gamle Testamente om at der skal komme en frelserkonge, en ny konge, en verdenskonge, en fredsfyrste som skal befri Israel. Hos Paulus i Det nye Testamente kan vi se at han opfatter Jesu opstandelse og sejr efter det skema som findes i Salmernes Bog: Ifølge Paulus er Jesu opstandelse en sejr over de onde magter. Kristus bliver hele verdens herre. Kristus bliver ophøjet, kronet. – Vi har vundet sejren! Vi har sejret! Kristus er den konge som sidder ved faderens højre hånd. Alle fjender skal lægges for hans fødder som en fodskammel og han skal træde på deres nakke. Gud har sejret!

Den første linje: - Herren er nu blevet konge! Gentages enslydende i en række salmer – som nok hører til tronbestigelsesfesten:

v1  Herren er [nu] konge!

Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står [nu] fast, den rokkes ikke [mere].
v3  Herre, strømmene [de onde kræfter] løfter,
strømmene løfter deres røst,
strømmene løfter deres brøl.
v4  Men mere end de vældige vandes [slangen, uhyret] buldren,
mere end havets mægtige brændinger
er Herren mægtig i det høje.
(93)

Hyldningen af Jahve foregår til musik og dans og råben som ved en jordisk konges indsættelse:

v3  I dans skal de lovprise hans navn,
til pauke og citer skal de lovsynge ham.

(149)

Også i salme 100 og 118 kan vi se hyldestråbet til Herren som nu troner – sejrsråbet – folkets hyldest af den nye konge. Krigen er slut. Vi har vundet sejren. Alle vore fjender blev gjort til skamme. Jahve er vores konge:

v1
Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!
v2  Tjen Herren under glædessang,
træd frem for ham under jubel!

v3  Forstå, at Herren er Gud [er blevet konge],
han har skabt os, og ham hører vi til,
vi er hans folk og de får, han vogter.

v4  Gå ind ad hans porte med takkesang,
ind i hans forgårde med lovsang,
tak ham, pris hans navn!

(100)

Du har slået mine fjender på kinden
og knust de ugudeliges tænder [de ugudelige er oprindeligt de andre guder som Marduk i Babylon].

(3)

v15  Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,
v16  Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!

(118)

Lovpris Herren i himlen,
lovpris ham i det højeste!
v2  Lovpris ham, alle hans engle [krigere],
lovpris ham, hele hans hær [guderne]!
v3  Lovpris ham, sol og måne,
lovpris ham, alle lysende stjerner!
v4  Lovpris ham, himlenes himmel
og I vande oppe over himlen!

Jahve er i den oprindelige tro i Israel (kongetiden) ikke specielt oppe i himlen. Han er alle steder. Han trænger frem overalt. Jahve færdes her nede i vores verden og vi går i hans fodspor som det siges! (17.5). I de gamle tekster kommer han først og fremmest fra Sinaj – ikke fra nogen himmel! Han tager magten i himlen – og på jorden – det vil sige: alle steder. Herren har også sine fjender i himlen. I himlen – over himmelhvælvingen - findes de vældige vande – det onde! Han har også sine fjender på gudebjerget. Derfor kan Salmerne ofte sige at Jahves kraft når helt op til himlen, ja er højere end himlen – han er den største af alle guderne:

v13  De [guder, mennesker] skal lovprise Herrens navn,
for hans navn alene er ophøjet,
hans herlighed når ud over jord og himmel.

(148)

Herren er gået ud af kampen som sejrherre. Hans modstandere er de onde kræfter, floden, de vældige vande – symbolske udtryk som bruges over alt i Salmernes Bog. Kampen har fået jorden til at skælve og ryste men nu står den fast. Herren har inddæmmet de onde kræfter og sikret jordens grundvold. Verden hviler hele tiden på usikker grund. Livet trues hele tiden af de onde magter. Men nu skal jorden ikke længere oversvømmes af de vældige vand (jvf historien om syndfloden). Jorden skal ikke styrte ned i afgrunden. Vi ved at denne krig og kamp er blevet opført som et drama – skuespil i forbindelse med gudstjenesten. Forskellige skuespillere, kor, aktører har spillet rollerne under bulder og brag og musik. Det er typisk at de onde kræfter altid er larmende, støjende. Modsat Herren Jahve der fundamentalt er forbundet med ro og stilhed.

I sin kamp og sejr kæmper Gud med kaosmagterne, det onde. Ondskaben er blevet så stor i verden at jordens søjler trues. Jorden – jordoverfladen – hviler på et usikkert grundlag – på søjler oven på de vældige vande, det onde urhav. Befolkningen i Israel i oldtiden nærede en kronisk skræk for vandet, havet, sejllads. Israels folk var ikke et sejlende folk og de følte kun sikkerhed med fast grund under fødderne. Frygten var at de vældige vande skulle komme og overskylle alle ting som de gjorde i urtiden. Myten om syndfloden, floden, har Israel lært af Babylon – Mesopotamien. I Israel var der ingen oversvømmelser – men det var der i Babylon!! Jorden og dens indbyggere er ved at styrte ned i afgrunden fordi jordens søjler ryster og trues:

v4  Når jorden og alle dens beboere ryster,
holder jeg dens søjler på plads.      Sela

(75)

Salme 104 indeholder en beskrivelse af kampen og Jahves sejr. Jahve har besejret de vældige vande som vil oversvømme den beboelige verden. Jahve har fastsat en grænse for de vældige vande. Han skræmte urdybet med sin vælde og majestæt. Alle flygtede og blev bange. Gud er lyset, solen, dagen. Hans sejr er lysets sejr over mørket. Jahve er en kriger. Beskrivelsen af kampen imod kaosmagterne er mytologisk:

v65  Da vågnede Herren som en, der har sovet,
som krigeren, der er overvældet af vin.

(78)

v11  Du knuste Rahab, han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.

(89)

Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2  du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3  Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v4  Du gør vindene til dine sendebud
og den flammende ild til dine tjenere.
v5  Jorden gav du sin faste grundvold,
den rokkes aldrig [mere] i evighed.
v6 Urdybet [lidelsen, ondskaben] dækkede den som en dragt,
vandet stod op over bjergene.
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej
v8  op over bjerge og ned gennem dale
til det sted, du havde fastsat for det.
v9  Du satte en grænse, det ikke må overskride,
det skal ikke dække jorden igen.

(104)

Jahve bliver konge i Palæstina, i Israel. Han tager magten over Israels urgamle fjender, nabofolkene som Israel har været i krig med utallige gange. I den følge salme, Salme 60 taler Gud om sin magt som Israels konge. Denne salme indeholder meget gamle formuleringer. Jahve udstykker dvs tager herredømmet i Palæstina og viser samtidigt sin foragt for nabostaterne som fra nu ikke skal have heldet med sig. Ifølge salmerne pønser Israels nabostater evigt og altid på det samme: at kaster sig over Israel i dets svage øjeblikke og udplyndre det. Med Edom og edomitterne menes ofte i salmerne Babylon eller Mesopotamien. Egentlig er Edom dog et mindre nabofolk øst for Israel:

Med jubel vil jeg [Jahve] udstykke Sikems land
og udmåle Sukkots dal.
v9  Gilead tilhører mig, Manasse tilhører mig,
Efraim er min hjelm,
Juda [Jerusalem] er mit scepter.

[nabofolkene:]
v10  Moab er mit vaskefad,
på Edom kaster jeg min sko [med foragt],
mig skal du hylde, Filistæa!

(60)

Herrens indsættelse som konge får en lang række følger for Israel, for verden. I Salme 113 beskrives nogle af disse følger. Vi kan netop se at det er Guds retfærdighed – enkerne og de faderløses skæbne – som fremhæves. Herrens kongedømme betyder en ny retfærdighed på jorden:

v2  Lovet være Herrens navn
fra nu af og til evig tid!
v3  Fra øst til vest
skal Herrens navn lovprises.
v4  Herren er [blevet] ophøjet over alle folkene,
hans herlighed er ophøjet over himlen.

v5  Hvem er som Herren, vor Gud,
i himmel og på jord,
v6  så højt som han [nu] troner,
så dybt ned som han ser?

[Frelsen:]
v7  Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
v8  han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  Han lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113)

Tronbestigelsesfesten indeholder antageligt en række forskellige liturgiske led. Et af leddene er en genfortælling af det som lige er sket: Jahves sejr over de onde. Vi kan også sige at dette led er en slags vision af hvad der lige er sket i universet. Vi finder en mængde af disse syner eller visioner – en slags dommedagsvisioner – i Salmernes Bog men meningen er ikke fremtidig eskatologisk men fortid: Det er allerede sket! Gud har overstået kampen. Han har nu vundet sejren! Salmerne er ikke forudsigelser af en såkaldt dommedag som engang skal ramme jorden og menneskene!

Et andet led i festen er selve hyldestråbet, jubelråbet, de ord hvor Jahve hyldes som konge. Disse ord findes mange forskellige steder i Salmerne. Udtrykkene lyder nogenlunde sådan:

Jahve er blevet konge! Han er vores konge. Han er blevet ophøjet! Kast jer ned for ham! Skælv! Frygt! Jahve er stor! Han har vist sig som den største af alle guderne! Lovpris ham alle guder og magter og konger og folkeslag! Han har sejret! Han har reddet os ved sine mægtige gerninger! Han er hellig! Han troner nu på keruberne på sin trone i templet i sin hellige majestæt!

Når Jahve hyldes, hyldes han nogenlunde som Israels konger blev hyldet ved deres indsættelse. Vi har i Kongebøgerne nogle få vidner om hvordan kongen blev kronen. Vi kan se at den jødiske konge, den salvede, drikker af kilden ved Gihon (det samme findes i Salmerne) som en indvielse, kongen salves med olie fra templet, han indsættes af præster og profeter, han udstyres med et diadem, man støder i hornet og råber hyldesråbet som også bruges om Jahve i salmerne: Kongen leve! Den nye konge overdrages Davids ting, våben, skjolde. Det hele foregår under bulder og brag. Kroningsfesten for Jahve er foregået nogenlunde efter disse skemaer. Musikken ledsages af horn, trompeter, fløjter.

v38  Så gik præsten Sadok, profeten Natan, Benaja, Jojadas søn, og kreterne og pleterne ned og satte Salomo på kong Davids muldyr og førte ham til Gihon. v39  Præsten Sadok tog hornet med olie fra Teltet og salvede Salomo. De stødte i hornet, og alle råbte: »Kong Salomo leve!« v40  Så drog de alle op i Salomos følge, og de spillede på fløjte, og de jublede så højt, at jorden var ved at revne.

(1 Kongebog 1)

v9  Hundredførerne gjorde, ganske som præsten Jojada befalede. De tog hver deres mænd, både dem, der afløste, og dem, der blev afløst på sabbatten, og de kom til præsten Jojada. v10  Præsten gav hundredførerne spyddene og skjoldene, som havde tilhørt kong David, og som var i Herrens tempel. v11  Da livvagten stod opstillet, hver med våben i hånd, fra templets sydside til dets nordside, foran alteret og templet, rundt om kongen, v12  førte han kongesønnen ud, satte diademet på ham og gav ham loven. Så udråbte de ham til konge og salvede ham, og de klappede i hænderne og råbte: »Kongen leve!« v13  Da Atalja hørte råbet fra livvagten og folkemængden, gik hun ind til folkemængden i Herrens tempel, v14  og der så hun kongen stå ved søjlen, som det var skik, mens sang og trompetfanfarer bølgede om ham, og alle storbønderne jublede og blæste i trompeter. Så flængede Atalja sine klæder og råbte: »Forræderi, forræderi!«

(2 Kongebog 11)

I salme 118 findes et slags ritual for kongens og Guds indtog gennem portene i templet ind i templet. Gud og den salvede er ét. Når kongen går gennem porten går Jahve gennem porten. Kongens indtog er et tegn på Herrens indtog i templet efter sejren – et triumftog. Dette billede er fortsat i Det nye Testamente med Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag. Jahve er efter nogle forskeres mening blevet repræsenteret af Pagtens Ark. Man kan forestille sig triumftoget på den måde at Pagtens Ark føres ind i templet gennem porten. Noget tyder på at arken er blevet ført rundt nogle gange i procession (i stedet for et gudebillede som var umuligt i Israel). Vi ved at Moses råbte til arken: - Rejs dig, Jahve! – hver gang pagtens ark skulle flyttes! De enkelte linjer i Salme 118 er blevet sagt af forskellige stemmer. Det er fx præsterne som siger: - Velsignet være han som kommer. Dette ord siges til kongen som drager ind – i Herrens navn! I den kristne kirke er dette udtryk blevet overført på Jesus. Indtoget er både Guds og kongens indtog – i ét. Tanken kan sammenlignes med tanken i Esajas 40: - Ban Herrens vej! Jævn en vej for Herren! Byg en vej for Herren! Indtoget er en hellig procession. Situationen er gendigtet mange gange i den kristne kirke – fx i den danske salme: - Gør døren høj, gør porten vid!

v19  Luk retfærdighedens porte [ind til templet] op,
jeg [kongen] vil gå ind og takke Herren!

v20  Her er Herrens port,
her går de retfærdige [kongen] ind!

v21  Jeg [kongen] takker dig, for du svarede mig
og blev min frelse.
v22  Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten [Vi har sejret].
v23  Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

v24 Denne dag [sejrsdagen, kroningsdagen, tronbestigelsen] har Herren skabt,

[det vil sige: - Dette er Herrens dag! Nu er min time kommet!]
lad os juble og glæde os på den.
v25  Herre, frels dog!
Herre, lad det [livet, frelsen] lykkes!

v26 Velsignet være han [kongen], som kommer [ind i templet], i Herrens navn!
Vi velsigner jer [dig] fra Herrens tempel.

v27  Herren er Gud, han skal give os lys.
Lad festprocessionen danne kæde
helt op til alterets horn!

(118)

v25  De ser dit festtog [triumftog], Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26  forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

(68)

v8  Herre, bryd op til dit hvilested [templet]
sammen med din magtfulde ark!

(132)

Herrens tronbestigelse betyder at alle Israels fjender – nabostater – har givet op. De kommer skælvende til templet og afleverer deres gaver – tribut til overkongen – Jahve. De kaster sig ned for Jahve der sidder på tronen – også fx Babylon og Egypten og Assyrien. Udtrykket at Herren holder dom over verden betyder bestemt ikke at han nu – siddende på tronen – vil gå i gang med at dømme alle mennesker – én for én – ud fra deres kvaliteter. Disse forestillinger om dommen findes slet ikke i Salmerne. Mennesker skal ikke vejes på en vægt. Herren kommer for at holde dom betyder at Gud går ind i verden, stopper ondskaben, besejrer uhyret, dømmer (ophæver) synden, skylden, lidelsen, hadet. Dømme er altså en aktiv handling ikke en juridisk afgørelse. Herren er mere kriger end han er dommer efter vore begreber! Når Jahve sætter sig på tronen i templet er dommen overstået! Dommen er nu overstået simpelt hen fordi Herren har sejret over de onde magter inden han bliver indsat som konge i templet. Dommen betyder altså i Salmernes Bog i virkeligheden Guds frelse og befrielse af verden. Ordet dom og ordet dømme har en anden betydning på hebraisk end vores begreb. Det er derfor at Jahves dom bliver mødt af jubel fra alle mennesker på jorden!! Følgende er altså at forstå som bønnen, folkets bøn inden at Gud beslutter sig for at gribe ind, inden han har sat sig på tronen:

v1  Herre, du hævnens Gud,
du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!
v2 Rejs dig, du jordens dommer,
gør gengæld mod de hovmodige [guderne, fjenderne, Babylon]!

(94)

Der kommer ikke nogen dommedag efter at Herren har sat sig i stolen! Dommen er allerede overstået. Jahve har nu grundfæstet retfærdigheden i verden som det siges. Dommen over verden var sejren over søslangen og Rahab – Ondskabens Domstol!

v7  Vis Herren, I folkenes slægter,
vis Herren ære og hæder!
v8  Vis Herrens navn ære,
træd ind i hans forgårde med gaver,
v9  kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!
v10  Råb det ud blandt folkene: Herren er konge!
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.
Han dømmer folkene med retskaffenhed.
v11  Himlen skal glæde sig, jorden juble,
havet [det onde] med alt, hvad det rummer, skal larme [utilfreds!],
v12  marken med alt, hvad den bærer, skal juble,
alle skovens træer skal råbe af fryd
v13  for Herren; for han kommer,
han kommer for at holde dom over jorden,
han holder dom over verden med retfærdighed
og over folkene i sin trofasthed.

(96)

Herren har nedkæmpet alle Israels fjender. Vi har vundet sejren. Guds fjender er Israels fjender og Israels fjender er også Herrens fjender. Alle krige er for så vidt hellige i det gamle Israel:

v6  I enighed lægger de planer,
de slutter pagt imod dig [Jahve],
v7 beduiner fra Edom og Moab,
ismaelitter og hagritter,
v8  Gebal, Ammon og Amalek,
Filistæa [ud til Middelhavet] tillige med Tyrus' [Libanon] indbyggere.
v9  Selv Assur har sluttet sig til dem
som støtte for Lots efterkommere [Babylon].      Sela

(83)

Herrens sejr er fredens sejr. Alle sværd bliver smedet om til plovjern og løven skal græsse sammen med lammet, som Esajas siger! Gud har gjort en ende på alle krige. Guds hellige krig mod Ondskabens Domstol er krigen der gør en ende på alle krige. Når Gud sætter sig på sin trone og igen er blevet jordens konge, kommer der et retfærdigt fredsrige - over hele jorden for alle mennesker. Jahve er fredsfyrsten og hans rige, Guds rige, er et fredsrige:

v4  Dér brækkede han buens gloende pile,
skjold og sværd og krigsmagt.      Sela

v5  Frygtindgydende er du,
mægtigere end de evige bjerge.
v6  De overmodige blev udplyndret [besejret]
og sank hen i søvn [besvimer],
ingen kriger
kunne løfte en hånd [lammes].
v7  Ved din trussel, Jakobs Gud,
faldt både hest og rytter i afmagt [de besvimer].
v8  Frygtindgydende er du,
hvem kan holde stand mod dig, når du er vred?
v9  Fra himlen forkyndte du dommen;
jorden blev angst og faldt til føje,
v10  da Gud rejste sig til dom
for at frelse alle landets ydmyge.      Sela

(76)

Jahves sejr og tronbestigelse er en ende på volden og voldssamfundet:

v16  Herren er konge.
v17  Du har hørt, hvad de hjælpeløse ønsker, Herre,
du giver dem mod, du lytter til dem.
v18  Du skal skaffe den faderløse og den undertrykte ret.

Mennesker skal ikke længere øve vold i landet.

(10)

Skylden og gælden er betalt. Herren har vundet sejren. Herren har taget magten. – Jeres gæld er betalt. Jeres evige hoveri er overstået. Jeres ydmygelse er forbi. Vanæren er taget bort fra jeres hoveder! I skal ikke længere være ydmyge og underkuede hovbønder men frie og stærke! I er Herrens egne oliventræer. Som det hedder hos Esajas. Det er sket – allerede:

v13  Jeg ved, at Herren vil føre de hjælpeløses sag
og skaffe de fattige ret.

(140)

Gud frelser alle mennesker. Han er en læge en sygeplejerske. Hans dom er ikke vendt imod visse ufromme enkeltpersoner men imod det onde som sådant:

v9  Herren er god mod alle,
hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger.
v10  Alle dine skabninger, Herre, takker dig.
v11  De fortæller om dit herlige kongedømme
og taler om din styrke.
v12  De vil kundgøre hans vælde for menneskene,
hans kongedømmes prægtige herlighed.
v13  Dit kongedømme består i al evighed,
dit herredømme i slægt efter slægt.
v14  Herren støtter alle, der falder,
og rejser alle de nedbøjede.
v15  Alles øjne er rettet mod dig,
og du giver dem deres føde i rette tid.
v16  Du åbner din hånd
og mætter alle skabninger med det, de ønsker.

(146)

v3  Han læger dem, hvis hjerte er knust,
og forbinder deres sår.

(147)

Herren har fritaget os fra dommen. Han har frelst os fra dommen og retssagen – Ondskabens Domstol. Herren har med sin dom (indgriben) standset den verden som dømte os skyldige og som dømte enkerne og de faderløse uretfærdigt.

Hele verden også de såkaldt fjerne øer (øerne i Middelhavet) har anerkendt ham som overherre. Herren er draget igennem verden og tilintetgjort alle modstandere. Herren har reddet gennem ørkenen og fløjet på vindens vinger – og på kerubernes vinger. Herren er som en atombombe. Alle har givet op. Også alle de andre guder som Egyptens og Babylons stor-guder fx den store gud Marduk i Babylon har givet op. Alle kan se at Jahve er større og stærkere end nogen anden gud. Alle kan se tegnene. Jahve er blevet ophøjet. Jahve er nu hele jordens herre. Synet af ham er frygtindgydende. Jahve er et mareridt.

v6  Deres herskere skal styrtes ned over klippen.
v7  Som når man pløjer og bryder jorden op,
skal deres knogler spredes ved dødsrigets gab.

(141)

Alle jordens mægtige og konger ser op og bliver grebet af rædsel. De besvimer og falder i afmagt. De må indstille kampen og nedlægge våbnene. Han er hellig. Han er som en farlig kraft – som atomkraft eller elektricitet. Hans kraft og styrke overgår gudernes. Hans kraft når helt til skyerne, op over himlen!

Dermed er kongen og Israels folk også blevet ophøjet. De er blevet herliggjort. Menneskene har fået hele herligheden tilbage – alt hvad de havde mistet.

v1 Herren er [blevet] konge!

Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig.
v2  Skyer og skymulm omgiver ham,
retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
v3  Foran ham går ilden,
og hans fjender omspændes af flammer.
v4  Hans lyn oplyser verden,
jorden ser det og skælver.
v5  Bjergene smelter som voks foran Herren,
foran hele jordens Herre.

v6  Himlen [guderne] fortæller om hans retfærdighed,
og alle folkene ser hans herlighed.
v7  Alle, der dyrker gudebilleder, beskæmmes,
de som roser sig af afguder.
Alle guder skal kaste sig ned for ham.

v8  Zion skal høre det og glæde sig,
Judas døtre skal fryde sig
over dine domme [gerninger, undere], Herre.
v9  For du, Herre, er den Højeste over hele jorden,
du er højt ophøjet over alle guder.
(97)

v1 Herren er [nu blevet] konge!

Folkene skælver.
Han troner på keruberne, jorden ryster.
v2  Herren er stor på Zion
og ophøjet over alle folkene.
v3  De skal prise dit store og frygtindgydende navn.
Hellig er han!

v4  Mægtige konge [Jahve], der elsker ret,
du har [nu] grundfæstet retskaffenhed [du har nu sikret de gode kræfter i verden],
ret og retfærdighed
har du øvet [gennemført] i Jakob.
v5  I skal hylde Herren, vor Gud,
kaste jer ned for hans fodskammel [Pagtens Ark].
Hellig er han!

(99)

v17 Vandet så dig, Gud,
vandet så dig og bævede,
ja, det store dyb skælvede.
v18  Skyerne sendte strømme af vand,
skymasserne lod deres stemme lyde,
ja, dine pile fløj til alle sider.
v19  Din torden lød som vognhjul,
lynene oplyste verden,
jorden rystede og skælvede.
v20  Din vej gik gennem havet,
dine stier gennem de vældige vande,
og dine spor var ikke at se.

(77)

Jahve er blevet konge. Han sidder nu på sin trone i templet. På hans højre side sidder kongen på kongens tronstol. Kongen sidder til højre for Pagtens Ark som er Guds trone (magten og æren sidder altid til højre, velsignelsen går gennem den højre hånd). Kongen sidder beskyttet under Herrens vinger, under kerubernes vinger. Herren indsætter kongen som vi kan se af Salme 110. Kongens tronbestigelse er en direkte konsekvens af faderens tronbestigelse. Gud er nu blevet konge. Kongen er nu blevet konge. Sønnen og faderen er ét. Sønnen har al sin herlighed fra faderen. Faderen herliggør sønnen. Sønnen herliggør faderen ved hans gerninger som ikke er hans egne men faderens. Sønnen sidder stille og roligt mens faderen lægger alle hans fjender under hans fødder så han kan træde på deres nakke. Sønnens – kongens – magt er Guds magt – almagten. Det er faderen som holder hans scepter. Herrens arm strækker sig ud i magt og vælde – for sønnens skyld. Herren sikrer kongens sejr i alle krige. Sønnen er Guds søn. Gud har avlet ham – af moderskødet – af Ushas som der står i teksten. Ushas er en gudinde eller et væsen – Morgenrøden. Gud har avlet ham på det hellige bjerg – gudebjerget – Bashan – højt oppe i nord. Ved indsættelsen afgiver Jahve alle oraklerne, alle løfterne til David - kongen. Gud sværger og aflægger en ed til kongen. Gud sværger han aldrig vil svigte sine løfter. Kongens væsen og position defineres. Kongen er konge og præst som Melkisedek – en mytisk urkonge som både havde den verdslige og den sakrale, hellige magt. Kongen er uafhængig og selvstændig over for præsterne. Han er ikke underlagt kirken, præsterne eller deres magt. Han har Guds ånd – Gud har givet kongen sin hellige ånd. Han har sin fulde magt direkte fra Jahve. Kongen og Jahve er ét. Ved sin indsættelse drikker kongen af den hellige kilde – Gihon – et slags sakramente.

Jahve – Zebaot – den som troner - ser på kongens ansigt. Derved giver Gud ham liv, ånd, lykke og held og frelse. Kongen sidder til højre for Jahve. Kongen sidder i hans vingers skygge:

v9  Herre, Hærskarers Gud [Zebaot], hør min bøn,
lyt, Jakobs Gud!      Sela
v10 Se til vort skjold [kongen], Gud,
se på din salvedes ansigt!

(84)

Hele dette drama er blevet opført som en kultdrama, som et helligt skuespil i templet af forskellige kor, præster, grupper, repræsentanter. Kongen får kraften. Herren sidder ved siden af kongen. Herren rækker ham frelsens bæger – med brusende vel blandet vin, som det flere steder siges. Dette må også være foregået helt konkret i templet. Kongen, den salvede, har fået rakt frelsens bæger af en repræsentant, en præst. Kongen bliver en lykkemand:

v1  Salme af David.

Herren [Jahve] sagde til min herre [kongen]:

»Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
som en skammel for dine fødder!«

v2  Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion,
hersk midt blandt dine fjender!
v3  Dit folk møder [vil altid møde] villigt frem på din kampdag.

»På hellige bjerge [på gudernes bjerg] har jeg født [egentlig: avlet] dig
som dug af morgenrødens moderskød.«

v4  Herren har svoret og angrer det ikke:
»Du er præst for evigt
på Melkisedeks vis.«

v5  Herren er ved din højre side,
på sin vredes dag knuser han konger.
v6  Han holder dom blandt folkene,
han dynger ligene op,
han knuser hoveder ud over den vide jord.

v7  Af bækken ved vejen drikker han,
derfor kan han løfte hovedet.

(110)

Vi kan også se tronbestigelsesritualet i Salme 2. Jahve sætter sig på tronen og derved indsættes den jødiske konge samtidigt. Sønnen og Faderen er ét. Sønnen er Guds søn. Sønnen får faderens magt. Sønnen herliggør faderen med sine gerninger. Faderen herliggør Sønnen. Sønnen er et spejl for Faderen.

Dette drama er blevet opført i templet som et kultdrama med skuespillere og kor:

v1  Hvorfor er folkeslagene i oprør?
Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes?

v2  Jordens konger rejser sig,
fyrsterne slår sig sammen
mod Herren og mod hans salvede:
v3  »Lad os sprænge deres lænker
og befri os fra deres reb.«

v4  Han, som troner i himlen, ler,
Herren spotter dem.
v5  Så taler han til dem i sin vrede
og forfærder dem ved sin harme:
v6  »Jeg har indsat min konge
på Zion, mit hellige bjerg!«

v7  Jeg [kongen] vil forkynde, hvad Herren har bestemt:

Han sagde til mig: »Du er min søn,
jeg har født dig i dag.

v8  På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom
og den vide jord som arvelod.

v9  Du skal knuse dem med et jernscepter,
sønderslå dem som pottemagerens kar.«

(2)

I Salme 2 udstyres den jødiske konge med en næsten grænseløs verdensmagt. Salmerne anvender hele oldtidens overdrevne hofstil som vi også kender ud og ind fra Egypten og Mesopotamien. Hofstilen er international, bruges i alle kulturerne i oldtiden. De samme udtryk som vi kan se at Salmerne bruger om den salvede kan vi finde i kongeritualerne (kongeoraklerne) for eksempel i Babylon. Den jordiske konge løftes op i en overnaturlig, guddommelig glans. Man skal nok ikke lægge alt for meget i disse udtryk som er tidens stil og sprog. Den jødiske konge var lille og svag. Israel var i oldtiden et lille, fattigt, underudviklet og værgeløst land omgivet af stormagter og verdensmagter – Israel havde som oftest ikke en chance!

Salme 2 skal nok forstås sådan at Israels konge bliver en verdenshersker, hele verdens kejser og overkonge. Når den gamle konge i Israel er død, prøver alle lande i hele verden at udnytte situationen: De gør oprør imod Israels verdensherredømme! De prøver at gøre sig frie og kaste åget af. Men de har ikke en chance ifølge Salme 2. Herren griner kun hånligt. De er tåber. Herrens salvede, kongen skal nu knuse alle verdens konger og kejsere med sit jernscepter (et symbol på hård og brutal magt) – så let som man knuser pottemagerens lerkar! Alle jordens konger skal tjene og frygte Israels konge. Når de ser ham skal de føle rædsel. De skal kaste sig for hans fødder og kysse hans fødder i rædsel! Han skal træde på deres nakke! Ellers vil de blive tilintetgjort! Hans vrede blusser hurtigt op, skal de huske. (I Salme 2 er der en nøje identitet mellem Jahve og den salvede – de samme udtryk bruges om begge – kongen udøver simpelt hen Jahves magt – politik er religion).

Kongen er blevet indsat af den himmelske konge. Præsterne taler til kongen og meddeler ham løfterne:

Den Højeste har du gjort til din bolig,
v10  intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v11  for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v12  De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v13  Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.

(91)

v20  Dengang talte du [Gud] i et syn
til din trofaste [kongen]; du sagde:

Jeg har givet magten til en helt,
jeg har ophøjet en udvalgt kriger af folket.
v21  Jeg har fundet min tjener David,
jeg har salvet ham med min hellige olie.
v22  Min hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.
v25  Min trofasthed og godhed skal være med ham,
i mit navn skal hans horn løftes.
v26  Jeg giver ham magt over havet,
herredømme over floderne.
v27  Han skal råbe til mig: Du er min fader,
min Gud, min frelses klippe.
v28  Jeg gør ham til den førstefødte,
den øverste blandt jordens konger.
v29  Jeg bevarer min troskab mod ham til evig tid,
min pagt med ham står fast.
v30  Jeg lader hans slægt bestå for evigt,
hans trone, så længe himlen er til.
v34  Min troskab mod ham bryder jeg ikke,
jeg svigter ikke min trofasthed.
v35  Jeg bryder ikke min pagt,
jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet.
v36  Dette sværger jeg ved min hellighed:
jeg svigter aldrig David.
v37  Hans slægt skal vare til evig tid,
som solen skal hans trone bestå for mit ansigt;
v38  den grundfæstes for evigt som månen,
står fast, så længe himlen er til.      Sela

(89)

v13  For Herren har udvalgt Zion,
han har ønsket det som sin bolig:
v14  Det er mit hvilested til evig tid,
her ønsker jeg at bo.
v15  Dets føde vil jeg velsigne,
dets fattige mætter jeg med brød;
v16  dets præster klæder jeg i frelse,
og dets fromme skal juble.
v17  Dér lader jeg et horn [ære, magt, herlighed] vokse frem for David
og sørger for en lampe [et lys] til min salvede [liv og lys].
v18  Hans fjender klæder jeg i skam,
men på ham skal kronen stråle.

(132)

Ved sin indsættelse som verdens konge velsigner Jahve - gennem præsterne - hele Israels folk:

v2  Hvad dine hænder frembringer, skal du selv nyde,
lykkelig er du, det skal gå dig vel.

v3  Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.
v5  Herren velsigne dig fra Zion,
så du ser Jerusalems lykke,
så længe du lever,
v6  og så du får dine sønners sønner at se.

Fred over Israel!

(128)

Jahve fører retten til sejr. Guds rige er retfærdighed. Han giver alle mennesker deres ret. Han fører deres sag i retten:

v4  Mine fjender veg,
de snublede og gik til grunde foran dig.
v5  Du skaffede mig ret i min sag,
du satte dig på tronen.

(9)

Dommen er overstået. Verden er blevet dømt. Det er sket! Nu allerede. Dommen skal ikke komme en gang i fremtiden. Den er allerede overstået. Verden – det onde – har fået sin dom – det vil sige Gud har vist sig stærkere end verden. Det gode har sejret – det onde har tabt:

v17  Herren har givet sig til kende, han har holdt dom,
den ugudelige blev fanget i sine egne gerninger. Higgajon      Sela

(9)

v20  Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol,
som skaber lidelse?
v21  De angriber den retfærdige
og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
v22  Men Herren blev min borg,
min Gud blev min tilflugtsklippe.
v23  Han lod deres uret komme over dem selv
og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.

(94)

Herren hyldes og lovprises. Han sidder nu på sin trone. Alle guderne er forsamlet i templet. Hele verden står rundt om tronstolen i templet mens hyldestråbet lyder. Alle kaster sig ned:

Jeg takker dig af hele mit hjerte,
i guders påhør lovsynger jeg dig.
v2  Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel
og priser dit navn
for din godhed og troskab,
for du har gjort dit ord stort
over hele din himmel.
v4  Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
for de har hørt de ord, du talte.
v5  Og de skal synge om Herrens veje,
for Herrens herlighed er stor;
v6  ja, Herren er ophøjet, men han ser til de ydmyge,
den stolte [fjenderne] kender han på lang afstand.

(138)

v8  Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle, der omgiver ham [guderne, Herrens følge].

(89)

Når Jahve sidder på tronen, på tronstolen er han Jahve Zebaot – Hærskarers dvs gudernes Gud:

v20  Herre, Hærskarers Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

(80)

Folket råber hyldestråbet til Jahve. Jahves tronbestigelse betyder frelse og lykke for hans folk:

v16  Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17  de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18  Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [ære, magt].
v19  Vort skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

(89)

De andre folk har råbt på heste og vogne, men Israel råber på Herren, som det ofte siges!

Gud er retfærdig. Salmernes Bog.

v2  Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!

(31)

v6  Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte.

(103)

Gud er retfærdig. Han gør det som er ret. Han bringer retten til sejr. Gud dømmer retfærdigt. Alt det som Gud gør, er ret og retfærdigt.

Begrebet retfærdighed og retfærdig spiller en stor rolle i Salmernes Bog. Gud er retfærdig – men denne betegnelse er ikke den gennemgående eller vigtigste karakteristik af Gud. Det mest gennemgående begreb som bruges om Guds væsen og handlinger er at han er tro, trofast. Han er til at stole på og regne med. Han er troværdig. Hans vigtigste egenskab er hans troskab og trofasthed. – Herren er rig på troskab og sen til vrede, som det hedder – ikke bare i Salmerne men i hele Det gamle Testamente.

Begrebet retfærdighed har en anden betydning i Salmernes Bog end hos os – i et moderne samfund. Vi forstår begrebet i en juridisk sammenhæng: En dommer dømmer retfærdigt hvis følgende betingelser er opfyldt: Han skal være objektiv, ikke subjektiv. Han skal dømme efter et objektivt grundlag, en lovbog, en fast præcedens eller praksis. Han må ikke lade sig på påvirke af bestikkelse. Han skal dømme efter de objektive beviser: Hvad folk har gjort. Sådan opfatter vi begrebet retfærdighed – også når det ikke drejer sig om en dommer. Men sådan er begrebet ikke forstået i Salmerne – eller i Det gamle Testamente. Gud er bestemt ikke nogen stillesiddende, passiv dømmer som dømmer verden ud fra paragraffer og lovtekst, objektivt – retfærdigt!

Begrebet retfærdighed havde i hele oldtiden en meget bredere betydning end vi tillægger det. En retfærdig konge er en konge som har to ting: dels magt til at gennemføre sin vilje dels den rette intention: det gode samfund, alle parters rette relation til hinanden, i harmoni. Et retfærdigt samfund er det samme som et godt samfund med den rette balance. Vi kender begrebet fra den græske oldtid og filosofferne Platon og Aristoteles. De opfatter begrebet retfærdighed meget videre end vi gør. Salmerne ligger meget tættere på deres opfattelse end på vores opfattelse af begrebet retfærdighed. Det er også værd at huske at man kun kan være retfærdig hvis man har magt! En svag mand kan ikke være retfærdig – fordi retfærdigheden viser sig i konkrete ydre handlinger. Helt generelt viser retfærdigheden sig i at man går imod lidelsen, det onde, nøden. Begrebet retfærdighed tager udgangspunkt i det faktum at mennesker lider, er i nød, er gået fortabt, som det siges i Salmerne. Retfærdigheden består i at de trækkes ud af lidelsen, nøden, synden, fortabelsen. Det er det som Gud gør i Salmernes Bog. Derfor kan alle mennesker glæde sig over at Gud er retfærdig! Retfærdigheden er ikke truende eller vendt imod nogle mennesker – den betyder redning, frelse, en udgang af lidelsen. Gud er ikke en lille, passiv, stillesiddende juridisk dommer som dømmer arme forbrydere! I al fald er det ikke den gennemgående opfattelse i Salmerne! Gud er retfærdig - ikke fordi han omhyggeligt sidder og dømmer efter lovparagraffer, men fordi han ser al den nød og uret som findes i verden – og griber ind!

v20  Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol [verden, egoet, synden],
som skaber lidelse [for alle mennesker]?
v21  De angriber den retfærdige
og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
v22  Men Herren blev min borg,
min Gud blev min tilflugtsklippe.
v23  Han lod deres uret komme over dem selv
og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.

(94)

Jahve sender ligesom en fortærende ild ind over de får som han vogter. Det er ikke ret og retfærdigt siges det i en af salmerne (74.2). Retfærdigheden er at gøre det som er passende i relationen. Det Jahve gør er ikke passende – det er urimeligt. Det er upassende. Salmerne taler på denne måde om begrebet retfærdighed. Denne tanke om retfærdighed er præcist den samme som vi i oldtiden finder i den græske filosofi (Aristoteles).

v11  Lad fangernes stønnen nå dig,
sæt de dødsdømte i frihed med din stærke arm.

(79)

Det som er sket er ikke retfærdigt siger klagerne og klagesalmerne. Det som har ramt mig er ikke udtryk for nogen retfærdighed. Det er en uret – en uretfærdighed. – Kære Gud, luk øjnene op og se hvad der er sket!:

v7  Du har kastet mig i den dybe grav,
i det mørke dyb.
v8  Din vrede hviler tungt på mig,
alle dine brændinger lader du skylle over mig.      Sela
v9  Mine bekendte har du taget fra mig
og givet dem afsky for mig;
jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud.
v10  Mit øje er sløvet af lidelser,
hver dag råber jeg til dig, Herre,
og rækker mine hænder op imod dig.

(88)

Det er retfærdigt at Gud ser og hører fangernes stønnen og befrier de dødsdømte! Gud er retfærdig når han frelser og redder. Gud sætter de dødsdømte på fri fod!! Gud er ikke dommeren primært men befrieren.

Når vi ser på begrebet retfærdig er det vigtigt at vi husker at det gennemgående billede i Salmernes Bog – og i hele Det gamle Testamente – er at relationen mellem Herren og Israels folk er som et ægteskab. Pagten er som et ægteskab. I en vis forstand er de to parter ligeværdige partnere. Gud har taget initiativet til dette ægteskab – ellers var det ikke blevet til noget. Gud har afgivet løfterne til Israel – de løfter som han aldrig nogen sinde vil svigte. Gud Herren er ægtemanden. Han har så at sige påtaget sig en forpligtelse over for sit udvalgte folk, sin udvalgte kvinde. Han har lovet at være der for Israel når nøden og undergangen truer. Han har brugt store ord, som det siges et sted! At Gud er retfærdig vil primært sige at han lever op til den forpligtelse. Retfærdigheden er hans godhed og troskab. Han vil høre på Israel når det råber på Herren. Han vil svare dem, give dem et tegn når de skriger på Herren. Gud er retfærdig – han er en tro og nærværende ægtefælle. Han er som en mand der lever op til sit ord. Derfor kan Gud svigte engang imellem – som det hedder i alle klagerne i Salmernes Bog. I klagerne eller klagesalmerne råber den forladte og svigtede ægtehustru på Herren: - Kom tilbage! Husk hvad du lovede! Når Herren er retfærdig viser han at vi kan have tillid til ham – igen!

Herre, hør min bøn,
lyt til min tryglen,
svar mig i din trofasthed og retfærdighed!

(143)

v11  Hold mig i live for dit navns skyld, Herre,
og før mig ud af nøden i din retfærdighed!

(143)

Gud dømmer os ikke – tværtom er han den som løskøber os og tager os ud af den verden som vil dømme os og som fortæller os at vi er syndere og ikke gode nok. Gud befrier os for verdens dom. Han tager os ud af Ondskabens domstol, som det hedder. Han befrier os fra Det onde Sværd, synden, lidelsen, Livjatan. Netop heri består hans retfærdighed som det fremgår af salme 146 og 147:

v7  [Han] skaffer de undertrykte ret
og giver de sultne føde.
Herren sætter de fangne i frihed,
v8  Herren åbner de blindes øjne,
Herren rejser de nedbøjede,
Herren elsker de retfærdige.
v9  Herren beskytter de fremmede,
han bringer faderløse og enker på fode.

(146)

v8  Han dækker himlen med skyer,
han skaffer jorden regn,
han lader græs spire frem på bjergene.
v9  Han giver kvæget dets føde,
og ravnene, hvad de skriger efter.
v10  Herren bryder sig ikke om hestens styrke,
han glæder sig ikke over menneskets muskelkraft,
v11  men han glæder sig over dem, der frygter ham,
og som venter på hans trofasthed.

v12  Jerusalem, lovsyng Herren!
Lovpris din Gud, Zion!
v13  For han har gjort dine portslåer stærke
og velsignet dine sønner i dig.
v14  Han skaber fred i dit land
og mætter dig med hvedens fedme.

(147)

Retfærdigheden hænger altså sammen med at leve op til en forpligtelse i relationer. Når Gud er retfærdig er han trofast over for sin partner. Gud har kraft og magt til at frelse Israel – hustruen – og derfor også en forpligtelse til at gøre det. Guds retfærdighed viser sig dynamisk i hans frelsende undere og mægtige gerninger – ikke i en stillesiddende dom! Retfærdigheden er dynamisk – ikke statisk. Gud gør det som er ret og rimeligt. Det er ret og retfærdigt at han kommer Israel til undsætning. Gud er i Salmernes Bog ikke så meget dommer som han er sagfører. Gud som sagfører er det mest gennemgående billede. Vi forventer af en god sagfører at han fører vores sag igennem til et godt resultat! Ikke at han er specielt retfærdig i vores snævre betydning af ordet! Det er netop det som Gud gør. Han er forsvarer og sagfører for enkerne og de faderløse – dem som har brug for hjælp – dem som er fortabt og ikke kan klare sig ved egne kræfter. Livet er som en retssag. Vi er gået fortabt i en retssag. I den retssag er vi blevet trukket ind uden nogen god grund. Dommeren er uærlig og bestukken! Vi bliver hele tiden konfronteret med falske vidner som fortæller løgnehistorier om os. Det hele er et mareridt. Vores skæbne er at vi hjælpeløst skal dømmes – helt uretfærdigt – og blive gjort til skamme som det siges. Salmerne bruger dette billede hele tiden på fortabelsen – at gå fortabt. Gud er den forsvarer og advokat som redder os ud af kniben, ud af mareridtet – Gud er ikke dommeren! Gud fører vores sag for retten – og han fører også sin egen sag igennem i retten! (74.22).

Guds retfærdighed er at han gør det normale, det naturlige, det som er passende i forhold til relationen! I salmerne sammenlignes også nogle steder forholdet Israel – Jahve med forholdet faderen – barnet. Over for barnet findes der en naturlig, rigtig, retfærdig adfærd. Det naturlige er at barnet skal ære og respektere faderen og give ham æren. Det naturlige og rette er at faderen skal beskytte barnet! Deri består Guds retfærdighed:

v13  Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

(103)

Gud dømmer os ikke – Gud er ikke en dommer-gud men en frelser-gud. Han er retfærdig når han giver os herligheden, oprejsningen, æren, stoltheden, storheden tilbage:

v2  Lyt, Israels hyrde,
du, der fører Josef som en hjord.
Du, der troner på keruberne,
træd frem i stråleglans
v3  for Efraim, Benjamin og Manasse.
Opbyd din styrke,
og kom os til hjælp!
v4  Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

(80)

v8  Tilregn os ikke vore forfædres synder,
lad din barmhjertighed nå os hurtigt,
for vi er hjælpeløse.
v9  Hjælp os, vor frelses Gud,
for dit ærede navns skyld.
Befri os, og tilgiv vore synder
for dit navns skyld.

(79)

v13  Jeg ved, at Herren vil føre de hjælpeløses sag
og skaffe de fattige ret.

(140)

v8  Herren fører min sag igennem.

(138)

v1 Skaf mig ret, Gud,
før min sag mod troløse mennesker,
red mig fra bedragerne,
fra dem, der øver uret!

(43)

v2  Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!

(31)

At blive til skamme er et billede som hænger sammen med billedet: livet som en retssag. Hvis man går ud af retssagen som en taber er man dømt, fortabt, skyldig. De mennesker som lider har så at sige tabt livets retssag – de er i den forstand skyldige! Livet består af tabere og vindere – og det drejer sig om at blive en vinder – det er på en måde opfattelsen i Salmernes Bog. Gud hjælper os i vores sag. Han er en fader for de faderløse og enkernes forsvarer i retten.

v6  Faderløses fader og enkers forsvarer
er Gud i sin hellige bolig.

(68)

Gud er en sagfører, han har kraften til at redde os ud af processen og vinde sagen. Derved viser han sin retfærdighed – det vil sige trofasthed!

Salmernes billede af den forfærdelige retsproces (Kafka!) med de falske vidner genfinder vi i Det nye Testamente – processen mod Jesus. Jesus går fortabt. Han har ikke en chance. Han taber.

Vi skal her se på hvordan Salmerne anvender begrebet retfærdig og retfærdighed i nogle konkrete sammenhænge:

v11  Jeg holder ikke din retfærdighed skjult
inde i mit hjerte,
jeg taler om din trofasthed og frelse;
jeg tier ikke stille med din godhed og troskab
i den store forsamling.

(40)

Vi kan tydeligt se at begreberne retfærdighed og trofasthed ligger meget tæt på hinanden. Gud viser slet ikke sin retfærdighed ved at han dømmer – lige modsat: han viser sig som retfærdig ved at han er trofast i relationen og frelser! Guds retfærdighed er ikke vendt imod nogen – den sker til fordel for nogen – nemlig Israel, folket, menneskene, hans partner.

De overholder ikke deres aftaler
og frygter ikke Gud.

v21  De lægger hånd på venner
og bryder pagten med dem.
v22  Deres mund er glattere end smør,
men i hjertet vil de krig;
deres ord er blødere end olie,
men er dog dolke.

(55)

Salme 55 beskriver de uretfærdige mennesker, uretfærdigheden blandt mennesker. Vi kan se hvordan det at være retfærdig er at overholde sine løfter og aftaler, holde pagten. De uretfærdige mennesker er så at sige ikke normale – som mennesker bør være. De er illoyale, de krænker det som man kan forvente mellem mennesker, mellem gode venner, mellem ægtefæller. De går ikke den lige vej som er det regelrette, normale, naturlige – de går krogvejen, som det hedder i Visdomslitteraturen. De kender ikke til det som er ret og rimeligt ifølge de normer som hersker mellem lige parter, mellem mennesker.

v6  Herre, din godhed når til himlen,
din trofasthed til skyerne.
v7  Din retfærdighed er som Guds bjerge,
dine domme som det store dyb.

Herre, du frelser mennesker og dyr.
v11  Bevar din troskab mod dem, der kender dig,
og din retfærdighed mod de oprigtige!
v12  Lad ikke de hovmodige træde på mig,
lad ikke de ugudelige jage mig bort!

(36)

Gud er den som redder og frelser – ikke den som dømmer! Vi kan se at begreberne godhed, trofasthed og retfærdighed hører sammen. Gud gør en ende på det som er uret! Det er en uret at mennesker skal trædes ned og undertrykkes – det er en uret hvis mennesker bliver jaget bort! Disse formler findes igen og igen i Salmerne. Gud gør det som er ret – dvs han stopper det som er en uret imod mennesker. Intet menneske har fortjent at blive trådt ned og jaget bort! Herren er vores hyrde. Israel er hans får. Guds retfærdighed er hyrdens rette forhold til dyrene, til flokken som han har i sin varetægt.

v16  Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud,
så min tunge kan juble over din retfærdighed.

(51)

Når Gud fjerner min skyld, når han ikke ser på min skyld, når han ikke tilregner mig min skyld – er han retfærdig! Denne tanke er meget gennemgående i Salmernes Bog. Den viser at retfærdig ikke betyder at dømme efter synd, visse synder eller skyld. Gud er retfærdig – netop ved at han ikke ser på vores små og store synder. At Gud fjerner synden og skylden er det samme som at han fjerner lidelsen. De to begreber hænger nøje sammen. Når jeg bliver befriet for min synd og skyld er det et stort tegn – måske for hele verden. Hele verden vil se det og glæde sig. Tanken om Gud som den der fjerner skylden genfindes hos Paulus i Romerbrevet. Retfærdiggørelsen er netop det forhold at Gud fjerner skylden – og dermed hævder vores retfærdighed – og viser at han er retfærdig – dvs trofast. Guds retfærdighed er i Salmernes Bog det samme som hans gavmildhed:

Din højre hånd er fuld af retfærdighed.
v12  Zions bjerg skal glæde sig,
Judas døtre skal juble
over dine domme [frelse].

(48)

v2  Du var nådig mod dit land, Herre,
og vendte Jakobs skæbne.
v3  Du tilgav dit folks skyld
og skjulte alle dets synder.      Sela

(85)

I Guds øjne – som Gud ser det – er der ingen skyld mere. Han har vendt vores skæbne dvs han har tilgivet os vores skyld. Tilgivelsen viser sig i det ydre. Når vi befries for byrden er det det samme som vi er blevet tilgivet. Guds tilgivelse han ses og mærkes – konkret.

v5  Overgiv din vej til Herren,
stol på ham, så griber han ind;
v6  han lader din ret bryde frem som lyset
og din retfærdighed som den klare dag.

(37)

Gud er den som griber ind og sikrer retten og retfærdigheden. Han sørger for at uretten hører op. Han sørger for at vi får ret, at vi får det som vi er bestemt til og fortjent – det gode liv. Som hyrden og fårene. Guds retfærdighed er hans barmhjertighed som det siges i Salme 69! Min retfærdighed kommer fra Gud. Gud etablerer min retfærdighed, min ret. Han ophøjer mig, befrier mig. Min retfærdighed er min livslykke – ikke indre psykiske kvaliteter eller gode fromme gerninger. Gud er retfærdig og han vil at livet skal være retfærdigt – dvs han vil ikke at vi skal lide mere.

v23  Det er Herren, der styrer en mands gang,

han [ægtemanden] styrker ham [hende] og glæder sig over hans [hendes] færd.
v24  Når han [hun] snubler, falder han [hun] ikke omkuld,
for Herren [han] støtter ham [hende].

(37)

Herren er den rigtige ægtemand som gør det der er ret og rigtigt. Han svigter ikke sin hustru hvis hun snubler. Han støtter hende og glæder sin over hendes styrke og lykke! Hele Det gamle Testamentes tanke om Pagten er sammenfattet i disse få linjer!

v7  Giv sejr med din højre hånd, svar os,
så dine yndlinge bliver reddet.

(60)

Retfærdigheden sker fyldest når vi bliver reddet, når vores ære bliver reddet, når vi vinder sejr. Guds sejr er vores sejr. Gud ønsker at vi skal sejre, ophøjes. Gud drager ud med vore hære, som det hedder.

v21  Herren lønnede mig for min retfærdighed,
han gengældte mig mine hænders renhed.
v22  For jeg har fulgt Herrens veje
og ikke forbrudt mig mod min Gud.
v23  Alle hans bud har jeg for øje,
hans love har jeg ikke tilsidesat.
v24  Jeg er retskaffen i hans øjne,
og jeg tager mig i agt for synd.
v25  Herren gengældte mig min retfærdighed,
mine hænders renhed har han for øje.

v26  Du er trofast mod den trofaste,
retsindig mod den retsindige mand.
v27  Du er oprigtig mod den oprigtige,
men over for den falske forstiller du dig.
v28  Du frelser de hjælpeløse,
du ydmyger de hovmodiges blik.

(18)

Herren gør det som er ret og rimeligt, retfærdigt. Forholdet mellem Gud og mennesket er et slags ligeværdigt, jævnbyrdigt forhold. Gud gør det som er normalt, det som vi forventer i en relation. Definitionen på en synd i Det gamle Testamente er netop at gøre noget som ikke er ret, lige, normalt. I relationer er der så at sige naturlige regler eller forventninger. Gud lever op til de forventninger. Det vil sige. Han er retfærdig! Han er trofast i relationen. Mennesket er retfærdigt og uden skyld på et helt grundlæggende niveau – trods alle vore konkrete små synder. Mennesket er i Det gamle Testamente godt og værdigt. Gud lever op til det. Han har gjort os kun lidt ringere eller svagere end guderne, som det siges. Gud optræder ansvarligt og voksent og normalt: Han er god mod mennesker fordi de grundlæggende er gode nok – de har fortjent det – og Gud har lovet det. Gud er retfærdig dvs han er troværdig og pålidelig. Han gør det som han skal. Han står altid til rådighed. Vi kan have tillid til ham:

v23  Den, der bringer takoffer, ærer mig,
ham lader jeg se Guds frelse.

(50)

v19  Lad ikke dem, der med urette er mine fjender, glæde sig over mig,
lad ikke dem, der hader mig uden grund, nidstirre mig.
v22  Du har set det, Herre, vær ikke tavs,
Herre, hold dig ikke borte fra mig!
v23  Vågn op, stå op, skaf mig ret!
Min Gud og min Herre, før min sag!
v24  Skaf mig ret i din retfærdighed, Herre min Gud!

(35)

v9  Herren holder dom over folkene.
Skaf mig ret, Herre,
for jeg er retfærdig og skyldfri.

(7)

Det er ikke Gud som dømmer os – det er verden der dømmer os skyldige. Gud fritager os fra dommen:

v33  Men Herren giver ham ikke i den uretfærdiges magt;
han dømmer ham ikke skyldig, når han stilles for retten.

(37)

v4  For du er min klippe og min borg,
led mig og før mig for dit navns skyld!
v5  Befri mig fra det net,
de har lagt ud for mig,
du er jo mit værn.
v6  I dine hænder betror jeg min ånd,
du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
v8  Jeg vil juble og glæde mig over din trofasthed;
du så min nød
og tog dig af mig i mine trængsler.
v9  Du overgav mig ikke i fjendens hånd,
men gav mig fodfæste i det åbne land.

(31)

Gud dømmer os ikke for vore små eller store synder. Vi skal – lige som Gud – leve op til naturlige handlinger i en naturlig relation. Vi skal ære Gud og takke ham fordi han gang på gang har reddet os ud af kniben og nøden. Vi skal ikke nødvendigvis leve op til meget høje etiske krav ifølge Guds opfattelse. Vi skal gøre det som er ret og rimeligt. Vi skal ikke selv tage æren for det som han har gjort.

Gud træder frem i gudeforsamlingen,
blandt guderne holder han dom:
v2  Hvor længe vil I dømme uretfærdigt
og tage parti for de ugudelige?      Sela
v3  Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
v4  udfri de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!

(82)

Gud dømmer guderne – og skaber en ny himmel. Guderne dømmer uretfærdigt. Af salmen kan vi netop se at begrebet retfærdighed betyder at støtte og værne de svage, faderløse, de hjælpeløse og arme. Der sker jo en uret imod disse grupper. At udfri og frelse dem er at handle retfærdigt. Gud er retfærdig. Han viser ikke foragt for enkerne og de faderløse – sådan som det måske var almindeligt i datidens Israel. Verden dømmer os. Verden forfølger og foragter og misbruger de svage. Men Gud gør det ikke. Han er retfærdig. Han vender sig imod uretten.

v10  Hele min krop vil sige:
Herre, hvem er som du?
Du redder den hjælpeløse fra hans overmand,
den hjælpeløse og den fattige fra røveren.

(35)

v7  Vil du aldrig give os liv igen,
så dit folk kan glæde sig over dig?
v8  Lad os se din godhed, Herre,
og giv os din frelse!

(85)

v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
v14 Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

(85)

v7  Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
v8  Han udfrier Israel
fra al dets skyld.

(130)

Meningen med skabelsen er at vi skal have det godt og trives i livet. Det er det naturlige. Og det rette og retfærdige. Den rette og lige vej som Salmerne siger. Gud kan give os livet tilbage og det gør han fordi det er det rette og retfærdige – i den relation som eksisterer mellem Gud og mennesket. Gud har magten og evnen – og han er retfærdig – derfor vil han redde os.

v5  For du, Herre, er god og tilgiver gerne,
rig på troskab mod alle, der råber til dig.

(86)

Gud er retfærdig - som en ægtemand. Når vi råber på Herren, svarer han os. Når hustruen råber på ægtemanden, skal han svare. Det er det som er meningen. Det er troskab og trofasthed og ansvarlighed – og retfærdighed. Det ligger i rollen, i ansvaret, i løftet.

v13  For Herren har udvalgt Zion,
han har ønsket det som sin bolig:
v14  Det er mit hvilested til evig tid,
her ønsker jeg at bo.
v15  Dets føde vil jeg velsigne,
dets fattige mætter jeg med brød;
v16  dets præster klæder jeg i frelse,
og dets fromme skal juble.
v17  Dér lader jeg et horn [en herlighed, magt, ære] vokse frem for David
og sørger for en lampe [lys, liv, velsignelse] til min salvede.
v18  Hans fjender klæder jeg i skam,
men på ham skal kronen stråle.

(132)

Guds retfærdighed viser sig ved at han overholder løfterne til David, til Den salvede, til Israels folk. Pagten er grundlæggende i Salmerne det samme som løfterne.

v14  For Herren vil skaffe sit folk ret,
han forbarmer sig over sine tjenere [udvalgte].

(135)

v3  Den dag jeg råbte, svarede du mig,
du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke.

(138)

At være Herrens tjener er ikke en nedværdigelse, underkuelse med lav tjenerstatus, lakejstatus. At være Herrens tjener er en ophøjelse, en udmærkelse, en kroning. Det er som at blive kongens minister, befuldmægtigede, udvalgte. Vores ord tjener kan ikke gengive det som ligger i det oprindelige begreb på hebraisk. Gud ophøjer os, pagten er en ophøjelse. Han giver os stoltheden tilbage. Det er meningen vi skal være frie og stolte. Herren genopretter den uret der var sket. Det er ikke meningen at vi skal være små og svage ofre. Det er ikke meningen vi skal være magtesløse eller fortabte. Gud genopretter den rette tilstand, det oprindelige, det naturlige.

v3  Fra jordens ende
råber jeg til dig,
når jeg føler afmagt.
Du skal føre mig op på den klippe,
der er for høj for mig.

v4  For du er min tilflugt,
et fæstningstårn mod fjenden.
v5  Jeg vil være gæst i dit telt for evigt,
jeg vil søge tilflugt i ly af dine vinger.      Sela

(61)

Gud er retfærdig og det viser han i sine undere og gerninger. Som en ægtemand beskytter sin ægtehustru kan vi søge ly under Guds vinger. Han vil ikke at vi skal være afmægtige. Han ophøjer os, han løfter os op på klippen. Han sender sin engel som bærer os på hænder så vores fod ikke skal støde sig på nogen sten. Gud holder Israel fast i hånden. Gud er retfærdig fordi han er trofast.

v6  I retfærdighed svarer du os med frygtindgydende
gerninger,
vor frelses Gud,
du som er tilflugt helt til jordens ender
og til det fjerne hav.

(65)

Salme 69 handler om al den uret som kan findes i verden. I Det nye Testamente begås uret imod Jesus. Der bliver begået megen uret i verden. Guds retfærdighed viser sig ved at han går imod uretten i verden.

v5  De, der hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved;
mange vil gøre det af med mig,
med urette er de mine fjender.
Det, jeg ikke har røvet,
skal jeg alligevel levere tilbage.

v20  Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender for øje;
v21  deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22  De gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.

(69)

Gud værner dem som der er begået uret imod. Hans retfærdighed viser sig i forhold til de svage, de fattige, dem som ikke er noget. Det samme kan vi se i Salme 72 som handler om kongens retfærdighed. Gud overdrager kongen sin retfærdighed. Kongen er Guds repræsentant. Vi er Guds repræsentanter:

Gud, overdrag dine domme til kongen,
din retfærd til kongesønnen,
v2  så han dømmer dit folk med retfærdighed
og dine hjælpeløse med retsindighed.
v3  Bjergene skal bære fred for folket,
og højene retfærdighed.
v4  Han skaffer folkets hjælpeløse ret,
han hjælper de fattige
og knuser undertrykkerne.

(72)

v24  Ja, dagen lang skal min tunge
forkynde din retfærdighed;
for de, der stræber efter min ulykke,
bliver til spot og spe.

(71)

Guds retfærdighed er hans frelse som det siges i Salme 71. Gud ønsker at give os herligheden og storheden tilbage:

v15  Min mund skal forkynde din retfærdighed,
din frelse dagen lang,
jeg kender ikke dens grænser!

v20  Du lod mig opleve
store og hårde trængsler;
giv mig livet på ny,
løft mig op på ny
fra jordens dyb!
v21  Giv mig min storhed tilbage,
vend om, og trøst [frels] mig!

(71)

I Salme 89 ser vi tydeligt hvordan en ny himmel og en ny jord indledes ved at Gud tager magten over guderne. Gud er ikke så meget skaberen men sejrherren. Tanken om at Gud har skabt verden i den senere kristne betydning opstår meget sent i det gamle Israel – først i senjødedommen fra ca 500 f. Kr. eller fra ca 300 f. kr. Gud er sejrherren som har besejret de onde magter. Hans sejr er vores frelse og udvælgelse. Denne tanke – at Gud har besejret det onde, syndens og dødens kræfter – findes også hos Paulus i Det nye Testamente.

Vi kan se at Guds retfærdighed er hans trones grundvold men at Guds retfærdighed er hans udvælgelse og troskab. Retfærdigheden, retten, godheden og trofastheden er 4 væsner som står rundt om Jahve. De er hans væsen, hans natur, hans egenskaber. I Johannes Åbenbaring findes også tanken om de 4 væsner der står rundt om Gud. Gud er retfærdig ved at han ophøjer Israel og er gavmild over sin tjener, Israel. Gud er ikke dømmende men gavmild. Han herliggør Israel, han løfter dets horn – det er retfærdigheden, at retfærdigheden sker fyldest:

v6  Himlen priser [nu efter sejren] dit under, Herre,
din trofasthed i de helliges [gudernes] forsamling.
v7  For hvem i skyen står mål med Herren,
hvem blandt gudssønnerne [guderne] er Herrens lige?
v8  Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle [nemlig guderne], der omgiver ham.
v9  Herre, Hærskarers Gud, hvem er som du?
Stærk er Herren. Din trofasthed omgiver dig.
v10  Du hersker over det hovmodige hav [dragen, slangen, uhyret],
du dæmper dets brusende bølger.
v11  Du knuste Rahab, han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.
v12  Himlen tilhører dig, jorden tilhører dig,
du grundlagde jorden med alt, hvad den rummer.
v14  Din arm har kraft,
din hånd er stærk, din højre er løftet.
v15  Retfærdighed og ret er din trones grundvold,
godhed og troskab står foran dig.

v16  Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17  de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18  Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [magt, herlighed, ære].
v19  Vort skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

(89)

Gud har givet hele landet til Israel. Det er hans udvælgelse, hans løfte. Det er hans retfærdighed. Det er en uret når Israel nedkæmpes af Babylon og mister sin frihed. Gud vil genoprette den retfærdige tilstand. Det som Gud har givet Israel er dets naturlige identitet, dets oprindelige, sande natur. Gud har gjort os herlige fra starten af. Hvis vi mister herligheden vil han give os den tilbage. Han vil overvinde det som er sket da vi mistede herligheden:

v31  Jeg vil lade dit landområde gå fra Sivhavet [Egypten] til Filisterhavet, og fra Ørkenen til Eufratfloden; jeg vil give landets indbyggere i jeres magt, og du skal drive dem bort foran dig. v32  Du må ikke slutte pagt med dem og deres guder. v33  De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal få dig til at synde imod mig. Dyrker du deres guder, bliver det en snare for dig.

(2 Mosebog 23)

Gud sikrer en ny kollektiv tilstand – frelsen. Frelsen er ikke en frelse for enkelt personer som kommer i himlen eller som bliver frelst efter døden. Frelsen er den ny kollektive tilstand på jorden og i himlen som er skabt af Jahves retfærdighed:

v11  Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
v12  Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed ser ned fra himlen.
v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
v14  Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

(85)

Gud er retfærdig. Det er retfærdigt at vi kommer til at trives og lykkes i livet. Det er det som er målet for Herrens retfærdighed, målet med hans dom over verden – som vil fratage os vores herlighed og gøre os små og svage:

v13  Den retfærdige [det vil sige: alle mennesker] skyder op som palmen
og vokser sig stor som cedertræet på Libanon;
v14  de er plantet i Herrens tempel,
de skyder op i vor Guds forgårde.
v15  Selv i deres høje alder bærer de frugt,
de er friske og grønne,
v16  så de kan forkynde, at Herren er retskaffen [retfærdig];
han er min klippe, der er ingen uret hos ham.

(92)

Gud frelser Israel ud af Egyptens plager. Han er retfærdig. For evigt vil han være tro imod sine løfter til Abraham, folkets fader. Han frelser dem ikke fordi de er specielt loyale eller fromme som det siges i Salme 106 som genfortæller historien. Det er lige modsat: De trodser ham og modsætter sig hans undere og frelse. Jahve frelser så at sige Israel imod dets vilje. (Den samme historie fortælles i Mosebøgerne – men ikke i Salme 105 som har den stik modsatte opfattelse af fædrene i Egypten!!). Derved viser han sin retfærdighed, sin omsorg. Israel er hans forbundne, hans yndlinge. De er hans venner. Han har forpligtet sig:

v6  Vi har syndet med vore fædre,
vi har handlet slet og ugudeligt.
v7  Vore fædre i Egypten
gav ikke agt på dine undere;
de huskede ikke på din store trofasthed,
men trodsede den Højeste ved Sivhavet.
v8  Dog frelste han dem for sit navns skyld
for at vise sin styrke.
v9  Han truede ad Sivhavet, så det tørrede ud,
og han førte dem gennem dybet som gennem en ørken.
v10  Han frelste dem fra modstanderne,
og befriede dem fra fjenderne.

(106)

Gud er retfærdig. Det han gør, er ret og retfærdigt. Gud gør det som skal til. Han gør det naturlige, det nødvendige. Hele tanken er smukt sammenfattet i Salme 113:

v7  Fra støvet rejser han den svage,
fra skarnet løfter han den fattige,
v8  han sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  Han lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113)

Hvad er frelse? (Salmernes Bog).

Det danske ord frelse er som regel en oversættelse af det hebraiske ord jeshua. Jeshua (som findes i navne som Josva, Esajas eller Jesus) betyder at blive befriet fra en fare, en nød, et fangenskab, en trængsel. Det ord som på dansk oversættes til trængsel og trængsler betyder på hebraisk at være lukket inde i et meget lille rum under jorden uden luft og uden lys. At være i en sådan tilstand er at være fortabt. At være fortabt er så at sige at være begravet levende i en lille snæver lukket kasse i mørket under jorden – helt forladt og alene.

Frelse er altså at blive befriet – at komme ud af dette lille rum – gruben, graven, hullet, afgrunden som det ofte oversættes (graven i Salmerne betyder altså noget andet end det vi forstår ved graven). At blive frelst er at blive ført ud af – ud af Egyptens plager eller hjem fra eksilet i Babylon. I det gamle Israel anvendte man gruber og huller i jorden eller underjordiske cisterner som fængsler og til straf. Ordet frelse hænger altså sammen med disse forestillinger. At blive frelst betyder at blive befriet, at få livet tilbage, at komme op i lyset, at blive befriet for sine fjender, problemer, kvaler, begrænsninger. Det som hæmmer os nu, forsvinder når vi bliver frelst. Frelse betyder fri udfoldelse. At blive frelst betyder at lidelsen og ondskaben bliver afskaffet i verden – eller i min verden. Gud skiller os og verden fra ondskabens domstol som skaber lidelse over hele jorden.

v8 Dog frelste han dem for sit navns skyld
for at vise sin styrke.
v9  Han truede ad Sivhavet, så det tørrede ud,
og han førte dem gennem dybet som gennem en ørken.
v10  Han frelste dem fra modstanderne,
og befriede dem fra fjenderne.
v11  Vandet lukkede sig over deres modstandere,
ingen af dem overlevede.
v12  Da stolede de på hans ord
og sang hans pris.

(106.8)

Gud frelser ikke israel på grund af dets gode gerninger eller fromme væsen. Beretningerne om udgangen af Egypten som vi både finder i Salmerne og i Mosebøgerne viser tydeligt at Israel nærmest modsatte sig Guds frelse. Israel blev ikke frelst fordi det havde ydet noget eller ydet ofre. Israel handlede slet og ugudeligt som det siges i Salme 106. Det blev frelst fordi det havde brug for det – fordi at det onde havde taget magten i verden og fordi Gud bekæmper det onde fordi han vil at vi mennesker skal have det godt. Gud frelste også Israel for sin egen skyld – for at vise sin magt – for at udbrede lyset. Gud frelser de ugudelige.

v7  Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
han frelste ham af alle hans trængsler.
v8  Herrens engel lejrer sig
omkring dem, der frygter ham,
og han udfrier dem.

(34.7)

v3  Han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.

(40.3)

Salmerne bruger mange billeder om det at blive frelst. Et af de vigtigste er, at når Gud ser på os, bliver vi frelst. Dette træk genfinder vi i den aronitiske velsignelse – den velsignelse som anvendes i den danske kirke. Frelsen består i, at vi ses af Gud. Modsat består fortabelsen i at Gud skjuler sig eller ved at han ikke vil se på os – han vender sig bort. Frelsen er at blive set. Se på mig! Men frelsen er også at vi ser Gud. Salmerne udtrykker hele tiden denne tanke således: Jeg var i nød og trængsel, men så viste Gud sig. Jeg så ham. I kulten, i gudstjenesten i det gamle Israel har Gud vist sig for menigheden (græsk epifani: at vise sig). Efter mange forberedelser, til sidst i gudstjenesten (jvf velsignelsens placering i folkekirken) viser Gud sig. Han rejser sig. Han kommer frem.

v5  Jeg søgte Herren [deltage i gudstjenesten, søge orakelsvar fra Gud], og han svarede mig,
han befriede mig for al min frygt.

v6  De, som retter blikket mod ham [ser Gud], stråler af glæde [er frelst],
deres ansigter skal ikke forgræmmes.

(34.5)

Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?

(42.3)

v4  Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.

(80.4)

v7  Når de [på valfarten] drager gennem Baka-dalen,
gør de den til et kildevæld,
efterårsregnen hyller den i velsignelse.
v8  De går fra kraft til kraft
og får Gud at se på Zion.

v9  Herre, Hærskarers Gud, hør min bøn,
lyt, Jakobs Gud!      Sela
v10  Se til vort skjold, Gud,
se på din salvedes ansigt!

(84.7)

Pludseligt, i et glimt viser Gud sig (epifanien eller teofanien) eller vi hører hans stemme eller vi mærker hans nærvær – Nu er han der! Her! Nu! Denne oplevelse er frelsen og et tegn og bevis på at Gud nu vil frelse os, redde os ud af dynd og slam og ulykke. Gud viser sig på samme måde som han viste sig for Moses. (På samme måde kan man måske sige at Gud viser sig ved velsignelsen i den kristne gudstjeneste – Gud taler pludseligt direkte til menigheden – et såkaldt orakel). Når Gud har vist sig, kan vi rejse os og træde frem foran ham - for han kan se os, som det siges. Frelsen er at gå ind igennem Guds port – skønhedens port – perleporten – og træde ind i hans forgård – forgården i faderhuset.

I Salme 22 – som i NT er forbundet med Jesus på korset – ses det tydeligt: Pludseligt vender alting, pludseligt viser Gud sig og griber ind. Herren viser sig i en lysglans, i et omfattende lys, i en glorie af lys (ordet herlighed kan også oversættes med glorie, lys, jvf engelsk glory). Gud hyller sig i lyset som i en kappe. Lyset er frelsen, dagen efter natten. Lyset er solen. Herren viser sig om morgenen, når dagen sejrer over mørket. Frelsen er dagen, dagslyset. Herren er morgenrøden. Vi bliver født på ny - af morgenrøden.

Frelsen kommer ikke fra mennesker eller fra heste og vogne – frelsen kommer fra Gud. Lidelsen er for overvældende til at mennesker eller stormænd kan redde os. Frelsen afhænger ikke af menneskers vilje eller bestræbelse. – Herren vil føre krig for jer og I kan tie stille, som Moses siger til folket ved udvandringen fra Egypten! Gud frelser Israel for at vise sin herlighed for øjnene af hele verden – og fordi Israel har brug for det. Salmernes Bog er generelt – som det er blevet sagt – et ekko af at Gud har vist sig – menighedens reaktion på Guds tilsynekomst eller epifani. – Han har vist sig! Vi har set hans herlighed! Lovet være Gud! – De, der søger Gud for at se ham, skal få nyt mod, som det siges i Salme 69. Når Gud ser på os sender han os lyset. Lyset kommer fra hans øjne, fra hans blik. Lyset kommer ud af hans øjne. Lyset er glæden og livet. – Herren er solen, som det siges i salme 84. Når han ikke ser på os, går vi fortabt – han dækker os med mulm og mørke, som det siges i Salme 44.

v16  Ingen konge frelses ved sin store hær,
ingen helt reddes ved sin store kraft.
v17  Hesten er en svigefuld hjælper,
trods sin store styrke redder den ingen.
v18  Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed [at se ham],
v19  så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.

(33.16)

v3  Ja, jeg vil skue dig i helligdommen
og se din magt og herlighed.

(63.3)

Når Gud viser sig, sejrer han over det onde. Han viser sin herlighed – som er frygtindgydende, overvældende, overjordisk, uforståelig. Når han viser sig dømmer han verden – dvs han skiller tingene ad – han adskiller det gode og dårlige – han fjerner det onde, Synden, lidelsen. At han dømmer, betyder i Salmerne at han frelser verden, udfrier verden af nøden, befrier verden fra Rahab, Livjatan, uhyret, slangen, dragen. Ordet dømme betyder altså ikke nogen juridisk dom i vores forstand. Gud dømmer – dvs han skiller os fra ondskabens domstol, som det siges. Vi bliver netop taget bort fra dommen fra ondskabens domstol – som dømmer den uskyldige og tager livet af den fattige! Ondskabens domstol – egoet - har været verdens overmand – røveren.

Du redder den hjælpeløse fra hans overmand,
den hjælpeløse og den fattige fra røveren.

(35.10)

Når Gud ser på os, er det i Salmerne noget ekstremt positivt. Frelsen er netop, at han ser på os. Frelsen er at blive set. Lige som det er mennesker imellem. Dette er helt i modsætning til den meget senere opfattelse i kristendommen (pietismen): Vi skal frygte, for Gud ser alt! Her er det en trussel at Gud ser på os! I Salmerne er blikket, synet ikke truende eller fjendtligt men kærligt – som en forælder der holde øje med et barn – som den gode hyrde:

v13  Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed [dvs Herren]
i de levendes land.

(27.13)

v8  Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.

(32.8)

v5  I min trængsel råbte jeg til Herren,
han svarede og førte mig ud i det åbne land.

(118.5)

I salme 107, som er en sen salme forfattet efter 500 f.kr, sker der en vis systematisering af begrebet frelse. Salmen definerer frelsen som en udfrielse af nøden, besværet, lidelsen. Det sker ved at salmen gennemgår 4 konkrete eksempler på frelsen og fortabelsen. 1) At være fortabt er at flakke om i ødemarken, sulte og tørste. Frelsen er at finde vej til en by, en oase. 2) At sidde i mulm og mørke og lænker i fangenskab – frelsen er at komme ud i lyset, ud i friheden. 3) At være fortabt er at være syg til døden og væmmes ved al slags mad – frelsen er helbredelsen. 4) At være fortabt er at sejle på de store vande og være nær ved at forlise og drukne – og frelsen er at blive reddet fra druknedøden. Gud får stormen til at lægge sig og havets bølger til at stilne (jvf Jesus i Det nye Testamente).

v26  De steg mod himlen, sank ned i dybet.
De blev grebet af rædsel i ulykken,
v27  tumlede rundt og ravede som berusede,
al deres kløgt var til ingen nytte.
v28  Da råbte de til Herren i deres nød,
og han førte dem ud af deres trængsler.

(107.26)

At blive frelst er at blive befriet fra en bestemt vanskelighed eller nød (en trængsel). Frelsen er også ved Herrens hjælp at komme frelst ud af moders liv – en stor fare og risiko i det gamle Israel – i høj grad netop en trængsel. Frelsen er ikke fremtidig. Når Salmerne taler om frelsen er det en lovprisning af den frelse som vi nu har oplevet. Frelsen er altså noget som allerede er sket. Frelsen er et under, et mirakel. Ordet under betyder i Det gamle Testamente ikke noget som er mirakuløst ved at det strider med naturlovene. Dette er en meget senere opfattelse af miraklet. Salmerne taler om Guds undere og mægtige gerninger. Dermed mener de begivenheder i form af frelse, som næsten ikke er til at tro, som er fantastiske, helt uventede. At vi blev frelst dengang – kan vi næsten ikke forstå bagefter. Vi kan ikke forstå, hvordan det kunne ske. Vi havde næsten opgivet håbet. Dette er tanken i ordet under i Salmerne.

At blive frelst er at få herligheden, livet, æren, lykken, freden, glæden tilbage – som vi havde mistet. At vi nu er frelst kan ses og mærkes. Vi er ikke i tvivl. Vi var ved at drukne, men vi blev frelst. Derfor kan vi nu leve trygt og godt. Frelsen er altså indlysende.

At blive frelst er at finde sin elskede igen, at få hende eller ham tilbage. At blive frelst er at glemme ulykken og glemme fortiden. Når Gud glemmer fortiden, er vi frelst. At være frelst er at leve her og nu ikke tynget af fortiden. Frelse er tilgivelse. Frelse er nyskabelse fordi livet bliver skabt på ny. Vi bliver genfødt. Vi bliver lige som eller næsten som nye mennesker, får et nyt liv. Gud er vores kilde. – Alle mine kilder er i dig! Vi skal aldrig rives ud af hans hånd.

v3  Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
v4  Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!

v9  Rens mig med isop for synd,
vask mig hvidere end sne!

(51.3)

v14  For du har reddet mit liv fra døden
og min fod fra at snuble,
så jeg kan vandre for Guds ansigt
i livets lys.

(56.14)

At blive frelst er at få sin sunde fornuft tilbage – at få visdom og indsigt – at vågne op af drukkenskaben og mørkets rædsler. At blive frelst er at komme fri af mørket og ud i lyset. At blive frelst er at komme ind i det forjættede land, få lov at bo i landet til evig tid i menneskeligt fællesskab, tryghed og velstand, at få mange sønner og sønners sønner og se dem vokse op og trives. At blive frelst er at redde sig ud af en retssag hvor der er rejst slemme anklager mod os, at blive rensede, at fremstå som uskyldige, at få andre menneskers respekt og ære. At leve i skjul af hans vinger. – Den der lever i skjul, bor i skyggen – beskyttet for solens hede, som det hedder. Herren har beskyttende vinger som en fugl – under disse vinger er der plads til alle.

I Jobs Bog er Job – som han var i gamle dage – et godt eksempel på en mand som var frelst – velsignet. At blive frelst er at få fast grund under fødderne, at få fodfæste – modsat havene og skibssejladsen, som de gamle israelitter frygtede. At komme i ly øverst på en klippe hvor mine fjender ikke kan nå mig. Gud er en tilflugtsklippe. Frelsen er at komme ind i en borg eller fæstning på flugt for mine fjender. Når man er frelst har man ikke længere nogen frygt for mennesker. Frelsen er styrke, fred (som i Salmerne betyder: velfærd, trivsel, lykke, glæde, fællesskab mv), dans, livskraft, udfoldelse, energi, livsmod. Guds frelse er enden på krigen og kampen. Vi skal ikke kæmpe mere. Krigen er forbi. – Gud brækker buens gloende pile og afskaffer skjold, sværd og krigsmagt (Salme 76). Som en frugtbar vinstok er din hustru i dit hus! At blive frelst betyder at blive helbredt. At slippe for fjendernes belejring. Ikke længere at være på flugt eller være fordrevet – at få lov til at vende tilbage til sit hjemland.

Han som Gud frelser, velsigner han med skønhed og et attraktivt udseende. Frelsen er at glæde sig over livet og den elskedes øjne som er som duer på taget. Når Herren frelser os, giver han os glæden ved brogede tæpper fra Egypten og vore hustruers søde ord, der er som honning. Når vi er frelst, spiser vi himmelske brød og drikker Paradisets vin.

v12  Vore sønner er som planter,
der er fuldvoksne i deres ungdom;
vore døtre er som hjørnestolper,
udskåret til en paladsbygning.

(144.12)

v3  Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.
v4  Ja, sådan velsignes den mand,
der frygter Herren.

(128.3)

Frelsen er at blive frelst fra al arbejde, slid og møje, som har ramt menneskene siden Adam. At blive en fri mand. Frelsen er at komme ind til Herrens hvile, den store sabbat – et billede som genfindes i Hebræerbrevet i Det nye Testamente. Frelsen er at Gud ikke længere ser nogen skyld hos os. Frelsen er at komme ud af al skyld og gæld. At hoveriet er forbi. Når vi er frelst, mangler vi ingenting. Vi har fået alle gode ting i verden – verden ligger som en skammel for vore fødder.

Frelsen er at få høsten, at hente høsten og kornet hjem - efter at vi havde mistet det hele, da vi såede. I det gamle Israel var såningen forbundet med gråd, sorg og tænders skæren – følelsen af at miste – men høsten var at få det hele tilbage. Høsten var en genopstandelse. I høsten viser Gud sig i sin herlighed. At blive frelst er at blive taget ud af gamle tanker og følelser – at komme ud af sin gamle vrede, utilfredshed, forargelse, at lære at se roligt på livet og have sin tillid til Gud – som vi kan se det i de såkaldte visdomssalmer. Frelsen kan altså også være noget indre, noget psykologisk.

I frelsen får vi hele herligheden (magt, ære, rigdom, status, trivsel, velstand, tryghed, livsudfoldelse) tilbage, vi får livet tilbage – alt det som vi har mistet, vi bliver løftet op, vi bliver ophøjet – vi får vores storhed tilbage:

v20  Du lod mig opleve
store og hårde trængsler;
giv mig livet på ny,
løft mig op på ny
fra jordens dyb!
v21  Giv mig min storhed tilbage!

(71.20)

Frelsen er – symbolsk – den glinsende olie – Israel er Herrens salvede – livet, frugtbarheden, rigdommen. Den glinsende fedme er et lykketegn i det gamle Israel – hvor det ikke var fedmen, men hungersnøden der truede! Frelsen er kærlighed, krop, nydelse, sønner og sønners sønner. Frelsen er at Guds ånd virker i alle lemmer. At dø mæt af dage og få et evigt minde.

Naturens frodighed og storslåethed viser Guds frelse. Gud lever i naturens frodighed og frugtbarhed. - Om natten kommer løven frem og brøler. Den kræver og får sin føde fra Gud! Gud mætter kragens unger, når de skriger. Herrens herlighed er over hele jorden! Når vi lever midt i naturens overflod, oplever vi frelsen. Vi modtager naturens rige gaver uden betaling – uden møje og anstrengelse. At blive frelst er at vende tilbage til Guds egen natur - vores egen natur og oprindelse og sande væsen. Frelsen er tryghed, velstand og overflod – hvedens fedme og kildevand fra klippen. Flokke af dyr, får, bukke og kameler. Anseelse, ry, respekt. Ære og værdighed. Forstandens og alle vore sansers fulde brug. Frelsen er regnen efter sommerens tørke. Frelsen er når Herren væder plovfurerne og jævner pløjejorden, blødgør jorden med regnskyl og velsigner jordens spirer! Herrens hjulspor driver af fedme og engene klæder sig i får og lam – vi er frelst! – Løver kan lide nød og sulte, men vi kommer aldrig til at mangle noget!

v17  Du førte dem ind
      og plantede dem på det bjerg, du ejer,
      det sted, du har gjort til din bolig, Herre.

(2 Mos 15.17)

v9  De mætter sig ved overfloden i dit hus,
du lader dem drikke af din herlige bæk;
v10  for hos dig er livets kilde,
i dit lys ser vi lyset.

(36.9)

v14 Græs lader du gro til kvæget
og planter til tjeneste for mennesker,
så der frembringes brød af jorden
v15  og vin, der giver mennesker glæde.
Deres ansigt glinser af olie,
og brødet giver mennesket nye kræfter.
v16  Herrens træer mættes,
Libanons cedertræer, som han har plantet.
v17  I dem bygger fuglene rede,
i enebærtræerne har storken sin bolig.
v18  I de høje bjerge holder stenbukken til,
i klipperne er grævlingens skjul.

(104.14)

Vi er Herrens vinstok som han selv har hentet og plantet. Han passer og plejer sin vinstok - og vi frelses. Vi er vækster og urter på Herrens mark, og han har selv gødet og beredt jorden. Vi slår rødder i jorden og sætter frugten i toppen. Vi frelses fordi vi passes og plejes af Herren som vores gartner og vi spreder vore ranker til hele verden. Vi drikker af livets kilde og livets vand, Paradisets vand, livets træ.

Frelsen afhænger ikke af menneskelig magt, arbejde eller stræben – den afhænger ikke af heste eller vogne. Den er en gave som det hedder i Salme 127 som er en af de sent forfattede salmer, en såkaldt visdomssalme:

v2  Det er forgæves,
at I fra tidlig morgen
til sent om aftenen
slider for det daglige brød;
for den, Herren elsker, får det, mens han sover.

v3  Sønner er en gave fra Herren,
moderlivets frugt er lønnen.
v4  Som pile i krigerens hånd
er sønner, man får i sin ungdom.

(127.2)

Frelsen betyder ikke kun en befrielse af mennesket. Den betyder en befrielse og frelse af hele naturen, hele skabelsen. Også naturen, dyr, planter, de levende skabninger har været underkastet lidelsen, synden. Dyr og planter har lidt ligesom menneskene har lidt under synden – egoet. Når Gud frelser verden, frelser han hele livet, hele skabelsen. – Jorden skal juble. Havet med alt hvad det rummer skal glæde sig. Marken skal bryde ud i frydesang. Alle skovens træer skal råbe af fryd! (Salme 96).

v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.

(85.13)

Hvor er det godt og herligt,
når brødre sidder sammen!
v2  Det er som den gode olie på hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,
ned over kjortlens halsåbning.

(133.1)

Frelsen er at sidde ved det veldækkede bord med sine brødre og nyde den søde vin og æde af livets frugter – et billede vi også kender fra Jobs Bog. At få del i livets overflødighedshorn. Frelsen er at leve med en slægt, en hustru og familie der kaster ære og værdighed over vores hoved. Frelsen er at få andres respekt, når man tager ordet i forsamlingen. Frelsen er at blive befriet for dagens møje og anstrengelse og komme ind til Herrens hvile, sabbat (95.10).

Frelsen er at komme godt igennem alderdommen med styrke, kraft, visdom og anseelse. Frelsen er at bevare sin uafhængighed og frihed også når man bliver gammel. Frelsen er at bevare sin autoritet og myndighed når man ældes. Frelsen er at dø mæt af dage og komme til at hvile blandt forfædrene og slægtens store sønner:

v9  Kast mig ikke bort, når jeg bliver gammel,
forlad mig ikke, når kræfterne svigter.
v10  For mine fjender taler om mig,
de, som vogter på mig, lægger råd op sammen;
v11  de siger: Gud [kraften] har forladt ham [Han er blevet gammel og svag].
Efter ham, fang ham, for ingen kan redde ham!

(71.9)

Frelsen kommer fra Herren. Vi blev solgt som slaver til et fremmed folk – men Herren købte os tilbage – vi er de frikøbte, de løskøbte (107.1). Herren er den gode hyrde. Men når vi modtager frelsen, bliver vi ikke små eller svage – eller som de umælende. Tværtimod. Nogle er stærkere end andre. Herren er den største og stærkeste af dem alle. - Hvem blandt alle guderne kan måle sig med Herren? Han er vores beskytter og anfører. Han støtter os, og han er vores sponsor. Han vil ikke at vi skal være små eller svage ofre. Han vil, at vi skal være frie, ranke og stærke. – Frels os, Herre, så vi kan blive stolte igen! Som det siges i Salme 106. At blive frelst er at finde tilbage til vores oprindelige sikkerhed og stolthed. Derfor giver han os frelsen, styrken, kraften. Når Gud frelser, tager han byrden fra os så vi igen kan rette os op og ranke os. Gud græder, hvis vi gør os mindre end vi er. Vi er hans projekt – Israel er Guds projekt.

v7  Jeg [Gud] befriede hans skulder for byrden [synden, lidelsen],
hans hænder slap fri for kurven.
v8  I din nød råbte du [Israel], og jeg reddede dig,
skjult i tordenen svarede jeg dig.
v11  Jeg er Herren din Gud,
som førte dig op fra Egypten.
Luk munden op, så skal jeg fylde den.

v17  Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra klippen.

(81.7)

Vi er uden skyld. Mennesket er uden skyld. (Salmernes Bog).

v13  Du støtter mig, fordi jeg er uskyldig,
og du vil altid lade mig stå for dit ansigt.

(41.13)

Det er en af de grundlæggende tanker i Salmernes Bog, at mennesket er uden skyld i den lidelse, modgang, ulykke, som rammer mennesket. Salmerne ved selvfølgelig godt, at der eksisterer mange undtagelser: Vi kan selv være skyld i vore ulykker, hvis vi krænker livets lov eller Guds lov, hvis vi lever helt i strid med naturens og livets love. Men det grundlæggende synspunkt er at man ikke kan sige at lidelsen og ulykken og dødsriget som hærger os er vores egen skyld. Mennesker rammes af ulykken uden nogen rimelig forklaring, kan vi sige. Dette fremføres temmelig ofte i klagerne eller klagesalmerne når salmen råber til Gud - som det siges. – Gud, du må se os som vi er. Se på os. Vi er blevet ramt af lidelsen. Befri os fra byrden. Befri os fra den modgang og smerte og synd og skyld, som vi ikke længere kan bære!

v3  Gud, du har forstødt os, du brød løs mod os,
du blev vred på os, rejs os igen!
v4  Du har bragt landet til at skælve og slå revner,
hel dets brud, for det vakler!
v5  Du lod dit folk opleve hårde tider,
du gjorde os sanseløse som af vin.

(60.3)

v4  For de lægger baghold for mig,
stærke mænd angriber mig,
selv om jeg ikke har forbrudt mig eller syndet, Herre.
v5  Skønt jeg er uden skyld,
stimler de sammen imod mig.
Vågn op, kom selv og se!

(59.4)

v5  De, der hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved;
mange vil gøre det af med mig,
med urette er de mine fjender.
Det, jeg ikke har røvet,
skal jeg alligevel levere tilbage.

(69.5)

v3  De omringer mig med hadefulde ord
og angriber mig uden grund.

(109.3)

Synden er en magt der har ramt vore hoveder – næsten mere end vi kan bære – synden er lidelsen:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder [synden] fra os.

(103.12)

v5  Min skyld vokser mig over hovedet,
den er en byrde, der er for tung for mig.

v19  Jeg vil bekende min skyld,
jeg er foruroliget over min synd.

v20  Mange er mine fjender uden grund,
talrige hader mig med urette;
v21  de, der gengælder godt med ondt,
anklager mig, fordi jeg stræber efter det gode.

(38)

Til dig kommer alle mennesker
v4  for deres synders [lidelsen] skyld;
vore overtrædelser [lidelsen] er for tunge for os,
men du tilgiver [fjerner] dem.

(65)

Ingen mennesker har egentlig fortjent den onde skæbne vi kan opleve nogle gange. I 587 f. Kr blev Israel taber til storstaten Babylon. Babylon dræbte og hærgede frygteligt i Israel. Jerusalem blev brændt ned og templet – det helligste – blev revet ned og tilintetgjort. En del af befolkningen – vi ved ikke hvor mange – men det var den bedst stillede del af befolkningen – blev tvangsforflyttet til Babylon. Landet blev ydmyget. Den jødiske konge – Herrens salvede som han havde lovet at opretholde til evig tid – blev vanæret og ydmyget. Vi finder situationen i mange af salmerne som altså er skrevet efter 587 f. Kr. Det som Salmernes Bog her fremfører, er, at det har vi altså ikke fortjent! Intet menneske har fortjent den skæbne. Det er ikke vores egen skyld. Salmerne går her imod en anden tanke som også findes i Salmerne – og i Det gamle Testamente: nemlig tanken om at alt kommer fra Gud og at Gud er retfærdig og at han straffer folket med rette for dets synder. De to tanker strider ikke nødvendigvis imod hinanden men de er alligevel forskellige. Salmerne rummer begge tanker – men grundlæggende er tanken at vi – mennesket – er uden skyld. Spørgsmålet spillede en vis rolle i den jødiske religion og tænkning.

v23  Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,
prøv mig, og kend mine tanker,
v24  se efter, om jeg følger afgudsvej!

(139)

v11  Falske vidner står frem
og kræver mig til regnskab for ting, jeg ikke kender til.

(35)

Pagten mellem Gud og Israel er en ophøjelse af begge parter. Pagten er først og fremmest et løfte fra Gud til mennesket: - Jeg vil aldrig svigte dig! Jeg vil aldrig lade dig synke ned i synden og fortabelsen. Jeg vil sikre dig. Jeg vil løfte dig op på klippen. Jeg vil føre dig ud i det åbne land. Pagten er også en ophøjelse af Herren til Gud og konge, vores gud og konge, den eneste – den største. Men pagten er også en ophøjelse af mennesket. I pagten giver Gud os herligheden tilbage. Den herlighed (magt, stolthed, ære, velstand, rigdom, trivsel, glæde, fred) som vi har mistet. At være hans tjener er ikke tjener i vores betydning af ordet. At være tjener indebærer ikke nogen lakaj status eller nedværdigelse eller ydmygelse. Tvært om: at være Herrens tjener er en ophøjelse – det er det samme som at være hans udvalgte, salvede, middel, kanal, ydre form, at være Guds søn. Et liv i lidelse og vanære er ikke passende for Guds egne sønner. Vi er bestemt til noget bedre og mere. At være Herrens udvalgte efter pagten er en stolthed. Vi er konger og fyrster. Vi er ikke længere undergivet nogen magt. Vi er blevet frie og myndige (disse udtryk genfindes hos Paulus i hans breve i Det nye Testamente):

v17  Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra klippen.

(81.17)

v7  Fra støvet rejser [jeg] den svage,
fra skarnet løfter [jeg] den fattige,
v8  [jeg] sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  [Jeg] lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113.7)

Det er derfor ikke overraskende, at Salmerne bruger denne ophøjelse i forbindelse med klagerne. Gud har svigtet som den utro ægtemand – han har lovet så meget men hvor meget af det har han rent faktisk overholdt? Vi er blevet ladt alene tilbage – Gud ser slet ikke til vores side. Han har mistet interessen for menneskene. Han har forstødt sin udvalgte og elskede. Han har revet vore fæstninger ned og prisgivet os til de onde kræfter i verden. Han har brudt pagten, brudt aftalen, han har svigtet sine løfter til mennesket:

v39  Men du har forstødt din salvede,
forkastet ham i din vrede.
v40  Du har brudt pagten med din tjener,
vanæret hans krone, slængt den til jorden.
v41  Du har revet alle hans mure ned,
lagt hans fæstninger i grus.

(89.39)

v2  Fra dig skal min ret komme,
dine øjne iagttager retskaffenhed.
v3  Prøv mit hjerte, se nøje efter om natten,
ransag mig, du finder intet skændigt hos mig!
Min mund forløber sig ikke.

(17.2)

I Det nye Testamente dukker spørgsmålet også op flere gange: Da Jesus møder den blindfødte mand spørger disciplene: - Hvem er skyldig i hans sygdom og blindhed? Er det fordi han selv har syndet eller er det fordi hans forældre har syndet spørger de? Jesus svarer: - Det er hverken hans eller hans forældres skyld. Det er ingen menneskers skyld. Meningen med sygdommen er at han skal blive rask og helbredt! Det er den eneste mening der er med hans sygdom! Siger Jesus.

Ingen mennesker har fortjent at blive ramt af en frygtelig opløsende sygdom som fuldstændigt tager værdigheden fra det menneske. Sygdommen rammer os udefra som en ulykke. Vi føler gru og rædsel og vi pines ved synet af den forfærdelige sygdom – som det omtales hos Esajas og i Jobs Bog. Det er ikke retfærdigt eller rimeligt at mennesker rammes på den måde. Det er i al fald ikke vores egen skyld! Vi er uden skyld!

v18  Husk dette, Herre: Fjenden spotter,
et tåbeligt folk håner dit navn.
v19  Giv ikke din dues liv til vilddyr,
glem ikke for evigt dine hjælpeløses liv!
v20  Husk på pagten! For landets mørke
er fuldt af stønnen og vold.

(74.18)

Ingen har fortjent at blive angrebet af rasende løver og revet i stykker. Ingen har fortjent at få sine hænder og fødder gennemboret. Ingen har fortjent at blive korsfæstet. Ingen har fortjent at gå fortabt. Det er budskabet i Salmernes bog.

v7  Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
v8  Han udfrier Israel
fra al dets skyld.

(130)

Ingen mennesker for fortjent at miste alle de mennesker som de holder af eller at miste deres egne børn. Ingen mennesker har fortjent at leve hele livet i frygtelig angst for at blive dræbt eller på flugt eller i livsvarigt fangenskab eller som et offer for andres had og vrede. Gud har skabt os til noget helt andet. – Vi er den vinstok som du selv har plantet, som det hedder i Salmerne – Tag dig af denne vinstok! Vinstokken har fortjent at have det godt. Mennesket er bestemt til at have det godt og leve et godt liv. Vi er ikke bestemt til et liv i smerte og lidelse. Det var ikke Guds mening. Det er en slags unatur som er kommet ind i verden. Det er ikke det som Gud planlagde eller som står i hans plan. Guds mening er at vi skal trives og glædes ved det herlige liv som han har skabt.

Vi finder på en måde det samme syn i Salmerne som hos Jesus. Mennesket er blevet ramt af en ond skæbne. Sygdommen er en ond skæbne. Det drejer sig ikke om at diskutere hvis skylden er. Det drejer sig om at komme ud af lidelsen og væk fra afgrunden! Gud er den stærkeste og han kan befri os fra trængslen. Trængslen er synden og ulykken. Gud frelser ved at han helbreder os og sætter dem som sidder i fangenskabet på fri fod. Han giver os vores gamle storhed og herlighed tilbage, som det siges i Salmerne. Meningen med mennesket er ikke at det skal være et svagt og afmægtigt offer. Tværtom – meningen med mennesket – vores mål og telos – er at vi skal blive frie, stolte og stærke og komme til at leve i Guds fred og glæde. Det er det som vi ønsker og vil. Og det er det som Gud ønsker og vil – og kan. Gud græder når vi gør os mindre end vi er. Gud vil at vi skal have vores værdighed tilbage. Gud vil at vi skal være trygge, glade, ranke, ret-ryggede og stolte. – Vores liv er dyrebart i Guds øjne, som det siges i Salme 116 (116.15).

Bækken ved vejen er livets vand, det hellige vand, vandet fra livets træ og Paradiset. Gud giver os stoltheden tilbage:

v7  Af bækken ved vejen drikker han,
derfor kan han løfte hovedet.

(110.7)

v7  Han frygter ikke budskab om ulykke,
hans hjerte er trygt i tillid til Herren.
v8  Med fasthed i sindet frygter han ikke,
han får sine fjenders nederlag at se.
v9  Han strør ud, han giver til de fattige,
hans retfærdighed består til evig tid,
hans horn [magt, ære, stolthed] løfter sig herligt.

(112.7)

Udefra rammes mennesker af lidelsen og ulykken som en slags skæbne, som en synd, som en skyld. Synden er den onde magt. Synden er Rahab eller Livjatan – de mytologiske onde uhyrer, slangen, dragen, den oprindelige onde urkraft i universet. Synden er egoet og verdens magter. Synden kommer dybest set fra de onde magter i verden. Kun Gud kan gå imod disse onde magter. Kun Gud kan sejre. Vores frelse er en sejr – Gud kæmper og sejrer. Gud er rasende og vred på de onde kræfter. Han er vred over den ulykke og synd og død og lidelse som har bredt sig på jorden. Gud er vred over at mørket har bredt sig og lyset er fortrængt. Gud er identisk med lyset og han er lysets kriger. Med Gud sejrer lyset over mørket – glæden ved livet sejrer over angsten, frygten, vreden. Som en kriger går Gud i krig med det onde som væsen, med ondskaben. Ondskaben kommer ikke dybest set fra mennesker – selv om den selvfølgelig overfladisk set kan komme fra menneskers gerninger. Men egentlig kommer lidelsen og smerten fra noget dybere, farligere, større. Vi kan sige at Salmerne har et mytisk eller mytologisk billede af synden og lidelsen og menneskets stilling i verden. Der findes gode og livsfremmende kræfter i livet – og der er modsatte kræfter. De onde kræfter kan bruge mennesker – de kan bruge stater eller fremmede konger – som Babylon – men de onde kræfter er ikke identiske med disse midler eller redskaber.

v4  Til trods for min kærlighed anklager de mig,
og jeg er sat under tiltale [retssag].
v5  De gengælder mig godt med ondt,
kærlighed med had:
v6  Stil en uretfærdig op imod ham [falske vidner],
lad en anklager stå frem ved hans højre side.

(109)

Guds fremtræden og dom er ikke nogen dom i vores betydning – ikke nogen domfældelse til straf eller frifindelse. Dommen er en nåde eller en redning. Dommen er en befrielse, en udfrielse af nøden. Dommen er det som vi venter på:

v14  Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion,
for det er tid at vise nåde.

(102.14)

Begivenhederne i den følgende salme er mytologiske. Guds fjende er ikke mennesker men magter. Gud angriber og nedkæmper synden og ondskaben. Hele optrinet er kosmisk mytologisk. Guds sejr er et triumf tog. Gud indsættes som konge i helligdommen. Vi ved at man én gang om året fejrede Guds eller Jahves tronbestigelse på denne måde. Gud sætter sig på tronen, han indsættes, han overtager magten, scepteret – han krones:

v22  Gud knuser sine fjenders hoved,
issen på dem, der lever i skyld.
v23  Herren siger: Fra Bashan henter jeg dem,
jeg henter dem fra havets dyb,
v24  så du kan bade dine fødder i blod
og dine hunde få deres del af fjenderne.

v25  De ser dit festtog, Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26  forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

(68.22)

Guds vrede og raseri og vildskab vender sig egentlig ikke mod mennesker – eller lande – men mod det onde som sådant. Det er faktisk derfor at Guds triumtog gennem verden hvor han nedkæmper dragen eller uhyret hilses af jubelråb og frydesang. Når Herren sejrer, sejrer vi – alle mennesker – også. – Gud er stor! Ingen er større end herren! Han har sat sig på tronen! Han har besejret fjenden! Vi har vundet sejren! Disse råb har lydt i templet ved de såkaldte epifanier hvor Gud eller Jahve har vist sig. Disse råb – hyldestråb til kongen, Herren – genfindes i Det nye Testamente fx i Johannes Åbenbaring.

Mennesket er uden skyld – uden skyld i den lidelse som har ramt det. Mennesket er ved at gå til i lidelsen. Hele skabningen sukker efter forløsningen. Hele tanken samles i Salme 88:

v2  Herre, min frelses Gud,
dag og nat råber jeg til dig;
v3  lad min bøn nå dig,
vend dit øre mod min klage!
v4  For min sjæl er mæt af ulykker,
mit liv er nået til dødsriget,
v5  jeg regnes blandt dem, der er gået i graven,
jeg er blevet som en mand uden kraft.
v6  Blandt de døde er jeg spærret inde,
som de dræbte, der ligger i graven,
dem, du ikke længere husker,
for de er revet ud af din hånd.
v7 Du har kastet mig i den dybe grav,
i det mørke dyb.
v8  Din vrede hviler tungt på mig,
alle dine brændinger lader du skylle over mig.      Sela
v9  Mine bekendte har du taget fra mig
og givet dem afsky for mig;
jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud.
v10  Mit øje er sløvet af lidelser,
hver dag råber jeg til dig, Herre,
og rækker mine hænder op imod dig.

(88.2)

v1  Salme af David.

Herre, hvem kan være gæst i dit telt,
hvem kan bo på dit hellige bjerg?

(15)

Ud fra senere kristne forestillinger forventer vi at svaret er: Det kan ingen! Ingen er god nok! Ikke én er retfærdig! Men svaret i salme 15 er det stik modsatte: - Vi kan være gæster i dit telt og vi har ret til at bo på dit hellige bjerg!

Salmernes menneskeopfattelse viser sig altså tydeligt på denne måde. – Vi er ikke arme syndere eller gudløse forbrydere eller vanartede mennesker! Vi er Herrens udvalgte, Herrens elskede, Herrens udvalgte ægtefælle. Vi er værdige. Vi har fortjent at komme til at bo på hans hellige bjerg. Vi kan rejse hovedet og knejse med nakken. Vi har ret til at være stolte.

v2  Den som vandrer retsindigt,
som øver retfærdighed
og taler sandhed af hjertet;
v3  den som ikke løber med sladder,
ikke skader sin næste
og ikke bringer skam over sin nærmeste;
v4  den som foragter den forkastede
og ærer dem, der frygter Herren;
som ikke bryder sin ed,
selv om den skader ham selv;
v5  den som ikke låner penge ud mod renter
og ikke lader sig bestikke i sager mod uskyldige.

(15)

Vi kan oversætte svaret – menneskeopfattelsen - salme 15 på denne måde:

Vi er dem som vandrer retsindigt. Vi er dem som øver retfærdighed. Vi taler sandt af hjertet. Vi skader ikke vores næste! Vi bringer ikke skam over vores nærmeste. Vi holder det vi lover selv om det skader os selv!

Vi er normale, ikke vanartede. Vi gør det som er normalt i en relation. Dette er netop Salmernes definition på begrebet retfærdighed. Vi er ikke arme syndere – som Paulus siger i Det nye Testamente. Vi har vores stolthed i Herren. Hele denne meget livsbekræftende og positive tankegang – rankheden og stoltheden – kan godt udarte. I senjødedommen og på Jesu tid blev den måske nogle gange udartet og vanartet. Den blev til en negativ form for farisæisme. Men Paulus’ stolthed er ægte nok. Paulus er stolt af hans oprindelse, Israel, han er stolt af at tilhøre Benjamins stamme, han er stolt af sin oplæring i den jødiske tro som farisæer, han er stolt af at han hører til de udvalgte. Denne glæde og stolthed er fundamentalt positiv, livsbekræftende. Paulus fortætter denne positive stemning fra Salmernes Bog. Vi er Herrens udvalgte og salvede. Det er vi stadig væk trods alle små og store synder. Gud ser ikke på vore små synder. Han tilgiver som en rigtig ægtemand bør tilgive sin hustru hendes små synder! Vi er værdige. Vi er skabt i Guds billede. Mennesket er ikke svagt og syndigt og fortabt. Vi har ikke fortjent lidelsen. Lidelsen er en uret imod mennesket! Vi er bestemt til frelsen. Pagten er en ophøjelse af mennesket. Det Gud vil er at ophøje og herliggøre mennesket – ikke at nedværdige eller ydmyge det!

Frelsens historie i Salmernes Bog. Salme 105.

Salme 105 og 106 udgør efter manges mening dele af en samlet liturgi. Disse tekster har altså været brugt – oplæst eller reciteret – under et bestemt ritual ved gudstjenesten. Salmerne udtrykker og er en kilde til forståelsen af historien, det historiske forløb som Israel har gennemløbet. Dette forløb refereres her og i det historieværk som findes i Det gamle Testamente. Det samlede historieværk (Mosebøgerne og så videre) i GT er først blevet redigeret færdigt sent ca 500 eller senere f. Kr. Salme 105 er muligvis afhængigt og muligvis uafhængigt af historieværket. Der er lidt andre forhold omtalt i de to salmer end i det egentlige historieværk. De to salmer er ikke gamle salmer. De er uden tvivl blevet til efter eksilet i Babylon. De udtrykker en klart mere tænksom holdning end de gamle salmer fra kongetiden. Salme 105 og 10 kan måske dateres til 500 eller 400 eller 300 f. Kr.

Forståelsen af historien var i Det gamle Israel helt bestemt af tanken om at intet er tilfældigt, alt sker med et formål, der er en mening med alle ting der sker, Gud er en mægtig kraft og han har en plan for historien. Den gammeltestamentlige historieopfattelse genfindes i Det nye Testamente fx i Johannesevangeliet og hos Paulus. Gud får tingene til at ske. Han får mennesker til at gøre noget bestemt, tænke og føle noget bestemt – det som passer til hans mål. Historien har et mål som den stiler imod – et telos som det hedder hos den græske filosof Aristoteles. Historien er lige som en organisk krop som bevæger sig mod sin mening og fuldendelse. Fra starten af er målet bestemt. Det ligger i historiens væsen. Lige som en larve er bestemt til at blive en sommerfugl – et barn bestemt til at blive en voksen. Men denne vilje eller drift forklarer Salmerne som noget personligt – ikke som upersonlig eller anonym evolution i vores betydning: Den er Herrens vilje og det skyldes Herrens indsats og virke at historien når sit mål. Uden Gud ville vi gå fortabt i lidelse. Uden Gud ville alting bare gå sin skæve gang. – Guds gerninger er velegnede til deres formål (og historiens formål), som det hedder i en af visdomssalmerne! Fra starten, fra tidens begyndelse, fra urtiden har Gud besluttet en plan: at føre alle mennesker og Israels folk ind i Guds rige, ind i landet, op på hans hellige bjerg, som det siges. I Salme 105 bliver det udtrykt ved Guds løfte til Abraham – alle menneskers stamfader (næsten den samme tanke findes hos Paulus i Romerbrevet).

v8  Evigt husker han på sin pagt,
i tusind slægtled det løfte, han gav,
v9  den pagt, han sluttede med Abraham,
den ed, han tilsvor Isak.
v11  Han sagde:
Dig vil jeg give Kana'ans land,
det skal være jeres arvelod.

Meningen med alle ting som sker, er at Israels folk til sidst skal føres ind i det forjættede land – landet - og bo trygt og godt – i Guds fred og glæde – til evig tid. Historiens mening er at vi skal herliggøres og få landet i arv og eje. Historiens mening og telos – og meningen med livet i det hele taget - er at vi skal ophøjes! Det som Gud vil er, at vi skal have vores ære, stolthed, frihed og storhed tilbage! Alt det som sker, alt det som vi oplever tjener dette formål. Det er vores bestemmelse og i en vis betydning vores skæbne. Det som sker, er ikke meningsløst eller tilfældigt. Uanset om vi går mod syd eller mod nord, vil vi komme nærmere til målet.

Salmernes frelseshistorie eller historieopfattelse er ikke determinisme – slet ikke! Mennesket har sin frie vilje. Mennesker bestemmer selv hvad de vil og gør! Historien er ikke fjernstyret i en deterministisk forstand. Gud bestemmer ikke hvad der skal ske på en deterministisk måde. Det som Gud gør, er at han får sin vilje og plan – om menneskenes frelse – gennemført på trods af alle de fejltagelser og synder som menneskene begår! Gud er den kraft eller energi i historien som får det gode til at ske, som får vores liv til at lykkes til sidst. Mennesket er et frit og ansvarligt væsen. Mennesket er værdigt. Vi er af Guds slægt. I Det gamle Testamente er Gud en fri mand – han er som han er og gør hvad han vil. Han lader sig ikke anfægte af hvad mennesker gør af små synder. Han gør det rigtige. Men i Det gamle Testamente er mennesket også et frit menneske – på samme måde. Vi er frie, værdige og vi har lov til at være stolte. Vi er ikke små og svage. Vi er ikke små ofre for noget som Gud gør. Gud bestemmer ikke hvad mennesker gør.

Men menneskene går fortabt - igen og igen - og Guds virke gennem historien viser sig ved hans tegn og undere: Der hvor Israel var ved at gå helt fortabt, greb han ind og fik reddet Israel af trængslen og nøden. Hele vores liv består af tegn og undere, hvis vi ser opmærksomt efter! Gud handler skjult – han skjuler sig i en vis forstand i skyen som det siges. Vi kan ikke se ham direkte. Men vi kan se hans mægtige gerninger – bagefter. Gud forhindrer ikke mennesker i at gøre det som de vil. Han prøver at hjælpe dem med at gøre noget, der er mere gavnligt – for dem selv. Gud er de gode kræfter i livet – livets og glædens impuls. Gud virker skjult inden i de ting, som sker. Men vi kan lære at se tegnene og lære af dem. Når vi ser tegnene – Guds mægtige gerninger og undere – ånder vi lettet op og bliver glade. Vi bliver naturligt nok taknemmelige. Vi kan se at livet er godt og smukt. At alt er godt og smukt. I de senere salmer som fx Salme 105 – Visdomssalmerne – er Gud en lærer, en underviser. Han underviser i visdom og indsigt. Han prøver at lære os at få mere fornuft og visdom, så vi bedre kan få vores liv til at lykkes. I visdomssalmerne er Gud en opdrager. Han opdrager, tugter og straffer mennesker for at hjælpe dem. Han straffer ikke menneskene fordi han er en ondsindet plageånd. Han gør det med en god vilje for at lære menneskene det, som de ikke vil lære. Engang imellem tugter han os med stokken – men som en fader, som en forælder.

v2 Syng for ham, lovsyng ham,
syng om alle hans undere!

Frelseshistorien er grundlæggende beretningen om alle Herrens undere og mægtige gerninger. Den er båret af glæde, lykke, lettelse, taknemmelighed. Når vi ser tilbage på vores liv kan vi kun se hvordan vi gang på gang blev reddet ud af nøden. Vi blev frelst – det er næsten ikke til at tro. Det er ikke til at forstå. Vi var fortabt – vi følte os helt fortabt – men alligevel kom ændringen, redningen, vendepunktet – i sidste øjeblik. Når vi tænker over det kan vi ikke forstå det. Det er underfuldt – underligt. Vi kan næsten ikke finde nogen forklaring. Det som skete, var et mirakel. Det var et under. Definitionen på et under i Salmernes Bog er en begivenhed som er helt uventet og som alle kan se og som alle bliver overrasket over! Livet er fuldt af undere. Når vi ser efter. Livet – det som skete dengang - var underfuldt. Det som sker, er næsten magisk. Vi havde tabt alt og mistet alt. Der var ikke noget at gøre. Ingen mennesker i hele verden kunne gøre noget. Der var ingen udveje. Vi var fortabt – men så skete det – underet!

Et under eller et mirakel er altså ikke det som forstås ved et mirakel i en senere tid: Et mirakel er ikke en begivenhed som strider med naturlovene, den sunde fornuft eller vores natur-viden! Det er slet ikke sådan Salmerne forstår et mirakel eller under. Ordet under eller mirakel har helt skiftet betydning i den meget senere kristendom og vestlige tankegang. I den senere forståelse af ordet mirakel er ordet nærmest kommet til at betyde noget som er helt utroværdigt!

Denne tanke eller følelse af glæde og taknemmelighed mod livet er det centrale i Israels frelseshistorie. Gud Herren – Jahve – er den forklaring som Salmerne tror på. Herren var den som gjorde det – han greb ind. Vi ved ikke hvor det kommer fra. Det kommer ligesom ud af det tomme rum, ud af det rene ingenting. (Denne tanke finder vi også hos Esajas - Deuteroesajas). Det kommer ikke fra mennesker eller menneskers vilje og stræben. Det må komme fra Gud. Vi ved ikke hvad Gud er eller hvem Gud er, men vi ved at det var ham som reddede os. Selv kunne vi ikke. Vi var fortabt.

Sådan kan man sammenfatte historieopfattelsen - eller det enkelte menneskes opfattelse af sit eget personlige liv - i Salmernes Bog.

v14  da tillod han ingen at undertrykke dem,
og for deres skyld straffede han konger:
v15  Rør ikke mine salvede!
Gør ikke mine profeter noget ondt!

Vi er beskyttede. Vi er ikke alene. Der er nogen som holder hånden over os – uanset om vi begår dumheder. Han som beskytter os er ligeglad med vore små overtrædelser. Han værner og beskytter os fordi vi er hans folk, hans slægt. Vi skal ikke leve i frygt og angst. Vi kan leve livet uden nogen frygt. Vi behøver ikke at passe på andre mennesker. De er ikke vore fjender men vore venner. Vi er urørlige, usårlige. Ingen kan røre os. Vi kan ikke fratages noget. Vi kan ikke miste noget. – Rør ikke ved mine salvede! Livet er et under. Der sker underfulde ting. Vi bliver reddet fra en side vi ikke havde ventet. Alting sker uventet. Livet er et mirakel. Vi kan leve i fred og glæde. Der er nogen som baner vejen foran os.

v16  Da han udråbte hungersnød over landet
og knækkede brødets støttestav,
v17 sendte han en i forvejen for dem:
Josef blev solgt som træl.
v26  Han sendte Moses, sin tjener,
og Aron, som han havde udvalgt.
v27  De gjorde hans tegn i Egypten,
hans undere i Kams land.

De mennesker som vi møder, er sendt til os. De er sendt ind i verden. De er sendt af Gud. Alle mennesker er Herrens tjener, Herrens udvalgte. De kommer fra Gud. De er sendt til os for at gøre Guds tegn og undere. Vi ved ikke hvor de kommer fra. Pludselig er de der bare. De kommer ud af det tomme rum. De kommer fra Gud. De kommer fra et sted vi ikke kender, men de er sendt til os. Fra evighed af er de bestemt til os. Vi er udvalgte. De er udvalgt. Hende som jeg møder og ham som jeg møder, er udvalgt til mig. Det er ikke tilfældigt at vi mødes. Det er bestemt, det er meningen. Alting sker for at. Hun og han er en engel. En engel er en som er udsendt – en budbringer, en messenger. De er apostle (udsendte). De er profeter. De gør ikke deres egne gerninger. De gør faderens gerninger. De viser hen til faderen. De ord som de siger er ikke deres egne. Moses og Aron gør ikke deres egne tegn og gerninger, men faderens. Moses er en gudsmand, som det siges i en anden salme. De er sendt til os - for vores frelse. Han og hun er min frelser. Det som de gør, bliver til min frelse. Hun giver mig livet og håbet tilbage. Han giver mig en ny ånd. Vi forstår ikke hvordan det sker. De mennesker som er sendt ved ikke hvad de selv gør. Den ene hånd ved ikke hvad den anden gør. Men de gør Guds tegn og undere. Gud virker inden i dem. De redder os fra nøden og lidelsen. Det er et under. De gør det som skal til, det som er nødvendigt. Vi forstår det ikke men vi kan måske se tegnene – bagefter. Alt det som sker i vores liv tjener et formål. Det lærer os noget. Det bringer os videre. Det bringer os nærmere til Guds rige – landet eller bjerget.

Kyros, som er fremmed konge fra Persien, som ikke tror på Gud og som ikke tilbeder vores gud, viser sig at være Guds udsendte og Guds udvalgte. Han er den rovfugl fra østen som Gud har sendt for at frelse Israel. Kyros er et tegn, et under. Han gør Herrens mægtige gerninger, når han gør sine egne (Esajas).

v37  Så førte han dem ud med sølv og guld,
ingen i hans stammer snublede.
v38  Egypterne glædede sig, da de drog ud,
for de var grebet af rædsel for dem.
v39  Han bredte en sky ud til at dække dem,
og en ild til at lyse om natten.
v40  På deres krav sendte han vagtler,
og han mættede dem med himmelbrød.
v41  Han åbnede klippen, så vandet flød,
i strømme løb det ud over det tørre land.

SALME 105:

v1   Halleluja.

Tak Herren, påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene!
v2  Syng for ham, lovsyng ham,
syng om alle hans undere!
v3  Fryd jer over hans hellige navn,
de, der søger Herren, skal glæde sig.
v4  Søg Herren og hans styrke,
søg altid hans ansigt!
v5  Husk de undere, han gjorde,
husk hans tegn og de bud, han gav,
v6  I efterkommere af Abraham, hans tjener,
I sønner af Jakob, hans udvalgte!
v7  Han er Herren, vor Gud,
hans bud gælder over hele jorden.
v8  Evigt husker han på sin pagt,
i tusind slægtled det løfte, han gav,
v9  den pagt, han sluttede med Abraham,
den ed, han tilsvor Isak.
v10  Han stadfæstede den som en lov for Jakob,
som en evig pagt for Israel.
v11  Han sagde:
Dig vil jeg give Kana'ans land,
det skal være jeres arvelod.

v12  Da de endnu var til at tælle,
kun få og fremmede i landet,
v13  og drog omkring fra folk til folk,
fra det ene rige til det andet,
v14  da tillod han ingen at undertrykke dem,
og for deres skyld straffede han konger:
v15  Rør ikke mine salvede!
Gør ikke mine profeter noget ondt!

v16  Da han udråbte hungersnød over landet
og knækkede brødets støttestav,
v17  sendte han en i forvejen for dem:
Josef blev solgt som træl.
v18  De mishandlede hans fødder med lænker,
hans hals blev lagt i jern,
v19  indtil hans ord gik i opfyldelse,
et ord fra Herren stadfæstede det.
v20  Kongen sendte bud og satte ham i frihed,
folkenes hersker løslod ham.
v21  Han gjorde ham til herre over sit hus,
til hersker over al sin ejendom,
v22  så han kunne vejlede hans stormænd efter sin vilje
og give hans ældste visdom.
v23  Så kom Israel til Egypten,
Jakob blev gæst i Kams land.

v24  Da Gud gjorde sit folk meget frugtbart,
talrigere end dets fjender,
v25  vendte han deres hjerte til had mod sit folk,
til at lægge onde planer mod sine tjenere.
v26  Han sendte Moses, sin tjener,
og Aron, som han havde udvalgt.
v27  De gjorde hans tegn i Egypten,
hans undere i Kams land.
v28  Han sendte mørke, så det blev mørkt,
de trodsede ikke hans ord.
v29  Han forvandlede vandet til blod
og lod deres fisk dø.
v30  Det vrimlede med frøer i landet,
helt ind i kongens kamre.
v31  Han befalede, så kom der fluer
og myg i hele deres land.
v32  Han gjorde regnen til hagl,
sendte flammende ild over deres land.
v33  Han slog deres vinstokke og figentræer ned
og knuste træerne i deres land.
v34  Han befalede, så kom der græshopper,
græshoppelarver uden tal.
v35  De åd alle planter i landet,
de åd frugten af deres jord.
v36  Han dræbte alle førstefødte i landet,
hele førstefrugten af deres manddom.
v37  Så førte han dem ud med sølv og guld,
ingen i hans stammer snublede.
v38  Egypterne glædede sig, da de drog ud,
for de var grebet af rædsel for dem.
v39  Han bredte en sky ud til at dække dem,
og en ild til at lyse om natten.
v40  På deres krav sendte han vagtler,
og han mættede dem med himmelbrød.
v41  Han åbnede klippen, så vandet flød,
i strømme løb det ud over det tørre land.

v42  Fordi han huskede sit hellige løfte
til sin tjener Abraham,
v43  lod han sit folk drage ud med fryd,
sine udvalgte drage ud under jubel.
v44  Han gav dem folkenes lande,
folkeslags udbytte fik de i eje,
v45  for at de skulle holde hans love
og overholde hans lovbud.

(105)

En ny himmel og en ny jord.

Herren, gudernes Gud, taler,
han kalder på jorden
fra øst til vest.
v2  Fra Zion, skønhedens krone,
træder Gud frem i stråleglans,
v3  vor Gud kommer, han tier ikke.
Foran ham går en fortærende ild,
omkring ham raser en vældig storm.

v4  Han indkalder himlen [guderne] deroppe og jorden,
han vil holde dom over sit folk [guderne].
v5  Kald mine trofaste [de andre guder] sammen hos mig,
dem der har sluttet pagt med mig ved slagtoffer.
v6  Og himlen [guderne] forkynder hans retfærdighed,
for Gud selv er dommer [er blevet herre i himlen].      Sela

(50)

Gud skaber en ny verden i og med at han griber ind, i og med at han viser sig. Gud tager magten, han erobrer magten, han hævder sin magt, han besejrer de onde kræfter, de livsfjendtlige kræfter i universet.

I Salmernes sprog sker dette først i himlen og derefter på jorden. Det som sker i himlen skaber en ny tilstand i universet som derefter afspejler sig på jorden. Det som sker og findes på jorden er et spejl af det som er og findes i himlen. Gud skaber en ny himmel – og derefter en ny jord. Epifanien – det at Gud kommer og viser sig – er en skabelse, en nyskabelse, en genfødsel, en opstandelse.

v5  Ja, jeg ved, at Herren er stor,
vor Herre er den største af alle guder.

(135)

I Salme 50 kan vi se hvordan Gud holder dom i himlen. Gud er gudernes gud eller han bliver gudernes gud. I Salmernes Bog omtales hvordan guderne ikke gør Guds vilje – de bliver derfor anklaget og dømt skyldige. Gud indkalder alle dem som bor i himlen. De som bor i himlen er hans folk – hans hær – hans krigere. De er hans trofaste – eller burde i al fald være det. Gud har sluttet pagt med de væsner, engle, guder, magter som bor i himlen. Gud er en konge – over for sine stormænd, som det siges et andet sted. Guderne er hans stormænd – selv om de ikke altid forstår at leve op til pagten. Guderne skaber lidelse og nød på jorden derfor bliver de dømt. Salmerne opfatter det sådan at guderne har områder eller lande nede på jorden i deres magt – som fx de enkelte landes guder. Guderne dømmer ikke retfærdigt siger Jahve. De har svigtet enkerne og de faderløse. Derfor bliver de dømt.

v1  Salme af Asaf.

Gud træder frem i gudeforsamlingen,
blandt guderne holder han dom:
v2  Hvor længe vil I dømme uretfærdigt
og tage parti for de ugudelige?      Sela
v3  Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
v4  udfri de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!

v5  De forstår og fatter intet,
de vandrer i mørke,
jordens grundvolde rokkes.
v6  Jeg har sagt: I er guder,
I er alle sønner af den Højeste.
v7  Dog skal I dø som mennesker,
og I skal falde som en af stormændene.

v8  Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,
for du har alle folkene som ejendom.

(82)

Forestillingerne om Guds dom og sejr i himlen genfindes også i det nye Testamente – fx i Johannes’ Åbenbaring hvor det er Mikael, Guds ærkeengel, der besejrer og nedstyrter det onde i himlen. Forestillingen findes også udviklet hos den senere Esajas – tritoesajas (Esajasbogen kapitlerne 56 til 66).

Vis Herren, I gudssønner,
vis Herren ære og hæder!
v2  Vis Herrens navn ære,
kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt.

v3  Herrens røst lyder over vandet,
ærens Gud lader tordenen rulle.
Herren er over de vældige vande.
v4  Herrens røst lyder med kraft,
Herrens røst lyder med vælde.
v5  Herrens røst splintrer cedertræer,
Herren knuser Libanons cedre.
v6  Han får Libanon til at springe som en kalv
og Sirjon som vildoksens kalv.
v7  Herrens røst spalter ilden i flammer,
v8  Herrens røst får ørkenen til at skælve,
Herren får Kadesh-ørkenen til at skælve.
v9  Herrens røst får hinden til at føde
og flår barken af skovens træer.

(29)

I salme 29 kan vi se hvordan Gud først erobrer magten i himlen over gudssønnerne eller guderne. Derefter sejrer Gud på jorden blot ved at han viser sig. I vers 3 og de følgende skaber Gud sejren blot ved sit ord - uden kamp. Gud viser sin magt og vælde og jorden skælver. Jahve eller Herren er frygtindgydende – men han bringer ikke i egentlig forstand død og ødelæggelse. Han er frygtindgydende for mennesker påsamme måde som jordens store konger var frygtindgydende i oldtiden. Det er tidens sprog. Gud bringer ikke død og undergang. Han bringer frelse. Det er salmernes budskab. Han er ikke nogen dommer i vores betydning. Han dømmer ikke visse personer til straf eller pine. Han redder. Han stopper det onde.

Salmernes verdensbillede gør billedet kompliceret. Jahve har fjernet de vældige vande, urdybet, vandet fra jorden, den beboelige jord. Gud har delt vandet således at en del findes under jorden. Jorden flyder oven på de vældige vande eller floden – derfor på usikker grund. Men Gud har sat resten af vandet oven over himmelhvælvingen. Derfra regner det gennem døre og sluser. Derfor findes det onde, ondskaben, de vældige vande oppe i himlen dvs oven over himmelhvælvingen.

Billedet kompliceres også af at udtrykket himlen nogle gange i Salmerne er tvetydigt eller flertydigt. Jahves tronstol står i himlen – men står også i templet, i det allerhelligste. Nogle gange betyder i himlen og fra himlen det samme som i templet og fra templet. Det er i al fald mange forskeres mening. Ordet himlen har ikke helt den samme betydning som i en meget senere kristendom. I de fleste tilfælde er Herren en magt som er og virker i denne verden – han kommer fx fra Sinaj. Hans retfærdighed når helt op til himlen – som det ofte siges. Herren lever i denne verden – sammen med os. Han er vores anfører og konge. Hans kongerige er Palæstina. Vi er hans folk. I mange tilfælde i Salmernes Bog befinder Gud sig ikke oppe i himlen – oven over himmelhvælvingen. Han er her – sammen med os. Han kommer til stede i templet og kan se os og svare os – fordi han er kommet nær. Pointen ved epifanien i templet er netop at Gud er til stede her og ikke skjuler sig. Gud skjuler sig ikke oppe i en himmel – fjernt fra os! Tanken om at Gud altid befinder sig i himlen er antageligt en forestilling som gradvist udvikler sig i senjødedommen.

Vi kan også se Herrens Jahves sejr over de onde guder i salme 58. salmen indeholder usædvanligt ubehagelige blodtørstige udtryk men det er nok vigtigt at denne kamp er mytologisk. De mægtige er ikke ufromme eller ugudelige medlemmer af menigheden! Herren kæmper ikke i salme 58 imod mennesker men imod det onde som sådant. Det er disse onde magter som skaber ondskaben og lidelsen på jorden. Sejren i himlen går forud for sejren på jorden:

v1  For korlederen. Al-tashket. Miktam af David.

v2  Fører I retskaffen tale, I mægtige [guder]?
Dømmer I mennesker retfærdigt?
v3  Nej, bevidst øver I uret i landet,
med vilje giver I volden frit løb.

v4  De ugudelige [guder] er frafaldne fra fødslen,
løgnerne er vildfarne fra moders liv.
v5  De er giftige som slanger,
som den døve slange, der stopper øret til,
v6  så den ikke kan høre slangebesværgeren,
selv ikke den kyndigste besværger.

v7  Gud, slå tænderne ud på dem,
knus løvernes kæber, Herre!
v8  De skal flyde ud, som vand siver bort,
de skal visne som græs ved vejen,
v9  som sneglen, der opløses i slim,
som et dødfødt barn, der aldrig får solen at se.
v10  Før deres tornebusk vokser til tjørnekrat,
blæser han dem væk i vrede som tidselfrø.

v11  Den retfærdige skal glæde sig over at se hævn,
han skal vaske sine fødder i den ugudeliges blod;
v12  og folk skal sige:
»Ja, den retfærdige får sin løn [retfærdigheden sker fyldest],
der er en Gud, som dømmer på jorden!«

(58)

I Salme 89 ser vi tydeligt hvordan en ny himmel og en ny jord indledes ved at Gud tager magten over guderne. Gud er ikke så meget skaberen men sejrherren. Tanken om at Gud har skabt verden i den senere kristne betydning opstår meget sent i det gamle israel – først i senjødedommen fra ca 500 f. Kr. eller fra ca 300 f. kr. Gud er sejrherren som har besejret de onde magter. Hans sejr er vores frelse og udvælgelse. Denne tanke – at Gud har besejret det onde, syndens og dødens kræfter – findes også hos Paulus i Det nye Testamente:

v6  Himlen priser [nu efter sejren] dit under, Herre,
din trofasthed i de helliges [gudernes] forsamling.
v7  For hvem i skyen står mål med Herren,
hvem blandt gudssønnerne [guderne] er Herrens lige?
v8  Gud vækker rædsel i de helliges [gudernes] kreds,
han er stor og frygtindgydende for alle [nemlig guderne], der omgiver ham.
v9  Herre, Hærskarers Gud, hvem er som du?
Stærk er Herren. Din trofasthed omgiver dig.
v10  Du hersker over det hovmodige hav [dragen, slangen, uhyret],
du dæmper dets brusende bølger.
v11  Du knuste Rahab, han lå dræbt,
du splittede dine fjender med din stærke arm.
v12  Himlen tilhører dig, jorden tilhører dig,
du grundlagde jorden med alt, hvad den rummer.
v14  Din arm har kraft,
din hånd er stærk, din højre er løftet.
v15  Retfærdighed og ret er din trones grundvold,
godhed og troskab står foran dig.

v16  Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig,
Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de;
v17  de jubler over dit navn hele dagen
og ophøjes ved din retfærdighed.
v18  Din styrke er deres smykke [ejendom],
i din nåde løfter du vort horn [magt, herlighed, ære].
v19  Vort skjold [krigsmagt] tilhører Herren,
vor konge tilhører Israels Hellige.

(89)

Gud sikrer en ny kollektiv tilstand – frelsen. Frelsen er ikke en frelse for enkelt personer som kommer i himlen eller som bliver frelst efter døden. Frelsen er den ny kollektive tilstand på jorden og i himlen som er skabt af Jahves retfærdighed. Frelsen er den naturlige tilstand, sådan som det bør være, sådan som det var i begyndelsen, sådan som det er meningen at det skal være:

v11 Troskab og sandhed mødes,
retfærdighed og fred kysser hinanden.
v12  Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed ser ned fra himlen.
v13  Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
v14 Retfærdighed går foran ham,
og fred følger i hans spor.

(85)

I døden er der ingen frelse, siger Salmerne (88.13). De døde lever ikke. De kan ikke se Guds undere og de kan ikke lovprise Herren. De er fortabt.

En ny himmel og en ny jord indebærer også at Israels nabostater som angriber Israel skal tilintetgøres. Vi kan i disse udtryk se hvordan Israels nabostater, de såkaldt ugudelige, guderne, de onde, Rahab ofte smelter sammen i det samme begreb. Salmernes mening er at det onde skal udryddes og retfærdigheden skal herske i den ny himmel og på den ny jord. De følgende udtryk er mest symbolske udtryk for denne tanke og skal nok ikke læses bogstaveligt:

v1  En sang. Salme af Asaf.

v2  Gud, vær ikke tavs,
vær ikke stum og stille, Gud!
v3  Se, dine fjender larmer,
dine modstandere løfter hovedet.
v4  Mod dit folk udtænker de snedige planer
og lægger råd op imod dem, du værner.
v5  De siger: Lad os udslette dem som folk,
så Israels navn ikke nævnes mere [Babylon].
v6  I enighed lægger de planer,
de slutter pagt imod dig,
v7  beduiner fra Edom og Moab [nabofolkene og Babylon],
ismaelitter og hagritter,
v8  Gebal, Ammon og Amalek,
Filistæa tillige med Tyrus' indbyggere.
v9  Selv Assur har sluttet sig til dem
som støtte for Lots efterkommere.      Sela

v10  Gør med dem som med Midjan,
som med Sisera og Jabin ved Kishonbækken;
v11  de blev tilintetgjort ved En-Dor
og blev gødning på jorden.
v12  Lad det gå deres fyrster som Oreb og Ze'eb,
alle deres ledere som Zeba og Salmunna.
v13  Fordi de siger:
Guds græsgange
tager vi i eje.
v14  Min Gud, lad det gå dem som kugletidsler,
som strå, der flyver for vinden.
v15  Som ilden sætter skoven i brand,
som flammen antænder bjergene,
v16  skal du forfølge dem med din storm
og forfærde dem med din hvirvelvind.
v17  Dæk deres ansigt med skam,
til de søger dit navn, Herre.
v18  De skal for evigt beskæmmes og forfærdes,
gøres til skamme og gå til grunde,
v19  til de forstår, at du alene
– Jahve er dit navn –
er den Højeste over hele jorden.

(83)

Vi kan se det samme skema i salme 94: De ugudelige er Babylon eller andre fjender og de guder som de tilbeder. Et land blev i oldtiden identificeret med sine guder. Babylon dyrker fremmede guder. Babylon tilbeder Marduk. Derfor er Marduk og Babylon ét og det samme. Derfor betegnes de som de ugudelige, Guds fjender:

v1  Herre, du hævnens Gud,
du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!
v2  Rejs dig, du jordens dommer,
gør gengæld mod de hovmodige!
v3  Hvor længe, Herre, skal de ugudelige [Marduk, Babylon],
hvor længe skal de ugudelige juble [587 nederlaget til Babylon]?
v4 Frækt lader de munden løbe,
alle forbryderne bruger store ord.
v5  De knuser dit folk, Herre [nederlaget i 587 f.Kr.],
de undertrykker din ejendom.
v6  Enken og den fremmede slår de ihjel,
faderløse myrder de.

(94)

Vi kan se i salme 93 hvordan Herren har taget magten – efter kampen, efter sejren. Salme 93 er et slags kroningsritual. Et hyldestråb til sejrherren. Jahve krones som konge. Han har besejret de onde kræfter. Han har genoprettet kosmos:

v1  Herren er [nu blevet] konge! Han har klædt sig i højhed,
Herren har klædt sig og rustet sig med styrke.
Ja, jorden står fast, den rokkes ikke [mere].
v2  Din trone står fast fra ældgammel tid,
fra evighed har du været til.
v3  Herre, strømmene [det onde, ondskaben, de onde guder] løfter,
strømmene løfter deres røst,
strømmene løfter deres brøl.
v4  Men mere end de vældige vandes buldren,
mere end havets mægtige brændinger
er Herren mægtig i det høje [Gud har vist sig som den stærkeste].
v5  Dine vidnesbyrd står fast,
hellighed smykker dit hus
i al evighed, Herre.

(93)

Vi kan i salmerne finde mere primitive opfattelser af Jahve som en konge der bor i sit eget rige med sine stormænd – guder - og undersåtter. Jahve er gudefaderen. Han bor på det hellige bjerg – gudebjerget. Dette rige er i disse tilfælde ikke det samme som Palæstina eller Israel. Disse forestillinger svarer til lignende forestillinger i hele oldtiden – fx også i det gamle Grækenland med Zeus som faderen. Vi kan fx se forestillingen i salme 103 som er en gammel salme:

v20  Pris Herren, I hans engle [guder],
I stærke krigere [guder], der udfører hans befaling
i lydighed mod hans ord.
v21  Pris Herren, alle hans hære [krigere, guder],
hans tjenere, der udfører hans vilje.
v22  Pris Herren, alle hans skaberværker
overalt i hans rige.

(103)

Salmerne og begrebet ’Synd’.

v6  Herren øver retfærdighed
og ret mod alle undertrykte.
v7  Han kundgjorde Moses sine veje
og israelitterne sine gerninger.
v8  Herren er barmhjertig og nådig,
sen til vrede og rig på troskab.
v9  Han anklager ikke for evigt
og vredes ikke for altid;
v10  han gengælder os ikke vore synder
og lønner os ikke efter vor skyld.
v11  Så høj som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham;
v12  så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.
v13  Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

(Salme 103).

Synden og skylden er ikke i Salmerne helt det samme som - for eksempel - mange kristne i dag forstår ved disse begreber. I den senere og nyere kristendom er synden entydigt komme til at betyde de konkrete synder som det enkelte menneske begår - imod ’Guds lov’ og som det er skyldig for og som det egentligt bør straffes for – engang. Synden er individuel – og lovbrud. I pietistisk kristendom er synden det samme som skyldfølelse – følelsen af at være dårlig, syndig, uværdig. Gud ser alt, hans øjne er overalt. Vi kan ikke skjule os. Synden er ikke mindst det seksuelle som lokker mennesker fordi vi er svage. Synden får os til at blive røde i hovedet af skam. Vi frygter straffen – og vi føler at vi har fortjent straffen. Den pietistiske opfattelse af synden svarer på en mærkelig måde til det moderne menneskes selvopfattelse og dårlige selvværd: - Jeg er dårlig, ikke god nok, ikke stærk nok. Jeg har ikke fortjent at have det godt!

I Salmerne hænger begrebet synden sammen med fortabelsen. Mennesker kan gå fortabt i livet – det vil sige at de mister alt det de holder af, bliver hjælpeløse og ensomme, kommer til at lide fysisk og psykisk, opgiver livet. I Salmerne hænger begreberne sammen: Hvis man er gået fortabt, er man blevet ramt af ’Synden’. Synden og fortabelsen – eller forbandelsen – rammer så at sige mennesket udefra. Synden rammer os som en storm, et uvejr. Synden knuser os som en dæmonisk magt og dækker os med mørke. Synden gør os angste og bange. Synden er forbundet med dødsangsten, skræk og rædsel. Synden, døden, ulykken er det onde i livet, de onde magter i verden. Salmerne er tildels mytologiske – det vil sige at det onde ofte bliver personificeret: Det onde – eller synden og døden – er urdybet, afgrunden, slangen, vandfloden, dragen, uhyret, Livjatan (Satan). Ved skabelsen besejrede Gud de onde magter – dragen – men de er ikke besejret for evigt. De må besejres igen og igen. Livet trues hele tiden af de onde magter – også fx hungersnøden og krigen og fattigdommen. At gå fortabt er at blive ramt af ondskaben, ulykken, sygdommen, ydmygelsen – som igen er ’Synden’. Gud er den – eneste – magt som kan fjerne eller besejre synden. Fra Gud kommer alle gode ting – velsignelsen – fred, glæde, trivsel, lykke. De onde ting kommer fra Guds fjender – de onde magter, som kan få overtaget i livet. De onde ting som naturkatastrofer og jordskælv kommer fra kaosmagterne, urdybet, de vældige vande, som altid truer livet og befinder sig lige under verden. (Efter skabelsen befinder kaosvandene sig ifølge Salmerne dels under jorden dels over himmelhvælvingen).

Derfor er synden en byrde, en lidelse, en plage – som det siges i Salmerne – den er så tung at vi ikke kan bære den. Synden besætter mennesker som en ond ånd. Gud ’tilgiver’ synden – det vil mere rigtigt sige: at han fjerner synden og dens konsekvenser. Forholdet er ikke så meget juridisk – at Gud ’tilgiver’ en synd – som det handler om sejr og redning. Gud er nok dommer i Salmerne – men at ’dømme’ betyder især at frelse og sejre over det onde. Gud er bestemt ikke nogen ’juridisk’ dommer i vores betydning, som sidder og holder sig til en lovbog!! Gud tager os ud af synden og giver os glæden i stedet. Ordet frelse betyder på hebraisk at vi vinder vores frihed, at vi får frit rum og åbent plads, at livet bliver stort og rummeligt, at vi sejrer over fjenden og alle lænker – at vi bliver ført ud i det åbne land, som det siges i salmerne.

v13  Talløse ulykker
omgiver mig,
mine synder [synden] har indhentet mig,
så jeg ikke kan se;
de er flere end hårene på mit hoved,
og modet svigter mig.
v14  Vær nådig, Herre, og red mig,
skynd dig til hjælp, Herre!

(40.13)

Synden er en magt der har ramt vore hoveder:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.

(103.12)

Vi kan også i den følgende salme, Salme 124, se hvordan salme-jeg’ets modstandere er glidende, de glider over i hinanden, de beskrives snart som det ene og så som det andet. Den egentlige fjende er det onde i sig selv, Guds modstander eller Guds fjende i skabelseskampen, lidelsen eller ulykken og de livsfjendtlige kræfter som er forbundet med lidelsen – egoet, synden, verden:

Hvis ikke Herren havde været med os,
det skal Israel sige,
v2  hvis ikke Herren havde været med os,
dengang mennesker rejste sig mod os,
v3  da havde de slugt os levende [løver]
i deres flammende vrede [ilden] mod os,
v4  da var vandet skyllet over os,
floden [urdybet, afgrunden, uhyret, slangen] var strømmet over os,
v5  da var det brusende vand [mytologisk lige som floden]
strømmet over os.

(124.1)

Når vi er fortabt – ulykkelige, dødsmærkede, fortvivlede – er vi ’i synden’, vi er ’faldet ned i synden’. Vi er i skylden – vi er skyldige. Denne tanke findes også mange steder i Det nye Testamente fx hos Paulus i Romerbrevet. Paulus siger, at før Kristus herskede ’Synden’ og ’Døden’ (det vil sige at menneskene var ulykkelige) – som magter, som verdenskræfter – som ulykkesengle. Det som Kristus betyder – for Paulus - er altså ikke først og fremmest noget juridisk – at dommeren slår en streg over forbrydelsen trods lovbogens tekst – men en sejr over de onde kræfter i livet – ’Synden’. Kristus besejrer egoet og den onde fyrste som havde taget magten i verden og gjort alle mennesker fortabt og ulykkelige.

Alle mennesker som er fortabt er syndere – og alle syndere er fortabt. Sådan kan man sammenfatte tanken i Salmerne. De to begreber dækker i høj grad hinanden. At gå fortabt er ikke en fremtidig begivenhed engang ude i en fjern fremtid – som ved dommens dag. At være fortabt er noget som man er lige her og nu – det er noget, som kan ses og mærkes – i allerhøjeste grad. Det menneske som bliver kastet for løverne er virkeligt fortabt. Det menneske som forlades af alle sine kære er fortabt. Dette er en indlysende sandhed i Salmerne. Vi ved godt hvad det er at gå fortabt – at være fortabt. Jeg går fortabt på grund af noget – mine egne tanker, følelser og handlinger – og på grund af skæbnen – ulykken. Sådan opfattes det i Salmerne. De mennesker som lever efter livets lov eller Guds lov går ikke fortabt – men alligevel: nogle gange går det galt og vi går fortabt. Kun én magt kan redde os – Gud. Og når vi bliver reddet ud af ulykken, dødsfaren, sygdommen – den onde fyrstes kvælergreb – er det med Guds hjælp. At blive tilgivet bliver derfor det samme som at blive helbredt, eller at vinde sejr over de onde fjender – eller at få sin ejendom, familie og anseelse tilbage. Det er noget som kan ses. Guds velsignelse er virkelig, levende, konkret. Han der lever et rigt liv er velsignet af Gud. Guds kraft og velsignelse viser sig i at vores liv lykkes. Gud river os ud af syndens vold. Han udsletter synden – lidelsen. Syndens følge er døden – synden og døden (i vid betydning) er det samme. Det er en ulykke at leve i synden – at være prisgivet synden, ikke at kunne gøre sig fri af synden, at være et offer for synden – det livsfjendtlige og onde.

Salmerne består af utallige klager – klagesalmer: - Gud! Du ser hvilken ulykke jeg er havnet i! Jeg kan ikke selv komme ud. Frels mig ud af synden og skylden og lidelsen! Udslet synden! Kom! Rejs dig! Kom nu! Vis dig!

Velsignelsen er symbolet på de gode kræfter i livet. Velsignelsen er en kraft, en energi – held og lykke - som kommer fra Gud. Når vi får og har velsignelsen lykkes livet for os. Job er sådan en lykkemand. Vi lever et godt liv og dør mæt af dage, som det siges om Job. Synden kommer fra de onde guder, de onde magter, kaosmagterne – slangen, dragen. Den onde kan have stor magt i verden – derfor søger vi tilflugt hos Herren – som det siges i Salmerne. Herren er vores borg, fæstning, vores styrke og skjold imod synden, det onde. Herren er den kriger som kan besejre de onde magter som ødelægger livet. Synden ødelægger Guds gode liv.

Synden skyldes ikke bestemte konkrete enkeltmennesker. Synden og lidelsen kommer fra noget alment, noget mytologisk, en magt. Derfor kan klagerne i Salmernes bog ligestille og sammenstille mange forskellige slags fjender i samme udtryk. Salmernes sprog er symbolsk. Alle modstandere eller fjender er i virkeligheden den samme fjende, det onde, Det onde Sværd, Ondskabens domstol:

v20  Men du, Herre, hold dig ikke borte,
du, min styrke, skynd dig til hjælp!
v21  Red mit liv fra sværdet,
mit dyrebare liv fra hundene,
v22  frels mig fra løvens gab,
fra vildoksernes horn!

(22)

Synden er en magt, et væsen, noget mytologisk eller personificeret. Synden lokker os og indsmigrer sig:

v2  Synden taler til den ugudelige i hans hjerte,
gudsfrygt har han ikke for øje.
v3  Den indsmigrer sig hos ham,
så man kan finde hans skyld og hade ham.

(36)

Vi finder denne tanke om synden og skylden mange steder i Det gamle Testamente. Det følgende er et citat af profeten Mika, som netop opfatter synden som en ulykke og lidelse som er kommet over menneskene – så at sige udefra som en magt:

v18  Hvilken gud er som du,
      der tilgiver skyld
      og bærer over med synd?

v19  Han viser os atter barmhjertighed
      og træder al vor skyld under fode.
      Du kaster alle vore synder
      i havets dyb!
v20  Du viser troskab mod Jakob,
      og trofasthed mod Abraham,
      sådan som du tilsvor vore fædre
      i gamle dage.

(Mika 7, 18).

Et andet markant eksempel på denne tanke findes hos profeten Zakarias som levede omkring 500 f. Kr. Hos Zakarias er ’Synden’ symboliseret eller personificeret ved en kvinde i en beholder – kornmålet – som Gud sørger for bliver bragt meget langt væk fra menneskenes verden. Synden er som den onde drage – ondskaben:

v5  Den engel, der talte med mig [Zakarias], trådte frem og sagde til mig: »Løft dine øjne og se, hvad der kommer der.« v6  Da jeg spurgte: »Hvad er det?« svarede han: »Det er kornmålet, der kommer,« og han fortsatte: »Det er hele landets synd.« v7  Og se, blylåget løftede sig, og der sad en kvinde i kornmålet. v8  Han sagde: »Hun er ondskaben,« og så kastede han hende ned i kornmålet igen og slog blylåget i.

v9  Jeg løftede øjnene, og jeg så to kvinder komme frem; vinden tog i deres vinger – de havde vinger som storke – og de løftede kornmålet op mellem jord og himmel. v10  Jeg spurgte den engel, der talte med mig: »Hvor bringer de kornmålet hen?« v11  Han svarede: »De skal bygge hende et hus i landet Sinear, og når det er færdigt, anbringer de hende der, hvor hun skal stå.«

(Zakarias 5,5).

Hvem er de ugudelige og gudløse? (Salmernes Bog).

I Salmernes Bog i Det gamle Testamente findes en mængde betegnelser for dem der er vore og Guds fjender: De er de ugudelige, gudløse, uretfærdige, synderne, de onde, de ondsindede, undertrykkerne, modstanderne, de svigefulde, de troløse fjenderne. – Gid Herren må udrydde alle de ugudelige! Disse betegnelser har naturligvis alle hver især deres betydning men grundlæggende bruges de på kryds og tværs om de samme eller det samme. Den samme salme kan i een linje sige at det onde kommer fra den der ikke søger Herren for i næste linje at tale om at det samme onde kommer fra Israels fjender eller fra dem som er stolte af deres magt og rigdom. Salmerne bruger mange forskellige udtryk men mener grundlæggende det samme. Salmerne personificerer det onde, gør det til noget personligt. Det onde kommer fra en eller anden uvis og uforståelig magt i livet som er årsag til det onde, ulykken, lidelsen. Mytologisk siges det nogle steder at det onde kommer fra Urdybet, Rahab, Livjatan, De vældige vande. Når Gud frelser verden nedkæmper han Livjatan på de store vande. Livjatan er et havuhyre. Gud dræber Livjatan og giver dens mange hoveder som føde til havets fisk. Livjatan er beskrevet i Jobs Bog. Gud dræbte Livjatan – det onde eller den onde – i skabelsen, i urtiden – han skal dræbes igen og igen. Sejren skal gentages igen og igen. Skabelsen holder aldrig op. At skabe betyder i Salmerne at Gud nedkæmper det onde verdensmagt. Gud skaber kosmos ud af kaos. Før skabelsen i 1 Mosebog 1 var der kaos og ulykke og lidelse – verden levede i det ondes skygge.

I mange salmer forklares desuden lidelsen på den måde at den skyldes Guds tugt og straf. Gud er altså årsag til lidelsen. Derfor bruger salmerne også megen energi på at sige at vi er uden skyld. Ingen mennesker har fortjent den lidelse og modgang som vi – alle mennesker - oplever nu. Stop op Gud og omvend dig! Se vores lidelse! Frels os op af dødsriget, gruben, graven, afgrunden.

Alle ting kommer på en uforståelig måde fra Gud, er Salmernes tanke. Salmernes verden er i høj grad men ikke fuldstændigt monistisk. Alt er tegn. Alt har en mening. Gud er kilden til alt liv, al væren. Gud har al magt.

Man kan ikke bruge Salmernes Bog til at tale om skellet som det meget senere er sket i pietistisk kristendom. Salmerne siger ikke at nogle mennesker er fromme og gode og andre mennesker – vore og Guds fjender – er ugudelige og ondsindede. Det er ikke budskabet i Salmernes Bog. Salmerne bruger mange beskrivelser, billeder, metaforer men de skal ikke læses bogstaveligt. Salmerne er skrevet til brug i mange forskellige situationer. De er offentlige og almene.

Salmerne er blevet skrevet til almen brug i gudstjenesten. De er skrevet efter et bestemt skema. De er bestemt ikke individuelle digte. De afspejler heller ikke den lille mands afmagt eller følelser som et personligt individuelt digt. Det er en misforståelse at læse Salmerne som individuelle digte og private følelser. Salmerne er beregnet til at bruges offentligt, bruges af alle – og især af den jødiske konge som var den vigtigste person i kulten og gudstjenesten. Ofte er det jeg som taler i salmen simpelt hen kongens jeg!

Salmerne er skrevet over et skema: Først en klage som også kan være en klage imod Gud, så et slags orakelsvar, et svar fra Gud (et varsel) og til sidst en hymne eller en lovsang: - Tak Gud fordi du greb ind!

I klagen argumenterer salmerne for at Gud skal se på vores lidelse. På den måde siger salmerne nogle gange at vi er uskyldige og at onde mennesker forfølger os. Men dette er argumenter og billeder – ikke ment bogstaveligt. Pointen er at vi nu er i dyb undergang og lidelse og derfor må Gud gribe ind. Pointen er bestemt ikke at angribe andre mennesker eller grupper som ugudelige!

I det gamle Israel troede alle på Gud eller på guderne. Dette er en selvfølge. Der var ingen ateister – i moderne forstand – i det gamle Israel eller i oldtiden. I Grækenland, i den græske filosofi opstod efterhånden en slags filosofisk ateisme men den har været uhyre sjælden. Alle troede på Gud. Hvis en mand ville have benægtet gudernes eksistens, ville alle have sagt til ham: - Du må jo være vanvittig. Se dig omkring. Du kan jo se gudernes magt alle vegne.

Problemet i oldtiden og i det gamle Israel var ikke om man skulle tro på Gud men om hvilken gud der var den største og stærkeste! Guderne har magten i verden - i al fald i yderste instans – så kunsten er at finde den stærkeste gud og holde sig til ham. Gud er som en konge, en beskytter. Uden en stor og mægtig beskytter kan man ikke klare sig – det har været en selvfølgelighed i hele oldtiden – alle steder – i Egypten, babylon, hos Assyrerne, i Grækenland, i Rom. En stor konge beskytter alle sine væbnere, krigere, sit folk. En stor konge er vis og klog og derfor kan han besejre alle fjender og alle andre konger. I Salmernes Bog bliver Gud – Herren – Jahve – netop opfattet på denne måde. De vise og forstandige holder sig selvfølgelig til den konge som er stærkest og størst.

At tro på Gud er derfor ikke at tro på at han eksisterer i vores betydning. At tro på Gud er at tro Gud eller være trofast over for Gud (trofast og loyal over for vores anfører og ikke svigte ham i slaget), at holde sig til ham og ikke være utro med de andre guder. Vores opgave er at kaste glans og ære over kongens og Guds navn og rygte – hans opgave er at værne og beskytte dem som ikke kan klare sig alene. Verden er stor og ond og farlig. At være uden en mægtig gud er som at være helt forladt – at være en forladt kvinde. Hun er fortabt.

Meget tyder på at mange af de ord som bruges i Salmerne om de ugudelige og gudløse i virkeligheden betyder guderne eller afguderne eller dæmonerne. I Salmernes Bog omtales flere steder hvordan Herren indkalder guderne og holder dom over dem. Herren er vred på guderne – de dømmer ikke retfærdigt – de svigter helt deres opgave og pligter. Disse mytologiske forestillinger har eksisteret i det gamle Israel. Gud eller Jahve er ikke alene i himlen. Guderne findes også i himlen – og her nede på jorden.

Måske mener Salmerne at de onde ting i verden kommer fra de ugudelige i betydningen afguderne eller guderne! Mange af de udtryk som anvendes passer meget bedre til en sådan forklaring. Men i så fald skyldes lidelsen heller ikke konkrete virkelige jordiske mennesker som er ugudelige! Forklaringen er i virkeligheden meget mere abstrakt. Men Salmerne bruger tidens sprog og skema når de taler om vore og Guds fjender.

Vi kan se nogle steder i Salmerne at de fromme og de hellige er Guds himmelske krigere, andre guder, andre magter som tager del i hans kamp. (Denne opfattelse lever videre i Johannes’ Åbenbaring). Det er derfor muligt at betegnelsen de ugudelige og de gudløse betyder guder eller dæmoner eller magter som er Jahves modstandere. Ordene kan også betegne de konger og stater som tilbeder andre guder end Jahve (Israels naboer og fjender). Ordene de ugudelige og gudløse har en forskellig betydning i ældre og senere salmer. I de seneste salmer – visdomssalmerne – bliver de ugudelige en betegnelse mest om de medlemmer af menigheden der ikke er ortodokse og fromme. Det bliver noget individuelt. Men i de oprindelige salmer – de ældre salmer – betegner ordene nok mere mytologiske magter – det onde som sådant.

Forholdet til Gud i det gamle Israel sammenlignes overalt – også i Salmerne – med forholdet mellem ægtemanden og hustruen. Uden manden er hun fortabt – så er hun udleveret til verden og prisgivet. Men når hun er trofast over for ham beskytter han hende. Han kan forstøde hende – han kan lade sig skille ved at støde hende bort som der står i Moseloven – så er hun fortabt. Det er det som hele tiden siges i Salmerne: - Hvorfor har du forstødt os? Men Gud er trofast – han er sen til vrede og rig på troskab. Han holder hvad han lover. Han svigter ikke sine løfter og sine forpligtelser. Han tager sig af den svage kvinde.

Lidelsen skyldes ikke dårlige mennesker som sådan. Lidelsen skyldes at Synden og Døden har taget magten i verden. Det er det som Salmerne vil udtrykke. Ulykken eller skylden eller synden eller lidelsen er kommet over os – dybest set ved vi ikke hvorfor. Men det er heller ikke det som Salmerne handler om. Det centrale i Salmerne er råbet til Gud – Herren: - Se vores lidelse! Se hvor dårligt det er gået! Skjul ikke dit ansigt! Foragt os ikke fordi vi er blevet små og svage! Frels os – befri os ud af hullet, afgrunden, gruben, graven! Dette er det centrale i Salmerne. Salmerne råber til Herren – fordi han er den største af alle guderne. Han kan redde – og han vil – er Salmernes tro. Vi er hans vinstok som han selv har plantet. Han vil ikke svigte sin egen vinstok.

Synden er en magt der har ramt vore hoveder:

v12  Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder fra os.

(103.12)

Guds frelse – dom – rammer ikke specielt de onde. Den er ikke en afstraffelse af de onde – dybest set. Guds indgriben er en sejr for det gode, de gode kræfter og for alle mennesker. Salmerne handler ikke om en straf af de gudløse og ugudelige. De handler om at Gud vil overvinde det onde og synden fordi han er den mægtigste. Alle mennesker lider nu under syndens magt og byrde. Alle mennesker lever i den samme verden og deler de samme vilkår. Når Herren kommer fra Sinaj, frelser han alle fra nøden og lidelsen – ikke kun de fromme, de hellige eller religiøse!

Synden er en byrde, en lidelse, en plage – som det siges i Salmerne – den er så tung at vi ikke kan bære den. Synden besætter mennesker som en ond ånd. Gud ’tilgiver’ synden – det vil mere rigtigt sige: at han fjerner synden og dens konsekvenser. Forholdet er ikke så meget juridisk – at Gud ’tilgiver’ en synd – som det handler om sejr og redning. Gud er nok dommer i Salmerne – men at ’dømme’ betyder især at frelse og sejre over det onde. Gud er bestemt ikke nogen ’juridisk’ dommer i vores betydning, som sidder og holder sig til en lovbog!! Når Gud dømmer verden, frelser han verden ud af den onde fjendes kløer. Når dommen fældes, standses plagen (lidelsen), som det siges (106.30).

v8  Du beskytter os, Herre,
du bevarer os evigt mod denne slægt,
v9  hvor ugudelige vandrer omkring
og usselhed triumferer blandt mennesker.

(12.8)

Den forladte hustru og den svigtede kvinde:

Billederne i Salmernes Bog kredser ofte om det samme billede: Gud er ægtemanden og folket eller Israel er ægtehustruen. Deres forhold er en aftale, en kontrakt, en pagt eller et løfte. Hver part har sine forpligtelser. Klagen og anklagen imod Gud er hustruens eller kvindens forbitrede klage over manden som nu har forladt hende, ladt hende i stikken. Gud lever ikke op til sine løfter. Han har vendt hustruen ryggen. Gud er fjern, han er ligeglad. Han tænker på noget andet. Gud er faldet i staver og har glemt mig - hans hustru - som han burde værne og beskytte og tage sig af. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? (Salme 22). Kære mand, hvorfor har du forladt mig? Hvad har jeg gjort? Synes du at jeg har fortjent det? Hvorfor ser du ikke den vej, hvor jeg sidder? Hvorfor står du så langt borte? Hvorfor skjuler du dig? Nu er jeg blevet prisgivet den onde verden. Jeg er fortabt. Ingen beskytter mig. Alle er ude efter mig. Alle jager mig. Alle vil de æde mig. Jeg er et offer. Gud har gjort mig til et offer. Derfor er jeg vred på Gud. Han lovede så meget – men hvad har han egentligt overholdt? Han var fuld af store ord – men hvad er det blevet til?

- Jeg er den kvinde som du bare har glemt. Du kan ikke huske og du vil ikke huske mig. Du har glemt mit navn! Hvor længe endnu vil du fortsætte med at glemme mig og ignorere mig og forsømme mig? Hvor længe endnu – jeg er ved at sprænges!

I denne forbindelse kommer det centrale ønske: - Herre, giv mig et tegn! Giv mig et tegn på, at du bekymrer dig om mig, på at du ikke bare er ligeglad, et tegn på at du værdsætter mig! Kom her! Vær til stede! Se mig! Hør på mig!

Vi kan se alle disse kvindens og hustruens tanker og klager i et væld af salmer - for eksempel i de følge citater fra Salme 69. I denne salme kan vi også se hvordan kvindens skuffelse slår over i en vrede, en forbandelse af hendes skæbne og af alle de fremmede (farlige, dem der er derude i verden) som ikke kan lade hende være:

v17  Svar mig, Herre [ægtemand], for din trofasthed er god [Du var tro engang],
vend dig til mig i din store barmhjertighed!
v18  Skjul ikke dit ansigt for din tjener [Se på mig],
for jeg er i nød, svar mig i hast!
v19  Kom mig nær og befri mig,
udfri mig fra mine fjender [verden]!

v20  Du ved selv, hvor jeg bliver hånet,
hvor jeg bliver til spot og spe,
du har alle mine fjender [fremmede, mænd, verden] for øje [du ser det jo];
v21  deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen.
v22  De gav mig malurt at spise
og eddike til at slukke min tørst.

[Forbandelsen:]
v23  Lad deres [de fremmede, mændene, verdens mennesker] bord blive en fælde,
en snare for dem i deres sorgløshed. [Det vil sige: Lad dem æde sig ihjel!]

v24  Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se, lad altid deres lænder ryste.
v25  Udøs din vrede over dem,
lad din glødende harme [glødende kul] nå dem!
v26  Deres lejr skal blive øde,
ingen skal bo i deres telte [Lad dem blive ensomme og forladt!].
v27  For den, du har slået [nemlig mig], forfølger de,
de øger smerten hos den, du har såret [mig, din hustru].
v28  Føj skyld [lidelse] til deres skyld [lidelse],
lad dem ikke få del i din retfærdighed [frelse]!
v29  Slet dem af livets bog,
de skal ikke stå optegnet sammen med retfærdige!

v30  Men jeg er hjælpeløs, jeg lider,
lad din hjælp beskytte mig, Gud [ægtemand]!

[Giv mig et svar, Giv mig et tegn - nu!]

(69.17)

I en anden salme – salme 10 – kan vi se de samme træk, de samme følelser hvis vi læser salmen som et forhold imellem ægtemanden og hustruen. I salmen klager hustruen over at hun er blevet et offer for verden, der er fuld af onde mænd:

v7  Hans [den fremmede onde mands] mund er fuld af forbandelse,
af svig og undertrykkelse,
på hans tunge er der ulykke og uret.
v8  Han ligger i baghold i sivene,
i det skjulte dræber han den uskyldige [kvinde],
hans øjne spejder efter den svage [forladte hustru].
v9  Han ligger på lur som løven i sit skjul;
han ligger på lur for at fange den hjælpeløse [kvinde],
han fanger [hende] og lukker nettet om [hende].
v10  De svage [kvinderne] overmandes,
de bukker under og falder i hans magt [de går fortabt].
v11  Han siger ved sig selv: Gud glemmer,
han skjuler sit ansigt [ser den anden vej], han ser ingenting.

(10.7)

Vi kan læse mange af salmerne med det skema at det på en måde er hustruen der taler til ægtemanden. Vi skal naturligvis huske at ægteskabet var noget ganske andet i det gamle Israel end hos os. Hustruen var undergivet manden og afhængig af ham. Hun er hjælpeløs og har ingen ejendom. Hendes mission er at føde manden mange sønner. Hun får al sin ære fra manden og hendes opgave er at kaste lys og ære over manden. Han giver hende livet i en vis forstand. Uden ham – hvis han forstøder hende som han kan ifølge Moseloven - er hun fortabt.

Vi kan med små rettelser vise skemaet i følgende salme, salme 86:

v1  Bøn af David.

Vend dit øre mod mig, [ægtemand], og svar mig,
for jeg er hjælpeløs og fattig.
v2  Bevar mit liv, for jeg er trofast,
frels din tjener, du min [herre],
jeg stoler på dig.
v3  Vær mig nådig, [herre],
for jeg råber til dig dagen lang.
v4  Glæd din tjener,
jeg længes efter dig, [herre],
v5  for du, er god og tilgiver gerne,
rig på troskab mod alle, der råber til dig.
v6  Hør min bøn, [herre],
lyt til min tryglen!
v7  På nødens dag råber jeg til dig,
for du vil svare mig.

v8  Ingen er som du, [herre],
ingen gerninger er som dine.
v10  For du er stor, du gør undere,
du alene er [herre].
v11  Vis mig din vej, [herre],
så jeg kan vandre i din sandhed,
lad mit hjerte alene frygte [og ære] dit navn.

v12  Jeg takker dig, [herre], af hele mit hjerte,
jeg vil ære dit navn til evig tid,
v13  for din godhed mod mig er stor,
du har reddet mig fra dødsrigets dyb [fortabelsen].
v15  Du, [herre], er barmhjertig og nådig,
sen til vrede, rig på troskab og sandhed.
v16 Vend dig til mig og vær mig nådig!
v17  Giv mig et tegn, der varsler godt,
så mine fjender ser det og beskæmmes.

Du, [herre], har hjulpet og trøstet mig.

(86)

Alt er tegn. Salmernes Bog.

v15  Som ilden sætter skoven i brand,
som flammen antænder bjergene,
v16  skal du forfølge dem med din storm
og forfærde dem med din hvirvelvind.

(83)

Alt er tegn. Det som sker, er tegn. Vi kan tyde tegnene, det som sker. Hvis vi oplever en pludselig uventet redning – er det et tegn. Det betyder noget – det viser hen til noget. Det er noget mere end det som det er på overfladen.

Når den ufrugtbare kvinde føder, er det et tegn. Jordskælv er et tegn fra Herren – et tegn på Guds nærvær, et tegn for Gud. Gud er til stede i jordskælvet. Jordskælvet er hans form. En helbredelse fra en farlig sygdom er et tegn. Når fjenden pludselig opgiver og trækker sig tilbage er det et tegn. Når kongen pludselig finder en vej til at undslippe er det et tegn. Når vi slipper godt ud af moders liv er det et tegn. Når hornet blæses i templet er det et tegn – Gud er til stede. Når flaget løftes i templet er det et tegn på at Gud har sejret over kaosmagterne, det onde. Når lyset bryder frem ved daggry er det et tegn for Gud – Gud sejrer over mørket og de onde magter. Solen og de første stråler af lyset er et tegn, et varsel – om dagen, om fremtiden. Solens bane på himlen er et tegn. Solen er et tegn – månen er et tegn. Nymåne og fuldmåne er tegn – og på de dage holdes gudstjeneste i templet. Alt betyder noget. Alt er tegn. Den levende natur og dens frugtbarhed og gavmildhed er ét stort tegn. Udgangen fra Egypten var et stort tegn. At Israel kunne vende tilbage fra eksilet i Babylon var et tegn. Enkeltpersoner kan være et tegn. Hvis jeg vinder eller bevarer min ære – er det et tegn for mange. Mange vil spørge: - Hvem er hans Gud? Hvem har kunnet redde ham – han som var helt fortabt? Et enkelt menneske kan være et tegn for mange som det siges. - Frels mig for jeg er et tegn for mange! Hvis Israel lider nederlag og templet bliver vanhelliget er det et tegn for hele verden om at Israel er blevet svigtet og forladt af sin gud!

En pludselig omfattende skovbrand er et tegn. En brand i bjergene er et tegn. Når Gud rører ved bjergene begynder de at brænde og ryge. Salmernes fortolkning af det som sker, betyder at alt er tegn. Der er så at sige noget indeni. Der er en kraft som tegnet viser hen til. Alle kan se tegnene. Vi kan lære at forstå tegnene. Gud meddeler sig igennem tegn og varsler. Når vi råber på Herren svarer han med et tegn. Når vi kan se og forstå Guds tegn får vi nyt mod.

Når der falder sne på Salmon er det et tegn fra Gud. Verden er magisk. Livet er fyldt med tegn og undere. Livet er underfuldt. Duens vinger er af sølv!

v3  Af børns og spædes mund [ud af ingenting, ved et under]
har du grundlagt et værn mod dine modstandere
for at standse fjender og hævngerrige.

(8)

En voldsom østenvind eller søndenvind er et tegn. På samme måde en uforklarlig hvirvelvind. Hungersnøden er et tegn. Alle Egyptens plager var tegn. Gud viser sin herlighed og magt og vilje i tegnet.

v7  For mange er jeg blevet et tegn,
og du er min sikre tilflugt.

(71)

v7  Lad ikke dem, der håber på dig,
blive gjort til skamme ved mig,
Herre, Hærskarers Herre!
Lad ikke dem, der søger dig,
blive til spot ved mig,
Israels Gud!

(69)

v7  Når de drager gennem Baka-dalen,
gør de den til et kildevæld,
efterårsregnen hyller den i velsignelse.
v8  De går fra kraft til kraft
og får Gud at se på Zion.

(84)

Salme 84 handler om en valfart til Jerusalem, til templet, til gudsbyen – en valfart til Gud selv. Livet er fuldt af undere, mirakler og tegn. Pludselig kildevæld i den knastørre Baka dal er et under. Guds undere foregår overalt. Gud lægger sine undere og tegn overalt for vore fødder. Vi kan se Gud i hans spor, i hans tegn.

v7  Han samler skyer fra jordens ender,
han skaber lyn sammen med regn,
han slipper stormen løs fra forrådskamrene.

(135)

Gud viser sig i de ting som sker. Det som sker, er tegn. Guds dom viser sig i at det onde bliver fanget i sin egen ondskab – ved at det destruerer sig selv:

v17  Herren har givet sig til kende, han har holdt dom,
den ugudelige blev fanget i sine egne gerninger. Higgajon      Sela

(9)

Naturen og frugtbarheden er ét stort tegn som vi kan se mange steder i Salmerne fx her i Salme 65:

v10  Du tager dig af landet og giver det regn,
du gør dets rigdom stor;
Guds bæk er fuld af vand,
du sørger for kornet, ja, det sørger du for.
v11  Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden,
du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer.
v12  Du kroner året med dine gode gaver,
dine hjulspor driver af fedme,
v13  selv øde græsgange drypper,
og højene ifører sig jubel.
v14  Engene klæder sig i lam,
dalene hyller sig i korn;
de jubler og synger.

(65)

Alt er tegn som det ses af følgende salme:

v1  Halleluja.

Da Israel drog ud af Egypten,
Jakobs hus fra et folk med fremmed sprog,
v2  da blev Juda Herrens helligdom
og Israel hans herredømme.

v3 Havet så det og flygtede,
Jordan vendte om og løb baglæns;
v4 bjergene sprang som væddere,
højene sprang som kid og lam.

v5 Hvad skete der med dig, hav, siden du flygtede,
og med dig, Jordan, siden du vendte om og løb baglæns?
v6  Bjerge, hvorfor sprang I som væddere,
høje, hvorfor sprang I som kid og lam?

v7 Skælv for Herren, du jord,
skælv for Jakobs Gud,
v8  ham som forvandler klippen til kildevæld
og flint til rislende kilder.

(114)

Begrebet Ondskabens Domstol i Salmernes Bog.

Gud dømmer os ikke – tværtimod – men det gør verden.

Det er ikke Gud der dømmer os. Det er ikke Gud der straffer os og sender os i et evigt helvede. Det er i Salmernes Bog verden som dømmer os – Ondskabens Domstol som det hedder. Ondskabens Domstol spreder lidelse i verden, som der står i en af Salmerne. Den dømmer alle mennesker som den ikke finder behag i. Det er ikke Gud som dømmer os når han viser sig her i verden, men lige omvendt omvendt: Det er Gud som tager os ud af retssagen eller ophæver den dom som verden allerede har fældet.

Gud er den som fører vores sag – som en sagfører – i retten. Gud træder ind i verden, fordi der sker uret imod enkerne og de faderløse. Gud er enkernes forsvarer i retten. Verden vil dømme enkerne, de svage, de hjælpeløse, men Gud går imod verdens dom. Verdens domstol er ifølge Salmerne korrupt. Den er fuld af falske vidner som fortæller løgnehistorier – for at få de svage, faderløse og enkerne dømt. Dommeren er bestukket og uærlig. Verdens domstol er et mareridt. Den er en sand helvedesmaskine. Verdens domstol sender virkeligt mennesker i helvede. Gud er den som træder ind i denne retsproces og forsvarer de mennesker, som verden vil dømme.

Verden dømmer med sikker hånd de svage og hjælpeløse. Verden dømmer de mennesker som ikke er noget værd – i verdens øjne. Verden er uden nogen medlidenhed eller medfølelse. Verden er fuld af hån. Den griner hånligt: - Ha, ha, ha! Og siger: - Du er svag. Du kan ikke klare dig selv. Du er fortabt. Enhver er sin egen lykkes smed. Vi vil dømme dig. Du er ikke noget værd. Vi vil behandle dig, som vi har lyst til. Vi vil misbruge dig og æde dig. Vi vil træde på dig. Du har ikke fortjent noget. Du er en taber!

Verden dømmer på det ydre, på det som alle kan se. De fattige er fortabt – de har mistet alt – de er ikke noget værd. Ingen vil være venner med en, som er fattig. Ingen har lyst til at være sammen med en som er syg – eller som har en grim krop. Verden føler kun foragt for dem som har tabt i livets spil. - Vi ved ikke om det er din egen skyld, siger verden. Men vi er også ligeglade. Du er ikke noget værd. Vi vil ikke være sammen med dig. Du er en taber.

Ingen har lyst til at være sammen med en som er grim eller vanartet. Ingen vil være sammen med dem som lugter eller har grimt tøj eller bor i et grimt hjem. Ingen mennesker bryder sig om en dværg – han er fortabt. Vi vil ikke være venner med dem som er dårligt begavede eller handicappede. Vi vil være sammen med vindere. Det er vores ret. Vi vil bruge vores korte, kostbare liv sammen de unge, de rige og de smukke. Verdens dom er nådeløs og øjeblikkelig over for alle dem som falder igennem, alle dem som ikke lever op til verdens lov. – Gud har forladt dem! Lad os tvære dem ud som skarn og skidt. Lad os plyndre dem for den smule de har tilbage. De kan jo ikke forsvare sig. De er uværdige og værdiløse. De er ikke rigtige mennesker. De er ulækre. De er undermennesker.

v3  Mange siger om mig:
»Ham frelser Gud ikke.«   

(3.3)

Efter verdens opfattelse er det nok deres egen skyld. Den syge, den fattige, den forladte – de er nok selv skyld i det. Sandsynligvis. De har ikke fortjent noget. Gud eller livet eller heldet har forladt dem og de er ikke længere beskyttet af nogen. Derfor kan vi lige så godt misbruge dem. Det sker der ikke noget ved. De kan ikke forsvare sig. De er svage. De har ingen rettigheder. De har ikke nogen magt. De er foragtelige. Fy for pokker. Vi får det dårligt når vi tænker på dem.

Ondskabens Domstol – verdens domstol – fælder hurtigt sin dom. Dommen falder prompte. Verdens dom er evig. Den kan aldrig ændres. Der findes ikke nogen tilgivelse. Verden kender ingen nåde. Verden dømmer efter den ydre succes – efter loven og normerne. Du skal være noget og blive til noget og præstere noget! Verden dømmer efter overfladen, den ydre facade. Verden dømmer de unge piger og de unge kvinder med en forfærdelig retfærdighed: - Du skal kunne alt og være alt! Du skal være sexet, intelligent, smuk med en perfekt krop, du skal have de rigtige venner, den rigtige uddannelse, det rigtige job, du skal være stærk og selvstændig og sød og kærlig og perfekt på én gang! Ellers vil vi kalde dig en ludder og en taber. Kvinder som er overvægtige er kronisk vrede og de gør os utilpasse. De er ulækre. Verdens domstol eller Ondskabens Domstol har aldrig været så hård og uden nåde som den er nu i dag i vores moderne samfund. Verdens domstol fælder en prompte, usvigelig dom på stedet ud fra de faktiske og synlige beviser – det vi alle kan se. Verden er uden nåde. Hun er en taber! Verdens domstol skaber en endeløs lidelse, som det hedder i Salmerne!

Kun facaden betyder egentlig noget. Det hjælper ikke noget at han er et godt menneske hvis han ikke har noget arbejde, ingen penge har, ingen venner har og måske oven i købet er fysisk syg. De syge er tabere. Når vi ser taberne og tiggerne og de handicappede på gaden føler vi alle ubehag. De syge er ulækre og frastødende. Vi vil ikke være sammen med dem. Vi vil ikke røre ved dem. De smitter. De trækker os ned. Der hviler en forbandelse over dem. De udstråler noget grimt og ubehageligt. Vi vil ikke spilde vores korte liv på dem som er ensomme, syge, hjælpeløse, psykisk forstyrrede eller fordrukne. Vi vil ikke spilde vores kostbare liv på dem som er lidende. Vi vil ikke bruge vores liv og år på gamle mennesker som ikke har noget at give os og som tisser i bukserne. De gamle er tabere. De er oven i købet klynkere. Vi er trætte af alle dem som klynker og klager. Vi vil være sammen med vinderne – dem som har rigtigt mange penge, succes, ressourcer, venner, magt. Vi vil være sammen med dem som er noget – dem som er kendt og dem som kender nogen. Vi vil være sammen med mennesker som har succes i livet – og det har vi ret til. Vi vil være sammen med glade mennesker.

Vi er træt af alle de voldsramte, alle børnene som er blevet misbrugt, alle de enlige mødre som er blevet tævet eller svigtet af deres mand. Vi er træt af at høre om narkomaner, misbrugere, storbyens ensomme, de fattige som kun har råd til at køre med S-toget og de overvægtige. De har tabt. De er fortabt. Livet har dømt dem. De er for længst blevet dømt ved livets domstol. Selv har de ikke gjort noget for at forbedre deres situation. Det eneste de kan finde på er at klage og klynke. De er fulde af vrede, bitterhed og forargelse. De føler sig som ofre. De synes at samfundet behandler dem uretfærdigt. – Vi er blevet svigtet, siger de og deres øjne brænder af hellig forargelse. – Vi kan ikke stole på nogen! Alle har svigtet os! De er kronisk vrede. De udspreder en virkelig dårlig lugt omkring sig. Det er ikke rart at se på dem. De er en ynk.

Verden er fuld af tabere. Verden er fuld af alkoholikere og misbrugere og psykisk syge. De er fortabt. De er svage. Det er deres egen skyld. Verden er fuld af bistandsklienter og enlige mødre og asylmodtagere som klager og klager. Vi er trætte af deres offertankegang og ynkelige fremtoning. Vi gider ikke høre mere om dem. Det er vores liv for kort til. De kan passe sig selv. De har ikke noget at give. De er aldrig gavmilde, aldrig givende, altid grådige, aldrig får de nok. De er vrede på verden. De er kronisk vrede på andre mennesker som har en lille smule mere end de selv har. De føler sig snydt. De føler sig bedraget. De er opfyldt af en hellig harme over at alle mænd er nogle svin og altid svigter til sidst!

Taberne kan ikke gavne os. Vi vil ikke have at de trækker os ned, at de smitter os. De er ikke vindere – og de er heller ikke positive. De gør os ikke glade – de syge kræftpatienter, de arbejdsløse, de ensomme, de gamle som er fuld af klager. Vi er træt af dem. Lad dem passe sig selv. Vi orker ikke mere. Ingen kan redde dem. Der er gjort så meget for dem – men ingenting hjælper. De er fortabt. Verdens domstol kan kun fælde én dom: - De er fortabt.

Men Gud kan ikke leve med al den uret der blive begået imod menneskene. Han sørger når han ser hvordan vi dømmer enkerne og de faderløse og alle livets tabere. Han griber ind. Han er en fader for de faderløse og enkernes forsvarer i retten. Han bringer retten til sejr. Han gør det som er ret. Han gør verden til skamme.

Melkisedek og Abraham.

I 1 Mosebog – Genesis - findes den berømte historie om Abraham og Melkisedek. Denne historie eller myte genfindes i Salmerne (Salmerne 110 især) og den lever videre i Det nye Testamente. Den får en temmelig vidtgående betydning på langt sigt på grund af fortolkningen af historien:

v17  Da han [Abraham] vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de konger, der var med ham, gik Sodomas konge ham i møde i Shave-dalen, det samme som Kongedalen.

v18 Melkisedek, Salems [Jerusalems] konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste [El Eljon]. v19  Han velsignede Abram [Abraham] og sagde:
      »Velsignet være Abram af Gud den Højeste [El Eljon],
      skaberen af himmel og jord.
v20 Velsignet være Gud den Højeste [El Eljon],
      som gav dine fjender i din magt.«
Og Abram gav ham tiende [tribut] af det alt sammen [krigsbyttet fra krigssejren].

(1 Mosebog 14)

Denne beretning er blevet fortolket på rigtigt mange forskellige måder, men man er nogenlunde enig om den egentlige historiske forklaring som er følgende:

1 Mosebog 14 er en del af det historieværk som blev skrevet og færdigredigeret ca 500 f. kr. De jødiske præster og lærde som står bag teksten i 1 Mosebog 14 har ment følgende: Melkisedek repræsenterer den jødiske konge. De jødiske konger fra David fik også deres trone i Jerusalem. De var Melkisedeks efterfølgere – de var lige som Melkisedek. Historien skal styrke kongedømmet og kongeideologien i Israel. Melkisedek er indsat af Gud, han er præst og konge på én gang – han er hellig og sakral – Guds repræsentant, en slags gud på jorden. Melkisedek er en hellig præstekonge. Vi kender det fra hele oldtiden - også fra den romerske Augustus som ved magtovertagelsen erobrede titlen og funktionen som Pontifex Maximus – hele rigets præst! Det nye navn Augustus løftede ham også op i gudernes sfære! Alle skal adlyde ham. Meningen er altså at Davidskongen er legitim – han har ret til sin magt – selv Abraham bøjer sig jo for Melkisedek! Abraham repræsenterer Israels folk – han er jo folkets stamfader. Melkisedek er kongens prototype eller billede. Alle kongerne fra og med David var på en dybere måde alle sammen ét med Melkisedek. Melkisedek er Guds søn og han taler Guds ord til Abraham. Melkisedek er sønnen over for faderen. Alt det som sønnen siger, har han fra faderen. Den som kender sønnen, kender også faderen! Sønnen gør ikke sine egne, men faderens gerninger! Gud har velsignet alle kongerne i Davids slægt. Kongerne er de udvalgte.

Senere i urkristendommen bliver Melkisedek et billede og symbol på Messias – frelserkongen, Israels nye heltekonge og verdens frelser – Vor Herre - Kristus. Jesus Kristus er i virkeligheden Melkisedek. Melkisedek er en type, et symbol, et begreb.

Men der er mange andre overraskende ting i historien. Melkisedek er en fremmed konge som dyrker en fremmed gud! Melkisedek er tydeligt nok en kana’anæisk konge som dyrker en kana’anæisk gud! Ordet Zedek kender vi fra talrige kana’anæiske navne – fx Adonizedek hvor Adonis betyder Herren, El eller Ba’al. I den hebraiske tekst kan vi se at Melkisedek dyrker en gud som hedder El Eljon – oversat med den Højeste! Eljon er den fadergud som vi kender udmærket fra kana’anæerne. Han er på en vis måde fader til Ba’al og på en vis måde er de to guder den samme gud. Vi ved at Ba’al optræder nogle gange som Ba’al Sjamem (den himmelske Ba’al eller herre) – og i den rolle er han lig med El Eljon. Vi kan også sige at Melkisedek dyrker guden Ba’al. Det er derfor vigtigt at Abraham bøjer sig for Melkisedek og dermed for guden El eller Ba’al. Eksemplet viser hvordan Israels stammer bøjer sig for og anerkender de kana’anæiske guder! Israel bliver integreret. El og Ba’al er egentlig de samme som vores gud, tænker Israel – Herren fra fra Sinaj! Melkisedek anerkender også Abraham. Melkisedek er gæstfri over for Abraham. Det svarer til det historiske billede: Kana’an var gæstfri over for ørkenstammerne! Men Melkisedek er den overlegne: Det er Melkisedek som velsigner Abraham – ikke omvendt! Teksten sætter lighedstegn imellem den kana’anæiske gud Eljon og ørkenguden Jahve. Eljon har været med Abraham i krigstogtet og skaffet ham sejren over kongerne – præcist som hvis Jahve havde gjort det. Eljon er Abrahams herre! 1 Mosebog 14 indeholder altså en ekstrem positiv vurdering af den kana’anæiske kultur og religion! Historien går antageligt tilbage til et ægte gammelt sagn. Det er nemlig meget overraskende at en så positiv vurdering af kana’anæerne kan optræde i historieværket som er blevet færdigskrevet så sent – ca 500 f. kr.! Der må have eksisteret et gammelt sagn om den mytiske urkonge i Jerusalem Melkisedek og Abrahams møde med ham.

Forfatterne til historieværket bruger denne gamle historie fordi de ønsker at legitimere og forsvare kongedømmet i Israel. Vi ved nemlig at der i Israel – lige siden de første konger Saul og David – var en meget kongekritisk bevægelse i det gamle Israel: Alle kongerne var fordærvede og på religiøse afveje og umoralske og uduelige – og det var bedre dengang Israel slet ikke havde nogen konge! Vi kan se disse kritiske meninger mange steder i Det gamle Testamente - ikke mindst hos profeterne!

Guds velsignelse til den salvede, til mennesket – Salmernes Bog:

v5  Du skal ikke frygte for nattens rædsler
eller for pilen, der flyver om dagen,
v6  ikke for pesten, der breder sig i mørket,
eller for soten, der hærger ved højlys dag.
v7  Om end tusinder falder ved din side,
titusinder ved din højre hånd,
dig skal intet ramme.
v10  Intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v11  for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v12  De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v13  Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.

v15  Når han råber til mig, vil jeg svare ham.
Jeg er med ham i trængslen,
jeg befrier ham og giver ham ære.
v16  Jeg mætter ham med et langt liv
og lader ham se min frelse.

(Salme 91.5)

- Jeg kroner dig med herlighed, højhed, pragt og ære. Du skal ikke være ydmyg og du skal ikke være nøjsom. Du er min konge. Jeg har indsat dig i dag. Du skal ranke ryggen og vise dig frem. Jeg er din stolthed og du er min. Jeg gør dig til en hersker over alt på jorden. Alt har jeg lagt under dine fødder. Intet skal begrænse dig. Intet skal du frygte – hverken for den glohede pil, den brændende pest eller for nattens rædsler. Intet skal overmande dig. Du skal nå målet og sejre. Jeg vil lade alle dine planer lykkes og give dig det, som dit hjerte ønsker. Du er det træ, som er plantet ved bækken – det bærer frugt til rette tid og dets blade skal aldrig visne. Jeg giver dig livets træ og livets vand. Du skal drikke af vandet ved bækken og løfte hovedet. Du er som det store oliventræ i mit hus.

Alt hvad du gør, skal lykkes for dig. Hvad dit hjerte ønsker, vil jeg give dig. Hvad du beder om, vil jeg ikke nægte dig. Jeg vil komme dig i møde med rige gaver. Jeg sætter en krone af guld på dit hoved. Jeg giver dig glæden, lykken og livet. Jeg redder dig af fuglefængerens fælde og fra den hærgende pest. Jeg trækker dig op af gruben og graven. Jeg fører dig ud i det åbne land. Jeg vil give dig min højeste ære, pragt og højhed. Du skal være en evig velsignelse for hele verden. Du er verdens lys og frelse. Jeg fylder dig med glæde for mit ansigt. Jeg dækker dig med mine beskyttende vinger. Om tusind falder ved din side – dig skal intet ramme. Intet ondt skal ramme dig. Ingen plage skal ramme dit telt. Jeg vil give mine engle befaling til at beskytte dig, bære dig på hænder og rydde vejen foran dig. Du skal ikke støde din fod på nogen sten. Mine engle skal fjerne alle farer på din vej.

Når du råber til mig, vil jeg svare dig. Jeg vil mætte dig med et langt liv i fred og glæde. Du skal altid have held og fremgang på din vej. Frygt ikke! Du kan træde på løve og slange – på ungløve og øgle, og ingen skal røre dit legeme. Alle mennesker skal være dine forbundsfæller og venner. Alle skal de bringe dig rige gaver. Alle mennesker skal velsigne sig i dig og prise dig lykkelig. Du skal redde den fattige som råber om hjælp og den nødstedte som ingen hjælper har. Jeg vil altid gå ved din højre side, jeg vil sikre dig, jeg vil vise dig herlige steder, som skal tilhøre dig. Du skal aldrig snuble eller vakle. Jeg vil lede dig til det stille vand – livets vand og kraft. Jeg vil lade dig ligge på de grønne enge. Jeg vil give dig alt og dække bord for dig med alle overflodens rige gaver.

Jeg vil føre dig ud af trællehuset – med fryd og glæde og sølv og guld. Om dagen vil jeg dække dig med en sky og om natten vil jeg sætte en ild på himlen så du ikke snubler. På din bøn vil jeg sende fugle fra himlen og jeg vil mætte dig i ørkenen med himmelbrød. Ingen skal røre min salvede! Du er min søn, og du skal bo i mit hus for evigt. Du hører til mit hus og min slægt. Du skal se dine sønners sønner vokse op og trives. Jeg salver dit hoved med olie. Jeg fylder dit bæger til overflod. Jeg vil helbrede alle dine sygdomme og gøre dig ung igen som en ørn. Du skal leve alle dine dage i livets overflod. Jeg giver dig hvedens fedme og vand fra klippen. Jeg vil skjule dig i min hytte på ulykkens dag, og du skal søge ly i mit telt.

Jeg ophøjer dig. Jeg rejser dig op igen når du er faldet. Jeg løfter dig op på klippen. Dit hoved skal knejse. Du skal være stolt og glad. I mit telt skal du evigt synge og spille og glæde dig. Ingen skal nogensinde overmande dig. Ingen skal nogen sinde besejre dig eller nedværdige dig. Ingen skal nogensinde få magt over dig. Du er min søn, min slægt. Du skal være fri og stærk. Jeg giver dig min magt. Jeg giver dig magt over vandene og floderne – over lidelsen, ondskaben og synden. Jeg giver dig hele herligheden. Jeg giver dig min ånd, min vejledning, min visdom. Jeg giver dig storsind, medfølelse og et gavmildt hjerte. Der, hvor du er, er jeg også. Det som du vil, vil jeg også. Jeg er, som du er. Jeg er inden i dig. Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig. Jeg giver dig hele verden som ejendom og alle gode ting som arvelod. Jeg holder af dig.

Du er min salvede, min udvalgte og min elskede. Jeg salver dig med glædens olie. Jeg vil trække dig op fra de vældige vande. Jeg vil redde dig ud af alle vanskeligheder. Du skal aldrig gå fortabt, du skal aldrig fortabes. Jeg vil give dig mit lys og sprede lys i dit mørke. Du skal bringe lyset ud til hele verden og fordrive menneskenes mørke. Jeg vil væbne dig med styrke og mod og gøre din vej fuldkommen. Ved min kraft springer du over alle volde og bestiger alle højder. Jeg vil gøre din fod let som hindens. Jeg vil altid være dit skjold og skaffe plads for dine skridt. Du skal aldrig synke i knæ og altid holde stand. Hele verden ligger åben for dig. Alt har jeg givet dig. Intet bjerg, intet vand eller nogen mur skal nogen sinde standse dig på din vej. Ingen udmattelse eller sygdom skal nogen sinde standse dig på din færd.

Du skal ikke frygte nogen fjende. De er kun skyer og røg. Du er en helt – en kriger. Du er min helt og min kriger. Drag ud i verden med lykke og held. Du er min højre hånd. Dræb slangen! Du er mit legeme. Du er min præst. Du er min stedfortræder. Du er verdens herre. Du handler på mine vegne. Det, som du gør, gør jeg. Jeg har givet dig al magt. Du er min betroede repræsentant. Jeg tror på dig. Jeg har tillid til dig. Jeg stoler på dig. Uden dig ville jeg intet kunne gøre. Du er mine hænder. Jeg handler gennem dine hænder. Jeg velsigner din hånd. Med dine hænder og med din ånd skal du sprede og udbrede lyset i verden. Alle mennesker på hele jorden skal bede for dig og velsigne dig. Jeg er dig evigt taknemmelig. Du er mit redskab. Du er min form. Jeg viser mig gennem dig. Du åbenbarer mit væsen og viser mine gerninger og undere. Du skal herske mit imellem dine fjender. Du bærer min hjelm og du er mit scepter. Jeg holder din kraft og styrke i min hånd. Jeg er altid med dig. Jeg vil aldrig nogen sinde vende mig imod dig. Du er den smukkeste blandt alle mennesker. Jeg velsigner dig. Jeg ophøjer dig. Jeg sætter dig på en trone.

- Du er min søn. Jeg har født dig i dag. Til evig tid vil jeg støtte og opretholde dig. Du er min højre hånd. Du er mine øjne og hænder. Du er mit legeme. Jeg giver dig min ånd, mit liv, mit væsen. Jeg står bag alle dine ønsker, tanker, følelser og handlinger. Jeg giver dig velsignelsen. Jeg er ét med dig. Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig. Du skal aldrig blive forladt. Jeg giver dig al magt. Jeg giver dig al frihed. Hele verden tilhører dig. Du skal bringe frihed, fred og glæde ud til alle mennesker. Jeg vil bane vejen for dig. Jeg vil gå foran dig som en engel, som et lys. Jeg vil fjerne alle forhindringer foran dig. Jeg vil rydde alle sten på din vej. Jeg vil knuse alle bronzedøre og hugge alle jernslåer over. Jeg vil gøre døren høj og porten vid for dig. Med min ånd vil dit liv lykkes. Du vil nå målet. Din herliggørelse og glæde er min herliggørelse og glæde.

Jobs Bog kapitel 29 beskriver det gode liv, frelsen, herligheden. Job ser tilbage på dengang han havde al herligheden – men nu er den gået tabt.

Herligheden er det virksomme, glade liv på jorden. Herligheden er Jobs stolthed og glæde. Han var en anset mand som mange lyttede til. Han havde et navn. Han var rig og kunne give bort af sin rigdom. Det gav ham glæde og stolthed. Job havde det godt med sig selv – og Gud glædede sig oppe i himlen! Job var en stor mand. Han bekæmpede al uret. Han nød livet i fulde drag. Han var ikke noget lille offer. Han led ikke af nogen ynk eller selvmedlidenhed.

Job havde en opgave i livet – at være der for de svage og dem som havde brug for hjælp. Han hjalp ikke fordi Gud krævede det. Han hjalp fordi det var hans vilje og opgave, hans lyst og hans glæde. Han viste sin storhed og herlighed ved at give til andre. Job gav af sig selv. Job var en afglans af Gud, han gjorde som Gud gør. Han bar Guds billede. Han var en adelsmand. Han var velsignet og udvalgt.

Job havde held, kraft og lykke. Hans liv lykkedes for ham. Han kunne gøre det som han ville – det var også det som Gud ville! Job var et lys i verden, verdens lys. Han følte sig som en konge. Han gav mennesker nyt mod på livet.

Job har en heldig hånd. Alt hvad han rører ved lykkes for ham. Han er født med en sølvske i munden. Han får alt. Han var en lykkemand. Han var en vinder. Job havde lykken og heldet – ikke fra sig selv men fra Gud. Heldet og lykken var en kraft inden i ham som fik hans liv til at lykkes. Det var en udstråling. Job levede i Guds skygge. Han var Guds mand. Han var med til at sprede lyset.

v1  Og Job fortsatte sin tale:
v2  Gid alt var som i gamle dage,
      som dengang Gud beskyttede mig
v3  og lod sin lampe lyse over mit hoved,
      så jeg ved dens lys kunne vandre i mørket.
v4  Sådan havde jeg det i mine velmagtsdage,
      da Gud skærmede mit telt,
v5  da den Almægtige endnu var mig nær,
      og jeg havde mine drenge om mig,
v6  da jeg kunne bade mine fødder i tykmælk,
      og oliestrømme flød til mig fra klippen.

v7  Når jeg gik hen til byens port
      og indtog mit sæde på torvet,
v8  trak de unge mænd sig tilbage, når de så mig,
      og de gamle rejste sig op.
v9  Stormænd holdt ordene tilbage
      og lagde hånden på munden;
v10  mægtige mænds stemmer døde hen,
      deres tunge klæbede til ganen.
v11  Når de hørte mig, priste de mig,
      når de så mig, roste de mig.
v12  Jeg reddede den hjælpeløse, der råbte om hjælp,
      den faderløse og den, som ingen hjælper havde.
v13  Folk, der var ved at gå til grunde, takkede mig,
      jeg skabte jubel i enkers hjerte.
v14  Jeg iførte mig retfærdighed, den var min klædning,
      retten var min kappe og turban.
v15  Jeg var den blindes øjne
      og den lammes fødder.
v16  Jeg var en fader for fattige,
      jeg tog mig af retssager for folk, jeg ikke kendte.
v17  Jeg knuste kæberne på forbrydere
      og rev byttet ud mellem tænderne på dem.

v18  Jeg tænkte, at jeg skulle dø i min rede
      og leve længe som fugl Føniks,
v19  at mine rødder skulle suge vand til sig
      og duggen lægge sig på mine grene,
v20  at min anseelse stadig skulle fornyes
      og buen i min hånd spændes igen og igen.

v21  De hørte på mig i forventning,
      i tavshed lyttede de til mit råd.
v22  Når jeg havde talt, tog ingen til genmæle,
      mine ord faldt som regndråber på dem.
v23  De håbede på mig som på regn,
      spærrede munden op som efter forårsregn.
v24  Jeg smilede til dem, og de fattede mod,
      mit ansigt lyste mod dem, og de gav ikke op.
v25  Jeg førte forsædet og valgte vejen for dem,
      jeg sad som en konge blandt sine krigere,
      som den, der trøster de sørgende.

David og Herren i Salme 132. At finde Gud og at flytte Gud. Salmernes Bog.

Salme 132 anvender historiske billeder og taler et symbolsk sprog. David sværger en ed. Han vil finde en ny bolig for Herren. Han vil finde Herren. David flytter Herren til det rigtige sted, til det sted hvor Herren bør være. Men salmen lægger mest vægt på det besvær og den møje som David har med at finde Gud. Gud er blevet væk. David finder Gud efter al sin møje eller han finder ham igen.

David flytter Gud på samme måde som Moses flyttede Gud - Pagtens Ark – i ørkenlandet. – Rejs dig Herre! Stå op! Bring dig i bevægelse! Herren flytter sig til et nyt sted – det rigtige sted. Herren bliver flyttet af David og Herren bevæger sig selv hen til stedet, det hellige sted, Zion.

Hele begivenheden er en del af et større kompleks: forbundet mellem Herren og David. David finder en ny bolig til Herren – David bygger templet i den nye by Jerusalem, Davids by – og Herren og David indgår et evigt forbund. Forbundet viser sig i deres troskab imod hinanden. Forbundet er et ægteskab – en pagt. Herrens troskab udtrykker sig i de evige løfter til David. David bliver Herrens præst – David bliver en evig præst på Melkisedeks vis.

David er en gudsmand. David er Guds søn. – Du er min søn! Jeg har født dig i dag som duggen om morgenen på det hellige bjerg, jeg har født dig i dag af moderskødet! Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig! Jeg er din fader og du er min søn! Din herliggørelse er min herliggørelse. Min frelse er din frelse, og din frelse er min frelse!

Vi er alle sammen David. Jesus var en David. Jesus var Herrens salvede. Jesus finder Gud igen efter at han – måske - var blevet væk. Eller var blevet svær at finde og svær at se. Jesus flytter Gud hen til et nyt sted, det rigtige sted, hvor alle kan se ham. Jesus flytter Gud derhen hvor Gud selv ønsker at være. David og Herren er ét. David gør Faderens gerninger. Jesus gør Faderens gerninger.

Alle mennesker kender Gud og de kender hans navn. Alle mennesker kan finde Gud eller hvad de nu kalder ham. Ingen kan fortælle et andet menneske hvad der er Guds navn. Alle kender vi hver især Guds navn. Vi ved hvem han er. Vi har set ham. Vi bygger alle en ny bolig for ham i vores liv på jorden. Vi finder alle sammen det rigtige sted for Herren – der hvor han elsker at være. Vi ved alle sammen at det er det rigtige sted. Men vi er alle sammen Herrens salvede. Vi er alle Guds sønner og døtre. Vi er alle sammen Vor herres præster på Melkisedeks vis. – Vi er ikke herrer over hinandens tro, som Paulus siger i Det nye Testamente. – Vi er medarbejdere på hinandens glæde!

Vi er alle David. Vi har alle fået løfterne – løfterne til David er løfter til alle mennesker. Vi er alle præster på Melkisedeks vis og Herrens salvede. Vi er alle dem, som kender Gud og kender hans navn! Vi ved hvor han er at finde! Alle mennesker har set Gud og alle mennesker kan se Gud. Alle kan se Guds tegn og undere. Vi er Herrens udvalgte piger og drenge – for at bruge Det gamle Testamentes billede af den unge, sorgløse, smukke David! Vi flytter alle sammen Gud derhen hvor vi synes han skal være – til det rigtige sted. Vi gør det som er Herrens vilje. Vi bygger alle sammen en ny bolig, et nyt hus til Herren. Vi er alle sammen et tegn for Herren. I vore relationer til andre mennesker og til livet bygger vi alle et nyt hus for Herren. I vores arbejde, kærlighed og virke bygger vi et hjem for Herren. Vore relationer til hinanden er Herrens tempel. Vore relationer er det sted, hvor frelsen og glæden og livet bor. Herren har udvalgt sig en evig bolig, og vi har bygget den bolig. – Herren elsker den bolig over alle andre boliger, som det siges i Salmerne!

Fader Vor bønnen i Det nye Testamente er en fortsættelse af tanken i Salmernes Bog. I Fader Vor beder vi om at Gud må gribe ind, om at Gud må vise sig og gøre en ende på lidelsen, nøden, det onde. – Fri os fra det onde, som det hedder hos Mattæus. Det onde er dødens magt, syndens magt, krigen, volden, fortabelsen, smerten. Fader Vors indhold er det samme som råbet i Salmerne: - Vis dig! Rejs dig! Gennemfør din magt, tag magten, sæt dig på tronen! Michelangelos billede i Det sixtinske Kapel af Guds tilsynekomst og dom er et kristent billede der viser Salmernes tankegang.

I Fader Vor beder vi om at Guds navn igen må blive helligt – på trods af at det nu er blevet vanæret. Vi beder om at Navnet skal få sin ære igen. Vi beder om at Gud nu må vise sig i sin herlighed. Lige som Jesus viser sig i sin herlighed – i magt og lys – på bjerget ved forklarelsen. - Vis dig Gud, er indholdet af Fader Vor. - Vis dig så vi kan se dig. – Vis dig som du er! Grib ind. Vis din magt. Vis også din magt oppe i himlen. Tag også magten oppe i himlen (en tanke vi netop kender fra Salmerne: Der er andre end Gud oppe i himlen). Frels verden fra synden og ondskaben, egoet og vanviddet! Frelsen er en udfrielse af nøden, ulykken, smerten. Vi beder om at Gud igen må tage magten og æren – vi beder om at de gode kræfter må rejse sig – nu omsider inden det er for sent. – Kom, kom, som bruden siger i Johannes Åbenbaring. Bruden er verden som længes efter brudgommen der skal komme og frelse hende. – Kom, kom nu! Vis dig! Kom frem!

Hvem er David?

Hvem er David?. 1

Det deuteronomistiske historieværk. 2

Saul 4

Snu og snedig. 6

Kampen mellem nord og syd. 7

Davids oprør 8

Fremmede guder 9

David og Salomo. 10

En røverkonge. 11

Davids taktik. 13

Saul dør 13

Aristokraten. 14

Henrettelser 15

Batseba. 16

Amnon og Tamar – bror og søster 16

Kvinder 18

David og de fremmede. 18

Strejtog og plyndringer 20

Pagtens Ark. 20

En Cæsar 21

Batseba. 22

Absalom – vreden imod David. 22

David forbandes. 23

Sammenfatning. 26

Advarslerne mod kongedømmet 27

v15  David regerede over hele Israel og øvede ret og retfærdighed mod hele sit folk.

(2 Samuelsbog 8)

v23  Men David sagde: »Pas jer selv, Serujasønner! Vil I virkelig sætte jer op imod mig i dag? I dag er der ingen i Israel, der skal lide døden, for nu ved jeg, at det er mig, der er konge over Israel.« v24  Kongen sagde til Shim'i: »Du skal ikke dø!« Og det gav han ham sin ed på.

(2 Samuelsbog 19)

v8  »Jamen hvad har jeg gjort?« spurgte David.«

(1 Samuelsbog 29)

v17  Jeg tænkte, at dine ord, herre konge, nok ville give mig ro i sindet, for du, herre konge, er som en Guds engel til at vurdere godt og ondt. Herren din Gud være med dig!«

(2 Samuelsbog 14)

v8  Han tilføjede: »Du kender din far [David] og hans mænd og ved, at de er tapre og forbitrede som bjørne i det fri, når man har taget ungerne fra dem. Desuden er din far en kriger.

Alle i Israel ved jo, at din far [David] er en helt, og at han er omgivet af tapre mænd.

(2 Samuelsbog 17)

v10  Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus.

(2 Samuelsbog 12)

David er Israels konge – Herrens salvede – Herrens udvalgte. David er Herrens tjener som Esajas taler om. Gud Herren udvalgte David ud af mange for at velsigne ham og sætte ham til hyrde for fårene. Herren har afgivet evige løfter til David og hans hus. David er ifølge Det gamle Testamente den konge i Israel som afløser Israels første konge nemlig Saul. Før Saul var der i følge Det gamle Testamente ikke egentlige konger - men såkaldte dommere. Dommerne og de senere konger havde grundlæggende den samme funktion – de er sendt for at frelse Israel - men hele institutionen er helt forskellig.

Navnet David har en sådan position i Det gamle Testamente at det ofte bruges i stedet for ordet konge eller i stedet for den regerende konges eget navn. Alle kongerne er David – de er ét med David eller Davids søn. Siden hen bliver betegnelsen David og Davids søn en titel for den Messias som jøderne ventede. Kristus er Davids søn.

Ordet David betyder muligvis konge eller øverstbefalende. Muligvis er der sket en forveksling. Muligvis hedder David slet ikke David – fordi David er hans titel og ikke hans egennavn.

Navnet på den borg eller by som David erobrede i Jerusalem (jebusitternes borg) er muligvis Davidsbyen – dvs at byen eller borgen har heddet Davidsbyen før at David erobrede den! Hvis det er sandt er David ikke hans egennavn – men den titel som David tog efter at han havde indtaget Jerusalem – den gamle kana’anæiske by!

David blev begravet i en klippehule inden i denne borg Davidsbyen. På Jesu tid kender man stadigvæk denne grav og den findes stadigvæk i det 1. århundrede. Den er ikke fundet siden trods mange udgravninger. Men hele området er blevet udgravet så vi kan se murene og linjerne i Jerusalem på Davids tid. De senere konger i Juda blev begravet sammen med David. Da man gravede en vandtunnel gennem klippen i oldtiden borede man uden om Davids grav i en bue! Vi kan altså nogenlunde se hvor David lå begravet.

Det gamle Testamente har en meget indviklet og detaljeret kronologi. Ifølge denne kronologi er David blevet konge ca 1000 f. Kr. Han regerede i 40 år fortælles det – dvs til ca 960 f. Kr. Han blev afløst som Israels konge af sin søn Salomo. Efter Salomos død blev landet opsplittet i to riger – Nordriget eller Samaria der blev kaldt for Israel (og som omfattede de 10 af de 12 stammer) og Sydriget – Juda eller Judæa – som omfattede Judas stamme og område og hovedstaden Jerusalem. Ifølge Det gamle Testamente blev riget taget fra Salomos søn og hans slægt fordi Salomo havde syndet – han havde gjort det som var ondt i Herrens øjne.

Vores faktiske viden om David – og Saul og Salomo og hele samtiden – stammer udelukkende fra Det gamle Testamente. Vi har ikke én eneste lille notits i kilder fra nabostaterne! Dette gør selvfølgelig hele historien mere usikker.

Det deuteronomistiske historieværk.

Vores viden stammer fra det som kaldes det deuteronomistiske historieværk. Dette historieværk er blevet færdigredigeret (færdigskrevet) ca 500 f. Kr eller i 400 tallet f. Kr. – altså ca 500 år efter Davids tid. Historieværket omfatter alle bøgerne fra 5. Mosebog til 2. Kongebog. Vi skal altså forestille os at dette meget lange afsnit af Det gamle Testamente oprindeligt har udgjort én sammenhængende beretning. Opdelingen i Josvabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne er altså sekundær. For eksempel ved vi at opdelingen i 1 og 2 Samuelsbog og 1 og 2 Kongebog først er sket senere. Hele beretningen om Israels historie har været én sammenhængende beretning – fra Moses og helt ned til 500 tallet f. Kr. hvor Babylon besejrede Israel og hvor kongedømmet blev tilintetgjort – og dele af befolkningen sendt i eksil i Babylon. Historieværket dækker ifølge dets egne oplysninger en periode fra ca 1350 f. Kr. (Moses) til 587 f. Kr. – nederlaget til Babylon – altså hele Israels historie. I hele denne lange periode findes der mange årstal som vi er sikre på – fordi de kan bekræftes af mange forskellige kilder (assyriske, egyptiske, babylonske kilder).

Historieværket er samlet, redigeret, til dels skrevet af jødiske præster, lærde og skriftkloge – på et meget senere tidspunkt end de begivenheder som beskrives. Derfor lægger historieværket nogle gange personerne noget i munden som de antageligt ikke har sagt. David og Salomo bruges som talerør for den religion, tro eller gudsopfattelse disse præster havde i 400 tallet f. Kr.! Det er ikke til at undgå – sådan foregik al historieskrivning i oldtiden. De græske historieskrivere gør det samme. De forholder sig frit til stoffet – de digter små samtaler og episoder. De kombinerer ting som egentlig ikke har noget med hinanden at gøre.

Forfatterne eller redaktørerne har haft et meget stort skriftligt materiale til deres rådighed. De har haft masser af skriftlige kilder og de har haft mange faste mundtlige traditioner. De opfinder ikke historien! Det som de skriver, er absolut ikke fri fantasi men de former hele historien i en bestemt retning. De fortolker hele udviklingen religiøst. Alt forklares ved forholdet mellem Gud og folket. Når det går skidt for Israel skyldes det at det bliver ramt af Guds vrede – og Gud er med rette vred på Israel fordi det har dyrket de fremmede guder. Synd – begrebet synd - er i historieværket forbundet med gudsdyrkelsen – synd er ikke noget moralsk. Salomo var en stor synder fordi han tillod dyrkelsen af de fremmede guder – selv om han ikke selv tilbad disse fremmede guder. Synd er noget kultisk, noget rituelt. Synd er at tilbede Gud på en forkert måde. I Nordriget tilbad de Gud eller Herren som en tyr – en guldtyr. Dette var en stor synd – ikke fordi de tilbad andre guder – men på grund af dyrkelsen af billedet af tyren (billedforbudet i Moseloven).

Hele den 1. Krønikebog i Det gamle Testamente handler om David. Krønikebøgerne er meget sene produkter – de er redigeret og skrevet efter det deuteronomistiske historieværk – måske ca 300 f. Kr. Krønikebøgerne har ikke nogen særlig kildemæssig værdi i forbindelse med David. De giver en meget idylliserende skildring af David som hele Israels idealkonge! 1. Krønikebog bruger helt klart Samuelsbøgerne som kilde – men alle oplysninger om David som på nogen måde kan opfattes som negative bliver filtreret fra! Vurderet historisk er billedet af David altså ren manipulation. Krønikebogen retter simpelt hen i teksten i Samuelsbogen - udelukkende ud fra en ideologisk og teologisk synsvinkel – ikke fordi Krønikebogen har andre kilder til rådighed! Forfatterne til 1. Krønikebog har simpelt hen slettet det som de ikke brød sig om!

Der er ikke noget i vejen med Det gamle Testamente som en historisk kilde – tværtimod! Vi skal bare passe lidt på når vi læser teksten – fx historien om David. Forfatterne til historieværket lægger tekster og trosforestillinger tilbage til Davids tid – hvor de ikke hører hjemme. Der er ikke noget i vejen med de ord som Salomo taler i begyndelsen af 1. Kongebog – Salomos bøn og velsignelse. Men disse ord er med garanti aldrig nogen sinde blevet udtalt af Salomo! De bliver lagt i munden på Salomo! Disse ord af Salomo – sammen med Natans forjættelse til David og Samuels afskedstale – er evige udtryk for den jødiske tro. De er helt uovertrufne i Det gamle Testamente. De er fantastiske udtryk for den jødiske tro! Men de er udtryk for den senjødiske tro og teologi ca 500 f. Kr.! De er ikke udtryk for Davids eller Salomos eller Natans tro! Vi skal bestemt ikke forkaste Det gamle Testamente som en kilde! Det gamle Testamente er en god kilde – man skal bare vide hvad der er hvad! Forfatterne af historieværket lægger Salomo ordene i munden for at udtrykke at denne tro er urgammel og sand og hellig! Sådan gjorde man i oldtidens historieskrivning – sådan gjorde grækerne og babylonerne og romerne også! Historieværket fortolker alle begivenheder religiøst – det gjorde man i hele oldtiden. Det betyder ikke at historien om David er løgn og latin – det betyder blot at historieskrivningen foregik på en anden måde i oldtiden.

I historieværket findes mange små stykker som går langt tilbage og er ægte og meget gamle overleveringer. Deboras sang fra Dommerbogen er et ægte digt fra omkring 1100 f. Kr. – nok det ældste stykke i Det gamle Testamente! Tekster bliver bedre – mundtligt - bevaret når de er på vers! Det kender vi også fra Homer i Grækenland. Deboras sang minder faktisk om Homers heltedigte. I historierne om David findes faktisk også et heltedigt – over Saul.

I Israel begyndte man tidligt at skriver årbøger eller annaler – det vil sige små notitser år for år om store begivenheder i kongens regeringsperiode. Annaler kender vi fra alle samfund og lande – også fra Danmark fra den tidlige middelalder. I historieværket finder vi disse annaler citeret nogle steder – fx et sted som handler om kæmpen Goliat.

Historieværket indeholder mange dobbeltberetninger – dvs den samme begivenhed bliver omtalt to gange men med afvigelser. Årsagen er at der har eksisteret forskellige mundtlige eller skriftlige traditioner – og historieværket prøver at få det hele med! Den kronologiske beretning kan også være helt usammenhængende – fx efter en mands død fortæller man bare videre om hvad han gør! Men alle disse mærkværdigheder skyldes at historieværket ikke er forfatterværk men en samling af gamle sagn, legender, traditioner.

Efter de flestes mening kan vi stole på historieværket i de meget grove træk. Det vil sige: Det er meget sandsynligt at Saul er en virkelig figur og at han har været konge i Israel eller i dele af Israel. Det er meget sandsynligt at han har ført krig med især filistrene. Det er meget sandsynligt at David er en kriger som er kommet i hans tjeneste. David har hurtigt vundet et stort ry – som det siges. David er stærk og mægtig og har lykken med sig. Saul gør David til militær leder. Saul bliver i stigende grad afhængig af David. David bliver gift med Sauls datter – med prinsessen – og David får mere og mere magt. På et tidspunkt starter David et oprør imod Saul og David allierer sig med alt og alle - på kryds og tværs. David vil have magten i riget. Han er hård og kynisk. Han allierer sig med arvefjenden filistrene. Til sidst lykkes det for David at erobre magten i Israel og han bliver konge – ca 1000 f. Kr.

Sådan mener de fleste historikere at historien forløber. David optræder brutalt – han bedrager og er temmelig troløs. Han stiler eensidigt imod magten – koste hvad det vil. Han udrydder alle sine fjender. Han viger ikke tilbage for noget. Han bliver bakket op af en klan eller et parti i Israel og hans popularitet vokser hele tiden. Hvordan Saul dør er stadig væk omstridt. Historisk set ligger der meget tåge over Sauls død men på et tidspunkt dør Saul – sandsynligvis i en krig med filistrene på et tidspunkt hvor David er allieret med filistrene! – og vejen bliver åbnet for David. Vi kan sige at David er sønnen der kæmper imod faderen. Måske er David skyld i Sauls død – men det kan vi ikke bevise ud fra Det gamle Testamente.

Saul

Saul bliver afhængig af den unge David og for David bliver tjenesten hos Saul den store chance. Saul er svag i den forstand at han lider mange nederlag over for filistrene – som da også ender med at tage livet af ham og hans sønner. David viser sig som en succesfuld kriger. Myten om at David er en lille fårehyrde som er rødmosset, har kønne øjne, ser godt ud og er god til at spille på citer – er meget meget senere! Den myte er del af historieværkets ideologiske billede af David som ideal. Disse myter har ingen historisk værdi. Historieværkets forfattere har selvfølgelig ikke haft nogen viden om Davids udseende.

Saul gør David til sin svigersøn – sin søn i en vis forstand. Dette er en enorm chance for David og historisk set bruger David nok sin nye position til at starte en opstand imod Saul. Det er det gamle skema: Sønnens oprør imod faderen som vi ser mange gange i Det gamle Testamente.

Da Saul vil gøre David til svigersøn reagerer David med at sige at det er han slet ikke værdig til. Dette svar er muligvis bare sædvane og kutyme. Vi ved fra utallige eksempler at når mennesker i Det gamle Testamente tilbydes høje poster reagerer de altid på denne måde – ved at erklære at de ikke er værdige. Eksempler herpå er Gideon der udnævnes til dommer, Saul selv da han salves til konge, alle profeterne da de kaldes til profeter osv! Men måske ligger der også noget andet i Davids svar:

v17  Saul sagde til David: »Jeg vil give dig min ældste datter Merab til hustru, hvis du viser dig tapper i min tjeneste og fører Herrens krige.« v18  Men David svarede Saul: »Hvem er jeg, og hvad er min stamme og min fars slægt i Israel, at jeg skulle blive kongens svigersøn?«

(1 Samuelsbog 18)

Meget tyder nemlig på at Davids slægt – dvs hans fars slægt – Isaj – stammer fra moabitterne. Ifølge Ruts Bog er Davids farmor nemlig en moabitisk kvinde som kommer til Israel fra moabitternes land på den anden side af Jordan. Der har nok eksisteret en gammel tradition om at Isaj og David stammede fra moabitterne – selv om Ruts Bog er en senjødisk bog som er skrevet 700 år efter Davids tid.

Meget tyder på at den gamle legende i Israel om David og moabitterne er rigtig nok. Under borgerkrigen er David nødt til at bringe sin familie i sikkerhed – ellers var den muligvis blevet henrettet. David sørger for at Isajs slægt – Davidsslægten – kommer i sikkerhed hos moabitterne på den anden side af Jordan. At nedstamme fra moabitterne var bestemt ikke noget at prale af i det gamle Israel! Det har været med til at give David en svagere stilling. David har måske til dels været en outcast. Han har haft sværere ved at blive anerkendt af de tolv stammer. Hele sit liv kæmpede David en håbløs kamp om at blive anerkendt i Israel og det kan muligvis have sammenhæng med denne afstamning. Moabitterne var ifølge Det gamle Testamente et helt fremmed folk – de var ugudelige, hedenske og afskyelige! Alle moabitterne nedstammer nemlig fra Moab – og Moab er resultatet af Lots afskyelige samleje med hans egen kødelige datter (Mosebøgerne)! Rent historisk er moabitterne indvandret i Kana’an ligesom og på nogenlunde samme tid som Israels tolv stammer.

v3  Derfra drog David til Mispe i Moab og sagde til Moabs konge: »Lad min far og mor rejse over til jer, indtil jeg bliver klar over, hvad Gud har for med mig.« v4  Han bragte dem så til Moabs konge, og hos ham boede de, lige så længe David var i klippeborgen [under oprøret mod Saul].

(1 Samuelsbog 22)

Den mand (Hushaj) som i Samuelsbøgerne kaldes Davids Ven – med en speciel titel – er arkit dvs han tilhører ikke de tolv stammer - han er ikke israelit – han er kana’anæer. David har måske i høj grad allieret sig med den slags outsidere i kampen om magten.

David appellerer meget kraftigt under Absaloms oprør til følelserne i Israel og beder folket om at tage ham tilbage, men det er ikke sikkert at Israel har haft det helt som David:

Skal I virkelig være de sidste til at hente kongen hjem? v13  I er dog mine landsmænd og af samme kød og blod som jeg.

(2 Samuelsbog 19)

David omgiver sig altid med en livgarde - et kampkorps – af såkaldte kretere og pletere – kreti og pleti. Det er noget omstridt hvad dette udtryk dækker. Kreti og pleti er et ordspil. Kreti betyder nok ikke folk fra Kreta – selv om de har været kendt i det gamle Israel. Kreti og pleti betyder efter de flestes opfattelse professionelle lejesoldater fra filistrenes folk. Det er altså yderligere et træk som viser at David omgav sig med folk af fremmed herkomst – trofaste krigere som han kunne stole på! Men dette har også skabt en konstant modsætning til Israels folk og stammerne.

Historieværket tegner et billede af David og dette billede får selvfølgelig betydning for eftertiden. Vi ved ikke om dette billede er historisk korrekt men vi kan stadigvæk analysere og bruge dette billede. Det fortæller os en masse om Det gamle Testamente og dets tankeverden. Hvis vi måler David med vores etik og moral må vi sige at David er usædvanlig brutal, kynisk og beregnende. Han er en moralsk katastrofe. De beretninger vi har om David viser ham som en skikkelse der minder om de onde romerske kejsere i kejsertiden der kun var optaget af deres egen magt og forfængelighed. David svigter sine løfter og de eder til Herren som han højtideligt har svoret bryder han hvis det på nogen måde gavner hans egen sag. David er et overmenneske - kan vi sige. David har nok respekt for ligeværdige mennesker - som Saul - men ingen som helst respekt for undermennesker dvs almindelige mennesker. David myrder og henretter uskyldige almindelige mennesker for et godt ord. Det er den kongelige klogskab og visdom som han siger til Salomo. At udnytte alle chancer. At dræbe sine modstandere – det er at være snedig. At lyve højlydt og højtideligt – det er at være meget snedig! David er netop snu og snedig ifølge historieværket! Han vil alliere sig med Fanden får at få magten. Han tænker i kategorien over- og undermennesker. Moralsk set – med vores moral – falder han helt igennem. Han er et monster. David er en rigtig bundumoralsk røverkonge. Vi kan sige at det var med god ret at de ti stammer – Israel – gjorde oprør imod monarkiet efter Salomos død! Monarkiet under David og Salomo var blevet en rædselstid – som de romerske kejsere. David bedyrer hele tiden sin uskyld – Hvad har jeg gjort? Som han hele tiden siger - men han gør det lidt for meget! Ingen tror rigtigt mere på hans forsikringer. David har blod på hænderne når han bedyrer sin uskyld. David er klar til at slå sin bedste ven ihjel hvis det gavner hans sag – og så benægte det bagefter. Historieværkets beretning om Davidstiden er usædvanlig blodig og chokerende. Opgøret efter Davids død er virkelig de lange knives nat. For en moderne læser er det meget svært at se at David er en helt. Det virker som om at Herren har salvet den forkerte! En moderne læser kan måske identificere sig med Saul, men slet ikke med David!

Samuelsbøgerne handler først og fremmest om David. Samuelsbøgerne er blevet formet og tilpasset af jødiske præster og skriftkloge i 400 tallet f. Kr. Der er mange kildemæssige problemer i denne skildring af David. Nogle steder kan vi se at disse jødiske lærde har præget beretningen meget. De digter også selv små legender. Fx har der var et sted – en mark – som i 400 tallet blev kaldt for Sværdklingernes Mark. - Hvorfor hedder den mon sådan? Tilsyneladende sådan spørger de jødiske lærde og så gætter de: Der foregik nok engang et slag mellem Sauls folk og Davids folk på denne mark! Og det slag foregik nok sådan og sådan. Denne legende er typisk for ældre historieskrivning og der virkelig mange eksempler i historieværket. Et andet eksempel er stednavnet Absaloms Minde – hvorfor hedder det mon sådan? Vi kender denne metode fra hele oldtiden. Vi kender også den slags fra vores Danmarks historie. Mange stednavne frister til at give sådanne forklaringer! De er som regel et falsum!

Billedet af David er et produkt af de forestillinger som disse jødiske lærde havde. De forestiller sig hvordan det var engang i fortiden – i gamle dage – i heltetiden – i Israels stortid, da Israel var et verdens rige og hvor alle kongerne var vasalkonger under David! De jødiske lærde tror at Davids tid var barsk, hård, grusom og det var David også. De jødiske lærdes egne fortolkninger spiller altså en rolle – men de har først og fremmest brugt det meget store kildemateriale de havde – virkelige ægte kilder som årbøgerne fra det gamle Israel. Samuelsbøgerne og Kongebøgerne er bestemt ikke fri fantasi! Men de er farvet af en bestemt opfattelse – lige som når alle nutidige danskere tror at alle vikinger gik med en hjelm med horn! (Sagen er at vikingerne aldrig gik med horn – hornene kender vi kun fra bronzealderen!).

Snu og snedig.

David er grundlæggende snu og snedig, når vi læser Samuelsbøgerne. I Samuelsbøgerne er det også Saul der giver den berømte karakeristik af den unge David – at han er snedig! Det er hans store styrke. At David er så snu og snedig er årsagen til hans senere store magt og herlighed. Også Davids hærfører Joab er snu og snedig. Under Davids regering kommer der et oprør imod Davids herredømme fra en mand ved navn Sheba. Sheba truer - lige som mange andre oprørere - med at vælte David helt og fuldstændigt. David sender Amasa ud for at samle hæren. Det aftales at Amasa skal mødes med Joab i byen Gibeon. Men ved dette møde viser Joab sig som meget snu og snedig! Vi skal tænke på at Amasa er helt uforberedt! Han forventer at han skal holde et almindeligt møde med Joab og Davids folk:

v8  Da de [Joab] kom til den store sten i Gibeon, var Amasa allerede kommet. Joab var iført sin våbendragt. Uden på den havde han et bælte med et sværd i skeden, der var fastgjort ved lænden. Da han gik frem, faldt det ned.

v9 Joab sagde til Amasa: »Hvordan har du det, broder?« Han greb Amasa i skægget med højre hånd for at kysse ham; v10  men Amasa tog sig ikke i agt for det sværd, Joab havde i hånden, og Joab stak det i maven på ham, så indvoldene væltede ud på jorden. Han døde for et eneste stød.

(2 Samuelsbog 20)

Joab er snedig. Han overlister Amasa. Han forvirrer Amasa ved først venligt og kammeratligt at spørge ham om hvordan det går. Joab forvirrer Amasa ved at lade som om han vil kysse Amasa. Joab er virkelig snedig! Han viser sin overlegenhed over for Amasa! Når vi læser om dette drama har vi svært ved at forstå hvordan oldtiden kunne opfatte denne handlemåde som snuhed, snedighed, klogskab og visdom – som det kaldes i historieværket! Der er en dyb afgrund mellem vores opfattelse og oldtidens og Det gamle Testamentes opfattelse! Vi bliver rystede og vi føler afsky – med god grund – når vi læser sådanne beretninger.

Joab er modig. Joab viser sin tapperhed. Joab frygter ikke noget. Han bliver ikke nervøs eller bange. Han kan tage sig sammen. Han er en af Davids helte – sådan er tankegangen i Det gamle Testamente! David frygter Joab, siges det – Joab er et overmenneske.

Når vi læser om David, bliver vi – moderne mennesker - naturligt rystede og forbløffede. Vi synes at det som David gør og siger, er forkasteligt, umoralsk og umenneskeligt. Men vi skal huske at David er et barn af tiden og et barn af oldtiden. David er som alle de andre konger i oldtiden. Når vi læser om de assyriske eller babylonske konger ser vi nøjagtigt de samme træk – og vi føler den samme afsky. Sådan var oldtidens konger – eller sådan blev de i al fald fremstillet. Kongens storhed og vælde viser sig i hans grusomhed og vilkårlighed! I Samuelsbøgerne advarer Gud indtrængende Israel imod at anskaffe sig en konge og indføre monarkiet. Den advarsel går i høj grad i opfyldelse og David er det første gode bevis!

Jesus eller Kristus er Davids søn – han er en søn af David. Josef tilhører Davids slægt, siges det. Når vi læser det skal vi huske at ordet David i løbet af Det gamle Testamente får en meget videre betydning end personen David! Ordet David bliver et symbol, et begreb som ikke har ret meget at gøre med den historiske David. David betyder det samme som Herrens tjener hos Esajas eller den David som optræder i Salmernes Bog. David er en frelser – han er den konge som skal frelse Israel og hele verden. Jesus er selvfølgelig ikke en person der skal blive lige som den historiske David. På Jesu tid er den historiske David jo også meget fjern fortid! Både den jødiske tro og det jødiske samfund havde ændret sig totalt siden Davids tid. Tidens tanker var blevet helt anderledes. David var blevet et symbol.

Kampen mellem nord og syd.

Efter Salomos død holder hele folket møde og følgende bliver sagt til den nye konge Rehabeam som er en søn af Salomo:

v4  »Din far [Salomo] lagde et tungt åg på os; hvis du letter det trællearbejde og det tunge åg, som din far lagde på os, vil vi tjene dig.« v5  Men han svarede dem: »Gå bort, vent tre dage, og kom så tilbage til mig!« Og så gik folk bort.

(1 Kongebog 12)

Men den nye konge er meget hånlig og uforsonlig. Davidskongerne i Jerusalem er et tyranni – sådan er det blevet opfattet. De hører ikke til Israel. Byen Jerusalem var slet ikke nogen israelitisk by – den var befolket af et andet folk jebusitterne. De ti stammer nægtede at lade sig underkue af Judas stamme og af Jerusalem. Den nye konge fra Jerusalem var fuldstændigt afvisende:

v12  Den tredje dag kom Jeroboam [fra norden] med alle folkene til Rehabeam, som kongen havde befalet, da han sagde: »Kom tilbage til mig om tre dage.« v13  Kongen svarede folket hårdt; han forkastede det råd, de gamle havde givet, v14  og sagde til dem efter de unges råd: »Har min far [Salomo] lagt et tungt åg på jer, vil jeg gøre det tungere; har min far tugtet jer med svøber, vil jeg tugte jer med skorpioner!« v15  Kongen ville ikke lytte til folket.

(1 Kongebog 12)

På længere sigt fører dette brud – de to stater - mellem nord og syd til en stempling af hele kulturen nordpå. Jerusalem kan kun se hedenskab og oprør i de nordlige stammer. Vi kender det fra Det nye Testamente: - Kan noget godt komme fra Galilæa? Som bekendt kom Jesus fra de nordlige provinser nemlig fra Galilæa! Bruddet fik uoverskuelige konsekvenser. Men Det gamle Testamente blev i det væsentlige et produkt af Jerusalem – religionen og troen i Jerusalem – i Juda - gik af med sejren. Juda og Judaea kom til at betyde slet og ret jøde.

Davids oprør

David er en ledende militær person som øjner chancen og starter et oprør imod den siddende, legitime konge for selv at tage magten. Det er den mest sandsynlige historiske sandhed. Vi kender dette mønster fra utallige andre eksempler fra Det gamle Testamente – og fra hele oldtiden. Militærmandens magt og omdømme vokser og vokser og han griber pludselig chancen. I Samuels og Kongebøgerne bliver Saul fordrejet til at være en ond mand og David bliver fremstillet som uskyldig - men dette er nok en stærk fordrejelse. Det som David gør – opstanden og oprøret – er både ulovligt og illoyalt og bedragerisk. David viser sig som helt troløs. Han svigter fuldstændigt den tillid som Saul har vist ham. David svigter loyaliteten mellem krigerne – brødrene. Siden hen svigter David muligvis også denne loyalitet over for helten Urias – hans broder.

Alligevel opløftes David som en helt i historieværket. Han faldt ikke fra den rette gudstjeneste – modsat alle de andre konger. Det gamle Testamente har slet ikke vores livsanskuelse og moral. Der er vitterlig en afgrund mellem dem og os. Det som vi opfatter som umenneskeligt og afskyeligt – bliver accepteret i Det gamle Testamente. Ifølge historieværket er David en stor konge – og store konger er nu engang grusomme og onde – de har lov til at være voldelige og grusomme. Sådan er menneskets natur. Sådan er verden. Det voldssamfund vi finder omkring David bliver ikke fordømt. På den måde ligner Det gamle Testamente hele oldtiden. Vi finder de mest afskyelige krigsberetninger fx hos assyrerne og babylonerne – men de bliver opfattet som store beviser for at storkongen er mægtig! Storkongen i Babylon har lov til at udrydde og slagte store menneskemasser og pine dem grusomt. Det viser kun hans vælde, storhed og magt! Kongen behøver ikke at være et godt menneske – men han skal først og fremmest have stor magt, mere magt end alle andre.

David levede i et stærkt voldeligt samfund. Det kan vi se i hvert eneste vers i historieværket. I det følgende instruerer Davids søn Absalom sine mænd i hvad de skal gøre – hvordan de skal dræbe og henrette en mand. De skal udnytte chancen når han har drukket sig beruset. Absalom er klog og snedig – han har visdom! I følge Absalom skal mændene vise tapperhed og mod og ikke være bange. De skal tage sig sammen og være rigtige mænd. Mænd kan ikke vise sig som svage – så er de fortabt. Hvis mændene ikke har mod til at dræbe og slagte Amnon – er de ikke bedre end kvinder! Sådan blev disse ord og begreber anvendt i Davids samfund:

v28  Absalom gav nu sine folk den ordre: »Læg mærke til, når vinen har gjort Amnon lystig. Når jeg så siger til jer: Hug Amnon ned! skal I dræbe ham. I skal ikke være bange; det er mig, der har givet jer ordren. Tag jer sammen og vis mod!«

(2 Samuelsbog 13)

Brødre som slår hinanden ihjel, krig, voldtægt og massedød – det er det som sker. Det kan ikke undgås. Det er livets lov. Det skal en mand ikke klage eller klynke over. Rigtige mænd er ikke ofre, men krigere. Allerede Kain slog sin broder ihjel. Rigtige mænd er hidsige og de holder på deres ære. De kræver blodhævn. De tåler ikke nogen krænkelse af deres eller slægtens ære. En mand tåler ikke at blive vanæret – heller ikke af kvinder for en kvinde kan kaste skam over sin mands hoved ved ikke at føde ham sønner. En mands ry og omdømme er ham mere kært end livet – og i al fald meget mere kært end hans kvinder! Et liv uden stolthed, ære og herlighed er slet ikke noget liv – ikke for mænd. Mænd græder ikke – men de græder rituelt under ligklagen over de døde helte – vore brødre. David græder voldsomt over Saul – men ingen kvinde kan vække nogen dybere følelse i ham. Mandens væsen er krigeren, krigshelten. Manden lever kun fuldt ud når han går i krig og vinder æren. Den største ære vindes ved at dræbe utallige fjender og skille deres ugudelige hoveder fra kroppen. Denne ære er evig. Mandens navn lever videre for evigt. Han mindes med ærefrygt. Han får et evigt liv. - Mænd og brødre kommer til at slå hinanden ihjel, som det hedder i 2. Samuelsbog kapitel 13 som kommentar til Absaloms drab af broderen! Sådan noget sker!

Fremmede guder

Forskellige ting tyder på at David deltog i dyrkelsen af de fremmede guder - lige som så mange andre i Israel. Det siges for eksempel at David tog de fremmede guder – gudestatuer – med sig når han havde overvundet et folk med sine heltebedrifter. I det følgende citat overtager David et smykke fra den fremmede gud Milkom som er en seksuelt betonet frugtbarhedsgud – som Ba’al:

v29  David samlede hele hæren og drog mod Rabba [Jordan], angreb den og indtog den. v30  Fra [guden] Milkoms hoved fjernede han guldkronen, der vejede en talent, og en ædelsten. Den blev anbragt på Davids hoved. Fra byen tog han et vældigt bytte, v31  indbyggerne førte han med sig, og han satte dem til at arbejde med sav, jernhakke og jernøkse eller overførte dem til arbejdet ved teglstensformene. Således gik han til værks over for alle ammonitternes byer.

(2 Samuelsbog 12)

Milkom betyder kongen eller herren. Milkom er det samme ord som Melek og Molok som vi også kender som gudenavne i Det gamle Testamente (Ordets stamme er mlk). Fx ofres der mennesker til Molok. Alle disse navne dækker egentlig det samme og de dækker det samme som gudenavnet Ba’al der blot betyder Herren. Vi skal nok ikke tro at der er tale om forskellige guder. Der er tale om den samme fælles semitiske frugtbarhedsgud – Ba’al eller Herren. Hvordan David har opfattet disse forskellge guder ved vi naturligvis ikke noget om. Vi kan kun se hvad han gør i nogle få tilfælde. Under Salomos regering kommer der imidlertid en rigtig officiel kult af de fremmede guder. Grænserne har været meget flydende. En af Sauls sønner hedder fx Ba’als søn når vi oversætter navnet!

Filistrene går i krig mod David og de tager deres gudebilleder med i krigen. Da bliver slået og må flygte. Deres gudebilleder ligger tilbage. David tager disse gudebilleder med. David gør det samme som filistrene i sin tid gjorde da de erobrede Pagtens Ark. Filistrene stillede Pagtens Ark op i deres vigtigste Ba’al tempel ved siden af deres gudestatuer.

v21  Dér efterlod filistrene deres gudebilleder, og David og hans mænd tog dem med sig.

(2 Samuelsbog 5)

Vi ved også fra Samuelsbøgerne at David havde en såkaldt husgud i sit hjem. Hvad det betyder, er ikke helt sikkert. Husguderne er billeder (statuer) af guder – også fx fallos figurer – som var opstillet i hjemmet og blev tilbedt og som man ofrede til. Husguden var ofte en frugtbarhedsgud og ofte en kvindelig gud. Husguden er den nære gud som giver velsignelsen til slægten - og især til faderen i familien! Vi har arkæologisk fundet mange husguder i Palæstina. Davids hustru redder ham fra Sauls forfølgelse på denne måde. Husguden må altså have været et stort billede – en statue eller støtte. Husguden skal ligne David i sengen:

v12  Så firede Mikal David ned fra vinduet, og han flygtede og undslap. v13  Men Mikal tog husguden og lagde den på sengen. Hun anbragte et gedeskind ved dens hoved og dækkede den med et tæppe.

(1 Samuelsbog 19)

Vi kan sige at der i Det gamle Testamente findes noget man kan kalde tilbedelsen af magten. Det viser sig mange steder – også nogen gange i gudsopfattelsen. Det viser sig også ved at Kongebogen fortæller at profeten Elias lod en stor ild falde ned fra himlen og på den måde skabte han en omfattende ildebrand som dræbte 50 mennesker – 50 mennesker brændte op i flammerne! Efter vores begreber er disse mennesker komplet uskyldige i forhold til Elias. De har intet gjort der kan forklare Elias’ adfærd! Den magt som Elias udøver, er brutal, helt vilkårlig og hensynsløs! Men historien fortælles for at vise at gudsmanden Elias er en stor mand! Vi kan se at der er en afgrund mellem dem og os.

David og Salomo

Da David er blevet gammel og skal dø giver han en række gode råd til sønnen og efterfølgeren Salomo. – Vær stærk og mandig! (1 Kongebog 2.2). David taler om folk han har haft hos sig i mange år:

v5  Du ved selv, hvad Joab, Serujas søn, har gjort imod mig. v6  Brug nu din klogskab, og lad ham ikke gå ned i dødsriget med fred i hans høje alder!

v8  Så har du også Shim'i, benjaminitten Geras søn fra Bahurim. Han kom ganske vist ned til Jordan for at tage imod mig, og da svor jeg ved Herren, at jeg ikke ville lade ham dø for sværdet. v9  Men du skal ikke lade ham gå fri. Du er klog nok til at vide, hvad du skal gøre ved ham. Lad ham gå ned i dødsriget med blod i hans høje alder!«

(1 Kongebog 2)

David instruerer Salomo i hvordan han skal dræbe og henrette folk som har tjent David i mange år – men som David tror kan være en trussel mod Salomo. På trods af sit hellige løfte siger David at også Shim’i skal henrettes (Jvf citatet i starten)! David viger ikke tilbage for noget hvis det drejer sig om magten. Salomo skal bruge sin visdom og klogskab! Efter at Salomo er blevet salvet til konge følger da også et forfærdeligt blodbad på kongens fjender eller konkurrenter. Ved Salomos tiltrædelse kommer der en sand de lange knives nat! Alt bliver styret og bestemt af den vise Salomo – han er klart ansvarlig for drabene – men bag ved styrer hans fader - den døde David.

Salomo beslutter også at henrette sin egen bror Adonija:

v24  Ja, så sandt Herren lever, han som har sikret mig herredømmet på min far Davids trone og bygget mig et hus, som han lovede det: I dag skal Adonija lide døden!« v25  Kong Salomo gav så Benaja, Jojadas søn, ordre til at hugge ham ned. Sådan døde han.

(1. Kongebog 2)

Salomo beslutter sig også til at lade hærchefen Joab henrette. Disse drab foregår ikke i krig og ikke efter nogen retsproces. De pågældende bliver uden videre slagtet og hugget ned. Salomo ønsker fred:

Men over David, hans slægt, hans hus og hans trone skal Herrens fred være i evighed.« v34  Benaja, Jojadas søn, gik så hen og slog ham [hærchefen] ihjel, og han blev begravet i sit hus i ørkenen. v35  I hans sted satte kongen Benaja, Jojadas søn, over hæren, og præsten Sadok indsatte han i Ebjatars stilling.

(1. Kongebog 2)

Til sidst bliver Shim’i hentet og henrettet:

Kongen sagde til Shim'i: »Du ved inderst inde, hvor megen ulykke du har voldt min far David. Nu vil Herren lade din ondskab ramme dig selv. v45  Men kong Salomo skal være velsignet, og Davids trone skal være grundfæstet til evig tid for Herrens ansigt.« v46  Så gav kongen Benaja, Jojadas søn, ordre til at gå udenfor og hugge ham ned. Sådan døde han.

(1. Konge bog 2)

David er ikke nogen idyllisk fårehyrde eller en begavet musik spiller der får Saul i bedre humør. David er en professionel kriger som kommer i Sauls tjeneste:

v5  Hver gang David drog ud, hvor Saul end sendte ham hen, havde han lykken med sig, så Saul satte ham over sine krigere. Hele folket beundrede ham, og det gjorde Sauls folk også.

v6  Da de kom tilbage, gik kvinderne fra alle byer i Israel kong Saul i møde under sang og dans til pauker, glædesråb og triangler, v7  og de dansende kvinder sang:
Saul har dræbt sine tusinder,
      men David sine titusinder.
v8  Det syntes Saul ikke om, og han blev meget vred. Han sagde: »David giver de ti tusind og mig tusind. Nu mangler han kun kongemagten!«

(1 Samuelsbog 18)

David gør en glimrende karriere. Han får et stort ry. Saul er sikkert loyal over for David – David bliver gift med hans datter men David er meget ambitiøs.

David gør oprør og allierer sig med en præst Akimelek. Akimelek bliver siden arresteret af Saul. Akimelek bedyrer sin uskyld. Han henviser også til at David jo er stor mand med magt og prestige og at støtte ham kan ikke være forkert:

v13  Saul sagde til ham [Akimelek]: »Hvorfor har du og Isajs søn [David] sammensvoret jer mod mig? Du gav ham jo brød og et sværd og rådspurgte Gud for ham, så han kunne give sig til at lure på mig, som han gør i dag.« v14  Akimelek svarede kongen: »Hvem af alle dine folk er så betroet som David? Han er kongens svigersøn, anfører for din livvagt, og han nyder stor anseelse i dit hus. v15  Det er langtfra første gang, jeg har rådspurgt Gud for ham. Min herre kongen må ikke rette anklage imod mig og imod min fars hus, for din tjener har intet som helst kendskab til dette.«

(1 Samuelsbog 22)

En røverkonge

Under oprøret bliver David en omvandrende røverkonge. David overlever gennem hele tiden at slutte pagter med forskellige personer og familier. På den måde stiger hans magt lidt efter lidt. Davids pagter minder om den vi kender fra den moderne mafia verden. David er klar til at slutte pagt med hvem som helst hvis det kan gavne ham. Han prøver overalt at skaffe forbundsfæller og allierede. Saul prøver at slå oprøret ned. Til sidst går David i tjeneste hos filister kongen! Han allierer sig med Israels arvefjende – de fremmede som tilbeder de fremmede guder. Tidligere har David også allieret sig med moabitterne – et af Israels nabofolk som også var i krig med Israel og en gammel fjende. Forholdet mellem David og filisterkongen er jævnbyrdigt. Det har karakter af en alliance. De er begge interesseret i at tilintetgøre Sauls kongerige! Davids handling er efter vore begreber sandt højforræderi!

Hvis vi kun bedømmer David ud fra vores egen moralopfattelse og værdier og livssyn er David ikke nogen helt – han er en forbryder. Vi ville nok ikke synes at han skulle gøres til Israels konge – vi ville smide ham i fængsel!

David lever i et temmelig lovløst og ret voldeligt samfund – kan vi sige ud fra vore normer – og David er et produkt af det samfund. Hans tanker er tidens tanker og skemaer. Volden er en del af hverdagen. Sådan er det bare. Det er som at vokse op i et gangster eller mafia miljø i USA! Sådan er det bare! Sådan er livet!

v25  Da sagde David til budet [efter budskabet om de mange faldne på Israels side]: »Det skal ikke bekymre dig. Sværdet fortærer både den ene og den anden.

(2 Samuelsbog 11)

Med sine mange pagter kan David nemt komme til at krænke andre. Da David pludselig slutter en pagt med Abner som er leder af Sauls partiet svigter og krænker David helt klart sin egen hærfører gennem mange år Joab. Men David tager ikke så mange hensyn hvis det kan gavne hans opstigning til magten. Joab bliver rasende – men David er en stjerne som hele tiden stiger. Folket tilbeder ham mere og mere. Vi kan her se fænomenet – tilbedelsen af magten. David er ikke nogen helgen. Han er en sand Cæsar!

Saul får en sørgelig skæbne i fortællingerne. Vi kan føle med ham. Alt tyder på at han har behandlet David godt, givet ham avancemente og sin egen datter som konge. Saul har gjort ham til sin søn. Men David tænker mest på sin egen magt og Saul bliver forladt af Gud som det siges. Saul går fortabt. Saul må give op over for den rå magt – over for Davids snedighed og bedrag. Saul spørger med god grund hvorfor de har sammensvoret sig imod ham. David er jo kun ud på én eneste ting – at tage hans diadem og armbånd:

v13  Saul sagde til ham: »Hvorfor har du [præsten Akimelek] og Isajs søn [David] sammensvoret jer mod mig? Du gav ham jo brød og et sværd og rådspurgte Gud for ham, så han kunne give sig til at lure på mig [for at slå mig ihjel], som han gør i dag.«

(1 Samuelsbog 22)

Mens David er i tjeneste hos filisterkongen får en fri base hvorfra han foretager plyndringstogter og hærgninger. David bliver en sand røverkonge i spidsen af en klan af krigere – professionelle soldater:

v8 David og hans mænd gjorde indfald hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne. Det var den befolkning, der boede i det område, som strækker sig fra Telam helt til Shur og til Egypten.

David plyndrer disse byer, hugger hele befolkningen ned og bruger byttet til at sende bestikkelser til sine venner i Israel. Disse plyndringer kaldes meget pralende siden for sejren over malekitterne (2 Samuelsbog 1.1)! David optræder meget brutalt efter vore begreber. Han tænker mest på at øge sin polularitet i Israel og den får han gennem gaver og bestikkelser. David lyver om hvad han har gjort. David er snedig som det siges:

v9  Når David hærgede deres land, lod han hverken mænd eller kvinder i live. Men får og køer, æsler og kameler og klæder tog han, og så vendte han tilbage til Akish [filisterkongen]. v10  Når Akish spurgte: »Hvor har I gjort indfald i dag?« svarede David: »I Judas sydland [i Israel].«

v11 David lod hverken mænd eller kvinder i live for ikke at skulle føre dem med til Gat; for han tænkte: »De ville røbe os og sige: Sådan har David gjort.« Sådan bar han sig ad, lige så længe han opholdt sig i filistrenes land.

(1 Samuelsbog 27)

Vi kan se af filisterkongens spørgsmål: - Hvor har I gjort indfald i dag? At David simpelt hen lever af at lave daglige røveriske overfald på de fremmede folkeslag. David er en slags professionel kriger eller soldat. Han er en banditleder som lever af at lave daglige overfald og røverier – helt uafhængig af om disse folk eller byer har gjort nogen skade imod David eller imod filistrene! David plyndrer og dræber mænd, kvinder og børn for at gavne sin egen sag.

David lyver over for filister kongen. David siger stort set aldrig sandheden. Han siger det som er opportunt, det som gavner sagen. Han er snu og snedig som det siges! Han er ikke så naiv at han fortæller sandheden!

I denne periode angriber David også en såkaldt røverbande som det hedder i teksten. Også her går David hårdt frem. David får et enormt ry som kriger. Han myrder både kvinder og børn:

v17 Den næste dag huggede David dem så ned, fra daggry til aften. Ingen af dem undslap undtagen fire hundrede unge mænd, som sprang op på deres kameler og tog flugten.

(1 Samuel 30)

Davids taktik

David skildres på mange måder – under hans oprør imod Saul – som en røverkonge. David flakker rundt i Israel, overfalder landsbyer og holder til i klippehuler. Han tiltrækker mange forskellige slags folk – lykkejægere kan man måske sige. David lover alt til alle. Han er snedig som Saul siger et sted.

v1  David drog så bort derfra og undslap til Adullams hule. v2  Og alle slags underkuede, alle forgældede, alle forbitrede flokkedes om ham, og han blev deres anfører. Omkring fire hundrede mand sluttede sig til ham.

(1 Samuelsbog 22)

Vi får nærmest indtryk af at David bliver anfører for en flok eller klan af vrede og forbitrede mænd – desperados - som er villig til hvad som helst:

Og da Saul sad i Gibea med alle sine folk stående omkring sig, v7  sagde han til dem: »Hør her! Isajs søn [David] vil nok give jer alle sammen marker og vingårde og gøre jer alle sammen til tusindførere og hundredførere, v8  siden I har sammensvoret jer mod mig!

(1 Samuelsbog 22)

Saul dør

Saul dør mens David er i tjeneste hos filisterkongen og Saul og hans sønner dør under en krig med filistrene. Om der er en forbindelse med David – altså om David er involveret i Sauls død - kan vi ikke sige noget om. Efter Sauls død kommer en mand – en budbringer - til Davids lejr og fortæller om Sauls død på denne måde:

v6  Budbringeren svarede: »Jeg var tilfældigvis på Gilboas bjerg, og dér stod Saul og støttede sig til sit spyd, mens vognene og rytterne trængte ind på ham. v7  Han vendte sig om og fik øje på mig; så råbte han på mig, og jeg svarede ja. v8  Han spurgte, hvem jeg var, og jeg svarede, at jeg var amalekit [et af Israels nabofolk]. v9  Så sagde han til mig: ›Kom herhen og giv mig dødsstødet; jeg er i live endnu, men det sortner for mine øjne.‹ v10  Jeg trådte hen til ham og gav ham dødsstødet, for jeg var klar over, at han ikke kunne overleve, når han først var faldet om. Jeg tog diademet, han havde på hovedet, og et armbånd, han havde om armen, og dem har jeg med til dig, herre [David].«

Man får mest den mistanke at manden er blevet sendt af sted af David for at skaffe Sauls kongesymboler. Manden giver i al fald netop David det han vil have og har brug for.

Manden har måske selv dræbt Saul – men mere sandsynligt har han vel blot været til stede? Hele historien virker suspekt. Det lyder ikke overbevisende at han tilfældigvis befinder sig på stedet! David reagerer demonstrativt og sørger voldsomt over Sauls død. Davids sorg er måske en demonstration – alle ville jo mistænke David for mordet på Saul. David er altid voldsom og demonstrativ når han bedyrer sin uskyld.

v11  Da greb David fat i sine klæder og flængede dem; det samme gjorde alle de mænd, der var hos ham. v12  De holdt ligklage, græd og fastede indtil aften over Saul og hans søn Jonatan og over Herrens folk og Israels hus, fordi de var faldet for sværdet.

David tænker i klassebaner – i under- og overmennesker. Uanset hvad - har manden – amalekitten fra et fremmed folk - ikke lov at røre Saul – Herrens salvede. Manden er amalekit – han er ikke noget værd. Han er ikke værdig:

v13  David spurgte budbringeren: »Hvor er du fra?« og han svarede: »Jeg er søn af en amalekit, der bor her som fremmed.« v14  Da sagde David til ham: »Hvor vovede du at lægge hånd på Herrens salvede og dræbe ham?«

David henretter ham uden videre – som en ren mafia henrettelse. Efter vore begreber har manden ikke gjort sig skyld i noget ondt. David optræder vilkårligt:

v15  David kaldte så på en af de unge mænd og sagde: »Kom herhen og hug ham ned!« Og han slog ham ihjel.

(2 Samuelsbog 1)

Manden tilhører det folk – amalekitterne – som David angreb og nedslagtede da han var i tjeneste – som det kaldes - under filisterkongen. David regner ikke disse amalekitter for virkelige mennesker. I sine overfald imod dem tillod han sig hvad som helst. David tænker rigtigt aristokratisk – som her hvor han taler om en stormand som er død. Der er forskel på folk:

v38  Og kongen sagde til sine mænd: »I forstår vel, at det er en høvding og stormand i Israel, der er faldet i dag.

(2 Samuelsbog 3)

Aristokraten

Den aristokratiske tankegang som David har – tanken om over og undermennesker – gives der også udtryk for her – blot er denne tanke lagt i munden på hæren. Men i virkeligheden er den Davids tankegang: Han er mere værd end ti tusind af dem! David kan undvære folket, men folket kan ikke undvære David! Hvis halvdelen af hæren bliver dræbt kan David få en ny hær – men folket kan ikke blot skaffe sig en ny konge – kongen er salvet og indsat af Gud. Kongen stammer fra Gud. Mennesker har ikke samme værd. Nogle mennesker er mindre værd – de er egentlig ligegyldige:

Kongen [David] sagde til hæren: »Jeg vil selv rykke ud sammen med jer.« v3  Men de svarede:

»Det må du ikke! Bliver vi slået på flugt, er der ingen, der bekymrer sig om det; hvis halvdelen af os dør, er der ingen, der bekymrer sig om det. Men du er mere værd end ti tusind af os.«

(2 Samuelsbog 18)

Beretningen i 2. Samuelsbog om Sauls død er ikke helt identisk med beretningen i slutningen af 1. Samuelsbog. Dette er helt sikkert et eksempel på at der har eksisteret forskellige versioner af historien om Sauls død. De to beretninger ligner hinanden meget men er ikke helt identiske. Dette kaster også en tåge ud over Sauls tragiske død:

v1  Imens var filistrene gået til angreb på Israel. Israelitterne flygtede for filistrene, og mange lå dræbt på Gilboas bjerg. v2  Filistrene trængte ind på Saul og hans sønner, og de dræbte Sauls sønner Jonatan, Abinadab og Malkishua.

v3  Saul var nu hårdt presset i kampen, og da nogle bueskytter opdagede ham, blev han dødsensangst for dem. v4  Han sagde til sin våbendrager: »Træk dit sværd, og hug mig ned, så ikke disse uomskårne skal komme og hugge mig ned og mishandle mig!« Men hans våbendrager ville ikke, for han turde ikke.

Ifølge denne beretning begår Saul selvmord – uden nogen hjælp udefra. Derfor begår våbendrageren også selvmord. Der er ikke andre til stede:

Så greb Saul selv sværdet og styrtede sig i det. v5  Da våbendrageren så, at Saul var død, styrtede også han sig i sit sværd og døde sammen med ham.

Vi kan her sammenligne med beretningen i 2. Samuelsbog. Her kalder Saul ikke på våbendrageren – der findes slet ingen mennesker omkring Saul - men på amalekitten. Det virker som om Saul er blevet ramt af fjendernes, filistrenes angreb. Amalekitten giver ham dødsstødet men dræber ham ikke. Saul er allerede døende:

v8  Han spurgte, hvem jeg var, og jeg svarede, at jeg var amalekit. v9  Så sagde han til mig: ›Kom herhen og giv mig dødsstødet; jeg er i live endnu, men det sortner for mine øjne.‹ v10  Jeg trådte hen til ham og gav ham dødsstødet, for jeg var klar over, at han ikke kunne overleve.

(2 Samuelsbog 1)

v6  Den dag døde således både Saul, hans tre sønner og hans våbendrager og desuden alle hans mænd.

(1 Samuelsbog 31)

David er glad for at kalde på de raske unge mænd som han anvender til sine henrettelser. De unge mænd – Betlehems kliken er den blevet kaldt - udfører kongens vilje uden nogen skrupler:

v12  På Davids befaling slog de unge mænd dem ihjel, huggede hænder og fødder af dem og hængte dem op ved dammen i Hebron.

(2 Samuelsbog 4)

Henrettelser

Davids karriere er en lang strøm af disse ret brutale henrettelser. Alle disse henrettelser fører så til sidst til at David krones til hele Israels konge – efter at han har været lokal konge i Hebron i syv år.

Efter Sauls død udsender David et budskab fra sin by Hebron til modstanderne – dvs til Sauls hus som det hedder. Her prøver David – efter brevets ordlyd - at trøste tilhængerne af Sauls hus:

v7  Vær nu modige og tapre, for ganske vist er jeres herre Saul død, men Judas hus har salvet mig til deres konge.«

(2 Samuelsbog 2)

Man må nok sige at David viser en fuldstændig manglende forståelse for modstanderne. Brevet virker som en fornærmelse. David kan kun se sig selv. Han kan ikke se at det som han siger, bliver et slag i ansigtet på Sauls hus – ikke en trøst. David er helt uden fornemmelse for den slags. Han er ufølsom.

Da Israel efter Sauls død vælger en ny konge nemlig Sauls søn ignorerer David det fuldstændigt. David tager ingen notits heraf. Han viser ingen respekt for den konge som er retmæssigt valgt. Han starter simpelt hen en krig imod den nye konge!

Den nye krig mellem David og Sauls søn fremprovokeres af David. Sauls parti gør forsøg på at stifte fred mellem parterne og få denne borgerkrig mellem brødre afsluttet – men David er helt uforsonlig. Han vil ikke have fred – han vil have magten. David er fanatisk:

v26 Abner [Sauls parti] råbte til Joab [Davids parti]: »Skal sværdet blive ved at fortære? Kan du ikke indse, at dette ender i fortvivlelse? Hvor længe skal det vare, før du giver dine folk besked om at indstille forfølgelsen af deres brødre?«

(2 Samuelsbog 2)

Efter han er blevet konge fortsætter han krigene mod nabofolkene som her moabitterne. David lader alle moabitterne lægge sig på jorden – efter at de er blevet besejret - og så måler han med en snor hvor mange der skal henrettes. Davids handlemåde er dybt nedværdigende. David behandler disse mennesker som slagtekvæg. De har ikke nogen ret eller værd i hans øjne:

v2  Han slog også moabitterne, og han målte dem med en snor; han lod dem lægge sig ned på jorden og målte af; to snorlængder skulle man dræbe, og én hel snorlængde skulle man lade blive i live. Moabitterne blev Davids skatskyldige undersåtter.

(1 Samuelsbog 8)

Batseba

David involverer sig med Batseba – en gift kvinde – og sætter hendes mand på en post hvor han bliver dræbt. Urias er en af folkets store helte som det fremgår af en særlig liste af helte. Urias er oven i købet hittit. David bryder en række meget alvorlige regler og bud i høvdingesamfundet. Urias har været ham tro. Urias bliver nedværdiget og ydmyget af David.

v2  Engang ved aftenstid stod David op af sin seng og gik rundt på taget af sit hus. Deroppefra fik han øje på en kvinde, der var ved at tage bad. Hun var meget smuk. v3  David sendte bud og forhørte sig om kvinden, og han fik det svar, at det var Batseba, Eliams datter, hittitten Urias' kone. v4  David sendte så bud efter hende. Hun kom ind til ham, og han lå med hende; hun havde netop renset sig efter sin menstruation. Bagefter gik hun hjem. v5  Men kvinden var blevet gravid, og hun sendte bud til David og fortalte ham, at hun var blevet gravid.

(2 Samuel 11)

Amnon og Tamar – bror og søster

Samuelsbøgerne fortæller historien om Amnon og Tamar – bror og søster. David har utallige sønner og døtre men Amnon og Tamar er i følge datidens normer bror og søster – Davids børn med forskellige kvinder.

Amnon bliver seksuelt optaget af sin søster og lokker hende til. Det er interessant at planen stammer fra Amnons gode ven, som er søn af Davids bror. Amnonsven er meget klog og meget snedig som det siges. Han forklarer hvordan Amnon kan snyde David og lokke søsteren Tamar til et samleje! De to venner synes at samlejet mellem bror søster er i orden. Måske kan vi se her at hoffet omkring David er blevet påvirket udefra. Fx var et forhold mellem bror søster ikke forkasteligt – tværtimod – et samleje mellem bror og søster er mere rent og helligt:

Davids søn Amnon [var] forelsket. v2  Han var syg af begær efter sin søster Tamar; men hun var jomfru, og Amnon så ingen mulighed for at få sin vilje med hende. v3  Nu havde Amnon en ven, der hed Jonadab, en søn af Davids bror Shim'a, og Jonadab var en meget klog mand. v4  Han sagde til ham: »Kongesøn, hvorfor ser du så elendig ud hver morgen? Vil du ikke fortælle mig det?« Amnon svarede: »Jeg er forelsket i Tamar.« v5  Jonadab foreslog ham, at han skulle gå i seng og lade, som om han var syg, og når så hans far kom for at se til ham, skulle han sige: »Lad min søster Tamar komme over og lave mad til mig. Hun skal lave det inde hos mig, mens jeg ser på det, og selv servere det for mig.« v6  Amnon gik så i seng og lod som om han var syg.

(2 Samuel 13)

v8  Tamar gik så hen til sin bror Amnon, der lå i sengen. Hun tog dej, æltede den og lavede lækre kager inde hos ham og bagte dem. v9  Så tog hun panden og øste indholdet op til ham. Amnon ville ikke spise, men sagde, at alle skulle gå ud, og da de alle var gået ud, v10  sagde han til Tamar: »Kom her ind i kammeret med maden og server den for mig!«

Tamar tog de lækre kager, hun havde lavet, og kom ind i kammeret med dem til sin bror Amnon. v11  Men da hun satte dem frem for ham, for at han skulle spise, greb han fat i hende og sagde: »Kom og lig hos mig, søster!« v12  Hun sagde: »Nej, bror, du må ikke voldtage mig; det gør man ikke i Israel. Så nedrigt må du ikke bære dig ad. v13  Hvor skulle jeg gå hen med min skam?

(2 Samuelsbog 13)

Meningen med sætningen: - Det gør man ikke i Israel er nok, at det gør man andre steder – nemlig i Egypten for eksempel. Historien er muligvis et vidne om at Israel kender forholdene i Egyptens kongehus. Det er ikke umuligt at Egyptens kongehus kan have spredt sine tanker til Israel og dets kongehus.

v15  Bagefter blev Amnon grebet af et voldsomt had til hende, ja, han hadede hende mere, end han nogen sinde havde elsket hende, og han sagde: »Rejs dig og forsvind!« v16  Men hun sagde: »Nej, bror, du må ikke sende mig bort! Den uret ville være større end den, du allerede har begået imod mig.« Han ville ikke høre på hende, v17  men råbte til den unge mand, der var hans tjener: »Få hende dér væk fra mig! Ud med hende, og lås døren efter hende!« v18  Tamar havde en lang kjole på med ærmer. Sådan gik kongedøtrene klædt, så længe de var jomfruer. Da tjeneren havde fået hende ud og havde låst efter hende, v19  kom hun støv på hovedet og flængede sin lange kjole, lagde hænderne på hovedet og gik skrigende omkring.

Denne historie bliver så kendt. Vi har reaktioner – dels fra Tamars bror Absalom dels fra David. Absalom mener ikke at Tamar skal tage det så tungt. Det er OK at bror og søster har omgang med hinanden. Amnon er jo en mand. Tamar har ikke lidt nogen skade:

v20  Hendes bror Absalom sagde da til hende: »Har din bror Amnon været sammen med dig? Ti nu stille, søster, han er jo din bror! Det skal du ikke tage dig nær.« Så boede Tamar i sin bror Absaloms hus ensom og forladt.

David reagerer på samme måde. Amnon er Davids første fødte søn og det vejer meget tungere. Tamar er trods alt kun en kvinde. Amnon har ikke gjort noget forkert. David elsker sine drenge. Det fremgår også af historien at David ville have tilladt et ægteskab mellem bror og søster. David er nok også påvirket af fremmede normer og kulturer. Historien er interessant fordi David jo bliver snydt – David viser sig som naiv og bliver snydt. Den plan som Amnons trofaste ven lagde, er lykkedes! David har et blødt punkt – hans elskede sønner – og de kan måske bringe ham i vanskeligheder. Amnons ven – søn af Davids bror - er meget klog og snedig som det siges:

v21  Kong David hørte om alt dette. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for han elskede ham, da han var hans førstefødte.

(2 Samuelsbog 13)

For David er mænd en ting og kvinder noget helt andet. Det alvorlige er ikke at David krænker Batseba men at han svigter Urias. Davids sønner vejer naturligvis meget tungere end hans døtre. Et sted siges det som nævnt at David regerede Israel med en stor retfærdighed. Men det er ikke sikkert at kvinden Tamar helt har delt denne store ros til David:

v15  David regerede over hele Israel og øvede ret og retfærdighed mod hele sit folk.

(2 Samuelsbog 8)

I Samuelsbogen henvender en kvinde sig til David. David er som en engel – han er Guds engel. David ved lige som Gud selv hvad der er godt og ondt – David er Guds søn:

v17  Jeg [kvinden] tænkte, at dine ord, herre konge, nok ville give mig ro i sindet, for du, herre konge, er som en Guds engel til at vurdere godt og ondt. Herren din Gud være med dig!«

(2 Samuelsbog 14)

Kvinder

Davids opfattelse af mænd og kvinder kommer også til orde i hans store ligklage over Saul og Sauls søn Jonatan. Her udtrykker David det centrale: Mænds forhold til andre mænd er samfundets kerne og livstråd. Kvinder betyder ikke så meget. Samfundet bæres af mænds kærlighed til hinanden, troskab over for hinanden og krig og kamp imod hinanden. Samfundet består af relationer mellem brødre - helte! Historien består af relationer mellem fædre og sønner! Faderen lever videre i sønnen og får evigt liv. Sønnen skal frygte faderen og gøre hans vilje. Faderen ejer alle som tilhører hans hus, som det hedder. Vi kender denne tanke fra alle rigtige mandssamfund – fx fra Mafia kulturen i USA og i Italien.

Kvinder er væsner som helt klart står på sidelinjen - som tilskuere. Kvinder er ikke til nogen nytte i krigen – de har altså ikke nogen virkelig nytte – bortset fra børnefødslerne. Oftest er kvinden en fælde og en snare for manden, som Saul siger. Kvinder bliver blot ofre i krigen. De bliver røvet og taget til fange (som det sker med to af Davids hustruer). Kvinder kan ikke gøre noget ifølge Davids anskuelse. Kvinder er ejendom og kan flyttes fra mand til mand. David overtager en kvinde i ørkenlandet, da hendes ufatteligt rige mand dør. David viser sig som en sand beskytter og fader for de hjælpeløse kvinder! David overtager og arver Batseba, da helten Urias dør. Det var bestemt også Davids pligt over for Urias, fordi Urias var hans helt – hans søn - hans broder. Om Saul og Jonatan synger David i ligklagen – i denne ligklage taler David netop som krigeren til sine brødre, de andre krigere:

v26  Jeg sørger over dig, Jonatan [Sauls søn], min broder,
      jeg holdt inderligt af dig.
      Din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders.
v27  Ak, heltene er faldet,
      krigsvåbnene er tilintetgjort!

(2 Samuelsbog 1)

Siden bliver kvinden Mikal uden videre flyttet fra en mand til en anden. Mikal er Sauls datter. Som et led i en aftale med Sauls parti kræver David at få udleveret Mikal som han vil gifte sig med. Mikal er allerede gift med en af Sauls folk! Mikal bliver taget fra sin mand og givet til David. Det er oven i købet Sauls egen søn som gør det! Mikal bliver flyttet som et møbel. Samuelsbogen fortæller om hvordan Mikals hidtidige mand følger efter hende over til David:

v15  Så sendte Ishboshet [Sauls søn] bud og tog hende fra hendes mand Paltiel. v16  Hendes mand fulgte med og gik grædende efter hende lige til Bahurim; dér sagde Abner til ham, at han skulle gå hjem, og så gik han hjem.

(2 Samuelsbog 3)

David og de fremmede

Da David kommer til Jerusalem slutter han pagt med den herskende klasse i Jerusalem – jebusitterne. Hele Davids regimente hviler på denne pagt med de fremmede jebusitter. Det er også denne alliance der giver ham så mange problemer med folket der føler sig fremmedgjorte. David har allieret sig med de fremmede. David har flyttet Israels center langt sydpå hvor det ikke hører hjemme! Jerusalem lå langt borte fra Israels gamle centrum omkring Efraim. Men David slutter denne pagt. Han gifter sig med jebusitternes kvinder. Det er meget bemærkelsesværdigt at den eneste søn af David som hele tiden stiger i anseelse og til sidst afløser ham er Salomo. Da David kommer til Jerusalem får han et nyt kuld af sønner – først og fremmest Salomo! Der er en bestemt grund til at det bliver Salomo der kommer til at afløse ham. David havde sluttet pagt med den herskende klasse i Jerusalem – de gamle magthavere. Batseba og Urias er ikke jebusitter. De er hittiter – men de tilhører den herskende klasse i Jerusalem stadigvæk! - David har solgt sin sjæl til de fremmede, synes Israel at sige i Samuelsbøgerne!

David bliver ved med at slå hårdt ned på enhver opposition. Her går det ud over nogle af Davids fjender – Herrens fjender:

v8  Da de kom til den store sten i Gibeon, var Amasa allerede kommet. Joab [hærchefen som siden myrdes] var iført sin våbendragt. Uden på den havde han et bælte med et sværd i skeden, der var fastgjort ved lænden. Da han gik frem, faldt det ned.

v9  Joab sagde til Amasa: »Hvordan har du det, broder?« Han greb Amasa i skægget med højre hånd for at kysse ham; v10  men Amasa tog sig ikke i agt for det sværd, Joab havde i hånden, og Joab stak det i maven på ham, så indvoldene væltede ud på jorden. Han døde for et eneste stød.

Joab genoptog så forfølgelsen af Sheba [Davids modstander], v11  mens en af Joabs mænd blev stående ved liget og råbte: »Alle, der holder med Joab og er på Davids side, følger Joab!«

v12  Amasa lå midt på vejen, badet i blod, og da manden så, at hele hæren gjorde holdt, rullede han Amasa bort fra vejen ind på marken og kastede en kappe over ham, for alle, der kom forbi, så ham og standsede op.

(2 Samuelsbog 20)

I Samuelsbøgerne fortælles den romantiske historie om den lille dreng David – fårehyrden der er helt uvant med krig – som nedlægger kæmpen Goliat med sin slynge. Denne myte er en meget senere legende. Samuelsbøgerne citarer faktisk nogle årbøger eller annaler hvor der er gamle notitser om filistrenes kæmpe Goliat. Når David siden tillægges heltedåden er det altså et falsum. Myten om Davids heltedåd imod Goliat er digtet for at styrke Davidskongernes ry og rygte. Det mest forrygende er måske at den virkelige helt Elkanan også er fra byen Betlehem – lige som David. På den måde – på grund af bynavnet - er myten om David og Goliat måske opstået:

v18  Nogen tid efter blev der igen krig i Gob med filistrene. Ved den lejlighed blev Saf, der hørte til Rafa-slægten, dræbt af Sibbekaj fra Husha.

v19  Der blev igen krig i Gob med filistrene. Elkanan, der var søn af Jair fra Betlehem, dræbte gatitten Goliat, hvis spydstage var som en væverbom.

v20  Der blev igen krig i Gat. Der var en kæmpestor mand; han havde seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod, i alt fireogtyve. Han hørte også til Rafa-slægten. v21  Han hånede Israel, men Jonatan, der var søn af Davids bror Shim'a, slog ham ihjel.

(2 Samuel 21)

Strejtog og plyndringer

Selv efter at David er blevet konge fortsætter han med at udsende streftogter som det hedder i den danske oversættelse. Davids streftogter er voldelige overfald og plyndringer af områder og landsbyer. På den måde henter David stadig et personligt bytte! David opfører sig som en røverkonge. David er fra starten en anfører for et strejfkorps – som det hedder om to af Sauls mænd (2. Samuelsbog 4). David er en typisk bandeleder – en strejfkorpsfører. Davids vej til magten går gennem disse strejftogter – overfald og plyndringer. Vi kender mønsteret fra vore dages Mafia verden. David er omgivet af raske krigere der altid er rede til et pludseligt streftogt der kan indbringe personlige gevinster. Den følgende episode udspiller sig efter at David er blevet konge:

v22  Netop da kom Davids mænd og Joab tilbage fra et strejftogt, og de bragte et stort bytte med sig.

(2 Samuelsbog 3)

David er altid rask til at udstede grusomme forbandelser over sine fjender eller modstandere. Her går det ud over hans mangeårige hærfører Joab som har svigtet Davids tillid og handlet mod hans vilje. Salomo henretter som nævnt siden hen hærføreren Joab:

v28  Da David siden hen fik det at høre, sagde han: »Jeg og mit kongedømme er til evig tid uden skyld over for Herren i Ners søn Abners blod.

v29  Måtte det komme over Joabs hoved og over hele hans fars hus, og måtte Joabs hus aldrig slippe for folk, der har udflåd og spedalskhed, går med krykker, falder for sværdet og lider sult!«

(2 Samuelsbog 3)

Pagtens Ark

David er lunefuld, temperamentsfuld og skiftende. Han har en stærk tro på sin egen betydning. Han har en gevaldig selvtillid. Han er stolt og ærekær. Han er ikke bange for at gå meget langt. David beslutter sig for at flytte Pagtens Ark – i sig selv en gevaldig vovelig beslutning – men derudover vil han flytte Pagtens Ark hjem til sig selv – som det hedder! David vil flytte Pagtens Ark hjem til sit eget hus! En meget selvbevidst farlig beslutning. Pagtens Ark bliver lige som Davids personlige guddom, hans skytsånd. David bemægtiger sig arken. I teksterne tales der om Davids gud – den rette gud er den gud, som David tilbeder! På vej i processionen får David også betænkeligheder – men han gennemfører alligevel sin plan. Flytningen af arken er et kup:

v9  Ved den lejlighed [under flytningen af arken] blev David grebet af frygt for Herren og sagde: »Hvordan skal Herrens ark kunne komme hjem til mig?« v10  Og han ville ikke flytte Herrens ark hjem til sig i Davidsbyen [Davids palads], men satte den hen i gatitten Obed-Edoms hus.

(2 Samuelsbog 6)

Arken bliver placeret hos Obed-Edom og David hører hvordan Edoms hus bliver velsignet ud over alle grænser! Pagtens Ark har ligesom en magisk kraft og dens kraft spreder sig til de nærmeste omgivelser (Det kender vi også fra historien om arken da den blev erobret af filistrene – arken fik ødelagt deres gudestatuer!). Da David opdager det, beslutter han sig med det samme til at han vil flytte arken hjem til sig selv – ind i Davidsbyen – ind i hans eget private palads! Den magiske kraft som arken udspreder, skal komme David og hans hus til gode! Religionen eller kulten bliver under David til kongens kult og religion:

v11  Herrens ark stod nu i Obed-Edoms hus, og Herren velsignede Obed-Edom og hele hans hus. v12  Da kong David fik at vide, at Herren havde velsignet Obed-Edoms hus og alt, hvad han ejede, gik han hen og førte Guds ark op fra Obed-Edoms hus til Davidsbyen.

(2 Samuelsbog 6)

Ingen stoler på David. Det er meget tydeligt at når David gør noget har alle en mistanke om at der ligger noget bag! David har altid en bagtanke, en hemmelig plan. Det som han siger, er ofte noget helt andet end det han mener. Da David henvender sig til ammoniterne og højlydt forsikrer sin evige hellige troskab mod ammoniterne – vores broderfolk – er der ingen som tror på ham. Som de siger: - Han er sikkert ude på at overfalde og ødelægge os. Alle er mistænksomme over for David. David har faktisk ry for at være uberegnelig. Han lyver. Han er snedig.

David slutter en hellig pagt med Sauls sønnesøn – længe efter Sauls død – og lover ham at han skal have Sauls jorder tilbage. Men i virkeligheden betyder pagten at Sauls sønnesøn bliver taget som et gidsel og holdt fange i borgen i Jerusalem – og at Sauls jorder bliver givet til en helt anden nemlig til en af Sauls tjenere! Ingenting er som det officielt er under David. Facaden er kun facade.

Vi kan sige at billedet af David i Det gamle Testamente er en type – et billede – og ikke så meget et konkret billede af David. Alle konger er grusomme – synes historieværket at sige. David er bare den første. De kommende konger er lige som David. Kong Jehu som blev konge ca 841 f. Kr. i Samaria var usædvanlig grusom men han var en stor konge og han blev indsat og salvet af Eliias! Han bekæmpede hedenskaben i Nordriget. Han brugte grusomme midler – men det var ok. Det var nødvendigt. Jehu var Guds mand – som David var Guds mand.

En Cæsar

Det fremgår af Samuelsbøgerne at en hel del af de krigere som David og andre har er professionelle soldater. Det er folk som bliver hvervet og får løn. Deres løn ligger i deres bytte og plyndringer. David er hele tiden omgivet af en livvagt og af sine elitetropper som de kaldes. Vi kender præcist det samme billede fra de romerske kejsere – som netop støttede sig til deres elitetropper – der altid var loyale. Disse elitetropper er altså ikke bare gode borgere eller mænd fra Israel. De er professionelle dræbere og efter vore begreber voldsmænd. Til det grove arbejde anvendte David også netop krigere fra andre folk end Israel. De adlød jo bare hans ordrer – uanset om de var i strid med traditioner og normer i Israel. De troede jo slet ikke på Gud!

David er først og fremmest krigerkonge. Da historieværket blev redigeret ca 500 f. Kr. havde Israel lidt et frygteligt nederlag til Babylon. Israel var blevet ydmyget og forladt af Gud. Netop derfor fremhæves det meget i Samuelsbøgerne at David vandt store sejre. Det fortælles at han slår alle storrigerne omkring Israel og at Israel bliver en verdensmagt fra Egypten til det nuværende Tyrkiet til landene på den anden side af Eufrat! Også Syrien undertvinger han. David dræber mennesker og dyr. Aramæerne har hentet styrkerne på den anden side af Eufrat. Om Babylon eller Eufrat riget fortælles det i Samuelsbogen:

v18  Men aramæerne måtte flygte for israelitterne, og David dræbte syv hundrede vognheste og fyrre tusind ryttere. Også deres hærfører Shobak slog han ihjel.

(2 Samuelsbog 10)

Batseba

Historien om David og Batseba indeholder mange overraskelser og gåder. Antageligt har der været en oprindelig historie og siden er historien blevet udbygget og fortolket på forskellig måde. De senjødiske lærde som skriver historieværket har deres egne fortolkninger.

Grundlæggende gør David hele tiden det at han gifter sig med fornemme kvinder hvis mand er død. På den måde lever David helt op til sin forpligtelse som mand i det gamle Israel! Når hendes mand dør, er hun fortabt! Batseba går fortabt – og derfor skal David helst gifte sig med hende – fordi Urias er en broder – han er en af Israels helt store helte som det fremgår af heltelisten! David viser sig altså som et godt menneske efter datidens normer. Vi kender også denne mandens pligt over for enken i Det nye Testamente hvor syv brødre må gifte sig med den samme kvinde – de andre brødre dør! Saddukæerne spørger så: - Hvem skal hun være gift med i opstandelsen? Mandens og kogens pligt er i hele Det gamle Testamente at være en fader for de faderløse og en beskytter for enkerne! Heri består netop mandens retfærdighed – hans godhed og kvalitet! David beskytter Batseba – den ulykkelige som er gået fortabt.

Tamar går også fortabt – men hun finder ingen mand som kan beskytte hende. Tamars skæbne er grusom og forfærdelig. Han er helt fortabt. Over for Tamar svigter David faktisk sin forpligtelse – mandens retfærdighed.

Den oprindelige historie om Batseba kan vi se i selve teksten i Samuelsbogen. Den oprindelige tekst lyder som citatet nedenfor. David gør intet forkert. Han sørger for Batseba og redder hende. David bliver ikke anklaget af Gud. Profeten Natan støtter fuldt ud David. Alt er som det skal være. David velsigner Batseba med en søn som skal være en stor frelser og konge for hele Israel. Salomo er fra undfangelsen velsignet af Gud – ikke et syndens barn:

v26  Da Urias' kone hørte, at hendes mand var død, holdt hun ligklage over sin mand. v27  Men da sørgetiden var omme, hentede David hende hjem til sig; han giftede sig med hende, og hun fødte ham en søn.

(2 Samuelsbog 11)

v24  David trøstede Batseba, sin hustru. Han gik ind til hende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav navnet Salomo. Ham elskede Herren, v25  og han sendte bud gennem profeten Natan, at hans navn skulle være Jedidja for Herrens skyld [-ja betyder Jahve eller Herren].

(2 Samuelsbog 12)

Absalom – vreden imod David

Davids regering var sikkert præget af megen vilkårlighed, brutalitet og uretfærdighed. Måske rammer hans søn Absalom egentlig meget godt når han kritiserer faderen for hans misregimente. Absalom hænges ud i historieværket som en oprører men måske er der en sandhed i det Absalom siger. Samuelsbogen indeholder denne lille dramatiske historie om Absalom, Davids søn. Det morsomme er egentlig at sønnen Absalom gør nøjagtigt det samme som hans far David altid har gjort: Han lover alt til alle – alle lover han guld og grønne skove – det var sådan hans far David fik magten i Israel:

v2  Han plejede at stille sig ved vejen til porten om morgenen og kalde enhver til sig, der var på vej til kongen for at få en retssag afgjort. Han spurgte så: »Hvilken by kommer du fra?« Og når den anden svarede, at han var fra en af Israels stammer, v3  sagde Absalom til ham: »Din sag er god og rigtig, men hos kongen finder du ingen lydhørhed.«

v4  Og Absalom føjede til: »Gid man ville gøre mig til dommer her i landet; så skulle jeg nok skaffe enhver, der kom for at få sin sag afgjort, sin ret.«

(2 Samuelsbog 15)

Der er i al fald ikke nogen tvivl om at der var en udbredt utilfredshed i Israel mod David – der var en voksende vrede imod hans elitestyre fra Jerusalem som slet ikke var repræsentativt for hele Israel. David støttede sig til et lille mindretal:

Sammensværgelsen havde vokset sig stærk, og Absalom fik flere og flere tilhængere i folket.

(2 Samuelsbog 15.12)

Samuelsbogen indeholder en lille beskrivelse af Davids kernetropper – den klan som han støttede sig på. Vi kan se at den kun består af mænd som David stoler på – mænd fra hans fortid da han sted op mod magten. Eliten er hans kamptropper – hans krigere. David er en sand fører for den flok som han efterhånden har samlet omkring sig – handlekraftige mænd der er modige. David er en sand Cæsar! David holder en parade over hans elitestyrker, hans indsatsgrupper, hans personlige håndlangere, hans strejftogtskrigere:

v17  Fulgt af hele hæren begav kongen sig af sted, og ved Bet-Merhak gjorde de holdt. v18  Alle hans egne folk gik ved siden af ham, mens alle kreterne og pleterne og alle de seks hundrede gatitter, der havde fulgt ham fra Gat, gik forbi kongen.

(2 Samuelsbog 15)

David forbandes

Davids søn Absalom starter et oprør imod faderen David. Dette skema ligner Davids oprør imod Saul og mange andre eksempler. Situationen er en forfærdelig krise for David. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? David må som en ren ydmygelse flygte ud af Jerusalem. David går helt fortabt og vi kan se at David udfører rigtige klage og sørge riter. David går virkelig fortabt. Hele Israel vender sig i vrede imod David – tyrannen. Sauls hus – Sauls parti som stadig lever i bedste velgående – vil hævne Davids ugerninger. David bliver forbandet af en Guds profet som sikkert meget godt repræsenterer hele Israel:

v5  Da kong David nåede til Bahurim, kom en mand ud fra byen. Han var af samme slægt som Saul, hed Shim'i og var søn af Gera. Han gik og udstødte forbandelser v6  og kastede sten efter David og hans folk, skønt kongen var omgivet af hele hæren og alle elitetropperne.

v7  Shim'i forbandede ham og sagde:

»Forsvind, din morder, dit onde menneske! v8  Nu gengælder Herren dig alt det blod, du har udgydt i Sauls hus. Du gjorde dig til konge efter ham, men nu har Herren givet riget i din søn Absaloms hånd. Det har du for din ondskab, din morder!«

(2 Samuelsbog 16)

David ved godt at der er noget om det som profeten siger. Shim’i er ikke nogen lille mand. Han er en stor profet. Senere møder han op med en hel hær på 1000 mand! Under Absaloms oprør ser det ud til at befolkningen mest ønsker at stene David! Serujasønnerne [hærchefen Joab] vil slå profeten Shim’i ihjel – hugge ham ned på stedet - men det får David sat en stopper for:

v10  Men kongen svarede: »Pas jer selv, Serujasønner! Når han forbander, er det, fordi Herren har sagt, han skal forbande mig; hvem kan så spørge: Hvorfor gør du det?«

(2 Samuelsbog 16)

Det er denne Shim’i som David alligevel senere får likvideret. David er konstant truet af vrede oprørsforsøg og opstande imod hans styre. Da David er på vej hjem efter sønnen Absaloms oprør og David ikke engang er kommet helt hjem til Jerusalem – kommer det næste vrede oprørsforsøg – lige oven i Absaloms opstand! Der er en konstant utilfredshed med Davids misregimente. Det er nok meget rammende når David i Samuelsbøgerne siger at det næste oprørsforsøg bliver værre end det sidste! Det bliver værre og værre!

David bliver totalt ydmyget af sin egen søn som har samleje med alle de ti hustruer som David har efterladt i Jerusalem. David lever i en rå verden - og historien vidner også meget om tidens kvindesyn! Kvinderne er mandens ejendom! Når Absalom åbenlyst har samleje med de ti kvinder – skal det nok forstås bogstaveligt – dvs mens folket ser på! Det seksuelle og magtmæssige overfald på kvinderne skal give nyt mod til hele Israels folk!

v20  Absalom sagde til Akitofel [Herrens præst]: »Giv os et råd om, hvad vi skal gøre!« v21  Akitofel svarede Absalom: »Gå ind til din fars medhustruer, som han lod blive tilbage til at tage vare på paladset. Så vil alle i Israel forstå, at du virkelig har lagt dig for had hos din far. Det vil sætte mod i alle dine tilhængere.«

v22  Så slog man et telt op på taget for Absalom, og åbenlyst for hele Israel gik han ind til sin fars medhustruer.

(2 Samuelsbog 16)

Det fortælles senere at David straffer de ti hustruer strengt! Davids og tidens kvindesyn kan vi tydeligt se i denne lille notits. David straffer kvinderne – de er skyldige, som dette begreb bruges i Det gamle Testamente. De er blevet urene. Skyldig er man ikke altid på grund af sine egne gerninger – men på grund af skæbnen eller livet eller andre menneskers gerninger. De skyldige er dem som taber i livets spil – de som går fortabt fx bliver ramt af bylder og pest. De fattige, ensomme, de forladte, de syge er – fortabt og skyldige i Det gamle Testamente! Livet er en retsproces – med tabere og vindere. Vi kender denne tanke godt fra Salmernes Bog.

Selve handlingen – at have samleje med den gamle konges hustruer – er et fast mønster i Det gamle Testamente og der er mange eksempler på denne vane. Vi kender også et eksempel fra Davids historierne nemlig Abner som under et oprør har samleje med den gamle Konge Sauls hustru. Dette bliver Abner siden kritiseret for af Sauls søn. Det følgende viser igen hvordan kvindeopfattelsen var i det gamle Israel. Abner mener at det er grotesk at Sauls søn bliver så vred – Abner har været trofast mod Sauls hus. Det som tæller er relationer mellem mænd – mellem helte. Kvinden – Sauls enke Rispa – er ligegyldig:

v6  Under krigen mellem Sauls hus og Davids hus fik Abner styrket sin magt i Sauls hus. v7 Saul havde haft en medhustru som hed Rispa. Ishboshet [Sauls søn] sagde til Abner: »Hvorfor gik du ind til min fars medhustru?« v8 Abner blev meget vred over Ishboshets ord og sagde: »Er jeg et hundehoved fra Juda? Jeg har hele tiden været trofast mod din far Sauls hus, mod hans slægtninge og venner, og så kommer du og vil drage mig til ansvar for en kvindes skyld!

(2 Samuelsbog 3)

David flytter Pagtens Ark til Jerusalem – til hans palads – hjem til sig selv – som det siges! Selvfølgelig kommer arken ikke hjem – for den har aldrig været i Jerusalem! Israels gamle centrum lå langt nordligere end Jerusalem – byer som Betel i området Efraim. David flytter tyngdepunktet i Israel ved sit kup. Resultatet bliver 1000 års modsætning mellem nord og syd i Israel. David gennemfører dermed en genistreg – et kup. Ingen tvivl om at David her gjorde noget genialt – som fik enorm betydning for udviklingen af religionen i det gamle Israel. Det fremgår at David er nervøs og usikker omkring denne flytning . David flytter faktisk Gud selv – som vi kan se i teksterne. Det ser ud som om David fortryder midt i det hele. Hele Israel har været imod det som David gjorde. Det er et led i hans barske centralisering af al magt i Jerusalem – i Davidsbyen dvs i paladset og kongeborgen (Ordet Davidsbyen betyder ikke hele byen Jerusalem men kun Davids borg og fæstning – den fæstning han overtog fra kana’anæernes konger). David flytter arken til en fremmed hedensk by – sådan er det blevet opfattet. David udfordrer hele Israel når han flytter Gud og arken. Det er med til at fremkalde vreden imod David - som vi kan se i Samuelsbøgerne. Men flytningen lykkes – David vinder en stor sejr – men skaffer sig yderligere fjender samtidigt. Pagtens Ark spillede en vigtig rolle i forbindelse med Davids mange togter og krige. Hver gang David drog i krig udførtes en procession hvor arken blev båret ud gennem Jerusalem i spidsen for hæren. Et stykke uden for byen gjorde pagten og optoget så holdt. Hæren blev velsignet af Gud. Alle Davids krige var Herrens krige. PÅ Davids tid eksisterede kun hellige krige! Det er Guds vilje at alle mænd, kvinder og børn skal hugges ned, ydmyges og henrettes – som David fx gjorde det i hans krige imod amalekitterne! Det er ikke strengt taget Davids vilje – det er Herrens vilje! Efter velsignelsen blev arken båret tilbage til sin plads i Jerusalem og hæren drog ud imod Herrens fjender. Hver gang David påtænkte krig spurgte han Herren om han skulle angribe, hvornår han skulle angribe og på hvilken måde. Jahve var under David en ren krigsgud. Jahve blev under David identisk med kongens gud – Davids gud – den gud som kongen tror på! Det fremgår meget tydeligt af Samuelsbøgerne. Gud bliver simpelt hen den gud som støtter kongen – den gud som er kongens frelse.

Davids søn Absalom rejser et oprør imod David. Absalom bliver udvalgt og salvet af hele Israel. Absalom vinder over hele linjen. Det er tydeligt at al den vrede som har hobet sig op imod David får frit løb. David taber alt. Han bliver fuldstændigt ydmyget. Absaloms oprør og succes viser hvor svag David i virkeligheden er. David styrer Israel imod folkets vilje. Før blev de måske tugtet med svøber – men nu bliver de tugtet med skorpioner, som det hedder! Hele Israel rejser sig i samlet flok til oprør imod David og hele hans misregimente. Absaloms oprør bliver en katastrofe for David. David går helt fortabt. David bliver forladt af Gud – lige som Saul blev forladt af Gud.

Absaloms oprør er sønnens oprør imod faderen. På samme måde var Davids oprør imod Saul sønnens oprør imod faderen. Vi kan se dette mønster eller skema mange steder i Det gamle Testamente. Det svarer til kana’anæernes myte om kampen mellem guderne: Ba’al er sønnen og El er faderen. Da faderen bliver ældre eller svagere og da sønnen bliver stærkere og stærkere resulterer det i det store oprør imod faderen! David anvender de samme midler imod Saul som Ba’al anvender imod faderguden El. Absalom anvender de samme handlemåder imod David som Ba’al anvender imod El! Absalom går ind hos Davids ti hustruer og samleje med dem - som Ba’al gør det med Els hustruer Ashera og Anatot! Sønnen rejser sig for at få faderens magt og herlighed. Sønnen vil være som faderen. Sønnen ønsker at være fader.

Det er uhyggeligt svært for David at komme tilbage til magten efter Absaloms oprør. David starter en krig imod Absalom – hans egen søn – og David vinder krigen. Israel bliver slået og Israel går fortabt. Absalom bliver fanget og henrettet. Men stadigvæk – det fremgår tydeligt at Israel – de tolv stammer – vil simpelt hen ikke have David tilbage som konge! De har fået nok! Koste hvad det vil så vil de ikke have Jerusalemskongen tilbage. David bruger alle kneb og bestikkelser. Han lover til højre og venstre og han sværger hellige eder – som han altid gør ved den slags lejligheder! Men det nytter ikke noget. Israel tror ikke på David. Israel har mistet tilliden til David og hans elitetropper! Selv Davids kerneområde Juda vil ikke have ham tilbage som konge! Denne situation er en kæmpekrise – en virkelig ydmygelse – for David. Resten af livet var David vred og rasende over alt det som skete i denne periode hvor han opholdt sig på den anden side af Jordan i eksil!

David sejrer trods krisen. Han vender tilbage som konge – ved hjælp af mange eder, løfter, intriger og henrettelser. Men splittelsen mellem nord og syd viser sig stadigvæk. David er ikke hele Israels konge. De nordlige stammer – det vil sige næsten hele Israel – føler ikke at David er deres konge. Splittelsen mellem Israel (de ti stammer) på den ene side og Juda på den anden side starter med David – den er skabt af David. David er skyld i at Israel bliver splittet. Under forgængeren Saul eksisterer der ingen modsætning mellem Israel og Juda! David er ikke en repræsentant for Israel – han er leder af en lille klike i Jerusalem eller af en lille Betlehems klike. Det er den modsætning som - efter Salomos død - fører til at Israel fuldstændigt forkaster Davidskongerne i Jerusalem og at der opstår to kongeriger i Israel. Det er ikke svært for en moderne læser at føle sympati med de nordlige stammers og Nordrigets opfattelse:

v42  Men nu kom alle israelitterne til kongen og sagde: »Hvorfor har vore brødre, judæerne, fået lov til at bemægtige sig kongen og ledsage ham og hans familie over Jordan sammen med alle Davids mænd?« v43 Judæerne svarede israelitterne: »Kongen er os nærmest, så hvorfor er I vrede? Har vi måske udnyttet kongen eller skaffet os fordele?« v44 Israelitterne svarede: »Vi har ti gange så stor del i kongen, også i David, som I. Hvorfor tilsidesætter I os?« Men judæerne gav et endnu hårdere svar end israelitterne.

(2 Samuelsbog 19)

Sammenfatning

Vi kan måske sammenfatte Davids regeringstid med de berømte ord i 2. Samuelsbog kapitel 2 hvor Abner fra Sauls parti opfordrer Davids folk til at standse krigen og standse forfølgelsen af deres brødre! David har Israel imod sig i hele hans regeringsperiode. David bliver aldrig accepteret af Israel. Det som David gør, vækker forfærdelse i hele Israel, som der står i 2. Samuelsbog kapitel 3! Davids regeringstid er én lang forfølgelse af brødrene. Nogle steder omtales den fred – den Pax - som David har bragt til Israel men hvis vi ser på selve fremstillingen i Samuelsbøgerne er der ingen fred. Der er kun krig, oprør, kup, forfølgelser og overfald i hele Davids regeringstid. Israel får aldrig fred. Det hele ender i krig og blod. Det hele ender i en fortvivlelse, som Abner siger. Davids modstandere er forsonlige og ønsker fred og samarbejde men David er uforsonlig. David ønsker ikke fred. Han ønsker krig – fra hans karrieres start til slut. David er en rigtig kriger, en rigtig krigsmand, en krigsmager. Davids dyder er militærets dyder. - Hvor længe skal det vare endnu? Israel går fortabt:

v26  Abner [Sauls hus] råbte til Joab [Davids hus]: »Skal sværdet blive ved at fortære? Kan du ikke indse, at dette ender i fortvivlelse? Hvor længe skal det vare, før du giver dine folk [Davids folk] besked om at indstille forfølgelsen af deres brødre?«

(2 Samuelsbog 2)

David bliver – gennem profeten Natan - forbandet af Gud. Gud bliver vred på David. Gud advarede hele Israels folk imod kongedømmet – og Guds advarsel viser sig at være sand. Davids handlinger viser alle de onde sider af kongedømmet. Herren taler således til David:

v10  Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus. v11  Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. v12 Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.«

(2 Samuelsbog 12)

Advarslerne mod kongedømmet

I Samuelsbøgerne fortælles om hvordan Herren advarer Israel imod at indføre kongedømmet. Da Samuel salver den første konge Saul holder Samuel en tale for hele folket hvor han forklarer hvilke rettigheder den nye konge nu vil få over folket. Samuel forudser at Israel vil komme til at fortryde kongedømmet mange gange senere – men når kongedømmet først er indført kan det ikke afskaffes. Kongen vil gøre hele folket til sine trælle. Kongen vil tage al deres ejendom fra dem. Kongen vil plage dem med evindelige blodige krige. Kongen vil lægge skat og tiende på al deres herlighed. Deres døtre skal komme til at slide og slæbe for kongen.

Samuels ord viser sig bestemt at gå i opfyldelse:

v10 Samuel fortalte folket, som krævede en konge af ham, alt hvad Herren havde sagt; v11  han sagde: »Den konge, der skal regere over jer, har disse rettigheder:

Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn v12  eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind og på halvtreds mand eller til at pløje sin jord og høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. v13  Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage. v14  De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. v15  Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. v16  Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. v17  Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham. v18  Til den tid skal I komme til at råbe til Herren på grund af jeres konge, som I selv har valgt; men da vil Herren ikke svare jer.«

(1 Samuelsbog 8)

Saul er en stor gudsmand.

Der er ikke megen tvivl om, at Israels konge Saul som omtales i Samuelsbøgerne i Det gamle Testamente er en stor gudsmand. Saul er en stor konge og han er den af alle Israels konger der kommer tættest på den ideal konge som vi finder i Salmernes Bog!

Den deuteronomistiske historieværk (se nedenfor) indeholder en række sikkert ægte gamle traditioner om Saul. Men selve tendensen i historieværket er imod Saul. Historieværket kritiserer Saul og traditionerne om Saul fordrejes visse steder. I stedet bliver David gjort til en slags helt – på trods af at Davids mange fejl ikke skjules. Problemet er også at første del af Samuelsbøgerne har Samuel som hovedperson og anden del har David som hovedperson – derfor har figuren Saul tendens til at drukne i materialet. På trods af det indeholder Samuelsbøgerne en virkelig beretning om og et billede af Saul. Og det billede er faktisk meget positivt. Saul er en lidt tragisk figur fordi han taber. Moderne læsere kan måske bedre identificere sig med Saul som på mange måder virker meget mere menneskelig end David. David fremstilles I virkeligheden ret kynisk i historieværket.

Det billede vi har fået overleveret af Saul er et billede af et menneske som er meget sammensat - af helt forskellige karaktertræk men hvor disse træk er integreret i een samlet person. På den ene side er Saul den grusomme og blodige kriger som udrydder Israels fjender - på den anden side er han en religiøs mystiker – en ekstatiker. Saul er forsonlig og tillidsfuld. Hans velsignelse af David er ærlig nok. Saul ønsker at støtte David. Saul er loyal over for David – mens det omvendte ikke lige frem var tilfældet. Han er klog, snu og snedig. Han er retfærdig. Han er en ægte helt I Det gamle Testamentes forstand. Han er tapper og modig. Han viser nåde. Han tilgiver David adskillige gange selv om David har svigtet hans tillid. Han stoler på David. Saul bedrages af sin søn Jonatan og af datteren Mikal – og i eminent grad af David. Sauls søn Jonatan er en Brutus. – Også du min søn Brutus! David er kynisk og beregnende over for Sauls tillid. Saul gør David til sin søn – sin svigersøn men det er ikke nok for David. David kan ikke vente og starter en væbnet opstand imod Saul. Saul svigtes sandsynligvis også af Samuel. Saul svigtes efterhånden af alle og går måske helt fortabt – selv om vi måske ikke helt kan stole på at historieværket er historisk korrekt i forløbet! Saul er hele livet meget trofast over for Jahve troen – modsat alle de andre konger som alle sammen falder fra i følge historieværket. Der er endda meget der tyder på at Saul gjorde hvad han kunne for at fortrænge den kana’anæiske påvirkning af de tolv stammer. Historieværkets kritik af Saul på det kultiske område er meget kunstig og formalistisk – og nok ikke historisk korrekt. Saul var faktisk – modsat David og Salomo - en trofast dyrker af Israels gud!

Den følgende notits er blevet brugt til at vise at Saul faktisk angreb de kana’anæiske skikke med troldmænd, dødemanere og sandsigere. Saul var bestemt en meget ren og from Jahve dyrker:

v9  Kvinden svarede: »Du ved da, hvad Saul har gjort; han har udryddet dødemanere og sandsigere i landet.

(1 Samuelsbog 28)

Det er meget tydeligt i Samuelsbøgerne at Saul støttes af hele Israel – af alle de tolv stammer – af hele stammeforbundet (det såkaldte amfiktyoni som var Israels forbund af de tolv stammer) som netop vælger Saul til konge. Saul repræsenterer hele Israel helt i modsætning til de følgende konger David og Salomo som tydeligt nok kun repræsenterer en del af folket. David støttes af Juda og Jerusalem men ikke af alle de centrale og nordlige områder. Der er en meget markant forskel på den støtte og accept som vi finder hos Saul. Også Sauls søn som efterføler ham efter hans død bliver bakket op af og hyldet i hele Israel. Når David sejrer er det af andre grunde – fordi David har en større militær magt. David bliver aldrig accepteret i Israel som Saul blev. Ordene i Davids ligklage over Saul er sande nok historisk. Saul var en stor helt – hele Israels helt lige som dommerne før ham – Saul var den sidste helt som kunne samle hele stammeforbundet. Efter Salomos død blev det hele splittet I to permanente riger Nordriget Samaria og Sydriget med Jerusalem.

Sauls beslutninger er vise og kloge. Det er klogt nok at satse på David. Saul har brug for David i den militære kamp. Saul er ærlig nok over for David. Saul gør ham til sin søn.

Baggrunden for at Saul kaldes som konge er en forfærdelig krise i Israel. Landet går fortabt i filistrenes hånd. Fjender overtager hele magten i Palæstina og de tolv stammer må skjule sig eller flygte. Det er tydeligt at stammerne er meget teknisk underlegne under filistrene. Følgende notits er et godt eksempel på hvad Det gamle Testamente mener med at gå fortabt – at ende i en stor trængsel som det kaldes. Vi kender disse billeder meget godt fra Salmernes Bog:

v6  Da israelitterne indså, hvilken fare de var i, og at de var hårdt trængt, gemte nogle sig i huler, grotter og klippekløfter, i gravkamre og cisterner, v7  mens andre gik over Jordan til Gads og Gileads land.

(1 Samuelsbog 13)

Saul er også med hensyn til det ydre og fysiske meget velsignet. Det gælder for alle de store fremtrædende mænd i det gamle Testamente at de er smukke, skønne og fysisk veludrustede og velproportionerede. Det gælder også fx David og Samson og Gideon. Salomos søn Adonija - som desværre starter en væbnet opstand imod faderen og derfor bliver henrettet - er billedskøn. Han er kendt ud over hele Israel for sin ynde og skønhed! Adonija er en Adonis! (det fælles ord adon betyder herre). Det samme træk findes i Salme 45 om kongen som er skøn som en gud på jorden. Guds velsignelse kan ses i menneskers udseende – lige som fysisk grimhed er et tegn på at man er forladt af Gud og ikke elsket af Gud. Grimme, uskønne og deforme mennesker er ikke velsignede af Gud men forladt af Gud:

v1  I Benjamin boede en velstående mand, der hed Kish. Han var søn af Abiel, søn af Seror, søn af Bekorat, søn af benjaminitten Afia. v2  Han havde en søn, der hed Saul; han var en smuk ung mand. Ingen af israelitterne var smukkere end han; han var et hoved højere end alt folket.

Saul er hyrde lige som David ifølge disse myter. Hyrden bruges i Det gamle Testamente som metafor – hyrden er kongen.

v3  Sauls far Kish havde nogle æsler. Da de engang var løbet væk, sagde Kish til sin søn: »Tag en af karlene med dig og gå ud og led efter æslerne.«

Saul er sendt til verden. Saul er verdens frelser. Saul er Herrens tjener – som hos Esajas. Han skal frelse hele Israel – lige som de tidligere dommere der også var frelsere. Saul kommer fra Gud – og ned til verden. Fordi verden lider og sukker i trængsel. Hele verden vånder sig. Når Saul salves – et nyt træk i kongedømmet – får han Herrens ånd og kraft. Salvingen er en dåb eller en indvielse eller en overgangsrite:

v15  Dagen før Saul kom, havde Herren talt til Samuel og sagt: v16  »I morgen vil jeg sende en mand fra Benjamins land til dig. Ham skal du salve til fyrste over mit folk Israel, og han skal frelse mit folk fra filistrene; for jeg har set mit folks nød, og dets klageskrig har nået mig.« v17  Så snart Samuel fik øje på Saul, sagde Herren til ham: »Det er den mand, jeg talte til dig om. Han skal herske over mit folk.«

Saul reagerer sådan som alle mænd gør i Det gamle Testamente med at bedyre at de ikke er egnede og at de er helt uværdige til det høje kald. Denne reaktion er et slags skema i Det gamle Testamente og skal nok ikke tages helt bogstaveligt. David reagerer på samme måde. Profeterne gør det samme ved deres kaldelse:

v21  Saul svarede: »Jamen jeg er kun benjaminit; jeg kommer fra Israels mindste stamme, og min slægt er den mest ubetydelige af alle slægter i Benjamins stamme. Hvor kan du sige sådan noget til mig?«

(1 Samuelsbog 9)

v1  Da tog Samuel oliekrukken og hældte olien ud over hans hoved, kyssede ham og sagde: »Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom.

Det gamle Testamente er fyldt med tegn og undere. Samuel forklarer Saul hvilke tegn han skal se. Tegnene beviser at Herren virkeligt har udvalgt og salvet Saul. I hele sin kongetid opsøger Saul Herrens svar og orakler – Saul søger et tegn fra Herren. Dette er typisk for kulten. Man henvender sig til guden for at få et tegn – et orakelsvar. Man henvender sig fx med et spørgsmål: - Skal jeg angribe filistrene i morgen? Som Saul spørger på et tidspunkt.

v2  Når du i dag forlader mig, vil du møde to mænd ved Rakels grav i Selsa i Benjamins land; de vil fortælle dig, at æslerne, som du gik ud at lede efter, er fundet, og at din far ikke længere tænker på æslerne, men er bekymret for jer og siger: Hvad kan jeg gøre for min søn? v3  Når du går videre derfra og kommer til Tabor-egen, vil du møde tre mænd, der er på vej op til Gud i Betel. Den ene bærer tre kid, den anden tre brød og den tredje en krukke vin. v4  De vil hilse på dig og give dig to brød, som du skal tage imod. v5  Derefter kommer du til Guds Gibea, hvor filistrenes guvernør bor.

Når du går ind i byen, vil du støde på en flok profeter, der er på vej ned fra offerhøjen; i spidsen for dem går folk, der spiller på harpe, pauke, fløjte og citer, og selv er de i profetisk henrykkelse.

Saul er en ekstatiker – han kommer ofte i ekstase – i profetisk henrykkelse. Det hebraiske udtryk den profetiske henrykkelse bliver på græsk oversat til ekstasis – ekstase. Det vises mange steder i Samuelsbøgerne. Saul er en helt anden type end David. Saul bliver grebet og overvældet af Herrens ånd. Når Saul får ånden bliver han et andet menneske som Samuel siger. Saul bliver forvandlet. I ekstasen overgår han til en anden tilstand. Saul får en ny identitet. Han ser ind i en anden verden – han ser den virkelige guddommelige verden. Saul ser syner – han er visionær. Han er en profet lige som de andre store profeter i Det gamle Testamente. Han ser noget som andre mennesker ikke ser. Når Saul bliver besat af ånden får han overjordiske kræfter. Han kan dræbe alle fjender og filistre – i eet hug. Saul er en samuraj. Han bliver en Samson. Alt lykkes for ham. Han kan udrette hvad han vil. Alt lykkes for ham. Herren vil bane vejen for ham så han ikke skal støde sin fod på nogen sten. Gud er med ham. Han bliver en lykkemand. Han bliver båret frem af ånden. Saul bliver båret frem på hænder og fødder af Herrens engle, som der står i Salmerne. Han bliver eet med ånden. Saul bliver hellig. Han bliver en gudsmand. Han bliver som en gud på jorden. Saul aflægger det gamle menneske og ifører sig et nyt menneske – som en klædning. Han får et nyt hjerte – et nyt sind, som det hedder. Saul er en profet lige som Samuel. Også Samuel er ekstatiker. Saul kommer let i ekstase. Han anvender musik for at komme i ekstase. Hans spyd spiller også en rolle i forbindelse med hans ekstaser – det fremgår selv om det ikke er klart hvilken rolle dette spyd har. Spydet er på en eller anden måde et middel for Saul til at komme i ekstase lige som musikken. Spydet er måske en stav som vi kender det fra Moses, Aron og Elias. Når han kommer i ekstase mister han kontrollen over sig selv. Han kan gå amok over for fjenderne. Han bliver vanvittig. Han taler i tunger. Saul ser også senere den døde Samuel for sig i en vision hos den kloge kvinde - dødemaneren. Når Saul kommer i ekstase bliver han helt udmattet og falder omkuld – som en epileptiker. Dette er typisk for mange slags ekstase i hele oldtiden. Efter at Saul har set den døde Samuel i en vision er han døden nær – han er helt afkræftet. Vi kender også dette tegn – dødsprocessen ved ekstasen – andre steder som fx profeten Ezekiel især (Ezekiel var muligvis epileptiker) og hos forfatteren af Johannes’ Åbenbaring. Ekstasen kender vi også godt fra det gamle Grækenland – nemlig Dionysos mysterierne. Under ekstasen kaster han alt tøjet og bevæger sig splitternøgen omkring. Saul bliver som et lille barn. Ekstasen eller henrykkelsen er en overgangsrite hvor han aflægger alt det gamle. Saul bliver født på ny. Han bliver et nyt menneske – et andet menneske. Han bliver det sande menneske. Saul kommer i ekstase for an Samuel splitternøgen. Han falder omkuld og ligger som en død hele dagen og hele natten. Under denne ekstase ser Saul syner for sig. Han hører Guds stemme. Han ser Gud. Noget tyder på at denne kult har været centreret omkring profeten Samuel. Noget tyder på at Saul er kommet i ekstase under bestemte træer – altså på bestemte hellige steder. Saul sidder under et bestemt træ – en tamarisk som i Det gamle Testamente er et helligt træ. Abraham er knyttet til en tamarisk og Saul bliver begravet under en tamarisk. Mystikken og ekstasen har haft sammenhæng med tamarisken. På samme måde hænger ekstasen nok sammen med en faste (en udmattelse) som det kan ses nogle steder. Nogle af Sauls krigere oplever og dyrker den samme ekstase – fremgår det af Samuelsbogen. Saul er omgivet af en forsamling, en flok af andre profeter som også er i ekstase. Det er som om der har været et fællesskab omkring Saul af ekstatikeren. De har alle levet i ånden – besat af ånden – eet med Gud.

v20  Saul blev så bange over Samuels ord [visionen], at han i samme øjeblik faldt om på gulvet, så lang han var. Han havde heller ikke flere kræfter, for han havde ikke spist noget det sidste døgn.

(1 Samuelsbog 28)

Ekstasen er en åbenbaring. Saul ser ind i en anden verden end den vi kender med vore almindelige øjne. Saul ser en dybere virkelighed. Han ser virkeligheden som den er. Dette fænomen kendes i hele Det gamle og nye Testamente. I Apostlenes Gerninger får Peter og Paulus den profetiske henrykkelse. Den spiller en stor rolle i Paulus’ breve. Tungetalen er et eksempel på den profetiske henrykkelse – ekstasen. I de følgende eksempler er ekstasis – henrykkelsen – forbundet med bøn, bestemte steder, fordybelse, koncentration, meditation, måske sult. Peter og Paulus ser syner og de hører lyde og stemmer. Under ekstasen modtager de orakler og budskaber fra Gud:

v9  Den næste dag, da de var undervejs og nærmede sig byen, gik Peter ved den sjette time op på taget for at bede. v10  Da blev han sulten og ville have noget at spise. Mens man tilberedte det, faldt han i henrykkelse, v11 og han så himlen åben og noget komme ned, som lignede en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden.

(Apostlenes Gerninger 10)

v17  Og det skete, da jeg [Paulus] igen var kommet til Jerusalem og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse, v18 og jeg så Herren. Han sagde til mig: ›Skynd dig at forlade Jerusalem, for de vil ikke tage imod dit vidnesbyrd om mig.‹

(Apostlenes Gerninger 22)

I ekstasen er Saul ude af sig selv – han er ikke længere sig selv. Henrykkelsen er forbundet med vildskab, det ukontrollable, glæde, lyst og udfoldelse. I ekstasen bliver manden eet med hans eget højere væsen – og eet med det guddommelige.

I 4. Mosebog 11 fortælles om Moses og de 70 mænd der kommer i ekstase. Ekstasen består i at Gud tager noget af ånden og udgyder den på de 70 ældste. Guds ånd bliver lagt ned over dem. De modtager Guds ånd – for en tid. Ånden ligger over Moses permanent – han er en gudsmand – men de 70 ældste får kun ånden for en tid. Mens de har ånden ser de syner og får åbenbaringer. De ser det som var engang og det som skal komme. De ser det som mennesker ellers ikke kan se:

v24  Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Han samlede halvfjerds mænd af folkets ældste og lod dem stille sig omkring teltet. v25 Herren steg ned i skyen og talte til ham, og han tog noget af den ånd, som hvilede på ham [Moses], og lagde den på de halvfjerds ældste. Ånden kom over dem, og de kom i profetisk henrykkelse. Det gjorde de ikke siden hen.

(4 Mosebog 11)

v6  Herrens ånd vil gribe dig, så du kommer i profetisk henrykkelse sammen med dem og bliver forvandlet til et andet menneske. v7  Når du ser disse tegn indtræffe, kan du udrette, hvad du vil, for Gud er med dig. v8  Gå i forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til dig for at bringe brændofre og måltidsofre. Vent syv dage, til jeg kommer og fortæller dig, hvad du skal gøre.«

v9  Da Saul vendte sig om og forlod Samuel, gav Gud ham et andet hjerte, og samme dag indtraf alle disse tegn. v10  De nåede til Gibea, og en flok profeter kom ham i møde. Da greb Guds ånd ham, og han kom i profetisk henrykkelse sammen med dem. v11  Da alle de, der kendte ham fra tidligere, så ham i henrykkelse sammen med profeterne, sagde de til hinanden: »Hvad er der sket med Kishs søn? Er også Saul blandt profeterne?« v12  Og en mand fra stedet dér sagde: »Hvem er deres far?« Derfor er det blevet et mundheld: Er også Saul blandt profeterne?

v23  Mens han [Saul] var på vej til Najot i Rama, kom Guds ånd over ham, så han kom i profetisk henrykkelse, mens han vandrede af sted til Najot i Rama. v24  Også han rev i profetisk henrykkelse klæderne af sig foran Samuel, og han faldt om og lå nøgen hele dagen og natten. Det er derfor, man siger: Er også Saul blandt profeterne?

(1 Samuelsbog 19)

v17  Derpå stævnede Samuel folket sammen hos Herren i Mispa.

Saul er udvalgt og kaldet af Gud. Han er Guds mand. Saul er sønnen over for faderen – Herren. Saul er et ideal. Han er et hoved højere end alle andre i Israel. Saul er Israel og Israel er identisk med Saul – den salvede. Han repræsenterer folket. Han er en midler – en formidler. Saul spreder Guds velsignelse – han giver velsignelsen videre. Saul er konge og præst på én gang. Han er hellig – sakral.

v22  Så spurgte de igen Herren: »Er manden [Saul] her?« Herren svarede: »Han [Saul] har gemt sig ved trosset.« v23  Så løb de hen og hentede ham, og han trådte frem midt i folkemængden. Han var et hoved højere end alt folket. v24  Da sagde Samuel til dem alle: »Her ser I ham, som Herren har udvalgt. Hans lige findes ikke i hele folket.« Og alle brød ud i hyldestråb: »Kongen leve!

David flytter siden hovedstaden – og arken! - langt sydpå – meget ucentralt til Jerusalem. Jerusalem er en fremmed by som dyrker fremmede guder! Sauls hovedstad er Gibea i det gamle kerneområde for folket – i Efraim. Sauls styre er meget bedre i overensstemmelse med Israels traditioner. Israels gamle hellige byer er byer som Gilgal – stammeforbundets hovedstad – og Betel og Sikkem i det samme område. Saul er meget mere folkelig - kan vi måske sige - end Davidskongerne siden hen.

v26  Saul gik også hjem til Gibea fulgt af nogle krigere, hvis hjerte Gud havde rørt.

(1 Samuelsbog 10)

Saul kommer i ekstase og vinder store sejre over Israels fjender. Herren er med Saul – han er Guds søn og Herrens salvede. Saul vinder sejr over alle de ydre fjender. Han er virkelig Israels frelser. Saul udtrykker det billede af den ideale konge som vi finder i Salmerne. Saul vinder en knusende sejr over ammoniterne (Amman) på den anden side af Jordan. Sauls sejre har styrket hans ry og rygte:

v1 Ammonitten Nahash drog ud og belejrede Jabesh i Gilead. Mændene i Jabesh sagde til ham: »Slut pagt med os, så vil vi underkaste os.« v2  Ammonitten Nahash svarede: »Jeg vil slutte pagt med jer på den betingelse, at jeg må stikke højre øje ud på jer alle sammen og på den måde bringe forhånelse over hele Israel.«

v3  De ældste i Jabesh sagde til ham: »Giv os en frist på syv dage, så vi kan sende bud ud over hele Israel. Hvis der ikke er nogen, der kan frelse os, vil vi overgive os.« v4  Da sendebudene kom til Sauls Gibea og forelagde sagen for indbyggerne, brast alle i gråd.

Saul har evnen til at komme i ekstase. Herrens ånd kommer over ham. Han flammer op af vrede. Der er sket en stor uret mod borgerne i Jabesh, føler Saul. Saul gribes af ånden og får overnaturlige kræfter. Saul handler inspireret – han er beåndet – besat. Det er ikke længere det gamle ego som handler – Saul handler på en ny måde – han er ikke længere i kødet. Saul skærer okserne i tolv stykker – i en slags rus - og sender dem ud til alle de tolv stammer. Vi kender nøjagtigt det samme træk fra Dommerbogen. Når Saul kalder på Israel møder de villigt frem på hans kampdag – som det hedder i Salmerne. Saul er omgivet af sit folk og de er trofaste imod ham fordi han har Guds ånd og vinder hver gang. Saul er en gudsmand – en hellig kriger – han kæmper Herrens krige imod de ugudelige. Gudsmanden – og Saul – vækker frygt, ærefrygt. Saul vækker en rædsel som det hedder. I Det gamle Testamente udtrykkes kongens storhed og vælde ved at han vækker rædsel og frygt. Kongen er overmægtig, farlig, urørlig, overmenneskelig. Kongen og gudsmanden er vældig – dvs han er som en tyr! Ingen kan røre ham. Ingen kan antaste ham. Han er usårlig – ophøjet – udvalgt – evig. Han er på en måde eet med Gud. Gud vækker frygt og rædsel når han viser sig – og det gør Herrens salvede også:

v5  I det samme kom Saul hjem fra marken med sine okser, og han spurgte: »Hvad er der i vejen med dem, siden de græder?« De fortalte ham, hvad mændene fra Jabesh havde sagt, v6 og da han hørte det, greb Guds ånd ham, og vreden flammede op i ham. v7  Han tog et spand okser, skar dem i stykker og sendte stykkerne med sendebudene ud i hele Israel med den besked: »Hvis der er nogen, der ikke vil rykke ud sammen med Saul og Samuel, skal der ske det samme med hans okser.« Da blev folket grebet af rædsel for Herren, og de rykkede ud alle som én.

(1 Samuelsbog 11)

På Sauls tid var Israel uden tvivl tilbagestående militært og teknisk I forhold til nabostaterne. Vi ved selvfølgelig ikke om følgende notits er historisk sand. Vi ved at David og hans folk havde sværd så notitsen er nok ikke bogstavelig sand men den udtrykker at der var en teknologisk forskel. Israel var teknisk svagere. - De andre råber på vogne og heste – men vi råber på Herren! Som det hedder I Salmerne. Sauls og Israels styrke er deres åndelige kræfter. Sauls overmenneskelige styrke er hans ånd. Det er budskabet i Samuelsbogen. Israels gud er større og mægtigere end alle de andre guder. Styrken og kraften ligger ikke i det ydre men i det indre.

v19  I hele Israel fandtes der ingen smede, for filistrene tænkte, at hebræerne ellers ville lave sværd eller spyd. v20  Israelitterne måtte derfor ned til filistrene, når de skulle have smedet deres plovjern, hakker, økser og segl. v21  Prisen var en pim for plovjern og hakker, og en tredjedel sekel for forke og økser og for at få indsat pigge. v22  Den dag, slaget stod, var der derfor ingen af Sauls og Jonatans folk, der havde sværd eller spyd; men det havde Saul og hans søn Jonatan.

(1 Samuelsbog 13)

Også Sauls søn Jonatan bliver grebet af ånden og får enorme kræfter. Også Jonatan vækker en gudsrædsel når han viser sig. Han er en kæmpe der uden videre kan nedhugge fjenderne:

»Følg med mig derop, for Herren har givet dem i Israels hånd.« v13  Så klatrede Jonatan derop på hænder og fødder fulgt af våbendrageren. Jonatan fældede filistrene, og våbendrageren kom bagefter og gav dem dødsstødet. v14  I dette første angreb, som Jonatan og hans våbendrager foretog, dræbte de omtrent tyve mand på en strækning af omtrent en halv plovfures længde. v15  Da opstod der rædsel i lejren og i hele hæren; selv forposten og plyndringsstyrken blev grebet af rædsel. Jorden rystede, og der opstod en gudsrædsel.

Herren giver alle fjenderne i Sauls hånd. Herren skaber en forvirring i fjendens rækker – på nøjagtigt samme måde som Gud gjorde da Israel drog ud af Egypten! Guds fjender begynder at hugge løs på hinanden. Saul sejrer fordi Herren er med ham. Saul indfrier alle forventninger. Saul er en vinder, en sejrherre. Sauls hovedopgave er at besejre de ydre fjender og det bruger han al sin energi på. Det kommer til at svække ham da David rejser sin opstand – for Saul kan ikke bruge energien på at forfølge oprøreren David. Sauls hovedopgave er at besejre Israels fjender – og her har han succes:

v20  Derpå kaldte Saul alle sine folk sammen, og da de kom ud på slagmarken, så de, at filistrene rettede deres sværd mod hinanden, og det var én stor forvirring.

v22  Da alle de israelitter, som havde gemt sig i Efraims bjergland, hørte, at filistrene var på flugt, gik de også med i krigen og forfulgte dem. v23 Således gav Herren Israel sejr den dag.

v47  Da Saul havde vundet kongedømmet over Israel, gik han i krig mod sine fjender på alle sider, moabitterne, ammonitterne, edomitterne, Sobas konger og filistrene, og hvorhen han vendte sig, sejrede han. v48  Han vandt sejr i et slag mod amalekitterne og reddede Israel fra de folk, der udplyndrede det.

(1 Samuelsbog 14)

Det deuteronomistiske historieværk.

Vores viden stammer fra det som kaldes det deuteronomistiske historieværk. Dette historieværk er blevet færdigredigeret (færdigskrevet) ca 500 f. Kr eller i 400 tallet f. Kr. – altså ca 500 år efter Davids tid. Historieværket omfatter alle bøgerne fra 5. Mosebog til 2. Kongebog. Vi skal altså forestille os at dette meget lange afsnit af Det gamle Testamente oprindeligt har udgjort én sammenhængende beretning. Opdelingen i Josvabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne er altså sekundær. For eksempel ved vi at opdelingen i 1 og 2 Samuelsbog og 1 og 2 Kongebog først er sket senere. Hele beretningen om Israels historie har været én sammenhængende beretning – fra Moses og helt ned til 500 tallet f. Kr. hvor Babylon besejrede Israel og hvor kongedømmet blev tilintetgjort – og dele af befolkningen sendt i eksil i Babylon. Historieværket dækker ifølge dets egne oplysninger en periode fra ca 1350 f. Kr. (Moses) til 587 f. Kr. – nederlaget til Babylon – altså hele Israels historie. I hele denne lange periode findes der mange årstal som vi er sikre på – fordi de kan bekræftes af mange forskellige kilder (assyriske, egyptiske, babylonske kilder).

Historieværket er samlet, redigeret, til dels skrevet af jødiske præster, lærde og skriftkloge – på et meget senere tidspunkt end de begivenheder som beskrives. Derfor lægger historieværket nogle gange personerne noget i munden som de antageligt ikke har sagt. David og Salomo bruges som talerør for den religion, tro eller gudsopfattelse disse præster havde i 400 tallet f. Kr.! Det er ikke til at undgå – sådan foregik al historieskrivning i oldtiden. De græske historieskrivere gør det samme. De forholder sig frit til stoffet – de digter små samtaler og episoder. De kombinerer ting som egentlig ikke har noget med hinanden at gøre.

Forfatterne eller redaktørerne har haft et meget stort skriftligt materiale til deres rådighed. De har haft masser af skriftlige kilder og de har haft mange faste mundtlige traditioner. De opfinder ikke historien! Det som de skriver, er absolut ikke fri fantasi men de former hele historien i en bestemt retning. De fortolker hele udviklingen religiøst. Alt forklares ved forholdet mellem Gud og folket. Når det går skidt for Israel skyldes det at det bliver ramt af Guds vrede – og Gud er med rette vred på Israel fordi det har dyrket de fremmede guder. Synd – begrebet synd - er i historieværket forbundet med gudsdyrkelsen – synd er ikke noget moralsk. Salomo var en stor synder fordi han tillod dyrkelsen af de fremmede guder – selv om han ikke selv tilbad disse fremmede guder. Synd er noget kultisk, noget rituelt. Synd er at tilbede Gud på en forkert måde. I Nordriget tilbad de Gud eller Herren som en tyr – en guldtyr. Dette var en stor synd – ikke fordi de tilbad andre guder – men på grund af dyrkelsen af billedet af tyren (billedforbudet i Moseloven).

Hele den 1. Krønikebog i Det gamle Testamente handler om David. Krønikebøgerne er meget sene produkter – de er redigeret og skrevet efter det deuteronomistiske historieværk – måske ca 300 f. Kr. Krønikebøgerne har ikke nogen særlig kildemæssig værdi i forbindelse med David. De giver en meget idylliserende skildring af David som hele Israels idealkonge! 1. Krønikebog bruger helt klart Samuelsbøgerne som kilde – men alle oplysninger om David som på nogen måde kan opfattes som negative bliver filtreret fra! Vurderet historisk er billedet af David altså ren manipulation. Krønikebogen retter simpelt hen i teksten i Samuelsbogen - udelukkende ud fra en ideologisk og teologisk synsvinkel – ikke fordi Krønikebogen har andre kilder til rådighed! Forfatterne til 1. Krønikebog har simpelt hen slettet det som de ikke brød sig om!

Der er ikke noget i vejen med Det gamle Testamente som en historisk kilde – tværtimod! Vi skal bare passe lidt på når vi læser teksten – fx historien om David. Forfatterne til historieværket lægger tekster og trosforestillinger tilbage til Davids tid – hvor de ikke hører hjemme. Der er ikke noget i vejen med de ord som Salomo taler i begyndelsen af 1. Kongebog – Salomos bøn og velsignelse. Men disse ord er med garanti aldrig nogen sinde blevet udtalt af Salomo! De bliver lagt i munden på Salomo! Disse ord af Salomo – sammen med Natans forjættelse til David og Samuels afskedstale – er evige udtryk for den jødiske tro. De er helt uovertrufne i Det gamle Testamente. De er fantastiske udtryk for den jødiske tro! Men de er udtryk for den senjødiske tro og teologi ca 500 f. Kr.! De er ikke udtryk for Davids eller Salomos eller Natans tro! Vi skal bestemt ikke forkaste Det gamle Testamente som en kilde! Det gamle Testamente er en god kilde – man skal bare vide hvad der er hvad! Forfatterne af historieværket lægger Salomo ordene i munden for at udtrykke at denne tro er urgammel og sand og hellig! Sådan gjorde man i oldtidens historieskrivning – sådan gjorde grækerne og babylonerne og romerne også! Historieværket fortolker alle begivenheder religiøst – det gjorde man i hele oldtiden. Det betyder ikke at historien om David er løgn og latin – det betyder blot at historieskrivningen foregik på en anden måde i oldtiden.

I historieværket findes mange små stykker som går langt tilbage og er ægte og meget gamle overleveringer. Deboras sang fra Dommerbogen er et ægte digt fra omkring 1100 f. Kr. – nok det ældste stykke i Det gamle Testamente! Tekster bliver bedre – mundtligt - bevaret når de er på vers! Det kender vi også fra Homer i Grækenland. Deboras sang minder faktisk om Homers heltedigte. I historierne om David findes faktisk også et heltedigt – over Saul.

I Israel begyndte man tidligt at skriver årbøger eller annaler – det vil sige små notitser år for år om store begivenheder i kongens regeringsperiode. Annaler kender vi fra alle samfund og lande – også fra Danmark fra den tidlige middelalder. I historieværket finder vi disse annaler citeret nogle steder – fx et sted som handler om kæmpen Goliat.

Historieværket indeholder mange dobbeltberetninger – dvs den samme begivenhed bliver omtalt to gange men med afvigelser. Årsagen er at der har eksisteret forskellige mundtlige eller skriftlige traditioner – og historieværket prøver at få det hele med! Den kronologiske beretning kan også være helt usammenhængende – fx efter en mands død fortæller man bare videre om hvad han gør! Men alle disse mærkværdigheder skyldes at historieværket ikke er forfatterværk men en samling af gamle sagn, legender, traditioner.

Fx er der dobbeltberetninger der skildrer at Saul bliver konge – i 1. Samuelsbog 10.17 og 11.15 og to helt forskellige versioner af historien (legenden) om Saul og David i ørkenlandet i 1. Samuelsbog 18.17 og 18.22. Historieværket anbringer blot disse dobbelt beretninger ved siden af hinanden i teksten uden at få dem til at smelte sammen. Forfatterne til Samuelsbogen er en slags samlere og redaktører og udgivere af gamle sagn og beretninger. Princippet er nogle gange at få det hele med – selv om det ikke helt passer sammen!

Efter de flestes mening kan vi stole på historieværket i de meget grove træk. Det vil sige: Det er meget sandsynligt at Saul er en virkelig figur og at han har været konge i Israel eller i dele af Israel. Det er meget sandsynligt at han har ført krig med især filistrene. Det er meget sandsynligt at David er en kriger som er kommet i hans tjeneste. David har hurtigt vundet et stort ry – som det siges. David er stærk og mægtig og har lykken med sig. Saul gør David til militær leder. Saul bliver i stigende grad afhængig af David. David bliver gift med Sauls datter – med prinsessen – og David får mere og mere magt. På et tidspunkt starter David et oprør imod Saul og David allierer sig med alt og alle - på kryds og tværs. David vil have magten i riget. Han er hård og kynisk. Han allierer sig med arvefjenden filistrene. Til sidst lykkes det for David at erobre magten i Israel og han bliver konge – ca 1000 f. Kr.

Sådan mener de fleste historikere at historien forløber. David optræder brutalt – han bedrager og er temmelig troløs. Han stiler eensidigt imod magten – koste hvad det vil. Han udrydder alle sine fjender. Han viger ikke tilbage for noget. Han bliver bakket op af en klan eller et parti i Israel og hans popularitet vokser hele tiden. Hvordan Saul dør er stadig væk omstridt. Historisk set ligger der meget tåge over Sauls død men på et tidspunkt dør Saul – sandsynligvis i en krig med filistrene på et tidspunkt hvor David er allieret med filistrene! – og vejen bliver åbnet for David. Vi kan sige at David er sønnen der kæmper imod faderen. Måske er David skyld i Sauls død – men det kan vi ikke bevise ud fra Det gamle Testamente.

Samuelsbøgerne handler først og fremmest om David. Samuelsbøgerne er blevet formet og tilpasset af jødiske præster og skriftkloge i 400 tallet f. Kr. Der er mange kildemæssige problemer i denne skildring af David. Nogle steder kan vi se at disse jødiske lærde har præget beretningen meget. De digter også selv små legender. Fx har der var et sted – en mark – som i 400 tallet blev kaldt for Sværdklingernes Mark. - Hvorfor hedder den mon sådan? Tilsyneladende sådan spørger de jødiske lærde og så gætter de: Der foregik nok engang et slag mellem Sauls folk og Davids folk på denne mark! Og det slag foregik nok sådan og sådan. Denne legende er typisk for ældre historieskrivning og der virkelig mange eksempler i historieværket. Et andet eksempel er stednavnet Absaloms Minde – hvorfor hedder det mon sådan? Vi kender denne metode fra hele oldtiden. Vi kender også den slags fra vores Danmarks historie. Mange stednavne frister til at give sådanne forklaringer! De er som regel et falsum!

Billedet af David er et produkt af de forestillinger som disse jødiske lærde havde. De forestiller sig hvordan det var engang i fortiden – i gamle dage – i heltetiden – i Israels stortid, da Israel var et verdens rige og hvor alle kongerne var vasalkonger under David! De jødiske lærde tror at Davids tid var barsk, hård, grusom og det var David også. De jødiske lærdes egne fortolkninger spiller altså en rolle – men de har først og fremmest brugt det meget store kildemateriale de havde – virkelige ægte kilder som årbøgerne fra det gamle Israel. Samuelsbøgerne og Kongebøgerne er bestemt ikke fri fantasi! Men de er farvet af en bestemt opfattelse – lige som når alle nutidige danskere tror at alle vikinger gik med en hjelm med horn! (Sagen er at vikingerne aldrig gik med horn – hornene kender vi kun fra bronzealderen!).

Hvem er egentlig David?