Mennesket er uden skyld

Vi er uden skyld. Mennesket er uden skyld. (Salmernes Bog).

v13 Du støtter mig, fordi jeg er uskyldig,
og du vil altid lade mig stå for dit ansigt.

(41.13)

Det er en af de grundlæggende tanker i Salmernes Bog, at mennesket er uden skyld i den lidelse, modgang, ulykke, som rammer mennesket. Salmerne ved selvfølgelig godt, at der eksisterer mange undtagelser: Vi kan selv være skyld i vore ulykker, hvis vi krænker livets lov eller Guds lov, hvis vi lever helt i strid med naturens og livets love. Men det grundlæggende synspunkt er at man ikke kan sige at lidelsen og ulykken og dødsriget som hærger os er vores egen skyld. Mennesker rammes af ulykken uden nogen rimelig forklaring, kan vi sige. Dette fremføres temmelig ofte i klagerne eller klagesalmerne når salmen råber til Gud - som det siges. – Gud, du må se os som vi er. Se på os. Vi er blevet ramt af lidelsen. Befri os fra byrden. Befri os fra den modgang og smerte og synd og skyld, som vi ikke længere kan bære!

v3  Gud, du har forstødt os, du brød løs mod os,
du blev vred på os, rejs os igen!
v4  Du har bragt landet til at skælve og slå revner,
hel dets brud, for det vakler!
v5  Du lod dit folk opleve hårde tider,
du gjorde os sanseløse som af vin.

(60.3)

v4 For de lægger baghold for mig,
stærke mænd angriber mig,
selv om jeg ikke har forbrudt mig eller syndet, Herre.
v5 Skønt jeg er uden skyld,
stimler de sammen imod mig.
Vågn op, kom selv og se!

(59.4)

v5 De, der hader mig uden grund,
er flere end hårene på mit hoved;
mange vil gøre det af med mig,
med urette er de mine fjender.
Det, jeg ikke har røvet,
skal jeg alligevel levere tilbage.

(69.5)

v3 De omringer mig med hadefulde ord
og angriber mig uden grund.

(109.3)

Synden er en magt der har ramt vore hoveder – næsten mere end vi kan bære – synden er lidelsen:

v12 Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder [synden] fra os.

(103.12)

v5 Min skyld vokser mig over hovedet,
den er en byrde, der er for tung for mig.

v19 Jeg vil bekende min skyld,
jeg er foruroliget over min synd.

v20 Mange er mine fjender uden grund,
talrige hader mig med urette;
v21 de, der gengælder godt med ondt,
anklager mig, fordi jeg stræber efter det gode.

(38)

Til dig kommer alle mennesker
v4 for deres synders [lidelsen] skyld;
vore overtrædelser [lidelsen] er for tunge for os,
men du tilgiver [fjerner] dem.

(65)

Ingen mennesker har egentlig fortjent den onde skæbne vi kan opleve nogle gange. I 587 f. Kr blev Israel taber til storstaten Babylon. Babylon dræbte og hærgede frygteligt i Israel. Jerusalem blev brændt ned og templet – det helligste – blev revet ned og tilintetgjort. En del af befolkningen – vi ved ikke hvor mange – men det var den bedst stillede del af befolkningen – blev tvangsforflyttet til Babylon. Landet blev ydmyget. Den jødiske konge – Herrens salvede som han havde lovet at opretholde til evig tid – blev vanæret og ydmyget. Vi finder situationen i mange af salmerne som altså er skrevet efter 587 f. Kr. Det som Salmernes Bog her fremfører, er, at det har vi altså ikke fortjent! Intet menneske har fortjent den skæbne. Det er ikke vores egen skyld. Salmerne går her imod en anden tanke som også findes i Salmerne – og i Det gamle Testamente: nemlig tanken om at alt kommer fra Gud og at Gud er retfærdig og at han straffer folket med rette for dets synder. De to tanker strider ikke nødvendigvis imod hinanden men de er alligevel forskellige. Salmerne rummer begge tanker – men grundlæggende er tanken at vi – mennesket – er uden skyld. Spørgsmålet spillede en vis rolle i den jødiske religion og tænkning.

v23 Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,
prøv mig, og kend mine tanker,
v24 se efter, om jeg følger afgudsvej!

(139)

v11 Falske vidner står frem
og kræver mig til regnskab for ting, jeg ikke kender til.

(35)

Pagten mellem Gud og Israel er en ophøjelse af begge parter. Pagten er først og fremmest et løfte fra Gud til mennesket: - Jeg vil aldrig svigte dig! Jeg vil aldrig lade dig synke ned i synden og fortabelsen. Jeg vil sikre dig. Jeg vil løfte dig op på klippen. Jeg vil føre dig ud i det åbne land. Pagten er også en ophøjelse af Herren til Gud og konge, vores gud og konge, den eneste – den største. Men pagten er også en ophøjelse af mennesket. I pagten giver Gud os herligheden tilbage. Den herlighed (magt, stolthed, ære, velstand, rigdom, trivsel, glæde, fred) som vi har mistet. At være hans tjener er ikke tjener i vores betydning af ordet. At være tjener indebærer ikke nogen lakaj status eller nedværdigelse eller ydmygelse. Tvært om: at være Herrens tjener er en ophøjelse – det er det samme som at være hans udvalgte, salvede, middel, kanal, ydre form, at være Guds søn. Et liv i lidelse og vanære er ikke passende for Guds egne sønner. Vi er bestemt til noget bedre og mere. At være Herrens udvalgte efter pagten er en stolthed. Vi er konger og fyrster. Vi er ikke længere undergivet nogen magt. Vi er blevet frie og myndige (disse udtryk genfindes hos Paulus i hans breve i Det nye Testamente):

v17 Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra klippen.

(81.17)

v7  Fra støvet rejser [jeg] den svage,
fra skarnet løfter [jeg] den fattige,
v8  [jeg] sætter ham blandt fyrster,
blandt sit folks fyrster.
v9  [Jeg] lader den ufrugtbare kvinde sidde
som lykkelig mor til sønner.

(113.7)

Det er derfor ikke overraskende, at Salmerne bruger denne ophøjelse i forbindelse med klagerne. Gud har svigtet som den utro ægtemand – han har lovet så meget men hvor meget af det har han rent faktisk overholdt? Vi er blevet ladt alene tilbage – Gud ser slet ikke til vores side. Han har mistet interessen for menneskene. Han har forstødt sin udvalgte og elskede. Han har revet vore fæstninger ned og prisgivet os til de onde kræfter i verden. Han har brudt pagten, brudt aftalen, han har svigtet sine løfter til mennesket:

v39  Men du har forstødt din salvede,
forkastet ham i din vrede.
v40  Du har brudt pagten med din tjener,
vanæret hans krone, slængt den til jorden.
v41  Du har revet alle hans mure ned,
lagt hans fæstninger i grus.

(89.39)

v2 Fra dig skal min ret komme,
dine øjne iagttager retskaffenhed.
v3 Prøv mit hjerte, se nøje efter om natten,
ransag mig, du finder intet skændigt hos mig!
Min mund forløber sig ikke.

(17.2)

I Det nye Testamente dukker spørgsmålet også op flere gange: Da Jesus møder den blindfødte mand spørger disciplene: - Hvem er skyldig i hans sygdom og blindhed? Er det fordi han selv har syndet eller er det fordi hans forældre har syndet spørger de? Jesus svarer: - Det er hverken hans eller hans forældres skyld. Det er ingen menneskers skyld. Meningen med sygdommen er at han skal blive rask og helbredt! Det er den eneste mening der er med hans sygdom! Siger Jesus.

Ingen mennesker har fortjent at blive ramt af en frygtelig opløsende sygdom som fuldstændigt tager værdigheden fra det menneske. Sygdommen rammer os udefra som en ulykke. Vi føler gru og rædsel og vi pines ved synet af den forfærdelige sygdom – som det omtales hos Esajas og i Jobs Bog. Det er ikke retfærdigt eller rimeligt at mennesker rammes på den måde. Det er i al fald ikke vores egen skyld! Vi er uden skyld!

v18  Husk dette, Herre: Fjenden spotter,
et tåbeligt folk håner dit navn.
v19  Giv ikke din dues liv til vilddyr,
glem ikke for evigt dine hjælpeløses liv!
v20  Husk på pagten! For landets mørke
er fuldt af stønnen og vold.

(74.18)

Ingen har fortjent at blive angrebet af rasende løver og revet i stykker. Ingen har fortjent at få sine hænder og fødder gennemboret. Ingen har fortjent at blive korsfæstet. Ingen har fortjent at gå fortabt. Det er budskabet i Salmernes bog.

v7 Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab,
hos ham er der altid udfrielse.
v8 Han udfrier Israel
fra al dets skyld.

(130)

Ingen mennesker for fortjent at miste alle de mennesker som de holder af eller at miste deres egne børn. Ingen mennesker har fortjent at leve hele livet i frygtelig angst for at blive dræbt eller på flugt eller i livsvarigt fangenskab eller som et offer for andres had og vrede. Gud har skabt os til noget helt andet. – Vi er den vinstok som du selv har plantet, som det hedder i Salmerne – Tag dig af denne vinstok! Vinstokken har fortjent at have det godt. Mennesket er bestemt til at have det godt og leve et godt liv. Vi er ikke bestemt til et liv i smerte og lidelse. Det var ikke Guds mening. Det er en slags unatur som er kommet ind i verden. Det er ikke det som Gud planlagde eller som står i hans plan. Guds mening er at vi skal trives og glædes ved det herlige liv som han har skabt.

Vi finder på en måde det samme syn i Salmerne som hos Jesus. Mennesket er blevet ramt af en ond skæbne. Sygdommen er en ond skæbne. Det drejer sig ikke om at diskutere hvis skylden er. Det drejer sig om at komme ud af lidelsen og væk fra afgrunden! Gud er den stærkeste og han kan befri os fra trængslen. Trængslen er synden og ulykken. Gud frelser ved at han helbreder os og sætter dem som sidder i fangenskabet på fri fod. Han giver os vores gamle storhed og herlighed tilbage, som det siges i Salmerne. Meningen med mennesket er ikke at det skal være et svagt og afmægtigt offer. Tværtom – meningen med mennesket – vores mål og telos – er at vi skal blive frie, stolte og stærke og komme til at leve i Guds fred og glæde. Det er det som vi ønsker og vil. Og det er det som Gud ønsker og vil – og kan. Gud græder når vi gør os mindre end vi er. Gud vil at vi skal have vores værdighed tilbage. Gud vil at vi skal være trygge, glade, ranke, ret-ryggede og stolte. – Vores liv er dyrebart i Guds øjne, som det siges i Salme 116 (116.15).

Bækken ved vejen er livets vand, det hellige vand, vandet fra livets træ og Paradiset. Gud giver os stoltheden tilbage:

v7 Af bækken ved vejen drikker han,
derfor kan han løfte hovedet.

(110.7)

v7  Han frygter ikke budskab om ulykke,
hans hjerte er trygt i tillid til Herren.
v8  Med fasthed i sindet frygter han ikke,
han får sine fjenders nederlag at se.
v9  Han strør ud, han giver til de fattige,
hans retfærdighed består til evig tid,
hans horn [magt, ære, stolthed] løfter sig herligt.

(112.7)

Udefra rammes mennesker af lidelsen og ulykken som en slags skæbne, som en synd, som en skyld. Synden er den onde magt. Synden er Rahab eller Livjatan – de mytologiske onde uhyrer, slangen, dragen, den oprindelige onde urkraft i universet. Synden er egoet og verdens magter. Synden kommer dybest set fra de onde magter i verden. Kun Gud kan gå imod disse onde magter. Kun Gud kan sejre. Vores frelse er en sejr – Gud kæmper og sejrer. Gud er rasende og vred på de onde kræfter. Han er vred over den ulykke og synd og død og lidelse som har bredt sig på jorden. Gud er vred over at mørket har bredt sig og lyset er fortrængt. Gud er identisk med lyset og han er lysets kriger. Med Gud sejrer lyset over mørket – glæden ved livet sejrer over angsten, frygten, vreden. Som en kriger går Gud i krig med det onde som væsen, med ondskaben. Ondskaben kommer ikke dybest set fra mennesker – selv om den selvfølgelig overfladisk set kan komme fra menneskers gerninger. Men egentlig kommer lidelsen og smerten fra noget dybere, farligere, større. Vi kan sige at Salmerne har et mytisk eller mytologisk billede af synden og lidelsen og menneskets stilling i verden. Der findes gode og livsfremmende kræfter i livet – og der er modsatte kræfter. De onde kræfter kan bruge mennesker – de kan bruge stater eller fremmede konger – som Babylon – men de onde kræfter er ikke identiske med disse midler eller redskaber.

v4  Til trods for min kærlighed anklager de mig,
og jeg er sat under tiltale [retssag].
v5  De gengælder mig godt med ondt,
kærlighed med had:
v6  Stil en uretfærdig op imod ham [falske vidner],
lad en anklager stå frem ved hans højre side.

(109)

Guds fremtræden og dom er ikke nogen dom i vores betydning – ikke nogen domfældelse til straf eller frifindelse. Dommen er en nåde eller en redning. Dommen er en befrielse, en udfrielse af nøden. Dommen er det som vi venter på:

v14 Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion,
for det er tid at vise nåde.

(102.14)

Begivenhederne i den følgende salme er mytologiske. Guds fjende er ikke mennesker men magter. Gud angriber og nedkæmper synden og ondskaben. Hele optrinet er kosmisk mytologisk. Guds sejr er et triumf tog. Gud indsættes som konge i helligdommen. Vi ved at man én gang om året fejrede Guds eller Jahves tronbestigelse på denne måde. Gud sætter sig på tronen, han indsættes, han overtager magten, scepteret – han krones:

v22  Gud knuser sine fjenders hoved,
issen på dem, der lever i skyld.
v23  Herren siger: Fra Bashan henter jeg dem,
jeg henter dem fra havets dyb,
v24  så du kan bade dine fødder i blod
og dine hunde få deres del af fjenderne.

v25 De ser dit festtog, Gud,
min Guds og konges festtog i helligdommen;
v26 forrest går sangerne, bagest strengespillerne,
i midten de unge piger,
der slår pauken.

(68.22)

Guds vrede og raseri og vildskab vender sig egentlig ikke mod mennesker – eller lande – men mod det onde som sådant. Det er faktisk derfor at Guds triumtog gennem verden hvor han nedkæmper dragen eller uhyret hilses af jubelråb og frydesang. Når Herren sejrer, sejrer vi – alle mennesker – også. – Gud er stor! Ingen er større end herren! Han har sat sig på tronen! Han har besejret fjenden! Vi har vundet sejren! Disse råb har lydt i templet ved de såkaldte epifanier hvor Gud eller Jahve har vist sig. Disse råb – hyldestråb til kongen, Herren – genfindes i Det nye Testamente fx i Johannes Åbenbaring.

Mennesket er uden skyld – uden skyld i den lidelse som har ramt det. Mennesket er ved at gå til i lidelsen. Hele skabningen sukker efter forløsningen. Hele tanken samles i Salme 88:

v2  Herre, min frelses Gud,
dag og nat råber jeg til dig;
v3  lad min bøn nå dig,
vend dit øre mod min klage!
v4  For min sjæl er mæt af ulykker,
mit liv er nået til dødsriget,
v5  jeg regnes blandt dem, der er gået i graven,
jeg er blevet som en mand uden kraft.
v6  Blandt de døde er jeg spærret inde,
som de dræbte, der ligger i graven,
dem, du ikke længere husker,
for de er revet ud af din hånd.
v7  Du har kastet mig i den dybe grav,
i det mørke dyb.
v8  Din vrede hviler tungt på mig,
alle dine brændinger lader du skylle over mig.      Sela
v9  Mine bekendte har du taget fra mig
og givet dem afsky for mig;
jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud.
v10  Mit øje er sløvet af lidelser,
hver dag råber jeg til dig, Herre,
og rækker mine hænder op imod dig.

(88.2)

v1 Salme af David.

Herre, hvem kan være gæst i dit telt,
hvem kan bo på dit hellige bjerg?

(15)

Ud fra senere kristne forestillinger forventer vi at svaret er: Det kan ingen! Ingen er god nok! Ikke én er retfærdig! Men svaret i salme 15 er det stik modsatte: - Vi kan være gæster i dit telt og vi har ret til at bo på dit hellige bjerg!

Salmernes menneskeopfattelse viser sig altså tydeligt på denne måde. – Vi er ikke arme syndere eller gudløse forbrydere eller vanartede mennesker! Vi er Herrens udvalgte, Herrens elskede, Herrens udvalgte ægtefælle. Vi er værdige. Vi har fortjent at komme til at bo på hans hellige bjerg. Vi kan rejse hovedet og knejse med nakken. Vi har ret til at være stolte.

v2  Den som vandrer retsindigt,
som øver retfærdighed
og taler sandhed af hjertet;
v3  den som ikke løber med sladder,
ikke skader sin næste
og ikke bringer skam over sin nærmeste;
v4  den som foragter den forkastede
og ærer dem, der frygter Herren;
som ikke bryder sin ed,
selv om den skader ham selv;
v5  den som ikke låner penge ud mod renter
og ikke lader sig bestikke i sager mod uskyldige.

(15)

Vi kan oversætte svaret – menneskeopfattelsen - salme 15 på denne måde:

Vi er dem som vandrer retsindigt. Vi er dem som øver retfærdighed. Vi taler sandt af hjertet. Vi skader ikke vores næste! Vi bringer ikke skam over vores nærmeste. Vi holder det vi lover selv om det skader os selv!

Vi er normale, ikke vanartede. Vi gør det som er normalt i en relation. Dette er netop Salmernes definition på begrebet retfærdighed. Vi er ikke arme syndere – som Paulus siger i Det nye Testamente. Vi har vores stolthed i Herren. Hele denne meget livsbekræftende og positive tankegang – rankheden og stoltheden – kan godt udarte. I senjødedommen og på Jesu tid blev den måske nogle gange udartet og vanartet. Den blev til en negativ form for farisæisme. Men Paulus’ stolthed er ægte nok. Paulus er stolt af hans oprindelse, Israel, han er stolt af at tilhøre Benjamins stamme, han er stolt af sin oplæring i den jødiske tro som farisæer, han er stolt af at han hører til de udvalgte. Denne glæde og stolthed er fundamentalt positiv, livsbekræftende. Paulus fortætter denne positive stemning fra Salmernes Bog. Vi er Herrens udvalgte og salvede. Det er vi stadig væk trods alle små og store synder. Gud ser ikke på vore små synder. Han tilgiver som en rigtig ægtemand bør tilgive sin hustru hendes små synder! Vi er værdige. Vi er skabt i Guds billede. Mennesket er ikke svagt og syndigt og fortabt. Vi har ikke fortjent lidelsen. Lidelsen er en uret imod mennesket! Vi er bestemt til frelsen. Pagten er en ophøjelse af mennesket. Det Gud vil er at ophøje og herliggøre mennesket – ikke at nedværdige eller ydmyge det!