Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

(3 Mosebog 23.17)

Kom! Vis dig! Rejs dig!

(Epifanien eller teofanien i Salmernes Bog).

Salme 29 handler om den typiske kult og religion i det gamle Israel. Salmen afspejler til dels en liturgi altså en struktur for gudstjenesten. Det typiske forløb er at gudstjenesten – kulten – indledes med en klage eller klagesalme. Denne klagesalme bliver fremført af en repræsentant – en profet eller en præst eller en anden repræsentant – fx en repræsentant for kongen (som spiller en helt afgørende rolle i kulten), for folket ubestemt eller for en af stammerne. I Salme 29 er der ingen klage.

I Salmernes Bog findes et meget stort antal klager eller klagesalmer. Disse klagesalmer skal forstås alment – de er bestemt ikke en enkeltpersons konkrete klage i en bestemt situation. Klageteksterne eller klagesalmerne er en del af liturgien og er blevet brugt til mange formål, i mange situationer. Klagen indeholder en almen klage (i symbolske udtryk som fx graven og dødsriget) over nøden og trængslen – ofte en tale om at vi folket er blevet ramt uden god grund (!) – vi er uskyldige! – og måske en anklage imod Gud: - Gud har svigtet. Han er utro og troløs. I det gamle Israel opfattes forholdet Gud-folket som et ægteskab. Herren havde lovet at tage sig af Israel – ægtefællen – men nu har han svigtet! Anklagerne mod Gud – Jahve - kan være temmelig voldsomme og forbitrede. Israel er uskyldigt ramt. Intet menneske har fortjent vores skæbne.

Efter klagen er det typiske forløb at folket (præsten, en repræsentant) råber på Herren. At råbe på Herren eller at råbe Navnet (ordet eller navnet Jahve måtte normalt ikke udtales fordi det var for farligt og helligt og derfor erstattes det med ’navnet’) er en bestemt rite – et fast ritual. Vi ved ikke så mange ting om den jødiske gudstjeneste før Kr. men vi kan forestille os at menigheden eller folket eller kongen ved en repræsentant råber til Herren:

- Vis dig! Kom! Vend dig om! Omvend dig! Vis din magt! Grib ind! Frels os! Vis at du er stærkere end de onde kræfter som har taget magten i verden!

v21 Jeg takker dig, for du svarede mig [med et orakel, svar]
og blev min frelse.

(118.21)

I min nød har jeg råbt til Herren,
og han svarede mig.

(120.1)

Efter denne påkaldelse (vi finder også tanken hos Paulus i Det nye Testamente: at råbe på Herren) sker der noget mirakuløst som viser Guds tilstedeværelse eller tilsynekomst. I princippet viser Gud sig i sin majestæt, i sin herlighed, i et lys. Gud åbenbarer sig. I den datidige religion i Babylon og Egypten blev gudens billede til sidst vist frem som et klimaks. I det gamle Israel er der billedforbud så det er bestemt ikke sket. Men måske er arken – pagtens ark – blevet ført rundt ved visse fester. Måske er hellige genstande fra det allerhelligste – det inderste alterrum i templet – blevet vist frem. Vi ved at et flag, en fane (et banner) er blevet løftet som tegn på at nu har Herren vist sig. Udtrykket at søge tilflugt under Herrens flag betyder at vente i templet på at Gud skal vise sig – at søge orakelsvar i templet.

At råbe på Herren optræder også i forbindelse med Moses og Samuel historierne i Salmerne:

v6 Moses og Aron, hans præster,
og Samuel, som påkaldte [råbte] hans navn,
de råbte til Herren,
og han svarede dem.
v7 Han talte til dem i skysøjlen.

(99.6)

Følgen på denne epifani er folkets eller menighedens hymne – lovsang over hvad der lige er sket. De råber: - Ære! Ære! Ære!

At Herren viser sig betyder at han har taget magten i verden, han har nedkæmpet de onde magter, han er blevet jordens konge, han er blevet indsat som konge. Vi ved at man i templet én gang om året fejrede Jahves bestigelse af tronen eller kroning eller indsættelse som konge. Jahve bryder frem og ind i verden som var fortabt i dødens og syndens greb. Han udfriede os af dødens og dødsrigets lænker, han førte os ud i friheden. Jahve sejrer som en kriger, en krigsmand.

Efter tronbestigelsen hyldes han som en konge (vi kender ordene fra adskillige salmer fx Salme 96, 113 og 104):

- Jahve er konge. Jahve er nu blevet konge. Han er den største af alle kongerne. Han er gudernes gud og herre. Han er blevet ophøjet helt op til himlen, helt op over himlen! Jahve lever. Gud er stor! Han er hellig, hellig, hellig. Hans herlighed fylder hele jorden! I guder, kast jer ned foran ham! I mennesker, kast jer ned foran hans ansigt! Herren er her – nu. Træd frem for Herren! Herren Jahve ser på jer!

I salmerne kan vi flere steder se dette råb til herren – hyldestråbet, sejrsråbet: - Vi har vundet! Herren har sejret:

Herrens højre hånd bringer sejr,
v16 Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!

(118.15)

Herre, min Gud, du er stor!
Du er klædt i højhed og pragt;
v2  du hyller dig i lys som en kappe,
du spænder himlen ud som en teltdug.
v3  Du rejser din højsal i vandene,
du gør skyerne til din vogn
og farer frem på vindens vinger.
v6  Urdybet [ondskaben] dækkede den [jorden] som en dragt,
vandet stod op over bjergene [alt stod under vand før skabelsen].
v7  Det flygtede for din trussel,
skræmt af din torden løb det sin vej.
(104.1)

Ved skabelsen delte Gud vandet – som havde fyldt det hele – til to steder: Vandet neden under jorden som jordpladen flyder på og vandet oven over himlen – derfra kommer regnen!

Den aktuelle oplevelse – at se Gud i templet – epifanien – sættes lig med Guds epifani på Sinaj eller for Moses i ørkenen. Alle steder identificeres med hinanden. Alle ting er samtidige i kulten. Fortidige begivenheder – Gud viser sig på Sinajs bjerg eller Gud fører folket ud af Egypten – opfattes som begivenheder der sker lige nu! Alt identificeres med hinanden. Salmerne taler om at Herren bor på gudebjerget, det hellige bjerg langt mod nord – med dette bjerg sættes også lig med templet og Zions klippe – tempelklippen i Jerusalem. Babylon er lig med Egypten. Salmerne opfatter grundlæggende tingene i et fast skema. Tingene gentager sig igen og igen. Gud viser sig igen og igen – på samme måde.

Det centrale i gudstjenesten er at søge svar, at råbe på Herren, at tage varsler, at få Gud til at svare på mine spørgsmål. Udgangspunktet for gudstjenesten er nøden. – Giv os et tegn, Herre, så vi kan blive reddet. Men når jeg hører Guds svar, får jeg fred:

v7 På nødens dag råber jeg til dig,
for du vil svare mig.

v17 Giv mig et tegn, der varsler godt,
så mine fjender ser det og beskæmmes.

(86.7)

Når Herren – Jahve – viser sig i templet, er han farlig, hellig, frygtindgydende, umenneskelig, helt ukontrollabel, som vi også kender det fra Mosebøgerne om Sinaj epifanien: Hvis man kommer for nær ved Jahve, brænder man op – han er farlig, hellig, fuld af overmenneskelig, ubegribelig energi og kraft (som en slags elektricitet):

v9 Kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt,
skælv for ham, hele jorden!

(96.9)

Det er frygtindgydende og skræmmende at se Gud, fjenderne må give op når de ser Gud og mennesker besvimer og falder om i afmagt:

v7 Ved din trussel, Jakobs Gud,
faldt både hest og rytter i afmagt.
v8 Frygtindgydende er du,
hvem kan holde stand mod dig, når du er vred?

(76.7)

Mange udtryk betyder i virkeligheden det samme. De ugudelige eller gudløse eller fjenderne eller de uretfærdige betegner reelt det samme. Lad dit ansigt lyse betyder det samme som Vis dig eller Rejs dig eller Rejs os eller Sæt dig på tronen! Det betyder: - Skab din frelse – Skab din verden! Skabelsen skete nok engang ved at Gud besejrede uhyret og ordnede verden – gjorde den stabil – men lige nu gør Gud det samme: Nu griber han ind igen mod det onde – han sejrer – det vil sige han skaber verden og dens orden. Salmerne opfatter bestemt ikke ordet skabelse som det meget senere er blevet opfattet i kristendommen. Skabelsen er ikke fortid – overstået – skabelsen er det som vi håber på at Gud vil gøre nu – snart!

I Salme 29 kan vi se lovsangen i v 9-11. Salmernes bog indeholder en mængde af disse hymner som i princippet er ens. Gud prises fordi han greb ind – i sidste øjeblik. Han trak os op af dynd og slam, op af gruben. Han befriede os fra nøden og ulykken der var som et uvejr, en storm.

Vi kan forestille os følgende – selv om vi faktisk ikke ved så meget om gudstjenesten i det gamle Israel:

Efter klagen har Gud vist sig på en eller anden konkret måde. Vi ved at man har anvendt lodder og lodkastning – selv om det nok ikke har været så vigtigt – det vil sige Gud kan have vist sig, vist sin vilje og frelse ved at man har kastet lod. Vi ved at man anvendte to terninger eller pile – Urim og Tummim. Disse to genstande har måske betegnet det gode eller det lyse og det modsatte – mørke, negative. Ypperstepræsten har båret tegningerne i kappefolden – som det hedder.

Gud kan have vist sig i et offertegn idet der er blevet foretaget ofre i indledningen til gudstjenesten. Gud viser om han modtager og accepterer offeret. Fx ved røgen fra ofrene – som blev brændt – eller ved dyrenes kroppe. Jvf historien om Kain og Abel i 1 Mosebog.

Der kan være sket det at en profet har fået en vision, et syn. Mange af teksterne i Salmerne er visioner. Vi kan sammenligne med visionerne i Johannes Åbenbaring. Han – profeten - ser Gud for sig, Gud taler til ham. Dette kan man kalde et orakel svar. Et orakelsvar er Guds egen tiltale til Israel. Vi kender disse orakelsvar i hele det gamle Testamente. I 1 Samuel 1 henvender den ulykkelige Hanna – der er barnløs – sig til Gud i templet. Hun får et orakelsvar – formidlet af præsten: - Til næste år skal du føde en søn. I 1 Samuel 1 kan vi netop se forløbet: Klagen (Hannas klage), oraklet og til sidst Hannas lovsang. Dette forløb har været typisk i det gamle Israel.

Orakelsvaret kan være givet af en præst – måske i form af en beretning om Herrens mægtige gerninger i fortiden, fx om udfrielsen af Egypten. Beretningen om fortiden bliver i kulten nutid. Det som skete dengang – med fædrene – vil også ske nu, ja sker allerede nu.

Der kan være sket andre ting: Vejret, regn, torden osv er blevet opfattet som tegn på Guds svar og Guds nærvær. At han er vendt tilbage. Gud viser sig ifølge Salmerne i naturfænomener som vind, storm, jordskælv, rystelser, at solen pludselig bryder igennem, skydækket (som er Jahves vogn), oversvømmelser, tørke osv. Gud viser sig i mange forskellige tegn. Når Judas byer bliver genopbygget – efter katastrofen i 587 f. Kr. – er det et tegn (69.36) – Gud viser sig. Ligeledes når han samler Israels fordrevne – fra eksilet i Babylon (147.2). Når jorden ryster er det et tegn ligesom når Gud dækker himlen med skyer og skaffer jorden regn (147.8). Eller når han lader sneen falde som var det uld (147.16). En pludselig helbredelse er et tegn lige som ild og hagl og røg. – Giv os et tegn Herre! Gud beviser sig gennem de tegn han giver. Han viser sin troskab ved at give os tegn (salme 69). Hvis han ikke giver os et tegn er vi fortabt – uden Gud og uden noget håb. Vi sidder dybt nede, lukket nede i den dybe mørke slimede brønd! (69.16).

At søge Herren, at råbe på Herren (Jahve! Jahve! Jahve!) er at søge oraklet eller orakelsvaret – nu mens tid er – måske i sidste øjeblik – det er centrum i hele kulten eller gudstjenesten:

v2 Herre, hør min bøn,
lad mit råb om hjælp nå dig.
v3 Skjul ikke dit ansigt for mig [se på mig],
når jeg er i nød.
Vend dit øre mod mig,
svar mig i hast, når jeg råber!

(102.2)

Gud viser sig i tegn og undere. Det drejer sig om at kunne se tegnet. Moses ser en brændende tornebusk – men han ved at busken er et tegn. Han kan se at den er et tegn på Gud – den viser hen til Gud. Derfor kan Gud vise sig i tegn og undere. I templet under gudstjenesten har det været muligt for alle at se Gud – som Gud siger til Moses i 3 Mosebog:

v17 Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

(3 Mosebog 23.17)

I beretningen om den ufrugtbare Hanna kan vi også se hvordan gudstjenesten simpelt hen består i at træde frem for Herrens ansigt, at se Gud, at Gud ser Hanna. Der findes i Salmerne utallige små stykker om handler om dette fænomen: oraklet – Guds visen sig eller epifani men vi kan ikke i detaljer sige noget om forløbet.

De mange epifani forestillinger er oftest meget gamle. Fx kan vi se at herren eller Jahve er omgivet af andre guder, at han bor på gudebjerget højt oppe i nord eller kommer fra Sinaj eller er en tordengud som andre guder i oldtiden. Disse forestillinger går tilbage til Israels urtid. Vi kan sige at religionen i Det gamle Israel simpelt hen handler om disse epifanier. Gud har vist sig! At opsøge Herren som det hedder i Salmerne er netop at søge hen til templet – i forgården hvor gudstjenesten foregik – og vente på epifanien – i bredeste betydning – at vente på Guds svar og tiltale. At søge sin tilflugt til Herren er at søge til templet og se Herren. I templet sidder vi under hans vingers skygge. I templet sidder vi under kerubernes vingers skygge. Dette er centrum i Salmerne og i hele Det gamle Testamente. Kom! Kom! Kom frem! Vis dig! Se på os! Lyt! Tanken er at når Gud ikke er her – kan han ikke høre os - og han glemmer os. Gud kan kun høre os når han er her til stede. Derfor råbet: - Kom! Udgangspunktet er så at sige at Gud har forladt os og er langt borte som det siges i Salme 22 som bliver anvendt på Jesus i Det nye Testamente. Det kan blive til psykologisk menneskelig offertankegang og vrede mod Gud: - Du har forladt os! Du har svigtet! Du lovede os at du ville beskytte os men du har svigtet alt hvad du lovede! Vi kan ikke stole på dig! Du lover så meget! I denne rolle kan man sige at Israel spiller den bedragede, vrede ægtefælle. Man kan finde denne vrede i salmerne – sammen med at folket eller kongen bedyrer sin uskyld – men den er ikke typisk for salmerne. Men den er et eksempel på at der er meget stor forskel på Israels gamle religion og den senere kristendom.

v7 For Herren er retfærdig, han elsker ret,
de retskafne skal se hans ansigt.

(11.7)

v11 Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt [når du ser på mig],
du har altid herlige ting i din højre hånd.

(16.11)

Guds fremtræden og dom er ikke nogen dom i vores betydning – ikke nogen domfældelse til straf eller frifindelse. Dommen er en nåde eller en redning. Dommen er en befrielse, en udfrielse af nøden. Dommen er det som vi venter på:

v14 Du vil rejse dig og være barmhjertig,
for det er tid at vise nåde.

(102.14)

Det som Gud gør, gør han som et svar på vores råb om hjælp. Gud griber ind og viser sig for at redde de hjælpeløse, fattige og de forfulgte – altså dem som er gået fortabt, dem som har mistet alt. Han gør det ikke fordi han er hævngerrig eller ondsindet. I Salmerne hedder det at Gud holder dom over verden men derved menes at Gud griber ind, viser sig og frelser verden. Gud kæmper imod Synden, lidelsen, nøden, ulykken. Gud kæmper imod kaosmagterne. Udtryk som de ugudelige og synderne og de gudløse er ikke ateister som benægter Guds eksistens og derfor skal nedkæmpes og dræbes! Der var ingen ateister i det gamle Israel – det er en helt moderne problemstilling. I det gamle Israel spurgte man ikke om Gud eksisterer – Man spurgte: Hvilken Gud er den stærkeste?! Gud bekriger ikke enkeltmennesker eller syndere i vores forstand – han bekæmper Rahab og Livjatan – det onde som sådan. Vi kan sige – med et senere begreb – han bekæmper Satans magt over menneskene. Han bekæmper lidelsen, egoet som skaber lidelsen. Gud er en kriger og det Gud gør er at han besejrer det onde. Guds handlinger er dybest set ikke vendt imod bestemte lande eller mennesker. Gud frelser – nedkæmper de onde kræfter som har taget magten i verden. Gud er den største af alle, den største af alle guderne. Salmerne anvender et kan man sige overdrevent sprog for at vise hvem Gud er. Salmerne anvender oldtidens sprog. Salmerne fremstiller Herren – Jahve – som en konge med enorm kraft og styrke som kan overvinde alt. Vi skal ikke læse Salmerne bogstaveligt. Det har aldrig været meningen. Salmerne består af metaforer og billeder.

Synden er en magt der har ramt vore hoveder:

v12 Så langt som øst ligger fra vest,
så langt har han fjernet vore synder [synden] fra os.

(103.12)

Gud viser sig på mange måder. De onde og voldsmændene ender med at blive fortabt og ulykkelige. De bliver ramt af deres egen ondskab – ikke af Gud. De bliver – med et andet udtryk - ramt af deres karma – så at sige. Salmerne tror på at sådan er livets lov. Det onde besejrer sig selv – det kan ikke bestå. Slangen æder sig selv op – fra halen. Men samtidigt er det også Gud der viser sig i denne lov. Gud viser sin magt når de onde rammes af deres egen ondskab. De gravede en grav eller grube – men de faldt selv i den. Gud viser sin storhed og vælde i de ting som sker. Jeg bliver måske ramt af en sygdom – men måske er det et tegn til mig. Gud viser sig på mange måder. Livets lov kommer fra ham siger Salmerne. De som øver vold mod andre vil komme til at lide for det. Gud er de gode kræfter inden i det som sker. Gud vil at vi skal frelses og hans veje er uransagelige. Hans visdom er dyb og uudgrundelig. Men pludselig kan vi se det. Gud er ikke noget menneske – men han kan handle igennem mennesker. Det mennesker gør er noget som Gud gør – måske kan vi se tegnene – måske kan vi se Gud i det som de gør. I Salmerne kan vi se Gud i det som kongen eller den salvede gør. Han gør det som Gud vil. Salmerne bruger de nøjagtigt samme udtryk om det som Gud gør og det som den salvede gør. Han er et redskab, et middel, en form, et legeme.

Gud eller Jahve kan i Salmerne være meget menneskeligt opfattet. Opfattelsen af gud kan være meget antropomorf. Han er her nede på jorden. Han bor på Sinajs bjerg – eller på bjerget højt mod nord. Han er en konge – hernede. Han lever blandt os – men hans godhed og tapperhed når helt op til himlen, som det ofte siges. – Løft dig, Herre, helt op til himlen! Lyder det.

Gud er dommer eller han bliver dommer når han viser sig. Men Gud er ikke nogen stillesiddende juridisk dommer i vores forstand som sidder og henholder sig til lovbogen! Gud er meget mere en kriger, en helt. Vi kan tænke på alle de senere myter om dragen og ridderen, Mikael, uhyret osv. De ord som bruges om den salvede, kongen og om Gud er de samme. Den salvede handler på Guds vegne. Kongen dømmer – dvs handler – Gud dømmer – handler. At dømme er at sikre det gode, det livsfremmende, at skille det livsfjendtlige ud. I den forstand er Salmernes billeder mytologiske. Det onde er personificeret – fordi det var tidens sprog. Det onde er fjenderne eller de gudløse eller de rige eller undertrykkerne – men disse udtryk skal ikke læses bogstaveligt. De er symboler på det samme – det onde som sådant, ulykken, afgrunden, hullet som vi er havnet i – synden. I den senere kristendom har begrebet dom nogen gange fået en helt anden betydning. I Salmerne er Gud den handlende, den skabende. Dommen er en ny skabelse, som det siges. I dommen skaber Gud verden. Verden er den gode verden, det gode liv som var gået af led. Verden var gået af lave. Gud greb ind. Han genoprettede balancen. Han er en gartner. Han griber ind for at redde haven. Vi er vækster og urter på Herrens mark. Da Gud skabte verden besejrede han de onde magter: de vældige vande, afgrunden, slangen, mørkets magter, mørkets væsen. Gud skabte lyset og dagen. Gud er identisk med lyset. Gud viser sig i sin Kabod dvs i en lysglans, glorie, et lysglimt, et sollys. Der hvor han er, er der kun lys. Når vi ser lyset ser vi Gud. Hvis vi fratages lyset synker vi ned i mørket, ned i dødsriget. I graven er der intet lys, intet liv. Gud giver mine øjne lys så jeg ikke skal falde ned i den mørke grube. Lyset er godhed og nåde. At vandre for Guds ansigt er at være i nåden – at være velsignet. Når Gud ser på os bliver vi velsignet. Om morgenen bryder Gud frem som det kan siges i Salmerne. Om morgenen når lyset kommer viser Gud sig. Vi bliver frelst når lyset bryder frem. Hver morgen kan vi se Guds frelse som det siges i Salmerne. Guds magt var så overvældende at mørket måtte vige. Skabelsen gentages – fornys.

Gud holder nok dom når han kommer – men han befrier os fra dem som hele tiden vil dømme os, som det siges i Salme 109! Salmerne opfatter desuden livet som en retssag – efter retssagens metafor. At blive trukket for en retssag, at blive konfronteret med falske vidner som fortæller løgnehistorier om mit og at blive dømt af en dommer som kun dømmer fordi han har modtaget bestikkelse – er at gå helt fortabt! Den der går ud af en retssag som taber er gået fortabt og livet er en retssag. Men Gud er vores sagfører og han fører vores sag igennem. Han redder os fra dommen! (109.31).

Når Gud kommer og viser sig kan han se os – og vi kan se ham. At se Gud er at blive frelst ligesom det at Gud ser os betyder at han ser vores lidelse og derfor frelser os. Han kan nu høre og se os. At søge Herren eller at opsøge Herrens ansigt er at gå til Guds hus for at se Gud eller blive set af Gud. Velsignelsen er at Gud ser på os. Når Gud ser på os kommer der et lys fra hans ansigt, fra hans øjne. Heri ligger frelsen: