Det, som svarer til at dø
på puden, er for Mester Eckhart lig med "Guds
død", hvor jeg indser, at min hidtidige, teoretiske viden om Gud er
uvirkelig og selv-opfundet, en projektion. Guds død er derfor det samme som
Guds fødsel i mig og for mig. At dø på puden og at opleve kensho
(Gudsglimtet) er som en julenat. Men samtidigt er kensho det øjeblik, hvor jeg helt mister fodfæstet, ikke
aner, hvor jeg er på vej hen og ikke længere har noget eller nogen at gribe ud
efter. Måske som en kylling, der bryder gennem æggeskallen. Der, hvor min
facade og demonstrative sindsligevægt krakelerer, hvor jeg er bange for at gå
fra forstanden, og hvor jeg for alvor taber ansigt, kæbe og mund … og måske
oven i købet bliver til grin. Jeg kaster mig ensom og bange ud i det tomme rum,
fordi den vej, som jeg hidtil har fulgt, er helt blokeret, og fordi det ikke
længere er muligt for mig at bruge ”fortidens løsninger”, alle de metoder, som
indtil nu har tjent mig godt. Jeg giver slip på min hang til det trygge, sikre
og velkendte. Angsten og frygten står som to drageagtige dørvogtere til en mere
sand og realistisk oplevelse af virkeligheden, hævder Zen. Den meditative
praksis, springet, forudsætter en stor villighed og tillid, mod og mandshjerte.
En parathed til at opgive min tryghedsnarkomani og alle de ”garantier”, som jeg
inderst inde godt ved ikke gælder alligevel. I Zen skal jeg være ”tough” og
indstillet på tørre tæsk. Jeg skal være villig til at give slip på hele mit
sikkerhedsnet, hele den trygge, velbekendte orden, som jeg har forudsat som en
selvfølge hele mit liv – uden på nogen måde at ane, hvad jeg får i stedet for …
hvis jeg overhovedet får noget som helst.
Denne given
slip og følgende indsigt og oplysning kaldes Zanmai, samadhi, satori, kensho, Nirvana, bodhi og
Oplysningen. Zadan og Zasetsu
bruges om at give slip på blindheden, forblændelsen
og jeg'et, om den radikale tvivl på fortidens
løsninger, de metoder jeg har brugt indtil nu. - ZaZen
er døren og porten til befrielsen, som Dogen sagde. Jeg sidder ikke for at
blive en buddha, men fordi jeg allerede er en buddha. Den japanske Zen-mester
fra 1700-tallet, Hakuin, siger: - De seks Paramitas kommer alle af ZaZen.
Det menneske, som blot en eneste gang har siddet i ZaZen,
bliver frelst og forløst.
Samadhi og kensho er ikke-tanke,
wu hsin. Den amerikanske
forfatter Robert Aitken, der skrev en bog med titlen:
"The Mind of the Clover", om kløverplantens
livsholdning og bevidsthed, siger, at vi gør klogt i at tage de såkaldt ydmyge
væsner som buske og græs som vores forbillede og modeller. Kløverplanten,
græsset og busken har forstået, hvad tilværelsen handler om. De gør det, som
skal gøres, uden at være splittede i hensigter eller bekymringer. De giver sig
hen. De giver sig selv uselvisk til de øvrige skabninger i naturen. Kløverens
selv-opofrelse er forbilledlig. Aller dybest nede, siger Aitken,
er kløverens ikke-tanke og den historiske Buddhas ikke-tanke den samme wu hsin eller ikke-tanke. At
sidde eller leve uden tanker er min naturlige tilstand. At være til ”uden
tanker” – siger den amerikanske Zen lærer Genpo Merzel – er en tilstand hvor modsætningen mellem tanker og
ikke-tanker er ”op-hævet”, altså både annulleret og
løftet op på et højere niveau: Jeg oplever måske stadig at det tænker i mig,
men jeg lader mine tanker passe sig selv og drive gennem mig - som skyer og
vand. Wu hsin er altså ikke
en tilstand, hvor jeg søger at tvinge mig selv til ikke at tænke. Tværtom er wu hsin den tilstand, hvor jeg
har indset, at mine tanker er naturprocesser som kløverplantens vækstprocesser
eller mine indre organers arbejdsprocesser. Ikke mere - og ikke noget andet end
det.
I Zen består øvelsen i at
pille løget fra hinanden ved at fjerne ring efter ring, indtil alle ringene er
væk, og intet er tilbage, siger den moderne Zen lærer Katsuki
Sekida, og jeget er selv dette løg. Jeg aflægger og
siger farvel til lag på lag af såkaldt identitet, viden og erfaring, som aldrig
har været til nogen nytte. Hvordan kan jeg gå gennem mure eller stå midt i
ilden uden at blive brændt? spørger Chuang Tzu og svarer: Ikke på grund af det, som jeg har lært - for
Vejen består ikke i at lære noget nyt - men på grund af det, som jeg har af-lært. Jo mere jeg aflærer, jo bedre. Når den sidste ring
i løget er borte, er jeg kommet fri af alle mine forudfattede meninger,
konstruktioner, for-domme og skemaer. Jeg kommer til
at vide mindre og mindre. Tilbage er en intuitiv, konkret, umiddelbar og ægte
sansning af det, som er. Det virkelige er det, som jeg oplever i et glimt, i en
kensho, i et kort øjeblik, inden min intellektuelle
eller diskursive (sproglige) bevidsthed træder i funktion, siger den amerikanske
forfatter Robert Pirsig. Kensho
er som lukkeren i et fotografiapparat, der åbner sig for lyset i en 1/125
sekund - men nok til at skabe et evigt, ”uforglemmeligt” aftryk på filmen
bagved i kamerahuset. Det er dette korte, dyrebare
øjeblik – før sproget og uden for ordene, som vi mennesker lever af. Uden for
sproget kender min frihed ingen grænser. Ordene er den spændetrøje eller
fængselscelle, hvori jeg har anbragt mig selv … på grund af frygten for at leve
ubundet og uden barrierer og på grund af frygten for mine objektive muligheder.
”When the mouth opens all are wrong”, hedder det i den
engelske oversættelse af Mumonkan fra 1200-tallet.
Min diskursive (begrebslige) bevidsthed en som en storm, der bringer søen i
oprør og får alt mudderet på søbunden til at hvirvle op: Alt bliver uklart og
uigennemsigtigt, og jeg bliver blind. Men jeg har friheden til at give slip på
denne diskursive bevidsthed, som ustandseligt dømmer, kritiserer og gør
forskel. Jeg er min egen fange-vogter, ingen anden, intet andet begrænser mig. Kensho er den pludselige ikke-sproglige, ”kropslige”
indsigt. Det andet eller den anden … det er også mig, og jeg er også dig, siger
den amerikanske forfatter Genpo Merzel.
Det er vores "åndelige" føde og næring, uden hvilken vi måtte leve hele
vores liv i den kierkegaardske "For-tvivlelse".
Det vigtige punkt i ZaZen er at være samlet og udelt. At være
udelt til stede. Hvis jeg har en stemme i baghovedet - "et hoved oven på
mit hoved", som Zen siger, - som hele tiden beordrer mig til være
opmærksom og lytte, er jeg derfor ikke samlet og udelt. Det menneske, der
TÆNKER på at lytte, kan ikke høre efter. Hvis jeg tænker på, at jeg skal give
slip på mine krop og mit sind, kan jeg ikke gøre det. Selvfølgelig kan jeg ikke
give slip med vilje. Men hvis jeg blot i eet sekund
har givet slip, så HAR jeg givet slip, så ER jeg virkeligt trådt ud fra den
pæl, som er
Japaneren Sekida fortæller, at han efter sin første kensho overalt - oppe, nede, foran, bagved, til højre og
venstre. - oplevede buddhaer og mennesker, som var
muntre, lystige, glade, morede sig, festede, lavede sjov og klovnede. Et andet
sted skriver han, at vi har opfundet grinet og latteren for at komme af med det
indre tryk, som stammer fra vores tanker. Latter og almindeligt grinebideri hører sammen med Zen. Verdens mørkemænd og
alvorsmænd, der ikke kan le eller sjældent gør det, er fremmede over for Zen og
vil afvise den som overfladisk og usaglig. Oplevelsen af Oplysningen er brat og
pludselig, som når vi bryder ud i latter efter en vittighed. I latteren giver
jeg netop slip på mit ego, min jegcentrering og
selvhøjtidelighed. Når vi griner sammen, oplever vi en form for meditativ
forening og kensho, fordi vores jeg bliver løst op og
opløst. Mit sneglehus og min jeg-skal falder af, når
jeg griner højt og løs-sluppent. I den hjertelige
latter forsvinder jorden under mig, jeg mister fodfæstet og min dagligdags
bevidsthed klapper sammen som et korthus. Min daglige selvhøjtidelige
bevidsthed, korthuset, viser sig som et hulrum, et tomt rum. Ballonen
eksploderer, og grænsen mellem "mig" og "det" og mellem
"mig" og "dig" ophæves. I Zen har man altid taget latteren
alvorligt.
I ZaZen
bliver hele verden "transparent" eller gennemsigtig, og jeg bliver
selv gennemsigtig. Denne oplevelse af transparens - at verden er blevet klar,
renset, gennemsigtig, fri for tristhed, angst og begær, fri for gamle følelser
- går igen i næsten alle de beretninger, som vi har bevaret om den meditative
oplevelse. Pludselig letter tågen eller pludselig er mine briller blevet
skyllet og renset, og jeg ser virkeligheden, som den er. Det er den centrale kensho, samadhi eller satori. Jeg ser ikke noget nyt. Jeg ser ikke engle stige
ned fra himlen eller døde mennesker flyde rundt i rummet. Jeg ser - for første
gang - værelset, tingen, stolen eller kruset, som det er.
I Zen er der tradition for
at tale om fire slags kensho, satori,
samadhi eller meditativ oplevelse, en opdeling, som
oprindeligt stammer fra den kinesiske lærer Lin-chi,
som på japansk kaldes Rinzai. Fra Lin-chi
stammer den japanske Rinzai-skole. Grupperingen har
forbindelse med de berømte tolv billeder, som beskriver Zen i form af forholdet
mellem et menneske og en okse. Lin-chi bruger oksen
som repræsentant og symbol på hele den såkaldt ydre verden og opdeler derefter samadhi eller satori i disse fire
typer:
1. "Okse, intet
menneske" (Ox, No
Man): I denne oplevelse oplever jeg verden - oksen - men jeg glemmer eller
”taber” mit eget lille ego i oplevelsen, hvorfor jeg også kan vige tilbage for
denne oplevelse på grund af angsten for at tabe mit lille ego på gulvet. Jeg
oplever dette, når jeg bliver helt opslugt af virkeligheden, f.eks. af en film
i fjernsynet, et stykke musik, mit arbejde eller af min kærestes smukke øjne.
Jeg glemmer mig selv. Jeg er en luftboble, som pludseligt brister midt ude på
det store ocean. Min indre snakkemaskine forstummer, og der bliver stille inden
i mig. I latteren, vittigheden, løs-sluppetheden og
kådheden glemmer jeg mig selv, siger den kinesiske mester Hua:
- Det spontane, sjove, fantasifulde er også Vejen. Giv dig hen til det, som du
brænder for og bliver helt opslugt af, siger Hua. Han
taler om løs-sluppethedens samadhi.
Vi bliver i denne samadhi sluppet løs som fanger fra
deres fængsel. Vi oplever alle sådanne tilstande engang imellem. Børn oplever
dem – tror vi - ofte. Vi har ikke længere nogen selv-bevidsthed. Vi oplever det
også, når vi gribes og forføres af vore lidenskaber, vrede, begejstring og
ophidselse. Denne form kaldes den positive, aktive samadhi.
Den kan give os en forsmag på, hvad kensho er, men
den virker sjældent egentligt forandrende ind på jeg'et
i følge Zen.
3. "Ingen okse, intet
menneske" (No ox, no man): Denne betragtes ofte som den højeste form for kensho. Her har jeg ingen bevidsthed eller oplevelse af
verden og ej heller af mig selv. Denne form, denne ”mini-døds-oplevelse”
kaldes den passive, absolutte samadhi. Jeg har ingen
bevidsthed om, at jeg befinder mig i denne absolutte samadhi,
jeg er allerede død på puden (Dai-shi). Jeg er ren
væren. Mit ego omfatter hele universet og er alligevel mindre end en quark, det har ingen yderside eller ydergrænse, men heller
ingen inderside eller nedre grænse, som det siges. Jeg er den livgivende
positive tomhed. Denne samadhi udtrykkes i følgende
traditionelle Zen digt:
I det praktiske
hverdagsliv skifter vores bevidsthed og tilstand springvist imellem de forskellige tilstand. Vi
springer ud og ind af hverdagsbevidsthed og de forskellige former for samadhi. Zen sammenligner det med de såkaldte reversible
figurer f. eks. den berømte tegning fra gestaltpsykologien af heksen og den
unge pige: Nogle gange ser jeg heksen, nogle gange pigen. Jeg kan ikke se begge
figurer på een gang. Overgangen fra at se det ene til
at se det næste billede foregår brat og pludseligt, og som regel uden at jeg
viljemæssigt kan styre det. Oplevelsen kommer til mig og ikke omvendt.
"Det" kommer til mig, og derfor "kommer" jeg. Pludseligt
indser jeg, at mine gamle tankeskemaer var uvirkelige og ødelæggende. Det nye
billede åbenbares, når tiden er inde, ikke når jeg vil det. Sindet vender og
slår om i sin modsætning - af sig selv. Men har jeg blot een
eneste gang i et millisekund set den unge pige i tegningen, glemmer jeg det
aldrig. Lige som hvis den blinde blot een eneste gang
har fået lov at se farverne: Han eller hun vil aldrig glemme det. Een eneste oplevelse er tilstrækkelig til, at mit hele liv
er forandret. Det er betydningen af "glimtet" - kensho,
samadhi, satori, Nirvana,
Oplysningen.
Wu Wei er det gode liv, som
kommer ud af ZaZen og ud af kensho
eller glimtet. Jeg giver slip på alle mine planer, tegninger, kort, hensigter
og bagtanker med tilværelsen. Mester Hua siger, at i samme øjeblik jeg er holdt op
med at søge noget uden for mig selv, er jeg blevet Budddha
eller en buddha. Jeg ophører med at opfatte
tilværelsen som et middel til noget andet. Jeg siger farvel til at planlægge,
tænke på og påtænke det ene eller det andet. Jeg holder op med at skubbe mig
selv frem - imod min egen vilje. Jeg tager afsked med min egen vilje. Wu Wei betyder ikke, at jeg skal
ville ikke at ville noget,
men at jeg slet ikke skal ville. Jeg giver slip på den anushaya,
der består i hele tiden at hælde forover eller fremover imod fremtidige
situationer og såkaldte problemer.