Kana’an og Israel

Kana’an og Israel.

Kana’an og Israel. 1

Den overlegne kultur. 2

Kongen. 4

Ka’anæernes indflydelse på Israels stammer. 10

Josijas reform 622 f. Kr. 16

Salomo. 17

Adonis kulten. 18

Melkisedek og Abraham. 18

Forholdet mellem den kana’anæiske kultur og Israel spiller en enorm rolle i Det gamle Testamente. På det tidspunkt hvor Det gamle Testamente bliver færdigredigeret (i århundrederne før Kr.) er der sket meget – den kana’anæiske kultur har tabt – kan vi sige – og Israel har vundet. Der er i Det gamle Testamente en gennemgående modvilje og vrede imod den kana’anæiske kultur og dens guder og religion. Men det er meget sværere at finde frem til et historisk korrekt billede af den historiske udvikling. Israel er kommet ind i Palæstina som et lille fåtalligt svagt underudviklet folk men har bredt sig gradvist. Befolkningsmæssigt har Israels stammer overtaget Palæstina i det lange løb. Israel fortrænger Kana’an både fysisk og åndeligt. Det er også det billede som igen og igen tegnes i Det gamle Testamente.

Ordet Kana’an optræder i kilder allerede fra tiden omkring 2000 f.kr. men det betegner selve landskabet, området. Moderne forskning stiller spørgsmålstegn ved om der egentlig var et specielt område – en speciel kultur – som hed Kana’an. Kana’an er mest bare selve området i Palæstina. Det har været en integreret del af et meget større fælles semitisk kulturområde fra Egypten til Mesopotamien – med de samme guder og myter.

Sprogligt er kana’anæisk antageligt modersprog til en række senere sprog. Hebraisk er en videreudvikling af kana’anæisk. Det gælder også de andre broderfolk som de hedder i Det gamle Testamente: Edomitisk og moabitisk er sprog som komer af kana’anæisk.

I Det gamKle Testamente er alle folk beslægtede og alle folk stammer fra Noah. Alle egypterne og de folk som boede i Afrika er efterkommere af Noahs søn Kam! Alle Israels stammer er efterkommere af Jakobs tolv sønner (Et andet navn for Jakob er Israel).

Alt tyder på at det vi kalder for Israel er ørkenstammer – beduinstammer – måske tolv stammer i et løst forbund – som er vandret ind i Kana’an ca 1200 eller ca 1100 f. Kr. Vi ved fra mange kilder at Kana’an på det tidspunkt blev oversvømmet af stammer fra den omliggende ørken. Andre folk som edomitterne og moabitterne kommer ind i Kana’an på dette tidspunkt. Disse folk opfatter Israel som sine brødre! Kana’an opfatter Israel som søn af Kam – Noahs søn Kam – dvs Kana’an er et lydområde under Egypten (Kams land er nemlig Egypten. Noahs søn Kam kommer til Egypten og bliver stamfader til alle egypterne – og folkene syd for Egypten!). Kana’an er et område som er blevet stærkt påvirket fra Egypten og især fra Mesopotamien. Kana’an er i perioder blevet styret af Egypten. Det viser alle kilder. Vi finder grundlæggende de samme myter i Kana’an som i Babylon – fx om floden, oversvømmelsen, syndfloden, slangen, dragen, havuhyret, gudens kamp imod kaosmagterne. Hele perioden fra ca 2000 til ca 1000 f. kr. er et stort kædeangreb fra ørkenstammer på Kana’an – men også fx på Egypten som vi ved fra egyptiske kilder. Ørkenstammerne bliver tiltrukket af overfloden og velstanden, kommer ind som hærgende horder – og bliver efterhånden civiliseret og integreret. Efter en tid kan man ikke skelne dem fra den oprindelige befolkning.

Den overlegne kultur.

Det er interessant at i følge Mosebøgerne indvandrer Israel ikke i Kana’an sydfra men østfra! Alle de semitiske indvandringsbølger kommer jo også østfra som fx edomitterne som bosætter sig øst og syd for Jordan. Israel er kommet østfra – ikke sydfra. Om Israel virkeligt er kommet fra Egypten – om det er en historisk sandhed – er der delte meninger om. Men sikkert er at Israel er et forbund af vilde stammer som kommer ind østfra i det forjættede land som flyder med mælk og honning – netop ørkenstammernes overdrevne forestillinger!

Kana’an var et relativt frugtbart område i Palæstina omgivet af tørre og golde ørkenområder. Alle de store internationale handelsruter gik gennem Kana’an – den frugtbare halvmåne - som fra gammel tid var et højt udviklet område. Kana’an blev beboet allerede i stenalderen ca 6000 f. Kr. Fra ca 3000 f. Kr. eller tidligere ved vi at semitter bor i Kana’an. Edomiterne, moabitterne, kana’anæerne og Israels stammer er alle semitiske folk. De har grundlæggende det samme sprog, de samme normer og de har fælles forestillinger om det guddommelige, det hellige. Fx er ordet El fælles – i betydningen Gud eller gud eller guderne eller det guddommelige. Ordet Allah på arabisk i dag er det samme ord som El.

Israels indvandring i Kana’an – 1200 eller 1100 f. kr - bliver i Mosebøgerne og i Salmerne fremstillet som et krigstog som med ét slag tilintetgør alle Kana’ans konger og rydder landet – gør det helt tomt! Kana’ans konger er simpelt hen onde og Israel advares imod at lade sig integrere eller blot acceptere kana’anæerne. Kana’an er kun afguderi og horeri. Hele dette billede er nok ikke historisk korrekt. Det er en meget senere tids religiøse konstruktion. Israel føres af Herren og vinder sejren! Kana’an er Israels ret og arvelod! Det historiske billede har snarere været at de tolv stammer kom ind i landet på en glidende, gradvis måde – lidt efter lidt. De har måttet tilpasse sig kana’anæerne. De har levet som gæster på deres betingelser. De er blevet tålt. De har været ivrige for at få del i Kana’ans velsignelser. De har været imponerede af den overlegne kultur.

I oldtiden blev religion og myter opfattet som en slags viden og videnskab. Religionen er vores viden om Gud eller om guderne. Derfor eksisterede der ofte en form for religionsblanderi eller synkretisme. Hvis et bestemt folk mødte andre folk og deres kultur opdagede de at de fremmede troede noget andet om Gud. Det blev ofte opfattet på den måde at de havde en anden og højere viden om Gud. Oldtiden havde bestemt ikke vores adskillelse af tro og viden – den er meget senere! Viden er viden! Derfor kunne man lære af de andre folks viden om Gud. Vi kan se dette fænomen mange steder. Visse myter fra det gamle Mesopotamien spredte sig efterhånden til hele Mellemøsten. Israel mødte disse myter i Kana’an. Mesopotamierne troede at verden engang var blevet helt oversvømmet af vand. Denne myte spredte sig efterhånden. Mesopotamien vidste noget om fortiden og om Gud som de andre folk oprindeligt ikke vidste. De havde en mere udviklet viden. De nye guder man mødte blev i høj grad sat lig med de guder man selv kendte i forvejen – blot med et andet navn. På den måde blev religionen opfattet som en slags viden eller erfaring hvor man kunne lære en højere viden af andre folk. På samme måde som danske videnskabsmænd i dag kan lære af udenlandske forskere.

I det lange løb har Kana’an måske fortrudt – det er blevet overrasket over virkningerne af indvandringen! Men noget tyder dog på at indvandringsbølgerne (semitiske folk som edomitter, amoritter, moabitter, amonitter, Israels stammer osv) mellem 2000 og 1000 f.kr var så stærke at man ikke kunne modsætte sig dem. Det var nok en blanding af at Kana’an blev løbet over ende – og at den kana’anæiske kultur tilbød asyl og gæstfrihed til de fremmede – også i egen interesse. De fremmede ørkenstammer kunne jo anvendes som arbejdskraft – det kender vi fra Egypten som også blev oversvømmet af ørkenstammer mange gange. Vi er ret sikre på at ordet hebræer og hebraisk stammer fra egyptisk habiru – arbejder.

Kana’an havde meget gamle bystater eller byer. Jerusalem og Jeriko (Mellemøstens ældste by!) er meget gamle byer fra ca 3000 f. Kr. Derfor er der også drevet en mængde arkæologisk forskning netop i Palæstina. Betlehem betyder guden Lahmus by (bet-lehem) og Betel – Israels gamle hovedstad - betyder guden El Eljons sted (bet-el) – disse byer eksisterede længe før Israel kom til Palæstina. Kana’an var organiseret som selvstændige bystater på en klippe med en fæstning udenom (som vi også kender fra det gamle Grækenland – Athen og Sparta) – Palæstina var ikke et samlet rige eller en stat. Området levede af landbrug, handel, håndværk og især af agerbrug. Vi ved at sådanne guder som El – den højeste – og Ba’al – herren – er blevet dyrket fra ca 2000 f.Kr eller tidligere.

Kana’an var et højt udviklet område sammenlignet med ørkenområderne og beduinstammerne. Kana’an sad inde med tidens bedste viden om verden og med tidens mest udviklede teknik og naturbeherskelse. Kana’an sejlede på de store verdenshave og havde kontakt med hele verden. Kana’an sad inde med urgamle visdomsbøger og en forfinet kultur. Intet under at det gjorde et dybt indtryk på Israel og ørkenstammerne! Kana’an havde embedsmænd, præster, bykonger, administration, håndværk, krigsmagt, heste og vogne, landkort, lovgivning, bogruller, skriftsprog osv. Kongen var Guds søn som i Egypten og Babylon. Den gud man tilbeder er typisk en bystatgud – den gud som beskytter vores by specielt – som man kender det fra oldtidens Athen og Pallas Athene eller som vi kender det fra Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente om Efesus som var beskyttet af gudinden Artemis: - Stor er efesernes Artemis! Hver bystat har sin gud – men antageligt har man troet at alle guder dybest set var den samme.

Kana’an var en del af ét stort sammenhængende kulturelt og religiøst område som går fra Egypten i vest, op til det nuværende Tyrkiet, langt ned i den arabiske ørken og østpå til Mesopotamien og ind i det nuværende Iran (perserriget). De religiøse forestillinger i hele dette – stort set – semitiske område var meget ensartede. Eksempler er forestillinger om tordenguden, den kvindelige frugtbarhedsgud, syndfloden, gudens kamp imod dragen og havuhyret. I vidt forskellige dele af dette område findes de samme trosforestillinger.

Kana’an har omfattet Palæstina på begge sider af Jordan. Det har strakt sig sydpå til Egypten. Det har omfattet Middelhavskysten nordpå ved det nuværende Libanon og Syrien. Den kana’anæiske kultur blev siden spredt via fønikerne som var et selvstændigt folk som boede i Kana’an. På den måde kom den kana’anæiske kultur og dens guder til Nordafrika, Kartago (punerne er det samme som fønikerne), Italien og Frankrig ved fønikernes kolonier. Således har man fundet et kana’anæisk tempel i Sydfrankrig (Marseille – ca 200 f. Kr.).

Vores viden om Kana’an blev voldsomt forøget da man i 1929 gjorde arkæologiske fund i Ras Shamra i Syrien (Ugarit). Ugarit teksterne viser den kana’anæiske religion omkring 1300 f. Kr. – altså omkring det tidspunkt Israel indvandrede i Palæstina. Vi kender nu en mængde myter og gudefortællinger fra Kana’an – men vores hovedviden om kana’anæisk religion stammer fortsat fra Det gamle Testamente, som godt nok er en meget tendentiøs kilde! Vi kender også Kana’an fra græske forfattere.

Ved mødet mellem Israel og Kana’an møder de tolv stammer en kultur der er langt overlegen. Der sker en integration. Den højt udviklede kultur har virket enormt tiltrækkende. Stammerne er blevet påvirket som vi i dag er blevet påvirket af den amerikanske kultur – og som Danmark tidligere blev påvirket af tysk kultur. Kana’an stod for alt det moderne, udviklede, spændende. Kana’an stod for viden, videnskab, naturbeherskelse, organisation, viden om Gud og viden om andre lande. Israel bliver integreret i den kana’anæiske kultur. Israel lærer et gammelt højt udviklet samfund – et samfund i klasse med Mesopotamien og Egypten - at kende. Israel bliver et folk af fastboende landbrugere. En revolution i stammernes historie! Israel får et skriftsprog. Israel bliver påvirket af den kana’anæiske gudeverden. Vi ved at tempelkulten med præsterne og ofrene er dannet med forbillede hos kana’anæerne. Israel har overtaget ordet for præst fra kana’anæerne. Det hebraiske ord for præst kohen kommer af khnm på kana’anæisk – ordet lever videre i slægtsnavnet Cohen. De kana’anæiske præster er tjenere og slaver (personale) for den gud som bor i templet. Guden skal vaskes og have føde hver dag, skal iklædes dragter og skal underholdes med musik. Nogle gange skal guderne også flyttes og bæres rundt. Den gamle gudstjeneste i templet som vi møder i Salmerne i Jerusalem er inspireret af kana’anæerne. Alle de instrumenter som bruges i Salmerne har Israel lært at kende hos kana’anæerne. Vi kender også alle instrumenterne – den hellige musik – fra egyptiske billeder.

Kana’anæernes religion betegnes som regel som polyteisme – de tror på mange guder. Det er rigtigt nok på den måde at man støder på utallige gudenavne i teksterne – men det dækker nok ikke det sande historiske billede af kana’anæernes tro og religion. Alle de mange guder er blevet opfattet som aspekter af den samme gud. Gud har mange navne og former – men er dybest set altid den samme. Meget tyder på at det er sådan kana’anæerne har opfattet det hellige og det guddommelige. Det er ikke afgørende om man siger Gud eller guderne – det er dybest set det samme – det hellige. Den samme tanke kan vi se i Salmerne som taler om mange guder. Det hebraiske ord for Gud (elohim) er også flertal og betyder egentlig guder eller guderne. Men Gud er én og den samme – trods alle ord og navne.

Kongen.

På længere sig får Israel en konge efter kana’anæisk billede – med de samme egenskaber og status. – Giv os en konge som alle de andre folk har! Som det hedder i Det gamle Testamente. Det går bogstaveligt i opfyldelse! David er ligesom de kana’anæiske konger! David efterligner faktisk de kana’anæiske kongers stil og ideologi bevidst! Meningen er at kongen – den salvede – skal være Guds søn!

I Kana’an har man haft en bogstavelig opfattelse af at kongen er Guds søn. Gud har avlet ham med en kvinde (gudinde) og ved en seksuel handling. Kongen er fuldt ud Guds søn! Kongen er Herren i menneskelig form og skikkelse. Når kongen er død bliver han en gud. Han overgår til gudernes verden og bliver tilbedt (Det kender vi fra Egypten og senere fra de romerske kejsere). Denne tanke finder vi mange steder i oldtiden – fx i Egypten og Babylon – men det bliver aldrig nogen sinde opfattelsen i Israel. Gud er ikke i biologisk seksuel betydning kongens fader (selv om der er enkelte udtryk i Salmernes Bog – fx Salme 2: - Jeg har avlet dig på det hellige bjerg af moderskødet (kvindens skød), af Ushas moderskød - der godt kan tolkes på den måde – men det har nok ikke været den almene opfattelse).

Det antages at den kana’anæiske konge har spillet rollen som gud, som Ba’al, i de dramaer som blev opført i templet i Kana’an. Dramaet har især drejet sig om Ba’als sejr over dragen, uhyret.

I de kana’anæiske kilder ophøjes kongen som Guds repræsentant: - Herren har betroet hele landet og huset til dig, konge. Gud har tilstået dig mange år. Dine år er uden ende! Gud elsker dig!

I Salmernes Bog kan vi finde lignende ord og udtryk i Herrens løfter til David, Herrens salvede. Vi ved også om de kana’anæiske konger at de er blevet salvet med olie af præsterne ved indvielsen, kroningen. Med olien får kongen velsignelsen og kraften fra oven.

Opfattelsen af seksuallivet blandt guderne i Kana’an var dog noget anderledes end vores opfattelse. De forskellige guder formerer sig ved at have samleje med store sten og klipper og lignende. Det er altså ofte uklart hvad man skal forstå ved at guden har avlet kongen som en fysisk eller seksuel handling! I en af salmerne står som nævnt at Herren har avlet den jordiske konge som sin søn – men vi kan nok ikke være sikre på hvad den oprindelige mening har været!

I de kana’anæiske tekster kan vi se at sætninger om kongen og om Ba’al sammenblandes. Til tider er det uklart om der tales om guden eller om kongen. Kongen er gud. Det samme træk kan findes i Salmerne hvor det visse steder er omstridt om der tales om Herren eller om Herrens salvede!

Før indvandringen har Israel en tro på Jahve – ørkenguden fra Sinaj. Jahve er den som fører folket og stammerne frelst igennem alle farer og trængsler. Jahve er en historisk gud – ikke en landbrugsgud eller frugtbarhedsgud. Han er den kriger som går i spidsen for stammerne.

Troen på Jahve ændrer sig efter indvandringen. I Salmernes Bog finder vi en mængde tekster som handler om naturen, frugtbarheden, naturens velsignelse. Disse tanker havde Israel ikke i ørkentiden – i ørkenen er der ingen grøde, vækst, spiring, høst. De er opstået ved mødet med kana’anæerne. Israel skifter erhverv! Den kana’anæiske religion var i høj grad en frugtbarhedsreligion. I ørkentiden er der ikke stor forskel på årstiderne hvis man lever af dyreflokke og som nomader, men i Kana’an er årstidernes vekslen – og regnen og solen - helt afgørende. Sommerens tørke er en truende død. (Tørken som hovedtruslen finder vi også i Salmerne). Efterårets regntid er en genopstandelse! Hos kana’anæerne fejredes en nytårsfest i efteråret hvor man fejrede at frugtbarheden – livet – var kommet tilbage. I denne kult fremstilles hvordan guden – Ba’al – døde - men levede op igen da regnen kom. På samme måde døde kongen – den kana’anæiske bykonge – og levede op igen. Disse tanker mødte Israel og de kom også til at præge Israel i et begrænset omfang. Men først og fremmest betød dette kulturmøde at naturen og frugtbarheden fik en enorm betydning i den jødiske tro. Vi finder uovertrufne tekster om naturen i Salmernes Bog – ingen tekster i hele oldtiden har kunne fremstille naturens velsignelse små smukt som i Salmerne. Disse tekster er gribende. Mødet med Kana’an betød en fuldstændig ændring af den jødiske opfattelse af naturens rigdom og velsignelse. Gud er inden i naturen. Naturen viser Guds væsen. Naturen er et tegn – et under. Naturen er næsten guddommelig.

Ba’al.

Ba’als sejr og erobring af herredømmet er blevet opført som skuespil hos kana’anæerne. Dramaet er opført år efter år i efterårsfesten. Det onde eller Jam eller Døden eller Livjatan bliver dræbt for evigt hver gang – men genopstår alligevel igen og igen! Det onde truer hele tiden. Ba’al eller Herren må hele tiden gribe ind og redde verden og livet. I den kamp må Ba’al eller Herren lade livet. Han dør for menneskenes skyld. Gud må dø for at frelse den menneskelige verden fra det onde.

Kampen mellem Gud og ondskaben findes i et utal af myter: I Babylon optræder myten som en kamp mellem guden Marduk og havdybet, urdybet Tiamat (som genfindes i 1 Mosebog 1) og hos grækerne eksisterer myten om en urkamp mellem Zeus og Typhon – uhyret. I mange af disse myter må guden lade livet men genopstår så senere. Livjatan, Tiamat, Jam, Rahab, Typhon er egentlig forskellige navne for det samme.

Efter Ba’als sejr kan verden leve i Guds fred og glæde: - Fedmen regnede fra himlen og bjergkløfterne flød med honning! Ba’al lever! Han skal være konge for evigt! Oksen får samme stemme som gazellen og falken får spurvens stemme! Sådan beskriver de kana’anæiske kilder tilstanden efter Ba’als eller Herrens sejr – tilstanden i Herrens rige.Guds rige er et fredsrige. Vi finder de samme forestillinger i Det gamle Testamente – fx om fredsriget hos Esajas og Ezekiel.

I de kana’anæiske tekster forsvinder Gud engang imellem. Følgen er at det onde breder sig. – Ilden går ud i arnen. Alle mennesker bliver nedbøjede. Fårene forlader deres lam og koen sin kalv. Byggen og hveden bliver ikke moden. Dyr og mennesker parrer sig ikke længere. Alle græsgange bliver udtørret. Kilderne holder op med at løbe!

I Salmernes Bog finder vi en mængde klager og klagesalmer og vi kan se at grundstrukturen svarer til den kana’anæiske klage der kommer af at Gud har forladt menneskenes verden. – Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Som det hedder i Salme 22. Også i de kana’anæiske tekster hedder det at Gud er blevet vred på menneskene. – Hvor længe endnu, Herre, hvor længe endnu skal din vrede vare?

Den kana’anæiske konge dør og genopstår. Han er ét med sin fader, Herren, og ét med naturen – livet – som dør. Den kana’anæiske konge er så at sige identisk med livet og naturen. I Israel er det nok ikke blevet opfattet på denne måde. Vi har godt nok enkelte citater fra Salmerne som kan tolkes sådan at kongen dør og opstår fra de døde – ved høstfesten eller nytårsfesten. Men det var nok ikke en almen opfattelse. Forholdet kongen-Herren var også anderledes i Israel end blandt kana’anæerne – kongen er ikke i bogstavelig forstand gudens søn. I en vis forstand kan vi sige at tanken om kongens død og genopstandelse i en vis form findes i Det nye Testamente - tanken om Jesu opstandelse. Men i Det nye Testamente er tanken helt anderledes. Opstandelsen sker én gang for alle – og den er Guds unikke indgriben, skaberværk og frelse. Den er ikke bare en del af årstidernes vekslen!

Ba’al er især tyren fordi tyren er et symbol på en overvældende styrke, vildskab, frugtbarhed og avlekraft. Tyren bruges i hele oldtiden som et symbol på guden eller herren. Tyren er det mest frygtindgydende, magtfulde væsen man kan forestille sig! I Salmernes Bog omtales Jahve eller Herren ofte som den vældige. Dette ord – vældig – betyder i virkeligheden tyren idet ordet stort set kun bruges om tyre og tyrens vælde! Jahve er – i et billede - en tyr. Mange af epifani forestillingerne (at se Gud) – visionerne om vredens dag – viser også Jahve som en prustende tyr. Jahve er i Israel på forskellige steder officielt blevet tilbedt i form af en tyr i lange perioder – i al fald i kongetiden indtil 587 f. Kr. Tyren er Herrens ydre billede – Jahve i sig selv er ikke en tyr – tyren er et symbol, et billede – en metafor. Men sådan har kana’anæerne sikkert også opfattet det.

Herrens røst lyder som et tordenbrag. Den lyder med vælde. Herren er som en tyr, en prustende, rasende tyr der farer frem. Tyren splintrer alt på sin vej. Intet menneske kan standse den:

v4 Herrens røst lyder med kraft,
Herrens røst lyder med vælde.
v5 Herrens røst splintrer cedertræer,
Herren knuser Libanons cedre [det vil sige alle fjender].

(Salme 29.4)

Ba’al er egentlig ikke noget navn, noget egennavn. Ba’al betyder herre eller herren. Ba’al er blevet dyrket med mange tillægsnavne efter stedet. Ba’al og et efterfølgende stednavn betyder altså den gud som dyrkes det sted – altså vores herre – vor herre!

Sammenfattende kan man siger at de billeder (mentale og fysiske) af Ba’al – Herren – som de tolv stammer mødte da de indvandrede i Palæstina kom til at gøre et uudsletteligt indtryk på dem! – Her er nok den gud som vi har troet på, har de måske tænkt. Rigtigt mange af formuleringerne i Salmernes Bog og andre steder er reformuleringer af de ting som kana’anæerne sagde om Herren – Ba’al. På en eller anden måde har Israel tænkt at det dybest set var den samme gud. - Der er kun én gud!

Kana’ans guder var uendeligt mange – blandt andet nogle meget vigtige kvindelige frugtbarhedsguddomme som var forbundet med seksualitet, ekstase og drukkenskab (vinhøsten, sml Dionysos i Grækenland) – men Kana’an dyrkede især to guder: El (El Eljon) og Ba’al. Da Israel kommer ind i Palæstina møder de folk som tilbeder – som de siger - herren og ofrer til herren. Ordet herren betegner simpelt hen gud, vores gud. Ordet herren er helt ubestemt – det bruges også om Marduk i Babylon og om Osiris i Egypten. I Det nye Testamente kommer ordet herren til at betyde Kristus Jesus. Ordet Ba’al er for så vidt ikke et egennavn men egentligt et fællesnavn, en artsbetegnelse. Alle mennesker har en herre – i oldtiden – og han er vores herre – Vor Herre. Antageligt har Israel ikke set den helt store forskel. Jahve har Israel tilbedt som herren – alle folk i oldtiden kaldte deres gud for herren - og i Kana’an tilbad de herren!

Ifølge den kana’anæiske mytologi – som vi kender fra Ras Shamra teksterne – er El Eljon fader til alle guderne – de er hans sønner. El er den gud som efterhånden træder tilbage i betydning, men er gudernes stamfader. Guderne udgør én stor familie. Vi kan se det samme billede i Salmerne der taler om gudssønnerne eller Guds sønner. Guderne eller gudssønnerne er Jahves trofaste, udvalgte og slægtninge. Alle bor de på det hellige bjerg – gudebjerget.

I figurer af Ba’al fra arkæologiske fund er Ba’al udstyret med horn på hovedet som en tyr og med økse, spyd og tordenkiler i hånden. Ba’al er en tordengud som Jahve – som talrige andre i oldtiden (Zeus, Indra). Han er en ung frisk kriger – i modsætning til El som fremstilles som en træt gammel mand med skæg – siddende! I en berømt fremstilling af El sidder han på en trone med keruber der er løver med ørnevinger! I Salmernes Bog er Herren den som troner på keruberne! Jahve ridder gennem luften – han flyver - på kerubernes vinger. Den salvede eller kongen sidder i skyggen af kerubernes vinger.

Mange af udtrykkene i Salmernes Bog er så almene og generelle at de lige så godt kan anvendes af Israel som af kana’anæerne! Udtrykkene bliver meget almene i samme øjeblik man husker at Herren er en almen betegnelse – Herren er den gud som man taler til og anråber - som lige så godt kan anvendes om en anden gud end Jahve!

Israel bliver integreret i den kana’anæiske religion. Vi ved at utallige navne og personnavne i Det gamle Testamente er sammensat med navnet Ba’al! Det må have betyder at Ba’al har været ok – Ba’al har været identificeret med Jahve fra starten af. Vi ved at der har været en dyrkelse af Ba’al helt til Jesu tid – dels af rester af kana’anæerne (altså Palæstinas oprindelige befolkning) dels af jøder og andre folk i Palæstina – fx grækerne. Det gamle Testamente tordner nogle steder imod denne Ba’al kult men den eksisterede altså! Ba’al blev fremstillet som en tyr og vi ved at Jahve er blevet tilbedt som en tyr i Israel – igen og igen helt ned til Jesu tid. De fleste jøder har opfattet dette som ok. Israel lærer simpelt hen noget nyt om Gud ved at møde kana’anæerne. Vi taler alle om den samme gud. Gud har mange navne og former – men dybest set er han den samme! Sådan har de fleste tænkt og det har været officiel godkendt tankegang i lange perioder. Vi ved at en række af kongerne i Israel iværksatte en tilbedelse af og ofringer til Ba’al. I templet har man tilbedt kana’anæiske guder - også de kvindelige guder som optræder som de såkaldte Ashera pæle – gudebilleder eller fallos-billeder. Ashera eller Asherat er en kana’anæisk gudinde som er gift med gudefaderen El. Hun er jordens moder (Moder Jord) – alt levende liv kommer fra hende – hun føder livet – er årsag til al frugtbarhed. Vi finder denne gud – moder jord – langt tilbage i stenalderen i hele Mellemøsten – og i Europa. Denne Venus er fed, svulmende, med tydelige kønskarakterer – den ægte typiske feminine kvinde! Ba’al røver hende – Asherat - og gifter sig siden med hende. Vi ved at der har været sakral prostitution (tempel skøger, kvindelige og mandlige prostituerede) i templet i Jerusalem – et levn fra kana’anæerne. Prostitutionen er en tilbedelse af Herren. Vi ved at da Israel indvandrede i Kana’an begyndte man at opsøge og bruge kana’anæernes templer, hellige steder, kulthøje, hellige skove og kultsteder! Mange steder må der være foregået en sammensmeltning af Jahve-troen fra ørkentiden og den kana’anæiske religion. Templet i Jerusalem bliver bygget på præcist det sted hvor det gamle kana’anæiske tempel til den Højeste – El Eljon – lå. Templet blev indrettet og bygget som et kana’anæisk tempel – med samme arkitektur og til dels de samme genstande. De jødiske profeter stammer fra den kana’anæsiske religion. Varselstagning, orakler, musik, visioner, religiøse love osv er inspireret af den kana’anæsiske religion. Vi ved at kana’anæerne har taget varsler med lodkast som man siden gjorde i Israel. Præsten hos kana’anæerne har haft en særlig dragt, et forklæde med en kappefold og heri lå lodderne. Det genfindes præcist igen i Det gamle Testamente hvor ypperstepræsten i templet har lodderne i kappefolden! Alle de forskellige slags ofre i templet – brændofre, takofre, dyreofre osv – stammer fra kana’anæerne. Israel har lært at tage varsler af de slagtede offerdyr af kana’anæerne. Hele tanken: at Herren skal have føde i form af spiselige ofre har Israel lært af Kana’an. Den sædvane at afgive løfter om frivillige ofre til Herren som igen og igen optræder i Salmernes Bog genfindes også hos kana’anæerne. Hele offersystemet har Israel lært efter at de var indvandret. Israel har lært af kana’anæernes viden om verden i det hele taget og deres viden om historien og naturens verden – viden om biologi, astronomi og geografi.

Der har været menneskeofre og ofringer af børn blandt kana’anæerne. Fra Det gamle Testamente kender vi også menneskeofre – i historien om Abraham og i bestemmelsen om at alt det første eller førstefødte skal ofres til Herren. Det førstefødte er det første kornneg som høstes – og den første søn der fødes. I Moseloven omdefineres dette menneskeoffer men Israel har nok lært tanken af kana’anæerne.

Israel bliver gradvist en kolonimagt i Palæstina – kan man sige – men kulturelt set sejrer den kana’anæiske religion og kultur på en indirekte måde igennem Israel! I en vis forstand lever den kana’anæiske kultur videre til den dag i dag! Det er 5000 år siden den opstod!

I Salmernes Bog kæmper Jahve igen og igen mod havuhyret og de vældige vande. Disse forestillinger hører selvfølgeligt ikke til beduinstammer eller ørkentiden. Israel har lyttet og lært mange ting af den kana’anæiske religion og mytologi. Men Israel har ikke været ukritisk eller efterlignende. Vi skal nok også regne med at visse forestillinger har været fælles semitiske - fra en fælles urtid. Ørkenfolket Israel – de tolv stammer – føler det sådan at de har store og stolte traditioner og de har en enorm selvbevidsthed. - Vi er de udvalgte. Israel er ikke bare et produkt af kana’anæisk kultur. Den jødiske kultur som opstår i dette kulturmøde – en blanding af integration i Kana’an og modstand imod Kana’an og selvstændighed - er en original kultur som hele tiden har rod tilbage i stammernes urtid. Israel opgiver ikke sin stolthed, sit særpræg. De bøjer sig ikke bare for overmagten – de herskende tanker. De fastholder deres urgamle identitet. På den måde er historien rørende og fantastisk.

Integration.

Vi kan sige at Israel – efter kulturmødet med Kana’an – begynder at suge til sig af den højere udviklede kultur. Israel lærer mange nye ting. Israel lader sig inspirere af de kana’anæiske guder, myter og forestillinger. Via Kana’an får Israel kontakt med fjerne religiøse forestillinger fra Egypten og Mesopotamien som de tolv stammer ikke har kendt tidligere. Kana’an virker som en kulturel bro til de religiøse forestillinger og kongedyrkelsen i Egypten og Mesopotamien. De tolv stammer holder op med at være primitive og underudviklede. Israel udvikler sig til et samfund som kan sammenlignes med naboområderne. Denne påvirkning sker i en langvarig dialog. Israel bevarer sikkert urgamle forestillinger fra ørkentiden – men lader sig inspirere af det nye og moderne, den overlegne kultur. Visse forestillinger har Israel vendt sig imod – i al fald officielt. Fx forbydes alle billeder – på langt sigt – i Israel! Israel afviser også astrologien og magien – heksekunsten. Israel bliver fristet af det fremmede – på samme måde som det siges at Egypten var en fristelse for Israel – engang i urtiden! (Man kan også sammenligne med muslimske indvandrere i Danmark i dag). Israel bevarer mange ting fra ørkentiden. Fx fortsætter gamle gudenavne som Jakobs gud, Josefs gud og Abrahams gud. Disse gudenavne er forfædreguder som nok er endnu ældre end troen på Jahve. Først efterhånden bliver Josefs gud det samme som Jahve eller Herren. Troen på Jahve indledes med Moses, udvandringen fra Egypten og åbenbaringen på Sinaj. Jahve kender Israel fordi han åbenbarede sig for Moses i ørkenen: - Jeg er den som jeg er. Det er mig Jahve! Jahve bor på bjerget i Sinaj – han drager op til Jerusalem sydfra. Meget af samfundsstrukturen er sikkert bevaret fra ørkentiden. Israel vedbliver at være et forbund af de tolv stammer. Stammerne bor i princippet i forskellige områder af Palæstina. Stammerne har haft ledere og talsmænd. Forbundet holdes sammen af troen på Herren. Det kan vi stadig se i Det nye Testamente: Paulus er stolt af at tilhøre Benjamins stamme – det er hans identitet! De tolv stammer har en identitet som adskiller dem fra de omgivende folk – og gør dem anderledes. Israel føler sig som Herrens udvalgte – hans salvede. Lovgivningen og normerne bevarer en social solidaritet internt i folket. Retfærdigheden er at skaffe ret for enkerne og de faderløse – de fattige og hjælpeløse. Humaniteten gælder indadtil – men ikke udadtil.

Tronbestigelsen.

- Jeg er blevet konge! Jeg er blevet jordens konge! Jeg alene er den som hersker over guderne for at guder og mennesker kan fedes og for at jordens mængde kan mættes! Jeg har sejret over Mot – Døden!

Det er guden Ba’al der udtaler disse mægtige ord efter sejren og ved tronbestigelsen i de kanaanæiske tekster (Ugarit teksterne). Vi kan tydeligt se at de samme formuleringer genfindes i Salmernes Bog. Men de kana’anæiske tekster er mere end 1000 år ældre end Salmerne! Israel har lyttet godt efter Kana’ans religiøse tekster. I de kana’anæiske tekster siges det at Ba’al og den kana’anæiske konge forvalter retfærdigheden: - Jeg giver ret dom for enken og giver den faderløse ret! Siger Ba’al. Nøjagtigt de samme udtryk findes igen og igen i Det gamle Testamentes salmer!

Den kana’anæiske lovgivning er stærkt påvirket af lovgivningen i den ældre kultur i Babylon. På den måde blev Israels lovgivning indirekte påvirket af lovgivningen i Babylon – fx Moseloven. Vi kan se nogle af de samme ideer i Hammurapis lov som er en lovgivning fra ca 1800 i Babylon. Her tales om den babyloniske konges status:

- Guderne oprettede et stedsevarende kongedømme til mig, kongen. Mit kongedømme er eneherskende i hele verden og skal bestå lige så længe himlen består. Guderne har udnævnt og indsat mig for at jeg skal fremme befolkningens velfærd. Jeg er den gudfrygtige fyrste. Jeg skal lade retfærdigheden præge hele landet. Guderne har indsat mig for at jeg skal sørge for at den onde og den slette skal gå til grunde. Jeg skal sørge for at den stærkere ikke skaffer sig fordele frem for den svagere. Guderne har sat mig som en sol over hele folket. Jeg skal være et lys for hele landet!

Vi kan i dette citat fra Hammurapis lov se mange ideer som genfindes i Det gamle Testamente. Retfærdigheden er at sikre retten for enkerne og de faderløse. Kongen skal være et lys for folket. Kongen er midler mellem Gud og folket. Kongen er en slags Messias. Kongeriget skal bestå til evig tid som kongen loves i Salmerne (Løfterne til David). Der er også mange af de konkrete bestemmelser i Moseloven som kan sammenlignes med steder i Hammurapis lov – som antageligt er omkring 1500 år ældre end Moseloven.

I de kana’anæiske tekster kæmper Ba’al mod dragen – havuhyret, havets fyrste. Teksterne taler til Ba’al: - Se din fjende – ham skal du knuse. Du er den som kører på skyerne som en vogn. Du skal tage dit evige kongedømme! Du skal tage herredømmet over alle generationer! De samme udtryk findes i Salmerne. I Salmerne er Jahve netop den som kører på skyerne som en vogn. På samme måde som Ba’al har Jahve alle vandene i en lædersæk. Begge er de tordenguder – de sender regnen.

Vi finder mange træk fra Salmerne i de kana’anæiske tekster. For eksempel hedder det om Ba’al – Herren – ved hans tronbestigelse: - Han jager havet væk fra sin trone. Havfyrsten spræller i hans hånd. Havet viger og synker [Havet havde nemlig oversvømmet hele jorden]. Dybet undertrykkes. Havet falder ned mod jorden. Havets overflade bruser. Dets dyb strømmer. Ba’al drager og sætter havet! Ordet Livjatan – havuhyret i Salmerne –er et låneord fra kana’anæerne (Lotan på kana’anæisk).

Den tilstand som efterfølger Ba’als tronbestigelse er en velsignelse for hele jorden: - Himlen skal regne med olie. Dalene skal strømme med honning. Ba’al lever! Jordens fyrste består! Hedder det i de kana’anæiske tekster. Disse udtryk genfindes i Salmernes Bog.

Tyren.

Historien om guldkalven i ørkenen er altså ikke et enestående tilfælde – tværtom. Guldkalven – tyren – har været en officiel del af Israels religion helt til eksilet 587 f. kr og senere. Det er meget karakteristisk at i beretningen om guldkalven er det Aron – Guds egen mand – som leder og organiserer kulten af guldkalven – dvs tyren. Tilbedelsen er officiel – godkendt. Det er også interessant at Israels folk tydeligt nok tilbeder Herren Jahve når de tilbeder guldkalven! Det fremgår af teksten i Mosebøgerne. De tilbeder altså ikke en fremmed gud! De tilbeder Herren i form af en tyr – Herren er stærk som en tyr! Den tradition har været enorm stærk i hele det gamle Israel.

I hele det gamle Israel er Jahve blevet tilbedt som en tyr eller kalv. Da Aron har bygget guldkalven i ørkenen taler han til folket: - Her Israel er din gud som førte dig ud af Egypten! (2 Mosebog 32). Vi har fundet disse tyre ved arkæologiske fund fra hele Mellemøsten. En træfigur af en tyr har været dækket af guldplader. Sådanne tyre blev opstillet af mange af de jødiske konger i kongetiden fx i Betel, som var et gammelt kana’anæisk helligt sted. Da figuren i Betel blev indviet råbte kongen Jeroboam til hele folket: - Se her, se tyren, Israel! Se her er jeres Gud, Herren, som førte jer ud af Egypten! (1 Kongebog 12). Tyren er i hele oldtiden symbol på den overvældende kraft, det ukontrollable, vildskaben, det ubændige, det frygtindgydende, den enorme magt, den seksuelle potens. Udtrykket horn kommer i Det gamle Testamente til at betyde kraft og styrke. I Salmerne hedder det at Herren skal løfte folkets horn – han skal styrke det, give det kraft, lykke og magt. På samme måde skal Herren ophøje David dvs ophøje hans horn. I tidligere tid troede man at David virkeligt havde horn. På tidligere kristne billeder har David og Herren derfor virkelige horn! Alteret i det allerhelligste i templet i Jerusalem havde også horn – små stenstøtter – sikkert fallos figurer – som Israel havde overtaget fra kana’anæerne! Disse såkaldte masseba’er stod oven på stenalteret.

Det gamle Testamente er fyldt med beretninger som det efterfølgende citat. Vi kan heraf se at den kana’anæiske tro og religion blev opfattet som attraktiv, overlegen og i overensstemmelse med Israels gamle tro på Jahve. Tilbedelsen af Ba’al var et supplement eller en videreudvikling af troen på Jahve. Tilbedelsen af Ba’al var den samme gamle tro bare i en mere moderne fortolkning. Kana’anæerne repræsenterede en mere moderne kultur. Tilbedelsen af Ba’al var en tilbedelse af Herren. Af citatet kan vi også se at kulten af Ba’al var mere almindelig i Nordriget end i Sydriget. Israel blev i 900 tallet splittet i to stater. Det sydlige område omkring Juda eller Judæa (Sydriget bliver kaldt Juda deraf ord som judæere, judæisk, jøder, jødisk) og Nordriget – kaldet Israel - omkring Samaria og Betel. Nordriget blev erobret udefra i 700 tallet og forsvandt. Det er også interessant at selve ordet ba’al på hebraisk blot betyder herre eller herren og kun nogle gange er det et egennavn for en bestemt gud! Ba’al blev opfattet helt alment – som i det væsentlige identisk med Herren – vores herre fra Sinaj, Vor Herre:

v29 Akab blev konge over Israel og regerede toogtyve år i Samaria over Israel. v30 Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. v31 Da det ikke var nok for ham at følge Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. v32 Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. v33 Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.

(1 Kongebog 16.29)

Ka’anæernes indflydelse på Israels stammer.

Josijas’ reform som er en reform af den jødiske gudstjeneste og tempelkult som gennemføres i 622 f.Kr viser hvor omfattende det kana’anæiske element er! Indtil det tidspunkt er Herren – Jahve – blevet dyrket med alle mulige former fra kana’anæernes religion ifølge de historiske bøger i Det gamle Testamente. Dette har været støttet ovenfra fra kongernes side, og det har været et folkeligt religiøst krav. Indtil 622 f. Kr. (og senere) har religionen i Israel været fuld af tyre-dyrkelse, slangedyrkelse, tilbedelse af sol, måne og stjerner, hemmelige varsler, astrologi, menneskeofre, tilbedelse af seksualitet og samleje, magi, prostitution, frugtbarhed – og fuld af mange billeder! Slangen er blevet tilbedt som lig med Herren. Det gamle Israel forestillede sig at Gud var lige som en slange. Ba’al blev dyrket som slange af kana’anæerne – slangen er symbol på det mandlige kønsorgan (en fallos) – frugtbarheden – avlekraften. Slangen er først og fremmest et seksuelt symbol. (I beretningen om Adam og Eva er slangen også et seksuelt symbol men mest et symbol på Ba’al, Satan, Den onde). I templet i Jerusalem har der været en kobberslange – lige som Moses rejser en slange (en fallos) i ørkentiden. Kobberslangen er blevet tilbedt og har fået menighedens ofre og lovsang. Slangen er Gud, slangen er hellig! Slangen helbreder alle sygdomme! (Den kana’anæiske tro på slangen lever videre i den græske lægegud Asklepios som netop dyrker slangerne!). Ifølge profeterne (Ezekiel, Jeremias) er Jerusalems tempel fyldt med fremmede guder (statuer) og afskyelige billeder i 587 f. Kr. da Babylon erobrer Israel. Straffen over Israel er derfor fuldt ud retfærdig! I selve templet indrettede man rum til den mandlige og kvindelige prostitution og lige foran det allerhelligste – Pagtens ark - havde man rejst en statue af Ba’al!

Den hellige prostitution bygger åndeligt set på samlejet mellem guden og gudinden. Det kan vi se af de kana’anæiske kilder. Ba’al har samleje med Ashera eller Anat eller Astarte. Dette er et hieros gamos – et helligt samleje. I praksis foretoges det hellige samleje i templet mellem hellige kvinder – prostituerede - og præster eller mellem tempelprostituerede og kongen eller andre mænd. Denne prostitution er foregået året rundt. Måske er samlejet foregået direkte på jorden så frugtbarheden blev overført direkte til markerne. At gå til den prostituerede i templet er et offer til Herren. Samtidigt styrker samlejet jordens grøde og frugtbarhed.

v5 Han [kong Josija] afsatte afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at tænde offerild på offerhøjene [kana’anæiske kultsteder] i Judas byer og Jerusalems omegn, og dem, der tændte offerild for Ba'al, solen og månen, dyrekredsen og hele himlens hær [guder, stjerneguder]. v6 Han bragte Ashera-pælen [en fallos] ud af Herrens tempel uden for Jerusalem til Kedrondalen, og dér brændte han den og knuste den til støv, og støvet kastede han på almuens gravplads. v7 Helligskøgernes [prostituerede i templet] rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder [?] til Ashera, rev han ned.

Josijas reform i 622 f. Kr. er en uvurderlig kilde til den gamle religion i Israel. Den er omtalt 2. Kongebog 23. Jvf citatet nedenfor.

Omkring 165 f.Kr forsøger den syriske konge Antiokus at indføre tilbedelsen af Ba’al i templet i Jerusalem. I græske tekster omtales Ba’al som Zeus! Der opstilles et gudebillede – kaldet Ødelæggelsens Vederstyggelighed i Danielsbogen i Det gamle Testamente. Vi kan se at selv på den tid var mange jøder ikke imod tilbedelse af Ba’al. Ba’al blev opfattet som herren eller Herren eller et andet navn for Israels gud Herren! Tilbedelsen af Ba’al dukker op igen senere under Herodes. Lige som Gideon – Israels store helt og den første dommer i Israel – er opkaldt efter guden Ba’al og hans fader dyrker Ba’al! Også en helt række af geografiske navne i Israel indeholder guden Ba’als navn. (For slet ikke at tale om navne med stavelsen El – den kana’anæiske gud El Eljon! Isra-el betyder Gud frelser). Hebraiske personnavne kan også indeholde navnet: Esjbeel eller Esjbaal betyder Ba’als mand og er et almindeligt navn i Israel.

I Det nye Testamente optræder Satan eller den onde fyrste som Beelzebul. Dette navn er en gengivelse af et hebraisk ord: Ba’al Zebul som betyder Herrens sted eller Ba’als sted eller bolig.

I Det nye Testamente råber Jesus i Mattæusevangeliet på korset: - Eli, eli sabaktani. Jesus citerer Salme 22: - Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig. De ord som findes i Mattæus evangeliet er en gengivelse af den hebraiske udtale på græsk! De er en slags lydskrift. Ordet Eli eller El eller el er det fælles semitiske ord for gud, ikke et navn på en bestemt gud – ikke navnet på Israels gud specielt! Kana’anæernes gud El er el – det vil sige: han er gud. Det er det samme ord – el - som kan betyde gud, Gud (med stort bogstav som et egennavn), guderne eller det guddommelige eller det hellige.

Den jødiske nytårsfest – Jahves tronbestigelsesfest i september-oktober er en fest som Israel overtager fra kana’anæerne. En sådan høstfest giver naturligvis ingen mening for et beduinfolk i ørkenen.

David gør Jerusalem – en urgammel kana’anæisk by – til hovedstad. David flytter Jahve og arken til Jerusalem. I Jerusalem har man tilbedt overguden El Eljon som i Det gamle Testamente hedder Den Højeste. (Det vil sige den hebraiske tekst: Eljon oversættes med Den Højeste! Egentligt er Eljon gudens navn!) David identificerer altså på en måde de to guder. Jahve er den samme som Eljon og Eljon – der har mange navne – han er også lig med Ba’al – hedder også Jahve! I Mosebøgerne fortælles om Abraham at han møder Melkisedek som er konge og præst i Jerusalem. Melkisedek tilbeder El Eljon – den Højeste. I denne beretning sættes Eljon og Jahve på en måde lig med hinanden.

Det hedder i Salmerne at kongen, den salvede skal være præst på Melkisedeks vis. Dette udtryk lever videre i Det nye Testamente. David er en fortsætter af Melkisedek, den kana’anæiske konge. Derved markerer Det gamle Testamente – og David - også en positiv holdning til kana’anæerne. Tråden tilbage til Kana’an har også været opfattet som vigtig og positiv.

Hos kana’anæerne har kongen været et mellemvæsen mellem guderne og menneskene eller opfattet som en levende gud på jorden. Kongen er bogstaveligt Guds søn. Kongen er ét med Herren. Kongen formidler livet og frugtbarheden til folket. Hvis landet mistrives skyldes det kongen eller kongens synd. Kongen dør og genopstår for at frelse landet. Kongedømmet uddør og fornyes hvert år ved nytårsfesten i efteråret. Kongens kraft og held mister sin styrke og derfor dør kongen. Kongens død og naturens død er det samme. Som man sår under tårer skal man høste med glæde og jubel, som det hedder i Salmerne. Mens kongen – rituelt set - er i dødsriget dør alting i landet: Markerne visner, menneskene formerer sig ikke mere, dyrene bliver ramt af sygdom og pest, der høres kun klagesang på torvene. Jorden vakler i sin grundvold. Kongen er vores frelser. Han er gudernes tjener. Han er Herrens tjener. Kongen er identisk med folket. Det hellige samleje – hieros gamos – er især udført ved at kongen har samleje med en af helligkvinderne fra templet. Kongen repræsenterer Ba’al i dette samleje. Kvinden har samleje med Gud, med Ba’al, med Herren. Kongen er både præst og konge på én gang (Melkisedek viser dette i Mosebøgerne). Han er folkets ypperstepræst eller pave. Kongen har de samme egenskaber som Herren. Han er frygtindgydende i sin vælde. Han er retfærdig. Han vejledes direkte af Ba’al gennem en helligånd.

El og El Eljon.

I Mosebøgerne har vi den opfattelse at gudernes fader, den Højeste, gudefaderen, Eljon, engang har indsat guderne i forskellige områder og lande. Hvert land har fået sin gud som beskytter og konge. Denne opfattelse svarer helt til den kana’anæiske opfattelse:

       v8  Da den Højeste [ordret: El Eljon] fordelte folkene [i hele verden],
      da han skilte menneskene fra hinanden,
      fastsatte han folkenes områder
      efter tallet på gudssønnerne [guderne].

v9 Herrens [Jahves] del blev hans folk [Israel],
Jakob blev hans arvelod [ved lodkast].

(5 Mos 32.8)

Den højeste er El Eljon. Ba’al eller Jahve eller Herren er så den lokale gud som er blevet gud for et bestemt område – han bliver landets herre og herren. Lige som Marduk er blevet gud eller herre i Babylon! De kana’anæiske myter handler meget om forholdet mellem faderen El og sønnen Ba’al. El er fader til Ba’al men efterhånden tilkæmper Ba’al sig magten. Han besejrer alle guderne. Vi kan måske sige at denne tanke – Guds sejr over alle guderne – også genfindes i Salmernes Bog – blot på en anden måde. Jahve dømmer de andre guder fordi de er uretfærdige og skaber lidelse på jorden. Jahves sejr ender med at alle guderne – hele himlen - anerkender ham som den største og kaster sig ned for ham - så han kan træde på deres nakke. – Syng hyldestsangen! Herren Jahve er blevet konge! Herren er stor! Herren er den største af alle guderne!

I kana’anæsik religion smelter Ba’al og El ofte sammen. De bor begge på et gudebjerg – verdens højeste bjerg. (Guderne bor altid i oldtiden på verdens højeste bjerg – jvf det gamle Grækenland - Olympen). De har de samme egenskaber og i praksis har de to guder måske været opfattet som den samme. De er oven i købet gift med den samme kvinde – fordi Ba’al overtager hende fra faderen! Begge skildres som tyren og begge er knyttet til markernes frugtbarhed. Man kan måske sige at de to guder smelter sammen i forestillingen om Jahve i Det gamle Testamente. I Salmernes Bog kan vi også se at Jahve eller Gud spiller to roller. Han er dels folkets anfører og beskytter (lige som i 5 Mosebog 32) – den som fører krig og har ført dem ud af Egypten. Men dels er han den almene gud, faderguden, skaberguden – El – som egentlig kan være gud for alle mennesker i hele verden. I den sidste rolle er Jahve ikke særligt meget antropomorf. I den første rolle bliver han skildret mere antropomorft – med meget menneskelige egenskaber og udseende.

I den kana’anæsike mytologi bor Ba’al og guderne på verdens højeste bjerg – Sapan bjerget som ligger højt mod nord. I Salmerne genfindes præcist det samme bjerg med det samme navn, et bjerg som også ligger højt mod nord. Måske er Sapan ikke blevet opfattet som et konkret geografisk sted. Noget tyder på at alt helligt ligger mod nord – at nord betyder helligt. I kana’anæernes kult ser det mere ud til at Gud bor i stenen, i figuren, i tyren eller i templet. Derfor skal han også have tjenere – præsterne – som kan passe ham. Tanken er at man kun kan få kontakt med Gud ved at gå hen til ham der hvor han er – så kan han Gud se os og udtale sine orakler til os.

Gud er i Salmernes Bog stort set det samme som Herren. Herren er en neutral samlebetegnelse. Ordet Herren eller herren (som det også kunne oversættes) er den betegnelse som hele oldtiden bruger om gud eller Gud. Denne betegnelse er brekd og kunne bruges af alle. De som dyrkede Ba’al brugte det samme ord. Ordet viser måske hvordan man i det gamle Israel sammensmeltede en række gudeforestillinger til én gud. Alle guder er i virkeligheden én og den samme. Der er egentlig kun én gud, herren eller Herren.

Havuhyret.

I de kana’anæiske myter kæmper Ba’al mod to fjender – havuhyret (Jam) og døden (Mot). Herren – Ba’al – er vandflodens eller de vældige vandes behersker. Ba’al er regnen som sejrer over havet, oceanet, floden. Havet symboliserer det vilde, farlige, dræbende, ufrugtbare, golde. I Det gamle Testamente er der en voldsom skræk for havet overalt. Jam og Mot – uhyrerne - er begge guder – de er sønner af den Højeste, af El – lige som Ba’al selv. (Lige som alle de græske guder stort set er sønner eller døtre af Zeus). Havuhyret er en drage med mange hoveder der lever i de store vande (Midgårdsormen ville man sige i Norden). Ba’al dræber dragen med sit sværd og hugger dets mange hoveder i stykker og giver dem som føde til havets fisk. Dragen er det mytologisk onde i verden. Dragen er lig med floden, oversvømmelsen. I Salmernes bog finder vi de samme eller lignende forestillinger om Jahve. Dragen er Rahab men især Livjatan. (Jobs Bog indeholder en detaljeret beskrivelse af Livjatan og Rahab). Jahve har ikke egentlig skabt verden, men han har nedkæmpet det onde i verden og derved sikret den verden – kosmos - som vi kender – den ordnede trygge beboelige verden. Ved denne sejr erobrer Jahve verdensherredømmet – han bliver alles herre, gudernes og menneskenes herre – Herren – Vor Herre. Dette er hvad der sker i tronbestigelsesfesten: - Jahve er blevet konge! Han har taget magten! Den samme tanke er blevet opført, dramatiseret og tænkt i Kana’an – år efter år.

I Babylon kæmper guden Marduk imod Tiamat – uhyret - og besejrer det. De kana’anæiske tanker stammer nok fra Mesopotamien. Ordet Tiamat er gengivet i Salmernes bog som afgrunden, urdybet. Dette ord findes også i 1 Mosebog kapitel 1 hvor der tales om det urdyb der eksisterede før Guds skabelse. Begrebet genfindes i Johannes’ Åbenbaring i Det nye Testamente (ildsøen).

Ba’al kæmper også med døden – med Mot. Ba’al overvinder dødsriget. Ba’al omkommer selv under denne kamp men genopstår fra de døde. Denne kamp hører sammen med årstidernes vekslen – tørketid – regntid. Ba’al hænger sammen med regnen og frugtbarheden (og torden). Han giver regnen til den udpinte jord – ligesom Herren i Salmerne. I Det nye Testamente er Kristus – hos Paulus og andre steder – den helt og kriger som overvinder og besejrer døden. Døden er den sidste fjende som overvindes. Kristus har frataget døden al dens magt. Den er blevet lagt ned for hans fødder så han kan træde på dens nakke - som det hedder i Salme 2 om den salvede (kongen) og alle hans fjender.

I Salmernes Bog tales hele tiden om at Herren er blevet borte. Han er ikke at finde. Denne tanke er måske beslægtet med guds død – Ba’als død – hos kana’anæerne, men nogen tydelig sammenhæng er der nok ikke.

Den største religiøse højtid hos kana’anæerne var nytårsfesten som blev afholdt ved høsten i september-oktober måned. Denne fest møder de tolv stammer ved indvandringen og den gør et uudsletteligt indtryk. Nytårsfesten er en typisk frugtbarheds- og seksualitetskult som vi finder i alle landbrugskulturer i oldtiden. Da var helt ukendt for Israel i ørkentiden. I Israel lever denne fest videre i Herrens tronbestigelsesfest og i løvhyttefesten. I Det gamle Testamente er løvhyttefesten og nytårsfesten den centrale fest eller højtid. I GT omtales den simpelt hen som festen. Påsken – i foråret – der fejrede udvandringen fra Egypten - var altså overraskende nok ikke den centrale højtid.

Nytårsfesten.

Kana’anæernes løvhyttefest eller nytårsfest var en frugtbarhedsfest. I denne højtid fejres at Ba’al har taget magten i universet, at Ba’al er opstået fra de dødes rige, at regnen er kommet. Festen består af ekstase, visioner, drukkenskab, seksuelle udfoldelser og udskejelser, løssluppenhed. Festen hænger sammen med vinhøsten og derfor med vindrikkeriet (lige som i Grækenland - Dionysos). I Det gamle Testamente kan vi se at jøderne blev integreret i denne vildskab og livsudfoldelse. Frugtbarheden blev sikret gennem det såkaldte hieros gamos – det hellige bryllup eller det hellige samleje. Under nytårsfesten har man sikret det kommende års frugtbarhed – at landets befolkning vokser og trives, at markerne giver deres afgrøde, at dyrene formerer sig – ved seksuelle handlinger. Tankegangen er altså rent magisk, en naturfolks tankegang. Hvis kongen og en kvinde eller andre repræsentanter udfører et samleje spredes de gode kræfter – mana’en. I kana’anæernes templer har man derfor også haft sakral prostitution – mandlige og kvindelige prostituerede som har samleje som et led i dyrkelsen af Herren. Denne hellige prostitution overtager Israel og vi ved at skøger fandtes i templet i Jerusalem. Denne prostitution er foregået året rundt. Ved at betale til den prostituerede ofrede man til Herren og selve samlejet var en tilbedelse af Herren.

Vi har en henvisning til Israels integration i den kana’anæiske løvhyttefest – Herrens fest - i Dommerbogen i Det gamle Testamente. Det er meget omstridt hvad denne tekst betyder nøjere bestemt, men den viser at der har eksisteret en tradition med at den seksuelle løssluppenhed har været en del festen. Under denne fest er den frie seksualitet i orden – eller meningen. Pigerne i teksten er måske prostituerede – måske blot almindelige piger. Men det er tydeligt at pigerne opfordrer til seksualitet og samleje. Pigerne optræder udfordrende – de udstiller sig – for at blive fanget! Festens mening er at pigerne skal overfaldes og nedlægges af mændene – for at frugtbarheden kan spredes til hele landet og livet. Meningen er antageligt at mændene først skal drikke sig fulde ude i vingårdene! Lige som pigerne sikkert har været berusede. Mændene gifter sig ikke med pigerne – det er bestemt ikke meningen – de har blot fysisk samleje med de egentligt tilfældige unge piger. Mændene skal jo netop lægge sig på lur og på en vis måde efter aftalte regler overfalde pigerne. Det hele foregår efter et bestemt ritual. Man skal også tænke på at hele ritualet i virkeligheden er en religiøs handling – guden tilbedes og æres gennem det seksuelle. Samlejet med pigerne er et slags religiøst skuespil for Herren – et kultdrama – som vi også kender dramaopførelser fra templet i Jerusalem. Samlejet sker efter en liturgi – en religiøs drejebog!

Teksten viser hvor stærk den kana’anæiske indflydelse var blandt de tolv stammer. Det er interessant at den i virkeligheden kana’anæiske nytårsfest her blot omtales som Herrens fest i Shilo – festen – den vigtigste fest i hele året:

v19 Så sagde de [det vil sige: folket til de unge mænd fra Benjamins stamme]: »Hør nu! Hvert år fejres Herrens fest i Shilo.« v20 Og de gav benjaminitterne denne besked: »Gå hen og læg jer på lur i vingårdene. v21 Hold øje med, når pigerne fra Shilo kommer ud for at danse. Så skal I komme frem fra vingårdene, og hver af jer skal fange sig en kone blandt pigerne fra Shilo og så vende tilbage til Benjamins land. v22 Hvis deres fædre eller brødre kommer og går i rette med os, siger vi til dem: Skån dem! For de har ikke alle fået sig en kone i krigen.« v23 Det gjorde benjaminitterne; hver af dem røvede sig en kone blandt de dansende piger.

(Dommerbogen 21.19)

Gudebilleder.

Da de tolv stammer indvandrer i Palæstina findes der et meget stort antal helligdomme og hellige steder som bruges af kana’anæerne. Israels folk begynder ligeledes at benytte disse steder. Nogle steder har form af rigtige templer nogle har form af offerhøje – dvs klipper eller høje med et gudebillede på toppen. Disse billeder er Ashera pæle – fallosfigurer - eller såkaldte masseba’er. En masseba er en sten, en stenstøtte med et gudebillede. Tanken var at det guddommelige boede i stenen eller omkring stenen. Guden og stedet er ét. Denne tanke finder vi senere i Salmerne: herren er på en måde identisk med templet i Jerusalem. Herren bor inden i templet og han er templet – det allerhelligste. At se templet er at skue Herren. I Salmerne tales om alterets horn. Dette går nok tilbage til den kana’anæiske masseba, stenstøtte. Disse stenfigurer har været opstillet på et alter på helligstedet og har lignet horn på alteret. Den kana’anæiske stenstøtte havde form af en fallos – en penis. I hele det gamle Israel indtil senjødedommen ca 300 f.kr. har befolkningen tilbedt Herren på disse offerhøje. Det fremgår klart af Det gamle Testamente. På samme måde ved vi at der har været opstillet tyrefigurer fx i byen Betel som var en gammel kana’anæisk helligdom. Tyren er blevet tilbedt af Israels folk. Tyren var et billede på Gud, på Herren. Navnet Betel betyder Guds Hus. Men det er nok også navnet på den gamle kana’anæiske gud, Betel, som blev tilbedt i Betel og hvis billede stod opstillet i Betel. Betel blev en af Israels vigtigste hellige byer! Byer som Betel eller Betlehem blev siden kultsteder for kristendommen og Islam. Den ene religion har overtaget det hellige sted fra den anden.

I alle gode hjem i Israel har der været opstillet små guder, slægtsguder, såkaldte husguder. Mange husguder var små statuetter af ler. Husguderne kunne være almene guder som Ba’al eller Moder Jord eller en tyr – eller de kunne være slægtens guder – måske guder der forestiller slægtens, klanens, stammens forfader. Stammerne har tilbedt deres forfader eller i al fald fulgt forfaderens gud – fx Josefs gud. Hver stamme har således haft sin herre. Disse guder i hjemmet er blevet tilbedt med ofre. De har fået mad og klæder. Man har taget varsler ved hjælp af dem. Deres opgave var at sikre frugtbarheden for slægten, livslykken og velstanden. Vi har fundet utallige af disse guder ved arkæologiske fund.

Vi ved fra hele oldtiden at den vigtigste del af religionen eller tilbedelsen bestod i at husets fader, husfaderen, slægtens øverste eller familiefaderen tilbeder guderne i hjemmet. I Kana’an repræsenterer faderen – pater familias – hele huset altså hele slægten. Hans funktion er at sikre herrens godhed og velvilje. Herrens velsignelse bliver givet til faderen – og han formidler den videre til slægt, kvinder og børn. Derfor skal kvinder og børn – og brødre – være ham lydige. De skal frygte ham. Dette patriarkalske eller autoritære træk findes hos kana’anæerne og det genfindes i Det gamle Testamente. Huset det vil sige slægten er faktisk faderens ejendom – på samme måde som Israel er Herrens ejendom. Faderen er deres herre. Vi må også regne med at den officielle kult i Israel – i templet i Jerusalem – kun er en del af det samlede religiøse billede.

Israels møde med Kana’an får en vis betydning for opfattelsen af det seksuelle. I Det gamle Testamente er der i almindelighed en meget positiv livsbekræftende opfattelse af samlejet og det seksuelle. Det er en gave – en Guds velsignelse. Men på grund af konflikten med den kana’anæiske seksualkult indeholder Det gamle Testamente mange tekster der siger at horeri og seksualitet er imod Guds lov. Det seksuelle omtales som skam, skændsel og afskyelige gerninger. Israel blev i Det gamle Testamente opfattet som hustruen og Herren blev opfattet som ægtemanden. At gå til de fremmede guder var utroskab og hor. Teksterne bruger seksuelle metaforer – billeder.

I den meget senere kristendom er det seksuelle ofte blevet til noget syndigt. Årsagen ligger blandt andet i tekster i Det gamle Testamente som kritiserer Kana’ans religion. I kristendommen er det seksuelle blevet udtryk for menneskets svaghed og ugudelighed. Bedst er det ikke at røre nogen kvinde, som Paulus siger. Det at være jomfru blev i kristendommen til at være hellig, at leve efter Guds lov, at være from. De kristne blodvidner og martyrer var jomfruer – rene – ubesmittede. De tapre unge kristne piger i Romerriget som modsatte sig samleje med de romerske magthavere og som derfor blev halshuggede og lemlæstede – har fået et evigt navn i den kristne kirke som kirkens hellige martyrer. Det seksuelle gør mennesket lavt og smudsigt. Det seksuelle tilsviner mennesket og dets ånd og værdighed. Den seksuelle lyst er symbolet på synden og arvesynden – og et symbol på døden. Denne opfattelse som findes nogle steder i kristendommen (også i nyere tid i pietistisk kristendom) er i fuldstændig strid med Det gamle Testamente, som er fyldt med ekstremt positive billeder af det seksuelle (fx Højsangen). Populært sagt kan man sige, at profeternes kritik af Kana’ans religion blev misforstået og fordrejet til at det seksuelle var syndigt i sig selv!

Josijas reform 622 f. Kr.

Josijas reform i 622 f. kr. i følge 2. Kongebog:

v1 Da sendte kongen bud, og alle Judas og Jerusalems ældste samledes hos ham. v2 Han gik op i Herrens tempel, og sammen med ham gik alle judæerne og alle Jerusalems indbyggere, præsterne og profeterne, ja hele folket, fra den mindste til den største, og han læste hele pagtsbogen, som var fundet i Herrens tempel, for dem. v3 Og kongen stillede sig ved søjlen og sluttede pagten for Herrens ansigt: De skulle følge Herren og holde hans befalinger, formaninger og love af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og således holde den pagts ord i hævd, som stod i denne bog. Og hele folket indgik pagten.

v4 Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem på Kedrondalens skråninger, og asken bragte han til Betel. v5 Han afsatte afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at tænde offerild på offerhøjene i Judas byer og Jerusalems omegn, og dem, der tændte offerild for Ba'al, solen og månen, dyrekredsen og hele himlens hær. v6 Han bragte Ashera-pælen ud af Herrens tempel uden for Jerusalem til Kedrondalen, og dér brændte han den og knuste den til støv, og støvet kastede han på almuens gravplads. v7 Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. v8 Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandanten Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned. v9 Dog måtte offerhøjspræsterne ikke stige op på Herrens alter i Jerusalem; men de spiste usyret brød sammen med deres brødre. v10 Han gjorde Tofet i Hinnoms søns dal uren, så ingen længere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for Molok. v11 Han fjernede de heste, som Judas konger havde opstillet for solen ved indgangen til Herrens tempel i nærheden af hofmanden Netan-Meleks kammer i Parvarim, og solvognene brændte han. v12 De altre, som Judas konger havde bygget på taget, Akaz' taghelligdom, og de altre, som Manasse havde bygget i de to forgårde til Herrens tempel, rev kongen ned, og han knuste dem dér og kastede støvet ned i Kedrondalen. v13 De offerhøje øst for Jerusalem syd for Fordærvets Bjerg, som Israels konge Salomo havde bygget for Astarte, sidoniernes ækle gud, og for Kemosh, Moabs ækle gud, og for Milkom, ammonitternes afskyelige gud, gjorde kongen urene. v14 Stenstøtterne knuste han, og Ashera-pælene huggede han om, og stedet, hvor de havde stået, fyldte han med menneskeknogler.

v15 Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen. v16 Da han vendte sig, fik han øje på de grave, som var dér på bjerget, og han sendte nogle folk ud for at hente knoglerne fra gravene. Han brændte dem på alteret, så det blev gjort urent, efter det ord fra Herren, som gudsmanden havde råbt, da han forkyndte dette. v17 Så sagde han: »Hvad er det for en gravsten, jeg ser der?« og byens mænd svarede: »Dér er den gudsmand begravet, som kom fra Juda og forkyndte det, du nu har gjort med Betels alter.« v18 Da sagde Josija: »Lad ham være! Ingen må fjerne hans knogler.« Sådan blev hans knogler skånet sammen med knoglerne af profeten fra Samaria.

v19 Alle de offerhøjstempler, som Israels konger havde opført i Samarias byer, så de krænkede Herren, også dem fjernede Josija, og han gjorde ganske det samme ved dem, som han havde gjort i Betel. v20 Og alle offerhøjspræsterne dér slagtede han på altrene, og han brændte menneskeknogler på dem. Så vendte han tilbage til Jerusalem.

v21 Derpå befalede kongen hele folket: »Hold påske for Herren jeres Gud, sådan som den er foreskrevet i denne pagtsbog.« v22 En sådan påske havde der ikke været holdt i al den tid, der havde været konger i Juda, ikke siden dengang dommerne dømte i Israel. v23 Først i kong Josijas attende regeringsår blev denne påske holdt for Herren i Jerusalem.

v24 Også dødemanerne og sandsigerne, husguderne og møgguderne og alle de ækle guder, som fandtes i Judas land og i Jerusalem, udryddede Josija for at opfylde lovens ord, som stod i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens tempel.

v25 Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov, og efter ham kom der ingen som han. v26 Men på grund af alle de krænkelser, Manasse havde tilføjet Herren, vendte Herren ikke om fra sin store, glødende vrede, som var flammet op mod Juda. v27 Derfor sagde han: »Også Juda vil jeg fjerne fra mine øjne, sådan som jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt, og det hus, hvor jeg har sagt, at mit navn skal være [nederlaget i 587 f. Kr.].«

v28 Hvad der ellers er at fortælle om Josija, alt hvad han gjorde, står jo i Judas Kongers Krønike. v29 På hans tid drog egypterkongen Farao Neko op mod assyrerkongen ved Eufratfloden. Kong Josija rykkede ud imod Neko, men Neko dræbte ham ved Megiddo, så snart han så ham. v30 Josijas folk førte på en vogn hans lig fra Megiddo og bragte ham til Jerusalem, hvor de lagde ham i graven. Storbønderne tog Josijas søn Joakaz, salvede ham og gjorde ham til konge efter hans far.

(2. Kongebog 23)

Salomo.

Et andet berømt eksempel på den såkaldte afgudsdyrkelse i Det gamle Testamente er den vise kong Salomo – Davids søn. Salomo var ifølge traditionen meget glad for kvinder og elskerinder og 1. Kongebog fortæller at denne svaghed førte ham på afveje. Hans utallige fremmede elskerinder – hans enorme harem på over 1000 kvinder – fik ham til at tilbede fremmede guder. Han blev simpelt hen lokket af sine kvinder – da alderen gjorde ham svag:

v1 Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; v2 om de folk havde Herren sagt til israelitterne: »I må ikke indlade jer med dem [I må ikke have samleje med dem], og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.« Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. v3 Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.

v4 Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været. v5 Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud. v6 Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han var ikke fuldt og helt med Herren, som hans far David havde været. v7 Dengang byggede Salomo på bjerget øst for Jerusalem en offerhøj for Kemosh, Moabs ækle gud, og for Milkom, ammonitternes ækle gud, v8 og sådan gjorde han for alle sine udenlandske hustruer, og de tændte offerild og bragte slagtofre til deres guder.

(1. Kongebog 11.1)

Astarte som er nævnt i teksten findes i hele Nærorienten og i Kana’an. Hun er identisk med Ba’als hustruer som fx Anat eller Ashera. Astarte er en frugtbarhedsgudinde og hendes tilbedelse er foregået ved seksuelle handlinger, samleje, prostitution. Astarte giver afkom, børn, frugtbare hustruer, potens, avlekraft, markernes grøde og velstanden – overfloden. Vi har via arkæologien fundet talløse små Astarte figurer som er kvindefigurer med udprægede kønstræk og fremhævede kønsorganer. Et andet navn for Astarte er fx Ishtar. Astarte levede videre i det gamle Rom og Grækenland som en populær gud. Astarte er alle levende væsners og guders moder. Hun er vores moder. Ud af hendes liv og skød er alt liv og alle mennesker kommet. Hun er naturens gavmildhed. Hun er den som giver og tager alt liv. Astarte eller Ishtar er den ædle og fornemme kvinde. – Du er den ædle. Du er herlig af æt, som det hedder i de kana’anæiske Ugarit tekster (Ras Shamra). – Du er den førstefødte. Din ynde og din skønhed overgår alles. Dit øje er som lapis lazuli. Dine øjenlåg er skåle af ædelsten! Hedder det i teksterne. Hun er himlens frue og alle gudernes herskerinde. Hun har ingen herre over sig. Hun er en ung kvinde. Hun er en brutal krigerkvinde, en dræbermaskine. Hun er morderisk som Kali i Indien. Hun er en kvie som parrer sig med tyren Ba’al. Hun føder både dyr og mennesker. En mængde stednavne i Palæstina er opkaldt efter hendes navn. Hun er faderguden El Eljons seksuelle partner – og samtidigt hans mor.

Det er på grund af den seksuelle tilbedelse at Det gamle Testamente ofte taler om de ækle møgguder!

Adonis kulten.

Dyrkelsen af Ba’al blev ca 500 f. kr. spredt til de græske områder. I Grækenland bredte dyrkelsen sig af guden Adonis, den smukke unge sexede ideale mand. Begrebet en Adonis kom siden til at betyde en billedskøn dejlig mand. Adonis er ikke spor græsk – trods navnet. Navnet Adonis kommer af det kana’anæiske ord adon som betyder herre, Herren, Ba’al. På hebraisk er det samme ord adonaj som i den danske oversættelse af Bibelen er oversat med Herren. Adonis kulten handler om guden som dør, kommer til dødsriget mens hans elskede Adrodite sørger – men Adonis genopstår fra de døde. Vi kan tydeligt se lighederne med Ba’al. I statuer af Ba’al er han netop fremstillet som den unge, stærke, sexede smukke mand. Afrodite er oprindeligt den kana’anæiske gudinde som har flere navne – bl a Astarte, Ashera og Anat. Kulten af Adonis er også en frugtbarhedskult med seksuelle ritualer. Myterne handler meget om det erotiske forhold mellem Afrodite – elskoven og kærligheden – og Adonis. I Adonis kulten finder vi igen det hellige samleje – hieros gamos som også eksisterede i det gamle Kana’an mellem Ba’al og Ashera. Adonis kulten blev en af de såkaldte mysteriereligioner som kom ind over Middelhavslandene fra østen (lige som Mithras og Isis og Ishtar kulterne). Mysteriereligionerne oversvømmede helt Grækenland og Rom - allerede på Jesu tid. Kristendommen blev også opfattet af romerne som en af mysteriereligionerne. Både Kristus og Adonis var jo figurer som døde og genopstod og som frelste dem som meldte sig ind i de hemmelige klubber og deltog i de hemmelige ritualer! Mysteriereligionerne levede indtil kristendommens sejr i 300 og 400 tallet. Så længe virkede den kana’anæiske kultur altså direkte - i form af Adonis kulten!

Melkisedek og Abraham.

I 1 Mosebog – Genesis - findes den berømte historie om Abraham og Melkisedek. Denne historie eller myte genfindes i Salmerne (Salmerne 110 især) og den lever videre i Det nye Testamente. Den får en temmelig vidtgående betydning på langt sigt på grund af fortolkningen af historien:

v17 Da han [Abraham] vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de konger, der var med ham, gik Sodomas konge ham i møde i Shave-dalen, det samme som Kongedalen.

v18  Melkisedek, Salems [Jerusalems] konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste [El Eljon]. v19  Han velsignede Abram [Abraham] og sagde:
      »Velsignet være Abram af Gud den Højeste [El Eljon],
      skaberen af himmel og jord.
       v20  Velsignet være Gud den Højeste [El Eljon],
      som gav dine fjender i din magt.«
Og Abram gav ham tiende [tribut] af det alt sammen [krigsbyttet fra krigssejren].

(1 Mosebog 14)

Denne beretning er blevet fortolket på rigtigt mange forskellige måder, men man er nogenlunde enig om den egentlige historiske forklaring som er følgende:

1 Mosebog 14 er en del af det historieværk som blev skrevet og færdigredigeret ca 500 f. kr. De jødiske præster og lærde som står bag teksten i 1 Mosebog 14 har ment følgende: Melkisedek repræsenterer den jødiske konge. De jødiske konger fra David fik også deres trone i Jerusalem. De var Melkisedeks efterfølgere – de var lige som Melkisedek. Historien skal styrke kongedømmet og kongeideologien i Israel. Melkisedek er indsat af Gud, han er præst og konge på én gang – han er hellig og sakral – Guds repræsentant, en slags gud på jorden. Alle skal adlyde ham. Meningen er altså at Davidskongen er legitim – han har ret til sin magt – selv Abraham bøjer sig jo for Melkisedek! Abraham repræsenterer Israels folk – han er jo folkets stamfader. Melkisedek er kongens prototype eller billede. Alle kongerne fra og med David var på en dybere måde alle sammen ét med Melkisedek. Melkisedek er Guds søn og han taler Guds ord til Abraham. Melkisedek er sønnen over for faderen. Alt det som sønnen siger, har han fra faderen. Den som kender sønnen, kender også faderen! Sønnen gør ikke sine egne, men faderens gerninger! Gud har velsignet alle kongerne i Davids slægt. Kongerne er de udvalgte.

Senere i urkristendommen bliver Melkisedek et billede og symbol på Messias – frelserkongen, Israels nye heltekonge og verdens frelser – Vor Herre - Kristus. Jesus Kristus er i virkeligheden Melkisedek. Melkisedek er en type, et symbol, et begreb.

Men der er mange andre overraskende ting i historien. Melkisedek er en fremmed konge som dyrker en fremmed gud! Melkisedek er tydeligt nok en kana’anæisk konge som dyrker en kana’anæisk gud! Ordet Zedek kender vi fra talrige kana’anæiske navne – fx Adonizedek hvor Adonis betyder Herren, El eller Ba’al. I den hebraiske tekst kan vi se at Melkisedek dyrker en gud som hedder El Eljon – oversat med den Højeste! Eljon er den fadergud som vi kender udmærket fra kana’anæerne. Han er på en vis måde fader til Ba’al og på en vis måde er de to guder den samme gud. Vi ved at Ba’al optræder nogle gange som Ba’al Sjamem (den himmelske Ba’al eller herre) – og i den rolle er han lig med El Eljon. Vi kan også sige at Melkisedek dyrker guden Ba’al. Det er derfor vigtigt at Abraham bøjer sig for Melkisedek og dermed for guden El eller Ba’al. Eksemplet viser hvordan Israels stammer bøjer sig for og anerkender de kana’anæiske guder! Israel bliver integreret. El og Ba’al er egentlig de samme som vores gud, tænker Israel – Herren fra fra Sinaj! Melkisedek anerkender også Abraham. Melkisedek er gæstfri over for Abraham. Det svarer til det historiske billede: Kana’an var gæstfri over for ørkenstammerne! Men Melkisedek er den overlegne: Det er Melkisedek som velsigner Abraham – ikke omvendt! Teksten sætter lighedstegn imellem den kana’anæiske gud Eljon og ørkenguden Jahve. Eljon har været med Abraham i krigstogtet og skaffet ham sejren over kongerne – præcist som hvis Jahve havde gjort det. Eljon er Abrahams herre! 1 Mosebog 14 indeholder altså en ekstrem positiv vurdering af den kana’anæiske kultur og religion! Historien går antageligt tilbage til et ægte gammelt sagn. Det er nemlig meget overraskende at en så positiv vurdering af kana’anæerne kan optræde i historieværket som er blevet færdigskrevet så sent – ca 500 f. kr.! Der må have eksisteret et gammelt sagn om den mytiske urkonge i Jerusalem Melkisedek og Abrahams møde med ham.

Forfatterne til historieværket bruger denne gamle historie fordi de ønsker at legitimere og forsvare kongedømmet i Israel. Vi ved nemlig at der i Israel – lige siden de første konger Saul og David – var en meget kongekritisk bevægelse: Alle kongerne var fordærvede og på religiøse afveje og umoralske og uduelige – og det var bedre dengang Israel slet ikke havde nogen konge! Vi kan se disse kritiske meninger mange steder i Det gamle Testamente - ikke mindst hos profeterne!