Egypten
og Israel.
Egyptens
kultur og religion var allerede i oldtiden urgammel og er blevet opfattet
sådan. Vi ved at den egyptiske kultur og religion eksisterer fra ca
Den
egyptiske religion levede videre til 500
tallet e. kr. – da den kristne kirke
endegyldigt vandt sejren i Romerriget. Vi kan måske sige at den egyptiske religion eksisterede som en defineret
social størrelse i 3500 år! I 500 tallet lukkede de sidste Isis templer i Egypten. Isis er en gammel
gud i Egypten – vi møder hende allerede ca
Rent
kulturelt var den egyptiske kultur dog så stærk at den bredte sig fx til
Palæstina området – altså til Kana’an. På nogle
områder kan vi se at egyptiske forestillinger spredte sig til Kana’an og da Israel indvandrede i Palæstina blev de altså indirekte påvirket af egyptisk kultur og
religion. Men nok mest indirekte. Den
opfattelse af kongen som Guds søn man
havde i Kana’an er nok påvirket fra Egypten. Måske er
naturopfattelsen og opfattelsen af solen
også påvirket fra Egypten, men måske er disse forestillinger bare
fællessemitiske forestillinger – eller et skema i hele oldtiden.
Vi
kan læse hos profeterne i Det gamle Testamente at Israel engang imellem
sluttede forbund med Egypten af politiske grunde. Af den årsag opstillede man
egyptiske guder i Israel og foranstaltede en egyptisk kult. Måske har Egypten i
visse perioder haft en mere direkte religiøs betydning for Israel. I oldtiden skelnede man ikke mellem et land og
dette lands guder og gudsdyrkelse. At slutte forbund med det store Egypten var at alliere sig med Egyptens store
guder!
Det
gamle Testamente kender udmærket de egyptiske guder og deres navne. Et mere
interessant eksempel er nok Salme 19 – solhymnen – og
Salme 104 – om naturen. Efter de fleste forskeres mening er salme 19 en gammel solhymne som ikke har meget med Israel at gøre. Indholdet i
denne hymne svarer derimod meget godt til de mange solhymner
vi har bevaret fra Egypten. I Egypten
var solen den vigtigste af guderne gennem hele det historiske forløb. I Salme
19 rejser solen – som er en glad helt – henover himlen i sin båd. Om natten elsker han med sin elskede kvinde under
jorden. Solen i salme 19 ligner
fremstillingen på egyptiske billeder.
Solen er forbundet med frugtbarhed og seksualitet
– han er stærkt oplivet når han om
morgenen forlader sin elskedes arme - og han er en handlekraftig kriger. Han er som solguden Re eller Amon.
Man
har også sammenlignet tankerne og ordvalget i Salme 104 med de
tilsvarende egyptiske hymner eller salmer. Vi har bevaret et stort antal
egyptiske salmer som ligner salmerne i Det gamle Testamente. Der er meget
overraskende ligheder. Vi må antage at Israel i Kana’ans
land har mødt egyptiske naturhymner som man brugte i Kana’an.
Israel var lært af og blevet inspireret af denne naturopfattelse. Salme 104
viser altså at Israel var indirekte
påvirket fra den egyptiske religion og naturopfattelse.
De
egyptiske guder som Re, Amon, Isis
og Osiris bredte sig ikke uden for Egypten – vi finder dem ikke i Kana’an. Dette er helt
overraskende men forklaringen er sikkert det sproglige: Alle folkene fra
Palæstina til Tyrkiet til Arabien til Mesopotamien var semitiske folk. Egypten var ikke
et semitisk folk. Alle de semitiske folk havde fælles gudeforestillinger.
Guden Ba’al
eller gudinden Astarte
finder vi i næsten alle de semitiske folk. På denne måde eksisterede et skarpt skel mellem Egypten og Asien og Mellemøsten
på den anden side af Det røde Hav.
Den
egyptiske religion består tilsyneladende af et utal af guder og vi kan
også finde en indviklet mytologi og
gudelære i det gamle Egypten. Men alt tyder på at dette billede kun dækker overfladen. Alle guderne er
blevet opfattet som ét og det samme –
i al fald på en måde. Guderne er forskellige aspekter af det samme –
det hellige. Gud har mange former og navne – men egentlig er der kun én
gud. Vi har mange vidnesbyrd om at de
gamle egyptere har opfattet guderne på denne måde. Som eksempel kan nævnes de
vigtige guder: Solen (Re, Amon) som identificeres med
Osiris, som egentlig er en frugtbarhedsgud. Kongen er
Solens søn – Amons søn – men han er samtidigt søn af Osiris og Isis – han er Horus - Sønnen. Alle
guderne er egentlig den samme. De er epifanier eller manifestationer af det samme – det guddommelige. Vi kan se denne tendens –
synkretismen – i hele oldtiden. En
moderne teori om oldtidens religion har sagt, at i følge opfattelsen i oldtiden var alle guderne komplementære – de er ikke i strid med hinanden – de udgør
hinandens komplement eller forklaring. Guden konkret som fx Osiris
er kun en yderlige ny viden om hvem
Gud er – der er kun én gud! Når et folk mødte guderne hos et andet folk
oversatte man de fremmede guder: - De guder som I dyrker er dem som vi kalder
sådan og sådan! På et tidspunkt erobrer semiterne den
nordlige ende af Egypten. Semiterne indførte deres
egne guder i området – men på den måde at deres gud – Ba’al som vi kender fra Kana’an – blev kaldt Seth! Seth var en gammel, ikke-semitisk
gud i Egypten men de semitiske
indvandrere identificerede deres egen gud Ba’al med
den gammelegyptiske gud Seth! Vi ved også at de to
guder Osiris – herskeren i de dødes rige – og Isis – frugtbarhedsgudinden – er blevet identificeret med hinanden og er blevet
opfattet som to sider af én og samme
gud. At den ene er hankøn og den
anden er hunkøn har ikke været noget
problem! Osiris
er den samme som Isis
og Isis er den samme som Osiris!
Når det kommer til stykket har Gud slet ikke
noget køn – han (hun) har egentlig slet ikke
noget navn – eller nogen bestemt ydre form!
I visse tekster sættes Osiris og hans drabsmand Seth lig med hinanden. Dybest er drabsmanden og offeret den
samme. Alt er ét. Gud er transcendent
– usynlig, ikke bundet til tid eller
sted, alle steds nærværende, evig, ganz anders! Gud er
det hellige som mennesker pludselig ser og erfarer. Billederne
af guderne (statuerne) eller beskrivelserne af guderne (mytologien) er kun en praktisk ydre støtte eller hjælp
– de er ikke sande i en dybere
betydning – de er kun tegn og symboler. Gud er på én gang noget helt
upersonligt og noget meget personligt i det gamle Egypten. Mytologien giver et
falsk billede for mytologien adskiller guderne i individuelle personligheder
som er gift med hinanden, er far og søn, bekriger hinanden og så videre. En
sådan mytologi kender vi også fra Grækenland
og i Danmark har den været fast stof i skolen i 100 år. Men mytologien giver
nok et falsk billede – og den er som
regel også et meget sent produkt. Vi
kender for eksempel myten om Osiris og Isis fra den græske forfatter Plutarch (ca 150 e. Kr.) men denne meget indviklede
mytefortælling er sikkert et meget sent, overbroderet billede med mange
tilføjelser der er føjet til fra allemulige kilder. De
gamle grækere har naturligvis ikke troet på det kaotiske mytologiske
billede af navne og data! De har troet på Gud!
I denne forstand rammer Paulus sådan
set plet, da han i Athen taler til grækerne om den ukendte gud! Egypterne tilbad ikke
en gud ved navn Osiris – de tilbad Gud! I Egypten er guderne ikke individer i vores betydning. Osiris smelter
sammen med sin arvefjende og drabsmand Seth. Osiris er Seth og Seth
er i virkeligheden Osiris! Det sidste kan vi se i flere af teksterne. Broderen
og søsteren, Osiris og Isis
er ikke to adskilte guder. De er ét med hinanden. De er ikke ægtemand og hustru – i vores borgerlige betydning – men i deres seksuelle forening – i det himmelske
samleje - smelter de sammen til det ene,
livet, glæden, det hellige. Guderne forsvinder og glider ind i hinanden.
De er på en måde tegn og symboler på en religiøs eller åndelig oplevelse. De er
lys og kraft. Alle guderne er egentlig emanationer af det samme lys som man
siden sagde i platonismen. Opfattelsen er på en måde mystisk. Vi møder Gud i alle guderne. Alle guderne er Gud. Kun
navne og former – overflade – gør dem forskellige. Egyptisk religion er
menneskers møde med det hellige,
kraften, det underfulde, det livgivende. Dette ukendte er Gud.
Den
mest almindelige beskrivelse af de
egyptiske guder er at de stråler – de
er et lys – de viser sig i et stort lys. De forskellige guder er stråler af lyset – det samme lys. Lyset viser sig for menneskene i forskellige former men egentlig er det
det samme lys. Det er ikke særligt
rigtigt at sige, at Egypten var polyteistisk
og Israel var monoteistisk - som det
af og til siges. Vi kan finde mange træk som nærmest er polyteistiske fx i
Salmernes Bog – og vi må nærmest beskrive den egyptiske tro og religion som en
slags monoteisme! Nogle forskere har
også ment at Moses der kommer fra Egypten
og har et egyptisk navn har ladet sig inspirere
af denne monoteisme! Man kan sagtens finde lighedspunkter mellem den egyptiske
religion og Moses’ tro – men sandsynligvis er der ikke nogen forbindelse. I
hele oldtiden har man haft fælles forestillinger om Gud. Alle folk tænker
nogenlunde på samme måde – efter tidens skema. Israels religion – Jahve troen –
stammer nok ikke fra Egypten. Den stammer ret sikkert fra tiden i ørkenlandet. Det tyder alting på. Jahve viser sig for Moses i ørkenen.
Nyere
forskning har også vist, hvordan de mange
egyptiske guder bliver tiltalt med nøjagtigt de samme bønner og udtryk. Det er som om alle guderne er den samme gud. Guderne har ikke nogen individualitet når de
tilbedes. Der er ingen forskel på at
bede til solguden Amon eller til Osiris
eller Isis! De er alle det samme – Herren! De er ikke differentieret. I en
bestemt bøn til en gud kan man ikke se at det er denne konkrete gud man taler til. Guderne er i bønnen – altså i den
religiøse praksis - alle én og ét.
I
en hymne til solen – solen som gud – siges
det:
- Du [solen] er
gudernes konge. Du er den eneste. Du har mange navne. Ingen har tal på alle
dine mange navne! Du står op i det østlige solbjerg.
Du fælder dine fjender om morgenen. Du er Herren på solbåden!
Vi
kan se hvordan teksten identificerer
de mange gudenavne med den eneste – Herren. Tanken om at Gud er knyttet til solens frembrud om morgenen, de første af solens stråler over horisonten
genfindes i Salmernes Bog. Solens første stråler er et tegn eller et varsel.
Gud viser sig. Solens fjender er mørket og alle mørkets onde kræfter. Straks når solens lys
bryder frem, må mørket og ondskaben vige. Vi finder tilsvarende tanker i Salmerne (lys - mørke). Med solens første stråler giver Jahve sine tegn, varsler og undere.
Ved
solens allerførste stråler om
morgenen sker der det, at solen – Re - støder ondskabens Apophis
tilbage. Apophis
er en slange – mørkets onde slange.
Hver morgen må solen kæmpe denne kamp. Kongen
gør det samme som solen - guden Re: Kongen støder slangen Apophis
tilbage, når han besejrer kaos og
etablerer Ma’at
– retfærdigheden. Kampen gentager sig evigt – den er cyklisk. Når kongen besejrer de udenlandske fjender i krigen støder han også Apophis tilbage – mørkets
kræfter. Apophis repræsenterer synden – dragen eller
uhyret – Livjatan med de syv hoveder som Jahve dræber
på de vældige vande.
I
en anden solhymne eller salme fra Amarna (Akhnaton
tiden ca
Du viser dig så skønt i himlens solbjerg. Du er den levende sol og herre. Du skabte livet.
Når du er stået op fylder du alle lande med din skønhed. Du er smuk, du er
stor, du er strålende. Du er ophøjet over alle lande. Dine stråler omslutter
alle landene. Du når ud over alle lande og du betvinger dem for din elskede
søns skyld [for kongens skyld]. Selv når du er langt borte er dine stråler dog
over alt på jorden. Du lever for menneskenes ansigt. Menneskene betragter din
vandring.
Den
solhymne
som findes i Salme 19 i Det gamle
Testamente er meget beslægtet med de
egyptiske solhymner og der eksisterer måske en
direkte forbindelse.
Den
egyptiske konges status har været guddommelig eller næsten guddommelig.
Det er i al fald den almindelige opfattelse. Kongen er gud, han er gudens søn, han er Horus, han er søn af Osiris
og Isis. Men rent faktisk er der delte meninger om den egyptiske konges status. Problemet er hofstilen – som
var hele oldtidens generelle stærkt overdrevne
tiltale til kongerne. Hofstilen var tidens skema. Hofstilen
kender vi i eminent grad fra Mesopotamien og Egypten men også fra Det gamle Testamente. Tendensen er at løfte kongen
op i den overjordiske himmelske sfære. Hofstilen er hoffets tiltale til kongen, embedsmændenes og hofpoeternes
overvældende ros til deres herre. I
en af salmerne – salme 45 – løftes
Israels konge konge højt op over det jordiske med
denne hofstil: - Du er skønnere end alle andre mænd i
riget! Du er en helt! Alle fjenderne må kaste sig for dine fødder! O, du er
vores gud og konge! Du er en gud! Hofstilen
er nok et overdrevent udtryk. Vi kan
ikke helt regne med at hofstilen dækker den faktiske
opfattelse eller tro! Hofstilen kan vi se et lille
eksempel på i en af de egyptiske kongetiltaler:
Vær hilset
du Egyptens konge – Du er Re [solguden Re]. Du er solen som skinner over hele
jorden. Du er himlens hersker!
En
af kongens ministre siger til kongen – den bekendte Akhnaton
som var forgænger til Tut Ankh Amon:
Jeg tilbeder dig lige til himlen. Du
er Nilen. Du er den skønneste. Du er Egyptens næring og mad. Du har skabt mig.
Du sætter mig blandt de store. Jeg lever kun fordi du ser på mig. Jeg tilbeder
din skønhed. Alle dine planer er skønne. Lad mig blive gammel sammen med dig så
jeg altid kan skue din skønhed.
I
øvrigt ved vi at den omtalte konge Akhnaton var absolut uskøn – han var vanskabt og deformeret!
Guden
er faderen og kongen er sønnen. Sønnen kender faderen som det hedder i en af teksterne. Kongen taler til
sin fader solen. Kongen får Guds ånd:
Der er ingen som kender dig undtagen
din søn Nefer [kongen]. Måtte du lade ham være kyndig
i al din visdom, i alle dine planer. Måtte du give ham del i din magt!
Kongeideologien har helt sikkert bredt sig til Kana’an – Kana’an er Kams (Egyptens) søn som det meget rigtigt siges
i Det gamle Testamente! - og på den måde påvirket Israels opfattelse af kongen, Herrens salvede. Interessant er det
at der i Egypten sker der en slags demokratisering
af kongeideologien i løbet af tiden
ned imod rigets undergang. De udtryk
som oprindeligt kun anvendtes om
kongen – fx at han er Guds søn eller evig eller udødelig – bliver efterhånden
anvendt om mange mennesker, om alle mennesker. Vi er alle Guds sønner. Vi er alle sønner af Osiris
eller Isis. Den samme udvikling kan vi se i Israel. I senjødedommen
efter ca.
I
de egyptiske tekster finder vi det centrale begreb retfærdighed eller med det egyptiske ord Ma’at. Hele oldtiden har stort
set det samme begreb om retfærdighed
– og det finder vi også i Det gamle Testamente. Retfærdigheden er den rette, afbalancerede, harmoniske relation
mellem delene. Retfærdigheden er midtpunktet eller balancen. Retfærdigheden er verdensordenen. Retfærdighed eller Ma’at er den
rette orden, den rette ordning af verden eller kosmos. Ma’at kan også nogle gange
oversættes med harmoni, sandhed eller godhed. Det er retfærdigt at kongen æres. Det er retfærdigt at
manden æres af hustruen. Retfærdigheden er den orden man finder i naturen
– den er Guds retfærdighed eller den guddommelige retfærdighed og visdom. Ordet
svarer således ikke helt til vores begreb retfærdighed. Det er meget bredere. Retfærdigheden er at gøre det
rette, det naturlige, det, som sømmer sig, det som er passende. Kongens retfærdighed viser sig i Egypten ved at han
sørger for de svage – enkerne og de
faderløse. Ordet svarer til begrebet i Salmerne.
Retfærdigheden i samfundet viser sig ved at markerne trives, dyrene formerer
sig, menneskene har samleje, alle er glade og tilfredse. Hvis mennesker lider,
hvis der er krig og vold – er det en stor uret
og en stor uretfærdighed. Hvis
mennesker udnyttes eller overfaldes sker der en uret. Den moralske pligt er at sørge for at genoprette
retfærdigheden – den rette balance, det rette midterpunkt. Retfærdigheden er
ikke i Egypten et juridisk begreb - ikke primært – den handler om tilstanden i
samfundet – fysisk og åndeligt. Den er kollektiv.
I østen svarer begrebet retfærdighed
til den opfattelse man havde i det gamle Kina
af Tao eller Dao. Tao er den oprindelige gode tilstand i verden – før
verden gik af lave.
I
mytologien forestiller man sig
guderne sejle i en båd
hen over himlen. I båden findes solen Re Amon, Isis og solens sønner og døtre –
blandt andet Ma’at
som er hans datter og Sia som er Visdommen. Tanken om Visdommen som en gud eller et væsen findes
også i den jødiske visdomslitteratur bl a i
Ordsprogenes Bog.
Solens bane går fra øst til vest. Dens bane er fuldkommen. Den følger den rette kurs,
den rette vej. I Egypten er solen det perfekte
udtryk for Ma’at
– den gode orden, den rette verdensorden.
Slangen på himmelhavet
ønsker at forstyrre solens bane.
Slangen repræsenterer indgrebet i Ma’at. Enhver
forandring af Ma’at er forfærdelig og ødelæggende.
Verden skal blive ved med at være på den samme måde. Egypten er mere ærkekonservativt end noget andet folk i
oldtiden. Intet skal reformeres.
Kulturen og kunsten i Egypten er
næsten uændret i 3000 år! Kulturen gennemgår ikke nogen særlig udvikling i
løbet af 3000 år. Det nye er aldrig godt. Det nye er aldrig så godt som det
gamle. Det kan kun blive godt hvis
det bliver som det var engang. Det
skal være som det er og blive som det var. Tidsopfattelsen i det gamle Egypten er slet ikke lineær - som vores
– den er cirkulær.
Båden og dens beboere er et udtryk for det hellige, guderne som en samlet kraft, det guddommelige.
I
en indskrift fra en af gravene kan vi se hvordan kongen taler om sin retfærdighed:
Jeg bragte retfærdigheden til dette
land. Jeg har været en retfærdig hersker. Jeg er blevet på min plads. Jeg har
gjort min pligt. Før min tid var der ikke nogen retfærdighed. Men jeg vidste at
du [Gud] sørgede når retfærdigheden forsvandt fra Egypten. Jeg har ikke
fortrængt nogen mand fra hans faders plads [Jeg har opretholdt den gode orden. Jeg har givet mennesker det de har krav på]. Jeg vidste, at det ville du afsky. Jeg handlede retfærdigt.
Hele
den kosmiske orden er Ma’at
– retfærdigheden. I begyndelsen skabte Gud orden af kaos – han skabte Ma’at på en baggrund af
opløsning og ondskab. Dette er den samme tanke som vi finder i Mesopotamien og
i Salmerne – Herren skaber en verdensorden
ved at besejre uhyret, Livjatan.
I en af teksterne siges om guden Re: - I
urtiden satte han en orden (Ma’at) i stedet for kaos.
På samme måde siges det om kongen, Tut Ankh Amon: - Han satte Ma’at i stedet for løgnen og uordenen. Kongens og
gudens funktion er det samme. Gud skaber ikke verden i vores betydning men han
etablerer den retfærdige orden i verden – han skaber kosmos.
Ma’at
eller retfærdigheden er tilstanden i den oprindelige orden, i guldalderen, i Paradiset. Der hvor Ma’at
hersker er Guds rige. Kongen beder Gud om at han vil undervise ham i Ma’at. Gennem ånden kan
mennesket finde Ma’at. Kongen har Guds ånd. Et sted
defineres Ma’at eller retfærdigheden ved at kongen handler som det anstår sig for en
konge! Ma’at er i de egyptiske tekster det
modsatte af synden. Ulykke, lidelse
og elendighed er et resultat af syndens
magt. Synden er at gøre det som er
helt unormalt, upassende, forfejlet –
det som kun skaber lidelse. Normale,
sunde mennesker ledes af Ma’at! Kongen er i teksterne
en inkarnation af Ma’at – en inkarnation af Guds
retfærdighed. Hvis Ma’at dør – så dør livet på jorden. Ma’at
er livets kilde.
Osiris svarer på mange områder til den semitiske Ba’al som israel mødte i Kana’an. Osiris er den gud, som dør og genopstår fra de døde – lige
som Ba’al der dør og genopstår i takt med årstiderne –
regnen og tørketiden. Osiris’
forhold til Isis svarer til Ba’als
forhold til de forskellige kvindelige guddomme i Kana’an
og hos semiterne. Isis er
både hans søster og hans elskede. Isis frelser ifølge
myten Osiris fra døden – hun får ham vækket til live igen. Osiris er frelserguden som opstår fra de døde. På de egyptiske
billeder lægger Isis sig ned over hans døde legeme
for at varme det og genoplive det. Osiris fremstilles
med en plejl – han er knyttet til landbruget og kornet. Osiris
er frugtbarheden, høsten, kornet,
årets rytme. Lige som markerne dør ud, dør Osiris. Osiris går i døden for menneskene. Han ofrer sig selv og
sit liv for menneskene – som det hedder nogle steder! Osiris
bor under jorden – lige som naturen kommer op nede fra jordens dyb! Mange af
disse forestillinger kan man også finde hos kana’anæerne.
I Egypten har man forestillet sig at alle mennesker i døden bliver ét med
guden, ét med Osiris. I døden bliver mennesket Osiris. Den døde er en Osiris. Osiris er de mennesker som levede engang. Osiris er døden –
det vil sige livet efter døden. Den
egyptiske konge er sønnen - Osiris’ søn. Kongens
retfærdighed og retfærdige styre er en herliggørelse
af faderen Osiris - som det siges i en af teksterne!
Osiris
er en ægte frugtbarhedsgud. Han er på
en måde lig med kornet, lig med byggen, som det siges. Han er altid
skildret med en plejl til at tærske
kornet og en hyrdestav. Han er en hyrde for fårene. Han giver livet og
vandet. Vandet kommer fra ham, fra jorden. I en hymne som nu findes i Louvre siges om Osiris:
Du forynges hver dag. Du ældes, når
tiden er inde. Nilen kommer fra dig. Du nærer alle mennesker af det som flyder
fra dine lemmer [?]. Du lader markerne vokse. Du svulmer op [?]. Planterne
bliver grønne.
Nogle
af disse udtryk skal nok tolkes på en seksuel måde. Osiris
er en frugtbarhedsgud - det vil sige
at naturens fylde afspejler hans
seksualitet, hans fylde. Når Osiris svulmer,
så svulmer markerne af liv og glæde!
De
egyptiske religiøse tekster handler i meget høj grad om døden. Døden opfattes som en overgang
eller som en indgang. At dø er at gå
igennem en dør ind i en anden verden. Lige som Osiris døde og genopstod fra de
døde – vil alle menneske genopstå fra
de døde. De egyptiske tekster – fx den kendte Dødebog – beskriver den farefulde rejse igennem døden og til det nye
himmelske liv som kommer efter døden. Efter døden begiver mennesket sig ud på
en rejse gennem universet. Den døde skal gennem
mange prøver, svare på spørgsmål. Han må kæmpe.
Han skal sejre over døden. Lige som Osiris besejrede
døden. Mennesket bliver genfødt og
undfanget på ny i døden. Det nye liv er evigt.
Det nye liv er et liv sammen med Gud.
Om
den egyptiske konge siges det:
- Som Osiris
lever, således skal kongen leve. Som Osiris ikke dør,
således skal kongen ikke dø!
I
Egypten finder vi nogle steder den forestilling at den døde bliver vejet på en vægt efter døden – for at afgøre
personens skæbne. Det er slags individuel dom
over personen. Denne forestilling får meget stor betydning på langt sigt i kristendommen (i den folkelige kristendom) – men den får ingen betydning i Det gamle Testamente.
Den
egyptiske tanke levede videre i de meget senere mysteriereligioner. Den som blev indviet i Isis kulten kom igennem en dødsproces hvor personen går igennem
mange farer og prøver. Personen
bliver genfødt! At blive indviet i de
hemmelige ritualer i Isis kulten (for eksempel) var
at få et evigt liv – at blive frelst – for evigt – at komme i himlen.
Vi
finder ikke nogen af disse forestillinger i Det gamle Testamente – ikke en eneste antydning! Det gamle Testamente
har ingen tro på et liv efter døden.
I døden er der ingen frelse! Døden er afslutningen på alting. Døden er enden på ethvert håb. De døde er helt fortabt. De er faldet ud
af Guds hånd – som det siges i Salmerne. De døde er styrtet ned i et sort hul. Gud interesserer sig ikke for de døde –
kun for de levende. Gud er ikke de
dødes gud – men de levendes. Det er
meget interessant at man ikke finder noget
i Det gamle Testamente der ligner de egyptiske dødsforestillinger!
Vi kan også sige at Det gamle Testamente er meget
orienteret om dette jordiske
virkelige konkrete liv (her og nu) – og meget lidt interesseret i døden. Døden
ved vi godt hvad er – den er ingenting! De døde lovpriser ikke
Herren! De døde er ikke en del af pagten mellem Gud og Israel! De døde lever
ikke mere – de er døde. Der er ingen grund til at interessere sig for de døde.
På
længere sigt får den egyptiske religion sin store internationale betydning ved de såkaldte mysteriereligioner – kulten af Isis og Osiris
– som bredte sig i hele Romerriget allerede fra ca
Osiris
er derfor en del af det miljø som
kristendommen vokser op i. Den kristne kirke vokser frem i et virvar af
mysteriereligioner – tidens herskende tanker og ånd. Alle kender myten om Osiris – det er tidens tanker og et af tidens skemaer. Døden er ikke enden på alting men en forvandling. Døden er ikke kun en fremtid. I mysteriekulten er døden
en proces som kan opleves lige nu. Som når Paulus taler om at dåben er en dåb til døden. I døden
bliver Osiris forvandlet
til en ånd, en akh, som det siges i myten. Han
bliver genfødt. Han bliver
guddommelig. Den tidlige kristne
kirke har måske ladet sig inspirere
af alle disse sproglige begreber og billeder.
Kristendommen er ikke en form for Osiris kult – slet
ikke. Osiris er en myte om mennesket, om livet og døden. Kristus lever, dør, genopstår fra de døde, han bliver ophøjet, han bliver konge – de samme udtryk bruges om Osiris.
Osiris er kornet
som dør i jorden men som alligevel spirer
frem af jorden igen. Væksten op af
jorden er en genfødsel. Mange af
disse billeder kan vi finde hos Paulus.
Paulus har haft et godt kendskab til mysteriereligionerne. Osiris
myten har indeholdt mange billeder som den kristne kirke har kendt
og oversat til et kristent sprog. Vi
kan på en måde sige at Osiris er et billede på Kristus - en forudsigelse – som det siges i Det nye
Testamente om forudsigelserne i Det gamle
Testamente. Kristus virkeliggør på en
vis måde myten om Osiris.
Gud frelser Kristus ud af døden -
lige som Osiris bliver frelst af Isis.
Kristus bliver ikke ramt af forrådnelsen
som man sagde i urkristendommen. Vi er alle ét, vi er
alle ét legeme, vi er alle ét med Kristus. Kristus er den førstefødte. I myten er Osiris netop den førstefødte – Osiris
er den første som kommer igennem
døden, den første, som bliver en ånd,
et nyt menneske. Osiris
er den første som går igennem porten.
I Osiris og Isis kulten
blev deltagerne ét med Osiris, ét med Isis. At blive Osiris eller en Osiris var at blive frelst. Frelsen opnås ikke ved gode gerninger – men ved Guds
nåde. Forvandlingen består i at aflægge det gamle menneske – det
jordiske menneske, kødet - og iklæde
sig det nye menneske. Vi er alle ét med Kristus. Kristus og hans ånd er det som
virker i os. Vi har fået Guds ånd. Den gamle Adam er død, siger Paulus. Vi er taget ud af dødens og syndens magt! Alle disse paulinske formuleringer har paralleller
i myten om Osiris
- og visse steder meget nøje
paralleller! Osiris blev i Egypten et udtryk for alle menneskers tro og håb.
Det er det som man har kaldt den egyptiske åndelige demokratisering. På samme måde som man kan sige at Kristus er en opfyldelse af håbet – fx håbet om en Messias i Det gamle Testamente. Myten om
Osiris er en slags forjættelse. Baggrunden for den kristne kirke er totalt anderledes end myten om Osiris. Kristendommen bygger på historiske begivenheder i
Palæstina i det 1. århundrede – Osiris er en myte, et digt, et stykke poesi!
Men Osiris myten indeholder menneskehedens håb udtrykt i en symbolsk form. Opstandelsen
er en opfyldelse af det urgamle håb
som vi finder i myten om Isis og Osiris.
Osiris
vækkes i kulten i det gamle Egypten ved
at man råber til ham – den døde Osiris:
- Se, Osiris!
Lyt, Osiris! Rejs dig! Stå atter op!
Også
i Salmerne i Det gamle Testamente råbes der på Herren igen og igen – med præcist
de samme udtryk. Det er som om Herren er død. Han er blevet borte. Men om der er en direkte sammenhæng med de
egyptiske forestillinger er som nævnt slet ikke sikkert. Det nødråb vi finder i
Salmerne udtrykker noget alment religiøst: Råbet efter at Gud må vise sig og
gribe ind.
I
Salmernes Bog kæmper Jahve imod havuhyret, dragen med
de syv hoveder, Livjatan på de vældige vande. Vi
finder den samme forestilling i den egyptiske mytologi hvor Seth
– som blev identificeret med Ba’al – nedkæmper en
drage – en slange – på det store himmelhav. Ifølge de
egyptiske dødebøger vil slangen forhindre Ma’at – den
vil forhindre solen i at gennemføre sin rette bane. Slangen ønsker at bringe
kaos i universet.
Egypten
omtales mange steder i Det gamle
Testamente. Israel har et had-kærligheds forhold til
Egypten i Det gamle Testamente. Det følgende er fra profeten Jeremias som taler om hvordan Egypten
skal erobres og ødelægges af Babylon (ca
Egypten
er en kvie: Vi ved at de førende
guder som Isis og Osiris
blev afbilledet som tyr og kvie. Gud er som en tyr. Osiris’ frugtbarhed
er som tyrens vælde. Isis har horn. Isis har også en krans af slanger på hovedet. Slangen var et seksuelt frugtbarheds symbol i Egypten – en fallos:
v20 Egypten er
en smuk kvie;
fra nord slår en bremse ned på den.
v21 Dets
lejetropper i landet
er som fedekalve,
for også de gør omkring;
alle flygter, ingen kan holde stand,
når ulykkens dag kommer over dem,
og straffens tid er inde.
v22 Egypten
hvisler som en slange,
når de kommer med deres hær;
de falder over det med økser,
som brændehuggere;
v23 de fælder dets skov, siger Herren,
for den er ikke til at trænge igennem;
de er flere end græshopper,
de er ikke til at tælle.
v24 Egyptens
datter bliver til skamme,
hun overgives til folket fra nord.
v25 Hærskarers Herre, Israels Gud, siger: Jeg
straffer Amon
[solguden Amon] fra No,
Farao, Egypten, dets guder og dets
konger, både Farao og dem, der sætter deres lid til ham. v26 Jeg giver
dem i hænderne på dem, som stræber dem efter livet, og i hænderne på Babylons konge Nebukadnesar og på hans tjenere.
(Jeremias 46.20)