Forestillingen om en gudsmand eller om en Guds mand

v15 Da nu profeterne fra Jeriko så ham [Elisa] på afstand, sagde de: »Elias' ånd er kommet over Elisa!« De gik ham i møde, kastede sig til jorden for ham [tilbad ham].

(2. Kongebog 2.15)

Forestillingen om en gudsmand findes i hele Det gamle Testamente – og i hele oldtiden for den sags skyld. Det kan være svært helt klart at afgrænse begrebet men en gudsmand er grundlæggende et menneske som ligner en gud. Andre mennesker opfatter gudsmanden som en slags gud der vandrer omkring på jorden. Han bliver tilbedt. Han er ét med Gud. Hans fødsel eller undfangelse kan være underfuld. Han stammer ikke fra mennesker eller ikke helt fra mennesker. Hans undfangelse er et under. Samuel i Det gamle Testamente bliver født på en underfuld måde af en kvinde, som ikke kan blive gravid – på almindelig måde. Det gælder også Samson. I Det nye Testamente gælder det også for Jesus og for Johannes Døberen. Sara føder et barn – Isak – på en underfuld måde – ved at Gud griber ind. Gudsmanden er i sig selv et under. Han er næsten ikke til at tro.

Rent psykologisk kan vi sige at gudsmanden repræsenterer en mennesketype eller et menneskeligt ideal. På denne måde er begrebet også en gang imellem blevet brugt i den kristne kirke. I dag kan vi sige at gudsmanden er et markant alternativ til hvordan vi – moderne mennesker – plejer at opfatte mennesket. Gudsmanden er fri og stolt og sikker – uden skyld og fuld af kraft og ånd. Gudsmanden behøver ikke at være nogen mand – han er en mennesketype. Debora og Jael i Det gamle Testamente er gode kvinder – de er gudsmænd.

Samuel bliver efter fødslen givet tilbage til Gud. Han er en gudsmand fra undfangelsen. Han tilhører Gud. Det ved hans mor Hanna. Hun ved at Samuel er et under. Samuel er Guds søn. Han er ikke frembragt på en normal måde. Samuel tilhører ikke denne verden. Han er adskilt fra verden. Han er ren. Han er hellig. Han er ren og adskilt lige som Elias og Samson som er naziræere. En naziræer drikker ikke vin og spiser ikke kød. Han lever ikke som almindelige mennesker. Han går i særlige klæder og har et læderbælte om livet. Johannes Døberen er en gudsmand og en naziræer. Elias lever ved Jordan af det som livet og naturen giver ham. I Sinaj ørkenen lever han af den mad som englene sætter frem til ham. Samson lever af den mytiske eller himmelske honning som er opstået i løvens mave – den løve, som Samson har dræbt. Elias drikker af bækken. I Salmernes Bog er bækken det hellige vand som er inden i templet. Herrens salvede – Israels konge – drikker af bækken og løfter hovedet! Den som drikker af bækken er ophøjet. Samson lever af en guddommelig drik – ambrosia – gudernes føde. Samson er ikke bare et menneske. Elias er ikke bare et menneske. Han spiser det brød som Herrens engel har bagt til ham! Guderne kommer og rusker ham vågen for at han kan få noget at spise. Meningen i 1. Kongebog er måske at Elias bliver kaldt tilbage fra døden - ved gudernes råben og rusken. Elias går igennem ørkenen i 40 dage og nætter - uden én eneste pause – efter at han har spist det brød som guderne har bagt til ham! Elias kan løbe hurtigere end kongens vilde krigsheste!

v1 Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab [kongen]: »Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.«

v2 Så kom Herrens ord til ham [Elias]: v3 »Gå bort herfra, begiv dig mod øst, og skjul dig ved bækken Kerit øst for Jordan. v4 Du kan drikke af bækken, og jeg har befalet ravnene at sørge for dig.« v5 Så gik han, og han gjorde, som Herren havde befalet. Han gik hen og slog sig ned ved bækken Kerit øst for Jordan. v6 Ravnene bragte ham brød og kød morgen og aften, og han drak af bækken.

(1 Kongebog 17)

Fænomenet en gudsmand findes i hele Bibelen. Men det bliver omformuleret og omformet. Israel har haft mange gamle myter – Samson myten er et eksempel – men disse myter omtolkes. De finder deres plads inden for den jødiske tro som den eksisterede i 400 tallet. De bliver tilpasset.

Opfattelsen i Det nye Testamente er også anderledes. Der er stor forskel på gudsmænd som Debora, Jael og Samson på den ene side og Jesus på den anden side! Men stadig væk: Jesus er en gudsmand. De kræfter som Kristus har, overgår al magt som verden og egoet og synden kan stille op med. Kristus er den største – han sejrer. Han er ikke nogen taber. Han er et handlingsmenneske – en frelser – en konge. Han er vores konge – og vores konge er mægtigere end alle de andre konger!

Kristus besejrer verden på samme måde som Samson besejrer filistrene – på samme måde som David besejrer kæmpen Goliat – på samme måde som Jahve dræber den onde slange Livjatan på de vældige vande og skærer dragens syv hoveder i stykker og giver dem som føde til havenes fisk! Kristus har Guds ånd. Elias har Guds ånd. Samson har Guds ånd. David har Guds ånd. Kun Guds ånd giver sejr. Han der har Guds ånd er en gudsmand.

I oldtiden generelt finder vi utallige steder den forestilling at guderne kan avle børn med menneskene. I den græske mytologi bliver de mandlige græske guder ofte besat af de jordiske kvinders skønhed og de har samleje med de jordiske kvinder. Dionysos i Grækenland er et barn af en gud – Zeus – og en jordisk kvinde. Dionysos bliver alligevel en gud – men han bliver en frugtbarhedsgud som dør og genopstår fra de døde.

Vi kender også gudsmænd fra den nordiske mytologi og fra Indien.

I Salmernes Bog er Jahve omgivet af en hær af guder – hans hærskarer. Vi kan måske sige at gudsmanden er en af disse guder – underguder.

Gudsmanden er en engel – også en hævnende engel. Det bedste eksempel på det er Jehu – kongen i Nordriget – som forretter et frygteligt blodbad efter sin magtovertagelse. Han dræber alle forgængeren kong Akabs slægt – blandt andet hans 70 drenge og sønner.

Gudsmanden kan anvende list, bedrag, løgn og svindel for at nå sit mål. Det er i Det gamle Testamente magtens væsen – sådan er det. Jehu lokker alle de fromme Ba’alspræster sammen ved at lyve for dem – hvorefter de alle bliver nedslagtet. Jehu er frygtindgydende. Det betyder i Det gamle Testamente at han er stor – velsignet – udvalgt.

Gudsmanden er altså et slags mellemvæsen mellem guderne og menneskene. Han ser måske ud som et menneske men han er i virkeligheden noget overjordisk, overmenneskeligt, guddommeligt. De ord han taler er de ord som guderne ellers siger. De gerninger han udfører, er store undere og mægtige gerninger. Han har overnaturlige kræfter. Han helbreder alle sygdomme. Han vækker de døde til live. Han kan forbande lige som guderne – sende ild over hele folket eller ramme mennesker med spedalskhed for evigt. Han kan udføre mirakler. Han kan vise sig forskellige steder – han kan flytte sig usynligt gennem rummet. Han bor ofte på toppen af det højeste bjerg. Han er frygtindgydende som det siges om Elias og Elisa i Det gamle Testamente. Han giver frugtbarheden. Han er også en frugtbarhedsgud. Han sender tørken – og torden og regn – lige som Jahve. Han gør den ufrugtbare kvinde frugtsommelig. Han ser alt og ved alt. Han kan se alt som sker gennem en særlig synssans. Han kan forudsige fremtiden.

Det nye Testamente

I begyndelsen af Lukasevangeliet bliver der fortalt den underfulde beretning om de to gode kvinder som hver skal føde en søn. I begge tilfælde er undfangelsen et under. Mennesker forstår ikke hvordan det kan ske, men for Gud er alle ting mulige. Det væsentlige i disse beretninger er selvfølgelig ikke at diskutere hvem der kan være fader til børnene. Det væsentlige er at forstå og opleve Marias tro og lovsang, glæde og sejrsjubel! Der er meget nøje paralleller mellem Marias lovsang i Lukasevangeliet og Hannas lovsang i 1 Samuelsbog – Hannas lovsang efter fødslen af Samuel. Jesus er en gudsmand. Der skal igen sidde nogen på Davids trone – efter at stolen har stået tom i 600 år. Jesus skal sidde på Davids trone. Samuel er en gudsmand. Han tilhører ikke sin mor – han tilhører Gud. Johannes er en stor gudsmand. Elias er kommet tilbage!

v30 Da sagde englen til hende [Maria]: »Frygt ikke, Maria! v31 Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v33 han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« v34 Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« v35 Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.

v36 Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; v37 thi intet er umuligt for Gud.«

(Lukas 1)

Moses er et barn af en hebræer, men samtidigt er han en søn af kongen. Hvor kommer han egentlig fra? Hvem er egentlig hans fader? Kongen i Egypten er Guds søn. Moses er vellidt af alle – egyptere og hebræere og alle andre - anset, respekteret. Moses ser godt ud – han er velsignet. Han er en fryd for øjet. Han er en smuk mand. Han er en prægtig mand. Han er en lykkemand. Han er lige som Jesus. Moses og Jesus er begge gudsmænd og Guds mænd. Jesus har velsignelsen – både i det ydre og i det indre. Velsignelsen kan ses og mærkes. Jesus er stærk og sund - og vellidt af alle mennesker. Jesus er fuld af kraft og herlighed. Han er en konge. Guds nåde og kraft og velsignelse hviler over ham - lige som Herrens ånd hvilede over Israel - som en sky og som en ild - da de vandrede ud af Egypten. Gudsmanden er faderens elskede søn, den førstefødte. Sønnen er faderens stolthed:

v39 Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. v40 Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

(Lukas 2)

v52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

(Lukas 2)

Johannes Døberen er en frelser – han skal lære Israel at kende frelsen. Han er Elias. Han er en Guds mand. Om Johannes Døberen skriver Lukas blandt andet:

v65 Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette [Johannes Døberens fødsel]. v66 Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: »Hvad skal den dreng mon blive til?« For Herrens hånd var med ham.

v80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

(Lukas 1)

v1 Der var en mand [i Egypten] af Levis slægt, som giftede sig med en datter af Levi. v2 Kvinden blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig han var, holdt hun ham skjult i tre måneder. v3 Da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv, tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred.

v10 Da drengen var blevet stor, bragte hun [Moses’ amme] ham til Faraos datter. Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses.

(2 Mos 2)

En prægtig mand

Kongen i Jerusalem – Herrens salvede - er en smuk mand. Han er en gudsmand. Han er en lykkemand. Han er en helt. Gudsmanden er en kriger. Han er vores frelser. Han er frygtindgydende. Han er som en gud på jorden. Han lever i glæde og pragt – i paladser af elfenben til strengespil! Kvinderne elsker ham og begærer ham. Alle hans klæder dufter af myrra og kassia. Han har utallige sønner og alle hans sønner kaster glans og ære over hans hoved. Der er ingen ende på rækken af hans dyr og kameler. Han er nådig, gavmild, storsindet og retfærdig. Saul var den smukkeste mand i hele Israel og et hoved højere end alle andre. Den unge David er en ren skønhed i semitisk sammenhæng – han er rødmosset, som det siges. David er en Adonis. Michelangelo viser os den sande David. Samson og Salomo får alle kvinder til at falde for sig:

v3  Du er den smukkeste blandt mennesker,
ynde er udgydt på dine læber,
derfor velsigner Gud dig
til evig tid.
v4  Spænd dit sværd om lænden, du helt,
i højhed og pragt!
v5  Drag ud med lykke
for sandheds og retfærdigheds sag,
din højre hånd skal vise dig frygtelige gerninger!
v6  Dine hvæssede pile sidder
i hjertet på kongens fjender,
folkene falder omkring dig.

v7  Din trone, Gud, står til evig tid,
dit kongescepter er retfærdighedens scepter.
v8  Du elsker ret og hader uret,
derfor har Gud, din Gud, salvet dig
med glædens olie frem for dine lige.
v9  Af myrra, aloe og kassia dufter alle dine klæder;
strengespil fra elfenbenspaladser glæder dig.

(Salme 45)

Moses

Moses er en gudsmand. Han er ikke noget almindeligt menneske. Han er en frelser:

[Gud] sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. v15 Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg [Gud] vil være med din mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. v16 Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham. v17 Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.«

(2 Mos 4)

Det er ikke helt misvisende når jødedommen meget senere er kommet til at hedde den mosaiske tro – efter Moses. I Mosebøgerne er det ofte flydende om det er Moses eller Gud som gør eller handler eller taler. Moses er en stor gudsmand. Han er overjordisk. Hans fødsel er også på en vis måde underfuld. Hvor han kommer fra er på en vis mådeunderfuldt. Da han dør er han alene sammen med Jahve. Ingen mennesker er til stede. Moses dør og begraves af Jahve – men ingen har nogen sinde fundet hans grav siges det i Mosebøgerne. Moses døde måske ikke? Måske blev han taget op af Gud?

Elias dør ikke – han forsvinder fra denne verden. Han forlader verden. Han går ud af verden. Han bliver taget op af Gud og er væk. Men måske viser han sig pludselig igen – således som han pludselig viste sig dengang han var hernede på jorden. I påsken stiller alle gode jøder en tom stol frem til Elias – måske kommer han forbi ? (som det hedder med et karakteristisk udtryk der ellers bruges om Jahve!)

Jesus dør ikke - på en vis måde. Jesus dør på korset men genopstår fra de døde på den tredje dag. Jesus forlader denne verden. Han vender tilbage til sin fader – Gud. Jesus er en gudsmand. Jesus farer til himmels på samme måde som Elias. Jesus er en frelser som dommerne i det gamle Israel – de er sendt for at frelse verden. Jesus er en konge – Guds søn. Han er Messias – en gudsmand. Jesus opvækker den døde Lazarus på samme måde som Elias og Elisa opvækker de døde.

Peter og Paulus er guder

Peter og Paulus bliver opfattet som guder – af de fremmede – i Apostlenes Gerninger. Peter gør lige så store undere som Jesus havde gjort. Peter opvækker den døde kvinde Tabitha der ligger livløs på sengen. Når vi sammenligner med Elisa kan vi se at lighederne er overvældende. Peter er en gudsmand. Alle kristne er gudsmænd – de er ét med Kristus. Kristus har givet sin magt og kraft og ånd til alle mennesker.

v8 I Lystra sad der en mand, som ikke kunne bruge sine ben; han var lam fra moders liv og havde aldrig kunnet gå. v9 Denne mand lyttede, når Paulus talte. Paulus så fast på ham, og da han så, at manden havde tro til at blive frelst, v10 sagde han med høj røst: »Rejs dig og stå på dine ben!« Da sprang han op og kunne gå.

v11 Da folk så, hvad Paulus havde gjort, råbte de højt på lykaonisk: »Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!« v12 v13 Præsten ved Zeustemplet uden for byen kom hen til byporten med tyre og kranse og ville ofre sammen med folkemængden. v14 Da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres kapper, styrtede ind i folkemængden og råbte: v15 »Mennesker dog! Hvorfor gør I det? Vi er jo mennesker ligesom I. Vi forkynder, at I skal vende om fra disse tomme guder til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer. v16 I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje, v17 og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde.« v18 Med disse ord fik de med nød og næppe folk fra at ofre til dem.

v24 Dagen efter kom de til Cæsarea. Cornelius ventede dem og havde sammenkaldt sine slægtninge og de nærmeste venner. v25 Da Peter skulle til at gå ind, kom Cornelius ham i møde og faldt ned for hans fødder og tilbad ham. v26 Men Peter bad ham rejse sig og sagde: »Rejs dig op, jeg er jo selv et menneske.«

(Apostlenes Gerninger)

Jesus er en gudsmand ifølge Peter og ifølge den tidlige kristne kirke:

v37 I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: v38 hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. v39 Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, v40 ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, v41 ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner

(Apostlenes Gerninger 10)

v22 Moses har jo sagt: ›Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer. v23 Men enhver, der ikke adlyder denne profet, skal udryddes fra folket.‹ v24 Også alle de andre profeter, som har talt, både Samuel og de følgende, har forkyndt om disse dage. v25 I er børn af profeterne og af den pagt, som Gud oprettede med jeres fædre, da han sagde til Abraham: ›Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom.‹ v26 Det var for jer som de første, at Gud oprejste sin tjener og sendte ham for at velsigne jer, når I hver især vender jer bort fra jeres ondskab.«

(Apostlenes Gerninger 3)

Gudsmanden opvækker de døde på samme måde som den egyptiske gudinde Isis opvækker den døde Osiris. Billederne af Isis og Osiris har spillet en stor rolle i oldtiden. Isis lægger sig ned og den døde Osiris og kærtegner ham og varmer ham. Hendes kærlighed gør ham levende igen. Disse billeder er lige som symboler eller begreber – de er tidens tanker og skema. Derfor har oldtidens mennesker tænkt i disse begreber og billeder. Det er slet ikke sikkert at der er nogen direkte påvirkning fra den egyptiske religion!

I Det nye Testamente fortælles om at Jesus forklares på toppen af bjerget. Gudsmanden bor på toppen af bjerget – eller på toppen af det højeste bjerg. Ved forklarelsen ser disciplene Jesus forklaret – i et lys – i en herlighed – sammen med Moses og Elias. Jesus og Moses og Elias er gudsmænd. Døden har ingen magt over dem.

Jahve hører til på toppen af det højeste bjerg – gudernes bjerg. Moses hører til på bjerget. Elias og Elisa bor på toppen af bjerget. Jesus er på toppen af bjerget. Toppen af bjerget er himlen – deres sande opholdssted. Toppen af bjerget er det allerhelligste. Vi ved også at kana’anæerne dyrkede deres guder i form af søjler eller billeder eller helligdomme på toppen af bjerget – på højen som det siges. Samson – der betyder Solen – søger hele tiden tilbage til bjergtoppen. Gud stiger ned på bjerget. Gud viser sig på toppen. Elias kastes op på toppen af de allerhøjeste bjerge. Jo højere – jo mere helligt. Helligt betyder adskilt. På toppen af bjerget kommer man i ekstase og ser Gud. Man ser gudsmanden. Gudsmanden ser Gud – ligesom Elias ser Gud på Horebs bjerg.

Epifani

Johannes Døberen er i virkeligheden Elias der er vendt tilbage. Elias viser sig i en ny form – som en epifani. Johannes er et tegn. Elias forlader verden da han står foran floden Jordan. Han viser sig igen på det samme sted – som Johannes Døberen ved Jordan.

Elias viser sig pludseligt. Ordet epifani bruger man om det fænomen at Gud pludseligt viser sig – i et glimt. Den måde Elias skildres på i Kongebøgerne viser at denne forestilling også gælder Elias. Når han viser sig, siger han: - Det er mig! Det er mig Elias! Snart viser han sig i Betel, så i Jeriko, så på Karmels bjerg eller på Horebs bjerg i Sinaj. Ingen kan finde ham. Ingen kan opspore ham – som kong Akabs hofchef siger. Elias flytter sig frit gennem rummet. Han flytter sig hurtigere end kongens vogne. Han ridder gennem universet på vindens vogne. Han er usynlig. Han er en ånd. Han er både en mand som vandrer rundt på jorden og frygter kong Akabs mordtrusler - og samtidigt noget helt andet. Han er samtidigt til stede hos alle mennesker. Han ser alt og ved hvad kongen har hvisket i sovekammeret. Han er en del af gudernes kamp. Hver gang det er påske kan han vende tilbage – hvis han nogen sinde har været borte. I jødedommen fik Elias siden hen en enorm betydning. Ifølge de senere profeter i Det gamle Testamente (Malakias) skal han vende tilbage. Han skal bane Herrens vej.

v1 Se, jeg sender min engel,

      han skal bane vejen for mig.
      Herren, som I søger,
      kommer med ét til sit tempel,
      pagtsenglen, som I længes efter, kommer,
      siger Hærskarers Herre.

(Malakias 3.1)

Ifølge Johannes Åbenbaring skal Moses og Elias stå frem ved de sidste tider og vidne for Herren:

v3 Og jeg vil sætte mine to vidner [Moses og Elias] til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. v4 Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre. v5 Hvis nogen vil gøre dem fortræd, står der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; hvis nogen vil gøre dem fortræd, er det sådan, han skal dræbes. v6 De har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn, så længe de profeterer, og de har magt til at forvandle vandet til blod og ramme jorden med enhver tænkelig plage, så tit de vil.

(Johs Åb 11.3)

Rigtigt mange steder i Det nye Testamente er formet efter fortællingerne om Elias og Elias. Jesus identificerer sig med Elias. Forholdet mellem Jesus og Peter er forholdet mellem Elias og Elisa. Da Eliias forlader verden giver han helligånden til Elias. Elias ser ham stige til himmels og får derfor hans ånd. Elisa bliver dermed identisk med Elias. Lige som Paulus siger at den kristne er identisk med Kristus. Den beretning om Elias og Elisa som findes i Kongebøgerne lever videre i Johannesevangeliet hvor Jesus taler om at han skal gå bort og forlade dem.

Ezekiel

I den forstand kan vi sige at Dionysos er en gudsmand. Vi kan også beskrive gudsmanden Dionysos som en mellemgud eller midlergud. Dionysos er søn af en jordisk kvinde derfor er han ikke så fjern som de olympiske guder. Han er tættere på os mennesker. Han står på en måde imellem. Denne forestilling om en mellemgud eller formidlergud finder vi nok også et sted hos Ezekiel. Ezekiel fortæller om at han får et syn. Jahve trækker ham op ved håret og sætter ham ned i templet i Jerusalem. I templet ser Ezekiel en gudestatue som bliver betegnet som Lidenskaben – ordet og oversættelsen er omstridt. Meningen er nok at guden Lidenskaben – der nok er en frugtbarhedsgud som de kana’anæiske guder – er en mellemgud – statuen er opstillet på den måde i templet. I stedet for at henvende sig direkte til Jahve henvender folket sig til en mellemgud – Lidenskaben.

Gudsmanden er i Det gamle Testamente en profet – dvs han taler Guds ord til folket. Men han er så at sige mere end en profet. Han har kræfter som en kæmpe. Han dræber og slår og sejrer. Han er en konge – en herskerskikkelse. Han spreder frygt og respekt som det siges. Han er som en storkonge. Han har Guds fred og glæde – velsignelsen eller shalom som det hedder i Det gamle Testamente. Der er ingen ende på rækken af hans kameler og får og væddere. Der er ingen ende på mængden af hans tjenere, trælle eller hustruer. Han ser godt ud. Han er velsignet af Gud med skønhed og ynde. Han går i prægtige klæder. Kvinderne begærer ham. Han er en fader til utallige sønner. Han er det træ som er plantet ved bækken. Når mennesker ser ham kaster de sig ned. Han er gavmild, nådig, retfærdig. Han er storsindet. Han tilgiver. Han hævder sin ret. Han bevarer æren. Han hævner sig - hvis det er nødvendigt. – Mands værd, mands styrke! Som det hedder i Dommerbogen! Mænds sværd – mænds værd! Mænds værd ligger i deres sværd – i deres styrke, kraft og herlighed. Uden kraften er manden intet. At være en retfærdig konge indebærer først og fremmest at man er en konge – en stærk konge. Der findes ingen godhed uden styrke og kraft og magt. Afmægtige mennesker har ingen godhed. De kan ikke gøre noget. Gudsmanden er ikke nogen svag mand.

En stærk mand - fuld af Herrens ånd

Jefta er en stor gudsmand. Han er en krigerhelt. Han kæmper krigen imod israels fjender for at Israel kan frelses. Han er Israels dommer og frelser. Han er udvalgt af Gud til at frelse Israel. Han er oprindeligt en røver – men det er ikke afgørende. Hans personlige egenskaber er ikke afgørende. For at vinde krigen lover han at forrette en menneskeofring - hvis Israel vinder sejren. Jefta kommer til at ofre sin egen datter. Datteren accepterer skæbnen – kun sørger hun over at hun aldrig kom sammen med en mand – aldrig fik født sønner!

Samson er en stor og prægtig konge. Han er frygtindgydende. Han bliver bedraget af sin kone – fordi han evigt er så svag over for alle søde kvinder. De klipper hans hår. Han mister alt. Han er ikke længere noget menneske. Han mister sin værdighed. Mænds sværd, mænds værd! Han bliver en ussel træl – en orm – et dyr. Gudsmanden mister al sin herlighed og ære - fordi verden og ondskaben sejrer. Det som sker, er en stor uret. Men i sin død dræber Samson – med sin kløgt og snedighed – endnu flere fjender og filistre end han fik udryddet mens han endnu var i live. Samson er en stor helt. Han er en mægtig frelser.

Når gudsmanden bliver besat af ånden kommer han i ekstase – han bliver forrykt som det siges i Det gamle Testamente. Han bliver gal, utilregnelig, unormal, rasende, besat, farlig. Når han er i ekstase bryder Elisa ud i gråd over al den lidelse som han kan se vil ramme Israel i fremtiden. Gudsmanden lever med stærke følelser. Han er ikke noget køligt forstandsmenneske. Jesus græder da han forudser Jerusalems ødelæggelse. Jesus græder da han ser hvad døden – den onde fyrste - har gjort med Lazarus.

I en tilstand af besættelse og ekstase kan gudsmanden gå helt amok og anrette et blodbad. Han drives af en blodrus. Jehu – kongen i Nordriget – bliver forrykt da han går til angreb på Herrens modstandere – de fremmede guder som Ba’al, de ækle møgguder, den gamle onde konges slægt og den onde kvinde Jezabel. Jehu er besat men han er Guds redskab. Han er en Guds mand. Han er Herrens salvede. Han er salvet til at være konge af Elias selv. Kun en mand i hans blodrus kan tilintetgøre hedenskaben, horeriet og afguderiet i Samaria – Nordriget. Jehu bliver velsignet af Herren efter blodbadet og han grundlægger et nyt dynasti i Nordriget. Han er en frelser. Han svinger ikke sværdet forgæves. Ondskaben i verden, den onde fyrste, Belsebul kan ikke besejres af svage mænd uden kraft eller bløde mænd som helst vil kompromis eller samarbejde. Onde mennesker er onde og det onde er ondt. Det onde kommer fra onde mennesker – som Jezabel.

Vi finder også disse tanker – om gudsmanden – i Det nye Testamente – for eksempel i nogen grad i Johannes Åbenbaring og i de apokalypser som findes i evangelierne. Men i Det nye Testamente er hele tankegangen omfortolket. Det nye Testamente er udtryk for en anden ånd. Gud er lyset og kærligheden. Jesus er ikke nogen brutal hævnende engel. Men Jesus er ikke nogen svag mand. Jesus er ikke noget offer. Han er Herren. Han er den som sejrer. Han er den der triumferer. Johannesevangeliet er udtryk for denne tanke. Jesus er ikke noget lidende offer. Men det som skete med Jesus var en stor uret.

De jødiske konger fra David og indtil nederlaget i 587 f. kr var Guds søn og salvede. I Salmernes Bog er kongens Guds søn. Herren siger at han har avlet kongen med moderskødet. Kongen er altså – ifølge ideologien – en guds mand – selv om de fleste konger ikke rigtigt levede op til værdigheden – ifølge historieværket i Det gamle Testamente! Måske kan vi også i Salmerne se en slags afglans af den forestilling at kongen er et mellemvæsen som Dionysos – hans fader er Gud selv.

Gudsmanden er en lykkemand som Job når han fortæller om de gode gamle dage. Gudsmanden er en helteskikkelse – en kriger, en velstående, velhavende mand, som har lykken med sig. Gudsmanden har Guds ånd og han er velsignet af Herren. Alt lykkes for ham og han har stor anseelse og respekt. Han bliver ikke gjort til skamme. Han elsker livet – og kvinderne – seksualitet, glæde, lykke. Han lever livet fuldt ud. Disse forestillinger kan vi se i Det nye Testamente i begyndelsen af Lukas evangeliet. Helt tydeligt viser disse forestillinger sig i Det gamle Testamentes omtale af skikkelser som David, Salomo, Samson. Gudsmanden er ikke en svag eller afmægtig offerskikkelse. Gudsmanden har store kræfter. Han er en sejrherre. Han er verdens herre.

Gudsmanden har Herrens ånd. Han er besat af Herrens ånd. Herrens ånd er kommet over ham – den har overskygget ham. Alt hvad han har sagt og gjort, har han gjort på Herrens ord – i tillid til Herrens ord, dvs i tillid til Herren – som Elias siger i 1. Kongebog. Gudsmanden ved at han har Herrens velsignelse:

Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette.

(1. Kongebog 18)

Frygtindgydende

Gudsmanden er først og fremmest stor og mægtig – frygtindgydende. Han er en frelser som Moses. Han kan have mange menneskelige fejl – men det er ikke afgørende. Han er ikke moralsk perfekt – men det accepteres – han er stor og mægtig og derfor kan meget tilgives. Vi kan også se denne tanke i Esajas når han taler om Herrens tjener. Herrens tjener er en frelser – en gudsmand. Haner en storkonge som sejrer. Han er en lykkemand. Det gamle Testamente lægger mere vægt på at mennesker har kraft og magt end på at de er moralsk rene. Eksemplet med David og Batseba og Urias er et eksempel herpå lige som eksemplet med at Salomo går over til de fremmede guder fordi han er svag over for sine kvinder! Samson kommer også i ulykke på grund af kvinderne – men han elsker alle kvinder og kan ikke sige nej.

I Det gamle Testamente løftes to kvinder op som en slags gudsmænd – nemlig Debora og Jael i Dommerbogen. Jaels drab på den fremmede kriger Sisera skildres mytologisk – det ligner Guds sejr og drab af slangen, uhyret, Livjatan. Disse to kvinder løftes op i nærheden af de guddommelige. De er meget stærke positive billeder af kvinden – sådanne billeder findes altså også i Det gamle Testamente! Debora og Jael bliver evige symboler – folkets evige helte – i det gamle Israel. De hyldes igen og igen.

Elisa

Elisa dør en naturlig død og begraves. Men selv efter sin død kan han helbrede:

v20 Elisa døde, og man begravede ham. År efter år trængte strejfskarer fra Moab ind i landet. v21 Da nogle folk engang var ved at begrave en mand, og de pludselig fik øje på en strejfskare, kastede de manden i Elisas grav, og da manden kom i berøring med Elisas knogler, blev han levende og rejste sig op.

(2 Kongebog 13)

Efter traditionen er Elisa død i 790 erne. Elisa helbreder sygdomme gennem den fysiske berøring og han kan genopvække de døde ved den fysiske berøring. Også efter hans jordiske død. Disse tanker minder om den døde gud, frugtbarhedsguden. Elisa helbreder ligesom den egyptiske gudinde Isis opvækker de døde – ved berøringen, den fysiske kontakt. Elisa er hellig, fuld af kraft og frugtbarhed, grøde, vækst. Han er en helgen.

Elisa kan helbrede mennesker for deres spedalskhed. Det kan Moses også. Elisa kan mætte alle munde. Han bespiser alle folkene på samme måde som Jesus. Han kan ved sin magi og viden få en lille smule olie til at blive uendeligt meget olie. Han kan gøre det giftige og livsfarlige vand til rent kildevand. Han ved hvordan de farlige planter kan gøres spiselige. Både Elias og Elisa og Moses har en hemmelig stav. Når Moses slår med staven springer kilden ud af klippen. Når Elias slår på vandet kan de gå tørskoet over. Gudsmanden har magt over naturens verden. Han har magt over dyrene. Elisa kan få bjørne til at komme frem, så de kan rive onde mennesker i stykker. Samson spiser honning af løvens mave. Ravnene giver Elias den føde som han har brug for. Jesus stiller stormen på søen.

Både Elias og Elisa bliver tiltalt som Israels vogne og heste – en betegnelse som ellers anvendes om Gud – Jahve. Elias og Elisa er ét. De er Gud på en måde:

v14 Elisa blev ramt af en dødelig sygdom. Så drog Israels konge Joash ned til ham, kastede sig grædende ned over ham og sagde: »Min fader, min fader, du Israels vogne og heste!«

Nogle af de vigtigste beretninger om gudsmanden Elisa handler om hans forhold til den fornemme og velhavende kvinde fra byen Shunem. Byen Shunem er en urgammelby og flere tusind år ældre end israels indvandring i Palæstina. Måske er byen derfor bevidst valgt.

Kvinden tiltaler Elisa med en trosbekendelse, en formel. Hun siger nøjagtigt det samme til Elisa som Elisa har sagt til Elias. Hun tiltaler gudsmanden som om han er en guddom, en gud på jorden:

v30 Men drengens mor [kvinden] sagde: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« Så stod han op og fulgte med hende.

(2 Kongebog 4)

Elisa siger de samme ord til Elias da Elias er ved at tage afsked med denne verden. Kvinden udtrykker sin tro og tillid. Hun siger at hun aldrig vil svigte gudsmanden – være ham evigt tro. Hun vil aldrig gå til de andre guder. Hendes dreng er ved at dø. Hun tror kun at Elisa kan hjælpe. Mennesker eller guder kan ikke hjælpe. - Du er min gud! Du er ét med Gud, siger hun.

Når vi læser beretningen i 2 Kongebog kapitel 4 får vi indtryk af at Elisa er en gud. Kvinden indretter et kapel til Elisa i hendes hus. Hun tror på at han er hendes frelser.

v8 En dag kom Elisa gennem Shunem. Der boede en velstående kvinde, og hun indbød ham til at spise. Hver gang han kom forbi der, tog han ind hos hende for at spise. v9 Hun sagde til sin mand: »Jeg ved, at han, som bestandig kommer forbi, er en hellig gudsmand [en gud?] v10 Lad os indrette et lille værelse [helligdom] ovenpå og sætte en seng, et bord [et alter?], en stol og en lampe [en lysestage] op til ham. Så kan han være der, hver gang han kommer hos os.«

(2 Kongebog 4)

Udtrykket at komme forbi bruges ellers om Herren, om Gud. Da Elias befinder sig på toppen af Horebs bjerg – kommer Jahve netop forbi flere gange. Det samme udtryk bruges i Mosebøgerne i forbindelse med Moses og og Herren. At komme forbi er et standardudtryk – en terminus technicus.

Kvinden indretter en helligdom. Hun ofrer til Elisa i det såkaldte værelse hun har indrettet. Udtrykket værelset bruges flere steder som et udtryk for en helligdom, et kapel - eller et hustempel. I dette værelse har hun indrettet en husgud eller en såkaldt efod eller et gudebillede. Vi kan se at kvinden er højfornem og velhavende ifølge Kongebøgerne men hun betegner sig selv som Elisas træl eller slave. Træl bruges i Det gamle Testamente om det menneske som dyrker en gud. Israel er Jahves trælle.

Når guden kommer forbi – lægger han sig ned – på sin seng. Gud ligger ned. Sådan er forestillingen i disse afsnit i Kongebogen. Muligvis har denne forestilling noget at gøre med opfattelsen af frugtbarhedsguder – som Israel jo kendte godt fra hele Palæstina området. Derfor skal der være en seng til Gud når han kommer! Denne seng spiller en stor rolle fordi guden opvækker de døde mens de ligger på sengen. Sengen er nødvendig.

Det er naturligt at guden får et bord – et alter – til offergaver og en lysestage. Alle helligdomme i Palæstina var sådan indrettet også templet i Jerusalem. Ordet bordet anvendes i det hele taget om alteret.

Gehazi er den præst som gør tjeneste ved denne helligdom. Gehazi er gudens tjener – eller rettere: træl. Derfor er det også Gehazi som henvender sig til Kvinden – ikke Elisa. I et vist omfang kan vi bruge historien om Moses og Aron til at illustrere mønsteret. – Han skal være din mund og du skal være hans gud! Sådan siger Jahve til Moses. Aron er den som taler for Moses og på vegne af Moses. Aron er en midler. Moses er en gud. Elisa og Gehazi følger dette mønster.

v12 Han sagde til sin tjener Gehazi: »Kald på denne shunemitiske kvinde.« Det gjorde han, og hun kom op til ham. v13 Elisa sagde til Gehazi: »Spørg hende: Hvad kan vi gøre for dig, nu du har gjort dig al den ulejlighed for vores skyld?« Gehazi svarede: »Hun har ikke nogen søn, og hendes mand er gammel.« v15 Han sagde: »Kald på hende!« Det gjorde han, og hun kom og blev stående i døråbningen.

v16 Så sagde han: »Næste år ved denne tid skal du sidde med et barn i favnen.« v17 Kvinden blev gravid og fødte en søn det følgende år, ved den tid Elisa havde sagt til hende.

(2 Kongebog 4)

Vi får bestemt indtryk af at Gehazi er præst. Gehazi er den præst som får orakelsvar af guden – gudsmanden. Forholdet mellem Elisa og Gehazi ligner forholdet mellem guden og hans præst. Gehazi tjener på en måde ved den guddom som kaldes Elisa. Det er det billede som - mere eller mindre skjult - viser sig i Kongebøgernes afsnit om Elisa.

Kvinden bliver stående i åbningen – dette udtryk findes mange steder i Kongebøgerne. Det bruges kun om en religiøs kultisk sammenhæng. Når mennesket henvender sig til guden – bliver det stående i åbningen – nemlig i gudens hellige rum (Naos som dette hellige rum nogle gange bliver kaldt – det hellige rum). Tilbedelsen i oldtiden følger altid et bestemt skema som bl a omfatter indgangen i og udgangen af gudens hellige rum (templet). Kvinden følger dette skema da hun lægger den døde dreng i gudens rum.

Gudsmanden befinder sig egentlig ifølge beretningen i Kongebogen to steder: Dels i sit hellige rum – værelset ovenpå som det siges – dels på toppen af det hellige bjerg. Elisa er så at sige begge steder på én gang! Den samme forestilling finder vi også mange andre steder. I Salmernes Bog er Gud både i templet og på toppen af bjerget og i himlen. Betegnelsen himlen dækker egentlig det hele! Toppen af bjerget er himlen! Og rummet er også himlen eller Naos! Guden er det sted som er rent, adskilt og helligt – uanset hvad det bliver kaldt! De senere kristne forestillinger om himlen svarer ikke altid til forestillingerne i Det gamle Testamente selv om forestillingen nogen gange er den samme. I ældre tid i Israel forstod man noget andet ved himlen.

v23 Han [kvindens mand] spurgte: »Hvorfor vil du hen til ham i dag, når det hverken er nymånedag eller sabbat?« Hun svarede: »Bryd dig ikke om det!«

(2 Kongebog 4)

Vi får indtryk af at Elisa er en guddom som tilbedes. Vi ved at tilbedelsen i Israel netop foregik på de nævnte dage. Kvinden er på vej hen til guddommens – gudsmandens – helligsted – på toppen af bjerget.

Kvinden er i den samme situation som Hanna – Samuels mor i 1 Samuelsbog 1 – og Sara og Samsons mor og utallige andre kvinder i Det gamle Testamente: Hun kan ikke føde sønner, ikke føde børn. Hun er ufrugtbar – en forfærdelig forbandelse i Det gamle Testamente. Hendes mand er gammel. Hun får et orakelsvar. Orakelsvaret ligner det som Maria får i Det nye Testamente: Du skal føde en søn. Større lykke kan ikke tænkes. Den ufrugtbare kvinde føder en søn – som Esajas siger.

Samson

Samsons mor er ufrugtbar og kan ikke give sin mand sønner. En dag får hun lige som Sara, Hanna og Maria et orakelsvar af en gud. Hun skal på en underfuld måde føde en søn som skal blive Israels frelser:

»Du skal blive med barn og føde en søn. v4 Tag dig i agt for at drikke vin eller øl, og spis ikke noget, der er urent. v5 Der må aldrig komme en ragekniv på hans hoved; for drengen skal være Guds nasiræer lige fra moders liv. Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel fra filistrene.«

(Dommerbogen 13)

Samson er en gudsmand fra fødslen, fra undfangelsen. Hans væsen eller art er anderledes end andre mennesker. Hans fødsel er underfuld. Men guden er ikke kun en guddom i templet som gennem en præst giver et orakelsvar. Guddommen er en gudsmand. Gudsmanden giver oraklet til Samsons mor. Gudsmanden er en levende gud på jorden. Hun ved ikke hvor han kommer fra. Han viser sig pludselig. Han kommer fra en anden verden. Han er et himmelsk væsen. Samsons mor fortæller:

»Der kom en gudsmand til mig. Han så ud som en Guds engel, han var meget frygtindgydende. Jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og han fortalte mig ikke, hvad han hed. v7 Han sagde til mig: Du skal blive med barn og føde en søn.

(Dommerbogen 13)

Samsons mor vil takke og ofre til guddommen. Gudsmanden er en gud. De vil tilbede guddommen:

v15 Manoa [Hendes mand] sagde til Herrens engel [gudsmanden]: »Kan vi ikke overtale dig til at blive her, så vil vi tilberede et gedekid til dig.«

(Dommerbogen 13)

Gudsmanden forsvinder bort fra denne verden. Han stiger op til himlen. Han bliver taget op – lige som Elias bliver taget op af ildheste og ildvogne. Lige som Jesus bliver taget op. Gudsmanden forsvinder i et stort flammende lys mens de står og ser på det. De har set Gud. De ser op imod himlen. Lige som Elisa står og ser op imod himlen efter at Elias er blevet taget op – efter at han er blevet ophøjet. Elisa bliver frelst, Elisa bliver en gudsmand fordi han ser det – fordi han er øjenvidne til at Elias stiger op. Hvis Elisa ikke ser det får han ikke Guds ånd. Det samme sker for Samsons mor og far. De kaster sig ned og tilbeder gudsmanden. Det som de har set er underfuldt:

v19 Så tog Manoa gedekiddet og afgrødeofferet og ofrede det på klippen. Mens Manoa og hans kone så på det, v20 slog flammen op fra alteret. Herrens engel [Gudsmanden] steg op til himlen i flammen, mens Manoa og hans kone så på det, og de kastede sig til jorden; v21 Herrens engel [Gudsmanden] viste sig ikke mere for Manoa og hans kone. Da forstod Manoa, at det var Herrens engel, v22 og han sagde til sin kone: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!« v23 Men hans kone sagde til ham: »Hvis Herren havde besluttet, at vi skulle dø, ville han ikke have taget imod vores brændoffer og afgrødeoffer eller ladet os se og høre alt dette.«

Samson er velsignet lige som David, Johannes Døberen og Jesus. Velsignelsen er tydeligt nok helt fra deres fødsel:

v24 Kvinden fødte en søn, og hun kaldte ham Samson. Drengen voksede op, og Herren velsignede ham. v25 Og Herrens ånd begyndte at virke i ham i Dans lejr mellem Sor'a og Eshtaol.

(Dommerbogen 13)

Dette barns undfangelse er underfuld. Kvindens mand kan ikke avle børn. At hun bliver gravid er et stort under. Hun bliver gravid ved at hun møder gudsmanden. Hendes søns fader er på en måde Gud selv. Hun bliver frugtsommelig med Herren - Jahve. På samme måde som Samuels mor og Isaks mor. Den egentlige fader er ikke jordisk. Undfangelsen – befrugtningen – er underfuld og himmelsk. Vi ved ikke hvor barnet kommer fra. Kvinden ved ikke hvor hendes søn kommer fra. Det er et under!

Samuel og Hanna

I 1 Samuelsbog kapitel 1 fortælles om den ulykkelige, barnløse Hanna som får et orakel svar i templet af præsten Eli. Hanna oplever det samme som de andre kvinder som er ufrugtbare. Hannas lovsang i kapitel 2 er et gribende evigt udtryk for hendes jubelglæde. Hannas lovsang er som Marias lovsang i Lukasevangeliet. - Herren har givet mig et barn, en søn. For Gud er alle ting mulige:

v1 I Efraims bjergland boede en mand. Han hed Elkana. v2 Han havde to koner; den ene hed Hanna, den anden Peninna. Peninna havde børn, men Hanna var barnløs.

v9 Så rejste Hanna sig og trådte frem for Herrens ansigt [i templet]; præsten Eli sad på sin stol ved dørstolpen i Herrens tempel. v10 I sin fortvivlelse bad hun, mens hun græd højt, v11 og hun aflagde det løfte: »Hvis du ser til din trælkvindes lidelse, [og] giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved.«

v12 I lang tid bad hun for Herrens ansigt, og imens sad Eli og iagttog hendes mund. v13 Hanna bad ved sig selv; kun hendes læber bevægede sig, hendes stemme kunne man ikke høre. Derfor troede Eli, at hun var beruset, v14 og sagde til hende: »Hvor længe vil du være beruset? Se dog at blive ædru!« v15 Men Hanna svarede: »Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. v16 Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt.«

v17 Da sagde Eli: »Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om [oraklet].« v18 Hun sagde: »Gid jeg må bevare din velvilje, herre [Eli]!«

v20 Hanna blev gravid og fødte en søn, før året var omme, og hun kaldte ham Samuel. »For jeg har bedt Herren om ham,« sagde hun.

v26 Hanna sagde [til præsten]: »Hør mig, herre! Så sandt du [Eli] lever, herre: Jeg er den kvinde, der stod her hos dig og bad. v27 Jeg bad om denne dreng, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. v28 Nu overgiver jeg ham til Herren; hele sit liv skal han tilhøre Herren.«

(1 Samuel 1)

Et stort under – en underfuld fødsel

I Det nye Testamente er der mange diskussioner der netop drejer sig om hvor Jesus kommer fra. Hans undfangelse er underfuld – hemmelighedsfuld.

Det er det samme træk som vi kan se i eksemplet med Samson:

»Der kom en gudsmand til mig. Han var meget frygtindgydende. Jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og han fortalte mig ikke, hvad han hed. v7 Han sagde til mig: Du skal blive med barn og føde en søn.

(Dommerbogen 13)

Kvinden fra Shunem

Elisa optræder i beretningen om kvinden fra Shunem som noget der ligner en frugtbarhedsgud. Han skaber frugtbarheden hos kvinden. Hun bliver frugtbar ved at møde ham. Hun bliver gravid mens hun er i hans værelse.

Der er flere lighedspunkter imellem kvinden og Jesu mor Maria. På et senere tidspunkt må kvinden fra Shunem gå i landflygtighed på grund af en stor trængsel. Hun flygter til Egypten med sit barn for at overleve! Det samme fortæller Mattæus om Maria.

Kvindens dreng bliver syg og dør:

Faderen sagde til en karl: »Bær ham hjem til hans mor.« v20 Han bar ham så hjem til hans mor, og drengen sad på hendes skød indtil middag; så døde han. v21 Hun gik ovenpå, lagde ham på gudsmandens seng og gik ud og lukkede døren.

(2 Kongebog 4)

Moderen lægger drengen foran det hellige, foran guden – gudsmanden – i håb om at han kan blive helbredt. Hun lukker døren til værelset. Hendes handlinger svarer til det ritual vi kender fra hele oldtiden:

Guden tilbedes ved at man låser gudens rum – det hellige rum (Naos) - op, går ind i gudens rum, kaster sig ned, åbner gudens mund, råber til herren, stiller et spørgsmål, venter på et orakelsvar, trækker sig baglæns tilbage med ansigtet imod Gud, lukker til sidst gudens rum.

v27 Da hun var kommet hen til gudsmanden [Elisa] på bjerget, greb hun om hans fødder, og da Gehazi nærmede sig for at skubbe hende væk, sagde gudsmanden: »Lad hende være!«

(2 Kongebog 4)

Kvinden tilbeder Elisa som en guddom. Elisa er en guddom som findes på toppen af bjerget. Der er der en præst som er tjener for guddommen – Gehazi. Gehazi vil skubbe hende væk fordi hun er for nærgående. Gehazi vil beskytte guden – lige som disciplene vil beskytte Jesus - imod de små børn! Guden svarer Gehazi lige som Jesus - med de samme ord.

Kvindens dreng bliver syg og dør. Elisa helbreder hendes søn og opvækker ham fra de døde. Ifølge teksten sker der to forskellige ting. Det første er at Elisa sender Gehazi af sted med Elisas stav der kan helbrede drengen. Det andet er at Elisa selv kommer forbi [et udtryk som ellers bruges om Herren Gud der kommer forbi]:

v29 Da sagde han til Gehazi: »Bind kjortlen op om lænderne, tag min stav i hånden og gå! Møder du nogen undervejs, så hils ikke på dem, og hilser nogen på dig, så svar dem ikke. Du skal lægge min stav over drengens ansigt.«

I Det nye Testamente udsender Jesus disciplene til hele Israel i hver sin retning. Det foregår med lignende udtryk. Det som Jesus siger, ligner det som står omtalt i forbindelse med Gehazi [disciplen kan vi sige] og gudsmanden. Gehazi bliver sendt ud i verden for at frelse og helbrede. Med sig har han staven – et symbol på Guds kraft og velsignelse. Måske er staven det samme som kappen der bliver omtalt i forbindelse med Elias’ optagelse til himlen. Hvis kappen rulles sammen er den en stav (?).

Præsten søger at genopvække drengen med magi – ved at lægge staven oven på den døde dreng. Det lykkes ikke. Staven er muligvis Elias’ og Elisas fælles kappe – den er en stav da Elias bruger den. Elias slår på vandet med en stav – nemlig kappen. Elisa arver kappen fra Elias da Elias forlader denne verden.

Muligvis er staven et frugtbarhedssymbol. At genopvække drengen handler om grøde, vækst, frugtbarhed, årstidernes skiften. I den kana’anæiske religion er der fallos symboler. Måske er staven et fallos billede. Gehazi skal lægge et fallos billede oven på drengens ansigt.

v30 Men drengens mor sagde: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« [et fast udtryk i den religion eller tro som Elias er stifter af]. Så stod han [Elisa] op og fulgte med hende.

Vi kan se hvordan Elisa øjeblikkeligt reagerer på det udtryk som kvinden bruger. Kvinden er troende. De ord som kvinden siger er en ed, en besværgelse – det vi kan kalde Elias-eden eller Elias-besværgelsen. Den rette tro er ifølge Kongebogen den tro og den gud som Elias troede på – Gud er det samme som Elias’ gud! Tidligere har man brugt fx Abrahams gud – nu hedder det Elias’ gud! Dette har sin baggrund i den religiøse forvirring i Nordriget Samaria efter ca 900 f. Kr. Det blev uklart: Hvem er egentlig Herren?

v31 Gehazi var imidlertid gået i forvejen og havde lagt staven over drengens ansigt, men der var intet at høre, ikke en lyd. Så gik han tilbage, og da han mødte Elisa, fortalte han ham, at drengen ikke var vågnet.

v32 Elisa kom ind i huset, og drengen lå død på sengen. v33 Så gik han ind, lukkede døren bag sig, så de var alene, og bad til Herren. v34 Derpå lagde han sig hen over drengen med sin mund mod hans, sine øjne mod hans, og sine hænder mod hans hænder, og han krummede sig sammen over ham, så barnet fik varme i kroppen.

v35 Så gik han ned i huset, frem og tilbage, gik op igen og krummede sig sammen over drengen. Da nøs drengen syv gange og åbnede sine øjne.

v36 Elisa kaldte på Gehazi og sagde: »Kald på den shunemitiske kvinde!« Det gjorde han, og da hun kom ind til ham, sagde han: »Tag din søn!« v37 Hun kom hen og kastede sig til jorden for hans fødder. Så tog hun sin søn og gik.

(2 Kongebog 4)

Kvinden anerkender Elisa som en gud. Hun kaster sig ned – et udtryk som i Det gamle Testamente bruges om tilbedelsen. Formlen Så sandt Herren lever osv udtrykker troen. Den er en fast formel. Den udtrykker at Elisa (Elias) og Herren er parallelle. Kvinden bruger de udtryk som vi kender fra Elias’ optagelse til himlen. De samme udtryk som Elisa har brugt om Elias bruges senere om kvinden og Elisa. Elisa er en gud. – Jeg forlader dig ikke betyder en tro, en tillid, en holden fast – lige som Jakob i Jakobs drøm. Jakob vil ikke give slip på Gud. Gud er den vi klamrer os til. Han er vores sidste håb. Han er Israels vogne og heste.

Elisa er alene med drengen lige som Peter er alene med Tabita – den døde kvinde som Peter netop opliver fra de døde ifølge Apostlenes gerninger. Peter er en gudsmand og det er ikke mærkeligt at han og Paulus bliver opfattet som guder.

Elisa genopliver drengen med sin krop, gennem berøringen, med sine fingre og med sin mund. Elisa overfører sin egen kropsvarme på drengen – på det døde legeme. Elisa genopvækker drengen fra de døde ved en handling som grundlæggende er erotisk eller seksuel. Elisa optræder som en frugtbarhedsgud.

At Elisa krummer sig sammen betyder nok at han kommer i en tilstand af ekstase eller henrykkelse som det kaldes. Det kan vi se af andre steder i Kongebøgerne. Elisa bliver helt besat – han går amok – Herrens ånd kommer over ham. I den tilstand får han kontakt med overjordiske kræfter og han kan genopvække de døde. Dette træk finder vi i mange kulturer over hele jorden. I de senere mysteriereligioner blev ekstasen fremkaldt med narkotika, alkohol og rusmidler. Vi kan også se at Ba’al præsterne skærer sig selv med sværd og knive for at komme i ekstase da de vil fremkalde en ild der skal antænde offeret (Gudernes kamp på bjerget med Elias og Ba’al præsterne i 1 Kongebog).

Elisas handling er ikke magisk – den er ikke symbolsk beskrevet. Handlingen er konkret og fysisk. Elisa udfører en mægtig gerning – et under. Ikke mærkeligt at der siden tales om hans mægtige gerninger og undere – de udtryk som ellers bruges om Jahve. Elisa beder ikke til Gud om at skabe et mirakel. Han gør selv noget som er underfuldt. Ikke med sit ord men med sine findre og med sin krop. Handlingen ligner en helbredelse hvor Jesus helbreder en blind mand med fysiske midler – ved at smørre noget i øjnene på manden. Elisa er en healer.

De billeder vi har af den egyptiske gudinde Isis som genopliver den døde Osiris er meget tæt på det som siges om Elisa i 2 Kongebog kapitel 4. Isis lægger sig ned over den døde Osiris. Isis er nøgen. Hun kærtegner ham. Hun har samleje med Osiris. Hun genopliver ham gennem sin erotiske kærlighed, gennem sine kærtegn. Hun er både moder og frelser og Gud og hans elskede på én gang.

Elias helbreder på samme måde som Elisa. Det fortælles også hvordan Elias bringer en død dreng tilbage til livet. Elias helbreder drengen – i værelset - gennem den fysiske berøring, gennem den fysiske kærlighed. Elias beviser at han er mere end et menneske:

v17 Senere skete der det, at sønnen af denne kvinde, husets ejer, blev syg; hans sygdom var så alvorlig, at der til sidst ikke var liv i ham.

v19 »Overlad din søn til mig,« sagde Elias og tog ham ud af favnen på hende. Så bar han ham op i værelset ovenpå, hvor han boede, og lagde ham på sin seng.

v21 Så kastede han sig tre gange over drengen og råbte til Herren: »Herre min Gud, lad livet vende tilbage i drengen!« v22 Herren hørte Elias' bøn, og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende. v23 Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: »Se her, din søn lever!« v24 Og kvinden sagde til Elias: »Nu ved jeg, at du er en gudsmand.«

(1 Kongebog 17)

Peter opvækker Tabitha

I Det nye Testamente opvækker Peter den døde kvinde Tabitha. Peter er en gudsmand.

De kristne har fået Guds ånd. De har fået den samme ånd som Jesus. Vi handler ikke af os selv, det er ånden som handler i os. Peter opvækker Tabitha (navnet betyder ’gazelle’) på samme måde som Jesus opvækker sin ven Lazarus. Lighederne er helt tydelige. Ifølge ApG og Lukas er Peter på en måde den samme som Jesus. Peter opvækker ikke Tabitha med sine egne kræfter – det ville være ’magi’ ifølge Lukas - men med Helligånden, med Guds kraft. På samme måde opvakte Jesus ikke Lazarus med sine egne kræfter men med Guds. – Jeg gør ikke mine egne, men faderens gerninger, som Jesus siger.

v36 I Joppe var der en kvindelig discipel, der hed Tabitha – det betyder Hind. Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser. v37 På den tid skete det, at hun blev syg og døde. De vaskede hende og lagde hende i et værelse ovenpå. v38 Lydda ligger nær ved Joppe, og da disciplene hørte, at Peter var dér, sendte de to mænd hen til ham, og de bad ham: »Skynd dig at komme til os!« v39 Peter brød så op og gik med dem. Da han kom derhen, viste de ham op i rummet ovenpå, og alle enkerne kom grædende og viste alle de kjortler og kapper frem, som Tabitha havde lavet, mens hun var hos dem. v40 Peter sendte alle udenfor, faldt på knæ og bad; så vendte han sig mod liget og sagde: »Tabitha, stå op!« Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. v41 Og han rakte hende hånden og rejste hende op. Så kaldte han på de hellige og enkerne og viste dem, at hun levede.

v42 Det blev kendt over hele Joppe, så mange kom til tro på Herren.

(Apostlenes Gerninger 9)

Magi

Gudsmanden anvender magi og magiske riter. De to følgende eksempler er magiske fordi selve handlingen skaber fremtiden og fremkalder resultatet. Kongen begår en fejl – han skulle have slået mange gange med pilene i jorden. Derfor kan han kun besejre aramæerne (Syrien) tre gange. Elisa – gudsmanden - er en magiker, en troldmand i en vis positiv forstand. Han har en hemmelig og overjordisk viden:

v15 Elisa sagde til ham: »Hent bue og pil!« og han hentede bue og pil. v16 Så sagde han til Israels konge: »Læg din hånd på buen!« Det gjorde han, og så lagde Elisa sine hænder på kongens v17 og sagde: »Åbn vinduet mod øst!« Han åbnede det, og Elisa sagde: »Skyd!« og han skød. Da sagde Elisa: »Det er Herrens sejrspil, og det er en sejrspil mod Aram [aramæerne, Syrien]. Du skal slå Aram fuldstændigt ved Afek.«

v18 Han sagde: »Tag pilene!« og han tog dem. Så sagde han til Israels konge: »Slå på jorden!« og han slog tre gange, men holdt så op. v19 Da blev gudsmanden vred på ham og sagde: »Havde du slået fem eller seks gange, ville du have slået Aram fuldstændigt. Nu skal du kun slå Aram tre gange.«

(2 Konge 13)

I det følgende gentages den oprindelige fortælling om Samuel der sendes af Herren til salve Saul til konge – og siden David. (Beretningen er i nogen grad i modstrid med det som tidligere er blevet sagt om Elias’ salvelse af kongerne men det er nok ikke pointen). Forskellen er imidlertid at Elisa spiller rollen som Gud. Elisa er på en måde identisk med Gud, han er en gud. Den profet som omtales er Elisas profet – ikke Herrens profet. Han er udsendt af Elisa:

v1 Profeten Elisa kaldte på en af profeterne og sagde til ham: »Bind kjortlen op om lænderne [Skynd dig], tag denne oliekrukke med dig og gå til Ramot i Gilead. v2 Når du kommer derhen, skal du opsøge Jehu. v3 Tag så oliekrukken, hæld olien ud over hans hoved, og sig: Jeg salver dig til konge over Israel.

(2 Kongebog 9)

Jehu – en hævnende engel

Gudsmanden kan forudsige fremtiden. Han kan se ud i fremtiden. Han er en seer. Han ser alt og er alle steder på én gang. Intet kan skjules for gudsmanden. Jehu er en hævnende engel. Jezabel er den tidligere konges (Akabs) dronning. Hun er ond. Hun dyrker Ba’al og alle de ækle møgguder. Hun har dræbt og slagtet alle Israels profeter – hen ved 1000 i alt. Kun Elias er tilbage af alle Israels troende profeter, og nu stræber hun kun efter at slå Elias ihjel. Hun er en heks, et uhyre, en troldkvinde. De 450 Ba’al profeter og de 400 Ashera profeter har deres faste plads ved hendes bord. Han er forbandet. Hun er kvinden når kvinden er værst. Kvinden er beskere end døden. Hun sminker sine øjne med salver fra de fjerne lande – men inden under er hendes legeme fuldt af råddenskab og død.

Jehus magtovertagelse (kup) er ifølge traditionen foregået i 841 f. Kr. Forud er gået - ifølge historieværket fra 400 tallet som blev skrevet af Jerusalems præster og lærde - mange år under Akab i Nordriget – præget af dyrkelsen af Ba’al og de kana’anæiske guder. Jehu er brutal i vore øjne – men oldtidens tanker og skemaer var anderledes. Jehu skildres som en Guds mand – i tidens sprog. Han er stor og mægtig. Sådan skildrede oldtiden en stor mand. Vi kender det meget tydeligt fra de syriske og babylonske tekster. En stor og mægtig mand er brutal. Man kan kun være nådig eller retfærdig hvis man er stor og mægtig. De svage kan ikke være gode eller retfærdige ifølge Det gamle Testamente. Det som Jehu gør er retfærdigt. Han viser - som det siges - en stor nidkærhed for Herren (2 Kongebog 10.16). Han er en frelsende samuraj:

v30 Så kom Jehu til Jizre'el. Da Jezabel hørte det, sminkede hun sine øjne og smykkede sit hoved, og så kiggede hun ud ad vinduet, v31 og da Jehu kom gennem porten, råbte hun: »Kommer du i fredelig hensigt, Zimri [Jehu], du, der har dræbt din herre [Akab]?« v32 Han så op mod vinduet og sagde: »Hvem er med mig, hvem?« Og da et par hoffolk kiggede ned til ham, v33 råbte han: »Smid hende ned!« Så smed de hende ned, og hendes blod sprøjtede på muren og på hestene, som trampede på hende. v34 Derpå gik han ind og spiste og drak. Så sagde han: »Tag jer af denne forbandede kvinde og begrav hende; hun var jo dog en kongedatter.«

v35 De gik ud for at begrave hende, men fandt kun hendes hjerneskal, fødder og hænder. v36 Da de kom tilbage og fortalte ham det, sagde han: »Det var det, Herren sagde ved sin tjener, tishbitten Elias: På Jizre'els jord skal hundene æde Jezabels krop. v37 Jezabels lig skal blive til gødning på marken på Jizre'els jord, så ingen kan sige: Dette er Jezabel! [Hun skal ikke have nogen grav]«

(2 Kongebog 9)

Jehus brutalitet er næsten uden grænser. Han finder Akabs – kongens – 70 drenge og sønner som er mindre årige for de flestes vedkommende og henretter dem:

v6 Så skrev han [Jehu] et nyt brev til dem [stormændene i byen Samaria]: »Hvis I er på min side og adlyder mig, så kom til mig i Jizre'el i morgen med hovederne af jeres herres [kongens] sønner.« Kongens sønner, halvfjerds i alt, var hos byens rige borgere, der opfostrede dem. v7 Da de fik brevet, tog de kongens sønner og halshuggede alle halvfjerds. De lagde hovederne i kurve og sendte dem til Jehu i Jizre'el. v8 Et sendebud kom og meddelte ham: »De har bragt hovederne af kongens sønner.« Han svarede: »Læg dem i to bunker i portåbningen til i morgen.«

(2 Kongebog 10)

Jehu lokker alle Ba’al dyrkerne ind i templet ved list, løgn og bedrag. Han er i kongebøgerne en frelsende engel – godt nok en dødens hævnende engel. Jehus adfærd er efter vore begreber ren kynisme. Alle hans modstandere og Ba’alspræsterne bliver slagtet ned som værgeløse dyr. Det er ekstra slemt fordi Jehu historisk set ikke var helt klar i sin holdning til den kana’anæiske religion. Jehu tog i virkeligheden ikke klart afstand fra Ba’alreligionen. Ba’al præsterne har nok troet på hvad han sagde!

Jehu er snedig og snu. Dette hører med til herskerens type. Han er snu og snedig og kløgtig lige som David og Samson – og lige som Jakob der svindler sig til faderens Isaks velsignelse. Det som Jakob gjorde var snedigt. Oldtiden tænker ikke som vi gør - den tænker efter et andet skema

v18 Derpå samlede Jehu alle indbyggerne og sagde til dem: »Akab [den gamle konge] dyrkede Ba'al lidt, [men] Jehu vil dyrke ham meget. v19 Kald derfor alle Ba'al-profeterne, alle, der dyrker ham, og alle hans præster sammen hos mig. Ingen må udeblive, for jeg vil holde en stor offerfest for Ba'al. Enhver, der udebliver, skal miste livet.« Det var en list fra Jehus side for at tilintetgøre alle Ba'al-dyrkere. v20 Og Jehu befalede: »Udråb en hellig festforsamling for Ba'al!« Det gjorde de, v21 og så sendte Jehu bud rundt i hele Israel, og alle Ba'al-dyrkerne kom; der var ikke én, der blev væk. De gik ind i Ba'als tempel, og det blev stuvende fuldt.

(2 Kongebog 10)

Herrens ånd kommer over mig

Jehu går amok lige som Samson går amok. Der sker en stor uret. Når gudsmanden bliver grebet af ånden er der intet som kan standse ham. Gudsmanden må hævne sig. Han slår sine fjender sønder og sammen. Det er det som Gud har udvalgt ham til. Derfor er han en frelser:

v19 Da greb Herrens ånd ham [Samson], og han gik ned til Ashkalon og slog tredive mænd ihjel. Han tog deres tøj og gav klæderne til dem, der havde løst gåden. I vrede gik han op til sin fars hus.

(Dommerbogen 14)

v7 Samson sagde til dem: »Når I bærer jer sådan ad, er der intet, der kan standse mig, før jeg har hævnet mig på jer.« v8 Så slog han dem fuldstændig sønder og sammen. Derefter gik han ned til klippekløften ved Etam, og dér blev han.

(Dommerbogen 15)

Elisa

Gudsmanden – Elisa – er en mægtig konge. Han sidder på toppen af bjerget, det højeste bjerg i verden. Han er omgivet af en mægtig hær – lige som Jahve er omgivet af talløse hærskarer. De som kan se, kan se den sande virkelighed - bag ved det overfladiske. Gudsmanden er verdens herre – han troner på bjerget. Gudsmanden sidder midt i verden – midt i universet. Rundt om gudsmanden er hele himlens hær. Han er uovervindelig. Han er urørlig og usårlig. Gudsmanden har besejret verden. Alle hans fjender ligger som en skammel for hans fødder så han kan træde på deres nakke. Gudsmanden er blevet verdens herre. Han har besejret og dræbt Livjatan. Elias er Israels heste og vogne. Det er ildheste og ildvogne som tager Elias op til himlen. Gud farer igennem universet på ildheste og ildvogne:

v17 Så bad Elisa: »Herre, åbn øjnene på ham [Elisas tjener], så han kan se!« Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.

(2 Kongebog 6)

Elias er den som genopretter og genfinder Israels sande tro og religion. Efter ham er den sande tro og den sande gud den, som Elias troede på – Elias’ Gud. - Vi tror på Elias’ gud – som man tidligere havde sagt: - Vi tror på Abrahams gud! Elias er den som genopretter Herrens alter som det siges. Gudsmanden er en genopretter eller en religionsstifter:

v30 Da sagde Elias til hele folket: »Kom hen til mig!« og hele folket kom hen til ham. Han gav sig til at genopbygge Herrens alter, der var blevet revet ned.

(1. Kongebog 18)

Gudsmanden er højere end israel, højere end Palæstina. Elias skal salve Jehu til Israels konge – men mest overraskende: Han skal salve Hazael til konge i Syrien (aramæerne). Aramæerne er helt uden for Jahves område kan vi sige. Jahve er israels konge og beskytter. Jahve beskytter Israel imod dets fjender. Aramæerne er Israels fjender men gudsmanden har ret over Syrien! Han er meget mere end en profet i Israel.

Gudsmanden er ikke blot en verbal profet eller en tale profet. Han er en konge – han er en dræber. Han er en kriger. Jael er en sand gudsmand – som Jahve dræber hun uhyret – ondskaben. Ondskaben får man ikke til at forsvinde med bløde ord. Det ved gudsmanden. Elisa sættes helt på linje med de to konger Jehu og Hazael! Elisa er en konge, en hersker. Gudsmanden er en rasende løve – som i Samson legenden. Han er som et vilddyr. Han er en tyr. Han er som en slange. Han er frygtindgydende. De ord som gudsmanden taler vækker en rædsel.

Elisa skal dræbe dem (de meget få) som har undsluppet Jehus sværd:

v15 Herren sagde til ham [Elias]: »Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen til Damaskus, og gå hen og salv Hazael til konge over Aram. v16 Jehu, Nimshis søn, skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn, fra Abel-Mehola, skal du salve til profet efter dig. v17 Den, der undslipper Hazaels sværd, skal Jehu dræbe, og den, der undslipper Jehus sværd, skal Elisa dræbe. v18 Jeg vil lade syv tusind blive tilbage i Israel, alle dem, der ikke har bøjet knæ for Ba'al, og hvis mund ikke har kysset ham.«

(1 Kongebog 19)

Elias er en slagter. Efter hans sejr på Karmels bjerg (hvor han overvinder alle de hedenske profeter). fører han alle profeterne – de 450 Ba’al profeter og de 400 Ashera profeter som har deres plads ved Jezabels bord – ned til bækken. Derefter bliver de alle dræbt. Elias slagter dem personligt med sit eget sværd - som det siges i Kongebøgerne! Elias er frygtindgydende i sin vælde! Elias er en tyr. Hans vrede er Herrens vrede. Skildringen af Elias er mytologisk. Elias kæmper imod mytologiske uhyrer som Rahab og Livjatan – det onde i verden.

Elias sidder som en guddom på toppen af bjerget. Han bliver opsøgt af kongens folk. Elias er vred på kongen og vil ikke tale med kongen. Han lader en stor ild falde ned fra himlen som brænder alle kongens folk til døde. Det er et stort tegn, et varsel. Det som Elias giver, er et orakelsvar til kongen. Elias beder ikke til Herren – han gør det selv. Elias er mægtig:

v9 Kongen sendte derpå en delingsfører af sted med hans halvtreds mand. Da han nåede op på toppen af det bjerg, hvor Elias sad, sagde han til ham: »Du gudsmand, kongen byder: Kom ned!« v10 Men Elias svarede delingsføreren: »Så sandt jeg er en gudsmand, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og din deling!« Så faldt en ild ned fra himlen og fortærede ham og hans deling.

(2 Kongebog 1)

Elisa er ikke en gudsmand fra fødslen – det fortælles i al fald ikke i Det gamle Testamente. Elisa kaldes og salves. Han adopteres. Han udrustes og han udstyres. – Du er min søn. Jeg har født dig i dag! Som det siges i Salmerne. Elisa bliver som en konge. Han indsættes i en ny status. Han bliver døbt og salvet til en ny identitet. Han bliver et nyt menneske. Han bliver ophøjet. Han bliver lig med Elias. Og dermed lig med Moses! Disciplen er lig med mesteren. Han aflægger det gamle menneske. Han vender ikke tilbage til sin far eller mor. Han følger Elias på stedet. Han bryder med fortiden og med denne verden – egoet.

I Det nye Testamente bliver denne historie brugt igen. Jesus er Elias og disciplene er Elisa. Den som følger Jesus bryder med verden. Han forlader verden. Lad de døde begrave deres døde. At gå op på bjerget er at forlade verden. Han bryder med sine forældre. Han får en ny identitet. Elisa lægger ikke sin hånd på ploven. Han slagter hele oksespandet og koger kødet over ilden fra oksernes åg. Man kan vanskeligt forestille sig et mere dramatisk billede! Men slagtningen er sikkert også ment som et offer til Herren. Elisa bliver genfødt. Han bliver født på ny som en ny og anderledes skabning. Han bliver genfødt af helligånden. Han får ånden fra Elias. Elisa er ikke længere et menneske. - Vi er ikke længere mennesker – som Paulus siger:

v19 Så drog Elias bort derfra og traf Elisa, Shafats søn, som gik og pløjede med tolv spand okser foran sig; selv gik Elisa ved det tolvte. Elias gik hen til ham og kastede sin kappe over ham. v20 Han forlod okserne, løb efter Elias og sagde: »Lad mig kysse min far og mor farvel, så kommer jeg og følger dig.« Elias svarede ham: »Vend tilbage, for hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!« v21 Da vendte Elisa sig om, tog oksespandet og slagtede dem; han kogte kødet over ilden fra oksernes åg. Det gav han til folkene, og de spiste. Selv stod han op og fulgte Elias og kom i hans tjeneste.

(1 Kongebog 19)

v57 Mens de var undervejs, var der en, der sagde til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end går hen.« v58 Jesus sagde til ham: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.« v59 Og Jesus sagde til en anden: »Følg mig!« Men han svarede: »Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.« v60 Men Jesus sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.« v61 Og en anden sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.« v62 Jesus sagde til ham: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.«

(Lukas 9.57)

Elias arrangerer en styrkeprøve på bjerget mellem ham selv og alle Ba’al profeterne. Elias sejrer. Kun Elias kan få ilden til at antænde offerdyrene. Elias kan udvirke mirakler. Elias hævner sig. Det han vil er ikke blot at hævde Jahve troen. Han vil udrydde det onde. Han slagter alle Ba’al profeterne. Han er en hævnende engel lige som Jehu. Elias er brutal og uden nåde. Han slagter dem med sit sværd som om de var offerdyr:

v39 Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: »Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!« v40 Elias sagde til dem: »Grib Ba'al-profeterne! Ingen må undslippe!« Så greb de dem, og Elias førte dem ned til Kishonbækken og slagtede dem dér.

Elias kastes rundt fra sted til sted af Herrens ånd, som det siges. Snart er han et sted – og øjeblikket efter er han et helt andet sted. Pludselig bliver han af Herren kastet op på bjerget. Pludselig træder han frem for kongen. Når han forsvinder, er der ingen som kan finde ham. Han har overnaturlige evner. I Det nye Testamente fortælles det om Jesus at han pludselig forsvinder og viser sig. På søen viser Jesus sig brat og pludselig. Ingen ved hvor han kommer fra. Jesus og Elias træder ud og ind af rummet.

Elias er en kæmpe. Han har lige som Samson kæmpekræfter. Han kan løbe hurtigere end kongen kan køre. Han bevæger sig frit og usynligt gennem rummet:

v45 I mellemtiden var himlen blevet sort af skyer, og det blev et vældigt regnvejr. Akab steg til vogns og kørte til Jizre'el. v46 Men Herrens hånd greb Elias, så han bandt kjortlen op om lænderne og løb foran Akab lige til Jizre'el.

(1 Kongebog 18)

Ba’al profeterne taber men skildringen i 1 Kongebog giver os faktisk et rigtigt godt billede af hvordan gudstjenesten foregik i det gamle Israel – blot skal man tænke sig at præsterne ikke råber på Ba’al men på Jahve. Vi kender også denne gudstjeneste fra Salmernes Bog. Formålet er at få et orakelsvar fra Herren – et varsel eller et tegn. Fra Salmerne kender vi godt situationen: Gud giver ingen svar. Han er blevet stum. Han er gået sin vej. Han er fuldstændigt døv når vi råber på ham. Han er lige glad. Han er faldet i søvn.

Med et udtryk fra Salmerne kan vi sige at Ba’al profeterne går helt fortabt! De oplever netop den forladthed som vi kan læse om i Salmernes Bog – fx i Salme 22: - Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Hele deres møje og anstrengelse og gudstjeneste er helt spildt. Det som de oplever er jo ret beset forfærdeligt! Elias er hånlig over for dem: - Måske er jeres gud gået på toilettet? Måske sover han bare? Men vi kender hele dramaet fra Salmerne – og Ba’al profeternes situation er selvfølgelig forfærdelig og ulykkelig. Gud er død. Der er intet håb tilbage. Gud kan ikke længere beskytte os imod det onde. Alle mennesker er gået fortabt. Når vi lever os ind i profeternes situation og bruger Salmerne, kan vi se, hvor forfærdelig situationen er:

v25 Så sagde Elias til Ba'al-profeterne: »Vælg I først jeres tyr, og bring den som offer, for I er jo de mange, og påkald jeres guds navn; men I må ikke sætte ild til.« v26 De tog så den tyr, som han havde givet dem, ofrede den og påkaldte Ba'als navn [råbe på Herren] fra morgen til middag med ordene: »Ba'al, svar os!« [Giv os et tegn, et varsel]. Men der lød ingen stemme, intet svar, og de dansede haltende foran det alter, de havde bygget. v27 Ved middagstid gav Elias sig til at håne dem og sagde: »Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!« v28 De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød ned ad dem. v29 Over middag kom de i profetisk henrykkelse lige til aftenofferets tid, men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd.

(1 Kongebog 18)

Kampen foregår på toppen af bjerget. Elias står i centrum af kampen. Kampen er gudernes kamp. Guderne kæmper imod hinanden. Det som sker på jorden er kun et spejl af noget som sker i himlen – mellem guderne. Ba’al bliver besejret. Sejren er vundet. Jahve har taget magten. Han er blevet konge. Han er den største. Ingen er som han. Vi kender kampen på bjerget fra Salmernes Bog. Herren holder dom over alle guderne. De er uretfærdige. Herren sejrer. Herren sætter sig på sin trone. Midt i verden. På toppen af bjerget – gudernes bjerg. Det vi ser – bålet som pludseligt antændes ved et under – er et varsel, et tegn. Vi kan se Gud i de tegn som kan ses med øjet. Gud er inden i tegnet. Når vi råber på Herren, så giver han et tegn for han er rig på troskab.

Moses

Gudsmanden kan se Gud. han ser Gud ansigt til ansigt. Han taler med Gud. Gudsmanden er i himlen. Gud fortæller ham hvad han skal sige og gøre. Han spiser og drikker sammen med Gud i himlen. Han skal ikke frygte noget. Hans egentlige bolig er i himlen.

v9 Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, v10 og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv. v11 Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.

(2 Mos 24)

Gudsmanden er velsignet. Han har lykke og fremgang og held. Han vil få et langt liv og se sine sønners sønner vokse op og trives. Hans kvinder vil blive frugtbare og føde sønner. Hans fjender vil forsvinde. Herrens engel vil fjerne enhver sten på hans vej. Han er æret, respekteret og vellidt. Foran gudsmanden går Herrens engel. Gudsmanden er beskyttet. Han er usårlig. Han er en vinder.

v20 Se, jeg sender en engel foran dig.

Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. [Jeg]vil gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere. v23 Min engel skal gå foran dig og føre dig til amoritterne, hittitterne, perizzitterne, kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne; dem vil jeg udslette. v24 Du må ikke tilbede deres guder og dyrke dem, og du må ikke følge deres skikke; du skal rive dem ned og knuse deres stenstøtter.

v25 [Jeg]vil velsigne dit brød og dit vand. Jeg vil tage sygdom bort fra dig; v26 i dit land skal der ikke findes nogen kvinde, der aborterer eller er ufrugtbar. Jeg giver dig det fulde mål af leveår.

(2 Mos 23)

Gudsmanden er også den engel som går foran. Gudsmanden er Herrens engel. Han bevarer os på vejen og fører os frem til målet. Han giver os hele herligheden tilbage – alt hvad vi har mistet. Gudsmanden er sendt af Gud. Han er vores frelser. Gudsmanden er en stor magiker. Han udfører mirakler og undere. Når gudsmanden gør noget, står Herren altid foran. Når gudsmanden kaster sin stav på jorden, bliver den til en slange. Moses kan sende sygdom ud over mennesker og helbrede sygdom. Moses kan forvandle vand fra Nilen til blod. Når han slår på vandet kan de gå tørskoet over – lige som Elisa og Elias. Gudsmanden kan få kilder til at springe ud af klippen midt ude i ødemarken. Han kan forvandle giftige planter til sund føde (Elisa):

v5 Da sagde Herren til Moses: »Tag nogle af Israels ældste med dig og gå frem foran folket! Tag den stav, du slog på Nilen med, i din hånd og gå! v6 Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke.«

(2 Mos 17)

Det som sker, er gudernes kamp. Det som sker i verden er et spejl af det som sker i himlen. Den stav som Moses bærer, er ikke hans egen stav – den er Guds stav. Gudsmanden bærer Herrens stav – Israels konge fører Herrens scepter (Salme 2):

v20 Så tog Moses sin kone og sine sønner, satte dem op på sit æsel og begav sig på vej tilbage til Egypten. Moses havde Guds stav i hånden.

(2 Mos 4)

v8 Herren sagde til Moses og Aron: v9 »Når Farao siger til jer, at I skal gøre et under, skal du sige til Aron: Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange.« v10 Så gik Moses og Aron til Farao; Aron kastede sin stav foran Farao og hans hoffolk, og den blev til en slange.

v11 Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster; v12 de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger.

Men Arons stav slugte deres stave.

(2 Mos 7)

Dommerne

Dommerbogen i Det gamle Testamente skildrer folkets urtid – tiden lige efter indvandringen. Bogen er dog i sin nuværende skikkelse et sent produkt. Den er redigeret ca 500 f. Kr eller senere. Den giver et billede af at de tolv stammer nærmest bliver integreret i den kana’anæiske kultur:

v6 De giftede sig med de andres døtre, og deres egne døtre gav de til de andres sønner, og de dyrkede deres guder.

(Dommerbogen 3)

Dommerbogen indeholder også en omvendt karakteristik af de hærgende ørkenstammer. Oprindeligt var de tolv stammer vel selv hærgende ørkenstammer – beduiner – men nu skildres fænomenet set fra den anden side. Vi kan forestille os at kana’anæerne har oplevet ørkenstammerne – Israels stammer - på denne måde. De fastboende må flygte fra beduinerne der plyndrer alt. Israels vilde stammer er nu pludselig blevet fastboende og må forsvare sig:

v1 Herren gav dem i midjanitternes [ørkenstammernes] hånd, og i syv år v2 havde midjanitterne magten over Israel. Af frygt for dem indrettede israelitterne tilflugtssteder i bjergene, huler og klippeborge. v3 Hver gang israelitterne havde sået, kom midjanitterne og amalekitterne og Østens folk og gik til angreb på dem. v4 De slog lejr på deres jord og ødelagde landets afgrøde. De lod intet være tilbage at leve af i Israel, heller ikke får, okser eller æsler. v5 For de kom med deres hjorde og deres telte, så talrige som græshopper; hverken de eller deres kameler kunne tælles. De trængte ind i landet og hærgede det. v6 Israel blev helt forarmet på grund af midjanitterne, og de råbte til Herren.

(Dommerbogen 6)

v9 Israelitterne råbte til Herren, og han lod en befrier [frelser] fremstå blandt dem, og han frelste dem; det var Otniel. v10 Herrens ånd kom over ham, og han blev dommer i Israel. Han drog i krig, og Herren gav aramæerkongen i hans hånd. v11 Derefter havde landet ro i fyrre år.

Den første dommer – Otniel – er en sand gudsmand.

(Dommerbogen 3)

Debora og Jael – to kvinder

Hver gang folket er i trængsel sender Herren en frelser – de såkaldte dommere. En af de store dommere er kvinden Debora og sammen med en anden kvinde Jael er hun et stort symbol på israels store helte i sagntiden. Debora og Jael er sande Guds mænd. De er meget stærke kvinde symboler.

Israels stammer kommer i krig med de kana’anæiske konger. De bliver besejret men deres anfører Sisera flygter bort fra krigen. Jael bruger løgn og list og hun bryder gæstfriheden – men hun er en helt:

v17 I mellemtiden var Sisera flygtet til fods til Jaels telt; Jael var kenitten Hebers kone. v18 Jael gik Sisera i møde og sagde til ham: »Kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange!«

Så gik han med hende ind i teltet, og hun lagde et tæppe over ham. v19 Han sagde til hende: »Giv mig lidt vand, jeg er så tørstig.« Hun åbnede lædersækken med mælk og gav ham noget at drikke; så lagde hun tæppet over ham igen. v20 Han sagde til hende: »Stil dig i teltåbningen. Hvis der kommer nogen og spørger, om der er nogen herinde, skal du svare nej.«

v21 Men Jael, Hebers kone, tog en teltpløk, og med en hammer i hånden listede hun ind til ham og drev pløkken gennem tindingen på ham, så den gik ned i jorden; for han var faldet i dyb søvn, træt som han var. Sådan døde han. v22 I det samme kom Barak [Israels anfører], som forfulgte Sisera, forbi. Jael gik ham i møde og sagde til ham: »Kom, så skal jeg vise dig den mand, du søger.«

Han gik med hende ind, og dér lå Sisera død med pløkken gennem tindingen.

(Dommerbogen 4)

I Deboras lovsang eller sejrssang i Dommerbogen lovprises Jaels heltedåd til skyerne. Deboras sejrssang skildrer Israel i dens sagntid – som det vi kender fra Saxo i Danmarks historie. Deboras sang menes at være det ældste stykke i Det gamle Testamente – det er måske forfattet ca 1100 f. Kr. Billedet til sidst af Siseras mor er blevet vidt berømt som et stykke poesi. Hun ved ikke at hendes søn er blevet dræbt:

       v2  Israels høvdinge gjorde sig klar til kamp,
      folket mødte villigt frem,
      pris Herren!

       v19  Kongerne kom, de kæmpede;
      da kæmpede Kana'ans konger
      i Ta'anak, ved Megiddos vandløb,
      men de tog ikke sølv som bytte [de led nederlag].
       v20  Fra himlen kæmpede stjernerne [guderne],
      fra deres baner kæmpede de mod Sisera.

       v24  Velsignet blandt kvinder være Jael,
      kenitten Hebers hustru,
      velsignet blandt kvinder i telte.
       v25  Han bad om vand,
      hun gav ham mælk,
      hun bragte tykmælk
      i en kostbar skål.
       v26  Hun rakte hånden ud efter en teltpløk
      og greb en hammer med højre hånd.
      Hun hamrede pløkken i Sisera,
      kløvede hans hoved,
      knuste og gennemborede hans tinding.
       v27  Han segnede for hendes fødder,
      faldt og blev liggende;
      for hendes fødder segnede han og faldt.
      Der, hvor han segnede,
      lå han, stendød!

       v28  Siseras mor kigger ud ad vinduet,
      hun råber gennem vinduesgitteret:
      »Hvorfor kommer hans vogn dog ikke?
      Hvor er larmen fra hans stridsvogne?«
       v29  Den klogeste af hendes damer svarer hende,
      og hun bifalder hendes svar:
       v30  »De har nok taget bytte og deler det,
      en pige eller to til hver,
      bytte af farvet klæde til Sisera,
      bytte af farvet klæde,
      et broget klæde eller to
      om halsen på ham, der tog bytte.«

v31 Sådan går alle dine fjender til grunde, Herre.
De, der elsker ham [Herren], bliver, som når solen står op i sin vælde.

(Dommerbogen 5)

Gideon

En anden dommer Gideon er også en stor gudsmand. Han bliver udvalgt til at frelse Israels stammer fra midjanitterne [ørkenstammerne]. Gideon bliver besat af Guds ånd. Krigen er hellig. Gideon er en hellig mand på trods af al brutaliteten:

v11 Herrens engel kom og satte sig under egen i Ofra, som tilhørte Joash. Hans søn Gideon var ved at tærske hvede i vinpersen. v12 Herrens engel sagde til ham: »Herren er med dig, tapre kriger!«

v14 Så vendte Herren sig til Gideon og sagde: »Drag af sted i al din styrke, så skal du frelse Israel fra midjanitterne. Det er mig, der sender dig.«

v16 Men Herren sagde til ham: »Jeg vil være med dig! Du skal slå midjanitterne alle som én.« v17 Gideon sagde: »Så giv mig et tegn på, at det er dig, der taler til mig. v18 Gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage med en gave til dig [et offer] og stiller den foran dig.« Han [Gud] svarede: »Jeg bliver her, til du kommer tilbage.«

(Dommerbogen 6)

v18 Derpå sagde han [Gideon] til Zeba og Salmunna [krigsfanger]: »Hvordan så de mænd ud, I dræbte ved Tabor?« De svarede: »De lignede dig. De så begge ud som kongesønner.« v19 Han sagde: »Det var mine brødre, sønner af min mor.« v20 Så sagde han til sin førstefødte søn Jeter: »Kom herhen og dræb dem!« Men Jeter trak ikke sit sværd; han turde ikke, han var jo kun en dreng. v21 Da sagde Zeba og Salmunna: »Kom selv hen og hug os ned! Mands værd, mands styrke!« Så gik Gideon hen og dræbte Zeba og Salmunna og tog de månesegl, deres kameler havde om halsen.

v22 Israelitterne sagde til Gideon: »Du skal herske over os, både du og din søn og din sønnesøn, for du har frelst os fra midjanitterne.«

(Dommerbogen 8)

Gideon er Guds redskab. Han spreder er en rædsel over alt hvor han kommer frem. I krigen dør i alt 120.000 mænd - ifølge Dommerbogen! Gideon har Guds ånd. Han er en helt. Gideon inkarnerer Gud. Gud er inden i Gideon. Gideon er en legemliggørelse af Guds overvældende og knusende kraft:

v33 Alle midjanitterne og amalekitterne og Østens folk samledes og gik over Jordan; og de slog lejr på Jizre'elsletten. v34 Da iklædte Herrens ånd sig Gideon; han stødte i hornet, og abiezritterne sluttede op bag ham.

(Dommerbogen 6)

Kvinden

v1 Kong David var gammel, højt oppe i årene, og selv om man dækkede ham til med tæpper, kunne han ikke få varmen.

v2 Hans tjenere sagde da til ham: »Man burde finde en ung pige, en jomfru, til dig, herre konge, der kan være til tjeneste for dig og pleje dig, konge. Når hun ligger i din favn, herre konge, får du varmen.« v3 De ledte efter en smuk ung pige i hele Israel, og de fandt Abishag fra Shunem; hende bragte de til kongen. v4 Pigen var meget smuk. Hun passede og plejede ham.

(1 konge 1)

David er en stor gudsmand. Trods alle hans små fejl. Store mænd begår fejl – det kan ikke undgås. En række af gudsmænd har en stærk og sund, stor, ægte og livsfremmende kærlighed til kvinder. Det gælder David som et godt eksempel. David havde mange hustruer, og han fattede en stor og ægte kærlighed til Batseba. Desværre var Batseba gift i forvejen – oven i købet med et medlem af Jerusalems deciderede overklasse. David kritiseres ikke af moralske grunde, men af politiske grunde.

Samson er glad for kvinder. Hans store kærlighed bringer ham i ulykke. Dalila viser sig at være en Judas. Hver gang Samson involverer sig med kvinder – og det gør han hele tiden – går det galt. Kvinden er beskere end døden men samtidigt er hun sødere end honing og stærkere end en love!

Salomo elskede alle de fremmede prinsesser fra de fremmede lande. Den vise Salomo havde 700 hustruer og mere end 300 medhustruer. Til sidst bragte de ham til fald – da han blev ældre og svagere. Mands sværd er mands styrke! De var alle kommet fra de fremmede lande, og hjemmefra var de vant til at dyrke de fremmede guder - som Ba’al og Astarte og Ashera. De fik lokket den vise kong Salomo til at indføre denne fremmede kult også i Israel. Salomo blev lokket til at gøre noget som han egentligt og inderligt var imod. Kun hans store kærlighed til disse fremmede og smukke kvinder bragte ham på vildspor! Salomo havde et godt hjerte på bunden. På den måde endte han med at gore det, som er ondt i Herrens øjne.

Akab – kongen I Nordriget som vel er død ca 851 f. Kr. – er den mest ugudelige konge som Kongebøgerne kender. Akab ligger hele tiden i strid med gudsmanden Elias. Men al kongens ugudelighed, forfald og fordærvelse skyldes hans hustru Jezabel:

v25 Aldrig har der været nogen, der som Akab solgte sig til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne [tilbede Ba’al og de kana’anæiske frugtbarhedsguder]; det var hans hustru Jezabel, der forførte ham til det. v26 Og helt afskyeligt var det, at han fulgte møgguderne, ganske som de amoritter havde gjort, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.

(1. Kongebog 21)

Gudsmanden er Nazir. Han er ren og hellig.

Guds manden er en naziræer. Ikke alle gudsmænd er naziræere, men det at være en naziræer er aligevel noget typisk for gudsmanden som en type. Vi kan nemlig se at gudsmanden ikke bare er nogle konkrete personer – han er en type. Begrebet naziræer – det hebraiske ord Nazir er defineret i selve Moseloven – i 4. Mosebog kapitel 6.

I Det nye Testamente er Johannes Døberen en naziræer. Det er helt klart meningen, at vi skal se og opfatte Johannes som en naziræer – altså som en skikkelse der løfter arven fra det gamle Israel. Elias og Samuel er naziræere I Det gamle Testamente. Lige som Elisa. Lige som Samson for den sags skyld. De er de helt store gudsmænd – urtidens helte. De lever på en ren og hellig måde, de klipper ikke deres hår, de lever af de vilde biers honning og de går med et læderbælte om lænden! De drikker af bækken og lever af den føde som ravnene bringer dem morgen og aften!

Elias – som vi kender fra Kongebøgerne i Det gamle Testamente - var allerede på Jesu tid en mytisk skikkelse. Vi skal tænke på at figuren Elias er næsten 1000 år gammel, da Jesus bliver født! Jesu tid har det med Elias som vi i Danmark har det med Gorm den gamle, kong Frode eller Tor og Odin. Elias tilhører urtiden – en mytisk urtid – da alting var anderledes – da forholdene på jorden og menneskene var anderledes. Vi synes måske ikke at der er så stor tidsmæssig afstand mellem Jesus og Elias – men den daværende jødedom har opfattet det helt anderledes. Elias er troens fader – den rette tro er den tro og gud, som Elias troede på. Det har været den almindelige opfattelse. Derfor spiller Elias også en enorm rolle i Det nye Testamente. Han er meget vigtigere end Moses. Det var netop Elias som fandt tilbage til den eneste sande Gud – Jahve – dengang da den religiøse forvirring var total i Israel - og hvor ingen vidste hvem Herren var!

Gudsmanden siger sandheden uanset hvad det koster. Johannes Døberen siger sandheden – og bliver halshugget af Herodes. Jesus bliver korsfæstet. Peter og Paulus bliver martyrer. Stefanus bliver stenet. Samson lider døden i templet. Mika og Elias og Elisa lever med mordtrusler hele deres liv. Nordrigets konger ønsker kun at gøre een ting med gudsmanden – at slå ham ihjel. - Han profeterer mig aldrig noget godt! Som kong Akab siger I Kongebøgerne. Slå ham ihjel! Kampen mellem gudsmanden og verden er på en måde gudernes kamp. Verden rådspørger kun de profeter, som profeterer noget godt for den onde verden – kun dem som støtter kongen. Egoet vil ikke høre sandheden.

I Det nye Testamente blev Johannes Døberen identificeret med Elias. I al falde nogle kredse I jødedommen har troet at Døberen var Elias som var vendt tilbage! På den måde bliver Døberen løftet op til det overjordiske. Johannes Døberen bliver en mega stjerne – som Jesus næsten ikke kan konkurrere med. Det billede ser vi også mange steder I det nye Testamente. Døberen er ren og hellig. Han er det udvalgte redskab – Guds mand og Herrens tjener. Han er den som skal bane Herrens vej! Elias var næsten blevet guddommeliggjort i Kongebøgerne og det smitter af på opfattelsen af Johannes. Døberen er den perfekte gudsmand. Vi ved ikke hvor han kommer fra. Han er ikke som os – han er ikke som andre mennesker. Han kæmper Guds kamp. Herrens ånd er kommet over ham. Han kæmper imod den onde verden og alle de ækle møgguder – den lede skøge – Herodes – Jezabel!

Johannes Døberen er ren og hellig. Han er en gudsmand – han er Guds mand. Han er en engel – Herrens engel. Han kommer fra Gud. Det nye Testamente indeholder mange diskussioner der skal understrege forskellen mellem Jesus og Johannes. – Hvorfor faster du ikke - som Døberen? Som de spørger. Om Jesus siges at han er en frådser og en vindranker – altså det modsatte af at være naziræer. Teksten i Det nye Testamente prøver at vise at Jesus og Johannes er ret forskellige. Det er ikke mærkeligt. Formålet med Det nye Testamente er at vise at Jesus er Messias – den frelser som vi har ventet på. Det er altså vigtigt at vise at Johannes Døberen er ikke den frelser vi har ventet på! Derfor gores der meget ud af forskellene. Vi ved også at de to personer blev sammenblandet I datiden og at Johannes fik en enorm anseelse I hele det første århundrede e. Kr.! Vi kender det fra Paulus’ breve: De nye kristne tror at Johannes er hovedpersonen - og ikke Jesus! Historisk må vi forestille os at Johannes åndeligt var en mega stjerne og den som alle talte om. Jesus blev opfattet som en af dem der fulgte Johannes. Jesus blev jo døbt af Johannes. Jesus overtog disciple fra Johannes. Samtiden har set Jesus og Johannes som eet. De var sådan som gudsmændene og naziræerne var I Det gamle Testamente. De var hellige mænd.

Rent historisk har Jesus og Johannes begge været store gudsmænd – rene og hellige og indviet til Gud. Begge tilhører de Gud. Deres undfangelse er underfuld – Hvor kommer de fra? I den forstand er Jesus selvfølgelig også naziræer. Det at være naziræer var mange ting – det kan vi også se af Moseloven. Jesus er også naziræer. Han lever adskilt og udskilt. Han er ikke som andre mennesker. Han lever asketisk. Jesus har ingen ejendom, ingen får og kameler, ingen afgrøder, ingen kvinder, ingen trælle. Jesus får ikke sine sønners sønner at se – med et udtryk fra Det gamle Testamente.

Vi kan blot sammenligne Job og Jesus – så kan vi se alle forskellene! Job er driftig, succesrig, jordisk, udadvendt, magtfuld, velsignet, rig, heldig og lykkelig. Job lever det jordiske, gode og glade liv i Herrens ånd! Jesus lever – helt anderledes – I al fald I følge Det nye Testamente! - som en naziræer – eller for den sags skyld som en indisk hellig mand. Det er grundlæggende det samme begreb. Jesus har ikke engang sin egen bolig – helt som Johannes Døberen. Lighederne mellem Jesus og Johannes er meget store, når vi ser på de ydre ting. Lighederne I deres forkyndelse har også været meget store. Men evangeliet har sikkert ikke været det samme. På det område har Det nye Testamente sikkert ret. Johannes var en gammel domsprofet – som Israels store domsprofeter I fortiden. Jesu budskab var et andet.

Paulus er en naziræer. Vi kan se at Paulus i al fald een gang aflægger løftet om at leve som naziræer. Efter Moseloven kunne man aflægge løftet for en kortere eller længere tid. At leve som naziræer er en slags ofring – en selvofring til Herren. Naziræeren – gudsmanden – er hellig fordi han har ofret sig selv, sit legeme til Gud. Han opofrer sig. Han siger nej til verdens goder – som er urene – som fx vinen. Samuels mor giver den nyfødte Samuel til templet – hun ofrer ham til templet, til Herren – eller til præsten Eli. Måske har Paulus ofte aflagt naziræerløftet. Paulus siger at de kristne skal holde sig væk fra vin og kød – det er en livsstil man har når man er naziræer. Paulus er omvandrende, nøjsom – hellig og ren. Paulus ligner Elias. Paulus har ikke omgang med kvinder. På Jesu tid har naziræeren også været en mand som ikke har omgang med kvinder – lever i cølibat. De mennesker som adskiller sig fra det seksuelle lever mere rent og de kan vie sig til Gud (give sig selv til Gud) – alle deres tanker drejer sig om Gud – og ikke om at behage deres mand! Det er den livsstil Paulus anbefaler. At være naziræer er at skille sig ud. Det hellige er netop det som er skilt ud – adskilt – uden for verden. Vi lever ikke længere i verden som Paulus siger! Vi er ikke længere mennesker! Paulus er en gudsmand og – grundlæggende – en naziræer. Han lever afholdende – som en asket eller som en munk. Den livsglæde og jordiskhed vi finder I Det gamle Testamente – findes ikke længere hos Paulus. (Desværre!). Den er en del af det gamle Israels kultur – glæden ved maden, kroppen, solen og naturen – som efterhånden gik tabt. I det første århundrede e. Kr. er Israel blevet et helt andet Israel!

Gudsmanden fortæller sandheden - sort på hvidt.

v20 Akab sendte bud rundt til alle israelitterne, og han kaldte profeterne sammen på Karmels bjerg.

v21 Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: »Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!«

[At halte betegner den kultiske, religiøse dans og tilbedelse af en gud].

Men folket svarede ham ikke et ord.

(1. Kongebog 18)

Gudsmanden fortæller sandheden til verden – ligeud og sort på hvidt. Kun gudsmanden fortæller sandheden – uanset hvilke konsekvenser det har for ham selv. Ligegyldigt hvilke konsekvenser det får for ham selv – er det alligevel uden betydning. Gudsmanden er sendt til verden for at udføre en mission. Vi ved ikke hvad han hedder og vi ved ikke hvor han kommer fra, som det siges I Dommerbogens skildring af Samson. Det gælder de mennesker som vi møder i livet og som direkte eller indirekte bliver vores frelse – Vi ved ikke hvad de hedder, hvem de er eller hvor de kommer fra. De kommer måske fra Gud. Hun kommer nok fra Gud – de kommer på en underfuld måde.

I Kongebøgerne bliver profeten Mika stillet op mod alle profeterne. Kongen ønsker at gå i krig mod aramæerne – at angribe byen Ramot som aramæerne har erobret. Han rådspørger Herren. Alle hans 400 profeter giver det samme orakelsvar: - Gå imod Ramot! Du vil vinde sejr! Herren har givet Ramot I din hånd!

Mika er en profet og han rådspørges også – til sidst. Mika er ikke en af profeterne men han er Herrens profet. Mika afgiver dette orakel til Akab, kongen:

v17 Da sagde Mika: »Jeg så hele Israel spredt på bjergene, som får uden hyrde, og Herren sagde: De har ingen herre [Kongen er død], lad dem alle vende hjem i fred!«

(1 Kongebog 22)

Mika profeterer og forudsiger Akabs død. Mika bliver – så at sige af gode grunde – voldsomt kritiseret af en af profeterne, den store profet Sidkija som ifølge Kongebogen siger til Mika:

v24 Men nu trådte Sidkija frem, slog Mika på kinden og sagde: »Skulle Herrens ånd have forladt mig for at tale gennem dig?«

v25 Mika svarede: »Det skal du få at se, den dag du går ind i det inderste rum for at skjule dig!« v26 Men Israels konge sagde: - Grib Mika og bring ham til byens kommandant.

(1 Kongebog 22)

Det virker fuldstændigt urimeligt at Herrens ånd kun skulle tale gennem Mikas ånd! Det er helt urimeligt at Sidkijas ånd og alle de andre profeters ånd bliver nedrakket som en løgneånd! Det Mika siger er urimeligt og nedværdigende. Mika har ingen som helst respekt. Mika er grotesk eensidig – han må være besat af en ond ånd. Mika er en utroværdig fantast som alle fornuftige mennesker må tage afstand fra. Det som Sidkija står for i Kongebogen er jo også det som vi i dag ville sige og mene! Det er en grov ting at Sidkija slår ham i ansigtet – men sandheden er at Mikas påstand er helt urimelig. - Vi er mange ærlige profeter, og vi prøver alle at formidle Herrens ånd - som vi hver især kan! Det er det som Sidkija mener.

Mika har den samme ensidighed som alle de andre gudsmænd. De ved at det kun er dem som fortæller sandheden. De ved at de har Guds ånd. På den måde er de alle besat. Johannes Døberen er ligesom besat og bliver halshugget. Jesus er måske besat – det mener farisæerne i al fald - og bliver korsfæstet. Paulus bliver martyr. Alle gudsmændene ved at de taler sandheden, og at der kun er én sandhed. Der findes ikke flere sandheder. Det er umuligt. En liden surdej syrer hele dejen. Enten hersker mørket eller også er det lyst. Hvis Akab rådspørger Herren om han skal gå i krig er der kun én sandhed – nemlig præcist det som kommer til at ske. Sandheden er det som sker – virkeligheden. Sandheden er ikke kongens forfængelige drømme om magt og ære!

Beviset ligger i det, som alle kan se, som Mika siger i Kongebogen. Gudsmanden siger sandheden – fordi det som han siger går i opfyldelse. Hvis det ikke går i opfyldelse, er han ikke nogen gudsmand – så er han en løgner som Mika siger. Det som alle kan se med øjnene - er vidnesbyrdet – tegnet – beviset. Akab kommer til at dø under angrebet på Ramot. Det som Mika siger er derfor Herrens ord.

v28 Da sagde Mika: »Hvis du [kongen] virkelig vender uskadt tilbage, er det ikke Herren, der har talt ved mig.«

(1 Kongebog 22)

Akab kommer til at dø i krigen – tilsyneladende ved et helt usandsynligt tilfælde – men ifølge Kongebogen er kongens død ikke noget tilfælde. Der sker ikke noget som er tilfældigt. Kongens død beviser at Mika er en sand gudsmand:

v34 Men en mand skød sin bue af på lykke og fromme og ramte Israels konge [Akab] mellem pladerne og brynjen. Kongen sagde da til sin vognstyrer: »Vend om og bring mig ud af slagrækken, for jeg er såret!« v35 Selv om kampen blev voldsommere og voldsommere den dag, holdt kongen sig oprejst på sin vogn over for aramæerne. Men om aftenen døde han, og blodet fra såret flød ned i vognen. v36 Ved solnedgang lød råbet gennem lejren: »Hver mand til sin by! Hver mand til sit land!« v37 Kongen døde og blev bragt til Samaria.

(1 Kongebog 22)

Sandheden er det som vi tydeligt kan se er sandt. Sandheden er det som holder i praksis. Sandheden er det som overlever. Sandheden er det virkelige liv. Mika kan for så vidt ikke være sikker på at han – alene – har Herrens ånd. Sandheden er det som viser sig at være sandheden. Men også det som vi kan se som evident, indlysende, åbenbart. Hvis vi lukker øjnene og benægter virkeligheden, kan vi ikke se sandheden. Så kan vi slet ikke finde sandheden. Det er derfor at Elias beder Gud om at han vil åbne den unge mands øjne – så han kan se hvor mange ildheste og ildvogne der findes rundt om bjerget! Hvis vi lukker øjnene, kan vi ikke se noget som helst. Så er vi helt fortabt. Det er det, som Jesus hele tiden taler om: - De blinde kan ikke se noget!

På bjerget prøver alle Ba’al profeterne at nedkalde en hellig ild fra himlen der skal antænde deres offer. De råber og skriger og snitter sig på kroppen med knive og dolke for at få en ild til at falde ned. De må ikke selv antænde offerbålet. Det er deres gud som skal antænde offerbålet. Men der sker ingenting. Der kommer ingenting. Alle er de kun løgneånder – kun Elias kan kalde ilden og flammen - lyset - ned fra himlen og antænde bålet. Det som sker rent faktisk, beviser hvem der har ret.

Elias sidder på toppen af bjerget og der kommer en hel hær op til ham sammen med deres anfører. De kræver at Elias kommer ned fra bjerget. De kræver at han skal møde op hos kongen. Elias nedkalder en hellig ild fra himlen, en omfattende sol og ildebrand, og hele hæren og deres anfører brænder op i flammerne. Elias beviser at han har ret - at det som han siger er sandheden. Ingen kan være i tvivl bagefter. Da en anden hær senere kommer op til ham, så ved anføreren godt, at Elias taler sandheden – at han er en sand gudsmand. Det er soleklart for alle. Ingen er i tvivl om hvad der er sandheden. Sandheden er ikke flertydig eller mange ting. Sandheden er kun én ting. Ingen kan med nogen ret være i tvivl. Der er kun én sandhed. Gudsmanden er den mand som fortæller sandheden. – Jeg er sandheden, vejen og livet!

Elias opvækker en dreng fra de døde. Hans mor havde opgivet alt håb. Elias viser at han taler sandheden. Han viser at han er sandheden. Sandheden beviser sig selv. Sandheden kræver ikke yderligere beviser. Bagefter er der ingen som er i tvivl. – Din søn lever! Alle kan se det:

v23 Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og sagde: »Se her, din søn lever!«

v24 Og kvinden sagde til Elias: »Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund.«

(1 Kongebog 17)

Elias arrangerer ifølge Kongebøgerne en konkurrence på Karmels bjerg for at få bevist hvem der egentlig er den sande gud. Gud er den som beviser sig som gud. Sandheden er det som er selvindlysende for alle. Også uanset hvad de tror på. At råbe på Herren kender vi fra Salmernes Bog. Det består især af at råbe: - Jahve! Jahve! Jahve! De 400 Ba’al profeter skal så råbe på deres guds navn. Vi ved i øvrigt at den kana’anæiske og israelitiske gudstjeneste foregik på samme måde – efter det samme skema. Elias – gudsmanden – står helt alene imod 400 profeter – sandheden afhænger ikke af flertallets anskuelse, som Kierkegaard ville have sagt:

v23 Lad os nu få to tyre. Så kan de [Ba’als 400 profeter] vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til.

v24 I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.« Og hele folket gav deres bifald til kende.

(1. Kongebog 18)

Gudsmanden er en ånd.

I Kongebøgerne fortælles om hvordan Nordriget er i krig med Syrien – aramæerne. Det var Aram – som det kaldes – der til sidst tilintetgjorde Nordriget Israel I 722 f. Kr. Aramæerne er arvefjenden. I 1 Kongebog kapitel 22 fortælles det, at kongen i Nordriget Akab udspørger Herren: - Skal vi angribe aramæerne ved Ramot?

At udspørge Herren kender vi fra Salmernes Bog. Det betyder at opsøge templet I Jerusalem og afvente et tegn, et varsel eller et orakelsvar fra Herren.

Akab gør det at han udspørger profeterne. Hver især afgiver de så orakelsvaret. De svarer alle sammen det samme:

v6 Så samlede Israels konge profeterne, henved fire hundrede mand, og spurgte dem: »Skal jeg gå i krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?« De svarede: »Gå imod den! Herren vil give den i kongens hånd.«

(1 Kongebog 22)

Vi ved også fra templet i Jerusalem at det spørgsmål man stillede til guden ofte var et ja eller nej spørgsmål. Guden skal blot tilkendegive en af to muligheder. Vi ved også at man i templet har anvendt lodkastning: Herren viser sit svar igennem lodkastningen – loddernes stilling er et tegn, et varsel eller et orakelsvar!

Den religiøse situation er historisk set meget forvirret i Nordriget. For eksempel er det uklart hvilke profeter som kong Akab egentlig udspørger! Hvis vi læser sammenhængen vrimler det med Ba’al profeter i en syndig blanding med profeter for Jahve og andre guder. I Kongebøgerne fortælles det også at Jezabel – kongens hustru – har dræbt alle Jahves profeter. Hvilke profeter er det egentlig som Akab udspørger?

Historisk set kan vi sige at den rene tro – som den opfattes i Kongebøgerne – eller den rette Jahve tro opstår under kong Akab i Nordriget. Elias fremstilles som en slags religionsstifter. Elias er den skikkelse som definerer den rette tro. Alle taler om Herren – fordi ordet Herren blev brugt om helt forskellige guder! Ordet Ba’al betyder simpelt hen Herren! Først med Elias får troen et holdepunkt. Den rette tro er den religion og tro som Elias havde! Sådan bliver det defineret i Kongebøgerne. På den måde får Elias en meget ophøjet status. Kongebøgerne repræsenterer de herskende kredse af præster og lærde i Jerusalem ca 500 f. Kr. Kongebøgerne er selvfølgelig farvet af deres holdninger.

Det er også vigtigt at forstå at Det gamle Testamente og Kongebøgerne i høj grad stammer fra Sydriget - fra Jerusalem – langt nede sydpå - så at sige. Nordriget var en meget stor del af det gamle Israel – indtil 722 f. Kr. – og også efter dette årstal. Det er ikke tilfældigt at Nordriget fik navnet Israel og Sydriget blev kaldt Juda! Men den herskende tendens i hele Det gamle Testamente ignorerer Nordriget og afviser Nordrigets kultur og religion. Nordriget bliver rakket ned og hængt ud! Historisk set er det nok ikke rimeligt, men Det gamle Testamente repræsenterer sejrherrernes tanker – de herskende tanker!

Ifølge Kongebøgerne er de nævnte 400 profeter ikke sande profeter – de smigrer bare kongen. Men der findes een sand profet for Herren – Mika. Mika sættes i dette kapitel i forbindelse med Elias og Elisa. I fællesskab definerer de den sande tro. Kongen kender godt Mika men han hader Mika – for Mika giver ham ikke gode orakel svar!

Kongen rådspørger alligevel Mika ifølge Kongebøgerne og der sker følgende:

Kongen sagde til ham: »Mika, skal vi gå i krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?«

Han svarede: »Gå imod den, og du får lykken med dig! Herren vil give byen i kongens hånd.« v16 Men kongen sagde til ham: »Hvor mange gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end sandheden i Herrens navn?«

v17 Da sagde Mika: »Jeg så hele Israel spredt på bjergene, som får uden hyrde [konge], og Herren sagde: De har ingen herre [Kongen er død], lad dem alle vende hjem i fred!«

(1 Kongebog 22)

Mika afgiver orakelsvaret. Det er i Kongebøgerne profeten selv som giver orakel svaret – ikke Jahve! Mika har hørt svaret af Jahve – men i Kongebøgerne løftes profeten – gudsmanden – højt op til mere end en profet. Det er på en måde Mika der på egen hånd afgiver oraklet. Mika bliver noget overmenneskeligt. Derfor er kongen også rasende på Mika.

I fortsættelsen fortæller Mika om en vision. Han har set Herren på toppen af bjerget omgivet af alle sine hærstyrker – altså af alle guderne. Disse visioner findes mange steder i Det gamle Testamente – også fx i Salmerne. Jahve eller Herren er en verdenshersker eller en storkonge. Han har utallige konger og krigere under sig. Han har ildheste og ildvogne.

Mika fortæller at Herren ønsker at ramme, dræbe og straffe Akab – men det kan ikke gøre uden videre. Herren er nødt til at bruge et middel – et menneske eller et andet væsen - på en vis måde. Mika forklarer at en af guderne melder sig. Han vil godt lokke Akab og bringe ham i ulykke. Forestillingen her i Kongebøgerne minder om rammefortællingen i Jobs bog. Gud Herren bruger i Jobs Bog Satan til at ramme Job med sygdom og ulykke. Gud gør det ikke selv – men Gud ønsker at det skal ske eller han accepterer at det sker. Satan er en slags gud. Satan er en del af Herrens hærskarer som det siges. Gud har en plan og den virkeliggør han gennem instrumenter eller formidlere eller gudsmænd.

I Mikas vision kan vi sige at gudsmanden er en gud som er kommet ned på jorden. Gudsmanden er en slags inkarnation. Gudsmanden er en slags sammensmeltning af det guddommelige og jordiske. Denne gud kan blive en løgneånd – som Mika siger – men kan jo også blive en sand ånd. Ba’al profeten er altså en slags inkarnation fordi Ba’al profeten er blevet besat af en ond løgne ånd – som egentlig kommer fra Herren! Mika selv og Elias og Elisa er ånder eller guder eller – som det også siges - engle som er kommet ned fra Gud – ned på jorden. Gudsmanden er en slags gud på jorden. Han er en slags mellemgud som står imellem folket af den højeste gud – Herren!

Mikas vision er også et eksempel på det vi kan kalde gudernes kamp. Da Herren stiller udfordringen er der faktisk delte meninger blandt guderne. I Salmernes Bog kan vi læse hvordan guderne indbyrdes. Det som sker i verden er et spejl af det som sker i himlen – gudernes kamp. I Mikas vision kan vi faktisk også se at forholdet mellem Jahve og guderne er ret jævnbyrdigt! I dette eksempel er Herren jo afhængig af guderne. Herren er afhængig af at en af guderne får en god ide! Og Herren må også spørge denne gud om hvordan han vil gennemføre ideen!

Mikas vision viser hvordan gudsmanden er ét med Herren. Gudsmanden har Herrens ånd og derfor er de identiske. Gudsmanden er Herren Gud som er steget ned på jorden og har skjult sig inden i gudsmanden. Gudsmanden er et slags mellemvæsen mellem menneskene og Gud. Gudsmanden repræsenterer Gud. Menneskene spørger gudsmanden og han afgiver orakel svaret – på Guds vegne. Gudsmanden er en engel eller et væsen som er blevet inkarneret – det vil sige som er blevet født som et menneske. Egentlig er han ikke noget menneske – men han ser ud som et menneske. Han har iført sig kødet og legemet – lige som en klædning. Men indeni er gudsmanden noget højere end et menneske. Han er en konge.

Denne tanke kan vi også se i legenden om Samson i Dommerbogen.

v19 Men Mika sagde: »Jeg så Herren sidde på sin trone, og hele himlens hær stod til højre og til venstre for ham. v20 Herren spurgte: Hvem vil lokke Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? Nu råbte den ene ét, den anden noget andet. v21 Men så trådte en ånd frem, stillede sig foran Herren og sagde: Jeg vil lokke ham! Da Herren spurgte ham hvordan, v22 svarede han: Jeg vil gå ud og blive en løgneånd i munden på alle hans profeter. Herren sagde: Du er i stand til at lokke ham, gå ud og gør det!

v23 Altså er det en løgneånd, Herren har lagt i munden på alle dine profeter her, for Herren truer dig med ulykke.«

(1 Kongebog 22)

Gudsmanden træder ud af verden og ind i verden.

De gik ham i møde, kastede sig til jorden for ham [Elisa] v16 og sagde til ham:

»Der er hos dine tjenere halvtreds modige mænd; lad dem gå ud og søge efter din herre [Elias]. Det kan være, at Herrens ånd har taget ham og kastet ham hen på et af bjergene eller i en af dalene.«

(2. Kongebog 2.15)

Gudsmanden har den evne at han pludselig kan vise sig - for at forsvinde helt i det næste øjeblik. I Det gamle Testamente bruges de samme udtryk om Jahve – Gud – som om gudsmanden. Jahve kommer pludselig forbi. Gud viser sig i eet nu. Når vi råber på Herren, viser han sig pludselig. Jahve kan blive helt væk – ingen kan finde ham. Det er det, som klagerne handler om i Salmernes Bog.

Alle disse udtryk bruges også om gudsmanden. Der findes to virkeligheder og gudsmanden kan pludselig træde ind i vores normale virkelighed. Men han kan også træde ud af vores almindelige virkelighed – over i en anden, guddommelig virkelighed. Der er mange eksempler på denne tanke – fx kapitel 18 i 1. Kongebog, som handler om gudsmanden Elias:

Elias træder frem for kongen, Akab. Det betyder at han pludseligt viser sig. Akab har nemlig eftersøgt ham i meget lang tid. Den ene hær efter den anden er blevet sendt ud for at finde Elias. Men ingen kan finde Elias. Han er borte. Elias viser sig pludselig - som om kongen ser Elias i en vision:

v1 Lang tid efter, i det tredje år, kom Herrens ord til Elias: »Gå hen og træd frem for Akab, for nu vil jeg lade det regne på jorden.« v2 Så gik Elias hen for at træde frem for Akab.

Elias vælger at træde frem. Elias vælger så at sige at blive inkarneret eller synlig. Han bestemmer selv om han vil vise sig – eller forblive usynlig. Pludselig viser han sig for hofchefen Obadja:

v7 Mens Obadja [kongens hofchef] var undervejs, stod Elias pludselig foran ham.

Elias viser sig på en vis måde. Det er ikke indlysende at mennesker kan genkende Elias når han viser sig. Han kan vise sig i mange former. Obadja kan genkende ham fordi Obadja har den rette tro. Da han genkender Elias kaster han sig ned – han tilbeder Elias som guddom der viser sig. Det samme gør menigheden i templet i Jerusalem når Herren endelig viser sig og giver et tegn.

Denne beretning minder om fortællingen i Det nye Testamente om Maria og den tomme grav. Maria er taget ud til graven for at sørge for Jesu legeme. Hun kan ikke finde Jesu døde legeme. Maria ser en mand som hun tror er havemanden. Pludselig kan hun se at det ikke er havemanden – det er Jesus! - Er det virkelig dig, min herre?

Obadja genkendte ham, kastede sig ned og sagde: »Er det virkelig dig, min herre Elias?« v8 »Ja, det er mig,« svarede han, »gå hen og sig til din herre, at Elias er her.«

Elias kan ikke findes uden videre. Han har den evne at han pludselig kan blive væk – han kan rejse igennem rummet – frit bevæge sig med lynets fart. Han bevæger sig hurtigere end kongens vilde krigsheste! Snart er han her og snart er han der. Elias bliver kastet rundt af Herrens hånd. Pludselig bliver han kastet op på toppen af verdens højeste bjerg. Snart er han i Betel og snart i Jeriko. Obadja kan ikke bare gå til kongen og sige at han ved hvor Elias befinder sig. Ingen ved hvor Elias bor eller befinder sig. Man kan ikke holde fast på Elias. Man kan ikke holde fast på vand ved at knuge hånden for så løber al vandet bare ud. Elias kan man ikke få kontrol over eller magt over. Ingen har magt over Elias. Gudsmanden er en fri ånd – han er verdens herre og frelser.

Elias er alle steder på én gang. Han ser alt og hører hvad kongen hvisker i sovekammeret. Han viser sig i spring – i glimt – tilsyneladende uafhængigt af tid og rum. Gudsmanden bevæger sig i en anden dimension. Hans tid og rum går på tværs af vores tid og rum. Elias er dybest set ikke undergivet verden eller naturlovene. Han tilhører ikke verden. Han bevæger sig frit. Han er ånd – han bevæger sig som en ånd igennem verdensrummet. Ingen kan følge ham derhen hvor han går hen. Jesus viser sig pludselig midt ude på søen! Han burde være et helt andet sted. Samson forsvinder pludselig ned i en klippehule eller op på bjerget. Elisa er to steder på én gang - både i værelset og på toppen af bjerget! Paulus bliver kastet hid og did af Helligånden – snart er han i Grækenland og snart i Efesos.

v9 Men Obadja sagde: »Hvordan har jeg forsyndet mig, siden du giver din tjener i Akabs hånd, så jeg bliver slået ihjel. v10 Så sandt Herren din Gud lever: Der findes ikke det folk eller kongerige, min herre ikke har sendt bud til for at lede efter dig. Og når de sagde: Han er her ikke, tog han folk og rige i ed på, at de ikke havde fundet dig. v11 Og nu siger du: Gå hen og sig til din herre, at Elias er her!

Elias bliver ført af ånden – Guds ånd. Han ridder på ånden eller på vinden. Han flyver igennem rummet i en ildvogn. Pludselig er han forsvundet til et sted, som ingen mennesker kender. Hvor går Elias hen da han farer op til himlen i sin ildvogn? Det er som om gudsmanden forsvinder ud i det tomme rum, det rene ingenting. Han forsvinder ind i døden – han går ud og ind af døden. Han kommer pludselig ud af det store tomme rum.

Det store tomme rum er Gud – det er store livgivende varme frelsende tomme rum. Vi ved ikke hvor mennesker kommer fra. Vi ved ikke hvor de går hen. Vi ved ikke hvor vore børn kommer fra, som Esajas siger. De kommer ud af det store ingenting. Gud er det store ingenting. Gud er ikke vore tanker om Gud. Han er - i forhold til vore tanker - det rene ingenting. Vi kan ikke beskrive eller fastholde Gud. Vi kan ikke holde fast ved det som ingenting er. Men Gud viser sig pludselig – og så genkender vi ham! Når vi ser ham, ved vi hvem han er! Når vi ser Gud – pludselig i et glimt – tænker vi: - Ja, nu er han her! Hvis vi tror – lige som Obadja – så ved vi at Gud vil vise sig og give os et tegn.

v12 Når jeg går fra dig, og Herrens ånd så tager dig bort til et sted, jeg ikke kender, og jeg kommer og fortæller det til Akab, og han ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel.

v14 Og nu siger du: Gå hen og sig til din herre: Elias er her! Han slår mig ihjel!« v15 Elias svarede: »Så sandt Hærskarers Herre lever, som jeg står i tjeneste hos: Jeg vil træde frem for ham i dag.«

(1. Kongebog 18)

Gudsmanden forlader verden

Elias forlader denne verden – han dør ikke. Historisk set skulle Elias have forladt denne verden engang i 850 erne f. Kr. – i al fald hvis vi bygger på historieværket I Kongebøgerne. Elias færdes mest i Nordriget – Samaria – og han sættes i forhold til Nordrigets konger i historiebøgerne.

Om en af figurerne i urtiden - nemlig Enok - bliver det fortalt, at han ikke dør (?), men bliver taget bort af Gud. Enok var 65 år da han fik sønnen Metusalem men levede derefter yderligere i 300 år. Beretningen i Kongebogen om Elias anvender det samme hebraiske udtryk:

v22 Efter at Enok havde fået Metusalem, vandrede han i 300 år med Gud og fik sønner og døtre. v23 Enok levede i alt 365 år. v24 Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort.

(1. Mosebog 5.22)

Han tages op til himlen. Eller sådan er historien i al fald blevet forstået. Elias farer til himmels. Han går ud af verden – for at kunne vende tilbage?

I følge teksten bestemmer Elias ikke selv. Herren har besluttet at tage ham op – Herren har bestemt at nu skal Elias gå ud af verden. Herren ved at nu er tiden inde. Nu er hans time kommet. Tiden er moden.

Elias viser sig pludseligt – i glimt, i visioner, i forskellige slags virkelighed. Han forsvinder og viser sig igen på helt forskellige steder. Han bevæger sig igennem rummet. Herren sender ham. Eller han bliver kastet rundt af ånden, som det siges. Herrens ånd er lige som en voldsom vind der kaster rundt med Elias. Pludselig er han borte. Ingen kan finde ham.

Det er tydeligt nok Elisa som er centrum I fortællingen. Profeterne henvender sig til Elisa – ikke til Elias. Dramaet bliver set fra Elisas synspunkt. Elisa er det vidne som fortæller om det som skete. Beretningen er en øjenvidne beretning. Elisa ser det hele i et syn.

Han siger til Elisa, at han ikke skal følge ham – eller ikke kan følge ham. Men hans discipel Elisa følger ham. Han viger ikke en meter fra hans side. De går side om side, hand i hand. Elisa svigter ikke - som Peter. Elisa går hele vejen. Elisa gør det samme som Elias. De viser sig begge på vidt forskellige lokaliteter: Først Gilgal, så Betel, så Jeriko, så Jordan. - Så sandt Herren lever, og så sandt du lever osv er en tros formel – en trosbekendelse som anvendes af Elias og til Elias. Formlen anvendes kun her – tre gange – og i Kongebogens afsnit om Elisa og kvinden fra Shunem. Kvinden siger de samme ord - nu til Elisa – for at få ham til at frelse den døde dreng:

v29 Da sagde han [Elisa] til Gehazi: »Bind kjortlen op om lænderne, tag min stav i hånden og gå! Møder du nogen undervejs, så hils ikke på dem, og hilser nogen på dig, så svar dem ikke. Du skal lægge min stav over drengens ansigt.«

v30 Men drengens mor sagde: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« Så stod han op og fulgte med hende.

(2. Kongebog 4.29)

Elias er et vintræ. Elisa ved at den som er skilt fra vintræet, skilt fra roden kan slet intet gøre. Elisa viger ikke fra Elias. Elisa holder fast i træets rod. Det er ikke grenene, som bærer træet, men roden. Alle grenene - hvor de end sidder - drikker af den samme saft – saften fra roden.

Måske er meningen i fortællingen at Elias skal dø. På en vis måde skal han i al fald dø. Profeterne spørger Elisa om han ved det. Måske mener de: - Ved du at din herre Elias skal tages bort altså dø i dag? Elias siger at han bliver sendt. Måske skal vi forstå det sådan at Elias skal dø, tages bort – og derfor kan Elisa ikke følge ham. Da ildhestene kommer bliver de jo netop adskilt. Elisa bliver forladt. Elias er borte – død?

v1 Dengang Herren tog Elias op til himlen i en storm, skete dette: Elias og Elisa var på vej fra Gilgal, v2 og Elias sagde til Elisa: »Bliv her, for Herren sender mig til Betel.« Men Elisa svarede: »Så sandt Herren lever, og så sandt du lever: Jeg forlader dig ikke!« Så gik de op mod Betel. v3 Profeterne fra Betel kom ud til Elisa og sagde til ham: »Ved du, at Herren i dag vil tage din herre bort fra dig?« Han svarede: »Ja, jeg ved det, ti bare stille!«

(2 Kongebog 2)

Sætningen Så fulgtes de ad i vers 6 er vendepunktet. Elias og Elisa bliver ét. Men kun den som er helt tæt på bliver ét med Elias – kun den der ser ham forsvinde. De halvtreds profeter står for langt væk. De ser ikke det som skal ske. Derfor reagerer de også helt anderledes: Bagefter vil de ud og søge efter Elias! Men Elisa ved bedre. Bagefter er graven bare tom så at sige – men Elisa ved godt at det ikke nytter noget at lede efter den tabte Elias i denne verden.

Elias er ét med Moses. Elias er Moses - der er vendt tilbage. I Det nye Testamente stilles de to gudsmænd netop side om side. Da Elias opholder sig i Sinaj på bjerget Horeb bliver han ét med Moses. Moses frelste Israel ud af trællehuset. Elias løfter arven. Nu er trællehuset den magt som de kana’anæiske guder har fået i folket – alle Ba’al profeterne.

Så fulgtes de ad. v7 Halvtreds af profeterne gik med, og de blev stående på lang afstand, mens de to stillede sig ved Jordan. v8 Så tog Elias sin kappe, rullede den sammen [som en stav] og slog på vandet med den, så vandet delte sig, og de gik begge tørskoet over.

(2 Kongebog)

Elias giver sin ånd til Elisa. Den der får Elias’ ånd får hans kraft og styrke og tro. Elias er ånd. Han er en ånd som det faktisk siges i Kongebøgerne. I Det nye Testamente giver Jesus helligånden til disciplene, inden han bliver taget bort. I Johannesevangeliet spørger Jesus tilsvarende disciplene hvad de vil, at han skal gøre. Jesus forklarer disciplene at der hvor han tager hen kan de ikke komme – ikke lige nu. Disciplene er stærkt ophidsede, forvirrede og urolige. Deres hjerte er fuldt af sorg men at Jesus går bort er det bedste som kan ske for dem.

Elias føler sikkert sorg over at han nu skal dø – tages bort. Elias har en faderlig omsorg for Elisa og vil gerne gøre hvad han kan for Elisa i fremtiden.

Elisa får ånden fra Elias – Guds ånd. Ånden er den Gud som Elias troede på. De religiøse forhold var i 800 tallet forvirrende i Nordriget. Alle dyrkede måske Herren – men hvem var Herren? Ba’al dyrkerne talte også om Herren. Hvem er Gud egentlig? Troen er den tro som Elias havde – at tro på hans gud – den Gud som Elias troede på. Gud er det samme som Elias’ Gud eller Elias’ gud!

Også i Johannesevangeliet er det at se det afgørende. Den der har set er frelst. At se er at blive frelst. – Kom og se! Disciplene ser herligheden. Elisa ser herligheden da Elias bliver taget op. Gud Herren kører på himlen i ildvogne og ildheste. Vi kender dette billede fra Salmernes Bog. Ildheste og ildvogne er en stor sol eller et stort lys. Elias forsvinder ind i et stort lys. Lyset er Gud. Det som Elias gennemgår, er en slags dødsproces, en forvandling. Det er Elisa vidne til. Troen bæres af troens vidner. Elias ophøjes. Han krones. Han bliver genfødt. Elisa ser Gud i et lys. Han hører Gud i en susen, i en storm. Lyset skiller de to fra hinanden. Elisa kan ikke følge Elias længere. Elias bliver ét med lyset. Elisa står uden for og er vidne til lyset. Når en kvinde skal føde går hun en svær tid i møde. Hun får mange veer og smerter. Men stor er hendes glæde når barnet er født. Elias går igennem døden. Han bliver født på ny.

Elisa får en vision. Han ser et stort lys, en ild, en flamme, en sol. Visionen er set fra Elisas synspunkt. Elisa bliver adskilt fra Elias. Pludselig kan Elisa ikke længere se Elias. Han er væk. Han er blevet ét med lyset.

v14 Han [Elisa] tog kappen og sagde: »Hvor er nu Herren, Elias' Gud?«

Hvor er nu Herren? Hvor er nu min herre? Hvor er nu Elias? Er Gud blevet væk? Profeterne tror at man kan gå ud i verden og søge, men Elisa ved godt, at Gud kan ikke findes noget bestemt sted. Elias kan ikke findes noget bestemt sted. Gud er ikke en ting man kan finde. Gud er ånd. Elias er nu til stede alle steder på een gang. Det nytter ikke noget at sende 50 mand afsted for at finde Elias. Ingen kan finde Elias i denne verden. Graven er tom. Elias findes i en anden virkelighed. Elias er trådt ud af den almindelige virkelighed som vi kender og som vi kan se med øjnene.

Vogn og hest kan være det som bringer Elias væk. Det kan være et køretøj som Elisa mener at han kan se – i lyset.

Vogn og hest kan betyde Gud. Elisa ser pludselig Gud. Han kan ikke længere se Elias. Elias er smeltet samen med Gud. Elias er blevet skjult i Gud. Han er blevet taget op. Han er blevet som Gud. Gud er lyset. Gud er den store sol.

Elias er Israels vogne og heste – nu – han er ét med Gud eller ét med sin gud. Elias vender tilbage til faderen – der hvor han kommer fra. Elias er udgået fra faderen og han er kommet til verden. Han har vist sig i verden. Nu går han tilbage til faderen. Israels vogne og heste er Gud Herren. I Det gamle Testamente er Israels vogne og heste det som Israel kan stole på. Oprindeligt havde Israel – ørkenstammerne – ingen vogne og heste. Men de stolede på Jahve, som det siges. I Salmerne hedder det at de andre folk råber på deres vogne og heste – men vi råber på Herren! Vogne og heste er det som er nødhjælpen, kraften, styrken, frelsen. Israels styrke er ikke dets krigsmagt, vogne eller heste – Israels styrke er dets Gud og Herre. - Han er den mægtigste konge og han bestemmer al lykke og held!

Elias er Gud – han er ét med Gud. Senere bliver de samme ord brugt om Elisa som kaldes Israels vogne og heste. Elisa er den samme som Elias.

Det er ligesom Jesus der i Johannesevangeliet siger til sine disciple: - Jeg gør ikke mine egne gerninger, men faderens. Den der kender mig, kender faderen. De ord, jeg siger til jer, er ikke mine egne. De kommer fra faderen. I skal gøre de samme gerninger og undere som jeg har gjort! I skal endog komme til at gøre endnu større undere end jeg har gjort!

Elias siger at det at få hans ånd er en stor ting. Han mener vel at det vil give Elisa en helt ny status. Elisa påtager sig et stort ansvar. Han risikerer mange forfølgelser – Elias blev forfulgt med dødstrusler hele livet. Elisa risikerer at blive en martyr. Måske skal Elisa tænke sig om?

Elisa ser det hele i en vision. Han ser Elias stige op til himlen i en vision. På det tidspunkt er de helt adskilt. Elisa bliver forladt – han bliver ladt tilbage alene. Elias ved at nu er hans time kommet og så forlader han verden. Men det er Elisa der sidder tilbage med smerten og sorgen. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Pludselig – i synet – kan Elisa se at Elias er Gud. Elias er Faderen. Det er Gud som forlader Elisa. Bagefter tænker Elisa at Gud er forsvundet bort fra verden. Elisa går fortabt – han er helt alene – uden nogen gud og uden noget håb. Da han ikke længere kan se Elias er han helt fortabt. Gud er ikke længere til stede. Hvor er nu Gud blevet af? Han bliver ved med at stå og stirre op imod himlen. Han bliver ved med at håbe at Elias kommer tilbage. I den pludselige vision - i synet eller i glimtet – ser han at Elias er Gud. Der er ikke nogen anden gud. Gud er Elias. Elias er identisk med Elias’ gud og han er min gud og vores gud. Der er kun én gud. Alle de andre er løgneguder og løgneånder. Elias er den eneste gud som er virkelig. Den eneste som vi kan stole på – han er vores eneste mulige eller tænkelige vogne og heste.

Elias går ind i en stor ild. Han går ind til ildvognen med ildhestene. Elias bliver opslugt af flammerne. Elisa kan ikke længere se Elias. På en vis måde brænder Elias op. Måske er det bogens tanke. Elias gennemgår en form for død – en indvielse - en overgang. Døden er en indgang til noget andet. I døden brænder alt det gamle op – det gamle menneske. Det siges at kappen falder af Elias da han går ind i flammen – måske er Kongebøgernes mening at Elias er nøgen. I døden bliver han helt nøgen. Der er ikke noget tilbage af det gamle. Elias var en naziræer. Hans død er en renselse. Han bliver ren. Han bliver hellig.

Gud er ikke død. Herren er ikke død eller forsvundet. Meningen med afsnittet i Kongebogen er at vise at Herren fortsat lever og virker. Da Elisa slår på vandet, deler det sig og Elisa kan gå tørskoet over Jordan! Herren lever!

Elias er ikke død! Han lever! Han sidder på toppen af det højeste bjerg – omgivet af utallige hærskarer, ildvogne og ildheste. Frygt ikke! Der er ingen ende på rækken af hans krigere! Han lader hellig ild falde ned over alle sine fjender!

(Som det siges andre steder i Kongebøgerne!).

Elias’ borttagelse eller dødsproces foregår ved Jordan. Israel gik igennem Sivhavet – som det kaldes – da de vandrede ud af Egypten. Vandringen gennem de vældige vande – Sivhavet – var grufuld og farlig ifølge Det gamle Testamente. Den var nærved blevet en død og undergang for stammerne. Den var en slags dødsproces men i den – under vandet så at sige - bliver de tolv stammer også født igen. De bliver et folk – de bliver genfødt som folket Israel – Jahves ejendomsfolk. Denne tanke – vandet, døden, overgangen - findes også i Det nye Testamente fx hos Paulus. Det er måske derfor at Jordan er så vigtig i beretningen om Elias og hans borttagelse. At blive døbt er som at gå igennem Sivhavet – eller som at gå ind i ildvognen. Den kristne bliver døbt til døden som det siges hos Paulus. I dåben dør det gamle menneske – den gamle Adam.

Elisa beder om at få to dele af Elias’ ånd. Dette udtryk henviser måske til Moseloven og arveretten. Elisa beder om at Elias vil anerkende ham som sin søn – sin førstefødte søn. I Moseloven bestemmes det at den førstefødte skal have to dele – dvs dobbelt arv i forhold til de øvrige sønner. Den førstefødte er den førstefødte uanset hvilken hustru der har født ham, lyder bestemmelsen i Moseloven.

Elisa bliver den førstefødte – arvtager. Elisa bliver den førstefødte af mange brødre som Paulus siger.

v15 Hvis en mand har to hustruer og foretrækker den ene og tilsidesætter den anden, og både den foretrukne og den tilsidesatte føder ham sønner, og han får sin førstefødte med den tilsidesatte, v16 må han ikke, når han skal fordele sin ejendom til sine sønner, lade den foretruknes søn gælde for den førstefødte frem for den tilsidesattes søn, som er den førstefødte. v17 Han skal anerkende den førstefødte, som han har fået med den tilsidesatte, og give ham dobbelt andel af alt, hvad han ejer. For han er førstefrugten af hans manddom, ham tilhører førstefødselsretten [uanset hustruen].

(5. Mosebog 21.15)

v9 Da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: »Sig mig, hvad jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort fra dig.« Elisa svarede: »Lad mig få to dele af din ånd!« v10 »Det var et dristigt ønske,« sagde Elias, »men hvis du ser mig blive taget bort fra dig, skal du få det, ellers ikke.«

v11 Mens de gik og talte sammen, kom der pludselig en ildvogn med ildheste. Den skilte de to fra hinanden, og Elias steg op til himlen i en storm. v12 Elisa så det og råbte: »Min fader, min fader, du Israels vogne og heste!« og han kunne ikke længere se ham.

Da greb han fat i sine klæder og flængede dem i to stykker [i sorg]. v13 Så samlede han kappen op, som var faldet af Elias, og gik tilbage og stillede sig ved Jordans bred. v14 Han tog kappen, som var faldet af Elias, slog på vandet med den og sagde: »Hvor er nu Herren, Elias' Gud?« Da han slog på vandet, delte det sig, og Elisa gik over.

(2 Kongebog 2)

Himmelfarten i Dommerbogen.

I Dommerbogen har vi - i forbindelse med Samson historien - en beretning der minder om historien om Elias’ optagelse eller borttagelse. Også i Dommerbogen drejer det sig om en gudsmand. Gudsmanden kaldes også for engel. Gudsmanden eller guddommen er kommet ned til Samsons mor og far – især Samsons mor - for at meddele den underfulde lykke at hun skal føde en søn - til næste år. I Dommerbogen hedder det:

v15 Manoa [manden] sagde til Herrens engel [gudsmanden]: »Kan vi ikke overtale dig til at blive her, så vil vi tilberede et gedekid til dig [et offer].«

v17 Manoa sagde til Herrens engel [gudsmanden]: »Hvad er dit navn? For vi vil vise dig ære [tilbede dig, ofre til dig], når dine ord går i opfyldelse.« v18 Herrens engel sagde: »Hvorfor spørger du om mit navn? Mit navn er underfuldt.«

Beretningen i Dommerbogen minder om Elias’ borttagelse – og om Kongebøgernes beretning om Elias der får ilden til at flamme op i offerdyret på Karmels bjerg.

Elisa er et vidne til Elias’ optagelse på samme måde som Samsons mor og far er vidner. De har anbragt et offer på klippen men det bliver antændt af sig selv ved et under. Pludselig bryder ilden bare ud. Alt er et flammehav. Gudsmanden stiger op til himlen inden i ilden, inden i flammerne. Ilden kommer ned fra himlen. De to mennesker er vidner til noget magisk og overnaturligt. De er vidner til en forvandlingsproces eller til en himmelfart. Gudsmanden vender tilbage til faderen. Manoa og hans kone bliver ved med at stirre op ad imod himlen. De føler sorg – de havde ønsket at gudsmanden var blevet. De ville anrette et offer til ham. De ønskede holde fast ved ham. De føler rædsel over synet – visionen. I rædsel kaster de sig ned og tilbeder gudsmanden. De skjuler også ansigtet fordi er bange for at se. Det som sker er både frygteligt, skræmmende, dragende og underfuldt – det er noget helligt. Gudsmanden forsvinder ud af denne verden. Han kommer aldrig tilbage.

De er fortabt –men i den følgende historie om Samson lever gudsmanden videre - som Samson. Samson er en gudsmand og gudsmanden der kom ned fra himlen, er på en måde hans fader. Samson kommer ikke fra mennesker, ikke fra moderen – han kommer af det som gudsmanden forkyndte. Samson er Guds søn. Samson er sendt af Gud for at frelse Israel, som det siges i Dommerbogen. Der er sket noget underfuldt. Samsons mor er lige som Maria – jubelglæden er den samme. Gudsmanden forkynder en stor glæde der skal være for hele folket! Den kvinde, som ikke kunne føde – på nogen tænkelig, menneskelig måde – føder en søn – en kongesøn!

Mens Manoa og hans kone så på det, v20 slog flammen op fra alteret. Herrens engel [gudsmanden] steg op til himlen i flammen, mens Manoa og hans kone så på det, og de kastede sig til jorden; v21 Herrens engel viste sig ikke mere for Manoa og hans kone.

Lige som Elisa – og lige som disciplene i Det nye Testamente – er de to mennesker vidner til noget ubegribeligt. De ser Gud. – Vi har set Gud, siger de, efter at de har set gudsmanden stige op i flammehavet. Gudsmanden er Gud. Ilden er Guds ild. Ilden er hellig. Ordet Samson betyder egentlig Solen!

v22 Han sagde til sin kone: »Nu skal vi dø, for vi har set Gud!« v23 Men hans kone sagde til ham: »Hvis Herren havde besluttet, at vi skulle dø, ville han ikke have taget imod vores brændoffer og afgrødeoffer eller ladet os se og høre alt dette.«

(Dommerbogen 13)

Gudsmanden er gudsmand for alle folk og alle folkeslag

Gudsmanden er en frelser for alle folkeslagene. Elisa og Elias virker og arbejder langt uden for Israels område. Elias salver kongen i Syrien. Elisa helbreder mennesker som dyrkede de fremmede guder og som ikke tror på Jahve. Gudsmanden er storsindet. Jesus finder en større tro hos den romerske hedenske befalingsmand end hos nogen i Israel. Gudsmanden taler til alle – jøde såvel som græker, mand som kvinde, fri som træl.

Na’aman er fra Syrien, han er aramæer. Aramæerne er arvefjende. De falder hele tiden ind i Nordriget. Det er aramæerne – Syrien – som endegyldigt i 722 f. Kr. tilintetgør Israels Nordrige – også kaldet Samaria. Efter 722 f. kr. eksisterer kun Sydriget – Jerusalem og Judæa.

Na’aman er blevet ramt af spedalskhed. Elisa ved hvordan han kan blive helbredt fra spedalskheden. Selv om Na’aman er en fjende har han ret til hjælp.

Historien kommer endda af sted på den måde at arvefjenden har røvet en lille pige fra Israel. Pigen kender profeten Elisa i Samaria.

v1 Aramæerkongens hærfører Na'aman nød stor respekt og var meget anset hos sin herre. Men manden var blevet spedalsk.

v2 Engang havde aramæerne på et strejftogt bortført en lille pige fra Israel, og hun var blevet tjenestepige for Na'amans hustru. v3 Hun sagde til sin frue: »Gid min herre [Na’aman] kunne komme til profeten i Samaria [Elisa]. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!« v4 Na'aman gik til sin herre og fortalte ham, at pigen fra Israel havde sagt sådan og sådan.

Na’aman opsøger helligdommen i Samaria. Han har troen. Han er en fremmed hedning, som viser en stor tro. Elisa afgiver et orakelsvar til Na’aman: - Bad dig syv gange i Jordan! Oraklet kan ikke blive simplere.

Oraklet viser den typiske gudstjeneste: At opsøge guden og forelægge sin klage og afvente gudens orakel! Hvis han bader i Jordan bliver han ren. Han bliver ikke ren ved at bade hvor som helst. Han skal bade i floden Jordan. Både Elias og Elisa er knyttet til Jordan. Johannes Døberen døber siden folket og Jesus i Jordan. Jordan er hellig. Jordan er Israels fjerne urtid. De passerede Jordan da de drog ind i det forjættede land.

Så tog Na'aman af sted, og han tog ti talenter sølv og seks tusind guldstykker med sig, desuden ti sæt festklæder.

(2 Kongebog 5)

v9 Så kom Na'aman med heste og vogn og gjorde holdt for døren til Elisas hus. v10 Elisa sendte et bud ud til ham med den besked: »Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask, og du bliver ren.«

(2 Kongebog 5)

Na’aman bliver fuldstændigt helbredt – helt mirakuløst. Na’aman er taget hjemmefra med en ufattelig stor gave (offergave) – målt med tidens målestok nemlig: ti talenter sølv og seks tusind guldstykker med sig, desuden ti sæt festklæder. Han ønsker nu at give denne offergave til Elisa. Elisa siger nej. Na’aman opfatter vel Elisa som den der har helbredt ham. Det er Elisa der skal have gaven - offergaven. Vi har mange andre eksempler på at Elisa ifølge Kongebøgerne bliver tilbedt som en guddom.

v14 Så gik han [Na’aman] ned og dyppede sig syv gange i Jordan, som gudsmanden havde sagt, og hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren.

v15 Derefter vendte Na'aman tilbage til gudsmanden med hele sit følge. Da han var kommet derhen og var trådt frem for ham [i helligdommen], sagde han: »Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel. Tag nu imod en gave [et offer] fra din tjener!« v16 Men Elisa svarede: »Så sandt Herren lever, som jeg står i tjeneste hos: Jeg tager ikke imod noget!« Og skønt han nødte ham, sagde han nej.

Na’aman lever i et fremmed land med en helt anden religion. Hjemme hos Na’aman tilbeder de guden Rimmon eller Ba’al. Na’aman siger at han ikke kan opgive tilbedelsen af Rimmon. Han må stadig deltage i tilbedelsen af denne fremmede gud. Elisa svarer meget kort: - Det er OK! Elisa accepterer det som Na’aman gør. Hvert folk har sine guder. Gudsmanden Elisa accepterer Na’aman som han er – og han accepterer aramæerne som de er!

v18 Men på et enkelt punkt må Herren tilgive mig, din tjener: Når min herre kongen går ind i Rimmons [Ba’als] tempel for at tilbede dér, og han støtter sig til mig, så jeg også må kaste mig ned i Rimmons tempel [tilbede guden Rimmon], når han kaster sig ned i Rimmons tempel, så må Herren tilgive din tjener på det punkt.« v19 Elisa svarede ham: »Gå med fred!«

(2 Kongebog 5)

Gudsmandens evangelium

Det ord, som gudsmanden taler, er evangeliet. Han giver mennesker håb og nyt mod. Han får dem til at rejse sig igen. Han får dem til at knejse med nakken. Han giver dem noget at tro på – at de har en fremtid. Elias taler evangeliet til det gamle Israel. Evangeliet i Det nye Testamente bliver formet efter evangeliet hos Elias. Det kan man for eksempel se i Lukasevangeliet kapitel 4.

v8 Da kom Herrens ord til ham [Elias]: v9 »Gå nu til Sarepta ved Sidon. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig.«

Elias er sendt til kvinden i Syrien. Det er ikke tilfældigt at de mødes. Kvinden er helt fortabt på grund af tørken. Krukken og kanden er tom. Nu vil hun gå hjem til sit barn og lægge sig til at dø. Der sker en stor uret imod enken – gudsmanden er sendt for at forsvare enkerne og være en fader for de faderløse. Gudsmanden kæmper for at retfærdigheden skal sejre.

v10 Så gik han til Sarepta [i Syrien], og da han kom til indgangen til byen, gik der netop en enke og samlede brænde. Han kaldte på hende og sagde: »Hent lidt vand til mig i en krukke.« v11 Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: »Tag også et brød med til mig!« v12 Hun svarede: »Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø.«

Elias giver kvinden et orakel. De to linjer er netop et typisk orakel som vi kender fra oldtiden. Oraklet er Guds ord – Guds direkte tale. Det han siger, er ikke hans egne ord. Gudsmanden har Guds ånd og det som han siger, er evangeliet. Gudsmanden taler med myndighed. Han kender faderen. Krukken skal ikke blive tom! Krukken og kanden er symboler på velsignelsen, udfrielsen og frelsen fra nøden. Frygt ikke! Elias taler på samme måde som Herrens engle der kommer ned: - Frygt ikke! Elias afsiger oraklet. Kvinden giver ham gaver som brød og vand – hun ofrer til Elias. Hun giver udtryk for sin glæde og lettelse.

I sin nød har hun måske opsøgt Elias for at få et varsel – et tegn. Tørken og de dødes rige er ved at tage magten i verden. Hun er blevet forladt af Gud. Hun er gået fortabt. Hun håber på et tegn – i sidste øjeblik. Tegnet er at der bliver ved med at være noget tilbage i krukken og kanden!

v13  Elias sagde til hende: »Du skal ikke være bange [Frygt ikke]! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig [et offer], og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn. v14 Krukken skal ikke blive tom for mel
      og kanden ikke mangle olie.
v15  Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både hun og hendes familie fik føden i lang tid. v16  Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie.

(1 Kongebog 17)

Samson

Samson er en stor dommer i Israel - han er en frelser. Han er – i Bibelens forstand – et billede på Kristus – han er en forudsigelse af Kristus. Samson er en hellig gudsmand – fra udfangelsen. Han er ren. Hans fødsel er underfuld. Han kommer ikke fra denne verden. Han kommer fra Gud.

Samson genopstår ikke fra de døde og han bliver ikke taget op til Gud som Elias. Samson dør en menneskelig død. Men han vælger selv sin død. Med denne død frelser han Israel. Han vælger selv sin skæbne. Gud giver ham den skæbne som han vil have. I døden bliver han en frelser. Han er en sand gudsmand:

v28 Da råbte Samson til Herren: »Gud Herre! Husk på mig, og giv mig min styrke igen blot denne ene gang, Gud, så jeg kan hævne mig på filistrene for et af mine to øjne.« v29 Samson satte hænderne mod de to søjler i midten, som bar taget, og stemmede imod den ene med sin højre hånd og imod den anden med sin venstre v30 og sagde: »Lad mig dø sammen med filistrene!« Så rettede han sig ud med en sådan kraft, at huset styrtede sammen over fyrsterne og alle de folk, der var der. Sådan dræbte han ved sin død flere, end han havde dræbt, mens han levede.

(Dommerbogen 16)

Samson er uovervindelig. Der er ikke nogen mand som har magt over ham i det lange løb. Det er ham som vinder. De kan svække ham for en tid men ikke for bestandigt. Han kommer hele tiden tilbage:

v21 Men filistrene greb ham og stak øjnene ud på ham og førte ham ned til Gaza, hvor de lagde ham i lænker, og i fængslet blev han sat til at dreje kværnen. v22 Men hans hår, der var blevet skåret af, begyndte at vokse ud igen.

(Dommerbogen 16)

Samson – Solen – er ligesom Osiris. Hans hår vokser hele tiden ud igen. Verdens fyrste har ikke nogen magt over ham. Hvis den onde fyrste har fået magt over ham – gudsmanden – er det fordi Gud har bestemt det. Verdens fyrste har ikke selv nogen som helst magt over Samson.

Samson bliver forladt af Gud. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Som det hedder i Salme 22. Herren forlader ham. Skæbnen er hård men det som sker er nødvendigt for at Samson kan frelse hele verden.

v19 Hun dyssede ham i søvn i sit skød, og hun tilkaldte en mand, som skar hans syv hårfletninger af. Fra da af var han uskadeliggjort og havde mistet sine kræfter. v20 Så sagde hun: »Filistrene er over dig, Samson!« Han vågnede og tænkte: »Jeg skal nok slippe fra det og ryste mig fri ligesom de andre gange.« Han vidste nemlig ikke, at Herren havde forladt ham.

(Dommerbogen 16)

Den kvinde som han elsker – Dalila – svigter ham og bedrager ham. Hun udnytter ham. Hun lyver og lokker. Hun er ham helt utro. Dalila er en Judas. Dalila er en Jezabel. Hendes mund er fuld af søde ord og hendes tunge er glat men hendes tale er kun skarpe dolke. Hendes mund er fuld af ondskab og løgn. – Kvinden er beskere end døden.

v4 Senere blev han forelsket i en kvinde, der boede i Sorekdalen. Hun hed Dalila. v5 Filisterfyrsterne kom op til hende og sagde: »Du skal lokke ham til at røbe, hvor han har sine vældige kræfter fra, og hvordan vi kan få magten over ham, så vi kan binde ham og uskadeliggøre ham. Så vil vi hver give dig elleve hundrede sekel sølv.«

(Dommerbogen 16)

Hun misbruger den kærlighed som han føler over for hende. Hun bliver hans ulykke og undergang – men netop derved bliver hun hans frelser. Samsons død og undergang er nødvendig – uundgåelig. Ved sit lede bedrag gør den onde Dalila alt dette muligt. Hun er den eneste i hele verden som kan fælde Samson:

v15 Hun sagde til ham: »Hvordan kan du sige, at du elsker mig, når du ikke har tillid til mig. Nu har du narret mig tre gange og ikke fortalt mig, hvor du har dine vældige kræfter fra.« v16 Sådan pinte og plagede hun ham hver dag med sine ord, så han til sidst blev dødtræt v17 og fortalte hende sandheden.

(Dommerbogen 16)

Dalila er sødere en honning og stærkere end løven. Hun er den eneste der kan fælde Samson fordi han holder af hende:

v18  Den syvende dag, før solen gik ned, sagde byens mænd til ham:
      »Hvad er sødere end honning,
      hvad er stærkere end løven?«
Han svarede:
      »Hvis ikke I havde pløjet med min kvie,
      havde I ikke gættet min gåde.«

(Dommerbogen 14)

Dalila misbruger Samsons ærlige kærlighed. Han udnytter hans svaghed og ømhed for hende. Hun misbruger den seksuelle kærlighed – for ussel mammon. Hun er en sand Judas. Samson bliver kastreret. Af den kvinde som han elsker:

v19 Hun dyssede ham i søvn i sit skød, og hun tilkaldte en mand, som skar hans syv hårfletninger af. Fra da af var han uskadeliggjort og havde mistet sine kræfter.

(Dommerbogen 16)

Samson bliver ydmyget. Det som sker imod Samson er en stor uret. Gudsmanden Samson bliver nedværdiget og ydmyget lige som gudsmanden Jesus. Han bliver udstillet og de har deres morskab. Samson bliver nedværdiget seksuelt. Hans modstandere drikker sig fulde i vin og øl og i en rus ydmyger de ham. Gudsmanden er blevet forladt af Gud. Gud har taget sin ånd tilbage fra Samson. Gud er lige glad. Gud har prisgivet Samson. Gud vender sig bort. Gud ser ingenting. Samson bliver misbrugt og udstillet som et dyr. Han mister al sin værdighed. Han bliver korsfæstet af de onde filistre – mens de håner ham og gør nar ad ham. – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

v23  Filisterfyrsterne samledes for at holde en stor offerfest for deres gud Dagon [Ba’al]. De sagde:
      »Vor gud har givet
      vor fjende Samson i vor hånd!«
v25  Da de var kommet i stemning, sagde de: »Hent Samson, så vi kan have lidt morskab af ham.« Så hentede de ham fra fængslet, og de morede sig over ham. De stillede ham op mellem søjlerne, v24  og da folket så ham, lovpriste de deres gud.
v26  Samson sagde til drengen [slaven], der førte ham ved hånden: »Slip mig, og lad mig røre ved søjlerne, som bærer taget, så jeg kan læne mig til dem.« v27  Huset var fuldt af mænd og kvinder, alle filisterfyrsterne var der, og på taget var der omkring tre tusind mænd og kvinder, som så på, at de morede sig over Samson.

(Dommerbogen 16)

Men den onde fyrste får ikke lov til at sejre over Samson. Samson er en mægtig gudsmand. Han er en kæmpe. Guds ånd vender tilbage til ham - og helt overvældet af Guds ånd og kraft styrter han templet i grus. Samson sejrer. Gud sejrer. Samson kæmper for alle dem som er under Djævelens herredømme. Gud er med ham. Samson bliver ophøjet. For Samson er hans død en genoprettelse og en ophøjelse.

Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, v40 ham oprejste Gud på den tredje dag.

(Apostlenes Gerninger)