N F S Grundtvig - livssyn og menneskesyn. Den Christelige Børnelærdom og Grundtvigs Vennetaler.

Den kristne kirke er ikke noget Læse-Selskab, som Grundtvig siger, og Jesus beder os ikke om at tro på skriften eller Det nye Testamente! Vi bliver ikke døbt fordi vi lover at overholde Bibelen som en lovbog – vi bliver døbt fordi Gud i dåben antager os som hans børn eller sønner og døtre. Skriften forudsætter dåben som noget allerede givet – skriften beviser ikke dåbens kristelighed og skal heller ikke bevise dåben. Troen er meget ældre end skriften. Kirken eller menigheden eksisterede længe før end Det nye Testamente – kirken opstod først - og skriften er kirkens produkt eller vidnesbyrd. Diskussionen om forholdet til skriften – Bibelen – spillede en enorm rolle i Grundtvigs forfatterskab. Han kæmpede med sin egen tvivl og tro. Han kæmpede på menighedens vegne i en vis forstand. Han søger at give den kristne tro et fast fundament – en plads på klippen.

Jesus er IKKE opstået fra de døde fordi det står i Det nye Testamente siger Grundtvig. Nej lige omvendt: FORDI Jesus opstod fra de døde – står det også beskrevet i Det nye Testamente! Noget er IKKE sandt fordi det står i Bibelen siger Grundtvig. Bibelen er ikke troens regel og bibelen er heller ikke en norm for hvad der er sandt. Bibelen er kun døde bogstaver. Ånden er normen og ånden fortæller hvert enkelt menneske hvad der er sandt. Vi kender sandheden fra helligånden – direkte – ikke fra Bibelen. Helligånden taler til alle mennesker – helt uanset om de har læst i Bibelen.

På Grundtvigs tid blomstrer kildekritikken af Det nye Testamente som var stærk allerede i det 18 årh. I dag er vi kommet endnu længere i denne bibelkritik. De samtidige professorer sagde til Grundtvig at hans kirkelige anskuelse og tro var i strid med Det nye Testamente. Grundtvig blev latterliggjort og gjort til grin. Grundtvigs velsignede Lys-Tanke – fra 1825 – blev helt afvist af de lærde på universitetet. Grundtvig tog helt fejl. Grundtvig hævdede at dåben og ordene og riterne ved dåben var meget ældre end skriften og derfor kirkens sikre fundament. Men Grundtvigs tanker blev afvist. Man afviste at kirken havde en sådan trefoldig og sagde man indviklet trosbekendelse på så tidligt et tidspunkt. Man hævdede at dåben og ordene ved dåben og riterne var meget senere – de udviklede sig først efterhånden i oldkirken.

Grundtvig leder efter en plads på klippen så at hans tro og hans egen personlige tro fik et fast urokkeligt fundament. Dette fundament eller mægtige Beviis – som han siger – fandt han i Menighedens mægtige Vidnesbyrd som han siger i Den Christelige Børnelærdom fra ca 1860.

Grundtvig siger at det som vi har set og hørt – det tror vi på. Vi tror på det som vi har sanset eller oplevet – ikke uden videre på det som vi har læst – det kan altid diskuteres. Det nye Testamente er et sådant Vidnesbyrd – dvs det giver udtryk for hvad de første kristne troede på. De aflægger vidnesbyrd – de vidner om det som de har oplevet, set, følt og hørt. De har hørt Ordet i Grundtvigs sprogbrug. De har oplevet Helligånden. Grundtvig har en urokkelig tro på at vi mennesker kan opleve Helligånden eller Herrens Nærværelse. Vi ser Gud eller vi hører ånden eller vi mærker Helligånden. Helligånden kommer over os. Ånden er nok usynlig – siger han – men den er kiendelig – dvs den kan ses eller konstateres eller opleves. Helligånden er virkelig. Gud er virkeligt nærværende! Vi kan mærke ham eller føle ham. Vi tror på det virkelige siger han! Vi tror på det som vi har oplevet som virkeligt – ikke på noget som vi har læst om i en gammel støvet bog.

Vi tror ikke på Gud eller Kristus fordi det står i Det nye Testamente. Vi tror på Herren – fordi vi har oplevet og hørt Herren. Helligånden taler til os fra mange steder. Helligånden taler til os gennem andre mennesker – de er åndens Redskaber. Vi tror på det som vi har set med vore egne øjne. Så simpelt er det. Det nye Testamente er ikke kilde til den kristne tro og heller ikke en lovbog eller en bog som definerer hvad sand tro er. Det nye Testamente er ikke fundamentet for troen. Troen er ældre end Bibelen. Tværtom er troen meget ældre end Det nye Testamente. Troen og ånden aflægger sine Vidnesbyrd i Bibelen – lige som vi mennesker i dag kan aflægge vidnesbyrd om noget vi har set og hørt eller oplevet. Vi aflægger vidnesbyrd når vi vidner i en retssag. Kirkens historie består af disse vidnesbyrd. Mennesker fortæller om hvad de oplevede.

Jesus er ikke opstået fra de døde fordi det står i Det nye Testamente, siger Grundtvig. Nej lige omvendt. Fordi Jesus opstod fra de døde – vidner de første kristne om deres oplevelser. Noget er ikke sandt fordi det står i Bibelen – det ER objektivt sandt – og derfor står det OGSÅ i Bibelen siger Grundtvig! Vi tager ofte fejl. Vi bytter om på ledene.

Det nye Testamente er altså et slags ekko af ånden og troen og af den kristne kirke. Kirken er meget ældre end Det nye Testamente og den kristne tro er ikke en bog tro eller en overtro på den døde bogstav skrift som Grundtvig siger. Vi har troen på grund af det som vi har oplevet. Vi har fået Helligånden og vi har mødt Helligånden. Derfor tror vi.

Det menneske so har troen kan læse Det nye Testamente ud fra troen og ud fra ånden. Derfor er der intet i Bibelen som strider med troen når vi læser Bibelen på denne måde. Grundtvig afviser alle de kloge indvendinger fra de lærde professorer. De rammer ved siden af fordi de jo ikke læser Bibelen ud fra troen.

De blinde kan ikke se noget og hvis man er døv kan man benægte at der overhovedet findes lyde. Når vi møder Guds Ord og Aand bliver vi forvandlede siger Grundtvig. Vi bliver genfødte. Vi får et nyt liv – et nyt Menneske-Liv. Et nyt liv fødes. Den genfødte menneske kan høre ånden – sin egen ånd og Guds ånd – men de ikke genfødte kan ikke høre noget som helst. Det er Grundtvigs grundlæggende tanke.

Menigheden vidner om at den har hørt Gud – den har hørt Guds Ord. Dette vidnesbyrd er det sikreste af alt. Det kan ikke afvises eller modbevises. Menigheden har ikke læst om Jesus i en gammel bog – de har mødt Kristus. De vidner om det som de har oplevet. Det som menigheden siger er sandt. Et ægte og ærligt vidnesbyrd er sandt. Menigheden vidner med et ærligt hjerte. Menigheden vidner som den har gjort i 2000 år – det historiske bevis er næsten ikke til at afvise siger Grundtvig. Menigheden er den virkelige kirke – ikke en teoretisk kirke som man har konstrueret paa fri Haand som han siger! Den kristne tro kan ikke konstrueres på fri hånd ud fra Bibelen. Den er en historisk fast størrelse. Kirken har levet uafbrudt i 2000 år – en ubrudt kæde som han siger. Det som menigheden vidner om er den sande tro. Helligånden vidner sammen med menigheden. Når menigheden taler og vidner – så taler den med Helligåndens stemme. Helligånden taler gennem menighedens mægtige vidnesbyrd.

… maatte jeg nødvendig føle inderlig Medlidenhed med Børnene og hele det uoplyste Folk som de ypperste præster og Skriftkloge ikke blot forholdt Christi Evangelium, men stræbde med falsk Skrift-Fortolkning, med Spot, og med verdslig Magt, at udelukke derfra, netop som skrevet staaer: - Vee eder I Lovkyndige, I har taget Kundskabs-Nøgelen, og selv gaaer I ikke ind, men forhindrer dem, som vilde gaae ind!

Børnelærdommen s 211.

Hele den velsignede Lys-Tanke fra 1825 – den såkaldt mageløse opdagelse – er bestemt af dette synspunkt. Grundtvig er vred over at de skriftkloge – teologerne og professorerne – har opkastet sig til mellemmænd og hele hans teologi kommer til at bestå i at genindsætte alle mennesker – alle almindelige mennesker – i deres rette plads. Kirken har gjort menigmand til et hjælpeløst og værgeløst offer. Konsekvensen af den gamle tankegang er ifølge Grundtvig at kristendommen bliver helt umulig for almindelige mennesker. Almindelige mennesker – som på Grundtvigs tid knap kunne læse - bliver prisgivet elitens eller de skriftkloges og selvkloges vilkårlighed. Menigmand kan ikke selv afgøre hvad der er sandt. Menigmand kan ikke på egen hånd finde troen. Han er henvist til de kloge som har kastet sig op til et monopol – som troens herrer. Den gamle papistiske surdej er ved at gentage sig i den lutherske kirke i Danmark. Grundtvig er forarget og vred over denne udvikling. Han føler en dyb solidaritet med almindelige mennesker. Han afviser den elitære tankegang. Hvert enkelt menneske har en direkte adgang til troen og sandheden. Hvert enkelt menneske hører Guds stemme. Alle mennesker føler eller oplever Gud. Intet menneske er henvist til at kende Gud på anden hånd. Teologerne på universitetet har stjålet nøglen på nøjagtig samme måde som paven i romerkirken stjal nøglen. Grundtvig gør igen det enkelte menneske værdigt og voksent og myndigt. Vi vidner om det som vi har set med vore egne øjne. Det er den eneste sande kristendom og kristentro.

Kraft-Beviiset i Det virkelige, levende Liv.

Grundtvig anvender argumentation, skriftcitater, retorik og logik – som alle andre forfattere! Men hele tiden opstiller han en modsætning mellem det levende Ord og bogstaverne. Der er ingen ånd og intet liv i bogstaverne som sådan. Der er kun kraft eller liv eller ånd eller Beviss i det som er levende – i det som er virkeligt!

Ingen bliver troende eller en kristen ved at læse i Det nye Testamente. Vi tror på det som er levende og virkeligt. At noget er levende eller virkeligt viser sig i virkningen eller i følgerne. Når et menneske taler til mig – kan det være Guds ord til mig som hun eller han taler. Det afgøres af ordenes virkninger. Guds Ord gør levende, det spreder Lyset og det giver ånd og liv til mig. Hvis hun siger noget til mig som giver disse resultater – så taler hun Guds Ord, siger Grundtvig! Det kalder han Kraft-Beviiset. Ordene eller det som høres eller noget som opleves – kan være Guds Ord eller Herrens Gierning – det kan vi se på følgerne og virkningerne. Tingene beviser sig selv ved deres frugter. Træet er et godt træ – fordi det bærer de gode frugter. Frugterne eller følgerne kan vi se og føle. Og på den måde kan vi vide om det er ånden som taler til os. Ånden er den som gør levende – gør os mere levende i krop og sjæl. Den som kender barnet kender også moderen!

Gud taler gennem mennesker. Ordet blev Kiød – en sætning som Grundtvig bruger i alle mulige sammenhænge. Vi oplever Ordet som Kiød dvs som noget mennesker gør eller siger – eller som noget der sker i vores liv! Vi oplever noget som overbeviser os – noget som er evident. Derfor tror vi på det. Bogstavskriften har ikke denne kraft og ånd siger Grundtvig. Vi overbevises kun af noget som er virksomt eller levende – dvs af noget åndeligt. Det åndelige virker netop – derfor sejrer det åndelige.

Da Jesus levede blev Guds Ord ifølge Grundtvig talt af et menneske til andre mennesker. Jesus var fuldt ud og helt igennem et menneske som dig og mig. Det som skete dengang sker også lige nu på samme måde. Mennesker taler Guds ord til sig selv og til andre mennesker. Der er ingen forskel. Jesus talte ikke sine egne ord men Faderens ord og han gjorde ikke sine egne men Faderens gerninger. Sådan er det også lige nu. Pludseligt taler mennesker Guds ord og de gør Guds gerninger. Gud taler igennem dem og Gud handler igennem dem. Ånden kommer over dem eller ånden får dem til at føle noget, se noget, sige noget og gøre noget. Vi er Guds redskaber og hans talerør. Vi er hans repræsentanter. Paven tror at han alene er Guds statholder eller repræsentant. Han tager helt fejl. Vi er alle sammen Guds talerør og medium.

[Har vi nu modtaget det evige liv? Lever vi nu det evige liv?] … Det kan ikke besvares med noget Sprog [vers] af Skriften [Bibelen] eller med nogen lærd og kløgtig Afhandling, men eene af Christnes Vidnesbyrd og af vor egen Erfaring, naar vi føle os indtraadte i et levende Samfund … Om dette Samfund vidner jeg baade for Gamle og Unge at det virkelig findes hos os og at Veien til at indtræde og glæde sig i det naturligviis først og fremmest er Følelse af Trang og Lyst dertil … Hertil siger jeg at det kommer an og ingenlunde paa den større eller mindre Grad af Tydelighed og Klarhed i vore Tanker om Grunden til dette vidunderlige Samfund … eller om Maaden hvorpaa det virkes.

Vartov 2 s193.

Det som er sandt og det som vi kan tro på er det som vi har erfaret. Alle mulige religiøse spørgsmål kan ikke besvares ved at citere skriften eller ved vore kloge eller skarpsindige tanker. Virkeligheden finder vi ikke ved at spekulere eller analysere med vores forstand eller fornuft. Klippen finder vi ikke ved at læse en historie om Jesus i Det nye Testamente. For mennesket er det centrale spørgsmål: - Er jeg fortabt? Er jeg frelst? Er livet godt og smukt? Kan vi stole på livet? Findes der en kærlig fader i himlen? Er kærligheden stærkere end døden? Vi kan ikke besvare disse evige spørgsmål ved at læse i Bibelen. Vi kan kun finde svaret i vore erfaringer – i det vi har set og følt og oplevet. Vi kan stole på det som vi så med vore egne øjne. Det er det eneste som vi kan bygge på. Det er den klippe som huset skal bygges på, siger Grundtvig.

Alderen.

Det er Gudske lov gaaet mig i Livet som alle i dag: Klokken er blevet mange, før vi mærked det.

NFS Grundtvig: Vennetaler 1865.

Christendommen er riimelig nok!

Grundtvig kritiserer Søren Kierkegaard på mange forskellige måder. En af disse kritik punkter formulerer han som sætningen at Christendommen er rimelig nok! Grundtvig afviser Kierkegaards fremstilling af kristendommen som urimelig, paradoksal og umenneskelig og unaturlig. Lige modsat er det kristne budskab et budskab som alle mennesker vil hilse velkommen siger Grundtvig. Evangeliet er et tilbud som handler om dette liv, vores verden. Kristendommen findes egentlig kun som denne kristendom til Hverdags-Brug som han siger. Evangeliet er en opfyldelse af alle menneskers trang og håb. Evangeliet er det som alle mennesker søger eller længes efter. Evangeliet er vores befrielse og vores genindsættelse i Paradis-Livet. Intet sundt eller oplyst eller normalt menneske kan i virkeligheden afvise den kristne tro. Den kristne tro udtrykker det menneskelige og det fællesmenneskelige håb om en bedre verden, et rigere liv – længslen efter glæden og freden og det velsignede liv. Denne længsel findes i alle mennesker. Mennesket har en Trang til evangeliet – Gud er virkelig en fader som vil varetage sine børns virkelige og levende interesser! Kristendommen er ikke en samling af absurditeter eller paradokser. Grundtvig hader paradokser. Paradokser er puure Løgn, som han siger. Sandhedens Aand kan ikke modsige sig selv.

Troen er en historisk realitet. De luthersk-ortodokses Luft-Kastel.

… at vi som Ordets og Menighedens Tjenere aldrig maa blive trætte af at foreholde os selv og Menigheden at Ordet og Troen ei kan eller maa bygges paa nogen Skrift eller bedømmes derefter da ingen Skrift … kan være nær saa sikker som den lydelig bekiendte Menigheds-Tro og da en Bogstav-Skrift … er livløs og kan da hverken giøre Ordet eller Troen levende som de dog begge maa være for at skiænke os det aandelige og evige liv.

Børnelærdommen s 229.

… Det nye Testamente forudsætter heel igiennem Christi [mundtlige] Evangelium … og forudsætter en troende Menighed [som eksisterede før skriften], paa hvis Oplysning og Formaning Alt er stilet … Vor hellige Skrift meddeler ogsaa tydelig at Vor Herre Jesus Christus og Hans Evangelium kom til Verden og at den tilsvarende Tro blev bekiendt og udbredt, med glødende Tunger i den Helligaands Kraft, førend der blev skrevet en Tøddel af, hvad vi nu læser derom, saa det er soleklart at [der må eksistere] … en anden og ældre Vei end Pennens paa Papiret … Herren talede et bestemt Ord til Apostlene, som de skulde meddeele ligesaa reent og varmt, som de havde modtaget det [den levende kæde].

Alle som vil beraabe sig på skriften og hævde dens Anseelse maae da vel vogte sig for at udgive den for det Modsatte af hvad den efter sin Bekiendelse er … saa vi vilde aabenbar være vort Nye Testamentes aabenbare Forrædere, hvis vi trods denne Oplysning … vilde udgive den for Evangeliets, Troens og Menighedens Ophav eller for en Troes-Regel!

Børnelærdommen s 227-228.

Ifølge Grundtvig kan vi ikke finde evangeliet eller kristendommen paa fri Haand. Vi kan ikke læse os til hvad der er evangeliet eler troen eller livet eller det evige liv. Vi møder evangeliet, fordi vi hører det og oplever og sanser og mærker det. Vi mærker Guds Aande-Pust som han siger. Det menneske som kommer til troen oplever Gud eller oplever Helligånden. Troen kommer fordi vi helt jordisk eller helt konkret har oplevet det guddommelige eller evige. Helligånden bor og virker på jorden, i det vi oplever, i vore relationer til børn, forældre, kærester – og i vores oplevelse af hele livet og naturen. Vi bliver så at sige omvendte – fordi vi oplever Gud eller Ånden eller vi hører at Gud taler til os eller vi ser pludseligt at Gud har handlet i vores liv og sat os fri og reddet os. Troen kommer altid af en erfaring.

Troen kommer ikke af at vi har læst noget om Jesus i en gammel støvet bog som han siger. Hvis vi læser Bibelen med Helligånden – så vil Gud sikkert tale til os. Men hvis vi blot læser i Bibelen – uden ånd eller uden tro eller uden følelse eller uden higen – så finder vi ikke noget som helst. Teologerne tror at de kan konstruere den kristne tro paa fri Haand – ved at granske skriften – men de tager fejl. Den kristne kirke er ikke noget Læse-Selskab men et trossamfund siger han. Kirken består af de helliges samfund, de kaldede, dem som har hørt Guds stemme. Gud taler til hvert enkelt menneske i et sprog som hun eller han kan forstå. Når Gud viser sig er vi egentlig ikke i tvivl. Vi kan se Gud og høre at det er Gud. Troen bygger på en dyb erfaring – derfor bevirker troen også en lovsang, en glæde og en fred – som overgår al forstand. Det menneske som bliver kaldet og tiltalt af Gud bliver flyttet over i Guds rige – et åndeligt, usynligt, men meget virkeligt rige her på jorden. Det menneske får arveretten – det får et borgerskab i himlen – det kommer ind i Fader-Huuset som Grundtvig siger.

Guds rige er ikke af denne verden og det betyder at det ikke kan identificeres med ydre, jordiske sociale fænomener – sådan som papisterne gjorde – siger Grundtvig. Guds rige opstod ved Jesu opstandelse fra de døde og det har eksisteret lige siden og det skal aldrig forgå. De som lever i Guds rige skal ikke dø men netop leve og forvandles – med deres sind og følelser og krop. De skal fornyes og forvandles fra Klarhed til Klarhed i en evolution. I Guds rige er der ingen død – kun lys og liv og glæde.

Troen er så at sige for Grundtvig en konkret historisk størrelse som opstod med Jesus i det 1. århundrede. Troen har levet og virket lige siden. Troen er givet på forhånd. Troen er den vel bekendte gamle tro som han siger. Teologerne kan ikke på fri hånd analysere skriften eller andre kilder og konstruere den kristne tro. Troen er givet – den skal ikke opfindes. Det menneske som har følt og mærket Helligånden har troen og det menneske er sikker i sin sag. Vi har selv oplevet det og hørt det og sanset det – det er troens grundlag. Troen hviler på det som er erfaret – det som vi er sikre på.

Den glade kristendom og de lystige Viser. Opgøret med de Skin-Hellige.

Grundtvig taler i sinne såkaldte vennetaler i de sidste år af hans liv om vores – altså grundtviginanernes – lystige Christendom og om vore lystige Viiser! Når han taler sådan er det en blanding af spøg og alvor og med en vis selvironi og han refererer også rygtet ude i verden. Men disse udtryk er også alvorligt ment.

Meningen med det kristne budskab er at mennesker skal blive glade! Meningen er bestemt ikke at de skal blive modløse eller skyldtyngede eller opgivende. Når mennesker møder evangeliet får de en ny kraft, et nyt liv, en ny glæde og en ny fred i sindet. Guds rige er fred og glæde for mennesket. Guds rige er nye kræfter og energi. Det kristne budskab er ofte i historien blevet til lov og lovreligion. Kirken har været fyldt med åndelige Mørke-Mænd som både har truet og presset. Men det er en forvanskning af evangeliet. Meningen med evangeliet er at vi skal befries for fortiden. Når vi hører evangeliet skal vi blive lettede og ånde lettet op. Evangeliet fortæller os at vi er gode og smukke mennesker som Gud elsker. Evangeliet fortæller os ikke at vi er arme syndere! Det er bestemt ikke noget evangelium! Evangelium er Jule-Budet – som han siger – Se jeg forkynder en stor glæde for hele folket! Evangeliet gør os mægtige og stærke – evangeliet giver os vores værdighed og stolthed tilbage. Evangeliet giver os vores naturlighed og naturlige livsglæde tilbage.

Den historiske Jesus er et Mønster og et Forbillede – et For-Billede. Guds-Barnets Vext i Menigheden.

Kirken har indtil nu haft øjet rettet på det nyfødte Jesus barn i krybben og den fuldvoksne Jesus som i en alder af 30 år – siger Grundtvig – træder frem offentligt. Men kirken har lige som troet at den fuldvoksne mands tro og tanker var fuldt færdige fra fødslen – fra starten.

I sine Vartov prædikener gør Grundtvig meget ud af at sige at dette billede er falsk. Den historiske Jesus gennemgår en modnings og udviklingsproces. Grundtvig hæfter sig ved beretningen om den 12 årige Jesus i templet. Jesu tanker og tro og kærlighed vokser gradvist frem i ham - ved Guds ånd. Først efterhånden kommer Jesus frem til at tro at han er Guds søn og verdens frelser. Først gravist – i en evolutionær proces – opdager den historiske Jesus at han er verdens frelser. Disse tanker og denne tro havde en yngre Jesus eller barnet Jesus ikke.

Hele pointen i Grundtvigs forfatterskab er at vise at tingene modnes og vokser frem og fuldendes. Grundtvig har en dynamisk opfattelse. Jesus bliver på den måde alle menneskers Forbillede eller For-Billede og Mønster. Som det skete for Jesus skal det ske for os. Vi vokser på samme måde op til en modenhed – lige som en spire eller en plante. Udviklingen eller evolutionen er organisk – og den skyldes at der er en ånd og et liv inden i os. Helligånden virker inden i os – og derfor modnes og udvikles vi – fra Klarhed til Kllarhed som han siger. Dybest set er vi ét med Kristus – og gennem livet udvikler vi os hen imod Kristus. Gradvist kommer vi til at ligne Jesus, vore tanker og følelser og vores kærlighed kommer gradvist til at ligne hans. Jesus er vores Mønster eller vores mål. Til sidst skal vi blive fuldstændigt som ham – på samme måde som den lille dreng en dag skal blive lige så stor og mægtig som sin fader! Den lille dreng ser med beundring på sin fader og drømmer og fantaserer om at blive lige så stor som ham – og gennem en lang og gradvis proces – modningen – bliver han faktisk til sidst nøjagtig som sin fader – det er det billede som Grundtvig bruger!

Jesus udvikler sig så at sige fra det naturlige almindelige menneske til det guddommelige menneske. Jesus vokser op som alle andre børn og hans relationer til forældre, familie og andre er som alle andre børns relationer. Men Guds ånd virker inden i ham og forvandler ham i en langsom glidende proces. Ved at se på ham – kan vi se hvilken vej vi selv skal gå. Han er vores forbillede – og han er et For-Billede eller et før-billede af alle mennesker. Vi er skabt til og bestemt til at blive som Gud selv. Det er vores natur eller Telos eller mål. Det er meningen med at leve som et menneske. Vi er ånd – vi er på den måde radikalt forskellige fra de umælende dyr siger Grundtvig. Mennesket er ikke nogen abekat som han siger!

På den måde siger Grundtvig at Jesus fødes inden i den troende, inden i mig, og at dette Gudsbarn, denne Guds søn vokser dagligt og støt. På en måde fødes Jesus i Jødeland for 2000 år siden og på en anden måde fødes og undfanges han inden i mig. Efterhånden som gudsbarnet vokser inden i os får vi en stigende Visdom herovenfra som han siger – en visdom som skal forbavse verden – akkurat som det skete med den 12 årige Jesus!

Det er derfor at Grundtvig omtaler det troende menneske som Guds-Mennesket og derfor at han taler om vores Guddoms-Liv! Vores liv er så at sige en gentagelse af Jesu liv! Jesus er vores ældre broder – og som små brødre ser vi til ham og ønsker at komme til at ligne ham.

Beretningen om den 12 årige Jesus bliver for Grundtvig et billede på den kristne menighed i en bestemt fase. Det viser at kirken eller menigheden er vokset og blevet mere udviklet – kirken er kommet ud af sin spæde alder. Grundtvig tror at menigheden og kirken på hans tid nu er kommet ind i en manddomsalder – og Grundtvig tænker i de sidste år af hans liv – at Jesu genkomst og dømmens dag nu kommer snart! Hele hans teologi i de sidste år af hans liv er præget af denne eskatologiske forventning: - Kom Herre Jesus, Kom!

Væksten skyldes ikke vores ego eller forstand eller tanker – væksten sker af sig selv – dvs den skyldes ånden og Guds ånd – den kommer til os udefra – og ikke indefra:

… Fordi det er som Herren siger med Guds Rige, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden og sover og staar op, mens Sæden bliver høi, før han veed det.

Vartov prædikener bind 7 s 60.

Heste-Møllen. Den lærde skole. Den gruelige Skiærs-Ild.

… lige fordærvelig for Sjæl og Legeme og allermindst forenelig med det troende Hjerte, det fribaarne Sindelag, den folkelige Stemning, og den aandelige Drift til med voxende Kræfter og stigende Oplysning at gribe kækt ind i det bevægede Menneske-Liv. … Ligesom berømte Læger alt længe ei blot paa den legemlige Sundheds Vegne har gjort stærke Indsigelser mod den tidlige og langvarige Skolegang men tillige kraftig bekæmpet den gamle Fordom at Sjælen vandt i Skolen hvad Legemet tabte… [Lægerne] opløfte Røsten mod det Skolevæsen der fordærver baade Sjæl og legeme i Helhjem [skolen er et helvede!].

Børnelærdommen s 251

Citatet viser Grundtvigs kendte kritik af den lærde sko, latinskolen eller den sorte skole. Grundtvig kalder sit standpunkt det hygiejniske Standpunkt – bl a fordi denne sag – fx mht til børnearbejde og arbejde i det hele – blev voldsomt diskuteret i samtiden.

Skolen som den er nu er ukristelig – umenneskelig, ødelæggende og ukristelig. Grundtvig skelner netop ikke mellem det menneskelige og det såkaldt kristelige. Den sorte skole er netop UFORENELIG med det troende Hjerte! Dette pineri er dels uforenelig med den kristne tanke og tro – dels helt uforenelig med Hjertet – hvorved Grundtvig forstår det menneskelige, vores natur, vores medfødte og skabte natur. Udtrykkene om det menneskelige – jordiske – og det kristelige smelter helt sammen i Grundtvigs tankegang – Grundtvig blev da også forkastet som en ren hedning af pietisterne og Indre Mission!

Citatet viser også noget af hans menneskesyn. Det som er målet for opdragelsen og skolen og uddannelserne er at fremavle det sande menneske. Den daværende skole – og opdragelse – gjorde de unge mennesker til trællesjæle, den var underkuende ifølge Grundtvig. Menneskets natur er frihed og kækhed og stolthed. Menneskets natur er at løfte hovedet, at rejse sig og være uden frygt og frimodig og ikke tynget af alskens bekymringer. Grundtvig siger igen og igen at evangeliet og den kristne tro forudsætter og kræver friheden. Troen kan kun være fri. Troen gør mennesker frie og modige og stolte. Hvis der ikke er frihed i samfundet – kan evangeliet ikke høres eller modtages. Evangeliet kan ikke pånødes nogen. Gud hader al den slags hykleri og skin. Uden frihed - både personlig frihed, psykisk frihed og samfundsmæssig frihed – kan Guds Ord og evangeliet slet ikke vinde frem. Grundtvig er en voldsom modstander af enevældens gamle statskirke og tvangskirke.

Grundtvig har typisk et monistisk syn. Det viser sig i citatet. Sjæl og legeme erfor så vidt og en enhed. Den sorte skole skader de unge mennesker – og dermed hele samfundet – både på sjæl og legeme. Det kristelige og det menneskelige kan ikke skilles – Grundtvig ser en enhed, en sammenhæng – han er monist – på samme måde som hele romantikken – hans samtid – havde en monistisk opfattelse. Tro og erkendelse er dybest set ét og det samme og vil smelte sammen efterhånden som udviklingen skrider frem. Tro og viden og videnskabelighed er dybest set ikke modsætninger eller uforenelige – de er dybest set ét og de vil nærme sig hinanden og engang blive ét. Livet og lyset, det levende liv og vores viden og forståelse er ét. At vide noget er at man har erfaret det konkret i det levende liv.

Den lærde skole adskiller sjæl og legeme og tror at man kan nøjes med at dyrke forstanden og intellektet – og godt kan svigte kroppen og legemet. Det er det som han vender sig imod. Grundtvig siger at teori og praksis er ét og hører sammen. Vi lærer igennem praksis – ved at gøre virkelige levende erfaringer, ved at prøve ved at handle. Grundtvigs skolesyn for stor betydning for den senere uddannelsesdebat og på pædagogikken.

Hele sagen var så afgørende for Grundtvig at han i sine skrifter fra 1850 erne fastholdt at hvis der ikke skete en forbedring af skolen, uddannelserne og universitetet – ville han og hans venner – grundtvigianerne – udtræde af folkekirken og oprette deres egne skoler! Højskoletanken var præget af den samme tanke. Hele denne egentlig meget menneskelige problemstilling er altså ifølge Grundtvig også afgørende kristeligt eller kirkeligt. Kristentroens forudsætninger og rødder er det frie menneske, det stolte og kække menneske – den frie folkelighed – oplysningen som han kaldte det. Uden en virkelig ægte menneskelig oplysning – ingen kirke, ingen tro, ingen kristendom.

… saa vi for at bjerge [redde!] Menigheds-Livet og redde den christelige Oplysning fra enten at uddøe eller, hvad der løber ud paa det samme, staae stille, maatte træde ud [af folkekirken]…

Børnelærdommen s 255.

Den kristelige oplysning er en bred omfattende oplysning som omfatter både krop og sjæl og ånd. Den sorte skole ødelægger ikke bare sjælen men også det legemlige og den sorte skole ødelægger alt livsmod og virkelyst og initiativ og kækhed, vovemod og kraft. Når Grundtvig taler om den kristelige eller menneskelige Oplysning taler han om noget meget omfattende. Den omfatter også karakter egenskaber, følelser og evner. Grundtvig kritiserer samfundet og skolen får at ødelægge det menneskelige. Hele ånden i samfundet er blevet unaturlig siger han. Den hestemølle som de unge trækkes igennem tager initiativ og kraft fra de unge mennesker. Kristendommen er et forsvar for den menneskelige natur – skabelsen og vores natur som skabninger. Det er derfor at Grundtvig kan gå så langt at han overvejer af bryde med kirken og skabe en fri uafhængig kirke. Menneske først og kristen så. Hvis ikke det danske folk først bliver et hjertelig, naturligt opvakt folk menneskeligt set – bliver det i al fald aldrig et kristent folk. Der er noget som kommer først og noget som først kan komme siden hen, mener Grundtvig. Hvis mennesket ikke i forvejen har ånd og hjerte – kan det slet ikke modtage evangeliet. Den primære opgave er derfor menneskelig. Og væksten i Guds rige er primært menneskelig. Gud vil at vi skal blive mere hele mennesker og mindre angste eller vrede og mindre afmægtige og meget mindre føle os som ofre! Grundtvig mener at denne menneskelige Oplysning eller Almeen-Oplysningen er blevet svigtet konsekvent – både af den romerske kirke og af de lutherske statskirker. Den kristne kirke er ikke nogen Sect som han siger – den er ikke isoleret eller adskilt fra verden. Grundtvig kritiserer netop pietisterne – senere Indre Mission – for at isolere kirken totalt fra samfundet. Indre Mission er lige glad med samfundet – verden ligger bare i det onde og de kristne skal ikke bekymre sig om verden. Dette pietistiske syn bekæmper Grundtvig voldsomt og indædt. Kirken og folket har en fælles sag. Kirken er Staden paa Bjerget – og den har en menneskelig mission – at sprede lyset i verden – lyset i den aller videste betydning!

Oplysningen er altid fremadskridende – Grundtvigs opfattelse er netop dynamisk. Hvis oplysningen går i stå – er den så godt som død. Tingene udvikles hele tiden. Oplysningen er fremadskridende. Menneskets udvikling og forvandling er fremadskridende. Det som står stille er kun det døde – det døde bogstav. Der er kun ét liv og kun én ånd. Folke-Aanden er – hvis den er ægte – en del af Guds ånd og Helligånden. Ånd kan ikke skilles fra ånd for ånd er dybest set bare liv og kraft. Gud vil at folkeånden og det enkelte menneskes ånd skal styrkes og udvikles. Grundtvig så i hans egen levetid store fremskridt for både folkeånden og den nordiske ånd og for Helligånden. Folkestyret, den forøgede frihed, tolerancen, ytringsfriheden, vækkelsen, den øgede værdighed hos almindelige mennesker, alle fremskridtene – også de materielle fremskridt - var for Grundtvig et bevis på fremvæksten af ånden – både menneskeligt og kristeligt. Kærligheden og bevidstheden vokser og vokser faktisk ned igennem tiden – siger Grundtvig! På samme måde vokser venligheden, kærligheden og omsorgen i det enkelte menneskes liv. Vi vokser og modnes – og vi bliver takket være Guds ånd mere og mere kærlige – når vi bliver ældre! Kærligheden er meget stærkere i os når vi er 60 år end når vi er 20 år – fordi Guds sæd vokser og virker og skaber en ny plantelse inden i os.

Rationalisterne i det 18 århundrede havde en statisk opfattelse. Al sand viden er evig og uforanderlig og ændrer sig ikke igennem tiden. Det er denne statiske opfattelse som Grundtvig bekæmper hele sit liv. Oplysningen og sandheden og videnskaben og indsigten udvikler sig organisk og dynamisk. Meget kan vi ikke forstå lige nu – men engang i fremtiden vil vi forstå det siger Grundtvig. Vi forstår i dag noget som Luther i 1500 tallet slet ikke kunne forstå siger Grundtvig! Ånd og forståelse og sandhed ændrer sig og forandrer sig ned igennem tiden! Oplysningen er fremadskridende og står aldrig stille. Mennesket forandrer sig. Fordi alle ting er levende – der er en ånd inden i historien og inden i det enkelte menneskes liv siger han!

Den christelige Omvendelse.

Den christelige Omvendelse bestaaer kun i det oprigtige Ønske at blive ham [Satan, dødens magt] kvit der som den store Menneske-Morder ligesaavel er Menneske-Hjertets arrigste Fiende som han er Mørkets Fyrste og Løgnens Fader, Guddoms-Lysets og den sande Guds arrigste Fiende. Saa kan det i grunden aldrig falde et Menneske vanskeligere at omvende sig … end det faldt den forlorne Søn i Lignelsen som Svine-Hyrde med Hungers-Døden for Øine at gaae i sig selv og ønske sig Hiemme.

Børnelærdommen s 121

Grundtvig har en hhelt anden opfattelse af omvendelsen end vi fx finder hos pietisterne og senere Indre Mission. Hans pointe er at det menneske som er vågent og opmærksomt og bevidst – selvfølgelig omvender sig eller som en selvfølge vælger lyset frem for mørket, vælger livet frem for døden. Evangeliet giver os et tilbud som vi så at sige ikke kan sige nej til – hvis ellers vi har noget menneskeligt eller følsomt hjerte. Når Grundtvig taler om det hjertelige og om vores Hierte mener han det naturlige menneske – det almindelige menneske – ikke om det troende eller kristne menneske. Når verden eller mange i verden derfor siger nej til denne omvendelse skyldes det ifølge Grundtvig at verden er døv og blind og åndelig død. Verden hører slet ikke budskabet – kun sine egne hjemmelavede ideer om kristendommen og om Gud. Hvis vi indser vores virkelige situation – i dødens rov – i en verden af lidelse – vil vi vælge evangeliet – ud fra en rent menneskelig betragtning. Derfor kan vi også se at de gamle kulturer som fx den gamle nordiske kultur – før kristendommen – længtes og higede efter evangeliet – så at sige uden at vide det. Vores natur er naturligvis at vælge lyset og livet – hvis vi kan. Det er derfor at det kristne budskab ikke er en lov eller et krav men et Jule-Bud – et budskab som gør mennesker glade og giver dem fred – trods alle kampe. Vi kan sige at kristendommen er ifølge Grundtvig ikke en religion som så mange andre religioner. Vi er skabt i Guds billede. Evangeliet taler ind i det virkelige liv vi lever. Evangeliet handler om vores konkrete liv her og nu. Evangeliet er en kraft som fornyer os og forvandler os – udvikler os hen imod det som er vores sande mål – at blive som Kristus, at blive som Gud. Kristendommen handler ikke om tro i en løs forstand – evangeliet handler om det vi kan se og føle – om vores erfaringer.

Grundtvig bruger den berømte lignelse om den fortabte søn fra Lukas evangeliet. Den fortabte søn går sine egne veje og han havner i lidelsen og fornedrelsen. Han kommer til at leve et uværdigt liv. Når han beslutter at vende tilbage til sin fader – en slags omvendelse – gør han det ud fra rent menneskelige betragtninger. Kristendommen handler på den måde om erfaring, viden og forståelse. Evangeliet beder os ikke om at være overtroiske eller om at tro på en ukendt fjern gud som vi aldrig har set eller hørt. Evangeliet kalder på os og beder os om at se nøje på det liv som vi nu lever. At se det i øjnene – ikke leve i en illusion eller drøm. Vi skal ikke bilde os noget ind som Paulus skriver. Når vi ser vores konkrete liv lige i øjnene – vælger vi altid evangeliet. Evangeliet er et tilbud om at rive os ud af vores nuværende elendighed. Et gratis tilbud. Evangeliet tilbyder os Guds rige og Kristus-Livet – det sande liv i lyset og glæden. Hvem kan sige nej til det spørger Grundtvig!

Din vilje ske. Min vilje ske. Dig skee som du vil! Den kanaanæiske kvinde.

Vartov bind 2 s 114 – prædiken 1841.

Grundtvig vender igen og igen tilbage til fortællingen om den kanaanæiske kvinde i Det nye Testamente. Grundtvig ser to pointer i historien – dels at denne tekst viser os noget om kvinden og hendes natur dels at historien viser os noget grundlæggende i forholdet Gud – mennesket. Kvinden henvender sig til Jesus og beder om at Jesus vil frelse og redde hende. I historien bliver hun afvist af Jesus - endog på en temmelig grovkornet måde – men hun giver ikke op. Hun kæmper videre – og på den måde får hun sin vilje. Hun frelses.

Grundtvig ser tydeligt nok en parallel mellem denne historie og historien i 1 Mosebog om Jakobs brydekamp med Gud. Også Jakob vil have sin vilje – han giver ikke slip på Gud førend han er blevet velsignet af Gud.

Grundtvig siger på den måde noget fundamentalt om menneskets forhold til Gud og om evangeliet og Grundtvig lægger på den måde afstand til megen traditionel kirkelig tankegang. Evangeliet består ikke i at vi mennesker skal udslette os selv og prisgive os Gud i himlen. Udtrykket Ske din vilje – henvendt til Gud – er blevet opfattet på den måde at mennesket er ondt og slet og ikke har nogen god vilje. Gud skal råde over alt – måske vil det gå os godt og måske vil Gud straffe os. Vi har ingen ret. Vi har egentlig fortjent at blive straffet. Vi er syndere.

Grundtvig går imod denne meget negative menneskeopfattelse. Han er fuld af beundring for den kanaanæiske kvinde som fremturer og hævder sin vilje – og til sidst får sin vilje. Hun er netop et billede på troen og tilliden.

Vi mennesker har ifølge Grundtvig så at sige to viljer. Vi har egoets vilje eller kødets vilje. Det er kødets vilje som er synden og den bringer os i fordærv. Men vi har også en god vilje. Mennesket er skabt i Guds billede og det som jeg vil og det som Gud vil er det samme. Gud vil ikke knuse min vilje eller tilintetgøre min vilje. Gud vil det samme som jeg vil – dybest set. Gud vil at mit liv skal lykkes og at jeg skal trives. Jeg higer efter kærligheden og Gud vil at jeg skal leve i kærlighed. Guds vilje og min vilje er ikke modsætninger.

Det gamle græske ordsprog lyder at den frie mand som kan gøre det som han vil – han er lykkelig. Kun hvis jeg får min vilje kan jeg være lykkelig. Alt andet er hykleri og Grundtvig tilslutter sig grundlæggende denne tanke. Den centrale sætning i evangeliet lyder ifølge Grundtvig: - Din vilje ske! Og den sætning er ikke menneskets tale til Gud – men Guds tale til os!

Den kanaanæiske kvinde er aktiv, hun råber højt og hun løber efter Jesus. Hun er ikke bare ydmyg eller passiv. Hun viser mod og styrke. For Grundtvig er hun et godt billede på det kristne menneske. Hun giver ikke op. Hun vil have sin vilje. Hun kæmper og hun er en kæmpe – en kriger på en måde. Han angriber Jesus. Hun ved hvad hun higer efter. Hun har et stort hjerte og hun skjuler ikke hvad der er inden i hende. Hun vover pelsen. Hun er frygtløs – hun er ærlig og lige ud. Hun er netop det modsatte af hykleren – som Grundtvig inderligt hader. Grundtvigs tanke er på disse områder markant anderledes end pietismens opfattelse af mennesket og forholdet Gud – menneske. Vi skal ikke udslette os selv. Vi skal ikke tro at vi er onde eller ubrugelige. Idealet i kristendommen er ikke at vi skal have så mange skyldfølelser som muligt. Vi skal løfte hovedet og stole på Gud, på livet og på os selv. Vi er ikke arme syndere og ikke arme ofre. Vi er Guds sønner og døtre. Meningen med evangeliet er ikke at vi skal frygte mere eller komme til at frygte dommens dag eller Guds straf. Meningen med evangeliet er at vi skal befries fra frygten, blive frygtløse og sorgløse og glade! Gud græder når vi gør os mindre end vi er!

Hun råber for døve ører – Jesu ører – som Grundtvig siger – men hun giver ikke op.

Grundtvig har sine dybe rødder i Det gamle Testamente. Den menneskeopfattelse som han finder i historien om den kanaanæiske kvinde finder han netop også i Det gamle Testamente. Han henviser netop til Salmerne. Salmerne har en helt anden menneskeopfattelse end den som som siden hen kom til at præge megen kirkelig tankegang. Salmerne bygger på en langt mere positiv menneskeopfattelse. Og Grundtvig bliver klart præget af denne positive tanke om mennesket og om forholdet Gud – menneske. Gud frelser os fordi vi har brug for det og fordi vi har fortjent det. Guds er retfærdig netop fordi han er trofast over mennesket og støtter det. Gud er ikke en vilkårlig gud. Gud er rig på troskab og vi kan regne med hans frelse. Mennesket har fortjent at blive frelst. Når vi frelses er det ikke en ren nådehandling – som om Gud kunne have gjort noget andet. Grundtvig deler Det gamle Testamentes opfattelse: - Han er vores gud og derfor kan vi regne med ham – selvfølgeligt. Gud er en fader og en moder og hvilken fader eller moder ville blot prisgive sine børn? Gud er vores fader. Vi er hans sønner. Vi har ben af hans ben og kød af hans kød. Menneskets er i slægt med guderne – med Gud. Gud er en ordentlig tilregnelig ægtemand. Han opfører sig rimeligt og naturligt og når hans hustru har brug for det – er han naturligvis til rådighed. Således er tanken i Det gamle Testamente og denne tanke lever videre hos Grundtvig. Gud er ikke nogen vilkårlig despot – han er en ordentlig og kærlig ægtemand. Gud elsker sin kvinde – og derfor er hans gerninger naturlige og kærlige og retfærdige. Gud svigter ikke den kvinde som han elsker. Gud er vores fader og vores kæreste og vores ægtefælle og vores moder. Og hvilken menneskelig moder vil sende sine egne børn ud i evig afstraffelse eller helvede? Hvordan kan nogen så tro at Gud nogen sinde vil sende menneskene ud i en evig pine eller straf eller et evigt helvede? Gud er som vi er – og vi er dybest set som Gud er.

Døden stammer fra Dødens Fyrste. Synden kommer fra Løgnens Fader, Djævelen, Fanden, Satan.

Grundtvig ser vores verden som en stor kampplads mellem de gode og onde kræfter. Satan er den onde fyrste, som hærger, besætter og plyndrer. Han vil kun én ting – udbrede sit rige – Dødens og Syndens rige. Grundtvigs opfattelse er dualistisk. Synden kommer egentlig ikke fra det enkelte menneskes små eller store synder. Synden og ondskaben og døden og magtesløsheden kommer fra den onde fyrste. Kristus er en kriger og verden ligger i krig. Grundtvig så alle tegn på at enden nærmede sig – dommens dag og forløsningens dag men det betød også at djævelens magt og virke blev tydeligere og tydeligere. Verden er ved at spidse til. Livets Fyrste eller livet selv – Kristus – forbereder sig på det endelige opgør med det onde – den endelige sejr. Kristus og satan kæmper en mere og mere frygtelig kamp. Satan står for alt det som er modsat troen og tilliden og kærligheden og evangeliet. Den onde fyrste hærger og vil plyndre og tilintetgøre kirken og Guds rige. Kristus er vores konge og fører og kriger. I sine sidste 10-20 år blev Grundtvig i stigende grad optaget af denne tanke. Han blev mere og mere optaget af at enden nærmede sig. Over alt så han tegnene.

I den senere strid mellem grundtvigianerne og de indre missionske spillede begrebet synden en stor rolle. I den pietistiske opfattelse er synden det samme som det enkelte menneskes individuelle små og store synder. Pietisterne revser mennesket – vi skal tage os sammen og holde op med at gøre syndens gerninger. Grundtvig havde en helt anden opfattelse af synden. Synden er for ham en forfærdelig byrde – en ulykke – som rammer verden. Hans opfattelse af synden svarer nøje til den opfattelse af synden som vi finder i Salmerne og andre steder i Det gamle Testamente. – Fri mig for synden for den er en forfærdelig byrde som jeg slet ikke kan bære, som det hedder i Salmerne i Det gamle Testamente. Syndsforladelsen bliver for Grundtvig næsten det samme som syndsfordrivelsen eller besejringen af synden og besejringen af den onde djævel. Dybest set kommer synden ikke fra mennesket men fra den onde fyrste som vil oversvømme hele verden – Satan, Rahab eller Livjatan – de vældige vande. Gud går til kamp imod livets fjende og løgnens fader. Gud er en kæmpe og en kriger. Kristus er en evig helt – en heltekonge. Gud vil løfte sin højre arm og knuse uhyret. Gud kæmper for at fordrive synden fra verden. Synden er en forfærdelig fjende som truer os og truer med at dræbe alt liv og al kærlighed. - Forlad os vor synd kommer hos Grundtvig næsten til at betyde: - Gud, driv synden bort fra verden, befri os fra syndens voldsherredømme, få den onde tyran til at forlade denne verden! Komme dit rige! Dræb slangen!

… Døden kunde i sin fulde Rustning ei udrette det mindste imod Vor Herre Jesus Christus [ved korsfæstelsen], uden hvad Han [Kristus] selv vilde, hvad skulle den da kunde udrette mod Hans Menighed? … [Kristus er] vores Hoved, [han er] den Helt der overvandt og bandt den Stærke [Satan], tog hans Rustning, som han [den onde] forlod sig paa, udplyndrede hans Palads og deelde Byttet med sine Venner!

Vartov 2 s 171 – prædiken i 1841 - Langfredag.

Synden er bestemt ikke det sammen som det kødelige eller det sanselige eller det fysiske. Grundtvig vender sig imod den pietistiske opfattelse af synden og han vender sig imod den slags kristendom som reducerer mennesket til en sjæl. Legemet er ikke det onde. Legemet er skabt af faderen. Mennesket er både sjæl og legeme. Hvis man skærer legemet fra får man et vanartet menneske – et unaturligt og uvirkeligt menneske. Vore legemer giver os adgang til lyst og glæde og sanselighed og det er vi skabt til. Kærligheden kan ikke tænkes uden vi har et legeme. Gud elsker kroppen lige så meget som han elsker vores sjæl. Grundtvig er monist – han afviser enhver idealisme som reducerer mennesket til noget rent sjæleligt. Han afskyer tanken om sjælens liv efter døden – den tanke som var så udbredt på hans tid. En sådan sjæl er kun en skygge, kun et spøgelse, som han siger – slet ikke noget virkeligt eller levende menneske.

Til et fuldstændigt Menneske-Liv hører Legem saavelsom Sjæl … en Sandhed som man til stor Skade for det virkelige Liv længe miskiendte og miskiender sædvanlig endnu men det giør ingenlunde Christi Aand.

Vartov prædikener bind 2 s 177.

Synden er på mange måder det samme som Sygeligheden og Søvnen som Grundtvig siger det i den christelige Børnelærdom s 161! Synden betegner den tilstand hvor det menneskelige liv er gået i forfald og hvor det naturlige og glædelige liv ikke længere findes. Synden kan naturligvis ikke fordrives eller bekæmpes med tvang eller straf eller kirketugt:

… At herpaa nu umuelig kan raades christelig Bod ved en Kirketugt [som den teologiske professor Clausen har foreslået] … det maae jo for alle christelig oplyste … være indlysende.

Børnelærdommen s 161.

Tværtom så kommer synden af den rådende tvang og ufrihed. Løsningen ligger i den størst mulige frihed – friheden er forudsætningen for at synden kan drives tilbage. Synd og tvang og død hører sammen. Ånd og liv og frihed hører sammen:

Først da kan det vise sig at Herrens Bad og Herrens Bord endnu kan skiænke den Troende Liv og Livsfylde … [Friheden muliggør] Guds-Menneskets Opelskning til Fuldvoxenhed!

… Saa det er klart at naar den dertil nødvendige Frihed ikke kan findes i Folkekirken da maae alle Herrens tro Tjenere og Medarbeidere søge den udenfor.

Børnelærdommen s 161.

Synden er frygt og angst, stilstand, søvn, bevidstløshed og dødhed. Synden er det modsatte af den levende Vext (sammesteds s 162)! Synden er at vi lever fuldstændigt i strid med vores natur – synden er unaturlig og gør os unaturlige - troen er at vi ud fra vores skabte natur og bestemmelse vokser en guddommelig vækst og bliver mere og mere menneskelige:

… Uden Frihed til at være som Gud skaber os [skabte os] og til at voxe som Gud giver Velsignelse kan Menigheden umuelig voxe en guddommelig Vext!

Børnelærdommen s 162.

Et liv uden kroppen, et liv uden sanseligheden og uden seksualiteten og de sanselige glæder og uden det fysiske ville – siger Grundtvig i 1841 – være både tomt og mørkt, både fattigt og kiedsommeligt! Det paradisiske Menneske-Liv er et legemligt liv – evangeliet taler om det hele menneske. Lige som Jesus genopstod med hud og hår og kød og ben. Kroppen er ikke ond og kroppen er ikke årsag til synden. Evangeliet taler ikke om en tilintetgørelse af kroppen – men om en helbredelse af kroppen! Det nye liv eller det paradisiske menneskeliv er det virkelige kropslige liv – kun befriet for al Verdens Møie, Striid og Baand – som han siger i denne prædiken fra 1841.

Synden kommer ikke af at der er for meget liv i vore lemmer eller i vore legemer – tværtom. Verden og døden og synden gør vore legemer døde. Den sorte skole ødelægger og undertrykker legemet og gør os vanartede og syge. Det som Gud vil er at der skal komme mere liv i vore sanser og legemer og lemmer. Det som Gud vil er at vi skal opleve flere sanselige glæder og flere yndige legemlige glæder. Gud vil befri os fra verdens snærende og undertrykkende bånd. Synden lægger vore legemer øde. Synden gør det legemlige liv mørkt og fattigt og kiedsommeligt. Ånd er liv og liv er ånd. Når vore lemmer og legemer er åndeligt døde – er vore hjerter kolde og døde. Et spøgelse far ikke noget hjerte. Det legemlige liv er det levende og virkelige liv – et liv i glæde.

Vi kommer ind i huset FORDI vi er faderens sønner.

Uden at I blive som Børn [sønner] komme I ikke ind i Himmeriges Rige.

… Børnelærdommen kan umuelig ringeagtes som blandt de Selv-Kloge denne Verdens Viise og Høilærde men maae holdes høit i Ære som det ene Nødvendige … Den guddommelige Børneret …

Vartov 5 s 208 – prædiken 1843.

Vi kommer ind i faderens hus – ind i Guds rige - FORDI vi er faderens sønner. Grundtvig vender ofte tilbage til lignelsen om den forlorne søn. Den fortabte søn bliver modtaget af faderen med stor glæde – fordi han er en søn. Sønnen har godt begået mange store og små synder – men det er ikke afgørende. Det afgørende er at han er en søn. Derfor kommer han ind i huset. Sønnen har Børne-Retten eller sønne-retten som Grundtvig siger. Grundtvig taler om den Christelige Børnelærdom og han mener menneskets ret til at komme ind i huset. Børnelærdommen er evangeliet om at vi nu er hans sønner – Guds sønner.

Kun Guds sønner har nogen ret til at bo og leve i faderens hus. Kun Guds sønner hører hjemme i huset. Grundtvigs tankegang er simpel nok. I faderens hus skal naturligvis kun leve de mennesker som er hans sønner – dem som er hans slægt og familie. Uanset hvad den forlorne søn har begået ændrer det intet ved hans status. Han er en søn og derfor har han ret til æren og værdigheden. Han er kongens søn og han har kongens gener og natur og værdighed. Faderen lukker kun op for dem som banker på og som er hans sønner – som Grundtvig siger i den nævnte prædiken. Faderen elsker sine egne. Faderen elsker sine sønner. Faderen er trofast over for sine sønner. Faderen ved at han har forpligtelser over for sine sønner. De er hans kød og blod. Og blodet er tykkere end vand.

Faderen er retfærdig – netop fordi han er trofast i sine relationer. Faderen svigter ikke sine forpligtelser. Faderen har forpligtet sig over for sine nærmeste – dem som han holder af. Grundtvigs tankegang svarer nøje til tankegangen i Det gamle Testamente. Gud er ikke retfærdighed på den måde, at han - som en juridisk dommer - dømmer retfærdigt efter en lovbog. Nej Gud er retfærdig fordi han aldrig svigter sine egne – han svigter aldrig sine egne sønner. Dem er han knyttet til. De er hans slægt og familie.

Denne verden er fuld af skepsis og mistro. Verden kan ikke tro at vi er Guds sønner. Verden kan ikke tro at jeg er Guds søn. Verden afviser al denne tankegang som fantasteri og sværmeri. Verden tror ikke på mennesket og verden ser kun menneskets svaghed og afmagt. Verden afviser fuldstændig den Christelige Børnelærdom – evangeliet om at vi er Guds sønner. Verden tror ikke at mennesket er ånd og frihed og myndighed. Verden tror at mennesket er et dyr.

At vidne om det som vi ved og om det vi har set.

… Hvad det nu er som giør Jesus Christus til den mageløse Læremester og Profet det ligger først deri at Han talde kun hvad Han vidste, og vidnede hvad Han havde seet, vidste hvad Han sagde, og havde selv seet hvad Han bevidnede … [Kun et sådant vidnesbyrd] kan grunde en fast Tro og Tillid at staae og bygge, at leve og at døe paa.

Vartov prædikener bind 2 s 136 – prædiken fra 1841.

Jesus er troværdig fordi han vidner om det som han ved og har set. For Grundtvig er vidnesbyrdet den eneste klippe som troen kan bygge på. Jesus vidner om det han har set. Og det som Grundtvig her siger om Jesus gælder alle mennesker. Hvis vi vidner om det som vi har set og oplevet er vi troværdige vidner. Troen handler kun om dette vidnesbyrd. At aflægge et vidnesbyrd er at sige noget som grunder sig på noget man har oplevet og set og sanset – netop ikke på noget man har læst i en bog eller har lært af andre eller som man har tænkt sig til.

Det medfødte og det gienfødte Menneske-Liv er det samme liv. Der er kun ét liv!

Det er derfor gandske i sin bagvendte Orden naar mahomedanske Theologer erklærer den guddommelige og menneskelige Natur for saa væsentlig forskiellige at slet ingen levende Berørelse var tænkelig naar de ikke blot benægtede Muligheden af Guds Søns Kiødpaatagelse og Sammen-Smeltningen af den guddommelige og menneskelige Natur og benægtede følgelig Muligheden af hele Gienløsnings-Værket. … Var Mennesket ikke skabt i Guds Billede da kunde Mennesket jo heller aldrig været faldet derfra eller fornyes dertil … eller giøre sig nogen sand og levende Tanke om Gud, hans Ord og Hans Rige.

Børnelærdommen s 102.

Den guddommelige natur og den menneskelige natur er ét. De kan forenes og de skal forenes. I Jesus var de to naturer forenet. Kristus var både Gud og Mand. Menneskets Telos eller bestemmelse er at smelte sammen med Gud – at smelte sammen med den guddommelige natur. Kristus vokser inden i os – som en spire – og igennem tiden vokser han til et fuldvoksent træ. Menneskets vækst og udvikling er den forvandling gennem tiden, gennem det enkelte menneskes liv, gennem historien hvor mennesket bliver lig med Gud og lige som Gud. Energien til denne evolution kommer fra den ånd eller den ånde som gydes inden i mennesket. Denne ånd og dette liv virker og forvandler og arbejder. Jeg udvikler mig fra Klarhed til Klarhed. Bevidstheden i mennesket udvikler sig. Oplysningen vokser. I vore dage kan vi se noget og forstå noget som mennesker ikke kunne forstå for 1000 år siden. Kristus er den energi og den natur som modnes inden i vores inderste. Troen kommer af denne energi. Vi frelses og saliggøres i denne evolution og i denne forvandling. Vi kommer ind i Guds rige – ikke i et ubegribeligt spring – men i kraft af en gradvis evolution. Vi forandres og udvikler os. Udviklingen kommer ikke fra egoet eller fra vore kloge tanker – men udefra og ovenfra.

Der er kun ét liv. Alt liv er åndens liv eller Guds liv. Den proces vi er indeni – startede med Adam. Grundtvigs opfattelse er dynamisk. Guds mening med Adam var at skulle opdrages og forvandles og udvikles til at blive som Gud selv – som en af guderne. Syndefaldet indebærer ifølge Grundtvig ikke nogen afgørende ændring af denne proces. Processen startede med Adam og med Eva og løber stadig nu – hos os i dag.

Vi har Guds ånd og derfor kan vi danne os sande billeder af Gud. Vi er ikke uden videre formørkede hjælpeløse syndere. Vi er på trods af alt syndefald stadig væk skabt i Guds billede. Det betyder for Grundtvig at vi er som Gud – vi har hans natur – hans tanker og ånd. Gud taler til hvert enkelt menneske i det sprog som han kan forstå – med de forudsætninger som mennesket har. Vi hører alle sammen Guds stemme.

Der er kun ét liv. Det medfødte naturlige biologiske liv vi fødes med er det samme liv som det himmelske liv eller det genfødte nye liv. Gud ønsker ikke at tilintetgøre vores naturlige liv. Gud vil ikke tilintetgøre vores naturlige medfødte liv og erstatte det med et andet liv – som vi slet ikke kender. Jesus kommer ikke for at tilintetgøre os men for at frelse os. Gud vil ikke tilintetgøre vores syndige håbløse eksistens – det han vil er at udvikle den menneskelige natur. Gud ønsker at helbrede den menneskelige sygdom. Gud vil ikke tilintetgøre vores kød eller kødelige drifter eller begær eller lyster – han vil udvikle dem – men netop med udgangspunkt i det som er lige nu. Vi udvikles gradvist og organisk i en proces. Vi vokser og blomstrer i en biologisk organisk og historisk proces. Gud har skabt os i sit billede. Gud vil at vi skal blive guddommelige – som guder.

Først genfødsel og så helliggørelse - og ikke omvendt!

… Hjertets Gienfødelse er en Fødsel til et nyt Liv i den anden Adam [i Kristus] … Vi renses baade fra Kiøds og Aands Besmittelse til Hellighed og Renhed … Den Renselse og Helliggiørelse som Verdens Vise [fejlagtigt] giør til Vilkaar for Indgangen i Guds Rige hvorved de binde svare Byrder til Andre … er umuelig uden [en forud gående] Gienfødelse af Vand og Aand … Denne Renselse og Helliggiørelse som Gienfødelsen giør muelig … den maa ogsaa Livet i Guds Rige virkelig aabenbare … kun saaledes opvoxe vi til Ham … [Helligånden kan] … gienføde, opdrage, oplyse, styrke og drive os, saa vi tvungne af Christi Kiærlighed ei mere leve vort eget liv men Hans [liv] … det aandelige og christelige Liv i Guds Rige paa Jorden … det var længe hardtad glemt eller betragtedes dog som Noget der ei meere kunde virkelig træde i Kraft … under dette den aandelige Døds Herredømme …Derfor lad os være frimodige … da vil Han som har begyndt den gode Gierning i os fuldføre den.

Vartov 2 s 262- 263 – 1841.

Den herskende teologi siger ifølge Grundtvig at først skal menneskene gøre sig hellige eller blive hellige – og derefter kan de indtræde i Guds rige. Hele denne tanke gør let kristendommen til lov, lovreligion, krav og moral. Grundtvig tager afstand fra denne teologi. Grundtvig vender de to led om: Først skal vi ind i Guds rige – siden vil vi blive rensede, udviklede, omformede og helliggjort – netop inden i Guds rige hvor Helligånden arbejder. Uden for Guds rige kan vi ikke blive helliggjorte eller blive salige – kun indenfor.

Når vi døbes og når vi får Guds ånd og kraft og liv – kommer vi ind i Guds rige. Processen foregår inden i Guds rige. Den drivende kraft i omformningen af mennesket er Guds ånd eller Helligånden. Helligånden arbejder inden i vores sind og i vore legemer og forvandler dem i en lang organisk proces. Vi nærmer os Gud skridt for skridt. Frelsen sker ved at vi kommer til at ligne Gud og ved at vi smelter sammen med Gud og med Kristus. Frelsen består i at vi fyldes af kærligheden skridt for skridt. Gud opdrager os og udvikler os. Han vil at vi skal blive som han er – akkurat som en fader der ønsker at hans søn skal vokse op og til sidst blive som han selv er – moden og fuldvoksen og stærk og mægtig og myndig! Gud er en fader. Vi er Guds sønner. Gennem tidsaksen eller gennem historien sker der en opdragelse eller en udvikling – når vi lever i Guds rige. Ved genfødslen starter Gud sin gode gerning inden i os og den gerning vil han fuldføre. Det er hans vilje. Frelsen eller helliggørelsen er ikke afhængig af vores vilje eller selvkontrol eller selvundertrykkelse – alt dette er helt unaturligt som Grundtvig siger – nej den er Guds gode gerning i os. Gud er som en gartner og vi er hans planter og vækster. Inden i mig er Guds plantelse og den plante vil vokse og vokse og forvandle alle ting. Inden i mig har Gud indskudt en sæd, en uforkrænkelig sæd som vil spire og udvikle sig og vokse. Hvert menneske er som Maria – Jesu moder. Ånden kom over hende og hun modtog sæden – den uforkrænkelige sæd og hun blev frugtsommelig og barnet begyndte at vokse inden i hende. Grundtvig siger at det som dengang skete med Maria – sker for ethvert menneske som får Guds ånd. Guds sæd kommer ind i mig. Jeg er den samme som Maria. Barnet vokser og vokser – lige som kornet på marken der vokser mens vi sover – siger Grundtvig! Vi ved – menneskeligt talt – slet ikke hvor det kommer fra!

Det som er umuligt for mennesker – at blive som Gud selv – at kravle op af Himmel-Stigen – det er muligt for Gud – ja det er hans plan og vilje – allerede hos Adam i Paradiset.

Vi blive Herrens i Daaben, og Han bliver vores i Nadveren … og hvad vi da bede Faderen om … det vil Han give os og da opfyldes Lovens Rettighed i os som vandre efter Aanden, thi Guds Børn drives af Guds Aand og giør Faderens Villie. See, det er Saliggiørelsens Orden. Vi føle at i Ham [Kristus] leve og ere og røres vi, Han er Viin-træet og vi er Grenene som Faderen renser saa de bære megen Frugt. … Da kiende vi Faderens Plantelse i os af de Frugter den bære i Kiærlighed … og veed at Man ikke plukke Vin-Druer af Torne eller Figen af Tidsel.

Vartov bind 2 s 314 – 1841.

Graven er en Fornedrelse. Døden er en illusion.

… at hvem der lever og tror paa Christus skal aldrig døe skiønt de tilsyneladende gaae alt Kiøds Gang… Over dem har den anden Død ingen Magt … Naar vi derfor synes at Apostlerne døde ligesom andre Folk da er det aabenbar kun fordi vi ikke endnu af Erfaring kiende deres Liv eller Kraften i Herrens Ord.

Vartov 5 s 194 - prædiken påske søndag 1843.

Grundtvig stiller det simple spørgsmål: - Hvorfor dør de kristne selv om de tror på Kristus? Og hans enkle svar lyder: - Det gør de ikke!

Døden er en illusion. Døden har ingen Magt – dvs døden har ingen gyldighed eller virkelighed. Grundtvig bygger på Paulus tale om Jesu opstandelse. Beskrivelsen af Jesu opstandelse er en beskrivelse af vores opstandelse siger Paulus. ’Kristus’ er mennesket. Jeg er ’Kristus’ og ’Kristus’ er mig. ”Kristus” er mennesket. ”Kristus” er menneskets sejr over døden og det nye liv. ’Kristus’ er ikke en person som levede engang for længe siden. ’Kristus’ er ’Livet’ og sejren og vores oprejsning. ’Kristus’ er en betegnelse for det nye liv i håbet og i kærligheden siger Grundtvig. ’Kristus’ er til stede her og nu – han er ikke langt borte – han har ikke gemt sig i himlen – han ønsker at bo paa det Jævne som Grundtvig siger. ’Kristus’ er noget som lever inden i mig. Kristendommen handler ikke om en begivenhed langt tilbage i en dunkel fortid. Kristendommen handler ikke om Jesu opstandelse i det 1 århundrede e. Kr.! Evangeliet handler om vores opstandelse – om hvordan VI har taget livet og legemet tilbage. Jeg har fået magten til at give mit liv bort og jeg har fået magten til at tage mit liv tilbage. Det er kernen i evangeliet. Jeg har overvundet døden. Vi har besejret døden. Vi har overvundet døden. Vi er sejrherrer. Vi er vindere. Vi døde i dåben siger Paulus og vi opstod af dåbens vand. Vi er allerede døde én gang for alle og døden har ikke længere nogen magt over os. Vi er gået over fra døden til livet. Det som verden tror er en indbildning og en illusion. Døden er en illusion. Det eneste som findes er LIVET eler ’Kristus’. Alt andet er kun en illusion som skyldes at vi er blevet stokdøve og blinde for det som vi kan se. Når vi ser os omkring kan vi kun se livet. Hvis vi ser med Guds øjne kan vi kun se livet. Alt er ånd og alt er ’Kristus’. Det andet som vi tror at vi kan se – er kun en indbildning. Når vi ser virkeligt efter – kan vi se kærligheden overalt!

Gaven er en Fornedrelse siger Grundtvig. Alle mennesker higer efter kærligheden og livet. Døden er en besejring og en fornedrelse af mennesket. Det menneske som dør bliver ydmyget, nedværdiget og kulet ned i graven af dødens overmagt! Døden er Satan og en forfærdelig fjende. Døden er vores fjende. Døden vil kun det onde. Døden vil dræbe alt. Døden vil kun døden – både den fysiske og den åndelige død. Intet sundt og naturligt menneske kan affinde sig med døden. Kristendommen handler ikke om den salige død – som Grundtvig citerer fra Brorson – som han tager afstand fra. Kristendommen handler om det gode liv – det virkelige liv. Evangeliet vil ikke trøste os over døden – evangeliet vil vise os at vi har sejret over døden! Døden er alle sunde og raske menneskers fjende. Hvis vi ønsker os døden – har vi helt mistet livet og ånden! Døden er Guds fjende. Evangeliets formål er bestemt ikke at forsone os med døden. Kristendommens budskab er bestemt ikke at vi skal forlige os med døden siger Grundtvig! Døden er Satan og ondskaben i verden. Opstandelsen – vores opstandelse som beskrives i påskens tekster – er sejren over arvefjenden, modstanderen, den onde fyrste. Gud har besejret døden og Satan. Dermed har vi fået magten til at tage vort Legeme igien med Kiød og Been … (s 195). Det er ikke først og fremmest Jesus som genopstår af graven på påskesøndag – det er os! Vi er ikke længere afmægtige. Vi er ikke længere dødens ofre.

Jesus er ikke så afgørende. Helligånden er afgørende.

… mens det dog først er ved denne Tro paa den Hellig-Aand vi beredes til det nye Liv der altid maa undfanges paa samme Maade som Engelen sagde til Maria: Den Hellig-Aand skal komme over dig og den Høiestes Kraft skal overskygge dig. Thi kun af Guds Aand kan vi fødes til Guds Børn [Guds sønner].

Vartov 5 s 268 – 1843.

[Helligånden] kommer os endnu langt nærmere end han selv [Jesus] kom Disciplen der laae op til hans Bryst.

S 269.

Da Grundtvig indleder sin egentlige teologiske løbebane i 1825 er Helligånden fuldstændigt forsvundet ud af kirken og ud af bevidstheden – i al fald ifølge Grundtvigs opfattelse. Og hele hans senere teologi er bestemt af Helligånden. Jesus vandrer omkring i verden men Jesus må gå bort for at Helligånden kan komme. Grundtvig vender igen og igen tilbage til denne tanke – i Johannesevangeliet. Jesus må gå bort FOR AT noget bedre og vigtigere og mere permanent kan komme. Helligånden kommer til os og tager bolig inden i os. Jesus er ikke så afgørende kan man forenklet sige. Det er Helligånden som forandrer verden og skaber en ny tidsalder. Helligånden er vores konge og gud. Helligånden vidner sammen med vores ånd – er vores ånd. Vores ånd er på en måde Helligånden. Helligånden er både uden for i verden og inden i os. Mennesket kan høre og føle Helligånden inden i sit inderste. Helligånden er vores kraft og kærlighed og ånd og liv. Helligånden er vores evige ledsager og en sagte stemme inden i vores inderste.

At være en kristen er ikke at være medlem af en bestemt kirke. Kirken eller forsamlingen er usynlig. Kirken findes dybest set i himlen. De troende eller de kristne er dem som har Helligånden og som ånden er kommet over. De er de helliges samfund. Kirken er aldrig identisk med ydre ordninger eller ceremonier. Kirken er et usynligt åndeligt fællesskab som findes over alt – skjult – i alle kulturer og i hele verden. Gud er kommet over mennesker og givet dem sin ånd. Gud retter sig ikke efter om folk er kristne eller lutherske eller katolikker eller muslimer eller buddhister. Gud har ingen persons anseelse og han gør hvad han vil. Livet drejer sig om at få del i ånden – fordi ånden eller Helligånden er det samme som vores liv og ånd og kærlighed og hjerte. Helligånden tager os ud af lidelsen og døden og smerten og over i de levendes land – der hvor vi er Guds stolte og glade og mægtige sønner! Troen på Helligånden er det samme som troen på at Gud har gjort os til sine stolte sønner. Troen på Helligånden er lig med hele den kristne tro.

Den kristne tro er simpelt hen troen på Helligånden. Helligånden er vores gud eller den gud som vi kan høre og mærke inden i os selv og uden for os selv. Hvis der ikke findes nogen tro på Helligånden – findes der slet ingen kristen tro siger Grundtvig. Helligånden forvandler og udvikler verden og mennesket. Helligånden er den energi eller det liv som er inden i menneskene og i begivenhederne.

Helligånden er vores frelser siger Grundtvig. Vi har ånden og derfor er vi Guds sønner. Vi har Guds ånd. Vi har derfor også Guds kærlighed – fordi ånden virker i os og gør sin gerning. Helligånden har indledt sin gode gerning i mennesket og i hele menneskeheden og Helligånden vil fuldføre den gerning. Helligånden forvandlet mennesket så det efterhånden bliver guddommeligt. Helligånden forvandler os igennem en proces så at vi bliver guder siger Grundtvig.

Helligånden skaber verden og livet. Helligånden er skaberen – Helligånden skaber os om til at være Guds sønner. Helligånden omskaber vore legemer. Helligånden virker lige så meget på legemet som på sjælen. De mennesker som lever i egoet og i verden og i forstanden – er døde i deres legemer. Det kan vi se når vi ser på deres legemer. Helligånden skaber et nyt legeme og fornyer vores legeme. Vi er ikke længere gamle eller trætte eller syge eller forstenede. Vi bliver unge og mægtige og frimodige – uden frygt. Helligånden giver os magt og kraft – Helligånden gør os magtfulde og til herrer i livet. Helligåndens virkninger inden i os er Kiærlighed og Frihed!

[I pinsen, på den første pinse] … De bevægedes som af et mægtigt Veir og fyldtes med Guds Kraft i Skikkelse af glødende Tunger saa de døbdes Alle med den Hellig-Aand og Ild.

S 271.

Hellig-Aanden forvandler det fornedrede Legeme til Lighed med Hans [Kristi] [legeme].

S 270.

Hellig-Aanden skaber et Paradiis i vore Hjerter og en Englesang paa vore Læber.

S 270.

Helligånden er både udenfor og indenfor og Helligånden er både noget som findes inden i vores sjæl og noget som kommer til os udefra. Vi er skabt i Guds billede og fordi vi har fået Guds ånd er vi blevet som Gud selv.

Maria er modellen på det kristne menneske. Vi er Maria og Maria er vores moder. Maria er lig med kirken eller forsamlingen af de troende. Helligånden kommer over Maria og hun forvandles. Hun bliver frugtsommelig og føder Gud eller føder Guds søn. På samme måde kommer Helligånden over os i et glimt og vi forvandles. Gud gør det hele. Kristendommen handler ikke om en ny moral. Kristendommen handler om at vi overfaldes og overblæses og overskygges af Guds ånd og at vi i det øjeblik får Guds ånd og bliver hans sønner. På samme måde som det skete for Jesus da han stod ved Jordan – Helligånden kom over ham og han blev født af Gud og han blev en Guds søn – det som skete for Jesus sker for os på samme måde. Den kristne dåb er i bund og grund ikke den kirkelige handling hvor vi døbes med vandet. Vandet er ikke afgørende. Den ydre dåb – selve den ydre handling – er jo bare det rene vand – som Grundtvig siger. Den kristne dåb er det som Maria oplever – Maria døbes med ild og ånd som Grundtvig siger. Den sande eller virkelige dåb er at vi fyldes af Guds ånd – pludseligt og i ét glimt – lige som Maria – og lige som det som skete for galaterne i Paulus brev til galaterne. Galaterne bliver ikke døbt med vandet – men med ild og vand.

Når vi bliver besat af ånden eller når vi føler ånden – erfarer vi Gud. Gud kan opleves og mærkes og føles – fordi Helligånden er vores gud og evige ledsager. Helligånden er vores indre ven og broder siger Grundtvig. Når vi har følt ånden ved vi at Gud eksisterer. Maria ved at Gud eksisterer fordi ånden er kommet over hende – og fordi hun bagefter tydeligt kan se åndens virkninger. Helligånden gør altid sin gerning med virkninger. Vi kan se og føle virkningerne – virkningerne af Guds kraft og liv og ånd. Gud kan erfares. Gud er ikke langt borte. Han er lige her. Han er i de ord som vi siger og i de gerninger vi udfører. Helligånden er tanker og følelser og kræfter og energier. Uden Helligånden ville vi være døde eller i al fald åndeligt døde – og vi ville være dødens og lidelsens værgeløse ofre. Helligånden tager os ud af offerrollen og giver os magten – almagten. Helligånden gør os til rigets sønner og kongens sønner – ikke afmægtige – men mægtige.

… hvorved der igien kom Livs-Aande fra Gud i Mennesket …

Vartov 5 s 272.

Det er Gud som ånder hen over os og Gud ånder i os. Helligånden betyder at Gud trækker vejret igennem os. Når jeg trækker vejret – er det Gud som trækker vejret. Det er Guds liv inden i mig som gør mig levende. Hvis Gud ikke var inden i os – ville vi være døde.

Helligånden er livet og lyset. Uden Helligånden lever vi i mørket og uden Helligånden er vi følelsesmæssigt og åndeligt døde. Uden Helligånden er vore legemer døde og uden liv og rørelse. Uden Helligånden er vore ansigter stive som stenansigter. Uden Helligånden har vi ingen lyst til livet og vore hjerter er døde. Uden Helligånden som er lig med kærligheden er vi lukket inde i vores eget lille frygtsomme ego.

Helligånden beviser sin kraft og sinret og sin velgiørende Indflydelse i historien, i samfundenes liv, i det enkelte menneske.

Helligånden gør os til

… uovervindelige Helte, modige som Løver, taalmodige som Lam, himmelsk glade midt i Sorgen…

Samme sted s 274.

Hellig-Aanden skaber os til et guddommeligt Konstværk!

S 271.

… Den hele Hemmelighed er at Hellig-Aanden er Ordet i vor Mund og [Ordet] i vort Hjerte.

S 269.

De ord som kommer ud af vores mund er Helligåndens ord og de tanker som er i vores bevidsthed er Helligåndens tanker. Gud lever inden i vores inderste. Helligånden arbejder igennem de levende mennesker.

Helligånden er ikke en indre stemme som hele tiden fortæller os hvad vi BURDE gøre. Kristendommen er ikke lov – eller moral eller etik – kristendommen er evangelium. Helligånden er ikke en stemme der hele tiden gør os skyldige eller får os til at føle dårlig samvittighed. Helligånden gør os glade og befrier os og gør os mægtige.

Hvordan kan I stadig sidde og opfatte jer selv som små og svage og afmægtige spørger Grundtvig? Hvordan kan vi stadig se os selv som ofre eller som afmægtige eller små og svage? Helligånden fortæller os noget helt andet. Evangeliet fortæller os noget helt andet. - Stop klynkeriet og hør ORDET siger Grundtvig på en vis måde. Hør pinsens budskab og hør beretningen om Maria. Maria er vores moder og hun er vores dybeste identitet. Gud har gjort os mægtige og alle slægter skal siden hen prise vores navn og mindes os. Vi har fået al magten og al kraften. Vi er blevet skabere. Mennesket er et guddommeligt Konstværk! Vi er ikke små og svage.

Vi er ikke arme syndere.

Vi er Jordens Salt og Verdens Lys…Lad os dog ikke være saadanne Daarer at tænke at vi hisset skulde blive ligesom han er hvis vi ikke ligner ham [allerede nu] … eller at han kan leve i os uden at ligne sig selv … Herrens Aand kan ikke arbeide med Kraft i vores Inderste hvis vi er dorske og uduelige til al god Gierning [for så arbejder Gud slet ikke] … Thi her er jo ikke Tale om selvgiorte Dyder eller om gode Gierninger som vi kunde giøre af vor egen Kraft og Fromhed …men om de Frugter som alle Grenene maae bære [og altid nødvendigvis bærer] …

Vartov 6 s 380 – 1844.

Vi er ikke længere arme syndere. Vi lever ikke længere i synden eller under synden. De som kommer ud af syndens og dødens rige – bliver frelst. De er nu himmelborgere – de lever nu i himlen. De som er syndens trælle kommer ikke ind i Guds rige. Gud vil ikke have nogen synder ind i sit rige.

Vi er født af ånden og vi er nu som Kristus – vi er Kristus. Kristus døde men han lever nu i os og hos os. Han har ikke gemt sig langt borte. Han er i vores ånd og i vore ord og gerninger. Vi skal vise verden hvor god Herren er. Og det er også det som vi gør. Mennesket viser hvor god og kærlig Herren er. Vi gør ikke vore egne gerninger – egoets gerninger – vi gør Guds gerninger – faderens gerninger. Kristendommen gør en forskel. Evangeliet gør en forskel og gør mennesket nyt. Evangeliet forvandler mennesket.

Vi får et nyt blod og et nyt kød. Vi får Guds blod og i nadveren blander vi blod med hinanden og med Kristus. Vi har det samme blod. Vi er det samme kød. Vi er det samme legeme. Vi er alle ét legeme. Det er ikke os eller vores ego som er aktøren i historien. Det er Helligånden eller Gud. Vi gør det ikke men Gud gør det hele. Guds rige vokser mens vi sover – som Grundtvig siger. Lige som planterne og urterne på marken – de vokser og spirer – mens vi sover!

At vi genfødes og får Guds ånd gør en forskel – som kan ses – i al fald med hjertets øje. At vi genfødes og tilgives og elskes af Gud gør en forskel – det forvandler os – de gør os til kærlige væsner. Ordet gør sin virkning. Og Gud beviser sig selv gennem sine virkninger. Vi er Guds arme og lemmer og vore gerninger åbenbarer Guds godhed og kærlighed.

At være en kristen betyder at Christi Liv er inden i os – det er nu ikke os som lever – men Kristus lever inden i os. På samme måde som Jesus gjorde mange tegn da han vandrede omkring i Jødeland – på samme måde gør Kristus nu mange tegn – disse tegn er inden i vore gerninger. Vi gør kærlighedens gerninger. Vi elsker alle brødrene i Makedonien som Paulus siger. Vi elsker og vi gør kærlighedens gerninger – fordi Kristus er aktøren og den eneste aktør – dybest set.

Kristendommen er ikke etik og moral. Lovens bud og etikken og de moralske formaninger er uden kraft. De gør ikke nogen forskel siger Grundtvig. Mennesket kan ikke forvandles gennem etik eller moral. Men lige modsat – det menneske som er blevet genfødt og forvandlet – det menneske som HAR set lyset – gør Guds kærlige gerninger. Etikken og moralen er kun selvgjorte Dyder – kun nyttesløse og ufrugtbare regler og love. Regler og love gør ingen forskel. Kristendommen er ikke nogen lovreligion. Den som har fået Guds ånd – lever et gudeligt Levets-Løb – vi lever som guder – befriede og forvandlede. Der er kun én Gierning siger Grundtvig – og det er Helligåndens gerning – ned gennem historien og ned igennem det enkelte menneskes liv.

Du holder dig nær til mig med dine Læber, men dit Hjerte er langt borte!

… men det nytter dog slet ikke hvor gode Ord vi bruge, naar Bønnen ikke er vort Hjertes Sag, som Herren klager over sit Folk … : - De holde sig nær til mig med deres Læber, men deres Hjerter er langt borte.

Vartov bind 2 s 335 – prædiken om farisæeren og tolderen i templet.

Gud ser ikke på det ydre. Gud ser på hjertet – som Grundtvig gentager tit og ofte! Gud ser ikke på om vi er mænd eller kvinder, hvide eller sorte. Gud ser ikke på om vi er medlemmer af folkekirken eller af nogen anden ydre borgerlig kirke. Gud ser ikke på de ord vi bruger. Gud ser ikke på om vi går i kirke hver søndag. Gud ser ikke på at vi beder til ham morgen og aften. Gud ser ikke på det ydre skin eller den såkaldte håndgribelige virkelighed – som Grundtvig kalder det. Gud ser på hjertet.

For Grundtvig handler dette om ånd og det åndelige. For Grundtvig er det åndelige denne virkelighed som ligger bagved det ydre skin. Gud ser på det åndelige – dvs han ser den sande virkelighed, det som dybest set er det virkelige. Mennesket er netop ånd i denne betydning. Den ydre verden og vore gerninger og handlinger og ord er egentlig kun ydre tegn – bag ved tegnene og inden i tegnene er det virkelige, ånden. Mennesket adskiller sig netop fra de umælende ved at mennesket er ånd. Mennesket kan se det åndelige, vi kan se igennem det ydre skin og se det som er det virkelige, sande og levende.

Den kvinde som har været gift med den samme mand i 24 år siger på samme måde til sin mand: - Du holder dig nær til mig med dine læber – men dit hjerte er langt borte! Hun er et åndeligt væsen og det er hendes adelsmærke. Hvis hun kun kunne se det ydre ville hun tro at hendes mand elskede hende. Men hun kan se tegnene eller hun kan se igennem det ydre. Gennem et lille hul i maleriet kan hun se det som er virkeligt. Det er det åndelige. Hun mærker i sit hjerte hvordan det er fat. Og i sit hjerte kan hun se hvordan hendes mands hjerte har forladt hende. Den ydre virkelighed er ikke den sande virkelighed. Hver dag forsikrer han hende om at han elsker hende. Han viser at han begærer hende. Han holder sig til hende med sine læber. Men hun ved godt i sit hjerte hvad der er virkeligt og hvad der er overflade, ydre skin og illusion.

Mennesket er dybest set ånd. Modsat andre levende væsener kan vi se noget – noget indre, noget usynligt, noget mere sandt – som dyrene ikke kan se. Vi kan mærke at det nogen gange skurrer i ørerne. Vi kan se den sande virkelighed bag ved tegnene. Verden fortæller os at vi er kun som dyrene – at der er ingen væsentlig forskel. Men intuitivt ved vi godt at det er ikke sandt. Vi kan godt se og føle kærligheden når den er der – selv om kærligheden er usynlig - og vi ved godt inden i vores hjerte når den ikke er der længere.

Der hvor Maria glemmes er der ingen tro på Kristus.

Thi der hvor Marie Herrens Moderglemmes der er Troen paa Christus enten selvgiort og uægte eller er dog ikke stort meer end Læbers Ord.

… Der er ingen Dag som denne oprundet siden Verdens Skabelse [Marias bebudelse]… den nye Skabelses Dag … Jesus er Kiød af mit Kiød og Been af mine Been [siger Maria] … han er Kvindens Sæd … Stamfader til en nye Slægt … den frugtbareste Dag paa Jorden … Den slægt som nu skulde fødes [vi de troende] skulde ikke være Dødens Rov men Dødens Overvinder [vi er dødens overvinder] … denne Menneske-Slægt [vi som har Maria som vores stammoder] er ikke af Jorden men fra Himlen … Denne nye Menneske-Slægt er ikke født af Mands Villie eller af Kiøds Villie men af Gud … [Vi er] … Afkom af Helte-Folk og Adels-Slægter … Vi er Herrens Slægt …

Vartov 6 s 147 – Mariae Bebudelse – 1844.

Jesus er vores stamfader siger Grundtvig! Vi er hans genetiske eller biologiske sønner! Maria er vores stammoder. Grundtvig ser på samtidens teologi og han beklager meget at Maria er blevet glemt! Maria er alles moder. Hun er en model på det troende menneske. Maria ER simpelt hen troen. Maria er kirken. Vi er født af kirken og vi er født af Maria. Vi er Marias stolte sønner – som man i Det gamle Testamente kan sige: - Vi er Rakels stolte sønner! Maria er frugtbarheden og magten og evnen til at føde og skabe. Maria føder en ny slægt, en ny race.

Maria er moderen. Vi er kommet ud af moderen. Maria er moderskødet. Det som sker med Maria da Gabriel kommer til hende – da hun overskygges af Helligånden – sker for os. Maria føder Guds søn. Vi føder Guds søn. Vi bliver Guds søn. Guds søn vokser inden i os og fødes som det skete med Maria.

Vi er Marias stolte sønner – lige som Jesus er Marias søn. Jesus er vores broder og når vi forsamles ved nadveren er det brødrene som samles. Paulus og Elias og Abraham er til stede ved nadverbordet. Vi er alle brødre. Vi er alle Guds sønner og Marias sønner – og døtre.

Maria er ikke noget kristent menneske! Helligånden kommer over Maria – men ikke fordi hun er en troende kristen. Gud gør hvad han vil og Guds handlinger er afgørende – ikke vores religion eller gerninger. Gud kommer til hvem han vil og besætter dem med sin ånd som er suveræn.

At være en kristen eller at være troende er symboliseret i Marias lovsang. For Grundtvig er troen i virkeligheden lig med lovsangen. Lovsangen udtrykkes i Marias lovsang. Det som adskiller den troende fra den ikketroende er i virkeligheden ikke troen – men taknemmeligheden, glæden og lovsangen! Det som gør en forskel er den spontane ægte umiddelbare taknemmelighed og lovsang. Troen er ikke så afgørende. Taknemmeligheden er det springende punkt for Grundtvig! Det som han især kritiserer egoet og verden for – er netop verdens utaknemmelighed. Egoet og verden mener slet ikke at der er noget at være taknemmelig for! Det menneske som lever i verden er frustreret, lidende, vred og forurettet! Der er ikke noget at sige tak for! Maria er det mest tydelige modbillede på verdens livsholdning. Det er derfor at Maria er et evigt symbol.

Hvis vi ikke holder fast i Maria har vi slet ingen tro. Maria er den Benaadede og den Velsignede! Hun er et billede på det troende menneske.

Troen behøver ingen understøttelse.

… der som dem som Prof. Clausen [1 1825] i aabenbar Strid med vor christne Tro paastod at Skriften var den eneste Troes-Regel … Troen kan ikke forsvares med den hellige Skrift … Troen behøver ikke nogen nødvendig Understøttelse … Herrens eget Ord til os alle … er for alle Christne, baade store og smaa, vise og vankundige, den eneste faste Troes-Grund, fordi den som baade Lys-Grund og Livs-Grund er baade Klippe-Grund og Sol-Grund, oplysende og oplivende …

Børnelærdommen s 220-221.

Troen beviser sig selv. Troen beviser at den er sand ved sine virkninger. Gud viser at han findes ved hans virkninger. Den kristne tro kan ikke bevises og heller ikke forsvares ved hjælp af Det nye Testamente. Kirkens fejltagelse har – siger Grundtvig – ofte været at kirken har troet at Bibelen er henvendt til de ikke troende og at Bibelens formål er at argumentere og overbevise de ikketroende! Nej – Bibelen er skrevet som et vennebrev til de troende. Det nye Testamente er ikke et forsvar over for ateisterne men henvender sig til alle brødrene og søstrene – som allerede er kristne.

Teori eller døde bogstaver kan ikke bevise at den kristne tro er sand. Bibelen kan heller ikke definere hvad der er sand tro eller sand kristendom. Troen kommer af det ord som vi hører direkte – direkte fra Gud. Dette ord og denne oplevelse forandrer vores liv. Kirken er sand – fordi dens følger og resultater er sande. Sandheden er ikke teoretisk men praktisk. Vi kan sige at Grundtvig har en pragmatisk definition af begrebet sandhed. Jesus er sand Gud og sandt menneske fordi han får de blinde til at se og de lamme til at gå. Sandheden viser at den er sandhed – i praksis – i sine virkninger. Sandheden forøger lovsangen og glæden og lykken og livet. Sandheden giver os nye kræfter og nyt mod på livet. På den måde viser sandheden at den er sand. Sandheden er ikke nogen teoretisk størrelse. Gud er sandhed – fordi han gør mennesker levende og giver dem fred og gør dem glade.

Bibelens mirakler og underberetninger er ikke henvendt til de vantro eller til ateisterne! Deres formål er bestemt ikke at overbevise de ikketroende om at kristendommen er en sand tro! Miraklerne er henvendt til de troende! De kan kun ses af troens øje eller af hjertets øje. De kan ikke ses med ånden og i ånden. De er begivenheder som foregår i den åndelige verden. De er ikke beviser – i filosofisk eller menneskelig forstand. De giver nyt håb og vished til dem som har fundet troen – allerede.

Når vi hver især oplever Gud og får hans ånd og hans liv – er vi ikke i tvivl. Vi ved hvad vi skal tro. Troen er allerede givet – den er allerede bekiendt som Grundtvig siger. Troen skal ikke rette sig efter en ydre regel eller norm – heller ikke efter Det nye Testamente. Troen er meget ældre end Det nye Testamente. Kirken er meget ældre end skriften.

Når jeg først har følt og mærket og oplevet Gud og hans virke, når jeg først har sanset og oplevet og erfaret Herrens virkelige Nærværelse – som Grundtvig siger - har jeg fundet en stensikker grund at bygge på. Denne Lys og Solgrund er selvindlysende og evident. Den behøver ikke nogen Understøttelse. Den beviser sig selv. Når vi har oplevet Guds ånd komme over os – bliver vi levende og vi føler os levende – ånd er det samme som liv – og alle mennesker kender forskellen på liv og død. Vi var åndeligt døde og vi levede måske i en illusion og indbildning – men nu er vi kommet ud i lyset. Det ved vi godt og vores erfaring behøver ikke nogen kunstig understøttelse!

Det var nemlig som Boglærde og Skriftkloge vi [præsterne, teologerne] fristedes til at spille Herrer og Mestere over Troen og Menigheden og stillede os med Bibelen under Armen mellem Troen og Menigheden, hvorved de begge skildtes fra Herren og Aanden og skildtes ved Livet, saa baade Bekiendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen nedsank i den Døds-Dvale hvoraf Herren og Aanden … nu daglig opvækker dem. … til de nedsank i Døds-Dvale, og indhyldedes af et ægyptisk Mørke, der skjulte baade Himlen og Graven …

Børnelærdommen s 241.

Den vækkelse som Grundtvig oplevede i det 19 århundrede bestod netop af at kirken og præsterne aflagde den dårlige vane at være mellemmænd og kontrollanter og herrer over troen og menigheden. Intet menneske kan være herre over troen eller menigheden. Vækkelsen består netop i at menigheden og det enkelte menneske nu er blevet direkte stillet over for Gud. Mørket er blevet fortrængt af lyset. Hvis kirken stiller sig til dommer over den enkeltes tro – bliver resultatet at mennesket nedsynker i en åndelig død, magtesløshed, umyndighed og ufrihed. Gud taler direkte til den enkelte og til menigheden. Ånden eller Helligånden taler direkte til den enkelte – og deri består livet. Ånd er liv. Himlen er blevet åben og Gud er ikke længere skjult bag ved præster eller eksperter eller belæste professorer. Forskellen mellem den gamle Tvangskirke og den frie menighed er forskellen mellem liv og død. Alle mennesker er frie og værdige og myndige. – Vi er ikke herrer over jeres tro, som Paulus skriver, men medarbejdere på jeres glæde!

Det naturlige menneske hører de små fugle synge om Paradiset. Vores kollektive erindring.

… Mennesket [efter syndefaldet, det naturlige menneske] hørde vel imellem over sit Hoved en lille Fugl synge om Paradiset med alle dets Fuglesyner og Sange og rørdes vemodig derved som ved dunkle Barndoms-Minder om bedre Dage …

Vartov 5 s 198 – 1843.

Alle mennesker uanset deres religion eller livsanskuelse hører Guds stemme. Vi hører Guds stemme kalde på os – på mange forskellige måder. Alle mennesker har inderst inde en dunkel erindring – om urtiden – om guldalderen – om paradiset. Alle mennesker ved inderst inde hvor de kommer fra og hvorhen de længes. Alle mennesker længes tilbage til paradiset. Vi hører alle sammen fuglene synge om paradiset – bevidst eller ubevidst. Hver gang vi hører den røst eller hver gang vi ser et glimt af lyset – et glimt af guldet som vi har tabt – bliver vi rørt. Vi bliver vemodige. Vi længes. Gud ligger inderst inde i alle mennesker som en erindring. Sandheden ligger inden i os som en erindring. Når vi ser lyset og når vi ser Gud – så genkender vi ham – alle mennesker genkender Gud når de ser ham. Vi er hans slægt, hans sønner og vi har hans væsen og hans gener. Gud er ikke en fremmed. Gud er ikke et u-menneske. Han er lige som os. Gud er kommet til os – han er kommet til sit eget – som Grundtvig siger.

Friheden.

… at mit christelige Ærinde er af yderste Evne at klare, at den sande Christendom langtfra at staa i Forbund med nogen som helst aandelig Trældom og Samvittigheds-Tvang eller med noget som helst Hykleri, Dølgsmaal eller Skuespilvæsen ikke blot kan taale al menneskelig Frihed saavelsom al menneskelig Oplysning, men kræver dem.

Børnelærdommen s 167.

Ingen har nogen ret til at opkaste sig til herre over andres tro. Ingen har lov til at sige til et andet menneske: - Det som du tror på er forkert! Gud hader alt hykleri og uærlighed og skuespilvæsen. Friheden og respekten for det enkelte menneske er forudsætningen for kristendommen og forudsætningen for at samfundet kan trives og for at den enkeltes liv kan lykkes.

Kirken har en lang tradition for at missionere og pånøde mennesker kristendommen og Grundtvig tager afstand fra denne tradition. Kirken har gjort mennesker til åndelige trælle. Kirkens gejstlige og såkaldte repræsentanter har opkastet sig til at være herrer og mellemmænd – helt uden nogen ret.

Kristendommen kan tåle enhver frihed. Jo større frihed der findes i samfundet – jo bedre vilkår har kirken og evangeliets forkyndelse. Evangeliet virker kun i frihed. Mennesker vil tiltrækkes af det kristne evangelium – helt af sig selv – hvis evangeliet forkyndes med ånd og liv. Staten skal ikke pånøde nogen evangeliet. Evangeliet er en gave. Vi vælger.

Ingen oplysning eller viden eller videnskab er en fare for evangeliet eller kirken. Ingen viden kan føre mennesker bort fra evangeliet eller troen. Tværtom mener Grundtvig at vore erfaringer bringer os hen til Gud og hen til evangeliet. Troen bygger på det som vi ved – det som vi er sikre på – det som vi har set med vore egne øjne. Kristentroen bygger på vore erfaringer. Derfor er friheden nødvendig. Kun hvis mennesker er frie kan de gøre deres erfaringer. Gud beder os ikke om at være overtroiske eller om at tro på det som står i Bibelen! Gud beder os om at tro på det vi har hørt og set med vore egne sanser!

Grundtvig vendte sig imod alle borgerlige ordninger som var med til at pånøde mennesker kristendommen. Han gentog hele tiden at kristendommen skal være et helt frit valg. Han gik imod den kirkelige vielse – hvis den var den eneste mulighed for vielse. Han gik imod konfirmationen fordi den havde juridiske og borgerlige følger. Mennesker skal have lov at vælge frit. Mennesker skal ikke presses eller lokkes til nogen bestemt tro. I de fleste af sine tekster gik han ind for en adskillelse mellem stat og kirke – som i den første oprindelige kirke.

Gud taler til den enkelte – direkte. Vi vidner om det som vi har hørt. Gud er her til stede. Kirken bygger på Guds virkelige nærværelse her hos os og inden i os. Det som Gud har sagt til den enkelte – kan andre ikke anfægte. I den forstand er vi alle udsendt af Gud. Vi er hans talerør eller hans profeter. Præster eller embedsmænd eller fyrster eller paver kan ikke anfægte det vidnesbyrd som lyder fra det enkelte menneske og fra menigheden i fællesskab. Troen kommer af Hørelsen - af sansningen og af vores oplevelse. Det som jeg har oplevet er sandt. Friheden er alles frihed. Friheden udelukker ethvert herredømme. Vi er alle Guds præster. Ingen kan gøre sig til herre. Vi tror som vi har hørt. Friheden er hos Grundtvig også en dyb respekt for det enkelte menneske og dets tro. Det er ikke de kloge eller de uddannede som Gud har åbenbaret sin sandhed for – Gud har åbenbaret evangeliet for de uvidende, enfoldige – for ganske almindelige mennesker. Teologien som på universitetet kan aldrig fortælle mennesker hvad de skal tro på. Troen er allerede givet. Vi tror på det som vi er sikre på – det som er kommet til os udefra og som har overbevist os. Troen er indlysende og evident – vi behøver ikke læse i en gammel støvet bog for at finde troen og dens indhold.

De ord som vi taler.

I Guds Billed er vi skabte

I Hans Ord vort [ord] ligesaa,

Hørende til det Fortabte,

Dog vort Ord for Guds vil gaae,

Pukker paa at Skaber-Haanden

Gjorde dem til ét i Aanden

Som de var i Herrens Mund.

Syvstjernen s 370

De ord som vi siger til hinanden er ikke vore egne ord – de er Guds ord eller de kan være Guds ord. Når jeg hører ham eller hende tale – er det måske Guds ord eller Guds stemme som jeg hører. Jesus var både en sand Gud og et sandt menneske. Vi har del i hans væren og liv – og magt og kraft. Jesus var nok et menneske som alle andre – født og opvokset som alle andre – men han talte samtidigt Guds ord. Han var Gud. I Jesus smelter det guddommelige og menneskelige sammen, siger Grundtvig – og det samme sker med os som hører Kristus til. Vi har hans ånd og de ord vi taler er ikke er vore egne – vi modtager dem så at sige udefra. Ordene kommer til os. Vi lever det evige liv. Vi har fået en ny væren og en ny natur. Det menneske som er døbt er blevet genfødt – han døde og så genopstod han af dåbens vand. I dåben indledes et nyt liv – det evige liv. Vi forvandles. Lige som Helligånden taler vi ikke vore egne ord – ordene kommer ikke fra vores lille ego eller fra vores fornuft eller forstand. Vi gør ikke vore egne gerninger – vi gør Faderens gerninger, siger Grundtvig. Vi er skabt i Guds billede og dette billede eller potentiale bliver realiseret i dåben og ernæret ved Herrens Bord i nadveren. Mennesket er ikke guddommeligt – men det troende menneske får del i den guddommelige natur. Vi bliver stærke eller mægtige eller dygtige til at opnå alle ting. Vi bliver forvandlet gennem en lang proces. Vi får indpodet en ny natur – nye gener som forvandler os i det lange løb. Døden er overvundet. Tiden er overvundet. Vi forvandles både i sindet, i tankerne, i følelserne og i vores legeme. Vi får et nyt legeme. Vi får et nyt kød. Grundtvig taler om det hele menneske – hele mennesket forandres – sjæl og legeme og ånd og væren. Guds kraft forvandler os og gør os til nye væsener. Vi er blevet som Kristus og vi er ét med ham – og derfor bliver vi forvandlede til at blive som Gud selv. Ikke på grund af vore egne bestræbelser. Ikke på grund af en lov eller et krav fra Gud. Kærligheden vinder frem og breder sig i vores liv og i hele verden. Ikke fordi vi styrer eller kontrollerer os selv eller adlyder en lov om kærlighed – men fordi Guds kraft eller energi eller magt vokser igennem historien. Gud og hans ånd lever inden i os – og den omskaber virkeligheden og verden og vores natur og tilbøjeligheder. Guds ånd manifesterer sig mere og mere, stærkere og stærkere efterhånden som historien skrider frem. Når vi viser Gud tillid og når vi åbner os for Gud – udvirker han det hele. Guds ånde og åndedræt blæser hen over jorden, skaber et nyt forår og en ny sommer og forvandler alt. Vi vågner op af søvnen og op af illusionen. Vi ser lyset og vi bliver levende. Gud gør os levende – både i sjælen og i legemet. Vore legemer får nyt liv, vi får en ny følsomhed, vore lemmer og sanser befries for de bånd og den undertrykkelse af kroppen som verden har skabt. Ånd er liv og kraft og når vi åbner os for Guds ånd bliver vi levende – øjnene bliver klarere og vi bliver fysisk meget mere levende. Vi kan mærke ånden røre sig i alle vore lemmer!

Skilsmissen melem Sjælen og Aanden. Den aandelige Død.

Syndens Sold er nemlig Død i alle Maader, ikke blot omsider [engang] den legemlige Død, men lige fra Begyndelsen den aandelige Død, der er en Skilsmisse mellem Sjælen og Guds Aand [Aanden] hvorved Sjælen bliver ligesaa blind for Alt hvad der hører Guds Aand [Aanden] til som den bliver magtesløs til al Guds Gierning [al Gierning] og staaer under hans Herredømme som har Dødsmagten … det nye Liv … som ingenlunde bier med at træde i Kraft til vi er legemlig døde … Saalænge man derfor ikke føler den aandelige Død, kan man umuelig fatte det ny, evige Liv … og skiøndt det synes umuelig for vore Øine, at den aandelige Følelsesløshed, som hersker i vor Tid, kan helbredes, saa veed vi dog det er mueligt for Gud thi Han har jo beviist det paa os selv…

Vartov 2 s 308-309 – 1841.

Hvad er synd? Grundtvig siger at synden er en adskillelse eller en skilsmisse – en skilsmisse som nu ses over alt i verden. Menneskets sjæl er blevet skilt fra menneskets ånd. Der er kun én ånd – menneskets ånd er Guds ånd. Ånd er ånd. Ånd er glæde, kærlighed, liv.

Ånden er livet og livskraften og livsglæden. Når vi skilles fra ånden eller fra vores ånd – bliver vi som døde – åndeligt døde. Vi mister ånden.

Når vi mister ånden mister vi gejsten. Det menneske som lever i synden har mistet forbindelsen til ånden dvs til livet. Når vi adskilles fra ånden bliver vi modløse, vrede, forbitrede, skuffede, opgivende, mistroiske og kyniske. Det er de åndelige tegn som Grundtvig ser når han ser sig omkring i verden. Det er lige netop det modsatte af det som han kalder de kristelige Livs-Tegn som er tro, tillid, forkyndelse, og lovsang. Det er derfor han kan sige at dette er blevet syndens verden. Døden har taget magten i verden – ikke så meget fordi vi skal dø engang – men mest fordi vi er åndeligt døde. Synden er en magt som har besat verden. Synden er en besættelsesmagt - et uvejr som hærger i hele verden. Synden ødelægger livet.

At opgive ånden er jo netop at dø og at opgive livet, siger Grundtvig. Når vi opgiver ånden så dør vi – enten legemligt eller i al fald åndeligt, siger han. Ånden hænger netop sammen med opgivelsen. Grundtvig ville sige at det moderne menneske har givet op. Det tror ikke længere på noget som helst. Det har opgivet. Det er gået til grunde i mistro og skepsis. Det afviser ethvert egentligt håb. Der findes ingen udvej. Vi kan bare vente på at vi skal dø. Livet er meningsløst.

Ånden er liv og energi og mod og kækhed og driftighed og kærlighed. Når vi er åndeligt døde er vi blinde. Vi lever i en indbildning – i et Skin som han siger. Vi lever lukket inde i angsten og frygten. Vi kan ikke se at livet er en velsignelse – vi kan ikke se at livet er godt og smukt. Når vi har ånden glædes vi hver dag over det Paradis som Gud har skabt til os her på jorden. Når vi mister ånden bliver vi vrede – verden er ond og håbløs og vi kan ikke stole på livet, andre mennesker eller os selv. Vi lever uden noget håb i verden. Vi tænker at vi kan lige så godt æde og drikke - for det hele er bare håbløst – som Paulus siger - og som Grundtvig ofte citerer. Den åndelige død er i høj grad lig med håbløsheden – ego tankegangen, indelukketheden, magtesløsheden, frygten og vreden.

Når vi lever i synden og i syndens verden - dvs når vi bliver adskilt fra ånden – bliver vi magtesløse. Vi bliver hjælpeløse ofre – prisgivet og værgeløse. Derfor bliver vi vrede på verden og på livet. Vi bliver skuffet over livet. Vi bliver dybt skuffet over andre mennesker. Vi føler os bedraget og snydt. Andre mennesker bliver vore fjender. De vil tage noget fra mig som jeg har ret til. Når vi mister ånden og når vi lever i synden – bliver vi uendeligt ensomme – og frygteligt bange og opgivende. Vi lever i dødens verden, under dødens magt – der er ikke noget at glæde sig over – der er kun forurettelsen tilbage. Ingen livsglæde, ingen barnlig glæde, ingen lovsang, intet livsmod og ingen kraft og styrke. Vi mister troen på os selv. Vi mister troen på at det kan blive anderledes. Vi mister troen på fremtiden. Det er umuligt siger egoet: Intet vil blive anderledes – verden og livet er håbløst.

Det åndelige er for Grundtvig ikke lig det sjælelige. Ånden er det liv og den kraft som gør os til rigtige levende mennesker. Synden adskiller sjælen fra ånden – men den adskiller også legemet fra ånden! Når vi lever under syndens magt er vore sjæle døde – men vore legemer er også døde! Der er heller intet liv i vore legemer og lemmer! Synden rammer både vores sjæl og vores legeme – for Grundtvig er sjæl og legemme to sider af den samme mønt. I syndens verden – i denne verden – kan vi se at kroppen er undertrykt og underkuet siger han. Det kan vi se som en fysisk legemlig dødhed. Øjnene er matte og ansigterne er slappe og der er ingen kraft i vore lemmer! Ifølge Grundtvig kan man se på mennesker – fysisk – at de lever under syndens og dødens byrde – deres legemer viser at de er blevet slaver og livegne under synden, djævelen og den onde fyrste. Voksenlivet ødelægger kroppen og gør os nedtrykte både psykisk og fysisk.

Gud har drevet synden og døden ud af verden. Gud har overvundet døden og synden. Han har knust slangen. For mennesker er dette sikkert umuligt men Gud har gjort det. Vi ser beviserne over alt. Når vi åbner øjnene kan vi se at vi lever i Guds rige – i Paradiset. Troen er at se lyset eller at blive seende. At blive seende er at få nyt mod på livet og at føle den naive og barnlige glæde ved livet. Verden har helt tabt denne naive glæde ved livet – men de små børn er et godt billede for os voksne. De små børn har denne naive glæde ved livet – ikke så mange tanker – ikke så megen skyld – men masser af kraft, tro, styrke, mod, kækhed og virkelyst! Gud helbreder verden. Gud vil ikke dræbe det menneskelige eller det kødelige – han vil helbrede det kødelige. Helbredelsen består i at vi får ånden og livet og livsmodet og lyssynet tilbage!

Evangeliet handler om legemet. Grundtvig bliver ved med at vende tilbage til fortællingen om enken og moderen i Nain hvis søn er død. Det som moderen har brug for er at hendes søn bliver levende. Hun har ikke brug for at blive trøstet! Hun har ikke brug for at få at vide at døden er ikke så slem eller at vi må jo leve med døden – for alle mennesker skal dø. Jesus griber ind og gør hendes søn levende. Lige som Lazarus som kaldes ud af graven. Evangeliet handler om legemet. Synden og døden sidder i legemet – i det fysiske – i vore lemmer. Dem som Jesus optræder sammen med er netop de fysisk syge – de halte, de lamme, de blinde, de syge. Jesus helbreder den fysiske sygdom. Evangeliet handler om den fysiske helbredelse. Det nye liv er et nyt fysisk liv. Når vi får det nye liv bliver vore legemer fornyede, foryngede og helbredte. Vi bliver befriet for vore fysiske plager og alderdom og fysiske svækkelse. Vi bliver igen unge og energiske. Døden og synden sidder netop i legemet. Vore legemer er mærket af dødens lov og evangeliet og helligånden handler netop om vores legeme. De mennesker som lever i verden har legemer og lemmer og ansigter som er stivnede, deres hjerte er stivnet, deres kraft og energi har de mistet. De er ramt af fysiske lidelser og sygdomme. Den fysiske død er kun enden på en lang udvikling. Hver dag forældes og ødelægges og svækkes vore legemer. Evangeliet giver os håbet tilbage. Vi troede at fornedrelsen og ydmygelsen og ældningen og sygdommen var uden håb og uden ende. Vi troede at lidelserne var uundgåelige. Vi troede at kristendommen kun handler om sjælen eller det åndelige. Men det er helt forkert siger Grundtvig. Kristendommen og det kristne håb handler netop om legemet og kødet. Vi skal forvandles. Helligånden forvandler vores sind – ja men helligånden forvandler især vores legeme. Vi får så at sige nye ben og nyt kød. Det er kernen i evangeliet. Evangeliet handler ikke om sjælen som en skygge eller et spøgelse. Evangeliet handler om det levende virkelige fysiske menneske. Moderen og enken i Nain har ikke brug for et spøgelse eller en ånd. Hun har brug for at hendes søn bliver levende igen.

Den nødvendige udvikling og historie. Alt er nødvendigt.

Vi vil derfor ingenlunde laste de forrige Slægter som gik forud for os og tænkte anderledes … de meende det ærligt og fulgde deres bedste Overbeviisning … thi lige som Israels Folk trængde til Loven førend de kunde skiønne paa Evangeliet saaledes maae der alle vegne gaae et Slags gammel Testamente forud hvor man skal blive skikket til rettelig at modtage det Ny …

Vartov 5 s 320 – prædiken om sabbaten og søndagen – 1843.

Tingene sker i en uundgåelig eller nødvendig udvikling. Det som skete i det gamle Israel var nødvendigt for det senere kunne ske. Jesus kunne ikke være kommet noget andet sted eller til en anden tid. Alt var nødvendigt og tilstrækkeligt. Det som sker forudsætter det som er sket. Evangeliet forudsætter loven. Én kvinde kan ikke føde et barn uden at hun har været gravid i mange måneder og hun kan ikke blive gravid uden at hun er blevet befrugtet.

Sommerfuglen forudsætter den lille puppe og puppen forudsætter den lille larve. Den ene fase føder den næste. Det gælder også det som sker i det personlige liv. Ofte kan vi ikke forstå det som skete eller det som vi selv gjorde eller det som andre mennesker gjorde imod os. Ofte er vi vrede. Ofte har vi dårlig samvittighed og skyldfølelser. Men det som skete var i en dybere forstand nødvendigt. Det som skal ske – det vil ske – fordi det fører til frelsen og glæden og lykken. Det nødvendige – som Grundtvig nogle steder kaldet det u-udeblivelige! Vi bliver forladt af de mennesker som vi elsker. Vi kan ikke forstå det. Men det var nødvendigt for at noget bedre eller højere kunne ske. Vi er nødt til at forlade barndommen og ofte begræder mennesker at de må forlade barndommen. Men udviklingen skrider frem med en indre logik – en logik vi sikkert ikke altid kan se i øjeblikket – men som vi måske kan se på et meget senere tidspunkt!

Efter Luther kom der ifølge Grundtvig en nedgang og en åndelig død. Det er blandt andet det som han prædiker over i den citerede prædiken. Grundtvig mener at Luther blev svigtet og fordrejet. Kristendommen blev en tvangskirke og en lovreligion. Men vi skal ikke kritisere eller laste vore forældre siger han. Den åndelige vækkelse som opstod i Danmark og i Norden i det 19 århundrede FORUDSÆTTER det som skete. Vækkelsen forudsætter den åndelige død, tvangskirken, rationalismen, overtroen på forstanden. Uden det var lyset ikke kommet til Danmark.

Det som sker gør os skikkede til noget nyt. Det som sker senere – er bedre! Grundtvig tror på fremtiden og fremskridtet! Både i kirkens historie og i samfundenes historie og i det enkelte menneskes historie. Efterhånden som vi ældes bliver vi bedre – ifølge Grundtvig! Vi bliver klogere og videre og mere kærlige. Kristendommen bevæger sig også frem i en udvikling. Vi forstår mange ting i dag som Luther slet ikke kunne forstå, siger Grundtvig. Luther var en stor mand – i sin Tid som han siger i en prædiken – men netop ud fra den tids målestok. Luther var en stor teolog ud fra samtidens målestok – men ikke helt ud fra vores målestok siger Grundtvig. Fordi lyset og oplysningen og indsigten hele tiden breder sig i den historiske udvikling. På samme måde er der mange ting i skriften som Grundtvig ikke kan forstå – men som han siger: Vore børn og børnebørn vil forstå det bedre. Mennesket udvikler sig og bliver stadigt højere og bedre. Det som kommer senere er bedre end det som var tidligere. Denne grundlæggende historie opfattelse ligger i store dele af Grundtvigs samtid – i romantikken. Vi finder den samme opfattelse hos den tyske filosof Hegel. Mennesket og kulturen og verden bevæger sig fremad imod et mål. Gud ser hvad der sker og det er helligånden som er energien inden i udviklingen. I den græske filosofi blev det iboende mål kaldt tingenes Telos. Vi finder Telos tanken meget tydeligt hos Aristoteles. Grundtvig har den samme tanke. Han siger at vi alle og hele verden bevæger sig stadigt frem imod Herrens Maal. Til sidst bliver mennesket som Gud selv. Til sidst smelter tro og viden sammen. Til sidst smelter jord og himmel sammen. Udviklingens Telos er ikke et fremmed kunstigt mål – det er et mål som er naturligt – det er et mål som ligger i selve tingenes væsen. Lige som målet for larven er at blive en sommerfugl og lige som målet for sønnen er at blive som sin fader!

Hvem er egentlig de sande ’kristne’?

Hvem der er i Christus er en ny Skabning … de Christne har Christi Aand … Vi skal iføre os det ny Menneske … Dette klinger som et Lovens Bud og saaledes betragtet vilde det være det Utaaleligste af dem alle thi er Noget ret aabenbar umueligt for os da er det at omskabe sig selv til noget Bedre endsige da til Noget evigt godt og guddommeligt og saa tit som et Menneske selv vil fuske paa det guddommelige Mesterstykke vanskaber han kun sig selv og Menneske-Naturen i sig…

Vartov 5 s 343 – 1843.

I to prædikener fra 1843 stiller Grundtvig spørgsmålet: - Hvem er egentlig de sande kristne? Vi kan igen her se at han ikke har meget tillid til moralen, selvbeherskelsen eller egoet. Den kristne er det menneske som er blevet forvandlet – så at sige udefra. Den troende er blevet en Guds søn, et Guds-Menneske som han siger. Det er det guddommelige Mesterstykke. Verden spotter og siger at det er umuligt. Men erfaringen viser at det er muligt. De kristne eller troende er egentlig ikke dem som er medlemmer af kristne kirker eller udvortes er døbt eller konfirmeret! De kristne er dem som Gud har forvandlet og gjort til nye mennesker. Og gud gør hvad han vil. Gud tager ikke hensyn til vores religion eller riter eller dåb. Hos Gud er der ingen personsanseelse og Gud er for så vidt lige glad med vores religion! Vores såkaldte religion gør hverken fra eller til. Moralen gør hverken fra eller til. Kun den underfulde omskabelse af mennesket gør en forskel siger Grundtvig.

Det nye menneske er Kristus. Jeg og vi er Kristus. Vi har fået Kristi ånd og Guds ånd. Vi er alle dybest set det samme, vi har den samme ånd og derfor er de to legemer blevet til ét legeme. Det nye menneske er bestemt af nye egenskaber. Grundtvig nævner Forundringen og Taknemmeligheden som det vigtigste. Det nye menneske ser at livet er fuld af undere. Det forundrer sig. Det lever i glæde og taknemmelighed. Verden eller egoet er aldrig forundret eller overrasket. Verden siger at alt er umuligt og der er intet nyt under solen.

En anden vigtig egenskab hos det nye menneske er Frimodigheden og frygtløsheden. Den afgørende modsætning til troen er ikke vantroen – men frygten! Egoet lever i en evig frygt. Alt er farligt. Vi kan ikke have tillid. Det nye menneske har ingen frygt. Det har mod og styrke. Det er ikke bange for noget. Det føler sig trygt og sikkert. Frimodigheden – frygtløsheden – viser at vi er vågnet åndeligt – vi vedat vi er Guds – og Marias – stolte sønner. Vi er kongens sønner og vi skal ikke frygte noget. Vi har overvundet verden. Vi har overvundet døden som Grundtvig siger. Vi harsejret. Vi er frie.

Det nye menneske har sin stolthed og sin værdighed. Det er det afgørende skel i forhold til det gamle menneske. Skellet går egentlig ikke mellem de såkaldt kristne og de såkaldt ikkekristne. Det afgørende skel går imellem det ny menneske og det gamle menneske. Det ny menneske er kommet ud af ydmygelsen, svagheden, frygten og forurettetheden og vreden! Det nye menneske er et værdigt stolt og frit menneske – en værdig søn af faderen – en værdig søn af Gud. Vi er verdens lys.

Lader Eders Lys skinne for Menneskene saa de see Eders gode Gierninger …

Menigheden er Jesu kæreste. Jeg er Jesu kæreste. Han elsker mig. - Kom Jesus!

Da ved Pindse-Nadverbordet

Skiænker han den gode Viin

Deri aabenlyst Ja-Ordet

Drikker han med Kiærest sin

Siger, før han svinder fage:

Efter ei ret mange Dage

Herlig skal vort Bryllup staae!

Syvstjernen s 378.

Der er kun én kærlighed. Der er kun én slags kærlighed. Menigheden er bruden eller den unge pige. Jesus er brudgommen. Jesus elsker den unge pige. Jesus er forelsket. Den unge kvinde længes efter at Jesus skal komme. Forholdet mellem kvinden – menigheden, kirken, mennesket, mig – og Kristus er menneskeligt eller romantisk. Der er kun én slags kærlighed. Gud elsker os sådan som to forelskede mennesker elsker hinanden. Gud længes efter at blive forenet med sin kæreste. Gud forlover sig. Kristus giver sit Ja-Ord som en mand giver sit Ja-Ord til en kvinde. Gud forpligter sig. Gud afgiver et løfte. Gud handler ud fra sin kærlighed – helt menneskeligt forstået – Gud handler ud fra sine følelser. Gud længes og venter spændt. Gud har kun én drøm – at blive forenet med sin elskede. Gud længes efter bryllupsdagen på samme måde som pigen eller kvinden længes efter bryllupsdagen og den fysiske forening. Grundtvig elsker billedet af den unge kvinde som længes og drømmer og venter at hendes udvalgte skal komme. Grundtvig bruger dette billede utallige steder. Kvinden er rent Hjerte som han siger. Hun er ren følelse og forventning og lykke og glæde. Hun ved at hendes udkårne mand snart vil komme. Men hun kan næsten ikke vente. Hun kan ikke tænke på noget andet. Hun sidder ved vinduet og spejder. Hvornår? Hvornår? Hun ved at hendes lykke er sikker og vis. Hun smelter helt hen i tankerne om den elskede. Han er hendes drøm og lykke og salighed. Kom! Kom! – Jesus er ridderen på den hvide hest og jeg ved at han snart vil komme og redde mig, siger kvinden. Det har han lovet. Han har givet mig sit ord. Han vil komme og hale mig ud af al min sorg og elendighed. Han er en helt. Han er min helt. Han er mand af ære.

Grundtvigs billedsprog er romantisk, menneskeligt, sanseligt, næsten seksuelt. Forholdet mellem Gud og mennesket skildres som et kærlighedseventyr. De to parter skal smelte sammen og blive ét kød. Forholdet mellem de to parter er præget af dybe sukke, inderlige længsler, drømme, fantasier og forventning. Både Gud og mennesket længes kun efter én ting – foreningen og sammensmeltningen. Vi skal blive ét – og derefter skal vi være ét og ét kød for evigt. – Kom Herre Jesus, Kom! Som det hedder i Johannes Åbenbaring – et citat som Grundtvig ofte bruger. Forholdet Gud – mennesket er kød og blod, drift og følelser og længsel. Mennesket er kød og blod for Grundtvig. Hvis vi ikke have legemet – ville vi ikke engang være halve mennesker – som han siger! Hjertet, følelserne, sansningen, berøringen – det er alt sammen krop og legeme – uden liv og lemmer ville det menneskelige forsvinde. Den kristne kærlighed er ikke nogen ny fremmedartet kærlighed. Hvis det var tilfældet kunne vi slet ikke forstå den kristne kærlighed, siger Grundtvig. Nej – den kristne kærlighed er den kærlighed som vi kender i forvejen. Kærligheden er ikke ny men ældgammel. Gud elsker mig som to mennesker kan elske hinanden med krop og sjæl og som en moder elsker sit barn.

Saa hun vinder Brude-Krandsen

Saa opfyldes Herrens Ord

…

Thi naar Hjerter sammensmelte

Løses op hvert andet Belte

I Fuldkommenhedens Baand.

Sammesteds s 378.

Det som Gud har og altid har haft er nu blevet vores. Gud er blevet kød. Gud vil ikke bo i det høje men i det lave. Bruden og brudgommen smelter sammen lige som manden og kvinden smelter sammen i kærligheden. Den lykke og magt som Gud har er nu blevet vores. Den kærlighed som Gud har er nu blevet vores. De følelser som Gud altid har haft siden tidernes morgen – er nu kommet ind i os og vi tænker og føler nu lige som Gud. Vores kærlighed er Guds kærlighed og Guds kærlighed virker gennem os og løber ud fra os som et kildevæld. Der er ikke længere nogen adskillelse. - Dit er mit og mit er dit:

Det er Kiærlighedens Kiende:

Til sin Brudgom [Gud] Bruden [mennesket] frit

Siger: Eet er nu vi tvende,

Mit er Dit og Dit er Mit,

Dit er Hjerte mit, med Haanden [mit hjerte tilhører dig],

Min er Munden din, med Aanden [vi taler Guds ord og med Guds stemme, Gud taler gennem mennesker],

Glæden vores, begge To!

Syvstjernen s 338.

Troen er en frii Sag.

Men hvad vi skal indprænte os selv og indskærpe hinanden, det er, at der nu engang findes mange Folk som slet ikke bryde sig om det evige Liv eller som dog paa ingen Maade vil kiøbe det … Det er umueligt at paatvinge Nogen Troen eller Livet … Intet kan heller være mere stridende mod Christendommens Aand, der hader alt Hyklerie, Skrømt og Skinvæsen, end Tvang i Troens, Hjertets og Kiærlighedens Sag … Derfor er det min Bøn til Forældre, at de kun, naar Børnene selv ønske det, vil betroe dem til min Underviisning [konfirmationen] og jo færre jeg under disse Omstændigheder har at tale med des trøsterigere tør jeg forudsætte at hos dem falder Ordet i god Jord.

Vartov 2 s 190-191 - prædiken i 1841 - ved konfirmationen.

Troen er en frii Sag, som Grundtvig bliver ved med at gentage. Kirken taler til de mennesker som søger ind i kirken af egen drift. Kirken skal ikke gå ud i verden for at sælge en vare til de flest mulige. Grundtvig afviser helt den papistiske tankegang om at pånøde og lokke og true mennesker ind i kristendommen. Konfirmationen er for de få eller mange som virkeligt ønsker konfirmationen. Konfirmationen må ikke have borgerlige konsekvenser. De unge som vælger ikke at lade sig konfirmere må ikke rammes af negative konsekvenser. Konfirmationen skal bygge på et frivilligt valg. De mennesker som ønsker at blive døbt og de mennesker som vælger ikke at blive døbt skal juridisk og samfundsmæssigt være helt ens stillet. Grundtvig gør helt op med tvangskirken. Det kirkelige ægteskab skal være en frivillig sag og det skal være muligt at blive gift uden for kirken.

Grundtvig taler meget omm Skinvæsen og Skrømt og Hyklerie. Samtidens pietistiske vækkelse talte på samme måde om hykleriet. Men det interessante er at hos Grundtvig har disse ord en helt anden betydning end hos pietisterne. Pietisterne retter anklagen om hykleriet imod det enkelte menneske – på en måde der skal skabe skyld og tvivl og dårlig samvittighed. Er jeg måske bare en hykler? Har jeg en ægte tro? Pietisterne siger til det enkelte menneske: - Du er en elendig hykler! Skam dig og omvend dig! Grundtvig retter anklagen imod systemet eller samfundet eller kirken! Samfundet fremkalder hykleriet – samfundet tvinger mennesker til at underkaste sig kirkens krav. Før 1849 blev børnene tvangsdøbt hvis forældrene svigtede og ikke fik børnene døbt. De unge mennesker som ikke blev konfirmeret blev ramt af negative juridiske konsekvenser. Alle mennesker blev tvunget ind i det kirkelige ægteskab. Altergangen var i nogle tilfælde tvungen. Alt dette uvæsen skaber ifølge Grundtvig et omfattende hykleri. Systemet viser en fuldkommen mangel på respekt for mennesket og mennesker bliver på den måde behandlet uværdigt. Det er den gamle papistiske surdej siger han. Man tror at jo flere man får presset ind i kirken jo bedre - som om det skulle være Guds vilje. Grundtvig afviser hele denne tankegang. Kirken er ikke en organisation som skal sælge sin vare på et marked til flest mulige. Grundtvig ønsker ikke flest mulige konfirmander! Han ønsker konfirmander som selv ønsker at blive konfirmeret – unge mennesker som føler en trang, en lyst og et behov. Kirken er et åbent hus. Mennesker i nød og i sorg og som er søgende vil blive modtaget af kirken. Kirken skal ikke prøve at overtale de ugudelige eller de vantro – kirken skal give nyt mod og sprede glæde for de mennesker som søger ind i kirken. Kirken skal ikke reklamere eller lokke eller pånøde nogen troen. Troen er en frii Sag. Troen kan ikke pånødes lige så lidt som kærligheden kan pånødes! Troen – og kærligheden – kommer af sig selv. Vi kan ikke skabe nogen tro eller kærlighed med vore kræfter, systemer eller ordninger. Når to mennesker er forsamlet – er Guds ånd til stede. De mennesker som har brug for evangeliet skal nok selv af egen drift og med åndens hjælp finde frem til kirken.

Unaturlig vi beskæmme da vor høie Adelsbyrd.

Derfor end os dybt kan røre

Det Guds-Ord, som os har skabt,

Naar vi af Guds Mund det høre,

At det bedste vi har tabt,

Barne-Lighed med vor Fader

Sandheds Gud og Løgnens Hader

Kiærlighedens Kildespring.

Derfor end vi kan fornemme,

Synkes ned til Markens Dyr,

Unaturlig vi beskæmme

Da vor høie Adelsbyrd,

Saa vort Modersmaal med Rette

Brændemærker det Grundslette

Med Umælenhedens Præg.

Syvstjernen s 348.

Den videnskabelighed og filosofi som Grundtvig oplevede i datiden gjorde mennesket til et dyr, til et umælende dyr og Grundtvig protesterer energisk mod denne menneskeopfattelse. Mennesket er ånd, bevidsthed. For Grundtvig var der et dybt og afgørende skel mellem dyrene og os. Dyrene har ingen bevidsthed og ingen ånd og intet sprog. Solens opgang og skønheden heri er spildt på dyrene – de umælende – som han siger. Mennesket er ikke nogen Abekat!

De Selv-Kloge fatte hverken Lidt eller Meget af hvad der hører Guds Aand til … de er fremmede for Guds Liv har ligesaalidt nogen Forestilling derom som de umælende Dyr … har nogen Forestilling om den rige og deilige, frugtbare og glædelige Verden, som er lagt os paa Tungen … og som forlyster vor Sjæls Øie og glæder vort Hjerte.

Vartov 2 s 177 – prædiken fra 1841.

Grundtvig afviser den materialistiske opfattelse af mennesket og han kender godt den tidlige positivisme. Ifølge den materialistiske positivistiske opfattelse er mennesket kun stof, kun atomer, kun materiale, kun en byge af partikler og celler – kun en vibration i rummet. Grundtvig afviser tidens reduktionisme – ikke-andet-end-tankegangen. Positivismen siger at mennesket er ikke andet end. Mennesket er ikke noget andet end en hest eller en abekat – og alt er egentlig bare stof uden mening. Hele denne menneskeopfattelse kalder Grundtvig for den romerske oplysning. Den trivedes i det 18 århundrede og den blev stadig stærkere i løbet af Grundtvigs levetid. Vi kender den fra vores egen tid. Over for denne romerske oplysning stiller Grundtvig ånden fra Jerusalem op som modpol. Den romerske oplysning kan kun se det materielle og det håndgribelige – den er åndløs og uden håb. Materialismen er egoets tankegang – desillusioneret, uden tro og tillid. Den lever her i verden uden nogen gud, uden noget håb og i bitterhed, forurettethed og vrede! Konsekvensen af den romerske oplysning er magt og vold og undertrykkelse og menneskers nedværdigelse – vi ser det i billedet af den romerske kejser. Cæsar Augustus og Jesus er verdens modpoler.

Vi er skabt i Guds billede og dette billede er aldrig gået tabt og det kan vi aldrig miste. Uanset al synd eller arvesynd så er vi stadig skabt i Guds billede. Derfor er vi af Guds slægt som en søn er i slægt med sin fader. Derfor kan vi bevæges og røres af Ordet – vi har en bevidsthed om det evige – vi har en bevidsthed – om end svag – om hvad vi har tabt eller om hvad vi har brug for. Vi kan genkende Gud når vi ser ham. Vi har et billede af Gud indeni og derfor forstår vi hans tiltale. Vi kender så at sige Gud på forhånd. Endnu førend vi har set ham. Vi kender Gud fra os selv – fra vores inderste sjæl – fra vores længsel. Når vi hører Gud ved vi straks at det er Gud som vi har søgt og som vi længes efter.

Mennesket er ikke noget umælende dyr. Vi tilhører en adel, vi tilhører et aristokrati. Vi er konger og fyrster. Vi er Jesu brødre og søstre. Gud er vores fader på samme måde som han var Jesu fader. Jesus er vores ældre broder. Han er vores forbillede og For- og Før-Billede. Som han er skal vi også være og blive.

Vi er ikke arme ofre. Vi er ikke elendige eller fortabt. Vi er Guds sønner og hans krigere og hans adelsmænd. Vi skal ikke ydmyge os selv. Vi skal ikke opgive æren. En mand uden ære er slet ikke noget menneske og slet ingen rigtig mand, som Grundtvig siger. Vi skal behandle os selv værdigt. Vi er myndige og voksne og ikke små elendige magtesløse børn. Gud græder når vi gør os mindre end vi er – for det er ham som har givet os riget og magten og kraften! Vi skal være stolte og knejse med nakken. Gud har givet os magt på jorden. Vi er ikke afmægtige. Gud har givet os liv og kræfter og magt til at mestre vores liv. Vi har ikke nogen undskyldning. Vi er bestemt til noget stort. Kristus har genfødt os til et nyt liv. Gud er en menneskelig Gud – som Grundtvig siger – og vi er guddommelige Mennesker. Det nye menneske, det genfødte menneske som er gået gennem ild og ånd og har fået Guds liv og ånd er Guds-Mennesket. Mennesket er ikke et lille hjælpeløst offer for samfundet eler naturen eller et hjælpeløst offer for sine egne drifter, følelser eller tanker. Vi er mægtige og fulde af kraft. Gud har givet os al magt på jorden. Gud er inden i mennesket, inden i sjælen og inden i kroppen.

Han som danned os i Skjulet

Han som elsked os i Løn

Han som styrer Lykke-Hjulet

Faderlig for Adams Kiøn [for alle mennesker]

Sagde: Vov saa du kan vinde

Sagde: Leed saa du kan finde

Sagde: Beed saa du kan faae!

Gud og Mand er ét i Grunden

Som for Hjertet Ord og Tro

Og af Høiheden oprunden

Aand vil i det Lave boe.

Syvstjernen s 336.

Kirken har ofte i historien fået mennesket til at leve et helt unaturligt liv. Pavekirken har ofte hyldet og dyrket det unaturlige liv. De Skin-Hellige og fromme fortæller mennesker at synden kommer af deres legeme, fra deres sanselighed, fra deres seksualitet. Alt dette skaber skyld og skam hos mennesket. Grundtvig har en dyb tro på at der findes et naturligt liv for mennesket – og at Guds vilje er at vi skal blive mere menneskelige og mere naturlige. Grundtvig har en fast tro på at visse følelser og tanker og handlemåder er naturlige – og nogle er helt unaturlige. Han tror på at kirkens opgave er at fremme det naturlige liv. Alt munkevæsen er unaturligt og hykleri. Mennesket er et værdigt og ædelt og ophøjet væsen skabt i Guds billede. Kærlighed er kærlighed. Kærligheden mellem mand og kvinde og seksualiteten mellem manden og kvinden er ikke en forfærdelig fristelse men tværtom et vidne og et bevis om Guds kærlighed og om skabelsen. Hvis vi ikke kan elske den nærmeste kan vi slet ikke elske Gud.

Den moderne kultur og mentalitet skaber et unaturligt liv, mener Grundtvig. Skolen og uddannelserne fordærver og ødelægger de unge menneskers naturlige liv. Det moderne samfund som Grundtvig oplevede skaber unaturlige mennesker, unaturlige tanker og følelser. Og samtidigt skaber det skyld og skam i mennesket. Vores natur er at være stolte, værdige, modige og frygtløse. Vores natur er at lovsynge livet på jorden. Det naturlige er at glæde sig over livet og at være virksom og kærlig og opmærksom. Sådan er vi skabt. Vi er ikke arme ofre. Vi er herrer i riget og kongens sønner. Vi er ikke bestemt til at ydmyge os eller nedværdige os selv. Evangeliet fortæller os at vi skal løfte hovedet og knejse med nakken. Gælden er betalt og vi er sat fri af alle fængsler. Den kærlighed vi har i os – løber ud i det ydre menneske – som et kildevæld – som livets flod. Hvis vi synker sammen i skam og dårligt selvværd – har vi slet ingen tro, siger Grundtvig. Vi er Guds børn og sønner. Gud er en fader. Gud ønsker ikke at hans sønner skal tænke dårligt om sig selv. Gud elsker sine sønner.

Nutiden er afgørende – ikke fortiden engang i det 1. århundrede e. Kr.

… da er det klart Han [Jesus] var os til ingen Nytte i vor Saligheds Sag hvor mageløse Gaver Han saa end havde været udrustet med og hvor store Mirakler Han end dengang havde gjort …

Vartov 5 s 330 – 1843.

Vi bliver ikke salige – vi bliver ikke frelst fordi Jesus levede engang i Palæstina i det 1. århundrede. I den forstand er fortiden ligegyldig. Ligegyldig hvor mange mirakler Jesus udførte – kan det i den forstand ikke hjælpe os. I den forstand er hovedpersonen ikke Jesus. Jesus levede engang. Men vi lever nu.

Jesus gik bort men Helligånden blev sendt til os. Vi fik Guds ånd. Der skete mange undere på Jesu tid – men der sker meget større undere og mange flere undere – lige nu siger Grundtvig! Meningen med Det nye Testamente er ikke at bevise Guds eksistens eller bevise at Kristus lever – eller at Helligånden lever. For det ser vi lige nu. Helligånden beviser sin magt og sin gerning – lige her og nu. Det er det afgørende.

Vi bliver ikke kristne eller troende ved at læse i Det nye Testamente. Vi får troen og modet og livsmodet tilbage – på grund af det som vi oplever lige nu. Vi tror på det som vi kan se med vore egne øjne og på grund af det som vi erfarer. Erfaringen er det eneste som gør en forskel. Kun oplevelsen og erfaringen af Gud kan få os til at tro. Det som vi oplever lige nu får os til at se lyset, flytter os, ryster os og får os til at vende om. Kristendommen består af vidnesbyrdet. Vi vidner om det som er sket for os. Vi vidner om at vi oplevede en ubegribelig stor kærlighed. Vi vidner om at vi pludselig kom ud af sygdom eller misbrug eller alkoholisme. Ved et under. Vi vidner om den Gud som lever lige nu. Gud er ikke de dødes gud men de levendes gud. Kun det som er sket for os og lige nu gør en forskel. Vi tror på det som vi har set – det som vi har erfaret. Vi kan ikke tro fordi vi læser om Jesus i Bibelen. Vi kan få livet og livsmodet og modet tilbage ved at vi oplever noget lige nu. Når vi kan føle og mærke helligånden – begynder vi at tro på livet og kærligheden og på hinanden. Vi får tilliden tilbage. Vi holder op med at frygt andre mennesker og os selv og holder op med at frygte livet. Troen er denne tillid. Kun kendsgerningerne gør en forskel. Kun vores faktiske sikre erfaring gør en forskel. Vi oplever underet her og nu. Vi oplever Gud. Vi ser Gud lige som Maria ved den tomme grav og lige som de første kristne. Kun oplevelsen kan gøre en forskel. Logik eller gudsbeviser eller døde bogstaver eller gamle støvede bøger gør ingen forskel. I den forstand er Jesus til ingen nytte. Helligånden eller Guds ånd og det vi oplever forandrer os og giver os troen tilbage. Den døde skrift – Bibelen – kan ikke give os troen tilbage.

Kun hvad saaet var med Taarer, høstet blev med Frydesang.

Kun hos Israel sin Moder

Fandt den store Kvindesæd [Jesus]

Kun hos Israel en Broder

Søn for hende i sit Sted,

Kun hos Israel: Guds Vædre

Christen-Folkets Stamme-Fædre

Sendebud til alle Folk.

Guld kun voxer i Guld-Aarer

Faaer kun der sin Glands og Klang

Kun hvad saaet var med Taarer

Høstet blev med Frydesang,

Kun hvor Loven havde lynet

Skiænket var og skærpet Synet

For Guds Naades Sommersoel!

Syvstjernen s 298-299.

Ifølge Grundtvigs historie opfattelse er historien en organisk udvikling. Jesus – Guds søn – kunne kun fødes i Israel og kun når forudsætningerne var til stede. Historien modnes efterhånden. Ingen af faserne kan springes over. En bestemt fase bygger på de forudgående faser. Sådan er det i historien og i frelseshistorien og sådan er det i det enkelte menneskes liv. De forskellige faser er nødvendige. Det som skete var ikke tilfældigt – men nødvendigt. På samme måde som når en lille spire vokser op til et stort træ. Ingen af faserne kan undværes. Processen er organisk og kontinuerlig. Det som vi oplever i livet kan være smertefuldt og det kan synes meningsløst. Men siden kan vi se meningen. Alting har en mening. Alt er nødvendigt. Alt afspejler planen eller målet eller hensigten. Hver enkelt fase bringer os nærmere til målet. Alle ting som sker i verden bringer verden nærmere til Gud. Uanset om vi i øjeblikket opfatter det som godt eller dårligt, behageligt eller smertefuldt. Barnet fødes af moderen. Uden en moder – intet barn. Uden Israel – ingen Kristus. Uden pavedømmet – ingen Luther. Hvis ikke Jesus var blevet pint og korsfæstet – var han ikke opstanden fra de døde. Hvis ikke kristendommen var næsten helt uddøet under rationalismen i det 18 århundrede – var der aldrig kommet nogen vækkelse i det 19 århundrede. Alt har en mening. Alt er en forberedelse. Alt er nødvendigt. Vi skal ikke leve i frygt – vi kan godt stole på udviklingen. Det som sker – må ske eller skal ske. Det som sker er dybest set – Guds vilje. Helligånden virker inden i alle ting som sker.

Jesus kunne ikke blive født – Ordet kunne ikke blive kød – uden at der i forvejen eksisterede en moder – Maria. Maria – troens og kærlighedens symbol – er forudsætningen. Jesus kunne ikke være født noget andet sted på jorden. Alting har sine forudsætninger. Jesu virke forudsætter hele det gamle Israels historie. Gud virker igennem historien. Gud får tingene til at ske. Gud arbejder inden i de ting som sker.

Grundtvig opfatter hele menneskehedens udvikling fra det første menneske som en enhed. Menneskeheden udvikler sig frem på en organisk måde. Der er en ånd og en kraft som driver historien frem. Også hos de gamle nordboer kan vi se hvordan Guds ånd og liv og kraft virker. Kristendommen kan kun vinde frem i Norden fordi den er blevet forberedt i 1000 år – på samme måde som det gamle Israel var en forberedelse af Guds rige eller det nye Israel. Historien foregår ikke tilfældigt eller i spring. Guds rige er frugten af en lang historisk udvikling. Udviklingen startede allerede med det første menneske. Grundtvigs opfattelse taler også til det enkelte menneske. Han fortæller det enkelte menneske at det som skete var nødvendigt – nødvendigt for at noget bedre og højere kunne udvikles. Måske mister og mister vi – men vi skal have det hele tilbage engang. Historien bevæger sig til stadighed fremad og opad. Der er en ånd inden i historien og inden i udviklingen. Den ånd får barnet til at vokse op til en voksen mand og får planterne til at vokse og blomstre. Livets ånd er inden i udviklingen. Vi skal ikke være bange og vi skal ikke kæmpe imod.

Kærligheden mellem manden og kvinden er en Forsmag på det evige liv.

Vartov 6 s 226 – 1844.

Den romantiske eller erotiske kærlighed mellem manden og kvinden er ikke nogen Anstøds-Steen eller nogen Hindring! Tværtom! Denne kærlighed er en sten på vejen til himlen, den er en Forsmag på det evige liv. Forholdet mellem manden og kvinden er kærlighedens vugge og planteskole. Vores kærlighed til Gud forudsætter at vi elsker hinanden. Kan vi ikke elske de jordiske ting – kan vi da slet ikke elske de himmelske ting som Grundtvig siger! Der er kun én slags kærlighed. Hvis jeg ikke elsker hende så elsker jeg ikke Gud. Hvis jeg elsker hende så elsker jeg også livet og Gud.

Gud ER kærlighed og hans navn er som Grundtvig siger kærlighed. Hvis vi er uden følelser og hvis vi har kolde hjerter elsker vi ikke vore nærmeste – og så kan vi heller ikke elske Gud. Evangeliets første virkning på hjertet er at vi begynder at elske hinanden.

Forholdet mellem manden og kvinden er et Billede på Guds kærlighed og et billede på det evige liv. Kærligheden mellem ham og hende er et billede på paradiset – er paradiset på jorden. Når vi elsker hinanden kan vi se Gud. Kærligheden mellem ham og hende er et stort under og den er en forberedelse – en nødvendig forberedelse. Ægteskabet er en planteskole eller en uddannelse. Gennem den jordiske og romantiske kærlighed forvandles vi og uddannes vi og omdannes vi. Vi bliver som Gud selv – fordi vi elsker. Den jordiske eller den kønslige eller romantiske kærlighed er ikke en lavere form for kærlighed – som nærmest fører væk fra troen eller fromheden. Tværtimod. Den romantiske kærlighed mellem ham og hende er Guds og Helligåndens vigtigste redskab til at forvandle mennesket. Kærligheden forvandler os. Kærligheden nedbryder egoet og gør to mennesker til et væsen. Kærligheden gør os til ét kød og gør manden og kvinden til ét legeme.

Salig er den som æder Brødet i Guds Rige men vi [Grundtvig] lægge driistig til: endnu saligere er de To [de to elskende] som dele Brød med hinanden thi de føle i Kærlighed at det er saligere at give end at modtage.

Vartov 6 s 227.

Nadveren gør os til ét legeme. Kærligheden gør os til ét legeme. Nadveren er kærlighed og kærligheden mellem manden og kvinden er en nadver. Mandens og kvindens kærlighed til hinanden er endda et endnu kraftigere vidnesbyrd om Guds magt og kærlighed end den kirkelige nadver – siger Grundtvig. Det er ikke godt for mennesket at være alene, som Grundtvig citerer.

Den mand og kvinde som elsker hinanden er velsignet af Gud og de får magt og kraft og lykke til at vise Guds kærlighed for hele verden. Velsignelsen giver magten og kraften. Gud velsigner manden og kvinden. De får lykke og held til at være kraftfulde, virksomme og kærlige.

Den mand og kvinde som elsker hinanden viser os Guds ansigt! De er beviser på at Gud arbejder i verden – beviser på at Kristus lever. Egoet er fuld af hån eller skepsis over for den romantiske kærlighed. Men Gud viser sig gennem denne kærlighed. Han manifesterer sig i mandens og kvindens fælles liv.

Kvinden er den som frelser manden. Hun er hans frelser. Manden er hendes frelser. Gud handler igennem hendes kærlighed til ham og gennem hans kærlighed til hende. Når jeg ser på hende kan jeg se Gud. Uden den romantiske kærlighed ville vi måske aldrig nogen sinde finde frem til troen eller håbet. Vejen til himlen og vejen til paradiset går gennem den romantiske kærlighed – Guds Under-Værk paa Jorden!

Hvis der ikke er noget liv i vores hjerte – så kommer der i al fald aldrig noget liv i vores ånd. Menneske først og kristen så. Alt er forandring og udvikling og vækst. Troen og kærligheden til Gud starter i den meget menneskelige eller jordiske kærlighed mellem manden og kvinden! Gud drager os til sig med sine Snore – siger Grundtvig – og den vigtigste snor som Gud bruger er kærligheden mellem manden og kvinden!

Naar To er forsamlede om mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.

Guds Skikkelse.

… da holdt Han sit Ord og var midt iblandt dem under den Skikkelse hvori Han bedst kunde bringe dem til at aabne deres Hjerter og bedst selv aabne deres Øine saa deførst kiendte Hans Billede i Speilet og siden Ham selv Ansigt til Ansigt … under den Skikkelse og paa den Maade som tjener dem bedst.

Vartov 5 s 199 – prædiken 1843 – de to ved Emmaus.

Vi ser Gud i en Skikkelse eller i en form. Gud viser sig i en form – på en vis måde. Gud viser sig i mange former. Gud har mange former. Gud viser sig i den form som vi kan se eller forstå. Gud taler til mennesker i det sprog som de forstår. Gud viser sig på mange måder. Gud ønsker at gøre sig forståelig og derfor taler han til mennesker i det sprog som de kan forstå. Gud viser sig i børn og venner og de mennesker som vi elsker. Gud viser sig i solen som hver dag er et tegn på Gud. Gud viser sig i naturen. Gud taler til de kristne på en måde og til jøderne på en anden måde. Gud viser sig for de vantro og for ateisterne på en tredje måde. Gud viser sig på mange måder. Gud viste sig i den omvandrende Jesus. De ord som kom ud af munden på Jesus var Guds ord. Gud viser sig i alle kulturer over hele verden. Gud taler alle sprog og Gud taler igennem alle tanker og følelser og livsanskuelser.

Kristus er kirken. Kirken eller menigheden er Kristus.

Hele Grundtvigs teologi bygger på at den kristne kirke er identisk med eller i al fald på et dybere plan er identisk med Kristus. Grundtvig er ikke glad for ordet kirke og foretrækker ord som menigheden eller forsamlingen. Ordet kirke er tvetydigt og et Konst-Ord siger han. Vi kan også sige at ord som menigheden og især forsamlingen er meget mere bibelske udtryk.

Den første påskesøndag – opstandelsens søndag – er for Grundtvig en Fødsels-Dag. Kristus fødes på denne søndag – og den kristne forsamling eller menighed eller kirke fødes på denne søndag. Kirken eller menigheden er evig – udødelig – som han siger. Kristus opstår og skal aldrig mere dø – og kirken eller menigheden skal aldrig nogen sinde dø. Døden skal aldrig nogen sinde få sin vilje med kirken.

Kristus og menigheden er ét. Kirken er hans ånd og liv. Kirken har bestået i 2000 år – det viser at Kristus har bestået i 2000 år. Kristus er ét med forsamlingen. Der er kun én menighed – måske mange ydre borgerlige kirker – men kun én menighed. Kirken er hans legeme. Vi er hans legeme og hans lemmer. Vi er Guds legeme og Guds øjne og hænder og sanser. Det liv som er i Kristus er det liv som findes i hans kirke på jorden. Vi er lemmer på kirkens legeme og derfor skal døden og synden aldrig få magt over os. Vi er de grene som er blevet podet ind på det gode træ – livets træ – Kristus – Gud.

Kirken eller menigheden gennemløber historisk den samme udvikling og modning som Jesus gennemløb. Menigheden gennemløber en tid som et spædbarn, en barnealder, en manddomsalder – lige som den historiske Jesus. Hvert enkelt menneske gennemløber den samme udvikling. Beskrivelsen af Jesus i evangelierne er en beskrivelse af menigheden eller den kristne kirke – og en beskrivelse af hvert enkelt menneske. Kristus er mennesket. Mennesket er Kristus. Vores identitet er ikke vore legemer eller vore tanker eller vore følelser. Det er kun vores overfladiske identitet. Vores dybeste identitet er Kristus. Ordene i evangeliet: - Du er min søn – jeg har født dig i dag – er den tale som lyder til alle mennesker, til hvert enkelt menneske og til den kristne menighed. Jesu opstandelse og sejr over døden er vores sejr over døden. Beretningen om Jesu opstandelse er ikke kun en beskrivelse af en begivenhed for 2000 år siden – den er en beskrivelse af noget som sker lige nu – i mit liv. Jeg opstår ud af døden og magtesløsheden.

Kristus lever ikke på en sådan måde at verden kan se ham. Kristus er usynlig. Kristus er levende og virkelig og udfører endnu større undere i dag end for 2000 år siden. Men verden kan ikke se ham. Verden er blind. Kristus er ånd. Ånd er liv og kraft. Kirken er usynlig. Kirken er ikke den borgerlige ordning vi kan se med øjnene. Kirken er den usynlige kirke som har levet – som en organisme og som et legeme – siden den første påske søndag. Dette legeme er udødeligt og evigt. Kirkens legeme er Kristus. Den usynlige kirke rummer alle kristne til alle tider. Når vi går til Herrens Bord – sidder vi sammen med Abraham, Jakob, Paulus, Peter og vore døde forældre. Vi lever en tid i kødet – men vi lever for evigt i ånden, i Kristus.

Hvor der er Liv er der Haab. Hvor der er Haab er der Liv!

Citat fra en prædiken i Vartov i december 1840.

Verden lever uden håb. Grundtvig knytter an til et citat af Paulus hvor Paulus siger at menneskene lever ude i verden – uden noget håb og uden nogen Gud. De lever i synden - prisgivet syndens magt og herredømme. De er magtesløse.

Når vi lever i egoet har vi intet håb. Vi ser at vore kroppe bliver gamle og svage. Vi ser at vores forstand bliver svagere. Vi kan mærke at vi angribes af sygdomme, smerter og ubehag. Vi har intet håb. Vi bliver måske endda kyniske og helt opgivende. Vi har intet håb om at det kan være eler blive anderledes. Det går ned ad bakke – der er ikke nogen anden mulighed. Da vi var unge var vi stærke og fulde af gode kræfter – men nu går det kun tilbage. Det var bedre i gamle dage – men den tid kommer aldrig tilbage. Vi mister tilliden.

Egoet ser ud på virkeligheden og verden – uden noget håb. Volden eller krigen eller vreden breder sig i verden – og det bliver aldrig anderledes. Vi lever uden håb. Verden er ond og vi kan ikke gøre noget.

Kærligheden var der engang - for længe siden - men nu er den blevet meget formindsket. Engang var jeg meget forelsket i min kone eller mand – men den tid er nu forbi. Den kommer aldrig tilbage. Udviklingen går tilbage eller nedad. Kærligheden dør ud. Menneskene tænker bare på sig selv. Vi nærmer os undergangen skridt for skridt – og vi kan intet gøre.

Egoet mener at det er realistisk. Realisme er at se virkeligheden i øjnene, siger vores ego. Hvis vi er fornuftige eller voksne mennesker er vi ikke naive. Børn er naive – men vi er det ikke. Vi accepterer at det bliver dårligere og værre. Vi accepterer at livet på en måde er håbløst og at enhver må tænke på sig selv. Egoet er – tror det selv – realistisk. Men sagt på en anden måde – egoet er uden håb. Egoet er mistroisk og uden håb og uden tro eller tillid. Egoet er en slags forvansket eller fordrejet voksenhed. Børn er naive – men vi er blevet meget klogere. Vi har lært af vore bitre erfaringer. Vi er blevet klogere – og mere realistiske. Det er det som Grundtvig kalder den verdslige Viisdom – Grundtvig tager udgangspunkt i Paulus tale om denne verdens visdom – som er en dårskab for Gud! Det som er Guds visdom er liv og kraft og kærlighed – det som er verdens visdom slår os ihjel og tager livet og ånden og livsmodet fra os.

Når vi mister håbet mister vi livet og vi mister kærligheden. Vi bliver bange og usikre – vi lukker os inde – vi passer på. Når vi mister håbet bliver andre mennesker modstandere eller fjender eller konkurrenter. Vi kan ikke stole på dem. Når vi mister håbet bliver vi helt ensomme. Vi går fortabt. Vi kommer til at leve derude hvor der kun er gråd og tænders gnidsel.

Troen eller den kristne tro er håbet – og hele den indstilling som ligger i håbet. Hvis vi ikke har et håb – har vi ingen ånd og intet liv. Vi er fortabt og ensomme og opgivende og fortvivlede - hvis vi lever uden håb. Uden håbet bliver vi arme ofre og vi bliver blinde for livets store gave og livets velsignelse. Vi kommer til at leve i mørket. Egoet tror at det er oplyst og har fundet lyset – men i virkeligheden lever egoet i et forfærdeligt mørke. Egoet lever også i en illusion eller indbildning. For egoet tager simpelt hen fejl.

Vi håber på grund af det som vi har hørt og set og oplevet. Hvis vi oplever livet på en sand måde – med ånden som Grundtvig siger - så får vi håbet tilbage. Håbet er ikke et løst eller usikkert håb – håbet bygger på vore virkelige levende erfaringer. Grundtvig beder os ikke om at tro på andet end det som vi kan se og mærke og opleve – vi skal tro på det som vi har set og oplevet – siger han. Verden er netop ikke realistisk ifølge Grundtvig – den lukker øjnene – i frygt og skepsis – for virkeligheden! Virkeligheden viser os at vi lever i Guds velsignede verden – at vi lever i Guds rige! Vi tror og håber med basis i virkeligheden. Egoet kan ikke se virkeligheden - kun en fordrejet eller perverteret virkelighed. Egoet tror at fjernsynet eller medierne viser os den sande virkelighed. Men livet er godt og smukt. Det er derfor at vi kan være sikre i vores håb. Håbet er en sikkerhed – en forvisning.

Kærligheden er det eneste som kan gøre os salige. Der er kun én kærlighed.

… Men det er dog ogsaa aabenbart at Mange har en Slags Tro uden derfor at føle sig lykkelige … saa der maa derfor høre endnu Noget til for virkelig at giøre os salige, og det er os alle vitterligt, at det er Kiærlighed … Den hellige Nadver er ret egentlig et Kiærligheds-Maaltid.

Vartov 2 s 165 – prædiken 1841.

Grundtvig stiller det spørgsmål om det er kirkens sakramenter eller Saligheds-Midler – dåben og nadveren – som gør os salige og giver os det evige liv. Og dybest set må Grundtvig svare at disse Midler ikke i sig selv kan gøre os salige eller lykkelige. Det er ordet ved disse handlinger som gør forskellen siger han. Det hjælper ikke noget at man går til Herrens Bord og modtager nadveren – hvis man ikke hører Ordet. Ordet er det som gør sakramenterne virkningsfulde. Hvis man tror at disse ritualer i sig selv har en effekt – så er det jo kun papistisk overtro siger han. Og det afviser han. Grundtvig citerer ofte Luther som siger at dåben – uden Ordet – det er jo det bare Vand.

Men Grundtvig går videre og siger at det er egentlig troen som afgør sagen. Mennesker kan høre Ordet uden rigtig at tage imod Ordet – så har de ingen nytte af sakramentet eller af Ordet. Troen er altså det afgørende.

Endelig spørger han hvad troen egentlig er og hvad der dybest set er det afgørende i dåben og nadveren og han siger at det er kærligheden. Troen viser sig i kærligheden og troen kommer af kærligheden. Vi frelses fordi vi har kærligheden. Det er kærligheden som frelser os –kærligheden gør os salige. Kærligheden er det mest grundlæggende.

For Grundtvig er der kun én slags ægte kærlighed – Guds kærlighed eller livets kærlighed. Vi oplever hvordan kærligheden kommer til os udefra. Vi oplever at vi fyldes af og med kærlighed. Vi ved ikke rigtig hvor kærligheden kommer ffra. Den komer lige som ud af det tomme rum. Den kommer udefra og fylder os. Når vi har modtaget kærligheden – gør vi kærlighedens gerninger. Al kærlighed kommer fra Gud. Der kommer ikke nogen sand kærlighed fra vores lille frygtsomme ego. Kærligheden kan kun trives hvis vi lever i troen – i tro og tillid. Kun hvis vi stoler på livet og på Gud og på hinanden og på os selv – kan vi leve i kærlighed.

Kærlighed forvandler os og omdanner os. Gradvist bliver vi som Gud selv som er kærlighed. Vores mål er at blive fuldkomne som vores fader er fuldkommen.

Kærlighed er kærlighed. Grundtvig finder kærligheden overalt – i forholdet forældre og børn, i forholdet mellem to kærester, i de hedenske kulturer som den gamle nordiske kultur. Kærligheden viser sig på mange måder men dybest set er det den samme kærlighed. Hvis vi ikke kan elske de jordiske ting kan vi heller ikke elske de himmelske. Hvis du ikke kan elske din kæreste eller din mand kan du heller ikke elske Gud. Hvis vi ikke kan elske den natur eller det land som vi lever i – kan vi heller ikke elske Guds rige. Kærligheden antager grader og former. Ægteskabet, romantikken og forelskelsen er en vugge for den kristne tro og kærlighed siger han. Al kærlighed hænger sammen. Når jeg elsker mit barn eller elsker min kvinde – elsker jeg også Gud. Der er kun én relation som viser sig på mange måder. Har jeg ingen tillid til min kæreste eller til mine venner – har jeg heller ingen tillid til Gud eller kristus. Tillid er tillid. Tro er tro. Kærlighed er kærlighed. Kæærligheden er Fuldkommenheds-Baandet eller Liv-Baandet – kun kærligheden kan gøre os fuldkomne og menneskelige og kun kærligheden kan vække os af dvalen og søvnen. Kærligheden er en kraft og kærligheden er ånd og liv.

Evangeliet og kristendommen er ikke en lov. Kærligheden er ikke Guds krav til os – et krav som vi – på egen hånd – skal leve op til for at blive salige og få det evige liv. Kærligheden er godt nok det som gør os salige – men kærligheden er Guds kærlighed. Kærligheden kommer fra Gud og er en gave til os. Vi skal blot tage imod – åbne os og have tillid. Grundtvig afviser al lovreligion i kristendommen. Men samtidigt holder han fast i at kun kærligheden kan gøre os salige og evige. Gud frelser os – fordi vi har kærligheden. Pointen er bare at den kærlighed vi føler virke inden i os ikke er vores egen men en kærlighed som er blevet indgydt i os. Gud forvandler os og gør os kærlige. Hvis vi tager imod som et lille barn – bliver vi fuldkomne. Forvandlingen kommer ikke fra vores ego eller vilje eller selvbeherskelse. Grundtvig afviser den pietistiske tale om lov og kærlighed.

Lidt forenklet kan vi stille Grundtvigs tankegang op således: Verden er fuld af kærlighed. Menneskene er fulde af kærlighed og de gør kærlighedens gerninger. Kærligheden er kommet til os udefra og vi ved – menneskeligt talt – ikke hvor den kommer fra. Vi ved den ikke kommer fra vores lille ego for egoet tænker i frygt og angst og mistro og har ingen tro eller tillid. Kærligheden er derfor kommet til os udefra. Gud frelser os fordi vi er fulde af kærlighed – af hans kærlighed - som dybest set er den eneste kærlighed som eksisterer. Gud er kærlighed. I stedet for at sige Gud kan vi sige kærlighed. Når vi har kærligheden bliver vi frelst – eller når vi har kærligheden er vi frelst. De mennesker som slet ikke har nogen kærlighed eller føler nogen kærlighed – de er tydeligt nok gået fortabt. De bliver ikke dømt af Gud som en straf – de er allerede gået fortabt. Kun kærligheden kan gøre os salige – når vi lever inden i kærligheden er vi lykkelige. Kærligheden er ikke en moral eller en lov som vi skal holde. Den er en velsignelse.

Christendommens menneskelige Opgave.

… det fri og venlige, fredegode Forhold mellem Dansk og Christeligt … den fri Vexel-Virkning var altid mit Ønske og mit Haab … Christendommen trænger ligesaa meget til Mennesket som Mennesket til Christendommen … den fri Vexel-Virkning med Folket [skal] være fredelig og gavnlig paa begge Sider.

Børnelærdommen s 187.

Den kristne tro eller evangeliet står ikke i modsætning til folket eller det menneskelige. Evangeliets formål er at gavne verden eller mennesket eller folket. Kristendommen beder os ikke om at forlade verden eller tage afstand fra det menneskelige eller naturlige eller sanselige. Grundtvig afviser den katolske opfattelse af forsagelsen, afholdenheden og munkelivet. Kristendommens mål er at gøre os mere menneskelige og mere naturlige. Synden ligger ikke i vores natur eller i vore drifter eller impulser. Vi er skabt i Guds billede. Vi er seksuelle væsner. Kristendommen vil ikke dræbe vores seksualitet eller sanselighed eller livsglæde. Tværtom – den vil forøge glæden og lykken og velsignelsen.

Den kristne tro kan ikke adskilles fra det menneskelige. Vi skal ikke forsøge at blive mindre menneskelige – men mere menneskelige.

Kirkens mission er at forkynde Ordet i verden – og på den måde at forvandle verden – gøre den mere menneskelig. Evangeliet siger at vi er ånd og liv – ikke ting eller umælende dyr eller kødklumper. Kristendommen fortæller os at vi er værdige og mægtige og at vi kan være glade og stolte. Verden fortæller os at vi kun er atomer eller stof eller ting. Verden tager værdigheden fra os.

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Gud er gået ned i vores verden. Gud lever og virker og bor i vores verden - ikke langt borte i himlen. Gud er gået ind i hvert enkelt menneske. Gud elsker mennesket som krop og som drifter og som biologi. Vi skal ikke døde kødet – det er ikke det som Gud eller Helligånden vil. Gud vil at vi skal udvikles og blive mere menneskelige, mere vågne og mere kærlige. Det er formålet med hans virke.

Kristentroen handler ikke specielt om et liv efter døden. Kristentroen handler om dette konkrete liv – at vi er åndeligt døde – altså døde allerede. Gud vil give os livet tilbage. Kirkens mission er at give menneskene håbet tilbage. Ud af håbet fødes kærligheden, omsorgen, åbenheden. Kærligheden kommer fra Gud lige som håbet kommer fra Gud. Kirkens historiske opgave er at bekæmpe verdens ånd – som er uden håb og uden tillid.

Intet menneskeligt var fremmed for Jesus. Intet var urent. For det menneske som tror er alting rent. Alt er tilladt. Vi har ingen grund til at være bange. Livet er en velsignelse. Vi skal ikke tvinge os selv. Kristendommen er ikke en lovreligion. Ingen gør gode gerninger fordi det står i en lovbog siger Grundtvig. Alle de etiske lovregler er for så vidt spildt ulejlighed. De nytter intet. Men det menneske som modtager Guds velsignelse og ånd og kærlighed – gør kærlighedens gerninger. Det kan ikke andet. Lige som træet og frugterne – og grenene og roden og stammen. Vi forandres og forvandles. Kirkens mission er at forandre verden og samfundet og mennesket. Lige som Jesus var i verden skal kirken være i verden. Helligånden virker i kirken og i forkyndelsen. Forvandlingen skyldes ikke vore egokræfter – men åndens kraft og styrke.

Vi skal ikke sky denne verden som munkene gjorde ifølge Grundtvig. Vi skal ikke vise Ligegyldighed ved Verden – som han kritiserer pietisterne og de Skin-Hellige – Indre Mission siden hen – for. Kirken er ikke sendt til verden for at dømme den – men for at frelse den – for at forøge glæden og lykken og freden og velsignelsen.

Grundtvig afviser al selvgjort Afsondring og Afholdenhed som han siger i en prædiken fra 1840. Jesus levede i denne verden og blev kaldt en fråser og en vindranker. Vi skal skelne mellem Verdens Brug og Verdens Misbrug. Dommens dag betyder ikke en tilintetgørelse – men en befrielse og en forløsning. Når vi tænker på dommens dag – får vi håbet tilbage. Vi kan rejse hovedet og knejse med nakken.

Gud vil at verden skal ud i lyset – Gud vil ikke at verden skal sendes ned i mørket. Gud ønsker at verden skal bevares og frelses. De fromme og Skin-Hellige og pietistiske er fulde af haarde Domme og ørkesløs Dorskhed og selvgjort Retfærdighed – når de afviser verden. Der er kun ét liv og én virkelighed og det er denne verden som Gud vil frelse. Livet er godt og vi skal ikke adskille os fra livets naturlige Glæder siger Grundtvig. De naturlige glæder skal ikke tilintetgøres – de skal udvikles eller forfines eller opløftes. Gud vil at vi skal være mere glade og mere driftige og virksomme – ikke at vi skal lukke os inde og foragte verden og det levende virkelige liv. Gud vil at de blinde skal komme til at se, at de halte skal gå, at de syge skal blive sunde og raske!

Direkte og uden nogen Mellem-Mand.

… Vi mødte Himmel-Lyset som viser os at Herren selv har lagt den urokkelige Grund-Vold i Ordet … saa nu see vi at Alt er beredt til en Christelig Reformation … som en Fornyelse … det vil lykkes med Menigheden som det vil lykkes med den Enkelte … saa det giælder kun om at vi lader den uforkrænkelige Sæd spire og voxe, blomstre og modnes … frit hos Menigheden … den levende Vexel-Virkning … uden nogen Mellem-Mand.

Børnelærdommen s 242.

Den katolske kirke har hævdet at der var mellemmænd mellem Gud eller Helligånden og den enkelte og det samme har de protestantiske kirker i virkeligheden hævdet. I den lutherske tvangskirke er præsten og skriften – Bibelen – mellemmand. Den lutherske kirke har gjort almindelige mennesker i kirken til svage ofre som er afhængige af den ortodokse skrift fortolkning.

Der findes ingen mellemmænd og intet menneske har lov til at gøre sig til herre over troen. Helligånden taler direkte til det enkelte menneske. Gud taler direkte til mennesket – på tværs af alle ydre ordningger og kirker og ritualer. Vi møder og oplever og hører alle Guds stemme. Guds stemme lyder inden i os. Guds stemme er ikke egoets stemme og for så vidt ikke vores egen stemme – men den høres og opleves inden i vores bevidsthed. Guds røst hører vi også i det som vi oplever og sanser. Guds stemme hører vi i et glimt i andre mennesker – i naturen – i det som sker.

Det er en afgørende pointe hos Grundtvig at han vil give det enkelte menneske friheden tilbage – og værdigheden tilbage. Folket er ikke uvidende almue som hverken kan læse eller skrive. Det enkelte menneske har en direkte åbenbaring og en direkte kommunikation med Gud. Gud har åbenbaret sit evangelium og sin visdom – ikke for de skriftkloge eller for de uddannede eller for teologerne – men for de små børn, de umyndige og uvidende. Den kristne tro er en oplevelse af nyt liv, ny kraft, ny energi og en ny ånd. Troen får man ikke ved at læse en gammel støvet bog eller døde mænds efterladte papirer – som han siger. Troen får man ved det som man oplever - når man giver slip på gamle skemaer, opgiver, åbner sig og villigt tager imod. Evangeliet er livet – og det kræver ikke lange studier eller læsning.

Himmel-Lyset mødte Grundtvig i 1825 – den velsignede Lys-Tanke som han siger. Den velsignede Lys-Tanke er hans nye syn på kirken, menigheden og skriften. Lys-Tanken indebærer at Gud taler til det enkelte menneske i det sprog som vi kan forstå – med de forudsætninger vi nu engang har. Lige som Paulus siger: jeg er alt for alle – en jøde for jøderne og en hedning for hedningerne. Således taler Gud også til mennesket. Når Gud taler og åbenbarer sig – kan vi ikke andet end tro på det – med mindre vores sind er helt formørket og tillukket. Naturligt set tror vi på det som vi oplever og ser og hører – kun et helt fordrejet menneske nægter at tro på sine egne oplevelser.

Den urokkelige Grund-Vold er at vi vidner om det vi har set og oplevet. Vi vidner ikke om noget vi har læst i en bog. Vi vidner om det virkelige og det sande og det som har ramt os. Ingen kan afvise et vidne – for når vi vidner om det som er sket i vores liv – taler vi sandt. Den tro kan ikke anfægtes af kloge teologer eller præster eller paver. Det er Grund-Volden – Guds egen gerning og Guds eget ord til os. Denne oplevelse af det sande og overbevisende planter en ny sæd eller en ny kraft i mennesket – det nye liv består i at denne lille spisre vokser. Kristus vokser inden i mig – til sidst er han fuld voksen inden i mig. Jeg bliver ét med ham. Gud planter et stof i mennesket – som skal forvandle det menneske – og give det en fred og glæde som dagligt vokser sig stærkere.

Vi skal ikke have medlidenhed med Jesus!

… Og denne Betragtning at Herren blot ved et Menneske-Ord [til Pilatus] kunde frelst sig fra Korset, den er ingenlunde overflødig, den kan og bør være frugtbar i en Christens Hjerte, den skal aldeeles dæmpe al blødagtig og kiødelig Medlidenhed, hvor den er aldeeles paa urette Sted, som Herren sagde: - Græder ikke over mig! Den tapre Helt … Dersom vi lider med Ham skal vi ogsaa herliggiøres med Ham, og det er noget gandske Andet end at have Medlidenhed med Ham, hvortil Han ikke trænger.

Vartov prædikener bind 2 s 144 – 1841.

Kristus er for Grundtvig den sejrende Kristus – ikke den lidende Jesus. Jesus har ikke brug for vores medlidenhed. Jesus er en helt, en kæmpe, en kriger, siger Grundtvig. Jesus bliver ikke et arme offer for en sammensværgelse eller for verdens ondskab. Kristus er den salvede, Messias, kongen, krigeren som besejrer døden og synden og ondskaben. Grundtvig deler den tanke om Messias som sejrherren vi finder i Salmerne i Det gamle Testamente. Kristus sejrede dengang og lige nu. Han er vores forbillede, vi skal blive som ham, vi er hans folk og hans krigere. Vi er hans mænd.

Grundtvig afviser den blødsødne pietistiske opfattelse af Jesus skikkelsen. I sin opfattelse bygger Grundtvig på Paulus og Johannes evangeliet. Begge steder er Kristus den sejrende kriger og kæmpe. Jesus bliver ikke ramt af en skæbne – han tager kampen op mod ondskaben – og sejrer. Korsfæstelsen er ikke et nederlag eller en tragedie – korset er en ophøjelse og en sejr. På korset bliver Jesus jødernes konge – alles konge. Jesus påtager sig frivilligt denne kamp. Meningen er at vi skal beundre hans Helte-Mod, siger Grundtvig, meningen er ikke at vi skal sidde ved korset og tude og græde. Hvis vi sidder og græder under korset er det kun Hedning-Sorgen som han siger. Så har vi ikke forstået at korsfæstelsen er en sejr over det onde og over den onde. Så er vi ikke kommet ud af egoets små tanker. Så forstår vi ikke meningen med det som skete i påsken i Jødeland på Golgatha. Korsfæstelsen er ikke en ydmygelse men en sejr og en ophøjelse:

… som om Korsets Træ paa Golgatha, ved at slaa Rødder i Jorden, var forvandlet til Livets træ midt i Guds Paradis.

Vartov 2 s 176 – påskedag 1841.

Kristus bliver konge, han opretter et rige hvor han virkelig bliver en konge – i opstandelsen. Guds rige er ikke en Tale-Maade som Grundtvig siger men en virkelig levende realitet. Vi lever i Guds rige som er et virkeligt rige. Grundtvig kan endda sammenligne Guds rige med Napoleons verdens rige og med det romerske verdensrige! Kristi rige har bestået i 2000 år. Det er ikke af denne verden – det er skjult, det eksisterer i ånden eller i en dybere virkelighed men det er stadigvæk en historisk realitet. Vi bor inden for murene og de mure er så høje at djævelen aldrig vil kunne erobre og plyndre vores rige. Kristus er vores konge. Kristus er en kæmpe og en helt som kæmper med sværdet – det åndelige sværd. Kristus er netop den Messias – heltekongen og Guds redskab og sværd - som vi finder i Salmerne. Kristus opsøger slangen på de vældige vande og hugger hans syv hoveder i stykker og giver dem som føde til havets fisk. Alle fjender skal ligge for hans fødder så han kan træde på dem. Vi er hans krigere og vi skal som Paulus siger iføre os rustning, sværd og hjelm. Vi skal være modige og frygtløse. Vi går i Jesu fodspor og vi skal angribe og besejre det onde, det døde, det åndløse og det som ødelægger livet på jorden. Det er den opgave som Gud kalder os til. Vi er kaldet til at udføre store og mageløse aandelige Helte-Gierninger!

Vores situation er den samme som Jesu disciples.

… saa var det dog kun Troen paa hans [Jesu] menneskelige Ord som et Guds-Ord de [Jesu disciple] ligesom vi følde sig gienløste og gienfødte ved til det evige Liv … den almægtige Guds kraftige Nærværelse … der er et lille Guds Ord skjult i Vor Herres Jesu Christi Menneske-Ord … hvormed Faderens Aand udretter hele Hans gode Gierning.

Vennetaler s 428. 1870.

Gud er skjult inden i Jesus eller Guds ord er skjult inden i Jesu ord. På Jesu tid var der nogen som troede ham og troede at han talte Guds ord og på Guds vegne. Men nogle troede slet ikke og forkastede Jesus – Jesus var besat af en ond ånd. Disciplene havde ikke noget fortrin frem for os. Det var ikke nemmere for dem at tro end det er for os – Jesus leverede ikke håndgribelige beviser. Ordet eller ånden var skjult. Jesus og hans ord var et tegn. Nogle mennesker kunne forstå og tyde tegnet. Andre kunne eller ville ikke. Deres situation – for 2000 år siden – er ikke forskellig fra vores i dag.

Det er altså naivt og misvisende – siger Grundtvig – hvis vi tror at vores situation er væsentligt forskellig fra disciplenes eller Jesu samtids situation. De levede med det samme valg som vi gør. De er som os og vi skal ikke tro at det var nemmere at tro på Jesus for de mennesker som levede og vandrede med ham. Alle mennesker til alle tider står i den samme situation. Alle hører vi ånden tale til os. Vi vælger alle hvordan vi vil reagere.

Ordet er virkeligt og sanseligt og kraftigt men altid skjult i det menneskelige ord. Ordet lød fra Jesu menneskelige ord – og ordet lyder i dag fra menneskers ord. Gud taler igennem mennesker. Vi er hans talerør. Vi er hans udsendte. Vi er sendt ind i verden. Vi kommer fra himlen. I himlen er vores borgerskab. I verden taler vi Guds ord og i verden gør vi faderens gerninger. Vi vidner om Gud –om det vi har set. Vi er Guds udsendte engle. Hun er en engel fra Gud og han er en engel fra Gud. Gennem hans ord til mig – lyder Guds og Helligåndens tale. Når jeg er sammen med hende eller ham mærker jeg Guds kraftige Nærværelse – hvis jeg ikke lukker mig og gør mig blind og døv. Ingen kan se på Jesus at han er Guds søn – når vi bruger vore jordiske øjne. Ingen kan se på hende at hun er en engel og en udsendt fra himlen. Kun troens øjne eller kun i ånden eller kun med hjertet kan jeg se at hun er en af de engle som kommer fra Gud – at hun kommer fra himlen.

Det evige liv.

Det evige Liv, som et virkeligt, glædeligt Liv, for hele Mennesket, med Sjæl og Legeme, det var ikke blot Øiemedet med Jesu Christi Komme, men det er til alle Tider Troens [eneste] Øiemed, Menighedens Haab og den Helligaands Gierning, i den hellige almindelige Kirke-Forsamling.

Børnelærdommen s 207

Det evige liv er nok et åndeligt liv ifølge Grundtvig – men det er ikke et ulegemligt eller ukropsligt liv! Det evige liv er et virkeligt og helt liv. Det evige liv er ikke et liv som først starter efter døden – med legemets død – nej det evige liv er det nye fornyede liv som vi lever her og nu. Det evige liv er det liv vi modtager i dåben eller når vi genfødes med ild og ånd. Det evige liv er det liv hvor vi lever som Guds stolte sønner og døtre – et liv i glæde og fred og et liv i frihed. Kristentroen handler kun om én eneste ting – at vi har fået det evige liv. Vi fødes eller genfødes i dåben, vi forvandles. Helligånden arbejder inden i os. Vores legeme forvandles og vore følelser og tanker forvandles – gradvist i en historisk proces.

Synden er en byrde, en sygdom, en fjende, en virus som lige såvel angriber sjælen som legemet. Gud går i kamp mod denne sygelighed eller sygdom. Ude i kødet eller ude i verden er vi prisgivet sygdommen og alderdommen og lidelserne og smerterne. Vi lider. Vi lider på grund ag syndens magt – som er dødens magt. I verden er døden herre og døden hærger og døden rammer os vilkårligt med sygdomme og lidelser. Gud forlader os synden – det vil ifølge Grundtvig sige at Gud FORDRIVER og nEDKÆMPER døden eller sygdommen. Gud vil at vi skal helbredes. Syndsforladelsen er en helbredelse – lige så meget af vores lemmer og legeme og organer – som af vores sjæl. Sjæl og legeme erto aspekter af det samme – to sider af den samme mønt ifølge Grundtvig.

Den teologi eller kristendom som herskede på Grundtvigs tid skelnede skarpt mellem kroppen og sjælen. Sjælen var udødelig eller sjælen kunne leve videre efter døden. Gud ville frelse vores sjæl – ikke vores legeme.

Grundtvig er monist – kroppen og psyken eller sindet er dybest set ét og en enhed. Et blot sjæleligt liv er ikke ifølge Grundtvig noget sandt menneskeliv. Hvis mennesket kun kan leve som en sjæl – bliver det et genfærd, et spøgelse, en illusion – et invalideret liv ifølge Grundtvig. Mennesket er en enhed af krop og psyke. Det udvortes eller det fysiske er lige så vigtigt som det indre eller psykiske. Grundtvig afviser samtidens idealisme og dualisme. Gud elsker også vore kroppe og legemer – vi skal også elske vore kroppe og legemer – Gud vil frelse legemet – uden det er vi ikke engang halve mennesker!

Forvandlingen består i at vi omdannes så vi kommer til at ligne kristus og vi kommer til at ligne Gud selv i forvandlingen – fra Klarhed til Klarhed som han siger. Vi får kød af kristus – vi får hans blod, hans legeme, hans kraft, hans energi og hans kærlighed. Menneskets Telos eller bestemmelse er at komme til at ligne Gud. Vi erskabt i hans billede.

Helligånden arbejder inden i vores sind og inden i vores legeme. Vores krop og blod og fysik fornyes og forynges. Vi sejrer over verden, over kødet, over døden. Det menneske som er blevet genfødt af ånd og ild – skal ikke dø – det skal tværtom forvandles.

I genfødslen gør Gud os mægtige – han giver os magt og styrke og kraft. Mennesket er ikke noget arme offer. Vi er blevet myndige og stærke og mægtige – fordi vi har fået en ny ånd.

Ånden er ikke det modsatte af kroppen eller legemet. Ånden er ikke det samme som sjælen eller sindet eller det psykiske. Ånden er liv og kraft – altså både krop og psyke – hele mennesket – det nye menneske.

I opstandelsen får Jesus et nyt legeme – et genfødt legeme. Det er dette forklarede legeme – herlighedens legeme – som vi bliver forvandlet til. Helligånden vokser sig hver dag stærkere og stærkere inden i vores legemer og i vores følelser og tanker. Dengang vi levede i kødet – som Paulus og Grundtvig siger – var vi ofre for svækkelse, alderdom, sygdomme – det er denne svagheds tilstand som vi befries fra i troen. Det troende menneske lever uden for sygdommen, fri af den fysiske svækkelse med alderen. At blive genfødt med ild og vand – er at blive ung og stærk igen. I den forstand lever det troende menneske ikke længere i tiden – men i evigheden. Vi har vores borgerskab i himlen – vi er ikke længere sårbare – vi er usårlige og urørlige siger Grundtvig.

Evangeliet handler ikke specielt om noget sjæleligt eller indvendigt eller psykisk. Evangeliet – det glade budskab om det nye liv som nu er blevet muligt – handler om vores fysiske liv i høj grad. Det er derfor at evangeliet taler til de uvidende eller ikke skolede eller barnlige sjæle. At tage imod det nye liv er i høj grad noget vi gør med kroppen – og noget vi mærker på kroppen. Glæden og freden og lykken – er i høj grad en følelse i kroppen. For Gud er vores lemmer og krop lige så vigtige – som vores sind eller tanker!

I troen og i menigheden får vi adgang til en kilde, en livets flod eller til livets træ. Vi forvandles i vore lemmer og i vores krop fordi vi får nyt kød og nyt blod. I nadveren får vi Guds blod og Guds kød og Guds legeme. Denne fornyelse er noget som vi kan føle og mærke i kroppen. Vi kan mærke at vores krop forandrer sig og forynges og at vi får stadigt flere kræfter. Gud vil gøre os til konger og herrer. Det er vores mål og naturlige endemål. Mennesket er ikke bestemt til at blive svagere og svagere – med sygdom og alderdom. Vores livslyst og seksualitet og appetit er ikke bestemt til at blive mindre eller svagere. Vi er bestemt til at vokse og blive fuldendte. Det er Helligåndens gerning i hvert enkelt menneske. Ånden er liv og kraft. Vi kan mærke åndens virke – vi kan føle og mærke at vi blive stærkere og stærkere. Ikke på grund af vores egen vilje – for vores vilje kan ikke stoppe tiden eller aldringen eller svækkelsen – men fordi Gud indgyder sin kraft og magt i os – langsomt men vedholdende. Gradvist forvandles vi – som en organisk proces. Vi er nu grenene på træet – vi får al saften og kraften fra roden og stammen – og den rod og stamme som vi er blevet podet ind på er Gud selv.

Den nordiske ånd. Den nordiske mytologi er et For-Billede på kristendommen.

Ja, den faure Jule-Gaade [evangeliet]

Som udraabes trindt om Land

…

Giættes skal den her [i Norden] med Gammen [med glæde]

Hvor sig slog mod Jætter sammen

Thor og Freia, As og Van.

…

Odin stod tilmunds med Jætten,

Gudsbespottelig og kaad,

Her [i Norden] man ei for Kampen bluner [er bange]

Sig forsvarer Sandheds Aand.

Her hvor som en Enke-Kvinde

Hjertens-Vennen tro og huld

Freia Taarerne lod rinde

Som en Strøm af røden Guld

Her imens Brudgommen [Kristus] tøver

I Taalmodighed sig øver

Bruden [kirken, Freja] med et yndigt Smil.

…

Aser trøste sig ved Balder

Liv af Døde, Grønjord ny,

Her med Haab om Bod for Vaanden [smerten, lidelsen]

Hjertet let opgiver Aanden

I Vorherres Jesu Navn.

Syvstjernen s 362.

Den nordiske mytologi forudsiger den kristne tro. Vi kan sige at det gamle Norden længes efter noget – som den kristne tro siden kan bringe. Det gamle Norden viser os det sande menneske, det naturlige menneske. Freja længes efter kærligheden og lykken og glæden – det røde guld. Hun har mistet og længes efter at få det tilbage.

Grundtvig siger at hvis ikke disse forudsætninger havde været til stede – så ville den kristne kirke aldrig have vundet fodfæste i Norden. Men Norden er netop gødet for kristendommen. Norden længes efter kristus – uden at vide det. For Grundtvig bliver det gamle Norden altså et symbol på mennesket på jorden. Det gamle Norden svarer nøje til det gamle Israel vi mødet i Det gamle Testamente. Det gamle Israel frembragte netop forudsætningerne for Jesus – uden disse forudsætninger havde Jesu fødsel ikke været mulig. Det var nødvendigt at der var en længsel efter Frelseren i det gamle Israel. Det var en forudsætning at der fandtes et kærligt og frugtbart moderskød for Jesus – Maria – ellers havde Jesu liv ikke været muligt. Historien udvikler sig organisk. Forudsætningerne og betingelserne bliver langsomt modne. Derfor kunne Jesus pludselig fødes. På samme måde er det gamle Norden og dets følelser, længsler og tanker en forudsætning for at den kristne kirke kunne komme til Norden.

Grundtvig var en stor del af sit liv brændende optaget af det gamle Norden. I det gamle Norden så han vores barndom og ungdom – altså vore forudsætninger. Inden bliver en troende kristen – før han er opvakt på det menneskelige plan. Man skal vide hvad kærlighed er – for at kunne forstå eller høre evangeliet siger Grundtvig.

Det gamle Norden er fuld af billeder som er en slags For- eller Før-billeder på kristendommen. Balder – som dræbes uskyldigt, lider og genopstår – er et billede på Kristus. Odin er et billede på Gud – vores fader. Vi skal ikke forkaste det gamle Nordens billedsprog eller mytologi – vi skal se hvordan det er et spejl af Guds ånd og at det viser os hvad et menneske er – den menneskelige længsel – den menneskelige ånd. Det gamle Norden viser os netop håbet – det universelle alment menneskelige – håb. Det viser os den higen, den lyst, den trang og den fortvivlelse – som udgør det typisk menneskelige. Det nordiske billedsprog og de nordiske symboler er på den måde forenelige med den kristne tro – evangeliet.

Det døde og det levende - det afgørende skel.

Det afgørende skel ifølge Grundtvig er skellet mellem det levende og det døde – ikke skellet mellem det kristelige og det ikkekristelige! Han kritiserer den katolske kirke fordi den skaber en åndelig dødhed og han kritiserer de lutherske kirker for det samme. Vi kan sige lidt løst at Grundtvig i sine sidste skrifter præsenterer sin egen kristendoms fortolkning som et tredje alternativ – han distancerer sig både fra den romerske kirke og fra de lutherske kirker som de har udviklet sig i praksis. De skaber kun døde mennesker – mennesker som tilsyneladende lever men indvendig er døde. Mennesker som har tabt troen og glæden og livsmodet og værdigheden.

Det kristne hører sammen med det levende. Den kristne forkyndelse skal være nyttig som han siger – næsten med et udtryk fra rationalismen i det 18 århundrede. Den kristne forkyndelse skal skabe nytte for mennesket – gøre det levende igen. Kirken eller menigheden er noget helt andet end skriften eller Det nye Testamente. Bogstaverne er døde – de har intet liv, ingen kraft, ingen ånd. Det nye Testamente kan ikke gøre os levende. Vi får ikke det gode liv eller det evige liv ved at læse i Bibelen. Bogstaverne er en ny trældom som er kommet i lutherdommen. Paven gjorde menneskene til trælle – men de nye lutherske kirker har gjort det samme. Teologerne har gjort sig til Troens Herrer som han siger. Teologerne kræver at menigheden følger deres fortolkning og derved mister menigheden og det enkelte menneske friheden og værdigheden.

De kristelige livstegn er i følge Grundtvig:

Bekendelsen
Forkyndelsen
Lovsangen.

Lovsangen er beviset eller Kraft-Beviiset. Menighedens lovsang viser at den har troen og har fået livet tilbage – den er blevet genfødt i Helligånden. Når vi bryder ud i lovsangen er vi levende – lovsangen er glæden over livet. Lovsangen er taknemeligheden over livet. Lovsangen betyder at vi kan se at livet er et under – livet er godt og smukt – vi har de lyseste Forhaabninger som han siger. Når vi hører ordet eller ser Lyset – kommer lovsangen. Lovsangen viser at vi nu lever det nye liv – vi lever nu det evige liv. Grundtvig tager voldsomt afstand fra Brorson og pietisterne som kun talte om de salige Liig og den salige Død! Brorson kunne ikke se noget godt eller smukt eller underfuldt i dette jordiske liv – kun i det fremtidige himmelske liv. Denne tanke hos pietisterne bekæmper Grundtvig hele sit liv.

Hvis vi har hørt Ordet – så kommer lovsangen og glæden altid. Og omvendt ifølge Grundtvig: Hvis vi kan se lovsangen og livsglæden og lyssynet og stoltheden blomstre overalt – så er det et sikkert tegn på at vi har hørt Ordet – vi har hørt Helligånden. Grundtvig vender de to led – årsag og virkning – i begge retninger. Evangeliet kan ses – når vi ser ud på det virkelige levende praktiske liv. For levende mennesker må livet jo være hovedsagen – som han siger i et berømt citat!

Hvis vi opfatter kristendommen på den måde gør vi en Bansættelse af det jordiske Liv siger han. Evangeliet dør næsten helt ud. Guds rige forsvinder næsten helt bort fra denne verden. Det afgørende ifølge Grundtvig er vores kristendom til Hverdags-Brug! Hvad betyder vores tro eller bekendelse her og nu – i dette jordiske liv? Skellet mellem det levende og døde viser sig tydeligt allerede nu. Døden er ikke noget som kommer engang – nej døden er en tilstand som findes lige nu. Hvis vi er helt døde indeni er vi allerede døde – vi er åndeligt døde – og det er det afgørende. Det afgørende skel går mellem De dødes Rige og Det levende Land. Evangeliet fører os ind i De levendes Land. Ordet åbner Livs-Kilden og vi kommer til at leve i en levende strøm – Livs-Strømmen. Menigheden lever i denne Livs-Strøm som ikke kommer fra mennesker og ikke fra menneskers tanker eller gerninger – strømmen kommer fra Gud og Helligånden. Det er at være levende. At leve i strømmen betyder at tingene sker af sig selv – som Grundtvig siger – dvs at de bevirkes af Helligånden. Med vores almindelige sprog siger vi at noget sker af sig selv – fx at et barn vokser – men i virkeligheden sker det ved Helligånden eller som et resultat af Helligåndens arbejde siger Grundtvig. Intet sker bare tilfældigt. Alt har en mening.

At være levende er noget virkeligt eller konkret som kan mærkes. Den kristne tro drejer sig ikke om noget løst eller ubestemt eller helt usynligt. Vi mærker forskel. Vi kan godt føle og sanse forskellen på at være levende og at være død. Når vi er døde i sjælen har vi mistet al kærlighed, alt håb – vi har mistet tilliden til andre mennesker og også tilliden til os selv. Vi har givet op. Vi tror ikke længere på noget. Vi tror ikke på at livet er på vores side. Vi bliver forknyttede og vrede og aggressive. Vi bliver fortvivlede. Evangeliet er en kraft til vores salighed – dvs at evangeliet kan rive os ud af alle disse dårlige følelser og tanker. Den kristne bekendelse og forkyndelse sætter sig spor – den er virksom og den skaber resultater. Den kristne tro forandrer verden og det er meningen med det kristne evangelium. Gud vil forandre verden og menneskene og livet – Gud vil føre os tilbage til Paradis-Livet. Når vi ser Lyset og hører og mærker Ordet kan vi mærke Paradis-Livet – midt i dette jordiske liv. Vi bliver flyttet over i Guds rige. Vi får et nyt liv. Vi bliver genfødt. Vi overstår døden og overvinder døden – det er indholldet af det evige liv. Det evige liv er ikke et liv som kommer engang – måske – men det liv som vi oplever lige nu.

Menneske-Livets Fornyelse.

[Livet kan ikke fornyes uden et gammelt menneskeliv som har forudsætningerne for at blive fornyet] … uden et gammelt Menneskeliv der kunde fornyes saa at naar vi nu seer Lyset … da vil ogsaa … Lovsangen blive anderledes klar og liflig, og hele vort timelige Menneske-Liv vil derved vinde en aandelig og hjertelig fornyet Skikkelse hvis Christelighed vel ikke lader sig strængt bevise, men er dog sikker nok.

Børnelærdommen s 81

Grundtvig fastholder meget konsekvent at syndefaldet nok har bragt synden ind i verden som en frygtelig modstander og byrde - synden er døden og lidelsen – men at vi stadig er skabt i Guds billede. Vi er i slægt med Gud – som en søn er i slægt med sin broder eller fader! I bund og grund er vores skabte natur ikke blevet fordærvet. Vores ophøjede natur – vores godhed og kærlighed – er ikke tilintetgjort. Det ser vi også hos alle de folk som ikke har hørt om kristendommen eller evangeliet – hos dem – fx i Nordens oldtid – finder vi godheden og kærligheden. De er skabt i Guds billede – de ligner Gud som sønnen ligner sin fader.

Evangeliet er det som verden hungrer efter og evangeliet bevirker en hjertelig fornyelse af menneskeslægten. Med ordet hjertelig mener Grundtvig det i mennesket som er sandt og ægte - følelserne og opvaktheden. Det hjertelige er det som gør os til mennesker. Det hjertelige er vores omhu for hinanden, vores omsorg og kærlighed, vores lydhørhed, vores vågenhed. Verden er ofte hjerteløs siger han - uden medlidenhed, uden nogen interesse for det åndelige – folk lever for sig selv uden nogen interesse for de andre. Deres hjerte er dødt. De er åndeligt døde som han siger. Der er så at sige to slags vækkelser – en menneskelig vækkelse og en vækkelse til evangeliet. Vi har brug for begge dele. Det er kirkens mission dels at vække folket af dets åndelige søvn og illusion og dvale – dels at vække det til en tro på evangeliet og Ordet. Hvis kirken får lov at virke i frihed vil den vække det danske folk menneskeligt. Det er kristendommens menneskelige opgave og den opgave er vigtig – både for Gud og os. Hvis vi ikke først vækkes menneskeligt – kan vi slet ikke forstå eller modtage evangeliet. At høre Ordet kræver nogle forudsætninger på det rent timelige eller menneskelige plan. Hvis man er død indeni – er man ligeglad med det åndelige eller evige. Man lever kun materialistisk - man tænker kun på magt, penge, ydre succes. Man tænker at livet består at ting. På den måde kommer man til at leve et uværdigt liv – man gør sig selv lille og svag. Man kan slet ikke mærke hvad man egentligt har brug for.

Evangeliet viser sin kraft eller sin virkning i lovsangen – i glæden over livet. Hvis Ordet virkeligt modtages eller høres – blive vi taknemmelige – vi ånder lettet op. Livet er godt og smukt og en stor gave. Det ser vi pludseligt når vi hører evangeliet. Vi bliver revet ud af vores pessimisme og skuffelse og vrede. Vi begynder at glæde os over dette prægtige liv. Hvis det kristne budskab ikke resulterer i denne lovsang over livet – så er det et fordrejet og falsk budskab. Kirken har måske nok ofte gjort mennesker bange og frygtsomme – kirken har truet af folk og gjort dem modløse – men ifølge Grundtvig er det en falsk kristendom. Det kristne budskab modtages altid med glæde og lovsang – hvis det er rent og sandt. Det kristne budskab gør os mere menneskelige og giver os en glæde og en fred i livet – det som vi netop higede efter – måske uden at vide det.

Kristendommen er ikke en bog eller en lærdom.

…den Sandhed nemlig, at Christendommen er noget langt andet og mere end en Bog eller en Lærebygning, den er frem for Alt et nyt, saligt og evigt Liv. … Ja, aldrig har denne Sandhed været deels saa ubekiendt og deels saa miskiendt midt i Christenheden som nu … Den [kristendommen] er et virkeligt Liv, anderledes kraftigt og lysteligt end Verdens-Livet i sin meest glimrende og mest fortryllende Skikkelse. … et kraftigt og glædeligt Liv … Det er nemlig ikke med os som med Præster og Profeter i det Gamle Testamente, der maatte forkynde Israels Herlighed som Noget der først kunde naaes bag Graven eller kun i den tilkommende Ingen vidste hvor fjerne Tid …

Vartov 2 s 186-187 – 1841.

Evangeliet er ikke teori. Evangeliet er ikke en beskrivelse af kristne værdier eller af kristne holdninger. Evangeliet giver KUN mening hvis jeg hører at evangeliet bliver talt til MIG personligt. Evangeliet er ikke neutralt eller objektivt. Jesus er kommet for at tale til de syge – ikke til de raske. Evangeliet er henvendt og KUN henvendt til de mennesker som er i nød, i sorg, som føler en higen eller en længsel. Kun i den sammenhæng giver evangeliet overhovedet nogen mening.

Evangeliet kan ikke diskuteres eller analyseres – hvis man prøver det så slår man evangeliet ihjel. Evangeliet lyder til den mor hvis søn er ved at dø af kræft. Evangeliet giver nyt mod til de mennesker som har opgivet håbet. Evangeliet er ikke en religiøs tekst som vi kan sammenligne med så mange andre religiøse tekster. Hvis vi gør det så slår vi livet og ånden i hjel og evangeliet ophører med at være evangelium.

Kristendommen henvender sig ikke til verden eller de vantro eller de ugudelige – kristendommen prøver ikke at overtale de vantro til at tro på Gud. Grundtvig gentager igen og igen at evangeliet er henvendt til dem som higer efter og søger evangeliet. Paulus og evangelisterne i skriften taler ikke til verden eller til de vantro – omvendt skriften taler kun til de troende. Evangeliet er det glade budskab til de troende – ikke et neutralt eller objektivt argument for at Gud eksisterer. Kirken skal ikke forsvare sig selv over for verden – kirkens herre og Gud i himlen skal nok forsvare kirken hvis det er nødvendigt.

Evangeliet kan ikke føres i marken imod ideologier eller filosofier som materialisme eller ateisme eller marxisme! Hvis man prøver det forsvinder evangeliet ud i luften. Evangeliet giver kun mening som et ord talt til den enkelte. Evangeliet giver kun mening i en eksistentiel sammenhæng. Evangeliet er ikke af denne verden, som Grundtvig siger.

Evangeliet er ikke ideologi eller filosofi eller lærdom. Evangeliet er nyt håb til dem som er gået helt fortabt i deres egne følelser og tanker. Og han som er ved at drukne begynder ikke at diskutere om evangeliet er sandt. Han klynger sig til evangeliet – han griber efter det som kan holde ham oppe. Kirkens opgave er ikke at informere om kristne værdier, holdninger eller meninger – kirkens mission er at trøste de grædende, oprejse dem som er helt knust og få menneskers ansigt til at lyse op!

Lov og evangelium.

Hele Grundtvigs teologi er præget af den tanke at det kristne budskabet er et evangelium – et budskab som dels giver os fred i alle ulykker og modgang og som gør os glade og virksomme og kraftfulde og mægtige. Det kristne budskab er ikke en ny lov – det er ikke bestemt af krav fra Gud eller etik eller moralske formaninger eller mere eller mindre skjulte trusler! Når vi hører og modtager Ordet ånder vi lettet op. Ordet er kærlighed. Vi er bruden eller den unge pige som venter og savner sin forlovede. Når han kommer, bliver hun glad og springer højt af glæde. Han er kærlighed. Han er det hun savner. Gud er kærlighed.

Grundtvig kæmper på den måde i alle sine prædikener imod opfattelsen af at kristendommen eller Ordet er en lov. Han kæmper imod den samtidige pietisme – som efterhånden bliver til det Indre Mission som vi kender. Han kæmper imod en gudsopfattelse som gør Gud til en dommer og en kontrollant og en som stiller krav til os. Den kristne tanke består ikke i at vi skal forsage legemet eller tvinge legemet. Gud har skabt legemet og naturen og lysterne og seksualiteten og vores naturlige begær – og Gud vil ikke at vi skal kastrere os selv eller forsage verden og sige nej til vores natur. Tværtom. Grundtvig afviser både papisternes munkevæsen og Indre Missions kropsfjendtlige unaturlige holdning. Rationalismen fra det 18 århundrede kender Grundtvig også og han afviser den. Også i rationalismen blev det kristne budskab til etik og moral og moralske formaninger og krav. I hans prædikener kan vi se hvordan han fortolker de bibelske tekster og han er meget konsekvent: Over alt fortolker han skriften som evangelium. Gud er gået ned i verden for at frelse ikke for at ødelægge som han siger. Gud er gået ned i verden og han bor nu hos os og inden i os. Gud kæmper imod sygdommen og ødelæggelsen og ondskaben. Gud vil helbrede verden. Gud tilbyder os noget som vi ikke kan sige nej til – hvis vi ellers har vores sunde fornuft tilbage. Gud vil give verden det som den har brug for. Verden har brug for evangeliet. Uden Ordet lever verden i lidelse og mørke og magtesløshed og vrede. – Vi kan ikke love for meget paa Guds Vegne, som Grundtvig siger i en af sine prædikener!

Menneske først og kristen så. – De Christelige Livstegn.

Salighedens Sag kan umuelig være det evige Livs Sag uden at have kiendelig Indflydelse paa det timelige Menneske-Liv, saa at hvem der virkelig nægter det og venter kun en saakaldt salig Død af Christendommen [som pietisterne og Brorson] derved baade røber sin aandelige Dødhed og udsætter Christendommen for den vantroe Verdens bitre og velfortjente Spot.

[Det er ikke meningen at ] Christi Evangelium skal giøre det timelige Liv endnu dødere end det forhen var – hvis det bliver saadan vil intet sandhedskiærligt Menneske troe paa et saadant Evangelium.

Thi hvad der viser sig aandløst eller aandeligt dødt i Tiden kan umuelig være aandfuldt eller aandeligt almægtig i Evigheden hvorfor da ogsaa Christus selv har vidnet at at vi maa aandelig gienfødes i Tidens Løb for at faa del i det evige Liv og dette er en Sandhed om det Jordiske som først maa troes, inden man kan troe Sandheden om det Himmelske.

CB s 79.

Hvis vi bare kan få det danske folk oplyst i rent menneskelig forstand – i rent jordisk eller hedensk forstand som han siger – er vi nået langt siger Grundtvig. Jesu kristi Menighed lever i Guds rige allerede nu – vi lever i Guds ånd og med Guds ånd – vi lever allerede nu i det evige liv – og derfor vil og skal det sætte sig sine spor. At blive en kristen er at blive oplyst, at få lyset. Det jordiske kommer før det himmelske – den jordiske opvækkelse kommer før den kristelige opvækkelse. Menneske først – det kristelige har naturlige forudsætninger eller betingelser. Der er i virkeligheden kun én ånd og derfor er der ingen forskel. Når et menneske vågner af sin menneskelige åndløshed – er det en forberedelse til en kristelig opvågning. Så længe det danske folkk er åndeligt dumt og døsigt – hjælper det ikke noget at tale kristendom eller forkynde evangeliet. Evangeliet kan kun vinde frem – Guds rige kan kun vinde frem hvis vi i forvejen er vågnet som mennesker. At vågne som menneske er at blive fri og stærk og vågen og optimistisk ifølge Grundtvig. Det menneskelige er så at sige en naturlig naturmæssig forløber – lige som foråret kommer før sommeren – lige som larven kommer før sommerfuglen i sommerfuglens tilblivelses historie. Grundtvig tænker organisk og historisk på samme måde som romantikken og den tyske filosof Hegel. Alt har forudsætninger, alt er historisk, alt er nødvendige led i en udvikling. Intet er tilfældigt siger Grundtvig for di alle ting som sker driver udviklingen hen imod målet – Guds riges fuldendelse og vores fuldendelse. Vi udvikler os gradvist i organiske faser – som enkelt personer, som folk og som hele menneskeheden. På den måde anskuer han menneskene i tre niveauer. Grundtvig har en tanke om en evolution af mennesket og af menneskeheden og af det danske folk. Grundtvig har på den måde en romantisk opfattelse af historien.

Guds Ord vækker os derfor i første omgang rent menneskeligt – fordi det menneskelige eller jordiske er en forudsætning. Vi hører Ordet og kaldes til live – ud af sorgen eller ud af depressionen. Vi får kræfter rent menneskeligt. Vi får modet eller livsmodet tilbage. Vi får vores stolthed og værdighed tilbbage. Det er de primære virkninger af Ordet – af Hørelsen eller af vores oplevelse af Guds ånd. Vi vækkes menneskeligt – vi bliver rigtige mennesker – vi vågner af tvang eller ufrihed eller fornedrelse. Vi kan føle forskellen. Ordet er netop et Ord ifølge Grundtvig fordi det virker – det skaber forandringer – det befrier os og gør os til de rigtige mennesker vi er skabt til at være. Det er derfor Grundtvig er så kritisk over for lutherdommen som den i praksis udvikler sig. De lutherske tvangs kirker gjorde folket åndeligt dødt, folket blev nedtrykt i magtesløshed og svaghed og afmagt. Evangeliet skal sætte sig helt andre spor hvis det er ægte. Evangeliet gør mennesker frie og værdige og oplyste og vidende og kærlige. Evangeliet eller Ordet vækker os til vores egentlige natur som er godheden og kærligheden. Evangeliet stiller os paa Livets Side som han siger. Og Livet er noget helt andet end det unaturlige Skin-Liv, det såkaldt christelige Skin-Liv som har floreret i lutherdommen – i statskirken – men også hos papisterne i Rom. Evangeliet taler om det virkelige liv – her og nu – vores helt konkrete og nærværende liv. Evangeliet gør os mere glade og giver os mod på livet. Hvis vi ikke kan mærke det – lige nu – må vi høre og se bedre efter – for evangeliet og Ordet og Guds Ord findes overalt. Ordet blev Kiød – Guds ånd er kommet her ned i verden. Den findes overalt. Den taler uafbrudt til os fra alle sider!

Kærligheden og det at høre Ordet hænger nøje sammen ifølge Grundtvig. Hvis vi for alvor hører Ordet – oplever Gud eller oplever det åndelige – så bliver vi kærlige. Vores kærlighed til mænd og kvinder, til ægtefæller og børn og andre mennesker vokser og bliver mere vidt favnende og udholdende. Det er vores sande skabte natur. Omvendt kan vi sige at hvis vores kærlighed vokser er det FORDI vi har hørt Ordet eller er blevet grebet af ånden. Vores kærlighed til hinanden beviser at vi virkeligt har hørt Ordet og mærket Guds hånd. Måske kalder vi vores oplevelse noget andet – men det er ikke afgørende. Der er kun én slags kærlighed ifølge Grundtvig. Guds kærlighed er al kærlighed og den viser sig alle steder. Også i vores kærlighed til hustruer og ægtemænd – eller til vores børn. Der ER kun én kærlighed.