Brevet til Galaterne – Galaterbrevet.

 

 

Brevet til Galaterne – Galaterbrevet.. 1

ESAJAS og PAULUS – Paulus’ selvopfattelse og Herrens tjener hos Esajas:. 2

Du er ikke noget barn!. 3

Respekten for Paulus:. 5

Paulus’ teser i Galaterbrevet:. 7

Indledning – Hvem er Paulus?. 9

Indledning:. 13

[1]. 15

APOLOGIEN - Forsvar for evangeliet – Paulus’ forsvar for sig selv: 1.11 – 2.21:. 21

Ikke fra et menneske – ikke fra mennesker – men direkte fra Gud:. 21

Direkte fra Gud:. 24

Ikke fra et menneske – ikke fra vore tanker – ikke fra forstanden.. 25

Paulus og jødedommen:. 26

Nidkær for Herren:. 27

Damaskus – Det sande menneske:. 31

Jerusalem:. 33

TELOS.. 33

[2]. 34

Mødet i Jerusalem.. 34

Det som ikke kan betvivles.. 34

Antiokia – Peter:. 36

Den kristne kirkes standpunkt på Paulus’ tid:. 36

Den lille frygt og det lille ego.. 41

Paulus sammenfatning. Sagens kerne – 2.15 – 2.21:. 42

Vi døde – men nu lever vi et nyt liv. Vi er eet med Kristus – 2.19 – 2.21:. 50

Retfærdigheden.. 54

Hovedargumentet i Galaterbrevet: 3.1 – 5.12: Gud bliver vred når vi opfører os som børn!. 56

Erfaringen:. 56

Skriften:. 61

Jesus blev forbandet af Gud – og han fik som han havde fortjent.. 66

Abrahams sæd.. 68

Loven:. 69

Alting sker for at – Galaterbrevet 3.22:. 70

Troens komme:. 72

Konklusion:. 74

[4]. 78

Vi er ikke børn – vi er verdens herrer!. 80

Omskærelsen.. 81

Religionen:. 83

Vi vil være mere religiøse!. 85

Er Paulus imod den kristne jul!?. 87

Personligt – 4.12 – 4.20:. 88

En torn i kødet.. 88

Hun er en udsendt fra Gud. Han er en engel. Hun viser mig Kristus. Hun er Kristus.. 90

Skriften:. 92

Konklusion:. 99

v7  I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? v8  Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det. v9  Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen.. 104

Gud vil det samme som jeg vil. I vil det samme som jeg vil!. 104

v10  Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet.  Paulus får her – i 5.10 - udtrykt noget meget centralt om tilliden, troen og relationer! Han udtrykker sin tillid til at galaterne dybest set vil det samme som han – mener det samme som han. Vi vil det samme. Det andet menneske vil det samme som jeg vil. Baggrunden for det som Paulus siger er på en måde det vi kan kalde egoets holdning. I følge egoet vil de andre netop ikke det samme som mig. Hun vil ikke det som jeg vil. Han vil noget helt andet end det jeg vil! I følge egoet er det andet menneske min modstander eller en forhindring for mig eller min fjende! Paulus giver her udtryk for den sikre tillid – troen. Det andet menneske er min ven. Han er min broder. Hun er min søster. Hun vil mig det godt. Hun ønsker at gavne mig og elske mig. Det er i virkeligheden det som hun vil. Hun er ikke en forhindring for mig. Hun er min frelse.. 104

Omskærelsen:. 105

Formaninger. (Parainesis). Åndens frihed: 5.13 – 6.10:. 107

Frihed:. 107

Ånden:. 113

Relationer:. 119

Kødet og ånden:. 119

[6]. 120

Den kristne kirke har svigtet korset og Kristus. Den kristne kirke handler kun ud af frygt.. 125

En ny skabelse. En ny himmel og en ny jord.. 127

Det pludselige glimt. Døden og livet. Det nye menneske i Kristus.. 131

Du skal skære det syge lem bort. Det er en afskyelighed!. 134

Sprogkritikken hos Paulus.. 136

Det jødiske perspektiv.. 138

Synden. Hvem er de ugudelige?. 139

 

 

ESAJAS og PAULUS – Paulus’ selvopfattelse og Herrens tjener hos Esajas:

 

v1  Hør mig, I fjerne øer,
      lyt, I folk langt borte:


      Herren har kaldet mig [Paulus?] fra moders liv,
      fra fødslen kaldte han mig ved navn.
       v2  Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
      i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
      han gjorde mig til en spids pil,
      i sit kogger holdt han mig gemt.
       v3  Han sagde til mig: Du er min tjener,
      ved dig viser jeg min herlighed.
      v5  Men nu har Herren talt,
      han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
      for at føre Jakob [Israel] tilbage,
      så Israel samles hos ham.
      Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
      min Gud bliver min styrke.
       v6  Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
      skal genrejse Jakobs [Israels] stammer
      og føre Israels overlevende hjem [fra Babylon];


      derfor gør jeg dig til et lys for folkene [alle ’hedningerne’],
      for at min frelse skal nå til jordens ende.

(Esajas 49.1)

 

v31  Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, v32  og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie

v33  De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere [sæd] og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«

v34  Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. v35  Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. v36  Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. v37  Jeg ved, I er Abrahams efterkommere [sæd]; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer. v38  Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader

(Johannesevangeliet 8.31)

 

Du er ikke noget barn!

 

Alle Moses’ indvendinger i 2. Mosebog bliver afvist af Gud. Vi kan sige at Gud siger til Moses: - Tag dig sammen! Du er ikke noget barn. Du er en søn. Du er en fader. Begynd at leve op til den rolle og det ansvar! Hold op med at sidde og være lille og klynke og klage. Du er ikke noget barn. Du er ikke udleveret til verden eller skæbnen. Du er ikke noget lille offer! Du har en helt anden identitet. Du er stærk og du er en herre. Du er en konge!

Samspillet mellem Gud og Moses viser noget alment menneskeligt. Vi er alle sammen Moses. Det som Gud siger til Moses siger han til alle mennesker. Gud siger at vi skal tage os sammen og holde op med at klynke og klage. Det er helt uværdigt og det er i fuldstændigt strid med virkeligheden. Vi er blevet rigets herre. Moses er blevet en konge og en fader.  Der er ingen grund til at han skal sidde og klage. Der er ingen grund til at han skal være bange for noget som helst. Hvis Moses et øjeblik kunne se sandheden og virkeligheden – ville al frygten forlade ham. Han ville være frygtløs. Moses er i virkeligheden usårbar og usårlig. Sådan har Gud gjort ham. Gud har kaldet Moses – dvs Gud har forvandlet Moses. Han har fået Guds ånd og kræfter og evner. Hvad klager han over. Vi kan se at disse tanker i 2. Mosebog er de samme tanker som findes i Paulus brev til galaterne i Det nye Testamente.

Vi kender det samme træk fra Jeremias i hans kaldelses historie – som også er den mest tydelige parallel til Paulus evangelium i Galaterbrevet:

v4  Herrens ord kom til mig:
       v5  »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig,
      før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig;
      jeg gjorde dig til profet for folkene.«
v6  Jeg svarede: »Ak, Gud Herre, jeg er ung [et barn]; jeg forstår ikke at tale!« v7  Men Herren sagde til mig:
      »Du skal ikke sige: Jeg er ung [et barn]!
      Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå,
      og alt, hvad jeg befaler dig, skal du tale.
       v8  Du skal ikke frygte dem,
      for jeg er med dig og frelser dig,«
      siger Herren.
v9  Så rakte Herren sin hånd ud og berørte min mund, og Herren sagde til mig:
      Nu lægger jeg mine ord i din mund.
       v10  Se, nu giver jeg dig myndighed
      over folkene og rigerne
      til at rykke op med rode og til at rive ned,
      til at ødelægge og til at jævne med jorden,
      til at bygge op og til at plante.

(Jeremias 1.4)

Jeremias gør det samme som Moses. Jeremias vil ikke. Han kan ikke – tør ikke – vil ikke. Han siger nej tak. Han er bange. Han siger – i den hebraiske tekst - at han er et lille barn! Gud går tværs imod det som Jeremias siger. – Du er ikke et lille barn. Du er verdens herre! Gud giver ham gudsmagten, verdensmagten – myndigheden som det hedder om Jesus i Det nye Testamente. Jeremias bliver en herre over alle ting som Paulus siger i Galaterbrevet. Vi er alle sammen lige som Jeremias! Det som Gud gør med Jeremias gør han med alle mennesker. Det er også det som Gud gør med Moses.

Moses får magten – hele magten. Moses får magten over Farao. Moses får magt til at starte en befrielseskrig imod Farao. Moses bliver en frelser. Gud giver ham alt.

Når Moses taler er det Gud som taler. Gud siger til Farao at han skal løslade Israels folk – Moses siger til Farao at han skal lade Israel gå. Israel er Guds slave og søn og vassal og Farao har ingen ret over Israel. Farao er en tyv som har stjålet Israel. Israel tilhører Gud i himlen – men det betyder også at Israel tilhører Moses! Moses og Gud er eet i 2. Mosebog. Når Moses taler siger han: - Hør på hvad jeg siger. Jeg er Gud!

Moses er ikke noget barn. Han er en fader til Israel. Efter Moseloven skal han frikøbe sin søn Israel. Det er det som er temaet i historien. Moses har en pligt til at frikøbe sin søn Israel  fra slaveriet – Gud har en pligt til at frikøbe sin førstefødte søn – Israel. Det som sker med Israels underkuelse under slavetilstanden er en stor uret. Moses er en voksen mand. Gud siger at han skal leve op til det ansvar!

Profeten taler ikke sine egne ord. Ordene skal ikke komme fra hans tanker eller forstand. De kommer af sig selv og automatisk. Det går af sig selv. Han taler Guds ord. Det er Guds ord som kommer ud af hans mund. Ezekiel æder en bogrulle fra Gud og på den måde symboliseres at han derefter taler Guds ord! Esajas får Guds ord og hans læber og mund bliver forvandlet med glødende kul. Hans gamle mund bliver brændt og tilintetgjort og han får en ny mund. Det som udtrykkes på denne måde gælder alle mennesker. Når hun taler til mig er det ikke hendes egne ord. Det er Guds ord som jeg kan høre når jeg hører hendes ord. Hun er min frelser. Vi er Guds mund – vi er hans lem, vi er hans arm og hånd – vi er hans legeme.

       v16  Jeg lægger mine ord i din mund
      og skjuler dig i skyggen af min hånd.
 (Esajas 51.1)

 

v18  Jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig [Moses] fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt det, jeg befaler ham.

(5 Mosebog 18.18)

 

v12  Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.«

 

 

 

Respekten for Paulus:

 

Paulus har lige så meget at sige i dag - som han havde for 2000 år siden. De tanker, vi finder hos Paulus, er i deres kerne evigt gyldige. Han er unik – også fordi vi kender ham som et personligt menneske fra oldtiden. Vi kender næsten ikke andre mennesker fra oldtiden på denne personlige måde. Men det afgørende i hans breve er, at han formulerer tanker som er næsten evigt gyldige – gyldige for alle mennesker. Paulus’ tanker - i deres egentlige kerne - har noget at sige til alle mennesker – troende og religiøse mennesker såvel som ateister, buddhister, muslimer, venstreorienterede eller højreorienterede, mænd eller kvinder.

Vi skal vise respekt for Paulus, når vi læser hans breve. Paulus er jøde, og han er stolt af at være jøde. Paulus’ breve handler grundlæggende om jødedommen og er et forsvar for jødedommen eller den sande jødedom. Paulus’ univers - og alle hans rødder - findes i Det gamle Testamente.

Paulus møder Kristus – men han forlader ikke jødedommen. Efter at han har mødt Kristus, bliver han ikke mindre jøde – men mere jøde. Paulus omvender sig ikke til kristendommen – en sådan tanke ville have været helt absurd for Paulus. Paulus bliver ved med at være stolt af, at han er farisæer og zelot – en af de ivrige – de, som er nidkære for Herren. Paulus tager naturligvis ikke afstand fra sin ungdom eller jødiske karriere – tvært om er han pavestolt af sin fremragende stilling i jødedommen – han er en af de ypperste, som han siger. Paulus er jøde hele livet. Naturligvis - Hvad ellers?

Vi kan sige at det meget senere begreb omvendelse slet ikke passer på Paulus. Ved en omvendelse har man siden forstået en proces hvor mennesket opgiver sin gamle tro og skifter over til en helt ny tro. Ved en omvendelse føler mennesket dårlig samvittighed og anger over sit gamle syndefulde liv. Mennesket føler at det er gået fortabt. Det fortryder sit gamle liv. (Det gør Paulus slet ikke – snarere tværtimod!). Formålet med missionen i gamle dage var at de sorte eller andre i det fremmede skulle forlade deres tro – deres naturreligion – og overgå til kristendommen. Paulus omvender sig ikke til en ny religion. Der er kun een religion i følge Paulus. Abraham omvender sig heller ikke! Esajas omvender sig heller ikke og Moses omvender sig heller ikke ved denbrændende tornebusk! De bliver kaldet af Gud til at gå en ny vej. Paulus bliver kaldet af Gud til at gå en ny vej – til at påtage sig en ny opgave – et hverv. Han omvender sig ikke – han tager ikke afstand fra det gamle – han får en ny opgave af Gud. Han får en commission som det hedder på engelsk.

Paulus er kendt som en missionær – men vi skal være meget klare på at det som Paulus driver ikke er mission i den senere betydning af ordet. Paulus er grundlæggende en lærer, en rabbiner, som rejser rundt i Lilleasien og i Grækenland – og besøger de jødiske menigheder – det vi kalder diasporaen! Paulus opsøger stort set ikke ægte, rigtige hedninger! Han går altid til de lokale jødiske menigheder og synagoger og over for dem prædiker han Kristus – som han siger. Paulus drager altså ikke ud i verden for at få vantro og ateister til at tro på Gud! Slet ikke – det er helt misvisende ud fra Det nye Testamente. Han henvender sig til mennesker som i forvejen tror på Gud! Han fortæller dem at det kristne evangelium – evangeliet om Kristus – er den sande jødedom.

Vi kan sige at Paulus deltager i en intern jødisk debat! Han henvender sig til mennesker, som i forvejen er gode troende jøder. Han fremlægger sine egne meninger om den rette jødedom. Paulus lever og ånder i et næsten rent jødisk miljø! Den senere kristne mission henvendte sig til fremmede mennesker i den tredie verden, i Afrika eller i Amerika som ikke troede på Gud – men det gør Paulus slet ikke. Han er stort set kun sammen med folk, som deler den samme tro som han selv!

Paulus tænker jødisk – det kan vi også se i hans forhold til dåben. I den senere kristne kirke bliver ritualet dåben med vandet en afgørende rite. Man bliver simpelt hen medlem af kirken – medlem af Guds folk – ved at man bliver døbt - af en præst – helt konkret. Når man driver mission består det i, at man rejser ud til de fremmede lande og døber hedningerne! Sådan foregik det i al fald tidligere. Dåben bliver næsten en magisk handling - nogle gange i kirkens historie. Hvis de små børn ikke bliver døbt – går de fortabt – de kommer i helvede! De kristne stater gør efterhånden dåben til en tvangshandling - således at alle bliver tvangsdøbt - hvis de ikke frivilligt lader sig døbe. I Danmark blev mennesker tvangsdøbt af staten indtil 1849.

Paulus har slet ikke dette forhold til dåben – dåben med vandet – den rituelle kirkelige dåb. Paulus tænker meget mere jødisk – og meget mere alment. Galaterne bliver omvendte – dvs de ser Gud eller de får syner - eller ånden kommer over dem. Men de bliver ikke døbt. I al fald ikke nødvendigvis. Paulus døber næsten ikke nogen mennesker – det fremhæver han netop i sine breve. Det at han ikke døber – fremhæver han som noget positivt. Den dåb som er vigtig i følge Paulus er dåben med helligånden eller dåben med ild og ånd som han siger. Galaterne bliver døbt med ånden eller af ånden – de bliver døbt af Gud - mener Paulus. Det er den afgørende dåb – ikke den dåb som mennesker eller præster kan forrette. At blive døbt er at gå igennem ild og vand – at blive et nyt menneske. Dåben er en overgangsrite. Når man bliver døbt bliver det gamle menneske – egoet eller Adam – brændt bort i en ildebrand.For Paulus er dåben en indvielse - som vi også finder i samtidens mysteriereligioner. Dåben er en personlig psykisk forvandling. Dåben er naturligvis noget som sker med voksne mennesker – ikke med børn. Dåben er en død – for når galaterne bliver døbt med ånden – det vil sige får ånden – så dør de på korset - sammen med Kristus. Den kristne bliver korsfæstet lige som Jesus – og samtidigt med Jesus. I dåben – i døden – bliver de eet med Kristus. Dåben er en ny identitet og en ny relation. I dåben får galaterne en relation til Gud – de kommer til at leve i en pagt med Gud – vi kan sige at de bliver gift med Gud – pagten er et slags ægteskab – i følge Paulus.

Paulus er ikke kristendommens første teolog. Paulus er ofte i kristendommen blevet gjort til noget helt andet end han er. Paulus er ikke kristen. Paulus bekæmper ikke jødedommen. Han bekæmper heller ikke Moseloven. Jesus var heller ikke kristen. Paulus er et fint eksempel på jødedommen på hans tid. Han er et eksempel på en – kan vi sige – moderne jødedom. Det som Paulus sagde var der stor enighed om blandt jøderne på hans tid. Jødedommen var enormt tiltrækkende for grækere og romere på Paulus’ tid og jødedommen åbnede sig op. Det gør Paulus også. Men han forlader naturligvis ikke sin tro – fædrenes tro – Abrahams tro og religion.

 

 

Paulus’ teser i Galaterbrevet:

 

For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. (6.15)

 

Vi kan opfatte Galaterbrevet som en slags diskussion mellem Paulus og de kristne i Jerusalem. Desværre kender vi kun sagen set fra Paulus’ synspunkt. Vi ved egentlig slet ikke hvad kirken i Jerusalem – moderkirken - har ment eller sagt. Vi ved at kirken i Jerusalem blev ledet af Jesu bror Jakob og at Jakob, Peter og Johannes var kirkens tre søjler, som Paulus siger. Disse tidlige kristne har en direkte forbindelse tilbage til Jesus – Peter og Johannes er to af Jesu disciple. De har kendt Jesus personligt og oplevet hans død og korsfæstelse. De er alle jøder og for dem er jødedommen selvindlysende – men det er jødedommen også for Paulus. Ofte kaldes Jakob og de tidlige kristne i Palæstina og Jerusalem for jødekristne. Men ordet jødekristen er meget uklart – ingen ved rigtigt hvad det indebærer. Men vi kan kalde dem kristne jøder – de er nemlig helt klart jøder! Kristendommen var ikke nogen selvstændig størrelse på Paulus’ tid – den var en bevægelse eller en slags sekt inden for jødedommen.

Galaterbrevet er en slags diskussion med Jakob og kirken i Palæstina. Paulus står tydeligt uden for denne kreds. Den repræsenterer en anden slags jødedom og tro. Paulus er født i Lilleasien – i diasporaen.

Paulus fremfører tre teser i Galaterbrevet (fx i afsnittet der indledes i 2.15) især henvendt til Peter og Jakob:

For det første siger Paulus at de – Peter og Jakob - tillægger det som mennesker gør alt for stor betydning. Troen handler ikke om hvad mennesker skal gøre - men om hvad Gud gør og har gjort. Jøderne har deres livsstil, skikke og ritualer – og denne livsstil er god og velsignet i følge Paulus og han lever selv som en from jøde – men den har ikke noget at gøre med troen eller med Kristus eller med Guds løfter. Det væsentlige er ikke at mennesker lever efter Guds lov – det væsentlige er at de ser og lovpriser og er taknemmelige for Guds undere – for livets gave. Troen handler ikke om menneskers retfærdighed – eller godhed – men om Guds retfærdighed. Gud førte Israel ud af Egypten – ud af nøden og lidelsen – ikke Moses. Gud viser sig ved tegn og undere. Det er det som religionen og troen handler om – ikke om regler, adfærd, opførsel eller gode gerninger. Gud er ikke nogen bogholder gud som sidder og belønner eller straffer enkeltmenesker ud fra en lovbog. Hans retfærdighed består netop i hans underfulde frelse.

Jakob og Peter folkene mener at det er nødvendigt for Guds folk at holde sig separat og adskilt fra verden. Guds folk – de troende – skal leve på en bestemt måde. De skal leve rent og helligt. Hvis de har bordfællesskab eller spisefællesskab med de urene – hedningerne – bliver de selv urene. Jøderne skal adskille sig og leve rent og helligt for Herren. De skal ofre sig og vie deres liv til Herren. Paulus afviser fuldstændigt dette synspunkt. Paulus henviser til Jesus som havde fællesskab med alle og spiste sammen med hedninger og syndere. Paulus siger at alle mennesker er Guds folk og at de troende ikke skal trække et skel. Muren er blevet revet ned, som Paulus siger. Der er intet skel mere, ingen adskillelse. Alle er ens og eet – kvinde som mand, græker som jøde. Jødernes spiseregler og omskærelse kan være gode nok – men de er ikke love som alle troende skal adlyde. For Gud er disse regler ikke afgørende. Gud ser på det usynlige - og ikke på det synlige. Gud har ingen personsanseelse – for Gud er der ingen forskel på mennesker. Ingen mennesker er i sig selv bedre end andre. Gud gør ingen forskel. Gud er ikke kun en Gud for de retfærdige.

Som den tredie tese siger Paulus at Jakob og Peter og kirken i Jerusalem måske godt ved at al frelse kommer fra Gud – alene – men at de gør omskærelsen og reglerne i Moseloven til en betingelse for Guds frelse. Gud kan kun frelse de mennesker som er dele af hans folk – han kan kun frelse dem som er medlemmer af pagten. Gud bliver på den måde gjort mindre og svagere end han er, siger Paulus. Jakob og Peter siger at Gud kun kan frelse menigheden eller den enkelte hvis de lever efter loven eller lever som jøder. Peter og Jakob (kirken) ved godt at frelsen alene kommer fra Gud – mennesket kan ikke redde sig selv – men de siger at mennesket kun bliver frelst hvis det lever efter loven – altså har en jødisk livsstil – følger VejenHalakhah - som man sagde. Hvis de ikke lever efter loven og Vejen er de slet ikke Guds folk – og så vil Gud naturligvis ikke frelse dem. Gud er netop trofast over for sit folk, mener Jakob og Peter – ikke over for alle mulige mærkelige andre folk! Så har de selv sat sig uden for frelsen. Paulus afviser på dette punkt fuldstændigt Jakobs opfatttelse. Vi ved ikke om Jakob virkeligt har ment det – vi ved faktisk næsten intet om hvad Jakob stod for – men hvis han har sagt det – så er Paulus i al fald fuldstændigt imod.

Vi kan oversætte striden til nutiden på denne måde: Jakob og Peter siger at Gud er trofast og at han frelser alle de troende, alle de fromme, alle de kristne, alle  mennesker som adlyder Gud, alle dem som tror på Gud – dem vil Gud frelse. Det er dette synspunkt som Paulus går voldsomt imod. I følge Paulus frelser Gud alle mennesker - også dem som ikke tror på Gud. For Gud er der ingen forskel. Gud kender godt menneskers religion og han ved godt at religion ofte er blevet misbrugt af mennesker. Menneskers religion er ikke vigtig for Gud. Gud frelser dem han vil frelse – dvs alle mennesker. Gud taler til dem som ikke tror på ham og han frelser de mennesker som ikke tror på Gud og alle de mennesker som ikke kan tro på Gud længere. Gud frelser alle de mennesker som ikke tør at tro på Gud mere!

Gud frelser alle mennesker i følge Paulus uanset om de er fromme eller lovlydige eller jøder eller grækere – uanset hvad de tror og tænker – det er Paulus’ meget radikale tese! Moseloven er givet til menneskene for at støtte og hjælpe dem i livet og Moseloven er bestemt en god ting – men en overholdelse af loven er ikke en forudsætning for at Gud kan frelse menneskene. Moseloven er en hjælp – en støtte – ikke et krav – når vi taler om Guds frelse. Paulus mener at frelsen – retfærdiggørelsen – og loven hører til på helt forskellige niveauer – de er ikke i strid med hinanden – de er ikke modsætninger. De hører til to helt forskellige livsområder.

Vi kan sammenligne med et helt andet verdsligt eksempel: Hvis et moderne menneske føler sig ensomt og forladt og ulykkeligt vil det sikkert hjælpe det menneske at søge professionel psykologisk hjælp. På den måde vil det menneske få megen støtte og hjælp – og for så vidt kærlighed.

Men det at gå til psykolog eller gå i terapi kan naturligvis ikke sammenlignes med virkelige relationer. Hvis det menneske kommer til at opleve virkelige menneskelige og kærlige relationer vil det menneske få noget helt andet – på et helt andet plan. Det menneske kan naturligvis fortsat gå til psykolog. Og  det vil muligvis stadig være en god ting. De to ting strider naturligvis ikke med hinanden. Men de virker på to helt forskellige måder. Paulus mener at troen og Kristus giver menneskene noget som loven – eller den jødiske livsstil - Vejen – aldrig nogen sinde kan give dem. Kristus og loven – eller Vejen - er helt usammenlignelige.

 

Indledning – Hvem er Paulus?

 

Paulus er jøde – lige som Jesus og lige som alle de andre mennesker - som blev grebet af JesusbevægelsenNazaræerne – i det første århundrede efter Kr. Dette faktum er det vigtigste holdepunkt når vi i dag skal forstå Paulus. Paulus er ikke modstander af jødedommen. Han gør ikke op med jødedommen og han tager ikke afstand fra den jødiske tro og religion! Paulus er jøde. Paulus er som det fremgår af brevene stolt af at være jøde og han er stolt over at tilhøre farisæernes parti. Jødedommen er hans hele identitet. Paulus er en trofast jøde til sin dødsdag. Paulus opfatter bestemt ikke sig selv som starten på en ny religion. Der er kun een religion. Gud er een og der er kun een sand tro og religion – jødedommen.

Når vi læser Paulus’breve er det vigtigt at huske på at alle hans breve er lejlighedsprodukter – de er bestemt ikke teoretisk eller gennemført dogmatik! Sådan er de ofte blevet læst i den kristne kirke – men det kan de så at sige slet ikke bære. Alle brevene er skrevet i en helt bestemt situation. Brevene har et ganske bestemt formål. Paulus argumenterer så godt han kan – med alle til rådighed stående midler. Han kommer måske til at sige noget som han ikke helt mener – så at sige i kampens hede. Det er det indtryk vi får af og til. Paulus er i Galaterbrevet bekymret og hele brevets formål er at overtale og overbevise galaterne. Vi må ikke glemme at Paulus breve på den måde er stærkt eensidige og meget bestemt af en konkret situation. De giver måske ikke altid et fuldstændigt billede af hvad Paulus i virkeligheden mener. Engang imellem løber følelserne bare af med Paulus. Han kan udstøde  mange eder, forbandelser og trusler. Han er tydeligt nok meget ophidset og vred. Hans breve er ikke teoretisk dogmatik – de er ikke blevet til i ro og mag. De er blevet til i kampens hede. I kampens hede kan Paulus komme til at sige noget som han nok ikke helt mener – selv om vi godt kan forstå det han siger! Vi skal ikke glemme at alle hans breve er indlæg i strid og ballade og at de alle har et ganske bestemt formål.

Luther ønskede bestemt ikke at bryde med den katolske kirke. For Luther – oprindeligt – var der kun een kirke, kun een sand tro – den katolske. Det som Luther sagde og gjorde medførte den politiske begivenhed at de nordiske lande i Europa brød med den katolske kirke – men det var ikke Luthers ønske eller tanke. Luther ønskede en reformation af kirken – en fornyelse – en renselse – endnu en ny reformation - i en meget lang række af reformationer. På samme måde med Paulus og Jakob og alle Jesusfolkene og nazaræerne. De ønskede naturligvis ikke at bryde med jødedommen. De var alle jøder og jødedommen var deres element. Som fisk i vandet. Der var for dem kun een gud – den jødiske gud – i det gamle Testamente. De antog visse nye tanker om Jesus og Messias. De var vidner til at den genopstadne Jesus viste sig for dem. Jesus viste sig for Maria – og hun blev kirkens moder - kan vi sige - på langt sigt. Men ingen af dem – hverken Paulus eller Maria eller Jakob – ønskede at forlade jødedommen. De opfattede selvfølgelig deres tro og tanker som en del af jødedommen – og deres tro og tanker var da også i overensstemmelse med mange tanker i jødedommen i det 1. århundrede e. kr. Det som Jesusfolkene sagde var ikke så speielt. De var del af en bred strømning. Jesus var på mange måder en del af den farisæiske bevægelse. Alle var de grundlæggende enige om troen og Gud. Alle havde de deres ben solidt plantet i Det gamle Testamente.

Den helt afgørende begivenhed i Paulus’ liv er – må vi antage – hans møde med Det gamle Testamente og hans møde med den samtidige jødiske litteratur og rabbinerne. Den afgørende begivenhed er ikke hans møde med den genopstandne Jesus ved Damaskus! Paulus opfatter det sådan at den genopstandne Kristus pludseligt viser sig for ham i et syn. Paulus kastes til jorden. Han bliver væltet omkuld. Han bliver blind. Men det afgørende i Paulus’ liv er at denne enorme oplevelse bliver fortolket ind i det skema som Paulus havde i forvejen. Jesus eller Kristus er en opfyldelse af Loven. Det som siges om Jesus er det som allerede står at læse i Det gamle Testamente. Evangeliet findes allerede i det gamle Testamente – mange steder og igen og igen - i følge Paulus. Jesushistorien er en kort sammenfatning af det som har stået i Det gamle Testamente i forvejen.

Forholdet mellem Gud og mennesket, mellem Gud og Israel – eller det sande israel – er som et forhold mellem en ægtemand og hans ægtehustru. Gud elsker sin ægtehustru og det er det som er evangeliet – både i Det nye og gamle Testamente. På det punkt er der for Paulus ingen forskel.

Gud elsker ikke mennesket fordi det har gjort noget eller tænkt eller troet eller følt på en bestemt måde. Gud elsker mennesket fordi det fortjener at blive elsket, fordi mennesket er et elskeligt væsen, fordi mennesket har brug for kærligheden. Gud holder ikke op med at elske mennesket fordi mennesket gør noget bestemt. Det er Paulus’ tro.

Ægtemanden elsker hans hustru. Hans kærlighed til kvinden kommer fra ham selv. Kærligheden er inden i ham og den bliver givet eller tilbudt til kvinden. Hans kærlighed er ikke betinget. Han bliver ved med at elske hende – også selv om hun ikke elsker ham. Hans kærlighed udspringer af at han elsker hende – fordi han ikke kan lade være. Gud elsker alle mennesker – fordi han ikke kan lade være – fordi sådan er hans natur. Det er en helt afgørende pointe for Paulus i Galaterbrevet og i Romerbrevet.

Gud elsker israel – Israel er hans stolte sønner – hans afkom – hans børn. Gud er i slægt med Israel – og omvendt. Vi kan sige at tanken i Det gamle Testamente og hos Paulus er at Gud elsker israel – med god grund. Hvilken fader elsker ikke sine sønner? Gud gør det som er ret og retfærdigt og passende – og naturligt! Hvlken mor elsker ikke sit barn? Vi er Guds sønner og døtre. Derfor elsker Gud alle mennesker. Det er ret og retfærdigt. Han svigter ikke. Han lever op til det som er naturligt i en relation. Gud er retfærdig – dvs han elsker! Gud forlader aldrig sine egne børn – eller sine får som det gamle Testamente siger. Han er rig på troskab. Han giver os hele herligheden tilbage – vi har bestemt fortjent det! Måske ikke i vore egne øjne – men sådan er det i Guds øjne!

Når Paulus siger at vi er Guds sønner har han helt sikkert sin inspiration fra Det gamle Testamente. Nogle forskere har dog også peget på at Paulus kender den græske stoiske filosofi meget godt og at det netop i stocismen er en tese at alle mennesker er Guds sønner. Vi er alle sønner af Gud – og tegnet er at alle mennesker har del i Logos – dvs i fornuften eller forstanden. Det græske ord kan dog også oversættes med ånden – i så fald er der store ligheder mellem Paulus og stoikerne. Men sandsynligvis har Paulus hele tanken om sønneskabet fra Det gamle Testamente – fx fra Salmerne. At vi er sønner af Gud betyder i stoicismen at vi er lige som Gud, vi har det samme væsen (fysis) som Gud og at vi er af Guds slægt og familie. Stoicismen spiller en vis rolle i hele det nye Testamente. I Johannesevangeliet bliver Logos således brugt som en betegnelse for kristus.

I Galaterbrevet taler paulus meget om Loven. Paulus er ikke modstander af loven – slet ikke –paulus er jøde. Loven er givet til menneskenes frelse. Men Guds frelse og kærlighed afhænger ikke af at mennesker overholder loven. Gud taler til alle mennesker uanset hvem de er og uanset hvad de tror på eller gør. Det er ikke loven som sikrer menneskene Guds velsignelse eller kærlighed! Guds kærlighed til mennesket er det primære – Loven er kommet til senere. Loven er en hjælp til menneskene. Men loven kan ikke frelse noget menneske. Vi kan ikke frelse os selv ved at gøre gode gerninger – og Guds frelse er ikke betinget af at vi gør gode gerninger!

Den Gud som Paulus tror på er den Gud som findes i hele Det gamle Testamente. Det er den gud som frelser mennesker fordi de har brug for det og fordi de fortjener at blive frelst. Det som Gud gør er retfærdigt. Gud kan se at der sker en stor uret imod mennesket og derfor griber han ind. Frelsen er nåde – men pointen i Det gamle Testamente er at mennesket har fortjent at blive frelst. Ingen mennesker har fortjent at gå fortabt og leve i lidelsen. Alle mennesker er værdige og værd at elske. Alle mennesker har fortjent Guds kærlighed. Mennesket er fundamentalt set uden nogen skyld. Gud elsker alle mennesker – med rette! Det er tanken – fx i Salmernes Bog – det er en typisk jødisk tanke – og den tanke ligger også neden under alt det som Paulus skriver i Galaterbrevet. Gud er nådig og han frelser af nåde – men når han frelser mennesket gør han det som er ret – det rette! Han er en trofast ægtemand! Gud lever op til sine forpligtelser. Han svigter ikke. Han forlader ikke bare sin hustru. Han gør hvad han kan. Han er rig på troskab!

Paulus har på den måde et bestemt menneskesyn. Mennesket er ikke en arme synder eller forbryder som Gud lige så godt kunne slå ihjel! Det er bestemt ikke Paulus’ menneskeopfattelse. Mennesket er godt og værdigt og elskeligt. Gud elsker ægtehustruen – fordi Gud har denne kærlighed inden i sig – men også fordi hun er værd at elske. Hun er dejlig. Guds kærlighed til mennesket er akkurat som mandens kærlighed til kvinden – den erotiske kærlighed – som vi kan læse hos profeten Ezekiel. I Guds øjne er hun vidunderlig og dejlig – og derfor vil Gud gøre alt for hende – som enhver anden mand – kan vi måske sige. Hun er attraktiv – også for Gud. Gud er tiltrukket på en måde som vi kender det fra forhold mellem mennesker, mellem mænd og kvinder. Det gamle Testamente ved godt at Gud ikke er noget menneske – men det bruger disse sammenligninger og metaforer og billeder! Gud er forelsket! Der er en god grund til at ægtemanden elsker hende! Hun er elskelig - og derfor kan Gud også igen og igen glemme hendes små synder! De gør ingen virkelig forskel – de ændrer ikke ved hans evige kærlighed til hustruen! – Jeg elsker dig ikke på grund af det som du gør, siger Gud. – jeg elsker dig på grund af det menneske som du er!

Han er rig på troskab. Han er tro indtil døden. Han gør det som er ret og rimeligt og naturligt i denne naturlige relation. Pagten mellem Israel og Gud er i følge Paulus en naturlig relation – som et ægteskab. Gud er rig på troskab og han gør det som er ret og retfærdigt – dvs han forlader aldrig sin kvinde. Når hun kalder – kommer han altid. Når vi råber på Herren så viser han sig ved underfulde tegn og undere, som det siges i Salmerne. Vi ser Gud – måske i et syn, måske i et tegn, måske i et andet menneske – i noget som er ubegribeligt og underfuldt! Denne tanke – at råbe på Herren – er helt grundlæggende i Paulus’ breve. Den tanke har han mødt i Salmernes Bog.

Gud bliver ikke borte. Han skjuler ikke sit ansigt. Han ser hende – kvinden - som hun er. Da Hagar er gået helt fortabt i Sinais ørken og hendes lille barn er ved at dø – griber Gud ind. Han ser hende. Hun ligger i sandet. Hun er ved at dø. Da Gud ser på hende bliver hun frelst og hendes søn bliver til et stort folk. Gud giver hende – kvinden - det som hun har brug for – at blive set. At blive set er - i Salmerne - det samme som at blive frelst. Galaterne oplever hvordan ånden – Helligånden eller Guds ånd - kommer over dem – dvs de oplever hvordan de pludseligt bliver set af Gud – som de virkelige konkrete mennesker de er – på godt og ondt. De ser Gud i et syn og de kan se et stort lys der kommer fra hans ansigt. Loven kan aldrig levere nogen velsignelse eller frelse til mennesker – velsignelsen kommer direkte fra lyset – fra Guds ansigt!

Gud elsker ikke Abraham fordi han er et dydsmønster. I følge 1. Mosebog er Abraham slet ikke noget dydsmønster. Han er egoistisk – uansvarlig – lille – og illoyal. Abraham er en stor løgner og vi får faktisk et rigtigt usympatisk billede af Abraham når vi læser sagnene i 1. Mosebog! Gud elsker ikke Abraham fordi han opfylder loven eller opfører sig godt eller bare anstændigt – Gud elsker Abraham - på trods! Gud elsker Abraham fordi Abraham har brug for at blive elsket og fordi Abraham på trods af sine mange synder har fortjent at blive frelst. Abraham vikler sig hele tiden ud i forfærdelige selvskabte problemer – men Gud redder ham hver gang. Gud er en trofast ægtemand – eller for den sags skyld: ægtehustru. Gud elsker Abraham og alle mennesker – fordi de er hans elskede. Vi er Herrens elskede! Gud elsker og velsigner galaterne, Gud giver sin egen ånd til galaterne – fordi han er en frelsergud – fordi han gør hvad han vil og er som han er – han kan ikke lade være! Disse typiske gammeltestamentlige tanker ligger hele tiden i Paulus breve.

I den senere kristne kirke er Paulus’ menneskesyn ofte blevet helt glemt. Den kristne kirke har nogle gange dyrket en opfattelse af mennesket som svagt og lille og slet ikke værdigt til at blive frelst. – Vi har slet ikke fortjent velsignelse, glæden og lykken, har tit været omkvædet i den kristne kirke. – Vi er kun arme syndere og Gud har ret til at sende os direkte i fortabelsen. Vi har ikke nogen ret at gøre gældende. Mennesket er kun en forbryder og en synder – jeg  erkun en afskyelig og værdiløs ormesæk – som Luther engang sagde!

Paulus har en helt andet Gudsopfattelse og menneskeopfattelse. Hans opfattelse har sine rødder i opfattelsen i Det gamle Testamente. For at forstå Paulus er vi derfor hele tiden nødt til at forstå inden for rammerne af Det gamle Testamente og samtidens jødedom. Ellers forstår i Paulus på en helt uhistorisk måde – på en måde som han selv ikke ville kunne genkende.

Den menneskeopfattelse vi finder i Paulus’ breve stammer i det væsentlige fra Det gamle Testamente. Paulus er et barn af Det gamle Testamente. Han kender Gud fra Det gamle Testamente. Paulus opfatter det gamle Testamente typologisk: Abraham er en type – en arketype. Det som skete mellem Gud og Abraham – er nøjagtigt det samme som nu sker mellem Gud og galaterne! Derfor er galaterne en opfyldelse af det løfte som Gud gav til Abraham. Galaterne er udvalgt på samme måde som Abraham – troens fader.

 

 

Indledning:

 

Paulus indleder brevet – som normalt – med en afsender - med en præsentation af ham selv. Paulus er en apostel. Det græske ord apostel – apostolos - betyder en som er sendt, en ambassadør, en udsending, en repræsentant, en budbringer, en Messenger. Paulus er ikke udsendt af mennesker men af Gud. Paulus er sendt til verden - af Gud - for at Paulus kan repræsentere Gud og tale Guds ord – evangeliet - til mennesker.

I Det gamle Testamente er Herrens apostle eller udsendte som regel identisk med Herrens engle! En engel er en budbringer – en udsendt. Det græske ord angelos betyder en udsendt eller udsending. I Det nye Testamente har ordet apostel også denne bibetydning. Paulus er en engel - sendt fra Gud. Alle mennesker - som har mødt Gud - er engle som han udsender. Hun og han er et himmelsk væsen – hun er en Guds engel. Ordet engel – angelos - har ikke i Det nye Testamente den betydning som det senere får i den kristne epoke. En engel er ikke et sødt fortryllende væsen – evt et barn! – som har søde englevinger. I Det nye Testamente er en engel blot en som er sendt af Gud eller som taler Guds ord fordi han er blevet bemyndiget af Gud. Når mennesker ser en engel bliver de faktisk bange – en engel er frygtindgydende! Maria – Jesu mor – bliver rædselsslagen da englen kommer til hende! Englen er ikke lige som Rafaels engle!

Der er sikkert mange i Paulus’ samtid som ville sige at Paulus var udsendt af mennesker! Rent historisk ser det ud til at Paulus blev udsendt som en slags missionær af kirken i Antiokia. Paulus repræsenterede denne forsamling – eller kirke – og han havde sin myndighed fra denne kirkes bemyndigelse. Men det er ikke sagens kerne - i følge Paulus. Sagens kerne er at Paulus har mødt Gud og set Gud – Paulus har set den genopstandne Kristus og Kristus har sendt ham ud i den nuværende onde verden for at prædike evangeliet.

Ved denne selvpræsentation løfter Paulus sig selv meget højt op. Han tillægger sig selv en overjordisk myndighed og bemyndigelse. Han erklærer at han er sendt direkte fra Gud. Men Paulus mener noget dybere: Paulus mener faktisk at alle mennesker som møder Gud er Guds apostle og udsendinge. Vi er alle Messengers for Vor Herre. Gud kalder hvert enkelt menneske og viser sig for hvert enkelt menneske. Vi er alle de udvalgte.

Paulus er sendt af Gud. Det betyder også at han i en vis forstand kommer fra Gud. Gud er hans oprindelse eller hjem. For Paulus vil det også gælde alle andre mennesker - som er blevet kaldet af Gud. Apostel bliver man ved at man bliver kaldet og udsendt af Gud. Galaterne – de græske hedninger i Galatien i Lilleasien – mødte og så Gud. Helligånden kom ned over dem. De Gud - i et stort lys. Galaterne er derfor udsendte og udsendinge. På præcist samme måde som Paulus er det. Galaterne fik ikke deres tro fra en bog eller på grund af et foredrag – de fik troen da de Gud - midt i Galatien. Religion og guder og hellige bøger gør ikke så megen forskel – men hvis Gud viser sig og griber ind i menneskers liv - med underfulde og mægtige gerninger – så gør det en forskel. For galaterne gjorde det en stor forskel.

Vi er alle brødre. Jesus er den førstefødte af alle brødrene. Gud oprejste ham fra de dødes rige – lige som Gud vil oprejse alle os fra de dødes rige. Galaterne er vore brødre.

Ordet brødre er det mest typiske udtryk der anvendes om de første Jesusfolk eller kristne. Vi kan se i litteraturen at ordet brødrene ikke kun dækker mænd – ordet bliver så alment at det ikke er kønsspecifikt. Brødrene dækker både brødrene og søstrene. Tanken omkring brødrene er en enorm stærk kraft hos Paulus og i den tidlige kirke eller bevægelse. Alle er vi lige og lige værdige. Alle er vi hinandens støtte og hjælpere. Jesusbevægelsen opbygger et enormt stærkt solidarisk fællesskab. Vi kan se dette fællesskab fx i Apostlenes Gerninger. Tanken om brødrene er forbløffende moderne og demokratisk. Den er de kristnes allervigtigste bidrag. Tanken om brødrene går helt imod hele oldtidens tankegang - som var meget patriarkalsk og aristokratisk og klassebestemt. I de første kristne menigheder er alle deltagere på lige fod. Alle er lige - og ingen er særligt priviligeret. Den tidlige kristne kirke er i oldtiden et unikt menneskeligt fællesskab. Alle er virkeligt lemmer på det ene legeme – enhver bidrager med sit til det fælles bedste.

Begyndelsen på Galaterbrevet indeholder de centrale trossætninger som dannede udgangspunkt for den allertidligste Jesusbevægelse. Vi finder her en meget tidlig kristen trosbekendelse – som det kan ses nedenfor i opstillingen af de forskellige led.

Paulus udtrykker sig i megen korthed – han bruger tydeligt nok formler fra den tidlige trosbekendelse. De indledende udtryk i Galaterbrevet udtrykker det som alle kristne (eller hvad vi nu skal kalde dem – en kristen kirke eksisterede endnu ikke på Paulus tid) kunne bekende sig til.

Gud har oprejst Jesus fra de døde. Jesus blev korsfæstet og han døde på korset og blev lagt i klippehulen. Men Gud oprejste ham fra de døde. Ordet oprejste ham fra de døde betyder to ting: Gud ophøjede Jesus og gjorde ham til en konge og herre over hele jorden. Gud trak Jesus ud af graven og satte ham på en tronstol ved sin højre side. Gud gjorde Kristus til hele universets herre og konge. Gud gav ham oprejsning - efter han var blev ydmyget og vanæret af menneskene.

Desuden betyder ordet oprejste at Gud hentede Jesus ud af døden. Gud gav Jesus et nyt liv og en ny identitet og et nyt legeme. Den kristne tro startede ved at Maria gik ud til den tomme grav. Hun ville gøre begravelsen af Jesus færdig. Hun ville se hans døde legeme. Men Maria fandt bare den tomme grav. Hun mødte havemanden og samtalede med ham om hvor de havde lagt Jesus. Pludselig så hun at det ikke var havemanden – men Jesus.

Det som Paulus og vi i dag forstår ved kristendommen eller den kristne tro starter med Marias oplevelse ved den tomme grav. Kristendommen er en tro på at Jesus er blevet en konge – en tro på at han er hele universets herre – en tro på at han lever hos Gud og at han er alle menneskers frelser. Kristendommen starter ikke ved den historiske Jesus – manden fra Nazareth. Paulus har aldrig mødt eller set den historiske Jesus. Kristendommen begynder der, hvor mennesker oplever den genopstandne Kristus – Herren, Vor Herre, som Paulus siger.

Synden hersker i hele verden. Jorden lider og mennesker og dyr lider. Der rejser sig et skrig til himlen. Der sker en stor uret imod mange mennesker - i den nuværende onde verden, som Paulus siger. Mennesker forfølges og pines og misbruges og voldtages. Mennesker dræbes i tusindvis og i millionvis. Naturen lider under menneskers misbrug. Børn misbruges.

Gud er den frelsergud som hører dette skrig. Kristus er den konge som vil besejre de onde ånder og magter i verden. Kristus er den magt – den herre – som vil og kan besejre synden og lidelsen. Kristus er hos Paulus den sejrende Kristus – ikke en lidende Jesus. Kristus er en kriger. Han river os ud af synden og nøden og lidelsen. Kristus har større kraft og styrke end nogen anden. Han nedkæmper alle de onde fjender. Han dræber Livjatan og Rahab. Han er alle menneskers frelser og redningsmand. Han er en mægtig herre og høvding. Ingen kan stå hans hånd og sværd imod. Han kommer hærgende gennem den onde verden - med økse og løftet hånd, som det hedder i Salmerne. Kristus kommer med ild og brand og jordskælv og naturkatastrofer. Kristus kommer med lyn og torden. – Sådan har Paulus forestillet sig de sidste tiders endelig sejr. Paulus har disse forestillinger til fælles med hele jødedommen på hans tid. Vi finder også disse eskatologiske forestillinger i Johannes Åbenbaring.

 

[1]

 

v1  Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, v2  og alle brødrene, der er hos mig.

Til menighederne i Galatien.

Det følgende er den normale hilsen som Paulus bruger i sine breve. Begrebet nåde eller Charis er et nøglebegreb hos Paulus. Nåden betyder ikke helt det som ofte i kristendommen forstås ved nåden. Hos Paulus betyder nåden eller Charis det samme som velsignelsen, freden, glæden, lykken, medgangen, styrken og kraften. Begrebet Charis svarer altså til det hebraiske Shalom – egentlig fred – som betegner en omfattende materiel og immateriel lykke og velstand og fremgang. De to begreber fred og nåde glider derfor hos Paulus sammen og kommer til at betyde næsten det samme. Nåden eller Charis indebærer en materiel velstand, magt, rigdom, mange sønner, ry, omdømme, et langt liv, sundhed, styrke, livsmod. Paulus’ sprog kommer til at gå over i det senere kristne sprog – kirkens sprog: Pax Vobiscum – Fred være med jer!

Nåden eller Charis kommer dels fra Gud og dels fra Kristus – altså fra dem begge. I denne hilsen er de to personer – Faderen og kristus – ligestillede. Men nåden er også noget som Paulus så at sige kan give videre til sine moodtagere. I følge hans tankegang giver vi nåden og Charis videre til hinanden.

Charis betegner dels Guds holdning til mennesket – hans kærlighed – og dels hans gerninger over for mennesket – altså det som han giver menneskene. Gud giver os nåden og Charis dvs vi lever i nåden – vi lever i overfloden, fremgangen, velstanden, livslykken. Nåden er i høj grad noget som man kan opleve og erfare. Nåden er ikke en abstrakt laden nåde gå for ret! Nåden er ikke udtryk for en abstrakt påstand om at Gud vil benåde os engang. Gud har allerede givet os nåden – han har givet os hele livet, hele herligheden, hele jorden, alle rigdomme og al glæde og lykke. Nåden er det element vi lever indeni – lige som en fisk i vandet. Vi lever i nåden – dvs vores liv lykkes og vi er omgivet af fred og glæde. Nåden er både individuel og kollektiv, både psykologisk og social. Nåden er vores sundhed og vores fysiske kraft og styrke. Nåden er som den ilt vi indånder. Den omgiver os på alle sider, siger Paulus.

v5  Lykkelig den, du udvælger og bringer nær,
han bor i dine forgårde.
Vi mættes med gode gaver i dit hus,
med helligheden i dit tempel.
v10  Du tager dig af landet og giver det regn,
du gør dets rigdom stor;
Guds bæk er fuld af vand,
du sørger for kornet, ja, det sørger du for.
v11  Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden,
du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer.
v12  Du kroner året med dine gode gaver,
dine hjulspor driver af fedme,
v13  selv øde græsgange drypper,
og højene ifører sig jubel.
v14  Engene klæder sig i lam,
dalene hyller sig i korn;
de jubler og synger.

(Salme 65.5)

Nåden er en opfyldelse af Guds løfter i Det gamle Testamente. Løfterne i Salmernes Bog er nu gået i opfyldelse. Nåden har Gud lige som hældt ud over hele jorden som en væske. Nåden dækker hele verden. Nåden er både fysisk og åndelig. Vi har fået Guds ånd og Guds ånd er blevet udgydt over hele jorden – over alle mennesker. Vi er alle de salvede. Vi har alle fået olien og nåden og velsignelsen.

 

v4  Da David ude i ørkenen hørte, at Nabal holdt fåreklipningsfest, v5  sendte han ti unge mænd af sted og sagde til dem: »Drag op til Karmel og gå hen til Nabal; hils ham fra mig v6  og sig så til min broder: Fred være med dig, fred være med dit hus, og fred være med alt, hvad der er dit!

(1 Samuelsbog 25.4)

v3  Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus,

v4  som gav sig selv hen for vore synder

for at rive os ud af den nuværende onde verden,

efter Guds, vor Faders, vilje!

Vi skal give Gud faderen ære. Paulus tænker grundlæggende som man gør i Det gamle Testamente. Det græske ord Doxa er stort set en oversættelse af det hebraiske Kabod.

For at forstå Paulus kan vi sige at Kabod er den rimelige, passende, naturlige adfærd over for faderen – Gud. Sådan tænker Det gamle Testamente.

Kabod betegner egentlig to  ting: Kabod er den magt, herlighed, kraft, majestæt, stråleglans som Gud har -  sådan som vi ser og oplever ham. Gud er frygtindgydende. Når vi ser Gud bliver vi væltet helt omkuld – lige som Paulus ved Damaskus. Gud er omgivet af ild og lys og torden og storm. Vi bliver naturligvis bange når vi ser Gud – det er hans Kabod eller Doxa eller ære. Gud er som en af storkongerne nede på jorden – deres tilsynekomst er også frygtindgydende. Ordet frygtindgydende bliver anvendt positivt i Det gamle Testamente. Det viser at Gud er stor og mægtig og kan handle vilkårligt. Over for Gud kan vi ikke føle os sikre – menneskeligt talt.

Men Kabod eller ære er især den adfærd vi skal vise over for faderen. Dette begreb stammer til dels fra familieretten. Faderen er herre – han er Herren. Han ejer hele sit hus. Alle er de hans trælle. Han råder frit over sine kvinder, børn og trælle. Han giver sine døtre bort – dvs han sælger dem. Han har hals og håndsret over alle i huset. Når de nærmer sig faderen skal de kaste sig ned. Hans hustruer skal give ham ære – de skal kaste glans over hans hoved – dvs føde ham utalliige stolte sønner. Alle hans hustruer skal vise ham troskab og lydighed og ærbødighed.

Gud er en fader – dvs han har den samme rolle som i familieretten. Han er eet med alle i huset og de er eet med ham. Faderen lever videre gennem slægten – han realiserer sig selv i sine stolte sønner - som er kopier af ham. Abrahams problem er ikke hans egen personlige skæbne – men slægtens skæbne.

Æren er den normale og naturlige adfærd – når man tager udgangspunkt i relationen. Det er naturligt at hustruerne gør alt for deres herre – han er deres HerreVor Herre - for han er deres frelser! Det ville være meget upassende og helt forkert hvis de ikke tilbad og dyrkede deres herre. De tilhører faderen – patriarken. Han har en potestas over dem som man sagde i oldtidens Rom og ud af relationen følger der noget som er naturligtnaturlige forpligtelser! Det gamle Testamente handler egentlig ikke om love eller ret eller Moseloven – det handler om hvad der er de naturlige, normale handlinger mellem Gud og mennesket! Gud er normal – for han lever op til rimelige, naturlige forpligtelser – som en ordentlig og rimelig ægtemand!

Æredoxa – betyder også ry og rygte. At vi skal give Gud ære – betyder altså at vi skal udsprede rygtet om Gud og gøre hvad vi kan for at hans ry og rygte kan blive så ophøjet som muligt på jorden. Vi skal gøre hans rygte stort og herligt. Gud lægger enorm vægt på sin ære – sit ry og rygte – i Det gamle Testamente. Gud fører Israel ud af Egypten for at hans ry og rygte kan blive endnu større her på jorden – alle de andre folk vil blive forbløffede og forundrede når de ser denne mægtige og underfulde frelse!

Udtrykket - Ham være ære – betyder altså at vi mennesker skal give ære eller herlighed til ham – Gud - faderen.

 v5  Ham være ære i evighedernes evigheder!

Amen.

 

Galaterne har helt sikkert undret sig meget - da de fik brevet fra Paulus!

Paulus er voldsom. Han udslynger anklager og forbandelser. Han beskylder galaterne for fuldstændigt at have svigtet alt. Vi må nok antage at Paulus’ anklager og grove beskyldninger har været meget overdrevne. Galaterne har rystet på hovedet da de fik brevet. – Har Paulus overhovedet forstået noget som helst? Paulus hører løse rygter og reagerer med det samme og skriver til galaterne. Vi kan ikke regne med at Paulus beskrivelse er historisk sand. Vi må regne med at galaternes egen opfattelse har været helt anderledes. De har sikkert mistet meget af deres respekt for Paulus - efter at de har læst hans brev! Paulus beskrivelse indeholder ikke nogen rimelig historisk beskrivelse af situationen. Han beskylder dem for Apostasi – frafald fra troen – som da Israel begyndte at dyrke guldkalven i ørkenlandet. – Det er helt ved siden af, har galaterne tænkt. – Paulus er blevet besat af en ond ånd! - Ved han overhovedet hvad der foregår!?

Temaet i vers 6 er et af de vigtigste temaer i alle Paulus’ breve. Galaterne kan ikke sige at de ikke har mødt Gud. De har set Gud og mødt Gud. De er blevet kaldet af Gud. De har oplevet Guds underfulde frelse – så tydeligt at ingen kan benægte det! Der er sket tegn og undere! Alligevel falder de siden fra – eller risikoen opstår i al fald. De glemmer det som de oplevede. De glemmer befrielsen, glæden og udfrielsen. De falder tilbage. De gør sig små og svage. De svigter sig selv.

Paulus beskriver en helt almen menneskelige situation. Alle mennesker har set Gud – siger Paulus – hvordan kan de så siden hen falde så meget fra? Det er ligesom en stofmisbruger som er kommet ud af sit forfærdelige stofmisbrug. Han har oplevet den underfulde frelse. Det skete jo faktisk. Det ved han godt. Alligevel kan han fristes – gøre sig selv svag. Han gribes af frygt. Han mister tilliden til livet – til at livet er smukt og godt. Han gribes af mismod. Han falder ned i en afgrund. Men hvordan kan han dog gøre det – efter alt hvad han har oplevet – spørger Paulus.

Paulus tænker uden tvivl på Exodus historien – historien om Israels udfrielse fra Egyptens synd, død, lidelse og trældom. Israel kunne ikke bagefter sige at de ikke havde set Guds magt og kraft og frelse. Gud gjorde 7 evige tegn og undere i Egypten hvor han viste sin magt og vilje til at udfri Israel! Ingen kunne være i tvivl. Til  sidst frelste Gud Israel ved Siv havet ved at tilintetgøre hele Egypten. Alligevel faldt Israel fra da de kom over i ørkenlandet. De blev fristet – de mistede troen og tilliden. De blev grebet af frygt. De faldt fra. De gjorde sig selv små og svage og ville vende tilbage til Egyptens kødgryder som det siges.

Vi lever af de undere der sker i vores liv. Livet kommer af de undere vi oplever. Når jeg møder den kvinde som jeg har længtes efter hele mit liv er det et mageløst under. Jeg forstår det ikke – hun forstår det ikke – ingen mennesker forstår noget. Det sker bare – lige pludseligt. Vi ved ikke hvor det kommer fra. Det kommer ud af det rene ingenting. Alle mennesker oplever sådanne undere. Når vi ser underet – tegnet – gribes vi af glæde og overraskelse og lettelse. Men bagefter sker det måske at vi bare glemmer underet. Det er den almen menneskelige situation Galaterbrevet handler om. En gåde for Paulus – hvordan kan mennesker bare glemme Guds undere? – men en menneskelig realitet. Vi kan også sammenligne med Exodus historien. Hele denne historie handler om at Israel aldrig siden må glemme det som skete. De skal holde Påsken for at huske og mindes. De skal binde ordene – evangeliet – til deres arme og bryst. De skal sætte ordene op ved deres dør. De må ikke glemme det som skete. Gud satte dem fri. Han trak dem ud af lidelsen.  Der er ikke længere nogen grund til at de skal lide. De er ikke længere sønner af lidelsen – men sønner af den frie kvinde. Vores sande identitet er ikke vores kødelige mor eller far. Vores sande identitet er at vi er frie sønner af Sara – Guds sønner og døtre.

Paulus bruger det samme udtryk – vende sig bort fra – som bruges i Makkabæerbøgerne om jødernes frafald – eller apostasi – fra troen og vejen. Det udtryk bruger Paulus bevidst. Galaterne er ved at opgive troen – de er ved at opgive ånden – livsmodet. Gud ønsker at vi skal være stærke og frie. Han græder når vi falder tilbage i frygt, bekymringer, svaghed. Og han bliver naturligt nok vred når vi gør det. Det er ikke det som er meningen med evangeliet siger Paulus.

De kristne ledere i Jerusalem – kirken i Jerusalem – har set Gud. Men siden har de mistet modet. De er faldet tilbage i gammel lovreligion og frygt og trygheden ved at være lille og svag. De har ikke holdt fast ved evangeliet. De militære metaforer spiller en stor rolle hos Paulus – til dels fordi han er påvirket af stoikerne til  dels af Det gamle Testamente simpelt hen. I skal stå fast! I er ved at desertere! Livet er en krig og vi kan kun nå målet hvis vi står fast – er karakterfaste, tålmodige, tapre, siger Paulus. Måske kommer frygten engang imellem over os – men vi skal ikke lade os rive ned i afgrunden. Vi skal ikke falde tilbage i trældommen. Vi er rigets arvinger og kongens sønner. Vi skal bevare vores stolthed og værdighed. Det skylder vi Gud som har trukket os ud af synd og slam. Vi skal sige nej til fristelsen – fristelsen er altid at vi gør os selv til arme ofre, ulykkelige, svage og hjælpeløse! Fristelsen er at vi glemmer det som rent faktisk skete – den underfulde frelse – at vi rent faktisk dengang blev frelst af Gud!

v6  Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham [Gud], som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, v7  som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium.

 

Paulus rejser spørgsmålet: - Hvordan kan vi vide at noget er sandt?

Se afsnittet nedenunder om dette spørgsmål.

 

Paulus hævder at selv om han selv sagde noget andet – skulle galaterne ikke tro på ham – for det ville være løgn hvis han sagde noget andet end det sande evangelium. I følge Paulus er der kun to muligheder: Enten er noget sandt eller det er løgn. Hvis galaterne fik et budskab fra en engel – eller fra Gud selv - der var i strid med evangeliet – så ville det være en løgn alligevel.

Paulus udstøder forbandelser – Anathema som han siger på græsk. Anathema betyder at personen skal tages bort, isoleres og slås ihjel. Han skal slagtes og ofres til Gud. Anathema betyder at de skal tage en sådan person udenfor og splitte hans hjerne med deres køller – som Filon fortæller det om zeloterne. Ordet Anathema viser at Paulus er en sand zelot – hans sprog er voldeligt og for os i dag er hans sprog forvirrende og usympatisk – foruroligende og meget frastødende. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Paulus tænker tidens tanker – ikke vore tanker. Vi tænker og føler ikke som Paulus. – Udryd alle jeres fjender og alle synderne af jeres midte, som det siges i Moseloven! – Gør som Pinehas – Israels helt og en stor zelot - og stik en lanse igennem deres tarme så alle indvoldene vælter ud!

Se afsnittet nedenunder om forbandelsen og om Paulus som zelot.

 

v8  Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.

v9  Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

Baggrunden er i følge de flestes opfattelse at Paulus er blevet kritiseret af traditionalisterne eller af Jerusalem for at fedte for galaterne. For at behage hedningerne har Paulus opfundet et billigt evangelium – uden nogen krav til de kristne, uden spiseregler, uden omskærelse, uden lov. Paulus har på den måde svigtet evangeliet og dets rødder i jødedommen. Det har nok været kritikken imod Paulus.

Paulus bliver anklaget for at drive propaganda, at overtale med urene metoder, at lokke og forføre. Paulus fortæller ikke galaterne sandheden – han skjuler sandheden. Han skjuler at det kun er medlemmer af Israels folk som kan blive frelst og at det medlemsskab kræver en pris. Paulus tænker kun på at få så mange proselytter eller omvendte som muligt. Han handler forfængeligt. Han er en forræder og han har svigtet troen. Hun erkun ude efter at fedte og smigre. Han ved at omskærelsen er en afskyelighed for grækerne – så han fortier bare sandheden.

Paulus afviser denne kritik og anklage fuldstændigt. Hans motiver er ikke som det lyder i anklagen. Det han forsvarer er Guds evangelium. Han går ikke imod omskærelsen fordi det er en behagelighed for grækerne – men fordi den er en del af den centrale evangeliske tro og den frihed som vi nu har vundet i Kristus. Hvis man tror at Paulus vej er nemmere – tager man fejl – synes han at sige. Paulus siger – modsat jakob – at vi skal give slip på hele egoet – og det er ikke en nem eller billig vej. Den kristne er en slave – Guds slave – Kristi slave. Evangeliet handler slet ikke om at finde en nemmere vej – men om at finde den sande vej.

Paulus sprogbrug hænger sammen med det hebraiske udtryk bd. Ordstammen bd bruges både om slaven og tjeneren og om tilbedelsen af Gud. I Exodus beretningen er israel først slaver under Farao og siden bliver de befriede – dvs Guds slaver – dvs de tilbeder og tror på Herren. De to betydninger af ordet på hebraisk ligger bag om Paulus brug af ordet i Galaterbrevet. Friheden er ikke en frihed ud i det blå – den er en frihed som består i at blive en Kristi slave! Paulus udtrykker sig på den måde meget paradoksalt.  Friheden er ikke tøjlesløshed for Paulus – men at gøre det gode – ikke på grund af en lovbog men i ånd og frihed. Friheden består i at tjene andre.

v10  Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener [slave].

 

APOLOGIEN - Forsvar for evangeliet – Paulus’ forsvar for sig selv: 1.11 – 2.21:

 

Ikke fra et menneske – ikke fra mennesker – men direkte fra Gud:

 

De to følgende vers 1.11 og 1.12 indeholder et hovedpunkt i Paulus’ brev til galaterne og vi skal nedenunder vende tilbage til diise vers. Versene indeholder hans centrale tese - nemlig at han har modtaget evangeliet og sandheden fra Gud alene og ikke fra noget menneske. Der er ingen tvivl om at Paulus’ ord og udtryk har vakt en voldsom opsigt – og også forundring og også skepsis – i samtiden og sikkert også hos galaterne.

Paulus’ påstand er ekstremt vidtgående. Han står helt alene i verden og Gud meddeler sig direkte til ham. Troen på Jesus eller Kristus har Paulus ikke fået fra noget menneske eller fra nogen kirke eller fra noget menneskeligt fællesskab. Han har fået troen og sandheden og virkeligheden åbenbaret af Gud – direkte – uden noget mellemled. Alle andre menesker og hvad de tror på - er ligegyldigt i denne sammenhæng. Paulus er alene med Gud og Gud har kaldet ham og meddelt sig til ham.

Paulus mener at på samme måde som Gud kaldte ham – på samme måde kalder Gud alle mennesker i hele verden – uanset deres tro, religion eller hudfarve!

Paulus grundskema er også her – sikkert – Abraham historien i 1. Mosebog. Abraham bliver kaldet af Gud direkte i det fjerne land i østen. Abraham taler ikke med andre mennesker – han lærer ikke noget om troen eller religionen eller Guds vilje ved at tale med andre mennesker.  Gud meddeler sig direkte til Abraham – brat og pludseligt og helt uformidlet. Gud beslutter sig pludselig for at gribe ind. Gud viser sig pludselig for Abraham – helt uden nogen forberelse. Alting sker voldsomt og brat – i eet øjeblik. Indsigten eller forståelsen kommer som et lyn fra en klar himmel.

Det som kun stammer fra mennesker – viden eller videnskab eller religion eller filosofi – er ikke så gyldigt som det der stammer direkte fra Gud, mener Paulus. Han modstiller meget voldsomt det som kommer fra mennesker og det som kommer frra Gud. Det som kommer fra Gud er ubetinget sandt og gyldigt – fuldstændigt uanset hvad mennesker eller kirker eller kloge folk siger. På den måde giver Paulus udtryk for en almenmenneskelig oplevelse. Det som han oplever er et pludseligt glimt af lyset – af noget som han pludselig ved er ubetinget sandt. Det han taler om er den pludselige bratte indsigt hvor mennesker med usvigelig sikkerhed indser at dette er sandt. Alle mennesker har sådanne glimt af indsigt. Paulus taler om denne pludselige indsigt eller kensho – som man har sagt i østen. Nogle gange får vi et glimt af indsigt – og nogle gange er det en åbenbaring fra Gud – det er det som Paulus mener.

Det som kommer fra mennesker er meninger og anskuelser, siger Paulus. Meninger kan man altid diskutere. Der kan altid argumenteres for og imod. Men det som er indlysende sandt – det som er helt evident – kan ikke diskuteres. Der er ikke forskellige meninger om det som er selvindlysende rigtigt. Menneskeligt talt kan vi også sammenligne med geometrien. Når vi pludselig kan se det geometriske bevis – at det er sandt – diskuterer vi ikke længere – så er der ikke forskellige meninger.

Ordet åbenbaring er en oversættelse af det græske apokalypsis. På Paulus’ tid findes der et væld af apokalyptiske skrifter og i Det nye Testamente finder vi også apokalyptiske afsnit: Johannes Åbenbaring er en apokalypse eller et apokalyptisk skrift og i evangelierne finder vi korte apokalypser. I Markusevangeliet 13 finder vi en apokalypse hvor Jesus taler om de sidste tider.

Ordet apokalypse betyder først og fremmest to ting. For det første betyder ordet at apokalypsens indhold – forkyndelsen – ikke stammer fra mennesker men stammer fra Gud. En apokalypse betyder en åbenbaring af himmelske mysterier og af Guds mysterier. Det som bliver åbenbaret er ikke noget som mennesker har tænkt sig til – det er netop uden for vore tanker – uden for vores forstand. Det som har været skjult indtil nu er nu blevet åbenbaret – dvs at det er blevet afdækket. Gud fjerner dækket – selv kunne vi ikke på egen hånd finde denne sandhed. Indtil nu har der ligget et slør eller et dække over det - så det var usynligt. Det var netop utilgængeligt for vores forstand – for vores intellekt. Det som åbenbares er noget som har ligget skjult hos Gud. Det som åbenbares er en hemmelighed – et mysterium. Hele denne tanke findes i alle Paulus breve – meget tydeligt i Kolossenserbrevet - og kom til at spille en enorm rolle i hele oldkirken.

I Det gamle Testamente finder vi typiske apokalypser i Danielsbogen – som er et sent skrift fra ca 150 f. Kr. Danielsbogen fik en vigtig betydning i den tidlige kristendom.

En apokalypse er altså en åbning af en æske – en åbenbaring af en hemmelighed – en visning af noget som hidtil har været skjult. Gud har nu vist Paulus – dette ene konkrete individuelle menneske Paulus - en hemmelighed som indtil nu har været helt skjult. Vi kan se at Paulus udviser en enorm selvbevidsthed - når han kan skrive sådan. Samtiden har lagt mærke til denne enorme selvbevidsthed. Paulus føler sig fuldstændigt sikker. Han ved hvad han har set og hvad han har hørt. I disse udtryk fremstiller Paulus virkeligt det sande menneske – det stolte menneske – som hævder sig selv og står ved det som det har set med sine egne øjne.

Det andet træk som er typisk for en apokalypse er at apokalypsen som regel drejer sig om de sidste tider eller den kommende fremtid eller om det som Gud nu vil gøre. Gud åbenbarer sin vilje og sin plan med menneskene – den endelige frelse – sejren over synden og døden. På den måde er Johannes Åbenbaring en ægte apokalypse – den viser netop hvad Gud nu vil gøre.

Paulus har den samme tanke. Gud vil nu føre alle mennesker ind i hans folk. Gud vil  føre alle mennesker ind i fåreflokken Israel. Gud vil gøre alle mennesker i hele verden til hans sønner - og til Abrahams sønner. Det er indholdet af Paulus’ apokalypse – indholdet af hans åbenbaring.

Det er meget vigtigt at se at denne åbenbaring i følge Galaterbrevet ikke stammer fra Kristus! Det er ikke Kristus som er afsenderen af denne åbenbaring til Paulus. Gud åbenbarer apokalypsen for Paulus – det er Gud som afslører hemmeligheden og det himmelske mysterium for Paulus. Kristus er ikke den som kommer med åbenbaringen – Kristus er indholdet af åbenbaringen! Det er helt tydeligt når vi læser den græske originaltekst. Det er vigtigt at se at Paulus bruger ordet og begrebet Kristus på denne måde! Det er netop også derfor han siger at han prædiker Kristus! Kristus er et begreb eller et ord som ofte betyder det samme som evangeliet – eller sandheden eller lyset. For Paulus antager ordet Kristus en anden betydning end bare et personnavn for Jesus – manden fra Nazareth! Kristus er noget meget bredere og mere alment. Det er også derfor at Paulus siger at Kristus er det legeme som alle mennesker bliver lemmer på. Vi lever i Kristus – og Kristus lever inden i alle mennesker. Kristus er ikke længere en person for Paulus – han er snarere en ny tilstand i universet. Derfor siger han også at i Kristus er der ingen forskel på kvinde og mand eller i Kristus er vi allerede korsfæstede og døde og i Kristus lever vi nu et liv i himlen! Kristus bliver af Paulus brugt på en helt ny måde og man må ikke bare oversætte Paulus brug af ordet Kristus til personen Jesus!

Evangeliet er ikke - hos Paulus - de ord og den forkyndelse som kommer fra Jesus – de ord som Jesus gik rundt og sagde. Det er netop ikke det som er evangeliet - i følge Paulus. Jesus eller Kristus er ikke afsender eller kilde eller ophav til evangeliet! Evangeliets indhold er Kristus! Evangeliet er ikke Jesu egne ord – men ordet om Kristus – ordet om at Kristus opstod fra de døde. Dette punkt er ofte blevet misforstået i kirkens historie! Det er nok også ret sikkert at Paulus’ modstandere – Jakob og Peter og de andre i Jerusalem – forstod det på en anden måde end Paulus. For Jakob var evangeliet muligvis lig med de ord som Jesus havde sagt mens han levede – men det er ikke evangeliet i følge Paulus.

Vi kan sige at for Paulus opstår kristendommen eller den kristne tro først efter Jesu død. Kristendommen starter ved at Kristus – den døde Jesus – åbenbarer sig for mennesker – først for Maria ved den tomme grav. Kristendommens basis og udgangspunkt er at mennesker så Kristus i et syn efter hans død. Der startede kirken. Kirken eller kristendommen starter med Maria ved den tomme grav – ikke med Jesus!

Gud viser sig for Paulus – hele denne tanke er ægte jødisk. Gud viser sig for menigheden i Salmernes Bog. Gud viser sig i en epifani – når vi råber på Herren. Gud åbenbarer sandheden for Paulus. Paulus bliver på den måde et vidne – en martyr i kirkens forstand og som ordet bruges i Det nye Testamente - og en apostel – sådan var netop definitionen i den første kristne bevægelse. Troen starter med dem som har set Kristus i en drøm eller i et syn. Den døde Jesus er ikke død – men han lever nu - på en anden måde – på en måde som vi ikke kan forstå med forstanden. Gud åbenbarer sig for alle mennesker – sådan som de er og der hvor de er. Paulus og hans vision skal ikke godkendes nogen steder. Gud giver ham al den autoritet og sikkerhed og magt som han har brug for. Troens indhold kommer ikke fra noget som vi har læst i gamle støvede bøger, som Grundtvig sagde. Troen kommer direkte fra Gud og når vi modtager hans åbenbaring er vi faktisk helt alene i verden – men ved at vi bliver kaldet bliver vi podet ind og lemmer på det hele legeme!

Se endvidere nedenunder afsnittet om Paulus og ordet Kristus!

 

v11  For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. v12  Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.

 

Direkte fra Gud:

Paulus mener ikke at han så at sige har fået hele den kristne tro og al viden om Jesus via en direkte åbenbaring fra Gud! det er bestemt ikke det han mener. Mange steder i brevene henviser han til den fælles kollektive viden om Jesus – Jesustraditionen. Den er Paulus afhængig af og hans breve er fyldt med korte formler som tydeligt nok er kirkens korte formler. Dem har Paulus naturligvis lært af kirken. I den forstand er han selvfølgelig blevet undervist selv om han benægter det.

Paulus taler på to planer. Gud har åbenbaret sig for ham – direkte og helt individuelt. Derfra har han sin tro og sin vished om Gud. Gud har åbenbaret sin hemmelighed – sit mysterium – for ham og det har han ikke lært af andre. Paulus er ikke blevet gradvist overbevist af kristne fortalere. Han fik en pludselig personlig åbenbaring. Den er basis for hans tro. Han skal ikke have sin tro bekræftet af mennesker – heller ikke af kirken. Kirken skal ikke godkende hans tro. Paulus ved hvad der ersandt. Gud har fortalt ham det.

På et andet plan har Paulus lært meget om den nye tro på den jødiske Messias. Naturligvis. Han har søgt informationer i Jerusalem og hos dem som var Jesu disciple. I Galaterbrevet er det meget tydeligt at han for så vidt anerkender deres autoritet. Vi har kendt Jesus og det bøjer han sig for. Men uanset hvad de kender til Jesus gør det ingen forskel når det kommer til stykket. Paulus ved hvad der er sandt. Denne sandhed er evig og absolut sand og gyldig. Den er ikke filosofi eller religion. Gud har ikke meddelt Paulus en ny religion. Paulus har hørt sandheden. Sandheden er fuldstændig forskellig fra al religion – det er hans pointe. Religion er grundlæggende menneskeværk. Men evangeliet er ikke menneskeværk. Det er netop det modsatte: det er en forargelse for alle mennesker som han skriver i 1. Korinterbrev. Evangeliet er ikke menneskers kloge tanker. Mennesker kan ikke på egen hånd opfinde evangeliet. Det kan kun modtages – passivt. Evangeliet er ikke et visdoms produkt eller nye smukke tanker. Menneskene har mange og gode tanker men de er magtesløse når det kommer til stykket. Det er bare filosofi – som den græske filosofi som Paulus kender. Filosofi gør ingen forskel. Filosofi indeholder ikke nogen underfuld frelse. Filosofien hjælper os ikke når vi er fortvivlede, ensomme, i smerter eller når vi skal dø! Filosofien er bare ord – meneskeord – afmægtige ord.

I 1  Korinterbrev skriver Paulus følgende:

v1  Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, v2  og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro.

v3  Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, v4  at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, v5  og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. v6  Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.

(1 Kor 15.1)

Denne tekst minder en del om teksten i Galaterbrevet. Pointen er at grækerne eller tilhørerne har modtaget evangeliet – de har været passive – det er ikke deres egen præstation – evangeliet er Guds frie gave. Fortsættelsen er derfor forskellig fordi det her er klart at lige som korinterne har modtaget evangeliet så har Paulus også modtaget evangeliet! Det er tilsyneladende i stærk modstrid med hvad han skriver i Galaterbrevet!

Men meningen er nok ikke så selvmodsigende! Paulus benægter ikke at han har overtaget eller lært kirkens tradition – Jesus traditionen. Paulus ved godt at han er en del af denne overlevering og tradition. Paulus ved godt at han ikke har fået alt åbenbaret – helt alene – på een gang! Det er snarere pointen at hans tro og overbevisning kommer direkte fra Gud – ikke al hans viden eller alt han ved om Jesus! Paulus indrømmer at han har lært meget af dem som var apostle før ham – som han siger. Det ovenstående citat fra 1 korinterbrev udtrykker jo det som hele kirken – hele Jesus bevægelsen – var enige om. På dette punkt var der ingen uenigheder! Uenighederne mellem paulus og kirken i Jerusalem drejede sig om en fortolkning af disse generelle trossætninger – spørgsmål i detaljer – og mest vedrørende grækerne – ikke om selve troen på kristus. Det ervigtigt hele tiden at huske at Galaterbrevet overdriver uenighederne! Alle spørgsmål bliver meget polariseret! Sandheden var at Paulus og Jakob var enige – stort set – alene af den grund at de begge var gode jøder!

Ikke fra et menneske – ikke fra vore tanker – ikke fra forstanden

 

De apokalyptiske skrifter på Paulus tid indeholdet stort set det same skema og selvfølgelig er han påvirket af de mange apokalyptiske skrifter på hans tid. I disse skrifter åbenbarer Gud en hemmelighed som han har holdt hemmelig ind til nu – de sidste tider. Johannes Åbenbaring er en sådan apokalypse og fx i evangelierne Markus 13. Åbenbaringen kommer fra Gud – ikke fra vore tanker. Den rummer meningen med – telos – det hele – med historien. Den taler om historiens ende – de sidste tider. I de sidste tider skal alle mennesker blive frelst, der skal komme en overjordisk frelser eller Messias, verden skal dømmes – dvs frelses – det onde skal høre op. De apokalyptiske skrifter florerede i jøde dommen på Paulus tid. Vi kender en del men der har været hundredvis af apokalyptiske skrifter. Formålet med disse skrifter er at give håb til mennesker som lider! I skal ikke frygte for nu vil de sidste tider komme – dvs nu vil Paradiset komme – Guds rige! De sidste tider er naturligvis ikke noget man frygter – som i den senere kristne tidsalder! – de sidste tider er udfrielsen, lykken, glæden, Paradiset på jorden! Begrebet dommen er ikkeet truende begreb – dommen betyder frelsen!

Vi ved at Paulus autoritet blev anfægtet og til dels afvist helt op til omkring år 300 e. kr – nemlig i den del af den kristne kirke som hørte tilomkring Palæstina! Judæas kirker forliger sig aldrig med Paulus. De anfægter måske også at han er en virkelig apostel. Hans syner og oplevelser stillede man sig sikkert skeptisk overfor. Paulus var sikkert en visionær skikkelse som havde mange religiøse oplevelser – men det har så mange mennesker! Sådan har man tænkt i Judæa! Paulus hævder at han har fået evangeliet direkte fra Gud – men det har man ikke uden videre anerkendt.

Paulus var modstander af den kristne kirke oprindeligt – han forfulgte de kristne – i følge Galaterbrevet i al fald. Jamen det betyder jo at Paulus har lært det kristne evangelium at kende længe inden han blev omvendt eller før oplevelsen ved Damaskus! Paulus kan jo ikke hævde det han siger, har man sagt i Jerusalem. Paulus beretning er jo helt ahistorisk!

På et dybere plan mener Paulus at alle mennesker møder Gud direkte og det er hele troens udspring. Vi bliver ikke troende fordi vi har gået i en religiøs skole og ikke fordi vi er blevet påvirket eller undervist. Det enkelte menneske møder Gud direkte – i de konkrete omgivelser. Pludselig oplever vi noget som vi tror er Gud eller som vi fortolker som Gud. Vi oplever et under. Pludselig ser vi tegnet – vi kan se at det vi ser med øjnene er et tegn – ikke bare en almindelig begivenhed!

To mennesker mødes og bliver forelskede og bliver knyttet til hinanden for hele livet i en dyb kærlighed. Har det noget med Gud at gøre? Måske. Måske oplever de siden det hele som skæbne eller Guds mening eller forudbestemt. De oplever at Gud har åbenbaret sig. De oplever at de blev kaldet. De kan ikke tro at denne kærlighed bare er tilfældig. Den kommer fra Gud. Gud har vist sig for dem – og frelst dem. De var bestemt for hinanden – de var udvalgt af Gud fra tidernes begyndelse fordi Gud har kendt dem altid og fordi Gud vil at alle mennesker skal føres ind i frelsen – inden i Guds rige – op på hans hellige bjerg – gudebjerget!

Moses ser et mærkeligt fænomen og undrer sig. Egentligt er det ikke forfærdeligt mærkeligt for vegetationen i ørkenlandet bryder ofte i brand på grund af heden og tørken! Vi kan bare tænke på de græske skovbrande om sommeren. Men han ser en busk som brænder og undrer sig. De fleste ville bare gå forbi – for synet er ikke særligt specielt. Det han ser er egentlig det rene ingenting – og det er netop pointen i fortællingen i 2. Mosebog! Moses ser noget som egentligt ikke er så usædvanligt – det rene ingenting. Det forekommer ret tit. Men Moses ser pludselig at buske der brænder er et tegn! Gud er inden i busken – mener Moses. Det er det som han ser. Det som Moses pludselig ser – at se noget overjordisk inden i noget hverdagsagtigt – er en åbenbaring fra Gud eller af Gud. Det er op til Moses at se nøjere på busken – men det Moses oplever er noget som alle mennesker oplever. Det kommer ikke fra vore tanker eller fra vores forstand – det kommer fra Gud. Pludselig ser vi Gud – inden i de naturlige fænomener. Da hele Jordan regionen brændte op kunne Lot se at det var Gud som var inden i ildebranden og eksplosionen. Andre kunne ikke se noget som helst. De gik bare forbi. Det drejer sig om at se tegnene – at tyde begivenhederne på den rette måde. Det er det som Paulus mener.

Nogengange kan vi se at det rene ingenting faktisk er noget – at det er et tegn! At det er en åbenbaring som stammer fra Gud eller fra et sted vi ikke kender – eller i al fald ikke fra vores forstand eller tanker. Alt det kalder Paulus en åbenbaring – en apokalypse – en pludselig fremvisning af sandheden. Gud åbenbarer pludselig i et glimt sin hemmelighed – sin frelsesplan – glæden – freden – Shalom.

 

 

Paulus og jødedommen:

 

Nidkær for Herren:

 

Hvad er det dog den kristne kirke har gjort ved den menneskelige selvopfattelse og selvagtelse? Hvad er det dog for et billede af mennesket som igennem tiden er kommet fra den kristne kirke?

Den kristne kirke har meget ofte gjort mennesket lille og svagt, dårligt og syndigt. Kirken har tordnet imod verdens syndere og truet dem med straf og tilintetgørelse. Kirken har fortalt mennesker at de slet ikke var noget værd. Kirken har fortalt mennesker at de kun fortjener lidelse og straf. Mennesket fortjener ikke at have det godt. Kirken har været med til at forøge menneskers skam og skyld i et ubegribeligt stort omfang. Moderne mennesker tror ikke længere på sig selv. De har helt mistet troen. De tror aldrig at de er gode nok. De tror altid at de skal præstere og gøre noget mere for at være gode nok.

Hele denne lange psykiske udvikling af mennesket i kristendommens miljø er ikke kun skabt af den kristne kirke. Det er ikke kun kirken som har fortalt mennesker at de er syndige, hjælpeløse og ofre. Det har mange andre kræfter også fortalt mennesker – men en del af ansvaret for denne sørgelige udvikling er kristendommen og den kristne kirke.

Det mest afgørende når vi i dag læser Paulus er at forstå at Paulus har en helt anden opfattelse af mennesket. Paulus deler den menneskeopfattelse som vi finder i hele Bibelen, især i det gamle Testamente og i hele oldtiden. Den menneskeopfattelse er det modsatte af det moderne menneskes menneskeopfattelse.

Paulus er stolt af at være jøde. Han er stolt over sin fortid i jødedommen. Som en jødsik farisæer og zelot blev Paulus ansat af det jødiske råd – synedriet – til at forfølge de kristne. Paulus for frem med bål og brand. Han retsforfulgte de kristne og han forfulgte dem – det er meningen med teksten. Vi ved at Paulus var medansvarlig for mordet på kirkens første martyr Stefanus. Vi ved at Paulus var med til at arrangere mordet på Stefanus!

Paulus tager ikke afstand fra sine gerninger i fortiden da han var en såkaldt kristenforfølger. Paulus tager ikke afstand fra denne periode i et eneste af sine skrifter! Paulus er stolt over sin egen indsats!

Paulus var en løve for Herren – han brændte af nidkærhed for Herren -  han slog Herrens fjender med ild og brand. Han lod igen og igen kristne piske offentligt. Paulus føler sig i slægt med Makkabæerne som var de jødiske guerilla folk som omkring 160 f. kr. Rejste et oprør imod den syriske besættelsesmagt i Israel. Paulus er en frihedskæmper. Paulus optrådte som en voldsmand – efter vores beregninger – men Paulus har Det gamle Testamentes helt anderledes menneskeopfattelse. Elias og Elisa var store gudsmænd og de sendte ild og brand ned over deres fjender. De var kæmper. Samson var en gudsmand. Ånden kom over Samson og så gik han ud og dræbte 84 filistre med sine bare næver!

Paulus tilgiver sig selv. Han fordømmer ikke sig selv. Paulus gør ikke sig selv lille eller dårlig eller syndig. Nu er han en talsmand for Jesusbevægelsen – dengang var han en forfølger. Men Paulus tager ikke afstand fra det han gjorde engang. Paulus er ikke – som det moderne meneske –plaget af følelser af skyld og skam. Tværtom er Paulus glad og stolt. Han er velsignet. Han er udvalgt af Gud. Han er taknemmelig over alt hvad han har fået. Han hører til de ypperste i jødedommen. Han føler sig næsten som en konge – som Job siger. Paulus er stolt over at være jøde og af at være en af farisæerne – en af de rene. Han er ikke nogen arme synder.

Martin Luther brugte en meget stor del af sit liv på at fortolke Paulus’ breve og forstå den paulinske teologi. Men når vi sammenligner den menneskeopfattelse som findes i Luthers skrifter og når vi sammenligner den selvopfattelse som Luther havde af sig selv med Paulus opfattelse – er sammenligningen næsten skræmmende. Hos Luther er mennesket blevet lille og svagt – et hjælpeløst barn og et offer. Luther opfattede sig selv som uden nogen virkelig værdi. – jeg er kun en afskyelig og ussel ormesæk, som han sagde. Der er gået 1500 år mellem Luther og Paulus. På Luthers tid har alle mennesker fået en helt anden menneskeopfattelse end den vi kender i Bibelen. Nedturen er - menneskeligt set – frygtelig og sørgelig. Mennesket taber sin naturlige stolthed, rankhed og værdighed – og i denne lange psykiske udvikling har kristendommen spillet en vigtig rolle. Kristendommen har ikke været den eneste faktor – men kristendommen har været en vigtig faktor i udviklingen! Menneskeopfattelsen i kristendommen har været radikalt anderledes end menneskeopfattelsen i oldtiden, hos grækerne, i Det gamle Testamente. Hvis Paulus havde set denne udvikling, hvis Paulus havde set al vores skyld og skam og selvundertrykkelse - ville han have grædt sine bitre tårer. – Gud græder når vi gør os mindre end vi er!

Paulus’ forhold til hans egen fortid som en brændende og ivrig – zelotisk - kristenforfølger der kæmper for israel og for alt som er rent og helligt – er opløftende og positivt set fra et moderne synspunkt. Paulus lever med sin egen fortid. Han har ingen dårlig samvittighed. Vi finder ikke et eneste lille eksempel på at Paulus følte ubehag ved sin fortid eller dårlig samvittighed eller skyldfølelser! Når vi sammenligner med den senere Luther er forskellen ubegribelig stor. Luther er fuld af dårlig samvittighed og følelser af skyld og skam og dårligt selvværd!

Paulus forsøger ikke at ændre på noget eller pynte på det som skete engang. Han er en sand stoiker. Det som er sket er sket og det er nu fortid. Paulus bevarer selvrespekten og selvagtelsen selv om han nu – senere – indser at han tog fejl. Men han gjorde det bedste han kunne. Han gjorde en god gerning – han bekæmpede Jesus folkene fordi de var forrædere imod Israel og afvigere. Han var en kæmpe og han lever bagefter med fortiden som den skæbne som er hans og som han har fået af Gud. Alting sker for at – som Paulus siger i Romerbrevet. Der er en mening med alt som sker. Gud sendte Josef i forvejen til Egyptens land for at hele Israel siden kunne blive frelst fra hungersnøden. Josef blev ikke sendt bort af hans brødre – Gud sendte Josef til Egypten. Alting sker for at. Paulus ser på sin egen fortid som en blodig kristenforfølger med stolthed og selvrespekt. Det som han gjorde levede op til de fineste traditioner i jødedommen. Paulus var en af de fornemste repræsentanter for den jødiske tro – den tro som han hele livet elskede og værnede om! – Vi er ikke arme syndere! Vi er ikke elendige hedninger – Vi er ikke fortabte – Vi er de retfærdige! Som Paulus udtrykker sig når han tænker på sin jødiske identitet. Paulus lever i hele det univers som vi finder i Salmernes Bog som Paulus da også meget ofte bruger og citerer. I Guds øjne er mennesket uskyldigt – uden nogen skyld. I Salmernes Bog er mennesket uden skyld – Synden er blevet en stor og forfærdelig overmagt – den nuværende onde tidsalder som Paulus siger – men mennesket er retfærdigt for Gud og Gud vil gribe ind og frelse alle mennesker – fordi de har fortjent det! Det er tanken i Salmernes Bog – og det er den underliggende tanke hos Paulus. Vi kan tydeligt se det i Romerbrevet hvor Paulus bruger Salmerne til at forklare begrebet retfærdiggørelsen fra Gud.

Det er vigtigt at huske at der på Paulus’ tid var en lang række af sekter og partier i jødedommen – og at disse sekter bekæmpede hinanden med et voldsomt og næsten voldeligt sprog. I dag siger jøderne at hvis blot to jøder er til stede i et lokale – er der straks tre meninger! Der er en afgrund imellem os og oldtiden og oldtiden elskede det voldelige og voldsomme. I oldtiden var der en regulær tilbedelse af magten og til dels volden. Det finder vi i hel Det gamle Testamente. Denne tankegang findes ikke længere i vores moderne samfund. Oldtidens mennesker var ikke mere voldelige end vier – men de tænkte og talte radikalt anderledes! Derfor er Jahve i Det gamle Testamente også en temmelig voldelig gud – efter vores tankegang!

De forskellige sekter bekæmpede hinanden helt bogstaveligt med blod og brand. Man kan også sige at der på Paulus’ tid foregik en voldsom diskussion af hvad der var sand jødedom – hvad er VejenHalakhah – som man sagde. Paulus deltager i denne interne jødiske debat – det er det han gør i hele sit liv – og Jesus deltager i denne debat. Jesus og Paulus tilhører grundlæggende farisæerne – men farisæerne var voldsomt opsplittede i mange skoler. Sprogbrugen var også sådan at man konsekvent kaldte sine fjender og modstandere for ugudelige og syndere! De ugudelige er altså ikke ateister – de har blot en lidt anden definition af den sande jødedom og tro! Jøder som afholdt påsken efter en lidt afvigende kalender – kalenderen var faktisk et stort problem på Paulus’ tid – blev udskældt som syndere, fortabte, ugudelige og hedninger. De blev udskældt som hellenister – efter vores begreb helt uden grund. Tonen var på Jesu tid og på Paulus’ tid meget hård og uforsonlig! Alle syndere burde egentlig udryddes fra jordens overflade! Korsfæst ham – korsfæst ham – vi kender det fra Det nye Testamente.

Vi kender nogle af disse partier eller sekter fra Det nye Testamente – farisæerne og saddukæerne. Det fremgår også at det nye Testamente at tonen er ualmindelig hård mellem sekterne. De der blev uenige med Jesus og hans folk ønskede simpelt hen at slå ham ihjel og bringe ham ud af verden. Oldtiden reagerer med en tankegang og følelse som er ukendt for os. Synderne har ikke fortjent at leve – og Jesus var den største af alle synderne. Jesus  trampede på alt det som var rent og helligt for os - de sande jøder – Makkabæernes efterkommere. Det var ikke mærkeligt at Paulus forfulgte Jesusfolkene. Guds forbandelse havde ramt Jesus og derfor blev han korsfæstet! Det som Jesus sagde og gjorde var ækelt og afskyeligt – kan vi sige med begreber fra Det gamle Testamente! Hvis ikke Jesus blev henrettet ville han bringe en forfærdelige ulykke over Israels folk! Jesus var en direkte hån imod Herren! Jesus hånede den Gud som havde været Israels trofaste frelser i 2000 år! Jesus vanærede Gud. Jesus trampede på alt hvad der var helligt – og retfærdigheden sejrede da han blev sømmet op på et træ – som det hedder i Apostlenes Gerninger!

Ud fra de oplysninger vi kan finde i Det nye Testamente kan vi sige at Paulus har forrettet straffeaktioner over alt i Palæstina imod de første Jesustroende. Han har været delagtig i mordet på den kristne martyr Stefanus. Han har personligt gennemført hårde og brutale piskestraffe for de første kristne. Paulus har pisket de kristne med de 39 piskeslag som vi også kender det fra afstraffelsen af Jesus. Paulus har været overbevist om at han kæmpede for en god sag. Han roser sig selv når han siden hen ser tilbage på begivenhederne i brevene. Han fremhæver at han overgik alle andre i sin nidkærhed for Herren – dvs i sin fysiske brutalitet mod modstanderne!

Vi kender mange flere sekter – først og fremmest essenerne fra Paulus’ tid men den vigtigste bevægelse for Paulus er nok en bred strømning som gik tilbage til Makkabæerne. Makkabæerne er de folk som omkring 150 f.  kr. rejste et oprør dels  imod de hedenske magter som havde taget magten i Israel (Palæstina) - dels imod de jøder som vi kan kalde slapperne inden for jødedommen. Makkabæerne kender vi fra flere såkaldte Makkabæer bøger. Makkabæerne er de hårde drenge – strammerne. De stod hårdt på at hvis man var jøde skulle man leve rent og helligt efter pagten og loven. Hos Makkabæerne finder vi altså en klart defineret Vej – Halakhah i den rene uforfalskede udgave.

Makkabæerne hævdede at alle sande jøder skulle omskæres, overholde alle de indviklede spiseregler, isolere sig fra de omgivende ikkejøder, holde de jødiske religiøse højtider på den korrekte måde. Makkabæerne afviser enhver åbenhed eller integration eller imødekommenhed over for de såkaldt hedensake elementer – grækerne først og fremmest. Sagen var nemlig at meget store dele af den jødiske befolkning var blevet slappere – set fra Makkabæernes synspunkt. Mange jøder blev faktisk slet ikke omskåret! Mange overholdt ikke spiselovene – bl a fordi de ønskede et fællesskab med grækerne. Mange jøder begyndte at tænke meget mere græsk – interessere sig for græsk kultur og litteratur. Den store del af jøderne var i gang med at blive integreret – med vores moderne udtryk. Mange jøder mente ikke at jøderne skulle isolere sig fuldstændigt fra folkene og folkeslagene (goyim på hebraisk der har fået en meget negativ klang på længere sigt!) som de kaldes i Det gamle Testamente. Man skulle modernisere jødedommen og nærme sig de fremmede. Denne tendens var ikke spor ny – i hele Det gamle Testamente kan vi se en stærk tendens til at Israel søger at tilpasse sig de omgivende kulturer! Det er et helt typisk træk for det gamle Israel.

De fleste jøder blev på den måde slappere – og Makkabæerne blev symbol for de hårde drenge – de som var tro mod Herren, de som vandrede for Herrens ansigt, de retfærdige, de fromme, de lydige, de nidkære – som de blev kaldt. De nidkære eller zeloterne blev de sande jøder – i al fald efter deres egen opfattelse. Ordet zelot betyder netop dem som er opfyldt af en vældig ånd fra Gud og drager ud i verden og dræber Herrens fjender! De er efter vore begreber fanatiske. Det var det som Makkabæerne gjorde. Makkabæerne rejste et militært oprør – de dræbte og hærgede. De vandt en stor sejr for Herren. Gud er med os! Efter deres sejr blev store mængder af jøder faktisk tvangsomskårne! Makkabæerne var rene og hellige – og de var martyrer. De var besat af Guds ånd – de var besat af en ild fra Herren. Ånden kom over dem og derefter gik de ud og dræbte 84 af Herrens fjender med de bare næver – som det fortælles om Samson – som blev et symbol. Makkabæerne var helte.  For Paulus var de sande helte. Paulus hører klart hjemme i denne tradition – tilbedelsen af de hellige og rene martyrer der døde for Herren i kampen mod de sataniske kræfter!

Det er meget vigtigt at huske på at det er denne tradition – de hårde drenge – som Paulus tilhører! Paulus er ikke en slapper som fortæller galaterne at loven er ligegyldig – den er nok gammeldags! Paulus tilhører de hårde drenge. Han har sine rødder hos Makkabæerne og farisæerne – dvs dem som er rene og som holder sig adskilt - for sig selv. Paulus har et bestemt synspunkt på Loven – eller rettere det får han efterhånden – men Paulus er ikke en slapper. Moseloven er det jødiske folks adelsmærke. Vi er de hellige – de ivrige – de rene. Vi er Herrens sønner og krigere. Længere tilbage i Israels historie har Paulus sine rødder hos Elias og Elisa. Elias er grusom, brutal og uden nogen nåde. Elias er en ren dræber i Kongebøgerne. Elias nedbrænder hele hære af kongens soldater. Elias nedslagter de 400 Ba’als præster med sine egne hænder. Elias er en kriger – en tapper kriger for Herren – Elias fører hellig krig mod de ugudelige. Alle disse gamle idealer – helteidealer – lever meget stærkt videre hos Paulus.

 

Se også afsnittet nedenunder om Paulus som zelot og nidkær for Herren!

 

v13  I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. v14  Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.

 

 

Damaskus – Det sande menneske:

Paulus bliver ikke omvendt ved sin oplevelse ved Damaskus. Profeterne i Det gamle Testamente bliver heller ikke omvendt – de får et kald – dvs en opgave – de bliver bemyndigede – de får en ny magt! Kaldet er ikke en følelsesfuld eller angerfuld omvendelse – den er populært sagt en jobsamtale – profeten får et nyt job!

Paulus bliver kaldet af Gud til at blive et lys for folkeslagene og bringe lyset og glæden og evangeliet ud til alle folkeslagene (som hos Esajas – Herrens tjener). Der er en meget nøje sammenhæng mellem Damaskus oplevelsen og træk vi kender fra Det gamle Testamente. I afsnittet nedenunder skal vi se nøjere på hvordan vi skal opfatte Damaskus oplevelsen men ganske kort så hænger Damaskus oplevelsen sammen med Jeremias kaldelse til at blive en profet for alle folkene og Damaskus oplevelsen hænger sammen med omtalen af Herrens tjener hos Esajas (Deuteroesajas). Paulus bliver kaldet af Gud på samme måde. Paulus er Herrens tjener. Paulus er en stor helt - i Det gamle Testamentes forstand.

Gud kalder ikke Paulus for at få ham til at opgive jødedommen eller for at han skal svigte sine  fædres tro! Sådan er Damaskus oplevelsen nogle gange blevet fortolket i den kristne kirke – den er en forfærdelig misforståelse. Hvis man forstår teksten på den måde har man slet ikke læst teksten – og man viser slet ingen respekt for Paulus. Paulus er et stort menneske og han har krav på respekt. Når vi læser hans breve kan vi udmærket se at han har mange menneskelige svagheder. Han er ofte svag, lille og frygtsom. Han er illoyal og manipulerende. Han truer og udstøder urimelige forbandelser! Men Paulus er stadig væk et stort menneske. Han er et menneske på godt og ondt. Han er ærlig nok i sin bestræbelse. Han gør det bedste han kan. Vi skylder at vise ham respekt.

Den forskning om Paulus som er foregået de sidste 20 eller 30 år har givet et helt andet Paulus billede. Det billede svarer ikke til det gamle fx lutherske billede af Paulus og derfor er de moderne videnskabelige resultater da også omstridte – men de tegner nok et meget mere sandt billede af hvem Paulus i virkeligheden var.

Paulus tager aldrig nogen sinde afstand fra jødedommen. Han bliver kaldet af Gud til at gå i en ny retning – ikke til at opgive jødedommen som en gammel og forældet tro! Apostlenes Gerninger fortæller at Paulus på et tidspunkt befinder sig i Efesus – en af tidens millionbyer og et centrum i den tidlige kristne bevægelse. Paulus får et syni Efasos og Gud siger til ham at han skal forlade Lilleasien og Efesos og drage over til Makedonien og Grækenland. Denne oplevelse og Damaskus opplevelsen svarer fuldstændigt til hinanden! Det er det som er det vigtigste at forstå ved personen Paulus. Paulus skifter ikke sin tro og religion ud i Efesos – han rejser i en ny retning – han kaster sig ud i nye udfordringer, kan vi sige. Paulus følger åndens stemme og vejledning. Det har han gjort hele sit liv! Det gjorde han også i gamle dage – dengang han var en farisæisk rabbiner i Jerusalem. Paulus oplever i denne forstand ikke noget brud. Han bliver ved med at tro på det samme – Guds underfulde frelse – Guds udvælgelse – både af ham selv, af Israel og af alle mennesker i hele verden.

Det er – historisk set – vildt overraskende at Paulus ikke søger kirkens støtte eller godkendelse eller accept efter Damaskus  oplevelsen. Han lægger i brevene megen vægt på at han ikke er afhængig af den tidlige kristne kirke. Han rejser ikke til Jerusalem og får nogen godkendelse af Peter eller Jakob. Guds kald er fuldt tilstrækkelig – der mangler ikke noget. Det som Paulus siger her er meget radikalt og vidtgående – der ligger en hel livsopfattelse og teologi i dette lille træk.

Paulus har meget at sige til moderne mennesker tror ikke meget på sig selv. De tror at deres meninger eller overbevisninger skal godkendes eller bekræftes af andre – af de andre eller videnskaben eller religionen eller de åndelige eller de nærmeste. Paulus fortæller os noget helt anderledes. Paulus siger at vi skal tro på os selv og være ærlige – og være stolte af os selv – vi skal blive som børn forstået på den positive måde! Børn har en naturlig stolthed og sikkerhed og umiddelbarhed – som mange moderne mistet har tabt i forvirringen.

Gud kalder hvert enkelt menneske – uanset sprog eller religion eller hudfarve. Gud kalder mennesket direkte. Gud viser sig for alle mennesker i et sprog og i en form som de kan forstå! Ingen mennesker behøver at få deres oplevelse godkendt af eksperter eller videnskabsfolk eller præster eller paver! Det som det enkelte menneske pludseligt i et glimt oplever som indlysende sandt – det er simpelt hen sandt! Det er Guds stemme! Det er sandt og det skal ikke godkendes af andre mennesker. Paulus hævder det enkelte menneskes frihed og storhed og rankhed og værdighed. Paulus siger til alle mennesker i hele verden at de skal stole på sig selv. Dan Paulus hører Gud og ser Gud og ser lyset oog sandheden – da ved han at det er sandheden. Sandheden er selvindlysende – den kræver ikke noget forsvar. Paulus skal ikke forsvare sig over for Jerusalem eller Jakob eller Peter. Sandheden er selvindlysende og indiskutabel. Da vi først har set lyset er vi ikke i tvivl. Når lyset kommer må mørket vige. Så behøver vi ikke at rådføre os med andre mennesker og tro at de er klogere! Det er de ikke!

Paulus udtrykker i Galaterbrevet idealet om det sande menneske. Det sande menneske er Paulus selv. Men alle mennesker er det sande menneske. Alle mennesker er Herrens udvalgte og salvede. Alle mennesker er værdige og ukrænkelige – ingen har loov til at gøre dem til slaver og trælle. Vi skal være ranke og stolte. Vi skal ikke bøje nakken for nogen magt eller kraft – heller ikke selv om der kommer en engel fra himlen, som Paulus siger!

Se yderligere kommentar i afsnittet nedenunder om Damaskus oplevelsen!

 

v15  Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede v16  at åbenbare sin søn [Kristus] for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne [folkeslagene], rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, v17  og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

 

Jerusalem:

 v18  Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage; v19  men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror. v20  Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn!ndige. det som sker er Guds vilje.

 

TELOS

Det følgende afsnit udtrykker på en vis måde den historieopfattelse som vi finder mange gange i Paulus’ breve – en opfattelse han på mange måder overtog fra Det gamle Testamente.

Paulus noterer sig hvad der er sket i kirkerne i Judæa. Han siger at de nu glæder sig over det som er sket – den mand – Paulus – som tidligere forfulgte dem – han er nu begyndt at forkynde den samme tro – troen på Jesus Christus – som de tror på!  De er lettede og overraskede og forundrede. De kan næsten ikke tro deres egne ører.

Det som Paulus vil udtrykke er at alting sker for at og alting sker efter Guds vilje. Guds vilje og plan – og mysterium som han siger – bliver virkeliggjort i historien – i det som sker.

Det som så ud til at være en stor ulykke – forfølgelsen – blev vendt til noget godt – både for Paulus selv og for kirkerne i Judæa! Det som skete har forøget taksigelsen som han kalder det. Det som skete har frembragt tegn og undere. Det som er sket er et under. Alle kan se det og Guds navn spredes til hele verden. Historiens mening er at evangeliet eller Guds rige eller anerkendelsen af Guds navn skal udbredes. Paulus forfulgte kirken – men på en mærkelig måde førte det til en stor velsignelse for kirkerne og for hele verden i en vis forstand. Paulus henviser i Romerbrevet til historien i 2. Mosebog om Farao hvis hjerte bliver mere og mere tungt eller hårdt – som det siges - eller beslutsomt. Farao bider sig mere og mere fast i sin beslutning. Netop derfor fører udviklingen til en stor og underfuld frelse for Israel – så at sige af mærkelige omveje. Guds veje er uransagelige.  Gud kan vise sin herlighed på Farao som det siges. På grund af Farao bliver Guds navn kendt i hele verden! Gud gør hvad han vil siger Paulus i Romerbrevet – han gør det som på en mærkelig måde er det nødvendige – det som fører til frelsen. Alt det som sker er nødvendigt. Det onde – som Paulus’ voldelige adfærd – fører til en ufattelig velsignelse. Det sker bare. Det som sker er Gud som gør det. Gud er indeni. Alt er godt siger Paulus. – Se bare på hvad der skete i Judæa! Historien drives hele tiden hen imod et Telos – et mål – som er alle menneskers frelse. Dette Telos har ligget i skabelsen fra starten. På en uforståelig måde er Paulus’ zelotiske voldelighed imod kirken med til at fremme Guds riges udbredelse!

 v21  Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien. v22  Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; v23  de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, v24  og de priste Gud for mig.

Der er store problemer med sætningen at Paulus ville udrydde den kristne kirke i Judæa! Vi ved at kirken i Judæa overvejende var det man kalder jødekristen! Kirken var loyal over for Moseloven og trofast over for Jødedømmen! Jamen hvorfor skulle Paulus så fare frem og forfølge de kristne i Judæa? Måske skal vi ikke opfatte disse sætninger helt bogstaveligt. Hvis de kristne virkelig har været jødekristne har Paulus ikke haft nogen grund til at forfølge dem! Måske har Paulus forfulgt helt andre grupper i Jerusalem og Judæa? Først siden har han omformuleret sagen - til et paradoks. De såkaldte hellinister var mere kritiske over for Moseloven og det er måske dem som Paulus har forfulgt? Folk som Peter eller Jakob har han jo egentlig ikke haft nogen grund til at forfølge. Ud fra Det nye Testamente er det ikke helt klart hvem præcist Paulus har forfulggt. Han har helt sikkert været en ivrig zeloot – men hvem er det gået ud over?

 

[2]

 

Mødet i Jerusalem.

 

v1  Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med. v2  Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. v3  Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære; v4  det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os. v5  Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer. v6  Og de, som anses for at være noget – hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker – mig pålagde de ansete intet nyt.

 

Det som ikke kan betvivles.

 

Det lille afsnit om mødet i Jerusalem mellem Paulus og kirkens ledelse viser noget meget centralt om Paulus’ opfattelse af nådenCharis. Nåden – fx den nåde som Gud har givet til Paulus – er noget som kan ses! Nåden kan ses, føles, mærkes og sanses. Ved mødet i Jerusalem må Jakob og de andre så at sige bøje sig for fakta! Vi får Guds nåde – og det som Paulus siger er at det ikke bare er teori eller noget vi tænker eller måske tror på! Nåden er noget konkret. Nåden er noget vi oplever. Nåden er fremgang, succes, lykke og held – som Paulus oplevede i sit virke. Gud har gjort Paulus til en vinder. Nåden er ikke kun noget indre – den viser sig tydeligt i det ydre. Alle kan se det. Nåden er et faktum – en kendsgerning. Den kan ikke betvivles af noget fornuftigt menneske!

Den nåde som Gud gav Moses var ikke en teoretisk størrelse. Den kunne både ses og mærkes af alle – og den kunne mærkes af Moses selv. Moses startede en krig imod Farao og Egypten for at befri israelitterne. Den kamp og krig krævede kontante kræfter og styrke. Moses fik en kraft – den militære kraft. Han fik heldet fra Gud fordi han fik Guds nåde.

Nåden betyder ikke at Gud benåder os som en juridisk handling – med den baggrund at vi egentlig skulle være blevet dømt til døden. Det er ikke Bibelens opfattelse af nåde. Nåden er ikke en benådning! Nåde betyder ikke at Gud lader nåde gå for ret! Tværtom så  sørger Gud for at retten sejrer! Nåden betyder at vi får velsignelsen, velstanden, velfærden, successen.

Gud gør Paulus til en vinder – lige som han gør Peter til en vinder. Vi kan se nøjagtigt den samme tanke i Apostlenes Gerninger som taler om Peter og Paulus. Alle kan se det – Peter og Paulus er benådede.

Ordet Charis og ordet Charisma smelter sammen hos Paulus. Vores Charisma er vores styrke, vores evne, kraft og kompetence. Det som lykkes for os – det som er vores styrke – er udtryk for nåden. Nåden betyder hos Paulus det samme som begrebet Shalom i Det gamle Testamente. Shalom er bestemt noget som kan føles og mærkes. Shalom er fremgang, ejendom, magt, anseelse, mange stolte sønner, mange trælle, mange hustruer!

Løfterne til Abraham og løfterne som vi kender i Salmernes Bog er Guds løfter til mennesket. De løfter handler om nåden og Shalom. Gud lover Abraham rigdom, fremgang, succes, ejendom, et land, utallige sønner. Det er disse løfter som Paulus lægger så stor vægt på i Galaterbrevet. Troen handler ikke om en usynlig ting som man kan tro på eller lade være. Troen drejer sig om noget vi kan se. Alle mennesker kan se forskel på fremgang, lykke, held og lidelse, ufrihed og et uværdigt liv! Nåden gør en stor forskel. Det som nåden giver os kan ingen betvivle. Det er selvindlysende. Nåden er en følelse, en sikkerhed, en styrke, en energi. Nåden betyder at Gud simpelt hen virker inden i Paulus. Derfor har han succes. Gud er en energi – en kraft – en ånd inden i mennesket. Ved mødet i Jerusalem er alle enige. Alle kan se det. Gud har virket inden i Paulus. Virkeligheden beviser at Paulus har Gud med sig. fakta beviser at Paulus har fået en stor nåde!

Nåden bevirker at alting går af sig selv – at alting går automatisk eller sådan føles det. Vi har Guds nåde dvs han gør det som skal gøres. Han virker og handler igennem os. Vi skal ikke gøre så meget. Vi føler at tingene bare lykkes. Vi føler at vi har medvind. Der er nogen som bærer os og vi ved ikke hvor kræfterne kommer fra. Vi bliver ikke frustrerede eller udmattede. Ånden handler igennem os og ånden gør arbejdet. Vi skal blot give ånden lov til at virke. Når vi ser nåden i aktion – er vi ikke i tvivl!

v7  Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne v8  – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne v9  – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne. v10  Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

 

Antiokia – Peter:

 

Den kristne kirkes standpunkt på Paulus’ tid:

Paulus repræsenterer ikke den kristne kirke – Paulus er en outsider. Han har aldrig kendt Jesus og han har ikke nogen direkte forbindelse med Jesus. Han står helt udenfor. Den kristne kirke eller Jesussekten bliver på Paulus’ tid repræsenteret af de tre søjler i Jerusalem – Peter, Jakob og Johannes – og af kirkerne i Judæa - som Paulus taler om i Galaterbrevet.

Vi kan se at Paulus har en enorm selvfølelse og selvsikkerhed. Han hævder at han har en direkte åbenbaring fra Gud. Han hævder at han har fået evangeliet direkte fra Gud – helt uden om al kirke eller religion. Men Paulus ved godt at han ikke repræsenterer den kristne bevægelse. Det fremgår tydeligt af Galaterbrevet at han bøjer sig for autoriteterne i Jerusalem – de mænd som har kendt og fulgt Jesus. Peter og Jakob repræsenterer kirken - og kirken i Antiokia repræsenterer kirken - kan vi sige – men ikke Paulus.

Antiokia var et hovedcenter i datiden. Den romerske kejsers højre hånd sad i Antiokia. Hele østen blev styret fra Antiokia som var en storby.

Mange jøder var udvandret til Antiokia flere hundrede år før Paulus’ tid – de var en del af den såkaldte jødiske Diaspora. En meget lille del af disse jøder i Antiokia var blevet tiltrukket af Jesusbevægelsen og det er dem som Paulus taler om. Han taler altså ikke om jøderne i Antiokiia – han taler om de kristne jøder – de sikkert ret få jøder i Antioia, som var kommet ind i Jesussekten. Alt tyder på at Paulus havde været en del af menigheden og kirken i Antiokia. Han havde antageligt været udsendt af Antiokia kirken som en slags repræsentant eller missionær – men netop kun med en fuldmagt fra denne kirkeikke med hans egen fuldmagt.

Alt tyder på at der kommer et brud mellem Paulus og Antiokia – og Paulus og Peter - ved den episode som genfortælles i Galaterbrevet. Paulus lider et klart nederlag. Han bliver sat til vægs. Det ser ud til at Paulus herefter opgiver Antiokia og i stedet drager ud i den store verden. Vi kan se i Apostlenes Gerninger at han efter episoden begynder at rejse i Lilleasien, Efesos, Makedonien, Grækenland og Korinth især. Episoden i Antiokia får altså stor betydning for Paulus’ liv og virke – og på langt sigt stor betydning for udbredelsen af den kristne kirke.

Vi kan se at Paulus lider et nederlag. Det er faktisk ikke helt klart hvori uenigheden består. Kirken i Antiokia består især af jøder – det er ret afgørende. Kirken i Antiokia opfatter Jesusbevægelsen som en del af jødedommen. De har ingen forestilling om at forlade jødedommen. Tværtimod! Jesus var jøde og alle hans disciple var jøder. Alle de første kristne er naturligvis jøder – det er jo derfor at de er blevet tiltrukket af Jesus. Jesusbevægelsen er en sekt i jødedommen eller en bevægelse inden for jødedommen. Jesus talte om den jødiske tro og forsøgte at definere den rette jødiske tro. Han levede og døde som en jøde. Jesus interesserede sig ikke forhedningerne – i al fald ikke ret meget – han var jøde og talte til jøder som en selvfølge. Jesus ønskede ikke at grundlægge en ny religion! Han var blevet chokeret hvis nogen havde sagt det om ham! Jesus er en søn af faderen – han er Guds søn – søn af den jødiske gud – Jahve.

Meningen med Jesus er - i følge kirken og i følge Jerusalem - ikke at vi skal blive mindre jøder men mere jøder! Jesus var trofast over for loven. Det skal vi naturligvis også være. Jesus overholdt loven og han overholdt de jødiske spiseregler. Jesus var omskåret. Jesus levede inden for loven – inden for pagten. Menneskene skal vise deres tro og taknemmelighed over for Gud som har været trofast imod Israel – alle dage. Guds frelse er underfuld. Vi viser vores taknemmelighed over hans underfulde frelse ved at leve rent og efter loven. Vi er hans folk og han er vores konge. De andre folk har deres guder og love – vi har vores. Vi viser vores taknemmelighed og vi ærer Gud – ved at leve efter hans lov – ved at følge HalakhahVejen – som man sagde.

Hedningerne ønsker at komme ind i Israel. De ønsker en plads ved bordet. De ønsker at blive borgere i Israel. - De er meget velkomne, siger den kristne kirke – og det sagde også alle andre jøder på Paulus’ tid. De er velkomne - men så må de også opfylde visse minimumskrav. Man bliver fx ikke borger uden videre i Romerriget. Paulus var romersk borger i følge Apostlenes Gerninger – men det var et særligt privilegium. Israel – og kirken – vil gerne åbne sig for alle ikkejøder så de kan blive borgere i Israel – i Guds eget folk – så de kan få del i velsignelsen. Men så må de rimeligvis tilpasse sig den jødiske Halakhah – Vejen – bare i nogen grad. Måske behøver de ikke at blive omskåret, måske behøver de ikke at leve som jøder på alle måder – men de skal antage en levemåde som nærmer sig den jødiske. Ellers er det jo meningsløst at de vil være borgere i Israel. Frelsen kommer fra Zion, som det siges i Det gamle Testamente. Frelsen – vores guds frelse og beskyttelse og velsignelse – er givet til Israel – og ikke til alle mulige andre folk. Ingen tro uden rimelige naturlige konsekvenser. Det synspunkt var Paulus jo også enig i. Definitionen af at være jøde eller at være en borger eller at være en af de retfærdige var jo netop at leve efter Halakhah – at leve efter fædrenes traditioner – efter loven! Og det er jo også det grækerne selv efterstræber! Alt tyder på at den jødiske livsstil Halakhah var enormt tiltrækkende for grækerne på Paulus’ tid. De strømmede faktisk ind i jødedommen. Store skarer af grækere blev God Fearers – gudfrygtige – eller proselytter – naturligvis på deres eget initiativ!

Sådan er sandsynligvis de synspunkter som kirken havde på Paulus tid – den kristne kirke. Muligvis har Paulus været enige med disse synspunkter - muligvis har der været rigtig uenighed. Vi ved det ikke længere med sikkerhed. Det er svært at sige hvad de præcist var uenige om – men tilsyneladende var Paulus og kirken i Jerusalem uenige om nogle spørgsmål. De har været enige om langt det meste – de 98 %. Paulus er selv jøde og han mener at loven skal overholdes og at alle kristne skal træde ind i det sande Israel og leve efter Vejen. Han er grundlæggende enig med Jerusalem. Paulus mener bestemt ikke at loven skal afskaffes. Jesus har ikke ophævet Moseloven i følge Paulus – slet ikke – Jesus har sammenfattet og forklaret Moseloven.

Sandsynligvis har den kristne kirke i Jerusalem ikke tvunget nogen ind i jødedommen – sådan som Paulus siger. Grækerne har selv været brændende interesseret i at overtage de jødiske normer – renhed, orden, jødisk etik, monoteisme. Kirken behøvede slet ikke at tvinge nogen! Men kirken har fremholdt det helt naturlige: - Hvis I vil være borgere i Israel - så må I også drage visse konsekvenser. Så kan I jo ikke bare fortsætte i jeres gamle spor – hedenskaben, synden og urenheden. Så må I tilpasse jer – og blive assimileret. Hvis I vil være borgere så må I blive assimileret! Ellers er jeres borgerskab jo helt fiktivt – helt uden konsekvenser. I øvrigt må vi – jøder og kristne – tænke på pagten med Gud. Vi skal vise vores loyalitet over for Gud som har frelst os. Hvis I vil være del af den pagt må I gøre det samme. Ellers bliver vi og vores folk jo ødelagt indefra. Vi må beskytte Israel som et folk. Vi må holde Israel rent. Vi er alle sønner af Gud!

Vi kan i dag genkende problematikken fra det moderne danske samfund! Men kirkens holdning virker rimelig nok. Og når vi læser Paulus’ breve tyder meget på at han var enig.

Det er simpelt hen uklart i dag hvad problemet egentlig var i Antiokia. Vi kan se at der kommer repræsentanter fra den kristne kirke i Jerusalem – altså fra kirkens ledelse – til Antiokia og de kritiserer kirken i Antiokia for at være alt for blød mht spiselovene. Kirkens ledelse gennemtvinger altså en meget strengere gennemførelse af spiselovene i Antiokia.

Det helt sandsynlige er imidlertid at kirken i Antiokia har levet trofast efter de jødiske spiseregler. Den tidlige kirke er meget jødisk  og spisereglerne var en selvindlysende ting. Selvfølgelig spiste man efter Moselovens bestemmelser. Jesus havde overholdt spisereglerne og hans disciple – de kristne i Antiokia – gjorde det også. Jesus spiste jo ikke mad med blod eller svinekød! For alle jøder ville det være en frygtelig afskyelighed – og det var det også for alle kristne – for alle medlemmer af Jesus bevægelsen! Diskussionen mellem Jerusalem – kirkens ledelse – og Antiokia har antageligt kun drejet sig om små detaljer og kun om enkelte specielle situationer. Jerusalem repræsenterede en streng, farisæisk fortolkning – den talte hårdt om pligten til at leve rent i alle tilfælde – men Antiokia menigheden har haft en blødere holdning på enkelte områder. Man har peget på at kristne som spiste hos ikke jøder måske ikke har stillet så mange krav – men når de selv var værter har de naturligvis levet op til spiselovene.

Det er også vigtigt at de kristne – Jesusmenigheden – i Antiokia består af jøder først og fremmest! Derudover består menigheden af proselytter – altså grækere som er blevet omskåret og som nu lever jødisk – og af de såkaldte gudfrygtige  - altså grækere som lever efter de jødiske regler – efter den jødiske Halakhah – Vejen! Der er altså ikke tale om egentlige hedninger! De kristne spiser ikke sammen med virkelige hedninger – kun med kristne som alle har tilpasset sig den jødiske vej – eller som simpelt hen er jøder!

 v62  Men mange i Israel fandt mod og styrke hos sig selv til ikke at spise noget urent. v63  De foretrak at dø frem for at gøre sig urene ved maden og vanhellige den hellige pagt. Og de led døden. v64  En stor vrede hvilede tungt over Israel.

(1 Makkabæerbog 1.62)

Vi ved at de jødiske sekter på Paulus’ tid bekrigede hinanden voldsomt. Mottoet var: - Vi – i vores sekt - er de retfærdige og I er alle arme syndere! Hele tankegangen går tilbage til Makkabæernes oprør imod de vantro ca 150 f. Kr. Makabæerne blev forbilleder for mange jøder – og for mange kristne! Makkabæerne var de store helte og martyrer som døde for spisereglerne! Makkabæerne var fanatikere og de fjernede sig fra alt som var urent. Det er maden som gør mennesker urene! De adskilte sig – uanset prisen eller konsekvenserne. Vi ved at sekterne var overordentlig skarpe i kritikken af hinanden: - Du lever jo slet ikke mere som en jøde! Du lever jo som en hedning! Denne anklage kender vi fra samtidens litteratur. Den skal selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt. Der var bestemt ingen jøder som levede som hedninger! De overholdt spiselovene som en selvfølge – de levede rent og rigtigt. De levede som ordentlige mennesker – ikke som arme syndere!

De voldsomme anklager er en del af sekternes inbyrdes krig. Farisæerne – de som har adskilt sig - var strengere end de fleste – og Qumran sekten var endnu strengere end farisæerne. Der var mange uenigheder på detaljerede områder – lige som der var uenigheder mht sabbat reglerne. Disse uenigheder kendes lige så meget i jødedommen den dag i dag. Antiokia lå langt borte fra Jerusalem – kirkens centrum – midt i et ikkejødisk område – og derfor har Antiokia menigheden antageligt fået en mere pragmatisk opfattelse af spisereglerne. Men det betyder ikke at de ikke levede efter spisereglerne – efter kosher. Alle kristne i Antiokia fulgte den jødiske livsstil og dens way of life – hvad ellers? Alle de kristne var jo jøder!

Den jødiske livsstil – the Jewish way of life – var overordentlig tiltrækkende for ikke jøder. Vi ved at mange grækere begyndte at overholde de jødiske spiseregler af egen drift og fordi de så jødedommen som en ren livsstil. De kristne i Antiokia behøvede ikke at bøje sig for grækere der ikke ville overholde spisereglerne! Det var slet ikke nødvendigt. Den jødiske historiker Josefus fortæller at store mængder af grækere blev tiltrukket af den jødiske menighed i Antiokia i tiden op til den romersk jødiske krig i 66 e. kr. han fortæller at grækerne var dybt fascineret af den jødiske gudstro, etik, renhed og af deres gudstjeneste. Den tidlige kristne kirke fastholdt som en selvfølge Moselovens bestemmelser om fødevarer og slagtning af dyr – og der var heller ikke grund til noget andet! De jødiske – og nu kristne – spiseregler blev opfattet som overlegne og meget højere udviklede end den græske eller romerske livsstil! Den jødiske – og kristne – Halakhah – Vejen – var langt overlegen hedningerne!

Den afgørende pointe hos Paulus ligger i ordene frygt og at trække sig tilbage og skille sig fra. På Paulus tid var farisæerne et stort parti i jødedommen og Paulus går – nu – netop imod farisæerne. Der er et ordspil i teksten når han siger at Peter skilte sig ud fordi betydningen af ordet farisæer nok var dem som adskilte sig og skilte sig fra masserne!

Den kristne kirke repræsenteret ved Peter er farisæisk siger Paulus og han vender sig imod at dette sektsprog og denne sekttankegang skal præge den unge kristne bevægelse. Kirken eller de kristne skal ikke skille sig ud – evangeliet henvender sig til alle mennesker. De kristne behøver ikke at være bange for verden – grækerne, dem som er anderledes eller hedningerne – for de er Guds sønner og lige værdige.

Paulus pointe har meget vide kensekvenser. Hans ord rammer dybt ned i en nutidig mentalitet også. De kristne skal ikke holde sig for sig selv siger han. De skal ikke gøre sig selv anderledes. De skal ikke trække et skel mellem sig og de andre. De kristne er ikke speielle – de er som alle mennesker. De kristne skal ikke isolere sig. De skal ikke danne særlige politiske partier og kæmpe for særlige kristne interesser. Alle mennesker er ens og lige stillede og lige værdige. For Gud er der slet ingen forskel. Gud ser ikke på om et barn er døbt eller ej. Gud elsker alle børn og de er alle sammen hans sønner og døtre. Gud elsker alle mennesker – uanset om de kalder sig kristne eller ej! Den kristne religion er menneskeværk – den jødiske religion var også menneskeværk. Religion er ikke vigtig i Guds øjne. Gud skelner ikke. Gud frelser alle mennesker uanset hvad de kalder sig – ateister, buddhister, muslimer eller kristne. Paulus går meget vidt i disse synspunkter i Galaterbrevet.

Psykologisk handler det om vores frygt. Det ved Paulus. Peter drives af frygt. Hvis frygten tager over går alting galt siger Paulus. Evangeliet tager vores frygt bort. Evangeliet gør det mmuligt at leve uden nogen frygt, uden nogen trang til at trække sig tilbage. Når mennesker får troen kan de åbne sig for alle mennesker og leve i en barnlig tro og tillid til alle mennesker. Tro og frygt er de afgørende modsætninger – ikke tro over for vantro! Frygten er modsætningen til troen siger Paulus! Han siger at hvis de kristne drives af frygt – så har de i virkeligheden slet ingen tro. Så har de ikke forstået noget! Hvis de kristne mener de skal holde sig for sig selv – har de slet ikke hørt hvad Gud siger!

Gæstfriheden og måltidsfællesskabet spiller en enorm rolle i det gamle Testamente. Abraham fremhæves som et stort forbillede. I hele oldtiden var åbenheden over for de fremmede og gæstfriheden en hellig pligt – også i grækenland. Paulus bygger tydeligt her på traditionen fra det gamle Israel. Den kristne kirke skal naturligvis være gæstfri og åben – ikke lukke af for de fremmede. Paulus synspunkt er typisk jødisk. Den kristne har ikke noget at frygte – men kan uden videre åbne sig for alt her i verden. Vi er blevet frie sønner – også frie af al gammel frygt. I kirken har man ofte trukket skel – men Paulus viser her hvordan disse skel helt er i strid med evangeliet og også med traditionen fra Jesus. Paulus kender og bruger Jesus traditionen – Jesus spiste sammen med syndere og toldere – vi skal følge Jesu forbillede.

 

 

v11  Men da Kefas [Peter] kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. v12  Før der kom nogle fra Jakob [kirken i Jerusalem], spiste han nemlig sammen med hedningerne [de kristne – ikke jøder]; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne [kirkens ledelse]. v13  Og sammen med ham hyklede også de andre jøder [kristne i Antiokia], så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. v14  Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde [referat af Jakobs kritik af Peter?], hvordan kan du så tvinge hedningerne [kristne] til at leve som jøder?

 

Den lille frygt og det lille ego.

 

Vers 14 handler om den lille frygt og egoet. Og verset handler om den vrede som kommer ud af frygten. Vi kender det samme fænomen fra Jesus historien. Jesus lever jo som en hedning! Det er netop kritikken fra hans modstandere. Vi kender det samme fænomen fra den politiske verden. Alle mennesker som i USA er til venstre for det republikanske parti er bare kommunister! Vi kender det i høj grad fra den senere kristne historie. I Danmark følte Indre Mission sig oprindeligt som de eneste rigtige kristne – de eneste sande kristne. Alle andre kristne var egentlig bare hedninger! Indre ission talte netop om skellet – på samme måde som Jakob og hans kirke i Jerusalem.

Kirken i diasporaen som fx i Antiokia har grundlæggende en anden og mere frisindet jødedom! Mange skikke kan ikke overholdes i diasporaen langt fra Jerusalem. Holdningen bliver anderledes. Det som åbenbart er sket i tilfældet Paulus og Peter og Antiokia er at kirken i Antiokia pludselig er kommet under pres. Jerusalem kræver at de nu skal leve efter den rigtige jødiske lov. Alt dette udspringer kun af frygt og angst. Den kristne kirke i Jerusalem og Judæa var under pres fra de øvrige jøder. Vi ved at der på denne tid bredte sig en meget mere nationalistisk indstilling blandt jøderne som sådan. På den måde blev kirken og de kristne presset. De blev bange.

De er også bange for evangeliet og friheden siger Paulus. De reagerer lige som folk reagerede over for Jesus. De bliver bange. Jesus opløser jo alle regler – hvad sker der så? Hvor er vi så henne.

De jødiske sekter bekæmpede hinanden med næb og kløer og Paulus henviser til dette sekt sprog som er præget af frygten. Qumran sektens skrifter indeholder voldsomme angreb på jøder som ikke lever efter skikke og love i mindste detaljer. Jøder som fulgte en anden kalder og derfor fejrede påsken – Massot – på et lidt andet tidspunkt blev fordømt som hedninger! – I lever jo som rene hedninger! I dyrkede jo Zeus og hans religiøse sikke! Som det siges i Qumran teksterne! Stemningen var meget oppisket. Den blev også voldsomt oppisket mod Jesus – til sidst korsfæstede de Jesus fordi han var en hedning og en synder.

Pauluus afviser hele denne tankegang. Paulus har et skarpt øje for at det er frygten som sætter det hele i gang – Peter handler ud af frygten som han siger! Frygten gør os små og svage og vi bliver bange – vi gemmer os og vi vil beskytte os. Vi føler os truet af de andre mennesker. De er ikke som os. De er fremmede – strangers – hedninger. Vi lukker os inde i religiøse åndelige fællesskaber med andre som er lige som os. De er vore venner – alle andre er vore fjender. Vi frygter vore fjender – dem som er anderledes. Vi frygter dem som tænker eller tror anderledes – dem vil vi ikke være sammen med. Vi holder op med at tro på Gud. Vi frygter andre mennesker fordi de er anderlledes. Vi bygger mure. De kristne vil holde sig for sig selv og bygge en mur udenom – sådan kan vi se meget senere i kirkens historie. De andre er urene – de smitter og de kender ikke sandheden. Vi vil ike tale med dem, spise sammen med dem eller være samen med dem. De som ikke er som os – er helt uden for nåden og frelsen. Gud er ikke med dem og de er fortabt. Vi skal holde os fra de fortabte urene og synderne. Vi skal ikke spise deres mad for den er uren. Vi skal ikke have omgang med dem – for de er ikke Guds familie!

Sandheden er i følge Paulus at der slet ikke findes nogen som er anderledes end vi selv er. Sandheden er at vi ikke har noget at frygte – for der findes ikke nogen mennesker som vi skal frygte. Vi behøver ikke isolere os i små lukkede fællesskaber med dem vi er lig med.For alle mennesker er ens. Galaterne er Guds stolte sønner akkurat lige som alle andre mennesker. Frygten er kun vores egen lille irrationale ubegrundede frygt. Den har ikke hold i virkeligheden. I Kristus er vi alle eet og ens – der findes ikke længere nogen forskel – der findes ikke længere nogen jøde eller græker, kvinde eller mand – eller kristen og ikkekristen. At være omskåret er i Det gamle Testamente det samme som at være ren. Men der findes ikke længere nogen forskel. Dette er de sidste tider og Gud har ophævet forskellen. Der findes ikke længere nogen som er urene.

 

Paulus sammenfatning. Sagens kerne – 2.15 – 2.21:

 

De sidste syv vers i kapitel 2 i Galaterbrevet indeholder på mange måder sagens kerne – evangeliet – i følge Paulus. De tanker vi finder her svarer til tanker vi finder i Romerbrevet – som Paulus antageligt skrev efter galaterbrevet – og i alle Paulus’ breve.

Det er meget bemærkelsesværdigt at Paulus så voldsomt fremhæver sin identitet som jøde. I disse vers giver Paulus udtryk for den typiske jødiske selvopfattelse. Paulus er stolt af at være jøde og af at tilhøre Guds udvalgte folk. Det er tydeligt at Paulus identitet simpelt hen er at være jøde. Paulus var jøde hele sit liv og glad og stolt over det. Paulus omvender sig ikke ved Damaskus oplevelsen. Paulus om vender sig overhovedet ikke. Paulus svigter ikke og aldrig nogen sinde fædrenes tro. Paulus er jøde – han er af stammen Benjamin og Abraham er hans stamfader. Sådan som Paulus her taler ville alle fromme jødertale i samtiden. Vi møder præcist de samme udtryk i evangelierne! Vi – jøder – er ikke arme syndere. Vi er Guds udvalgte folk. Gud er den gud som beskytter og frelser os. Vi lever efter hans lov og i hans velsignelse og nåde. Vi er hans slægt eller hans hus eller hans ægtefælle. Ingen skal komme og sige at vi er elendige syndere som ikke kender Gud og ikke lever efter hans lov!

På en vis måde er den typisk jødiske selvopfattelse aristokratisk. Israel er udvalgt af Gud. Ingen af de andre folk er udvalgt af Gud. Israel er hans adel – Gud er vores konge. Derfor er det ret og rimeligt at vi opretholder adskillelsen fra de andre folk. Vi – jøder – er anderledes. Vi skal naturligvis leve anderledes. Vi skal ikke bare begynde at leve som syndere og hedninger – som grækere og romere. Vi er bestemt til noget højere. Paulus har også denne aristokratiske tanker. Vi er Guds sønner.

Vi finder naturligvis denne glæde, lykke og stolthed i hele Det gamle Testamente. Salmernes Bog er et godt eksempel.  I to af Salmerne spørges der: - Hvem er ret til at bo på Herrens bjerg? Og svaret lyder i begge salmer: - Det har vi! Vi er de retfærdige – Vi er Guds slægt og sønner! De har andre folk har ingen ret til at bo på Herrens bjerg – men vi har retten! Ikke på grund af vores egne gode gerninger – slet ikke – men fordi er Guds børn – fordi vi er retfærdige i Guds øjne! Salmernes typiske stolthed og udvælgelsestanke finder vi helt klart hos Paulus! I hele verden – blandt alle folkene eller goyim som det hedder i Det gamle Testamente – er Israel unikt! Vi er den sande adel. Vi er arvingerne! Vi er de salvede – Herrens salvede.

Når Paulus her siger Vi mener han ikke direkte galaterne – ikke bogstaveligt. Han mener: - Vi jøder! Galaterne er ikke jøder – de er ikke genetisk eller biologisk del af folket Israel. Paulus taler til Peter og Jakob og til alle Jesus folkene i Jerusalem. Paulus udtrykker sin identitet med Peter og Jakob og jøderne i Palæstina. – jeg er lige som I er, siger han. Vi er alle stolte over at tilhøre Guds udvalgte folk. Følelsen er den samme som vi idag kan finde hos mange amerikanere som også måske kan sige: - Vi amerikanere – vi er stolte over at tilhøre Guds eget folk!

Et menneske gøres ikke retfærdigt ved lovgerninger, siger Paulus. Det er helt afgørende at han siger at det er noget som vi – alle vi jøder – ved! Alle jøder ved godt at et menneske ikke kan redde sig selv ved at gøre lovgerninger eller fromme gerninger. Det er noget som  alle ved og har erfaret, siger Paulus. På det punkt har Paulus naturligvis helt ret! Ingen jøder troede at de kunne gøre sig fortjent til Guds nåde og velsignelse og frelse ved gode gerninger! Alle jøder var enige om at Gud frelser Israel og folket og det enkelte menneske – ved underfulde gerninger og mægtige handlinger. At mennesket kan frelses overhovedet er et under – et mirakel! At Israel blev frelst ud af trællehuset Egypten var et mageløst under – helt ubegribeligt at det kunne ske! Israel blev naturligvis ikke frelst ud af Egyptens plager på grund af dets gode gerninger! Det ville have været en grotesk tanke for alle fromme jøder på Paulus’ tid!

Af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt – er derfor den vigtigste sætning i Paulus teologi – men vi skal også forstå at det var den vigtigste sætning i alle jøders erfaring og livsanskuelse. Alle jøder vidste og havde erfaret denne sandhed. Paulus’ berømte lære om retfærdiggørelsen er altså ikke så speciel. Den var Peter og Jakob og alle andre jøder også enige i. Når mennesker rammes af forfærdelige ulykker, når mennesker rammes af dødelige sygdomme, når mennesker rammes af vold,  krig og voldtægt – hvad hjælper så fromme gerninger eller lovgerninger? Alle jøder var naturligvis enige med Paulus. Når døden rammer mennesker med al sin gru, når lidelsen og galskaben og volden rammer mennesker i al sin grusomhed – er der kun een som kan redde menneskene – og det er deres Gud foroven! Loven redder ikke noget menneske fra Synden – for Synden er den magt og lidelse som hærger i verden. Synden lægger alle mennesker under sin vold og magt. Synden dræber og ydmyger mennesker. Synden er menneskenes forfærdelige fjende. Synden er en ond magt – i Paulus’ livsanskuelse. Når vi på den måde er lige ved at gå fortabt – er der een som kan redde os. I universet er der en magt som er endnu større end synden – nemlig Kristus. Kristus er den konge hvis magt er endnu større end Satan og Synden. Kristus kan rive os ud af graven, ud af gruben, ud af lidelsen – kristus frelser og redder os ud af nød og trængsel. Han løfter os op på klippen og fører os ud i det åbne land. Synden havde omringet os og belejret os som en by i det åbne land. Vi var helt fortabt. Selvfølgelig kunne lovgerninger eller kristne gode gerninger ikke redde os i den situation. Den slags ville være helt spildt. Vi var ved at dø – Gud greb ind og reddede os ud af kniben. Gud er stor. Gud er een. Det er hele jødedommens tro. Paulus har denne tro – men det de andre også – i al fald de fleste andre jøder! Da kvinden Hagar lå i ørkenen og var ved at dø sammen med sin lille dreng – Abrahams søn – som var døende – var der kun een som kunne frelse hende! Hagar blev ikke frelst ved fromme religiøse handlinger! Hagar blev ikke frelst fordi hun bad til Gud. Hagar blev ikke frelst fordi hun ofrede til Herren. Hagar blev ikke frelst fordi hun viste kærlighed eller godhed eller næstekærlighed. Hagar blev ikke frelst fordi hun troede på Gud. Hagar blev ikke frelst fordi hun tilhørte den rigtige religion. Hun blev ikke frelst fordi hun var døbt eller fordi hun gik i kirke. Hagar blev frelst af Gud – ved et stort ubegribeligt under – fordi Gud så ned til Hagar og så hendes nød og ulykke og fordi Gud fik med medfølelse med Hagar og fordi Gud elskede Hagar. Gud gjorde det som han skulle gøre. Gud er rig på troskab han svigter ikke. Gud som hans egen elskede kvinde ligge døende i sandet langt nede i Sinai – og Gud gjorde det som var nødvendigt og det som var passende. Guds frelse var et stort under. Gud frelste Hagar fordi hun havde fortjent det – fordi alle mennesker i hele verden har fortjent at blive frelst af Gud! det er præist Paulus’ opfattelse. Alle mennesker i hele verden er Abrahams børn og de har en værdighed og værdi som er umålelig. Gud frelser dem alle – Han er som han er og gør som han vil og det som han vil er at frelse alle mennesker – jøder som grækere – troende som ateister!

v15  Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.

Begreberne retfærdig og retfærdiggørelse er nøglebegreber i Galaterbrevet og i Romerbrevet. Der har tilsyneladende været uenigheder mellem Paulus og kirken – kirken i Jerusalem - men det er ikke altid klart hvori denne uenighed består.

Ordet retfærdiggørelse findes i Det nye Testamente næsten kun i Paulus’ breve – i Romerbrevet og i Galaterbrevet.

Paulus forestiller sig et billede af Gud som en dommer. Gud er en retfærdig dommer og han dømmer hvert enkelt menneske retfærdigt. Et menneske kommer for domstolen fordi der bliver rejst mange og uretfærdige anklager imod det menneske. Gud afgør sagen – han dømmer at det menneske er helt uden skyld – dvs at Gud retfærdiggør det menneske. At blive retfærdiggjort sker altså på baggrund af en anklage om at man er skyldig og et slet menneske. Retfærdiggørelsen er en afgørelse eller en kendelse. Den er en tilregning – som i eksemplet Abraham i 1. Mosebog - eller den er en erklæring om hvordan Gud ser på det menneske. Det menneske som er blevet gjort retfærdigt er blevet fuldkomment, perfekt, uden skyld og retfærdigt i Guds øjne. Gud kan ikke se nogen mangel eller fejl. Der er ikke noget i vejen med det menneske i Guds øjne. I Guds øjne er hun perfekt og hun fortjener al velsignelse.

Det er vigtigt at huske at Paulus’ retfærdiggørelseslære er en metafor – et sprogligt billede – den er IKKE en beskrivelse af virkeligheden! Paulus prøver at illustrere Guds underfulde frelse af os – små og store syndere – ved denne metafor. Paulus mener ikke at Gud i virkeligheden sidder og dømmer det enkelte menneske retfærdigt eller uretfærdigt! Paulus tænker slet ikke individuelt – men altid i kollektiver. Gud frelser ikke det enkelte menneske – han frelser sit folk! Hvis man tror at Gud lige så godt kunne dømme os uretfærdige – altså lige så godt kunne dømme os til fortabelse – har man totalt misforstået Paulus lære om retfærdiggørelsen. Gud er rig på troskab – selvfølgelig frelser han  sit folk! Gud er en trofast ægtefælle – han svigter ikke sin ægtefælle. Gud er ikke vilkårlig eller utilregnelig! Vi kan naturligvis regne med hans  frelse – vi er hans folk! Dette er Paulus’  centrale opfattelse. Den er meget ofte blevet helt fordrejet i den kristne kirke. I kirken er det blevet opfattet som om at Gud lige så godt kunne sende os i helvede! Vi bliver frelst ved nåden – det er Paulus enig i – men nåden betyder ikke at vi lige så godt kunne sendes i fortabelse. Det er fuldstændigt at glemme at Gud er en kærlig Gud som frelser dem som han holder af og lever sammen med!

At Gud er retfærdig betyder ikke helt det som vi forstår ved retfærdig. Gud er retfærdig fordi han er trofast over for pagten – over for relationen. Gud er retfærdig fordi han er rig på troskab – som en ægtemand. Gud retfærdiggør mennesket fordi han er trofast over for pagten. Han svigter ikke. Retfærdigheden er altså ikke den retfærdighed som vi kender. Gud er ikke en bogholder. Han dømmer ikke efter en lovbog! Han sidder ikke  som en juridisk dommer med en lovbog. Han retfærdiggør menneskene fordi han er den tro ægtemand. Han gør det som enhver ordentlig ægtemand ville gøre! Han er normal, som vi kan se det i Salmerne! Han retfærdiggør – dvs han frelser. Hans retfærdiggørelse er derfor ikke afhængig af at menneskene er fromme eller gode. Han frelser dem som har brug for det. Han er en beskytter for alle enkerne og en fader for de faderløse – deri består hans retfærdighed! Vi kan altså sige at hans retfærdighed er eensidig – hans dom er ikke en objektiv dom efter en bog med regler. Paulus har den opfattelse af Guds retfærdighed som vi helt typisk finder i Salmernes Bog. Paulus lære om retfærdiggørelse stammer fra Salmernes Bog. Det er også derfor at han kan sige at alle jøder og alle kristne må være enige med det som han siger! Paulus siger egentlig ikke mere end vi kan læse i Salmernes Bog og i hele Det gamle Testamente!

Det er vigtigt at alle i Jesus bevægelsen er enige om det væsentlige i følge Paulus. Alle er enige om at et menneske ikke retfærdiggøres af lovgerninger! Sagen er nok at stort set alle i Israel – jøder eller kristne – var enig om at et menneske bliver gjort retfærdig af Gud – alene og på egen hånd og ved en såkaldt nådeshandling – ved en eensidig handling. Det ligger i selve begrebet retfærdiggørelse. Dette er en fælles viden hos alle og den appellerer Paulus til. Mennesket kan ikke gøre sig selv retfærdigt. Gud er ikke retfærdig fordi vi er retfærdige – det forholder sig lige omvendt: Vi er retfærdige fordi Gud er retfærdig. Hele Det gamle Testamente gentager een eneste rød tråd: Gud frelser Israel - igen og igen – helt på trods af folkets små eller store synder. Gud er ikke nogen stillesiddende dommer. Gud er en frelsergud i hele Det gamle Testamente. Gud er ikke nogen bogholder som sidder og dømmer det enkelte menneske efter om det har overholdt Moseloven!

Gud er retfærdig – dvs at han er rig på troskab. Han lader ikke nogen i stikken. Han lever op til den relation han har til Israel. Gud har ubegribelige kræfter – han kan frelse mennesker - selv om synden er frygtindgydende – og det er netop det som han vil. Det er Guds væsen. Gud er ikke afhængig af at vi overholder eller følger loven. Gud skærer tværs igennem - og frelser mennesker – fordi de har fortjent det. Mennesket har fortjent en bedre skæbne, tænker Gud. Derfor griber han ind og frelser.

Det er vigtigt at Paulus bruger ordet retfærdig på den jødiske måde. Man kan ikke være retfærdig i sig selv eller på grund af sine egne tanker, følelser eller gerninger. Man er kun retfærdig når andre – modparten – opfatter en som retfærdig! Vi er retfærdige – fordi Gud opfatter os som retfærdige – ikke på grund af noget hos os selv! En ægtemand er retfærdig – dvs trofast i ægteskabet – hvis hans hustru opfatter ham som retfærdig! Han kan ikke på egen hånd – alene – erklære sig selv for retfærdig! Det er sådan at ordet retfærdig bruges i det gamle Israel! Det er sådan Paulus bruger ordet. Hvis hustruen opfatter manden som uretfærdig – hvis hun føler at han har svigtet relationen og ægteskabet – så er han simpelt hen ikke retfærdig – uanset hvad han selv mener! Man kan kun være retfærdig i den andens øjne – aldrig i sine egne øjne! Det er en selvmodsigelse!

Begrebet retfærdiggørelse stammer fra et rituelt eller juridisk sprog. Gud er retfærdig dvs han dømmer retfærdigt. Retfærdiggørelsen er en dom – en erklæring - hvor mennesket bliver behandlet som det har fortjent – det bliver frelst. Retfærdiggørelsen kan logisk set ikke ske ved noget som mennesker gør – retfærdiggørelsen er netop Guds eneret. Gud gør Abraham retfærdig – fordi det er Guds vilje – ikke på grund af Abrahams tanker, følelser eller gerninger.

Den dybe tro vi finder hos Paulus – og i hele jødedommen – er en sikker viden og sikker tillid til at Gud er meget større end mennesker og at Gud vil leve op til den pagt og den relation – det ægteskab – som han helt på egen hånd har indgået. Hvis vi ofrer til Gud for at forsone ham – hvis vi gør lovens gerninger for at formilde ham – gør vi Gud meget mindre end han er. Gud frelste Israel ud af trællehuset Egypten – trods alle Israels synder – og på trods af at Israel modsatte sig denne frelse! Gud er som han er og gør hvad han vil. Det var alle i Israel enig om. Guds forhold til menneskene er bestemt af hans kærlighed og omsorg.

Vi har fortjent at blive frelst og vi har fortjent at blive retfærdiggjort, mener Paulus. Ikke fordi vi har gjort særlige religiøse eller fromme gerninger – ikke fordi vi har udvist en særlig from tro – ikke fordi vi har bestemte religiøse følelser – men fordi vi har behov for frelsen! Alle mennesker har fortjent frelsen – fordi de har brug for Gud! Gud frelser os ikke fordi vi er kristne – men fordi vi er i nød! Gud er en forsvarer for alle enkerne – fordi de har brug for det – ikke fordi de er fromme! Gud frelser alle uanset om de tror på ham – han frelser dem fordi han kan og fordi han vil! I den sammenhæng er vores religiøse tro eller religiøse følelser ligegyldige. Gud handler på eget initiativ. Han er suveræn. Han er mægtig og hans frelse er underfuld – dvs ubegribelig.

Paulus mener ikke at loven er ligegyldig, dårlig eller forældet! Loven er givet til menneskenes frelse og for at beskytte dem imod synden. Uden loven ville synden bare brede sig uhæmmet. Vi skal følge loven fordi loven sikrer det gode liv eller fordi den forhindrer ulykker. Loven er en velsignelse – en hjælp – en kærlighedsgerning fra Guds side. Gud elsker israel og derfor har han givet loven – Moseloven – til Israel. Han har ikke givet os loven for at generere os eller plage os! Hvis man tænker at man kan fortjene Guds frelse ved at gøre lovens fromme gerninger - har man misforstået lovens mening - og gjort Gud meget lille. Loven er god og velsignet – men dens formål og mening kan misforstås. Meningen med loven er ikke at den skal adskille jøder og ikkejøder. Israel har fået loven men det er ikke meningen at de skal misbruge den til at stille krav til alle andre folk i verden. Meningen med loven er at den skal fremme kærligheden i verden. Vi skal følge loven – ikke for Guds skyld - men for vores egen skyld.

Meningen med Paulus’ retfærdiggørelseslære er ikke at troen skal være et nyt krav! Meningen er ikke at hvis vi har den rette tro så bliver vi frelst! Paulus opstiller ikke et nyt adgangskrav. Paulus’ teologi siger at vi modtager retfærdiggørelsen – som en gaveikke fordi vi har troet! Vi modtager Guds frelse – uden at gøre noget – uden at være specielle eller anderledes end alle andre. Gud frelser ikke kun de troende eller fromme! Han frelser alle! Det er det som Paulus mener når han siger at vi retfærdiggøres ved tro eller af tro eller i tro eller fra tro eller med tro! Det betyder at vi modtager Guds frelse – hvis vi vil have den – hvis vi uden frygt tager imod den. Troen er ikke noget nyt lovkrav. Gud siger ikke til os at vi skal tro – så skal han nok frelse os. Tværtom – så er troen vores reaktion bagefter. Når Gud har frelst os ud af døden og lidelsen – gribes vi af en stor taknemmelighed – vi ser hvad der er sket og hvad Gud har gjort – troen kommer over os! Troen kommer over os lige som nåden eller ånden kommer over os – vi gribes af en kraft som er større end os selv! Vi bliver slået af forundring – lettelse – og glæde. Denne reaktion er troen i følge Paulus.

Derfor kan vi sætte vores lid til Gud – han frelser os på trods af vore mærkelige tanker, følelser og gerninger!

I sin yderste konsekvens er Paulus’ teologi et opgør med al  gammel religion. Det han siger er at vi ikke kan manipulere med Gud. Vi kan ikke påvirke Gud ved at være særligt troende og fromme eler særligt ikketroende. Det som vi gør er ikke årsag til det som Gud gør. Paulus siger at den gamle religion – forsøget på at påvirke Gud ud fra en frygt om straf – er bragt ud af verden. Kristus har ophævet al gammel religion og magi. Vi kan have tillid til Gud. Han er som han er. Han gør hvad han vil. Han sidder ikke og holder øje med vore små synder. Han er rig på troskab.

Meningen med retfærdiggørelseslæren er ikke at vi mennesker skal forstå at vi intet kan, intet er værd og kun fortjener straf og dom! Meningen er ikke at vi skal føle skyld og skam. Meningen er ikke at mennesket skal opfatte sig selv som en ækel og afskyelig ormesæk! Det er ikke meningen med Paulus’ tale. Det er heller ikke Guds mening. Tværtom. Gud græder når vi gør os mindre end vi er. I de senere lutherske kirker er Paulus ofte blevet fordrejet på denne måde. Det er ikke det som Paulus mener. Paulus mener ikke at mennesket er ondt eller værdiløst og fortjener at komme i helvede. Vi har ikke fortjent at lide. Vi har ikke fortjent Guds straf! Vi fortjener Guds frelse. Vi kan ikke frelse os selv ved at gøre og gøre og gøre. Kun Gud kan frelse os – og det er også det som han vil. Det er ikke sådan at Gud ligeså godt kunne straffe os som frelse os! Det er ikke Paulus’ mening. Gud er nok suveræn – men han sidder ikke og sender mennesker i helvede eller til Paradiset efter forgodtbefindende. Det er en parodi. Gud er den som frelser – fordi han ved at vi har fortjent det.

v16  Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger,

men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.

Jesus er en  diakonos – en tjener – som det hedder i den græske tekst. En diakonos er en tjener som går rundt ved bordet og betjener, skænker op og sørger for maden. Jesus er en sådan bordtjener og dem som han betjente var en skønsom blanding af gode og onde, syndere og retfærdige! Paulus bruger dette billede. Paulus stiller Jesus op som model og som ideal og forbillede. Paulus taler til kirken i Jerusalem og minder dem om hvad det var som Jesus rent faktisk gjorde! Jesus spiste sammen med gode og onde, fromme jøder og syndere og toldere. Jesus gjorde ikke forskel. Paulus bruger her hele Jesustraditionen som vi kender fra evangelierne. Ellers spiller den historiske Jesus ikke nogen tydelig rolle hos Paulus – men Paulus kender udmærket den historiske Jesus. Han er et ideal og forbillede.

v15  Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. v16  Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« v17  Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

(Markus 2.15)

Paulus henviser sikkert også til Jesusord som det følgende - om at være en tjener for andre i stedet for at lade sig betjene af andre:

v42  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem.

v43  Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v44  og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. v45  For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

(Markus 10.42)

Hvordan kan kirken nu sige at jøderne – de kristne jøder – skal holde sig for sig selv og spise for sig selv? Hvordan kan man i Jerusalem sige at de kristne jøder ikke må have bordfællesskab med ikkejøder? Er denne holdning ikke fuldstændigt selvmodsigende, spørger Paulus. Hvorfor er de kristne jøder så bange? Hvorfor gemmer de sig bag denne mur?

Paulus tænker helt klart på episoden i Antiokia hvor problemet kommer frem og hvor kirken tilsyneladende indtager dette standpunkt – at de kristne jøder må holde sig adskilt fra de ikkejødiske kristne. Vi ved ikke så meget om uenigheden mellem Paulus og Jerusalem – men på dette område har der antageligt været to meninger. Paulus mener ikke at spisereglerne er dårlige eller forkerte. Tværtimod. Men Paulus siger at kirkens holdning er helt uholdbar når kirken kræver at jødiske kristne skal holde sig adskilt. Denne holdning hviler ikke på nogen tro eller tillid, siger Paulus. Den hviler kun på frygt og angst. I den holdning kan vi kun se den jødiske angst for det urene. Men Peter har jo selv i vionen om dugen – i Apostlenes Gerninger – indset at for Gud er alting rent – alle fødevarer og madvarer er rene for Gud!

Jesus var ikke nogen synder og han var ikke nogen diakonos der tjente ved syndens borde. Jesus var en fortolker af loven – lige som mange andre samtidige fortolkere – rabbinere. Alle søgte de at sammenfatte hele loven i eet ord, som Paulus siger. Jesus sammenfattede hele loven i eet ord: - Du skal elske din næste som dig selv! Kirken i Jerusalem eller Jesussekten i Jerusalem har fordrejet Jesus. De er faldet tilbage – de er faldet for fristelsen i følge Paulus.

v17  Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke!

Det  sproglige billede som Paulus bruger er at han har revet en bygning ned. Man kan tro at denne bygning er jødedommenn – men som sagt er det bestemt ikke hans mening. Paulus har ikke revet jødedommen ned som en bygning eller et hus som han engang levede i! Paulus er jøde og trofast over for jødedommen.

Det er som Paulus her omtaler er noget som han har gjort i perioden efter hans oplevelse ved Damaskus. Damaskus oplevelsen fik Paulus til at rive noget ned – og det er nu årsagen til hans konflikt med kirken og Peter og Jakob. Det mest sandsynlige er at Paulus mener at han har revet muren ned – den mur som han taler om i Efeserbrevet – mellem jøder – etniske jøder – og ikkejøder. Det som gav konflikten i Antiokia var at Peter – og dermed kirken i Jerusalem – hævdede at der var et skel mellem jøderne og alle andre folk. Peter og kirken hævder at jøderne ikke kan spise sammen med de andre – for de er urene. De andre folk kender ikke Moseloven, de respekterer ikke Moseloven og de lever ikke inden for lovens beskyttelse. Loven er også i sig selv en mur – en beskyttelsesmur. De som lever inden for muren lever sammen med Gud – de er i fællesskab med Gud. men hedningerne lever uden for muren – de er anderledes og fremmede. Paulus grundlæggende påstand er at der ikke findes nogen fremmede! Hedningerne er ikke fremmede – de er Guds sønner – alle mennesker i hele verden har den samme status og værdighed. Jødedommen kan ikke føre sig frem som en model for alle. Jøderne kan ikke sige at alle andre folk skal gå ind under den jødiske lov. Loven er god nok, siger Paulus, og den skal bestemt ikke afskaffes. Loven skal holdes! Den er givet som værn og beskyttelse. Men Paulus har revet muren ned. Alle mennesker er blevet lige. Vi kan sge at Paulus tager afstand fra den jødiske kulturimperialisme eller overdrevne selvovervurdering eller den jødiske nedladenhed over for goyim - folkeslagene. Jøderne skal ikke føle at de er særligt foretrukne eller værdifulde – alle folkeslag og alle mennesker er Guds yndlige, som Paulus siger. Det sande Israel består af dem som har troen og som har modtaget nåden og friheden – ikke af dem som er omskårne eller overholder spisereglerne. Disse synspunkter hos Paulus finder vi hos en stor del af jødedommen på hans tid - og også i Det gamle Testamente.

I Det gamle Testamente er der utallige eksempler på en overdreven jødisk selvfølelse. I Salmerne tales om at den jødiske konge skal blive verdens hersker og alle jordens konger skal kaste sig ned for ham. Alle andre folk end Israel er fordømt og fortabte. De er alle fordømte syndere. Gud lever sammen med Israel som er hans partner og ægtefælle – og Gud er ligeglad med alle andre folk. De andre folk er lig med deres ækle og afskyelige guder. Gid Gud må udrydde alle de andre folk! Paulus kender denne nationalistiske holdning og det er den som han reagerer på. For Paulus er religionen og troen ikke en nationalreligion! Den grundlæggende tanke – at Israel var udvalgt af Gud – var en positiv tanke – men der var mange eksempler på at denne tanke kunne blive forfærdeligt misbrugt og fordrejet til fremmedhad og fremmedfrygt og arrogance. Det er det som Paulus bekæmper – resterne af denne arrogance og frygt i kirken – hos Peter og Jakob.

I Antiokia var problemet de jødiske spiseregler. Kirkens og Peters holdning var at de jødiske speseregler skulle overholdes. Det er Paulus fuldstændigt enig i. Han mener selvfølgelig at alle jøder skal overholde spiselovene. Det han tager afstand fra at jøderne ikke vil have fællessakb med kristne ikkejøder – som ikke overholder spisereglerne! Det er en slags imperialisme set fra Paulus’ synspunkt. Alle kristne skal respekteres - som de er. Det er ikke Guds mening at galaterne skal blive jøder - for at blive frelst.

Muren svarer også til det som var nødvendigt engangdengang vi var børn. Dengang vi var børn, måtte vi leve efter mange regler og begrænsninger – men nu er vi blevet frie i Kristus. Det er det som kirken ikke helt har fattet i følge Paulus.

Paulus mener at Peter – som repræsentant for kirken – faldt for fristelsen i Antiokia. Peter havde jo fundet den sande tro og tillid til Kristus – Peter havde jo forstået at vi ikke frelses ved vore gerninger – men alligevel faldt han tilbage i Antiokia. Peter havde jo ment det samme som Paulus, siger Paulus, og vi kan også henvise til Peters vision om dugen i Apostlenes Gerninger. Peter har jo forstået at maden ikke gør noget menneske urent! Han fik tilbagefald. Han faldt for fristelsen. Han gjorde sig lille og svag. Han handlede ud af en frygt. Når mennesker mister troen og handler ud af frygt – altså falder for fristelsen – så griber de tilbage til det gamle. Peter falder tilbage til gammel tro og religion. Den religion består i at bygge en mur mellem os og de andre. I kirkens historie er der mange eksempler på  det. Mennesker bliver frygtsomme og bange og isolerer sig og bygger en mur mellem os og de andre. De andre er urene eller farlige eller ikke som os. Vi skal ikke have noget fællessakb med dem – de tror ikke på Gud eller de har en forkert mening eller de lever ikke som man skal!

 

v18  For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder [synder].

 

Vi døde – men nu lever vi et nyt liv. Vi er eet med Kristus – 2.19 – 2.21:

 

Engang levede der en mand som var besat af en ond ånd. Han var besat af alkoholismens onde ånd. Hele hans liv var bestemt af denne ånd. Det som han sagde, det som han gjorde, det som han ønskede sig – alt hvad tænkte og følte var bestemt af denne onde ånd. På en vis måde var han slet ikke sig selv. Sådan følte han det i hvert fald. Han var ufri, tvunget og presset. Han gjorde det som han ikke ville – og det som han ville, det gjorde han ikke. Han følte ikke at han kunne vælge. Alle mennesker var hans fjender – alle mennesker var imod ham. Ingen gjorde det som han ønskede og ville. Han levede et ondt liv. Han var ulykkelig. Han var magtesløs. Til sidst gik han helt fortabt.

En dag blev han helt taget ud af denne onde ånd – alkoholismens onde ånd. Han blev ædru. Det skete pludseligt og brat. Det skete bare og han vidste ikke hvor det kom fra. Pludseligt var han bare ædru – han blev fri. Han fik en anden ånd eller en ny ånd, kan vi sige. Det som skete for ham opfattede han som et ubegribeligt stort under! Han var helt sikker på at det ikke skyldtes hans egne gode gerninger. Det skyldtes ikke hans vilje eller viljestyrke og det skyldtes heller ikke det som andre mennesker gjorde. Han blev bare – pludselig - frelst. Bagefter var hans glæde og taknemmelighed stor. Han fik et nyt håb og nyt mod på livet. – Hvor kommer det fra, tænkte han, men han kunne ikke forklare det som skete på en almindelig menneskelig måde.

Vi kan sige at denne lignelse udtrykker det som er det centrale i Galaterbrevet – det som er Paulus hovedanliggende. Det som Paulus vil sige er at vi i livet med vore egne øjne kan se hvordan der sker store undere. Da Paulus var i Galatien skete der fx mægtige undere! Det vi mennesker skal gøre er at glæde os over disse store undere. Vi skal ikke bilde os noget ind, som Paulus siger. Vi skal ikke bagefter bilde os ind at vi er årsagen til disse store undere! Det ville være en grotesk misforståelse og selvovervurdering. Det er ikke os som frelser verden ved vores små fromme gerninger – det er Guds løftede hånd og hans overmenneskelige kræfter som frelser verden – fuldstændigt på kryds og tværs af hvad vi mennesker gør eller føler eller tænker. Gud frelser verden og gør store mirakler og undere – uanset hvad vi tror og mener! Han gør hvad han vil. Gud er Gud for alle. Gud taler til alle mennesker i hele verden. Alle mennesker er hans sønner og døtre.

Vi er døde. Da Kristus døde på korset døde vi også sammen med ham.  Vi lever nu et nyt liv – et andet liv. Vi lever ikke længere under loven eller under loovens tvang. Vi er blevet frie. Nu lever vi for Gud – for Guds ansigt. Da Kristus døde og genopstod blev vi nye mennesker. Kristus og Kristi genopstandelse skabte en ny relation mellem Gud og menneskene. Vi lever nu i Guds fred og glæde. Den gamle Adam er død.

Paulus siger at vi lever med døden bag os. Engang levede vi – så døde vi – og nu lever vi et nyt liv efter døden. Paulus mener heltbogstaveligt at det liv vi nu lever er et liv efter døden. Da vi døde gik vi helt fortabt – lige som Jesus på korset. Men døden var en overgang – en indvielse – en overgangsrite. Det er nødvendigt at det gamle dør for at det nye kan komme til. Hele vores gamle liv og identitet døde og blev tilintetgjort. Vi er ikke længere dem som vi var engang. Vi er ikke længere underkastet synden og dødens magt. Døden kan ikke længere få magt over os – døden ligger bag os. Vi skal ikke frygte nogen død for vi har allerede passeret igennem døden – akkurat lige som Kristus. Kristus blev ophøjet og sat i himlen. Vi blev ophøjet og sat i himlen. Vores sande bolig er ikke i verden men i himlen. Vores rige er ikke af denne verden – vi er ikke længere slaver af egoet og frygten.

v1  Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? v2  Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? v3  Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? v4  Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. v5  For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. v6  Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; v7  den, der er død, er jo frigjort fra synden. v8  Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. v9  Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere.

(Romerbrevet 6.1)

Alting sker for at – alting sker for at det gode kan ske, siger Paulus. Paulus ser på sit eget liv. Han forfulgte den kristne bevægelse Nazaræerne med bål og brand – han var en brændende zelot og en af de nidkære. Han var en fanatisk forsvarer af loven og han gik ind for at alle syndere skulle dræbes eller pines. Alt dette skete for at han kunne komme til at møde Gud og høre Guds kald ved Damaskus. Paulus ser hele sit liv som skæbne. Gud har tilrettelagt det hele. Alt er nødvendigt. Intet kan undværes. Alting sker for at. Hvis han ikke havde forfulgt Guds kirke var han ikke blevet konfronteret med Kristus. Gud har en plan og det som sker tjener hans plan. Gud har nu åbenbaret sin plan – hans mysterium – for alle mennesker. Hans plan er at alle mennesker skal have værdigheden tilbage – herligheden. Det som sker er meningsfuldt og har et formål. Målet er Guds herliggørelse og vores herliggørelse. Guds mål er at alle mennesker skal blive frie og værdige og stolte. Guds mening er at vi skal være glade og leve i fred.

Det som Paulus personligt oplevede ved Damaskus var en død – en dødsproces. Han faldt omkuld ved slaget – han blev væltet omkuld af Gud som viste sig i sin majestæt. Paulus døde. Verden døde. Uden død - intet liv. Hvis vi ikke først dør får vi ikke et nyt liv. Døden er en indvielse. Døden er en gennemgang eller en indgang. Døden er for Paulus en genfødsel. Det gamle menneske dør og et nyt menneske fødes. Denne fødsel er underfuld. Han som fødes er Guds søn. Jesus bliver i sin død og genopstandelse til Guds søn – han bliver til Kristus. Paulus og alle andre - og også alle galaterne - gennemlevede det samme. Galaterne døde eller deres gamle ego døde eller deres gamle ånd døde – og de fik en ny ånd – Guds ånd. Da de døde blev de til Guds sønner – og Abrahams sønner. De blev adopterede af Gud. I følge Paulus er døden en adoption. Vi bliver adopterede af Gud når vi dør – eller dengang vi døde. Jesus blev adopteret – vi bliver adopteret. Kristus blev ophøjet og herliggjort – han blev Gud selv. Kristus blev Gud. Da Jesus genopstod fra de døde – blev han en gud. Mennesket bliver til Gud – vi bliver Kristus – i døden, fordi døden er en overgang, en indgang – en port. Vi bliver dele af Guds slægt og hushold. Vi bliver som Gud, vi bliver som guder.

For Paulus er det absurd at forestille sig at nogen kan ønske sig tilbage til det gamle liv – efter at de er kommet igennem døden og har fået et nyt liv. Hvordan kan galaterne tænke på at vende tilbage til det gamle liv – deres gamle ego – til trældommen, frygten, lidelsen? Hvordan kan noget menneske ønske sig trældommen tilbage når det menneske først har opnået en ny frihed? Hvordan kan nogen ønske sig døden tilbage – når de er kommet fri af døden? Nu  har døden ikke længere nogen magt over dem – hvordan kan de så ønske sig tilbage til tiden dengang hvor døden hærgede deres liv? Hvordan kan noget menneske - der har lidt så forfærdeligt meget - falde for fristelsen?

Vi gik helt fortabt. Vi blev værgeløse ofre for synden og lidelsen. Vi blev prisgivet. Vi gik helt til i smerten, ensomheden og lidelsen. Til sidst havde vi intet håb tilbage. Over alt i verden var der kun død og vold og ødelæggelse. Synden og ondskaben blev en rasende storm – en Tsunami. Vi blev væltet helt omkuld. Vi blev forladt. Vi mistede alt – alt og alle som vi elskede. Vi mistede os selv. Vi blev totalt ydmyget. Vi blev nedværdiget. Vi blev korsfæstet., siger Paulus. Vi blev sømmet fast på et kors lige som Jesus. Jesus og hans korsfæstelse er for Paulus et symbol på alle menneskers lidelse. Historien om Jesus på korset er fortællingen om alle mennesker og deres forfærdelige lidelse. Der skete en forfærdelig uret imod Jesus – hans korsfæstelse var helt uretfærdig. Hans lidelse var helt uretfærdig. Således er det med alle menneskers lidelse. Ingen har fortjent at lide. Gud græder når han ser hvordan mennesker lider. Der sker en stor uret. Derfor greb Gud ind og trak Jesus ud af graven. Derfor griber Gud ind og trækker alle mennesker på jorden ud af lidelsen og ondskaben. Han giver dem en ny ånd – et nyt liv.

v19  For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus.

Ved sin oplevelse ved Damaskus bliver Paulus fuldstændigt forvandlet – han bliver et nyt menneske. Han bliver Kristus. - I gamle dage var jeg Adam – jeg var som Adam og tænkte og følte og døde som Adam, siger Paulus i Romerbrevet. Men nu er den gamle Adam død.  Nu er jeg – og vi – Kristus – vi er Kristus selv! - Jeg – Paulus - er ikke længere Paulus – jeg er Kristus. Paulus – det gamle menneske – døde. Vi er ikke dem, som er tilhængere af Kristus – vi er ikke dem, som tilbeder Kristus – vi er dem, som simpelt hen er Kristus! Vi er identisk med Kristus. Kristus er vores identitet.

Kristus er ikke det samme som Jesus. Kristus er ikke lige som en mand eller et menneske. Kristus ligner ikke et væsen med en form. Kristus er en tilstand, en bevidsthed, en tanke, en følelse, en glæde, en rigdom, en kraft eller en magt. At være i Kristus er nok det vigtigste led i den paulinske teologi. Han som er og lever i Kristus – er ikke længere sig selv. – Vi er ikke længere som mennesker, siger Paulus. Fortiden eksisterer ikke mere. Fortiden har ikke længere nogen magt over nutiden. Når vi lever i Kristus og når Kristus lever i os – kan vi se at livet er smukt, stort og velsignet – trods alle vore små sorger og bekymringer.

Kristus er som en ny mennesketype eller en ny menneskelig race – der opstod i det punkt hvor Jesus opstod fra de døde. I det punkt blev verdenshistorien delt i to epoker. Vi er nu eet med Kristus – Vi er hans sæd og sønner – lige som Jesus er Abrahams sæd. Vi tilhører nu en ny type eller en ny race som er radikalt forskellig fra den gamle mennesketype. Vi tilhører en ny race – med nye gener – med en ny natur og et nyt væsen. Alt det gamle døde da Jesus døde på korset. Vi føler og tænker og reagerer og handler anderledes. Vi har fået et nyt jeg – en ny identitet – et nyt fokus. Vi er blevet grundlæggende forvandlede – lige som sommerfuglelarven der bliver forvandlet til en sommerfugl. Lige som Jesus blev forvandlet i døden – han blev adopteret af Gud, han blev Guds søn – han blev alle menneskers frelser – han blev Kristus. Han fik et nyt sæde – til højre for faderen i himlen. I døden fik Jesus en helt ny identitet. Han blev forvandlet. Han fik en ny skikkelse. Når vi får Guds kald og velsignelse og nåde – når vi ser Gud – antager vi Kristi skikkelse og form. Vi bliver Kristus. Det menneske som får troen får en ny og underfuld skikkelse og form – det tager skikkelse efter Kristus, siger Paulus.

Den nye identitet skyldes ikke vore egne åndelige bestræbelser. Den skyldes ikke at vi har læst mange åndelige bøger. Den skyldes slet ikke noget inden i os. Vi får en ny identitet af Gud og den identitet er at vi er hans sønner. I forvandlingen – som er en død i følge Paulus – fødes vi på ny og vi modtager en ny identitet – et nyt væsen. De gamle tilstande – vores familie, vores religion, vores meninger, vores legeme, vores gamle tanker og følelser og frygt eksisterer ikke mere.

Vi har fået en ny bevidsthed. Vi lever nu efter et helt andet skema. Hele vores syn på verden, os selv og andre mennesker er forvandlet. Vi har fået nye øjne. Vi ser os selv på en anden måde - som frie og stærke og værdige. Vi føler os ikke længere små og svage. Vi har fået en agtelse for os selv. Vi er blevet stolte, som Paulus siger. Vi har fået en ny glæde over livet. Vi har fået nyt mod på Livet. Alt dette betyder at vi er blevet eet med Kristus.

Vi har fået en ny inspiration. Vi har fået en ny motivationsstruktur, som man i dag siger i psykologien. Vi motiveres – drives – af helt nye tanker og følelser. Vi drives ikke længere af mismod eller frygt for verden. Vi drives af glæden, lykken og taknemmeligheden. Vi er ikke længere nedtrykkede og indelukkede. Vi er blevet taget ud af vore gamle følelsers fangenskab. Kristus har gjort en ende på vore gamle følelser. Hvilket under! Alle ydmygelserne og nedværdigelserne er forbi!

Vi frygter ikke længere. Vi frygter ikke længere Gud i himlen – og hans straf og forbandelse. Vi frygter ikke længere andre mennesker. Vi ved at de er vore venner. Vi har fået en ny viden om verden. Vi har fået givet en dyb indsigt – ved at vi så Gud i et glimt – vi så sandheden i et glimt – dengang vi så ind i himlen.

Vi er nok stadig buddhister og kristne, mænd og kvinder, hvide og sorte – men dette er ikke vores dybeste identitet. Det er kun på overfladen at vi er mænd og kvinder – dybest set er vi nye mennesker – ens – eet – med samme værdighed. Vi er alle Kristus. Vi har ikke længere behov for at adskille os fra andre mennesker. De kristne har ikke længere brug for at adskille sig fra ateister eller buddhister eller anderledes tænkende – vi lever i tro og tillid.

Vi er ikke længere os selv og måske kan vi næsten ikke genkende os selv. Vi er ikke længere et lille ego. Vi kan gøre gode gerninger og elske vore medmennesker – vi er sat fri – der er en ny ånd inden i vores sjæl og legeme. Vi gør nye gerninger – helt uafhængigt af vores lille frygtsomme ego. Det er Kristus og ånden som handler igennem os. Vi er blevet kanaler og midler for Kristus – vi er hans lemmer og øjne og ører og arme.

Paulus bruger forskellige udtryk. Han siger at vi lever i Kristus og modsat at Kristus lever i os. Han siger at ånden lever og virker i os. Han siger at troen nu lever i os og at vi nu lever i troen. Disse forskellige udtryk dækker hos Paulus grundlæggende det samme – den samme erfaring og viden.

 

 

v20  Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.

 

Retfærdigheden.

 

Gud er ikke retfærdig fordi vi er retfærdige – men omvendt: Vi er retfærdige fordi Gud er retfærdig. Dette er en samenfatning af Paulus opfattelse og det er også en udmærket sammenfatning af hele tankegangen i Det gamle Testamente. Paulus har grundlæggende ret i sin fortolkning af begrebet retfærdigheden i Det gamle Testamente!

Retfærdigheden er en dyd som viser sig i en relation. Gud er retfærdig fordi han lever op til relationen. Gud gør det som han skal – han gør det som er naturligt i hans relation til mennesket. Han kan frelse mennesket – og derfor frelser han også mennesket! Relationen er et slags ægteskab i Det gamle Testamente og Gud opfører sig som en god og trofast – ordentlig – ægtemand. Han forlader ikke bare sin hustru. Han redder hende – når hun har brug for det. Guds underfulde frelse og hans retfærdighed er det samme. Begrebet retfærdighed er ofte siden blevet misforstået i den kristne tradition – det er ikke noget juridisk begreb hvor Gud sidder som en stille siddende dommer der dømmer menneskene efter en lovbog! Gud er ikke en dommer – han er en kriger og en frelser. Han frelste Israel ud af Egyten –ikke fordi de var hellige eller fromme – ikke fordi de troede på Gud for det gjorde de  ikke – men fordi de havde brug for det!

Gud har indgået et ægteskab med Israel. Gud har indgået det ægteskab helt på egen hånd og på eget initiativ. Gud har helt frivilligt påtaget sig sine forpligtelser. Kun på den måde kunne et sådant ægteskab komme i stand. Menneskene kunne ikke gennemføre det trods al deres fromhed. Kun Gud kunne etablere relationen. Gud vil holde alle sine løfter. Han svigter ikke.

v2  Herre, hos dig søger jeg tilflugt,
lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!
v3  Vend dit øre mod mig,
red mig i hast,
vær min tilflugts klippe,
den borg, hvor jeg finder redning.
v4  For du er min klippe og min borg,
led mig og før mig for dit navns skyld!
v5  Befri mig fra det net,
de har lagt ud for mig,
du er jo mit værn.

(Salme 31.2)

       v13  Jeg bringer min retfærdighed nær, den er ikke langt borte,
      min frelse lader ikke vente på sig.
      Jeg giver frelse i Zion
      og min herlighed i Israel.

(Esajas 46.13)

Guds retfærdighed er simpelt hen det samme som hans frelse. Gud er retfærdig fordi han frelser Israel – sin søn. Fordi Gud frelser sin førstefødte søn – er han retfærdig. Begrebet er ikke juridisk i vores betydning. Det handler ikke om at skille små eller store syndere. Gud frelser hele sit folk – folket – det hele legeme – frelsen er kollektiv og ikke individuel – både for Paulus og for Det gamle Testamente.

v12  Alle, der søger tilflugt hos dig, skal glæde sig,
de skal juble til evig tid.
Du beskytter dem,
og de, der elsker dit navn,
skal fryde sig over dig.

(Salme 5.12)

       v21  Alle i dit folk er retfærdige,
      og evigt skal de eje landet
      – et skud, som Herren har plantet,
      hans hænders værk til hans ære.
       v22  Den mindste bliver til tusind
      og den yngste til et mægtigt folk.

(Esajas 60.21)

Ordet Kristus betyder denne Guds retfærdighed – underfulde frelse. Ordet Kristus betyder frelse eller er et ord for Guds retfærdighed. Kristus og begrebet Kristus udtrykker hos Paulus den gammeltestamentlige tanke om Guds retfærdighed. Vi er i Kristus dvs vi lever og ånder inden i velsignelsen som er det samme som Guds retfærdighed:

v21  Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

 

Hovedargumentet i Galaterbrevet: 3.1 – 5.12: Gud bliver vred når vi opfører os som børn!

 

 

Erfaringen:

 

Vi kan sige at Galaterbrevet er udsprunget af Paulus’ bekymring for menigheden i Galatien og for udviklingen i Galatien. Paulus har tidligere besøgt disse menigheder en eller to gange. Han er sandsynligvis den som har bragt evangeliet til Galatien – selv om vi ikke kan vide det med sikkerhed. Siden har Paulus fået forskellige efterretninger fra Galatien og disse rygter gør ham bekymret. Derfor skriver han brevet.

Hvad er det egentlig Paulus er bekymret for? Dette spørgsmål er faktisk ikke helt nemt at besvare og der har været ret forskellige svar på det spørgsmål!

Man kan antage at Paulus er bekymret for at galaterne – efter at være blevet kristne efter Paulus’ forkyndelse – skal forlade kristendommen. Dette er helt sikkert ikke Paulus’ bekymring. På hans tid er der ikke et skarpt defineret fænomen som hedder kristendommen eller den kristne kirke. Vi kan sige at den kristne kirke eksisterer slet ikke og der eksisterer ikke noget som hedder kristendommen.

Paulus er jøde. Han er født jøde og han vedbliver med at være jøde til sin dødsdag. Han tænker helt igennem jødisk. For Paulus eksiterer der kun een sand tro eller religion – jødedommen. Paulus er en del af den meget brede jødiske strømning som starter i senjødedommen før Kr. og som eksisterer  i det 1. århundrede e. Kr. Paulus’ teologi er jødisk – hans rødder er helt og  holdent i Det gamle Testamente. Hvis vi skal forstå Paulus på en historisk retfærdig måde skal vi hele tiden tænke ham ind i tankerne i Det gamle Testamente. Paulus er ikke kristendommens første teolog – han er slet ikke kristen – han er jøde! Paulus er jøde på samme måde som Jesus var jøde. At fremstille Paulus som en modstander af jødedommen er helt at misforstå det han skriver. For Paulus ville det have været helt utænkeligt at han skulle starte en ny religion!  Der er kun een gud og der er kun een tro.

Paulus er ikke en kristen teolog som gør op med jødedommen – eller med en jødisk lovreligion. Paulus elsker jødedommen og han er stolt af at være jøde. Han fremhæver netop sin jødiske identitet – af Benjamins stamme osv. Han er uddannet farisæer og han forlader selvfølgelig aldrig sit jødiske farisæiske udgangspunkt. Han tager aldrig afstand fra hans forfølgelser af de såkaldt kristne eller af Jesus folkene! Paulus er ekstremt trofast over for sin baggrund i jødedommen.

Vi skal forestille os at det som Paulus siger – hans teologi – er noget som mange andre jøder allerede havde sagt og skrevet. Paulus er original på nogle områder – men grundlæggende er han blot et produkt af en lang strøm af jødisk litteratur. Det som Paulus siger kan vi finde i mange af samtidens jødiske skrifter.

Paulus tager iikke afstand fra jødedommen. Han går ikke imod omskærelsen – selvfølgelig ikke! Omskærelsen er et frelsestegn som Gud har givet til Israel. Naturligvis er Paulus selv omskåret og naturligvis skal alle små jødiske drengebørn omskæres! Omskærelsen er en gammel jødisk tradition og skal ikke afskaffes.

Paulus er ikke imod loven eller Moseloven! Moseloven er en hjælp og en velsignelse givet til Israel. Det er godt at leve efter Loven. Loven beskytter menneskene imod det onde. Loven er en hjælp som kommer fra Gud. Paulus er ikkeimod loven – det ville være absurd set fra hans jødiske synspunkt.

Det som står på  spil i Galatien er noget helt andet. Vi skal ikke overdrive forskellen mellem Paulus og jerusalems folkene (fx Jakob) – forskellen har nok ikke været så stor – men de har været uenige på nogle punkter. Desværre kender vi kun sagen fra den ene part – Paulus – vi kender slet ikke sagen set fra Jerusalems synspunkt. Men vi må antage at Jakob har troet at galaterne skulle have adgang til Israels folk – dvs til løfterne og velsignelsen. Jakob har ment at den mest naturlige vej var – den gammel kendte – nemlig at galaterne blev proselytter dvs gudfrygtige som mman sagde: galaterne skulle have lov til at blive jødiske – blive omskåret, deltage i gudstjenesten, overholde sabbaten osv. Jakob har fortalt galaterne at det var en god vej – og vi ved at galaterne selv var interesseret i at blive proselytter – altså antage en jødisk livsstil. Denne jødiske livsstil var attraktiv og tiltrækkendei datiden – det har vi mange beviser på. Jødedommen blev af grækerne opfattet som en frelse og en redning – som deres egen gamle religion og livsstil ikke kunne virkeliggøre. Jødedommen var ældgammel, mystisk og tiltrækkende. Vi ved at rigtigt mange grækere og romere – helt frivilligt naturligvis – valgte den jødsike stil.

For Paulus bliver det et problem. Hans hovedargument er at galaterne – ved at antage den jødiske livsstil – underkaster sig en fremmed lov – helt uden grund. Paulus tænker teologisk. For Paulus er friheden et hovedpunkt. Men vigtigt for Paulus er også galaternes identitet som galatere – grækere især. Galaterne skal ikke opgive deres identitet siger Paulus. Gud har givet dem ånden – de har selv erfaret ånden, ekstasen og besættelsen – Gud har antaget og godkendt dem. Galaterne har ikke noget at frygte. De skal ikke bekymre sig. De er i Guds hånd – og de burde de egentlig vide – for det har de jo selv oplevet. Paulus henviser hele tiden i Galaterbrevet til galaternes egen oplevelse da de modtog ånden – da de hørte evangeliet.

Gud kræver ikke at vi skal gøre noget specielt fromt eller religiøst for at blive frelst – det er pointen i Galaterbrevet! Gud giver frelsen til alle mennesker som er i nød og som har brug for frelsen. Gud hører skriget fra menneskene. Gud er rig på troskab og når vi råber på Herren så viser han sig ved underfulde tegn og mægtige gerninger. Gud ønsker ikke at vi skal blive mere religiøse eller moralske. Gud ønsker ikke at vi skal adlyde bestemte ritualer. Gud ønsker ikke at vi skal lade os omskære – eller lade os døbe! Gud ønsker og håber kun på een ting: at menneskene vil glæde sig over hans frelse – se hans gerninger – modtage hans frelse i glæde og taknemmelighed. Gud giver frelsen som en fri gave. Gud ønsker ikke at vi skal underkaste os eler svigte os selv. Han ønsker at vi skal være stolte, ranke og glade.

Gud ønsker at vi skal holde op med at være så bange og frygtsomme og begynde at stole på livet og hinanden. Gud ønsker at vi skal have vores oprindelige herlighed – Paradiset – tilbage. Gud ønsker at vi skal give slip på vores lille angste ego – og begynde at leve livet. Gud vil at vi skal gribe den rasende løve - som angriber os - med de bare næver og rive den itu – som det fortælles om Samson i Dommerbogen! Gud vil at vi skal vise storsind og nåde imod alle de fjender som vi har besejret!

Gud giver os en så stor frelse og velsignelse at det er muligt for os at give slip – at give slip på frygten, følelserne og tankerne. Gud giver os alt det vi har brug for – og han håber at vi må drage konsekvensen: At vi ikke skal frygte noget men leve i glæde og tillid. Galaterne trues af egoet og frygten og usikkerheden og de vil sikre sig. Det er det som Paulus er så bekymret over. Galaterne har glemt at de engang har set Gud – at de engang oplevede hvordan ånden og suset kom over dem.

Paulus bekymring ligger altså på et dybere plan – på et meget mere alment plan. Paulus hævder at galaterne med åndsmodtagelsen allerede er blevet del af det sande Israel. Paulus har et begreb om Israel som er blevet spiritualiseret. På det punkt er han enig med mange jødiske lærde på hans tid. Det sande Israel er ikke kun det historiske etniske Israel i Palæstna – det sande Israel er hele verden, alle mennesker. Israel har været et fokuspunkt – Jahve har handlet igennem Israel – idet gamle Testamente men i virkeligheden er målet for Guds virke hele jorden og alle mennesker. Abraham er kun et fokuspunkt – alle jordens slægter velsignes gennem Abraham. Gud er ikke specielt Israels Gud – han er Gud for alle mennesker i hele verden. Disse tanker finder vi i en stor del af den samtidige jødiske litteratur. Paulus har lært af disse tanker. Allerede i Salmernes Bog i Det gamle Testamente og hos Esajas kan vi finde disse tanker. Det sande Israel er alle mennesker. Vi er alle Herrens tjenere og salvede. Alle mennesker er Guds sønner og det er de blevet ved løftet til Abraham. Alle jordens slægter blev velsignet i Abraham – ikke med noget krav om lovoverholdelse eller forandring. Gud gjorde alle mennesker i hele verden til hans sønner i løftet til Abraham. Det er grundlaget for Paulus’ teologi – og på det område er han enig med en stor del af den samtidige jødiske tænkning!

Der er ikke nogen positiv grund til at galaterne skal gå ind under loven, som han siger. Og hvis de går ind under loven – så er det et udtryk for at de ikke længere tror på den oplevelse de havde af ånden. Så falder de for fristelsen som det siges i Det gamle Testamente. De bliver bange og gør sig selv små og svage – og glemmer deres glæde og stolthed. Paulus bekymring ligger på dette meget almen menneskelige plan. Paulus har fået respekt for galaterne da han var der – og han synes at de skal bevare respekten for sig selv – og afvise Jakobs krav eller måske snarere: kravene fra deres egen lille frygtsomhed!

Tro er for Paulus noget meget dybere end at vælge mellem forskellige former for religion – noget meget dybere end at vælge mellem jødedom og kristendom eller tro på Jesus. Troen er den rette dybe reaktion hos mennesker når Gud kalder på dem. Troen findes hos Abraham i Det gamle Testamente og hos galaterne i Paulus’ samtid. Troen er en glæde og lettelse og opløftelse ved at hører Guds kald. Der findes mange slags religion og tro i verden men det er - når det kommer til stykket - kun ydre overfladiske former. Paulus er selv jøde – naturligvis – men han ved at der findes mange slags religion og gudstjeneste. Troen går meget dybere. Troen findes steder hvor vi slet ikke havde regnet med troen. Som Jesus siger at høvedsmanden har en større tro end nogen from jøde i Israel! Troen er egentlig ikke afhængig af de ydre former. Troen findes hos alle mennesker – når de bliver kaldet til at følge Guds stemme. Gud er ikke afhængig af vores begreber, tanker, følelser eller religion. Det ved Paulus. Det som han forstår ved troen er noget meget dybere. Troen kan udtrykkes på mange måder og i mange sprog. Galaterne er Guds børn og sønner - akkurat lige som Israel er Guds sønner. Der er dybest set ingen forskel. Efter Kristus er der ikke længere forskel på mand og kvinde, fri eller træl eller jøde eller græker, som Paulus siger. Der er kun een Gud og Gud er een. Der er kun eet menneske – mennesket. Vores sprog eller kultur eller tanker eller religion gør ingen forskel - i al fald ingen forskel for Gud eller i hans øjne. Måske finder vi meget mere tro hos de mennesker som tilsyneladende ingen tro eller religion har? Vi skal ikke dømme som Paulus siger. – Vi er ikke herrer over hinandens tro – men medarbejdere på hinandens glæde!

Kødet og ånden står som modsætninger over for hinanden. De mennesker som får ånden kommer til at leve i en anden verden. De bliver taget ud af denne verden – den nuværende onde verden. At få ånden er at få nyt mod på livet og få en ny sikkerhed og styrke. Ånden er for Paulus forbundet med håbet. I verden er der ikke noget håb men i ånden er vi fulde af håb og mod. Galaterne oplevede voldsomt tydeligt hvordan de pludselig fik et nyt håb. De havde troet på elementerne, magterne og kræfterne. De havde levet som ufrie mennesker. Men pludselig oplevede de et nyt håb. De fik ånden. Paulus beder dem om at holde fast i den oplevelse – som var med til at forvandle deres liv fuldstændigt. Hver især oplevede de ånden i drøm,  ekstase, visioner eller hørelser. De skal være tro mod deres egen oplevelse og erfaring. De skal tro på sig selv. De fik ikke Guds ånd fordi de havde gjort noget. De havde ikke omvendt sig. De havde ikke dyrket religiøse eller fromme tanker eller følelser. De havde ikke opfyldt lovens gerninger. De var ikke først blevet døbt. De fik bare ånden – lige pludselig. Gud viste sig. Gud frelser. Gud er også en Gud for alle hedningerne og ikke kun for de retfærdige af Israels folk.

Galaternes møde med ånden er bådeekstremt personligt og helt kollektiv. I følge Paulus’ tro så møder de alle sammen den samme ånd – Guds ånd. Guds ånd er kommet ned i verden. Galaterne oplever ike forskellige ånder. De møder alle sammen den samme ene ånd. Det er Paulus’ helt faste og dybe tro. Paulus’ tro er fantastisk og overraskende.Hvordan kan han vide at det er Guds ånd som er kommet over galaterne? Hvordan an han vide at det ikke er en ond ånd eller en løgneånd – som Mika taler om i Kongebøgerne?  Paulus har en dyb og fast tro. Han tror bestemt at det er den samme ånd – Guds ånd. Hans teologi er meget radikal. Hans opfattelse af ånden har meget vide konsekvenser. Galaterne får ånden og har nu fået ånden – helt uafhængigt af nogen tro, kirke eller religion.

Vi finder den samme opfattelse og den samme enorme vægtlæggen på den åndelige oplevelse i Qumran sektens tekster – fra den jødiske sekt Essenerne. Essenerne var meget mere traditionelle i deres teologi end Paulus og de var ivrige og nidkære for loven som en rigtig jødisk sekt – men de havde præcist den samme tro på den åndelige åbenbaring til det enkelte menneske.

At blive en kristen er i den tidlige kristendom det samme som at modtage ånden – Guds ånd. Det fremgår af et væld af skriftsteder fra det nye Testamente. Man bliver ikke en kristen ved at man døbes – man bliver en kristen ved at man modtager ånden fra Gud ved en ekstase, et syn eller ved en åbenbaring. Åndsdåben er en adoption og med denne åndsdåb bliver man en søn –en Guds søn – dvs en kristen. Åndsmodtagelsen er den afgørende indvielse. Åndsdåben er en virkelig personlig oplevelse – noget man husker resten af sit liv. Den er en virkelig begivenhed – ikke en tanke eller en forestilling. Den er et konkret stykke psykologi – menneskelig psykologi.

Der er en identitet mellem vores egen ånd og Guds ånd. Guds ånd er inden i vores egen ånd og vi er inden i Guds ånd. Denne ånd gør os frie og stærke. Vi er frygtløse og modige. Vi viger ikke tilbage. Vi går lige frem. Vi drives fremad af ånden – ånden er vores motor og drivkraft. Den er vores energi og kraftressource. Inden i vores sjæl og legeme og psyke og bevidsthed virker Guds ånd. Guds ånd vidner om at vi er Guds sønner. Guds ånd inden i os vidner for hele verden. Den taler Guds ord til hele verden. Den er et bevis for at vi er Guds sønner – at vi er som Gud selv.

v12  Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. v13  Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. v14  For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn [sønner]. v15  I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår [sønnekår], og i den råber vi: Abba, fader! v16  Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn [sønner]. v17  Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

(Romerbrevet 8.12)

Vi har ånden fra Gud. Vi kender sandheden og vi ved hvad der er sandt og virkeligt. Dengang vi levede i verdens ånd havde vi ingen sand viden. Vi var forvirrede og uvidende. Vi var ofre for illusioner. Vi kendte ikke virkeligheden:

 v12  Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. v13  Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.

(1 Kor 2.12)

v4  I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod. v5  Jeg mener nemlig ikke at stå tilbage for disse overapostle, v6  men skønt jeg ikke er nogen stor taler, har jeg dog kundskab og har i ét og alt og på alle måder lagt den frem for jer.

(2 Kor 11.4)

Vi mangler ikke noget. Vi har fået alt. Vi er Kyrios Panton – herrer over alle ting. Vi er verdens herrer og konger. Vi har fået al viden og visdom. Vi ved hvad der er det rigtige at gøre. Vi behøver ikke at spørge nogen. Vi skal blot være ærlige og lytte til den åndens stemme som er inden i os selv. Vi skal blot sidde stille og lytte til den indre stemme. Vi skal slukke for verdens larm. Gud har talt til os direkte. Gud svarer os altid når vi taler til ham. Vi skal ikke præstere noget for at få svarene. Alle svarene kommer af sig selv. De kommer ud af det åbne rum – det store åbne kærlige rum som er Kristus. Kærligheden er det store åbne varme rum. Guds ånd er i verdens øjne det rene ingenting – men i virkeligheden er Guds ånd det hele – alt som findes! Hvis vi har fået Guds ånd har vi fået det hele – hele overfloden – vi har fået det hele og hele herligheden – ud af det rene ingenting! Guds ånd vil aldrig nogen sinde forlade os. Den er vores eneste tryghed. Vi vil aldrig finde nogen tryghed i nogen udvendig kirke eller forsamling. Vi kan kun finde trygheden inden i os selv:

v4  Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. v5  For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, v6  eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, v7  så I ikke mangler nogen nådegave.

(1 Kor 1.4)

 

 

[3]

 

v1  Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. v2  Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? v3  Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? v4  Er alt det sket med jer til ingen nytte – hvis det da virkelig var til ingen nytte? v5  Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer – gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?

 

Skriften:

 

Det gamle Testamente indeholder evangeliet. Beretningen om Abraham viser at Gud frelste Abraham. Abraham var retfærdig i Guds øjne. Abraham var ikke retfærdig fordi han var lovlydig imod Moseloven – rent historisk var Moseloven jo helt ukendt for Abraham. Abraham blev anerkendt og godtaget af Gud fordi han troede eller på grund af troen. Galaterne har nu den præcist samme tro som Abraham havde – der er virkeligt ingen forskel - i følge Paulus. At tro er at tro på Guds løfter og at stole på hans velsignelse. Alle mennesker er ens stillet og i den samme relation til Gud. Galaterne har mødt Gudskald til dem – i deres sprog – i en vis form – som passede til deres situation. Gud kalder på alle mennesker som han kaldte på Abraham. Gud har kaldet på galaterne. De fik ånden. Ånden kom over dem og de så Gud med deres egne øjne. Gud viser sig helt uafhængig af alle kulturer og religioner. Gud viser sig i mange former – men det er kun ydre former. Galaterne er Abrahams sønner og efterkommere. Det løfte som Gud gav til Abraham er givet til alle mennesker – altså også til galaterne. De er Guds udvalgte og hans elskede. Gud tager initiativet lige som da han kaldte på Abraham i det fjerne land i østen. Med sit initiativ skaber Gud en ny relation mellem sig selv og mennesket. Gud er trofast i den relation – han er rig på troskab – dvs han er retfærdig. Han svigter ikke. Han er til at stole på.

Abraham blev regnet som retfærdig – værdig til frelsen og velsignelsen – af Gud – ikke på grund af Abrahams gerninger eller godhed eller moral – men fordi Gud ville det på den måde. Det samme gælder for galaterne. De er godkendte som de er – som galatere. De mangler ikke noget. Der er ikke noget, som mangler.

Paulus stiller så at sige følgende spørgsmål: - Er troens sønner – de som har troet – en delmængde af omskærelsens sønner – de som har omskærelse – de som er jøder? Eller er omskærelsens sønner en delmængde af troens sønner? Er jøderne en delmængde af de kristne - eller er de kristne en delmængde af jøderne? Stort set svarer Paulus på den måde at omskærelsens sønner er en delmængde af troens sønner. Troens sønner – Abrahams sønner – også de sønner som Abraham har i Galatien - er den mere omfattende kategori.

Galaterne er blevet velsignede. Velsignelsen betyder at de har fået hele herligheden og livet tilbage. De er blevet født på ny – de er blevet nye mennesker. De har aflagt det gamle menneske – den gamle Adam. De er blevet frigjort af nøden, tvangen, ufriheden, lidelsen, sorgen. De er velsignede – de er stærke, magtfulde. De er blevet sat fri og de er blevet voksne. De er blevet arvinger. De får lykken og heldet til at gøre det som de vil. Gud baner vejen foran dem. Han fjerner stenene på deres vej. Gud vil gå foran dem som et lys – som en engel. De er beskytede – de er urørlige og usårlige. De er Herrens salvede. De er blev Guds sønner – gudsmænd – Guds mænd. De har Guds ånd – de har Guds kraft og visdom. De har Guds magt. De er Guds redskaber og form. De er hans legeme.

Med velsignelsen tænker Paulus på hele begrebet som det findes i Det gamle Testamente. Ordet velsignelse betød noget helt forskelligt på græsk og hebraisk. På hebraisk er ordet meget omfattende. Det omfatter alt materielt og immaterielt, socialt, kollektivt og individuelt. Når man er velsignet oplever man lykken, glæden, freden, medgangen – man oplever livet som en velsignet gave. Velsignelsen – eller at leve i nåden eller Charis – som Paulus siger – er en opfyldelse af alle menneskers drømme og mål – det er at leve i Paradiset.

v22  Herren talte til Moses og sagde: v23  Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:
      

 

v24

  Herren velsigne dig og bevare dig,
       v25  Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
       v26  Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.
v27  Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem.

(4 Mosebog 6.22)

v19  Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20  og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

(5 Mosebog 30.19)

Alle troende er eet legeme. Alle troende er eet med Abraham. De er hans sønner – hans sperma. Abraham er et symbol, et fokuspunkt. Vi er alle lemmer på det samme legeme. Da galaterne fik ånden fra Gud, blev de dele af og lemmer på det hele legeme. På det legeme er der ikke forskel på mand eller kvinde eller fri eller træl - for alle er lemmer på det samme og ene legeme.

At leve under loven – at leve i verden er en forbandelse. At leve i verden er at leve med frygt og angst og bekymring. Verden og egoet er en ond magt, som har besat verden. Verden kræver, at vi skal adlyde verdens lov og krav. Vi skal præstere, forbedre os, forandre os, leve moralsk, leve op til alle mulige krav. Verden dømmer alle mennesker uden nogen nåde – Ondskabens Domstol som det kaldes i Salmernes Bog. I verdens øjne er vi aldrig nogen sinde gode nok – vi er altid skyldige – vi er evigt syndere. Det er ikke Gud som gør os til arme syndere – det er egoet – vores eget ego - og verden. Verden gør os små og afmægtige. At leve i verden – under loven – er som at leve i et land som er blevet besat af en fremmed, fjendtlig magt – af en ond konge. Når vi lever i verden kan vi ikke finde nogen glæde ved livet – vi er evigt pressede. Vi er lukkede inde – vi er under belejring. Vi skal hele tiden præstere noget mere. Vi sidder i et fængsel – vi er både fanger og fangevogtere på een gang. Vi er evigt nødt til – og vi har ikke noget valg. Vi kan kun vælge mellem pest og kolera!

Evangeliet er, at verden er ophævet. Verden findes ikke længere. Verdens krav gælder ikke mere. Vi er blevet frie – frie til at glæde os over livet. På samme måde som et barn kommer fri af forældrenes krav når det bliver voksent – på samme måde er vi blevet fri og voksne og uafhængige. Vi skal ikke længere trælle under nogen fremmed herre. Vi er selv blevet herrer i riget. Vi har fået hele magten og myndigheden og hele herligheden. Vi kan gøre det som vi vil, som Paulus skriver. Vi er verdens herrer – ikke dens trælle.

Når vi lever i verden er der ingen frelse – der er ingen udveje. Vi er låst inde. Der er ikke noget håb. Vi er fordømt og fortabt. Vi kan ikke gøre noget. Den som er under loven kan ikke af sig selv komme fri – han kan ikke komme fri af denne besættelse. Han lever i de dødes rige. Han lever uden noget håb og uden tro på nogen gud som kan redde ham.

Vi er Abrahams sønner. Galaterne er Abrahams sønner. Det betyder at de er lige som Abraham. Ordet søn og sønner (ben på hebraisk) bruger Paulus på flere måder. Vi kan sige at han opfatter Abraham som et symbol eller et væsen eller et kollektiv. Lige som han i Romerbrevet opfatter Adam som et væsen eller et kollektiv. Abraham er ikke bare en enkelt historisk person for Paulus. Han er et evigt væsen. Vi er hans sønner dvs vi lever i Abraham – inden i Abraham – når vi får troen og ånden. De mennesker som tror bliver eet med Abraham – han er lige som troen i sig selv. Abraham er Pistis – Troen. Udtrykket søn og sønner bruges på denne måde i Det gamle og nye Testamente. Uretfærdighedens sønner – som det hedder hos Mattæus – betyder de uretfærdige mennesker. Vi er Abrahams sønner – dvs vi har del i hans legeme og del i hans væren og væsen. Tanken hænger også sammen med forholdet faderen og sønnen. Sønnen er eet med faderen – sønnen er inden i faderen – faderen lever inden i sønnen. Abraham lever inden i alle kristne – alle som har Abrahams tro og tillid til Gud. Måske ervi ikke genetiske eller biologiske sønner eller efterkommere af Abraham – men det er ikke afgørende. Vi er dele og lemmer på hans legeme – derfor er vi Abrahams sønner. De som er Abrahams sønner er arvinger til velsignelsen og Guds rige.

Paulus’ tanke om at være en søn af finder vi også i dette citat fra Johannesevangeliet. Jesu modstandere har Satan og løgnen til deres fader – de er løgnens sønner – og derfor har de et bestemt væsen. De er lemmer på et legeme. På samme måde er galaterne og Paulus og alle kristne lemmer på det fælles legeme - Abraham:

v43  Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. v44  I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. v45  Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. v46  Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? v47  Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«

(Johannesevangeliet 8.43)

Abraham er en forudsigelse af Kristus. Abrahamshistorien indeholder det kristne evangelium – evangeliet – for der er i følge Paulus kun eet evangelium. Abraham er i følge Paulus et billede på Kristus. Det gamle Testamente er en forudsigelse af Kristus – af Kristus som en ny tidsalder – Kristus som et nyt legeme – en ny tilstand i frihed og værdighed.

Vi er sønner af Kristus lige som vi er sønner af Abraham. Derfor er vi også herrer og arvinger og frie. Derfor er vi ikke arme syndere – vi er de retfærdige. Kristus er lige som Abraham et kollektiv – et væsen – et legeme. Vi er alle lemmer på det hele legeme som hedder Kristus. Kristus er ikke nogen arme synder og det er vi heller ikke. Med Kristus er der kommet en ny æon – en ny tidsalder – men alt dette er allerede blevet forudgrebet i fortællingen om Abraham.

v6  Det er som med Abraham: »Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« v7  Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner. v8  Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: »I dig skal alle folkeslagene velsignes.« v9  Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham.

Det  er nok vigtigt at huske på hvad der egentligt er meningen i Det gamle Testamente. Paulus siger at det menneske som ikke holder Guds lov vil blive straffet. Det gamle Testamente er enigt i det synspunkt. Loven er givet til Israel som en hjælp til Israel. Meningen er at den som lever efter loven vil det gå godt her på jorden. Han vil materielt og immaterielt klare sig godt. I Det gamle Testamente er det det samme som at sige at den som stoler på Herren vil blive hjulpet! Der er slet ikke den modsætning mellem Paulus og Det gamle Testamente som man kan tro når man læser Galaterbrevet. Paulus er jøde og han har sine rødder i Det gamle Testamente.

Meningen i Det gamle Testamente er ikke at mennesket bliver retfærdigt ved at holde loven! Sandsynligvis var der ikke mange jøder der overhovedet ville sige det! Mennesket bliver i følge jødedommen frelst af Gud ved Guds indgriben og nåde. Gud frelste Israel ud af Egypten – på trods af at Israel satte sig til modværge og bestemt ikke viste sig lydige mod Herren. Det gamle Testamente fortæller igen og igen den samme historie. Mennesket bliver frelst ved en ubegribelig underfuld frelse – ikke på grund af dets gode gerninger! Vi skal altså ikke tro at der er så stor forskel som man kan tro når man læser teksten her!

Loven er Guds hjælperedskab til menneskene. Loven er livets lov. Hvis vi bryder den lov bliver vi straffet – ikke af Gud men af virkeligheden. Den som hader og forfølger sin næste – vil blive straffet af livets lov – fordi han handler imod livets lov. Det som Paulus blandt andet forstår ved loven er en kosmisk kraft – en karma. Loven er givet som en opdrager til israel. Alle nationer har fået deres love – for at hjælpe dem og for at de kan få kontrol over synden eller volden.

Gud forbander ikke nogen. I det gamle Israel gav han loven til folket som en del af hans pagt – hans relation til israels folk. Men galaterne er ikke lig det etniske begrænsede Israel. Loven er ikke givet til galaterne – den er kun givet til Israel. Det ville være helt malplaceret at mene at denne Israels lov også skal gælde i Galatien.

Paulus har en delvist positiv og delvist negativ opfattelse af loven. Fordi loven har to aspekter. Paulus er jøde og ser loven som en guddommelig hjælp og støtte til israel Loven har frelst Israel igennem mange trængsler. Men samtidigt er loven ikke identisk med Guds frelse. Loven er kun en midlertidig form. Med Kristus har Israel og alle mennesker fået en hel anden mulighed. Kristus har opfyldt loven – det vil sige at han på en vis måde har ophævet loven eller gjort den overflødig.

Gud kalder på alle mennesker direkte – helt på tværs af alle ydre former, al religion, al tro, alle kulturelle forskelle. Loven har ingen relevans direkte når der tales om Guds frelse. Gud frlste Abraham – selv om Abraham intet kendte til loven. Gud frelser galaterne – og den frelse har intet at gøre med Moseloven.

Når Gud taler direkte til mennesker gør han dem frie og værdige. Loven var en hård magt og lov som lå hen over menneskene og gjorde dem i en vis forstand til trælle. Loven gjorde dem bange for loven sagde til mennesker: - Hvis I ikke holder loven vil I gå fortabt! Loven var både positiv og negativ på en gang. Paulus er jøde og han mener bestemt ikke at Israel skal afskaffe loven – slet ikke! Men loven skal ikke påtvinges galaterne – fordi Gud allerede har godtaget galaterne som de er.

v10  For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.« v11  Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«. v12  Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.«

I en vis forstand findes evangeliet allerede i Det gamle Testamente – det er Paulus’ pointe som han gentager i flere af brevene. Beretningen om Abraham viser – lige som utallige lignende eksempler – hvorledes Gud frelser mennesker ved sin trofasthed, nåde, kraft og kærlighed. Israels historie med Gud er en historie fuld af undere og mageløse mægtige gerninger! Gud er ikke en gud som stiller krav. Gud er den gud som ser at mennesker er inød. Han ser at der sker en stor uret på jorden. Han hører det skrig som løfter sig fra jorden – som det hedder i Salmerne. Gud er den gud som er retfærdig – som lever i en relation, et ægteskab med israel hvor Gud lever op til sine forpligtelser som en ægtemand! Hele denne opfattelse er grundlæggende for Paulus – og den stammer naturligvis helt og holdent fra det gamle Testamente. Den gud som findes i Det gamle Testamente er ikke en dømmende gud – som sidder med en lovbog og dømmer mennesker individuelt – han er en frelsergud. Gud frelser hele Israels folk når det er i nød og lidelse. Paulus er helt sikker på at det er sådan og det er en afgørende del af hans tro. Paulus kender Gud fra Det gamle Testamente. Kristus er en opfyldelse af Det gamle Testamente. Kristus er Gud selv. Det som nu sker på grund af Kristus er at alle mennesker kan frelses – uden at følge nogen særlige fromme lovgerninger. Men i følge Paulus’ teologi har det været sådan hele tiden! Sådan var det også på Abrahams tid. Jesus er blot endnu en bekræftelse af det som allerede er sagt så mange gange i Det gamle Testamente. Jesus er naturligvis ikke i strid med jødedommen eller loven eller Det gamle Testamente! Jesus er jøde – lige som Paulus er jøde. Jesus er – antageligt – en slags farisæer – lige som Paulus var en farisæer! For Jesus og Paulus var der kun een mulig religion – jødedommen. Der er kun een gud som er virkelig og som har magt og som kan redde mennesker i nød.

Kristus er et billede på den sande relation – den sande pagt – som har været til stede hele tiden. Vi er frikøbte og løskøbte. Gud har købt os ud af lidelsen og synden – som i Salmernes Bog og som det siges i beretningen om udvandringen fra Egypten. Vi er alle velsignede. Gud giver os livet og velsignelsen. Det har han gjort alle dage – og hele Det gamle Testamente er eet stort vidnesbyrd herom!

 

Jesus blev forbandet af Gud – og han fik som han havde fortjent.

 

I følge mange samtidige jøders opfattelse fik Jesus som han havde fortjent! Den straf som kom over Jesus var retfærdig. Det var retfærdigt at Jesus blev korsfæstet. Han var selv ude om det. Han brød pagten med Gud og han blev straffet af Gud. Det var ikke så meget menneskers straf  der kom over Jesus – den forbryder – det var Guds straf!

Det meget overraskende er at Paulus går ind på denne tankegang i Galaterbrevet. Han giver på en måde jøderne ret. Jesus fortjente at blive korsfæstet. Jesus var en synder og en forbryder. I Det gamle Testamente siges at det menneske som bryder pagten og ægteskabet med Gud skal skæres af det fælles legeme – udtrykket Karet på hebraisk betyder at blive skåret af som en syg gren bliver skåret af et træ. Jesus blev skåret af det fælles legeme for at træet kunne overleve. Jesus var en ond svulst – en kræftsvulst. Godt og retfærdigt at han blev skåret af. Han blev smidt ud af folket – Guds udvalgte folk. Han døde som en forbryder. Han døde som en hedning. Han blev i sandhed forbandet og hans død var forbandet.

Vi finder denne tanke mange steder i Det nye Testamente. Jesus var et offer som skulle frelse Israel for Guds vrede.

Jesus er som det paskale offer. I den paskale nat i Egypten slagter israelitterne lammet. Dyret skal dø for at Israel kan overleve. I den paskale nat går dødens engel igennem Egypten og dræber alle de små drengebørn – uanset om de er hebræere eller egyptere. Kun ved hjælp af drabet på påskelammet kan Israel reddes fra dæmonen – baby killeren – den onde Satan. Ritualet frelser Israel fra døden. Slagtningen af Jesus frelser Israel fra døden.

Begrebet at løskøbe eller frikøbe bruges især om udfrielsen fra Egypten. Det betegner egentlig en økonomisk transaktion. Hvis et menneske frelses eller løskøbes bliver det købt ud af døden eller ud af slaveriet eller lidelsen. I følge Moseloven har en slægtning den pligt at løskøbe sine nærmeste slægtninge. Det er det som Gud gør iden paskale nat. det er det som sker med Jesu korsfæstelse.

Den samme tanke finder vi i Abrahams menneskeoffer af sønnen Isak. Isak skal slagtes bindes og ofres til Gud. Han skal brændes op – for at Abraham kan leve! Isak er et billede på Kristus – og påskelammet i Egypten er et billede på kristus og Jesus. Den ene slagtes og dræbes for at de mange kan leve og overleve.

Jesus levede under loven og han blev dømt under loven. Loven er uden nåde siger Paulus. Loven kræver sin straf.Loven vil se blod. Loven dømmer uden nogen nåde. Derfor blev Jesus dømt. For Jesus levede i kødet. Jesus var en synder. Han overholdt ikke Guds pagt eller hans lov. Jesus blev dømt retfærdigt til døden.

Jesus blev sendt ud i mørket – derude hos hedningerne – derude hvor døden hersker. Jesus blev forbandet og han var en forbandet. Argumentet blev netop brugt af mange kritiske jøder som vendte sig imod Jesus. Jesus kunne ikke være en Messias. Han var en lovbryder og han endte som en forbandet forbryder på korset. Der er ikke noget at diskutere. Jesus kunne ikke være nogen Messias. Paulus tager dette synspunkt op – og overraskende identificerer han sig med synspunktet. Han mener at det var nødvendigt at Jesus blev forbandet – Jesus er påskelammet som betaler prisen for alle mennesker.

Jesus blev skåret af med en kniv. Gud skar ham af. Jesus gik helt fortabt. Jesus og Salme 22 er ofte blev sammenholdt i kirkens historie. – Min Gud min Gud hvorfor har du forladt mig? Jesus bliver forladt af Gud. Gud vender ham ryggen. Jesus bliver totalt ydmyget – selv om han havde været Guds profet. Alting som sker er nødvendigt og en del af Guds plan siger Paulus. Derfor måtte manden fra Nazareth dø.

Paulus antager her meget jødiske toner. Det er tydeligt at Paulus udmærket kan identificere sig med de hårde eller negative jøders opfattelse af Jesus. Paulus udtaler sig meget jødisk – lige som i øvrigt flere citater i Apostlenes Gerninger som udtrykker den samme tanke: Jesus blev forbandet af Gud og helt forladt.

Jesus er uren. Hans person og hans død forurener hele landet – hele Israel. Hans død er så uren som tænkes kan. Jesus var en forbandelse. Han var en afskyelighed.

v22  Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ, v23  må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse, og du må ikke gøre det land urent, som Herren din Gud vil give dig i eje.

(5 Mosebog 21.22)

 

Abrahams sæd.

 

v16  Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom [sæd, sperma]. Det hedder ikke: »og til dine afkom [sæd]« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus.

 

Løfterne blev givet – og netop givet som en fri gave – til Abraham. Paulus fortolker det gamle Testamente lige som samtidens rabbinere. Han siger at der står sæd i en tal og ikke i flertal. Løfterne bliver altså givet til dels Abraham – så at sige personligt – og til hans sæd. Den eksegese eller fortolkningsmåde Paulus anvender er typisk for rabbinerne. Rabbinerne fandt et ord eller eet udtryk eller eet eneste bogstav i den hellige skrift – og byggede en hel lang teologi op på det ene bogstav! I vore øjne virker denne fortolkning eller eksegese ret vilkårlig – men vi skal så huske at den var almindelig på paulus tid. Han gør det samme som alle de andre.Paulus er uddannet til den slags fortolkning af den hellige skrift. Jesus gjorde i et vist omfang det samme. Og Det nye Testamente – fx evangelierne – gør det samme. Evangelierne finder enkelte små isolerede sætninger og udtryk i Det gamle Testamente – og fortolker dem som en forudsigelse af Kristus! I vore øjne er metoden helt ahistorisk og ret tilfældig – men det var tidens metode!

Messias eller Kristus – den kommende konge – den salvede – sættes ofte lig med sæden i Det gamle Testamente og det er sikkert baggrunden for Paulus fortolkning . Messias er af Davids slægt hedder det – også i Det nye Testamente. Messias er derfor Davids sæd eller Davids søn. Betegnelsen Davids sæd eller søn betegner altså ikke en direkte søn af den historiske konge David! Betegnelsen betyder at Messias biologisk eller genetisk nedstammer fra David – urkongen – idealkongen!

Abrahams sæd er selvfølgelig egentlig Isak! I al fald først og fremest – Abraham havde jo mange sønner. Der er næppe nogen tvivl om at Paulus sammenligner Isak og Kristus på en skjult måde. Isak skulle jo bindes, slagtes og ofres for at Abraham kunne leve – for at hele folket og alle menesker kunne leve! Gud lover faktisk Abraham at han vil få rigtigt mange børn – hvis han slagter og ofrer Isak!! Lige som Isak blev ofret – lige som påskelammet blev dræbt og slagtet i Egypten og blodet smurt på dørene til vores frelse – på samme måde er Jesus blev slagtet, dræbt og ofret – for at vi kan leve! Isak er et billede på Kristus – det har kirken siden hen sagt – og det har Paulus nok også tænkt! Der er næppe nogen tvivl om at Paulus har tænkt således – men han udtrykker det ikke i denne passage – egentlig meget overraskende! Pointen er en anden – at velsignelsen og frelsen bliver virkeliggjort i Kristus – som er en søn af Abraham.

Hele tankegangen er altså meget kropslig og biologisk! Velsignelsen er så at sige en kraft som bliver givet videre på en biologisk måde. Abraham får velsignelsen – har får såat sige en ny natur eller nye gener – med helt moderne begreber. Derfor lever velsignelsen – som lige som er en fysisk biologisk ting – videre i børn og efterkommere. Generne bliver givet videre og velsignelsen – held, lykke, fremgang, succes – ligger i generne!

Det hebraiske ord for en indfødt – Ezra - betyder muligvis en som er vokser op af fædrenes jord. Mennesket samenlignes altså med en plante. Det afgørende kriterium er altså ikke den enkeltes moralske dygtighed – det afgørende er om han er vokset op af den rigtige jord – nemlig jorden i Kana’an eller Palæstina! Vi kan sige at denne biologiske metafor er en slags parallel til metaforen om sæden og spermaen som Paulus bruger. I det gamle Israel skelnede man skarpt imellem de indfødte – hebræerne – som var vokset op af den rigtige jord – og alle andre som havde taget ophold i Israels territorium og som boede der som fremmede! Guds folk består af dem som er vokset op af den hellige jord – vi som gror og vokser på hans hellige bjerg – som det siges i Salmerne. Vi er de retfærdige – ikke på grund af vore tanker eller gerninger – men på grund af den jord som vi er vokset op af! Paulus deler dette skema. Han tænker på samme måde.

Abraham bliver et slags nyt menneske med en ny natur, med en ny kraft, med nye gener og derfor fremstiller Paulus hele tanken biologisk. I virkeligheden anvender han nok en biologisk metafor – nemlig den gamle metafor fra Det gamle Testamente! Men Paulus kan bruge denne metafor- fordi alle folkeslagene – alle folk –også galaterne – nedstammer fra Abraham eller får velsignelsen gennem Abraham. Vi er alle Abrahams sønner – også galaterne. Vi har alle fået Guds kraft og lykke gennem generne. Velsignelsen ligger i mandens sæd – i faderens sæd og i faderens avlekraft. Kraften og ånden – Guds ånd - ligger i sæden – i sperma’en som det hedder på græsk. Guds velsignelse er nedlagt i den fysiske biologiske natur. Når jeg får generne af min fader – får jeg velsignelsen – som egentligt kommer fra Abraham. Kvinden modtager velsignelsen når hun modtager mandens sæd. Når hun modtager hans sæd bliver hun velsignet – hun bliver lykkelig – hun bliver frugtsommelig. Mandens sæd eller sperma er en bærer eller en transportør af Guds velsignelse! Vi kan sige at mandens sæd er et medium for Gud eller en kanal for Guds velsignelse – hans nåde.

v13  Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« – v14  for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.

v15  Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. v16  Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom [sæd, sperma]. Det hedder ikke: »og til dine afkom [sæd]« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. v17  Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. v18  Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.

Loven:

Det som er Paulus’ hovedpointe er at vise at Det gamle Testamente – og den jødiske tro – ikke er en lovreligion. På det område har Paulus utvivlsomt fuldstændigt ret. Hvis man tror at det gamle Testamente opfatter pagten som en pagt mellem israel og Gud hvor Israel skal adlyde og følge Guds lov og derefter vil blive frelst – tager man helt fejl af Det gamle Testamente.

Det som fortælles i det gamle Testamente er det stik modsatte. Skriften fortæller igen og igen hvordan Gud reddede israel ud af nøden – ikke fordi israel havde gjort fromme gerninger – men fordi det havde hårdt brug for Guds indgriben. Gud frelste Israel ud af trællehuset i Egypten fordi det rejste sig et stort skrig fra israelitterne i Egypten – ikke fordi de fulgte Guds lov eller var særligt fromme. Gud sendte Josef i forvejen til Egypten for at Iisrael senere kunne blive frelst fra den verdensomspændende hungersnød der truede med at udslette hele landet. De helt centrale tekster i Det gamle Testamente – så som Salmernes Bog og Esajas og patriarkfortællingerne i 1. Mosebog – fortæller alle sammen den samme historie: Gud er en frelsergud som frelser menneskene – Israel – af nåde og omsorg og kærlighed.

Paulus har derfor fuldstændigt ret i sin opfattelse. Paulus kender det gamle Testamente ud og ind. Loven er ikke centrum i Det gamle Testamente. Løftet til Israel om velsignelsen – løftet til Abraham – er det centrale i Det gamle Testamente. Loven kommer til som et supplement. Pagten er ikke en lovpagt hvor folket underkaster sig Guds lov for at få hans nåde!

Alle jøder – eller næsten alle jøder – på paulus’ tid var fuldstændigt enige i dette synspunkt. Det gamle Testamente fortæller frelseshistorie – det er et vidnesbyrd om hvordan Israel igen og igen på en ubegribelig underfuld måde blev frelst ud af trængslen. Israel bliver frelst af Gud – netop på trods af dets  mange svagheder og mange frafald. Israel svigter igen og igen – men Gud er rig på troskab. Herren er som en ægtefælle for Israel. Han er tro og retfærdig i hans relation til ægtefællen – israel. Historiens centrum er ikke Israels lovoverholdelse eller lovbrud – men Guds egenhændige frelse – på hans eget initiativ. Gud bryder blot igennem med sin frelse uanset hvad menneskene gør. Gud frelser de fortabte og alle lovbryderne. Gud frelser Kain – broder morderen – og beskytter ham. Gud tilgiver igen og igen. Gud er en fader for de faderløse og en beskytter for alle enkerne.

Det billede som Paulus beskriver i Galaterbrevet af den gamle jødiske religion og tro er altså fuldstændigt historisk korrekt.

Paulus har grundlæggende et positivt syn på loven – ikke mærkeligt når vi tænker på at han helt igennem er jøde og tænker jødisk. Loven er givet til israel for overtrædelsernes skyld – dvs for at håndtere og begrænse synden og ulovlighederne og lidelsen. Paulus ser loven som en velsignelse for Israel. Intet menneske bliver retfærdigt ved at overholde loven siger Paulus – men det var stort set alle jøder enige i! Loven er ikke givet for at mennesker skal blive retfærdiggjorte – den er givet for at regulere samfundet og gavne livet på jorden! Den er ikke det centrale i forholdet mellem Gud og mennesket. Den er en god ting, en nyttig ting. Loven strider ikke imod løftet til Abraham. Løftet blev givet uden nogen betingelser. Gud frelste Abraham som en ren nåde. Men loven og løftet til Abraham er ikke sammenlignelige – de foregår på to forskellige planer. Abraham blev frelst og gjort retfærdig helt uafhængig af loven. Abraham blev ikke frelst fordi han blev omskåret. Guds frelse var betingelsesløs.Abraham blev frelst – fordi han havde brug for det.

Gud er den som giver livet – som gør levende. Mennesket kan ikke ved nogen lovoverholdelse eller moral eller regel give sig selv livet. Livet får vi som en ren gave. Vi skal ikke præstere ellergøre noget. Der er ikke noget at gøre. Der er ingenting vi skal gøre for at få livet og velsignelsen.

Galaterne har ved et mirakel fået Guds ånd og velsignelse. Ikke fordi de har været særligt religiøse eller fromme eller moralske. Ånden er blot kommet over dem – og de har taget imod ånden – de har troet på Guds gave og løfte. De har ikke stillet sig tvivlende eller skeptiske da de fik velsignelsen og lykken og friheden. De har sagt ja tak i tro og jubel! Dette er for Paulus det helt afgørende punkt. Gud handler suverænt på kryds og tærs af hvad mennesker gør. Gud sidder ikke stille og venter på at mennesker skal  blive gode og værdige til hans frelse. Gud handler på eget initiativ. Det eneste som vi skal er at tage imod – i glæde og taknemmelighed. Gud er ikke en smålig gud som sidder og holder øje med om mennesker overholder loven. Han kender menneskenes hjerte – han ved hvad de har brug for – han giver hver især hvad han har brug for!

 

Alting sker for at – Galaterbrevet 3.22:

 

Skriften – og Gud – har indesluttet alt under synden eller under synd. Paulus bruger denne formel mange steder især i Romerbrevet. Tankegangen her er sikkert den samme. Det som er lige nu er under synden – Paulus taler i kapitel 1 om den nuværende onde tidsalder! Den nuværende tilstand i verden er ond – vi er under en magt – en mytisk magt – synden.

Gud har gjort dette eller bevirket denne tilstand. Paulus bygger på den samme monistiske tankegang som vi finder i hele Det gamle Testamente. Alting sker for at – for at noget andet kan ske og blive muligt – for at Guds plan kan blive virkeliggjort. Guds plan vil blive virkeliggjort men noget er nødvendigt. Den gamle lidelse var nødvendig. Det var nødvendigt at Gud indesluttede hele verden under synd – eller s kunne frelsen ikke komme!

Paulus bruger det græske udtryk syn-kleio. Gud lukker verden inde i et rum – han har låst verden inde i et lukket rum – for at befrielsen  kunne komme. Vi er nu lukket inde og låst inde – derfor taler Paulus også så meget om den kristne frihed. Frelsen er netop vores frihed – friheden er simpelt hen evangeliet, siger han i Galaterbrevet! Det er helt utroligt at han på den måde kunne sammenfatte hele frelsen og hele evangeliet i eet eneste ord – frihed! I følge Paulus er al historie i virkeligheden frelseshistorie – hellig historie eller sakral historie. Der sker ikke noget tilfældigt. Alt som sker er på en vis måde nødvendigt.

v28  I forhold til evangeliet er de [Israel] fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. v29  For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. v30  For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, v31  sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. v32  For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.

(Romerbrevet 11.28)

Vi kan sige at Paulus med disse udtryk prøver at forklare et mysterium. Historien er egentligt et mysterium – vi forstår ikke hvorfor det sker – vi forstår ikke hvor noget er nødvendigt. Paulus prøver at forklare det som sker på denne måde. Budskabet er at vi ikke skal frygte. Vi skal heller ikke give op selv lidelsen er overvældende. Den har en mening – på en ubegribelig måde. Menneskers hjerne er for lille – vi kan ikke forstå hvorfor det eller det er nødvendigt men vi kan tro og have tillid og stole på at Gud virker inden i det som sker. Historien er ikke overladt til sig selv. Vi er ikke alene. Vi skal ikke selv skabe lykken – for Gud arbejder inden i udviklingen – han er en ånd – en kraft inden i evolutionen. Hans ånd – Helligånden – driver hele historien – og det enkelte menneskes historie – frem mod målet – vore fred og glæde og velsignelse.

 

Synden er lidelsen. Den nuværende onde verden betyder at alle ting og alle mennesker og alle levende væsner – dyr og planter – er kommet ind i en lidelse – under en lidelse. Det kan være svært at forstå at det er nødvendigt. Hvorfor skal mennesker og alle dyrene lide i den nuværende onde tidsalder? Er Gud en ond mand? Paulus siger nej. Gud er ikke ond. Han frelser. Han  virker inden i historien – også inden i det enkelte menneskes historie. En mand kan komme ud i mange lidelse, sygdom, tab, ensomhed og fortvivlelse – men i følge Paulus har det været nødvendigt – for at det førte alt sammen til hans frelse. Vi kan ikke se det i øjeblikket – men måske kan vi se det på et senere tidspunkt. En mand mister sit barn og kommer ud i forfærdelig sorg og fortvivlelse – men Gud virker inden i hans historie og til sidst fører Gud ham til frelsen. Guds veje er uransagelige.

Det er ikke primært det enkelte menneskes synder – store og små synder – som Paulus tænker på. Han mener med begrebet synd og synden hele lidelsen i verden. Synden hersker i vores verden. Synden er lige som en mytisk magt. Gud kæmper som en sand kriger imod den magt som hedder synden. Det er meningen med Paulus tale.

Det er vigtigt at Paulus siger alt og ikke kun alle mennesker. Alt er kommet ind under synden, lidelsen, ondskaben! Dyrene og planterne lever også i en lidelse i denne nuværende onde tidsalder! Paulus taler ikke om den enkeltes små synder – han taler om en tilstand i verden eller i hele kosmos. Verden lever i en illusion, en fortvivlelse – hele universet sukker efter at blive forløst. Alt er under synden – vore kloge tanker, vore føelelser, vores religion, vores filosofi, vore systemer og samfund. Allt er kommet ind i lidelsen. Alt er lidelse. Paulus viser hvordan al gammel religion og alle gamle kloge tanker og også vore følelser er under synden – under en fremmed magt. Gud tager os ud af vore tanker og følelser – det er evangeliet – lige som han tog Israel ud af Egypten. Vi skal ikke tro vore religiøse eller fromme tanker kan frelse os – selv vore fineste og frommeste religiøse følelser er synd, under synden, under den onde magt som har taget magten i verden. Men Gud vil nu befri os fra denne magt – Gud befrier os fra vore egne følelser og tanker!

Paulus har to tanker og vi synes måske ikke at de passer godt sammen. Dels siger han at Gud har lagt verden ind under synden. Dels siger han at synden som en ond magt har taget magten i verden! Men den samme dobbelte tanke finder vi også i det gamle Testamente! For Paulus er de to tanker forenelige. De er to sider af det samme. To måder at sige det samme på! Hans tanke er virkeligt udfordrende og den handler dybest set om troen og tilliden til det som sker. Den handler om at leve med håbet og troen og forsikringen – med løftet som han siger. Måske mister vi alt, måske mister vi de mennesker vi elsker, måske mister vi alle vore ting eller bolig, måske mister vi vores forstand eller førlighed – men Gud er inden i de ting som sker! Vi skal ikke frygte noget!

 

v19  Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. v20  En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. v21  Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven.

v22  Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

Troens komme:

De følgende formuleringer om Loven eller Moseloven er siden hen blevet opfattet meget negativt. Den danske oversættelse - at vi var spærret inde under loven og bevogtet – kan også give nogle forkerte associationer.

Helt grundlæggende har Paulus en positiv opfattelse af Loven eller Moseloven. Paulus er jøde og tænker naturligvis som en jøde. Loven blev givet af Gud – godt nok igennem en formidler – en engel – men loven stammer direkte fra Gud - i følge Paulus’  opfattelse. Den blev givet til Israels frelse. At Loven kom til israel på Sinai var en god ting – den var et udtryk for Guds frelsergerning og underfulde gerninger.

Paulus siger at vi var bevogtede af Loven – Loven beskyttede os som en mur eller som en militær magt. Paulus’ billede er at Israel er en lille udsat by som ligger i et stort fjendtligt land eller territorium, som hele tiden angriber byen. På den måde er loven en beskyttelse og den har en helt igennem positiv funktion. Loven er vores skjold og værn – vores fæstning og klippe - med de metaforer der bruges i Salmerne. Gud beskytter Israel igennem loven.

Loven er en opdrager. Paulus forestiller sig Israel som et barn der ikke kan klare sig alene. Barnet må have en guide, en beskytter og en opdrager. Loven lærer os hvordan vi skal klare os i verden. Loven fortæller os hvad der er rigtigt og forkert – hvad der er umoralsk eller forbudt. Uden den lov ville Israel være gået fortabt. I så fald var Israel blevet overladt til sin egen elendige skæbne – et lille barn kan ikke klare sig i denne onde verden uden en beskytter. Loven er en hjælper og en støtte for ham som endnu ikke er blevet fri og voksen. Loven er en kriger og en gel som beskytter os mod verdens ondskab. Loven beskytter vores by som den græske Pallas Athene beskyttede byen Athen. Loven er en modvægt imod synden og lidelserne og forbrydelserne. Loven er en healer og en helbreder – en slags medicin imod en ond verden. Loven er lige som en gud der beskytter og værner os. Loven er en – som det hedder i den græske tekst – paidagogos – dvs en tjener som sørger for at føre drengen frem og tilbage fra skole og som lærer drengen gode manerer! En paidagogos betyder direkte oversat en drenge-fører. Loven er vores tjener – den skal tjene menneskene og den skal tjene til at sikre livets opretholdelse og vores overlevelse. Loven er uundværlig og nødvendig i følge Paulus. Den er også en velsignelse.

Det som Paulus forstår ved Loven kan vi oversætte med livets lov – sådan bliver det også opfattet i 5. Mosebog – Deuteronomium – som Paulus er stærkt påvirket af. Livets lov fortæller os at hvis vi bryder livets love, vil livet gå i stykker. Livets lov er den lov – eller karma – som findes i selve Guds skabelse. Det er ikke Gud som straffer eller forbander – men vi bliver ramt af de naturlige følger af vore egne gerninger. Det er det, som Paulus – i al fald nogle steder – forstår ved loven. Loven er noget positivt. Det menneske som dræber andre mennesker, mishandler eller udnytter andre mennesker, bliver til sidst ramt af sine egne gerninger. Det er livets lov. Når vi er kronisk vrede og forbitrede på andre mennesker – bliver vi selv mest ramt af disse dårlige følelser. Den som elsker og er trofast imod andre mennesker – bliver belønnet – kan vi sige. Ikke belønnet af Gud specielt – men af selve livets lov – eller loven. Livets lov kender alle mennesker på en vis måde – i hele verden – som Paulus siger i Romerbrevet. Livets lov er den regel og mekanisme som findes i den skabte verden. Livets lov fungerer som en hjælp til mennesker. Den giver dem en korrektion og den giver dem en viden om virkeligheden. Denne måde at opfatte Loven på finder vi også i Salmerne.

Paulus mener ikke at livets lov eller loven eller for den sags skyld Moseloven er sat ud af kraft. Moseloven er nyttig – den er fuld af nyttige og gode vejledninger til mennesker. Moseloven lærer os, hvordan vi skal klare og takle livet. Moseloven fortæller os hvornår vi krænker livets og tillidens og kærlighedens love. Moseloven kommer fra Gud – den er Guds eget ord. Gud åbenbarede sig for Moses på bjerget. Moseloven er ikke identisk med pagten. Pagten er meget ældre end Moseloven i følge Paulus. Pagten er den relation – det ægteskab, som eksisterer mellem Israel og Gud. Moseloven er ikke en vejledning i hvordan får Guds kærlighed eller frelse! For den frelse har Gud allerede for længst givet til Israel – dengang han udvalgte Abraham i det fjerne land i østen.

Paulus mener, at intet menneske bliver frelst ved gerninger, præstation, tanker eller følelser. Gud elsker os ikke på grund af det som vi gør – men på grund af dem som vi er. Troen betyder ikke, at vi skal præstere noget nyt – nemlig troen! Troen er ikke noget nyt lovkrav hos Paulus! Troen er ikke et krav om, at nu skal alle mennesker tro på kristendommen eller tro på en bestemt trosbekendelse. Troen er kun een ting: At mennesket tror på Gud når han viser sig – stoler på hans løfter – at mennesket tror på at han vil redde i nødens stund. Troen er en opgivelse af vores lille frygtsomme ego. Vores ego afviser måske at tro – det er naivt, det er en drøm, siger egoet – i troen giver vi slip på vores lille ego og vores lille frygt og bekymring – vi bliver lettede og glade!

Paulus siger, at Gud giver frelsen til alle mennesker - uden nogen betingelser. Guds frelse har faktisk intet at gøre med loven. Men hvis man tror at man kan erhverve sig frelsen ved at gøre og tænke og føle noget bestemt – så tager man fejl, siger Paulus. Velsignelsen kommer og strømmer vedholdende fra Gud og er en gave lige som selve livet – og kærligheden. Når vi oplever en stor kærlighed i livet oplever vi på en måde Guds velsignelse og frelse. Når vi oplever en sådan kærlighed kan vi alle forstå at den kommer til os som en stor nåde. Kærligheden kommer brat, pludseligt, udefra. Vi ved ikke hvor den kommer fra. Vi forstår det ikke. Vi har ikke gjort noget. Vi har ikke præsteret noget. Vi har ikke arbejdet på sagen. Pludselig kom kærligheden der bare – som om den faldt ned fra himlen. Det er et under – et mirakel! Vi kan se at kærligheden og vores menneskelige oplevelse af kærligheden er et billede på Guds frelse – den kommer ufortjent og den er i sandhed underfuld! Loven er et fænomen som foregår på et helt andet plan. Loven kan regulere samfundet eller livet på jorden. Den kan være et værn imod synden. Loven er ikke ophævet – tværtom. Loven kan vi ikke undvære – og Paulus vedblev naturligvis med at være en trofast og lovlydig jøde hele sit liv. Kristus har ikke ophævet loven – men Kristus viser os at Guds frelse kommer til alle mennesker – sådan som de er lige nu – uden nogen betingelser om at de skal gøre noget bestemt. I stedet kan vi måske sige at Kristus ophæver al gammel religion – han ophæver ikke loven. Kristus er en opfyldelse af Loven.

v23  Før troen kom, blev vi bevogtet [beskyttet] under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, v24  så at loven var vores opdrager [guide], indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. v25  Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.

Konklusion:

Vi er af Guds slægt – vi er hans sønner og døtre. Vi er Guds sønner – ikke på grund af det vi gør eller på grund af det man kan se. Der er ingenting at se. Vi er Guds sønner – alle mennesker er hans sønner – på grund af troen – dvs i Guds øjne. Paulus skal ikke misforstås på den måde at troen bliver en ny lov eller et nyt krav. Vi er Guds sønner ved Guds beslutning og ved hans kraft ikke ved vores egen tro. Virkeligheden er at vi er af Guds slægt – og den virkelighed er ikke afhængig af vores tro, tanker eller meninger.

Vi er eet med Guds søn – eet med Kristus – eet med Isak – eet med Abraham. Alle menneskers virkelige identitet er kristus. Kristus har befriet os fra dødens og syndens magt. Vi er blevet værdige og stærke og frie. Kristus har taget os ud af vores gamle offerrolle.

Vi er eet legeme. Vi er lemmer på det samme legeme. Set med verdens øjne er vi ensomme og adskilte fra hinanden. Set med verdens øjne er vi forladt og fortabt i en fjendtlig verden. Men det er ikke sandt. Vi er lemmer på eet legeme. Alle mennesker er på et dybere plan eet med hinanden. Hun er min søster og hun er mig selv. Du er egentlig lig med mig og jeg er egentlig lig med dig. Vi er ikke hinadens modstandere eller konkurrenter. På det ydre plan er vi måske forskellige men på det virkelige åndelige plan er vi ens og eet.

Paulus udtrykker sig revolutionerende. At sige at der ingen forskel mere er på fri og træl eller mand og kvinde var revolutionerende. Hos Paulus finder vi en helt overraskende opfattelse af kvinden – helt i strid med det som hele oldtiden var enig om. Efter de flestes mening betyder det at Paulus virkeligt har kæmpet for en ligestilling af mænd og kvinder – i al fald inden for kirkens eller Jesus bevægelsens rammer.

Paulus ser alle mennesker på jorden som værdige og ligestillede. På disse områder løfter Paulus sig op over det som var almindeligt i datidens jødedom. Paulus fokuserer på mennesket på en måde som næsten kan kaldes moderne.

Kristus sejrede over denne verden og denne verdens fyrste, kristus var en konge – en helt. Kristus sejrede over dødens og egoets magt. Kristus sejrede over synden og loven. Kristus var en kæmpe. Han var sendt af Gud – han var Guds redskab og Gud selv. Kristus erden konge som har befriet alle mennesker og gjort det muligt for alle mennesker at leve sammen med Gud i en pagt bygget på troen – tilliden og ærligheden. Kristus har befriet os fra frygten og ængstelsen. På grund af kristus har vi ikke længere noget at frygte. Vi kan stole på Gud, stole på livet, os selv og hinanden. Kristus er en konge – Messias. Han er den konge som Israel håbede på. Efter Kristus begivenheden er det muligt for alle mennesker at give slip på deres frygt og leve i glæde og tryghed.

Paulus ved selvfølgelig godt at forskellene mellem mænd og kvinder og trælle og frie fortsat består. Det vidner også hans breve om. Men Paulus mener at for Gud er der ingen forskel mellem mand og kvinde eller jøde eller græker. Vi kan også sikkert sige at i den kristne kirke skal der ikke være nogen forskel. På den måde formulerer Paulus en radikal ligestilling og ligeberettigelse. Inden for kirkens rammer må mænd aldrig nogen sinde have privilegier eller rettigheder eller pligter som kvinder ikke også har del i. I kirkens regi skal mænd og kvinder – og frie og trælle – være totalt ligestillede! De fleste forskeres synspunkt er nu at det er det som Paulus mener. Nedenstående formel om jøde og græker osv findes mange steder i hans breve. Den gentages igen og igen. Den kan kun betyde at Paulus har kæmpet for en fuldstændig ligestilling af mænd og kvinder. Sådan kommer det ikke til at gå – men det var altså det som Paulus ønskede. Efter hans mening skulle kvinder have fuldstændige de samme rettigheder og muligheder for at tjene og arbejde i kirken som mænd! Paulus synspunkt er på dette område virkeligt revolutionerende - i forhold til oldtidens almene tankegang.

Paulus mener ikke at forskellene fx mellem mænd og kvinder skal udslettes eller ignoreres. Det han mener er at de to kon netop i deres forskellighed kan bidrage med hvert sit til det fælles legeme – på lige fod. Paulus taler mange steder om det ene legeme og alle lemmerne på legemet. Mænd og kvinder er forskellige lemmer på legemet – de bidrager hver med sit kønsspecifikke præg – men den ene skal ikke begunstiges frem for den anden!

Paulus synspunkt i forhold til Israel og jøderne er også meget vidtgående. Paulus siger at Israel ikke længere har nogen særrettigheder eller privilegier eller nogen særstilling. Alle mennesker på jorden er nøjagtigt ens stillede. Dette synspunkt er et voldsomt opgør med hele israels selvbevidsthed – og det har været provokerende i samtiden. Alle mennesker er fuldstændigt ens stillede – i al fald over for Gud. Gud har ingen personsanseelse, som Paulus siger et andet sted. Gud ser ingen  forskelle – i al fald ingen forskelle som kan berettige til nogen forskelsbehandling. Paulus mener ikke at mænd og kvinder er ens – men han mener at de skal samme rettigheder og at de skal behandles ens – med respekt og værdighed! Gud ser ikke på om mennesker er jøder eller hedninger – Gud ser ikke på menneskers religion – eller kultur eller sprog eller hudfarve! Uanset hvilke tanker eller tro eller følelser galaterne har – så er de Guds sønner – ikke ved deres egen indsats men på grund af løftet til Abraham.

Galaterne er Guds sønner. De er Guds sønner ved troen eller igennem troen eller på grund af troen. Det græske udtryk dia kan oversættes på mange måder. Paulus opfatter ofte troen – Pistis – som noget der er kommet til verden. Pistis er en ny ånd eller en ny kraft der kommer ind i verden på et bestemt tidspunkt. Ofte er troen hos Paulus altså ikke noget individuelt! Han taler om troen – Pistis – som en verdensmagt eller som en ny tidsalder.

Paulus ser det på den måde at nu er Pistis kommet ind i verden og at nu lever galaterne i denne tilstand eller i dette element – Pistis. Det er derfor han kan sige at de nu er Guds sønner – i troen. Det som er sket er at Gud har omformet sin relation til menneskene. I gamle dage bestod Guds relation til meneskene af løftet til Abraham, pagten med Israel og i Moseloven. Men nu har Gud skabt en ny form – Kristus eller Pistis – Troen. Troen er den nye form. Grundlæggende er Guds relation til mennesket den samme. Gud frelser mennesket. Det gjorde han med Abraham og det gør han nu. Gud bliver ved med at have den samme relation til jorden men der er nu skabt en ny form. Denne form er allerede blevet forudgrebet i løftet til Abraham – som jo i følge Paulus blev givet ikke kun til Israel men til alle mennesker – til alle folkeslagene.

Vi må antage at de to udtryk ved troen og i Kristus betyder det samme hos Paulus. De udtrykker at menneskene nu er taget ud af den gamle form og har fået en ny relation til Gud – bestemt af troen. Indholdet af relationen mellem Gud og menneskene er dybest set det samme men formen er ny. En ny tidsalder er begyndt – den tidsalder som er eller kan kaldes Pistis eller Kristus.

Frelsen er kollektiv for Paulus. Frelsen består ikke i at Gud dømmer det enkelte menneske individuelt efter en lovbog. Frelsen er kollektiv – Gud frelser hele Israel – alle mennesker. Synden er kollektiv – den hærger som en orkan i verden. Den er grundlæggende kollektiv – derfor er frelsen også kollektiv. Galaterne er Guds sønner – dvs de er frelste – de lever i en pagt og relation. De som er inden for relationen er frelst. De som er sønner hører til de retfærdige – de er Guds folk. Guds sønner erlige som Abrahams sønner og lige som troens sønner. Disse udtryk beskriver det samme. De udtrykker det at leve i en ny verden – i en ny skabelse, som Paulus siger i Galaterbrevet.

I Romerbrevet skriver Paulus noget meget lignende:

v12  Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. v13  Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. v14  For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn [sønner på græsk]. v15  I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår [sønnekår], og i den råber vi: Abba, fader! v16  Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn [sønner]. v17  Men når vi er børn [sønner], er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

(Romerbrevet 8.12)

Gud er vores fader. Det vil sige at vores natur og væsen er lige som hans natur og væsen. Vi tilhører hans slægt og familie. Vi er dele af hans hus. Vi kan genkende os selv i ham – lige som sønnen kan spejle sig i faderen. Gud spejler sig selv i os – han kan se sig selv i os. Vi er hans stolthed og glæde – lige som sønnen er faderens stolthed og glæde. Gud er fuld af store forventninger til os som en fader og en søn. Sønnen skal ære og respektere faderen. Faderen – Gud – beskytter sønnen mod alle farer – med al sin magt. Faderen giver sin magt til sønnen – for han skal gøre faderens gerninger. Faderen lever i sønnen – han lever videre i sønnen. Faderens herlighed er vores herlighed – og for Gud er vores herlighed det samme som hans egen ære og herlighed! Gud græder når vi gør os mindre end vi er! Han glæder sig over vore gode gerninger. Han føler stolthed når han ser på os. Vi er hans sønner!

v26  For I er alle Guds børn [sønner] ved troen, i Kristus Jesus. v27  Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

v28  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v29  og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom [sæd], arvinger i kraft af Guds løfte.

26 παντες γαρ υιοι θεου [Guds sønner] εστε δια της πιστεως εν χριστω ιησου 27 οσοι γαρ εις χριστον εβαπτισθητε χριστον ενεδυσασθε 28 ουκ ενι ιουδαιος ουδε ελλην ουκ ενι δουλος ουδε ελευθερος ουκ ενι αρσεν και θηλυ παντες γαρ υμεις εις εστε εν χριστω ιησου 29 ει δε υμεις χριστου αρα του αβρααμ σπερμα [Abrahams sperma - sæd] εστε κατ επαγγελιαν κληρονομοι. . .

[4]

Vi er arvinger til hele riget. Vi er kyrios pantonherrer over hele riget, hele verden og hele herligheden. Vi er sønner af kongen. Vi er konger og herrer i riget. Det er vores sande identitet. Fortiden er forbi. Vi er ikke længere umyndige eller under en formynder. Vi er ikke længere under en opdrager. Vi er blevet frie. Paulus fokuserer meget stærkt på det enkelte menneske og dets værdighed. Vi skal ikke bilde os noget ind. Vi skal ikke lyve for os selv – vi har fået magten. Det er os, der bestemmer! Vi er ikke længere små eller svage. Vi er mægtige som kongen selv – som Gud selv. Han udøver sin magt igennem os og han har givet os al magt. Jesus sender sine disciple ud i verden med al magt og myndighed til at gøre endnu større gerninger end han selv gjorde.

Vi kan blive svage – vi kan blive fristet. Når vi falder for fristelsen gør vi os selv til børn – til trælle – til afmægtige mennesker. Men så lyver vi for os selv – så svigter vi os selv. Vi svigter Guds mening med os. Vi håner den frelse som vi har fået. Vi har ingen magt eller magter over os. Vi skal ikke adlyde eller lystre nogen magt eller gud. Vi er frie af al fortidens trældom og umyndighed.Vi er blevet voksne og modne. Vi er ikke længere under loven. Vi er ikke længere under nogen lov, moral, etik eller religion. Det som verden kræver at vi skal gøre og præstere – har ikke længere nogen magt. Vi er taget ud af den onde verden med alle dens krav og bud. Vi har fået det forjættede land – Guds rige – i arv og eje. Vi har fået hele herligheden tilbage. Vi har fået vores styrke, kraft og ungdom tilbage. Vi skal ikke vige fra vores nye status og velsignelse. Vi skal aldrig give efter for egoets eller verdens krav. De krav gælder ikke mere. Vi har fået magten tilbage. Vi er herrer og konger. Vi skal ikke gøre os selv små og svage så vi må trælle for guderne. Guderne er det rene ingenting. De er en illusion – en indbildning. De har ingen magt. Vi er selv som Gud selv. Vi har ingen magt eller gud over os som vi skal tjene. Vi er verdens lys og lysets børn. Vi er Herrens krigere og udsendte.

Hos Paulus er det at være et barn ikke nogen stor anerkendelse eller ros! Paulus deler hele oldtidens opfattelse: - Børn er ikke rigtige mennesker. Børn er endnu ikke blevet mennesker. (Det er een af grundene til at børn kunne ofres i oldtiden). Barnet har ikke forstand og indsigt som den voksne. Barnet er fysisk svagere og kan ikke klare sig selv. Børn er ufrie – de er evigt underkastet en myndighed. Børn er afmægtige og magtesløse. Børn er ikke arvinger. Børn har ingen rettigheder overhovedet. I det gamle israel er børn simpelt hen – i al fald i teorien – ejendom. Børn er ting. Børnene er faderens ejendom. De tilhører ikke sig selv – de tilhører faderen. De er en forlængelse af hans person. Faderen har i det gamle israel og i den romerske lovgivning en hals og hånds ret over børn, trælle og kvinder i faderens hus. Faderen er patriark. Pater familias har en potestas – en magt og myndighed - i oldtiden som vi slet ikke kender. Kvinder og børn skal vise ærefrygt for faderen. De skal ydmyge sig og være lydige. Når de ser faderen kaster de sig ned på jorden. Faderen har ret til at sælge dem og straffe dem korporligt. Faderens magt er uindskrænket over for hans hus. Abraham har selvfølgelig fuld ret til at ofre og brænde sin søn Isak – det er netop forudsætningen for historien. Det som Abraham gør er ikke noget overgreb – det er hans fulde indiskutable ret. Ingen i oldtiden ville nogen sinde finde på at kritisere Abraham for offeret af isak!

Paulus baggrund – baggrunden for hans menneskeopfattelse - er denne opfattelse af barnet. I evangelierne finder vi meget overraskende en helt anden opfattelse af barnet – helt i strid med oldtidens tankegang. Det ser faktisk ud til at Jesus har brudt med oldtidens opfattelse af barnet. Hos Jesus er barnet snarere blevet et slags ideal – I skal blive som børn igen, som Jesus siger. - Lad de små børn komme til mig, siger Jesus! Disciplene prøver meget karakteristisk at holde børnene borte fra Jesus. Disciplene har vel delt Paulus opfattelse: Børn har ingen forstand – de skal ikke tages alvorligt. De skal tugtes med riset – som det siges i Ordsprogenes Bog: - Den som elsker sin søn sparer ikke på stokken!

Det væsentlige er imidlertid at Paulus udtrykker sin menneskeopfattelse – sin opfattelse af det voksne, modne, frie menneske gennem hans sammenligninger med børn og mindreårige. Mennesket og manden er ikke noget barn, siger Paulus. Vi er ikke under en fremmed magt. Vi er ikke uforstandige eller magtesløse. Tværtom: - Hele verden venter på vores belæring, som det hedder hos Deuteroesajas.

Mennesker gør sig selv ofte til små børn. Vi gør os selv meget mindre end vi er. Vi hævder vi er uden kontrol og uden magt. Vi hævder at andre mennesker har taget magten over os – lige som børn. Dette er den alment menneskelige fristelse: At vi vil gøre os selv små og svage – til ofre for verdens ondskab. Vi hævder at vi blot er blevet ramt. Vi hævder at ulykken eller sygdommen bare rammer os – uden at vi kan gøre noget. Vi klager og klynker. Vi klager over at livet er uretfærdigt. Det som Paulus mener er at vi har svigtet os selv. Vi bilder os nget ind, som han siger. Vi lever i en illusion. Ondskaben kommer ikke bare og rammer os. Vi er frie og stærke. Vi er herrer i riget. Vi er kongens – Guds – sønner. Vi er arvinger til riget og tronfølgere. Vi er de sande herremænd. Vi er adel. Paulus menneskeopfattelse er i høj grad i slægt med den stolte menneskeopfattelse vi også finder hos grækerne – fx hos Platon og Aristoteles. Heller ikke Platon og Aristoteles havde i øvrigt nogen høj agtelse for børn!

Vi er myndige. Vi er arvinger. Vi er ikke tjenere eller trælle. Vi skal ikke bøje nakken for nogen magt eller person. Vi er herrer over alt, som Paulus siger. Vi er ikke længere undergivet forvaltere og formyndere.

Vi er frie. Vi er dels frie af menneskelig magt og mennesker med såkaldt magt. Vi skal ikke bøje nakken for noget menneske på hele jorden. Men vi er også gjort frie for alle magter og ånder og guder i hele universet. I følge Paulus er universet fyldt med magter og ånder og guder. Vi skal ikke tjene dem. Vi behøver ikke at være deres trælle. Vi behøver ikke længere at dyrke disse guder. Disse guder i verden har ikke længere nogen magt over os. Kristus har gjort os fri – fri af al religion, gudstilbedelse og fri af alle ofre til guderne og fri af alle religiøse krav. Vi skal heller ikke frygte onde ånder og guder i universet. Kristus er den konge som Gud sendte til verden. Kristus besejrede alle magter og kræfter og guder i verden. Alle hans fjender er blevet lagt for hans fødder. De ligger som en fodskammel foran hans fødder så han kan træde på deres nakke. Kristus er Messias – han er den konge som sejrede – og med den sejr er alle mennesker blevet sat fri af alle guder og religion. Vi har fået vores frie værdighed tilbage. Vi har fået hele herligheden tilbage, som Esajas siger. Lige som Job i Jobs Bog har vi fået alt det tilbage som vi engang mistede – og vi har fået endnu mere end vi engang havde. Kristus har givet os Paradiset tilbage. Kristus er hos Paulus den sejrende kristus – Messias. Kristus er en opfyldelse af alle menneskers håb – alle de mennesker som i så lang tid levede under synden og lidelsen.

I den senere kristne kirke er det ofte blevet en fast formel at sige at alle mennesker er Guds børn. Hvis vi tager udgangspunkt i Paulus og i Galaterbrevet (og i de øvrige Paulus breve) er det  bestemt ikke den mest heldige formulering! At sige at vi er Guds børn giver den association at vi er små og svage og hjælpeløse lige som børn – og det er det modsatte af hvad Paulus siger i Galaterbrevet. Paulus skelner netop meget skarpt mellem barnet og sønnen, mellem barnet – som er under en anden – under voksenalder – mindreårig - og den voksne frie mand – arvingen! I Galaterbrevet bliver ordet barn og børn jo netop brugt devaluerende og til at beskrive en lavere status – som ikke er vores sande status! Vi er netop ikke børn i følge Paulus! Vi er sønner! At være et barn er for Paulus at være som en træl. Når tiden ermoden skal vi blive fuldvoksne. Vi skal ikke længere være børn eller Guds børn! Vi skal indtage vores rette status som hele tiden har ventet på os. Vi skal få vores sande identitet. Vores sande identitet er ikke at være små og svage som børn – eller hjælpeløse. Den tid hvor vi skal indtage vores rette position er – nu og lige nu - i følge Paulus. Den tid er netop kommet nu! Vi skal aflægge alt det barnlige og blive fuldvoksne. Vi skal ikke længere være børn – vi skal være mænd!

Den danske oversættelse – se følgende citat – oversætter det græske udtryk sønner med børn. På den måde er der flere pointer der går helt tabt – og det er i al fald vigtigt at huske at Paulus ikke siger børn men sønner. Hans pointe er jo netop forskellen på de to udtryk – forskellen mellem afmagten og friheden:

 

Vi er ikke børn – vi er verdens herrer!

 

Vi er ikke små børn. Vi er ikke svage eller hjælpeløse som børn. Vi er sønner. Vi er vosne. Vi er blevet voksne. Vi er ikke længere under alder – vi er ikke længere mindreårige.

Paulus siger at vi blevet herrer over alle ting! Det er fantastisk at han her i vers 1 i kapitel 4 bruger præcist det samme udtryk som han bruger om kristus. Kristus er blevet en herre over hele verden. Mennesket er en herre over hele verden! Vi er ikke små eller svage – vi er Kyrios – herrer!

λεγω δε εφ οσον χρονον ο κληρονομος νηπιος εστιν ουδεν διαφερει δουλου κυριος [Kyrios – herre – som han ellers bruger om Kristus!] παντων [herre over alle ting, verdens herre] ων.

Så længe sønnen er mindreårig er han som en slave – han har egentlig ikke en højere status end en slave, siger Paulus. Paulus tænker på den romerske lov. I følge denne lovgivning er alle ting og alle mennesker faderens ejendom. Børn, kvinder, slaver i huset er faderens ejendom. Hans hustruer er hans slaver. Hans børn er kun ejendom – hans slaver.

Denne patriarkalske tanke finder vi også i Det gamle Testamente. I Det gamle Testamente findes der egentlig ikke noget som hedder ægteskabet! Ægteskabet er blot en overførsel af den unge kvinde til manden. Hun bliiver hans ejendom. Hun bliver hans slave. Hun tiltaler ham som Herre og kaster sig ned for hans fødder – lige som Sippora kaster sig ned for Moses. I Det gamle Testamente findes intet ord for ægtemand. Ægtemanden kaldes blot for Baal – herren!

På samme måde er sønnen kun ejendom indtil han bliver en søn – dvs indtil han bliver fuldvoksen.

Paulus pointe er at Gud har gjort os voksne – nu – med troens komme og med Kristus. Vi er ikke længere slaver eller under en formynder – vi er Kyrios – herrer i riget.

Moses bliver kaldet af Gud til at være en hersker – en konge. Gud giver ham al magt. Gud giver ham magt til at besejre Farao og Egypten – magt til at helbrede alle sygdomme. Gud gør Moses til Kyrios. Gud gør Moses til sin søn og til en ligestillet og jævnbyrdig. Gud gør Moses til sin broder.

Moses er bange og han vil ikke. Han sætter sig imod Guds gave og Guds kald. Moses vil helst være lille og svag. Fortællingen om Moses i 2. Mosebog er altså et billedet på mennesket som kaldes af Gud – og som ophøjes af Gud. Moses siger nej tak. Moses er bange. Moses søger tilbage i trygheden. Han vil hellere være den gamle Moses. Han vil hellere være en svag mand – en klynker og en klager. Det er mere trygt.

Moses bliver et billede på galaterne. Galaterne oplever at de bliver befriede, stolte, værdige, mægtige. Gud gør dem til Kyrios. De er lykkelige. De oplever en rus. Men bagefter bliver de bange, siger Paulus. De vil hellere være neden under som han siger. De vil hellere være neden under loven og neden under religionen og neden under magterne. Galaterne falder tilbage. De gør sig igen små og svage. De får en stor nåde. De er ikke længere små børn. De bliver gjort til rigtige voksne mænd med en værdighed og magt. Men de tør ikke. De gribes af frygten. Gud vil give dem selvsikkerheden og styrken – men de foretrækker blot den gamle status som mindreårige, som børn – som slaver. Moses bliver vred på Moses. Han bliver rasende. Hvordan kan galaterne sige nej til at blive oprejste og indsatte som Guds frie sønner? Svaret er egoet siger Paulus. Deres ego vil fastholde dem i ufriheden og svagheden. Deres ego er lige som synden der hersker i verden. Egoet vil have dem til at blive i den gamle trygge status som små hjælpeløse afmægtige børn – som kan klage og klynke over at verden er uretfærdig. Galaternes – og Moses – reaktion er en hån imod den kærlige Gud som vil give dem friheden og al magten i hele verden!

v1  Hvad jeg mener, er: Så længe en arving er umyndig, adskiller han sig ikke fra en træl, skønt han er herre over alt; v2  han står under formyndere og forvaltere indtil den tid, hans far forud har fastsat. v3  På samme måde med os: Da vi var umyndige, trællede vi under verdens magter. v4  Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5  for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår [blive sønner ordret]. v6  Og fordi I er børn [sønner], har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! v7  Så er du da ikke længere træl, men barn [søn]. Og er du barn [en søn], har Gud også gjort dig til arving.

5 ινα τους υπο νομον εξαγοραση ινα την υιοθεσιαν [blive sønner – opnå sønnestatus] απολαβωμεν 6 οτι δε εστε υιοι [fordi I er sønner] εξαπεστειλεν ο θεος το πνευμα του υιου αυτου εις τας καρδιας ημων [sendt sin søns ånd ind i vore hjerter] κραζον αββα ο πατηρ 7 ωστε ουκετι ει δουλος αλλα υιος [ikke længere en træl men en søn] ει δε υιος [en søn] και κληρονομος δια θεου.

5.1

Omskærelsen

 

Hvad mener Paulus egentlig med sin tale om omskærelsen? Det er ikke altid lige klart. Det er sikkert at man kan få et helt forkert indtryk af Paulus’ opfattelse ved at læse Galaterbrevet - overfladisk. Vi kan heller ikke overføre en meget senere kristen tankegang på Paulus.

Vi ved at omskærelsen var en frygtelig afskyelighed for alle gode romere og grækere. Vi kender det fra mange af de samtidige romerske forfattere. Omskærelsen blev opfattet som en slags kastration. Romerne og grækerne kendte Kybele kulten som var en  af datidens mysteriereligioner, som kom fra Lilleasien – faktisk fra områderne omkring Galatien. I Kybele kulten kastrerer alle mændene sig selv. De drikker sig berusede og de kommer i ekstase ved narkotiske stoffer og derefter - i en rus - afskærer de deres penis med gamle arkaiske flinteknive! Denne penis bliver ofret til gudinden Kybele. Hedningerne opfattede den jødiske omskærelse i stil med selvkastreringen i Kybele kulten. De gøs og var rædselsslagne – og omskærelsen var noget som afskar mange grækere og andre ikkejøder fra at blive proselytter og jøder.

Det er sandsynligt at Paulus har tænkt på dette og det er forklaringen på hans holdning til omskærelsen i Galaterbrevet. Paulus har tænkt at hvis den kristne kirke kræver at alle nye kristne skal omskæres – så skræmmer man dem væk fra evangeliet.

Paulus er naturligvis ikke imod omskærelsen. Han er jøde og han er selv omskåret – lige som Jesus er det. Paulus sørger også for at andre – ikkejøder – bliver omskåret (Apostlenes Gerninger). Grundlæggende har han været enig med den kristne kirke i Jerusalem. Men Paulus har kunne se at det var meget uklogt at stille sådanne krav.

Paulus mener bestemt at de såkaldte hedninger der kommer ind i Jesussekten – ind i Israel – skal omlægge deres liv, opgive deres gamle liv i hedenskaben og anlægge en jødisk livsstil – VejenHalakhah. På det punkt er han helt enig med Peter og kirken i Palæstina. Men Paulus opfatter Vejen og Halakhah på en mere generel eller abstrakt måde. Hedningerne skal ikke nødvendigvis omskæres. De skal ikke nødvendigvis følge alle spiselovene – de skal antage jødiske værdier, leve i kærlighed – tro på den jødiske gud og antage en jødisk bestemt etik - næstekærligheden. De skal deltage i den jødisk-kristne gudstjeneste. Paulus mener også at galaternes levemåde skal forandres for at de kan blive virkelige medlemmer af Israels folk – Guds eget folk - men hans begreb om jødedommen eller religionen er meget bredere end vi finder hos kirken i Jerusalem. Jakob og Peter og Johannes er antageligt meget mere snævert jødiske – meget mere traditionelle end Paulus.

Galaterne skal ikke nu – hvor de endelig har opnået en stor frihed i Kristus – lade sig kue af en ny trældom. De skal ikke give sig ind under et nyt åg, som han siger. De græske ord som Paulus bruger her er meget interessante. De viser hvad Paulus mener. Han siger at galaterne ikke skal glide ind i en ny trældom. De skal ikke lade sig lokke. De skal ikke lade sig friste. De skal ikke lade sig friste af andre – men heller ikke selv være årsag til fristelsen. Hvis de giver sig ind under åget – falder de for en stor fristelse, siger Paulus. Så har de gjort sig selv små og svage. Nu er de – efter at troen er kommet som en kosmisk begivenhed - blevet fuldt ud frie. De har ikke længere nogen formynder over sig – ingen paidagogos over sig. Hvis de giver sig ind under en ny paidagogos eller magt eller autoritet falder de for en fristelse. I så fald mister de troen og troen på sig selv og deres egen styrke. De bilder sig ind at de ikke kan undvære autoriteten, myndigheden, religionen, den borgerlige moral, loven, Moseloven, reglerne. De gør sig selv små og svage. Det er hans pointe. Det er derfor at omskærelsen bliver en farlig sag for galaterne – ikke på grund af selve omskærelsen. Paulus har måske at omskærelsen var god og passende for galaterne  på langt sigt – men ikke lige nu. Lige nu står deres frihed og styrke og selvbevidsthed på spil. De skal sige nej til evt pres udefra – og de skal især sige nej til en indre tilskyndelse. Vi ved jo at jødedommen var meget attraktiv for mange grækere. Og de har selv ønsket at glide ind i de jødiske skikke! Jødedommen var faktisk tillokkende!

Gud er ikke kun en gud for jøderne, siger Paulus. Han er Gud for alle mennesker – uanset hvem de er. Han er også gud for hedningerne. Han er også Gud for ateisterne og de mennesker som ikke tror på Gud. Gud er Gud for alle. Galaterne skal ikke tro at de skal blive jøder for at få del i frelsen og velsignelsen. De skal ikke tro at de behøver at lade sig omskære. Det er ikke noget Gud kræver. Gud kræver ingen ting. Gud frelser. Galaterne er Guds sønner. De ønsker nu at blive Abrahams sønner men det som Paulus siger er: - I er Guds sønner og derfor er I allerede Abrahams sønner. I er nu allerede blevet lemmer på det hele legeme. I er Abrahams arvinger og rigets arvinger. I er verdens herrer, som han siger i Galaterbrevet – Kyrios panton. Hvis I kun stræber efter at blive Abrahams sønner – ved omskærelsen – stræber I efter noget som er mindre end det I nu har! Der er ikke noget galt ved at blive omskåret – men galaterne skal ikke falde for fristelsen og tro at de er små og afmægtige og svage – som stakkels børn og mindreårige – for de har fået en ny frihed, styrke, glæde og værdighed. Den skal de leve op til og den skal de ikke glemme af frygt for at de ikke er fuldgyldige medlemmer af det jødiske folk. Selv om de ikke er omskårne er de medlemmer af Guds Israel – det sande Israel.

Religionen:

Galaterne har set Gud – Gud har kaldt på dem – præcist på det sted hvor de var. Akkurat lige som Gud kaldte på Abraham da han boede i et fremmed land i østen og slet ikke troede på Gud! Gud har kaldt på galaterne: - Følg mig! Og galaterne har reageret med tro og glæde – de har fulgt kaldet. Gud kaldte på dem som galatere – som de konkrete mennesker de var. Gud er ikke afhængig af hvilken religion som mennesker tilbeder eller dyrker. Gud er som han er - og gør hvad han vil. Gud kalder på dem som han vil kalde på – i det sprog som er relevant og forståeligt. Galaterne tilhørte ikke en bestemt religion eller tro – de havde ikke den rette tro eller livsanskuelse. Men pludselig oplevede de Gud. De så Gud i et glimt. Ånden kom over dem. De så Gud i et stort lys. De blev lige som besat. De kom i en ekstase. Gud handler tværs igennem al slags religion eller kultur. Gud er Gud for alle. Han taler til mennesker i det sprog som de forstår. Han taler til ateisten i det sprog som ateisten forstår. Gud behøver ikke at bruge ordet Gud! Guds frelse forudsætter ikke, at vi tror på ham!

Galaterne viste en stor tro. De troede på den gud som de så og oplevede - med deres egne øjne. Den gud som de så var ikke en gud som de havde læst om eller hørt om. De troede slet ikke på Gud – de kendte ikke Gud – men pludselig de Gud vise sig for dem. I det øjeblik reagerede de med troen – troen på det som de - med deres egne øjne. At tro er at se. De Gud og de oplevede at de blev set af Gud. I det øjeblik forstod de at alle de andre guder kun var falske guder – kun forestillinger og religion. Gud kaldte på dem med det samme løfte og med den samme velsignelse som til Abraham. Hos Gud er der ingen persons anseelse – Gud gør ikke forskel. Gud ser ikke på, om vi tror på ham. De troede på Guds løfte og de modtog Guds velsignelse. Deres tro var den glæde og jubel og lettelse de følte da de troede på løftet. At tro er at blive befriet for frygten – at komme ud af gruben og ud i det åbne land som det siges i Salmerne. De troede at de var Guds sønner – de troede på den nye identitet og bestemmelse som Gud gav dem. De indså at deres gamle følelser og tanker – at de var svage og prisgivet og ofre for en ond verden - var en illusion. Da de fandt troen – fandt de deres værdighed, styrke og frihed. Da galaterne fandt troen - ved at høre evangeliet fra Paulus - fandt de en ny tro på sig selv. De fik herligheden tilbage – alt det som de havde mistet – på grund af syndens og dødens magt – på grund af elementernes rasen.

Det lille afsnit i Galaterbrevet i 4.8 – 4.11 er meget centralt i hele brevet. Det er meget tydeligt at Paulus her – helt og fuldt – taler som en jøde. Afsnittet er typisk for Paulus. I gamle dage kendte galaterne slet ikke Gud. En sådan sætning kan nok virke meget overraskende - set fra grækernes synspunkt! Den er kun set – den giver kun mening fra et rent jødisk synspunkt. Paulus mener at galaterne ikke havde nogen relation til Gud i gamle dage. At kende nogen i Det gamle Testamente betyder at leve sammen med dem i en tæt relation. At kende nogen bruges fx om det seksuelle forhold. Adam kendte Eva – og hun fødte ham mange sønner. Israel har kendt Gud i gamle dage – modsat galaterne – fordi Israel har levet i en tæt relation til Jahve. At kende nogen betyder at gøre noget mod dem, at give dem noget, at få noget fra den anden, at have et fællesskab, at dele seng og bord, at leve samen. Israel har i følge Paulus en lang forhistorie sammen med Gud. Israel har været Guds ægtefælle siden udvælgelsen af Abraham i det fjerne land i østen. Israel har ikke altid været en sød eller trofast eller lovlydig ægtehustru – men parterne har levet sammen i mange år. Det er Paulus tanke – det er det som radikalt adskiller galaterne fra Israel. Israel har en frelseshistorie i fortiden som handler om hvordan Jahve frelste Israel igen og igen.

Galaterne har overhovedet ingen frelseshistorie! De kendte slet ikke Gud og de havde derfor slet ikke nogen relation til Gud. De havde ikke nogen viden om Gud - men Paulus går endnu videre: Gud kendte heller ikke galaterne! Gud havde ikke nogen viden om galaterne! Gud anerkendte ikke galaterne – han vedkendte sig ikke galaterne som et folk! Galaterne var simpelt hen uden for Guds rækkevidde. Gud har ikke i fortiden frelst galaterne – galaternes folk – igen og igen af trængslen. Gud har ikke været Gud for galaterne. Gud har levet sammen med Israel! Gud har slet ikke interesseret sig for galaterne – de har ikke været hans folk – og han har ikke gjort noget for at frelse dem! Hvert folk har fået sine guder - som en slags skytsguder – Israel fik Gud - altså Jahve. Denne tanke er helt typisk for Det gamle Testamente.  Vi finder den også hos Paulus som er en trofast jøde. Men det er vigtigt at huske at Paulus andre steder kan sige noget helt andet! I Romerbrevet skriver Paulus en helt anden historie. Men i Galaterbrevet er det tydeligt nok: I gamle dage var galaterne fuldstændigt fortabt. De guder som de troede på var ikke virkelige guder – de var bare små ånder eller dæmoner! De kendte slet ikke den Gud som er den eneste mægtige virkelige Gud! De var fuldstændigt fortabt!

Nu er alting anderledes. Nu kender galaterne Gud – ja – siger Paulus med en smuk formulering – nu er de blevet kendt af Gud – i betydningen: Nu er de blevet anerkendt af Gud. De har fået præcist den samme status som Israels folk – de er blevet adopterede. Vi kan sige at troen eller religionen i følge Paulus ikke består i at vi finder Gud – men at han finder os! Nu kan galaterne føle og mærke at de bliver set og anerkendt af Gud. De kan føle sig set i deres relation. I Salmernes Bog er det at blive set det samme som at blive frelst, og Paulus bygger på denne tanke.

Dette ændrede sig radikaldt da galaterne modtog ånden og blev fyldt af helligånden og så syner. På det tidspunkt skete der det at Gud viste sig for de fremmede galatere – i det fjerne land – langt borte fra Israel. Galaterne kom til at kende Gud og Gud kendte dem – Gud så dem som de var og Gud accepterede dem - som de var. Gud gjorde dem til sønner og til retfærdige.

Galaterne skulle ikke gøre mere end de gjorde – de skulle blot modtage ånden. De var gode nok - som de var. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle forandre sig eller forbedre sig. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle overholde Moseloven. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle blive jøder! Dette er hele pointen for Paulus i Galaterbrevet. Det som skete med galaterne var fuldt tilstrækkeligt. Der er ikke noget som mangler. Galaterne mangler ikke noget. De skal ikke prøve at blive jøder. Gud elsker dem som de er. Gud har godkendt dem som de er. Galaterne er blevet Guds sønner og døtre. De skal overhovedet ikke gøre eller præstere mere! De så og oplevede Gud og de fik Guds ånd – i en åndelig besættelse – og mere skal der ikke til.

Jakob skal ikke komme og kræve at galaterne skal blive jøder. Ingen har ret til at komme til galaterne og stille krav om noget. Vi er ikke herre over hinandens tro, som Paulus siger, men vi er medarbejdere på hinandens glæde!

Galaterne skal ikke tro, at de er nødt til at forandre sig og forbedre sig. Galaterne skal ikke tro, at de bliver nødt til at blive som jøder! Gud har ikke skabt dem som galatere - for at de skal blive jøder. Det er en total misforståelse. De er galatere og Gud elsker dem som de er – fordi de er galatere, grækere og hedninger. De er nu dele og medlemmer af Guds folk – det sande Israel – Guds Israel - og de skal ikke gøre noget mere. De skal ikke engang nødvendigvis lade sig døbe – det er ikke afgørende i følge Paulus. De har fået Guds ånd og de behøver overhovedet ikke noget mere. De er Guds sønner og døtre – sådan som de er lige nu. De er Kristus - og de skal æres som Kristus. De fortjener respekt.

Paulus taler kirken – Jerusalemskirken – Peters kirke - midt imod. Paulus er en outsider i forhold til den kristne kirke – Jesussekten - i Jerusalem. Men han er sikker nok i sin sag. Gud har åbenbaret sig for ham – direkte. Gud har givet ham en mission. Gud giver alle mennesker en mission her i livet. Hvis vi ikke er bange – kan vi høre Guds kald og ordination. Så er vi ikke i tvivl længere og vi kan gøre det som ligger ligefor.

Paulus taler tværs imod al den gamle jødiske selvovervurdering og al dens stolthed i kødet, som han siger. Vores identitet ligger ikke i kødet – i det synlige. Vores sande identitet er usynlig – den er ånd. Galaterne har fået Guds ånd, og de er blevet taget ud af denne verden – også ud af al gammel religion i denne verden.

 

Vi vil være mere religiøse!

Vi kan oversætte problemet i Galaterbrevet på den måde at galaterne – eller nogle af dem – siger at de vil være mere religiøse og at Paulus siger til dem at de allerede har fået alt, de har fået alle ting, de mangler ikke noget. Der er ikke noget som galaterne med fornuften i behold kan savne. De er blevet Kyrios panton – herrer over alle ting.

Vi kan oversætte situationen på den måde at endeligt og omsider er galaterne blevet ædru. Men det er ikke nok for dem. De vil noget mere. De vil videre. De vil ikke bare blive stående og være glade for at de er blevet ædru. De vil blive meget mere ædruelige eller meget mere åndelige.

Det som er Paulus store pointte er så at netop ved at handle sådan – falder de tilbage i deres gamle tilstand. De blev frelste og helbredte og ædru – men ved at tænke som de gør vil de bare falde tilbage i lidelsen – i fortiden – i misbruget.

De er allerede blevet fuldstændigt frie. Men det er de ikke tilfreds med. De vil være mere frie og mere udviklede. De vil ind under en lov eller de vil stræbe højere – som de siger. Og på den måde falder de ud af nåden og friheden igen. Debliver slaver. Det er ikke det som Gud vil! Gud vil at de skal være glade og frie og ædru. Gud har givet dem alt og Gud vil at de skal leve i glæde og fred. Men galaterne synes ikke at det er noget. Det er ikke nok. De vil gå videre.

Galaterne ligner en mand som bliver helbredt fra en frygtelig sygdom – og derefter ønskersig tilbage til sin gamle tilstand og sygelighed! Sigmund Freud og psykoanalysen talte i sin tid meget om fordelen ved at være syg! Galaterne er blevet helbredte – men nu ønsker de at være syge igen!

- Vi vil være mere religiøse, siger galaterne og det absurde er at på den måde kommer de længere og længere væk fra Gud og fra evangeliet! De er i virkeligheden i gang med et frafald fra troen siger Paulus – en apostasi. Galaterne vil nærmere til Gud – og kommer længere og længere væk fra Gud. De søger og søger – og finder mindre og mindre. De vil med vold og magt være troende og fromme – og ender med at falde tilbage til de gamle magter!

Gud ønsker ikke at galaterne blive mere religiøse – han ønsker at de skal blive frelst. Gud er lige glad med om galaterne eventuelt bliver mere religiøse. Han ønsker at de må få det godt og leve i glæde og lykke og kærlighed med andre mennesker. Gud ser ikke på vores religion. Vores religion er noget som vi har fundet på. Gud er ligeglad. Gud ønsker at vi skal høre på hans evangelium og løfte – løftet til Abraham – at han vil gøre os frie og værdige når vi ønsker det.

Det som sker med galaterne er og bliver en gåde for Paulus. Han forstår det ikke – eller han lader som om han ikke kan forstå det. I brevet bliver han ved med at gentage det samme spørgsmål: - Hvordan i al verden kan I tænke på at vende tilbage til den gamle lidelse!? Hvordan kan I tænke på at vende tilbage til ufriheden og drukkenskaben og misbruget – nu hvor I er blevet frelst ud af fortiden og galskaben?

Forklaringen kender Paulus sikkert godt. Forklaringer er primært psykologisk. Galaterne ved godt at de er blevet frie mænd – men de gribes af frygt. De synes det er mere overskueligt og trygt hvisman har noget at rette sig efter. Loven – Mooseloven fx – er en tryghed. De vil ikke være frie mænd alligevel når det kommer til stykket. De har det lige som Jeremias der kaldes af Guud til at være en voksen mand og til at være en fri mand. Jeremias vil ikke alligevel.han vil hellere være et lille barn. Det er mere trygt! Når Gud kalder ham ud i friheden bliver han bange. På samme måde bliver galaterne bange. Det gamle er mere trygt. Slaveriet er mere trygt. Det er måske hårdt og krævende at være en fri mand? Hvilke undskyldninger har Jeremias tilbage hvis han er blevet en fri mand som har fået al magten og blevet alle tings herre? Det er mere trygt at være et lille ynkeligt offer!

Sætningen: -Vi vil være mere religiøse – kommer altså meget overraskende til at betyde det samme som: - Vi vil være små børn! Vi vil være magtesløse ofre!

v8  Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. v9  Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem?

 

Er Paulus imod den kristne jul!?

v10  I overholder dage og måneder og tider og år. v11  Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.

Det er rent faktisk meget omstridt hvad Paulus egentligt mener! Paulus kender naturligvis ikke den kristne jul! Han kender ikke nogen kristne højtider – han kender ikke noget til nogen kristen påske eller pinse.

Paulus er jøde og han kender den jødiske gudstjeneste. Det han taler om er den jødiske gudstjeneste – Shabat, Påsken eller Massot (brødets fest) og Løvehyttefesten (Sukkot). Det som  er sket er naturligvis at galaterne er begyndt at deltage i den jødiske gudstjeneste – mere eller mindre.

Den jødiske gudstjeneste bestod grundlæggende af to ting: dels tempeltjenesten i Jerusalem med ofrene og med de store valfarter – fx Påsken – hvor alle i Israel valfartede til Jerusalem. Dels bestod den jødiske gudstjeneste på Paulus’ tid af synagoge gudstjenesten –oplæsning af Toraen – de hellige skrifter. Synagoge gudstjenesten var lokal –der var synagoger i hele Romerriget – også i Rom og i Barcelona.

Vi ved fra forskellige steder at Paulus havde et positivt syn på tempel tjenesten i Jerusalem. Vi ved at Paulus var en trofast jøde. Vi ved at han så gudstjenesten dels i synagogen men ikke mindst i templet som et værn og som en frelse som Gud havde givet til Israel. Vi kan altså være ret sikre på at Paulus elskede den jødiske gudstjeneste og var trofast over for den alle sine dage. Naturligvis har Paulus overholdt sabbaten eller Shabat – som de fleste andre jøder.

Endvidere ved vi at mange grækere blev tiltrukket af jødedommen – netop på grund af sabbaten! Dette træk omtales både af de jødiske historikere Filon og Josefus og dels af romerske historieskrivere. Romerne og grækerne kendte ingen ugentlig fridag eller helligdag! Der er mange vidnesbyrd om at tanken om en ugentlig fridag var enormt tiltrækkende for grækerne! Det er altså helt usandsynligt at Paulus mener at galaterne ikke skal overholde sabbaten! Det er også usandsynligt at han mener at de ikke skal overholde andre former for jødisk gudstjeneste.

Vi ved at forholdene i den jødiske Diaspora var radikalt anderledes end i Palæstina. Næsten ingen jøder fx i Lilleasien eller i Elefantine i Egypten eller i Barcelona kunne jo valfarte til Jerusalem tre gange om året! Det var uladsiggørligt og alt for kostbart! Gudstjenesten i Diasporaen har ikke haft så mange regler som i Jerusalem!

Paulus pointe er nok frygten. Det som han vender sig imod er at galaterne nu begynder at overholde de jødiske regler – af frygt. De jødiske højtider eller love er egentlig gode nok, mener han. Men hvis de bliver overholdt af frygt – og hvis de bliver overholdt for at skille sig ud og trække skel og mure – er de ikke efter evangeliet.

I hele Galaterbrevet vender Paulus sig imod den tanke at de kristne skal isolere sig, gøre sig anderledes, overholde særlige skikke som kan gøre dem adskilte og anderledes. De kristne er ikke anderledes siger han. Alle mennesker er nu blevet Guds sønner – i Kristus er der ikke nogen forskel. Problemet er ikke om man holder Shabat – problemet er ud fra hvilke motiver man holder sabbaten!

Vi ved at der var en voldsom strid blandt sekterne på Paulus tid om den rette gudstjeneste i jødedommen. De forskellige sekter angreb hinanden med voldsomme udtryk. De som ikke holdt gudstjenesten på nøjagtigt vores måde – var kun hedninger, kun synder – ja de var Guds fjender! Vi kender dette voldsomme sprog i Qumran teksterne – hos sekten Essenerne. Hvis man holdt Massot eller Påsken på en forkert dag – var man slet ikke nogen jøde – man levede som en ren hedning! Paulus tager afstand fra dette sektsprog og hele denne sekt tankegang. Vi kender også den voldsomme diskussion fra evangelierne – fx omkring sabbaten. Jesus har en lidt anden fortolkning af sabbat reglerne end visse farisæere! Men følgen bliver at Jesus skældes voldsomt ud – han fortjener at blive korsfæstet – han er forbandet, lyder det! Hele sproget er ophidset og zelotisk! Jesus var jo trofast over for sabbaten! Jesus mente jo at alle mennesker skulle overholde sabbaten! Striden stod kun om nogle små detaljer! Paulus kender historien om Jesus og det hele denne stemning – som er helt i strid med evangeliet – som han tager afstand fra. Men selvfølgelig skal vi overholde den jødiske gudstjeneste! Det har nok været Paulus holdning. Set fra hans synspunkt var der ikke nogen anden gudstjeneste.

Personligt – 4.12 – 4.20:

 

En torn i kødet.

Alt tyder på at Paulus havde en alvorlig sygdom eller lidelse i kødet – dvs en fysisk lidelse. Sandsynligvis har den ramt ham ofte eller kronisk. Trods en masse forskning ved vi stadig intet om denne lidelse. Men det fremgår tydeligt af Galaterbrevet at denne fysiske lidelse er årsagen til at han lige som tilfældigt besøger galaterne. Paulus havde en anden plan men den måtte han opgive – på grund af sygdommen.

Paulus bygger hele tiden på en grundlæggende livs eller historieopfattelse. Det som sker er Guds vilje og på en eller anden måde en del af Guds plan! Intet er tilfældigt. Alting sker for at – for at Guds plan kan gå i opfyldelse – for at menneskene kan blive frelst.

Det gamle Testamente har ofte en stærk afsky for det grimme, det ulækre, det syge. Det kan vi se fx i Jobs bog eller hos Esajas. Dem som Gud elsker er smukke, rige og lykkelige! En mand som er ramt af en afskyelig fysisk lidelse eller sygdom er forbandet af Gud. Tanken her er nok også at Paulus – i følge nogens opfattelse – er forbandet siden han er så grim og afskyelig – han er besat af en ond ånd. En ond ånd har ramt ham og derfor er han så afskyvækkende. Pointen her at sådan modtager galaterne ham slet ikke. Galaterne modtager ham som en budbringer fra Gud selv – de modtager ham som en Jesus kristus. For galaterne er Paulus identisk med Jesus. Da han besøgte dem viste de ham en enestående kærlighed og de faldt ikke for fristelsen.

Fristelsen når vi ser syge mennesker og grimme mennesker er at vi tager afstand fra dem og gør dem dårlige og skyldige. For galaterne er Paulus komme på den måde en test – en fristelse. De består denne test med glans. Paulus ser tilbage på hans besøg hos dem med enorm glæde. De var velsignede og glade og fulde af kærlighed. Vi har her et billede af den tidlige kirke – kærligheden til brødrene, omsorgen for hinanden, accepten af hinanden.

I brevet til korinterne fortæller Paulus om en sygdom som han lider af og de to tekster Galaterbrevet og 2. Korinterbrev handler muligvis om den samme fysiske lidelse hos Paulus – rent faktisk er der ingen mere som aner hvad denne torn i kødet betyder:

v7  Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. v8  Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, v9  men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. v10  Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.

(2 Korinterbrev 12.7)

 

Paulus bruger lignende udtryk mange andre steder. Nogen mener at han har været kronisk syg. I slutningen af Galaterbrevet omtaler han også at han er blevet slået og derfor bærer kristi stigmata eller mærker på sit legeme. Det er ret uklare begreber men Paulus har ikke ønsket at udspecificere hvad sygdommen består af. Det væsentlige er at han er blevet ramt af dette tilsyneladende onde – som viser sig at være et gode i en vis forstand! Samtiden og hans læsere har sikkert været fuldt klar over hvad hans sygdom bestod i – men vi ved det ikke længere!

Vi kan også se her hvordan Paulus fortolker det som sker som nødvendigt, meningsfuldt og som Guds vilje! Han får en torn i kødet – en eller anden fysisk lidelse – givet ham af Gud men denne lidelse er ikke meningsløs eller unødvendig siger Paulus. Alt det som sker er nødvendigt. Alting sker for at vi kan komme nærmere til himlen eller Paradiset!

Vi er alle eet siger Paulus. Dybest set er der ingen forskel. Vi er alle engle som kommer fra Gud. Vi er alle Guds sønner. Vi  er alle sammen som kristus. Jesus eller Kristus er vores sande identitet. Vi har det samme slægtsnavn som Gud som det siges i Det gamle Testamente! Vi hedder det samme som Gud! Uanset alt det ydre. Hvis man kun ser på kødet eller det ydre kan man føle væmmelse eller afsky for den syge eller den grimme eller for narkomanen, alkoholikeren eller den spedalske. Men det ydre, synlige er en illusion siger Paulus. Vores sande identitet er det som er indeni. Galaterne viste netop denne dybe kærlighed. Galaterne er et forbillede – et billede på den kærlighed som Jesus talte om. Kærligheden til ludderen eller forbryderen. Kærligheden til alle mennesker.

Gud gør ingen forskel. Jeg er som dig og du er som jeg er. Jeg er lig med dig og du er lig med mig. Vi er eet. Vi er ikke adskilte. Vi er kun adskilte i kødet eller i verden. Men i ånden eller i virkeligheden er vi aldrig adskilte. Når vi elsker hinanden kan vi aldrig nogen sinde adskilles. Jeg vil det som du vil og du vil det samme som jeg vil. Jeg kan stole på dig – du er min ven – du er min broder eller søster – siger Paulus!

Verden er hurtig med at dømme. Det er ikke Gud som dømmer os men verden dømmer os – lynhurtigt og med foragt og afsky. Verden hader dem som ikke har succes i verdens forstand. Verden dømmer os benhårdt efter sine regler. Verden dømmer os som grimme eller uduelige eller for overvægtige eller som alkoholikere eller som tabere. Verdens dom er hård og falder prompte. Verden håner os hvis vi ikke er såkaldte vindere. Verden spytter på os hvis vi ligger ned. Det er det som disse vers handler om. Paulus blev forbløffet og opløftet da han kom til galaterne – disse fremmede folk langt borte. De viste sand kærlighed. De modtog ham som en Jesus – som en engel. Vi er alle engle fra Gud. Hun er en engel for mig. Hun modtager mig som en engel. Jeg er en engel for hende. Vi er alle Messengers for Vor Herre, siger Paulus! Vi er Kristus eller vi er alle sammen Jesus. Hun er Kristus. Jeg er Kristus. Vi er hinandens frelsere – alt hvad vi gør er til hinandens frelse. Helligånden er den magt som driver begivenhederne frem. Helligånden for mennesker til at handle som Gud. Vi er en slags guder for hinanden.

I Apostlenes Gerninger fortælles en historie om at Paulus bliver opfattet som en gud af grækerne. Peter og Paulus er to omvandrende guder – sådan går rygtet blandt grækerne. Paulus udretter det ene mirakel efter det andet og derfor må han i grækernes øjne bestemt være en gud! Paulus bliver kaldt en Hermes – som er den græske gud som var en slags budbringer, engel eller Messenger! Måske indeholder Galaterbrevet en skjult reference til denne historie?

 

Hun er en udsendt fra Gud. Han er en engel. Hun viser mig Kristus. Hun er Kristus.

 

Vers 14 viser meget af den grundlæggende menneskeopfattelse hos Paulus. Hans menneskeopfattelse stammer i høj grad fra Det gamle Testamente men bestemmes også af hans grundlæggende tanke: Den kristne er eet med kristus.

Da Paulus kom til Galatien tog de imod ham som en engel fra Gud! Der er nok ingen tvivl om at dette billede også hænger sammen med historien i 1. Mosebog om Abraham og Mamre. Abraham får besøg af tre mænd og han viser sand forbilledlig gæstfrihed. Hen ad vejen viser det sig at det ikke er tre almindelige mænd som er på besøg. Abraham har fået besøg af Gud!

Begrebet engel hedder på græsk en angelos. En angelos er en udsendt – en som er udsendt af en anden. Det græske ord er en oversættelse af det hebraiske Malak – en udsending.

En angelos er ikke en engel i den senere forestilling fra kristendommen og Europa. En angel er en budbringer. Paulus er en engel fordi han er udsendt af Gud – han kommer fra Gud.

Alle mennesker er på den måde engle. Alle mennesker bliver sendt ind i verden – de bliver udsendt af Gud. En angelos  eller en Malak skal overbringe en ting eller et budskab eller udføre en opgave. Englen repræsenterer Gud – helt og fuldt. Englen er Gud – fordi englen taler Guds ord og handler på Guds vegne. Vi kender denne forestilling meget tydeligt fra Moses historien. Moses er en profet – en udsending – en engel. Han er i den forstand eet med Gud. Der er ikke noget som Gud kan gøre som Moses ikke kan gøre.

v11  Da folk så, hvad Paulus havde gjort, råbte de højt på lykaonisk: »Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!« v12  Og de kaldte Barnabas Zeus og Paulus Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. v13  Præsten ved Zeustemplet uden for byen kom hen til byporten med tyre og kranse og ville ofre sammen med folkemængden.

(Apostlenes Gerninger 14.11)

Grækerne opfatter Paulus som en gud på jorden. Den græske gud Hermes er en budbringer – en messenger. På en vis skæv måde udtrykker grækernes opfattelse også Paulus egen opfattelse. Paulus er en engel – en Messenger – og derfor er han en slags gud. den som Gud sender taler på Guds vegne. Moses talersom om hhan er Gud. Moses siger: - Dette er Herren! Det er Herren som nu taler!

Alle mennesker er Messengers – de er guder eller sendt fra det guddommelige. Alle mennesker udtrykker det guddommelige eller de er en ydre form for det guddommelige. Gud er indeni. Det er det som Paulus på en dunkel måde udtrykker. Galaterne modtog ham som kristus selv – akkurat som Abraham modtog de tre mænd som viste sig at være Gud selv.

Det empiriske – det synlige eller det ydre – viser også en del af virkeligheden men inden i de ydre fænomener ligger det usynlige. Det vi kan se er tegn og kun ydre tegn. Hun viser mig Kristus ved at hun viser mig hvem hun selv er. Det som hun gør ved mig – er på en måde noget som Gud gør. Vi er alle eet med kristus. Vi er alle eet fælles legeme. Gud viser sig iverden på mange måder. Mennesket eller budbringeren eller Moses er en epifani eller teofani – dvs at det er egentlig Gud som viser sig. Vi kan se det i et glimt.

Jesus sender sine disciple ud i verden – de repræsenterer ham – de skal gøre endnu større undere end han har gjort:

v40  Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. v41  Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. v42  Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«

(Mattæusevangeliet 10.40)

Jesus udtrykker den samme menneskepfattelse som vi finder i Galaterbrevet. Den discipel som er udsendt af Jesus er simpelt hen lig med Jesus – han er en Jesus – en Kristus. På en måde er han også en gud – for den som har udsendt Jesus  er Gud i himlen og det menneske som sendes ind i verden er identisk med Gud selv. Han er en gud. Hun er en gud. Vi er af Guds familie og slægt, som Paulus siger.

I Johannesevangeliet siger Jesus noget lignende:

v19  Jeg siger det til jer allerede nu, inden det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er den, jeg er. v20  Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tager imod, hvem jeg end sender, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, der har sendt mig.«

(Johannesevangeliet 13.19)

v12  Vær som jeg, brødre, for jeg er, som I er – det beder jeg jer om! I har ikke gjort mig nogen fortræd. v13  I ved, at det var under menneskelig skrøbelighed, jeg første gang forkyndte evangeliet for jer, v14  og min ynkelighed fristede jer ikke til foragt og afsky. Tværtimod, I tog imod mig som en engel fra Gud, ja, som Kristus Jesus selv. v15  Hvor er nu jeres begejstring? For jeg kan bevidne, at I gerne havde revet jeres øjne ud og givet mig dem, hvis I kunne. v16  Er jeg blevet jeres fjende ved at sige jer sandheden? v17  Det er ikke for det gode, at de er ivrige for jer; de vil have jer for sig selv, for at I kan være ivrige for dem. v18  Det er godt at være ivrig for det gode, og det til hver en tid, ikke kun, når jeg er hos jer. v19  Mine børn, som jeg igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer! v20  Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu og kunne tale med en anden røst. For jeg er i vildrede med jer.

Skriften:

Ordene slave eller træl eller tjener er forskellige oversættelser af det samme hebraiske ord for slave eller træl i Det gamle Testamente. Det er vigtigt at huske at det at være en tjener eller træl ikke altid er noget nedværdigende i det gamle Testamente! Ordet kan dække en relation mellem herren og tjenere som er postiv og har karakter af et betroet forhold. Abrahams træl er hans ven – hans arving – hans medarbejde. Trælle institutionen i Det gamle Testamente var ikke helt det som vi senere historisk har forstået ved slaveri! Slaverne eller trællene i Det gamle Testamente var ikke nordamerikanske negerslaver!

Men Paulus lever i en moderne verden og han kender udmærket slaveriet – i al dets grufuldhed – i hans samtid fx i grækenland og i Rom! De rommerske slaver blev behandlet ofte grusomt og umenneskeligt. De var helt reelt ting og genstande og herren kunne dræbe dem uden nogen særlig retfærdighed eller dom. Slaverne blev udnyttet på store plantager og godser i Rom. Hele det gamle romerske samfund var brudt ned på Paulus’ tid og resultatet var en umenneskeligt klassesamfund.

Når Paulus her taler om slaven og slavernes status tænker han på sin egen samtid. Slaven var uden nogen rettigheder. Slaven måtte altid ydmyge sig og bøje sig. Slaven var fuldstændigt prisgivet og fortabt. Slaven kunne misbruges – også seksuelt.Slaven havde ingen værdighed eller selvagtelse eller selvfølelse.

På den måde tegner Paulus et billede af det sande menneske. Det sande menneske er det frie menneske – som ikke er ejet af nogen herremand. Det sande menneske er stolt, rank og sin egen herre – kyrios panton som han siger – dvs en herre over alle ting. Det sande menneske er hos Paulus symboliseret ved Sara – den frie kvinde. Det sande menneske har Guds ånd – ånden fra Gud. Det sande mennesker har fået Guds styrke og magt og herlighed. Det sande menneske er som beskrivelsen af Job i Jobs Bog – dengang i gamle dage. Det sande menneske er en giver, er gavmild, er en vinder. Det sande menneske er agtet og respekteret af andre mennesker. Det sande menneske er en fader for sin slægt. Det sande menneske er uden skyld, uden små skyld eller skam følelser. Det sande menneske er stolt og glad. Det sande menneske elsker livet – og dør mæt af dage.

Paulus hævder denne opfattelse af det nye menneske – det sande menneske – i modsætninge til trællen eller slaven. Paulus deler hele denne menneskeopfattelse med Det gamle Testamente. Vi finder dette billede og ideal i hele Det gamle Testamente – hos patriarkerne, i Salmernes Bog. På en vis måde er dette menneskebillede typisk for hele oldtiden. Vi finder det samme billede i det gamle grækenland og hos Platon og Aristoteles.  Vi finder det også hos stoikerne som Paulus kender godt.

I den kristne kirke er dette billede af mennesket meget ofte blevet glemt og gået tabt. Ofte har den kristne kirke dyrket et helt andet billede af det kristne menneske – som svagt, ydmygt, lidende. Det sande menneske hos Paulus – det nye menneske, åndens menneske – er helt anderledes. Det sande menneske lider ikke og lider ikke under andres foragt eller forfølgelse. Det sande menneske er velsignet – i det gamle Testamentes forstand. Det trives, det lykkes med de ting som det kaster sig ud i, det er inspireret af Guds ånd. Det sande menneske er en vinder -  det sejrer. Det sande menneske kan møde megen modgang – sådan er verden – men det kæmper og kommer ovenpå. Det sande menneske er storsindet, givende, gæstfrit, gavmildt og generøst. Det sande menneske åbner sig for hele livet uden smålig frygt eller ængstelse. Det sande menneske tror på sine egne kræfter – fordi det ved at det har Guds velsignelse. Det sande menneske er det menneske som Gud oprindeligt skabte – det lever som Gud havde skabt det til. Det sande menneske lever i den forstand i Paradiset – i friheden som Paulus siger. Det sande menneske lever i en relation og pagt med Gud og dets guder – og det er fuld af troskab. Det svigter ikke.

Når vi  i dag læser brevet til Galaterne skal vi altså huske på denne fundamentale menneskeopfattelse som Paulus havde. Paulus er stolt af sig selv – Jeg er uden nogen plet eller synd, som han siger. Paulus har et stærkt og sundt selvværd. Han kæmper imod de onde kræfter med åben pande. Han sætter ikke sit lys under en skæppe. Han er glad for sig selv og stolt over det som han har gjort. Menneskeopfattelsen hos Paulus er et vigtigt korrektiv til en moderne opfattelse af mennesket – som svagt og magtesløst.

Paulus har den samme menneskeopfattelse som vi finder i hele Det gamle Testamente. Det sande menneske er den Herrens tjener vi finder hos Esajas. Det sande menneske er Herrens salvede og udvalgte som vi finder i Salmernes Bog. – Han er et frugtbart oliventræ som er plantet ved bækken, som det siges i Salmerne. Det sande menneske er Abraham - eller Jakob eller Josef eller David. Han er en helt – en kæmpe i sprogbrugen fra Det gamle Testamente.

Vi kan sige at Paulus’ overordnede tese i Galaterbrevet er friheden. Han siger til det jødiske folk at de har levet i en form for ufrihed – de har været under loven og under magterne. Vi kan sige at Paulus’ tese hænger sammen med det berømte Jesus citat som blev citeret i starten. Jesus taler om  det nye menneskes frihed og værdighed. Jøderne svarer at de er stolte og at de aldrig har været slaver – Vi er Abrahams sønner! (Johannesevangeliet 8). Galaterbrevet handler på en vis måde om disse Jesus ord til jøderne.

Paulus anvender en filosofisk metode. Han opstiller to søjler som hver indeholder en række begreber. Denne metode kender vi fra den græske filosofi – fra pythagoræerne. Pythagoræerne opstillede sådanne tabeller med de såkaldte kategorier – som blev kaldt stoicheia – netop det udtryk som Paulus bruger om elementerne. Paulus fortolker beretningen om Abraham i 1. Mosebog og opstiller på den måde to søjler som er totale modsætninger. Paulus tænker i voldsomme, absolutte modsætninger – i antonomier som man sagde i oldtiden. På den måde kommer Paulus til at give et ekstremt negativt billede af det gamle Israels religion. Måske har han ikke helt ment det så bastant og bombastisk! Men Paulus bruger denne logiske filosofiske metode og gribes af den.

I den første søjle findes kødet, Hagar, Moseloven, Sinaj, Ismael, ufriheden og slaveriet. I den første søjle findes det nuværende Jeusalem – altså det historiske jødiske Jerusalem. I den første søjle findes en meget snæver opfattelse af Guds underfulde frelse. Pagten er blevet defineret kun ved overholdelse af Moseloven. Løftet er blevet glemt, siger Paulus. Guds underfulde frelse er blevet glemt.

I den anden søjle findes alle  modsætningerne. Her findes Ånden, Helligånden, Sara, den frie og stolte kvinde som føder ved en underfuld guddommelig fødsel, Isak, nåden, friheden, myndigheden, værdigheden, det kommende Jerusalem, alle løfterne til menneskene som Gud har givet Abraham – dvs til alle mennesker.

De to søjler repræsenterer egentlig ikke to pagter for der er egentlig kun een pagt i følge Paulus! Pagten er Guds relation til menneskene og den relation har hele tiden været den samme. Gud har frelst menneskene af trængslen og nøden – af hungersnøden som han gjorde med Jakob – ud af Egypten som han gjorde ved Moses’ hånd. Gud har altid været den samme – men menneskene har fortolket pagten på disse to helt modsatte måder. Israel har fortolket pagten som lovfromhed og nomisme og selvofring under looven. Israel og alle andre folk er nu taget ud af den misforståelse. Nu er troen kommet til verden. Vi er blevet frie og voksne og værdige. Kristus er ankommet til verden. Vi lever nu i en ny tidsalder. Den tidsalder blev allerede spejlet i Guds forhold til Abraham. Allerede med Abraham kom troen til verden.

Paulus anvender den allegoriske metode når han fortolker Det gamle Testamente. Denne metode var i datiden især kendt fra den jødiske filosof Filon som levede i Alexandria i Egypten. Paulus bruger denne metode – selv om den ikke er meget brugt i evangelierne. Den blev siden i kirkens historie meget kritiseret. Den allegoriske metode oversætter de små enkelte led i en fortælling til deres symboler. Det kan give vilkårlige fortolkninger hvor helheden går tabt. Teksten opfattes som en slags kodeskrift hvor koderne skal oversættes. Filon skriver fx at Sara slet ikke betyder Sara – men Sara betyder Dyden. Sara skal altså ikke opfattes som en konkret historisk person men som et begreb eller som et væsen! Vi kan se at Paulus’ fortolkninger af Abraham og Adam svarer til Filons metode – Paulus har faktisk lært noget af Filon! Paulus’ metode er også typologisk: Dvs han opfatter figurerne i Det gamle Testamente ikke så meget som enkeltmennesker – men som typer. På den måde opfatter han Sara og Hagar som symboler eller typer. Den ene står for friheden og den anden for trældommen. Hvis man er en søn af Sara er man en fri mand, siger Paulus. Sara bliver noget mere end et menneske – en enkelt kvinde – hun bliver et evigt gyldigt symbol. At være en søn af Sara betyder faktisk det samme som at være en søn af friheden og værdigheden!

Paulus fortolket Hagar som identisk med Sinai og identisk med Moseloven! For de fleste senere læsere har det virket meget ejendommeligt og vilkårligt. Hagar og hendes søn har jo intet at gøre med Sinai eller Moseloven – hun er jo en slags anden sidegren fra Abraham! Hagar bliver også forbundet med Jerusalem og templet i Jerusalem hvilket virker højst ejendommeligt -  det er vel snarere Sara og Isak som hænger sammen med Jerusalem og templet! Fortolkningen virker unaturlig men Paulus er glad for den allegoriske metode – han søger netop et dybere eller åndeligt indhold bag ved teksterne i Det gamle Testamente.

Det allegoriske metode er dog ofte blevet anvendt i den kristne kirke. Den katolske Mester Eckhart fra 1300 tallet er et fantastisk eksempel på den allegoriske metode.

v21  Sig mig, I, der vil være under loven: Hører I ikke, hvad loven siger? v22  Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde. v23  Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte. v24  Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar – v25  »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn.

Det jordiske Jerusalem er religionen, samfundet, moralen, loven. Paulus tænker hele tiden i modsatte kategorier. For Paulus vælger mennesket mellem to og kun to muligheder. Det jordiske Jerusalem er alt det som vi kan se med øjnene – det synlige – formernes verden. Men den sande virkelighed er ikke det vi kan se med øjnene. Vores sande identitet er ikke vores biologiske moder eller fader eller familie. Vi er himmelske – vi kommer fra himlen. Det himmelske Jerusalem er vores moder – vores ophav – vores væsen. Der findes en anden og mere virkelig virkelighed bag ved det som vi kan se. At tro er at kunne se denne virkelighed – Guds virkelighed. At tro er at forlade denne verden – at blive et nyt menneske – eller at høre op med at være et menneske som han siger et sted: - Vi er ikke længere mennesker! Det sande menneske er et nyt menneske som ikke er underkastet verden – som er stærkt og frit. Det sande menneske er en gudsmand som det siges om Elias, Elisa og Moses og mange andre i Det gamle Testamente.

Vi skal ikke se på det synlige men på det usynlige, som Paulus flere steder siger. Det synlige er alt det som er underkastet lidelsen og synden og døden og loven. Men den sande virkelighed er usynlig. Vi er frie og mægtige og velsignede. Måske kan vi ikke se det med det ydre øje – men det er ikke desto mindre sandt. Den sande virkelighed er den virkelighed som Gud kan se. I Guds øjne er vi retfærdige og gode. I Guds øjne er vores bestemmelse at leve livet fuldt ud på livets betingelser. Vores sande identitet er skjult siger Paulus. Den er i himlen. Vores sande bolig og hjem er i himlen. Alle mennesker er på en vis måde himmelske væsner – engle. Vi er alle Messengers for Vor Herre.

Det sande menneske råber højt af fryd og glæde over Guds underfulde gerninger. Det sande menneske holder ikke igen på sig selv – eller på sin vilde glæde over livets mirakel! Det sande menneske behøver ikke at skjule sig – det behøver ikke at leve i frygt. For det sande menneske er alle andre mennesker dets venner. Hun og han er ikke min modstander eller konkurrent eller en forhindring for min udfoldelse – de er mine venner og de tænker kun på at glæde mig. De gør alt hvad de kan. Vi er alle velsignede og lever alle i nåden. Det sande menneske er ydmygt nok til at se velsignelsen som kommer i så rigelige mængder. Det sande menneske er taknemmeligt og fuld af glæde over livet. Det sande menneske har mod på livet – det giver sig i kast med livet.

Livet er et stort under. Livet er en kostelig ubegribelig gave. Vi har ikke fået denne underfulde gave for at vi skal drukne os selv i skyldfølelser eller dårligt selvværd. Det er at håne Guds velsignelse og gave. Vi har fået livet for at vi skal gribe det og få det til at lykkes. Hele denne menneskeopfattelse ligger som en undertone under Paulus’ breve. Denne menneskeopfattelse er ofte blevet helt glemt i den kristne kirke – men den er helt grundlæggende for Paulus – og for Jesus i evangelierne for den sags skyld. - Vi er uden skyld, som det hedder i Salmerne. Vi er alle velsignede. Det sande menneske er en lykkemand – en Job.

Det himmelske Jerusalem er det sande Jerusalem – i modsætning til det jordiske konkrete jerusalem. Paulus bruger udtrykket det himmelske jerusalem som et billede på Kristus. Det jordiske Jerusalem er den historiske konkrete jødedom i Palæstina.

Forestillingen findes i hele den jødiske apokalyptiske litteratur – og i det nye Testamente i Hebræerbrevet og i Johannes’ Åbenbaring. Forestillingen på en vis måde tilbage til en tekst i 2. Mosebog:

v8  De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem. v9  I skal lave den nøjagtigt efter det forbillede af boligen og dens udstyr, jeg viser dig.

v37  Du skal lave dens syv lamper, og lamperne skal sættes på, så de kan lyse foran den. v38  Tænger og fyrbækkener til den skal være af rent guld. v39  Af en talent rent guld skal du lave den og alle disse redskaber. v40  Sørg for at lave det efter det forbillede, du fik at se på bjerget.

(2 Mosebog 25.8)

v7  Du udvalgte mig [Moses] til konge for dit folk,
til dommer over dine sønner og døtre;
v8  du befalede mig at bygge et tempel på dit hellige bjerg
og et alter i den by, hvor du ville bo,
en efterligning af det hellige telt, du havde beredt fra begyndelsen.

(Visdommens Bog – Salomos Visdom 9.7)

Det himmelske Jerusalem har været skjult hos Gud. Det skal komme ned på jorden og erstatte det nuværende jordiske – fysiske – Jerusalem. Det himmelske Jerusalem er en helt ny tilstand i verden – en ny tidsalder – en ny æon, som Paulus siger. Det himmelske Jerusalem skal ikke bygges af menneskehænder – det skal fremstå pludseligt i verden – som en åbenbaring.

v1  Hovedsagen i det, der her siges, er, at vi har en sådan ypperstepræst, som sidder på højre side af den Højestes trone i himlene v2  og gør tjeneste ved helligdommen, det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst. v3  For enhver ypperstepræst indsættes til at frembære gaver og slagtofre, og derfor måtte også denne ypperstepræst have noget at ofre. v4  Hvis han nu var her på jorden, ville han ikke engang være præst, da der allerede er andre, som frembærer gaverne efter loven. v5  De tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åbenbaringsteltet. Han sagde: »Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget.« v6  Men nu har Kristus fået en langt højere tjeneste, idet han er formidler af en bedre pagt, der er lovfæstet ved bedre løfter.

(Hebræerbrevet 8.1)

v11  Jeg kommer snart. Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans. v12  Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn. v13  Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.

(Johannes’ Åbenbaring 3.11)

Det himelske Jerusalem er en helt ny tilstand i hele verden. Denne tilstand er for Paulus først og fremmest forbundet med befrielsen og friheden. Sara  er identisk med det himmelske Jerusalem. Vi er alle sønner af Sara – hun er vores moder. Sara er den frie kvinde – hun er fri, stolt og værdig. Hun er ikke træl under nogen magt. Sara og det himmelske Jerusalem er vores identitet. Det himmelske Jerusalem er vores moder – fordi vi er troens sønner. Det er ikke længere afgørende om man er en søn af det jordiske Jerusalem – det eneste afgørende er at man er en søn af det himmelske Jerusalem – Sara. Vi kommer fra hendes liv. Vi lever inden i hende – vi er led og lemmer på hendes legeme. Vi lever inden i Sara lige som vi nu lever inden i det nye Jerusalem. Det nye Jerusalem er nu kommet ned på jorden – det er trådt frem – trådt ud bag sløret og forhænget. Det er nu tydeligt at se for enhver. Det som var skjult engang er nu blevet tydeligt. Vi kan se at Paulus er helt på linje med den apokalyptiske litteratur. Han tænker i apokalyptiske skemaer. Noget nyt er nu trådt frem i verden – en ny virkelighed er pludselig trådt frem. Denne nye virkelighed – menneskehedens frihed – kalder han Kristus. Forskellen mellem nu og dengang er som forskellen mellem lys og mørke, dag og nat. Lyset er kommet til verden. Glæd jer, som Paulus siger i sine breve.

Det ny himmelske Jerusalem er forbundet med skønhed, glans, pragt. Hele denne tanke spiller en afgørende rolle hos Esajas og Tritoesajas. I Det gamle Testamente kædes det gode og himmelske her sammen med det skønne – det som er skønt i æstetisk forstand, det dejlige, vidunderlige, tiltrækkende, det som vore øjne fascineres af. Gud er skøn – Kristus har en prægtig skikkelse – lige som hans fader David. Det gode og sande og skønne og smukke hænger sammen – som hos Platon. Vi finder disse tanker hos Esajas og de spiller også med hos Paulus. Det nye liv i troen og i Guds nåde er et liv i skønhed, ydre pragt, i smukke omgivelser og med smukke mennesker. Over alt er vi omgivet af diamanter og ædelsten. Alle mænd og kvinder er smukke som guder.

       v11  Du hjælpeløse, du stormhærgede,
      du, som ikke finder trøst,
      se, jeg sætter din mur af malakit
      og lægger din grundvold med safirer.
       v12  Jeg sætter dine murtinder med rubiner,
      dine porte med karfunkler,
      og hele din ringmur med ædelsten.

(Esajas 54.11)

Paulus citerer Esajas 54 – Deuteroesajas – som taler om den ny tidsalder – udfrielsen fra fangenskabet i Babylon. Evangeliet findes klart og tydeligt i Det gamle Testamente i følge Paulus – det er alt sammen blevet sagt – ikke een men mange gange. Evangeliet – det kristne evangelium – findes hos Esajas. Jesus identificerede sig med Esajas og læste op af Esajas i synagogen. Esajas taler om at Gud nu vil skabe en ny tilstand – en ny tidsalder – som efter syndfloden eller som efter udgangen af Egypten. Gud vil gå foran Israel og bane vejen for Israels folk. Den ufrugtbare kvinde skal føde sønner. Vi er hendes sønner. Hoveriet er forbi og gælden er betalt. Lidelsen er forbi, siger Esajas. Paulus kan finde hele sin teologi hos Esajas. Evangeliet er et råb af glæde. Evangeliet er den enorme følelse af befrielsen. Paulus bruger Det gamle Testamente som en forudsigelse af Kristus.

v26  Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder; v27  der står jo skrevet [Esajas]:
      Råb af fryd, du ufrugtbare, du som ikke fødte!
      Bryd ud i jubel, råb af glæde, du som ikke fik veer!
      For den enlige [ufrugtbare] kvinde har flere børn
      end den, der er gift.

v28  Men I, brødre, er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak. v29  Men ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu.

Paulus sætter lighedstegn mellem Hagar og hendes sønner og det historiske folk – jøderne. Israels folk er – overraskende nok – ikke efterkommere af Isak men af Ismael – Hagars søn! På denne måde bliver Paulus ekstrem i sin fordømmelse af det historiske Israel. Han citerer ordene fra Sara: - Jag hende bort! Meningen er at det jødiske folk skal jages bort – de er ikke arvinger til Guds rige – de er fortabt og forbandede! Det har ikke været Paulus’ bogstavelige mening! Han bruger billederne og citaterne fra Det gamle Testamente som  billeder og metaforer. Han mener helt sikkert at de som nu har troen – troens sønner – er sønner af den frie kvinde – Sara. Derfor er de også Abrahams sønner men interessant nok er det moderen som her er afgørende! Paulus giver de to kvinder Sara og Hagar en enorm symbolsk betydning. Hagar og Sara bliver løftet op til at være evige mødre. Vi er alle sønner af Sara.

Paulus mener ikke denne fordømmelse af Israel bogstaveligt. Det kan vi se i alle hans breve. Paulus er en trofast jøde og han forkaster ingen sinde jødedommen. Det som er hans pointe er at Kristus betyder en ny mulighed for alle jøder – og alle andre. Jøderne kan nu opnå en ny værdighed og frihed som de tidligere var udelukket fra. Jøderne skal ikke holde op med at være jøder. Loven er givet Israel til beskyttelse og frelse.

Når Paulus taler om trælkvinden Hagar og det som hun symboliserer tænker han også på sine modparter i Jesussekten – Peter og Jakob og Johannes. Peter og Jakob har jo netop misforstået evangeliet og forvandlet det til en ufrihed. Derfor kan vi også sige at citatet om at hun skal smides ud ikke er bogstaveligt ment. Paulus mener ikke at den kristne kirke eller Jesusbevægelsen er fuldstændigt fortabt og aldrig skal arve Guds rige! Vi kan sige Paulus her bliver forført af sin egen retorik og kommer til at sige noget han ikke mener. Paulus var helt grundlæggende enig med kirken i Jerusalem. Uenigheden drejede sig om detaljer – ikke om den grundlæggende tro.

v30  Men hvad siger Skriften? »Jag denne trælkvinde [Hagar] og hendes søn bort, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn.« v31  Så er vi ikke børn af trælkvinden, brødre, men af den frie kvinde.

Konklusion:

Temaet i Galaterbrevet er den meneskelige frihed. Baggrunden for brevet er at Paulus tror at den frihed som galaterne har opnået da de modtog ånden – den er de nu ved at tabe igen.

Før de modtog ånden var de ufri og under verdens og egoets og dødens magt. De græske hedninger var ufri dengang de levede med deres gamle guder – lige som det gamle Israel levede i trældom og ufrihed – fordi det levede under Loven – en magt. Men da de modtog ånden blev de frie. Når ånden kommer over os – bliver vi frie. Vi  bliver frie af verden, egoet, lidelsen, logikken, verdens visdom og videnskab.

Nu er de ved at miste og afgive den frihed igen. Dels bliver de lokket af fremmede – Jakobs folk – som sniger sig ind hos galaterne. Dels bliver de selv svage. De er ikke kun ofre for en fremmed intervention - for udviklingen sættes i gang på grund af deres egne behov, følelser og tanker! Paulus opfatter det som de oplever som en fristelse. Galaterne bliver fristede – og de er lige ved at bukke under for fristelsen. Det betyder at de er ved at gøre sig selv små og svage, til små afmægtige syndere og arme ofre. De er ved at opgive troen – også troen på at de som mennesker er gode nok som de er. Galaterne er ved at miste deres glæde ved livet og stolthed og værdighed – som hedninger, siger Paulus! Det som sker med galaterne er både helt uforståeligt – hvordan kan de opgive en så stor velsignelse? – og samtidigt noget alle mennesker kan genkende. Vi kan alle sammen spejle os i galaternes usikkerhed og frygt og bekymring – i deres lille indelukkede horisont – frygten. Verden er ond og farlig – vi må gøre noget for at beskytte os! Alt andet ville være uansvarligt – vi er jo ikke børn!

Vi kan sige, at Galaterbrevet handler om, at mennesker pludselig får en ny styrke, kraft, velsignelse og frihed – og så bagefter bliver bange og gør sig selv små og svage – til arme ofre. På denne måde beskriver Galaterbrevet en meget almen menneskelig situation. Galaterbrevet handler om galaternes tilbagefald og frafald fra tilliden og troen. Paulus er ofte uforstående – Hvordan kan de dog gøre det? Men Paulus forstår naturligvis godt galaternes situation og tanker og følelser. Det er ikke så mærkeligt at galaterne bliver bange! Alle mennesker bliver bange – eller kan blive bange – hvis de pludselig opdager at de er frie, stærke, guddommelige og velsignede! Det er altid fristende at falde tilbage – at vende tilbage til hjælpeløsheden. Det er altid mere trygt at være et lille, arme offer! Galaterbrevet beskriver på den måde noget uhyre alment menneskeligt!

Da galaterne modtog ånden – da ånden kom over dem – forstod de at de var perfekte, uden nogen skyld og Guds børn og sønner! Da de modtog ånden – blev de seende – de så pludselig virkeligheden som den var og er. De så at de var stærke og frie og uden skyld i Guds øjne! I selve oplevelsen – da de følte ånden – var de ikke i tvivl. De var helt sikre. Alt var lyst og klart og selvindlysende. Det som galaterne oplevede var at de kom direkte ud fra mørket og ud i lyset. I det øjeblikvar de ikke i tvivl. De vidste at Gud var med dem, at de var Guds sønner, at de på en måde alle sammen var Herrens salvede. Da de modtog ånden blev de adopteret af Gud – de blev hans sønner – de blev Israel og del af Israel – de fik del i velsignelsen og lykken og frelsen. Men bagefter – i tidens løb – kom de i tvivl. De troede ikke længere. De holdt op med at tro på sig selv. De holdt op med at tro at de var værdige. De begyndte at tro at de skulle forandre sig og forandre deres livsstil for at være gode nok. De gjorde sig selv små og svage. De holdt op med at være stolte hedninger! De gjorde sig selv til slaver og trælle. De gjorde sig selv til trælle under etik, moral, regler, love. De handlede ud fra frygt og angst. Meget psykologisk forståeligt – og Paulus forstår dem godt – men katastrofalt i forhold til den værdighed og rankhed og frihed som de havde opnået! Paulus ser med sorg på det som er ved at ske. Galaterne er blevet ydmyge og små. De ydmyger sig selv. De lader sig forføre – men allermest handler de ud fra deres egen lille frygt og angst. De bliver angste for at de skal præstere noget mere – ellers gårde galt. De får den tanke at de vil sikre sig og forsikre sig – akkurat lige som moderne mennesker. Pludselig tror de ikke at det kan være sandt de som Paulus siger. Pludselig betvivler de også deres egen erfaring og oplevelse – selv om den var voldsom og tydelig nok. Galaterne begynder at tænke som mennesker – de bliver bare små almindelige mennesker – ofre og prisgivet og små og svage. Galaterne tror at de skal redde sig selv og sikre sig gennem deres gerninger – ved at gøre og gøre. De har glemt at de blot skal være! De har glemt at Guds kærlighed og velsignelse bliver givet uden betingelser – uden nogen pris. De gør på den  måde Gud meget mindre end han er – de skaber en ny gud i deres eget billede! De begynder at tro at Gud er lige så lille og svag som de selv er! De har glemt af de har fået en ny herre – som Paulus kalder det med oldtidens sprogbrug – Kristus er nu deres herre! Kristus er deres beskytter og værner. De glemmer at de lever i en virkelig relation med Kristus og at Kristus vil leve op til sin rolle – uanset hvad mennesker gør! Kristus er retfærdig. Han frelser alle mennesker – ikke fordi de har gjort noget specielt – men fordi de har brug for det! Kristus ved hvad menneskene har brug for – at lidelsen skal ophøre – og han gør det som er naturligt i hans relation med menneskene. Kristus frelser dem ud af lidelsen. Galaterne skal ikke lade sig omskære eller holde lov eller moral eller religiøse regler for at kristus skal frelse dem. Kristus frelser dem på hans eget initiativ – fordi det er hans vilje – fordi det er hans formål – fordi det er det normale og naturlige at gøre!

Vi kender disse tanker fra Salmernes Bog og vi kan se hvordan disse tanker bliver helt dominerende for Paulus i Det nye Testamente.

Jakobs folk fortæller dem at de skal gå videre. Det er ikke tilstrækkeligt det som er sket. Galaterne skal gå videre og blive proselytter – dvs de skal antage en jødisk livsstil. En jødisk livsstil indebærer mange forskellige skikke og livsvaner – fx omskærelsen, overholdelsen af de jødiske riter og højtiden, overholdelsen af sabbaten.

Galaterne er i en dobbelt situation. På den ene side ved vi at den jødiske livsstil var enormt attraktiv blandt grækerne i Lilleasien i det første århundrede e. Kr.! Jødedommen var en åndelig magnet og mange grækere – hedninger – var meget tiltrukket af jødedommen! På den anden side var galaterne tilsyneladende udsat for et pres fra Jakobs folk – fra udsnedte fra menigheden i Jerusalem. De udsendte Jesus folk fra Jerusalem fortalte galaterne at de skulle købe hele pakken – og blive indlemmede i det jødiske folkefællesskab – på den måde ville de både teoretisk og virkeligt få andel i velsignelsen og løfterne.

Vi kan mange steder se hvordan Paulus bruger udtryk og begreber fra den græske stoicisme. Her kan vi se et lille eksempel: - Galaterne skal stå fast! De skal være mandhaftige, modige, karakterfaste, ubøjelige! Det er ægte stoiske idealer vi finder hher hos Paulus. Meget tyder på at Paulus havde et godt kendskab til den græske filosofi.

(5,1)  Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

[5]

Paulus formulerer sig i et absolut valg. Enten holder galaterne fast i deres oprindelige oplevelse og indsigt – eller også mister de denne indsigt totalt. Paulus er naturligvis ikke modstander af omskærelsen. Paulus er jøde. Han er selvfølgelig selv omskåret og i følge Det nye Testamente tager han også initiativ til at andre skal omskæres. Paulus fastholder sin jødiske identitet. Han er jøde. Omskærelsen er et tegn for Israels folk. Når man er jøde skal man omskæres – mener Paulus. Men hvis galaterne lader sig omskære nu – som hedninger og ikkejøder – er den en anden sag. De er ikke jøder og Gud mener bestemt ikke at de skal omskæres. Tværtom har Gud vist dem at de er godkendte og accepterede som de er – som hedninger og uomskårne! Hvis de lader sig omskære forsøger de at blive som jøderne – dvs de opgiver fuldstændigt deres identitet og stolthed. Det er ikke meningen. I jordisk forstand er jøder en ting og hedninger noget andet. Omskærelsen er en gammel praksis hos jøderne – den er blot en gammel sædvane. Den har ikke nogen mening over for grækerne! De skal ikke omskæres. Jakob og hans folk tager fejl. Galaterne er allerede en del af Israels folk – de er allerede det sande Israel. De skal ikke prøve på i deres livsstil at blive jøder. De skal ikke svigte sig selv. Det er en hån imod evangeliet – fordi Gud netop har godkendt og frelst dem - som de er. Lige som Gud frelste Abraham – med alle hans fejl og svagheder – som han var. Lige som Gud frelste Israel ud af slaveriet i Egypten – selv om Israels folk ikke ville frelses og satte sig til modværge! Gud er ikke sådan som mennesker er. Gud er meget større end mennesker. Gud frelste Israel ved at han drev og førte dem ud af Egypten – som en fåreflok!

Galaterne skal ikke forbedre sig eller forandre sig eller blive mere fromme eller religiøse! De skal ikke lytte til de andre missionærers prædiken og moralisme. Galaterne skal ikke forbedres. Gud elsker dem som de er. Troen er at de indser at det er sådan det er – at de er godkendte og elskede – Guds sønner. Evangeliet er det budskab som de hørte dengang Paulus besøgte dem og det budskab som gjorde dem glade og lettede. Evangeliet gjorde dem helt frie til at leve deres eget liv. Evangeliet tog frygten fra dem – da de modtog ånden. Hvis de nu tænker på at forbedre sig og lade sig omskære – udtrykker de en hånd og foragt over for evangeliet. Evangeliet forventer kun een ting af galaterne – at de viser deres glæde og taknemmelighed – at de viser at de har set underet og den underfulde frelse. Evangeliet indeholder ikke nogen krav til galaterne – men evangeliet gav dem et helt nyt liv – i lyset og glæden.

Når vi lever her i verden er der to muligheder i følge Paulus: Enten lever vi i  nåden eller vi lever i kødet eller under loven. I den ene tilstand er vi frie og stærke og glade. I den anden tilstand er vi afhængige, lidende og ofre. Det Paulus skriver til galaterne er at de må vælge. De kan ikke blive ved med at halte frem og tilbage, som Elias siger til Ba’al præsterne! Galaterne må vælge mellem om de tror at isen kan bære. De må vælge om de tør at leve på troen og løftet og håbet og Guds nåde – selv om de måske inderst inde er bange.

Verden fortæller os evigt og altid at vi ikke er gode nok som vi er. Verden dømmer os hele tiden. Gud dømmer os ikke – dommen kommer ikke fra Gud. Den kommer fra os selv, fra samfundet, fra egoet. Hvis vi lever i verden uden tro, uden håb og uden nogen gud – er vi fortabt. Så lever vi under loven. Så skal vi passe på – for alting går sikkert galt. Så må vi hele tiden sikre os og forsikre os. Så er andre mennesker vore fjender og modstandere – eller forhindringer på vores vej. At leve i verden sådan er et liv i lidelse, i frygt, i evig bekymring, i vrede. Buddha beskrev det liv i lidelse hele tiden. Jesus siger at Gud vil tage os ud af lidelsen – og at han allerede har taget os ud af lidelsen. Det er ikke noget at være bange for. Se på markens lilljer og himlens fugle!

Troen betyder hos Paulus at galaterne skal tro på sig selv – også og ikke mindst. Problemet i følge Paulus er jo netop at de slet ikke tror på sig selv – de er bange og bekymrede – de vil sikre sig yderligere – de tror ikke rigtigt på Herren alligevel. Hvis de har troen på Gud har de også troen på sig selv. Så falder de ikke for fristelsen. Så bevarer de deres identitet, styrke og sikerhed. Så opgiver de ikke den erfaring de gjorde da ånden kom over dem. Gud græder hvis vi gør os mindre end vi er. Gud vil at alle mennesker skal være frie og stærke og mægtige! Gud spejler sig i alle mennesker – vores glæde og styrke og herlighed er også hans glæde og herlighed. Hvis vi gør os til små og arme syndere – håner vi evangeliet om Guds frelse til alle mennesker. Gud glæder sig over sønnen – hans vækst, hans succes og hans sejre. Alle mennesker er Guds sønner. Dette er kernen i Paulus opfattelse i brevet til Galaterne.

Er det forkert at blive omskåret? Hvad mener Paulus egentlig? Er der sikkert mange som har spurgt igennem tiden! Paulus bekæmper ikke omskærelsen som sådan. Omskærelsen er en god og gammel tradition. Jøderne har vist deres tro og tillid til pagten og Gud ved omskærelsen. Omskærelsen har renset og beskyttet – den har beskyttet Israel imod ondskaben og lidelsen og synden og liderligheden ude i verden – igennem historien. Omskærelsen er god nok mener Paulus selvfølgelig. Paulus er selv omskåret. Paulus er jøde.

Problemet er den opfattelse og den ideologi som er opstået på  Paulus tid omkring omskærelsen. Efter Makkabæerne og i følge den zelotiske og farisæiske sekt og i følge fx Qumran sekten er omskærelsen blevet et helt andet symbol. Omskærelsen adskiller jøden – den frelste – fra verden. Omskærelsen bliver brugt nationalistisk og imperialistisk - synes Paulus at mene. Omskærelsen bliver misbrugt og opfattet helt forkert.

Kristus døde som en hedning på korset – han døde uden for loven og som en forbandet af Gud - og Kristus satte derved lighedstegn mellem hedninger – folkeslagene ude i den fremmede verden – og jøder. Kristus blev skåret af legemet – Karet på hebraisk – som det syge lem. Sådan er Paulus opfattelse af korsfæstelsen. Gud ser ingen forskel. Det er sikkert fint nok at galaterne tillægger sig jødiske vaner. Det mener Paulus ikke erforkert. Og de kan udmærket blive omskåret. Men de er gode nok som de er! Paulus siger at på korset blev galaterne sat lig jøderne. Vi er nu alle sammen jøder. Der er ingen forskel. Ikke i Guds øjne. Derfor er det helt ukristent og forkert at presse eller lokke galaterne til at blive omskåret. Det har de ikke brug for.De er allerede Guds stolte sønner og Gud ønsker at de skal være trofaste over for deres identitet som galatere! Gud har skabt dem som galatere med deres skikke og vaner! Hvorfor vil de nu være jøder?

På en måde sætter Paulus sig selvfølgelig mellem to stole. Men det kan ikke være anderledes - set fra hans synspunkt. På den ene side siger han at Gud frelser Israel og kun Israel og at dem som er indenfor er de frelste og dem udenfor er de fortabte. Frelsen er kollektiv. Vi bliver frelst fordi vi sidder podet ind på det ædle oliventræ. Hvis vi sad på et andet træ var vi fortabte. Vi frelses fordi vi er lemmer på legemet – ikke på grund af vore gode gerninger! - og det legeme er Israel eller det sande Israel. Frelsen er bestemt ikke individuel i følge Paulus! Man kan ikke blive frelst alene. Det er absurd i følge Paulus. Vi frelses kollektivt – som eet legeme. Gud frelste og reddede hele Israels folk – alle israelitterne - ud af smelteovnen – ud af Egypten – han frelste ikke kun dem som var fromme eller troende eller særligt gode!! Gud frelser sit folk fordi hans folk er hans første fødte søn. Gud lever op til sin pligt – den pligt som ligger i loven og i relationen – Gud lever op til sine forpligtelser imod hans egen slægt – imod hans eget blod! Ved udfrielsen ud af Egypten handler Gud faktisk sådan som man skal i følge Moseloven! Man har pligt til at frikøbe og løskøbe en slægtning fra fangenskabet, fra gæld eller fra slaveri - i følge Moseloven - 3. Mosebog! Han er rig på troskab som det siges i Det gamle Testamente! Han er loyal og rimelig og han svigter ikke sine slægtninge – han svigter ikke sin søn.

På den anden side siger Paulus at jøderne ikke kan kræve at alle mennesker bliver som jøder! Det er ren omvendt imperialisme – en helt overdreven og misforstået opfattelse af pagten og tanken om Guds udvalgte folk. Jøderne – og den kristne kirke – er nu begyndt at bruge pagten, loven og omskærelsen aggressivt og imperialistisk imod andre folk. Det vender Paulus sig voldsomt imod.

Evangeliet sætter os fri. Evangeliet henvender sig til hvert enkelt menneske og befrier det meneske for verden, for lidelsen, for sorgen, for fortvivlelsen. Evangeliet er ikke et krav til mennesker men netop det gode budskab som ordet evangelium netp betyder! Evangeliet skal ikke føres ud i livet eller blive mere fuldstændigt ved at galaterne bliver omskåret. De er allerede fuldendte og perfekte! Hvis vi omvender os til kristendommen skal vi ikke forkaste eller bekæmpe al den identitet vi har i forvejen. Hvis en kvinde omvender sig til kristendommen skal hun ikke forsøge at blive en mand! Det er bestemt ikke Guds mening. Lige så lidt skal galaterne forsøge at blive fuldstændige jøder. Gud har jo netop kaldet dem som galatere. Gud har jo udvalgt galaterne FORDI de er galatere! Alle vore gamle ord, begreber, skillelinjer gælder ikke mere for i Guds øjne er vi ens og eet og lige værdige alle sammen. Israel – det nationale Israel – har ingen ret til at føre sig frem som de eneste som er gode eller korrekte eller Guds udvalgte. Alle mennesker er udvalgt af Gud.

v2  Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. v4  I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. v5  For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. v6  For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.

v7  I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? v8  Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det. v9  Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen.



Gud vil det samme som jeg vil. I vil det samme som jeg vil!

 

v10  Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet.

Paulus får her – i 5.10 - udtrykt noget meget centralt om tilliden, troen og relationer! Han udtrykker sin tillid til at galaterne dybest set vil det samme som han – mener det samme som han. Vi vil det samme. Det andet menneske vil det samme som jeg vil. Baggrunden for det som Paulus siger er på en måde det vi kan kalde egoets holdning. I følge egoet vil de andre netop ikke det samme som mig. Hun vil ikke det som jeg vil. Han vil noget helt andet end det jeg vil! I følge egoet er det andet menneske min modstander eller en forhindring for mig eller min fjende! Paulus giver her udtryk for den sikre tillid – troen. Det andet menneske er min ven. Han er min broder. Hun er min søster. Hun vil mig det godt. Hun ønsker at gavne mig og elske mig. Det er i virkeligheden det som hun vil. Hun er ikke en forhindring for mig. Hun er min frelse.

Den tillid vi har kommer ikke fra os selv. Vores lille ego kan ikke have tillid til noget eller nogen. Verden er fuld af frygt og mistillid og manipulation med andre mennesker. Egoet stoler aldrig på andre mennesker. Den tillid som vi har har vi – i Kristus. Det er på grund af Kristus at vi kan have tillid. Det er kun på grund af Kristus at vi kan holde op med at frygte alt og alle.

Paulus udtrykker den dybe tro og tillid – i vore relationer. Troen er noget som vi oplever i vore relationer. Troen er en måde at forholde sig på til andre mennesker. Paulus udtrykker netop tillid til galaterne. Han har sikkert hørt mange kedelige rygter men han ved at de dybest set er enige med ham – eller rettere vil det samme som han. I følge egoet vil Gud noget andet end det som jeg vil. Jeg skal bøje mig for Gud for han vil noget andet end mig. Jeg må give op over for Gud. Gud er stærkere og derfor må jeg bøje mig – ligesom et lille barn som må bøje sig for mægtige forældre! Sådan opfatter egoet ofte forholdet mellem Gud og mennesket. Vi kan sige at egoets religion handler om at Gud vil noget andet end jeg vil. Den religion bygger på frygten og mistilliden. Det er uhyre centralt at Paulus gør op med denne egoets tankegang og egoets form for religion. Egoet har ikke ret. Gud vil det samme som jeg vil. Jeg vil det samme som Gud vil. Vi har Guds ånd. Gud har givet os sin ånd – dvs sin tanke, vilje, bevidsthed. Gud er ikke vores konkurrent eller modstander. Gud er vores ven, vores broder eller søster – som det andet menneske er vores fælle, vores broder eller søster – vores forbundsfælle!

I Guds øjne er alle mennesker hans stolte sønner. Gud støtter os i det som vi vil – Gud støtter os af alle kræfter. Gud modarbejder ikke mennesket. Han vil at alle mennesker skal nå målet – blive glade, lykkelige, stærke, mægtige, finde en sund og sand fred i sindet – finde kærligheden. Gud er vores ven – lige som Paulus siger til galaterne at de er hans venner. Han stoler på dem. Vi kan stole på hinanden. Der er kun een relation siger Paulus. Hvis vi har tillid til Gud, tillid til kristus eller tillid til evangeliet – har vi også tillid til alle mennesker. Vi har ikke noget at frygte. Vi behøver ikke at gardere os eller beskytte os eller være reserverede eller tegne forsikringer. Hun er min ven. Hun vil mig det godt. Hun er fuld af kærlighed. Alle mennesker er fulde af kærlighed. Vi kan godt stole på dem. De er ikke vore fjender, som verden siger eller som egoet tror. Alle mennesker vil det gode – de vil det samme som Gud – og Gud vil det samme som vi vil! Egoets omkvæd er altid at vi skal vogte os og passe på – vi skal ikke være godtroende eller tossegode – vi skal passe på andre mennesker – de vil ikke det som jeg vil! Følgen af vores lille ego og dets tale er altid frygt, frygt, frygt!

v10  Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet. Men den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er. v11  Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte. v12  Gid de ville lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede!

Omskærelsen:

Hvad mener Paulus egentlig med sin tale om omskærelsen? Det er ikke altid lige klart. Det er sikkert at man kan få et helt forkert indtryk af Paulus’ opfattelse ved at læse Galaterbrevet - overfladisk. Vi kan heller ikke overføre en meget senere kristen tankegang på Paulus.

Vi ved at omskærelsen var en frygtelig afskyelighed for alle gode romere og grækere. Vi kender det fra mange af de samtidige romerske forfattere. Omskærelsen blev opfattet som en slags kastration. Romerne og grækerne kendte Kybele kulten som var en  af datidens mysteriereligioner, som kom fra Lilleasien – faktisk fra områderne omkring Galatien. I Kybele kulten kastrerer alle mændene sig selv. De drikker sig berusede og de kommer i ekstase ved narkotiske stoffer og derefter - i en rus - afskærer de deres penis med gamle arkaiske flinteknive! Denne penis bliver ofret til gudinden Kybele. Hedningerne opfattede den jødiske omskærelse i stil med selvkastreringen i Kybele kulten. De gøs og var rædselsslagne – og omskærelsen var noget som afskar mange grækere og andre ikkejøder fra at blive proselytter og jøder.

Det er sandsynligt at Paulus har tænkt på dette og det er forklaringen på hans holdning til omskærelsen i Galaterbrevet. Paulus har tænkt at hvis den kristne kirke kræver at alle nye kristne skal omskæres – så skræmmer man dem væk fra evangeliet.

Paulus er naturligvis ikke imod omskærelsen. Han er jøde og han er selv omskåret – lige som Jesus er det. Paulus sørger også for at andre – ikkejøder – bliver omskåret (Apostlenes Gerninger). Grundlæggende har han været enig med den kristne kirke i Jerusalem. Men Paulus har kunne se at det var meget uklogt at stille sådanne krav.

Paulus mener bestemt at de såkaldte hedninger der kommer ind i Jesussekten – ind i Israel – skal omlægge deres liv, opgive deres gamle liv i hedenskaben og anlægge en jødisk livsstil – VejenHalakhah. På det punkt er han helt enig med Peter og kirken i Palæstina. Men Paulus opfatter Vejen og Halakhah på en mere generel eller abstrakt måde. Hedningerne skal ikke nødvendigvis omskæres. De skal ikke nødvendigvis følge alle spiselovene – de skal antage jødiske værdier, leve i kærlighed – tro på den jødiske gud og antage en jødisk bestemt etik - næstekærligheden. De skal deltage i den jødisk-kristne gudstjeneste. Paulus mener også at galaternes levemåde skal forandres for at de kan blive virkelige medlemmer af Israels folk – Guds eget folk - men hans begreb om jødedommen eller religionen er meget bredere end vi finder hos kirken i Jerusalem. Jakob og Peter og Johannes er antageligt meget mere snævert jødiske – meget mere traditionelle end Paulus.

Galaterne skal ikke nu – hvor de endelig har opnået en stor frihed i Kristus – lade sig kue af en ny trældom. De skal ikke give sig ind under et nyt åg, som han siger. De græske ord som Paulus bruger her er meget interessante. De viser hvad Paulus mener. Han siger at galaterne ikke skal glide ind i en ny trældom. De skal ikke lade sig lokke. De skal ikke lade sig friste. De skal ikke lade sig friste af andre – men heller ikke selv være årsag til fristelsen. Hvis de giver sig ind under åget – falder de for en stor fristelse, siger Paulus. Så har de gjort sig selv små og svage. Nu er de – efter at troen er kommet som en kosmisk begivenhed - blevet fuldt ud frie. De har ikke længere nogen formynder over sig – ingen paidagogos over sig. Hvis de giver sig ind under en ny paidagogos eller magt eller autoritet falder de for en fristelse. I så fald mister de troen og troen på sig selv og deres egen styrke. De bilder sig ind at de ikke kan undvære autoriteten, myndigheden, religionen, den borgerlige moral, loven, Moseloven, reglerne. De gør sig selv små og svage. Det er hans pointe. Det er derfor at omskærelsen bliver en farlig sag for galaterne – ikke på grund af selve omskærelsen. Paulus har måske at omskærelsen var god og passende for galaterne  på langt sigt – men ikke lige nu. Lige nu står deres frihed og styrke og selvbevidsthed på spil. De skal sige nej til evt pres udefra – og de skal især sige nej til en indre tilskyndelse. Vi ved jo at jødedommen var meget attraktiv for mange grækere. Og de har selv ønsket at glide ind i de jødiske skikke! Jødedommen var faktisk tillokkende!

Gud er ikke kun en gud for jøderne, siger Paulus. Han er Gud for alle mennesker – uanset hvem de er. Han er også gud for hedningerne. Han er også Gud for ateisterne og de mennesker som ikke tror på Gud. Gud er Gud for alle. Galaterne skal ikke tro at de skal blive jøder for at få del i frelsen og velsignelsen. De skal ikke tro at de behøver at lade sig omskære. Det er ikke noget Gud kræver. Gud kræver ingen ting. Gud frelser. Galaterne er Guds sønner. De ønsker nu at blive Abrahams sønner men det som Paulus siger er: - I er Guds sønner og derfor er I allerede Abrahams sønner. I er nu allerede blevet lemmer på det hele legeme. I er Abrahams arvinger og rigets arvinger. I er verdens herrer, som han siger i Galaterbrevet – Kyrios panton. Hvis I kun stræber efter at blive Abrahams sønner – ved omskærelsen – stræber I efter noget som er mindre end det I nu har! Der er ikke noget galt ved at blive omskåret – men galaterne skal ikke falde for fristelsen og tro at de er små og afmægtige og svage – som stakkels børn og mindreårige – for de har fået en ny frihed, styrke, glæde og værdighed. Den skal de leve op til og den skal de ikke glemme af frygt for at de ikke er fuldgyldige medlemmer af det jødiske folk. Selv om de ikke er omskårne er de medlemmer af Guds Israel – det sande Israel.

Formaninger. (Parainesis). Åndens frihed: 5.13 – 6.10:

Frihed:

Moseloven er i Det gamle Testamente er en ret uoverskuelig række af regler og love om alle mulige slags forhold i det gamle Israels samfund. Moseloven er blevet til over en lang periode, og den fungerer også som det gamle samfunds lovgivning – dets verdslige lovgivning så at sige. Moseloven indeholdt bestemmelser om krigsførelse, seksualliv, religiøse højtider og ejendoms- og arveret.

Alle de jødiske lærde og rabbinere på Jesu tid og på Paulus’ tid søgte at formulere hele loven i en kort formel – i eet ord som Paulus siger. Jesus gør det samme som de andre rabbinere og lærde. Jesus prøver også at sammenfatte hele loven i een sætning – i eet ord. Jesus er jøde, og han mener selvfølgelig at man skal leve efter loven, hvis man er jøde! For Jesus var dette selvindlysende. Meningen med loven er at den skal overholdes – ikke til dels eller på udvalgte punkter – men i sin helhed! Det er derfor, at alle jødiske lærde prøver at sammenfatte hele loven i een sætning, i eet ord.

Et berømt eksempel herpå er den jødiske rabbiner Hillel som sammenfattede hele Moseloven i een sætning – den såkaldte gyldne regel: - Du skal være mod andre som du vil at de skal være imod dig!

Paulus sammenfatter hele Moseloven i den ene sætning: - Du skal elske din næste som dig selv! Denne sætning er et direkte citat fra Moseloven i Det gamle Testamente – nemlig fra 3. Mosebog 19.18. Der er slet ingen tvivl om at denne løsning – at sammenfatte hele Moseloven på denne måde – går tilbage til Jesus. Der er heller ikke nogen tvivl om at den er typisk jødisk. Paulus er blevet helt misforstået nogle gange på dette punkt – men det som han siger er ikke vendt imod jødedommen på hans tid – tværtom - det er typisk jødisk!

v17  Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. v18  Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. v19  Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. v20  For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

(Mattæusevangeliet 5.17)

Det er vigtigt at huske, at Paulus mener, at loven er positiv og at loven skal holdes. Det er også sikkert, at Jesus har ment det samme. De er begge jøder – trofaste over for fædrenes religion. Loven er VejenHalakhah - som jøderne sagde. Der findes ikke nogen anden vej. Der er kun een vej – Vejen.

Det er ikke Paulus’ mening at Moseloven skal afskaffes. Det er heller ikke hans mening at Moseloven skal erstattes med den citerede sætning. Loven kan ikke erstattes med en eller flere andre regler! Loven gælder stadigvæk. Loven er en velsignelse og beskyttelse som Gud har givet menneskene. Loven er livets lov. Men det er hans mening, at sætningen er en vejleder. Evangeliet har gjort alle mennesker helt frie – og dette ord – denne Summa – er en vejledning. Loven er svær at overskue - og sætningen er en sætning som kan anvendes i praksis – de mange bud og regler kan jo virke uoverskuelige. Jesus har sikkert opfattet det på samme måde. De diskuterer bestemt ikke om loven eller om Vejen er sand – de diskuterer hvordan loven kan udtrykkes i en eneste kort formel.

Næstekærligheden og kærligheden – Agape på græsk - får en helt dominerende betydning siden hen i kristendommen. Ud fra teksten her i Galaterbrevet kan vi sige at reglen eller ordet betyder noget bestemt: Vi skal elske vores næste – dvs vi skal elske det menneske som er tæt på, de mennesker som vi lever sammen med, de mennesker som vi har en tæt relation til. Vi skal elske brødrene – men også alle andre som vi kommer tæt på. Det er meningen med næstekærligheden i Det nye Testamente. Vi skal ikke elske hele menneskeheden abstrakt eller alle mennesker på hele jorden på en teoretisk eller filosofisk åndelig måde. Det er ikke meningen med sætningen. Kærligheden er konkret og den består af en tjeneste – at stille sig til rådighed.

Sætningen handler ikke om at vi skal have mange søde følelser for andre mennesker. Sætningen siger ikke at vi skal føle en hel masse eller leve i en overmenneskelig mild og kærlig følelse - til alle dyr og mennesker på hele jorden! Næstekærlighed og kærlighed er noget konkret. Næstekærlighed og kærlighed er ikke en sød følelse. Det drejer sig om at sørge for hinanden og være til rådighed for hinanden konkret. Næstekærlighed er den kærlighed som findes mellem en mand og hans kone og en forælder og hans børn. Næstekærlighed er ikke søde følelser men konkret trofasthed og omsorg. Næstekærlighed betyder at vi glemmer vores eget lille ego og gør noget for andre – fordi de har brug for det. Næstekærligheden hænger sammen med tanken om pagten i Det gamle Testamente.

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

At leve i næstekærlighed er leve som et frit menneske - at handle ud fra ånden – ikke at adlyde bogstavet. Når vi lever i kærlighed – lever vi efter en indre impuls – vi lever efter den Guds ånd som vi har inden i os. Vi behøve rikke detaljerede regler som står i en bog, siger Paulus. Vi behøver ikke at være slaver af regler eler bogstaver. Når vi følger ånden gør vi det som skal til og det som vi vil! Vi handler intuitivt og spontant. Vi improviserer. Vi handler ud fra situationen. Vi er frie. Vi er lige som Gud og vi skal ikke spørge andre eller autoriteter om hvad vi skal gøre. Vi ved det godt - alle sammen - inderst inde.

Næstekærligheden er ikke en nemmere eller mindre lov end Moseloven. Tværtom så er næstekærligheden en langt mere omfattende lov. Det er også det som Jesus siger . – Jeg er ikke kommet for at nedbryde eller afskaffe loven. Jeg er kommet for at opfylde loven!

Næstekærligheden er Guds vilje og Guds lov – akkurat som det siges i Det gamle Testamente. Næstekærligheden betyder i virkeligheden ikke at vi skal ofre os selv for næstekærligheden er spontan og fri. Vi gør det som vi ønsker og vil – det som vi har lyst til. Næstekærligheden er simpelt hen den livsførelse hvor vi bliver os selv, bliver frie og voksne mennesker og realiserer os selv. Vi er ikke længere arme ofre. Vi er ikke mere ofre for synden og kødet – dvs egoismen, verden og vore egne svagheder og begær. Når vi er kærlige bliver vi frigjort for al det gamle slaveri under egoet. Vi er ikke det samme som egoet. Vi er noget meget højere. Vi er frie og værdige. I næstekærligheden bliver vi sande menensker – først i kærligheden bliver vi for alvor rigtige mennesker.

Paulus opsummerer hele loven i den ene sætning. Det er vigtigt at huske at det som Paulus her gør ikke er antijødisk eller kritisk imod jødedommen! Lige modsat! Det som Paulus gør er det som alle de jødiske rabbinere gjorde i datiden. Paulus optræder fuldstændigt som enhver anden jødisk skriftklog eller lærer. De prøver alle sammen at sammenfatte hele loven i et ord eller een sætning. Vi kan se dette træk helt tydeligt i evangelierne. Det er også vigtigt at Paulus’ forslag – ud fra kærligheden i 3. Mosebog – ikke var så ualmindelig en løsning i datiden. Mange jødiske rabbinere ville have sagt det samme som Paulus siger her – næstekærligheden er en god sammenfatning af hele loven.

Det er meget interessant at vi det følgende citat fra Markusevangeliet kan se at Jesus og den skriftkloge faktisk er fuldstændigt enige! Det som Jesus sagde var der mange som sagde på hans tid i jødedommen:

v28  En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?«

v29  Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, v30  og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«

v32  Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, v33  og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« v34  Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.

(Markusevangeliet 12.28)

Den berømte rabbi Akiba sagde 50 år senere end Paulus at kærlighedsbudet – fra 3. Mosebog – var det største generelle princip i hele Moseloven – Toraen.

13 υμεις γαρ επ ελευθερια [til friheden] εκληθητε [I er kaldede til] αδελφοι μονον μη την ελευθεριαν [en falsk frihed] εις αφορμην [startpunkt, udgangspunkt for] τη σαρκι [Kødet, Sarx] αλλα δια της αγαπης [igennem kærligheden som en form] δουλευετε αλληλοις [I skal være slaver for hinanden eller for de andre i menigheden eller for andre mennesker generelt]

 (Galaterbrevet 5.13)

De græske læsere af Paulus’ brev har helt sikkert undret sig over sproget. Paulus gør enormt meget ud af at fastslå friheden – I er nu blevet helt frie og ingen er jeres herre eller gud! I vers 13 fortsætter han så med at definere det gode som det at tjene hinanden. For de græske læsere har det været en voldsom kontrast. Efter at Paulus har brugt 4 kapitler på at tale om friheden – siger han nu at friheden består i at vi skal være trælle for hinanden! I den græske tekst siger Paulus at de skal være slaver og trælle for hinanden – det græske ord douleuo – af doulos som betyder en slave! For grækerne kan kontrasten ikke blive voldsommere – at være en fri mand var jo netop ikke at være en slave. Paulus formulerer bevidst kærligheden og friheden på denne paradokse måde. Det som han mener er, at netop fordi vi nu er frie kan vi frit tjene hinanden og være en slags tjenere og trælle for hinanden! Frihed er ikke uden videre at gøre det som man vil eller ønsker. Friheden kan blive til et nyt slaveri og en ny afhængighed, hvor vi er slaver af vore egne følelser, frygt eller begær. Det er ikke sand frihed i følge Paulus. Det er slaveri og magtesløshed. Ingen frihed uden kærlighed – og ingen kærlighed uden frihed.

Friheden er for Paulus både en frihed fra – fx fra lovens trældom eller gudernes trældom – og en frihed til – nemlig til at leve det rette liv, det gode liv.

Paulus bygger helt sikkert på traditionen fra den historiske Jesus. Jesus fortolker og sammenfatter loven – Moseloven. Jesus er en lærer i loven. Han sammenholder ofte det at være herre og være tjener. Den der er en tjener er større end alle andre, siger Jesus – som et paradoks:

v33  Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: »Hvad var det, I talte om på vejen?« v34  Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største.

v35  Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: »Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener

(Markusevangeliet 9.33)

Sand frihed er for Paulus ikke anarki eller tøjlesløshed. Sand frihed er at gøre det som man i virkeligheden gerne vil – at gøre sin vilje og følge sin egen vilje. Derfor er sand frihed at leve i kærlighed – at være trofast – at være lydig imod Guds gode vilje – at gøre det gode. Sand frihed er ikke at leve egoistisk – for det er blot en anden form for trældom i følge Paulus.

Paulus formulerer friheden som et paradoks. Grundlæggende siger han at den sande frihed består i at vi bliver hinandens slaver og trælle. Dette  paradoks har virket voldsomt for de græske tilhørere – Paulus er her typisk jødisk i sin opfattelse af sand frihed. Paulus siger at vi skal være hinandens trælle dia kærligheden – med det græske udtryk. Vi skal være hinandens trælle og slaver i kærligheden eller gennem kærligheden eller for at udtrykke kærligheden. Vi skal ikke blot være hinandens trælle – vi skal tjene hinanden på en bestemt måde.

Paulus trækker bestemt ikke noget af friheden tilbage! Han gør i Galaterbrevet enormt meget ud af at fastslå menneskets nye frihed. Det trækker han ikke tilbage. Han forsøger i stedet at forklare hvad det vil sige at leve som et frit menneske. Hvis friheden kun bliver et påskud for kødet og egoismen og kynismen – er der ikke nogen frihed, siger han. Så er friheden blot blevet misbrugt og mennesket er havnet i en ny afhængighed. Paulus mener at kun ved at vi lytter til ånden og følger ånden kan vi leve som frie mennesker. Ellers bliver vi lige så ufri som vi var i gamle dage. Friheden er ikke det samme som vilkårlighed eller tilfældighed. Friheden er at vi gør det som vi dybest set ønsker og vil – det som er vores vilje dybest set.

Det er vigtigt at Paulus ikke skelner mellem forskellige slags kærlighed. For ham er kærlighed bare kærlighed. Al kærlighed er – hvis den er ægte – af samme slags. Kærligheden til vore ægtefæller er kærlighed - som enhver anden kærlighed. Kærligheden til ens børn er det samme som kærligheden til ens næste. Kærlighed er simpelt hen kærlighed.

Paulus’ etik er en slags åndsetik. Denne etik definerer ikke bestemte gerninger. Mennesket må selv improvisere og finde det som er kærlighedens gerninger i den konkrete situation. Paulus’ etik bygger på at vi handler spontant- vi føres af ånden. Kærlighedens gerninger er de ydre udtryk for en kosmisk energi – kærligheden. Kærligheden arbejder og virker igennem os mennesker. Den er ånden i det som vi gør. Den er psykologisk set vores motiv eller motivationsstruktur.

Det er interessant at Paulus i det følgende citat tydeligt nok taler til nogen som interesserer sig for at opfylde loven! Paulus refererer jo netop til denne interesse. Galaterne ønsker faktisk i følge brevet at leve efter loven og at opfylde loven! Det ønsker Paulus også – naturligvis. Det er vigtigt at Paulus tager dette som en selvfølge. Det som der er tvivl om er ikke om man skal holde hele loven – men om hvordan loven kan sammenfattes og formuleres! Det var netop det spørgsmål som Jesus ønskede at besvare! Alle – jøder, kristne, Peter, Paulus og Jesus – er enige om at vi skal gøre sådanne gode gerninger som glæder Gud i himlen! Alle er enige om at sand frihed er at gøre kærlighedens gerninger! Alle er enige om, at vi skal leve efter loven eller efter dens ånd!

Der er ingen tvivl om at Paulus mener at loven skal holdes som det fremgår af dette citat fra Romerbrevet. – Vi skal gøre lovens gerninger – Hvad ellers?

v14  For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. v15  De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden.

(Romerbrevet 2.14)

Paulus sammenfatning af loven er ikke ment som en begrænsning af loven! Det er ikke meningen at loven er sat ud af kraft - undtaget på dette ene punkt – kærligheden! Paulus mener ikke at alle andre bud end kærlighedsbudet er ophævede! Kærlighedsbudet er ikke en begrænsning af loven – men en sammenfatning! Loven gælder fuldt ud og i sin helhed - som altid. Paulus ord er ikke en nedskrivning af loven eller en underminering af loven. For Paulus er loven det samme som Guds lov – den skal holdes. Den er en del af pagten og en del af løftet til menneskene.  Vi skal leve efter loven og under lovens beskyttende vinger. Ikke fordi vi skal gøre os selv retfærdige – slet ikke – men fordi vi skal glæde Gud ved at gøre gode gerninger – fordi vi lever i en relation til Gud og fordi hans frelse er underfuld.

Paulus siger at hele loven er opfyldt i dette ene ord – nemlig om kærligheden. Denne sætning er ofte blevet misforstået til ukendelighed. Meningen er at hele loven kan sammenfattes i dette ene ord – meningen er bestemt ikke at loven er overstået eller forældet! Loven skal holdes – det er alle faktisk enige om.

Paulus mener nok at denne opsummering altid har været lovens mening – fra starten af – da loven blev givet til Moses på bjerget. Meningen har hele tiden været kærligheden. De mange konkrete regler eller forbud er kun eksempler på dette generelle princip. Sådan blev Moseloven også opfattet af mange jøder på Paulus’ tid.

Man har tidligere ment at Paulus i Galaterbrevet bekæmper et særligt parti – entusiasterne eller pneumatikerne eller de åndelige – som har reageret på Paulus ved at dyrke den  grænseløse hensynsløse frihed. Gør hvad du vil! Alt er tilladt! Alle love eller al moral er ophævet! Denne berømte teori er måske ikke sand men det er sikkert at noget lignende er opstået på et mere almen menneskeligt psykologisk plan. Paulus tale om den nye frihed skal defineres. Derfor taler Paulus både om at frihed er en frihed fra noget – trældommen, loven, guderne og lidelsen – og en frihed til noget. Frihed giver ikke mening hvis den forstås totalt løsrevet – den skal være en frihed til noget – til kærlighed som Paulus formulerer det. Friheden skal have et formål og den skal føre til noget bedre og ikke til noget værre!

Paulus tænker meget jødisk kan vi sige. At tjene Herren og at være en slave er simpelt hen det samme ord i det gamle Testamente. Ord stammen bd bruges om begge dele. Vi kan se det tydeligt i Exodus beretningen. I begyndelsen er israelitterne Faraos slaver – bd. Det som sker er at de bliver sat fri – som Paulus bruger ordet – de blive frie og værdige – stolte sønner. Men den nye frihed betyder at de nu er Guds slaver – bd – det samme ord. Ordet findes også fx hos Esajas der taler om Herrens tjener – bd eller Herrens Ebed. Friheden har to sider i følge Paulus og Det gamle Testamente.

Friheden kan føre til en meget negativ tilstand. Friheden fra slaveriet kan føre til kynisme, ligegyldighed, egoisme, tomhed. Det er Paulus pointe i Galaterbrevet. Friheden kan blive en aforme for kødet som han siger. En aforme på græsk betyder en række ting som: en anledning, et start punkt, en motor, en kraft, en drivkraft. Når vi bliver frie kan det føre til at vi bare synker ned i kødet siger Paulus. Det er grundlæggende et psykologisk fænomen hos Paulus. Vi bliver liderlige og begærlige, krævende, røveriske, aggressive, grænseoverskridende. Vi tænker kun på at opfylde vore små kort sigtede lyster. – Jeg vil have mere, mere, mere, siger egoet. Vi gør hvad der passer os. Vi bliver kolde og lige glade med andre mennesker. Vi har godt nok fået en ny frihed – men den fører over i en meget negativ tilstand. Friheden ender i en ren tomhed. Dden ender i at vi kun interesserer os for penge, nydelse, sex, forbrug, status, ejendom. Det er den psykologiske indsigt – en meget vigtig indsigt – i Galaterbrevet.

Når vi blive frie af gamle begrænsninger kan vi blive værgeløse hjælpeløse ofre for vores ego, siger Paulus. Det han siger er primært en psykologisk indsigt. Den nye tilstand er faktisk en tilstand af ulykke og svaghed og magtesløshed. Derfor kommer der også en følelse af tomhed og meningsløshed. Det er som om paulus siger at når mennesker bliver sat fri kommer den onde djævel på banen og lokker og frister dem. Og det sidste bliver værre end det første. Paulus tale om en aforme betyder at han opfatter denne aforme som noget aktivt eller dynamisk. Vi falder for en fristelse eller vi bliver ført ud i en ny slags trældom – slaveriet under egoet! Vi bliver ynkelige. Vi glemmer at vi er rigets herrer og frie sønner!

I 1 Korinterbrev kapitel 15 siger Paulus at vi lige så godt kan æde og drikke hvis vi skal dø i morgen. Det er denne livsholdning han også har i tankerne i Galaterbrevet. Vi kender  det udmærket fra den moderne verden. Den moderne mentalitet dyrker successen, nydelsen, det ydre, facaden, glimmer. Der findes ikke længere nogen lov  eller regler eller begrænsninger. Moderne mennesker lever i en tom følelse af at de kan gøre hvad de vil – hvad de bare har lyst til – lige nu. Det er egentlig lige gyldigt alt sammen. Vi kan lige så godt gøre hvad vi har lyst til lige i øjeblikket – hvorfor ikke?

Problemet på et dybere pllan er for Paulus egentlig ikke umoralen men denne fundamentale tomhed. Liivet bliver på den måde helt tomt. Vi dyrker styrken og ungdommen og skønheden – og når vi mister det bryder alt sammen. Vi kommer på den måde til at leve i en fuldstændig tom verden. Hvor alt dybest set er meningsløst. Det er egoets verden – kødets verden – som Paulus siger. Det andet menneske er egentlig ligegyldigt. Andre mennesker er egentlig kun forhindringer. Livet består i at føre sig frem, vise sig frem, glimre over de andre – dupere, imponere – med penge, status, udseende osv! Livet bliver tomt. Vi går i virkeligheden helt fortabt siger Paulus. Livet mister sin glæde og lykke. Vi bliver frygteligt ensomme. Vi er helt alene imod verden som er fremmed og grusom og krævende. Livet er hårdt. De svage falder fra. Det må de selv om. Man er nødt til at være en vinder. Man må gøre sig selv hård! Vi kender hele denne livsanskuelse fra de moderne medier – hele den moderne mentalitet. Vi lever med denne livs holdning på alle sider.

v13  Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. v14  For hele loven er opfyldt [sammenfattet] i det ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv.«

v15  Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt!

Ånden:

v31  Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, v32  en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. v33  Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren:

Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.

Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

(Jeremias 31)

Der findes ikke nogen ægte kærlighed uden frihed - og der findes ikke nogen sand frihed mellem mennesker uden kærlighed. Det er pointen i Galaterbrevet.

Kærligheden kan ikke påtvinges andre. Den bliver givet frit til andre som en gave. Der følger ikke nogen regning med sand kærlighed. Kærligheden stiller ikke krav til andre. Den giver af et glad hjerte. Forudsætningen for at give kærlighed til andre er at man selv er fri og stærk. Svage mennesker kan ikke give nogen ægte kærlighed. Kun stærke og frie mennesker kan elske andre mennesker. De giver af deres overskud. Det er Paulus’ pointe.

Vi behøver ikke læse i en bog om hvad der er ægte kærlighed. Det ved vi godt. Vi kan slet ikke læse os til hvad der er sand kærlighed. Sand kærlighed er simpelt hen det vi gør og det som vi giver når vi er frie og glade og stærke. Vi er frie og stærke – det er vores natur - fordi vi har fået Guds ånd.

Ånden er den indre vejleder som fortæller os - i  situationen - hvad vi skal gøre og hvordan vi skal reagere og ånden eller Helligånden er den energi eller den kraft inden i os der får os til at handle. Ånden er dels en vejleder – vi behøver ikke nogen bøger eller lærere – og dels en energi – en magt inden i os, inden i vores sjæl og ånd og legeme.

VejenVejen som den hedder i Apostlenes Gerninger - er derfor simpel nok. Vejen fortæller os at vi skal gå lige frem! Vi skal se lige frem og lige ud. Vi skal ikke se os tilbage og ikke hænge fast i fortiden. Vi skal ikke se os til siderne. Vi skal gå lige frem og gøre det som ligger ligefor, som Paulus siger. At gøre det som ligger ligefor er at opfylde hele loven – at gå Vejen. Det er at vandre for Herrens ansigt – at være velsignet. Det som ligger ligefor er det som ånden viser os hele tiden. Guds ånd fortæller os hele tiden hvad vi skal gøre. Vi skal ikke frygte noget. Vi skal  ikke bekymre os. Vi skal ikke planlægge. Vi skal ikke sikre os. Vi skal blot gå Vejen – lige frem. Det er den åndelige vej – den eneste sande åndelighed. Hver gang vi gør noget andet – bekymrer os, sikrer os og laver beregninger – falder vi ned i Kødet. Kødet er vores lille frygtsomme ego. Kødet gør os til ufri slaver. Kødet får os til at skade andre og skade os selv. Kødet skaber megen lidelse i verden. Kødet gør os fortabte. Kødet er hos Paulus det samme som Synden. Synden viser sig når vi bliver bange og begynder at ryste på hånden. Synden og kødet får os  til at blive små og svage – arme ofre. Kødet gør os til ofre for en dårlig verden. Vi føler os forfulgt og uretfærdigt behandlet. Vi klager og klynker. Vi piver over at livet er så hårdt. Vi klager over at andre mennesker er så onde og ikke gør det som vi vil have at de skal gøre. Når vi kommer i den tilstand har synden taget magten i vores liv. Vi har fuldstændigt mistet vores frihed og værdighed. Vi er gået helt fortabt. Ud fra Paulus’ tankegang kan vi sikkert sige at de fleste moderne mennesker er gået helt fortabt! Det moderne menneske er blevet lille og svagt. Det klager og klager. Det er utilfreds med alting. Det har ingen taknemmelighed og det har ingen ånd tilbage – ville Paulus sikkert sige!

Livet er en vandring – Paulus bruger en gammel metafor fra Det gamle Testamente. – Enok vandrede for Herrens ansigt i 200 år, som det hedder i 1. Mosebog. I Salmerne er det at leve det samme som at vandre. Det som Paulus beskriver er at vandre med Gud eller med ånden eller for Herrens ansigt – at gå VejenHalakah.

I følge Paulus har alle mennesker en intuitiv viden og sikkerhed. Vi ved godt hvad vi skal gøre. - I skal ikke frygte, for Helligånden vil fortælle jer hvad I skal sige og hvad I skal gøre, når I stilles for domstolen, som Jesus siger. Ånden er en indre stemme som hele tiden er til rådighed – en indre visdom som er Guds visdom og ikke menneskers visdom. Vi skal blot åbne os for den ånd – vi skal blot høre efter og lytte og følge åndens røst. Vi skal bare sidde stille – i al fald engang imellem. Vi skal give ånden en chance – ellers bliver den helt overdøvet af verdens larm.

Hele Paulus’ liv er et godt eksempel på åndens stemme. Ånden fortæller ham hvad han skal gøre. Da han er i Efesos fortæller ånden ham at han skal rejse over til grækenland. Ånden er Guds stemme. Ånden er en stemme som er neden under vores almindelige bevidsthed. Åndens stemme kommer fra noget ubevidst eller overbevidst. Åndens stemme er den eneste vejleder som mennesker nogen sinde får brug for. Vi behøver ikke spørge nogen anden lærer eller præst eller professor eller autoritet. Vi skal blot give slip på vore egne små tanker og følelser, være stille og lytte til åndens stemme. Hvis vi ikke splitter os og adspreder os, hvis vi samler os og sidder helt stille - kan vi faktisk høre åndens stemme. Måske taler den ikke særligt højt - men det er klogt det som den siger!

Kødet viser sig fx i vores lyst og begær – efter sex, ting, mennesker, prestige, rygte, ejendom, status, magt osv. I Kødet sidder der en tørst som hele tiden taler til mennesket. Men den tørst og den sult som sidder i Kødet er umættelig. De lyster og det begær vi tror at vi har, kan aldrig nogen sinde tilfredsstilles. Paulus har præcist den samme opfattelse af begæret som Buddha havde. Kødet får aldrig nok. Kødet vil bare have mere og mere. Kødet gør alle andre mennesker til forhindringer, fjender og konkurrenter. Kødet ser med misundelse på de andre som har fået meget mere end lille mig og som har det meget bedre end mig. Kødet og ånden er modsætninger – antiteser eller antinomier - i Paulus’ teologi. Han bruger Kødet og ånden på en meget bred måde til at beskrive en lang række af menneskelige fænomener. Nogle gange opfatter han Kødet og ånden som væsner eller som magter i universet. Kødet er slet ikke specielt de seksuelle lyster. Når Paulus taler om at korsfæste kødet mener han ikke at de seksuelle lyster skal korsfæstes eller ødelægges. Kødet er hele egoets og personlighedens samlede behov og begær – også begæret efter at være særligt from og særligt religiøs eller særligt hellig og åndelig! Det er kødet der gør os kronisk vrede – men det er også kødet som gør os ængstelige og frygtsomme. Det er kødet som får os til at misbruge andre mennesker - men det er også kødet der gør os svage så vi kan misbruges af andre! Kødet gør os små og ynkelige. Kødet nedværdiger mennesket. Kødet gør os til helt uværdige mennesker. Kødet ydmyger os og tager vores styrke og frihed fra os. Ånden gør os til stolte og frie og stærke mennesker – kødet gør os ufrie og magtesløse. Ånden får os til at se skønheden og dejligheden hos andre mennesker. Ånden får os til at se kærligheden i deres handlinger. Ånden åbner vore øjne for virkeligheden og river os ud af vores illusion om verden som ond og om alle mennesker som vore modstandere. Når jeg ser hende som hun er - elsker jeg hende! Kødet gør os til arme syndere – dvs til små og svage ofre som altid klager over at verden er ond! Kødet får os til evindeligt kun at tale om vore egne sygdomme, problemer og dårligdomme. Kødet får os til fuldstændigt at glemme taknemmeligheden og glæden ved livet. Når vi kun lever i Kødet er verden fuld af ondskab og vi kan kun se det negative og håbløse. Når vi kun lever i Kødet er der ikke længere noget godt eller dejligt i livet! Når vi lever i Kødet falder vi ned i fristelsen – vi falder ned i misbruget af narkotiske stoffer og misbruget af andre mennesker. Når vi kun lever i Kødet lever vi uden Gud og uden håb i verden, som Paulus siger i Efeserbrevet.

Det  er vigtigt at Paulus i vers 16 anvender indikativ og ikke imperativ! Det er i al fald de flestes mening at Paulus bevidst bruger indikativen. Vi kan gengive vers 16 i den engelske oversættelse således:

Walk by the Spirit and you will not satisfy the desire of the flesh!

Det er en stærk pointe hos Paulus over alt i hans breve at det gode liv – kærligheden – kommer af sig selv. Derfor skriver han at hvis de vandrer med ånden og holder fast i deres oprindelige oplevelse af Helligånden – så vil de naturligt og af sig selv leve i kærlighed. Kærligheden kommer naturligt af sig selv. Den kommer ikke af pres eller tvang og heller ikke af regler eller moral! Det Paulus siger lægger en bombe ind under megen gammel snak om moral. Menneskene bliver ikke bedre af at man prædiker moral for dem! Paulus opfattelse bygger på at ånden er en vejleder og også en energi – en indre motor. Ånden driver mennesket til kærlighedens gerninger. Det behøver ikke gøre så meget. Det sker af sig selv. Det som ødelægger det hele er ofte snak om regler, lov, moral. At leve som et kristent menneske er at leve i frihed. Det er at følge åndens stemme som vi har indeni – alle sammen! At være tro og trofast over sin indre følelse og fornemmelse er at leve som en kristen siger Paulus. Kirken i Jerusalem taler meget om kniven. Galaterne skal skæres med kniven – de skal omskæres. Den jødiske eller farisæiske opfattelse – som vi også finder genfortalt hos Filon – er at kniven skærer synden bort. Når manden eller drengen bliver omskåret bliver hans synd og urenhed skåret bort med en kniv. Hertil siger Paulus at vi blev skåret og omskåret da vi fik ånden – da vi så Gud. Oplevelsen og ekstasen og besættelsen var som en kniv.

Helligånden er en vejleder som vi kan høre i vores inderste. Den er en pålidelig og sikker stemme. Kødet kan overdøve den stemme men  den lyder stadig væk selv om kødet støjer og larmer. Hvis vi er stille kan vi hørestemmen. Men Helligånden er også en kraft, en ressorce. Helligånden er den eneste kraft som kan føre os den rigtige vej. Loven hjælper i  sidste instans ingenting. Loven kan begrænse synden og hjælpe os gennem livets genvordigheder – men loven kan ikke gøre os kærlige eller skabe nogen sand kærlighed.

Vi behøver ikke bøger eller lovregler eller etik eller moral. Vi har svaret inden i os selv – i vores ånd og sjæl. Paulus er tydeligt påvirket af teksten hos jeremias hvor han taler om et nyt menneske som ikke er omskåret i kødet men i hjertet. Den ydre fysiske omskærelse nytter ikke meget.

Paulus kan godt skelne mellem de sande ånder og de falske. Han ved godt at mmennesker ka tage fejl og blive forført af falske ånder som de mener at høre!

Beviset på Helliigånden er at den hænger sammen med Pistis – troen, tilliden. Hvis vi motiveres af frygt og gru har vi ikke ånden. At leve i troen – i Pistis – er at se allemenneskersom kærlige og elskelige – at have tillid til dem. Den kristne lever uden nogen frygt eller bekymring siger Paulus. Det er kriteriet på at han holder fast ved det som skete engang – at han blev kaldet af Gud.

Troen eller Pistis kan ikke deles op eller leveres i grader. Enten lever vi i fuld tillid til andre mennesker – eller vi har slet ingen tro! Troen eller Pistis eller Nåden er som et element vi lever i. Så længe fisken er i vandet – er den i det rette element. Det er mindre vigtigt hvad den gør. Det afgørende er at vi lever i det rette element – som fisk i vandet. Resten går af sig selv. Gud virker og Gud er energien. Helligånden er motoren eller virkekraften. Helligånden er subjektet – vi er ikke subjektet. Vi er små og store syndere og måske egoistiske eller svage men det er mindre væsentligt. Det afgørende er at vi giver slip over for Gud og lader ham råde og virke. Vi skal lade Gud være og virke i fred! Vi skal ikke præstere eller gøre en hel masse!

En kærlig kvinde elsker sin mand helt uden grænser. Hun gør det ikke fordi hun vil leve op til en særlig moral. Hun gør det ikke for at opnå noget. Hun gør det ikke fordi hun er en kristen eller fordi hun er særligt religiøs! Hun gør det fordi hun ikke kan andet! Det sker af sig selv. Hun ved næsten ikke hvad hun selv gør. Hun ved ikke hvor stor kærlighed hun rent faktisk giver. Hun giver at et overskud af et hjerte der løber over at kærlighed. Hun er et kar som er helt fyldt og bare løber over og ud i verden. Processen er uforståelig. Den er helt uden pres eller disciplin. Vi ved ikke hvor det kommer fra. Det kommer ud af det rene ingenting! Kærligheden kommer ud af det rene ingenting – eller vi kan sige den kommer fra Gud!

Vi skal bare gå ii den rigtige retning siger Paulus. Det er det afgørende. Det er ikke så vigtigt om vi begår små fejl eller store eller små synder! Det afgørende er at vi går i den rigtige retning. Lige som Israels folk som vandrede ud af Egypten – de gik og blev anført af Gud som var en stor ild på himlen. De begik sikkert mange fejl og synder – men de gik i den rigtige retning. Det er det som Paulus mener med at livet er at vandre – med ånden – i den rigtige retning.

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og [I vil] ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

v19  Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20  afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21  nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

Paulus skelner meget tydeligt mellem Kødets gerninger og åndens frugt (ental). Ånden er en kraft eller energi som virker inden i mennesket. Ånden giver sig udtryk i at der skabes et nyt menneske – menneskets karakter eller natur bliver forandret og forvandlet. Mennesket er et træ og dette træ sætter sin frugt – denne sammenligning findes også meget tydeligt i evangelierne. Sammenligningen med træet er også kendt fra den stoiske filosofi.

Træets godhed viser sig i dets frugt. Et godt træ bærer gode frugter, som Jesus siger. De gode frugter er dels et helt nyt menneske – et forvandlet menneske – dels bestemte nye handlinger. Men egentligt er det ikke mennesket selv som frembringer disse frugter. De kommer så at sige af sig selv – de kommer som et resultat af en naturlig udvikling – en modning. Mennesket gør ikke de godegerninger med sin vilje, siger Paulus, men de gode gerninger – kærligheden – kommer automatisk og af sig selv. Egentlig er det ånden eller Guds ånd som skaber de nye resultater. Ånden er skabende og kreativ. Når træet sætter sin frugt – er det Gud som spirer og sætter frugt. Den kristne er lig med Kristus og det er Kristus som handler i mig, siger Paulus.

De gode gerninger som kommer ud af ånden er slet ikke gode gerninger som vi plejer at opfatte gode gerninger, siger Paulus. Det som jøderne plejer at kalde gode og fromme gerninger er kun Kødets gerninger – mener Paulus. De er i virkeligheden ikke gode gerninger for de kommer af frygten. De bliver fremkaldt af loven. De er ikke frie gerninger og derfor er det kødets gerninger i følge Paulus. Åndens frugt er noget helt andet. Det er de sande gode gerninger som er frie gerninger – de kommer af kærlighed og overskud – de bliver ikke gjort ud af en frygt. De sker spontant og de sker af sig selv. De kommer ud af det rene ingenting som er Helligånden selv. Åndens frugt er egentlig Guds eller Kristi eller åndens gerninger. Mennesket er på en vis måde passivt.

Vi kommer ikke langt ved at bruge vores vilje. Vi skal lade Gud være i fred. Vi skal lade Gud være - så han kan sætte træets frugt – han vil sikre at det gode træ sætter den gode frugt. Processen er en naturproces- den sker naturligt. Gode gerninger er naturlige. Vi skal ikke gøre en hel masse. Det er kun vores ego som så handler og det kan ikke sætte gode frugter alligevel. Vi skal lade ånden selv udfolde sig. Vi skal være redskaber for Helligånden. Når vores eget lille ego træder tilbage får ånden mulighed for at træde frem og vise sig.

v22  Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23  mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! v24  De, som hører Kristus Jesus til, har [allerede] korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.

Paulus udtrykker sig med et voldsomt sprog. Galaterne har allerede korsfæstet kødet – de er allerede blevet korsfæstede. Det er forbløffende at Paulus kan anvende ordet korsfæste på en positiv måde! Korsfæstelsen var en afskyelig forfærdelig afstraffelse. Få ord efter Jesu korsfæstelse anvender han korsfæstelsen som et positivt sprogligt billede.

At blive en kristen – at modtage ånden er at dø. Dåben er et slags selvmord i følge Paulus! De som tilhører kristus er døde og korsfæstede. Det er ikke kun Jesus som bliver korsfæstet – alle de som tror på ham bliver korsfæstet. De dør.

Vore følelser er i reglen vore fjender! Følelserne overvælder os og driver os til at gøre det som vi ikke vil – det som fører os i afgrunden. Følelserne tager magten over os. Følelserne stammer som regel fra vores frygt. Det er frygten som er moder til alle vore hidsige følelser. Frygten får os til at frygte livet og andre mennesker. Vi frygter hvad de skal gøre eller tænke eller føle. Vi mister tilliden til livet – til de andre – og til os sselv. Følelserne gør os små og svage og ynkelige. Følelserne gør os til arme ofre. Livet er hårdt og vi klager og klynker. De andre vil kun skade os. De er ikke til at stole på. De er vore fjender. De vil ikke det samme som jeg vil.

Alle disse følelser er vores ego – det ego som styrer os gennem hele livet. Egoet er kødet. Kødet skal korsfæstes. Hvis ikke kødet bliver korsfæstet er vi uden håb og ikke til at redde. At komme til troen er at dræbe sig selv, dræbe sit lille og gamle ego – kødet. Når vi kommer til at tro dræber vi frygten – den onde moder – eller rettere ånden dræber vores lille ego. At komme til tro er som en omskærelse. Kniven kommer frem og vi bliver skåret. Det gamle menneske bliver dræbt – korsfæstet. Vore gamle elendige trivielle evindelige følelser holder op. Kristus er den eller det som tager følelserne fra os!

Moderne mennesker tror at deres følelser er vigtige og de kan bruge megen tid på at dyrke deres små og afmægtige følelser. Det kan bestemt have et terapeutisk formål men befrielsen eller frelsen består simpelt hen i at vi giver slip på følelserne. De fleste følelser er negative og destruktive. De ødelægger livet for os selv og bestemt også for andre mennesker. Mine følelser gør mig lilleog svag og jeg bliver nødt til at angribe andre. De gør mig bange – de er anderledes. Jeg gruer og frygter. Jeg mister troen på at livet er en Guds gave.

Meget overraskende fremhæver Paulus dyden Enkrateia eller selvkontrol i hans liste over de kristne dyder. Dette er overraskende fordi begrebet selvkontrol eller Enkrateia ikke spiller nogen som helst rolle i Det nye Testamente og heller ikke i Det gamle Testamente. Denne dyd er typisk græsk. Vi finder den lovprist i lange baner hos Aristoteles og Platon. Selvkontrollen spiller en mægtig rolle hos Stoikerne – og Paulus er altså påvirket af hele denne græske filosofi. Selvkontrollen er en udpræget maskulin dyd – det er den voksne mands kontrol over hans følelser og lyster. En voksen mand er ikke noget flæbende pattebarn – det er det Paulus siger! Selvkontrollen hænger sammen med kødet og følelserne som skal korsfæstes. Paulus mener at kun med den kraft som hedder ånden kan manden opnå denne Enkrateia eller selvkontrol. Ellers er hans vilje og evne alt for svag. Men Kristus giver ham kraften til at tilintetgøre alle de følelser som har gjort ham svag og lille. Følelserne og begæret ydmyger os. Følelserne får os til at behandle os selv helt uværdigt! Og får os til at behandle andre mennesker helt urimeligt, uretfærdigt og uværdigt! Vi skal ikke naivt tro at alle vore følelser bringer gode ting. De fleste af vore følelser bringer ødelæggelse og sorg og elendighed ind i vores liv! Kristus er den som befrier os fra disse følelser!

Relationer:

Kødet og ånden:

Paulus bruger i Galaterbrevet Kødet og ånden som to modsætninger. Enten lever vi efter kødet eller vi lever efter ånden. Den som sår til kødet eller ind i kødet eller ned i kødet høster resultaterne af sine gerninger – det er livets lov. Den der sår i ånden høster det evige liv, siger Paulus.

Kødet betyder ikke nødvendigvis det legemlige – det er nok historisk set den største misforståelse med hensyn til begrebet kødet. Paulus er ikke en åndelig gnosticistisk modstander af det kødelige og legemlige! Paulus har sine rødder i Det gamle Testamente – og det Det gamle Testamente har bestemt ikke nogen græsk åndelig modvilje imod det kødelige. Det græske ord som er oversat med kødet er ordet Sarx. Sarx betyder ikke specielt det legemlige eller menneskets legeme.Sarx har en meget videre betydning. Når Paulus går imod Sarx eller Kødet er det altså ikke fordi han er modstander af det legemlige eller fysiske – og kun tilhænger af det åndelige eller psykiske! Skellet mellem Sarx – kødet – og ånden går et helt andet sted i følge Paulus. Sarx eller kødet kan vi meget bedre oversætte med vores begreber som egoet eller det egocentriske.

Kødet er synden og egoet. Kødet og synden er to sfærer i universet og samtidig to måder at leve på. Hvis man lever i kødet lever man i verden. De mennesker som har fået Guds ånd – ved åndsdåben – lever ikke længere i kødet. Kødet er blevet korsfæstet. De har fået et nyt liv. Nu lever de i ånden.

At leve i ånden er at leve i kristus eller i Gud – eller eet med Gud. At leve i kødet er at leve med ego, begær og frygt og bekymring. At leve i kødet er at leve uden nogen virkelig tro og tillid til livet eller til sig selv eller til andre mennesker. Hvis man på den måde lever i en permanent mistro til andre mennesker – hvis man frygter dem og tror at de er forhindringer eller fjender eller konkurrenter – så lever man i kødet.

v21  Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. v22  For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. v23  Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.

(Romerbrevet 7.21)