Frelsens
historie i Salmernes Bog. Salme 105.
Salme
105 og 106 udgør efter manges mening dele af en samlet liturgi. Disse tekster har altså været brugt – oplæst eller reciteret –
under et bestemt ritual ved gudstjenesten. Salmerne udtrykker og er
en kilde til forståelsen af historien,
det historiske forløb som Israel har
gennemløbet. Dette forløb refereres her og i det historieværk som findes i Det gamle Testamente. Det samlede
historieværk (Mosebøgerne og så videre) i GT er først blevet redigeret færdigt sent ca 500 eller senere f. Kr. Salme
105 er muligvis afhængigt og muligvis uafhængigt af historieværket.
Der er lidt andre forhold omtalt i de to salmer end i det egentlige
historieværk. De to salmer er ikke
gamle salmer. De er uden tvivl blevet til efter
eksilet i Babylon. De udtrykker en klart mere tænksom holdning end de gamle
salmer fra kongetiden. Salme 105 og
10 kan måske dateres til 500 eller
400 eller
Forståelsen af historien var i Det gamle Israel helt bestemt
af tanken om at intet er tilfældigt,
alt sker med et formål, der er en mening med alle ting der sker, Gud er en
mægtig kraft og han har en plan for historien. Den
gammeltestamentlige historieopfattelse genfindes i Det nye Testamente fx i
Johannesevangeliet og hos Paulus. Gud
får tingene til at ske. Han får
mennesker til at gøre noget bestemt, tænke og føle noget bestemt – det som passer til hans mål. Historien har et mål
som den stiler imod – et telos som
det hedder hos den græske filosof Aristoteles. Historien er lige som en organisk krop som bevæger sig mod sin mening og fuldendelse. Fra starten
af er målet bestemt. Det ligger i historiens væsen. Lige som en larve er bestemt til at blive en sommerfugl – et barn bestemt til at blive en voksen. Men denne vilje eller drift
forklarer Salmerne som noget personligt
– ikke som upersonlig eller anonym evolution
i vores betydning: Den er Herrens
vilje og det skyldes Herrens indsats
og virke at historien når sit mål. Uden Gud ville vi gå fortabt i lidelse. Uden Gud ville alting bare gå sin skæve gang. – Guds gerninger er velegnede til deres formål
(og historiens formål), som det
hedder i en af visdomssalmerne! Fra starten,
fra tidens begyndelse, fra urtiden har Gud besluttet en plan: at føre alle mennesker og Israels
folk ind i Guds rige, ind i landet, op på
hans hellige bjerg, som det siges. I
Salme 105 bliver det udtrykt ved Guds løfte
til Abraham – alle menneskers stamfader (næsten den samme tanke findes
hos Paulus i Romerbrevet).
v8 Evigt husker han på
sin pagt,
i tusind slægtled det løfte, han gav,
v9 den
pagt, han sluttede med Abraham,
den ed, han tilsvor Isak.
v11 Han
sagde:
Dig vil jeg give Kana'ans land,
det skal være jeres arvelod.
Meningen med alle ting som sker, er at Israels folk til sidst
skal føres ind i det forjættede land – landet - og bo trygt og godt – i Guds fred og glæde – til evig tid.
Historiens mening er at vi skal herliggøres
og få landet i arv og eje. Historiens mening og telos – og meningen med livet i det hele taget - er at vi skal ophøjes! Det som Gud vil er, at vi skal
have vores ære, stolthed, frihed og storhed tilbage! Alt det som sker, alt det
som vi oplever tjener dette formål. Det er vores bestemmelse og i en vis betydning vores skæbne. Det som sker, er ikke meningsløst eller tilfældigt. Uanset om vi går mod syd eller mod nord,
vil vi komme nærmere til målet.
Salmernes
frelseshistorie eller historieopfattelse er ikke determinisme
– slet ikke! Mennesket har sin frie
vilje. Mennesker bestemmer selv hvad
de vil og gør! Historien er ikke
fjernstyret i en deterministisk forstand. Gud bestemmer ikke hvad der skal ske på en deterministisk måde. Det som Gud gør,
er at han får sin vilje og plan – om menneskenes frelse – gennemført på trods
af alle de fejltagelser og synder som menneskene begår! Gud er den kraft eller energi i historien som får det gode
til at ske, som får vores liv til at lykkes
til sidst. Mennesket er et frit og ansvarligt væsen. Mennesket er værdigt. Vi
er af Guds slægt. I Det gamle Testamente er Gud
en fri mand – han er som han er og
gør hvad han vil. Han lader sig ikke anfægte af hvad mennesker gør af små
synder. Han gør det rigtige. Men i
Det gamle Testamente er mennesket
også et frit menneske – på samme måde.
Vi er frie, værdige og vi har lov til at være stolte. Vi er ikke små og
svage. Vi er ikke små ofre for noget
som Gud gør. Gud bestemmer ikke hvad
mennesker gør.
Men
menneskene går fortabt - igen og igen
- og Guds virke gennem historien
viser sig ved hans tegn og undere: Der hvor Israel var ved at gå
helt fortabt, greb han ind og fik reddet Israel af trængslen og nøden. Hele
vores liv består af tegn og undere, hvis vi ser opmærksomt efter! Gud
handler skjult – han skjuler sig i en vis forstand i skyen som det siges. Vi kan ikke se ham
direkte. Men vi kan se hans mægtige
gerninger – bagefter. Gud forhindrer ikke
mennesker i at gøre det som de vil.
Han prøver at hjælpe dem med at gøre noget, der er mere gavnligt – for dem selv. Gud er de gode kræfter i livet –
livets og glædens impuls. Gud virker skjult inden i de ting, som sker. Men vi
kan lære at se tegnene og lære af
dem. Når vi ser tegnene – Guds mægtige
gerninger og undere – ånder vi lettet op og bliver glade. Vi bliver naturligt
nok taknemmelige. Vi kan se at livet er godt og smukt. At alt er
godt og smukt. I de senere salmer som fx Salme 105 – Visdomssalmerne – er Gud en lærer,
en underviser. Han underviser i visdom og indsigt. Han prøver
at lære os at få mere fornuft og visdom, så vi bedre kan få vores liv til at lykkes. I visdomssalmerne er Gud en opdrager. Han opdrager, tugter og straffer mennesker for at hjælpe
dem. Han straffer ikke menneskene
fordi han er en ondsindet plageånd. Han gør det med en god vilje for at lære menneskene det, som de ikke vil lære. Engang imellem tugter han os
med stokken – men som en fader, som
en forælder.
v2 Syng for ham, lovsyng ham,
syng om alle hans undere!
Frelseshistorien er grundlæggende beretningen om alle Herrens undere
og mægtige gerninger. Den er båret af glæde,
lykke, lettelse, taknemmelighed. Når
vi ser tilbage på vores liv kan vi kun se hvordan vi gang på gang blev reddet ud af nøden. Vi blev frelst – det er næsten ikke til at tro. Det er ikke til at forstå. Vi var fortabt – vi følte os helt fortabt –
men alligevel kom ændringen, redningen, vendepunktet – i sidste
øjeblik. Når vi tænker over det kan vi ikke forstå
det. Det er underfuldt – underligt. Vi
kan næsten ikke finde nogen forklaring.
Det som skete, var et mirakel. Det var
et under. Definitionen på et under i Salmernes Bog er en begivenhed
som er helt uventet og som alle kan se og som alle bliver overrasket over! Livet er fuldt af undere. Når vi ser
efter. Livet – det som skete dengang - var underfuldt. Det som sker, er næsten magisk. Vi havde tabt alt og
mistet alt. Der var ikke noget at gøre. Ingen
mennesker i hele verden kunne gøre noget. Der var ingen udveje. Vi var fortabt –
men så skete det – underet!
Et
under eller et mirakel er altså ikke
det som forstås ved et mirakel i en senere tid: Et mirakel er ikke en begivenhed som strider med naturlovene, den sunde
fornuft eller vores natur-viden! Det er slet
ikke sådan Salmerne forstår et mirakel eller under. Ordet under eller mirakel har helt skiftet betydning i den meget
senere kristendom og vestlige tankegang. I den senere forståelse af ordet mirakel
er ordet nærmest kommet til at betyde noget som er helt utroværdigt!
Denne
tanke eller følelse af glæde og taknemmelighed mod livet er det centrale i Israels frelseshistorie. Gud Herren – Jahve – er den forklaring som Salmerne tror på. Herren var den som gjorde det – han greb ind. Vi ved ikke hvor det
kommer fra. Det kommer ligesom ud af det tomme
rum, ud af det rene ingenting. (Denne
tanke finder vi også hos Esajas - Deuteroesajas). Det kommer ikke fra mennesker eller menneskers
vilje og stræben. Det må komme fra
Gud. Vi ved ikke hvad Gud er eller hvem
Gud er, men vi ved at det var ham som reddede os. Selv kunne vi ikke. Vi var fortabt.
Sådan
kan man sammenfatte historieopfattelsen
- eller det enkelte menneskes
opfattelse af sit eget personlige liv - i Salmernes Bog.
v14 da
tillod han ingen at undertrykke dem,
og for deres skyld straffede han konger:
v15 Rør ikke mine salvede!
Gør ikke mine profeter noget ondt!
Vi
er beskyttede. Vi er ikke alene. Der er nogen som holder hånden over os –
uanset om vi begår dumheder. Han som beskytter os er ligeglad med vore små
overtrædelser. Han værner og beskytter os fordi vi er hans folk, hans slægt. Vi
skal ikke leve i frygt og angst. Vi kan leve livet uden nogen frygt. Vi behøver
ikke at passe på andre mennesker. De er ikke vore fjender men vore venner. Vi
er urørlige, usårlige. Ingen kan røre os. Vi kan ikke fratages noget. Vi kan
ikke miste noget. – Rør ikke ved mine salvede! Livet er et under. Der sker
underfulde ting. Vi bliver reddet fra en side vi ikke havde ventet. Alting sker
uventet. Livet er et mirakel. Vi kan leve i fred og glæde. Der er nogen som
baner vejen foran os.
v16 Da han udråbte hungersnød over landet
og knækkede brødets støttestav,
v17 sendte han en i forvejen for dem:
Josef blev solgt som træl.
v26 Han sendte Moses, sin tjener,
og Aron, som han havde udvalgt.
v27 De
gjorde hans tegn i Egypten,
hans undere i Kams land.
De
mennesker som vi møder, er sendt til
os. De er sendt ind i verden. De er sendt af Gud. Alle mennesker er Herrens
tjener, Herrens udvalgte. De kommer
fra Gud. De er sendt til os for at
gøre Guds tegn og undere. Vi ved ikke hvor
de kommer fra. Pludselig er de der
bare. De kommer ud af det tomme rum. De
kommer fra Gud. De kommer fra et sted vi ikke kender, men de er sendt til
os. Fra evighed af er de bestemt til os. Vi er udvalgte. De er udvalgt. Hende som jeg
møder og ham som jeg møder, er udvalgt til mig. Det er ikke tilfældigt at vi mødes. Det er bestemt, det er meningen. Alting sker for
at. Hun og han er en engel. En engel er en som er udsendt – en budbringer, en messenger. De er apostle
(udsendte). De er profeter. De gør ikke deres egne gerninger. De gør faderens
gerninger. De viser hen til faderen. De ord som de siger er ikke deres egne. Moses
og Aron gør ikke deres egne tegn og
gerninger, men faderens. Moses er en gudsmand, som det siges i en anden
salme. De er sendt til os - for vores
frelse. Han og hun er min frelser. Det som de gør, bliver til min frelse. Hun giver mig
livet og håbet tilbage. Han giver mig en ny ånd. Vi forstår ikke hvordan det
sker. De mennesker som er sendt ved ikke
hvad de selv gør. Den ene hånd ved ikke hvad den anden gør. Men de gør Guds tegn og undere. Gud virker inden i
dem. De redder os fra nøden og
lidelsen. Det er et under. De gør det som skal til, det som er nødvendigt.
Vi forstår det ikke men vi kan måske se
tegnene – bagefter. Alt det som sker
i vores liv tjener et formål. Det lærer os noget. Det bringer os videre. Det bringer os nærmere til Guds rige – landet
eller bjerget.
Kyros,
som er fremmed konge fra Persien, som ikke tror på Gud og som ikke tilbeder
vores gud, viser sig at være Guds udsendte
og Guds udvalgte. Han er den rovfugl fra østen som Gud har sendt for
at frelse Israel. Kyros er et tegn,
et under. Han gør Herrens mægtige
gerninger, når han gør sine egne (Esajas).
v37 Så førte han dem ud med sølv og guld,
ingen i hans stammer snublede.
v38 Egypterne glædede
sig, da de drog ud,
for de var grebet af rædsel for dem.
v39 Han
bredte en sky ud til at dække dem,
og en ild til at lyse om natten.
v40 På
deres krav sendte han vagtler,
og han mættede dem med himmelbrød.
v41 Han åbnede klippen, så vandet flød,
i strømme løb det ud over det tørre land.
SALME
105:
v1
Halleluja.
Tak
Herren, påkald hans navn!
Kundgør hans gerninger for folkene!
v2 Syng for ham, lovsyng ham,
syng om alle hans undere!
v3 Fryd jer over hans hellige navn,
de, der søger Herren, skal glæde sig.
v4 Søg Herren og hans styrke,
søg altid hans ansigt!
v5 Husk de undere, han gjorde,
husk hans tegn og de bud, han gav,
v6 I efterkommere af Abraham, hans tjener,
I sønner af Jakob, hans udvalgte!
v7 Han er Herren, vor Gud,
hans bud gælder over hele jorden.
v8 Evigt
husker han på sin pagt,
i tusind slægtled det løfte, han gav,
v9 den
pagt, han sluttede med Abraham,
den ed, han tilsvor Isak.
v10 Han
stadfæstede den som en lov for Jakob,
som en evig pagt for Israel.
v11 Han
sagde:
Dig vil jeg give Kana'ans land,
det skal være jeres arvelod.
v12 Da de endnu var til at
tælle,
kun få og fremmede i landet,
v13 og drog omkring fra folk til folk,
fra det ene rige til det andet,
v14 da tillod han ingen at undertrykke dem,
og for deres skyld straffede han konger:
v15 Rør ikke mine salvede!
Gør ikke mine profeter noget ondt!
v16 Da
han udråbte hungersnød over landet
og knækkede brødets støttestav,
v17 sendte
han en i forvejen for dem:
Josef blev solgt som træl.
v18 De mishandlede hans fødder med lænker,
hans hals blev lagt i jern,
v19 indtil hans ord gik i opfyldelse,
et ord fra Herren stadfæstede det.
v20 Kongen
sendte bud og satte ham i frihed,
folkenes hersker løslod ham.
v21 Han gjorde ham til herre over sit hus,
til hersker over al sin ejendom,
v22 så han kunne vejlede hans stormænd efter
sin vilje
og give hans ældste visdom.
v23 Så
kom Israel til Egypten,
Jakob blev gæst i Kams land.
v24 Da
Gud gjorde sit folk meget frugtbart,
talrigere end dets fjender,
v25 vendte han deres hjerte til had mod sit
folk,
til at lægge onde planer mod sine tjenere.
v26 Han
sendte Moses, sin tjener,
og Aron, som han havde udvalgt.
v27 De
gjorde hans tegn i Egypten,
hans undere i Kams land.
v28 Han sendte mørke, så det blev mørkt,
de trodsede ikke hans ord.
v29 Han forvandlede vandet til blod
og lod deres fisk dø.
v30 Det vrimlede med frøer i landet,
helt ind i kongens kamre.
v31 Han befalede, så kom der fluer
og myg i hele deres land.
v32 Han gjorde regnen til hagl,
sendte flammende ild over deres land.
v33 Han slog deres vinstokke og figentræer
ned
og knuste træerne i deres land.
v34 Han befalede, så kom der græshopper,
græshoppelarver uden tal.
v35 De åd alle planter i landet,
de åd frugten af deres jord.
v36 Han dræbte alle førstefødte i landet,
hele førstefrugten af deres manddom.
v37 Så
førte han dem ud med sølv og guld,
ingen i hans stammer snublede.
v38 Egypterne glædede sig, da de drog ud,
for de var grebet af rædsel for dem.
v39 Han
bredte en sky ud til at dække dem,
og en ild til at lyse om natten.
v40 På
deres krav sendte han vagtler,
og han mættede dem med himmelbrød.
v41 Han
åbnede klippen, så vandet flød,
i strømme løb det ud over det tørre land.
v42 Fordi han huskede sit
hellige løfte
til sin tjener Abraham,
v43 lod han sit folk drage ud med fryd,
sine udvalgte drage ud under jubel.
v44 Han
gav dem folkenes lande,
folkeslags udbytte fik de i eje,
v45 for at de skulle holde hans love
og overholde hans lovbud.
(105)