Det danske ord frelse
er som regel en oversættelse af det hebraiske ord jeshua. Jeshua (som findes i navne som Josva, Esajas eller Jesus) betyder at blive befriet fra en fare, en nød, et fangenskab, en trængsel.
Det ord som på dansk oversættes til trængsel
og trængsler betyder på hebraisk at
være lukket inde i et meget lille rum
under jorden uden luft og uden lys. At være i en sådan tilstand er at være fortabt. At være fortabt er så at sige
at være begravet levende i en lille snæver lukket kasse i mørket under jorden – helt
forladt og alene.
Frelse er altså at blive befriet – at komme ud af dette lille rum – gruben,
graven, hullet, afgrunden som det
ofte oversættes (graven i Salmerne
betyder altså noget andet end det vi forstår ved graven). At blive frelst er at blive ført ud af – ud af Egyptens
plager eller hjem fra eksilet i Babylon.
I det gamle Israel anvendte man gruber
og huller i jorden eller underjordiske cisterner
som fængsler og til straf. Ordet frelse hænger altså sammen med disse
forestillinger. At blive frelst
betyder at blive befriet, at få livet
tilbage, at komme op i lyset, at blive befriet
for sine fjender, problemer, kvaler, begrænsninger. Det som hæmmer os nu, forsvinder når vi bliver
frelst. Frelse betyder fri udfoldelse.
At blive frelst betyder at lidelsen og ondskaben bliver afskaffet i verden –
eller i min verden. Gud skiller os og verden fra ondskabens domstol som
skaber lidelse over hele jorden.
v8 Dog frelste han dem for sit navns skyld
for at vise sin styrke.
v9 Han
truede ad Sivhavet, så det tørrede ud,
og han førte dem gennem dybet som gennem en ørken.
v10 Han
frelste dem fra modstanderne,
og befriede dem fra fjenderne.
v11 Vandet
lukkede sig over deres modstandere,
ingen af dem overlevede.
v12 Da
stolede de på hans ord
og sang hans pris.
(106.8)
Gud frelser ikke israel på grund
af dets gode gerninger eller fromme væsen. Beretningerne om udgangen af Egypten
som vi både finder i Salmerne og i Mosebøgerne viser tydeligt at Israel nærmest
modsatte sig Guds frelse. Israel blev ikke frelst fordi det havde ydet noget
eller ydet ofre. Israel handlede slet og ugudeligt
som det siges i Salme 106. Det blev frelst fordi det havde brug for det – fordi
at det onde havde taget magten i verden og fordi Gud bekæmper det onde fordi
han vil at vi mennesker skal have det godt. Gud frelste også Israel for sin
egen skyld – for at vise sin magt – for at udbrede lyset. Gud frelser de
ugudelige.
v7 Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham,
han frelste ham af alle hans trængsler.
v8 Herrens
engel lejrer sig
omkring dem, der frygter ham,
og han udfrier dem.
(34.7)
v3 Han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.
(40.3)
Salmerne bruger mange billeder
om det at blive frelst. Et af de vigtigste er, at når Gud ser på os, bliver vi frelst. Dette træk genfinder vi i den aronitiske velsignelse – den velsignelse som
anvendes i den danske kirke. Frelsen
består i, at vi ses af Gud. Modsat
består fortabelsen i at Gud skjuler
sig eller ved at han ikke vil se på os – han vender sig bort. Frelsen er at blive set. Se på mig! Men
frelsen er også at vi ser Gud.
Salmerne udtrykker hele tiden denne tanke således: Jeg var i nød og trængsel, men så viste
Gud sig. Jeg så ham. I kulten, i gudstjenesten
i det gamle Israel har Gud vist sig
for menigheden (græsk epifani:
at vise sig). Efter mange forberedelser, til sidst i gudstjenesten (jvf velsignelsens placering i folkekirken) viser Gud sig. Han rejser sig. Han kommer
frem.
v5 Jeg søgte Herren [deltage i gudstjenesten, søge
orakelsvar fra Gud], og han svarede mig,
han befriede mig for al min frygt.
v6 De, som retter blikket mod ham [ser Gud], stråler af glæde [er frelst],
deres ansigter skal ikke forgræmmes.
(34.5)
Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?
(42.3)
v4 Gud, rejs os igen,
lad dit ansigt lyse, så vi bliver frelst.
(80.4)
v7 Når de [på valfarten]
drager gennem Baka-dalen,
gør de den til et kildevæld,
efterårsregnen hyller den i velsignelse.
v8 De går fra kraft til kraft
og får Gud at se på Zion.
v9 Herre, Hærskarers Gud, hør min bøn,
lyt, Jakobs Gud! Sela
v10 Se til vort skjold, Gud,
se på din salvedes ansigt!
(84.7)
Pludseligt, i et glimt
viser Gud sig (epifanien
eller teofanien)
eller vi hører hans stemme eller vi mærker hans nærvær – Nu er han der! Her! Nu! Denne oplevelse
er frelsen og et tegn og bevis på at Gud nu vil frelse os, redde os ud af dynd og slam og ulykke. Gud viser sig på samme måde
som han viste sig for Moses. (På samme måde kan man måske sige at Gud viser sig ved velsignelsen i den kristne gudstjeneste – Gud taler pludseligt direkte til menigheden – et såkaldt orakel). Når Gud har vist sig, kan vi rejse os og træde frem
foran ham - for han kan se os, som
det siges. Frelsen er at gå ind
igennem Guds port – skønhedens port – perleporten – og træde
ind i hans forgård – forgården i faderhuset.
I Salme 22 – som i NT er forbundet med Jesus på korset –
ses det tydeligt: Pludseligt vender
alting, pludseligt viser Gud sig og
griber ind. Herren viser sig i en lysglans, i et omfattende lys, i en glorie af lys (ordet herlighed kan også oversættes med
glorie, lys, jvf engelsk glory). Gud hyller sig i lyset
som i en kappe. Lyset er frelsen, dagen efter natten. Lyset er solen. Herren viser sig om morgenen, når dagen sejrer over mørket.
Frelsen er dagen, dagslyset. Herren
er morgenrøden. Vi bliver født på ny - af morgenrøden.
Frelsen kommer ikke fra mennesker eller fra heste og vogne
– frelsen kommer fra Gud. Lidelsen er
for overvældende til at mennesker eller stormænd kan redde os. Frelsen afhænger
ikke af menneskers vilje eller bestræbelse. – Herren vil føre krig for jer og I
kan tie stille, som Moses siger til
folket ved udvandringen fra Egypten! Gud frelser Israel for at vise sin herlighed for øjnene af hele verden – og fordi Israel har brug for
det. Salmernes Bog er generelt – som
det er blevet sagt – et ekko af at
Gud har vist sig – menighedens reaktion på Guds tilsynekomst eller epifani. – Han har
vist sig! Vi har set hans herlighed! Lovet være Gud! – De, der søger Gud
for at se ham, skal få nyt mod,
som det siges i Salme 69. Når Gud ser
på os sender han os lyset. Lyset
kommer fra hans øjne, fra hans blik.
Lyset kommer ud af hans øjne. Lyset er glæden
og livet. – Herren er solen, som det siges i salme 84. Når han
ikke ser på os, går vi fortabt – han dækker os med mulm og mørke, som det siges i Salme 44.
v16 Ingen konge frelses
ved sin store hær,
ingen helt reddes ved sin store kraft.
v17 Hesten er
en svigefuld hjælper,
trods sin store styrke redder den ingen.
v18 Men Herrens
øjne hviler på dem, der frygter ham,
og som venter på hans godhed [at se ham],
v19 så han redder dem fra døden
og holder dem i live under hungersnød.
(33.16)
v3 Ja, jeg vil skue dig i helligdommen
og se din magt og herlighed.
(63.3)
Når Gud viser sig, sejrer han over det onde. Han viser sin
herlighed – som er frygtindgydende,
overvældende, overjordisk, uforståelig. Når han viser sig dømmer han verden – dvs han skiller tingene ad – han adskiller det gode og dårlige – han
fjerner det onde, Synden, lidelsen.
At han dømmer, betyder i Salmerne at
han frelser verden, udfrier verden af
nøden, befrier verden fra Rahab, Livjatan, uhyret, slangen, dragen. Ordet dømme betyder altså ikke nogen juridisk dom i vores
forstand. Gud dømmer – dvs han skiller os fra ondskabens domstol, som det siges. Vi
bliver netop taget bort fra dommen
fra ondskabens domstol – som dømmer den uskyldige og tager livet af den
fattige! Ondskabens domstol – egoet -
har været verdens overmand – røveren.
Du redder den hjælpeløse fra hans overmand,
den hjælpeløse og den fattige fra røveren.
(35.10)
Når Gud ser
på os, er det i Salmerne noget ekstremt positivt.
Frelsen er netop, at han ser på os. Frelsen er at blive set. Lige som det er mennesker imellem.
Dette er helt i modsætning til den meget senere opfattelse i kristendommen (pietismen): Vi skal frygte, for Gud ser alt!
Her er det en trussel at Gud ser på
os! I Salmerne er blikket, synet ikke
truende eller fjendtligt men kærligt
– som en forælder der holde øje med et barn – som den
gode hyrde:
v13 Men jeg stoler på,
at jeg skal se Herrens godhed [dvs Herren]
i de levendes land.
(27.13)
v8 Jeg vil lære og undervise
dig om den vej, du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.
(32.8)
v5 I min trængsel råbte jeg
til Herren,
han svarede og førte mig ud i det åbne land.
(118.5)
I salme 107, som
er en sen salme forfattet efter
v26 De steg mod himlen, sank ned i dybet.
De blev grebet af rædsel i ulykken,
v27 tumlede
rundt og ravede som berusede,
al deres kløgt var til ingen nytte.
v28 Da råbte
de til Herren i deres nød,
og han førte dem ud af deres trængsler.
(107.26)
At blive frelst er at blive befriet fra en
bestemt vanskelighed eller nød (en trængsel).
Frelsen er også ved Herrens hjælp at
komme frelst ud af moders liv – en
stor fare og risiko i det gamle Israel – i høj grad netop en trængsel. Frelsen er ikke fremtidig. Når
Salmerne taler om frelsen er det en lovprisning af den frelse som vi nu har oplevet. Frelsen er altså noget som allerede er sket. Frelsen er et under, et mirakel. Ordet under
betyder i Det gamle Testamente ikke
noget som er mirakuløst ved at det strider med naturlovene. Dette er en meget senere opfattelse af miraklet.
Salmerne taler om Guds undere og mægtige gerninger. Dermed mener de
begivenheder i form af frelse, som næsten ikke er til at tro, som er
fantastiske, helt uventede. At vi
blev frelst dengang – kan vi næsten ikke forstå bagefter. Vi kan ikke forstå,
hvordan det kunne ske. Vi havde næsten
opgivet håbet. Dette er tanken i ordet under
i Salmerne.
At blive frelst er at få herligheden, livet, æren, lykken, freden, glæden tilbage – som vi havde mistet. At vi nu
er frelst kan ses og mærkes. Vi er ikke i tvivl. Vi var ved
at drukne, men vi blev frelst. Derfor kan vi nu leve trygt og godt. Frelsen er
altså indlysende.
At blive frelst er at finde sin elskede igen,
at få hende eller ham tilbage. At blive frelst er at glemme ulykken og glemme fortiden. Når Gud glemmer fortiden, er vi frelst. At være frelst er at leve her og nu ikke tynget af fortiden. Frelse er
tilgivelse. Frelse er nyskabelse
fordi livet bliver skabt på ny. Vi bliver genfødt.
Vi bliver lige som eller næsten som nye
mennesker, får et nyt liv. Gud er vores kilde.
– Alle mine kilder er i dig! Vi skal aldrig rives ud af hans hånd.
v3 Gud, vær mig nådig i din
godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
v4 Vask
mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!
v9 Rens mig med isop for synd,
vask mig hvidere end sne!
(51.3)
v14 For du har reddet mit liv fra døden
og min fod fra at snuble,
så jeg kan vandre for Guds ansigt
i livets lys.
(56.14)
At blive frelst er at få sin sunde fornuft tilbage – at få visdom og indsigt – at vågne op af drukkenskaben og mørkets
rædsler. At blive frelst er at komme fri af mørket og ud i lyset. At blive frelst er at komme ind i det forjættede land, få lov at bo i landet til evig tid
i menneskeligt fællesskab, tryghed og velstand, at få mange sønner og sønners sønner og se dem vokse op
og trives. At blive frelst er at redde sig ud af en retssag hvor der er rejst
slemme anklager mod os, at blive rensede, at fremstå som uskyldige, at få andre
menneskers respekt og ære. At leve i skjul af hans vinger. – Den der lever i skjul, bor i skyggen – beskyttet for
solens hede, som det hedder. Herren har beskyttende vinger som en fugl – under
disse vinger er der plads til alle.
I Jobs Bog er Job – som han var i gamle dage – et godt eksempel på en mand som
var frelst – velsignet. At blive frelst er at få fast grund under fødderne, at
få fodfæste – modsat havene og skibssejladsen, som de gamle israelitter
frygtede. At komme i ly øverst på en klippe
hvor mine fjender ikke kan nå mig. Gud er en tilflugtsklippe. Frelsen er at
komme ind i en borg eller fæstning på flugt for mine fjender. Når man er frelst har man ikke længere
nogen frygt for mennesker. Frelsen er
styrke, fred (som i Salmerne betyder:
velfærd, trivsel, lykke, glæde, fællesskab mv), dans,
livskraft, udfoldelse, energi, livsmod. Guds frelse er enden på krigen og kampen. Vi skal ikke kæmpe
mere. Krigen er forbi. – Gud brækker buens gloende pile og afskaffer
skjold, sværd og krigsmagt (Salme 76). Som en frugtbar vinstok er din hustru i dit hus! At blive frelst
betyder at blive helbredt. At slippe for fjendernes belejring.
Ikke længere at være på flugt eller være fordrevet – at få lov til at vende tilbage til sit hjemland.
Han som Gud frelser, velsigner han med skønhed og et attraktivt udseende.
Frelsen er at glæde sig over livet og den elskedes øjne som er som duer på
taget. Når Herren frelser os, giver han os glæden
ved brogede tæpper fra Egypten og vore hustruers søde ord, der er som honning. Når vi er frelst, spiser vi himmelske
brød og drikker Paradisets vin.
v12 Vore sønner er som planter,
der er fuldvoksne i deres ungdom;
vore døtre er som hjørnestolper,
udskåret til en paladsbygning.
(144.12)
v3 Som en frugtbar vinstok
er din hustru i dit hus.
Som nyplantede oliventræer
sidder dine sønner omkring dit bord.
v4 Ja, sådan velsignes den mand,
der frygter Herren.
(128.3)
Frelsen er at blive frelst fra al arbejde, slid og møje, som har ramt
menneskene siden Adam. At blive en fri mand. Frelsen
er at komme ind til Herrens hvile,
den store sabbat – et billede som
genfindes i Hebræerbrevet i Det nye Testamente. Frelsen er at Gud ikke længere ser nogen skyld hos os. Frelsen er at
komme ud af al skyld og gæld. At hoveriet er forbi. Når vi er frelst,
mangler vi ingenting. Vi har fået alle gode ting i verden – verden ligger som
en skammel for vore fødder.
Frelsen er at få høsten, at hente høsten og kornet hjem - efter at vi havde mistet det hele, da vi såede. I det
gamle Israel var såningen forbundet
med gråd, sorg og tænders skæren – følelsen af at miste – men høsten var at få det hele tilbage. Høsten var en genopstandelse. I høsten viser Gud sig i
sin herlighed. At blive frelst er at blive taget ud af gamle tanker og følelser – at komme ud af sin gamle vrede, utilfredshed,
forargelse, at lære at se roligt på livet og have sin tillid til Gud – som vi kan se det i de såkaldte visdomssalmer. Frelsen kan altså også
være noget indre, noget psykologisk.
I frelsen får vi hele herligheden (magt, ære,
rigdom, status, trivsel, velstand, tryghed, livsudfoldelse) tilbage, vi får
livet tilbage – alt det som vi har mistet, vi bliver løftet op, vi bliver
ophøjet – vi får vores storhed tilbage:
v20 Du lod mig opleve
store og hårde trængsler;
giv mig livet på ny,
løft mig op på ny
fra jordens dyb!
v21 Giv
mig min storhed tilbage!
(71.20)
Frelsen er – symbolsk – den glinsende olie –
Israel er Herrens salvede – livet,
frugtbarheden, rigdommen. Den glinsende fedme
er et lykketegn i det gamle Israel –
hvor det ikke var fedmen, men hungersnøden der truede! Frelsen er kærlighed,
krop, nydelse, sønner og sønners sønner. Frelsen er at Guds ånd virker i alle lemmer. At dø mæt af dage og få et evigt
minde.
Naturens frodighed og storslåethed viser Guds frelse. Gud lever i naturens
frodighed og frugtbarhed. - Om natten kommer løven frem og brøler. Den kræver og får sin føde fra Gud! Gud mætter kragens unger, når de skriger. Herrens
herlighed er over hele jorden! Når vi lever midt i naturens overflod, oplever vi frelsen.
Vi modtager naturens rige gaver uden betaling – uden møje og anstrengelse. At
blive frelst er at vende tilbage til Guds egen natur - vores egen natur og
oprindelse og sande væsen. Frelsen er tryghed, velstand og overflod – hvedens
fedme og kildevand fra klippen. Flokke af dyr, får, bukke og kameler. Anseelse,
ry, respekt. Ære og værdighed. Forstandens og alle vore sansers fulde brug.
Frelsen er regnen efter sommerens
tørke. Frelsen er når Herren væder
plovfurerne og jævner pløjejorden, blødgør jorden med regnskyl og velsigner jordens spirer! Herrens hjulspor driver af fedme og engene klæder
sig i får og lam – vi er frelst! – Løver kan lide nød og sulte,
men vi kommer aldrig til at mangle noget!
v17 Du førte dem ind
og plantede
dem på det bjerg, du ejer,
det sted, du har gjort til din bolig,
Herre.
(2 Mos 15.17)
v9 De mætter sig ved overfloden i dit hus,
du lader dem drikke af din herlige bæk;
v10 for
hos dig er livets kilde,
i dit lys ser vi lyset.
(36.9)
v14 Græs lader du gro til
kvæget
og planter til tjeneste for mennesker,
så der frembringes brød af jorden
v15 og vin,
der giver mennesker glæde.
Deres ansigt glinser af olie,
og brødet giver mennesket nye kræfter.
v16 Herrens træer mættes,
Libanons cedertræer, som han har plantet.
v17 I dem bygger fuglene rede,
i enebærtræerne har storken sin bolig.
v18 I de høje bjerge holder stenbukken til,
i klipperne er grævlingens skjul.
(104.14)
Vi er Herrens vinstok som han selv har hentet og plantet. Han passer og plejer sin vinstok - og vi frelses. Vi er vækster og urter på Herrens mark, og han
har selv gødet og beredt jorden. Vi slår rødder i jorden og sætter frugten i
toppen. Vi frelses fordi vi passes og plejes af Herren som vores gartner og vi
spreder vore ranker til hele verden. Vi drikker af livets kilde og livets vand,
Paradisets vand, livets træ.
Frelsen afhænger ikke af menneskelig magt,
arbejde eller stræben – den afhænger ikke af heste eller vogne. Den er en gave
som det hedder i Salme 127 som er en af de sent
forfattede salmer, en såkaldt visdomssalme:
v2 Det er forgæves,
at I fra tidlig morgen
til sent om aftenen
slider for det daglige brød;
for den, Herren elsker, får det, mens han
sover.
v3 Sønner er en gave fra Herren,
moderlivets frugt er lønnen.
v4 Som pile i krigerens hånd
er sønner, man får i sin ungdom.
(127.2)
Frelsen betyder ikke kun en befrielse af mennesket. Den betyder en befrielse og
frelse af hele naturen, hele skabelsen. Også naturen, dyr, planter,
de levende skabninger har været underkastet lidelsen,
synden. Dyr og planter har lidt ligesom menneskene har lidt under synden –
egoet. Når Gud frelser verden, frelser han hele
livet, hele skabelsen. – Jorden skal
juble. Havet med alt hvad det rummer skal glæde sig. Marken skal bryde ud i frydesang. Alle skovens træer skal råbe af fryd! (Salme 96).
v13 Ja, Herren giver lykke,
og vort land giver sin afgrøde.
(85.13)
Hvor er det godt
og herligt,
når brødre sidder sammen!
v2 Det er som den gode olie på
hovedet,
der flyder ned over skægget,
over Arons skæg,
ned over kjortlens halsåbning.
(133.1)
Frelsen er at sidde ved det veldækkede bord med sine brødre og nyde den søde vin og æde af livets frugter – et billede
vi også kender fra Jobs Bog. At få del i livets overflødighedshorn. Frelsen er at leve
med en slægt, en hustru og familie der kaster ære og værdighed over vores
hoved. Frelsen er at få andres respekt,
når man tager ordet i forsamlingen. Frelsen
er at blive befriet for dagens møje og anstrengelse og komme ind til Herrens hvile, sabbat (95.10).
Frelsen er at komme godt igennem alderdommen med styrke, kraft, visdom og
anseelse. Frelsen er at bevare sin uafhængighed og frihed også når man bliver
gammel. Frelsen er at bevare sin autoritet og myndighed når man ældes. Frelsen
er at dø mæt af dage og komme til at hvile blandt forfædrene og slægtens store
sønner:
v9 Kast mig ikke bort, når jeg bliver gammel,
forlad mig ikke, når kræfterne svigter.
v10 For
mine fjender taler om mig,
de, som vogter på mig, lægger råd op sammen;
v11 de siger: Gud [kraften] har forladt ham
[Han er blevet gammel og svag].
Efter ham, fang ham, for ingen kan redde
ham!
(71.9)
Frelsen kommer fra Herren. Vi blev solgt som slaver til et fremmed folk – men Herren
købte os tilbage – vi er de frikøbte, de løskøbte (107.1). Herren er den gode hyrde. Men når vi modtager frelsen, bliver vi ikke
små eller svage – eller som de umælende. Tværtimod.
Nogle er stærkere end andre. Herren
er den største og stærkeste af dem alle. - Hvem blandt alle guderne kan måle
sig med Herren? Han er vores beskytter
og anfører. Han støtter os, og han er vores sponsor. Han vil ikke at vi skal være små eller svage
ofre. Han vil, at vi skal være frie, ranke og stærke. – Frels os, Herre, så vi kan blive stolte igen! Som det siges i Salme 106. At blive frelst er at finde tilbage til vores
oprindelige sikkerhed og stolthed. Derfor giver han os frelsen, styrken, kraften. Når Gud frelser,
tager han byrden fra os så vi igen
kan rette os op og ranke os. Gud
græder, hvis vi gør os mindre end vi er. Vi er hans projekt – Israel er Guds
projekt.
v7 Jeg [Gud] befriede hans
skulder for byrden [synden,
lidelsen],
hans hænder slap fri for kurven.
v8 I
din nød råbte du [Israel], og jeg reddede
dig,
skjult i tordenen svarede jeg dig.
v11 Jeg er Herren din Gud,
som førte dig op fra Egypten.
Luk munden op, så skal jeg fylde den.
v17 Dig vil jeg give hvedens fedme,
jeg vil mætte dig med honning fra
klippen.
(81.7)