Den
vestlige kognitionspsykologi siger, at vore skemaer, som hører til vore tanker
og følelser, men også til vore kroppe, muskler, holdning og bevægelser, styrer
vores sansning, indkodning og hukommelse. Den samme tanke findes i dette Zen
ord: - Vi er fortvivlede eller forstyrrede, fordi vi konsekvent vender hovedet den
forkerte vej. - Hvis jeg altid har næsen i jorden, får jeg aldrig øje på månen.
Al oplysning sker pludseligt, som når jeg vågner brat af en ond drøm, eller som
når jeg pludseligt vender mig rundt. At blive oplyst eller at blive en buddha eller Buddha vil sige at se det hele fra et nyt
perspektiv, fra en ny vinkel. Jo flere forskellige perspektiver, jeg kan se
verden under, jo friere er jeg, og jo mere viden og forståelse har jeg om
verden og mig selv. At være oplyst vil sige at kunne rumme og integrere mange
vinkler eller perspektiver. At tro at der kun er een
sandhed eller at jeg har ”ret”, er udtryk for lidelse og dumhed. Befrielsen
ligger i at se det fra hendes synspunkt eller stille sig i den andens sko. Når
jeg ser det hele fra ”a point from no-where”, har jeg
overskredet mine egne begrænsninger, og alt er muligt. I stedet for at opleve
verden og mig selv gennem en ”tunnel vision” når jeg frem til en ”panoramisk”
oplevelse, og helt bogstaveligt betyder det sidste udtryk, at jeg ser det hele
på én gang (græsk: pan-orama).
Den
første Param-ita er en metode eller vej til at blive
helt anderledes eller til at nå det højeste - uden, at det egentlig er mig, der
med min magt og vilje præsterer dette. Den er den første vej eller en af de
veje, som jeg, buddhaen, gennemløber eller føres
igennem. Når jeg vælger denne vej, er jeg i Glædens Land. Den første Paramita handler om at overgive sig og give sig selv hen
til Glædens Land. Om at give sig selv gratis ud og få
alting igen.
I følge
Zen er jeg buddha. Ligeledes er alle andre - og alt
andet for den sags skyld - buddha. Ligesom det at
”studere buddha-vejen” er identisk med at ”studere
sig selv” – med et berømt citat af den japanske Zen lærer Dogen. I løbet af
bogen skal vi prøve at forklare Zens opfattelse af
"Buddha" og "buddha". Når jeg
bruger ordet buddha, ligger der ikke dermed en
bekendelse til "buddhismen" - eller en afstandtagen fra f. eks.
kristendommen. Jeg er enig med den amerikanske katolske munk og Zen forsker
Thomas Merton. At jeg er buddha
eller bliver buddha, betyder direkte oversat, (buddha kommer af ordet for viden og forståelse, bodhi) at jeg bliver "vidende", eller at jeg
kommer fri af mine hidtidige selvødelæggende skemaer, handle- og tænke-regler.
Skemaer og regler er centrale begreber i den moderne kognitive psykologi. En
forfatter som Genpo Merzel
taler direkte om ”vore ubevidste vanemæssige tanke- og handle-mønstre, som
styrer alt vi gør fra tandbørstning til samvær med andre”. At være buddha betyder, at jeg er vågnet op fra min onde drøm,
eller at jeg pludseligt har lært at se virkeligheden fra en anden vinkel eller
har lært at se den som den er. Når jeg ser virkeligheden lige i øjnene, er jeg
Buddha. I Zen har man altid brugt ordet buddha på den
måde. Man kan altså udmærket være en Zen kristen, en Zen muslim eller en Zen
ateist. Der er i følge traditionen 84.000 forskellige veje til Oplysningen og buddha-tilstanden, hvilket betyder, at Zen ikke er nogen
afgrænset "religion" eller "tro" i vores betydning af
ordene. ”Vejen” er ikke noget ydre eller fremmed, som er adskilt fra mig eller
som jeg kan læse om i en bog: Jeg er selv ”Vejen”. Det er mig der er ”Vejen”.
Det er mig, der er herre og mester, buddha og konge,
og jeg har ingen anden herre eller mester. Ingen kan overhovedet gøre noget ved
mig eller få mig til noget som helst – jeg er altid ansvarlig og fri. I et af
de ældste håndskrifter fra de såkaldte Tun Huang
manuskripter, som ved et tilfælde blev fundet i store huler i det vestlige Kina
i begyndelsen af det 20. århundrede, siges det : - Buddhaen udvikles, fødes og frembringes i ens egen
bevidsthed. Mester Hakuin fra Japan skriver, at alt,
som eksisterer - træerne, græsset, markerne, dyrene, menneskene - alle vil opnå
oplysning og indsigt. De vil alle nå buddha-tilstanden.
Lægmanden
Li, som levede mellem 700 og 750 e. Kr. og samlede store tilhørerskarer i Kina,
blev spurgt om, hvad det ville sige at klamre sig til noget og ikke at give slip.
Li svarede: - Det er, når I har forestillinger om, at der er noget, som kommer,
og noget, som går. Når I har forestillinger om, at noget er godt eller ondt,
langt eller kort. I føler had og kærlighed, vrede og glæde. I tænker i faste
skemaer: om ret og uret, almindelige mennesker og vismænd, uafhængighed og
afhængighed. Det er, når I har alle mulige meninger om Nirvana, om at blive
befriet og ikke befriet, om buddha, om den meditative
samling og visdommen. Alt dette er eksempler på falsk tænkning og eksempler på,
at I ikke giver slip, men klamrer jer og holder fast.
En
amerikansk Zen buddhist har sagt, at det eneste som adskiller mig fra buddha’en er, at han ikke dømmer eller finder nogen fejl
ved noget som helst. At tale om ”fejl” er i Zen-sammenhæng
meningsløst, for ingen mennesker begår nogen sinde nogen ”fejl”, og der er
ingen ”fejl” eller ”mangler” ved noget eller nogen som helst eller ved nogen
handling. Alt hvad der sker er dybest set ”upayas” eller ”vidunderlige midler”, noget, som bringer mig
videre og som bliver lagt til rette for mig, så jeg kan lære noget nyt, en
”port” til befrielsen, som det altid er blevet sagt i Zen-traditionen.
Mine rationelle, kritiske, negative tanker vil før eller siden ”udmatte sig selv”,
siger den middelalderlige Zen lærer Bassui, og på den
måde vil jeg blive befriet: Mit sind vil begynde at ”blomstre”. At kritisere,
dømme eller fordømme sig selv er lidelse og avidya
(uvidenhed) og desuden udtryk for en forfærdelig mangel på omsorg og kærlighed
til mig selv. Der ER ikke noget, som jeg endnu ikke har opnået eller endnu ikke
har forstået. Jeg ER allerede ved målet. Jeg er der, hvor jeg skal være. Det
gode er ikke noget som kommer engang eller snart, men det som allerede er der
her og nu. ”Every day is a good day. Every
day is a perfect day”.
At give
slip på mine fejlagtige og selvødelæggende skemaer og programmer er som is, der
smelter, siger Hui-ko, der i 500-tallet blev Ch'an patriark i Kina. Buddha og alle levende væsner,
mennesker og dyr har alle del i den samme fælles natur. Men de er som vand og
is. Isen udgør en afspærring, barriere eller bom, og det er de levende væsners
ufrihed og fastlåsthed. På grund af sin medfødte
natur bliver vandet fyldt med energi og flyder ud af is-klumpen:
Vand ud af vand. Det strømmende vand er buddha-naturen.
Isen fødes af vandet, lige som vandet fødes af isen. Isen kan afspærre,
begrænse og indelukke vandet. Isen er hård og stiv, mens vandet er blødt,
flydende og føjeligt.
Jeg giver
slip på min egen forfængelighed og mine bekymringer om, hvorvidt jeg nu tager
mig fordelagtigt ud i andre menneskers øjne. Jeg stoler på dem og behøver ikke
hele tiden ængsteligt at holde øje med, om de godkender mig. Jeg behøver ikke
hele tiden at pejle med min radar rundt i feltet. Zen og Tao har en fri, rank
og stolt menneske-opfattelse. Jeg er HERRE OG MESTER, også og netop fordi jeg
er alles tjener. Jeg er jo ikke alles tjener i den forstand, at jeg skal tækkes
eller please dem eller "ydmygt" gøre, hvad
de vil have. De andre har deres liv og meninger og jeg mine. Hvad de andre
tænker om mig er ikke i min magt, og det skal jeg kun - da jeg jo ikke kan
kontrollere det under nogen omstændigheder - glæde mig over. Hvis jeg ikke
tænker for meget over, hvad de andre mener om mig, vil de sikkert også
acceptere mig, som jeg er. I Zen optræder mennesket stolt og uafhængigt, tro
imod sig selv, med rank ryg og oprejst pande, med ben i næsen og på egne ben og
midt i verden. De store mestre er excentriske, uforudsigelige og fantasifulde.
De synes at følge det motto, som Kinas legendariske Gule Kejser altid holdt sig
til: - Hold dig inden for de grænser, som nu engang findes, men lad i øvrigt dig
selv flyde frit. Chuang-tzu siger et sted om de store
kinesiske mestre: - De har aldrig hørt om at opføre sig ordentligt, og de er
lige glade med, hvordan de tager sig ud. Når vi i vesten ser de store
"åndelige" mestre fremstillet i malerkunsten, bliver vi ofte
lamslåede: De ligner alfonser, vagabonder og svindlere. En imponerende
forsamling af jubelidioter, gadedrenge og tyveknægte. De ligner det dårlige
selskab, som vore forældre advarede os imod.. Den oplyste er i Zen en ”joker” –
med alle de forskellige betydninger som ligger deri: Uberegnelig, utilregnelig,
fjollet, fleksibel, stærk, overlegen, foruroligende, impulsiv, overlegen,
hvilende i sig selv. En moderne amerikansk Zenlærer
har peget på, at der er overraskende ligheder mellem buddhaen
eller den oplyste på den ene side og barnet, det psykotiske menneske og
alkoholikeren på den anden side. Den frækhed i forhold til den borgerlige,
forsnævrede pænhed, som Zen og Tao udtrykker, er
befriende og nåde-rig. (Som når den middelalderlige
mester Mumon respektløst hævder, at den historiske
Buddha var en åndelig svindler og fupmager, som desuden solgte hundekød til folk under foregivende af, at det var
lammekød). I denne luft kan alle trække vejret, jøde såvel som græker. Det er
forløsende og overlegent, når en stor forfatter som Chuang-tzu
et sted nonchalant henkaster denne bemærkning: - Mine spredte bemærkninger her
må du ikke tage for højtideligt. Men samtidigt får han dermed udtrykt hele Zens og Taos menneskesyn op imod al selvhøjtidelig
åndelighed.
Zens
og Ch'ans menneskeopfattelse og stolthed er netop
paradoksal. Fra de ældste håndskrifter fra Kina har vi bevaret følgende løfte,
som afgives af den vordende buddha:
- I denne
verden får vi alle tildelt det, som vi behøver, siger Dogen. Vi opnår det ikke
ved at søge efter det, og vi mister det heller ikke, selv om vi ikke søger det.
Overlad alt til livet selv og giv slip på jeres bekymringer. Giv bare slip på
alt det, som du har troet. Det, som du ser på nu, er buddhaen,
som ikke er noget særligt eller adskilt. Blomsten er buddha.
Den lille pige er buddha. Du og jeg er buddha. Din ven er buddha. Når I
indser dette, bliver jeres knude løst.
At være
en buddha er at holde op med at skelne mellem det
gode og det onde og at bortkaste det sind, som siger: Det er godt og det er
dårligt, siger Dogen. Det, som du tror er godt, eller
det, som folk i verden tror er godt, behøver slet ikke at være godt. Derfor
skal du glemme dit eget sind, og hvad folk mener og blot følge Vejen.
Al Zen-meditation består i at give slip. Meditationen betyder
at jeg giver slip på alt, alle ting og alle personer - inklusive mig selv.
Intet sidder tilbage og hænger, som det siges. Alle de modne frugter er faldet
af træet. At sidde i meditation er ikke et middel til at opnå noget andet,
højere eller åndeligt. Hvis jeg øver mig, handler eller mediterer FOR AT opnå
et gode eller et formål, er min meditation forfejlet, og den vil ikke gavne
mig. - Hvorfor sidder I altid og mediterer så mange timer dag efter dag? blev
en amerikansk Zen-buddhist spurgt. Tror I virkeligt,
at I kan blive buddhaer på den facon.? Han svarede: -
For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om, hvorfor jeg mediterer. Jeg
sidder ikke for at blive en buddha. Jeg sidder, fordi
jeg er en buddha.
I følge
de gamle Tun Huang håndsskrifter skal store
menneske-mængder have opsøgt lægmanden, Li, som levede mellem 700 og 750 e. Kr.
De spurgte: - Hvad er Vejen, lægmand Li? Li svarede: - Sindet er Vejen. Sindet
er sandheden. Sindet er buddha. Når sindet finder den
indre sandhed, ser du ikke længere nogen fødsel og død, der er ikke forskel på
vismanden og det almindelige menneske, det rene og det urene er blot
"sådan". Når du er sandt opmærksom og bor i din indre sandhed, så er
ingenting ikke Vejen - så er alt Vejen. Der er intet før eller efter og intet
ind imellem. Dine bånd er løst op, din energi sat fri, og du er et frit
menneske. Dette kaldes Vejen.
ZaZen
eller meditation er altid løs, utvungen, afspændt. Den moderne kinesiske mester
Hua bliver ved med at gentage dette: - Vær naturlig.
Sid naturligt. Du må aldrig tvinge eller presse dig selv. Du må aldrig anvende
magt, kraft eller muskelstyrke til at forme dig selv på en kunstig måde. Vær
løs og afspændt. I filmen Scarface gentager
hovedpersonen, som spilles af Al Pacino og som er en
fæl gangsterboss, hele tiden denne hua'ske
selvinstruktion: - Stay loose,
man, stay loose. - Også Scarface er en buddha.
Denne given slip og følgende indsigt og oplysning kaldes Zanmai, samadhi, satori, kensho, Nirvana, bodhi og Oplysningen. Zadan og Zasetsu bruges om at give slip på blindheden, forblændelsen og jeg'et, om den
radikale tvivl på fortidens løsninger, de metoder jeg har brugt indtil nu. - ZaZen er døren og porten til befrielsen, som Dogen sagde.
Jeg sidder ikke for at blive en buddha, men fordi jeg
allerede er en buddha. Den japanske Zen-mester fra 1700-tallet, Hakuin,
siger: - De seks Paramitas kommer alle af ZaZen. Det menneske, som blot en eneste gang har siddet i ZaZen, bliver frelst og forløst.
At
besinde sig er en del af Zen-meditationen. Denne
klassiske øvelse er en del af Buddhas såkaldte otte-ledede
vej, som handler om den rette tænkemåde, den rette handlemåde og den rette
meditation. Den rette besindelse er det 7. led. At besinde sig vil - i følge
den klassiske øvelse - sige, at jeg ihærdigt, årvågent og besindigt iagttager
legemet, følelsen, tanken og fænomenerne. Den moderne buddhist Saddhatissa gennemgår den rette besindelse i en bog om buddha-Vejen: - Jeg bliver opmærksom, jeg vedbliver med at
være til stede, at være her og nu, jeg lærer ikke at flygte eller undgå, jeg
lærer at iagttage og lytte uden at dømme, jeg lærer at forholde mig frit til
det, som jeg oplever, jeg lærer ikke at give efter for indre tvangshandlinger,
jeg skal hverken opfatte mine følelser eller fornemmelser som mekaniske
objekter (jeg skal ikke opfatte mig selv som en maskine eller ting), men jeg
skal heller ikke ængsteligt eller ufrit klynge mig til mine egne følelser. Jeg
skal ikke holde fast i min oplevelse, ej heller skyde den bort. Jeg skal ikke
identificere mig med min krop, mine følelser, fornemmelser, tanker eller
handlinger, men jeg skal heller ikke undertrykke dem eller afvise dem. - Vi ser
følelsen opstå og lader den forsvinde af sig selv, uden at standse den, siger Saddhatissa. Lad hver tilstand komme og gå uhindret. Jeg
skal ikke reagere på mine følelser eller kropsfornemmelser, men jeg skal
respondere, d.v.s. svare på en voksen og passende
måde. Når jeg er sammen med mine medmennesker, skal jeg ikke klassificere,
forklare, dømme, bedømme eller korrigere dem. Jeg skal opleve dem og være
sammen med dem. Med Eckharts udtryk kan man sige, at
vi - lige som Maria i historien om Maria og Martha - skal være hos tingene og
menneskene - og ikke inden i dem.
- De er
her, fordi de er buddhaer. svarede Lin-chi.
Zen taler
om det for hånden værende. Buddha er ikke der, men her. Buddha er ikke engang,
men lige nu. Zen er ikke noget hemmeligt broderskab eller en loge, som vogter
på hemmeligheder, som folket ikke kan tåle at få adgang til. Zen afviser enhver
elite-tænkning eller esoterisk tænkning som både unødvendig, dum og
udemokratisk. Mennesker er lige og lige værdige. Vi er alle buddha.
Jeg er en buddha. Min kone er en buddha.
Min nabo er en buddha. Svigermor er en buddha. Den japanske Zen forsker Suzuki illustrerer dette
demokratiske eller egalitære træk i Zen med følgende
smukke fortælling:
At
meditere er ikke teori, men praktisk øvelse. En moderne Zen-lærer
som Mester Hua siger, at det kun er i bevægelsen, at
jeg kan virkeliggøre den indre stilhed. Den virkelige øvelse består i følge Hua ikke i at sidde ubevægeligt stille, men at være samlet
og opmærksom midt i mine daglige, travle gøremål. I Zen tales der om, at ZaZen er noget, som jeg gør eller befinder mig i - altid,
uanset om jeg går, står, sidder eller ligger. Mange Zen øvelser er netop delt i
disse fire slags. Zen er ikke filosofi, men gå-, stå-, sidde- og ligge-øvelser ... hverken mere eller
mindre. Du skal altid praktisere denne meditation, uanset om du går, står,
sidder eller ligger ned, sigerTao-hsin. At gå, stå,
ligge og sidde er det sted, hvor Oplysningen og visdommen befinder sig. Alle
kroppens handlinger og mundens bevægelser er buddhaens
handlinger.
I følge
Zen findes der ikke noget esoterisk eller hemmeligt, som er forbeholdt nogle få
priviligerede mennesker eller ”hellige mænd”. Der er
heller ikke noget, som kun jeg har adgang til. Der er ikke noget, som jeg ikke
har adgang til. Alt hvad jeg ønsker at se HAR faktisk været der hele tiden. Alt
hvad jeg ønsker mig, HAR jeg haft alle dage. Der er ikke noget i vejen med de
andre, verden eller virkeligheden. Men måske har jeg selv valgt at lukke øjnene
for livet og det gode? Måske har jeg været som klaveret, der har sat sig til
modværge imod pianisten? Jeg sidder ikke for at blive en buddha,
men fordi jeg allerede er det.
Zen
handler om vores frihed, om at jeg kan blive en fri herre og mester i mit eget
liv. Shosan Suzuki, som i 1600-tallet først var
samurai og siden blev Zen-forfatter, siger: - At opnå
buddha-heden betyder egentligt at blive tom. Det
betyder, at du vender tilbage til den oprindelige tilstand, hvor der ikke er et
Jeg, Det Andet, Sandheden eller Buddhaen. Det
betyder, at du kaster alt bort, vasker dine hænder og skaber et uendeligt rum
af frihed for dig selv. Dette kan ikke virkeliggøres, så længe der bliver noget
tilbage i dit sind ... end ikke tanken om Oplysningen.
I Zen
bruges såkaldte koans. I følge en tradition kommer
det japanske ord, der er en direkte oversættelse af det kinesiske kung-an, af det indiske ko ayam
eller ko aham, der betyder: Hvem er jeg? En god Zen
øvelse er at prøve at give slip på alt det, som jeg plejer at kalde Mig, Mit og
Jeg. Skriv en liste og prøv efterhånden at give slip på noget af det, som du
vanemæssigt identificerer dig med! Selv om denne oversættelse måske ikke er
helt sikker - jeg har overtaget den fra tyskeren og Zen manden Lassalle - viser denne forklaring noget centralt i Zens brug af koans: De er
sætninger, ord eller spørgsmål, som skal føre til, at jeg indser, hvem og hvad
jeg egentligt er. En koan sammenlignes med en
tanke-bombe, som bliver anbragt i mit sind og i min krop. Hos en klassisk
forfatter som Mumon i 1200-tallet fremhæves det
netop, at en koan lige så meget arbejder i min krop
som i mit sind. Uvidenheden er lige så ”fysisk” som den er ”åndelig”, og det at
blive oplyst er på samme måde OGSÅ en kropslig oplevelse: Jeg får en ny krop
eller jeg får min egen krop tilbage. Jo længere denne koan
har været inden i mig, jo kortere bliver lunten, og til sidst eksploderer mit
sind og min krop. En koan er en slags indre
støvsuger. Moderne Zen sammenligner også med det, vi oplever i vore hjem, når
det elektriske kredsløb kortsluttes. Det siger bang, og en forfærdeligt masse
sker i en brøkdel af et sekund. Med eet slag ser og
indser jeg, hvem og hvad jeg er. En koan skal ikke
lære mig en bestemt viden, som den kan findes i en bog. En koan
skal ryste mig, forvirre mig, bringe mig ud af fatning, skubbe mig ud over
kanten, ryste min naive tillid til min såkaldte erfaring og viden. Ordet skal
drive mig ud i at opleve verden fra helt nye og forskellige perspektiver. Som
tidligere nævnt er det Zens opfattelse, at jo flere
vinkler eller perspektiver, jeg kan rumme, jo nærmere kommer jeg Oplysningen,
jo mere vidende bliver jeg. Prøv blot at forestille dig, at du er en anden
person, som sidder ved siden af dig og iagttager dig lige nu. På en gang får du
ved en sådan eksternalisering et langt større
overblik over og du bliver meget mere vidende om situationen. En koan skaber et indre, frugtbart kaos, som er nødvendigt
for, at jeg får øjnene op for de mange nye muligheder, som nu åbner sig for
mig. Det vigtige er ikke, hvad jeg lærer, men hvad jeg af-lærer.
Det afgørende er ikke, at jeg lærer noget om hvem jeg er, men at jeg indser, at
det eller det er jeg HELLER ikke. At jeg er noget mere eller noget andet end
det jeg altid har troet. At jeg giver slip på det som jeg indtil nu har
opfattet som min identitet. Lige som det berømte citat af japaneren Hisamatsu: - Når ingen ting nytter og enhver handling synes
totalt meningsløs, hvad gør jeg så? Hvis en discipel stiller et spørgsmål til
mesteren, reagerer mesteren ofte helt uberegneligt. Munken spørger f. eks.:
Hvilken skole tilhører du mester? Og mesterens svar består af 30 stokkeslag.
Mesteren er mester, fordi han erfaringsmæssigt ved, hvordan han kan bringe
munken ud af sig selv, drive ham til vanvid. Mesterens oplysning er ikke
diskursiv viden, men en færdighed - som at vide hvordan man bager et brød.
Suzuki fortæller om sin egen mester, der en dag erklærede: - Nu tror jeg, at
jeg vil trække mig tilbage for i dag, for nu har jeg gjort sagen tilstrækkeligt
forvirret for jer, og jeg har tilintetgjort al jeres viden og forståelse. Jeg
har gjort alt, hvad jeg kunne for at forhindre jer i at opnå indsigt i buddha-naturen. Svaret på det egentlige spørgsmål, der
ligger i alle de forskellige koans: Hvem er jeg? kan munken kun selv finde. I følge Zens
opfattelse har vi alle sammen ALLEREDE den nødvendige viden.
- Det
siges, at der skal komme en buddha fra øst, hvis krop
er uden grænser. Men hvis hans krop er uden grænser, på hvilket tidspunkt vil
han så ankomme fra øst? Hvorfor ikke fra vest, syd eller nord?
At
"arbejde" med en koan - eller måske
snarere: at lade sig "bearbejde" af en koan
- betyder altså ikke at løse en gåde eller logisk at udregne et svar. En
kinesisk mester, Pai Chang,
stillede en vandflaske midt på gårdspladsen og spurgte sine elever: - Hvis I
ikke vil kalde dette en vandflaske, hvad vil I så kalde den? En svarede: - En
stråmåtte. En anden prøvede med: - En beholder. En tredje af eleverne gik hen
til flasken og sparkede til den, så den gik i stykker. Han blev i samme øjeblik
oplyst, en buddha. Mesterens koan
fik hans sind til at eksplodere, og han beviste hinsides sproget, at han havde
set virkeligheden.
Japaneren
Sekida fortæller, at han efter sin første kensho overalt - oppe, nede, foran, bagved, til højre og
venstre. - oplevede buddhaer og mennesker, som var
muntre, lystige, glade, morede sig, festede, lavede sjov og klovnede. Et andet
sted skriver han, at vi har opfundet grinet og latteren for at komme af med det
indre tryk, som stammer fra vores tanker. Latter og almindeligt grinebideri hører sammen med Zen. Verdens mørkemænd og
alvorsmænd, der ikke kan le eller sjældent gør det, er fremmede over for Zen og
vil afvise den som overfladisk og usaglig. Oplevelsen af Oplysningen er brat og
pludselig, som når vi bryder ud i latter efter en vittighed. I latteren giver
jeg netop slip på mit ego, min jegcentrering og
selvhøjtidelighed. Når vi griner sammen, oplever vi en form for meditativ
forening og kensho, fordi vores jeg bliver løst op og
opløst. Mit sneglehus og min jeg-skal falder af, når
jeg griner højt og løs-sluppent. I den hjertelige
latter forsvinder jorden under mig, jeg mister fodfæstet og min dagligdags
bevidsthed klapper sammen som et korthus. Min daglige selvhøjtidelige
bevidsthed, korthuset, viser sig som et hulrum, et tomt rum. Ballonen
eksploderer, og grænsen mellem "mig" og "det" og mellem
"mig" og "dig" ophæves. I Zen har man altid taget latteren
alvorligt.
4.
"Okse, menneske" (Ox, man): Denne tilstand
er Zens virkelige "mål", selv om Lin-chi understregede, at alle fire former var gyldige
udtryk for Oplysningen og buddha-tilstanden. Her har
jeg ophævet modsætningen mellem at have og ikke at have bevidsthed om mig selv
og verden. Der er ikke længere nogen tvedeling eller dualisme. Der er ikke
længere noget, som er modsat noget andet eller egentligt forskelligt fra noget
andet. Nirvana er samsara, det evige liv og paradiset
er her og nu. Paradiset er ikke det modsatte af noget, siger Suzuki.
"Paradiset er det hele". Hvis det blot var det modsatte af, ville det
jo kun være noget relativt. Paradiset og det evige liv kan netop IKKE
SAMMENLIGNES med noget andet. Jeg både har og ikke har bevidsthed om mig selv
og verden. Jeg har hverken bevidsthed om mig selv eller verden, ej heller ingen
bevidsthed om mig selv eller verden. Jeg lever i dette øjeblik. Dette øjeblik
er en evighed, og evigheden er til stede her og nu. Dette ER det evige liv.
Denne evighed afbrydes i samme øjeblik, jeg begynder at tænke bevidst,
selvbevidst eller refleksivt, altså i samme øjeblik jeg bliver klar over,
hvordan jeg har det, og hvad jeg foretager mig. Jeg er trådt ud fra 100 fods
pælen og både verden og jeg er tilbage igen - om end på en helt ny måde. Min
bevidstheds vanemæssige tilstand er faldet ned som de modne frugter fra træet,
siger Sekida. Jeg lever praktisk og konkret i verden,
jeg er "virksom", og verden findes foran mig helt konkret. Jeg
oplever verden, som da jeg var et lille barn eller som på skabelsens første
dag, som ny, ubrugt, frisk, inspirerende, original. Kensho
betyder, at jeg ser det sande, naturlige, ægte, uforfalskede, oprindelige og
virkelige. Dette er den positive, aktive samadhi, som
adskiller Zen fra andre former for østlig meditation. Zen har alle dage været
afvisende over for kvietisme (passivitet, et gennemgående skældsord i Zen-tekster) og indadvendthed.
Wu Wei er det gode liv, som kommer ud af ZaZen
og ud af kensho eller glimtet. Jeg giver slip på alle
mine planer, tegninger, kort, hensigter og bagtanker med tilværelsen. Mester Hua siger, at i
samme øjeblik jeg er holdt op med at søge noget uden for mig selv, er jeg
blevet Budddha eller en buddha.
Jeg ophører med at opfatte tilværelsen som et middel til noget andet. Jeg siger
farvel til at planlægge, tænke på og påtænke det ene eller det andet. Jeg
holder op med at skubbe mig selv frem - imod min egen vilje. Jeg tager afsked
med min egen vilje. Wu Wei
betyder ikke, at jeg skal ville ikke at ville noget, men at jeg slet ikke skal ville. Jeg giver slip
på den anushaya, der består i hele tiden at hælde
forover eller fremover imod fremtidige situationer og såkaldte problemer.
Zen
lægger umådelig vægt på det, som jeg siger eller tænker spontant, uden den
koldsindige bag- eller eftertanke. Det, som jeg
umiddelbart og spontant siger, er det virkelige og sande. Det mindst
tankemæssigt bearbejdede er det, som ligger tættest på roden, på naturen, på buddha. Zen-tekster består derfor
af udfald, indfald, vitser og bemærkninger, som henkastes og hensætter
tilhørerne i målløs forbavselse, forvirring, uro eller angst. Det helt
overraskende er det, som bedst kan angribe vore selvødelæggende skemaer og
tankerutiner. Zen handler om at smide grus i maskineriet. Et stofmisbrug kan
være en sådan tankemaskine og med det eksempel forstås Zen og Tao måske bedre.
Zen er ikke en practical joke eller dårlig spøg. Zen
handler om det gru-op-vækkende, ødelæggende,
livgivende og over-vældende i tilværelsen.
Det
fortælles, at en nyligt ankommen munk kom med en lang og blomstrende
lovprisning af Buddha. Han var fuld af ærefrygt og respekt for det store
forbillede. Mesteren sagde til ham: - Forsvind omgående ud i vaskerummet og
vask din mund grundigt og brug aldrig igen den slags beskidte udtryk. Den
nyligt ankomne havde ikke forstået, at det, som han brugte, netop kun var ord
og begreber, og at begreber er nyttesløse, når det gælder sandheden og Vejen.
At bruge begreber som "buddha" er et forsøg
på at gribe og be-gribe buddha,
hvilket er det modsatte af at give slip. Den uheldige munk var jo netop blevet
"grebet" og holdt fast i stedet for at blive løs og bøjelig og gjort
fri af sproget og ordene.
- Mine
venner, jeg skal sige jer dette: Der er slet ingen buddha,
ingen vej at følge, ingen træning og ingen oplysning eller visdom. Hvad er det,
som I så febrilsk løber efter? I sætter et hoved oven på jeres eget hoved, I
blinde tåber. Men jeres eget hoved er jo lige netop der, hvor det skal være.
Problemet er, at I ikke har den tilstrækkelige tillid. I har gjort jer selv til
slaver og er blevet omtumlede af de ydre situationer. I har ingen som helst
frihed tilbage. Hold op med at klæbe og klistre til det ydre. Hold op med at
klynge jer fast til fortiden og bekymre jer om fremtiden.
Virkeligheden
er et dynamisk felt, siger japaneren Isutzu. Den er
et mættet energifelt, en særlig spænding. Hvis vi abstraherer, trækker vi
vilkårligt noget ud. Selve ordet abstrahere betyder at trække noget fra, at se
bort fra noget, hvilket selvsagt er upassende, hvis vores mål er at forstå os
selv og verden. Vi trækker noget bort og væk og ser kun den ene side. Vi er
netop ikke konkrete, d.v.s. vi er uvirkelige eller
urealistiske i vores opfattelse. Kun hvis vi på den måde abstraherer, kan vi
kunstigt frembringe et subjekt og et objekt, en kvinde og en mand, et mig og en
anden, et godt og et dårligt menneske, et godt og et dårligt liv. I
virkeligheden er der kun eet felt af mættet spænding.
Zen bygger på kategorien relation, ikke på stof, substans eller adskilte
genstande. Der findes ikke noget "bag ved" fænomenerne, som "i
virkeligheden" er det virkelige. Det, som jeg oplever, er faktisk det
virkelige. En stor amerikansk filosof sammenfattede hele sin filosofi i
sætningen: Det, som er, er hvad det er - og ikke noget andet eller mere. Eller
sagt med et eksempel: Hvis jeg har ondt i maven, har jeg simpelt hen ondt i
maven, og jeg kan ikke med rimelighed slutte, at så er jeg nok vred eller angst
eller depressiv. Jeg har bare ondt i maven. Det eneste jeg skal gøre er at se
det hele og se det hele, som det er. Den absolutte, højeste virkelighed har
ikke noget andet sted at være - end lige her. Det træ, som jeg ser stå ude i
haven, er simpelt hen identisk med den højeste, absolutte og eneste
virkelighed. Alting har den samme ”ufødte” essens og består af det samme ”stof”
– lige som kernefysikken vil sige, at alt består af atomer og kvanter. Forestil
jer, at alt det værende – uden nogen undtagelse: også det vi ikke bryder os om
- er lavet af det pureste guld, siger den historiske buddha
Shakyamuni.
Når den
historiske buddha, Shakyamuni,
fik stillet et alment spørgsmål som: - Er mennesket dødeligt eller udødeligt?
svarede han efter den model, som kaldes den firefoldige
negation:
Gud
kender ingen ting uden for sig selv. Sjælen kender ingen ting uden for sig
selv, siger Mester Eckhart. Uden for sindet er der
slet ingen buddha. Når jeg ser sindet, ser jeg buddhasindet, sandheden, virkeligheden, læren, Vejen,
Nirvana.
Når jeg
indser dette, er jeg den oplyste, buddhaen, den løs-slupne. Visdommen erfares og opleves konkret og
umiddelbart. Den erfares intuitivt. Visdommen er indsigt i shunyata
(”no-thingness” som en amerikansk Zenlærer
har oversat det), det tomme, og visdommen er derfor tom og uden indhold.
Visdommen er som bevidstheden i den dybe drømmeløse søvn. Men visdommen er
positiv, forløsende og befriende. Den befrier mig for mine selvødelæggende
skemaer og programmer, idet jeg indser, at de er tomme, shunya.
Visdommen er i følge Kegon eller Hua-yen
Sutraen den tredobbelte befrielse: Jeg befries gennem
det tomme. Jeg befries ved, at mine tanker gøres fri af illusionen, og jeg
befries gennem løsgørelsen fra begæret og angsten.
- Du skal
søge tilflugt hos din egen buddha, ikke hos en eller
anden fremmed buddha, siger den 6. patriark Hui-neng. Hvis du ikke søger tilflugt hos den buddha, der er inden i dig selv, har du ingen steder at gå
hen. Vi skal søge tilflugt i vores eget selv, i vores egen selv-natur, siger
mester Hua. Buddha har ingen ydre årsag, og
Oplysningen, lotus-blomsten, vokser ud som en blomst af din egen mund. Zens principper findes i alle menneskers sind. Vi har alle
visdommen, og alle og enhver kan prædike sutraerne
som den historiske Buddha Shakyamuni gjorde. Da
Buddha skulle dø, spurgte hans elever ham ud om sutraerne
med mange subtile spørgsmål. Men han sagde kort og præcist: - Jeg har aldrig
sagt et eneste ord.
Livet er eet. Livet er det hele og eet
sammenhængende stykke. Hvis vi deler vores liv op i isolerede øjeblikke, som er
kedelige eller fascinerende eller vigtige eller uvigtige, taber vi livet på
gulvet. Livet er en strøm, ikke adskilte båse og kasser. Hver enkelt handling,
som jeg udfører, er sand, evig og nødvendig, og den er buddha.
Der findes ikke handlinger, som er midler til målet og enden, for dette øjeblik
lige nu er enden. Enden er ikke bare kommet nær, den er her allerede.
ALLE
begivenheder, årsager og virkninger fører til, at jeg bliver buddha, siger Tao sheng. Men de
levende væsner er ikke selv klar over dette. Vi er på vej til at blive rigtige
sommerfugle, men vi stritter imod, for vi er stadig kun larver, og man ved,
hvad man har og ikke hvad man får, synes vi at tænke. Vi holder alle fast ved
noget, som vi tror er specielt for os. Kun buddhaen er klar over, at det alt sammen fører det samme
sted hen. At vi alle er på vej hen til det samme sted.
Jeg
indser, at det som eksisterer ifølge vore tanker er gennemsigtigt, rent og
tomt, og at det derfor alt sammen er buddha. Det, som
er helt tomt, kan være og rumme alt. Alle ting er det rene ingenting og det som
ingen ting er kan være alt. Derfor er det, som er helt
tomt, buddha.