Brevet til Galaterne – Galaterbrevet.

 

 

Brevet til Galaterne – Galaterbrevet.. 1

Respekten for Paulus:. 3

Paulus’ teser i Galaterbrevet:. 4

Indledning – Hvem er Paulus?. 6

Indledning:. 10

[1]. 13

APOLOGIEN - Forsvar for evangeliet – Paulus’ forsvar for sig selv: 1.11 – 2.21:. 16

Ikke fra et menneske – ikke fra mennesker – men direkte fra Gud:. 16

Paulus og jødedommen:. 19

Nidkær for Herren:. 19

Damaskus – Det sande menneske:. 24

Jerusalem:. 25

[2]. 26

Antiokia – Peter:. 26

Den kristne kirkes standpunkt på Paulus’ tid:. 26

Paulus sammenfatning. Sagens kerne – 2.15 – 2.21:. 30

Vi døde – men nu lever vi et nyt liv. Vi er eet med Kristus – 2.19 – 2.21:. 38

Hovedargumentet i Galaterbrevet: 3.1 – 5.12:. 43

Erfaringen:. 43

Skriften:. 48

Loven:. 53

Troens komme:. 55

Konklusion:. 57

[4]. 60

Religionen:. 64

Personligt:. 66

Skriften:. 67

Konklusion:. 74

Omskærelsen:. 77

Formaninger. Åndens frihed: 5.13 – 6.10:. 79

Frihed:. 79

Ånden:. 84

Relationer:. 88

Kødet og ånden:. 88

[6]. 89

Om at læse teksten:. 96

Paulus og Damaskus oplevelsen.. 97

Er Paulus en apostel?. 104

Et brev i brevet – Talen til Peter? – Galaterne 5.1 – 5.12:. 106

Retfærdig?. 117

Kristendommens fødsel.. 118

Hvad er Kødet?. 120

Hvad er det at blive retfærdig? Er det noget, som kan mærkes?. 124

Er der en håbløs og evig krig i vores indre?. 128

Kærlighed er kærlighed.. 131

Fristelsen.. 134

Hvad - eller hvem - er egentlig Kristus?. 136

Hvem er arvingen?. 140

Gud kalder på alle mennesker. Det er nu ikke længere nødvendigt at ofre sig for Gud!. 142

Helligånden, bønnen og den åndelige oplevelse.. 145

Hvordan kan vi vide, hvad der er sandt? Paulus’ svar i Galaterbrevet.. 148

Paulus’ begreb: I Kristus – En Christo.. 150

Udenfor og indenfor. Vi er alle sammen jøder!. 150

Omskærelsen og dåben.. 153

Forbandelsen – Anathema.. 154

Retfærdigheden og retfærdiggørelsen.. 156

Den naturlige stolthed og selvrespekt hos Paulus.. 158

Judaiseringen af alle folkeslagene.. 161

Nåden.. 164

Døden.. 167

ANTIOKIA.. 170

Jakob og Paulus.. 173

Paulus og Sokrates og den græske filosofi.. 174

Paulus er en zelot. Paulus er brændende nidkær for Herren.. 178

Verdens magter og kræfter – det mytologiske verdensbillede.. 181

Hvem er Guds søn?. 188

Jøder, proselytter og gudfrygtige.. 191

Lad Gud være i fred – Gud er den energi der virker inden i mennesker.. 193

Hvem er de kristne? Om modtagelsen af ånden. Åndsdåben.. 196

Parallel: Paulus og Salmernes Bog – Mennesket er uden skyld:. 201

ESAJAS og PAULUS:

 

v1  Hør mig, I fjerne øer,
      lyt, I folk langt borte:


      Herren har kaldet mig fra moders liv,
      fra fødslen kaldte han mig ved navn.
       v2  Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
      i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
      han gjorde mig til en spids pil,
      i sit kogger holdt han mig gemt.
       v3  Han sagde til mig: Du er min tjener,
      ved dig viser jeg min herlighed.
      v5  Men nu har Herren talt,
      han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
      for at føre Jakob [Israel] tilbage,
      så Israel samles hos ham.
      Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
      min Gud bliver min styrke.
       v6  Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
      skal genrejse Jakobs [Israels] stammer
      og føre Israels overlevende hjem [fra Babylon];


      derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
      for at min frelse skal nå til jordens ende.

(Esajas 49.1)

 

v31  Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, v32  og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie

v33  De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere [sæd] og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«

v34  Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. v35  Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. v36  Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. v37  Jeg ved, I er Abrahams efterkommere [sæd]; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer. v38  Jeg siger, hvad jeg har set hos Faderen; og I gør også, hvad I har hørt af jeres fader

(Johannesevangeliet 8.31)

 

 

Respekten for Paulus:

 

Paulus har lige så meget at sige i dag - som han havde for 2000 år siden. De tanker, vi finder hos Paulus, er i deres kerne evigt gyldige. Han er unik – også fordi vi kender ham som et personligt menneske fra oldtiden. Vi kender næsten ikke andre mennesker fra oldtiden på denne personlige måde. Men det afgørende i hans breve er, at han formulerer tanker som er næsten evigt gyldige – gyldige for alle mennesker. Paulus’ tanker - i deres egentlige kerne - har noget at sige til alle mennesker – troende og religiøse mennesker såvel som ateister, buddhister, muslimer, venstreorienterede eller højreorienterede, mænd eller kvinder.

Vi skal vise respekt for Paulus, når vi læser hans breve. Paulus er jøde, og han er stolt af at være jøde. Paulus’ breve handler grundlæggende om jødedommen og er et forsvar for jødedommen eller den sande jødedom. Paulus’ univers - og alle hans rødder - findes i Det gamle Testamente.

Paulus møder Kristus – men han forlader ikke jødedommen. Efter at han har mødt Kristus, bliver han ikke mindre jøde – men mere jøde. Paulus omvender sig ikke til kristendommen – en sådan tanke ville have været helt absurd for Paulus. Paulus bliver ved med at være stolt af, at han er farisæer og zelot – en af de ivrige – de, som er nidkære for Herren. Paulus tager naturligvis ikke afstand fra sin ungdom eller jødiske karriere – tvært om er han pavestolt af sin fremragende stilling i jødedommen – han er en af de ypperste, som han siger. Paulus er jøde hele livet. Naturligvis - Hvad ellers?

Vi kan sige at det meget senere begreb om vendelse slet ikke passer på Paulus. Ved en omvendelse har man siden forstået en proces hvor mennesket opgiver sin gamle tro og skifter over til en helt ny tro. Formålet med missionen i gamle dage var at de sorte eller andre i det fremmede skulle forlade deres tro – deres naturreligion – og overgå til kristendommen. Paulus om vender sig ikke til en ny religion. Der er kun een religion i følge Paulus. Abraham omvender sig heller ikke! Esajas omvender sig heller ikke og Moses omvender sig heller ikke ved denbrændende tornebusk! De bliver kaldet af Gud til at gå en ny vej. Paulus bliver kaldet af Gud til at gå en ny vej – til at påtage sig en ny opgave – et hverv. Han omvender sig ikke – han tager ikke afstand fra det gamle – han får en ny opgave af Gud. Han får en commission som det hedder på engelsk.

Paulus er kendt som en missionær – men vi skal være meget klare på at det som Paulus driver ikke er mission i den senere betydning af ordet. Paulus er grundlæggende en lærer, en rabbiner, som rejser rundt i Lilleasien og i Grækenland – og besøger de jødiske menigheder – det vi kalder diasporaen! Paulus opsøger stort set ikke ægte, rigtige hedninger! Han går altid til de lokale jødiske menigheder og synagoger og over for dem prædiker han Kristus – som han siger. Paulus drager altså ikke ud i verden for at få vantro og ateister til at tro på Gud! Slet ikke – det er helt misvisende ud fra Det nye Testamente. Han henvender sig til mennesker som i forvejen tror på Gud! Han fortæller dem at det kristne evangelium – evangeliet om Kristus – er den sande jødedom.

Vi kan sige at Paulus deltager i en intern jødisk debat! Han henvender sig til mennesker, som i forvejen er gode troende jøder. Han fremlægger sine egne meninger om den rette jødedom. Paulus lever og ånder i et næsten rent jødisk miljø! Den senere kristne mission henvendte sig til fremmede mennesker i den tredie verden, i Afrika eller i Amerika som ikke troede på Gud – men det gør Paulus slet ikke. Han er stort set kun sammen med folk, som deler den samme tro som ham selv!

Paulus tænker jødisk – det kan vi også se i hans forhold til dåben. I den senere kristne kirke bliver ritualet dåben med vandet en afgørende rite. Man bliver simpelt hen medlem af kirken – medlem af Guds folk – ved at man bliver døbt - af en præst – helt konkret. Når man driver mission består det i, at man rejser ud til de fremmede lande og døber hedningerne! Sådan foregik det i al fald tidligere. Dåben bliver næsten en magisk handling - nogle gange i kirkens historie. Hvis de små børn ikke bliver døbt – går de fortabt – de kommer i helvede! De kristne stater gør efterhånden dåben til en tvangshandling - således at alle bliver tvangsdøbt - hvis de ikke frivilligt lader sig døbe. I Danmark blev mennesker tvangsdøbt af staten indtil 1849.

Paulus har slet ikke dette forhold til dåben – dåben med vandet – den rituelle kirkelige dåb. Paulus tænker meget mere jødisk – og meget mere alment. Galaterne bliver omvendte – dvs de ser Gud eller de får syner - eller ånden kommer over dem. Men de bliver ikke døbt. I al fald ikke nødvendigvis. Paulus døber næsten ikke nogen mennesker – det fremhæver han netop i sine breve. Det at han ikke døber – fremhæver han som noget positivt. Den dåb som er vigtig i følge Paulus er dåben med helligånden eller dåben med ild og ånd som han siger. Galaterne bliver døbt med ånden eller af ånden – de bliver døbt af Gud - mener Paulus. Det er den afgørende dåb – ikke den dåb som mennesker eller præster kan forrette. At blive døbt er at gå igennem ild og vand – at blive et nyt menneske. Når man bliver døbt bliver det gamle menneske – egoet eller Adam – brændt bort i en ildebrand.For Paulus er dåben en indvielse - som vi også finder i samtidens mysteriereligioner. Dåben er en personlig psykisk forvandling. Dåben er naturligvis noget som sker med voksne mennesker – ikke med børn. Dåben er en død – for når galaterne bliver døbt med ånden – det vil sige får ånden – så dør de på korset - sammen med Kristus. Den kristne bliver korsfæstet lige som Jesus – og samtidigt med Jesus. I dåben – i døden – bliver de eet med Kristus. Dåben er en ny identitet og en ny relation. I dåben får galaterne en relation til Gud – de kommer til at leve i en pagt med Gud – vi kan sige at de bliver gift med Gud – pagten er et slags ægteskab – i følge Paulus.

Paulus er ikke kristendommens første teolog. Paulus er ofte i kristendommen blevet gjort til noget helt andet end han er. Paulus er ikke kristen. Paulus bekæmper ikke jødedommen. Han bekæmper heller ikke Moseloven. Jesus var heller ikke kristen. Paulus er et fint eksempel på jødedommen på hans tid. Han er et eksempel på en – kan vi sige – moderne jødedom. Det som Paulus sagde var der stor enighed om blandt jøderne på hans tid. Jødedommen var enormt tiltrækkende for grækere og romere på Paulus’ tid og jødedommen åbnede sig op. Det gør Paulus også. Men han forlader naturligvis ikke sin tro – fædrenes tro – Abrahams tro og religion.

 

 

Paulus’ teser i Galaterbrevet:

 

For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. (6.15)

 

Vi kan opfatte Galaterbrevet som en slags diskussion mellem Paulus og de kristne i Jerusalem. Desværre kender vi kun sagen set fra Paulus’ synspunkt. Vi ved egentlig slet ikke hvad kirken i Jerusalem – moderkirken - har ment eller sagt. Vi ved at kirken i Jerusalem blev ledet af Jesu bror Jakob og at Jakob, Peter og Johannes var kirkens tre søjler, som Paulus siger. Disse tidlige kristne har en direkte forbindelse tilbage til Jesus – Peter og Johannes er to af Jesu disciple. De har kendt Jesus personligt og oplevet hans død og korsfæstelse. De er alle jøder og for dem er jødedommen selvindlysende – men det er jødedommen også for Paulus. Ofte kaldes Jakob og de tidlige kristne i Palæstina og Jerusalem for jødekristne. Men ordet jødekristen er meget uklart – ingen ved rigtigt hvad det indebærer. Men vi kan kalde dem kristne jøder – de er nemlig helt klart jøder! Kristendommen var ikke nogen selvstændig størrelse på Paulus’ tid – den var en bevægelse eller en slags sekt inden for jødedommen.

Galaterbrevet er en slags diskussion med Jakob og kirken i Palæstina. Paulus står tydeligt uden for denne kreds. Den repræsenterer en anden slags jødedom og tro. Paulus er født i Lilleasien – i diasporaen.

Paulus fremfører tre teser i Galaterbrevet (fx i afsnittet der indledes i 2.15) især henvendt til Peter og Jakob:

For det første siger Paulus at de – Peter og Jakob - tillægger det som mennesker gør alt for stor betydning. Troen handler ikke om hvad mennesker skal gøre - men om hvad Gud gør og har gjort. Jøderne har deres livsstil, skikke og ritualer – og denne livsstil er god og velsignet i følge Paulus og han lever selv som en from jøde – men den har ikke noget at gøre med troen eller med Kristus eller med Guds løfter. Det væsentlige er ikke at mennesker lever efter Guds lov – det væsentlige er at de ser og lovpriser og er taknemmelige for Guds undere – for livets gave. Troen handler ikke om menneskers retfærdighed – eller godhed – men om Guds retfærdighed. Gud førte Israel ud af Egypten – ud af nøden og lidelsen – ikke Moses. Gud viser sig ved tegn og undere. Det er det som religionen og troen handler om – ikke om regler, adfærd, opførsel eller gode gerninger. Gud er ikke nogen bogholder gud som sidder og belønner eller straffer enkeltmenesker ud fra en lovbog. Hans retfærdighed består netop i hans underfulde frelse.

Jakob og Peter folkene mener at det er nødvendigt for Guds folk at holde sig separat og adskilt fra verden. Guds folk – de troende – skal leve på en bestemt måde. De skal leve rent og helligt. Hvis de har bordfællesskab eller spisefællesskab med de urene – hedningerne – bliver de selv urene. Jøderne skal adskille sig og leve rent og helligt for Herren. De skal ofre sig og vie deres liv til Herren. Paulus afviser fuldstændigt dette synspunkt. Paulus henviser til Jesus som havde fællesskab med alle og spiste sammen med hedninger og syndere. Paulus siger at alle mennesker er Guds folk og at de troende ikke skal trække et skel. Muren er blevet revet ned, som Paulus siger. Der er intet skel mere, ingen adskillelse. Alle er ens og eet – kvinde som mand, græker som jøde. Jødernes spiseregler og omskærelse kan være gode nok – men de er ikke love som alle troende skal adlyde. For Gud er disse regler ikke afgørende. Gud ser på det usynlige - og ikke på det synlige. Gud har ingen personsanseelse – for Gud er der ingen forskel på mennesker. Ingen mennesker er i sig selv bedre end andre. Gud gør ingen forskel. Gud er ikke kun en Gud for de retfærdige.

Som den tredie tese siger Paulus at Jakob og Peter og kirken i Jerusalem måske godt ved at al frelse kommer fra Gud – alene – men at de gør omskærelsen og reglerne i Moseloven til en betingelse for Guds frelse. Gud kan kun frelse de mennesker som er dele af hans folk – han kan kun frelse dem som er medlemmer af pagten. Gud bliver på den måde gjort mindre og svagere end han er, siger Paulus. Jakob og Peter siger at Gud kun kan frelse menigheden eller den enkelte hvis de lever efter loven eller lever som jøder. Peter og Jakob (kirken) ved godt at frelsen alene kommer fra Gud – mennesket kan ikke redde sig selv – men de siger at mennesket kun bliver frelst hvis det lever efter loven – altså har en jødisk livsstil – følger VejenHalakhah - som man sagde. Hvis de ikke lever efter loven og Vejen er de slet ikke Guds folk – og så vil Gud naturligvis ikke frelse dem. Gud er netop trofast over for sit folk, mener Jakob og Peter – ikke over for alle mulige mærkelige andre folk! Så har de selv sat sig uden for frelsen. Paulus afviser på dette punkt fuldstændigt Jakobs opfatttelse. Vi ved ikke om Jakob virkeligt har ment det – vi ved faktisk næsten intet om hvad Jakob stod for – men hvis han har sagt det – så er Paulus i al fald fuldstændigt imod.

Vi kan oversætte striden til nutiden på denne måde: Jakob og Peter siger at Gud er trofast og at han frelser alle de troende, alle de fromme, alle de kristne, alle  mennesker som adlyder Gud, alle dem som tror på Gud – dem vil Gud frelse. Det er dette synspunkt som Paulus går voldsomt imod. I følge Paulus frelser Gud alle mennesker - også dem som ikke tror på Gud. For Gud er der ingen forskel. Gud kender godt menneskers religion og han ved godt at religion ofte er blevet misbrugt af mennesker. Menneskers religion er ikke vigtig for Gud. Gud frelser dem han vil frelse – dvs alle mennesker. Gud taler til dem som ikke tror på ham og han frelser de mennesker som ikke tror på Gud og alle de mennesker som ikke kan tro på Gud længere. Gud frelser alle de mennesker som ikke tør at tro på Gud mere!

Gud frelser alle mennesker i følge Paulus uanset om de er fromme eller lovlydige eller jøder eller grækere – uanset hvad de tror og tænker – det er Paulus’ meget radikale tese! Moseloven er givet til menneskene for at støtte og hjælpe dem i livet og Moseloven er bestemt en god ting – men en overholdelse af loven er ikke en forudsætning for at Gud kan frelse menneskene. Moseloven er en hjælp – en støtte – ikke et krav – når vi taler om Guds frelse. Paulus mener at frelsen – retfærdiggørelsen – og loven hører til på helt forskellige niveauer – de er ikke i strid med hinanden – de er ikke modsætninger. De hører til to helt forskellige livsområder.

Vi kan sammenligne med et helt andet verdsligt eksempel: Hvis et moderne menneske føler sig ensomt og forladt og ulykkeligt vil det sikkert hjælpe det menneske at søge professionel psykologisk hjælp. På den måde vil det menneske få megen støtte og hjælp – og for så vidt kærlighed.

Men det at gå til psykolog eller gå i terapi kan naturligvis ikke sammenlignes med virkelige relationer. Hvis det menneske kommer til at opleve virkelige menneskelige og kærlige relationer vil det menneske få noget helt andet – på et helt andet plan. Det menneske kan naturligvis fortsat gå til psykolog. Og  det vil muligvis stadig være en god ting. De to ting strider naturligvis ikke med hinanden. Men de virker på to helt forskellige måder. Paulus mener at troen og Kristus giver menneskene noget som loven – eller den jødiske livsstil - Vejen – aldrig nogen sinde kan give dem. Kristus og loven – eller Vejen - er helt usammenlignelige.

 

Indledning – Hvem er Paulus?

 

Paulus er jøde – lige som Jesus og lige som alle de andre mennesker - som blev grebet af JesusbevægelsenNazaræerne – i det første århundrede efter Kr. Dette faktum er det vigtigste holdepunkt når vi i dag skal forstå Paulus. Paulus er ikke modstander af jødedommen. Han gør ikke op med jødedommen og han tager ikke afstand fra den jødiske tro og religion! Paulus er jøde. Paulus er som det fremgår af brevene stolt af at være jøde og han er stolt over at tilhøre farisæernes parti. Jødedommen er hans hele identitet. Paulus er en trofast jøde til sin dødsdag. Paulus opfatter bestemt ikke sig selv som starten på en ny religion. Der er kun een religion. Gud er een og der er kun een sand tro og religion – jødedommen.

Når vi læser Paulus’breve er det vigtigt at huske på at alle hans breve er lejlighedsprodukter – de er bestemt ikke teoretisk eller gennemført dogmatik! Sådan er de ofte blevet læst i den kristne kirke – men det kan de så at sige slet ikke bære. Alle brevene er skrevet i en helt bestemt situation. Brevene har et ganske bestemt formål. Paulus argumenterer så godt han kan – med alle til rådighed stående midler. Han kommer måske til at sige noget som han ikke helt mener – så at sige i kampens hede. Det er det indtryk vi får af og til. Paulus er i Galaterbrevet bekymret og hele brevets formål er at overtale og overbevise galaterne. Vi må ikke glemme at Paulus breve på den måde er stærkt eensidige og meget bestemt af en konkret situation. De giver måske ikke altid et fuldstændigt billede af hvad Paulus i virkeligheden mener. Engang imellem løber følelserne bare af med Paulus. Han kan udstøde  mange eder, forbandelser og trusler. Han er tydeligt nok meget ophidset og vred. Hans breve er ikke teoretisk dogmatik – de er ikke blevet til i ro og mag. De er blevet til i kampens hede. I kampens hede kan Paulus komme til at sige noget som han nok ikke helt mener – selv om vi godt kan forstå det han siger! Vi skal ikke glemme at alle hans breve er indlæg i strid og ballade og at de alle har et ganske bestemt formål.

Luther ønskede bestemt ikke at bryde med den katolske kirke. For Luther – oprindeligt – var der kun een kirke, kun een sand tro – den katolske. Det som Luther sagde og gjorde medførte den politiske begivenhed at de nordiske lande i Europa brød med den katolske kirke – men det var ikke Luthers ønske eller tanke. Luther ønskede en reformation af kirken – en fornyelse – en renselse – endnu en ny reformation - i en meget lang række af reformationer. På samme måde med Paulus og Jakob og alle Jesusfolkene og nazaræerne. De ønskede naturligvis ikke at bryde med jødedommen. De var alle jøder og jødedommen var deres element. Som fisk i vandet. Der var for dem kun een gud – den jødiske gud – i det gamle Testamente. De antog visse nye tanker om Jesus og Messias. De var vidner til at den genopstadne Jesus viste sig for dem. Jesus viste sig for Maria – og hun blev kirkens moder - kan vi sige - på langt sigt. Men ingen af dem – hverken Paulus eller Maria eller Jakob – ønskede at forlade jødedommen. De opfattede selvfølgelig deres tro og tanker som en del af jødedommen – og deres tro og tanker var da også i overensstemmelse med mange tanker i jødedommen i det 1. århundrede e. kr. Det som Jesusfolkene sagde var ikke så speielt. De var del af en bred strømning. Jesus var på mange måder en del af den farisæiske bevægelse. Alle var de grundlæggende enige om troen og Gud. Alle havde de deres ben solidt plantet i Det gamle Testamente.

Den helt afgørende begivenhed i Paulus’ liv er – må vi antage – hans møde med Det gamle Testamente og hans møde med den samtidige jødiske litteratur og rabbinerne. Den afgørende begivenhed er ikke hans møde med den genopstandne Jesus ved Damaskus! Paulus opfatter det sådan at den genopstandne Kristus pludseligt viser sig for ham i et syn. Paulus kastes til jorden. Han bliver væltet omkuld. Han bliver blind. Men det afgørende i Paulus’ liv er at denne enorme oplevelse bliver fortolket ind i det skema som Paulus havde i forvejen. Jesus eller Kristus er en opfyldelse af Loven. Det som siges om Jesus er det som allerede står at læse i Det gamle Testamente. Evangeliet findes allerede i det gamle Testamente – mange steder og igen og igen - i følge Paulus. Jesushistorien er en kort sammenfatning af det som har stået i Det gamle Testamente i forvejen.

Forholdet mellem Gud og mennesket, mellem Gud og Israel – eller det sande israel – er som et forhold mellem en ægtemand og hans ægtehustru. Gud elsker sin ægtehustru og det er det som er evangeliet – både i Det nye og gamle Testamente. På det punkt er der for Paulus ingen forskel.

Gud elsker ikke mennesket fordi det har gjort noget eller tænkt eller troet eller følt på en bestemt måde. Gud elsker mennesket fordi det fortjener at blive elsket, fordi mennesket er et elskeligt væsen, fordi mennesket har brug for kærligheden. Gud holder ikke op med at elske mennesket fordi mennesket gør noget bestemt. Det er Paulus’ tro.

Ægtemanden elsker hans hustru. Hans kærlighed til kvinden kommer fra ham selv. Kærligheden er inden i ham og den bliver givet eller tilbudt til kvinden. Hans kærlighed er ikke betinget. Han bliver ved med at elske hende – også selv om hun ikke elsker ham. Hans kærlighed udspringer af at han elsker hende – fordi han ikke kan lade være. Gud elsker alle mennesker – fordi han ikke kan lade være – fordi sådan er hans natur. Det er en helt afgørende pointe for Paulus i Galaterbrevet og i Romerbrevet.

Gud elsker israel – Israel er hans stolte sønner – hans afkom – hans børn. Gud er i slægt med Israel – og omvendt. Vi kan sige at tanken i Det gamle Testamente og hos Paulus er at Gud elsker israel – med god grund. Hvilken fader elsker ikke sine sønner? Gud gør det som er ret og retfærdigt og passende – og naturligt! Hvlken mor elsker ikke sit barn? Vi er Guds sønner og døtre. Derfor elsker Gud alle mennesker. Det er ret og retfærdigt. Han svigter ikke. Han lever op til det som er naturligt i en relation. Gud er retfærdig – dvs han elsker! Gud forlader aldrig sine egne børn – eller sine får som det gamle Testamente siger. Han er rig på troskab. Han giver os hele herligheden tilbage – vi har bestemt fortjent det! Måske ikke i vore egne øjne – men sådan er det i Guds øjne!

Når Paulus siger at vi er Guds sønner har han helt sikkert sin inspiration fra Det gamle Testamente. Nogle forskere har dog også peget på at Paulus kender den græske stoiske filosofi meget godt og at det netop i stocismen er en tese at alle mennesker er Guds sønner. Vi er alle sønner af Gud – og tegnet er at alle mennesker har del i Logos – dvs i fornuften eller forstanden. Det græske ord kan dog også oversættes med ånden – i så fald er der store ligheder mellem Paulus og stoikerne. Men sandsynligvis har Paulus hele tanken om sønneskabet fra Det gamle Testamente – fx fra Salmerne. At vi er sønner af Gud betyder i stoicismen at vi er lige som Gud, vi har det samme væsen (fysis) som Gud og at vi er af Guds slægt og familie. Stoicismen spiller en vis rolle i hele det nye Testamente. I Johannesevangeliet bliver Logos således brugt som en betegnelse for kristus.

I Galaterbrevet taler paulus meget om Loven. Paulus er ikke modstander af loven – slet ikke –paulus er jøde. Loven er givet til menneskenes frelse. Men Guds frelse og kærlighed afhænger ikke af at mennesker overholder loven. Gud taler til alle mennesker uanset hvem de er og uanset hvad de tror på eller gør. Det er ikke loven som sikrer menneskene Guds velsignelse eller kærlighed! Guds kærlighed til mennesket er det primære – Loven er kommet til senere. Loven er en hjælp til menneskene. Men loven kan ikke frelse noget menneske. Vi kan ikke frelse os selv ved at gøre gode gerninger – og Guds frelse er ikke betinget af at vi gør gode gerninger!

Den Gud som Paulus tror på er den Gud som findes i hele Det gamle Testamente. Det er den gud som frelser mennesker fordi de har brug for det og fordi de fortjener at blive frelst. Det som Gud gør er retfærdigt. Gud kan se at der sker en stor uret imod mennesket og derfor griber han ind. Frelsen er nåde – men pointen i Det gamle Testamente er at mennesket har fortjent at blive frelst. Ingen mennesker har fortjent at gå fortabt og leve i lidelsen. Alle mennesker er værdige og værd at elske. Alle mennesker har fortjent Guds kærlighed. Mennesket er fundamentalt set uden nogen skyld. Gud elsker alle mennesker – med rette! Det er tanken – fx i Salmernes Bog – det er en typisk jødisk tanke – og den tanke ligger også neden under alt det som Paulus skriver i Galaterbrevet. Gud er nådig og han frelser af nåde – men når han frelser mennesket gør han det som er ret – det rette! Han er en trofast ægtemand! Gud lever op til sine forpligtelser. Han svigter ikke. Han forlader ikke bare sin hustru. Han gør hvad han kan. Han er rig på troskab!

Paulus har på den måde et bestemt menneskesyn. Mennesket er ikke en arme synder eller forbryder som Gud lige så godt kunne slå ihjel! Det er bestemt ikke Paulus’ menneskeopfattelse. Mennesket er godt og værdigt og elskeligt. Gud elsker ægtehustruen – fordi Gud har denne kærlighed inden i sig – men også fordi hun er værd at elske. Hun er dejlig. Guds kærlighed til mennesket er akkurat som mandens kærlighed til kvinden – den erotiske kærlighed – som vi kan læse hos profeten Ezekiel. I Guds øjne er hun vidunderlig og dejlig – og derfor vil Gud gøre alt for hende – som enhver anden mand – kan vi måske sige. Hun er attraktiv – også for Gud. Gud er tiltrukket på en måde som vi kender det fra forhold mellem mennesker, mellem mænd og kvinder. Det gamle Testamente ved godt at Gud ikke er noget menneske – men det bruger disse sammenligninger og metaforer og billeder! Gud er forelsket! Der er en god grund til at ægtemanden elsker hende! Hun er elskelig - og derfor kan Gud også igen og igen glemme hendes små synder! De gør ingen virkelig forskel – de ændrer ikke ved hans evige kærlighed til hustruen! – Jeg elsker dig ikke på grund af det som du gør, siger Gud. – jeg elsker dig på grund af det menneske som du er!

Han er rig på troskab. Han er tro indtil døden. Han gør det som er ret og rimeligt og naturligt i denne naturlige relation. Pagten mellem Israel og Gud er i følge Paulus en naturlig relation – som et ægteskab. Gud er rig på troskab og han gør det som er ret og retfærdigt – dvs han forlader aldrig sin kvinde. Når hun kalder – kommer han altid. Når vi råber på Herren så viser han sig ved underfulde tegn og undere, som det siges i Salmerne. Vi ser Gud – måske i et syn, måske i et tegn, måske i et andet menneske – i noget som er ubegribeligt og underfuldt! Denne tanke – at råbe på Herren – er helt grundlæggende i Paulus’ breve. Den tanke har han mødt i Salmernes Bog.

Gud bliver ikke borte. Han skjuler ikke sit ansigt. Han ser hende – kvinden - som hun er. Da Hagar er gået helt fortabt i Sinais ørken og hendes lille barn er ved at dø – griber Gud ind. Han ser hende. Hun ligger i sandet. Hun er ved at dø. Da Gud ser på hende bliver hun frelst og hendes søn bliver til et stort folk. Gud giver hende – kvinden - det som hun har brug for – at blive set. At blive set er - i Salmerne - det samme som at blive frelst. Galaterne oplever hvordan ånden – Helligånden eller Guds ånd - kommer over dem – dvs de oplever hvordan de pludseligt bliver set af Gud – som de virkelige konkrete mennesker de er – på godt og ondt. De ser Gud i et syn og de kan se et stort lys der kommer fra hans ansigt. Loven kan aldrig levere nogen velsignelse eller frelse til mennesker – velsignelsen kommer direkte fra lyset – fra Guds ansigt!

Gud elsker ikke Abraham fordi han er et dydsmønster. I følge 1. Mosebog er Abraham slet ikke noget dydsmønster. Han er egoistisk – uansvarlig – lille – og illoyal. Abraham er en stor løgner og vi får faktisk et rigtigt usympatisk billede af Abraham når vi læser sagnene i 1. Mosebog! Gud elsker ikke Abraham fordi han opfylder loven eller opfører sig godt eller bare anstændigt – Gud elsker Abraham - på trods! Gud elsker Abraham fordi Abraham har brug for at blive elsket og fordi Abraham på trods af sine mange synder har fortjent at blive frelst. Abraham vikler sig hele tiden ud i forfærdelige selvskabte problemer – men Gud redder ham hver gang. Gud er en trofast ægtemand – eller for den sags skyld: ægtehustru. Gud elsker Abraham og alle mennesker – fordi de er hans elskede. Vi er Herrens elskede! Gud elsker og velsigner galaterne, Gud giver sin egen ånd til galaterne – fordi han er en frelsergud – fordi han gør hvad han vil og er som han er – han kan ikke lade være! Disse typiske gammeltestamentlige tanker ligger hele tiden i Paulus breve.

I den senere kristne kirke er Paulus’ menneskesyn ofte blevet helt glemt. Den kristne kirke har nogle gange dyrket en opfattelse af mennesket som svagt og lille og slet ikke værdigt til at blive frelst. – Vi har slet ikke fortjent velsignelse, glæden og lykken, har tit været omkvædet i den kristne kirke. – Vi er kun arme syndere og Gud har ret til at sende os direkte i fortabelsen. Vi har ikke nogen ret at gøre gældende. Mennesket er kun en forbryder og en synder – jeg  erkun en afskyelig og værdiløs ormesæk – som Luther engang sagde!

Paulus har en helt andet Gudsopfattelse og menneskeopfattelse. Hans opfattelse har sine rødder i opfattelsen i Det gamle Testamente. For at forstå Paulus er vi derfor hele tiden nødt til at forstå inden for rammerne af Det gamle Testamente og samtidens jødedom. Ellers forstår i Paulus på en helt uhistorisk måde – på en måde som han selv ikke ville kunne genkende.

Den menneskeopfattelse vi finder i Paulus’ breve stammer i det væsentlige fra Det gamle Testamente. Paulus er et barn af Det gamle Testamente. Han kender Gud fra Det gamle Testamente. Paulus opfatter det gamle Testamente typologisk: Abraham er en type – en arketype. Det som skete mellem Gud og Abraham – er nøjagtigt det samme som nu sker mellem Gud og galaterne! Derfor er galaterne en opfyldelse af det løfte som Gud gav til Abraham. Galaterne er udvalgt på samme måde som Abraham – troens fader.

 

 

Indledning:

 

Paulus indleder brevet – som normalt – med en afsender - med en præsentation af ham selv. Paulus er en apostel. Det græske ord apostel – apostolos - betyder en som er sendt, en ambassadør, en udsending, en repræsentant, en budbringer, en Messenger. Paulus er ikke udsendt af mennesker men af Gud. Paulus er sendt til verden - af Gud - for at Paulus kan repræsentere Gud og tale Guds ord – evangeliet - til mennesker.

I Det gamle Testamente er Herrens apostle eller udsendte som regel identisk med Herrens engle! En engel er en budbringer – en udsendt. Det græske ord angelos betyder en udsendt eller udsending. I Det nye Testamente har ordet apostel også denne bibetydning. Paulus er en engel - sendt fra Gud. Alle mennesker - som har mødt Gud - er engle som han udsender. Hun og han er et himmelsk væsen – hun er en Guds engel. Ordet engel – angelos - har ikke i Det nye Testamente den betydning som det senere får i den kristne epoke. En engel er ikke et sødt fortryllende væsen – evt et barn! – som har søde englevinger. I Det nye Testamente er en engel blot en som er sendt af Gud eller som taler Guds ord fordi han er blevet bemyndiget af Gud. Når mennesker ser en engel bliver de faktisk bange – en engel er frygtindgydende! Maria – Jesu mor – bliver rædselsslagen da englen kommer til hende! Englen er ikke lige som Rafaels engle!

Der er sikkert mange i Paulus’ samtid som ville sige at Paulus var udsendt af mennesker! Rent historisk ser det ud til at Paulus blev udsendt som en slags missionær af kirken i Antiokia. Paulus repræsenterede denne forsamling – eller kirke – og han havde sin myndighed fra denne kirkes bemyndigelse. Men det er ikke sagens kerne - i følge Paulus. Sagens kerne er at Paulus har mødt Gud og set Gud – Paulus har set den genopstandne Kristus og Kristus har sendt ham ud i den nuværende onde verden for at prædike evangeliet.

Ved denne selvpræsentation løfter Paulus sig selv meget højt op. Han tillægger sig selv en overjordisk myndighed og bemyndigelse. Han erklærer at han er sendt direkte fra Gud. Men Paulus mener noget dybere: Paulus mener faktisk at alle mennesker som møder Gud er Guds apostle og udsendinge. Vi er alle Messengers for Vor Herre. Gud kalder hvert enkelt menneske og viser sig for hvert enkelt menneske. Vi er alle de udvalgte.

Paulus er sendt af Gud. Det betyder også at han i en vis forstand kommer fra Gud. Gud er hans oprindelse eller hjem. For Paulus vil det også gælde alle andre mennesker - som er blevet kaldet af Gud. Apostel bliver man ved at man bliver kaldet og udsendt af Gud. Galaterne – de græske hedninger i Galatien i Lilleasien – mødte og så Gud. Helligånden kom ned over dem. De Gud - i et stort lys. Galaterne er derfor udsendte og udsendinge. På præcist samme måde som Paulus er det. Galaterne fik ikke deres tro fra en bog eller på grund af et foredrag – de fik troen da de Gud - midt i Galatien. Religion og guder og hellige bøger gør ikke så megen forskel – men hvis Gud viser sig og griber ind i menneskers liv - med underfulde og mægtige gerninger – så gør det en forskel. For galaterne gjorde det en stor forskel.

Vi er alle brødre. Jesus er den førstefødte af alle brødrene. Gud oprejste ham fra de dødes rige – lige som Gud vil oprejse alle os fra de dødes rige. Galaterne er vore brødre.

Ordet brødre er det mest typiske udtryk der anvendes om de første Jesusfolk eller kristne. Vi kan se i litteraturen at ordet brødrene ikke kun dækker mænd – ordet bliver så alment at det ikke er kønsspecifikt. Brødrene dækker både brødrene og søstrene. Tanken omkring brødrene er en enorm stærk kraft hos Paulus og i den tidlige kirke eller bevægelse. Alle er vi lige og lige værdige. Alle er vi hinandens støtte og hjælpere. Jesusbevægelsen opbygger et enormt stærkt solidarisk fællesskab. Vi kan se dette fællesskab fx i Apostlenes Gerninger. Tanken om brødrene er forbløffende moderne og demokratisk. Den er de kristnes allervigtigste bidrag. Tanken om brødrene går helt imod hele oldtidens tankegang - som var meget patriarkalsk og aristokratisk og klassebestemt. I de første kristne menigheder er alle deltagere på lige fod. Alle er lige - og ingen er særligt priviligeret. Den tidlige kristne kirke er i oldtiden et unikt menneskeligt fællesskab. Alle er virkeligt lemmer på det ene legeme – enhver bidrager med sit til det fælles bedste.

Begyndelsen på Galaterbrevet indeholder de centrale trossætninger som dannede udgangspunkt for den allertidligste Jesusbevægelse. Vi finder her en meget tidlig kristen trosbekendelse – som det kan ses nedenfor i opstillingen af de forskellige led.

Paulus udtrykker sig i megen korthed – han bruger tydeligt nok formler fra den tidlige trosbekendelse. De indledende udtryk i Galaterbrevet udtrykker det som alle kristne (eller hvad vi nu skal kalde dem – en kristen kirke eksisterede endnu ikke på Paulus tid) kunne bekende sig til.

Gud har oprejst Jesus fra de døde. Jesus blev korsfæstet og han døde på korset og blev lagt i klippehulen. Men Gud oprejste ham fra de døde. Ordet oprejste ham fra de døde betyder to ting: Gud ophøjede Jesus og gjorde ham til en konge og herre over hele jorden. Gud trak Jesus ud af graven og satte ham på en tronstol ved sin højre side. Gud gjorde Kristus til hele universets herre og konge. Gud gav ham oprejsning - efter han var blev ydmyget og vanæret af menneskene.

Desuden betyder ordet oprejste at Gud hentede Jesus ud af døden. Gud gav Jesus et nyt liv og en ny identitet og et nyt legeme. Den kristne tro startede ved at Maria gik ud til den tomme grav. Hun ville gøre begravelsen af Jesus færdig. Hun ville se hans døde legeme. Men Maria fandt bare den tomme grav. Hun mødte havemanden og samtalede med ham om hvor de havde lagt Jesus. Pludselig så hun at det ikke var havemanden – men Jesus.

Det som Paulus og vi i dag forstår ved kristendommen eller den kristne tro starter med Marias oplevelse ved den tomme grav. Kristendommen er en tro på at Jesus er blevet en konge – en tro på at han er hele universets herre – en tro på at han lever hos Gud og at han er alle menneskers frelser. Kristendommen starter ikke ved den historiske Jesus – manden fra Nazareth. Paulus har aldrig mødt eller set den historiske Jesus. Kristendommen begynder der, hvor mennesker oplever den genopstandne Kristus – Herren, Vor Herre, som Paulus siger.

Synden hersker i hele verden. Jorden lider og mennesker og dyr lider. Der rejser sig et skrig til himlen. Der sker en stor uret imod mange mennesker - i den nuværende onde verden, som Paulus siger. Mennesker forfølges og pines og misbruges og voldtages. Mennesker dræbes i tusindvis og i millionvis. Naturen lider under menneskers misbrug. Børn misbruges.

Gud er den frelsergud som hører dette skrig. Kristus er den konge som vil besejre de onde ånder og magter i verden. Kristus er den magt – den herre – som vil og kan besejre synden og lidelsen. Kristus er hos Paulus den sejrende Kristus – ikke en lidende Jesus. Kristus er en kriger. Han river os ud af synden og nøden og lidelsen. Kristus har større kraft og styrke end nogen anden. Han nedkæmper alle de onde fjender. Han dræber Livjatan og Rahab. Han er alle menneskers frelser og redningsmand. Han er en mægtig herre og høvding. Ingen kan stå hans hånd og sværd imod. Han kommer hærgende gennem den onde verden - med økse og løftet hånd, som det hedder i Salmerne. Kristus kommer med ild og brand og jordskælv og naturkatastrofer. Kristus kommer med lyn og torden. – Sådan har Paulus forestillet sig de sidste tiders endelig sejr. Paulus har disse forestillinger til fælles med hele jødedommen på hans tid. Vi finder også disse eskatologiske forestillinger i Johannes Åbenbaring.

 

[1]

 

v1  Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, v2  og alle brødrene, der er hos mig.

Til menighederne i Galatien.

Det følgende er den normale hilsen som Paulus bruger i sine breve. Begrebet nåde eller Charis er et nøglebegreb hos Paulus. Nåden betyder ikke helt det som ofte i kristendommen forstås ved nåden. Hos Paulus betyder nåden eller Charis det samme som velsignelsen, freden, glæden, lykken, medgangen, styrken og kraften. Begrebet Charis svarer altså til det hebraiske Shalom – egentlig fred – som betegner en omfattende materiel og immateriel lykke og velstand og fremgang. De to begreber fred og nåde glider derfor hos Paulus sammen og kommer til at betyde næsten det samme. Nåden eller Charis indebærer en materiel velstand, magt, rigdom, mange sønner, ry, omdømme, et langt liv, sundhed, styrke, livsmod. Paulus’ sprog kommer til at gå over i det senere kristne sprog – kirkens sprog: Pax Vobiscum – Fred være med jer!

Nåden eller Charis kommer dels fra Gud og dels fra Kristus – altså fra dem begge. I denne hilsen er de to personer – Faderen og kristus – ligestillede. Men nåden er også noget som Paulus så at sige kan give videre til sine moodtagere. I følge hans tankegang giver vi nåden og Charis videre til hinanden.

Charis betegner dels Guds holdning til mennesket – hans kærlighed – og dels hans gerninger over for mennesket – altså det som han giver menneskene. Gud giver os nåden og Charis dvs vi lever i nåden – vi lever i overfloden, fremgangen, velstanden, livslykken. Nåden er i høj grad noget som man kan opleve og erfare. Nåden er ikke en abstrakt laden nåde gå for ret! Nåden er ikke udtryk for en abstrakt påstand om at Gud vil benåde os engang. Gud har allerede givet os nåden – han har givet os hele livet, hele herligheden, hele jorden, alle rigdomme og al glæde og lykke. Nåden er det element vi lever indeni – lige som en fisk i vandet. Vi lever i nåden – dvs vores liv lykkes og vi er omgivet af fred og glæde. Nåden er både individuel og kollektiv, både psykologisk og social. Nåden er vores sundhed og vores fysiske kraft og styrke. Nåden er som den ilt vi indånder. Den omgiver os på alle sider, siger Paulus.

v5  Lykkelig den, du udvælger og bringer nær,
han bor i dine forgårde.
Vi mættes med gode gaver i dit hus,
med helligheden i dit tempel.
v10  Du tager dig af landet og giver det regn,
du gør dets rigdom stor;
Guds bæk er fuld af vand,
du sørger for kornet, ja, det sørger du for.
v11  Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden,
du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer.
v12  Du kroner året med dine gode gaver,
dine hjulspor driver af fedme,
v13  selv øde græsgange drypper,
og højene ifører sig jubel.
v14  Engene klæder sig i lam,
dalene hyller sig i korn;
de jubler og synger.

(Salme 65.5)

Nåden er en opfyldelse af Guds løfter i Det gamle Testamente. Løfterne i Salmernes Bog er nu gået i opfyldelse. Nåden har Gud lige som hældt ud over hele jorden som en væske. Nåden dækker hele verden. Nåden er både fysisk og åndelig. Vi har fået Guds ånd og Guds ånd er blevet udgydt over hele jorden – over alle mennesker. Vi er alle de salvede. Vi har alle fået olien og nåden og velsignelsen.

 

v4  Da David ude i ørkenen hørte, at Nabal holdt fåreklipningsfest, v5  sendte han ti unge mænd af sted og sagde til dem: »Drag op til Karmel og gå hen til Nabal; hils ham fra mig v6  og sig så til min broder: Fred være med dig, fred være med dit hus, og fred være med alt, hvad der er dit!

(1 Samuelsbog 25.4)

v3  Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus,

v4  som gav sig selv hen for vore synder

for at rive os ud af den nuværende onde verden,

efter Guds, vor Faders, vilje!

Vi skal give Gud faderen ære. Paulus tænker grundlæggende som man gør i Det gamle Testamente. Det græske ord Doxa er stort set en oversættelse af det hebraiske Kabod.

For at forstå Paulus kan vi sige at Kabod er den rimelige, passende, naturlige adfærd over for faderen – Gud. Sådan tænker Det gamle Testamente.

Kabod betegner egentlig to  ting: Kabod er den magt, herlighed, kraft, majestæt, stråleglans som Gud har -  sådan som vi ser og oplever ham. Gud er frygtindgydende. Når vi ser Gud bliver vi væltet helt omkuld – lige som Paulus ved Damaskus. Gud er omgivet af ild og lys og torden og storm. Vi bliver naturligvis bange når vi ser Gud – det er hans Kabod eller Doxa eller ære. Gud er som en af storkongerne nede på jorden – deres tilsynekomst er også frygtindgydende. Ordet frygtindgydende bliver anvendt positivt i Det gamle Testamente. Det viser at Gud er stor og mægtig og kan handle vilkårligt. Over for Gud kan vi ikke føle os sikre – menneskeligt talt.

Men Kabod eller ære er især den adfærd vi skal vise over for faderen. Dette begreb stammer til dels fra familieretten. Faderen er herre – han er Herren. Han ejer hele sit hus. Alle er de hans trælle. Han råder frit over sine kvinder, børn og trælle. Han giver sine døtre bort – dvs han sælger dem. Han har hals og håndsret over alle i huset. Når de nærmer sig faderen skal de kaste sig ned. Hans hustruer skal give ham ære – de skal kaste glans over hans hoved – dvs føde ham utalliige stolte sønner. Alle hans hustruer skal vise ham troskab og lydighed og ærbødighed.

Gud er en fader – dvs han har den samme rolle som i familieretten. Han er eet med alle i huset og de er eet med ham. Faderen lever videre gennem slægten – han realiserer sig selv i sine stolte sønner - som er kopier af ham. Abrahams problem er ikke hans egen personlige skæbne – men slægtens skæbne.

Æren er den normale og naturlige adfærd – når man tager udgangspunkt i relationen. Det er naturligt at hustruerne gør alt for deres herre – han er deres HerreVor Herre - for han er deres frelser! Det ville være meget upassende og helt forkert hvis de ikke tilbad og dyrkede deres herre. De tilhører faderen – patriarken. Han har en potestas over dem som man sagde i oldtidens Rom og ud af relationen følger der noget som er naturligtnaturlige forpligtelser! Det gamle Testamente handler egentlig ikke om love eller ret eller Moseloven – det handler om hvad der er de naturlige, normale handlinger mellem Gud og mennesket! Gud er normal – for han lever op til rimelige, naturlige forpligtelser – som en ordentlig og rimelig ægtemand!

Æredoxa – betyder også ry og rygte. At vi skal give Gud ære – betyder altså at vi skal udsprede rygtet om Gud og gøre hvad vi kan for at hans ry og rygte kan blive så ophøjet som muligt på jorden. Vi skal gøre hans rygte stort og herligt. Gud lægger enorm vægt på sin ære – sit ry og rygte – i Det gamle Testamente. Gud fører Israel ud af Egypten for at hans ry og rygte kan blive endnu større her på jorden – alle de andre folk vil blive forbløffede og forundrede når de ser denne mægtige og underfulde frelse!

Udtrykket - Ham være ære – betyder altså at vi mennesker skal give ære eller herlighed til ham – Gud - faderen.

 v5  Ham være ære i evighedernes evigheder!

Amen.

 

Galaterne har helt sikkert undret sig meget - da de fik brevet fra Paulus!

Paulus er voldsom. Han udslynger anklager og forbandelser. Han beskylder galaterne for fuldstændigt at have svigtet alt. Vi må nok antage at Paulus’ anklager og grove beskyldninger har været meget overdrevne. Galaterne har rystet på hovedet da de fik brevet. – Har Paulus overhovedet forstået noget som helst? Paulus hører løse rygter og reagerer med det samme og skriver til galaterne. Vi kan ikke regne med at Paulus beskrivelse er historisk sand. Vi må regne med at galaternes egen opfattelse har været helt anderledes. De har sikkert mistet meget af deres respekt for Paulus - efter at de har læst hans brev! Paulus beskrivelse indeholder ikke nogen rimelig historisk beskrivelse af situationen. Han beskylder dem for Apostasi – frafald fra troen – som da Israel begyndte at dyrke guldkalven i ørkenlandet. – Det er helt ved siden af, har galaterne tænkt. – Paulus er blevet besat af en ond ånd!

v6  Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham [Gud], som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, v7  som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium.

 

Paulus rejser spørgsmålet: - Hvordan kan vi vide at noget er sandt?

Se afsnittet nedenunder om dette spørgsmål.

 

Paulus hævder at selv om han selv sagde noget andet – skulle galaterne ikke tro på ham – for det ville være løgn hvis han sagde noget andet end det sande evangelium. I følge Paulus er der kun to muligheder: Enten er noget sandt eller det er løgn. Hvis galaterne fik et budskab fra en engel – eller fra Gud selv - der var i strid med evangeliet – så ville det være en løgn alligevel.

Paulus udstøder forbandelser – Anathema som han siger på græsk. Anathema betyder at personen skal tages bort, isoleres og slås ihjel. Han skal slagtes og ofres til Gud. Anathema betyder at de skal tage en sådan person udenfor og splitte hans hjerne med deres køller – som Filon fortæller det om zeloterne. Ordet Anathema viser at Paulus er en sand zelot – hans sprog er voldeligt og for os i dag er hans sprog forvirrende og usympatisk – foruroligende og meget frastødende. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Paulus tænker tidens tanker – ikke vore tanker. Vi tænker og føler ikke som Paulus. – Udryd alle jeres fjender og alle synderne af jeres midte, som det siges i Moseloven! – Gør som Pinehas – Israels helt og en stor zelot - og stik en lanse igennem deres tarme så alle indvoldene vælter ud!

Se afsnittet nedenunder om forbandelsen og om Paulus som zelot.

 

v8  Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.

v9  Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

v10  Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.

 

APOLOGIEN - Forsvar for evangeliet – Paulus’ forsvar for sig selv: 1.11 – 2.21:

 

Ikke fra et menneske – ikke fra mennesker – men direkte fra Gud:

 

De to følgende vers 1.11 og 1.12 indeholder et hovedpunkt i Paulus’ brev til galaterne og vi skal nedenunder vende tilbage til diise vers. Versene indeholder hans centrale tese - nemlig at han har modtaget evangeliet og sandheden fra Gud alene og ikke fra noget menneske. Der er ingen tvivl om at Paulus’ ord og udtryk har vakt en voldsom opsigt – og også forundring og også skepsis – i samtiden og sikkert også hos galaterne.

Paulus’ påstand er ekstremt vidtgående. Han står helt alene i verden og Gud meddeler sig direkte til ham. Troen på Jesus eller Kristus har Paulus ikke fået fra noget menneske eller fra nogen kirke eller fra noget menneskeligt fællesskab. Han har fået troen og sandheden og virkeligheden åbenbaret af Gud – direkte – uden noget mellemled. Alle andre menesker og hvad de tror på - er ligegyldigt i denne sammenhæng. Paulus er alene med Gud og Gud har kaldet ham og meddelt sig til ham.

Paulus mener at på samme måde som Gud kaldte ham – på samme måde kalder Gud alle mennesker i hele verden – uanset deres tro, religion eller hudfarve!

Paulus grundskema er også her – sikkert – Abraham historien i 1. Mosebog. Abraham bliver kaldet af Gud direkte i det fjerne land i østen. Abraham taler ikke med andre mennesker – han lærer ikke noget om troen eller religionen eller Guds vilje ved at tale med andre mennesker.  Gud meddeler sig direkte til Abraham – brat og pludseligt og helt uformidlet. Gud beslutter sig pludselig for at gribe ind. Gud viser sig pludselig for Abraham – helt uden nogen forberelse. Alting sker voldsomt og brat – i eet øjeblik. Indsigten eller forståelsen kommer som et lyn fra en klar himmel.

Det som kun stammer fra mennesker – viden eller videnskab eller religion eller filosofi – er ikke så gyldigt som det der stammer direkte fra Gud, mener Paulus. Han modstiller meget voldsomt det som kommer fra mennesker og det som kommer frra Gud. Det som kommer fra Gud er ubetinget sandt og gyldigt – fuldstændigt uanset hvad mennesker eller kirker eller kloge folk siger. På den måde giver Paulus udtryk for en almenmenneskelig oplevelse. Det som han oplever er et pludseligt glimt af lyset – af noget som han pludselig ved er ubetinget sandt. Det han taler om er den pludselige bratte indsigt hvor mennesker med usvigelig sikkerhed indser at dette er sandt. Alle mennesker har sådanne glimt af indsigt. Paulus taler om denne pludselige indsigt eller kensho – som man har sagt i østen. Nogle gange får vi et glimt af indsigt – og nogle gange er det en åbenbaring fra Gud – det er det som Paulus mener.

Det som kommer fra mennesker er meninger og anskuelser, siger Paulus. Meninger kan man altid diskutere. Der kan altid argumenteres for og imod. Men det som er indlysende sandt – det som er helt evident – kan ikke diskuteres. Der er ikke forskellige meninger om det som er selvindlysende rigtigt. Menneskeligt talt kan vi også sammenligne med geometrien. Når vi pludselig kan se det geometriske bevis – at det er sandt – diskuterer vi ikke længere – så er der ikke forskellige meninger.

Ordet åbenbaring er en oversættelse af det græske apokalypsis. På Paulus’ tid findes der et væld af apokalyptiske skrifter og i Det nye Testamente finder vi også apokalyptiske afsnit: Johannes Åbenbaring er en apokalypse eller et apokalyptisk skrift og i evangelierne finder vi korte apokalypser. I Markusevangeliet 13 finder vi en apokalypse hvor Jesus taler om de sidste tider.

Ordet apokalypse betyder først og fremmest to ting. For det første betyder ordet at apokalypsens indhold – forkyndelsen – ikke stammer fra mennesker men stammer fra Gud. En apokalypse betyder en åbenbaring af himmelske mysterier og af Guds mysterier. Det som bliver åbenbaret er ikke noget som mennesker har tænkt sig til – det er netop uden for vore tanker – uden for vores forstand. Det som har været skjult indtil nu er nu blevet åbenbaret – dvs at det er blevet afdækket. Gud fjerner dækket – selv kunne vi ikke på egen hånd finde denne sandhed. Indtil nu har der ligget et slør eller et dække over det - så det var usynligt. Det var netop utilgængeligt for vores forstand – for vores intellekt. Det som åbenbares er noget som har ligget skjult hos Gud. Det som åbenbares er en hemmelighed – et mysterium. Hele denne tanke findes i alle Paulus breve – meget tydeligt i Kolossenserbrevet - og kom til at spille en enorm rolle i hele oldkirken.

I Det gamle Testamente finder vi typiske apokalypser i Danielsbogen – som er et sent skrift fra ca 150 f. Kr. Danielsbogen fik en vigtig betydning i den tidlige kristendom.

En apokalypse er altså en åbning af en æske – en åbenbaring af en hemmelighed – en visning af noget som hidtil har været skjult. Gud har nu vist Paulus – dette ene konkrete individuelle menneske Paulus - en hemmelighed som indtil nu har været helt skjult. Vi kan se at Paulus udviser en enorm selvbevidsthed - når han kan skrive sådan. Samtiden har lagt mærke til denne enorme selvbevidsthed. Paulus føler sig fuldstændigt sikker. Han ved hvad han har set og hvad han har hørt. I disse udtryk fremstiller Paulus virkeligt det sande menneske – det stolte menneske – som hævder sig selv og står ved det som det har set med sine egne øjne.

Det andet træk som er typisk for en apokalypse er at apokalypsen som regel drejer sig om de sidste tider eller den kommende fremtid eller om det som Gud nu vil gøre. Gud åbenbarer sin vilje og sin plan med menneskene – den endelige frelse – sejren over synden og døden. På den måde er Johannes Åbenbaring en ægte apokalypse – den viser netop hvad Gud nu vil gøre.

Paulus har den samme tanke. Gud vil nu føre alle mennesker ind i hans folk. Gud vil  føre alle mennesker ind i fåreflokken Israel. Gud vil gøre alle mennesker i hele verden til hans sønner - og til Abrahams sønner. Det er indholdet af Paulus’ apokalypse – indholdet af hans åbenbaring.

Det er meget vigtigt at se at denne åbenbaring i følge Galaterbrevet ikke stammer fra Kristus! Det er ikke Kristus som er afsenderen af denne åbenbaring til Paulus. Gud åbenbarer apokalypsen for Paulus – det er Gud som afslører hemmeligheden og det himmelske mysterium for Paulus. Kristus er ikke den som kommer med åbenbaringen – Kristus er indholdet af åbenbaringen! Det er helt tydeligt når vi læser den græske originaltekst. Det er vigtigt at se at Paulus bruger ordet og begrebet Kristus på denne måde! Det er netop også derfor han siger at han prædiker Kristus! Kristus er et begreb eller et ord som ofte betyder det samme som evangeliet – eller sandheden eller lyset. For Paulus antager ordet Kristus en anden betydning end bare et personnavn for Jesus – manden fra Nazareth! Kristus er noget meget bredere og mere alment. Det er også derfor at Paulus siger at Kristus er det legeme som alle mennesker bliver lemmer på. Vi lever i Kristus – og Kristus lever inden i alle mennesker. Kristus er ikke længere en person for Paulus – han er snarere en ny tilstand i universet. Derfor siger han også at i Kristus er der ingen forskel på kvinde og mand eller i Kristus er vi allerede korsfæstede og døde og i Kristus lever vi nu et liv i himlen! Kristus bliver af Paulus brugt på en helt ny måde og man må ikke bare oversætte Paulus brug af ordet Kristus til personen Jesus!

Evangeliet er ikke - hos Paulus - de ord og den forkyndelse som kommer fra Jesus – de ord som Jesus gik rundt og sagde. Det er netop ikke det som er evangeliet - i følge Paulus. Jesus eller Kristus er ikke afsender eller kilde eller ophav til evangeliet! Evangeliets indhold er Kristus! Evangeliet er ikke Jesu egne ord – men ordet om Kristus – ordet om at Kristus opstod fra de døde. Dette punkt er ofte blevet misforstået i kirkens historie! Det er nok også ret sikkert at Paulus’ modstandere – Jakob og Peter og de andre i Jerusalem – forstod det på en anden måde end Paulus. For Jakob var evangeliet muligvis lig med de ord som Jesus havde sagt mens han levede – men det er ikke evangeliet i følge Paulus.

Vi kan sige at for Paulus opstår kristendommen eller den kristne tro først efter Jesu død. Kristendommen starter ved at Kristus – den døde Jesus – åbenbarer sig for mennesker – først for Maria ved den tomme grav. Kristendommens basis og udgangspunkt er at mennesker så Kristus i et syn efter hans død. Der startede kirken. Kirken eller kristendommen starter med Maria ved den tomme grav – ikke med Jesus!

Gud viser sig for Paulus – hele denne tanke er ægte jødisk. Gud viser sig for menigheden i Salmernes Bog. Gud viser sig i en epifani – når vi råber på Herren. Gud åbenbarer sandheden for Paulus. Paulus bliver på den måde et vidne – en martyr i kirkens forstand og som ordet bruges i Det nye Testamente - og en apostel – sådan var netop definitionen i den første kristne bevægelse. Troen starter med dem som har set Kristus i en drøm eller i et syn. Den døde Jesus er ikke død – men han lever nu - på en anden måde – på en måde som vi ikke kan forstå med forstanden. Gud åbenbarer sig for alle mennesker – sådan som de er og der hvor de er. Paulus og hans vision skal ikke godkendes nogen steder. Gud giver ham al den autoritet og sikkerhed og magt som han har brug for. Troens indhold kommer ikke fra noget som vi har læst i gamle støvede bøger, som Grundtvig sagde. Troen kommer direkte fra Gud og når vi modtager hans åbenbaring er vi faktisk helt alene i verden – men ved at vi bliver kaldet bliver vi podet ind og lemmer på det hele legeme!

Se endvidere nedenunder afsnittet om Paulus og ordet Kristus!

 

v11  For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. v12  Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus.

 

Paulus og jødedommen:

 

Nidkær for Herren:

 

Hvad er det dog den kristne kirke har gjort ved den menneskelige selvopfattelse og selvagtelse? Hvad er det dog for et billede af mennesket som igennem tiden er kommet fra den kristne kirke?

Den kristne kirke har meget ofte gjort mennesket lille og svagt, dårligt og syndigt. Kirken har tordnet imod verdens syndere og truet dem med straf og tilintetgørelse. Kirken har fortalt mennesker at de slet ikke var noget værd. Kirken har fortalt mennesker at de kun fortjener lidelse og straf. Mennesket fortjener ikke at have det godt. Kirken har været med til at forøge menneskers skam og skyld i et ubegribeligt stort omfang. Moderne mennesker tror ikke længere på sig selv. De har helt mistet troen. De tror aldrig at de er gode nok. De tror altid at de skal præstere og gøre noget mere for at være gode nok.

Hele denne lange psykiske udvikling af mennesket i kristendommens miljø er ikke kun skabt af den kristne kirke. Det er ikke kun kirken som har fortalt mennesker at de er syndige, hjælpeløse og ofre. Det har mange andre kræfter også fortalt mennesker – men en del af ansvaret for denne sørgelige udvikling er kristendommen og den kristne kirke.

Det mest afgørende når vi i dag læser Paulus er at forstå at Paulus har en helt anden opfattelse af mennesket. Paulus deler den menneskeopfattelse som vi finder i hele Bibelen, især i det gamle Testamente og i hele oldtiden. Den menneskeopfattelse er det modsatte af det moderne menneskes menneskeopfattelse.

Paulus er stolt af at være jøde. Han er stolt over sin fortid i jødedommen. Som en jødsik farisæer og zelot blev Paulus ansat af det jødiske råd – synedriet – til at forfølge de kristne. Paulus for frem med bål og brand. Han retsforfulgte de kristne og han forfulgte dem – det er meningen med teksten. Vi ved at Paulus var medansvarlig for mordet på kirkens første martyr Stefanus. Vi ved at Paulus var med til at arrangere mordet på Stefanus!

Paulus tager ikke afstand fra sine gerninger i fortiden da han var en såkaldt kristenforfølger. Paulus tager ikke afstand fra denne periode i et eneste af sine skrifter! Paulus er stolt over sin egen indsats!

Paulus var en løve for Herren – han brændte af nidkærhed for Herren -  han slog Herrens fjender med ild og brand. Han lod igen og igen kristne piske offentligt. Paulus føler sig i slægt med Makkabæerne som var de jødiske guerilla folk som omkring 160 f. kr. Rejste et oprør imod den syriske besættelsesmagt i Israel. Paulus er en frihedskæmper. Paulus optrådte som en voldsmand – efter vores beregninger – men Paulus har Det gamle Testamentes helt anderledes menneskeopfattelse. Elias og Elisa var store gudsmænd og de sendte ild og brand ned over deres fjender. De var kæmper. Samson var en gudsmand. Ånden kom over Samson og så gik han ud og dræbte 84 filistre med sine bare næver!

Paulus tilgiver sig selv. Han fordømmer ikke sig selv. Paulus gør ikke sig selv lille eller dårlig eller syndig. Nu er han en talsmand for Jesusbevægelsen – dengang var han en forfølger. Men Paulus tager ikke afstand fra det han gjorde engang. Paulus er ikke – som det moderne meneske –plaget af følelser af skyld og skam. Tværtom er Paulus glad og stolt. Han er velsignet. Han er udvalgt af Gud. Han er taknemmelig over alt hvad han har fået. Han hører til de ypperste i jødedommen. Han føler sig næsten som en konge – som Job siger. Paulus er stolt over at være jøde og af at være en af farisæerne – en af de rene. Han er ikke nogen arme synder.

Martin Luther brugte en meget stor del af sit liv på at fortolke Paulus’ breve og forstå den paulinske teologi. Men når vi sammenligner den menneskeopfattelse som findes i Luthers skrifter og når vi sammenligner den selvopfattelse som Luther havde af sig selv med Paulus opfattelse – er sammenligningen næsten skræmmende. Hos Luther er mennesket blevet lille og svagt – et hjælpeløst barn og et offer. Luther opfattede sig selv som uden nogen virkelig værdi. – jeg er kun en afskyelig og ussel ormesæk, som han sagde. Der er gået 1500 år mellem Luther og Paulus. På Luthers tid har alle mennesker fået en helt anden menneskeopfattelse end den vi kender i Bibelen. Nedturen er - menneskeligt set – frygtelig og sørgelig. Mennesket taber sin naturlige stolthed, rankhed og værdighed – og i denne lange psykiske udvikling har kristendommen spillet en vigtig rolle. Kristendommen har ikke været den eneste faktor – men kristendommen har været en vigtig faktor i udviklingen! Menneskeopfattelsen i kristendommen har været radikalt anderledes end menneskeopfattelsen i oldtiden, hos grækerne, i Det gamle Testamente. Hvis Paulus havde set denne udvikling, hvis Paulus havde set al vores skyld og skam og selvundertrykkelse - ville han have grædt sine bitre tårer. – Gud græder når vi gør os mindre end vi er!

Paulus’ forhold til hans egen fortid som en brændende og ivrig – zelotisk - kristenforfølger der kæmper for israel og for alt som er rent og helligt – er opløftende og positivt set fra et moderne synspunkt. Paulus lever med sin egen fortid. Han har ingen dårlig samvittighed. Vi finder ikke et eneste lille eksempel på at Paulus følte ubehag ved sin fortid eller dårlig samvittighed eller skyldfølelser! Når vi sammenligner med den senere Luther er forskellen ubegribelig stor. Luther er fuld af dårlig samvittighed og følelser af skyld og skam og dårligt selvværd!

Paulus forsøger ikke at ændre på noget eller pynte på det som skete engang. Han er en sand stoiker. Det som er sket er sket og det er nu fortid. Paulus bevarer selvrespekten og selvagtelsen selv om han nu – senere – indser at han tog fejl. Men han gjorde det bedste han kunne. Han gjorde en god gerning – han bekæmpede Jesus folkene fordi de var forrædere imod Israel og afvigere. Han var en kæmpe og han lever bagefter med fortiden som den skæbne som er hans og som han har fået af Gud. Alting sker for at – som Paulus siger i Romerbrevet. Der er en mening med alt som sker. Gud sendte Josef i forvejen til Egyptens land for at hele Israel siden kunne blive frelst fra hungersnøden. Josef blev ikke sendt bort af hans brødre – Gud sendte Josef til Egypten. Alting sker for at. Paulus ser på sin egen fortid som en blodig kristenforfølger med stolthed og selvrespekt. Det som han gjorde levede op til de fineste traditioner i jødedommen. Paulus var en af de fornemste repræsentanter for den jødiske tro – den tro som han hele livet elskede og værnede om! – Vi er ikke arme syndere! Vi er ikke elendige hedninger – Vi er ikke fortabte – Vi er de retfærdige! Som Paulus udtrykker sig når han tænker på sin jødiske identitet. Paulus lever i hele det univers som vi finder i Salmernes Bog som Paulus da også meget ofte bruger og citerer. I Guds øjne er mennesket uskyldigt – uden nogen skyld. I Salmernes Bog er mennesket uden skyld – Synden er blevet en stor og forfærdelig overmagt – den nuværende onde tidsalder som Paulus siger – men mennesket er retfærdigt for Gud og Gud vil gribe ind og frelse alle mennesker – fordi de har fortjent det! Det er tanken i Salmernes Bog – og det er den underliggende tanke hos Paulus. Vi kan tydeligt se det i Romerbrevet hvor Paulus bruger Salmerne til at forklare begrebet retfærdiggørelsen fra Gud.

Det er vigtigt at huske at der på Paulus’ tid var en lang række af sekter og partier i jødedommen – og at disse sekter bekæmpede hinanden med et voldsomt og næsten voldeligt sprog. I dag siger jøderne at hvis blot to jøder er til stede i et lokale – er der straks tre meninger! Der er en afgrund imellem os og oldtiden og oldtiden elskede det voldelige og voldsomme. I oldtiden var der en regulær tilbedelse af magten og til dels volden. Det finder vi i hel Det gamle Testamente. Denne tankegang findes ikke længere i vores moderne samfund. Oldtidens mennesker var ikke mere voldelige end vier – men de tænkte og talte radikalt anderledes! Derfor er Jahve i Det gamle Testamente også en temmelig voldelig gud – efter vores tankegang!

De forskellige sekter bekæmpede hinanden helt bogstaveligt med blod og brand. Man kan også sige at der på Paulus’ tid foregik en voldsom diskussion af hvad der var sand jødedom – hvad er VejenHalakhah – som man sagde. Paulus deltager i denne interne jødiske debat – det er det han gør i hele sit liv – og Jesus deltager i denne debat. Jesus og Paulus tilhører grundlæggende farisæerne – men farisæerne var voldsomt opsplittede i mange skoler. Sprogbrugen var også sådan at man konsekvent kaldte sine fjender og modstandere for ugudelige og syndere! De ugudelige er altså ikke ateister – de har blot en lidt anden definition af den sande jødedom og tro! Jøder som afholdt påsken efter en lidt afvigende kalender – kalenderen var faktisk et stort problem på Paulus’ tid – blev udskældt som syndere, fortabte, ugudelige og hedninger. De blev udskældt som hellenister – efter vores begreb helt uden grund. Tonen var på Jesu tid og på Paulus’ tid meget hård og uforsonlig! Alle syndere burde egentlig udryddes fra jordens overflade! Korsfæst ham – korsfæst ham – vi kender det fra Det nye Testamente.

Vi kender nogle af disse partier eller sekter fra Det nye Testamente – farisæerne og saddukæerne. Det fremgår også at det nye Testamente at tonen er ualmindelig hård mellem sekterne. De der blev uenige med Jesus og hans folk ønskede simpelt hen at slå ham ihjel og bringe ham ud af verden. Oldtiden reagerer med en tankegang og følelse som er ukendt for os. Synderne har ikke fortjent at leve – og Jesus var den største af alle synderne. Jesus  trampede på alt det som var rent og helligt for os - de sande jøder – Makkabæernes efterkommere. Det var ikke mærkeligt at Paulus forfulgte Jesusfolkene. Guds forbandelse havde ramt Jesus og derfor blev han korsfæstet! Det som Jesus sagde og gjorde var ækelt og afskyeligtkan vi sige med begreber fra Det gamle Testamente! Hvis ikke Jesus blev henrettet ville han bringe en forfærdelige ulykke over Israels folk! Jesus var en direkte hån imod Herren! Jesus hånede den Gud som havde været Israels trofaste frelser i 2000 år! Jesus vanærede Gud. Jesus trampede på alt hvad der var helligt – og retfærdigheden sejrede da han blev sømmet op på et træ – som det hedder i Apostlenes Gerninger!

Ud fra de oplysninger vi kan finde i Det nye Testamente kan vi sige at Paulus har forrettet straffeaktioner over alt i Palæstina imod de første Jesustroende. Han har været delagtig i mordet på den kristne martyr Stefanus. Han har personligt gennemført hårde og brutale piskestraffe for de første kristne. Paulus har pisket de kristne med de 39 piskeslag som vi også kender det fra afstraffelsen af Jesus. Paulus har været overbevist om at han kæmpede for en god sag. Han roser sig selv når han siden hen ser tilbage på begivenhederne i brevene. Han fremhæver at han overgik alle andre i sin nidkærhed for Herren – dvs i sin fysiske brutalitet mod modstanderne!

Vi kender mange flere sekter – først og fremmest essenerne fra Paulus’ tid men den vigtigste bevægelse for Paulus er nok en bred strømning som gik tilbage til Makkabæerne. Makkabæerne er de folk som omkring 150 f.  kr. rejste et oprør dels  imod de hedenske magter som havde taget magten i Israel (Palæstina) - dels imod de jøder som vi kan kalde slapperne inden for jødedommen. Makkabæerne kender vi fra flere såkaldte Makkabæer bøger. Makkabæerne er de hårde drenge – strammerne. De stod hårdt på at hvis man var jøde skulle man leve rent og helligt efter pagten og loven. Hos Makkabæerne finder vi altså en klart defineret Vej – Halakhah i den rene uforfalskede udgave.

Makkabæerne hævdede at alle sande jøder skulle omskæres, overholde alle de indviklede spiseregler, isolere sig fra de omgivende ikkejøder, holde de jødiske religiøse højtider på den korrekte måde. Makkabæerne afviser enhver åbenhed eller integration eller imødekommenhed over for de såkaldt hedensake elementer – grækerne først og fremmest. Sagen var nemlig at meget store dele af den jødiske befolkning var blevet slappere – set fra Makkabæernes synspunkt. Mange jøder blev faktisk slet ikke omskåret! Mange overholdt ikke spiselovene – bl a fordi de ønskede et fællesskab med grækerne. Mange jøder begyndte at tænke meget mere græsk – interessere sig for græsk kultur og litteratur. Den store del af jøderne var i gang med at blive integreret – med vores moderne udtryk. Mange jøder mente ikke at jøderne skulle isolere sig fuldstændigt fra folkene og folkeslagene (goyim på hebraisk der har fået en meget negativ klang på længere sigt!) som de kaldes i Det gamle Testamente. Man skulle modernisere jødedommen og nærme sig de fremmede. Denne tendens var ikke spor ny – i hele Det gamle Testamente kan vi se en stærk tendens til at Israel søger at tilpasse sig de omgivende kulturer! Det er et helt typisk træk for det gamle Israel.

De fleste jøder blev på den måde slappere – og Makkabæerne blev symbol for de hårde drenge – de som var tro mod Herren, de som vandrede for Herrens ansigt, de retfærdige, de fromme, de lydige, de nidkære – som de blev kaldt. De nidkære eller zeloterne blev de sande jøder – i al fald efter deres egen opfattelse. Ordet zelot betyder netop dem som er opfyldt af en vældig ånd fra Gud og drager ud i verden og dræber Herrens fjender! De er efter vore begreber fanatiske. Det var det som Makkabæerne gjorde. Makkabæerne rejste et militært oprør – de dræbte og hærgede. De vandt en stor sejr for Herren. Gud er med os! Efter deres sejr blev store mængder af jøder faktisk tvangsomskårne! Makkabæerne var rene og hellige – og de var martyrer. De var besat af Guds ånd – de var besat af en ild fra Herren. Ånden kom over dem og derefter gik de ud og dræbte 84 af Herrens fjender med de bare næver – som det fortælles om Samson – som blev et symbol. Makkabæerne var helte.  For Paulus var de sande helte. Paulus hører klart hjemme i denne tradition – tilbedelsen af de hellige og rene martyrer der døde for Herren i kampen mod de sataniske kræfter!

Det er meget vigtigt at huske på at det er denne tradition – de hårde drenge – som Paulus tilhører! Paulus er ikke en slapper som fortæller galaterne at loven er ligegyldig – den er nok gammeldags! Paulus tilhører de hårde drenge. Han har sine rødder hos Makkabæerne og farisæerne – dvs dem som er rene og som holder sig adskilt - for sig selv. Paulus har et bestemt synspunkt på Loven – eller rettere det får han efterhånden – men Paulus er ikke en slapper. Moseloven er det jødiske folks adelsmærke. Vi er de hellige – de ivrige – de rene. Vi er Herrens sønner og krigere. Længere tilbage i Israels historie har Paulus sine rødder hos Elias og Elisa. Elias er grusom, brutal og uden nogen nåde. Elias er en ren dræber i Kongebøgerne. Elias nedbrænder hele hære af kongens soldater. Elias nedslagter de 400 Ba’als præster med sine egne hænder. Elias er en kriger – en tapper kriger for Herren – Elias fører hellig krig mod de ugudelige. Alle disse gamle idealer – helteidealer – lever meget stærkt videre hos Paulus.

 

Se også afsnittet nedenunder om Paulus som zelot og nidkær for Herren!

 

v13  I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. v14  Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.

 

Damaskus – Det sande menneske:

Paulus bliver ikke omvendt ved sin oplevelse ved Damaskus. Paulus bliver kaldet af Gud til at blive et lys for folkeslagene og bringe lyset og glæden og evangeliet ud til alle folkeslagene. Der er en meget nøje sammenhæng mellem Damaskus oplevelsen og træk vi kender fra Det gamle Testamente. I afsnittet nedenunder skal vi se nøjere på hvordan vi skal opfatte Damaskus oplevelsen men ganske kort så hænger Damaskus oplevelsen sammen med Jeremias kaldelse til at blive en profet for alle folkene og Damaskus oplevelsen hænger sammen med omtalen af Herrens tjener hos Esajas (Deuteroesajas). Paulus bliver kaldet af Gud på samme måde. Paulus er Herrens tjener. Paulus er en stor helt i Det gamle Testamentes forstand.

Gud kalder ikke Paulus for at få ham til at opgive jødedommen eller for at han skal svigte sine  fædres tro! Sådan er Damaskus oplevelsen nogle gange blevet fortolket i den kristne kirke – den er en forfærdelig misforståelse. Hvis man forstår teksten på den måde har man slet ikke læst teksten – og man viser slet ingen respekt for Paulus. Paulus er et stort menneske og han har krav på respekt. Når vi læser hans breve kan vi udmærket se at han har mange menneskelige svagheder. Han er ofte svag, lille og frygtsom. Han er illoyal og manipulerende. Han truer og udstøder urimelige forbandelser! Men Paulus er stadig væk et stort menneske. Han er et menneske på godt og ondt. Han er ærlig nok i sin bestræbelse. Han gør det bedste han kan. Vi skylder at vise ham respekt.

Den forskning om Paulus som er foregået de sidste 20 eller 30 år har givet et helt andet Paulus billede. Det billede svarer ikke til det gamle fx lutherske billede af Paulus og derfor er de moderne videnskabelige resultater da også omstridte – men de tegner nok et meget mere sandt billede af hvem Paulus i virkeligheden var.

Paulus tager aldrig nogen sinde afstand fra jødedommen. Han bliver kaldet af Gud til at gå i en ny retning – ikke til at opgive jødedommen som en gammel og forældet tro! Apostlenes Gerninger fortæller at Paulus på et tidspunkt befinder sig i Efesus – en af tidens millionbyer og et centrum i den tidlige kristne bevægelse. Paulus får et syni Efasos og Gud siger til ham at han skal forlade Lilleasien og Efesos og drage over til Makedonien og Grækenland. Denne oplevelse og Damaskus opplevelsen svarer fuldstændigt til hinanden! Det er det som er det vigtigste at forstå ved personen Paulus. Paulus skifter ikke sin tro og religion ud i Efesos – han rejser i en ny retning – han kaster sig ud i nye udfordringer, kan vi sige. Paulus følger åndens stemme og vejledning. Det har han gjort hele sit liv! Det gjorde han også i gamle dage – dengang han var en farisæisk rabbiner i Jerusalem. Paulus oplever i denne forstand ikke noget brud. Han bliver ved med at tro på det samme – Guds underfulde frelse – Guds udvælgelse – både af ham selv, af Israel og af alle mennesker i hele verden.

Det er – historisk set – vildt overraskende at Paulus ikke søger kirkens støtte eller godkendelse eller accept efter Damaskus  oplevelsen. Han lægger i brevene megen vægt på at han ikke er afhængig af den tidlige kristne kirke. Han rejser ikke til Jerusalem og får nogen godkendelse af Peter eller Jakob. Guds kald er fuldt tilstrækkelig – der mangler ikke noget. Det som Paulus siger her er meget radikalt og vidtgående – der ligger en hel livsopfattelse og teologi i dette lille træk.

Paulus har meget at sige til moderne mennesker tror ikke meget på sig selv. De tror at deres meninger eller overbevisninger skal godkendes eller bekræftes af andre – af de andre eller videnskaben eller religionen eller de åndelige eller de nærmeste. Paulus fortæller os noget helt anderledes. Paulus siger at vi skal tro på os selv og være ærlige – og være stolte af os selv – vi skal blive som børn forstået på den positive måde! Børn har en naturlig stolthed og sikkerhed og umiddelbarhed – som mange moderne mistet har tabt i forvirringen.

Gud kalder hvert enkelt menneske – uanset sprog eller religion eller hudfarve. Gud kalder mennesket direkte. Gud viser sig for alle mennesker i et sprog og i en form som de kan forstå! Ingen mennesker behøver at få deres oplevelse godkendt af eksperter eller videnskabsfolk eller præster eller paver! Det som det enkelte menneske pludseligt i et glimt oplever som indlysende sandt – det er simpelt hen sandt! Det er Guds stemme! Det er sandt og det skal ikke godkendes af andre mennesker. Paulus hævder det enkelte menneskes frihed og storhed og rankhed og værdighed. Paulus siger til alle mennesker i hele verden at de skal stole på sig selv. Dan Paulus hører Gud og ser Gud og ser lyset oog sandheden – da ved han at det er sandheden. Sandheden er selvindlysende – den kræver ikke noget forsvar. Paulus skal ikke forsvare sig over for Jerusalem eller Jakob eller Peter. Sandheden er selvindlysende og indiskutabel. Da vi først har set lyset er vi ikke i tvivl. Når lyset kommer må mørket vige. Så behøver vi ikke at rådføre os med andre mennesker og tro at de er klogere! Det er de ikke!

Paulus udtrykker i Galaterbrevet idealet om det sande menneske. Det sande menneske er Paulus selv. Men alle mennesker er det sande menneske. Alle mennesker er Herrens udvalgte og salvede. Alle mennesker er værdige og ukrænkelige – ingen har loov til at gøre dem til slaver og trælle. Vi skal være ranke og stolte. Vi skal ikke bøje nakken for nogen magt eller kraft – heller ikke selv om der kommer en engel fra himlen, som Paulus siger!

Se yderlige kommentar i afsnittet nedenunder om Damaskus oplevelsen!

 

v15  Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede v16  at åbenbare sin søn [Kristus] for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne [folkeslagene], rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod, v17  og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

 

Jerusalem:

 v18  Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage; v19  men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror. v20  Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her, ikke er løgn! v21  Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien. v22  Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; v23  de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, v24  og de priste Gud for mig.

 

[2]

 

v1  Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med. v2  Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. v3  Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære; v4  det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os. v5  Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer. v6  Og de, som anses for at være noget – hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker – mig pålagde de ansete intet nyt.

v7  Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne v8  – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne v9  – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne. v10  Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.

 

Antiokia – Peter:

Den kristne kirkes standpunkt på Paulus’ tid:

Paulus repræsenterer ikke den kristne kirke – Paulus er en outsider. Han har aldrig kendt Jesus og han har ikke nogen direkte forbindelse med Jesus. Han står helt udenfor. Den kristne kirke eller Jesussekten bliver på Paulus’ tid repræsenteret af de tre søjler i Jerusalem – Peter, Jakob og Johannes – og af kirkerne i Judæa - som Paulus taler om i Galaterbrevet.

Vi kan se at Paulus har en enorm selvfølelse og selvsikkerhed. Han hævder at han har en direkte åbenbaring fra Gud. Han hævder at han har fået evangeliet direkte fra Gud – helt uden om al kirke eller religion. Men Paulus ved godt at han ikke repræsenterer den kristne bevægelse. Det fremgår tydeligt af Galaterbrevet at han bøjer sig for autoriteterne i Jerusalem – de mænd som har kendt og fulgt Jesus. Peter og Jakob repræsenterer kirken - og kirken i Antiokia repræsenterer kirken - kan vi sige – men ikke Paulus.

Antiokia var et hovedcenter i datiden. Den romerske kejsers højre hånd sad i Antiokia. Hele østen blev styret fra Antiokia som var en storby.

Mange jøder var udvandret til Antiokia flere hundrede år før Paulus’ tid – de var en del af den såkaldte jødiske Diaspora. En meget lille del af disse jøder i Antiokia var blevet tiltrukket af Jesusbevægelsen og det er dem som Paulus taler om. Han taler altså ikke om jøderne i Antiokiia – han taler om de kristne jøder – de sikkert ret få jøder i Antioia, som var kommet ind i Jesussekten. Alt tyder på at Paulus havde været en del af menigheden og kirken i Antiokia. Han havde antageligt været udsendt af Antiokia kirken som en slags repræsentant eller missionær – men netop kun med en fuldmagt fra denne kirkeikke med hans egen fuldmagt.

Alt tyder på at der kommer et brud mellem Paulus og Antiokia – og Paulus og Peter - ved den episode som genfortælles i Galaterbrevet. Paulus lider et klart nederlag. Han bliver sat til vægs. Det ser ud til at Paulus herefter opgiver Antiokia og i stedet drager ud i den store verden. Vi kan se i Apostlenes Gerninger at han efter episoden begynder at rejse i Lilleasien, Efesos, Makedonien, Grækenland og Korinth især. Episoden i Antiokia får altså stor betydning for Paulus’ liv og virke – og på langt sigt stor betydning for udbredelsen af den kristne kirke.

Vi kan se at Paulus lider et nederlag. Det er faktisk ikke helt klart hvori uenigheden består. Kirken i Antiokia består især af jøder – det er ret afgørende. Kirken i Antiokia opfatter Jesusbevægelsen som en del af jødedommen. De har ingen forestilling om at forlade jødedommen. Tværtimod! Jesus var jøde og alle hans disciple var jøder. Alle de første kristne er naturligvis jøder – det er jo derfor at de er blevet tiltrukket af Jesus. Jesusbevægelsen er en sekt i jødedommen eller en bevægelse inden for jødedommen. Jesus talte om den jødiske tro og forsøgte at definere den rette jødiske tro. Han levede og døde som en jøde. Jesus interesserede sig ikke forhedningerne – i al fald ikke ret meget – han var jøde og talte til jøder som en selvfølge. Jesus ønskede ikke at grundlægge en ny religion! Han var blevet chokeret hvis nogen havde sagt det om ham! Jesus er en søn af faderen – han er Guds søn – søn af den jødiske gud – Jahve.

Meningen med Jesus er - i følge kirken og i følge Jerusalem - ikke at vi skal blive mindre jøder men mere jøder! Jesus var trofast over for loven. Det skal vi naturligvis også være. Jesus overholdt loven og han overholdt de jødiske spiseregler. Jesus var omskåret. Jesus levede inden for loven – inden for pagten. Menneskene skal vise deres tro og taknemmelighed over for Gud som har været trofast imod Israel – alle dage. Guds frelse er underfuld. Vi viser vores taknemmelighed over hans underfulde frelse ved at leve rent og efter loven. Vi er hans folk og han er vores konge. De andre folk har deres guder og love – vi har vores. Vi viser vores taknemmelighed og vi ærer Gud – ved at leve efter hans lov – ved at følge HalakhahVejen – som man sagde.

Hedningerne ønsker at komme ind i Israel. De ønsker en plads ved bordet. De ønsker at blive borgere i Israel. - De er meget velkomne, siger den kristne kirke – og det sagde også alle andre jøder på Paulus’ tid. De er velkomne - men så må de også opfylde visse minimumskrav. Man bliver fx ikke borger uden videre i Romerriget. Paulus var romersk borger i følge Apostlenes Gerninger – men det var et særligt privilegium. Israel – og kirken – vil gerne åbne sig for alle ikkejøder så de kan blive borgere i Israel – i Guds eget folk – så de kan få del i velsignelsen. Men så må de rimeligvis tilpasse sig den jødiske Halakhah – Vejen – bare i nogen grad. Måske behøver de ikke at blive omskåret, måske behøver de ikke at leve som jøder på alle måder – men de skal antage en levemåde som nærmer sig den jødiske. Ellers er det jo meningsløst at de vil være borgere i Israel. Frelsen kommer fra Zion, som det siges i Det gamle Testamente. Frelsen – vores guds frelse og beskyttelse og velsignelse – er givet til Israel – og ikke til alle mulige andre folk. Ingen tro uden rimelige naturlige konsekvenser. Det synspunkt var Paulus jo også enig i. Definitionen af at være jøde eller at være en borger eller at være en af de retfærdige var jo netop at leve efter Halakhah – at leve efter fædrenes traditioner – efter loven! Og det er jo også det grækerne selv efterstræber! Alt tyder på at den jødiske livsstil Halakhah var enormt tiltrækkende for grækerne på Paulus’ tid. De strømmede faktisk ind i jødedommen. Store skarer af grækere blev God Fearers – gudfrygtige – eller proselytter – naturligvis på deres eget initiativ!

Sådan er sandsynligvis de synspunkter som kirken havde på Paulus tid – den kristne kirke. Muligvis har Paulus været enige med disse synspunkter - muligvis har der været rigtig uenighed. Vi ved det ikke længere med sikkerhed. Det er svært at sige hvad de præcist var uenige om – men tilsyneladende var Paulus og kirken i Jerusalem uenige om nogle spørgsmål. De har været enige om langt det meste – de 98 %. Paulus er selv jøde og han mener at loven skal overholdes og at alle kristne skal træde ind i det sande Israel og leve efter Vejen. Han er grundlæggende enig med Jerusalem. Paulus mener bestemt ikke at loven skal afskaffes. Jesus har ikke ophævet Moseloven i følge Paulus – slet ikke – Jesus har sammenfattet og forklaret Moseloven.

Sandsynligvis har den kristne kirke i Jerusalem ikke tvunget nogen ind i jødedommen – sådan som Paulus siger. Grækerne har selv været brændende interesseret i at overtage de jødiske normer – renhed, orden, jødisk etik, monoteisme. Kirken behøvede slet ikke at tvinge nogen! Men kirken har fremholdt det helt naturlige: - Hvis I vil være borgere i Israel - så må I også drage visse konsekvenser. Så kan I jo ikke bare fortsætte i jeres gamle spor – hedenskaben, synden og urenheden. Så må I tilpasse jer – og blive assimileret. Hvis I vil være borgere så må I blive assimileret! Ellers er jeres borgerskab jo helt fiktivt – helt uden konsekvenser. I øvrigt må vi – jøder og kristne – tænke på pagten med Gud. Vi skal vise vores loyalitet over for Gud som har frelst os. Hvis I vil være del af den pagt må I gøre det samme. Ellers bliver vi og vores folk jo ødelagt indefra. Vi må beskytte Israel som et folk. Vi må holde Israel rent. Vi er alle sønner af Gud!

Vi kan i dag genkende problematikken fra det moderne danske samfund! Men kirkens holdning virker rimelig nok. Og når vi læser Paulus’ breve tyder meget på at han var enig.

Det er simpelt hen uklart i dag hvad problemet egentlig var i Antiokia. Vi kan se at der kommer repræsentanter fra den kristne kirke i Jerusalem – altså fra kirkens ledelse – til Antiokia og de kritiserer kirken i Antiokia for at være alt for blød mht spiselovene. Kirkens ledelse gennemtvinger altså en meget strengere gennemførelse af spiselovene i Antiokia.

Det helt sandsynlige er imidlertid at kirken i Antiokia har levet trofast efter de jødiske spiseregler. Den tidlige kirke er meget jødisk  og spisereglerne var en selvindlysende ting. Selvfølgelig spiste man efter Moselovens bestemmelser. Jesus havde overholdt spisereglerne og hans disciple – de kristne i Antiokia – gjorde det også. Jesus spiste jo ikke mad med blod eller svinekød! For alle jøder ville det være en frygtelig afskyelighed – og det var det også for alle kristne – for alle medlemmer af Jesus bevægelsen! Diskussionen mellem Jerusalem – kirkens ledelse – og Antiokia har antageligt kun drejet sig om små detaljer og kun om enkelte specielle situationer. Jerusalem repræsenterede en streng, farisæisk fortolkning – den talte hårdt om pligten til at leve rent i alle tilfælde – men Antiokia menigheden har haft en blødere holdning på enkelte områder. Man har peget på at kristne som spiste hos ikke jøder måske ikke har stillet så mange krav – men når de selv var værter har de naturligvis levet op til spiselovene.

Det er også vigtigt at de kristne – Jesusmenigheden – i Antiokia består af jøder først og fremmest! Derudover består menigheden af proselytter – altså grækere som er blevet omskåret og som nu lever jødisk – og af de såkaldte gudfrygtige  - altså grækere som lever efter de jødiske regler – efter den jødiske Halakhah – Vejen! Der er altså ikke tale om egentlige hedninger! De kristne spiser ikke sammen med virkelige hedninger – kun med kristne som alle har tilpasset sig den jødiske vej – eller som simpelt hen er jøder!

 v62  Men mange i Israel fandt mod og styrke hos sig selv til ikke at spise noget urent. v63  De foretrak at dø frem for at gøre sig urene ved maden og vanhellige den hellige pagt. Og de led døden. v64  En stor vrede hvilede tungt over Israel.

(1 Makkabæerbog 1.62)

Vi ved at de jødiske sekter på Paulus’ tid bekrigede hinanden voldsomt. Mottoet var: - Vi – i vores sekt - er de retfærdige og I er alle arme syndere! Hele tankegangen går tilbage til Makkabæernes oprør imod de vantro ca 150 f. Kr. Makabæerne blev forbilleder for mange jøder – og for mange kristne! Makkabæerne var de store helte og martyrer som døde for spisereglerne! Makkabæerne var fanatikere og de fjernede sig fra alt som var urent. Det er maden som gør mennesker urene! De adskilte sig – uanset prisen eller konsekvenserne. Vi ved at sekterne var overordentlig skarpe i kritikken af hinanden: - Du lever jo slet ikke mere som en jøde! Du lever jo som en hedning! Denne anklage kender vi fra samtidens litteratur. Den skal selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt. Der var bestemt ingen jøder som levede som hedninger! De overholdt spiselovene som en selvfølge – de levede rent og rigtigt. De levede som ordentlige mennesker – ikke som arme syndere!

De voldsomme anklager er en del af sekternes inbyrdes krig. Farisæerne – de som har adskilt sig - var strengere end de fleste – og Qumran sekten var endnu strengere end farisæerne. Der var mange uenigheder på detaljerede områder – lige som der var uenigheder mht sabbat reglerne. Disse uenigheder kendes lige så meget i jødedommen den dag i dag. Antiokia lå langt borte fra Jerusalem – kirkens centrum – midt i et ikkejødisk område – og derfor har Antiokia menigheden antageligt fået en mere pragmatisk opfattelse af spisereglerne. Men det betyder ikke at de ikke levede efter spisereglerne – efter kosher. Alle kristne i Antiokia fulgte den jødiske livsstil og dens way of life – hvad ellers? Alle de kristne var jo jøder!

Den jødiske livsstil – the Jewish way of life – var overordentlig tiltrækkende for ikke jøder. Vi ved at mange grækere begyndte at overholde de jødiske spiseregler af egen drift og fordi de så jødedommen som en ren livsstil. De kristne i Antiokia behøvede ikke at bøje sig for grækere der ikke ville overholde spisereglerne! Det var slet ikke nødvendigt. Den jødiske historiker Josefus fortæller at store mængder af grækere blev tiltrukket af den jødiske menighed i Antiokia i tiden op til den romersk jødiske krig i 66 e. kr. han fortæller at grækerne var dybt fascineret af den jødiske gudstro, etik, renhed og af deres gudstjeneste. Den tidlige kristne kirke fastholdt som en selvfølge Moselovens bestemmelser om fødevarer og slagtning af dyr – og der var heller ikke grund til noget andet! De jødiske – og nu kristne – spiseregler blev opfattet som overlegne og meget højere udviklede end den græske eller romerske livsstil! Den jødiske – og kristne – Halakhah – Vejen – var langt overlegen hedningerne!

 

 

v11  Men da Kefas [Peter] kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. v12  Før der kom nogle fra Jakob [kirken i Jerusalem], spiste han nemlig sammen med hedningerne [de kristne – ikke jøder]; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne [kirkens ledelse]. v13  Og sammen med ham hyklede også de andre jøder [kristne i Antiokia], så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. v14  Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde [referat af Jakobs kritik af Peter?], hvordan kan du så tvinge hedningerne [kristne] til at leve som jøder?

 

Paulus sammenfatning. Sagens kerne – 2.15 – 2.21:

 

De sidste syv vers i kapitel 2 i Galaterbrevet indeholder på mange måder sagens kerne – evangeliet – i følge Paulus. De tanker vi finder her svarer til tanker vi finder i Romerbrevet – som Paulus antageligt skrev efter galaterbrevet – og i alle Paulus’ breve.

Det er meget bemærkelsesværdigt at Paulus så voldsomt fremhæver sin identitet som jøde. I disse vers giver Paulus udtryk for den typiske jødiske selvopfattelse. Paulus er stolt af at være jøde og af at tilhøre Guds udvalgte folk. Det er tydeligt at Paulus identitet simpelt hen er at være jøde. Paulus var jøde hele sit liv og glad og stolt over det. Paulus omvender sig ikke ved Damaskus oplevelsen. Paulus om vender sig overhovedet ikke. Paulus svigter ikke og aldrig nogen sinde fædrenes tro. Paulus er jøde – han er af stammen Benjamin og Abraham er hans stamfader. Sådan som Paulus her taler ville alle fromme jødertale i samtiden. Vi møder præcist de samme udtryk i evangelierne! Vi – jøder – er ikke arme syndere. Vi er Guds udvalgte folk. Gud er den gud som beskytter og frelser os. Vi lever efter hans lov og i hans velsignelse og nåde. Vi er hans slægt eller hans hus eller hans ægtefælle. Ingen skal komme og sige at vi er elendige syndere som ikke kender Gud og ikke lever efter hans lov!

På en vis måde er den typisk jødiske selvopfattelse aristokratisk. Israel er udvalgt af Gud. Ingen af de andre folk er udvalgt af Gud. Israel er hans adel – Gud er vores konge. Derfor er det ret og rimeligt at vi opretholder adskillelsen fra de andre folk. Vi – jøder – er anderledes. Vi skal naturligvis leve anderledes. Vi skal ikke bare begynde at leve som syndere og hedninger – som grækere og romere. Vi er bestemt til noget højere. Paulus har også denne aristokratiske tanker. Vi er Guds sønner.

Vi finder naturligvis denne glæde, lykke og stolthed i hele Det gamle Testamente. Salmernes Bog er et godt eksempel.  I to af Salmerne spørges der: - Hvem er ret til at bo på Herrens bjerg? Og svaret lyder i begge salmer: - Det har vi! Vi er de retfærdige – Vi er Guds slægt og sønner! De har andre folk har ingen ret til at bo på Herrens bjerg – men vi har retten! Ikke på grund af vores egne gode gerninger – slet ikke – men fordi er Guds børn – fordi vi er retfærdige i Guds øjne! Salmernes typiske stolthed og udvælgelsestanke finder vi helt klart hos Paulus! I hele verden – blandt alle folkene eller goyim som det hedder i Det gamle Testamente – er Israel unikt! Vi er den sande adel. Vi er arvingerne! Vi er de salvede – Herrens salvede.

Når Paulus her siger Vi mener han ikke direkte galaterne – ikke bogstaveligt. Han mener: - Vi jøder! Galaterne er ikke jøder – de er ikke genetisk eller biologisk del af folket Israel. Paulus taler til Peter og Jakob og til alle Jesus folkene i Jerusalem. Paulus udtrykker sin identitet med Peter og Jakob og jøderne i Palæstina. – jeg er lige som I er, siger han. Vi er alle stolte over at tilhøre Guds udvalgte folk. Følelsen er den samme som vi idag kan finde hos mange amerikanere som også måske kan sige: - Vi amerikanere – vi er stolte over at tilhøre Guds eget folk!

Et menneske gøres ikke retfærdigt ved lovgerninger, siger Paulus. Det er helt afgørende at han siger at det er noget som vi – alle vi jøder – ved! Alle jøder ved godt at et menneske ikke kan redde sig selv ved at gøre lovgerninger eller fromme gerninger. Det er noget som  alle ved og har erfaret, siger Paulus. På det punkt har Paulus naturligvis helt ret! Ingen jøder troede at de kunne gøre sig fortjent til Guds nåde og velsignelse og frelse ved gode gerninger! Alle jøder var enige om at Gud frelser Israel og folket og det enkelte menneske – ved underfulde gerninger og mægtige handlinger. At mennesket kan frelses overhovedet er et under – et mirakel! At Israel blev frelst ud af trællehuset Egypten var et mageløst under – helt ubegribeligt at det kunne ske! Israel blev naturligvis ikke frelst ud af Egyptens plager på grund af dets gode gerninger! Det ville have været en grotesk tanke for alle fromme jøder på Paulus’ tid!

Af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt – er derfor den vigtigste sætning i Paulus teologi – men vi skal også forstå at det var den vigtigste sætning i alle jøders erfaring og livsanskuelse. Alle jøder vidste og havde erfaret denne sandhed. Paulus’ berømte lære om retfærdiggørelsen er altså ikke så speciel. Den var Peter og Jakob og alle andre jøder også enige i. Når mennesker rammes af forfærdelige ulykker, når mennesker rammes af dødelige sygdomme, når mennesker rammes af vold,  krig og voldtægt – hvad hjælper så fromme gerninger eller lovgerninger? Alle jøder var naturligvis enige med Paulus. Når døden rammer mennesker med al sin gru, når lidelsen og galskaben og volden rammer mennesker i al sin grusomhed – er der kun een som kan redde menneskene – og det er deres Gud foroven! Loven redder ikke noget menneske fra Synden – for Synden er den magt og lidelse som hærger i verden. Synden lægger alle mennesker under sin vold og magt. Synden dræber og ydmyger mennesker. Synden er menneskenes forfærdelige fjende. Synden er en ond magt – i Paulus’ livsanskuelse. Når vi på den måde er lige ved at gå fortabt – er der een som kan redde os. I universet er der en magt som er endnu større end synden – nemlig Kristus. Kristus er den konge hvis magt er endnu større end Satan og Synden. Kristus kan rive os ud af graven, ud af gruben, ud af lidelsen – kristus frelser og redder os ud af nød og trængsel. Han løfter os op på klippen og fører os ud i det åbne land. Synden havde omringet os og belejret os som en by i det åbne land. Vi var helt fortabt. Selvfølgelig kunne lovgerninger eller kristne gode gerninger ikke redde os i den situation. Den slags ville være helt spildt. Vi var ved at dø – Gud greb ind og reddede os ud af kniben. Gud er stor. Gud er een. Det er hele jødedommens tro. Paulus har denne tro – men det de andre også – i al fald de fleste andre jøder! Da kvinden Hagar lå i ørkenen og var ved at dø sammen med sin lille dreng – Abrahams søn – som var døende – var der kun een som kunne frelse hende! Hagar blev ikke frelst ved fromme religiøse handlinger! Hagar blev ikke frelst fordi hun bad til Gud. Hagar blev ikke frelst fordi hun ofrede til Herren. Hagar blev ikke frelst fordi hun viste kærlighed eller godhed eller næstekærlighed. Hagar blev ikke frelst fordi hun troede på Gud. Hagar blev ikke frelst fordi hun tilhørte den rigtige religion. Hun blev ikke frelst fordi hun var døbt eller fordi hun gik i kirke. Hagar blev frelst af Gud – ved et stort ubegribeligt under – fordi Gud så ned til Hagar og så hendes nød og ulykke og fordi Gud fik med medfølelse med Hagar og fordi Gud elskede Hagar. Gud gjorde det som han skulle gøre. Gud er rig på troskab han svigter ikke. Gud som hans egen elskede kvinde ligge døende i sandet langt nede i Sinai – og Gud gjorde det som var nødvendigt og det som var passende. Guds frelse var et stort under. Gud frelste Hagar fordi hun havde fortjent det – fordi alle mennesker i hele verden har fortjent at blive frelst af Gud! det er præist Paulus’ opfattelse. Alle mennesker i hele verden er Abrahams børn og de har en værdighed og værdi som er umålelig. Gud frelser dem alle – Han er som han er og gør som han vil og det som han vil er at frelse alle mennesker – jøder som grækere – troende som ateister!

v15  Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.

Begreberne retfærdig og retfærdiggørelse er nøglebegreber i Galaterbrevet og i Romerbrevet. Der har tilsyneladende været uenigheder mellem Paulus og kirken – kirken i Jerusalem - men det er ikke altid klart hvori denne uenighed består.

Ordet retfærdiggørelse findes i Det nye Testamente næsten kun i Paulus’ breve – i Romerbrevet og i Galaterbrevet.

Paulus forestiller sig et billede af Gud som en dommer. Gud er en retfærdig dommer og han dømmer hvert enkelt menneske retfærdigt. Et menneske kommer for domstolen fordi der bliver rejst mange og uretfærdige anklager imod det menneske. Gud afgør sagen – han dømmer at det menneske er helt uden skyld – dvs at Gud retfærdiggør det menneske. At blive retfærdiggjort sker altså på baggrund af en anklage om at man er skyldig og et slet menneske. Retfærdiggørelsen er en afgørelse eller en kendelse. Den er en tilregning – som i eksemplet Abraham i 1. Mosebog - eller den er en erklæring om hvordan Gud ser på det menneske. Det menneske som er blevet gjort retfærdigt er blevet fuldkomment, perfekt, uden skyld og retfærdigt i Guds øjne. Gud kan ikke se nogen mangel eller fejl. Der er ikke noget i vejen med det menneske i Guds øjne. I Guds øjne er hun perfekt og hun fortjener al velsignelse.

Det er vigtigt at huske at Paulus’ retfærdiggørelseslære er en metafor – et sprogligt billede – den er IKKE en beskrivelse af virkeligheden! Paulus prøver at illustrere Guds underfulde frelse af os – små og store syndere – ved denne metafor. Paulus mener ikke at Gud i virkeligheden sidder og dømmer det enkelte menneske retfærdigt eller uretfærdigt! Paulus tænker slet ikke individuelt – men altid i kollektiver. Gud frelser ikke det enkelte menneske – han frelser sit folk! Hvis man tror at Gud lige så godt kunne dømme os uretfærdige – altså lige så godt kunne dømme os til fortabelse – har man totalt misforstået Paulus lære om retfærdiggørelsen. Gud er rig på troskab – selvfølgelig frelser han  sit folk! Gud er en trofast ægtefælle – han svigter ikke sin ægtefælle. Gud er ikke vilkårlig eller utilregnelig! Vi kan naturligvis regne med hans  frelse – vi er hans folk! Dette er Paulus’  centrale opfattelse. Den er meget ofte blevet helt fordrejet i den kristne kirke. I kirken er det blevet opfattet som om at Gud lige så godt kunne sende os i helvede! Vi bliver frelst ved nåden – det er Paulus enig i – men nåden betyder ikke at vi lige så godt kunne sendes i fortabelse. Det er fuldstændigt at glemme at Gud er en kærlig Gud som frelser dem som han holder af og lever sammen med!

At Gud er retfærdig betyder ikke helt det som vi forstår ved retfærdig. Gud er retfærdig fordi han er trofast over for pagten – over for relationen. Gud er retfærdig fordi han er rig på troskab – som en ægtemand. Gud retfærdiggør mennesket fordi han er trofast over for pagten. Han svigter ikke. Retfærdigheden er altså ikke den retfærdighed som vi kender. Gud er ikke en bogholder. Han dømmer ikke efter en lovbog! Han sidder ikke  som en juridisk dommer med en lovbog. Han retfærdiggør menneskene fordi han er den tro ægtemand. Han gør det som enhver ordentlig ægtemand ville gøre! Han er normal, som vi kan se det i Salmerne! Han retfærdiggør – dvs han frelser. Hans retfærdiggørelse er derfor ikke afhængig af at menneskene er fromme eller gode. Han frelser dem som har brug for det. Han er en beskytter for alle enkerne og en fader for de faderløse – deri består hans retfærdighed! Vi kan altså sige at hans retfærdighed er eensidig – hans dom er ikke en objektiv dom efter en bog med regler. Paulus har den opfattelse af Guds retfærdighed som vi helt typisk finder i Salmernes Bog. Paulus lære om retfærdiggørelse stammer fra Salmernes Bog. Det er også derfor at han kan sige at alle jøder og alle kristne må være enige med det som han siger! Paulus siger egentlig ikke mere end vi kan læse i Salmernes Bog og i hele Det gamle Testamente!

Det er vigtigt at alle i Jesus bevægelsen er enige om det væsentlige i følge Paulus. Alle er enige om at et menneske ikke retfærdiggøres af lovgerninger! Sagen er nok at stort set alle i Israel – jøder eller kristne – var enig om at et menneske bliver gjort retfærdig af Gud – alene og på egen hånd og ved en såkaldt nådeshandling – ved en eensidig handling. Det ligger i selve begrebet retfærdiggørelse. Dette er en fælles viden hos alle og den appellerer Paulus til. Mennesket kan ikke gøre sig selv retfærdigt. Gud er ikke retfærdig fordi vi er retfærdige – det forholder sig lige omvendt: Vi er retfærdige fordi Gud er retfærdig. Hele Det gamle Testamente gentager een eneste rød tråd: Gud frelser Israel - igen og igen – helt på trods af folkets små eller store synder. Gud er ikke nogen stillesiddende dommer. Gud er en frelsergud i hele Det gamle Testamente. Gud er ikke nogen bogholder som sidder og dømmer det enkelte menneske efter om det har overholdt Moseloven!

Gud er retfærdig – dvs at han er rig på troskab. Han lader ikke nogen i stikken. Han lever op til den relation han har til Israel. Gud har ubegribelige kræfter – han kan frelse mennesker - selv om synden er frygtindgydende – og det er netop det som han vil. Det er Guds væsen. Gud er ikke afhængig af at vi overholder eller følger loven. Gud skærer tværs igennem - og frelser mennesker – fordi de har fortjent det. Mennesket har fortjent en bedre skæbne, tænker Gud. Derfor griber han ind og frelser.

Det er vigtigt at Paulus bruger ordet retfærdig på den jødiske måde. Man kan ikke være retfærdig i sig selv eller på grund af sine egne tanker, følelser eller gerninger. Man er kun retfærdig når andre – modparten – opfatter en som retfærdig! Vi er retfærdige – fordi Gud opfatter os som retfærdige – ikke på grund af noget hos os selv! En ægtemand er retfærdig – dvs trofast i ægteskabet – hvis hans hustru opfatter ham som retfærdig! Han kan ikke på egen hånd – alene – erklære sig selv for retfærdig! Det er sådan at ordet retfærdig bruges i det gamle Israel! Det er sådan Paulus bruger ordet. Hvis hustruen opfatter manden som uretfærdig – hvis hun føler at han har svigtet relationen og ægteskabet – så er han simpelt hen ikke retfærdig – uanset hvad han selv mener! Man kan kun være retfærdig i den andens øjne – aldrig i sine egne øjne! Det er en selvmodsigelse!

Begrebet retfærdiggørelse stammer fra et rituelt eller juridisk sprog. Gud er retfærdig dvs han dømmer retfærdigt. Retfærdiggørelsen er en dom – en erklæring - hvor mennesket bliver behandlet som det har fortjent – det bliver frelst. Retfærdiggørelsen kan logisk set ikke ske ved noget som mennesker gør – retfærdiggørelsen er netop Guds eneret. Gud gør Abraham retfærdig – fordi det er Guds vilje – ikke på grund af Abrahams tanker, følelser eller gerninger.

Den dybe tro vi finder hos Paulus – og i hele jødedommen – er en sikker viden og sikker tillid til at Gud er meget større end mennesker og at Gud vil leve op til den pagt og den relation – det ægteskab – som han helt på egen hånd har indgået. Hvis vi ofrer til Gud for at forsone ham – hvis vi gør lovens gerninger for at formilde ham – gør vi Gud meget mindre end han er. Gud frelste Israel ud af trællehuset Egypten – trods alle Israels synder – og på trods af at Israel modsatte sig denne frelse! Gud er som han er og gør hvad han vil. Det var alle i Israel enig om. Guds forhold til menneskene er bestemt af hans kærlighed og omsorg.

Vi har fortjent at blive frelst og vi har fortjent at blive retfærdiggjort, mener Paulus. Ikke fordi vi har gjort særlige religiøse eller fromme gerninger – ikke fordi vi har udvist en særlig from tro – ikke fordi vi har bestemte religiøse følelser – men fordi vi har behov for frelsen! Alle mennesker har fortjent frelsen – fordi de har brug for Gud! Gud frelser os ikke fordi vi er kristne – men fordi vi er i nød! Gud er en forsvarer for alle enkerne – fordi de har brug for det – ikke fordi de er fromme! Gud frelser alle uanset om de tror på ham – han frelser dem fordi han kan og fordi han vil! I den sammenhæng er vores religiøse tro eller religiøse følelser ligegyldige. Gud handler på eget initiativ. Han er suveræn. Han er mægtig og hans frelse er underfuld – dvs ubegribelig.

Paulus mener ikke at loven er ligegyldig, dårlig eller forældet! Loven er givet til menneskenes frelse og for at beskytte dem imod synden. Uden loven ville synden bare brede sig uhæmmet. Vi skal følge loven fordi loven sikrer det gode liv eller fordi den forhindrer ulykker. Loven er en velsignelse – en hjælp – en kærlighedsgerning fra Guds side. Gud elsker israel og derfor har han givet loven – Moseloven – til Israel. Han har ikke givet os loven for at generere os eller plage os! Hvis man tænker at man kan fortjene Guds frelse ved at gøre lovens fromme gerninger - har man misforstået lovens mening - og gjort Gud meget lille. Loven er god og velsignet – men dens formål og mening kan misforstås. Meningen med loven er ikke at den skal adskille jøder og ikkejøder. Israel har fået loven men det er ikke meningen at de skal misbruge den til at stille krav til alle andre folk i verden. Meningen med loven er at den skal fremme kærligheden i verden. Vi skal følge loven – ikke for Guds skyld - men for vores egen skyld.

Meningen med Paulus’ retfærdiggørelseslære er ikke at troen skal være et nyt krav! Meningen er ikke at hvis vi har den rette tro så bliver vi frelst! Paulus opstiller ikke et nyt adgangskrav. Paulus’ teologi siger at vi modtager retfærdiggørelsen – som en gaveikke fordi vi har troet! Vi modtager Guds frelse – uden at gøre noget – uden at være specielle eller anderledes end alle andre. Gud frelser ikke kun de troende eller fromme! Han frelser alle! Det er det som Paulus mener når han siger at vi retfærdiggøres ved tro eller af tro eller i tro eller fra tro eller med tro! Det betyder at vi modtager Guds frelse – hvis vi vil have den – hvis vi uden frygt tager imod den. Troen er ikke noget nyt lovkrav. Gud siger ikke til os at vi skal tro – så skal han nok frelse os. Tværtom – så er troen vores reaktion bagefter. Når Gud har frelst os ud af døden og lidelsen – gribes vi af en stor taknemmelighed – vi ser hvad der er sket og hvad Gud har gjort – troen kommer over os! Troen kommer over os lige som nåden eller ånden kommer over os – vi gribes af en kraft som er større end os selv! Vi bliver slået af forundring – lettelse – og glæde. Denne reaktion er troen i følge Paulus.

Derfor kan vi sætte vores lid til Gud – han frelser os på trods af vore mærkelige tanker, følelser og gerninger!

I sin yderste konsekvens er Paulus’ teologi et opgør med al  gammel religion. Det han siger er at vi ikke kan manipulere med Gud. Vi kan ikke påvirke Gud ved at være særligt troende og fromme eler særligt ikketroende. Det som vi gør er ikke årsag til det som Gud gør. Paulus siger at den gamle religion – forsøget på at påvirke Gud ud fra en frygt om straf – er bragt ud af verden. Kristus har ophævet al gammel religion og magi. Vi kan have tillid til Gud. Han er som han er. Han gør hvad han vil. Han sidder ikke og holder øje med vore små synder. Han er rig på troskab.

Meningen med retfærdiggørelseslæren er ikke at vi mennesker skal forstå at vi intet kan, intet er værd og kun fortjener straf og dom! Meningen er ikke at vi skal føle skyld og skam. Meningen er ikke at mennesket skal opfatte sig selv som en ækel og afskyelig ormesæk! Det er ikke meningen med Paulus’ tale. Det er heller ikke Guds mening. Tværtom. Gud græder når vi gør os mindre end vi er. I de senere lutherske kirker er Paulus ofte blevet fordrejet på denne måde. Det er ikke det som Paulus mener. Paulus mener ikke at mennesket er ondt eller værdiløst og fortjener at komme i helvede. Vi har ikke fortjent at lide. Vi har ikke fortjent Guds straf! Vi fortjener Guds frelse. Vi kan ikke frelse os selv ved at gøre og gøre og gøre. Kun Gud kan frelse os – og det er også det som han vil. Det er ikke sådan at Gud ligeså godt kunne straffe os som frelse os! Det er ikke Paulus’ mening. Gud er nok suveræn – men han sidder ikke og sender mennesker i helvede eller til Paradiset efter forgodtbefindende. Det er en parodi. Gud er den som frelser – fordi han ved at vi har fortjent det.

v16  Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger,

men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.

Jesus er en  diakonos – en tjener – som det hedder i den græske tekst. En diakonos er en tjener som går rundt ved bordet og betjener, skænker op og sørger for maden. Jesus er en sådan bordtjener og dem som han betjente var en skønsom blanding af gode og onde, syndere og retfærdige! Paulus bruger dette billede. Paulus stiller Jesus op som model og som ideal og forbillede. Paulus taler til kirken i Jerusalem og minder dem om hvad det var som Jesus rent faktisk gjorde! Jesus spiste sammen med gode og onde, fromme jøder og syndere og toldere. Jesus gjorde ikke forskel. Paulus bruger her hele Jesustraditionen som vi kender fra evangelierne. Ellers spiller den historiske Jesus ikke nogen tydelig rolle hos Paulus – men Paulus kender udmærket den historiske Jesus. Han er et ideal og forbillede.

v15  Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. v16  Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« v17  Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

(Markus 2.15)

Paulus henviser sikkert også til Jesusord som det følgende - om at være en tjener for andre i stedet for at lade sig betjene af andre:

v42  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem.

v43  Sådan skal det ikke være blandt jer; men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v44  og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. v45  For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

(Markus 10.42)

Hvordan kan kirken nu sige at jøderne – de kristne jøder – skal holde sig for sig selv og spise for sig selv? Hvordan kan man i Jerusalem sige at de kristne jøder ikke må have bordfællesskab med ikkejøder? Er denne holdning ikke fuldstændigt selvmodsigende, spørger Paulus. Hvorfor er de kristne jøder så bange? Hvorfor gemmer de sig bag denne mur?

Paulus tænker helt klart på episoden i Antiokia hvor problemet kommer frem og hvor kirken tilsyneladende indtager dette standpunkt – at de kristne jøder må holde sig adskilt fra de ikkejødiske kristne. Vi ved ikke så meget om uenigheden mellem Paulus og Jerusalem – men på dette område har der antageligt været to meninger. Paulus mener ikke at spisereglerne er dårlige eller forkerte. Tværtimod. Men Paulus siger at kirkens holdning er helt uholdbar når kirken kræver at jødiske kristne skal holde sig adskilt. Denne holdning hviler ikke på nogen tro eller tillid, siger Paulus. Den hviler kun på frygt og angst. I den holdning kan vi kun se den jødiske angst for det urene. Men Peter har jo selv i vionen om dugen – i Apostlenes Gerninger – indset at for Gud er alting rent – alle fødevarer og madvarer er rene for Gud!

Jesus var ikke nogen synder og han var ikke nogen diakonos der tjente ved syndens borde. Jesus var en fortolker af loven – lige som mange andre samtidige fortolkere – rabbinere. Alle søgte de at sammenfatte hele loven i eet ord, som Paulus siger. Jesus sammenfattede hele loven i eet ord: - Du skal elske din næste som dig selv! Kirken i Jerusalem eller Jesussekten i Jerusalem har fordrejet Jesus. De er faldet tilbage – de er faldet for fristelsen i følge Paulus.

v17  Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke!

Det  sproglige billede som Paulus bruger er at han har revet en bygning ned. Man kan tro at denne bygning er jødedommenn – men som sagt er det bestemt ikke hans mening. Paulus har ikke revet jødedommen ned som en bygning eller et hus som han engang levede i! Paulus er jøde og trofast over for jødedommen.

Det er som Paulus her omtaler er noget som han har gjort i perioden efter hans oplevelse ved Damaskus. Damaskus oplevelsen fik Paulus til at rive noget ned – og det er nu årsagen til hans konflikt med kirken og Peter og Jakob. Det mest sandsynlige er at Paulus mener at han har revet muren ned – den mur som han taler om i Efeserbrevet – mellem jøder – etniske jøder – og ikkejøder. Det som gav konflikten i Antiokia var at Peter – og dermed kirken i Jerusalem – hævdede at der var et skel mellem jøderne og alle andre folk. Peter og kirken hævder at jøderne ikke kan spise sammen med de andre – for de er urene. De andre folk kender ikke Moseloven, de respekterer ikke Moseloven og de lever ikke inden for lovens beskyttelse. Loven er også i sig selv en mur – en beskyttelsesmur. De som lever inden for muren lever sammen med Gud – de er i fællesskab med Gud. men hedningerne lever uden for muren – de er anderledes og fremmede. Paulus grundlæggende påstand er at der ikke findes nogen fremmede! Hedningerne er ikke fremmede – de er Guds sønner – alle mennesker i hele verden har den samme status og værdighed. Jødedommen kan ikke føre sig frem som en model for alle. Jøderne kan ikke sige at alle andre folk skal gå ind under den jødiske lov. Loven er god nok, siger Paulus, og den skal bestemt ikke afskaffes. Loven skal holdes! Den er givet som værn og beskyttelse. Men Paulus har revet muren ned. Alle mennesker er blevet lige. Vi kan sge at Paulus tager afstand fra den jødiske kulturimperialisme eller overdrevne selvovervurdering eller den jødiske nedladenhed over for goyim - folkeslagene. Jøderne skal ikke føle at de er særligt foretrukne eller værdifulde – alle folkeslag og alle mennesker er Guds yndlige, som Paulus siger. Det sande Israel består af dem som har troen og som har modtaget nåden og friheden – ikke af dem som er omskårne eller overholder spisereglerne. Disse synspunkter hos Paulus finder vi hos en stor del af jødedommen på hans tid - og også i Det gamle Testamente.

I Det gamle Testamente er der utallige eksempler på en overdreven jødisk selvfølelse. I Salmerne tales om at den jødiske konge skal blive verdens hersker og alle jordens konger skal kaste sig ned for ham. Alle andre folk end Israel er fordømt og fortabte. De er alle fordømte syndere. Gud lever sammen med Israel som er hans partner og ægtefælle – og Gud er ligeglad med alle andre folk. De andre folk er lig med deres ækle og afskyelige guder. Gid Gud må udrydde alle de andre folk! Paulus kender denne nationalistiske holdning og det er den som han reagerer på. For Paulus er religionen og troen ikke en nationalreligion! Den grundlæggende tanke – at Israel var udvalgt af Gud – var en positiv tanke – men der var mange eksempler på at denne tanke kunne blive forfærdeligt misbrugt og fordrejet til fremmedhad og fremmedfrygt og arrogance. Det er det som Paulus bekæmper – resterne af denne arrogance og frygt i kirken – hos Peter og Jakob.

I Antiokia var problemet de jødiske spiseregler. Kirkens og Peters holdning var at de jødiske speseregler skulle overholdes. Det er Paulus fuldstændigt enig i. Han mener selvfølgelig at alle jøder skal overholde spiselovene. Det han tager afstand fra at jøderne ikke vil have fællessakb med kristne ikkejøder – som ikke overholder spisereglerne! Det er en slags imperialisme set fra Paulus’ synspunkt. Alle kristne skal respekteres - som de er. Det er ikke Guds mening at galaterne skal blive jøder - for at blive frelst.

Muren svarer også til det som var nødvendigt engangdengang vi var børn. Dengang vi var børn, måtte vi leve efter mange regler og begrænsninger – men nu er vi blevet frie i Kristus. Det er det som kirken ikke helt har fattet i følge Paulus.

Paulus mener at Peter – som repræsentant for kirken – faldt for fristelsen i Antiokia. Peter havde jo fundet den sande tro og tillid til Kristus – Peter havde jo forstået at vi ikke frelses ved vore gerninger – men alligevel faldt han tilbage i Antiokia. Peter havde jo ment det samme som Paulus, siger Paulus, og vi kan også henvise til Peters vision om dugen i Apostlenes Gerninger. Peter har jo forstået at maden ikke gør noget menneske urent! Han fik tilbagefald. Han faldt for fristelsen. Han gjorde sig lille og svag. Han handlede ud af en frygt. Når mennesker mister troen og handler ud af frygt – altså falder for fristelsen – så griber de tilbage til det gamle. Peter falder tilbage til gammel tro og religion. Den religion består i at bygge en mur mellem os og de andre. I kirkens historie er der mange eksempler på  det. Mennesker bliver frygtsomme og bange og isolerer sig og bygger en mur mellem os og de andre. De andre er urene eller farlige eller ikke som os. Vi skal ikke have noget fællessakb med dem – de tror ikke på Gud eller de har en forkert mening eller de lever ikke som man skal!

 

v18  For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder [synder].

 

Vi døde – men nu lever vi et nyt liv. Vi er eet med Kristus – 2.19 – 2.21:

 

Engang levede der en mand som var besat af en ond ånd. Han var besat af alkoholismens onde ånd. Hele hans liv var bestemt af denne ånd. Det som han sagde, det som han gjorde, det som han ønskede sig – alt hvad tænkte og følte var bestemt af denne onde ånd. På en vis måde var han slet ikke sig selv. Sådan følte han det i hvert fald. Han var ufri, tvunget og presset. Han gjorde det som han ikke ville – og det som han ville, det gjorde han ikke. Han følte ikke at han kunne vælge. Alle mennesker var hans fjender – alle mennesker var imod ham. Ingen gjorde det som han ønskede og ville. Han levede et ondt liv. Han var ulykkelig. Han var magtesløs. Til sidst gik han helt fortabt.

En dag blev han helt taget ud af denne onde ånd – alkoholismens onde ånd. Han blev ædru. Det skete pludseligt og brat. Det skete bare og han vidste ikke hvor det kom fra. Pludseligt var han bare ædru – han blev fri. Han fik en anden ånd eller en ny ånd, kan vi sige. Det som skete for ham opfattede han som et ubegribeligt stort under! Han var helt sikker på at det ikke skyldtes hans egne gode gerninger. Det skyldtes ikke hans vilje eller viljestyrke og det skyldtes heller ikke det som andre mennesker gjorde. Han blev bare – pludselig - frelst. Bagefter var hans glæde og taknemmelighed stor. Han fik et nyt håb og nyt mod på livet. – Hvor kommer det fra, tænkte han, men han kunne ikke forklare det som skete på en almindelig menneskelig måde.

Vi kan sige at denne lignelse udtrykker det som er det centrale i Galaterbrevet – det som er Paulus hovedanliggende. Det som Paulus vil sige er at vi i livet med vore egne øjne kan se hvordan der sker store undere. Da Paulus var i Galatien skete der fx mægtige undere! Det vi mennesker skal gøre er at glæde os over disse store undere. Vi skal ikke bilde os noget ind, som Paulus siger. Vi skal ikke bagefter bilde os ind at vi er årsagen til disse store undere! Det ville være en grotesk misforståelse og selvovervurdering. Det er ikke os som frelser verden ved vores små fromme gerninger – det er Guds løftede hånd og hans overmenneskelige kræfter som frelser verden – fuldstændigt på kryds og tværs af hvad vi mennesker gør eller føler eller tænker. Gud frelser verden og gør store mirakler og undere – uanset hvad vi tror og mener! Han gør hvad han vil. Gud er Gud for alle. Gud taler til alle mennesker i hele verden. Alle mennesker er hans sønner og døtre.

Vi er døde. Da Kristus døde på korset døde vi også sammen med ham.  Vi lever nu et nyt liv – et andet liv. Vi lever ikke længere under loven eller under loovens tvang. Vi er blevet frie. Nu lever vi for Gud – for Guds ansigt. Da Kristus døde og genopstod blev vi nye mennesker. Kristus og Kristi genopstandelse skabte en ny relation mellem Gud og menneskene. Vi lever nu i Guds fred og glæde. Den gamle Adam er død.

Paulus siger at vi lever med døden bag os. Engang levede vi – så døde vi – og nu lever vi et nyt liv efter døden. Paulus mener heltbogstaveligt at det liv vi nu lever er et liv efter døden. Da vi døde gik vi helt fortabt – lige som Jesus på korset. Men døden var en overgang – en indvielse – en overgangsrite. Det er nødvendigt at det gamle dør for at det nye kan komme til. Hele vores gamle liv og identitet døde og blev tilintetgjort. Vi er ikke længere dem som vi var engang. Vi er ikke længere underkastet synden og dødens magt. Døden kan ikke længere få magt over os – døden ligger bag os. Vi skal ikke frygte nogen død for vi har allerede passeret igennem døden – akkurat lige som Kristus. Kristus blev ophøjet og sat i himlen. Vi blev ophøjet og sat i himlen. Vores sande bolig er ikke i verden men i himlen. Vores rige er ikke af denne verden – vi er ikke længere slaver af egoet og frygten.

v1  Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? v2  Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? v3  Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? v4  Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. v5  For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. v6  Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; v7  den, der er død, er jo frigjort fra synden. v8  Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. v9  Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere.

(Romerbrevet 6.1)

Alting sker for at – alting sker for at det gode kan ske, siger Paulus. Paulus ser på sit eget liv. Han forfulgte den kristne bevægelse Nazaræerne med bål og brand – han var en brændende zelot og en af de nidkære. Han var en fanatisk forsvarer af loven og han gik ind for at alle syndere skulle dræbes eller pines. Alt dette skete for at han kunne komme til at møde Gud og høre Guds kald ved Damaskus. Paulus ser hele sit liv som skæbne. Gud har tilrettelagt det hele. Alt er nødvendigt. Intet kan undværes. Alting sker for at. Hvis han ikke havde forfulgt Guds kirke var han ikke blevet konfronteret med Kristus. Gud har en plan og det som sker tjener hans plan. Gud har nu åbenbaret sin plan – hans mysterium – for alle mennesker. Hans plan er at alle mennesker skal have værdigheden tilbage – herligheden. Det som sker er meningsfuldt og har et formål. Målet er Guds herliggørelse og vores herliggørelse. Guds mål er at alle mennesker skal blive frie og værdige og stolte. Guds mening er at vi skal være glade og leve i fred.

Det som Paulus personligt oplevede ved Damaskus var en død – en dødsproces. Han faldt omkuld ved slaget – han blev væltet omkuld af Gud som viste sig i sin majestæt. Paulus døde. Verden døde. Uden død - intet liv. Hvis vi ikke først dør får vi ikke et nyt liv. Døden er en indvielse. Døden er en gennemgang eller en indgang. Døden er for Paulus en genfødsel. Det gamle menneske dør og et nyt menneske fødes. Denne fødsel er underfuld. Han som fødes er Guds søn. Jesus bliver i sin død og genopstandelse til Guds søn – han bliver til Kristus. Paulus og alle andre - og også alle galaterne - gennemlevede det samme. Galaterne døde eller deres gamle ego døde eller deres gamle ånd døde – og de fik en ny ånd – Guds ånd. Da de døde blev de til Guds sønner – og Abrahams sønner. De blev adopterede af Gud. I følge Paulus er døden en adoption. Vi bliver adopterede af Gud når vi dør – eller dengang vi døde. Jesus blev adopteret – vi bliver adopteret. Kristus blev ophøjet og herliggjort – han blev Gud selv. Kristus blev Gud. Da Jesus genopstod fra de døde – blev han en gud. Mennesket bliver til Gud – vi bliver Kristus – i døden, fordi døden er en overgang, en indgang – en port. Vi bliver dele af Guds slægt og hushold. Vi bliver som Gud, vi bliver som guder.

For Paulus er det absurd at forestille sig at nogen kan ønske sig tilbage til det gamle liv – efter at de er kommet igennem døden og har fået et nyt liv. Hvordan kan galaterne tænke på at vende tilbage til det gamle liv – deres gamle ego – til trældommen, frygten, lidelsen? Hvordan kan noget menneske ønske sig trældommen tilbage når det menneske først har opnået en ny frihed? Hvordan kan nogen ønske sig døden tilbage – når de er kommet fri af døden? Nu  har døden ikke længere nogen magt over dem – hvordan kan de så ønske sig tilbage til tiden dengang hvor døden hærgede deres liv? Hvordan kan noget menneske - der har lidt så forfærdeligt meget - falde for fristelsen?

Vi gik helt fortabt. Vi blev værgeløse ofre for synden og lidelsen. Vi blev prisgivet. Vi gik helt til i smerten, ensomheden og lidelsen. Til sidst havde vi intet håb tilbage. Over alt i verden var der kun død og vold og ødelæggelse. Synden og ondskaben blev en rasende storm – en Tsunami. Vi blev væltet helt omkuld. Vi blev forladt. Vi mistede alt – alt og alle som vi elskede. Vi mistede os selv. Vi blev totalt ydmyget. Vi blev nedværdiget. Vi blev korsfæstet., siger Paulus. Vi blev sømmet fast på et kors lige som Jesus. Jesus og hans korsfæstelse er for Paulus et symbol på alle menneskers lidelse. Historien om Jesus på korset er fortællingen om alle mennesker og deres forfærdelige lidelse. Der skete en forfærdelig uret imod Jesus – hans korsfæstelse var helt uretfærdig. Hans lidelse var helt uretfærdig. Således er det med alle menneskers lidelse. Ingen har fortjent at lide. Gud græder når han ser hvordan mennesker lider. Der sker en stor uret. Derfor greb Gud ind og trak Jesus ud af graven. Derfor griber Gud ind og trækker alle mennesker på jorden ud af lidelsen og ondskaben. Han giver dem en ny ånd – et nyt liv.

v19  For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus.

Ved sin oplevelse ved Damaskus bliver Paulus fuldstændigt forvandlet – han bliver et nyt menneske. Han bliver Kristus. - I gamle dage var jeg Adam – jeg var som Adam og tænkte og følte og døde som Adam, siger Paulus i Romerbrevet. Men nu er den gamle Adam død.  Nu er jeg – og vi – Kristus – vi er Kristus selv! - Jeg – Paulus - er ikke længere Paulus – jeg er Kristus. Paulus – det gamle menneske – døde. Vi er ikke dem, som er tilhængere af Kristus – vi er ikke dem, som tilbeder Kristus – vi er dem, som simpelt hen er Kristus! Vi er identisk med Kristus. Kristus er vores identitet.

Kristus er ikke det samme som Jesus. Kristus er ikke lige som en mand eller et menneske. Kristus ligner ikke et væsen med en form. Kristus er en tilstand, en bevidsthed, en tanke, en følelse, en glæde, en rigdom, en kraft eller en magt. At være i Kristus er nok det vigtigste led i den paulinske teologi. Han som er og lever i Kristus – er ikke længere sig selv. – Vi er ikke længere som mennesker, siger Paulus. Fortiden eksisterer ikke mere. Fortiden har ikke længere nogen magt over nutiden. Når vi lever i Kristus og når Kristus lever i os – kan vi se at livet er smukt, stort og velsignet – trods alle vore små sorger og bekymringer.

Kristus er som en ny mennesketype eller en ny menneskelig race – der opstod i det punkt hvor Jesus opstod fra de døde. I det punkt blev verdenshistorien delt i to epoker. Vi er nu eet med kristus – Vi er hans sæd og sønner – lige som Jesus er Abrahams sæd. Vi tilhører nu en ny type eller en ny race som er radikalt forskellig fra den gamle mennesketype. Vi tilhører en ny race – med nye gener – med en ny natur og et nyt væsen. Alt det gamle døde da Jesus døde på korset. Vi føler og tænker og reagerer og handler anderledes. Vi har fået et nyt jeg – en ny identitet – et nyt fokus. Vi er blevet grundlæggende forvandlede – lige som sommerfuglelarven der bliver forvandlet til en sommerfugl. Lige som Jesus blev forvandlet i døden – han blev adopteret af Gud, han blev Guds søn – han blev alle menneskers frelser – han blev Kristus. Han fik et nyt sæde – til højre for faderen i himlen. I døden fik Jesus en helt ny identitet. Han blev forvandlet. Han fik en ny skikkelse. Når vi får Guds kald og velsignelse og nåde – når vi ser Gud – antager vi Kristi skikkelse og form. Vi bliver Kristus. Det menneske som får troen får en ny og underfuld skikkelse og form – det tager skikkelse efter Kristus, siger Paulus.

Den nye identitet skyldes ikke vore egne åndelige bestræbelser. Den skyldes ikke at vi har læst mange åndelige bøger. Den skyldes slet ikke noget inden i os. Vi får en ny identitet af Gud og den identitet er at vi er hans sønner. I forvandlingen – som er en død i følge Paulus – fødes vi på ny og vi modtager en ny identitet – et nyt væsen. De gamle tilstande – vores familie, vores religion, vores meninger, vores legeme, vores gamle tanker og følelser og frygt eksisterer ikke mere.

Vi har fået en ny bevidsthed. Vi lever nu efter et helt andet skema. Hele vores syn på verden, os selv og andre mennesker er forvandlet. Vi har fået nye øjne. Vi ser os selv på en anden måde - som frie og stærke og værdige. Vi føler os ikke længere små og svage. Vi har fået en agtelse for os selv. Vi er blevet stolte, som Paulus siger. Vi har fået en ny glæde over livet. Vi har fået nyt mod på Livet. Alt dette betyder at vi er blevet eet med Kristus.

Vi har fået en ny inspiration. Vi har fået en ny motivationsstruktur, som man i dag siger i psykologien. Vi motiveres – drives – af helt nye tanker og følelser. Vi drives ikke længere af mismod eller frygt for verden. Vi drives af glæden, lykken og taknemeligheden. Vi er ikke længere nedtrykkede og indelukkede. Vi er blevet taget ud af vore gamle følelsers fangenskab. Kristus har gjort en ende på vore gamle følelser. Hvilket under! Alle ydmygelserne og nedværdigelserne er forbi!

Vi frygter ikke længere. Vi frygter ikke længere Gud i himlen – og hans straf og forbandelse. Vi frygter ikke længere andre mennesker. Vi ved at de er vore venner. Vi har fået en ny viden om verden. Vi har fået givet en syb indsigt – ved at vi så Gud i et glimt – vi så sandheden i et glimt – dengang vi så ind i himlen.

Vi er nok stadig buddhister og kristne, mænd og kvinder, hvide og sorte – men dette er ikke vores dybeste identitet. Det er kun på overfladen at vi er mænd og kvinder – dybest set er vi nye mennesker – ens – eet – med samme værdighed. Vi er alle kristus. Vi har ikke længere behov for at adskille os fra andre mennesker. De kristne har ikke længere brug for at adskille sig fra ateister eller buddhister eller anderledes tænkende – vi lever i tro og tillid.

Vi er ikke længere os selv og måske kan vi næsten ikke genkende os selv. Vi er ikke længere et lille ego. Vi kan gøre gode gerninger og elske vore medmennesker – vi er sat fri – der er en ny ånd inden i vores sjæl og legeme. Vi gør nye gerninger – helt uafhængigt af vores lille frygtsomme ego. Det er Kristus og ånden som handler igennem os. Vi er blevet kanaler og midler for Kristus – vi er hans lemmer og øjne og ører og arme.

Paulus bruger forskellige udtryk. Han siger at vi lever i Kristus og modsat at Kristus lever i os. Han siger at ånden lever og virker i os. Han siger at troen nu lever i os og at vi nu lever i troen. Disse forskellige udtryk dækker hos Paulus grundlæggende det samme – den samme erfaring og viden.

 

 

v20  Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.

v21  Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

 

Hovedargumentet i Galaterbrevet: 3.1 – 5.12:

 

 

Erfaringen:

 

Vi kan sige at Galaterbrevet er udsprunget af Paulus’ bekymring for menigheden i Galatien og for udviklingen i Galatien. Paulus har tidligere besøgt disse menigheder en eller to gange. Han er sandsynligvis den som har bragt evangeliet til Galatien – selv om vi ikke kan vide det med sikkerhed. Siden har Paulus fået forskellige efterretninger fra Galatien og disse rygter gør ham bekymret. Derfor skriver han brevet.

Hvad er det egentlig Paulus er bekymret for? Dette spørgsmål er faktisk ikke helt nemt at besvare og der har været ret forskellige svar på det spørgsmål!

Man kan antage at Paulus er bekymret for at galaterne – efter at være blevet kristne efter Paulus’ forkyndelse – skal forlade kristendommen. Dette er helt sikkert ikke Paulus’ bekymring. På hans tid er der ikke et skarpt defineret fænomen som hedder kristendommen eller den kristne kirke. Vi kan sige at den kristne kirke eksisterer slet ikke og der eksisterer ikke noget som hedder kristendommen.

Paulus er jøde. Han er født jøde og han vedbliver med at være jøde til sin dødsdag. Han tænker helt igennem jødisk. For Paulus eksiterer der kun een sand tro eller religion – jødedommen. Paulus er en del af den meget brede jødiske strømning som starter i senjødedommen før Kr. og som eksisterer  i det 1. århundrede e. Kr. Paulus’ teologi er jødisk – hans rødder er helt og  holdent i Det gamle Testamente. Hvis vi skal forstå Paulus på en historisk retfærdig måde skal vi hele tiden tænke ham ind i tankerne i Det gamle Testamente. Paulus er ikke kristendommens første teolog – han er slet ikke kristen – han er jøde! Paulus er jøde på samme måde som Jesus var jøde. At fremstille Paulus som en modstander af jødedommen er helt at misforstå det han skriver. For Paulus ville det have været helt utænkeligt at han skulle starte en ny religion!  Der er kun een gud og der er kun een tro.

Paulus er ikke en kristen teolog som gør op med jødedommen – eller med en jødisk lovreligion. Paulus elsker jødedommen og han er stolt af at være jøde. Han fremhæver netop sin jødiske identitet – af Benjamins stamme osv. Han er uddannet farisæer og han forlader selvfølgelig aldrig sit jødiske farisæiske udgangspunkt. Han tager aldrig afstand fra hans forfølgelser af de såkaldt kristne eller af Jesus folkene! Paulus er ekstremt trofast over for sin baggrund i jødedommen.

Vi skal forestille os at det som Paulus siger – hans teologi – er noget som mange andre jøder allerede havde sagt og skrevet. Paulus er original på nogle områder – men grundlæggende er han blot et produkt af en lang strøm af jødisk litteratur. Det som Paulus siger kan vi finde i mange af samtidens jødiske skrifter.

Paulus tager iikke afstand fra jødedommen. Han går ikke imod omskærelsen – selvfølgelig ikke! Omskærelsen er et frelsestegn som Gud har givet til Israel. Naturligvis er Paulus selv omskåret og naturligvis skal alle små jødiske drengebørn omskæres! Omskærelsen er en gammel jødisk tradition og skal ikke afskaffes.

Paulus er ikke imod loven eller Moseloven! Moseloven er en hjælp og en velsignelse givet til Israel. Det er godt at leve efter Loven. Loven beskytter menneskene imod det onde. Loven er en hjælp som kommer fra Gud. Paulus er ikkeimod loven – det ville være absurd set fra hans jødiske synspunkt.

Det som står på  spil i Galatien er noget helt andet. Vi skal ikke overdrive forskellen mellem Paulus og jerusalems folkene (fx Jakob) – forskellen har nok ikke været så stor – men de har været uenige på nogle punkter. Desværre kender vi kun sagen fra den ene part – Paulus – vi kender slet ikke sagen set fra Jerusalems synspunkt. Men vi må antage at Jakob har troet at galaterne skulle have adgang til Israels folk – dvs til løfterne og velsignelsen. Jakob har ment at den mest naturlige vej var – den gammel kendte – nemlig at galaterne blev proselytter dvs gudfrygtige som mman sagde: galaterne skulle have lov til at blive jødiske – blive omskåret, deltage i gudstjenesten, overholde sabbaten osv. Jakob har fortalt galaterne at det var en god vej – og vi ved at galaterne selv var interesseret i at blive proselytter – altså antage en jødisk livsstil. Denne jødiske livsstil var attraktiv og tiltrækkendei datiden – det har vi mange beviser på. Jødedommen blev af grækerne opfattet som en frelse og en redning – som deres egen gamle religion og livsstil ikke kunne virkeliggøre. Jødedommen var ældgammel, mystisk og tiltrækkende. Vi ved at rigtigt mange grækere og romere – helt frivilligt naturligvis – valgte den jødsike stil.

For Paulus bliver det et problem. Hans hovedargument er at galaterne – ved at antage den jødiske livsstil – underkaster sig en fremmed lov – helt uden grund. Paulus tænker teologisk. For Paulus er friheden et hovedpunkt. Men vigtigt for Paulus er også galaternes identitet som galatere – grækere især. Galaterne skal ikke opgive deres identitet siger Paulus. Gud har givet dem ånden – de har selv erfaret ånden, ekstasen og besættelsen – Gud har antaget og godkendt dem. Galaterne har ikke noget at frygte. De skal ikke bekymre sig. De er i Guds hånd – og de burde de egentlig vide – for det har de jo selv oplevet. Paulus henviser hele tiden i Galaterbrevet til galaternes egen oplevelse da de modtog ånden – da de hørte evangeliet.

Gud kræver ikke at vi skal gøre noget specielt fromt eller religiøst for at blive frelst – det er pointen i Galaterbrevet! Gud giver frelsen til alle mennesker som er i nød og som har brug for frelsen. Gud hører skriget fra menneskene. Gud er rig på troskab og når vi råber på Herren så viser han sig ved underfulde tegn og mægtige gerninger. Gud ønsker ikke at vi skal blive mere religiøse eller moralske. Gud ønsker ikke at vi skal adlyde bestemte ritualer. Gud ønsker ikke at vi skal lade os omskære – eller lade os døbe! Gud ønsker og håber kun på een ting: at menneskene vil glæde sig over hans frelse – se hans gerninger – modtage hans frelse i glæde og taknemmelighed. Gud giver frelsen som en fri gave. Gud ønsker ikke at vi skal underkaste os eler svigte os selv. Han ønsker at vi skal være stolte, ranke og glade.

Gud ønsker at vi skal holde op med at være så bange og frygtsomme og begynde at stole på livet og hinanden. Gud ønsker at vi skal have vores oprindelige herlighed – Paradiset – tilbage. Gud ønsker at vi skal give slip på vores lille angste ego – og begynde at leve livet. Gud vil at vi skal gribe den rasende løve - som angriber os - med de bare næver og rive den itu – som det fortælles om Samson i Dommerbogen! Gud vil at vi skal vise storsind og nåde imod alle de fjender som vi har besejret!

Gud giver os en så stor frelse og velsignelse at det er muligt for os at give slip – at give slip på frygten, følelserne og tankerne. Gud giver os alt det vi har brug for – og han håber at vi må drage konsekvensen: At vi ikke skal frygte noget men leve i glæde og tillid. Galaterne trues af egoet og frygten og usikkerheden og de vil sikre sig. Det er det som Paulus er så bekymret over. Galaterne har glemt at de engang har set Gud – at de engang oplevede hvordan ånden og suset kom over dem.

Paulus bekymring ligger altså på et dybere plan – på et meget mere alment plan. Paulus hævder at galaterne med åndsmodtagelsen allerede er blevet del af det sande Israel. Paulus har et begreb om Israel som er blevet spiritualiseret. På det punkt er han enig med mange jødiske lærde på hans tid. Det sande Israel er ikke kun det historiske etniske Israel i Palæstna – det sande Israel er hele verden, alle mennesker. Israel har været et fokuspunkt – Jahve har handlet igennem Israel – idet gamle Testamente men i virkeligheden er målet for Guds virke hele jorden og alle mennesker. Abraham er kun et fokuspunkt – alle jordens slægter velsignes gennem Abraham. Gud er ikke specielt Israels Gud – han er Gud for alle mennesker i hele verden. Disse tanker finder vi i en stor del af den samtidige jødiske litteratur. Paulus har lært af disse tanker. Allerede i Salmernes Bog i Det gamle Testamente og hos Esajas kan vi finde disse tanker. Det sande Israel er alle mennesker. Vi er alle Herrens tjenere og salvede. Alle mennesker er Guds sønner og det er de blevet ved løftet til Abraham. Alle jordens slægter blev velsignet i Abraham – ikke med noget krav om lovoverholdelse eller forandring. Gud gjorde alle mennesker i hele verden til hans sønner i løftet til Abraham. Det er grundlaget for Paulus’ teologi – og på det område er han enig med en stor del af den samtidige jødiske tænkning!

Der er ikke nogen positiv grund til at galaterne skal gå ind under loven, som han siger. Og hvis de går ind under loven – så er det et udtryk for at de ikke længere tror på den oplevelse de havde af ånden. Så falder de for fristelsen som det siges i Det gamle Testamente. De bliver bange og gør sig selv små og svage – og glemmer deres glæde og stolthed. Paulus bekymring ligger på dette meget almen menneskelige plan. Paulus har fået respekt for galaterne da han var der – og han synes at de skal bevare respekten for sig selv – og afvise Jakobs krav eller måske snarere: kravene fra deres egen lille frygtsomhed!

Tro er for Paulus noget meget dybere end at vælge mellem forskellige former for religion – noget meget dybere end at vælge mellem jødedom og kristendom eller tro på Jesus. Troen er den rette dybe reaktion hos mennesker når Gud kalder på dem. Troen findes hos Abraham i Det gamle Testamente og hos galaterne i Paulus’ samtid. Troen er en glæde og lettelse og opløftelse ved at hører Guds kald. Der findes mange slags religion og tro i verden men det er - når det kommer til stykket - kun ydre overfladiske former. Paulus er selv jøde – naturligvis – men han ved at der findes mange slags religion og gudstjeneste. Troen går meget dybere. Troen findes steder hvor vi slet ikke havde regnet med troen. Som Jesus siger at høvedsmanden har en større tro end nogen from jøde i Israel! Troen er egentlig ikke afhængig af de ydre former. Troen findes hos alle mennesker – når de bliver kaldet til at følge Guds stemme. Gud er ikke afhængig af vores begreber, tanker, følelser eller religion. Det ved Paulus. Det som han forstår ved troen er noget meget dybere. Troen kan udtrykkes på mange måder og i mange sprog. Galaterne er Guds børn og sønner - akkurat lige som Israel er Guds sønner. Der er dybest set ingen forskel. Efter Kristus er der ikke længere forskel på mand og kvinde, fri eller træl eller jøde eller græker, som Paulus siger. Der er kun een Gud og Gud er een. Der er kun eet menneske – mennesket. Vores sprog eller kultur eller tanker eller religion gør ingen forskel - i al fald ingen forskel for Gud eller i hans øjne. Måske finder vi meget mere tro hos de mennesker som tilsyneladende ingen tro eller religion har? Vi skal ikke dømme som Paulus siger. – Vi er ikke herrer over hinandens tro – men medarbejdere på hinandens glæde!

Kødet og ånden står som modsætninger over for hinanden. De mennesker som får ånden kommer til at leve i en anden verden. De bliver taget ud af denne verden – den nuværende onde verden. At få ånden er at få nyt mod på livet og få en ny sikkerhed og styrke. Ånden er for Paulus forbundet med håbet. I verden er der ikke noget håb men i ånden er vi fulde af håb og mod. Galaterne oplevede voldsomt tydeligt hvordan de pludselig fik et nyt håb. De havde troet på elementerne, magterne og kræfterne. De havde levet som ufrie mennesker. Men pludselig oplevede de et nyt håb. De fik ånden. Paulus beder dem om at holde fast i den oplevelse – som var med til at forvandle deres liv fuldstændigt. Hver især oplevede de ånden i drøm,  ekstase, visioner eller hørelser. De skal være tro mod deres egen oplevelse og erfaring. De skal tro på sig selv. De fik ikke Guds ånd fordi de havde gjort noget. De havde ikke omvendt sig. De havde ikke dyrket religiøse eller fromme tanker eller følelser. De havde ikke opfyldt lovens gerninger. De var ikke først blevet døbt. De fik bare ånden – lige pludselig. Gud viste sig. Gud frelser. Gud er også en Gud for alle hedningerne og ikke kun for de retfærdige af Israels folk.

Galaternes møde med ånden er bådeekstremt personligt og helt kollektiv. I følge Paulus’ tro så møder de alle sammen den samme ånd – Guds ånd. Guds ånd er kommet ned i verden. Galaterne oplever ike forskellige ånder. De møder alle sammen den samme ene ånd. Det er Paulus’ helt faste og dybe tro. Paulus’ tro er fantastisk og overraskende.Hvordan kan han vide at det er Guds ånd som er kommet over galaterne? Hvordan an han vide at det ikke er en ond ånd eller en løgneånd – som Mika taler om i Kongebøgerne?  Paulus har en dyb og fast tro. Han tror bestemt at det er den samme ånd – Guds ånd. Hans teologi er meget radikal. Hans opfattelse af ånden har meget vide konsekvenser. Galaterne får ånden og har nu fået ånden – helt uafhængigt af nogen tro, kirke eller religion.

Vi finder den samme opfattelse og den samme enorme vægtlæggen på den åndelige oplevelse i Qumran sektens tekster – fra den jødiske sekt Essenerne. Essenerne var meget mere traditionelle i deres teologi end Paulus og de var ivrige og nidkære for loven som en rigtig jødisk sekt – men de havde præcist den samme tro på den åndelige åbenbaring til det enkelte menneske.

At blive en kristen er i den tidlige kristendom det samme som at modtage ånden – Guds ånd. Det fremgår af et væld af skriftsteder fra det nye Testamente. Man bliver ikke en kristen ved at man døbes – man bliver en kristen ved at man modtager ånden fra Gud ved en ekstase, et syn eller ved en åbenbaring. Åndsdåben er en adoption og med denne åndsdåb bliver man en søn –en Guds søn – dvs en kristen. Åndsmodtagelsen er den afgørende indvielse. Åndsdåben er en virkelig personlig oplevelse – noget man husker resten af sit liv. Den er en virkelig begivenhed – ikke en tanke eller en forestilling. Den er et konkret stykke psykologi – menneskelig psykologi.

Der er en identitet mellem vores egen ånd og Guds ånd. Guds ånd er inden i vores egen ånd og vi er inden i Guds ånd. Denne ånd gør os frie og stærke. Vi er frygtløse og modige. Vi viger ikke tilbage. Vi går lige frem. Vi drives fremad af ånden – ånden er vores motor og drivkraft. Den er vores energi og kraftressource. Inden i vores sjæl og legeme og psyke og bevidsthed virker Guds ånd. Guds ånd vidner om at vi er Guds sønner. Guds ånd inden i os vidner for hele verden. Den taler Guds ord til hele verden. Den er et bevis for at vi er Guds sønner – at vi er som Gud selv.

v12  Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. v13  Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. v14  For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn [sønner]. v15  I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår [sønnekår], og i den råber vi: Abba, fader! v16  Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn [sønner]. v17  Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

(Romerbrevet 8.12)

Vi har ånden fra Gud. Vi kender sandheden og vi ved hvad der er sandt og virkeligt. Dengang vi levede i verdens ånd havde vi ingen sand viden. Vi var forvirrede og uvidende. Vi var ofre for illusioner. Vi kendte ikke virkeligheden:

 v12  Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. v13  Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.

(1 Kor 2.12)

v4  I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod. v5  Jeg mener nemlig ikke at stå tilbage for disse overapostle, v6  men skønt jeg ikke er nogen stor taler, har jeg dog kundskab og har i ét og alt og på alle måder lagt den frem for jer.

(2 Kor 11.4)

Vi mangler ikke noget. Vi har fået alt. Vi er Kyrios Panton – herrer over alle ting. Vi er verdens herrer og konger. Vi har fået al viden og visdom. Vi ved hvad der er det rigtige at gøre. Vi behøver ikke at spørge nogen. Vi skal blot være ærlige og lytte til den åndens stemme som er inden i os selv. Vi skal blot sidde stille og lytte til den indre stemme. Vi skal slukke for verdens larm. Gud har talt til os direkte. Gud svarer os altid når vi taler til ham. Vi skal ikke præstere noget for at få svarene. Alle svarene kommer af sig selv. De kommer ud af det åbne rum – det store åbne kærlige rum som er Kristus. Kærligheden er det store åbne varme rum. Guds ånd er i verdens øjne det rene ingenting – men i virkeligheden er Guds ånd det hele – alt som findes! Hvis vi har fået Guds ånd har vi fået det hele – hele overfloden – vi har fået det hele og hele herligheden – ud af det rene ingenting! Guds ånd vil aldrig nogen sinde forlade os. Den er vores eneste tryghed. Vi vil aldrig finde nogen tryghed i nogen udvendig kirke eller forsamling. Vi kan kun finde trygheden inden i os selv:

v4  Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. v5  For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, v6  eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, v7  så I ikke mangler nogen nådegave.

(1 Kor 1.4)

 

 

[3]

 

v1  Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. v2  Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? v3  Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? v4  Er alt det sket med jer til ingen nytte – hvis det da virkelig var til ingen nytte? v5  Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer – gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?

 

Skriften:

 

Det gamle Testamente indeholder evangeliet. Beretningen om Abraham viser at Gud frelste Abraham. Abraham var retfærdig i Guds øjne. Abraham var ikke retfærdig fordi han var lovlydig imod Moseloven – rent historisk var Moseloven jo helt ukendt for Abraham. Abraham blev anerkendt og godtaget af Gud fordi han troede eller på grund af troen. Galaterne har nu den præcist samme tro som Abraham havde – der er virkeligt ingen forskel - i følge Paulus. At tro er at tro på Guds løfter og at stole på hans velsignelse. Alle mennesker er ens stillet og i den samme relation til Gud. Galaterne har mødt Gudskald til dem – i deres sprog – i en vis form – som passede til deres situation. Gud kalder på alle mennesker som han kaldte på Abraham. Gud har kaldet på galaterne. De fik ånden. Ånden kom over dem og de så Gud med deres egne øjne. Gud viser sig helt uafhængig af alle kulturer og religioner. Gud viser sig i mange former – men det er kun ydre former. Galaterne er Abrahams sønner og efterkommere. Det løfte som Gud gav til Abraham er givet til alle mennesker – altså også til galaterne. De er Guds udvalgte og hans elskede. Gud tager initiativet lige som da han kaldte på Abraham i det fjerne land i østen. Med sit initiativ skaber Gud en ny relation mellem sig selv og mennesket. Gud er trofast i den relation – han er rig på troskab – dvs han er retfærdig. Han svigter ikke. Han er til at stole på.

Abraham blev regnet som retfærdig – værdig til frelsen og velsignelsen – af Gud – ikke på grund af Abrahams gerninger eller godhed eller moral – men fordi Gud ville det på den måde. Det samme gælder for galaterne. De er godkendte som de er – som galatere. De mangler ikke noget. Der er ikke noget, som mangler.

Paulus stiller så at sige følgende spørgsmål: - Er troens sønner – de som har troet – en delmængde af omskærelsens sønner – de som har omskærelse – de som er jøder? Eller er omskærelsens sønner en delmængde af troens sønner? Er jøderne en delmængde af de kristne - eller er de kristne en delmængde af jøderne? Stort set svarer Paulus på den måde at omskærelsens sønner er en delmængde af troens sønner. Troens sønner – Abrahams sønner – også de sønner som Abraham har i Galatien - er den mere omfattende kategori.

Galaterne er blevet velsignede. Velsignelsen betyder at de har fået hele herligheden og livet tilbage. De er blevet født på ny – de er blevet nye mennesker. De har aflagt det gamle menneske – den gamle Adam. De er blevet frigjort af nøden, tvangen, ufriheden, lidelsen, sorgen. De er velsignede – de er stærke, magtfulde. De er blevet sat fri og de er blevet voksne. De er blevet arvinger. De får lykken og heldet til at gøre det som de vil. Gud baner vejen foran dem. Han fjerner stenene på deres vej. Gud vil gå foran dem som et lys – som en engel. De er beskytede – de er urørlige og usårlige. De er Herrens salvede. De er blev Guds sønner – gudsmænd – Guds mænd. De har Guds ånd – de har Guds kraft og visdom. De har Guds magt. De er Guds redskaber og form. De er hans legeme.

Med velsignelsen tænker Paulus på hele begrebet som det findes i Det gamle Testamente. Ordet velsignelse betød noget helt forskelligt på græsk og hebraisk. På hebraisk er ordet meget omfattende. Det omfatter alt materielt og immaterielt, socialt, kollektivt og individuelt. Når man er velsignet oplever man lykken, glæden, freden, medgangen – man oplever livet som en velsignet gave. Velsignelsen – eller at leve i nåden eller Charis – som Paulus siger – er en opfyldelse af alle menneskers drømme og mål – det er at leve i Paradiset.

v22  Herren talte til Moses og sagde: v23  Sig til Aron og hans sønner: Sådan skal I velsigne israelitterne. Sig til dem:
       v24

  Herren velsigne dig og bevare dig,
       v25  Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig,
       v26  Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.
v27  Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem.

(4 Mosebog 6.22)

v19  Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20  og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

(5 Mosebog 30.19)

Alle troende er eet legeme. Alle troende er eet med Abraham. De er hans sønner – hans sperma. Abraham er et symbol, et fokuspunkt. Vi er alle lemmer på det samme legeme. Da galaterne fik ånden fra Gud, blev de dele af og lemmer på det hele legeme. På det legeme er der ikke forskel på mand eller kvinde eller fri eller træl - for alle er lemmer på det samme og ene legeme.

At leve under loven – at leve i verden er en forbandelse. At leve i verden er at leve med frygt og angst og bekymring. Verden og egoet er en ond magt, som har besat verden. Verden kræver, at vi skal adlyde verdens lov og krav. Vi skal præstere, forbedre os, forandre os, leve moralsk, leve op til alle mulige krav. Verden dømmer alle mennesker uden nogen nåde – Ondskabens Domstol som det kaldes i Salmernes Bog. I verdens øjne er vi aldrig nogen sinde gode nok – vi er altid skyldige – vi er evigt syndere. Det er ikke Gud som gør os til arme syndere – det er egoet – vores eget ego - og verden. Verden gør os små og afmægtige. At leve i verden – under loven – er som at leve i et land som er blevet besat af en fremmed, fjendtlig magt – af en ond konge. Når vi lever i verden kan vi ikke finde nogen glæde ved livet – vi er evigt pressede. Vi er lukkede inde – vi er under belejring. Vi skal hele tiden præstere noget mere. Vi sidder i et fængsel – vi er både fanger og fangevogtere på een gang. Vi er evigt nødt til – og vi har ikke noget valg. Vi kan kun vælge mellem pest og kolera!

Evangeliet er, at verden er ophævet. Verden findes ikke længere. Verdens krav gælder ikke mere. Vi er blevet frie – frie til at glæde os over livet. På samme måde som et barn kommer fri af forældrenes krav når det bliver voksent – på samme måde er vi blevet fri og voksne og uafhængige. Vi skal ikke længere trælle under nogen fremmed herre. Vi er selv blevet herrer i riget. Vi har fået hele magten og myndigheden og hele herligheden. Vi kan gøre det som vi vil, som Paulus skriver. Vi er verdens herrer – ikke dens trælle.

Når vi lever i verden er der ingen frelse – der er ingen udveje. Vi er låst inde. Der er ikke noget håb. Vi er fordømt og fortabt. Vi kan ikke gøre noget. Den som er under loven kan ikke af sig selv komme fri – han kan ikke komme fri af denne besættelse. Han lever i de dødes rige. Han lever uden noget håb og uden tro på nogen gud som kan redde ham.

Vi er Abrahams sønner. Galaterne er Abrahams sønner. Det betyder at de er lige som Abraham. Ordet søn og sønner (ben på hebraisk) bruger Paulus på flere måder. Vi kan sige at han opfatter Abraham som et symbol eller et væsen eller et kollektiv. Lige som han i Romerbrevet opfatter Adam som et væsen eller et kollektiv. Abraham er ikke bare en enkelt historisk person for Paulus. Han er et evigt væsen. Vi er hans sønner dvs vi lever i Abraham – inden i Abraham – når vi får troen og ånden. De mennesker som tror bliver eet med Abraham – han er lige som troen i sig selv. Abraham er Pistis – Troen. Udtrykket søn og sønner bruges på denne måde i Det gamle og nye Testamente. Uretfærdighedens sønner – som det hedder hos Mattæus – betyder de uretfærdige mennesker. Vi er Abrahams sønner – dvs vi har del i hans legeme og del i hans væren og væsen. Tanken hænger også sammen med forholdet faderen og sønnen. Sønnen er eet med faderen – sønnen er inden i faderen – faderen lever inden i sønnen. Abraham lever inden i alle kristne – alle som har Abrahams tro og tillid til Gud. Måske ervi ikke genetiske eller biologiske sønner eller efterkommere af Abraham – men det er ikke afgørende. Vi er dele og lemmer på hans legeme – derfor er vi Abrahams sønner. De som er Abrahams sønner er arvinger til velsignelsen og Guds rige.

Paulus’ tanke om at være en søn af finder vi også i dette citat fra Johannesevangeliet. Jesu modstandere har Satan og løgnen til deres fader – de er løgnens sønner – og derfor har de et bestemt væsen. De er lemmer på et legeme. På samme måde er galaterne og Paulus og alle kristne lemmer på det fælles legeme - Abraham:

v43  Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. v44  I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. v45  Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. v46  Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? v47  Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«

(Johannesevangeliet 8.43)

Abraham er en forudsigelse af Kristus. Abrahamshistorien indeholder det kristne evangelium – evangeliet – for der er i følge Paulus kun eet evangelium. Abraham er i følge Paulus et billede på Kristus. Det gamle Testamente er en forudsigelse af Kristus – af Kristus som en ny tidsalder – Kristus som et nyt legeme – en ny tilstand i frihed og værdighed.

Vi er sønner af Kristus lige som vi er sønner af Abraham. Derfor er vi også herrer og arvinger og frie. Derfor er vi ikke arme syndere – vi er de retfærdige. Kristus er lige som Abraham et kollektiv – et væsen – et legeme. Vi er alle lemmer på det hele legeme som hedder Kristus. Kristus er ikke nogen arme synder og det er vi heller ikke. Med Kristus er der kommet en ny æon – en ny tidsalder – men alt dette er allerede blevet forudgrebet i fortællingen om Abraham.

 

v6  Det er som med Abraham: »Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« v7  Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner. v8  Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: »I dig skal alle folkeslagene velsignes.« v9  Derfor velsignes de, som har troen, sammen med den troende Abraham.

Det  er nok vigtigt at huske på hvad der egentligt er meningen i Det gamle Testamente. Paulus siger at det menneske som ikke holder Guds lov vil blive straffet. Det gamle Testamente er enigt i det synspunkt. Loven er givet til Israel som en hjælp til Israel. Meningen er at den som lever efter loven vil det gå godt her på jorden. Han vil materielt og immaterielt klare sig godt. I Det gamle Testamente er det det samme som at sige at den som stoler på Herren vil blive hjulpet! Der er slet ikke den modsætning mellem Paulus og Det gamle Testamente som man kan tro når man læser Galaterbrevet. Paulus er jøde og han har sine rødder i Det gamle Testamente.

Meningen i Det gamle Testamente er ikke at mennesket bliver retfærdigt ved at holde loven! Sandsynligvis var der ikke mange jøder der overhovedet ville sige det! Mennesket bliver i følge jødedommen frelst af Gud ved Guds indgriben og nåde. Gud frelste Israel ud af Egypten – på trods af at Israel satte sig til modværge og bestemt ikke viste sig lydige mod Herren. Det gamle Testamente fortæller igen og igen den samme historie. Mennesket bliver frelst ved en ubegribelig underfuld frelse – ikke på grund af dets gode gerninger! Vi skal altså ikke tro at der er så stor forskel som man kan tro når man læser teksten her!

Loven er Guds hjælperedskab til menneskene. Loven er livets lov. Hvis vi bryder den lov bliver vi straffet – ikke af Gud men af virkeligheden. Den som hader og forfølger sin næste – vil blive straffet af livets lov – fordi han handler imod livets lov. Det som Paulus blandt andet forstår ved loven er en kosmisk kraft – en karma. Loven er givet som en opdrager til israel. Alle nationer har fået deres love – for at hjælpe dem og for at de kan få kontrol over synden eller volden.

Gud forbander ikke nogen. I det gamle Israel gav han looven til folket som en del af hans pagt – hans relation til israels folk. Men galaterne er ikke lig det etniske begrænsede Israel. Loven er ikke givet til galaterne – den er kun givet til Israel. Det ville være helt malplaceret at mene at denne Israels lov også skal gælde i Galatien.

Paulus har en delvist positiv og delvist negativ opfattelse af loven. Fordi loven har to aspekter. Paulus er jøde og ser loven som en guddommelig hjælp og støtte til israel Loven har frelst Israel igennem mange trængsler. Men samtidigt er loven ikke identisk med Guds frelse. Loven er kun en midlertidig form. Med Kristus har Israel og alle mennesker fået en hel anden mulighed. Kristus har opfyldt loven – det vil sige at han på en vis måde har ophævet loven eller gjort den overflødig.

Gud kalder på alle mennesker direkte – helt på tværs af alle ydre former, al religion, al tro, alle kulturelle forskelle. Loven har ingen relevans direkte når der tales om Guds frelse. Gud frlste Abraham – selv om Abraham intet kendte til loven. Gud frelser galaterne – og den frelse har intet at gøre med Moseloven.

Når Gud taler direkte til mennesker gør han dem frie og værdige. Loven var en hård magt og lov som lå hen over menneskene og gjorde dem i en vis forstand til trælle. Loven gjorde dem bange for loven sagde til mennesker: - Hvis I ikke holder loven vil I gå fortabt! Loven var både positiv og negativ på en gang. Paulus er jøde og han mener bestemt ikke at Israel skal afskaffe loven – slet ikke! Men loven skal ikke påtvinges galaterne – fordi Gud allerede har godtaget galaterne som de er.

v10  For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: »Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.« v11  Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«. v12  Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: »Den, der holder budene, skal leve ved dem.«

I en vis forstand findes evangeliet allerede i Det gamle Testamente – det er Paulus’ pointe som han gentager i flere af brevene. Beretningen om Abraham viser – lige som utallige lignende eksempler – hvorledes Gud frelser mennesker ved sin trofasthed, nåde, kraft og kærlighed. Israels historie med Gud er en historie fuld af undere og mageløse mægtige gerninger! Gud er ikke en gud som stiller krav. Gud er den gud som ser at mennesker er inød. Han ser at der sker en stor uret på jorden. Han hører det skrig som løfter sig fra jorden – som det hedder i Salmerne. Gud er den gud som er retfærdig – som lever i en relation, et ægteskab med israel hvor Gud lever op til sine forpligtelser som en ægtemand! Hele denne opfattelse er grundlæggende for Paulus – og den stammer naturligvis helt og holdent fra det gamle Testamente. Den gud som findes i Det gamle Testamente er ikke en dømmende gud – som sidder med en lovbog og dømmer mennesker individuelt – han er en frelsergud. Gud frelser hele Israels folk når det er i nød og lidelse. Paulus er helt sikker på at det er sådan og det er en afgørende del af hans tro. Paulus kender Gud fra Det gamle Testamente. Kristus er en opfyldelse af Det gamle Testamente. Kristus er Gud selv. Det som nu sker på grund af Kristus er at alle mennesker kan frelses – uden at følge nogen særlige fromme lovgerninger. Men i følge Paulus’ teologi har det været sådan hele tiden! Sådan var det også på Abrahams tid. Jesus er blot endnu en bekræftelse af det som allerede er sagt så mange gange i Det gamle Testamente. Jesus er naturligvis ikke i strid med jødedommen eller loven eller Det gamle Testamente! Jesus er jøde – lige som Paulus er jøde. Jesus er – antageligt – en slags farisæer – lige som Paulus var en farisæer! For Jesus og Paulus var der kun een mulig religion – jødedommen. Der er kun een gud som er virkelig og som har magt og som kan redde mennesker i nød.

Kristus er et billede på den sande relation – den sande pagt – som har været til stede hele tiden. Vi er frikøbte og løskøbte. Gud har købt os ud af lidelsen og synden – som i Salmernes Bog og som det siges i beretningen om udvandringen fra Egypten. Vi er alle velsignede. Gud giver os livet og velsignelsen. Det har han gjort alle dage – og hele Det gamle Testamente er eet stort vidnesbyrd herom!

v13  Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ« – v14  for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.

v15  Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt, selv om det kun er et menneskes. v16  Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: »og til dine afkom« i flertal, men i ental: »og til dit afkom«, og det er Kristus. v17  Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. v18  Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.

 

Loven:

 

Det som er Paulus’ hovedpointe er at vise at Det gamle Testamente – og den jødiske tro – ikke er en lovreligion. På det område har Paulus utvivlsomt fuldstændigt ret. Hvis man tror at det gamle Testamente opfatter pagten som en pagt mellem israel og Gud hvor Israel skal adlyde og følge Guds lov og derefter vil blive frelst – tager man helt fejl af Det gamle Testamente.

Det som fortælles i det gamle Testamente er det stik modsatte. Skriften fortæller igen og igen hvordan Gud reddede israel ud af nøden – ikke fordi israel havde gjort fromme gerninger – men fordi det havde hårdt brug for Guds indgriben. Gud frelste Israel ud af trællehuset i Egypten fordi det rejste sig et stort skrig fra israelitterne i Egypten – ikke fordi de fulgte Guds lov eller var særligt fromme. Gud sendte Josef i forvejen til Egypten for at Iisrael senere kunne blive frelst fra den verdensomspændende hungersnød der truede med at udslette hele landet. De helt centrale tekster i Det gamle Testamente – så som Salmernes Bog og Esajas og patriarkfortællingerne i 1. Mosebog – fortæller alle sammen den samme historie: Gud er en frelsergud som frelser menneskene – Israel – af nåde og omsorg og kærlighed.

Paulus har derfor fuldstændigt ret i sin opfattelse. Paulus kender det gamle Testamente ud og ind. Loven er ikke centrum i Det gamle Testamente. Løftet til Israel om velsignelsen – løftet til Abraham – er det centrale i Det gamle Testamente. Loven kommer til som et supplement. Pagten er ikke en lovpagt hvor folket underkaster sig Guds lov for at få hans nåde!

Alle jøder – eller næsten alle jøder – på paulus’ tid var fuldstændigt enige i dette synspunkt. Det gamle Testamente fortæller frelseshistorie – det er et vidnesbyrd om hvordan Israel igen og igen på en ubegribelig underfuld måde blev frelst ud af trængslen. Israel bliver frelst af Gud – netop på trods af dets  mange svagheder og mange frafald. Israel svigter igen og igen – men Gud er rig på troskab. Herren er som en ægtefælle for Israel. Han er tro og retfærdig i hans relation til ægtefællen – israel. Historiens centrum er ikke Israels lovoverholdelse eller lovbrud – men Guds egenhændige frelse – på hans eget initiativ. Gud bryder blot igennem med sin frelse uanset hvad menneskene gør. Gud frelser de fortabte og alle lovbryderne. Gud frelser Kain – broder morderen – og beskytter ham. Gud tilgiver igen og igen. Gud er en fader for de faderløse og en beskytter for alle enkerne.

Det billede som Paulus beskriver i Galaterbrevet af den gamle jødiske religion og tro er altså fuldstændigt historisk korrekt.

Paulus har grundlæggende et positivt syn på loven – ikke mærkeligt når vi tænker på at han helt igennem er jøde og tænker jødisk. Loven er givet til israel for overtrædelsernes skyld – dvs for at håndtere og begrænse synden og ulovlighederne og lidelsen. Paulus ser loven som en velsignelse for Israel. Intet menneske bliver retfærdigt ved at overholde loven siger Paulus – men det var stort set alle jøder enige i! Loven er ikke givet for at mennesker skal blive retfærdiggjorte – den er givet for at regulere samfundet og gavne livet på jorden! Den er ikke det centrale i forholdet mellem Gud og mennesket. Den er en god ting, en nyttig ting. Loven strider ikke imod løftet til Abraham. Løftet blev givet uden nogen betingelser. Gud frelste Abraham som en ren nåde. Men loven og løftet til Abraham er ikke sammenlignelige – de foregår på to forskellige planer. Abraham blev frelst og gjort retfærdig helt uafhængig af loven. Abraham blev ikke frelst fordi han blev omskåret. Guds frelse var betingelsesløs.Abraham blev frelst – fordi han havde brug for det.

Gud er den som giver livet – som gør levende. Mennesket kan ikke ved nogen lovoverholdelse eller moral eller regel give sig selv livet. Livet får vi som en ren gave. Vi skal ikke præstere ellergøre noget. Der er ikke noget at gøre. Der er ingenting vi skal gøre for at få livet og velsignelsen.

Galaterne har ved et mirakel fået Guds ånd og velsignelse. Ikke fordi de har været særligt religiøse eller fromme eller moralske. Ånden er blot kommet over dem – og de har taget imod ånden – de har troet på Guds gave og løfte. De har ikke stillet sig tvivlende eller skeptiske da de fik velsignelsen og lykken og friheden. De har sagt ja tak i tro og jubel! Dette er for Paulus det helt afgørende punkt. Gud handler suverænt på kryds og tærs af hvad mennesker gør. Gud sidder ikke stille og venter på at mennesker skal  blive gode og værdige til hans frelse. Gud handler på eget initiativ. Det eneste som vi skal er at tage imod – i glæde og taknemmelighed. Gud er ikke en smålig gud som sidder og holder øje med om mennesker overholder loven. Han kender menneskenes hjerte – han ved hvad de har brug for – han giver hver især hvad han har brug for!

 

v19  Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet. Den blev givet ved engle, gennem en formidler. v20  En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én. v21  Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. v22  Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.

 

Troens komme:

 

De følgende formuleringer om Loven eller Moseloven er siden hen blevet opfattet meget negativt. Den danske oversættelse - at vi var spærret inde under loven og bevogtet – kan også give nogle forkerte associationer.

Helt grundlæggende har Paulus en positiv opfattelse af Loven eller Moseloven. Paulus er jøde og tænker naturligvis som en jøde. Loven blev givet af Gud – godt nok igennem en formidler – en engel – men loven stammer direkte fra Gud - i følge Paulus’  opfattelse. Den blev givet til Israels frelse. At Loven kom til israel på Sinai var en god ting – den var et udtryk for Guds frelsergerning og underfulde gerninger.

Paulus siger at vi var bevogtede af Loven – Loven beskyttede os som en mur eller som en militær magt. Paulus’ billede er at Israel er en lille udsat by som ligger i et stort fjendtligt land eller territorium, som hele tiden angriber byen. På den måde er loven en beskyttelse og den har en helt igennem positiv funktion. Loven er vores skjold og værn – vores fæstning og klippe - med de metaforer der bruges i Salmerne. Gud beskytter Israel igennem loven.

Loven er en opdrager. Paulus forestiller sig Israel som et barn der ikke kan klare sig alene. Barnet må have en guide, en beskytter og en opdrager. Loven lærer os hvordan vi skal klare os i verden. Loven fortæller os hvad der er rigtigt og forkert – hvad der er umoralsk eller forbudt. Uden den lov ville Israel være gået fortabt. I så fald var Israel blevet overladt til sin egen elendige skæbne – et lille barn kan ikke klare sig i denne onde verden uden en beskytter. Loven er en hjælper og en støtte for ham som endnu ikke er blevet fri og voksen. Loven er en kriger og en gel som beskytter os mod verdens ondskab. Loven beskytter vores by som den græske Pallas Athene beskyttede byen Athen. Loven er en modvægt imod synden og lidelserne og forbrydelserne. Loven er en healer og en helbreder – en slags medicin imod en ond verden. Loven er lige som en gud der beskytter og værner os. Loven er en – som det hedder i den græske tekst – paidagogos – dvs en tjener som sørger for at føre drengen frem og tilbage fra skole og som lærer drengen gode manerer! En paidagogos betyder direkte oversat en drenge-fører. Loven er vores tjener – den skal tjene menneskene og den skal tjene til at sikre livets opretholdelse og vores overlevelse. Loven er uundværlig og nødvendig i følge Paulus. Den er også en velsignelse.

Det som Paulus forstår ved Loven kan vi oversætte med livets lov – sådan bliver det også opfattet i 5. Mosebog – Deuteronomium – som Paulus er stærkt påvirket af. Livets lov fortæller os at hvis vi bryder livets love, vil livet gå i stykker. Livets lov er den lov – eller karma – som findes i selve Guds skabelse. Det er ikke Gud som straffer eller forbander – men vi bliver ramt af de naturlige følger af vore egne gerninger. Det er det, som Paulus – i al fald nogle steder – forstår ved loven. Loven er noget positivt. Det menneske som dræber andre mennesker, mishandler eller udnytter andre mennesker, bliver til sidst ramt af sine egne gerninger. Det er livets lov. Når vi er kronisk vrede og forbitrede på andre mennesker – bliver vi selv mest ramt af disse dårlige følelser. Den som elsker og er trofast imod andre mennesker – bliver belønnet – kan vi sige. Ikke belønnet af Gud specielt – men af selve livets lov – eller loven. Livets lov kender alle mennesker på en vis måde – i hele verden – som Paulus siger i Romerbrevet. Livets lov er den regel og mekanisme som findes i den skabte verden. Livets lov fungerer som en hjælp til mennesker. Den giver dem en korrektion og den giver dem en viden om virkeligheden. Denne måde at opfatte Loven på finder vi også i Salmerne.

Paulus mener ikke at livets lov eller loven eller for den sags skyld Moseloven er sat ud af kraft. Moseloven er nyttig – den er fuld af nyttige og gode vejledninger til mennesker. Moseloven lærer os, hvordan vi skal klare og takle livet. Moseloven fortæller os hvornår vi krænker livets og tillidens og kærlighedens love. Moseloven kommer fra Gud – den er Guds eget ord. Gud åbenbarede sig for Moses på bjerget. Moseloven er ikke identisk med pagten. Pagten er meget ældre end Moseloven i følge Paulus. Pagten er den relation – det ægteskab, som eksisterer mellem Israel og Gud. Moseloven er ikke en vejledning i hvordan får Guds kærlighed eller frelse! For den frelse har Gud allerede for længst givet til Israel – dengang han udvalgte Abraham i det fjerne land i østen.

Paulus mener, at intet menneske bliver frelst ved gerninger, præstation, tanker eller følelser. Gud elsker os ikke på grund af det som vi gør – men på grund af dem som vi er. Troen betyder ikke, at vi skal præstere noget nyt – nemlig troen! Troen er ikke noget nyt lovkrav hos Paulus! Troen er ikke et krav om, at nu skal alle mennesker tro på kristendommen eller tro på en bestemt trosbekendelse. Troen er kun een ting: At mennesket tror på Gud når han viser sig – stoler på hans løfter – at mennesket tror på at han vil redde i nødens stund. Troen er en opgivelse af vores lille frygtsomme ego. Vores ego afviser måske at tro – det er naivt, det er en drøm, siger egoet – i troen giver vi slip på vores lille ego og vores lille frygt og bekymring – vi bliver lettede og glade!

Paulus siger, at Gud giver frelsen til alle mennesker - uden nogen betingelser. Guds frelse har faktisk intet at gøre med loven. Men hvis man tror at man kan erhverve sig frelsen ved at gøre og tænke og føle noget bestemt – så tager man fejl, siger Paulus. Velsignelsen kommer og strømmer vedholdende fra Gud og er en gave lige som selve livet – og kærligheden. Når vi oplever en stor kærlighed i livet oplever vi på en måde Guds velsignelse og frelse. Når vi oplever en sådan kærlighed kan vi alle forstå at den kommer til os som en stor nåde. Kærligheden kommer brat, pludseligt, udefra. Vi ved ikke hvor den kommer fra. Vi forstår det ikke. Vi har ikke gjort noget. Vi har ikke præsteret noget. Vi har ikke arbejdet på sagen. Pludselig kom kærligheden der bare – som om den faldt ned fra himlen. Det er et under – et mirakel! Vi kan se at kærligheden og vores menneskelige oplevelse af kærligheden er et billede på Guds frelse – den kommer ufortjent og den er i sandhed underfuld! Loven er et fænomen som foregår på et helt andet plan. Loven kan regulere samfundet eller livet på jorden. Den kan være et værn imod synden. Loven er ikke ophævet – tværtom. Loven kan vi ikke undvære – og Paulus vedblev naturligvis med at være en trofast og lovlydig jøde hele sit liv. Kristus har ikke ophævet loven – men Kristus viser os at Guds frelse kommer til alle mennesker – sådan som de er lige nu – uden nogen betingelser om at de skal gøre noget bestemt. I stedet kan vi måske sige at Kristus ophæver al gammel religion – han ophæver ikke loven. Kristus er en opfyldelse af Loven.

 

v23  Før troen kom, blev vi bevogtet [beskyttet] under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, v24  så at loven var vores opdrager [guide], indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. v25  Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.

 

Konklusion:

 

Vi er af Guds slægt – vi er hans sønner og døtre. Vi er Guds sønner – ikke på grund af det vi gør eller på grund af det man kan se. Der er ingenting at se. Vi er Guds sønner – alle mennesker er hans sønner – på grund af troen – dvs i Guds øjne. Paulus skal ikke misforstås på den måde at troen bliver en ny lov eller et nyt krav. Vi er Guds sønner ved Guds beslutning og ved hans kraft ikke ved vores egen tro. Virkeligheden er at vi er af Guds slægt – og den virkelighed er ikke afhængig af vores tro, tanker eller meninger.

Vi er eet med Guds søn – eet med Kristus – eet med Isak – eet med Abraham. Alle menneskers virkelige identitet er kristus. Kristus har befriet os fra dødens og syndens magt. Vi er blevet værdige og stærke og frie. Kristus har taget os ud af vores gamle offerrolle.

Vi er eet legeme. Vi er lemmer på det samme legeme. Set med verdens øjne er vi ensomme og adskilte fra hinanden. Set med verdens øjne er vi forladt og fortabt i en fjendtlig verden. Men det er ikke sandt. Vi er lemmer på eet legeme. Alle mennesker er på et dybere plan eet med hinanden. Hun er min søster og hun er mig selv. Du er egentlig lig med mig og jeg er egentlig lig med dig. Vi er ikke hinadens modstandere eller konkurrenter. På det ydre plan er vi måske forskellige men på det virkelige åndelige plan er vi ens og eet.

Paulus udtrykker sig revolutionerende. At sige at der ingen forskel mere er på fri og træl eller mand og kvinde var revolutionerende. Hos Paulus finder vi en helt overraskende opfattelse af kvinden – helt i strid med det som hele oldtiden var enig om. Efter de flestes mening betyder det at Paulus virkeligt har kæmpet for en ligestilling af mænd og kvinder – i al fald inden for kirkens eller Jesus bevægelsens rammer.

Paulus ser alle mennesker på jorden som værdige og ligestillede. På disse områder løfter Paulus sig op over det som var almindeligt i datidens jødedom. Paulus fokuserer på mennesket på en måde som næsten kan kaldes moderne.

Kristus sejrede over denne verden og denne verdens fyrste, kristus var en konge – en helt. Kristus sejrede over dødens og egoets magt. Kristus sejrede over synden og loven. Kristus var en kæmpe. Han var sendt af Gud – han var Guds redskab og Gud selv. Kristus erden konge som har befriet alle mennesker og gjort det muligt for alle mennesker at leve sammen med Gud i en pagt bygget på troen – tilliden og ærligheden. Kristus har befriet os fra frygten og ængstelsen. På grund af kristus har vi ikke længere noget at frygte. Vi kan stole på Gud, stole på livet, os selv og hinanden. Kristus er en konge – Messias. Han er den konge som Israel håbede på. Efter Kristus begivenheden er det muligt for alle mennesker at give slip på deres frygt og leve i glæde og tryghed.

Paulus ved selvfølgelig godt at forskellene mellem mænd og kvinder og trælle og frie fortsat består. Det vidner også hans breve om. Men Paulus mener at for Gud er der ingen forskel mellem mand og kvinde eller jøde eller græker. Vi kan også sikkert sige at i den kristne kirke skal der ikke være nogen forskel. På den måde formulerer Paulus en radikal ligestilling og ligeberettigelse. Inden for kirkens rammer må mænd aldrig nogen sinde have privilegier eller rettigheder eller pligter som kvinder ikke også har del i. I kirkens regi skal mænd og kvinder – og frie og trælle – være totalt ligestillede! De fleste forskeres synspunkt er nu at det er det som Paulus mener. Nedenstående formel om jøde og græker osv findes mange steder i hans breve. Den gentages igen og igen. Den kan kun betyde at Paulus har kæmpet for en fuldstændig ligestilling af mænd og kvinder. Sådan kommer det ikke til at gå – men det var altså det som Paulus ønskede. Efter hans mening skulle kvinder have fuldstændige de samme rettigheder og muligheder for at tjene og arbejde i kirken som mænd! Paulus synspunkt er på dette område virkeligt revolutionerende - i forhold til oldtidens almene tankegang.

Paulus mener ikke at forskellene fx mellem mænd og kvinder skal udslettes eller ignoreres. Det han mener er at de to kon netop i deres forskellighed kan bidrage med hvert sit til det fælles legeme – på lige fod. Paulus taler mange steder om det ene legeme og alle lemmerne på legemet. Mænd og kvinder er forskellige lemmer på legemet – de bidrager hver med sit kønsspecifikke præg – men den ene skal ikke begunstiges frem for den anden!

Paulus synspunkt i forhold til Israel og jøderne er også meget vidtgående. Paulus siger at Israel ikke længere har nogen særrettigheder eller privilegier eller nogen særstilling. Alle mennesker på jorden er nøjagtigt ens stillede. Dette synspunkt er et voldsomt opgør med hele israels selvbevidsthed – og det har været provokerende i samtiden. Alle mennesker er fuldstændigt ens stillede – i al fald over for Gud. Gud har ingen personsanseelse, som Paulus siger et andet sted. Gud ser ingen  forskelle – i al fald ingen forskelle som kan berettige til nogen forskelsbehandling. Paulus mener ikke at mænd og kvinder er ens – men han mener at de skal samme rettigheder og at de skal behandles ens – med respekt og værdighed! Gud ser ikke på om mennesker er jøder eller hedninger – Gud ser ikke på menneskers religion – eller kultur eller sprog eller hudfarve! Uanset hvilke tanker eller tro eller følelser galaterne har – så er de Guds sønner – ikke ved deres egen indsats men på grund af løftet til Abraham.

Galaterne er Guds sønner. De er Guds sønner ved troen eller igennem troen eller på grund af troen. Det græske udtryk dia kan oversættes på mange måder. Paulus opfatter ofte troen – Pistis – som noget der er kommet til verden. Pistis er en ny ånd eller en ny kraft der kommer ind i verden på et bestemt tidspunkt. Ofte er troen hos Paulus altså ikke noget individuelt! Han taler om troen – Pistis – som en verdensmagt eller som en ny tidsalder.

Paulus ser det på den måde at nu er Pistis kommet ind i verden og at nu lever galaterne i denne tilstand eller i dette element – Pistis. Det er derfor han kan sige at de nu er Guds sønner – i troen. Det som er sket er at Gud har omformet sin relation til menneskene. I gamle dage bestod Guds relation til meneskene af løftet til Abraham, pagten med Israel og i Moseloven. Men nu har Gud skabt en ny form – Kristus eller Pistis – Troen. Troen er den nye form. Grundlæggende er Guds relation til mennesket den samme. Gud frelser mennesket. Det gjorde han med Abraham og det gør han nu. Gud bliver ved med at have den samme relation til jorden men der er nu skabt en ny form. Denne form er allerede blevet forudgrebet i løftet til Abraham – som jo i følge Paulus blev givet ikke kun til Israel men til alle mennesker – til alle folkeslagene.

Vi må antage at de to udtryk ved troen og i Kristus betyder det samme hos Paulus. De udtrykker at menneskene nu er taget ud af den gamle form og har fået en ny relation til Gud – bestemt af troen. Indholdet af relationen mellem Gud og menneskene er dybest set det samme men formen er ny. En ny tidsalder er begyndt – den tidsalder som er eller kan kaldes Pistis eller Kristus.

Frelsen er kollektiv for Paulus. Frelsen består ikke i at Gud dømmer det enkelte menneske individuelt efter en lovbog. Frelsen er kollektiv – Gud frelser hele Israel – alle mennesker. Synden er kollektiv – den hærger som en orkan i verden. Den er grundlæggende kollektiv – derfor er frelsen også kollektiv. Galaterne er Guds sønner – dvs de er frelste – de lever i en pagt og relation. De som er inden for relationen er frelst. De som er sønner hører til de retfærdige – de er Guds folk. Guds sønner erlige som Abrahams sønner og lige som troens sønner. Disse udtryk beskriver det samme. De udtrykker det at leve i en ny verden – i en ny skabelse, som Paulus siger i Galaterbrevet.

I Romerbrevet skriver Paulus noget meget lignende:

v12  Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. v13  Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. v14  For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn [sønner på græsk]. v15  I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår [sønnekår], og i den råber vi: Abba, fader! v16  Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn [sønner]. v17  Men når vi er børn [sønner], er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

(Romerbrevet 8.12)

Gud er vores fader. Det vil sige at vores natur og væsen er lige som hans natur og væsen. Vi tilhører hans slægt og familie. Vi er dele af hans hus. Vi kan genkende os selv i ham – lige som sønnen kan spejle sig i faderen. Gud spejler sig selv i os – han kan se sig selv i os. Vi er hans stolthed og glæde – lige som sønnen er faderens stolthed og glæde. Gud er fuld af store forventninger til os som en fader og en søn. Sønnen skal ære og respektere faderen. Faderen – Gud – beskytter sønnen mod alle farer – med al sin magt. Faderen giver sin magt til sønnen – for han skal gøre faderens gerninger. Faderen lever i sønnen – han lever videre i sønnen. Faderens herlighed er vores herlighed – og for Gud er vores herlighed det samme som hans egen ære og herlighed! Gud græder når vi gør os mindre end vi er! Han glæder sig over vore gode gerninger. Han føler stolthed når han ser på os. Vi er hans sønner!

 

v26  For I er alle Guds børn [sønner] ved troen, i Kristus Jesus. v27  Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

v28  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v29  og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

 

26 παντες γαρ υιοι θεου [Guds sønner] εστε δια της πιστεως εν χριστω ιησου 27 οσοι γαρ εις χριστον εβαπτισθητε χριστον ενεδυσασθε 28 ουκ ενι ιουδαιος ουδε ελλην ουκ ενι δουλος ουδε ελευθερος ουκ ενι αρσεν και θηλυ παντες γαρ υμεις εις εστε εν χριστω ιησου 29 ει δε υμεις χριστου αρα του αβρααμ σπερμα [Abrahams sperma - sæd] εστε κατ επαγγελιαν κληρονομοι. . .

 

[4]

 

Vi er arvinger til hele riget. Vi er kyrios pantonherrer over hele riget, hele verden og hele herligheden. Vi er sønner af kongen. Vi er konger og herrer i riget. Det er vores sande identitet. Fortiden er forbi. Vi er ikke længere umyndige eller under en formynder. Vi er ikke længere under en opdrager. Vi er blevet frie. Paulus fokuserer meget stærkt på det enkelte menneske og dets værdighed. Vi skal ikke bilde os noget ind. Vi skal ikke lyve for os selv – vi har fået magten. Det er os, der bestemmer! Vi er ikke længere små eller svage. Vi er mægtige som kongen selv – som Gud selv. Han udøver sin magt igennem os og han har givet os al magt. Jesus sender sine disciple ud i verden med al magt og myndighed til at gøre endnu større gerninger end han selv gjorde.

Vi kan blive svage – vi kan blive fristet. Når vi falder for fristelsen gør vi os selv til børn – til trælle – til afmægtige mennesker. Men så lyver vi for os selv – så svigter vi os selv. Vi svigter Guds mening med os. Vi håner den frelse som vi har fået. Vi har ingen magt eller magter over os. Vi skal ikke adlyde eller lystre nogen magt eller gud. Vi er frie af al fortidens trældom og umyndighed.Vi er blevet voksne og modne. Vi er ikke længere under loven. Vi er ikke længere under nogen lov, moral, etik eller religion. Det som verden kræver at vi skal gøre og præstere – har ikke længere nogen magt. Vi er taget ud af den onde verden med alle dens krav og bud. Vi har fået det forjættede land – Guds rige – i arv og eje. Vi har fået hele herligheden tilbage. Vi har fået vores styrke, kraft og ungdom tilbage. Vi skal ikke vige fra vores nye status og velsignelse. Vi skal aldrig give efter for egoets eller verdens krav. De krav gælder ikke mere. Vi har fået magten tilbage. Vi er herrer og konger. Vi skal ikke gøre os selv små og svage så vi må trælle for guderne. Guderne er det rene ingenting. De er en illusion – en indbildning. De har ingen magt. Vi er selv som Gud selv. Vi har ingen magt eller gud over os som vi skal tjene. Vi er verdens lys og lysets børn. Vi er Herrens krigere og udsendte.

Hos Paulus er det at være et barn ikke nogen stor anerkendelse eller ros! Paulus deler hele oldtidens opfattelse: - Børn er ikke rigtige mennesker. Børn er endnu ikke blevet mennesker. (Det er een af grundene til at børn kunne ofres i oldtiden). Barnet har ikke forstand og indsigt som den voksne. Barnet er fysisk svagere og kan ikke klare sig selv. Børn er ufrie – de er evigt underkastet en myndighed. Børn er afmægtige og magtesløse. Børn er ikke arvinger. Børn har ingen rettigheder overhovedet. I det gamle israel er børn simpelt hen – i al fald i teorien – ejendom. Børn er ting. Børnene er faderens ejendom. De tilhører ikke sig selv – de tilhører faderen. De er en forlængelse af hans person. Faderen har i det gamle israel og i den romerske lovgivning en hals og hånds ret over børn, trælle og kvinder i faderens hus. Faderen er patriark. Pater familias har en potestas – en magt og myndighed - i oldtiden som vi slet ikke kender. Kvinder og børn skal vise ærefrygt for faderen. De skal ydmyge sig og være lydige. Når de ser faderen kaster de sig ned på jorden. Faderen har ret til at sælge dem og straffe dem korporligt. Faderens magt er uindskrænket over for hans hus. Abraham har selvfølgelig fuld ret til at ofre og brænde sin søn Isak – det er netop forudsætningen for historien. Det som Abraham gør er ikke noget overgreb – det er hans fulde indiskutable ret. Ingen i oldtiden ville nogen sinde finde på at kritisere Abraham for offeret af isak!

Paulus baggrund – baggrunden for hans menneskeopfattelse - er denne opfattelse af barnet. I evangelierne finder vi meget overraskende en helt anden opfattelse af barnet – helt i strid med oldtidens tankegang. Det ser faktisk ud til at Jesus har brudt med oldtidens opfattelse af barnet. Hos Jesus er barnet snarere blevet et slags ideal – I skal blive som børn igen, som Jesus siger. - Lad de små børn komme til mig, siger Jesus! Disciplene prøver meget karakteristisk at holde børnene borte fra Jesus. Disciplene har vel delt Paulus opfattelse: Børn har ingen forstand – de skal ikke tages alvorligt. De skal tugtes med riset – som det siges i Ordsprogenes Bog: - Den som elsker sin søn sparer ikke på stokken!

Det væsentlige er imidlertid at Paulus udtrykker sin menneskeopfattelse – sin opfattelse af det voksne, modne, frie menneske gennem hans sammenligninger med børn og mindreårige. Mennesket og manden er ikke noget barn, siger Paulus. Vi er ikke under en fremmed magt. Vi er ikke uforstandige eller magtesløse. Tværtom: - Hele verden venter på vores belæring, som det hedder hos Deuteroesajas.

Mennesker gør sig selv ofte til små børn. Vi gør os selv meget mindre end vi er. Vi hævder vi er uden kontrol og uden magt. Vi hævder at andre mennesker har taget magten over os – lige som børn. Dette er den alment menneskelige fristelse: At vi vil gøre os selv små og svage – til ofre for verdens ondskab. Vi hævder at vi blot er blevet ramt. Vi hævder at ulykken eller sygdommen bare rammer os – uden at vi kan gøre noget. Vi klager og klynker. Vi klager over at livet er uretfærdigt. Det som Paulus mener er at vi har svigtet os selv. Vi bilder os nget ind, som han siger. Vi lever i en illusion. Ondskaben kommer ikke bare og rammer os. Vi er frie og stærke. Vi er herrer i riget. Vi er kongens – Guds – sønner. Vi er arvinger til riget og tronfølgere. Vi er de sande herremænd. Vi er adel. Paulus menneskeopfattelse er i høj grad i slægt med den stolte menneskeopfattelse vi også finder hos grækerne – fx hos Platon og Aristoteles. Heller ikke Platon og Aristoteles havde i øvrigt nogen høj agtelse for børn!

Vi er myndige. Vi er arvinger. Vi er ikke tjenere eller trælle. Vi skal ikke bøje nakken for nogen magt eller person. Vi er herrer over alt, som Paulus siger. Vi er ikke længere undergivet forvaltere og formyndere.

Vi er frie. Vi er dels frie af menneskelig magt og mennesker med såkaldt magt. Vi skal ikke bøje nakken for noget menneske på hele jorden. Men vi er også gjort frie for alle magter og ånder og guder i hele universet. I følge Paulus er universet fyldt med magter og ånder og guder. Vi skal ikke tjene dem. Vi behøver ikke at være deres trælle. Vi behøver ikke længere at dyrke disse guder. Disse guder i verden har ikke længere nogen magt over os. Kristus har gjort os fri – fri af al religion, gudstilbedelse og fri af alle ofre til guderne og fri af alle religiøse krav. Vi skal heller ikke frygte onde ånder og guder i universet. Kristus er den konge som Gud sendte til verden. Kristus besejrede alle magter og kræfter og guder i verden. Alle hans fjender er blevet lagt for hans fødder. De ligger som en fodskammel foran hans fødder så han kan træde på deres nakke. Kristus er Messias – han er den konge som sejrede – og med den sejr er alle mennesker blevet sat fri af alle guder og religion. Vi har fået vores frie værdighed tilbage. Vi har fået hele herligheden tilbage, som Esajas siger. Lige som Job i Jobs Bog har vi fået alt det tilbage som vi engang mistede – og vi har fået endnu mere end vi engang havde. Kristus har givet os Paradiset tilbage. Kristus er hos Paulus den sejrende kristus – Messias. Kristus er en opfyldelse af alle menneskers håb – alle de mennesker som i så lang tid levede under synden og lidelsen.

I den senere kristne kirke er det ofte blevet en fast formel at sige at alle mennesker er Guds børn. Hvis vi tager udgangspunkt i Paulus og i Galaterbrevet (og i de øvrige Paulus breve) er det  bestemt ikke den mest heldige formulering! At sige at vi er Guds børn giver den association at vi er små og svage og hjælpeløse lige som børn – og det er det modsatte af hvad Paulus siger i Galaterbrevet. Paulus skelner netop meget skarpt mellem barnet og sønnen, mellem barnet – som er under en anden – under voksenalder – mindreårig - og den voksne frie mand – arvingen! I Galaterbrevet bliver ordet barn og børn jo netop brugt devaluerende og til at beskrive en lavere status – som ikke er vores sande status! Vi er netop ikke børn i følge Paulus! Vi er sønner! At være et barn er for Paulus at være som en træl. Når tiden ermoden skal vi blive fuldvoksne. Vi skal ikke længere være børn eller Guds børn! Vi skal indtage vores rette status som hele tiden har ventet på os. Vi skal få vores sande identitet. Vores sande identitet er ikke at være små og svage som børn – eller hjælpeløse. Den tid hvor vi skal indtage vores rette position er – nu og lige nu - i følge Paulus. Den tid er netop kommet nu! Vi skal aflægge alt det barnlige og blive fuldvoksne. Vi skal ikke længere være børn – vi skal være mænd!

Den danske oversættelse – se følgende citat – oversætter det græske udtryk sønner med børn. På den måde er der flere pointer der går helt tabt – og det er i al fald vigtigt at huske at Paulus ikke siger børn men sønner. Hans pointe er jo netop forskellen på de to udtryk – forskellen mellem afmagten og friheden:

v1  Hvad jeg mener, er: Så længe en arving er umyndig, adskiller han sig ikke fra en træl, skønt han er herre over alt; v2  han står under formyndere og forvaltere indtil den tid, hans far forud har fastsat. v3  På samme måde med os: Da vi var umyndige, trællede vi under verdens magter. v4  Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5  for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår [blive sønner ordret]. v6  Og fordi I er børn [sønner], har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! v7  Så er du da ikke længere træl, men barn [søn]. Og er du barn [en søn], har Gud også gjort dig til arving.

 

5 ινα τους υπο νομον εξαγοραση ινα την υιοθεσιαν [blive sønner – opnå sønnestatus] απολαβωμεν 6 οτι δε εστε υιοι [fordi I er sønner] εξαπεστειλεν ο θεος το πνευμα του υιου αυτου εις τας καρδιας ημων [sendt sin søns ånd ind i vore hjerter] κραζον αββα ο πατηρ 7 ωστε ουκετι ει δουλος αλλα υιος [ikke længere en træl men en søn] ει δε υιος [en søn] και κληρονομος δια θεου.

5.1

Hvad mener Paulus egentlig med sin tale om omskærelsen? Det er ikke altid lige klart. Det er sikkert at man kan få et helt forkert indtryk af Paulus’ opfattelse ved at læse Galaterbrevet - overfladisk. Vi kan heller ikke overføre en meget senere kristen tankegang på Paulus.

Vi ved at omskærelsen var en frygtelig afskyelighed for alle gode romere og grækere. Vi kender det fra mange af de samtidige romerske forfattere. Omskærelsen blev opfattet som en slags kastration. Romerne og grækerne kendte Kybele kulten som var en  af datidens mysteriereligioner, som kom fra Lilleasien – faktisk fra områderne omkring Galatien. I Kybele kulten kastrerer alle mændene sig selv. De drikker sig berusede og de kommer i ekstase ved narkotiske stoffer og derefter - i en rus - afskærer de deres penis med gamle arkaiske flinteknive! Denne penis bliver ofret til gudinden Kybele. Hedningerne opfattede den jødiske omskærelse i stil med selvkastreringen i Kybele kulten. De gøs og var rædselsslagne – og omskærelsen var noget som afskar mange grækere og andre ikkejøder fra at blive proselytter og jøder.

Det er sandsynligt at Paulus har tænkt på dette og det er forklaringen på hans holdning til omskærelsen i Galaterbrevet. Paulus har tænkt at hvis den kristne kirke kræver at alle nye kristne skal omskæres – så skræmmer man dem væk fra evangeliet.

Paulus er naturligvis ikke imod omskærelsen. Han er jøde og han er selv omskåret – lige som Jesus er det. Paulus sørger også for at andre – ikkejøder – bliver omskåret (Apostlenes Gerninger). Grundlæggende har han været enig med den kristne kirke i Jerusalem. Men Paulus har kunne se at det var meget uklogt at stille sådanne krav.

Paulus mener bestemt at de såkaldte hedninger der kommer ind i Jesussekten – ind i Israel – skal omlægge deres liv, opgive deres gamle liv i hedenskaben og anlægge en jødisk livsstil – VejenHalakhah. På det punkt er han helt enig med Peter og kirken i Palæstina. Men Paulus opfatter Vejen og Halakhah på en mere generel eller abstrakt måde. Hedningerne skal ikke nødvendigvis omskæres. De skal ikke nødvendigvis følge alle spiselovene – de skal antage jødiske værdier, leve i kærlighed – tro på den jødiske gud og antage en jødisk bestemt etik - næstekærligheden. De skal deltage i den jødisk-kristne gudstjeneste. Paulus mener også at galaternes levemåde skal forandres for at de kan blive virkelige medlemmer af Israels folk – Guds eget folk - men hans begreb om jødedommen eller religionen er meget bredere end vi finder hos kirken i Jerusalem. Jakob og Peter og Johannes er antageligt meget mere snævert jødiske – meget mere traditionelle end Paulus.

Galaterne skal ikke nu – hvor de endelig har opnået en stor frihed i Kristus – lade sig kue af en ny trældom. De skal ikke give sig ind under et nyt åg, som han siger. De græske ord som Paulus bruger her er meget interessante. De viser hvad Paulus mener. Han siger at galaterne ikke skal glide ind i en ny trældom. De skal ikke lade sig lokke. De skal ikke lade sig friste. De skal ikke lade sig friste af andre – men heller ikke selv være årsag til fristelsen. Hvis de giver sig ind under åget – falder de for en stor fristelse, siger Paulus. Så har de gjort sig selv små og svage. Nu er de – efter at troen er kommet som en kosmisk begivenhed - blevet fuldt ud frie. De har ikke længere nogen formynder over sig – ingen paidagogos over sig. Hvis de giver sig ind under en ny paidagogos eller magt eller autoritet falder de for en fristelse. I så fald mister de troen og troen på sig selv og deres egen styrke. De bilder sig ind at de ikke kan undvære autoriteten, myndigheden, religionen, den borgerlige moral, loven, Moseloven, reglerne. De gør sig selv små og svage. Det er hans pointe. Det er derfor at omskærelsen bliver en farlig sag for galaterne – ikke på grund af selve omskærelsen. Paulus har måske at omskærelsen var god og passende for galaterne  på langt sigt – men ikke lige nu. Lige nu står deres frihed og styrke og selvbevidsthed på spil. De skal sige nej til evt pres udefra – og de skal især sige nej til en indre tilskyndelse. Vi ved jo at jødedommen var meget attraktiv for mange grækere. Og de har selv ønsket at glide ind i de jødiske skikke! Jødedommen var faktisk tillokkende!

Gud er ikke kun en gud for jøderne, siger Paulus. Han er Gud for alle mennesker – uanset hvem de er. Han er også gud for hedningerne. Han er også Gud for ateisterne og de mennesker som ikke tror på Gud. Gud er Gud for alle. Galaterne skal ikke tro at de skal blive jøder for at få del i frelsen og velsignelsen. De skal ikke tro at de behøver at lade sig omskære. Det er ikke noget Gud kræver. Gud kræver ingen ting. Gud frelser. Galaterne er Guds sønner. De ønsker nu at blive Abrahams sønner men det som Paulus siger er: - I er Guds sønner og derfor er I allerede Abrahams sønner. I er nu allerede blevet lemmer på det hele legeme. I er Abrahams arvinger og rigets arvinger. I er verdens herrer, som han siger i Galaterbrevet – Kyrios panton. Hvis I kun stræber efter at blive Abrahams sønner – ved omskærelsen – stræber I efter noget som er mindre end det I nu har! Der er ikke noget galt ved at blive omskåret – men galaterne skal ikke falde for fristelsen og tro at de er små og afmægtige og svage – som stakkels børn og mindreårige – for de har fået en ny frihed, styrke, glæde og værdighed. Den skal de leve op til og den skal de ikke glemme af frygt for at de ikke er fuldgyldige medlemmer af det jødiske folk. Selv om de ikke er omskårne er de medlemmer af Guds Israel – det sande Israel.

 

Religionen:

 

Galaterne har set Gud – Gud har kaldt på dem – præcist på det sted hvor de var. Akkurat lige som Gud kaldte på Abraham da han boede i et fremmed land i østen og slet ikke troede på Gud! Gud har kaldt på galaterne: - Følg mig! Og galaterne har reageret med tro og glæde – de har fulgt kaldet. Gud kaldte på dem som galatere – som de konkrete mennesker de var. Gud er ikke afhængig af hvilken religion som mennesker tilbeder eller dyrker. Gud er som han er - og gør hvad han vil. Gud kalder på dem som han vil kalde på – i det sprog som er relevant og forståeligt. Galaterne tilhørte ikke en bestemt religion eller tro – de havde ikke den rette tro eller livsanskuelse. Men pludselig oplevede de Gud. De så Gud i et glimt. Ånden kom over dem. De så Gud i et stort lys. De blev lige som besat. De kom i en ekstase. Gud handler tværs igennem al slags religion eller kultur. Gud er Gud for alle. Han taler til mennesker i det sprog som de forstår. Han taler til ateisten i det sprog som ateisten forstår. Gud behøver ikke at bruge ordet Gud! Guds frelse forudsætter ikke, at vi tror på ham!

Galaterne viste en stor tro. De troede på den gud som de så og oplevede - med deres egne øjne. Den gud som de så var ikke en gud som de havde læst om eller hørt om. De troede slet ikke på Gud – de kendte ikke Gud – men pludselig de Gud vise sig for dem. I det øjeblik reagerede de med troen – troen på det som de - med deres egne øjne. At tro er at se. De Gud og de oplevede at de blev set af Gud. I det øjeblik forstod de at alle de andre guder kun var falske guder – kun forestillinger og religion. Gud kaldte på dem med det samme løfte og med den samme velsignelse som til Abraham. Hos Gud er der ingen persons anseelse – Gud gør ikke forskel. Gud ser ikke på, om vi tror på ham. De troede på Guds løfte og de modtog Guds velsignelse. Deres tro var den glæde og jubel og lettelse de følte da de troede på løftet. At tro er at blive befriet for frygten – at komme ud af gruben og ud i det åbne land som det siges i Salmerne. De troede at de var Guds sønner – de troede på den nye identitet og bestemmelse som Gud gav dem. De indså at deres gamle følelser og tanker – at de var svage og prisgivet og ofre for en ond verden - var en illusion. Da de fandt troen – fandt de deres værdighed, styrke og frihed. Da galaterne fandt troen - ved at høre evangeliet fra Paulus - fandt de en ny tro på sig selv. De fik herligheden tilbage – alt det som de havde mistet – på grund af syndens og dødens magt – på grund af elementernes rasen.

Det lille afsnit i Galaterbrevet i 4.8 – 4.11 er meget centralt i hele brevet. Det er meget tydeligt at Paulus her – helt og fuldt – taler som en jøde. Afsnittet er typisk for Paulus. I gamle dage kendte galaterne slet ikke Gud. En sådan sætning kan nok virke meget overraskende - set fra grækernes synspunkt! Den er kun set – den giver kun mening fra et rent jødisk synspunkt. Paulus mener at galaterne ikke havde nogen relation til Gud i gamle dage. At kende nogen i Det gamle Testamente betyder at leve sammen med dem i en tæt relation. At kende nogen bruges fx om det seksuelle forhold. Adam kendte Eva – og hun fødte ham mange sønner. Israel har kendt Gud i gamle dage – modsat galaterne – fordi Israel har levet i en tæt relation til Jahve. At kende nogen betyder at gøre noget mod dem, at give dem noget, at få noget fra den anden, at have et fællesskab, at dele seng og bord, at leve samen. Israel har i følge Paulus en lang forhistorie sammen med Gud. Israel har været Guds ægtefælle siden udvælgelsen af Abraham i det fjerne land i østen. Israel har ikke altid været en sød eller trofast eller lovlydig ægtehustru – men parterne har levet sammen i mange år. Det er Paulus tanke – det er det som radikalt adskiller galaterne fra Israel. Israel har en frelseshistorie i fortiden som handler om hvordan Jahve frelste Israel igen og igen.

Galaterne har overhovedet ingen frelseshistorie! De kendte slet ikke Gud og de havde derfor slet ikke nogen relation til Gud. De havde ikke nogen viden om Gud - men Paulus går endnu videre: Gud kendte heller ikke galaterne! Gud havde ikke nogen viden om galaterne! Gud anerkendte ikke galaterne – han vedkendte sig ikke galaterne som et folk! Galaterne var simpelt hen uden for Guds rækkevidde. Gud har ikke i fortiden frelst galaterne – galaternes folk – igen og igen af trængslen. Gud har ikke været Gud for galaterne. Gud har levet sammen med Israel! Gud har slet ikke interesseret sig for galaterne – de har ikke været hans folk – og han har ikke gjort noget for at frelse dem! Hvert folk har fået sine guder - som en slags skytsguder – Israel fik Gud - altså Jahve. Denne tanke er helt typisk for Det gamle Testamente.  Vi finder den også hos Paulus som er en trofast jøde. Men det er vigtigt at huske at Paulus andre steder kan sige noget helt andet! I Romerbrevet skriver Paulus en helt anden historie. Men i Galaterbrevet er det tydeligt nok: I gamle dage var galaterne fuldstændigt fortabt. De guder som de troede på var ikke virkelige guder – de var bare små ånder eller dæmoner! De kendte slet ikke den Gud som er den eneste mægtige virkelige Gud! De var fuldstændigt fortabt!

Nu er alting anderledes. Nu kender galaterne Gud – ja – siger Paulus med en smuk formulering – nu er de blevet kendt af Gud – i betydningen: Nu er de blevet anerkendt af Gud. De har fået præcist den samme status som Israels folk – de er blevet adopterede. Vi kan sige at troen eller religionen i følge Paulus ikke består i at vi finder Gud – men at han finder os! Nu kan galaterne føle og mærke at de bliver set og anerkendt af Gud. De kan føle sig set i deres relation. I Salmernes Bog er det at blive set det samme som at blive frelst, og Paulus bygger på denne tanke.

Dette ændrede sig radikaldt da galaterne modtog ånden og blev fyldt af helligånden og så syner. På det tidspunkt skete der det at Gud viste sig for de fremmede galatere – i det fjerne land – langt borte fra Israel. Galaterne kom til at kende Gud og Gud kendte dem – Gud så dem som de var og Gud accepterede dem - som de var. Gud gjorde dem til sønner og til retfærdige.

Galaterne skulle ikke gøre mere end de gjorde – de skulle blot modtage ånden. De var gode nok - som de var. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle forandre sig eller forbedre sig. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle overholde Moseloven. Gud sagde ikke til galaterne at de skulle blive jøder! Dette er hele pointen for Paulus i Galaterbrevet. Det som skete med galaterne var fuldt tilstrækkeligt. Der er ikke noget som mangler. Galaterne mangler ikke noget. De skal ikke prøve at blive jøder. Gud elsker dem som de er. Gud har godkendt dem som de er. Galaterne er blevet Guds sønner og døtre. De skal overhovedet ikke gøre eller præstere mere! De så og oplevede Gud og de fik Guds ånd – i en åndelig besættelse – og mere skal der ikke til.

Jakob skal ikke komme og kræve at galaterne skal blive jøder. Ingen har ret til at komme til galaterne og stille krav om noget. Vi er ikke herre over hinandens tro, som Paulus siger, men vi er medarbejdere på hinandens glæde!

Galaterne skal ikke tro, at de er nødt til at forandre sig og forbedre sig. Galaterne skal ikke tro, at de bliver nødt til at blive som jøder! Gud har ikke skabt dem som galatere - for at de skal blive jøder. Det er en total misforståelse. De er galatere og Gud elsker dem som de er – fordi de er galatere, grækere og hedninger. De er nu dele og medlemmer af Guds folk – det sande Israel – Guds Israel - og de skal ikke gøre noget mere. De skal ikke engang nødvendigvis lade sig døbe – det er ikke afgørende i følge Paulus. De har fået Guds ånd og de behøver overhovedet ikke noget mere. De er Guds sønner og døtre – sådan som de er lige nu. De er Kristus - og de skal æres som Kristus. De fortjener respekt.

Paulus taler kirken – Jerusalemskirken – Peters kirke - midt imod. Paulus er en outsider i forhold til den kristne kirke – Jesussekten - i Jerusalem. Men han er sikker nok i sin sag. Gud har åbenbaret sig for ham – direkte. Gud har givet ham en mission. Gud giver alle mennesker en mission her i livet. Hvis vi ikke er bange – kan vi høre Guds kald og ordination. Så er vi ikke i tvivl længere og vi kan gøre det som ligger ligefor.

Paulus taler tværs imod al den gamle jødiske selvovervurdering og al dens stolthed i kødet, som han siger. Vores identitet ligger ikke i kødet – i det synlige. Vores sande identitet er usynlig – den er ånd. Galaterne har fået Guds ånd, og de er blevet taget ud af denne verden – også ud af al gammel religion i denne verden.

v8  Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. v9  Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem?

 

v10  I overholder dage og måneder og tider og år. v11  Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.

 

Personligt:

v12  Vær som jeg, brødre, for jeg er, som I er – det beder jeg jer om! I har ikke gjort mig nogen fortræd. v13  I ved, at det var under menneskelig skrøbelighed, jeg første gang forkyndte evangeliet for jer, v14  og min ynkelighed fristede jer ikke til foragt og afsky. Tværtimod, I tog imod mig som en engel fra Gud, ja, som Kristus Jesus selv. v15  Hvor er nu jeres begejstring? For jeg kan bevidne, at I gerne havde revet jeres øjne ud og givet mig dem, hvis I kunne. v16  Er jeg blevet jeres fjende ved at sige jer sandheden? v17  Det er ikke for det gode, at de er ivrige for jer; de vil have jer for sig selv, for at I kan være ivrige for dem. v18  Det er godt at være ivrig for det gode, og det til hver en tid, ikke kun, når jeg er hos jer. v19  Mine børn, som jeg igen må føde med smerte, indtil Kristus har fået skikkelse i jer! v20  Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu og kunne tale med en anden røst. For jeg er i vildrede med jer.

 

Skriften:

 

Ordene slave eller træl eller tjener er forskellige oversættelser af det samme hebraiske ord for slave eller træl i Det gamle Testamente. Det er vigtigt at huske at det at være en tjener eller træl ikke altid er noget nedværdigende i det gamle Testamente! Ordet kan dække en relation mellem herren og tjenere som er postiv og har karakter af et betroet forhold. Abrahams træl er hans ven – hans arving – hans medarbejde. Trælle institutionen i Det gamle Testamente var ikke helt det som vi senere historisk har forstået ved slaveri! Slaverne eller trællene i Det gamle Testamente var ikke nordamerikanske negerslaver!

Men Paulus lever i en moderne verden og han kender udmærket slaveriet – i al dets grufuldhed – i hans samtid fx i grækenland og i Rom! De rommerske slaver blev behandlet ofte grusomt og umenneskeligt. De var helt reelt ting og genstande og herren kunne dræbe dem uden nogen særlig retfærdighed eller dom. Slaverne blev udnyttet på store plantager og godser i Rom. Hele det gamle romerske samfund var brudt ned på Paulus’ tid og resultatet var en umenneskeligt klassesamfund.

Når Paulus her taler om slaven og slavernes status tænker han på sin egen samtid. Slaven var uden nogen rettigheder. Slaven måtte altid ydmyge sig og bøje sig. Slaven var fuldstændigt prisgivet og fortabt. Slaven kunne misbruges – også seksuelt.Slaven havde ingen værdighed eller selvagtelse eller selvfølelse.

På den måde tegner Paulus et billede af det sande menneske. Det sande menneske er det frie menneske – som ikke er ejet af nogen herremand. Det sande menneske er stolt, rank og sin egen herre – kyrios panton som han siger – dvs en herre over alle ting. Det sande menneske er hos Paulus symboliseret ved Sara – den frie kvinde. Det sande menneske har Guds ånd – ånden fra Gud. Det sande mennesker har fået Guds styrke og magt og herlighed. Det sande menneske er som beskrivelsen af Job i Jobs Bog – dengang i gamle dage. Det sande menneske er en giver, er gavmild, er en vinder. Det sande menneske er agtet og respekteret af andre mennesker. Det sande menneske er en fader for sin slægt. Det sande menneske er uden skyld, uden små skyld eller skam følelser. Det sande menneske er stolt og glad. Det sande menneske elsker livet – og dør mæt af dage.

Paulus hævder denne opfattelse af det nye menneske – det sande menneske – i modsætninge til trællen eller slaven. Paulus deler hele denne menneskeopfattelse med Det gamle Testamente. Vi finder dette billede og ideal i hele Det gamle Testamente – hos patriarkerne, i Salmernes Bog. På en vis måde er dette menneskebillede typisk for hele oldtiden. Vi finder det samme billede i det gamle grækenland og hos Platon og Aristoteles.  Vi finder det også hos stoikerne som Paulus kender godt.

I den kristne kirke er dette billede af mennesket meget ofte blevet glemt og gået tabt. Ofte har den kristne kirke dyrket et helt andet billede af det kristne menneske – som svagt, ydmygt, lidende. Det sande menneske hos Paulus – det nye menneske, åndens menneske – er helt anderledes. Det sande menneske lider ikke og lider ikke under andres foragt eller forfølgelse. Det sande menneske er velsignet – i det gamle Testamentes forstand. Det trives, det lykkes med de ting som det kaster sig ud i, det er inspireret af Guds ånd. Det sande menneske er en vinder -  det sejrer. Det sande menneske kan møde megen modgang – sådan er verden – men det kæmper og kommer ovenpå. Det sande menneske er storsindet, givende, gæstfrit, gavmildt og generøst. Det sande menneske åbner sig for hele livet uden smålig frygt eller ængstelse. Det sande menneske tror på sine egne kræfter – fordi det ved at det har Guds velsignelse. Det sande menneske er det menneske som Gud oprindeligt skabte – det lever som Gud havde skabt det til. Det sande menneske lever i den forstand i Paradiset – i friheden som Paulus siger. Det sande menneske lever i en relation og pagt med Gud og dets guder – og det er fuld af troskab. Det svigter ikke.

Når vi  i dag læser brevet til Galaterne skal vi altså huske på denne fundamentale menneskeopfattelse som Paulus havde. Paulus er stolt af sig selv – Jeg er uden nogen plet eller synd, som han siger. Paulus har et stærkt og sundt selvværd. Han kæmper imod de onde kræfter med åben pande. Han sætter ikke sit lys under en skæppe. Han er glad for sig selv og stolt over det som han har gjort. Menneskeopfattelsen hos Paulus er et vigtigt korrektiv til en moderne opfattelse af mennesket – som svagt og magtesløst.

Paulus har den samme menneskeopfattelse som vi finder i hele Det gamle Testamente. Det sande menneske er den Herrens tjener vi finder hos Esajas. Det sande menneske er Herrens salvede og udvalgte som vi finder i Salmernes Bog. – Han er et frugtbart oliventræ som er plantet ved bækken, som det siges i Salmerne. Det sande menneske er Abraham - eller Jakob eller Josef eller David. Han er en helt – en kæmpe i sprogbrugen fra Det gamle Testamente.

Vi kan sige at Paulus’ overordnede tese i Galaterbrevet er friheden. Han siger til det jødiske folk at de har levet i en form for ufrihed – de har været under loven og under magterne. Vi kan sige at Paulus’ tese hænger sammen med det berømte Jesus citat som blev citeret i starten. Jesus taler om  det nye menneskes frihed og værdighed. Jøderne svarer at de er stolte og at de aldrig har været slaver – Vi er Abrahams sønner! (Johannesevangeliet 8). Galaterbrevet handler på en vis måde om disse Jesus ord til jøderne.

Paulus anvender en filosofisk metode. Han opstiller to søjler som hver indeholder en række begreber. Denne metode kender vi fra den græske filosofi – fra pythagoræerne. Pythagoræerne opstillede sådanne tabeller med de såkaldte kategorier – som blev kaldt stoicheia – netop det udtryk som Paulus bruger om elementerne. Paulus fortolker beretningen om Abraham i 1. Mosebog og opstiller på den måde to søjler som er totale modsætninger. Paulus tænker i voldsomme, absolutte modsætninger – i antonomier som man sagde i oldtiden. På den måde kommer Paulus til at give et ekstremt negativt billede af det gamle Israels religion. Måske har han ikke helt ment det så bastant og bombastisk! Men Paulus bruger denne logiske filosofiske metode og gribes af den.

I den første søjle findes kødet, Hagar, Moseloven, Sinaj, Ismael, ufriheden og slaveriet. I den første søjle findes det nuværende Jeusalem – altså det historiske jødiske Jerusalem. I den første søjle findes en meget snæver opfattelse af Guds underfulde frelse. Pagten er blevet defineret kun ved overholdelse af Moseloven. Løftet er blevet glemt, siger Paulus. Guds underfulde frelse er blevet glemt.

I den anden søjle findes alle  modsætningerne. Her findes Ånden, Helligånden, Sara, den frie og stolte kvinde som føder ved en underfuld guddommelig fødsel, Isak, nåden, friheden, myndigheden, værdigheden, det kommende Jerusalem, alle løfterne til menneskene som Gud har givet Abraham – dvs til alle mennesker.

De to søjler repræsenterer egentlig ikke to pagter for der er egentlig kun een pagt i følge Paulus! Pagten er Guds relation til menneskene og den relation har hele tiden været den samme. Gud har frelst menneskene af trængslen og nøden – af hungersnøden som han gjorde med Jakob – ud af Egypten som han gjorde ved Moses’ hånd. Gud har altid været den samme – men menneskene har fortolket pagten på disse to helt modsatte måder. Israel har fortolket pagten som lovfromhed og nomisme og selvofring under looven. Israel og alle andre folk er nu taget ud af den misforståelse. Nu er troen kommet til verden. Vi er blevet frie og voksne og værdige. Kristus er ankommet til verden. Vi lever nu i en ny tidsalder. Den tidsalder blev allerede spejlet i Guds forhold til Abraham. Allerede med Abraham kom troen til verden.

Paulus anvender den allegoriske metode når han fortolker Det gamle Testamente. Denne metode var i datiden især kendt fra den jødiske filosof Filon som levede i Alexandria i Egypten. Paulus bruger denne metode – selv om den ikke er meget brugt i evangelierne. Den blev siden i kirkens historie meget kritiseret. Den allegoriske metode oversætter de små enkelte led i en fortælling til deres symboler. Det kan give vilkårlige fortolkninger hvor helheden går tabt. Teksten opfattes som en slags kodeskrift hvor koderne skal oversættes. Filon skriver fx at Sara slet ikke betyder Sara – men Sara betyder Dyden. Sara skal altså ikke opfattes som en konkret historisk person men som et begreb eller som et væsen! Vi kan se at Paulus’ fortolkninger af Abraham og Adam svarer til Filons metode – Paulus har faktisk lært noget af Filon! Paulus’ metode er også typologisk: Dvs han opfatter figurerne i Det gamle Testamente ikke så meget som enkeltmennesker – men som typer. På den måde opfatter han Sara og Hagar som symboler eller typer. Den ene står for friheden og den anden for trældommen. Hvis man er en søn af Sara er man en fri mand, siger Paulus. Sara bliver noget mere end et menneske – en enkelt kvinde – hun bliver et evigt gyldigt symbol. At være en søn af Sara betyder faktisk det samme som at være en søn af friheden og værdigheden!

Paulus fortolket Hagar som identisk med Sinai og identisk med Moseloven! For de fleste senere læsere har det virket meget ejendommeligt og vilkårligt. Hagar og hendes søn har jo intet at gøre med Sinai eller Moseloven – hun er jo en slags anden sidegren fra Abraham! Hagar bliver også forbundet med Jerusalem og templet i Jerusalem hvilket virker højst ejendommeligt -  det er vel snarere Sara og Isak som hænger sammen med Jerusalem og templet! Fortolkningen virker unaturlig men Paulus er glad for den allegoriske metode – han søger netop et dybere eller åndeligt indhold bag ved teksterne i Det gamle Testamente.

Det allegoriske metode er dog ofte blevet anvendt i den kristne kirke. Den katolske Mester Eckhart fra 1300 tallet er et fantastisk eksempel på den allegoriske metode.

v21  Sig mig, I, der vil være under loven: Hører I ikke, hvad loven siger? v22  Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde. v23  Sønnen med trælkvinden blev født efter naturens orden, men sønnen med den frie kvinde ved et løfte. v24  Det skal forstås billedligt. Disse kvinder er nemlig to pagter. Den ene kommer fra bjerget Sinaj, hun føder børn til trældom, og det er Hagar – v25  »Hagar« betegner bjerget Sinaj i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, for det lever i trældom med sine børn.

Det jordiske Jerusalem er religionen, samfundet, moralen, loven. Paulus tænker hele tiden i modsatte kategorier. For Paulus vælger mennesket mellem to og kun to muligheder. Det jordiske Jerusalem er alt det som vi kan se med øjnene – det synlige – formernes verden. Men den sande virkelighed er ikke det vi kan se med øjnene. Vores sande identitet er ikke vores biologiske moder eller fader eller familie. Vi er himmelske – vi kommer fra himlen. Det himmelske Jerusalem er vores moder – vores ophav – vores væsen. Der findes en anden og mere virkelig virkelighed bag ved det som vi kan se. At tro er at kunne se denne virkelighed – Guds virkelighed. At tro er at forlade denne verden – at blive et nyt menneske – eller at høre op med at være et menneske som han siger et sted: - Vi er ikke længere mennesker! Det sande menneske er et nyt menneske som ikke er underkastet verden – som er stærkt og frit. Det sande menneske er en gudsmand som det siges om Elias, Elisa og Moses og mange andre i Det gamle Testamente.

Vi skal ikke se på det synlige men på det usynlige, som Paulus flere steder siger. Det synlige er alt det som er underkastet lidelsen og synden og døden og loven. Men den sande virkelighed er usynlig. Vi er frie og mægtige og velsignede. Måske kan vi ikke se det med det ydre øje – men det er ikke desto mindre sandt. Den sande virkelighed er den virkelighed som Gud kan se. I Guds øjne er vi retfærdige og gode. I Guds øjne er vores bestemmelse at leve livet fuldt ud på livets betingelser. Vores sande identitet er skjult siger Paulus. Den er i himlen. Vores sande bolig og hjem er i himlen. Alle mennesker er på en vis måde himmelske væsner – engle. Vi er alle Messengers for Vor Herre.

Det sande menneske råber højt af fryd og glæde over Guds underfulde gerninger. Det sande menneske holder ikke igen på sig selv – eller på sin vilde glæde over livets mirakel! Det sande menneske behøver ikke at skjule sig – det behøver ikke at leve i frygt. For det sande menneske er alle andre mennesker dets venner. Hun og han er ikke min modstander eller konkurrent eller en forhindring for min udfoldelse – de er mine venner og de tænker kun på at glæde mig. De gør alt hvad de kan. Vi er alle velsignede og lever alle i nåden. Det sande menneske er ydmygt nok til at se velsignelsen som kommer i så rigelige mængder. Det sande menneske er taknemmeligt og fuld af glæde over livet. Det sande menneske har mod på livet – det giver sig i kast med livet.

Livet er et stort under. Livet er en kostelig ubegribelig gave. Vi har ikke fået denne underfulde gave for at vi skal drukne os selv i skyldfølelser eller dårligt selvværd. Det er at håne Guds velsignelse og gave. Vi har fået livet for at vi skal gribe det og få det til at lykkes. Hele denne menneskeopfattelse ligger som en undertone under Paulus’ breve. Denne menneskeopfattelse er ofte blevet helt glemt i den kristne kirke – men den er helt grundlæggende for Paulus – og for Jesus i evangelierne for den sags skyld. - Vi er uden skyld, som det hedder i Salmerne. Vi er alle velsignede. Det sande menneske er en lykkemand – en Job.

Det himmelske Jerusalem er det sande Jerusalem – i modsætning til det jordiske konkrete jerusalem. Paulus bruger udtrykket det himmelske jerusalem som et billede på Kristus. Det jordiske Jerusalem er den historiske konkrete jødedom i Palæstina.

Forestillingen findes i hele den jødiske apokalyptiske litteratur – og i det nye Testamente i Hebræerbrevet og i Johannes’ Åbenbaring. Forestillingen på en vis måde tilbage til en tekst i 2. Mosebog:

v8  De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem. v9  I skal lave den nøjagtigt efter det forbillede af boligen og dens udstyr, jeg viser dig.

v37  Du skal lave dens syv lamper, og lamperne skal sættes på, så de kan lyse foran den. v38  Tænger og fyrbækkener til den skal være af rent guld. v39  Af en talent rent guld skal du lave den og alle disse redskaber. v40  Sørg for at lave det efter det forbillede, du fik at se på bjerget.

(2 Mosebog 25.8)

v7  Du udvalgte mig [Moses] til konge for dit folk,
til dommer over dine sønner og døtre;
v8  du befalede mig at bygge et tempel på dit hellige bjerg
og et alter i den by, hvor du ville bo,
en efterligning af det hellige telt, du havde beredt fra begyndelsen.

(Visdommens Bog – Salomos Visdom 9.7)

Det himmelske Jerusalem har været skjult hos Gud. Det skal komme ned på jorden og erstatte det nuværende jordiske – fysiske – Jerusalem. Det himmelske Jerusalem er en helt ny tilstand i verden – en ny tidsalder – en ny æon, som Paulus siger. Det himmelske Jerusalem skal ikke bygges af menneskehænder – det skal fremstå pludseligt i verden – som en åbenbaring.

v1  Hovedsagen i det, der her siges, er, at vi har en sådan ypperstepræst, som sidder på højre side af den Højestes trone i himlene v2  og gør tjeneste ved helligdommen, det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst. v3  For enhver ypperstepræst indsættes til at frembære gaver og slagtofre, og derfor måtte også denne ypperstepræst have noget at ofre. v4  Hvis han nu var her på jorden, ville han ikke engang være præst, da der allerede er andre, som frembærer gaverne efter loven. v5  De tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åbenbaringsteltet. Han sagde: »Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget.« v6  Men nu har Kristus fået en langt højere tjeneste, idet han er formidler af en bedre pagt, der er lovfæstet ved bedre løfter.

(Hebræerbrevet 8.1)

v11  Jeg kommer snart. Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans. v12  Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn. v13  Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.

(Johannes’ Åbenbaring 3.11)

Det himelske Jerusalem er en helt ny tilstand i hele verden. Denne tilstand er for Paulus først og fremmest forbundet med befrielsen og friheden. Sara  er identisk med det himmelske Jerusalem. Vi er alle sønner af Sara – hun er vores moder. Sara er den frie kvinde – hun er fri, stolt og værdig. Hun er ikke træl under nogen magt. Sara og det himmelske Jerusalem er vores identitet. Det himmelske Jerusalem er vores moder – fordi vi er troens sønner. Det er ikke længere afgørende om man er en søn af det jordiske Jerusalem – det eneste afgørende er at man er en søn af det himmelske Jerusalem – Sara. Vi kommer fra hendes liv. Vi lever inden i hende – vi er led og lemmer på hendes legeme. Vi lever inden i Sara lige som vi nu lever inden i det nye Jerusalem. Det nye Jerusalem er nu kommet ned på jorden – det er trådt frem – trådt ud bag sløret og forhænget. Det er nu tydeligt at se for enhver. Det som var skjult engang er nu blevet tydeligt. Vi kan se at Paulus er helt på linje med den apokalyptiske litteratur. Han tænker i apokalyptiske skemaer. Noget nyt er nu trådt frem i verden – en ny virkelighed er pludselig trådt frem. Denne nye virkelighed – menneskehedens frihed – kalder han Kristus. Forskellen mellem nu og dengang er som forskellen mellem lys og mørke, dag og nat. Lyset er kommet til verden. Glæd jer, som Paulus siger i sine breve.

Det ny himmelske Jerusalem er forbundet med skønhed, glans, pragt. Hele denne tanke spiller en afgørende rolle hos Esajas og Tritoesajas. I Det gamle Testamente kædes det gode og himmelske her sammen med det skønne – det som er skønt i æstetisk forstand, det dejlige, vidunderlige, tiltrækkende, det som vore øjne fascineres af. Gud er skøn – Kristus har en prægtig skikkelse – lige som hans fader David. Det gode og sande og skønne og smukke hænger sammen – som hos Platon. Vi finder disse tanker hos Esajas og de spiller også med hos Paulus. Det nye liv i troen og i Guds nåde er et liv i skønhed, ydre pragt, i smukke omgivelser og med smukke mennesker. Over alt er vi omgivet af diamanter og ædelsten. Alle mænd og kvinder er smukke som guder.

       v11  Du hjælpeløse, du stormhærgede,
      du, som ikke finder trøst,
      se, jeg sætter din mur af malakit
      og lægger din grundvold med safirer.
       v12  Jeg sætter dine murtinder med rubiner,
      dine porte med karfunkler,
      og hele din ringmur med ædelsten.

(Esajas 54.11)

Paulus citerer Esajas 54 – Deuteroesajas – som taler om den ny tidsalder – udfrielsen fra fangenskabet i Babylon. Evangeliet findes klart og tydeligt i Det gamle Testamente i følge Paulus – det er alt sammen blevet sagt – ikke een men mange gange. Evangeliet – det kristne evangelium – findes hos Esajas. Jesus identificerede sig med Esajas og læste op af Esajas i synagogen. Esajas taler om at Gud nu vil skabe en ny tilstand – en ny tidsalder – som efter syndfloden eller som efter udgangen af Egypten. Gud vil gå foran Israel og bane vejen for Israels folk. Den ufrugtbare kvinde skal føde sønner. Vi er hendes sønner. Hoveriet er forbi og gælden er betalt. Lidelsen er forbi, siger Esajas. Paulus kan finde hele sin teologi hos Esajas. Evangeliet er et råb af glæde. Evangeliet er den enorme følelse af befrielsen. Paulus bruger Det gamle Testamente som en forudsigelse af Kristus.

 

v26  Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder; v27  der står jo skrevet [Esajas]:
      Råb af fryd, du ufrugtbare, du som ikke fødte!
      Bryd ud i jubel, råb af glæde, du som ikke fik veer!
      For den enlige [ufrugtbare] kvinde har flere børn
      end den, der er gift.

 

v28  Men I, brødre, er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak. v29  Men ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu.

Paulus sætter lighedstegn mellem Hagar og hendes sønner og det historiske folk – jøderne. Israels folk er – overraskende nok – ikke efterkommere af Isak men af Ismael – Hagars søn! På denne måde bliver Paulus ekstrem i sin fordømmelse af det historiske Israel. Han citerer ordene fra Sara: - Jag hende bort! Meningen er at det jødiske folk skal jages bort – de er ikke arvinger til Guds rige – de er fortabt og forbandede! Det har ikke været Paulus’ bogstavelige mening! Han bruger billederne og citaterne fra Det gamle Testamente som  billeder og metaforer. Han mener helt sikkert at de som nu har troen – troens sønner – er sønner af den frie kvinde – Sara. Derfor er de også Abrahams sønner men interessant nok er det moderen som her er afgørende! Paulus giver de to kvinder Sara og Hagar en enorm symbolsk betydning. Hagar og Sara bliver løftet op til at være evige mødre. Vi er alle sønner af Sara.

Paulus mener ikke denne fordømmelse af Israel bogstaveligt. Det kan vi se i alle hans breve. Paulus er en trofast jøde og han forkaster ingen sinde jødedommen. Det som er hans pointe er at Kristus betyder en ny mulighed for alle jøder – og alle andre. Jøderne kan nu opnå en ny værdighed og frihed som de tidligere var udelukket fra. Jøderne skal ikke holde op med at være jøder. Loven er givet Israel til beskyttelse og frelse.

Når Paulus taler om trælkvinden Hagar og det som hun symboliserer tænker han også på sine modparter i Jesussekten – Peter og Jakob og Johannes. Peter og Jakob har jo netop misforstået evangeliet og forvandlet det til en ufrihed. Derfor kan vi også sige at citatet om at hun skal smides ud ikke er bogstaveligt ment. Paulus mener ikke at den kristne kirke eller Jesusbevægelsen er fuldstændigt fortabt og aldrig skal arve Guds rige! Vi kan sige Paulus her bliver forført af sin egen retorik og kommer til at sige noget han ikke mener. Paulus var helt grundlæggende enig med kirken i Jerusalem. Uenigheden drejede sig om detaljer – ikke om den grundlæggende tro.

v30  Men hvad siger Skriften? »Jag denne trælkvinde [Hagar] og hendes søn bort, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn.« v31  Så er vi ikke børn af trælkvinden, brødre, men af den frie kvinde.

 

Konklusion:

 

Temaet i Galaterbrevet er den meneskelige frihed. Baggrunden for brevet er at Paulus tror at den frihed som galaterne har opnået da de modtog ånden – den er de nu ved at tabe igen.

Før de modtog ånden var de ufri og under verdens og egoets og dødens magt. De græske hedninger var ufri dengang de levede med deres gamle guder – lige som det gamle Israel levede i trældom og ufrihed – fordi det levede under Loven – en magt. Men da de modtog ånden blev de frie. Når ånden kommer over os – bliver vi frie. Vi  bliver frie af verden, egoet, lidelsen, logikken, verdens visdom og videnskab.

Nu er de ved at miste og afgive den frihed igen. Dels bliver de lokket af fremmede – Jakobs folk – som sniger sig ind hos galaterne. Dels bliver de selv svage. De er ikke kun ofre for en fremmed intervention - for udviklingen sættes i gang på grund af deres egne behov, følelser og tanker! Paulus opfatter det som de oplever som en fristelse. Galaterne bliver fristede – og de er lige ved at bukke under for fristelsen. Det betyder at de er ved at gøre sig selv små og svage, til små afmægtige syndere og arme ofre. De er ved at opgive troen – også troen på at de som mennesker er gode nok som de er. Galaterne er ved at miste deres glæde ved livet og stolthed og værdighed – som hedninger, siger Paulus! Det som sker med galaterne er både helt uforståeligt – hvordan kan de opgive en så stor velsignelse? – og samtidigt noget alle mennesker kan genkende. Vi kan alle sammen spejle os i galaternes usikkerhed og frygt og bekymring – i deres lille indelukkede horisont – frygten. Verden er ond og farlig – vi må gøre noget for at beskytte os! Alt andet ville være uansvarligt – vi er jo ikke børn!

Vi kan sige, at Galaterbrevet handler om, at mennesker pludselig får en ny styrke, kraft, velsignelse og frihed – og så bagefter bliver bange og gør sig selv små og svage – til arme ofre. På denne måde beskriver Galaterbrevet en meget almen menneskelig situation. Galaterbrevet handler om galaternes tilbagefald og frafald fra tilliden og troen. Paulus er ofte uforstående – Hvordan kan de dog gøre det? Men Paulus forstår naturligvis godt galaternes situation og tanker og følelser. Det er ikke så mærkeligt at galaterne bliver bange! Alle mennesker bliver bange – eller kan blive bange – hvis de pludselig opdager at de er frie, stærke, guddommelige og velsignede! Det er altid fristende at falde tilbage – at vende tilbage til hjælpeløsheden. Det er altid mere trygt at være et lille, arme offer! Galaterbrevet beskriver på den måde noget uhyre alment menneskeligt!

Da galaterne modtog ånden – da ånden kom over dem – forstod de at de var perfekte, uden nogen skyld og Guds børn og sønner! Da de modtog ånden – blev de seende – de så pludselig virkeligheden som den var og er. De så at de var stærke og frie og uden skyld i Guds øjne! I selve oplevelsen – da de følte ånden – var de ikke i tvivl. De var helt sikre. Alt var lyst og klart og selvindlysende. Det som galaterne oplevede var at de kom direkte ud fra mørket og ud i lyset. I det øjeblikvar de ikke i tvivl. De vidste at Gud var med dem, at de var Guds sønner, at de på en måde alle sammen var Herrens salvede. Da de modtog ånden blev de adopteret af Gud – de blev hans sønner – de blev Israel og del af Israel – de fik del i velsignelsen og lykken og frelsen. Men bagefter – i tidens løb – kom de i tvivl. De troede ikke længere. De holdt op med at tro på sig selv. De holdt op med at tro at de var værdige. De begyndte at tro at de skulle forandre sig og forandre deres livsstil for at være gode nok. De gjorde sig selv små og svage. De holdt op med at være stolte hedninger! De gjorde sig selv til slaver og trælle. De gjorde sig selv til trælle under etik, moral, regler, love. De handlede ud fra frygt og angst. Meget psykologisk forståeligt – og Paulus forstår dem godt – men katastrofalt i forhold til den værdighed og rankhed og frihed som de havde opnået! Paulus ser med sorg på det som er ved at ske. Galaterne er blevet ydmyge og små. De ydmyger sig selv. De lader sig forføre – men allermest handler de ud fra deres egen lille frygt og angst. De bliver angste for at de skal præstere noget mere – ellers gårde galt. De får den tanke at de vil sikre sig og forsikre sig – akkurat lige som moderne mennesker. Pludselig tror de ikke at det kan være sandt de som Paulus siger. Pludselig betvivler de også deres egen erfaring og oplevelse – selv om den var voldsom og tydelig nok. Galaterne begynder at tænke som mennesker – de bliver bare små almindelige mennesker – ofre og prisgivet og små og svage. Galaterne tror at de skal redde sig selv og sikre sig gennem deres gerninger – ved at gøre og gøre. De har glemt at de blot skal være! De har glemt at Guds kærlighed og velsignelse bliver givet uden betingelser – uden nogen pris. De gør på den  måde Gud meget mindre end han er – de skaber en ny gud i deres eget billede! De begynder at tro at Gud er lige så lille og svag som de selv er! De har glemt af de har fået en ny herre – som Paulus kalder det med oldtidens sprogbrug – Kristus er nu deres herre! Kristus er deres beskytter og værner. De glemmer at de lever i en virkelig relation med Kristus og at Kristus vil leve op til sin rolle – uanset hvad mennesker gør! Kristus er retfærdig. Han frelser alle mennesker – ikke fordi de har gjort noget specielt – men fordi de har brug for det! Kristus ved hvad menneskene har brug for – at lidelsen skal ophøre – og han gør det som er naturligt i hans relation med menneskene. Kristus frelser dem ud af lidelsen. Galaterne skal ikke lade sig omskære eller holde lov eller moral eller religiøse regler for at kristus skal frelse dem. Kristus frelser dem på hans eget initiativ – fordi det er hans vilje – fordi det er hans formål – fordi det er det normale og naturlige at gøre!

Vi kender disse tanker fra Salmernes Bog og vi kan se hvordan disse tanker bliver helt dominerende for Paulus i Det nye Testamente.

Jakobs folk fortæller dem at de skal gå videre. Det er ikke tilstrækkeligt det som er sket. Galaterne skal gå videre og blive proselytter – dvs de skal antage en jødisk livsstil. En jødisk livsstil indebærer mange forskellige skikke og livsvaner – fx omskærelsen, overholdelsen af de jødiske riter og højtiden, overholdelsen af sabbaten.

Galaterne er i en dobbelt situation. På den ene side ved vi at den jødiske livsstil var enormt attraktiv blandt grækerne i Lilleasien i det første århundrede e. Kr.! Jødedommen var en åndelig magnet og mange grækere – hedninger – var meget tiltrukket af jødedommen! På den anden side var galaterne tilsyneladende udsat for et pres fra Jakobs folk – fra udsnedte fra menigheden i Jerusalem. De udsendte Jesus folk fra Jerusalem fortalte galaterne at de skulle købe hele pakken – og blive indlemmede i det jødiske folkefællesskab – på den måde ville de både teoretisk og virkeligt få andel i velsignelsen og løfterne.

Vi kan mange steder se hvordan Paulus bruger udtryk og begreber fra den græske stoicisme. Her kan vi se et lille eksempel: - Galaterne skal stå fast! De skal være mandhaftige, modige, karakterfaste, ubøjelige! Det er ægte stoiske idealer vi finder hher hos Paulus. Meget tyder på at Paulus havde et godt kendskab til den græske filosofi.

(5,1)  Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

 

[5]

Paulus formulerer sig i et absolut valg. Enten holder galaterne fast i deres oprindelige oplevelse og indsigt – eller også mister de denne indsigt totalt. Paulus er naturligvis ikke modstander af omskærelsen. Paulus er jøde. Han er selvfølgelig selv omskåret og i følge Det nye Testamente tager han også initiativ til at andre skal omskæres. Paulus fastholder sin jødiske identitet. Han er jøde. Omskærelsen er et tegn for Israels folk. Når man er jøde skal man omskæres – mener Paulus. Men hvis galaterne lader sig omskære nu – som hedninger og ikkejøder – er den en anden sag. De er ikke jøder og Gud mener bestemt ikke at de skal omskæres. Tværtom har Gud vist dem at de er godkendte og accepterede som de er – som hedninger og uomskårne! Hvis de lader sig omskære forsøger de at blive som jøderne – dvs de opgiver fuldstændigt deres identitet og stolthed. Det er ikke meningen. I jordisk forstand er jøder en ting og hedninger noget andet. Omskærelsen er en gammel praksis hos jøderne – den er blot en gammel sædvane. Den har ikke nogen mening over for grækerne! De skal ikke omskæres. Jakob og hans folk tager fejl. Galaterne er allerede en del af Israels folk – de er allerede det sande Israel. De skal ikke prøve på i deres livsstil at blive jøder. De skal ikke svigte sig selv. Det er en hån imod evangeliet – fordi Gud netop har godkendt og frelst dem - som de er. Lige som Gud frelste Abraham – med alle hans fejl og svagheder – som han var. Lige som Gud frelste Israel ud af slaveriet i Egypten – selv om Israels folk ikke ville frelses og satte sig til modværge! Gud er ikke sådan som mennesker er. Gud er meget større end mennesker. Gud frelste Israel ved at han drev og førte dem ud af Egypten – som en fåreflok!

Galaterne skal ikke forbedre sig eller forandre sig eller blive mere fromme eller religiøse! De skal ikke lytte til de andre missionærers prædiken og moralisme. Galaterne skal ikke forbedres. Gud elsker dem som de er. Troen er at de indser at det er sådan det er – at de er godkendte og elskede – Guds sønner. Evangeliet er det budskab som de hørte dengang Paulus besøgte dem og det budskab som gjorde dem glade og lettede. Evangeliet gjorde dem helt frie til at leve deres eget liv. Evangeliet tog frygten fra dem – da de modtog ånden. Hvis de nu tænker på at forbedre sig og lade sig omskære – udtrykker de en hånd og foragt over for evangeliet. Evangeliet forventer kun een ting af galaterne – at de viser deres glæde og taknemmelighed – at de viser at de har set underet og den underfulde frelse. Evangeliet indeholder ikke nogen krav til galaterne – men evangeliet gav dem et helt nyt liv – i lyset og glæden.

Når vi lever her i verden er der to muligheder i følge Paulus: Enten lever vi i  nåden eller vi lever i kødet eller under loven. I den ene tilstand er vi frie og stærke og glade. I den anden tilstand er vi afhængige, lidende og ofre. Det Paulus skriver til galaterne er at de må vælge. De kan ikke blive ved med at halte frem og tilbage, som Elias siger til Ba’al præsterne! Galaterne må vælge mellem om de tror at isen kan bære. De må vælge om de tør at leve på troen og løftet og håbet og Guds nåde – selv om de måske inderst inde er bange.

Verden fortæller os evigt og altid at vi ikke er gode nok som vi er. Verden dømmer os hele tiden. Gud dømmer os ikke – dommen kommer ikke fra Gud. Den kommer fra os selv, fra samfundet, fra egoet. Hvis vi lever i verden uden tro, uden håb og uden nogen gud – er vi fortabt. Så lever vi under loven. Så skal vi passe på – for alting går sikkert galt. Så må vi hele tiden sikre os og forsikre os. Så er andre mennesker vore fjender og modstandere – eller forhindringer på vores vej. At leve i verden sådan er et liv i lidelse, i frygt, i evig bekymring, i vrede. Buddha beskrev det liv i lidelse hele tiden. Jesus siger at Gud vil tage os ud af lidelsen – og at han allerede har taget os ud af lidelsen. Det er ikke noget at være bange for. Se på markens lilljer og himlens fugle!

Troen betyder hos Paulus at galaterne skal tro på sig selv – også og ikke mindst. Problemet i følge Paulus er jo netop at de slet ikke tror på sig selv – de er bange og bekymrede – de vil sikre sig yderligere – de tror ikke rigtigt på Herren alligevel. Hvis de har troen på Gud har de også troen på sig selv. Så falder de ikke for fristelsen. Så bevarer de deres identitet, styrke og sikerhed. Så opgiver de ikke den erfaring de gjorde da ånden kom over dem. Gud græder hvis vi gør os mindre end vi er. Gud vil at alle mennesker skal være frie og stærke og mægtige! Gud spejler sig i alle mennesker – vores glæde og styrke og herlighed er også hans glæde og herlighed. Hvis vi gør os til små og arme syndere – håner vi evangeliet om Guds frelse til alle mennesker. Gud glæder sig over sønnen – hans vækst, hans succes og hans sejre. Alle mennesker er Guds sønner. Dette er kernen i Paulus opfattelse i brevet til Galaterne.

v2  Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. v4  I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. v5  For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. v6  For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.

v7  I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? v8  Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det. v9  Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. v10  Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet. Men den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er. v11  Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte. v12  Gid de ville lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede!

 

Omskærelsen:

Hvad mener Paulus egentlig med sin tale om omskærelsen? Det er ikke altid lige klart. Det er sikkert at man kan få et helt forkert indtryk af Paulus’ opfattelse ved at læse Galaterbrevet - overfladisk. Vi kan heller ikke overføre en meget senere kristen tankegang på Paulus.

Vi ved at omskærelsen var en frygtelig afskyelighed for alle gode romere og grækere. Vi kender det fra mange af de samtidige romerske forfattere. Omskærelsen blev opfattet som en slags kastration. Romerne og grækerne kendte Kybele kulten som var en  af datidens mysteriereligioner, som kom fra Lilleasien – faktisk fra områderne omkring Galatien. I Kybele kulten kastrerer alle mændene sig selv. De drikker sig berusede og de kommer i ekstase ved narkotiske stoffer og derefter - i en rus - afskærer de deres penis med gamle arkaiske flinteknive! Denne penis bliver ofret til gudinden Kybele. Hedningerne opfattede den jødiske omskærelse i stil med selvkastreringen i Kybele kulten. De gøs og var rædselsslagne – og omskærelsen var noget som afskar mange grækere og andre ikkejøder fra at blive proselytter og jøder.

Det er sandsynligt at Paulus har tænkt på dette og det er forklaringen på hans holdning til omskærelsen i Galaterbrevet. Paulus har tænkt at hvis den kristne kirke kræver at alle nye kristne skal omskæres – så skræmmer man dem væk fra evangeliet.

Paulus er naturligvis ikke imod omskærelsen. Han er jøde og han er selv omskåret – lige som Jesus er det. Paulus sørger også for at andre – ikkejøder – bliver omskåret (Apostlenes Gerninger). Grundlæggende har han været enig med den kristne kirke i Jerusalem. Men Paulus har kunne se at det var meget uklogt at stille sådanne krav.

Paulus mener bestemt at de såkaldte hedninger der kommer ind i Jesussekten – ind i Israel – skal omlægge deres liv, opgive deres gamle liv i hedenskaben og anlægge en jødisk livsstil – VejenHalakhah. På det punkt er han helt enig med Peter og kirken i Palæstina. Men Paulus opfatter Vejen og Halakhah på en mere generel eller abstrakt måde. Hedningerne skal ikke nødvendigvis omskæres. De skal ikke nødvendigvis følge alle spiselovene – de skal antage jødiske værdier, leve i kærlighed – tro på den jødiske gud og antage en jødisk bestemt etik - næstekærligheden. De skal deltage i den jødisk-kristne gudstjeneste. Paulus mener også at galaternes levemåde skal forandres for at de kan blive virkelige medlemmer af Israels folk – Guds eget folk - men hans begreb om jødedommen eller religionen er meget bredere end vi finder hos kirken i Jerusalem. Jakob og Peter og Johannes er antageligt meget mere snævert jødiske – meget mere traditionelle end Paulus.

Galaterne skal ikke nu – hvor de endelig har opnået en stor frihed i Kristus – lade sig kue af en ny trældom. De skal ikke give sig ind under et nyt åg, som han siger. De græske ord som Paulus bruger her er meget interessante. De viser hvad Paulus mener. Han siger at galaterne ikke skal glide ind i en ny trældom. De skal ikke lade sig lokke. De skal ikke lade sig friste. De skal ikke lade sig friste af andre – men heller ikke selv være årsag til fristelsen. Hvis de giver sig ind under åget – falder de for en stor fristelse, siger Paulus. Så har de gjort sig selv små og svage. Nu er de – efter at troen er kommet som en kosmisk begivenhed - blevet fuldt ud frie. De har ikke længere nogen formynder over sig – ingen paidagogos over sig. Hvis de giver sig ind under en ny paidagogos eller magt eller autoritet falder de for en fristelse. I så fald mister de troen og troen på sig selv og deres egen styrke. De bilder sig ind at de ikke kan undvære autoriteten, myndigheden, religionen, den borgerlige moral, loven, Moseloven, reglerne. De gør sig selv små og svage. Det er hans pointe. Det er derfor at omskærelsen bliver en farlig sag for galaterne – ikke på grund af selve omskærelsen. Paulus har måske at omskærelsen var god og passende for galaterne  på langt sigt – men ikke lige nu. Lige nu står deres frihed og styrke og selvbevidsthed på spil. De skal sige nej til evt pres udefra – og de skal især sige nej til en indre tilskyndelse. Vi ved jo at jødedommen var meget attraktiv for mange grækere. Og de har selv ønsket at glide ind i de jødiske skikke! Jødedommen var faktisk tillokkende!

Gud er ikke kun en gud for jøderne, siger Paulus. Han er Gud for alle mennesker – uanset hvem de er. Han er også gud for hedningerne. Han er også Gud for ateisterne og de mennesker som ikke tror på Gud. Gud er Gud for alle. Galaterne skal ikke tro at de skal blive jøder for at få del i frelsen og velsignelsen. De skal ikke tro at de behøver at lade sig omskære. Det er ikke noget Gud kræver. Gud kræver ingen ting. Gud frelser. Galaterne er Guds sønner. De ønsker nu at blive Abrahams sønner men det som Paulus siger er: - I er Guds sønner og derfor er I allerede Abrahams sønner. I er nu allerede blevet lemmer på det hele legeme. I er Abrahams arvinger og rigets arvinger. I er verdens herrer, som han siger i Galaterbrevet – Kyrios panton. Hvis I kun stræber efter at blive Abrahams sønner – ved omskærelsen – stræber I efter noget som er mindre end det I nu har! Der er ikke noget galt ved at blive omskåret – men galaterne skal ikke falde for fristelsen og tro at de er små og afmægtige og svage – som stakkels børn og mindreårige – for de har fået en ny frihed, styrke, glæde og værdighed. Den skal de leve op til og den skal de ikke glemme af frygt for at de ikke er fuldgyldige medlemmer af det jødiske folk. Selv om de ikke er omskårne er de medlemmer af Guds Israel – det sande Israel.

 

Formaninger. Åndens frihed: 5.13 – 6.10:

 

Frihed:

 

Moseloven er i Det gamle Testamente er en ret uoverskuelig række af regler og love om alle mulige slags forhold i det gamle Israels samfund. Moseloven er blevet til over en lang periode, og den fungerer også som det gamle samfunds lovgivning – dets verdslige lovgivning så at sige. Moseloven indeholdt bestemmelser om krigsførelse, seksualliv, religiøse højtider og ejendoms- og arveret.

Alle de jødiske lærde og rabbinere på Jesu tid og på Paulus’ tid søgte at formulere hele loven i en kort formel – i eet ord som Paulus siger. Jesus gør det samme som de andre rabbinere og lærde. Jesus prøver også at sammenfatte hele loven i een sætning – i eet ord. Jesus er jøde, og han mener selvfølgelig at man skal leve efter loven, hvis man er jøde! For Jesus var dette selvindlysende. Meningen med loven er at den skal overholdes – ikke til dels eller på udvalgte punkter – men i sin helhed! Det er derfor, at alle jødiske lærde prøver at sammenfatte hele loven i een sætning, i eet ord.

Et berømt eksempel herpå er den jødiske rabbiner Hillel som sammenfattede hele Moseloven i een sætning – den såkaldte gyldne regel: - Du skal være mod andre som du vil at de skal være imod dig!

Paulus sammenfatter hele Moseloven i den ene sætning: - Du skal elske din næste som dig selv! Denne sætning er et direkte citat fra Moseloven i Det gamle Testamente – nemlig fra 3. Mosebog 19.18. Der er slet ingen tvivl om at denne løsning – at sammenfatte hele Moseloven på denne måde – går tilbage til Jesus. Der er heller ikke nogen tvivl om at den er typisk jødisk. Paulus er blevet helt misforstået nogle gange på dette punkt – men det som han siger er ikke vendt imod jødedommen på hans tid – tværtom - det er typisk jødisk!

v17  Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. v18  Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. v19  Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. v20  For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

(Mattæusevangeliet 5.17)

Det er vigtigt at huske, at Paulus mener, at loven er positiv og at loven skal holdes. Det er også sikkert, at Jesus har ment det samme. De er begge jøder – trofaste over for fædrenes religion. Loven er VejenHalakhah - som jøderne sagde. Der findes ikke nogen anden vej. Der er kun een vej – Vejen.

Det er ikke Paulus’ mening at Moseloven skal afskaffes. Det er heller ikke hans mening at Moseloven skal erstattes med den citerede sætning. Loven kan ikke erstattes med en eller flere andre regler! Loven gælder stadigvæk. Loven er en velsignelse og beskyttelse som Gud har givet menneskene. Loven er livets lov. Men det er hans mening, at sætningen er en vejleder. Evangeliet har gjort alle mennesker helt frie – og dette ord – denne Summa – er en vejledning. Loven er svær at overskue - og sætningen er en sætning som kan anvendes i praksis – de mange bud og regler kan jo virke uoverskuelige. Jesus har sikkert opfattet det på samme måde. De diskuterer bestemt ikke om loven eller om Vejen er sand – de diskuterer hvordan loven kan udtrykkes i en eneste kort formel.

Næstekærligheden og kærligheden – Agape på græsk - får en helt dominerende betydning siden hen i kristendommen. Ud fra teksten her i Galaterbrevet kan vi sige at reglen eller ordet betyder noget bestemt: Vi skal elske vores næste – dvs vi skal elske det menneske som er tæt på, de mennesker som vi lever sammen med, de mennesker som vi har en tæt relation til. Vi skal elske brødrene – men også alle andre som vi kommer tæt på. Det er meningen med næstekærligheden i Det nye Testamente. Vi skal ikke elske hele menneskeheden abstrakt eller alle mennesker på hele jorden på en teoretisk eller filosofisk åndelig måde. Det er ikke meningen med sætningen. Kærligheden er konkret og den består af en tjeneste – at stille sig til rådighed.

Sætningen handler ikke om at vi skal have mange søde følelser for andre mennesker. Sætningen siger ikke at vi skal føle en hel masse eller leve i en overmenneskelig mild og kærlig følelse - til alle dyr og mennesker på hele jorden! Næstekærlighed og kærlighed er noget konkret. Næstekærlighed og kærlighed er ikke en sød følelse. Det drejer sig om at sørge for hinanden og være til rådighed for hinanden konkret. Næstekærlighed er den kærlighed som findes mellem en mand og hans kone og en forælder og hans børn. Næstekærlighed er ikke søde følelser men konkret trofasthed og omsorg. Næstekærlighed betyder at vi glemmer vores eget lille ego og gør noget for andre – fordi de har brug for det. Næstekærligheden hænger sammen med tanken om pagten i Det gamle Testamente.

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

At leve i næstekærlighed er leve som et frit menneske - at handle ud fra ånden – ikke at adlyde bogstavet. Når vi lever i kærlighed – lever vi efter en indre impuls – vi lever efter den Guds ånd som vi har inden i os. Vi behøve rikke detaljerede regler som står i en bog, siger Paulus. Vi behøver ikke at være slaver af regler eler bogstaver. Når vi følger ånden gør vi det som skal til og det som vi vil! Vi handler intuitivt og spontant. Vi improviserer. Vi handler ud fra situationen. Vi er frie. Vi er lige som Gud og vi skal ikke spørge andre eller autoriteter om hvad vi skal gøre. Vi ved det godt - alle sammen - inderst inde.

Næstekærligheden er ikke en nemmere eller mindre lov end Moseloven. Tværtom så er næstekærligheden en langt mere omfattende lov. Det er også det som Jesus siger . – Jeg er ikke kommet for at nedbryde eller afskaffe loven. Jeg er kommet for at opfylde loven!

Næstekærligheden er Guds vilje og Guds lov – akkurat som det siges i Det gamle Testamente. Næstekærligheden betyder i virkeligheden ikke at vi skal ofre os selv for næstekærligheden er spontan og fri. Vi gør det som vi ønsker og vil – det som vi har lyst til. Næstekærligheden er simpelt hen den livsførelse hvor vi bliver os selv, bliver frie og voksne mennesker og realiserer os selv. Vi er ikke længere arme ofre. Vi er ikke mere ofre for synden og kødet – dvs egoismen, verden og vore egne svagheder og begær. Når vi er kærlige bliver vi frigjort for al det gamle slaveri under egoet. Vi er ikke det samme som egoet. Vi er noget meget højere. Vi er frie og værdige. I næstekærligheden bliver vi sande menensker – først i kærligheden bliver vi for alvor rigtige mennesker.

Paulus opsummerer hele loven i den ene sætning. Det er vigtigt at huske at det som Paulus her gør ikke er antijødisk eller kritisk imod jødedommen! Lige modsat! Det som Paulus gør er det som alle de jødiske rabbinere gjorde i datiden. Paulus optræder fuldstændigt som enhver anden jødisk skriftklog eller lærer. De prøver alle sammen at sammenfatte hele loven i et ord eller een sætning. Vi kan se dette træk helt tydeligt i evangelierne. Det er også vigtigt at Paulus’ forslag – ud fra kærligheden i 3. Mosebog – ikke var så ualmindelig en løsning i datiden. Mange jødiske rabbinere ville have sagt det samme som Paulus siger her – næstekærligheden er en god sammenfatning af hele loven.

Det er meget interessant at vi det følgende citat fra Markusevangeliet kan se at Jesus og den skriftkloge faktisk er fuldstændigt enige! Det som Jesus sagde var der mange som sagde på hans tid i jødedommen:

v28  En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?«

v29  Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, v30  og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«

v32  Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, v33  og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« v34  Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.

(Markusevangeliet 12.28)

Den berømte rabbi Akiba sagde 50 år senere end Paulus at kærlighedsbudet – fra 3. Mosebog – var det største generelle princip i hele Moseloven – Toraen.

13 υμεις γαρ επ ελευθερια [til friheden] εκληθητε [I er kaldede til] αδελφοι μονον μη την ελευθεριαν [en falsk frihed] εις αφορμην [startpunkt, udgangspunkt for] τη σαρκι [Kødet, Sarx] αλλα δια της αγαπης [igennem kærligheden som en form] δουλευετε αλληλοις [I skal være slaver for hinanden eller for de andre i menigheden eller for andre mennesker generelt]

 (Galaterbrevet 5.13)

De græske læsere af Paulus’ brev har helt sikkert undret sig over sproget. Paulus gør enormt meget ud af at fastslå friheden – I er nu blevet helt frie og ingen er jeres herre eller gud! I vers 13 fortsætter han så med at definere det gode som det at tjene hinanden. For de græske læsere har det været en voldsom kontrast. Efter at Paulus har brugt 4 kapitler på at tale om friheden – siger han nu at friheden består i at vi skal være trælle for hinanden! I den græske tekst siger Paulus at de skal være slaver og trælle for hinanden – det græske ord douleuo – af doulos som betyder en slave! For grækerne kan kontrasten ikke blive voldsommere – at være en fri mand var jo netop ikke at være en slave. Paulus formulerer bevidst kærligheden og friheden på denne paradokse måde. Det som han mener er, at netop fordi vi nu er frie kan vi frit tjene hinanden og være en slags tjenere og trælle for hinanden! Frihed er ikke uden videre at gøre det som man vil eller ønsker. Friheden kan blive til et nyt slaveri og en ny afhængighed, hvor vi er slaver af vore egne følelser, frygt eller begær. Det er ikke sand frihed i følge Paulus. Det er slaveri og magtesløshed. Ingen frihed uden kærlighed – og ingen kærlighed uden frihed.

Friheden er for Paulus både en frihed fra – fx fra lovens trældom eller gudernes trældom – og en frihed til – nemlig til at leve det rette liv, det gode liv.

Paulus bygger helt sikkert på traditionen fra den historiske Jesus. Jesus fortolker og sammenfatter loven – Moseloven. Jesus er en lærer i loven. Han sammenholder ofte det at være herre og være tjener. Den der er en tjener er større end alle andre, siger Jesus – som et paradoks:

v33  Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: »Hvad var det, I talte om på vejen?« v34  Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største.

v35  Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: »Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener

(Markusevangeliet 9.33)

Sand frihed er for Paulus ikke anarki eller tøjlesløshed. Sand frihed er at gøre det som man i virkeligheden gerne vil. Derfor er sand frihed at leve i kærlighed – at være trofast – at være lydig imod Guds gode vilje – at gøre det gode. Sand frihed er ikke at leve egoistisk – for det er blot en anden form for trældom i følge Paulus.

Paulus formulerer friheden som et paradoks. Grundlæggende siger han at den sande frihed består i at vi bliver hinandens slaver og trælle. Dette  paradoks har virket voldsomt for de græske tilhørere – Paulus er her typisk jødisk i sin opfattelse af sand frihed. Paulus siger at vi skal være hinandens trælle dia kærligheden – med det græske udtryk. Vi skal være hinandens trælle og slaver i kærligheden eller gennem kærligheden eller for at udtrykke kærligheden. Vi skal ikke blot være hinandens trælle – vi skal tjene hinanden på en bestemt måde.

Paulus trækker bestemt ikke noget af friheden tilbage! Han gør i Galaterbrevet enormt meget ud af at fastslå menneskets nye frihed. Det trækker han ikke tilbage. Han forsøger i stedet at forklare hvad det vil sige at leve som et frit menneske. Hvis friheden kun bliver et påskud for kødet og egoismen og kynismen – er der ikke nogen frihed, siger han. Så er friheden blot blevet misbrugt og mennesket er havnet i en ny afhængighed. Paulus mener at kun ved at vi lytter til ånden og følger ånden kan vi leve som frie mennesker. Ellers bliver vi lige så ufri som vi var i gamle dage. Friheden er ikke det samme som vilkårlighed eller tilfældighed. Friheden er at vi gør det som vi dybest set ønsker og vil – det som er vores vilje dybest set.

Det er vigtigt at Paulus ikke skelner mellem forskellige slags kærlighed. For ham er kærlighed bare kærlighed. Al kærlighed er – hvis den er ægte – af samme slags. Kærligheden til vore ægtefæller er kærlighed - som enhver anden kærlighed. Kærligheden til ens børn er det samme som kærligheden til ens næste. Kærlighed er simpelt hen kærlighed.

Paulus’ etik er en slags åndsetik. Denne etik definerer ikke bestemte gerninger. Mennesket må selv improvisere og finde det som er kærlighedens gerninger i den konkrete situation. Paulus’ etik bygger på at vi handler spontant- vi føres af ånden. Kærlighedens gerninger er de ydre udtryk for en kosmisk energi – kærligheden. Kærligheden arbejder og virker igennem os mennesker. Den er ånden i det som vi gør. Den er psykologisk set vores motiv eller motivationsstruktur.

Det er interessant at Paulus i det følgende citat tydeligt nok taler til nogen som interesserer sig for at opfylde loven! Paulus refererer jo netop til denne interesse. Galaterne ønsker faktisk i følge brevet at leve efter loven og at opfylde loven! Det ønsker Paulus også – naturligvis. Det er vigtigt at Paulus tager dette som en selvfølge. Det som der er tvivl om er ikke om man skal holde hele loven – men om hvordan loven kan sammenfattes og formuleres! Det var netop det spørgsmål som Jesus ønskede at besvare! Alle – jøder, kristne, Peter, Paulus og Jesus – er enige om at vi skal gøre sådanne gode gerninger som glæder Gud i himlen! Alle er enige om at sand frihed er at gøre kærlighedens gerninger! Alle er enige om, at vi skal leve efter loven eller efter dens ånd!

Der er ingen tvivl om at Paulus mener at loven skal holdes som det fremgår af dette citat fra Romerbrevet. – Vi skal gøre lovens gerninger – Hvad ellers?

v14  For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. v15  De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden.

(Romerbrevet 2.14)

Paulus sammenfatning af loven er ikke ment som en begrænsning af loven! Det er ikke meningen at loven er sat ud af kraft - undtaget på dette ene punkt – kærligheden! Paulus mener ikke at alle andre bud end kærlighedsbudet er ophævede! Kærlighedsbudet er ikke en begrænsning af loven – men en sammenfatning! Loven gælder fuldt ud og i sin helhed - som altid. Paulus ord er ikke en nedskrivning af loven eller en underminering af loven. For Paulus er loven det samme som Guds lov – den skal holdes. Den er en del af pagten og en del af løftet til menneskene.  Vi skal leve efter loven og under lovens beskyttende vinger. Ikke fordi vi skal gøre os selv retfærdige – slet ikke – men fordi vi skal glæde Gud ved at gøre gode gerninger – fordi vi lever i en relation til Gud og fordi hans frelse er underfuld.

Paulus siger at hele loven er opfyldt i dette ene ord – nemlig om kærligheden. Denne sætning er ofte blevet misforstået til ukendelighed. Meningen er at hele loven kan sammenfattes i dette ene ord – meningen er bestemt ikke at loven er overstået eller forældet! Loven skal holdes – det er alle faktisk enige om.

Paulus mener nok at denne opsummering altid har været lovens mening – fra starten af – da loven blev givet til Moses på bjerget. Meningen har hele tiden været kærligheden. De mange konkrete regler eller forbud er kun eksempler på dette generelle princip. Sådan blev Moseloven også opfattet af mange jøder på Paulus’ tid.

 

 

v13  Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. v14  For hele loven er opfyldt [sammenfattet] i det ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv.«

v15  Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt!

 

Ånden:

 

v31  Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, v32  en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. v33  Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren:

Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.

Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

(Jeremias 31)

 

Der findes ikke nogen ægte kærlighed uden frihed - og der findes ikke nogen sand frihed mellem mennesker uden kærlighed. Det er pointen i Galaterbrevet.

Kærligheden kan ikke påtvinges andre. Den bliver givet frit til andre som en gave. Der følger ikke nogen regning med sand kærlighed. Kærligheden stiller ikke krav til andre. Den giver af et glad hjerte. Forudsætningen for at give kærlighed til andre er at man selv er fri og stærk. Svage mennesker kan ikke give nogen ægte kærlighed. Kun stærke og frie mennesker kan elske andre mennesker. De giver af deres overskud. Det er Paulus’ pointe.

Vi behøver ikke læse i en bog om hvad der er ægte kærlighed. Det ved vi godt. Vi kan slet ikke læse os til hvad der er sand kærlighed. Sand kærlighed er simpelt hen det vi gør og det som vi giver når vi er frie og glade og stærke. Vi er frie og stærke – det er vores natur - fordi vi har fået Guds ånd.

Ånden er den indre vejleder som fortæller os - i  situationen - hvad vi skal gøre og hvordan vi skal reagere og ånden eller Helligånden er den energi eller den kraft inden i os der får os til at handle. Ånden er dels en vejleder – vi behøver ikke nogen bøger eller lærere – og dels en energi – en magt inden i os, inden i vores sjæl og ånd og legeme.

VejenVejen som den hedder i Apostlenes Gerninger - er derfor simpel nok. Vejen fortæller os at vi skal gå lige frem! Vi skal se lige frem og lige ud. Vi skal ikke se os tilbage og ikke hænge fast i fortiden. Vi skal ikke se os til siderne. Vi skal gå lige frem og gøre det som ligger ligefor, som Paulus siger. At gøre det som ligger ligefor er at opfylde hele loven – at gå Vejen. Det er at vandre for Herrens ansigt – at være velsignet. Det som ligger ligefor er det som ånden viser os hele tiden. Guds ånd fortæller os hele tiden hvad vi skal gøre. Vi skal ikke frygte noget. Vi skal  ikke bekymre os. Vi skal ikke planlægge. Vi skal ikke sikre os. Vi skal blot gå Vejen – lige frem. Det er den åndelige vej – den eneste sande åndelighed. Hver gang vi gør noget andet – bekymrer os, sikrer os og laver beregninger – falder vi ned i Kødet. Kødet er vores lille frygtsomme ego. Kødet gør os til ufri slaver. Kødet får os til at skade andre og skade os selv. Kødet skaber megen lidelse i verden. Kødet gør os fortabte. Kødet er hos Paulus det samme som Synden. Synden viser sig når vi bliver bange og begynder at ryste på hånden. Synden og kødet får os  til at blive små og svage – arme ofre. Kødet gør os til ofre for en dårlig verden. Vi føler os forfulgt og uretfærdigt behandlet. Vi klager og klynker. Vi piver over at livet er så hårdt. Vi klager over at andre mennesker er så onde og ikke gør det som vi vil have at de skal gøre. Når vi kommer i den tilstand har synden taget magten i vores liv. Vi har fuldstændigt mistet vores frihed og værdighed. Vi er gået helt fortabt. Ud fra Paulus’ tankegang kan vi sikkert sige at de fleste moderne mennesker er gået helt fortabt! Det moderne menneske er blevet lille og svagt. Det klager og klager. Det er utilfreds med alting. Det har ingen taknemmelighed og det har ingen ånd tilbage – ville Paulus sikkert sige!

Livet er en vandring – Paulus bruger en gammel metafor fra Det gamle Testamente. – Enok vandrede for Herrens ansigt i 200 år, som det hedder i 1. Mosebog. I Salmerne er det at leve det samme som at vandre. Det som Paulus beskriver er at vandre med Gud eller med ånden eller for Herrens ansigt – at gå VejenHalakah.

I følge Paulus har alle mennesker en intuitiv viden og sikkerhed. Vi ved godt hvad vi skal gøre. - I skal ikke frygte, for Helligånden vil fortælle jer hvad I skal sige og hvad I skal gøre, når I stilles for domstolen, som Jesus siger. Ånden er en indre stemme som hele tiden er til rådighed – en indre visdom som er Guds visdom og ikke menneskers visdom. Vi skal blot åbne os for den ånd – vi skal blot høre efter og lytte og følge åndens røst. Vi skal bare sidde stille – i al fald engang imellem. Vi skal give ånden en chance – ellers bliver den helt overdøvet af verdens larm.

Hele Paulus’ liv er et godt eksempel på åndens stemme. Ånden fortæller ham hvad han skal gøre. Da han er i Efesos fortæller ånden ham at han skal rejse over til grækenland. Ånden er Guds stemme. Ånden er en stemme som er neden under vores almindelige bevidsthed. Åndens stemme kommer fra noget ubevidst eller overbevidst. Åndens stemme er den eneste vejleder som mennesker nogen sinde får brug for. Vi behøver ikke spørge nogen anden lærer eller præst eller professor eller autoritet. Vi skal blot give slip på vore egne små tanker og følelser, være stille og lytte til åndens stemme. Hvis vi ikke splitter os og adspreder os, hvis vi samler os og sidder helt stille - kan vi faktisk høre åndens stemme. Måske taler den ikke særligt højt - men det er klogt det som den siger!

Kødet viser sig fx i vores lyst og begær – efter sex, ting, mennesker, prestige, rygte, ejendom, status, magt osv. I Kødet sidder der en tørst som hele tiden taler til mennesket. Men den tørst og den sult som sidder i Kødet er umættelig. De lyster og det begær vi tror at vi har, kan aldrig nogen sinde tilfredsstilles. Paulus har præcist den samme opfattelse af begæret som Buddha havde. Kødet får aldrig nok. Kødet vil bare have mere og mere. Kødet gør alle andre mennesker til forhindringer, fjender og konkurrenter. Kødet ser med misundelse på de andre som har fået meget mere end lille mig og som har det meget bedre end mig. Kødet og ånden er modsætninger – antiteser eller antinomier - i Paulus’ teologi. Han bruger Kødet og ånden på en meget bred måde til at beskrive en lang række af menneskelige fænomener. Nogle gange opfatter han Kødet og ånden som væsner eller som magter i universet. Kødet er slet ikke specielt de seksuelle lyster. Når Paulus taler om at korsfæste kødet mener han ikke at de seksuelle lyster skal korsfæstes eller ødelægges. Kødet er hele egoets og personlighedens samlede behov og begær – også begæret efter at være særligt from og særligt religiøs eller særligt hellig og åndelig! Det er kødet der gør os kronisk vrede – men det er også kødet som gør os ængstelige og frygtsomme. Det er kødet som får os til at misbruge andre mennesker - men det er også kødet der gør os svage så vi kan misbruges af andre! Kødet gør os små og ynkelige. Kødet nedværdiger mennesket. Kødet gør os til helt uværdige mennesker. Kødet ydmyger os og tager vores styrke og frihed fra os. Ånden gør os til stolte og frie og stærke mennesker – kødet gør os ufrie og magtesløse. Ånden får os til at se skønheden og dejligheden hos andre mennesker. Ånden får os til at se kærligheden i deres handlinger. Ånden åbner vore øjne for virkeligheden og river os ud af vores illusion om verden som ond og om alle mennesker som vore modstandere. Når jeg ser hende som hun er - elsker jeg hende! Kødet gør os til arme syndere – dvs til små og svage ofre som altid klager over at verden er ond! Kødet får os til evindeligt kun at tale om vore egne sygdomme, problemer og dårligdomme. Kødet får os til fuldstændigt at glemme taknemmeligheden og glæden ved livet. Når vi kun lever i Kødet er verden fuld af ondskab og vi kan kun se det negative og håbløse. Når vi kun lever i Kødet er der ikke længere noget godt eller dejligt i livet! Når vi lever i Kødet falder vi ned i fristelsen – vi falder ned i misbruget af narkotiske stoffer og misbruget af andre mennesker. Når vi kun lever i Kødet lever vi uden Gud og uden håb i verden, som Paulus siger i Efeserbrevet.

 

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

v19  Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, v20  afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, v21  nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

Paulus skelner meget tydeligt mellem Kødets gerninger og åndens frugt (ental). Ånden er en kraft eller energi som virker inden i mennesket. Ånden giver sig udtryk i at der skabes et nyt menneske – menneskets karakter eller natur bliver forandret og forvandlet. Mennesket er et træ og dette træ sætter sin frugt – denne sammenligning findes også meget tydeligt i evangelierne. Sammenligningen med træet er også kendt fra den stoiske filosofi.

Træets godhed viser sig i dets frugt. Et godt træ bærer gode frugter, som Jesus siger. De gode frugter er dels et helt nyt menneske – et forvandlet menneske – dels bestemte nye handlinger. Men egentligt er det ikke mennesket selv som frembringer disse frugter. De kommer så at sige af sig selv – de kommer som et resultat af en naturlig udvikling – en modning. Mennesket gør ikke de godegerninger med sin vilje, siger Paulus, men de gode gerninger – kærligheden – kommer automatisk og af sig selv. Egentlig er det ånden eller Guds ånd som skaber de nye resultater. Ånden er skabende og kreativ. Når træet sætter sin frugt – er det Gud som spirer og sætter frugt. Den kristne er lig med Kristus og det er Kristus som handler i mig, siger Paulus.

De gode gerninger som kommer ud af ånden er slet ikke gode gerninger som vi plejer at opfatte gode gerninger, siger paulus. Det som jøderne plejer at kalde gode og fromme gerninger er kun Kødets gerninger – mener paulus. De er i virkeligheden ikke gode gerninger for de kommer af frygten. De bliver fremkaldt af loven. De er ikke frie gerninger og derfor er det kødets gerninger i følge Paulus. Åndens frugt er noget helt andet. Det er de sande gode gerninger som er frie gerninger – de kommer af kærlighed og overskud – de bliver gjort ud af en frygt. Åndens frugt er egentlig Guds eller kristi eller åndens gerninger. Mennesket er på en vis måde passivt.

Vi kommer ikke langt ved at bruge vores vilje. Vi skal lade Gud være i fred. Vi skal lade Gud være - så han kan sætte træets frugt – han vil sikre at det gode træ sætter den gode frugt. Vi skal ikke gøre en hel masse. Det er kun vores ego som så handler og det kan ikke sætte gode frugter alligevel. Vi skal lade ånden selv udfolde sig. Vi skal være redskaber for Helligånden. Når vores eget lille ego træder tilbage får ånden mulighed for at træde frem og vise sig.

v22  Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23  mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! v24  De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.

 

Relationer:

 

Kødet og ånden:

 

 

Paulus bruger i Galaterbrevet Kødet og ånden som to modsætninger. Enten lever vi efter kødet eller vi lever efter ånden. Den som sår til kødet eller ind i kødet eller ned i kødet høster resultaterne af sine gerninger – det er livets lov. Den der sår i ånden høster det evige liv, siger Paulus.

Kødet betyder ikke nødvendigvis det legemlige – det er nok historisk set den største misforståelse med hensyn til begrebet kødet. Paulus er ikke en åndelig gnosticistisk modstander af det kødelige og legemlige! Paulus har sine rødder i Det gamle Testamente – og det Det gamle Testamente har bestemt ikke nogen græsk åndelig modvilje imod det kødelige. Det græske ord som er oversat med kødet er ordet Sarx. Sarx betyder ikke specielt det legemlige eller menneskets legeme.Sarx har en meget videre betydning. Når Paulus går imod Sarx eller Kødet er det altså ikke fordi han er modstander af det legemlige eller fysiske – og kun tilhænger af det åndelige eller psykiske! Skellet mellem Sarx – kødet – og ånden går et helt andet sted i følge Paulus. Sarx eller kødet kan vi meget bedre oversætte med vores begreber som egoet eller det egocentriske.

Kødet er synden og egoet. Kødet og synden er to sfærer i universet og samtidig to måder at leve på. Hvis man lever i kødet lever man i verden. De mennesker som har fået Guds ånd – ved åndsdåben – lever ikke længere i kødet. Kødet er blevet korsfæstet. De har fået et nyt liv. Nu lever de i ånden.

At leve i ånden er at leve i kristus eller i Gud – eller eet med Gud. At leve i kødet er at leve med ego, begær og frygt og bekymring. At leve i kødet er at leve uden nogen virkelig tro og tillid til livet eller til sig selv eller til andre mennesker. Hvis man på den måde lever i en permanent mistro til andre mennesker – hvis man frygter dem og tror at de er forhindringer eller fjender eller konkurrenter – så lever man i kødet.

v21  Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. v22  For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. v23  Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.

(Romerbrevet 7.21)

At leve i kødet behøver altså ikke at betyde at man lever særligt materialistisk eller begærligt eller kødeligt. At leve i kødet er ikke identisk med at være drevet af begær – men ofte er det umættelige begær typisk hvis man lever i kødet.

 

Se endvidere afsnittet nedenunder om Paulus og begrebet Kødet!

 

 

v25  Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. v26  Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.

 

[6]

 

Vi er ikke løsrevne eller isolerede enkelte individder. Vi er ikke atomer. Vi er lemmer på et legeme. Vi er de åndelige, som han siger i Galaterbrevet. Vi er dem som har modtaget ånden – den samme Guds ånd og derfor er vi alle een og eet – vi er Gud selv fordi vi har hans ånd. Vi er dem som vi er – fordi vi lever i et fællesskab med andre. Vi realiserer os selv i vore relationer. Helligånden virker inden i vore relationer til hinanden, siger Paulus. Paulus tænker kollektivt. Det ny samfund eller den ny forsamling er ikke et kaotisk eller anarkistisk samfund. Det er en orden, som han siger. Den kristne forsamling styres og ledes og føres - lige så meget som den gamle forsamling. Den gamle forsamling i Israel blev styret af loven og Moseloven – af bogstaven, som han siger. Den nye forsamling styres og føres af Helligånden. De gode gerninger er ikke vore frugter men åndens frugt. Ånden er en konge i et rige. Ånden er vores herre. Ånden er Vor Herre. Vi følger vores konge og har ikke brug for regler eller love i gamle skrifter. Vi føres af ånden og derfor har vi ikke længere brug for gamle støvede bøger. Ånden virker i det enkelte menneske – men den virker mest i den fælles forsamling. Den viser sig i vore relationer til hinanden. Der er kun een relation. Vores relation til ånden er vores relation til os selv og til hinanden og til Gud og til naturens verden og dyrene. Når vi elsker Gud elsker vi vores nærmeste. Når jeg elsker min næste – elsker jeg Gud.

Loven er ikke ophævet eller sat ud af kraft. Tværtimod, siger Paulus.  Det nye samfund er lovens opfyldelse. Helligånden fører mennesker og viser dem hvordan de skal gøre lovens gerninger. Paulus taler på nøjagtigt samme måde om loven som alle jøder gjorde. Loven er hellig. Loven er Guds lov. Loven skal holdes. Loven er pagtens eller relationens ydre form – ikke dens virkelige indhold – men stadig væk dens vigtige ydre form.

Jesus har ikke ophævet loven. Jesus har sammenfattet loven i eet ord - men det betyder ikke at resten af loven er sat ud af kraft. Vi skal leve efter de regler om mad og spise og om sabbat og om moral som findes i loven. Vi skal leve rent. - Vi skal gøre gode gerninger som glæder Gud, siger Paulus!

Det er vigtigt at huske at Paulus hele sit liv har en gennemgående, meget positiv opfattelse af loven. Når vi læser hans breve støder vi på denne vurdering igen og igen. Loven – Moseloven – er god og hellig. Den skal holdes. Den er vores frelse. Den kommer fra Gud. Den er en del af Guds underfulde frelse. At Paulus møder Kristus ved Damaskus ændrer ikke denne opfattelse af loven:

v31  Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.

(Romerbrevet 3.31)

v12  Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt. v13  Blev dette gode da min død? Aldeles ikke! Men det blev synden, for at den kunne fremtræde som synd, og den brugte det gode til at volde min død, for at synden ved at bruge budet skulle vise sig at være syndig ud over alle grænser.

v14  Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden.

v15  For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. v16  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god.

v17  Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

(Romerbrevet 7.12)

v8  Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. v9  Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« v10  Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.

(Romerbrevet 13.8)

v19  Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener for at vinde så mange som muligt. v20  For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. v21  For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. v22  Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. v23  Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det.

(1 Korintherbrev 9.19)

Uden ånden og Helligånden kunne vi intet udrette mht lovens gerninger. Ånden er kraften, energien og styrken. De gode resultater og relationer er åndens frugt. Vore relationer til hinanden er Guds bolig og tempel. Vi bliver frelst i vore relationer til hinanden – ikke pga vore egne gerninger – for det er alt sammen åndens frugt. Vi gør ikke vore egne gerninger – vi gør faderens gerninger.

Kristi lov eller Jesu lov er ikke en ny lov. Der er kun een lov – Moseloven. Kristi lov eller Jesu lov er for Paulus den fortolkning af loven som går tilbage til den historiske Jesus. Jesus fortolkede og sammenfattede loven i kærligheden. Jesus gjorde det samme som så mange andre skriftkloge på hans tid men Jesu sammenfatning var en sammenfatning som kom fra Gud. den kom ikke fra Jesus.

Jesus opfyldte loven. Han sammenfattede loven men han levede også efter loven. Jesus er et forbillede for os. Vi skal efterligne ham. Vi skal gå i hans fodspor – Vejen. Han gav sit liv for at frelse alle mennesker. Han sejrede over hele verden.

 

v1  Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! v2  Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. v3  For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. v4  Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; v5  for enhver skal bære sin egen byrde. v6  Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser.

Paulus citerer et ordsprog som var vidt udbredt. Ordsprog var en vigtig del af hele den såkaldte visdoms litteratur – så som i Det gamle Testamente Ordsprogene, Job eller Prædikeren. Visdomslitteraturen spillede en enorm rolle på Paulus’ tid og Paulus selv er dels positivt dels negativt meget bestemt af visdomslitteraturen. Visdomslitteraturen er så at sige almen og løsrevet fra Israels religion. Den jødsike visdom var således i høj grad inspireret af visdom fra Egypten.

v8  Den, der sår uret, høster ulykke,
hans vredes stok skal slå ham selv.

(Ordsprogenes Bog 22.8)

Men Paulus bruger ikke ordsprogene i sig selv men kun som illustration af det egentlige. Det egentlige handler om kødet og ånden.

Bogstaveligt oversat siger Paulus at den sår til sit eget kød skal høste fordærv, død, forrådnelse. Han skal høste denne høst fra sit eget kød. Fordærvet kommer altså fra hans eget kød. Ved kødet forstår Paulus noget meget alment. Kødet er simpelt hen det som ikke hører til ånden eller til åndens rige. Paulus sproglige billede betyder at man sår ned i en jord eller mark – man sår ned i kødet – ens eget kød. Det man sår bestemmer hvad man høster. Paulus taler om naturens love eller livets lov. Det som sker er en del af naturen eller skabelsen eller Guds skabelse og indretning af verden.

Paulus er enig med den jødiske visdomslitteratur. Hvis man gør noget ondt – kommer man til at høste det onde – det jeg sender ud i verden får jeg selv tilbage. Den jødiske visdom har en dyb tro: Verden er retfærdig. Hvis man er vred eller sårende eller egoistisk eller begærlig – vil man blive indhentet af sine egne onde gerninger. Gud vil måske ikke direkte straffe det menneske – men selve livet og livets lov vil straffe det menneske. Han vil få sin vel fortjente straf, som Paulus siger et andet sted i Galaterbrevet om Jakob!

Det er vigtigt at Paulus tror på denne mekanisme. Verden eller historien er faktisk retfærdig. Han giver udtryk for ægte jødiske synspunkter og tro. Paulus har for så vidt ikke mistet troen på det punkt.

Når vi følger kødet – og kun kødet – vil vi blive ramt af forrådnelsen og døden før eller siden. Der er en kraft i universet der sikrer at det retfærdige sker – en slags karma lov kan vi sige med et begreb fra østen. Den som sår uret kommer til at høste megen ulykke.

De jødiske ordsprog er bestemt ikke evangeliet – snarere tværtom ville Paulus siger. Ordsprogene indeholder en verdslig tro på at det går godt for den retfærdige jøde – og skidt for synderen! Men det er bestemt ikke evangeliet. På den måde skelner Paulus mellem Guds visdom og verdens visdom. Guds visdom er evangeliet – evangeliet er at Gud griber ind og frelser synderen og den fortabte! Især i 1. Korintherbrev stiller Paulus meget skarpt op hvad der er forskellen på de to slags visdom. Han kan godt cieter jødiske visdomsord – men han kan tydeligt se forskel på denne jordiske og meget borgerlige – og lidt pesssimistiske – visdom og så evangeliet!

Paulus skelner for så vidt ikke mellem forskellige frø. Han skelner ikke mellem gode frø –gode gerninger – som giver en god frugt. Han skelner mellem to radikalt forskellige mulige: nemligom vi sår i den ene mark – kødet – eller i den anden mark – ånden. For Paulus er dette en grundlæggende valgmulighed. At leve i ånden eller med ånden eller af ånden er at sætte sine frø et helt andet sted – ikke bare en forskel mellem forskellige slags gerninger. Det er ikke de specifikke gerninger som er afgørende for Paulus – det er den mark og det element hvori de bliver sået! De gode gerninger kan være af mange forskellige slags. De står ikke i nogen lovbog. De er åndens frugt – vi gør dem fordi vi bliver ført frem af ånden. Vi ser de gode gerninger og de rigtige gerninger i et syn eller i et glimt. Vi ved intuitivt hvad der er det rigtige at gøre. Denne intuition er bestemt ikke vild eller kaotisk i følge Paulus – vi føres af ånden. Ånden eller kristus er vores konge og vi følger ham. Lovens gerninger er blevet skrevet i vore hjerter, som Ezekiel siger. Vi behøver ikke at læse i gamle støvede bøger for at finde det som er det rigtige – det som Gud vil.

Den som sår ned i den jord som er ånden – høster den frugt som er det evige liv. Det vi sår er vores energi, vores kraft, vores tro, vores kærlighed og vores hele person. Den som giver sig selv fuldt ud – uden at vakle – samlet og udelt – den der kaster hele sin energi ind i ånden får det evige liv. Vi kan vælge, siger Paulus. Kristus betyder at vi nu kan vælge. At så i ånden er at leve i fuldstændig tro og tillid og kaste sig ud i ånden uden nogen frygt og uden nogen bekymring. Når man gør det glemmer man alt. Man er samlet og  udelt. Man ser ikke tilbage til fortiden. Man lever kun helt og fuldt i nuet. Man giver sig fuldt ud hen til ånden og lader ånden syre. Man giver sig hen – som en mand giver sig hen til den kvinde han elsker. Uden nogen tanker og uden nogen frygt. Det menneske som lever sådan – næsten besat af ånden og ført og ledet af ånden og eet med ånden – er det sande menneske. Guds ånd er kommet over ham. Når vi sår i kødet – sår vi ned i vores lille ego. Når vi sår i ånden er vi blevet frie – frie af egoet, uden planer, uden sikkerhed, uden tryghed, uden bagtanker eller planer for i morgen – uden beregninger. Vi lever fuldt ud i nuet. Vi gør det som ligger ligefor, som Paulus siger.

Det evige liv er det liv som skabes med Kristi opstandelse – med Jesu død og opstandelse – med vores død og opstandelse. Det evige liv betyder ikke det samme som menneskets udødelighed – at mennesket har en udødelig sjæl. Det er en ægte græsk tanke (Sokrates og Platon) – og en helt ubibelsk tankegang. Det evige liv opstår ved opstandelsen – ved at mennesket får en helt ny form, et nyt legeme. Det evige liv finder vi i Det gamle Testamente fx i Danielsbogen og i Makkabæerbøgerne – skrifter fra ca 150 f. kr. det følgende citat viser også den nidkære brændende zelot ånd hos Makkabæerne som prægede Paulus hele livet:

v1  Også syv brødre blev sammen med deres mor pågrebet, og kongen ville tvinge dem til at spise af det forbudte svinekød, idet de blev mishandlet med pisk og svøbe.

v7  Da den første var død på denne måde, førte de den anden til den nedværdigende behandling, og da de havde trukket hovedhuden med hårene af ham, spurgte de: »Vil du ikke hellere spise end blive straffet på din krop, lem for lem?« v8  Men han svarede på sit fædrene sprog: »Nej!« Derfor blev også han straks tortureret ligesom den første. v9  Da han var ved at drage sit sidste suk, sagde han: »Usling, du skiller os fra livet her, men verdens konge [Gud] vil lade os [martyrer], der er døde for hans loves [Moselovens] skyld, opstå til evigt liv

(2 Makkabæerbog 7.1)

       v2  Mange af dem, der sover i jorden,
      skal vågne,
      nogle til evigt liv,
      andre til forhånelse, til evig afsky.
       v3  De indsigtsfulde [de som har visdom] skal stråle
      som himmelhvælvingens stråleglans,
      og de, der førte mange til retfærdigheden [de retfærdige],
      skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

(Danielsbogen 12.2)

 

 

v7  Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: v8  Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.

Paulus siger at vi skal gøre det som er godt mod alle mennesker – vi skal gøre det rette og det gode. De udtryk som Paulus bruger her til sidst i Galaterbrevet er meget bemærkelsesværdige. Paulus taler netop om at det gode som vi skal gøre skal vi gøre mod alle. Paulus vender sig netop imod den indelukkethed – muren – som han så i visse former for den samtidige jødedom - sektjødedommen. De kristne skal ikke elske eller gøre godt mod de kristne – det er ikke hovedsagen. De skal gøre det som er godt mod alle. Muren er revet ned, som Paulus siger. De kristne skal ikke lukke sig inde bag mure – de skal ikke isolere sig – i frygt. Hele verden – alle mennesker – buddhister og ateister og muslimer – er vore brødre og søstre, og det er for dem at vi skal gøre det gode. – Menneske først og kristen så, er på en måde grundlaget for denne etik. Kristus er ikke kommet af hensyn til de religiøse eller fromme eller troende - men for at frelse de syge og fortabte – alle mennesker - uanset hvem de er.

De udtryk Paulus bruger er meget almene – at gøre det gode. Paulus tror ikke på at man kan læse i en gammel støvet bog om hvad der er det rette. Der findes ikke specielle foruddefinerede definitioner af hvad vi bør gøre. Vi følger ånden. Vi er netop blevet frie til at gøre det gode. Ånden gør os fri af egoet. Derfor taler Paulus ikke om særlige fromme gerninger eller såkaldt kristne gerninger – han taler helt alment – helt filosofisk.

Paulus kan sagtens formulere sig helt alment. Det gode er det gode for alle mennesker – ikke noget som er specielt for de kristne. Det gode er det som gavner alle mennesker og alle mennesker gør gode gerninger:

v5  Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve. v6  Jeg håber, I vil forstå, at vi står vores prøve. v7  Vi beder til Gud om, at I ikke vil gøre noget ondt, ikke for at det skal vise sig, at vi står vores prøve, men for at I skal gøre det gode.

(2 Korintherbrev 13.5)

Det åndelige liv som er en følge af at vi har fået ånden – Gud har sået ånden inden i os – består ikke i lovgerninger eller handlinger efter en teoretisk etik. Paulus etik er ikke en lovetik eller religiøse moral - men en fri åndsetik.

 

v9  Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op.

v10  Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller.

v11  Se, med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd: v12  De, der tvinger jer til omskærelse, er dem, der vil skaffe sig anseelse i det ydre, blot for at undgå forfølgelse på grund af Kristi kors. v13  For de, der lader sig omskære, holder ikke engang selv loven, men de vil have jer omskåret for at kunne være stolte af det, der sker på jeres krop.

Det er typisk for Paulus’ sprog at begrebet verden kun bruges om denne verden – om den nuværende onde verden. Paulus taler ikke om at denne nuværende verden skal afløses af en ny verden. Han taler om at den nuværende verden – som simpelt hen er verden eller den nuværende onde verden – skal afskaffes eller korsfæstes. Paulus bruger altså kun ordet verden som et negativt udtryk – aldrig som et neutralt ord. Verden er simpelt hen ond eller dårlig. Evangeliet er at denne verden – som vi tror er verden og den eneste mulige verden – nu er blevet tilintetgjort. Da Jesus døde på korset, døde verden også på korset – den onde verden blev korsfæstet sammen med Jesus. Det som vi opfatter som verden – og som bestemmer os og driver os – er blevet tilintetgjort og gjort ugyldig af korsfæstelsen. Kristus betyder at vi nu er blevet taget ud af verden. Verden har ikke længere nogen magt eller krav eller ret. Det som verden siger er ikke længere sandt. Verden er ikke længere virkelig. Hvis vi lever i verden og tror at verden er den eneste virkelighed – så lever vi i en illusion.

Verden er bestemt af de grundlæggende fænomener frygt, ego og vrede og begær. Når vi lever i verden – i kødet – så lever vi i en stadig kronisk frygt. Vi frygter andre mennesker. Vi frygter livet og skæbnen. Vi frygter Gud. Paulus kender i høj grad frygten for Gud fra religionens verden. Vi skal overholde loven fordi Gud er en som vi skal frygte. Hvis vi ikke holder hans lov vil vi blive straffede af Gud. Paulus kender denne tanke. At leve i frygt for Gud er at leve i verden – at være fortabt. På samme måde lever vi i frygt for andre mennesker. Vi kan ikke stole på andre mennesker. De vil ikke det som jeg vil. De forlader os  uden at tænke på os. De svigter. De gør bare det som de selv vil.

Når vi lever i verden – ved vi at livet nok går forrygende galt. Ulykkerne venter os. Vi er små og svage og næsten afmægtige. Vi er arme ofre for kræfter som er meget større og stærkere end vi er. Vi søger at sikre os og gardere os – vi bygger en mur mellem os og verden – os og livet. Vi sidder inde bag ved muren og er evigt bange. Hvornår kommer døden? Hvornår kommer lidelsen? Hvornår skal vi miste alt det som vi holder af? At leve i verden – den nuværende onde verden – er at leve som et jaget dyr. Vi er fulde af frygt. Vi ved at det går galt. Vi kan ikke stole på livet.

Vi kan ikke stole på os selv – vores natur tvinger os og vores svaghed rammer os selv. Vi har inden glæde eller fred når vi lever i verden. Vi har ingen taknemmelighed – hvorfor i al verden skulle vi være taknemmelige? Vi har ingen rankhed eller stolthed når vi lever i verden – vi er trælle af verden, som Paulus siger. Vi er trælle af det ydre, det fysiske, det synlige, det materielle.

I eet eneste glimt kan vi se at hele denne verden er uvirkelig og ikke den sande virkelighed. Vi kan se at den kun er et skema – en konstruktion. Den erskabt af vore små tanker og følelser. Verden er ikke virkelig – den lever ikke mere – den er blevet korsfæstet. Kristus har sat hele denne verden ud af kraft. Vi behøver ikke længere at tilpasse os denne nuværende onde verden. Verden er ikke længere vores herre. Vi er blevet frie af verden. Vi er ikke verdens børn – men lysets børn, som Paulus siger. Det som verden siger er en falsk viden – et falsk skema. Verden vil have os til at bekymre os om alle ting – andre mennesker, ulykker, tab, forfølgelse, modgang, undertrykkelse, krig, sygdom og død. Verden vil have at vi skal være bange. Men vi behøver ikke høre på verden og dens negative, pessimistiske og menneskefjendske stemme. Vi kan godt lukke ørerne for verden – verden er ligegyldig.

Verden er en ond drøm. At leve i verden – den nuværende onde verden – er som at opleve en ond drøm – som at leve i en tåge – en drukkenskab. Når vi lever i verden lever vi i en illusion. Alle illusioner kommer af vores frygt. Al vores frygt kommer fra vore illusioner. Det som Paulus oplevede var at han – pludselig - i et glimt - så den virkelige verden – han så ind i himlen, som han siger. Når vi ser den virkelige verden forsvinder al vores frygt. Vi føler en stor lettelse og fred og glæde – vi vågner brat af en ond drøm. Pludselig kan vi ånde lettet op. Gud har taget os op af den underjordiske grube. Vi er blevet sat fri i det åbne land.

Pludselig vågner vi og kan se at det hele var kun en drøm – det som vi troede var hele virkeligheden. Den sande virkelighed er noget helt andet end drømmen – end verden. Den sande virkelighed er den virkelighed som Gud ser og den virkelighed hvor vi er sammen med Gud. I den sande virkelighed er vi ikke arme syndere eller ofre – men frie og værdige og stolte. Vi er som Gud – vi er hans slægt og familie. Vi er hans sønner og vi skal ikke bøje os for nogen magt eller autoritet. Den gamle verden er blevet korsfæstet og vi blev korsfæstede for verden. Gud har korsfæstet verden. Vi magtede ikke på egen hånd at korsfæste verden – men Gud kunne og ville. Gud har dræbt verden. Den gamle verden var et uhyre – som Livjatan eller Rahab eller Satan. Men Gud frelste alle mennesker – med Kristus – ved at dræbe verden – ved at dræbe uhyret. Verden er død. Gud har tilintetgjort verden. Han har dræbt uhyret og skåret dets syv hoveder af og givet dem som føde til havets fisk, som det siges i Salmerne. Gud er en kriger – Gud ske lov – han er vores kriger. Vi blev frie. Vi kom til at leve i Guds fred og glæde. I verden er der ingen fred eller glæde – kun frygt og vrede.

v14  Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden.

v15  For om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør en ny skabelse. v16  Og alle, som vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem, og med Guds Israel!

v17  Herefter må ingen volde mig besvær; for jeg bærer Jesu sårmærker på min krop.

v18  Vor Herre Jesu Kristi nåde være med jeres ånd, brødre! Amen.

 

 

Om at læse teksten:

 

Paulus skriver på græsk og den tekst som vi idag har til Paulus’ breve er den græske grundtekst. Den græske grundtekst er ikke særlig usikker – de manuskripter vi har overleverede er for så vidt sikre nok. Vi har mange manuskripter og de er nogen lunde samtidige og de er stort set  enige om hvad paulus siger. Så det er den gode nyhed.

Den dårlige nyhed er at Paulus og hans sætninger og breve i den græske grundtekst er meget svære at forstå – ikke i alle men i en række tilfælde. Mange moderne forskere har simpelt hen givet op – de tror simpelt hen ikke det er muligt at forstå Paulus længere. Hans breve var sikkert forståelige i datiden – men ikke længere forståelige for os i dag.

Vi kan se på nogle konkrete eksempler på disse vanskeligheder:

Paulus har en del sætninger som kun består af navneord – substantiver – og ingen verber! Paulus kan for eksempel konstruere en sætning som: - Mand Gud Nåde! Hvad betyder denne sætning – som jo slet ikke er en sætning i følge vore sproglige regler og grammatik? I den danske oversættelse kan man ikke bare skrive de tre ord – oversætterne har følt at det var nødvendigt at indsætte nogle verber eller udsagnsord. Ellers kan vi jo slet ikke forstå nogen mening med sætningen. Men hvilke verber skal man så indsætte? Hvad mener Paulus? (Præcist det samme problem findes i Det gamle Testamente som indeholder en mængde af disse sætninger som kun består af navneord uden forbindelse).

Som et teoretisk eksempel kan vi oversætte Paulus’ sætning sådan: - Gud har engang vist denne mand en stor nåde! Gud vil  engang i fremtiden vise ham nåde! (Skal vi oversætte med fortid, nutid eller fremtid? – Det er et stående problem). Hvem er hovedpersonen i sætningen? Skal vi oversætte: - Manden skal vise Gud en stor nåde? Manden har fået Guds nåde? Skal vi oversætte med en ubestemt mand eller med den bestemte form manden? Står der Gud eller står der guden? Står der en ubestemt nåde eller står der nåden – altså den nåde som vi kender?

Begrebet tro er også et godt eksempel hos Paulus i Galaterbrevet. Nogle gang skriver Paulus tro med den bestemte form – altså troen. Troen kan så betyde kristendommen eller den kristne tro. Nogle gange skriver Paulus bare tro uden nogen artikel. Hvad betyder det? Det værste er at det er ret tilfældigt om Paulus skriver troen eller tro – det er ret tilfældigt om han bruger en artikel i forbindelse med ordet! Paulus skriver altså  følgende og han mener åbenbart at det er stort set det samme: - Tro, en tro, Troen! Paulus anvender sproget på en mere løs måde end vi gør og det skaber et væld af mulige oversættelse.

Paulus er uhyre komprimeret i sit sprog fx i Galaterbrevet. Problemet med at forstå Paulus er at han ofte siger mindst 4 ting på een gang. Derfor er hans sætninger ofte meget vanskelige at forstå - og ofte bliver de lidt for lange!

Paulus citerer ofte det som andre siger – Måske er han enig - og måske er han uenig. Problemet er bare følgende: Vi kan ofte ikke se at Paulus overhovedet citerer! Paulus citerer bare – skjult. Han skriver som man taler. Og ofte kan vi ikke se om han er enig med det eller den person som han citerer. Citerer han Peter fordi han er enig med Peter – eller for at vise at Peter har uret?

Paulus skriver komprimeret – i virkeligheden består hans sætninger ofte af flere uafhængige sætninger – de kan altså opløses i flere sætninger! Det er typisk for Galaterbrevet. Paulus er så ophidset at han siger det hele i een sætning – og resultatet er at vi  i dag ikke altid kan forstå hvad han mener! Han har ikke tid til at vente – ikke tid til at forklare sig ordentligt! Men resultatet er en sammensmeltning af sætninger. Når man læser teksten i dag er man simpelt hen ofte nødt til at opløse sætningen og fx fjerne nogle af ordene – ellers er sætningens hovedmening ikke klar! Det gælder alle Paulus breve at vi er nødt til at rydde op i sætningerne og fjerne en del af ordene ellers er meningen næsten uforståelig. Vi er nødt til at dele sætningen i mange adskilte sætninger.

Alle brevene er meget polemiske – de er ikke rolige traktater – de er brændende angreb og indlæg i en strid. Paulus breve er siden blevet brugt af den kristne dogmatik og teologi – men det er de egentlig slet ikke egnede til! Galaterbrevet er ikke et stykke rolig teologi eller en afbalanceret dogmatik om Gud – Galaterbrevet er et følelsesladet vildt angreb på Paulus’ fjender - som har svigtet ham og svinet ham til! Det gør dem meget sværere at forstå og fortolke. Paulus siger ikke helt det han mener – ikke altid - han siger de ord som er effektive argumenter for hans sag! Han finder alle de argumenter som er mulige – måske koste hvad det vil. Resultatet er en ofte en meget eensidig fremstilling af Paulus egen tro og religion. Når vi læser Galaterbrevet kan vi tro at Paulus er modstander af jødedommen og at han er modstander af Moseloven og at han nu er gået over til en ny religion – men vi ved jo at det er slet ikke det han mener! Paulus er bestemt og hele livet en from jøde og han lever loyalt og trofast efter Moseloven – lige som Jesus gjorde – og alle de andre første kristne. I brevene bliver forskellene forstørret op til det urimelige. Forskellene mellem Paulus og kirken i Jerusalem – anført af Jesu kødelige broder Jakob – bliver overdrevet og forstørret op – på en helt urimelig måde - i strid med de faktiske historiske forhold. I alt væsentligt har Paulus jo været enig med Jakob – men det drukner stort set i Galaterbrevet som kun lægger vægt på modsætningerne!

 

Paulus og Damaskus oplevelsen.

 

Paulus bliver kaldet flere gange i sit liv og det er vigtigt at holde fast på. Damaskus oplevelsen er i den forstand ikke unik. Paulus er en mand sommange gange i sit liv bliver kaldet af Gud. Gud taler til Paulus. Gud viser sig for Paulus. Gud fortæler Paulus hvad han skal gøre. Alligevel er der ingen tvivl om at Damaskus oplevelsen – som måske er foregået allerede omkring 38 f. Kr – er en helt afgørende oplevelse Paulus’ liv – et vendepunkt.

Paulus’ oplevelse er helt uafhængig af mennesker. Paulus bliver ikke belært eller undervist eller introduceret til en kristen teologi. Det er også vigtigt at det fremgår af beretningerne i Apostlenes Gerninger at Paulus får sin åbenbaring direkte af Gud. Paulus skal ikke spørge nogen bagefter. Gud har fortalt ham alt. Paulus bliver netop ikke belært af Ananias eller kirken i Damaskus i følge Apostlenes Gerninger.

Det som Paulus fortæller om sin oplevelse ved damaskus minder om denne lille beretning i Mattæusevangeliet. Damaskus oplevelsen – den direkte oplevelse af Gud – er den klippe som Jesus taler om her:

v13  Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« v14  De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« v15  Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«

v16  Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« v17  Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.

v18  Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

(Mattæus 16)

Gud har vist sig for Peter – personligt. Gud har direkte åbenbaret for Peter hvad der er sandt og virkeligt. Peters åbenbaring eller vision er hans personlige oplevelse. Gud viser sig for alle mennesker. Kirken og kristendommen bygger på at Gud viser sig på den måde for alle mennesker – enkeltvis – lige som Gud viste sig for Paulus. Mennesker skal ikke høre sandheden fra eksperter eller fra præster eller fra autoriteter. Gud viser over for hvert enkelt menneske hvad der er sandt og virkeligt. Peter ved at Jesu sande identitet er at han er Kristus. Det har ingen mennesker fortalt Peter. Det har han ikke læst i nogen gammel støvet bog – som Grundtvig skrev da han beskrev Det nye Testamente som gamle mænds gamle støvede håndskrifter!

Peter har set sandheden direkte ansigt til ansigt. Peter har set Gud – ikke i et sløret spejl – men direkte – ansigt til ansigt. Historien om Peter er en gentagelse af det vi hører om i Salmerne igen og igen: At se Gud. At se Herrens ansigt. At se Guds underfulde tegn. At blive set af Gud. At se Gud er at blive belyst – af lyset fra hans øjne og ansigt.

Det som Peter har oplevet er den klippe som Guds kirke bygger på. Der findes ikke nogen anden mulig grundvold.

Damaskus oplevelsen bliver omtalt tre forskellige steder i Apostlenes Gerninger – med små afvigelser – og i en række af Paulus’ egne breve. Den historiske baggrund for Damaskus oplevelsen er at Paulus er i gang med at forfølge den tidlige kristne bevægelse i Palæstina og i naboområderne til Palæstina.

Som vi skal se senere er Damaskus oplevelsen absolut ikke nogen omvendelse – således somm ordet normalt definneres. Paulus kalder aldrig sin oplevelse for en omvendelse. Der er ingen spor af dårlig samvittighed, anger, dårlige følelser vedrørende det gamle liv – sådan som vi finder i andre omvendelseshistorier. Paulus bliver slet ikke omvendt –han bliver kaldet til endnu en ny opgave – et nyt job kan vi sige – af Herren. Herren viser ham at han skal gå i en anden retning – der er der helt nye muliigheder og der kan Paulus realisere sig selv – sin ypperlige begavelse som han selv siger! Paulus føler selv at han har store evner – han vil gerne bruge sine store evner for Herren – og Herren viser ham nye muligheder – et nyt virkefelt. Det er det som sker i Damaskus oplevelsen – kort sagt.

De ord som er de mest dækkende i forbindelse med Paulus oplevelse ved Damaskus er nok ordene magt og ansvar. Paulus oplever ikke nogen omvendelse men han oplever hvordan Gud kalder ham. Dette kald har karakter af at Paulus får et ansvar og en magt – eller en bemyndigelse – af Gud. Gud giver ham det ansvar at han skal vende sin energi imod folkeslagene. Gud giver ham samtidigt den fornødne kraft og fuldmagt. Kaldet er en ophøjelse kan vi sige – i stil med kaldelsen af profeterne i Det gamle Testamente. Alle profeterne i Det gamle Testamente – inklusive folk som Gideon og Saul – protesterer og sætter sig til modværge når de kaldes af Gud til deres nye ansvar. De siger alle sammen at de er alt for urene eller små eller svage eller uværdige! Dette mønster er faktisk et fast skema i Det gamle Testamente. Vi finder det også hos Esajas. Helt overraskende reagerer Paulus slet ikke på denne måde! Han tager Guds ordre og vejledning til efterrretning og går straks ud i verden – til Arabien – for at starte på sit nye hverv. Dette lille træk viser også at Paulus har oplevet Damaskus oplevelsen som en fortsættelse af sit hidtidige liv. Damaskus markerer nok et brud – men der er virkeligt megen kontinuitet set fra Paulus’ synspunkt.

Paulus bliver i resten af sit liv en slags missionær – en udsending – for alle folkene. Han bliver kaldet. Pointen i Galaterbrevet er at det som sker ikke er tilfældigt. Alting sker med et formål. Der er en mening med alt. Paulus bliver en udsending til folkene i Lilleasien og Grækenland og det er bestemt ikke nogen tilfældighed. Det er Guds mening. Alt der sker står i Guds bog eller i Guds plan – alt som sker er en del af Guds langsigtede plan – at frelse alle mennesker fra lidelsen og synden. Det som Paulus siger om sig selv gælder for alle mennesker – uanset hvem de er. Gud er een og Gud er Gud for alle. Paulus bliver kaldet til at prædike evangeliet og sprede lyset i hele verden. Alle mennesker bliver kaldet af Gud til at sprede lyset og glæden til hinanden. Der er ingen forskel på mennesker. Paulus er ikke noget specielt. Det er ikke hans mening. Det som  han siger om sig selv – mener han gælder alle mennesker. Paulus ser Gud – men galaterne ser også Gud i et stort lys midt i det vildt fremmede Galatien. Der er ingen forskel. Galaterne bliver alle sammen kaldede til at være apostle og vidner og udsendinge! De bliver kaldet til at vidne om lyset. De får deres kald direkte fra Gud – helt uafhængigt af al religion eller kirke eller pave eller autoritet. De ser lyset direkte. Deres oplevelse er liige så gyldig som Paulus Damaskus oplevelse – og som alle menneskers oplevelse. Alle mennesker er frie oog værdige – og vi skal ikke godkendes nogen steder. Inderst inde ved vi godt hvad der er sandt. Alle har vi set lyset. Det skal vi ikke lære af andre. Det har vi fået ved en direkte oplevelse – i et glimt – pludseligt – indså hvad der var sandt og rigtigt. Vi så Gud – Vi så Kristus – i et stort lys.

Gud har udvalgt os endnu før vi blev født. Gud har kendt os dengang vi ikke var født endnu. Gud har kendt os endnu før vi blev fostre – endnu før vi blev undfanget i moders liv. Gud har formet os og givet os et formål – en skæbne – en bestemmelse fra starten af. Paulus mener ikke at vi er prædestinerede i betydningen at vi ikke har en fri vilje. Mennesket har bestemt en fri vilje i følge Paulus men vi har alle et formål – en mening og bestemmelse i vores liv. Vi bliver født ind i livet med et formål. Paulus blev født ind i livet for at han skulle blive udsendt til alle folkeslagene i hele verden. Andre mennesker er måske blevet født ind i livet med en anden bestemmelse. Vi bestemmer selv – men vores liv er ikke meningsløst. Det har en mening. Vi er kommet ind i livet for at lære noget – for at udvikle os og for at sprede lyset til andre. Hvert menneskes skæbne er unik og forskellig men livet har en mening. Det som sker er ikke meningsløst. Alt har en mening. Gud lægger vores liv til rette så vi kan nå målet. Han hjælper os. Han går foran hvert enkelt menneske som et lys – som en engel. Gud fjerner stenene som ligger foran os på vejen, som det siges i Salmerne.

v2  Gud, med egne ører har vi hørt det,
vore fædre har fortalt os
om den gerning, du gjorde i deres dage,
i gamle dage, med din hånd:
v3  Folkeslag drev du bort, men dem plantede du i landet, folk undertrykte du, men dem lod du brede sig.
v4  De tog ikke landet i eje med sværd;
det var ikke deres arm, der gav sejr,
men din højre hånd, din arm
og lyset fra dit ansigt,
for du holdt af dem.

(Salme 44)

 

Paulus bliver ikke omvendt ved Damaskus. Vi kan sige at hans tro bliver bekræftet og bestyrket ved at han møder Gud, ved at han bliver kaldet. Han får Guds godkendelse og han får en godkendelse af at Gud er med ham og at Gud har udvalgt ham til at være noget stort – til at blive et lys for verden. Paulus tænker hele tiden i banerne fra Det gamle Testamente og der er især nogle tekster som Paulus helt sikkert har tænkt på. Paulus er rigtigt godt skolet i Det gamle Testamente. Han kan teksterne ud og ind. Den ene er kaldelsen af Jeremias:

v4  Herrens ord kom til mig:
       v5  »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig,
      før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig;
      jeg gjorde dig til profet for folkene.«

(Jeremias 1)

Paulus og Jeremias bliver udvalgt – de bliver skilt ud til noget bestemt. De bliver skilt ud – lige som farasæerne egentlig betød dem som var blev skilt ud og var rene – til at være profeter. Paulus bliver en apostel men også en profet ved oplevelsen ved Damaskus. Han bliver ikke apostel fordi en kristen kirke har udsendt ham som en repræsentant. Han bliver en apostel i samme sekund Gud taler til ham! Han skal ikke godkendes nogen steder – lige så liidt som Jeremias skal godkendes nogen steder. Jeremias omvender sig bestemt ikke – det er slet ikke det historien handler om! Jeremias er ikke en vantro som nu skal omvende sig til troen på Gud! Paulus om vender sig heller ikke – de får en ny opgave i livet – Gud viser dem den nye opgave – fordi de måske ikke selv på egen hånd kunne finde denne vej!

Den anden tekst som vi ved at Paulus har haft i tankerne er Esajas teksten om Herrens tjener. Herrens tjener omtales i Esajas – Deuteroesajas – især i 4 forskellige tekster – de såkaldte Ebed tekster. Der er nok ingen tvivl om at Paulus har identificeret sig med denne figur hos Esajas. Vi kan se i nedenstående citat at Paulus har kunnet identificere sig med en række af Esajas udtryk. Paulus er blevet kaldet fra moders liv. Gud har udvalgt Paulus siden tidernes morgen. Gud har gjort ham til et skarpt sværd og en spids pil. Vi kan se at disse udtryk passer fuldstændigt med Paulus som krigeren – som den voldelige zelot. Paulus er jo netop stolt over at være et skarpt sværd for herren. Paulus er i eminent grad præget af Makkabæernes voldsomme og voldelige sprog og stil! Vi kan flere steder i brevene se hvordan Paulus har identificeret sig med Herrens tjener hos Esajas. Herrens tjener hos Esajas er netop en gudsmand som Moses og Elias og Samuel – han har magt og kraft og styrke. Han er en konge. Han er det sande menneske. Paulus har spejlet sig selv i de 4 tekster – Ebed teksterne – om Herrens tjener.

Herrens tjener bliver netop kaldet til noget stort. Han skal være hele verdens lys. Hele verden venter på hans belæring som Esajas siger. Paulus har set sig selv i denne skildring. Paulus er herrens tjener. Herrens tjener er ikke en vantro eller en af hedningerne der skal omvende sig. Herrens tjener bliver ikke kaldet til at forlade sin tro – tværtom! Herrens tjener bliver kaldet til at være et lys for alle folkeslagene – alle folkene (goyim som det hedder i Det gamle Testamente):

       v1  Hør mig, I fjerne øer,
      lyt, I folk langt borte:
      Herren har kaldet mig fra moders liv,
      fra fødslen kaldte han mig ved navn.
       v2  Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
      i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
      han gjorde mig til en spids pil,
      i sit kogger holdt han mig gemt.
       v3  Han sagde til mig: Du er min tjener,
      ved dig viser jeg min herlighed.

(Esajas 49)

Det er en hovedpointe for Paulus at han efter Damaskus visionen ikke rådfører sig med andre – ikke rådfører sig med nogen eksperter. Vi kan se at Paulus henviser til et fast begreb i oldtiden. Efter at man har haft en drøm eller en vision går man til en ekspert som så forklarer og fortolker oplevelsen. Opfattelsen i hele oldtiden var at det kunne man ikke gøre selv. En drøm er ikke tilstrækkelig i sig selv – den skal forklares og tydes af en autoritet. Vi kan se hvordan Paulus bryder med dette autoritære skema. Det han siger er at mennesker skal stole på de ærlige indsigter som de får. De skal stole på sig selv – stole på Gud! At gå til en ekspert eller autoritet er et udslag af frygt og følelsen af at man er lille – det er netop denne følelse Galaterbrevet handler om.

Den græske historiker Diodorus fortæller om den store Alexander at han havde en mystisk oplevelse. Men Alexander gik derefter til en seer – en drømmetyder – som rådførte sig med vedrørende dette tegn. Diodorus bruger præcist den samme formulering som  Paulus.

Da Josef er forstander i fængslet i Egypten får to af de indsattefanger mundskænken og bageren begge to en drøm.  Dade vågner om morgenen er de meget bekymrede som der står i 1. Mosebog. De er bekymrede over drømmen men de er især bekymrede fordi de ikke kan opsøge en professionel egyptisk drømmetyder! På den måde får Josef sin chance og han fortolker de to drømme. Josef er en stor drømmetyder. Siden fortolker han også Faraos drømme – og gør en storartet karriere i Egypten.

I moderne tid har psykoanalysen en overgang påtaget sig hvervet som den professionelle drømmetyder. Klienter er gået til analytikeren som har givet en rigtig eller videnskabelig tolkning af drømmen.

Paulus er ikke naiv. Paulus ved udmærket at mennesker kan blive besat af onde ånder. Paulus ved udmærket at nogle af de oplevelser eller visioner som mennesker har ikke kommer fra Gud! Paulus kender udmærket faren ved dette fænomen. Men det er ikke pointen her. Mange andre steder i brevene taler Paulus om at man skal vare sig og passe på. Mennesker kan tage helt fejl. Vi kan tro at vi hører Guds stemme – men i virkeligheden er det vores egen stemme vi hører eller en ond ånd. Verden er fuld af onde ånder som besætter mennesker og driver dem ud i synden og lidelsen.

Vi kender denne tanke fra 1. Kongebog hvor profeten Mika omtales. Mika taler imod alle Ba’al præsterne og siger at de ikke har Guds ånd men en helt anden ånd. De tror virkelig at de har Guds ånd – Herrens  ånd – men i virkeligheden har Gud sendt en ond ånd ned over verden og det er den ånd som de er blevet besat af!

Paulus kender hele denne problematik ud og ind. Han ved også godt at hans oplevelse eller vision ved Damaskus på en vis måde er subjektiv. Det kan vi se her i Galaterbrevet hvor Paulus siger at oplevelsen skete inden i ham! Vi  kan se det mange steder i hans breve. Paulus er et moderne menneske. Han kender godt problemerne i forbindelse med åndelige oplevelser, syner og åbenbaringer! Men det er dybest set ikke det afgørende, siger han. Det afgørende er at Gud taler til alle mennesker direkte og kalder dem til et nyt liv – og det skal mennesker stole på og ikke bortforklare. At kalder mennesket er sandt og virkeligt og mennesker skal ikke svigte sig selv. De skal holde fast ved deres egen indsigt og oplevelse. Den er sand og virkelig. I følge Paulus kommer den fra Gud.

Vi kan sige at der sker et voldsomt skifte i Paulus teologi på eet punkt ved damaskus oplevelsen. Ved denne vision bliver Paulus overbevist om at alle folkene og folkeslagene er en vigtigt del af Guds plan. Indtil Damaskus oplevelsen har Paulus ikke interesseret sig for goyim – dvs for folkene og folkeslagene. Goyim betegner allede folk og lande som ikke tilhører Israel eller jødedommen. Den korrekte oversættelse af Paulus tekst er egentlig ikke hedningerne men folkene og forkeslagene. Det hebraiske udtryk goyim blev oversat til græsk og derefter til latin – gentiles og gentes – og kom efterhånden til at blive opfattet som hedningerne. Men Paulus siger egentlig ikke hedningerne – han taler om folkene og folkeslagene – dvs hele verden!

Paulus får den overbevisning – modsat tidligere – at folkene og folkeslagene (goyim) nu skal føres ind i Guds folk – de skal føres ind i Israel – blive en del af rigets arvinger. Folkene skal frelses – det er det som Gud vil – det er det som ordet Kristus betyder – vil Paulus sige. Kristus betyder at alle mennesker nu er blevet del af det sande Israel. Alle er blevet Guds sønner. Alle er kommet ind i fåreflokken – hvor israel er fårene og Gud er fårehyrden. Der er nu indledt en ny epoke i Guds lange historie. Gud vil nu føre alle mennesker ind i Paradiset – ind i Guds rige.

Paulus teologi ændrer sig på den måde – ikke grundlæggende for han har hele tiden troet på Guds underfulde frelse – men konkret. Folkeslagene er ikke bare nogen som er helt adskilte og helt uden for alting. Folkeslagene er nu blevet podet ind på det ædle oliventræ som han siger. Skellen mellem jøder og folkeslagene er for så vidt udvisket. Kristus har nedrevet den mur som adskilte os som han siger!

Jøderne skelnede mellem sig selv og verden på samme måde som grækerne. Grækerne mødte de fremmede folkeslag og forstod ikke en lyd af deres sære sprog og lyde. Derfor kaldte grækerne de andre folk for barbarer (bar bar bar er lydefterlignende)! På samme måde skelnede jøderne imellem sig selv – israels folk – og alle andre folk i hele verden – goyim – dvs folkene eller folkeslagene. (Goyim kan altså ikke direkte oversættes med hedninger – fordi ordet hedninger har fået en meget negativ betydning i kristen tid). Folkeslagene dækker altså alle andre folk uanset hvor de bor. Tanken var at de andre folk havde andre guder – de var blevet givet andre guder – nemlig sådanne guder som beskyttede dem. Israel havde fået een Gud som var unik for Israel – han var ikke delt i sin loyalitet – han var en trofast ægtemand og han beskyttede altid Israel. - Gud er vores fæstning og tilflugtsklippe – vores bue og pil – vores heste og vogne!

Det er vigtigt at huske at denne tanke – om folkeslagene – ikke er ny på Paulus’ tid. Vi finder denne tanke meget tydeligt i Salmernes Bog som hele tiden taler om at Gud er alle menneskers Gud og at frelsen skal komme ud til hele verden. Salmerne er universalistiske som man har sagt. Vi finder tanker meget tydeligt hos Esajas – Deuteroesajas og endnu mere tydeligt hos Tritoesajas. Herrens tjener skal jo netop være et llys for alle folkene. Hans evangelium skal jo netop nå ud til de fjerne øer, som de hedder i Esajas. (De fjerne øer er de græske øer i Middelhavet – dvs verdens ende - i følge det gamle Israel!)

Som vi har set finder vi den samme tanke i Jeremias kaldelse. Jeremias skal være en profet for alle folkeslagene – ikke kun for israel. Vi finder tanken i 1. Mosebog i urhistorien og i kaldelsen af Abraham som skal blive en velsignelse for alle folkeslagene. Alle disse  eksempler kender Paulus og tanken er ikke ny – men den får en helt ny betydning foor Paulus. Paulus bliver ikke omvendt – men hans fokus skifter fra den interne jødsike strid – zelotismen – og til det store verdensprojekt – at bringe lyset ud til alle folkeslagene!

Vi kan sige at det som sker med Paulus ved Damaskusoplevelsen er et skifte i hans fokus. Han ser pludselig Guds plan og Guds vilje. Hidtil har Paulus brugt al sin kraft og energi på at holde forsamlingen (Israels menighed) ren og hellig. Forsamlingen er det typiske udtryk for Israel i Salmerne og i hele Det gamle Testamente. Forsamlingen blev i følge Makkabæerne mest truet indefra – ikke så meget fra de ydre fjender! Det var Paulus’ kamp – at bekæmpe de vantro syndere i flokken – i forsamlingen. Men nu skifter hans fokus til at han skal føre hele verden, alle folkeslagene ind i denne hellige forsamling – Guds folk – Guds hellige forsamling af rene og retfærdige. Vi kan altså udmærket se hvordan de to projekter egentlig passer sammen! Paulus har ikke oplevet nogen omvendelse i den normale betydning af ordet! Der er kontinuitet i det som Paulus tænker og det som han gør. Han brænder af iver – han er nidkær for Herren. Det har bestemt ikke ændret sig.

Alle mennesker bliver kaldet af Gud på samme måde som Paulus siger om sig selv. Det er helt sikkert at Paulus ville være enig i at det som gælder ham selv også gælder alle andre mennesker. Når Gud kalder det enkelte menneske bliver det kaldet til en opgave i livet. Gud fortæller det menneske hvad det skal lære i livet. Gud giver sin velsignelse og held og lykke i kaldet. Gud giver sin kraft til det menneske. Lige som med Paulus kan vi sige at mennesket i kaldet bliver indsat og ordineret og befuldmægtiget. Vi kender ordination af præster – men det Paulus mener er at det enkelte menneske bliver ordineret af Gud i kaldet. Paulus bliver ikke omvendt ved damaskus – men vi kan sige at får en officiel autorisation. Gud garanterer at det menneske har styrken og kraften og værdigheden til det nye liv. Gud adopterer mennesket når mennesket bliver kaldet af Gud. Gud giver alle løfterne – som vi kender fra Salmernes Bog – til det menneske: - Du er min søn og jeg har født dig i dag! Jeg vil  til evig tid gå foran dig som et lys og som en engel. Jeg vil bane vejen for dig. Din fod skal ikke støde sig på nogen sted! Mine engle skal bære dig på hænder og fødder!

I kaldet får mennesket et kald – som Luther sagde. Mennesket får en opgave, en retning, en mening. Abraham bliver kaldet til at forlade alt – forlade sin faders hus – bryde med alt og rejse til et fremmed land. Men samtidig får Abraham alle løfterne. – Følg mig - og dine efterkommere vil blive så talløse som havets sand og du vil få magt og rigdom og lykke og du vil blive en arving til Guds rige og det forjættede land. Sådan som Abraham blev kaldet blev også Paulus kaldet – og således bliver alle mennesker kaldet af Gud – uanset hvilken religion de har, uanset sprog, kultur, køn eller hudfarve! Når vi bliver kaldet af Gud ved en oplevelse – i et glimt – kommer vi ind i kristus, som paulus siger. At komme ind i Kristus sker når man får ånden – ånden kommer over det menneske som en storm og det bliver ført ind i Kristus. Kristus betegner hos Paulus en tilstand, en form for væren – det er at være i Guds rige eller i himlen. Når vi er inden i kristus bliver vi frigjorte og mægtige så vi kan drage ud i verden og sprede lyset – lige som det sker med Paulus og med Jeremias og Herrens tjener. Når vi bliver ført ind i Kristus bliver vi indviede. Åndsdåben er en indvielse, en slags overgangsrite. Vi får en ny identitet – som at gå fra barndom til voksenalder. Vi bliver nye mennesker. Vi bliver genfødte – vi bliver lysets børn og Guds sønner og døtre, som Paulus siger det. Denne overgang er en død. Det kender vi mange steder fra. Ved Damaskus falder Paulus om som en død. Johannes falder om som en død da han bliver kaldet i Johannes Åbenbaring. At dø er at blive født igen. At blive genfødt er at dø. Døden er en overgang – en overgangsrite. Indvielsen der fører os ind i Kristus gør alle mennesker til eet legeme. Kristus er identisk med det legeme. Lemmerne er alle kaldet til forskellige opgaver – Paulus bliver kaldet til at forkynde evangeliet for alle folkeslagene.

 

Er Paulus en apostel?

Paulus hævder selv i Galaterbrevet, at han er Jesu Christi apostel. Paulus mener, at han er blevet kaldet direkte af Gud -  han har set Gud. Gud har meddelt ham evangeliet og sandheden i en åbenbaring. Gud har givet ham en bemyndigelse, en magt, en autoritet. Gud har givet ham en opgave, en mission – at han skal bringe evangeliet ud til alle folkeslagene. Paulus har fået en bemyndigelse der er helt uafhængig – totalt uafhængig! - af den kristne kirke! Gud har talt til ham direkte – helt uafhængig af enhver kirke, religion, forsamling eller autoritet. Paulus kender evangeliet og sandheden. Han behøver ikke at spørge nogen. Han kender meningen med Kristus og Jesus. Han behøver ikke at spørge Jesusfolkene i Jerusalem. Efter sit kald danner Paulus så at sige en selvstændig subkirke. Hele denne kirke stammer så at sige direkte fra Gud i følge Paulus. De gamle Jesusfolk i Palæstina er godt nok Jesu gamle venner og disciple. Og efter sin død har Jesus vist sig for dem og talt til dem. De kender Jesus personligt. De har levet sammen med Jesus. De ved hvad Jesus gjorde. De ved hvordan Jesus fejrede sabbat. De ved hvordan Jesus fortolkede spisereglerne. De har fulgt Jesus som en from og tro jøde blandt fromme og tro jøder. De ved at Jesus helt igennem var et barn af den jødiske tro. De er selv alle sammen jøder – naturligvis. Hvad ellers?

Over for dem hævder Paulus sin totale uafhængighed. Uanset hvad de siger i Jerusalem - så ved Paulus godt hvad der er indholdet af troen og  evangeliet. Paulus har aldrig hørt eller set Jesus. Alligevel er han fræk nok til at hævde at han ved alt om Jesus! Det  er ikke mærkeligt at rigtigt mange kristne – folk i Jesussekten – kom meget i tvivl. Kan vi virkelig tro at Paulus er en sand apostel? Hvilke beviser er der for det? Er det ikke rimeligt at han lytter til dem som rent faktisk har fulgt Jesus? Hvor har Paulus sin viden fra? Måske er han bare en fantast og ekstatiker – som der er så mange af? Hvordan kan Paulus hævde at det er uvigtigt at overholde loven om sabbat – når vi ved hvor trofast Jesus var i hans overholdelse af sabbaten? Er det ikke en fuldstændig mangel på  respekt overfor Jesus – og over for os som kendte og fulgte Jesus? Hvordan kan vi acceptere Paulus hvis han fuldstændigt afviser at lade sig belære af kirken og af de folk som har kendt Jesus? Hvordan kan vi acceptere Paulus hvis han ikke anerkender kirkens myndighed og autoritet? Er det ikke rimeligt at forvente at han bøjer sig for kirkens store flertal?

Vi ved at der har været megen tvivl på Paulus’ tid omkring hans status og autoritet og identitet. Mange har ikke kunne acceptere at en mand fuldstændigt uden for kkirken – den kristne kirke – kunne hævde at han havde en viden og forståelse om denne kirke. Paulus var en ren outsider i den tidlige kristendom. Han er godt nok en god jøde – som de kristne jøder i Jerusalem – Peter, Jakob og Johannes – men han stod helt uden for kredsen omkring Jesus. Han var en totalt fremmed. Han vidste ingenting om Jesus. Han havde ikke engang opholdt sig i Palæstina da Jesus levede.

Det er interessant at Paulus i Apostlenes Gerninger kun omtales som apostel i een eneste situation. Paulus bliver et agtet medlem af kirken – sekten – i Antiokia og Paulus bliver udsendt af kirken i Antiokia netop som en apostel! Ellers omtaler Apostlenes Gerninger aldrig Paulus som apostel. I følge manges opfattelse er det ikke tilfældigt. Det viser at der rent faktisk har været meget delte meninger om Paulus’ identitet som en apostel. Hans person har været meget omstridt.

Den tidlige kirke bruger ordet apostel – apostolos – på to måder. Paulus er en apostolos for kirken i Antiokia – dvs han får en bemyndigelse og en opgave og et ansvar af denne kirke. Han handler på deres vegne, han er deres repræsentant. Titlen apostel dækker kun hans status i denne begrænsede funktion. I denne henseende kunne alle godt anerkende at Paulus var en apostel.

Men kirken bruger også – og mest – ordet apostolos i den vide betydning: En apostel er et menneske som er blevet kaldet af Gud. Gud har vist sig for det menneske. Han har set Gud. Gud har givet det menneske en magt, en bemyndigelse, en myndighed.

I denne sidste betydning er Peter og menigheden i Jerusalem Jesu Christi apostle. Kristus viste sig for dem – disciplene i Jerusalem og i Galilæa - efter sin opstandelse og gav dem en mission – han sendte dem ud i verden. Maria så Kristus og hun blev det første vidne. Et vidne er en apostel fordi det menneske som er blevet et vidne til den genopstandne Kristus også bliver sendt ud i verden. At se Gud er altid at blive sendt ud. Ordene vidne – martyr eller græsk martyros – er i praksis det samme som en apostolos.

Det ser faktisk ud til at kirken i Jerusalem var villig til at acceptere Paulus i stort omfang – selv om Paulus var en total outsider! Hele dette fænomen er overraskende nok! Det er faktisk svært at forestille sig hvorfor at Jesusfolkene i Jerusalem skulle acceptere outsideren Paulus – som ikke ved noget som helst om den historiske Jesus! Men Paulus har gjort indtryk og meget tyder på at han i vidt omfang er blevet accepteret. Paulus har været blandt de ypperste i jødedommen og han har haft succes med sin evangelisering ude i verden! Han blev accepteret – trods mange betænkeligheder og trods modvilje fra mange af de gode kristne.

Men det blev senere næsten umuligt at acceptere det som Paulus sagde og stod for.Kirken i Jerusalem opfattede det på den måde at Paulus forrådte jødedommen, den jødiske identitet og loven – og dermed var Paulus også en forræder over for det kristne evangelium. Paulus hånede alt hvad der var helligt og godt. Paulus hævdede at alle hedninger – alle fra folkeslagene - kunne komme ind i Guds eget folk – Israel – uden overhovedet at følge loven. Paulus sagde at det var lige meget med omskærelse, spiseregler eller dage og måneder! Disse ekstreme synspunkter var det næsten umuligt for kirken i Jerusalem – Jesu Kristi kirke – at acceptere. Vi forstår dem godt. Deres reaktion var naturlig nok. Jesus var jøde og alle kristne var naturligvis jøder. Paulus trampede på jødedommen. Sådan er det sikkert blevet opfattet af Peter og Jakob. Det er ikke noget sandt billede – men sådan blev Paulus nok opfattet. I virkeligheden var Paulus jo selv en tro og from jøde hele sit liv. Paulus forkastede bestemt ikke jødedommen. Men hans autoritet og bemyndigelse – som han hævdede var helt personlig og privat og uafhængig – blev ved med at være et problem. Hvordan kan vi leve med en sådan uafhængig subkirke inden i den kristne kirke – den kristne sekt? Sådan har man spurgt. Jesus har givet sin myndighed videre til sine venner og disciple – hvordan kan Paulus så hævde at han kan gå dem lige imod - uden at krænke Jesus? Hvad ved Paulus egentlig om Jesus? Har Paulus overhovedet forstået noget?

Et brev i brevet – Talen til Peter? – Galaterne 5.1 – 5.12:

(5,1)  Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

v2  Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer. v3  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. v4  I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. v5  For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. v6  For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.

v7  I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? v8  Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det. v9  Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. v10  Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet. Men den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er. v11  Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte. v12  Gid de ville lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede!

 

Efter de flestes ofattelse er 5.1 – 5.12 hele Galaterbrevets kerne eller pointe. Disse vers er en sammenfatning af budskabet. De udgør en overgang til den sidste del i Galaterbrevet som starter i 5.13 – nemlig formaningen eller parænesen. Fra og med 5.13 går Paulus over til at komme med etiske og moralske formaninger. Han taler om det nye liv i ånden – i Kristus.

De tolv vers i 5.1 – 5.12 er ekstremt polemiske og meget følelsesladede – faktisk langt ud over det sædvanlige. De tolv vers er enestående i Paulus’ forfatterskab. Aldrig har han været så grov, så hensynsløs, så manipulerende og så ondskabsfuld. Det er tydeligt at han har følt sig trængt og han er fuld af frygt og dårlige følelser. Det han skriver er ikke afbalanceret teologi – det er et meget subjektivt, følelsesmæssigt udbrud! Man skal altså være forsigtig med at anvende teksten uden videre og helt bogstaveligt. Paulus er tydeligt nok besat af en ånd som giver ham et meget eensidigt syn på begivenhederne.

Galaterne har antageligt rystet på hovedet: - Har Paulus overhovedet forstået noget? De har ikke følt at Paulus’ kritik var rimelig på nogen måde. De har følt at de gjorde det rigtige og naturlige. De har følt sig svigtet af Paulus. - Og hvad vidste Paulus i øvrigt om Jesus? Var Jesus ikke jøde? Er det så mærkeligt at vi - galatere - også søger ind under lovens og Moselovens beskyttelse?

Efter manges opfattelse (i den videnskabelige forskning) er de tolv vers en slags tale til Peter – kirkens hoved måske eller i al fald en af kirkens tre ledere! På den måde kan vi sige at disse vers er en voldsom anklage imod kirkens hoved og ledelse! I følge vers 12 ønsker Paulus så at Peter skal kastrere sig selv og skære sine egne kønsorganer af – han er jo så ivrig med kniven og omskærelsen! Teksten bliver meget grov mod Peter! Vi ved at Peter og Paulus mødtes i byen Antiokia i Syrien og at Paulus ved den lejlighed følte sig helt svigtet af Peter. Paulus følte at Peter fuldstændigt svigtede den såkaldte aftale som de tidligere havde indgået i Jerusalem. Efter manges opfattelse er 5.1 – 5.12 Paulus’ svar til Peter. Desværre ved vi ikke længere om der nogen sinde har forelagt en sådan aftale - om at Paulus kunne forkynde evangeliet uden omskærelsen!

Hvis vi opfatter versene på den måde kan vi se at der – i følge Paulus – i urkristendommen lige som opstod to partier – to slags kristendom. Der er den oprindelige kristentro eller Jesusmenighed i Jerusalem og i Palæstina. Den menighed består af de mænd og kvinder som havde kendt den historiske Jesus. De var naturligvis alle jøder. De havde til dels været Jesu egne disciple. De havde fulgt ham i liv og død. De havde været samen med ham til det sidste. De kunne citere en mængde ord af Jesus.  Jesus var deres broder – folkefælle – deres ven. Jesus var gået i døden for deres skyld – som det siges i Johannesevangeliet.

Den anden slags kristendom bliver repræsenteret af Paulus. I forhold til kirken i Jerusalem er Paulus en fuldstændig outsider. Han er helt udenfor – en paria. Han kommer aldrig nogen sinde ind i deres kreds. De bliver ved med at opfatte ham som en mistænkelig person - en fremmed – helt uden forbindelse med Jesus og forkyndelsen af Guds rige i Palæstina. Paulus er en fremling – og han antager ejendommelige og kunstige synspunkter. Paulus er en forræder – har nogle måske tænkt. Måske er han en svindler?

Paulus stammer fra Lilleasien – fra Tarsus – altså fra diasporaen – de jøder som boede langt fra Jerusalem. Paulus er vokset op i et helt andet og meget mere internationalt miljø. Paulus er græsk på mange måder – og han er romersk borger. Han kender den græske filosofi og han kender udmærket de moderne mysteriereligioner. Han har aldrig nogen sinde set eller hørt Jesus – sandsynligvis har han slet ikke opholdt sig i Palæstina da Jesus levede. Paulus har intet personligt forhold til Jesus – han er en fremmed over for manden fra Nazareth. Vi kan også se at den historiske Jesus – profeten fra Galilæa – aldrig nogen sinde kommer til at spille nogen vigtig rolle for Paulus. Paulus taler ikke om Jesus – han taler om Kristus – Messias - som nu er vores herre - Herren. Men Kristus og Jesus er slet ikke det samme hos Paulus. Ordet Kristus bruger Paulus på en helt anden måde.

De to slags kristendom støder sammen i urkristendommen. Resultatet af dette samenstød – denne krig i en vis forstand – i al fald hvis vi læser Galaterbrevet – er at Paulus’ form for kristendom sejrer totalt og går over i kirken som den helt dominerende form for kristendom. Paulus bliver en helt suveræn vinder. I den kristne kirke bliver han en stor helt – en kæmpe. Det som han siger i Galaterbrevet og i Romerbrevet bliver simpelt hen den kristne kirkes teologi.

Den oprindelige, gamle form for kristendom starter med Maria ved den tomme grav. Maria ser Jesus – ikke Kristus – hun ser Jesus – efter at han er død. Hun tror at det er havemanden – men til sidst kan hun se at det er Jesus som taler til hende. Denne form for kristendom – den oprindelige eller ældste – lider et grelt nederlag i kirkens historie. Den forsvinder efterhånden helt. Den oprindelige Jesustro uddør simpelt hen. Den kan kun overleve i Palæstina. Denne oprindelige kristendom består af mennesker som alle sammen er jøder – lige som Jesus – lige som alle andre. De er de store tabere. Vi kender en bevægelse eller kirke i Palæstina som kaldes ebionitterne. Disse såkaldte ebionitter der efterhånden helt uddør efter 200 til 300 år er en fortsættelse af den første ægte kristendom – Marias kristendom og kristentro. Men ebionitterne bliver et sørgeligt lille mindretal nærmest en lille ubetydelig sekt. Navnet Ebionitterne betyder blot de fattige – de kristne betegnede sig selv oprindeligt som de fattige og hellige. Det er derfor Paulus samler ind til de fattige i Jerusalem! Deres kristendom var en slags syntese af kristendom og jødedom kan vi sige ud fra vores synsvinkel. De opfattede kristentroen som en tro inden for den eneste sande tro – den eneste mulige tro - nemlig jødedommen. Naturligvis var kristentroen – troen på Messias - en del af jødedommen – hvad ellers?

 

Det er fantastisk at Paulus sammenfatter hele evangeliet i ordet frihed som i det følgende citat kommer fire gange! Det som Gud gør, er simpelt hen at han gør mennesker frie – han trækker dem ud af fangenskabet!

Paulus kunne have nævnt mange andre ting. De fleste ville måske sige at det som Gud gør er at han giver mennesker fred, glæde, rigdom, lykke, velfærd osv. Men Paulus ser kun een ting der betyder noget: Gud gør os frie og værdige. Når man er i fangenskab har man ingen frihed eller værdighed. Man kan ikke gøre hvad man vil. Man er ydmyget. Gud sætter os på fri fod – han fører os ud i det åbne land. Han giver os hele herlighedenmagten og æren – tilbage!

Paulus har sit sprog fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente og fra profeten Esajas. I Salmerne er Guds frelse det samme som at Gud tager os op af den underjordiske grubegraven – hvor vi var indespærrede. Disse gruber blev brugt som cisterner til vand og som fængsler i det gamle Israel. Gud frelser os – han henter os op fra gruben. Vi var helt fortabt og ulykkelige. Men Gud hentede os ud – lige som han hentede Jesus ud af de dødes rige.

Esajas sammenligner hele tiden Israels udvandring fra Egypten og udfrielsen fra Babylon. Esajas lever i Babylon under eksilet. Israel er gået fortabt i eksilet. Men Gud vil føre alle fangerne ud. Gud vil gå foran hele Israels folk – ud af Babylon – og vil bane deres vej hele vejen til Palæstina. Gud vil gøre dem til et stort og stolt folk og givedem hele herligheden tilbage. Hoveriet er overstået, siger Esajas. Gælden er betalt!

Mennesker er spærret inde i deres egne tanker – deres kloge tanker og ego – siger Paulus. Forstanden er et fængsel – vi er både fanger og fangevogtere på een gang! Vi er ikke frie - selv om vi tror at vi er frie. Vi lever som fanger under vores egne følelser og tanker og vores umættelige begær – vores lille ego. Vi er fanger under kødet, siger Paulus. Hvis vi får ånden – Guds ånd – kan vi blive frie - men kun da.

Så længe vi lever i verden og i egoet er vi faktisk ufri, vi er slaver – vi er helt fortabt. Vi er blinde og vi kan ikke se virkeligheden. Vi lever i en illusion. Vi famler os frem og søger og søger – men vi finder aldrig noget. Vi finder aldrig det som vi søger. Vi bliver aldrig tilfredse. Vi får aldrig nok. Der er altid noget i vejen. Vi klager altid. Vi klynker hele tiden. Vi er ydmygede – på grund af vore egne tanker og følelser. Paulus siger at vi er fanger – vi har slet ingen stolthed, frihed og værdighed! Men når vi oplever at ånden kommer over os – når vi bliver hentet ud af fangehullet – bliver vi frie. Det er det som Gud gør. Gud gør det for os som vi ikke kan gøre for os selv. Gud gør os til frie mennesker – til sande mennesker. Han tager vores frygt fra os så vi kan leve livet på livets betingelser. Han gør os frie til at elske hinanden – så vi kan gøre det som vi egentlig vil og stræber efter! Gud vil at vi skal gøre vores vilje – vores egentlige vilje! Det kan vi kun gøre når vi er værdige og frie og stolte mennesker!

(5,1)  Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!

v2  Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer.

v3  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven.

Paulus anvender en mængde billeder fra naturens verden. Disse metaforer eller billeder er en meget vigtig del af hans evangelium! Mange af disse billeder har han hentet fra Det gamle Testamente.

Galaterne er blevet skåret af. Paulus sammenligner galaterne med et blad eller en blomst som sidder på en stilk. Så længe bladet eller blomsten sidder på stilken er den reddet – den er frelst – den er i live. Men hvis den skæres af eller falder af – er den fortabt. Den falder ned på jorden. Den visner, rådner op og dør. Den går helt fortabt.

Paulus opfatter frelsen som kollektiv. Vi er frelst fordi vi sidder fast på planten – på det ædle oliventræ som han siger i Romerbrevet. Vi blev skåret af et andet træ og podet ind på det gode træ – det sande Israel. Derfor bærer vi nu den gode frugt! Frugten kommer jo fra træet - ikke fra os. - I er grenene og ikke roden, siger han. Det er ikke grenene der bærer roden – men roden som bærer grenene. Alle grenene får saften fra træet – den samme saft – den levende saft – livets vand, kan vi sige. Vi gør det gode – men kun fordi vi sidder på træet – vi er lemmer på det hele legeme. Legemet er Kristus. Alle som er dele af legemet – folket – Israel – Kristus - bliver frelst og er allerede frelst. Frelsen er ikke individuel og den skyldes ikke vores individuelle gerninger. Det lille blad lever kun takket være at det vokser på stilken, siger Paulus. Blomsten spreder skønhed og glæde – men al dens liv og skønhed kommer jo kun af at den sidder fast på planten. Ellers ville den hurtigt visne og dø.

Frelsen skyldes det simple faktum at vi er de grene som sidder på det gode træ! – Vi er planter og urter på Herrens mark, som det hedder i Salmernes Bog. Gud er en gartner som passer de planter som han selv har plantet. Han sørger for at de lykkes og trives. Han passer dem og vander dem og sørger for dem. - Han er rig på troskab. Planterne skal ikke selv skaffe sig lykken eller livet eller fremgangen – for det kan de ikke.

Så længe vi lever i en relation til Gud er vi frelst. At leve i den relation er at leve i et fællesskab med Gud – et ægteskab. Vi er Guds ægtefæller. Når vi lever i den relation er vi grene der vokser på livets træ. Mennesket får al sin kraft og styrke og kærlighed ud af relationer med andre mennesker. Der er kun een relation. Min relation til mit medmenneske er den samme relation som min relation til Gud. Alle relationer er eet og det samme. Når jeg elsker Gud - elsker jeg hende som jeg elsker. Når jeg elsker ham – så elsker jeg også Gud. Der er kun een relation – og frelsen er at leve inden for den relation – i fællesskabet – i nåden – i troen.

v4  I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden.

 

Det følgende vers 5 indeholder på mange måder Paulus’ centrale teologi. Han sætter ofte mange ord voldsomt tæt sammen – derfor er hans sprog meget komprimeret. Han kan derfor oversættes på mange måder og der kan være tvivl om hvad han egentlig mener.

Der er ikke megen tvivl om hans centrale sætning. – Vi – kristne – har en sikker forventning – dvs vi er helt sikre på at vores håb går i opfyldelse.

Ordet håbElpis på græsk - havde på Paulus’ tid en græsk og en jødisk betydning. Hos grækerne betyder ordet håb en usikker tro og forventning – et svagt håb. Ordet håb på græsk udtrykker noget som er meget usikkert – et vagt ønske. Det svarer til at vi i dag siger at vi håber på at vi engang bliver frelst af Gud – men at det kan vi jo ikke være sikre på! Måske bliver vi frelst af Gud – engang – måske sker det slet ikke. Alt er jo meget usikkert.

Paulus opfatter ordet håb i dets jødiske betydning – som vi kender fra Det gamle Testamente. At håbe på noget er det samme som at have en sikker forventning – at vide at det vil ske – ja, at se at det egentligt allerede er tilfældet! Håb i den jødiske betydning af ordet svarer til barnet og juleaften. Barnet har en stærkt og sikker tro på at juleaften vil komme – til sidst. Det er ikke sådan at barnet er i tvivl om at denne juleaften vil komme. Det som barnet kan være usikker på er – hvilke gaver som barnet vil få. Det håber og håber på mange store gaver – men det er håb i den græske betydning af ordet! Når barnet håber på store gaver er det et usikkert håb og det ved barnet. Men når barnet forventer at juleaften kommer – er det en sikker forventning!

Det som Paulus mener, er altså at han har et håb og at det er en helt sikker vished.

Det som Paulus – og alle kristne – håber på er retfærdighedenDikaiosyne på græsk. Paulus ved at han vil blive gjort retfærdig – men når vi sammenligner det med Galaterbrevet som helhed – kan vi se at det som han mener er at vi allerede er blevet gjort retfærdige! Løfterne til Abraham er faktisk allerede gået i opfyldelse. Retfærdigheden er ikke et vagt ønske eller en usikker forventning. Paulus er sikker på at han er retfærdig - i Guds øjne – og det er alle andre mennesker også. Gud er rig på troskab og han holder sine løfter. Han lever op til relationen – til pagten og dens forpligtelser. Vi kan regne med Gud. Han svigter ikke. Han er en trofast ægtemand – en trofast partner.

Derudover taler Paulus i sætningen om troen – Pistis – og ånden – Pneuma. Her er der større usikkerhed om hvad Paulus mener. Ordene kan sættes sammen på mange måder – med forskellig mening:

Vi mennesker har eller vi kan i al fald have en sikker forventning – ja, en sikker viden, siger Paulus. Vi kan være sikre på vores indsigt – vores viden. Vi ved at Gud ser os som retfærdige. Hvordan kan vi vide det?

Vores sikkerhed –vores sikre viden – stammer fra ånden, siger Paulus. Ånden har vi fået af Gud. Ånden er en magt. Ånden fortæller os hvad der er sandt. Alle mennesker har fået Guds ånd og ånden er en indre stemme som fortæller os hvad der er Guds vilje. Ånden fortæller os – inden i vores sjæl – at vi faktisk er retfærdige. Gud har frelst os.

Paulus mener nok også at ånden er et pant – et bevis – en garanti. Det er ofte det udtryk han anvender. Vi har fået Guds ånd og det er beviset for at vi er retfærdige. Gud har godkendt os – netop ved at give os sin egen ånd – Guds ånd. Ånden er et pant - vores garanti.

Ånden er en alternativ kilde til viden. Vi kan få en viden ved hjælp af vore sanser og vores forstand men vi kan også få en viden fra ånden.

Engang kaldte Gud på os og derfor er vi nu retfærdige – dengang gjorde Gud os retfærdige – han frelste os – han gav os fred, glæde, lykke, fremgang og kærlighed. Måske tænker Paulus på denne oplevelsekaldet – Damaskus som Paulus oplevede - når han siger ved ånden eller på grund af ånden.

Desuden siger han at vi har denne sikre viden på grund af troen eller fra troen eller i troen. Hvis vi er i troen – altså inden i den tilstand som hedder troen – så har vi en sikkerhed. Troen er lige som et område – et rige. Paulus kan også sige vi har en sikker viden i Kristus – dvs når vi er inden i den sfære som hedder Kristus – inden i det rige som hedder Kristus – eller inden i den verden som hedder Kristus. Paulus taler om at vi mennesker kan befinde os i forskellige tilstande eller riger. Hvis vi lever i verden – har vi overhovedet ingen sikker viden eller forventning! Så er alt usikkert og vi kan ikke håbe på noget. Hvis vi lever i verden og i egoet er vi fortabt – vi kan ikke høre hvad ånden siger – vi er blinde og døve. Vi lever i en illusion. Vi kan ikke se virkeligheden som den er. Vi lever uden noget håb. Vi kan ikke stole på noget – og vi kan ikke stole på andre mennesker og heller ikke på os selv! Vi er fortabt.

Den nemmeste måde at forstå Paulus på er at forestille sig at vi kan leve i forskellige riger eller livssfærer.

Når vi befinder os i ånden eller i troen – eller i Kristus – eller i nåden – så lever vi ikke længere i verden - men i Guds rige i følge Paulus.

 

v5  For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver.

ημεις γαρ πνευματι [på grund af ånden, ved ånden] εκ πιστεως [fra troen, i troen] ελπιδα [håbet, forventningen] δικαιοσυνης [retfærdigheden] απεκδεχομεθα [vi venter med en sikker forventning].

Det sprog som Paulus bruger, er mest juridisk. Han siger at juridisk set – og i Guds øjne – har det ingen betydning eller gyldighed om man er omskåret eller ej. Juridisk set er omskærelsen ligegyldig og det rene ingenting.

Lige som i eksemplet med Abraham taler Paulus om at Gud tilregner mennesket noget – Gud har en måde at regne på – at se på. I følge den regnemåde tæller omskærelsen ingen steder. Det vil ikke gavne galaterne - hvis de bliver omskåret. Det har ingen betydning i Guds regnskab.

I verdens forstand gør det en stor forskel om man er omskåret. I følge de fleste jøders opfattelse er verden simpelt hen delt i to dele nemlig Omskærelsen (ikke de omskårne men begrebet) og Ikkeomskærelsen eller forhuden som der står i den græske tekst. Det er de to ord som Paulus anvender. Det han siger, er at verdens måde at kategorisere på ikke gælder i Kristus – for Gud. I Kristus er alle mennesker ens. Begreberne – denne skelnen – er ugyldig – det er det som Paulus siger. Han siger at mennesker skelner – men Gud gør det ikke! I Kristus er alle mennesker – uanset sprog hudfarve, køn eller religion – alle medlemmer af Guds folk og husstand – det sande Israel. Jøderne eller Peter eller Jakob tager fejl. Forskellen i Kødet gør ingen forskel – den er en illusion. Omskærelsen er en illusion.  I Guds øjne – dvs i Kristus – er alle mennesker fuldstændigt ens. Gud deler ikke mennesker ikke gode og onde, fromme eller ufromme eller i religiøse og ikke religiøse! Gud skelner slet ikke på den måde. Hvis vi lever i Kristus – bliver vi fri af disse illusioner – vi kan se verden med Guds øjne. Og i Guds øjne er der ingen forskel. Muslim eller kristen eller ateist – det gør ingen som helst forskel. Gud virker igennem alle mennesker og han lever i en relation til alle mennesker. Derfor er de alle medlemmer af Guds eget folk – det sande Israel.

Gud skelner ikke mellem de døbte og de ikkedøbte. Gud ser slet ikke på sådanne ydre forskelle. Gud er sådan set ligeglad – han opfatter alle mennesker i verden som sine sønner. Omskærelsen er en god jødisk skik i følge Paulus og ppassende og god for alle jøder – men den hører til det ydre – til Kødet. For Gud er den ikke afgørende. Alle mennesker frelses – fordi de er medlemmer af Guds eget folk – fordi de er boorgere i Guds rige. På det punkt er Paulus og Jakob enige! De er derimod uenige om definitionen på hvornår man er et medlem af Israel eller det sande Israel. I følge Paulus bliver man et medlem af det sande Israel ved at man bliver kaldet af Gud og får hans ånd.

Det menneske som har fået ånden – som har oplevet at få ånden af Gud – gør kærlighedens gerninger. Kærligheden er ikke for Paulus et krav - som man skal stille til mennesker - når de er kommet til troen!

Kærligheden er simpelt hen det samme som troen – kærligheden er den adfærd og måde at leve på som alle mennesker har efter at de har fået ånden af  Gud. De bliver frie. Før kunne de ikke gøre kærlighedens gerninger fordi de levede i frygt og bekymring – de var under tvang. Kærlighedens gerninger kan man kun udføre når man er helt fri – når slet ikke har nogen frygt. Gud tager frygten fra mennesket og derfor reagerer det automatisk og af sig selv med at gøre kærlighedens gerninger. Kærligheden – og troen – er en del af nåden – en ny tilstand vi nu lever i. Nåden er en tilstand af rigdom, magt, velsignelse, lykke, glæde og fred. Når vi lever i den tilstand udtrykker vi altid det gode – vi er gjort frie til at gøre det gode. Loven gjorde os kun undertrykte med sine lovbud.

Alle kærlighedens gerninger er fuldstændigt spontane – de kommer ikke fra vores forstand eller tanker eller ego. De kommer så at sige af sig selv. De bryder frem. De viser sig som resultater af en fremmed magt. De er beviser på at Gud virker og arbejder igennem levende mennesker. Når vi gør kærlighedens gerninger bliver vi overraskede over os selv – vi synes ikke rigtigt at det er os selv som gør disse gerninger. De kommer fra et dyb – et urdyb. De kommer fra ånden – som er en magt og kraft i verden.

Kærligheden er en energi siger Paulus – en kraft. Denne kraft stammer fra Gud. Egentliigt er det Gud selv som virker igennem det som frie mennesker gør. De gør faderens gerninger – som Jesus siger om sig selv. Frie mmennesker gør ikke deres egne gerninger – dvs egoets gerninger – de gør Guds gode og fromme gerninger – kærligheden.

Lov og moral nytter ikke noget. Man kan ikke presse eller tvinge mennesker til at gøre gode gerninger – for så er de bare kødets gerninger. Kun hvis de er blevet befriede af Gud – ved ånden eller ved Kristus eller i nåden – kan de gøre gode gerninger – ja så kan de slet ikke andet. Det er en hovedpointe i Paulus’ breve og han gentager den meget ofte.

Ordet kærlighed hos Paulus er det græske ord Agape. Agape var et sjældent ord på græsk på Paulus’ tid men bliver siden del af kirkens sprog. Agape bruges 116 gange i Det nye Testamente – og heraf findes de 75 eksempler i Paulus’ breve! Det er i høj grad Paulus som har defineret det kristne begreb Agape eller kærligheden.

Det er vigtigt at Agape betegner alle slags kærlighed hos Paulus og i Det gamle Testamente (i Septuaginta – den græske oversættelse). Ordet kærlighed bruges om enhver slags kærlighed! Kærlighed er kærlighed! Paulus skelner ikke mellem kærlighed fx mellem to ægtefæller og kærligheden mellem venner eller kærligheden mellem forældre og børn! Kærlighed er simpelt hen kærlighed! Sidenhen har den kristne teologi skelnet skarpt mellem en kristen kærlighed og så den almindelige kærlighed ude i verden – men sådan skelner Paulus altså slet ikke!

v6  For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.

6 εν γαρ χριστω ιησου [i Kristus] ουτε περιτομη [Omskærelsen, begreb] τι ισχυει ουτε ακροβυστια [Ikkeomskærelsen, forhuden] αλλα πιστις δι αγαπης ενεργουμενη [dvs troen får sin energi fra kærligheden, kærligheden arbejder igennem troen].

v7  I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? v8  Det er ikke ham [Gud], der kaldte jer, der har overtalt jer til det.

En liden surdej fordærver hele dejen, siger Paulus. Det er tydeligt nok at han citerer et ordsprog – selv om vi i dag ikke kender dette ordsprog fra nogen skriftlig kilde. Paulus forklarer ikke hvad han mener med ordsproget – det overlader han til tilhørerne i Galatien. Det er der mange eksempler på i hans breve. Han bruger ofte korte slagord og slogans – uden at forklare hvad han egentlig mener. Samtiden har sikkert forstået ham men ofte kan moderne læsere ikke gennemskue hvad han egentlig mener.

I Det gamle Testamente er det syrede – det som er gæret – noget urent i en vis forstand. Jøderne fejrede i usyrede brøds højtid og i denne hellige uge spiste de kun rent helligt brød nemlig ikke gæret brød. Et gæret brød er urent og må fx ikke bruges som et offer til herren i templet. På samme måde er vin – som er gæret – noget urent. Paulus opfordrer da også logisk nok alle kristne til at undlade at drikke vin og øl (i 1.  Korintherbrev). Denne opfattelse – at det gærede er urent – findes også uden for Israel – gæringen blev opfattet som en slags forrådnelsesproces. Det gærede brød og den gærede vin hang sammen med døden og forrådnelsen. Vinen er dødens produkt.

I evangelierne bliver gæringen som regel kædet sammen med et andet billede – nemlig det som vokser og vokser forunderligt og af sig selv – som Guds rige:

v20  Han sagde også: »Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? v21  Det ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret.«

(Lukasevangeliet 13)

Meningen med ordsproget er nok to forhold. For det første mener Paulus at evangeliet blev prædiket rent og purt af ham da han kom til Galatia i sin tid. I mellemtiden er der kommet andre prædikanter til Galatien og hvis galaterne hører på dem – de prædiker et andet evangelium som slet ikke er et evangelium som han siger – så ødelægges evangeliet – det sande evangelium. Galaterne skal ikke høre på Jakob eller Jakobs folk for de fordærver hele evangeliet med deres snak om omskærelsen.

Mere grundlæggende mener Paulus nok at galaterne fandt sandheden og så lyset dengang for længe siden i Galatien. De så Gud og Gud kaldte på dem. De blev adopterede af Gud – de blev alle Guds sønner og døtre. Det skal de holde fast i. De skal ikke komme i tvivl. De skal være trofaste over for deres egen oplevelse dengang – deres egen vision og åbenbaring. Gud kaldte dem alle ud af mørket. Gud kaldte på dem - lige som han kaldte på Abraham og på Paulus selv. De skal holde fast ved den personlige indsigt som de fik dengang.

De skal ikke tro at de skal gøre en masse for at blive frelst. Galaterne behøver ikke at gøre og gøre. De er allerede for længst blevet frelst. Gud har frelst dem og Gud fortryder ikke det som han har gjort. De skal ikke gøre en hel masse – de skal ikke prøve at sikre sig. Det er kun en fristelse. Jakob frister dem og de føler sig måske også tiltrukket af Jakobs vej og jødernes vej – Vejen – Halakhah – men de skal stå fast! De skal ikke gøre sig selv små og svage. De skal tro på deres egen stolthed og storhed og værdighed. De skal ikke tro at de skal bøje sig for alle riterne og ritualerne. De skal ikke bøje sig for nogen kirke. De er som Melkisedek – præst og konge på een gang og samtidigt. De er Guds profeter. De skal ikke omskæres – de er allerede medlemmer af det sande Israel for Gud har udvalgt dem. De behøver ikke lade sig døbe. De behøver ikke leve efter spisereglerne. De behøver ikke overholde sabbaten. De skal ikke give sig ind under en ny trældom – nu da de endelig er blevet frie og stolte! De behøver ikke at overholde Moseloven. Det er i al fald ikke nødvendigt for at de skal blive frelst – det er Paulus’ pointe! Intet er nødvendigt – for de lever nu et nyt liv – i nåden – i Kristus. De skal passe på alle disse autoritære tanker om at de skal forandre sig og antage en jødisk livsstil. De skal ikke tilpasse sig en jødisk livsstil. Moseloven er god nok – men der er ingen grund til at de – galaterne – skal følge Moseloven. Gud har gjort dem frie og værdige. En liden surdej fordærver hele dejen – de skal ikke acceptere nogen af alle disse fromme og religiøse krav som kun gør dem små og svage.

v9  Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen.

v10  Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet. Men den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er.

Det følgende vers – vers 5.11 - er blevet meget diskuteret i Paulus forskningen. Man er enige om at der er blevet formuleret en anklage imod Paulus og at Paulus her prøver at svare på denne kritik eller anklage – men derudover er der meget delte meninger om hvad verset betyder.

Det mest sandsynlige er at Paulus bliver kritiseret for at være komplet selvmodsigende og inkonsistent. På den ene side siger han at omskærelsen er uden betydning og på den anden side sørger han for at mennesker bliver omskåret og han forsvarer omskærelsen.

Der er ingen tvivl om at Paulus gik ind for et akkomodations princip som det er blevet kaldt. – Over for de uomskårne blev jeg som en uomskåret og over for de omskårne var jeg en omskåren, siger han. Paulus tror på at evangeliet skal tilpasses de mennesker som hører evangeliet. Paulus taler et sprog som de kan forstå og det gør han bevidst for at få evangeliet udbredt.

Paulus optræder derfor som en slags pædagog. Dette har nok givet anledning til kritikken eller anklagen.

v1  Paulus kom også til Derbe og Lystra. Og se, dér var der en discipel ved navn Timotheus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk far. v2  Timotheus var velanskrevet hos brødrene i Lystra og Ikonion. v3  Ham ville Paulus gerne have til at rejse med sig, så han omskar ham af hensyn til jøderne i de egne; for alle vidste, at hans far var græker.

(Apostlenes gerninger 16.1)

Denne begivenhed finder oven i købet sted i Galatien – idet byerne Derbe og Lystra er vigtige byer i den romerske provins Galatien eller Galatia. Det er oplagt at denne historie kan have givet anledning til en kritik af Paulus. Paulus tager selv initiativet og lader Timotheus omskære – bestemmer at han skal omskæres! Og Paulus gør det oven i købet fordi han er bange for jøderne! Hvis denne historie er sand er det ikke mærkeligt at Paulus er blevet opfattet som selvmodsigende og utroværdig!

Paulus forsvarer sig ved at han jo bliver forfulgt. Paulus tænker her på især jødernes forfølgelse af hans person. Der er utallige eksempler på at han bliver generet, indespærret og straffet af jøder – lige som af ikkejøder. Paulus opfatter sig selv som en martyr – lige som Jesus og Stefanus. Paulus ved at han til sidst vil komme til at lide martyrdøden lige som Jesus og Stefanus og mange andre.

I følge hele Det nye Testamente – men især i følge Paulus er evangeliet en anstødssten – en forargelse – en Skandalon som det hedder på græsk. Skandalon er en forargelse eller anstød – eller en sten på vejen som bevirker at vi snubler og falder.

Paulus’ typiske tanke er at evangeliet - som egentlig skulle være det glade budskab – euangelion betyder det gode eller glædelige budskab – good news – bliver en anstødssten i verden. Mennesker sidder fast i deres ego og synd og egne tanker og normer – og derfor bliver de forargede når de hører evangeliet. Hvis evangeliet prædikes rent og purt – vækker det anstød – det bliver ikke modtaget og ikke forstået. Mennesker ryster på hovedet af evangeliet. De siger at det er noget vrøvl – det er naivt og helt utroværdigt. Det er bare en drøm. Disse tanker om en skandalon findes meget tydeligt i alle Paulus’ breve.

Evangeliet er en forargelse for jøderne og en dårskab for grækerne. For jøderne er det helt utroværdigt og latterligt at Messias – Kristus – skulle ende sine dage på et kors. Hele denne tanke – Jesu korsfæstelse – vakte afsky hos mange jøder – Jesus kan umuligt være Messias. For grækerne var evangeliet en tåbelighed. - Paulus er et vrøvlehoved, som det siges i Apostlenes Gerninger.

Tanken om denne skandalon findes også meget tydeligt fx i Johannesevangeliet. Lyset kommer til verden men menneskene tager ikke imod lyset. De foretrækker at blive i mørket. De bliver vrede på lyset – forargede. Denne tanke kom til at spille en stor rolle for den danske filsof Søren Kierkegaard.

Vi kan forklare en skandalon som noget der gør os vrede, forargede, forskrækkede, forundrede, som giver os afsky, giver os væmmelse og foragt. Vi reagerer med at opfatte denne skandalon som ulækker, uværdig, nedværdigende, den er noget dumt, noget plat, noget blasfemisk – en skandalon er imod alt som er sandt eller godt eller helligt. Vi kan sige at Jesus på en vis måde blev opfattet sådan – af visse grupper – og at evangeliet på en vis måde af visse grupper blev opfattet sådan! Paulus er meget bevidst om denne modsigelse: Egentligt er evangeliet jo et godt budskab – et budskab om at Gud vil frelse mennesket - men mennesker reagerer lige modsat som om evangeliet er en trussel! Som bekendt startede Paulus selv jo også sin karriere med at forfølge de kristne i Palæstina – og han har selvfølgeligt følt sig voldsomt frastødt og forarget over det som Jesusfolkene stod for!

v11  Brødre, hvis jeg stadig prædiker omskærelse, hvorfor bliver jeg så forfulgt? Så var forargelsen ved korset jo borte.

Paulus er helt usædvanlig grov! Alle de mænd som kommer fra Palæstina – som Peter og Jakob – og som er så ivrige med kniven og omskærelsen – gid at de må kastrere sig selv ved et uheld og skære deres egen penis af! Når de ser de galatiske mænd tænker de kun på at skære i deres penis. Gid at de må skære i deres egen penis! Paulus taler tidens sprog – vi kender denne stil fra litteraturen i samtiden. At lave grin med det seksuelle er stor humor. At tale om at Peter kommer til at lemlæste sig selv – er bare enormt sjovt. Alle i samtiden har grinet af Paulus’ vittighed. Der er en afgrund mellem os og oldtiden. Vi synes ikke at det er sjovt - det som Paulus skriver. I vore øjne tegner det et meget usympatisk billede af Paulus! Vi opfatter ham som usædvanligt hjerteløs og grov og brutal – men han følger tidens skemaer og taler tidens sprog.

v12  Gid de ville lemlæste sig helt, de, der gør jer forstyrrede!

 

 

Retfærdig?

Gud ser på Abraham. Gud ser på Abraham på en bestemt måde – sådan som Gud gør. Gud ser på Abraham og ser at han er een af de retfærdige.

På den måde siger Paulus at det bliver regnet Abraham til retfærdighed. I Guds øjne er han retfærdig. Og det eneste som er sandt og virkeligt er det som Gud ser. Det som Gud anerkender som virkeligt. Mennesker kan nemt tage fejl.

Abraham bliver rent faktisk til een af de retfærdige – ved at Gud ser på ham. Når Gud ser på os – bliver vi frelst – som det hedder i Salmerne. Abraham bliver forvandlet. Han er ikke længere sig selv. Han er een af de retfærdige. Han bliver et nyt menneske.

Gud tror på Abraham og Abraham forvandles fordi Gud tror på ham. Abraham forvandles på grund af Guds kærlighed og glæde. Gud ser Abraham og kan se at Abraham er hans søn og på den måde forvandles Abraham.

Guds øjne er en stor og underfuld kraft som skaber og omskaber verden. Vi kan ikke skabe eller omskabe verden – men Gud kan. Vi tror ikke på os selv – vi tror ikke på at vi hører til de retfærdige – men Gud tror på os.

Gud ser på os mennesker. Han kan kun se een ting at mennesket er uden nogen skyld i den forfærdelige synd og lidelse som hærger i verden. Gud tager Abraham ud af den synd og lidelse. Han regner ham som retfærdige. Abraham lever kun af troen og ved troen og på grund af sin tro og tillid til Gud. Ellers ville han bukke under for lidelsen.

Gud giver styrke og kraft og nyt mod til Abraham – han gør ham retfærdig. Han sætter ham over i en anden verden – i Guds rige.

Når Abraham er retfærdig vil alle løfterne gå i opfyldelse. Abraham lever et godt og rigt liv og dør mæt af dage.

 

Kristendommens fødsel.

 

I følge en moderne teori er Galaterbrevet en god illustration af det som vi kan kalde kristendommens fødsel i det første årh. e. Kr. Kristendommen opstår ved at store mængder af mennesker i Palæstina og ikke mindst i områderne uden for Palæstina får ekstatiske visionære oplevelser. Det er præcist det træk som vi tydeligt kan se i Galaterbrevet - og det er det træk som Paulus hele tiden henviser til som det helt afgørende fænomen – som selve beviset! Galaternes oplevelser beviser at Kristus er opstået fra de døde, siger Paulus.

Galaterne får personlige eller private oplevelser – psykiske oplevelser. De får syner. De hører lyde. De ser pludseligt et stort lys. De ser den genopstandne Kristus. De ser Gud. Det som galaterne oplever, er virkelige oplevelser. De bliver ikke overbevist på en tankemæssig måde. De læser sig ikke frem til en viden om Gud. De hører sig faktisk heller ikke frem til en viden om Gud. De oplever Gud direkte og voldsomt og selvindlysende. Efter oplevelsen er de ikke i tvivl. De bliver ikke overtalt af Paulus til at tro på evangeliet! Tværtom – de oplever selv på egen hånd Gud og evangeliet – for så vidt uafhængigt af kirken eller systemet!

Paulus accepterer disse oplevelser. Han tror virkeligt at det er Gud eller Jesus som galaterne har set. Paulus stiller sig ikke tvivlende eller skeptisk an. Han er en ekstatiker og en preumatiker og en enthousiast lige som galaterne - og han accepterer fuldstændigt deres private syner og oplevelser – deres rus – deres profetiske henrykkelse – som et faktum – som et bevis for at ånden er kommet ned på jorden. I følge Joels Bog i Det gamle Testamente skal ånden komme ned på jorden - i de sidste tider. Det er det som vi oplever nu -  tænker Paulus. Paulus accepterer hele denne strøm af syner og visioner som naturlige og velsignede og som fuldstændigt sande!

Dette fænomen svarer godt til det som er blevet kaldt for sværmeri i den senere kirke. Den senere kristne kirke har ofte stillet sig helt afvisende over for den slags anarkistiske, spontane udbrud af ånden. Kirken har opfattet alle disse åbenbaringer og syner som en trussel. Men sådan reagerer Paulus slet ikke. Det er uhyre centralt at forstå at Paulus accepterer alle disse spontane udbrud, alle disse besættelser, alle disse visioner som sande og gyldige. Det er virkeligt Gud selv som disse mennesker – fra øst og vest - oplever. De føler Gud. De ser Gud. De hører Gud. De oplever Gud som noget virkeligt i deres liv – de erfarer det guddommelige - og deres liv bliver fuldstændigt forandret fra det øjeblik. Det er det som Paulus ser igen og igen og det er det som får ham overbevist. Guds ånd er virkelig kommet her ned i verden. Den blæser rundt i verden. Den griber mennesker og besætter dem. De taler profetisk og de taler i tunger. De gør mirakler. De bliver Guds profeter og hans udsendinge. De bliver Guds sønner. De bliver sande vidner om Guds underfulde frelse. Set udefra – fx set fra vores synspunkt - er det jo kun private subjektive oplevelser og måske bare indbildninger – men sådan opfatter Paulus det ikke. For ham er alle disse åndsbesættelser vidner og beviser om at Kristus lever.

Det som vi kalder for kristendommen opstår netop med udgangspunkt i disse spontane subjektive oplevelser – indre oplevelser. Disse oplevelser bliver integreret i den i for vejen eksisterende ramme – den jødiske frelseshistorie - fra det gamle Israel - og disse oplevelser bliver kædet sammen med traditionen om den historiske Jesus - som vi kender fra evangelierne. På den måde opstår et helt nyt fænomen – så at sige en ny Gud. Gud er en ny Gud fordi han nu kan opleves og erfares direkte – af det enkelte menneske. Det som vi mennesker oplever privat og hemmeligt – for os selv – er Gud! Gud bliver en ånd som er i verden. Gud bliver Helligånd og Kristus. Mennesker oplever direkte Gud i tegn, i drømme, i syner. På den måde opstår et helt nyt fænomen – klart forskelligt fra den jødiske tro – som vi kan kalde kristendommen.

Den tidlige kristendom er altså udpræget mystisk. Udgangspunktet for hele troen er netop følelserne og de psykiske oplevelser. Mennesker føler sig pludselig eet med Gud. De føler at Guds ånd kommer over dem og de bliver væltet om kuld. Den tidlige kristendom handler ikke om teologi eller dogmatik – heller ikke om ritualer – dåb eller nadver. Den handler om det som almindelige mennesker pludselig oplever. Den handler om rusen, ekstasen og besættelsen. Den handler om mennesker som pludselig ikke længere er sig selv men er blevet besat af det guddommelige. Det jordiske er blevet en del af det åndelige og det guddommelige. Den tidlige kristendom handler heller ikke om etik eller moral! Mystikken og besættelserne har egentlig ikke noget at gøre med etik og moral. Oplevelserne står uden for moralen. De er oplevelser af det guddommelige – direkte – det frygtindgydende, overvældende, skønne, lykkelige, voldsomme, overnaturlige.

 

 

Hvad er Kødet?

 

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

(5.16)

 

λεγω δε πνευματι περιπατειτε [vandre i ånden eller med ånden - Pneuma] και επιθυμιαν σαρκος [Sarx – kødets lyst] ου μη τελεσητε [skal ikke være jeres mål - telos] 17 η γαρ σαρξ επιθυμει κατα του πνευματος [kødet vil bekæmpe ånden] το δε πνευμα κατα της σαρκος ταυτα γαρ αλληλοις αντικειται [krig mellem kødet og ånden] ινα [for at I ...] μη α εαν θελητε ταυτα ποιητε 18 ει δε πνευματι αγεσθε ουκ εστε υπο νομον [hvis I drives eller føres af ånden – Pneuma - er I ikke under loven - Nomos]

 

Paulus bruger i Galaterbrevet Kødet og ånden som to altomfattende modsætninger. Enten lever vi efter kødet - eller vi lever efter ånden. Den som sår til kødet eller ind i kødet eller ned i kødet - høster resultaterne af sine gerninger – det er livets lov. Den der sår i ånden - høster det evige liv, siger Paulus. Vi kan oversætte Paulus’ begreber ved at sige at kødet og ånden er to dimensioner i menneskets liv – eller to livsmuligheder – eller to livsanskuelser eller selvskemaer eller to identiteter eller riger. Paulus bruger begreberne på en meget generel måde.

Kødet betyder ikke nødvendigvis det legemlige – det er nok historisk set den største misforståelse med hensyn til begrebet kødet. Paulus er ikke en såkaldt åndelig gnosticistisk modstander af det kødelige og legemlige! Paulus har sine rødder i Det gamle Testamente – og det Det gamle Testamente har bestemt ikke nogen græsk åndelig modvilje imod det kødelige. Der er ingen græsk dualisme i Det gamle Testamente. Det græske ord som er oversat med kødet er ordet Sarx. Sarx betyder ikke specielt det legemlige eller menneskets legeme.Sarx har en meget videre betydning. Når Paulus går imod Sarx eller Kødet er det altså ikke fordi han er modstander af det legemlige eller fysiske – og kun tilhænger af det såkaldt åndelige eller mentale! Skellet mellem Sarx – kødet – og ånden – Pneuma - går et helt andet sted i følge Paulus. Sarx eller kødet kan vi meget bedre oversætte med vores begreber som egoet eller det egocentriske.

Paulus kan godt beskrive det kødelige – Kødet – som det dyriske. Dermed mener han ikke noget grimt om dyrenes verden. Han mener at hvis mennesker kun lever som Kødet har de glemt at de er ånd – altså at de ikke er dyr. Hvis mennesker kun lever som kødet – har de helt glemt at de er frie, har bevidsthed og har valgmuligheder i livet. Hvis man lever kun i kødet bliver man et arme offer, mener Paulus. Hvis manden lader sig reducere til kun kød – mister han al sin magt og værdighed. Han bliver som et hjælpeløst barn som klynker og klager, siger Paulus.

Kødet er synden og egoet. Kødet og synden er to sfærer i universet og samtidig to måder at leve på. Hvis man lever i kødet lever man i verden. De mennesker som har fået Guds ånd – ved åndsdåben – lever ikke længere i kødet. Kødet er blevet korsfæstet. De har fået et nyt liv. Nu lever de i ånden.

At leve i ånden er at leve i kristus eller i Gud – eller eet med Gud. At leve i kødet er at leve med ego, begær og frygt og bekymring. At leve i kødet er at leve uden nogen virkelig tro og tillid til livet eller til sig selv eller til andre mennesker. Hvis man på den måde lever i en permanent mistro til andre mennesker – hvis man frygter dem og tror at de er forhindringer eller fjender eller konkurrenter – så lever man i kødet.

Galaterne skal ikke give sig ind under loven – på den måde giver de sig i virkeligheden ind under kødet. Kødet handler om alt det som kan ses – det ydre, det synlige, det fysiske. Jakob lever kun i kødet for han snakker kun om omskærelsen, synes paulus at mene. Men de som lader sig føre af ånden – opfylder i virkeligheden loven. Ånden er den virkelige opfyldelse af loven. Vi skal ikke give os ind under tvang eller pres – vi skal fastholde vores frihed og stolthed – så bliver vi ført af loven, siger Paulus!

At leve i kødet behøver ikke at betyde at man lever særligt materialistisk eller begærligt eller kødeligt. At leve i kødet er ikke identisk med at være drevet af begær – men ofte er det umættelige begær typisk hvis man lever i kødet.

Paulus deler på mange måder Buddhas opfattelse. Buddha sagde at menneskene drives af et uudtømmeligt begær – de drives frem som får – helt ufrie. Deres begær får de aldrig tilfredsstillet. Deres kamp er formålsløs og nedværdigende. Det begær de har kan simpelt hen ikke tilfredsstilles. De får aldrig nok. De vil hele tiden have mere – mere – mere. Denne Buddhas opfattelse finder vi også hos Paulus. Det at leve i kødet er netop at leve som en slave af kødet – af begæret. Man lever som en slave uden nogen ånd.  Man handler bare på sine lyster, sine såkaldte behov – som er indbildte – på sit begær efter magt, kvinder, fornøjelser og penge.

Galaterbrevet og især Romerbrevet er nogle gange blevet læst som interessante eksempler på Paulus’ psykologi – på oldtidens psykologi. Det kan man også godt forsvare – men det skal huskes at det væsentlige i Galaterbrevet er bestemt ikke Paulus’ psykologi – men evangeliet. Evangeliet er at alle mennesker har fået Guds ånd og derfor er taget ud af verden, ud af psykologien, ud af tvangshandlingerne og ud af lidelsen og ufriheden! Med Kristus er alle mennesker blevet frie og stærke og værdige! Vi er ikke arme ofre!

Men begæret kan være rettet imod alle mulige ting. Det kan være et begær efter berømmelse eller magt eller status, som Paulus netop skildrer. Nogle mennesker er særligt religiøse og åndelige,  siger Paulus, og de begærer at overgå alle andre i deres fromhed og deres gudelighed og åndelighed. De dyrker sig selv. Men de lever i kødet – akkurat som mennesker der begærer materielle goder eller som er sygeligt afhængige af selx eller altid vil have flere materielle ting.

Det moderne samfund viser meget gode eksempler på at leve i kødet. Når man lever i kødet stoler man ikke på at man er god nok – man har et lavt selvværd. Man skal hele tiden fyldes udefra – af ting eller oplevelser eller drukkenskab eller andre mennesker. Hvis man lever i kødet er man altid sulten. Man har ikke nogen tillid, ikke nogen naivitet eller barnlighed tilbage. Man er bekymret og fuld af frygt.

At leve i ånden er at leve ud fra overskud og glæde og frihed. At leve i ånden er at være en fri mand. Vi kan se at Paulus bruger disse begreber på en meget generel måde. Han taler ikke specielt om vore seksuelle små synder – han taler om en hel livsstil – en måde at forholde sig til hele livet.

Paulus har den dybe tro at hvis man modtager ånden og fortsætter med at lytte til den ånd som man har indeni så kan man leve som et frit menneske. Mennesket er af Guds slægt og vi er ikke bestemt til at være slaver eller trælle. Kødet gør os små og svage. Kødet er en fristelse fordi vi falder i og tror at vi er små og svage og ufuldstændige og ikke perfekte. Men den som har modtaget og accepteret Guds nåde og frelse kan leve sit liv i fred og glæde. Det menneske kan leve et helt nyt liv – det evige liv. Paulus siger at det gamle menneske er blevet korsfæstet og alle de gamle dårlige tanker og følelser er blevet korsfæstet. Gud gør mennesket helt nyt når Gud kaldet på mennesket. Mennesket bliver taget ud af sin egen fortid – det bliver fri af fortiden. Det frie menneske – det sande menneske ser sig ikke tilbage – det ser lige frem og gør bare det som ligger ligefor. Det lever på en måde som et barn. Det er taget ud af alle tankerne og frygten og bekymringerne. Når man er en fri mand er man fri til at elske andre mennesker – for man har ikke noget man skal opnå. Man har fået alt – af Gud – i forvejen. Når man elsker andre mennesker er der ikke bundet en regning til kærligheden. Kærligheden er hvis den er sand kærlighed altid uden betingelser.

Det sande menneske lever i ånden – synderen lever i kødet. Når vi lever i ånden er vi frelst – når vi lever i kødet er vi fortabt. Det er ikke menneskenes skyld at de er gået fortabt – det er snarere en risiko som ligger i vores liv – en fare. Men vi behøver ikke at sidde fast i synden. Gud frelser alle mennesker ud af synden som er blevet en forfærdelig byrde. Det er virkelig en forfærdelig byrde at leve i frygt og angst for andre mennesker og uden tillid til andre mennesker. Der er virkelig en byrde at leve i vrede mod andre mennesker. Hvis man altid lever i en mistro og en vrede er man fortabt og ensom. Så lever man i kødet.

Når vi lever i kødet er vi kronisk tørstige og umættelige. Det gælder selvfølgelig også på det seksuelle område. Når vi lever i kødet, misbruger vi det seksuelle – vi får aldrig nok – og vi misbruger andre mennesker seksuelt. På den måde giver vi slet ingen kærlighed. Vores seksuelle liv bliver i virkeligheden helt uden glæde. Det bliver bare en tvang.

Når vi lever i ånden, betyder det ikke at vi lever som munke og nonner i cølibat. Når vi lever i ånden kan vi tværtimod leve et sandt seksuelt liv med det menneske, som vi elsker. Vi kan give ægte og evig kærlighed ved og igennem vores seksualliv. Der er naturligvis intet ondt ved det seksuelle. Heller ikke i følge Paulus. Det seksuelle er en Guds gave til alle mennesker. Det seksuelle kan forvandles til noget dårligt, når vi lever i kødet – men når vi lever i ånden bliver det seksuelle det samme som lykken, livsglæden og Paradiset. Det seksuelle er et af de steder hvor vi kan opleve Guds kærlighed og hans forunderlige frelse. Når vi lever i ånden, har vi styrke og mod og overskud til at give seksuel kærlighed til hinanden – og der findes ikke nogen bedre eller højere form for kærlighed!

Det er meget bemærkelsesværdigt at den jødiske historiker Filon der var nogenlunde samtidig med Paulus beskriver den jødiske omskærelse på den måde at dens hele formål er at imødegå seksuel lidenskab og seksuel lyst hos manden! “Omskærelsen skal bortskære enhver nydelse og alle menneskelige passioner”, siger Filon. Filon har et dualistisk, kropsfjendtligt – hellenistisk og orficistisk – billede af mennesket. Det seksuelle er en fjende og noget som drager mennesket nedad – trækker det ned i synden. Derfor skal mandens penis omskæres! Men dette meget negative syn findes ikke hos Paulus! Paulus sammenkæder ikke specielt synden med det seksuelle men med meget bredere fænomener. Paulus har også grundlæggende Det gamle Testamentes opfattelse af synden: Den er ikke så meget individuel – den er mere en magt – en ond ånd som Mikas onde ånd i 1. Kongebog - som hærger i menneskenes verden. For Paulus er synden meget mere en mytisk kollektiv størrelse. Synden er en tung byrde – som vi næsten ikke kan bære – derfor råber vi på Herren, som det siges i Salmernes Bog!

Når ånden kommer over os, ved vi ikke hvad vi selv gør. Den ene hånd ved ikke hvad den anden gør. Vi gør det som vi vil, som Paulus siger. Når vi lever i ånden, kan vi gøre det som vi dybest set gerne vil. Pludseligt er vi befriede. Vi ånder lettet op. Vi er kommet hjem. Vi oplever os selv som nye mennesker. Vi ser på os selv – og kan ikke rigtigt forstå hvad det er der sker. Nogle gange kan vi ikke genkende os selv – men vi oplever glæden ved livet og glæden ved hinanden og glæden ved hinandens kroppe.

Den voldsomme dualisme vi finder hos Paulus prægede hele jødedommen på hans tid – hele senjødedommen som perioden kaldes. Dualismen går tilbage til 5. Mosebog – Deuteronomium – den anden lov - som den kaldes. (Deuteronomium er græsk og betyder den anden lov). 5. Mosebog er en bevidst reformulering af den jødiske tro og religion som er blevet forfattet og redigeret af jødiske præster, lærde og skriftkloge omkring 500 f. kr. Netop i Deuteronomium finder vi en udtalt dualisme og i Galaterbrevet – hvor Paulus flere steder citerer 5. Mosebog – kan vi se hvordan Paulus er blevet præget af denne dualisme. Paulus’ dualisme stammer ikke så meget fra den græske tænkning – som det ofte er blevet hævdet – men meget mere fra den interne jødiske tænkning i Israel.

v15  Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. v16  Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig, og Herren din Gud vil velsigne dig i det land, du skal ind og tage i besiddelse.

v17  Men hvis dit hjerte vender sig bort, og du ikke vil høre, men lader dig forlede til at tilbede andre guder og dyrke dem, v18  så kan jeg i dag forsikre jer om, at I vil blive udryddet. I vil ikke få noget langt liv på den jord, du skal tage i besiddelse, når du nu går over Jordan.

v19  Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, v20  og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham!

Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

(5 Mosebog 30)

Disse evige formuleringer – som også findes andre steder i Det gamle Testamente – bestemmer Paulus’ grundlæggende opfattelse af Kødet og ånden. Kødet og ånden er de to veje som israel – og det enkelte menneske - kan gå. Den ene er livets vej og den anden fører til døden. Ikke døden i en fjern fremtid – men døden her og nu. Paulus reformulerer voldsomt Deuteronomium fordi denne bogs tale om loven og lovoverholdelsen bliver omformuleret af Paulus – men Paulus bevarer dualismen og hele stemningen. Vi mennesker vælger her i livet. Der er kun to veje. Den ene fører os over i Guds rige – Paradiset her og nu – den anden fører os ned i de dødes rige. Disse to veje er ånden og kødet.

I 5. Mosebog hviler der en forbandelse over de mennesker som vælger dødens vej. De går fortabt. De er ikke til at redde. Denne forbandelse henviser Paulus også til i Galaterbrevet – og i alle hans øvrige breve. Denne verden er i en vis forstand forbandet fordi denne verden er dødens vej – lidelsens vej – frygtens vej. Verden er uden ånd siger Paulus. Han mener at verden er uden kraft og mod og liv og håb. Verden er uden tro på nogen gud. Den er kun præget af pessimisme og håbløshed. Verden har ikke nogen frihed – verden har ikke nogen værdighed. Verden gør menneskene til ofre og gør dem små og svage. Verden og kødet er blevet en grusom herre.

Vi vælger mellem livet og lykken på den ene side og døden og frygten på den anden side. Vi vælger imellem egoet og livsglæden. Vi kan kun vælge på grund af Kristus – på grund af Gud. Ellers kunne vi slet ikke vælge. Hvis Gud ikke fandtes ville vi være fortabt. Vi ville være prisgivet denne verden – med al dens vold og vrede og frygt og angst og ondskab. Uden en gud ville vi leve i verden – helt alene og helt fortabt. Vi ville være nødt til at se på vore medmennesker som fjender – og ikke som det de er – brødre og søstre. Hvis Ånden ikke fandtes i verden ville vi se på livet som en lang lidelse og som en prøvelse – der blot skulle overstås.

Hvis ånden ikke var en realitet ville vi være prisgivet vore egne små kloge tanker, vore egne videnskabelige systemer, vores egen lille filosofi og vores egen lille hjælpeløse moral – uden noget menneskeligt håb. Hvis Gud ikke findes – er der ingen ting som nogen sinde bliver anderledes! Hvis gud ikke findes er der intet nyt under solen – bare ulidelige gentagelser.

Ånden er den livsmulighed som Galaterbrevet handler om. Ånden er ikke en utopi eller et svagt håb. Ånden er den realitet som findes lige nu. Lige nu – i dette øjeblik kan alle mennesker vælge – vi kan vælge mellem livets vej eller dødens vej. Når vi vælger lyset – og det gør vi – så forsvinder mørket af sig selv. Vi er ikke mørkets skabninger – vi er lysets børn. Når lyset kommer forsvinder mørket af sig selv. Det har ikke en chance – og lyset behøver ikke at bekæmpe mørket – det vil vige helt af sig selv. Kristus er det lys som er kommet til verden. Lyset er allerede kommet. Vi behøver ikke at vente. Vi kan godt leve i Guds fred og glæde, siger Paulus.

Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet!

 

 

Hvad er det at blive retfærdig? Er det noget, som kan mærkes?

 

v3  Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
v4  Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.
v5  Han mætter dit liv med gode gaver,
du bliver ung igen som en ørn.

(Salme 103.3)

 

v5  Han gemmer mig i sin hytte
på ulykkens dag,
han skjuler mig i sit telt
og løfter mig op på klippen.
v6  Nu knejser mit hoved
over fjender, der omringer mig.
I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre,
jeg vil synge og spille for Herren.

(Salme 27.5)

 

Mennesket er uden skyld. Mennesket er rent og retfærdigt. Mennesket har ikke fortjent at leve under syndens og dødens og verdens og egoets magt. Det har mennesket ikke fortjent. Gud er retfærdig og derfor vil han oprette det som er ret og retfærdigt. Gud gør det rette – der er sket en stor uret men Gud sejrer over den uret som er begået imod menneskene. Gud frelser. Han er en fader for de faderløse og en god mand for alle enkerne. Han er den kraft som kan rive mennesker ud af den synd som er blevet så tung en byrde at mennesker næsten ikke længere kan bære den. Gud frelser Lot ud af det brændende Sodoma. Gud frelser Hagar og det lille barn – som Abraham har vist bort uden megen medfølelse - i ørkensandet. Gud frelser Hagar – ikke fordi hun er religiøs eller from eller særligt god – men fordi hun har hårdt brug for det. Hun er ved at dø og det som sker er en stor uret imod Hagar.

Det at være retfærdig betyder at mennesket er blevet gjort retfærdigt af Gud. Det betyder at alle mennesker i Guds øjne er retfærdige – frie og værdige. Det eneste som egentlig  er virkeligt er det som Gud ser og i hans øjne er alle mennesker retfærdige – jøde som græker og alle kvinder og mænd. I Guds øjne er alle mennesker lige værdige. Gud straffer ingen mennesker med bål og brand – Gud er den Gud som frelser. Det er kernen og indholdet af Paulus’ tro - og det er hele Israels tro.

Den som er en søn af Abraham er retfærdig og den som er en søn får alle løfterne. Løfterne er Guds løfter til den salvede i Salmernes Bog. Løfterne er Guds løfter til Israel. Disse løfter er givet til alle mennesker – de er Guds vilje og bestemmelse med alle mennesker. Gud vil at alle mennesker skal ophøjes og genrejses. Han vil give os alt det tilbage som vi har mistet. Gud vil oprejse alle mennesker til konger og herrer – vi skal sidde ved hans højre hånd og alle fjenderne skal kaste sig ned for vore fødder. Vi skal sejre over alle vanskeligheder, alle fjender, alle sorger. Vi skal blive som Gud selv. Vi er som Gud selv – i Guds øjne. – Vi er af Guds slægt, som Paulus siger.

Enhver som er søn af Abraham er en søn af Gud. Enhver som er søn af Abraham er velsignet. Velsignelsen er ikke en teoretisk forestilling. Velsignelsen er at leve i Guds fred og glæde. Når vi er velsignede lykkes vores liv. Det som vi vil – det lykkes for os. Gud går foran alle mennesker og baner vejen. At være velsignet er at leve et rigt liv både materielt og immaterielt. Det er hvedens fedme og det klare kildevand fra bækken. Det er at drikke af livets vand og spise af Paradisets frugt.

Vi velsignes ved at vi lever i kærlighed til andre mennesker. Vi får andre menneskers grænseløse kærlighed og vi giver kærlighed til andre uden nogen frygt. At være velsignet er at leve et langt liv uden lidelse og sygdom og dø mæt af dage. Job er velsignet. Job er retfærdig. Gud er med ham. Job har andre menneskers respekt og kærlighed. Når han taler i forsamlingen så tier de og hører efter hvad han siger. At være velsignet er at leve med en dejlig kvinde som er frugtbar og føder mange sønner. Jakob er velsignet af Herren og hans to stolte kvinder – Israels heltemødre – kaster en stadig glans over hans hoved. De er trofaste – de forlader alt – deres faders hus – for at følge Jakob og Gud. Vore sønner er som frugtbare oliventræer og vore døtre som søjlerne i templet! Vore marker driver af fedme og den fede olie løber ned igennem halsåbningen. At være velsignet er at have rigdom og uendelige flokke af får og geder og trælle og trælpiger som det siges om Abraham. At være velsignet er noget som kan mærkes. Det er helt sikkert det som Paulus mener. Han har sine rødder dybt plantet i det gamle Testamente. Han lever fuldstændigt i det univers.

Det er ikke meningen at dette liv skal være en lidelse eller en jammerdal. Livet er ikke noget som skal overstås – og livet er ikke en test eller en prøvelse! Det er i al fald ikke Guds mening. Gud har skabt verden som et Paradis – hans mening var at vi skulle leve i Paradiset. Kristus har ført Paradiset tilbage til hele jorden. Vi skal blot gribe ud efter træet og frugten. Vi skal blot give slip på vores lille ego. Livet er smukt og godt. Det står parat lige for øjnene af os. Gud har gjort alle mennesker retfærdige. Gud har afsagt dommen – den eneste dom som nogensinde vil blive afsagt. Gud har allerede afsagt dommen – at vi er retfærdige og at vi har fortjent glæden og lykken og hele herligheden. Gud har givet os hele herligheden tilbage, som Esajas skriver.

Verden dømmer os hele tiden. Verdens domstol dømmer os hele tiden skyldige som det hedder i Salmernes Bog. Gud dømmer ikke nogen mennesker. Gud har allerede afsagt sin dom for længe siden. Mennesket er uden skyld. Mennesket er ikke undergivet nogen synd eller lidelse mere. Vi er frie – vi er sønner. Vi er Guds sønner og døtre.

De løfter vi finder i Salmernes Bog og hos Esajas er de løfter som er givet til alle mennesker. Alle mennesker i hele verden er Herrens salvede. Paulus skriver i Galaterbrevet meget om løftet til Abraham. Dette løfte til Abraham er de løfter som findes så mange steder i Salmernes Bog. I disse løfter findes vores sande identitet. Disse løfter fortæller os hvem vi er – det sande menneske. Da Gud frelste Jesus ud af graven og døden, virkeliggjorde Gud alle løfterne. Kristus er en virkeliggørelse af alle løfterne. Kristus er en opfyldelse af loven og hele Det gamle Testamente. Vi er en virkeliggørelse af løfterne.

Vi kan sammenfatte disse løfter på følgende måde:

 

- Du er min søn. Jeg har født dig i dag. Til evig tid vil jeg støtte og opretholde dig. Du er min højre hånd. Du er mine øjne og hænder. Du er mit legeme. Jeg giver dig min ånd, mit liv, mit væsen. Jeg står bag alle dine ønsker, tanker, følelser og handlinger. Jeg giver dig velsignelsen. Jeg er ét med dig. Jeg vil aldrig nogen sinde forlade dig. Du skal aldrig blive forladt. Jeg giver dig al magt. Jeg giver dig al frihed. Hele verden tilhører dig. Du skal bringe frihed, fred og glæde ud til alle mennesker. Jeg vil bane vejen for dig. Jeg vil gå foran dig som en engel, som et lys. Jeg vil fjerne alle forhindringer foran dig. Jeg vil rydde alle sten på din vej. Jeg vil knuse alle bronzedøre og hugge alle jernslåer over. Jeg vil gøre døren høj og porten vid for dig. Med min ånd vil dit liv lykkes. Du vil nå målet. Din herliggørelse og glæde er min herliggørelse og glæde.

 

v5  Du skal ikke frygte for nattens rædsler
eller for pilen, der flyver om dagen,
v6  ikke for pesten, der breder sig i mørket,
eller for soten, der hærger ved højlys dag.
v7  Om end tusinder falder ved din side,
titusinder ved din højre hånd,
dig skal intet ramme.
v10  Intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
v11  for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.
v12  De skal bære dig på hænder,
så du ikke støder din fod på nogen sten.
v13  Du kan træde på løve og slange,
trampe på ungløve og øgle.

v15  Når han råber til mig, vil jeg svare ham.
Jeg er med ham i trængslen,
jeg befrier ham og giver ham ære.
v16  Jeg mætter ham med et langt liv
og lader ham se min frelse.

(Salme 91.5)

v3  Han tilgiver al din skyld,
helbreder alle dine sygdomme.
v4  Han udfrier dit liv fra graven,
han kroner dig med godhed og barmhjertighed.
v5  Han mætter dit liv med gode gaver,
du bliver ung igen som en ørn.

(103.3)

 

v5  Han gemmer mig i sin hytte
på ulykkens dag,
han skjuler mig i sit telt
og løfter mig op på klippen.
v6  Nu knejser mit hoved
over fjender, der omringer mig.
I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre,
jeg vil synge og spille for Herren.

(27.5)

 

v10  Men jeg er som det grønne oliventræ i Guds hus,
jeg stoler på Guds trofasthed
for evigt og altid.
v11  Jeg takker dig for evigt,
for du greb ind!

(52.10)

 

 

Om løfterne se også olenyborg.dk/messias.

 

Er der en håbløs og evig krig i vores indre?

 

v16  Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. v17  For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. v18  Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.

I flere af Paulus’ breve finder vi en slags psykologi – men ved nøjere analyse viser det sig at Paulus ikke rigtig leverer en normal psykologi. De ovenstående vers er en del af hans formaninger – parainesis eller panænese – i Galaterbrevet. Det som Paulus siger hænger sammen med formålet – opfordringerne til galaterne. Derfor er hans ord ikke helt det som vi forstår ved en psykologi. Paulus beskriver ikke en objektiv kronisk tilstand i mennesket. Formålet med teksten er jo at få galaterne til at holde fast ved ånden – den nye ånd de fik da de oplevede Guds frelse.

I følge Paulus findes der to magter i universet – og i det enkelte menneske – nemlig kødet og ånden. Kødet og ånden er på alle måder hinandens modstykke. Det som kødet vil – det vil ånden ikke – og omvendt. Paulus taler om at disse to magter har en lyst eller et begær. Det græske ord betyder begær. Det er overraskende at Paulus bruger ordet begær om ånden. Ordet begær er klart negativt hos Paulus. Begæret er det som trækker mennesket nedad – ned i synden og først og fremmest ned i trældommen. Begæret trækker os væk fra Gud i følge Paulus. Men han bruger alligevel ordet begær og begære i en mere generel betydning.

Ånden begærer noget – dvs at ånden vil noget, ønsker noget, har et mål, har en bevidsthed, har en vilje, efterstræber noget. Det er tydeligt at Paulus opfatter kødet og ånden som to personlige magter eller kosmiske kræfter. De findes så at sige i verden og de virker inden i det enkelte menneske.

Mennesket føler at der er en krig i dets indre. Det enkelte menneske oplever at der inden i sjælen eller bevidstheden er to kræfter eller to motiver – to  viljer - som bekriger hinanden. Paulus mener at menneskets jeg så at sige vælger mellem disse to kræfter. Mennesket er på en måde begge kræfter. Inden i mig er kødet – kødet er altså inden i min bevidsthed – og inden i mig er også ånden. Ånden og kødet er mine tanker og følelser. Nogle af mine følelser tilhører kødet – nogle af mine tanker tilhører kødet – nogle ånden.

Jeg mærker hvordan jeg bliver trukket i begge retninger. Begge retninger kan jeg opleve som mig selv. Når kødet trækker mig af sted, oplever jeg det ikke som noget fremmed – jeg føler at det er mig selv så at sige – min egen vilje – det som jeg vil. Denne krig er altså kompliceret på den måde at jeg identificerer mig med begge kræfter i følge Paulus. Kødet vil fx have mig til at eje mange materielle goder og stor rigdom og kødet vil have mig til at bekæmpe andre mennesker eller udkonkurrere andre mennesker. Det kan jeg mærke – men jeg føler det som om det er min egen vilje. Jeg oplever det ikke som noget udefra eller som noget fremmed. Vi er på een gang begge disse kosmiske kræfter i følge Paulus. Derfor kan vi hele tiden rives hid og did. Vi kan altid finde gode argumenter for at gøre det ene eller det andet.

Paulus beskriver tilsyneladende en evig og håbløs krig i vores indre – og sådan er Paulus også som regel blevet forstået. Men det er nok ikke det han mener. Paulus mener at vi har fået en ny frihed – en helt ny mulighed og frihed – ved at Kristus er kommet. Før Kristus havde vi ikke noget valg men efter Kristus har vi fået Guds ånd. Ånden er i følge Paulus kommet ind i verden på et bestemt tidspunkt – ved Jesu opstandelse. Før den tid var der ikke en sådan ånd i verden. Ånden er kommet til verden som en nyhed og som en ny tidsalder. Det er kernen i Paulus’ opfattelse.

Guds ånd er stærkere end kødet. Guds ånd kan vi mærke inden i os selv. Guds ånd er en vejleder – og nok så vigtigt: den er en kraft og en ressource der kan skaber virkninger – den er en energi. Vi er ikke længere arme ofre for kødet. Derfor kan han sige til galaterne at de skal følge ånden. Det er nemlig muligt.

Pointen hos Paulus er ikke at der findes to evige kræfter i mennesket – som han af og til er blevet forstået – men at galaterne nu har fået en helt ny mulighed. De har hørt åndens stemme. Ånden er kommet over dem. De har nu en valgmulighed. De skal blot gøre det naturlige – nemlig at følge den ledelse som de allerede mærker. De skal blot fortsætte, siger Paulus. Gå lige ud og gøre det som ligger ligefor. Der er ikke noget som tvinger dem til at følge kødet. De har fået en ny frihed.

Vi kan nemlig i vores inderste skønne og mærke hvad der er Guds vilje - som han siger i Romerbrevet:

v1  Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. v2  Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

(Romerbrevet 12.1)

Den krig som vi kan opleve i vores indre skal ikke løses ved at vi lytter til ydre autoriteter. Vi skal ikke leve efter bogstavet i en lovbog. Vi skal ikke finde de rigtige gerninger i kirken, hos magthaverne, hos autoriteter eller i Moseloven. Vi skal lytte i vores inderste – der kan vi høre Guds vilje og på den måde får vi kraften til at overvinde egoet og frygten og vreden. Vi har en umiddelbar direkte indre viden om Gud og om hvad vi bør gøre. Vi kan gøre det som vi dybest set vil – hvis vi vælger det – hvis vi vælger at vandre med ånden. Krigen er ikke evig og ikke håbløs.

I Romerbrevet giver Paulus en meget længere redegørelse for den samme sag nemlig i Romerbrevet 7.14 – 8.30. I Galaterbrevet talerpaulus om kødet – i Romerbrevet om synden – de to svarer i høj grad til hinanden. Begge breve handler i meget høj grad om menneskets frihed og værdighed og uafhængighed – over for synden og kødet:

v14  Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. v15  For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. v16  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. v17  Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

v18  Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. v19  For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. v20  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

v21  Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. v22  For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. v23  Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.

v24  Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? v25  Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

v1  Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. v2  For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. v3  Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, v4  for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. v5  De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. v6  Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. v7  For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. v8  De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.

v9  Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. v10  Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed. v11  Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.

v12  Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. v13  Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. v14  For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. v15  I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! v16  Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. v17  Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

v18  Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. v19  For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. v20  Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, v21  at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. v22  Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. v23  Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

v24  Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? v25  Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. v26  Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, v27  og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje.

v28  Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. v29  For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. v30  Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

Kærlighed er kærlighed.

Kærligheden spiller en stor role i Galaterbrevet. Vi kan endda sige at kærligheden spillede en enorm rolle i den tidlige kirke. Vi kan sikkert godt tro de historiske kilder vi har. De kristne elskede faktisk hinanden – og måske også dem udenfor. Vi har mange vidnesbyrd fra græske og romerske kilder. Romerne var imponerede. – Se dog hvor de elsker hinanden – de kristne! Sådan lyder en berømt romersk vurdering fra det 2. århundrede e. Kr.!

Ordet kærlighed i Galaterbrevet er det græske ord Agape. Verbet agapao betyder at elske. Dette ord har Paulus nnaturligvis til fælles med hele Jesus bevægelsen. I den danske oversættelse er kærlighed og elsker ikke altid en oversættelse af Agape.I Det nye Testamente bruges også ofte det græske ord Filia – som vi kender godt fra Aristoteles. Filia og de tilsvarende ord elske og være kærlig oversættes til dansk med kærlighed – lige som Agape.

Ordet Agape forekommet 116 gange i Det nye Testamente – men det er et typisk Paulus ord. Uaf de 116 forekomster findes de 75 hos Paulus!

Ordet Agape er ikke almindeligt i det 1. århundrede på græsk. Det bliver først et almindeligt ord i 200 tallet – nok påvirket af det kristne sprog. Ordet Agape er altså et typisk kristent ord. Den tidlige kirke skabte til dels et ny sprog – vi kan sige at kristendommen på en måde var et helt nyt sprog. De gamle skemaer og distinktioner blev ophævet – det er netop det vi kan se hos Paulus.

Ordet Agape betegner ikke en speiel slags ny kærlighed – fx en særlig næstekærlighed! Sådan er det ofte blevet opfattet – på den måde at Agape står i modsætning til fx den romantiske kærlighed! Men det er sikkert forkert! Agape bruges i Septuaginta – den græske oversættelse af Det gamle Testamente – og her bruges Agape mest om den ægteskabelige kærlighed! Ordet betegner netop ikke en speciel type af næstekærlighed! Ordet Agape betyder simpelt hen kærlighed!

Kærlighed er kærlighed – der er kun een slags kærlighed i Det nye Testamente! Den senere kristne teologi har gjort et stort nummer ud af at beskrive forskellen på næstekærlighed og fx romantisk kærlighed! Men hos Paulus og i Det nye Testamente er der ikke nogen forskel! Kærlighed er bare kærlighed – den har mange former - men indholdet og ånden er den samme!

Vi misforstår altså helt Paulus og Galaterbrevet hvis vi prøver at drage en skarp skillelinje mellem vores kærlighed til vore medmennesker og vores kærlighed til vore ægtefæller – eller til os selv – eller til vore venner – eller til Gud. Der er kun een slags kærlighed!

Der findes ingen sand kærlighed uden tro og der findes ingen ægte tro uden kærlighed! Det er Paulus’ pointe i Galaterbrevet hvor han taler meget om kærligheden.

Der findes ingen kærlighed uden tro, siger Paulus. Dvs at kærligheden løber frit ud af troen og tilliden. Bægeret flyder over. Kærligheden kommer af vores overskud. Den kommer ikke af tvang. Ingen kærlighed kan komme af tvang eller nød eller underskud! Vi kan kun elske hinanden hvis vi er stærke og troende og har overskud! Kærligheden kommer af sig selv – den er bare det vi gør når vi er glade og taknemmelige. Så er vi spontant kærlige. Vi deler vores lykke og glæde medalle mennesker. Vi kan ikke andet.

Paulus fortolket det på den måde at kærligheden kommer fra ånden og troen og fra Gud! Psykologisk kan vi sige at den kommer af sig selv – den kommer ikke fra vores lille ego! Egoet gør os små og bange. Når vi er små og bange kan vi ikke elske nogen! Så går vi helt fortabt i vore egne tanker og følelser. Måske kan vi presse os selv til noget – men det er ikke kærlighed, siger Paulus. Det er noget kunstigt og andre mennesker bryder sig ikke om den slags kærlighed. Vi kan mærke at der er noget galt.

Kærlighedens gerninger er spontane – de står ikke i nogen lovbog! De kommer fra vores fantasi og lyst. Når man har troen har man lyst til at gøre kærlighedens gerninger. Hvis man ikke føler nogen lyst til at elske – så er man gået fortabt. Så har man mistet troen – troen på at livet er godt og smukt og troen på at vi er beskyttede af Guds ånd. Frygt og tro er de centrale modsætninger. Mennesker som lever i frygt og bekymring har ingen tro. De lever kun i verden – uden noget håb og uden nogen levende Gud. Måske tror de på Gud – men det har ingen konsekvenser for deres tanker og følelser. De er stadig væk fulde af vrede og mistro og frygt og bange anelser.

I følge Paulus er kærligheden – næsten mytisk eller mytologisk – noget som findes i verden. Kærligheden er på en måde et væsen – lige som synden, døden og ondskaben. Kærligheden er ikke at gøre noget som står i en bog. Kærligheden er snarere en kilde og en ressource. Vi ser og oplever kærligheden når vi lever vores liv. Alle mennesker uanset om de er troende, religiøse eller ateister oplever og mærker kærligheden! Kærligheden er kommet ned i verden og den findes overalt i livet. Vi henter vores livsmod, styrke, kraft og energi ud af kærligheden – fordi den findes i verden. Vi trækker så at sige på kærligheden. Den kærlighed som findes i verden – mellem to elskende, mellem en mor og hendes stolte søn eller mellem to venner – er dybest set overjordisk og overnaturlig. Den er Guds kærlighed og hans nåde og Charis. Den kærlighed som vi kan føle og opleve er Kristus!

Vi kan kun give kærlighed når vi har troen – tilliden og glæden. Men omvendt findes der ikke nogen sand tro uden at den viser sig i kærlige og gode gerninger. Det er Paulus’ pointe. Troen eller glæden er den energi og motor der driver værket. Den energi er så voldsom at den driver mennesker og samfund. Den tro eller glæde som driver os til kærlige gerninger er ånden – eller Gud. Kærligheden er åndens frugt, som han siger. Men kærligheden er også lovens opfyldelse. Vi skal leve efter loven – og det gør vi når vi elsker hinanden. Paulus mener på en vis måde at det er Gud som er energien inden i kærligheden. Derfor er det Gud som opfylder loven! Vores lille ego er heldigvis blevet trængt i baggrunden og ånden har taget over. Vi skal lade Gud være i fred, siger Paulus. Han og ikke vi gør det som skal til – for at hele verden kan frelses. Guds underfulde frelse viser sig ved at vi kommer til at elske hinanden. Vi forstår det ikke med forstanden. Det er et under. Den ene hånd ved ikke hvad den anden gør. – Se dog hvor meget de elsker hinanden – de kristne, som den romerske iagttager sagde!

Troen og kærligheden er i virkeligheden hos Paulus eet og det samme. Det er forkert at sige at troen er begyndelsen og kærligheden er konsekvensen. Det er helt forkert at sige at troen er teori og kærligheden praksis – som det ofte er sagt i den senere kirke. Troen og kærligheden er hos Paulus egentlig det samme. Den er dybest set lig med Gud eller lig med Kristus. Kristus er et ord for at kærligheden findes og at den er mægtig er verden. Kristus er et ord som betegner at kærligheden vil sejre over alt andet. De græske ord Pistis og Agape og Kristus dækker i virkeligheden hinanden hos Paulus. Troen er Kristus – den er ikke et produkt af vore egne overvejelser! Den er en nåde og en befrielse.kristus befrier os – dvs vi kan nu frit gøre kærlighedens gerninger – fordi det er det som vi vil!

Fristelsen.

 

De mennesker i den græske verden som blev tiltrukket af jødedommen og som også blev tiltrukket af Paulus’ forkyndelse var ofte åndeligt søgende, åndeligt sultne og ivrige efter enhver form for østlig mystik. Vi kender dette træk fra alle Paulus’ breve. Disse græske søgende minder om det fænomen vi udmærket kender fra nutiden. De er åndeligt søgende – måske næsten desperat søgende – de har lige som ikke noget holdepunkt – de risikerer at drive ind i en mystisk religiøsitet. De griber efter hvad der tilbyder sig. De føler sig svage. De føler et åndeligt tomrum inden i deres sind og sjæl. De ønsker at give sig hen til alt det fremmede, spændende og ejendommelige.

Jødedommen var netop tiltrækkende for grækerne fordi den var urgammel – sådan blev den opfattet – og mystisk og fremmedartet og meget rituel. Jo mere mystisk og ejendommelig – jo mere tiltrækkende var den fremmede religion fra østen for grækerne. Paulus er selv på mange måder en ekstatiker og mysticus – men dette religiøse fænomen hos grækerne gav ham mange problemer. Paulus’ forkyndelse af evangeliet var præget af frihedstanken. Paulus var meget renfærdig i sit evangelium. Men grækerne blev lige modsat tiltrukket af al gammel mysticisme og åndelig mystik – eller almindelig overtro.

I følge Paulus bevirker det at de gode grækere som hører evangeliet og møder Gud kommer i fare for igen at miste deres frihed – de kommer i fare for at miste al den velsignelse og glæde – hele herligheden - som de allerede har opnået. Grækerne falder for fristelsen. De vil gøre og gøre. De stoler ikke på evangeliet men mener at de skal gøre noget mere. De vil sikre sig. De vil underkaste sig mystiske love og regler og ritualer – for at gardere sig. Hele denne tendens kender vi fra mange af Paulus’ breve. Paulus siger at galaterne er på vej tilbage til trældommen og slaveriet på grund af deres frygt og begær og ego. De gør sig selv små og svage. De giver sig ind under de falske guder og de falske magter.

Galaterne har opnået deres fulde frihed. Kristus har gjort dem frie. De er blevet værdige og myndige og voksne. Men nu opfinder de mystiske magter. De projicerer magter og kræfter og gør sig selv til tjenere for disse magter. De vil alligevel ikke være frie værdige mennesker. De vil være børn og mindreårige. De digter sig selv ind i en illusion. De bedrager sig selv. De kommer til at tro at velsignelsen er uden for dem selv – og ikke allerede inden i dem selv!

Magterne er ynkelige og svage. Sammenlignet med den sande Gud er de små og ynkelige men de er netop også svage fordi de lever af at gøre menneskene til trælle. De gamle guder var svage magter – for de tvang menneskene til at være svage og betjene dem. Gud vil at galaterne skal være frie. Gud er stærk og fri og mægtig – derfor ønsker han at alle mennesker skal være stærke og myndige.

Det er egoet som vil at vi skal være afmægtige og svage. Det er Paulus’ pointe. Egoet forhindrer at vi bliver mægtige og stolte og uafhængige. Egoet forhindrer at vi kommer til at folde os ud i al vores pragt som mennesker! Egoet er fuld af frygt og det søger at få mennesket til at underkaste sig verdens magter. Egoet – og verdens visdom - fortæller os at vi er små og svage og at vi ikke kan klare os uden at vi får en herre – en falsk gud. Egoet siger til os at vi ikke kan klare os uden en sikkerhed og en tryghed – vi skal have ejendom eller status eller tryghed. Egoet fortæller os at vi skal gøre os afhængige – ellers går vi fortabt. Egoet gruer altid for friheden som er overvældende og truende. Egoet fortæller os at vi skal binde os til regler  og love.

Gud sætter os fri – men den frihed kan være svær at håndtere for mennesker. Vil vi egentlig være frie? Pludselig føler galaterne at deres frihed er farlig og truende. Det er mere trygt at være et barn. Det er mere trygt at være en slave eller en træl. Når man føler sig afhængig af magterne får man en identitet og en sikkerhed.

Vi kan sige at det autoritære skema er den tanke som kommer til at true galaterne i deres frihed. Det autoritære skema fortæller os at vi er hjælpeløse, små og ofre. Når vi kun er ofre har vi ikke noget ansvar. Vi kan bilde os ind at vi ikke har noget valg. Vi kan bilde os ind at magterne i kosmos bestemmer over os.

Paulus mener at galaterne - ved at give sig ind under Moseloven - i virkeligheden falder tilbage til deres gamle gudetro og overtro – deres gamle form for religiøsitet. De udskifter een slags trældom – de græske guder – med en anden slags trældom – Moseloven. De vil ikke og de tør ikke være frie. De bliver bange. De kommer til at ryste på hånden. De har fået alting og al velsignelse – men de løber væk fra denne frihed - i samme øjeblik som de får den.

De magter som Paulus taler om omtaler han som elementerne og kræfterneStoicheia. Vi kan se at Stoicheia for Paulus dækker mange forskellige slags magter som alle sammen truer med at gøre os små og svage. Stoicheia er i denne sammenhæng også en vis opfattelse af Moseloven. Det kristne evangelium frisætter alle mennesker fra disse magter, ånder og kræfter – men hvis vi bliver bange mister vi den vundne frihed og værdighed. Vi falder for fristelsen. Vi tror at det er nødvendigt at overholde dage og måneder og regler og love, som han siger. Vi tænker at vi er nødt til og nødt til. Vi tænker at der ikke er noget at gøre!

Egoet  reducerer os – Guds værdige og stolte skabninger - til kødet, som han siger. Dvs egoet reducerer mennesket til svaghed, afhængighed, misbrug og uværdighed. Egoet tager vores menneskelige værdighed fra os. Egoet gør os til små og svage ofre som frygter andre mennesker og frygter guderne – og frygter vores egen styrke. Det er ikke Gud som gør os små og ynkelige – det er vores eget lille ego. Gud vil at vi skal være stærke. Evangeliet og verden og egoet vil ikke det samme. Evangeliet vil løfte os op igen fra afgrunden og give os livsmod og energi og kraft og styrke. Evangeliet vil gøre os glade og stolte, siger Paulus. Når vi er glade og stolte er vi fulde af overskud og kærlighed – for kærligheden løber over fra det ydre menneske, som han siger. Evangeliet skaber liv og skaber kærlighed i verden – på grund af Guds velsignelse og nåde som er den frie energi inden i alle ting. Egoet vil ikke tro på evangeliet. – Det kan ikke passe siger egoet. Det er naivt! Det er en drøm! Egoet kender sandheden: At vi er hjælpeløse og dårlige og skyldige! Egoet ved alt. Egoet ved det hele på forhånd. Men det som egoet fortæller os er – siger Paulus – en illusion. Det er en indbildning som kun kommer fra vores frygt. Det er ikke sandt – det er en løgn.

Verden og kosmos er fuldt af mange guder og ånder og magter. I vores moderne tid kender vi alle disse guder og magter: De er vores tilbedelse af penge, ejendom, ting, status, arbejde, udseende, sex, magt og ungdom! Det er de guder som vi tilbeder og vi gør alt for at tjene disse guder og magter. Vi nedværdiger os selv ved at tilbede disse ynkelige magter og guder. Vi glemmer vores sande identitet. Vi glemmer vores stolthed og uafhængighed.

Egoet dyrker alle disse ynkelige magter – men vi – siger Paulus - som har set Gud og hørt hans kald følger ikke alle disse ynkelige guder. Vi har ikke nogen herre over os. Vi er frie mennesker. Vi er ikke trælle eller slaver under nogen gud eller magt. Vi er ikke tjenere. Vi er selv herrer og fyrster og konger. Vi er rigets arvinger. Vi er kongens sønner og døtre. Vi har fået hele herligheden, hele magten og hele velsignelsen. Vi skal ikke smigre nogen gud for at tiltuske os en lille fattig velsignelse. Vi lever i en rigdom og i en overflod. Vi lever i nåden.

v8  Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. v9  Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem? v10  I overholder dage og måneder og tider og år. v11  Jeg er bange for, at jeg har slidt forgæves for jer.

(Galaterbrevet 4.8)

 v15  I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! v16  Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn [sønner]. v17  Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

(Romerbrevet 8.15)

v20  Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden: v21  Tag ikke, smag ikke, rør ikke! v22  – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære. v23  Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse.

(Kolossenserbrevet 2.20)

v4  Hvad angår det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at der ikke findes nogen afgud i verden, og at der kun er én Gud. v5  For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer.
       v6  Men for os er der kun én Gud, Faderen;
      fra ham er alle ting, og vi til ham.
      Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus;
      ved ham er alle ting, og vi ved ham.

(1 Korintherbrev 8.4)

 

 

 

Hvad - eller hvem - er egentlig Kristus?

 

v26  For I er alle Guds børn [sønner] ved troen, i Kristus Jesus. v27  Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

v28  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, v29  og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.

(3.26)

 

 

Vi lever inden i kristus og kristus lever inden i os, siger Paulus. Det er ikke længere mig som lever – det er kristus som lever i mig. Dengang da vi blev døbte med Helligåndens ild og vand, dengang Helligånden kom over os – da blev vi døbte ind i kristus – vi blev podet ind i kristus. Fordi vi dengang kom ind i Kristus – er vi nu inden i kristus. Vores legeme blev et lem på hans legeme. Vi blev som skud eller grene podet ind på det ædle oliventræ. Vi fik en ny skabelse. Vi er ikke længere mennesker – Vi er Kristus!

Jeg prædiker kun Kristus og det som korsfæstet, siger Paulus. Dengang Kristus døde på korset, da døde vi også på korset. Hans legeme døde. Vores legeme døde. Dengang Kristus genopstod fra de døde – da genopstod vi også fra de dødes rige. Den som tror er eet med kristus. Det som siges om kristus kan siges om alle mennesker. Kristus er alle mennesker. Gud genrejste ham og gjorde ham til universets herre og konge. Derved blev vi genrejste og ophøjede og derfor er vi alle rigets herrer og arvinger til riget. Vi er kongens sønner og døtre.

 

Af ovenstående gengivelse af Paulus’ tanker kan vi se at Paulus bruger ordet kristus på mange forskellige måder så vi kan med rette spørge: - Hvad eller hvem er egentlig Kristus?

Paulus bruger ordet Kristus på måder der ligger langt ud over hvordan ordet sædvanligvis er blevet brugt. Paulus udvider ordet Kristus til at betyde en mængde forskellige ting – det som er nyt, det som nu er brudt frem, velsignelsen som nu er kommet frem i universet. Paulus sprogbrug går langt videre end den som findes i Det gamle Testamente – hvor ordet Kristus stammer fra.

Paulus bruger helt klart Kristus eller snarere Jesus kristus som en betegnelse for Jesus – altså et navn for den historiske person Jesus. Manden fra Nazareth er Jesus kristus men manden fra Nazareth kan også omtales af Paulus som Kristus. Kristus bruges altså ikke kun om den opstandne Jesus. Også i levende live er Jesus allerede Kristus.

Vi kan se at betegnelsen Jesus Kristus forbløffende hurtigt i den græske verden bliver et egennavn for Jesus (et fast udtryk som ikke kan skilles ad). Paulus skriver sine breve ikke så længe efter Jesu død men på Paulus tid er Jesus kristus allerede blevet et fast egennavn. Manden hedder simpelt hen Jesus kristus – sådan har de fleste grækere opfattet det!

Ordet Kristus er græsk og betyder Den salvede. Ordet Kristus er simpelt hen en græsk oversættelse af det hebraiske ord Messias. Messias betyder den salvede. Den salvede bruges i Det gamle Testamente på tre forskellige måder:

Den salvede eller Messias er Israels konge – David og hans efterkommere – dvs den salvede er den konge som nu er den siddende konge. Kongen bliver salvet med olie ved indvielsen og er derfor den salvede – Herrens salvede.

For det andet bruges udtrykket den salvede om hele Israel eller israel som et folk – Guds folk. Israel er Herrens salvede – hans udvalgte. Udtrykket salvet har også betydningen udvalgt og udpeget.

For det tredie kommer den salvede eller Messias til at betyde den fremtidige frelserkonge som skal frelse Israel – ham som vi venter på.

I Det nye Testamente overføres ordet på Jesus. Jesus er den frelserkonge som Israel  har ventet på sålænge. Jesus er Messias – og derfor er Jesus den samme som Kristus - idet kristus jo blot er en græsk oversættelse. Ordet kristus er altså ikke et egennavn. Jesus hedder ikke Kristus. Kristus er en titel – Jesus er kristus – Jesus er Messias.

Men hos Paulus bruges ordet kristus også på en meget mere almen måde. Kristus er ikke bare en titel eller en person eller et personligt væsen. Paulus bruges ordet kristus på en meget mere almen måde – og det kan nogle gange gøre det ret svært at gennemskue hvad han egentlig mener med ordet Kristus! Der er mange eksempler hos Paulus på at ordet Kristus ikke længere betyder noget personligt. Kristus er ikke kun en titel for den historiske eller opstandne Jesus. Kristus bliver noget bevidsthedsmæssigt, en tilstand, et evangelium, en anskuelse, en følelse, en tanke.

Kristus er Gud. I mange tilfælde – men ikke i alle tilfælde – mener Paulus Gud når han siger kristus. Vi kan sige at Paulus har gjort sin teologi meget indviklet med ordet kristus. I mange tilfælde kunne han blot have sagt Gud! Når Paulus siger at kristus er alle menneskers frelser – mener han at Gud er alle menneskers frelser! Når han siger at Kristus sejrede over dødens kræfter ved opstandelsen – så mener Paulus at Gud besejrede alle dødens kræfter ved opstandelsen! Vi kan altså erstatte ordet kristus mange steder med ordet Gud. Det er den videnskabelige forskning i Paulus tekster enig om.

Kristus er i mange tilfælde det samme som evangeliet – eller evangeliet om Jesus eller Kristus. Paulus siger ofte at han prædiker Kristus. Han prædiker kristus som korsfæstet. Det betyder ikke at Paulus drog omkring og beskrev Jesu korsfæstelse i grufulde detaljer! Det er også værd at huske at Paulus aldrig har kendt den historiske Jesus – Paulus har aldrig nogen sinde mødt Jesus – manden fra Galilæa! Paulus prædiker Kristus – dvs han prædiker det kristne evangelium. Evangeliet er det glade budskab til hele folket. Evangeliets indhold er at Gud vil  give sin frelse til alle mennesker uanset hvem de er. Evangeliet er at Gud har frelst alle mennesker ud af døden og syndens magt – allerede nu! Evangeliet er – lige som Esajas i Det gamle Testamente – et budskab om noget som allerede er sket – ikke et uklart løfte om noget som skal ske engang! Alle mennesker er allerede blevet gjort retfærdige. Døden er allerede blevet besejret. De onde kræfter i verden er allerede blevet besejret. Kristus er allerede blevet konge – dvs Gud er nu blevet konge i universet – som det siges i tronbestigelses salmerne i Det gamle Testamente.

Kristus er ikke blot en titel – messias – for Jesus. Den er en tilstand. Kristus er også en beskrivelse af en ny tilstand i hele verden. Med kristi opstandelse og sejr er der indledt en hel ny verdenshistorisk periode, siger Paulus. Verdens nye tilstand er Kristus. Ordet kristus betegner en ny social,  politisk, økonomisk tidsalder. Vi lever nu i Kristus, siger Paulus – dvs verden, naturen og samfundet er blevet totalt nyskabt. Kristus hos Paulus kan betyde noget som vi ville oversætte til fx kristendommen eller kristendommens periode!

Kristus er også noget bevidsthedsmæssigt. De kristne oplever hvordan ånden kommer over dem – de føler sig besat af Helligånden. Det betyder i følge Paulus at de er blevet eet med Kristus. De er kommet ind i Kristus. De lever nu helt og holdent i Kristus. Påden måde bruger Paulus ordet kristus som en bestemt bevidsthedstilstand. At være i Kristus er at tænke og føle og opleve på en bestemt måde – helt i strid med deres gamle måde at tænke og føle på.

Vi kan sige at ordet Kristus er en identitet. Den troende – den kristne – er simpelt hen kristus. Han bliver til kristus i åndsdåben eller ved omvendelsen eller ved den fysiske dåb. Den kristne er ikke længere noget menneske – han er nu Kristus. Kristus betegner hos Paulus en psykisk tilstand – en bevidsthed.

Den troende eller den nye kristne bor ikke længere i denne verden. Han er blevet taget ud af verden. Hans hjem og bolig er i himlen. Han er sammen med Gud. Han er eet med kristus. Han har den magt og frihed som kristus har – fordi han i virkelighed er Kristus.

Den kristne kender ingen synd. Han er ikke underkastet synden -  eller legemet eller det synlige. Den troende kristne er kristus dvs han er nu blevet som Gud selv. Han har Guds ånd – dvs han er ikke længere sig selv – ikke sit gamle ego. Egoet og Kristus eller Kødet og ånden er hos Paulus dualismer: Enten tilhører mennesket den ene sfære eller den anden. Enten lever man i Kødet – dvs i verden som et menneske – eller også lever man i ånden. Hvis man lever i ånden lever man sammen med Gud ikke i denne verden med i evigheden. Man er ikke længere noget menneske – for man har aflagt det gamle menneske – som en klædning. Det gamle menneske – ens gamle personlighed – er død – den døde dengang de korsfæstede og henrettede Jesus.

Paulus bruger ordet kristus til at betegne et bestemt afspekt af virkeligheden eller virkeligheden set på en bestemt måde. Fx siger Paulus at alle mennesker er brødre og søstre i kristus. Paulus ved godt at i verdens forstand er vi ikke alle sammen brødre og søstre. Men det han mener er at i en anden forstand – set med Guds øjne – i en åndelig forstand – er vi alle brødre og søstre! Vi kan sige at udtrykket i kristus også betyder virkeligheden på et dybere plan. Paulus siger at vi er brødre i Kristus – han mener at vi er brødre dybest set eller i virkeligheden! På den måde kan vi sige at Paulus opererer med to virkeligheder: det synlige og det usynlige. I det synlige er vi forskellige – en jøde er ikke som en græker og en kvinde er ikke så god som en mand. Men i den virkelige virkelighed er det helt anderledes: - Der er ingen forskel på jøde eller græker, kvinde eller mand – alle er vi eet og ens og lige værdige – alle er vi forskellige lemmer på det samme legeme.

Legemet er Kristus. På den måde kan vi sige at hele legemet er hele menneskeheden – alle mennesker. Kristus kommer til at betyde hele menneskeheden – verden – taget under eet. Vi er alle kristus og kristus er eet med os. Kristus er på een gang det enkelte menneske og samtidigt helheden af alle levende væsner, dyr og mennesker. Kristus er det levende liv – Guds skabelse – alt liv på jorden. Kristus er den energi, den kraft, den fremdrift og den glæde og velsignelse som er i det levende liv. Når vi oplever naturen – oplever vi kristus. Naturen er hans levende legeme. Naturen er hans genopstandelse. Kristus findes inden i naturen, i fuglene og markens liljer. Kristus lever inden i alle mennesker – han er deres håb, kraft, tro og kærlighed – han er livet inden i alle mennesker.

 

Hvem er arvingen?

 

Den jødiske forfatter Filon - som var nogenlunde samtidig med Paulus og levede i den jødiske koloni i Alexandria i Egypten - skrev et stort skrift om 1. Mosebog. Da han kom til afsnittet om Abraham lavede en stor overskrift: - Hvem er arvingen? Hvem er egentlig arvinger til Abraham? Hele dette spørgsmål spillede en enorm rolle i jødedommen på Paulus’ tid - og dette spørgsmål spillede også en meget vigtig rolle i den tidlige kristendom.

Det klassiske jødiske svar på Paulus’ tid var klart nok: - Vi er Abrahams sønner! Vi er ikke arme syndere – som alle folkeslagene – men vi er Abrahams sønner. Vi er hans kødelige genetiske efterkommere.

Abraham blev opfattet som den første jøde. Før Abraham fandtes der ingen jøder i hele verden. Abraham var verdenshistoriens første proselyt som det hedder i den jødiske litteratur. En proselyt – egentlig en som er kommet til - er en hedning som kaldes af Gud og som ved en slags omvendelse bliver jøde. Abraham levede i det fjerne land i østen. Han tilhørte et andet folk og han dyrkede fremmede guder – Han troede slet ikke på Gud – men Gud kaldte på ham. Gud viste sig for Abraham i et syn. Gud gav ham en uendelig velsignelse – alle løfterne. Gud kaldte ham til at forlade alt – sin faders hus – alt det som han elskede - og stole på Herren. Gud kaldte ham til at forlade alt det som han opfattede som sin identitet og drage af sted til et fremmed land. Gud bad ham om at glemme fortiden og glemme sin egen kødelige familie. Abraham fulgte blindt Guds stemme. Abraham var en kæmpe!

Det er meget interessant at i denne klassiske jødiske forståelse af Abraham bliver Abraham udvalgt af Gud og gjort til stamfader for et stort folk – uden at Abraham har præsteret noget som helst! Abraham er en hedning. Han overholder ikke loven – for den eksisterede slet ikke – og han er ikke i 1. Mosebog noget særligt godt menneske. Det springende punkt er Guds underfulde frelse. Abraham bliver frelst af Gud – ikke på grund af hans fromhed – men på grund af Guds frelsesvilje – på grund af Guds verdenshistoriske plan med Abraham.

Når vi i dag læser fortællingen om Abraham i 1. Mosebog kan vi tydeligt se at Abraham ikke bliver frelst på grund af hans tro! Abraham bliver først frelst – udvalgt og kaldet – og bagefter reagerer han med tro eller i troen! Troen er ikke en forudsætning eller et krav når vi læser  teksten! Abraham reagerer på en bestemt efter at han er blevet frelst – han tror på Gud – dvs han tror på at Gud vil holde sine løfter! Abraham gennemgår ikke en personlig indre omvendelse til en ny religion! Det er ikke sådan at Gud sidder og venter på at Abraham finder troen! Troen er ikke noget vi præsterer – den er den måde vi reagerer på når vi kan se at Gud allerede har frelst os! Denne tanke går igen hos Paulus. Den megen tale om troen kan nemlig misforstås totalt. Vi kan tro at troen er noget som det enkelte menneske skal præstere – men det er i 1. Mosebog – og hos Paulus – helt forkert. Vi skal ikke ændre os så vi får hellige religiøse fromme tanker! Vi skal ikke ændre vore tanker så vi begynder at tro på Gud! Vi skal slet ikke blive kristne eller troende! Troen er ikke et krav – den er ikke en præstation. Den er simpelt hen vores reaktion på Guds underfulde frelse – som kommer først og helt uafhængigt af vore tanker, af vore følelser og af vores tro!

Det er interessant nok at den klassiske jødiske opfattelse gør alle jøder – alle der simpelt hen er medlemmer af folket Israel – til Abrahams sønner. Dvs alle jøder er automatisk og fra fødslen Abrahams sønner – de er automatisk og fra fødslen på grund af deres gener – så at sige – frelste, retfærdige og Guds sønner! Denne jødiske tanke er slet ikke knyttet til loven eller Moseloven eller overholdelsen af Moseloven! Løftet er givet til een mand Abraham. Vi er hans slægt og efterkommere. Altså er vi arvinger – alle som een – uanset vore små og store synder – det er den typiske jødiske tanke. Denne tanke er den røde tråd i hele Det gamle Testamente. Gud har udvalgt Israel – specielt ud af alle folkeslagene på jorden – Gud har bestemt at dette folk Israel skal frelses og at de er retfærdige.

På Paulus’ tid er det meget almindeligt i den jødiske litteratur at fremstille Abraham som en meget from mand – han er et moralsk ideal – han er et fuldkomment menneske. – Han var helt perfekt i alle hans gerninger for Herren, som det siges i et af de samtidige jødiske skrifter! Men det interessante er altså at den grundlæggende jødiske opfattelse ikke er afhængig af atAbraham er et moralsk eller religiøst dydsmønster! Paulus har nok også opfattet Abrahams som et moralsk og religiøst dydsmønster – men det har ikke noget med sagen at gøre i 1. Mosebog. Abraham bliver jo netop ikke frelst fordi han er et dydsmønster! I det øjeblik han bliver frelst af Gud – er han en hedning og han dyrker og tilbeder fremmede og ækle guder!!

Når vi idag læser 1. Mosebog kan vi se at Abraham ikke er noget dydsmønster og at det heller ikke er tekstens mening! Det gamle Testamente beskriver på mange måder Abraham som et slet menneske! Alle hans svagheder og fejl bliver tydeligt fremhævet. Han er en meget lille mand – han er svag – egoistisk og illoyal. Han svigter sin hustru Sara på en måde som er rigtigt usympatisk. Han er fuldstændigt kynisk og brutal over for sin hustru Hagar og hendes søn! Abraham er svær at tilgive på de punkter! Han lyver for et godt ord. Han er egoistisk. Han er ikke noget dydsmønster. Når vi læser teksten får vi et ret usympatisk billede af Abraham – hvis vi læser teksten grundigt! Abraham svigter igen og igen. Han er et utiltalende menneske. Han er meget menneskelig. Gud frelser ham ved en stor underfuld frelse – men man kan ikke just sige at Abraham har gjort sig fortjent til den frelse! Abraham er et slet menneske og han opfører sig ikke særligt værdigt. Vi skal bestemt ikke prøve at efterligne ham!

Paulus har måske kunne se disse ting – disse ubehagelige ackaraktertræk hos Abraham – derfor lægger han vægten på troen og det at følge Guds kald – ikke på Abrahams såkaldte gode gerninger!

Den klassiske jødiske opfattelse af Abraham finder vi også i den tidlige kristne kirke og hos Paulus. De er grundlæggende enige. Samtidigt er Abraham et vigtigt symbol. Abraham er vores fader – stamfader. Vi er på en måde inden i ham. Vi lever inden i Abraham. Hos Paulus finder vi den tanke at i gamle dage levede alle menneske inden i Adam. Adam var lige som et mytisk legeme – et væsen. Mennesker kan leve inden i Adam – være eet med Adam – være en Adam. Kristus er et sådant nyt legeme som nu er kommet til verden. På den måde taler Paulus også om at vi kan leve inden i Abraham. De som har troen lever inden i Abraham. Abraham er en kæmpe – han er troens fader. Vi er lemmer på hans legeme – vi er troens sønner dvs Abrahams sønner, siger Paulus. Dette er synspunkter vi finder i hele den tidlige kristendom – de er ikke specielle for Paulus. Herom var alle enige.

Paulus bygger videre på den klassiske jødiske opfattelse af Abraham. Paulus siger at galaterne også er sønner af Abraham – de er også arvinger – det er ikke kun det begrænsede etniske folk Israel i Palæstina som er arvinger. Vi kan sige at Paulus beholder hele den klassiske opfattelse af Abraham som fader og symbol – men omfortolker udtrykkene i en åndelig retning. Paulus taler om Israel som et etnisk konkret folk i Palæstina og så taler han om det sande Israel – Abrahams virkelige sønner. Man kan være en ægte og sand søn af Abraham selv om man biologisk eller genetisk ikke er Abrahams efterkommer – selv om man ikke er jøde. Det er pointen hos Paulus. Derfor er galaterne allerede nu fuldt ud gyldige arvinger til løftet og riget og velsignelsen. De er sønner af Abraham fordi de er eet med Abraham i ånden – eller i troen – eller i Kristus, som Paulus siger. Galaterne har den samme tro som Abraham derfor er de hans sønner. Abraham fulgte blindt Guds kald – han kastede alt fra sig – og forlod sin faders hus. Han vendte ryggen til sin kultur, sin familie, sin slægt, sine venner, sit hjemland. Abraham gik ud af verden – han forlod hele sin verden. Abraham kastede alt bort og fulgte blindt Guds kald. Det var Abrahams fantastiske tro. Derfor er Abraham et evigt forbillede – en model – et paradigme. Galaterne har troet på samme måde – altså er de Abrahams sønner. Hvis de er Abrahams er de også Guds sønner – lige som den jødiske opfattelse. Gud tilregnede Abraham retfærdigheden – altså frelsen og glæden og velsignelsen – i troen. Det er den samme tro. Der er kun een tro, siger Paulus, for troen er at stole på Gud – barnligt og naivt og følge Guds kald og glemme sin fornuft og forstand og egne tanker. – Følg mig, som Jesus siger. At være troende er at droppe alt det gamle og stole på Herren – at kaste sig ud i det helt ukendte uden nogen sikkerhed. At blive troende betyder ikke at man får nogle nye religiøse tanker – troen betyder at man kommer af med alle de gamle tanker!

 

 

Gud kalder på alle mennesker. Det er nu ikke længere nødvendigt at ofre sig for Gud!

Gud kalder på alle mennesker – således som han kaldte på Abraham – således som han kaldte på Paulus ved Damaskus – og ved utallige andre tilfælde. Dette kald er et helt afgørende træk i Galaterbrevet. Galaternes kaldes af Gud, og derved bliver de Guds sønner og arvinger til riget. De får en helt ny identitet. De bliver forvandlede. Ånden kommer over dem.

Ordet kald er et typisk paulinsk udtryk. Selve det græske ord som han anvender betyder at blive inviteret til en middag eller at blive tilkaldt til retten. Den grundlæggende betydning er altså at et menneske bliver inviteret - når det bliver kaldet af Gud. Men Paulus henter især sit begreb om kaldet fra profeten Esajas – Deuteroesajas. Hos Esajas får kaldet en meget videre betydning. Det betyder at mennesket bliver valgt ud af Gud – så at sige ud af mange – og at mennesket får en opgave af Gud og bliver udstyret med en magt og myndighed. Kaldet er en ophøjelse af mennesket. Betydningen hos Esajas hænger også sammen med at blive kaldt frem eller kaldt ud. Det sproglige billede er at nogen står uden for en bygning og kalder nogen ud eller frem.

At blive kaldet er at blive hentet – til et bestemt formål. Paulus bliver hentet frem - for at han kan prædikere evangeliet for alle folkeslagene. Abraham bliver hentet ud af mørket – fordi han skal blive en stamfader til et stort folk og for at alle folkeslagene skal velsignes i ham. Josef bliver kaldet af Gud til Egypten – som det siges i 1. Mosebog – for at Israel kan blive frelst ud af den verdens omspændende frygtelige hungersnød!

Sådan som Gud kaldte den døde Jesus ud af graven – således vil han kalde alle mennesker. Når vi bliver kaldet bliver vi kaldt ud af synden og lidelsen – ud af døden. Vi bliver netop kaldt ud – taget ud. Når vi bliver kaldet bliver vi lige som Abraham kaldet til at forlade alt – vores faders hus –alt det som vi holder af. Gud kalder os ud af verden og alt det gamle. Vi skal ikke se os tilbage. Vi skal gribe det gunstige øjeblik, som Paulus siger. Nu er det nådens – velsignelsens - tid! – Følg mig!

Den som Gud udvælger bliver hos Esajas til Guds tjener – Guds Ebed – befuldmægtigede. Gud kalder alle mennesker på kryds og tværs af tid, rum og religion og kultur. Gud kalder den persiske konge Kyros. Kaldet betyder at mennesket bliver hentet frem siger Esajas. Kaldet er en garanti fra Guds side: Gud vil aldrig nogen sinde forlade det menneske – aldrig svigte det menneske. Kaldet er en dåb – en indvielse – en udnævnelse. Gud kalder mennesket til en mission i verden. Gud kalder mennesket til at blive et vidne om lyset. Gud kalder mennesket til at blive en udsending, en engel, en Messenger, en apostel – til at vidne om lyset og sprede lyset for alle mennesker. Gud kalder dem som slet ikke tror på Gud – han kalder på dem som ikke kender ham. Gud kaldte på Kyros og kaldte ham ud for at han skulle besejre Babylon. De mennesker som kaldes – kaldes altid til en livsopgave – et kald. Esajas siger at alle mennesker får et hædersnavn når de bliver kaldet af Gud. De får en ny identitet.

       v8  Men du Israel, min tjener,
      Jakob, som jeg har udvalgt,
      min ven Abrahams efterkommere,
       v9  dig hentede jeg fra jordens ender,
      fra dens fjerne egne kaldte jeg dig.
      Jeg sagde til dig: Du er min tjener,
      jeg har udvalgt dig, og jeg forkaster dig ikke.

(Esajas 41.8)

       v6  Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed;
      jeg tager dig ved hånden.
      Jeg danner dig og gør dig
      til en pagt med folket, til et lys for folkene.

(Esajas 42.6)

       v3  Jeg giver dig mørkets skatte,
      de bortgemte rigdomme,
      for at du skal vide,
      at jeg er Herren, Israels Gud,
      som kalder dig ved navn.
       v4  For min tjener Jakobs skyld,
      for Israels, min udvalgtes, skyld,
      kaldte jeg dig ved navn;
      jeg gav dig hædersnavn,
      skønt du ikke kender mig.

(Esajas 45.3)

Paulus tanke er at når Gud kalder, er det en så voldsom og en så overvældende handling, at mennesket ikke kan sige nej. Når Gud kalder, bliver vi væltet omkuld – vores forsvar bliver revet ned. Vi hører Guds stemme i en ekstase – i en vision. Således skildrer han sin egen oplevelse ved Damaskus. Når vi bliver kaldet af Gud bliver vi retfærdige. Vi er retfærdige i følge Paulus. Vi skal ikke vente på at vi måske engang ude i fremtiden vil blive gjort retfærdige! Vi skal ikke vente på nogen dommedag. Vi er allerede retfærdige – Vi er de retfærdige – Vi er rigets sønner. Vi har fået hele herligheden. Vi skal ikke vente. Vi har allerede fået hele herligheden – dengang vi blev kaldet af Gud – dengang vi fik Guds ånd. Vi er dem som Gud elsker – vi er elskelige og elskværdige.

v28  Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. v29  For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. v30  Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

(Romerbrevet 8.28)

Når mennesket kaldes af Gud sker det i en tilstand af nåde – Charis, siger Paulus. Dermed mener han ikke først og fremmest at kaldet kun sker fordi Gud er nådig – altså tilgivende! Det som han mener er, at kaldet ledsages af en stor og ubegribelig nåde – dvs af en velsignelse. Det menneske som Gud kalder giver han hele velsignelsen og hele herligheden. Galaterne kommer ind i Guds rige ved at de kaldes – de bliver Guds sønner og døtre. De får al glæde, fred, lykke og medgang, materielt og immaterielt. De får del i bordet, som Paulus siger. De får del i løfterne til Abraham – løfterne som vi kender fra Salmernes Bog. De bliver velsignede. De bliver forvandlede. Kaldet udtrykker således hele evangeliet – den gode og glade budskab. Al skyld og skam og nedværdigelse bliver fjernet fra deres hoveder. De bliver som født på ny. De bliver overvældet og døbt med Helligånden – med ild og ånd og kraft.

Hos Paulus er det altid Gud som kalder – ikke Jesus eller Kristus. Kristus er snarere - hos Paulus - et ord for den store nåde – Charis - og velsignelse – den Shalom – som menesket modtager, når det bliver kaldet. Hos Paulus er det Gud som frelser menneskene. Kristus er snarere den form som Gud bruger. Gud frelser igennem Kristus – som en form eller som et middel – lige som Gud frelste gennem Abraham eller gennem loven.

 

Helligånden, bønnen og den åndelige oplevelse.

 

 v6  Og fordi I er børn [sønner], har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! v7  Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.

(Galaterbrevet 4.6)

v6  Herrens ånd vil gribe dig, så du kommer i profetisk henrykkelse sammen med dem og bliver forvandlet til et andet menneske. v7  Når du ser disse tegn indtræffe, kan du udrette, hvad du vil, for Gud er med dig. v8  Gå i forvejen ned til Gilgal; så kommer jeg ned til dig for at bringe brændofre og måltidsofre. Vent syv dage, til jeg kommer og fortæller dig, hvad du skal gøre.«

v9  Da Saul vendte sig om og forlod Samuel, gav Gud ham et andet hjerte, og samme dag indtraf alle disse tegn. v10  De nåede til Gibea, og en flok profeter kom ham i møde. Da greb Guds ånd ham, og han kom i profetisk henrykkelse sammen med dem. v11  Da alle de, der kendte ham fra tidligere, så ham i henrykkelse sammen med profeterne, sagde de til hinanden: »Hvad er der sket med Kishs søn? Er også Saul blandt profeterne?« v12  Og en mand fra stedet dér sagde: »Hvem er deres far?« Derfor er det blevet et mundheld: Er også Saul blandt profeterne?

(1 Samuelsbog 10.6)

 

Galaterne – disse fremmede mennesker i det fremmede land som ikke troede på Gud – har set Gud. De har fået Guds ånd. Gud har sendt sin ånd ind over verden – nu i de sidste tider. Det som vi oplever nu er åndens komme – en ny tidsalder i følge Paulus. Sådan var det ikke tidligere. Guds ånd kunne nok tidligere i gamle dage besætte mennesker – men nu er der sket noget helt nyt. Nu er ånden ankommet til verden. Den virker inden i alle mennesker. Galaterne er blevet den ydre form hvori Helligånden viser sig. De blev besat af Guds ånd som også er troens ånd - som også er Kristi og Jesu ånd.

I det øjeblik hvor galaterne modtager Guds ånd bliver de Guds sønner. De får ånden ved Guds handling – ikke fordi de har gjort fromme gerninger – ikke fordi at de er religiøse eller troende! De har ikke gjort noget og ikke præsteret noget for at få Guds ånd. Gud har simpelt hen sendt sin ånd ind i deres hjerter. Gud giver os et andet hjerte – et nyt hjerte, som der står i beretningen om Saul i 1. Samuelsbog. Paulus’ sprog er meget malende, meget følelsesfuldt og meget psykologisk orienteret! De oplever Guds ånd som en personlig, indre, subjektiv, nærmest privat oplevelse. Deres oplevelse er bestemt ikke bare en tanke. Deres oplevelse er bestemt ikke en indbildning! Deres oplevelse er som at møde livets overvældende glæde og lykke – man er ikke i tvivl når det sker. Deres oplevelse er som glæden ved at få et barn – et under fra en anden verden. De kommer i ekstase – i den profetiske henrykkelse som det kaldes i Det gamle Testamente. De ser syner. De får en pludselig indsigt. De taler Guds ord eller taler i tunger. De besvimer og falder om kuld. De råber og skriger. De bliver blinde og døve af lyset og lyden. De bliver grebet af frygt og rædsel. De bliver helt overmandede og overvældede. De er ikke i tvivl. De har oplevet det overnaturlige i et stort lys – i et glimt. De har set ind i himlen. Pludselig i et lille øjeblik er forhænget blevet revet til side og de har set Gud ansigt til ansigt.

Lyset viser sig pludselig i et glimt. Der går et lys op for dem. Pludselig ved de stensikkert hvad der gælder og hvad der er sandt. Pludselig kan de se sandheden og virkeligheden. At få Guds ånd slår dem ihjel. De holder op med at være deres gamle menneske – deres væsen og identitet skiftes helt ud. De bliver nye skabninger. De er ikke længere mennesker - som almindelige mennesker. De er blevet korsfæstede og verden er blevet korsfæstet for dem. De er døde men nu lever de et nyt liv. Men egentlig er det ikke dem som lever – ånden lever i dem og gennem dem. Deres lille ego findes ikke længere – eller det er i al fald ikke det samme som det var engang.

Når de siger noget er det ikke dem selv som siger noget – det er ånden. Når de beder til Gud er det ikke dem selv som beder. Den sande bøn kommer ikke fra os selv – den sande bøn er det som Helligånden siger gennem vores mund og gennem vore tanker og følelser. Vi taler ikke vore egne ord – vi taler faderens ord. Vi gør ikke længere vore egne gerninger men faderens gerninger. Vores ego er afgået ved døden – det er blevet korsfæstet. Vi lever uden frygt - for vi har døden bag os. De ord som vi siger til hinanden er ikke vore egne ord men Guds ord. Når vi lever i kærlighed til hinanden taler vi Guds ord til hinanden fordi vi elsker hinanden. Vi behøver ikke at læse i en gammel støvet bog for at finde Guds ord – vi kan bare høre efter! Hvis vi åbner ørerne kan vi høre Guds ord – direkte – alle steder. Når hun elsker mig taler hun Guds ord til mig. Hun er som en gud for mig, som det hedder om Moses i 2. Mosebog. Vi taler evangeliet og Guds ord til hinanden. Vi er som Gud for hinanden – vi er guder for hinanden. Gud er kommet ned i verden. Han er ikke længere isoleret i himlen. Han lever inden i alle mennesker. Gud kan opleves direkte og spontant og når det sker – ser vi det som er selvindlysende og indiskutabelt. Som et geometrisk bevis.

Tanken om galaternes åndelige oplevelse, syn, vision, besættelse er den afgørende tanke i Galaterbrevet. Paulus’ tankegang er enormt vidtrækkende. Når vi læser Paulus må vi spørge hvem Gud er – hvem Kristus er?  Hvad er det at være troende? Paulus tillægger den individuelle psykiske åndelige oplevelse en forbløffende, helt fantastisk betydning. Paulus mener at hvis mennesker har set Gud så har de set sandheden. Ingen kirke eller autoritet eller engel kan nogen sinde komme og korrigere dem. De som har set Gud har al visdom – de ved alt. De er helt uafhængige af al religion, kirke og tro. Vi skal ikke lære af kirken eller undervises af præsten – for vi er dem som har set Gud – vi har set noget som er så selvindlysende at det ikke kan betvivles.

Paulus må have oplevet dette fænomen mange gange og han er blevet helt overbevist: Disse mennesker har virkeligt set Gud, mener Paulus! Paulus bygger hele sin teologi på denne direkte umiddelbare åndelige oplevelse. Vi skal ikke læse om Gud i en gammel støvet bog (Grundtvig) – for den som har set og oplevet Gud og hans nærvær ved alle ting og kan ikke opnå en større viden. Vi mangler ikke noget. Vi har alt. Gud har meddelt sig direkte til os – hver især og enkeltvis og kollektivt - uden om al religion, kirke og præsteskab. Vi har set lyset.

v33  Alle midjanitterne og amalekitterne og Østens folk samledes og gik over Jordan; og de slog lejr på Jizre'elsletten. v34  Da iklædte Herrens ånd sig Gideon; han stødte i hornet, og abiezritterne sluttede op bag ham. v35  Derpå sendte han bud ud i hele Manasse, og de sluttede også op bag ham. Og han sendte bud ud i Asher og Zebulon og Naftali, og de sluttede sig til dem.

(Dommerbogen 6.33)

Helligånden er et pant, siger Paulus. Helligånden er selve beviset. De ord som kommer ud af vores mund er simpelt hen beviset. Paulus er blevet overbevist. Han har set forandringen hos galaterne. Han har set at de blev nye mennesker.

Når vi åbner munden siger vi: - Abba! Det er beviset! Det er ikke vore egne ord – det er Helligånden som taler igennem os. Gud handler igennem mennesker og får dem til at gøre hans gerninger. Vi er Guds øjne og ører og lemmer og legeme. Uden os ville Gud ikke have nogen arme eller lemmer. Uden os ville Gud være magtesløs i verden. Gud bruger vore lemmer til at udvirke hans underfulde frelse. Vore legemer er underfulde redskaber – det er mageløst at Gud og ånden kan arbejde igennem vore lemmer. Det er et stort under. Jeres legeme er et tempel for Gud som Paulus siger. Gud bor og lever inden i mennesket. Vi er alle lemmer på det ene legeme. Lad Gud være i fred!

Helligånden råber ud til verden igennem mig, igennem min psyke, igennem mine tanker og følelser. Paulus har set dette fænomen igen og igen og han er blevet overbevist. Han har opfattet det sådan at en helt ny tidsalder er kommet til verden. Gud er kommet ned i menneskene og til menneskene. Gud er nu inden i det enkelte menneske. Gud er ikke længere fjern. Gud er nu eet med det som mennesker gør og føler og tænker. Kristus er ikke noget som er forskelligt fra eller adskilt fra os. Kristus er noget inden i os. Kristus er det gode og glædesfyldte som strømmer ud fra alle mennesker – uanset om de tror på Gud eller ej – det er ikke afgørende. Kristus er ikke en person – han er en tilstand – Guds rige – han er vores nye frihed.

Da vi modtog ånden døde vi. Da vi døde blev vi adopterede af Gud – vi blev hans sønner – vi blev nye skabninger. Det er Paulus’ grundlæggende tanke. Jesus levede sit liv her på jorden – han levede under kødet og loven – han døde i kødet og under lovens forbandelse. Han døde. Jesus døde helt og fuldstændigt men i det øjeblik blev han adopteret af Gud. Han blev en søn. Han blev Guds søn. Han blev ophøjet. Han fik Helligånden og Guds ånd. Han blev som Gud og han blev en gud. Det som skete for Jesus sker for alle – ja det er allerede sket. Vi er alle døde lige som Jesus – under loven og i kødet – og vi er alle blevet adopterede af Gud. Vi er hans sønner. – Jesus er den førstefødte af mange brødre, som Paulus siger i Romerbrevet. Jesus er vores broder. Han er dybest set identisk med alle mennesker på hele jorden. Han er vores helt – vores repræsentant. Han repræsenterer alle mennesker. Han er alle menneskers fælles legeme. Da han blev ophøjet og adopteret og gjort voksen og myndig – skete det for os alle. Vi er ikke længere mindreårige eller små børn. Vi er sønner. Kristus er vores fælles symbol. Han er vores fælles navn – vi hedder alle Kristus. Vi eralle Kristus. Det som nu kan siges om Kristus kan siges om alle mennesker. Vi har fået en ny værdighed og frihed – lige som Jesus fik ved sin opstandelse fra de døde. Verden ville tilintetgøre ham. Verden vil tilintetgøre os – men det vil ikke lykkes for verden – for Guds frelse er underfuld, og den vender op og ned på alting!

 

 

 

 

Hvordan kan vi vide, hvad der er sandt? Paulus’ svar i Galaterbrevet.

 

v8  Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han [Anathema].

v9  Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

v10  Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.

(Galaterbrevet 1.8)

 

Inden for filosofien arbejder man i epistemologien eller erkendelsesteorien med spørgsmålet om vores videnepisteme er græsk og betyder viden. – Hvad er viden? Hvordan kan vi vide noget? Hvordan kan vi vide at noget er sandt? Hvordan kan vi vide at det ikke bare er noget vi bilder os ind?

Vi kan sige at Paulus i Galaterbrevet – bevidst eller ubevidst - arbejder med denne epistemologi. Han stiller spørgsmålet: - Hvordan kan vi vide hvad der er sandt?

Paulus er ikke naiv. Han ved godt at mennesker hele tiden tager fejl.  Han ved godt at mennesker kan blive besat af en ond ånd – og så kan vi ikke finde nogen sandhed. Så bliver vi lukket inde i rene illusioner. I 1. Kongebog i Det gamle Testamente fortælles om profeten Mika. Mika er en Herrens profet – dvs at han taler sandheden – Herrens ord. Mika siger til de 450 Ba’al profeter at de er blevet besat af en ond ånd. Gud har sendt en ond ånd ned i verden. De tror at de taler Guds ord – men det gør de ikke. De er besat. De lever i en illusion.

Vi kan meget kort formulere Paulus’  tese på den måde at Paulus siger, at alle mennesker ved hvad der er sandt – for de har selv oplevet sandheden. Paulus henviser til sin egen oplevelse ved Damaskus – og til galaternes oplevelse i det fjerne Galatien langt borte fra civilisationen.

Da Paulus oplevede at Gud viste sig ved Damaskus – vidste han at det var sandt det som han oplevede. Det som skete var overrumplende og selvindlysende. Damaskus oplevelsen var en pludselig indsigt. Paulus hørte pludselig sandheden – direkte fra Gud. Han var ikke et øjeblik i tvivl. Det som galaterne oplevede var præcist det samme.De var heller ikke i tvivl. De så Gud eller – med et ikke religiøst sprog – de så sandheden.

Vi kan  altså sige at det som er sandt er noget som pludselig viser sig – åbenbarer sig - i et glimt eller i et stort lys. Det er noget som er så stærkt og så overbevisende at vi ikke er i tvivl.  Lige meget hvad andre mennesker siger – så er vi stensikre på at  dette her – det er sandt!

Denne indsigt kommer ikke gradvist – den er ikke forberedt – den er ikke resultat af en lang tankemæssig proces. Paulus gik ikke meget længe og tænkte over det – og så gik sandheden pludselig op for ham ved Damaskus. Sandheden – glimtet – kom brat og uformidlet og overraskende. Sandheden ramte Paulus som et slag – i eet eneste nu.

Paulus siger at vore tanker og vores forstand ikke er sikre veje til sandheden. Paulus afviser på en vis måde at vi kan tænke os frem til sandheden – med argumenter og modargumenter. Paulus har på en vis måde en mistro til forstanden. Forstanden hører til det meget usikre – den hører til  kødet, som Paulus siger. Hvis vi skal forklare det psykologisk kan vi sige at Paulus i stedet taler om vores intuition. Paulus siger at alle mennesker intuitivt kan opleve det som er sandt og virkeligt.

Vi kan heller ikke finde sandheden ved at læse i en bog, siger Paulus. Det var måske det som Paulus’ modstandere troede. Jakob og hans folk læste i Det gamle Testamente – og troede at de på den måde kunne finde sandheden. Men det kan vi ikke, siger Paulus. Sandheden står ikke i nogen bog. Sandheden er det som det enkelte menneske oplever helt konkret – i praksis – i det virkelige liv. Ikke i bøgernes støvede verden. Bøgerne indeholder ikke sandheden men de kan vidne om sandheden og de kan være et spejl af sandheden – men de kan ikke direkte vise os hvad der er sandt.

Vi kan ikke finde sandheden ved at rådføre os – som han siger i Galaterbrevet - med andre, med eksperter, med autoriteter, siger Paulus. Vi kan lære meget af andre mennesker og vi kan lære meget af kloge folk – af kirken eller religionen eller af videnskaben eller af filosofien – men de kan ikke fortælle os hvad der er sandt! Kun det enkelte menneske kan finde det som er sandt – kun den enkelte kan høre Guds røst. For Paulus er Guds tale og sandheden det samme - men Guds tiltale er ikke noget vi hører om – den er noget som vi personligt selv hører! De kristne er ikke nogen som har hørt om Jesus – de kristne er nogen som har hørt Jesus! Det er Paulus’ pointe.

Vi kan sige at hele denne epistemologi eller erkendelsesteori hos Paulus minder om tanker i østen – især inden for Zen traditionen i Kina og Japan - de sidste 1000 år. I følge Zen kan vi ikke finde sandheden i nogen gammel støvet bog og derfor skal vi ikke bruge for megen tid på gamle støvede bøger! Sandheden møder vi pludseligt og helt overraskende i et glimt – et glimt af himlen – i en Kensho eller i en Samadhi som det hedder i Zen. En sådan Kensho kommer altid helt uventet – det er som om den rammer os - ude fra - og vælter os omkuld. Ved oplevelsen ved Damaskus bliver Paulus netop væltet omkuld og han bliver slået til jorden af et stort lys så han bliver blind.

Selv om der kom en engel og fortalte galaterne en ny sandhed – skal de ikke tro på det. Hvis Jakob kommer og fortæller dem en ny sandhed skal de heller ikke tro på det. Hvis Paulus pludselig kom til dem og fortalte dem en ny sandhed – skulle de heller ikke tro på det! Det som Paulus siger til galaterne er at de skal holde fast ved deres egen første store indsigt. Den indsigt var sand. De skal ikke bøje sig for mennesker. De skal ikke gøre sig selv små og svage. De skal stole på deres egen sande oplevelse – for den viste dem faktisk sandheden. De skal ikke tro at Jakob eller Paulus er klogere end de er. De skal ikke tro at den kristne kirke er klogere eller visere end de selv er. De skal stole på sig selv. De skal bevare deres værdighed og stolthed. Gud har talt direkte til galaterne. Gud taler direkte til  alle mennesker.

Vi kan sige at Paulus’ opfattelse af sandheden er meget radikal og meget yderliggående. Paulus fremstiller sig selv i brevene som Jesu Kristi apostel – han er sendt til verden direkte af kristus – direkte af Gud. Paulus hævder sin hele autoritet på denne måde. Han er ikke sendt af nogen kirke – han repræsenterer ikke nogen kirke eller autoritet. Paulus’ tese er selvfølgelig provokerende – det kan vi tydeligt se i Galaterbrevet. Rent historisk har mange i den tidlige kristendom selvfølgelig stillet sig lidt tvivlende. Paulus nøjes jo bare med at henvise til at han har set Gud – og derfor kender han sandheden – han har fået hele evangeliet af Guds mund helt alene – helt uafhængigt af alle mennesker! Det er ikke mærkeligt at mange i urkristendommen stillede sig noget tøvende til denne radikale påstand. Lige som så mange andre var det vel en mulighed at også Paulus var blevet besat af en ånd? Hvordan kunne han dog så firkantet hævde at han kendte sandheden? Paulus havde ikke engang kendt den historiske Jesus! Han havde ikke noget egentlig kendskab til Jesu historiske ord og virke. Hvad kunne han egentlig vide? Var det ikke meget mere sikkert og pålideligt at støtte sig til kirken i Jerusalem -  da bestod da i det mindste af folk som havde været sammen med Jesus og som havde fulgt Jesus gennem liv og død? Hvordan kunne Paulus hævde at han vidste alt om Kristus og Guds vilje og Guds plan? Paulus har for mange i urkristendommen virket som en fantast – en fanatiker – en besat!

 

Se også tanken hos Grundtvig – Overtroen på den døde bogstavskrift.

http://olenyborg.dk/kommentarer/GRUNDTVIG_Det_levende_Ord.html

 

Paulus’ begreb: I Kristus – En Christo.

Udenfor og indenfor. Vi er alle sammen jøder!

 

Der er en afgrund mellem os og oldtiden - og det vil også sige mellem os og Paulus. Oldtiden og Paulus tænker ikke individualistisk - som vi gør. I den vestlige europæiske verden – som jo er helt fremmed for Paulus – kom vi til at opfatte det enkelte menneske som en selvstændig, uafhængig størrelse – som løsrevet.

Typisk for Paulus er at han altid tænker kollektivt. Derudover kan vi sige at han tænker udpræget teocentrisk! Paulus er ikke forfærdeligt meget optaget af hvad mennesker gør eller skal gøre – det væsentlige er hvad Gud gør og har gjort! Det er et helt grundlæggende træk i hans teologi. På den måde er han også ofte blevet misforstået. Hvis man er meget optaget af hvad mennesker skal tro og gøre og mene – så tænker man i religion. Men det gør Paulus slet ikke! På en vis måde kan vi sige at hans teologi underminerer al gammel religion. Hvad mennesker gør, er ikke så vigtigt. Frelsen består ikke i hvad mennesker gør. Vi er små og store syndere – men det er ikke særligt væsentligt, siger Paulus! Det væsentlige er hvad Gud tænker og føler og gør. Gud er centrum i historien. Gud interesserer sig ikke så meget for vore små og store synder. Men han interesserer sig meget for den lidelse og ondskab som rammer verden og alle mennesker! Gud føler stor sorg når han ser al den lidelse – og han trækker os ud af nøden, sorgen og lidelsen – op fra gruben, som det hedder i Salmernes Bog. Det gør han fordi vi er de retfærdige – hans retfærdige!

Problemet er tydeligt i forbindelse med begreber som Israel og retfærdiggørelsen og Guds frelse. Paulus har tydeligt nok en helt anden opfattelse end vi har.

I kristendommen er det blevet opfattet sådan at Gud vurderer det enkelte menneske – evt at Gud dømmer det enkelte menneske – og Gud frelser det enkelte menneske. Det ene menneske bliver frelst og kommer ind i himlen – det andet menneske – måske hans nabo og måske hans kone – går fortabt. Alt dette afgøres adskilt og individuelt. Det er slet ikke Paulus’ opfattelse!

Paulus er enig med alle i Jesusbevægelsen og han er faktisk enig med alle jøder i datiden om eet eneste princip: De som er indenfor bliver frelst af Gud - og de mennesker som er udenfor går fortabt.

Den klassiske jødiske opfattelse er at de som er medlemmer af Israel bliver frelst af Gud. Det afgørende er ikke om man et moralsk dydsmønster – det afgørende er om man er et medlem! Der findes jøder som er små syndere og nogle som er meget store syndere – men det er underordnet – for det afgørende er at de er inden for pagten – inden for frelsen, kan vi sige. Gud har givet loven til Israels folk for at de bedre kan takle livet og for at de kan udmærke sig frem for de andre folk – som ikke tror på Gud – men det afgørende er ikke at de afholder loven i alle detaljer! Det afgørende er at de tilhører Guds folk – forholdet mellem Gud og Israel er som et ægteskab. Det helt afgørende er ikke om man er en perfekt ægtefælle – det afgørende er selvfølgelig at man rent faktisk er gift med sin partner! Gud er kun gift med eet folk nemlig Israel. Gud frelser sin ægtefælle – ikke fordi hun er perfekt – men fordi hun er hans ægtefælle. Gud lever op til ægteskabet – han er rig på troskab. Måske kan han blive vred – det kan enhver trofast ægtefælle – men han svigter ikke! Alle de andre folk - folkeslagene eller goyim som jøderne sagde – er uden for frelsen og uden for pagten. De er fortabt. De går fortabt. Gud er ikke deres Gud – han er Israels gud!

Der findes naturligvis mange gode og meget moralske hedninger – mennesker som lever udenfor! Men grundlæggende er det ikke noget som kan frelse dem. Uanset hvor gode og moralske de er – er de uden for nåden og frelsen. Vi kan sige at de er uden for Guds rækkevidde.

Det enkelte menneske er et blad eller en blomst på planten. Hvis vi rives bort fra stænglen – er vi fortabt. Vi dør og visner bort som bladet og blomsten, siger Paulus. Vi er alle sammen jøder – vi som er de retfærdige! Vi er retfærdige – fordi vi sidder fast på stænglen. Vi bærer ikke roden – nej, det er roden som bærer os. Vi får alle af den samme saft fra roden. Vi er urter og vækster på Herrens mark. Frelsen er kollektiv. Paulus deler fuldstændigt denne ægte jødiske tro og opfattelse. Paulus tænker kollektivt og organisk.

Paulus tanke er metaforen fra ægteskabet. Man får kun den velsignelse, lykke og glæde som strømmer ud af ægteskabet – hvis man er en af parterne i det ægteskab. Hvis man slet ikke er gift med kvinden – får man ingen glæde eller velsignelse!

At leve indenfor er at leve i nåden eller Charis. Det er som at leve som en fisk i vandet. Hvis fisken kommer op på det tørre land er den fortabt. Når vi kommer ud af jordens ilt og atmosfære – dør vi. Udenfor er der kun død og sorg og lidelse. Paulus tænker grundlæggende lige som jøderne gjorde: Verden er delt i to adskilte og modsatte sfærer: Omskærelsen og Forhuden – men Paulus definerer begreberne på en ny, anderledes, mere spiritualiseret måde. Men skemaet er ægte jødisk!

Vi skal ikke glemme at Paulus grundlæggende er enig med den jødiske opfattelse af begrebet Israel. Vi kan også se at denne opfattelse af indenfor og udenfor har den tidlige kristne kirke haft. Den svarer for så vidt til den senere katolske tro: - Extra Ecclesia Nulla Salus – Uden for kirken er der ingen frelse!

Vi kan se at alt det som kirken siger på Paulus’ tid viser at kirken havde denne tro på udenfor og indenfor. Derfor er det helt afgørende at galaterne bliver som jøder. Hvis de ikke bliver assimileret – i rimeligt omfang – er de jo stadig væk udenfor, siger kirken! Så nytter det jo ikke noget at de er kommet til tro på Kristus! De er stadig væk udenfor og de kan ikke frelses. Galaterne må begynde at leve jødisk – efter Halakhah – og på længere sig skal de også omskæres. Jesus viste jo hvordan man skal leve som et ordentligt menneske inden for Guds pagt! Galaterne må ind i varmen – ude i verden er der ingen frelse.

Paulus har på mange måder været helt enig med denne kirkens opfattelse – det er i al fald det som den moderne forskning mener. Paulus er jøde og det forlader han ikke. Han har tænkt: - Selvfølgelig kan man ikke blive frelst hvis man bare lever som en hedning! Derfor er hans breve jo også fulde af moralske opfordringer!

Paulus kan naturligvis ikke forestille sig at man kan blive frelst helt alene! Denne tanke er en senere kristen tanke – for Paulus ville tanken have været uhyggelig! Vore relationer til andre mennesker er simpelt hen hele vores liv! Intet menneske eksisterer alene. Man kan kun blive frelst sammen med dem som man elsker og er knyttet til og hører sammen med. Frelsen er derfor altid kollektiv hos Paulus. Det er ikke det enkelte menneske som bliver frelst – det er hele kollektivet – hele folket naturligvis! Det fremgår jo også af at frelsen er en forvandling i tilstanden i samfundet – på jorden! Frelsen er simpelt hen kollektiv!

Retfærdiggørelsen er altid kollektiv hos Paulus. På dette område er Paulus blevet forfærdeligt misforstået i den senere kristne kirke. Kirken har anskuet frelsen individualistisk – i al fald ofte – og på den måde er Paulus’ tankegang blevet helt misforstået. Paulus er kollektivist. Han tænker lige som alle mennesker i oldtiden. Det enkelte menneske betyder ikke så meget – vi er lemmer på det større legeme.

Legemet bliver frelst – legemet er Israel – og vi bliver frelst fordi vi er lemmer på legemet. På det punkt er Paulus enig med alle jøder og med kirken i Jerusalem.

Det ser ud til at Paulus har været uenig med kirken i Jerusalem – moderkirken – Jesu kirke – i detaljerne. Vi ved faktisk ikke så meget med sikkerhed – det hele er i virkeligheden tåget - når vi læser Paulus breve.

Paulus har nok opfattet det sådan at galaterne blev optagetadopteret - i Israel – eller det sande Israel – i samme øjeblik de blev kaldet af Gud. Gud gør dem til lemmer og medlemmer. De bliver Guds sønner – lige som Israel jo netop traditionelt var Guds sønner. Paulus mener nok at begrebet Israel skal forstås i denne videre betydning.

Men Paulus har sikkert ment at galaterne - efter at de er blevet medlemmer af Israel - skal aflægge deres gamle liv og tilnærme sig en sand og ægte jødisk livsstil – på en eller anden måde. Paulus er nok grundlæggende enig med Peter og Jakob. Når man er et medlem af Israel - skal man selvfølgelig leve som et sandt medlem af Israel! Men Paulus og Jakob har været uenig om detaljerne. Disse uenigheder har nok været meget mudrede for parterne jo grundlæggende – teoretisk – var helt enige! De var enige om den grundlæggende præmis: - Kun de mennesker som er medlemmer af Israel bliver frelst af Gud – alle andre folk – goyim – går fortabt – og at det at være et medlem medfører normale og naturlige forpligtelser - lige som at blive gift! De har nok også været enige om at den jødiske livsstil var overlegen i forhold til livsstilen hos grækerne og romerne! Disse fremmede spiste jo mad med blod og de spise svinekød! De levede jo egentlig urent. De kender ikke de normale og naturlige seksuelle grænser! De kender ikke Gud, som Paulus siger. Paulus har opfattet den jødiske livsstil som overlegen – og vi ved jo også at store mængder af grækere søgte ind i jødedommen fordi de opfattede den jødiske livsstil – renheden – som overlegen!

 

Omskærelsen og dåben.

Det mest overraskende – ja forbløffende – træk i Galaterbrevet er at Paulus ikke stiller dåben op som alternativ til omskærelsen! En lang række af steder i brevet havde de fleste forventet at Paulus ville have skrevet: - Nej galaterne skal ikke omskæres. De skal døbes – eller de er allerede blevet døbt! Dåben er en erstatning for omskærelsen. Dåben – altså kirkens dåb med vandet – gør omskærelsen overflødig! Vi ville forvente at Paulus havde skrevet sådan eller lignende – men det gør han netop ikke!

Det er tydeligt at dåben ikke spiller nogen vigtig rolle i Galaterbrevet. Galaterne bliver kristne – kan vi sige – men ikke ved at de bliver døbt! De bliver kristne ved at de modtager ånden! Ikke ved kirkens dåb – ved vandet og ved en præst eller lignende.

Vi ved at Paulus taler om dåben mange steder i sine breve. Vi ved at han grundlæggende fortolker dåben som en død – som en korsfæstelse af det gamle menneske. Men i Galaterbrevet spiller dåben ingen rolle. Galaterne er måske blevet døbt – bagefter deres visioner og åndsmodtagelse – men det ved vi ikke noget om. Sandsynligvis er nogle af dem blevet døbt siden hen eller efterhånden.

Men det er helt tydeligt at Paulus ikke mener at dåben er afgørende eller vigtig! Dåben er ikke en indgang i det sande Israel – man bliver ikke et medlem af Israel ved at blive døbt! Sådan er kirkens senere opfattelse – i strid med Paulus. Siden hen mente kirken at de små børn som ikke blev døbt – gik fortabt – de var helt udenfor og stod ikke til at redde. De var uden for pagten og uden for frelsen.

Vi kan fortolke Galaterbrevet på en videre måde. Det som Paulus siger, er at mennesker har enormt travlt med at sikre sig og gardere sig – efter at de er blevet frelst og Guds sønner! Paulus opfatter dette træk som på en måde absurd og på en måde som en gudsbespottelse. Galaterne er ved at falde for denne fristelsen. De tror at de skal gøre og gøre. De tror – lige som egoet – at de er nødt til og nødt til! De tror at de skal blive som jøder. De tror at de skal overholde alle mulige mærkelige love og regler. De vil sikre sig – de vil have forsikringer. Deres tanke er at livet er farligt og man må sikre sig. De tænker lige som så mange moderne mennesker. De er bange. De har bestemt ikke nogen barnlig tillid. Paulus vender sig imod alt dette. De gør sig selv små og svage. De falder for egoet. De bliver bange. De stoler ikke på Gud – de er blevet adskilt fra fællesskabet med Kristus, som han siger i Galaterbrevet. De bliver lige som grebet af panik – og iden forvirring mister de troen! De tror de skal adskille sig fra de fremmede. De tror de skal være hellige.

På denne måde kan vi fortolke Galaterbrevet på en videre måde. Det som Paulus siger om omskærelsen gælder også om dåben og de kristne riter. De kristne tror at de er nødt til at blive døbt - ellers går de fortabt! De stoler ikke på Guds frelse. Hans frelse er underfuld og meget større end vi mennesker kan forestille os. Gud ser ikke på om vi er omskåret – eller om vi er døbt! Gud ser vore gerninger – men hans handlinger er slet ikke bestemt af vore gerninger eller tro eller religion! Vi svigter Gud og vi håner Gud og hans underfulde frelse hvis vi lader os døbe af frygt og angst! Så viser vi at vi ikke stoler på Gud. Så har vi slet ikke nogen tro og tillid tilbage. Vi vil sikre os. Vi tror ikke på evangeliet. Vi tror ikke at Gud er hedningernes Gud, som Paulus siger! Vi er som en mand der er gift med en kvinde. Hun forsikrer ham om det ene eller det andet – hun taler højt og klart til ham af et ærligt hjerte – men han stoler ikke på hende. Han stoler ikke på det som hun siger. Han vil sikre sig – han vil have forsikringer og garantier. Han er fuld af mistro og mistillid. Han stoler ikke og han tror ikke på det som hun siger. En mand som behandler sin hustru på denne måde – behandler hende helt uværdigt og nedværdigende. Det er sådan vi behandler Gud, siger Paulus. Sådan er forskellen på at være troende eller ikketroende, siger Paulus.

Problemet er ikke omskærelsen i sig selv – for omskærelsen er en gammel og god tradition, mener Paulus. Problemet er den tro og følelse og indstilling som driver galaterne til at blive omskåret. Det er med rigtig sorg at Paulus kan se hvad der er ved at ske i Galatien. Galaterne er ved at miste ånden. De er ved at miste det vigtigste som de oplevede da Paulus besøgte dem. De er ved at miiste ånden, troen, tilliden og trygheden i livet. De er ved at falde tilbage i en form for gammel religion. Men Kristus har jo netop befriet dem for al gammel tro og riter og religion! Kristus er jo enden på al gammel overtro og religion!

Der er overhovedet ikke noget galt med at blive omskåret, siger Paulus. Der er overhovedet ikke noget galt ved at blive døbt! Men hvis vi bliver døbt eller lader vore små børn døbe – fordi vi er bange – så har vi helt mistet troen! Så er vi faldet ud af nåden. Så har vi mistet tilliden til Gud – og til os selv. Så har vores lille ynkelige ego taget magten – endnu engang. Så har vi intet forstået af evangeliet om Kristus. Så er Kristus jo død på korset til ingen verdens nytte, som Paulus siger!

 

Forbandelsen – Anathema.

 

v8  Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han [Anathema estå].

v9  Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.

v10  Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.

(Galaterbrevet 1.8)

 

David er en stor helt. Han er Herrens kriger. Han dræber sine fjender uden nogen frygt eller moralske  skrupler eller betænkelighed. Han siger til sine mænd at de skal være modige. De skal ikke frygte noget. De skal blot jage deres sværd igennem tarmene på Davids fjender – selv om disse fjender er helt uforberedte og stoler på Davids venskab! David er snu og snedig. Han lokker sine fjender til at tro at han er venner med dem – og så lader han sine mænd slagte dem – hugge dem ned - uden videre – de aner slet ikke uråd. David er snu og snedig. Han er et ideal. Han er en zelot. Han ved hvordan han skal opnå magten i Israel og han ved at Gud er med ham – Gud vil at han skal være konge. Derfor skal hans mænd tage de intetanende mennesker – som tror at de er Davids venner – udenfor og de skal splitte deres hjerneskal med deres køller!

Saul er svag. Han skåner amalekiternes konge Agag. Samuel bliver rasende. Amalekitterne er bandlyste – alle deres får og geder og dyr skal dræbes, alle deres marker skal brændes, alle mænd, kvinder og børn skal dræbes og slagtes. Saul har begået en stor synd – og Samuel nedslagter i stedet den intetanende konge med egne hænder og sværd.  Samuels helt brutale fremfærd over for den intetanende Agag er for os i dag skræmmende, foruroligende og rystende. Vi fatter simpelt hen ikke at noget menneske – og så endda en hellig Guds profet som Samuel – kan handle således. Vi er fuldstændigt rystede. Og det mest skræmmende er at denne umenneskelige brutalitet bliver godkendt i Det gamle Testamente – ja opløftet til et ideal for alle mennesker – for alle dem som brænder for Herren!

Hele oldtiden er ekstremt voldelig – i oldtiden findes en dyrkelse af volden - som vi slet ikke kender. Paulus er en stor zelot og han brænder for Herren – han er en af de nidkære - som det siges. Paulus beundrer de gammeltestamentlige forbilleder – Pinehas og Samuel og Jael som hamrer sin teltpløk igennem hjernen på filiistrenes Sisera – så han sidder fast i jorden. Jael er en evig helt – hun er Israels moder.

Anathema er det græske ord som gengiver den oprindelige hebraiske mening. Anathema betyder at manden skal isoleres, tages ud af byen og de skal slagte ham og stikke deres lange lanser igennem hans tarme så alle indvoldene vælter ud. Paulus taler dette voldelige sprog. Når vi læser Paulus føler vi ubehag – og vi bliver skræmt men Paulus taler blot det sprog som hele oldtiden talte.

Paulus formulering her er ekstrem. Enhver som taler et andet evangelium - end det sande evangelium - skal føres uden for byen og ofres til Herren – dræbes og slagtes. Paulus udtrykker sig meget voldsomt. Selv hvis en engel eller selv hvis Gud selv fortæller et andet evangelium – skal han være forbandet. Hvis Jakob taler et andet evangelium skal han være forbandet og bandlyst – som man siden sagde i kirkens historie. Hvis Paulus selv taler et andet evangelium – skal de tage ham uden for og stikke deres skarpe sværd igennem hans indvolde!

Anathema betyder at personen skal isoleres og sættes helt udenfor. Jesus bliver på den måde forbandet. Jesus bliver netop taget ud af fællesskabet, isoleret, ført uden for byens mure og ofret til Gud – slagtet og dræbt – som et dyr – som et stykke kød.

Vi kender forbandelsen fra Det gamle Testamente. Fx kan vi henvise til følgende citater der viser eksempler på Anathema:

v28  Intet af det, et menneske ejer, og som han lægger band på til Herren, må sælges eller indløses, ligegyldigt om det er mennesker, dyr eller jord, han ejer. Alt, hvad der er lagt band på, er højhelligt og tilhører Herren. v29  Intet menneske, der er lagt band på, kan frikøbes. Det skal lide døden.

(3 Mosebog 27)

Alle Israels fjender er forbandede. Gud har forbandet dem. De skal udryddes alle som een. Israel må ikke vise nogen nåde eller følelse. De skal være uden frygt, som David siger. Israel må ikke røre ved det som er forbandet – der er en ond kraft i det som er forbandet. Israel må ikke tage guldet eller sølvet fra de forbandede folk – det har en farlig og ond kraft i sig. Israel skal isolere sig fra det som er Anathema – skille det ud – brænde det og dræbe det. Israel skal dræbe alle de små børn. Israel skal knuse deres små hjerneskaller imod klippen, som det hedder i Det gamle Testamente! Hvis man rører ved det som er bandlyst – bliver man selv ramt af forbandelsen – og man skal dø. Hele denne tanke er den tanke som vi finder hos Paulus i Galaterbrevet. For os er hele tanken sikkert stærkt foruroligende og forvirrende – men for Paulus var den en selvfølge. Paulus tænker sådan som alle andre mennesker tænker på hans tid – jøder såvel som grækere. Paulus tænker tidens tanker – han tænker i tidens skemaer. For Paulus er Anathema simpelt hen det selvfølgelige:

v23  Herren din Gud vil overgive dem [folkeslagene] til dig og bringe en stor forvirring over dem, til de er udryddet. v24  Han vil give deres konger i din magt, og du skal udrydde deres navn under himlen. Ingen skal kunne holde stand imod dig; du skal få dem alle udryddet. v25  Deres gudebilleder skal I brænde, og du må ikke begære sølvet og guldet på dem og tage det, for så bliver du fanget i en snare; Herren din Gud afskyr det. v26  Du må ikke bringe noget afskyeligt [guder, seksuelle guder] ind i dit hus; så bliver der lagt band på dig, ligesom på det. Du skal betragte det som vederstyggeligt og afskyeligt, for der er lagt band på det.

(5 Mosebog 7.23)

 

Retfærdigheden og retfærdiggørelsen.

For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

(Jeremias 31.33)

Pagten mellem Gud og Israel er som et ægteskab. Gud er ægtemanden. Han er retfærdig – fordi han lever op til sine naturlige forpligtelser. Retfærdig kan man ikke være abstrakt eller isoleret – kun i forhold til en relation. At være retfærdig betyder simpelt hen at være trofast over for en relation. Man kan ikke være retfærdig uden en relation.

Den ægtemand som er trofast over for sin kvinde er retfærdig. Han bruger sin magt, sin kraft, sin evne og sin tanke til at værne hende og beskytte hende. Han er ikke retfærdig i sig selv. Gud er retfærdig fordi han er retfærdig i sin relation til os. Ægtemanden er kun retfærdig fordi hans hustru opfatter ham som retfærdig – dvs opfatter ham som en rigtig og normal ægtemand.

Hvis hun siger til sin ægtemand: - Du opfører dig jo slet ikke som en ægtemand. Du opfører dig jo bare som alle de andre mænd – som alle de fremmede mænd! Du er jo en fremmed! Hvis det er hendes dom over ham – er han dømt ikke retfærdig – han har svigtet sine pligter – han har svigtet sine naturlige forpligtelser – de rimelige og naturlige forpligtelser som ligger i selve relationen! Vi finder dette træk i Galaterbrevet hvor anklagen lyder: - Du lever jo slet ikke længere som en jøde! Du lever jo som en hedning! Begrebet retfærdig giver altså kun - i følge jødisk tankegang - mening i denne sammenhæng – i en relation. Retfærdig er ikke noget som man er alene eller isoleret – det er noget man bliver regnet for eller anset for!

En retfærdig hustru er en kvinde som lever op til rimelige og naturlige forventninger. Hun lever op til sin rolle, kan vi sige. Hun er trofast over for sin mand, hun er seksuelt trofast, hun hjælper og gavner ham, hun kaster en glans over hans hoved, hun bringer ham ikke i vanære, hun føder ham prægtige sønner, hun giver ham sit legeme og sine lemmer som et villigt offer. Hun viser ham ære. Hun er ærbødig over for ham og hun viser ham respekt.

At være retfærdig er i jødisk tankegang at være normal eller ordentlig, som man bør være – at opføre sig rimeligt! Hvis man har giftet sig er der en adfærd som er naturlig og rimelig – på den måde bliver begrebet retfærdig defineret i Det gamle Testamente! Begrebet retfærdig er ikke noget abstrakt ideal. Opfattelsen af ordet retfærdighed i Det gamle Testamente er anderledes end den senere definition i den europæiske filosofi.  At være retfærdig er noget alle kan leve op til – ikke noget uopnåeligt ideal!

I Salmerne er Gud retfærdig – han er en retfærdig ægtemand. Han har magten til at frelse mennesket – fjerne synden og lidelsen fra mennesket – og han har