- Hvis I ønsker at opøve
de seks Paramitas, så må I altid rense de seks opfattelsesevner, siger Bodhidharma,
der i 510 e. Kr. kom fra Indien til Kina og grundlagde Zen eller Ch'an. - Først må I give slip på de seks tyve og røvere.
Hvis I kan give slip på øjen-røveren og give slip på formens genstande, vil
sindet blive frit for nærigheden. Dette kaldes at give. Hvis I kan styre øre-tyven og ikke lade øret give efter for lydenes støv, så
kaldes det at opretholde disciplin, at opdrage og instruere sig selv. Hvis I
kan give slip på næse-tyven og opfatte alle gode og
dårlige lugte som lige gode og det samme, så at I er uafhængige og har fundet
jeres rette plads, dette kaldes tålmodigheden, at tåle og bære. Hvis I kan
styre tunge-tyven, så at I ikke tørster efter
selvødelæggende, utilladelig velsmag, og så at I utrætteligt lovpriser og
udlægger Læren, dette kaldes fremgang i energien. Hvis I kan give slip på kropstyven, så at I er fuldstændigt gennemsigtige og
ubevægelige, selv om I er midt iblandt alle slags berøringer og begær, dette
kaldes den meditative samling. Hvis I kan afstemme den begrebsmæssige sindstyv, så at I ikke bliver ofre for uvidenhed, og hvis I
hele tiden opøver den oplyste visdom og glæder jer over dens værdier, dette
kaldes visdommen.
Paramita betyder at krydse over. De seks Paramitas er lige som både eller fartøjer, som kan bringe
levende væsener til den anden bred. De, som ønsker befrielse, må kunne omforme
de seks tyve til de seks Paramitas. Derved siger de
på en gang farvel til alle former for lidelse. slutter Bodhidharma
i Traktaten om at betragte sindet.
At give slip sammenlignes
i Zen med at være som den lodrette væg, som ingen ting kan sidde fast på, og
som alting bare løber ned ad. Hui Ko stillede
spørgsmålet: - Hvordan kan man trænge ind i den absolutte virkelighed? Han fik
følgende svar fra Zens og Ch'ans
grundlægger i Kina, Bodhidharma som netop tilbragte
syv år med uafbrudt ZaZen-meditation op ad en lodret
væg:
Den anden historie
indledes normalt med spørgsmålet: - Ved I, hvor teen kommer fra? Te spiller som
bekendt en vigtig kulturel og religiøs rolle i Kina og Japan. Svaret på dette
spørgsmål er så, at teen kommer fra Bodhidharmas
øjenlåg. Da den store mester havde mediteret i mange dage, blev han efterhånden
søvnig og frygtede, at han skulle falde i søvn. For at redde sig ud af denne
knibe, skar han sine øjenlåg af, og da de dryssede ned på jorden, begyndte de
at spire op som te-buske.
Som en fortsættelse af
denne historie, fortæller man ofte historien om Bodhidharma
og hans efterfølger som patriark, Hui Ko. Denne
historie illustrerer det vigtige punkt, at det at give slip også betyder, at
jeg giver slip på mine tanker, mine følelser og mine kropsfornemmelser. Jeg
lader min krop og mit sind falde ... som de modne frugter fra træet. Dogen
skriver et sted: - I skal ikke tøve med at opgive jeres liv. Det fortælles om Hui Ko, at han huggede den ene arm af, da Bodhidharma ikke ville modtage ham, på trods af, at han
havde ventet dag ud og dag ind i modtagelsesværelset.
Hvis du virkeligt ser ind
i dit eget sind, vil du se lige igennem dit ego. En af Zens
yndlings-historier lyder således: Hui Ko eller Eka, som senere blev den anden patriark, kom til Bodhidharma og var helt desperat: - Mit sind er endnu ikke
faldet til ro. Bodhidharma svarede: - Vis mig dit sind.
Hvor er dette såkaldte sind, som ikke er faldet til ro? I Zen kaldes denne
spørgeteknik en upaya, et slags trick, der skal få
modtageren til selv at finde svaret. Zen mesteren optræder som en slags
"jordmoder" lige som Sokrates gjorde det i det gamle Grækenland. I ti
dage ledte Eka efter sit sind. Han sad dag og nat
uden at bevæge sig. Hvordan kunne det tage ham ti dage? De fleste af os
fortsætter med at lede i årevis, fordi vi bliver ved med at tro, at Mig og Mit
er objekter, som virkeligt eksisterer. Vi forstår ikke, at roden og årsagen til
problemet er dette Mig, som vi tror, at vi besidder, og som vi tror, at vi er.
Til sidst kom Eka tilbage og sad over for den store mester Bodhidharma, som var 115 år gammel, og som sad og så
ondskabsfuld ud med hans øjne uden øjenlåg. Da Bodhidharma
havde sagt: - Vis mig dette sind, var Eka løbet
rystende bort med halen mellem benene. Men efter de ti dage var Eka som forvandlet. Han var blevet et helt nyt menneske. Bodhidharma stillede det samme spørgsmål, og Eka svarede med overbevisning: - Over alt har jeg søgt
efter dette sind, og nu har jeg endeligt forstået, at det ikke kan fastholdes,
opnås eller erkendes. Sindet kan ikke ses, gribes eller be-gribes.
Hvorfor ikke? Sindet har ikke nogen skikkelse, ikke nogen form. Det er ikke en
ting, men en ikke-ting. Det er langt og bredt som hele universet. Det er uden
grænse og ende. Derfor siger vi: Du skal ikke meditere eller øve dig for at
opnå et eller andet, for lige meget hvad du opnår, så vil det blive til skidt
og møg i dine hænder. Det, som du tror, at du har, vil du jo ikke eje i al
fremtid. Vi prøver hele tiden at klamre os til et eller andet, at finde frem
til noget, som vi kan holde fast i, fordi jorden under os virker så ustabil og
føles som det rene kviksand. Men den er endnu værre end kviksand. Den er
bundløs. Den jord, som du står på, eksisterer slet ikke. Alle konstruktioner er
ustabile. Det er ikke mærkeligt, hvis du føler, at det ryster og skælver. Giv
slip på dette illusionsbillede af sindet. Lad det falde helt og holdent.
Zen sætter altså moralen
og etikken ind i en meget bred ramme. Det gode liv og det gode menneske
bestemmes ved mange flere faktorer, end vi er vant til i vestlig opfattelse.
Traditionen taler også om de syv anu-shayas: Ordet
betyder bogstaveligt, at jeg hælder til siden, at jeg ikke står eller sidder
ret op, men så at sige har fået overbalance og er ved at falde (et af Zens yndlingsbilleder.). Det gode menneske og det gode liv
er netop denne stolte, livsduelige ret-ryggethed, rankhed eller sidden ret op. I
vesten opfatter vi ofte det gode menneske som et menneske, der ved en voldsom
selvkontrol har undertvunget sig selv, dødet sit kød og dræbt sine lyster eller
bøjet sig selv ind under sin jern-vilje. Zen ser lige modsat det gode menneske
som et menneske, der sidder ret op, ikke bøjer nakken, men er stolt, frygtløst
og sikkert på en god og sund måde og hviler på sin egen basis (som Bodhidharma efter at han havde skåret benene af.). Derfor
spiller fysiske øvelser og indlæring af den rette sidde-stilling så stor en
rolle i Zen. At lære at sidde ret op i ZaZen er en
praktisk begyndelse på det gode liv. At bøje nakken er ikke nogen god
begyndelse, for så jeg trykker mig selv ned og bliver (ikke overraskende.) på
den måde "ned-trykt". Hvis jeg sidder
sammenbøjet og kroget, fortæller jeg min krop, at livet er en forfærdelig,
uudholdelig byrde, som jeg må bære på mit hoved. Jeg gør mig selv til et
værgeløst, hjælpeløst offer, siger den amerikanske forfatter Genpo Merzel.
I Zen foregår den
stillesiddende meditation, ZaZen, på en stor pude, en
zafu. I Zen siges ofte: Du skal på et eller andet
tidspunkt dø på puden. Dette kaldes - i modsætning til det, vi normalt forstår
ved at dø, - på japansk for Dai-shi, den store død.
Det japanske dai svarer til det kinesiske ta: stor. At dø på puden betyder at give slip på
dualismerne, give slip på at skelne mellem subjekt og objekt, een og mange, ude og inde, godt og ondt, behageligt og
ubehageligt. Så længe jeg sætter skel mellem nu og dengang, mellem acceptabelt
og uacceptabelt, mellem gode og onde tanker, mellem det behagelige (som jeg vil
have) og ubehagelige (som jeg ikke vil have), lever jeg i frygt, vrede og
fortvivlelse. Hele min verden bliver fragmenteret, opsplittet til løsrevne,
usammenhængende brud-stykker. Jeg siger nej til mig selv som det hele
sammensatte, facetterede menneske, jeg er – og dermed siger jeg også nej til at
acceptere andre som de hele mennesker, som de er. I samme øjeblik jeg opgiver
disse ”diskriminerende” skemaer (også at kritisere mig selv) og indser, at der
er lige så lidt forskel på behageligt og ubehageligt som på to dråber vand,
ophører min tankevirksomhed og bevidsthed i traditionel forstand, og jeg bliver
fri og uden begrænsninger. Min verden bliver de-fragmenteret.
Jeg opnår ”bodhi”. I og med at jeg bliver ingen ting,
et tomt kar som kan rumme hvad som helst, bliver jeg alt, alting og alle, og
mine selvskabte mure styrter sammen - som et korthus. Zens
og Ch'ans grundlægger i Kina, Bodhidharma,
skal have sagt følgende på sit dødsleje: - Nu er jeg endeligt rede til at
fuldende stilheden og samlingen. At dø sin fysiske død er at give slip på det
hele, således som den amerikanske forsker Elisabeth Kubler-Ross
har beskrevet det.
Det er med Zen som med en
mand, der hænger i tænderne over en frygtelig afgrund og som bliver afkrævet
svar på spørgsmålet: - Hvorfor kom den første patriark, Bodhidharma,
fra Indien til Kina? Hvis han ikke svarer, er han fortabt, og hvis han åbner
munden og svarer - falder han ned og slår sig ihjel.
['Vejen'] [Afsnit: 788]
[Bodhidharma]:
- Menneskene fører hele tiden sig selv bag lyset, siger Ch'ans
legendariske grundlægger Bodhidharna. De tørster
efter alle ting. De klæber og sidder fast alle vegne. Dette kaldes at
"søge". De vise mennesker vågner op til det virkelige. De gør deres
sind roligt og finder ikke på kunstig aktivitet. De skifter form, mens de går.
Skulle jeg ønske at leve længe i denne verden? Den er som et hus, der brænder.
Alle som har en krop lider. Hvem får fred? Når dette fuldt forstås, så ophører
alle tanker, og der er ikke mere nogen såkaldt søgen. Sutraen
siger: Alle som søger lider. Der er først lyksalighed, når der ikke mere er
søgen. På denne måde ved vi, at det ikke at søge noget som helst simpelt hen er
Vejen. slutter Bodhidharma.
- Skyerne på himlen kan
aldrig nogen sinde sætte pletter på den tomme himmel, men de kan dække over
himlen, så den ikke er lysende og klar, skal Bodhidharma
have udtalt i følge et af Tun Huang-håndskrifterne.
Hui-ko, der i Kina blev den store Bodhidharmas
efterfølger i 500-tallet, siger: De, som læser, bør kun se i bøgerne for en
stund og så skynde sig med at lægge dem til side for at prøve dem i praksis. At
lære ved hjælp af ord er som at lede efter is i kogende vand.
Visdommen er uden for
sproget og ordene. Derfor gør den mig "light and easy",
let, lettet og fri. Den, som ved og forstår, taler ikke, og den, som taler, ved
og forstår ingen ting. Hold derfor munden lukket, siger Tao. Vær eet med jordens støv. Dette er det højeste stadium. Hvis vi
snakker om den, er det ikke Vejen, og hvis det er Vejen, taler vi ikke om den.
Vejen kan ikke ses. Den er hverken her eller der. Hvis jeg ser noget, er det
ikke Vejen. Hvis jeg ser Vejen, ser jeg ingen verdens ting. Der er ingenting at
se. Formålet med en fiskeruse, siger Chuang-tzu, er
at fange fisk. Når fiskene er fanget, glemmes rusen. Formålet med ordene er at
få fat i meningen. Når vi har forstået meningen, glemmer vi ordene. Den samme
formulering findes i en Tun Huang-tekst af Bodhidharma, Zens grundlægger -
et lille tegn på hvordan de to retninger Zen og Tao smeltede sammen i Kina
under Tang-dynasiet. - Hvor kan jeg finde et
menneske, som har glemt alle ordene? spørger Chuang-tzu.
Et sådant menneske ville jeg gerne tale med.
Det ligger lige for øjnene
af dig, siger Bodhidharma i et af Tun Huang håndsskrifterne. Det er ikke langt borte. Oplysningen
kommer i løbet af et øjeblik. Hvorfor skulle du vente, til du er blevet gammel
og har fået hvidt hår?