Johannes’ Åbenbaring – Apokalypsen.
Johannes ser lyset.
En åbenbaring er at se lyset.
Åbenbaringen er ikke hans egne tanker.
For han bliver overrasket, afbrudt.
Pludseligt hører han noget og han vender sig om for at se. Lige som Maria ved den tomme grav.
Johannes befinder sig der hvor han er – på øen Patmos – for at Guds ord kan komme til ham – og til hele kirken. Alting har
en mening. Det er ikke tilfældigt at
Johannes befinder sig på den græske ø Patmos lige netop på det tidspunkt. I åbenbaringen taler Guds stemme til ham direkte. Jesus har modtaget åbenbaringen direkte fra Gud. Og Johannes modtager den. Der er kun én og samme åbenbaring. Han bliver grebet af Helligånden. Helligånden
kommer over ham. Helligånden taler igennem
ham, igennem hans evner, forstand, tanker. Men kun igennem. Det som Johannes ser er lyset – lys – noget lysende. Vi lever i mørket men kan se lyset lige pludseligt. Åbenbaringen er en åbenbaring af lyset, af at lyset findes. De som har set
lyset bliver vidner. En martyr er på
græsk et vidne. De vidner om lyset. Vi vidner altid om det vi har set. Uanset hvad vi har set. Når vi er sammen
med andre mennesker giver vi udtryk
for det som vi har set. Og det vi har lært. Det som vi tror på. Vi vidner. Vi er alle lysets vidner – lysets børn – når vi først i et glimt har set lyset. Der er kun ét lys. Indholdet af enhver åbenbaring, enhver sandhed er dybest set det samme. Alle mennesker ser
det samme, hvis de ser lyset. Når vi ser lyset bliver vi lige som døde – vores
gamle menneske, vore gamle tanker
bliver sat ud af kraft. Vi ser en større
sammenhæng end vores eget lille ego.
Det er kun på overfladen at Johs Åbenbaring beskriver ting
som skal ske – engang ude i fremtiden. I virkeligheden beskriver bogen det som
allerede er sket og det som sker lige nu.
Johannes ser det som sker og er lige nu – ikke noget som
skal ske engang. Johannes ser og vi kan kun se det som er lige nu.
Apokalypsen ophæver for så vidt tiden – det som vi forstår
ved tiden. Det som skal ske ligger allerede fast – det står i Guds bog – i
bogrullen. Derfor er det allerede sket. Set fra Guds synspunkt er det allerede
sket og det som han ser er virkeligt.
Frelsen er allerede kommet. Lyset er allerede kommet. På
den måde giver Johannes håb og nyt mod til kirkerne i Lilleasien – og det er
bogens formål.
Vores opfattelse af tiden som en tidslinje er ikke sand –
den er ikke virkelig. Den kommer fra vore skemaer og tanker. Tiden er kun som
vi konstruerer tiden
inde i vore hoveder. Ellers findes tiden ikke. Det er allerede sket. Se, jeg
gør alting nyt.
Den store hvide flok er ikke en flok som skal komme engang
– det er den flok som lige nu står foran Gud.
Det nye Jerusalem er ikke en tilstand som skal komme
engang i fremtiden. Det nye Jerusalem findes allerede. Himmeriget findes
allerede. Det findes lige her og nu. Guds rige er midt iblandt jer, som Jesus
siger. Timen er lige nu. Nu er vores time kommet – lige her og nu.
Den centrale begivenhed i Johs Åb beskrives i beretningen og visionen
om dragen og den fødende kvinde. Centrum i Johs Åb er altså versene 8 og 9 i kapitel 12 hvor dragen
besejres. Sejren over dragen er enden
på alle ofre, enden på alle lidelser og ondskab. Men samtidigt er 12.8 og 12.9 indledningen til de
sidste tider på jorden, dommens dag, dommedag, kirkens forfølgelse, verdens
undergang, den kosmiske katastrofe. Kvindens skrig er begyndelsen på veerne.
Verden skriger i veer. Blodet fra de
kristne martyrer råber til himlen mens de nedslagtes og myrdes af den brutale
romerske overmagt (Kejser Domitian år
81-96). Begivenhederne i Johs Åb svarer til mange andre steder i NT fx i Markus
13. Alle disse steder beskriver det eskatologiske
opgør – Guds sejr – enden på lidelsen – frelsen. Begivenheden i Johs Åb 11.15 findes præcist midt i bogen –
som har 22 kapitler!
Der er 7 engle og den
centrale begivenhed sker da den 7. engel blæser. Dragen, Satan, Den Onde, som
havde sin gang og plads i himlen og på himlen bliver styrtet ned på jorden.
Dragen beskrives mytisk-kosmisk. Dragen er et uhyre, et stjernebillede, et
himmellegeme som fejer stjernerne ned fra himmelbuen med dens hale. Dragen er
Guds modstander og vil æde kvindens barn når det er født. Myten om kvinden er
almen religiøs ikke specielt jødisk og slet ikke kristen. Myten om den fødende
kvinde findes i mange kulturer – fx i GT. Moses bliver frelst og reddet på
samme måde da han bliver født. Myten findes også i Indien (Krishna). Myten om
kvinden (moderen) og barnet afspejler det alment
menneskelige – kvindens frygt for at
der skal ske hendes barn noget. Alle mennesker kan spejle sig selv i kvinden. I
myten er det faktisk kvinden der er
hovedpersonen – og ikke barnet!
Kvinden er på en måde identisk med den døende Jesus i graven som frelses af Gud. (Apostlenes Gerninger). Johs Åb giver myten til dels en kristen overflade.
Satan eller dragen
nedkæmpes i himmelrummet af Guds krigere – hans engle. Krigen i himlen er en
stjernekrig – en Star-War. Dragen bliver nedkæmpet af Mikael og hans engle –
men i en anden forstand også af Guds riges krigere – nemlig de kristne
martyrer. Det kan vi se af de liturgiske tekster. De kristne martyrer og
blodvidner i Efesos er altså på en vis måde identisk med Mikael og hans engle
og krigere. De kristne martyrer er Guds soldater og krigere. Se citatet i kap
12 vers 11. Denne tanke findes mange steder i NT også hos Paulus.
I og med at Satan
nedstyrtes er Guds sejr sikret. Gud har sejret når han har sejret i kosmos – i
himlen – på himlen. Det som sker på jorden er kun en refleks af det som sker i
himlen. Det som sker i himlen er det vigtige, det betydningsfulde, det
virkelige, årsagen til alle ting. Jorden er i Johs Åb kun en afglans, et
genskær, et ekko af de ting som sker i himlen. Når lidelserne kommer på jorden
er det fordi englen hælder skålen med lidelsen ud over jorden. Det som sker på
jorden er kun tegn for noget andet. I 12.9 starter Gud sit eneherredømme – Guds
rige. Men da dragen bliver styrtet ned på jorden – bliver forholdene værre på
jorden – lidelsen bliver voldsomt forstærket – men kun midlertidigt. Satan har
kun en kort tid foran sig. Hans tid på jorden er kort.
Vi kan se kirkens tro i
teksten som nok er en liturgisk tekst – som er blevet brugt i gudstjenesten i
kirkerne i Asien – i Efesos:
Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds
og herredømmet hans salvedes,
for vore brødres anklager er styrtet,
han som dag og nat anklagede dem for Gud.
v11 De har besejret ham ved Lammets blod og ved
deres vidnesbyrds ord.
De havde ikke livet for kært til at gå i
døden.
v12 Så fryd jer da, himle, og I, som har bolig i
dem!
Men ve over jorden og havet,
for Djævelen er kommet ned til jer
med stort raseri,
fordi han ved, at hans tid er kort.
I de første kapitler, i de
7 breve til de 7 menigheder beskrives Guds frelse. Frelsen består i at vi skal
vende tilbage til vores ur tilstand, livet i paradiset, hvor vi kan leve af
livets træ og derfor aldrig skal lide eller dø. Frelsen er en genoprettelse af
det som gik galt engang ved syndefaldet. Frelsen er en tilbagevenden til vores
rette liv og natur. Samtidigt er frelsen en helt ny identitet, et nyt navn, et
nyt legeme, en ny skabelse som Paulus siger. Det nye navn kender ingen –
frelsen kommer ikke fra vore tanker men fra Gud, fra Kristus. Frelsen er noget
vi modtager. Frelsen er en forvandling af os. Vi er leret og Gud er
pottemageren. Frelsen er hans skabelse. I frelsen får vi vores oprindelige
frihed, magt og værdighed tilbage. Alle
mennesker er skabt i Guds billede. Det er vores natur, vores væsen. I frelsen
får vi denne status tilbage. Vi bliver konger og sønner og arvinger. Vi bliver
et folk af konger – igen – for det var vi engang – før syndefaldet. I denne
verden er vi små svage og ofre. Men det er ikke vores natur. I frelsen får vi
vores værdighed og styrke tilbage. Vi skal have vores sande magt tilbage.
Vi får den samme magt og
kraft som kristus har fået. Denne sande magt kan ikke bruges imod andre. Vi har
alle del i magten. Vi har alle del i Guds magt – men ikke imod hinanden eller
andre. Vores magt er vores frelse og vores finden hjem til os selv – og Gud. Vi
bliver Guds sønner og døtre. I frelsen får vi sæde på tronen lige som Kristus
fik sæde på tronen. Når vi frelses svarer det til Jesu optagelse og oprejsning.
Vi er som Kristus – samme skæbne, samme mål. Vi frelses ved at vi ophøjes. Vi
bliver som Gud. Jesus er vores broder. Han er den førstefødte af de døde. Da
han opstod viste han vejen for alle andre. Det som siges om ham siges om alle
mennesker. Vi er allerede frelst – ophøjet – fordi Kristus allerede er blevet
oprejst. Hans befrielse skete i påsken – og vores befrielse sker i påsken.
Frelsen anskues i Johs Åb
som Isrels udvandring fra Egypten, over sivhavet, gennem trængslerne i ørkenen
og ind i det forjættede land. Indgangen i det forjættede land er indgangen i
Guds rige, Paradiset.
Strukturen i Johannes’ Åbenbaring
(Apokalypsen).
Johs’ Åbenbaring er formelt
opbygget som et brev til de kristne
kirker i Lilleasien (især Efesos). Bogen indledes med en brevindledning i kap 1 v. 1-v 8. Bogen slutter med en brevafslutning i stil med Paulus – i 22
vers 21. Men bogen er reelt set ikke
noget brev. Brevformen er en konstruktion.
Johs Åb er en apokalyptisk
bog (apokalyptisk betyder at hemmeligheden om de sidste tider bliver åbenbaret) – Johs Åb er først og fremmest
i forlængelse af de mange jødiske
apokalyptiske skrifter – fx profeterne i GT og de senere jødiske bøger (uden
for Det gamle Testamente) om verdens undergang. Omkring Jesu tid har der
eksisteret et virvar af jødiske
apokalyptiske skrifter. Vi kan også finde apokalypsen fx i Markus kap 13. Johs Åb bygger især på profeten Ezekiel (skrevet i 500 tallet for kr.) og profeten Daniel (skrevet ca
Formålet med bogen er at give nyt mod,
livsmod og håb til de kristne kirker
i Lilleasien som i 90 erne blev ramt af en voldsom blodig kristenforfølgelse
under den romerske kejser Domitian
(81-96). Med Domitian blev kristendommen gjort til en statsfjendtlig, forbudt
sekt – så det i al fald principielt var muligt at straffe og forfølge alle
kristne. Forfølgelsen skabte mange
kristne martyrer og tanken om
martyrerne – vidnerne (Jvf martyren Stefanus i urkirken) – spiller en meget
stor rolle i bogen. Den meget senere islamiske opfattelse af martyrerne går
således tilbage til opfattelsen i Johs Åb: Martyrerne – blodvidnerne - der dør for kirken skal ikke dø men leve videre i
Guds himmel. De bliver straks taget op af Gud i døden. De skal ikke lide døden men tages op til himlen direkte fra livet – ligesom profeten Elias blev taget op til himlen af Gud i
en ildvogn. (Se 2 Kongebog 2 i Det
gamle Testamente).
Johs Åbenbaring er skrevet (dvs samlet, redigeret) ca 95
e. kr – antageligt nogenlunde samtidigt
med Hebræerbrevet, Johannesbrevene, Johannesevangeliet, og Apostlenes
Gerninger. Vi ved slet ikke hvem Johannes
er. (Navnet var uhyre almindeligt i datiden! Der er rigtigt mange med navnet i NT!), men sandsynligvis er han ikke én person
eller forfatter, idet en gruppe, retning, bevægelse eller menighed nok står bag
tekstens indhold.
Det 1. hovedafsnit består af kap 1 v 9 – kap 5 v 14. Det
består af følgende underafsnit:
1.9 – 20: Johs’ kaldelse
til at være profet (i lighed med Ezekiels
kaldelse i GT). Johs bliver kaldet på øen Patmos
nær Efesos. Den genopstandne Kristus
kalder på ham og viser sig for ham
(Johs giver en fysisk beskrivelse af
Jesu udseende – i modsætning til fx Paulus!)
2.1 – 3.22: Johs’ 7 breve
til de 7 menigheder i Asien (især Efesos, hovedbyen). For Johs er disse 7
menigheder identisk med hele kirken.
4.1 – 5.14: Syner
om forholdene i himlen, Gud, hans
trone, lammet (Kristus), de 4 væsner (keruber, som vi kender fra Ezekiel), de 24 ældste, utallige
forskellige slags engle, bogrullen, hvori alle de kommende begivenheder er
beskrevet,
Bogen afsluttes
med en skildring af frelsen og Guds rige
og det nye Jerusalem: kap 20 v 1- kap 22 v 20.
Det lange mellemliggende stykke går fra kap 6 v 1 til kap
19 v 21. Det skildrer de sidste tider,
ondskabens krig imod Gud og kirken, Guds sejr over døden, lidelsen og det onde.
I afsnittet fra 12.13 til 19.21 skildres kernen i de sidste tider, højdepunktet. Helvede bryder løs på
jorden i det øjeblik at Satan styrtes ned fra himlen og slippes løs på jorden.
Satans nedstyrtelse sker præcist midt
i bogen – i 12.14. I afsnittet 12.13 til 19.21 skildres kirkens og Guds
forfærdelige fjender: Dyret, Den
store Skøge, Det store Babylon, Dragen og Slangen (som alle dybest set er identitiske).
Indlagt findes en række tekster (i versform),
sandsynligvis liturgiske tekster, dvs
tekster som er blevet brugt ved gudstjenesten i kirkerne i Lilleasien fx i
Efesos. Disse tekster ligner tekster i GT som nogle af salmerne som også er
blevet brugt som liturgiske tekster – til oplæsning, bøn, osv. Disse tekster
giver antageligt et indtryk af gudstjenesten og kristentroen i den meget tidlige kristne kirke. Se fx 5.9 og 7.15
og 11.15.
Den store skøge er Rom
eller verden eller den nuværende onde verden som Paulus
siger. Den store skøge er egoet og verden.
Alt det som sker, sker med et formål. Alt det som sker,
har en mening. Intet er tilfældigt. Alle de ting som sker på jorden, afspejler
himlen, er Guds vilje på en eller anden måde. Lidelsen kommer fordi englen
hælder sin skål ud over verden. Men alle begivenheder i verden sker, for at
Guds plan kan føres til målet. Gud bruger alle ting, alle veje, alle mennesker
til sit formål. Gud ønsker ikke nogen lidelse. Tværtom. Han ønsker at lidelsen
skal ophøre. Det er menneskene som ønsker lidelsen. Det er menneskene på jorden
der spreder død og ødelæggelse og som ødelægger jorden, som det siges i Johs
Åb.
Verdens herskere har fået deres tid fordi frelsen på den
måde kan komme. Der findes ikke nogen lidelse som er meningsløs. Gud har
allerede sejret i himlen og på himlen - og derfor har han på en vis måde også
allerede sejret her på jorden. Jesus kommer nu. Gud tager magten nu. Det varer
kun en lille kort tid – det er næsten allerede kommet nu. Johannes budskab til
kirken i Lilleasien er: Hold ud. Det kommer nu. Det er allerede sket!
Alting har en mening. Rom – den store skøge – har fået
magten i hele verden – for at Gud kan få magten i hele verden. Martyrerne er
blevet ofret for at alle kan nå frelsen. Martyrerne er krigerne i den hær som besejrer verden – Kristi følge og hær.
Roms fjender vil overfalde hende og brænde hende og
plyndre hende – for at tjene Guds formål. De ved ikke hvad de gør – men Gud ved
hvad de gør. Gud virkeliggør sin frelse gennem de onde menneskers – gennem alle
menneskers vilje. Han er stærkere end menneskers vilje. Gud har indgivet dem at
gøre det som de gør. Guds ord bliver på den måde udført. Guds frelse blev på
den måde udført ved at jøderne stod og råbte: Korsfæst ham, korsfæst ham. Alting sker for – at.
Johannes
hører og ser hvordan Gud hyldes og hvordan Kristus hyldes i himlen, omkring den himmelske trone. Tæt på Gud Faderen er de 4 livsvæsener – engle – magter – ånder som
næsten er identisk med Gud selv.
Derudover de 24 ældste. Men Johannes
hører alle skabninger, alle levende væsener, mennesker og alle andre levende skabninger i koret. Det er os selv – det er kirken – det er alle mennesker som står rundt om Gud Faderen – ikke bare de 4
væsener eller de 24 ældste. Tallet på
dem der deltager er ufatteligt ubegribeligt stort – det er det teksten vil
sige. Det er så at sige kirken i
Efesos der står omkring tronen og deltager. De tekster som kirken bruger er de tekster som lyder omkring tronen. Det er ordene
fra kirkens gudstjeneste. Lige som
Johannes tidligere har fortalt om den hvide flok
og de kristne martyrer som nu er
under Guds alter i himlen. Johannes oplever det som er nu – allerede. Vi er egentlig i himlen – allerede i himlen. Vi er frelst og taget ud af verden. Vi har forladt
verden – vi er draget ud af verden
som er en brændende tomt som Johannes
siger. De ældste og de 4 væsner gør præcist det som menigheden gør under
gudstjenesten i Efesos. Alle levende væsener deltager også alle dyr på jorden
og under vandet. Alle levende skabninger er i himlen.
Centrum i Johs Åb er denne tak til Gud for frelsen. Menigheden eller kirken står i samme situation som det jødiske
folk da de var sluppet ud af Egyptens
plager og stod på den anden side af Det røde hav. Eller situationen er den
samme som da jøderne var sluppet ud af det babylonske
fangenskab i Mesopotamien. Kirken eller menigheden i Efesos er nu blevet reddet - de er nu sluppet fri.
De er kommet over på den anden side –
over til den anden bred.
Det centrale i
Johs Åb er den tak som de i den
situation sender til Gud som har frelst dem. Vi kunne ikke af os selv - vi var
svage afmægtige men Gud greb ind og
vendte historiens gang. Han greb ind
og frelste os. Han standsede
lidelsen, smerten, døden, sorgen. Det har
han gjort. Det er nu sket. Det er lige sket nu.
Stemningen eller følelsen svarer til den stemning som et menneske kan have lige
efter at han er blevet reddet fra et
skibs forlis – Titanic. Alle døde –
alt var håbløst – jeg var fortabt og stod ikke til at redde – jeg
var nær drukne døden
– men så skete der et mirakel. De to
kap 18 og 19 handler om dette mirakel
- Guds under – hans mægtige gerninger
og underfulde gerninger.
Det er sket. Det
er allerede sket. Vi slap fri. Vi slap ud af verdens kløer og tvang og lidelse. Tak Gud for at du hjalp - for at du handlede. Tak. Som hos Paulus kan vi se at troen er en taksigelse.
At tro er at
rejse sig op i menigheden i Efesos og råbe
Tak Gud at du reddede mig. Tro er ikke tro på ånder eller væsner men tro på at
vi er frelste. Vi tror det fordi vi
kan se det. Johs kan se at nu er det sket. Han tror på det han kan se. Han kan
se at det store Babylon – vreden, drukkenskaben, hadet, frygten, krigen – er
blevet nedkæmpet. Gud har vundet – det kan han se. Det er ikke mærkeligt at han
tror på det. Han tror på det han kan se. Når man er blevet reddet ved man godt
at man er blevet reddet!
Stemningen er som hos de mennesker som undslap Tsunamien i 2004 - måske. Uanset
lidelsen så siger vi tak for at det
gik godt. Vi føler at det ikke var os selv der gjorde det. Lidelsen var forfærdelig
men nnu er den fortid. Vi behøver ikke at huske på den eller tænke på den mere.
For den er fortid. Nu råder en helt anden virkelighed. Se jeg gør alting nyt!
Fortiden var uhyggelig og grim men nu er vi frelst. Vi kan godt glemme fortiden
– alt det som er sket. Vi er sat fri af fortiden. Den har ikke magt over os.
Det kan vi jo se – for nu er vi jo blevet frelst og reddet for egoet synden og
verden. Gud har på en vis måde slettet fortiden. Den er nu ligegyldig. Glem
den.
De der besejrer
Dyret er også kirken menigheden
martyrerne de hellige. Gud handler gennem
os. Sådan er tanken mange steder i Johs Åb. Lammets brud er de kristne martyrer. Hun er blevet indviet og renset gennem blodet -
gennem sit eget martyr blod – og gennem Jesu martyr
blod. Bruden er blevet renset af sine
lidelser. Hendes død er hendes indvielse til Gud - til frelsen - til
foreningen med Lammet – med Kristus.
Vi er selv
Kristus. Vi er også manden på den
hvide hest – ved Guds nåde – ikke på
grund af vore egne egenskaber eller kræfter.
For der er kun
én magt én styrke én kraft – Guds. Vi
kan have del i den magt og styrke men
den er ikke vores. Vi får del i den. Vi får del i Guds kraft magt
og styrke. Den magt kan vi ikke bruge
imod andre kun for os selv. Vi er egl magtesløse i os selv men vi kan få del i
almagten - Guds ubegrænsede magt. Troen kan flytte bjerge. Troen kan alt. Troen kan overvinde Dyret.
Gud har bestemt
alle ting. Guds kraft og vilje er inden
i de begivenheder der sker i de sidste dage. Det går som han vil. Alting har
en mening. Alting sker med et formål.
Alle ting styrer mod målet – frelsen
- sejren over Skøgen, Dyret, Babylon. Babylon
er verden og egoet. Gud har besejret
egoet. Vi kunne ikke. Det var for
stærkt.
De liturgiske tekster – versene – stammer fra en takkegudstjeneste – i kirken i
Lilleasien. En minde gudstjeneste hvor hele menigheden
rejser sig og takker for sejren. Vi kan i Salmerne i det gamle Testamente finde
lignende takke tekster. Menigheden – folket – anerkender sejren – og siger tak for sejren. Menigheden siger tak for sejren – efter krigen – for krigen er nu slut – vi har vundet.
Johs Åb rammer på denne måde hele grundstemningen i Det nye Testamente. Det er også grundstemningen i
Salmerne. Tak for sejren. Jeg var omgivet af døden til alle sider, mine
fjender skød på mig med deres gloende onde pile, jeg var fortabt,
jeg var døden nær – ja døden var
sikker – men i sidste øjeblik blev
jeg frelst. Tak for det som er sket.
Lov og pris. Det som er sket kunne ingen mennesker tro – men det skete. Denne tanke finder vi også hele
vejen igennem hos Paulus. Vi finder
den i urkristendommens opfattelse af den døende Jesus i graven – Gud trak
ham ud af døden i sidste øjeblik. Det
som skete overgår
enhver forstand. Efter vores egen
forstand kunne det slet ikke ske. Det
var umuligt. Men det skete. For egoet
var det umuligt – umuligt at forestille sig – urimeligt – noget vrøvl –
umuligt. Men for Gud var det muligt!
Vi har fået Guds fred og glæde. Vi er kommet ind i riget –
ind i det forjættede land. Vi slap ud af faren. Vi slap bort fra alle Faraos
soldater og krigsmagt. Vi slap ud af undertrykkelsen – ud af fornedrelsen. Vi
er allerede blevet ædru – vi har allerede fået det nye liv – i fred og glæde og
sikkerhed - en
sikkerhed som vi ikke kan miste. Vi har fået en helt ny identitet – et helt nyt
liv. Verden er ikke som den var. Alt er nu nyt og som på skabelsens første dag.
Synden er bragt ud af verden. Al sygdom er bragt ud af verden. Vi kan ikke
længere rammes af de gloende pile. Vi er blevet usårlige – urørlige. Vi har
fået myndighed og magt. Vi er ikke længere små og svage ofre – som vi var
engang. Gud har hævnet os. Han har reddet os – fra ondskaben og mørket. Vi er
lysets børn.
Bruden
siger: - Kom, kom! Bruden er rede og klar. Hun længes efter sin brudgom. Kom, kom! Hun begærer. Hun er fuld af
længsel og følelser og kærlighed. Alle hendes drømme og længsler. Brudgommen
kommer – nu – han kommer snart! Kom, herre!
Bruden er
gjort rede og klar. Bruden er det nye Jerusalem, rent, purt, evigt, himmelsk –
som er kommet ned fra himlen til jorden. Det nye Jerusalem kommer fra himlen –
det himmelske Jerusalem, den himmelske by. Det nye Jerusalem – bruden – er
perfekt og fuldkommen. Hun er et himmelsk væsen, en engel fra Gud, ikke af
denne verden.
Bruden er
den perfekte brud. Brudgommen er den perfekte brudgom. Brudgommen fuldender
bruden. Han er hendes frelse og lykke. Brylluppet er glædesfesten,
kulminationen, opfyldelsen, genforeningen, den første kærlighed – den eneste
virkelige kærlighed.
Frelsen er
at komme ind i det forjættede land, ind i det nye Jerusalem. Uden for er mørket
og dumheden og ondskaben men inden i byen er Gud. Byen har ikke brug for noget
lys for Gud er byens lys. Det er evigt dag og aldrig nat. I det nye Jerusalem
har alle frit adgang til det levende vand (Jesus i Johannesevangeliet) og
livets træ. Den der spiser af livets træ lever evigt og helbredes for alle
sygdomme.
Jesus
sender sine engle. Jesus spreder lyset gennem sine engle og profeter. Jesus er
selv en af englene. Jesus er morgenstjernen, kongesønnen, ridderen, den unge og
smukke yngling, brudgommen, den ideale mand. Jesus er en smuk mand. Jesus er
stjerner, stjernelys, lysstjerner, guldbælter, kostbare håropsætninger og
klæder, fornemhed og kongeslægt, ridderen
på den hvide hest. Jesus er som os. Hans
far er også vores fader. Jesus er en af brødrene. Jesus er et vidne og en
martyr. Jesus har fået sit vidnesbyrd fra faderen som Johannes har fået sit
vidnesbyrd fra faderen gennem Jesus. Alle er vi vidner. Vi er alle profeter. Vi
er alle brødre. Vi sender alle vore engle af sted. I kirken og menigheden
vidner englene om vidnesbyrdet om at Gud er det første og det sidste. Gud er
begyndelsen og alt kommer fra Gud og af Gud og Gud er det sidste – alle tings
mål og formål er Gud. Vi er alle på vej til Gud. Historien bevæger sig hen til
Gud. Gud er tingenes telos, deres mening, deres endemål. Lidelserne ender med
befrielsen og frelsen – det nye Jerusalem – i Gud.
Den store
hvide flok vi se
Som tusind bjerge fuld af sne,
Med skov
omkring
Af
palmesving,
For
tronen, hvo er de?
Det er den
helteskare, som
Af hin den
store trængsel kom
Og har sig
to’t
I Lammets blod
Til
Himlens helligdom!
Der holder
de nu kirkegang
Med
uophørlig jubelklang
I høje
kor,
Blandt
alle engles sang.
Her gik de
under stor foragt,
Men se dem
nu i deres pragt
For tronen
stå
Med kroner på
I Himlens præstedragt!
Sandt er
det, i så mangen nød
Tit
tårestrøm på kinder flød,
Men Gud
har dem,
Straks de
kom hjem,
Aftørret på sit skød;
Nu holder
de, hvor liv er bedst,
Hos ham en
evig løvsals-fest,
Og Lammet
selv
Ved livets
elv
Er både vært og gæst.
Til lykke,
kæmpesamling, ja,
O,
tusindfold til lykke da,
At du var
her
Så tro
især
Og slap så
vel herfra!
Du har
foragtet verdens trøst
Så lev nu
evig vel og høst,
Hvad du
har så’t
Med suk og
gråd,
I tusind
engles lyst!
Opløft din
røst, slå palme-takt,
Og syng af
Himmel-kraft og magt
Pris være
dig
Evindelig,
Vor Gud og
Lammet sagt!
Hans
Adolph Brorson 1765. DDS nr 571.
Johs Åb
7.9.
Johannes’
Åbenbaring (Johs Åb).
Eller Apokalypsen.
Johs Åb er det sidste
skrift i Det nye Testamente (NT). Det er skrevet i 90-erne e. Kr. Under kejser Domitian
ved vi at den kristne kirke i Rom og i Lilleasien blev forfulgt. Skriftet er tydeligt nok skrevet under denne forfølgelse.
Domitian var kejser 81-96 e. Kr.
De romerske magthavere var religiøst set meget tolerante
og vi ved at kristendommen ikke var nogen forbudt religion - som det er blevet hævdet. Men Rom krævede lydighed på
det civile plan. Alle indbyggere skulle tage del i anerkendelsen af Roms Cæsar - altså også i ofre
til kejserens billede og ånd. Det har de kristne nægtet. Årsagen til
forfølgelser var også at der var en folkelig uvilje imod de kristne mange
steder - det
ses også fx i Apostlenes gerninger. Magthaverne blev tvundet til at skride ind
over for de kristne. Mange led martyrdøden i Lilleasien og Efesos. På dette
tidspunkt havde den kristne kirke fået et ret godt tag i befolkningen takket
være missionen – som blev indledt med Paulus.
Johs Åb har fået meget stor betydning for de kristne forestillinger om de sidste tider og dommens
dag. Bogen er i tidens løb også blevet brugt som en spådom, en forudsigelse af verdenshistoriske
begivenheder. Jehoves Vidner bygger på Johs Åb. Bogen skildrer Rom og de
romerske magthavere som Satan selv – som det onde dyr der til sidst kastes i
ildsøen. Johs Åb har altså en helt anden opfattelse af Rom end vi finder i det øvrige Ny Testamente hvor romerne opfattes
som rimelige og rationelle. (Se fx Paulus,
Apostlenes Gerninger og Lukas).
Johs Åb er et fortrinsvist jødisk apokalyptisk
skrift der indeholder et virvar af forskellige syner og stykker. Apokalyptiske bøger beskriver de sidste
tider og afslører hemmeligheder om de
sidste tider. I evangelierne findes
apokalyptiske afsnit fx Markus 13. Den
nuværende bog er redigeret – dvs
ordnet og tilrettelagt ud fra et stort
materiale. Bogen bygger i høj grad på jødiske og andre samtidige bøger om dommens dag. Bogen bygger
stærkt på profeterne Daniel og Ezekiel i Det gamle Testamente. Den
indeholder mange tanker som ikke er
specielt kristne. Guds og Kristus
opfattelsen er mest jødisk – men ind imellem rummer Johs Åb det kristne evangelium. Den kristne tanke er altså kombineret med andet stof – også stof
fra ikke jødiske kulturer.
Formålet med skriftet er at give håb og mod til kirkerne i Efesos (nær Patmos hvor Johannes befinder sig) og kirkerne i Lilleasien. Efesos var en millionby og
et af de kristne hovedcentre. Forfatteren til Johs Åb kendes ikke.
Navnet Johannes siger ikke noget da navnet var uhyre almindeligt i det 1 årh
efter Kr. Johs Åb er ikke skrevet af
den samme person som har skrevet Johannesevangeliet
– teologien er helt forskellig.
Johs Åb har givet meget stof til kunsten (malerkunsten,
William Blake, ikoner, fx Mikael ikoner) - og fantasien. Desuden har bogen
betydet en del for forestillingen om engle
som spiller en enorm rolle i Johs Åb og som ellers næsten ikke spiller nogen
rolle i NT. Andre religiøse retninger
som Satan dyrkelse har også brugt bogen. Beretningen om den store hvide flok har
som bekendt inspireret Brorson.