Udfrielsen fra Egypten.

v7 Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud, som fører jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten.

(2 Mosebog 6.7)

Verset udtrykker det centrale i pagten som den bliver forstået i Det gamle Testamente. Ordlyden har utallige paralleller i Det gamle Testamente.

Pagten er et slags ægteskab mellem Gud og Israel. Gud tager Israel ud af verden – lige som en mand kan tage en kvinde ud af verden og gifte sig med hende. Indtil dette tidspunkt – i al fald i følge Præsteskriftet som erforfatter til verset – har Israel ikke eksisteret og det har ikke været i pagt med Gud. Pagten sluttes nu – i den egyptiske historie. Pagten er en ny skabelse af kosmos.

Pagten bliver kun til på Guds initiativ. Israel henvender sig ikke til Jahve for at få en aftale i stand - af den simple grund at israel slet ikke kender Jahve, som Præsteskriftet siger. Israel har nok kendt guderne og nok kendt Gud på en vis måde – ufuldstændigt – men Israel har ikke kendt Jahve. Det sker først nu i Egypten. Ved at se Guds tegn og undere lærer Israel Gud at kende. Israel får en ny religion eller en ny tro – de kan se tegnene. Når de ser tegnene ved de at Gud er Gud. Gud har indtil nu kun vist sig indirekte igennem forskellige former. Gud viser først sit sande væsen nu. Denne tanke svarer meget til tanken i Det nye Testamente og hos de første kristne. De troede at Gud først nu – i slut tiden – i den eskatologiske tid – havde åbenbaret sit sande væsen og sin hemmelighed – hans mysterium.

Pointen er at alting sker på Guds initiativ. Det er nøjagtig den same pointe vi finder hos Paulus i Galaterbrevet. Hvis Gud ikke havde taget initiativet – var intet sket. Hvis Gud ikke havde vist sig som Jahve var Israel aldrig blevet frelst og det havde aldrig opnået kundskaben om Gud.

Gud tager Israel som en mand tager en kvinde i Det gamle Testamente. Israel ved ingenting. Israel er gået helt fortabt i Egypten men pludselig viser Gud sig. Helt på egen hånd og helt frivilligt indgår Gud pagten med Israel. Gud handler ud fra sin kærlighed og omsorg til Israel. Gud kan se at Israel er en kvinde som er gået helt fortabt i sine egne handlinger, følelser og tanker. Gud tager Israel ud af verden. Fra nu af tilhører Israel ikke længere denne verden. Og Israel tilhører heller ikke længere Farao eller magterne eller ånderne.

Vers 7 udtrykker den centrale begivenhed – den indre begivenhed i 2. Mosebog. Israel bliver en søn. Israel bliver adopteret af Gud. Israel er ikke længere det gamle Israel.

Vi ved næstensikkert at udtrykket hebræerne blev brugt i en nedsættende betydning – i al fald ofte. Ordet forekommer en del sted i Det gamle Testamente for eksempel her i den egyptiske historie. Israelitterne omtales som hebræerne når de ses udefra. Når israelitterne præsenterer sig selv over for fremmede siger de at de er hebræere. De fremmede som xf Farao omtaler dem som hebræerne. Af forskellige sproglige sammenligninger synes det at fremgå at ordet hebræer er nedvurderende. Det betyder træl, slave, ufri, undergiven.

I Egypten og i den paskale nnat bliver Israel et frit folk. De hører så at sige op med at være hebræerne! Siden hen omtaler Israel altid sig selv som Israel og aldrig som hebræerne. Israel bliver en fri og værdig nation. Gud griber ind og ophøjer og oprejser Israels folk og giver dem deres frihed. Det som Gud gør med Israel gør han også med Jesus. Jesus bliver taget ud af verden og gjort til en søn – en Guds søn. Jesus bliver adopteret af Gud. Jesus bliver frelst ud af døden. Jesus genopstår fra de dødes rige. Kristus er Guds søn og Gud selv. Det samme sker med Israel i den egyptiske historie. Det samme har Gud gjort med alle mennesker. Vi er alle hans stolte frie og værdige sønner. Gud har taget os ud af lidelsen og ufriheden og alle dårlige følelser og tanker. Gud har taget os ud af egoet som Paulus siger. Det gamle menneske døde – det blev korsfæstet. Hele verden er blevet korsfæstet for mig. Jeg er blevet en fri mand – ikke undergivet nogen eller noget. Det er temaet i 2. Mosebog!

Myten om Sargon.

Myten om Sargon stammer fra Mesopotamien. Den er ofte blevet sammenlignet med dels legenden om Moses fødsel dels Exodus historien i det hele taget. Sargon myten indeholder et væld af symboler og konkrete udtryk som synes at passe til Moses historien. De fleste mener at forfatterne til 2. Mosebog er blevet inspireret af disse gamle myter – lige som myten om Atra og syndfloden fra Mesopotamien – men alt dette stof er helt klart blevet tolket og omformet i det gamle Israel. Israel har selvfølgelig kendt disse myter – også myten om Sargon – og Det gamle Testamente er ikke bange for at bruge dette stof!

Jeg er Sargon, den mægtige konge af Agade [Mesopotamien].

Min moder er en præstinde og en jomfru.

Min fader kender jeg ikke.

Præstinden, en moder, blev frugtsommelig med mig.

Hun fødte mig og skjulte mig.

Hun satte mig i et fartøj lavet af siv.

Hun tætnede min åbning med tjære.

Hun satte mig ud i floden

Hvorfra jeg ikke kunne stige op.

Floden førte mig til Aqqi [Jahve? Farao? Faraos datter? En gud?]

Floden førte mig til ham som trækker op af vandet [Moshe – han som trækker dem op af vandet]

Aqqi – han som trækker op af vandet –

Løftede mig op – da han sænkede sin spand.

Aqqi – han som trækker op af vandet –

Se – han opløftede mig til hans adopterede søn.

Se, han løftede mig op.

Se, Aqqi – han som trækker op af vandet –

Han satte mig i hans have [bjerget].

Se, mens jeg passede og dyrkede hans have

Skete det

At gudinden Ishtar [Jahve?] blev forelsket i mig.

Se, i mange år var jeg en stor konge.

(Oversat - Citat William Propp s 155)

Myten er også blevet fortolket med udgangspunkt i Kristus eller Jesus. Jesus går fortabt. Han dør på korset – helt forladt. Men Gud trækker ham op af døden og de vældige vande. Gud gør ham til en konge og til en kongesøn. Kristus får al herligheden og magten. Han bliver Guds søn – han bliver adopteret af Gud. Vi kan se at der er paralleller mellem Moses og Jesus historien. Moses er et billede på Kristus. Moses er den førstefødte – han er et symbol på alle mennesker. Alle mennesker er blevet til Guds sønner. Gud har adopteret menneskene og løftet dem op til herligheden og magten.

Hvis vi fortolker myten på Jesus kan vi sige at moderen er Maria og vi kan se at Jesus får en ny fader. Vi kan se at Gud trækker ham op af de vældige vande – døden. Det er præcist det billede som findes i Apostlenes Gerninger.

Den opfattelse af dåben og omvendelsen som Paulus fremlægger i Det nye Testamente ligger helt klart i forlængelse af legenden om Moses i Nilen og myten om Sargon. For Paulus er neddykningen i vandet en symbolsk druknedød. Mennesket bliver genfødt. Det gamle mennesker dør og et nyt menneske fødes. Se, det gamle er forbi og noget nyt er blevet til! Mennesket bliver i dåben adopteret af Gud. Vi bliver kongens sønner og herrer i riget. Vi får det evige liv.

Myten om syndfloden og Atra-hasis fra Babylon.

Efter manges opfattelse er der også meget store ligheder mellem den følgende syndflodslegende og Moses historien. Moses historien har mange paralleller til 1. Mosebogs beretning om syndfloden og begge historier går sikkert tilbage til myten om Atra fra Mesopotamien der er meget gammel. I det følgende er de fælles berøringspunkter med Exodus historien markeret:

Der findes endnu ingen mennesker på jorden - så guderne må arbejde som slaver og grave alle grøfterne. Guden Enlil [sammenlign Farao] der er hersker over hele verden prøver hele tiden at sove. Guderne bliver trætte af alt arbejdet. Guden Enlil skaber derefter menneskene for at de skal arbejde. Enlil falder igen i søvn.

Men menneskene larmer så meget og de formerer sig så voldsomt at Enlil [Farao] hele tiden bliver vækket. Enlil er en slags nybagt forælder. Han prøver forskellige metoder til at kontrollere menneskene. Enlil sender talrige plager ned over menneskene. Men den gode gud Ea griber hver gang ind og frelser Atra og resten af menneskeheden. Til sidst sender Enlil en syndflod ned over menneskene. Hele jorden drukner i vandet.

Men den gode gud Ea instruerer Atra. Han skal bygge en båd – en ark – af siv og rør og han skal tætne den med tjære. Så skal hele hans familie gå op i båden. Atra tager også dyr med i båden. Vandene begynder til sidst at falde og Atra kommer igen ned på landjorden. Han får en ny gud og bliver nu beskyttet af gudinden Ishtar [Jahve]. Til sidst bliver Atra og hans hustru inviteret til at bo hos guderne [på bjerget]. De bliver som guderne. De bliver udødelige.

(William Propp s 159)

Enuma Elish – gudernes kamp – den babylonske skabelsesmyte.

Det er forbløffende at alle de semitiske folk i oldtiden havde de samme forestillinger om verdens skabelse. Verden er blevet til ved en kamp – gudernes kamp eller teomachien – hvor den gode gud besejrer og dræber vandet som har oversvømmet alt. Vi finder denne myte i hele det område vi nu kalder Mellemøsten – et kæmpestort område fra det nuværende Tyrkiet til den arabiske sydspids til Mesopotamien og hinsides Mesopotamien. Alle disse folk tænker ens – de har de same skemaer. Måske fordi de på en måde er eet folk – og taler grundlæggende det samme semitiske sprog.

Myten finder vi i flere varianter. I Mesopotamien er Marduk den gode gud som besejrer den onde vand gud – i de vestsemitiske områder – fx i Palæstina og i Syrien – er Baal hovedpersonen. Men Marduk og Baal gør stort set det samme og rækkefølgen af begivenhederne er stort set den samme.

Det gamle Testamente udnytter disse gamle myter om skabelsen og gudekampen. Det kan vi tydeligt se i hele poesien i Det gamle Testamente - hos profeterne – Esajas, Ezekiel og Jeremias – i Salmerne. Vi kan også se det i 2. Mosebog. 2. Mosebog beskriver Exodus historien i mytens lys og skær. Begreber og forestillinger bliver hentet fra myten. Gud eller Jahve er Baal eller Marduk. Når man læser den efterfølgende myte er det ikke svært at finde et hav af ligheder og paralleller i Det gamle Testamente!

I begyndelsen eksisterede kun urhavet som oversvømmede hele verden – Tiamat – og hendes ægtemand Apsu. Apsu er afgrunden. I en vis forstand er Apsu og Tiamat eet legeme – det samme. Apsu og Tiamat befinder sig i et evigt samleje – de er uadskillelige og sammenfiltrede rent fysisk og seksuelt. De avler mange guder. En af gudesønnerne er Ea som går i krig med Apsu og dræber ham. Ea er den gode gud – faderguden. Ea bygger et hus med materiale fra Apsus døde legeme.

Ea avler derefter sin søn Marduk som er bestemt til at blive gudernes konge. Forholdet mellem Ea og Marduk er forholdet mellem faderen – faderguden – og sønnen – sønnnen som en gud.

Marduk angribes og forfølges af den onde gud – Tiamat. Alle guderne støtter Marduk. De giver ham et kraftfuldt våben – en stav eller et spyd – han skal dræbe og besejre Tiamat. Marduk går i krig med Tiamat. Han er udstyret med bue og pil, med et lyn, med en torden, med et scepter – en stav – og med stormen og orkanen som et våben.

Marduk går nu til angreb på Tiamat med alle guderne som hans hær. Marduk fanger Tiamat og kæmper alene med hende – den onde gudinde. Marduk fanger Tiamat i et net. Tiamat åbner sit frygtelige gab – dødens gab – hun vil sluge hele verden. Marduk dræber hende ved at skyde en pil ned i hendes hals.

Marduk skærer hende i stykker som man skærer en fisk i styker. Marduk skaber landjorden – det tørre land – ved at skærer hende midt over. Hendes nedre krop lægger han oven over Afgrunden – Afgrunden som er hendes døde mands legeme. Hendes nedre krop bliver til den landjord – jordskiven som vi lever på og som hviler på de vældige vande neden under. Neden under den døde Tiamat ligger altså hendes mand og elsker – Apsu eller Afgrunden eller Dybet.

Marduk skaber de forskellige søer, floder, have og vande i verden ved hjælp af hendes øvre legeme. Eufrat og Tigris bliver skabt af hendes øjne og alle bjergfloderne og bækkene bliver skabt af hendes bryster.

Marduk grundlægger og bygger med egne hænder byen Babylon og alle dens templer. Templerne er ikke bygget af mennesker. De er bygget af Marduk og alle guderne ved skabelsen – i den mytiske urtid.

Menneskeheden bliver skabt. Indtil nu har der aldrig eksisteret mennesker.

Marduk sætter sin pil og bue på himlen som et stjernebillede – som et tegn. Det kan vi stadig se når vi ser op på stjernehimlen.

Til sidst afholdes den store fest eller bryllupsfesten eller fællesmåltidet - sejrsfesten. Alle guderne synger en sang til hans ære og om hans store sejr over den onde gud.

Den grundlæggende myte om Moses på Nilen.

I gennem forskningen er der fundet ikke færre end 64 forskellige udgaver af myten om Moses på Nilen – spredt over hele verdenn! Nogle af disse beretninger kan have påvirket hinanden – men mange er garanteret uafhængige! Disse myter må have et fælles udspring i noget andet – måske den menneskelige psyke. Psykoanalysen har hævdet at myten kommer af den angst som barnet føler for ud for fødslen, under fødslen og efter fødslen. Det såkaldte fødselstraume.

Myten giver måske udtryk for alle menneskers rædsel ved fødslen. Muligvis giver myten udtryk for vores fornemmelse at vores såkaldte forældre slet ikke er vores sande forældre. Moses vokser jo op hos sin stedmoder – prinsessen - og stedfader – Farao. Måske er jeg også et hittebarn? Måske lever min rigtiger moder et helt andet sted? Måske er jeg i virkeligheden et adopteret hittebarn. Min fader og min moder er i virkeligheden fremmede?

Myten udtrykker også alle forældres gru og rædsel ved at deres små børn skal komme til skade eller komme bort. Frygten for at miste sit barn.

De grundlæggende myte er givet forårsaget af at det var en udbredt skik i oldtiden at sætte børn ud i naturen – antageligt for at dø! Mange børn kunne man ikke forsøge – mange børn var uønskede. Oldtiden satte dem ud – og oldtiden mente ikke at der var noget forkert i det! Det var bedre for barnet at dø.

Den grundlæggende myte kan vi opsummere sådan som følger. Vi kan se at både Moses og Atra og Sargon og Horus passer ind i mytens skema:

Et barn – en dreng – bliver født. Der opstår en voldsom fare omkring drengen. Han er i livsfare. Han bliver helt adskilt fra sit miljø – fader, moder, slægt, land. Han bliver måske forladt. Han dør en slags ritual død – han synker på en måde ned i dødsriget. Han bliver et hittebarn og han bliver fundet og taget op og rejst op og får en ny identitet. Han får en ny moder eller fader. Han bliver adopteret. Han bliver flyttet over i et helt andet miljø. Til sidst bliver han genforenet med sit sande miljø – sin sande identitet, fader, moder, kultur. Han er nu et produkt af to verdener eller to kulturer. Han er en helt – netop fordi han behersker to verdener.

Et væld af helte lever op til dette skema: Sargon, Horus, Atra, Ødipus, Romulus, Tarzan, Mouwgli, Superman, guden Krishna i Indien og så videre! I et vist omfang kan vi sige at Jesus også passer til dette skema. Barnemordet i Jerusalem og Faraos drab på alle hebræernes drenge er en meget nøje parallel!

Israel selv lever op til dette skema. Israel går fortabt – men i nødens stund taget op, reddet og adopteret af Gud! Den historie fortælles mange gange i Det gamle Testamente. Israel er et hittebarn. Israel blev gjort til en af Guds sønner.

       v19  Det var mig, der sagde:
      Jeg giver dig plads blandt sønnerne
      og giver dig et dejligt land,
      den herligste arvelod blandt folkene.
      »Kald mig fader,« sagde jeg,
      »vend dig ikke fra mig!«

(Jeremias 3.19)

v1 I er sønner af Herren jeres Gud. I må ikke snitte jer selv eller klippe håret af over panden i sorg over en afdød.

(5 Mosebog 14.1)

       v9  Grædende kommer de,
      jeg leder de tryglende
      og fører dem til bække
      ad den jævne vej, hvor de ikke snubler.
      Jeg er Israels fader,
      Efraim er min førstefødte.

(Jeremias 31.9)

v1 Jeg fik Israel kær, da han var ung,
fra Egypten kaldte jeg min søn.

(Hoseas 11.1)

       v10  Han fandt det i ørkenlandet,
      i den tomme, hylende ødemark;
      han kredsede om det, holdt øje med det,
      passede på det som sin øjesten.
       v11  Som en ørn, der vækker sit kuld op,
      og flyver frem og tilbage over sine unger,
      bredte han sine vinger ud, tog det op
      og bar det på sine vinger.
       v12  Det var Herren alene, der førte det,
      ingen fremmed gud var med ham.
       v13  Han førte det frem over landets høje,
      det fik markens afgrøde at spise.
      Han mættede det med honning fra bjerget,
      med olie fra flinteklippen,
       v14  med tykmælk fra køer og mælk fra får,
      med fedt fra vædderlam,
      fra væddere og bukke fra Bashan,
      med hvedekornets nyrefedt;
      drueblod drak du som skummende vin.

       v15  Men Jeshurun blev fed og slog bagud,
      du blev fed, du blev tyk, du blev trind!
      Han forkastede den Gud, der havde skabt ham,
      og viste foragt for sin frelses klippe.
       v16  De æggede hans vrede med fremmede guder
      og vakte hans trods med afskyelige ting.
       v17  De ofrede til dæmoner, som ikke er guder,
      til guder, de ikke før havde kendt,
      nye guder, der lige var kommet til,
      jeres fædre kendte ikke til dem.
       v18  Den klippe, der fødte dig, forsømte du,
      du glemte den Gud, der bragte dig til verden.

       v19  Herren så det og forkastede dem,
      for hans sønner og døtre havde krænket ham.
       v20  Han sagde: Jeg vil skjule mit ansigt for dem,
      jeg vil se, hvad der bliver af dem;
      de er en svigefuld slægt,
      børn man ikke kan stole på.

(5 Mosebog 32.10)

Prologen i 2. Mosebog.

v1 Dette er navnene på Israels sønner, der sammen med Jakob var kommet til Egypten, hver med sin familie: v2 Ruben, Simeon, Levi og Juda, v3 Issakar, Zebulon og Benjamin, v4 Dan og Naftali, Gad og Asher. v5 Tallet på Jakobs efterkommere var i alt halvfjerds. Josef var allerede i Egypten.

v6 v7 Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem.

(2 Mosebog 1.1)

Det nuværende gamle Testamente er blevet skabt af Redaktøren – en person som vi ikke kender men som vi antager har siddet til sidst og samenfattet og redigeret alle kilderne. Redaktøren har kombineret især tre kilder nemlig Jahvisten og Elohisten og Præsteskriftet. Redaktøren indføjer selv små notitser – overgange og sammenfatninger – men ellers redigerer han stoffet som en redaktør på en avis. Efter de flestes mening har Redaktøren selv skrevet 2. Mosebog 1.1 til 1.7 undtaget vers 6 som næsten efter alles mening hører til Jahvisten. Redaktøren bestemmer at i 1.1 skal starte en ny bog – en ny bogrulle – en ny Tora rulle. Toraen blev skrevet på ruller af papyrus og der var kun en vis begrænset plads på hver bogrulle. Redaktøren delte så hele stoffet i de fem Mosebøger som vi nu kender og han bestemte hvor en ny bog skulle begynde og ende. På samme måde kan vi se at Salmerne er blevet delt i 5 ruller. Beretningen i 2. Mosebog er en direkte fortsættelse af beretningen i de sidste kapitler i 1. Mosebog – derfor starter Redaktøren bogen med et Og – hvilket ellers må virke lidt overraskende – at starte en ny bog med et Og!

Vi ved at der var 70 ældste og der var 70 klaner i Israel. Det står mange steder i Mosebøgerne. Redaktøren siger at hele Israels folk kun udgjorde 70 voksne mænd da de kom til Egypten. Men måske mener han i virkeligheden at de i form af 70 klaner og 70 ældste – altså ledere? I Mosebøgerne kan vi ofte se at enkeltpersoner i virkeligheden ikke er enkeltpersoner men klaner eller folkegrupper. Det kan fx ses i de mange genealogier eller slægtstavler som tilsyneladende omtaler enkeltpersoner – men reelt omtaler folk eller folkegrupper. Fx betyder Sem ikke en enkeltperson – men et folk – nemlig semiterne!

Noa havde tre sønner – siges det – nemlig Sem, Kam og Jafet. Men de er ikke enkelte mænd. Kam betegner alle de folk som bor på den anden side – nemlig i Afrika – for de nedstammer alle sammen fra Kam! Egypterne tilhører altså Kams land og Kams slægt!

Redaktøren har en bestemt form for teologi. Vi kan se at denne teologi ligger meget tæt på Præsteskriftet. I prologen bruger Redaktøren især stof som han har hentet i Præsteskriftet – nemlig fra 1. Mosebog. Det gælder den såkaldte slægtstavle – som er typisk for Præsteskriftet – og det gælder en række ord og udtryk som han har hentet i Præsteskriftet – ord som vrimle der udtrykker israelitternes voldsomme frugtbarhed og deres umådeholdne sætten børn i verden. Løfterne går nu i opfyldelse siger Redaktøren. Gud lovede Abraham lige så mange sønner som der er sandskorn i stranden – lige så mange sønner som der er stjerner på himlen! De løfter går nu i opfyldelse. Redaktøren siger dermed at nu vil Gud opfylde sit næste løfte til Abraham – Gud vil give Israel et land hvor de kan bo til evig tid! De skal ikke længere være hjemløse – eller ger som det hedder på hebraisk. De skal blive plantet i Guds egen jord – i den hellige jord.

Udtrykket at de vrimlede bruges altid kun om dyr der formerer sig umådeholdent! Senere bruges det om frøerne i historien om plagerne! Israel sammenlignes med dyr der er rene naturvæsner og som forplanter sig og formerer sig helt uden måde!

I 1. Mosebog bruges ordet at de vrimlede dog eet sted om mennesker – i Noa historien. Redaktøren siger altså at Exodus svarer til syndfloden og Noa historien. Israelitterne skal nu formere sig og komme til at oversvømme og besætte hele verden! 2. Mosebog 1.1 er en virkelig ny begyndelse lige som den nye skabelse efter syndfloden! Teksten i 1. Mosebog 9 stammer fra Præsteskriftet – Redaktøren er mest beslægtet med Præsteskriftet. 1. Mosebog 9 indeholder en ny skabelse og en ny lov – en ny Tora – akkurat på samme måde som 2. Mosebog. Israel skal blive til et folk af herrer – et frit folk:

v1  Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld [behersk] jorden [verden]. v2  Hos alle de vilde dyr, hos alle himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel for jer; de er givet i jeres magt. v3  Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter. v4  Men kød med liv i, med blod i, må I ikke spise. v5  Og jeres eget blod vil jeg kræve hævn for; af ethvert dyr vil jeg kræve hævn for det, og af ethvert menneske vil jeg kræve hævn for et menneskes liv.
       v6  Den, der udgyder menneskets blod,
      skal få sit blod udgydt af mennesker.
      For i sit billede
      skabte Gud mennesket.
       v7  Men I skal blive frugtbare og talrige,
      I skal vrimle på jorden og blive talrige på den.«

(1 Mosebog 9.1)

I hele oldtiden var der to skemaer for hvori velsignelsen består. Det ene skema finder vi i nomadekulturer og hos hyrdefolk. I følge dette skema består velsignelsen i at få mange sønner og sønners sønner og et afkom som er uendeligt! Dette skema finder vi meget tydeligt i løfterne til Abraham og i hele 1. Mosebog – hvor Israels overlevelse så at sige hele tiden er på spil! Steriliteten truer hele tiden Israels fremtid! Israel er ved at uddø!

Det andet skema finder vi hos de fastboende landbrugere – fx hos kanaanæerne. I følge deres skema er velsignelsen det samme som høst, frugtbarhed, velstand, velfærd, trivsel, regn, grøde, hvedens fedme! Dette andet skema findes selvfølgeligt mange steder i Det gamle Testamente – men prologen bruger altså det mere primitive oprindelige hyrde skema!

Om at være snu og snedig.

Hele Det gamle Testamente er fyldt med historier om at være snu og snedig. Også Exodus beretningen handler i høj grad om at være snu og snedig. Israel er underhunden i historien som narrer overhunden - Farao – den stærkere - i al fald i verdens forstand. Moses narrer farao ved at sige at de blot vil have orlov i tre dage til at holde en religiøs højtid for deres gud men meningen er tydeligt nok at Israel aldrig vil vende tilbage. Farao bliver rigtigt snydt – og det er meningen at læserne skal godte sig! Faraos datter bliver narret til at adoptere Moses som jo egentlig skulle have været dræbt eller druknet. Faraos datter bliver endda narret til at give penge til Moses biologiske moder for at amme barnet! Farao bliver narret af de israelitiske jordemødre som på den måde frelser israels sønner. Farao vil spare pigerne og dræbe drengene men han bliver så netop snydt af pigerne og kvinderne! De israelittiske jordemødre snyder Farao og viger uden om at dræbe de nyfødte drengebørn. Farao bliver snydt af deres højtidelige forsikringer om de israelittiske kvinder som slet ikke er til at styre. Faraos datter snyder sin far. Moses mor snyder Farao ved på sin vis at opfylde hans befaling – men Moses bliver bare ikke sat midt ud i floden – men inde i sivene ved bredden!

Også Jahve selv bliver narret på en vis måde. I den paskale nat bliver Jahve narret ved at israelitterne smører blod på dørene så at Gud går forbi og kun udsletter de egytiske drengebørn! Da Gud angriber Moses og vil slå ham ihjel på vej til Egypten bliver Gud narret ved at Moses’ hustru Sippora smører blod på Moses og hans penis – på nøjagtigt samme måde som under den paskale nat!

Israel narrer Egypten ved udvandringen – de plyndrer hele Egypten og drager ud tungt belæsset med gods og guld! De gør Farao til en nar! Alle kneb gælder. Den som er snu og snedig er en helt – det er tanken i det gamle Testamente. Vi skal nok ikke lægge for meget i det – det er først og fremmest ment som morsomme fortællinger hvor Israel tager hævn over sine overmægtige fjender!

Moses bliver narret af Gud fordi Gud bare udnævner en profet, en repræsentant – Aaron – der kan tale på Moses’ vegne. Moses henviser til at han ikke kan tale og Moses vil helst undvige kaldet fra Gud og opgaven at befri Israel – men Gud narrer ham!

Jakob er snu og snedig. Han er en underhund i forhold til sin ældre broder men han narrer sin gamle fader til at få velsignelsen og arven. Abraham er snu og snedig – han siger at Sara er hans søster for at redde sit eget liv! Mange af disse historier virker overraskende og ret umoralske på moderne læsere men de handler dybest set om forholdet mellem under og overhunden. Det gamle Testamente elsker den slags gode historier. Hele Exodus historien er skrevet for de senere læsere for at de skal fryde sig over at overhunden Egypten på den måde bliver narret og snydt og besejret!

Siden hen blev Israel en lille svag stat omgivet af mægtige naboer – Assyrerne, Egypten og Mesopotamien. Israel blev klart underhunden – trods al den blomstrende nationalisme i det gamle Testamente. Israel var svagt og blev ustandseligt overfaldet og voldtaget af de mægtige naboer. Israel var oftest magtesløst. Derfor elskede det gamle Israel disse historier om at den underlegne narrer, snyder og bedrager den stærkere. Rakel er en stor helt. Hun narrer sin fader Laban. Rakel er komplet umoralsk for hun har stjålet sin fars husguder. Men det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er at hun narrer faderen. Hun sætter sig oven på guderne og siger at hun har menstruation og er uren lige nu – hvilket er en løgn! På den måde narrer hun Laban og hun undslipper straf. Rakel er en stor helt i Det gamle Testamente! At hun lyver er mindre væsentligt! Vi kan også sige at Moses ord er en stor usandhed når han beder om tre dages orlov i ørkenen til deres religion!

Storkonger og vasaller.

Der er i de senere år foregået en mængde forskning i de politiske traktater mellem storkonger og vasaller som vi har bevaret fra oldtiden. Vi kan se at hele Det gamle Testamente og 2. Mosebog så at sige er formet efter dette skema!

Denne pointe kommer frem på især tre forskellige måder hvor relationer i 2. Mosebog sammenlignes med de politiske traktater. 2. Mosebog bruger traktaternes skema, deres sprog og udtryk, deres form og indhold. Der er forbløffende mange ord og udtryk fra disse traktater som genfindes i 2. Mosebog.

Forholdet mellem Egypten og Israel opfattes som udformet efter en sådan traktat. Egypten er storkongen og Israel er vasaller. Egypten overholder ikke sin traktat med Israel. Israel har derimod været loyal over for pagten eller traktaten med Farao. Egypten bryder med grundlæggende rettigheder som Israel har – og derfor har Israel ret til at bryde forholdet. Egypten burde behandle Israel med venlighed og gæstfrihed – som det skete da Josef og Jakob levede – men Egypten svigter sine forpligtelser over for Israel. Forholdet mellem Egypten og Israel opfattes netop i 2. Mosebog som et forhold mellem to nationer! Betegnelsen slaver skal vi nok ikke se så meget på – den er ikke typisk for opfattelsen. Israel er Jakobs stolte sønner og der er sket en stor uret imod Israel! Denne uret skal hævnes.

Israel bor i Egypten som en Ger – som en der tager midlertidigt ophold og bor i det fremmede. I Moseloven er der talrige regler om hvordan Israel skal behandle de fremmede som bor i Israels land – altså i Palæstina. Det er disse normer som 2. Mosebog bruger imod Farao! Den gamle Farao var loyal nok – men den nye har glemt Josef! Egypten svigter sine naturlige forpligtelser over for de fremmede i landet – altså Israel. I Det gamle Testamente skal man behandle de fremmede retfærdigt og vise gæstfrihed – men det har egypterne fuldstændigt glemt! Israels holdning er altså meget stolt – Israel er ikke nogen slave!

Forholdet mellem Gud og Egypten opfattes som et forhold mellem en storkonge og en vassalkonge. Gud er en storkonge. Pagten mellem Gud og Egypten betyder at Israel hævder at Egypten skal adlyde Jahve. Hele tanken er ikke lige frem præget af svaghed eller slavementalitet!

Egypten er en vassal som bryder sine forpligtelser over for storkongen. I 5. Mosebog har vi også den tanke at Gud har givet sin magt til guderne som har ansvaret for hvert sit land. Egypten gør oprør imod traktaten med Jahve. Jahve sender en række plager ned over Egypten for at få det til at adlyde. De fleste af de plager som omtales i 2. Mosebog findes faktisk også i de politiske traktater mellem storkongen og vasallen som vi har bevaret fra oldtiden! Jahve er en storkonge lige som storkongerne i Babylon og hos assyrerne - han gør det samme!

Forholdet mellem Gud og Israel etableres i forbindelse med udvandringen fra Egypten. Gud bliver Israels gud og de bliver hans folk. Hver af parterne har forpligtelser. I de politiske traktater fra oldtiden er storkongen også en fader og vasallen en søn – præcist det samme billede overføres til pagten mellem Jahve og Israel. Gud har påtaget sig forpligtelser. Han skal frelse Israel som en fader frelser eller frikøber sin søn – som en storkonge skal komme til hjælp og redde en vasalkonge der er kommet i vanskeligheder.

De politiske traktater indeholder altid fire elementer og præcist de samme elementer genfinder vi i pagten mellem storkongen Jahve og vasallen Israel:

Pagten eller traktaten indeholder en umiddelbar fordel – her er det Israels frikøbelse fra Egypten – og en velsignelse på langt sigt – Guds rige – og en forbandelse og en lovregel eller lov. Hvis Israel er loyal over for relationen til Gud vil det blive frelst for evigt. Israel skal blot følge Jahve – som er den ild og røg som går foran Israel hele vejen til Kanaans land.

Vi er Guds vasaller – ikke små afmægtige børn. 2. Mosebog udtrykker på den måde en anden menneskeopfattelse – en opfattelse af mennesket som værdigt og værdifuldt og som berettiget. Menneskeopfattelsen i Det gamle Testamente ligner menneskeopfattelsen i hele oldtiden. Den er et voldsomt korrektiv til den senere – og moderne – opfattelse af mennesket som svagt og prisgivet og afmægtigt. Vi er Guds krigere og vasaller. Gud er rig på troskab. Han lever op til den relation som han har til os. Vi kan regne med ham – og det har vi også fortjent.

Kildekritikken og kildeanalysen.

Vi ved i dag med stor sikkerhed at Mosebøgerne er redigeret sammen – i den nuværende form – af en slut redaktør. Redaktøren eller redaktørerne har grundlæggende sammenklippet og kombineret 4 forskellige kilder – Jahvisten, Elohisten, præsteskriftet og deuteronomisten – som til dels er lig med 5 Mosebog. Redaktøren klipper med en saks i teksterne, klipper og klistrer dem sammen. Nogle steder skriver han små tilføjelser og opsummeringer. Nogle steder kamuflerer han modsigelserne imellem de forskellige kilder! Grundlæggende er han en redaktør som på en avis.

Det er vigtigt at huske at der findes et utal af selvmodsigelser og uoverensstemmelser i de nuværende Mosebøger – men at disse træk kommer fra sammenredigeringer af de helt adskilte kilder! Hvis vi læser hvert skrift for sig er der ikke mange selvmodsigelser. Så er beretningen logisk nok. Men når de helt forskellige traditioner stilles side om side i det gamle Testamente – så opstår der et hav af selvmodsigelser. Vi har et utal af dubletter i Mosebøgerne. Jakob flygter fra sin fader to gange på vej til aramæerne – fordi vi både har Præsteskriftets beretning og Jahvistenns beretning side om side! Saul bliver udnævnt til at være Israels konge to gange – hvilket virker ganske mærkeligt når vi læser teksten! Abraham bliver smidt ud af Egypten to gange på to forskellige måde – fordi vi har bevaret legenden fra to af kilderne!

I følge Jahvisten drager Moses af sted fra Midjan med hele sin familie. I følge Elohisten efterlader han hele sin familie i Midjan og bliver en slags single. I følge Præsteskriftet har Moses slet ikke nogen familie – han er en ren outsider – han er en undtagelse!

I følge Præsteskriftet – og Redaktøren – er Moses og Aaron fuldblods brødre og Aaron er den første fødte. I følge de øvrige tekster er Moses og Aaron slet ikke i familie med hinanden – de tilhører blot den samme stamme – levitterne! De har ikke den samme fader eller moder! På samme måde er Mirjam en biologisk søster til Moses og Aaron i Præsteskriftet – men ikke i nogen af de øvrige tekster. Præsteskriftet kender ikke noget til Moses tidlige drab i Egypten. Præsteskriftet kender intet til Moses på Nilen. Præsteskriftet kender intet til at Moses har fået hemmelige tegn af Gud ude i ørkenlandet – ude i Midjan. Præsteskriftet har en radikal anderledes opfattelse af sivhavet end Elohisten!

Et meget lille eksempel på en dublet er følgende. I kapitel 18 siger Elohisten:

v3 og hendes to sønner. Den ene hed Gershom, »for jeg er blevet gæst i et fremmed land«.

(18.3)

I kapitel 2 har Jahvisten skrevet om Moses søn:

Han gav Moses sin datter Sippora til kone, v22 og hun fødte en søn. Moses gav ham navnet Gershom; »for jeg er blevet gæst i et fremmed land,« sagde han.

(2.21)

2 Mosebog kapitel er et godt eksempel. Det er præsteskriftets beretning om hvordan Moses bliver kaldet af Gud. I kapitel 3 og 4 har vi læst Elohistens og Jahvistens kaldelses beretning – om busken og Midjan – og i kapitel 6 kommer præsteskriftets beretning. Oprindeligt var disse beretninger helt uafhængige. Det var ikke meningen at de skulle læses sammen. Beretningerne er meget forskellige. I følge Præsteskriftet forlader Moses slet ikke Egypten – han opholder sig aldrig nogen sinde i Midjan! Han er ikke gidt med en kvinde fra Midjan. Han har aldrig haft kontakt med nogen præst i Midjan. Og Moses har aldrig nogen sinde set nogen brændende busk. Præsteskriftet indeholder intet om den brændende tornebusk. Moses er ikke tung i talen – men han er simpelt hen en uomskåren. Han er uren.Aaron spiller en lagt større rolle i Præsteskriftet. Han er den virkelige helt!

Når vi læser teksten kan vi også se hvordan kapitel 6 knytter an til et andet sted i Præsteskriftet! Kapitel knytter ikke an til kapitel 5. Oprindeligt er kapitel 6 jo helt uafhængigt at det som står i 2 Mosebog 3, 4 og 5!

Redaktøren skaber i virkeligheden en helt ny tekst. Han giver de små episoder en helt ny mening ved at klippe dem sammen! Vi kan altså tydeligt skelne mellem de to lag – det oprindelige og så slutredaktørens endegyldige Bibel som giver helt nye meninger. Overfaldet på Moses ved nattestoppet får en helt ny mening når det bliver klippet ind sammen med de øvrige kildetekster – Elohisten og Præsterskriftet!

Den største modsigelse er nok at vi i kapitel 6 – Præsteskriftet – kan læse at Jahve er et nyt navn og at Gud aldrig nogen sinde har været kendt under det navn tidligere i Israels historie. Gud har vist sig som guden El Shaddaj siger Præsteskriftet. Det passer også fint med det som Præsteskriftet selv tidligere har skrevet fx om Abraham! Men det er i total strid med Jahvistens beretning i 1. Mosebog! Jahvisten har hele tiden – siden skabelsen kaldt Gud for Jahve! I 1 Mosebog kan vi meget nemt skelne mellem Jahvisten og Elohisten – Elohisten kalder altid Gud for Elohim – Gud – og Jahvisten altid for Jahve – oversat til dansk med Herren i de fleste tilfælde!

[Dette er det sidste – forrige - afsnit i Præsteskriftet. Vi kan se at Præsteskriftet fortsætter tråden fra 2.25 – det mellemliggende kender præsteskriftet naturligvis ikke – beretningen om Midjan og busken:]

v23 Lang tid efter døde egypterkongen. Israelitterne sukkede og klagede under arbejdet, og deres klageråb under arbejdet nåede op til Gud. v24 Gud hørte deres jamren, og Gud huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. v25 Gud så til israelitterne, og han tog sig af dem.

(2.23)

[Gud taler nu til Moses fordi han nu husker sin pagt som der står i 2.24! Der er en logisk sammenhæng mellem 2.24 og 6.2. Det er vigtigt at huske at Præsteskriftet ikke kender nogen historie om nogen busk eller om en flugt til Midjan. Moses bor simpelt hen i Egypten som alle andre. Moses er heller ikke opdraget ved Faraos hof – Moses er ikke blevet taget op af Faraos datter - i følge Præsteskriftet. Moses er bare en levit lige som de andre levitter! Moses historien bliver radikalt anderledes når vi læser Præsteskriftet fra ca 500 f. Kr.]

v2 Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren! v3 Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige [El Shaddaj], men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem. v4 Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kana'an, det land hvor de boede som fremmede. v5 Nu har jeg hørt israelitternes jamren over, at egypterne har gjort dem til trælle, og jeg husker på min pagt. v6 Sig derfor til israelitterne: Jeg er Herren! Jeg vil føre jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten og befri jer fra trældommen. Jeg vil udfri jer med løftet arm og under hårde straffedomme. v7 Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud, som fører jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten. v8 Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren!«

v9 Sådan talte Moses til israelitterne. Men de ville ikke høre på Moses, fordi de havde mistet modet under det hårde arbejde. v10 Da sagde Herren til Moses: v11 »Gå hen og sig til Egyptens konge Farao, at han skal lade israelitterne gå ud af landet.« v12 Men Moses sagde for Herrens ansigt: »Israelitterne vil ikke høre på mig! Hvorfor skulle Farao så høre på mig, når jeg er uomskåret på læberne?«

[Aaron er ren og hellig. Aaron har hellige læber og han har omskårne læber. Moses har urene læber og uomskårne læber. Dette er Præsteskriftets temmeligt nedvurderende holdning til Moses! Men kun en del af billedet! Aaron er helten i Præsteskriftet. Han er en stamfader til Israels senere hellige præster! Præsteskriftet kender INTET til den senere historie om at Aaron svigter totalt og fabrikerer guldkalven på det hellige bjerg!]

[Genealogien stammer efter de flestes mening fra Redaktøren. Alle slægtstavler i Mosebøgerne er skrevet af præsteskriftet eller af Redaktøren. Jahvisten eller Elohisten har intet der svarer til disse slægtstavler. Præsteskriftet har en indviklet kronologi – hvor historien er placeret på årstal – lige siden skabelsen! Det er omdiskuteret om Præsteskriftet eler Redaktøren har skrevet følgende - fordi sproget, stilen og indholdet hos Redaktøren og i Præsteskriftet ligger nær på hinanden – men måske er det følgende først en meget senere kommentar skrevet da hele Det gamle Testamente blev udgivet – altså længe efter Præsteskriftet. Det mener mange. Afsnittet indeholder også gentagelser af noget som allerede er sagt:]

v13 Herren gav Moses og Aron besked om at gå til israelitterne og til egypterkongen Farao, for at israelitterne kunne blive ført ud af Egypten.

v14 Dette er overhovederne for deres fædrenehuse:

Israels [Jakobs] førstefødte søn Rubens sønner var: Enok, Pallu, Hesron og Karmi. Det var Rubens slægter.

v15 Simeons sønner var: Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul; han var søn af en kana'anæisk kvinde. Det var Simeons slægter.

[Vi kan se at Aaron gifter sig og bliver en stamfader til Pinehas – og Pinehas bliver den store helt siden hen – stamfader til alle præsterne i Israel. I følge Præsteskriftet har Moses ingen familie, ingen sønner og ingen efter kommere! Aaron er på en måde hovedpersonen! Aaron er ældre end Moses! Moses bliver klippet ud af genealogien – ud af den helige slægt!]

v16 Dette er navnene på Levis sønner ifølge deres slægtsbøger: Gershon, Kehat og Merari. Levi levede 137 år. v17 Gershons sønner var: Libni og Shim'i slægt for slægt. v18 Kehats sønner var: Amram, Jis'har, Hebron og Uzziel. Kehat levede 133 år. v19 Meraris sønner var: Makli og Mushi. Det var levitternes slægter ifølge deres slægtsbøger. v20 Amram giftede sig med sin faster Jokebed. Hun fødte ham Aron og Moses. Amram levede 137 år. v21 Jis'hars sønner var: Kora, Nefeg og Zikri. v22 Uzziels sønner var: Mishael, Elsafan og Sitri. v23 Aron giftede sig med Elisheba, der var datter af Amminadab og søster til Nakshon. Hun fødte ham Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. v24 Koras sønner var: Assir, Elkana og Abiasaf. Det var koraitternes slægter. v25 Arons søn Eleazar giftede sig med en af Putiels døtre. Hun fødte ham Pinehas.

Det var overhovederne for levitternes fædrenehuse slægt for slægt.

v26 Det var til Aron og Moses, Herren sagde: »Før israelitterne ud af Egypten i deres hærskarer!« v27 Det var dem, der skulle tale til egypterkongen Farao, for at israelitterne kunne blive ført ud af Egypten; det var Moses og Aron.

v28 Den dag Herren talte til Moses i Egypten, v29 sagde han til ham: »Jeg er Herren! Alt det, jeg taler til dig, skal du tale til Farao, Egyptens konge.« v30 Moses sagde for Herrens ansigt: »Jeg er uomskåret på læberne, så hvorfor skulle Farao høre på mig?«

v1 Da sagde Herren til Moses: »Se, jeg gør dig til gud for Farao, og Aron, din bror, skal være din profet. v2 Alt det, jeg befaler dig, skal du sige, og din bror Aron skal tale til Farao, så han lader israelitterne gå ud af sit land. v3 Men jeg vil gøre Faraos hjerte hårdt, og jeg vil gøre mange tegn og undere i Egypten. v4 Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg lægge min hånd på Egypten og føre mine hærskarer, mit folk israelitterne, ud af Egypten under svære straffedomme. v5 Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg løfter min hånd imod Egypten og fører israelitterne bort fra dem.« v6 Moses og Aron gjorde, sådan som Herren havde befalet dem. v7 Moses var firs år, og Aron var treogfirs [finere og ældre!], da de talte til Farao.

(2 Mosebog 6.2 og 7.1)

Vi er blevet adopterede af Gud. Gud har avlet os.

5. Mosebog repræsenterer den senere tradition i Israel som også findes i Salmerne mange steder. 5. Mosebog – Deuteronomisten eller Deuteronomium (den anden lov) – er blevet til omkring 600 f. Kr. eller noget senere. Deuteronomium ser tilbage til Exodus historien som en adoption og som en slags avling – Gud bliver en fader for Israel. Israel er ikke længere fortabt i ødemarken – Israel har fået en fader. Men Israel svigtede siden hen og den tradition finder vi udtrykt i følgende citat. Deuteronomium er en senere teologi – en slags sammenfatning af de første Mosebøger og en slags kommentar til Exodus historien. På lang sigt har 5. Mosebog fået en dominerende betydning i jødedommen – og en dominerende betydning for Paulus i det nye Testamente. 5. Mosebog repræsenterer et mere overordnet tilbageblik på begivenhederne i Egypten og på den efterfølgende ørkentid. 5. Mosebog er udtryk for en helt bestemt teologi som adskiller sig fra de gamle tekster som Jahvisten eller Elohisten der er 300 eller 400 år ældre end 5. Mosebog – Deuteronomium.

       v6  Er det måden at lønne Herren,
      du tåbelige, uforstandige folk?
      Han er dog din fader og skaber [qnj – hebraisk - avler, biologiske fader],
      det var ham, der skabte [qnj – hebraisk - avlede] og formede dig.

       v7  Tænk på fortids dage,
      giv agt på slægternes år;
      spørg din far, lad ham fortælle,
      lad de gamle berette for dig:

       v8  Da den Højeste [guden El Eljon ?] fordelte folkene,
      da han skilte menneskene fra hinanden,
      fastsatte han folkenes områder
      efter tallet på gudssønnerne.
       v9  Herrens [Jahves] del blev hans folk,
      Jakob [Israel] blev hans arvelod.

       v10  Han fandt det i ørkenlandet [adopterede det],
      i den tomme, hylende ødemark;
      han kredsede om det, holdt øje med det,
      passede på det som sin øjesten.
       v11  Som en ørn, der vækker sit kuld op,
      og flyver frem og tilbage over sine unger,
      bredte han sine vinger ud, tog det op
      og bar det på sine vinger.
       v12  Det var Herren alene, der førte det,
      ingen fremmed gud var med ham.
       v13  Han førte det frem over landets høje,
      det fik markens afgrøde at spise.
      Han mættede det med honning fra bjerget,
      med olie fra flinteklippen,
       v14  med tykmælk fra køer og mælk fra får,
      med fedt fra vædderlam,
      fra væddere og bukke fra Bashan,
      med hvedekornets nyrefedt;
      drueblod drak du som skummende vin.

       v15  Men Jeshurun blev fed og slog bagud,
      du blev fed, du blev tyk, du blev trind!
      Han forkastede den Gud, der havde skabt [avlet] ham,
      og viste foragt for sin frelses klippe.
       v16  De æggede hans vrede med fremmede guder
      og vakte hans trods med afskyelige ting.
       v17  De ofrede til dæmoner, som ikke er guder,
      til guder, de ikke før havde kendt,
      nye guder, der lige var kommet til,
      jeres fædre kendte ikke til dem.
       v18  Den klippe, der fødte [avlede] dig, forsømte du,
      du glemte den Gud, der bragte dig til verden.

(5 Mosebog 32.6)

Hvordan fortolker vi Mosebøgerne?

Det er vigtigt at huske at hvis vi ser på alle de fortolkninger som i dag bliver skrevet om Mosebøgerne så er disse fortolkningerne helt forskellige. Også selv om vi kun kooncentrerer os om de rigtige videnskabelige fortolkninger af Mosebøgerne. Når man kommenterer eller fortolker skriften kan man anvende helt forskellige perspektiver.

I de sidste 100 år er det blevet videnskabeligt fastslået at Mosebøgerne så at sige stammer frra forskellige kildeskriftet. Videnskaben har et skrift Jahvisten måske fra 900 tallet og et andet skrift Elohisten som er senere og et andet skrift Præsteskriftet som er endnu senere. Desuden har disse skrifter blevet redigeret sammen af en redaktør. På den måde opstår adskilte dele af teksten – som man så at sige ikke kan blande sammen! De eroprindeligt helt adskilte. De er simpelt hen forskellige bøger skrevet i det gamle Israel. 5. Mosebog udgør således også en adskilt kilde – Deuteronomisten som i høj grad Har forfattet 5. Mosebog men som også har skrevet en meget større tekst. Dele af de første fire Mosebøger stammer altså fra deuteronomisten!

En metode er altså at isolere fx Jahvisten og koncentrere sig om hvad han siger. Stof som kommer fra de andre kilder kan vi ikke bruge til at fortolke Jahvisten! Dem kender han slet ikke og de er helt irrelevente hvis vi skal forstå det som han siger.

Et lille eksempel på denne metode er Jahvistens beretning om at Moses bliver overfaldet af Jahve som vil slå ham ihjel ved nattestoppet. Hvis vi skal forstå dene mærkelige historie kan vi kun bruge stof fra Jahvisten. Præsteskriftet fortæller at Gud beordrede Abraham til at omskære sin søn da han var nyfødt! Men at bruge denne oplysning ville være helt misvisende – for Jahvisten kender ikke til nogen lov om at de små drengebørn skal omskæres. I følge Jahvisten omskærer man unge mænd før ægteskabet.

Rigtigt mange moderne fortolkninger har begået den fejl – kan vi sige – at kombinere Jahvisten med præsteskriftet!

Et andet eksempel er den kontekst som Jahvistens beretning fortælles ind i. Konteksten er de første fødte sønner. Men den forudgående beretning om de første fødte sønner stammer ikke fra Jahvisten – men fra en anden kilde – Elohisten! Hvis man læser den nuværende tekst bliver man så at sige ført til at tro at Jahve angriber sønnen – Moses søn! Og at Jahve angriber sønnen fordi han ikke er omskåret! Men alt dette svarer ikke til det som Jahvisten skriver! Hvis man sammenblander teksterne – får man et redigeret falsk billede – kan man side.

Men der er mange metoder. Man kan udmærke glemme alt om Jahvisten og de adskilte kilder og fortolke teksten som den nu forelægger! På den måde får man redaktørens mening og fortolkning. Men det er bestemt meget interessant. Redaktørens mening er den nuværende redigerede tekst – men den udtrykker vel Israels samlede religiøse tro – blot på et meget senere tidspunkt. Redaktøren har vel arbejdet omkring 500 f. kr. Eller senere.

En udbredt fortolkningsmetode – lidt overraskende måske – er at fortolke Mosebøgerne ud fra Det nye Testamente. Man kan sige at det nye Testamente udgør slutformuleringen af Det gamle Testamente. Det er derfor ikke mærkeligt at fortolke Mosebøgerne ud fra den kristne tanke eller ud fra Jesus. Moses er et billede på kristus. Det var også de første kristnes fortolkningsmåde! De fortolkede hele Det gamle Testamente ud fra Kristus – og den metode anvendes i høj grad i dag af helt videnskabelige fortolkere. Den er simpelt hen et perspektiv på begivenhederne. Et meget logisk perspektiv. Der findes mange rent jødiske fortolkninger af Mosebøgerne – naturligvis. De anlægger normalt et andet perspektiv. Men at fortolke ud fra Det nye Testamente er ikke spor uvidenskabeligt! Det er lige som at forså Mosebøgerne ud fra de senere eler samtidige Salmer!

Der findes mange metoder. Alle disse perspektive er gyldige. Det kan være forvirrende at bøger og kommentarer anlægger helt forskellige perspektiver. Men det kan ikke være anderledes. Moses historien kan forstås på et hav af forskellige måder. Moses historien kan også forstås ud fra nutidige psykologiske problemstillinger. Det er ikke spor mærkeligt. Sådan er Mosebøgerne altid blevet fortolket ned igennem historien.

Hvad er meningen med Moseloven?

I en vis forstand er 2. Mosebog introduktionen af Moseloven i Det gamle Testamente. Loven spiller en enorm rolle i det gamle Israel. Desværre er Moseloven stort set blevet meget misforstået i den senere kristendom.

Gud giver det paskale ritual – slagtningen af påskelammet – som en vejledning, hjælp og en frelse. Gud giver sabbaten som en frihed og frelse og beskyttelse for Israel.

Siden hen er det blevet fremstillet sådan at jødedommen indeholder et væld af regler som man skal overholde. Jødedommen er en lovreligion – men i kristendommen er der ingen regler. De kristne kan gøre hvad de vil. Jødedommen har en nidkær Gud som kræver lydighed – lige som en statsmagt kræver lydighed over for lovene! Dene opfattelse er en kæmpe stor misforståelse af Moseloven – den er en parodi! Den er i strid med Det gamle Testamente og udtryk for en voldsom nedvurdering af den jødiske tro og religion.

Gud er en fader for Israel. Vi kan forklare Moseloven ved at sammenligne med forældre og børn. Forældre prøver at lære deres børn noget – og give dem noget – så at de ikke skal gå helt fortabt når de bliver voksne. Det er præcist det som Gud gør. Man kunne tro at Gud giver Moseloven som et krav til Israel. Man kunne tro at Gud siger: - Hvis I overholder alle disse love så vil jeg frelse jer – for så har I bøjet jer for mig – så har I vist jer lydige! Moseloven er ofte blevet opfattet på den måde – men det er ikke den dominerende opfattelse i Det gamle Testamente.

Gud er en forælder eller en ægtefælle. Hvis Gud ikke havde givet loven til Israel havde han fuldstændigt svigtet sin pligt og sit ansvar som forælder! Hvis Gud ikke havde givet loven til Moses – havde Gud vist at han var fuldstændigt ligeglad med sin søn. Det ville være et voldsomt svigt.

Loven er givet som en beskyttelse og frelse for Israel. Ordet for påske Pesach betyder beskyttelse. Israel lever helt alene i en ond verden – omgivet af død og lidelse. Uden Gud er israel fortabt. Synden ville overmande og oversvømme Israel og tilintetgøre det.

Gud giver det paskale offer for at Israel kan blive frelst igennem den paskale nat. I den nat hærger volden, ondskaben, brutaliteten. Efter den paskale nat er alle de egyptiske sønner døde. Dødens magt er forfærdelig. Vi er magtesløse og prisgivne. Volden og døden og krigen hærger i verden. Alene eller uden hjælpemidler er vi fortabt. Gud viser Israel at Israel kan blive frelst ved at udføre det paskale offer – ofringen af påskelammet. Moseloven er på nøjagtig samme måde. Moseloven er givet for at vi ikke skal gå fortabt i lidelsen i denne verden. Hvis vi lever efter Guds gode råd og visdom og vejledning har vi en chance for at klare os igennem. Det er Israels udvælgelse.Vi skal huske at de store riter – påsken, valfarterne, omskærelsen – er de afgørende elementer i Moseloven! Det afgørende er ikke de sociale regler eller straffelovs bestemmelser. Det afgørende er de kultiske bestemmelser og ofre. Gud giver disse hellige riter til menneskene – for hvis de udfører disse hellige riter bliver de beskyttet – det er meningen med Moseloven. Ofrene er de centrale riter. Gud har vist os hvordan vi skal ofre. Hvis vi udfører disse ofre – som det paskale offer af lammet – så bliver vi frelst fra ondskaben i verden. Vi kommer til at leve et velsignet liv.

Gud er ikke nogen streng fader som sidder og udsteder ordrer – mere eller mindre vilkårlige ordrer – som vi mennesker så skal adlyde – uden at stille spørgsmål! Gud er kærlighed eller Gud er Hesed som det siges i det gamle Testamente. Guds Hesed er hans loyalitet og troskab og trofasthed. Forældre skal være trofaste over for deres børn. Det er deres ansvar synes vi. De har naturlige forpligtelser. Ellers svigter de deres børn.

Gud svigter ikke. Han er rig på troskab, som det lyder i Salmerne. Han har givet loven som en beskyttelse og et værn. Vi er som en by under belejring. Gud beskytter den by. Vi kan ikke leve i verden uden hjælp og visdom. Derfor har Gud givet os loven. Uden loven ville vi dø. Vi ville komme ud i lidelsen. Vores samfund ville gå i opløsning. Vore relationer ville gå i opløsning. Det onde ville bare tage magten i hele verden og oversvømme alt – det er opfattelsen af Moseloven i Det gamle Testamente. Det er grundlæggende også den opfattelse af Moseloven som vi finder hos Paulus i Det nye Testamente. Paulus ved godt at Moseloven har beskyttet Israel i 1000 år!

Det maskuline og det feminine.

2. Mosebog er helt overvejende en maskulin tekst. Vi kan sige at den giver udtryk for en maskulin opfattelse, en maskulin menneskeopfattelse og gudsopfattelse og livsopfattelse. Den form for opfattelse der har sejret i vores del af verden og inden for en mere eller mindre kristen opfattelse er en feminin opfattelse. Som et lille eksempel kan vi bruge udtrykket At vi er alle sammen Guds børn! De associationer og følelser og tanker som dette udtryk giver er feminine. Udtrykket tilhører en feminin verden. Derfor reagerer mange moderne kristne også med rædsel og undren når de læser steder i Det gamle Testamente.

Den form for tro og reliøsitet som Nietzsche i sin tid kritiserede var den feminine kristendom. Han fandt at den opfattelse var psykologisk unaturlig, usund og utiltalende. Nietzsche havde på mange måder ret i sin kritik. Han var sikkert ikke imod kristendommen, han var sikkert ikke nogen antikristen – han kritiserede kun en bestemt fordrejet alt for feminin form for religion. Han så i stedet et forbillede i den antike græske verden – som var præget af det maskuline, af oldtiden, af noget som var sundt og naturligt.

2. Mosebog er i høj grad – i indledningen – en krigshistorie og derfor er den også mere maskulin. Gud er maskulin i 2. Mosebog – han er en kriger, en krigsmand, en dræber – en Man of War som det siges i den engelske oversættelse. Han bliver vred på Egypten og Farao. Han dræber alle de egyptiske første fødte sønner. Han optræder nogle gange som en djævel eller dæmon. Han er bestemt ikke nogen blød mand. På samme måde er de øvrige hovedfigurer som Moses og Aron og siden Josva og Pinehas udpræget maskuline figurer som handler, føler og tænker maskulint. Moses og Aron har intet virkeligt forhold til børn eller kvinder. De er maskuline helte. Ensomme. Krigere.

På den måde kan vi også sige at pagten mellem Gud og Israel er en pagt eller relation eller aftale mellem voksne frie mænd! Loven eller pagten repræsenterer maskuline værdier. Pointen er netop at Israels sønner nu er blevet voksne, modne, selvstændige, frie, stærke. De er ikke længere hjælpeløse fortabte pattebørn.

Det store tema i 2. Mosebog er forholdet mellem faderen og sønnen. Gud er faderen og Israel er sønnen. Det tema er klart maskulint. På samme måde har Moses et søn fader forhold til Farao som er hans fader – til præsten i Midjan – som er en ny fader – og til Israel som er hans biologiske fader. Temaet er vores identitet – hvem er egentligt Moses fader? Temaet er forholdet mellem sønnen og faderen. Derfor har disse tekster også spillet en stor rolle i den senere kristendom – Kristus er sønnen, han er den førstefødte først og fremmest. 2. Mosebog er siden fortolket kristent – Jesus bliver en søn – han bliver adopteret som Guds søn – på samme måde som Israel bliver adopteret af Gud i den egyptiske historie i 2. Mosebog. Den kristne fortolkning kan vi meget tydeligt se hos Paulus for eksempel i Galaterbrevet. Det er meget afslørende at Paulus netop i Galaterbrevet forkaster betegnelsen Guds børn og siger i stedet Guds søn. Udtrykket barn signalerer for Paulus svaghed, hjælpeløshed, magtesløshed. Pointen er lige netop at vi ikke længere er børn – men frie og stolte sønner!

Det er nok ikke rigtigt at sige at Det gamle Testamente generelt er mandschauvinistisk eller kvindenedvurderende. Der findes alle mulige opfattelser af mænd og kvinder i Det gamle Testamente. Der findes en stærk tendens til at nedvurdere kvinder – men det gjorde hele oldtiden – i al fald i følge vores opfattelse. Men der findes mange tekster i Det gamle Testamente som hylder kvinden som en stor og evig helt – for eksempel her i 2. Mosebog beretningen om Sippora og omskærelsen og de 4 kvinder omkring Moses på Nilen! Her bliver kvinden ophøjet som en evig helt! Det kender vi også fra Debora, Miriam og andre eksempler. Opfattelsen er meget blandet i Det gamle Testamente. I 2. Mosebog optræder de to jordmødre som store helte – som frelsere – som repræsentanter for Gud selv.

På samme måde findes der utallige steder i det gamle Testamente som fremstiller Gud som en kvinde og tillægger ham rent kvindelige egenskaber. Mange steder er Gud ikke vores fader – men helt klart vores moder!!

Teksten i 2. Mosebog er ikke maskulin i den forstand at den højroser alle mænd og nedvurderer alle kvinder! Langtfra og tværtom! Teksten indeholder nogle sande skildringer af evige kvindelige helte! Faraos datter er en helt – hun spiller rollen som Gud selv – hun frelser Moses – hun er den som trækker ham op af vandet – som var en mytisk gudsbetegnelse! Sippora er en evig helt – hun frelser sin elskede mand Moses ved at påsmøre blodet på hans penis. Gud har overfaldet Moses. Moses er i livsfare. Moses er ved at dø. Sippora frelser ham med det beskyttende blod – lige som i påskenatten i Egypten. Lige som Jael og Debora er Sippora en evig kvindelig helt. Hun er en Rakel.

På et meget overordnet plan kan man sige at sådanne tekster som den egyptiske historie i 2. Mosebog kan vise os en anden tro og livsopfattelse og menneskeopfattelse. Vi kan altså lære en hel masse af oldtiden. En moderne tankegang er ofte præget af en opfattelse af mennesket som et offer – et arme offer. Vi er magtesløse her i verden. Den bibelske tankegang viser os en radikalt anden opfattelse som kan virke befriende for moderne mennesker. Moses er ikke noget arme offer. Og vi er alle sammen Moses. Ligesom vi alle sammen er Abraham. Moses er Guds søn. Hele Israel er Guds søn. Vi er ikke små og svage – vi er mægtige, herrer i riget – vi er rigets stolte sønner. Vi skal ikke sidde og klage og klynke. Gud græder når vi gør os mindre end vi er.

Den førstefødte søn er hellig.

v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 »Du skal hellige mig [gøre dem Qodesh - hellige] alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg.«

v11 Når Herren fører dig til kana'anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre, v12 skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren.

v13 Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe.

v16 Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.

Hele det gamle Testamente handler om faderen og sønnen. Hele kulturen er efter vore begreber meget patriarkalsk. Alt drejer sig om faderen og sønnen. Alt drejer sig om at få sønner og sønners sønner!

Det gamle Testamentes forestillinger går sikkert tilbage til meget gamle forestillinger i oldtiden. Den førstefødte søn er hellig – han er Qodesh – han tilhører Gud eller han er guddommelig – eller han tilhører ikke denne verden. Han har et andet væsen, andre rettigheder, andre pligter end de øvrige sønner. Han er finere end de andre sønner. Han arver det dobbelte efter Moseloven i forhold til de andre sønner. Der er to tanker: Dels at den førstefødte søn simpelt hen er hellig – automatisk – dels at israelitterne skal gøre ham hellig – altså udføre en handling som gør ham hellig – en eller anden rite.

Den første fødte søn er simpelt hen hellig. Han er hellig i følge sit væsen og sin natur. Han er hellig fordi han er den første frugt af faderens potens og avlekraft som det hedder i 5. Mosebog. Faderen kan ikke tage denne guddommelige status fra den førstefødte søn. Sønnens status er biologisk og genetisk. I ham er hele velsignelsen koncentreret:

v15 Hvis en mand har to hustruer og foretrækker den ene og tilsidesætter den anden, og både den foretrukne og den tilsidesatte føder ham sønner, og han får sin førstefødte med den tilsidesatte, v16 må han ikke, når han skal fordele sin ejendom til sine sønner, lade den foretruknes søn gælde for den førstefødte frem for den tilsidesattes søn, som er den førstefødte. v17 Han skal anerkende den førstefødte, som han har fået med den tilsidesatte, og give ham dobbelt andel af alt, hvad han ejer. For han er førstefrugten af hans manddom, ham tilhører førstefødselsretten.

(5 Mosebog 21.15)

Sønnen skal gøres hellig – Qodesh. Dette udtryk betyder forskellige ting i Det gamle Testamente. Men det betyder i al fald at han skal gives til Gud og overlades til Gud. Vi må ikke beholde ham. Vi skal give slip på ham. Han skal give tilbage til Gud. Han må ikke bruges profant i denne verden. Han er hellig. Nogle steder betyder udtrykket at mennesket skal ofres – slagtes og dræbes og brændes.

Der er en implicit selvmodsigelse i bestemmelserne om den førstefødte søn. Dels siges det at den førstefødte søn er hellig – dels siges det at Gud beordrer os til at gøre ham hellig! Det har givet anledning tilmange fortolkninger. Måske er meningen at vi skal gøre ham hellig på vores jordiske plan – vi skal gøre ham hellig i praksis. Han er født hellig og med en hellig karakter og et helligt væsen. Han er ikke som de andre sønner – men det skal vi så også realisere på det jordiske plan. Tanken er nok at Gud har fået en første født søn engang og gjort ham hellig. Døden er Guds første fødte søn. Gud ofrede Døden og dræbte ham. Gud ofrede sin egen første fødte søn – vi skal gøre det samme og efter ligne Gud (Imitatio Dei).

Kravet: - Du skal gøre din ældste søn hellig, kan virke som et urimelig krav til mennesket. Er Gud bare lige glad og sidder han bare og kræver store ofre for at ydmyge os mennesker? Men det er ikke tanken. Ofringen af sønnen er et stort offer som vi har fået og det offer er vores frelse! Det svarer helt til det paskale offer: Hvis I slagter lammet og smører blodet på døren – vil I blive frelst. Gud viser Israel dette offer – Gud giver Israel en stor frelse! Det er derfor at offeret er et mærke på deres pande – det mærke vil frelse dem til evig tid! Gud er ikke krævende. Han er en frelser!

Den samme tanke finder vi hos Paulus i Det nye Testamente. Moseloven har været Israels frelse i 1000 år – vi skal ikke kaste den bort på et øjeblik! Lovens formål er at frelse Israel – ikke at plage Israel, siger Paulus i Galaterbrevet!

Vi kan se mange eksempler på denne tanke. Moses er den førstefødte søn og han er en stor konge og profet. Jesus er den førstefødte søn. Den førstefødte søn er faderen, er faderens billede eller repræsenterer faderen. Faderen lever videre igennem den førstefødte søn. Den første fødte arver velsignelsen og bliver en ny fader. Han har et andet og tættere forhold til Gud. Han har et andet væsen. Han er finere.

Israel er Guds førstefødte søn – dvs at Israel som et kollektivt væsen er Guds førstefødte søn. Israel er en præst, en profet, en hersker, Israel er et hellig og åndeligt land. Israel tilhører ikkedenne verden. Gud har taget Israel ud af verden og gjort Israel til et helligt folk. Israel har et forhold til Gud som ikke findes hos noget andet folk. Israel er den førstefødte. Israel er blevet ofret til Gud – dvs at Israel skal til evig tid leve som et helligt og rent folk sammen med Gud. Israel er en Nazir.

Der er forskellige konsekvenser af denne tanke. Der er ingen tvivl om at bagved 2. Mosebog ligger den tanke at den førstefødte søn er hellig – og at faderen skal gøre ham hellig – Qodesh – dvs at den førstefødte søn skal ofres til Gud. Den førstefødte søn er den fineste og største gave som faderen kan give til Gud – og derfor skal sønnen bindes og dræbes og brændes og gives til Gud! Det er også tanken i Det nye Testamente. Gud ofrer sin egen søn – dvs Gud dræber sin egen søn. Intet offer er større – dvs intet offer kan frelse så meget som dette offer! Abraham skal ofre sin elskede søn Isak – fordi det er det største offer som Abraham kan give. Hvis Abraham ofrer sin førstefødte søn – vil Abraham modtage en uendelig frelse – som det siges i 1. Mosebog.

Tanken om ofringen af barnet handler om at give slip. Hvis vi giver slip på vores elskede barn og ofrer barnet til Gud – vil vi blive frelst. Det var ikke nogen mærkelig tanke i oldtiden at ofre og dræbe sit eget barn for at man selv kan leve. Det er det som Abraham gør og vi ved at disse menneskeofre efterhånden blev ret almindelige i oldtiden. Elisa oplever hvordan kvinderne ofrer deres egne sønner – fordi byen er belejret og alle er ved at dø. I Dommerbogen ofrer en anden by et menneske til guderne og israelitterne må trække sig tilbage. Eksemplerne er legio. Menneskeofre var ikke ualmindelige i Det gamle Testamente og slet ikke hos naboerne – kanaanæerne, fønikerne eller deres slægtninge punerne i Karatago. Alle ofrede de deres børn til guderne – ikke af lyst – men i den yderste nød. Menneskeofferet var det mest effektive offer til guderne.

Tanken er dels magisk og dels ikke magisk. Den er magisk på den måde at selve ofringen af sønnen – det største offer som findes –virker i sig selv. Den tanke finder vi i hele oldtiden. Meneskeofferet er det største offer som findes så derfor bevirker det den største frelse og redning. Vi ofrer vores barn – for at vi selv kan leve. Når vi har ofret vores barn – får vi utallige nye børn til gengæld!

Men tanken er også ikke magisk. At give sin søn til Gud – altså at ofre ham og brænde ham – er at vise Gud respekt og ære. Alle vore sønner kommer fra Gud og derfor skal vi give den første tilbage til Gud. den første er hellig – Qodesh – kan må ikke bruges i denne verden og han tilhører ikke denne verden. Han skal gives tilbage til Gud. Han er Guds ejendom. Han hører til hos Gud. Vi skal give slip på vores barn!

Tanken om de førstefødte spiller også en meget mere almen rolle i Det gamle Testamente. De førstefødte sønner tilhører ikke denne verden – dvs de skal gives til kulten eller religionen eller til helligdommen. Samuel bliver givet til helligdommen – for han skal tjene Gud. De første sønner er finere, mere åndelige, mere ophøjede og derfor skal de tjene Gud og leve sammen med Gud i templet. Dette træk ser vi mange steder. De skal være rene og Naziræere – som Samson. De er gudsmænd. De tilhører egentlig ikke denne verden. De er Qodesh – hellige.

Sønnen skal ikke ofres fordi han er uden værdi – tvært om skal netop ofres til Gud fordi han er det mest værdifulde offer som tænkes kan – den største gave.

Hanna kan ikke føde børn men til sidst bliver hun alligevel frugtsommelig på en underfuld måde. Hun giver derefter sin førstefødte søn Samuel til templet som en offergave. Samuel er hellig og må ikke leve i denne verden. Han skal gives tilbage til Gud for han kommer fra Gud. Men efter at Hanna har givet dette offer til Gud bliver hun belønnet med en stor velstand og velsignelse af Gud. Offeret virkede. Når vi giver slip på det som vi elsker – så får vi hele herligheden tilbage. Lige som Job i Jobs Bog som mistede alle sine sønner men fik hele herligheden tilbage.

v20 Eli velsignede Elkana og hans kone [Hanna] og sagde: »Herren give dig børn med denne kvinde i stedet for ham, der kom til at tilhøre Herren.« Så gik de hjem, v21 og Herren tog sig af Hanna. Hun blev gravid og fødte tre sønner og to døtre. Men den lille Samuel voksede op hos Herren.

(1 Samuelsbog 2.20)

På samme måde bliver Abraham belønnet af Gud for at han vil dræbe og ofre sin førstefødte søn. Abraham kan skaffe sig selv, hele sit folk og hele menneskeheden en uendelig frelse – hvis han ofrer sin søn på alteret:

v15 Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: v16 »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, v17 vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. v18 Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

(1 Mosebog 22.15)

Slavernes hus.

v3 Moses sagde til folket: Husk denne dag, da I drog ud af Egypten, af trællehuset [bd - tjene], for med stærk hånd førte Herren jer ud herfra.

(2 Mosebog 13.3)

Det hebraiske ord Abadim kan oversættes på mange måder. Det væsentlige er nok at udtrykket bruges i 2. Mosebog på den måde at ALLE indbyggerne i Egypten var arme slaver eller trælle! 2. Mosebog taler meget om tjenesten og slaveriet og arbejdet og trældommen. Men meningen er nok at det ikke er specielt israelitterne som er Faraos slaver. Det er hele befolkningen! Derfor kan ordet Abadim oversættes som lidelsens hus eller ufrihedens hus eller simpelt hen som lidelsen eller ufriheden. Israel vandrer ud af Egypten – ikke fordi at kun de er blevet underkastet slaveriet – men fordi de bliver frelst ud af slaveriet. Teksterne viser også at israelitterne ikke føler sig specielt som slaver. De er egentlig et frit folk i Egypten – Farao har begået en stor uret. Israel havde krav på store privilegier i Egypten – for dem havde Farao lovet Josef. Israel optræder ikke i 2. Mosebog som et underkuet slavefolk. Tværtom går de til angreb på Farao. Siden finder vi aldrig nogen sinde en skam over at israel engang var slaver i Egypten! Ordet bd på hebraisk er meget flertydigt og israelitterne følte sig i virkeligheden slet ikke som slaver. Det kan vi se i den måde man omtaler Egypten og Farao på!

Ordstammen bd har to forskellige betydninger og dette ordspil bruges hele tiden i 2. Mosebog. Bd kan bruges om slaven, trællen eller tjeneren. Israel må trælle under Farao. Men bd bruges også i vores betydning om tjeneste – en gudstjeneste. Argumentet er at israelitterne ikke skal trælle for Farao fordi skal ud i ørkenlandet og trælle for – dvs tilbede – Jahve! Israel holder op med trælle for Farao ved Exodus – og i stedet bliver deJahves trælle – som det siges mange steder i Det gamle Testamente. Vi kan sige at Israel bliver overført som et stykke ejendom fra Farao til Jahve – det er et almindeligt billede i Mosebøgerne.

Vores ord gudstjeneste kommer fra dette hebraiske udtryk bd som oversættes til græsk og siden til latin og bliver til tjeneste eller service – gudstjeneste. Paulus siger også i Galaterbrevet at alle de kristne er Guds trælle og kristi trælle! Ordet træl bruges meget bredt og behøver ikke at være nedsættende. Esajasherrens tjener – ebed – er også en slave eller en træl – men i virkeligheden er han en mægtig herre og konge – et lys for alle folkeslagene – jordens konge – lige som perserkongen Kyros!

Udfrielsen fra Egypten

v17 Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig.« v18 Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet. I række og geled drog israelitterne op fra Egypten. v19 Moses tog Josefs ben med sig, for Josef havde taget israelitterne i ed og sagt: »Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med jer op herfra.« v20 Så brød de op fra Sukkot, og de slog lejr i Etam på grænsen til ørkenen. v21 Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. v22 Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.

Afmytologiseringen. Er Exodus ren myte eller en historisk begivenhed?

Der er nok ingen tvivl om at forfatterne til det gamle Testamente har ladet sig inspirere af de gamle semitiske myter om den gode guds kamp imod uhyret. Men vi kan sige at der i 2. Mosebog sker en slags afmytologisering af stoffet. Vi kan sige at de såkaldt historiske begivenhederne bliver formet efter myten men samtidigt forvandlet.

I myten er Guds modstander de vældige vande – Jam eller søslangen eller uhyret. Dette træk kender vi fra poesien i Det gamle Testamente – for eksempel Esajas og Salmerne. Men i 2. Mosebog bliver modstanderen i nogen grad forvandlet til en nation Egypten og dens konge. Myten foregår i urtiden – myten er en skabelse af verden hvor urvandet bliver besejret. Urvandet blev trængt bort som vi også kan læse i 1. Mosebog kapitel1. Men Exodus historien foregår i historisk tid – eller snarere i en slags historisk tid der afslutter en urtid – begyndelsen på den almindelige historiske tid. Begivenhederne foregår i bestemt tid og rum. Farao og hans soldater bliver et våben for Jahve. Jahve bruger Egypten som kasteskyts imod Jam – vandet – som det kan ses i sangen i kapitel 15. 2. Mosebog handler ikke som i myten om hele verdens frelse eller skabelse men om et bestemt folk – Israels skabelse. Men lige som i myten er 2. Mosebog en skabelses historie eller en fødsel – Israel bliver født som nation. Israel går igennem prøven – egypterne drukner men Israel reddes. Begivenhederne ved Sivhavet er en slags juridisk prøvelse – en slags dommedag. Vi kender tankken fra Babylon hvor man smed suspekte forbrydere i floden. Hvis de druknede var de skyldige!

Men det er karakteristisk at når det gamle Testamente omtaler Exodus begivenhederne og Sivhavet sker det abstrakt. Der tales om søen, havet, vandet – ikke om noget konkret geografisk sted! Opfattelsen er stadig væk mytisk. På en måde foregår begivenhederne ved sivhavet alligevel ikke noget konkret sted. Blot dengang i urtiden hvor verden blev grundlagt.

Egypten bliver i hele Det gamle Testamente sat lig med de vældige vande – slangen. Faraos symbol var historisk en slange og det ved Det gamle Testamente. Farao er en søslange som bor i Nilen. Nilen er det samme som urvandet – Jam. Nilen går over sine bredder – og det fortolkes i Det gamle Testamente som uhyrets eller det ondes vilje til at oversvømme alt. Vandet er truende. Drukne døden er forfærdelig. Egypten omtales som Rahab og som Livjatan – Egypten er simpelt hen identisk med Guds modstander – floden, vandet, ondskaben og lidelsen. Esajas taler om at Jahve angriber Egyptens hav – og det er uklart om han mener Nilen eller sivhavet. Alt vand er egentligt det samme vand i Det gamle Testamente. Vandet truer hele tiden den beboede verden – mennesker og dyr. Jorden står med sine søjler på vandet eller urdybet – jorden eller verden kan hele tiden styrte ned i afgrunden. Livet er spinkelt og skrøbeligt. Jahve er den største af guderne – kun han kan besejre de vældige vande.

2. Mosebog er den egentlige skabelsesmyte eller skabelsesberetning i Det gamle Testamente. Skabelsesberetningerne i 1. Mosebog som stammer fra Jahvisten og Præsteskriftet – Adam og Eva - spiller næsten ingen rolle i Det gamle Testamente. De omtales stort set aldrig. De er glemt. Men Exodus beretningen – den egyptiske historie - er den centrale skabelse af verden. Samfundet, religionen, Guds kongerige, nnationen og verden bliver skabt. Begivenhederne ved sivhavet er ikke en lille lokal begivenhed. De er simpelt hen skabelsen af kosmos. Gud grundlægger sit rige og sit hus på toppen af bjerget. Israel bosætter sig på hans hellige bjerg – det forjættede land – hvor de skal leve for evigt. De onde vande er blevet besejret.

Er Moses en ildsøjle?

v20 Se, jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. v21 Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham; han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham. v22 Men hvis du adlyder ham og gør alt, hvad jeg siger, vil jeg gøre dine fjender til mine fjender og dine modstandere til mine modstandere.

v23 Min engel skal gå foran dig og føre dig til amoritterne, hittitterne, perizzitterne, kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne; dem vil jeg udslette. v24 Du må ikke tilbede deres guder og dyrke dem, og du må ikke følge deres skikke; du skal rive dem ned og knuse deres stenstøtter. v25 I skal dyrke Herren jeres Gud; så vil han velsigne dit brød og dit vand. Jeg vil tage sygdom bort fra dig; v26 i dit land skal der ikke findes nogen kvinde, der aborterer eller er ufrugtbar. Jeg giver dig det fulde mål af leveår.

(2 Mosebog 23.20)

Teksten i kapitel 23 sammenfatter løfterne i 2. Mosebog og i hele Det gamle Testamente. Vi kender disse løfter som løfterne til Abraham og Jakob og som løfterne i Salmernes Bog. Løfternne er evangeliet – som Paulus siger i Galaterbrevet.

Teksten sammenfatter netop det som Israel kom til at opleve i den første ørkentid – Guds underfulde frelse – førelsen, brød, Manna, vand, helbredelse og krigslykke – velsignelsen eller Shalom!

Foran Israel går hele tiden Herens engel – som en ild – som en stjerne. I det gamle Testamente er Herrens engel ikke en sød lille engel som hører julen til! Herrens engel minder mere om de budbringere som Mafia i dag sender. Det er ikke mærkeligt at mennesker bliver rædsselsslagne når Herrens engel ankommer! Herrens engel kan dræbe hundredtusender af fjender – og af israelitter – på et kort øjeblik som det fortælles. Herrens engel eller Malak – budbringer - er de budbringere som storkongen sender som for eksempel de aayriske brutale storkonger sender. De er frygtindgydende.

Det synes at fremgå at Moses er Herrens engel og måske er han den engel eller repræsentant som kapitel 23 taler om. 2. Mosebog gentager hele tiden at Israel skal adlyde Moses. At tvivle på Moses er at tvivle på Gud. Moses er et med Herren.

Da Israel drager ud af Egypten bliver de anført af et stort tegn på himlen. De mener at se et stort tegn på himlen – en røg og en ild. På en vis måde er Moses denne ildsøjle eller røgsøjle. I kapitel 17 står Moses på toppen af det hellige bjerg og løfter sin højre arm og sin stav. Når han løfter armen sejrer Israels hær for foden af bjerget i krigen imod amalekitterne. Amalekitterne skal udryddes totalt – det er Guds vilje – og krigen er en helligkrig. Al krig er i Det gamle Testamente hellig krig. Krigen er en hellig gudstjeneste – det er Gud selv som kæmper og ingen af dem som kæmper imod Gud skal overleve eller skånes. Siden hen kæmper Saul en hellig krig imod amalekitterne – arvefjenden – beduinstammer der holdt til i ørkenlandet syd for Palæstina.

Moses er en anfører for Israel. Moses er en gud. Moses er måske det tegn som de ser på himlen. Tegnet på himlen er en engel. Moses er Herrens engel. Moses er en ildsøjle eller en stele eller en stenstøtte som står på toppen af det hellige bjerg. Tegnet er korsets tegn i den tidlige kristne kirkes fortolkning! Moses er et monument. Moses er et symbol. Moses er det banner eller det flag eller den pæl som står på toppen af bjerget og som går for an Israel igennem hele ørkentiden.

v21 Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. v22 Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.

(2 Mosebog 13.21)

v19 Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, v20 så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden.

(2 Mosebog 14.19)

v7 Moses plejede at hente teltet og slå det op uden for lejren i god afstand fra den; han kaldte det Åbenbaringsteltet [Tabernaklet, Mødets Telt]. Hver gang nogen søgte råd [orakler] hos Herren, gik han ud til Åbenbaringsteltet uden for lejren. v8 Og hver gang Moses gik ud til teltet, stillede hele folket sig i hver sin teltåbning og fulgte Moses med øjnene, til han var kommet ind i teltet.

v9 Når Moses kom ind i teltet, steg skysøjlen ned og stod i indgangen til teltet, og Herren talte med Moses. v10 Når folket så skysøjlen stå i indgangen til teltet, rejste de sig alle sammen, og de kastede sig ned, hver i sin teltåbning.

v11 Og Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet. Derpå vendte Moses tilbage til lejren. Den unge mand Josva, Nuns søn, der var i hans tjeneste, veg ikke fra teltet.

(2 Mosebog 33.7)

Moses er en tordengud. Moses er Jahve. Moses er Ba’al.

v22 Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd op mod himlen, så skal der falde hagl i hele Egypten, over mennesker og dyr og over alle planter på marken i Egypten.« v23 Moses rakte sin stav mod himlen, og Herren lod det tordne og hagle, og ild slog ned på jorden. Herren lod haglene regne over Egypten. v24 Der faldt hagl, og ilden flammede under haglvejret. Det var så voldsomt, at der ikke havde været magen til i hele Egypten, fra dengang de blev et folk. v25 I hele Egypten slog haglene alt det ned, som var på marken, både mennesker og dyr. Også alle planter på marken slog haglene ned, og de knækkede alle træer på marken. v26 Kun i landet Goshen, hvor israelitterne var, faldt der ikke hagl.

(9.22)

Dette afsnit er det mest tydelige eksempel på at Moses fremstilles efter det gamle mytiske skema. Det ses tydeligt i vers 22. Moses gør det samme som Ba’al og alle de andre tordenguder gør i oldtiden. Ordene og udtrykkene er de samme. Moses skildres i 2. Mosebog efter et mytologisk skema eller vi kan sige at forfatterne til Det gamle Testamente blev stærkt inspireret af de gamle myter. Moses er lige som Ba’al eller lige som Zeus. Han gør det samme. Han har den samme kraft. Lige som Ba’al kaster sine brændende pile – lynet – ud til alle sider og skræmmer og dræber menneskene – så gør Moses det samme.

Moses har magten over de meteorologiske fænomer kan vi siger. Moses kan sende storm og uvejr og ild ned fra himlen. Lige som siden hen Elias. Moses kan sende en orkan eller en tsunami ud i verden. I følge Det gamle Testamente er stormen eller orkanen nogget som kommer ud af næseborene på Jahve. Orkanen er hans ruah – det vil sige hans vind. Når Gud blæser ud igennem næseborene – blæser han hele verden omkuld. Storm og uvejr og lyn er Jahves stemme. De er hans ånd – hans hellige ånd. Det hebraiske ord Ruah betyder en vind – eller en ånde – den vind som kommer ud af Guds næsebor. Den vind er det samme som magten eller vreden eller besejringen af alle fjenderne. Guds arm og hans næse er hans kraft, magt, vind og ånd. Det som det gamle Testamente taller om er ikke et lille blæsevejr. Når Jahves vind blæser er det en tornado, en orkan, en tsunami, et vulkanudbrud. Resultatet er voldsomt. Hagl er ikke blot det vi forstår ved hagl – hagl er brændende ildkugler.

Moses udøver denne enorme magt. Han er Gud selv. Når Moses løfter armen eller hans udstrakte lem eller hans stav udøver han en overjordisk guddommelig magt. Vi kan ikke direkte se Gud men vi kan se Moses. Gud er inden i Moses. Moses er en epifani af Gud – Gud viser sig synligt. Gud viser sig i en konkret empirisk form – han viser sig i Moses. Moses er hans mund og Moses er hans lem. Moses er Guds legeme. Vi er Guds legeme – og hans lem og hånd og arm og øje.

Når israelitterne ser Moses reagerer de som hvis de har set Gud. De bliver bange – de bliver grebet af rædsel. Moses er som Gud. Han er en jævnbyrdig til Gud. Han er en broder til Gud. Han handler på Guds vegne og i stedet for Gud. Moses bliver forvandlet. Han er ikke længere den gamle Moses. Han er af en guderne:

v29 Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden, da han gik ned fra bjerget. Moses vidste ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham; v30 men Aron og alle israelitterne så, at det strålede fra hans ansigt, og de blev bange for at komme ham nær. v31 Men Moses kaldte på dem, og Aron og alle overhovederne i menigheden kom hen til ham igen, og Moses talte med dem. v32 Derefter kom også alle israelitterne nærmere, og han gav dem besked om alt det, som Herren havde sagt ham på Sinajs bjerg. v33 Og da Moses var færdig med at tale med dem, lagde han et slør over sit ansigt. v34 Men hver gang Moses kom ind for Herrens ansigt for at tale med ham, tog han sløret af, indtil han skulle ud igen. Så gik han ud og fortalte israelitterne, hvad han havde fået befaling om. v35 Og hver gang israelitterne så Moses' ansigt, så de, at det strålede fra hans ansigt; Moses tog da sløret for sit ansigt, indtil han igen skulle ind og tale med Herren.

(2 Mosebog 34.29)

Blev Israel smidt ud af Egypten?

Der er rigtigt mange steder i 2. Mosebog som peger på at Israel bliver smidt ud af Egypten – med magt og imod israelitternes gode vilje! Vi kan også se at Israel ustandseligt længes tilbage til Egypten da det er kommet over i ørkenlandet. De klager og klager og længes efter Egyptens kødgryder.

Der er intet som tyder på at israelitterne ønskede at forlade Egypten. De sætter sig imod fra starten af! De gør grin med Moses og afviser hans forslag. Det er også interessant at udtrykket landet som flyder med mælk og honning sandsynligvis oprindeligt blev brugt om Egypten! Først siden blev det brugt om Palæstina! Udtrykket passer unægteligt også bedre på Egypten. Egypten er meget frugtbart – overskyllet af den frugtbare Nil – Kana’an er relativt fattigt og ufrugtbart! Palæstina bliver ustandseligt ramt af tørkeperioder hvor hele jorden er ved at dø, som det hedder i Josef historien. Der var bestemt gode grunde til at Jakob og hans sønner havde taget ophold i Egypten! Hebræerne måtte hele tiden købe deres korn i Egypten – hungersnøden truede hele tiden. 1. Mosebog fortæler på samme måde at Abraham måtte udvandre til Egypten. Egypten var verdens navle og det land som flød med mælk og honning! Hvorfor tage noget andet sted hen? Ønsker Moses at vi skal dø i ødemarken? Var der ingen grave i Egypten!?

At Israel er blevet smidt ud passer godt med vores almene viden om det gamle Egypten. Egypten var gæstfri men måtte ofte bortvise de fremmede nomadefolk som havde bosat sig i det frugtbare Egypten. De blev en plage. – Alle disse arme og elendige asiater som ikke ved hvordan de skal leve eller dø, som en egyptisk tekst lyder!

v1 Herren sagde til Moses: »Endnu en plage [slag, sygdom] vil jeg bringe over Farao og Egypten. Efter den vil han lade jer gå herfra [Kalla]. Og når han lader jer gå, vil han ligefrem jage jer ud herfra!

(2 Mosebog 11.1)

Dette udtryk har været fortolket meget frem og tilbage. Det peger på at Farao vil bortvise og bortsende israelitterne. Farao har gjort hvad han kunne men israelitterne er blevet en ren plage. Israel bliver smidt ud for alle deres smitsomme sygdomme. Israel bringer en ulykke over Egypten. De er kun ildelugtende fårehyrder, som Farao siger i 1. Mosebog. De formerer sig som rotter som det hedder i 2. Mosebog kapitel 1!

Meget tyder på at meningen med den hebraiske tekst er at Israel er en brud eler en hustru og at Farao sender sin hustru bort – i skam og skændsel. I følge Moseloven og traditionen i det gamle Israel kan ægtemanden uden videre sende en af sine hustruer bort hvis hun ikke behager ham. Der er ikke noget som hedder skilsmisse i vores forstand. Der er heller ikke noget som hedder ægteskab i vores betydning. En kvinde bliver medlem af mandens hus – det vil sige hun bliver et stykke ejendom. Hun er hans ejendom og træl og slave. Han har købt hende for en brudepris – som vi kender det fra historien om Jakob og Laban. Jakob køber to kvinder – to hustruer ude hos Laban i østen. Kvinden er ejendom. Manden kan skille sig fra sin ejendom fordi han frit råder over sin ejendom. Han skal ikke have nogen specielle gode grunde.

Ordet Kalla bruges om en brud eller om en gift kvinde. Det hebraiske udtryk peger på fortolkningen af Faraos adfærd: Han sender hende bort lige som man sender en brud bort – en gift kvinde bort. Det bedste eksempel herpå er Abraham som sender sin hustru Hagar – der oven i købet har født ham en søn! – ud i mørket – sandsynlivis for at hun skal dø i ørkenen!

Israel bliver altså smidt ud af Egypten – bortvist som en kvinde – som en af Faraos hustruer. Hun har på ingen måde levet op til hans forventninger. Hun er blevet en skandale. Alle kan se det. Hun er en plage.

Det er derfor guldstændigt fantastisk at Israel siden hen omdigtede hele historien til en underfuld frelse og befrielse – hvis ellers Israel blev udvist af Egypten! Den senere jødiske fortolkning er fantastisk! Det som egentlig var en ydmygelse omtolkedes så det blev Guds underfulde frelse!

Historien minder lidt om det mageløse billede som Paulus bruger i Romerbrevet. Paulus taler om frihed og om at være ufri under loven. Han sammenligner med en gift kvinde. Så længe hun er gift med sin mand er hun ufri – hun er under mandens herredømme, siger Paulus. Hun er under loven. Hun har ingen værdighed, frihed eller myndighed. Men når han omsider dør – bliver hun en fri kvinde! Paulus billede er i vore øjne helt forbløffende. Men det svarer måske til Exodus historien. Israel var gift med Farao og hun blev – klart mod sin vilje - bortvist og bortstødt af sin ægtemand – hun blev skåret af (Karet) og sendt ud i ørkenen lige som Abraham bortsender Hagar! Men denne skilsmisse blev hendes underfulde og mirakuløse frelse!

Moses er uren. Moses er en uomskåret. Moses har urene og uomskårne læber (Præsteskriftet).

v12 Men Moses sagde for Herrens ansigt: »Israelitterne vil ikke høre på mig! Hvorfor skulle Farao så høre på mig, når jeg er uomskåret på læberne?«

(2 Mosebog 6.12)

Det er på mange måder stadig en stor gåde hvad Præsteskriftet mener! I store dele af Det gamle Testamente betyder uomskåret – Arel på hebraisk - det samme som uren – og uren er en meget alvorlig og frygtindgydende anklage imod mennesker. Hvis man er uren bliver man udelukket fra fællesskabet – Gud, slægten, kulten, landet.

Ordene i præsteskriftet er altså en meget alvorlig kritik af Moses – næsten en sønderlemmende kritik. Moses er uren og uomskåret og denne fejl bliver ikke ordnet eller helbredt i følge Præsteskriftet. Moses bliver ved med at være uren.

Præsteskriftet fra måske ca 500 f. Kr. bruger kilder som Jahvisten og Elohisten – der er mange hundrede år ældre. I disse tekster finder vi tanken om at Moses har visse handicaps og Præsteskriftet bygger nok videre på disse kilder. Men stadig væk: Anklagen imod Moses som uren er frygtelig og den hænger ikke direkte sammen med teksterne om at Moses ikke har ordet i sin magt. Det som Præsteskriftet siger er meget mere vidtgående og alvorligt!

Med de uomskårne læber tænker Præsteskriftet antageligt på det at høre og se og formidle og tale. På disse områder er Moses uomskåret – det vil sige han er impotent eller svag eller udeuelig. Moses kan slet ikke tale Guds ord. Han kan slet ikke formidle Guds ord videre – specielt over for Farao – kan vi se i Præsteskriftet. Moses er lige som en outsider – han tilhører ikke rigtigt folket. Han kan ikke tale med myndighed og han er ikke en af de ældste. I Præsteskriftet er det superhelten Aaron som udfører alle underne med sin stav og som taler Guds ord til Farao – ikke Moses! Ud fra hele Mosebogen vil de fleste dog sige at Præsteskriftet repræsenterer en meget senere afvigende opfattelse. I den oprindelige tradition var Moses en stor helt og Aaron uden betydning!

Efter manges mening repræsenterer Præsteskriftet den kaste af israelittiske præster som man kan kalde de aronitiske præster. Præsteskriftet forsvarer disse præster. Præsterne er de virkelige helte. Vi kan også se at Aaron egentlig er helten i Præsteskriftet – Aaron repræsenterer præsterne. Aarons sønnesøn Pinehas er en mega helt i Præsteskriftet. Han er vores fader!

Præsteskriftet er altså en slags polemik imod Moses som repræsenterede profeterne. I det gamle Israel var der en evig krig imellem præsterne og profeterne og Præsteskriftet tager del i denne krig. De fleste af profeterne er overmåde kritiske over for præsteskabet og kulten – riterne og gudstjenesten og ofrene i Jerusalem! Profeternes budskab er at Gud ikke vil have blodige ofre – men tro og lydighed imod hans ord! Men i denne krig tager Præsteskriftet til genmæle og hævner sig så at sige på profeterne!

Det mest bemærkelsesværdige er nok at Gud ikke udbedrer denne fejl som Moses har – at han har uomskårne læber. Vi har et berømt eksempel fra Esajas og hans kaldelse hvor Gud netop udbedrer svagheden eller manglen. Men det sker ikke i følge Præsteskriftet med Moses – Moses er kronisk uren og han er nødt til at kommunikere gennem præsten Aaron. Uden Aaron ville Moses være impotent og helt fortabt!

v5  Da sagde jeg:
      »Ve mig, det er ude med mig,
      for jeg er en mand med urene læber,
      jeg bor i et folk med urene læber,
      og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.«
v6  Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. v7  Han berørte min mund og sagde:
      »Nu har dette rørt dine læber,
      din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«

(Esajas 6.5)

Tankegangen er den samme men Esajas bliver helbredt af Herrens engel. Vi kan netop se hvad udtrykket uomskåret sikkert betyder også i Præsteskriftet: Moses er uomskåret – det vil sige han er uren og nedtynget af synden og skylden! Esajas bliver renset med et stykke glødende kul – men Moses bliver aldrig nogen sinde renset!

Hos profeten Ezekiel spiller omskærelsen også en helt afgørende rolle. Præsteskriftet og Ezekiel minder om hinanden – de repræsenterer den samme slags teologi i Israel. Ezekiel levede omkring Jerusalems undergang i år 587 f. Kr.

v7 Når I lader fremmede, som er uomskårne på hjerte og krop, komme ind i min helligdom og vanhellige mit tempel, når I bringer mig føde, fedt og blod, så har I brudt min pagt med alle jeres afskyelige handlinger; v8 I har ikke selv varetaget tjenesten med mine hellige offergaver, men I har sat dem til at varetage tjenesten i min helligdom for jer. v9 Dette siger Gud Herren: Ingen fremmed, som er uomskåret på hjerte og krop, må gå ind i min helligdom; det gælder alle fremmede, som bor blandt israelitterne.

(Ezekiel 44.7)

For at de skal kende Gud.

I den danske oversættelse bliver det hebraiske ord at kende oversat til at forstå. I den oprindelige tekst sker alle tegnene altså for at de skal komme til at kende Gud. At kende Gud er ikke nogen intellektuel viden om Gud eller en viden om at Gud eksisterer. At kende Gud er at opleve og erfare hans tegn og undere. Israel kommer til at kende Gud under den egyptiske historie dvs de erfarer og føler og ser Guds tegn og undere. Tegnene sker for Israels skyld for at de skal komme til at kende Gud – og for Faraos skyld.

Alting sker FOR AT. Alle tegnene sker for at Israel og Farao kan komme til at kende Gud. Tegnene sker med et formål. Alt som sker – sker med et formål.

At kende Gud er at kende Gud i praksis i en nær relation – så at sige at være gift med Gud. De to parter i en relation kender hinanden – de kender hinanden på en helt anden måde end andre mennesker. At kende hinanden indebærer en anerkendelse fra begge parters side – Gud anerkender mennesket i denne relation! Adam kender Eva som det hedder. I de politiske traktater i oldtiden siges det at de to konger kender hinanden – dvs de respekterer hinanden, de bøjer sig for hinanden, de kender den andens magt og væsen og natur. At kende Gud er altså noget meget omfattende – det betyder at indgå i en nær relation med Gud.

v14 Herren sagde til Moses: »Farao er forhærdet og nægter at lade folket gå. v15 I morgen tidlig skal du gå til Farao, når han går ned til floden, og så skal du stille dig foran ham på Nilens bred. Staven, som blev forvandlet til en slange, skal du tage med dig. v16 Du skal sige til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig med en besked: ›Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig i ørkenen.‹ Endnu har du ikke villet høre. v17 Men dette siger Herren: Ved dette tegn skal du forstå, at jeg er Herren: Med staven, jeg har i hånden, vil jeg slå på vandet i Nilen, og det vil blive forvandlet til blod. v18 Fiskene i Nilen vil dø, Nilen vil komme til at stinke, og egypterne vil ikke kunne drikke vandet fra Nilen.«

(2 Mosebog 7.14)

v6 »I morgen,« svarede han, og Moses sagde: »Som du befaler! Du skal komme til at forstå, at der ikke er nogen som Herren vores Gud.

(8.6)

v18 Men samme dag vil jeg udskille landet Goshen, hvor mit folk opholder sig, så der ikke kommer fluer dér, for at du skal forstå, at jeg, Herren, er her i landet.

(8.18)

(9.13)

v29 Moses svarede ham: »Når jeg har forladt byen, vil jeg brede mine hænder ud mod Herren; så hører tordenen op, og der kommer ikke hagl mere; det sker, for at du skal forstå, at jorden tilhører Herren. v30 Men jeg ved, at du og dine folk endnu ikke frygter Gud Herren.«

(9.29)

v1 Herren sagde til Moses: »Gå til Farao, for jeg har forhærdet ham og hans hoffolk, for at jeg kan udføre disse tegn blandt dem, v2 og for at du kan fortælle din søn og din sønnesøn om, hvordan egypterne fik min magt at føle, og om mine tegn, som jeg gjorde blandt dem, så I kan forstå, at jeg er Herren.«

(10.1)

v7 men ikke en hund skal gø ad israelitterne, hverken ad mennesker eller dyr. Sådan skal I forstå, at Herren holder egypterne adskilt fra israelitterne.

(11.7)

Gud frikøber sin førstefødte søn Israel. Gud er retfærdig.

v22 Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn. v23 Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.«

(2 Mosebog 4.22)

v12 Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte [sønner] i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren!

(12.12)

Toraen har ikke vores begreb om retfærdighed. Det er meget tydeligt når vi ser på den egyptiske historie. Det som Gud gør i den paskale nat er ikke retfærdighed i vores betydning af ordet. Det er blodhævn.

Det hebraiske ord for at frikøbe - ordstammen gl - har et væld af forskellige betydninger. Det kan være noget økonomisk og sådan opfattes Exodus også ofte i Det gamle Testamente. Gud køber sit folk til at være et frit folk. Israel bliver købt fri – det var ejet af Farao. Gud har i Det gamle Testamente pligt til at købe sin slægtning og søn fri og det gør han. Gud er rig på troskab. Han redder sin søn.

Men begrebet gl eller at frikøbe hænger ofte sammen med blodhævnen og blodfejder. Gud frikøber sin søn – dvs at han hævner sig på Egypten. Farao har gjort Guds førstefødte søn til en træl – og det er det samme som at slå ham ihjel. Sådan er det i følge Moseloven. Gud frikøber sin – dræbte – søn ved at dræbe egypterens søn! Vi kender disse blodfejder fra Det gamle Testamente og fra hele oldtiden. Hvis en fra vores slægt bliver dræbt – så frikøber vi ham ved at dræbe en anden i den fremmede, fjendtlige slægt! Det er det som Gud gør i følge teksten. Derfor er Gud retfærdig! At være retfærdig betyder netop at leve op til sine blodsbetingelser – og pligter. Gud er retfærdig fordi han hævner sin søn. Gud svigter ikke relationen eller blodets bånd. Gud er ikke retfærdig i følge vores betydning af ordet. Men i Det gamle Testamente er han retfærdig – fordi han eensidigt frelser Israel – han er rig på troskab som det siges. Han svigter ikke sin hustru. Han lader ikke sin slægt i stikken. Han hævner sig.

Gud dræber Faraos søn – det er ikke retfærdigt for os for Farao har ikke dræbt Israel! Gud dræber alle de små drengebørn i Egypten – og det er grotesk uretfærdigt i vore øjne. Hvad har de små drengebørn gjort? Det er vigtigt at se at 2. Mosebog også forstår at Guds aktion egentligt er uretfærdig – med vores begreb. Israel vved godt at Gud hævner sig – voldeligt og brutalt. Men det er Israels frelse. Meningen er ikke at vi skal fokusere på de uskyldige drengebørn for så forstår vi ikke pointen – pointen er at Gud ved dette drab frikøber Israel – sin førstefødte søn. 2. Mosebog tænker ikke i abstrakte baner – i en abstrakt retfærdighed. Gud fælder ikke en retfærdig dom over Egypten – det er ikke meningen med teksten. Gud gør det som er nødvendigt og det som skal til. Gud ved at det eneste som kan frelse og frikøbe Israel er at han dræber alle de egyptiske sønner. Israel kan ikke blive frelst på nogen anden måde. Gud frikøber og frelser Israel på en underfuld måde.

Gud lever op til sine pligter og til sit ansvar. Ideen om gl – at frikøbe – er en vigtig del af Moseloven. Man skal være trofast over sin slægt. Man har pligt til at frikøbe sin slægt. Hele oldtiden tænker på denne kollektive måde.

v39 Når det går dårligt for din broder hos dig, og han lader sig sælge til dig, må du ikke pålægge ham trællearbejde; v40 han skal have det som en daglejer eller tilflytter hos dig. Indtil jubelåret skal han arbejde hos dig. v41 Så skal han gives fri sammen med sine børn; han skal vende tilbage til sin familie og sine fædres ejendom. v42 De er jo mine trælle, som jeg førte ud af Egypten; de må ikke sælges, som man sælger trælle. v43 Du må ikke underkue ham med vold. Du skal frygte din Gud!

(3 Mosebog 25.39)

v6 Da jeg hørte deres klager og det, de sagde, blev jeg meget vred. v7 Og da jeg havde overvejet det, gik jeg i rette med de fornemme og fyrsterne og sagde til dem: »I driver åger med jeres brødre!« Derfor indkaldte jeg en stor forsamling v8 og sagde: »Vi har, så godt vi kunne, løskøbt vores judæiske brødre, som havde solgt sig til andre folk; men nu sælger I jeres brødre, og de må lade sig sælge til os!«

(Nehemias 5.6)

Gud tilbyder ikke Farao at betale en pris så at Guds søn kan blive fri! Gud tilbyder ikke noget kompromis til Farao. Gud hævner sig grundlæggende som vi kender det fra oldtidens blodfejder. Gud tilbyder heller ikke en pris til Babylon for at de skal løslade israelitterne i det babylonske eksil. Pointen hos Esajas er netop at Gud frikøber sit folk – uad af Babylon. Men det gør Gud ikke ved at købe. Det gør han ved at vise sin brutale magt og vælde. Gud undertvinger og ydmyger Babylon – han hævner sig og viser sin magt – dvs han frikøber Israel. Det er meningen hos Esajas. Gud opfører sig ikke rimeligt – med et moderne begreb. Han viser simpelt hen sin magt. Han smadrer den onde fjende. Derfor er han retfærdig – fordi han er eensidig – fordi han frelser os! Gud er selvfølgelig ikke såkaldt retfærdig over for egypterne eller babylonerne.

Gud smadrer de nyfødte drengebørns hjerneskal på klippen i Babylon – sådan hedder det i Salmerne! Det er selvfølgelig ikke retfærdigt i vore øjne. Hvad har disse nyfødte drengebørn egentligt gjort?

Gud taler lige som de assyriske storkonger som vi kender fra de politiske traktater fra oldtiden. Gud parlamenterer ikke. Gud tøver ikke. Farao har brudt traktaten – Guds straf og løftede arm komer omgående. Gud optræder fuldstændigt som storkongerne i trakteterne over deres vasaller. Gud følger ikke engang et øje for øje og tand for tand princip. Hans hævn er ikke retfærdig. 2. Mosebog taler ikke et juridisk sprog som vi kender – det taler om Gud i et magtsprog. Det er uvigtigt om Guds handling er såkaldt retfærdig – det væsenlige er at Gud sejrer og vinder!

Gud kæmper med det onde vand i syv dage! Nilen og blodet. Elohisten.

v16 Du skal sige til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig med en besked: ›Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig i ørkenen.‹ Endnu har du ikke villet høre. v17 Men dette siger Herren: Ved dette tegn skal du forstå, at jeg er Herren: Med staven, jeg [Jahve? Moses?] har i hånden, vil jeg slå på vandet i Nilen, og det vil blive forvandlet til blod. v18 Fiskene i Nilen vil dø, Nilen vil komme til at stinke, og egypterne vil ikke kunne drikke vandet fra Nilen.«

v20 Han [Moses? Jahve?] løftede staven og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans hoffolk, og alt vand i Nilen forvandledes til blod. v21 Fiskene i Nilen døde, Nilen kom til at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen.

v23 Farao vendte sig om og gik hjem. Heller ikke det ænsede han.

v24 Alle egypterne gravede efter drikkevand i omegnen af Nilen, for de kunne ikke drikke vandet fra Nilen. v25 Det varede syv dage, efter at [?] Herren havde slået på Nilen [ordret: mens Herren slog på Nilen].

(2 Mosebog 7.14 - Elohisten)

Gud er en kriger. Han er lige som en samuraj. Gud sidder ikke passsivt i himlen og siger: - Lad det ske! Bliv lys! Gud kæmper og slås. I følge Elohisten i 2. Mosebog er Gud en kriger som – så at sige fysisk – kommer i kamp med det onde vand – Nilen. Nilen er Guds fjende – Nilen repræsenterer Jam eller den onde gud eller de onde vande som vi læser om i Salmerne. Nilen repræsenterer også hele Egypten – lidelsens hus – og Farao. Farao er på en vis måde Nilen. Han er en Tannin – et uhyre – som svømmer i Nilens vande (hos profeten Ezekiel). Det er også interessant at Farao og Nilen er knyttet meget tæt sammen i hele den egyptiske historie! Farao opholder sig hele tiden ved Nilen. Nilen og Farao hører sammen.

Hvor kommer alt blodet fra? Vi kan sige at vi kender andre steder i Det gamle Testamente hvor Gud dræber eller sårer den onde gud – fx Livjatan eller Rahab som identificeres med Egypten og Farao - og derfor opstår blodet. Således dræber Gud havuhyret Livjatan ved at han skærer det over med en kniv eller med et sværd. Blodet kommer fra den onde gud som er blevet såret eller dræbt af Gud i kampen. Vi har mange myter fra de semitiske områder som netop beskriver hvordan havet eller vandet bliver til blod – fordi Gud har dræbt eller såret vandet – den onde gud. Elohisten siger ikke det samme som disse myter – men tanken ligger meget nær. Det som foregår ved Nilen er en brydekamp eller rettere et slagsmål – for Gud slår helt bogstaveligt på Nilen med sin stok!

De græske historikere fortæller om floden Adonis. Den bliver rød som blod hver sommer. Det skyldes at der foregår en kamp oppe ved flodens begyndelse. Den gode gud sårer eller dræber floden! Adonis er blevet såret og han bløder nu. De græske historikere kender godt en naturlig forklaring på at floden bliver rød. Det skyldes måske at den optager rød jord oppe ved dens udspring. Men de mener stadigvæk at tegnet er et stort tegn og under! Blodet viser at guderne er på spil. Eksemplet er interessant fordi det viser noget typisk for Det gamle Testamente og hele oldtiden. Selv om man måske kender rationelle forklaringer – så er det stadig væk et stort tegn fra guderne! Den samme tanke findes i beretningen hos den romerske historiker Livius om den romerske hærfører Scipio. Vandet viger bort foran Scipios hær – lige som ved sivhavet! - så de bliver frelst – det er et stort tegn fra guderne, siger Scipio – også selv om han godt ved at det skyldes naturlige bevægelser i vandet! Det har ikke noget med sagen at gøre – siger Scipio!

Guden Baal angriber også Jammu eller Kongen eller Fyrsten – vandet – og efter denne kamp begynder den onde gud at bløde. Blodet løber ud i hele verden.

At floden eller vandet bliver til blod finder vi i utallige beretninger – også fx hos Esajas. I Mesopotamien fortælles myten om en havemand som passede gudinden Inannas have. Men en dag skete det at gudinden faldt i søvn – og havemanden havde derefter samleje med hende mens hun lå og sov! Da gudinden Inanna vågnede – opdagede hun hvad der var sket. Hun sendte tre plager ned over alle menneskene i Babylon – den sidste af disse plager var at alt vandet i landet blev forvandlet til blod – så menneskene døde af tørst! Vi kan se at der er store ligheder mellem denne babylonske myte og 2. Mosebog!

Vandet repræsenterer døden og de dødes rige. Gud slår på døden. Gud dræber døden ved denne krig og kamp. 2. Mosebog taler om at stå på Nilens læbe. At stå på læben er at stå på bredden – men samtidigt ligger der et billede af at Nilen er en stor frygtelig mund – en afgrund – dødens gab. Nilen spærrer gabet op og vil æde alle mennesker. Den vil oversvømme alt. Den har et frygteligt gab – et rovdyrs gab – lige som døden har et frygteligt gab.

Vi kender også tanken om vandet der bliver til blod i Johannes Åbenbaring – som også refererer til 2. Mosebog. Johannes Åbenbaring skildrer dommens dag – og på samme måde kan man også sige at 2. Mosebog skildrer dommens dag – dommen over den onde gud:

v8 Den anden engel blæste i sin basun, og noget som et stort bjerg i lys lue blev styrtet i havet; og en tredjedel af havet blev til blod, v9 og en tredjedel af alle levende skabninger i havet døde, og en tredjedel af skibene blev slået til vrag.

(Johannes Åbenbaring 8.8)

v6 De [profeterne] har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn, så længe de profeterer, og de har magt til at forvandle vandet til blod og ramme jorden med enhver tænkelig plage, så tit de vil.

(Åb 11.6)

v3 Den anden engel hældte sin skål ud over havet, og det blev til blod som fra en død, og alle levende væsener i havet døde.

(Åbenbaringsbogen 16.3)

Israels religion er ikke nogen lovreligion.

v22 Moses lod nu Israel bryde op fra Sivhavet, og de drog ud i Shur-ørkenen. De gik tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand. v23 Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det smagte bittert [giftigt]. Derfor kaldes stedet Mara. v24 Da gav folket ondt af sig mod Moses og spurgte: »Hvad skal vi drikke?« v25 Moses råbte til Herren, og Herren viste ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk.

(2 Mosebog 15.22)

Mosebøgerne fortæller at da israel kom ud af Egypten – da de passerede grænsen – modtog de Moseloven af Gud som en stor frelse. Begrebet Moseloven er ofte siden hen blevet meget misforstået. Israels religion og tro er blevet gjort til en lovreligion. Moseloven er blevet gjort til en slags straffelov. Det er alt sammen i strid med tanken i Mosebøgerne og i hele det gamle Testamente.

Ordet Tora betyder loven men det betyder også vejen eller retledningen eller vej-ledningen i Det gamle Testamente. På den måde får man nok en bedre forståelse for ordet Tora. Gud går foran Israels folk som en engel eller som en ild på himlen eller som en skysøjle. Det som Israel skal gøre er at de skal følge den guide som går foran dem. Loven betyder ikke at være syndfri eller perfekt.Loven eller Toraen betyder at vi går i den rigtige retning – som da israelitterne forlader Egyptens land og følger den store ild på himlen. Israel går som et kollektiv eller eet fælles legeme. Vi følger stjernen. Det er meningen med Toraen i 2. Mosebog. Uden denne ledestjerne ville de simpelt hen fare vild og omkomme ude i ørkenlandet! Det er derfor at Israels religion siden blev kaldt for en Halakhah – en vej. Toraen er en ret-ledning og en vej-ledning. Hvad er det som vi skal gøre? Vi skal bare gå lige ud efter lyset – som paulus siger i det nye Testamente.

Ordet Sur eler Shur betyder grænsen – det betyder den vold eller mur som omkranser Egypten. Israel forlader nu Egypten. Israel forlader det trygge og hjemlige. Israel kommer ud i verden. Ved Shur starter det som kaldes nomadernes land i Mosebøgerne – Midbar’en eller ørkenlandet – der hvor nomaderne bor.

Israel sammenlignes med et barn som forlader sin faders hus – lige som Abraham forlader sin faders hus. Det er ikke mærkeligt at israel længes tilbage til Egypten! Israel bliver kastet ud i verden – alene og fortabt. Loven eller Moseloven skal forstås i den sammenhæng.

Moseloven eller loven betyder i mosebøgerne Guds vejledning eller gode råd. Enhver forælder vil prøve på at redde sit barn og Gud prøver at redde Israel da det flakker rundt ude i den onde verden. Lige som et ungt menneske der flytter hjemmefra – har israel brug for viden, kundskaber, færdigheder og kompetencer. Det er det som Moseloven handler om! Det gamle Testamente indeholder det gamle Israels viden om verden. Vi kan se nøjagtigt det samme træk hos andre folk i oldtiden. Odysseen indeholder de gamle grækeres viden om verden! Ordsprogenes Bog og visdomslitteraturen siden hen – også Jobs Bog - indeholder den daværende viden om naturen og dyrene og verden.

Gud underviser – det er den egentlige tanke med begrebet Toraen – Moseloven. Gud viser, demonstrerer, underviser Moses. Gud er en pædagog – han er en barnefører som det græske ord pædagog egentlig betyder. Gud viser barnet de tricks som er nødvendige i en hård verden. Gud deler ud af sin viden - lige som ordentlige forældre sikkert deler ud af deres viden. Gud instruerer Moses i den oprindelige betydning – Gud viser Moses hvordan og hvad han skal gøre for at mestre verden – for at blive en herre i verden. De to ord Tora og Hora hører nøje sammen i Mosebøgerne. Hora betyder Guds gode råd, vejledning og bistand. Hora betyder den nødvendige viden som faderen giver videre til sin søn for at han ikke skal komme til at lide meget! Gud underviser israelitterne i hvordan de kan overleve. Han viser dem hvilke planter og træer som er helbredende. Gud underviser Israel i medicin, naturmedicin, biologi eller fysik – kan vi sige. Gud giver israel en viden som er nødvendig for at Israel kan overleve – det er betydningen af Moseloven oprindeligt og i Mosebøgerne! Det som Gud siger er bestemt ikke en straffelov eller en ordre eller grov kommando – det er råd og vejledning og undervisning.

Gud viser Moses et træ eller Gud giver Moses et træ. Det hebraiske ord for træ eller for et stykke træ er Es – der enten kan betyde et helt træ – eller blot noget af træ – eller bladene fra et træ eller en gren fra et træ eller et objekt af træ. Es hænger sammen med det hebraiske ord Esa som betyder vise eller gode råd, vejledning eller visdom. Træet – Es – og vejledningen – Esa – og Horaen og Toraen hænger sammen og betyder egentlig det samme. Vi spiser af kundskabens træ og af livets træ – det er billedet. At leve med Moseloven eller Toraen, at adlyde loven og at høre loven er at spise af livets og kundskabens træ – ikke nødtvunget at adlyde en straffelov!

Guds belæring foregår ikke kun på Sinaj i følge Mosebøgerne! Guds hjælp og vejledning skete allerede mens de var i Egypten. Gud giver dem det paskale ritual som et stort offer som kan frelse dem. Når de slagter påskelammet kan de blive frelst. Det er ikke en lovbog eller straffelov! Det er en hjælp til et folk som næsten er helt fortabt. Gud giver dem den viden som de ikke kan undvære. Al viden kommer egentlig fra Gud. Vi kan kun overleve fordi Gud har været en lærer eller en underviser. Han har givet os den biologiske og fysiske og videnskabelige viden som vi har brug for. Toraen er virkelig i Det gamle Testamente det samme som det gamle Israels viden om verden! Toraen er en sum af viden og i følge Israels religion stammer denne viden fra Gud. Viden er magt og kontrol – og uden viden ville vi ikke leve længe!

Profeterne Elias og Elisa skildres i Kongebøgerne i skemaet fra Moses – i lyset af Moses. Elias besøger Sinajs bjerg og opfører sig fuldstændigt som Moses på Sinajs bjerg – en ren imitation. Elias og Elisa slår på vandet fuldstændigt som Moses! De er på en måde Moses selv eller de er Moses som er kommet tilbage. Det fortælles at Elisa helbredte et giftigt vand på denne måde – det er en slags første start for Elisa - for hans fader Elias er lige faret op til himlen i en stor ild. Elisa er en stor gudsmand. Moses er en stor gudsmand. Gud har givet Elisa en stor viden om saltet og vandet:

v19 Mændene i byen sagde til Elisa: »Byen ligger dejligt, som du selv ser, herre, men vandet er usundt og egnen plaget af aborter.« v20 Han sagde: »Hent mig en ny skål, og kom salt i den!« Da de havde gjort det, v21 gik han ud til kilden, kastede saltet i den og sagde: »Dette siger Herren: Jeg [på en gang både Jahve og Elisa] gør dette vand sundt; det skal ikke mere volde død eller abort.« v22 Vandet blev sundt, og det er det den dag i dag efter det ord, Elisa havde talt.

(2 Kongebog 2.19)

Hvorfor troede man i oldtiden at al viden kommer fra Gud?

Hellig krig.

I vores moderne verden er ordet hellig krig blevet voldsomt kritiseret og nedrakket. Vi har især mødt tanken om den hellige krig hos muslimerne eller hos de muslimske fanatikere – som vi kalder dem.

Selve tanken om den hellige krig stammer fra Det gamle Testamente og muslimerne har overtaget denne tanke fra Det gamle Testamente. Den hellige krig spiller en helt afgørende rolle i Mosebøgerne. I en vis forstand kan vi også sige at begrebet den hellige krig er et kristent begreb – fortolket og omfortolket i Det nye Testamente.

Kristus er en kriger og en krigsmand. Han har taget kampen op imod de onde guder og magter. Kristus har besejret døden og synden. Vi er blevet frelst fordi kristus har vundet sejren. Kristus er den sejrende Kristus. Denne tanke finder vi i hele Det nye Testamente. Som Jesus selv siger: - Jeg er ikke kommet for at bringe fred men krig! Det onde, ondskaben og lidelsen oversvømmede hele verden som de vældige vande. Kristus er den Man of War – efter 2. Mosebog – som har besejret alle fjender. Alle fjender ligger nu for hans trone og han træder på deres nakke med sin fod!

Hellig krig er i 2. Mosebog Guds krig – ikke menneskers krig. Ved sivhavet siger Moses til israelitterne: - Stå stille og vent for nu vil Herren vinde en stor sejr! Hellig krig er ikke noget som mennesker gør men noget som Gud gør. I krigen imod amalekitterne i 2. Mosebog kapitel 17 er det Gud som vinder sejren! Den hellige krig er bestemt ikke noget som muslimerne har fundet på.

Vi skal lade Gud være i fred. Han er den kriger som vil vinde krigen imod de onde kræfter. Israel kunne ikke besejre Egypten som på en måde var identisk med den kosmiske ondskab og lidelsen i heleverden – slavernes hus eller slavehuset. Guds krig er den hellige krig. Denne tanke om den hellige krig findes i hele Det gamle Testamente. I følge profeten Esajas – Deuteroesajas – er det Gud som besejrer Babylon og ødelægger alle dets lande og byer. Gud er den som handler. Gud gør alt. Vores frelse afhænger helt af den hellige krig – ellers ville vi være helt fortabte.

1 Samuelsbog referer til Exodus historien. Historien gentager sig. Gudernes kamp. Jahve sejrer over den onde gud.

v1 Da Herrens ark havde været i filistrenes land i syv måneder, v2 tilkaldte filistrene deres præster og spåmænd og spurgte: »Hvad skal vi gøre med Herrens ark? Fortæl os, hvordan vi skal bære os ad, når vi sender den hjem.« v3 De svarede: »Når I sender Israels Guds ark tilbage, må I ikke sende den af sted uden gave, men I skal give den en sonegave med. Så bliver I raske, og I vil forstå, hvorfor han ikke slap sit greb om jer.«

v4 Filistrene spurgte videre: »Hvad skal vi give den med i sonegave?« De svarede: »Fem guldbylder og fem guldmus efter tallet på filisterfyrsterne, for det er én og samme plage, der har ramt både jer og jeres fyrster. v5 I skal lave figurer af jeres bylder og af de mus, som hærger landet, og på den måde vise Israels Gud ære. Så vil han måske fjerne sin hånd fra jer og jeres gud og jeres land. v6 Hvorfor forhærder I jeres hjerte, ligesom egypterne og Farao forhærdede deres hjerte? Da de fik hans magt at føle, måtte de jo alligevel lade israelitterne gå. v7 Lav nu en ny vogn og tag to diegivende køer, som endnu ikke har båret åg. Køerne skal I spænde for vognen, og deres kalve skal I tage fra dem og drive hjem. v8 Så skal I tage Herrens ark og sætte den på vognen, og de guldting, I giver den med i sonegave, skal I lægge i et skrin ved siden af. Send så arken af sted, v9 og læg mærke til, om den styrer mod sit eget land og går op til Bet-Shemesh; så er det ham, der har voldt os denne store ulykke. Gør den det ikke, ved vi, at det ikke er hans hånd, der har ramt os, men at det var en tilfældighed.«

(1 Samuelsbog 6.1)

Sagnet om Moses. Sagnet fra Midjan.

Moses bliver i 2. Mosebog knyttet til området Midjan. (Midjan ligger antageligt langt borte – på den anden side af Aqaba bugten. Rejsen til Midjan har taget flere måneder – vi skal forstå at Midjan ligger langt borte). Det vil sige at det gør han hos Jahvisten og hos Elohisten! I Præsteskriftet har Moses intet med Midjan at gøre. Præsteskriftet hader midjanitterne og afviser fuldstændigt at Moses nogen sinde har været i Midjan!

Vi kan tale om sagnet om Moses som et sagn om en mand i Midjan. Dette urgamle sagn handler om en mand i Midjan som er gift med præstens datter og som bliver hans efterfølger og ser Gud i et stort syn. Dette sagn eller denne gamle legende er en slags kult legende – et kult sagn som vi kender så godt fra 1. Mosebog! Vi kan forestille os at dette sagn hører til i Midjan – det er midjanitternes gamle sagn om deres fader. Engang i urtiden har voresfader set Gud på bjerget – ude i ørkenlandet. Han så Gud som en ild og som en brændende busk og Gud talte til ham. Han grundlagde kulten derude – ved bjerget.

Dette er måske en gammel midjanitisk legende. Den minder om utallige kult legender i 1. Mosebog. Den hører egentlig ikke til Israel eller til israelitterne. Den er en fremmed legende som Israel har hørt om. Israel indlemmer den legende. De lærer den at kende og omformer den og indpasser den i Moses historien. Israel omtolker legenden og siger at den mand som midjanitterne talte om – det var Moses!

I sagnet fra Midjan – i kapitel 2 og 3 optræder Moses faktisk fuldstændigt som om han er en mand fra Midjan! Midjan er hans identitet og der har han sin familie, sine børn, sin ejendom, sit hus og sin fader!

Midjanitterne er i Det gamle Testamente et såkaldt broderfolk. De er vore brødre.Midjanitterne er et folk som nedstammer fra matriarken Ketura. Ketura var en af Abrahams hustruer. Det er ikke mærkeliigt at Jahvisten har kunne indlemme sagnet fra Midjan! Præsteskriftet afviser enhver forbindelse – voldsomt og hidsigt – men det skyldes andre forhold.

Hele dette træk viser noget meget typisk for hele Det gamle Testamente. Det gamle Israel var ikke bange for at indlemme og optage de fremmede myter! Israel gjorde det hele tiden. 1. Mosebog er fyldt med disse eksempler. Israel hører om sagnet fra Midjan – og udnytter det og omfortolker det! Det gamle Israel er faktisk meget åben over for de omgivende kulturer! Vi finder et hav af fremmede – såkaldt hedenske – legender i Det gamle Testamente som er blevet assimileret i Israels tro og religion! Israel har et ry for at være fremmedhadsk og lide af fremmedfrygt – men Det gamle Testamente beviser faktisk det stik modsatte! Siden kommer der en reaktion mod dene tendens – fx Ezekiel som også hænger sammen med Præsteskriftet i al fald i deres mentalitet - men tendensen er meget stærk i det gamle Israel!

Sagnet fra Midjan bliver inkorporeret i 2. Mosebog. På den måde opstår der nogle helt nye paralleller. Moses kommer ind i Egypten som en konge fra det fremmede – på same måde som Jakob der kommer fra det fjerne land i østen – hos Laban – ude hos aramæerne! Moses kommer ind i Egypten lige som Abraham der også har forladt sin faders hus og kommer fra det fjerne land i østen! Moses blive sammenstillet med de store patriarker. Han kommer ind i Egypten som en frelser – som den der skal trække dem op af vandet. Han har set Gud. Han kender Guds navn. Han er udvalgt på samme måde som Abraham. Han har forladt alt – sin faders hus ude i Midjan!

Sagnet fra Midjan indledes på følgende måde hos Jahvisten. Historien har utallige paralleller til 1. Mosebog – fx Jakob og Rakel. Når vi læser dette sagn kan vi godt forestille os at det oprindeligt har været et helt selvstændigt sagn – helt uden sammenhæng med den egyptiske historie eller med israelitternes historie i Egypten:

v16 Præsten i Midjan havde syv døtre, og de kom for at øse vand og fylde trugene for at vande deres fars får. v17 Så kom der nogle hyrder og ville jage dem væk; men Moses [en fremmed mand] rejste sig og hjalp dem, og så gav han fårene vand. v18 Da de kom hjem til deres far Re'uel, spurgte han: »Hvorfor kommer I så hurtigt hjem i dag?«

(2 Mosebog 2.1)

Læsningen, fortolkningen og de forskellige aktører.

Exodus beretningen har helt adskilte aktører: Farao, Moses, israel og Gud. Det er helt sikkert meningen at vi skal identificere os med disse aktører. Det kan vi nogle steder se for eksempel hos Elohisten – et af de ældste tekstlag i beretningen. Teksten er tydeligt nok henvendt til læserne eller tilhørerne og det er meningen at de skal lære noget af historien!

Farao er en vigtig aktør. Vi er alle sammen Farao i al fald på en vis måde. Teksten vil udtrykke at hvis vi gør lige som Farao går vi imod Guds vilje. Farao ser alle tegnene. Farao er ikke blind men han vil ikke høre efter og i en dybere forstand vil han ikke se. Gud prøver at hjælpe ham – og siden at skræmme ham. Farao er overlegen, begavet, intellektuel og afvisende. Han er en gud på jorden. Til sidst indser han at Jahve er den største – men så er det for sent. Først ved Siv havet indser Farao Guds almagt – selv efter at han har lidt så meget - men nu er det ikke til at redde. Han går helt fortabt. Han har et tungt eller hårdt eller afvisende hjerte. Dels fordi Gud bevirker det – dels fordi det hans egen beslutning. Han bliver ført lige i afgrunden. Hvis vi gør lige som han gør vil vi gå fortabt! Farao er i virkeligheden ikke i historien nogen ond fjende. Han er et menneske som du og jeg! Han er til at forstå. Mange gange forstår vi ham godt. Han er ikke ond. Han kan bare ikke rigtig se tegnene – eller han svigter hele tiden den rigtige indsigt som han har opnået. Han glemmer – lige som alle andre mennesker! Han skifter hele tiden mening. Han er meget menneskelig.

Moses afviser Guds kald men indvilliger. Hele Moses historien eller portrættet af Moses er også ment som et belærende eksempel. Vi er alle sammen Moses. Han er det arketyiske menneske. Han viser os hvad et meneske er – over for Gud. Vi kan forstå ham. Folket betvivler hans profetier og ledelse – Gud støtter ham. Moses føler sig utilstrækkelig. Vi kan genkende os selv i Moses. Den tyske filosof Bubel identificerede sig helt tydeligt i Moses skikkelsen i 2. Mosebog. Moses er både en gud på jorden og et meget almindeligt menneske – med mange svagheder – lige som Abraham og patriarkerne. Forholdet mellem Moses og Gud handler om forholdet mellem alle mennesker og Gud. Det som Gud gør ved Moses gør han ved alle mennesker. Den magt som Moses får af Gud får alle mennesker.

Israel er på samme måde et billede på mennesket – den enkelte. Vi kan sammenligne med galaterne i Det nye Testamente. Galaterne bliver felst men bagefter vil de alligevel ikke være frie og værdige. De vil tilbage i trældommen, siger Paulus. Israel vil det samme – de vil tilbage til Egypten. De fristes – det vil sige de gør sig igen små og svage – efter at de har vundet deres magt og frihed. Historien er en type. Den beskriver mennesket som sådant – alle mennesker.

Historien i 2. Mosebog handler om Gud. Gud er hele tiden hovedaktøren og hovedpersonen. Det gælder hele Bibelen. 2. Mosebog er bestemt ikke nogen Moses biografi! Den er en beretning om Guds handlinger – Guds tegn og undere. På den måde er historien et evangelium. Det som udsiges om Gud er det som også siges i evangeliet i Det nye Testamente. Der er ingen forskel – Paulus havde fuldstændigt ret i sin opfattelse af Det gamle Testamente. Exodus historien rummer evangeliet. Gud frelser Israel fordi det er i nød. Ikke fordi det har gjort fromme religiøse gerninger og ikke fordi de tror på Gud – for det gør de slet ikke!

v1 Herren sagde til Moses: »Gå til Farao, for jeg har forhærdet ham og hans hoffolk, for at jeg kan udføre disse tegn blandt dem, v2 og for at du [ordret i den hebraiske tekst: for at I - læserne] kan fortælle din [ordret: jeres] søn og din sønnesøn om, hvordan egypterne fik min magt at føle, og om mine tegn, som jeg gjorde blandt dem, så I kan forstå, at jeg er Herren.«

(2 Mosebog 10.1)

Vi kan tydeligt se at teksten lige pludselig henvender sig til læserne! Gud har forhærdet Farao fordi Gud har en plan for hvad der skal ske. Det skal vi – læserne – lære af. Vi skal identificere os med Farao og huske alt det som skete med ham!

Israel og Egypten: 2. Mosebog 1.1 – 11.10:

Er Exodus historien ren myte eller ren fantasi?

Der er en del forskere som har sagt at Exodus historien er ren myte eller for den sags skyld ren fantasi! Der har aldrig været historiske begivenheder som svarer til det som bliver fortalt i 2. Mosebog. Hele historien er en konstruktion eller en symbolsk fortælling der skal udtrykke hvordan Israel blev født som nation og som skal vise Guds underfulde frelse.

Meget tyder dog på at Exodus historien ikke er ren fantasi.Hele historien virker rimelig nok når vi sammenligner med det vi ved fra den egyptiske historie. Disse arme asiater boosatte sig hele tiden i Egypten. Egypten var et frugtbart Paradis som tiltrak utallige ørkenstammer som ikke vidste hvordan de skulle leve eller dø – som en egyptisk tekst siger!

Der har sikkert i Israel været en urgammel tradition om udvandringen af Egypten. Men pointen er at når forfatterne til 2. Mosebog skildrer denne begivenhed så bruger de de gamle semitiske myter. Begivenhederne skildres i mytens lys og skær. Begivenhederne bliver fortolket i det mytologiske skema. Farao bliver den onde gud og Moses bliver en frelsergud – en tordengud. Moses og hans fødsel bliver skildret ud fra de gamle myter. Vi kan sige at Det gamle Testamente ikke er bange for at lade sig inspirere! Man har brugt alt hvad man kendte til – alle de gamle myter. 2. Mosebog omformer disse gamle myter og giver dem en ny specifik form. På den måde får Israel udtrykt sin dybe tro på Guds underfulde frelse. Det mytologiske er ikke egentlig hovedsagen – hovedsagen er at skildre den Gud som er Israels gud og frelser. Teksten er på den måde symbolsk kan vi sige. Sejren ved Sivhavet skildres egentlig ikke som en konkret historisk begivenhed men som en begivenhed på et åndeligt plan eller på et andet plan.

Exodus historien er frelseshistorie som vi kender det fra Salmerne. Frelseshistorien er den virkelige historie som ligger skjult inden i den empiriske ydre historie som vi kan se med vore sanser. Frelseshistorien er den virkelige historie – den historie der betyder noget – som gør en forskel for mennesker. Vi ved at denne frelseshistorie er blevet genopført i det senere tempel igen og igen. Frelseshistorien bliver opført som et skuespil med stemmer og skuespillere og aktører. Det er centrum i religionen i det gamle Israel. Exodus finder sådan set ikke sted i fortiden – den sker lige nu – i dette øjeblik! Lige nu tager Gud Israel ud af lidelseens land og gør dem til sine frie og stolte sønner! Det er meningen med Exodus historien! Exodus historien er en evig historie som skete dengang og som sker lige så meget lige nu! Jesu korsfæstelse skete dengang og den sker lige så meget lige nu – her og nu – i dette øjeblik! Det er hele Bibelens opfattelse af det som vi kalder historie!

Vi er Jakobs stolte sønner! Vi er ikke arme ofre!

v28 Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden [verden], og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden! [I skal herske over hele verden!]«

(1 Mosebog 1.28)

I følge traditionen blev Israel slaver i Egypten og det er også på en vis måde det billede vi får i kapitel 1 men sandheden er egentlig helt anderledes i følge teksten. Ordet slave er et meget flertydigt ord i Det gamle Testamente!

I følge Bibelen kom Jakob og hans sønner til Egypten og de var i alt 70 personer! Da israelitterne drog ud talte de 600.000 voksne mænd i hæren – eller i alt måske 3 millioner mennesker! Steriliteten hos patriarkerne var overvundet! Abraham kunne ikke få børn. Sara var steril og kunne ikke føde en søn! Rakel kunne ikke føde sønner. Nu er det gamle problem løst! Israel formerer sig som frøerne i Nilens vand! De oversvømmer alt!

Teksten angriber Farao for at sætte israelitterne til at arbejde men teksten ved godt at alle indbyggerne i Egypten måtte arbejde for Farao! Israelitterne blev ikke behandlet specielt. Alle måtte arbejde for Farao – for staten – bygge hans bygninger og hans dæmninger og dyrke hans land. Det var datidens skattebetaling – en borgerpligt. Vi kan se i teksten at det er 2. Mosebog godt klar over! Fænomenet var selvfølgelig velkendt og udbredt i hele oldtiden.

Vi ved fra det senere Israel – Kongebøgerne – at dette var også hvad kongerne – David, Salomo osv - gjorde i Israel siden hen. Og vi ved at det skabte uro og oprør. Splittelsen mellem nordriget og sydriget skyldtes dette elendige statsarbejde – hoveriet – kongens ambitioner. Befolkningen blev misbrugt og udnyttet. I virkeligheden er den egyptiske historie en kritik af dette monarki. Vi ved at der i hele Det gamle Testamente er en kritik af monarkiet – som egentlig er imod Guds vilje! Vi er frie sønner. Vi vil ikke arbejde for kongen! Vi vil ikke være hoveri arbejdere. Teksten henviser klart til forholdene i det senere Israel. Ofte er det også sprogligt uklart om der tales om egypterne eller Israel! Teksten ved godt at alle var hoveri arbejdere i Egypten! Det var en selvfølge i oldtiden at alle måtte arbejde for kongen – alle steder – i Egypten, i Babylon og i Israel!

Mosebogen refererer til Guds skabelse af mennesket i 1. Mosebog. Gud befalede menneskene at de skulle formere sig og oversvømme og undertrykke og underlægge sig verden! Det overføres nu til Israel. Israel forerer sig som dyr nu og Guds befaling går i opfyldelse. Israelitterne sammenlignes med frøerne i plagerne som formerer sig helt mytisk! Frøerne var et seksuelt symbol. Vi er Jakobs stolte sønner. Vi er biologisk overlegne. Vi formerer os langt mere end egypterne. Vi er bestemt til at oversvømme verden oog underlægge os verden – det er budskabet i kapitel 1. dette budskab er altså slet ikke den lille svage slaves tankegang. Det er en stærkt nationalistisk tankegang. Israel er bestemt til noget stort. Israel er velsignet af Gud som det siges i skabelsesberetningen. At være velsignet er at få utallige sønner og sønners sønner! Nu går alle løfterne i opfyldelse, siger 2. Mosebog. Gud opfylder sine løfter til Israel. Gud er årsagen bag ved væksten oog formeringen. Gud er den kraft eller energi som virker i historien – han giver israelitterne virilitet, potens, avlekraft, frugtbarhed!

Historien har helt klart sammenhæng med myten om syndfloden. Syndfloden bliver i de gamle myter i værksat fordi menneskene er blevet en plage for guderne og formerer sig unaturligt og voldsomt! Det kan vi se i myten om Atra fra Babylon. Det overføres her til Israel og Egypten. Farao spiller rollen som den onde gud som vil drukne og kontrollere Israel. Farao bliver magtesløs, Israel er ved at tage magten i Egypten! De er i virkeligheden ikke små slaver! De er ved at tage magten fra Farao og egypterne.

Der er mange arkæologiske undersøgelser af det gamle Israel. I følge nogle af disse har der været en meget høj befolkningstilvækst i Palæstina blandt israelitterne i Dommertiden – altså ca 1100 eller 1000 f. Kr. Israel var måske et folk som ivrigt satte børn i verden og formerede sig voldsomt? Teksten prøver at fremstille Israel som en overlegen biolofgisk race som overtrumfer egypterne.

Fra den egyptiske historie kender vi dette træk ofte og mange gange. De ørkenstammer som kom ind i Egypten blev en plage. De bredte sig ud over alle grænser. De gav et væld af problemer. Egypten var egentlig meget gæstffrit i oldtiden over for disse arme asiater – men Egypten fik mange problemer ud af det.Ofte måtte Egypten udvise dissse nomadefolk – de spredte sygdomme, de blev gjort til syndebukke,de formerede sig som rotter, de råbte op og protesterede over den naturlige borgerpligt – at arbejde for staten og Farao!

Hele teksten viser en meget stærk selvfølelse hos Israel. Hele den egyptiske historie handler om en besejring af det vældige Egypten – som siden hen kom til at true og undertrykke Israel mange gange. Historien er en slags hævn eller Pay Back!

v1 Dette er navnene på Israels sønner, der sammen med Jakob var kommet til Egypten, hver med sin familie: v2 Ruben, Simeon, Levi og Juda, v3 Issakar, Zebulon og Benjamin, v4 Dan og Naftali, Gad og Asher. v5 Tallet på Jakobs efterkommere var i alt halvfjerds. Josef var allerede i Egypten.

v6 Josef og alle hans brødre og hele det slægtled var døde. v7 Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem.

v8 Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. v9 Han sagde til sit folk: »Det israelitiske folk er større og talrigere end vi. v10 Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, hvis der kommer krig, og angriber os; og så bliver de herre i landet.« v11 De satte så hoverifogeder over dem, som skulle plage dem med tvangsarbejde, da Faraos forrådsbyer Pitom og Ramses skulle bygges. v12 Men jo mere de plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så egypterne gruede for israelitterne. v13 De tvang dem til trællearbejde v14 og gjorde livet surt for dem ved hårdt arbejde med ler og tegl og ved al slags markarbejde; alt det trællearbejde tvang de dem til.

v15 Så fik hebræernes jordemødre – den ene hed Shifra, den anden Pua – den besked af egypterkongen: v16 »Når I forløser hebræerkvinderne, skal I holde øje med de to sten; er det en dreng, skal I dræbe ham, er det en pige, kan hun få lov at leve.« v17 Men jordemødrene frygtede Gud og undlod at gøre, hvad egypterkongen havde befalet dem; de lod drengene leve. v18 Derfor kaldte egypterkongen jordemødrene til sig og sagde til dem: »Hvorfor gør I det? I lader jo drengene leve!« v19 Men jordemødrene svarede Farao: »Hebræerkvinderne er ikke som de egyptiske kvinder. De er mere livskraftige, og de har født, inden jordemoderen når at komme.« v20 Gud belønnede jordemødrene, og folket blev stort og meget talrigt. v21 Fordi jordemødrene frygtede Gud, gav han dem afkom.

v22 Men Farao befalede hele sit folk: »Hver eneste dreng, der bliver født, skal I kaste i Nilen; men pigerne kan I lade leve.«

Moses – liv og levned - afsnittet 2.11 – 4.31:

I en vis forstand kan vi sige at hele dette afsnit er en slags biografi – levnedsbeskrivelse af Moses – vel at mærke kun af hans liv før hans offentlige virke i Egypten.

Afsnittet indledes således i kapitel 2:

v11 Tiden gik, og Moses blev voksen [Moses blev en mand - ish]. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel [?? – eller slå en af hans hebraiske brødre]. v12 Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.

- og afsnittet slutter med Moses kamp med Gud (Sipporas indvielse af Moses) ved nattestoppet på hans vej ind i Egypten. Der er således tale om en løbende kronologisk fortælling. Denne fortælling fortælles af de to ældste kilder i Mosebøgerne – kaldet Jahvisten og Elohisten. Præsteskriftet indeholder slet intet af den biografiske historie! Billedet af Moses er personligt og levende og detaljeret hos Jahvisten og Elohisten. Præsteskriftet har en meget mere stiv og skematisk skildring af Moses. Det samme træk – forskellen – kan vi også se i 1. Mosebog. Portrættet af Abraham er meget mere nuanceret og levende hos Jahvisten end i Præsteskriftet!

Teksten er ikke nogen klassisk biografi for formålet er at skildre Guds underfulde frelse – ikke at beskrive Moses! På samme måde er det nye Testamente ikke en biografi eller levnedsbeskrivelse af Jesus! Formålet er at prædikere evangeliet – både i 2. Mosebog og i Det nye Testamente. Men dette afsnit indeholder meget stof som kan sammenlignes med en livshistorie. Moses undergår mange indvielser og overgangsriter. Han bliver forvandlet og han får en ny fader – flere gange. Han er en Sojourner – en ger (hebraisk – en mand som er i et fremmed land) – en flygtning som flygter fra sted til sted. Lige som Abraham og Jakob. Det meste af dette stof stammer fra de ældste lag i Det gamle Testamente – Jahvisten og Elohisten. Det er også væsenligt at Moses her fremstilles som den centrale klassiske helt – Aaron er helt uden betydning! På mange måder minder denne fortælling om fortællingerne i 1. Mosebog og Moses optræder som en slags patriark. Lighederne mellem Jakob og Moses er således endog meget store – Jakobs ophold i det fjerne land i østen - i Aram - hos Laban svarer godt til Moses ophold i Midjan! Jakob må købe sine hustruer Rakel og Lea med en pris – ved at arbejde for Laban. Moses gør sandsynligvis det samme for at vinde Sippora. Moses møder Sippora ved en brønd – lige som Jakob og Rakel. Både Moses og Jakob tilbringer mange år med at være landflygtige eller på hebraisk ger i det fremmede. Begge vender de tilbage til deres udgangspunkt som konger og sejrherrer og vindere. Begge er de i sin tid flygtet på grund af en synd og en forbrydelse. Begge overfaldes de af Jahve som vil slå dem ihjel.

Moses' fødsel.

Beretningen om Moses fødsel og om Moses og Nilen er en legende. Denne legende skal udtrykke noget om Moses. Moses er en helt. Han er som guderne. Legenden om Moses ligner utallige myter som vi har bevaret fra oldtiden som handler om guder og helte. Berømte eksempler er myten om Sargon fra Mesopotamien hvis indhold ligger meget tæt op af Moses historien, legenden om Atra i arken som overlever syndfloden og den egyptiske myte om Horus barnet som sættes ud i Nilen. Moses historien i 2. Mosebog er helt klart i familie med alle disse myter. Det hebraiske ord for Moses kurv er Teba og det ord anvendes også om Noas ark – de eneste to steder hvor ordet forekommer i hele Det gamle Testamente.

Moses historien handler om en helt – eller en gud - som kommer væk fra sin slægt og bliver adopteret i et helt andet miljø. Det samme sker i Sargon historien. Moses får en ny fader og en ny moder. Han bliver en ny søn kan vi sige. Han får en ny identitet. Han bliver genfødt – netop i vandet - som en ny Moses.

Vi kan for den sags skyld også sammenligne med de mange andre historier om børn der kommer væk fra deres miljø og vokser op hos fremmede. Eksemplerne er utallige – Ødipus, Tarzan, Mowgli, Superman! Vi kan også sammenligne med Josef historien i 1. Mosebog. Josef dør en slags død og får en ny identitet og en ny fader i Egypten – Farao. Josef bliver næsten en gud og han bliver adskilt fra sin familie og sit folk. Siden bliver han genforenet med sit folk – som det også sker med Moses. Josef bliver en konge og møder igen sit folk til sidst som en konge. Moses bliver også en slags konge. Da han igen vender tilbage til sit folk i Egypten kommer han som en fader, en konge og en profet. Under hans overgangsrite i Midjan har han fået en helt ny identitet. Han er blevet et nyt menneske. Nu taler han med en autoritet og myndighed som er helt ny!

Er Moses en egypter? Er han en hebræer? Er han en kongesøn? Er han en gud? Hvem er han egentlig? Det er disse spørgsmål som ligger bag myten om Moses i Nilen. Moses er ikke et almindeligt menneske – lige så lidt som Tarzan eller Superman er et helt almindeligt menneske. Moses har noget fra to modsatte miljøer og kulturer. Derfor bliver han en frelser – Israels frelser – Moshe - Den som trækker dem op af vandet - det vil sige op af synden og lidelsen og ondskaben.

Vi kan også sammenligne med Jesus i det nye Testamente. Hvem er egentlig hans fader? Jesus vokser op hos Josef og Maria men hvor kommer han egentlig fra. Hvad er hans identitet? Jesus taler selv om at hans fader er i himlen – et andet sted. Hans fader er ikke hans virkelige fader. Hans fader er ikke tømreren Josef men Gud i himlen.

Adoptionen spiller en vigtig rolle i hele 2. Mosebog og i hele Det gamle Testamente. Kongen bliver adopteret af Gud – han bliver Guds søn i Salme 2. I følge 5. Mosebog bliver Israel som folk fundet af Jahve som en fugleunge og adopteret. I den paskale nat bliver Israel udvalgt og frelst som Guds første fødte søn.

Moses historien handler om død og genfødsel. Moses gennemgår en slags overgangsrite og får en ny identitet. Hvis vi sammenligner med de mange myter kan vi sige at Moses bliver en søn af Gud fordi Farao er en gud på jorden. Sargon bliver adopteret af Ishtar – Babylons gud. Atra får udødelighed og bliver optaget blandt guderne.

Moses historien handler om at denne fødsel eller genfødsel foregår i vandet. Vandet er Jam – det onde, Satan, uhyret, slangen. Den lille Moses gennemgår et dødsritual og bliver genfødt.

Adoptionen og vandet hænger sammen i oldtiden. Vi kender det fra Mesopotamien og andre steder. I Hammurapis lov hedder det at man adopterer en søn fra hans vand – fra hans fødsel! I vandet bliver man født og genfødt. På samme måde er dåben i det nye Testamente en død og genfødsel. Man må dø førend man kan få et nyt liv og Moses oplevelse på Nilen er en slags dåb – som det ofte er blevet fortolket i den senere kristendom.

Moses bliver frelst. Han bliver frelst af 4 stolte kvinder nemlig Faraos datter, hendes tjener, Moses mor og søsteren som står vagt ved Nilen. Teksten ophøjer disse kvinder til helte. Moses symboliserer hele Israel og Faraos datter repræsenterer Gud selv. Hun er den som trækker ham op af vandet! Navnet Moses eller Moshe skal nok betyder Den som trækker dem op af vandet. Det er en betegnelse for at Moses siden skal trække Israel op af vandet det vil sige frelse israel fra Jam, slangen, døden, Livjatan.. Men i Moses historien ved Nilen spiller Faraos datter rollen som den der trækker op af vandet. Præcist det samme udtryk finder vi i Sargon historien. Sargon flyder rundt på vandet og bliver trukket op af en gud som hedder Han som trækker op af vandet!

Moses historien er en israelitisk genfortolkning af en almen myte i oldtiden. I grundtrækkende kender vi forløbet fra det meste af verden. Det som her fortælles om Moses på Nilen fortælles i Indien om guden Krishna! Men denne myte bliver genfortolket i Det gamle Testamente og får en særlig jødisk identitet.

Myten om Moses handler også om at blive forladt. Moses er et hittebarn – han er blevet sat ud eller forladt – på en vis måde – og han bliver fundet og adopteret. Ezekiel fortæller at Israel var en lille pige som var blevet sat ud og forladt for at dø – men at Gud frelste den lille pige. I hele oldtiden praktiserede man udsætning af børn og derfor trivedes også forestillinger om at man var et hittebarn. Disse fortællinger blev også fortalt fordi de var spændende, underholdende og alle kunne identificere sig med hovedpersonerne! Myten handler om forældres angst for hvad der skal ske deres små børn. Myten handler om identiteten: Hvem er egentlig min sande moder og fader? Er min fader og moder kun stedforældre? Findes min sande moder et andet sted? Er jeg i virkeligheden et adopteret barn?

Er Moses en gud?

Vi skal forestille os at læserne og tilhørerne af Det gamle Testamente – i det gamle Israel – har kendt de forskellige gudemyter om barnet i søen! De har hørt historien om Moses der bliver sat på Nilen og truet af døden og derefter bliver reddet ved et miral. De har tænkt og stillet spørgsmålet: - Jamen er Moses en gud? Dette spørgsmål er det naturlige spørgsmål når man som et menneske i det gamle Israel hører historien! Det er sikkert også meningen med teksten i 2. Mosebog – at man skal stille dette spørgsmål. At man skal undre sig. Moses fremstilles som en gud – han fremstilles efter skemaet i myten! I hele 2.Mosebog skildres Moses som en gud – som guden Baal eller som Marduk – som en tordengud! Moses går i krig med Egypten med sin tordenkile – med sin gudehammer – i hånden. Moses kæmper som den gamle semitiske tordengud. Moses skildres som en Zeus eler som en urgammel kampgud. Moses er som en græske gud Asklepios som har en stav med en slange som helbreder – Moses han sende død og sygdom og han kan frelse fra al sygdom – lige som den græske gud. På samme måde kan vi se i Det nye Testamente at Peter og Paulus bliver opfattet som to græske guder af grækerne! Paulus er Hermes – budbringer guden! Hvem er Moses egentlig? Hvem er hans fader? Hvor kommer han fra? Kommer han fra vandet? Hvad er hans identitet? Dette er et hovedtema i2. Mosebog. På en vis måde handler dette om alle mennesker og deres identitet. Hvor kommer vi fra? Er vi alle kongesønner – i virkeligheden kongesønner? Er vore forældre kun sted forældre? Er vores fader en konge? Hvad er vores væsen? På samme måde kan man sige at Moses er et billede på Kristus: - Hvor kommer Jesus fra? Hvem er hans fader? Vi kan også sammenligne med Josef. Josef dukker op i Egypten men hvem er han egentlig? Hvem er hans fader? Er Farao hans fader? Er Farao hans stedfader? Er Jesu jordiske fader Josef – tømmermanden fra Nazaret - er han kun en stedfader? Er Jesus en gud?

Bliver Moses adopteret af Farao?

Det er den almindelige opfattelse at meningen med teksten er at Moses bliver adopteret af Faro. Farao er en gud på jorden og Moses bliver Guds søn eller gudens søn. I den senere kristendom spiller adoptionen en meget stor rolle. Galaterne bliver adopteret af Gud – de bliver Guds sønner. Derfor får Moses adoption en meget stor symbolsk betydning.

Bliver han virkelig i følge teksten adopteret af guden Farao? Er det meningen? I den forbindelse er der blev fremført følgende argumenter:

Moses biologiske moder skal kunstigt fungere som en amme – det tyder på at Faraos datter er blevet den virkelige nye moder.

I 2.11 fortælles at Moses går ud til sine brødre. Meningen er at han går ud af paladset – hvor han altså er vokset op.

Da Moses kommer til Midjan bliver han fejlagtigt opfattet som en egypter og det må skyldes hans sprog, klædedragt, vaner osv. Moses er altså blevet en egypter.

I den semitiske myte som ligger bag ved Jahvistens legende om Moses på Nilen bliver helten adopteret – det er vel også meningen her. Moses oplevelser som spæd er skildret ud fra den urgamle myte. Moses skildres fuldstændigt som myten om Sargon fra Mesopotamien. Sargon bliver trukket op af vandet af en gudinde og Sargon bliver adopteret og en af guderne! Meningen er at det samme sker for Moses – deraf også hans navn Moshe.

Prinsessen giver det lille barn et navn. Det peger klart på at Moses bliver adopteret ind i det egyptiske kongehus. Det samme sker for Josef som får et nyt egyptisk navn af Farao. Josef bliver en af guderne!

Navnet Moses.

Navnet Moses eller på hebraisk Moshe er klart ikke noget hebræsik navn. Men det kendes godt fra Egypten. Moses bruges i utallige kongenavne som Tutmosis Ramosis osv. Oftes består navnet af et gudenavn først og Moses bagefter. Moses eller Mosis betyder på egyptisk Den som er født eller født af. Tutmosis betyder han som er født af guden Tut eller Tot. Ramses betyder han som er født af guden Ra eller Re – solguden. Moses er nærmest et gudenavn eller ofte et gudenavn.

Jahvisten forklarer navnet på en helt anden måde nemlig med et ordspil. Det gamle Testamente er fyldt med sådanne ordspil. Bibelen elsker den skags fantasifulde irreale ordspil. De bliver fortalt enten som underholdning eller for at udtrykke en dybere sandhed.

Jahvisten siger at Moses eller Moshe betyder han som er trukket op – trukket op af vandet! Jahvisten spiller på at to hebraiske ord ligner hinanden nemlig Moshe og Mashujder betyder at trække op. Ordspillet er et rent ordspil og det ved Jahvisten godt. Det er et litterært virkemiddel.

I følge denne tekst skulle prinsessen altså tale hebraisk – ja i følge nogen fortolkere skulle hun have et godt kendskab til senaramæsisk! Det er selvfølgelig helt uhistorisk! Men ordspillet handler jo om noget andet. Ordene bliver jo bare lagt i munden på prinsessen.

       v11  Da tænkte de på fortidens dage
      og på hans tjener Moses:
      Hvor er nu han [Gud – men måske Moses?],
      der trak sine fårs hyrde op af vandet?
      Hvor er nu han,
      der lagde sin hellige ånd i hans indre?

(Esajas 63.11)

Mere interessant er at navnet Moshe siden bliver fortolket som han der trækker dem op af vandet – altså som en aktiv form og ikke passiv! Esajas siger for eksempel i følge een fortolkning – bygget på den græske oversættelse - at Moses betyder ham som reddede dem og frelste dem og trak dem op af vandet. I følge myten er det en gud som trækker op af vandet. Hos Esajas er den som trækker dem op af vandet jo en klar gudsbetegnelse – lige som i myten om Sargon og utallige andre myter. Prinsessen er jo også den som trækker op af vandet! Vi kan sige at Gud trækker Israel op af vandet ved sivhavet. Begivenhederne her er klart nok et for-billede på de senere begivenheder ved sivhavet!

Moses bliver på den måde en frelser, en konge – ja en gud. Navnet Moses opfattes i betydningen frelser i Det gamle Testamente. Sådan er navnet blevet fortolket siden hen. Navnet er symbolsk for det viser hans fremtidige kald og frelsergerning. Moses er bestemt tilnoget stort. På den måde smelter prinsessen og Moses sammen. Prinsessen smelter også sammen med hebræernes Gud! Det er Gud som trækker Moses op af vandet – men prinsessen er hans hænder og arme. Hun er hans legeme – hun er Guds legeme. Gud handler igennem prinsessen lige som Gud siden vil handle igennem Moses. Gud nævnes slet ikke i teksten. Gud er Deus Absconditus – han er skjult bag ved tingene og Gud er inden i tingene, begivenhederne og aktørerne ved Nilen! Hvis Gud ikke havde været til stede ved Nilen – var intet af dette sket! Det er tekstens mening! Det som skete var ikke tilfældigt. En frelser blev født. Det var en glæde og lykke for hele folket. Det var alt sammen en del af Guds plan og underfulde frelse.

v1 Der var en mand af Levis slægt, som giftede sig med en datter af Levi. v2 Kvinden blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig han var, holdt hun ham skjult i tre måneder. v3 Da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv, tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. v4 Hans søster stillede sig et stykke derfra for at se, hvad der skete med ham. v5 Nu kom Faraos datter ned til Nilen for at bade, mens hendes piger gik frem og tilbage på flodbredden. Hun fik øje på kurven mellem sivene og sendte sin tjenestepige ud efter den. v6 Da hun åbnede den, så hun barnet, en dreng, der lå og græd. Hun fik medynk med ham og sagde: »Det er et af hebræernes børn.« v7 Hans søster sagde til Faraos datter: »Skal jeg gå hen og hente en amme hos hebræerkvinderne, som kan amme barnet for dig?« v8 »Ja, gør det,« sagde Faraos datter, og pigen gik hen efter drengens mor. v9 Faraos datter sagde til hende: »Tag denne dreng med, og am ham for mig; jeg skal nok betale dig.« Så tog kvinden drengen med sig og ammede ham. v10 Da drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos datter. Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses; »for jeg har trukket ham op af vandet,« sagde hun.

Moses på Nilen. Alt liv kommer af vandet.

Myten om Moses på Nilen genfindes i utallige varianter – faktisk fra hele verden. En fuldstændig tilsvarende myte fortælles i Indien om guden Krishna og hans farefulde fødsel. Den samme historie bliver fortalt om Ødipus i grækenland og om Romulus af de romerske forfattere. I Egypten var der utallige historier om Osiris og Isis og deres lille gudebarn Horus. Ved fødslen kommer Horus i stor fare fordi den onde gud Seth vil dræbe ham. Horus’ moder Isis bygger en lille beholder af papyrus og sætter ham på Nilen. I det nuværende Tyrkiet – i Anatolien - fortaltes myter om dronningen som på eet eneste år fødte 30 sønner. Men hun skammede sig så voldsomt over denne udåd at hun satte dem alle sammen ud på floden i små både af siv og rør!

Disse myter handler grundlæggende om de samme temaer. De handler om vores identitet. Hvem er vi? Hvem er min fader? Er min moder egentlig en stedmoder? De handler om frygten for at blive forladt. De handler om en ny fødsel i vandet – at få en ny identitet. Mytens figurer bliver pludseligt forvandlet ved en underfuld handling. De kommer igennem en overgangsrite. De bliver døbt. De dør en slags død og bliver genfødt.

I Det gamle Testamente sammenlignes vandet og Nilen med fostervandet. Den samme tanke dukker op i Det nye Testamente. Vi fødes ud af vandet – lige som vi fødes ud af moderens fostervand helt bogstaveligt. At sejle på vandet eller Nilen er en farefuld sejllads – lige som at blive født. At blive reddet op af vandet er at blive genfødt. Det kan vi også se i Johannes evangeliet kapitel 3 hvor Jesus taler med Nikodemus om at blive født.

Myten om Moses på Nilen er en arketypisk fortælling. De mange varianter rundt omkring i verden er jo i høj grad uafhængige af hinanden! Myten viser noget grundmenneskeligt. Den handler om forældres frygt for deres nyfødte børn – skal de gå fortabt? Den handler om at blive forladt og miste alt. Myten udtrykker noget grundmenneskeligt – den beskriver så at sige den menneskelige psyke. Derfor ligner de forskellige myter hinanden. De udspringer af alment menneskelige forestillinger.

Helt grundlæggende handler myten om vores identitet – om adoption – om at få en ny fader. I Det gamle Testamente bliver Israel adopteret af Gud. Israel bliver hans førstefødte søn. Israel får navn efter sin fader! Israel kommer til at hedde det samme som Gud – da det bliver adopteret:

v9 Herren vil bekræfte dig som sit hellige folk, sådan som han har tilsvoret dig, hvis du holder Herren din Guds befalinger og vandrer ad hans veje, v10 så alle jordens folk får at se, at Herrens navn er nævnt over dig, og må frygte for dig. v11 Herren vil give dig frugt af dine

(5 Mosebog 28.9)

På samme måde beskriver profeten Ezekiel en slags adoption af Gud. Israel bliver her fremstillet som en lille pige som er blevet sat ud i naturen for at dø. Vi kan se at der er meget tydelige ligheder imellem Ezekiels beretning om de gamle myter. Jahve er den som trækker mennesket op af vandet. Mennesket bliver adopteret. Mennesket får al magten og velsignelsen. Mennesket bliver gjort til en af guderne – som det fx sker i myten om Sargon:

v1 Herrens ord kom til mig: v2 Menneske, fortæl Jerusalem om dens afskyelige handlinger, v3 og sig: Dette siger Gud Herren til Jerusalem: Du stammer fra kana'anæernes land, og dér blev du født; din far var amorit og din mor hittit.

v4 Ved din fødsel, den dag du blev født, blev din navlestreng ikke skåret over, du blev ikke vasket ren og gnedet med salt, og du blev ikke lagt i svøb. v5 Ingen forbarmede sig over dig og gjorde blot én af disse ting af medlidenhed med dig. Du blev smidt ud på marken, den dag du blev født, fordi man kastede vrag på dig.

v6 Da jeg kom forbi og så dig ligge og sprælle i dit blod, sagde jeg til dig, som du lå dér i dit blod: »Du skal beholde livet! v7 Jeg vil gøre dig talrig som planterne på marken.«

v8 Da jeg kom forbi dig og så, at din tid var inde, tiden til elskov, bredte jeg min kappe over dig og dækkede dit køn. Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud Herren. v9 Jeg vaskede dig, skyllede blodet af dig og salvede dig med olie. v10 Jeg klædte dig i broget tøj, gav dig sandaler af delfinskind på fødderne, bandt et skærf af fint linned om dig og dækkede dit hoved med et finvævet slør. v11 Jeg gav dig smykker, ringe på armene og kæde om halsen. v12 Jeg gav dig næsering og øreringe og satte en prægtig krone på dit hoved. v13 Du smykkede dig med guld og sølv, du var klædt i fint linned, finvævet slør og broget tøj, din føde var finmel, honning og olie. Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. v14 Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig, siger Gud Herren.

(Ezekiel 16.1)

Moses' flugt til Midjan.

Moses er i 2. Mosebog en konge og en kriger. Moses starter en krig imod Farao – imod Egypten – vi kan sige at det er en krig imod hans fader. Moses starter en voldelig krig imod farao. Til sidst vinder Moses en militær sejr som er så spektakulær at den giver genlyd i hele verden. Alle folkeslagene i hele verden hører om Moses sejr – kanaanæerne, edomiterne, midjanitterne og midjanitterne og så videre. Til sidst dræber Moses Faraos første fødte søn – kronprinsen – faraos elskede – som sidder på tronen. Til sidst dræber Moses alle egypterne ved Siv havet. Alle drukner de – eller de bliver brændt op – eller de forsvinder ned i Dødsriget – i helvede. Hele historien er ekstremt maskulin og Moses er en rigtig mand kan vi sige. Han har overnaturlige kræfter. Når han løfter sin stav – hans spyd – hans lynild – brænder hele verden op og vandet i Nilen flyder over med blod. Moses er i 2. Mosebog frygtindgydende. Han er en gud som det siges. Han er eet med Gud. Når han taler til folket indleder han med at sige: - JEG er Jahve – jeres gud!

I det gamle Israel var der gamle traditioner om hvad Moses gjorde inden sin flugt til Misjan og dem har vi nu bevaret et eksempel på. Meningen er måske at Moses starter et oprør imod Farao – et voldeligt oprør. Det oprør mislykkes og Moses må flygte. Moses rejser måske et militært oprør med en hær og får meget blod på fingrene – Moses dræber måske mange mennesker i Egypten. Han bliver en lovløs – en bandeleder. Men dette oprør mislykkes og han må flygte. Dette er muligvis traditionen i Israel – og muligvis historisk troværdigt – det svarer til mange episoder i Egyptens historie om kongemagten kontra militære oprør af unge aggressive ambitiøse sønner. Sønnen rejser et oprør imod Faderen og vil tage magten og hele herligheden. Det er også temaet i Kongebøgerne og det er også det David gør. David starter et militært oprør imod Saul – hans fader – som faktisk har været loyal over for David!

Moses har måske angrebet det egyptiske kongehus direkte. Han har måske myrdet medlemmer af selve kongehuset. Vi ved at han siden bliver eftersøgt af Farao. Det må betyde at han ikke bare har myrdet en tilfældig egypter – han har dræbt og lavet attentater på prinser i det egyptiske kongehus – i kongefamilien.

Den menneskelige Moses.

Den følgende historie om Moses første gerninger er fortalt af Jahvisten. Jahvistens portrætter for eksempel af Abraham og Jakob er yderst menneskelige. Det gælder også Moses. Moses er pinligt menneskeligt skildret. Det gælder faktisk portrættet af Moses i hel Toraen. Det er overraskende fordi Moses er en helt. De andre kulturer i oldtiden skildrede helten som fuldendt og perfekt – som et menneskeligt ideal. Men det finder vi ikke i Det gamle Testamente. Der er ingen idealisering. Moses er fuld af svagheder og fejl. David er skiildret som et slet menneske. Abraham lyver og opfører sig ofte meget skammeligt!

Da Gud kalder ham afviser han kaldet fra Gud. Han siger nej tak. Jeg er alt for lille og svag siger han. Moses er fuld af frygt. Moses er virkeligt bange for hvordan folket vil reagere hvis han kommer med budskabet fra Jahve. Moses vil ikke være en stor mand. Det er meget mere trygt at være lille og svag. Moses afviser at blive helbredt for sin sygdom af Gud – for det er meget nemmere at være syg, tænker Moses! Moses er ikke just et ideal i Det gamle Testamente. Teksten er henvendt til læserne. Vi skal lære noget af den dårlige måde som Moses reagerer på!

Da Aaron og Mirjam senere begår en stor synd er Moses svag, passiv og lidende. Han kan ikke eller han tør ikke. I stedet læsser han hele problemet over på den tapre Pinehas – som til gengæld siden bliver et mega forbillede i jødedommen – også for Paulus. Moses er lille og svag. Han er på en mand slet ikke nogen rigtig helt. På den anden side: Vi er alle sammen Moses. Vi kan alle identifiere os med Moses – netop fordi han er menneskelig. Det er også meningen med Mosebøgerne.

Moses første gerninger falder helt til jorden. Han lider nederlag. Han er en taber. Han anklager egypteren for at slå og straffen en slave – helt urimeligt. I følge Moseloven var det helt i orden at piske sine slaver. Moses opfører sig i strid med egyptisk lov og i strid med Moseloven. Han har ingen ret til at kritiserer egypteren og derefter slår han den egyptiske mand ihjel. Moses opfører sig ufornuftigt, vildt og urimeligt. Oven i køber prøver han at skjule mordet. Han er bange. Pinehas myrder med oprejst pande men Moses er lille og svag. Han er en ynk. Han irettesættes af hebræeren. Med rette. Moses blander sig uden nogen ret. Han er ikke en af de ældste. Oven i købet starter Moses med at stemple den ene hebræer som ond – uden at kende noget til sagen. Moses handler ud fra sin egen svaghed. Han handler ikke med Guds autoritet – som siden hen. Han har slet ikke nogen autoritet.

Meningen med Jahvistens beretning er selvfølgelig at den skal pege fremad imod Moses kaldelse ved den brændende busk. Det som fortælles nedenfor skal virke som en kontrast til den rolle som Moses får senere som Guds mund og legeme og øjne.

På en måde er Moses stadig som et barn og det er også temaet. Moses kommer ind i en slags overgangsrite i Midjan og der bliver han en rigtigmand. Han bliver voksen. Mens han stadig er i Egypten er han stadig et forvirret barn.

I den danske oversættelse hedder det at egypteren slår manden ihjel men det er i al fald ikke den eneste mulige oversættelse. Mange mener at egypteren slår manden – pisker ham og straffer ham – men ikke slårham ihjel – i følge den hebraiske tekst! I så fald bliver Moses handling meget urimelig. I øvrigt var det også for så vidt tilladt at komme til at dræbe sine slaver i følge Moseloven! Det var i hvert fald kun en lille forseelse!

Meningen med historien er ikke at vi skal opfatte Moses som en stor national kriger. Sådan er episoden nogle gange blevet fortolket af jødiske forfattere men det er nok ikke meningen. Meningen er at fremstille den menneskelige Moses som lider ynkeliige nederlag. Han må flygte – ydmyget. Han har ikke megen fornuft i hovedet. Han har bestemt ikke fundet Gud. Han er endnu ikke blevet nogen rigtig mand. Han er slet ikke nogen profet for Israel.

v11 Tiden gik, og Moses blev voksen [Moses blev en mand - ish]. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel [?]. v12 Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.

v13 Næste dag gik han igen ud, og da så han to hebræere i slagsmål. »Hvorfor slår du din kammerat?« spurgte han ham, der havde skylden. v14 Men han svarede: »Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?« Da blev Moses bange og tænkte: »Så er det alligevel blevet opdaget!«

Moses historien handler i høj grad om faderen og sønnen og vores identitet. Moses har en kompliceret identitet. Først er en hebraisk mand hans fader. Ved episoden i Nilen bliver Farao hans fader og i Midjan bliiver præsten i Midjan hans fader! Vi kan altså spørge når vi læser teksten: - Hvem er egentlig Moses’ fader? Der ligger givet en masse symbolik i denne tale om faderen og sønnen. I ørkenen bliver Gud eller Jahve på en måde hans nye fader og denne nye fader kommer igen af hans fader i Midjan. Præsten i Midjan fører så at sige Moses til mødet med Gud.

Hvem er Jesu fader kan vi igen spørge ud fra Det nye Testamente? Det diskuteres voldsomt i evangelierne. Jesus siger om sig selv at han er sønen. Vi kan sige at Moses er et billede på Jesus eller Kristus.

Jeg er en hjemløs, en fremmed, en flygtning, siger Moses. I det følgende siger han at han er en ger – en som er en fremmed der hvor han nu opholder sig – en Sojourner på engelst – en som kun midlertidigt har taget ophold her! Han kalder sin søn for Gershom – og det betyder nok flygtning eller hjemløs! Hele Moses historien vil udtrykke noget om alle menneskers identitet. Vi er egentlig fremmede i denne verden – den onde verden som Paulus siger. Moses lever i ødemarken – men det er ikke hans egentlige hjem. Moses er en fremed eller en Sojourner som det hedder på engelsk. Paulus siger at vores egentlige hjem er et andet sted – i himlen siger han. Moses bliver aldrig begravet i fædrenes jord – som dog Jakob og Abraham og Josef bliver. Moses bliver begravet et ukendt sted uden for det forjættede land. Han bliver ved med at være en fremmed. Han svarer lidt til den meget senere jødiske myte om den evige vandrende hjemløse jøde Ahasverus!

2. Mosebog prøver med disse symbolske udtryk at sige noget om alle menneskers identitet. Vores moder er ikke vores sande moder! Vores sande identitet ligger i det kødelige eller synlige eller historiske. Vores sande identitet er at vi er Guds sønner. Hvem er Moses’ moder – hvem er hans fader? Hvem er hans stamme eller folk eller klasse? Er han en egypter som slet ikke kan tale hebraisk? Er Farao hans sande fader og den egyptiske prinsesse hans sande moder? Er han en egyptisk højfornem prins – eller tilhører han de fattige såkaldte hebræere? – vi ved at ordet hebræere blev stort set brugt i betydningen de fattige eller svagere dele af befolkningen!

Derfor er der megen tale om adoption, blive en søn, den første fødte søn i Exodus historien. Israel bliver til Guds første fødte søn. I den frygtelige paskale nat redder og frelser Gud sin første fødte søn – Israel. I Nilen frelser Gud – skjult bag personerne – Moses som er hans første fødte søn. Ved opstandelsen fra de døde redder Gud sin første fødte søn Kristus ud af dødens gru og rædsel. Den paskale nat i Egypten svarer til Kristi død, korsfæstelse og opstandelse. 2. Mosebog indeholder på den måde en mængde symbolik. Den lille Moses i Nilen er anbragt i en kasse eller æske som hedder en Teba på hebraisk – præcist det ord som bruges om Noa og arken som frelste Noa og hans mænd.

v15 Og da Farao hørte om det, ville han slå Moses ihjel; men Moses flygtede fra Farao og slog sig ned i landet Midjan, hvor han holdt til ved en brønd.

v16 Præsten i Midjan havde syv døtre, og de kom for at øse vand og fylde trugene for at vande deres fars får. v17 Så kom der nogle hyrder og ville jage dem væk; men Moses rejste sig og hjalp dem, og så gav han fårene vand. v18 Da de kom hjem til deres far Re'uel, spurgte han: »Hvorfor kommer I så hurtigt hjem i dag?« v19 De svarede: »Der var en egypter, der reddede os fra hyrderne; han øste også vand for os til fårene.« v20 Han spurgte sine døtre: »Hvor er han henne? Hvorfor lod I ham blive tilbage? Indbyd ham til at få noget at spise!« v21 Moses tog imod tilbudet og blev boende hos manden. Han gav Moses sin datter Sippora til kone, v22 og hun fødte en søn. Moses gav ham navnet Gershom; »for jeg er blevet gæst [hebraisk ger] i et fremmed land,« sagde han.

v23 Lang tid efter døde egypterkongen. Israelitterne sukkede og klagede under arbejdet, og deres klageråb under arbejdet nåede op til Gud. v24 Gud hørte deres jamren, og Gud huskede på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob. v25 Gud så til israelitterne, og han tog sig af dem.

[3]

Herren åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk.

Utalige mennesker har igennem den kristne og jødiske historie identificeret sig med Moses. De har opfattet historien om Moses som en beretning om dem selv – som en beretning om alle mennesker. Moses bliver kaldet af Gud – alle mennesker bliver kaldet på samme måde af Gud. Moses er et symbol eller et billede på mennesket. Den tyske filosof Martin Buber i det 20 århundrede er et godt eksempel på denne opfattelse af Moses skikkelsen. Den tyske jødiske filosof så sig selv i beretningerne om Moses i 2. Mosebog. Vi er alle sammen Moses!

Moses er ikke en fjern eller fremmed sagnfigur fra en fjern og uvirkelig fortid. Han er os alle sammen samlet som et symbol. Du er Moses og jeg er Moses. Moses reaktioner er vore reaktioner – hans tvivl da han bliver kaldet er vores tvivl. Moses bliver adopteret og en konge. Alle mennesker er Guds sønner – vi er så at sige blevet adopterede – fundet ude i ødemarken lige som Moses. Dette også Bibelens mening. 5. Mosebog skildrer hele Israel som en fugl som Gud finder ude i ørkenen – og som Gud kalder og gør til sin førstefødte søn.

Forholdet mellem Gud og hans engel eller Malak er uhyre centralt i hele forståelsen af 2. Mosebog og Moses skikkelsen.

Moses er Herrens engel – han er Guds udsendte – Moses er så at sige en epifani af Gud – Gud viser sig i Moses og taler igennem Moses.

Det hebraiske udtryk en Malak bliver oversat til det græske angelos – engel – i Septuaginta – den græske oversættelse af Det gamle Testamente. I 2. Mosebog og i næsten hele det gamle Testamente er Herren og Herrens engel det samme væsen. Først i Det nye Testamente og i senjødedommen bliver en engel et sevstændigt væsen med en selvstændig identitet. Englene får også siden navne – som Mika-el og Gabri-el. Disse navne er meget sigende. Endelsen –el betyder Elohim – Gud. Navnene viser altså at disse væsner er eet med Gud eller oprindelig var eet med Gud.

I det følgende eksempel er Herren og englen ikke at opfatte som to væsner – det vil sige Gud selv er inden i busken – der er ikke to væsner. Guds engel er blot et sprogligt udtryk.

En engel er en synlig manifestation af Gud selv – en lokalisering af Gud. Englen er en epifani eller en teofani – Gud viser sig på en måde så vi kan se ham! Her viser englen – det vil sige Gud – sig som en ild og et lys som Moses kan se med øjnene. På samme måde er profeten eller Moses en synlig manifestation af Gud – en epifani af Gud selv! Gud viser sig i Moses. Derfor taler Moses også i den guddommelige person som man siger: Mår Moses taler til folket eller Farao siger han: - Se JEG er Jahve! Moses handler også i den guddommelige person. Det er teksten fuld af eksempler på! Det er flydende om det er Moses som gør et under eller om det er Gud! Moses løfter armen med staven – men samtidigt er det Gud som løfter sin højre arm – med sin stav og udstrakte lem!!

Moses og Gud glider på den måde over i det samme væsen.

v6 Kvinden gik til sin mand og sagde til ham: »Der kom en gudsmand til mig. Han så ud som en Guds engel, han var meget frygtindgydende. Jeg spurgte ham ikke, hvor han var fra, og han fortalte mig ikke, hvad han hed.

(Dommerbogen 13.6)

v16 Men Herrens engel sagde til Manoa: »Selv om du fik mig overtalt, ville jeg ikke spise din mad. Men hvis du vil bringe et brændoffer, så skal du ofre det til Herren.« – Manoa vidste ikke, at det var Herrens engel. – v17 Manoa sagde til Herrens engel: »Hvad er dit navn? For vi vil vise dig ære, når dine ord går i opfyldelse.« v18 Herrens engel sagde: »Hvorfor spørger du om mit navn? Mit navn er underfuldt.«

(Dommerbogen 13.16)

Samsons forældre misforstår det som englen siger. De tror at englen hedder Underfuld! Men det som er meningen er at englen ikke vil afsløre sin identitet. Forklaringen er simpelhen at denne engel er Gud selv! Det er altså en helt grundlæggende teologi i Det gamle Testamente at Gud viser sig i en menneskelig form – som et menneske. Gud viser sig som Moses – og siden som Samuel eller Elias – og siden som Jesus eller Paulus. Moses er ikke det samme som Gud – Gud er uden for tid og rum – han er alle steder og til alle tider – MEN Gud viser sig som en epifani i Moses! Når vi ser Moses kan vi se Gud. Når vi ser mennesket kan vi se igennem og se at Gud er indeni eller omme bagved det menneske. Hun eller han ER på en vis måde Gud. Det er derfor Moses siger: - JEG er Jahve! Det er derfor at Moses’ stav ikke er hans egen men Guds og det er derfor at det ikke er Moses som handler men egentlig Gud. Hos Elias og Elisa profeterne kan vi også tydeligt se at de er Gud selv – guder på jorden – og de tilbedes af mennesker! Moses og Elias er gudsmænd – det vil sige de er guder og mennesker på samme tid – de er Gud og menneske på een gang! De er gudesønner eller Guds sønner – de er de blevet ved kaldet – således som det fortælles i 2. Mosebogs kapitel 3 og 4 – den brændende busk i ørkenlandet.

Moses – og de øvrige profeter – også for eksempel Paulus eller Jesus – repræsenterer Gud. De er messengers fra Vor Herre og tanken er at den som er udsendt er eet med den som udsender. Moses er udsendt af Gud med magt og myndighed – det vil sige han er fuldt ud som Gud selv. At tvivle på Moses er i 2. Mosebog det samme som at tvivle på Gud! Moses har som en ambassadør ret til at repræsentere. Ambassadøren repræsenterer fuldt ud det land som han kommer fra!

Flere engle i Det gamle Testamente bliver spurgt om deres navne – se for eksempel Dommerbrogen 13 – men de nægter at sige deres navn. Forklaringen er at de er Gud selv – de er ikke selvstændige eller uafhængige væsner – de er anonyme – de har ikke nogen adskilt identitet. En engel eller Malak eller udsendt er simpelt hen Gud selv.

Tankegangen i Bibelen er at dette menneske som vi nu ser og genkender i virkeligheden kommer fra Gud – er en Malak eller udsendt fra Gud. Når vi ser ham eller hende undrer vi os. Vi spørger hvem er hun egentlig? Hvem er han? Hvem er hans fader? Hvor kommer han fra? Vi kan se dette træk i Samson historien. Vi kan også se det i Det nye Testamente med Jesus – Hvem er Jesu fader? Vi kan se hvordan Moses’fader er tåget eller omstridt. Hvor kommer Moses egentlig fra? Hvem er hans fader? Jetro? Farao? Gud?

[3]

v1 Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. v2 Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, v3 og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« v4 Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, v5 og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« v6 Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

v7 Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, v8 og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. v9 Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem.

Moses får en stav – Moses bliver døbt

Når vi læser beretningen hos Elohisten i 2. Mosebog 3 kan vi få indtryk af at Moses får en ny stav – Guds stav. Meningen er nok at Moses kmmer til mødet med Gud og at den hyrdestav han allerede har bliver magisk forvandlet. Vi kan sige at Moses bliver døbt.

Matteh Elohim kan betyder Guds stav eller den stav som er Gud eller repræsenterer Gud. Moses bliver adopteret – han bliver en søn – han får Guds magt. Gud er en fårehyrde og derfor har han en stav som er identisk med hans væsen. Hyrden støtter sig til sin stav, han fører flokken med staven og han dræber sine fjender – flokkens fjender – med staven. Lige som David bruger en kasteslynge.

Pludselig opdager Mosesat hans stav er blevet forvandlet – eller vi kan sige at han pludselig ser at den stav han hele tiden har haft er Guds stav – Guds løftede arm! Moses får en indsigt – det vil sige han får et syn – han bliver en anden. Han finder sit sande jeg - at han er en søn af Gud – eller Guds broder.

Den forvandling som sker med Moses svarer til den forvandling som sker med galaterne i Galaterbrevet! Galaterne bliver pludselig forvandlede – de får Guds ånd – det vil sige hans tanker, følelser og væsen. Moses får Guds ånd. Staven er Guds ånd.

Moses får den stav som Gud har brugt til at besejre havet og slangen med. Gud mister ikke nogen stav men Moses får så at sige en stav. De to objekter er eet. På et psykologisk plan indser Moses blot at han nu besidder Guds magt og væsen. Og det har han egentligt gjort hele tiden. Men først nu forstår han det. Han bliver omvendt i en vis skæv forstand – han bliver forvandlet.

Moses bruger netop staven imod de vældige vande – det fremgår af fortsættelsen. Staven er først og fremmest den stav som Gud bruger til at besejre vandet, søen og det onde. Moses får magten til at starte en krig imod vandet, søen, Farao som er en krokodille i Nilen! Moses nedkæmper Nilen og søen ved Siv havet. Lige som Gud gør og har gjort.

Det billede som det gamle Testamente bruger er at det ikke er nok at Gud holder fast i staven – som er gudsstaven eller den guddommelige magiske stav – det er også nødvendigt at Moses holder fast i staven! Ellers sker der ikke noget! Derfor er det også vigtigt at Moses under krigen imod amelekitterne bliver ved med at holde fast i staven i kapitel17! I det tilfælde må Moses ligefrem hjælpes med at holde fast i staven – kongestaven – kongescepteret!

I det gamle Babylon kunne man leje gudernes våben for en tid og på den måde få gudernes magt. Moses bliver døbt og vi kan sige at han lejer Guds stav – blot for evigt. Gud stiller staven til rådighed for Moses – for ale mennesker. Vi handler på Guds vegne og med det ansvar. Vi fører Guds sværd. Med Guds spyd og sværd og kølle kan og skal vi nedkæmpe det onde. Det er indholdet af at blive en søn. Jesus får dette sværd ellerdenne stav. Jesus er i Det nye Testamente den gode hyrde – på samme måde som Moses. Jesus bliver en søn.

Vi finder også denne tanke meget tydeligt i Salme 89:

v21  Jeg har fundet min tjener David,
jeg har salvet ham med min hellige olie.
v22  Min hånd støtter ham,
ja, min arm giver ham styrke.
v23  Fjenden skal ikke ramme ham,
voldsmænd skal ikke mishandle ham.
v24  Jeg knuser hans fjender foran ham,
slår hans modstandere ned.
v25  Min trofasthed og godhed skal være med ham,
i mit navn skal hans horn løftes.
v26  Jeg giver ham magt over havet,
herredømme over floderne.

(Salme 89.21)

David er kongen og vi er alle sammen kongen eller David. Gud giver den samme myndighed til alle mennesker. Også til David, Moses og Jesus og Paulus. Der er en dyb identitet mellem det som Gud gør og det som vi gør og Moses gør. Når Moses sejrer over Farao er det Gud som sejrer. Når Gud sejrer er det Moses som sejrer. Der er dybest ingen forskel. Moses er Guds søn.

Moses kaldes af Gud

Moses får en åbenbaring. Han ser Gud som et stort lys, som en ild. Moses bliver kaldet af Gud ude i ørkenlandet – på bjerget – på Guds bjerg. Den grundlæggende beretning om den brændende busk er en kaldelse. Moses bliver kaldet til at være en Guds profet. Gud kalder ham til at være en søn - Guds søn. Moses skal være en stedfortræder for Gud. Han skal befri Israel af trældommen. Han skal besejre Farao, føre krig imod Farao og Egypten. Gud giver ham al magt – hele magten – Guds almagt. Det er meningen med fortællingen om staven. Moses får Guds stav – Guds herskersymbol. Moses får magt til at udføre Guds undere. Historien er på den måde også en fortælling om alle mennesker. Vi er alle sammen Moses. Den magt som Moses får af Gud ude i ødemarken – får alle mennesker. Vi handler på Guds vegne. Vore lemmer og arme og munde er hans lemmer og arme og mund. Moses repræsenterer Gud selv. Ale mennesker bliver kaldet af Gud til at udføre Guds magt, tegn og undere. Det er tekstens mening. Vi er alle Guds sønner – betroede og med magt og styrke og kraft. Historien om Moses ved busken er en fortælling om alle mennesker.

Moses kaldes og han reagerer som de fleste af profeterne i Det gamle Testamente! Han kommer med undskyldninger, han sætter sig imod, han vil ikke. – jeg kan ikke – jeg tør ikke – jeg er ikke stærk nok, siger han! Når en profet kaldes sætter han sig næsten altid til modværge i Det gamle Testamente! Eksempler herpå er Ezekiel, Esajas, Gideon, Saul, Jeremias og mange mange flere. Menesket vil ikke når det kaldes af Gud. Det kan ikke eller det tør ikke! Vi kan sige at egoet hver gang viser sig i disse mennesker. Vi kan også sige at dette træk kommer frem i Jesu forkyndelse i det nye Testamente. – Følg mig, siger Jesus, men samtidigt advarer han! Den der vil følge mig skal opgive egoet og verden siger han.

En af grundene er selvfølgeligt at det var forbundet med fare at være en profet. Moses bringer sig faktisk i livsfare siden hen. Elias bliver forfulgt hele tiden og kongen tænker kun på at slå ham ihjel. Jesus kommer i stigende livsfare som Guds profet. Det er ikke mærkeligt at mennesker siger nej når de kaldes af Gud. Egooet føler at det skal ofre det hele eller det meste.

I den sidste nat - i Getsemana - beder Jesus om at slippe. Han beder til Gud om at slippe for at fuldføre sin skæbne. Jesus vil ikke. Han kan se at han skal dø hvis de fanger ham. Han vil ikke – eller han vil helst ikke. Jesus vil hellere leve. Din vilje ske siger han – men det er tydeligt i evangelierne at han helst ikke vil. Ikke mærkeligt at mennesket prøver at undslippe når Gud kalder!

2. Mosebog indeholder et stort centralt budskab. Mennesket skal ikke være bange når det bliver kaldet af Gud. Gud vil være med Moses. Han skal ikke frygte noget. Han kaldes - det vil sige at han får alt det som er nødvendigt for at han kan fuldføre sin mission eller opgave. Gud kalder alle mennesker til et hverv eller en opgave og det skal ikke frygte noget. Måske føler det menneske sig lille og svagt men det er en illusion. Det får magten, evnen og kraften. Den som Gud kalder giver han også heldet, lykken, successen, kraften, modet, styrken! Moses henviser til at han ikke har ordet i sin magt – men Gud afviser alle hans indvendinger. Det handler ikke om hvorvidt Moses er veltalende eller en stor folketaler. Gud vil give ham evnen og kraften. Moses er blind forhan tror at det afhænger af hans jordiske færdigheder eller egoets færdigheder. Det gør det ikke. Moses talenter er egentlig ligegyldige. Gud giver ham sin ånd – Helligånden. Moses skal ikke tale sine egne ord men Guds ord. Mennesket kaldes af Gud og får hans ånd. Vi skal ikke gøre vore egne gerninger – men Guds gerninger. Vi skal ikke selv opfinde ordene – Gud lægger os ordene i muunden. Vi finder den samme tanke i Det nye Testamente.

Vi er ikke arme ofre. Vi er ikke små eller svage eller hjælpeløse. Hvis vi siger det er det en hån imod det som Gud siger. Vi er kaldet og vi har fået magt og styrken. Hvis vi fastholder at vi intet kan og intet kan udrette – gør vi grin med det som Gud har gjort. Vi er hans sønner og Gud vil at vi skal være stærke og myndige. Gud tror på Moses – Gud har fuld tillid til Moses – derfor er Moses’ undvigelser en voldsom misforståelse. Moses ser kun på sig selv og sine egne små skavanker. I stedet skulle han se på Gud – det er budskabet i 2. Mosebog. Gud vil at Moses skal bliver en stor helt og stor kriger. Den plan har Gud medalle mennesker – han ønsker at vi skal lykkes og trives. Han græder når vi gør os mindre end vi er!

v10 Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.« v11 Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« v12 Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« v13 Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« v14 Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

v15 Gud sagde videre til Moses: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.

At kende Guds navn

I følge den kilde vi kalder Elohisten er navnet Jahve ukendt for Israel indtil det bliver åbenbaret for Moses. Moses er unik for først han lærte Guds virkelige navn at kende! Moses markerer en ny epoke – en ny ånd – en ny tidsalder. Indtil Moses kendte menneskene ikke Guds virkelige navn – de tilbad i følge Elohisten Gud under andre navne – som Betel eller El Eljon. Denne opfattelse er speciel for Elohisten og findes slet ikke hos Jahvisten! I 1. Mosebog kan vi da også læse navnet Jahve mange steder allerede i 1. Mosebog kapitel 4!

At kende Guds virkelige navn er at kende hans væsen, hans identitet, hans natur. I oldtiden betød det at få en vis magt over guden og sådan bliver det nok også opfattet i 2. Mosebog. Derfor nægter Gud at afsløre sit navn til jakob og til Samsons mor! Når vi kender gudens navn kan vi på en vis måde kontrollere guden – dette træk minder om eventyrerne: Hvis vi kender troldens navn - får vi magt over trolden. Hvis vi kender gudens navn kender vi gudens sjæl, tanker, vilje, følelser og planer!

Guds navn eller shem er hans væsen, hans sjæl,hans essens, hans svaghed, hans tanker, hans følelser.

Den magiske tanke finder vi også i historien om Adam. Adam giver navne til alle dyrene og til hans kvinde Eva! Det vil sige at Adam kender deres sjæl eller væsen og han får på den måde en magt over dem. Adam har givet et navn til kvinden og derfor kender han hendes væsen og hendes tanker – hendes selv.

I det gamle Israel – senere – fik man den tanke at Gud havde et hemeligt navn som ikke var Jahve. Den som kender dete hemmelige navn får en overnaturlig magt. Meningen med tegnet til Moses i kapitel 3 og med hele 2. Mosebog er nok at Moses kender dette hemmelige navn. Det vil sige Moses kender Guds sjæl. Navnet er indgraveret på hans stav. Moses og Gud er i familie, de er så at sige brødre. De taler som to brødre, mand til mand – de er lige stillede – fordi Moses kender Guds virkelige navn! Staven giver Moses Guds magt – almagten, den kosmiske ubegrænsede magt over heleverden. Der er ikke noget som Gud kan gøre som Moses ikkekan gøre. Guds magt og Moses’ magt er den samme magt. Der er kun een magt – een sjæl eller een ånd. Moses og Gud er eet – Moses er en Elohim (Gud, guderne) Ish (mand) – en Guds mand eller en gudsmand – eller vi kan oversætte: Moses er Manden Gud eller Den gud som er en mand eller Den mand som er en gud på jorden! Det er betydningen af det hebraiske udtryk Elohim Ish. Moses er på den måde et billede på kristus i Det nye Testamente.

Moses og Elias og Jesus har et unikt forhold til Gud i Bibelen. De har Guds navn som det siges – de hedder det samme som Gud! De taler med Gud. De er i familie med Gud. De lever sammen med Gud som deres broder. Men tanken i Bibelen er i virkeligheden at alle mennesker har dette unikke forhold til Gud! Om Moses fortælles følgende i 2. Mosebog – Moses ser Guds herlighed – lige som Ezekiel ser Guds herlighed som en skikkelse:

v18 Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!«

v19 Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.«

v20 Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.«

v21 Og Herren sagde: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. v22 Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. v23 Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«

(2 Mosebog 33.18)

v22 Over de [fire] levende væseners hoveder [keruber] var der noget, der lignede en hvælving, ligesom funklende, frygtindgydende krystal, der var spændt ud oven over deres hoveder. v23 Under hvælvingen var deres vinger strakt ud, så den ene nåede den anden. Hver af dem havde også to vinger, som skjulte deres kroppe. v24 Jeg hørte lyden af deres vinger, når de gik, som lyden af vældige vande, som den Almægtiges røst, en buldren som lyden af en hær; når de stod stille, sænkede de vingerne. v25 Det buldrede oven over hvælvingen over deres hoveder; men når de stod stille, sænkede de vingerne. v26 Oven over hvælvingen over deres hoveder var der noget, der så ud som safir; det lignede en trone. Og foroven, på det, som lignede en trone, var der noget, der lignede og så ud som et menneske. v27 Og jeg så noget ligesom funklende hvidguld, der så ud som ild med en ring omkring; det gik ud fra det, der så ud som hans hofter, og opefter. Og fra det, der så ud som hans hofter, og nedefter så jeg noget, der så ud som ild. Rundt om ham var der stråleglans; v28 som regnbuen, der viser sig i skyerne en regnvejrsdag, sådan så den stråleglans ud, der var om ham.

Sådan så det ud, der lignede Herrens herlighed, og da jeg så den, kastede jeg mig ned, og jeg hørte en stemme tale.

(Ezekiel 1.22)

Gud anerkender mennesket

Gud siger at han er opmærksom på israels lidelser eller at han er blevet opmærksom. Det hebraiske ord pqd er et af nøgleordene i hele Det gamle Testamente. Ordet betyder både et bestemt sindelag, enfølelse og en bestemt adfærd. Ordet pqd bruges om den rette adfærd eller tænkemåde i en relation – det vil sige det svarer til begrebet retfærdighed – at være retfærdig. At være retfærdig er at leve op til sine forpligtelser – sine naturlige forpligtelser i en relation. Ofte sammenlignes med ægteskabet. I et ægteskab har begge parter naturlige forpligtelser – Gud er en tro ægtemand og han lever op til den naturlige rolle som ægtemand. Han gør det rette og rimelige og normale – det vil sige han er retfærdig!

Ordet pqd kan oversættes med at anerkende Israel som det som det er – altsåsom en søn! Gud behandler Israel som en søn – og ikke som en slave! Gud anerkender israels værdighed og behov. Gud ser israel. Gud husker israel – han kender sine pligter – han ved hvad der forventes af ham! Det som vi forventer af Gud er ret og rimeligt for så vidt. Gud er en fader over for en søn – eller en ægtemand over for en hustru. Vi forventer ikke at en ægtemand skal optræde troløst, illoyalt, brutalt eller være ligegyldig! Og Gud lever faktisk også op til vore forventninger! Han er rig på troskab! Vi kan se hvordan begrebet pqd udtrykker den centrale opfattelse af forholdet mellem Gud og mennesket! Mennesket har krav på respekt og Gud er netop den som giver denne respekt til mennesket! Han behandler mennesket med værdighed og han opfører sig værdigt. Han regner mennesket for noget værdifuldt. Han er opmærksom – nærværende. Han belønner retfærdigt. Han viser tillid til mennesket. Alle disse betydninger ligger i ordstammen pqd.

I 1. Mosebog finder vi også ordet pqd brugt således af Josef – vi kan se at tanken er den samme. Gud gør det som er ret og rimeligt – det er en stor uret der foregår i Egypten og Gud vil naturligvis gå imod en så stor uret der bliver begået imod hans søn israel:

v24 Josef sagde til sine brødre: »Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer [pqd – anerkende, se] og føre jer op fra dette land til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.« v25 Og Josef tog Israels sønner i ed: »Når Gud tager sig af jer [pqd], skal I bringe mine ben med op herfra.«

(1Mosebog 50.24)

Begrebet pqd – anerkende – betegner netop den rette, naturlige adfærd i en relation. Retfærdig er man i Det gamle Testamente hvis man på en rimelig naturlig måde lever op til en relation. En retfærdig mand er en mand som på en ordentlig og normal måde lever op til sin rolle som ægtemand – eller fader!

På samme måde som Gud vil opføre sig ret og retfærdigt over for sin søn – så skal Israel – og Moses – opføre sig ret og rimeligt over for Josef – de skal tage hans balsamerede lig med til det forjættede land! De skal tage Moses ud – lige som Gud tager Israel ud – ud af lidelsen. På den måde udviser de en pqd over for patriarken – faderen eller stamfaderen – Josef! Gud har magt til at tage Israel ud af lidelsen derfor er det også ret at han gør det – Israel har magt til at tage Josef ud – derfor skal de også gøre det! Det er retfærdigt – naturligt i relationen.

Det hebraiske ord Hesed udtrykker den samme tanke. Guds Hesed er netop hans trofasthed over for ægtefællen eller partneren – israel. Israels Hesed er at følge Guds lov eller vejledning eller førelse. Det hebraiske ord Hesed blev siden oversat til græsk Charis eller nåde. Vi skal altså huske at nåde i det gamle testamente betyder retfærdighed, trofasthed og at leve op til relationen! Nåde er ofte siden misforstået i kristen tankegang! Udfrielsen fra Egypten er godt nok en nåde – en Charis – men Gud viser den nåde over for en partner som har fortjent at blive frelst – for Gud opfører sig trofast i relationen – han gør det som er ret – han har magt til det – altså er det ret at han gør det!

v16 Gå nu og kald Israels ældste sammen, og sig til dem: Herren [Jahve], jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har vist sig for mig og sagt: ›Jeg er opmærksom på jer og på det, der er overgået jer i Egypten, v17 og jeg har besluttet at føre jer bort [tage jer ud] fra lidelsen i Egypten, til kana'anæernes, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes land, et land der flyder med mælk og honning.‹

v18 De vil høre på dig, og sammen med Israels ældste skal du gå til Egyptens konge og sige til ham: ›Herren, hebræernes Gud, har mødt os. Lad os få lov til at gå tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vores Gud.‹ v19 Jeg ved, at egypterkongen ikke vil give jer lov til at gå, hvis ikke han mærker en stærk hånd [arm]. v20 Derfor vil jeg række hånden [armen] ud og ramme egypterne med alle de undere, jeg vil gøre blandt dem, og så vil han lade jer gå.

v21 Og jeg vil lade egypterne fatte velvilje for dette folk, så I ikke kommer til at drage tomhændet bort. v22 Hver kvinde skal bede sine nabokoner og de kvinder, hun har boende i huset, om ting af sølv og guld og om klæder. Det skal I give jeres sønner og døtre at bære. På den måde skal I plyndre Egypten.«

[4]

Staven

Moses får Guds stav. Når vi læser Moses historien kan vi se at der ikke skelnes mellem Moses’ stav og Guds stav. Guds stav er hans magt – hans arm – hans løftede arm - som det siges. Moses’ arm er Guds arm. De to glider ind i hinanden. Der er ingen forskel. Moses historien kommenteres mange steder i Det gamle Testamente og vi kan se at de to ting – Guds stav og Moses stav og Guds arm og magt og vælde og Moses’ magt – glider sammen. Moses repræsenterer simpelt hen Gud. Moses er Guds legeme – hans arm. Moses trækker Israel op af vandet som hans navn egentlig betyder: Moshe er Han som trækker dem op af vandet! Israels befrielse og frelse udvirkes af Moses – og af Gud.

Staven er et hyrdesymbol. Gud er en fårehyrde – se for eksempel Salme 23 som beskriver Gud som en fårehyrde - derfor har han også en stav – en hyrdestav. Hyrden bruger sin stav til at føre flokken, beskytte flokken, støtte sin egen gang og til at slå og dræbe fjenderne med. Moses slår på Egypten og Farao med sin stav og stok. Moses dræber og tilintetgør. Moses er en ødelægger. Når han gør det er det også Gud som løfter sin højre arm, knytter næven og slår ned på egypterne. Dybest set er Egypten – Nilens land – det samme som Rahab eller Livjatan – havslangen og vanduhyret.

Moses skildres som i de mellemøstlige myter. Guder som El og Baal har en stav, et spyd, en kølle eller et lyn som våben. Moses har fået Guds våben – Guds spyd eller hans kølle. Moses er lige som de kanaanæsiske guder El og Baal. Moses skildres helt tydeligt med billeder hentet fra den kanaanæiske mytologi.

I følge en af teksterne i 2. Mosebog er det Gud selv som slår egypterne og tilintetgør egypterne ved Siv havet – i følge en anden er det Moses som løfter staven og sin højre arm og smadrer og dræber hele den egyptiske hær. Moses og Gud er eet. Moses handler i den guddommelige persona som man siger. Når han handler er det samtidigt Gud som handler. I krigen imod amalekitterne sejrer israel fordi Moses kan holde sin arm og stav i vejret – men samtidigt er det Gud selv som sejrer og overvinder amalekitterne.

Esajas 63 fremstiller forholdet mellem Moses og Gud på denne måde: Moses frelser folket fra katastrofen og havet. Moses er Israels hyrde. Gud er Israels hyrde. Gud frelser – det vil sige Moses frelser. Gud har lagt sin Ruah, sin ånd, sin hellighed ind i Moses. Gud har lagt sin løftede højre arm over i Moses og hans højre arm og hånd. Gud har kanaliseret sin magt og suverænitet ned i mennesket Moses. Gud handler igennem dette menneske. Gud besejrer de vældige vande, havuhyret, Livjatan, Satan – det vil sige Moses besejrer de vældige vande, Livjatan, Rahab, ondskaben – det onde. Guds magt eller kraft er projiceret ned i den jordiske sfære. Moses er en epifani – en tilsynekomst af Gud og hans kraft og magt. Guds løftede arm og knyttede næve er måske ikke synlig – men Moses’ løftede arm er synlig.

Der ligger en hel menneskeopfattelse i 2. Mosebogs skildring af Moses skikkelsen. Moses repræsenterer ikke bare Gud – han repræsenterer også Israel – og alle mennesker. Moses er et billede på alle mennesker. Det som fortælles om Moses gælder for alle mennesker. Han er et symbol. Han er en arketype. Forholdet mellem Gud og Moses er et forhold mellem to lige værdige og lige stillede. På den måde viser teksten noget om forholdet mellem Gud og mennesket. Gud taler til hvert enkelt menneske som en ligeværdig og lige stillet. Vi er alle sammen Moses. Den samtale som refereres mellem Moses og Gud er den samtale som alle mennesker oplever. Det som sker med Moses sker med alle mennesker.

v1 Moses svarede: »Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig!«

v2 Da sagde Herren til ham: »Hvad er det, du har i hånden?« og han svarede: »En stav.« v3 Herren sagde: »Kast den på jorden!« Det gjorde han, og den blev til en slange; Moses ville flygte for den, v4 men Herren sagde til ham: »Ræk hånden ud og grib den i halen!« Da Moses rakte hånden ud og tog fat i den, blev den til en stav i hånden på ham. v5 »Det er, for at de kan tro, at Herren, deres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har vist sig for dig.« v6 Derpå sagde Herren til ham: »Stik din hånd ind på brystet!« Det gjorde han, og da han trak hånden ud igen, var den blevet spedalsk, hvid som sne. v7 »Stik din hånd ind på brystet igen!« sagde Herren. Det gjorde Moses, og da han trak hånden ud fra brystet, var den igen som resten af kroppen. v8 »Hvis de efter det første tegn ikke tror på dig og ikke vil høre, så vil de tro efter det andet tegn. v9 Men hvis de efter disse to tegn ikke tror og ikke vil høre på dig, skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på jorden; så bliver det vand, du tager fra Nilen, til blod på jorden.«

v10 Men Moses sagde til Herren: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.« v11 Da sagde Herren til ham: »Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? v12 Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« v13 Men han svarede: »Undskyld mig, Herre, send dog en anden!« v14 Da flammede Herrens vrede op mod Moses, og han sagde: »Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. v15 Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. v16 Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham.

v17 Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.«

Moses og hans stav

Moses og hans stav er et af de store temaer i Exodus beretningen. Staven er Guds stav. Staven viser sig pludseligt – i Moses’ hånd! Gud peger på den stav og siger at den er Guds stav. Staven er grundlæggende et magtsymbol, en kraft, et lyn men den har en række betydninger. Ordet Matteh som på hebraisk betegner staven har mange betydninger. Billedet stammer primært fra billedet med hyrdestaven og fårehyrden men betyder også sværd, scepter, ild, spyd, arm, den udstrakte løftede arm, hånd, den knyttede hånd. Matteh er Guds træ eller skaft eller lynvåben eller hans flammende ild. Denne Matteh kan fremkalde en vældig storm eller orkan som kan blæse alt bort. Staven kan besejre vandet og søen. Moses stav kan blæse vandet bort og forvandle alt vand i Nilen til blod. Den kan forvandle sig til en slange eller et monster som kan æde alle andre slanger og mennesker. Moses udstyres med Jahves arm – med hans knyttede næve. Staven eller matteh er et aggressivt symbol. Meningen er at staven er Guds rejste arm som skal slå alle fjender ned og dræbe alle fjender. Armen løftes for at tilintetgøre og udrydde. Staven eller Matteh er et meget militaristisk eller voldeligt våben! Den er ikke en fredelig hyggelig hyrdestav! Den er identisk med vold, krig og magt.

Mange steder i 2. Mosebog har staven eller stokken også en seksuel symbolik. Staven er en fallos eller en penis. Denne penis er et magtsymbol. Den kan skabe frugtbarhed og vand. Den kan rejse sig og blive mægtig og truende. Den kan blive til en slange. Slangen er i Det gamle Testamente et seksuelt symbol. Moses har fået en stav eller et træ eller en rejst penis som er så mægtig at den kan besejre hele verden! Hele oldtiden dyrkede disse seksuelle symboler – kana’anæerne er et godt eksempel. Vi kan også se rester af denne seksuelle symbolik i historierne om Moses og hans stav!

Vi har bevaret et billede fra oldtiden – uden for israel – fra hittiterne – som forestiller en tordengud og en konge som står ved siden af hinanden og begge holder fast i en stav – en Matteh eller et scepter! Vi kan sige at dette ikke bibelske billede udtrykker tanken i 2. Mosebog. Moses og Gud har begge fat i den samme stok, stav eller det samme sværd. Moses svinger sværdet – det vil sige at Gud svinger sværdet. Moses kan gøre alt det som Gud kan gøre. Gud kan ikke gøre noget imod Farao eller Egypten uden Moses. Moses er Gud i en vis forstand. Moses er mennesket over for Gud. mennesket og Gud holder begge på det samme våben, det samme kongescepter. Mennesket er en konge på jorden for det har fået Guds scepter eller kongesværd. Den samme tanke finder vi i flere af Salmerne som taler om David eller kongen: Kongen fører sværdet for Gud – som en repræsentant for Gud.

Mennesket bliver i 2. Mosebog opløftet og ophøjet. Det får al Guds magt – almagten. Mennesket har fået Guds stok og sværd og stav. Mennesket har fået gudernes våben. Gud har dræbt slangen eller de vældige vande med sin Matteh eller med sit spyd – og det er det våben som Moses får overdraget. Gud giver en fuldmagt til Moses. Gud viser sin fulde tillid til Moses – på trods af alle hans tvivl og unddragelser! Gud tror på Moses – det er det afgørende – ikke om Moses tror på Gud!

Moses vender tilbage til Egypten.

v18 Moses vendte tilbage til sin svigerfar Jetro og sagde til ham: »Lad mig nu vende tilbage til mine landsmænd i Egypten og se, om de stadig er i live.« Jetro sagde til Moses: »Gå med fred!«

[Jahvisten:]

v19 Og Herren sagde til Moses i Midjan: »Vend tilbage til Egypten, for alle de mænd, der stræbte dig efter livet, er døde.« v20 Så tog Moses sin kone og sine sønner, satte dem op på sit æsel og begav sig på vej tilbage til Egypten. Moses havde Guds stav i hånden. v21 Og Herren sagde til Moses: »Når du kommer tilbage til Egypten, skal du gøre alle de undere for Farao, som jeg har givet dig magt til. Men jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå. v22 Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn. v23 Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.«

Sippora – en stor kvinde og en stor helt

Den følgende historie stammer fra Jahvisten. Dene historie er meget dunkel og i tidens løb er der fremkommet utallige helt forskellige fortolkninger.

Det er ofte sagt at Gud bliver rasende på Moses – eller på hans søn gershom – fordi Moses ikke har omskåret sønnen ved fødslen! Dette er efter de flestes mening en forkert fortolkning. Jahvisten kender ikke noget til en lov om at de nyfødte drengebørn skal omskæres! Den befaling finndes kun i Præsteskriftet – i 1. Mosebog kapitel 17. Den kan ikke overføres til Jahvistens fortælling!

Det overordnede tema i historien er helt sikkert at Moses hustru Sippora er en stor helt. Dette træk findes mange steder hos Jahvisten som omtaler mange kvindelige – evige – helte! Faraos datter er en evig helt som frelser den lille Moses i den 11. time. Jael er en stor helt. Rakel er en stor helt. Hun er alles moder!

Gud handler igennem Sippora. Lige som Gud handler igennem Faraos datter prinsessen og også gennem hendes tjenestepige og gennem Moses søster som alle er helt.

Moses angribes af Gud som vil slå ham i hjel men Sippora er snarrådig. Hun er hurtig og snu og modig. Hun ofrer sin søn – det vil sige hun omskærer sønnen og overfører blodet til Moses’ penis! På den måde frelser hun sin mand. Blodet beskytter Moses. Blodet renser Moses for al urenhed. Jahve må opgive overfaldet på Moses. Lige som Jahve må opgive overfaldet på Jakob.

Sippora omskærer sønnen og bruger hans blod. Hun knæler ned for Moses fødder. Hun rører ved hans penis. Hun smører blodet på hans penis. På den måde omskærer hun sin mand Moses og frelser ham på den måde.

Vi kan mange steder i Det gamle Testamente se at ordene omskåret og ren er synonymer. Omskærelsen er en renselse – og et offer – og en soning. Det som Sippora gør er det samme som det israelitterne gør i den paskale nat. De smører blodet på døren. Her og i beretnigen om påsken bruges det samme udtryk om at smøre på ogdermed frelse og redde og beskytte.

Gud frelser Moses fra sin egen dæmoniske side kan vi sige. Gud handler igennem kvinden – helten – og Moses bliver frelst – endnu engang. Sippora er en stor helt.

Vi har bevaret en fønikisk græsk myte fra oldtiden: Guden Kronos slagter og ofrer sin eneste søn til guden Ouranos – fordi den stor ulykke truer. Samtidigt omskærer Kronos sin penis. Vi kan se at de samme tanker går igen i Moses historien. På en vis måde bliver Moses’ søn ofret for at faderen kan leve. Der er en nøje parallel mellem Isak og ofringgen af Isak og Moses og hans søn. Kvinden Sippora ofrer sin egen søn for at frelse sin elskede mand! Moses bliver omskåret – i al fald på en symbolsk måde. Moses bliver frelst – han kommer ind i en sikkerhedszone – lige som israel i den paskale nat. Dyret må slagtes og dræbes for at Israel kan leve. Moses søn er et slags stedfortrædende offer. Lge som Jesus er et stedfortrædende offer.

Blodet renser og fjerner skyld. Måske er meningen at Moses har pådraget sig en blodskyld på grund af hans drab og myrderier i Egypten. Denne skyld og synd skal sones. Gælden skal betales. Blodet råber op af jorden til Gud. I Det gamle Testamente kan man udsone skylden – man kan betale skylden – gennem ofre! Det er den grundlæggende tanke. Det er en del af den underfulde frelse. Abraham ofrer sin søn for selv at leve – sønnens blod skal rense faderen. Offeret af sønnen Isak er et helligt offer til Gud som er nødvendigt fordi Abraham har pådraget sig blodskyld og fordi Abraham er blevet uren. Derfor viser Gud ham hvordan han kan ofre sønnen. Isak er et stedfortrædende offer – lige som Moses søn.

Vi har bevaret en gammel jødisk legende. I denne tekst strides de to engle Mika-el og Samma-el (Satan) om Moses. Samma-el kræver at Moses skal lide døden fordi han har skyld på grund af hans myrderier og mange drab i Egypten! Der har altså været en sådan gammel tradition i Israel. Sippora gifter sig med en fremmed mand som hun slet ikke kender og som kommer fra et helt fremmed land og taler et fremmed sprog! Senere opdager hun at hun er blevet gift med en morder som har blod på hænderne. Moses er flygtet på grund af hans myrderier. Moses er eftersøgt for mord. Farao vil slå ham ihjel. Gud vil slå ham ihjel. Sippora opdager pludselig til sin rædsel hvad det er for en mand som hun har giftet sig med! Der hviler en frygtelig forbandelse over hovedet på Moses. Men Sippora er en af guderne. Hun frelser Moses fra undergangen. Hun beskytter ham imod den onde Gud. Hun er den som trækker ham op af de vældige vande. Sippora er i 2. Mosebog en evig helt!

Der er en forbindelse mellem ordene omskærelse og at gifte sig. Vi ved at på arabisk betegner ordet Hatana både at giftesig og at blive omskåret. Oprindeligt har de fleste semitiske folk omskåret de unge mænd lige inden de blev gift. Med omskærelsen bliver de altså rigtige mænd og rigtige borgere. De bliver veksne. Det er også det som sker her med Moses. I den yderste liivsfare bliver han reddet af sin elskede Sippora – som optræder i rollen som den gode Gud – og han bliver en rigtig mand. Nu er du min mand. Nu er du min Hatan, som hun siger. Nu er du en rigtig mand og ikke et barn. Moses genemgår en overgangsrite. Han bliver et nyt menneske. Han bliver genfødt. Sippora er en stor frelser – lige som Faraos datter. Jahvisten fortæller begge fortællinger og det er meningen at vi skal se ligheden. På Nilen var Moses truet af det onde vand – Jam, slangen – men Faraos datter trak ham op af de vældige vande. Hun var som en gud. Sippoora er som en gud. Sippora er en af guderne. Hun frelser sin mand.

I følge legenderne smurte israelitterne blod på dørene i Egypten – blod der både kom fra påskelammene og kom fra masseomskærelser! Blodet fra omskærelsen renser og befrier. Blodet er helligt. Det beskytter. Præsterne sprøjtede siden blod på alteret og de spedalske og på sig selv!

Det Moses oplever er en indvielse til hans gerning i Egypten. Moses bliver indviet – eller døbt kan vi sige. Moses gennemgår adskillige overgangsriter og indvielser. Han får også flere og flere åndelige kræfter og profetiske evner. Til sidst har han 70 forskellige profetiske religiøse kræfter og evner!

I følge mange af de myter vi har fra oldtiden skal helten gennem en prøvelse – en strid – før han kan træde i aktion. Det er det som Moses oplever. Han kæmper en brydekamp med Gud selv – lige som jakob – og han får et beskyttende mærke – af sin hustru og kvinde. Sippora bliver med denne gerning hans moder. Hun viser sig som en frelser. Hun viser sig som hele Israels frelser. Hun er vores frelser! Hun redder Jahves plan – at Moses skal sendes til Egypten og frelse og befri Israel – tage det ud af smelteovnen som Egypten kaldes!

Overgangsriter

Moses bliver genfødt. Han bliver en rigtig mand – en ish. Han kommer igennem en overgangsrite. Han trues af døden og han er lige ved at dø. Gud er en ond mand og vil slå ham ihjel. Der er mange lighedstræk mellem Moses historien og de overgangsriter vi kender hos naturfolkene – stadig den dag i dag. I det gamle Israel blev omskærelsen også foretaget kollektivt på unge mænd eller store drenge. Omskærelsen gjorde dem til rigtige mænd. De blevet gjort klar til det seksuelle – til ægteskabet – gennem omskærelsen. Det er derfor Sippora siger til sin mand at han nu er blevet en mand – en ish – klar til at leve et rigtigt liv som en voksen mand.

I naturfolkenes overgangsriter for de unge mænd bliver de taget ud af samfundet, de gennemgår mange prøver, de udsættes for livsfare og de får et mærke på kroppen – lige som Paulus taler om at han har fået stigmata eller et mærke på kroppen! De unge mænd møder deres gud i ødemarken – lige som Moses. De får visioner og syner. De introduceres til deres folks historie. De unge mænd får en mission eller en opgave i livet. Mange af de træk vi finder i Moses ophold i Midjan kan vi genfinde i etnografien – i beskrivelsen af riterne for de unge mænd.

Er Gud en ond mand?

Gud optræder i historien som en dæmon. Han er lunefuld, uberegnelig, utilregnelig, brutal, ond. Han optræder som en babylonsk storkonge der gør hvad der passer ham. Det samme træk finder vi enkelte andre steder i Det gamle Testamente for eksempel i historien om Jakobs kamp. Er Gud en ond mand? Det gamle Testamente har en monistisk opfattelse – der er ingen djævle og ingen onde ånder. Derfor kan Gud måske optræde dæmonisk – men det er ikke pointen i teksten. Selv om det kan være svært at forstå for en senere tid – så er Gud en frelsende Gud. Alt kommer fra Gud og derfor bliver Moses også overfaldet af Gud men pointen er at Gud i virkeligheden handler igennem Sippora – og frelser Moses – fra sin egen dæmoniske side!

Vi finder ofte denne dæmoniske side beskrevet i Det gamle Testamente. Vi finder den også til dels i Jobs Bog:

       v5  Jeg er Herren, der er ingen anden,
      der er ingen anden Gud end mig.
      Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,
       v6  for at de skal vide i øst og i vest,
      at der ikke er nogen anden end mig,
      jeg er Herren, der er ingen anden!
       v7  Jeg danner lys og skaber mørke,
      jeg frembringer fred og skaber ulykke,
      jeg, Herren, frembringer alt dette.
   (Esajas 45.5)

       v6  Mon der stødes i horn i byen,
      uden at folk bliver forfærdede?
      Mon der sker en ulykke i byen,
      uden at Herren har gjort det?

(Amos 3.6)

Der er ikke nogen anden end Gud – det betyder at alt kommer fra Gud – det gode som det onde. Det er som Job siger: Hvis vi har modtaget det gode må vi også modtage det onde!

v24 I et herberg undervejs overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. v25 Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: »Nu er du min blodbrudgom!« v26 Så slap Herren Moses. Det var den gang, hun brugte ordet blodbrudgom om omskærelsen.

[Elohisten:]

v27 Herren sagde til Aron: »Gå Moses i møde ude i ørkenen!« Han gik af sted og mødte ham på Guds bjerg, og han kyssede ham. v28 Moses fortalte Aron om alt det, Herren havde givet ham besked om, og om alle de tegn, han havde pålagt ham. v29 Så tog Moses og Aron af sted. De kaldte alle israelitternes ældste sammen, v30 og Aron fortalte alt det, Herren havde sagt til Moses. Han gjorde tegnene for øjnene af folket, v31 og folket troede på ham. Og da de hørte, at Herren var opmærksom på israelitterne og havde set deres lidelse, bøjede de sig dybt.

[5]

Moses og Aron hos Farao

v1 Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: »Dette siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk gå, så de kan fejre min fest i ørkenen.« v2 Men Farao svarede: »Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde, så jeg lod israelitterne gå? Jeg kender ikke Herren, og jeg vil ikke lade israelitterne gå!« v3 Så sagde de: »Hebræernes Gud har mødt os. Lad os få lov til at gå tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vores Gud, for at han ikke skal ramme os med pest eller sværd.« v4 Men egypterkongen svarede dem: »Moses og Aron, hvorfor tilskynder I folket til ikke at bestille noget? Gå ud til jeres tvangsarbejde!« v5 Og Farao sagde: »Nu er de blevet talrigere end landets egen befolkning, og så vil I skaffe dem fri for deres tvangsarbejde!«

v6 Samme dag gav Farao folkets slavefogeder og arbejdsformændene den befaling: v7 »I må ikke længere give dem halm til fremstillingen af teglsten, som I hidtil har gjort. Lad dem selv gå ud og samle halm. v8 Men pålæg dem at levere den samme mængde teglsten som hidtil. I må ikke skære ned på det! De er dovne! Det er derfor, de råber op om, at de vil ud og ofre til deres Gud. v9 Mændene skal være beskæftiget med strengt arbejde; de skal ikke lytte til falsk tale!« v10 Så gik slavefogederne og formændene ud og sagde til folket: »Dette siger Farao: Jeg vil ikke levere jer halm! v11 Gå selv ud og skaf jer halm, hvor I kan finde det. Men der bliver ikke skåret ned på det arbejde, I skal yde!« v12 Så spredte folket sig over hele Egypten for at samle strå til halm. v13 Slavefogederne skyndede på dem og sagde: »I skal yde fuldt arbejde hver dag, som dengang I fik leveret halm.« v14 Og Faraos slavefogeder pryglede de formænd, de havde sat over israelitterne, og sagde: »Hvorfor har I hverken i går eller i dag leveret det samme antal teglsten som før?« v15 Israelitternes formænd gik da til Farao og klagede: »Hvorfor behandler du dine trælle sådan? v16 Dine trælle får ikke halm, og alligevel får vi besked om at lave teglsten. Dine trælle bliver pryglet, og det er dit folk, der er skyld i det.« v17 Men han svarede: »Dovne er I! Det er derfor, I siger: Lad os få lov til at gå ud og ofre til Herren. v18 Gå nu ud og bestil noget! I får ikke hakkelse, og I skal levere det fastsatte antal teglsten!«

v19 Da israelitternes formænd hørte, at der ikke måtte skæres ned på det daglige antal teglsten, var de i knibe, v20 og da de på vej bort fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, v21 sagde de til dem: »Herren se til jer og dømme jer! I har lagt os for had hos Farao og hans hoffolk og har givet dem et sværd i hånden, så de kan slå os ihjel.« v22 Da vendte Moses sig til Herren og sagde: »Herre, hvorfor handler du ondt mod dette folk? Hvorfor har du dog sendt mig? v23 Lige siden jeg gik til Farao for at tale i dit navn, har han mishandlet dette folk, og du har ikke befriet dit folk!« (6,1) Men Herren sagde til Moses: »Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Når han mærker en stærk hånd, vil han lade dem gå; ja, når han mærker en stærk hånd, vil han jage dem ud af sit land.«

[6]

[Præsteskriftet i kapitel 6 – åbenbaringen til Moses]

Jeg er Jahve

Udtrykket Jeg er Herren genfindes et meget stort antal steder i Det gamle Testamente. Grundlæggende er denne sætning en identifikation. Gud taler til et menneske og derfor identificerer Gud sig. Mennesket hører en stemme og det er nødvendigt at Gud siger hvem det er som taler! I 1. Samuelsbog fortælles om den lille Samuel som om natten bliver kaldet af Gud men Samuel tager fejl af stemmen! Han tror at det er præsten Eli som kalder på ham og han løber ind til Eli flere gange!

Udtrykket Jeg er Herren eller rettere: Jeg er Jahve betyder også en ed – Gud sværger. Det som Gud nu siger er et løfte – en forsikring. Gud afgiver et løfte eller en ordre eller lignende. Sætningen udtrykker magt.

       v21  Men nu skal jeg vise dem,
      ja, denne gang skal jeg vise dem
      min magt og min styrke [min løftede arm];
      så skal de forstå [kende, jd], at mit navn er Jahve!

(Jeremias 16.21)

Hele temaet i 2. Mosebog handler om det som Jeremias taler om: De skal komme til at kende Gud – kendte Jahve. Det som Gud gør har det mål – det Telos – at hans navn skal blive kendt over hele verden. Det er det som Gud vil. Gud vil være kendt, agtet, anset, herliggjort og anerkendt. Det hebraiske ord jd er et helt gennemgående ord i 2. Mosebog. Ordstamen jd betyder at kende – i det gamle Testamentes betydning: at anerkende, at elske, at bøje sig for. I løbet af fortællingen bliver Jahve mere og mere kendt – hans navn bliver kendt. Til sidst anerkendes Jahve også af Farao og af alle egypterne!

Ordet kende betyder i Det gamle Testamente ikke det vi forstår ved at kende. Vi kender eksemplet fra Adam og Eva hvor det fortælles at Adam kendte Eva – og derefter blev hun frugtsommelig! Kende betyder et nært forhold, for eksempel her et seksuelt forhold.

2. Mosebog er også beretningen om at navnet Jahve bliver anerkendt af Israel! Teksten fremstiller Moses som en slags stifter af en ny religion. Jahve er på en måde ny for Israel. De kender ham ikke og det er svært for Moses at få dem overbevist. Moses er en religionsstifter og han møder Gud eller Jahve for første gang i ørkenlandet ved det hellige bjerg eller snarere: på det hellige bjerg. For Moses er Jahve også et nyt navn – en ny religion! Moses er tvivlende – og siden hen er israel meget tvivlende over for al den snak om Jahve. Det er de mange tegn og undere der overbeviser israel og den hele verden. Jahve får et verdensry – han bliver gudernes konge – Hvem er større end du blandt guderne? Som det hedder i Salmerne!

Moses har fundet Gud ude hos midjanitterne ude i ørkenlandet – på Sinaj. Måske har han overtaget deres religion? Måske er han en religiøs elev af præsten i Midjan? Måske er hans religion i virkeligheden en ny religion i Israel. Sådan ser det ud mange steder i 2. Mosebog. Der er mange hypoteser omkring dette problem. Præsten i Midjan leder siden Israels offerkult! Han er en fader til Moses. Har Moses lært en ny religion af præsten i Midjan? Gud siger til Moses ved busken i Midjan – Jeg er din faders gud! Hvem er denne fader? Moses nye fader er jo præsten i Midjan!

Denne form kender vi fra hele oldtiden og alle kulturer.Når guden kalder taler guden nogenlunde altid efter dette skema som vi finder i det følgende eksempel fra mesopotamien. Vi kan se at denne tanke ligner meget tanken i Det gamle Testamente:

- Jeg er Ishtar. Jeg er den mægtige, guddommelige kvinde. Jeg er Ishtar af Arbela. Jeg vil tilintetgøre alle dine fjender foran dine fødder! Hvorfor tror du ikke på mine løfter og mit ord? Jeg er Ishtar – jeg vil ligge på lur og dræbe alle dine fjender!

(Citat 271)

Gud er Jahve - Præsteskriftet

Det følgende stammer fra den tekst i det gamle Testamente vi plejer at kalde Præsteskriftet som er redigeret omkring 500 f. kr. præsteskriftet har en opfattelse af Moses som afviger en del fra den øvrige opfattelse. I Præsteskriftet er Moses en uomskåren – en uren – og Aaron er den egentlige hovedperson.

Gud taler til Moses og præsenterer sig. Han siger at han er Jahve – Herren – og at han hedder Jahve. Men samtidigt siger Gud at han i virkeligheden er identisk med alle de gamle hidtidige guder. Jeg viste mig i fortiden under forskelligenavne – El Shaddaj eller som El Eljon – men i virkeligheden er jeg Jahve. Nu kender du mit virkelige navn – nu ved du hvem jeg er!

Det lille afsnit har altså meget vidt gående betydning. Gud er eet medalle de gamle guder.Gud kkan vise sig som en anden gud. Gud har mange navne og mange former. Shaddaj er blot et navn eller en form. Gud er essensen eller den egentlige energi inden i alle guderne. Det er indholdet af dette lille vers hos præsteskriftet.

Vi kender gudenavnene som El Eljon og El Shaddaj og El Betel fra Det gamle Testamente – men vi kender dem også udmærket fra tekster fra oldtiden uden for Det gamle Testamente! Det er vigtigt fordi vi på den måde præsenteres for en bestemt gudsopfattelse. Hidtil har menneskene eller israel eller Moses ikke kendt Gud fuldt ud. Gud har godt nok vist sig på mange måder og i mange former men først nu viser han sit sande væsen.

Vi kan finde den samme tanke i Det nye Testamente og for eksempel hos Paulus. Gud har eksisteret altid men han har vist sig under mange navne i fortiden. Nu viser han sig som han er. Gud er den samme som de gamle guder på en vis måde. Der var noget sandt i de gamle guder og i troen på dem. Gud er også identisk med kanaanæernes Baal eller med Melkom eller Astarte eller Zeus eller Pallas Athene! Alledisse kendte guder er på en måde OGSÅ Gud! De er ikke falske guder eller illusion – Gud viste sig i forskellige former. Gud viser sig stadig i mange forskellige former. Gud er blot et ord eller begreb. Den realitet som er Gud viser sig i mange ting. Når vi oplever kærligheden og glæden er det Gud som vi oplever! Gud viser sig i det som vi oplever – det vi føler – det vi sanser. Gud viser sig i historiske begivenheder. Gud viser sig i tegn. I 2. Mosebog viser Gud sig i den egyptiske prinsesse Faraos datter som frelser den lille Moses! Gud viser sig også i Sippora som er Moses hustru. Gud er inden i Sippora og det som hun gør da hun frelser sin mand fra den visse død – det er Guds frelse og virke! Sippora er Gud. De gamle guder er Gud! Gud åbenbarer sig påmange måder. Vi hører ham hele tiden. Vi ser ham i de mange tegn og undere som sker.

v2 Gud talte til Moses og sagde til ham: »Jeg er Herren! v3 Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem. v4 Jeg oprettede også min pagt med dem om at give dem Kana'an, det land hvor de boede som fremmede. v5 Nu har jeg hørt israelitternes jamren over, at egypterne har gjort dem til trælle, og jeg husker på min pagt. v6 Sig derfor til israelitterne: Jeg er Herren! Jeg vil føre jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten og befri jer fra trældommen. Jeg vil udfri jer med løftet arm og under hårde straffedomme. v7 Jeg vil tage jer til mig som mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud, som fører jer bort fra tvangsarbejdet i Egypten. v8 Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren!«

v13 Herren gav Moses og Aron besked om at gå til israelitterne og til egypterkongen Farao, for at israelitterne kunne blive ført ud af Egypten.

Rubens, Simeons og Levis slægter

v14 Dette er overhovederne for deres fædrenehuse:

Israels førstefødte søn Rubens sønner var: Enok, Pallu, Hesron og Karmi. Det var Rubens slægter.

v15 Simeons sønner var: Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul; han var søn af en kana'anæisk kvinde. Det var Simeons slægter.

v16 Dette er navnene på Levis sønner ifølge deres slægtsbøger: Gershon, Kehat og Merari. Levi levede 137 år. v17 Gershons sønner var: Libni og Shim'i slægt for slægt. v18 Kehats sønner var: Amram, Jis'har, Hebron og Uzziel. Kehat levede 133 år. v19 Meraris sønner var: Makli og Mushi. Det var levitternes slægter ifølge deres slægtsbøger. v20 Amram giftede sig med sin faster Jokebed. Hun fødte ham Aron og Moses. Amram levede 137 år. v21 Jis'hars sønner var: Kora, Nefeg og Zikri. v22 Uzziels sønner var: Mishael, Elsafan og Sitri. v23 Aron giftede sig med Elisheba, der var datter af Amminadab og søster til Nakshon. Hun fødte ham Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. v24 Koras sønner var: Assir, Elkana og Abiasaf. Det var koraitternes slægter. v25 Arons søn Eleazar giftede sig med en af Putiels døtre. Hun fødte ham Pinehas.

Det var overhovederne for levitternes fædrenehuse slægt for slægt.

Faraos forhærdelse

Plagerne:

Faraos hjerte:

I følge 2. Mosebog ligger årsagen til alle plagerne i at Faraos hjerte er hårdt. Denne sætning gentages igen og igen. Sætningen er blevet tolket på den måde at Farao er grusom men det er ikke meningen med det hebraiske udtryk. Meningen med udtrykket er at Faraos hjerte det vil sige hans sind bliver mere og mere stærkt eller beslutsomt. Udtrykket på hebraisk er altså egentligt ikke negativ. Det hebraiske ord kabed – tung, vægtigt – er egentlig et positivt udtryk. Det samme ord anvendes om Guds herlighed – Kabod. Det betyder at Farao er urokkelig.

Teksten er blevet analyseret ud fra et Teodice problem. Årsagen til lidelserne og ulykkerne er at faraos hjerte er tungt eller fast – urokkeligt. Hvad betyder egentlig det? Hvem er ansvarlig og hvem er skyldig?

Det overraskende er at Gud nøje forudser og forudsiger hvordan Farao vil reagere. Og endnu mere overraskende er det at det flere steder hedder at det er Gud som gør hans hjerte tungt eller beslutsomt eller stærkt. Flere steder fremgår det at Gud sender en ånd ind i Faraos hjerte og gør ham stædig! Er det Guds skyld at alle ulykkerne kommer til at regne ned over Egypten? Ulykker som kommer til at rammemange – efter vore begreber – helt uskyldige mennesker!?

Teksten indeholder en slags almen opfattelse af mennesket. Vi er alle sammen Farao. Vi tænker og føler på en bestemt måde. Vi begår fejl. Ud fra Israels synspunkt tager Farao fejl – han opfører sig egentlig tåbeligt – klogt havde været at give Israel lov til at drage bort. Teksten indeholder en slags teori om vekselvirkningen mellem Gud og mennesket. At Farao gør sit eget hjerte hårdt er egentlig identisk med at Gud gør hans hjerte hårdt! Denne form for psykologi kender vi fra hele Det gamle Testamente. Alting kommer fra Gud og Faraos beslutsomhed kommer også fra Gud. Den er lige som en ånd. Lige som Gud pludselig indgiver en ond ånd i Saul i 1. Samuelsbog. Gud er kilden eller ophavet – vi kan sige: årsagen - til Faraos følelser og tanker. Farao ved måske ikke hvor hans følelser eller tanker kommer fra og 2. Mosebog forklarer det på denne måde – de kommer fra Gud! Vi er vant til at skelne meget skarpt mellem hvad Gud gør og hvad mennesker gør. Men sådan skelner Det gamle Testamente ikke. Gud sætter hele processen igang. Han er motoren i historien. Hans plan er at føre Israel ud af Egypten. Gud virker inden i de ting som sker. Han virker også inden i Faraos følelser. Gud går imod sit mål, iscenesætter, tilrettelægger tingene - så målet nås! I Guds plan er det så at sige nødvendigt at Farao bliver hård eller beslutsom eller stædig – det vil sige at hans hjerte bliver tungt! Ellers ville Gud ikke kunne vise sin magt. Gud vil vise sin herlighed i Egypten og på Farao. Alt det som sker er egentlig Guds vilje. Det som sker i den egyptiske historie er nødvendigt. Farao skal nødvendigvis være hård – tung - ellers var historien ikke blevet til noget. Det gamle Testamente udsiger på den måde en slags teori om Guds energi inden i historien og inden i tingene. Historien er en stigende manifestation af Gud! Historien er en evolution. Farao er en som Gud bruger lige som Gud bruger Moses. Lige som Gud i Det nye Testamente bruger Jesus.

Meningen med denne teori i 2. Mosebog – og i hele det gamle Testamente – er ikke at menesket ikke har nogen fri vilje eller ansvar! Mennesket har den fulde frihed – vi er frie mennesker. Vi kan gøre hvad vi vil! Farao har en fri vilje og han bestemmer selv. De to fænomener Gudsstyre og menneskets frie vilje strider ikke imod hinanden – ikke i følge Tekstens mening. De udgør to forskellige planer. Farao bestemmer selv og må bære ansvaret og han får straffen som en følge. Men på et meget dybere plan ar Gud bestemtdet hele på forhånd. Det kan vi ikke se i øjeblikket men måske kan vi se det bagefter – siger 2. Mosebog! Det ser ud som om Farao bare selv bestemmer. Han er altså fri og ansvarlig. Men bagefter kan vi se at Gud havde forudset det hele. Men det vidste Farao ingenting om. Der er tale om to adskilte fænomener. At Gud styrer og at hans plan bliver virkeliggjort er evangeliet i 2. Mosebog. Det svarer til det man kaldet evangeliet i Det nye Testamente. Gud har truffet den plan at befri alle mennesker og vi kan stole på at han vil gennemføre sin plan. På en eller anden måde får Gud sin plan til at gå i opfyldelse. Han bruger det som mennesker gør og han drejer tingene så de ender med menneskenes frelse – den forunderlige frelse! Det som sker er Guds vilje. Det som Gud vil gør han igennem det som mennesker vil. Alt det som sker er nødvendigt og i en dybere forstand godt og i overensstemmelse med Guds vilje og plan – hans frelservilje. Det er evangeliet i 2. Mosebog.

Eksemplerne på denne tankegang om forholdet Gud – mennesket findes et væld af steder i Det gamle Testamente:

v30 Men kong Sihon i Heshbon ville ikke lade os [Israel] drage igennem sit land, for Herren din Gud havde forhærdet hans ånd og gjort hans hjerte hårdt [tungt] for at give ham og hans land i din magt, som det er i dag.

(5 Mosebog 2.30)

v22 Da Abimelek havde hersket over Israel i tre år, v23 sendte Gud en ond ånd, der satte splid mellem borgerne i Sikem og Abimelek, så de faldt fra ham. v24 Det skete, for at voldshandlingen mod Jerubba'als halvfjerds sønner kunne blive hævnet og deres blod komme over deres bror Abimelek, som havde dræbt dem, og over borgerne i Sikem, som havde opmuntret Abimelek til at dræbe sine brødre. v25 Borgerne i Sikem lagde baghold på bjergtoppene, og de udplyndrede alle, som kom forbi på vejen. Det fik Abimelek at vide.

(Dommerbogen 9.22)

v12 Den tredje dag kom Jeroboam med alle folkene til Rehabeam, som kongen havde befalet, da han sagde: »Kom tilbage til mig om tre dage.« v13 Kongen svarede folket hårdt; han forkastede det råd, de gamle havde givet, v14 og sagde til dem efter de unges råd: »Har min far lagt et tungt åg på jer, vil jeg gøre det tungere; har min far tugtet jer med svøber, vil jeg tugte jer med skorpioner!« v15 Kongen ville ikke lytte til folket, for Herren havde vendt tingene sådan, for at Herren kunne opfylde det, han havde talt til Jeroboam, Nebats søn, ved Akija fra Shilo.

(1 Kongebog 12.12)

v36 Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. v37 Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.« v38 Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.

(1 Kongebog 18.36)

v8  Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!« v9  Så sagde han:
      »Gå hen og sig til dette folk:
      I skal høre og høre, men intet fatte,
      I skal se og se, men intet forstå.
       v10  Dæk dette folks hjerte med fedt,
      gør deres ører tunge, luk deres øjne til,
      for at de ikke skal se med øjnene,
      høre med ørerne og fatte med hjertet
      og vende om, så han må helbrede dem.«

(Esajas 6.8)

I Det nye Testamente siger Paulus på samme måde at Gud ophøjer dem han vil og han forhærder dem han vil! Gud gør hvad han vil og han er som han er! Deri består evangeliet og vores forunderlige frelse!

v8 Herren sagde til Moses og Aron: v9 »Når Farao siger til jer, at I skal gøre et under, skal du sige til Aron: Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange.« v10 Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, sådan som Herren havde befalet; Aron kastede sin stav foran Farao og hans hoffolk, og den blev til en slange. v11 Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster; v12 de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger. Men Arons stav slugte deres stave.

v13 Alligevel gjorde Farao sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.

De såkaldte plager.

Det gamle Israel ser det som en stor underfuld frelse at Israel kom ud af Egypten! Det er den grundlæggende tanke i 2. Mosebog. Der skete noget mærkeligt, næsten uforståeligt. Der skete noget som ingen havde regnet med. Der skete noget som menneskene slet ikke kunne forestille sig.

Meningen er ikke at der skete noget mirakuløst i vores betydning af ordet mirakel. Det gamle israel taler ikke om et mirakel som vi gør. Et mirakel er ikke noget som er i strid med naturlovene – noget som er i strid med fysikkens love! Dem kendte man slet ikke.

Der skete noget helt overraskende. Traditionen var at årsagen til at Israel kunne komme ud af Egypten var de såkaldte plager. Den værste plage er selvfølgelig de egyptiske sønners død og kongesønnens død. Andre plager er sygdommene i Egypten.

Det er vigtigt at holde fast i at disse sygdomme er sygdomme som var kendt i oldtiden. De græske forfattere og senere romerske forfattere fortæller hvordan Egypten plages af visse typiske sygdomme. Disse sygdomme var altså ikke overnaturlige i vores betydning af ordet. De var netop naturlige fænomener. De var de vel kendte sygdomme og plager som Egypten plagedes med. De skyldtes måske det egyptiske klima – sådan gætter de græske forfattere. Alle var enige om fænomenet – det var almindeligt kendt – striden stod om forklaringen på fænomenet! Hvorfor plages Egypten af alle disse lidelser? Hvorfra kommer det onde i verden? Hvorfor sker det? Hvorfra kommer lidelsen?

2. Mosebog beskriver oftest disse plager som store tegn og undere! Det er en fortolkning. Disse sygdomme – og græshopperne og de bidende insekter for eksempel – var naturlige fænomener som var velkendte – men 2. Mosebog siger at Gud sendte dem – FOR AT Israel skulle blive befriet – FOR AT Farao skulle ombestemme sig. Underet ligger i denne tolkning. Det som skete blev fortolket som en guddommelig vilje. Ikke fordi det var overnaturligt . men fordi Gud stod bag.

Vi kan sige at det underfulde eller mirakuløse ikke ligger i fænomenet – men i sætningen FOR AT – at det skete FOR AT noget andet kunne ske!

Forskellige hudsygdomme plagede det gamle Egypten. Det gamle Israel kender som alle andre disse sygdomme. Hvor er de kommet fra? Hvordan opstod de? Spørger man. Svaret er at de opstod dengang fordi Gud sendte dem ned over egypterne – som blev straffet på grund af deres onde konge – kollektivt!

Plagerne handler altså om at se tegnene lige som Moses der stopper ved busken der brænder. Græshopperne overfalder Egypten hvert eneste år på samme tid. Nilen bliver rød hvert eneste år på samme tid fordi den øvre Nil farves af rød jord. Det er ikke spor overnaturligt. Men alligevel er det et stort tegn fordi det viser at Gud er inden i historien, inden i de ting som sker – Gud er inden i naturen. Gud er en slags energi eller kraft eller ånd som er inden i naturen.

Plagerne som i virkeligheden er tegn og undere handler altså om at se på den rigtige måde. Lige som Johannesevangeliet i Det nye Testamente taler om at se. Vi ser det som vi ser med øjnene. Det kan alle se. Det er det naturlige eller det empiriske. Men det gamle Israel kunne se noget andet – noget dybere – noget som egentlig er usynligt. Det kunne se Jahves mægtige løftede højre arm inden i plagerne – inden i tegnene!

Det underfulde omgiver os på alle sider og livet er fuldt af undere. Livet er fyldt med tegn og undere. Alt er tegn, som det siges i Salmerne. Vi kan lære at se tegnene. Man kan se og man kan se. Selv om man har øjne at se med – kan man godt være blind i en dybere forstand. Moses stoppede ved busken – men de fleste ville jo bare gå forbi. Busken er jo det rene ingenting!

Første plage: Vand til blod

v14 Herren sagde til Moses: »Farao er forhærdet og nægter at lade folket gå. v15 I morgen tidlig skal du gå til Farao, når han går ned til floden, og så skal du stille dig foran ham på Nilens bred. Staven, som blev forvandlet til en slange, skal du tage med dig. v16 Du skal sige til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig med en besked: ›Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig i ørkenen.‹ Endnu har du ikke villet høre. v17 Men dette siger Herren: Ved dette tegn skal du forstå, at jeg er Herren: Med staven, jeg har i hånden, vil jeg slå på vandet i Nilen, og det vil blive forvandlet til blod. v18 Fiskene i Nilen vil dø, Nilen vil komme til at stinke, og egypterne vil ikke kunne drikke vandet fra Nilen.«

v19 Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal tage sin stav og række sin hånd ud over vandet i Egypten, over flodløbene, deres kanaler og deres sumpe, over alle steder, hvor der har samlet sig vand; så skal det blive til blod. Der skal være blod overalt i Egypten, om det så er i trækar eller stenkar.«

v20 Moses og Aron gjorde, sådan som Herren havde befalet. Han løftede staven og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans hoffolk, og alt vand i Nilen forvandledes til blod. v21 Fiskene i Nilen døde, Nilen kom til at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Der var blod overalt i Egypten. v22 Men egypternes mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster. Farao gjorde sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt. v23 Farao vendte sig om og gik hjem. Heller ikke det ænsede han.

v24 Alle egypterne gravede efter drikkevand i omegnen af Nilen, for de kunne ikke drikke vandet fra Nilen. v25 Det varede syv dage, efter at Herren havde slået på Nilen.

Anden plage: Frøer. Plagerne er ætiologiske myter.

Frøerne kommer hvert år. De formerer sig voldsomt. De kravler op på land – op i husene og op på menneskene. Dette skete hvert eneste år! Det var selvfølgelig velkendt i hele oldtiden og velkendt i det gamle Israel. Hvor kommer denne plage fra? Den kommer fra Gud, siger teksten. Gud har ramt egypterne med dene plage for at de skal komme til at kende Guds navn.

Vi kan se at plagen med frøerne bliver et vendepunkt i historien. I 8.4 skifter Farao – for en tid – kurs – han anerkender faktisk Jahves eksistens og Jahves autoritet!

Det er meget overraskende at der findes en tydelig parallel imellem Israel og disse plagsomme frøer. De udtryk som bruges om Israel og dets formering og dets stigen op er de præcist samme udtryk som bruges om frøerne. Der ligger en slags selvironi i disse ordspil. Det gamle Testamente elsker disse ordspil og her laves der skjulte sammenligninger mellem frøerne og israelitterne. Sagen er så at sige set fra Faraos synspunkt. Både Israel og frøerne er en plage og de to plager minder om hinanden. Frøerne formerer sig helt ukontrollabelt. De er særligt seksuelle væsner. Det gør Israel også. Israel skildres som et primitivt naturvæsen som blot blindt og vildt formerer sig! De formerer sig som rotter eller som frøer.

v6 Josef og alle hans brødre og hele det slægtled var døde. v7 Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem.

(2 Mosebog 1.6)

Ordet vrimle bruges om både Israel og frøerne. Det samme gælder flere andre ord. Både frøerne og Israel stiger op. Der ligger en dobbelthed i dette udtryk. Israel begynder at stige op – lige som frøerne – de er ved at blive frie – et folk.

v8 Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. v9 Han sagde til sit folk: »Det israelitiske folk er større og talrigere end vi. v10 Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, hvis der kommer krig, og angriber os; og så bliver de herre i landet.«

(1.8)

I den egyptiske litteratur er frøerne seksuelle symboler og de er symboler på frugtbarheden og børnefødslerne. Engang i urtiden fremkom 6 frøer og slanger og de avlede solen – solguden – i følge de egyptiske myter.

Vi ved at frøerne oversvømmede Egypten hvert år i september til oktober. Beretningen i 2. Mosebog er altså en slags ætiologisk myte – den forklarer hvorfor dette kendte fænomen gentog sig hvert år i Egypten. Hvor kommer frøerne fra? Spørgsmålet svarer til spørgsmålet: - Hvorfor er der fjendskab mellem mennesket og slangen? Skabelsesberetningen i 1. Mosebog giver et svar på dette spørgsmål. Det gamle Testamente er fyldt med disse ætiologiske legender eller myter. Hvorfor er der en sådan mægtig søjle i Betel?

I det gamle Israel var frøen et urent dyr og det er ikke tilladt at spise frøer efter Moseloven. Et land som vrimler med frøer overalt er altså et modbydeligt syn – set fra Israels synspunkt.

Plagen med frøerne er den mest humoristiske af beretningerne om plagerne. Den er mest ment som en spøg. Derfor kan Israel også godt sammenlignes med frøerne uden at tage skade på værdigheden.

Historien viser noget fundamentalt i Det gamle Testamente: Gud er den som sender sygdommen og plagen og lidelsen men samtidigt: Gud er den som sender frelsen og helbredelsen. Gud helbreder alle sygdomme. Vi har ikke brug for trolddom eller lægekunst. Hvis vi beder Gud om hjælp vil han helbrede os. Vi kender dette træk fra hele Det gamle Testamente. Gud er herre ovver al helbredelse, sygdom og healing. Gud er en healer – han er en læge – en Rope – som det siges lidt senere i 2. Mosebog.

v26 Herren sagde til Moses: »Gå til Farao og sig: Dette siger Herren: Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig. v27 Hvis du nægter at lade dem gå, slår jeg hele dit land med frøer. v28 Nilen skal vrimle med frøer; de skal kravle op og komme ind i dit hus og i dit sovekammer og op i din seng og ind i dine hoffolks huse og til dit folk, ja, ind i dine bageovne og dine dejtrug. v29 Frøerne skal kravle rundt på dig og dit folk og alle dine hoffolk.«

v1 Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal række sin hånd med staven ud over flodløbene, kanalerne og sumpene og få frøerne til at kravle ud over hele Egypten.« v2 Aron rakte sin hånd ud over vandet i Egypten, så frøerne kravlede op og dækkede Egypten. v3 Men mirakelmagerne gjorde det samme [??] med deres hemmelige kunster og fik frøerne til at kravle ud over hele Egypten.

v4 Da tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: »Gå i forbøn hos Herren [Jahve] om, at han skal fjerne frøerne fra mig og mit folk. Så vil jeg lade folket gå, så de kan ofre til Herren.«

v5 Moses sagde til Farao: »Sig mig nådigst, hvornår jeg skal gå i forbøn for dig og dine hoffolk og dit folk, så frøerne bliver ryddet væk fra dig og dine huse, og der kun er nogle tilbage i Nilen.« v6 »I morgen,« svarede han, og Moses sagde: »Som du befaler! Du skal komme til at forstå, at der ikke er nogen som Herren vores Gud. v7 Frøerne skal forsvinde fra dig og dine huse, dine hoffolk og dit folk. Kun i Nilen bliver der nogle tilbage.« v8 Så forlod Moses og Aron Farao. Moses råbte til Herren om frøerne, som han havde skaffet Farao på halsen, v9 og Herren gjorde, som Moses bad; frøerne døde i husene, på gårdspladserne og på markerne. v10 Man skovlede dem sammen i dynger, så landet kom til at stinke. v11 Men da Farao så, at det var til at ånde igen, forhærdede han sig og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.

Tredje plage: Myg

v12 Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal række sin stav ud og slå i støvet på jorden; det skal blive til myg overalt i Egypten.« v13 Det gjorde de; Aron rakte sin hånd ud og slog med staven i støvet på jorden, så der kom myg over mennesker og dyr. Alt støv på jorden blev til myg overalt i Egypten. v14 Mirakelmagerne gjorde det samme med deres hemmelige kunster for at fremkalde myg, men de kunne ikke. Myggene kom over mennesker og dyr, v15 og mirakelmagerne sagde til Farao: »Det er Guds finger!« Men Farao gjorde sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.

Fjerde plage: Fluer

v16 Herren sagde til Moses: »Træd frem for Farao i morgen tidlig, når han går ned til floden, og sig til ham: Dette siger Herren: Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig! v17 Hvis du ikke lader mit folk gå, sender jeg fluer over dig og dine hoffolk, dit folk og dine huse. Husene i Egypten og den jord, de står på, skal blive fulde af fluer. v18 Men samme dag vil jeg udskille landet Goshen, hvor mit folk opholder sig, så der ikke kommer fluer dér, for at du skal forstå, at jeg, Herren, er her i landet. v19 Jeg sætter skel mellem mit folk og dit folk. I morgen skal dette tegn ske.« v20 Det gjorde Herren; der kom en mængde fluer ind i Faraos hus og ind i hans hoffolks huse. Overalt i Egypten hærgedes landet af fluerne. v21 Så tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: »Gå hen og bring ofre til jeres Gud her i landet!« v22 Men Moses sagde: »Det kan vi ikke, for det, vi ofrer til Herren vores Gud, er afskyeligt for egypterne. Hvis vi for øjnene af egypterne ofrer noget, de finder afskyeligt, vil de så ikke stene os? v23 Vi vil gå tre dagsrejser ud i ørkenen, og så vil vi ofre til Herren vores Gud, sådan som han siger, vi skal.« v24 Farao sagde: »Jeg vil lade jer gå, så I kan ofre til Herren jeres Gud i ørkenen. Men I må ikke gå langt bort! Gå så i forbøn for mig!« v25 Moses svarede: »Nu forlader jeg dig. Når jeg går i forbøn hos Herren, vil fluerne i morgen forsvinde fra Farao, fra hans hoffolk og fra hans folk. Men Farao må ikke narre os igen, så han ikke lader folket gå ud og ofre til Herren!«

v26 Så forlod Moses Farao. Han gik i forbøn hos Herren, v27 og Herren gjorde, som Moses bad; fluerne forsvandt fra Farao og hans hoffolk og fra hans folk. Der blev ikke én tilbage. v28 Men også denne gang forhærdede Farao sig og lod ikke folket gå.

Femte plage: Kvægpest

v1 Herren sagde til Moses: »Gå til Farao og sig: Dette siger Herren, hebræernes Gud: Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig. v2 Men hvis du nægter at lade dem gå og bliver ved med at holde på dem, v3 skal Herrens hånd ramme dit kvæg på marken, dine heste, æsler, kameler, køer og får, med en frygtelig pest. v4 Men Herren vil holde Israels kvæg adskilt fra Egyptens; ingen af israelitternes dyr skal dø.« v5 Og Herren fastsatte et tidspunkt og sagde: »I morgen vil Herren gøre dette i landet.« v6 Næste dag gjorde Herren det, og alt egypternes kvæg døde. Men ikke et eneste af israelitternes dyr døde. v7 Farao fik bud om, at ingen af israelitternes dyr døde; men han var forhærdet og lod ikke folket gå.

Sjette plage: Bylder

v8 Herren sagde til Moses og Aron: »Fyld jeres hænder med sod fra en smelteovn; det skal Moses kaste op i luften for øjnene af Farao, v9 og så skal det blive til en støvsky over hele Egypten; den vil fremkalde udslæt, der bryder ud i bylder på mennesker og dyr overalt i Egypten.« v10 De tog så ovnsoden og mødte op hos Farao. Moses kastede det op i luften, så mennesker og dyr fik udslæt, der brød ud i bylder. v11 Mirakelmagerne kunne ikke møde op hos Moses på grund af udslættet, for mirakelmagerne fik udslæt ligesom alle de andre egyptere. v12 Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke hørte på dem, sådan som Herren havde sagt til Moses.

Syvende plage: Hagl

v13 Herren sagde til Moses: »Træd frem for Farao i morgen tidlig, og sig til ham: Dette siger Herren, hebræernes Gud: Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig. v14 Denne gang vil jeg sende alle mine plager over dig selv og dine hoffolk og dit folk, for at du skal forstå, at der ikke er nogen som mig på hele jorden. v15 Havde jeg rakt min hånd ud og slået dig og dit folk med pest, havde du nu været udslettet fra jordens overflade. v16 Men jeg har ladet dig bestå netop for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden. v17 Du stiller dig stadig i vejen for mit folk og vil ikke lade dem gå. v18 Men i morgen vil jeg lade det hagle så voldsomt, at der ikke har været magen til i Egypten, fra den dag det blev grundlagt til i dag. v19 Sørg nu for at bringe dit kvæg og alt, hvad du har på marken, i sikkerhed. Haglene skal falde på alle de mennesker og dyr, der befinder sig på marken og ikke er kommet i hus, og de skal dø!« v20 De af Faraos folk, som frygtede Herrens ord, fik nu bragt deres trælle og deres kvæg i hus, v21 mens de, der ikke ænsede Herrens ord, lod deres trælle og deres kvæg blive ude på marken.

v27 Da sendte Farao bud efter Moses og Aron og sagde til dem: »Denne gang erkender jeg min synd. Herren har retten på sin side; det er mig og mit folk, der er skyldige. v28 Gå i forbøn hos Herren om, at Guds torden og hagl må holde op! Så vil jeg lade jer gå; I skal ikke blive her længere.« v29 Moses svarede ham: »Når jeg har forladt byen, vil jeg brede mine hænder ud mod Herren; så hører tordenen op, og der kommer ikke hagl mere; det sker, for at du skal forstå, at jorden tilhører Herren. v30 Men jeg ved, at du og dine folk endnu ikke frygter Gud Herren.«

v31 Hør og byg blev slået ned, for byggen var i aks og hørren i blomst. v32 Men hvede og spelt blev ikke slået ned, for det modnes senere.

v33 Så forlod Moses Farao og gik ud af byen, og han bredte sine hænder ud mod Herren; torden og hagl hørte op, og regnen styrtede ikke længere ned. v34 Men da Farao så, at regn og hagl og torden var holdt op, fortsatte han med at synde, og han og hans hoffolk forhærdede sig. v35 Farao gjorde sig hård, og han lod ikke israelitterne gå, sådan som Herren havde talt ved Moses.

Ottende plage: Græshopper

v1 Herren sagde til Moses: »Gå til Farao, for jeg har forhærdet ham og hans hoffolk, for at jeg kan udføre disse tegn blandt dem, v2 og for at du kan fortælle din søn og din sønnesøn om, hvordan egypterne fik min magt at føle, og om mine tegn, som jeg gjorde blandt dem, så I kan forstå, at jeg er Herren.« v3 Moses og Aron gik så til Farao og sagde til ham: »Dette siger Herren, hebræernes Gud: Hvor længe vil du nægte at bøje dig for mig? Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig! v4 Hvis du nægter at lade mit folk gå, sender jeg græshopper over dit land i morgen. v5 De skal dække hele landet, så man ikke kan se jorden. De skal æde den rest, der blev tilbage til jer efter haglvejret, og de skal æde alle træer, der vokser på jeres marker. v6 De skal fylde dine huse og alle dine hoffolks huse, ja, alle huse i Egypten, så man ikke har set mage, fra dengang dine fædre og deres fædre igen levede i dette land og til i dag.« Så vendte han sig om og forlod Farao.

v7 Faraos hoffolk sagde til ham: »Hvor længe skal denne mand være en snare for os? Lad mændene gå, så de kan dyrke Herren deres Gud. Kan du stadig ikke indse, at Egypten går til grunde?« v8 Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: »Gå ud og dyrk Herren jeres Gud! Men hvem er det, der skal gå?« v9 Moses svarede: »Vi tager af sted, unge og gamle. Vi tager vores sønner og døtre, vores får og køer med os, for det er Herrens fest, vi skal fejre.« v10 Men han sagde til dem: »Må Herren være med jer, om jeg lader jer gå sammen med jeres familier! Der kan I selv se, at I har ondt i sinde! v11 Nej, I mænd kan gå og dyrke Herren; det er jo det, I beder om!« Så blev de jaget ud fra Farao.

v12 Da sagde Herren til Moses: »Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kommer over Egypten og æder alt, hvad der vokser i landet, alt det der blev tilbage efter haglvejret.« v13 Moses rakte sin stav ud over Egypten, og Herren drev en østenvind ind over landet hele den dag og hele natten. Da det blev morgen, havde østenvinden ført græshopperne med. v14 Græshopperne kom over hele Egypten og slog sig ned overalt i Egypten i så stor mængde, at der hverken før har været eller siden vil komme så mange græshopper. v15 De dækkede hele landet, så jorden var sort af dem, og de åd alt det, der voksede i landet, og al den frugt på træerne, som var blevet tilbage efter haglvejret. I hele Egypten blev der intet grønt tilbage på træerne og på planterne på marken. v16 Farao tilkaldte straks Moses og Aron og sagde: »Jeg har syndet mod Herren jeres Gud og mod jer. v17 Tilgiv dog min synd denne ene gang og gå i forbøn hos Herren jeres Gud om, at han skal fjerne denne død fra mig!« v18 Så forlod han Farao og gik i forbøn hos Herren, v19 og Herren vendte vinden til en meget kraftig vestenvind, som førte græshopperne med og drev dem i Sivhavet. I hele Egypten blev der ikke en eneste græshoppe tilbage.

v20 Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå.

Niende plage: Mørke

v21 Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd op mod himlen, så skal der komme mørke over Egypten, et mørke som er til at føle på.« v22 Moses rakte sin hånd op mod himlen, og der blev et dybt mørke over hele Egypten i tre dage. v23 I tre dage kunne man ikke se hinanden, og ingen kunne røre sig ud af stedet. Men overalt, hvor israelitterne boede, var der lyst. v24 Så tilkaldte Farao Moses og sagde: »Gå så ud og dyrk Herren! Kun jeres får og køer skal I lade blive tilbage. Jeres familier må I gerne tage med.« v25 Moses svarede: »Nej, du skal give os slagtofferdyr og brændofferdyr, som vi kan ofre til Herren vores Gud. v26 Og vores eget kvæg må vi også have med; der skal ikke blive så meget som en klov tilbage! Det må vi tage af, når vi skal dyrke Herren vores Gud. Vi kan jo ikke vide, hvad vi skal dyrke Herren med, før vi kommer derhen.«

v27 Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke ville lade israelitterne gå. v28 Farao sagde til ham: »Forsvind, og vov ikke at vise dig for mig igen! Den dag du gør det, skal du dø!« v29 Moses svarede: »Som du siger! Jeg viser mig ikke for dig igen.«

[11]

Hvorfor er der så mange plager?

De såkaldte plager som rammer Egypten er de plager som man i oldtiden generelt forstod ved plager! Det ved vi en del om i dag efter at de mange politiske traktater er blevet studeret. De politiske traktater som vi har bevaret er traktater mellem storkonger og vasaller eller mellem konger. Traktaterne indeholder de to parters forpligtelser. Alle traktaterne indeholder straffe og forbandelser som rammer den part som ikke holder traktaten. De plager som bliver nævnt er netop dem vi kender i 2. Mosebogs beretning om plagerne: mørke, hudsygdomme, kvægsygdomme, græshopper, bidende insekter og så videre!

Teksten giver altså udtryk for hvad oldtiden opfattede som plager. Alle bliver ramt i Egypten selv om der er en vis tendens til at sige at israelitterne går fri. Men i en række plager bliver alle ramt kollektivt. Dette er typisk for hele oldtidens kollektive opfattelse: Et helt land rammes kollektivt af lidelsen eller ulykken. Både velsignelsen og forbandelsen er kollektiv! Alle de nyfødte egyptiske drengebørn bliver dræbt under den paskale nat – selv om dette selvfølgelig i følge vores opfattelse er meget uretfærdigt! Alle egyptere bliver ramt af død, mørke og sygdomme – selv om det i følge teksten kun er den ene mand – Farao – som er skyldig! Men pointen er den kollektive opfattelse som vi finder i hele Bibelen – også i Det nye Testamente. Frelsen er kollektiv – hele folket bliver frelst kollektivt – som eet legeme. Eller det går fortabt – som eet legeme. Vi har en anden opfattelse – men oldtidens tanke er kollektiv.

Det er helt sikkert meningen med den dramatiske beretning at vi skal identificere os med Farao. Det har været forfatternes mening. Læserne skal lære noget af historien. Vi skal lære at se tegnene. Farao lærer efterhånden at se tegnene – men han vakler alligevel og kan ikke holde fast. Derfor ender han med at gå helt fortabt.

Alting sker FOR AT i Det gamle Testamente. Pointen med plagerne er ikke at de skal være retfærdige – det er de jo egentlig ikke. Pointen er at de er store tegn. Vi skal lære at se tegnene. Se hvorfor lidelsen sker. Plagerne skal føre til at Jahves navn bliver kendt i hele verden. Jahves formål med at slå Egypten igen og igen er at alle mennesker i hele verden skal lære hans navn at kende – og det bliver også i følge 2. Mosebog resultatet af tegnene. Det som sker – sker med et formål.

I Det nye Testamente diskuterer disciplene hvorfor den lamme mand er syg. Johannesevangeliet fortæller historien. Disciplene spørger Jesus: - Er han syg fordi han selv er en synder eller er han syg fordi hans fader er en synder? Disciplene vil gerne have en forklaring på at den lamme mand er blevet syg. Men Jesus afviser helt denne diskussion. Jesus siger at den lamme mand er lam – for at han kan blive rask. Jesus siger at alting sker FOR AT. Meningen med det som sker og det som findes er det som kommer bagefter. Bagefter kan den lamme mand blive rask – og derfor var han syg. Meningen var at han skulle blive rask og helbredt. Det samme kan vi se i historien om plagerne. Plagernes mening er at Farao – og verden – og Israel – skal komme til at indse at Jahve er den største af guderne.

v14 Denne gang vil jeg sende alle mine plager over dig selv og dine hoffolk og dit folk, for at du skal forstå, at der ikke er nogen som mig på hele jorden.

(2 Mosebog 9.14)

       v14  Folkeslagene rystede, da de hørte det.
      Filistæas indbyggere vred sig i veer,
       v15  Edoms høvdinge blev forfærdede,
      Moabs mægtige blev grebet af rædsel,
      alle Kana'ans indbyggere skælvede i angst.
       v16  De blev grebet af skræk og rædsel,
      for din arms magt blev de stumme som sten,
      da dit folk drog frem, Herre,
      da det folk drog frem, som du havde vundet.

(2 Mosebog 15.14)

(2 Mosebog 10.1)

Tiende plage: Drabet på de førstefødte.

Allerede ved kaldet ved busken får Moses til opdrag at true Farao med hans søns død. Dette viger Moses åbenbart tilbage for at sige til kongen for først nu i kapitel 11 – længe efter - overbringer han Farao truslen. Jahve vil dræbe hans førstefødte søn, kronprinsen som sidder på tronen.

v22 Så skal du sige til Farao: Dette siger Herren: Israel er min førstefødte søn. v23 Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.«

(2 Mosebog 4.22)

De førstefødte bliver her nævnt helt uspecifikt men ud fra sammenhængen kan man se at det kun drejer sig om maskuline førstefødte. Endvidere kan man se af sammenhængen at der er tale om små drenge eller nyfødte drenge – men dette siges altså slet ikke udtrykkeligt!

De siges heller ikke udtrykkeligt at Israels sønner ikke skal dræbes – men det fremgår indirekte af beskrivelsen. Drabet på de egyptiske sønner er en hævn over Faraos forsøg på at slå alle de nyfødte hebræiske drengebørn ihjel. Det er et stort tegn men selvfølgelig ikke særligt retfærdigt eller rimeligt ud fra moderne normer! Drabene ligner Herodes drab af de små drengebørn i Det nye Testamente!

En mands førstefødte søn er den først fødte søn af enhver af hans hustruer. En given mand kan altså have mange førstefødte. Den førstefødte er simpelt hen det barn som kvinden først føder og som er en dreng. Abraham havde således i kraft af hans mange hustruer mange førstefødte sønner. Både Ismael og Isak er førstefødte sønner. Ordet den førstefødte bliver dog også i Det gamle Testamente brugt mere alment som den fineste af sønnerne af en given mand.

Jahve vil dræbe alle de små førstefødte drengebørn blandt egypterne og også alt det førstefødte blandt kvæget. Tanken hænger sammen med tanken om at de første fødte drenge tilhører Jahve – som det siges lidt senere.

Vi kan gætte at den sidste plage - sønnernes død – kan gå tilbage til en gammel tradition om at Faraos søn døde og at skylden er blevet lagt på de fremmede nomadefolk – hebræerne. Denne død kommer så til at blive den definitive udløsende faktor. Farao ser israelitterne som en fare for sit land og smidder dem ud af Egypten med hård hand. Mange små træk i historien peger på at det måske er den ældste tradition. Israel bliver rent faktisk smidt ud af Egypten – mod deres vilje!

v1 Herren sagde til Moses: »Endnu en plage vil jeg bringe over Farao og Egypten. Efter den vil han lade jer gå herfra. Og når han lader jer gå, vil han ligefrem jage jer ud herfra! v2 Giv nu folket besked om, at alle, mænd og kvinder, skal bede deres naboer om ting af sølv og guld.« v3 Herren havde nemlig ladet egypterne fatte velvilje for folket. Også manden Moses nød stor anseelse i Egypten, både hos Faraos hoffolk og hos folket.

v4 Moses sagde: »Dette siger Herren: Ved midnat går jeg midt gennem Egypten. v5 Så skal alle førstefødte i Egypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos trælkvinden, som sidder ved kværnen; også alt det førstefødte af kvæget skal dø. v6 I hele Egypten skal der lyde så højt et skrig, at noget lignende aldrig har lydt og heller ikke skal lyde igen; v7 men ikke en hund skal gø ad israelitterne, hverken ad mennesker eller dyr. Sådan skal I forstå, at Herren holder egypterne adskilt fra israelitterne. v8 Alle dine hoffolk skal komme og kaste sig ned for mig og sige: ›Drag bort både du og hele det folk, der følger dig!‹ Derefter vil jeg drage bort.« Så forlod han Farao i glødende vrede.

v9 Herren sagde til Moses: »Farao vil ikke høre på jer; det sker, for at mine undere i Egypten skal blive mange.« v10 Alle disse undere havde Moses og Aron gjort over for Farao, men Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå ud af sit land.

Udfrielsen fra Egypten: 2. Mosebog 12.1 – 15.21:

Påske og usyrede brød

Den oprindelige kalender i Israel har været stærkt knyttet til månen. Ordet som oversættes med dansk måned betyder en måne eller en ny måne. Hele spørgsmålet om kalenderen i det gamle Israel er meget omstridt og meget uklart. Der er rigtigt mange ting vi ikke ved. Antageligt har det gamle Israel haft to kalendere – en solkalender og en månekalender. Månekalenderen regner en måned fra nymåne til nymåde. Månekalenderen finder vi i 2. Mosebog. Året starter i foråret omkring forårsjævndøgn. Den måned kaldes den første måned eller Abib – det vil sige måneden for høsten af byggen. I den senere jødiske kalender falder den første dag i denne måned et sted mellem d 25 marts og 21 april. Påsken og Brødets højtid – Massot - indstiftes i 2 Mosebog. Brødets ugelange faste er altså i gennemsnit startet d ca 21 april efter vores kalender eller den 15. i den første måned i Israel.

Reglen om at højtiden skal starte den 15. i måneden hænger sikkert sammen med månen – idet fuldmånen ofte ligger den 15 i måneden. Den store fest i foråret – påsken eller de usyrede brøds højtid – begynder d 15 og efterårsfesten – som er et slags spejl – starter den 15 i den 7 måned. I den senere kalender som eksisterer på Jesu tid er månedsnavnene overtaget fra Babylon. Den første måned hedder Nisan og den 7 måned hedder Tishri. Den 15 Tishri falder Sukkot eller løv hytte festen – en høstfest for høsten af druer og frugter. Den 15 Nisan falder så det som efterhånden bliver kaldt påsken i Israel og som vi kender fra Jesu tid – Det nye Testamente. Begge højtider bliver i det gamle Israel efterhånden til valfarter – hag eller haj som vi kender nu fra Islam. I påsken og i løvhyttefesten valfarter alle i Israel til helligdommen – oprindeligt for eksempel Betel eller Sikkem – og siden til Jerusalem – for samlet at deltage i fejringen.

Den første dag i Egypten i den første måned er den første dag i verdenshistorien. Den er skabelsens dag. Den er starten på en helt ny epoke. Den er åndens komme. Den er tidens begyndelse. Den er starten på en helt ny relation mellem Gud og menneskene. Den svarer til Kristus i det nye Testamente. Kristi komme er tidens begyndelse eller starten på en helt ny epoke. Alt er nu blevet anderledes. Alt er nyt. Intet er som det var. Trældom er blevet til frihed og værdighed. Vi kan også sige at den første dag i den første måned i Egypten svarer til Jesu fødselsdag – begyndelsen på en ny tidsregning.

Over alt i oldtiden spiller månen en helt afgørende rolle i den religiøse og psykologiske opfattelse. Nymånen er en ny begyndelse. Fuldmånen er et tidspunkt for Gud eller guderne eller magterne eller kræfterne er særligt stærke. Lykkeåret eller Jubelåret i det gamle Israel starter ved fuldmånen i måneden Tishri i sept til otober. Gud er meget stærkere ved fuldmåne – men fuldmånen er også en farlig tid – og en hellig tid. Vi kender lidt tanken fra overtroen for eksempel om vampyrer der viser sig ved fuldmåne. Månen viser eller symboliserer på en måde Gud. Enhver nymåne er en hellig dag – en højtid – i det gamle Israel. Det kender vi mange steder. Den shumenitiske kvinde opsøger Elisa på hver nymåne. Ved nymånen skal man tilbede Gud. Ved nymåne og fuldmåne kan man se Gud eller møde Gud.

Forårsjævn døgn og efterårsjævndøgn spiller en enorm rolle i hele oldtiden. I det gamle Israel kan vi se at kalenderen – året – lige som spejlet således at noget nyt starter efter de to jævndøgn. De to jævndøgn har haft en afgørende religiøs betydning. Måske har man haft to kalenderen – en som startede efter 21/3 og en som startede efter d 21/9 efter vores kalender. Vi kender en stor tronbestigelsesfest i Tishri måneden i Salmerne. Jahve bliver konge. Han sejrer. Han har taget kongemagten i hele verden. Denne fest fejres i efteråret Tishri. Den er sikkert påvirket af kanaanæerne. Den hænger sammen med høsten og sejren over tørketiden om sommeren.

I følge 2 Mosebog starter tiden – tidsregningen og verdens tid - ved den første måned den første dag. Derfør fandtes ingen kalender. Kalenderen opstod i Egypten i det forår hvor Israel forlod Egypten. Dette er en ny skabelse – den egentlige skabelse af kosmos, tiden, verden, samfundet og religionen. Gud indleder sin tale i 12.2 på den første dag i måneden Abib. Dette punkt svarer til punktet for Jesu fødsel i den kristne tidsregning. Tiden starter eller den egentlige tid starter. Denne dag er den første dag i Israels egentlige historie. Tidsregningen starter her – i dette punkt. Den tid der ligger før er en slags mytisk tid i følge 2 Mosebog. Vi kan se det på mange måder for eksempel i menneskenes alder! I urtiden før den egyptiske påske – den første påske – levede menneskene meget længere. Moses lever kortere end Jakob og Abraham men Moses lever stadig længere end man gør siden hen i den rigtige historiske tid.

Påsken i Egypten er Israels fødsel og start. Den første påske i Egypten er en overgangsrite lige som Moses ophold i Midjans ørken var en overgangsrite – lige som hans frelse op af Nilen er en overgangsrite! Den gamle Adam dør og et nyt væsen bliver født eller genfødt. Påsken i Egypten er en slags åndelige omvendelse, genfødsel, overgang fra liv til død til nyt liv. Al det gamle – al den gamle surdej – bliver udryddet. Israel bliver et helligt folk – Guds sønner. Israel bliver adopteret. Israel fødes som en nation. Det får sin frihed og værdighed. Det bliver adopteret af Gud og bliver den første fødte søn af Gud selv. Hele denne kæde indledes i 12.2 med at Gud kalder Israel – hele Israels folk – som han tiidligere har kaldet Moses, Jakob og Abraham.

Israel bliver kaldet ud af verden til en anden og ny identitet. Alting starter her i den første måned på den første dag. Israel skalhellige sig ved de usyrede brøds fest – som en renselse og katarsis af hele israel. Brødets højtid er en askese eller en faste periode som indleder det nye liv – en ny start – begyndelsen på historien. Der hvor kræfternne i universet er mest stærke – ved fuldmånen – skal de bryde igennem til en ny identitet. Israel får en ny natur. Som Paulus taler om: det gamle menneske bliver forsfæstet og der opstår et helt nyt menneske. Efter den paskale nat hvor Israel frelses fra dæmonen er ingenting som det var engang!

For mere end 100 år siden blev man klar over at israelitternes påskeoffer i Egypten er et eksempel på denne offertype man som regel kalder en Fidja. Fidja findes stadig væk i Mellemøsten – dels hos de arabiske eller muslimske folk dels hos andre også for eksempel kristne og jøder.

En Fidja afholdes i tilfælde af fare eller en farlig overgang. Fidja er også en slags overgangsrite. Fidja afholdes i forbindelse med fødsel for at beskytte de små børn imod de onde ånder. Fidja bruges i forbindelse med omskærelsen, bryllup, rejse mv.

Formålet er at beskytte sig imod de onde ånder. Det hebraiske ord for påskeofferet Pesach betyder da også netop beskyttelse. Fidja består i at et dyr – et lam ofte – slagtes og ofres. Blod fra lammet smøres på huset, på døren, på indgangen, på dørtærskelen eller på personer. Et brudepar beskyttes ved at de får et mærke af blodet på panden – sammenlign Johannes Åbenbaring der taler om at de kristne har et mærke på panden!

Lammet eller dyret er et stedfortrædende ooffer. Den onde ånd vil i sin onde vilje dræbe mennesker. I stedet for slagtes dyret og blodet gives til ånden som bliver mæt af blodet. Vi kan også sige at den onde ånd bliver narret! Dette er netop et stort tema i 2. Mosebog – at være snu og snedig og at narre. Vi kan sige at Pesach består i at fuppe, at narre og bedrage. Den onde ånd lugter blod og tror at det er menneskeblod.

Beretningen om Abraham og Isak som skal ofres hænger sammen med Fidja. I stedet for slagtningen af Isak bliver et dyr ofret. I Det nye Testamente bliver denne symbolik overført på Jesus. Vi frelses ved at Jesus slagtes og ofres. Vi renses på grund af hans blod. Gud er vred på os mennesker og han vil slå os ihjel men i stedet for ofres Jesus til Gud – og Gud bliver tilfreds.

At smørre blod på ting eller mennesker er en skik som findes i alle kulturer i hele oldtiden. Pesach offeret er altsåmeget ældre end Moses og ældre end Israel. Fidja går tilbage til meget primitive riter i semiternes urtid. Beretningen i 2. Mosebog er også underlig malplaceret! Teologien i Pesach offeret passer ikke med den almene teologi i 2. Mosebog. Offeret i Egypten virker primitivt og overraskende – Gud fremstilles som en dæmon.

Fidja eller fedu – som det ogsåkaldes på arabisk - betyder på arabisk frelse eller forløsning eller frikøbelse. Det er tydeligt at Pesach offeret netop er en Fidja med det samme formål og den samme anledning. En fidja er også en renselse og en soning i den arabiske verden. En moderne teori er at offeret – altså også den israelitiske rite – skal rense huset så det bliver rent. Vi har utallige steder i Det gamle Testamente der fortæller at påsmøring af blod renser – renser for synd. Syge folk og såkaldt spedalske blev renset med blod. Alteret i templet bliver renset med blod. Blodet har en overnaturlig kraft. Det er livet selv. Sippora smører blod på sin mands penis for at redde ham fra den onde dæmon. Vi har også fundet gamle assyriske kongepaladser hvor man har smurt blod på dørene for at beskytte indgangen. Indgangen eller dørtærsklen er en farlig overgang. Her kan det onde komme ind. En brud bliver båret over tærskelen. Hvis hun træder på dørtærskelen vil hun blive ramt af en stor ulykke i sit ægteskab.

I 1. Mosebog bliver Kain beskyttet af Gud efter at han har dræbt sin broder. Kain får et mærke af Gud. Denne tanke finder vi utallige steder i hele Bibelen. I johannes Åbenbaring beskyttes menneskene fordi de har et mærke i panden. Paulus taler i Galaterbrevet om at han har fået et mærke – et kristus mærke – som beskytter ham. Denne tanke svarer til det man gør i Fidja eller i påskeofferet – blodet mærker og renser og beskytter:

v15 Men Herren sagde til ham: »Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel. v16 Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden.

(1 Mosebog 4.15)

Tanken i Fidja er nogen gange at riten beskytter et helt år. Derfor udføres en Fidja ofte i foråret omkring jævndøgn. Det passer godt med 2. Mosebog. Alle er beskyttet et helt år af blodet. På den måde svarer offeret til Massot – de usyrede brød. Brødets højtid er en uges faste og renselse og katarsis. Al surdej fjernes fra verden. Denne udrensning – ny begyndelse – beskytter Israel et helt år frem imod de onde ånder. Ånderne tiltrækkes af surdejen – gæren – som lugter stærkt og karakteristisk! Derfor er surdejen farlig og den skal helt væk for en periode! Massot er altså også en renselse og beskyttelse lige som Pesach offeret.

I den semitiske Fidja som vi også finder i dagens arabiske samfund deltager alle i et fællesmåltid hvor man spiser dyret. Menneskene bliver eet med dyret og denne symbolik findes i 2. Mosebog lige som den findes igen i den kristne nadver – hvor de kristne spiser og drikker kristus – påskelammet.

Den israelittiske påske i Egypten bliver afholdt i en tid med en enorm fare – livsfare. Det onde hærger uden nåde eller skånsel i verden. Vi har bevaret en lignende beretning fra det moderne Jordan hvor mennesker afholdt nøjagtigt det samme ritual under en frygtelig kolera epidemi! Blodet blev smurt ud på mennesker og døråbninger og dyret blev spist og ofret og givet til de fattige.

På hebraisk betyder ordet koper både frelse/forløsning og farven rød – og dette sproglige træk vidner også om den folkelige tro på blodet. Blodet beskytter og redder. Blodet skaber også en sikkerhedszone som er ren og hellig og som kan holde den onde djævel borte. De onde ånder lugter blod – og holder sig borte fra menneskene.

Hele oldtiden kender tanken om at et dyr kan erstatte et menneske. Hvis mennesker er i fare kan de i stedet ofre et dyr. Dyret bliver en vikar. Men ved at æde dyrets kød bagefter bliver mennesker også eet med dyret og på den måde virker ritualet. Mennesker er på en måde blevet ofret til Gud – som han kræver – men blot ved en erstatning! De onde ånder bliver narret. Hele Det gamle Testamente indeholder sammenligningen mellem et menneske og et lam og mellem flokken af dyr og Israel. Det var derfor naturligt at tænke at dyr og dyreofre kunne erstatte et menneskeoffer til guderne.

Det er vigtigt at huske at det paskale offer i følge 2. Mosebog er en vejledning eller lov som Gud giver til Israel i farens stund! Dette svarer fuldstændigt til den senere Moselov. Loven og ritualet er Guds nåde – hans hesed – hans troskab. Ritualet er den underfulde frelse! Uden dette ritual – blodet på dørene – var Israel gået fortabt den nat. teksten udtrykker altså en taknemmelighed og gæld og glæde. Gud frelser. Gud er rig på troskab. Gud frelste hele Israel den nat ved at han viste Israel hvad det skulle gøre – udføre ritualet! Gud giver ritualet til menneskene for at det skal redde dem og frelse dem. Uden ritualet var vi alle døde! Det er pointen i historien! Ritualet er en frelse, en nåde. Toraen eller Moseloven er grundlæggende en hjælp til menneskene – en anvisning på hvordan de kan overleve og trives. Den er faderens og moderens vejledning og råd som det hedder i visdomslitteraturen. Det er Guds mening i følge Mosebøgerne! I Det nye Testamente kan vi se at netop denne tanke – loven som hjælp og vejledning – spiller en meget vigtig rolle for Paulus. Paulus ved at ritualerne, ofrene i Moseloven har beskyttet Israel i 1000 år! Loven er som en beskyttende militær garnison som han siger. Israel er belejret på alle sider af det onde men Gud har givet dem en beskyttelse – ritualet!

Selv om det kan være svært at gennemskue omtaler Det gamle Testamente faktisk nogle få gange onde ånder – lige som Destroyeren eller Ødelæggeren i 2. Mosebog. I Salmerne hedder det for eksempel:

v3  Han redder dig
fra fuglefængerens fælde,
fra den hærgende pest.
v4  Han dækker dig med sine fjer,
du kan søge ly under hans vinger;
hans trofasthed er skjold og værn.
v5  Du skal ikke frygte for nattens rædsler [eller Nattens Rædsel]
eller for pilen, der flyver om dagen.

(Salme 91.3)

De fleste forskere i dag er ret sikre på at Nattens Rædsel faktisk er navnet på en dæmon eller ond ånd – en djævel - som æder og overfalder nyfødte drengebørn!

I det følgende omtaler Esajas Lilit eller Lillit. Lilit kender vi fra samtiden. Hun er frygtelig dæmon – en kvindelig djævel – fra Mesopotamien. Hun ligner en fugl og hun spiser også kød fra de små nyfødte menneskebørn.

       v14  Ørkendyr mødes med hyæner,
      bukketrolden træffer sine slægtninge;
      dér slår Lilit sig til ro
      og finder sig en hvileplads.

(Esajas 34.14)

Det gamle Testamente er stort set tavst omkring onde ånder. Folkereligionen i det gamle Israel har helt sikkert troet på mange ånder men den officielle tekst – Det gamle Testamente – tier. Der ligger en bevidst tendens i dette. Det gamle Testamente er et opgør medmegen gammel overtro og folkereligion men åndetroen dukker op siden hen. I Det nye Testamenteog i de senjødiske skrifter og senere i Koranen og i Islam er mængder af onde ånder! Evangelierne i Det nye Testamente er fyldt med onde ånder!

Andre navne for onde ånder i Mellemøsten er Lamme Kvæleren som vi kender mange steder fra og som ikke angriber lam eller dyr – men nyfødte menneskebørn.

Ødelæggeren som hærger og dræber i den paskale nat er kun ude efter drenge og kun efter de førstefødte. Den førstefødte søn er den fineste og fornemste af sønnerne – og af børnene. Dette træk de førstefødte findes kun i 2. Mosebog ikke i lignende beretninger fra oldtiden. Det har noget at gøre med tanken om Israel som den førstefødte søn – derfor hævner Gud sig på Faraos førstefødte og på alle egypternes førstefødte sønner.

Betegnelsen den førstefødte dækker i Det gamle Testamente den søn som er den første søn som en hustru føder til sin mand! En mand havde altså flere førstefødte sønner fordi han havde flere eller mange koner! Den førstefødte er altså kun moderens førstefødte søn – ikke faderens! For eksempel ved vi at Isak erden førstefødte søn – han er nemlig den første dreng som moderen Sara føder! Men Isak er ikke Abrahams første søn! Ismael som Abraham avler med Hagar er jo født førend Isak – det er jo netop pointen i 1. Mosebog.

Den oprindelige mening med blodriten er altså at værge sig imod den onde ånd samtidigt med at dyret er en erstatning for et menneskeoffer. Denne forklaring findes næsten ikke i det nuværende gamle Testamente. Riten er blevet omfortolket. Forfatterne til 2. Mosebog ønsker ikke at sige at offeret er et stedfortrædende offer fordi det viser hen til at menneskeofre måske er mulige eller effektive. I følge de flestes mening ligger der altså en bestemt tendens i 2. Mosebog. Ritualet bliver omfortolket. Ritualet med blodofferet bliver også fremstillet som et eengangsoffer – det skal ikke gentages sidenhen – kun denne ene gang i Egypten! Det svarer slet ikke til vores viden om det generelle Fidja offer. Pesach offeret er historisk set ikke et eengangsoffer!

En moderne teori holder fast ved at Pesach offeret er et stedfortrædende offer. Israel bliver frelst ved at en anden dør i stedet - men offeret er de egyptiske sønner og kongens søn – de egyptiske førstefødte som dræbes og slagtes påskenat! Det er altså Egypten som er det virkelige påskeoffer eller påskelam! Vi kan se denne tankegang i 2. Mosebog hvor det synes at fremgå at Israel redder livet ved at de egyptiske børn bliver ofret! En sådan tanke at Israel frelses ved at hedningerne ofres finder vi mange andre steder i Det gamle Testamente! Det er i følge denne teori de – uskyldige - egyptiske børn som svarer til ofringen af Jesus i Det nye Testamente!

v14 Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. v15 Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner.« v16 Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.

(2 Mosebog 13.14)

v1 Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: v2 »Denne måned [måne, nymåne] skal være jeres nytårsmåned [månedernes eller nymånernes hoved]. I skal regne den for den første af årets måneder [måner]. v3 Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. v4 Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. v5 Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. v6 I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. v7 De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. v8 De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. v9 I må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved, skanke og indvolde. v10 I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er tilovers om morgenen, skal I brænde. v11 Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren. v12 Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren! v13 Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne. v14 Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt. v15 Syv dage skal I spise usyrede brød. I skal sørge for, at al surdej er fjernet fra jeres huse allerede den første dag, for enhver, der spiser syrnet brød fra den første til den syvende dag, det menneske skal udryddes fra Israel. v16 På den første dag skal I holde hellig festforsamling, og på den syvende dag skal I holde hellig festforsamling. De dage må der ikke udføres noget arbejde. Kun det, hver enkelt skal have at spise, må I tilberede. v17 Bestemmelsen om de usyrede brød skal I overholde, for netop den dag førte jeg jeres hærskarer ud af Egypten. Som en eviggyldig ordning skal I holde denne dag, slægt efter slægt. v18 Fra om aftenen den fjortende dag i den første måned til om aftenen den enogtyvende dag i samme måned skal I spise usyrede brød. v19 Syv dage må der ikke findes surdej i jeres huse, for enhver, der spiser syrnet brød, det menneske skal udryddes fra Israels menighed; det gælder både den fremmede og landets egne. v20 I må ikke spise noget syrnet brød; overalt, hvor I bor, skal I spise usyrede brød.«

Henrettelsen af guderne – 12.12.

v12 Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren!

(12.12)

Guds sejr består i at han dømmer og dræber alle guderne eller alle Egyptens guder eller alle de onde guder. Siden hen ved begivenhederne ved Sivhavet sender Jahve guderne ned i Dødsriget – i al fald i følge een fortolkning. I Salmerne kan vi læse hvordan Gud bliver gudernes konge og om hvordan han dømmer de onde guder til døden. Jahve bliver en gudekonge og gudernes konge og han gør op medde onde guder der har taget magten i verden.

Meningen med vers 12 er muligvis at Jahve engang i fremtiden vil dømme Egyptens guder. Meningen er nok ikke at han vil dømme dem i den paskale nat – men først på et senere tidspunkt. I al fald på den måde at straffen over disse guder først vil ske på et senere tidspunkt. Teksten tænker således måske på at Jahve dræber de egyptiske guder ved Sivhavet. I hele oldtiden sættes der et lighedstegn imellem et land eller et folk og dets guder. At besejre Egypten er altså det samme som at besejre Egyptens guder. Jahve viser sig stærkere end de andre guder – han viser sig altså stærkere end Egypten – det vil sige Israel er stærkere end Egypten. Israels religion i Det gamle Testamente er på den måde ofte en stærkt nationalistisk religion! Israel fremhæver at Jahve er den største af guderne – han kan knuse alle storkonger i verden – men meningen er også at Israel er den stærkeste nation i verden. Israels magt er det samme som Jahves magt – og omvendt. Jahve løftes til skyerne – også af nationalistiske årsager! Den egyptiske historie i 2. Mosebog er også en nationalistisk hævn historie og spot og spe. Egypten bliver pillet ned af det reelt lille og svage Israel!

Vi har faktisk bevaret en egyptisk legende fra oldtiden der fortæller at den egyptiske konge Amonofis der var konge da Israel udvandrede – måtte flygte til Etiopien. Han måtte skjule alle Egyptens gudebilleder og statuer af angst for at de skulle blive ødelagt! Amonofis måtte flygte med alle de hellige dyr som egypterne tilbad, fortæller den jødiske forfatter Josefus.

I år 410 f. kr. – altså meget senere – blev et jødisk tempel i Elefantine i Egypten ødelagt og raseret af egyptiske præster. Disse præster tilhørte kulten af Khnum – Khnum var en vædder eller et får. Måske var denne aktion en hævn over de elendige israelitter som i den paskale nat havde slagtet fårene. Set fra egypternes side var disse får jo hellige dyr!

Temaet at Gud dømmer alle de onde guder findes mange steder i Det gamle Testamente for eksempel i Salmerne:

v1 Salme af Asaf.

Gud træder frem i gudeforsamlingen,
blandt guderne holder han dom:
v2  Hvor længe vil I dømme [herske] uretfærdigt
og tage parti for de ugudelige?      Sela
v3  Skaf de svage og faderløse deres ret,
frikend de hjælpeløse og arme,
v4  udfri de svage og fattige,
red dem fra de ugudeliges magt!

v5  De forstår og fatter intet,
de vandrer i mørke,
jordens grundvolde rokkes.
v6  Jeg har sagt: I er guder,
I er alle sønner af den Højeste.
v7  Dog skal I dø som mennesker,
og I skal falde som en af stormændene.

v8 Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,
for du har alle folkene som ejendom.

(Salme 82)

På en lignende måde fortæller profeten Esajas om Guds dom over guderne:

       v21  På den dag straffer Herren
      himlens hær i himlen
      og jordens konger på jorden.
       v22  De skal drives sammen
      i fangehullet som fanger;
      de skal kastes i fængsel
      og straffes langt om længe.
       v23  Månen skal gøres til skamme,
      solen skal beskæmmes;
      for Hærskarers Herre er konge
      på Zions bjerg og i Jerusalem,
      og de ældste skal se hans herlighed.

(Esajas 24.21)

Den paskale dæmon og drabet på egypternes sønner

I den paskale nat går Ødelæggeren – Mashit på hebraisk og The Destroyer på engelsk - gennem hele Egypten og dræber alle de første fødte sønner. Denne dæmon Ødelæggeren er på en gang Jahve selv og samtidigt et aspekt af Jahve eller en epifani af Jahve eller Gud i en vis form. Selve figuren eller fænomenet Ødelæggeren kender vi fra utallige myter fra oldtiden for eksempel som Lammekvæleren og Babydræberen! Oldtiden er fyldt med myter om onde ånder som dræber og æder små ny fødte børn! Måske skal udtrykket forstås som et flertal således at meningen er at en hel hær af dæmoner og onde ånder vil hærge landet. Ødelæggeren besøger jo alle huse og hjem i hele Egypten – i løbet af een nat! – så man har nok forestillet sig at der var en hel hær af brutale onde dræberengle! Myten om Ødelæggeren svarer til andre steder i det gamle Testamente. Gud har en grusom dæmonisk side – han er farlig – grufuld. Gud er en Satan. Han er uberegnelig. Han overfalder Moses i ørkenen og vil dræbe ham. Han overfalder Jakob og vil kvæle ham. I de senere jødiske legender bliver Ødelæggeren en slags Satan – et selvstændigt væsen – men Det gamle Testamente er monistisk. Gud ødelægger og han bygger op. Han giver liv og han tager liv. I denne tekst har Gud givet Israel råd og vejledning – de skal beskytte sig med blodet fra dyrene. Hvis Gud kan lugte og smage det blod dræber han ikke hebræernes sønner. Men hvis blodet ikke er smurt på døren vil han også dræbe de hebraiske sønner! Gud er en dæmon. Han er en ond ånd. Hele Pesach ritualet med offeret og blodet kendes fra hele oldtiden og fra nutiden. Påskelammet er et stedfortrædende offer. Lammet slagtes for at Israel kan leve og overleve. Gud er farlig. Offeret og blodet har en magisk rensende og beskyttende virkning. Blodet er helligt. Gud æder og drikker blodet – for mennesker er blod farligt og må ikke spises i følge Moseloven. Guder og ånder og dæmoner lever af blod og de tiltrækkes af blod. Blodet er en slags essens af livet. Blodet er det som gør manden levende. Blodet er helligt og farligt. Hvis en mand dræbes og hvis hans blod løber ud på jorden kommer der en frygtelig forbandelse over hele jorden og landet. Det første eksempel i Bibelen er mordet på Abel. Det er derfor at Moses og hans drabshandlinger i Egypten – før hans flugt - er et voldsomt problem. Blodet råber op fra jorden til Gud og det blod skal sones og betales. Gud angriber derfor Moses og vil slå ham ihjel. Blodet skal hævnes, betales, udlignes.

Ødelæggeren – den onde dræberånd - kommer ved fuldmåne. Der er en stærk tro i det gamle Israel omkring månen, nymåne og fuldmåne. Årets vigtigste religiøehøjtider finder sted ved fuldmåne – Massot og Sukkot, påsken og løvhyttefesten. Kræfterne eller ånderne er meget stærkere ved fuldmåne lige som vi i moderne tid kender det med vampyrtroen. Fuldmånen er en tid fuld af overjordiske kræfter og samtidig en tid fuld af onde ånder og dæmoner. Når det er fuldmåne viser guderne sig – de kommer ned på jorden – eller ned fra bjerget. Moses’ kræfter er også større ved fuldmåne. Ved fuldmåne får han overnaturlige kræfter og fører Israel som en hær ud af Egypten. Ved fuldmånen slutter han pagten med Gud på bjerget. Månen har været et voldsomt symbol i hele oldtiden. Månen viser os noget om gudernes nærvær og vilje og færden. Månen dør og fødes og disse symboler spillede en stor rolle i oldtiden. Universet styres af en rytme – som viser sig i månen – lige som i kvindens menstruation. Tiden er fra oprindelsen netop blevet delt i måner – altså fra nymåne til nymåne. Nymåne er en ny start, en ny skabelse. Nymånen er den første dag og derfor er den hellig.

I en meget senere tid kender vi lignende fænomener omkring julen i den kristne verden. Julenissen eller julemanden eller juleånden drager fra hus til hus julenat akkurat lige som i Egypten i den paskale nat. Juleånden undersøger huset og familien og det afgør om han er god eller ond. I den senere jødiske tradition er det Elias som i den paskale nat går fra hjem til hjem. Påskeaften sætter alle fromme jøder en stol frem til Elias og man lukker døren op for at se om Elias er kommet.

v21 Så tilkaldte Moses alle Israels ældste og sagde til dem: »Gå ud og hent småkvæg til jeres familier, og slagt påskelammet! v22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen. v23 Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned og ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil Herren springe den dør over. Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned. v24 Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid. v25 Når I kommer til det land, Herren vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik. v26 Og når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, v27 skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Egypten sprang israelitternes huse over, da han slog egypterne ned, men skånede vores huse.« Og folket bøjede sig dybt.

v28 Så gik israelitterne hen og gjorde sådan, som Herren havde befalet Moses og Aron. v29 Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos fangen, som sidder i fangehullet; også alt det førstefødte af kvæget blev dræbt. v30 Den nat stod Farao og alle hans hoffolk op, ja, alle egypterne, og der lød et højt skrig i Egypten, for der var ikke det hus, hvor der ikke var en, der døde. v31 Da tilkaldte Farao Moses og Aron om natten og sagde: »Skynd jer bort fra mit folk, både I og israelitterne, og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet. v32 Tag både jeres får og jeres køer med, sådan som I har krævet, og gå så! Men bed om velsignelse også for mig!« v33 Egypterne skyndede på folket for at få dem hurtigt ud af landet, for de sagde: »Ellers dør vi alle sammen.« v34 Folket tog dejen, før den var syrnet, og bar den på skuldrene i dejtrug, som de havde viklet deres kapper om. v35 Israelitterne gjorde, som Moses havde sagt, og bad egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. v36 Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om. På den måde plyndrede de Egypten.

v37 Israelitterne brød nu op fra Ramses og drog mod Sukkot, omkring 600.000 mand foruden deres familier. v38 Der var også en stor og broget flok, som fulgte med dem. Dertil kom en mængde får og køer. v39 Af den dej, de tog med fra Egypten, bagte de usyrede brød, for den var ikke syrnet. De blev jo jaget ud af Egypten og fik ikke tid til noget; de fik end ikke sørget for proviant.

v40 Den tid, israelitterne boede i Egypten, var 430 år. v41 Netop den dag, da de 430 år var til ende, drog alle Herrens hærskarer ud af Egypten. v42 Det blev en vågenat for Herren, så han kunne føre dem ud af Egypten. Denne nat skal alle israelitter, slægt efter slægt, våge for Herren.

v43 Herren sagde til Moses og Aron: »Dette er forordningen om påskelammet: Ingen fremmed må spise af det. v44 Enhver træl, der er købt, og som du har ladet omskære, må spise af det. v45 Ingen tilflytter eller daglejer må spise af det. v46 Det skal spises i ét og samme hus; du må ikke bringe noget af kødet ud af huset. I må ikke knuse nogen af dets knogler. v47 Hele Israels menighed skal deltage. v48 Når en fremmed bor som gæst hos dig og vil holde påske for Herren, skal alle af mandkøn hos ham omskæres. Så må han være med til det, og han skal være som en af landets egne. Men ingen uomskåret må spise af det. v49 Én og samme lov skal gælde både for landets egne og for den fremmede, der bor som gæst blandt jer.«

v50 Alle israelitterne gjorde sådan, som Herren havde befalet Moses og Aron. v51 Netop den dag førte Herren israelitterne ud af Egypten i deres hærskarer.

Usyrede brød og førstefødselsoffer

Din ældste søn er hellig. Han skal tilhøre Gud!

Vi ved at det i hele oldtiden er en gammel tradition eller tanke at det førstefødte tilhørte guderne. Det skal gives tilbage til Gud. Det førstefødte lam, den førstefødte ged skal gives til Gud. At dyret skal gives til Gud betyder at det skal ofres til Gud. Tanken er at den førstefødte simpelt hen tilhører Gud – egentlig er der ikke nogen anden forklaring.

v3 Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. v4 Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, v5 men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved.

(1 Mosebog 4.3)

Nogle steder i det gamle Testamente kan vi dog finde forklaringer. Fordi Jahve frelste alle vore sønner i den paskale nat skal vi give vore førstefødte sønner – de ældste sønner – til ham. Israel giver den første fødte søn og det førstefødte dyr af taknemmelighed. For at mindes og ære Guds underfulde frelse.

Andre steder antydes det at vi skal give det førstefødte til Gud for at sikre frugtbarheden. Hvis vi giver den første søn og det første lam og det første kornneg til Gud – vil han give os det hele tilbage – han vil give os hele herligheden.

Job må give slip på alt. Han mister alt. Han mister alle sine døtre og sønner. Men Job får det hele tilbage igen til sidst. Tanken er at hvis vi giver slip på det som vi elsker – vore sønner – vil Gud give os det hele tilbage.

Abraham får ordre til at binde og slagte og ofre sin elskede søn. Abraham skal miste alt. Han skal give slip på alt. Gud kræver det – men samtidigt lover Gud ham at hvis han ofrer – dræber sønnen Isak – så vil Abraham siden hen få talrige sønner!

Denne tanke har altså spillet en rolle i det gamle Israel. Hvis vi giver det hele til Gud vil han give os det hele tilbage. Gud kalder os. Gud kræver af os at vi skal give slip. Men hvis vi gør det – vil vi få alt! Kierkegaard skrev mange ord om denne tanke som han kaldte Gentagelsen – at få det tilbage!

Vi ved at oldtiden kendte mange menneskeofre. I Det gamle Testamente – hos Ezekiel og i Kongebøgerne og hos Jeremias – omtales menneskeofre og børneofre igen og igen. Israels religion var imod menneskeofre – men vi ved at der var menneskeofre hos kanaanæerne og fønikerne. I Kartago kender vi til mange menneskeofre. Tanken var ikke så fjern i oldtiden. Vi kan ofre vore egne førstefødte sønner – de er hellige – og derved få velsignelsen og frugtbarheden og frelsen.

Man har engang ment at den paskale offer i Egypten som omtales i 2. Mosebog oprindeligt var et menneskeoffer – en ofring af de førstefødte sønner. Israel ofrede den nat sine førstefødte sønner for at redde sig ud af forfølgelsen fra den onde ånd. Det blod som blev smurt på dørene stammede fra børneofre – slagtningen af de førstefødte sønner. Vi kan også sammenligne med ofringen af Jesus i Det nye Testamente. Jesus er den førstefødte søn – derfor skal han ofres og gives til Gud. Hans blod skal gives til Gud for at vi kan blive frelst.

Det er usandsynligt at sådanne børneofre nogen sinde har været almindelige i Israel. Det er fri digt og fantasi. Den berømte religionsforsker Fraser fremlagde tesen om børneofrene i 1911. men den er nu helt forladt. Israel har aldrig praktiseret den slags ofre i stor stil.

Vi ved at menneskeofre og børneofre er meget mere almindelige i udviklede landbrugskulturer end i de mere primitive nomadekulturer og hos samlere og jægere! Den oprindelige teori er helt forkert. I Kartago kan vi faktisk se at børneofre blev mere og mere populære med tiden! Der synes også at være mange flere menneskeofre i Israel omkring år 600 f. Kr. End 500 år tidligere!

Vi ved at der har været en tradition om at den første søn er hellig – han tilhører Gud. Samson bliver givet til Gud og han bliver en hellig Naziræer. Det samme gælder Samuel som bliver givet til templet for at han kan blive præst ogtjener i templet. At give sin søn til Gud er måske blevet fortolket på denne måde. Sønnen skal gives til Gud – det vil sige til kulten eller gudstjenesten eller religionen. David giver sine sønner til templerne.

v2 I Sor'a boede der en mand af danitternes slægt; han hed Manoa. Hans kone var ufrugtbar og havde ingen børn. v3 Men Herrens engel viste sig for kvinden og sagde til hende: »Du er ufrugtbar og har ikke fået børn; men du skal blive med barn og føde en søn. v4 Tag dig i agt for at drikke vin eller øl, og spis ikke noget, der er urent. v5 For du skal blive med barn og føde en søn. Der må aldrig komme en ragekniv på hans hoved; for drengen skal være Guds nasiræer lige fra moders liv. Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel fra filistrene.«

(Dommerbogen 13.2)

Den førstefødte søn skal være hellig. Han må ikke drikke nogen vin eller øl. Han skal leve og spise rent. Han må ikke spise noget som er urent. Han er hellig. Han er nærmere Gud. Han skal frelse folket fra lidelsen. Han kommer fra Gud. Han er Guds søn – Guds førstefødte søn. Han tilhører ikke denne verden. Gud har taget ham ud af verden og gjort ham hellig.

v11 Herren talte til Moses og sagde: v12 »Jeg udtager levitterne af israelitternes midte i stedet for alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne; levitterne skal tilhøre mig. v13 For alle førstefødte er mine; dengang jeg dræbte alle førstefødte i Egypten, helligede jeg mig alle førstefødte i Israel, både mennesker og dyr; mig tilhører de. Jeg er Herren!«

(4 Mosebog 3.11)

Den ældste søn skal gives til Gud for han tilhører Gud og han er hellig. Dette princip synes at være blevet fortolket på tre forskellige måder i Det gamle Testamente. E ten skal faderen betale en pris til templet for at frikøbe sin søn. Istedet for at give sønnen til templet giver faderen et offerdyr eller en betaling.

Eller også er den ældste blevet givet til Gud det vil sige til templet som en præst eller tjener. I Mosebøgerne kan vi se at stammen levitterne kollektivt bliver givet til Gud – de bliver præster og tjenere i templerne.

Eller også er den ældste søn rent faktisk blev slagtet bundet og ofret – som Isak.

v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 »Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg.«

v3 Moses sagde til folket: Husk denne dag, da I drog ud af Egypten, af trællehuset, for med stærk hånd førte Herren jer ud herfra: I må ikke spise syrnet brød. v4 I dag, i måneden abib, drager I ud. v5 Og når Herren fører dig til kana'anæernes, hittitternes, amoritternes, hivvitternes og jebusitternes land, som han lovede dine fædre at give dig, et land der flyder med mælk og honning, skal du følge denne skik i denne måned. v6 Syv dage skal du spise usyrede brød, og på den syvende dag skal du fejre festen for Herren. v7 De syv dage skal der spises usyrede brød, og i hele dit land må der intet syrnet brød og ingen surdej findes hos dig. v8 På den dag skal du sige til din søn: »Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten.« v9 Du skal have det som et tegn på din hånd og som et erindringsmærke på din pande, for at Herrens lov må være på dine læber; for med stærk hånd førte Herren dig ud af Egypten. v10 Hvert år skal du overholde denne forordning til den fastsatte tid.

v11 Når Herren fører dig til kana'anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre, v12 skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren. v13 Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe. v14 Når din søn i fremtiden spørger dig: »Hvad betyder dette?« skal du svare ham: »Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset. v15 Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner.« v16 Det skal være et tegn på din hånd og et mærke på din pande, for med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten.

Den første søn er hellig. Det hebraiske ord for hellig Qodesh er blevet forklaret på to forskellige måder. Den almindelige forklaring er at hellig betyder taget ud og adskilt. Det hellige kan være ting eller mennesker. Det hellige tilhører ikke længere denne verden. Det er taget ud eller er blevet adskilt. Det hellige er der hvor Gud er. At blive hellig eller at blive gjort hellig betyder at blive flyttet fra et sted til et andet sted. Denne forklaring på ordet Qodesh passer med en mængde eksempler i Det gamle Testamente. At den første søn er hellig betyder altså grundlæggende at han skal tages ud og adskilles fra den almindelige, verdslige, profane verden. Det passer med at han skal være en præst eller i dette liv tjene Gud. Han skal leve rent og helligt – ikke sådan som verden gør.

Vi kan se i hele Det gamle Testamente at den førstefødte søn er hellig – forstået på den måde at han ikke skal trælle og ikke skal arbejde! Det er netop pointen i 2. Mosebog! Farao har gjort Israel – den førstefødte – til en arbejder og træl! Det er imod Israels lov. Derfor bliver Gud vred og hævner sig på Farao. Levitterne repræsenterer i Toraen de førstefødte sønner. I følge Moseloven skal levitterne – efterkommerne af Jakobs søn Levi – ikke arbejde! De må ikke gøres til trælle. De må ikke arbejde for andre. De må ikke arbejde ude i verden med almindeligt arbejde. De må ikke dyrke marken eller slide med fårene. De er hellige. De skal tjene Gud. De er ikke som andre mennesker. Levitterne er en hellig kaste af præster. Alle førstefødte sønner er af samme natur. Den første fødte søn må ikke arbejde. Han må ikke slide i verden i sit ansigts sved. Han må ikke undergive sig nogen. Han må ikke underordne sig nogen anden arbejdsgiver – end Gud!

Den førstefødte søn er altså et mægtigt ideal i det gamle Israel. Det er idealet om det frie menneske og den frie mand. Dette ideal bliver brugt på to forskellige måder – dels om de førstefødte sønner – rigets fornemste sønner – og dels om Israel som nation. Israel er en førstefødt og derfor må Israel ikke slave eller trælle. Den førstefødte søn er en fri mand. Han er en rigtig mand. Han gør hvad han vil og er som han er. Han hører til Gud og han er som Gud. Vi kan se disse idealer og tanker meget tydeligt i Det nye Testamente – fx hos Paulus i Galaterbrevet. Den frie og værdige mand skal ikke bøje sig for denne verden. Han er en herre i denne verden. Han skal ikke nedværdige sig selv til at blive en tjener. Han skal ikke gøre sig selv lille og svag – som Paulus siger. Han er ikke noget elendigt barn eller et arme offer!

Mange forskere i dag mener dog at ordet hellig Qodesh snarere betyder himmelsk, guddommelig eller åndeligt eller lignende. Det hellige er altså en egenskab ved tingene. Sønnen er simpelt hen hellig fra fødslen – han skal egentligikke gøre hellig. Det hellige er det som er radikalt anderledes. Det som slet ikke hører til verden. Gud er hellige. De hellige er i Det gamle Testamente det samme som guderne i himlen – som er Jahves utallige hærskarer af krigere og dræbere.

Johannes Døberen er en hellig mand. Jesus er en helliig mand. De er begge de førstefødte sønner. I 2. Mosebog kapitel 13.2 defineres den førstefødte søn mere snævert. Den første fødte søn skal løsne sin moders liv, som der står. Det betyder at hvis en hustru først føder en pige – kan hun aldrig nogen sinde føde sin mand en førstefødt søn! Sønnen skal være det første barn som hun føder. Hvis hun starter med at føde en pige får manden ingen førstefødt søn ud af det ægteskab!

Normalt defineres begrebet mindre snævert. Normalt er den førstefødte den dreng som hustruen føder som den første dreng. En mand var i Det gamle Israel ofte gift med mange hustruer. Han kunne altså have mange førstefødte sønner. Isak og Ismael er begge første fødte sønner. Nogle steder defineres begrebet den førstefødte simpelt hen som faderens fineste og vigtigste søn – han er faderens arving.

Jesus og Johannes Døberen er første fødte i den snævre forstand. Jesus løsner sin moders liv – Maria har aldrig født noget barn i følge Det nye Testamente. Jesus er hellig. Han er en gudsmand, som man siger i Det gamle Testamente. Han tilhører ikke denne verden.

Johannes Døberen lever som en Nazir – som en naziræer. Dette ideal var idealet om at leve rent og purt i Det gamle Testamente. Samuel er en Nazir. Han lever ikke sådan som verden gør. Nazit hører sammen med begrebet Qodesh og den første fødte søn. Johannes Døberen er en hellig mand. Han drikker ikke alkohol. Han lever i ørkenlandet. Han lever primitivt og uden ejendom. Han lever af græshopper og af sukkeret fra de vilde dadler – det som kaldes honning i Bibelen. Han er klædt i kamelhår. Han er en vildmand. Han er Guds hellige. Han er åndelig. Hans hår bliver aldrig klippet. Han er en ny Samson – som i følge Dommerbogen var den førstefødte søn og samtidigt en naziræer. Den førstefødte søn er den helligste af alle sønnerne. Han er Israels frelser som det siges om Samson.

v2 I Sor'a boede der en mand af danitternes slægt; han hed Manoa. Hans kone var ufrugtbar og havde ingen børn. v3 Men Herrens engel viste sig for kvinden og sagde til hende: »Du er ufrugtbar og har ikke fået børn; men du skal blive med barn og føde en søn. v4 Tag dig i agt for at drikke vin eller øl, og spis ikke noget, der er urent. v5 For du skal blive med barn og føde en søn. Der må aldrig komme en ragekniv på hans hoved; for drengen skal være Guds nasiræer lige fra moders liv. Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel fra filistrene.«

(Dommerbogen 13.2)

v1  I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: v2  »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« v3  Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
      Der er en, der råber i ørkenen:
      Ban Herrens vej,
      gør hans stier jævne!
v4  Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. v5  Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, v6  og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

(Mattæusevangeliet 3.1)

Hvor kommer påsken fra?

Det er den almindelige mening at selve påskeofferet – ofringen af lammet og påsmøringen af blodet – er en urgammel semitisk tradition. Påskeofferet er altså meget ældre end Moses. Det bliver tillagt Moses som en ætiologisk myte – for at give offeret en autoritet og for at omfortolke offeret som et minde om Exodus. Men selve offeret er meget ældre end Moses eller den egyptiske historie.

Vi kender dette offer som en Fidja i hele det semitiske og arabiske område. Den dag i dag fejrer både kristne og muslimer dette Fidja offer nogle steder i Mellemøsten. Vi kender offeret mange steder i oldtiden.

Offeret hænger sammen med det nye år som starter om foråret omkring forårsjævndøgn. Det offer som udføres her ved nytåret får betydning for hele det kommende år. Det skaber året. Det beskytter menneskene og dyrene et helt år frem. Det markerer en ny start – en ny tid.

Fra Babylon kender vi den såkaldte Akitu fest. Akitu festen udviser en række lighedspunkter med påsken i 2. Mosebog.

Akitu holdes på de første 11 dage i måneden Nisan – den måned som også er påskens måned i 2. Mosebog. Under denne fest bliver Enuma Elish – skabelsesmyten om Marduk som bliver konge – reciteret og opført som drama. Akitu er en skabelses fest og en nytårs fest. Vi kan også se at den jødiske påske i 2. Mosebog i høj grad skildres som en skabelse. Sejren ved sivhavet er en ny skabelse. Jahve bliver konge og han bygger sit hus.

Under Akitu festen bliver blodet fra offerdyrene brugt til at smøre på templerne. Blodet renser templerne og beskytter. Akitu fasten kaldes i Babylon en kippuru – det samme ord som det hebraiske kippur – som betyder renselse eller forsoning.

Under Akitu festen afgiver guderne orakler. Guderne fortæller alle mennesker om deres skæbne i hele det kommende år.

Både påsken og Akitu hænger sammen med foråret. Foråret opfattes i oldtiden som en ny skabelse. Efter vintertiden bliver året skabt på ny. På samme måde er de nye lam blevet født omkring forårsjævndøgn. Dette er også blevet opfattet som starten på et nyt år.

Ud fra denne sammenligning mener mange at påsken er en nytårsfest. Det senere jødiske nytår ligger godt nok om efteråret med start den 1. i måneden Tishri – dvs september til oktober. Denne dato bliver til den nuværende jødiske højtid – nytåret – Rosh Hashana. Men det oprindelige nytår i det gamle Israel har nok ligger om foråret. Det passer med defleste kulturer i oldtiden. Det er det som står i 2. Mosebog kapitel 12. Den første måned i året er Abib – som er byghøstens måned. Den jødiske påske er blevet fejret omkring d 21 epril og det oprindelige nytår starter i måneden Nisan omkring forårsjævndøgn. Nytårsaften kommer på denne måde til at svare til den frygtelige paskale nat. De som overlever nytårsaften er frelst for et helt år frem!

Hvornår blev Jesus korsfæstet? Hvornår skete Exodus?

Vi ved ret sikkert at hele påske kompekset – Massot og Pesach offeret – er meget ældre end Moses. Vi ved altså – eller de er de flestes mening at påske komplekset først siden hen er blevet kædet sammen med israelitternes befrielse fra Egypten. Den religiøse fest eller offeret er først senere blevet omfortolket. I Det gamle Testamente siges det at Israel drog ud af Egypten om foråret omkring forårs jævndøg og mange ting i 2. Mosebog passer med denne datering. Men de fleste mener at dette er en senere tanke. Oprindeligt havde man en Massot faste uge omkring forårsjævndøgn – og derfor blev udvandringen placeret på denne årstid. Massot og Pesach blev opfattet som folkets frelse, udfrielse og nyskabelse. Hvert år bliver folket så at sige nyskabt omkring forårsjævndøgn – derfor passede det sammen med at befrielsen fra Egypten skete i april måned! Det er en strid om hønen og ægget – men alt tyder på at Pesach offeret var en urgammel semitisk skik – meget ældre end den egyptiske historie. Ordet på arabisk for offeret Fidja svarer til det hebraiske ord pdj og pdj bruges netop om forløsningen, frelsen der skete dengang i Egypten. Året startede sandsynligvis omkring forårsjævndøgn. Det var en ny start – en fødsel – en ny skabelse. På samme måde som Jesu død og opstandelse i Det nye Testamente er en ny skabelse – en skabelsesberetning – starten på en ny himmel og en ny jord. Under Massot ryddes alt det gamle væk – surdejen, synden, ondskaben, den onde verden. Under Massot går israelitterne ud af verden lige som de under Sukkot Løv hytterne går ud af verden. De forlader verden – det onde. Aftenen før påsken er årets mest snavsede dag som det hedder. Ved denne nystart i påsken bliver folket frelst. Påsken virker et helt år – den beskytter Israel et helt år frem. Det kommende års skæbne bestemmes fredag aften ved påskeofferet. Påskeofferet lægger en beskyttende mur uden om Israel et helt år frem. Det renser Israel og gør det igen til et helligt folk.

Vi ved ikke hvornår Jesus blev korsfæstet. I følge Det nye Testamente siges det at det sker i påsken. Men hvis vi sammenligner Johannesevangeliet og de synoptiske evangelier er der store problemer. Hvad er der egentlig sket i den tidlige kristendom? Efter manges opfattelse er der sket det at Jesu korsfæstelse er blevet henlagt til påsken. Mske er Jesus i virkeligheden blevet korsfæstet på et helt andet tidspunkt i løbet af året – men hans død bliver knyttet sammen med påsken. Og det er ikke mærkeligt. Jesu død er simpelt hen påsken. Uanset de historiske fakta så er Jesus påskeofferet – han bliver slagtet som det påskelam som jøderne kendte i forvejen. Sådan bliver Jesus fortolket fra starten af. Jesus bliver ofret for at folket og alle mennesker kan leve. Lige som Abraham ofrer sin søn for at han selv og folket kan leve og for at Israel kan blive en stor nation. Lige som blodofferet i Egypten som redder Israels folk – beskytter det imod den onde ånd – Ødelæggeren eller Mashit.

Jesu død og korsfæstelse bliver flyttet til påsken. Det er det eneste naturlige at Jesus dør og bliver ofret i påsken. Hele påske komplekset findes i forvejen. De første kristne fortolker selvfølgelig Jesus ud fra det som de tror i forvejen –ud fra det skema de har i forvejen! Lige som påsken i Det gamle Testamente bliver henlagt til Exodus historien – og omvendt. Det er det eneste logiske.

Udfrielsen fra Egypten

Evige tegn.

v13 Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne. v14 Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt.

(2 Mosebog 12.13)

Hele Exodus beretningen er præget af tanken om de evige tegn. Tanken er at det som sker nu skal være et evigt tegn. Israel må aldrig nogen sinde glemme. Tanken er meget alment menneskelig. Historien er fuld af tilfælde hvor mennesker eller folk oplever en underfuld og betagende frelse – og så hurtigt glemmer alt bagefter! Galaterbrevet i Det nye Testamente handler om dette fænomen. Galaterne har jo mødt den underfulde frelse – men siden hen gik det hele i glemmebogen, siger Paulus!

Moses siger at israeliterne skal binde et evigt mærke på deres hånd og sætte et evigt minde på deres pande og deres hjerte! De må aldrig glemme. Det som sker er unikt, skelsættende. Tiden starter nu. Begivenhederne er eskatologiske på en måde. Hele den gamle verden forsvinder og en ny opstår. De må aldrig glemme. Især i Præsteskriftet i 2. Mosebog spiller denne tanke en enorm rolle. Israelitterne får et evigt tegn af Gud. Når de siden ser på det tegn vil de huske. De vil genopleve frelsen og underet. Det gamle Testamente kender godt den menneskelige psykologi og ved godt at mennesker hurtigt glemmer. Hvis vi glemmer bliver vi fristede – da israelitterne kommer over i Midbaren – i ørkenlandet har de glemt alt. Nu vil de tilbage til Egypten. De gør sig selv små og svage. De får tilbagefald. De bliver arme ofre. De glemmer de evige tegn.

Vi finder netop i Præsteskriftet disse evige tegn. Eksempler fx følgende:

v12 Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. v13 Jeg sætter min bue [regnbuen] i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden.

(1 Mosebog 9.12)

v11 I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer.

(1 Mosebog 17.11)

På samme måde bliver Aarons stav i templet – som også fandtes i senere tid i templet og som var en blomstrende mandel gren – et evigt og stort tegn:

v16 Herren talte til Moses og sagde: v17 »Sig til israelitterne, at du skal have en stav for hvert fædrenehus, fra alle overhovederne for deres fædrenehuse, tolv stave. Du skal skrive hver enkelts navn på hans stav; v18 Arons navn skal du skrive på Levis stav, for der er kun én stav for hver stammes overhoved. v19 Du skal lægge dem i Åbenbaringsteltet foran Vidnesbyrdet, dér hvor jeg åbenbarer mig for jer. v20 Den stav, som tilhører den mand, jeg udvælger, skal sætte skud, og jeg vil få israelitterne til at holde op med at give ondt af sig mod jer, så jeg slipper for at høre det.« v21 Det sagde Moses til israelitterne, og alle deres høvdinge gav ham en stav, en stav for hvert overhoved for fædrenehusene, i alt tolv stave; Arons stav var blandt dem. v22 Moses lagde stavene for Herrens ansigt i Vidnesbyrdets telt.

v23 Da Moses dagen efter gik ind i Vidnesbyrdets telt, havde Arons stav, staven for Levis hus, sat skud. Den havde sat skud, fået blomster og bar modne mandler. v24 Så tog Moses alle stavene, der lå for Herrens ansigt, ud til alle israelitterne; de så på dem og tog hver sin stav. v25 Men Herren sagde til Moses: »Læg Arons stav tilbage foran Vidnesbyrdet; den skal opbevares som tegn for genstridige. Og få dem så til at holde op med at give ondt af sig, så jeg slipper for at høre det; ellers dør de!« v26 Moses gjorde, sådan som Herren havde befalet ham.

(4 Mosebog 17.16)

På samme måde sætter den babylonske gud Marduk sin bue på himlen som et stjernetegn efter at han har besejret de onde magter og efter at han har grundlagt kosmos og verden. Marduk sætter et evigt tegn på himlen. Når vi ser det – husker vi hvad der virkelig skete. Hele 2. Mosebog er præget af denne tanke. I må aldrig nogen sinde glemme. I skal skrive det på jeres døre og dørstolper. I skal skrive det på jeres hånd og hjerte. I skal hænge det op i jeres vinduer. I må aldrig nogen sinde glemme!

I den senere jødedom blev det tradition at hænge skriftord i en æske op ved døren – en efterligning af at smøre blodet på døren i den paskale nat. I jødedommen blev det tradition at bære et smykke på brystet som et evigt tegn. Når vi ser tegnet – det virkelige synlige tegn – så husker vi. Når vi ser regnbuen så ved vi at Gud er den største. Når vi ser mandens penis så ved vi at Gud har frelst os ud af lidelsen og synden. Det er disse synlige empiriske tegn som er hele pointen i 2. Mosebog. Tegnet er et bevis – de beviser at Gud er stor, at han er vores frelser, at han har udvalgt os og at vi aldrig skal gå fortabt. Det er vigtigt at have sådanne synlige tegn. I Johannes Åbenbaring har alle de kristne et synligt tegn på panden.

Gud frelser ligeledes Kain til evig tid ved at sætte et mærke på Kain. Kain er vores fader. Vi er alle hans sønner. Kain siger det samme som i Salmerne: Synden og lidelsen er for stor til at vi kan bære den! Og Gud griber ind begge steder og frelser mennesket – også Kain. Gud ved at synden og lidelsen er en fjende og han bekæmper synden og lidelsen. Derfor er tegnet evigt og vigtigt. Tegnet beviser Guds underfulde frelse – på tværs af vore bestræbelser og gerninger:

v8 Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. v9 Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« v10 Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden.

v11 Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. v12 Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!«

v13 Kain sagde til Herren: »Min straf er for stor at bære. v14 Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel.«

v15 Men Herren sagde til ham: »Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel. v16 Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden.

(1 Mosebog 4.8)

Evige tegn spiller også en anden rolle i Det gamle Testamente. De tegn eller plager som Gud ramte Egypten med – er faktisk evige tegn! Den opfattelse finder vi både i 2. Mosebog og i hele det gamle Testamente! Plagerne var ikke kortvarige lidelser eller plager – de blev sat for evigt. Derfor kan vi se dem nu og de er beviser for hvad Gud gjorde og gør. De er beviser for at Gud eksisterer og er den største af guderne. Hvis vi rejser til Egypten kan vi se tegnene – de evige tegn! Vi kan se at Egypten hvert år plages af de hærgende græshopper og af de bidende insekter. Vi kan se at Nilen bliver farvet rød – for det gør den rent faktisk! Vi kan se at Egypten plages af hudsygdomme – det som siden hen blev kaldt den egyptiske syge – også af englænderne i det 19 århundrede da de kom til Egypten! Tegnene står stadig væk og lyser – lige som regnbuen – lige som et stjernebillede!

Gud er en ild

Israels udfrielse og udvandring skildres på den måde at Israel ikke ved hvor de skal gå hen – de kender ikke vejen. De bliver testet ved at de skal stole på Herren. Gud går foran hele Israels hær som en guide, en fører, en militær fører. Israel viser sin tro ved at det følger lyset. Israel skal lære at stole på lyset. Israel bliver ført ud af mørket i Egypten – som endte med at være det evige mørke – og ud i lyset. At se lyset er at være frelst. Når solens første stråler viser sig om morgenen bliver vi frelst som det siges i Salmerne. Gud kommer med lyset. Mørket og natten er gru og rædsel.

Lyset er ilden. I hele 2. Mosebog er Gud eet med lyset og ilden – i den brændende busk, på bjerget som brænder og her i lyset på himlen. Gud er ild. Ilden renser og er overjordisk. Elias er omgivet af ildheste og ildvogne. Elias stiger op til Gud ved at han går ind i ilden og flammerne.

Når Gud viser sig sker det ofte i en ild, i en stor brand. Den engel som besøger Samsons mor stiger også op til Gud i en ild. Samsons mor og far tror at de skal dø. Når Gud viser sig som en stor ild sker det nogle gange at mennesker bare brænder op. Ilden er farlig – mystisk – guddommelig.

I templet viser Guds nærvær sig som en røg – fra røgelsen og offeret. Gud er bag ved røgen eller inden i røgen. Røgen og ilden er tegn som vi kan se. Røgen i templet er Guds herlighed – hans Kabod. Gud er bag ved røgen. Gud skjuler sig bagved røgen men når røgen og røgelsen kan ses i templet – ved vi at Gud er nærværende. Han er kommet. Han er nu til stede. Ilden eller tegnet eller søjlen på himlen er også en engel. Søjlen på himlen viser at Gud nu er til stede. Han er direkte synlig. Problemet er ikke at tro på Gud – men om vi tør at stole på Gud. Kan han føre os den rigtige vej? Har han tilstrækkelige kræfter til at besejre vore fjender? Det er den fristelse som Israel møder da de drager ud af Egypten. Alle kan se at Gud er til stede – men kan vi stole på ham? Måske fører han os til et sted som vi slet ikke ønsker?

Tegnet beskytter Israel da det vandrer ud af Egypten. Søjlen beskytter, adskiller og fører. Tegnet på himlen – røgen, ilden – får også egypterne til at gå i panik. Gud er en kriger som frelser Israel ved at sprede død og ødelæggelse. Gud er ikke noget menneske. Han er ikke nogen blød mand. Han er en kriger – a Man og War som det siges i den engelske oversættelse. Gud er en fårehyrde som fører sin flok ud af Egypten. Her fører han dem ved hjælp af et tegn på himlen både om dagen og om natten.

I Det gamle Testamente ridder Gud på skyen – skyerne er hans vogn, hans stridsvogn. Han ridder på keruberne. Vinden, orkanen er hans vogn, hans element. Gud er eet med skyen, ilden, orkanen som fejer alt til side. Da Israel vandrer ud af Egypten ser de Gud. De oplever direkte Gud. Gud viser sig for dem og han viser sig for Egyptens hær – og brænder dem alle op ved underet ved Siv havet – sådan er begivenhederne i al fald i følge nogle jødiske traditioner. Egypten brænder op. Farao bliver ramt af Jahves ildpile og ildebrand. Jahve er ligesom en atombombe.

Hele vejen fra Egypten til Kanaans land bliver Israel ført igennem af en engel som går foran folket. Den engel er Gud selv. På den måde udtrykker 2. Mosebog noget alment menneskeligt. Livet er en sådan vandring og foran os går Guds engel. Sådan siger Abraham også til sin slave da han sender ham af sted: - Gud vil sende sin engel til at gå foran dig hele vejen! Pagtens ark er en engel – Pagtens ark er Gud selv. Når arken løftes op er det Gud som rejser sig. Israel følger arken – arken fører Israel igennem ørkenlandet til målet. Guds væsen og vilje og kraft findes inden i arken. Arken har sin egen kraft og vilje som det udtrykkes i Dommerbogen. Skyen svarer til den senere ark.

Søjlen er også en stav – den er på en måde Guds stav eller Moses stav. Staven viser vejen og beskytter.

Fortællingen handler om at Gud kun viser vejen for Israel lidt ad gangen! De ved ikke hvor de skal gå hen. De må give slip. De må blot følge synet – staven. Det er samme tanke som vi finder i Det nye Testamente. Jesus fortæller at viskal holde op med at bekymre os om dagen i morgen. Ånden eller helligånden fører os – fra øjeblik til øjeblik.

Det guddommelige nærvær viser sig i en form – på en synlig måde. I Det gamle Testamente kan vi godt se Gud – Gud er godt nok usynlig – men vi kan se ham i en bestemt form. Søjlen er en epifani af Gud. Gud er inden i søjlen.

Søjlen er som et af oldtidens gudebilleder. I Egypten opfattede man ikkegudebilledet som identisk med Gud. Billedet eller statuen er en epifani – et tegn – en messenger – altså en engel fra Gud. Gud viser sig som en statue i templet eller i form af et billede – som vi kan se.

Gud viser sig for Moses i busken som brænder. Gud er inden i busken – inden i ilden. Busken og englen og søjlen og arken er alle former for det samme.

Søjlen eller staven på himlen har mange funktioner. Den er en guide eller en anfører. I oldtiden går guderne for an hæren når folket går i krig. Søjlen er en vejviser. Abraham siger at Gud eller Herrens engel vil gå foran idet han sender sin tjener af sted til Laban. I Salmerne går Gud foran og baner vejen for kongen – det samme kan vi se hos Esajas.

Søjlen adskiller Israel fra egypterne. Den er et skjold eller en mur. Søjlen spiller præcist den samme rolle som Toraen eller Moseloven gør siden hen. Søjlen beskytter Israels folk imod en truende fremmed verden som er over alt uden omIsrael. Loven beskytter Israel som en militær garnison der beskytter en by under belejring.

Gud sidder inden i søjlen eller han ridder oven på skysøjlen.Gud fremstilles lige som Baal der er ham som ridder på skyen. Søjlen er Jahves stridsvogn. Jahve ridder på keruberne i Det gamle Testamente. Keruberne er krigere og sande uhyrer. De har vinger og er også løver. Jahve ridder oven på dem. Keruberne symboliserer stormen, orkanen, uvejret. Keruberne omgiver altid Jahve. De svarer til de frygtindgydende løver som kongerne anbragte for an deres slotte i gamle dage. Keruberne vogter også indgangen til Paradiset! Jahve sidder på keruberne og sender sine lyn ned over egypterne. I følge senere jødiske legender sender Jahve sin ild og brand ned over egypterne så de alle brænder op i flammerne.

v21 Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. v22 Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.

Vandringen gennem havet

v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 »Sig til israelitterne, at de skal vende om og slå lejr ved Pi-ha-Kirot mellem Migdol og havet; ved havet ud for Ba'al-Sefon skal I slå lejr. v3 Så vil Farao tænke: ›Israelitterne er faret vild i landet; ørkenen har lukket sig om dem.‹ v4 Jeg vil gøre Farao hård, så han sætter efter dem, og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal egypterne forstå, at jeg er Herren.« Det gjorde israelitterne så.

v5 Da egypterkongen fik besked om, at folket var flygtet, skiftede Farao og hans hoffolk mening, og de sagde: »Hvad er det, vi har gjort? Vi har ladet Israel gå, så de ikke kan trælle for os!« v6 Så lod han spænde for vognen og tog sin hær med sig. v7 Han tog seks hundrede stridsvogne og alle andre vogne i Egypten med vognkæmpere på dem alle sammen. v8 Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud. v9 Egypterne satte efter dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og hans hær, og de indhentede dem, hvor de havde slået lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot ud for Ba'al-Sefon. v10 Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. v11 De sagde til Moses: »Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? v12 Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen.« v13 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. v14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«

Skabelsen og sejren ved Siv havet

Myten om Guds kamp imod de vældige vande

I følge mange af versene i Exodus historien er denne beretning den virkelige skabelsesberetning i Det gamle Testamente. Den gode Gud besejrer de onde kræfter og tilintetgør alt det onde – og skaber dermed verden – kosmos. Verden er blevet til ved en kamp – en krig. Verden blev til da Gud dræbte det onde. Derfor lever vi nu i en tryg verden. Gud driver vandet bort med sin vind – ruah – ånd eller helligånd. Han dræber egypterne. Lige som han dræbte alle egypternes sønner i den grufulde paskale nat. Verden kan kun blive til hvis det onde dræbes først – ved en sejr. Han tørlægger de vældige vande lige som han gør i 1. Mosebog men skabelsen i 1. Mosebog er egentlig kun en midlertidig skabelse. Exodus er den virkelige skabelse. Israel bliver skabt som et folk. Gud indgår i en pagt med sit folk. Israels religion og samfund skabes og grundlægges. Egypten symboliserer det onde – de vældige vande, søen, havet og floden. Gud er en kriger som endegyldigt besejrer det onde. Det er evangeliet i 2. Mosebog. Israel skal stå stille ogse til mens Gud gør et stort under. Den egyptiske historie i 2. Mosebog bliver en matrix i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente – et skema, et symbol. Det er tydeligt hos Esajas og hos Paulus. Sejren ved Siv havet er en dåb siger Paulus. En forvandling eller en skabelse af en ny identitet. Meget gamle myter om den gode guds kamp med dragen, søen eller havet ligger bag beretningen. Den gamle myte bliver historieskrivning og den bliver omskrevet og integreret i Israels tro og religion.

Det gamle Mesopotamien var hele tiden truet af vandet – de vældige vande og syndfloden. Deres myter fortæller om hvordan verden er blevet skabt ved at den gode Gud Marduk besejrer vandet eller havet (Enuma digtet). Vi kan se resterne. De mange floder som strømmer ned af bjergene er skabt af Tiamats bryster og andre floder og vande som Eufrat og Tigris er skabt af Marduk af hendes øjne! Vi kan altså se resultatet af Marduks sejr. Tiamat er vandet eller floden. Ordet Tiamat genfindes på hebraisk og betyder uhyret, afgrunden – som også findes i 1. Mosebog 1 (skabelsesberetningen). Marduks sejr er en skabelse eller en kosmogeni – kosmos eller den civiliserede verden som vi kender bliver skabt. Universet eller kosmos er blevet til ved en gudernes kamp – ved en theomachi! Hele Bibelen er præget af den samme tanke om gudernes kamp. I fortællingerne om Elias kæmper guderne imod hinanden – Baal og Jahve. I Dommerbogen fortælles om gudernes kamp mellem Pagtens ark og filistrenes guder.

Den gode gud sejrer med sine våben – hans ild, hans lyn, hans orkan, hans glohede pile. Over alt i hele det semitiske område skildres den gode gud som en spydkaster eller bueskytte. Han dræber det onde – Havet eller Jam – med sit spyd eller sine ildpile. Lynet er hans pile.

Marduk bygger verden ved hjælp af materiale fra Tiamats døde legeme. Han bygger også et tempel, en hellig by – en hellig bolig på toppen af bjerget. Marduk grundlægger religionen. Han bygger det første tempel. Babylonerne forestillede sig at alle templerne i Babylon var bygget af guderne. I Exodus historien drager Israel til det hellige bjerg og her bliver der bygget en hellig bolig, et tempel for Jahve. Det senere tempel i Jerusalem er eet med helligdommen på bjerget – Sinaj er lig med Zion. Dette tempel markerer Guds sejr og de onde kræfter. Gud har sejret og Guds rige indledes med hans sejr ved Siv havet. Gud erobrer magten i hele verden og han bliver konge. Det samme kan vi læse i salmerne – de såkaldte tronbestigelses salmer. Gud bliver alles konge – alle gudernes konge – konge og hersker i hele universet. Guds rige er den tilstand hvor vi lever i Guds kongerige – i den verden hvor Gud er konge.

v15 Herren sagde til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. v16 Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. v17 Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. v18 Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«

v19 Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, v20 så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. v21 Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, v22 så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. v23 Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. v24 Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær v25 og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem. Da sagde egypterne: »Lad os flygte for Israel, for Herren fører krig for dem mod Egypten.« v26 Men Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere.« v27 Moses rakte sin hånd ud over havet, og ved daggry vendte havet tilbage til sit normale leje. På deres flugt kom egypterne lige imod det, og Herren styrtede egypterne i havet. v28 Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. v29 Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem.

v30 Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. v31 Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.

Sejrssangen – Sangen om Bjerget.

Sangen 2. Mosebog 15.1.

Sangen i 2. Mosebog minder om Deboras sang i Dommerbogen og begge tekster er sandsynligvis meget gamle tekster. Moses’ sang er sandsynligvis en af de ældste tekster overhovedet i Det gamle Testamente. Den udtrykker altså en gammel – mytisk farvet – opfattelse af Exodus historien og sejren ved Siv havet.

Sangen er blevet kaldt Sangen om Bjerget fordi hovedpointen i sangen er at marchen imod bjerget – Guds bjerg – indledes ved sejren over egypterne – det onde i verden. På bjerget skal Israel bygge Herren et nyt hus – eller på bjerget findes Guds hus – eller på bjerget vil Gud nu efter sejren bygge sit hus. På en række måder i indhold og sprog er sangen præget af den gamle semitiske myte om den gode guds sejr over verdensuhyret – slangen – vandet. Den myte finder vi i utallige varianter i hele oldtiden i det mellemøstlige område.

Vandet er for det gamle Israel en forfærdelig trussel. I følge verdensbilledet truer vandet fra alle sider. Jorden hviler på vandet som truer jorden nedefra. Oven over firmamentet eller himlen findes uendelige mængder af vand – en lille fejl vil udløse en forfærdelig syndflod og oversvømmelse. Vand er en trussel. Vand er noget farligt. Vi kan se i Salmerne hvordan havet er et uhyre – noget grusomt. At drukne er den forfærdelige død. Sheol eller dødsriget er i havet eller neden under havet eller søen. I de vældige vande lever havuhyret – Livjatan eller Rahab – søen eller floden eller vandet er Livjatan eller Rahab eller Satan. Israel var ikke en nation af søfarere – tværtom – i det gamle Israel frygtede man skibsrejser og det at sejle som noget ekstremt farefuldt og dødbringende! I Salmerne er der en sand rædsel for alle skibsrejser og al sejllads! Det gamle Israel er det mest tydelige modbillede til grækerne – som sejlede over hele verden!

Sangen i 2. Mosebog 15 er en salme på samme måde som salmerne i Salmernes Bog. Mange af salmerne indeholder de samme mytiske træk – for eksempel Guds kamp med det onde bestie. Poesien i Det gamle Testamente er meget mere mytisk – kanaanæisk –end prosateksterne! Poesien er som regel ældre dele af Det gamle Testamente og derfor mere mytologiske i deres sprog. Det kan vi se i sangen om sejren. Sangen ligner salmerne på en lang række punkter. Den udspringer af den samme dybe følelsesfulde taknemmelighed og glæde over Guds underfulde frelse. Begivenhederne ved Siv havet er et under. Ikke først og fremmest fordi de er begivenheder som strider med fysikkens love! Det er ikke sådan at Det gamle Testamente opfatter et under. Der sker et stort under fordi frelsen fra den egyptiske hær sker brat, pludseligt, i sidste øjeblik og på en måde som ingen forstår. Israel står jo bare stille og ser på. Sejren kommer fra Gud selv. Kun Gud kæmper ved Sivhavet. Israel skal ikke kæmpe. Vi skal ikke kæmpe. Gud kæmper og Gud sejrer. Vi skal lade Gud være og virke i fred. Han gør store ufattelige undere hele tiden. Vi skal ikke præstere en hel masse. Vi skal bare stå stille og være opmærksomme. Bagefter kan vi vise vores taknemmelighed. Israel frelses ikke fordi de er troende – slet ikke – men efter den underfulde frelse ved Sivhavet – redningen da alt så sort ud og helt håbløst – kan Israel vise sin glæde, lettelse og taknemmelighed. Det er det som er Guds mening – ikke at vi skal følge loven eller være særligt fromme eller særligt arbejdsomme!

I den kananæiske myte er det den gode Gud Baal som vinder magten i hele verden. Efter sejren bygger han sit hus på toppen af det hellige bjerg – verdens højeste bjerg – gudbjerget – Safon. I Det gamle Testamente overtager man også navnet Safon som bliver identificeret med Zion i Jerusalem eller med Sinajs bjerg. Alle bjerge er i virkeligheden det samme bjerg. Baal og Jahve er den samme gud og begivenhederne ved Exodus og Siv havet er i virkeligheden ikke almindelige historiske begivenheder! De foregår ved skabelsen, i urtiden, i en mytisk tid. Meningen med Exodus fortællingen har hele tiden været at fremstille begivenhederne som mytiske eller evige. Gud sejrede dengang over det onde i verden – på samme måde sejrer han nu i vores tid over Satan og det onde. Han er en mægtig kriger. Derfor kan vi stole på ham. I Sangen i 2. Mosebog kan vi se hvordan hele begivenheden opfattes som en mytisk begivenhed – som en skabelse af verden – af kosmos. Teksten handler om gudernes kamp – Jahve imod de egyptiske guder - og om en kosmogoni – tilblivelse af verden. Teksten har aldrig været ment som en almindelig historisk beretning. Den er en prædiken eller en forkyndelse af Guds frelse og evangelium.

v1  Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:
      Jeg vil synge for Herren,
      for han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.

       v2  Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.
       v3  Herren er kriger,
      Jahve er hans navn.
       v4  Faraos vogne og hær kastede han i havet,
      hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet;
       v5  det store dyb lukkede sig over dem,
      de sank i havets dyb som sten.
       v6  Herre, din højre hånd er mægtig i styrke,
      Herre, din højre hånd knuser fjenden;
       v7  i din vældige storhed slår du
      dine modstandere ned,
      du slipper din harme løs, den fortærer dem som strå.
       v8  For din fnysende vrede tårnede vandet sig op,
      strømmene stod som en vold,
      vandmasserne stivnede midt i havet.
       v9  Fjenden sagde:
      Jeg forfølger og indhenter dem,
      jeg fordeler byttet
      og stiller min hunger på dem;
      jeg trækker mit sværd,
      min hånd tilintetgør dem.
       v10  Du pustede med din ånde,
      havet lukkede sig over dem,
      de sank som bly
      i de mægtige vande.
       v11  Hvem er som du
      blandt guder, Herre?
      Hvem er så mægtig og hellig,
      frygtindgydende og glorværdig,
      hvem gør undere som du?
       v12  Du løftede din højre hånd,
      og jorden slugte dem.

Vers 13 i Sangen udtrykker det centrale i Exodus beretningen. Gud har løskøbt og frelst Israel og ledt dem og ført dem til sin hellige bolig. Meningen er at vi – Israel, alle mennesker - nu lever på Guds hellige bolig. Guds hellige bjerg er det samme som Paradiset – Guds have – Edens have – Guds rige. Vi er blevet transplanteret. Som en plante har Gud flyttet os fra et sted til et andet sted og plantet os – Gud er en gartner i Det gamle Testamente. Vi lever nu i hans jord, i hans land. Vi er alle urter og vækster i hans have. Det er denne transplantation eller forvandling som er det centrale tema i hele 2. Mosebog. Dette plante billede genfinder vi utallige steder i Det gamle Testamente – og i Det nye Testamente – for eksempel hos Paulus. Hos profeterne i Det gamle Testamente finder vi udtrykkeligt den tanke at Gud tog en plante som voksede i Egyptens land, gravede den op og plantede den et helt andet sted – i hans hellighed eller helligdom eller i hans hellige have. Israels gamle tro og religion handlede ikke om at vi mennesker skal præstere eller være gode eller moralske – den handler om forbløffelsen og glæden over Guds frelse og redning!

Det hebraiske ord nawe gengives i oversættelsen med bolig. Nawe kan også betyde mange andre ting - et sted, et område, et land, et tempel, et telt, en græsgang, en have.

Vi kan oversætte udtrykket således: Gud har udfriet os og ført os til hans hellige land, til hans rige, til hans græsgang. Metaforen er at Gud er en fårehyrde og Israel er en foreflok. Han fører flokken til sit hellige sted, sit hellige bjerg eller land. Der skal de bo fra nu af og til evig tid. Gud tager israel ud af Egypten, ud af lidelsen. Vi kan sige at han tager Israel ud af lidelsen, ondskaben – ud af verden. Vi lever ikke længere i verden – vi er blevet taget ud af verden og ført ind i det hellige sted. Guds hellige sted eler bolig er templet eller landet eller himlen. Guds hellige bjerg er det samme som himlen. Vi kan se i Det gamle Testamente at ordet qodesh – hellig – betyder templet eller himlen eller der hvor Gud er.

Guds trofasthed er her en oversættelse af et ord som udtrykker Guds loyalitet og troskab over for pagten. Gud har antaget eller adopteret israel som sin søn – sin første fødte søn. Gud lever op til den relation. Han er rig på troskab. Han svigter ikke. Gud har indgået en pagt eller et ægteskab med Israel – altså med os – og han er en trofast ægtefælle i den relation.

       v13  I din trofasthed ledte du
      det folk, du havde udfriet,
      i din styrke førte du dem
      til din hellige bolig.

       v14  Folkeslagene rystede, da de hørte det.
      Filistæas indbyggere vred sig i veer,

v15

      Edoms høvdinge blev forfærdede,
      Moabs mægtige blev grebet af rædsel,
      alle Kana'ans indbyggere skælvede i angst.
       v16  De blev grebet af skræk og rædsel,
      for din arms magt blev de stumme som sten,
      da dit folk drog frem, Herre,
      da det folk drog frem, som du havde vundet.
       v17  Du førte dem ind
      og plantede dem på det bjerg, du ejer,
      det sted, du har gjort til din bolig, Herre,
      den helligdom, dine hænder har grundfæstet, Herre.

       v18  Herren er konge i al evighed.
v19  For da Faraos heste med vogne og ryttere begav sig ud i havet, lod Herren vandet i havet vende tilbage over dem; men israelitterne gik tørskoet gennem havet. v20  Da greb Arons søster, profetinden Mirjam, sin pauke, og alle kvinderne fulgte hende i dansen med deres pauker. v21  Mirjam sang for dem:
      Syng for Herren,
      han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.

Vagtler og manna

Vandringen gennem ødemarken 2 Mosebog 15.22 – 18.27.

Dette sted – 15.22 – markerer en lang ny fase – en epoke – i forholdet mellem Israel og Gud. Vers 15.22 indleder ørkentiden som er en overgangsrite. Under denne rite bliver Israel forvandlet – det får en ny identitet. Israel bliver taget ud i ødemarken lige som vi faktisk kender det fra naturfolkene og deres kollektive overgangsriter for unge drenge som bliver mænd.

Shur er navnet på den mur som udgjorde grænsen mellem Egypten og nomadernes områder mod øst. Israel har nu helt forladt Egypten og deres område og jurisdiktion. Alle begivenhederne – i de kommende 40 år! – er præget af det samme skema – om fristelse, Guds frelsergerning og Guds råd og vejledning til Israel. Moseloven bliver givet under hele ørkenperioden ikke kun på Sinaj bjerget. Moseloven er ikke en lovbog i stil med vores straffelov! Loven – Toraen – er i 2. Mosebog en belæring, en vejledning, en hjælp. Toraen betyder Guds gode råd som er givet for at Israel kan overleve – og trives. Toraen er ikke lovreligion – slet ikke. Toraen er lige som det træ som Gud giver meneskene i følgende eksempel. Træet er en frelse for menneskene. Ved hjælp af det kan de rense vandet så de kan leve. Toraen er træet. Toraen er ikke en trussel men et magisk helbredende træ. Dette billede findes i hele Det gamle Testamente. Hvis Israel ikke havde fået træet og Toraen var de alle omkommet i ørkenlandet! Denne opfattelse af loven og Moseloven finder vi også hos Paulus!

Hele denne nye epoke er præget af ordet fristelse – på hebraisk nsj som ordstamme. Gud frister Israel og Israel frister Gud. Israel bliver fristet.

I det følgende kan vi se at Israel bliver fristet ved at det mister troen i ødemarken. Mange steder lyder Israels omkvæd: - Hvad laver vi her ude i ørkenlandet? Vi længes tilbage til Egyptens kødgryder! Israel vender sig i vrede imod Moses – Israel føler sig som et lille offer – og imod Gud.

Overgangsriten er også en juridisk prøve, prøvelse eller test. Gud tester Israel for at se om de skal leve eller dø. Gud tester om Israel har tillid og tro. Slutresultatet er at Israel falder igennem denne juridiske prøvelse – hele ørkengenerationen skal dø siger Gud førend israel får lov til at gå ind i det forjættede land. Moses bliver også på den måde straffet.

Vi ved at man i oldtiden kastede anklagede og måske skyldige personer ud i dybt vand for at teste dem! Hvis de overlevede var de uskyldige! Guderne havde frelst dem! Denne tanke – prøvelsen som en juridisk test – en slags domstol – ligger i 2. Mosebogs beretning om Israel i ørkentiden. Israel skal bestå en test eller en prøve for at vise om det har ret til at leve! Med moderne begreber kan vi sige at lidelsen er den test som Israel skal bestå i ørkentiden – akkurat som de unge drenge hos naturfolkene skal bestå fysiske prøver og lidelser – for at blive mænd!

Gud er den eneneste som kan helbrede. Gud sender al sygdom – og al healing eller helbredelse. Israel bliver fristet i Det gamle Testamente ved at det ønsker at bruge lægekunst, trolddom og magi til at helbrede sygdomme. Læger og menneskers healing er ikke i orden i det gamle Israel. Der er kun een som kan helbrede og give livet. Gud bestemmer om vi skal leve eller dø. Han er livets herre. De andre folk som babylonerne og egypterne brugte trolddom og heksekunst til at helbrede sygdomme – men det skal Israel ikke. Gud frelser Israel. De kan stole på ham og derfor skal israel ikke søge bistand eller hjælp hos mennesker eller læger. De skal stole på Gud.

Det træ som Gud kaster ned til Moses helbreder sygdommen og giver det livgivende vand. Dette træ er som Manna og vand fra klippen. Israel skal ikke frygte noget. Gud giver dem alt det som de har brug for. De mangler ikke noget. Gud har omsorg for sine sønner. Han er deres fader.

Gud har taget Israel ud af Egypten. Egypten var helt befængt og plaget af sygdome. Plagerne er i høj grad sygdomme som hærger i Egypten. Meningen med beretningen om plagerne er i høj grad ætiologisk det vil sige meningen er at Egypten er plaget af alle disse sygdomme. Egypten blev i stigende grad forurenet af alskens død, forrådnelse og sygdomme. Egypten var et forurenet og urent sted. At Israel blev taget ud betyder altså at Gud tog Israel ud af alle sygdommene – ud af dødens land.

Pagten og Toraen – Moseloven.

Israel kommer til Mara og der er intet vand som kan drikkes. Vandet er forurenet. Man dør af det. Gud kaster et træ ned til Moses og ved hjælp af dette træ kan Moses helbrede vandet så det kan drikkes.

Episoden er blevet fortolket voldsomt dels i den senere jødiske og dels i den kristne tradition. Det træ som Gud sender ned i verden er Jesus. Jesus er vores læge – han helbreder alle vore sygdomme. Vi har ikke brug for nogen anden læge end Jesus. Hvis vi tror kan vi blive helbredte. Hele Bibelen er afvisende over for lægehjælp som vi forstår ordet! Gud sender sygdom og helbredelse. Gud helbreder alle sygdomme. Lægekunsten i oldtiden var forbundet med magi, trolddom og fremmede guder – den bliver selvfølgelig afvist i Bibelen. Også i Det nye Testamente. Vi skal ikke tro at de såkaldte læger er nødvendige eller at de kan helbrede. Dybest set kan kun Gud Helbrede. Alle vore lidelser og sygdomme kommer indefra så at sige og de skyldes voressynd – det vil sige vores mangel på tillid. Sygdomme kommer af noget psykologisk. Løsningen er ikke såkaldte eksperter eller læger. Løsningen er en anden livsholdning. Dette synspunkt finder vi i hele Bibelen. – Der er ingen trolddom – altså lægekunst – i Israel, som det hedder i Moseloven! Gud er vores læge – vores Rope – healer eller læge – og han er den eneste vi har brug for. I Det nye Testamente er Jesus den læge som nu er kommet til Israel. På samme måde: De har ikke brug for nogen anden. Jesus spørger den lamme mand ved Betesda: - Vil du være rask? Manden skal blot svare ja eller nej. Den lamme mand har ikke brug for nogen magiker, troldmand eller læge:

       v23  Spådomskunst [lægekunst] udretter intet mod Jakob,
      trolddom intet mod Israel.
      Nu siges det om Jakob og om Israel:
      Hvad Gud dog har gjort!

(4 Mosebog 23.23)

Loven og Pagten er ofte blevet misforstået i den senere kristendom. Moseloven er ikke en juridisk lovbog som en straffelov. Loven er vores frelse. Gud instruerer os og frelser os og hjælper os. Loven er vores beskyttelse imod ondskaben og lidelsen. Det træ som Gud kaster ned til Moses er i den jødiske tradition det samme som loven. Træet er livets træ som det fortælles i 1. Mosebog om Edens have. Livets træ er lykken, frelsen og glæden – og livets træ er Toraen eller Moseloven. Gud er ikke en lille juridisk dommer som sidder og dømmer efter en gammel lovbog! Loven betyder blot hans frelse. Loven er ikke en straffelov men et evangelium. Loven er det ritual som Gud viste Israel og som de udførte i den paskale nat i Egypten: Loven er påskeofferet. Gud viste dem hvordan de skulle smøre blod på døren for at blive frelst. Loven er ikke en byrde eller en pris som vi må betale for at blive frelst. Loven er ikke et krav til menneskene – den er et evangelium eller en redning. Gud giver Israel Manna fra himlen og vand fra klippen. Det er en del af loven. Gud sender Jesus ned i verden. Jesus er det træ som Gud kaster ned til Moses. Jesus helbreder alle vore sygdomme. Vi har ikke brug for andet.

v8 Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. v9 Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.

(1 Mosebog 2.9)

v20 Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. v21 Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. v22 Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!« v23 Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. v24 Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.

(1 Mosebog 3.20)

Loven pg Pagten er hovedtemaet i hele Bibelen. Toraen er det samme som Guds evangelium og løfte til Abraham. Gud sagde ikke til Abraham at han ville blive frelst hvis han lod sig omskære! Gud frelste og udvalgte Abraham som han var. Loven er ikke Guds krav eller fordring til os. Den er hans faderlige hjælp pg støtte. Den er hans Logos – altså Kristus.

Ved at analysere pagten i de forskellige udgaver kan vi se at pagten altid består af 4 elementer. Disse 4 elementer findes netop her i episoden ved Mara hvor Gud frelser Israel fra døden og tørsten.

Disse 4 elementer er velsignelsen, forbandelsen, instruktionen og fordelen. Disse 4 elementer genfindes alle de steder hvor forholdet mellem Gud og mennesket skildres som en pagt – eller så at sige som et ægteskab.

I dette eksempel svarer de 4 elementer til følgende: Israels umiddelbare gave eler fordel er vandet. Lovreglen eller instruktionen er at Israel skal følge Jahve og være lydige. Forbandelsen er at Jahve vil ramme dem med sygdom – som han viste i Egypten. Og velsignelsen er at Israel vil blive helbredte og modtager sundheden og det sunde liv af Gud. Velsignelsen er det evige liv – livets træ.

v22 Moses lod nu Israel bryde op fra Sivhavet, og de drog ud i Shur-ørkenen. De gik tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand. v23 Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det smagte bittert. Derfor kaldes stedet Mara. v24 Da gav folket ondt af sig mod Moses og spurgte: »Hvad skal vi drikke?« v25 Moses råbte til Herren, og Herren viste ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk.

Dér fastsatte han lov og ret for folket, og dér satte han det på prøve. v26 Han sagde: »Hvis du er lydig mod Herren din Gud og gør, hvad der er ret i hans øjne, lytter til hans befalinger og holder alle hans love, så vil jeg ikke påføre dig nogen af de sygdomme, jeg har påført egypterne, for jeg er Herren, der læger dig [ordret: Jeg Jahve er din læge eller healer!].«

v27 Så kom de til Elim. Dér var tolv kilder og halvfjerds palmer. De slog lejr dér ved vandet.

Tegn og undere

Exodus beretningen handler i høj grad om tegn og undere og mirakler men det er meget vigtigt at forstå at definitionen eller opfattelsen af et under er helt anderledes i Det gamle Testamente end i den senere vestlige kristne verden. Senere blev et mirakel defineret som en begivenhed som er overnaturlig det vil sige i strid med de fysiske love. Hvis en mand går på vandet er det et mirakel – for det kan man ikke! Det er i strid med vores viden om naturen og verden – i strid med vores videnskab.

Sådan opfattes et under slet ikke i Det gamle Testamente. Oldtiden har slet ikke vores opfattelse af viden, fysik eller biologi. Et under behøver slet ikke at være unaturligt eller overnaturligt. Et under er en pludselig begivenhed som er helt overraskende og mageløs og som må komme fra Guds underfulde frelse. Pointen er slet ikke at underet er i strid med de almindelige naturlove.

Manna er et eksempel. Manna er ikke noget overnaturligt. Tvært om er det faktisk sådan at alle de folk som dengang og i dag lever i ørkenlandet kender til Manna! Manna er et naturligt produkt – et sekret – sukker - som insekterne afsætter på planterne i ørkenen. Alle nomader kender dette fænomen. Om morgenen kan man skrabe denne Manna af planterne. Den sidder der lige som duggen om morgenen eller som rim efter en kold nat. For læserne af Det gamle Testamente i bykulturen i det gamle Israel var Manna ukendt, mærkeligt og mystisk. For nomaderne var Manna et almindeligt kendt fænomen! Manna er et velkendt fænomen også i dag blandt arabiske folk! Det er slet ikke overnaturligt. Fugle der falder ned fra himlen er også et kendt træk dengang og den dag i dag i Mellemøsten. Nogle trækfugle falder ned under deres lange udmattende træk. Meningen med Exodus beretningen er ikke at skilldre noget der ligner vores mirakler – men at vise at Gud sørger for Israel i ørkenlandet. Det som sker er alt sammen tegn og undere – er budskabet! Exodus er en fortolkning – Mannaen bliver fortolket som et under – som en Guds hjælp til Israel. Mannaen er ikke objektivt noget guddommeligt eller overnaturligt – men teksten fortolker Mannaen som stammende fra Gud. Alt stammer fra Gud. Hvis vi oplever en pludselig glæde – kommer den fra Gud. Den er et under! Exodus er en trosbekendelse, en tolkning, udtryk for en tro og en bekendelse til Jahve! Ikke en beskrivelse af objektive overnaturlige begivenheder!

Hvis vi skal sammenligne med begrebet under i vores egen tid er den bedste sammenligning en moderne person som på en overraskende måde bliver reddet i sidste øjeblik. En mand er måske ved at miste alle sine penge og al sin ejendom. I sidste øjeblik bliver han reddet – på en måde han ikke selv forstår. Andre forstår det heller ikke. Bagefter kan han se at Gud reddede ham i den sidste time. Gud greb ind. Det er naturligvis en fortolkning. Andre mennesker ville måske kunne forklare det hele naturligt men det er slet ikke pointen. Pointen er at han selv kommer til at tro på Gud eller på noget højere – efter denne overraskende frelse. På samme måde kan en mand komme ud af sit misbrug. Bagefter siger han at han er blevet trukket ud af lidelsen af Gud. Gud har frelst mig! Det som er sket er naturligvis ikke i strid med de fysiske love eller med vores videnskab! Underet foregår på et helt andet plan. Det foregår på det personlige plan. Når vi siger at det og det var et mirakel eller et stort under eller et tegn udtrykker vi en fortolkning eller en tro. Ikke en løs tro eler usikker tro – tværtom. Men vi giver udtryk for en personlig tro og viden og overbevisning! På denne måde forholder det sig også med de store undere som Israel oplever i sin ørken tid og det samme gælder også for de såkaldte plager i Egypten. Plagerne er til dels helt naturlige begivenheder. Men det er ligegyldigt. Det væsentlige er at set fra Israels synspunkt var de store tydelige tegn og beviser på Gud!

v1 Så brød de op fra Elim, og den femtende dag i den anden måned, efter at hele israelitternes menighed var draget ud af Egypten, kom de til Sins ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj. v2 Men i ørkenen gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron v3 og sagde til dem: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.«

v4 Da sagde Herren til Moses: »Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej. v5 Når de på den sjette dag tilbereder det, de har bragt hjem, skal der være dobbelt så meget, som de samler de andre dage.« v6 Moses og Aron sagde til alle israelitterne: »I aften skal I forstå, at det var Herren, der førte jer ud af Egypten, v7 og i morgen skal I få Herrens herlighed at se, nu da Herren har hørt, hvordan I giver ondt af jer mod ham. Er vi noget, siden I giver ondt af jer mod os?« v8 Og Moses sagde: »Når Herren i aften giver jer kød at spise og i morgen giver jer brød, så I kan blive mætte, så skyldes det, at Herren har hørt, hvordan I giver ondt af jer mod ham. Er vi noget? Det er ikke mod os, men mod Herren, I giver ondt af jer.«

v9 Så sagde Moses til Aron: »Sig til hele israelitternes menighed, at de skal træde frem for Herren, for han har hørt, hvordan de giver ondt af sig.« v10 Da nu Aron talte til hele israelitternes menighed, vendte de sig mod ørkenen, og se, Herrens herlighed viste sig i skyen. v11 Herren sagde til Moses: v12 »Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.« v13 Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. v14 Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. v15 Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren giver jer at spise. v16 Dette er, hvad Herren har befalet: I skal samle så meget af det, som hver enkelt kan spise, en omer til hver enkelt svarende til antallet af personer. Enhver skal tage til dem, der hører til i hans telt.« v17 Det gjorde israelitterne, og nogle samlede meget, andre lidt. v18 Da de målte det med omer-målet, havde den, der havde samlet meget, ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt; de samlede det, hver især kunne spise. v19 Moses sagde til dem: »Ingen må levne noget til næste morgen.« v20 Der var nogle, der ikke adlød Moses, men levnede noget af det til næste morgen; da var det fuldt af maddiker, så det stank, og Moses blev vred på dem. v21 Hver morgen samlede de så meget, som hver især kunne spise. Når solen begyndte at brænde, smeltede det.

v22 Den sjette dag samlede de dobbelt så meget, to omer til hver. Da alle menighedens overhoveder kom og fortalte Moses det, v23 sagde han til dem: »Det er det, Herren har befalet: I morgen er det hviledag, hellig sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge. Men alt det, der bliver tilovers, skal I lægge til side og opbevare til næste morgen.« v24 Så lagde de det til side til næste morgen, som Moses havde befalet; det kom ikke til at stinke, og der gik ikke maddiker i det. v25 Og Moses sagde: »Spis det i dag, for i dag er det sabbat for Herren. I dag finder I ikke noget derude. v26 Seks dage skal I samle det. Den syvende dag er det sabbat; da er der ikke noget.«

v27 Den syvende dag gik nogle af folket alligevel ud for at samle, men fandt ikke noget. v28 Da sagde Herren til Moses: »Hvor længe vil I nægte at holde mine befalinger og love? v29 I må indse, at Herren har givet jer sabbatten; det er derfor, han på den sjette dag giver jer brød til to dage. Bliv, hvor I er! Ingen må gå hjemmefra den syvende dag.« v30 Så hvilede folket på den syvende dag.

v31 Israels hus kaldte det manna. Det lignede hvide korianderfrø, og det smagte som honningkage.

v32 Moses sagde: »Dette er, hvad Herren har befalet: Fyld et omer-mål med det, og opbevar det til jeres efterkommere, så de kan se det brød, jeg gav jer at spise i ørkenen, da jeg førte jer ud af Egypten.« v33 Og Moses sagde til Aron: »Tag en krukke, kom en hel omer manna i den, og stil den foran Herren til opbevaring til jeres efterkommere.« v34 Aron stillede den til opbevaring foran Vidnesbyrdet, sådan som Herren havde befalet Moses.

v35 Israelitterne spiste manna i fyrre år, indtil de kom til beboet land. De spiste manna, indtil de nåede grænsen til Kana'an.

v36 En omer er en tiendedel efa.

Moses slår vand af klippen

Vand er vand. I det gamle Israel skelner man ikke så skarpt mellem forskellige slags vand. Vand er vand. Det vand – urdybet – som jorden hviler på er det samme vand som det vand som findes oven over himmelbuen som det vand der findes i havet og i søen. Man skelner ikke mellem en flod, en sø eller en flod. Betegnelsen for Nilen betyder også et hav eller en sø og den betegnelse bruges også om Babylons floder: Eufrat og Tigris kaldes for nilerne!

I følge den babylonske myte Enuma stammer alt vand fra det oprindelige vand Tiamat. Den gode gud dræbte Tiamat og det vi nu kan se stammer fra hendes døde legeme – vandlegeme. Floderne er hendes øjne og de små strømme i bjergene er hendes bryster i følge myten. Vand er vand.

Vand er frygteligt og truende. Vandet eller havet – Jam – er Guds modstander. Vandet truer verden fra oven og fra neden og fra kanterne. Verden kan let oversvømmes.

Men vand er nødvendigt for liv. Vand er liv. Det vand som vi bruger – fra floden eller fra kilden eller fra brønden – er kontrolleret. Gud har taget magten over det onde vand og lagt grænser for vandet. Det kan vi lse mange steder i Salmerne. Gud har dræbt slangen på havet – Livjatan – med de syv hoveder! Gud sørger for at vandet er til vores rådighed i en kontrolleret form. Vandet regner ned fra himlen og det er forudsætningen for al grøde og vækst. Vandet – regnen – stammer fra Guds kamre som befinder sig i himlen over firmamentet. Gud lader det regne – kontrolleret – over marker og jorder.

Vandet er både det gode og det onde på een gang. Det gamle Testamente – og mange myter i området – har en monistisk tankegang. Det gode og det onde hører sammen. Det gode – for eksempel regnen eller kilden eller oasen i ørkenlandet – stammer fra de vældige vande (Salmerne) det vil sige fra Guds fjende og modstander. Hele Exodus historien drejer sig om vand. Vand er liv – og død. Moses genfødes i Nilen – i vandet. Den lille Moses oplever både en død og en genfødsel i Nilen. Israel genfødes og bliver en nation i Sup eller Siv havet – hvor det så end befinder sig. Vand spiller en afgørende rolle i Exodus beretningen. Vandet er også symbolsk fordi det renser, fjerner synden og urenheden. I Det nye Testamente ser vi det samme billede i dåben i vandet. Når Johannes døber dem i Jordan bliver de rensede og fri for synd og lidelse og genfødte til nye mennesker. Hos Paulus er neddykningen under vandet – dåben – en død og genfødsel.
v13  Han kløvede havet og førte dem igennem,
han rejste vandene som en vold.
v14  Han førte dem i skyen om dagen
og i lysende ild om natten.
v15  Han kløvede klipper i ørkenen
og gav dem vand, rigeligt som det store dyb;
v16  han lod kilder strømme ud fra klippen,
vandet løbe ned som floder.
I Salme 78 vises Gud også som den der bringer vandet. Alt vand kommer fra Gud. Al frugtbarhed kommer fra Gud. Det hedder at Gud kløver havet. Gud kløver det onde vand som er den onde slange som er Livjatan eller det store havuhyre. Gud kløver og splitter vandet og skaber på den måde det brugelige eller kontrollable vand. Vandet er blod fra Livjatan – blod som løber ud af hans døde legeme. Det onde bliver forvandlet til noget godt. Det gamle Testamente opfatter det gode liv som en balance. Før skabelsen var vandet overalt, det oversvømmede alt – lige som Tiamat i den babylonske myte. Men Gud begrænser vandet – sætter en grænse for vandet – og vandet bliver på den måde forvandlet til noget godt. Livet og det gode kommer ud af det onde – Rahab, Jam, de vældige truende vande. Selve frugtbarheden og Guds virke som giver af frugtbarheden hænger altså sammen med at Gud har besejret og dræbt vandet – slangen. Gud kløver havuhyret – som det omtales flere steder i Salmerne – og på samme måde kløver han bjerget så at vandet flyder ud af bjerget. Gud kløver bjerget med sit spyd.
v33  Han kan gøre floder til ørken,
kildevæld til udtørret jord,
v34  frugtbart land til saltørken
på grund af beboernes ondskab.
v35  Han kan gøre ørken til oase,
den tørre jord til kildevæld;
(Salme 107 og 78)
v13  Du bragte havet i oprør i din styrke
og knuste dragehovederne på vandet.
v14  Du knuste Livjatans hoveder
og gav dem som føde til havets fisk.
v15  Du brød vej for kilde og bæk,
du udtørrede vandfyldte strømme.
(Salme 74.13)

Gud skaber så at sige verden i to faser. Først driver han det onde bort – vandet – så at den tørre jord kommer til syne – så menneskene har et sted at bo. I Exodus fortællingen kan vi se at han driver havet bort med sin ruah – sin vind eller orkan. Derefter vander han jorden så den kan trives i frugtbarhed og vækst. Alt stammer fra Gud. I himlen er der små luger og dem lukker Gud op så regnen kan komme ned. - Reigning is raining, som det engang blev formuleret om Guds virke på engelsk! I nogen grad kan vi se denne todeling i 1 Mosebog kapitel 1 over for kapitel 2. I den egyptiske historie kan vi se at Gud lader vand og kilder springe frem over alt. Det gamle Israel har undret sig over hvor alt dette vand kommer fra. De har troet at det alt sammen er det samme ene vand. Lige som det i 1. Mosebog fortæles at alt vand og alle floder i verden kommer af de 4 floder som udspringer i Edens have, Paradiset! Alt vand er det samme vand. Det vand som kommer ud af vandhanen er også det samme vand – det er Paradisets vand. Uden vand, intet liv. I det følgende eksempel kan vi se at Paradiset eller Edens have er det samme som bjerget – Sinaj eller Horeb. Alt vand kommed ned fra Herrens bjerg og der er hans have. Israel er på vej til bjerget hvor de skal bo og plantes – midt i Paradiset. Bjerget er Guds rige – hans frugtbare græsgang der strømmer over med honning, vand og olie!

Af dette eksempel kan vi også se at der er en identitet mellem Moses og Gud. Den som betvivler Moses betvivler Gud. Den som følger Gud følger også Moses. Moses er eet med Herren det vil sige han handler i den guddommelige persona som man siger. Sprogligt kan vi ofte ikke skelne mellem om det er Moses eller Gud som handler. Den stav som Moses har er Guds stav – eller Gudsstaven – den guddommelige stav. Gud handler gennem Moses – Moses er hans lem, hans arm, hans øjne. Vi er Guds øjne og arme. Når Gud løfter sin knyttede næve imod egypterne – er det Moses – mennesket – som løfter sin knyttede næve. Gud har givet al magt til Moses – hele sin almagt og kraft – Gud har givet sin magt til menneskene. Vi er hans sønner – hans befuldmægtigede.

[17]

v1 På Herrens befaling brød hele israelitternes menighed nu op fra Sins ørken og drog videre fra sted til sted. De slog lejr i Refidim, men da folket ikke kunne få vand at drikke dér, v2 rettede de anklage mod Moses og sagde: »Skaf os vand at drikke!« Moses svarede: »Hvorfor retter I anklage mod mig? Hvorfor udæsker [tester, prøver] I Herren?« v3 Men folket tørstede efter vand, og de gav ondt af sig mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Egypten, så du lader os og vores børn og vores kvæg dø af tørst?« v4 Moses råbte til Herren: »Hvad skal jeg stille op med dette folk? Nu stener de mig snart!« v5 Da sagde Herren til Moses: »Tag nogle af Israels ældste med dig og gå frem foran folket! Tag den stav, du slog på Nilen med, i din hånd og gå! v6 Dér, på klippen ved Horeb [Sinaj bjerget], vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen [bjerget], strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke.« Det gjorde Moses for øjnene af Israels ældste, v7 og han kaldte stedet Massa og Meriba, fordi israelitterne kom med anklager, og fordi de udæskede [testede, betvivlede] Herren og sagde: »Er Herren hos os eller ej?«

Gud er vand.

Der hvor Gud bor er der vand. Gud er vand eller hans helligånd er vandet. Vandet er det som giver livet. Fra Gud kommer det levende vand. Bjerget er på en måde i Det gamle Testamente det samme som vandet. Vandet – alt vandet i verden – udspringer på bjerget eller i bjerget.

I den kanaanæiske myte sidder Baal på sin trone på toppen af bjerget. Han sidder oven på vandets kilde. Baal skildres som en slags inspektør eller ledvogter. Han sidder og har kontrol over vandet – og sender det ud i verden. Vandet symboliserer både det frugtbare liv som vi lever i og Toraen. Både vandet og Toraen flyder ned fra bjerget. Alt vand i hele verden er det samme vand. Denne tanke findes i beretningen om Edens have. Fra Paradiset strømmer fire floder og det er det vand som findes i hele verden. Alt vand kommer fra Paradiset. Den romerske forfatter Plinius fortæller at alle have, alle floder og alt vand i hele verden er forbundet neden under jorden –i en fælles kilde! Alt vand kommer fra Dybet eller Tehom eller Tiamat som findes neden under Jahves trone – neden under hans bjerg. Han giver os vandet i en evig strøm – han giver os herligheden, frugtbarheden. Han lader os die af bjergets bryster. Hans vand er honning og olie og hvedens fedme. Alt vand kommer fra Gud. Gud er vand. Når Gud viser sig i Det gamle Testamente – starter regnen fra himlen og bjergene begynder at løbe med floder og ørkenlandet bliver overrislet og bliver til en oase - som Esajas skriver.

Inden i templet – neden under templet i Jerusalem udspringer kilden – i det gamle Testamente kaldet Gihons kilde. Alt vand kommer fra den kilde. Den er hellig. Vandet af den kilde giver en ubegrænset frugtbarhed og det healer og helbreder alle sygdomme. Kongen drikker af den kilde – som det siges i Salmerne. Dem som drikker af den kilde bliver mægtige og stærke – de bliver verdens herrer. Alt kommer fra Gud. Gud er det samme som en kilde. Han sidder ved kildens udspring. Ezekiel beskriver at den kilde skal sprede sin velsignelse og frugtbarhed til hele verden og helbrede alle sygdomme i verden.

Jahves bjerg er der hvor vi bor. Jahves bjerg er det samme som Edens have. Det hebraiske ord Eden betyder frugtbarheden. Vi bor nu på Guds eget bjerg og i hans have. Eden er en oase af vand, frugtbarhed og kølighed. Uden om findes kun verden – tørken, ødelandet, ørkenlandet, fortabelsen, synden.

v37 På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. v38 Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ « v39 Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.

(Johannesevangeliet 7.37)

v7 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« v8 Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. v9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. v10 Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« v11 Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? v12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« v13 Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. v14 Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« v15 Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«

(Johannesevangeliet 4.7)

v1 Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet v2 og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet v3 og spiste alle den samme åndelige mad v4 og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus.

(1 Korinterbrev 10.1)

       v1  Men hør nu, Jakob, min tjener,
      Israel, som jeg har udvalgt.
       v2  Dette siger Herren, som skabte dig,
      han, som dannede dig fra moders liv, hjælper dig:
      Frygt ikke, min tjener Jakob,
       Jeshurun, som jeg har udvalgt!
       v3  For jeg udgyder vand over den tørstige jord,
      strømme af vand over det tørre land;
      jeg udgyder min ånd over dit afkom
      og min velsignelse over dine efterkommere.
       v4  De skal spire frem mellem græs,
      som popler ved vandløb.

(Esajas 44.1)

v2 Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.

(Salme 42.2)

       v10  For som regnen og sneen
      falder fra himlen
      og ikke vender tilbage dertil,
      men væder jorden,
      befrugter den og får den til at spire
      og giver udsæd til den, der vil så,
      og brød til den, der vil spise,
       v11  sådan er mit ord, som udgår af min mund;
      det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
      men det gør min vilje
      og udfører mit ærinde.

       v12  I glæde skal I drage ud [fra Babylon, fra eksilet],
      og i fred skal I føres af sted.
      Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer,
      alle markens træer klapper i hænderne.
       v13  I stedet for tjørnekrat vokser enebær op,
      myrter i stedet for nælder.
      Det skal blive til ry for Herren,
      et evigt minde, der ikke slettes.

(Esajas 55.10)

Sejren over amalekitterne – Hellig krig – Guds krig

Vi kan sige at Exodus beretningen bygger på to paradoksale udsagn om det onde – om ondskaben i verden, om de onde. Dels siger man at det onde ikke bare forsvinder af sig selv. Det skal bekæmpes – med magt – med vold. Det onde i Egypten forsvandt ikke bare af sig selv – det blev faktisk værre og værre. Det var nødvendigt at Gud gik i krig med det onde. Gud løftede sit sværd og sin økse og dræbte det onde. Ellers ville det ikke forsvinde.

Den anden paradoksale sætning lyder: Det onde forsvinder af sig selv. Vi – mennesker – skal ikke nedkæmpe det onde. Det sker af sig selv. Gud gør det. Vi kan se dette paradoks i Exodus historien i beretningen om amalekitterne. Gud gør det nødvendige. Vi skal blot lade Gud være i fred. Derfor siger Moses også til israelitterne ved Sivhavet: - Stå stille, stå vagt, hold jeres formationer, rør jer ikke og se hvad der sker! Det er som om Moses taler til en deling soldater inden en stor prøve eksplosion: Hold vagt, stå stille og se! Når lyset kommer forsvinder mørket af sig selv. Mørket har ikke en chance imod lyset – imod solen – imod morgenlyset – som vi kan se i Salmerne. Krigen imod amalekitterne er ikke menneskers krig dybest set – den er Guds krig. Gud er en Man of War – en kriger. Han dræber det onde lige som han dræber uhyret Livjatan. Al krig er hellig krig. En krig som ikke er hellig krig er ikke en legitim eller lovlig krig i Det gamle Testamente.

De andre folk råber på heste og vogne – som det ofte siges i det gamle Testamente – men vi råber på Herren! Gud er vores heste og vogne. Vi har ikke brug for verdens militære heste og vogne. Kampen afgøres ikke af Israels militære dygtighed men af at Jahve kæmper og sejrer.

Det onde bekæmpes ikke med bløde ord men med sværdet. Det sværd som Josva svinger er Guds sværd. Den stav som Moses holder højt i vejret er Guds stav. Guds stav er hans sværd, hans lynild, hans magt, hans knyttede næve. I følge Exodus historien er der på den måde en identitet mellem det som mennesker gør og det som Gud gør. Gud handler igennem mennesker. Moses er en kanal som er et mellemled mellem Guds magt og denne verden. Moses stav er som en lynafleder der står på toppen af bjerget. Den fanger lynet og leder lynets kraft og ødelæggelse ud i verden så det onde kan tilintetgøres. Amalekitterne er det onde. Det onde skal helt udryddes og tilintetgøres. I 1. Samuelsbog fortælles om Saul som besejrer amelekitterne. Men han skåner deres konge – og deres kvæg. Samuel opsøger Saul og bliver vred. Saul skal totalt udrydde det onde. Han skal ikke spare nogen. Alle skal dræbes. Samuel dræber og slagter personligt med sit eget sværd Amaleks konge. Han slagtes netop. Det onde skal ofres til Herren. Det skal dræbes, slagtes og ofres – brændes helt op – som en Holocaust. Saul er blevet for svag. Han har svigtet. Han har ikke udryddet det onde fra Israels midte som det siges i Moseloven.

Vi finder denne militaristiske voldelige tankegang mange steder i Det gamle Testamente. Den får en kraftig genoplivelse i Makkabæernes oprør ca 160 f. kr. Det som vi kender som den zelotiske bevægelse stammer også fra denne voldelige tankegang – som vi også finder hos Paulus.

Meningen med 2. Mosebog er ikke at opfordre mennesker til krig og vold – tværtom – disse udtryk har frra starten af været opfattet symbolsk. Det som skal udryddes er ikke mennesker eller konkrete fjender. Det som skal udryddes totalt er det onde som sådant! Det onde findes måske især inden i mennesker og det er det som er meningen med Det gamle Testamente. Det onde er lidelsen eller egoismen eller synden – som skal udryddes af verden.

Moses bliver skildret på samme måde som myten fremstiller Baal. Han står på toppen af bjerget – Safon – og sender sine spyd og pile ud i alle retninger og dræber sine fjender. Moses fremstilles som en gud. Moses er Gud.
Meningen med vers 14 er måske ikke at Moses direkte skal skrive om sejren i nogen bestemt bog. Meningen er nok at han skal rejse et minde så man på den måde kan huske evigt sejren over Amalek – Israels første militære sejr. De fleste mener at Moses har rejst en sten, en søjle eller en stele på toppen af bjerget. Denne stele har båret en indskrift. Da det gamle Testamente blev skrevet har man kendt denne stele. Moses rejser en stor sten for at prise og lovprise Herren på samme måde som Jakob rejser en gigantisk sten i Betel. Stedet er det første vidnesbyrd i Det gamle Testamente om skrift og bogstaver som ikke overhovedet har været omtalt i 1. Mosebog – ret overraskende. Verset passer godt ind i den bredere sammenhæng i 2. Mosebog. Israel får hele tiden at vide at det skal huske. Israel må ikke glemme. Israel har set Gud og set Guds store sejr i Egypten og ved Siv havet. Det må aldrig nogen sinde glemme det som det har set. Israel skal for evigt huske disse første afgørende begivenheder i sin historie – sin fødsel. Så længe det husker disse store sejre og tegn og undere vil det forblive trofast over for Gud. Israelitterne skal binde ordene om Exodus på deres hånd og arm og pande og på deres hjerte og bryst! Israel skal huske og aldrig glemme. Vi finder hele denne tankegang i hele Det gamle Testamente. Påsken og Brødets fest fremstilles som en mindefest. Formålet med at Israel skal vedblive med at fejre påsken i den første måned er at det skal mindes og huske. Også i Det nye Testamente finder vi den samme tankegang – for eksempel hos Paulus i Galaterbrevet. Galaterne skal huske – de må ikke glemme det som skete dengang de modtog ånden – de må aldrig glemme at de så Gud! Exodus beretningen handler netop om at Israels folk var vidne til fantastiske tegn og undere og sejre og beviser – og derefter glemte det hele da de kom bort fra Egypten! Da de kom over i ørkenlandet begyndte de at sukke efter Egyptens kødgryder og velfærd og tryghed. De glemte det som de havde set med deres egne øjne!
Det som Moses muligvis rejser er et minde, en stele eller et alter. Meningen med disse vers er meget usikker – rent sprogligt. Navnet på stensøjlen på toppen af bjerget er måske Jahves pæl eller hans flag eller banner. Moses stav bliver så at sige til en stensøjle på toppen af bjerget. Staven er denne stensøjle. Gud er dette banner eller denne pæl eller stav. Gud er den stensøjle som står på toppen af bjerget! Eller denne stensøjle er et billede på Gud eller på hans magt eller på hans navn. Måske har der været den forestilling at Moses plantede sin stav på toppen af bjerget og denne pæl har man siden hen kendt. Pælen er blevet et monument lige som søjlen i Betel. Hvis det er meningen er historien en ætiologisk beretning: Den skal forklare hvor søjlen kommer fra. 1. Mosebog indeholder et væld af sådanne ætiologiske beretninger.

v8 Amalekitterne kom og gik til angreb på israelitterne i Refidim. v9 Da sagde Moses til Josva: »Udvælg nogle mænd, og ryk ud og kæmp mod amalekitterne! I morgen vil jeg stå på toppen af højen [bjerget] med Guds stav i min hånd.« v10 Josva gjorde, som Moses havde sagt, og rykkede ud til kamp mod amalekitterne. Moses, Aron og Hur var gået op på toppen af højen [bjerget]. v11 Når nu Moses løftede hånden, fik israelitterne overtaget; men når han lod hånden synke, fik amalekitterne overtaget. v12 Da Moses blev træt i armene, tog de en sten og anbragte den under ham. Han satte sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder fra hver sin side, så hans arme blev holdt oppe, til solen gik ned. v13 Sådan besejrede Josva med sværd amalekitterne og deres hær.

v14 Herren sagde til Moses: »Skriv dette i bogen til erindring, og indprent Josva, at jeg vil udslette mindet om amalekitterne under himlen.« v15 Moses byggede et alter og kaldte det: »Herren er mit banner.« v16 Han sagde: »Hånd på Herrens banner! Herren fører krig mod Amalek slægt efter slægt!«

Jetros besøg hos Moses

[18]

v1 Præsten i Midjan, Jetro, Moses' svigerfar, hørte om alt det, Gud havde gjort for Moses og for sit folk Israel, da Herren førte Israel ud af Egypten. v2 Moses' svigerfar Jetro tog så Sippora, Moses' kone, som var blevet sendt tilbage, v3 og hendes to sønner. Den ene hed Gershom, »for jeg er blevet gæst i et fremmed land,« havde Moses sagt. v4 Den anden hed Eliezer, »for min fars Gud kom mig til hjælp og reddede mig fra Faraos sværd.«

v5 Moses' svigerfar Jetro kom nu sammen med hans sønner og hans kone til Moses i ørkenen, hvor han havde slået lejr ved Guds bjerg. v6 Han sendte bud til Moses: »Det er mig, din svigerfar Jetro, der kommer til dig med din kone og hendes to sønner.« v7 Moses gik sin svigerfar i møde, kastede sig ned og kyssede ham, og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i teltet. v8 Moses fortalte sin svigerfar om alt, hvad Herren havde gjort mod Farao og mod egypterne for Israels skyld, og om alle de trængsler, der havde ramt dem undervejs, men som Herren havde reddet dem fra. v9 Jetro glædede sig over alt det gode, Herren havde gjort for Israel, da han reddede dem fra egypterne, v10 og han sagde: »Lovet være Herren, som har reddet jer fra egypterne og fra Farao; ja, han har reddet folket ud af egypternes magt, v11 for de handlede mod folket i overmod. Nu ved jeg, at Herren er den største af alle guder.« v12 Så tog Moses' svigerfar Jetro dyr til brændoffer og slagtofre til Gud, og Aron og alle Israels ældste kom for at holde måltid for Guds ansigt sammen med Moses' svigerfar.

v13 Næste dag satte Moses sig og begyndte at holde rettergang for folket, og folk stod omkring Moses fra morgen til aften. v14 Da Moses' svigerfar så alt det arbejde, han havde med folket, sagde han: » Hvad er det dog for et arbejde, du har med folket! Hvorfor er du alene om at sidde til doms, mens hele folket står omkring dig fra morgen til aften?« v15 Moses svarede sin svigerfar: »Folket kommer jo til mig for at rådspørge Gud. v16 Når de har en sag, kommer de til mig, og så dømmer jeg mand og mand imellem og kundgør Guds forordninger og love.« v17 Moses' svigerfar sagde til ham: »Du bærer dig uklogt ad. v18 Både du og folket her hos dig bliver fuldstændig udmattet! Det er for stor en byrde for dig; du kan ikke være alene om det. v19 Lyt nu til mit råd, og Gud være med dig! Du skal selv være den, der står over for Gud på folkets vegne, og det er dig, der skal forelægge sagerne for Gud. v20 Du skal indskærpe dem forordningerne og lovene og kundgøre dem den vej, de skal følge, og hvad de skal gøre. v21 Men du skal se dig om i hele folket efter dygtige, gudfrygtige og pålidelige mænd, som er ubestikkelige. Dem skal du sætte over folket som førere for enheder på tusind, hundrede, halvtreds og ti. v22 Det er altid dem, der skal holde rettergang for folket. Enhver større sag skal de forelægge dig, men i alle mindre sager skal de selv dømme. Gør det lettere for dig selv, og lad dem bære byrden sammen med dig! v23 Hvis du gør sådan, vil Gud give dig myndighed; du kan holde ud, og hele dette folk kan gå tilfredse hjem.«

v24 Moses hørte på sin svigerfar og gjorde alt, hvad han havde sagt. v25 Moses udvalgte dygtige mænd i hele Israel og satte dem som overhoveder i folket, førere for enheder på tusind, hundrede, halvtreds og ti. v26 De skulle altid holde rettergang for folket; en vanskelig sag skulle de forelægge Moses, men i alle mindre sager skulle de selv dømme.

v27 Så tog Moses afsked med sin svigerfar, som vendte hjem til sit land.

Jesus er en Pesach for Heren – Jesus er påskelammet – Agnus Dei.

I Det nye Testamente sker der en nytolkning af den påske – den Pesach - som indgår i Exodusberetningen om israelitterne i Egypten. Der er forskellige opfattelser men hele Det nye Testamente er enig i at Jesus og påsken – den jødiske påske – hører sammen. Troen på Jesus eller troen på Kristus er fra starten af knyttet til påsken. Påsken er hele troen. Påsken er et symbol på Jesus eller meningen med ordet Kristus kan vi sige.

Mosebogen viser at Gud gav et mægtigt ritual – en frelsende rite til israelitterne i den paskale nat i Egypten. Gud gav Israel en Tora – en vejledning i hvordan de kunne undvige Ødelæggeren eller den onde ånd. Gud viste Israel hvordan de kunne blive frelst ved hjælp af ofringen af påskelammet og ved at smøre blodet på dørene. På den måde blev Israel frelst ud af Egypten og frelst fra den onde gud og ført til Guds hellige bjerg – Paradiset.

I de synoptiske evangelier berettes om Jesu sidste måltid – fredag aften. Dette måltid finder sted i den paskale nat – fredag aften – i natten mellem den 14. og 15. Nisan – helt svarende til loven i 2. Mosebog kapitel 12. De synoptiske evangelier beskriver dette påskemåltid som Jesus holder sammen med sine disciple. De holder måltidet efter den jødiske tradition.

De synoptiske evangelier viser at den sidste nadver eller det sidste påskemåltid er en afløsning af den jødiske påske. Jesus indstifter en ny rite til afløsning af Pesach – påsken. Jesus viser hvordan nadveren – at æde hans kød og blod – er en symbolsk påske – og en ny rite som skal afløse den jødiske påske. Når de troende spiser hans kød og blod fejrer de den jødiske påske – blot på en ny og anden måde. Jesus giver en rite til sine disciple der kan frelse dem liige som israelitterne blev frelst i Egypten. Den som æder hans kød og blod spiser påskelammet – det nye evige påskelam – Jesus. De troende skal efter hans død gentage dette måltid og fejre påsken på denne måde. Den gamle påske er afskaffet. Menneskene har fået en ny rite som er endnu kraftigere end den gamle påske. At spise hans kød og blod er en hellig handling. De bliver eet med Jesus – lige som israelitterne blev eet med påskelammet.

I Johannesevangeliet er den sidste nadver eller Jesu sidste måltid flyttet til om torsdagen – i stedet for på påskeaften om fredagen. I Johannesevangeliet ser Jesus frem til påsken. I påsken om fredagen når de slagter påskelammene i Jerusalem vil Jesus også blive slagtet. I Johannesevangeliet er det tydeligt at Jesus simpelt hen er påskelammet – Agnus Dei. Menneskene ofrer Jesus for selv at kunne leve. Jesu død og korsfæstelse er et offer af lammet lige som den jødiske påske. Jesus er en Pesach for Herren i den helt konkrete betydning – Jesus er selve offerdyret – påskelammet.

v23 For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, v24 takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« v25 Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« v26 For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

(1 Korinterbrev 11.23)

v17 Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. v18 For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.«

v19 Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« v20 Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

(Lukasevangeliet 19.17)

At spise Jesu legeme og drikke hans blod er at spise påskelammet. Vi frelses ved at drikke hans blod lige som israelitterne blev frelst ved at spise lammet. Jesus er det nye offer – at æde hans kød og blod er det nye fællesmåltid – Sebaen som det kaldes i Toraen. Denne rite hænger ikke længere sammen med den bestemte årstid påsken – Nisan eller marts-april – ritualet nadveren vil de troende i kirken gennemføre året rundt.

I de synoptiske evangelier er den sidste nadver helt klart en prototype på kirkens senere nadver. I Johannesevangeliet er Jesu sidste måltid ikke nogen prototype på kirkens nadver.

Hele det nye Testamente sætter lighedstegn mellem Jesus og det paskale lam. Jesus er påskelammet hvis ben ikke må knuses som det hedder i 2. Mosebog 12! Offeret til Herren skal helt og fuldt og perfekt – i følge 2. Mosebog. Offerdyret – lammet – skulle gøre det ud for et fuldstændigt menneske. Dette overføres til Jesus. Han er et fuldkomment offer til Gud. På grund af hans død kan vi leve. Vi frelses ved hans blod – på samme måde som israelitterne smurte blodet på dørene for at holde Ødelæggeren borte – og for at skabe et helligt og rent rum for Jahve.

v6 Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? v7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. v8 Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.

(1 Korinterbrev 5.6)

v31 Det var forberedelsesdag [fredag], og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. v32 Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus.

v33 Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, v34 men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. v35 Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.

v36 Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« v37 Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

(Johannesevangeliet 19.31)

Ofringen af Jesus frikøber alle mennesker fra døden. Jesu død er en betaling og en soning. Vi har slagtet og ofret Jesus for at vi kan leve – Gud har ofret Jesus – sin førstefødte søn – for at vi kan leve. At Gud ofrer Jesus og at vi ofrer Jesus er det samme i den bibelske tanke. Jesu korsfæstelse, slagtning og død skete for at alle mennesker kunne redde livet og undgå døden.

v29 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. v30 Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. v31 Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.«

v32 Og Johannes vidnede: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. v33 Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. v34 Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.«

v35 Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. v36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« v37 De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus.

(Johannesevangeliet 1.29)

Israelitterne i Egypten bliver frelst på grund af deres mærke – blodmærket på døren. På samme måde taler Paulus om at den kristne eller troende bærer et mærke fra Kristus – det mærke frelser mennesket. Blodet er et mærke – i Johannes Åbenbaring beskrives hvordan de kristne alle bærer et Guds mærke. Gud har givet dem det mærke som beskyttelse – lige som ordet Påske eller Pesach betyder beskyttelse. Gud gav også Kain et mærke så at han kunne leve. Vi vasker os i lammets blod og bliver derved rene og retfærdige. Ofringen af Jesus på korset har medført en stor frelse for hele jorden.

v9  Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. v10  De råbte med høj røst:
      Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,
      og fra Lammet.
v11  Og alle englene stod i kreds om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt for tronen og tilbad Gud v12  og sagde:
      Amen! Pris og lov og visdom og tak
      og ære og magt og styrke er vor Guds
      i evighedernes evigheder. Amen!
v13  Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?« v14  Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.
       v15  Derfor står de for Guds trone
      og tjener ham dag og nat i hans tempel,
      og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
       v16  De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere,
      hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
       v17  for Lammet midt for tronen skal vogte dem
      og lede dem til livets kildevæld,
      og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«

(Johannes Åbenbaring 7.9)